AV MIN TAND, – OG SÅ TIL LÆSØ.

Vi havde glædet os til Ældre Sagens udflugt til Læsø i tirsdags. Øen, som jeg i omkring 20 år jævnligt besøgte i min egenskab af vurderingsformand ved Told & Skat.

Men i sidste øjeblik måtte vi melde afbud – en ond tand satte en stopper for turen. Nu ligger jeg i tandlægestolen, hvor en stump af en kindtand skal fjernes. Mens tandlægen og assistenten roder i den nederste del af hovedet, kan jeg passende bruge den øverste del til at fundere over nogle af de oplevelser, jeg havde på Læsø for cirka 25 år siden.

FØRSTE MØDE MED BORGMESTEREN.

Første gang jeg trådte ind på kommunekontoret for at hilse på, mødte jeg øens borgmester. Jeg var blevet orienteret om, at han kunne være en hård, bestemt og enerådende herre – men også en dygtig én af slagsen.

Jeg bankede forsigtigt på døren til borgmesterkontoret. “Kom ind!” lød det. “Goddag, jeg er kommunens nye vurderingsformand og ville lige hilse på.”
“Velkommen – det er Pedersen, han er kæmner, og jeg er borgmesteren.”

Inden vi nåede at tale sammen, vendte borgmesteren sig mod kæmneren og udbrød: “Jeg vil f…… ikke acceptere at…” – en regulær skideballe, leveret i mit påhør. Pedersen luskede ud uden et ord. Jeg fik hurtigt præsenteret mig og fulgte samme vej.

EN OMVURDERING OG EN OPSANGE.

Dagens opgaver skulle drøftes med sekretæren for vurderingsrådet. Hun havde i længere tid haft en begæring om omvurdering liggende – fra borgmesteren. De lokale vurderingsmænd havde bedt sig fritaget: “Det må være formandens opgave, når det gælder borgmesterens ejendom – vi er for tæt på.”

Papirerne blev gennemgået, ejendommen besigtiget, og vurderingsmeddelelsen udskrevet. Hvad jeg ikke vidste var, at sekretæren straks overbragte afgørelsen til borgmesteren – inden jeg havde forladt kontoret.

Det kan nok være, jeg fik læst og påskrevet! Han var bestemt ikke tilfreds. Jeg forklarede, at der var klageadgang, og at vurderingsrådet ikke skelner mellem Maren i kæret og en borgmester. Og sådan blev det.

VALLBORG OG SMØRREBRØD.

I forkontoret havde en elev opfanget, at den nye vurderingsformand var på rundrejse. Hendes far var lokal vurderingsmand, og hun ringede hjem og fortalte, at jeg måske ville dukke op.

Efter et par stykker smørrebrød i kantinen kørte jeg til Østerby, hvor Richard boede. Her ventede en overraskelse: Richards kone, Valborg, havde ringet rundt til familien og inviteret til eftermiddagskaffe – vurderingsformanden kom jo på besøg!

Det føltes lidt underligt at blive betragtet som “noget ved musikken”, bare fordi jeg var vurderingsformand. Men det blev en hyggelig eftermiddag. Senere, når jeg kom forbi, blev jeg altid beværtet med højt belagt smørrebrød.

På et tidspunkt sagde jeg pænt, at de ikke behøvede gøre så meget ud af det. Valborg svarede: “Ser du, Svend – i alle de år Richard har været vurderingsmand her på øen, har vi aldrig haft besøg af formanden. Han besøgte kun Ydegård i Vesterø. Han var jo gårdejer – Richard er jo kun minkavler.”
Ak ja, så var det på plads.

FÆRGETURE MED RULENDE FLASKE

At sejle til Læsø kan være en oplevelse. En sommer, hvor familien skulle med over til et lejet sommerhus, blæste det voldsomt – men vi skulle afsted. Knap var vi ude af havnen i Frederikshavn, før færgen begyndte at vippe voldsomt. Ud ad vinduet så vi skiftevis himmel og hav – færgen rullede.

Vi sad ved et rundt bord i cafeteriaet. Ved siden af sad et ungt par med rygsække og en stor hund, bundet til bordbenet. På et tidspunkt begyndte rygsækkene at glide væk, og hunden snurrede rundt på det glatte gulv, hængende i sin snor. Vi sank en ekstra gang.

Oldfruen dukkede op med et par matroser og meddelte, at alle skulle holde sig i ro – matroserne ville være til stede, hvis nogen fik brug for hjælp. Jeg måtte ud at se havet og fik bakset mig ned i Folkevognen, hvor jeg lå hen over gearstangen i de ca. 1½ time overfarten varede. Min bedre halvdel og datteren klarede turen siddende ved bordet.

STORM OG LADSTBILER MED BETONELEMENTER.

En anden gang var der efterårsstorm. Jeg havde bestilt billet hjemmefra og kørte direkte ombord. Min bil blev anbragt ved siden af et lastvognstog med beton-elementer.

Oppe i cafeteriet undrede det mig, at folk gik fra borde. “Skal I ikke med over?”
“Nej tak, ikke i dag – vinden er i nordøst, så vi bliver på fastlandet.”

Min bil var fastsurret, så jeg kunne ikke vende om. Der var god plads ombord – foruden mig kun en tom sodavandsflaske i salonen. Jeg lå alene i en halv time og lyttede til flaskens rullen og bølgeslagene mod skibet.

Endelig kom en stemme fra højtaleren – dejligt, tænkte jeg, nu er vi snart i havn.
Men nej – kaptajnen meddelte, at færgen var en time forsinket på grund af vejret. Vi måtte sejle mod nord, op mod vinden, og så drive østpå, indtil vi var i læ ved Læsø. Senere fik jeg at vide, at hensynet til de tunge betonelementer også spillede ind. Jeg sendte min gamle Folkevogn en venlig tanke – den stod jo lige ved siden af lastvognen.

Vi kom helskindet i land, og efter et par timer med snurren i hoved og mave var jeg klar til at køre ud til dagens opgave.

NATTEN MED URO FRA SMÅGRISE- OG SÅ TIL FAMILIEFEST.

Da dagens besigtigelse var afsluttet, kørte jeg til Vesterø Sømandshjem, hvor jeg havde reserveret et værelse for natten. Inden jeg gik til ro, stod jeg og nød synet af havnens lyshav. Vinden havde lagt sig, og jeg så frem til en rimelig hjemtur næste morgen.

Efter en halv times søvn vågnede jeg – og hørte skrigende grise! Jeg sprang op og kiggede ud ad vinduet. Der, lige nedenfor mit værelse, stod en lastvogn fyldt med smågrise. Den skulle med færgen næste morgen – ligesom jeg. Det blev ikke til meget søvn den nat.

Av, min tand! Med munden fuld af vattamponer fremstammede jeg: “Hvad har I gang i, tandlæge?” – “Vi har fjernet et stykke af en kindtand,” lød svaret. “Vi bygger den op igen om en uge.” Javel.

En aften blev jeg ringet op af en landmand i Vesterø. Han mente, hans ejendom var vurderet for lavt og bad mig kigge forbi snarest. Så gik turen igen til Læsø. Jeg havde planlagt at besigtige fire ejendomme den dag. Færgen lagde til kl. 11.45, og jeg forventede hjemtur kl. 15.00.

Straks efter ankomst kørte jeg ud til landmanden. Da jeg trillede ind i gården, så jeg straks, at flaget var oppe, og gårdspladsen fyldt med biler. Jeg ringede forsigtigt på døren. En dame med hvidt forklæde åbnede. “Der er fest her i dag,” sagde hun. Bondemanden havde rund fødselsdag.

“OK, jeg kommer igen en anden dag,” sagde jeg. Men indefra lød det: “Nej, nej, kom indenfor, vurderingsformand! Velkommen – vi har lidt gæster, men det skal du ikke tage dig af. Nu skal vi alle spise, så snakker vi bagefter.”

Jeg blev bænket ved det festlige bord. Tre retter mad skulle fortæres. Under middagen forsøgte jeg at komme i kontakt med bondemanden, men han afslog: “I dag er der fest – vi snakker senere.” Efter maden skulle alle sove til middag. Jeg blev sat i en høj stol ovre i hjørnet. Jeg blinkede lidt med øjnene og tænkte: Hvad er det, jeg har gang i? Rundt omkring sad gæster og småsov.

Tiden gik, og jeg bemærkede til bonden, at jeg snart skulle nå færgen kl. 15.00. “Jamen da, nu skal vi da ha’ kaffe på terrassen!” Under kaffen fik jeg endelig fat i ham. “Jeg er nødt til at smutte, men jeg kommer indenom snarest.” – “Nej, nej, vurderingsmand. Med de fødselsdagsgaver jeg har fået i dag, tror jeg ikke, der bliver behov for ny låntagning – så vi glemmer det med opvurdering.”

Politimesteren i uniform med halm på.

Jeg skulle også besigtige politimesterens minkfarm. Først lagde jeg vejen forbi hans private adresse. På asfalten udenfor stod der med kridt: “Her bor nygifte – DYT DYT!” Folk der kom forbi, dyttede – så det gjorde jeg også.

På politistationen spurgte jeg, om mesteren var til stede. “Han er ude på sin minkfarm,” fik jeg at vide. Inden samtalen var slut, benyttede jeg lejligheden til at ønske tillykke. “Nej, nej, ingen er blevet gift her – nogle unge mennesker har været lidt uenige med politimesteren og fundet på det med kridtet.”

Ude på minkfarmen ankom jeg lige efter middag. Jeg kiggede mig omkring – ingen i sigte. “Er her nogen?” gentog jeg lidt højere et par gange. Intet svar. Jeg vendte om. I samme øjeblik hørte jeg noget røre sig i hjørnet med halm. Ud af halmdyngen kom politimesteren – i fuld uniform! Han børstede halmen af sig og vi fik en behagelig samtale om minkfarmen.

Det var dagens sidste besigtigelse, og jeg satte kurs mod færgen. Pludselig gav det et brag – jeg bremsede op. Lydpotten var røget af. Fra et nærliggende hus kom en mand og spurgte, om han kunne hjælpe. “Jeg er på vej til færgen, men jeg lister lige så stille videre.” – “Du kan nok låne en bil her – så reparerer vi din til du kommer igen.” – “Jamen, der er jo ingen nummerplade på dine biler?” – “Det skal du ikke tage så nøje – det tager vi ikke så tungt herover.”

Jeg takkede nej og kørte stille videre mod færgelejet. På vejen nynnede jeg: “Bornholm, Bornholm, du min dejlige ferieø…”

Nu blev der pludselig stille omkring tandlægestolen. Jeg slog øjnene op. Klinikdamen sagde med høj røst: “Svend, vil du have stumpen med?” Hurtigt rejste jeg mig og kiggede ned. Nå, du mente tandstumpen – nej tak. Vær så god.

Svend Høholt, tidligere vurderingsformand – LÆSØ- SINDAL vurderingskreds.

Billede.: EMMA – Barnebarn i SALTET