Barndom i Brønderslev.

Af lektor Jørgen Sørensen – Brønderslev drengen

Som har skrevet Vendsyssel sangen og Brønderslev Sangen

Her et foredrag som han holdt på et tidspunkt ca. 1983.

En journalist stillede engang gårdejer Larsen-Ledet dette spørgsmål:

“Er der ikke noget om, at vendelboerne er temmelig stolte af deres herkomst?”

Hvortil Larsen-Ledet svarede: “Nej, stolt tror a intj, wi ar, – – men wi ar da sæfe’li taknæmla!’

Netop i denne velbegrundede taknemlighed kan læseren finde forklaringen på, at disse erindringer skrives. Forfatteren er med sine “kun” 54 år klar over, at det sker i utide, men har ønsket, så hurtigt som muligt, at fastholde nogle indtryk og hændelser fra den barndomsperiode, som allerede nu forekommer ham at være en fjern fortid.

Det er blevet fortalt mig af mine i enhver henseende pålidelige forældre, at jeg kom til verden i Skolegade 4 i Brønderslev. Jeg tør derfor med sikkerhed gå ud fra, at det forholder sig således og må ofte undre mig over, at end ikke en beskeden mindeplade henleder den forbipasserendes opmærksomhed på denne skelsættende begivenhed. Det skal dog indrømmes, at min tilknytning til stedet er forholdsvis begrænset, sikkert fordi familien kort tid efter min ankomst flyttede til Gravensgade 25 A, som skulle blive en væsentlig del af min barndoms paradis.

Her var der en have med umådelige mængder af saftige gule blommer og stikkelsbærbuske. Her vrimlede det med stier og krogveje, som frembød endeløse muligheder for fantasien. Her lå der et snedkerværksted, hvor snedkermester Sønderlev havde til huse, og hvor man kunne sidde i timevis og se på arbejdet med træ og gamle limpotter. Men frem for alt, var der i et nærliggende hønsehus en sand velsignelse af rotter. Jagten på disse var spændende hinsides al beskrivelse, ikke mindst da de til sidst blev så mange, at alle bekæmpelsesmidler måtte tages i anvendelse for at udrydde dem. På den modsatte side af gaden – dér, hvor byens brugsforening nu er placeret – lå dengang “Jysk Klokkestøberi”, en nabo, som den ældre generation formentlig har omfattet med behersket hengivenhed. En stadig sky af sod og snavs omgav denne virksomhed, hvis skorsten med jævne mellemrum udsendte en luftart, som næppe har været fremmende for sundhedstilstanden hos kvarterets beboere. Men tillokkend var det, i respektfuld afstand, at iagttage, hvorledes det flydende metal blev hældt i støbeformene. Her var ikke noget at tage fejl af. Dette var farligt!

På hjørnet af Gravensgade og Frederiksgade, i et hus, som desværre nu er forsvundet, boede den navnkundige overbetjent M.V. Mortensen. Jeg har tidligere i anden forbindelse fortalt mine begejstrede læseree, hvorledes jeg i dette hjem grundlagde min personlige formue ved på overbetjentens gentagne opfordring, at synge “Dejlig er den Himmel blå”. Denne dåd indbragte hver gang 10 øre, hvilket på den tid var et anseligt honorar for en 6-7 årig dreng.

Men også overbetjentens to yngste sønner, Kaj og Tage Mortensen – dengang i begyndelsen af tyverne – bidrog i betydeligt omfang til min økonomiske velstand, idet de ved flere lejligheder bad mig afgøre hvem af dem der havde “den fineste cykel”. Opgaven var penibel, fordi jeg gerne fortsat ville opretholde et venskabeligt forhold til dem begge, men da kaj M. tilbød mig 5 øre for at udtale mig til hans fordel, mente jeg nok, at hans cykel, alt taget i betragtning, var den fineste. Nu erklærede Tage M. imidlertid, at han agtede at betale 10 øre, hvis jeg ville erkende, at jeg havde taget fejl. Efter endnu engang at have kastet et ransagende blik på de to cykler måtte jeg da også indrømme, at jeg måske havde varet for hastig i min bedømmelse, og at Tages cykel – omend forskellen forekom mig uendelig lille – dog nok var den fineste.

Til læserens orientering skal jeg tilføje, at Tage Mortensen senere blev lærer i Brønderslev, medens Kaj Mortensen efter en periode som politibetjent på Læsø blev kriminalassistent i Frederikshavn. Mange vil uden tvivl med glæde tænke tilbage på hans uforglemmelige barndomsberetning “Lirekassen”, som kunne læses i Vendsyssel Tidende for: 30 år siden.

Hos Tage Mortensen blev jeg senere indviet i violinspillets ædle men vanskelige kunst. Denne fremragende pædagog afholdt hvert år i sine private stuer en elevkoncert, som de stolte forældre uden undtagelse overværede for endnu engang at forvisse sig om deres børns usædvanlige talent. I hvilken udstrækning disse i deres nuværende virke får mulighed for at udnytte deres violinistiske færdigheder, skal jeg ikke kunne sige, men til oplysning for direktionen i Handelsbanken skal jeg gøre opmærksom på, at ingen ringere end Brønderslevafdelingens agtværdige hovedkasserer, hr. Ove Jensen, var blandt Tage Mortensens flittigste elever. Det er ikke for meget sagt, at disse aftener hører til den tids lykkeligste og mest betydningsfulde stunder. For en dreng i datidens musikfattige Vendsyssel var det en oplevelse af grundlæggende værdi at få lov til at deltage i fremførelsen af bl.a. Mozarts “Eine kleine Nachtmusik”. Dette udødelige værk har vel ofte fået en mere perfekt fortolkning, men er næppe nogensinde blevet spillet med større begejstring og inderlighed end i Gravensgade 21.

Denne beretning om mine tidligste drengeår ville være højest ufuldkommen, hvis jeg undlod at omtale Erik Johnsen, søn af købmand J. Johnsen, hvis forretning lå 1 Bredgade, ved siden af hotel “Phønix”. Når han og jeg allerede før skolealderen lærte hinanden at kende, skyldes det nok, at hans mor var datter af overbetjent Mortensen. Det skulle blive et bekendtskab med vidtrækkende konsekvenser, og det skal straks siges, at en udtømmende redegørelse for vore fælles oplevelser ville kræve, at Vendsyssel Tidende stillede sin samlede spalteplads til rådighed.

Vor betydeligste bedrift – herom kan ikke diskuteres – var oprettelsen af “Brønderslev Drenge-Opdagelsespoliti”, et kriminalpreventivt foretagende, hvis effektivitet og forbløffende resultater især beroede på en gennemført elitær bemandingsprocedure. Som følge heraf omfattede korpset kun to personer, nemlig chefen (E.J.) og souchefen (undertegnede).

Korpsets hovedopgave bestod i en omfattende registrering af alle mistænkeligt udseende personer og nødvendiggjorde daglange aktioner – oftest på cykel – i byen og dens nærmeste omegn. For ikke at miste orienteringen i særligt uvejsomme eller skovrige områder, f.eks. tennisplantagen i Nørregade, afmærkede vi omhyggeligt den tilbagelagte rute. Det vil føre for vidt at gå i detaljer. Her skal det blot i al beskedenhed konstateres, at kriminaliteten på egnen inden længe dalede til et minimum.

Ved siden af denne samfundsnyttige virksomhed blev der dog også tid til andre aktiviteter, ikke mindst i forbindelse med det dengang nyligt indviede friluftsbad. Her bestræbte vi os af alle kræfter på hurtigst muligt at erhverve den svømme færdighed, som var en uomgængelig betingelse for at få lov til at benytte bassinets højt eftertragtede dybeste trediedel. Det var et stort øjeblik, ja en højtidsstund, da vi, efter aflagt prøve, modtog denne tilladelse af friluftsbadets daværende svømmelærer, den senere så kendte radiomedarbejder Christian Kryger. Denne triumf og lignende glædelige begivenheder blev markeret med indkøb af to smørkager – Vendsyssels bedste – som kunne fås for 5 øre pr. stk. hos bager Christensen i Nygade.

Efter indgående overvejelser skal jeg, omend med nogen betænkelighed, tilføje følgende bemærkninger, der imidlertid bedes betragtet som strengt fortrolige:

Fra et halvtag, som dækkede manufakturhandler Carl Lauritzens cykelskur i Mejlstedgade, kunne man, med rimelig chance for at ramme sit mål, beskyde sagesløse forbipasserende i nakken ved hjælp af elastik og papirkugler. Læseren er utvivlsomt på det rene med, at vi aldrig ville indlade os på en så oprørende skændselshandling. Når jeg alligevel har en erindring herom, er jeg da også tilbøjelig til at mene, at der må være tale om en særlig livagtig drøm, som jeg af hensyn til professor Johnsen aldrig hidtil har omtalt for nogen. Hvem ved, om det kunne have vanskeliggjort eller forhalet hans udnævnelse til æresdoktor ved Åbo universitet? Thi det er han i dag, og heraf vil den tænksomme læser kunne se, at det stadig er muligt at nå ærens højeste tinder, når man allerede i sin tidligste barndom forstår at vælge de rigtige venner.

Mit første møde med Brønderslev Kommuneskole står temmelig klart 1 min erindring. Endnu ser jeg for mig, hvorledes de nye 1.klasser stod opmarcheret i rækker og geled, medens frøken Frøkjær, stående på øverste trappetrin, mønstrede tropperne med et hærførerblik, der dog ikke formåede at skjule, at hun inderst inde var et meget venligt menneske. Min klasselærer blev i øvrigt Birthe Kjær, gift med senere indenrigsminister Ejnar Kjær (ministeriet Knud Kristensen). Hun var en dame, der lagde megen vægt på elevernes personlige hygiejne, understregede gang på gang, at det ikke var nogen skam at gå i lappet trøje, men at sæbe og vand var så let tilgængelige goder, at ingen behøvede at møde i skolen med snavsede hænder. At vi ikke gjorde det, forvissede hun sig omhyggeligt om ved timens begyndelse. Respekt for orden og akkuratesse med skriftlige arbejder lærte vi på et tidligt tidspunkt. Når Birthe Kjær havde instrueret klassen om at placere en overskrift på diktathæftets 3. linie, var det ikke tilrådeligt at anbringe den på 2. eller 4. I øvrigt omfattede hun sine elever med stor omsorg og interesse, hvilket jeg personligt erfarede mange år efter, at vore veje skiltes.

I tillid til at læseren ikke vil fortælle det til alle og enhver, skal jeg røbe, at jeg ret snart oplevede noget, der næppe kan forklares som andet end mit livs første forelskelse. Blandt klassens piger var der især en, som forekom mig at være uden fejl, og som jeg derfor måtte anse for den ideelle livsledsagerske netop for mig. Det blev hun ikke, bl.a. fordi hun valgte at skænke sin gunst til skolens ældre drenge. Da jeg således måtte erkende, at hendes smag og dømmekraft ikke svarede til hendes skønhed, at hun med andre ord ikke var mig værdig, genvandt jeg forholdsvis hurtigt min sjælelige balance. Dog vil jeg aldrig glemme hin sorgens dag, da hun faldt og brækkede sit ene ben, hvilket medførte, at den dengang purunge lærer, Henry Allermann, i de følgende uger måtte bære hende på armen ind og ud af skolegården. Jeg betragtede ham med en blanding af beundring og misundelse.

O, at være en lærer! (Frit efter Frank Jæger).

Som 11-årig, ved overgangen til mellemskolen, mødte jeg for første gang Alfred Larsen, der nu overtog hvervet som klasselærer. Selv om vi alle hurtigt lærte at sætte pris på denne gennemkultiverede og altid venlige mand, er det først i de senere år, jeg til fulde begriber rækkevidden af hans undervisning. Hos ham stiftede vi bekendtskab med digterværker, som undgåeligt måtte gøre et stærkt indtryk i en alder, hvor fantasien og sindets modtagelighed er størst. Med sin gennemgang af Oehlenschlägers “Aladdin” beredte han os en oplevelse, som end ikke den mest farvestrålende fjernsynsversion vil kunne fordunkle. Aldeles tabt for omverdenen lyttede vi til Bjørnsons fortællinger, Holbergs komedier og Hos trups syngespil. Sprogets skønhed og udtryksmuligheder gik for alvor op for os i realklassen, da vi blev konfronteret med indledningen til “Haakon Jarl”. Havde vi ikke tidligere fornemmet bogstavrimenes betydning, gjorde vi det nu:

En herlig gammel helt er Haakon Jari. Han knejser som en knudret eg blandt alt det andet småkrat!

Så betaget af dette kraftfulde sprog var vi, at vi lærte lange passager at tragedien udenad for at kunne anvende dem ved passende lejlighed. I tilfælde af eventuelle fremtidige forelskelser i piger med brækkede ben ville en linie som denne jo være særdeles velegnet:

Siig, hvad tykkes dig om sædet på Jarl Haakons kæmpearm?

Lige så levende som litteraturundervisningen var timerne i historie. Stadsskoleinspektør Johannes Sørensen, som var en usædvanligt vidende fagmand, fortalte rigets historie så livfuldt, at alle dens skikkelser, fra Harald Blåtand til Stauning, fremstod lyslevende for os.

Til skoletidens højdepunkter hørte naturligvis skolekomedierne, især når Victor Røn optrådte i sin glansrolle som hovedpersonen i “Jeppe på Bjerget”. Ligeledes julekoncerterne i kirken, hvor skolens kor sang under ledelse af Jens Mølgaard, glemte hvilke vers der skulle udelades i “Den yndigste Rose” og måtte undgælde ved at se dirigenten vende sig imod menigheden med ordene: “Der er jo altid nogen, der står og sover!”

Den årlige skoleudflugt gik i hine tider ikke til London eller Paris men til Tolne skov og bakker. Her kunne man – foruden at nyde naturens yndigheder, samværet med kammeraterne og den med bragte madpakke – drikke sig fra sans og samling i “Godt Humør”, en rød sukkervandssaft, som kunne købes i skovens kiosk for 15 øre pr. flaske. Flertallet medbragte til dette formål i alt 1 krone, der, hvis man var afholdsmand, dog også kunne anvendes til køb af 10 ispinde, 20 flødeboller eller kæmpemæssige poser med bolsjer og lakrids.

Morgensang hørte dengang til dagens orden hos de fleste af skolens lærere, og visse sange og salmer er for bestandigt knyttet til erindringen om disse. F.eks.: Jens Jensen: Alt, hvad som fuglevinger fik. Befal du dine veje. Alfred Larsen: Ind under jul. Lad det klinge sødt i sky. Henry Allermann: Som hønen klukker mindelig. Jens Mølgaard: Havet omkring Danmark. Som dybest brønd.

Henimod skoletidens afslutning kom Willy Kløve ind i byens skolebillede. Foruden sine indlysende pædagogiske og administrative evner besad han endnu en færdighed, som var hans alene: Siddende ved katederet kunne han ubesværet løfte dette en halv alen fra gulvet. Det var derfor ganske naturligt, at han blev Brønderslevs første skoledirektør, og det er han heldigvis endnu.

Al ovenstående kunne man måske få det indtryk, at min barndoms skole var perfekt og alle dens lærere fuldkomne. Havde disse da slet ingen fejl?

Det var et godt spørgsmål (som man kunne forvente det af Vendsyssel Tidendes læsere).

Svaret lyder i al sin enkelhed således:

Jo!

Slemme fejl?

Absolut nej!   Så ville de ikke være blevet ansat i Brønderslev. Hvorom alting er, mindes vi dem med glæde og er dem især dybt taknemlige, fordi de ikke i demokratiets hellige navn, anvendte vor kostbare tid til endeløse drøftelser af undervisningens mål og midler, til ensidig fordybelse i såkaldt samfundsrelevante problemer eller til selvoptaget kredsen omkring vor egen interessante pubertetsbetingede identitetskrise. I stedet vendte de vor opmærksomhed mod andre, nok så væsentlige og livsbekræftende sider af tilværelsen.

Som Thøger Larsen udtrykte det:

De gjorde det højere til loftet og videre til væggene.

Fundamentet var lagt. Vejen var banet til gymnasiet, hvilket skulle medføre 3 spændende og i mange henseender forunderlige år i Hjørring. Men herom en anden gang. Måske.

Den, der efter mange års forløb genser sin barndoms by, vil ofte – trods iøjnefaldende fremskridt og smukke nybygninger – vare tilbøjelig til med Blicher at udbryde:

Ak, hvor forandret!

Med vemod må han konstatere, at mange af de kendte skikkelser er borte og med forargelse, at gadebilledet nogle steder er udret til det ukendelige.

For Brønderslevs vedkommende gælder dette sidste især området omkring Nygade. Her, som i de fleste andre bycentrer, er der liv og travlhed om dagen men øde og mennesketomt om aftenen.

I den seneste tid synes man i nogle byer at have indset det uheldige i denne udvikling og vil for fremtiden søge at undgå den skarpe adskillelse af forretnings- og beboelseskvarterer.

Tanken er ganske sikkert rigtig og vil forhåbentlig også vinde gehør i Brønderslev.

Thi bedre by findes ikke!

En svimlende men ikke utiltalende tanke melder sig: “Æresborger i Brønderslev Købstad”.

Har man i grunden en sådan ??

Et spændende liv

med virke fra Brønderslev gennem 57 år

Af Jeppe Bisgaard

Jeppe Bisgaard f. 1941

Henvendelse fra Jens Otto Madsen:

Hej Jeppe, jeg er ved at lave en bog om Brønderslevs, virksomheder, forretninger, institutioner og de personer der har haft deres virke i byen, kunne du ikke tænke dig at være med? Svaret kom omgående, Jo det vil jeg gerne. Der skulle ikke megen betænkningstid til, men så kom alle problemerne.

Hvad af alt det du har beskæftiget dig med, siden du for 57 år siden kom til Brønderslev, har interesse for en lidt bredere kreds af læsere. Svaret må blafre i vesten vinden, min far lærte mig: ”når du har sagt JA, må du også efterleve det JA”, så nu kommer der en levneds beskrivelse, som hvis du som læser, ikke er interesseret i at læse den, kan du som en løsning rykke de sider ud af bogen!!!

Barndom og opvækst

Det hele startede for 80 år siden, jeg blev født 1941, i Nibe, de stolte forældre var Mor Magna, oprindelig fra Tornby ved Hjørring, Far Jens, oprindelig fra Haverslev i Han Herred, når jeg skriver stolte forældre, skyldes det, at jeg var barn nr. 4, og de tre første havde været piger, så nu kom der endelig en dreng.

3 år senere blev jeg, ret sjældent for datiden, skilsmissebarn, idet min Mor og Far valgte at gå fra hinanden, far overtog hele børneflokken og i 1946 blev min far ansat på Aalborg Eternit fabrik, vi flyttede først til Frydendal  i Aalborg, og efterfølgende til Visse for til sidst, i 1950, at flytte til Frejasgade 29, i Vejgaard.

I 1947 startede jeg i Nøvling Skole, der dengang bestod af 2 klasser, første klasse for de tre første årgange og anden klasse for de 4 næste årgange, så måtte det også være på tide at komme ud af skolen og foretage sig noget fornuftigt, de lidt klogere børn kom på Elisabeth Brøndsteds privatskole i Aalborg, der kunne man så tage Mellemskole- og Realeksamen. Jeg husker de tre år i Nøvling skole som ret gode år, selv om griflerne peb på skiffertavlerne og blækket klattede på diktaterne, var der alligevel fredeligt og roligt, og når førstelærer Jensen og lærerinde frk. Jensen dikterede ro i klassen, så blev der ro.

I 1950 flyttede vi som nævnt til Vejgaard, dengang Nørre Tranders Sogn, og jeg startede min skolegang på Vejgaard Vestre skole, og det var noget af en start, efter første skoledag kom jeg hjem med et blåt øje og havde endvidere opnået at få min første lussing, af lærer Conradsen.

Det blå øje var vel meget naturligt, efter datidens normer, der kom en ny dreng i klassen, helt ude fra bøhlandet af, hvor stærk var mon han, en anden dreng fra klassen blev udpeget til at finde ud af det og efter lidt provokationer fra den drengs side, skulle det jo ende med et slagsmål og et efterfølgende blåt øje til en af os, og det blev i det tilfælde mig.

Lussingen fra lærer Conradsen, var efter mine begreber, fuldstændigt ude i hampen, jeg havde, som jeg skulle, meldt min ankomst hos skoleinspektør J.E. Jensen, på hans kontor, en flink og rar mand, der bød mig velkommen til Vejgaard Vestre Skole.  Efter de indledende øvelser pegede han ud af vinduet og fortale, at jeg skulle melde mig hos Malthilde Madsen i 4.A, det var lige over for inspektørens kontor i en parallel bygning, der gik under navnet ”den gamle Skole”. Glad og frejdig begav jeg mig af sted for at finde frk. Madsen og 4 A, jeg valgte naturligvis den nemmeste og mest direkte vej. På stien mellem de to skoler, mødte jeg så bemeldte lærer Conradsen, frygtet af alle, viste det sig. Jeg hilste naturligvis høfligt, det havde jeg lært hjemme fra, men jeg blev mødt med ordene ”hvad laver den lille dreng her” den sti her er kun for lærerne!! Jeg forklarede, at jeg lige var begyndt på skolen, og at jeg ikke kendte noget til hvilke stier eleverne ikke måtte betræder. Svaret kom omgående, ”skal den lille dreng svare igen” og så kom kødhammeren, uden at jeg nåede at flytte hovedet, og slam, det sad alle 5 fingre på min venstre kind, så det var noget af en debut på Vejgaard Vestre Skole, der sikkert var som skoler var den gang. Lærere der aldrig havde behov for at slå for at få ro, og lærere der høvlede løs på eleverne med både lussinger og spanskrør.

På Vejgaard Vestre skole kunne man den gang ikke gå længere end til og med 8. klasse, men da jeg nåede så langt, havde man på landsplan fundet ud af, at det måske kunne være en god ide´ at lave et 9.klassesforløb. Til at etablere et sådant forsøg udvalgte man Vejgaard Vestre skole og en skole på Lolland. Jeg tilmeldte mig det pågældende forsøg og startede i Danmarks første 9.klasse, den 1. april 1955.  Forinden var der lavet en aftale mellem skolen og eleverne, der i korthed gik ud på, at hvis en elev fik en læreplads, kunne man forlade forsøget og hvis en elev fik 3 advarsler fra skolen, kunne de opsige samarbejdet. Da jeg den 3. maj, naturligvis uberettiget, fik advarsel nummer 2, vurderede jeg, at det måske var på tide at finde en lærerplads, det lykkedes og d. 15. Maj, 1955, startede jeg som Kolonial lærling hos købmand Robert Nielsen Herluf, Trolles gade i Aalborg Vest.                                                                                          Efter udstået læretid var der intet arbejde at få i Nordjylland så det blev København, Jeg skulle helst begynde mit nye job d. 1.Maj 1959 og måtte derfor bede min læremester om lov til at rejse, 14 dage før min læretid sluttede, hvilket for ham var OK.

30. april 1959 gik turen, med det gode skib Jens Bang fra Aalborg til København, 18 år gammel og med mod på livet og spændt på hvad der ventede en ung nordjyde i Kongens København. Mit første job var hos en købmand på Utterslev Torv, det varede 45 dage, så blev jeg sagt op, det viste sig, at købmanden havde ansat en anden kommis, men han kunne først tiltræde 15 Juni, så min opgave var at ”fylde hullet ud” det havde man bare glemt at fortælle mig, heldigvis var der masser af arbejde at få, så dagen efter jeg fratrådte hos købmanden på Utterslev Torv, begyndte jeg et nyt job i Koloniallageret Billigst, Nordre Frihavnsgade, på Østerbro, hvilket i øvrigt var et rent drømmejob, gode løn og arbejdsforhold Den første måned, efter jeg flyttede til København boede jeg hos min faster Ingrid i Livjægergade 16 på Østerbro, hvilket var meget rart, for at falde godt til. Senere lejede jeg et værelse i Herlev og til sidst et værelse i I.O.Olsensgade på Østerbro.

Efterhånden nærmede sig tiden hvor jeg skulle på session, det skete naturligvis i København, der mente de, at jeg vil egne mig til at være luftværns artillerist og at Aalborg ville være et godt sted at sende mig hen, de anede ikke at jeg oprindeligt kom fra Aalborg, så den ide´ var jeg helt med på, det havde nok heller ikke hjulpet hvis jeg havde protesteret. Så den 1. juli 1960 startede min 16 måneders ”karriere” hos Jydske luftværns regiment på Hvorup Kaserne i Nørresundby.

Efter endt soldater tjeneste gik turen igen til København, oprindeligt havde jeg aftalt, at jeg skulle tilbage til Kolonial lageret Billigst, såfremt der var et job ledigt, desværre var situationen den, at både mine tre kolleger fra før soldater tiden og ham der havde afløst mig, alle stadigvæk var ansat og ikke havde planer om ændre på det, så jeg søgte i stedet et job hos købmand Foldberg Petersen, på hjørnet af Livjægergade og Holsteinsgade, hvilket viste sig at være en god disposition, da en af de kunder der kom (mere og mere) i butikken, var min senere forlovede og kone gennem mange år, Litten.

Jeg boede på det tidspunkt på KFUMs pensionat, Valdemarsgade på Vesterbro, en af de øvrige der boede der, var en ung mand fra Aalborg, Per Sørensen, han var ansat i Stormgades Tæppelager, og vi fandt hurtigt sammen i vores fritid, da vi jo begge kom fra Nordjylland, Per nævnede ved flere lejligheder, at jeg skulle se at komme væk fra ”rosin piller branchen” som kolonialbranchen dengang ofte blev betegnet, nej tæppe branchen var der mere gang i !!. Vi jokede med det i en lang periode, men pludselig en dag til morgenkaffen fortalte Per, at de nu manglede en mand i Stormgades Tæppelager, så jeg kunne begynde med det samme, om eftermiddagen den samme dag var der en episode i butikken hvor jeg var ansat, hvor en lærling var ubehøvlet over for en kunde, da jeg, på nordjysk, forklarede den unge mand, at sådan opførte man sig ikke over for vores kunder, blandede købmanden sig og tog parti for lærlingen, det endte med at jeg bad købmanden om at regne ud hvor meget jeg havde til gode i løn for den pågældende måned og at jeg ikke kom mere, samme aften meddelte jeg Per, at jeg kunne starte i Stormgades Tæppe lager næste morgen, det var det, og næste morgen var jeg tæppemand.  Ændringen til tæppemand skete januar 1963 og jeg fortrød det ikke et øjeblik, lønnen var bedre end i kolonialbranchen og jobbet lang mere varieret. I efteråret 1963 meddelte Per, at han ville starte en tæppeforretning i Aalborg og den skulle hedde Tæppe Experten, han havde lejet et lokale i Bredgade i Aalborg og ville starte hurtigst muligt, jeg tilbød ham straks at ville bruge en uge af min ferie for at få ham godt i gang, og godt i gang det kom han, forretningen eksisterer endnu, under navnet Garant Tæpper og ligger på toppen af Skalborg bakke, den drives i dag af Pers datter og svigersøn .

Drømmen om at blive selvstændig Tæppehandler

 Hver gang jeg var i Nordjylland, besøgte jeg Per, og blev efterhånden lun på selv at starte en Tæppeforretning, men det skulle naturligvis ikke være i Aalborg.

Ved et besøg hos min søster og svoger, der på det tidspunkt boede i Brønderslev, fik jeg den ide´, at det måske skulle være i Brønderslev jeg skulle starte, så jeg bad min svoger om at holde øje med hvornår der blev et lokale ledigt i byen. En dag ringede han og fortalte, at nu var der et lokale ledigt i Algade 31, et tidligere sælgerkontor for automobilforhandler Johs. Andersen, der var flyttet ned i Østergade. Jeg tog kontakt til ejerne af lokalet og vi blev hurtigt enige om, at jeg godt kunne leje lokalet, så 1. august 1964 var vi klar til at åbne Brønderslev Tæppelager, man kunne næsten kalde det verdens mindste Tæppe forretning, forretningens samlede gulvareal var 28 m2. Jeg husker i dag stadigvæk vores første kunde der var købmand og boede i Tollestrup mellem Tårs og Jerslev.

Jeg var i starten ene om at passe butikken, tage ud til kunderne, vise prøver, måle op og give tilbud og i visse tilfælde selv lægge tæppet på, det betød en arbejdstid på 70-80 timer om ugen, men det betød intet, som 23årig har man uanede kræfter.  Jeg fik dog hurtigt hjælp fra en tidligere klassekammerat fra Vejgaard Vestre Skole der var startet som freelance tæppemontør i Aalborg.

Vi havde virkeligt travlt, dengang var tæppehandel lidt anderledes end den er i dag, hvor man har tæpper i brede baner, det var først lige begyndt i 1964, så vi syede tæpper sammen fra ruller der var 70, 90 og 100 cm. brede, det var på det tidspunkt både Sisal, Kokos, Axminster og vendetæpper og op til Julen 1964, var der dage hvor vi solgte tæpper om dagen, lagde dem på om aftenen og syede dem sammen om natten. Til det formål havde jeg lejet en tidligere kostald hos Ahlmann Larsen på Fasanvej, uden varme indlagt, så varmen skulle vi arbejde os til, den var nok ikke gået i dag.

Vi fik ret hurtigt brug for mere plads og da Opel forhandler Johs Andersen byggede nyt bilhus i Østergade, kunne vi mangedoble vores plads og flytte ind på hjørnet at Algade og Torvegade, det nuværende Cafe RendezVous. Johs. Andersen havde stadigvæk sin brugtbils afdeling i Torvegade og da de flyttede hele deres bilsalg ned i Østergade blev også de lokaler ledige, det medførte, at jeg kontaktede Fru Andersen der ejede hele bygningen, med 2 lejligheder på 1. sal og 2. lejligheder på 2. sal, vi forhandlede frem og tilbage og blev til sidst enige om en pris på kr.345.000,00, hvilket var prisniveauet for en ejendom af den type i en provinsby som Brønderslev, underligt at tænke på. Vi kunne så fejre Brønderslev Tæppelager 10 års Jubilæum med en forretning der på det tidspunkt var på 400 m2. Lokalerne i Algade/Torvegade blev efterhånden for u handy og jeg stod over for det valg, at enten skulle jeg renovere hele bygningen eller flytte tæppeforretningen til nye lokaler, evt. bygge en helt ny forretning på en af de industrigrunde kommunen havde til salg, mit første valg var en grund der var placeret i Østergade, hvor det nuværende Labtech er, jeg kontaktede kommunen og vi blev hurtigt enige, da der var faste m2 priser på industrigrunde i det område, jeg var glad og tilfreds indtil vi løb ind i et problem, jeg var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Byråd, og ifølge tilsynsloven skulle en kommune, hvis man solgte jord til et byrådsmedlem, sende det i offentlig udbud, jeg var dog ret rolig idet grunden havde ligget der længe uden at nogen havde været interesseret. Efter en omtale af sagen i aviserne, viste det sig at der var andre der havde interesse i at købe grunden, jeg bød naturligvis også selv, men ikke nok, så min drøm om en tæppeforretning i Østergade smuldrede, men der var andre grunde til salg i kommunen, jeg fik øje på en grund, beliggende med facade ud mod hovedvejen med indkørsel fra hovedvejen, der opstod problem nr. 2 , det viste sig at Amtet krævede den indkørsel nedlagt, så adgangen til forretningen skulle ske af Østergade og Industrivej, egentligt ikke noget problem for kunder fra Brønderslev By, men lidt besværligt for de impulskunder, vi havde regnet med ved placeringen ved hovedvejen ville give. Resultatet blev, at vi byggede en dejlig lækker tæppe forretning på stedet, indrettet så alt var tænkt på, og vi fik en rigtig god start, men så indtrådte katastrofen, byggeriet gik fuldstændigt i stå, fra den ene dag  den anden, regeringen gennemførte en af flere kartoffelkure, der standsede alt  aktivitet i byggebranchen, det var naturligvis en katastrofe for bl.a. tæppe branchen, hvor  den normale cyklus var, at vi kunne følge en linie, hvor ejerne af det nye hus fik nye tæpper, de havde ofte solgt et mindre hus hvor den nye ejer skulle have nye tæpper, de var så flyttet fra en lejlighed hvor de nye lejere skulle have nye tæpper, men hvis nybyggeriet stort set stopper, kommer den kædereaktion ikke. Efteråret 1980 måtte jeg kaste håndklædet i ringen og indgive en betalingsstandsning, anmodning der førte til en senere konkurs, jeg valgte at arbejde for boet for at følge med hvad der skete, og da jeg så hvordan alt blev prisfastsat til langt langt under normal indkøbspris, efter rådgivning fra en tæpprhandler fra en anden by, som boet havde bedt om at medvirke, og som i øvrigt selv havde et bud med til det afsluttende skifteretsmøde. Jeg havde i mellemtiden sikret mig, ved et familiemedlems hjælp, så meget kapital så jeg selv kunne deltage i budrunden, der endte med at jeg overtog både inventar og varelager, til en særdeles fornuftig pris.

Der var kun to der deltog i auktionen, og det var jo begrænset hvor højt den pågældende tæppehandler kunne byde, da han jo selv havde fastsat værdien over for boet. Summa summarum, jeg stod nu med alt inventaret og resterne af varelageret og bygningen var solgt så jeg havde en måned til at finde en løsning.

Løsningen blev at jeg lejede de lokaler på hjørnet af Bredgade og Skolegade hvor tidligere Herremagasin Agerbæk havde haft forretning, der indrettede jeg Brønderslev Tæppelager, alt det inventar jeg ikke kunne bruge i de nye lokaler, solgte jeg til en nyåbnet tæppeforretning i Norge. Udover et mobilt tæpperense anlæg som vi selv beholdt, for nu skulle der renses tæpper, det passede fint med at tæpperne ofte blev renset i weekenderne, da vores kunder var banker og institutioner, og samtidigt var tæppeforretningen i Bredgade lukket i weekenderne. I sommeren 1982 skete der noget nyt og spændende i mit liv, der gjorde at jeg helt forlod Tæppe branchen efter små 20 år.

 Min tilknytning til Brønderslev handelstands forening

 Jeg startede som tidligere nævnt, i en alder af 23 år, tæppeforretning i Algade 31, og mente også at jeg nok burde være medlem af byens Handelsstands forening, jeg kontaktede Materialist Willy K. Madsen, der var medlem af bestyrelsen og han lovede at sørge for at jeg blev medlem og efter nogen tid modtog jeg en indbydelse til den årlige generalforsamling, der det år blev afholdt på Hotel Phønix og hele Korsbæk var til stede. Der var den lokale sherif Bengtson, Simon tolder, senere en meget god ven, Postmesteren, Stationsforstanderen, 2-3 direktører fra Pedershåb maskinfabrik og PN, direktøren fra Brønderslev Jernhandel, Simon Krog, Ford, div. Bankdirektører, Henning Jensen Nye Danske, den første jeg lærte at kende godt  i Brønderslev, repræsentanter fra kommunen, og naturligvis var detailhandelen stærkt repræsenteret med både Jacob og Johannes sko, Willy K, Jens Stagsted, Høy Hansen, Hans Agerbæk, Tage Buus, m.fl., man gik pænt rundt, gav høfligt hånd og præsenterede sig, jeg har senere tænk over hvad tanker de forskellige gjorde sig, når sådan en hvalp på kun 24 år tillod sig at deltage i så fornem en forsamling. Dagsordenen var den samme som i de sidste 50 År, ultrakort beretning fra formanden, der var jo heller ikke sket meget i foreningen det sidste år, udover at man havde startet et Julelotteri og haft en vis succes med det, hurtigt overstået valg, alt var på forhånd klappet af ingenting til eventuelt og så over til aftenens højdepunkt, den kogte Torsk med tilbehør, og den kogte Torsk var fantastisk god. Da spisningen var overstået, fordelte de fleste sig i de mindre lokaler alt efter rang og tilhørsforhold, tilbage sad en flok yngre, 10-12 stk. forretningsfolk, der hurtigt blev enige om, at der skulle mere liv i den her forening, der skulle gang i udviklingen, ellers ville det bare ende med afvikling i stedet for.

Til generalforsamlingen året efter kom der endnu flere yngre forretningsfolk, og der var blandt dem enighed om, at nu skulle Brønderslev ud af tornerose søvnen og gøres kendt, som en god handelsby, på forslag fra salen blev der nedsat et initiativ udvalg med følgende medlemmer: Jørgen Johansen, Tage Buus, Harding Busk, Thorkild Høy Hansen og Jeppe Bisgaard. Opgaven var at få liv i byens gader, så det blev rart at komme til byen på alle tider af året, fra det store opland, men opgaven bestod også i at få kunderne til at blive i byen og handle, i deres egen by.

Initiativudvalget begyndte hurtigt sit arbejde, med bl.a. nogle inspirerende møder hos Jørgen Johansens forældre der boede i den gamle Tagmarken skole ude i Vildmosen. Ret hurtigt blev der enighed om, at vi ville lave en aktivitets uge allerede det første år, 1968,  udvalget boblede med den ene gode ide efter den anden, og det første man var enige om var, at navnet skulle være ”Hjerte ugen” forklaringen på det var egentligt ret enkelt, for år tilbage havde daværende postmester fået den geniale ide, at på det stempel alle posthuse dengang stemplede brevene med,  når et brev blev afleveret til videre forsendelse på posthuset, stod der normalt kun bynavn og indleverings dato, teksten på det stempel blev ændret til ”Vendsyssels Hjerte-Brønderslev er det” ikke særligt mundret efter nutidens grammatik, vi ændrede det så til ”Brønderslev, Vendsyssels hjerte” hvilket grammatisk var mere tidssvarende. Det var så i øvrigt den eneste gang vi brugte navnet Hjerte ugen, der skete det, at vi fik en henvendelse fra Hjerteforeningen, der planlagde en Lands dækkende Hjerteuge, de mente at det  var et lidt uheldigt at have to så forskellige aktiviteter med samme navn, vi slog omgående op i banen, og de efterfølgende år kaldte vi vores aktivitets uge for ”Brønderslev ugen”, men stadigvæk med hjertet som symbol, der skete så yderligere det pudsige, at min kone, Litten, fødte vores søn Lars, midt i hjerteugen, det medførte så en artikel i Aalborg Stiftstidende med teksten ` Hjertebarn født i Brønderslev`, det er så i øvrigt den Lars, der i dag er handelschef i Brønderslev og fører de traditioner videre, der blev startet for 53 år siden, fordi nogle yngre forretningsdrivende var klar over, at synlighed er alt afgørende i kampen om kunderne.

Aktiviteterne var utallige gennem de 12 år jeg og en hel flok af initiativrige og arbejdsomme forretningsfolk, arbejdede for at skabe liv i Brønderslev, først i  initiativudvalget og senere i Bestyrelsen for Handelstands- Foreningen, det vil blive alt for omfattende her, at redegøre for de mange tiltag og aktiviteter, men der er naturligvis altid noget der står særligt klart i erindringen, som f.eks. dengang under den første aktivitets uge Hjerteugen i 1968, hvor vi havde lavet en aftale med Direktør Per Henrik Nielsen fra Pedershaab Maskinfabrik om, at de sponserede en flyvetur for 2 deltagere henover byen, samtidigt med, at vi havde 100 gavekort der skulle kastes ud fra flyveren, når den fløj hen over banegårds pladsen, alt var klappet og klart, vi havde afholdt en konkurrence om hvem der skulle have de to ledige pladser i flyet, men to dage før den fredag, hvor det hele skulle løbe af stabelen, blev jeg ringet op af Per Henrik, der kunne fortælle at den store pressedækning havde betydet, at luftfartsmyndighederne gjorde opmærksom på, at det ikke var tilladt at kaste ting ud fra en flyvemaskine. Der stod vi så med skæget i postkassen, alle havde læst om det i aviserne, dengang var der fire lokalredaktioner i Brønderslev og annoncerne der omhandlede arrangementet med flyveturen og alle gavekortene var bragt i samme aviser og i Oplandsavisen. Vi lod os naturligvis ikke slå ud af det, og et kvikt hoved i udvalget nævnte den gamle brandstige, der stod i en bygning ved siden af skolegades skole, den skulle køres ned på banegårdspladsen, så skulle der findes en modig person til at stå i toppen af brandstigen og når flyveren fløj over banegårdspladsen, skulle han kaste gavekortene ud over de mange fremmødte, alt klappede Kommunen sagde ja til at vi kunne låne den gamle brandstige, vi havde selv en modig mand, Harding Busk, så da flyveren kom hen over banegårdspladsen et par gange, kastede Harding alle de rare gavekort fra byens forretninger ned til de fremmødte.

Da den gamle banegård blev revet ned, og inden Spar Nord byggede deres nuværende bank bygning, var der på trekants grunden mellem Algade, Vestergade og Ny Banegårdsgade en stor, mørk og ubebygget grund, den gav den del af byen et lidt trist udseende og bedre blev det ikke, da efteråret kom og vi nærmede os Jul. Vi diskutere om vi kunne gøre noget og pludselig kom Tage Buus i tanke om, at uden for Slagelse var der et udflugtsområde, Eventyr skoven, som en privat mand havde indrettet med små huse og  et stisystem, så publikum gik fra hus til hus, trykkede på en knap og en skuespiller læste  eventyrer af bl.a. HC Andersen. Alle var straks fyr og flamme, pludselig var det muligt at få lys og hygge på den mørke plet i byen. En delegation, Tage Buus og jeg blev sendt af sted, vi mødtes med ejeren på stedet, alt var  lukket ned, men det lykkedes os at leje et antal huse, båndoptagere, med bånd, div. nisser og andre figurer, det hele blev afhentet af en vognmand og kørt til Brønderslev, vi købte 500 stk. mindre  grantræer hos en lokal skov ejer (til rimelige penge) kommunen hjalp os med at lave et midlertidigt sti system. Elværket trak nogle kabler, så vi kunne få strøm, både til båndoptagere og lys, udvalget knoklede en hel forlænget weekend, med hjælp fra bl.a. el-installatør  Arne Eriksen og pludselig havde byen en eventyrhave, med lys, eventyr figurer, eventyrfortællinger og den sidste uge før jul, suppleret med en æbleskivebod. Ganske vist havde den en begrænset levetid, men hyggeligt og flot var det.

På det tidspunkt var lukkeloven noget anderledes end i dag. Forretningerne måtte op til Jul holde åbent den sidste søndag før Jul fra kl.16 til kl. 2o. Efterhånden da flere og flere fik bil, opstod der den trend at flere og flere kom kørende med hele familien, og kørte til den større handelsby Aalborg. Det kunne vi i initiativudvalget naturligvis ikke bare se på, uden at forsøge at gøre noget. Vi lagde en plan, hvis vi nu kunne holde folk hjemme i Brønderslev til kl.16 når forretningerne åbnede, så var der en chance for at de blev her, vi planlagde et Juleshow både for Børn og Voksne, med landskendte kunstnere, masser af gaver til børnene sjove konkurrencer hvor der godt måtte grines lidt af deltagerne, på en godmodig måde. Juleshowene var en stor succes, hele Brønderslev Hallen var fyldt til sidste plads inkl. ekstra stole, alle hyggede sig, vi startede kl.14 og sluttede præcist kl. 15.45, så kunne alle nå ned i byen når forretningerne åbnede kl.16.  En af de sjovere episoder under et af Juleshowene var dengang, der blev afholdt en konkurrence mellem 5 af de voksne deltagere i Juleshowet, der var forskellige muntre indslag, sidste konkurrence var at konferencier udstyrede hver deltager med en sæk og meddelte, at uden for hallen holdt der 5 stk. taxa (det var dengang !!!) De fem deltagere skulle tage hver sin taxa og se hvem der kunne komme først tilbage med en levende høne, der var ingen begrænsninger for hvor de måtte køre hen. Imens fortsatte Juleshowet en større gave uddeling, der jo altid var meget populær. Deltagerne var ret hurtigt tilbage og hver af dem skulle så tage hønen op op af sækken og fortælle, hvordan de var kommet i besiddelse af den. En af deltagerne var Carsten Normann, ansat hos Hennings Møbler i Algade, da turen kom til ham åbnede han sækken og ud kom den flotteste store Plymorock høne og pludselig lyder det, nærmest råbende nede fra 3 række  ”jamen ved gud-det er jo vores Plymoroch høne ”, og ganske rigtigt, Plymorock hønens ejere var gode venner med Carsten, derfor var han kørt op til dem for at låne hønen, men vennerne var ikke hjemme, de var til juleshow i hallen,  nå pyt tænkte Karsten, de er nok ude at besøge noget familie og kommer sikkert først hjem til aften, jeg låner hønen og kan sagtens nå at få leveret den tilbage, inde vennerne kommer hjem.

Den sidste aktivitet jeg vil nævne her er, at vi i 3 år lavede en vandrertur hvor vi mødtes nede på banegårdspladsen kl.18 med madpakker m.m., så gik vi i samlet flok, med musik i spidsen, ud til Grinsted Plantage alle hyggede sig med den medbragte mad, der var forskellige former for underholdning, et år var den kendte bakkesangerinde Cleo på besøg, når det begyndte at blive mørkt sluttede arrangementet og alle gik hjem, der var jo både skole og arbejdsdag næste morgen.

Brundergildet.

Først i 70erne var der 2 andre årlige aktiviteter i Brønderslev, Fagenes fest der blev arrangeret af Fællesorganisationen, og Børnedyrskuet arrangeret af Landboforeningen, begge arrangementer døjede med mindre og mindre tilslutning, derfor opstod ideén om at lave fælles arrangement, hvor alle tre foreningen, Arbejdernes fællesorganisation, Landboforeningen og Handelsstands Foreningen kunne gå sammen om at afholde en fest og så lave noget hvor både Land og By kunne se sig selv i. Der blev nedsat nogle udvalg og det hele resulterede i oprettelsen af Brundergildet, der i mange år var den årligt tilbagevendende byfest der blev afholdt i Hedelund, indtil tiden også løb fra den.                         Brundergildet er også årsagen til at vi i dag har den runde pavillon og at der kom fokus på de muligheder der var i Hedelund. Med hensyn til den runde pavillon, blev den på det tidspunkt brugt til at opbevaring af kommunens gartner maskiner, og når politiet holdt deres årlige auktion af hittegodscykler, den var rådden i bunden flere steder, så man kunne se direkte ud i det fri. Da Brundergildet en aften mødtes i Hedelund  for at diskutere placeringen af telte m.m., kiggede vi også ind af de beskidte vinduer i pavillonen, og sammenstemmende kom der fra flere af os, den her skal vi bruge som centrum for Brundergildet.                                                  Der har sikkert siddet en eller anden embedsmand og rystet på hovedet, for kommunen ville, på det tidspunkt, ikke ofre en krone på det gamle bras. Vi fik tilladelse, til at låne den og straks opstod den ide´ at lave en cabaret med lokale amatør kunstnere, det arbejde tilbød bibliotekar Schardelmann at tage sig af, ved klaveret sad Bent Wisborg og en af skuespillerne var Poul Andersen, der gjorde det fantastisk som dame. Den gamle pavillon blev ”shinet” op, gulvene blev skrubbet med savsmuld nogle gange, spindelsvæv fjernet fra vægge og loft og pludselig havde vi en pavillon, der så helt tåleligt ud, de tre aftener kabaretten kørte var alt udsolgt, der kom frisk savsmuld på gulvet efter hver forestilling, publikum startede med at spise revelsben, med tilbehør fra Slagter Stiller, der var lavet et sanghæfte, så aftenen var også krydret med fællessang.

Brundergildet blev en øjenåbner for de mange muligheder den gamle træ pavillon og Hedelund indeholdt, det var årsagen til at kommunen  ofrede lidt penge på at få skiftet de rådne brædder ud, efterhånden blev den gamle pavillon mødested for mange forskellige aktiviteter i Rhododendron Parken, som blev etableret, ved hjælp af en stor indsats fra aktive borgere, og den udformning ”den runde” har dag ,med gode toiletforhold m.m. skyldes igen en stor indsats fra borgere i byen, gennem foreningen Pavillonens Venner og gode tilskud fra div. fonde.

 Opstart af FDF-kreds i Brønderslev

Kort tid efter at jeg var flyttet til Brønderslev, blev jeg kontaktet af Simon Sørensen i daglig tale kaldet Simon Tolder, Simon var leder af det lokale toldkontor, deraf navnet, Simon var primus motor i et projekt hvis opgave det var at få startet en FDF-kreds i Brønderslev, hvor han fik mit navn opsnuset fra fandt jeg aldrig ud af, Simon havde fundet ud af at jeg havde været FDFer fra jeg var en lille dreng, først i Aalborg 1.kreds, senere var jeg med til at starte Aalborg 9. Kreds i Vejgaard og da jeg som 18.årig flyttede til København, blev jeg medlem af K.25, Brønshøj hvad jeg var indtil jeg 5 år senere flyttede til Brønderslev, alt dette havde Simon fået opsnuset og han havde så udset mig, til at være den første kredsleder i Brønderslev-FDF. Jeg takkede pænt nej, Jeg havde lige startet min tæppeforretning og den slugte næsten alt min tid, men lovede dog Simon at jeg godt ville deltage i en gruppe, hvis opgave det var at etablere kredsen. Simon var hurtigt på tangenterne og kort tid efter meddelte han mig, at han nu havde en gruppe klar, der gerne ville arbejde for at etablere en FDF-kreds i Brønderslev, det var, udover Simon selv, Knud Brønden, Mogens Friis Larsen, Mogens og jeg kendte hinanden fra Aalborg 9 kreds, Knud Jacob Slotsager, Gunnar Bruun Jacobsen og mig selv. Gruppen fik ret hurtigt det hele på plads og fik startet en FDF-kreds og man valgte, da man endnu ikke havde fundet en kredsleder, at arbejdsgruppen kørte videre indtil det problem, blev løst, indtil da måtte gruppen fordele opgaverne imellem sig. Min opgave blev, allerede det første år, i 1966, at lave en sommerlejr, vi valgte Nordsjælland hvor jeg havde mulighed for at trække på nogle af mine kontakter fra K. 25tiden, hvilket også lykkedes, vi havde en fantastisk tur til Sjælland og den dag i dag, kan jeg møde granvoksne mænd, dengang var FDF kun for drenge, der beretter om oplevelserne på turen til Nordsjælland. Efterhånden som jeg fik mere og mere at lave i min forretning blev tiden til FDF arbejdet også mindre, det sidste jeg deltog i, var købet og etableringen af ”Godset ” i Hallund, senere fik jeg berøring med FDF igen, men da var det som byrådsmedlem og medlem af kulturudvalget i forbindelse med bygningen af de to FDF og Spejderhuse på Døvlingevej.

Formand BI 1978/1979

Årsagen til at jeg blev formand for BI var lidt speciel, BI havde afholdt 2 på hinanden følgende generalforsamlinger uden at kunne få valgt en formand. Jeg fik så en henvendelse fra formanden for Håndboldafdelingen, Ulrik Sørensen, om jeg ikke kunne hjælpe dem et år, sagen var nemlig at Uffe Sørensen, den senere mangeårige formand godt ville være formand, men han var lige tiltrådt som skoleinspektør for den Nye Hedegårdsskole, og derfor ikke følte at han kunne påtage sig opgaven før året efter. Jeg havde selv meget at se til som byrådsmedlem m.m., men indvilgede i, efter en samtale med Uffe Sørensen, at påtage mig opgaven for 1 år. Det blev et meget spændende år, det kneb gevaldigt med økonomien, ikke mindst i kraft af økonomien omkring det forholdsvis nye BI center på Agdrupvej, jeg havde og har den personlige opfattelse, at idrætsledere, dengang som nu, skal bruge alt for meget af deres tid, til at tænke økonomi. På vores første bestyrelsesmøde snakkede vi om, at det var rimeligt, at kommunen overtog BI-centret så bestyrelsen ikke skulle bruge al sin tid på at snakke økonomi. Der blev indledt forhandlinger med økonomiudvalget, helt aktuelt stod vi og manglede ca. 125.000,00 til afdrag på lån m.m. Forhandlingerne gik faktisk rigtigt godt, kommunen skulle overtage, driften af BI centret, og vi skulle bare koncentrere os om at dyrke sport. Aftalen skulle afsluttes ved et fællesmøde mellem det samlede økonomiudvalg og den samlede BI bestyrelse, stemningen var god, vi fik kaffe med blødt brød og alt var godt, indtil Borgmesteren tilføjede at kommunen godt ville overtage centret, men jo ikke kunne garantere at BI kunne være alene om at bruge det. Det var en helt ny drejning, som ikke var aftalt på forhånd. Jeg kan huske, at jeg faktisk blev en smule vred, den gode stemning var i hvert fald ødelagt, jeg bad om at få mødet sat på pause og bestyrelsen trak sig herefter tilbage for at drøfte den nye situation, her fremlagde jeg de muligheder jeg så, vi kunne afvise kommunen og så stå tilbage med svære økonomiske problemer, men stadigvæk være ejere af centret eller vi kunne sige ja til kommunen og så risikere, at skulle dele BI centret med en anden klub, vi havde et par helt unge i bestyrelsen, det eneste navn jeg kan huske var Bruno Sørensen. Pludselig sagde en af de unge. Vi kan lave en indsamling,  gå fra dør til dør for at samle de 125.000kr ind vi mangler, det lød som et lidt fantasifuld projekt, kan vi det spurgte  jeg ? og kiggede rundt i kredsen af bestyrelsesmedlemmer og alle nikkede ja, så var det afgjort, vi gik tilbage til det undrende økonomiudvalg, og mit svar var jo enkelt, såfremt i fastholder  at BI ikke kan garanteres, at vi stadigvæk er eneste bruger af centret, vil vi gerne takke nej tak til aftalen og selv starte en indsamling for at skaffe de nødvendige penge. Mødet var slut, økonomiudvalget ønskede klubben held og lykke med Indsamlingen, der blev sat i gang, men først afsluttet efter min formandsperiode, men de nødvendige midler blev indsamlet så BI i dag står som ejer af centret, det i kraft af nogle helt unge bestyrelsesmedlemmer, der var klar til at yde en indsats for deres klub.

 Politisk indsats og karriere         

Allerede fra barnsben blev min politiske interesse vakt, som opvokset i et typisk arbejderhjem og med en far der var glødende Socialdemokrat og med en stor del af familien, der var venstrefolk, overværede jeg mange spændende debatter, og jeg mente naturligvis, at min far havde ret i hans argumentation, så vejen til at få en politisk overbevisning var ikke så lang og jeg husker hvor glad og stolt jeg var da jeg fyldte 18 år og første gang kunne stemme. Da jeg kom i lære som 14årig var det første jeg gjorde også at melde mig ind i HK og HKs ungdomsgruppe, hvor en af opgaverne var at kontakte andre unge lærlinge og fortælle dem vigtigheden af, at være organiseret og solidarisk kæmpe for at alle kunne få det bedre, men der var naturligvis også tid til fest og ballade. Efter først en tur til København, soldat i Aalborg og en ny tur til København, endte jeg i Brønderslev som 23 årig, der var ikke så meget tid til politik, men der var sket det i Brønderslev byråd at Borgmester Anton Tolstrup var død og der derfor skulle vælges en ny borgmester, Anton Tolstrup var valgt på en såkaldt Upolitisk borgerliste og første suppleanten som nu skulle i byrådet  var formanden for Brønderslev Handelsstandsforening, Willy K. Madsen, der var flere der bejlede til den ledige borgmester post, men det artede sig sådan at Willy K. Madsen endte med at blive byens nye borgmester. Det var noget med ”At hvis ikke du vil stemme på mig, skal jeg nok sørge for at du i hvert fald ikke bliver borgmester”. Der var simpelthen udbrudt krig i den borgerlige lejr. Willy K. Madsen var efter min, og andres opfattelse, en ganske god borgmester så da der skulle være nyt byrådsvalg i 1970, efter at kommunesammenlægningen var vedtaget i folketinget, var vi, blandt de fleste handlende i byen, enige i, at vi måtte kæmpe for at Willy K. Madsen kunne fortsætte som borgmester, det medførte også, at jeg blev spurgt og sagde ja til, at lade mig opstille på den såkaldte upolitiske borgerliste, men jeg lagde nu ikke skjul på at jeg stemte normalt på Socialdemokratiet. Willy K. Madsen blev ikke borgmester i Brønderslev, Venstre og Socialdemokratiet pegede i stedet på P.N. Jensen fra Venstre, det blev samtidigt enden på den upolitiske borgerliste i Brønderslev. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at have ladet mig opstille på en anden liste, end der hvor jeg følte jeg politisk hørte hjemme, og 3 måneder efter valget meldte jeg mig hos Socialdemokratiets Partiforening i Brønderslev, hvor jeg har været medlem lige siden.

Ved byrådsvalget i 1974 var jeg igen opstillet, og blev valgt, denne gang for Socialdemokratiet. Det samme skete 4 år senere og jeg kunne derfor starte på min 2 periode i 1978. I mellemtiden var jeg også blevet kredsformand for Socialdemokratiet i Sæby kredsen og i marts 1981 kredsens folketingskandidat. Det var en utrolig spændende tid og jeg kunne mærke at det politiske arbejde virkelig greb mig. I 1981 så jeg så, i et stillingsopslag, at AOF søgte ny Amtssekretær i Nordjyllands Amt, det var lige jobbet for mig, tænk at komme til at arbejde med politik hver dag, og så ovenikøbet så jeg kunne leve af det, jeg strikkede en ansøgning sammen og glæden var naturligvis stor, da jeg sammen med 5 andre blev indkaldt til en samtale med Amtsbestyrelsen og en repræsentant fra AOFs landsledelse. Jeg fik besked om at de ville bestemme sig samme dag og at den pågældende de valgte ville blive ringet op. Da der ikke var sket noget om aftenen kl.20, sagde jeg til Litten at det blev der ikke noget ud af, men pludselig kl.22 ringede telefonen, vi vil gerne tilbyde dig jobbet, men der er tre betingelser og du skal sige ja til alle tre, 1. du skal nedlægge dit folketings kandidatur, 2. du skal udtræde af Brønderslev Byråd 1. August og 3. du skal afvikle din tæppeforretning, så du er klar til at begynde dit nye job den 1. August, og endvidere skal du give os et svar inden i morgenkl.12.

Jeg tror ikke jeg sov meget den nat, lige foran mig lå mit ønskejob, men hvis jeg sagde ja, måtte jeg sige farvel til 2. aktiviteter jeg også brændte for, mit byrådsarbejde og det at jeg kort forinden var blevet valgt til folketingskandidat for Sæby Kredsen og nu skulle jeg give det fra mig, uden overhovedet, at prøve en valgkamp. Vedrørende tæppeforretningen havde Vagn Åge Haaning, der dengang drev Køkken bussen i Brønderslev faktisk kort tid forinden spurgt, om jeg var interesseret i at sælge, så ville han gerne høre fra mig.  Næste morgen kl. 9 ringede jeg til AOF og meddelte at jeg gerne ville sige Ja tak til jobbet som amtssekretær for Nordjyllands Amt. Det næste jeg foretog mig, var at ringe til Vagn Åge Haaning for at høre, om han stadigvæk var interesseret i at overtage tæppeforretningen i Bredgade, han svarede ja og vi aftalte at han skulle komme næste dag kl.10, sammen med sin revisor, sammen gennemgik vi varelageret, og fandt frem til en samlet pris for inventar og varelager. Vagn Åge og hans revisor forlod så forretningen og vi aftalte at de kom tilbage kl.13, hvilket de også gjorde. Præcist kl. 13 kom de tilbage og meddelte, at da vi var enige om prisen, kunne jeg godt pakke mine personlige ting, bogholderi med debitorer sammen, så ville de komme tilbage med en check på det aftalte beløb og ville så få nøglerne udleveret. Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse, men også en glæde over, at jeg inden for så kort tid, både havde fået nyt job og solgt tæppeforretningen, og nu kunne jeg ovenikøbet afholde lidt ferie, inden jeg skulle starte i mit nye job.

Min opgaver som amtssekretær for Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) var bredt funderet, jeg skulle servicere AOF-afdelingerne over hele amtet, lave lokale kursusaktiviteter under FIU-systemet for fagbevægelsen og endeligt skulle jeg medvirke i valgkampe for Socialdemokratiet i forbindelse med f.eks. folketingsvalg samt endvidere bistå med Socialdemokratiets tillidsmand uddannelse.  Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg var kommet på den rette hylde og tiden i AOF står for mig som noget der virkeligt udviklede mig, jeg traf fantastisk mange spændende mennesker og når din arbejdsplads rækker, fra Skagen til Hobro og Hadsund til Års, var der virkelig kul på, ikke noget der hed 37 timer om ugen, men det havde jeg jo heller ikke været vant til som tæppehandler, endvidere var der tilknyttet en fuldtids sekretær stilling til jobbet, den søgte min kone Litten og fik, vi indrettede kontor først i vores hus på Brahmsvej og senere i Vestergade under Viadukten, hvor der tidligere var slagterforretning samt grønthandler, det betød så også at Litten havde opgaver f.eks. i forbindelse med afvikling af Voksenpædagogiske grundkurser eller tillidsmandskurser for Socialdemokratiet, der ofte foregik i weekenden, så på den måde var vi sammen om at løse opgaverne.

TV 2 Nord

 Som amtssekretær er der mange forskelligt rettede opgaver, hvor du repræsenterer arbejderbevægelsen i dit område, en af dem var som medlem af Amts programrådet for Nordjylland Amt, hvor jeg efter et par år blev formand, samtidigt boblede lokalradioerne frem på landkortet og som AOF sekretær havde jeg også opgaver i den forbindelse, LO havde også interesse for det område og havde ansat en mediesekretær, Niels Peter Arskov, senere DR korrespondent i Peking, hans opgave var, at rådgive i forbindelse med etablering af nye lokalradioer. På et tidspunkt i efteråret 1987 kontaktede Niels Peter Arskov mig og vi aftalte at mødes den efterfølgende torsdag i Aalborg. Her kunne Niels Peter fortælle, at om fredagen ville der i folketinget blive fremsendt et Lovforslag om etablering af et antal lokal-tv stationer under TV2 og i forslaget var Østjylland og Nordjyllands amter lagt sammen til et område, der kun skulle have en Lokal-TV station.  Jeg kunne hurtigt se, at et Lokal-TV der skulle dække fra Skagen i Nord og til Skanderborg i Syd ikke kunne være særligt lokalt, derfor var hans opfordring til mig, at jeg skulle se af at få fingeren ud, og komme i gang med at gøre de Nordjyske politikere opmærksomme på, at det kunne vi ikke acceptere i Nordjylland. Vi skulle rejse en folkestemning, så alle kunne se og høre, at vi i Nordjylland ville have vores egen lokal-TV station. Vi var som sagt klar over at det skulle gå stærkt med at lave en plan, og da TV syd havde kørt som et forsøg i et par år (med bl.a. goddaw jeg hedder Lars Larsen), var det vigtigt at komme til Sønderjylland for at lære lidt af dem. Fredag ringede jeg, i min egenskab af amtsprogramrådsformand til Amtsborgmester Søren Madsen og forklarede ham situationen, han var helt enig i at det var med at komme ud af starthullerne og vi aftalte et møde allerede lørdag formiddag ude på Amtsgården, på Sørens foranledning deltog også kulturudvalgsformand i amtet Hanne Thygesen og som praktisk medhjælp Vibeke Gamst der også var sekretær for amtsprogram rådet. Inden mødet på amtsgården havde jeg kontaktet lederen at TV syd, Helge Lorentzen og aftalt et par tider hvor han ville være til stede, og hvor vi var velkomne til at komme og få nogle input om, hvordan de havde taklet opgaven på TV syd. Den første tid var om mandagen kl.11 og på vores møde på amtsgården blev det aftalt at Hanne Thygesen, Vibeke Gamst og jeg skulle køre til Haderslev mandag morgen for at mødes med Helge Lorentzen på TV Syd.

På mødet redegjorde Helge Lorentzen for hvad der var vigtigt i forbindelse med at skabe den folkelige opbakning for et sådant projekt, det var vigtigt at få opbakning fra både arbejdstager og arbejdsgivere, og landbruget, sportsorganisationer, kirkelige organisationer, lytteforeninger, spejdere, simpelthen fra alle dele af samfundet. Vel hjemme i Aalborg igen begyndte så den egentlige planlægning, vi ville afholde et stormøde på amtsgården med repræsentanter fra alle dele af samfundet, herunder de politikere der var valgt til folketinget fra Nordjylland, fra alle partier, det var vigtigt at hele opgaven med at få en af de nye TV-stationer til Nordjylland, ikke skulle have et partipolitisk præg, det skulle være for alle Nordjyder uanset politisk tilhørsforhold.  Det store arbejde med at sende de mange invitationer ud til amtets mange organisationer klarede Vibeke Gamst til bravour, så allerede 14 dage efter vores besøg på TV Syd, kunne vi indkalde til stormøde på amtsgården, med det formål at få præsenteret projektet og få nedsat en arbejdsgruppe som hele Nordjylland kunne spejle sig i. For at nå så langt var det vigtigt på forhånd, at få vedtaget et sæt spilleregler, så der ikke var en enkelt gruppe, der kunne tryne alle andre, derfor var der på forhånd lavet forslag til nogle vedtægter og valggrupper, som så efterfølgende fik lejlighed til at udpege medlemmer til  den 7 mands arbejdsgruppe. Der var mødt 140 deltagere frem til mødet og ikke alle var i godt humør, heller ikke da mødet sluttede, på den anden side af midnat, nogle mente at jeg som mødets initiativtager, dirigent og den der havde udarbejdet forslag til vedtægter, havde haft alt for stor indflydelse på  det færdige resultat, det kunne jeg til dels godt give dem ret i, men for mig drejede det sig om at være hurtige til at få udarbejdet den ansøgning, der skulle af sted til kulturminister Clausen, så Nordjylland kunne være blandt de første der fik tildelt de 25 millioner der blev givet som opstart til hver ny godkendt TV station.

I Aalborg stiftstidende stod der også næste dag d.26. september 1986

                        NORDJYLLAND ER FØRST MED REGIONALT TV2                   

Der blev på mødet valgt en syv mands arbejdsgruppe bestående af John Mørk DIF, Bent Brown Pedersen Arbejdernes Fællesorganisation Hjørring, Arne Arildsen Heltids Bibliotekerne, Skørping, Martin Rytter Landbo foreningerne, Gunderup, Kaj Normann Handelsstandsforeningerne, Brønderslev, Kr. Skaarup FOF, Aalborg og Jeppe Bisgaard AOF-Brønderslev og som sekretær for gruppen, Vibeke Gamst, amtet. Arbejdsgruppens opgave var at finpudse vedtægterne og gøre klar, så man kunne få afsendt en ansøgning, der først skulle til amtsrådet og derefter videre til kulturministeren. En anden opgave var at få oprettet en støtteforening og et repræsentantskab det fik deres medlemmer fordelt fra hele amtet. På trods af de knubbede ord fra stormødet på Amtsgården, arbejdede udvalget fortrinligt sammen, alle var opsat på at nå et resultat, vi vidste at det var en kamp mod uret og vi kunne se at i flere andre amter gik der fuldstændigt kage i den, i 1987 blev ansøgningen sendt og d. 1. april 1989 var TV Nord klar til at gå i luften, helt præcist et år efter startede TV 2 Østjylland så vi havde ved fælles hjælp været klar et helt år foran kollegerne fra TV Øst.  Ved udpegning af medlemmer til bestyrelse, repræsentantskab og støtteforening havde arbejdsgruppen gjort sig selv overflødig og som det var aftalt nedlagde den sig selv, kun 2 medlemmer af arbejdsgruppen valgte at fortsætte i den nye bestyrelse for TV 2 Nord. For mit eget vedkommende var jeg blevet tilbudt et job i AOFs hovedkontor i København, som projektleder for en nystartet afdeling i AOF, AOF erhverv, Det lød og var, meget spændende og da vores børn alle var fløjet fra reden, den yngste, Charlotte, var lige startet på et USA ophold, valgte vi, at sige ja til at flytte til hovedstaden, jeg kendte mit job og min kone Litten søgte, efter vores ankomst til København, et ledigt job som sekretær i LO og kunne tiltræde en måned senere.

Millex

Det blev til 4 dejlige år i København, hvor jeg beskæftigede mig med helt andre opgaver end i min AOF-tid som amtssekretær i Nordjylland, nu var fokus rettet mod bestyrelses- og lederuddannelse både for private virksomheder og fagforeningernes hovedbestyrelser.

Da der var gået 4 år i København, pegede pilen atter mod Nordjylland, jeg
fik en henvendelse fra min søster Åse og hendes mand Svend Erik, der var noget de gerne ville tale med os om, vi startede turen til Nordjylland den følgende weekend og var naturligvis noget spændte på hvad det mon drejede sig om. De havde for år tilbage startet Lampevirksomheden NORDLUX, den havde de solgt et par år tidligere og havde nu fået idéen til en ny virksomhed, det skulle naturligvis ikke være noget med lamper, Svend Erik var stadigvæk tilknyttet NORDLUX  med den opgave at tegne og udvikle nye lamper, men Svend Erik havde fået øje på de mange muligheder der lå i at udvikle artikler til folks private hjem, på det tidspunkt blev folk huse ikke større, men man fik flere og flere ting at holde styr på, og kommunikationen mellem familiemedlemmer blev også vigtigere og vigtigere. De ville starte en ny virksomhed, ansætte mig som direktør for virksomheden med mulighed for senere medejerskab. Jeg var på det tidspunkt 49 år og skulle jeg prøve et jobskifte endnu engang, skulle det være nu, så mit ja kom hurtigt.                                                          Fordelingen af opgaverne skulle være den at Svend Erik produktudviklede, fandt virksomheder, der kunne producere og pakke artiklerne, og når de stod klar på vores lager, var det min opgave at sælge dem, og i øvrigt have ansvaret for virksomhedens drift, det er naturligvis en forenklet udgave, vi drøftede på forhånd  potentialet i alle nye produkter, og når vi var enige blev næste fase startet, men jeg kan ikke erindre at der på noget tidspunkt har været nogen uoverensstemmelse hvad det angår. Vi havde hver især vores klart defineret ansvarsområde.  Det blev til 15 gode år med Millex A/S først 3 år på Troensevej i Aalborg Øst, derefter 12 år på Maltvej i Brønderslev, hvor vi drev virksomhed 2 forskellige steder. Vores kunder var Bilka, Føtex, Bauhaus, Silvan, Trælasthandel kæder, Aldi, COOP, Netto, Boghandel kæderne, INCA, Bog og Ide, Bøger & Papir. m.fl.  Vi eksporterede endvidere vore artikler til hele Skandinavien og flere andre lande i Europa, og det er blevet til mere end 50 messebesøg, både i USA og Tyskland, som udstiller eller på indkøb. En af vores helt store artikler var vores Memoplan tavle, en whiteboardmagnet og skrivetavle, når man købte en Memoplan tavle fulgte alt tilbehøret med, skruer til ophængning, magneter, whiteboardpen, og magnetisk penne holder og magnetisk tavlevisker. Da vi startede i 1991, kendte alle Whiteboard tavlen fra undervisningslokaler m.m., men ikke fra private boliger, det fik vi lavet om på i Millex, og vi solgte mange tusinde tavler i de 15 år jeg var tilknyttet virksomheden. Da det var 12 år siden vi startede Millex A/S og Svend Erik var blevet 68 år og jeg nærmede mig 63 år kom tiden, hvor vi skulle bestemme hvordan fremtiden for Millex skulle se ud, vi lavede en aftale så jeg overtog virksomheden, idet der skulle findes en samarbejdspartner der kunne drive Millex A/S videre, det fandt vi i Artic Import i Nørresundby, de ville gerne købe virksomheden med varelager og den bygning vi drev virksomhed fra på Maltvej, Brønderslev.  I virksomheden frem til 1. januar 2006, på det tidspunkt ville jeg være tæt på 65 år og nærme mig pensionsalderen. Det med pensionist tilværelsen kom nu ikke til at vare så længe, men mere herom senere, men først en lille pudsig ting, den der skulle afløse mig som direktør for Millex A/S hed Bo Andersen. Det viste sig at være ”lille” Bo fra en gruppe der hed Familien Andersen, de var fra Hobro og huserede på de Danske Landeveje år tilbage, de optrådte til et Brundergilde, hvor jeg var konferencier og Bo havde kun en rolle, han skulle synge” jeg har set en rigtig negermand” , på det tidspunkt var en rigtig landeplage, nu skulle han overtage mit job.

 Radio Veronica.

Som jeg tidligere har nævnt var jeg i min amtssekretær tid for AOF involveret i etablering af lokalradioer i Nordjylland, dog ikke i Brønderslev, der havde aktive folk selv klaret opgaven, da jeg vendte tilbage til Brønderslev efter mit Københavner trip, var der udbrudt en veritabel radiokrig i Brønderslev, nogle udbrydere fra radio Veronica havde startet deres egen radio, Brønderslev Nærradio, på en anden frekvens end den Radio Veronica sendte på, og da lokalradioerne blev finansieret ved salg af reklamer til byens forretningsdrivende, opstod der hurtig en krig, der var ødelæggende for begge radioer. Jeg fik en anmodning om at hjælpe til for at få den knude løst, men det var en svær opgave, men man mente vel at jeg, via min AOF-fortid havde visse præferencer, så jeg blev valgt som formand for Radio Veronica.  Det første, der skulle ske, var at få de to lejre til at begynde at tale sammen, det var svært, men efterhånden kunne flere og flere se, at det var den eneste vej fremad, samtidigt rykkede Radio Veronica ind i de nuværende lokaler i det der kaldes stjernekrydset, så der var nu plads til de frivillige medarbejdere fra begge radioer, øvelsen lykkedes og til sidst var der enighed om at stifte Brønderslev Medie produktion, som paraply for de fire sendetilladelser, Radio Veronica, Brønderslev Nærradio, Byens Bedste Radio og Hele Byens Radio, sådan er det stadigvæk i dag, her små 30 år senere, en periode hvor der på landsplan er lukket rigtigt mange lokalradioer.

Tiden efter Millex A/S,  BFC  og Power People.

Det med pensionering som 65årig lykkedes ikke rigtigt, 4 dage før min afskeds reception fra Millex, ringede min daværende svigersøn, Stig, om jeg ikke kunne komme til et lille møde i Brønderslev Floorball Club, de havde noget de gerne ville drøfte med mig, jeg sagde naturligvis ja, det kunne der vel næppe ske noget ved. Ved mødet sad der 3 personer med stenansigt, årsagen var følgende: klubben havde afholdt en stort Power People. Man manglede en formand.

Min formands periode førte også noget andet godt med sig, på et tidspunkt i 2009 kom en af spiller fra vores Elitehold, Kim Olesen og spurgte mig, om jeg ikke lige ville hjælpe ham med at se nogle papirer igennem, Kim var ansat i et Vikar Bureau, Power People i Nørresundby og var nu blevet tilbudt at blive medejer, men han var lidt i tvivl om det var fornuftigt, derfor bad han om min assistanse, da han mente at jeg, via min høje alder havde noget mere erfaring. Jeg gennemgik div. papirer sammen med Kim og min konklusion var at den konstruktion, skulle han ikke indgå i, men måske var der en anden løsning, så jeg kontaktede min egen revisor, der kom til den samme konklusion. Forslaget til Kim var, at han skulle tilbyde at købe alle sunde aktiviteter ud af Power People og samtidigt overtage forpligtelsen, i forhold til de ansatte vikarer. Kim udarbejdede en forretningsplan og pludselig kom spørgsmålet til mig, kunne du ikke tænke dig at være med? Jeg har erfaringen fra salg af vikarer, men mangler erfaring med drift af en virksomhed, der kan du så til gengæld bidrage. Jeg tænkte kort over det, og svarede så Ja. Aftalen blev så, at vi skulle lave et anpartsselskab med 50% indskud fra hver, jeg ejede i forvejen ejendommen Gravensgade 11 i Brønderslev, der var der ledige kontorfaciliteter så vi kunne flytte Power People fra Nørresundby til Brønderslev. Det viste sig efterfølgende, at den tidligere ejer af Power People, gerne ville være med i den nye konstruktion, hvad hverken Kim eller jeg havde noget imod, så vi lavede et selskab med 33 1/3% ejerskab til hver. Det viste sig desværre at være en dårlig idé. Det var sikkert det gamle ord om 3 hjul til en gig. Allerede efter 4 mdr. skiltes vore veje, og Kim og jeg havde igen hver sin halvpart i Power People ApS. Det gode samarbejde fortsatte indtil Kim følte sig klar til at overtage Power People i 2017.

Virksomheden var i mellemtiden flyttet til Frederikshavn hvor Kim bor, vi havde udvidet med en afdeling i Rødovre og en afdeling i Aalborg, der skal dække området syd for Limfjorden (Aalborg og Himmerland) og en afdeling med kontor i Frederikshavn der skal dække området nord for fjorden, det oprindelige Power People ApS er så administrationsselskab for alle afdelinger, og i dag består Power People yderligere af en afdeling i Aarhus og en afdeling i Kalundborg. De syv år i Power People var igen noget helt andet, det var salg, men ikke af varer som tidligere, her var det mere salg af en god ide`. Som brug af vikarer f.eks. i spidsbelastnings perioder er der mange mindre virksomheder som kan undgå lønadministration ved at bruge vikarer og da Power People altid betalte overenskomstmæssig løn, feriepenge, pensionsordning m.v. var der heller ikke nogen risiko for virksomhederne ved at bruge vikarsystemet. For første gang i de år jeg har drevet virksomhed, var jeg også fri for den sædvanlige revisorbemærkning til det årlige revisionsmøde. Dit varelager er for stort.

 Turen til Kilimanjaro i Afrika

 Jeg har i mange år haft en drøm om at ville bestige det ikoniske bjerg midt i Afrika, Kilimanjaro, der med sin hvide kalot af sne har befundet sig på den plet i ½ til ¾ millioner år. Kilimanjaro er verdens højeste enkeltstående bjerg, en gammel slukket vulkan, der af visse dele af den indfødte befolkning, stadigvæk tiltænkes overnaturlige kræfter. Bjerget blev første gang besteget af to Østrigske bjergbestigere i 1889, bjerget er 5895 meter højt og udmærker sig ved, at man kan gå op af bjerget, du skal ikke i gang med at hænge i karabinhager ud over en bjergvæg.

Når en nu afdød gammel ven og jeg mødtes over en flaske eller to talte vi tit om, at vi skulle en tur på Kilimanjaro, ved hans begravelse juni 2017 kom jeg pludselig til at tænke på alt det vi går og drømmer om og aldrig får noget gjort ved, herunder turen til Kilimanjaro, som nu for min vens vedkommende var overstået, (så vidt jeg ved). Jeg besluttede mig for at nu skulle det være, og fra bilen ringede jeg til Jesper Thomsen der havde fortalt mig at han arrangerede ture til Kilimanjaro. Hej Jesper, skal du til Kilimanjaro til januar? (2018) ja svarede han.

Kan jeg stå på toppen og fejre min 77års fødselsdag, den 28. januar? ja svarede han, så har du hermed min tilmelding. Så var det på plads. Vi aftalte, at vi skulle lave et træningsprogram, så jeg kom i så god form, som det var muligt for en mand i min alder. Kort tid efter ringede han og fortalte mig, at han havde fundet en træningsmakker til mig, han hed Kurt og var en hvalp på 74 år, det passede mig fint og vi begyndte et træningsforløb i henholdsvis Hammer Bakker og i Kridtgraven i Nørresundby, den ene uge 8 – 10 kilometer i Hammer Bakker, næste uge de mange trapper i kridtgraven, der fra starten var den hårdeste del af programmet, sådant fortsatte vi frem til november, hvor vi var mandag i Hammer Bakker og onsdag i Kridtgraven, ca. 14 før afrejsen d.20 januar 2018 stoppede vi træningen for at restituere inden  vi skulle på Kilimanjaro. Et andet vigtigt punkt, inden vi skulle afsted var, indkøb/ leje af grej til turen, det vigtigste er et par ordentlige støvler, en god sovepose, der kunne holde kulden ude noget ordentlig tøj, ikke for varmt og ikke for koldt, alt det hjalp Jesper os med, og det er muligt at andre kunne gøre turen lidt billigere med den hjælp vi fik af Jesper, både inden ture, under turen, på bjerget og under hjemturen var super.

På vej op ad bjerget til toppen

Desværre blev min makker Kurt syg den sidste nat hvor vi stiger 1000 meter og måtte følges ned af en af vores portere, da vi var nået til 5200 meter højde, meget ærgerligt for Kurt, der naturligvis havde glædet sig lige så meget som vi andre til at nå toppen. Kurt har gerne villet prøve senere, men på grund af Covid19 pandemien, har der ikke været arrangeret ture til Kilimanjaro det sidste halvandet år. Om selve turen op af bjerget er der næsten kun at sige, hårdt arbejde, det gør ondt, men når du står på toppen, snappende efter ilten, er alt glemt og du får en dejlig fornemmelse i kroppen. Så hvis du har lyst, tag turen, men du behøves ikke at vente til du bliver 77 år!!!!

Du kan endvidere se meget mere om turen på TV 2 Nord, søg på ”Jeppe på bjerget” og du vil finde den 40 min. udsendelse TV Nord lavede om turen.

Kilde: Lokalhistoriske arkiver i Brønderslev Kommune, 1988

Gerda fra Manna, fortalt ca. 1988

Gerda Johnsen, født Bartholin Larsen, mindes i dette interview som 81årig, sin barndom i købmandsgården i Manna.

I dag bor hun i Saltum med udsigt mod Fårup.

I midten af forrige århundrede flyttede hendes oldefar og oldemor med deres familie til Thise sogn herfra.

Familien

En af sønnerne, Christian Larsen (født 23.11.1835) fik vistnok arbejde i Lars Poulsens høkerbutik, som lå på Kongevejen i Manna, oppe under bakken. I 1859 – efter høkerens død-giftede den unge enke, Kirsten Marie Jacobsdatter (født 1836). sig med Christian Larsen. Samme år skred bakken og ødelagde formentlig butikken.

Det unge par flyttede herefter forretningen ned til den nye landevej, der var etableret mellem Brønderslev og Saltum, og dermed var grunden lagt til købmandsgården i Manna, – en større virksomhed, der forhandlede korn- og foderstoffer, isenkram, støbejern og tømmer, og hvortil der desuden hørte landbrug.

Kirsten Marie Jacobsdatter, som stammede fra Ø. Hjermitslev, og Christian Larsen fra Fårup fik 6 børn, blandt dem sønnen Lars (født 1868), som – da han fik alderen – blev medejer af købmandsgården, som han helt overtog i 1903.

Omkring århundredskiftet blev købmandsgården udvidet med villaen på nordsiden af landevejen, hvor også tømmerstablerne og den store tømmerlade lå.

3. april 1903 giftede Lars sig med Karoline Kristiane Bøggild fra Ribe, og det unge par, Gerdas forældre, flyttede ind i villaen.

Christian og Kirsten Marie, Gerdas farfar og farmor. flyttede til Nr. Sundby og døde henholdsvis 1917 og 1921.

Barn i købmandsgården

Her i villaen, fortæller Gerda, blev først min bror, Christian, og siden jeg født. Jeg kom til verden på forårsjævndøgn 1907.

Min barndom i Manna var fyldt med farver og liv – selvfølgelig på grund af alt det, der foregik på den anden side af vejen i købmandsgården. Da jeg blev så stor, at jeg gik og trissede rundt selv, blev det mig forklaret, at der måtte jeg som pige ikke gå over, ikke i butikken, ikke på lagrene, ikke i landhusholdningens folkestue.

Det var naturligt dengang – det var bare sådan – det er engentlig kun lidt, jeg kan fortælle om livet i forretningen

Dog havde jeg såvel som hele min familie, et nært forhold til alle i gården. I landhusholdningen der havde til huse ovre i farmor og farfars gamle hjem, som vi kalde rollingen, var der altid en dygtig husholderske. Herovre var der desuden indrettet værelser til kommiserne og karlene, bortset fra staldkarlen , som boede i hestestaldslængen. Jeg tror, der var en første og andenkommis og en eller to lærlinge. Der var to eller tre karle.

Kommiserne spiste ovre i mit hjem, og det var til tiden. Min mor lærte sine kokkepiger at være færdige på klokkeslet – fx kl. 12 til middagsmaden.

Landhusholdningen kørte sit løb og her var der i mange år, en og samme pragtfulde husbestyrerinde, Anna Marie. Hun og jeg havde fødselsdag samme dato, og hun har spillet en stor rolle for mig i min barndom. Der måtte jeg gå over.

Det var altid rare karle, der boede i rollingen. Jeg kan huske, der var en stor vandbrønd midt i gården med et stort dæksel på, og sommeraftener brugte de at sætte sig der, og der var altid én, der havde en harmonika. Det var jo bare en stemning så dejlig. Jeg husker forskellige af de karle, fx. Anton Ziegler. Engang da han havde været i marken for at arbejde, kom han kravlende hjem. Jeg var ude på vejen, og det gjorde et stort indtryk på mig at se ham komme på den måde: han havde fået et hekseskud og var så syg af det, men min mor som var uddannet massøse (fysioterapeut) ordnede alverdens sygdomme i gården.

Anna-Marie

Anna Marie var en person, der levede for, at alt skulle være i orden, og de, som hun havde i sin varetægt, skulle have det godt: hun lavede fin mad til dem. Det var således, at alt til forretningen skulle hentes i Brønderslev, og det kunne tage tid, så måltiderne blev meget uregelmæssige, men hun var der altid og havde varm mad parat. – om folkene så kom til bage sent om aftenen.

Anna-Marie elskede, når vi kom over til hende, jeg og min veninde Tulle fra mejeriet. Når vi kom, smurte hun sukkermellemmadder til os, og vi sad på køkkenbordet og spiste.

Alt, hvad der skulle laves af groft, foregik ovre i rollingen: slagtning om efteråret og til jul, det stod Anna-Marie for, såvel som brygning af øl. Jeg kan huske ølkælderen, hvor der var store træankre, som øllet kom på i første omgang, hvorfra det så igen blev tappet til husholdningen.

I forbindelse med det husker jeg når folkene blev sendt i mosen til vort tørveskær for at grave tørv, så kom vi andre ud med mad og stendunke med øl til dem.

Jeg har også prøvet at være med til at rejse tørv.

Fra Blåsiggård fik vi hver sommer multebær, og en stor baljefuld. De blev plukket kun delvist modne, så de blev bredt ud på rene lagner oppe på det øverste loft i mit hjem. På det hvidskurede gulv deroppe var der solvarmt; og når bærrene var modne, blev de lavet til dejligt syltetøj.

De jyske heste

Karlene havde ikke andet med forretningen at gøre end at hente fragt i Brønderslev og passe maltgøreriet, ellers var de tilknyttet landbruget. Vi havde to spand store, jyske heste, – brune med sorte manker og haler. Desuden havde vi nordbagger, der blev brugt, når karlene kørte ud i hele egnen med varer til folk og for at opkøbe æg, smør, huder m.m. De jyske heste var pragtfulde, og jeg tror, de var kendt i hele landsdelen. Engang jeg rejste med tog til Hjørring, begyndte nogle i kupeen at tale om disse jyske heste fra Chr. Larsen i Manna; jeg tror ikke de kendte mig.

Engang, husker jeg, var en af disse heste vanvittig syg, velsagtens af tarmslyng. Det var en forårsnat, og min far gik og så til hesten. Det endte med, at han med sin lommekniv aflivede hesten, og jeg husker det kæmpe hul, der blev gravet på marken lige østen for købmandsgården; hesten blev rykket ned i det og dækket til.

En anden hændelse, jeg mindes i forbindelse med disse heste, er fra den tid, der var Thise-marked. Der kom jo alle mulige folk til dette marked, bl.a. sigøjnere. Vi var blevet advaret og skulle holde os inde; vi skulle passe lidt på, for nu kom sigøjnerne.

Jeg kan se for mig dette vogntog komme østfra ned mod købmandsgården samtidig med, at et spand af disse jyske heste kommer hjem. Lederen af truppen var en gammel kvinde, som røg hen til en af disse store heste, lukkede gabet op på den, så på tænderne og ville købe den, – det var der selvfølgelig ikke tale om.

Jeg kan stadig se det syn: en der står og lukker gabet op på en kæmpe hest.

I skole i Manna

Nogle forældrepar i området oprettede en lille privatskole som havde til huse henne hos Barbara, der havde Manna central og Jens Volden, som var post. Der havde vi en skolestue, og her boede også lærerinden.

Vi skolebørn var i forskellige aldre: min bror og hans kammerat fra mejeriet, Svend, var nok de ældste. Så var der børnene fra Gammel Hammelmose og vist fra : V. Mejlsted. På et tidspunkt var vi 12-12 børn i forskellige klasser.

Når vi havde frikvarter, løb vi over til den skønne grøft på den anden side af vejen: Klart, fint. rent vand med hundestejler, og hvad der hørte til sådan et sted. Der brugte vi meget at hoppe over og løbe efter hinanden

På et tidspunkt havde vi en lærerinde, som ikke kunne synge og så husker jeg, at min mor hver morgen gik hen og sang morgensang med os. Dejligt. Vi sang alle de dejlige sange fra sangbogen

Skolestuen var møbleret med rigtige skoleborde og bænke, og der hang billeder til naturhistorie og geografikort på væggene. Det var altid en lærerinde, vi havde. Hun havde som sagt sin stue i skolen, og hun spiste middag på skift i hjemmene på skift en uge ad gangen hvert sted. Måske hørte dette med til hendes løn, eller det var bare en gestus, – en mere det spillede ingen rolle.

Vi havde rigtig eksamen, hvor pastor Plesner kom og visiterede, og det var jo store dage. De forældre, der kunne, hørte på. Jeg tror hver klasse-altså 3- 4 børn – var inde og fortælle. Pastor Plesner var meget interesseret i botanik. I den anledning havde vi været i engen og fælleden og plukket mange blomster, som vi blev eksamineret i. Jeg husker fx skabiosa, som pastor Plesner kaldte Vulle-vulle-vend-dig-om, for når man satte den op, kunne man se, at den drejede eller snoede sig lidt i stænglen; det navn har den stadig hos mig.

Lærerinden var naturligvis til stede under eksamen, og hun var rød i hovedet. Bagefter var der gerne spisning i et af hjemmene. Det må have været på den tid, hvor der var store, gode kyllinger, for jeg synes, jeg kan se for mig stegte kyllinger og store skåle med grøn salat.

Til Brønderslev

Når vis nåede en vis alder, kom vi til Brønderslev, Vi startede i 2. mellem i Brønderslev kommunale folke- og realskole. Det var en omvæltning.

Om sommeren cyklede vi, om vinteren kørte vi med hest og vogn, som blev opstaldet hos staldforpagteren på enten Hotel Phønix eller Hotel Brønderslev.

Min bror, som er ældre end jeg, var færdig i skolen, da jeg skulle begynde dernede, så jeg fulgtes med fra Gl. Hammelmose.

Når vi skulle hjem fra skole ad den skærvede vej kl. 15.30, var der altid modvind!

På det tidspunkt, da der blev bygget andelsmejeri i Ø. Hjermitslev, oprettede min far en filial der, og her var gamle Anna Marie fra husholdningen derhjemme flyttet ned for at være husbestyrerinde for den kommis, som var der. Når jeg kom til Ø. Hjermitslev, havde jeg den lykke, at Anna-Marie gerne stod i døren, og vi fik en snak og måske en halv sodavand – og så gik det ellers hjemad,
I Brønderslev fik jeg tysk, engelsk og mere tegning. Min skolegang står for mig som noget forfærdeligt, jeg kan knap nok sige hvorfor, men vi var i hver fald frygtelig bange for at komme for sent om morgenen.

Jeg tog 4. mellem med. Min eksamen kunne have være bedre en af lærerinderne sagde til mig: Jamen Gerda, det skal du slet ikke være så ked af, for du skal jo giftes! Har man kendt mage. Det var dengang.

Ud i verden

Så var jeg hjemme et år, hvor jeg hjalp til i husholdningen.

Der er også tid til at tage til Brønderslev til franskundervisning hos frk. Dahlgård og til klaverspil hos fru Staggemeter.

Som 15-årig drog jeg på husholdningsskole i 10 månder på Spejderskolen i Korinth, hvorefter efter jeg fik job som ung pige på en farm nær Oxford i England. Her skulle jeg sammen med en anden dansk pige lave mad. I 2 1/2 år arbejdede jeg her, rejste så til København og havde forskellige jobs. Derefter tog jeg til Canada, hvor jeg havde en onkel.

Fritiden

Når vi kom hjem fra skole, legede vi i købmandsgården eller på mejeriet, hvor der var 4 børn, som vi dagligt havde forbindelse med. Somme tider skændtes vi, så de lynede, og smed jordknolde efter hinanden over grøften mellem villaen og mejeriet, men til andre tider legede vi bare, og der var jo nok at lege ned. I den længe, hvor alt tømmeret og tømmerstablerne lå, var der godt at lege skjul – med bunker af smuthullerm – og så var der den tomme emballage.

Dengang kom varerne, fx. porcelæn, i store trækasser, som vi fik lov at stable sammen og lave huse af. Så havde vi det dejligt. Lege med dukker var altså ikke os.

Ryå

Mens vi gik i skole hjemme i Manna, brugte vi også at gå ned til Ryå og fiske, og vi piger, Tulle og jeg, var med og skulle bære drengenes matrosfrakker og -huer. Drengene fiskede, og vi havde gerne madpakke og saftevand med, og de ture står bare som noget helt vidunderligt.

Vi badede også i Ryå nede ved møllen. Det kunne ske, at der kom et føl, en kalv eller en hund flydende i vandet: det var måden, hvorpå man skaffede sig af med syge dyr. Det tog vi ikke så alvorligt. Vandet var rent.

Vi gik også ned til stemmebordet ved møllen. Det var altså pragtfuldt at ligge der på tremmerne og kigge ned i det brusende vand..

Af og til blev vi sendt ned efter ål, som vi hentede i en malkespand med låg på; jeg husker en gang. de her forbistrede ål, fik lettet låget og kom ud og lå og snoede sig i gruset oppe ved korsvejen. Jeg var så bange for dem. Jeg ved ikke, hvordan de andre fik detm samlet op, men jeg løb min vej.

Forpligtelser

Da min bror blev større, slog han æggekasser sammen; heri pakkedes æg i 3-4 lag med træuld imellem for at blive udskibet i Aalborg med England som mål. Det tjente han en lille ugeløn ved. Jeg mener ikke, jeg havde specielle pligter: min mor var en god igangsætter, og hun havde altid ideer og for slag: Skal I ikke en tur på bakken?

Skt. Hans

I forbindelse med det spørgsmål, må jeg tænke på sankthansaften.

Vi børn fik lov at trille en tom tjæretønde helt op på toppen af den skaldede bakke, som vi kaldte den. Det tog hele dagen. Den rullede nok ned adskillige gange, for det tog nogen tid, inden vi fandt ud af at tage den lidt mere på skrå. Det var en stor dag. I tønden skulle sankthansbålet være. Det blev nok arrangeret for os børn, kommiserne, karlene og pigerne; også dem fra mejeriet og måske børnene fra Hammelmose, – hvem der ville kunne vel komme til sankthansfest på bakken.

Mennesker jeg husker

Ane Dige

Ane Dige (An’ dige) boede i et lille hus oppe under bakken; hendes stue var fyldt med hendes dejlige, store væv, som der altid var noget på, for hun vævede for folk. Jeg har fra mine fastre arvet viskestykker, som AnDige har vævet. Indenfor havde hun et lille værelse – med velsagtens en alkove, og på nordsiden et lille køkken.

Det hed sig, at vi skulle gå op til AnDige og lære at stave. Hun var vældig god til at læse højt for os, og jeg husker, hun læste Robinson Crusoe. Når hun var færdig, vendte drengene bogen og sagde: AnDige, begynd så igen!

Jeg tror, at kimen til min interesse for at væve blev lagt hos AnDige; det skete, at vi fik lov at sætte os på bænken ved væven og slå et par slag sammen; det var spændende.

Hun blev gammel – 92 år, jeg tror, hendes grav stadig er på Thise kirkegård; jeg ved ihvertfald, hvor den skulle være.

Els-Johanne

Vesten for AnDige boede Els-Johanne i et endnu mindre hus med lergulv og stenpikning i stuen, hvor hun havde et bord og to

stole under de små vinduer, så hun kunne se ned til den store landevej og ud over engene.

Her sad hun og ribbede fjer for folk til puder og dyner, så det hele flød med fjer. I stuen havde hun en alkove. Ved siden af var der et åbent ildsted, hvor jeg har set hende stå og og holde sine hænder over gløderne for at få dem Blødgjort og varme, og det syntes vi jo var på en måde uhyggeligt. -lide hekseagtigt.

Els-Johanne spiste på skift på forskellige gårde, jeg tror, det var om fredagen, hun altid kom hjem og spiste i landhusholdningen hos os. Hun stilede altid lige over mod komfuret, løftede grydelåget og stak en finger i, – det var selvfølgelig ikke altid til måde for husholdersken. Hun kom og til stalden med sin mælkespand og hentede mælk. Hun skulle ikke betale for det, det bød sig selv. Når vi havde fået grøonkålsssuppe, blev vi børn sendt op til AnDige og Els-Johanne: Du kan hilse din mor og sige, der er for få penger (Kartofler) i.

Els-Johanne kunne lide at ryge pibe, og hun havde en ekstra lomme i sit store, tykke skørt til sit pibehoved. Hun ville ikke have, at folk skulle vide det, men alle vidste, at hun røg. Kom der pludselig nogen, stak hun piben i lommen, og det skete således engang, at der gik ild i skørtet.

Vi elskede at komme op til Els-Johanne, jeg og min veninde Tulle fra mejeriet. Der var en vis hygge, noget spændende, hos hende.

Juleaften kom AnDige, og Inger Marie, Træsko-Andres’ enke, hjem til os, så vi blev et langt bordfuld. De kom ved 17tiden, duftende af naftalin fra deres kisteklæder, bl.a. de smukke, sorte silketørklæder.

Udsigten og minderne

Går man op på loftet i den østlige længe i købmandsgården og ser ud ad det nordre vindue, ser vi mod bakkerne, hvoraf halvdelen af den østligste hørte til købmandsgården, – den del, der er beplantet. Efter 1. verdenskrig husker jeg, at der kom en mand og arbejdede hjemme i gården. Han var østrigsk soldat, flygtet til Danmark. En dag kom politiet fra Brønderslev, som var kommet på sporet af ham, og spurgte efter ham.

Han var ikke til stede, men fik at vide, at politiet havde været der, og den følgende nat skod han sig i dette krat. Han hed Siegfried Pöhl.

Han blev båret hjem til købmandsgården og lå der indtil begravelsen, hvorefter min mor sørgede for at sætte et minde, et sort trækors, hvorpå hun selv skrev hans navn og dødsdato. Nu er det væk på Thise kirkegård. Græsset sletter alle spor.

Det var nordvinduet. Så er der syd vinduet. Det var jo bare et eventyr at komme derop og se ud over engen, åen, mosen. Mosen spillede en stor rolle i min barndom; om sommeren kunne jeg ligge i min seng og se det store bål, som kunne opstå ved selvantændelse derude i mosen. Jeg var bare så forskrækket.

Men oppe fra det vindue – dér så vi altså ud i en stor verden.

Kilde: bogen Land og by 1988

Lokalhistoriske arkiver i Brønderslev Kommune

Fra midten af 1800-tallet og frem mod århundredskiftet, begyndte Vester Brønderslev at udvikle sig til industriby. Og årsagerne til at byen, fremfor andre omliggende byer, kunne vokse fra bondeby til industriby var for det første, at byen fik bragt sine trafikale forhold i orden. Dermed blev den, fra at være et isoleret sted, til et trafikalt knudepunkt i Midtvendsyssel.

Hovedlandevejen

Første fase i udviklingen af byen var anlæggelsen af den nye hovedlandevej i 1832. Den stærkt forøgede landevejstrafik bevirkede, at Brønderslev Kro blev bygget i 1836. Samtidig opstod der ret betydelige bebyggelser syd for kroen. Her kom produkt- og tømmerhandel, ølbryggeri, jernstøberi, rebslageri, teglværk, uldspinderi, garveri, smedie, vognfabrik, købmand, urmager m.fl.

På pladsen bagved Brønderslev Kro begyndte frie markeder, som blev større og større, antagelig på grund af den gode beliggenhed ved landevejen og kroen, hvorimod de markeder, der siden 1787 havde været holdt ved Bækkens Kro i Vrangbæk, sygnede hen. Derfor besluttede man i 1843 at flytte dette marked til pladsen bag Brønderslev Kro«.

Kroejeren, Niels Bjørnstrup Christensen, havde på myndighedernes forlangende ladet opføre en tilbygning til kroen, og derved fik han lov til at opkræve stadepenge på markedspladsen. Samtidig fik kroejeren overdraget det kroprivilegium, som Bækkens Kro« havde haft siden 1711. Brønderslev-markederne blev efterhånden større, især efterårsmarkedet havde stor søgning. Her samledes ofte flere mennesker end på de autoriserede markeder i landsdelen. Det vakte myndighedernes mishag, og efter et par klager tog politimesteren affære. Men Brønderslev sogneråd påpegede den store betydning, som markedet havde for sognet, og det medførte, at Brønderslev marked blev autoriseret i 1861.

Markedet blev nu kendt i landsdelen som »Store Brønderslev Marked« og blev toneangivende for kreaturpriserne, men den virkelige berømmelse fik Store Brønderslev Marked først, efter at Slaget ved Brønderslev. var udkæmpet den 6. september 1886. Her kæmpede brave borgere mod Estrups forhadte blå gendarmer der med dragne sabler for alt for voldsomt frem mod nogle af markedsgæsterne. – Det var dog en markedsplads, hvor højrøstet adfærd kunne forventes. Det var en folkefest, hvor byen og omegnen festede, så hvorfor denne voldsomme fremfærd?

Jernbanen

Anden fase i byens udvikling var etableringen af jernbaneforbindelsen i 1871. Det medførte blot den ulempe, at jernbaneoverskæringen delte byen i to dele. Det fortælles, at det var statistisk udregnet. at hver brønderslevborger måtte vente 3 år, 187 dage, 11 timer. 47 minutter og 31 sekunder af sit liv ved denne bom, og den tid kun ne nok være bedre udnyttet.

Men trods denne lille ulempe var det jernbanens komme, der bevirkede, at byen blomstrede op. Nye huse, forretninger og virksomheder skød op, og i bykernen omkring jernbanestationen dannedes det egentlige forretningskvarter. Flere af virksomhederne ude ved hoved landevejen flyttede nu ind til byen.

Det var de to Vestergårde, der efter udstykningen afgav jord til den første byudvikling. Grundene udgør Algade. Jernbanegade, noget af Bredgade, Nygade, Nørregade og et godt stykke af Vestergade. Jerslevvejen (Bredgade) blev ført helt igennem til hoved landevejen i 1884, indtil da havde man kun forbindelse til omverdenen gennem Algade. Egentlige gadenavne var der ikke endnu, Algade hed Stationsvejen, Bredgade hed Jerslevvejen, Nørregade hed Tolstrupvej, Vestergade hed Saltumvej, – men almindeligvis sagde man bare: »Vesten for banen«. Navnene anskueliggjorde på en fortrinlig måde vejenes beliggenhed.

»Pedershåb«

Tredje fase i byudviklingen blev at fabrikant Peder Nielsen flyttede sin mindre virksomhed fra Tylstrup til Brønderslev i 1886. På en grund lidt nord for jernbanestationen blev den nye fabrik bygget, og produktionen af bygningsbeslag kunne begynde under

firmanavnet Pedershåb. De første år blev vanskelige især af sætningsmæssigt, men efter et forbedret salgsarbejde gik det igen fremad.

Imidlertid nedbrændte fabrikken i 1899, men på rekordtid blev en ny og større fabrik bygget på stedet. De nye bygningsudvidelser og nye maskiner bevirkede en kraftig forøgelse af produktionskapaciteten. Fabrikken kørte nu fremtiden i møde under firmanavnet A/S Peder Nielsen ”Pedershåb”, Brønderslev. Siden århundredskiftet har fabrikken haft en meget stærk fremgang. Så stærk at den i 1946 var den største beslagfabrik i Danmark .

Fabrikant Peder Nielsen have i årenes løb, sideløbende med beslagproduktionen, taget mange andre produktionsemner op bl.a. cementrørforme og blandemaskiner. Allerede i 1915 var denne del af produktionen blevet så stor og pladskrævende, at man besluttede at bygge en ny fabrik ved siden af

beslagfabrikken. Et nyt aktieselskab blev dannet med navnet Pedershab Cementindustri Maskinfabrik A/S, hvor der nu skulle fremstilles blandemaskiner, forme til cementvarer, kartoffeloptagere m.v. Den store fremgang på markedet bevirkede, at firmaet i 1945 blev omdannet til Pedershåb Maskinfabrik A/S, og fabrikken skulle nu udelukkende hellige sig fremstillingen af entreprenørmaskiner. Det satte yderlig gang i såvel produktion som salg, og der blev solgt maskiner helt til Argentina, Kina og Holland.

Efterhånden oparbejdede firmaet en omfattende eksport til alverdens lande, og navnet »Pedershåb« blev kendt i mange verdensdele. I 1946 var »Pedershåb Maskinfabrik A/S« den største fabrik i Danmark for fremstilling af entreprenørmateriel og maskiner til betonvareindustrien.

Den korte historie om de to Brønderslev-virksomheder, A/S Peder Nielsen Pedershåb« og >>Pedershåb Maskinfabrik A/S fortæller lidt om den store betydning disse firmaer gennem årene har haft for mange mennesker. Dertil kommer den økonomiske påvirkning af hele byudviklingen, men også den inspirator som disse firmaer har været for mange mennesker, der gerne ville være selvstændige indenfor handel, håndværk eller industri.

Selv om Brønderslev både før og efter århundredskiftet havde fået opført nogle større bygninger, havde stationsbyen stadigvæk et landsbyagtigt præg, idet der lå flere gamle gårde ud til gader og veje. Gården Dammen ved den søndre side af Vestergade. Den gamle stråtægte firlængede gård Rostok lå hvor Brønderslev Bank senere blev bygget. De to Krogengårde lå på den søndre side af Bredgade og ”Risagergård” på den nordre side.

Der havde længe været ønsker fremme om kloakering og brolægning af gaderne, men det kom først i gang efter, at kommunen i 1899 havde udsendt byens første bygningsreglement.

Derefter kom der mere planmæssigt byggeri, og samtidig en mere fornuftig udstikning af gader og veje. I 1901 blev der af kommunen kloakeret, brolat og anlagt fortove i Algade. Amtet havde det forgående år ladet en del af gaderne Bredgade, Jernbanegade og Vestergade brolægge. Efterhånden som udviklingen skred frem blev brolægningen udvidet til også at gælde amtsvejene og de kommunale gader som Torvegade og Nygade (1906). Nørregade (1908) og Gravensgade (1916).

Da grøfterne langs byens gader og veje var tilkastede efter kloakering og brolægning, blev der foran de fleste huse anlagt aver med blomster, buske og træer, udenom det hele var der mange steder opsat et lavt tremmestakit malet enten hvidt, grønt eller rødt.

I Bredgade var der i begge sider af vejen elmetræer fra Skolegade til hoved landevejen, så det hele så meget idyllisk ud. Til belysning i gaderne havde man gaslygter fra 1905 til 1919, hvor man gik over til elektricitet.

I 1850 havde Brønderslev by ialt 981 indbyggere, dette tal var 50 år senere vokset til 3176, og i købstadsåret 1921 var tallet

vokser til 5160 indbyggere. Brønderslev  bys stærke vækst i højkonjunkturårene fra 1880 til 1920 faldt sammen med en stor stigning i befolkningstallet. Men arbejdskraften til den store byudvikling og dermed forøgede arbejdspladser kunne ikke klares alene med byens folk; den måtte hentes et andet sted; ude i de omliggende landsogne. Her var mange ledige landarbejdere og husmænd der ikke kunne brødføde en familie alene på bedriften, men måtte have arbejde ved siden af. Derfor søgte de i stort tal ind til byen i håb om at finde arbejde ved byggeri eller ved industri.

De mange tilflyttere ofte familier med mange børn, lagde et stort pres på byens skolevæsen. Men det havde det fremsynede bystyre tilgodeset ved lade opføre flere skolebygninger, så byens skoler omkring århundredskiftet kunne modtage omkring 600 børn.

Hoved landevejen, markederne. jernbanen og de to Pedershåb-fabrikkerne er nævnt som de største medvirkende årsager til Brønderslev bys gennemgribende strukturændringer fra bondeby til industriby og senere til købstad i 1921. Men grundlaget for det hele var landbrugerne omkring byen, hvor det gode samspil mellem landboerne og byboerne, såvel i arbejde som i fritid, har været til uvurderlig gavn for byen i alle dens vækst år. Derfor blev byens våbenskjold udstyret med to motiver tandhjul og plov, der hentyder til industri og landbrug.

Efter byens vækst i årene med højkonjunktur kom tilbageslaget efter 1920, hvor blandt andet skatterne steg til afskrækkende højder, og byrådet måtte gå den tunge gang til Staten for at bede om hjælp – men det er en helt anden historie…

Midt i og for foden af Thise Bakker ligger to mindre landsbyer, Thise og Manna. Naturen i Thise bakker er fantastisk og det gode foreningsliv har tilbud til indbyggere og besøgende i alle aldre.

Undervejs på ruterne kan der bl.a. opleves ”Bakketårnet” med en udsigt over Thise Bakker og for foden deraf en aktivitetsbane, ”Thise Kirke” fra 11-1200 tallet. ”Vor Frue Kilde” – en udtørret helligkilde og ”Multihuset” med bl.a. fitnesscenter, idrætshal og ungdomsklub.

1. Etableringen af Brønderslev Kommuneskole

Den 7. januar 1889 kunne man fejre den første skoledag for byens store skole efter længere tids bestræbelser og politisk tovtrækkeri. Et jubilæumsudvalg nedsat i forbindelse med skolens 100 års jubilæum kunne datere indvielsen til lige før eller efter årsskiftet, og altså at det den 7. januar 1889 var 125 år siden, bygningerne officielt blev taget i brug til undervisning.

I 100 års-jubilæumsskriftet redegjorde lokalhistorikeren Jens Chr. Dalgaard for bestræbelserne på at skabe en stor og tidsvarende skole.

Det lokale sogneråd var domineret af landmænd, og flere af disse kunne ikke se nogen grund til at investere i en ny skole. Der fandtes små skoler spredt i og omkring byen. På Starringvej, (som fortsatte ind mod byen) i Algade og i Grindsted, var der mindre skoler, ligesom der var placeret hvad der kan betegnes som en stråtækt landsbyskole ved Vester Hammelmose.

Byen var imidlertid i perioden præget af en eskalerende udvikling hjulpet på vej af den almindelige urbaniseringsbølge og specielle byudvikling i Brønderslev med anlæggelsen af jernbanen i 1871 og begyndende industrialisering, og der blev arbejdet på at etableret en stor skole i byen.

For at dække det stigende behov for undervisning blev der oprettet flere privatskoler i byen.

Forløberen til det der senere kom til at hedde Skolegades Skole var en lille skole ved den gamle middelalderkirke på det nuværende Kirkevej. I denne var der udover to tjenesteboliger kun 2 klasselokaler – for de fleste åbenlyst for småt i forhold til behovet, så sognerådet nedsatte en skolekommission.

Skolen på Kirkevej.

Skolen blev ombygget 1838 så der også var lejligheder til

skoleholderen og en andenlærer.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til A3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til 3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I 1911 opkøbte kommunen den privat realskole i Tygelsgade, og taget den i brug som forskole. På et maleri som nu hænger på Lokalhistorisk Arkiv kan man virkelig se, at skolen oprindeligt var blevet placeret i landlige omgivelser, hvilket dog hurtigt ændrede sig i takt med at byen voksede.

Forskolen i Tygelsgade kan ses stikke op bag laden i midten. Møllen til venstre blev senere flyttet ud til den vestlige del af byen.

(Udsnit af maleri som hænger på Lokalhistorisk Arkiv)

Ny Skolelov og ny skoleplan 1908.

Med skoleloven i 1903 indførtes mellemskolen, en egentlig afsluttende skole og bestemmelse om gratis undervisningsmidler for skolernes elever. Forud var der en yderligere professionalisering af underviserne med en opstramning af læreruddannelse.

I Brønderslev var der fortsat modstridende holdninger til hvordan skolevæsnet skulle indrettes. Et forslag til en ny skoleplan i 1908 med en såkaldt købstadsordning, hvori indgik mellemskoleklasser mødte stor modstand, men blev dog vedtaget i sognerådet. Den udnævnte skoleleder, førstelærer Svend Rasmussen, døde allerede 1910. Stridighederne om skolevæsnets indretning blev efterhånden trængt i baggrunden, og det medvirkede til at få ro på udviklingen af skolevæsnet, at den nye skoleinspektør blev den senere borgmester Markus Hansen.

Skolen omkring 1909 med den nye gymnastiksal ud mod Skolegade

(Lokalhistorisk Arkiv)

Markus Hansen (tv) skoleinspektør indtil sin død i 1934,

og i 1935 blev Johs. Sørensen (th) udnævnt som ny inspektør.

Siden skolen blev opført var byens indbyggertal i 1920 steget til det 3-dobbelte og skolens elevtal steget til 975. Brønderslevs status som købstad fik ikke indflydelse på skolevæsnet, da det var blevet ordnet med skoleplanen, som blev gældende fra 1909.

Der var dengang forskel på undervisningstilbuddet i købstadsskoler og skolerne ude på landet, hvor der var en syvårig skole, ofte af noget mangelfuld karakter. F.eks. Var det ikke ualmindeligt at man ikke gik i skole hver dag.

Heller ikke skolegangen i Brønderslev var uden huller i undervisningen. Således kan en elev fra begyndelsen af århundredet, senere politiassistent Marinus Bendtson, i 100 års-jubilæumsskriftet berette om, at han var udskrevet af skolen fra maj til november. Han var nemlig fraværende fordi han skulle passe får.

I Brønderslev blev der med den nye skoleplan oprettet en mellemskole med realklasse.

Mellemskolen kunne som overbygning også knyttes til det kommunale skolevæsen i byerne, selv om den egentligt var beregnet som forberedelse til gymnasiet.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgadebygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade

blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgadebygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

reformen vil medføre en bedring. I 1960erne var det et stort problem at få besat stillingerne, men da man – som et af de første steder – indførte de såkaldte rotationsstillinger, der sikrede de ansatte en 2-årig stilling fordelt med 1/2 år indenfor 4 forskellige afdelinger, blev disse stillinger en succes, der var et år 180 ansøgere til 2 stillinger.

Der er sket en betydelig ændring i lægestabenes sammensætning på de forskellige afdelinger. Oprindelig var der én overlæge på hver afdeling, og for godt 40 år siden begyndte man så småt at dublere stillingerne. Det har vist sig at det ikke altid har fungeret helt efter hensigten. Efterhånden, navnlig i de senere år, er der ansat flere speciallæger i faste stillinger, ofte således at disse – som omtalt ovenfor – dækker subspecialer. Disse nye overlæger indgår i den formelle vagtordning, det gjorde de »gamle« ikke, men de var stort set altid til at få fat på, hvis der var problemer, som vagtholdene ikke kunne overse.

Om sygeplejen

Da amts- og bysygehuset åbnede havde man gen- nem kontrakt med Diakonissestiftelsen sikret sig, at der var diakonisser til at varetage sygeplejen. Denne ordning blev opretholdt i et halvt århundrede. Diakonisserne havde fået en uddannelse i sygepleje, ganske vist ikke en uddannelse, der svarer til nutidens, men på den tid var det den eneste mulighed for at få uddannet personale. Udover plejen skulle diakonisserne også stå for madlavningen, men 8 år senere ansattes økonoma.

Nogen egentlig sygeplejemæssig ledelse var der ikke tale om. Ser man sygehusets reglement står der bl.a. om lægens forhold:

»Han leder alle de forretninger, som vedkomme de syges behandling og disciplinen blandt dem. Han våger over, at opvartningspersonalet gør sin pligt, og han har navnlig at påse, at lægemidler, bespisning, opvartning, renlighed og hvad andet, der vedrører de syges kur og pleje, i alle henseénder er, som det bør være. Mangler i så henséende, der med grund påklages, må han straks søge afhjulpne.«

Til hjælp for diakonisserne ansattes tjenestepiger. Der var ikke nogen fast nattevagt, men efter forslag fra sygehuslægen ansattes i 1893 en pige. Desuden brugte man vågekoner (for sådanne blev betalingen ført på regningen til patienten). Der var stadig vågekoner højt op i 1960erne – nu som faste vagter, men i mod- sætning til tidligere brugte man til disse faste vagter medicinske studerende.

Disse vågekoner var et velkendt led i sygehuset, mange af dem var særdeles velegnede og forstod at sige til, hvis noget ikke forløb som det skulle, men der kunne også opstå problemer – således kan man i bestyrelsesprotokollen fra 1950erne finde, at en mand havde klaget over vågekonerne, som han mente »var en samling gamle ludere« – der var én, som han særlig fremhævede, men da klagen var anonym valgte bestyrelsen at sidde den overhørig.

Den første elev blev antaget i 1894. Uddannelsen var 1-årig, og selv om der i 1913 var fremsat forslag om at ændre til 3-årigt forløb blev dette først gen- nemført omkring 1920, og 1928 var det første år man afsluttede uddannelsen med en eksamen. Den 1-årige uddannelse kunne ikke bruges til ret meget andet end hjemmesygepleje, og de elever, der ønskede videre uddannelse måtte søge til hovedstaden.

En egentlig sygeplejemæssig ledelse fik man i 1925 – efter forslag fra sundhedsstyrelsen. Medens sygehusets overlæger deltog i bestyrelsesmøderne blev over- sygeplejersken kun tilkaldt, hvis der på dagsordenen var sager, som havde med sygeplejen at gøre – først efter krigen deltog oversygeplejersken (nu forstander- inden) i møderne.

Der er ingen tvivl om, at de første diakonisser havde meget at se til, der var ikke nogen kvalificeret hjælp, ingen kvalificeret nattevagt, men da de boede på stedet kunne de jo hurtigt træde til, hvis der skete et eller andet på ubelejlige tidspunkter. Eleverne har også tidligere haft hårde forhold, der kunne være tale om en arbejdsuge på op til 84 timer: 14 dage i nattevagt fra kl. 20 til 08 uden fridag.

Uddannelsen sorterede tidligere under forstanderinden, som også var leder af sygeplejeskolen, der oprettedes i 1957, og først i 1965 ansattes en forstander- inde ved skolen.

Eleverne udgjorde i mange år en meget væsentlig del af plejepersonalet, og de forskellige ændringer i syge- plejeuddannelsen, hvor elevernes tid i afdelingerne reduceredes, har klart vist, at der udløstes stort behov for erstatningspersonale.

Med ændringen fra 1990, hvor uddannelsen blev omlagt til studium og de studerende i praktik ikke længere skulle medregnes i afdelingernes normering, blev det helt klart, at man i mange år havde draget fordel af billig arbejdskraft. Som en pudsig ting kan det refereres, at Dansk Sygeplejeråd omkring 1930 anmodede sygehuset om at reducere antallet af elever og øge antallet af sygeplejersker, idet der uddannedes så mange elever, at der ikke var arbejde til dem bagefter.

I 1912 var en af byens honoratiores indlagt. Opvartningen var i 1. klasse, og udskrivelsen skulle fejres med maner (LHA)

De gamle sengeafsnit stammer alle fra en tid, hvor patienter næsten pr. definition var sengeliggende. Birum som skyllerum var, som det er omtalt tidligere, ikke af højeste standard, badeværelse fandtes ikke på alle afsnit, køkkenerne var små, og rimelige opholds- stuer for oppegående patienter fandtes ikke. Det har givetvis betydet, at det daglige arbejde i afdelingerne har været noget besværligt, men det må dog vedgås, at der i tidens løb er gjort mange tiltag for at forbedre forholdene.

Fra de første diakonisser, som stod for pleje, assistance ved operation, husførelse og til nutiden er der sket en betydelig udvikling indenfor sygeplejen. Der er opstået en række specialområder, der hver for sig kræ- ver supplerende uddannelse udover grunduddannelsen og helt nye opgaver er kommet til. Den moderne medicin og kirurgi, hvor der anvendes avanceret udstyr til behandling og kontrol, kræver særlige kundskaber. Et af de seneste skud på den stamme er dannelsen af et særligt palliativt team, bestående af 3 sygeplejersker og en fysioterapeut.

Det må også fremhæves, at der er kommet nye ting til – kravene om dokumentation og om bedre information og vejledning af patienter og pårørende er stigende. Men andet er forsvundet, f.eks. har indførelse af éngangsudstyr betydet, at mange besværlige rengø- rings-, steriliserings- og pakkemetoder er gledet ud, så det, man kan se på de følgende billeder, tilhører fortiden.

Diakonisserne var til rådighed hele døgnet, de boede på stedet, og de måtte op om natten, hvis der opstod problemer. I dag er der kun tale om lidt overarbejds- timer i ny og næ, og personalet i aktiv tjeneste er væsentligt større end tidligere.

Tidligere lå ledelsen af sygeplejen hos overlægen. Det gør den ikke længere, og det kan vel ikke nægtes, at der er en fortsat uenighed om, hvordan ledelsen af en afdeling bedst udformes.

Andre funktioner

De funktioner, der er omtalt ovenfor, er alle synlige, men der er andre ting, man ikke umiddelbart ser, men som er helt nødvendige for driften. Hvis de imidlertid ikke fungerer, kan alle mærke det.

Teknisk afdeling

Oprindeligt var sygehuset forsynet med kakkelovne, og det var sygehuskarlens opgave at holde disse i orden. Da man gik over til centralvarme fik man en

fyrbøder og derudover noget senere maskinmester og enkelte håndværkere. Efter 1950 er afdelingen vokset, der er en større stab af håndværkere med forskellig uddannelse. Der er igennem årene konstrueret en del forskelligt apparatur i afdelingen, fra kirurgiske instru- menter til respiratorer, laboratoriemaskiner, udstyr til røntgenafdelingen og andet(f.ex. en formalinauto- klave), men bl.a. på grund af bestemmelserne om pro- duktansvar har man opgivet denne side af arbejdet. Det er klart, at den tekniske udvikling har medført en væsentlig øgning i kontrol, vedligehold og reparation af installationer og udstyr.

Medicindepot – apoteksfilial

Som det var sædvane ved de fleste provinssygehuse fik man medicin leveret fra apotek i byen – i Hjør- ring var der to apoteker, som deltes om leverancen. På sygehuset havde man et mindre medicindepot. Der var allerede før 1939 tanker om indretning af et syge- husapotek, det var planlagt placeret i den bygning til øreafdelingen, som var bevilget, men ikke blev bygget. Der var indrettet et medicindepot i kælderen i funktio- nærfløjen, og da der på centrallaboratoriet blev ansat farmaceuter havde man samtidig en fagmand till at passe depotet. Da der blev plads i tidligere sengeafsnit efter 1989 blev der indrettet et nyt depot, og farma- ceuten var nu fuldtidsbeskæftiget her, assisteret af et par apoteksassistenter. Det havde været foreslået at oprette et selvstændigt sygehusapotek, idet dette ville

reducere medicinkontoen, men det blev ved forslaget. De lokale apoteker havde fortsat store leverancer, medens man i stigende grad også fik leveret fra sygehusapoteket i Aalborg, og det endelige resultat nu er, at depotet blev en filial af sygehusapoteket, men kun for en kort tid, idet at medicinleverance til afdelingerne pr, 1. april 2005 skal ske direkte fra sygehusapoteket i Aalborg.

Gartneri

Ganske vist blev der i tiden lige før 1. verdenskrig sagt lidt om, at det ikke kunne betale sig at holde køk- kenhave ved et sygehus, men det har nu ikke på noget tidspunkt været aktuelt – men man havde omkring år 1900 en del pil, hvorfra man solgte afskæring. Der er nu en gartnerafdeling, som skal tage sig af sygehusets haveanlæg, sørge for snerydning om vinteren mv., men derudover har man, takket være det store stykke jord, hvor der ikke blev bygget et psykiatrisk hospital til 350 patienter, et areal som skal vedligeholdes, og på den jord

er der gartneri, hvor man i en årrække i samarbejde med REVA havde revalidenter i optræning, medens man nu har en slags beskyttet værksted, som har været anvendt bl.a. til patienter fra psykiatrisk afdeling. I en periode havde man et lille udsalg, hvorfra der solgtes grøntsager til sygehuspersonalet, men denne virksomhed er for- længst ophørt.

I gartneriet dyrkes planter til udplantning i bedene og til sammenplantninger i venteværelser og opholdsstuer

       Køkken

Oprindelig lå køkkenet i kælderen under hovedfløjen, men blev efter 1920 flyttet til kælderen under den nye kirurgiske afdeling. I 1965 var det nye centralkøk- ken færdigt. Man startede med gammeldags komfur, fik senere gas. Kosten var vel tidligere temmelig uinteres- sant – set med nutidens øjne – og vel også næppe i overensstemmelse med de anbefalinger, man ser i dag vedrørende kostens sammensætning. Der var tidligere mange diæter, som i dag forekommer lidt mystiske i en tid, hvor det tilstræbes at sørge for en ernæringsmæssig

korrekt kost.

Kosten i dag er moderne, den tidligere udportionering er forladt, og der er for patienterne en vis valgfrihed. Dette suppleret med, at der gennem diætister gives vejledning til patienter og pårørende om kostforhold har betydet et betydeligt fremskridt fra tidligere tiders grød- og brødbaserede kost. Det er også muligt i sær- lige tilfælde at få fremstillet speciel kost – som eksem- pel kan omtales, at der til en russisk sømand, der var bragt ind fra et skib uden for Hirtshals, blev serveret bortsch, da han led af hjemve. Køkkenet er indenfor de seneste år blevet udvidet og moderniseret.

Takket være sygehusets opbygning er der lange transportveje og forskudte etager, så en del af det arbejde, som bliver udført, kunne meget vel reduceres, hvis »geografien« havde været mere hensigtsmæssig.

Der er i de seneste år gjort forsøg på en smidiggørelse af disse funktioner, idet man har etableret en uddan- nelse indenfor servicesektoren, således at ting ikke nødvendigvis skulle være bundet til portørtjeneste eller husassistenter, men det har ikke været uden problemer.

Servicefunktioner

Omfatter i dag forskellige felter. Der er portørtjenesten, rengøringsfunktionen, postfordelingen. Nogle sygehuse har udliciteret rengøringen til private firmaer, men man har her holdt sig til at gøre rent selv.

Vaskeri

Sygehuset havde tidligere eget vaskeri. Oprindeligt var der vaskestue i en lille bygning ved siden af hovedfløjen, men mod slutningen af 1. verdenskrig byggedes en ny vaskeribygning syd for sygehuset. I de oprindelige planer for nybyggeri var der afsat plads til nyt vaskeri i samme bygning som det nye køkken, men som beskrevet blev bygningen anvendt til andet for- mål, idet man var gået i forhandling med sygehusene i Aalborg om et fælles vaskeri, som blev åbnet nogle år senere. Det var derfor nødvendigt i nogle år at få vasket på et lokalt vaskeri. Der blev i stedet indrettet en linnedcentral på sygehuset, og fra denne central forsynes afdelingerne og personalet.

Sygehusets ledelse

Da sygehuset åbnedes var der amts- og byråd valgt en bestyrelse med 3 medlemmer fra amtsrådet og 2 fra byrådet, og dertil kom det tidligere omtalte over- tilsyn ved amtmand og borgmester. Denne ordning holdt til kommunalreformen i 1970. Gennem årene har skiftende bestyrelsesformænd været meget aktive og faktisk også – mere eller mindre – deltaget i den daglige ledelse. Bestyrelsens muligheder var begræn- set af, at budgetter og regnskaber skulle godkendes i både amts- og byråd, og det samme skulle eventuelle ekstrabevillinger. Man kunne opleve, at der i amtsrå- det gik lokalpolitik i sager, således at en bevilling blev gjort betinget af, at der også faldt bevillinger til andre sygehus i amtet.

Med kommunalreformen overtog Nordjyllands amt sygehuset, den politiske ledelse overgik til amtsrådets sygehusudvalg (senere kaldet sundhedsudvalget), og dette udvalgs relationer til de enkelte sygehuse var helt anderledes fjerne end de hidtidige sygehusbesty- relser. Den kommende strukturreform, hvor det nuvæ- rende nordjyske amt med en beskeden udvidelse (Thy og måske Mors) bliver landets mindste region, vil kun medføre tilgang af et enkelt sygehus (Thisted) til de eksisterende.

Indtil 1912 havde man en deltidsansat regnskabsfører (amtsfuldmægtig). Der var ikke færre end seks forskel- lige – og en af dem begik underslæb. Men så ansatte man inspektør, og indtil 1981, altså næsten i 70 år, har der blot været tre forskellige. Stillingen er nu normeret som en direktørstilling, og i løbet af de sidste 23 år er man nået til nr. tre.

Der er forlængst indført tredelt ledelse med direktør, cheflæge og chefsygeplejerske, og den administrative sektor er – som alle andre steder – vokset betydeligt. Der var i tiden før 1970 mange planer om sygehusets fremtidige udvikling, men kommunalreformen medfør- te, at disse planer blev skudt i baggrunden. I stedet fik man Nordjyllands amts første sygehusplan, og i de følgende år er der foretaget jævnlige justeringer af planerne. Det har selvfølgelig haft forskellige konsekvenser for både sygehuset som helhed og for enkelte afdelinger, og ikke alle løsninger er blevet modtaget med lige stor begejstring, blandt andet fordi man på enkelte afdelinger har måttet imødese ændringer i patientpopulationens sammensætning og i de sygdomsbilleder, man skulle behandle, hvilket kunne medføre at der ville opstå mangler i de unge lægers uddannelser. Udover disse mere regulære planer har der også været sparerunder, som har 5betydet nedskæringer, og det er klart, at det gør ondt. Disse forskel- lige ændringer betyder hver for sig, at der forandres i såvel sygehusets som enkelte afdelingeres funktioner og man må så justere forholdene derefter, men des- værre kan det opleves, at man på et tidspunkt, hvor man har fået indarbejdet de nye betingelser og krav, må til at ændre endnu en gang.

Sygehusets placering

Gennem dette at være byens største arbejdsplads følger nogle forpligtelser. Det kan være et socialt ansvar, blandt andet gennem ansættelse af personer på særlige vilkår (omtalt i afsnittet om gartneriet eller i form af ansættelse i jobtræning), og det har medført, at sygehuset har fået tildelt den såkaldte »netværkspris«.

Sygehuset er røgfrit og deltager i »netværk af forebyggende sygehuse i Danmark«.

Og sygehuset er også et uddannelsessted. Sygepleje- studerende og vordende social- og sundhedsassisten- ter gennemgår praktisk uddannelse i afdelingerne, der er elevpladser for sekretærer og bioanalytikere. Der modtages medicinske studerende til deres tidligste kontakt med kliniken, og for lægerne er der godkendte uddannelsesstillinger.

Endelig!!!

Efter mange års tålmodig venten, efter adskillige ikke- realiserede projekter skete der noget afgørende. Dette var startskuddet til et større projekt, som skulle med- føre en total fornyelse af den medicinske blok. Pro- jektet, der er udarbejdet af arkitektfirmaet NORD, vil medføre, at en del af de gamle bygninger forsvinder, og man er derfor nødsaget til at gennemføre byggeriet i etaper – og det rummer i sig selv den mulighed, at den i forvejen lange byggeperiode kan forlænges, hvis man synes, at økonomien har det dårligt.

Da den bygning, hvori patologisk institut er beliggen- de, er blandt de huse, der skal rives ned, vil der i de seneste faser blive indrettet et nyt patoligisk institut – og så vil man, omkring 40 år efter at sygehusplanen udtalte, at der snarest burde skaffes nye lokaler til patologien, kunne flytte til noget nyt.

Billedet på forsiden kan give et indtryk af, hvordan sygehuset ad åre vil se ud.

Sygehusmuseet

I loftetagen på den kirurgiske bygning fra 1920 har en gruppe frivillige medarbejdere fra sygehuset indrettet et museum, der kan illustrere sygehusets udvikling fra 1891 og til nu.

Billedmaterialet

Fotografierne stammer fra sygehusets arkiv samt fra lokalhistorisk arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, mærket LHA.

Litteratur

Plejehjem idag og i fremtiden – en undersøgelse af omsorgsforanstaltninger og – -institutioner for ældre mennesker – samt af det fremtidige behov for plejehjemspladser. udgivet af Hjørring Amt 1967.

Sygehuse idag og i fremtiden – en undersøgelse af det nuværende og det fremtidige sygehusbehov. Udgivet af Hjørring amt 1967.

Et Sygehus – udgivet af sygehuset i anledning af 75-års jubilæum 1966.

Anker Madsen: Hjørring Sygehus – vendelboernes hospital. Hjørring 1990.

Hans J. Møller: Hjørring sygehus 1891-1991. Hjørring 1991.

Hans J. Møller: Hjørring Amts Sygehus

Trykt som manuskript* – forkortet form: Med. hist. Årbog 2000: 137-151.

Hans J. Møller: En koppeepidemi i Vendsyssel 1824-26. Trykt som manuskript* – forkortet form: Bibl. f, Læger 2002: 37-56.

Hans J. Møller: Sygeplejeuddannelsen i Hjørring. Trykt som manuskript*.

Hans J. Møller: Skønne spildte kræfter.

Trykt som manuskript* – om ikke realiserede bygge- projekter.

*) Disse hæfter findes på Steno-museet i Århus, Medi- cinsk-Historisk Museum i København samt på sygehusets museum.

1822-1891.

fortsat fra afsnit 2

om at den nyansatte overlæge måtte være indstillet på at flytte til afdelingen i Aalborg.
Det blev imidlertid ikke aktuelt, og afdelingen fun- gerer i dag som en lungemedicinsk afdeling, blandt andet med lungecancerdiagnostik og kemobehandling i snævert samarbejde med Aalborg sygehus.
Der er foretaget forskellige ændringer i bygningen, blandt andet har der i en længere periode været loka- ler til røntgenterapi i stueetagen, hvor også tuberkulo- sestationen, som oprindeligt havde haft lokaler i byen, har været placeret.

Laboratoriet
Et ønske, som overlæge Folkmar havde haft i lang tid, blev opfyldt i 1942, da laboratoriet blev udskilt som en særlig enhed med egen ledelse (omtales senere).

Medicinsk afdeling D
Da den medicinske afdeling efterhånden var blevet temmelig stor fik man i 1961 gennemført en deling, og afdeling D. så dagens lys. I afdeling D indgik også det medicinske børneafsnit.
I1973 måtte afdelingen afgive et sengeafsnit til neuro- medicin – og da børneafsnittet blev til en selvstændig afdeling i 1980, var der kun et enkelt afsnit tilbage, og da overlæge Dragsted tog sin afsked i 1981 var det lidt uklart, hvad der skulle ske. Stillingen blev i første omgang besat med vikar, som senere blev fast ansat og afdelingen blev i 1983 sluttet sammen med den oprindelige afdeling.
I afdeling D begyndte man meget tidligt med de første forsøg på maskinel registrering via IBM-hulkort.

Neuromedicin
Der blev i 1965 ansat en neuromedicinsk overlæge. Stillingen var knyttet til medicinsk afdeling, der var ikke noget selvstændigt sengeafsnit, men han kunne belægge et begrænset antal senge og havde fået stillet i udsigt, at der senere ville være mulighed for etablering af særskilt afsnit.
Det skete imidlertid ikke, så han flyttede efter få års forløb, og det samme gjaldt for efterfølgeren. Da stil- lingen igen skulle besættes havde amtets sygehusud- valg lovet ansøgeren, at der ville komme et selvstæn- digt afsnit, og et afsnit fra afdeling D blev brugt til formålet i 1973, mens man fandt plads til lægekontorer og sekretariat i loftetagen i funktionærfløjen. Overlægestillingen blev dubleret i 1977, men nogen selvstændig reservelægestab havde man ikke, det blev først aktuelt efter 81-overenskomsten.
Sengeafsnittet rummede 22 senge, men måtte senere deles med fysiurgerne, idet det fysiurgiske afsnit var blevet lukket. Der var 7– 800 indlæggelser om året og op mod 3000 ambulante konsultationer samt tilsyn på sygehusets øvrige afdelinger.
Der var i 1993 ansat endnu en overlæge. De to ældste overlæger lod sig pensionere og den sidst ankomne fandt senere en stilling andet sted, så neuromedicinen i Hjørring er ikke længere, hvad den har været.
Til gengæld driver begge de to pensionerede overlæger speciallægepraksis i byen.
I 1995 blev medicinsk afdeling og de derfra udskilte specialer lagt sammen i en medicinsk blok.

Fysiurgi – rheumatologi
Den ældste bade- og massageafdeling er omtalt foran. Den blev som beskrevet afløst af en ny
indrettet i tidligere køkken. Denne afdeling sorterede under den medicinske overlæge, som holdt et ugent- ligt tilsyn.
I 1970 ansattes en fysiurgisk overlæge, Vera Andersen, til hvem man indrettede lokaler i kælderen ved siden af behandlingsrummene, men der var ikke tale om, at hun kunne disponere over sengepladser. Der var på den tid en kraftig diskussion om, hvilket speciale, der skulle tage sig af gigtpatienter, og det var et stort ønske hos hende at få eget sengeafsnit.
Efter at behandlingsbygningen var færdig blev der i røntgenafdelingens tidligere lokaler indrettet en sen- geafdeling med 22 pladser. Det havde været på tale, at dette afsnit skulle anvendes til neuromedicinske patienter, men i stedet overtog fysiurgisk afdeling.

Nogle år senere var en sparerunde i gang, og der bestemtes det, at lukke afsnittet, så fra 1983 måtte man dele afsnit med neuromedicinerne, og nu hører rheumatologerne til i den medicinske blok, dog med særskilt registrering af indlagte patienter.
Der var trange forhold i kælderlokalerne, og et længe næret ønske om fornyelse gik i opfyldelse, da der i 1998 stod en ny bygning klar med plads til fysio- og ergoterapi, stort varmt svømmebassin, gode trænings- lokaler og undersøgelsesstuer.
Der er nu ansat flere overlæger i rheumatologisk afde- ling og der er etableret et særligt ryg-center.
Coronarafsnit
Der blev i 1974 ansat en overlæge med sidespeciale i cardiologi og den øverste etage i den tidligere epi- demibygning blev indrettet til coronarpatienter med udstyr til monitorering mv., og der er senere foretaget modernisering af afdelingen og dens udstyr.
Dialyseafsnit
Dette afsnit, åbnet i 1996, er en filial fra nefrologisk afdeling i Aalborg og hører sådan set ikke med i den medicinske blok, men må alligevel må betragtes som en del af sygehuset.
Det er indrettet i lokaler, der oprindeligt var opera- tionsafdeling, og fra 1973-89 kirurgisk sengeafsnit. Indenfor det sidste år er der foretaget udvidelse, såle- des at også lokaler fra den tidligere barselsafdeling er inddraget.
Der blev i år 2003 udført 9.200 hæmodialyser.

Apoplexiafsnit

Efter, hvis man gik ind for en langt mere aktiv indsats end der var gældende i de almindelige rutiner, fik man udskilt et antal sengepladser til et særligt apoplexiaf- snit i år 2000
Så man står i dag med en stor medicinsk blok, omfat- tende flere specialer, og taket være udviklingen i lægestabens sammensætning med flere overlæger er flere subspecialer repræsenterede. Med i billedet hører også, at den endnu eksisterende medicinske afdeling i Brønderslev, der organisatorisk er en del af medicinsk afdeling, fungerer som genoptræningsafdeling, blandt andet for apoplexipatienter.
fter at man var blevet klar over, at der kunne opnås
bedre resultater i behandlingen af apoplexipatien-
Tallene for 2003 ser således ud:
Indlæggelser
Hjørring med 4894 Brønderslev 250 Lungemedicinsk 1200 Rheumatologisk 392 I alt 6736
Sengedage
23544 11424 6031 3275 44274
Amb. kons.
7532
4552 4600 16684
Der er etableret særligt diabetesambulatorium, optræ- ning for hjertepatienter og andre specielle funktioner, herunder også ambulant kemoterapi, ligesom man også benytter det særlige endoskopiafsnit, der er indrettet i den kirurgiske sengebygning, og det bør bemærkes, at størstedelen af sygehusets ERCP-undersøgelser udfø- res fra afd. B.

De medicinske sengeafsnit er gamle, ganske vist er der i tidligere kirurgiske afsnit fra 1920 blevet plads til de senge, man måtte nedlægge da pavillonen blev revet, og det afsnit er blevet ganske tiltalende, omend det ikke står mål med afsnittene i den kirurgiske senge- bygning. Der er i årenes løb sket mange forbedringer, der dog ikke på nogen måde har bragt forholdene op til den standard, man ønsker sig i dag. Det er derfor forståeligt, at man ser frem til den dag, da de nye medicinske sengeafsnit kan tages i brug.

Røntgenafdelingen
– diagnostik, terapi, billeddiagnostik
Sygehuset fik sit første røntgenapparat i 1906. I den første røntgenprotokol står der, at anvendes appa- ratet til sygehusets patienter skal der ikke betales særskilt, men for alle andre er der fastsat betaling, gælder det fotografering er prisen 10 kr., hvoraf de 5 er betaling til lægen, for behandling 3 kr. pr. seance, og heraf får lægen de 2.
Undersøgelsesantallet var beskedent – de første 7 år 379 ialt. I samme tidsrum fik 16 patienter røntgen- behandling. I 1929 var der 1084 undersøgelser, og 51 patienter blev strålebehandlet, mange for sygdomme, som i i dag ikke behandles på denne måde.
Det første skridt i den videre udvikling af sygehuset sker i 1930 med dannelsen af selvstændig røntgenafde- ling (iøvrigt inkluderet lysbehandling). Det var 16 år før den første radiolog blev ansat i Aalborg. Som rønt- genlæge ansættes H.C. Rask-Nielsen, først som klinik- chef og efter nogle år som overlæge. Der blev indrettet lokaler i den såkaldte forbindelsesbygning og igennem
årene er der foretaget flere om- og tilbygninger. Udover at passe den herværende røntgenafdeling skulle overlægen også fungere som konsulent for de øvrige sygehuse i amtet, det kunne være ved at beskrive tilsendte billeder eller ved besøg på sygehu- sene. Et stigende antal undersøgelser på sygehuset og et øget krav til konsulentvirksomheden bevirkede, at der i 1959 ansattes yderligere en overlæge, Thorkild Rasmussen, som fra 1962 var alene om diagnostiken, idet man da delte afdelingen i diagnostik og terapi.
Ved overlæge Rask’s pensionering i 1966 var det ikke muligt at besætte en terapeutstilling, og Rask fortsatte efter sin pensionering som deltidsansat konsulent, og fra udgangen af 1969 fik man aftale med overlæge Gunnar Knudsen fra røntgenterapien i Aalborg om fast konsulenttjeneste, en tjeneste som siden er bibeholdt af radiumstationens overlæger. Terapiapparatet anvendtes fortsat, men efterhånden som højvoltkapaciteten i Aalborg øgedes nedlagdes behandlingsfunktionen i Hjørring. Det er i denne sam- menhæng værd at bemærke, at der i de foran omtalte byggeprojekter var afsat pæne arealer til røntgente- rapi, bl. a. er der i projektet fra 62 indtegnet særlige lokaler til højvoltbehandling, og der har senere været planer om en tilbygning til TB-hospitalet, men det var dog meget skitsemæssigt.
Forholdene i afdelingen i forbindelsesbygningen var besværlige, men i 1970 begyndte indflytningen i nye lokaler i behandlingsbygningen. Siden da er der bygget en del om for at skaffe plads til nyt apparatur eller fordi ny teknik har ændret kravene til rummenes udformning. Der er indført nye undersøgelsesmetoder, først ultralyd og senere CT- og MR-scanning.
Et særligt afsnit af afdelingen er mammografiklini- ken. Thorkild Rasmussen indførte undersøgelsen og gennemførte en række forbedringer af metoden, og i samarbejde med organkirurgisk afdeling udarbjdedes teknik til markering af meget små tumorer.
I seneste regnskabsår passerede 37.000 patienter afde- lingen, og der blev udført 53.473 undersøgelser, heraf ca. 5000 MR- og CT- scanninger og ca. 4500 ultralyds- undersøgelser. I indeværende år er man i færd med at forberede opstilling af MR-scanner nr. 2.

Øreafdelingen
Denne afdeling åbnedes i 1933 med Anton Buch som  hef – man kan betragte hans stilling som deltids, idet den var forbundet med fri praksisret, og han opar- bejdede da også en større speciallægepraksis i byen. Denne ansættelsesform kom senere også til at gælde for øjenlægerne, og Hjørring er formentlig det sted i landet, hvor denne ansættelsesform er opretholdt længst. Der indrettedes undersøgelses- og operations- stuer og der var sengepladser på 1. sal i vestfløjen.
Der var egentlig ikke særlig gode forhold i operations- og undersøgelsesstuer, men i behandlingsbygningen, der var indflytningsklar i 1971, fik man virkelig gode rammer. Men det skulle vente til 1989 før forholdene for sengepladserne forbedredes gennem flytning til ny sengebygning. I et halvt sengeafsnit skulle man i »harmonikafunktion« dele pladserne med gynækolo- gisk afdeling.
Som et af de første steder uden for de 3 største byer åbnedes en høreklinik i 1960 – indrettet i loftslokaler i den gamle hovedbygning, ledet af en overlæge, der var ansat med fuld praksisret som beskrevet, og samti- dig overgik øreafdelingens overlæge, der havde været ansat på samme måde, til fuldtidsstilling.
Afdelingen fik egen reservelægestab, og i 1974 blev overlægestillingen dubleret.
Da høreklinikens overlæge gik af i 1979 overtog øreaf- delingen arbejdet i hørekliniken – der blev normeret en ekstra reservelægestilling, og i 1980 blev kliniken, der tidligere sorterede under Statens hørecentral i Aarhus, overtaget af amtet.
Forholdene på hørekliniken var ubekvemme, og efter 1981 var der blevet plads i den hidtidige sygeplejesko- les barakbygninger. Nu kan disse på grund af nybyg- geri ikke anvendes længere, og en flytning bliver aktuel – plads findes i den psykiatriske pavillon, hvor sengeafdelingen nedlægges.
I 1999 gik den ene overlæge på pension, og det viste sig ikke muligt at besætte stillingen. Et par år senere valgte den tilbageblevne overlæge at overtage en speciallægepraksis, men en otologisk funktion er bibeholdt, idet afdelingen er blevet filial af øreafde-
lingen i Aalborg, men når man ser på indlæggelses- tallet for 2003, som er på 187, og sammenligner det med, at afdelingen tidligere har haft op mod 1100, er der tale om en betydelig reduktion. Der er udført 435 operationer i 2003, heri indgår indgreb på patienter fra andre afdelinger. Der har i samme tidsrum været 956 ambulante besøg – heraf 108 endags. De anførte regnskabstal ligger langt under »kontrakttallet«.

Øjenafdeling

Allerede på det gamle amtssygehus havde man foretaget øjenoperationer. Også i årene indtil 1929blev udført øjenoperationer, omend kun i beskedent omfang.  Før 1937 da der kom øjenlæge til Hjørring havde der ikke været øjenlæge nord for Aalborg. Mogens Fledelius startede praksis i Hjørring og fik en aftale med sygehuset som betød, at han kunne ope- rere på operationsafdelingen og patienterne fik senge- plads, men en øjenafdeling var der ikke tale om, den blev oprettet i 1946 med Fledelius som overlæge. Der var indrettet undersøgelsesstue på loftet i den gamle hovedbygning og mange år senere blev en mindre stue på operationsafdelingen bygget om til operationsstue. Egne sengepladser fandtes ikke, øjenpatienterne fik plads i et afsnit, hvor sengene deltes i »harmonikap- rincip« med andre specialer.
Overlægestillingen var lønnet efter samme system som omtalt under øreafdelingen, og da stillingen dublere- des i 1963 fik den nyansatte samme betingelser. I 1988 blev den ene af de to halvtidsstillinger konverteret til en fuldtidsstilling, og først da den tilbageværende »halvtidsoverlæge« gik af i 89 bev den anden stilling ændret.
Efter 1989 har der vist sig problemer med at få overlægestillingerne besat, og der er nu kun én overlæge tilbage, afdelingen er nu lagt ind under øjenafdelingen i Aalborg, hvis læger udfører en stor del af det opera- tive arbejde i afdelingen.
Det er imidlertid ikke blot i afdelingen, at der er pro- blemer med at få speciallæger. Der er to øjenlægeprak- sis i byen, og den ene øjenlæge har i meget lang tid haft sin praksis til salg, men ingen købere har meldt sig, og vedkommende har nu besluttet blot at »lukke butikken«.
I år 2003 var der 64 indlæggelser, og 65 sengedage, 1186 operationer og 3549 ambulante konsultationer, heri medregnet 1074 endagspatienter.
I den nye behandlingsbygning fik afdelingen virkelig god plads med undersøgelses- og operationsstuer, lægekontorer osv.
Man har i afdelingen været på forkant med udviklingen, f.eks. var man først til at anvende kryoekstraktion ved grå stær – og med et apparatur, der var fremstillet af sygehusets tekniske afdeling til en brøkdel af den pris, som et apparat kostede. Da man startede med linse- implantater i 1978 var man blandt de første i landet. Man opnåede stor erfaring indenfor dette område og arrangerede det første skandinaviske symposium om moderne implantationsteknik og derudover blev der afholdt flere minikurser i afdelingen, hvor man med – 10 kursister gennemgik tekniken, blandt andet med forsøgsoperationer på griseøjne.

Centrallaboratorium
D et første laboratorium var – som man kendte det fra mange andre sygehuse – placeret i et par kælderlokaler, men i 1931/32 flyttedes til loftetagen over den ny medicinske bygning. Laboratoriet sorterede under medicinsk afdeling, hvor overlæge Folkmar længe havde et ønske om at det skulle kunne fungere som eet centrallaboratorium for amtets øvrige sygehuse. I 1942 lykkedes det, man ansatte en laboratoriechef, ikke en læge, men en biokemiker (det ville nemlig være den billigste model). Allerede i 1948 forlod biokemike- ren stillingen på grund af sygdom, og nu ansattes en læge, Erik Holst, som laboratoriechef – stillingen blev i 1952 opnormeret til en overlægestilling. Holst funge- rede ved siden af laborato-riestillingen som konsulent i intern medicin i Frederikshavn, som den gang var et blandet sygehus. Udover de klinisk-kemiske analyser har man i laboratoriet også foretaget bakteriologiske undersøgelser, men da Statens Seruminstitut opret- tede en filial i Aalborg ophørte man med dette. Hertil kom også blodbanken, indretning af tapperum mv.. Tapperummet er stadig at finde på loftet, men er flyt- tet til loftet over en anden fløj.
Analysearbejdet har ændret sig betydeligt fra håndar- bejde til udstrakt brug af maskiner, og den elektroni- ske tidsalder har holdt sit indtog i kommunikationen med afdelingerne, men i årene inden da fremstillede teknisk afdeling flere apparater til laboratoriet. Forholdene i loftslokalerne var trange, der kunne om sommeren blive ulidelig hedt, men man skulle helt hen til 1989 før lokaleproblemerne løstes gennem en flytning til den nye sengebygning, hvor laboratoriet indtog stueetagen.
I 1943 registreredes 43.000 undersøgelser, i 1970 nåede man 300.000, og omkring 1990 nåede man op på næsten 900.000. I 2003 var tallet steget til 1.365.000.
Ikke alle typer analyser udføres her. Visse meget spe- cielle undersøgelser sendes til andre laboratorier, og andre specialundersøgelser er efter aftale fordelt mel- lem Hjørring og Aalborg.

Anæstesiafdelingen
M edens det tidligere havde været mere eller mindre
tilfældigt, hvem der stod for bedøvelserne fik man
i 1947 anæstesisygeplejersker, der blot fik en kort sup- plerende uddannelse i hovedstaden.
I 1952 ansattes en læge, Erik Lundstrøm, som narko- selæge, og efter at han havde gennemgået et et-årigt WHO-kursus i København, udnævntes han i 1956 til overlæge og anæstesiafdelingen oprettedes, og i 1968 dubleredes overlægestillingen.
Der indrettedes en opvågningsstue i tilslutning til operationsafdelingen – denne fungerede dog ikke i døgndrift. Først i 1967 var der nye lokaler, der inde- holdt opvågningspladser og 2 isolationsstuer med cen- tral overvågning, beregnet som forsøgsopstilling til en kommende større afdeling i behandlingsbygningen, der var under opførelse, og man kunne nu indføre døgnbe- tjening samt starte på intensiv behandling.
I behandlingsbygningen var der større plads og flere isolationsstuer.
Meget er blevet ændret gennem årene. Apparatur er udskiftet, en del apparater er fremstillet af teknisk afdeling, blandt andet fremstilledes en anæstesisøjle
indeholdende udtag til luftarter, sug, elektricitet mv. – denne søjle var kørbar, fæstet til en skinne i lof- tet og modellen blev anvendt på operationsstuerne i behandlingsbygningen, men er senere taget ned. Anæstesimetoder er ændret, i en periode anvendtes en del cyclopropan, men det er ikke længere aktuelt. Ny metoder er kommet til, dels i form af nye midler, dels ny teknik, bl.a. den såkaldte epidurale bedøvelse.
Det intensive behandlingsafsnit har krævet mange arbejdstimer, både fra plejepersonale og læger og det har ikke helt kunnet undgås, at der ind imellem kunne opstå problemer i forhold til patientens stamafdeling. Et andet område, hvor anæstesiafdelingen har spillet en væsentlig rolle, er behandling af patienter med svære smerteproblemer – det være sig medikamentelt eller med morfinpumpe.
Fra årsberetningerne kan det ses, at der sker ændrin- ger, såvel i antal anæstesier som i anæstesimetoder:
Universel anæstesi Spinale Lokal/regional
1950 1074 654
1955 2803 10 220 1970 4330 128 2003 5763 831* 235 * heraf 109 epidurale
Hertil må man for året 2003 også medregne:
Opvågningspatienter Intensive patienter Patienttransportledsagelse mindre end foregående år)
224
6449 (1970: 2131) 402 (1970: 140)
51 (dette tal er
Ilttelst i opvågningsstue ca. 1960

  Patologisk Institut
Gennem mange år blev vævsmikroskopi foretaget af kirurgisk afdelings 1. reservelæge, og hvis der var vanskeligheder med at tolke billedet blev mikroskopi- præparatet sendt til undersøgelse hos patolog.
I løbet af årene efter 1950 blev det mere almindeligt at sende væv til undersøgelse uden for sygehuset. Obduktioner havde man foretaget selv i begrænset omfang. De øvrige sygehuse i amtet sendte præpara- ter til undersøgelse hos forskellige patologer. I 1964 oprettedes et patologisk institut under ledelse af overlæge Erik Arffmann, som dog allerede i 1968 flyt- tede til Aalborg. Overlægestillingen blev lidt senere dubleret, og der er nu 3 overlægestillinger.
Instituttet skulle udføre vævsmikroskopi for alle syge- husene i amtet, ligesom der også var tale om obduktioner

Medens antallet af obduktioner er faldet bety- deligt på gurnd af de lovmæssige ændringer i regler for obduktion er der en stigning i mikroskopierne, hvortil kommer at et øget antal specialfarvninger af præpara- terne medfører øget arbejde for såvel laboratorie- som lægepersonale.
Lokaler fik man indrettet i tidligere funktionærværel- ser i loftetagen over tuberkulosehospitalet. Om disse lokaler hed det i Nordjyllands amts første sygehus- plan at man snarest burde sørge for nye lokaler. Det er foreløbig kun blevet til, at der er gennemført en renovering i halvfemserne, og nu er der udsigt til, at der i sidste etape af det nye byggeprogram kan komme et nyt institut, men det bliver således omkring 40 år efter, at man har udtalt »snarest«.
I instituttets første regnskabsår rekvireredes 6144
mikroskopiske undersøgelser og der udførtes 314 obduktioner. I regnskabsåret 69/70 var tallene hen- holdsvis 8701 og 435. I år 2003 er antal rekvirerede mikroskopiske undersøgelser steget til næsten det dobbelte, 17.184, medens obduktionstallet var så lavt som 52, et forhold som jo ikke er specielt for dette sygehus, men som man kun kan beklage. Siden det første år er andelen af de cytologiske undersøgelser øget fra 25% til 44%.

Psykiatrisk afdeling
Det er omtalt foran, at der allerede i 1910 havdeværet planer om at opføre en særlig pavillon til sindslidende patienter – men det blev der ikke. Heller       Den psykiatriske afdeling
ikke planerne om et statshospital med 360 sengeplad- ser, opført i tilslutning til centralsygehuset, blev til noget. I stedet åbnedes i 1970 »Statshospitalet i Hjør- ring, midlertidig afdeling« i en nyopført præfabrikeret bygning, fra starten med en enkelt overlæge, Morten Dael, senere i en periode 3 overlæger. I 1976 overtog amtet de psykiatriske afdelinger. I 1990 overgik de psykiatriske afdelinger fra sundhedsudvalget til social- udvalget og sengetallet reduceredes fra de oprindelige 32 til 20 senge, og man nøjedes med én overlægestil- ling, som siden overgik til Brønderslevhospitalet. Nu er der udsigt til at

der lukkes helt af – men så får man heldigvis plads til hørekliniken, og det var vel næppe meningen fra begyndelsen.
Pædiatrisk afdeling
Der var tidligere et børneafsnit tilknyttet medi- cinsk afdeling, men der var ikke nogen pædiatrisk speciallæge knyttet til sygehuset. Det havde længe været et ønske, og i amtets sygehusplan var det da også omtalt, man havde under diskussionen af syge- husplanen været inde på tanken, men havde taget det standpunkt, at man ville vente indtil den pågældende medicinske overlæge blev pensioneret. Imidlertid kom der et pres udefra som bevirkede, at man fra 1978 fik en aftale om konsulenttjeneste med overlæge J.Christoffersen fra Aalborg og i 1980 var man klar til at åbne en børneafdeling med 21 pladser, fra starten med én overlæge, Kaj Lillquist, senere med flere over- læger. Sengeafdelingen indrettedes i tidligere medi- cinsk afsnit, hvor der senere er foretaget forskellige forbedringer, lægekontorer, ambulatorielokaler mv. fandt man plads til i den nærliggende funktionærfløj. I 2003 var der 1776 indlæggelser med 5884 sengedage samt 2785 ambulante besøg.
Det ses af de foregående beskrivelser, at der for tiden er problemer med at få speciallæger i nogle af de såkaldt »mindre« specialer, og det har været med- virkende til, at tidligere selvstændige afdelinger er blevet ændret til filialer af afdelingerne i Aalborg. Da det drejer sig om afdelinger, der var blandt de første amtskommunale specialafdelinger i landet, har det givet anledning til nogen frustration.
Der har også været problemer med at besætte alle reservelægestillingerne, det er muligt at uddannelses-

fortsættes i afsnit 4