Historien om Brønderslevs Byggekonge

Tømrer og snedkermester Olfert Brandborg Larsen, Brønderslev

f.1917 d. 1997

Den 27.03.1997 blev Olfert Brandborg Larsen 80 år. Han blev kaldt ”Brønderslevs byggekonge”

I 1993 kunne han fejre 50 år ”Med hammer og søm”. Han har opført et par tusinde bygninger i løbet af de 50 år.

Olfert var medlem af Brønderslev Borgerlige Skytteforening og altid trofast deltager i den årlige fugleskydning.

Han var medlem af Odd Fellow Logen, Richard Marley i Brønderslev

Han var en dygtig og respekteret håndværker og var vellidt overalt.

Et af de største byggerier han medvirkede i var sygehuset i Hjørring og største enkelkunde var Boligforeningen PM, Brønderslev.

Olfert har engang udtalt: Jeg har det som soluret, der kun tæller de lyse timer. De ting jeg ikke har brudt mig om i min tilværelse, dem har jeg glemt. Der er nemlig kun én vej, der duer, og det er fremad.

Olfert har også udtalt: Lad dem regere, der vil det. Vi andre der har forstand på at regere, vi har ikke tid.

Olfert Brandborg Larsen fortæller her sin historie.

Jeg havde i lang tid interesseret mig for, at få min egen virksomhed.

I 1942-43 blev jeg bestyrer på et savværk i Ringkøbing. I stedet for at købe det, blev jeg bestyrer. Jeg reflekterede på en annonce om, at det var til salg. Det var en enke, der havde det, og jeg ved ikke, om hun kunne se det på mig, men hun sagde: De har da ikke råd til at købe det. Og så blev jeg bestyrer. Der var jeg et års tid, og jeg rejste derfra i april 1943, fordi der kom den ene efter den anden for at se på virksomheden, og jeg konstaterede, at der var ikke nogen af dem, der havde brug for mig.

Jeg fik så en ny stilling som driftsleder ved et byggefirma i Aarhus. Jeg kørte faktisk virksomheden alene, og der gik sommetider 14 dage mellem jeg så ejeren. Jeg fandt så efterhånden ud af, at han havde et samkvem med værnemagten, som jeg ikke sympatiserede med, og så sagde jeg til mig selv: Her vil du ikke være.

Så fik jeg kontakt med en ingeniør, som havde bygget et helt nye snedkerværksted, og jeg fik den aftale med ham, at jeg skulle starte produktionen i den helt nye fabrik.

Fabrikken lå på Mols.

Jeg spurgte ham om, hvordan det lå med materialerne, og det mente han, at han sagtens kunne klare. Nu vidste jeg fra min tid i Aarhus, hvor jeg havde stået for alle indkøbene, at det på det tidspunkt var meget vanskeligt at skaffe materialer, og jeg var derfor skeptisk. Det viste sig også, at det ikke var ubegrundet, og en uge inden produktionen skulle begynde, ringede han og sagde, at han alligevel ikke kunne skaffe materialerne.

Derefter søgte jeg en værkførerstilling på en fabrik på Fyn, og jeg blev antaget. Der var blot det kedelige ved det, at der var undtagelsestilstand, og jeg kunne derfor ikke forlade byen. Det sådan noget, som var moderne dengang. Jeg søgte flere gange om at få en tilladelse til at rejse ud af byen, men det kunne ikke lade sig gøre. Det var ikke livsvigtigt.

Jeg sendte så et telegram til møbelfabrikken på Fyn, og forklarede min situation, men de kunne ikke vente, og tog i stedet en anden ansøger.

Så stod jeg uden arbejde, man efterhånden blev undtagelsestilstanden hævet.

Jeg så en annonce om en virksomhed i Frederikshavn, der var til salg, og jeg rejste så derop for at se den. På vejen derop støder jeg på en annonce i en avis, som jeg købte i Aalborg. Jeg tror sågar, at de averterede med, at det var Nordjyllands største landhåndværkervirksomhed. Jeg ringede så til mægleren, og aftalte med ham, at hvis jeg ikke fik noget ud af mit besøg i Frederikshavn samme dag, så kunne jeg komme ud til ham dagen efter.

Da jeg kom til Frederikshavn, lå en del af virksomheden i ruiner, og om årsagen var det ikke muligt at få oplyst noget, men det viste sig, at den var blevet sprængt på grund af et for nært samarbejde med værnemagten. Og så ville jeg ikke handle med ham. Jeg rejste så tilbage til ejendomsmægleren, og det viste sig, at den virksomhed han havde til salg lå i Tylstrup ved Vildmosen.

Under krigen var det vældig aktuelt med at grave mosen op, og brænde den i kakkelovne, kaminer og komfurer, så der foregik en vældig produktion af tørv, en produktion, som krævede en hel del materiel, som kunne laves på virksomheden i Tylstrup. Det var i øvrigt en ganske almindelig tømrer- og snedkervirksomhed, som i fredstid beskæftigede sig med at bygge huse og diverse ting.

Nu var der ikke meget boligbyggeri på det tidspunkt, så vores opgave var hovedsagelig at lave små tilbygninger til landbrugsbyggeri og reparationer, men så lavede vi også i udstrakt grad materiel til tørvefremstilling. Man havde en masse ting, som skulle laves i træ, og man forbrugte en masse, fordi tingene hurtigt blev slidt, når man arbejdede i tørvebladder og tørveælte.

Man lavede en masse jordkummer ude i terrænet, og så skyldede man tøvejord ind i kummerne, hvorpå tørvemassen gik igennem forskellige maskiner og røg ud på nogle bånd. Undervejs brugte man forskellige træredskaber, og det siger sig selv, at det ikke kunne holde, når det skiftevis var vådt og tørt under den bagende sol.

Derfor blev der ved med at komne ordre på nyt, og vi kæmpede som løver, for at skaffe materialerne til fremstillingen.

Dengang havde vi noget, som hed Varedirektoratet, og som skulle fordele de knappe ressourcer, og bedømme hvor nødvendigt det var i de enkelte tilfælde. Folkene fra Vildmosen bestilte hvert forår, det de skulle bruge, og så kunne man gøre op, hvor mange materialer, der skulle gå til produktionen af det værktøj og de redskaber vi skulle lave, hvorefter man søgte det pragtfulde Varedirektorat om at få materialerne.

Og det gik som regel sådan, at når tørvesæsonen var forbi, så fik man bevillingen. Og hvis vi ikke havde haft andre muligheder, ja, så kunne samme Varedirektorat have konstateret, at der aldrig var blevet lavet en tørv.

Men der var noget finsk tømmer, som man kunne købe frit, men det kostede bare det dobbelte, og det blev brugt i tørveproduktionen.

Men fakta var, at jeg startede biksen i Tylstrup, og der var fra begyndelsen beskæftiget 8 mand.

Og fakta var også, at tørveproduktionen var forbi ret hurtigt, og derfor gik jeg ud på det fri marked og bød på licitationer. Det første arbejde jeg fik, var ved et byggeri i Brønderslev. Jeg havde slet ikke ventet, at jeg havde fået det, for jeg havde aldrig regnet sådan noget ud før. Men jeg prøvede alligevel, og vi var kun 2 der bød på det, men jeg var, så vidt jeg husker, 34 kr. billigere end ham, og jeg fik det.

Så tog det ene det andet, og siden har vi arbejdet fra Skagen ikke til Gedser, men til Skrydstrup.

Efterhånden kom vi også mere og mere ind her i byen med arbejder. Fra begyndelsen kendte jeg ingen i Brønderslev, og første gang jeg var til licitation, kunne jeg ikke engang finde Rådhuset.

Det var også i kraft af licitationer. at jeg kom til at bygge for boligforeningen PM Brønderslev. Første gang 14 rækkehuse, og ved den lejlighed blev jeg uvenner med byggeledelsen. Det var i slutningen af fyrrene og i begyndelsen af halvtredserne, og dengang var der stadigvæk en meget vanskelig materialesituation, for den blev faktisk værre nogle år efter krigen, end den var under krigen. Uenigheden skyldtes faktisk blot nogle skruer, som skulle bruges til montering af nogle vindueslister, men de var ikke til at skaffe, og det blev byggeledelsen meget fortørnet over.

Så lå det så stille et par år, inden den samme boligforening og jeg igen arbejdede sammen.

I mellemtiden fik jeg nogle kommunale arbejder. Da boligforeningen PM igen udbyder noget byggeri til licitation indgiver jeg tilbud, og det viser sig at være det tredie billigste på snedkerarbejdet, men jeg fik det alligevel og skrev kontrakt. Hvorfor jeg fik det, har jeg aldrig fundet ud af.

Jeg havde altså stadigvæk virksomheden i Tylstrup, og efter at vi havde gjort det første byggeri færdigt for PM, efter at vi havde bygget 24 lejligheder i Skagen, og efter at vi var færdige på en ret stor gård, som var nedbrændt, så havde vi ingenting at lave.

Det var i begyndelsen af halvtredserne, og vi var kun én mand, 2-3 lærlinge og så mig selv. Jeg kiggede stadig efter licitationsannoncer, og fik øje på en ganske lille en om vinduer til Centralsygehuset i Randers. Der skulle jeg så ned til licitation, og jeg må ærlig talt sige, at jeg havde ikke noget at sætte denne her sølle svend til, så jeg bad ham lave et nyt køkkenbord i vores privatlejlighed. Og så kørte Jeg til Randers til licitation og fik arbejde med mig hjem.

Det drejede sig om vinduer til en femetages elevbolig med fællesfaciliteter, og det gik vi så igang med om efteråret, for at de kunne blive sat i næste forår, og vi fik fat i en svend til. Efter nytår blev det indvendige arbejde i den samme bygning udbudt i licitation, og det fik vi også. Samtidig var vi kommet igang med noget arbejde på flyvestation Aalborg, så lige efter årsskiftet var vi oppe på 28 mand. Dette tal er ikke steget ret meget siden, selv om vi inden for det sidste års tid har været oppe på 34-35 mand, men vores gennemsnit ligger ca. på en snes mand. Senere kom vi, som sagt før, igang for boligforeningen igen, og en dag jeg går oppe på byggepladsen, så kommer der en af byens embedsmænd hen til mig og spørger, om jeg ikke kunne tænke mig at flytte til Brønderslev. Og han var så venlig at sige, at de manglede en frisk håndværker. Det var selvfølgelig nok en overvejelse værd, tænkte jeg.

Men der er jo et problem, sagde jeg, og det er at skaffe bolig. Og så sagde han: Hvis du får en af de her, som I er ved at bygge, er det så ikke i orden. Det ville jeg så overveje, til jeg havde talt med min kone om det, og vi sagde ja tak.

Men jeg fik boligen på den betingelse, at jeg indenfor 2 år skulle flylle erhvervsvirksomheden med til Brønderslev. Jeg vidste selvfølgelig godt, at den klausul kunne man ikke lægge på en bolig, men sagde ikke noget, og tænkte blot – kommer tid, kommer råd.

Det var i 1953.

Men så ordnede skæbnen resten, for i 1956 brændte virksomheden i Tylstrup ned til grunden, og jeg var faktisk ruineret.

Det skyldtes ikke så meget selve virksomheden, men det, at der stod en masse færdigvarer, som også brændte, bl.a. snedkerarbejdet til 30 lejligheder her i Brønderslev, og indmaden til en centralskole. Det brændte inde hele skidtet. For det første opstod der nu problemerne med de arbejder, som jeg var kontraktligt forpligtet til at gennemføre, og selv om jeg kunne dække mig ind under “force majeure”, så ville man jo gerne prøve at finde ud af, hvad man kunne gøre. Men mulighederne var ikke store. Penge havde jeg ikke, intet sted og ting af producerer i og ingen materialer at producerer af. Alligevel fik jeg hjælp af en god leverandør, som troede på sagen, og han gav mig mod på at køre videre. Jeg lejede mig så ind hos en kollega i Tylstrup, og vi var allerede igang 4 dage efter, at det var brændt. Men kollegaens værksted var ikke særligt velegnet, og det var også begrænset, hvad han havde af maskiner. Jeg gik så ud og købte maskiner, for det meste brugte maskiner, og stoppede dem ind her og der, og fik det sådan noget nær til at glide igen. Jeg tænkte så, at nu kunne jeg få tid til at tænke over, hvad vi skulle gøre, men tiden løb fra mig, og pludselig var lejemålet udløbet, og han ville ikke have mig længere. Men efter megen snak fik jeg ham da til at forlænge lejemålet i en måned til, og i mellemtiden gik jeg i forhandling om en ejendom her i Brønderslev. Det var klædefabrikken, som var gået neden om og hjem, og bygningerne var til salg.

Jeg prøvede og prøvede at få en afgørelse, men blev holdt hen med snak, for der var et par gamle medarbejdere i fabrikken, som skulle have en fortrinsstilling. Men det trak ud, og vi nærmede os den 15. november, og jeg havde stadigvæk ikke fundet et sted, hvor vi kunne være.

Så vidt jeg husker var den 15. november en mandag, og i løbet af lørdagen skulle der komme en klaring.

Og så købte de den om lørdagen, og søndag formiddag lejede jeg mig ind hos dem. Og om mandagen flyttede vi, og det var op midt i alle vævene, som de ikke havde nået at fjerne. Vi slog hul i muren, og hejsede maskinerne op på 1. sal.

Der blev vi så i næsten 2 år fra november 1956 til vi flyttede ind, hvor vi er nu i oktober 1958.

Til at bygge det her for søgte jeg at skaffe penge hist op her, og jeg fik også et statslån på skallede 50.000 og et kreditforeningslån. Grunden købte jeg ualmindeligt billigt, for det var den første virksomhed, som kom til at ligge på disse arealer. Jeg gav 8.000 for grunden, og den er nok 10 gange så meget værd idag, men dengang var det heller ikke andet en en sump, selv om der gik en vej forbi.

Der var ingen kloak herude, og det var endnu ikke lagt ud som industriarealer, men kommunen var meget velvillig, og så lagde man det pludselig ud til industriarealer.

Jeg havde godt nok kig på noget længere inde i byen, men det kostede det dobbelte, og det havde jeg ikke råd til. Så var det, at en god ven, byens landinspektør, pegede på denne mulighed, og derfor købte jeg det. Idag er der ikke plads nok i bygningerne, og derfor har jeg lejet 3 landejendomme og det gamle cementstøberi, hvor vi har indrettet lagerplads.

Vi havde planer og et projekt til en ny virksomhed, som skulle ligge her vesten for, og i den forbindelse søgte vi igen statslån. Det er nu et par år siden.

Vi søgte finansministeriet, og det er Egnsudviklingsdirektoratet, som administrerer ved Richard Larsen. Men der sker en eller anden forvikling mellem Teknologisk Institut i Aarhus og den samme institution i København.

Det gik således til, at for 2 år siden var jeg på Hannover Messen, bl.a. med henblik på at se på nye maskiner til den ny fabrik. På Messen render jeg på en mand fra Teknologisk Institut i Aarhus. Vi snakker lidt om det, og det ender med, at jeg lader ham få mit projekt, for at han kan bearbejde det lidt.

Han laver også forarbejdet til en indberetning til Egnsudviklingsrådet, men der viser det sig, at Egns – udviklingsrådet benytter sig af Teknologisk Institut i København.

Det giver en ret væsentlig forsinkelse af mit projekt, og baggrunden for den nye virksomhed var, at vi på daværende tidspunkt havde 3-4 entrepriser på sygehuset i Hjørring, som vi kunne se ville give os meget vanskelige pladsproblemer.

Men som den lovlydige borger man jo er, så undlod vi at bygge, så længe vi søgte, og lillejuleaften 1969 kommer der et afslag fra Egnsudviklingsdirektoratet.

Begrundelsen var, at jeg sammen med et par andre havde købt en nedlagt brugsforening her i byen, som vi havde visse planer med, men kommunen skulle bruge den, og overtog den derfor.

Det skrev jeg så tilbage til Egnsudviklingsdirektoratet og fortalte, og føjede yderligere til, at jeg aldrig havde sat en øre i ejendommen, da det var ordnet gennem et pengeinstitut.

Jeg fandt derfor afgørelsen grundløs, men modtog blot et usandsynligt næsvist svar, hvori der bare stod, at man fastholdt den trufne beslutning. Det er en komplet uanstændig fremgangsmåde for en offentlig myndighed, og man kom ikke med nogle nye begrundelser.

Jeg sagde også til mig selv, at nu går vi til ombudsmanden, men tiden var ikke til det.

Ansøgningen gjaldt blot et håndværkerlån, og det var min revisor, som færdiggjorde papirerne og de tre års regnskaber og sendte det afsted.

Et er at man giver et afslag. Noget andet er, at man ikke bare kan henstille til folk om at holde deres kæft, når man viser, at begrundelsen er uholdbar. De ansvarlige burde være afklapsede, og jeg glemmer aldrig den arrogante måde, de svarede en ansøger på.

Det virker som om, de bare har søgt efter en eller anden begrundelse for at give et afslag, og ikke nok med det, for de var så lang tid om at behandle sagen, at lånemulighederne i mellemtiden var raslet helt af helvede til – for at sige det rent ud.

De dårlige lånemuligheder og min alder taget i betragtning blev jeg så enig med mig selv om, at jeg ville prøve at klare mig med det, som jeg allerede havde, og så leje mig ind andre steder, når det blev nødvendigt. Det er ikke rationelt, men jeg har opgivet at bygge nyt.

Jeg gjorde aldrig mere ud af sagen med Egnsudviklingsrådet, for som håndværker er der mere end nok at lave hver dag, og så blev tiden forpasset.

Sidste år lå vores omsætning på 2,7 mill. kroner, og deraf var lønudgiften ca. 900.000.

Til investeringer vil jeg skyde på, at vi brugte ca. 50.000 sidste år, men selv om vi vel nok har noget at investere af, så har vi ikke noget at investere i, for vi kan simpelthen ikke proppe mere ind i bygningerne. Vi har den maskinpark der overhovedet kan være her.

For øjeblikket kører vi med en produktion af vinduer til 60 lejligheder, og det bliver rundt regnet 400-500 vinduer. Det giver en vis serieproduktion. Og ligeledes er der en vis serieproduktion til Hærens Materielkommando, hvor der til skillevægge indgår ca. 2500 elementer.

Man kan vel sige det på den måde, at vi fortrinsvis laver håndværksarbejde, men når der er opgaver, der passer til det, så industrialiserer vi så meget som muligt.

Men derved kommer man til at løbe ind i vores fagforeningssystem, fordi alle akkordpriser beregnes ud fra prisen for at lave det på gammeldags maner, minus nogle procenter, hvis det er en maskine, der laver det hele.

Så størsteparten af mekaniseringsgevinsten går til medarbejderne. Vi andre får selvfølgelig også noget af det, men det er mest i kraft af, at vi hurtigere kan få noget ud og noget nyt ind.

Brønderslev by er for lille til at man kan undgå at tage arbejde ind ude omkring.

Selvfølgelig hvis vi var alene om at lave det arbejde, der skulle laves i byen, så var der vel nok, men der er jo også andre.

Nu hvor systemet er sådan, at mere og mere arbejde går i licitation, så bliver det sådan, at man fra Aalborg tager til Brønderslev, og fra Brønderslev tager man til Hjørring, og omvendt.

Siden vi kom igang for boligforeningen PM i begyndelsen af halvtredserne, så har vi bygget alt for den pågældende boligforening, og jeg vil skyde på, at lejlighedsproduktionen beløber sig til 300-400 lejligheder. I de sidste 10-12 år har vi også betjent den anden boligforening Fredensbo, hvor vi har haft snedkerarbejdet.

Dette boligbyggeri foregår idag udenom licitation, idet vi har forhandlet os til et resultat.

Vi er 12 organiserede tømrer- og snedkermestre i Brønderslev, og der er vist ikke ret mange uorganiserede.

Virksomheden her er den største, og jeg vil skyde på, at vi omsætter for et lignende beløb, som de andre tilsammen. Det vurderer jeg ud fra kontingentbetalingerne, hvor størrelsen afhænger af udbetalt arbejdsløn, og jeg kan konstatere, at de andre 10 ikke betaler helt så meget tilsammen, som jeg betaler ialt. Foreningen hedder Brønderslev tømrer og snedkermesterforening, og den sorterer under Hovedorganisationen af Mesterforeninger i Byggefagene i Danmark. Det er til at brække halsen på det navn.

Vi er beskæftiget hos PM året ud og hos Hærens Materiel Kommando til hen på efteråret. Derudover har vi arbejde på sygehuset i Hjørring og en restaurering af kirken. Og så regner vi med at få arbejdet på 134 lejligheder i Hjørring i juni måned, så det ser da ud til, at vi får arbejde nok.

Jeg er ikke rigtig klar over, hvorfor vi har 2 boligforeninger her i Brønderslev, men jeg var lige ved at sige, at det kunne træffe, at der i sin tid gik to mennesker med et formandsemne i maven. Men jeg ved det nu ikke.

PM blev så vidt jeg ved startet under krigen, i forbindelse med at Pedershaab Maskinfabrikker manglede arbejdskraft.

Og så tænkte de vel: Kan vi skaffe lejligheder, så kan vi vel også skaffe arbejdskraft. Jeg tror derfor nok at direktionen fortalte medarbejderne, når de kom, at de ville give dem 1000 kr., hvis de skaffede sig en lejlighed.

Og der var så en flok arbejdere, som var snu nok, og tænkte hvis vi nu slår os sammen og bygger en boligblok på 24 lejligheder, så kan vi få 24.000. Og direktionen sagde top. Det var på det grundlag, at man startede boligforeningen PM, og byggede en blok her i Søndergade.

Desværre er vi her i Brønderslev ikke så dygtige, som man er i Hjørring. De er absolut dygtigere, og det gælder både dem der sidder i kommunen og os der er udenfor, for vi har allesammen lov at gøre en indsats.

Det er kolossalt, hvad man har fået skrabet til Hjørring, uden at det har kostet kommunen noget særligt. De har fået Materielkommandoen, gymnasiet, seminarium og en masse ny industri.

Jeg kan ikke se, at Hjørring skulle have nogle naturlige fordele frem for os, men det lykkes bare for dem.

Brønderslev er jo i sin tid bygget op omkring Pedershaab Maskinfabrikker, og det er vel lidt farligt udelukkende at forlade sig på det. Nu er der ganske vist kommet nogle enkelte nye industrier, bl.a. HCA – dress, og den ser da også ud til at gå strålende, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om den har gjort stort andet end at erstatte den klædefabrik, son der tidligere var i Brønderslev.

Selvfølgelig er HCA-dress større, men alting er jo større i dag.

Og det er jo ikke plads vi mangler, for jeg mener, at selv før kommunesammenlægningen var Brønderslev arealmæssigt set en af landets største købstæder, så det kan jo ikke være det, der er noget problem.

Jeg er nu 54 Jeg har 5 børn. Den ældste er maskinmester hos A.P. Møller. Den yngste blev konfirmeret i søndags, men jeg har ikke indtryk af, at han vil gå vejen gennem virksomheden.

Min næstældste søn er tømrer, men jeg er bange for, at han desværre ikke har lyst til at drive dette her · videre.

Jeg så gerne, at en af dem ville, men jeg tør ikke sætte nogen i mit sted, medmindre han er dygtigere end dem, han skal lede.

Det er kedeligt, for jeg kunne godt tænke mig snart at gøre, hvad der passer mig. Som det er nu, er jeg første mand om morgenen og sidste mand om aftenen.

Jeg har heldigvis fået en dygtig konstruktør på arbejdspladsen i Hjørring, og ham venter jeg mig en hel del af, for han har aflastet mig meget. Han blev ansat for 2 måneder siden, da han lige havde taget konstruktøreksamen, og han er jævnaldrende med min næstældste søn. Måske kan det flaske sig sådan, at de kunne hjælpes ad engang, men det ved jeg ikke endnu, og enten skal det opstå, eller også vil jeg slå bremserne i, for jeg kan simpelthen ikke blive ved.

Det er dødsens farligt, at køre en virksomhed med kun en topfigur. Jeg kan jo ikke tillade mig at blive syg en halv dag, og hver gang der er en der svigter, så skal jeg træde ind. Det er lige så farligt, som hvis en by kun har en stor virksomhed, for hvis der sker noget med den, så sker der også noget alvorligt med byen.

Og jeg har alle dage sagt, at en arbejdsgivers vigtigste opgave er, at gøre sig selv overflødig, men jeg har bare aldrig forstået at gøre det. Det er rigtigt, for hvis det var sådan, så var det mig, der ledede arbejderne. Som det er nu, er det arbejderne, der leder mig, og det er ikke nær så godt.

Men jeg ved godt, at det er vilkårene for mig.

Nu har jeg også haft visse storme i mit liv. Først i halvtredserne røg jeg på en kautions forpligtelse. I 1956 blev jeg nærmest ruineret på grund af en brand, og i 63/64 blev jeg separeret, så det hele skulle rives over i to dele.

Man er nybegynder hele tiden.

Engang havde man jo kræfter til den slags ting, og indtil jeg var 40 år, gjorde jeg ingen forskel på dag og nat. Hvis der var noget, der skulle gøres, så lod jeg være med at gå i seng. Der kunne gå 2 døgn og sommetider 3.

Men det kan ikke lade sig gøre længere. En eller anden tap som driver de andre hjul er slidt op, og man er så dødhamrende træt, hver gang man når til aften.

Men som sagt, så tror jeg, at hvis vi er lige så dygtige eller dygtigere, end de har været i Hjørring, så kan jeg ikke se, at vi ikke skulle have de samme muligheder.

For Hjørring med sine 700 år, hvor den har sovet de 675 år, den kan nu pludselig vågne op. Hvorfor skulle Brønderslev ikke med sine 50 år kunne komme igang.

Jeg er selv indfødt vendelbo. Jeg er født oppe ved Hirtshals nærmere betegnet i Horne, og jeg har kendt Hjørring fra barnsben af.

Det var en død by, og jeg tror ikke det var helt forkert, når man kaldte det Danmarks kedeligste by, men igennem de sidste år synes jeg virkelig, at Hjørring er blevet kvikket op.

Og jeg tror, at det startede med noget så paradoksalt, som at man vedtog, at man skulle have hovedvejen ført ind igennem Hjørring, hvorfor man ragede det halve af byen ned. Vel vidende, at så snart man var færdig, så duede det ikke.

Og nu har man lige set et projekt til 80 mill. kroner for at få vejen ført uden om igen. Det får Hjørring lavet for statens penge. Stort underjordisk parkeringsanlæg og sanering af hele dem gamle bydel.

Det kunne ethvert barn da se, at det var fuldstændigt skørt, og det tror jeg da også, at man hele tiden kunne se i Hjørring, men de tænkte, at vi får det lavet for statens penge.

For 15% af kostprisen har Hjørring fået saneret hele byen, og nu skal man til at koste penge for at få veje uden om, for det er da klart, at man fører da ikke en motorvej igennem en by.

Desværre har vi ikke haft de samme muligheder her i Brønderslev, for her har hovedvejen hele tiden gået udenom byen, eller rettere, byen har placeret sig ved siden af den.

Men alligevel er Brønderslev vokset forholdsvis mere end Hjørring, hvis vi undlod at regne de sidste 10 år med.

Så vi er vel ikke helt fortabt.

PM- orkestret, Brønderslev

som senere kom til at hedde Brønderslev Brass Band

og nu senest har taget navneforandring til Brønderslev Harmoniorkester

Orkestret startede i 1948 som Brass Band under navnet PM-orkestret med tilknytning til Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev.

I februar 1977 ophørte samarbejdet med Pedershaab Maskinfabrik A/S – i fuld enighed -.

Orkestret blev en selvejende institution og ændrede navn til Brønderslev Brass Band. Orkestret fik samtidig hjælp fra Brønderslev Kommune til nye uniformer og en fane.

Da orkestret lidt efter lidt har fået tilgang af bl.a. fløjter og klarinetter, er det blevet et harmoniorkester. Derfor er navnet ændret til Brønderslev Harmoniorkester.

Orkestret fejrede i 2018 70års jubilæum og i dag er der mere end 30 medlemmer under ledelse af dirigenten Mogens B.B. Jensen.

Her følger diverse billeder af orkestret gennem årene:

3 gange 25års jubilæum i 1986

Algades herrefrisør er byens ældste herrefrisør. Startet 1. dec. 1961 af Frisør Frede Jacobsen.

Tre 25års jubilæum i den samme familie på samme dag hører sandelig til sjældenhederne. Men det kan frisørmester Frede Jacobsen og hans kone Henny fejre.

Det er 25 år siden parret flyttede fra Hjørring til Brønderslev. Det er 25 år siden Frede Jacobsen åbnede sin frisørsalon i Algade, og det er 25 år siden at Henny Jacobsen blev ansat i Textilhuset hos familien Agerbæk.

De er begge ægte Vendelboer og valgte Brønderslev, fordi der dengang var mulighed for at blive selvstændig med frisørsalon, så i virkligheden er det det, der har betydet det hele. Samtidig med åbningen af frisørsalonen, blev Henny ansat hos købmand Hans Agerbæk i Textilhuset, som siden er blevet overtaget af Jørn Agerbæk. Og hvad var så mere naturligt end at flytte teltpælene til Brønderslev?

Det er også herfra at parrets datter der er lærer så transporterer sig til sit arbejde. Herfra er det også, at de mange ture til sommerhuset i Rubjerg udgår.

Vi føler begge, at vi med en alder på henholdsvis 39 år og 51 år vil kunne få mange gode år her i Brønderslev og finder det derfor særdeles rigtigt at fejre jubilæet, som fejres i selskabslokaler ved en reception. Der er dog åbent i Salonen i Algade som ved middagstid betjenes af en uddannet assistent. Om aftenen vil parret så fejre Henny sammen med hendes kolleger hos Jørn Agerbæk, slutter Henny og Frede.

Frede afstod forretningen i 1993:

Opgaver som udførtes i Frisørsalonen:

Frisør, herreklip, klipning og skægklipning – barbering i Brønderslev

Uden tidsbestilling.
Salonen var en herrefrisør uden tidsbestilling. Maskulin og med hyggelig stemning. Frede klippede mænd og drenge i alle aldre. Man kunne få klippet skæg eller få en gammeldags barbering med kniv, varmt omslag og sæbe.

År 2016:

Siden den 01.01.1961 er der nu gået 55 år, siden Frede Jacobsen for første gang klippede den første kunde i frisørsalonen Algades Frisør,

Frede Jacobsen var derfor inviteret til fødselsdag i salonen sammen med en anden af de tidligere ejere, Vibeke Kjølby.

Frede Jacobsen drev forretningen fra 1961 til 1993, da Runa Vang overtog salonen. Derefter var det Vibeke Kjølby, der tog over, og for fem år siden blev Helene Rønn Clausen indehaver af salonen.

Helene Rønn Clausen var i seks år ansat hos Vibeke Kjølby, inden hun selv blev ejer af klinikken.

Frede Jacobsen kan stadig bruge en saks.

– Det sker, at et familiemedlem lige skal studses, siger han.

Ellers bruger han tid på hus og have samt sommerhuset i Rubjerg, hvor Henny og Frede Jacobsen tilbringer tre af årets måneder.

Og så deler Henny og Frede Jacobsen hobbyen med at spille bridge.

Fødselsdagen blev markeret med kagemand, kaffe og en fødselsdagsøl, der var lavet specielt til dagen.

Og priserne de var som for mange år siden denne dag.

Historien om

Oktober 1970

Snedkermester Max Emil Christensen, Risagerlund, Brønderslev er død efter længere tids sygdom 86 år.

Max Emil Christensen, der er født i Ålborg kom som ung svend til Brønderslev hvor han nedsatte sig som tømrermester og oparbejdede hurtigt en stor og selvstændig virksomhed.

Den videreføres af en søn Kaj.

Max Emil Christensen havde adskillige tillidsposter. Han har i flere perioder der været socialdemokratisk medlem af Brønderslev Byråd, formand for Tømrer- og snedkermesterforeningen, var brandinspektør i Brønderslev en lang årrække og har desuden siddet i bestyrelsen for Personlig friheds Værn, Brønderslev Grundejerforening og været formand for Torvets flag. Han overleves af tre børn.

Begravelse

Fhv. snedkermester Max Emil Christensen, Risagerlund, Brønderslevs, begravedes, under deltagelse af slægt og venner fra den gamle kirke i Brønderslev, hvortil der var sendt kranse med bånd fra Brønderslev  Tømrer- og snedkermesterforening, Brønderslev Trælasthandel A/S, Brønderslev byråd, Brønderslev Sygekasse, Socialudvalget og Torvets Flag, Brønderslev.

I kirken talte pastor P. Klejnstrup, Brønderslev, ud fra 1. Peters brev 1,34 Thi alt kød er som græs og dets herlighed som græssets blomster.

Græsset visner og blomsterne falder, men Herrens ord er evindeligt.

Ved graven takkede korden Jens D. Rauf på familiens vegne for deltagelsen.

Dødsfald

Fhv. snedkermester Max Emil Christensen, Brønderslev, er død på sygeafdelingen på Risagerlund, Brønderslev, 86 år gammel. Emmel

Max Emil Christensen var født i Dronninglund, men kom til Brønderslev som ung mand, og han blev hurtigt en kendt skikkelse i byen, og hurtigt en mand med mange gøremål.

Han etablerede sig som snedkermester i ejendommen Algade 11. Brønderslev, som han senere overtog, og da han var en dygtig fagmand og en dygtig forretning mand varede det ikke længe før snedkerforretningen blev en travl virksomhed.

I en lang årrække var Max Emil Christensen brandinspektør  i Brønderslev, og i flere år var han medlem af Brønderslev Byråd, valgt af socialdemokratiet, og i hans formandstid for teknisk udvalg, gennemgik El- værket i Brønderslev en stor udvikling. I mange år var han formand for Brønderslev Sygekasse, han har varet kasserer i mesterforeningen, og i bestyrelsen for en lang række foreninger, blandt andre Brønderslev Grundejerforening, Brugsforeningen i Algade og Den personlige friheds værn.

Trods mange offentlige hverv forsømte Max Emil Christensen ikke sin forretning, og han opnåede at holde 40 års mester jjubilæum inden han afstod forretningen til sønnen, snedkermester Kaj Max Emil Christensen.

I nogle år efter overdragelsen, blev han boende i Algade 17, men senere flyttede han på Plejehjemmet Risagerlund.

Max Emil Christensen overleves af to børn, sønnen der har overtaget forretningen, og en datter der er gift med slagtermester Egon Sørensen, Brønderslev.

Sagde man i 1960´erne Agerbæk, så tænkte de fleste i Brønderslev på drenge- og herretøjsbutikken på hjørnet af Skolegade og Bredgade.

Hvem er eller var Agerbæk?

Agerbæk er en lille landsby med 1299 indbyggere, 29 km. fra Esbjerg, men det er også navnet på den mand og den butik, du her kan læse meget mere om.

Butikshistorien starter i 1936 i landsbyen Jerslev, som på den tid kun havde godt 600 indbyggere. I denne lille flække åbner Hans Peder Agerbæk Iversen sin første tøjbutik, med herre- og drengetøj,

men i 1949 tager han skridtet videre og flytter til købstaden Brønderslev, på hjørnet af Skolegade og Bredgade

hvor der findes et større og pænere kundegrundlag. Brønderslev havde godt 8.000 indbyggere, på det tidspunkt. Her åbner Hans Agerbæk en pæn butik, som forinden havde huset den legendariske Jacob Sko, som flyttede tættere på centrum.

Hans Peder Agerbæk Iversen blev født den 25. juni 1913 i Starup sogn ved Ribe og døde den 4. marts 1996 i Brønderslev.

Forretningen i Brønderslev får navnet:

“Herremagasin Agerbæk Iversen A/S”, telefon # 618, se annoncen:

I 1973 flytter forretningen helt ned i Centrum. Hans Agerbæk overtager den ejendom som Jacob Sko havde drevet forretning fra på hjørnet af Nugde og Bredgade.

Hans Peder Agerbæk                      Margrethe, alias Grethe

Hans Peder Agerbæk Iversen, f. d. 25.6.1913 og Margrethe Jensine Pedersen f. d 9. januar 1916 i Brsl. De blev viet den 20. juni 1937 i Brønderslev kirke. Margrethe blev kaldt Grethe Agerbæk Iversen.

Tøjeksperten Agerbæk.

Hans Peder Agerbæk Iversen var en stræbsom mand som havde travlt med at passe sin butik, præcis som alle andre butiksindehavere. Indimellem kunne det godt blive lidt for meget, har sønnen Jan Agerbæk sagt i et interview for nylig. Hustruen ”Grethe” og børnene følte sig lidt forsømt, sagde Jan Agerbæk. Alle ved, at det er en af ulemperne ved at drive en forretning. Indehaverne passer deres butik som det var et lille barn og tit føler de, at de skal være til stede evig og al tid – de tør ikke slippe grebet og overlade ansvaret til andre. Den holdning, tror jeg er ganske udbredt blandt erhvervsdrivende. Det er naturligvis uhensigtsmæssigt og giver et ubalanceret liv og familieliv.

Hans Agerbæk knoklede derudaf og i 1970 etablerede han byens første rigtige varehus, som blev placeret på det  hjørnet af Bredgade/Nygade i lejede lokaler  i en nyopført ejendom opført af Kjøbenhavns Handelsbank.

Efter faderens død blev tøjforretningen Agerbæk drevet af sønnen Jan Agerbæk, som fik sin uddannelse hos Brønderslev Kommune, men i 1980 blev han ansat hos faderen og i 1986 overtog han forretningen. I de seneste år er forretningen blevet udvidet og sælger nu også arbejdstøj og festtøj.

Jan Agerbæk er født i 1956 og for nogen tid siden udtalte han til Nordjyske: ”nu er det slut, andre må overtage depechen”.

Forretningen er nu overdraget til nye ejere og idag ejes Mr. Agerbæk af Huset Agerbæk A/S, som har adresse i samme ejendom. Hovedinvestoren er ”head Honcho” Nicolai Sthyr-Nielsen og Co-owner, Dan Larsen.

Hvordan fremtiden tegner sig for Mr. Agerbæk, vil kun tiden kunne vise!  Selvom vi står overfor en ny trend, hvor mange køber via nettet ser de nye ejere positivt på fremtiden.

På sommerferie

i P. M.s sommerhuse og ferielejligheder

Samtale med kontorchef Andreasen i 1957:

Der har nu igennem flere år været tradition for, at Pedershaab Maskinfabrik hver sommer stiller sine sommerhuse og en række sommerlejligheder til gratis disposition for firmaets arbejdere og funktionærer.

Vi er alle meget glade og taknemmelige for denne smukke gestus fra firmaets side, selv om det måske er de færreste, der får lejlighed til at give udtryk herfor.

Det vil sikkert være af interesse for bladets læsere at høre lidt om disse feriearrangementer og om det arbejde, der er forbundet hermed, og vi har derfor bedt kontorchef Andreasen, som har det store arbejde med tilrettelæggelsen, fortælle os lidt herom

– Hvornår påbegyndte firmaet disse feriearrangementer, og hvornår kom også kom arbejderne med som deltagere?

P.M-familier med skolesøgende børn?

– Vi har ikke vanskeligt ved at udleje lejlighederne, idet det er de samme ejere, vi lejer hos hvert år.

Derimod indebærer fordelingen af lejlighederne visse vanskeligheder. 1 år har der således været 135 familier på ferieophold henholdsvis i Ørnbjerg, Lokken og Skallerup Klit, og det er forståeligt, at vi har visse vanskeligheder med placeringen, særlig under hensyn til at disse 135 familier deles i fire kategorier, nemlig familier med ikke-skolepligtige børn, familier med skolepligtige børn, og endelig er der sommerferien på vinduesfabrikken og jernstøberiet, her holdes på en bestemt tid, hvilket der også må tages hensyn til.

I april måned bliver der udsendt lister til kontorerne og Værkførerne i de forskellige afdelinger, hvorpå de der ønsker ferie, kan tegne sig, og vi pointerer stærkt, at man kun bør tegne sig, når man bestemt ved at man vil benytte en lejlighed; thi firmaet lejer lejligheder i forhold til det antal medarbejdere, der har tegnet sig.

Når disse lister kommer tilbage fra værkstederne, trækkes der lod om tidspunktet for opholdet, og denne lodtrækning sker i overværelse af en tillidsmand.

– Er ferieværterne som helhed tilfredse med P. M-gæsterne?

– Når ferieopholdet er slut, afregner vi med de pågældende ejere Løkken, og det er ret naturligt, at man ved en sådan lejlighed spørger, om man har været tilfreds med de gæster, vi har sendt ud, og der har vi konstateret, at man i sin helhed er godt tilfreds.

– Har De ikke en eller anden særlig tildragelse at fortælle om i forbindelse med disse arrangementer?

– Der kan naturligvis opstå tilfælde, som man husker. Således kom der for nogle år siden – efter at listerne var tilbageleveret til kontoret – en medarbejder og spurgte, om han kunne blive opført på listen, hvilket vi bekræftede, hvorefter han udtalte, at han jo altid kunne lade være med at tage derop. Vi oplyste ham om, at hans opfattelse var helt forkert, og manden fik da heller ikke nogen sommerlejlighed det år.

– Og til slut har De måske nogle gode råd at give læserne med henblik på næste feriesæson?

– Ja, skriv Dem kun på de i værkstedet opslåede lister, når De bestemt ved, at De vil benytte en lejlighed (sygdom kan dog forhindre dette), og dersom man har tegnet sig for en lejlighed og bliver forhindret, da må man så vidt muligt give meddelelse herom i så god tid, at en anden medarbejder eventuelt kan overtage lejligheden.

m

Herunder billeder af Pedershaabs udvikling i Brønderslev

Kongeligt besøg:

Herunder – Billeder fra Besættelsestiden 1940 til 1945 i Brønderslev

Pedershaab medarbejdernes feriehuse mm.

Jens Chr. Dalgaard fra Lokalhistorisk Arkiv fortæller i 1954 her om baggrunden for Den runde pavillon.

.Dengang var bevoksningen ikke særlig høj, så pavillonens tårn ragede højt til vejrs. Det offentlige Hedelund anlæg skylder højskole. forstander N.C. Nielsen, gårdejer J. Pedersen og købmand A.P. Mejlsted sin tilblivelse.

I 1882 lod de beplante et areal på 8 tønder land af Øster Hedegårds jord, og overdrog i 1890 anlægget til et aktieselskab på 100 aktionærer (á 25 kr. pr. aktie) for en købesum af kr. 4.189. I kontrakten forpligtede aktieselskabet og de følgende ejere sig til fremtidig at vedligeholde og anvende anlægget i sin helhed, som et lystanlæg samt at udstede aktier til Vester Brønderslev kommunes beboere, der som aktionærer kun kan være stemmeberettiget, så længe de bor i kommunen.

Kontrakten blev underskrevet af følgende personer: Lærer Rosenkjær, købmand Wilh. Ehrenreich, træhandler J. P. Christensen, fabrikant P. Nielsen og gartner L. P. Nielsen.

Det nøjagtige årstal for den runde pavillons opførelse, har vi fra den daværende formand for A/S Hedelund Anlæggets, bankbogholder Brøndsted Hansen der udtalte til Vendsyssel Folkeblad 1921: »Hedelund anlægget fik 1903 en dansepavillon og i 1906 en restaurationspavillon, begge opført i træ. Efter den runde pavillons opførelse kunne man nedrive det træ- og lærredshegn, der var sat op omkring den udendørs danseplads for at give læ for vind og vejr. De nye pavilloner er til stor glæde for både unge og Gamle Hedelund er nu blevet til et stort udflugtsmål for mange skoler og foreninger, og er dermed blevet et meget vigtigt bindeled mellem land og by. Vi har altså årstallet på den runde pavillons opførelse her, men desværre ikke, trods stor eftersøgning nogen viden om, hvor den før har stået, eller hvad den har været brugt til – men måske læserne kan hjælpe os? En tanke melder sig, når man ser pavillonen indvendig, for da ligner den mest en cirkus manege, ikke ulig den som englænderen Philip Astley opfandt i 1768, da han opdagede adskillige fordele forbundet med at lade hestene løbe i en cirkel med en diameter på 13-14 meter. Vi forestiller os, at pavillonen har haft sin faste plads ved een af de gamle cirkus-dynastiers vinterbolig, hvor den har været træningssted i vinterhalv. året. Her har man trænet heste og andre dyr til nye numre eller vedligeholdt de gamle numre, til man om sommeren skulle på farten igen. Af de tættest boende cirkusfamilier kender vi Mundeling der havde plads til 500 tilskuere. De havde først bopæl i Dorf, senere på Langeland, men købte i 1899 det tidligere posthus i Øster Svenstrup, i HanHerred, som blev ledigt – ved Fjerritslevbanens åbning i 1897. Her blev bygget ny stald til hestenesamt et ridehus, og hele – beboelsen blev kaldt Vinterhviles. Vi ved det ikke, – men kunne deres gamle ridehus måske være havnet her, som den runde e pavillon i Hedelund?

Jens Chr. Dalgaard.

Den runde pavilion 2020.

Restaurant Hedelund, Brønderslev

Herunder billeder af den første Hedelunds bygning som nedbrændte efter krigen i 1945.

Tilbageblik

Vendsyssel Tidende den 23. maj 1954

Af dekoratør Jens Chr. Dalgaard

DEN NYE RESTAURANT I HEDELUND I BRØNDERSLEV ÅBNES 1. MAJ

Til erstatning for den gamle opføres i 1954 en ny restaurant.

Den nye præsentable bygning har kostet ca. 350.000 kroner og er fult ud tidssvarende med en smuk beliggenhed.

Brønderslev har ikke for mange grønne pletter, og det er derfor glædeligt, at en kreds af byens borgere for mere end 50 år siden gik ind for at skabe et anlæg i byen.

At det lykkedes for dem, kan byens nuværende befolkning glæde sig over ved at betragte “Hedelund” der i dag fremtræder som et smukt og velholdt anlæg.

Hedelund har gennem de mange år været samlingssted for byens borgerskab og utallige er de fester og sammenkomster, der har været holdt i det frie og i den tidligere pavillon.

Siden krigen har Hedelund ikke haft nogen pavillon. Den gamle der i mellemkrigsårene var et meget søgt sted, blev som bekendt taget af tyskerne, da de besatte Danmark, og det som besættelsestropperne ikke nåede at ødelægge, gik op i luer 1943. Brandårsagen blev aldrig rigtigt opklaret, nogle fortalte at det var en overophedet kakkelovn, der fik skylden for dens opståen, andre fortalte at det var sabotage. Efter krigen rejstes spørgsmålet om en ny pavillon sig.

Arkitekt Jens Knudsen udarbejdede et projekt på 70.000 kroner og det godkendtes af den daværende bestyrelse, der havde ca. 40.000 kroner, der var erstatning for den gamle pavillon, som var indsat på en Sparekassebog.

Tyskernes ophold i Hedelund havde imidlertid ikke alene skabt en brandtomt. Der var også tale om andre former for vandalisme.

Anlægget blev i disse år omdannet til et afsondret område med pigtrådsspærringer. Panserskjul og løbegrave satte deres ærgerlige spor. Det ville koste mange penge at istandsatte anlægget igen.

Den daværende bestyrelse der bestod af slagteridirektør Madsen, direktør Peder J. Nielsen P.M., ingeniør Aage Andersen, og formanden boghandler Mandrup Poulsen, afstod anlægget til kommunen, der gav løfte om at føre det videre efter de oprindelige planer og betegnelser.

Efter at kommunen har overtaget Hedelund, er der gjort store forbedringer og der arbejdes stadige på at gøre anlægget så tiltrækkende som muligt.

Partiet om søerne, hvor svaneparret og vildænderne har deres domæne og planerne med de forskellige blomsterrabatter finder man ikke smukkere i andre byer. Der er skovet meget, men det har vist sig at være en fordel, at der er skabt lys og luft og gode vækstbetingelser for de omfattende nyplantninger der har fundet sted. Til børnenes store tilfredsstillelse er der indrettet en ideel legeplads med gynger, karruseller m.m.

I 1950 gav man sig på arkitekt Knudsens tegnestue igen i lag med at udarbejde tegningerne til en ny pavillon, og resultatet heraf er blevet et projekt til 300.000 kroner. Det blev godkendt af byrådet, og for 1 års tid siden gik man i gang med at bygge. Byggeriet er nu så langt fremme at restauranten vil blive åbnet til juni. 1954.

Om kort tid indvies den nye pavillon og dermed er der skabt mulighed for at borgerskabet igen kan mødes til sammenkomster i byens anlæg.

Det er noget senere end beregnet, men alligevel inden sæsonen. Forinden alt er klar til at tages i brug, vil omkostningerne nærme sig 350.000 kroner, men bygningen er og blevet meget præsentabel, og udstyret er tidssvarende Den nye restaurant er bygget med facaden ud mod Nørregade, og der er indrettet bilparkering lige ved bygningen. Alt indendørs er holdt i lyse afstemte farver og det første indtryk man fornemmer når man træder ind i den store hall er varme og hygge.

Restaurationslokalerne er indrettet med udsigt over anlægget, og den store terrasse der er bygget, står i forbindelse med dansesalen, der ligger lige ud til plænerne og søen. Der er tre restaurations lokaler, der er anbragt således at de kan benyttes hver for sig, men også slås sammen til et stort lokale, der kan benyttes til mindre sammenkomster møder og lignende.

Restaurationens navn bliver naturligt nok “Hedelund” og navnet vil komme til at stå med blokbogstaver i neon hen over den brede indgang ud mod Nørregade.

Mens den gamle pavillon kun var åbnet om sommeren, er det meningen, at den nye restauration skal holde åbent hele året. Den nye vært, Børge Christoffersen, er ukendt med forholdene i Brønderslev, men han går ind i arbejdet med optimisme.

Der er bestilt musik for sommeren. Det bliver Hilbert Mellerups orkester, der skal sørge for underholdningen og dansemusikken foreløbig og der er i den anledning indkøbt et stort flygel.

Lysekroner, gardiner og service står i forhold til restaurantens smagfulde udførelse, og alt er således lagt tilrette til besøg af byens befolkning og turister.

Det kan nævnes, at der allerede er indløbet bestillinger fra flere selskaber, der har ønsket at afslutte sommerudflugter i Brønderslev. Bortset fra enkelte specielle artikler, er det byens håndværkere og næringsdrivende, der skal have æren for det smukke resultat, der er opnået.

Bygningsarbejdet er udført af murermester Th. Strandskov. Tømrermesterne Frederik Jensen, Langeland & Leo Christensen, snedkermestrene J.C. Pedersen, og søn, og Aksel P. Larsen, glarmester Svend Larsen, malermester Georg Bast, installatør Willy Larsen, Smedemestrene Henriksen & Larsen. Pedershåb Maskinfabrik, A/S og Ejner Bertelsen inventar.

Møbler leveret af Jensen og Christensen, Th. Thorhauge, Harry Jensen, Viggo Thomsen, Valdemar Karnge, Fini karner og Jens Kirk.