Hvordan vi holdt jul.

I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Vrensted Byskole.

Juletræet blev købt ved slagteren på Trehjørnet husker jeg. Det var  spændende,  når far fik det sat på fod og vi fik det ind.  Mor hentede julepynten ned fra loftet. Alt sammen var hjemmelavet,  stjerner, kræmmerhuse, hjerter m.m. . VI satte rænker af dannebrogsflag  og kugler på, men de var købt. Til sidst blev lysholdere og lys hængt på træet, for dengang havde vi kun levende lys. Juletræet stod altid i  vores pæne stue, kaldet dagligstuen, som  kun blev brugt om søndagen og ved festlige lejligheder som julen.

Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene.

Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Hvis vi blev mange juleaften, måtte mor blive hjemme for at gøre klar til julemiddagen. Far og jeg havde været ovre i kirken for at opsætte salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet. Kirken var dengang altid overfyldt juleaften, idet mange voksne Vrensted børn kom hjem, udenbys fra, for at holde jul sammen med deres familie og der var bestemt også mange, der kun kom den ene gang om året, alene til julegudstjenesten, som en tradition. Der var altid en en summen før gudstjenesten begyndte. Folk vinkede til hinanden eller blot nikkede hvis de genkendte nogen. Der var en god stemning og glædens forventning til jule aftens forløb. Der blev sunget de sædvanlige julesalmer og pastor Mikkelsen holdt sin juleprædiken. Han måtte også være veltilfreds over en overfyldt kirke.

Efter julegudstjenesten, som oftest var enten kl. tre eller kl. halv fem, fordi vi dengang delte præsten med Thise Kirke, skulle vi så herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik, hvad man ønskede sig.

Tante Erna, som drev et pensionat i Aalborg, med over 100 pensionærer dagligt, var dygtig og skrap i køkkenet, også juleaften. Selvom vores mor havde tilberedt julemiddagen, gik Mie og Erna tilhånde i køkkenet.
Efter julemiddagen mente, eller rettere bestemte Erna, at alt skulle ryddes op og vaskes af, inden vi skulle gå rundt om juletræet og have pakker.

Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.

Inden gaverne blev delt ud, skulle vi så gå omkring juletræet, dengang med levende lys i. Vi sang som oftest tre til fire julesange og mor eller Mie spillede til sangene, på vores klaver, inden pakkerne skulle deles ud.
Som jeg husker det, var det altid vores far, der stod for det. Det var spændende, hvad man fik. De fleste gange lige det man havde ønsket sig, men nogen gange kunne der være en pakke med indhold, der ikke faldt i så god jord. Men sådan var det bare.

Efter at gaver var pakket ud, der var papir og pap overalt, medens far fik det ryddet af vejen i en stor sæk eller kasse, fandt mor julesmåkager og julegodter frem. Så blev der ellers gjort et godt indhug i det, inden vi trætte og opstemte skulle ned på de kolde værelser og i seng. Men det havde igen været en dejlig juleaften.
Nogen gange kørte gæsterne hjem juleaften, men andre gange har de overnattet og så næste morgen var der jo så gudstjeneste igen, hvor mor og vores overnattende gæster deltog.
Når de så kom hjem fra gudstjenesten, skulle der gøres klar til julefrokosten med de sædvanlige sild og grønlangkål med tilbehør. Vores far havde fra sit hjem været vant til stuvede hvidkål med kanel og sukker med tilbehør, og det var bestemt heller ikke til at kimse af, så det fik vi også af og til.

De følgende dage gik med leg og vi børn så så ellers frem til juletræet i forsamlingshuset fjerde juledag.

Juletræ i forsamlingshuset:

Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i Forsamlingshuset.
Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet.
Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn.
Man skulle købe billetter til juletræsfesten.
Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf.

Vi gik omkring det kæmpestore flotte juletræ som var opstillet midt i den store sal. Kakkelovnen havde været tændt op, så der var en god varme i salen.
Vi gik så omkring juletræet, som oftest med to til tre kæder, for vi var altid mange.
Efter dansen omkring juletræet var der så udlevering af slikposer med alle godterne.
De voksne skubbede juletræet ned i et hjørne, så der var god plads til de efterfølgende sangleje.
Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo, og traktor Charles`s Leo kom siden til på trommer.
De spillede alle de kendte melodier, bl.a. Bror Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert også for de voksne, som kunne se børnene more sig skønt inde i den store sal, medens de fik snakket og drukket kaffe i den lille sal.

19.12.2018 – Jens Otto Madsen

Brugsforeningen i Vrensted lukker 31.12.1983

Efter godt 50 års virke i Vrensted, blev det på en generalforsamling besluttet, at Vrensted Brugsforening skulle lukkes.

Den var i en lang periode den største forretning i Vrensted.

Den oprindelige ejendom med Vrensted Brugsforening, var blevet opført i 1915 og blev dengang oprindelig drevet som købmandsforretning.

I 1932 gik så nogle mennesker, fortrinsvis gårdejere, sammen om at etablere Vrensted Brugsforening, som en andelsejet forretning, som så overtog de bestående bygninger og drev forretningen videre derfra.

Ejendommen blev senere ombygget til 2 etager med lagerfaciliteter m.m.

 

Den blev gennem mange år drevet som en almindelige kolonialforretning, men handlede desuden også med korn, foderstoffer og brændsel.

På et tidspunkt i 1970erne, blev korn og foderstofdelen solgt fra og der blev etableret en ny andelsejet Vrensted Foderstofforretning og opført nye bygninger dertil, mellem Tilsiggaard og Forsamlingshuset.

Efter at der havde været holdt de ifølge vedtægterne to nødvendige generalforsamlinger med henblik på foreningens opløsning, vedtog ca.100 deltagere i nr. 2 generalforsamling ved en afstemning i forsamlingshuset og med overbevisende flertal, at nedlægge Vrensted Brugsforening pr. 31.12.1983.

Herefter valgte generalforsamlingen et likvidationsudvalg til at forestå opløsning, og det bestod af Jens Chr. Jensen, Pilgård, som formand, samt Jens Andresen, Mogens Sørensen, Harald Nielsen og Svend Åge Andersen.

Likvidationsudvalget for afviklingen af Vrensted Brugsforening afsluttede efterfølgende sit arbejde med at sælge ejendommen til videredrift som købmandsforretning.

Det betød, at registrerede medlemmer så kunne få deres indestående i Brugsen udbetalt.

Købmandsforretningen havde dog kun en kort levetid og måtte lukke.

Herefter var der kun en dagligvarebutik tilbage i Vrensted som stadig består, som en Let Køb dagligvareforretning.

04.01.2019 jens otto madsen

Den søndre købmand i Vrensted – lukker i 1964

Der har ligget en købmandsforretning på Bådstedhedevej lige overfor Kirkedammen i Vrensted langt tilbage i tiden.

Men opr. blev ejendommen opført i 1879 som bolig for en kapelan ved navn Alfred Hannibal Andersen, som blev ansat ved Vrensted og Thise sogne.

Han forlod dog sognet i 1883 og boligen blev så senere omdannet til købmandsforretning.

Hvornår den første købmand er startet op er mig ukendt, men forretningen  er ikke forandret væsentligt i 1920.

 

Den blev senere ombygget med en etage mere, her foto fra ca. 1950

Købmandsbutikken blev drevet af købmand Riis i en lang periode. Ved hans død solgte ægtefællen Johanne Riis forretningen og opførte ejendommen på Sct Thøgersvej 2 hvorfra hun drev en lille trikotageforretning m.m.

Hvem der overtog den Søndre købmandsforretning herefter, er jeg ikke klar over.

Poul Stevns, Serritslev har sendt følgende beskrivelse til mig den 08.01.2019:

”Søndre Købmand”.

Som et supplement til din omtale af ”Søndre Købmand” kan jeg supplere med følgende:

Hvem der overtog forretningen efter købmand Riis er mig ukendt. Det samme gælder tidspunktet for overdragelsen; blot ved jeg, at der i 30rne var en købmand Schønning, der vist nok efter salget af forretningen flyttede til Hjørring. Købmanden havde flere børn heriblandt en datter ved navn Ruth, der kom sammen med mine storesøstre. Efter Schønning overtog købmand Frederiksen forretningen, som han drev gennem en årrække, inden den løb ind i en periode med hyppige ejerskift, der efterhånden førte til lukning af forretningen.

I købmand Frederiksens tid handledes der udover kolonialvarer også med foderstoffer og brændsel. I foderstofafdelingen fandtes en eldrevet kværn, der i vindstille perioder, når gårdmøllerne måtte melde pas, blev benyttet af de omkringliggende landmænd, så de fortsat kunne lave grutning til svinene. Man kom til købmanden med en sæk korn eller to på trillebøren eller bag i fjedervognen og fik malet efter tur. I ventetiden var der så lejlighed til at udveksle erfaringer og ”gode historier” med andre ventende kolleger over en øl i bagbutikken. Det var således ikke alle, der var utilfredse med denne ventetid. Efterhånden fik flere og flere dengang indlagt kraft på gårdene, så de med den nyanskaffede elmotor som drivkraft selv kunne forestå formalingen af kornet.

Ellers var krigsårene samt flere af de følgende år efter krigen vanskelige år at drive købmandshandel i. En meget stor del af de varer, der hørte hjemme i en normal købmandshandel, fandtes dengang ikke. Ganske vist hang der stadig de gamle skilte fra tidligere år med reklamer for fernis, margarine, byens bedste kaffe osv. osv., men der var ikke dækning for noget af det, de skiltede for. Det var alt sammen ting, kunderne dengang måtte nøjes med at drømme om, – for visse varers vedkommende – endda i adskillige år.

At mange af de gængse varer ikke alene var begrænsede, men også rationerede, gjorde ikke arbejdet for købmanden lettere. Når en kunde skulle ekspederes, skulle således mel, gryn, sukker o.l. vejes af i poser , spegesilden fiskes op af tønden med en trægaffel og pakkes ind i en gammel avis, siruppen hældes på sirupsflasken osv. osv., der skulle klippes rationeringskort og samtidig skulle det hele noteres i kontrabogen, som købmanden gjorde op hver måned. – Jo, man må rigtignok sige: der er virkelig sket noget af en revolution på det felt siden da.

Købmand Schønnings og Købmand Frederiksens tid som købmænd i Vrensted er i dag for længst gået i glemmebogen hos de fleste.

Jan. 2019. Povl Stevns.

Den har været ejet af Mary og Magnus Andersen omkring 1950 og senere af Købmand Tage Christiansen som solgte i 1957 til købmand Søren Steffensen der drev den indtil 1964 hvor han lukkede den ned. De blev boende i ejendommen indtil 1971 hvor de flyttede i nybygget villa på Bådstedhedevej overfor købmand Simonsen – nu Letkøb.

De solgte ejendommen til den tidligere ringer og graver Niels Jørgensen.

Ejendommen benyttes i dag udelukkende til bolig.

I Vrensted var der herefter tilbage med dagligvarer, Brugsen og købmand Martin Jensen i Mejeribyen i den nordlige del af Vrensted samt købmand Simonsen ved Lægehuset.

den 08.01.2019 – jens otto madsen

Ane Maries Hus, Sælges til Kommunen i 1983

Kilde. VT 30.12.1983

Løkken-Vrå kommune har købt ejendommen >>Ane Maries Hus«i Vrensted

for 330.000 kr. Kommunalbestyrelsen har hermed fulgt en indstilling fra socialudvalget om ikke alene købet, men også at ejendommen istandsættes og indrettes med pensionistboliger.

>>Ane Maries Hus er en smuk bygning at se på, men bag facaden er der ikke megen nutidig komfort at finde, og det medførte et problem for kommunen, der via et legat fik dispositionsret over huset mod at forestå det administrative og sørge for at legates bestemmelser opretholdes. Det vil bl.a. sige at sørge for at lejlighederne i huset overlades til enlige kvinder boende i Vrensted sogn. Legatværdien lyder på 600.000 kr., men da næsten alle legat-pengene er murstenspenge er – bygningens vurderingspris – måtte der hentes penge fra kommunens kasse til nødvendige udgifter. Det må man ikke sådan uden videre, viste det sig.

Kommunens revisionsudvalg stillede i hvert fald kommunal bestyrelsen spørgsmålet: Hvad agter kommunen at foretage sig med et konstateret udlæg på 238.628 kr. til Ane Maries Hus? Det spørgsmål har kommunalbestyrelsen nu besvaret med at købe huset, med henblik på at indrette det med pensionistboliger. Man håber på forståelse hos socialministeriet overfor denne måde at søge problemet løst på. For ingen kan være interesseret i at ejendommen får lov at forfalde pø om pø. Alternativet er der for at få huset restaureret og indrettet nutidigt, specielt med henblik på sanitær komfort, mener kommunalbestyrelsen.

Ane Maries Hus blev bygget i 1914, og det var sagfører A. Olesen, der førte familiens ønske om et legat, for hans og søskendes moder Ane Marie ud i livet. Legatet blev oprettet i 1929 efter sagførerens død, men legatværdien, der dengang var at betragte som meget stor, er gennem årene reduceret til det modsatte. Der er fem lejligheder i Ane Maries Hus, og de nuværende beboere får fortrinsret til beboelse i de forventede nye pensionistboliger.

Ifølge legatet, skal bl.a. legatstifternes gravsteder vedligeholdelse, og der skal efterleves visse regler om tilskud til nedbringelse af huslejen for værdig trængende beboere. Alt sammen noget som kommunen naturligvis agter at efterleve -alligevel finder man, at det eneste rigtige var at købe Ane Maries Hus, og indrette det med pensionistbolger. Også fordi kommunen ikke må tage af kommunekassen til vedligeholdelse af huse, som kommunen ikke ejer.

 

Jeg vil aflevere gården i god stand udtalte Solveig Skovrider Eriksen i 1981

da tragedien pludselig indtraf på “Rykind”. Gårdejer Niels Skovrider Eriksen døde ved et ulykkestilfælde ved en foderkontrol.

 

Han var sammen med konsulenten hvor de skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. En kontrol han havde gjort utallige gange. Han havde indåndet giftige dampe og hans liv stod ikke til at redde.

Tilbage stod ægtefællen, Solveig Skovrider Eriksen, med gården og  den meget fine  stambesætning og 4 børn i alderen fra 14 til 22 år.

I 1958 var Niels blevet gift med Solveig, hvor de købte “Grinstedgaard” nord for Brønderslev, som de drev i nogle år for så at overtage fødehjemmet “Rykind” i Vrensted i 1960.

De var en aktiv og udadvendt familie, der tog del i mange aktiviteter, det gælder Vrensted Ungdomsforening og ungdomsarbejde med gymnastik i Vrensted. Niels havde en lang række tillidsposter inden for det landbrugsfaglige, hvilket også betød at han skulle have dygtige medarbejdere. Rykind har altid haft ry for at uddanne dygtige landmænd med interesse for kvægbrug.

Besætningen på “Rykind” var kendt ikke blot i Vendsyssel men over det ganske land. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på “Rykind” i Vrensted for at se og høre om den sortbrogede stambesætning som tog flotte præmier på lokale dyrskuer samt landsskuet i Herning.

Hele familien incl. børnene, har lagt et enormt og dygtigt arbejde på gården, for de var 6. generation på “Rykind”  og håbede på at 7. generation skulle føre den videre. De vidste at det forpligtede, men de forstod at leve op til forventningerne.

 

Nedenfor en artikel fra Søndags B.T. fra 1982, der fortæller om en stærk familie der måtte forlade gården “Rykind”, slægtsgården der endte på tvangsauktion.

Ægtefællen Solveig Skovrider Eriksen fortæller til Søndags B.T. den triste historie med overskriften

Jeg vil aflevere gården i god stand:

I 200 år har gården Rykind været i familien Skovrider Eriksens eje. Men da Niels Skovrider Eriksen omkom ved en ulykke i kornsiloen, måtte slægtsgården på tvangsauktion – med sine 170 tønder land og 250 kreaturer. Alligevel arbejder hans enke videre på Rykind fra tidlig morgen til sen aften.

Det er ikke alene far, vi mister, men også gården,« sagde Solveig Skovrider Eriksen til sin 16-årige datter, da de sad på sygehuset og ventede på lægernes endelige besked. Hun kendte svaret på forhånd: Hendes mand var død af den forgiftning, han havde været udsat for i gårdens kornsilo, og hun indså klart, at uden ham ville de ikke kunne drive den 200 år gamle slægtsgård i Vrensted videre.

Solveig Skovrider Eriksen vedgik ikke arv og gæld. Havde hun gjort det, ville hun ikke have haft en krone at leve videre for. Gårdens gæld oversteg det, den kan sælges for i dag. For et par år siden ville den have kostet mindst syv millioner i fri handel. På tvangsauktionen for nylig blev den overtaget af Dansk Landbrugs Realkreditfond, som håber at sælge den videre for fire millioner. Men Solveig Skovrider Eriksen og hendes fire børn får en ikke en øre. De skal sætte nyt bo for ulykkesforsikringen.

Indtil man finder en køber, har kreditforeningen ansat Solveig Skovrider Eriksen som bestyrer på Rykind, som i seks generationer har været i hendes mands families eje, og som hun og hendes mand havde håbet, at syvende generation skulle føre videre, for den yngste søn, som er 14 år, har alle dage ønsket at blive landmand.

Niels og jeg har brugt hele vores ungdom på at investere og bygge op, og så skal vi drives fra det hele af død og ulykke, siger Solveig Skovrider -Havde jeg i forvejen vidst, hvad vi skulle igennem i løbet af bare et år, havde jeg næppe haft kræfter til at klare det.

Byggede op efter brand

Den 20. marts sidste år brændte gårdens udlænger, fortæller hun. -Ilden opstod ved et halmfyr og bredte sig med lynets hast, så der ikke var en chance for at redde staldene. Den fine stambesætning på over hundrede køer med kalve og ungkreaturer måtte staldes op hos hjælpsomme naboer, mens der blev bygget nyt på Rykind. 

Branden kostede dyrt, for man får aldrig dækket alle tab, selv om man har forsikret. En besætning tager skade af at blive flyttet rundt med, og vi var netop ved at få den godt i gang igen, da Niels’ død satte punktum for det hele.

Landbrugets situation var dårlig, efter branden overvejede vi grundigt, om vi overhovedet skulle bygge så stort op igen. Men vi var optimistiske. Vi følte os stadig unge og stærke — Niels var 46, jeg 42 år – og vi har aldrig været bange for at tage fat. Nu havde vi chancen for at få det, som vi altid havde drømt om med store nye stalde med rationel arbejdsgang. Imens vi byggede, jublede vi næsten af glæde, for arbejdet skred hurtigt frem. På kun 41 dage fik håndværkerne rejst de store bygninger, og vor besætning kunne komme i egen stald igen. Det var minsandten en glædens dag.

Forgiftet i korn siloen

Men så ramte endnu en ulykke os. Det blev høst, og Niels var så uheldig at falde ned fra en grønthøster. Han brækkede kæben og beskadigede den ene arm slemt. Det tog tid, før han blev frisk igen, og han nåede kun lige at afslutte behandlingen af armen, før han døde.

Det var den 24. februar i år. Vi havde foderkontrol om morgenen, og Niels og konsulenten skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. Det har Niels gjort hundreder af gange, og jeg har aldrig tænkt på, at der kunne være fare forbundet ved det. Han gik som sædvanlig seks-syv meter op ad en stige i et lukket rør i siloen, hvor man fra en luge kan måle beholdningen af foder. Og jeg er sikker på, at han blev så overrasket over, at det var svundet så meget i beholdningen, at han har stukket hovedet ekstra langt frem. Og så har han indåndet de giftige dampe. Han sank sammen på stigen, og konsulenten kom løbende og sagde, der var noget galt.

Jeg tilkaldte straks læge og ambulance. Niels hang stadig bevidstløs oppe på stigen, og det var kun med stort besvær, at lægen, som er vores gode ven, fik ham ned. »Nu er det ude med ham,« sagde jeg. Men lægen sagde, »nej, det må ikke være for sent.« Og han gav ham hjertemassage og kæmpede for at redde hans liv, men der var intet at gøre. Han var død.

Må have en uddannelse

Jeg havde mistet min mand, vores fire børn havde mistet deres far og Rykind med sine 250 kreaturer og 170 tønder land, der skal dyrkes, havde mistet sin drivkraft. Kri stian er 21 og uddannet berider, og han har aldrig villet være landmand. Karen er 20. Hun blev student i sommer, og Else er 16 og skal på gymnasiet. De har heller ikke planer om at uddanne sig inden for landbruget. Men Torkil har alle dag fulgt sin far i mark og stald, og hans højeste ønske er en dag at overtage Rykind, som hans far, bedstefar, oldefar og mange flere slægtsled for dem har drevet.

Men jeg har ikke en chance for at drive gården videre selv, selv om jeg pukler alle døgnets timer året rundt, og det ville blive alt for dyrt at drive den alene med frem med hjælp. Så stort afkast kan den slet ikke give.

Nu ser vi os om efter en lille ejendom, hvor vi kan indrette os og det vigtigste for mig er at komme igang med en uddannelse Derfor har jeg meldt mig til forberedelseskursus for voksne, hvor jeg regner med at tage 8. og 9. klasses pensum på et år. Nu mangler jeg pludselig en uddannelse, men jeg har aldrig savnet den, for Rykind har været Niels’ og min fælles arbejdsplads, siden vi over. tog den som ganske unge i 1960.

Der er nogen, der siger, at jeg er godt tosset, når jeg nu arbejder næsten i døgndrift for at klare det. Men jeg er glad for, at jeg kunne bruges som bestyrer, for så kan jeg sikre mig, at gården bliver afleveret til de nye ejere i ordentlig stand. På Rykind lader vi ikke græsset vokse vildt, heller ikke selv om den ikke længere er vores. Vi har altid sat en ære i at have det pænt omkring os og at have vel passede dyr. Selvfølgelig gør det ondt at skulle forlade det hele. men sagen er afgjort. Rykind kan blive solgt hvad dag, det skal være, og så må vi herfra.

 

 

 

PROJEKT: Ane Maries Hus

 

Kilde Nordjyske 11.12.2018

Landsbykulturen skal i fokus

Ane Maries Hus Vrensted skal i fremtiden gøre landsbykulturen levende for nye generationer.

Ane Maries Hus får en fremtid som oplevelses- og kommunikationscenter, så man kan komme ind og opleve arven fra landsbykulturen. Huset var tidligere børnehave.

Arkivfoto: Bente Poder

ARKIVFOTO: BENTE PODER

VRENSTED: Støtteforeningen bag et påtænkt oplevelses- og kommunikationscenter for landsbykultur har købt Ane Maries Hus af kommunen.

Støtteforeningens formand er Christian Østergaard og næstformand Mette Hyldgaard Roussis.

Huset skal rumme centret, som skal beskæftige sig med landsbyernes kulturarv i hele Vendsyssel og trække gæster til fra hele landet, som vil lære om og opleve den nære fortid på en ny måde.
I projektbeskrivelsen fortæller man, at der skal skabes ”et levende hus med forskellige aktiviteter indenfor landsbykulturarv”, så man kan komme ind og opleve kulturarven fra oldeforældrenes tid på en ny måde og opdage, at kulturarven trak tråde udefra ind i et ”typisk bonde-landsbysamfund.”
Slægtsforskning, kunsthåndværk samt ildsjæle og iværksætteres betydning for landsbyudvikling bliver nogle af emnerne.
Støtteforeningen skal nu i gang med at søge fondsmidler til projektet, som forventes at koste fire millioner kroner. Huset skal energirenoveres og forventes at åbne i 2020.
– Vi har allerede fået beløb fra to fonde, men skal i løbet af 2019 i gang med at søge flere fonde. Det er en længerevarende proces som kræver vedholdenhed, siger støtteforeningens formand, Christian Østergaard.
Støtteforeningen blev stiftet 6. august i år og skal styre projektet, indtil en fond bliver oprettet.
Flere foreninger og arbejdsgrupper skal knyttes til huset. Blandt andet arbejdes der på en afdeling om digteren Knud Holst (1936-1995), som boede de sidste 14 år af sit liv i Vrensted. Flere kendte personer, deriblandt kunstnere – samt ikke mindst sagfører Anders Olesen (1854-1929), som lod huset opføre i 1914, har sat sig spor med udspring i Vrensted. Anders Olesen grundlagde Nørresundby Bank i 1897 og ejede store landområder i Hammer Bakker. Han lod Vodskov kirke opføre og ejede på et tidspunkt Vrensted Kirke.
Maleren Niels Larsen Stevns og billedhugger Bodil Dam har også sat sig kunstneriske spor i Vrensted.
Huset indrettes med en lejelejlighed, hvis indtægter forventes at dække lys og varme i huset.
Ane Maries Hus skal desuden have plads til en artist-in-residence, altså en for- fatter eller kunstner, som midlertidigt kan bo og skabe sin kunst i huset.
– En gruppe studerende fra Aalborg Universitet har lavet en rapport med et bud på, hvordan vi interaktivt og digitalt kan formidle landsbykulturen. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er et museum, siger Christian Østergaard.
Vrensteds lokalhistoriske forening har til huse i det nyindrettede Byen Hus, men ønsker ifølge Christian Østergaard at benytte Ane Maries Hus til udstillinger.
– Vi forventer, at der bliver et udbredt samarbejde mellem Byens Hus og Ane Marie Hus, fortæller Christian Østergaard.
Købsprisen er ikke offentlig, men kommunen har før solgt huse til andre projekter meget billigt under forudsætning af, at projekterne realiseres. Eksempelvis Håndværkernes Hus i Hjørring.
Borgmester Arne Boelt (S) og Hjørring byråd hilser projektet velkomment.
– Vi ser gerne, at de får projektet op at stå. Betingelsen for købet er, at de får samlet nok penge ind fra fonde, siger Arne Boelt.
Kommunen ejer huset, indtil pengene til projektet ligger klar.

Denne ejendom ligger længst ude ved Præstens Plantage og tilhørte på et tidspunkt gårdejer Ejnar Sørensen og hans familie.  Fra denne ejendom kom der en del skolesøgende børn til Vrensted Byskole.

Ejendom matr. nr. 1-l Vrensted by

areal:

ejere:

2019 – Thom Thellefsen

 

 

 

Gårdejer -Kresten Rykind Eriksen f. 1898 d. 1988

Han havde det ikke fra fremmede: Hans morfar, Christen Christensen Rykind (med sin søn Niels Christian) var med til at få et af de første andelsmejerier, “Lykkens Prøve” etableret på Vrenstedvej i 1890 og Hjørring Amts Andels-Svineslagteri i 1891 (efter hans død i 1889)

Kresten Rykind Eriksen var født og opvokset på slægtsgården, ”Rykind” i Vrensted. Gården hørte oprindelig under Børglum Kloster, hvorfra Kresten Rykinds morfar købte den i 1868. Ved sin overtagelse af gården blev han 5. generation, som skulle drive den videre.

 

 

 

 

 

I sin ungdom dygtig gjorde Chresten Rykind Eriksen (1898 – 1988) sig ved forskellige

 

Her viste han sin dygtighed, ikke mindst i avlsarbejdet inden for den sortbrogede danske malkerace, hvor han på dyrskuet i Hjørring og landsskuet i Herning og andre steder hjemførte den ene første præmie efter den anden. Besætningen på Rykind var kendt ikke blot i Vendsyssel, men over det ganske land, og tyrekalve fra Rykind blev efterhånden eftertragtet over hele landet. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på Rykind i Vrensted for at høre om den sortbrogede stambesætning.

Kresten Rykind var også meget udadvendt i hele sit liv. Med sin dygtighed og sine eminente evner, blev han snart valgt til mange tillidsposter. Han var således primus motor ved oprettelsen af Vrensted Brugsforening i 1932 og ligeledes ved opførelsen af det nye Vrensted Forsamlingshus i 1935. Senere kom han i sognerådet og blev her i perioden 1953-1958 valgt til sognerådsformand i den daværende Vrensted-Thise Kommune. Han blev også medlem af bestyrelsen og senere formand for Hjørring landøkonomiske Selskab.

Inden for landspolitik var Kresten Rykind også virksom og spillede i sin tid en vigtig rolle inden for partiet Retsforbundet, hvor han en tid var folketingskandidat. I hans sidste år kom hans politiske interesse til udtryk gennem Fremskridtspartiet, hvor han var meget aktiv, og hvor han blev udnævnt til æresmedlem.

Efter at Kresten Rykind afhændede gården til en søn, opførte han og hustruen Ellen, en ny villa på Stationsvej i Vrensted, hvor de fik et godt og langt otium.

Fra 1868 til 1983 var gården Rykind i familien Rykind Eriksens eje.

Kresten Rykind Eriksen overtog ejendommen i 1927 og solgte i 1960 gården til sønnen Niels. Efter dennes død blev den i 1983 købt tilbage til Børglum Kloster.

”Rykind” blev kendt i vide kredse ikke mindst i avlsarbejdet inden for den sortbrogede danske malkerace, hvor man på dyrskuet i Hjørring og landsskuet i Herning og andre steder hjemførte den ene første præmie efter den anden. Besætningen på Rykind var kendt ikke blot i Vendsyssel, men over det ganske land, og tyrekalve fra Rykind blev efterhånden eftertragtet over hele landet. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på Rykind i Vrensted for at høre om den sortbrogede.

Gården “Rykind” på Rykindvej 14, Vrensted

Gården har eksisteret helt tilbage til 1750 hvor den hed “Ryttgaarden”.  Gården skiftede navn i 1806 fra Ryttergården til Rykindgården. Børglum Kloster  solgte Rykindgården til Christensen-Rykind slægten i 1867, men før det havde slægten været fæstebønder på gården siden 2. september 1790.

Den 4. Christensen-Rykind gårdsejer valgte at lade sin dygtige datter Johanne (2.8.1858-6-5.1920) overtage slægtsgården (istedet for sin tvillingebror Christian!!) i 1890 og derved blev det til at Rykind-Eriksen overtog gården, idet hun giftede sig med den 3 år yngre Mads Eriksen den 19 Feb. 1891 i Vrensted Kirke.

Det er hendes søn Kristen Rykind Ejner Eriksen der blev født den 13 Jan. 1898 i Rykind . Han døde den 13 Jan. 1988 i Vrensted i en alder af 90 år

 Max Vittrup Jensen fortæller.

“I min slægt siges det at det startede med tip-tip-tip-oldefar, Chresten Christensen Rykind (1747-1827) der overtog fæstet på Rykind gården i 1790.

Det fæste overtog hans søn Christen Christensen Rykind (1790-1867) i 1817. Det siges at både som landmand og sognefoged gav han Rykind-navnet et godt ry i sognet og at Rykindgården blev den bedste gård i Vrensted under hans drift.

Det var imidlertid først hans søn, Chresten Christensen Rykind (1824-1899) der fik mulighed for at købe Rykind gården i 1867:

“Christian Michael Rottbøll, eier af hovedgården Børglum-kloster med underliggende gør vitterligt: at jeg i overensstemmelse med foranstående arvefæstekontrakt af 9. august 1867 har solgt, lige som jeg herved fra mig og mine arvinger, overdrager og tilskjøder Chresten Christensen Rykind den i nævnte arvefæstecontract betegnede, hidtil under Børglumkloster gods hørende fra Vrensted by udfløttede gård i Vrensted by og sogn, Børglum herred, Hjørring amt er ansat for hartkorn, i alt 5 tdr. 8 skpr. 2frk, 1 ¾ album
Bemeldte gård med alle rettigheder samt byrder og forpligtelser således som foranstående købecontract nærmere bestemmer (der foreligger 6½ maskinskrevne sider detaljer), tilhører fra nu af Chresten Christensen Rykind som hans lovlige arvefæsteejendom, og da har berigtiget den accorderede købesum 5000 rigsdaler (2.500 kontant, 2.500 i panteobligation.) rigsdaler rigsmønt, så meddeles ham herved dette arvefæsteskøde, som jeg til bekræftelse har underskrevet og forseglet i overværelse af tvende vitterligheds vidner.
Børglumkloster, den 15. oktober 1868 C. Rottbøll”

Chresten valgte at give Rykind videre til sin datter Johanne der giftet sig med Mads Eriksen, og derved stoppede 150 år med Cristensen slægten som ejere af Rykindgården. Deres søn blev døbt Kristen Rykind Eriksen og han arvede den efter Mads, men ingen af hans drenge kom til at hedde Rykind, de fik mellemnavnet Skovrider efter deres mor.

Johannes tvillingebror, Christen Christensen Rykind, blev nok lidt knotten over at han ikke fik Rykind gården, så han flyttede til Sindal en stund, men efter nogen år returnerede han og købte Søndergård og dermed blev han kendt som Christen Søndergård Christensen. En af hans sønner fik navnet Jens Vittrup Christensen (Vittrup efter hans morfar), og det er gartneren fra Vrensted, der blev stor planteskoleejer i Hjørring, men det er en anden historie