Kategori: Vrensted Historier

Gårdejer Jens Drivsholm f.1889 d.1987.

Gårdejer Jens Drivsholm var født på gården Drivsholm, beliggende ved Munkebrovej mellem Vrensted og Børglum Kloster.

Han begyndte tidligt i arbejdet på sit fødehjem, men allerede som 16 årig kom han på Vraa Højskole som elev der. Dengang var det ganske udsædvanligt at komme på højskole i så ung en alder. Men det højskoleophold kom til at præge ham livet igennem.

Derefter kom han ud at tjene, bl.a på en gård i Himmerland og kun 20 år gammel blev han bestyrer på sin fødegård Drivsholm, idet forældrene havde købt en gård mere i Stenvad ved Vraa.

Jens Drivsholm ville dygtiggøre sig, så det blev til flere skoleophold. Han tog ophold på Thune Landbrugsskole for at få mere viden inden for sit fag, landbruget.

Endnu et højskoleophold på Askov Højskole blev det til, inden han  i 1915 blev gift med Ane og overtog Drivsholm.

De drev sammen gården i 45 år hvor de skabte et godt hjem for dem selv og deres børn.

Jens Drivsholm var ikke alene en dygtig landmand men havde også mange gode interesser. Han havde stor glæde af de foredragsholdere der bl.a. kom til Vrensted og han var velbevandret i historie, kulturhistorie med mere. Hjemmet var desuden meget kirkeligt orienteret.

Hans dygtighed og personlighed gjorde, at det også blev kaldt på ham udefra. Han var bl.a. medlem af Vrensted-Thise sogneråd i 9 år. I 50 år sad han i bestyrelsen for Løkken Sparekasse, heraf 17 år som en meget dygtig formand.

Løkken Sparekasse havde på daværende tidspunkt en filial på mejeriet i Vrensted, hvor han en gang om ugen sad sammen med en sparekasseassistent fra Løkken, som kom cyklende til Vrensted. Her kunne man så få klaret sine sparekasse sager, måske indsætte eller hæve penge på sin sparekassebog eller underskrive lånedokumenter m.m.

Han var også i en meget lang årrække i bestyrelsen for Vraa Højskole og desuden også med i mange forskellige lokale bestyrelser.

Efter at have solgt gården til et barnebarn, byggede han hus i Vrensted og nød der et langt otium.

Som jeg husker det havde vi i Vrensted i min barndom tre murermestre

Murermester Charles Andersen,

gik i faderens fodspor og etablerede sig med egen forretning som murermester i 1935.

Utallige er de huse og gårde og institutioner, han har været mester for at opføre. Bl.a. opførte han det nye Vrensted Forsamlingshus i 1935.

Restaureringsarbejderne på omegnens kirker i Tolstrup, Stenum og Vrensted blev også hurtigt lagt i hænderne på Charles Andersen, der har sat sit præg på såvel Thise Kirke, Tolstrup Kirke og Vrensted Kirke.

Udover at virke som murermester virkede han i mere end 25 år som husflidslærer i Tolstrup, Stenum og Vrensted.

Han havde også tillidshverv. Var en årrække kasserer for Vrensted Forsamlingshus og var medlem af Svendekommissionen og i bestyrelsen for Murerforbundet 4. hovedkreds.

Fritiden brugte Charles Andersen på musikken. Han spillede i 17 år til folkedans og komponerede også. Han underholdt ofte sammen med sønnen Keld Martin.

Murermester Christian Nielsen,

var født og opvokset i Vrensted på Nørkær. Faderen var også murer. Chr. Nielsen etablerede sig som selvstændig murermester i 1927. Utallige er de arbejder som Chr. Nielsen har været med i.

Sammen med Charles Andersen havde han murerarbejdet på Vrensted Alderdomshjem og Vrensted Skole

da de blev opført. Desuden arbejder på Vrensted kirke, landbrugsejendomme og huse i Vrensted og omegn. I 1960 gik han i kompagni med sin søn Svend Nielsen og otte år senere overtog Svend Nielsen forretningen. Chr. Nielsen fortsatte med at arbejde en tid herefter. Han tog sig af småreparationer og mindre arbejder indtil han blev 80 år. Da byggeriet var på sit højeste havde han mellem 15 og 20 mand i sving.

Murermester Svend Nielsen som jf. ovenfor tog over efter sin far, fortsatte med at have mange arbejder inden for parcelhusbyggeri og landbrugsbyggeri og fortsatte med den store mandskabsstyrke. Efter en brand på gården Haugaard, opførte han der, de nye stalde og lade. Byggeboomet satte ind i 1960erne så der var nok at lave.

Han opførte bl.a. også parcelhuset her på Anders Olesens vej 8

Så også Svend Nielsen havde en stor del af nybyggeriet, ombygninger og reparationer i Vrensted og omegn. Ved sin pensionering lukke han forretningen.

Her i 2018 er der ikke længere nogen murermester i Vrensted

Sommerfest i anlægget i Vrensted, det var før 1965, noget som Vrensteds borgere så frem til hvert år, med  fest og forlystelser  lørdag og søndag og med dans for børn om eftermiddagen og voksne om aftenen og ringridning søndag på sportspladsen.

Om sommeren blev der holdt sommerfest i anlægget nede ved Stationen.

Anlægget er nu nedlagt og fjernet, købt af mekaniker Svend Andersen.

Stedet var dengang ejet af Vrensted borgerforeningen.

Anlægget var omkranset af en stor hæk med indgang både fra nord siden og syd siden. Der var bygget et fint langt lavt træhus malet rødt og med pap tag. Her opbevarede man bænke, borde og dansegulv. Når der var sommerfest var huset ryddet. Der blev lagt dansegulv ud, stillet en gummivogn op til orkesteret og overdækket med presenninger (sikkert fra vognmand Mathis Westergaards lastbiler) og sat sne skærme rundt om dansegulvet. Lørdag og søndag var der så stor fest.

I huset kunne skodderne fjernes, således der blev flere åbninger ind i huset.
Man kunne bl.a. skyde efter skiver med luftbøsser, der var tombola med flottegevinster. Der var også et stort spil der blev stillet op på bukke ude på græsset med et lærredstag over. Her kunne man spille på de forskellige spillekort hvor man lagde 10 ører og når der blev trykket på en stor knap kørte skiven rundt og der hvor pilen stillede sig vandt man så sit indskud –måske x 10 ?. Det var sjovt og spændende, men det var ikke nemt at ha penge nok til det, idet man sjældent var heldig.

Ved sommerfesten var der også arrangeret ringridning om søndagen på sportspladsen. Jeg husker især, Lis Mørk, Hanne Helledie, Niels Elmer Helledie, Erik Korsbæk og så alle karlene ude fra de forskellige gårde som kom med deres flotte og pyntede heste. Det var sjovt og spændende at overvære, samt meget prestigefyldt at blive ridderkonge.

Selma Mølgaard Hansen fortæller:

“Senere kom der også tivoli til sommerfesten. Det var Svends Tivoli. Jeg tror de var der i 1 uge i forbindelse med sommerfesten Så vidt jeg husker, var der spilleautomater, en karrusel, radiobiler og ikke mindst luftgynger. Luftgyngerne syntes vi var vildt udfordrende. De var udformet som små både, og vi skulle selv få dem op i luften. Når vi fik rigtig gang i dem, gyngede vi så højt, at vi næsten stod på hovedet.”

Disse sommerfester kunne virklig samle børn og voksne fra både by og land og det var noget man så frem til.

Chr. Roden, der er født på gården Roden i Åsendrup uddannede sig i tømrerfaget og allerede i 1913 etablerede han sig i Vrensted som tømrermester, hvor han havde virksomhed helt til 1947, da en søn overtog virksomheden. Chr. Roden var en dygtig håndværker, der sjældent manglede arbejde. Han har været med til at bygge adskillig af de huse der er opført i Vrensted og omegn. Men ud over håndværket fik han overdraget adskillige tillidsposter. Han var formand for Vrensted Sogns sygekasse og fra 1937 til 1967 var han formand for Almindelig Brand landbrugsforsikringer og fra 1937 til 1971 for Hjørring Amts Kær Herreders Brandforsikring. Chr. Roden opførte ved overdragelsen til sønnen Morten Roden et nyt hus på den modsatte side af vejen og havde der Apoteksudsalg fra Løkken Apotek i mange år.

Morten Roden drev herefter virksomheden dygtigt indtil 1980 og havde i den periode mange arbejder i Vrensted og omegn. Han overtog efter faderens død dennes hus på modsat side af vejen.

Men i 1979 overtog hans svend, Bjarne Svenningsen, virksomheden. Bjarne havde stået i lære hos Morten Roden. Fremgangen for virksomheden fortsatte med Bjarne ved roret. I 1988 blev der pladsmangel og virksomheden måtte udvides med et nyt værksted således at der kunne rådes over 220 m2 værksted incl. Kontor, lager og mandskabsrum. Bjarne drev virksomheden indtil 2015.

 

 

 

 

 

Tidligere havde Vrensted yderligere 2 tømrermestre Marius Ejersted på Ingstrupvej og Ejnar Miller på Gl. Byvej. Begge lukkede ned ved deres pensionering for mange år siden.

Desuden var der i Vrensted midt i byen, en karetmager og snedkermester Villy Christensen, der også drev forretning i mange år. Her overtog sønnen Elmer Christensen efter faderen. Denne virksomhed er nu også lukket ned.

Karetmager Villy Christensens værksted på Vrenstedvej midt i byen.Foruden før omtalte virksomheder var der også i Vrensted en møbelsnedker Oluf Jensen, som hovedsagelig fremstillede, reparerede og restaurerede møbler. Oluf Jensen er omtalt i en anden Vrensted Historie.

 

Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, opvokset på Bådstedhede og udlært elektriker hos Vrensted El-Installationsforretning v/ Marie og Knud Erik Jensen.

Udskiftning af mastesikring.

Som de fleste nok er bekendt med, har jeg været i lære som elektriker i Vrensted El forretning. Forretningen er for længst nedlagt
Forretningen var i den bygning lige ud for A.C. Andersens vej , og som nu tilhører Jørgen Michaelsen.
Virksomheden ejedes af elinstallatør Knud Erik Jensen, og ikke at forglemme Marie.
Vrensted El forretning var efter datidens forhold en stor forretning, jeg mener at vi var op til syv personer ansat. Ud over almindelig installationsarbejde, havde vi også alle de omkringliggende transformatorforeninger at arbejde for.
Som yngste lærling havde jeg flere opgaver, blandt andet passe deres have, feje fortov og ikke mindst kigge efter deres to børn, Jes og Per.
Medens jeg var i lære i Vrensted, startede min mester, en filial op i Tylstrup, hvor Johannes Pedersen og undertegnede arbejde, når der var behov for det.
Da jeg ikke havde kørekort på det tidspunkt, kørte Knud Erik mig til Tylstrup hver morgen, og ligeledes hentede mig om aftenen. Hvis jeg var heldig fik jeg lov til at køre bilen hjem, dog kun ude for bymæssig bebyggelse.
Da jeg var gammel nok til at få kørekort, hændte det at jeg fik lov til at tage en firmabil hjem.
En kold vinteraften lige før Jul ringede Knud Erik, og spurgte om ikke jeg ville køre til Ajstrup og skifte en mastesikring, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til.
Jeg boede hjemme på det tidspunkt, så min fader spurgte om han ikke måtte komme med til Ajstrup, hvilket han selvfølgelig fik lov til.
Jeg fik skiftet mastesikringen, og konen i huset spurgte om ikke jeg ville have kaffe, og hun spurgte samtidig om jeg var alene i bilen, hvilket jeg desværre svarede ja til.
Familien der var lykkelige over at have fået strøm igen, beværtede mig med masser af kage, og noget af familiens julebag. Da jeg jo havde sagt at jeg var alene i bilen, kunne jeg jo ikke meddele at min fader sad derude i bilen – og frøs.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men det var en meget sur og kold fader, da jeg kom retur til bilen igen, og jeg kan ikke mindes at han spurgte om han måtte komme med på arbejde en anden gang.

Christian Larsen, 18.11.2018

 

 

Mælketur fra Bådstedhede til Vrensted mejeri skrevet af Christian Larsen, Brønderslev opvokset på en ejendom aller sydligst på Bådstedhede.

Som dreng var det en stor oplevelse at komme med mælkemanden på mejeriet. Mine forældre leverede mælk til mejeriet i Manna, men da vi havde mest tilknytning til Vrensted, hændte det oftest at jeg kom med på mælketuren til Vrensted.
Mælkekusken var på et tidspunkt Svend Erik Kristensen, Bådstedhedevej 159,. Turen startede helt ude ved Svend Pedersen, videre til Sø-Åge, Stadsvold og Marius i Rørbæk, det sydligste af Bådstedhede o.s.v. ind mod Vrensted by og mejeriet.
På turen til Vrensted, havde de forskellige mælkeleverandører typisk skrevet en indkøbsseddel, som mælkekusken afleverede i Brugsen, og på hjemvejen tog mælkekusken varerne med hjem.
Når vi kom til mejeriet, var der to mejerister der tømte de tunge mælkejunger ned i et stort kar, hvor det leverede mælk blev vejet, inden mælken gik ind til videre forarbejdning.
I Vrensted var man god til at producere smør, og det var spændende og se, når det færdigproducerede smør kom ud af den store beholder, hvor smørret blev produceret.
Jeg kan desværre ikke huske det, men jeg mener at smørret blev hældt i dritler – tønder magen til dem der i dag anvendes til at slå katten af tønden.
Når al mælk var afleveret, blev mælkejungerne fyldt op med valle – et restprodukt ved smørproduktionen, og herefter afleveret ved de forskellige mælkeleverandører.
I mit hjem havde vi en lille mælkejunge, som mejeriet fyldte op med nylavet kernemælk – det var bare godt.
På mejeriet kunne man også få kogt kartofler, som blev anvendt til foder til dyrene. Der blev boret to huller i bagsmækken af gummivognen, hvorefter der blev stukket to damprør ind i disse, og efter at der var lagt en presenning over kartoflerne, blev der sendt damp ind i disse.
Da jeg senere kom i lære som elektriker, var det altid en stor udfordring at udføre arbejde på det lokale mejeri, som jo for længst er nedlagt.

Christian Larsen 18.11.2018

Selv om der i Vrensted aldrig har været mulighed for privat musikundervisning eller der har været nogen form for musikskole, har der alligevel været unge mennesker som har haft lyst til at spille på et instrument. Det resulterede nogen gange i, at de lærte sig selv at spille efter gehør eller nogle havde nogen i familien der kunne spille på et instrument, harmonika eller violin måske, som de kunne lære af.

Men  i slut 1940 erne har  der dog  i Vrensted været flere som havde håndelag og gehør for at spille musik. I min barndom var det traktor Charles, fra Nyhavn på harmonika sammen med Gunnar Gade på banjo som spillede op til årets juletræsfest i forsamlingshuset, senere sammen med sønnen Leo på trommer.

Så i 1950 erne kom Ivan Krag som sammen med Carlo Westergaard og nogle flere dannede orkestret Arizona Boys, som spillede i egnens forsamlingshuse, men det var før jeg selv begyndte at gå til bal.

Senere kom der så i midt 1960 erne et orkester med Keld Andersen, Kristian Andersen (Kesse) og Jens Tilsig samt Per Vandkrog. De spillede også mange steder i omegnen. Senere blev det orkester til Keld Martins orkester omkring 1968.

Da det ophørte, var kun tilbage Gunnar Gade  som stadig var aktiv sammen med Helga Pallesen på harmonika,  især underholdt man i  pensionistforeninger og på plejehjem.

Senest har Vrensted så fostret et By Orkester  eller også kaldet for Vrensted  Musikforsyning med sangerinde. Det stiller ofter op ved forenings arrangementer  i Vrensted og omegn.

Herunder billede af Keld Martins orkester 1968,

Gunnar Gade og Helga Pallesen 1992 og

Vrensted By Orkester 2016.

Skulle nogen ligge inde med foto af de andre orkestre kunne det være sjovt at få dem frem i lyset.

Vrensted By Orkester består normalt af Peter, Leo og Jørgen samt Annemarie, Hanne og Elin alle kendte i Vrensted og omegn

 

 

Kilde VT 1987,

Harry Jørgensen – Hvem var han

Harry Jørgensen omtalt som ”Vagabondernes Bedstefar” var en farverig person.

Her skriver Knud Holst, Vrensted om ham i forbindelse med hans 80 års fødselsdag i 1987.

Nybagt redaktør fylder 80 år.

En farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, Harry Jørgensen, Vrensted fylder tirsdag den 14. april 80 år.

Gennem et helt liv har Harry Jørgensen fyldt spalterne i aviserne , dels som meddeler og lokal korrespondent, dels som flittig og meget velformuleret læserskribent, en af de mest markante under Frit Ord i Vendsyssel Tidende f.eks., og trængte de til et hib og et ord med på vejen i københavnerpressen, udgår der en fyldig kommentar fra Huset på Bådstedhede vej i Vrensted.

Harry Jørgensen har ikke slappet af med årene. Tværtimod ser det ud som om han aldrig har været mere aktiv. Han skriver lokalhistoriske artikler, han taler pensionisternes sag, han siger bramfrit sin mening om forpligtelsen til at hjælpe flygtninge og tør godt indtage et særstandpunkt inden for sit eget parti – Z. Og han har tit talt vagabondernes sag.

Det sidste har ligefrem ført til, at han kan føje en ny titel til pensionist betegnelsen – nemlig redaktør og bladudgiver. I vinter startede Harry Jørgensen dristigt sit eget lille blad ”Vagabond Avisen”, der nu allerede har mange læsere, både i Vendsyssel og i ”udlandet”. Der skal endda findes abonnenter helt på Langeland! Og der går hver uge nye bestillinger ind til ”Redaktionshuset” i Vrensted.

De farende folk har tit haft et godt ly hos ”Vagabondernes Bedstefar” som de kærligt kalder ham. Og han er en velset gæst på alle markeder. Så velset, at han sidste år fik en sjældent ”markedslegat” – fri fortæring under Jerslev Marked. Der er både lune og en egen autotitet over ham når han toner frem med tophue og stok.

Hele landet kunne se ham som iøjnefaldende statist i TV-spillet ”Menuet i Mårup” hvor han var lige ved at tage billedet fra hovedkraften Aksel Erhardsen, der ganske vis sagde mere. Men Jørgensen sad smukt i centrum.

Selv er Harry Jørgensen altid god for en interessant beretning. Han er et omvandrende arkiv – og har desuden gennem årene samlet et omfattende ”rigtigt” arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art. Det bruges der også flittigt af i Vagabond Avisen, så det kommer nye læsere til gode. Det er på en måde hans ”samlede” værker.

De fleste redaktører har takket af, når de bliver 80 år. Harry Jørgensen begyndte. Og han bestemmer selv sin aldersgrænse. Det er da vist også presse-historie!

Vi ønsker tillykke og håber at høre mere fra ham i mange år fremover.

Knud Holst

Følgende blev også skrevet:

Et lille uddrag fra en artikel fra VT:

Den 80 årige er en snurrig fyr. En markant ener og vital som få på den alder.

80 års dagen markeres med åbent hus i Vrensted Forsamlingshus, hvor der serveres en stille øl til den medbragte madpakke samt det gode humør. Der er grænser for en pensionists økonomiske formåen, så i sin invitation har Harry Jørgensen bemærket, at købmanden bor lige overfor og har forskelligt til salg. Kun en type som Harry ”Vagabond” kunne finde på at invitere på denne måde.

Harry Jørgensen døde som 88 årig den 29.06.1995

klik på link:

Historier med Harry Jørgensen

Kilde: Artikel VT 1987 skrevet af Preben Friis

80-årig smidt ud af rutebil

Efter 200 m kørsel smed en chauffør på NT-ruten Brønderslev-Løkken torsdag aften en 80 årig passager ud af rutebilen og lod den gamle mand stå på gaden med sin fuldt gyldige billet.

Den usædvanlige hændelse skete 200 meter fra rutebilstationen i Brønderslev, hvor den ældre mand, pensionist Harry Jørgensen, Vrensted, kort forinden var stået på bussen og havde betalt billet. Chaufføren kaldte inden bussens start den aldrende mand udenfor og fortalte, at han ikke kunne komme med rutebilen fremover, men at han denne gang skulle få lov at køre med hjem til Vrensted. Chaufføren nævnte, at der var kommet en klage over manden, som jævnligt kører med bussen.

Efter denne hændelse startede chaufføren bussen, men efter kun 200 meters kørsel skiftede chaufføren mening, for han standsede køretøjet og sagde kort til Harry Jørgensen: Så må du ud.

Vrensted pensionisten forlod med sin stok og to tasker bussen uden at indlede nogen diskussion med chaufføren, som fortsatte mod Vrensted og Løkken med sine forholdsvis få passagerer.

Harry Jørgensen, der godt nok var noget langskægget, var ikke beruset og mener selv, at hans opførsel ikke kunne genere andre. Jeg havde som sædvanlig mine to tasker med foruden min stok. På min jakke havde jeg en række medaljer, som jeg har fået rundt omkring på landsdelens markeder landet over i sommerens løb. Men det kan være, at chaufføren ikke kan lide medaljer, slutter Harry Jørgensen, der ud over at være redaktør af Vagabond Avisen også er kendt som Vagabondernes Bedstefar.

Afsnit 2:

Bedt om at forlade bus efter passager-klager.

Hr. redaktør Jørgensen, Vrensted blev bestemt ikke smidt ud af Brønderslev-Løkken-bussen, men blev bedt om at forlade bussen efter klager fra passagererne.

Det siger Poul Jensen, Rakkeby, der var chauffør på rute 209-bussen torsdag aften i Brønderslev, da den 80-årige pensionist Harry Jørgensen, Vrensted efter 200 meter fra Brønderslev Rutebilstation blev bedt om at forlade bussen.

Det var simpel hen nødvendigt, forklarer Poul Jensen til VT.

Rutebilejer Edith Bæk, Løkken og Nordjyllands Trafikselskab havde drøftet forholdet, idet der gennem flere måneder var kommet klager fra bus-passagerer over, at disse ikke mente af etisk/hygiejniske grunde at kunne være tjent med at køre i bus sammen med Harry Jørgensen.

Jeg havde fået besked om i givet fald at afvise Harry Jørgensen som passager hvis forholdene skulle gøre det nødvendigt. Og det var altså nødvendigt torsdag aften, siger Poul Jensen. Jeg er ked af at gå nærmere i detaljer med sagen af medmenneskelige grunde, men når Jørgensen selv går til pressen med sagen, så tvinges jeg til at tage bladet fra munden og klart sige, at det hele drejer sig om noget med sæbe og vand – eller rettere mangel på samme. Sandheden er ilde hørt, men altså nødvendig.

Både NT og min arbejdsgiver er enige om, at vi ikke kan miste øvrige passagerer for at køre med Harry Jørgensen, der måske ikke selv helt er klar over forholdene, men det er de øvrige passgerer. Og torsdag aften var det altså helt galt. Den øvrige halve snes passagerer i bussen var rykket helt ned i køretøjets bagende.

Jeg havde meddelt Jørgensen, at han ikke – som forholdene har udviklet sig – – fremover kunne køre med bussen, men jeg var indstillet på at lade ham tage med til Vrensted, men efter et par hundrede meters kørsel, måtte jeg altså bede ham om at forlade bussen. Andre passagerer skal jo benytte bussen bagefter, og hverken af hensyn til andre eller til overholdelsen af køreplanen kan det ikke være rimeligt at køre rundt med skånebetræk eller foretage ekstraordinær rengøring efter transport af en enkelt passager.

Som sagt er sandheden altid ilde hørt, og jeg er ked af at måtte sige dette til avisen, men omstændighederne har altså tvunget mig til det, slutter Poul Jensen, der samtidig understreger, at hans passager blev sat af midt i en by, tæt ved Taxa. Det var højlys dag, varmt og solrigt. Jørgensen ville selvfølgelig aldrig være blevet sat af et øde sted eller i tilfælde af dårligt vejr.

Harry Jørgensen døde i 1995, 88. år gammel

• Historier med Harry Jørgensen

Skrevet af Birthe Helledie i Løkken Folkeblad

den 10.04.1997. 

Hun har talt med graver og kirketjener ved Vrensted Kirke.

Niels Jørgensen,  som efter 50 års arbejde – nu går på efterløn som 61 årig.

 

Niels Jørgensen foran Vrensted Kirke i 1997.

I 16 år har Niels Jørgensen passet kirkegården i  Vrensted, men når han selv skal herfra, vil han gerne begraves på Grønland, hvor de efter hans mening har så smukke hvide kors.

Han stopper nu med arbejdet og går på efterløn.

Niels Jørgensen er kun 61 år, men har alligevel været på arbejdsmarkedet i 50 år. Jeg synes jeg har gjort det godt nu. Jeg har arbejdet siden jeg var 11 år. Da kom jeg ud som hyrdedreng og siden har hver dag været en arbejdsdag. Nu vil jeg give mig selv lov at dyrke mine interesse siger Niels Jørgensen, der sammen med sin grønlandske  kone bor på Bådstedhedevej overfor Kirkedammen.

Oprindelig ville Niels være skibstømrer, men det var dengang umuligt at få en læreplads. Istedet blev han uddannet tømrer. men havde i flere år arbejdet som bådebygger. I 60 erne var det småt med arbejde, og Niels søgte til Grønland.

De otte år i Napasokk på Grønlands vestkyst er de bedste år i hans liv. Vi rejste huse til fiskeindustrien og det var et vidunderligt sted at bo, fortæller Niels. – Deroppe tænker man ikke så meget på luksus og prestige, folk kommer hinanden meget mere ved, og jeg kom til at holde utroligt meget af landet og menneskene der. Jeg mødte min kone og hendes fire børn deroppe, og vi blev en lille familie, som har holdt sammen siden, fortæller Niels. I 1973 vendte familien  næsen hjem mod Danmark – og Vrensted.

En del år arbejdede Niels som tømrersvend, men da graverembedet ved Vrensted Kirke i 1980 blev ledigt, fik han det.

Et 7-16 job er ikke Niels. Som graver kunne han til dels selv passe tiden, bare arbejdet blev gjort. Hækkene kan jo ligeså godt klippes tidligt om morgenen, og så bliver man ikke forstyrret, siger Niels Jørgensen, der har fået mange bekendtskaber gennem sit arbejde som graver og kirketjener. Han har været med til at anlægge den nye urnekirkegård, som han kalder “græsplænen” Det er hans opfattelse, at flere og flere vælger det sidste hvilested her, fremfor et gravsted som skal holdes. Selv vil Niels gerne “hjem” til Grønland, når den tid kommer. Der har de så smukke, hvide kors uden navn på, fortæller han.

Niels har gennem sit skiftende arbejdsliv bevaret sin kærlighed til søen. Båd har han altid haft, og netop nu er han igang med at snedkerere på en, som skal søsættes til sommer på Limfjorden. Og så er der så mange gamle møbler, der skal repareres for folk. Køkkenhaven og blomster haven skal passes og de er ikke af de mindste. – Men allermest glæder jeg mig til at gense Grønland. Det sker til juli, hvor min kone og jeg tager derop i tre uger fortæller Niels Jørgensen. Vi skal besøge min kones familie og min broder, som har været deroppe siden 1967, og vi glæder os utroligt.

Niels Jørgensen døde 22/10-2016