Hvordan vi holdt jul i mit hjem

Af Jens Otto Madsen

De sidste dage op til jul kan være fulde af små og store gøremål:

“Er der fløde nok til risalamanden, skal vi have lidt flere kartofler, og hvem køber mandelgaven?”

Men når de sidste ærinder er ordnet, og butikkerne lukket for julen, sker der noget med os.

Julefreden sænker sig.

Nu handler det om at være sammen og nyde hinandens selskab.

Lytte til vores yndlingsjulemusik, se en hyggelig julefilm og – ikke at forglemme – spise al den dejlige julemad.

Julen giver tid til ro og nærvær på en helt særlig måde.

glædelig jul

Hvordan vi holdt jul i mit hjem.

I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Byskolen. Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene. Hun drev et pensionat med over 100 pensionærer dagligt. Hun var dygtig og skrap i køkkenet også juleaften. Efter julemiddagen mente hun at alt skulle ryddes op og vaskes af inden vi skulle gå rundt om juletræet og ha pakker. Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.

Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Far og jeg havde opsat salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet og kirken var altid overfyldt juleaften, idet mange voksne børn kom hjem udenbys fra og der var bestemt også mange der kun kom en gang om året alene til julegudstjenesten som en tradition.

Herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik hvad man ønskede sig. Nogen gange kørte vi i en af juledagene til Frederikshavn for at besøges fars søster og svoger der havde hus der.

Juletræ i forsamlingshuset 4. juledag:

Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i forsamlingshuset. Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet. Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn. Man skulle købe billetter til juletræsfesten. Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf. Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo. Jeg husker også at Charleses Leo spillede på trommer. De spillede bl.a. Bro Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert også for de voksne som kunne se børnene more sig dejligt medens de fik kaffe i den lille sal.

Gunnar Gade på Banjo og traktorCharles på harmonika

Charles søn Leo på trommer

Historiske taler: Dronning Margrethes sidste nytårstale 31.12.2023 og Statsministerens nytårstale den 01.01.2024

Historiske Taler : Dronning Margrethes nytårstale 31.12.2023, hvor hun meddeler at hun abdicerer og kronprins Frederik skal være Konge fra 14. januar 2024

Vi har netop fejret julen, den dejlige fest, med juletræ, tændte lys og forventningsfulde børn. I den mørkeste tid på året lyser julen op. Nu står det nye år for døren, i aften fejrer vi nytårsaften. Foran os ligger et år, som vi møder med forventning, men også med bekymring, for der sker voldsomme ting ude i verden.

Nogle årstal står klart i vores bevidsthed, fordi vi knytter dem til bestemte begivenheder.
Året 1943 husker vi for redningen af de danske jøder. Det var 80 år siden i oktober.
Hvad skal vi gøre, når uskyldige mennesker bliver angrebet?

Det viste den danske befolkning dengang. Almindelige borgere hjalp helt spontant deres medmennesker. Advarede naboen, skjulte kollegaen og bragte familier i sikkerhed i Sverige. For langt de fleste danske jøder lykkedes flugten fra nazisternes folkemord.

Dengang Danmark var besat, gav min farfar Christian X udtryk for dét, som var holdningen i befolkningen: ”Jøder var og er agtede borgere i det danske samfund” -. Når vi kender hinanden, formår vi også at leve os ind i hinandens skæbne. Så følger medfølelse og hjælpsomhed som noget ganske naturligt.

Det år, vi tager afsked med i aften – 2023 – vil blive husket for det grufulde terrorangreb på civile i Israel. Det er ikke til at fatte.

Grufuld er også den krig, der er fulgt efter. Her er ingen vindere, kun tabere. Kvinder og børn har ikke selv valgt krigen, men de betaler prisen. Uskyldige mennesker er de første ofre. Ikke alene i Mellemøsten langt herfra, men også i Danmark.

Krigen får antisemitismen til igen at brede sig. Det er ulykkeligt og skændigt.

Jeg vil i aftEn komme med en utvetydig opfordring til, at vi alle i Danmark behandler hinanden med respekt.
Vi skal træde tættere på hinanden, ikke fjerne os fra hinanden. Vi skal huske, at vi alle er mennesker. Det gælder såvel jøder som palæstinensere.

Både jøder og palæstinensere i Danmark bliver bange, når telefonen ringer. Er der dårligt nyt om familien?
De ukrainske flygtninge kender den samme angst.

Året 2022 vil altid være knyttet til overfaldet på Ukraine. I år er krigen fortsat med samme styrke og med store tab af menneskeliv. Selvom opmærksomheden lige nu er rettet mod Mellemøsten, så skal ukrainernes kamp for frihed ikke blive glemt.

Dansk opbakning har stor betydning for det ukrainske folk. Det kom klart til udtryk, da præsident Zelenskyj besøgte Danmark i sommer. Det kan vi godt være stolte over.

Min nytårshilsen i aften går til alle, som fejrer nytår i skyggen af terror og krig.
Det er ikke alene krig og konflikter, som gør fremtiden usikker.

Vejret synes at løbe løbsk i forskellige retninger. Det virker uoverskueligt, og det skræmmer.
Rundt om i verden bliver mennesker ramt på forskellig vis. De fleste husker nok, at juli herhjemme var kølig og regnfuld. 2023 blev det vådeste år i dansk vejrhistorie. Men for hele jorden blev juli og august de to varmeste måneder nogensinde.

I sidste måned udsendte FN en ny klimarapport. Alvoren er tydelig. Klodens klima forandrer sig hurtigere, end man troede.

Vi er nødt til at forholde os til klimaforandringerne. Konsekvenserne er ikke kun fremtid. De er her allerede, og de er voldsomme.

Det er de fleste i Danmark fuldstændig klar over, selvom det har været vanskeligt for nogle af os helt at indse det.
Nu må vi sammen finde håbet og viljen til at gøre noget.
Tidligere i denne måNed var der klimatopmøde i Dubai. Her deltog Kronprinsen sammen med danske ministre.

Danmark er et rigt land med en vigtig international stemme. Det forpligter.

Vi har også flere af de tekniske løsninger, der skal til. Det gør mig stolt, at danske forskere og virksomheder er med til at skabe en fremtid, hvor vi passer på vores klode og natur.

I det forløbne år har der været talt meget om ”kunstig intelligens”. En ny teknologi, som vil kunne ændre vores liv på måder, vi næppe kan forestille os. Men hvordan? Hvad kan følgerne blive? Måske kan den forbedre vores samfund, men vil vi kunne styre det?

Skal vi være begejstrede eller bekymrede? Jeg tror, at vi skal være eftertænksomme og opmærksomme.
Den nye teknologi er jo netop ”kunstig”. Den tænker ikke selv. Den bliver fodret med det, mennesker allerede har skabt.

Kunstig intelligens efterlader os med et helt grundlæggende spørgsmål: ”Hvad er det, der gør os mennesker til noget ganske særligt?”

Vi mennesker har håb og nysgerrighed. Vi har indlevelse og kreativitet. Vi har evnen til at skabe og til at tænke selv. Det er det, der har bragt os vidt. Det må vi ikke glemme.

Teknologien og maskinerne har for længst overtaget meget af håndens arbejde. Men alligevel betyder det ikke, at vi mennesker sidder med hænderne i skødet.

Jeg har lagt mærke til, at mange igen har fundet en hobby eller et håndarbejde frem. Det begyndte nok under corona-krisen; men så kunne man ikke holde op igen – det gælder i hvert fald for mig. Man får ro på sig selv, når man sidder med et sytøj eller har noget andet mellem hænderne; det gælder for alle aldersgrupper.
For mange af os er det en fritidsbeskæftigelse at holde hænderne i gang. For andre er det et livsvilkår – en profession.

Det gælder for dem, der lægger murstenene, trækker kablerne, maler væggene i de huse, hvor vi bor. Dem, der bygger vindmøllerne, så vi får ren energi. Dem, der passer os, når vi er indlagt på sygehuset, eller plejer os, når vi ikke længere kan klare os selv.

Det er alt sammen funktioner, der kræver håndelag, kundskaber og uddannelse, og som i den grad fortjener respekt.

Godt håndværk er en nydelse at opleve. At betragte en velbygget mur, at se på en blank og smukt malet væg, at beundre et møbel, hvor træet er behandlet med omsorg og indsigt, det fylder mig med glæde hver gang.
Året 2023 vil vi huske som det år, hvor vi kunne fejre, at mit barnebarn Prins Christian fyldte 18 år. Det blev en stor og, tror jeg, dejlig dag for ham. Han stod frem på en måde, der gjorde hele hans familie stolt af ham. Han var omgivet af søde, forventningsfulde og muntre unge fra hele riget og han holdt en tale, der aftvang stor respekt. Den gjorde hans farmor stolt.

Prins Christian sagde tingene, som de var. Det gjorde man ikke så meget, da jeg var ung. I dag tør de unge vise, at de også kan være usikre. Den åbenhed er en styrke, som vi andre må beundre, og som vi kan lære af.
Alle kender det lille ord ”tak”.

Det er et dejligt ord, både at sige og at høre. I det ord ligger erkendelsen af, at et menneske ikke står alene. Det er også ordet, vi benytter netop som nytårshilsen: Tak for det gamle år!
Tak for den hjertelighed og gæstfrihed, jeg møder overalt i Danmark.

I rigsfællesskabet er vi tre lande og tre folk. Vi har hver vores identitet og kultur og hver vort sprog. Men vi er knyttet sammen af en fælles historie, og vi er forbundne som mennesker.

I aften vil jeg ønske et godt nytår for alle i Grønland og for alle på Færøerne. Ofte går mine tanker nordpå til de to lande og til de to folk med en tak for alt, hvad de har givet mig i årenes løb.
Mine nytårshilsener går også til de danske i Sydslesvig og til de mange andre danske, som opholder sig og har deres virke i udlandet.

Ved årsskiftet takker jeg alle i Forsvaret, Politiet og Beredskabet. I gør en beundringsværdig og helt uundværlig indsats for vort land.

En ganske særlig tak skal lyde fra mig i aften. Tak for alt, hvad jeg og min familie har modtaget af varme og hengivenhed igennem mange, mange år.

Om 14 dage har jeg været Danmarks dronning i 52 år. Så lang tid går ikke sporløst hen over noget menneske – heller ikke mig! Tiden slider, og ”dårligdommene” bliver flere. Man overkommer ikke længere det samme, som man kunne engang.

I februar i år gennemgik jeg en omfattende rygoperation. Den forløb godt, takket være det dygtige sundhedspersonale, der tog sig af mig. Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden – om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation.
Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning. Jeg overlader tronen til min søn Kronprins Frederik.

I aften vil jeg først og fremmest sige tak. En tak for den overvældende varme og støtte, som jeg har modtaget gennem alle år. En tak til de skiftende regeringer, som det altid har været givende at arbejde sammen med, og til Folketinget, som altid har mødt mig med tillid.
Min tak skal lyde til alle de mange, mange mennesker, som ved særlige begivenheder, såvel som i hverdagen, har omsluttet mig og min familie med kærlige ord og tanker. Det har gjort disse år til en række af perler.
Den støtte og bistand, som jeg har modtaget gennem årene, har været afgørende for, at jeg har kunnet løfte min opgave. Det er mit håb, at det nye kongepar vil blive mødt med den samme tillid og hengivenhed, som er blevet mig til del.

Det fortjener de! Det fortjener Danmark!

Så vil jeg afslutte min sidste nytårstale med de ord, som jeg plejer:
GUD BEVARE DANMARK

GUD BEVARE JER ALLESAMMEN

mor og søn

01.01.24

Statsminister Mette Frederiksens nytårstale den 1. januar 2024

Godaften.”Nogle årstal står klart i vores bevidsthed, fordi vi knytter dem til bestemte begivenheder.”
Sådan sagde Dronningen i sin nytårstale i går.I dag – den første januar – ved vi allerede, hvilken begivenhed vi vil forbinde med det nye år.I 2024 træder Dronning Margrethe tilbage. Danmark får en ny regent.Kong Frederik 10.For de fleste af os starter nytårsaften altid med Dronningens nytårstale.I går var det, som om tiden gik i stå.Måske tænkte én og anden: Hørte jeg rigtigt? Sagde Dronningen virkelig det?Måske var nogle ligefrem chokerede.Her dagen derpå; en følelse af vemodighed. Som når et menneske, der betyder meget for os, rejser bort.Dronning Margrethe er den regent i hele danmarkshistorien, som har siddet længst tid på tronen.Dronningen har udført sin pligt med en flid, en rigdom af talenter og en arbejdsglæde som ingen anden.I aften vil jeg gerne rette en dybtfølt tak til Hendes Majestæt.

Kære Dronning Margrethe.

Hvad De har formået gennem snart 52 år er en enestående præstation. Deres betydning kan ikke overvurderes.

De har været vores anker, når det har blæst. Vores samvittighed i livets vigtige spørgsmål. Vores ledsager i årtierne, hvor fremtidens Danmark rejste sig.

De har været vores samlingspunkt i det nære og i det svære.

* * *

Dronning Margrethes regeringstid er det moderne Danmarks historie. De fleste af os har ikke kendt en anden regent.

Dronningen er vores livsvidne.

En regnfuld januardag i 1972 blev den unge tronfølger udråbt til dronning fra Christiansborgs balkon.

Det var dengang, Danmark blev medlem af EF, som det hed.

Aborten blev fri. Det var endnu tilladt at køre bil uden sikkerhedssele.

Kønsrollerne var i opbrud. Velfærden blev udbygget.

Det var en brydningstid.

I 2024 overlader Dronningen os et land, som er rigere.

Et samfund, hvor flere har gode muligheder. Og hvor vi hver især er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os.

Men også en tid, som igen er præget af opbrud og splittelse.

Verden forandrer sig. Det samme gør Danmark.

Netop derfor har vi brug for det, som samler os.

I generationer har Dronningen været vores samlingsmærke. Et holdepunkt, når alt andet var i bevægelse. En del af hvad vi kommer af. Og hvem vi er.

Dronningen har formået at tale til os som folk. Både til nye og gamle danskere. Såvel til unge som ældre mennesker. Og til hele riget – Danmark, Færøerne og Grønland.

Gennem store forandringer har Dronningen holdt fast i kunsten, kulturen, dyderne, oldtidens visdom. Og et internationalt udsyn.

At værne om traditionen. Vores traditioner. Og samtidig være et moderne statsoverhoved for et moderne land – det er en balancekunst, som aftvinger både hengivenhed og respekt.

Netop dén fornyelse fortsætter Dronningen med beslutningen om at træde tilbage og lade en ny generation få plads.

Nu tager vi hul på et nyt kapitel for Danmark.

Vi vil savne Dronning Margrethe, som vi holder så meget af.

Men at Kongehuset som institution lever videre, er i høj grad mennesket Magrethes fortjeneste.

Det danske monarki er blandt de ældste i verden. Kongehusets historie tæller mere end tusind år.

I en ubrudt kæde har nye regenter taget over efter gamle.

Stien er trådt gennem historien. Og hver generation skal finde sin egen vej frem. Vi har en fælles tillid til, at Kronprinsen vil gøre netop det.

Dronningen har sagt det på sin egen måde: ”Jeg har en søn, som jeg har meget stor fidus til.”

Jeg kan tilføje, at det har vi andre også. For vi kender vores kommende konge.

De ældste har set Kronprinsen vokse op.

De jævnaldrende er blevet voksne sammen med Kronprinsen. Har studeret, aftjent værnepligt, gået til koncerter, dyrket sport og stiftet familie i samme takt.

Og for de yngste danskere har Kronprins Frederik altid været der.

En mand med et helt særligt nærvær. Og med en dygtig, inspirerende og aldeles afholdt hustru ved sin side.

Både Kronprinsen og Kronprinsessen har allerede vist os, hvem de er. Og hvad de vil for os.

Senest fulgte vi med til Prins Christians 18 års-fødselsdag. Mon ikke mange blev imponerede over den unge mands ligefremme optræden? Det blev jeg i hvert fald.

I den kongelige familie formår man at hjælpe næste generation på vej, skridt for skridt. Det kræver kløgt. Og vidner om et stort menneskeligt overskud.

Kong Frederik 9. sagde til sin datter Margrethe: ”Du skal huske på, at folk jo vil dig det vel.”

Lad os love hinanden, at den folkets hengivenhed, der blev Dronningen til del, også vil støtte det nye kongepar og deres familie.

Selvom vi er vemodige lige nu, er fremtiden håbefuld.

Jeg er sikker på, at Kronprinsen bliver en god og stærk Konge for Danmark og hele Kongeriget.

* * *

Min nytårstale i aften blev en helt anden, end jeg oprindeligt havde tænkt.

Jeg ville have fortalt om regeringens kommende ældrereform.

En reform, der handler om pleje og omsorg. Og om meget mere selvbestemmelse til vores ældre og gamle.

Hvor du, der er oppe i årene, i langt højere grad selv skal kunne præge din hverdag og den hjælp, du får. Og hvor de medarbejdere, der kommer hos dig, skal være kendte ansigter.

Jeg ville i det hele taget have talt om den nære velfærd. Om sundhedsvæsenet.

Alt det må vi fortælle mere om senere.

Men tillad mig alligevel at fremhæve et forslag, der ligger mig meget på sinde.

For 40 år siden blev det første danske reagensglasbarn født. Et lille stykke danmarkshistorie. På 3382 gram.

I dag kommer hvert ottende barn her i landet til verden efter fertilitetsbehandling.

Ufrivillig barnløshed rammer alt for mange. Er det ikke os selv. Så er det nogen, vi kender.

Der er stadig tabuer, vi skal have brudt. For hvor er det i grunden smukt, at så mange mennesker drømmer om skabe nyt liv.

Også selvom man skal gennemgå krævende behandlinger, usikkerhed og ventetid.

Til jer, der sidder derude og venter på et barn. Alle jer kommende mødre og fædre. Familier i alle regnbuens farver. Som bærer rundt på en hjemløs kærlighed.

I får nu mere hjælp. Op til dobbelt så mange behandlingsforsøg. Det træder i kraft allerede i år.

Men i aften vil regeringen komme med endnu et forslag.

Vi vil også indføre gratis hjælp til barn nummer to, så der forhåbentligt kan komme en lillebror eller lillesøster.

Så endnu flere af jer kan skabe den familie, I drømmer om.

* * *

Verden er en anden nu end den januardag i 1972, hvor en ung tronfølger Margrethe blev udråbt til Danmarks dronning.

Men nogle kriser har ulykkeligvis været konstante.

Min nytårstale i aften holder jeg på Marienborg.

Det er her, skiftende statsministre igennem tiden har taget imod udenlandske gæster.

Den første, der overnattede her, var Israels første premierminister, Ben-Gurion.

Det var i 1962.

Meget har forandret sig siden da.

Men nogle menneskers had til Israel. Og palæstinensernes dårlige livsbetingelser. Er desværre begge intakte.

De seneste måneder har nye grusomme billeder brændt sig fast på vores fælles nethinde:

Unge israelere, som det ene øjeblik fester sorgløst i ørkenen. Og det næste flygter for livet.

Hele familier liggende dræbt i soveværelset. I et af de mest bestialske terrorangreb i nyere tid.

Krig i Gaza. Børneliv, der ender, nærmest inden de er begyndt. En humanitær katastrofe. Mangel på mad, medicin og vand.

Krigen i Mellemøsten kaster lange skygger. Senest med angreb på skibe i Det Røde Hav. Og krigen skaber splittelse. Også her i Danmark.

Hele verden er afhængig af fred i Mellemøsten.

Det er aldrig lykkedes. Det skal det nu.

Kan vi være fælles om den her vision?

At jøder har ret til at leve i fred, sikkerhed og frihed. I Israel. Ja, hvor de end måtte bo og leve. Selvsagt også her i Danmark.

Og at palæstinenserne har den samme ret. At også de har krav på deres eget land.

To stater, der eksisterer side om side. Det kan synes umuligt lige nu.

Men det er den eneste vej frem.

Det kræver, at palæstinenserne tager afstand fra Hamas. Fra antisemitismen. At de anerkender Israel. Søger freden.

Det kræver, at israelerne stopper de ulovlige bosættelser. At det ikke er de mest ekstreme, der får lov at definere, hvad Israel er.

Israel har ret til at forsvare sig selv. Men skal også søge freden.

De Allierede afsluttede 2. verdenskrig. NATO fik stoppet krigen på Balkan.

Jeg tror, det er det internationale samfund, der må bane vejen for fred i Mellemøsten. Fra Jerusalem til Ramallah.

* * *

I snart to år har der været krig i Europa.

Da præsident Zelenskyy landede i Sønderjylland i sommer, var hele Danmark med.

Vi er en af de befolkninger i verden, der er mest loyale over for ukrainerne. Og vi er et af de lande, der har hjulpet mest.

Det kan vi være stolte over. Nu skal vi holde fast.

Et Europa uden vilje og evne til at forsvare sig selv. Hvad er det egentlig værd?

Ukraine mangler ammunition. Europa har ikke leveret det, der er brug for. Det er ikke godt nok.

Vi vil presse på for mere europæisk produktion. Det haster. Og de danske F16-fly skal på vingerne snart.

Krigen i Ukraine er også en kamp for det Europa, vi kender.

Sjældent har der været mere på spil.

Udvidelse med nye medlemslande. Og de næste store skridt i kampen mod klimakrisen. Den grønne omstilling er vores frihedsbrev og vores klodes håb.

Jeg tror ikke, uroen og konflikterne er forbigående.

Vi er ved starten af en ny æra. Og uanset hvad der sker. Også efter præsidentvalget i USA til november.

Så skal Europa kunne mere.

Vi skal ville mere.

* * *

Lad os gå ind i det nye år med troen på, at mennesker selv former vores skæbne. Og at vi i dystre tider kan gøre morgendagen lysere.

Lad os ”træde tættere på hinanden. Ikke fjerne os fra hinanden.”

Sådan sagde vores kloge Dronning Margrethe i sin sidste nytårstale.

Det blev til 52 nytårstaler i alt. Når man lægger dem op ved siden af hinanden, fortæller de vores fælles historie.

Jeg selv blev ikke født som royalist.

Jeg blev royalist takket være Dronningen.

Vi har brug for at være fælles som folk og som land.

Vi kan vitterligt kun håndtere fremtiden, hvis vi ved, hvad vi selv består af. Hvorfor vores lille land er så anderledes. Så stærkt.

Den ubrudte kæde igennem 1000 år er historien om os danskere.

Et folk, der har været velsignet med et kløgtigt og vidende statsoverhoved i mere end min levetid.

Til vores Dronning. Af hjertet tak.

Godt nytår!

Mette Frederiksen, statsminister den 01.01.2024

En køretur til Sønder Lyngby i 1922

FOR 100 ÅR SIDEN

– EN KØRETUR TIL SØNDER LYNGBY

OPLEVET AF KAREN SØRENSEN I SOMMEREN 1922.

Af. pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse

opvokset i Rakkeby ved Hjørring.

Da Karen i sommeren 1921 var knap 10 år og storesøsteren Jenny næsten 23 år, VANDREDE de fra Borup ved Vrå til Sønder Lyngby ved Løkken.

Karen fulgte med Jenny på denne vandring på 16 kilometer for at besøge Jennys forlovede, Christian Christensen i Sønder Lyngby

Karen har beskrevet denne vandring i et tidligere opslag.

Jenny og Christian blev gift den 25. oktober 1921.

Året efter – i sommeren 1922 – tog Karen den samme tur igen, men nu siddende i agestolen i en fjedervogn mellem forældrene, Petrea (født i 1869) og Frederik Rokholm (født i 1849).

Karen har selv fortalt om oplevelsen i denne skildring, skrevet sidst i 1970’erne:

“EN KØRETUR MED FAR OG MOR TIL LYNGBY

I sommeren 1922 kørte vi en tur til Lyngby for at besøge Jenny og Christian.

Vi kørte i den lille fjedervogn.

Far havde forinden smurt vognen og sat forlæder på.

Den brune hest havde fået halen rumpet op, idet halehårene blev knyttet op på en særlig måde.

Det så flot ud, når vi skulle ud at køre i stads.

Vi startede om formiddagen, det var jo en længere tur.

Vi sad alle tre i agestolen med mig i midten.

Det var så skønt at køre i hestevogn i gamle dage med alle de indtryk fra naturen, den blå himmel, de grønne marker og alle de hjem, vi kørte forbi, og hjulenes knasen på grusvejen.

Vi kørte i skridtgang, dog sommetider i trav.

Da vi nåede Børglum Bakke, kunne vi se havet som et blåt bånd og Løkken – det var et skønt syn fra Børglum Kloster, munkenes hvide borg.

Dengang gik vejen helt op til kirkegården, og møllen med smedjen og Bålhøj kan ses vidt omkring.

Det gik rask ned ad den vestre bakke, nu var der ikke så langt igen.

Snart kørte vi forbi Skøttrup Fattiggård og de andre gårde.

Da vi var kommet over banen og havde nået Furreby Skole, gik vejen nordenom ud til klitterne.

Vi kørte langs med havet, forbi Furreby kirke og klitgårdene i Furreby og forbi Kodals Rende.

Vejen var en elendig lervej, fuld af huller og dybe hjulspor.

Endelig kom vi forbi Lyngbygaard og Per Nielsen, før vi nåede “Søndergaard’’, Jenny og Christians gård.

Vi kørte ind ad porten, og hunden “Pedersen” meldte med sin gøen vor ankomst.

Jenny serverede en æggekage og hvid sagosuppe med rom i.

Til aften fik vi steg.

Far og Christian var ude i nødset og se køerne – det var nogle store, fede sortbrogede køer, Christian havde.

Mor og jeg var med Jenny inde i sovekammeret, hvor hun viste os nogle små trøjer og skjorter, bleer, navlebind, lister og svøb.

Jenny gik i sådan en vid kjole – det var snart ved den tid, da Kirsten skulle komme. De glædede sig sådan til den lille pige eller dreng, der skulle komme.

Tiden gik mod aften, og vi kørte hjemad.

Så er heste altid mere villige til at løbe, så det gik rask hjemad i trav.

Jeg husker, da vi i Vrå kørte ad Borupvej forbi Jens Andersens gård, først da kom vort hjem til syne, og mor udbrød: “Åh, Gud ske lov, husene står!”

Det var jo det hjem med deres fem børn, de havde værnet om og arbejdet for hele deres liv og virke.

MINE KÆRE FORÆLDRE HAV TAK!’

Noter:

Karen Rokholm blev gift med Edvard Sørensen på sin 23-års fødselsdag, den 2. oktober 1934.

De blev forældre til 9 børn, født mellem 1935 og 1951.

Jeg Poul er nummer syv i søskendeflokken.

forlæder – et løst læderstykke, som knappes omkring benene på dem, der sidder i agestolen.

rumpe op

– om halen på en hest, som ved stadskørsel blev bundet op i en flettet knude

agestol

– et løst sæde med rygstød, som ved stadskørsel blev forsvarligt fastgjort på fjedervognen

Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane (1913-1963)

Skøttrup Fattiggård (1869-1933)

Furreby kirke

– en af de kirker ved Vesterhavet, som ikke blev flyttet længere ind i landet

nøds – kostald

(nøds er en forkortet form af nødhus = kvæghus)

navlebind

– navlestedet på et nyfødt barn blev dækket med et navlebind

lister

– lange, brede tøjstrimler, som anvendtes til at svøbe et spædbarn.

Lister og svøb blev tidligere bundet om spædbarnet.

Jesus-barnet blev af Maria svøbt og lagt i en krybbe ifølge Juleevangeliet.

en vid kjole

– en såkaldt omstændighedskjole

Kirsten

– Jenny og Christian Christensens førstefødte.

Kirsten og hendes mand Karl Henrik drev som voksne Løkken Badehotel og derefter Hotel “Klitrosen” i Slettestrand.

25 år som organist nu i Løkken Storpastorat

Organist Anne Lindhardt Toft har haft 25-års jubilæum

Hun fungerer nu i Løkken Storpastorats kirker.

Her gengives hendes takketale nedenfor.

Kollegerne gav til sidste kalendermøde Anne en gavekurv med lækkerier og officielt blev jubilæet markeret ved “Syng julen ind” i Lyngby Kirke, hvor Rubjerg Knudekoret deltog.

Ved denne lejlighed holdt Anne følgende takketale

Jubilæumstale, Lyngby kirke, søndag d.17.dec. 2023

Jeg havde egentlig ikke tænkt, at der skulle være noget særligt i anledning af det her jubilæum, men da Jens Juhl for nogen tid siden spurgte, om jeg kunne tænke mig, at det blev markeret i aften efter gudstjenesten, så fik jeg det sådan, at det kunne jeg godt tænke mig.

For det var lige præcis her, ved en adventsgudstjeneste i Lyngby kirke, at jeg spillede til den første gudstjeneste for 25 år siden.

Og jeg glemmer det ikke, for den aften blev der et voldsomt snevejr, og jeg var nær aldrig kommet over bakken ved Børglum Kloster. Jeg havde også lidt svært ved at koncentrere mig til den gudstjeneste, for jeg tænkte hele tiden på, om jeg kunne komme hjem igen.

Jeg kom hjem den aften, og siden har jeg kørt op og ned af bakken ved Børglum Kloster rigtig mange gange og i al slags vejr. Det er et fantastisk sted. Ligeså isglat og ufremkommeligt det kan være i snevejr, lige så fint er det på en frostklar dag i solskin eller en sommerdag med blå himmel. Hvis man går op til møllen, så kan man se hele storpastoratet og næsten alle kirketårnene; man kan se havet, og man fornemmer det historiske vingesus, som stedet har. Det er en smuk vej til arbejde.

Jeg er rigtig glad for, at koret er med i aften, for I har sammen med børnekoret i Hundelev været en stor del af mit arbejde i alle 25 år. Enkelte af jer har været med i alle årene, og det er selvfølgelig en stor glæde, at vi har kendt hinanden og sunget sammen i så mange år.

Børnekoret har altid været i samarbejde med først Hundelev Skole og sidenhen Hundelev Friskole. Det har været et godt og velfungerende samarbejde, og vi har opført mange musicals og krybbespil i årenes løb. Vi har netop gået Luciaoptog og opført krybbespil og holdt vores egen lille julefest med sang, julegodter og pakkespil – kun for børn.

Rubjerg Knude Koret har ikke bare været en stor del af mit arbejde, det har også været en stor del af kirkelivet i både Jelstrup og Løkken Storpastorat, hvor det igennem alle årene har sunget til et utal af gudstjenester, sangaftner og koncerter. Vi har samarbejdet med mange præster, musikere, forfattere og komponister undervejs, og vi har været på kor-ture i ind- og udland, hvor vi har besøgt andre kor og kirker til stor inspiration for korarbejdet og til stor fornøjelse for det gode sociale liv i koret, som er så vigtigt.

Det har også været en fornøjelse at se resultatet af hele tre restaureringer først i Rubjerg og Lyngby kirker og sidenhen i Vrensted kirke, hvor restaureringen skete i forbindelse med, at kirken fik et helt nyt orgel. En drøm for en organist.

Spændende er det også, at Løkken kirke nu er på vej med et nyt orgel og en istandsættelse af kirken. Det bliver helt sikkert til stor glæde for alle.

Der har selvfølgelig været mange forskellige præster, gravere, kirkesangere, organister, daglige ledere, sognegårdsværtinder og frivillige i årenes løb, men der er faktisk også enkelte gravere og frivillige og en enkelt kasserer, som har været med hele vejen. Jeg vil gerne sige jer alle en stor tak for samarbejdet både til jer, som er her nu og til dem, som har været her.

Jeg vil også gerne sige menighedsrådene nye som gamle tak for opbakning, støtte og imødekommenhed igennem alle årene. Det betyder alt for arbejdsglæden, at der er interesse og forståelse for det arbejde, der skal udføres, og det oplever jeg at der er, og det sætter jeg stor pris på.

Det har ikke bare været 25 år på de samme orgelbænke og i de samme kirkerum. Det har også været 25 års samarbejde om kirkemusikken og kirkelivet. For mig er samarbejdet helt centralt i mit arbejde som organist, for det er sammen, vi laver liv i kirken.

Det er gudstjenesten og arrangementet her i aften et godt eksempel på, og jeg er rigtig glad for, at det er ved sådan en lejlighed, vi sammen fejrer de 25 år, som nu er gået.

Tak skal I have.

Anne Lindhardt Toft

Juletræet pyntes og juleaften

En julefortælling af Nikita Thellefsen

Her er lidt om min jul, som barn:

Nu er jeg jo ikke så “gammel” igen, men jeg elskede julen som barn.

Min mor pyntede op i alle kroge, sprækker, vinduer, m.m. Der var alskens stjerner, julekugler, nisser, og alle mulige andre spændende ting. Og så var der juletræet, som var min mors absolutte yndlingsting, foruden julemaden. – Hun lod nødigt os børn hjælpe til, og når hun gjorde, byttede hun rundt på de ting man havde hængt på træet, troende, at man ikke så det. Det er et sjovt minde at have om hende den dag i dag.

Mit barndomshjem duftede altid af Guldkorns-småkager, appelsiner, konfekt eller gran. Der var tændt op i brændeovnen, og julefilmene kørte hastigt på fjernsynet.

Juleaften startede som regel med, at min far og jeg, samt mine brødre, skulle se Disney’s Juleshow, imens min mor tog en time på øjet. – Derefter kom maden. Flæskesteg med brunede kartofler, brun sovs og så meget andet! Opvasken tog jo en EVIGHED syntes man jo, og mon ikke nogen af os stadig føler det sådan!

Og så var der jo desserten, som bestod af Citronfromage, og risalamande, hvori mandlen var blevet proppet i til den yngste.

– Derefter, læste min far altid juleevangeliet, og så skulle der synges julesange, og danses om juletræet.

Så skulle den yngste kravle rundt og hente gaver, som vi åbnede en efter en. Mange dejlige gaver fik jeg som barn, men jeg husker bestemt at mine brødre havde spinket og sparet for at give mig Zoo Tycoon (et computerspil, hvori man ejer en Zoologisk have). Tanken bag gaven gør mig stadig blød om hjertet.

Min mor bar fadet med julegodter ind derefter, og vi hyggede resten af aftenen. Det var en rolig og rar tid, som jeg savner rigtig meget. Jeg håber at jeg kan give mine egne børn så megen glæde som jeg følte, en dag.

Hjemme i “Klarup” i Sønder Harritslev

af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse opvokset her.

Dette foto af mor KAREN, der malker jerseykoen, findes i et fotoalbum, som er givet videre til mig.

Måske er det mig, der har taget fotoet engang omkring 1960, da mor var omkring 50 år.

En af de 5 køer var en jerseyko, en race som er meget rolig.

Køerne stod bundet med to i hver bås.

Under malkningen blev halerne på de to køer i båsen bundet op i en snor for at undgå, at man blev “slikket” i ansigtet af en kohale!

Af hygiejniske grunde har mor klædt sig i “malketøj”, bukser, skjorte og tørklæde, som hun havde på, når hun skulle malke køerne.

Som regel klarede far Edvard alene at malke de 5 køer morgen og aften.

Hvis far var forhindret, var det mor, der trådte til.

Efter skoletid hjalp jeg far i stald og på mark, men det lykkedes mig aldrig at lære at malke en ko.

Det kræver et særligt håndelag at håndmalke en ko.

Mors far – Frederik Rokholm – havde den opfattelse, at malkning var kvindearbejde. Derfor har han aldrig selv malket en ko.

Far Edvard og hans generation holdt sig ikke tilbage for at malke køer.

Nogle få måneder var der installeret et malkemaskineanlæg i “Klarup”, men det blev nedtaget igen, fordi der simpelthen ikke var råd til at beholde det.

Om sommeren kom køerne på græs efter morgenmalkningen til sent eftermiddag.

Når jeg hentede køerne hjem, stod de fleste som regel parate ved leddet. Ellers kaldte jeg på dem med råbet “håp – håp – håp”, som på koens sprog betyder “kom – kom – kom”.

Køerne ville gerne komme med hjem fra marken, da de hjemme i “nødset” fik et forsvarligt foder inden malkningen.

Hver ko havde sin bestemte plads i båsen. Det hændte dog, at en ko af vanvare gik op i en forkert bås, men så måtte den hjælpes på plads.

Moderne stalde er nu løsdriftsstalde, hvor køerne ikke bliver bundet i båse.

I økologiske landbrug kommer køerne på græs om sommeren, men det gælder ikke for køer i ikke-økologiske landbrug.

På den modsatte side af køerne var der tre grisestier i “Klarup”.

I dag holdes køer og grise adskilt.

Hestestalden, hvor “Musse” stod bundet i sin ensomhed, var forbundet med “nødset” af en dør.

Heste må ikke længere stå bundet – heste skal holdes i bokse af en vis størrelse med mulighed for at kunne lægge sig.

Ude på græsmarken kunne hesten lægge sig.

Køerne lagde sig altid til hvile for natten i båsen.

Det var forbundet med en vis hygge at gå ud i “nødset” om aftenen, mens køerne drøvtyggede under tilfredse rumlelyde.

Der kunne også lyde en puslen fra grisenes stier.

Birgit og Kalles søn Thomas har taget tråden op og blevet landmand i stor skala på en gård i Flauenskjold i Østvendsyssel.

Thomas er fri for at malke køer, da han har specialiseret sig i svineavl.

Poul Sørensen

Juleforberedelser og Jul på Kongsengene

En fortælling af Lisbeth Hedegaard Christensen født og opvokset på en gård på Kongsengene, Vrensted. Som voksen har Lisbeth sammen med sin mand overtaget hendes barndomshjem.

Min barndoms jul var dejlig, fuld af varme og nærvær

. Vi holdt altid jul herhjemme, og forberedelserne til julen var mange, men jeg husker det ikke som stress og jag, – mor har sikkert følt presset, men hun gav aldrig udtryk for det, det hele gik stille og roligt.

Der blev slagtet gris, kogt grønkål, bagt småkager, kogt klejner, og der blev ferniseret gulv i stuen.

Huset blev pyntet til jul, husker især kravlenisserne og grangrenene, som blev sat op bag billeder på væggen, – og jeg husker også, hvordan de samme grangrene dryssede, når julen var ovre, og de skulle ned igen… Vi havde en gammel træsko, en af de gamle spidsnæsede, og den var malet grøn, – den lavede mor den flotteste dekoration i.

Juletræet fik jeg lov til at pynte d. 24. om formiddagen, julekassen med juletræspynten blev hentet ned fra loftet, kassen var en mor havde fået varer i fra Daells Varehus

Vi havde i mange år det flotteste “spir” i toppen af juletræet, og jeg må med skam melde, at jeg et år tabte den, og den gik i stykker, og hvor var jeg ulykkelig , – jeg tror, at allerede dengang, betød minderne meget for mig, så jeg kunne næsten ikke holde ud til at tænke på, at det var mig, der havde ødelagt den. Derefter fik vi en stjerne i toppen, og det var også fint, men “spiret” var nu flottere.

Vi var min mor, far og søskende juleaften, og senere mine søskendes familie også, nogen gange var vi mange, og andre gange knap så mange. Julemiddagen bestod af flæskesteg og ris a’la’mande, og den tid det tog at vaske op bagefter føltes uendelig lang. Vi dansede om juletræet, fik gaver, og her husker jeg især een gave, en dukke med lyst hår, som man kunne rede, – dukken har jeg endnu, men den har desværre mistet et ben. Bagefter gik mor i køkkenet for at fremtrylle det dejligste fad med julegodter og frugt, jeg kan stadig se hende for mig, når hun kom ind med fadet

Julekortene kom fra fjern og nær i dagene op til jul, og jeg husker, hvordan mor sad og skrev til familien, både hendes og fars familie

Det var ikke meget, vi kom på besøg hos familien i julen, vi havde ingen bil, så det gav sig selv. Jeg husker nabo-besøg, husker især en aften, vi sammen med andre naboer, var inviteret hen til Johanne og Henry Nørlev, husker især deres juletræ der var pyntet med bl.a. fe-hår, det havde vi ikke på vores juletræ, så det så helt magisk ud. Vi børn legede inde i soveværelset, husker jeg, der var ikke meget plads derhenne, men der var plads nok

Så alt i alt har jeg de dejligste minder om en jul fyldt med varme, nærvær og kærlighed

Lisbeths flotte juletræ med jule- og nytårs hilsen

Børnenes Jord i Vraa – Carl Scharnberg

Hermed en fin lille fortælling om Børnenes Jord i Vraa fortalt af Helle Jacobsen.

Carl Scharnberg som jeg så ham.

Han var en stjerne for os børn i Vrå og han fortjener i den grad et par ord. Han gav os en uforglemmelig barndom, især på Børnenes Jord.

Scharnberg var kommunist og det brød min far sig absolut ikke om, så her var en form for konflikt. Jeg var splittet for jeg elskede den ranke mand med det røde halstørklæde. Han gav os en legeplads, hvor der var plads til alles meninger.
Et ældre ægtepar havde skænket grunden til ”Børnenes Jord” og den kunne aldrig fratages os. Scharnberg var i spidsen og fik frivillige håndværkere til at bygge os et helårs hus til indendørs aktiviteter s.s marionet-teater, billard, film og sysler med hånden.

Udendørs var der lavet matrikler til selvbyg af gammelt tømmer. Her kunne alle købe en grund til 1 kr. og ingen voksne måtte bygge med. En gang i ugen var der fællesmøde, hvor alle kunne komme til orde og give sit besyv med. Nogle fik jo hjælp af forældre og det måtte stoppes – de fik jo langt flottere huse (curlingforældre- I ved).

Scharnberg lyttede interesseret til os alle og tog os alvorligt og det var en dejlig følelse. En gang om året blev forældre inviteret og Børnenes Jord forvandles til en markedsplads med boder og konkurrencer. Hvem havde den flotteste dekorerede cykel osv …det var tider. Om lørdagen blev der vist film og der var rigtig hygge i puderne.
Jeg har haft den ære at blive undervist i 1. og 2. klasse af Scharnbergs frue Johanne og også hun var en fantastisk person. Blid og kærlig.

Forskolen var bygget sammen med Scharnbergs private bolig og jeg husker især en enkelt dag, da Carl Scharnberg pludselig kom ind i skolestuen og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ind i privaten. Det ville vi selvfølgelig gerne. Da vi alle var arriverede i privaten, blev vi bedt om at sætte os i rundkreds på gulvet og så tog Scharnberg grammofonen frem og satte en plade på.

” Det regner, det regner den hele dag” ( Det var nemli’ en regnsvejrsdag). Så kom ”lyset” – Scharnberg tog en æske blå Gajoler op af lommen og lod den gå rundt..sikke en fantastisk oplevelse.

Den dag står lysende klar for mig.

januar 2017
Helle Jacobsen

Fisker Anders.

Jens J Sørensen har skrevet en dejlig artikel om Fisker Anders, som han har mødt i sin tilværelse i Børglum på Tidselbak

Fisker Anders.

Sådan kunne en fiskehandler gå rundt.

Gående og cyklende fiskehandlere, var et ret almindeligt syn i Danmark tilbage i tiden. Indtil ca. 1960

På Tidselbak v/ Børglum kom der en fiskehandler han hed Anders, vi kaldte ham Fisker Anders, han kom gående med en hjulbør med et par kasser fisk på helt fra Løkken og op over Børglum Klosterbakke og ud på Tidselbak, også om vinteren kom han om der så var snesjap og koldt, og bare i et par træsko og hullede sokker. Når han gik, vendte han fødderne indad og engang spurgte de ham hvorfor han gjorde det og han svarede – Jo for ellers kører biler og skidt over dem – han havde altid svar parat. En gang han var kommet hen til præsten i Børglum, sagde præsten til ham at fiskene var dyre og det var de mellemhandler der gjorde det, kunne vi få fiskene direkte fra havet var fiskene meget billigere – Så sagde Anders ja det er sandt nok men kunne vi få guds ord direkte fra himlen behøvede vi ingen præst og det var også billigere. Min bedstefar boede ved os et stykke tid efter bedstemor var død og Anders gik sommetider ind og snakkede med ham, min bedstefar havde lige fået radio så det har været ca.1936-37. og den var han stolt af han kaldte den radiumen, og han spurgte Anders om han havde radium, hva sagde Anders, vil du da af med livet. Anders drak sprit og det var nok derfor han kunne holde kulden ud, (han var frostsikret). Folk skulle passe på deres sprit når han var i nærheden for ellers tog han det og drak det. Mine bedsteforældre handlede i Vejby da de boede på Tidselbak bedstemor gik over markerne til Vejby og handlede hos købmand Christiansen. En dag hun skulle til købmanden gik hun det hele igennem for at hun ikke skulle glemme noget, hun havde også set til spritflasken, den var næsten fuld og så gik hun, men da hun kom tilbage, havde Anders været der og havde drukket al spritten og så måtte den gamle kone afsted igen efter ny forsyning. Der kom også en mand engang imellem med en lille grå trækasse under armen, han hed Marinus vi kaldte ham Wust Marinus for det var nemlig ost han havde i kassen, de sagde han boede på Alderdomshjemmet i Vrå og så gik han rundt og solgte ost, nok for at komme ud blandt andre mennesker. De kostede så vidt jeg husker 20 øre, jeg var vild med dem så vi købte gerne et par stykker af ham. Der kom også uldkræmmere de kom med en bylt på nakken og satte den på gulvet og løste knuden op og så væltede det ud med tøj. Der kom også nogle som solgte kamme og sikkerhedsnåle og den slags. Også kreaturhandlere kom der, det var Thomas Jensen fra Vejby og en vi kaldte Jens Peter Plet. (Han var vist fra gården (Plet)). Thomas Jensen solgte også kød, han kom i en lille lad bil med en hvid kasse på, hvori der var strøet halm, som kødet lå i. Thomas Jensen havde en rejsegrammofon, jeg kan lige huske han kom en aften ud til os med den og spillede plader, det har nok været i ca. 1937 – 38 for han havde den med – Hen til kommoden og tilbavs igen og den er fra ca. 1936. Der var en i Børglum som brændte brændevin og det var da ulovlig, så politiet havde kig på ham, så spurgte han min far om han måtte komme ud til os på Tidselbak og lave det og det fik han lov til, da han var færdig gav han min far 2 flasker det var vist 3 pægle de kunne indeholde pr. stk. de var større end vinflasker i dag. Det har nok været i 1939 for vi fik mund og klovsyge i besætningen, da det var ovre, skulle der gøres godt rent og dyrlægen skulle komme og syne det, det var dyrlæge Jensen fra Vrå og da han havde synet det i orden inviterede far ham på en dram. Hvor har du det fra ville han vide men det ville far ikke sige, så sagde dyrlægen fandens jeg skal andre steder hen ellers skulle vi se bunden af flasken. Nogle dage efter snakkede min far med Chr. Thomsen ”Olesminde” og han spurgte hvad han havde gjort ved dyrlægen, -Jeg mener ikke jeg har gjort noget ved ham – Jo noget må du have gjort for han kom herop lige fra jer og skulle syne og vi havde ikke nået at gøre rent over det hele, men han havde aldrig set noget så rent nogen sinde. Ja, det var den gang

Jens J. Sørensen

Skolelæreren i Børglum

af Jens J. Sørensen

Vi havde en skolelærer i Børglum, han kunne ikke fordrage børn, hvorfor blev han så lærer, som jo har med børn at gøre? Han var dygtig men forstod ikke at lære fra sig, han mente det skulle bankes ind i hovedet på dem. Forliges med folk kunne han heller ikke.
Jeg gik i klasse med en dreng som var syg og han døde da også, ham bankede han også selv om han vidste han var syg, men det blev han også meldt for, og kom i retten.
Kriminalpolitiet var oppe og tale med mig, jeg husker han sagde til mig at læren havde sagt at han aldrig havde slået drengen, jeg sagde at passede ikke for det havde han og han svarede det tænkte jeg sgu nok, de kendte ham, Politiet kunne han heller ikke forliges med.
Vi som havde gået i klasse med drengen blev kaldt i retten som vidner og mens vi sat og ventede kom læreren og hans kone og gik ind i retssalen, jeg tror det varede et kvarter så kom de ud igen og gik, jeg tænkte hvad er det for noget varer det ikke længere, men så kom de andre ud sammen med sagføreren det var Kjeld Jacobi, og det hele var forbi. Der var sket det at læreren havde sagt at han ikke havde slået drengen ihjel og så sagde Jacobi det er heller ingen der siger, men du kan ikke nægte at du har slået på en dødssyg dreng. Læreren sprang op og tog stolen han havde siddet på og hamrede den ned i gulvet og så gik han, og så var det forbi. Han var nok klar over at han havde tabt sagen og hvad med os der sad derud, hvad kunne vi ikke fortælle, det ville han nok helst undgå og få rodet op i.
Sagføreren fortalte så at en dag ham og skoleinspektøren (Han hed Præstholm) kom gående på gaden i Hjørring og talte om den sag de skulle i gang med, lige med et siger Præstholm, jamen der har vi jo manden, da kom læreren gående imod dem, de hilste på ham, og så siger Præstholm til ham at han syntes han skulle søge et andet embede – Han blev så hidsig at han vendte om på hælen og gik, Præstholm sagde ingenting men rystede på hovedet.
Avisen det var Vendsyssel Tidende og den kom med toget til Vrå, hvor posten fra Børglum så hentede den når han skulle ned efter post, og så holdt posthuset åbent et stykke tid så folk der boede på landet kunne hente avisen ellers fik de den først dagen efter. Det var mest børnene der hentede den, de skiftedes til det og tog så avisen med til de andre på egnen. De sagde at læreren fik den ide at han kunne sætte sig henne på posthuset og sidde og holde øje med børnene når de hentede avisen, men det blev for meget for postmesteren så han jog ham ud.
En gårdmand fortalte at han havde en hyrdedreng og hans arbejde var bl.a. at flytte nogle får, men opdagede at de ikke blev flyttet, så gik han til drengen og sagde hvorfor fårene ikke blev flyttet, og så måtte drengen gå til bekendelse og sagde at læreren havde banket ham så han var øm i hele kroppen og kunne ikke trække tøjr pælen op af jorden.
Vi kom til at bo nabo med en som kom sammen med læreren ham besøgte jeg en gang imellem han var gammel og boede alene så ham holdt vi lidt øje med, han fortale når jeg var inde hos ham om gamle dage og læreren blev også nævnt, men jeg sagde aldrig noget, men så en dag sagde han, jeg ved ikke rigtig det var en underlig døwl ham, nå var det sagde jeg, ja sagde han vi vidste aldrig hvor vi havde ham, så selv dem der skulle være hans venner stolede ikke på ham.
De første børn som han underviste var efterhånden blevet voksne og gift og havde børn der skulle til at gå i skole, så det var nok på tide han flyttede ellers kunne det nok ske at han kunne få et par øretæver selv, det fik han forresten også men ikke af en der havde gået i skole i Børglum men det var hans søn det gik ud over. Om vinteren når der var sne og vi rendte ind i gangen blev der jo vådt og vi kom jo i gummistøvler eller træsko, så havde vi nogle fut sko at tage på for ikke at få våde fødder, sådan en sko lå midt på gangen da drengen kom om morgenen, og den sparkede han til, og læreren kom lige i det samme og for hen og gav ham en på siden af hovedet, drengens far var på mejeriet med deres mælk og drengen rendte så derhen og klagede, faderen kom og sagde til læreren hvad har min dreng forset sig med i dag, og så fik han en. Vi så ham vist ikke i 3 uger.
Da han flyttede fra Børglum og var ved at læsse flyttebilen, flagede købmanden på halv og da de kørte ud af byen, stod han parat og hejsede flaget på hel. Til gengæld havde vi en god og rar førstelærer.

2017 Jens J. Sørensen