Fra Vildmosehavet strakte der sig i stenalderen en fjordarm vest om Thise bakker og videre mod nordvest mellem Ingstrup-Hjermitslevs højland på den sydvestlige side og Vrensteds mere jævne aflejringer fra Senistiden
Man mente tidligere, at her havde været et sund mellem Vesterhavet og Vildmosehavet, og på kort fra 1660 erne er havarmen endog afbildet som en mod Vest åben fjord, der strakte sig ind mellem de nævnte sogne. Men geologiske undersøgelser har vist, at Vildmose havet ikke har stået i forbindelse med Vesterhavet, men har været afspærret fra dette af en af grus og sand bestående rimme syd for Løkken. Dette fremgår bl. a. af, at det er rester af ferskvands-bløddyr, der findes på dette område, og af, at de aftager i mængde jo længere man kommer ud til Vesterhavet.
En forretningsmand i Hjørring starter en ny kombineret flytteforretning og marskandiserbutik i Hjørringgade 15 i en del af bygningen, hvor Bager Laj tidligere havde forretning.
Jeg har altid troet, at der var muligheder i Hirtshals I både for en flytteforretning og en marskandiser. Og når det kan gå her i Hjørring, kan det også gå i Hirtshals, mener Ole Jensen, der i 15 år har haft en lignende dobbeltbutik i Østergade i Hjørring. Den nye butik er på 15 kvadratmeter og er så småt gået i gang. Men jeg satser på at åbne i foråret, hvor der er flere turister også. Og jeg leder efter en person til at bestyre butikken for mig, forklarer 46-årige Ole Jensen.
Så vidt vides er der ikke marskandiserbutik andre steder i Hirtshals.
Nu må vi så finde ud af, hvad de vil have i Hirtshals. Men bøger, blade, grammofonplader og bånd plejer at gå godt. Og vi tager os af både køb, salg og bytte. ”
Byens dobbeltforretning får dobbeltnavnet Flytteforretning” og “Topa
Mathias Vestergaard er stadig ”still going strong”
og kører stadig bil som 90årig.
År 1996
Det er Krølle, der tager imod på Sct. Thøgers Vej 16, i Vrensted. Den nyklippede puddel virker, som om den er glad for, at der kommer fremmede. Man kan mærke på den, at den er vant til at tage imod. Manden i huset er ikke nogen eneboer, selvom han bor alene.
Man skulle ikke tro, at den gesvindte, smilende mand, der følger efter Krølle- fylder 90 år i morgen. Mathias Vestergaard hedder han, og det er i vognmandskredse et navn, der står respekt om. Mathias Vestergaard er født i Salling, men kom til Vendsyssel i 1930. Han mødte sin kone, Dagny, på Oddelsbøl, hvor Dagny var stuepige og Mathias forkarl. Men landbruget havde ikke hans store interesse, så Mathias fulgte med sin forlovede hjem til Vendsyssel, og her blev de gift i Vrensted Kirke i 1932. Jeg var en fingernem husflidsmand, så jeg fremstillede selv vores sovekammermøblement, fortæller Mathias, der har en hukommelse, som enhver ung må misunde ham.
I 1934 startede Mathias sin egen fragtmandskørsel fra Vrensted til Aalborg. Forretningen gik godt, der blev ansat to chauffører, så han selv fik tid til at påtage sig foreningsarbejde. I 30 år var han formand for Brønderslev og Omegns Vognmandsforening, medlem af hovedbestyrelsen for Landsforeningen Danske Vognmænd, ligeledes i 30 år og formand for sammes 1. kreds, fra 1951-77 desuden formand for Aalborg Fragtmandscentral, og så blev der også lige tid og kræfter til at tage et par perioder i det daværende Vrensted-Thise Sogneråd.
Da han fyldte 80, skal der en fornyelse til hvert år.
-Jeg forstår egentlig ikke den ståhej med den fornyelse, men selvfølgelig tjener lægerne da så også en skilling, siger Mathias med et lunt glimt i øjet. Han kører stadig i sin fine årgangsbil, en Ford Cortina fra 1966.
Mine naboer på Autogården holder mig også i gang. Jeg kører stadig ærinder for dem.
Mathias fik sit første kørekort i 1927,
Jeg har således aldrig haft tid til at kede mig, fortæller Mathias. Mathias har mange historier at fortælle. En af dem handler om besættelsestiden. Tyskerne konfiskerede dengang alt, hvad der kunne køre, men Mathias havde kun påhængsvognen hjemme. Den kredsede de noget om. Lastbilerne var mærkeligt nok altid sendt til hovedreparation netop på det tidspunkt, og tyskerne hoppede på den historie.
Mathias Vestergaard har et langt og lyst liv bag sig. Smerter i ryggen af de mange år som fragtmand har han, men som han siger:
– Jeg er ikke så stor, så der var ikke så langt til jorden, når noget skulle læsses af.
Han læser Vendsyssel Tidende hver dag og følger godt med i, hvad der sker såvel lokalt som på landsplan. Noget utryg er han ved den nuværende regering, fordi kassen altid er tom efter en socialdemokratisk periode.
På lørdag fejrer Mathias sin runde dag med middag på Løkkens Vejkro. Familie og naboer, 70 ialt. Han glæder sig til at se dem alle. Menuen står på suppe, steg og is. Med den for ham så karakteristiske lune siger han:
-Jeg glæder mig også til at se kroejeren, når jeg spørger ham, om jeg kan blive skrevet. Det tør ham vist ikke…..
Puddelen Krølle er Mathias en tro følgesvend. Selv sengen deler de.
På mandag indledes opførelsen af den nye vindmølle i Vrensted.
Da indledes støbningen af fundamentet, og så kommer det ellers til at gå slag i slag, siger møllefolkene, der bestemt mener at have deres mølle driftsklar til påske som, planlagt for længe siden. Sideløbende med det meget forarbejde til møllen har mølle Lauget også holdt sin første, ordinære generalforsamling.
Her kunne formanden, kommunalbestyrelsesmedlem Poul Søndergaard Nielsen, bl.a. oplyse, at der siden den ekstraordinære generalforsamling i december er kommet tilsagn statstilskud. Det bliver på 15 procent. Den samlede investering er på 1,5 mill. kr. uden moms og uden fradrag for statstilskud.
På det seneste er elprisen steget, så salget af strøm vil indbringe 25.000-30.000 kr. mere end beregnet, men vi har jo også måttet bruge ekstra penge til nedramning af pæle under fundamentet. Projektet tegner fortsat godt, selv om der er tæret på de økonomiske reserver, sluttede formanden.
Til bestyrelsen afgik efter lodtrækning Erik Søborg Jensen og Søren Sønderdergaard Nielsen. Begge blev genvalgt. Som revisorer valgtes registreret revisor Ole Olsen, Vrå, og læge Leif Jensen, Vrensted. Der vedtoges nogle vedtægtsændringer af redaktionel karakter, og det oplystes, at man har oprettet en venteliste, som interesserede kan optages på ved afhændelse af ledige anparter
I mere end et halvt år, omkring 220 timer, tog det Ingeborg Sørensen fra Kræmmergaard i Vrensted at fremstille den fine alterdug, som nu smykker altret i den gamle kirke i Vrensted. Ingeborg Sørensen, hvis mand, Poul Sørensen, var formand for menighedsrådet i fem år, fik en forespørgsel fra et par damer i menighedsrådet om, hvorvidt hun kunne tænke sig at fremstille en dug til altret. Ved nærmere eftertanke fik hun lyst til at prøve sin gamle hobby, kniplingskunsten, og tog et kursus for at gen- opfriske den form for håndarbejde. Så i stedet for at brodere, slog Ingeborg knippelbrættet op og fik garnet skyllet i varmt vand. Det er noget der gøres, for at arbejdet ikke senere skal krybe i vask. Garnet blev så rullet op, og de 98 pinde med 12 meter på hver pind var klar til at blive taget i brug.
Ingeborg og Poul Sørensen har nu afhændet Kræmmergården og er flyttet til Brønderslev. Men de føler stadig de hører til Vrensted Kirke og kommer der så ofte det er muligt. Ingeborg har med sin gave efterladt et varigt minde i den kirke, hvor hun selv blev konfirmeret og gift.
Ingeborg Sørensen og menighedsrådsmedlem Jytte Mogensen ved alterdugen.
Det forgik på det gamle alderdomshjem – pensionisthygge
Pensionistforeningen:
År 1995 Fhv. borgmester P. N. Jensen talte for Vrensteds pensionister.
Thomas Olsen, Løkken, og hans bog ”Sagfører Sigerslet”, fik en hård medfart, da der torsdag var foredrag om den legendariske sagfører Anders Olsen i Vrensted forsamlingshus.
Godt 40 mennesker dukkede op til Vrensted Pensionistforenings foredrag med forhenværende borgmester P. N. Jensen, Brønderslev, der fortalte spændende og inspireret om sagfører Anders Olsen alias-Kongen af Hammer Bakker, der stammede fra Vrensted.
Selv om Hammer Bakker stod Anders Olsens hjerte nærmest, satte han også sit præg på Vrensted sogn, mente P. N. Jensen, der kendte sagføreren fra sin barndom, og kunne berette om mange muntre episoder.
P.N. Jensen tog afstand fra Thomas Olsens bog om Sagfører Sigerslet- som sagfører Olsen »stod model til.
Sagfører Sigerslet var stærkt overdrevet, og satte sagfører Olsen i et meget dårligt lys, sagde P. N. Jensen, der også oplyste, at bogen var udsprunget af et uvenskab mellem forfatteren og sagføreren.
Er der noget så pragtfuldt som glade børn? Børn bliver glade af en legeplads. Altså bygger man en legeplads. Og det er lige netop, hvad forældrene til børnene i den integrerede institution, Ane Maries Hus, i Vrensted har gjort. I løbet af de sidste to-tre måneder er blevet lagt 20 kvm fliser, der er anlagt en urtehave, der er kommet ekstra gynger og sandkasser og der er bygget en hængebro. Alt sammen har været beskæftigelsesprojekter for forældre, der har kedet sig, når de er kommet hjem fra arbejde. Et træværksted i et udhus er lige på trapperne, og der er ambitiøse planer om baner til minifod- bold, håndbold, tennis, volleyball og meget mere. Og der skal anlægges en junglesti, så børnene har et sted at gå hen, når de kommer i Tarzan-humør.I lørdags blev den forældrebyggede legeplads vist frem for offentligheden, samtidig med at institutionen afholdt loppemarked. Et halvt hundrede besøgende kom der, udover forældrene, i løbet af dagen.Loppemarkedet indbragte sammen med kaffesalget knap 3000 kroner. Det lyder måske ikke af meget, men priserne var små, og rigtig mange ting skiftede ejer. Overskuddet skal bruges til udendørs legeting til de 64 børn, der går i Ane Maries Hus.
77-årig vil blive i Vrensted: Tør ikke binde sig på forhånd
Else Sørensen vil sige nej til boligselskabs krav om tilsagn.
Else Sørensen er én af de ældre. Vrensted-borgere, der krydser fingre for, at det lykkes at få opført ældre boliger i Vrensted. Hun vil blive boende i området så længe som muligt, men hvis et boligselskab forlanger, at folk skriver under på, at de vil have en ældrebolig, for der bygges, siger hun nej.
I min alder kan man ikke binde sig til noget der ligger tre eller fem år ud i fremtiden, mener Else Sørensen.
Hun er 77 år og har boet i Vrensted i 57 år. Siden hendes mand døde, har hun boet alene på Højgård på Rykindvej lidt udenfor byen.
Jeg får ingen hjælp til at passe huset. Endnu er det ikke for hårdt, for jeg har jo ikke andet at give mig til. Til gengæld keder jeg mig heller aldrig, fortæller Else Sørensen, der er så heldig at have to af sine børn boende lige i nærheden. Sønnen passer jorden.
Jeg bliver boende her så længe som muligt, men når jeg ikke har kræfter til det mere, vil jeg helst flytte ind til Vrensted, hvor alle dem jeg kender bor, siger Else Sørensen.
Ikke skrives op
Men jeg vil ikke skrives op til en bolig i byen, hvis der f.eks. går 3 år, før jeg får den. Jeg kan måske blive nødt til at flytte inden der er gået tre år – eller måske har jeg til den tid stadig kræfter til at blive på gården.
Netop det faktum, at så få eller ingen – er skrevet op til de eksisterende almene boliger i Vrensted, har afskrækket de to første boligselskaber, der har været involveret i projektet.
Emma Mariager Jensen, Vrenstedvej 503B, Vrensted, fylder mandag den 18. oktober 85 år.
Emma Mariager Jensen blev født på Gjøl i 1908, og hun kom til Vrensted Østerhede i pleje ved Marinus Thomsen som to- årig. Som 14-årig kom hun ud at tjene og havde forskellige pladser på egnens gårde.
I 1936 blev Emma Mariager Jensen gift med Aage Jensen, og de overtog hans fødehjem på Søengen i Vrensted.
Sammen fik Emma og Aage Jensen seks døtre og fire sønner. I 1978 mistede Emma Mariager Jensen sin mand, men hun blev boende på ejendommen sammen med en søn i nogle år. I 1987 flyttede hun til Vrensted i en lejlighed midt i byen, hvor hun er faldet godt til og nyder samværet med tidligere naboer og nye veninder.
Emma Mariager Jensen har altid haft nok at se til. Hun syede alt tøjet til sine børn, da de var små, lavede meget smukt håndarbejde og fik også tid til at deltage i kurser om håndarbejde. Desuden hjalp hun også til med landbruget både i stalden og på marken.
Emma Mariager Jensen er utrolig livsglad, frisk og aktiv. Hun deltager aktivt i pensionistforeningens arrangementer og tager til Havgården hver mandag. hvor hun deltager i hjemmets aktiviteter. Emma Mariager Jensen siger aldrig nej til en udflugt. Desuden er hun stadig flittig med sin hænder, og rækker ofte andre en hjælpende hånd med nørklerierne. I hjemmet på Vrenstedvej vej er der ofte gæster. Emma Mariager Jensen står altid parat med en tår kaffe, når vennerne kigger indenfor.
Fødselsdagen fejres søndag sammen med familien i Vrensted Forsamlingshus og mandag på selve fødselsdagen er fødselaren i sit hjem, hvor familie og venner vil komme og gratulere.
Der var stort rykind, da Lægerne i Vrensted i fredags fejrede deres 25års jubilæum. I dagens anledning havde hele staben taget fri, så man kunne hygge om de mange gratulanter.
Her ses bagerst de fire indehavere, fra venstre lægerne Leif Jensen Henning Krogsgaard, Frede Nørgaard og Jørgen Schierup.
I midten franstre: Tove Sørensen, Læge Merete Holck, Jytte Pedersen og Kirsten Pedersen, Kirsten Kjær
Der er var ikke noget at sige til at lærerinde Kirsten Larsen, troede, at hun så dobbelt, da hun modtog eleverne i den nye børnehaveklasse ved Vrensted Skole. Først kom en dobbeltudgave af en dreng, så en til og endnu en dobbeltudgave. Det viste sig imidlertid at være ikke mindre end tre par tvillinger. Det er enestående at der er seks tvillinger i en klasse og endnu mere usædvanligt at de alle er drenge. Tvillingerne, der udgør mere end en fjerdedel af klassen ses her i forgrunden. Det er fra venstre Niels Erik og Jens Ole Kristensen fra Søndergård, Åsendrup, Torben og Bo Hyldgård Andersen fra Grønvang på Kongsengene og Jens og Søren Guldager Jensen, Gl. Byvej. Vrensted. I baggrunden ses lærerinde Kirsten Larsen med de øvrige børn i klassen.
Husflidsforeningen i Vrensted lukker og deler penge ud
Vrensted husflidsforening, der blev stiftet i 1935, er ophørt med sin virksomhed, idet der i de senere år har været for ringe tilslutning. Gennem årene har mange unge og ældre dygtiggjort sig ved vinterens kur- sus og hobbyarbejder.
Bestyrelsen, der består af Svend Aage Andersen, Charles Andersen, Emil Jensen, Kaj Andersen og Kaj Svenningsen, har ved et møde besluttet at fordele foreningens midler.
Vrensted ungdomsforening og Vrensted idrætsforening har hver fået 1000 kr. og Forsamingshuset, hvor husflidsskolen har haft til huse i flere år, har fået ca. 4000 kr.
Foto.ca. 1945 -udstilling i Forsamlingshuset hvor kursister viser deres forskellige ting de har lavet
Tidens tand har gennem årene tæret stærkt på den østlige urskive på kirkeuret i Vrensted. Ved kirkesynet i sommer blev man klar over, at der var fare for, at den kunne falde ned, og i disse dage er den blevet udskiftet med en helt ny urskive, der er forarbejdet og opsat af tårnurfabrikant Kjeldsen Nielsen, Løkken.
Den gamle urskive er fra 1932, da familien Holmen skænkede kirkeuret til kirken. Uret blev fremstillet af daværende tårnurfabrikant Ørnholm, der dengang havd værksted i Vrensted. Siden er der skænket endnu en urskive til tårnets sydside af nu afdøde gdr. Alfred Westergård og hustru.
På ny fuldt hus til præsentation af lokal mode – Børn og mode trak igen
Barn og mode står godt sammen og er en god blanding. I hvert fald med hensyn til at tiltrække sig folks opmærksomhed, og modeopvisningen i aftes i Vrensted Forsamlingshus beviste påstanden endnu en gang.
Der var på ny fuldt hus til opvisningen, som forsamlingshuset der selv stod bag. Mindst 150 fra by og egn var strømmet til, og med folkene på og bag podiet talt med, trak opvisningen omkring et par hundrede.
Børn og unge, damer og herrer fra Vrensted var indblandet i opvisningen, som ellers ikke fik en for god optakt. Højtaleranlæget voldte knuder, da forsamlingshusets formand Ingrid Andresen sagde pænt goddag til de mange.
Men der kom orden i tingene og styr på sagerne, og så forløb aftenen ellers særdeles fint med præsentation af sports- og anden beklædning samt sko. Der var ting og sager til ung og gammel, alt leveret fra for- retninger på egnen, No. 2 i Vrå, Centrum i Pandrup samt Boston og Sport A. begge Brønderslev. Der bliver nok et overskud på 3-4000 kroner fra aftenen til forsamlingshusets kasse. Også af den grund er en gentagelse af den velbesøgte aften næste år næsten sikker.
Gerda Bækgaard, Vrensted, var en af de lokale mannequiner og tog turen på podiet for at vise tøj.
Gårdejer Niels Østergaard, Vrensted, 72 år, og opvokset på en gård i Vrensted:
Vi var ikke engle dengang. Men nytårsløjerne gik mest ud på at gemme naboens trillebør eller låse skaglerne fast på hestens seletøj, så mælkemanden blev forsinket på næste dags mælketur.
Og så kunne vi få nogle hundepistoler, der knaldede så dejligt udenfor folks vinduer, eller vi larmede med vores rumlepotter. Populært var det også at hejse forskellige ting op i flagstangen og bytte folks havelåger om. Men vi fra landet holdt os nu mest på gårdene. Folk brød sig bestemt ikke om vores løjer, men det var ikke ondskab, kun sjov. Vi tog alligevel mere hensyn til vores medmennesker dengang. I dag er miljøet mennesker imellem ikke altid godt. Man kan se det på den meningsløse vold der foregår. Før var det sådan, at man sloges mand mod mand med sine næver.
”Holmen” solgt
Gdr. Niels Østergaard, Vrensted, har solgt den ene af sine tre ejendomme. gården ”Holmen” i Vrensted, for 1.770.000 kr. Køberen er den 56-aarige Viggo Michelsen, Køge, der er indehaver af et rådgivende ingeniørfirma,
Holmen er på 252 tønder land, og i handelen er ikke medregnet avl, besætning og maskiner, som Niels Østergaard beholder og overfører til sine to andre ejendomme i Vrensted. Østergård og Drivsholm, der tilsammen er på ca. 250 tønder land.
Han har ligeledes ret til at lade besætningen blive stående på Holmen i udbinding. Viggo Michelsen vil bygge en villa til privat beboelse i haven til Holmen. Han er indstillet på, at få gården drevet ved forpagter.
Vrensted Mølle på Vingevej som blev revet ned sidst i 1950erne
Tårnurfabrikken ved Kirken og Kirkedammen
Ca. 1921 Ved Kirkedammen og købmand i baggrunden
Her malkes der på “Holmen”
1910 Høstarbejder pigerne binder neg og mændene høster med le
1925 – Ejler Kjær -Vrensteds mælkemand- her igang med høstarbejde
Her er beviset: En gig er ikke en jumbe!
Forleden bragte Parentesen et billede af en hestetrukket kærre. Det billede har vi haft megen glæde af. Sjældent har vores trofaste og udholdende læsere været så hurtigt oppe på mærkerne. Som en af dem skriver:- Da jeg i sin tid var i marinen, fik jeg besked på, at min hue ikke var nogen hat. Og stakkels den, der gjorde sig skyldig i forveksling…
Med disse Indledende ord ville vores brevskriver indkredse det pinlige emne: Hestekøretøjet som ikke på nogen måde er en gig. Det er en Jumbe
Vi har og modtaget en lille hilsen fra sommerlandet. Den glade brevskriver er fru Gerda Johnsen. Da jeg så ud ad mit vindue i morges, stod der en fasanhøne på mit grønne garagetag og gjorde sig til gode med krybende stenurt og alt det andet, som gror der. Stærene på Tolderhusene var også på vagt, to troldænder bevægede sig forsigtigt gennem revlingeris og mange løb på barkskråningen, et harepar var også derovre, i løbet af natten har de hoppet i mit salatbed. En harefod er ikke til at tage fejl af.
Efter denne beskrivelse af forunderlighederne i vores natur kommer Gerda Johnsen med sit lille klem på vores ligtorn: Det må være en ung referent, der kaldte jumben for en gig. Som barn kørte jeg om vinteren i jumbe til Brønderslev skole, og som dyrlægekone er jeg ikke ukendt med en gig. Derfor denne lille protest!
Her er en gig et en akset, tohjulet, let køretøj. Den almindelige gig er beregnet til to personer – Dette er en jumbe, som vi kaldte gig. I dette køretøj er sæderne anbragt overfor hinanden.
Den er hermed taget følge. Vi siger tak for det, og erkender nu, at en hue sandelig ikke er en hat.
Her en gig som er en to personers
Her en jumbe som er til flere end 2 personer
frisør Simoni i midten, Lønsman tv, På trommer fra Vittrup, må være i 1950erne
frisør Simoni på fløjte og Lønsman på harmonika
Jerslev Kvinteten – verdenskendt danseorkester i Vendsyssel i 1960erne
murer Arnold Nielsen på sin nye Skylon knallert
Vrensted folkedansere ved Forsamlingshuset vel i 1940erne
Vrensted folkedansere ved Forsamlingshuset vel i 1940erne
Ved smedemester Søren Nielsen på Vingevej
Smedemester Søren Nielsen og 3 svende
Den Søndre Købmand ved Kirkedammen
Den Søndre købmand v/ Kirkedammen
Håndværkere ved en ombygning af Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve”
Pastor Otto Mikkelsen med klassesættet til Vrensted Skole, hvis leder, skoleinspektør Jens Andresen studerer hæftets Indhold.
Eleverne i Løkken Centralskole, Vrensted Skole samt Hundelev Centralskole får nu de bedste muligheder for at sætte sig ind i grænselandets historie.
Det er den ene af de to lokale grænseforeninger, nemlig Løkken-Vrå Vest med sognepræst Otto Mikkelsen, Vrensted, som formand, der giver skoleeleverne den nye mulighed ved at forære hver af skolerne et klassesæt bestående af 30 stk. af det nye hæfte »Sydslesvig, grænselandet mellem dansk og tysk«.
De tre klassesæt foræres til skolerne for at markere den lokale grænseforenings 50års jubilæum i år. Lokalforeningen mener, at hæftet kortfattet og med gode illustrationer og med en god tekst beretter om grænselandets historie fra Hedebys grundlæggelse og frem til i dag. Det er det helt rigtige hæfte til skolebrug, siger Otto Mikkelsen.
Løkken-firma opgav kampen om kørslen på Løkken – Brønderslev ruten
Kilde: Nordjyske februar 1995
Usikkerhed om chaufførernes beskæftigelse
Når de nordjyske busser skifter køreplan den 28. maj, vil det være slut for et gammelt, hæderkronet busselskab med hjemsted i Løkken. Vognmand Edith Bæk havde ikke lyst at tage kampen op mod de store busselskaber i Nordjyllands Trafikselskabs licitation, der blev afgjort i går.
Så når Edith Bæk ikke var blandt de vognmænd, der vandt kørslen i Vendsyssel, havde det sine grunde. Hun bød slet ikke i licitationen.
Hvis jeg havde kunnet forny kontrakten, som tilfældet har været hidtil, havde jeg fortsat nogle år endnu. Men jeg havde ikke lyst at ofre hverken tid eller penge på at stille op mod de store busselskaber i en licitation, som de færreste, af vi små vognmænd har en chance for at vinde, siger 64-årige Edith Bæk.
Edith Bæk har tre busser og kører på rute 209 mellem Løkken og Brønderslev og en del af rute 218, der bliver omlagt efter køreplanskiftet.
Rute 209 overtages af Hjørring Privatbaner. NT overtager Edith Backs tre busser, men de fem chaufførers fremtid er der stor usikkerhed om. Hjørring Privatbaner har selv mistet en stor del af sin kørsel og har dermed også overskud af chauffører.
Knud og Edith Bæk købte forretningen 1967. I 1972 døde Knud Bæk, men Edith Bæk, der i dag er 64 år, drev forretningen videre, og hendes røde busser er godt kendt på egnen.
Hun har da også fået mange tilkendegivelser fra kunder, der beklager, at firmaet lægger op.
Selv synes jeg da også, det er vemodigt. Jeg ville have foretrukket selv at bestemme, hvem jeg skulle sælge firmaet til. I det hele taget er det synd for de mange mindre vognmandsforretninger, at der ikke mere er plads til dem. De giver nu engang en bedre service, mener Edith Bæk.
Hun får ikke problemer med at få tiden til at gå efter 28. maj. Der er børnebørnene, og så er der golf spillet, som der ikke hidtil har været megen tid til at dyrke.
Edith Bæk ved rattet i den store bus for sidste gang
Købmandspar går efter 38 år – Karen og Henning Simonsen stopper
Kilde: Nordjyske juni 1993
Det er da ikke fri for, at vi har sommerfugle i maven. Sådan havde Vrensteds købmandspar Karen og Henning Simonsen det op til sidste dagen i deres forretning. Det var lørdag. I dag er de førtidspensionister. Efter 38 år bag disken i forretningen på Bådstedhedevej i Vrensted.
Og så skulle vi endda lukke kl. 12 som følge af grundlovsdagen på vores sidste dag i forretningen og med de kunder, vi har kendt i så mange år, var Henning Simonsens kommentar som optakt til sidste dagen i den tidligere stationsby, hvor den 64-årige købmand sammen med sin fire år yngre kone har lagt så mange år i sit voksen-virke. Købmands-parret købte Vrensted-forretningen 1955 af Poul Erik Christoffersen, der havde drevet forretningen i ti år. Dengang var der tale om en betydelig mindre butik. Kun 30 kvadratmeter. Den udvidedes senere til 65m2, derpå til 125m2 og i 1975 til 250 kvadratmeter.
Da vi startede i Vrensted, var der yderligere tre købmænd, en brugs, en slagter og en bager. I dag er der vores forretning samt brødudsalget. Og så samtidig langt færre håndværkere.
Hård udvikling
Udviklingen har været hård ved de lokale samfund, siger Henning Simon- sen, som trods det vemodige farvel til dagligdagen i forretningen i Vrensted og de mange kunder alligevel glæder sig til pensionisttilværelsen. Ikke mere 60-70 timers arbejdsuge. Tænk sig, siger han. Nu kan vi også komme på camping. Vi har købt en campingvogn sammen med børnene. Og nu kan vi komme ud med den.
Købmandsparret vil tilbringe sommeren i sommerhuset i Grønhøj, holde ferie i “campingvognen” og så ellers starte med at indrette boligen på Studievej i Løkken.
Parret har solgt forretning og privatbolig i Vrensted til den 24-årige Poul Verner Eskildsen, Ingstrup, som har vældig mod på at føre forretningen videre.
Han er jo også ung, siger Henning Simonsen. Min kone og jeg var også på den alder, da vi startede. Men det er altså nogle dage siden.
År 1989 – Om meget få kan man efterhånden sige om, at de virkelig har rod i deres hjemsogn. Men det kan med rette siges om kulturudvalgsformanden Løkken-Vrå Kommune, Povl Søndergaard Nielsen, Anders Olesens vej 10, Vrensted, der fylder 50 år.
Han er født og opvokset i Vrensted som sine forældre. Han har boet i Vrensted hele sit liv som forældrene – og han følger den kommunalpolitiske arv op efter bedste faderen, afdøde Søren Nielsen, der i en lang årrække var byens sognefoged og i 29 år medlem af det daværende Vrensted-Thise Sogneråd.
Havde Povl Søndergaard Nielsen boet på den vej, som i byen er opkaldt efter bedste faderen, havde tingene været 110 procent Vrensted`sk.
Voksentilværelsen startede med et landmandsliv, efterfulgt af et landbrugsskoleophold, men det blev nu til et job hos en murer undervejs til det nuværende arbejde hos Vrå Andel i Vrensted. Det ansættelsesforhold har i øvrigt varet 25 år i næste uge. Nu er jobbet trappet ned til halv tid, og det passer meget godt til det andet job som kulturudvalgsformand. Det er efterhånden også ved at blive et halvtidsjob.
Dertil kommer så tidsforbruget til det utal af ting, som Povl Søndergaard kaster og har kastet sine evner i. Formand for det nye Vrensted møllelaug, næstformand i forsamlingshuset, kasserer i idrætsforeningen efter et mangeårigt formandskab, foruden tillidsposter i bl.a. Løkken Sparekasse, BOE og Vendsyssel historiske Museum.
Siden 1981 har Povl Søndergaard været medlem af Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse valgt på en borgerliste og de sidste fire år kultudvalgsformand.
Det er selvfølgelig for hele kommunen, men derudover er det først og fremmest Vrensted og dens borgere, han varetager interesserne for. Politiske venner og modstandere accepterer det, men indrømmer samtidig, at Povl fra Vrensted gør det godt og entusiastisk for sin hjemby.
Fødselsdagen markeres ved åbent hus i hjemmet for ”venner og fjender”, som Poul Søndergaard selv udtrykker det.
Løkken Sparekasse forærede Vrensted by skulptur i anledning af filialjubilæet
Løkken Sparekasses formand, Poul Sørensen, overrakte flot ørne-skulptur til Vrensted by i anledning af filialjubilæet. Ved overrækkelsen sagde han bl.a.:
– Det er mig en glæde at afsløre Sparekassens gave til Vrensted by i anledning at Vrensted filialens 50års jubilæum.
Det er kunstneren Anders Friis, Hjørring, som har omformet denne sten til en ørneunge, som kigger søgende op i luften.
Og hvad kigger ungen så efter? Ja, den kigger vel efter sin moder for at få sulten stillet, – og moderen i denne sammenhæng må vel i overført betydning være Løkken Sparekasse, som for 50 år siden fødte en filial her i Vrensted, og som det er gået godt for siden 1947. Når jeg tænker på en ørn ligger ord som mod, styrke, skarphed, stolthed mig på sinde.
Disse ord passer jo egentligt ganske godt til Vrensted og dens beboere.
I viser jeres mod, når det drejer sig om byens udvikling og I har også styrken til at gennemføre de ting, som I bliver enige om i lokalsamfundet. Skarpheden har I også, fordi I evner at se klare detaljer i de processer og beslutninger, som en levende by er kendetegnende for.
Stoltheden synes jeg også Vrenstedbeboerne i al beskedenhed er i besiddelse af. Man siger jo ofte, at ”mit hjem er mit slot” og tilsvarende kan man vel sige, at man er stolt af den by, som man er en del af. Inden jeg overdrager kunsten, vil jeg gerne rette en tak til Jens Andresen, Kirsa Pedersen og Thomas Mogensen, som har bistået sparekassen i at finde frem til denne flotte figur. Med ønsket om, at I passer godt på den lille unge, vil jeg hermed overrække Sparekassens gave til byen.
Else Aaris er fra en gård på Bådstedhede, Vrensted, hun fortæller
Else Aaris Hansen
Som seksårig mistede jeg synet som følge af meningitis og det var en ulykke for mig. Det vil det altid være. Men man kan lære at leve med det.
Sådan siger Else Aaris Hansen, 44år, Enighedsvej i Frederikshavn, der er indstillet af Dansk Blindesamfund til posten som blindekonsulent for Nordjyllands Amt. Det forventes, at socialstyrelsen vil godkende forslaget.
Else Aaris Hansen afløser Harry M. Olsen, der efter 25 års virke som blindekonsulent har valgt at trække sig tilbage.
Jeg er meget glad for at få muligheden for at blive lindekonsulent for Nordjylland, siger Else Aaris Hansen og oplyser at Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer i Danmark. Heraf ca. 1.000 i Nordjylland.
Det giver en styrke at være blind, når jeg skal hjælpe menneske, der måske nylig er blevet blind.
I dag er jeg gift og har to sønner, begge har normalt syn. Et argument for, at man trods blindhed kan leve et forholdsvis normalt.
Fra Vendsyssel
Jeg er født i Vrensted og kom efter et par år i børneskolen, til Refsnæs Skole ved Kalundborg, hvor alle blinde og svagtseende børn kom engang.
Senere fik jeg en telefonistuddannelse på blindeinstituttet i København, og da jeg var færdiguddannet, kunne jeg vende hjem til Vendsyssel til job i Frederikshavn, hvor jeg i fem år arbejdede hos autoforhandler Jørgen V. Hansen på Parallelvej. Siden er meget af min tid gået med at arbejde for Blindesamfundet, som jeg næsten føler mig som aktionær i, siger Else Aaris Hansen.
Else har siden 1968 været med i organisationsarbejdet i Blindesamfundet.
Først, som omsorgskonsulent og i 1976 blev hun kredsformand for Vendsyssel-afdelingen.
Else Aaris Hansen er endvidere formand for social- og arbejdsmarkedsgruppen i blindesamfundet og endelig er hun medlem af Socialankestyrelsen.
Formanden for lotteriudvalget, Jørgen Svarre Nielsen, Hjørring, overrækker den store check til Else Åris Hansen, der dog også modtog en i almindelig størrelse.
Kilde VT 1979
Lørdag den 2. juni Lotterioverskud til Vendsyssels blinde
En meget glad formand for Dansk Blindesamfunds Vendsyssel Kreds, Else Åris Hansen, Frederikshavn, har modtaget en check på 25.021,88 kr., nøjagtig en tredjedel af overskuddet fra Lions og VTs julelotteri.
Pengene betyder bl.a., at vores lokale lyd avis, Nordlyden, der siden oktober i fjor har været udsendt hver 14. dag, går en tryg fremtid i møde. Muligvis bliver det på længere sigt muligt at udbygge Nordlyden, der hidtil er udgivet med underskud, sagde formanden.
Det var formanden for lotteriudvalget, handelslærer Jørgen Svarre Niel- sen, Hjørring, der overrakte checken på Vendsyssel Tidendes hovedredaktion. Han oplyste, at man på forhånd havde besluttet at skænke en tredjedel af overskuddet til en handicapgruppe i Vendsyssel, og valget var hurtigt faldet på de blinde. Andre grupper kan senere komme i betragtning, idet man håber, at julelotteriet bliver en fast tradition. Udvalget er allerede i gang med at forberede næste lotteri.
Der er stor tilfredshed. med, at overskuddet i år blev på godt 75.000 kr. på trods af en uheldig start med avisløse dage, Der blev solgt omkring 225.000 lodsedler. De resterende to tredjedele af overskuddet fordeles mellem de deltagende Lions Clubber og anvendes til humanitært arbejde.
Nordlyden
Nordlyden er blevet et godt supplement til de øvrige muligheder, vi har for information, fortæller Else Åris Hansen. Hvis ikke man holder Nordlyden eller har en dygtig privat oplæser, er man afhængig af radioen eller den landsdækkende lyd avis, som Dansk Blindesamfund udsender to gange om ugen. Det er udmærket, men de lokale nyheder kniber det med. Derfor er vi meget glade for, at vi fik startet vores egen avis.
Journalist Bruno Hansen, Hjørring, læser alle de lokale aviser igennem og redigerer meget dygtigt, og Sct. Georgs gilderne i Frederikshavn står for oplæsningen. Begge parter gør arbejdet vederlagsfrit. Nordlyden mangfoldiggøres på Båndcentral i Ålborg, og det er meget dyrt. En anden ting er, at de ældste nyheder bliver tre uger gamle, inden vi får dem at høre, fordi der går en ekstra uge med mangfoldiggørelsen. Det er naturligvis ikke helt tilfredsstillende. Vi har i øjeblikket 60 abonnenter og håber, flere kommer til.
På længere sigt håber jeg, at udgivelsen af Nordlyden bliver en kommunal opgave. F.eks. kunne flere kommuner gå sammen om at dække et om- råde.
Det var ønskeligt, om kommunerne havde pligt til at informere alle bor- gere, også de blinde. I Frederikshavn har kommunen taget et godt initiativ og udsendt en pjece om hjælpemuligheder for pensionister, men en række blinde har svært ved at få teksten læst op. Den slags oplysninger kunne det også være rart med tiden at få med i en lyd avis, siger kredsfor- manden.
På VT- bagsideredaktionen, venter man med spænding på en 13’er! Ikke i tipning, men i bankospil…
Det har nemlig vist sig, efter en efterlysning af spillere med det store og hurtige overblik, at et par vendelboer kan klare 12 bankoplader.
Lydia Jensen, Svinget 73, Manna, spiller hver onsdag på 12 plader i Vrensted og hver torsdag på 10-11 i Børglum. Det går lidt hurtigere i Børglum, og derfor kan hun ikke nå så mange« dér. Hun har gået til banko i en snes år sammen med 4 veninder, og da hun er den eneste, der har kørekort, er hun nødt til at være med hver gang! Hun vinder mange gevinster, men det er dog knap nok, det løber rundt.
Anna Nielsen, Camillo Bruunsvej 9, Hjørring, spiller mindst 10 plader hver anden aften i Bingohallen i Hjørring, og når børnene sommetider er med og bliver trætte af at spille, kommer hun op på de 12. Hendes lillesøster, Else Marie Christensen, Hvidkildevej 5, Hjørring, spiller også i Bingohallen og har i hvert fald altid 10 plader.
Lilly Larsen, Tømmerbyvej 37, Stenum, klarer 10 eller 11 plader til spil flere steder på Brønderslev-egnen. Hun skal helst af sted 3 gange om ugen, hvis vejret ellers tillader det. Hun spiller som regel på de samme plader og er godt tilfreds med gevinsternes antal. F.eks. har hun efter jul vundet 3 kvarte grise!
VT `s Bagsideredaktionen hører fortsat gerne fra spillere, der kan klare i nærheden af de 12 plader, men spændende ville det jo være, om der går en 13’er rundt!
Løkken Sparekasse markerede i mandags at det var 50 år si den, man oprettede filial i Vrensted. At det var en god og fremsynet idé, man dengang fik, fremgik af sparekassedirektør Poul Johnsens tale:
”Jeg vil gerne ønske Vrensted-filialen et stort tillykke med 50års jubilæet.
En begivenhed som bør fejres på behørig vis. Derfor har der lydt nogle knald i dagens løb, og det er såmænd champagnepropperne, der giver lyd i dagens anledning.
Selve starten på filialen har jeg fundet i bestyrelsesprotokollen fra 4.2.1947 og jeg citerer nu punkt 5 fra dette møde:
Fra Vrensted Borgerforening er der fremkommet et andragende om at få oprettet en filial af sparekassen i Vrensted.
Andragendet har følgende ordlyd:
Til bestyrelsen Sparekassen for Løkken og Omegn
Efter en hertil bestyrelsen for Vrensted Borgerforening modtaget anmodning fra forretningsfolk i Vrensted om at forsøge oprettet et filialkontor fra en eller anden pengeinstitution, og da man må gå ud fra, at Vrensted hører under Løkkens opland, tillader bestyrelsen for Borgerforeningen sig hermed at tilsende denne anmodning desangående til den ærede bestyrelse for sparekassen og håber, at denne vil tage velvilligt imod sagen.
Som det jo også er den ærede bestyrelse bekendt bliver så godt som alle betalinger som folk foretager betalt med checks. Landmanden modtager checks for svin og kvæg og må af den grund selv betale med check, som så har til følge at forretningsfolk ingen kontante penge har at betale med og må da henvende sig til pengeinstitutionerne for at få vekslet, hvilket kræver forøget arbejde samt omkostninger for forretningslivet.
Egnet lokale til brug for filialen kan eventuelt stilles til rådighed for sparekassen to gange ugentligt.
For Vrensted Borgerforening. -Carl Christensen.
Andragendet er anbefalet og underskrevet af 25 næringsdrivende i Vrensted. Og protokollen fortsætter:
Det vedtoges at lade sagen fremme og at overlade det fornødne i den anledning til direktionen.
Kontoret kan formentlig åbnes omkring den 1. maj.
”På bestyrelsesmødet 30.5.1947, eller godt 3 måneder efter, står der skrevet i protokollen:
”Det vedtoges at påbegynde filialen i Vrensted torsdag, den 12. juni. Andelsmejeriet ”Lykkens Prøve”, Vrensted, har stillet et lokale til rådighed, hvor der indtil videre er kontor dag hver torsdag fra kl. 9.30 til 11.30”.
Alt er skrevet af direktør Carl Enevoldsen med sirlig håndskrift.
Det var fortiden, men også samtidigt indledningen til fremtiden og et godt finansielt samarbejde med Vrensted by og omegn. Filialen fremstår i dag med alt den moderne teknologi, som en filial i fremdrift har behov for. Hver gang vi foretager investeringer på dette område, så tænker vi helt pr. automatik på Vrensted-filialen.
Personalet med Anette Taagaard i spidsen glæder sig altid til filialdagene her i byen. Jeg har lidt på fornemmelsen, at der kan være lidt konkurrence blandt medarbejdere om at komme på Vrensted-holdet, fordi det er et interessant sted at komme. Her får man jo lov til det hele, også vores elever boltrer sig her under uddannelsen. Af sparekassens 25 ansatte
har alle været i direkte kundekontakt i filialens 50årige historie. Personligt er jeg meget glad for Vrensted-filialen, som er en bæredygtig enhed i den samlede sparekasse.
Og det kan jeg jo kun tilskrive kunderne, som med loyalitet og interesse har deres gang her i huset.
Hvis vi måler på markedsandelen i filialerne, så skilter Vrensted med den bedste markedsandel, og den ligger så fint at over 90% af byen er kunder i sparekassen.
Det er vi selvfølgelig glade for og det styrker os i troen på, at gode samarbejde vil fortsætte i mange år fremover.
Som besøgende undrede man sig over den rigelige arbejdskraft, der var til rådighed i landbruget, siger Povl Stevns. Vi oplevede på et kooperativ, at 20-25 mennesker bearbejdede jorden med trekantede hakker. Man fortalte os, at årsagen var, at man ikke anerkendte arbejdsløshed. Der skulle være arbejde til alle
Der arbejdes målbevidst i Rumænien
Men man lægger for megen vægt på målene og tilsidesætter den menneskelige trivsel, fortæller gdr. Povl Stevns, der har gæstet landet. En gruppe yngre andelsfolk fra hele landet var sidst i juni det Rumænske UNCAPS andelsudvalg gæster i godt en uge. En af deltagerne på turen var gdr. Povl Stevns, Stenum, der var inviteret med på grund af sit medlemskab af slagteriet Wenbos bestyrelse i Brønderslev.
I Bukarest blev vi modtaget af sekretariatschef Stelian Ionescu, der forklarede, at andelsbevægelsen i Rumænien primært er opbygget som produktionskooperativer, og ikke som i Danmark, hvor andelsselskaberne, som han udtrykte sig, fungerede som forædlingsvirksomheder. Kooperation betyder i Rumænien samarbejde mellem alle produktionsfaktorerne, arbejde, jord, husdyr, bygninger og maskiner. De to former for praktisk andelssamarbejde havde dog på et væsentligt punkt sammenfaldende målsætninger, nemlig at varetage producenternes interesser
Flade traktorer
Landbruget styres af det nationale UNCAP der har opdelt landet i 39 distrikter med 4500 kooperativer, der har en gennemsnitsstørrelse på 280 hektar. De enkelte kooperationer er opbygget nogenlunde, som vi kender det herhjemme.
I Barcansti besøgte vi et fælleskooperativ for kødproduktion. Det havde en årlig produktion på ca. 5000 tyre. Dyrene var fortrinsvis krydsninger mellem lokale rumænske racer og vesteuropæiske racer, så som Hereford, Charolais, Brunkvæg, Simmenthaler mv. Det var produktionsenheder, der var på højde med det bedste, vi kender.
Derefter besøgte vi et gartneri, hvor man havde 70 hektar under glas. Det var meget imponerende. Gartneriet lå tæt ved en kraftstation, hvorfra man udnyttede spildvarmen. Her dyrkede man tomater, agurker og peber. Virksomhedens produkter blev afsat til staten, som sørgede for den videre distribuering. Der blev produceret både til salg, dernæst besøgte vi kooperativet Ghimbav i Brasov distriktet, der blev drevet af 288 familier. Deres produktion blev fortrinsvis solgt til staten, resten på markedet i Brasov. Maskinerne var lejet af staten, og lejen blev betalt i penge såvel som i naturalier.
Vi havde lejlighed til at se traktorfabrikken Brasov, der beskæftigede 15.000 arbejdere, som alle havde en arbejdsdag på otte timer. Ved rundgangen måtte man ikke fotografere, og en del virkede rodet og ikke videre rationelt. Jeg bemærkede, at arbejderne havde små skabe ved siden af arbejdspladsen, ved hvilke de sad og spiste. Næsten halvdelen af de færdige traktorer var punkteret.
Huller frem for spalter
En af de følgende dage besøgte vi et svinekooperativ i Tichilesti, der havde en besætning på 423 søer. Foderet til dette og et andet kooperativ- brug blev leveret fra en nærliggende fabrik. Sundhedstilstanden var særdeles god. Man havde kun haft meget få sygdomsproblemer og råde- de i øvrigt over dygtige dyrlæger.
Vi besøgte en meget interessant kød-kvægfarm i Traianu ved Braila, der havde en årlig produktion på 5000 stk. kvæg. Alle dyr gik på spalter. Et nyt forsøg, hvor man i stedet for spalter havde huller, var ved at blive gennemført. Hullerne skulle være mere skånsomme mod klovene.
Et andet kooperativ var ret utraditionelt og ikke helt tidssvarende. I fire parallelle lang huse, var der indrettet kostalde på løsdrift facon, således at køerne gik i en art løbegård uden for bygningerne. Fodringen foregik, som alt andet arbejde vedrørende. kostalden med håndkraft, og arbejdet udførtes fortrinsvis af kvinder.
Til kollektivet hørte 300 hektar vinmarker. Denne produktion lagde man stor vægt på. Uafhængigt af kollektivet. lå der i landsbyen et statsligt druepresseri, der aftog alle druerne fortæller Poul Stevns.
I Tulcea besøgte vi en fiskekonservesfabrik med en årlig produktion på 100.000 tons. Fabrikken havde en filial ved Sortehavet, der producerede 20.000 tons om året. Konservesfiskene blev saltet, og med håndkraft, puttet i dåser. En maskine hældte olie i og lukkede dåserne, som derefter blev kogt i autoklaver.
Virksomheden beskæftigede 2700 mand, hvoraf de 1300 var fra Tulcea.
En af de sidste dage så vi en pumpestation for kunstvanding i Murfatlar, der ligger vest for Constanta. Vandet blev ledt i store kanaler de 30-40 km fra Donau og frem til pumpestationen. Her blev det med en kraftig centrifugalpumpe løftet 65 meter op i et bassin, og derfra blev vandet ledt ad mindre kanaler, ofte over lange afstande, frem til de marker, der skulle vandes. Pumpestationen leverede vand til et område på 105.000 hektar.
Som sidste del af programmet spiste vi på en kollektivrestaurant, og da på klædningen under hele turen havde været meget fri, mødte jeg i korte bukser og sandaler. Da vi ankom til restauranten, blev vi budt velkommen af syv distriktsledere og en direktør, der alle var i det stiveste puds. Så det var om at finde en grimasse, der ku’ passe.
Den sidste dag i Rumænien sagde sekretariatschef Stelian En gruppe yngre andelsfolk fra hele landet var sidst i juni det rumænske UNCAPS andelsudvalg gæster i godt en uge. En af deltagerne på turen var gdr. Povl Stevns, Stenum, der var inviteret med på grund af sit medlemskab af slagteriet Wenbos bestyrelse i Brønderslev.
Juli 1996 -Blå bog – Ingrid Andresen, 60 år, født i på Djursland.
Karriere: Lærereksamen, Ranum, 1961. Lærer i Odder i 3 år, derefter i Tyrstrup i Sønderjylland indtil 1974, hvor familien flyttede til Vrensted. Siden da lærer på Vrensted Skole i dansk, håndarbejde og hjemkundskab samt skolebibliotekskonsulent i Løkken- Vrå Kommune.
Medlem af kommunalbestyrelsen for Fælleslisten for Vrensted-Børglum siden 1993
Familie: Gift med Jens, inspektør på Vrensted Skole. 3 børn: Ole, 31 år, audiologiassistent på Sønderborg sygehus, Ejnar, 28 år, civilingeniør, Dansk Stålkonstruktion i Hobro, og Inge, 25 år, læser engelsk og samfundsfag på Århus Universitet. 2 børnebørn.
Dyr: Børnenes aflagte puddelhund, Nicki, der går en god lang tur med Ingrid hver morgen, så hun får klaret tankerne inden dagens dont.
Bil: Opel Vectra, årgang 1994
Forstår mest når pindene klirrer
Kommunalbestyrelsesmedlem Ingrid Andresen er den type, der bare ikke kan holde hænderne i ro. Enten er hun i gang med en striktrøje til sig selv eller familien, eller også er hun ved at afprøve noget til håndarbejdes undervisningen på Vrensted Skole.
Ingrid Andresens hobby smitter af på eleverne
Egentlig er alt muligt håndarbejde fra sølvstrik til batik – Ingrid Andresens hobby. Som håndarbejdslærer har hun lært alskens teknikker og selv om det efterhånden er en del år siden hun selv sad på skolebænken, er hun up to date; der er jo noget der hedder kurser, også for håndarbejdslærere.
Men jeg strikker mest. Det er så nemt at tage strikketøjet, når man lige har en halv time, siger Ingrid Andresen.
Hun strikker både til sig selv og til børn og børnebørn. Børnene, der nu er voksne, kommer selv og siger til, hvis de har fundet en opskrift på en sweater eller andet, de godt kunne tænke sig.
Mennesket bag politikeren
Mens de boede hjemme, gik de hele tiden og spurgte, hvornår jeg blev færdig, men nu har jeg betinget mig, at jeg ikke skal være færdig til nogen bestemt tid.
Ingrid Andresen vil ikke have pres på strikkeriet, til gengæld viger hun ikke tilbage for nogen opskrift, ligegyldigt hvor svær den er.
Det kan godt være jeg skal lave nogle prøver først, men jeg kan ikke forestille mig en opskrift jeg ville opgive, siger Ingrid Andresen.
I hendes og Jens’ hus, der ligger dejligt tæt på skolen, står der også to væve. Den ene med et påbegyndt viskestykke, den anden med en lige så ufuldendt uldplaid. Jeg har også noget fint sytøj liggende, som jeg begyndte på for 25 år siden. Det bliver ikke til noget med de ting. Jeg har ikke tid.
Strikketøjet er mere handy, men det bliver så også taget med på køreture, til generalforsamlinger og foredrag. Hun har dog ikke taget det med til kommunalbestyrelsens møder endnu.
Man hører ellers bedre efter, når man strikker. Jeg strikker også, når jeg ser fjernsyn eller læser. Jeg synes, jeg får bedre fat 1 tingene på den måde, fortæller Ingrid Andresen. Nogle af produkterne bruges som modeller i håndarbejdstimerne skolen og det er Ingrid Andresens erfaring, at børnene er glade for at få brugt hænderne. De skulle bare have mere tid til rigtig at få teknikkerne lært. Når først de er kommet rigtigt i gang, er de næsten ikke til at stoppe igen.
Ingrid Andresen havde en overgang sine væve stående på skolen, så børnene kunne gå hen og væve sig et stykke tæppe, hvis de havde lyst, og det var de meget optaget af. Ingrid Andresen underviser også i dansk og hus- gerning og hun er stadig glad for sit arbejde. Hun har rundet de 60 år, så hun kunne godt gå på efterløn nu, men har valgt at tage et år eller to mere. Når hun stopper, ser hun frem til at få mere tid til bl.a. frivilligt arbejde med børn og ældre. Indtil da nøjes hun med engagementerne i forbindelse med Løkken Marked, hvor hun hjælper til i køkkenet, lokalhistorisk forening, hvor både hun og Jens er med i bestyrelsen, og de ugentlige bankoaftener i forsamlingshuset, hvor hun og Jens skiftes til at råbe tallene op.
Og så er der jo det politiske arbejde, som hun finder meget spændende, og håber hun kan fortsætte med også efter næste valg.
Af Poul Christoffersen, Journalist og tidligere Vrensted-dreng
FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i – et mammut sag med lokalhistorie på syv bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 4500 sider.
Man bliver helt svedig blot ved tanken om at gennemgrave alle de sider lokalhistorie. Foreløbig har jeg skimmet bøgerne og herunder også fundet sjove historier, som minder om min egen barndom på 1950’erne samme sted.
Flokkedes om fjernsynet
Således fortæller en af mine tidligere klassekammerater, Christian Larsen, om dengang fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede. I den sydlige del af ”heden” var der kun to steder, der havde investeret i fjernsyn – hos
Stadsvold og hos de tre søskende Ertmann, Else og Agner. Her flokkedes børnene for at kigge tv.
– I flere år var det Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent, inden vi havde fået nok og gik hjem. Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke travlt med at komme hjem, fortæller Christian Larsen.
Da Holger Stadsvolds mor døde måtte børnene finde et andet sted og se fjernsyn. Det blev hos Ertmann, Else og Agnes, og det var en anderledes oplevelse.
– De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke ved det samme bord som en kat og lignede havde gået på, det var vi ikke meget for, fortsætter Christian Larsen.
Børnene kunne stadig ikke få nok af at kigge tv, og de overhørte flere opfordringer fra værterne, at tiden nu var til, at de skulle hjem og i seng. Da børnene således blev hængende foran fjernsynet, skete der noget andet. Alt lys gik ud, og børnene fik at vide, der var gået en sikring. Så trissede de hjemad.
Når vi ikke ville høre, hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne, slutter Christian Larsen.
Løse skud
En anden fortælling fra samme tidsperiode, som er sjov i erindringens lys, kunne være endt helt galt.
Ved barber Romedahl vakte det en gang stor opstandelse, at et projektil sad fast ved et kældervindue til forretningen og det udløste forskellige teorier.
To drenge havde haft til hensigt at give præriens bedste mand Davy Crockett kamp til stregen med at skyde efter lyset på et stearinlys og det skete med små runde riffelkugler fra en gammel salonriffel. Det foregik i en lade bag Romedahls forretning uden den ønskede effekt.
Men de havde også fundet et par lange riffelpatroner, hvoraf den ene blev puttet i riflen. Patronen røg gennem en ladeport, men efterlod kun et lille hul i porten. Og lyset brændte stadig. De to drenge hjalp selvfølgelig med til at ”opklare” mysteriet uden at fortælle, hvad de havde haft gang i.
Den ene af drengene Arne Søndergaard Jensen løfter sløret for den farlige drengeleg i første bind af Vrensted Historier.
Egnens hjemmeside
Grundlaget for den store bogsamling af historier om
Vrensted er skabt af Jens Otto Madsen, ældste søn af tidligere førstelærer Elith Madsen på Vrensted Skole.
Jens Otto Madsen oprettede for nogle år siden egen hjemmeside, og via hans ihærdighed blev hjemmesiden et forum for et voksende antal beretninger fra personer, som kom med minder, skildringer osv., der rækker ca. 100 år tilbage.
Jens Otto Madsen stiftede også en lukket Facebook gruppe “Go’e gamle Vrensted”, hvor der næsten dagligt er nye opslag fra stifteren eller andre fra gruppen. Gruppen tæller i dag over 1400 medlemmer, der har eller har haft en eller anden tilknytning til Vrensted.
Fokus på mordsag
De syv bind indeholder ikke blot personlige beretninger. Den ihærdige ildsjæl havde før udgivelsen af den store lokalhistoriske samling fået tilladelser til at inkludere en længere række historier, som tidligere har været offentliggjort i andre sammenhænge.
En af dem er den spektakulære mordsag fra Bækgaard, som fandt sted i 1850. Den har tidligere været bragt på Kriminalhistorie.dk på baggrund af et større forskningsarbejde af slægtsforsker Leif Sepstrup, Herning. Det var om et mord på bestilling fra gårdejeren på Bækgaard, fordi han ville af med sin kone efter mange års ulykkeligt ægteskab.
Lokal kendis
I et så omfattende værk på godt 4500 sider kommer man ikke uden om at berette om en af de mest kendte personer Anders Olesen, som blev født i Vrensted i 1853.
Anders Olesen blev sagfører og gennem sit virke skabte han sit eget kongerige i Hammer Bakker. Nogle gange med ufine metoder. Men Anders Olesen glemte aldrig sin fødeby, og han finansierede flere byggerier i Vrensted. Herunder Ane Marie Hus til minde om sin mor, og det hus trækker tråde til nutiden, hvor ildsjæle har samlet penge ind til fremtidigt projekt for husets anvendelse.
En samling af historier drejer sig om de negative og positive sider af Anders Olesens virke og om Ane Maries Hus. De fylder en del i bind et.
Andet oplag på vej
Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange medlemmer af Go’e gamle Vrensted på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.
Samtidig har bestyrelsen bag det nye Ane Maries Hus fået foræret et sæt, så det vil være tilgængeligt for andre, når huset en gang i fremtiden åbner med nye funktioner.
De 10 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.
Plus nr. 9 og nr. 10
Alle bøger kan nu købes/bestilles i alle landets Boghandler og på Nettet.
Desuden udgives alle bøger som E-Bøger som kan læses på Computer, Ipad og tablet.
Her kommer en spændende historie med læge Kirsten Schierup Freund, Gandrup, som i år 2022 har gennemført/afsluttet en videreuddannelse som 75årig. Kirsten er opr. fra Vrensted.
Historien med Kirsten Schierup Freund
Man er vel ikke for gammel til fortsat at studere.
Kirsten Schierup Freund f.1946
Efter en lang uddannelse til lægegerningen og den efterfølgende uddannelse til at blive praktiserende læge kaldet ”speciallæge i almen medicin”, nedsatte Kirsten sig som praktiserende læge i Gandrup i 1979. Efter 37 år som praktiserende læge stoppede hun som 70årig i 2016 for sammen med sin mand at gå på pension. Efter et år genoptog hun sin forskning for at udbrede kendskab til den positive arbejdsmetode, der i hendes forskning har vist sig, at kunne forbedre det mentale helbred hos yngre voksne patienter med mange psykosociale problemer. Kirsten er opr. fra Vrensted, datter af læge Peder Madsen Sørensen, i daglig tale kaldet P.M. Sørensen eller rettere ”Doktor Sørensen”, så æblet er ikke faldet langt fra stammen, som man siger.
Den lidt yngre bror, læge Jørgen Schierup, videreførte faderens praksis i Vrensted sammen med 3 kolleger i et stort moderne lægehus. Begge søskende lod sig smitte af deres forældres glæde ved at samarbejde med lokalbefolkningen i lyst og nød. Både faderen PM og moderen Gitte udviste ifølge Kirsten stor glæde og naturlig bevidsthed om vigtigheden af, at de var til rådighed for støtte og snak udover det rent lægefaglige, der dog altid var i højsædet. Det var deres og børnenes liv, der så blev balanceret af gode ferier langt væk fra telefonen, hvor de så endelig kunne have deres forældre for sig selv.
Kirsten fik som nævnt i 1979 sin egen praksis i Gandrup og startede dengang alene. Hun har altid været optaget af, hvordan man som praktiserende læge kan hjælpe de mest belastede patienter med at skabe det overskud, der skal til, for at få en sundere og bedre tilværelse. Det har fyldt rigtig meget i Kirstens tilværelse.
Kirsten fik i 1993 en kompagnon Jørgen Richard Hansen i sin praksis pga. voksende praksis, men det skyldtes også ønsket om fortsat at forske og få mulighed for at kunne tage nogle måneders orlov til forskningen. Allerede i 1987 var 45 nordjyske læger med i forsøg med 1000 patienter om: Kan forebyggende samtaler med egen læge øge patienternes egenomsorg, så det kan aflaste det øvrige sundhedsvæsen.
I årene 1998-2000 gennemførte Kirsten et opfølgende forsøg under Nordjyllands Amt specifikt for sårbare 20-44årige patienter med deltagelse af 28 læger og 500 patienter.
Samtidig med at have et ”mere end fuldtidsjob”, som praktiserende læge, underviste Kirsten også andre læger og studerende.
Går man på internettet og googler Kirsten, står hun omtalt/anført således:
Erfaring
Undervisningsassistent Klinisk Institut, Sdr. Skovvej 15, Aalborg Universitet 9000 Aalborg-DK –2006 til nu i 17 år
1987- d.d. Forskningsaktiv først mhp at afprøve struktur for tilbud med “Forebyggende helbredssamtaler i Almen praksis” Nordjyllands Amt mhp støtte til egen omsorg og trivsel, primært i samarbejde med DIKE : 20,35,55 og 75 årige, hvilket resulterede i 2 rapporter .
Fra 1998: “Forebyggende helbredssamtaler for 20-44 årige med mange problemer” mhp. støtte af trivsel og forebyggelse af yderligere problemer.
Har offentliggjort 7 artikler heraf de 6 internationalt.
Fra 1989 undervist medicinstuderende Aarhus, København og Aalborg primært i Motivationssamtale i forbindelse med forebyggelse og ulighed i sundhed samt kroniske sygdomme.
Pensioneret fra 2016 som praktiserende læge i Gandrup fra 1979, primært sololandpraksis med ca. 800 gr.1 patienter. Der var jævn patienttilgang. Da jeg også var/ er forskningsaktiv, fik jeg tilladelse til at få aflastningskompagnon fra 1993, hvor der var godt 2000 patienter, fortæller Kirsten. Senere blev dette til et regulært ydernummer. Praksis blev atter åbnet og i 2014 opkøbte vi en lukningstruet nabopraksis for at sikre lægekontinuiteten, nu med 5000 patienter. Herved blev vi en 3 mands praksis, dog stadig kun os 2 aldrende læger med super personale og uddannelseslæger. Men taktikken lykkedes:
Fra januar 2016: overdrog vi praksis til 2 yngre, der nu har udvidet til en firemandspraksis.
Praksisarbejdet har altid været givende og meningsfuldt, men også stor arbejdsbyrde, specielt de sidste år.
Trods en travl hverdag med lange arbejdsdage har der dog været tid til at have et godt liv med familie og venner.
”Det pudsige ved det er, at Kirsten i studietiden i 1967 løb ind i en ung studerende ved navn Leif på en studietur til den engelske by Bristol. Han havde som barn været feriedreng i Vrensted hos sine bedsteforældre, som var Anine og Christian Gade. De boede kun et par huse fra Kirstens hjem. Chr. Gade var skomager og også ringer og graver ved Vrensted Kirke. I en længere periode boede Leif hos bedsteforældrene og kom til at gå i skole i Vrensted Byskole i ca. 3 mdr. på grund af at moderen havde en længere sygdomsperiode.
Kirsten blev 5 år senere gift med feriedrengen, som kom til Vrensted, Leif Freund opr. Fra Nr. Nebel i det syd vestlige Jylland”.
Leif blev ligeledes uddannet læge og blev senere ledende overlæge på Dronninglund Sygehus, hvor han stoppede og gik på pension i 2016 samtidig med at sygehuset lukkede, en beslutning vedtaget af Nordjyllands Amtsråd.
Kirsten stoppede næsten samtidig i sin praksis.
Kirsten fortæller, at de har en fælles interesse for natur, kunst, litteratur, sprog, rejser m.m. og er meget glade for deres skønt beliggende ejendom med have og skov. Desuden er der hund og to Islandske heste som også skal passes. I familien er der med tiden kommet 4 børn, som nu er i alderen fra 35 til 50 år og godt i vej, og der er også kommet børnebørn til.
Kirsten fortæller videre, at hendes arbejde har fyldt rigtig meget. Samtidig har der været naturlig interesse for lokalsamfundets forhold, hvilket gjorde, at hun dels har været medlem af skolebestyrelsen i et par turbulente perioder med fokus på mobning, dels kortvarigt medlem af Gandrup samråd.
Det har altid været første prioritet at holde ferie sammen i familien både sommer i familiens sommerhus i Grønhøj og vinter på skiferie mest nordpå. Hun fortsætter og fortæller, at de begge to er friluftsmennesker, og sammen med børnene har de også ofte været fælles om arbejdet på deres ejendom i Øster Hassing, som de købte i 1998 og som med tiden er vokset fra 4 til 45 hektar.
De nyder at passe både de ældre og nyere træer med klipning og udtynding og høste årstidens afgrøder i haven. De har fisket i Gerå og Vesterhavet, og har lavet lækkerier af naturens gaver. Leif, der også er aktiv jæger fortæller, at det var i Vrensted han første gang i sit liv skød et rådyr, Det var 7. oktober 1973.
Kirsten fortsætter: Den erfaring, jeg har fået gennem min tid som praktiserende læge og forskningsprojekterne, har lært mig, at det er helt afgørende at lytte til patienterne og stille de spørgsmål, der åbner muligheder.
Hun fortæller videre at nogle patienter helst vil have en læge, der har den rigtige løsning parat, men det fik de ikke ved mig. Jeg har altid talt meget med mine patienter. Fået dem til at fortælle deres historie, for at forstå, hvordan jeg bedst kunne hjælpe dem og hvordan, de kunne hjælpe sig selv.
Det er også vigtigt at indse, at det oftest bliver små skridt frem, hvis der er mange problemer samtidigt. Hvis folk er ved at drukne i problemer, nytter det ikke noget at sige til dem, at de skal holde op med at ryge. Aktuelle problemer står altid over ønsket om et sundere liv. Altid, fastslår Kirsten.
Hun har beskæftiget sig med emnet i årtier netop for at udvikle en metode, der gør det lettere for patienterne at få overskud og trives og derved måske ændre ulighed i sundhed. Nu er det også blevet “hot” i lægeverdenen.
Alle snakker om ulighed i sundhed, og Sundhedsstyrelsen lagde for to år siden op til, at den praktiserende læge er den vigtigste nøgleperson indenfor ulighed i sundhed, så hvorfor er vi ikke rigtig kommet videre er et spørgsmål.
Efter et år som folkepensionist satte hun sig for at lave en ph.d., og “man er vel ikke for gammel til at fortsætte studierne”.
Ph.d.-graden
En ph.d. er en videnskabelig grad, der typisk kvalificerer til en forskerkarriere.
Den opnås typisk ved en treårig uddannelse bygget oven på en kandidat- eller bacheloruddannelse, men kan også tages ved at man kommer ind fra sidelinjen med anden relevant erfaring og supplerende kurser, som Kirsten gjorde.
Det er Ikke helt almindeligt med studerende over 70 år, men beslutningen var taget og hårdt blev det, og der skulle tilvænning til siger Kirsten og fortæller videre:
Det værste ved at blive ældre, er at man ikke kan presse hjernen. Jeg prøvede på det i starten, men det duede ikke. Det var spild af tid, for hvis jeg pressede mig for selv for hårdt den ene dag, kunne jeg ingenting næste dag. Det var jeg nødt til at lære. Til gengæld var det ret tilfredsstillende at opdage, at jeg godt kunne finde ud af de yngres ph.d.-kursus.
Jeg lovede mig selv, at jeg skulle være færdig med studierne inden vores guldbryllup, der kom dog forhindringer i vejen, men heldigvis løste det hele sig.
Forskningsprojektet var et tilbud til de 20-44-årige patienter i almen praksis, der ved screening viste sig at have mange psykosociale problemer, der ofte var ukendte for lægen. Hvis de ville deltage, skulle de hjemme afkrydse et stort spørgeskema om egen situation vedrørende familie, arbejde, sygdoms- og sundheds-adfærd samt evt. ønsker til ændringer. Det var udgangspunktet for 2 samtaler hos egen læge, hvor de kunne sætte sig max 2 mål for ændring og beskrive, hvad der var deres stære sider for at opnå ændringen, og hvad der kunne være svært. Desuden skulle de sætte sig en tidshorisont for, hvornår de gerne ville have opnået ændringen.
Kirsten fortæller: Jeg ville være færdig med ph.d.’en før vores guldbryllup. Men det kom til at holde hårdt. Undervejs i studierne blev reglerne ændret, så jeg pludselig manglede nogle kurser. Det gav et år ekstra på skolebænken. Og da jeg langt om længe kunne aflevere min afhandling, kunne jeg først få lov at forsvare den efter sommerferien 2022.
– Det ville jeg simpelt hen ikke være med til. Jeg kunne ikke holde til at have det hængende over hovedet en sommerferie mere, og heldigvis fik jeg min vilje. Den skelsættende dag blev fremrykket til kort før sommerferien, og dermed før guldbrylluppet.
Forsvaret fandt sted den 9. juni 2022, og det foregår sådan, at der kommer to fagbedømmere, der har sagt ja til at bedømme ph.d.en. De er opponenter og stiller kritiske spørgsmål, man skal svare på. Bagefter går de ud og voterer, om man har bestået eller ej.
Og så holder man fest! fortæller Kirsten.
Indbydelsen til den 9. juni:
PH.D. FORSVAR VED KIRSTEN SCHIERUP FREUND
Klinisk Institut, Aalborg Universitet har den glæde at invitere til ph.d.-forsvar ved Kirsten Schierup Freund, der forsvarer afhandlingen med titlen: Forebyggende helbredssamtaler med egen læge for sårbare yngre voksne med psykosociale problemer
BEDØMMELSESKOMITE
Associate Professor Stefan Hjørleifsson, læge, dr.med.,
Afdeling for Almen Praksis og Global Sundhed, Bergen Universitet, Norge
Professor Flemming Bro, læge PhD, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet
Klinisk Professor Søren Paaske Johnsen (Formand). Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Aalborg Universitets Hospital og Aalborg Universitet
Klinisk Professor Søren Paaske Johnsen (Formand). Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Aalborg Universitets Hospital og Aalborg Universitet
ARRANGØR
Klinisk Institut, Aalborg Universitet
Jeg bestod, endda med glans, sagde de.
Som afslutning på vores snak siger Kirsten: ” Det er ikke for titlens skyld at jeg har forsvaret ph.d. Det er for at få samlet al den viden og de erfaringer, der er, og få budskabet ud. Det viste sig, at selvom der er tiltagende diskussion om ulighed i sundhed, er der- i de godt 20 år, der er gået siden mit projekt-, ingen, der har afprøvet en tilsvarende vellykket konsultationsstruktur overfor de yngre voksne med mange problemer, der endnu ikke er syge. Sårbare patienter er så overbelastede af problemer, at det er svært at finde hoved og hale i dét, både for dem selv og for lægen. De kommer måske til at snakke om noget andet, end det, der er vigtigst for dem. Forskning viser at netop i disse situationer bliver både patienter og læger frustrerede pga. manglende fællesforståelse. Hvis man sender dem hjem og tænke over, hvad det egentlig er, de gerne vil, bliver det meget nemmere at få en god, struktureret samtale og opnå en fælles forståelse for ønskede mål og ressourcer, forklarer Kirsten.
Vores 20-44-årige med mange problemer havde jo helt klart gavn af de to velforberedte strukturerede samtaler hos egen læge, hvor de selv skulle sætte sig max. 2 mål, beskrive stærke sider og barrierer for at opnå målene samt en tidshorisont. De havde efter et år bedre mentalt helbred og færre problemer- og ikke øget brug af sundhedsvæsenet!
En lille indsats for sundhedsvæsenet, men en stor indsats for patienten.
Mit håb er nu, at spørgeskemaerne bliver digitaliseret, så det bliver nemt for landets praktiserende læger at bruge metoden. Det er bestemt ikke meningen, at det skal blive en ekstra belastning for lægerne. Tværtimod. De medvirkende 28 læger ønskede næsten alle at kunne bruge tilbuddet igen, fordi de fik bedre kendskab til patienterne og derved øget mulighed for at støtte deres ressourcer. Det er netop den fællesforståelse, der ofte ser ud til at mangle for at kunne få en god konstruktiv konsultation med en patient med mange problemer, så de ikke behøver at komme igen, igen, fordi de ikke har fået hjælp eller indsigt til at komme videre. En god patientforberedelse hjemme i ro og fred giver grobund for at kunne se sammenhænge mellem ens tilværelse og adfærd. Og derved åbnes mulighed for forandring.
To konstruktive samtaler baseret på patientens forberedelse og prioriteter er bedre end en masse frustrerede samtaler, hvor patienter med mange diffuse problemer sjældent bliver forstået, og patienterne trods mange konsultationer ikke får det bedre, påpeger Kirsten.
Den samme struktur vil sikkert kunne bruges andre steder f.eks. i socialforvaltningen, hvor der åbenbart også ofte opstår misforståelser. Jeg fortæller altid gerne om metoden, da jeg synes den er simpel og god, slutter Kirsten.
Efter afslutningen af studierne, med det afsluttende Ph.d.-forsvar, nyder Kirsten nu endnu mere pensionisttilværelsen sammen med Leif.
Kirsten og Leif Freund nu som fuldtidspensionister
