Stodderkonge. Danmarks vandrende folk forgår. »Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«
Til vagabondtræf på Fyn, hvor Sheriffen, Høvlen, Pølse og de andre landstrygere vælger deres leder.
De sidste
Riddere
Artiklen er skrevet af EMIL JØRGENSEN (f. 1993)
er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med en cand.mag. i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet. Han har boet i Istanbul, Beirut og Jerusalem.
På Weekendavisen skriver han menneske bårne reportager og fortællinger, ligesom han tidligere har gjort det for Zetland og Avisen Danmark.
Jens Otto Madsen fortæller: Jeg blev ringet op af Emil Jørgensen som var i gang med at skrive en artikel om Vagabonder og i den anledning havde researchet omkring emnet og bl.a. fundet de artikler som jeg har lavet og lagt ud på min hjemmeside omkring Vagabondavisen og Vagabondernes bedstefar Harry Jørgensen, som udgav Vagabondavisen i en årrække og hvor senere sønnen Kristian Jørgensen efter faderens død fortsatte som redaktør. Kristian er nu også død og Vagabondavisen udgives nu ikke længere. Emil Jørgensen lovede at sende mig sin artikel som har været udgivet i Weekendavisen.
Til denne historie som kommer her på min hjemmeside og også udgives på FB gruppen ”Historier fra Vendsyssel” kommer først min historie om Harry og Kristian Jørgensen og herefter Emil Jørgensens artikel.
Vagabondernes Bedstefar – Harry Jørgensen, Vrensted
Harry Jørgensen døde i 1995.
Harry Jørgensen er født i 1907 i Vrensted og døde i en alder af 88 år i Vrensted i 1995. Det meste af livet boede og arbejdede han dog i Løkken. Han var oprindelig landarbejder men blev så arbejdsmand i Løkken. Han tilbragte sit liv i Løkken, hvor han i 1930 blev gift og stiftede familie, blev forsørger og måtte tage det arbejde, der var at få for at kunne forsørge familien. Han var med til at bygge læmolen i Løkken. Fra 1930 og frem til tæt på slutningen af 2. verdenskrig, var han rejsebud mellem Løkken og Hjørring. Senere var han fiskehandler og produkthandler. I den seneste tid i Løkken var han hotelkarl på Hotel Klitbakken. Sideløbende hermed var han meddeler først til Ny Tid og senere til Vendsyssel Tidende, hvor man gennem årene nød godt af både læserbreve og lokale nyheder. Han var aktiv inden for politik og foreningslivet og sluttede sit politiske engagement i Fremskridtspartiet, hvor han blev æresmedlem.
I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen, hvor han flyttede alene ind i ”Ørnholms minde” lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen, men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.
Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.
Den kendte forfatter Knud Holst var også nogle år forinden flyttet til Vrensted. De kendte hinanden fra den tid de begge boede i Løkken. Harry Jørgensen havde altid haft et godt forhold til vagabonder og landevejsridderne og som rejsebud havde han mødt mange af de farende svende. Han havde fået tilnavnet “Vagabondernes Bedstefar”. Knud Holst får Harry Jørgensen i gang med at lave en lille avis, Vagabond-Avisen, landets mindste på fire A4 sider. Den 16. februar 1987 udkommer så det første eksemplar af Vagabond-Avisen. I begyndelsen udkom den en gang om måneden, men hurtigt blev den en ugeavis, som fortrinsvis sælges på markeder og steder hvor vagabonder færdes. Harry Jørgensen forestod alle opgaver på avisen. Som udgiver, redaktør, journalist og trykker. I 1989 var den udkommet i 810 udgaver. Selveste det Nordjyske Landsbibliotek i Ålborg var blevet fast abonnent. Harry Jørgensen havde en fast kreds som han sendte en halv snes eksemplarer til ad gangen. Det var Oplandsavisen, der sørgede for at fotokopiere Vagabond-Avisen i det nødvendige antal eksemplarer.
Efter Harry Jørgensens død i 1995 overtog sønnen Kristian Jørgensen, Vrensted hvervet som redaktør indtil juni 2009 hvor han måtte stoppe på grund af sygdom.
Historien om De sidste Riddere
Der bedes fadervor med hænderne foldet om dåsebajere og snapseflasker. Hunde ligger i græsset, små hashskyer svæver mod himlen, solen kaster skygger mellem grenene. Præsten under træet, iført pibekrave og sort kjole, siger »amen«, så »skål«, og forsamlingen brummer »skål« tilbage.
»Det var en vigtig sætning,« lyder det hæst fra en af tilhørerne.
Vi er til såkaldt gøglergudstjeneste på Tingstedet bag forsamlingshuset i Kværndrup på Fyn. 40 mænd og kvinder sidder i en cirkel om præsten. På kampesten og i campingstole. Iført læderveste med brocher og medaljer, Tuborg-hatte med rævehaler i nakken, pjaltede benklæder og store smil. Fjogede kommentarer, småsnak og latter akkompagnerer ceremonien, men alvoren sænker sig på opfordringen til et øjebliks stilhed.
»For dem, der går på de evige landeveje,« siger præsten i mikrofonen. Folk tager hattene af, rejser sig og holder kæft. Pludselig kan man høre deres kæledyr trække vejret. Keyboardspilleren sætter tonen, og de synger »Altid frejdig, når du går«. En salme, som også bruges til begravelserne, som flokken mødes til. Efterhånden oftere og oftere. De er Danmarks sidste landevejsriddere, de vandrende vagabonder, der er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. I hvert fald i Morten Korch-film og på Storm P.-plakater. Med slibesten og barnevogne er land-strygerne kendt som nogle, der går fra dør til dør, fløjtende, fulde og fri. For en lille skilling, en madpakke eller et sted at sove sliber de herrens og fruens sløve knive, før de igen bevæger sig mod de åbne horisonter. Men den romantiserede og folkekære figur er ved at uddø. Der er lidt over 6.000 hjemløse i Danmark, og tallet stiger, men landevejsridderne kan efterhånden stå samlet under det samme egetræ. Og det gør de den anden torsdag i september hvert eneste år. For at hilse og hygge, gennemføre en gudstjeneste, men også for at stemme.
De udpeger stodderkongen, deres leder.
I gammel tid – fra år 1600 og frem til 1803 – blev stodderkongen udnævnt af politimyndighederne. Det var en stærk person fra de fattiges kreds, som fik ansvaret for at holde sognet frit for fremmede tiggere. I dag vælger landevejsridderne selv deres frontfigur, men funktionen er lidt derhenad. Han eller hun, der vinder den demokratiske afstemning, står for dialogen med landets kræmmermarkeder og hjælper med at håndhæve, at riddernes protokoller overholdes.
Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Og du må ikke tage hårde stoffer. Vi er klar til afstemningen,« siger præsten.
»Hvem stiller op?«
Pølses 1,7 millioner kilometer
Vi begynder historien et par timer forinden. Klokken er otte om morgenen, men Vagabondlejren i Kværndrup er allerede sprællevende. »Tre hvide duer,« synger Jodle Birge fra en håndværkerradio, mens folk sidder i teltåbninger og campingstole med opknappede bajere og mad-kasser med tobak i.
»Det koster 20 kroner, hvis du vil være passivt skæv,« siger en og ler hæst.
Pølse – en 65-årig mand med skovmandsternet fleecetrøje, solbriller og julemandsskæg – forklarer, hvad det vil sige at være landevejsridder. »Vi er ikke udsatte, og vi er ikke hjemløse. Og du bliver heller ikke landevejs-ridder af at drikke dig fuld foran Brugsen. Du skal ud at stemme dørklokker,« siger han.
Selv har Pølse været landevejsridder siden 1989. Det var også der, han fik navnet. Alle landevejsriddere navngives og døbes på ny – Syvstjernen, Kransekagen, Bjørneungen, Rundetrunten, den slags – og nogle gange ligger der en direkte logik bag. »Jeg var arbejdsdreng på Stryhn’s’ leverpostejsfabrik i Roskilde. En dag efter arbejde var der en af mine kammerater, der sagde: ‘Hvad fanden er det, du har bag øret?’ Det var så et stykke kødpølse. Siden den dag har jeg været Pølse-Leif. Eller bare Pølse,« siger han. Fra en dyb lomme i sine shorts finder han en dåsebajer. »Kære lille mormor,« spiller fra højttaleren, mens Pølse tæller i sit hoved. »Jeg har gået 1,7 millioner kilometer i Danmark,« siger han. »Altså sådan løst regnet.« Meningen var, at han skulle gå tre uger i en sommerferie. Men han vendte aldrig tilbage til sin kone og sine børn, fortæller han. »Landevejene er ligesom spjældet. Når man er ude, vil man ind. Når man er inde, vil man ud.« Pølse går ikke længere ude alle fire årstider. Det meste af året bor han på Præstø med sin papegøje, Mandy. Men for 35 år siden, da Pølse startede, var det anderledes. Dengang var der 450 vagabonder i Danmark, siger han.
»I dag er vi maks. 45. Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«
Interviewet afbrydes. Troldmanden vil have Pølse til at »bippe sin bil op«. »Så bjerger jeg lige en flaske Bailey fra bagagerummet,« siger han.
Sæsonriddere
Ingen har rigtig forsket i landevejsriddernes bortgang, men Lars Benjaminsen har flere bud. Han er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
»Udsatheden er blevet mere kompleks. De unge, der har mistet grebet om tilværelsen, har typisk både psykiske lidelser, fysiske helbredsproblemer og misbrug,« siger han.
De vandrer ikke fra gård til gård. De vandrer snarere fra herberg til forsorgshjem og andre former for opholdstilbud. Og deri ligger en anden mulig årsagsforklaring: Samfundets sikkerhedsnet er generelt blevet bedre til at indfange de udsatte. »Men det handler også om, hvem de udsatte i dag er, og hvor de kommer fra. De opholder sig typisk i de store og mellemstore byer, og de ser ikke sig selv som nogle, der går på vejene. Så sover de hellere på sofaer hos venner. Eller på gaden,« siger Lars Benjaminsen.
76-årige Kristian Jørgensen, tidligere redaktør for den nu lukkede Vagabond Avisen, fremsiger sin analyse uden at pakke tingene ind. »Det er lovgivningen og samfundet, der har ændret sig. Jeg går selv her på pension og får 11.000 kroner og bor i en lejlighed med elevator og det hele. Landevejsridderne har biler, hus og mobiltelefoner. De farende svende farer kun, når ølteltene på kræmmermarkederne er åbne.«
Sheriffens valg
Tilbage i Kværndrup siger Sheriffen, at »det er blevet for nemt at lade være med at være landevejsridder«. »Prøv at se på parkeringspladsen,« siger hun og peger forbi træet, hvor der om lidt skal være gøgler-gudstjeneste og stodderkongeafstemning.
»Folk kommer jo kørende hertil.«
I gamle dage sagde en rigtig vagabond nej tak til alle offentlige ydelser for at leve fuldkommen frit. Det gjorde Sheriffen også. Den 55-årige kvinde, der er født på Grønland, men vokset op i Danmark, siger selv, at hun stod over for et valg. »Skal jeg tage mit eget liv, eller skal jeg tage Landevejene?«
Det var i 1999. Hun var lige blevet skilt, huset var på tvangsauktion, og børnene var kommet i pleje hos hendes mor.
Sheriffen taler sagte. Hun er svær at høre for Peter Belli i højttalerne, der synger »Bli’ væk fra vort kvarter«, men man mærker hende.
Under sin sorte lædervest har Sheriffen regnbuefarvet tøj og et taknemmeligt sind. Hun er glad for, at hun valgte vejen med slibesten og barnevogn, siger hun og lader blikket panorere rundt i vagabondlejren. »Vi er en familie. Vi passer på hinanden.« Sheriffen har været stodderkonge i flere år. Men heller ikke hun er ridder på fuld tid længere. Hun har en toværelses lejlighed i Horsens. Danmark har ændret sig, siger hun. Landets små gårde er blevet til kæmpestore drifter med titusindvis af svin. Sygdomsfrie besætninger med SPF-systemer, smittebeskyttelse og sundhedskontrol, hvor omvandrende vagabonder ikke så nemt får adgang. Men en ting er uforandret. Mødet med »hr. og fru Danmark« er, som det altid har været. Langt de fleste mennesker behandler Sheriffen med tillid og respekt, når hun banker på døren og beder om deres knive. »Vestjyderne har altid været hammersvære at få til at byde en indenfor, fordi de er så indremissionske. Men så er de til gengæld søde til at forære madpakker.« Hun vifter sin lille hund væk, tænder en smøg og smiler, da jeg spørger, om det er godt eller skidt, at landevejsridderne langsomt forgår. »Jeg tror egentlig, det er for det bedste. For det er altså ikke et romantisk liv at leve på landevejene.«
Kravlede ind i vagabondlejren
Det samme siger Høvlen. »Det er ikke en Morten Korch-film. Solen skinner ikke altid på vejene.« Hans hår er pjusket, hans krop er lang og tynd og hans blå øjne en anelse blodsprængte. Med sine 37 år er han en af de yngste landevejsriddere, men han er også nærmest født ind i det, siger han. »Min far var kræmmer. Og jeg plejer at sige, at jeg kravlede ind i vagabondlejren, da jeg var tre år. Siden har jeg ikke kunnet kravle ud igen.« Han står med hænderne bag ryggen, mens han interviewes. Høfligt, men seriøst.
Omkring træet i Kværndrup danser flere arm i arm til »Himmelhunden«, Teddy Edelmanns udødelige klassiker. Nogle har tændt op i store piber, andre er gået i snapsen. I græsset ligger to mænd med viltre skæg og omfavner hinanden. Alle er feststemte, kærlige og glade. Også Høvlen, for han skal faktisk giftes i dag.
Efter gudstjenesten er der bryllup i vagabondlejren, Høvlen skal have sin Sol, men lige nu fortæller han om sit liv. Om hvordan han »slapper af«, når han »går med barnevognen«. Hvordan lejligheder »trækker sig sammen«, når han opholder sig i dem for længe ad gangen. »Jeg har faktisk spekuleret meget på, hvorfor der ikke er flere unge, som bliver landevejsriddere,« siger Høvlen, der selv var på prøve i seks år, før han blev endeligt optaget. Først bliver man navngivet. Så skal man vise sit værd, før man bliver døbt. Dåben cementeres med et brusebad i øl, og reglerne er, at man derefter ikke må vaske sit hår i tre dage. Høvlen undskylder sig. Gudstjenesten begynder snart, og han vil gerne nå at ryge.
Den nye stodderkonge
»Hvem stiller op?« spørger præsten.
Blikkene flakker rundt i cirklen omkring træet. Et par spændte sekunder, før Sheriffen rejser sig fra sin stol og træder frem til spredt jubel. Med blikket rettet mod jorden gør Høvlen det samme.
Afstemningen foregår med håndsoprækning, men der bliver også råbt.
»SÅ VED JEG GODT, HVEM JEG STEMMER PÅ!«
»HOLD NU DIN KÆFT.«
»FUCK DIG, DIN BUMS!«
Skældsord råbes med et glimt i øjet, det er jargonen, og alle klapper, da Høvlen vinder. Ovenikøbet med et stort flertal. Han får mikrofonen i den ene hånd, vandrestaven i den anden og kronen på hovedet, hvor alle tidligere stodderkongers navne er indgraveret. »Vi er så få tilbage. Så vi skal hjælpe hinanden,« siger Høvlen, før han starter en fællessang, som alle tilslutter sig:
»Jeg er ikke som de andre,
jeg er noget for mig selv.
På landevejen vil jeg vandre,
til den dag jeg må sige farvel!«
Præsten spørger, om nogen skal døbes. En er ved at rejse sig op, men råbes ned i stolen igen af »NEJ«-kor. »HUN HAR IKKE VÆRET DER HELE ÅRET,« gjaldes der. Ingen nye landevejsriddere optages. Til gengæld er der bryllup. Og fest i flere dage. Så længe bliver præsten, som hedder Peder Thyssen, ikke hængende. Han skal tilbage til Odense, hvor han bor og arbejder som gadepræst. Siden år 2006 har han stået for gøgler-gudstjenesten. I starten var det »overvældende at se elendigheden«, siger han på syngende fynsk. Men på to årtier er der sket en forvandling. De gamle går bort, og de unge går ind i de offentlige systemer. Landevejsridderne forsvinder, og det er en fin udvikling, mener han.
»Deres liv har været helvede på jord. De er fri, men de lever ikke i frihed, for de er alkoholikere næsten allesammen. Til gengæld føler mange af dem, at de får en identitet, når de er landevejsriddere,« siger præsten.
En høj mand kommer løbende mod hans bil. Det er Høvlen. »Du må hellere lige tage det her indtil næste år,« siger han og afleverer kronen og vandrestaven til præsten. Han vil ikke risikere at tabe det. Peder Thyssen smiler i stodderkongens retning, da han lunter tilbage mod festen. Dansktopmusikken er nu skiftet ud med AC/DC. »Thunderstruck.«
Fortællingen om landevejsridderen bygger måske på en skrøne. Men præsten mener også, at vi alle kan lære noget af den snart uddøde vandringsmand.
»En ting er den åbne tilgang til livet. Men lige så inspirerende er det, hvor taknemmelige de fleste af dem er.«
Emil Jørgensen, journalist – Weekendavisen
September 2024
Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.
Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær, i en meget lille rødmalet træhytte,
kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.
Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.
Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup, en historie han har fået fortalt:
“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”
Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.
Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.
Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård, født 1881 død 1973.
Hans hund og ”Sorgenfri”
Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken
Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.
Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.
>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.
„Nu skal du væk Bast”
Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.
– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.
Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.
Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast
»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,
,,Derfor flyttede jeg paa kæret”
Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.
>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.
De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.
„En dram er ingen tosset medicin”
Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.
Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.
Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?
– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.
Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.
„Herude er vand en luksusvare”
De har ikke altid været skærslipper?
Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.
– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?
– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.
Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.
Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.
Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.
,,Sorgenfri” — et glædens hus
Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.
> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.
Avisartikel fra 1965
Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror
Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.
Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.
– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.
Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.
– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.
– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.
Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.
Skraar du stadig?
Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.
– Hvad med hunden, spurgte Bast.
– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.
Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.
— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.
– Ja, selvfølgelig.
– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?
Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.
– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.
— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.
Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.
Chokolade og fest for fødselar og gæst
Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..
Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.
— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.
— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.
1973
Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.
I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.
Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.
For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.
april 2019-jens otto madsen