Kategori: Vrensted Historier

 

Juli 1996 -Blå bog – Ingrid Andresen, 60 år, født i på Djursland.

Karriere: Lærereksamen, Ranum, 1961. Lærer i Odder i 3 år, derefter i Tyrstrup i Sønderjylland indtil 1974, hvor familien flyttede til Vrensted. Siden da lærer på Vrensted Skole i dansk, håndarbejde og hjemkundskab samt skolebibliotekskonsulent i Løkken- Vrå Kommune.

Medlem af kommunalbestyrelsen for Fælleslisten for Vrensted-Børglum siden 1993

Familie: Gift med Jens, inspektør på Vrensted Skole. 3 børn: Ole, 31 år, audiologiassistent på Sønderborg sygehus, Ejnar, 28 år, civilingeniør, Dansk Stålkonstruktion i Hobro, og Inge, 25 år, læser engelsk og samfundsfag på Århus Universitet. 2 børnebørn.

Dyr: Børnenes aflagte puddelhund, Nicki, der går en god lang tur med Ingrid hver morgen, så hun får klaret tankerne inden dagens dont.

Bil: Opel Vectra, årgang 1994

Forstår mest når pindene klirrer

Kommunalbestyrelsesmedlem Ingrid Andresen er den type, der bare ikke kan holde hænderne i ro. Enten er hun i gang med en striktrøje til sig selv eller familien, eller også er hun ved at afprøve noget til håndarbejdes undervisningen på Vrensted Skole.

Ingrid Andresens hobby smitter af på eleverne

Egentlig er alt muligt håndarbejde fra sølvstrik til batik – Ingrid Andresens hobby. Som håndarbejdslærer har hun lært alskens teknikker og selv om det efterhånden er en del år siden hun selv sad på skolebænken, er hun up to date; der er jo noget der hedder kurser, også for håndarbejdslærere.

Men jeg strikker mest. Det er så nemt at tage strikketøjet, når man lige har en halv time, siger Ingrid Andresen.

Hun strikker både til sig selv og til børn og børnebørn. Børnene, der nu er voksne, kommer selv og siger til, hvis de har fundet en opskrift på en sweater eller andet, de godt kunne tænke sig.

Mennesket bag politikeren

Mens de boede hjemme, gik de hele tiden og spurgte, hvornår jeg blev færdig, men nu har jeg betinget mig, at jeg ikke skal være færdig til nogen bestemt tid.

Ingrid Andresen vil ikke have pres på strikkeriet, til gengæld viger hun ikke tilbage for nogen opskrift, ligegyldigt hvor svær den er.

Det kan godt være jeg skal lave nogle prøver først, men jeg kan ikke forestille mig en opskrift jeg ville opgive, siger Ingrid Andresen.

I hendes og Jens’ hus, der ligger dejligt tæt på skolen, står der også to væve. Den ene med et påbegyndt viskestykke, den anden med en lige så ufuldendt uldplaid. Jeg har også noget fint sytøj liggende, som jeg begyndte på for 25 år siden. Det bliver ikke til noget med de ting. Jeg har ikke tid.

Strikketøjet er mere handy, men det bliver så også taget med på køreture, til generalforsamlinger og foredrag. Hun har dog ikke taget det med til kommunalbestyrelsens møder endnu.

Man hører ellers bedre efter, når man strikker. Jeg strikker også, når jeg ser fjernsyn eller læser. Jeg synes, jeg får bedre fat 1 tingene på den måde, fortæller Ingrid Andresen. Nogle af produkterne bruges som modeller i håndarbejdstimerne skolen og det er Ingrid Andresens erfaring, at børnene er glade for at få brugt hænderne. De skulle bare have mere tid til rigtig at få teknikkerne lært. Når først de er kommet rigtigt i gang, er de næsten ikke til at stoppe igen.

Ingrid Andresen havde en overgang sine væve stående på skolen, så børnene kunne gå hen og væve sig et stykke tæppe, hvis de havde lyst, og det var de meget optaget af. Ingrid Andresen underviser også i dansk og hus- gerning og hun er stadig glad for sit arbejde. Hun har rundet de 60 år, så hun kunne godt gå på efterløn nu, men har valgt at tage et år eller to mere. Når hun stopper, ser hun frem til at få mere tid til bl.a. frivilligt arbejde med børn og ældre. Indtil da nøjes hun med engagementerne i forbindelse med Løkken Marked, hvor hun hjælper til i køkkenet, lokalhistorisk forening, hvor både hun og Jens er med i bestyrelsen, og de ugentlige bankoaftener i forsamlingshuset, hvor hun og Jens skiftes til at råbe tallene op.

Og så er der jo det politiske arbejde, som hun finder meget spændende, og håber hun kan fortsætte med også efter næste valg.

 

Af Poul Christoffersen, Journalist og tidligere Vrensted-dreng

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i – et mammut sag med lokalhistorie på syv bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 4500 sider.

Man bliver helt svedig blot ved tanken om at gennemgrave alle de sider lokalhistorie. Foreløbig har jeg skimmet bøgerne og herunder også fundet sjove historier, som minder om min egen barndom på 1950’erne samme sted.

 

Flokkedes om fjernsynet

Således fortæller en af mine tidligere klassekammerater, Christian Larsen, om dengang fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede. I den sydlige del af ”heden” var der kun to steder, der havde investeret i fjernsyn – hos

Stadsvold og hos de tre søskende Ertmann, Else og Agner. Her flokkedes børnene for at kigge tv.

– I flere år var det Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent, inden vi havde fået nok og gik hjem. Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke travlt med at komme hjem, fortæller Christian Larsen.

Da Holger Stadsvolds mor døde måtte børnene finde et andet sted og se fjernsyn. Det blev hos Ertmann, Else og Agnes, og det var en anderledes oplevelse.

– De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke ved det samme bord som en kat og lignede havde gået på, det var vi ikke meget for, fortsætter Christian Larsen.

Børnene kunne stadig ikke få nok af at kigge tv, og de overhørte flere opfordringer fra værterne, at tiden nu var til, at de skulle hjem og i seng. Da børnene således blev hængende foran fjernsynet, skete der noget andet. Alt lys gik ud, og børnene fik at vide, der var gået en sikring. Så trissede de hjemad.

Når vi ikke ville høre, hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne, slutter Christian Larsen.

Løse skud

En anden fortælling fra samme tidsperiode, som er sjov i erindringens lys, kunne være endt helt galt.

Ved barber Romedahl vakte det en gang stor opstandelse, at et projektil sad fast ved et kældervindue til forretningen og det udløste forskellige teorier.

To drenge havde haft til hensigt at give præriens bedste mand Davy Crockett kamp til stregen med at skyde efter lyset på et stearinlys og det skete med små runde riffelkugler fra en gammel salonriffel. Det foregik i en lade bag Romedahls forretning uden den ønskede effekt.

Men de havde også fundet et par lange riffelpatroner, hvoraf den ene blev puttet i riflen. Patronen røg gennem en ladeport, men efterlod kun et lille hul i porten. Og lyset brændte stadig. De to drenge hjalp selvfølgelig med til at ”opklare” mysteriet uden at fortælle, hvad de havde haft gang i.

Den ene af drengene Arne Søndergaard Jensen løfter sløret for den farlige drengeleg i første bind af Vrensted Historier.

Egnens hjemmeside

Grundlaget for den store bogsamling af historier om

Vrensted er skabt af Jens Otto Madsen, ældste søn af tidligere førstelærer Elith Madsen på Vrensted Skole.

Jens Otto Madsen oprettede for nogle år siden egen hjemmeside, og via hans ihærdighed blev hjemmesiden et forum for et voksende antal beretninger fra personer, som kom med minder, skildringer osv., der rækker ca. 100 år tilbage.

Jens Otto Madsen stiftede også en lukket Facebook gruppe “Go’e gamle Vrensted”, hvor der næsten dagligt er nye opslag fra stifteren eller andre fra gruppen. Gruppen tæller i dag over 1400 medlemmer, der har eller har haft en eller anden tilknytning til Vrensted.

 Fokus på mordsag

De syv bind indeholder ikke blot personlige beretninger. Den ihærdige ildsjæl havde før udgivelsen af den store lokalhistoriske samling fået tilladelser til at inkludere en længere række historier, som tidligere har været offentliggjort i andre sammenhænge.

En af dem er den spektakulære mordsag fra Bækgaard, som fandt sted i 1850. Den har tidligere været bragt på Kriminalhistorie.dk på baggrund af et større forskningsarbejde af slægtsforsker Leif Sepstrup, Herning. Det var om et mord på bestilling fra gårdejeren på Bækgaard, fordi han ville af med sin kone efter mange års ulykkeligt ægteskab.

Lokal kendis

I et så omfattende værk på godt 4500 sider kommer man ikke uden om at berette om en af de mest kendte personer Anders Olesen, som blev født i Vrensted i 1853.

Anders Olesen blev sagfører og gennem sit virke skabte han sit eget kongerige i Hammer Bakker. Nogle gange med ufine metoder. Men Anders Olesen glemte aldrig sin fødeby, og han finansierede flere byggerier i Vrensted. Herunder Ane Marie Hus til minde om sin mor, og det hus trækker tråde til nutiden, hvor ildsjæle har samlet penge ind til fremtidigt projekt for husets anvendelse.

En samling af historier drejer sig om de negative og positive sider af Anders Olesens virke og om Ane Maries Hus. De fylder en del i bind et.

Andet oplag på vej

Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange medlemmer af Go’e gamle Vrensted på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

Samtidig har bestyrelsen bag det nye Ane Maries Hus fået foræret et sæt, så det vil være tilgængeligt for andre, når huset en gang i fremtiden åbner med nye funktioner.

De 10 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.

Plus nr. 9 og nr. 10

Alle bøger kan nu købes/bestilles i alle landets Boghandler og på Nettet.

Desuden udgives alle bøger som E-Bøger som kan læses på Computer, Ipad og tablet.

 

 

Her kommer en spændende historie med læge Kirsten Schierup Freund, Gandrup, som i år 2022 har gennemført/afsluttet en videreuddannelse som 75årig. Kirsten er opr. fra Vrensted.

Historien med Kirsten Schierup Freund

Man er vel ikke for gammel til fortsat at studere.

Kirsten Schierup Freund f.1946

Efter en lang uddannelse til lægegerningen og den efterfølgende uddannelse til at blive praktiserende læge kaldet ”speciallæge i almen medicin”, nedsatte Kirsten sig som praktiserende læge i Gandrup i 1979. Efter 37 år som praktiserende læge stoppede hun som 70årig i 2016 for sammen med sin mand at gå på pension. Efter et år genoptog hun sin forskning for at udbrede kendskab til den positive arbejdsmetode, der i hendes forskning har vist sig, at kunne forbedre det mentale helbred hos yngre voksne patienter med mange psykosociale problemer.  Kirsten er opr. fra Vrensted, datter af læge Peder Madsen Sørensen, i daglig tale kaldet P.M. Sørensen eller rettere ”Doktor Sørensen”, så æblet er ikke faldet langt fra stammen, som man siger.
Den lidt yngre bror, læge Jørgen Schierup, videreførte faderens praksis i Vrensted sammen med 3 kolleger i et stort moderne lægehus. Begge søskende lod sig smitte af deres forældres glæde ved at samarbejde med lokalbefolkningen i lyst og nød. Både faderen PM og moderen Gitte udviste ifølge Kirsten stor glæde og naturlig bevidsthed om vigtigheden af, at de var til rådighed for støtte og snak udover det rent lægefaglige, der dog altid var i højsædet. Det var deres og børnenes liv, der så blev balanceret af gode ferier langt væk fra telefonen, hvor de så endelig kunne have deres forældre for sig selv.

Kirsten fik som nævnt i 1979 sin egen praksis i Gandrup og startede dengang alene. Hun har altid været optaget af, hvordan man som praktiserende læge kan hjælpe de mest belastede patienter med at skabe det overskud, der skal til, for at få en sundere og bedre tilværelse. Det har fyldt rigtig meget i Kirstens tilværelse.

Kirsten fik i 1993 en kompagnon Jørgen Richard Hansen i sin praksis pga. voksende praksis, men det skyldtes også ønsket om fortsat at forske og få mulighed for at kunne tage nogle måneders orlov til forskningen. Allerede i 1987 var 45 nordjyske læger med i forsøg med 1000 patienter om: Kan forebyggende samtaler med egen læge øge patienternes egenomsorg, så det kan aflaste det øvrige sundhedsvæsen.

I årene 1998-2000 gennemførte Kirsten et opfølgende forsøg under Nordjyllands Amt specifikt for sårbare 20-44årige patienter med deltagelse af 28 læger og 500 patienter.
Samtidig med at have et ”mere end fuldtidsjob”, som praktiserende læge, underviste Kirsten også andre læger og studerende.

Går man på internettet og googler Kirsten, står hun omtalt/anført således:

Erfaring

Undervisningsassistent Klinisk Institut, Sdr. Skovvej 15, Aalborg Universitet 9000 Aalborg-DK  –2006 til nu i 17 år

1987- d.d. Forskningsaktiv først mhp at afprøve struktur for tilbud med “Forebyggende helbredssamtaler i Almen praksis” Nordjyllands Amt mhp støtte til egen omsorg og trivsel, primært i samarbejde med DIKE : 20,35,55 og 75 årige, hvilket resulterede i 2 rapporter .
Fra 1998: “Forebyggende helbredssamtaler for 20-44 årige med mange problemer” mhp. støtte af trivsel og forebyggelse af yderligere problemer.
Har offentliggjort 7 artikler heraf de 6 internationalt.
Fra 1989 undervist medicinstuderende Aarhus, København og Aalborg primært i Motivationssamtale i forbindelse med forebyggelse og ulighed i sundhed samt kroniske sygdomme.

Pensioneret fra 2016 som praktiserende læge i Gandrup fra 1979, primært sololandpraksis med ca. 800 gr.1 patienter. Der var jævn patienttilgang. Da jeg også var/ er forskningsaktiv, fik jeg tilladelse til at få aflastningskompagnon fra 1993, hvor der var godt 2000 patienter, fortæller Kirsten. Senere blev dette til et regulært ydernummer. Praksis blev atter åbnet og i 2014 opkøbte vi en lukningstruet nabopraksis for at sikre lægekontinuiteten, nu med 5000 patienter. Herved blev vi en 3 mands praksis, dog stadig kun os 2 aldrende læger med super personale og uddannelseslæger. Men taktikken lykkedes:
Fra januar 2016: overdrog vi praksis til 2 yngre, der nu har udvidet til en firemandspraksis.
Praksisarbejdet har altid været givende og meningsfuldt, men også stor arbejdsbyrde, specielt de sidste år.

 

Trods en travl hverdag med lange arbejdsdage har der dog været tid til at have et godt liv med familie og venner.

”Det pudsige ved det er, at Kirsten i studietiden i 1967 løb ind i en ung studerende ved navn Leif på en studietur til den engelske by Bristol. Han havde som barn været feriedreng i Vrensted hos sine bedsteforældre, som var Anine og Christian Gade. De boede kun et par huse fra Kirstens hjem. Chr. Gade var skomager og også ringer og graver ved Vrensted Kirke. I en længere periode boede Leif hos bedsteforældrene og kom til at gå i skole i Vrensted Byskole i ca. 3 mdr. på grund af at moderen havde en længere sygdomsperiode.

Kirsten blev 5 år senere gift med feriedrengen, som kom til Vrensted, Leif Freund opr. Fra Nr. Nebel i det syd vestlige Jylland”.

Leif blev ligeledes uddannet læge og blev senere ledende overlæge på Dronninglund Sygehus, hvor han stoppede og gik på pension i 2016 samtidig med at sygehuset lukkede, en beslutning vedtaget af Nordjyllands Amtsråd.

Kirsten stoppede næsten samtidig i sin praksis.
Kirsten fortæller, at de har en fælles interesse for natur, kunst, litteratur, sprog, rejser m.m. og er meget glade for deres skønt beliggende ejendom med have og skov. Desuden er der hund og to Islandske heste som også skal passes. I familien er der med tiden kommet 4 børn, som nu er i alderen fra 35 til 50 år og godt i vej, og der er også kommet børnebørn til.

Kirsten fortæller videre, at hendes arbejde har fyldt rigtig meget. Samtidig har der været naturlig interesse for lokalsamfundets forhold, hvilket gjorde, at hun dels har været medlem af skolebestyrelsen i et par turbulente perioder med fokus på mobning, dels kortvarigt medlem af Gandrup samråd.

Det har altid været første prioritet at holde ferie sammen i familien både sommer i familiens sommerhus i Grønhøj og vinter på skiferie mest nordpå. Hun fortsætter og fortæller, at de begge to er friluftsmennesker, og sammen med børnene har de også ofte været fælles om arbejdet på deres ejendom i Øster Hassing, som de købte i 1998 og som med tiden er vokset fra 4 til 45 hektar.

De nyder at passe både de ældre og nyere træer med klipning og udtynding og høste årstidens afgrøder i haven. De har fisket i Gerå og Vesterhavet, og har lavet lækkerier af naturens gaver. Leif, der også er aktiv jæger fortæller, at det var i Vrensted han første gang i sit liv skød et rådyr, Det var 7. oktober 1973.

Kirsten fortsætter: Den erfaring, jeg har fået gennem min tid som praktiserende læge og forskningsprojekterne, har lært mig, at det er helt afgørende at lytte til patienterne og stille de spørgsmål, der åbner muligheder.
Hun fortæller videre at nogle patienter helst vil have en læge, der har den rigtige løsning parat, men det fik de ikke ved mig. Jeg har altid talt meget med mine patienter. Fået dem til at fortælle deres historie, for at forstå, hvordan jeg bedst kunne hjælpe dem og hvordan, de kunne hjælpe sig selv.

Det er også vigtigt at indse, at det oftest bliver små skridt frem, hvis der er mange problemer samtidigt. Hvis folk er ved at drukne i problemer, nytter det ikke noget at sige til dem, at de skal holde op med at ryge. Aktuelle problemer står altid over ønsket om et sundere liv. Altid, fastslår Kirsten.

Hun har beskæftiget sig med emnet i årtier netop for at udvikle en metode, der gør det lettere for patienterne at få overskud og trives og derved måske ændre ulighed i sundhed. Nu er det også blevet “hot” i lægeverdenen.

Alle snakker om ulighed i sundhed, og Sundhedsstyrelsen lagde for to år siden op til, at den praktiserende læge er den vigtigste nøgleperson indenfor ulighed i sundhed, så hvorfor er vi ikke rigtig kommet videre er et spørgsmål.

Efter et år som folkepensionist satte hun sig for at lave en ph.d., og “man er vel ikke for gammel til at fortsætte studierne”.

Ph.d.-graden

• En ph.d. er en videnskabelig grad, der typisk kvalificerer til en forskerkarriere.
• Den opnås typisk ved en treårig uddannelse bygget oven på en kandidat- eller bacheloruddannelse, men kan også tages ved at man kommer ind fra sidelinjen med anden relevant erfaring og supplerende kurser, som Kirsten gjorde.

 

Det er Ikke helt almindeligt med studerende over 70 år, men beslutningen var taget og hårdt blev det, og der skulle tilvænning til siger Kirsten og fortæller videre:

Det værste ved at blive ældre, er at man ikke kan presse hjernen. Jeg prøvede på det i starten, men det duede ikke. Det var spild af tid, for hvis jeg pressede mig for selv for hårdt den ene dag, kunne jeg ingenting næste dag. Det var jeg nødt til at lære. Til gengæld var det ret tilfredsstillende at opdage, at jeg godt kunne finde ud af de yngres ph.d.-kursus.
Jeg lovede mig selv, at jeg skulle være færdig med studierne inden vores guldbryllup, der kom dog forhindringer i vejen, men heldigvis løste det hele sig.

Forskningsprojektet var et tilbud til de 20-44-årige patienter i almen praksis, der ved screening viste sig at have mange psykosociale problemer, der ofte var ukendte for lægen. Hvis de ville deltage, skulle de hjemme afkrydse et stort spørgeskema om egen situation vedrørende familie, arbejde, sygdoms- og sundheds-adfærd samt evt. ønsker til ændringer. Det var udgangspunktet for 2 samtaler hos egen læge, hvor de kunne sætte sig max 2 mål for ændring og beskrive, hvad der var deres stære sider for at opnå ændringen, og hvad der kunne være svært. Desuden skulle de sætte sig en tidshorisont for, hvornår de gerne ville have opnået ændringen.

Kirsten fortæller: Jeg ville være færdig med ph.d.’en før vores guldbryllup. Men det kom til at holde hårdt. Undervejs i studierne blev reglerne ændret, så jeg pludselig manglede nogle kurser. Det gav et år ekstra på skolebænken. Og da jeg langt om længe kunne aflevere min afhandling, kunne jeg først få lov at forsvare den efter sommerferien 2022.

– Det ville jeg simpelt hen ikke være med til. Jeg kunne ikke holde til at have det hængende over hovedet en sommerferie mere, og heldigvis fik jeg min vilje. Den skelsættende dag blev fremrykket til kort før sommerferien, og dermed før guldbrylluppet.

Forsvaret fandt sted den 9. juni 2022, og det foregår sådan, at der kommer to fagbedømmere, der har sagt ja til at bedømme ph.d.en. De er opponenter og stiller kritiske spørgsmål, man skal svare på. Bagefter går de ud og voterer, om man har bestået eller ej.

Og så holder man fest! fortæller Kirsten.

Indbydelsen til den 9. juni:

PH.D. FORSVAR VED KIRSTEN SCHIERUP FREUND

Klinisk Institut, Aalborg Universitet har den glæde at invitere til ph.d.-forsvar ved Kirsten Schierup Freund, der forsvarer afhandlingen med titlen: Forebyggende helbredssamtaler med egen læge for sårbare yngre voksne med psykosociale problemer

BEDØMMELSESKOMITE

Associate Professor Stefan Hjørleifsson, læge, dr.med.,
Afdeling for Almen Praksis og Global Sundhed, Bergen Universitet, Norge

Professor Flemming Bro, læge PhD, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet
Klinisk Professor Søren Paaske Johnsen (Formand). Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Aalborg Universitets Hospital og Aalborg Universitet

Klinisk Professor Søren Paaske Johnsen (Formand). Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Aalborg Universitets Hospital og Aalborg Universitet

ARRANGØR

Klinisk Institut, Aalborg Universitet

Jeg bestod, endda med glans, sagde de.

Som afslutning på vores snak siger Kirsten: ” Det er ikke for titlens skyld at jeg har forsvaret ph.d.  Det er for at få samlet al den viden og de erfaringer, der er, og få budskabet ud. Det viste sig, at selvom der er tiltagende diskussion om ulighed i sundhed, er der- i de godt 20 år, der er gået siden mit projekt-, ingen, der har afprøvet en tilsvarende vellykket konsultationsstruktur overfor de yngre voksne med mange problemer, der endnu ikke er syge. Sårbare patienter er så overbelastede af problemer, at det er svært at finde hoved og hale i dét, både for dem selv og for lægen. De kommer måske til at snakke om noget andet, end det, der er vigtigst for dem. Forskning viser at netop i disse situationer bliver både patienter og læger frustrerede pga. manglende fællesforståelse. Hvis man sender dem hjem og tænke over, hvad det egentlig er, de gerne vil, bliver det meget nemmere at få en god, struktureret samtale og opnå en fælles forståelse for ønskede mål og ressourcer, forklarer Kirsten.

Vores 20-44-årige med mange problemer havde jo helt klart gavn af de to velforberedte strukturerede samtaler hos egen læge, hvor de selv skulle sætte sig max. 2 mål, beskrive stærke sider og barrierer for at opnå målene samt en tidshorisont. De havde efter et år bedre mentalt helbred og færre problemer- og ikke øget brug af sundhedsvæsenet!

En lille indsats for sundhedsvæsenet, men en stor indsats for patienten.

Mit håb er nu, at spørgeskemaerne bliver digitaliseret, så det bliver nemt for landets praktiserende læger at bruge metoden. Det er bestemt ikke meningen, at det skal blive en ekstra belastning for lægerne. Tværtimod. De medvirkende 28 læger ønskede næsten alle at kunne bruge tilbuddet igen, fordi de fik bedre kendskab til patienterne og derved øget mulighed for at støtte deres ressourcer. Det er netop den fællesforståelse, der ofte ser ud til at mangle for at kunne få en god konstruktiv konsultation med en patient med mange problemer, så de ikke behøver at komme igen, igen, fordi de ikke har fået hjælp eller indsigt til at komme videre. En god patientforberedelse hjemme i ro og fred giver grobund for at kunne se sammenhænge mellem ens tilværelse og adfærd. Og derved åbnes mulighed for forandring.

To konstruktive samtaler baseret på patientens forberedelse og prioriteter er bedre end en masse frustrerede samtaler, hvor patienter med mange diffuse problemer sjældent bliver forstået, og patienterne trods mange konsultationer ikke får det bedre, påpeger Kirsten.

Den samme struktur vil sikkert kunne bruges andre steder f.eks. i socialforvaltningen, hvor der åbenbart også ofte opstår misforståelser. Jeg fortæller altid gerne om metoden, da jeg synes den er simpel og god, slutter Kirsten.

Efter afslutningen af studierne, med det afsluttende Ph.d.-forsvar, nyder Kirsten nu endnu mere pensionisttilværelsen sammen med Leif.

Kirsten og Leif Freund nu som fuldtidspensionister

Februar 2023

Jens Otto

Vagabondavisens redaktør, Kristian Jørgensen, Vrensted, har udgivet en bog fuld af vittighedstegninger med vagabonder i hovedrollen.

Tegningerne er sjove, men anledningen trist:

Overskuddet går til en begravelseskasse for vagabonder. Vagabonderne er flinke til at samle sammen til en sten eller noget andet, og man får også et beløb fra det offentlige, men der mangler alligevel altid et par tusinde kroner i sidste ende, forklarer Kristian Jørgensen.

Det seneste års tid har været hårdt med to-tre dødsfald blandt vagabonderne. Nogle gange tager afdødes familie sig selv af begravelsen, og så holder vi os ude af det. Men der er også familier, der ikke vil have noget med det at gøre.

Kristian Jørgensen blev redaktør på Vagabondavisen for 10 år siden, da avisens stifter, Kristian Jørgensens far Harry, døde. Siden er Kristian Jørgensen også blevet talsmand for Sammenslutningen af Vagabonder i Danmark, der har 160 medlemmer, hvilket svarer til næsten alle landets vagabonder, og for nogle år siden blev begravelseskassen oprettet. Der er dog først begyndt at komme penge i kassen for nylig, og først når det hele er rigtigt på plads omkring begravelseskassen, bliver der stiftet en forening med egen bestyrelse.

Benjamin Bach, Århus, har slået de sjove streger. Han havde sin egen tegne- stue, inden hans sociale de-

route startede, og han slog pjalterne sammen med landevejens frie fugle.

Det er også Benjamin Bach, der har fået idéen om at udgive bogen, fordi han gerne vil hjælpe begravelses- kassen.

Bogen hedder i øvrigt “Vaklerundus”.

Fordi vagabonder vakler rundt, ikke? siger Kristian Jørgensen.

Bogen udgives med sponsorstøtte i 200 eksemplarer, der kan købes for en 50’er stykket hos Kristian Jørgensen.

Tegningerne sælges også enkeltvist, og Benjamin Bach vil i den kommende sommer være at finde på forskellige markeder, hvor man kan få lavet en sjov tegning på bestilling, stadig væk til fordel for begravelseskassen.

 

 

“Ugens Buket” overrækkes denne gang til Jane Larsen, Anders Olesensvej 9 i Vrensted.

Kilde: VendeboPosten

Det er Jacob, Michael Peter Per og Lone Steffensen, Vråvej 511 Børglum, der synes, at Jane og hendes mand Hans fortjener en buket forårsblomster. Og det har de bestemt ret i.

Her blot dette brev:

Jane er det mest hjælpsomme, flinke, pålidelige, elskelige menneske man kan tænke sig. Det er ikke let at finde positive ord nok, for at beskrive hende.

Jane har de sidste 8-9 år været invalidepensionist pga. en arbejdsskade i ryggen. I alle disse år har hun ikke sovet en nat igennem pga. smerter.

Jane og Hans har to børn og en stor schæferhund Denver, der bliver passat med bravur. Samtidig “kæmper” Jane en brav kamp mod offentlige myndigheder Arbejdsskadestyrelsen, osv., alligevel har Jane og Hans for den sags skyld, altid lyst og overskud til at hjælpe andre. Man bliver altid modtaget med åbne arme, og føler sig utrolig velkommen i deres hjem.

Flere gange har Jane og Hans været på pletten, når det har knebet for os. En gang kørte Jane fra Vrensted til Børglum på 7 minutter fordi vores 3årige Michael var forsvundet. Og ikke nok med, at Jane var der næsten som sendt fra himlen, hun havde også taget en flok nybagte, varme fastelavnsboller med, for at trøste os. Da Michael var fundet i god behold, siddende på naboens gårdsplads!

En anden gang skulle vores 1 1/2-årige Jacob hurtigt til vagtlægen, han havde feber, og den frygtede feberkramper, som vi har oplevet før. Jeg rystede, og turde ikke selv køre. Min mand lå i sengen med en slem migræne.  Igen var Jane på pletten og kørte afsted med os selvom der var gæster hjemme hos hende selv. I det daglige hjælper Jane med alt hvad hun kan for andre mennesker. Hun reparerer tøj, syer tøj, bager, giver kaffe i spandevis — og det virker altid som om, hun elsker det og sætter en ære i det. – For snart 2 år siden købte vi en gård og vi gjorde den i stand og næsten hver dag i 14 dage kom Jane og Hans for at gå til hånde med malearbejde, madlavning børnepasning, osv. Ja alt hvad de kunne overkomme.

-Hvis Jane kommer på besøg, og der ligger snavsetøj fremme, går hun straks i gang, når hun er inden for døren, med at lægge tøjet sammen. Hvis jeg er i gang med at bage eller lave mad, går hun straks gang med oprydning og opvask

Jeg kan blive ved med at fortælle om Jane og Hans. Vi føler konstant, at står i gæld til dem, – uden at det er dem der giver os denne “glædesfølelse

For alt, hvad de gør for os og andre, siger de med en sådan glæde og varme, at de virkelig fortjener “Ugens Buket”, Sådan lyder brevet, og vi kan tilføje at Jane og Hans har fået buketten med et stort ”Til Lykke”, Her fra redaktionen.

Marts 1994

Arne Holst Larsen, sognepræst i Vrensted underviser sit første hold konfirmander

Arne Holst-Larsen tiltrådte som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker for et halvt år siden. Embedet er hans første, og dermed er det hold unge, han forbereder til konfirmation i øjeblikket, også hans første.

Vi har talt med Arne Holst-Larsen om ”kristendom, tro og konfirmation”

Det er et atypisk lille hold, der undervises i Vrensted Præstegård i øjeblikket, kun 17 børn, 11 fra Vrensted og 6 fra Thise. Normalt er der omkring det dobbelte, men de få har nu ikke noget med svigtende tilslutning til konfirmationen.

Heroppe konfirmeres stort set alle børn, oplyser Arne Holst-Larsen, der i øvrigt ikke interesserer sig for “de andre” motiver for at blive konfirmeret – som f.eks. tradition, gruppepres, gaver, penge, blå mandag m.fl.

-Jeg betragter det som en gave, at så mange forældre sender deres barn til konfirmation. Og børnene behøver ikke nogen forberedelse, inden jeg starter konfirmationsundervisningen. Bare de møder op med deres skepsis og tvivl overfor de to store gåder i tilværelsen, nemlig kærligheden og døden, er vi på vej. De to ting giver rigeligt stof til undervisningen, siger han.

Og der har vi jo en lang tradition i vores kultur, der har gennemtænkt de problemer. Det viser, at man ikke er alene om spørgsmålene.

Og netop på grund af de store og alvorlige spørgsmål, mener Arne Holst-Larsen at 7. klasse er det rigtige tidspunkt at få fat i børnene på

-Omkring det tidspunkt begynder børnene at tænke og tingene og de lader sig ikke mærke med noget, smiler han og mener den begyndende pubertet, med alle dens hæmninger, hvor det for enhver pris drejer sig om at holde masken.

Derfor bruger jeg også humoren meget i undervisningen. Ikke det Mir-klaskende vid, men mere en humor, der er baseret på at vi deler vores tvivl og gebrækkeligheder med alle de andre. Humor er en måde at reagere på, når vi finder ud af at verden ikke er, som den burde være. Og det er i or den. Al anden form end kedsommelighed er tilladt i undervisningen, slår Arne Holst-Larsen helt fast.

Noget står helt fast i tilværelsen

Konfirmandundervisning er dåbsundervisning en gennemtænkning af, at noget står helt last i tilværelsen, nemlig Guds kærlighed. Og den kærlighed bekræftes af konfirmandens Ja til selve konfirmationen, hvor barnet med Arne Holst-Larsens ord bliver fuldbåren gudstjenestedeltager”

Dåben kan ikke stå alene, den skal forstås. Nemlig sådan at der ved dåben er et stort ja fra Gud over barnet, at barnet blev accepteret for det det nu engang er. Ligesom barnet altid accepteres af forældrene, sådan accepteres vi også af Gud.  Denne accept får barnet ved konfirmationen, hvor barnet så også kommer med sit lille, ja.

Konfirmation består dybest set i at gennemtænke dette at være døbt frem for ikke at være døbt. Det er vores livsgrundlag, vi diskuterer i konfirmationsforberedelsen, slutter Arne Holst-Larsen

Ingen udenadslære

Som tidligere nævnt kræver Arne Holst-Larsen ingen udenadslære af sine konfirmander

Kun fadervor og trosbekendelsen skal de kunne for at blive konfirmeret.

Men det går nu også let.  Alle kunne fadervor og har også lært trosbekendelsen undervejs. Tidligere tiders salmevers, der skulle terpes ind udenadslære, som overstået er at Børnene skal være fortrolige med vores salmetradition. Her har vores forfædre fortolket mange af de ting, vi beskæftiger os med i dag Så vi synger og snakker om versene, ligesom vi læser søndagens evangelium og snakker om indholdet, siger Arne Holst-Larsen.  En god snak med børnene er noget af det, der lægges mest vægt på i Vrensted Præstegård når konfirmationsforberedelsen finder sted hver onsdag formiddag.

Den ugentlige time med konfirmanderne er en kilde til glæde og friskhed for mig. Og det er dejligt, slutter Arne Holst Larsen

Trosbekendelsen

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde, op faren til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse kødets opstandelse og det evige liv.

     

 

1985 af Harry Jørgensen, Vrensted

I Stenum, hvor man interesserer sig meget for lokalhistorie og tilmed har gravet den store sten, der gav landsbyen navn, op af jorden og stillet den op ved siden af centralskolen har man noget, som man vist ikke har magen til andre steder i landet, nemlig en ajlebeholder, der er blevet ind- viet med salmesang!

Ajlebeholderen findes ved gården Løkkenvej 270 og er nu, grundet tidernes udvikling, ikke længere i brug til sit oprindelige formål, idet kostalden står tom, og det til gården hørende jordareal er lejet ud.

Om den ikke helt almindelige indvielse af ajlebeholderen fortæller gårdens ejer, Niels Albertsen, der under en af sine mange cykelture rundt i Vendsyssel for nylig aflagde et besøg hos mig i Vrensted:

Det var i året 1904, da min far, Hagbard Albertsen – nogle få år efter, at han havde overtaget gården efter min bedstefar Niels Albertsen, efter hvem jeg er opkaldt, besluttede sig til som en modernisering af sit landbrug at lade ajlebeholderen opføre.

I ældre tid var der jo i Stenum – i lighed med, hvad der dengang var i de fleste landsbysogne adskillige originaler, der travede rundt og ikke opførte sig, som folk ellers gør i almindelighed.

En af disse var en ældre mand, der blev kaldt for Kren Rønk. Hvad hans rigtige navn var, er der vist ingen, der kan huske. Kun enkelte ældre mennesker kan huske, at han eksisterede, og hans grav er sløjfet for mangfoldige år siden.

Kren Rønk havde tilholdssted på Tømmerby Fattiggård, der nedbrændte, vistnok i 1913, men om sommeren opholdt han sig en stor del af tiden på et uopdyrket hedeareal kaldet Højene, beliggende op mod vejsvinget vest for Tolstrup Kirke. Her havde Kren Rønk gravet nogle jordhuler ud i et par høje, som arealet er navngivet efter, og han overnattede ofte i dem.

Et par dage før opførelsen af ajlebeholderen var tilendebragt, kom Kren Rønk en dag forbi min fars gård, i hvilken min søster og jeg nu bor, og nysgerrig, som han var, spurgte han efter, hvad sådan en stor rund beholder skulle anvendes til.

Han fandt ud af, at der måtte være en vældig god akustik i den og spurgte, om han når den var færdigbygget, og inden den blev taget i brug til det, den var beregnet til, måtte have lov til at stige ned i den og synge et par salmer?

Det fik han lov til, og et par dage efter kom han trillende ind i gården med en trillebør, på hvilken han havde lagt en gammel salmebog.

Låget blev løftet af beholderen og en stige stukket ned i den, og Kren Rønk kravlede ned i bunden og sang salmerne.

Hvilke det var, har jeg ikke noget kendskab til, men efter hvad min far har fortalt, var akustikken i beholderen god nok!

Om Kren Rønk som honorar for sin salmesang fik et par solide dramme, véd jeg ikke, slutter Niels Albertsen beretningen, men det er meget sandsynligt.

 

Else Hansen (tidligere Aaris Jensen, opvokset på Bådstedhede, Vrensted) Har lært at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne parret med praktisk sans og fingerspidsfølelse.

August 1974

 Else Hansen her med sine to børn på skødet

 

Enighedsvej 74, Frederikshavn, nyere villa i hvide kalksandsten, mosaikrude i gavlen, nyanlagt have, bil i indkørslen, legende børn.

Den to-tonede dørklokke overdøver et øjeblik børnene, og da døren står åben i den varme sommereftermiddag, bliver der sagt ”kom inden for”. Der er hyggeligt inden døre, velafstemte farver godt indrettet og møbleret med sans for hygge og kvalitet. Det har min kone stået for, siger lærer Mogens Hansen, og den forklaring har man jo før hørt i så mange hjem. Her skal den blot have den tilføjelse, at omsorgskonsulent, fru Else Hansen har været blind fra sit sjette år.

Else Hansen, 31 år og blind mor med to små børn, er omsorgskonsulent inden for Dansk Blindesamfunds nordjyske kreds. Hun har gennemgået blindeinstituttets skole og derefter uddannet sig på telefonskolen. Senere husholdningsskole og derefter arbejdet i erhvervslivet i seks år. Senere har hun taget voksenpædagogisk grundkursus, og siden april 1968 har hun været omsorgskonsulent for blinde. Konsulenttjenesten må holdes inden for en bevillingsramme på 50 dage om året og byder dog på mange interessante opgaver, men denne artikel fortæller om de praktiske problemer og de menneskelige glæder i en familie med to voksne og to børn, når mor er blind.

Siden har hun lært sig at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne. Den er til gengæld også udviklet så stærkt, at hun ikke blot selv vælger alt tøj, men også vælger tapeter og gardiner, idet hun lader et par veninder og sin mand se og beskrive tingene for sig, hvorefter hun sammenholder beskrivelserne og med stor sikkerhed foretager sit valg. Hendes tilværelse har formet sig som alle andres med et normalt familieliv, men også her med den tilføjelse, at det er på vilkår, der ofte har krævet en stærk vilje og en personlig indsats.

”Prøv og se den her, mor”

Det ses ikke umiddelbart. Børnene hænger ved deres mor og stiller nøjagtig samme krav til hende, som andre børn gør til deres mødre. ”Prøv at se den her, mor”, siger Ulla på 4 år og holder genstanden hen til moderens hænder, så hun kan føle. Sådan noget finder børn hurtigt ud af, siger Mogens Hansen, der har taget sig af den otte måneder gamle Uffe, mens hans kone laver kaffe.

Else Hansen står selv for husholdningen og tager sig selv af vask og andet praktisk med få undtagelser, de har da aldrig sultet endnu, siger hun. Nej, vi kan da altid finde en dåse røde pølser, hvis det går galt, driller hendes mand. Du har nu aldrig manglet noget, og der er ingen fare for, at ”du lider i stilhed” replicerer hun, mens han forsøger at finde på et eller andet, men opgiver igen.

Heller ikke tonen adskiller sig fra hverdagskost i andre hjem. Mogens Hansen roser sin kone for hendes dygtighed, når hun ikke hører på det, og driller, når hun er til stede.

Den tidlige blindhed medførte, at Else Hansen, der stammer fra Vrensted-egnen, straks kom i skole på blindeinstituttet på Refnes, og efter de normale syv års skolegang her, fortsatte hun skolegangen på Dansk Blindeinstitut i København. Som speciel uddannelse valgte hun telefonskolen, der også omfatter ophold i praktik, og hun var således en tid på Titan.

Så fandt jeg på, at jeg ville på husholdningsskole, fortæller Else Hansen, og det var sundt efter at have været så lang tid i noget, man trods alt må kalde et beskyttet miljø, fordi det hele er indstillet på, at eleverne var blinde. Jeg kom på husholdningsskole og var den eneste blinde blandt 47 seende elever, og det var sundt.

Da jeg var færdig med uddannelsen, søgte jeg stilling og kom til Jørgen V. Johansens automobilforretning her i Frederikshavn, hvor jeg var i seks år.

Det var der, hun fangede mig, indskyder Mogens Hansen. Han har lært automekanikerfaget, før han tog sin læreruddannelse og er nu lærer på Hånbækskolen.

Det var selvfølgelig lettere at klare hjem og husholdning, da vi kun var to, fortæller Else Hansen, men jeg er glad for børn, selv om jeg må indrømme, at for en blind er det forbundet med visse vanskeligheder at passe dem. Man kan sagtens udføre arbejdet, når man har system i tingene. Jeg har heller ikke noget imod lidt rod, når der også er system i det, men jeg mangler kontrol med arbejdet. Jeg kan føle mig frem til meget, men jeg kan jo ikke se, om tøjet f.eks. er helt rent, når jeg har vasket det.

Jeg har haft konehjælp et par gange om ugen til rengøring og ting, som man skal kunne se til. Nu har vi netop fået en vældig sød ung pige til at hjælpe med børnene, for der er visse ting, det kan være svært med, når man ikke kan føre kontrol med synet.

For eksempel at give Uffe skemad i munden og ikke i panden, driller Mogens Hansen.

Nej, det kan jeg sagtens, når jeg er alene med ham. Det kan kun gå galt, når I andre forstyrrer, siger hun. Jeg er meget mere bange for, om Ulla f.eks. kan finde på at løbe ud på gaden i trafikken, når jeg ikke kan kontrollere noget, selv om hun på den anden side altid er flink til at hjælpe mig.

Hun var rørende, da vi havde fået Uffe. Det var nogen tid før jul, og så var jeg blevet vant til i min mands juleferie, at han kom og skiftede drengen, når bleen var rigtig fyldt op. Selv om jeg tog mere praktisk på det med det andet end med det første barn, så kneb det alligevel med visse ting, da min mand begyndte på skolen igen efter ferien, men så styrtede Ulla til hjælp, og trods sine kun fire år, så kunne hun hjælpe mig.

Kan ikke se men føle børnenes ansigter

Personligt tror jeg heller ikke, at børn lider under, at deres mor er blind, tilføjer Else Hansen og røber samtidig, at hun har spekuleret over problemet.

Men børn er ligefremme og naturlige og tager realistisk på tingene. Ulla hjælper sin mor, hvor det kan være naturligt at gøre det, men når legetøjet skal ryddes op på børneværelset om aftenen, er hun ikke anderledes end andre børn. Hvis hun er træt, gider hun ikke gøre det alene: Du skal hjælpe mor, ellers vil jeg ikke hjælpe dig en anden gang.

Altså man har et lille praktisk problem i familien der ved, at mor er blind. Det kan kræve, at man sommetider er hjælpsom på visse områder – og så må man vel også kunne lave en handel om hjælp, når man selv er blevet træt i hele sin fireårige krop.

Hjælpsomhed, som bør findes i alle familier, og så en smule ekstra omtanke, det er hvad der kræves. Ikke noget med at sætte tingene forkerte steder, så mor ikke kan finde dem eller måske kan falde over dem.

Men jeg vil ikke have, at børnene skal være bundet til at hjælpe mig på flere områder end nødvendigt, siger Else Hansen. Jeg fik min første førerhund i 1963, og den havde jeg megen glæde af, men da Ulla var omkring et par år, måtte vi af med hunden. Den var ikke særlig børnevenlig og knurrede ad hende. Jeg overvejede, om jeg skulle lade være med at få en ny førerhund, for i mange år kunne jeg jo nok regne med at kunne få følgeskab af et barn, når jeg skulle til købmand og ud at handle i det hele taget.

Så besluttede jeg alligevel, at jeg ville have en ny førerhund, for børnene skulle ikke føle det som tvang og nødvendighed at gå med til købmanden, og vores ny hund er både rolig og venlig.

Det jeg savner mest ved at være blind, er det at kunne se børnenes ansigtsudtryk. Det kan også være upraktisk ikke at kunne se det. Nu har de kighoste for øjeblikket, og hvis de så får et hosteanfald, når jeg er alene hjemme med dem, så mangler jeg den kontrol, der ligger i at kunne se ansigtet – især den mindstes. Men også her hjælper Ulla mig, hvis det er galt med Uffe. Rent følelsesmæssigt må jeg jo kompensere for det ikke at kunne se mine børn ved i stedet at kunne føle dem. Især mens de er helt små, har jeg vel mere legemlig kontakt med dem, end andre mødre måske har, men jeg må jo føle deres ansigter og kæle lidt for dem.

 

 

 

 

 

 

 

Marts 1994:

Det er dagens højdepunkt, når avisbudene stopper dagens aviser ind gennem min brevsprække, siger 86årige Harry Jørgensen, Vrensted, som abonnerer på Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende.

De bliver sammen med alle de lokale ugeaviser læst særdeles grundigt. Jeg har været avisnarkoman hele mit liv. Jeg læste, da jeg var 7 år og begyndte at læse Vendsyssel Folkeblad. Og uanset, hvad jeg har lavet og hvor jeg har været, har jeg fulgt med i aviserne og selv skrevet ivrigt.

I 1987 besluttede jeg at udgive Vagabond Avisen, og den er blevet min store hobby. Ikke mindst efter, jeg nu sidder i kørestol efter et uheld for 15 mdr. siden. Og man tror ham gerne. Hvor man kigger rundt i den lille stue, hvor Harry både sover, spiser og arbejder, ser man aviser, udklip, billeder og papirer. Intet bliver smidt ud, før det er blevet grundigt studeret og vurderet. Kan det bruges i Vagabond Avisen nu? Skal det arkiveres til en senere lejlighed eller kræver det måske et læserbrev i dagspressen? For Harry blander sig også gerne i debatten og har altid gjort det.

Men der er aldrig nogen, som svarer på mine indlæg. Ved du hvorfor? Det er da fordi, jeg har ret, lyder det triumferende fra den gamle kæmpe, som i sine velmagtsdage var rundt i lokalsamfundet som meddeler til bl.a. Aalborg Stiftstidende i mange år og aktivt politisk interesseret. Han begyndte som Venstremand og via et par afstikkere til et par andre partier kom han i Fremskridtspartiet, hvor han er æresmedlem. Et diplom over skrivebordet er beviset.

På spisebordet, på skab og reoler ligger dynger af papirer. Umiddelbart ser det ganske uoverskueligt ud for den fremmede. Men tag ikke fejl. Harry har system i sine stakke. I arkiverne har han og sønnen Kristian samlet flere tusinde udklip fra aviser og ugeblade om vagabonder, tivoli, cirkus og omsorgsarbejde blandt samfundets udstødte. Og for nylig fik man yderligere et flot tilskud, idet en pensioneret bibliotekar fra Fyn har samlet og sendt 1500 udklip til Vagabond Avisens arkiv.

Vagabond-ven

Hvorfor udgive Vagabond Avisen?

Jeg har oplevet mangt og meget i livet og truffet mange mennesker. Jeg har haft mange jobs. Bl.a. været hotelkarl i Løkken og arbejdet rundt på herregårdene i Hjørring og Vrå. Min gode ven og nabo, forfatteren Knud Holst foreslog adskillige gange, at jeg skulle skrive en bog om alt det, jeg kunne fortælle, når vi fik os en øl.

Det ville dog blive for kostbart for mig. Men det inspirerede mig til at udgive et lille månedsblad. Det kunne jeg overkomme økonomisk.

Vagabond Avisen skulle den naturligvis hedde, fordi jeg har mange venner og bekendte blandt vagabonderne, som færdes på landevejene. Og fra markedspladserne, hvor jeg også selv kom meget, havde jeg masser af billeder og gode historier, som kunne bringes. Men der skulle selvfølgelig også være småberetninger om politikere og andet godtfolk, som har besøgt mig og som jeg regner for mine venner.

Nr. 1 kom i februar 1987 og siden er det blevet til 1532 numre. Originalmaterialet er omhyggeligt arkiveret i plastik- lommer og sat i ringbind, som står stablet op i en krog. Kigger man i nogle tilfældigt valgte numre, opdager man, at Harry har levet fint op til sin redaktionelle målsætning. Der er billeder, vittigheder, små autentiske beretninger fra det farende folks verden. Men der er også udklip fra aviserne om emner, som har optaget redaktøren af den beskedne Vagabond Avis, som blot var et A4-ark.

 Foræringspris

Vagabond Avisen kommer ikke i noget stort oplag. I dag, hvor sønnen Kristian har overtaget redigeringen, men stadig med hovedvægten lagt på Vagabondstof både aktuelt som arkivmateriale, er den udvidet til over det dobbelte og koster 5 kr. Men Harry solgte sin avis rundt om på markeds- pladserne for 2 kr.

Ja, de kunne såmænd selv bestemme prisen, siger Harry lunt. – Mange blev givet væk. Af og til kommer nogen her forbi og får et nummer, men det er ikke så tit mere, forklarer Harry. – Det er jo en ren hobby for mig. Skattevæsenet kan ikke gøre vrøvl. Men en dyr hobby, vil jeg sige: Avisabonnementer, udgifter til materialer, togrejser osv. Jeg får også kun råd til det ved at undvære alt andet, som andre normalt bruger penge til, understreger han. Jeg vil ikke høre radio, og da det gamle fjernsyn gik i stykker, var det for dyrt at reparere.

Tiden går godt for mig, nå jeg læser aviserne  og klipper og skiver lidt til min lille avis. For jeg laver så meget jeg kan. Bedstefar Avisen kalder jeg den side, jeg nu laver. Og tiden skal jo gå med noget. Siden mit uheld kommer jeg ikke så meget omkring mere. Jeg hører også dårligt. Men jeg har det fint her og klager ikke. Og slet ikke over den offentlige omsorg.

Mageløs fest

Ingen tvivl om, at Harry er en både påhitsom, engageret og farverig person. Og alle pengene er da trods alt heller ikke gået til bladudgivelse. Da han blev 80år lejede han byens forsamlingshus, averterede i de lokale aviser, at alle også vagabonder var velkomne. De skulle blot selv medbringe madpakke.

Og der kom vagabonder fra hele landet. Men der var skam også mange andre. Bl.a. kom Glistrup, og pastor Ingelise Wagner var der. Der kom 150 mennesker og der blev skrevet vidt og bredt om, at man aldrig havde set magen til fest, mindes Harry sin store dag 14. april for snart 7 år siden.

I dag kommer her ikke så mange mere, siger Harry lidt vemodigt. – Nogle er døde. Jeg har været til mange begravelser.

Måske er det min egen skyld? Harry bliver eftertænksom: – Men jeg er ikke bitter, kun taknemmelig for dem, der kommer. Og så har jeg heldigvis dagens højdepunkt: Aviserne og mit arbejde med Vagabond Avisen.

 

 

 

En ældre studerende

på en ung uddannelse på AUC

 

Helga Pallesen: kandidat i musikterapi. Herudover en evigt ungdommelig pensionist og smittende gerontomusicist: Har i mange år arbejdet indenfor voksen og børneområdet med udviklingshæmmede og med indvandrerbørn. Trods pensioniststatus har hun stadig et ugentligt musikterapiaftenskolehold for svært udviklingshæmmede. Spiller på plejehjem, og holder med ukuelig entusiasme gang i harmonikaen, bl.a. ved at spille i band.

 

 

Helga Pallesen er her i 2023 95 år gammel og er nu på Plejehjem men stadig frisk.

Denne artikel er skrevet i 2007 af Helga Pallesen, til et festskrift – Musikterapiuddannelsen 25 år – 

Jeg skulle skrive lidt om, hvordan det var at gå på det første hold for musikterapi på AUC, som det hed dengang. Jeg blev optaget i 1983, 56 år gammel, efter at have skippet et socialrådgiverjob inden for forsorgen (med udviklingshæmmede). Da jeg i en fjern fortid havde taget filosofikum i København, slap jeg for basisåret. Jeg tror nok, at da jeg for første gang sad ved bordet med de allerede sammenrystede studerende, sagde det “gisp” i forsamlingen. “Skal sådan en oldsag med på holdet!”. Men jeg skal ikke klage over, at jeg ikke blev accepteret, og jeg fik gode kammerater i de år, der fulgte.

For mig, der havde gået i den yderst autoritetsprægede “sorte” skole, var det noget af en kolbøtte at komme på et studium, der fungerede nærmest modsat. Fra det at “kunne sin lektie” til at tænke og udtrykke sig kreativt var det en svær overgang. Ligeså var det for en gammel nodebunden organist vanskeligt at frigøre sig musikalsk. Alt dette havde de unge en langt lettere og naturlig tilgang til. Jeg var nok meget usikker og desorienteret og så med undren på de piger, der kastede sig ud i noget så ubegribeligt som fantasirejser.

Med Benedikte og Inge havde vi nogle ledere, der med ildhu og engagement havde sat uddannelsen på skinner. Denne pionerånd smittede af på hele studiet. Der var ikke blot tale om færdighedsfag som klaver og stemmebrug (hvor vi havde fremragende lærere!), men om musikterapi i teori og praksis og en del sideløbende fag. Herudover stillede de sig meget åbne overfor eksperimenter fra de studerendes side, og der blev eksperimenteret(!), hvad der kunne spores i de studerendes rapporter og opgaver og forskellige uortodokse tiltag. Her kunne undervisere minsandten også være med. Jeg kan således huske, at vi i en gruppe med Bent Brorson forsøgte os med at bruge penduler. Men da jeg kom hjem og fortalte min mand, at vi lærte at pendulere, tog han sig til hovedet: skulle det forestille et universitetsstudium!

Ser jeg tilbage, må jeg sige, at studietiden kom til at byde på både knubs og gevaldige udfordringer, men også ny indsigter, spændende oplevelser og ikke mindst godt kammeratskab.

Det, jeg lærte og kunne bruge bagefter, var nok ikke metoder og teknikker, dem måtte jeg smide overbord. Men hvad der for mig blev det væsentlige at holde fast i: intuition, nærvær og først og fremmest at bruge sig selv.

Jeg blev aldrig nogen særlig fremragende musikterapeut, men kan som 80-årig se tilbage på 20 indholdsrige år, hvor jeg har kunnet bruges og stadig bliver brugt med det, jeg fik på uddannelsen på AUC.