Om Briketfabrikken i Kaas
1)
Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26
2)
Hvem var direktør Johannes Jørgensen ?
3)
Foredrag
Kaas Briketter A/S
Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26
INDLEDNING.
Af Henning og Jens Otto Madsen
Da landhævningen for 4-5000 år siden for alvor begyndte at gøre sig gældende, efter at Stenalder/Litorinahavet havde overskyllet store dele af det nuværende Vendsyssel tørlagdes den gamle havbund gradvist. Det er på denne Stenalderflade, Vendsyssels 2 store højmoser Store Vildmose og Lundergaards Mose findes. Under tørvemassen i Lundergaards Mose, vest for Kaas, har man fundet stubbene fra en skov af store egetræer. Skoven må være gået til grunde som følge af forsumpning et resultat af, at klimaet blev mere vådt og fugtigt. Denne klimaændring førte bl.a. det med sig, at sphagnumlaget, i den lavtliggende skovbund, hurtigt
begyndte at vokse, og efterhånden kvaltes træerne af denne mosedannelse.
Ved hjælp af kulstof-14 metoden, har man kunnet bestemme denne forsumpning og den deraf følgende mosedannelse til at være indtrådt midt i ældre bronzealder ca. 1300 f.Kr.
Tørvemosearten, sphagnum, spiller en afgørende rolle for dannelsen af Lundergaards Mose og højmoserne i det hele taget. Planten har den egenskab, at den “vokser på sig selv. Hvert år vokser et nyt lag frem oven på det gamle, idet dette nye lag tilbageholder regnvandet. Den udvikling fortsætter år efter år, og til sidst kan man så få en “mospude”, der er flere meter tyk. Samtidig trykkes de nedre lag sammen, og de blev udelukket fra luftens ilt. Derved gennemgår disse planterester kun en delvis formuldning – en såkaldt fortørvning der (blev med andre ord dannet tørv.) En sådan mose vil være højest på midten og lavest langs siderne derfor kaldes moser af denne type også for ”højmoser.”
I 1923 foretog Hedeselskabet en undersøgelse af Lundergaards Mose. Det var et led i en større undersøgelse med det formål, at kortlægge og kategorisere samtlige landets moser. Moserne inddeltes i 4 kategorier:
- Moser der ikke kunne eller burde bruges til fremstilling af tørv.
- Moser der kun havde interesse for fremstilling af tørv til lokalt brug. III. Moser der kunne udnyttes til tørvefremstilling i stor stil – industri-moser.
- Moser hvor tørvemassen var for let en kvalitet til, at det kunne betale sig at udnytte den.
Her opførtes Kaas Briketfabrik
ved Lundgård Mose nordvest for Moseby.
Fabrikken var en kopi af en tysk brunkulsfabrik tilpasset tørvebriketter. I 1920’erne var det Danmarks eneste briketfabrik.
Fabrikkens historie er forbundet til det 200 hektar store mose-indvindingsområde omkring anlægget, hvorfra tørvesmuldet blev bragt til produk-tionen via banespor gennem landskabet. I dag kan man ved hjælp af gamle
luftfotos analysere sig frem til et sammenhængende
kulturlandskab med grøfter, banespor og veje, der har sikret forsyningerne til og fra
stedet, og arbejderbyerne Moseby og Kaas, der voksede frem omkring fabrikken
FABRIKKEN I LOKALSAMFUNDET.
Briketfabrikken var så langt den største arbejdsplads i Jetsmark
Kommune. I højsæsonen kunne beskæftigelsen komme op over 200 ansatte først og fremmest mænd, men også en del kvinder og børn. Netop det beskæftigelsesmæssige aspekt blev ret hurtigt et væsentligt argument for virksomhedens fortsatte drift. I
“Kaas-Udvalgets” begrundelse for virksomhedens videreførelse, påpegedes det, at foruden at produktionen nu var løst teknisk, og at staten derved havde en mulighed for at redde i hvert fald en del af sine penge også at, …at Opgivelsen af Virksomheden ville betyde en for Egnen en meget tyngende Arbejdsløshed.” Ved Finanslovens 2. behandling, den 21. januar 1937, udtalte Handelsminister Kjærbels…Det ville i Virkeligheden være en Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”
En katastrofe der ikke blot ville indebære en ganske betydelig arbejdsløshed for egnen, men også nogle uoverskuelige økonomiske- og sociale konsekvenser for den enkelte familie.
Brugsen, bageren, slagteren m.fl., alle var de afhængige af de lønninger, fabrikkens arbejdere fik udbetalt og som senere blev omsat her. Det var i høj grad samfundene Kaas’s og Mosebys eksistens, der stod på spil. At der i forvejen var en ikke ubetydelig arbejdsløshed på egnen i 30’erne, tyder alle vore kilder på, men de præcise tal har det ikke været muligt at opdrive.
HVORFOR STØTTER STATEN EGENTLIG KAAS BRIKETFABRIK A/S 30’ERNE IGENNEM?
“Derfor kan for så vidt give dens Betragtning Medhold, at det var uheldigt, ja, et fejlgreb, om man vil, at Erhvervenes Laanefond i sin Tid laante Penge til Ingeniør Nyboe der startede Virksomheden, men lad nu gaa med, at de gjorde det! Men saa gjorde man igen et fejltræk, idet man vilde redde Pengene. Dengang drejede det sig om et Laan paa 400.000 Kr.. nu er vi oppe paa 1.5 Mill. Kr., som stort set skal afskrives alle sammen. Men naar man nu er kommet saa vidt, som man er, og det gaar fremad Aar for Aar i Retning af at skabe en bedre Drift og det vil igen sige en Produktionspris, der er mindre end den hidtidige og fremskaffe en Vare, som Folk synes bedre og bedre om, efter-haanden som de lærer den at kende, og Situationen oven i Købet er den, at Priserne paa udenlandsk Brændsel er stigende, ja, saa synes jeg ikke, at Tidspunktet nu er det rigtige til at opgive det hele, saa meget mindre som jeg tror, at Ministeren har Ret i, at der er en ikke ringe Sandsynlighed for, at Fabrikken i det Aar, der kommer, i hvert fald vil kunne klare sig med et overmaade ringe Tilskud og muligvis oven i Købet vil give et Driftsoverskud, vel at mærke, når man ser bort fra Forrentning og vel ogsaa fra en væsentlig Del af den Afskrivning, som Driften helst skulde betale. Men altsaa, alt i alt mener jeg, at det vil være uklogt paa nuværende Tidspunkt at holde op.” – udtalte Forsgaard, konservativt Folketingsmedlen og udvalgsmedlem, i Kaas udvalget, i debatten vedr. 2. behandlingen af Finansloven, den 21. januar 1937.
Korsgaard hæfter sig her ved Statens økonomiske engagement, og er vel egentlig af den mening, at der kunne stilles spørgsmål ved de tidligere beslutninger om at yde virksomheden økonomisk bistand. Først og fremmest Nyboe-engagementet i 1927 dernæst igen efter eksplosionen i 1933.
Allerede i november 1934 fremkom “Kaas-Udvalget (hvori Kors- gaard var medlem) med følgende vurdering af virksomhedens økonomi
“Nogen vide lønnende Virksomhed kan dette at fremstille Tørvebriketter ikke antages at blive.
At ”Kaas-Udvalget” alligevel indstiller til fortsat drift her i 1934. fremgår af udvalgets konklusion til samme beretning:
“Under Hensyn til”
- Underudvalget mener at turde udtale, at den fremstillede vare er engod Brugsvare, og at Problemet at fremstille Tørvebriketter for saa vidt er løst teknisk tilfredsstillende.
- At Staten kun har Mulighed for at redde i hvert fald en Del af sinePenge ved fortsat Drift.
- At Opgivelse af Virksomheden vil betyde en for Egnen meget trykkendeArbejdsløshed, mener Underudvalget, at Virksomheden maa for søges videreført, idet man efter de foreliggende udtalelser maa gaa ud fra, at Fortsættelse af Driften ikke vil kræve yderligere aarlige Driftstilskud. Forudsætningen var altså her for fortsat støtte, at drifts- tilskuddene blev kraftig formindsket. Udvalget henviser yderligere til det tidligere argument, som var af afgørende betydning ved virksomhedens start i 1932, at man kun ved fortsat drift ville kunne redde en del af den indskudte kapital. Dette, at undgå at afskrive hele kapitalen, som værende tabt, var altså også her et væsentligt argument for videreførelse af virksomheden.
Desuden fremgår det, af udvalgets konklusion, at beskæftigelsesproblematikken også begynder at spille en vis rolle.
Spørgsmålet om beskæftigelsen bliver op gennem 30’erne i stigende grad argument for virksomhedens fortsatte drift. Hvilket bl.a. fremgår af Handelsminister Kjærbels (s) udtalelser under Finanslovsdebatten den 21. januar 1937 jvnf. spalte 2528 udtalte:
“Det ville i virkeligheden være en fuldstændig Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”
Dette blev imidlertid imødegået af bl.a. Himmelstrup (v), – Venstre var stærk kritisk over for statens engagement i Kaas, hvilket bl.a. medførte at venstre trak sin repræsentant ud af “Kaas-Udvalget allerede i 1935, Himmelstrup fremførte det urimelige i at opretholde nogle få arbejdspladser på bekostning af muligheden for at få langt flere arbejdspladser i forbindelse med en forøget landbrugseksport. Himmelstrup fortsætter med påstanden on, at man via beskyttelsesforanstaltninger (importbegrænsninger) monopoliserede fabrikkens produkter, hvilket betød højere priser for forbrugerne.” Som nævnt tidligere, vedr. handelsaftalerne viser salgstal for tyske brunkulsbriketter og den tyske handelspolitik, at der i realiteten intet monopol var.
Prisdannelsen på tørvebriketten var desuden sat i relation til brunkulsbriketten, således at man her tog hensyn til brunkuls- brikettens bedre brandværdi 10%
Dette betød, at når den tyske brunkulsbriket blev solgt til dumpingpriser, så blev tørvebriketten til tider solgt langt under fremstillingsprisen Tørvebriketten var altså ikke et dyrere produkt for forbrugerne. Med hensyn importbegrænsningerne fremgår det af bilag nr./ at udbuddet af tyske brunkulsbriketter var rigeligt. Det var end ikke muligt at sælge den importerede mængde af brunkulsbriketter, da salget i 1936 på det nærmeste blev frigivet.
Skal men forsøge at finde et svar på, hvorfor staten fortsat 30’erne igennem støttede Kaas Briketter A/S med forskellige tilskud, må svaret være, at det var fortidens synder, der bandt. Den store binding af kapital i virksomheden parret sammen med håbet om, at dette skulle blive det sidste samt troen på økonomisk fremgang, fik staten til at fortsætte med konstante forsøg på at redde mest muligt af den allerede indskudte kapital. Økonomien har således haft en afgørende rolle for det statslige engagement, men op gennem 30’erne blev beskæftigelsesproblematikken efterhånden et mere væsentligt argument, hvilket yderligere underbygges af direktør Jørgensen, der i et foredrag i Stokholm, den 13. februar 1939, sagde:
”Naar vi i saa stor udstrækning bruger Haandkraft, saaledes til Grøftning og Læsning, saa er Grunden ikke den, at vi har anset denne Løsning for den bedste. Den har dog sine fordele, idet der kan tages mere hensyn til forskellige forhold, naar Arbejdet udføres med Haanden. Afgørende har det dog hos os været, at staten, som jo er Hovedaktionær i Selskabet, har ønsket at beskæftige saa mange Arbejdere som muligt.”
Når det beskæftigelsesmæssige hensyn fik så stor en betydning for den fortsatte driftsstøtte, var det vel også nærmest et tidligt forsøg på “egnsudvikling”.
Foruden de ovennævnte grunde, har der i debatten og i de forskellige vurderinger været andre argumenter for en opretholdelse af virksomheden.
Fra virksomhedens start har den nationaløkonomiske betydning varet fremhævet, dels som et led i en selvforsyningspolitik, og dels som en “pristrykker” på de tyske brunkulsbriketter. En anden grund har også været det synspunkt, at Kaas Briketfabrik var noget ganske særligt teknologisk set.
Når debatten om virksomhedens opretholdelse til tider fik en særdeles skarp karakter, skyldtes det de forskellige vurderinger af de ovennævnte argumenter, men den bar også præg af forskellige ideologiske holdninger. Den liberale grundopfattelse, hvor statslig indblanding i erhvervslivet afvises, kom først og fremmest til udtryk af repræsentanter for partierne Venstre og Retstatspartiet.
Retstatsmanden Oluf Pedersen gav nok, under Finanslovs-debatten 21. januar 1937, udtryk for det, som mange af skeptikerne mente, da han sagde:
“Det var bedst om denne Fabrik, blev begravet i den Tørvejord, den var opstået af.”
AFRUNDING.
Med udbruddet af 2. verdenskrig ændredes situationen radikalt for Kaas Briketter A/S. Energiforsyningen blev knap, da muligheden for engelske kul og koks forsvandt. For Briketfabrikken i Kaas betød det, at alle afsætnings-vanskeligheder ophørte, og lagrene forsvandt fra og med den 1. september 1939.
Netop i 1939 var det statslige engagement størst
1.511.020 kr., med krigsårenes store indtjening, var dette engagement “svundet til 625.000 kr. i 1947, hvilke udelukkende var den statslige aktiepost. Denne aktiepost blev i 1947 solgt til kurs 125, således at Kaas Briketter fra dette tidspunkt fuldstændig overgik til privat eje.
Den nu privatejede briketfabrik fortsatte med briketproduktionen frem til 1966. På dette tidspunkt var Lundergaards Mose afgravet, og et stort landbrug, anlagt og startet af Kaas Briketter A/S, som afløste tørvearbejdet.
Efterspørgslen på briketter var desuden næsten ophørt, idet olien, som brændsel, havde overtaget størstedelen af brændselsmarkedet.
Lokale fortællinger om arbejdet i Mosen og på Briketfabrikken:
Margrethe Andersen, forhenværende “briketpakkerske”, fortæller: “Jeg startede ude i mosen i 1925 med at rejse tørv det vil sige til at begynde med vendte vi blot tørvene med en hakke. Efter at tørvene var rejst og var blevet tilstrækkelig tørre, blev de stablet i et dige, afstanden mellem digerne skulle være så stor, at der kunne køre en lastbil imellem. De tørv, der ikke blev solgt om sommeren, blev så stakket. Det at vende tørv var kvindearbejde, og havde man mindre børn, så foregik børnepasningen ofte ude på legepladserne. Det var et hårdt slæb og vi fik 40 øre i timen, men senere kom vi på akkord for 1000 tørv fik vi vist 10 øre. Man kunne godt mærke, at det værkede i ryggen, når man sådan havde gået og bukket sig en hel lang dag, og bagefter skulle man så hjem og lave mad til sin mand og børn, vaske tøj, stoppe o.s.v. Vi kunne nok haft nødigt at holde lørdage hjemme, men det var der jo ikke råd til, der var jo ikke for mange penge at gøre med, og de penge vi fik ud af det, den havde vi nu nok tjent nogle gange.
Når så tørvesæsonen var ovre, havde jeg arbejde i kartoflerne. Lønnen blev udbetalt i kartofler. De 9 rækker gik til landmanden, den 10., den fik jeg selv. På den måde havde vi kartofler hele vinteren.
Omkring midten af 30’erne fik jeg så arbejde inde på selve fabrikken. Til at begynde med, stablede jeg på lager, men senere kom jeg så til at lave de her “stuepakker”.
Det var nogle specielle pakninger med 18 eller 21 briketter i. Mit arbejde bestod så i at pakke briketterne ind og snøre den til. Så blev de enten stablet i banevogne eller på lager.
De var specielt lavet til byerne. Når folk kom hjem fra arbejde, kunne de lige gå den vej til købmanden og hente en pakke brændsel og tage med op i lejligheden.
Til at begynde med var vi 2 damer, som arbejdede i 10 timer – senere kom vi ned på 8 timer. Vi arbejdede kun i en vagt, mens
de andre på fabrikken arbejdede i 3 vagter. Vi fik vist 10 øre i timen i starten, men så kom vi senere over på akkord.
De fleste briketter blev stablet løse. Fra presserummet gik render ud, hvorpå briketterne blev skubbet frem. Renderne sluttede ved den øverste kant af godsbanevognen, og oppe i vognen stod så en kone og stablede briketterne. Der skulle sådan et helt bestemt tav til, når man stablede direkte fra renden, og det var ikke let for en uvant at holde akkorden. Der var 3 hold damer med 21 på hver vagt.
Det var et hårdt arbejde at stå og pakke eller stable, men det værste var nu at vi nærmest arbejdede ude, og det var jo hele Året rundt. Til at begynde med stod vi nemlig kun under et halvtag. Når det var godt vejr, var det ingen sag, men når det regnede og blæste og især om vinteren, var det en kold omgang.
Jeg kan huske om vinteren, når der var sne og frost. Det første vi gjorde, når vi mødte på arbejde, var at stille de kolde træsko på de varme briketter, og imens stod vi så på nogle andre briketter, som var lagt ud nede på gulvet, så vi kunne få fødderne varmet op.
Jeg havde arbejde hele året rundt, og det betød ikke så lidt. Min mand, som arbejdede ude i frase mosen, gik som regel arbejdsløs hver vinter, så vi havde jo ikke så mange penge at rutte med. Mine 24 kr. om ugen og de 17-18 kr. han kunne få på fagforeningen, strakte jo ikke af langt, men der var jo ikke flere, og det gik jo alligevel.
Men det var hårdt arbejde deroppe, og jeg synes i hvert fald, at de 24 kr., de var tjent til den gode side, men ellers var det en god arbejdsplads, når man lavede det man skulle, så var der ingen problemer.”
Lars Chr. Larsen, forhenværende traktorfører, fortæller: Briketfabrikken var en arbejdsplads, der var rift om, dengang. “De gav en god løn, og så var arbejdsvilkårene rimelige. Der var i virkeligheden kun 2 muligheder for os arbejdsmænd m.h.t. arbejde dengang, hvis man skulle gøre sig håb om at få arbejde i Kaas eller omegn. Enten arbejdede man i landbruget eller også arbejdede man i mosen, og det vil først og fremmest sige
”Briketten”.
Arbejdsløsheden var jo stor dengang, og det var svært at få arbejde, men da jeg kom ind på fabrikken, så gjaldt det virkelig om at holde fast. Man var jo bange for at miste sit arbejde, og der stod 50 mand uden for, som hellere end gerne ville ind og overtage det. Det drejede sig om ikke at være ud til bens med formanden, han var virkelig en mand, vi havde respekt for. Understøttelsen var jo ikke stor, jeg synes jeg kan huske, at jeg fik 17 kr. om ugen i understøttelse, dengang der først i 30’erne, og blev man arbejdsløs, så skulle man selv betale den første uge. Lønnen derude var god, når man sammenligner med, hvad vi kunne få, hvis vi arbejdede for landmændene.
Jeg tror nok, at jeg startede med 80 øre i timen i 1933, og det var store penge for mig. Det var jo nok for lidt vi fik alligevel, men det var tariffen. Lønnen blev jo aftalt med fagforeningen. Den skulle vi være medlem af for at få arbejde derude.”
Om arbejdstiden fortæller Larsen:
“Det var forskelligt. Da jeg startede som traktorfører, kørte vi i skift i 10 timer med 2 holds skift i højsæsonen. Det var jo bare om at få lavet en masse snus, når vejret var til det, men først og sidst på sæsonen, kørte vi kun med 1 skift. Senere blev arbejdstiden sat ned til 8 timer, da vi gik helt over til fræse-metoden..
Inde på fabrikken kørte de i 3 holds skift fra kl. 6 til kl. 14 og fra kl. 14 til kl. 22 og fra kl. 22 til kl. 6.
Det betød så også, at de havde fast arbejde året rundt. Arbejdet ude i mosen var meget sæsonbestemt, april til september, regnede vi med, men i sæsonen spillede vejret også ind. Regnede det, så kunne vi jo ikke køre. Om foråret og om efteråret, var der så altid nogle grøfter, der skulle renses eller graves, eller nogle spor der skulle flyttes. På den måde trappede man så arbejdet ned on efteråret og trappede det op igen om foråret for derved at holde flest mulige i arbejde i så lang tid som muligt. Om vinteren måtte vi så gå arbejdsløse i et stykke tid. Det var ikke lige nemt for alle at få det til at løbe rundt, men så blev man skrevet henne hos købmanden eller i Brugsen. Der vidste man jo, hvordan det hang sammen, og så kunne man til sommer, når der igen var arbejde og penge, komme ind og betale. Om sommeren, når der blev lagt tørv ud på liggepladserne ved Udholm, gav det altid en del arbejde, når så tørven skulle rejses. Det var kvinde- og børnearbejde, og mange steder var det nødvendigt med de penge, der kunne skrabes hjem for at få det til at løbe rundt.”
Jens Miller, forhenværende formand for traktorførerne, fortæller: “Dengang kunne man få 3 slags margarine henne hos købmanden. Der var noget vi kaldte “margarine 33″, der kostede 33 øre, så var der margarine 35”, der kostede 35 øre, og så var der Otto Mønsteds margarine, der kostede 45 øre.
I Moseby købte alle “margarine 33”.
Maskinerne som blev brugt i mosen
Snusstakken
Førhen blev alt snuset (opfræset tørvemuld) fra “Snusstakken” læsset med håndkraft, men vores driftsingeniør, ingeniør Andersen, konstruerede denne specielle læssemaskine, som læssede snuset ned i disse såkaldte bunkervogne, som hver rummede 4 kubikmeter. De var lavet på denne måde, at der var et sving i hver ende, og når man hev svinget op, åbnede begge sider sig, og vognen var tømt på et øjeblik. Når man kørte ind i Bunkeren” som var et højtliggende hus, kunne man tømme vognene på meget kort tid. I bunden af “Bunkeren” var der nogle lemme, som kunne åbnes, og under dem var der et transport-bånd som førte materialet ind på fabrikken, hvor hver briket blev presset med 1,300 atm. tryk.
Læssemaskinen blev drevet af elektricitet. Selve “Snusstakken” rummede ca. 60.000 kbm. tørvesmuld. Manden, som ses i forgrunden er, Klitgaard Schrøder.
Kæmpeploven
Her er et billede af “Hedeselskabets” kæmpeplov.
Det var ikke alt, det opdyrkede jord ved “Kås Briketfabrik”, der blev pløjet med denne plov. Det var nogle hektarer, måske som en slags forsøg. Men det var et imponerende syn at se, når den store muldfjæl forsvandt 1 m ned i jorden og vendte en fur, der var lige så bred som dyb. Manden på billedet er en fra “Hedeselskabet.
Benzinmangel
Traktoren som her kører med en fræser, der har et omdrejningstal på 1100 omdr./min. og fræser i en dybde på 7 cm, har som alle de andre traktorer kort på gas. Foran traktorføreren kan man se redaktionsventilen, med manometret ovenpå.
Billedet er fra 1945-46, hvor man igen kunne få benzin, men bøjlerne til gasflaskerne er ikke blevet afmonteret. Der var anbragt en gasflaske på hver side af benzintanken. Da den “Anden Verdenskrig” brød ud, den 1. september 1939 havde “Briketfabrikken” 30 traktorer og 10 lokomotiver, som alle kørte på benzin, som blev en stor mangelvare, så man gik over til at køre på benzol, som udvindes af stenkultjære, der også blev begrænset.
Omkring dette tidspunkt er man ved at bore efter vand i Frederikshavn, men i stedet for vand kom der gas op af borehullet. Denne gas fik man fyldt på stålflasker, der vejede omkring 30 kg pr. stk. Trykket i disse flasker var 200 atm. Det fik “Briketfabrikken” megen glæde af, for nu kunne hele maskin- parken køre på gas. Man havde 2-3 lastbiler, som i næsten døgndrift hentede fyldte gasflasker i Frederikshavn. En traktor med fræser kunne forbruge en flaske på ca. time. Man kunne ikke starte en kold motor op gassen, men man måtte starte motoren på benzol, når så motoren var i gang lukkede man for benzolen, og det øjeblik den var ved at dø ud, så lukkede man op for gassen. Hvis motoren var varm kunne man starte direkte på gas.
Samlebrættetet
Disse her Fordson traktorer fra omkring 1936-1937
der her har påmonteret et samlebræt, var konstrueret sådan at 2. gear og bakgear gav traktoren samme hastighed. Med samlebrættet kørte man ledigt halvdelen af tiden, da man skulle bakke ned for at tage den næste skår.
Samlebrættet var 2,60 m bredt, dobbelt så bred som fræseren, som var 1,30 m bred. Logikken, at man kørte på akkord og fik det samme pr. hektar. På et tidspunkt fik man 3 kr. pr. hektar + 70-80 øre i timen i dyrtidstillæg. På dette tidspunkt måtte man helst ikke tage mere end 9 hektarer på 10 timer, for ellers kørte man for stærkt. På hvert baghjul var der monteret en aluminiums-plade, så formanden kunne tælle baghjulets omdrejningstal, som skulle være 37 omdr. pr. minut, hvor så motoren havde sin normale omdrejningstal, som var 1100 omdr. pr. min, og det var akkorden lavet efter. Men var man af en eller anden grund blevet forsinket, kørt fast eller lignende, så kunne man indhente lidt af det forsømte ved at give lidt mere gas, så baghjulet kom op på 40-42 omdr. pr. minut. Formanden, Niels Bedholm, som var et rart menneske, så nok lidt igennem fingrene med det, da han gerne ville lave meget snus. Han forstod at udnytte vejret optimalt.
Før 1944 havde man kørt i 2-holds skift, men fra dette år kørte man i 1holds skift, men så kørte man hver dag i 10 timer og om søndagen i 8 timers vagt. Den første overtime gav et tillæg på 25%, den næste 33%, så gav de to næste 50% i tillæg, derefter var der 100% timer. På søn- og helligdage gav de første 4 timer et tillæg på 50%, og derefter var der et tillæg på 100%
Læssemaskinen
Op til 1944-45 læssede man al tørvesmuldet (snuset) med store skovle eller grebe op i tipvognene, som kunne indeholde op til 4 kubikmeter, så der skulle mange skovfulde til at fylde en vogn. Det var både hårdt og snavset arbejde. I dette tidsrum konstruerede vores driftsingeniør, ingeniør Andersen en læssemaskine, som ses på billedet, der er fra 1944. Maskinen som gik på larvefødder, vejede ca. 7 ton og blev drevet af en bilmotor, en Ford 31, som både var robust og driftssikker.
Læssemaskinen havde et utal af gear med kraftoverføringer og en hel del redaktionsgear. Den bevægede sig meget langsomt frem afhængig af, hvor stor en snusbræmme, den skulle læsse. Læg mærke til, at i højre side foran står en gasflaske, som var motorens brændstof, da man ikke kunne få benzin under krigen.
I løbet af nogle få år blev der fremstille 4 stk. af denne slags, så al snuset blev læsset med maskinkraft. Der var en mand til at køre, og så var der en mand til at læsse vognene. Der var to rør, formet som et omvendt V, som manden styrede. Samtidigt var der et spil, der kunne trække vognene efterhånden, som de blev fyldt op. Manden, som styrede rørerne kaldte man “Snabelsvingeren”
Pløjning i Koldmosen
Sidst I 40-erne og i begyndelsen af 50-erne begyndte man at nå bunden af mosejorden, hvor man kom til sand og ler. Sammen med Hedeselskabet gik man i gang med at opdyrke bunden af mosen, som i forvejen var blevet afvandet med dræning af store kanaler med pumpestationer.
På billedet ses Hedeselskabets kæmpeplov, som blev trukket af 2 9 t
”Internationale” larvefodstraktorer. Briketfabrikken 6 t bulldozer måtte hjælpe med til at trække, da det kom til at regne og jordbunden blev fedtet. Der var mange heste foran denne plov.
Landbruget voksede
I begyndelsen af 50-erne byggede “Briketfabrikken” dette korntørreri. Disse 4 siloer var inddelt således, at der var i alt 13 siloer, som hver kunne rumme flere hundrede tønder korn. Der blev gravet mange kanaler, og det hele blev drænet. Der blev også bygget 2 pumpestationer. Den vestligste var den største med 2 pumper, hvis diameter var 18 tommer.
De kunne hver give 15 kubikmeters. Vandet blev løftet 1,75 m. Efterhånden som mosejorden blev fræset et væk, kom der flere og flere hektar jord under plov, så i tiden høsttiden måtte korn- tørreriet køre i døgndrift.
Larvefodstraktorer
Her er en af de nye “David Brown” larvefodstraktorer, som “Briketfabrikken” anskaffede sig 5 stk. af i 1951. Det har nok været i forbindelse med, at man købte ca. 350 hektarer i St. Vildmose, som skulle være et supplement til Lundegårdsmose, der efterhånden begyndte at slippe op. Det store stykke mosejord havde været brugt til fenner. Man havde presset tørv i nogle striber mellem vejen til Nr. Halne og vejen til Biersted, ca. 1 til 2 km længde. Så der stod nogle mosestykker i 200 m bredde, som havde fået mergel og som nu skulle afhøvles. Stykkerne blev fræset, og her kom larvefodstraktorerne til deres ret.
Man kunne nu skubbe de merglede mose jord ud i pressegravene. Så de rensede mosejord kunne fræses og anvendes til briketter. Manden på traktoren er Poul Schrøder.
AFRYDNING
Billedet er fra 1951, da man ryddede mergellaget af de gamle fænner i
“St. Vildmose”. Dette lag blev også afryddet ved hjælp af disse to Fordson Major traktorer med de såkaldte “jordsluffer”. Motorerne i disse traktorer var identiske med dem fra trediverne, med den forskel at de havde selvstarter. Denne traktortype virkede lidt klodsede, så derfor fik de tilnavnet “Klodsmajor. De kom til Danmark i 1946. Senere kom “Powermajor” og “Supermajor”, som “Briketfabrikken” købte en del af
Med disse her “jordsluffer kunne man skrælle et lag af overjorden af og sikre ned i gravene og tømme dem.
På den forreste traktor kører Tommy Clayton og på den bagerste er det Are Carstensen Bulldozeren
I 1950 anskaffede “Briketfabrikken” denne bulldozer. En 6 ton “International Harwester”, som også blev anvendt til afrydning af mergellaget, men den blev brugt til mange andre formål.
Selve motoren var et kapitel for sig. Hele venstre side af motoren var en benzinmotor, med kaburator og elektrisk tænding, mens højre side var men dyser og brændstofpumpe. Man trak to håndtag ned og startede på benzin, når så en rød lampe viste grøn, slog man de to håndtag op, og så kørte den på diesel
Styresystemet var også specielt, da den ikke havde noget differentiale, men en kobling på hver bagaksel. Skulle man dreje måtte man med et håndtag koble siden fri, og med foden bremse den frikoblede side.
PÆS
Denne traktortype havde “Briketfabrikken kun et enkelt eksemplar af Det var ældre Fordson traktor, som vist nok var ombygget til larvefødder i Sverige. Den blev aldrig kaldt andet end “PÆS”. Det var nok et dialektalt udtryk for fod eller fødder. Når den kørte, klaprede det øverste af larvebåndet, fordi det kørte over et bærehjul
Hvis man med sin traktor kørte fast og alt andet var opgivet, så måtte man have fat i “Pæs”, som aldrig svigtede. Når man skulle have et nyt stykke mosejord taget i brug, pløjede denne larvefodstraktor lyngen ned med en 24 tommer plov. Den blev også benyttet til at skubbe “snus” ind til sporet. For når “snusen” lå i en bræmme på 3-4 m ud fra sporet, og læsse maskinen tog en bredde på 1,5 m, så kunne en hjultraktor ikke skubbe så bred en bræmme ind til sporet, men det kunne “Pæs”. Efter krigen anskaffede “Briketfabrikken” sig 5 nye David Brown larvefodstraktorer, samt en enkelt “International Harwester” bulldozer på 6 t Manden på traktoren er Oskar Guldberg, en bror till kunstmaleren David Guldberg fra Biersted.
Rensning af kanaler
Her er et billede af den føromtalte gravemaskine monteret med lang udligger og grab, der rummer 450 liter.
Billedet er tager i efteråret 1957. Om foråret rasede der en storm i tre dage med jord- og sandflugt til følge. Det bevirkede, at mange kanaler og grøfter blev næsten fyldt op med det føromtalte jord og sand, så man kørte i 10 timer hver dag for at få dem renset inden vinter.
Billedet er taget lidt nord for “Polakhuset”. Navnet kommer vist nok af, at der engang havde boet nogle polakker, som havde arbejdet i mosen.
Kulegravning af mosen
Omkring 1950 anskaffede Briketfabrikken denne gravemaskine som var af Lajl Åkerman-typen. Den var specialbygget til at kunne køre på mosejord uden at synke i. Den vejede 10 t. og larvebåndene var 1,20 m brede. Den er her påmonteret en såkaldt dybdeske, som rummede 900 liter.
Gravemaskinen her er beskæftiget med at kulegrave mosejorden i en dybde af ca. 1,5 m for at få det sorte mosejord op for oven, så det kunne blive blandet med overjorden, som var lys og ikke så god en kvalitet. Denne blanding gav en bedre briket. Det tog ca. 10 – 12 dage at kulegrave en hektar.
Der blev gravet flere km. branddamskanaler i denne periode.
Briketfabrikken
Januar2024– Henning og Jens Otto Madsen
Hvem var Johannes Jørgensen ?
Af fhv. isenkræmmer Børge Møller Pandrup
Direktør Johs. Jørgensen var født i
1898 i Sønderjylland, der efter 1864 blev tysk. Hans far var mejeribestyrer ved Sønderborg Mejeri. Som nyudsprunget tysk student blev Jørgensen som alle jævnaldrende sønderjyder tvunget indrulleret i den tyske hær og sendt til østfronten 1915-18. Han kom såret hjem fra krigen, og to år senere, hvor han efter en læretid hos Burmeister & Wain kunne
begynde på Polyteknisk Læreanstalt i København. Allerede to måneder inden eksamen blev han kaldt ind til læreanstaltens professor Anker Engelund, som tidligere havde arbejdet i ingeniør Nyeboes firma. Årene forinden havde Nyeboe købt 95 procent af aktiekapitalen i Lundergaards Mose, og nu manglede han en dygtig ingeniør, der kunne assistere med arbejdet i sit firma i København, fordi han selv måtte ofre størstedelen af sin tid i Kaas.
Johs. Jørgensen havde ganske vist truffet aftale om et job i USA, når eksamen var overstået, men det lykkedes rektor Engelund at overtale ham til at blive herhjemme og lade sig håndplukke til at hjælpe Nyeboe efter eksamen. Efter et halvt år måtte Jørgensen i 1928 igen lade sig overtale; denne gang til at tage til Kaas som driftsleder på den nye briketfabrik.
JOHANNES JØRGENSEN – direktør på Kaas Briketfabrik
Da rektor på ”Danmarks Tekniske Universitet”- DTU, Den Polyteknisk Læreanstalt som den hed den gang i 1925, af en gammel ven og kollega, og mangeårig samarbejdspartner, blev bedt om at finde ham en virkelig god og dygtig ingeniør blandt skolens afgangselever. Rektor, professor Anker Engelund havde et stort udvalg af dygtige ingeniøraspiranter at vælge imellem; alligevel fristes man til, nu bagefter hvor man skal bedømme den han udvalgte, til at sige at han har været usædvanlig heldig i sit valg, og at det kom hele sydvest Vendsyssel til gode.
Professor Engelund opfordringen af sin gamle ven, Marius Ib Nyeboe. der var en af tidens meget dygtige og initiativrige ingeniører, der i mange år havde boltret sig både i USA, i Zarens Rusland, her hjemme i Danmark og på Grønland, hvor han med vennerne Knud Rasmussen og Peter Freuchen, havde startet både ”Grønlandske Handel” og ”a/s Grønlands Minedrift”, men som nu her i 1925, efter at have købt 95% af aktiekapitalen i ”a/s Lundergaards Mose”, var i fuld gang med at bygge den store Briketfabrik i Kaas, det første rigtig store danske forsøg på at industrialisere den danske brændsels produktion, og derfor nu manglede en dygtig mand til at passe ingeniørforretningen hjemme i København.
Anker Engelund var ikke tvivl; der var specielt én af de unge ingeniører han havde bemærket; det måtte være den unge Johannes Jørgensen. Han var født den 27. maj 1898 i Ulkebøl ved Augustenborg fjord, som søn af mejeribestyrer Knud Jessen Jørgensen og Christine Magdalene Jørgensen fra Sønderborg. De havde siden 1864 været en del af Tyskland, hvorfor Johannes Jørgensen måtte blive tysk student, og under første verdenskrig tvunget til deltagelse som tysk soldat, og som gruppefører for en 6-mands gruppe kommanderet til vestfronten ved Verdun. I sidste øjeblik var han på vej ud i skyttegravene blevet indlagt, alvorligt angrebet af tuberkulose, tidens helt store dræber næst efter krigen. – Samme dag som han blev indlagt på lazarettet i Plön i Holsten, hostende blod, blev alle hans gruppekammerater dræbt af en fuldtræffer i deres skyttegrav.
Mens Tyskland tabte krigen, blev han behandlet for sin tuberkulose, og da freden kom, var han frelst for både krigsfangenskab og døden i skyttegraven. Da han blev hjemsendt som rekonvalescent, kunne han efter genforeningen i 1920, nu igen som dansker, drage til København og studere til civilingeniør på Polyteknisk Læreanstalt. Her var det så han blev udvalgt af rektor Engelund. Han havde ganske vist netop besluttet sig til, straks efter afsluttet eksamen, at søge lykken i U.S.A., men smigret over sådan at blive håndplukket, lod han sig lokke: ”Jeg har jo haft så travlt med hurtigt at afslutte studiet, at jeg dårligt har givet mig tid til at se Kongens by; jeg tager jobbet et par år, Amerika bliver der nok imens!”
Straks efter kunne han finde sig dybt begravet i spændende ingeniøropgaver i Nyeboes firma i København, mens Nyeboe selv var travlt optaget af at bygge briketfabrik i Kaas. Men allerede i 1926 måtte Jørgensen igen lade sig overtale. Denne gang ville Nyeboe have ham som driftsleder til Kaas, hvor byggeriet nu var færdigt. Men det var jo bare ikke en BRIKET-fabrik Nyeboe havde bygget. Trods sin store erfaring med mosebrug, havde han taget fejl. Hele det store tyske fabrikskompleks, han havde købt færdigkonstrueret, komplet med maskiner, var til brunkul som råmateriale, og ikke til tørvesmuld. Dette var alt for groft og egnede sig ikke. I stedet havde han valgt at bruge knuste hydro-peat-tørv, en tørv fremstillet efter en produktionsmetode Nyeboe selv havde hjembragt fra Rusland, og som han her benyttede med succes, men det var alt for kostbart til sådan fuldt færdigt bare at blive knust og benyttet igen som et nyt råstof i en ny produktion. Nyeboe var kørt fast, og kunne se sine penge svinde mere og mere. Han havde brug for friske øjne til at udtænke nødvendige løsninger.
Jørgensen kom til Kaas; Amerika måtte vente. Efter at have levet sig ind i problemerne tillod han sig at sige, at virksomheden var ”en dødssejler, hvor man aldrig ville kunne få indtægterne til at overstige udgifterne!” Nyeboe lod sig dog ikke fornærme af sin nye driftsleder, som han havde stor tiltro til. så Jørgensen måtte trække på skulderen og gå i gang med opgaven. Med en helt ny metode: moseoverfladen blev harvet og findelt ved fræsning; nye fræsere blev udviklet, fræsemarker og kanaler anlagt. Takket være denne helt nye råstofindvinding, nye råstofopsamling og nyt transportsystem, blev produktionen rentabel; – – det hele fungerede! – Men Nyeboes penge var desværre brugt op – forsvundet, og i 1932 måtte han se sig konkurs!
Men en videreførelse af virksomheden var nu absolut realistisk, hvis man bare kunne fremskaffe ny kapital, og da staten nu indså virksomhedens store beskæftigelsesmæssige betydning, og produktionens forsyningsmæssige værdi, lykkedes det at etablere et nyt aktieselskab med staten og Nordjyllands Kulkompagni som aktionærer, og med Jørgensen som direktør. Nyeboe var ude af billedet, udskiftet med en hel flok folketingsmedlemmer, bl.a. Merete Nordentoft, der dengang kunne vække forargelse landet over, ved som offentlig kendt person at vælge at blive gravid uden at have en ægtemand. Også i Kaas forargede hun i sin ”forsvindingskjole”, som Jørgensen kaldte den. Men virksomheden kunne videreføre Lundergårds Mose og Kaas Briketfabrik med Johannes Jørgensens nye metoder. Det var hans principper og metoder der vakte opmærksomhed og beundring verden rundt og hidkaldte kolleger og ingeniører fra både Amerika og Rusland og alle andre tørveproducerende lande.
I sjældne ledige stunder var han blevet præsenteret for Nyeboes datters københavnske veninde, Elisabeth, der under en ferie hjalp til i fabrikkens kantine, hvor Jørgensen spiste. Det var endt med bryllup i 1931, og med sønnerne Nils i 1935, Jørn i 1937 og med datteren Lone i 1943.
Men intet bliver ved med at være let i denne verden, og der lå da også flere vanskeligheder og ventede! Allerede året efter, den 1. juni 1933, skete ulykken! En morgen mens fabrikken arbejdede på fuldt tryk – – lød pludselig en kæmpe-eksplosion! På et splitsekund var hele fabrikken et flammehav! – – – – 2 af fabrikkens arbejdere brændte ihjel, seks andre slyngedes fra maskinhallen langt ud i gården, mange kom alvorligt til skade, en måtte springe ud med tøjet i flammer gennem et vindue i fjerde sals højde, men var så heldig at havne i en stor dynge blød tørvesmuld. Han overlevede! Mange blev frygteligt forbrændt, bl.a. direktør Jørgensen selv, der først efter tre måneder slap ud fra hospitalet efter de meget alvorlige forbrændinger på hele kroppen og i ansigtet han havde pådraget sig.
Men hospitalsopholdet blev udnyttet. Tiden var knap, der var ikke tid til at afvente raskmelding og efterfølgende bestyrelsesmøde, så med storaktionæren direktør Larsen fra Nordjyllands Kulkompagni siddende på sengekanten, fik Jørgensen rygdækning til at ændre fabrikationen til det ideelle, hvilket ville medføre en genopførelsessum tre gange større end forsikringssummen. – Hospitals-sygestuen blev ændret til tegnestue. Fra Aalborg Værft lykkedes det Jørgensen at låne et antal ingeniører, der under hans ledelse fra hospitalssengen, gik i gang med at ændre fabrikkens indretning. Den havde jo fra starten været bygget og konstrueret som kopi af en tysk brunkulsfabrik, men takket være ulykken blev der mulighed for at rette de værste fejltagelser, og da Jørgensen blev
udskrevet fra hospitalet, var konstruktioner og kalkulationer færdigudviklet, og i tæt kontakt med bestyrelsen, der efterfølgende accepterede den store overskridelse, var man lynhurtigt i gang med genopbygning og nyindretning af fabrikken igen. Snart var der fuld gang igen i produktionen, så man rundt i hele kommunen igen kunne fryde sig over fabriksfløjten morgen og aften.
Kaas Briketfabrik, der opstod som et forsøg på at industrialisere den tørvefabrikation, der under første verdenskrig frelste Danmarks energibehov, da krigen udelukkede alle leverancer af kul og koks og olie fra udlandet, og den rolle kom fabrikken nu til at spille igen under anden verdenskrig, men nu med Jørgensen inde i billedet. Landsdelens store moser med deres tørveproduktion tiltrak nu arbejdere i enorme antal fra hele landet, og medførte bl.a. at arbejdsministeriet opstillede store mandskabsbarakker for at huse dem der kom fra andre landsdele. Mellem briketfabrikken og kalkværket blev således opstillet 2 sådanne barakker, hvoraf det lykkedes Jørgensen at forbeholde den ene til, i de sidste krigsår, udelukkende at rumme de flygtende modstands- og politifolk, der ad hemmelige kanaler blev sendt til Jørgensen, der sørgede for at de kom med i den lokale fagforening, gav dem legal beskæftigelse, og indtægt ved et arbejde de kunne holde til, blev skjult, isoleret sammen med andre i samme situation. De kunne efter dagens overkommelige plantearbejde, assistere de lokale modstandsfolk med illegal våbenmodtagelse aften og nat. Jørgensen sørgede for optagelse i lokal fagforening, men også på anden vis hjalp han modstandsfolkene, f.eks. ved at tillade at de kunne benytte fabrikkens lastbil om natten til transport af de modtagne containere. Da bilens normale chauffør en morgen undrede sig over den varme motor, beroligede Jørgensen ham ved at sige, at det var ham der havde benyttet bilen til inspektion af fabrikkens eget vildtreservat. Det er kendetegnende, at da egnens folk i det første krigsår stod med to engelske piloter hvis fly var skudt ned, som man gerne ville hjælpe, var det direktør Jørgensen og hans gode ven, kredslæge Bryder i Birkelse, man opsøgte for at få hjælp. De tog opgaven alvorligt, og gennemdrøftede situationen med englænderne, der af fru Jørgensen med andet tøj var blevet forklædt som danske arbejdsmænd. Efter grundig gennemgang af alle muligheder; der var den gang endnu ingen assistance fra en modstandsbevægelse, der endnu ikke eksisterede. Faren for at blive afsløret og dræbt som udenlandske spioner, og efter grundig undersøgelse af regler for krigsfangers behandling, afsluttedes drøftelserne med hastig uniformering igen som engelske piloter, og tilkaldelse og overgivelse til tysk militærmyndighed. Under hele resten af krigen, afgik der regelmæssigt fødevarepakker til piloterne i den tyske krigsfangelejr fra Jørgensen og Bryder, og efter krigen oplevede man et glædeligt gensyn i Kaas og i rådhuset i Pandrup.
Eftertiden har måske undret sig over hvordan det var muligt at holde fabrikkens omfattende maskinpark med talrige lastbiler og traktorer i funktion i den benzinløse tid? Men her må man erindre Johannes Jørgensens fantastiske evne til altid at holde sig orienteret om alle de muligheder tiden åbnede for den årvågne. Knapt var naturgassen i Vendsyssel en kendsgerning, før Jørgensen bankede på døren til det nyskabte selskab ”Alpha-Gas” i Frederikshavn. Forfatteren Jan Svendsen beskrev i 2014 i bogen ”Olien længe leve ”hvad det medførte: ”Kaas Briketfabrik havde foruden en halv snes lokomotiver og adskillige lastbiler, mere end 30 traktorer der kørte på naturgas. Fabrikken aftog i lang tid et kvantum gas, der svarede til et forbrug på ca. 3.ooo liter benzin. Direktør Jørgensen udtalte, at prisen ingen rolle spillede i spørgsmålet om at holde produktionen i gang. ”Det hjælper os ikke, at vi til efteråret vil prøve at putte vores pengesedler i kakkelovnen. Kan vi få naturgas i det omfang, som jeg i dag har håb om, kan vore traktorer rulle over moserne.” Den samme årvågenhed mødte man hos ham, da han straks efter atombombens opdukken i 1945, var fascineret af de muligheder, der måtte vise sig, når atomkraften en dag kunne udnyttes fredeligt.
Direktøren på egnens største og meget populære arbejdsplads, blev snart en meget populær og afholdt person i lokalsamfundet. Den høje, alvorlige og meget fåmælte mand, viste sig meget hjælpsom på mange fronter, altid med et godt råd og gode initiativer. Dette kom den private realskole i Pandrup til gode, hvor han som formand efter krigen, skaffede skolen mulighed for udvidelse med gymnastiksal og flere klasseværelser. Takket være hans indsigt og anskaffelse af efterladte tyske barakker, blev det et økonomisk meget fordelagtigt projekt, der under benævnelsen ”Ungdomsborgen” har været et stort plus for byen. Da han blev opstillet som kandidat til sognerådsvalget i Jetsmark kommune, blev han valgt med rekordstort stemmetal fra alle kommunens valgsteder. Den lokalpatriotisme der ellers skinsygt forhindrede stemmeflugt over den usynlige grænse mellem kommunens sydlige og nordlige dele, hvis ikke begrundet i snævre familierelationer, var for en gang skyld fuldstændig virkningsløs. Alle støttede begejstret Jørgensens valg, og han blev omgående gjort til sognerådsformand. Alle jublede og forventede en blomstrende periode med fantastiske reformer, men da Jørgensen opdagede på hvilket mangelfuldt grundlag, man som folkevalgt havde at træffe afgørende økonomiske beslutninger ud fra, fik han sin læge til at erklære sig uegnet til den slags arbejde.
Men det var vist stadig sådan, at når kommunebogholderen konstaterede at kassen var tom, ringede man blot til direktør Jørgensen. Briketfabrikken og han selv var altid parat til at forudbetale skatterne for et kvartal eller to.
De mange forhistoriske fund der i tidens løb blev gjort i mosen, prægede hans kontor-interiør og gav anledning til tæt samarbejde med arkæologerne i Vendsyssel Museum, ligesom de store moseegs-stammer der åbenbarede sig på mosens bund, resulterede i smukke møbler fra møbelkunstneren og kunstmaleren Oluf Jensens værksted i Vrensted.
I familiens skød var han sine sønners strengt opdragende og korrekte, men også meget beundrede og respekterede fader, som datteren Lone forgudede, og som altid, når mulighed gaves, ledsagede ham på inspektioner i fabrikken, i produktionsmosen, og ude i naturen. Familien lejede sig hver sommer ind i det samme Skagen-sommerhus i alle skoleferiens 7 uger. Men farmand passede produktionen og sin del af brandvagten hjemme, og kom kun i weekenderne.
Livet igennem holdt han kontakt til sine studiekammerater fra læreanstalten. ”Banden” blev de kaldt, og de mødtes traditionelt én gang årligt. De sad alle nu i store ingeniør- eller direktørstillinger i nogle af landets største virksomheder. Dette, samt kendskabet til de mange folketingspolitikere, der i årenes løb kom på fabrikken som fabrikkens bestyrelsesmedlemmer, gav ham værdifulde kontaktflader. Kontakter som dog også andre forstod at udnytte, for i årenes løb blev Jørgensen i meget stort omfang udnyttet som udpeget medlem i officielle og offentlige kommissioner og udvalg, hvorfor man i dag i Egnssamlingens arkiv i Saltum finder mængder af betænkninger om alverdens forskellige forhold, som Jørgensen i årenes løb har udfærdiget, ligesom der er dynger af patenter til beskyttelse af hans og Andersens mange konstruktioner og opfindelser.
Altid var han optaget af problemer, altid oplagt til at diskutere atomkraftens udnyttelse, eller ”den gule fare”, der havde optaget ham fra hans tidligste ungdom. Selv som ældre pensionist havde han altid et hygrometer i lommen, hvormed han målte luftfugtigheden i de rum hvori han befandt sig. Og fandt han behov herfor, fik man straks et foredrag om luftfugtighedens store betydning for vores helbred, almene befindende og arbejdsindsats.
Hans ungdoms optagethed af teknik, af maskiner, biler og motorcykler, holdt livet igennem, via Pontiac-begejstringen til andre mere kendte, men udvalgte bilmærker.
Aalborg Amts Arbejdsløshedsudvalg med stiftamtmand Lorck Madsen som formand, udarbejdede sammen med Jørgensen planer for oprettelse af tørvefyret kraftværk i Store Vildmose. Han havde også sæde i det udvalg statsminister Jens Otto Krag, nogle år senere nedsatte med samme formål: at omdanne Vildmosens sidste tørverester til elektricitet. Det samme havde man forsøgt også før krigen, men hver gang var planerne opgivet, da ingen turde regne med stabile daglige leverancer af tørt brændbart tørvesmuld året rundt. Også godsejer Flemming Juncker kaldte på Jørgensens sagkundskab, da han med fransk finansiering, også planlagde, ved hjælp af et kraftværk i Vildmosen, at omsætte tørvemassen til kvælstof-gødning. Juncker imponerede Jørgensen med sit fantastisk gennemarbejdede projekt og tekniske viden, men også med sin enormt store private tekop, der rummede en hel liter, men Juncker selv var jo også enorm. Desværre blev det projekt heller ikke til noget, men Jørgensen blev aldrig træt af at advare om, at den ”brændsels-reserve til kommende krige”, som mange mente, man havde i de endnu uudnyttede moser, var en illusion, da de på grund af afvanding og dræning formuldedes lynhurtigt.
Efter krigen fortsatte fabrikken i Kaas produktionen og afsætningen, til at først Lundergaard Mose var tømt for tørvejord, og derefter også en større opkøbt del af Hune Mose. For stadig at have råstof for
briketproduktionen, anskaffedes en pæn del af de bedste dele af Store Vildmoses brugbare tørveforekomster. De blev fræset op, og i store 40 kubikmeter aluminiumscontainere transporteret til fabrikken af store Volvo-lastbiler, der kørte i en konvoj, der tidsmæssigt særdeles præcist ankom til fabrikken i Moseby, og her blev tørvemassen lavet til ”Kaas Briketter”, der stadig her længe efter krigen stadig var yderst populære og salgbare, og produktionen havde stadig en stor beskæftigelsesmæssig betydning. Den store mængde arbejdskraft, krigen havde trukket til Nordog Vestjylland til brændselsproduktion og til krigens tyske fæstningsanlæg, var nu yderligere forøget ved efterkrigstidens mekanisering af landbruget, og resulterede nu i en alt, alt for stor arbejdsløshed. Fabrikkens hjemkommune, Jetsmark, udgjorde Danmarks
”Arbejdsløsheds-Ø nr. 1”, der i perioder havde opvist arbejdsløshedsprocenter på op til uhørte 42%, så lokalt troede man det var løgn, da det rygtedes, at Danmarks regering havde aftalt import af østtyske brunkulsbriketter, i antal og til priser, så danske ”Kaas-Briketter” fremtidigt var usælgelige. Trods råvarer til endnu flere års produktion måtte Jørgensen og hans bestyrelse med tungt hjerte tage den tunge beslutning at stoppe produktionen.
Det pinte Jørgensen at vide, at der i Sandmosens og i Koldmosen stadig befandt sig et væld af små rest-forekomster af brugbar tørvemasse i de mange lange, men meget smalle moseparceller, der siden ”udstykningen” i 1799 havde tilhørt egnens mange privatejede landbrugsejendomme, og som man nu måtte imødese i fremtiden ville blive værdiløse, på grund af afvandingen og dræningen, der ville medføre iltning og nedbrydning af tørvelagene. Ved en stor samlet udnyttelse af disse private restlag, og ved en sidste anvendelse af fabrikkens hydropeat-anlæg, som jo ellers herefter ville være værdiløs, ville en udnyttelse kunne være rentabel. Jørgensen tilbød derfor disse landmænd, at hvis de samlet alle lod deres parcellers værdiløs sandmiler, der dækkede over de spredte rester tørvejord indgå i et selskab, ville han lade fabrikken påtage sig ledelsen og praktiseringen af projektet, der skulle udføres af fabrikkens hydropeat-anlæg, som fabrikken ville stille gratis til rådighed, og efter udnyttelsen, sammenlægningen, dybdepløjning og planering, ville arealerne nu tilsammen udgøre et stort salgbart dyrkningsareal, der efter et gødnings chok ville kunne ændres til bugnende kornmarker. Fabrikken ville som sagt stille hydropeat anlæg, nødvendig lægge plads, teknisk assistance og, regnskabsføring og finansiering i hele perioden, samt betale de anselige udgifter til Hedeselskabets undersøgelser og opmåling. Selv skulle de blot ALLE være med; de ville til gengæld få indtægten ved salget af de producerede tørv og ved salget af de store dyrkningsarealer. Jørgensens store plan og hans kæmpestore planlægningsarbejde, viste sig desværre at være totalt spildt. – – Sådan noget ”fællesskab” der krævede ALLES deltagelse, kunne man ikke blive enige om i det Danmark, der var andelsbevægelsens gamle hjemsted.
Men Jørgensen og hele hans stab af dygtige medarbejdere, her ikke mindst civilingeniør Svend Aage Andersen, der var blevet ansat allerede i 1934, og som siden havde stået ved Jørgensens side under hele virksomhedens udvikling, og alle de gamle trofaste formænd, var ikke sådan til sinds at stoppe uden videre. Sideløbende med at Lundergaards Mose var blevet tømt for tørvesnus, var de store arealer blevet beplantet med store effektive læbælter, dele af den beplantet med skov (af eftertiden benævnt ”Politiskoven”- en hentydning til krigsårenes illegale plantører), og resten blev efter Johannes Jørgensens grundige studier i Holland, og hos godsejer Flemming Juncker, Overgård, der jo netop havde afsluttet store inddæmninger af gammel fjordbund, samt Hjørring Amts Landøkonomiske selskabs konsulent A. Albertsen, Vester Hjermitslev, kultiveret efter alle kunstens regler. Det var jo også her jomfruelig jord, der i tusind år havde ligget gemt under mosen. Den blev forsynet med nødvendige kanaler og pumpestationer, dybdepløjet af Hedeselskabet, chokbehandlet med gødning, tilsået og anlagt til kornavl i stor stil. Forsynet med kæmpelader og store kornsiloer (for 4.000 tønder korn), korntørreri og -renseri, med en kapacitet på 560 tønder i timen. På hele jordbrugs og kornavls-området havde Jørgensen ved selvstudium erhvervet sig en enorm viden, der imponerede alle fagfolk, der kom i berøring med ham. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, og også Hedeselskabet var imponeret over Jørgensens resultater, og 23. september 1966 ved en lille højtidelighed i restaurant Karnappen i Blokhus overrakte en deputation fra Statens Jordlovsudvalg og
Hedeselskabets bestyrelse, med formanden godsejer, hofjægermester Aksel Olufsen i spidsen, Jørgensen Hedeselskabets værdifulde store sølvbæger med fornem inskription.
Til det sidste forsøgte man af al kraft at finde fortsat beskæftigelse til fabrikkens mange trofaste arbejdere, nogen blev hjulpet til anden uddannelse, f.eks. på seminarium. Jørgensens talrige studier i Holland, hvor man havde fine resultater med kæmpe-grøntsagsafgrøder på hurtigt udskiftelige sphagnumlag i store drivhusanlæg, overvejedes prøvet her. Også muligheder som maskinfabrik blev undersøgt. Ingeniør Andersen, der var opvokset i et slagteri-miljø, havde især opmærksomheden rettet på muligheden for fremstilling af slagterimaskiner, som kødvogne, saltekummer, rullepølseforme, snegletransportører, blandemaskiner
m.m., men man fandt den gang ikke tiden moden hertil. Interessant er det at se, at der nu mange år senere dukker et firma som Carsøe op her i den nærmeste omegn med netop dette produktionsprogram. Man havde spekulationer om fabrikation af isoleringsplader, der med indhold af tørvejordens humus, skulle gøre dem modstandsdygtige mod angreb af termitter, og dermed velegnede for tropiske egne. Forslag om anlæg af humleplantage i samarbejde med bryggerierne, og med produktion af tovværk af de meget velegnede humleranker. Alle muligheder og ideer blev taget op, drøftet, undersøgt og opgivet igen.
Til slut var man nødt til at trække en streg. Der dukkede en køber op til hele anlægget, godsejer Finn Søholm Jørgensen, overtog alle 650 ha., hvoraf 400 ha. er under plov og i dag udgør mønsterkornbruget KAASHOLM AVLSGAARD. En meget energisk lokalgruppe under tidligere landpost Leo Kristensens formandskab har nu i årevis forsøgt at skabe grundlag for bevarelse af de store gamle fabriksanlæg, og år efter år for turister anskueliggjort den gamle kultur omkring tørvegravningen ved meget fornøjelige ”friluftsteater-forestillinger” under regi af TØRVEBISSERNE.
Jørgensen selv flyttede med fruen til Vodskov i 1968. Hans bror og søster flyttede til Pandrup. Dem besøgte han punktligt med faste mellemrum, og holdt sig orienteret om hvad der skete omkring sin gamle øde arbejdsplads. Selv døde han i 1986. – En sønderjyde havde vundet anerkendelse i Vendsyssel.
Foto fra bogen ”Energi fra våde moser” s.65
Læs evt. bogen:
Januar 2024 – Børge Møller
Et foredrag
Kaas Briketter A/S
Tørvebriketfabrikationen i Kaas.
Resumé af Ingeniør, cand. polyt. Johs. Jørgensens Foredrag d. 13. November 1934.
DET har længe for Tørvefabrikanterne været
et Ønske og en Nødvendighed at fremstille et Produkt, som er bedre end den almindelige Tørv vilde tilfredsstille moderne Menneskers Krav. Tørven bliver mere og mere et ubekvemt Brændsel. Den kræver megen Plads, fordi hele Forbruget skal tages hjem om Sommeren og fordi den fylder meget i Forhold til den afgivne Varme. Den kan derfor heller ikke taale megen Fragt. Forbrugerne er blevet forvænnet med at faa alle Forbrugsvarer i en smuk og koncentreret Form og dertil i Reglen i fine Indpakninger.
Tørvefabrikanterne har for at følge med i denne Udvikling i alle Dele af Verden forsøgt af Moserne at lave Briketter, som paa en Gang tilfredsstiller alle de ovennævnte Krav.
Opgaven har imidlertid ikke været let. Snesevis af Millioner er i Udlandet sat ind paa Løsningen af dette Spørgsmaal og uden Resultat. De fleste Forsøg gik ud paa at omdanne almindelige Tørv enten Eltetørv eller
Skæretørv til Briketter. Men Resultatet blev overalt, at Tørvene som
Raamateriale for Briketfabrikatio- nen blev for dyre. I Tyskland forsøgte man – efter den saakaldte Madruck-Metode – at anvende selve Raamosen som Raamateriale, idet man ad mekanisk Vej vilde presse Vandet ud af Massen. Det mislykkedes ogsaa.
I Kaas er man gaaet en Mellemvej, idet man som ved Tørvefabrikationen udnytter Lufttørringen i størst mulig Udstrækning, men alligevel faar et Raamateriale, der ikke er synderlig forskellig fra Raamosen. Processen i Mosen, der kaldes Kaas-Fræsemetode, er helt og holdent udviklet i Kaas i de sidste 5 Aar og maa anses for at være den endelige Løsning af det saakaldte Tørveproblem, selv om Metoden i Kaas endnu ikke er ved Grænsen af Udviklingen. Ideens Fader er Ingeniør. M. Ib. Nyboe. Nødvendig for Fræsemetoden er en Mose af passende Størrelse og rimelig god Kvalitet og med en saadan Beliggenhed, at der kan skaffes gode Afvandingsforhold.
I Kaas er der i Øjeblikket under Arbejde et samlet Areal paa 100 ha. Arealet er ved Hjælp af Grøfter inddelt i Felter paa 100 m’s Længde og 30 m’s Bredde, der er ordnet paa begge Sider af 1 km lange Hovedspor, der saaledes ligger 200 m fra hinanden. Midt imellem Hovedsporene og parallelt med disse gaar Hovedafvandingsgrøfterne, der snarest muligt føres ned til Sand- bunden. De andre Grøfter er kun 1 m dybe og tjener fortrinsvis i Forbindelse med Afrundingen af Feltets Overflade til snarest at bortlede Regnvandet.
Raamaterialet indvindes paa disse Felter udelukkende ved Hjælp af
Traktorer i Forbindelse med særlige Arbejdsmaskiner. Arbejdet paa Mosen udføres normalt fra 1. April til 1. September. I denne Tid bearbejdes Mosen, der ved Hjælp af Grøftesystemet er afvandet, mest muligt med 22 Traktorer, der holdes i Gang, saalænge Vejret tillader det, og saalænge man overhovedet kan se. I selve Sommertiden arbejder Traktorerne saaledes 20 Timer i Døgnet.
Den første Operation bestaar i at findele et tyndt Lag ca. 1 cm paa Toppen af Mosen saa fint som muligt. Dette foretages enten med særlige Pindharver, lette Tallerkenharver eller med roterende Fræsere. Det sidste byder de største Fordele og vil udelukkende blive anvendt i Fremtiden. Disse Traktorfræseapparater kan behandle Areal paa ca. 0,8 ha pr. Time. Efter Fræseen ligger det løsskaarne Lag findelt og meget løst paa Mosens
Overflade og har særdeles gode Betingelser for Paavirkning af Vind og ol. I Løbet af et Faatal af Timer er Lagets Overflade tør. Paa dette Tidspunkt kommer den næste Maskine, en Traktor med en 8 m bred Vendeharve og vender Laget omkring uden at rive nyt og fugtigt Materiale løs. Denne Operation gentages efter Tørringsforholdene -3 Gange. En enkelt Maskine kan overkomme ca. 5 ha i Timen. Laget ligger herefter spredt over Mosen med den ønskede Tørhed med Ca. 50-55 pCt. Vand. Med særlige Samleapparater bliver det nu med stor Fart indsamlet i en ca. 1 m høj
Bunke paa begge Sider af
Hovedsporene. Samleapparatet bestaar af en skraat stillet Plade ca. 2 m bred der, der skubbes foran Traktoren. Traktoren kører baglæns og tom fra Hovedsporet ned til Hovedgrøften og kører saa i et Stræk de 100 m frem til Hovedsporet skubbende alt tørt Materiale foran sig op til Sporet. Denne Operation foregaar med en Hastighed paa ca. 0,4 ha pr. Time. Fra dette Øjeblik er Materialet klar for Transport til Briketfabriken eller Stakken, der tjener som Lagerbeholdning af Råmateriale for hele
Vinterproduktionen. Der indvindes ved denne Proces i hvert enkelt Kredsløb omtrent Råmateriale til 5 tons Briketter pr. ha. Normalt kan der foretages 40 Høste pr. Sæson. således at der pr. ha kan indvindes Råmateriale til 200 ts. Briketter. Ved Fræsemetoden fordampes der ca.
2500 ts. Vand pr. ha og pr. Sæson. Naar Materialet først er indsamlet til Sporene, er det ret sikret mod Ødelæggelse af Regn, særlig naar der er indsamlet flere Gange ovenpaa hinanden. En Del af Regnen løber af paa Bunkens skraa Sider og Resten generes ikke af den Regn, der falder, inden Materialet transporteres bort. Normalt er Raamaterialet om Sommeren saa tørt, at selv heftig Regn paa Bunkerne ikke bliver følelig for Fabrikationen.
Fra de omtalte Bunker paa begge sider af Sporet læsses Materialet med Grebe i Vogne, der enten kører til Fabrik eller Stak. Normalt transporteres der i Sæsonen 2 Gange saa meget til Stak som til Fabrik.
Produktionsmaskineriet i Mosen er langt overlegen over Transporten. Selv i en Regnperiode foregaar derfor Transporten uhindret, da der normalt ligger store Mæng der af Raamateriale langs Sporene. I alle Tilfælde sørges der for. at der er Raamateriale nok til Forsyning af selve Fabrikken i Sæsonen direkte fra Mosen. Raamaterialet har en Vægt- fylde paa 350-400 kg/m3 og indeholder 175- 200 kg Tørstof/m3. Den største Del af Raamate- rialet bliver kort i Stak. Denne er 7 m høj og dækker 3 Td. Land. Med den omtalte Højde er Raamaterialet nogenlunde beskyttet mod Regn. Selv om praktisk talt alt Regn bliver optaget i Stakken, bliver det gennemsnitlige Vandindhold ikke større end at Fabrikken kan forarbejde det. En Beregning viser dog, at det vil være formaals- tjenligt at opbevare Raamaterialet under Tag. Fræsemetoden er selvfølgelig paa samme Maa- de som Tørvefabrikationen afhængig af Vejrfor- holdene. Ved Fræsemetoden løber man dog ikke nogen Risiko ved at begynde for tidligt og fortsætte længe. Saa saaré Mosen i Foraaret kan bære Maskinerne, begynder Arbejdet. Natte- frosten kan ikke ødelægge Materialet. I Efteraaret standses Processen af sig selv, naar Mosen bliver for vaad.
For den videre Forarbejdning af Raamaterialet spiller ved Siden af Fugtigheden Materialets Kvalitet en afgørende Rolle. Moserne er i saa Henseende saavidt forskellige, at Fabriken i hvert Tilfælde neje maa tilpasses efter den paagældende Moses Karakter. Det, der her er af størst Betydning, er Mosens Indhold af uformuldede Plantefibre. Dette Indhold sætter i Virkeligheden en Grænse for en Moses Anvendelighed til Fremstilling af Briketter. Man kan ganske vist tænke sig, at der vil kunne findes. Afsætningsmuligheder for den saakaldte Torve- uld, saaledes at Grænsen derved vilde kunne flyttes. Den Del af Ulden, der ikke under Fabrikationen bliver til Pulver, men stadig optræder som lange Travler, er uanvendelig til Briketteringen. I Kaas er saaledes 20-25 pCt. af Raamosen Uld af ovennævnte Beskaffenhed. Et Indhold som dette er imidlertid netop pas- sende som Brændsel paa en Fabrik. Hvor Varme økonomien er den bedst mulige. Det vilde derfor ikke være af Betydning. at Uldindholdet var mindre. Et større Uldindhold derimod vilde betyde, at Fabriken maatte bygges med daårlig Varmeøkonomi for Øje, og Raamateriale forbruget vilde dermed blive større. I alle Til- fælde vilde det, så længe der ikke findes Afsætning for Ulden, være nødvendigt at indrette Fabrikken således, at Ulden kan brændes, da det vil koste Penge at transportere den bort. fabrikken i Kaas forarbejder daglig mellem 5 og 600 m Raamateriale. Denne Mængde til- køres Fabriken daglig enten fra Mosen i Sæsonen eller fra Stak efter Sæsonen i 4 m’ Vogne. der med et enkelt Greb kan tommes i Fabrikens overdækkede Bunker. Transporten foregaar paa 8 Timer, og
Bunkeren er saa stor. at den kan optage Raamateriale til næste Morgen.
Læsning og Transport kan saaledes hele Aaret rundt foregaa ved Dagslys. Fra Bunkeren tom- mes Materialet gennem særlige Maalesluser. der dirigeres elektrisk fra Fabriken og sorger for konstant Fødning, ned paa et Transportbaand, der ender i Mølleriet. Her bliver Raamaterialet pulveriseret med Undtagelse af Ulden og samtidig blandet med tørt Pulver til en for den øvrige Proces passende Tæthedsgrad. Efter en yderligere Behandling i en Blan- dingsmaskine bliver det jævnt fordelt over 5 – Sigter efter egen Konstruktion, der skiller Raamaterialet i Pulver og Uld. Pulveret gaar herefter til Tørreren den saakaldte Peco-Terrer – og Ulden gaar til Fyret. Peco-Terreren, der repræsenterer det sidste
Fremskridt paa Terre- – teknikens Omraade, bestaar af 4 Terreagregater. Pulveret blæses i en bestemt Rækkefølge gennem de 4 Apparater og bliver tørret ned til ca. 10 pCt. Vand paa nogle faa Sekunder. Dampforbruget paa Torreren er normalt 1 kg Damp a 3 atü for hver kg Vand, der skal fordampes.
Fra Torreren gaar Materialet uden Afkøling til Briketpresserne, hvoraf der i Øjeblikket forefindes 2. En tredie vil dog snart blive opstillet. Presserne er Buckau-Presser af samme Slags som de Presser, der anvendes til Brunkul, men med en Slaglængde, der specielt er tilpasset for Tørv. Fabriken kan efter Opstilling af den 3. Presse producere 80 ts. Briketter daglig af det letteste Materiale. Med godt Raamateriale vil Grænsen være ca. 100 ts. i Døgnet.
Som Brændsel under Dampkedlen bruges ude- lukkende den fra Sigterne kommende Terveuld. Denne optræder i Reglen med et Vandindhold paa 50-55 pCt. og er som saadan et meget daarligt Brændsel. Ved Hjælp af en af Peco konstrueret Reggasterrer bliver Ulden dog fortørret til 25-30 pCt. og brænder herefter udmærket paa Vandrerist. Røggassen afkøles samtidig fra 300-120. Kraftanlægget bestaar af en moderne 260 m2 Rørkedel for 24 Atmosfærers Tryk og en 300 HK Dampmaskine med Generator. I Dampmaskinen udnyttes Dampen fra 24-8 atü. Med 8 atû gaar den videre til Presserne, hvor den udnyttes fra 8-3,5 atů for derefter at gaa paa Tørreren, hvor den kondenseres. Kondensatet gaar med ca. 130 og 3,5 atü til Fødepumperne og herefter tilbage paa Kedlen. Terrerens Dampforbrug er paa denne Maade Fabrikens totale. Dampforbrug til Kraft og Varme. Vi kan med. Stolthed bemærke, at der i Øjeblikket i Verden ikke findes nogen Briketfabrik med en tilsvarende Varmeøkonomi.
Fabriken i Kaas er med Undtagelse af Tørre- apparaterne projekteret af Fabrikens egne Ingeniører og er for en stor Del udført som dansk Arbejde.
14.-12.-34.
Johs. Jørgensen.
Jeg har boet og arbejdet på Brønderslev-egnen siden 1993, og Vendsyssel blev hjemme for mig på et splitsekund. Min fortælling om mine mange år på den egn – de fleste sammenhængende år i mit liv – er en fortælling om at følge sit hjerte, både når livet har været fyldt med glæder, og når det har bragt sorg.
Min storebror sagde senere, at han aldrig havde hørt mig være så sikker på noget, som da jeg ringede og fortalte jeg skulle giftes.
Engel med jordforbindelse fra kunstetapiuddannelsen
