den 90årige fhv. gårdejer Povl Stevns, tidligere Stenum er nu bosiddende i Serritslev.  Povl som er en dygtig skribent, har gennem et langt liv skrevet meget og har nu udgivet mange artikler, forfattede sange, små digte, satiriske skriv og egne historier fra sin barndom i Vrensted Præstegård til voksenlivet. Her et lille udpluk

Dansk landbrug i en brydningstid.

 Af Povl Stevns

 

 

 

 

I sidste halvdel af 1900tallet startede en strukturudvikling af dimensioner inden for dansk landbrug. I stort tal nedlagdes landbrugsbedrifter og jordtilliggenderne fra disse nedlagte brug blev sammenlagt med større og mere tidssvarende bedrifter, da man derved kunne opnå rationaliserings-gevinster i det daglige gennem nedsættelse af arbejdsstyrken, bedre udnyttelse af maskinerne, bedre og billigere indkøb af foderstoffer, gødning, sprøjtemidler m.m. gennem forskellige rabatordninger, der således især kom storproducenterne til gode. Endvidere stillede flere af vore andelsselskaber krav om en minimumsgrænse ved leveringer samtidig med, at der opkrævedes stop penge. Alt dette medførte, at mange mere eller mindre frivilligt så sig nødsaget til “at springe på vognen” og andre gjorde det af ambitiøse årsager og fortsatte inden for landbruget under de givne vilkår. Atter andre valgte i stedet at “stå af ræset” og fandt anden beskæftigelse, gik på efterløn eller pension.

Også specialiseringen tog fart. Hvor der tidligere på gårdene havde været planteavl, kvæghold, svinebesætning og fjerkræhold gik man nu i større udstrækning over til at hellige sig enten planteavl alene eller planteavl sammen med kvæghold eller svinehold; sjældnere begge dele.

For nogen blev disse år en succes, for andre gik det ikke helt som forventet. Sådan er det jo her i tilværelsen også i andre forhold. At det gik galt for flere, kan være mere eller mindre selvforskyldt. Nogle “knækkede halsen” på grund af det meget høje renteniveau vi havde i en længere periode, atter andre på grund af stærkt stigende jordpriser for blot at nævne et par eksempler. I det følgende har jeg medtaget et par digte fra denne periode. Først et digt om den ambitiøse “Mr. Pig”, og dernæst et andet om “gode råd til en bedre fremtid” for den fortabte givet af en, der havde sit på det tørre og derfor ikke selv havde behov at efterleve dem. Og endelig til slut et digt om bonden, “der bare lod stå til”.

 

DER VAR SÅ DEJLIGT UDE PÅ LANDET

En griseavler Mr. Pig,

forstandig, smart og meget kvik,

forelsked’ sig i skrig og skrål

og satte sig det høje mål

at skabe den perfekte gris

og fede svin i tusindvis.

 

Han byggede et hus så stort,

for ham det var den rene sport,

thi der var masser af visioner

og banken kom med millioner.

 

Der var budgetter, men I ved,

man misteltenen ta’r i ed

hvis man sig skal gardere.

Det glemte han – med mere.

 

I starten gik det dog så godt,

for pris og sundhed var så flot,

men snart sig lykken vendte,

dermed succesen endte,

for prisen faldt, baciller kom,

og snart stod hele stalden tom,

en frygtelig affære,

slet ikke til at bære.

  

Så kom hans pengeinstitut

og sagde, at nu var festen slut:

“Vi kan ej kassen lænse,

der være må en grænse,

tilbage du din frihed får,

men banken overtager din gård”.

 

Da gik hr. Pigless stille rundt,

for slige hændelser gør ondt.

Der røg de hjemlige bastioner,

hans hus, hans hjem og hans visioner.

 

Hvad var det dog, der fik ham til

at sætte hus og hjem på spil,

var det mon grissemænd og -koner,

hans høje mål, hans ambitioner?

 

En drøm var slut for Mr. Pig,

der nu den kolde skulder fik.

At blive stor, han ønsked, men

i glemsel hviler nu hans ben.

Han glemte, det vi andre ved, –

at ta’ sin mistelten i ed.

 

Okt. 1992. Povl Stevns.

 

Jen – to-tre og så på ́n igen.

Mel.: Hen til kommoden og tilbavs igen.

 

Kære gode borger

glem du dine sorger,

hæv dig over dagligdagens trummerum,

for nu skal du høre,

hvad du blot kan gøre

for at skabe dig en helt gevaldig sum:

“Køb et par kalkuner,

straks jeg ved, det luner,

de bli’r nemlig store på en enkelt dag;

mad på bordet kommer,

guld i dine lommer,

ja, det er så givet alle tiders sag”.

Jen-to-tre og så på’n igen,

lækkert magert kød til folkets ganer,

vinger og bryster og alt det der

og store inderlår af høns og haner.

 

 

“Byg blot et par huse

og lad vinden suse,

for kalkuner vokser af det bare luft

det vil du erfare,

og det kan du klare

bare med en lille smule sund fornuft.

Du skal intet gøre,

af sig selv det køre;

arbejdskraft behøver du ej tænke på.

Det for dig vil lykkes,

og jeg ved, du tykkes;

den slags ting, det kan fornuften da forstå”.

Jen-to-tre og så på’n igen

to kalkuner mere straks du køber.

huse og frisk luft og meget mer,

og snart du dig i lykkens kåbe svøber.

“Derfor kære borger

glem du dine sorger

fremtiden sig tegner både lys og skøn,

intet mer dig truer

og jeg ved, du huer

at få nogle tusinde lagt på i løn.

Gi’ den hele armen

og kom ind i varmen,

der hvor penge er et sekundært problem,

det for dig vil lykkes,

og jeg ved, du tykkes

om at kunne sidde på den grønne gren.

Jen – to-tre og så på’n igen

se nu at få startet med det samme,

lykken den vinker til dig her og nu

og nydes før fiduserne bli’r klamme”.

 

16. februar 1994.

Povl Stevns.

 

Tilbagetrækning.

Af Povl Stevns

 

Det at stå foran en fyring eller en frivillig afgang fra arbejdsmarkedet eller/og en eller flere tillidsposter kræver en omstilling, ikke alene til en lavere indkomst, men også til en anden livsform med mere fritid, der skal udfyldes. Hvordan udnyttes denne øgede fritid bedst muligt? Ja, det er det gennemgående spørgsmål for rigtig mange. Det lyder i de fleste tilfælde som om, den skal bruges på børnebørn og rejser, men er det tilstrækkeligt? Der er jo mange dage året rundt, der skal udfyldes. Nogle klarer omstillingen med bravour, andre har sværere ved det.

For at illustrere dette følger først et eksempel på, hvilke tanker en kommende pensionist kan have gjort sig inden tilbagetrækningen. Dernæst ser vi et eksempel på, hvorledes en tilbagetrækning kan ende som en fiasko.

 

 

 

 Hvad med kulturen?

Mel.: Anders var i Anna kær

Liet er en gave skøn. Det må du tænke på,

derfor er der mange tig, du gerne må forstå,

vælge dig en livsform, hvor du finder dig tilpas,

hvor der også til kulturen levnes noget plads.

Hula, hula hej, det er godt for dig.

Hulahej og tralalej, ja, det er godt for dig!

 

Mon du bare trisser rundt og fodrer dine svin,

spiser lidt og sover lidt og ta’r din medicin,

ta’r på indkøbstur til Storkøb, når du mangler brød,

kikker lidt på skærmen på en hummer, der er død?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Mon du ikke ser på andet end økonomi,

på hvad flæsket koster og hvad svinene ka’ gi’.

på hvor meget foder alle grisene skal ha’,

og på hvilke afgrøder, det helst skal komme fra?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Tænker du mon bare på, hvor stort et brug, du får,

tænker på, hvor mange svin, du kan ha på din gård,

tænker på, hvor mange liter gylle, du skal ha

og hvordan du nu får møjet til at løbe fra?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Mon dog ikke her på jorden findes andre ting,

der kan fylde tankerne og sætte dem i sving,

noget uden svin og gylle, noget du kan li’,

noget ganske andet end blot fagidioti?

Hula, hula hej, noget nyt på vej?

Hulahej og tralalej, som kan fornøje dig?                                                                                                     Povl Stevns. (26.01.1992).

Nekrologen.

 

Jeg kendte en mand, der var dygtig som få,

han havde et landbrug og drev det som så,

var formand for dit og var formand for dat

en dygtig forhandler ved dag som ved nat.

 

Da han blev halvfjerds, måtte han holde op,

for med tillidsposterne blev der sagt stop,

så ville han læse om Odin og Thor

og Balder og Loke, om himmel og jord.

 

Det gik ej som så, han kom ikke i gang,

for hans “læsepause” var blevet for lang,

blot, hvad der kom, og blev husstandsomdelt,

blev grundigt studeret og efterset.

 

Så proprietæren, der drev det så vidt,

For ham det endte i grunden så skidt.

Før drev han landbrug på mesterlig vis,

var dygtig politiker, men nu det si’s:

 

Han droppet har både dette og hint,

er blevet alene og noget forpint.

Han lever dog stadig, men bare delvis,

hans eneste læsning er ugens avis.

 

Povl Stevns. (6.10. 1993).

 

 

Nå ́et om præster.

I svunden tid ej fandtes

kvindelige præster;

nu er det gerne dem, man ser,

når man en kirke gæster.

Så er det just i vort provsti,

hvor ud af tolv, der findes ni,

så her de dominerer

og bli’r nok stadig flere.

 

I “gamle dage” præsten var

jo hele sognets lærde,

hos hvem man gerne bad om svar,

når noget var på færde,

som brændte på og var gedulgt

og gerne skulle holdes skjult

af helt private grunde.

Man vidste, præsten kunne.

 

Man kaldte præsten for “Vor få ́er”

i sognene på landet.

den titel nu ej længer’ går,

hvor kønnet nu er blandet.

Måske man her om føje år

en anden titel til dem får,

og den sandsynlighed er stor,

at præstens “titel” bli’r “Vor Mo’er”.

 

Maj 2012.

Povl Stevns.

 

 

Udviklingen hen imod kvindelige præster, tog sin begyndelse, da biskop Hans Ølgaard den 28.04.48 ordinerede de tre første af slagsen i Sant Knuds Kirke i Odense.

På det seneste er denne udvikling forløbet med stormskridt, således at der er i dag er stor risiko for, at man om få år vil betragte præstegerningen som et udpræget kvindejob (vi kender det f.eks. fra sygeplejerskernes verden, hvor en sygeplejerske er en kvinde – eller en mandlig sygeplejerske).

Med den udvikling, vi er inde i p.t., er min formodning den:

1. At færre og færre mænd vil søge det teologiske studie.
2. At en præst er en kvinde, medmindre præsten omtales som en mandlig præst.
3. At en bevægelse i den feminine retning let vil komme til at præge kirkens måde at fungere på i en retning, som meget let kan komme til at virke afskrækkende på mænd og bevirke, at afstår fra at deltage i de kirkelige handlinger og det kirkelige arbejde som sådant.

 

Hvorledes der kan “gribes ind” overfor udviklingen og om en indgriben er ønskelig, er det svært at tage stilling til, men man skal allerede på nuværende tidspunkt gøre sig klart, i hvilken retning udviklingen går med stormskridt og om denne udvikling er ønskelig for menighederne og for det kirkelige arbejde i den danske folkekirke i det hele taget.

Povl Stevns. Maj 2012.

 

Fandens fødselsdag,  11. juni 2012.

 

Den 11. juni 2012 blev sådan en mærkelig dag. Ved morgenbordet talte vi om, at det var “Fandens Fødselsdag”, men at det ikke længere var et problem for os, da vi ikke længere havde afdrag og renter, det forfaldt til betaling. Alligevel blev 11. juni på sin egen måde til “Fandens Fødselsdag”: Klokken 08.50 ringede en dame fra Pengeinstitutankenævnet for at fortælle, at vores klagesag levede endnu og ville fortsætte hermed, indtil der var faldet dom i den sag, der var anlagt som gruppesøgsmål af Garantiblokken i forbindelse med lukningen af den tidligere Løkken Sparekasse. Endvidere gjorde hun opmærksom på, at vores sag, som det så ud i dag, ville blive betragtet som “opsigelsesṣag” og underkendt, som de øvrige opsigelsessager var blevet. Nu måtte man vente på udfaldet af retssagen og se, om den kunne føre til en anderledes afgørelse. En afgørelse i den anlagte retssag havde lange udsigter, føjede hun til. Jeg bekræftede, at vi ikke havde tilmeldt os gruppesøgsmålet, da vi fandt det sikrere hos ankenævnet. (Man kan ikke være med begge steder).

Den 11. juni 2012 var også dagen, hvor 8 biskopper senere på dagen til kirkeministeren afleverede et vielsesritual til brug ved kirkelige vielser af homoseksuelle og lesbiske. Et vielsesritual, der skal være gældende fra den 15. juni 2012. Disse bisper havde tænkt kreativt og manipuleret så meget med skriftens ord, at de var blevet i stand til at udarbejde et sådant ritual, der kunne tilfredsstille kirkeministeren og et flertal af folketingets medlemmer (hvad kommer det egentlig dem ved?). I en kommentar til TV-avisen sagde en præst om dette “mesterværk” bl.a., at de homoseksuelle og lesbiske vel også var lige så gode som alle andre. Hertil er kun at sige, at det er der vel heller ikke nogen, der har sat spørgsmålstegn ved. Sagen er blot den enkle, at det ikke vedkommer sagen, om de er gode eller ikke, men om et såkaldt “ægteskab” mellem dem har hjemmel i den kristne tro. Det er underligt at se, hvordan man gang på gang ændrer på den kristne tros grundlag for at få det til at passe efter kirkens og befolkningens forgodtbefindende med det til følge, at kristentroen udvandes og det hele efterhånden bliver ligegyldigt. Ønsker man vitterlig en ligegyldig kirke, hvor troens ord tilpasses det bekvemmeste og kirkens præster blot skal optræde som ceremonimestre?

Og som den 3. ting, der “falder på plads” den 11. juni 2012, skal nævnes folketingets vedtagelse af loven om 10 m dyrkningsfrie bræmmer langs alle vandløb. Hvem skal så betale? For der skal vel ydes en klækkelig erstatning til bønderne? Sidst man udlagde bræmmer blev grundloven tilsidesat, da dette åbenbart var den letteste måde for folketinget at ordne sagen på. Vil man også denne gang se bort fra begrebet “privat ejendomsret”? Det må desværre frygtes.

Det er beskæmmende at se, hvorledes så grundlæggende værdier som foran nævnt trædes under fode af bekvemmelighedshensyn:

Se, hvorledes det accepteres, at pengeinstitutterne tilsidesætter lovligt og bindende indgåede aftaler.

Se hvorledes, bisperne og det danske folketing fifler med skriftens ord. vild

Og ser, hvorledes det lykkes landets regering at tilsidesætte grundloven, når det passer ind i dens kram.

Ja, det blev alligevel til en “Fandens Fødselsdag”.

En sommerdag,

en morgenstund

en “fødselsdag”, ak, ja!

Man burde starte dagen

med et rungende hurra.

 

Det skete ej, alt det til trods,

en “sky” sig viste brat

og fejed optimismen bort

ved at fortælle at:

 

Vor klagesag har trange kår,

og svaret, det vil bringe,

når det os langt om længe

når sandsynligvis bli’r ringe.

 

Ak, siden fulgte sky ved sky,

til dagen den var omme

og med sig førte, at vi kunne

mærke tvivlen komme:

 

Om intet mer troværdigt er,

om intet mere gælder,

om hvad vi forhen tro’de på,

nu ikke mere tæller.

 

Povl Stevns

En løftet pegefinger.

Året 2020 har udviklet sig til at være et rigtigt Corona år, med en masse kedelige konsekvenser til følge. I håb om at få os til at stå sammen om at bekæmpe virkningerne af denne pandemi og komme billigst muligt gennem den, er vi dagligt blevet tudet ørene fulde af formaninger og restriktioner.  Midt i alt dette og her på den mørkeste tid af året må vi dog ikke glemme at holde modet oppe.  Der er da lys at se forude.

Vi må heller ikke glemme, at der så sandelig også er andre væsentlige ting, det er vigtigt at tage vare på – ikke mindst nu, hvor julen står for døren. Hvad med nisserne? Har du tænkt på dem? Ja, hvad er det dog for noget? Måske det også her ville være fornuftigt med lidt

 

 

Rettidig omhu.

 

Store mænd og store koner,

ungersvende og matroner,

alle går de rundt og tror,

at de ved, hvor Nissen bor.

 

Det var også vældig rart,

hvis det var så soleklart,

men der er det jo slet ikke

og det ved de særligt kvikke.

 

Nisser kommer frem til jul,

ellers lever de i skjul;

overalt de kan forsvinde,

både udenfor og inde,

 

Og i deres gemmer små

kan de alting hitte på:

drive gæk med èn og hver,

lave rod og stort besvær,

 

Stille uret lidt tilbage,

drille mor, når hun skal bage

og hvis de er rigtig slemme,

kan de legetøjet gemme.

 

Rare kan de også være

og de søde børn forære

fine gaver, når til jul,

de forlader deres skjul.

 

Derfor vær mod Nissen sød,

giv til jul ham risengrød;

det vil sikkert ham behage

og han vil dig næppe plage.

 

December 2020.     Povl Stevns.