Af Hanne Svensmark
Jeg har boet og arbejdet på Brønderslev-egnen siden 1993, og Vendsyssel blev hjemme for mig på et splitsekund. Min fortælling om mine mange år på den egn – de fleste sammenhængende år i mit liv – er en fortælling om at følge sit hjerte, både når livet har været fyldt med glæder, og når det har bragt sorg.
Præst i Jerslev
Her foran Jerslev Kirke ved min indsættelse som præst
En solbeskinnet lys forårsdag i 1993 kørte jeg igennem Jerslev og byen tog sig ud fra sin bedste side. Jeg havde netop prøveprædiket til embedet som sognepræst i Jerslev, Mylund og Hellum, og jeg var ikke helt sikker på det var gået godt.
Da menighedsrådsformanden et par dage senere ringede og sagde: ’Vi har været så letsindige, at vi har peget på dig’, så vidste jeg bare, at jeg ville få det godt i Jerslev.
Præstegården i Jerslev
Omkring første juni flyttede jeg ind i præstegården med min mand og mine tre sønner. Vi kom fra 60 kvadratmeter i et lille usundt hus i Salling, så den store præstegård var vældig overvældende.
For mig var det meningsfyldthed fra dag et, jeg kom som en lidt usikker studerende der pga. af børnefødsler, min mors sygdom og meget flytten omkring havde brugt alt for lang tid – i hvert fald efter min fars mening – på at blive færdiguddannet.
Men pludselig gav det hele bare mening, alle de småbekymringer jeg havde før min ordination om kjole og ritualer og ditten og datten forsvandt som dug for solen, for jeg trådte ind i en gerning, som bare var mig, sammen med en række skønne mennesker, som gjorde det nemt at være deres præst.
Jeg følte mig som en blomst der endelig var sprunget ud.
Jeg blev kastet ud i begravelserne og havde tre den første uge jeg var præst. Min yngste søn blev indlagt i Hjørring med lungebetændelse, samtidig med jeg startede, så jeg sad på Hjørring Sygehus og skrev min første begravelsestale i hånden en nat.
Men selv der var jeg i en dejlig ro, for jeg kunne mærke at tingene gav mening.
Mit ægteskab holdt ikke til at jeg blev præst, så efter halvandet år flyttede min daværende mand ud af præstegården.
Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på de tilkendegivelser, jeg fik dengang, en bakke æg på trappen, praktisk hjælp, et par der mente at sofaen i deres udestue, havde de vist ikke brug for selv.
Drengene fik også ret hurtigt en slags reservebedstemor, som boede lige på den anden side af vejen og var en uvurderlig hjælp for mig, mens de stadig var små.
Når jeg ser tilbage på de 14 år jeg var sognepræst i Jerslev, ser jeg tilbage på en tid med store personlige glæder og sorger, og en tid hvor jeg levede med i mit sogn og mine sognebørns liv, og de levede med i mit.
Jeg ved, at det, at jeg ikke skjulte sorgerne i mit eget liv, gjorde at mange oplevede, jeg virkelig var deres præst ved at være et lige så sårbart og fejlbarligt mennesker som alle andre.
Når jeg var vred på mig selv over, at jeg ikke havde kunnet lade være med at knibe tåre på vej ud foran kiste, sagde folk til mig: Det viser jo bare at du er vores præst.
Når jeg som mor til et fodboldbarn gennem flere år tog vagter i markedsteltet til Jerslev Marked og ryddede op der fredag aften, syntes folk, at det da godt nok var friskt gjort af præsten. Det gav anledning til mange sjove snakke, når folk hjulpet på vej af alkohol og markedsstemning havde ting, de gerne ville tale med præsten om.
Mit livs kærlighed
Det kom til at sætte et helt nyt fortegn for mit liv, at jeg i efteråret 2001 mødte Per, mit livs kærlighed.
Han og jeg var begge – mere af pligt end lyst – taget til et møde i Det mellemkirkelige Stiftsudvalg, hvor vi skulle samarbejde om at opstille en Grundtvigsk Liste til valget.
Vi havde ikke så længe i forvejen fået renoveret Jerslev Kirke med nye farver og et smukt orange solskinsloft, og da jeg havde farvet håret rødt den gang, var Pers indgangsreplik til mig:
’Nå du er hende med det orange loft, er det fordi det skulle stå til håret?’
Sammen med min organist, Jørn Andersen, havde vi gennem nogle år udviklet en meget smuk tradition med ni læsninger i december, som Per blev meget begejstret for.
Han henvendte sig til mig og tilbød at finansiere en optagelse af vores Ni læsninger, som skulle deles ud som cd’er til hele pastoratet. For ham var vi et eksempel på, hvad det lokale sognearbejde kan, når det er bedst.
Jeg drillede ham senere med, at det var et meget dyrt scoretrick.
For selv om jeg nok syntes, han var lidt for kvik i replikken ved første øjekast, var han en ihærdig og meget overbevisende bejler og i januar året efter blev vi kærester.
Min storebror sagde senere, at han aldrig havde hørt mig være så sikker på noget, som da jeg ringede og fortalte jeg skulle giftes.
I maj måned 2002 blev vi gift en pinselørdag med høj sol og den smukkeste blå himmel, telt i præstegårdshaven, overvældende mange gæster og det hele sluttede med fyrværkeri.
Desværre fik vi kun lov til at være gift i atten måneder, Per blev alvorligt syg af depression året efter og i august måned 2003 tog han sit eget liv.
Det skabte naturligvis chok i hele lokalområdet, og jeg oplevede endnu engang en fantastisk opbakning og vilje til at være der for mig.
Jeg fik det smukkeste brev fra et sognebarn, som skrev at hun havde spekuleret over hvem der nu var præst for mig, som ellers var til stede for alle andre. Og hun var kommet frem til, at nu var det sognebørnenes tur til at være præst for mig.
Per var et meget engageret og viljestærkt menneske. Han fyldte et rum, når han trådte ind i det. Som par var vi gode sammen, der opstod en helt særlig energi i mellem os, og jeg har siden tænkt, at tiden med ham gjorde mig til et mere modigt menneske, end jeg var i forvejen.
Jeg ved, det kan være svært for andre at forstå, fordi det endte så brat og så voldsomt, men jeg er fyldt af taknemmelighed over tiden med Per og ville ikke have været ham foruden. Han er en del af mit fundament i livet nu.
Angående de Ni læsninger så indspillede vi CD’en efter Pers død, og den blev husstandsomdelt som han havde bestemt. Jeg hører den stadig hvert år op til jul.
Svensmark Samtaleværksted
Det skulle vise sig, at mit hjerte få år efter jeg mistede Per, førte mig ind på en helt ny vej.
Allerede før jeg mødte Per, var jeg begyndt at overveje, om jeg skulle tage en psykoterapeutisk efteruddannelse.
Jeg blev stadig oftere søgt til sjælesorg og havde et ønske om at udvikle mine evner og faglighed på det område.
Så da jeg var vendt tilbage til en lidt mere normal hverdag igen efter Pers død, startede jeg på en uddannelse som narrativ psykoterapeut i 2005.
Det kaldte på noget i mig, og en dag mens jeg kørte mellem to gudstjenester i Hellum og Mylund, slog det ned i mig, som et lyn fra en klar himmel, at jeg måtte forlade præsteembedet og starte som psykoterapeut.
Det virkede som en helt håbløs tanke, som jeg i første omgang prøvede at slå hen. Men tanken var stædig, det var en vej, som jeg var nødt til at følge.
Så efter 14 år som præst i Jerslev forlod jeg i 2007 embedet for at blive selvstændig psykoterapeut og jeg lavede firmaet Svensmark Samtaleværksted.
Det var alle ikke lige tilfredse med. En minikonfirmand stillede sig op overfor mig med armene i siden og sagde meget bestemt: ’Jeg synes, at når man har døbt nogen, skal man også konfirmere dem.’
Svensmark samtaleværksted gik i begyndelsen ganske godt, jeg havde blandt andet samtaler, undervisning, et vikariat hos Kræftens bekæmpelse, undervisning af pårørende til mennesker i alkoholbehandling. Men så kom finanskrisen.
Endnu engang blev jeg reddet af, at jeg fik givet muligheden for at følge mit hjerte og på den måde finde den vej jeg skulle følge.
Det gammelrosa hus
Med til det at følge sit hjerte hører også at skabe sig gode fysiske rammer. Skønhed, ro og farver omkring sig er simpelthen godt for sjælen.
Jeg var så privilegeret at jeg kunne købe en byggegrund og skabe mit eget sted.
Drømmen startede på et stykke kvadreret A4-papir, hvor jeg slog og flyttede streger. Ofte vågnede jeg om natten med en ny ide og stod op for at rette til på papiret.
Så fik byggefirmaets arkitekt mit udkast og omsatte det til det muliges kunst, men han slap ikke af med alle mine skæve vinkler, jeg holdt stædigt fast i nogle ting og udtænkte selv løsninger.
Den proces var fuld af gaver for mig, efter 14 år i en præstegård var det mig meget magtpåliggende at blive herre i eget hus. Give mig lov til at mærke efter, hvad der var rigtig og forkert, og kunne give det et så stærkt fysisk udtryk som et hus er.
Min bygmester sagde på et tidspunkt: ’Jeg ved godt, hvorfor du ikke er blevet gift igen Hanne. Du er så stædig, og ofte viser det sig du har ret.’
I den tid jeg boede i det gammelrosa hus, er jeg ikke vågnet én eneste morgen uden at føle taknemmelighed over, at dette var mine rammer.
Maleriet og farveglæden
Inspiration fra Mexico
Kemoengel
At bygge hus var virkelig en kreativ proces, og netop det kreative og farveglæden, har altid haft en særlig plads i mit hjerte, men gennem mange år havde jeg svært at få rigtig på, plads hvad det betød for mig.
Jeg skulle først gøre op med andres absolutte udsagn om hvad der var rigtig og fin kunst, og at det ikke nødvendigvis er mig, der ikke har forstået noget, når jeg ikke kunne se det store i et anerkendt værk, men måske forelskede mig i det lige ved siden af.
Kombinationen af gul og lilla har jeg altid været ganske særlig vild med, men fik som ung at vide, at det kunne man da bare ikke sætte sammen, så jeg skulle lige blive gammel og moden nok til at befri mig fra det der ’man’, før jeg for alvor fik øjnene op for, hvad kunsten kan.
Denne nye indsigt befriede mig til at begynde at male for alvor det år min yngste tog på efterskole og jeg blev alene i mit hus.
Jeg har mange motiver i mit repertoire, men det år malede jeg især sorgen over min mand, jeg malede mange billeder og græd mange tårer og gennem det fik jeg lov til at sørge og hele.
Den erfaring var med til at føre mig på sporet af meningen med at tage en kunstterapiuddannelse. For her arbejder man netop med at lade tingene komme til udtryk, uden vi først har censureret dem med forstanden, og det giver så mange muligheder for at opdage, hvad der er det rigtige for en selv.
Kunstterapi og socialpsykiatri
Samtidig med at jeg begyndte på uddannelsen som kunstterapeut var jeg så usædvanlig heldig at få job i Center for Aktiv Livsstil ved Brønderslev Kommune som netop kunstterapeut. Og på den måde fik jeg lov til at lære socialpsykiatrien at kende.
Det var en ren gave at få lov til at omsætte alt det jeg lærte i praksis løbende og Aktiv Livsstil var et virkelig godt projekt, hvor især unge som faldt mellem alle mulige andre stole fik ro og støtte og sparring til at finde lige netop deres vej.
Ideen bag Aktiv Livsstil faldt så godt i tråd med mine værdier om at give mennesker mulighed for at finde deres egen vej gennem tingene, fremfor at servere lukkede og færdige løsninger.
Desværre faldt projektet for kommunens sparekniv og blev lukket og jeg blev omplaceret til Det Blå Hus.
Arbejdet i psykiatrien var for mig rigtig meningsfyldt. Jeg har stor respekt for de mennesker, jeg mødte som brugere af vores tilbud og deres evner til at skabe sig et liv på trods af alle de udfordringer, som var deres.
Det Blå Hus er et hus med så meget gensidig hjælpsomhed, humor og plads til at være, at jeg er meget stolt af at have været en del af dette fællesskab.
Jeg husker med stor taknemmelighed håndsarbejdstimerne i huset – hvor jeg takket være stor tålmodighed fra en brugers side, lærte at hækle og hvor vi havde rigtig mange gode samtaler om livets tilskikkelser.
En af de sjove ting er, at selv om jeg selv var meget optaget af at adskille det, at jeg var præst fra mig som psykoterapeut, blev jeg ret konsekvent kaldt Hanne Præst i Det Blå Hus.
Og her – ligesom i mit private samtaleværksted – blev jeg flere gange opsøgt til samtaler, netop fordi jeg var begge dele. Når jeg kigger tilbage på det, giver det så meget mening og er en rød tråd i mit liv, at jeg selvfølgelig er alt det jeg bærer med mig, og med til det hører at jeg er præst.
Men mit arbejde hvor jeg var ansat som kunstterapeut, blev lige så langsomt udhulet til at kunstterapien ikke var min hovedopgave, men noget jeg da godt måtte lave, hvis jeg havde tid, for alt det andet som skulle klares.
Det var kommunens sparepolitik som til sidst drev mig til at kigge efter andre veje, da jeg til ikke fagligt kunne stå ind for det som Det Blå Hus på det tidspunkt blev sparet ned til.
Engel med jordforbindelse fra kunstetapiuddannelsen
At insistere på hver dags glæde
Før vi kommer til næste kapitel i mit arbejdsliv, hører året 2013 med i min beretning. I den periode mens jeg arbejdede i psykiatrien, blev jeg ramt af brystkræft.
Heldigvis blev jeg radikalt opereret, det vil sige, at al kræften blev fjernet sammen med knuden, men alene det at blive konfronteret med tanken om, at nu er det måske slut, er selvfølgelig meget voldsom.
Jeg skulle gennem et behandlingsforløb med både kemo og stråler og forud for det, havde jeg en underlig ide om, at det ville være en helt sort tid, som bagefter ikke kunne spores i kalenderen.
Heldigvis blev det til noget helt andet. Jeg tilskriver det selv en oplevelse, jeg havde på vej til Mors, i den periode jeg ventede på svar på min biopsi.
På vej gennem det smukkeste landskab til færgen ved Feggesund kunne jeg pludselig mærke en solstråle varme mig i nakken, og midt i min kaotiske sindstilstand, blev jeg bare ramt af den mest ubændige livsglæde. Dér gav jeg mig selv et løfte om at fokusere på livskvaliteten og på de kostbare øjeblikke, uanset hvad der skete.
Jeg skrev bloggen ’Troldheksens cancerdagbog’, den handler om min kamp for at være så meget andet end en kræftpatient og alle de tanker som sådan et forløb skaber i en.
Det er en meget typisk måde for mig at møde mit livs udfordringer på, at prøve at finde en måde at reflektere og dele og finde meningen, også når det hele er sat på spidsen.
Den dag i dag kan jeg stoppe op og mærke taknemmeligheden over, at der var flere år til mig at leve i.
Om at vende tilbage til et udgangspunkt
I årene efter jeg stoppede som præst i Jerslev, havde jeg fra tid til andet vikarieret som præst ved forskellige gudstjenester, men altid med den følelse, at det havde været rigtigt for mig at forlade præsteembedet.
Sådan var det lige indtil juleaften 2015 hvor jeg vikarierede for en kollega og pludselig kunne mærke en helt anden følelse på prædikestolen.
Jeg stod på prædikestolen og kiggede på kirkegængerne, og kunne mærke, at nu ville det give mening, at jeg blev sognepræst igen.
Det kom til mig på samme måde, som tanken om at lave mit eget samtaleværksted under turen mellem Hellum og Mylund, og da tanken først var sluppet ind i mit hoved, ville den ikke forlade mig igen.
På det tidspunkt var jeg i stigende grad opmærksom på samfundets krav om kontrol, og at vi skal være perfekte, og jeg var og er optaget af at formidle, at vi er gode nok, præcis som dem vi er – også når vi fejler.
Det giver præsteembedet med budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed den smukkeste platform for at få sagt.
Så denne hjertesag sammen med min tiltagende metaltræthed over at være kommunalt ansat, fik mig til at rette blikket tilbage mod præstegerningen.
Sognepræst i Dronninglund
Her fra mit kontor i Dronninglund
Da embedet som præst ved Dronninglund Kirke blev ledigt kort tid efter, søgte og fik jeg det.
Det var lige så godt og meningsfyldt at blive præst igen, som det var første gang. Det giver rigtig meget mening at flette mine erfaringer fra mine forskellige virker. Det jeg har lært og gjort i mellemtiden, er med til at gøre mig til den præst, jeg er i dag.
Jeg fik en overgang en særlig hjertesag i Dronninglund, da jeg fik til opgave at undervise de asylansøgere, som gerne ville døbes, mens der var asylcenter i byen.
Det gav intense og lærerige timer, sammen med mennesker som så kristendommen med helt nye øjne, og som på den måde lærte mig, som jo har kristendommen, som en naturlig del af min opvækst og baggrund en masse nyt, med deres spørgsmål om ting, som jeg aldrig har skænket en tanke.
Det var en opgave af den slags, som altid har betydet stor arbejdsglæde for mig, nemlig når jeg ikke helt ved på forhånd, hvordan i alverden jeg skal løse det. Jeg elsker at blive udfordret til at bruge alle mine evner og mit åbne og nysgerrige blik på tingene for at få det til at lykkes.
Coronatiden kom til at betyde det samme for mig: Et krav om og en mulighed for at tænke nyt og prøve at finde ud af hvordan det kan være muligt at være kirke for mennesker, som man ikke kan være nær.
Af til bruges der det billede om præster, at vi er hyrder, og det var netop den følelse jeg blev ramt af, jeg havde brug for at række ud og vise folk, at der var nogen, som var der for dem, trods krav om afstand.
Så dagen efter Danmark lukkede ned, fandt jeg ud af hvor mit kamera var på pc’en, for at kunne fortælle mine sognebørn, at kirken stadig var der og var til at nå.
Det udviklede sig til daglige eftertanker, små videoer på kirkens Facebookside, som var et forsøg på hver dag, at give en smule nærvær og hjælp til at møde dagene.
Sognepræstens coronaeftertanker startede fuldstændig uforberedt, men jeg lærte undervejs at klippe, få et stativ, så jeg kunne optage med telefonen og det var en gave for mig, at være tvunget til hver dag, at fokusere på, hvad der er det vigtigste lige nu.
Efterskrift
Årene i Jerslev vil altid være en del af mig, og den jeg er i dag, fordi de rummer så stor del af mit liv og min rejse, til at blive den jeg er i dag.
Der er mange andre ting, det kunne have givet mening at berette om, mit politiske engagement, foreningsarbejde af forskellig slags, venskaber og familie. Alt har været med til at forme mig.
Her har jeg prøvet at dele tråden i mit arbejdsliv.