Skrevet af Birgitte Meyer
Forleden blev jeg opmærksom på noget, da et medlem af FB-gruppen Skildringer fra det gamle Vendsyssel skrev: “tænk, alle de historier, der ikke bliver fortalt”. Dette kom i forbindelse med min fortælling om min farmor, der ikke gjorde meget væsen af sig selv.
Da hun var død, fortalte præsten om, hvorledes hun altid havde siddet inderst i hjørnet på nederste række i kirken, når hun om søndagen deltog i gudstjenesten. Dette var ikke noget, vi havde snakket med min farmor om, og ikke noget hun selv havde fortalt, da det som sådan ikke var noget “særligt”.
Det har jo for hende været noget naturligt at sætte sig bagest, men da jeg sad i kirken ved hendes begravelse, forestillede jeg mig, hvordan hun altid havde siddet der i hjørnet helt nede bagved.
Det fik mig til i november sidste år at sætte mig på netop denne plads, da jeg var i Sørig Kirke forud for et foredrag, jeg skulle holde. – Jeg fornemmede “næsten” min farmor igen.
Dette er én ting blandt mange omkring min farmor. Men hvor er det dog tankevækkende, hvordan man ikke ved ret meget om sine medmennesker – ja endog sin nærmeste familie.
Alle mennesker rummer noget, som andre ikke hører om. Ofte er det noget, der glæder andre at høre, men måske bliver det aldrig fortalt. Først, når dette familiemedlem er borte, kommer man i tanke om mange ting, man gerne ville have hørt nærmere ind til.
Som børn lever vi i nuet – spekulerer ikke helt sådan over, hvor meget vores forældre dagligt giver os blot i kraft af opmærksomhed og hjælp fra vi er små.
Vi tænker ikke over alt det, vores forældre gør for os i hverdagen. Senere, når vi kommer til puberteten, finder vi måske vores forældre restriktive og “gammeldags” – og måske opfører vi os ikke helt pænt overfor dem.
Når vi bliver voksne, kan vi klare os selv, og vi ønsker end ikke at modtage gode råd eller idéer – og hvis vi mangler hjælp, skal vi nok selv sige til. Her kan vi endog føle vores forældre “blander sig”, hvis de i god mening vil komme med et råd eller et forslag.
Gennem voksenlivet nyder vi at se vores børn sammen med vores forældre, og vi fornemmer, at netop disse to generationer har meget at give hinanden. Men måske værdsætter vi ikke selv vores forældre fuldt ud.
I vores hverdag med travlhed og arbejde glemmer vi lidt, at vores forældre bliver ældre og måske kunne bruge lidt af vores opmærksomhed og tid engang imellem. Vi har travlt med vores karriere og vores børn samt deres kammerater og fritidsbeskæftigelser.
Pludselig en dag bliver vores forældre måske syge – og vi kan se, det lakker mod enden. Ofte er det lige dér, vi vågner op og påskønner det, vores forældre har givet os gennem hele livet.
Når de så pludselig er væk, kommer vi i tanke om alt det, vi gerne ville have vidst om deres liv – hvordan de havde det som børn og som voksne, – hvordan livet har formet sig for dem? Og så er det for sent.
Så er det her, vi af og til senere støder på andre mennesker, der har kendt vores forældre, og nu fortæller de noget om vores forældre, som vi egentlig aldrig har snakket med dem om, fordi vi havde så travlt med vores eget voksenliv.
Men nu er det for sent.