Kilde: VisitJammerbugt
Udover at være en af Danmarks mest besøgte bade- og feriebyer er Blokhus kendetegnet ved flere bygninger og vartegn, som blandt andet vidner om tiden som gammelt fiskerleje.
Hvorfor Blokhus?
Navnet på feriebyen Blokhus stammer med størst sandsynlighed fra tiden omkring 1600- tallet.
Blokhus hed på den tid Hune Hvarre.
Herfra dyrkede Hune-bønderne lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede de i lette sejlbåde – kaldet sandskuder, til Norge, hvor de byttede deres varer med tømmer.
På den tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, og derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer.
Da de havde brug for oplagring af varerne, der skulle til Norge, byggede de et par huse af tømmerstammerne.
Disse opbevaringshuse blev også kaldet Blokhuse og heraf fik Blokhus sit navn i begyndelsen af 1600-tallet.
Redningsstation Blokhus
På vejen ned til havet i Blokhus møder du en smuk rødstensbygning med korngult, sirligt stråtag og en mørkegrøn port påmalet to dannebrogsflag over kors. Her ligger Rednings-station Blokhus. Eller i hvert fald en autentisk rekonstruktion af den gamle redningsstation, der, ligesom Blokhus Sømærke, led en tragisk skæbne for tyskernes hånd i 1944.
Redningsstationen og fiskeriet var et vigtigt hverv
I tidernes løb har Jammerbugtens farefulde farvand krævet mange ofre. De høje bølger og den stærke vind kan lokke mangt en søfarer på afveje, og i midten af 1800-tallet var antallet af strandinger skyhøjt.
Derfor opførte man i 1852 en redningsstation i Blokhus,
hvor 12 bådmænds og 4 reserver blev ansat til at redde skibbrudne.
I alt blev 118 skibbrudne reddet i land af redningsarbejderne, der utrætteligt satte deres liv på spil.
Blokhus får sin stolthed tilbage
Den tyske besættelsesmagt fjernede den oprindelige redningsstation i 1944, da den lå i skudlinjen for en af deres kanoner.
Et halvt århundrede efter, i 2009, blev redningsstationen rekonstrueret få hundrede meter fra den oprindelige placering, og Blokhus fik en vigtig del af sin identitet og historie tilbage.
Blokhuskanonen
Blokhuskanonen har sin oprindelse helt tilbage i slutningen af 1700-tallets England.
I begyndelsen af 1800-tallet blev den fundet som vraggods på stranden i Blokhus. Det var tidspunktet for Englandskrigen, og den er formentlig blevet tabt af en af de mange britiske krigsskibe, der forliste i Jammerbugten.
I en periode blev kanonen brugt til at skyde velkomstsalutter af til skudehandlerskibene – dels for at byde dem velkommen, men også for at anvise retningen ind mod stranden.
For at undgå, at tyskerne skulle tage Blokhuskanonen med sig hjem, blev den gravet ned i klitterne, hvor den tilbragte mange år.
I dag er Blokhuskanonen tilbage i byen som en vigtig del af Blokhus’ historiske identitet, og man kan om sommeren se og høre den blive affyret på stranden ved solnedgang.
Om vinteren kan man beundre den flotte kanon i indgangspartiet i Blokhuset på Torvet.
På vej igennem Blokhus’ historie kommer man også tæt på livet, som det så ud for 1700-tallets fiskebønder.
Navnet Blokhus
stammer muligvis fra dengang da Inger Skeel, Voergård, i 15- 1600-tallet havde boder og magasiner (blokhuse) til opbevaring af korn, smør og kød, som hun eksporterede til Norge. Fra sidst i 1500-tallet menes Aalborg-borgere og herremænd at have haft boder ved kysten til brug ved fiskeri til saltning, ophold o. lign. Dette skulle egentlig være begyndelsen til det egentlige Blokhus, der i 1700-tallet blev en kendt skude handelsplads. Den friske vesterhavsluft tiltrak sommergæster allerede fra midten af 1800-tallet. Det var vist især i koleraåret 1853, at sommergæsterne begyndte at indfinde sig for at finde helbredelse og leve i naturens renhed. Forfatteren Meïr Goldschmidts besøg i Blokhus i 1865 gav anledning til, at Blokhus blev et badested. Han var nemlig den første, der offentligt bekendtgjorde, at man kunne bade direkte i Vesterhavets bølger. De første turister i Blokhus var enten kunstnere eller velhavere. Her fandt de fred, naturskønhed og ensomhed.
Citat fra en rejsebog, 1870:
” Derfra kommer man ved en Afstikkeri Vest til Blokhusene, der ligger tæt ved Vesterhavet som en venlig Oase indenfor et udstrakt Ringhegn af Klitter. Her findes en god Gæstgivergaard, Købmænd, Herredsfoged, Thingsted, Toldembedsmænd, Strandingskommisionær, Branddirektør, Mølle, Redningsstation, mange Haandværkere, men fremfor alt en Badevogn og en dejlig sandbund for Badegæster, der i den senere Tid ret flittigt besøger dette livlige lille Sted.”
Blokhus Sømærke
Et sømærke havde til formål at forebygge strandinger og dermed øge sikkerheden til søs. Oprindeligt var Hune Kirke, der i gamle dage lå helt frit og med udsyn til havet, fordi der ikke fandtes høje klitter som i dag, Blokhus første sømærke. Kirken kunne imidlertid ikke fortælle de søfarende, hvor de befandt sig. Så da man i 1880’erne valgte at bygge 25 sømærker langs den jyske vestkyst, havde hvert sømærke sin egen facon, som også var indtegnet på søkortet og fortalte skibets position. Samtidig kunne en erfaren sømand regne afstanden ud til den forræderiske kystlinie. Blokhus Sømærke blev bygget i 1884 og ombygget i 1898, med ben af jern, da de oprindelige træben, som var af lærkestammer fik sømærket til at svaje i hårdt vejr. I 1944 sprængte tyskerne sømærket og da man efter krigen genopbyggede Blokhus tænkte man ikke på at genopføre sømærket, idet dets funktion ikke længere, i forhold til den nye navigationsteknik havde betydning. I 2006 blev Blokhus sømærke genopført, dette på baggrund af et forslag fra Blokhus og omegns grundejerforening. Sømærket er opført efter de originale tegninger, dog med den ændring, at jernbenene nu er af limtræ, der kan holde til enhver storm. Placeringen er dog ændret, idet den oprindelige placering i mellemtiden er blevet bebygget med sommerhuse.
Kancelligaarden, Strandvejen 4
Den nordre gård, blev opført i 1772–75 og var oprindeligt en stor 5-længet skudehandelsgård. I dag er det kun denne hovedbygning samt ”Hawet” tilbage fra den store gård. Den 51 m. lange smukke bygning blev i 1844 indrettet til herrefoged-kontor, tingsted og toldkontrolstation og efterfølgende fik den navnet Kancelligaarden. Symbolerne over hoveddøren er værd at bemærke, idet det symboliserer: ”Øvrighed – Flid og Fiskeri”. Huset er privat ejet.
”Hawet”, Strandvejen 9
”Hawet” er bygget i 1777, og hørte til ”Den nordre gaard”, hvor Kancelligaarden var stuehus. Bygningen fungerede oprindeligt som maltgøreri, hvor man bearbejdede malt til ølbrygning. I 1844 blev huset indrettet til byens fængsel. Her anbragte man mindre farlige fanger. De fleste sad inde for maglende betaling af børnebidrag. En enkelt af fangerne havde 11 børn at betale til, og da man højest kunne sidde i fængsel i 5 døgn, var det for ham og flere andre mænd, en meget god måde at få løst problemet på. Huset er i dag kalket hvidt og har stråtag, ligesom i 1777.
Til forskel fra ”de gamle dage” fungerer ”Hawet” i dag som spise restaurant. Dog kan man den dag i dag stadig se jerntremmerne for det sidste lille vindue mod vejen, der vidner om bygningens historie
Mindestenen for fiskere
At Blokhus’ redningsfolk og fiskere ofrede deres liv i kampen mod havet, kan i dag ses på den mindesten, som Blokhus Fiskeriforening – nu Blokhus Strand Bådlaug – rejste i begyndelse af 1956. Stenen blev oprindeligt placeret ved stranden, men pga. tilfygning blev den flyttet til Vesterhavsvej. Mindestenen gemmer på fem kæntringskatastrofer, der foregik ud for stranden og som dengang ramte Blokhus hårdt. Hvert år den første fredag i februar, lægger Bådlauget en krans ved mindestenen til ære for de fiskere og redningsfolk, som mistede livet på det barske hav.
Bunker i Blokhus, Høkervej 4
Under krigen opførte tyskerne 23 bunkers i Blokhus by. Flere af disse betonbukers kunne ikke fjernes efter krigen. I stedet blev de indlemmet i bybilledet og flere af dem eksisterer stadig, og kan ses, rundt omkring i byen, dog lettere camoufleret. I dag fremstår denne bunker hvidmalet og med en tagkonstruktion, som camouflerer de buede kanter og det kan måske være svært at forestille sig, at bygningen her blev brugt som kanongarage under krigen. Men lægger man mærke til de tre meter tykke jernbetonmure (fornemmes bedst indendøre), kan man måske fornemme denne bunkers oprindelige funktion.
Niels Jensens Hus, Støvesvej 1
(Huset er nu blevet fjernet til fordel for nyt dobbelthus)
Dette hus har været fiskeren og den berømte marinemaler Niels Jensen’s hjem (1907 – 2003). Han flyttede omkring konfirmationsalderen med sin familie til Blokhus. Han var født ind i en fiskerfamilie og derfor var det også meget naturligt for ham, at han her skulle slå sig ned som rednings-mand og kystfisker. Ægteskabet med Anna startede økonomisk hårdt med tre isvintre i træk, hvilket fik hans hustru til at se mulighederne i hans kunstneriske evner. Niels Jensen har udtalt, at malerarbejdet i begyndelsen skete lidt i det skjulte, for den slags sysler var ikke rigtig noget for en fiskerknægt. Men heldigvis holdt han ved og indså også, at selvom hans store passion var fiskeriet, så var det maleriet der siden 1938 gav familien brød på bordet. Niels Jensen anså ikke sine malerier, der var inspireret af Vesterhavet, bådene og klitterne, for noget særligt, men hans hustru Anna vidste, at han havde stort talent og opfordrede også til, at de mange billeder blev udstillet i København. Efter denne tid begyndte det at gå stærkt for Niels Jensens kunstkarriere. I 1960 udstillede han på Den Frie, hvor et af hans havbilleder blev købt som sølvbryllupsgave til Dronning Ingrid og Kong Frederik. Også atomfysikeren Niels Bohr købte et billede og straks herefter sendte Sverige, Tyskland og Holland bud efter ham. I Danmark blev kunstforeninger og kunstmuseer meget interesseret i at vise hans imponerende billeder. Det var Anna, der klarede paragrafferne, bragte billederne og hentede de få, der ikke blev solgt. En stor milepæl var det for ham, da han i 1979 i en alder af 72 år, blev udnævnt som årets kunstner i Skagen.
Strandingskroen – Futten – Bingen,
Strandingskroen, med Futten i baggrunden, tv. Bingen. Strandingskroens gårdsplads, set fra vest mod øst. Først i 70èrne brændte, taget på den stråtækte, nordøstlige længe, som rummer ” Futten”. Det stråtækte tag måtte erstattes fra bunden, for at stedet kunne bevare sin egenart.
Blokhus var i midten af 1800-tallet en travl handelsby, hvor skuder fra især Norge og Sverige anløb på den flade strand og hentede landbrugsvarer – korn og smør fortrinsvis. Disse bygninger, der i dag rummer restaurant Strandningskroen, restaurant/værtshus Futten samt Bingen, var oprindeligt Blokhus største skude-handelsgård, også kaldet den ”Den søndre gård”. Hovedbygningen (Strandningskroen) er den yngste af gårdens bygninger, opført i herregårdsstil i 1844. Her fandtes i den østlige del, en meget fin privatbolig og i den vestlige del købmands – og manufakturhandel samt kontor. Der var altid stor aktivitet på gården og mange ”udenbys” kom og solgte landbrugsprodukter især smør, som var en meget stor eksportvare i skudehandels-tiden. Bygningen, hvor Strandingskroen har til huse, var oprindeligt Blokhus’ største skudehandelsgård, og udgjorde sammen med de tilstødende bygninger et naturligt centrum i det historiske Blokhus. De oprindelige bygninger – de to længer, der i dag bl.a. huser Restaurant Futten – blev opført i 1761, og menes at være nogle af Blokhus’ ældste bygninger.
Strandingskroen opførtes i 1844 – i skudehandlens storhedstid -, og fungerede oprindeligt som stuehus, kontorbygning og manufaktur- og købmands-handel. Midt i bygningen var også dengang en stor spisestue, hvor man bespiste de tilrejsende handlende. Her har der været højt humør og glade dage, for når de tilrejsende bønder havde afsat deres varer, skulle det fejres behørigt – og med nyvunden mønt på lommen er det nok ikke gået stille for sig. Når de store skuder anløb stranden, blev spisestuen også omdannet til festlokale. Sø færden over Skagerrak og langs Jammerbugten var lang og farefuld, og mange skibe ligger i dag på bunden af den lumske bugt langs Jyllands nordvestkyst. Når skuderne nåede sikkert frem til anløb i Blokhus, var der stadig en dags arbejde før de var sikkert i land – de store både skulle trækkes på land, og det foregik med håndkraft. Derfor var det dem vel undt, når fiskere og medhjælpere omsider kunne træde ind i spisestuen og varme sig ved en kop opvarmet vin, punch eller brændevin. Disse “anløbsfester” varede ofte til den lyse morgen. Midt i bygningen var der en stor spisestue til bespisning af de mange besøgende og 45 kuverter var ikke unormalt. Denne spisestue er stadig i dag en del af restaurant Strandingskroen. Den østlige længe (Futten) opført i 1761 betegnes sammen med Bingen, Den vestre længe, der også er opført i dette år, som to af Blokhus ældste bygninger. Den østlige længe fungerede som gårdens stuehus til skudehandler-familierne. I dag rummer bygningen Blokhus’ ældste eksisterende værtshus. Den vestre længe (Bingen) rummede i skudehandelstiden havreloft. I underetagen opbevarede man brændevin, akvavit, sirup, petroleum, tran, fernis m.m. ”Bingen” var betegnelsen på det rum, hvor varerne blev bearbejdet og lagret inden udskibning. I denne bygning opbevarede man også flæsk, huder og skind saltet i to store kar. Der var også et redskabsrum, hønsehus og huggehus med brænde og tørv. I Bingen var der i mange år kunsthåndværk, håndarbejde og lejlighedsvis arbejdende værksted. Denne store gård var centrum for stor aktivitet i Blokhus i form af skudehandel og købmandsgård, men i 1862 kom en ny næringslov, som gav mulighed for at alle kunne drive købmandshandel. Dermed var monopolet slut og de gyldne tider for skudehandlen var ved at rinde ud. Nu behøvede man ikke længere at drage til Blokhus for at handle. Da der ikke længere var fremtid i at drive skudehandel blev ”Den søndre gård” ombygget til Klitgaards Badehotel og videresolgt i 1917.
Fiskebondehjem fra 1785, Ribergaardsvej 7a
Dette fiskebondehjem er et af Blokhus’ ældste huse og samtidig en autentisk model for, hvordan fiskebønderne levede i Blokhus omkring 1700-tallet. Fiskebondehuse var som regel altid eenlængede og placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. I disse huse var der dyrestald og lade i den ene ende og køkken samt opholds- og soverum i eet i den anden ende. Og inden man begyndte at opvarme og bygge skorstene på husene, ”flyttede” beboerne oftest ud til dyrene for at holde varmen i vinterperioden. Husene var oftest forsynet med lerstampet gulv, og skulle det være rigtig flot var der norsk bræddegulv i storstuen. For at spare på det dyre gulv, blev der ikke lagt gulv under slagbænken og sengekasserne. Derimod lagde man lyngtørv i to lag på ler gulvet med halm over. Dette var ikke bare en effektiv isoleringsform, men samtidig et perfekt sted for mus og andre smådyr. Husets forhenværende identitet er dog ikke til at tage fejl af. Fiskebondehuse var som regel enlængede bindingsværkshuse placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. Dette fiskebonde-hjem har højst sandsynligt haft lade og dyrestald i den ene ende af længen, mens den anden ende indeholdt køkken samt opholds- og soverum. Huset er privat ejet.
Forfatteren Thomas Olesen Løkken
Adresse: På nordsiden af Aalborgvej
(i skovkanten mellem Hune og Blokhus).
I bybilledet af 30’ernes Blokhus hører digteren og forfatteren Thomas Olesen Løkken (1877 – 1955), hvis mest kendte romaner fra hans forfatterskab er bøgerne om Klavs Bjerg og Bodil. Thomas Olesen Løkken var en festlig fyr, som man ofte mødte som midtpunkt i en klynge letpåklædte badegæster, selv iført mørk habit og sort, bredskygget kunstnerhat.
I 1932 købte Thomas Olesen Løkken den tidligere Herredsfoged-bolig beliggende på strandvejen. Herredsfogedboligen i Blokhus, en historisk bygning, der blev op-ført i 1842. Bygningen blev oprindeligt brugt som bolig for Herredsfogeden, der var en embedsmand, der havde ansvaret for at opretholde lov og orden i et herred. Det var efter at Thomas Olesen Løkken havde lagt sin tidligere tilværelse som bl.a. cykelsmed, elektriker og opfinder bag sig. Han ville han nu her drive ferie – og badepensionat om sommeren og skrive romaner, noveller og digte om vinteren. Kunstnervenner fra hele landet blev hans første gæster, og kunne de ikke betale for deres ophold, blev de enige om at afregne ved, at male billeder til pensionatet eller dekorere dets paneler og vægge.
Lien i Pirupshvarre
Naturområdet for enden af Pirupshvarrevej
Lien er en gammel smuk og imponerende kystskrænt, som i dag kan ses flere steder langs Jammerbugten, bl.a. ved Svinkløv og Slettestrand syd for Blokhus. Den var kystlinie for 4000 år siden, da der skete en landhævning og kystlinien herved rykkede langsomt 500 m. mod vest og dannede et fladt land, som blev kaldt en slette. Samtidig dannede havet en 21 km. lang bred strand, hvis ry som enestående badestrand har bredt sig langt ud over landets grænser. En hvarre er et lille stykke fladt land, som var ryddet for sand og hvor man kunne dyrke landbrugs-produkter.
Maleren Axel P. Jensen, 1885-1973, oftest omtalt som “Axel P”, erhvervede i 1915 et stykke jord på Lien i Pirupshvarre. Samme år byggede han hus der, og boede siden her hver sommer. I 1929 blev et atelier bygget til. Lien var hans udgangspunkt i den vendsysselske natur, som han følte sig stærkt knyttet til og som han skildrede i utallige malerier.
I 1916 var Axel P blevet gift med Anne Katrine Rendbæk fra Vestrupgaard ved Saltum, og de kom til at følges ad gennem et langt liv indtil hun døde i 1959.
Forfatteren Ole Wivel skildrer i sin bog om Axel P, “Maleren og han Motiv”, Lien således:
“Går man på stranden, som her synes bredere end alle andre steder langs Jyllands vestkyst, ser man ind over dyrkede marker mod den høje klint, som løfter sig stejlt under Vendsyssels mægtige himmel. Og der, højt oppe, ligger Liens to længer, stuehus og atelier, begge kalket i en sart, dirrende rosa farve, man ellers kun synes, man ser i syden. De lyser langt bort i deres festlige skønhed.”
Axel P havde i 1920’erne og 1930’erne flere udsmyknings-opgaver. Bl.a. i foyeren i Statsradiofonien ved Kgs. Nytorv, den nuværende Ny Scene på det Kgl. Teater. Men især arbejde han en del for det danske postvæsen. Han udsmykkede hovedpost-kontoret i Århus, posthuset i Skive, malede generaldirektør Mondrup og i perioden 1924-30 tegnede han en række danske frimærker.
Generaldirektøren kendte han i øvrigt fra Pirupshvarre. Han havde sommerhuset Rylereden, et af de første sommerhuse mellem Pirupshvarre og Saltum Strand. Ligesom Pirup, der i dag hedder Pirupshvarre (området hvor kystskrænten ses meget tydeligt) hed Blokhus før 1600-tallet Hune Hvarre. Herfra dyrkede Hune bønder lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede man i lette sejlbåde – sandskuder, til Norge, hvor man byttede sine vare med tømmer (På denne tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer). Da man havde brug for oplagring af varerne til Norge, byggede man et par huse af tømmer-stammerne, også kaldet Blokhuse. I begyndelsen af 1600-tallet fik Blokhus heraf sit navn.
Vraget af ”De tre Venner”, 1882
På stranden mellem sti 33 og Ovesensvej
I sejlskibenes tid har Jammerbugten altid været frygtet som et farligt farvand med stærk strøm og lumske revler, hvilket også gav bugten sit navn. Blokhus strand har været udsat for et utal af strandinger og i perioder har stranden været oversået med skibsvrag. I sandet på stranden nord for Pirupshvarre-bækken skjuler der sig et vrag af den norske bark ”De tre Venner”. Af og til kommer vraget frem, når strøm og vindforhold tillader det. ”De 3 Venner/Trende Venner” blev i 1807 kapret af briterne og 1809 atter frigivet. Skibet blev 1844 ombygget, 1854 for tømret og 1862 repareret og var fra 1870 hjemmehørende i Christiania og havde fra 1877 J. Petersen som skipper.
Skibet var på vej fra Christiania til Dieppe med trælast, da det i hårdt vejr 7. januar 1882 ved 15-tiden ind strandede (eller land-sattes) ved Blokhus og huggede sig over 3. revle, hvorefter det med strømmen drev nordover til Pirupshvarre. Der huggede den sig med kappede master også over revlen og satte sig på inderste revle. Forsøg på redning med raketapparat og redningsbåd måtte ved mørkets frembrud afbrydes, men lidt efter kl. 20, da månen begyndte at lyse, satte redningsbåden atter fra land og reddede ved 22.30-tiden den 8 mand besætning i land. De havde fast-surret sig til en af masterne for ikke at blive skyllet overbord.
Redningsmænd fra Blokhus redningsstation var rykket ud med redningsraketter, som kunne skyde en trosse ud til skibet for at fastgøre en redningsstol. Da det mislykkedes flere gange, måtte man ro ud over den voldsomme brænding med den tunge redningsbåd for at nå skibet. To gange mislykkedes denne umenneskelige anstrengelse og med tøjet fastfrosset til kroppen roede man tilbage for at blive ”tøet op”. Tredje gang lykkedes det endelig at nå skibet og dermed redde de otte søfolk efter syv timer dramatisk, men vellykket redningsaktion.
Skipperen aflagde i aviserne sin hjerteligste tak for redningen.
Jens otto Madsen – januar 2024