Af fhv. halinspektør Eigil Jensen, tidligere Taars nu bosiddende i Hjørring
Eigil som nu er midt i firserne, har gennem livet været en meget aktiv person, både i arbejdslivet men i særdeles også i sin fritid. Det kan læses i hans nyudkomne bog – hans levnedsbeskrivelse, som evt.kan købes hos Eigil, i boghandlen eller lånes på biblioteket
Her fortæller han om sine oplevelse nu som en særdeles aktiv pensionist.
Her et lille uddrag fra den spændende bog
Golf? – troede jeg!
Før jeg gik på pension, troede jeg faktisk som før fortalt, at jeg kom til at spille golf, for det var der så mange andre, der var gået på pension, der gjorde. Men sådan blev det ikke, for der blev en hel masse andre interesser, der kom til at optage min tid. Når jeg tænkte golf, så var det også fordi, jeg godt kunne li´ tanken om den friske luft og en masse motion ude i naturen.
Jeg fik også tilbud nok om at prøve, men det blev som sagt ved det.
Visens Venner.
Sang og musik
Sang og musik
Jeg så en dag en lille annonce eller lignende i Nordjyske, om at Visens Venner startede mandag, og da jeg altid godt har kunnet li´ at synge og underholde, så tænkte jeg, at det måtte jeg da høre lidt mere om, hvad var for noget.
Jeg kendte så Jørn Stenbro fra tidligere, og da han var med, så ringede jeg til ham og fik nogle flere oplysninger, og så mødte jeg op på første mandag i sæsonen – det var i oktober 2007 – og det har jeg bestemt ikke fortrudt, for det var lige mig, og jeg har også der fået mange gode oplevelser og venner.
Vi samles på musikskolen, hvor vi har øvelokale, hver mandag i sæsonen til vores såkaldte ”Hulemøder”, hvor vi øver på de sange, som vi næste gang præsenterer for vore ikke aktive medlemmer – p.t. ca. 110 – på vore Vise Venne-aftner, som vi har 5 – 6 stykker af i sæsonen, og som foregår i Bistrup Kirken´s mødelokale fra oktober til maj.
Det er dog ikke bare vore egne visevenner, vi underholder. Inden for de sidste par år har vi bl.a. fået et samarbejde med Ålborgs Visevenner og har sammen med dem haft en fælles Visevenneaften på Vendsyssel Ny Teater og på ”Trekanten” i Ålborg. Derudover har vi hvert år fornøjelsen af at underholde på plejehjem og i seniorklubber m.v. forskellige steder rundt om i Vendsyssel.
Da jeg er næstformand i foreningen, så følger der også andre oplevelser med, og det er bl. a. at deltage i regions- og årsmøder rundt om i landet, hvor jeg bl. a. har deltaget i Glostrup, Horsens, Allerød, Hillerød og Helsingør. Det har så også medført en hel del nye bekendtskaber og inspiration fra de øvrige deltagere.
Jeg kendte så Jørn Stenbro fra tidligere, og da han var med, så ringede jeg til ham og fik nogle flere oplysninger, og så mødte jeg op på første mandag i sæsonen – det var i oktober 2007 – og det har jeg bestemt ikke fortrudt, for det var lige mig, og jeg har også der fået mange gode oplevelser og venner.
Vi samles på musikskolen, hvor vi har øvelokale, hver mandag i sæsonen til vores såkaldte ”Hulemøder”, hvor vi øver på de sange, som vi næste gang præsenterer for vore ikke aktive medlemmer – p.t. ca. 110 – på vore Vise Venne-aftner, som vi har 5 – 6 stykker af i sæsonen, og som foregår i Bistrup Kirken´s mødelokale fra oktober til maj.
Det er dog ikke bare vore egne visevenner, vi underholder. Inden for de sidste par år har vi bl.a. fået et samarbejde med Ålborgs Visevenner og har sammen med dem haft en fælles Visevenneaften på Vendsyssel Ny Teater og på ”Trekanten” i Ålborg. Derudover har vi hvert år fornøjelsen af at underholde på plejehjem og i seniorklubber m.v. forskellige steder rundt om i Vendsyssel.
Da jeg er næstformand i foreningen, så følger der også andre oplevelser med, og det er bl. a. at deltage i regions- og årsmøder rundt om i landet, hvor jeg bl. a. har deltaget i Glostrup, Horsens, Allerød, Hillerød og Helsingør. Det har så også medført en hel del nye bekendtskaber og inspiration fra de øvrige deltagere.
Diverse underholdning
Ydermere har mit medlemskab af Visens Venner også været bufferen til, at jeg har været en hel del rundt uden for vise-venne-regi for at underholde med sang, musik og lidt ”Poul Erik Krogen” i fagforeninger, seniorklubber o.s.v. – og det har også været ret fornøjeligt.
Da jeg ikke selv spiller, har jeg været heldig at have forskellige til at akkompagnere på klaver eller harmonika eller guitar.
Vendsyssel Gildet
Et af mine første bekendtskaber i Visens Venner var Kurt Wilander, som var en gudbenådet visesanger. Jeg havde kun været med ganske få gange, da Kurt spurgte mig, om ikke jeg kunne tænke mig at komme med i Vendsyssel Gildet, hvor han var med i bestyrelsen.
Jeg lignede helt sikkert et stort spørgsmålstegn, for det gilde havde jeg aldrig hørt om, men på den anden side så havde jeg aldrig sagt nej tak til en god fest, så jeg var da lidt nysgerrig efter at høre, hvad det nu var for noget.
Når Kurt spurgte mig, så var det fordi han havde hørt, at jeg havde skrevet lidt sange og andet på vendelbomål, og forklaringen på, hvad Vendsyssel Gildet var for noget, fik jeg så. Det var og er en forening med små på pt ca.600 medlemmer, i hvis formålsparagraf der står :
Et af mine første bekendtskaber i Visens Venner var Kurt Wilander, som var en gudbenådet visesanger. Jeg havde kun været med ganske få gange, da Kurt spurgte mig, om ikke jeg kunne tænke mig at komme med i Vendsyssel Gildet, hvor han var med i bestyrelsen.
Jeg lignede helt sikkert et stort spørgsmålstegn, for det gilde havde jeg aldrig hørt om, men på den anden side så havde jeg aldrig sagt nej tak til en god fest, så jeg var da lidt nysgerrig efter at høre, hvad det nu var for noget.
Når Kurt spurgte mig, så var det fordi han havde hørt, at jeg havde skrevet lidt sange og andet på vendelbomål, og forklaringen på, hvad Vendsyssel Gildet var for noget, fik jeg så. Det var og er en forening med små på pt ca.600 medlemmer, i hvis formålsparagraf der står :
“Vendsyssel-Gildets” formål er at fremme interessen for og kendskabet til dialekterne i Vendsyssel, blandt andet ved afholdelse af møder, arrangementer og udgivelse af dialekt-publikationer.
Gildet havde bl. a. en sangbog med 26 sange i, og man skulle i gang med at lave en ny med betydelig flere sange i, så Kurt havde tænkt, det at være med i det nye sangbogsudvalg, det måske var noget for mig.
Jeg syntes det lød lidt spændende, så jeg sagde ja, og så var der da også der noget at bruge pensionisttilværelsen til. Jeg meldte mig så ind i foreningen (selv om der godt nok kun var én fest om året – årsfesten omkring 1. november) og de næste par år arbejdede jeg så med på – sammen med 4 medlemmer af bestyrelsen – at udvælge sange til den nye sangbog. Det blev så til en sangbog med 86 sange, og alle relaterende til Vendsyssel. Den blev holdt over dåben til generalforsamlingen i 2010, og den bli´r flittigt benyttet ved alle vores arrangementer, hvor vi har en hel del meget forskellige rundt om i Vendsyssel hvert år.
Jeg kom ret hurtigt med i bestyrelsen, hvor jeg i dag er næstformand og derudover redigerer vores hjemmeside, er med til at arrangere vores årlige udflugt og årsfest, hvortil jeg skriver en årsfest-sang, deltager i planlægningen af aktivitetskalendere og modtager tilmeldinger til diverse arrangementer, hvor det er påkrævet.
Vendsyssel Gildet har også givet en hel del oplevelser, dels med vores aktiviteter og årsture rundt om i landet til Ærø, Rømø, Samsø, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster o.s.v., men en af de største var nok, da vi blev inviteret til DR-byen til overrækkelse af Modersmålsprisen til Søren Ryge i 2013. Vi var 5 fra bestyrelsen, der tog imod invitationen, og da Søren Ryge hørte, at vi bare var taget derover for at hylde ham, blev han vist nok så benovet, at grunden var lagt til et videre samarbejde, og det har foreløbig resulteret i, at han året efter deltog i en dialektdag hos os i Hjallerup, samt at vi fik lov til at besøge ham og hans TV-have på vores års tur i 2017, og der er ikke mange, der har fået det privilegium at besøge ham privat, men det var en stor oplevelse, selv om vejret var lidt ”utæt” den dag.
Derudover var vi inviteret i DOK1 i Århus i 2016 til en radioudsendelse om dialekter, og her mødte vi også Søren Ryge.
Jeg syntes det lød lidt spændende, så jeg sagde ja, og så var der da også der noget at bruge pensionisttilværelsen til. Jeg meldte mig så ind i foreningen (selv om der godt nok kun var én fest om året – årsfesten omkring 1. november) og de næste par år arbejdede jeg så med på – sammen med 4 medlemmer af bestyrelsen – at udvælge sange til den nye sangbog. Det blev så til en sangbog med 86 sange, og alle relaterende til Vendsyssel. Den blev holdt over dåben til generalforsamlingen i 2010, og den bli´r flittigt benyttet ved alle vores arrangementer, hvor vi har en hel del meget forskellige rundt om i Vendsyssel hvert år.
Jeg kom ret hurtigt med i bestyrelsen, hvor jeg i dag er næstformand og derudover redigerer vores hjemmeside, er med til at arrangere vores årlige udflugt og årsfest, hvortil jeg skriver en årsfest-sang, deltager i planlægningen af aktivitetskalendere og modtager tilmeldinger til diverse arrangementer, hvor det er påkrævet.
Vendsyssel Gildet har også givet en hel del oplevelser, dels med vores aktiviteter og årsture rundt om i landet til Ærø, Rømø, Samsø, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster o.s.v., men en af de største var nok, da vi blev inviteret til DR-byen til overrækkelse af Modersmålsprisen til Søren Ryge i 2013. Vi var 5 fra bestyrelsen, der tog imod invitationen, og da Søren Ryge hørte, at vi bare var taget derover for at hylde ham, blev han vist nok så benovet, at grunden var lagt til et videre samarbejde, og det har foreløbig resulteret i, at han året efter deltog i en dialektdag hos os i Hjallerup, samt at vi fik lov til at besøge ham og hans TV-have på vores års tur i 2017, og der er ikke mange, der har fået det privilegium at besøge ham privat, men det var en stor oplevelse, selv om vejret var lidt ”utæt” den dag.
Derudover var vi inviteret i DOK1 i Århus i 2016 til en radioudsendelse om dialekter, og her mødte vi også Søren Ryge.
Sprogblomster
Georg Julin og holdene Klar i studiet
Georg Julin og holdene Klar i studiet
Mit medlemskab af Vendsyssel Gildet var helt sikkert også årsagen til, at jeg fik en stor oplevelse ved at være med i Regional TV´ ernes program ”Sprogblomster” i 2014, idet Kurt Bering, der også er med i bestyrelsen, havde forslået mig til TV Nord som lidt kyndig af og talende Vendelbo-dialekt. Jeg blev en dag ringet op og spurgt, om jeg ville være med, men i første omgang troede jeg, at det var af en, der ville ta´ gas på mig, så jeg bad ham sende det på mail.
Jeg havde ikke fået fat på, hvem det var, der ringede, men det fik jeg da senere, for mailen kom så senere, og vedkommende ville ringe mig op igen, hvilket han gjorde, og det viste sig, at det var Per Jensen, et af TV Nord´s kendte ansigter. Da jeg fik fat på navnet, kunne jeg også godt kende stemmen, og så var jeg da klar over, at det ikke var gas, hvorfor jeg selvfølgelig sagde ja.
Og det blev noget af en oplevelse at opleve TV fra den anden side af kameraerne, og jeg var forbavset over, at man faktisk ikke tænkte på, at alt hvad man sagde og gjorde blev optaget.
Vi mødtes alle på nær selvfølgelig Bornholmeren – Lillian – i Kastrup lufthavn, hvorfra vi så fløj til Bornholm, hvor vi blev modtaget af TV2 Bornholm og straks kørt til studiet.
Her mødte vi så Lilian, der var forstander på Bornholm´s Efterskole, hvor vi senere blev indkvarteret.
De øvrige på holdet var foruden mig selv – se billeder – Birgit fra Als, Sønderjylland, Ruth fra Samsø, Svend-Erik fra Lolland (kaldet Mads Skjern, – han havde en damelingeriforretning i Nakskov) og endelig Kresten Tovborg fra Vestjylland. Kresten var et rigtig rart bekendtskab, (selv om han var SF´r !!! – og han havde siddet i Folketinget i nogle perioder). Han er jo nu desværre omkommet ved en bilulykke.
Og så var der vores studievært, Georg Julin, der var og er kendt fra mange forskellige programmer i både radio og TV. Han var også et meget behageligt bekendtskab.
Vores medvirken var uden honorar, men vi fik en udsøgt behandling med indkvartering på ungdomsskolen og en forplejning, der ikke kunne klages over, og billetten til Bornholm selvfølgelig betalt. Det blev som sagt en stor oplevelse, men det var også lidt anstrengende, og når jeg gik i seng om aftenen, havde jeg døje med at sove.
Vi var jo delt i to hold, et øst og et vesthold. På østholdet var Lilian, Ruth og Svend-Erik, og på vestholdet Birgit, Kresten og mig, og vi skulle hver især have 25 dialektord med fra vores hjemegn, og de skulle så gættes af modstanderholdet, og det var ikke lige let at forstå de andres dialekt, og det kom der en del morskab ud af.
Et af de sjove ord jeg havde med, det var ”kajissestri´ek”, som er en elastik – kan gi´ sig strikke – det voldte lidt besvær. Det var et, jeg havde lært af Inger Lauritsen fra Lønstrup.
Der blev optaget i alt 20 x ½ times udsendelser på de tre dage, så der var fart på fra kl. 09.00 til 16.00 og også om søndagen, hvor vi blev kørt direkte fra studiet til lufthavnen.
Vi nåede dog at være ude en aften og spise på en bedre kro i Almindingen, og Lillian, hvis skole havde en bus, tog os en dag efter ”fyraften” på en rundtur på øen.
Der var tale om, at der senere skulle optages en sæson mere, men det fik vi senere at vide, at det var de andre regioner ikke interesseret i, men i øjeblikket sender man igen “Sprogblomster”, og hvis vores var lige så kedelige, så var det et held, vi ikke kom med i flere, for ingen kunne tale ren dialekt – og da slet ikke “vendelbosk”- så det sprang man let og uelegant over. .
Sjov Lørdag,
Jeg havde ikke fået fat på, hvem det var, der ringede, men det fik jeg da senere, for mailen kom så senere, og vedkommende ville ringe mig op igen, hvilket han gjorde, og det viste sig, at det var Per Jensen, et af TV Nord´s kendte ansigter. Da jeg fik fat på navnet, kunne jeg også godt kende stemmen, og så var jeg da klar over, at det ikke var gas, hvorfor jeg selvfølgelig sagde ja.
Og det blev noget af en oplevelse at opleve TV fra den anden side af kameraerne, og jeg var forbavset over, at man faktisk ikke tænkte på, at alt hvad man sagde og gjorde blev optaget.
Vi mødtes alle på nær selvfølgelig Bornholmeren – Lillian – i Kastrup lufthavn, hvorfra vi så fløj til Bornholm, hvor vi blev modtaget af TV2 Bornholm og straks kørt til studiet.
Her mødte vi så Lilian, der var forstander på Bornholm´s Efterskole, hvor vi senere blev indkvarteret.
De øvrige på holdet var foruden mig selv – se billeder – Birgit fra Als, Sønderjylland, Ruth fra Samsø, Svend-Erik fra Lolland (kaldet Mads Skjern, – han havde en damelingeriforretning i Nakskov) og endelig Kresten Tovborg fra Vestjylland. Kresten var et rigtig rart bekendtskab, (selv om han var SF´r !!! – og han havde siddet i Folketinget i nogle perioder). Han er jo nu desværre omkommet ved en bilulykke.
Og så var der vores studievært, Georg Julin, der var og er kendt fra mange forskellige programmer i både radio og TV. Han var også et meget behageligt bekendtskab.
Vores medvirken var uden honorar, men vi fik en udsøgt behandling med indkvartering på ungdomsskolen og en forplejning, der ikke kunne klages over, og billetten til Bornholm selvfølgelig betalt. Det blev som sagt en stor oplevelse, men det var også lidt anstrengende, og når jeg gik i seng om aftenen, havde jeg døje med at sove.
Vi var jo delt i to hold, et øst og et vesthold. På østholdet var Lilian, Ruth og Svend-Erik, og på vestholdet Birgit, Kresten og mig, og vi skulle hver især have 25 dialektord med fra vores hjemegn, og de skulle så gættes af modstanderholdet, og det var ikke lige let at forstå de andres dialekt, og det kom der en del morskab ud af.
Et af de sjove ord jeg havde med, det var ”kajissestri´ek”, som er en elastik – kan gi´ sig strikke – det voldte lidt besvær. Det var et, jeg havde lært af Inger Lauritsen fra Lønstrup.
Der blev optaget i alt 20 x ½ times udsendelser på de tre dage, så der var fart på fra kl. 09.00 til 16.00 og også om søndagen, hvor vi blev kørt direkte fra studiet til lufthavnen.
Vi nåede dog at være ude en aften og spise på en bedre kro i Almindingen, og Lillian, hvis skole havde en bus, tog os en dag efter ”fyraften” på en rundtur på øen.
Der var tale om, at der senere skulle optages en sæson mere, men det fik vi senere at vide, at det var de andre regioner ikke interesseret i, men i øjeblikket sender man igen “Sprogblomster”, og hvis vores var lige så kedelige, så var det et held, vi ikke kom med i flere, for ingen kunne tale ren dialekt – og da slet ikke “vendelbosk”- så det sprang man let og uelegant over. .
Sjov Lørdag,
som jeg selv startede op i 1994, som jeg har beskrevet under ”Min tid som halinspektør” sluttede jeg med i 2011. Alting får jo en ende, og der var heldigvis kommet andre friske kræfter til, men det blev da noget, der også tog lidt tid for pensionisten. – Og til min store glæde, så lever det stadig, og i 2019 havde projektet 25 års jubilæum, og det er jeg ikke ked af at tænke på.
Senior Motion og samvær
Som jeg startede året efter i 1995 har jeg også beskrevet under ”Min tid som halinspektør”. Det slap jeg i 2015 efter 20 år ved roret og heraf 8 som pensionist. Det var også tiden, for konceptet havde ændret sig en del fra det oprindelige, hvor der også var en del mere sang og foredrag af kendte personer. Nu har motion næsten taget helt over, så der er – set fra min side – ikke så meget socialt samvær af anden art.
Jeg kommer der stadigvæk af og til, og som æresmedlem har jeg
Som jeg startede året efter i 1995 har jeg også beskrevet under ”Min tid som halinspektør”. Det slap jeg i 2015 efter 20 år ved roret og heraf 8 som pensionist. Det var også tiden, for konceptet havde ændret sig en del fra det oprindelige, hvor der også var en del mere sang og foredrag af kendte personer. Nu har motion næsten taget helt over, så der er – set fra min side – ikke så meget socialt samvær af anden art.
Jeg kommer der stadigvæk af og til, og som æresmedlem har jeg
gratis
Senior Motion og Samvær på udflugt til Lille Vildmose
Diverse ture og ferier som pensionist.
Der er noget jeg, som de fleste andre, gerne vil, og det er at rejse for at opleve noget, og det har jeg jo også gjort, som jeg før har beskrevet, hvor jeg har haft nogle meget store oplevelser, og der er da også blevet råd til nogle få ture som pensionist, og der bli´r forhåbentlig til et par stykker mere, men det er ikke så let at finde pengene til det, når man kun har sin sparsomme pension, og også gerne vil beholde sin bil så længe som muligt. Uden den ville det selvfølgelig kunne lade sig gøre, men den har nu min første prioritet, så må rejseriet komme, når det kommer.
Men hjemmefra det har jeg været bl. a. på Læsø– en dejlig ø med en fredelig natur (for det meste) o.s.v. – Bornholm har altid været et ønskemål, og der har jeg været en hel del gange og bl. a. to gange som pensionist.
Men de største oplevelser har været Toscanai 2012, – Leningrad i 2013 og Prag i 2015.
Der er noget jeg, som de fleste andre, gerne vil, og det er at rejse for at opleve noget, og det har jeg jo også gjort, som jeg før har beskrevet, hvor jeg har haft nogle meget store oplevelser, og der er da også blevet råd til nogle få ture som pensionist, og der bli´r forhåbentlig til et par stykker mere, men det er ikke så let at finde pengene til det, når man kun har sin sparsomme pension, og også gerne vil beholde sin bil så længe som muligt. Uden den ville det selvfølgelig kunne lade sig gøre, men den har nu min første prioritet, så må rejseriet komme, når det kommer.
Men hjemmefra det har jeg været bl. a. på Læsø– en dejlig ø med en fredelig natur (for det meste) o.s.v. – Bornholm har altid været et ønskemål, og der har jeg været en hel del gange og bl. a. to gange som pensionist.
Men de største oplevelser har været Toscanai 2012, – Leningrad i 2013 og Prag i 2015.
Bornholm
har altid – som jeg før har skrevet – været et ønskemål, hvorfor jeg også har været der mange gange, og de seneste, men forhåbentlig ikke sidste, to gange var i 2011 og 2014. Jeg gentager sikkert mig selv, men det, der fascinerer mig, er, at Bornholm har noget af hele Norden – skov, klipper og strand, foruden en hel masse andet, som man kan læse om i deres mange turistbrochurer – silderøgerier, Ekkodalen, bolchekogeri i Svaneke og bryggeri i samme by, Hammershus, Rytterknægten med rokkestenen, Løvehovederne ved Jon´s Kapel,
Opalsøen hvor der blev brudt granit, Danmarks største!-vandfald, Døn-faldet ligger nord for Gudhjem, den smukke by, og de mange andre skønne byer, og jeg kunne blive ved.
Og så skal jeg ikke glemme en tur til Ertholmene – Christiansø og Frederiksø -. Det må man ikke snyde sig selv for, selv om det kan gynge lidt på turen.
Hvis nogen er i tvivl: Bornholm er jeg bidt af!
Toscana
havde fornøjelsen af mit besøg i 2012, eller rettere, så var den største fornøjelse på min side. Vi rejste med Gislev Rejser, og det eneste vi kunne klage over, hvis jeg skal finde noget, så var det, at vi skulle møde ude i Ålborg kl. 04.00, så det var ikke meget nattesøvn vi fik at rejse på, men blev en meget stor oplevelse. Vi kørte, efter at have samlet op forskellige stede ned igennem Jylland til en mindre by ikke langt fra München, hvor vi overnattede på Hotel Krone i en mindre by – Geisenwind – hvor vi om aftenen så nogle mindesmærker fra krigen.
Næste dag gik turen til Preben Elkjær´s Verona, hvor vi overnattede før turen gik videre over PO-sletten – en lidt kedelig strækning – til Toscana med ophold i Firenze, hvor var vi på sightseeing med dansk guide, og hvor vi bl. a. så en hel del Michelangelo-statuer, gik tur over urmagernes bro og langs med Arno-floden. Derefter fortsatte vi direkte til Culciano, som var vores bestemmelsessted, hvorfra vi så kørte ud til alle de forskellige oplevelser, turen bød på så som bl. a. Toskansk Aften med egnens specialiteter, – vingårdtur til Pienza, hvor vores guide var fruen i huset. Hun var fra Svendborg, så der var ingen sprogbarrierer, så det blev til en del snak, men munden blev nu også brugt til prøvesmagning. Det var dog ikke den bedste vin, jeg har smagt, men den var ret dyr.
har altid – som jeg før har skrevet – været et ønskemål, hvorfor jeg også har været der mange gange, og de seneste, men forhåbentlig ikke sidste, to gange var i 2011 og 2014. Jeg gentager sikkert mig selv, men det, der fascinerer mig, er, at Bornholm har noget af hele Norden – skov, klipper og strand, foruden en hel masse andet, som man kan læse om i deres mange turistbrochurer – silderøgerier, Ekkodalen, bolchekogeri i Svaneke og bryggeri i samme by, Hammershus, Rytterknægten med rokkestenen, Løvehovederne ved Jon´s Kapel,
Opalsøen hvor der blev brudt granit, Danmarks største!-vandfald, Døn-faldet ligger nord for Gudhjem, den smukke by, og de mange andre skønne byer, og jeg kunne blive ved.
Og så skal jeg ikke glemme en tur til Ertholmene – Christiansø og Frederiksø -. Det må man ikke snyde sig selv for, selv om det kan gynge lidt på turen.
Hvis nogen er i tvivl: Bornholm er jeg bidt af!
Toscana
havde fornøjelsen af mit besøg i 2012, eller rettere, så var den største fornøjelse på min side. Vi rejste med Gislev Rejser, og det eneste vi kunne klage over, hvis jeg skal finde noget, så var det, at vi skulle møde ude i Ålborg kl. 04.00, så det var ikke meget nattesøvn vi fik at rejse på, men blev en meget stor oplevelse. Vi kørte, efter at have samlet op forskellige stede ned igennem Jylland til en mindre by ikke langt fra München, hvor vi overnattede på Hotel Krone i en mindre by – Geisenwind – hvor vi om aftenen så nogle mindesmærker fra krigen.
Næste dag gik turen til Preben Elkjær´s Verona, hvor vi overnattede før turen gik videre over PO-sletten – en lidt kedelig strækning – til Toscana med ophold i Firenze, hvor var vi på sightseeing med dansk guide, og hvor vi bl. a. så en hel del Michelangelo-statuer, gik tur over urmagernes bro og langs med Arno-floden. Derefter fortsatte vi direkte til Culciano, som var vores bestemmelsessted, hvorfra vi så kørte ud til alle de forskellige oplevelser, turen bød på så som bl. a. Toskansk Aften med egnens specialiteter, – vingårdtur til Pienza, hvor vores guide var fruen i huset. Hun var fra Svendborg, så der var ingen sprogbarrierer, så det blev til en del snak, men munden blev nu også brugt til prøvesmagning. Det var dog ikke den bedste vin, jeg har smagt, men den var ret dyr.
ROM
var var dog den store oplevelser, men den var der desværre kun var afsat én dag til, men hvilken dag og hvad vi nåede at se.
var var dog den store oplevelser, men den var der desværre kun var afsat én dag til, men hvilken dag og hvad vi nåede at se.
Først den helt enormt kolossale trafik, men da vi først var kæmpet igennem den, så var der Forum Romanum, væddeløbsbanen, hvor man i de gamle kejseres tid afholdt halsbrækkende væddeløb, – der var ”Den spanske Trappe”, ”Trivi Fontænen”, Colosseum og sidst men ikke mindst ”Vatikanet”.
Romanum
Rom er en utrolig spændende by, og den står meget højt på min ønskeseddel for ferier, – Rom kombineret med en tur langs Amalfi-kysten til Vesuv, Pompei og Capri.
Sankt Petersborg ( tidligere Leningrad )
i 2013 var også en stor, men meget anderledes oplevelse. Det er en by med helt ubeskrivelige sociale forskelle, og det, vi så, var mest på bygningsværker fra det overdådige til det meget fattige og slidte, som bl. a. nogle kæmpe store karréer opført i Stalin-tiden til arbejderbefolkningen, men det første jeg lagde mærke til aldrig så snart vi havde passeret grænsen mellem Finland og Rusland, det var deres helt ufatteligt dårlige veje – hul på hul – og vi klager os!!!
Vi var heldige at ha´ en dygtig chauffør – Torben fra Bindslev – og en stedkendt guide, kan man da vist godt sige. Hun hedder Maria og stammer fra Leningrad, men talte dansk som en indfødt.
Selve turen gik fra Frederikshavn til Gøteborg og over det smukke Sverrig fra Gøteborg til Stockholm, hvor vi sejlede igennem den betagende svenske skærgård og til Finland gennem Ålandsøerne. Herfra gik turen direkte til Sankt Petersborg på fine veje i Finland, men som før beskrevet veje i en noget anden forfatning i Rusland.
Den første aften var vi selvfølgelig ude at kigge på byen, men dagens oplevelse var nok aftensmaden eller rettere sagt det tempo, den blev serveret i. Der stod en ”oberkelner”, eller hvad han nu kaldes i Rusland, og vogtede på alt, og personalet strøg afsted som små fjernstyrede robotter, og man havde ikke mere end lige sluppet ”værktøjet” fra sidste ret, før der var ryddet og næste ret stod foran sig. Man var lige ved at blive helt forpustet, men betjeningen, servicen og maden var bestemt i top.
Vi så selvfølgelig, hvad man skal se, men nok også lidt mere på egen hånd. Vi havde guide med til nok de to største oplevelser, nemlig til Sommerpaladset, der ligger uden for byen og Vinterpaladset, der ligger i byen ud til Neva-floden er overdådigt flotte. I og på slottet er der guld-guld-guld, og i parken er der guld-guld-guld på samtlige af de utallige statuer og masser af små og større bygningsværker og på de flotteste springvand i alle mulige udformninger. 176 stk. + fontæner m.v. – Det var overvældende.
Springvandene bli´r der lukket op for hver dag kl. 11.00, og det er en flot og betagende oplevelse. Springvandene er ikke mekanisk drevne, men bli´r drevne af et højere liggende vand-resouvare, der gi´r det tryk, der skal til. Vandet løber videre i en kanal ud i Finske Bugt, der ligger op til parken.
Vi startede med at få en fin velkomst. Da vi stod ud af bussen, stod der tre russiske ”sprællemænd” eller spillemænd, hedder de vist, og truttede ”Kong Christian stod ved højen mast” og ”Der er et yndigt land”, så man næsten fik hjemve, men det kostede så også lidt russisk valuta til den meget iøjnefaldende kuffert. Jo, jo, russerne havde også lært at stå de rigtige steder og vide, hvor turisterne kom fra.
Romanum
Rom er en utrolig spændende by, og den står meget højt på min ønskeseddel for ferier, – Rom kombineret med en tur langs Amalfi-kysten til Vesuv, Pompei og Capri.
Sankt Petersborg ( tidligere Leningrad )
i 2013 var også en stor, men meget anderledes oplevelse. Det er en by med helt ubeskrivelige sociale forskelle, og det, vi så, var mest på bygningsværker fra det overdådige til det meget fattige og slidte, som bl. a. nogle kæmpe store karréer opført i Stalin-tiden til arbejderbefolkningen, men det første jeg lagde mærke til aldrig så snart vi havde passeret grænsen mellem Finland og Rusland, det var deres helt ufatteligt dårlige veje – hul på hul – og vi klager os!!!
Vi var heldige at ha´ en dygtig chauffør – Torben fra Bindslev – og en stedkendt guide, kan man da vist godt sige. Hun hedder Maria og stammer fra Leningrad, men talte dansk som en indfødt.
Selve turen gik fra Frederikshavn til Gøteborg og over det smukke Sverrig fra Gøteborg til Stockholm, hvor vi sejlede igennem den betagende svenske skærgård og til Finland gennem Ålandsøerne. Herfra gik turen direkte til Sankt Petersborg på fine veje i Finland, men som før beskrevet veje i en noget anden forfatning i Rusland.
Den første aften var vi selvfølgelig ude at kigge på byen, men dagens oplevelse var nok aftensmaden eller rettere sagt det tempo, den blev serveret i. Der stod en ”oberkelner”, eller hvad han nu kaldes i Rusland, og vogtede på alt, og personalet strøg afsted som små fjernstyrede robotter, og man havde ikke mere end lige sluppet ”værktøjet” fra sidste ret, før der var ryddet og næste ret stod foran sig. Man var lige ved at blive helt forpustet, men betjeningen, servicen og maden var bestemt i top.
Vi så selvfølgelig, hvad man skal se, men nok også lidt mere på egen hånd. Vi havde guide med til nok de to største oplevelser, nemlig til Sommerpaladset, der ligger uden for byen og Vinterpaladset, der ligger i byen ud til Neva-floden er overdådigt flotte. I og på slottet er der guld-guld-guld, og i parken er der guld-guld-guld på samtlige af de utallige statuer og masser af små og større bygningsværker og på de flotteste springvand i alle mulige udformninger. 176 stk. + fontæner m.v. – Det var overvældende.
Springvandene bli´r der lukket op for hver dag kl. 11.00, og det er en flot og betagende oplevelse. Springvandene er ikke mekanisk drevne, men bli´r drevne af et højere liggende vand-resouvare, der gi´r det tryk, der skal til. Vandet løber videre i en kanal ud i Finske Bugt, der ligger op til parken.
Vi startede med at få en fin velkomst. Da vi stod ud af bussen, stod der tre russiske ”sprællemænd” eller spillemænd, hedder de vist, og truttede ”Kong Christian stod ved højen mast” og ”Der er et yndigt land”, så man næsten fik hjemve, men det kostede så også lidt russisk valuta til den meget iøjnefaldende kuffert. Jo, jo, russerne havde også lært at stå de rigtige steder og vide, hvor turisterne kom fra.
Vinterpaladset er li´så imponerende om ikke mere. Det var kolossalt stort og aldrig har jeg set så mange mennesker, som der var inde at se det. Der stod lange køer udenfor altid i åbningstiden, og inde var der ikke i hundredvis, men i tusindvis, så det var svært bare at komme frem – eller tilbage, og vi havde heldigvis små højtalere i ørerne, så vi kunne høre vores guide, for man kunne nemt komme fra hinanden, og det skete for mig. Pludselig stod jeg uden at kunne skimte én eneste jeg kendte, og jeg vidst ikke, i hvad retning de var gået, for jeg havde nok haft travlt med at kigge på de berømte malerier. Jeg kunne så heldigvis høre guiden engang imellem, men rummet, jeg stod i, havde fire døre, så det var lidt af et held, jeg valgte den rigtige, så jeg fandt mit selskab igen.
Slottet var selvfølgelig også guld, guld, guld, men det var også kunstmuseum med nogle af de absolut ældste kunstnere så som Van Gogh, Rembrandt, Monet, Rafael, Michelangelo, Picasso o.s.v. og de var ægte. Det var virkelig guf for øjnene. Det var Kejserinde Katharina Den Store der i sin tid havde samlet ca. 4000 malerier af alle de største mestre, og det var et imponerende syn.
Et enkelt af de malerier kunne godt have forsødet livet i en årrække. Nå . se men ikke røre og jeg skal da love for, at de var bevogtet.
Vinterpaladset var Zarens residens indtil 1917, hvor han blev afsat under oktoberrevolutionen, og det var nok ikke noget at sige til, at den fattige arbejderbefolkning gjorde oprør mod et regime med så ufattelige rigdomme til sig selv.
Undergrundsbanen
Der var masser af seværdigheder og bl. a. Undergrundsbanen og de store, flotte kirker. Den første var et kapitel for sig. Undergrundsbanen lå i 6 etager, og til den nederste var der en rullende trappe på 100 m.- Det var stort. Vi kørte med Maria som guide rundt til forskellige stationer og der var ikke to, der var ens, men de var alle meget flotte og velholdte.
Næste mål var Blodskirken – også en imponerende bygning med flotte, flotte udsmykninger. Der var bare det men ved det, at det var svært at nyde den, for da vi kom op fra undergrunden og skulle ud for at gå derhen, da var det begyndt at regne og ikke bare regne, men det stod ned i spandevis, så hvis man kan blive mere en gennem-gemblødt, så var vi det, så det, vi tænkte mest på, var at komme tilbage til vores udmærkede hotel og få tørt tøj på, for vi nåede ikke at blive ret tørre inde i kirken, men sådan kom det ikke helt til at gå, for da vi kom ud, fik vi øje på en Italiensk Restaurant, så vi var nogle stykker, der trængte til en øl, og da vi nu var der, så blev det da også til en pizza, så det endte da med, at vi var næsten tørre, inden vi forlod stedet, og da var der heldigvis blevet tørvejr.
Underholdning
og selvfølgelig med russisk folklore blev vi heller ikke snydt for. Vi var en aften i teater, hvor vi oplevede flotte russiske danse, masser af musik og en herrekvartet – Peters Kvartetten – som jeg har en CD med.
En anden aften var vi på sejltur i et par timer på Neva-floden, hvor vi fik serveret dejlig aftensmad garneret med igen sang, musik og bl. a. kosakdans, mens vi også kunne nyde Sankt Petersborg med mange af dens store bygningsværker set fra flodsiden med.
Efter at være mættet med russiske indtryk, vendte vi så atter næsen hjemad med nogle få timers ophold i Helsinki, hvor vi bl. a. så et særpræget monument for den finske komponist Jean Sibelius, og Tempelpladsens Kirke – en meget særpræget, men utrolig flot kirke, der var hugget ud ind i en klippe
Så gik det hjemad over Ålandsøerne, gennem den flotte svenske skærgård i morgendis til Stockholm, over Gøteborg til Frederikshavn, og med en kæmpestor tak til guide og chauffør.
Slottet var selvfølgelig også guld, guld, guld, men det var også kunstmuseum med nogle af de absolut ældste kunstnere så som Van Gogh, Rembrandt, Monet, Rafael, Michelangelo, Picasso o.s.v. og de var ægte. Det var virkelig guf for øjnene. Det var Kejserinde Katharina Den Store der i sin tid havde samlet ca. 4000 malerier af alle de største mestre, og det var et imponerende syn.
Et enkelt af de malerier kunne godt have forsødet livet i en årrække. Nå . se men ikke røre og jeg skal da love for, at de var bevogtet.
Vinterpaladset var Zarens residens indtil 1917, hvor han blev afsat under oktoberrevolutionen, og det var nok ikke noget at sige til, at den fattige arbejderbefolkning gjorde oprør mod et regime med så ufattelige rigdomme til sig selv.
Undergrundsbanen
Der var masser af seværdigheder og bl. a. Undergrundsbanen og de store, flotte kirker. Den første var et kapitel for sig. Undergrundsbanen lå i 6 etager, og til den nederste var der en rullende trappe på 100 m.- Det var stort. Vi kørte med Maria som guide rundt til forskellige stationer og der var ikke to, der var ens, men de var alle meget flotte og velholdte.
Næste mål var Blodskirken – også en imponerende bygning med flotte, flotte udsmykninger. Der var bare det men ved det, at det var svært at nyde den, for da vi kom op fra undergrunden og skulle ud for at gå derhen, da var det begyndt at regne og ikke bare regne, men det stod ned i spandevis, så hvis man kan blive mere en gennem-gemblødt, så var vi det, så det, vi tænkte mest på, var at komme tilbage til vores udmærkede hotel og få tørt tøj på, for vi nåede ikke at blive ret tørre inde i kirken, men sådan kom det ikke helt til at gå, for da vi kom ud, fik vi øje på en Italiensk Restaurant, så vi var nogle stykker, der trængte til en øl, og da vi nu var der, så blev det da også til en pizza, så det endte da med, at vi var næsten tørre, inden vi forlod stedet, og da var der heldigvis blevet tørvejr.
Underholdning
og selvfølgelig med russisk folklore blev vi heller ikke snydt for. Vi var en aften i teater, hvor vi oplevede flotte russiske danse, masser af musik og en herrekvartet – Peters Kvartetten – som jeg har en CD med.
En anden aften var vi på sejltur i et par timer på Neva-floden, hvor vi fik serveret dejlig aftensmad garneret med igen sang, musik og bl. a. kosakdans, mens vi også kunne nyde Sankt Petersborg med mange af dens store bygningsværker set fra flodsiden med.
Efter at være mættet med russiske indtryk, vendte vi så atter næsen hjemad med nogle få timers ophold i Helsinki, hvor vi bl. a. så et særpræget monument for den finske komponist Jean Sibelius, og Tempelpladsens Kirke – en meget særpræget, men utrolig flot kirke, der var hugget ud ind i en klippe
Så gik det hjemad over Ålandsøerne, gennem den flotte svenske skærgård i morgendis til Stockholm, over Gøteborg til Frederikshavn, og med en kæmpestor tak til guide og chauffør.
Prag-turen 2015
er foreløbig den seneste udenlandstur, men jeg håber ikke, det bli´r den sidste, for det var også en stor oplevelse skønt også lidt ubehagelig på et punkt – Theresienstadt – men det kommer jeg lidt tilbage til.
Vi – mig og Bitten – var på denne tur så heldige at komme til tit at ha´ selskab af et par lidt yngre, meget rare mennesker fra Dybvad, Randi og Flemming, og vi havde rigtig meget fornøjelse af hinanden.
Turen gik selvfølgelig ned igennem Tyskland, hvor vi overnattede nær Neümünster på et hotel, der lå midt i en rundkørsel, og herfra fortsatte vi så til Dresden, en smuk by taget i betragtning, at den næsten var jævnet med jorde under krigen. Der var opført en ny kirke – Frauenkirche – som var utrolig flot både ud og indvendig.
På torvet uden for var der opstillet en skulptur, som var de sørgelige rester af den under krigen sønderbombede kirke. Den nye kirke blev indviet i 2005. Den var opført med alle de gamle sten, men kunne finde i ruinerne, og de blev brugt, hvor man havde regnet sig til, at de måtte været i den gamle. Derfor kunne man tydeligt se, hvor de gamle var, og hvor der var brugt nye. De gamle var sodede og de nye lyse. Det havde været et imponerende arbejde.
er foreløbig den seneste udenlandstur, men jeg håber ikke, det bli´r den sidste, for det var også en stor oplevelse skønt også lidt ubehagelig på et punkt – Theresienstadt – men det kommer jeg lidt tilbage til.
Vi – mig og Bitten – var på denne tur så heldige at komme til tit at ha´ selskab af et par lidt yngre, meget rare mennesker fra Dybvad, Randi og Flemming, og vi havde rigtig meget fornøjelse af hinanden.
Turen gik selvfølgelig ned igennem Tyskland, hvor vi overnattede nær Neümünster på et hotel, der lå midt i en rundkørsel, og herfra fortsatte vi så til Dresden, en smuk by taget i betragtning, at den næsten var jævnet med jorde under krigen. Der var opført en ny kirke – Frauenkirche – som var utrolig flot både ud og indvendig.
På torvet uden for var der opstillet en skulptur, som var de sørgelige rester af den under krigen sønderbombede kirke. Den nye kirke blev indviet i 2005. Den var opført med alle de gamle sten, men kunne finde i ruinerne, og de blev brugt, hvor man havde regnet sig til, at de måtte været i den gamle. Derfor kunne man tydeligt se, hvor de gamle var, og hvor der var brugt nye. De gamle var sodede og de nye lyse. Det havde været et imponerende arbejde.
Fra Dresden gik turen så til Tjekiet med ophold i Theresienstadt, den ”berømte” eller rettere, en af de meget berygtede tyske koncentrationslejre fra 2. verdenskrig. Det var forfærdeligt at se og tænke på, at Hitler med slæng i sin tid havde kunnet behandle medmennesker, som det havde været tilfældet, det er helt ufatteligt, og så var Theresienstadt nok en af de blidere, hvis man kan tale om blid.
Jeg har lige set serien ”Verden i Flammer”, hvor lejren og lejrlivet er beskrevet, og det var ufatteligt.
En af Hitler´s utallige løgne
Det var en barsk oplevelse at se cellerne, hvor de havde boet, se henrettelsespladsen og høre historier bag, se baderum med haner uden vand, der kun var var staffage lavet for at bluffe en Røde Kors – inspektion o.s.v. Det kan man kun tænke på i rædsel, den oplevelse kan jeg godt være foruden en anden gang.
Prag
Var så næste og sidste destination, og her kom oplevelserne til at stå i kø. Vi blev indlogeret på Park Hotel, et dejligt hotel med fine faciliteter og god mad, og det første, vi fik udleveret, var sporvognsbilletter, så vi kunne komme rundt i byen enten samlet eller solo.
Vi besøgte Wenzelpladsen – Prag´s berømte hovedgade, Sankt Vitus Domkirken, Det jødiske kvarter med deres kirkegård, verdens i sin tid største, men nu faldefærdige stadion med plads til utrolige 200 000 tilskuere. Den berømte Karlsbroen besøgte vi indtil flere gange; der var et helt utroligt folkeliv både nat og dag. Vi var på sejltur på Moldau-floden med god mad og musik, samt var vi til aftenhygge på en restaurant med endnu bedre mad og en humørspreder af en harmonikaspiller samt Norma, én af vores medrejsende, en gæv og livlig dame.
Prag har et stort borgområde, og her ligger endvidere den enorme Sankt Vitus Katedral, der har flere tårne på små 100 m.og dateres i hvert fald tilbage til år 925 og den kan ses næsten overalt, hvor man end befinder sig i Prag. Den er især kendt for, ikke bare sin enorme størrelse, men også for dens mange gravkamre, religiøse malerier og kronjuveler, krybter med mange af de tjekkiske kongelige o.s.v.
Jeg har lige set serien ”Verden i Flammer”, hvor lejren og lejrlivet er beskrevet, og det var ufatteligt.
En af Hitler´s utallige løgne
Det var en barsk oplevelse at se cellerne, hvor de havde boet, se henrettelsespladsen og høre historier bag, se baderum med haner uden vand, der kun var var staffage lavet for at bluffe en Røde Kors – inspektion o.s.v. Det kan man kun tænke på i rædsel, den oplevelse kan jeg godt være foruden en anden gang.
Prag
Var så næste og sidste destination, og her kom oplevelserne til at stå i kø. Vi blev indlogeret på Park Hotel, et dejligt hotel med fine faciliteter og god mad, og det første, vi fik udleveret, var sporvognsbilletter, så vi kunne komme rundt i byen enten samlet eller solo.
Vi besøgte Wenzelpladsen – Prag´s berømte hovedgade, Sankt Vitus Domkirken, Det jødiske kvarter med deres kirkegård, verdens i sin tid største, men nu faldefærdige stadion med plads til utrolige 200 000 tilskuere. Den berømte Karlsbroen besøgte vi indtil flere gange; der var et helt utroligt folkeliv både nat og dag. Vi var på sejltur på Moldau-floden med god mad og musik, samt var vi til aftenhygge på en restaurant med endnu bedre mad og en humørspreder af en harmonikaspiller samt Norma, én af vores medrejsende, en gæv og livlig dame.
Prag har et stort borgområde, og her ligger endvidere den enorme Sankt Vitus Katedral, der har flere tårne på små 100 m.og dateres i hvert fald tilbage til år 925 og den kan ses næsten overalt, hvor man end befinder sig i Prag. Den er især kendt for, ikke bare sin enorme størrelse, men også for dens mange gravkamre, religiøse malerier og kronjuveler, krybter med mange af de tjekkiske kongelige o.s.v.
Rådhuspladsen der ligger nede i den gamle bydel, er kendt for sit Rådhus med med det verdenskendte Astronomiske Ur fra fra 1300-tallet. Det sidder på Rådhustårnet og det virker stadig. Vi var der omkring middagstid og oplevede et meget, meget fint vagtskifte med fuld musik.
På en dagstur uden for Prag besøgte vi en utrolig charmerende mindre by – Karlstejn – der havde et gammelt slot, der lå enormt højt oppe, og mærkeligt nok hed Karlstejn Castle. Vi kunne vælge at gå derop, men vi var så heldige, at der var et spand heste, der for nogle koronaer ”gerne” ville fragte os derop, så vi rigtig kunne nyde den meget flotte udsigt. Før Karlstejn havde vi besøgt glasværket Nizbor, derigennem vist nok ca. 300 år bl.a. har fremstillet noget af det fineste og berømte tjekkiske krystalglas.
På en dagstur uden for Prag besøgte vi en utrolig charmerende mindre by – Karlstejn – der havde et gammelt slot, der lå enormt højt oppe, og mærkeligt nok hed Karlstejn Castle. Vi kunne vælge at gå derop, men vi var så heldige, at der var et spand heste, der for nogle koronaer ”gerne” ville fragte os derop, så vi rigtig kunne nyde den meget flotte udsigt. Før Karlstejn havde vi besøgt glasværket Nizbor, derigennem vist nok ca. 300 år bl.a. har fremstillet noget af det fineste og berømte tjekkiske krystalglas.
Vi fik en rundvisning på fabrikken, hvorefter vi kunne handle i deres meget flotte glasbutik.
Vedr. selve arbejdet på fabrikken, så var det langt, langt fra danske arbejdsforhold (se billedet). Der vart ikke noget med sikkerhedstræsko f.eks., ingen beskyttelse af ansigt og hænder o.s.v., og udluftningen var nogle små riste i loftet, men nærmest ikke eksisterende. Men de, der arbejdede der, så ud til at befinde sig godt, men de kendte bestemt heller ikke danske forhold, hvor de næsten er blevet sådan, at sikkerheden er mere væsentlig end produktionen.
Havde det været en dansk fabrik med de samme forhold, så var de ansvarshavende blevet buret inde!!!
Det Gule Marked i Prag nåede at få et lille besøg af nogle af os, da vi kom tilbage, og det var da også lidt af en oplevelse.
Hvad var så Det Gule Marked, og hvorfor hed det mon sådan? – Hvorfor fik vi aldrig helt opklaret, men alle de handlende var tilsyneladende orientalere af en slags, så måske derfor.
Det Gule Marked ligger inde midt i Prag, og det var nærmest et slags loppemarked, hvor man kunne købe alt muligt ragelse – og nemt blive snydt. Jeg købte nu kun en livrem ved en ”pruttehandel”, og det var nærmest for sjov, men jeg har den da endnu.
Der var en ung mand, der blev ved at løbe efter os, fordi vi havde kigget på han bod, og der var ikke det, han ikke ville sælge os med ordene: ”Special price – only for you”. Der var det sjove, at nogle fra selskabet kendte ham; de havde set ham på et loppemarked eller lignende i Kolding, og han både forstod og talte dansk, så ham fik vi lidt sjov ud af.
Men der var nu også et noget ulækkert ”kødmarked”. Vi var knap nok kommet ind i den første gade, før en ung mand kom spænende hen mod os, samtidig med han rev skjorten af og sagde til mig: ” Do you want me?” (Vil du ha´ mig?) Mit svar kan man gætte sig til.
Vi følte os ikke helt trygge derinde, så vi fulgtes altid flere sammen.
Krizikova Fontana
besøgte vi en aften på egen hånd sammen med Randi og Flemming og sammen med Mona og Hans Erik fra Ålborg.
Det var en imponerende fontæne, der var opført i forbindelse med Verdensudstillingen i Prag i 1891. Omkring den ligger i dag Prag´s tivoli. Da mørket var faldet på, kom der liv i fontænens mange fantastiske springvand, der sprang i takt til musik fra 55 højtaler – det kunne godt høres! Det var også en imponerende oplevelse.
Hyggeaften
havde vi selvfølgelig også, og det var på en lækker restaurant med lækker mad og en harmonika-spillemand, der kunne sætte liv i kludene.
Efter en uge med masser af oplevelser og indtryk gik det hjemad over Berlin, hvor vi også fik tid til lidt sightseeing, hvilket også var en appetitvækker til et evt. senere besøg.
Vi så selvfølgelig Brandenburger Tor, gaden ”Under den Linden”, Regeringsbygningen og residensen for Frau Bundeskansler Merchel, resterne af Berlinmuren og resterne af den under 2. verdenskrig sønderbombede
Gedächtniskirche
Det var på pladsen her omkring en terrorist under julemarkedet i 2016 kørte en lastbil ind menneskemængden og dræbte 12 og sårede adskillige flere. – Terror er fej og hæslig.
Efter overnatning på et rigtig fint hotel ude for Berlin, gik det så dagen derpå
Vedr. selve arbejdet på fabrikken, så var det langt, langt fra danske arbejdsforhold (se billedet). Der vart ikke noget med sikkerhedstræsko f.eks., ingen beskyttelse af ansigt og hænder o.s.v., og udluftningen var nogle små riste i loftet, men nærmest ikke eksisterende. Men de, der arbejdede der, så ud til at befinde sig godt, men de kendte bestemt heller ikke danske forhold, hvor de næsten er blevet sådan, at sikkerheden er mere væsentlig end produktionen.
Havde det været en dansk fabrik med de samme forhold, så var de ansvarshavende blevet buret inde!!!
Det Gule Marked i Prag nåede at få et lille besøg af nogle af os, da vi kom tilbage, og det var da også lidt af en oplevelse.
Hvad var så Det Gule Marked, og hvorfor hed det mon sådan? – Hvorfor fik vi aldrig helt opklaret, men alle de handlende var tilsyneladende orientalere af en slags, så måske derfor.
Det Gule Marked ligger inde midt i Prag, og det var nærmest et slags loppemarked, hvor man kunne købe alt muligt ragelse – og nemt blive snydt. Jeg købte nu kun en livrem ved en ”pruttehandel”, og det var nærmest for sjov, men jeg har den da endnu.
Der var en ung mand, der blev ved at løbe efter os, fordi vi havde kigget på han bod, og der var ikke det, han ikke ville sælge os med ordene: ”Special price – only for you”. Der var det sjove, at nogle fra selskabet kendte ham; de havde set ham på et loppemarked eller lignende i Kolding, og han både forstod og talte dansk, så ham fik vi lidt sjov ud af.
Men der var nu også et noget ulækkert ”kødmarked”. Vi var knap nok kommet ind i den første gade, før en ung mand kom spænende hen mod os, samtidig med han rev skjorten af og sagde til mig: ” Do you want me?” (Vil du ha´ mig?) Mit svar kan man gætte sig til.
Vi følte os ikke helt trygge derinde, så vi fulgtes altid flere sammen.
Krizikova Fontana
besøgte vi en aften på egen hånd sammen med Randi og Flemming og sammen med Mona og Hans Erik fra Ålborg.
Det var en imponerende fontæne, der var opført i forbindelse med Verdensudstillingen i Prag i 1891. Omkring den ligger i dag Prag´s tivoli. Da mørket var faldet på, kom der liv i fontænens mange fantastiske springvand, der sprang i takt til musik fra 55 højtaler – det kunne godt høres! Det var også en imponerende oplevelse.
Hyggeaften
havde vi selvfølgelig også, og det var på en lækker restaurant med lækker mad og en harmonika-spillemand, der kunne sætte liv i kludene.
Efter en uge med masser af oplevelser og indtryk gik det hjemad over Berlin, hvor vi også fik tid til lidt sightseeing, hvilket også var en appetitvækker til et evt. senere besøg.
Vi så selvfølgelig Brandenburger Tor, gaden ”Under den Linden”, Regeringsbygningen og residensen for Frau Bundeskansler Merchel, resterne af Berlinmuren og resterne af den under 2. verdenskrig sønderbombede
Gedächtniskirche
Det var på pladsen her omkring en terrorist under julemarkedet i 2016 kørte en lastbil ind menneskemængden og dræbte 12 og sårede adskillige flere. – Terror er fej og hæslig.
Efter overnatning på et rigtig fint hotel ude for Berlin, gik det så dagen derpå
Hjem til Danmark i solskin,
hjem til Danmark i regn
til de bølgende marker
og blomstrende hegn –
og efter et mindre stop ved grænsen, så fortsatte vi til Røde Kro, hvor vi skulle foretage os noget meget, meget vigtigt, – vi skulle spise den sidste frokost på turen, og den var absolut nok værd at bruge tid på, inden vi fortsatte hjemad med stop ved forskellige destinationer
Vi var endnu en fin oplevelse rigere, og ikke mindst pga. vores guide
Det var så det
Men jeg håber da, at der følger flere oplevelser efter, hvis jeg da får råd til det, samt forskellig gøren og laden som i dag, for jeg har absolut planer om at blive her i adskillige år endnu, hvis livet bli´r ved at skikke sig for mig, som det har gjort indtil nu, men jeg ved da også udmærket, at min fremtid ligger mere bag mig end foran mig.
Skulle der – eller rettere sagt – når der kommer flere oplevelser af forskellig art, så vil der jo også være plads til her at føje dem til.
Vi var endnu en fin oplevelse rigere, og ikke mindst pga. vores guide
Det var så det
Men jeg håber da, at der følger flere oplevelser efter, hvis jeg da får råd til det, samt forskellig gøren og laden som i dag, for jeg har absolut planer om at blive her i adskillige år endnu, hvis livet bli´r ved at skikke sig for mig, som det har gjort indtil nu, men jeg ved da også udmærket, at min fremtid ligger mere bag mig end foran mig.
Skulle der – eller rettere sagt – når der kommer flere oplevelser af forskellig art, så vil der jo også være plads til her at føje dem til.