Kilde avisartikel:
Om Ugl’ Søren skriver Arnold Byrum
at han ganske vist ikke var brønderslevborger, men at han var så kendt en skikkelse i byen i torvesæsonen, at han må have sin plads i beskrivelsen af de mænd, der prægede byen.
-Ugl’ Søren havde en lille ejendom på Ø. Hjermitslev enge, og til den hørte der et tørveskær i Store Vildmose, hvor han hvert år skar tørv, som han afsatte i Brønderslev for tre kr. pr. læs.
Når han ikke, som andre tørvebønder, solgte i tusindvis, skyldtes det, efter hans egen forklaring, at folk påstod, at en torvebonde ikke kunne tælle længere end til ni hundrede, og da Søren var en ærlig mand, solgte han kun 1 læs, for så kunne ingen mistænke ham for snyderi.
Søren var en høj knoglet slider med, et måbende gavtyvesigt, som altid lyste af godt humør og lune.
Når han kom agende med sit velplejede studeforspand, lyste det op i mange sure ansigter, for Søren var uimodståelig. Han kendte alle mennesker og havde altid en spøgende bemærkning på læben, og selv om det ikke altid var diplomatiske vendinger, han brugte, så var der aldrig noget sårende i dem, for Søren havde kultur den rene, gamle bondekultur, som desværre er ved at forsvinde.
Mine forældre købte hvert år et læs torv hos ham, og den dag, de skulle leveres, var for os børn en festdag, som næsten kom på højde med Brønderslev marked.
Allerede fra morgenstunden begyndte vi at spejde mod vest, og når Søren så dukkede frem derude ved Morten Damsgaard, løb vi ham i møde for at få agen oven på læsset, og det var som regel et større læs, Søren fik placeret ovenpå den skramlende pindevogn. Men ingen måtte gå forgæves, selv om Søren måtte gå ved siden af vognen.
Ved ankomsten til bestemmelsesstedet blev studene gnedet tørre med halm, dersom de var blevet svedige, vandet, fodret og puslet om, som om det var et par kære børn.
Så begyndte aflæsningen, som gik hurtigt, da der var mange villige hænder til hjælp. Derefter blev Søren budt ind til mors dækkede bord, der i dagens anledning var festligt dækket.
Søren kunne ikke bruge de moderne spisegrejer, men trak lommekniv og hornske op af lommen, og så gled maden ned under skæmt og rungende latter. Når måltidet var endt, trak Søren sin store pibe frem, bankede asken ud på mors hvidskurede gulv, og gjorde et godt indhug i fars tobaksdåse, hvorpå munden blev fyldt med kardusskrå, og så var Søren klar til hjemturen.
Imens var alle gadens børn stimlet sammen for at få en køretur med studeforspand. Søren stuvede selv passagererne sammen, de små i bunden af vognen, og de store langs siderne, og så gik det i sindig stude gang ud ad Vestergade under sang og latter fra såvel passagerer som kusk.
Søren var den gladeste af alle, for han elskede børn næsten lige så højt som sine stude. Stundom prøvede vi at overtale ham til at få studene i løb, men det blev altid afslået, selv om han påstod, at de kunne løbe 11 gange så stærkt som heste.
En dag fik vi denne oplevelse med, idet studene havde vejret en bremse, og så tog pokker ved dem.
I strakt løb gik det ud ad den ujævne vej, og det var med nød og næppe Søren magtede dem, men vi børn så ingen fare, men frydede os over den vanvittige fart, de ellers så sindige dyr skød.
Det var en fast regel, at vi blev sat af ved Spangbroen, men Søren fik først hold på de skræmte dyr ved Agdrup mejeri, og uden der var sket nogen skade.
Som tak for den raske køretur fik Søren og studene et rungende hurra, og så gik turen mod Ø. Hjermitslev enge i et mere sindigt tempo, mens Søren sang sin yndlingsmelodi:
Den gang jeg drog afsted,
min kone ville med.
Det kan du ej min ven,
jeg skal med tørre hen,
og hvis jeg ej blir fuld,
så kommer jeg igen.
Engang da Søren kom, var den ene stud pyntet på horn og pande med blomster og grønt løv, og på vort forundrede spørgsmål om grunden hertil, sagde Søren, at det var Jespers fødselsdag, og en sådan begivenhed skulle selvfølgelig fejres.
69 år er gået siden disse begivenheder, som mange vil synes er små, men de står endnu for mig i det klareste lys. En type som Ugl’ Søren findes ikke mere desværre. Fattig var han, og sliddet for det daglige brød var hårdt, men han var glad og tilfreds med livet som det var, og han lyste op, hvor han kom, ærlig og redelig var han i sin færd, og den dejlige humor, han havde, kunne ingen kue.
Min skoletid:
I min skoletid var Svend Rasmussen leder af Brønderslev kommunale skole. En lille mand med en mægtig mave bag den hvide vest. Han var en dygtig Iærer, om end ikke nogen stor pædagog, og ledede den da forholdsvise store skole, som få år forinden havde afløst den gamle skole ved kirken, med dygtighed. Og Svend Rasmussen var kirkesanger og havde en smuk og meget kraftig stemme, der fyldte det gamle kirkerum med højtid.
Han yndede at kalde sine udvalgte elever og yndlinge ved øgenavn, noget disse tog som en udmærkelse, som ikke altid faldt i god jord hos forældrene. Graver Anton Jensens sønner hørte til de udvalgte og fik navnene Pons 1, Pons 2 og Pons 3. En af drengene, Harald, der senere blev folketingsmand, døde i en ung alder.
En gang fik vi en ny dreng, der tidligere havde boet i Frederikshavn. Has fik navnet rødspætten men drengens far der ikke kendte den betydning, der lå bag ved kælenavnene, tog det som en fornærmelse. Han kom op på skolen og gav Rasmussen en slem omgang, og så hørte det vist op med at give eleverne kæle- og øgenavne.
Svend Rasmussen var som nævnt, en dygtig lærer, som gjorde alt for de dygtigste elever, hvem han ofte gav privat undervisning, hvorimod de normalt eller mindre begavede børn, ikke interesserede ham særligt.
Jeg hørte ikke til de udvalgte og fik hverken øgenavn eller privat undervisning, men Rasmussen lærte mig dog de tolv små profeter udenad så grundigt, at jeg husker dem endnu.
Vi havde ham som religions lærer, og havde blandt andet fået til opgave at lære navnene på de tolv små profeter udenad, men tiden havde vel ikke tilladt det og hovedet vel ikke magtet at fastholde de tolv navne, så straffen blev fastsat til en times eftersidning.
Da skolen sluttede klokken 16, blev jeg og flere andre syndere låst inde i klasseværelset og fik besked på at få lært profeternes navne inden kl. 17, i modsat fald skulle vi sidde efter en time dagen efter. Jeg fik lært profeternes navne, men må bekende, at jeg ikke har haft brug for lær- dommen i mit senere liv.
Vi havde en ordning ved skolevæsenet i Brønderslev, som gik ud på, at man efter det fyldte tolvte år kunne udskrives af skolen fra maj til november for at tage del i det praktiske arbejde og tjene lidt penge, og for at råde bod på de deraf følgende forsømmelser, var der oprettet to særklasser, hvor man ved hjælp af et større pensum, skulle søge at indrette det forsømte om vinteren, hvad aldrig lykkedes, fordi børnene som regel også havde pladser vinterhalvåret.