Vrensted Historier – VRENSTED-HISTORIER.DK

Læge Peder M. Sørensen, Vrensted – Mit liv

P.M. Sørensen f.1918 d.2000

Født 1918 Sdr. Saltum. Student 1936 Sorø. Cand. med. 1944 København. Embedslægeeksamen 1960. Hospitalsuddannet på Aarhus Kommunehospital Marselisborg 1944-47. Praksis i Vrensted 1947-85. Vikariater i Sverige 1986-89. Formand for skolenævnet Brønderslev Gymnasium 1973-78. I studietiden kollegierådsformand og formand for medicinske studenterråd. Haft tillidshverv i Den alm. danske Lægeforening, medl. best. Hjørring amts Lægekredsforening. Formand for sygekasseudvalget, medl. Jyske centraludvalgs forhandlingsudvalg, best. Jysk med Sel. skab, praksisrepræsentanten i Nordjyllands amts voldgiftsret. Medl. af Den alm. danske Lægeforenings etiske råd 1975, formand 1979-80. Tildelt mindelegat for brygger I.C. Jakobsen 1968 Æresmedlem af Nordjyllands lægekredsforening 1986.

Vrensted lægen P.M. Sørensen, fortæller om sin slægt, barndom og ophold på Sorø Akademi. Han var borte fra Vendsyssel, under uddannelse i 14 år, inden han i 1947 vender tilbage og nedsætter sig som praktiserende læge i Vrensted.

Historien er fra 1991 i Barn af Vendsyssel.

Noget om en sølvske.

Jeg sidder her med en gammel sølvske, der altid har været i min mors slægts eje, og som jeg har fået pålagt at passe på. På skebladets bagside er der graveret en bladkrans, og i dens midte er skrevet:

LNSB

DIDB

1635

Det er helt sikkert en bryllupsske, hvor øverste linje angiver brudgommens navn. F.eks. Lars Niels Søn og sognet Børglum. Nederste linje brudens navn. F.eks. Dorthea lens Datter og sognet Børglum.

Vi ved, den stammer fra Stenbjerggård, der dengang hørte til Børglum sogn, og ved giftermål er den kommet rundt på gårdene her på egnen og i Hvetbo herred og befandt sig, da min mormor var en ung livslysten pige, i hendes hjem: Lykkegård, Vester Hjermitslev.

Min oldefar Christian Frandsen f. 1834 og oldemor Kirsten Madsdatter ansås for at være dygtige folk med orden i tingene. Derfor havde de allerede tidligt bestemt hvem af pigerne, der skulle have forskellige arvestykker. Således skulle Maren min mormor, og søsteren Stine, have to lysestager af yngre dato.

Og pga. samme ordenssans og sparsommelighed sagde forældrene nej, da Maren bad om penge til et par nye sko til et forstående bal.

Så skete noget frygteligt en formiddag. Da oldefar kom hjem til middag, havde Maren solgt sin sølvske for 10 kr. til en omvandrende handelsmand, og nu skulle hun ud og købe sko.

Oldefar satte alle hensyn til side og helmede ikke, før han havde sporet handelsmanden og fik handlen gjort tilbage.

Nu var han jo ikke rigtig rolig ved, at Maren atter havde ansvaret for skeen, og derfor overtalte han den, efter hans bedømmelse, mere stabile Stine til at tilbyde sine to pæne lysestager i bytte for sølvskeen. Så faldt der ro over den sag.

Maren blev med eller uden nye dansesko gift med min morfar, Peder Madsen Poulsen, Østrup, hvis gård så langt registrering rækker, har tilhørt samme slægt. Her blev min mor, Ane Marie Povlsen, født 7. feb.1891.

Stine blev gift med Jens Peter Møller fra Østrup, og de fik Søndergaard i Vrensted, som er nærmeste nabo til præstegården. Jens Peter Møller blev sognefoged, men døde tidligt. Enken, Stine Møller, blev en hel institution i Vrensted, myndig, afholdt og en højt skattet nabo for 3-4 præstefamilier.

Da Gitte og jeg som purunge i 1947 kom til Vrensted og startede lægepraksis, efter at jeg havde været borte fra Nordjylland i 14 år og Gitter var indfødt Århusianer, var Stine Møller en stor støtte i tilpasningsprocessen. Jeg var læge for hende.

Og nu kommer så slutningen på skeens historie: Engang, da Stine Møller var langt oppe i firserne og havde overlevet et svært sygdomstilfælde, blev jeg kaldt til gården. Alle børnene var til stede. Stine sagde: Jeg har en gammel ske her. Vi er enige om, at nu skal den tilbage til, hvor den hører hjemme. Pas godt på den. Jeres ældste datter skal have den efter dig, for hun er opkaldt efter din mor, Ane Marie, og det var jo mig, der vågede ved din mor, da hun døde fra i tre små børn.

Noget om min far og hans slægt

Se evt. også Thyger Rugholm, En vendelboslægt 1949. ajourført af Danske Slægter, Aalborg. 1986.

Farfar: Søren Jensen Sørensen f. Hune Brogård 1865. død 13-12-1930 Gårdejer i Pandrup og sognerådsformand i Jetsmark. Farmor: Ane Kirstine Larsen f. 1860 i Tvilstedgård, Pandrup blev 91 år. Far: Lars Pedersen Brogård f. Hune Brogård 27-2-1887, død 8-7-1973. Gårdejer Sdr. Saltum og sognerådsformand

Redaktør C Nørrelykke, Vendsyssel Tidende, havde en periode et afsnit i avisen, han kaldte Søndagsbrevet 12-9-1971 handlede det om selve det at skrive breve: Det er sagt, at det er en kunstart i forfald. Og det vil han modbevise ved bl.a. at citeret fra et brev, han har fået fra min far:

Forleden modtog jeg et brev fra en 81-årig forhenværende bonde formet på en sådan måde, at hvert ord var et brudstykke af et livsmønster omhandlende beskriverens menneskelige baggrund og en svunden tids menneskelige og sociale vilkår. Brevets strengt personlige form gør, at jeg her kun skal gengive et enkelt afsnit.

Jo, jeg fulgte med mor og far i marken den første høstdag. Far høstede og mor bandt op, og det var især rugen, som blev høstet med stor omhyggelighed og ærbødighed. Den skulle jo give brød til hele familien i et helt år. Jeg har selv tærsket rug med plejl på et lergulv. Vi havde altid skiftetræsko. At komme ind i loen direkte fra kostalden var strengt forbudt. Træskoene var jo snavsede, og rugen skulle jo blive til brød

Mon ikke nok jeg har fortalt dig, at min far var fra en stor gård ude bag klitterne. De såede hvert efterår 10 tdr. land med rug, og så døjede de endda med at brødføde sig selv. Far, som var den ældste, fortalte, at da den sidste af hans søskende blev født, det var den 11. kom en bror ud i kohuset, hvor en anden bror gik og græd. Hvad græder du for, spurgte han, og han svarede: Jeg synes, vi bliver så mange. Det var brødet, han tænkte på, for til tider var der 15-16 mennesker på gården, som skulle mættes. Derfor var det heller ikke så sært at min bedstemor sommetider kunne virke sørgmodig. Meget andet skulle jo gøres. Der skulle stoppes, lappes og strikkes, og der var også udearbejde at klare. Men når bedstefar mærkede, at bedstemor var i dårligt humør, gik han hen til hende, og tog hende om livet og sagde: Lillemor, vi skulle vel ikke køre en tur i byen. Og hendes svar var altid: Jo far, det vil være skønt. Og så kørte bedstefar dem altid et sted hen, hvor de havde det mere småt end hjemme hos dem selv, og dette var nok til at bedstemor blev glad igen.

Den beskrevne gård er mine oldeforældres, Hune Brogård, som kendt af de ca. 300.000 årlige gæster i Fårup Sommerland. Stuehuset ligger smukt restaureret lige ved indkørslen, hvor man betaler billet.

Farfar og farmor købte gård i Pandrup, og hans rige evner fik han stærkt brug for i offentlige hverv. Således var han i 24 år uafbrudt, sognerådsformand 1907 til 1930 i Jetsmark kommune. Ved et sognerådsmøde blev han smittet med en stærk forkølelse, som udviklede sig til lungebetændelse og en uge efter var den stoute mand død. Det var før sulfa og penicillin blev opfundet. Ved begravelsen kunne den store Jetsmark kirke knap rumme det store følge, der også talte Amtmand Wullf i galla.

Det er interessant at læse nekrologerne 15-12-1930 i de borgerlige aviser: Aalborgs Amtstidende, Aalborg Stiftstidende op Vendsyssel Tidende. Vendsyssel Tidende skrev således til slut: Efter at have været medlem af Jetsmark Sogneråd nogle år, valgtes han fra nytår 1907 som formand denne gerning har han med stor dygtighed varetaget siden, altså 24 år. Det er en bestilling, der i en stor kommune kræver meget af sin mand og da særligt i de senere år, men Søren Jensen Sørensen har vist at han har kunnet bestride den. Selv om der var delte meninger om en ting, var han ikke den der straks for op, nej han tog roligt og besindigt på sagen og søgte på en stilfærdig måde at få et godt resultat ud af forhandlingerne. Han havde folks agtelse og tillid, og budskabet om hans død vil vække beklagelse over hele sognet. Ved de seneste sognerådsvalg er han hver gang opstillet som nr. 1 og valgt med det største antal stemmer.

Det er med særlig glæde, at jeg kan citere nekrologen af 17.12.1930 Nordjyllands Socialdemokraten i Aalborg: Afdøde var en dygtig kommunal mand. Den 1. april 1921 oplevede Søren Jensen Sørensen, at det kom to socialdemokratiske medlemmer i Jetsmark Sogneråd, og siden har vort parti været repræsenteret. Vi som har haft samarbejde med afdøde, vil gerne sige, at han var en fordragelig og behagelig mand at have samarbejde med. Han har aldrig set os over hovedet, men tog lige hensyn til vor mening som til hans egne partifællers.

En episode fra hjemmefronten

I forbindelse med farfars offentlige gøremål. Hjørring-Løkken-Aabybro jernbane blev åbnet i 1913. Som repræsentantskabsmedlem skulle han deltage i en festmiddag i Hjørring, hvor også Hans Majestæt kongen sad med til bords.

Hvad nu med påklædningen? For farfar var der ingen tvivl, han ville møde med sit pæne sorte kravebryst. Men drengene, min far og farbror Kristian, havde på det tidspunkt set andet end Pandrup og sagde, at det hører sig til med hvidt stivet kravebryst. Og da farfar ikke ville anskaffe sig det, gik de hen i Fransk Vask og Strygning og bjergede sådan en sag og under lidt protest fik de det anbragt på festdeltageren før afrejsen til Hjørring.

Da farfar kom hjem sagde han: Det var godt nok sådan de andre så ud, men aldrig nogensinde mere skal i få mig i sådan noget træls tøj.

Far og socialloven

Far stod sin far meget nær. Far kom på Bælum Højskole og Præliminær kursus. Forstander Villumsen, tror jeg nok han hed, støttede far meget i hans ønske om at blive rigtig cand.jur, og ikke dansk jurist, og hjalp far med at skrive et brev hjem til farfar, om han kunne regne med at få 10.000 kr. hjemmefra, for det ville et universitets studium koste.

Farfar svarede tilbage, at han nok kunne få 10.000 kr., hvis han ville læse til præst, men ville han være sagfører, kunne han kun få 5.000 kr for: Jeg vil nødig, du skal blive en kæltring.

Så måtte far vende tilbage til landbruget, men hans trang til at fordybe sig i bøgerne og specielt trænge til bunds i sociallove holdt sig hele hans lange liv ud.

Da han selv blev sognerådsformand i Saltum-Hune kommune 1933, udkom Steinckes socialreformlov samme år. Mange love blev samlede og forenklet i et eneste stort lovkompleks. Far, som var æresmedlem af partiet Venstre, forsømte ingen lejlighed til at fortælle os børn, at socialdemokraten Steinkes sociallov var retfærdig og god.
Han kunne den til sidst så godt, at han flere gange blev ringet op fra Hjørring og spurgt , hvordan fortolker du den paragraf?

Han læste lovstof ved middagshvil og til langt ud på natten og havde vi ikke haft vores nye stedmoder og min storebror Søren, var landbruget vist gået i fisk i mit hjem i Sdr. Saltum.

Mor.

Mor og far blev gift 4-11-1913. De havde købt Vrå-Gård i Hundelev, der var en god gård, som gav godt udbytte, men den havde meget besværlig vejforbindelse til omverdenen.

Min storebror Søren blev født der i 1915. I 1918 solgte de op købte Vestergård i Sdr. Saltum, hvor jeg blev født i 1918 og min søster Maren 1921.

Vestergård var ved overtagelsen stærkt præget af at ejendomshandlere havde haft den under behandling. Det blev landbrugsmæssigt en barsk start, men det lykkedes at få driften ordentligt i gang.

Værre var, at mor blev syg af tuberkulose og slet ikke blev rask efter Marens fødsel. Mor døde 29. januar 1923.

Efter forgæves sanatorieophold blev mor plejet hjemme i havestuen, men far blev ved at bevare håbet og tilkaldte også læge fra Aalborg, Kuren dengang var jo frisk luft og fed kost. Tuberkelbacillerne skulle indkapsles i fedt. Mor, der lige som far, var af en høj slank familie, blev rund, som man ser det på det eneste fotografi, der eksisterer af den samlede familie. Det er karakteristisk, at Maren sidder på fars skød, ikke på mors. Vi måtte ikke blive smittet, og bortset fra en kalkskygge i min lunge som tegn på en ophelet proces slap vi alle tre fri af sygdommen.

Men endnu husker jeg lyden af sygeplejerskens knirkende sko, endnu husker jeg, hvordan jeg kunne stå i dagligstuen ved døren ind til den sydvendte havestue, og mor opfattede det og spurgte: Er det dig Peder, Ja, Kom bare. Og så listede jeg ind til mor. Her har du en sukkerknald, men så skal du også gå, sagde hun med et vemodigt smil. Jeg husker, da mor skulle begraves. Hun lå i kiste inde i stuen. Søren på 7 år gik med foldede hænder rundt om kisten rundt igen: men der var ikke noget at gøre. Jeg på 4 år og Maren på 1 1/2 år forstod nok ikke, hvilken katastrofe, det var.

Igennem mit voksne liv har jeg søgt oplysninger om, hvordan mor egentlig var. Som læge på hendes hjemegn har jeg truffet mange mennesker, som har kendt hende fra mange forskellige synsvinkler, som medlem af familien, som ungdomsveninde, som højskolekammerat, som bondekone, og som madmor overfor tjenestefolk, og der står for mig et mere tydeligere billede. Hun sang meget til sit arbejde, hun var altid tilfreds, livlig og udadvendt, god mod sine tjenestefolk. Og så var hun den man sendte bud efter, hvis det var rav i den et eller andet sted. Hun kun få folk forliget.

Efter mors død fulgte nogle meget svære år. Far lærte os at bede vort fadervor, og det blev der rigeligt brug for. Efter nogle år med skiftende husbestyrerinder blev far i 1927 gift igen, det var i Budolfi Kirke

Ny mor

Far blev gift med Kristine Klitgaard f. 20-3-1893, som en tid havde været husbestyrerinde hos os. Hun var af en gammel Hasseris gårdmands slægt møllerdatter fra Gammel Hasseris mølle. Hun tog den store opgave på sig. Det var godt hun kom. Navnlig nu som modne mennesker, er vi taknemmelige for det, og for at vi i 1928, 1930, 1931 og 1935 fik fire gæve søskende, hvoraf den ældste Klitgaard sammen med sin Rise førte vores barndomshjem videre på bedste vis.

Kristine var flittig og dygtig til al husgerning og lærte os mange gode ting, gode skikke, som kom os til nytte sidenhen, og var først og sidst far en uundværlig støtte, hvilket ikke mindst blev nødvendigt, da han fra 1919 kom i Saltum-Hune sogneråd, hvis formand han var i 9 år,

Utallige er de kopper kaffe, Kristine serverede for utallige mennesker i de år.

Stuen hjemme var jo også kommunekontor. Her var typisk langbord med fast bænk. Far sad ved køkkenenden, hvor også telefonen var. Folkeregister og pengeskab var der også plads til,

Klienterne, hvis man kan kalde dem det, kunne være mange slags, og hvis Steinckes sociallov ikke slog til så- ja her kan jeg bedst citere, hvad Kristine sagde til Vendsyssel Tidende ved fars 70-års fødselsdag: Ja, min mand havde i hvert fald svært ved at sige nej, og når han var med til det, så skete det ikke så sjældent, at han kom ud i køkkenet til mig og sagde at jeg var nød til at give denne eller hin en rullepølse med hjem, og selv om vi havde slagtet godt, kunne det unægteligt godt medføre svind i beholdningen.

Klienterne kunne også være lærere, der søgte stilling. Jeg husker, da embedet som 1. lærer i Sdr. Saltum skulle besættes. Det var 76 ansøgere, i en tid, var det næsten hver aften en ansøger, der bankede på døren Selv sad jeg engang og gennemlæste alle ansøgningerne. Nogle havde meget høje eksamener. Det gav stof til eftertanke.

Børnenes hverdag

Til at passe på os, da vi var små, havde vi en stor sanktbernhardshund, som vi var helt fortrolige med. Den vogtede os nidkært.

En morgen stillede politiet i gården. I nattens løb var nogle får i dalene Sydest for Saltum Teglværk blevet mishandlede eller blevet drevet ud i tørvegravene, man mistænkte nu vor hund. Vi havde selv en jordparcel der til tørveæltning og til får på græs Hunden fik brækpulver og afslørede uldtotter i opkastet. En foxterrier havde lokket den på afveje eller omvendt. Men det var ingen vej udenom. Den blev skudt.

Som nabobørnene kom vi tidligt til at gøre nytte, Maren blev i flere år en uundværlig barnepige. Søren havde et stort ansvar som ældst og blev hele livet den, vi andre søskende spurgte til råds.

Jeg var høver dreng som mine jævnaldrende. Arbejdsdagene var lange som vore tjenestefolks.

Gårdens hovedkraft var vindmøllen, og den skulle udnyttes hvis det blæste. En stor sag var at få tærsket årets høst. Jeg husker sådan en februar dag.

Jeg var inviterer til en klassekammerats fødselsdag. Så blev det blæse- vejr og vi skulle tærske, og jeg skulle hjælpe til. Min plads var oppe i ladegulvet, hvor jeg skulle hjælpe med at tage halm fra og stoppe det ind bagved. Der, højt oppe under pandepladerne begravet i halm, som karlen stangede op, og som ikke altid blev fjernet hurtigt nok tilbragte jeg så den eftermiddag, hvor de andre drak chokolade og legede. Det var en lang dag.

Nu mange år efter er jeg kommet til at tænke på, om far i virkeligheden ville beskytte mig mod smitte, idet der nogle år tidligere havde været tuberkulose tilfælde i pågældende hjem.

Men skønne minder er nu i flertal. Det at tærske kunne også være fornøjeligt.

En dag var vore to karle ved at tærske rug med plejl. Jeg kom ud til dem, var vel ca. 8 år og så sagde den ene til den anden: Den spirrevip kunne nok hænges op på væggen i bare et rugstrå, Nej da, sagde den anden. Vil du vædde spurgte den første. Og det gjorde de så. Jeg skulle lægge mig ned på logulvet og tage strømperne af. Så tog forkarlen et godt langt rugstrå. Mine to store tæer lå tæt ved siden af hinanden, og så førte han rugstrået i gentagne S-tals ture rundt om storetæerne, fæstnede enden, tog mig i fødderne med hovedet nedad, og hængte mig op på et stort spiger på lade væggen. Han vandt!

Endnu et skønt minde. Jeg sidder her med et fotografi fra ca. 1928 set udenfor Sdr. Saltum forsamlingshus, som ligger på et hjørne af jorden til Vestergård. Danselærer Ad. Christensens danseskoleelever hvo ca. 40 store og små børn, også Søren, Maren og jeg er på.

Jeg glemmer aldrig den første undervisningsdag. Det var om vinteren Jeg ville ikke med og gemte mig. Stor opstandelse. Endelig fandt de mit skjulested, nedenfor bakken dybt inde i naboen, Søren Vestergård, roekule, hvis stivfrosne vægge dannede et solidt skjold, en god bolig for dem der ville skjule sig. Jeg blev hentet op i forsamlingshuset, og endnu husker jeg, at den noget ældre Klara Kusk venligt tog sig af mig, tusind tak skal Klara have. At danse vals er stadig en af mine store glæder nu som ivrig seniordanser.

Skole

Vi gik i Sdr. Saltum skole hos to gode lærere. August Villadsen og Jens Poulsen. Der var to klasseværelser; de store gik i skole to dage om ugen i sommeren og fire dage i vinteren og de små omvendt. Det var en god skole

Hjemmedåb

En dag, det var 21. maj 1928, blev lærer Poulsen midt i vores skoletid kaldt op til mit hjem. Min ældste lillebror var lige blevet født 16. maj. nogen tid før beregnet, vejede kun 4 pund, og man skønnede at der var fare på færde, han skulle hjemmedøbes. Der klarede lærer Poulsen hjemme i soveværelser. I farten kunne de ikke bestemme sig for et navn og diplomatisk foreslog læreren, at han kunne få mors pigenavn, Klitgaard, som mellemnavn, og han blev døbt Klitgaard Sørensen. Om han skulle leve, kunne han altid i kirken få et fornavn. Til glæde for os alle levede Klitgaard og overtog senere vort fødehjem, men Klitgaard forblev hans eneste fornavn.

Læreren ændrer børns livsforløb.

En dag kom lærer Poulsen op på gården og sagde til far og Kristine, at de skulle tage mig ud af skolen. Jeg kom på Aabybro Realskole. De tre år jeg gik der fra 1930, til jeg i 1933 tog mellemskoleeksamen, var en mærkelig og vanskelig overgangstid. Det var der flere grunde til. Der var krisetider, der ikke mindst ramte landbruget. Hjemme var brug for alle hjælpende hænder. Jeg husker en sommer, vi byggede ny kostald. Vi havde ude i laden midlertidige svinestier med nogle søer, der skulle fare. Jeg sad og skulle passe to søer, der var ved at få grise. Men jeg skulle også læse til eksamen i geografi, som jeg skulle høres i om eftermiddagen i Aabybro. Fra aktiviteten som fødselshjælper kom blodpletter i geografibogen. Jeg blev afløst og cyklede via Toftegården ved Vildmosen til eksamen og tilbage til søerne igen.

Det føltes naturligt og ligetil. Alligevel følte jeg ofte dårlig samvittighed overfor mine to søskende, når jeg sad og læste, fordi de altid skulle bestille så meget ved gårdens daglige drift sammen med Kristine. Far var tit til møde eller sad på kontor.

Men hvad det var virkelig tungt at bære, var prisudviklingen på svin. Jeg husker juledag, posten havde været der. Der var også en afregning fra slagteriet på tre fedesvin. Ingen af dem havde kostet 30 kr. Der var fundet nogle sygdomstegn. Far sad alene inde i havestuen og græd. Bare jeg kunne have trøstet ham.

Hvad nu efter mellemskoleeksamen? Der var jo 30 km til både Hjørring og Aalborg, hvor der var gymnasium.

Søge Sorø Akademi

Tidligt på foråret fik vi et godt råd af en nabosøn, Søren Gammelgaard (Jacobsen), som var stud polit. og boede på Regensen. Det er ham, der senere blev Danmarks første overvismand og rektor på Aarhus Handel højskole. I skal prøve at få drengen ind på Sorø Akademi..

Og det blev målet. På den skole meldte sig i 1933 3 gange så mange ansøgere, som de kunne tage, og vi, der ønskede os i sprogligt gymnasium, skulle have bestået latinprøven forinden. I Aabybro havde vi ikke latin på timeplan Skolebestyrer Okkels tog så ved påsketid et lille privat hold i sit hjem om aftenen indtil juni, så jeg i den periode kørte to gange dagligt med toget Saltum-Aabybro t t/r,

Optagelsesprøven i Sorø var en torsdag fra kl. 8.00 morgen, hvor jeg onsdag eftermiddag var til sidste eksamen i Aabybro. Lærerne i Aabybro var flinke til at tage mig op i det første hold op ret hurtigt derefter udfærdige mit eksamensbevis, som blev forsynet med frisk rødt lakstempel. Med det drog jeg videre til Aalborg, hvor jeg skulle møde far på Odd Fellow, hvor han var med Saltum teglværksfolk på den årlige udflugt.

Far havde bestilt natsovevogn, og velinstalleret i vores kupé satte jeg mig ved den lille bordklap ved vinduet og terpede Mikkelsens grønne latinbog.

Da vi om morgenen ankom til Sorø Akademi, blev ansøgerne delt op i grupper på fire-fem stykker i hvert klasseværelse, og i dages løb kom så vores kommende lærere og eksaminerede os i deres fag.

Da dommen faldt sidst på eftermiddagen, skete det på den måde at rektor Råschou-Nielsen stod op på bænken på Stengangen op læste navnene op på dem, der slap ind. Der blev grædt meget rundt omkring.

Jeg var heldig. Vi skulle komme ind på rektors kontor og afhente de papirer, vi havde med. Stor var min forbavselse over, at min konvolut fra Aabybro Realskole slet ikke var åbnet. Gennem den uåbnede konvolut mærkede man endnu duften af laksejl fra i går eftermiddags.

Af de optagne elever fik halvdelen i løbet af sommerferien alumneplads på akademiet, resten måtte bo ude i byen. Også der var jeg heldig og kom til at blive en rigtig soraner fra starten.

Jeg var lige fyldt 15 år, og der skulle nu gå 13 1/2 år borte fra Nordjylland, hvor jeg boede 3. år på Sorø, 4 år i Aarhus. 3 1/2 år i København og atter 3 år i Aarhus.

Soranerliv

Når nu artikelserien hedder Barn af Vendsyssel, synes jeg, det er rigtigt at fortælle om, hvordan det føles for barnet totalt at skifte miljø, bo på en kostskole 300 km fra sit hjem med mulighed for at komme hjem 4 gange pr. år, bo på femmandskamre, hvor vi sad omkring er rundt bord med skabe til tøj og bøger langs de to sidevægge, i krogen en brændekakkelovn, vinduet vendte ud til Fratergården og Fraterbrønden med den store Sorø Kirke parallelt med hovedbygningen, hvor alumnat lå øverst oppe med værelser til 64 drenge i alt. Korsgangen havde for hver ende en sovesal til 32 drenge. Sengene stod tæt, inspektionshavende lærers soveværelse gik som en niche ind i sovesalen, en lærer til hver sovesal.

Midt på korsgangen var vinduet såvel ud til Fratergården mod nord som ud mod akademihaven og Sorø sø og skovene mod syd.

Når jeg kom hertil fra Vestergård i Saltum, hvor vi fra haven kunne se ud over Vildmosen til Aalborg op fra gården mod vest kunne se Hanstholm Fyr og mod nord Rubjerg Fyr, følte jeg mig lukket inde. En lille trøst var det, at et sted på den anden side af søen var en lysning i skoven og der kunne man om aftenen på jernbanen København Korsør se den oplyste nat ekspres køre hjem til Jylland. Det var måske en fattig trøst men det smagte da altid lidt af kontakt med Vendsyssel,

Aksel Dahlerup, den senere generaldirektør for Statsradiofonien som på det tidspunkt kørte en serie, der hed Hørebilleder fra daglivet, var en dag på Sorø Akademi for direkte optagelser og interviews. Som eksempel på kamrene valgte han vort nr.11, fordi han syntes, der var repræsentativt, Kammeduksen, elev i 1.g, som jeg, var fra Svendborg, jeg var fra Vendsyssel. En i realklassen var fra Leningrad, én i 4. mellem var fra Færøerne og så var der en Københavner. Desværre fik vi ikke tid til at underrette vore hjem om at nu gik vi i luften, men nogle på min hjemegn hørte udsendelsen. Dahlerup var meget grundig og elskelig. Det var jo en stor begivenhed for en 15-an dreng i 1933.

Sprogskifte.

I min egen klasse var ingen fra Jylland. Selv om eleverne var fra alle aldersgrupper, fra adelige og nedefter, var der ingen sociale klasseskel, for vi gik i uniform. Men der var meget mobning, drøjt, som vi sagde. De, der som havde boet der i mellemskolen, ca. halvdelen regnede ikke de nye for ret meget. De benyttede enhver lejlighed til at drille, og for læseren må jeg jo erkende, at det jeg blev drillet med, var mit sprog Vendelbotonefaldet afsløredes ved hvert ord. Det eneste sted, det var til nytte, var i engelskundervisningen, hvor lektor Juul Mortensen (psykiateren Ebbe Linnemanns far) benyttede mig som eksempel på korrekt udtale af det engelske w. Han var en støtte for mig.

Marcus

Helt enestående var lektor Marcus Pedersen, gift med rektors datter Elisabeth. Han havde selv været hele sprogskolen igennem, idet hans hjemby var en gård i Hvorup. (se Barn af Vendsyssel IV K Axel Nielsen s. 16).

Marcus var en højt estimeret lærer og var dansklærer, og endnu får jeg hvert år til jul et to siders tæt skrevet kort fra ham. i 1990 dog skrevet af fruen Lisbeth. Han er nu 97 år og sengeliggende. Marcus har i mine læge år i Vrensted hjulpet mig med at få en halv snes unge vendelboer ind på Sorø Akademi. En enkelt af disse har endog inviteret Gitte og mig til sin disputats, en anden underviser på Odense Universitet.

Når jeg fik mine danske stile tilbage, var de fulde af hans røde rettelser. Stavningen og tegnsætningen var der aldrig noget galt med, men sprogbrugen, hvor jeg oversatte vendelboordene direkte til rigsdansk mange, mange fejl, fordi man ofte slet ikke brugte den vending på dansk. Marcus boede med sin familie i Klosterporten, der forbinder Sorø by og akademi terrænet. Børnene Aage og Else havde måske sommetider nogle snævre udfoldelsesmuligheder. I hvert fald husker jeg en morgen, hvor Marcus Pedersen stod ved klassens vinduer der vender ud mod søen, sukkede og sagde,

Jeg siger så til Lisbeth når børnene er utidige, var vi dog, som i mit hjem, havde en stald at slippe dem løs i.
Det var nok sådanne tanker, der gjorde, at han fik mig til at rødme af skam. Vi havde fået et stilemne: Fortal om dit værelse. Da vi fik dem tilbage, begyndte han timen med at læse min stil op fra ende til anden Jeg beskrev bl.a. udsigten hjemmefra, der vekslede med årstiden, hvordan kreaturene om foråret blev blev drevet eller kørt ud til sommergræsning i engene, hvor man kørte ud og gravede tørv lavede tørv i Vildmosen og arbejdede med at tørre tørvene og få dem Kørt hjem. Synet af de store læs med duftende eng hø etc., Marcus drømte helt sikkert hjem til sit eget kære hjem, som lå på den anden side af Vildmosen, og som han aldrig glemte at rose. Hvorfor rødmede eleven? fordi jeg aldrig på det tidspunkt havde haft mit eget værelse.

Nå, efterhånden aftog drilleriet. På sportspladsen var det ikke noget i vejen, hverken ved cricket tennis eller roning. Sorø-to’er uden styrmand – vandt dengang europamesterskab, og hele byen var illuminerer da de to kom hjem fra Budapest og blev modtaget på rådhuset. Vi måtte ro i gymnastiktimerne og havde adgang til almindelige robåde i ture på to timer.

Jeg blev skolens håndbold og fodboldmålmand i kampene mellem de forskellige kostskoler.

I 2. og 3. g. skulle vi bo på gymnasiet, hvor der var to mands kamre. Det var en af de store dage i mit soranerliv, da en af de gamle Ole Fog Poulsen fra min klasse spurgte mig, om jeg ville bo sammen med ham næste år. Det gjorde vi så de to sidste år. Jeg fyldte 18 år under min studentereksamen. Det var en stor dag.

Rektor boede i den høje gule bygning, der dannede Fratergårdens vestende, gymnasiet vendte ud til rektorboligens gårdsplads

Om morgenen, da jeg lukkede døren op ud til gården, kom rektor ud på sin hovedtrappe og råbte over til mig: Tillykke Peder. Tak Rektor. svarede jeg og bukkede dybt. Siger du ikke tak i lige måde. Rektor anede ingenting om min 18års fødselsdag, men tænkte på, at der i dag var Sorø Akademis 350-års fødselsdag, og der skulle være fest. Kong Christian X. dronning Alexandrine og de nygifte, kronprins Frederik og den svenske kronprinsesse Ingrid, kommer. Vi i ældste klasse dannede spalier under besøget i rektorboligen. Ved den store officielle handling i festsalen stod to af klassekammeraterne æresvagt. Erik Bruus de Neergaard (Aalborg dommeren) og en anden og lige så høj og flot elev, fik hver et sølvcigaretetui med kongens monogram i guld, da rektor var i København for at takke for kommandørkorset. Professor Ville Andersen var den uforglemmelige festtaler.

De uvurderlige år på Sorø Akademi var isprængt gode ferier i Saltum. Jeg glemmer aldrig en juleaften, hvor en af mine små søskende var lidt syg. Hun sad på mit knæ ved juletræet. Pludselig sagde hun: Nu hjælper det på mig! Så følte jeg mig rigtig velkommen hjem.

Et sted jeg også altid følte mig velkommen hjem var blandt mine jævnaldrende, mest af alt ved ungdomsforeningens årlige juletræ i Sdr. Saltum forsamlingshus. Venner og veninder fra den tid vækker stadig gode minder.

I 1956 fik jeg et brev fra Hans Sølvhøj, dengang chef for Statsradiofonien foredrags afdeling. Han bad mig holde et radioforedrag med titlen ”Ødelægger vi vort helbred allerede som unge”? Ja tak var mit svar. Niels Østergaard var dengang formand for Vrensted Ungdomsforening og havde oprindeligt givet mig den opgave lokalt.

Uden censur fik jeg så lov til at tale i radioen i de tilmålte 23 min. i den bedste sendetid. Pga. lytterstorme blev det genudsendt. Mod slutningen af foredraget havde jeg prøvet at give gode råd til de unge i deres forhold til det andet køn, og sluttede: jeg kunne ønske, at der i dansesale og hvor unge mødes var en tavle på væggen med samme tekst som i den sal, hvor jeg har danset og moret mig i min ungdoms vår:

Altid renhed i din tanke

Altid lys i stort og småt

altid føle hjertet banke

altid gøre andre godt.

(Chr. Jensen Andreasen)

Men tilbage til min uddannelse

Fremtiden

Med en god nysproglig studentereksamen, der dengang omfattede rigeligt med matematik og fysik, kunne jeg tage fat på næsten hvad som helst og valgte det medicinske studium i Aarhus. Jeg synes også, jeg havde et gammelt udestående med Kochs syrefaste stav, tuberkelbacillen, men den blev drevet på stort tilbagetog, inden jeg blev færdig som læge januar 1944.

De i skolen erhvervede færdigheder i fremmede sprog kunne jeg. Lige så vel som Gitte, der dengang læste medicin, og som jeg traf i Aarhus, udnytte ved at tage privatelever i engelsk og tysk for 2 kr. i timen. Hvordan gik det mit eget sprog? Siden at Gitte, der er fra Højbjerg ved Aarhus, i den første tid på Aarhus Universitet opfattede mig som sjællænder, for jeg talte ligesom hendes fætre fra Lille Frederikssund imellem Sorø og Slagelse. Men jeg har stadig samme opfattelse af det rene vendelbomål, som formanden for dansk sprognævn gav udtryk for for nylig i en formiddags udsendelse i radioen. Vi havde lige hørt en djærv håndværkerkone fra Sdr. Harritslev på sit modersmål fremsætte et musikønske og også fortælle fornøjeligt om sin mand, som var gammel og arbejdsivrig. Sprogforskeren sagde: Den kone talte et meget smukt dansk.

Selv kan jeg ikke bruge det, så det lyder ægte. Specielt ikke hvis det drejer sig om det fagområde, jeg har forstand på.

Barnet af Vendsyssel var borte under uddannelse i 14 år. Det var et tilfælde, at vi kom til Vendsyssel, men vi blev vel modtaget og har nu boet i Vrensted siden 1947. Gitte og jeg er blevet slidt på, men på en sådan måde, at vi er trykke ved også at tilbringe vort otium her. Om oplevelser i lægepraksis og arbejder i lægeorganisationerne og om fjerne udenlandsrejser kunne fortælles meget, men dette her skal jo ikke være mine memoirer i gængs forstand, men fortælling om en vendelbos oplevelser fra tidlig barndom til begyndelsen af hans egentlige livsværk. Jeg er taknemmelig for, at man har bedt mig give denne skildring, som jeg har opfattet skulle belyse, hvor meget mit hjem og min hjemegn og skolegang har betyder for mig

I min lægegerning blandt Vendelboere har jeg søgt at kvittere. Stærkt støttet af min trofaste Gitte, som altid har bedt mig blive i Vrensted, så vore børn har en rod.

Vi to glæder os over at sporene åbenbart ikke har virket skræmmende idet fire af vore fem børn arbejder i sundhedssektoren

Annemarie Schierup som fysioterapeut i Løgstør. Kirsten Schierup Freund som praktiserende læge i Gandrup. Jørgen Schierup som praktiserende læge i Vrensted. Grethe Schierup Larsen som histolaborant på Aalborg Sygehus. Og så har vi Elsebeth, som i hvert fald ikke ville være læge, men alligevel være noget med mennesker, og hun og Henning har i hvert fald selv tre glade børn og er en glad familie.

Familiefest – efterkommere efter Elvine og Jens Andersen

Hvert andet år samles den stor familie -efter Elvine og Jens Andersen, Gl. Byvej, Vrensted –

Det lille hus som var Elvines hjem overtog de efter hendes forældre som i starten af ægteskabet også boede der. Efter at Elvines mor blev alene, flyttede hun til sin datter i Lille Knudsgård et stenkast fra Gl. Byvej.

På gammel byvej kom der efterhånden en stor børneflok. Elvine gik ud som malkepige og Jens blev hen ad vejen en dygtig dræningsmester med en del ansatte. Efterhånden som de 2 piger og de 8 drenge blev større blev de sendt ud at tjene på omegnens gårde. De gik alle i skole henne i Byskolen som lå tæt på hjemmet.

Det var dygtige og vellidte børn der var arbejdsomme og altid havde arbejde. Alle søskende har været engageret i Vrensted Idrætsforening på den ene eller anden måde, Else vaskede bl.a. trøjerne og flere af drengene har været formand for foreningen. På et tidspunkt kunne der være op til 4-5 af drengene på samme fodboldhold. Drengene blev kaldt winne-drengene efter moderen Elvine.

Af den store søskendeflok er der nu blot tilbage, Verner over 90 år, Poul over 80 år og så efternølere Jørgen omkring 70 år..

Familien har gennem en del år været samlet i Vrensted Forsamlingshus nu Byens Hus. Jørgens søn Peter driver vognmandsforretning så bliver familiemedlemmerne kørt gennem Vrensted by ad de forskellige veje og der vinkes, flages, dyttes m.m. – det hele så festligt.

Senest har man været samlet i Byens Hus i august hvor billeder af alle søskende var stillet frem. De kommer herunder. Søskende i tilfældig rækkefølge

Elvine og Jens Andersen mor og far til de 10 børn som de fik.

Her er efterkommerne samlet i Byens Hus i Vrensted august 2024

Sammenbragt noget flot mad til alle og hvor den store familie nu med efterkommerne – fætre og kusiner – hyggede sig i Byens Hus i Vrensted en lørdag eftermiddag i august 2024.

Sept. 2024 med tilladelse fra familien

jens otto madsen

En god søndagsfortælling

Uddrag af Murer Eigil`s fortælling – Eigil Jensen, tidligere Taars.

Mine første år om bl. a. krigen, barndomsvenner, søndagsskole, børnehave, “Det store bang”,

Mæ si´el

Sporadiske erindringer fra krigstiden.

Jeg husker selvsagt ikke så meget fra dengang, men det var en kold tid i de første år, og ikke bare på grund af nogle meget kolde vintre, men også på grund af, at Hitler var begyndt at terrorisere Verden, hvilket jo førte til 2. verdenskrig.

Min fødeby Tårs var også besat af tyskerne, og de blev bl.a. privat indkvarteret, og det blev de bare uden at nogen blev spurgt, om de ville ha´dem.

I mit hjem – det husker jeg ikke selv, men jeg blev det senere fortalt – var der en soldat indkvarteret, der hed Helmuth, hvilket også er det eneste, jeg ved, idet mine forældre fortalte meget lidt om den tid.

Jo, jeg fik dog også fortalt, at han var østriger og var blevet tvunget med i krigen.

Min far hadede tyskerne, og nægtede i mange, mange år at omgås noget eller nogen der var tysk, hvilket han dog fik et lidt anderledes syn på ca. 30 år efter krigen, men det vil jeg nok komme tilbage til senere.

Jeg kan selv – vel i sagens natur – kun huske brudstykker og enkelte episoder fra krigen, som bl.a. at vores genbos søn Erik. havde en schæferhund, som han selvfølgelig var meget glad for.

En dag, hvor vi sad på købmand Iversens trappe, kom der en jeep kørende med tyske officerer, og uheldigvis (eller måske fordi den heller ikke ku´ li´ tyskere) løb den ud foran bilen og blev så kørt ihjel, hvorefter de godt nok standsede, men det var kun fordi, den lå i vejen for dem, så chaufføren – en menig – blev beordret ud, hvorefter han bare kylede den ind til siden, hvorpå de fortsatte, alt imens Erik ikke græd for lidt.

Men det kunne herrefolket selvfølgelig ikke ta´ sig af, hvilket så heller ikke gjorde nogen venligere stemt over for tyskerne.

Jeg husker også, at der i slagterens stald var opstaldet et par meget, meget store heste – i hvert fald i forhold til Post-Alberts Elis og mig, der på det tidspunkt vel var 5 – 6 år.

De blev passet af et par soldater, og da vi åbenbart havde været nysgerrige og var kommet ind i stalden, så gjorde det her par soldater os forståelige, at de var sultne og ligeledes, om ikke vi kunne løbe ned til bageren efter et rugbrød, hvilket vi så gjorde.

Da vi kom tilbage, blev vi sat op på hver sin af de der KÆMPE heste, der nu – så vidt jeg husker – var lige så rolige som et par gyngeheste uden gyngestativ.

Da vi sad deroppe, så skar soldaterne en ordentlig ”humpel” rugbrød til både sig selv og hver af os, og så sad vi der på ryggen af hestene og spiste, mens vi delte pænt med hestene.

Af det mere dystre, husker jeg, at der var et par af de tyske soldater i Tårs, som blev så trætte af krigen og hvad deraf fulgte, at de sagde ”farvel” for egen hånd.

Den dag krigen sluttede husker jeg meget tydeligt.

Far og mor var hos en af naboerne til kaffe, og min store søster Ruth og jeg sad inde i stuen – jeg på mors symaskinekasse ved siden af kaminen.

Radioen spillede, men pludselig blev der afbrudt, og så lød det bekendte: ”Dum, dum, dum, dum – dum, dum, dum, dum. – I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. — Her er London. … o.s.v. og så varede det kun meget kort tid før vores mor og far var hjemme, og der blev tændt lys i vinduerne overalt, og folk strømmede ud på gaden.

De første venner jeg havde var Ivan og Bjarne.

Ivan

var søn af af Sinne og skræddermester Ejnar Beermann, der havde skrædderværksted i den vestre ende af Tårs by.

Skrædder Beermann var en lille mand med et medfødt handicap, og Sinne var heller ikke helt rask, så da de blev klar over, at de ”ventede sig” – dette har jeg ladet mig fortælle – så syntes de, at det var frygteligt, for det mente de ikke, der kunne komme noget godt ud af, men det gjorde der, og det var så Ivan.

Ivan blev på ingen måde forkælet, selv om han forblev enebarn, men stolte af ham, det blev de, og jeg kan her lige kort fortælle om hvorfor.

Ivan blev den bedste fodboldspiller Tårs Idrætsforening på det tidspunkt havde fostret.

Han blev hentet til Frederikshavn, der spillede i landets bedste række. Det var efter, at Harald Nielsen var blevet professionel i Italien.

I en kamp i Idrætsparken i København mod Brønshøj, scorede Ivan bl. a. to mål, selv om han spillede over for Willy Kragh, der på det tidspunkt var Stopper – som det hed dengang – på landsholdet

De vandt 2 – 1, men rykkede desværre ned alligevel, da andre resultater også skulle passe, hvilket de så desværre ikke gjorde.

Kampen blev i øvrigt refereret i radioen af Gunnar Nu Hansen, og dagen efter kunne man læse flg. på Ekstra Bladets forside: KULEGRAV DANMARK, FIND FLERE SOM IVAN.

Vores mange fælles fodboldoplevelser kommer jeg tilbage til senere.

Vi kom som børn meget hos hinanden, også nok fordi, at min far og ”dej bette skræ´er” (den lille skrædder), som han blev kaldt i daglig tale, var sammen i bestyrelsen for Tårs Fjerkræklub, og de gik begge to meget op i at avle præmiehøns, hvilket så også ind imellem kunne give lidt gnidninger, hvis den enes høne / kok blev bedømt til en højere præmie end den andens høne eller kok.

Det var en skrap konkurrence, var det, for man kunne vinde en pokal, og jo flere pokaler i skabet, jo mere var der at prale med, for ikke at tale om VANDREPOKALEN, den fineste, som den, der vandt den, fik sit navn graveret ind i, og så vidt jeg husker, så var den efter 5 gange ”gravering” erhvervet som ejendom.

Og hvornår var det så lige, det var? – Jo, jo, det var skam på den årlige Fjerkræudstilling på Tårs Hotel, og det var for os børn ikke bare en Fjerkræudstilling, nej, det var et af årets højdepunkter, for der var også farvespil, som blev passer af Post-Albert, og her kunne man for en tiøre vinde, hvis man var heldig, en hel krone, og hvis man var rigtig heldig to kroner.

Der var også lige noget andet, som jeg husker mere end temmelig tydeligt fra de der fjerkræudstillinger, og det var LUGTEN i hotellets lille sal. – Bemærk, at jeg ikke sagde DUFTEN, for det ”duftede” ved gud ikke af violer:

Da jeg var helt lille, da var jeg vild med at ride på alting, og det gik især ud over spisestuestolene, og de kunne vist ikke rigtig holde til det rytteri.

Denne er ikke min gyngehest, men en fra Børglum Kloster´s legetøjsmusæum

Så gav min mor og far mig en rigtig gyngehest i julegave, og jeg kan svagt huske den. Det var en rigtig stor og flot en af slagsen, og den var flottere end nogen karruselhest i Tivoli, men – men – men, den blev en stor skuffelse for min mor og far, for de havde sådan glædet sig til at gi´ mig den — og så var jeg altså bare bange for den.

Det endte med, at de solgte den til Skrædder Beermann, og så kom den til at stå på Ivans kammer, og forstå det, hvem der kan, for så var jeg nok den, der red mest på den !!!!

Bjarne

også kaldet ”Bjarne Støber”, og det var selvfølgelig fordi, at hans far var Støber – altså Cementstøber – og han havde Cementstøberiet i Tårs.

Bjarnes mor hed Erna og hans far hed Thomas, men blev kaldt Thammes eller Thommes Støber.

Bjarne var enebarn som lille, og det troede alle vist nok, inklusive ham selv, at han skulle blive ved med at være, men en dag, hvor vi skulle af sted til fodboldkamp, så kom Bjarne hen til mig og sagde:”A hå´r få´t en bettesøster!”. Da var vi elleve år.

Nå, men ”bettesøster” blev døbt Grete, og hun bor i dag på Sjælland.

Hun kunne vist ikke rigtig li´ mig, da hun var helt lille, for hver gang jeg bare nærmede mig ”ow´er æ´ej å by´j”, så begyndte hun at ”wræ´el”, og det betyder altså at græde højt, og en dag, jeg kom derop, så sagde mor Erna på sin meget stille facon: ”Wi wæ´st godt, at do war på wej, for for lidt si´en, da bejønt Grete å wræ´el”.

Nå, men så vidste de da i det mindste, at der var liv i tøsen.

Oppe ved Bjarne – OPPE ved, det hed det selvfølgelig, fordi han boede øverst i byen, li´som det hed NEDE ved Ivan, hvilket man så kan gætte sig til hvorfor, og begge dele var selvfølgelig fordi, mit hjem vat MIDT i byen.

Nå, men oppe ved Bjarne, der lærte jeg noget, som jeg i hvert fald ikke kunne lære derhjemme, og det var at spille ”Whist med trumf” – hjemme kunne det højest blive til et spil ÆSEL, for det andet var li´som ikke en del af min opdragelse og ikke så velset, så det, at jeg lærte det, det fortalte jeg vist nok ikke derhjemme!!

Nå, men det med kortspil, og hvad det også kunne føre til af en senere fornøjelig oplevelse, det kommer jeg tilbage til i et senere afsnit.

Mens vi boede hos Bedste.

Til fodbold i Hørmested

Som før fortalt, så boede vi hos Bedste i små tre år efter krigen, mens far byggede nyt hus på Søndergade.

Mens vi boede der, stiftede jeg for første gang som ca. 8-årig– så vidt jeg husker – bekendtskab med noget der hed Fodbold, hvilket så senere skulle blive noget, der kom til at fylde meget af min tid.

Men min første oplevelse, førte også til min første – og eneste – røvfuld af min far.

Mærkelig nok husker jeg det ikke selv, så far slog sikkert ikke så hårdt.

Historien er den:

Tårs havde et hold, der vist nok spillede i B-rækken, hvad så det betød, men de var i hvert fald inviteret til idrætsuge i Hørmested.

Når de skulle køre til sådan en kamp dengang lige efter anden verdenskrig, så foregik det på ladet af en lastbil med presenning over, og ”stolene”, det var bænke man lånte på hotellet, og de var ikke hverken skruet, sømmet eller bundet fast, og sikkerhedsseler det var altså noget der lå langt ude i fremtiden, og hvis der var nogen lovkrav til sikkerhed i det hele taget, så var de i hvert fald ikke nået til ”Skøt-Hans´es” lastbil – det hed eller blev vognmanden kaldt,

Lastbilen blev til daglig brugt til grisetransport til slagteriet, og de havde jo alligevel ikke så lang tid igen, så det—

Det var jo som sagt lige efter krigen, og nogen af lastbilerne kørte stadig med generator – en generator var en slags kakkelovn, der sad på siden af lastbilen, og hvori man fyrede med træ, så det var vel også begrænset, hvor højt sådan et apparat kunne få bilen op i fart.

Nå, men tilbage til turen til Hørmested.

Afgang foregik altid fra hotellet. Det var mest praktisk, for der skulle bænkene jo alligevel hentes.

Da de skulle til at køre, så stod Bjarne – for han var ”medskyldig” – og jeg sikkert og kiggede længselsfuldt efter en udflugt i sådan en stor bil, så en eller anden har sikkert spurgt, om ikke vi ville med, og det, har vi da helt sikkert syntes, var en god ide, og helt uden tanke for, at prisen kunne være en røvfuld, når vi kom hjem, for vi havde da i hvert fald ikke tænk os at spørge om lov. – Om det så var fordi, vi kendte svaret på forhånd, så vi ikke ville risikere at gå glip af sådan et godt tilbud, det er da muligt, så det endte med, at vi blev hevet op på ladet.

Hvordan det gik, det kan jeg godt nok ikke huske, men jeg husker temmelig tydeligt, at da vi kravlede ned af lastbilen efter hjemkomsten sådan ved halvellevetiden en mandag aften, da var noget af det første, jeg fik øje på, min far.

Vi boede jo ved Bedste, og det var kun et par huse fra hotellet, så far han stod og vippede ude på fortovskanten, og han så ikke ud til ligefrem ”at stå og vente med bolchedåsen”, hvilket jeg, efter selv at have fået børn, rigtig godt kan forstå, for er der noget, man er urolig for, så er det sine børn, og han havde absolut ingen anelse om, hvor jeg var blevet af.

DET husker jeg, men røvfuld – nej!

Nå, men senere fik jeg, og dermed til dels også min far, en masse oplevelser på grund af fodbolden.

Søndagsskolen

Hver søndag formiddag, så var der søndagsskole i missionshuset, og da vores forældre – i hvert fald vores mor – var troende, så skulle vi altså gå i søndagsskole, så vi kunne forblive artige og gudfrygtige børn, og det tog vi da nu heller ikke skade af, men om det omvendte er tilfælde, det må andre nok hellere kloge sig på.

Vi gik der nu vist ikke i så mange år, for så kom fodbolden og andet til, og fodboldkampene, det var også – heldigvis – søndag formiddag.

Når det var heldigvis, så er det fordi, som jeg husker det, som at det der søndagsskole-væsen var noget ret kedeligt noget.

Søndagsskolelærerne var ældre, gudfrygtige mænd. Der var Daniel – statelig og streng, den meget milde Jakob og Emanuel, som jeg husker som noget forvirret.

De var alle eller havde været husmænd med mindre ejendomme, hvoraf Emanuels dog var af de lidt større, der lå lige i udkanten af Tårs, og på hvis marker der i dag ligger bydelen ”Damly”, der er opkaldt efter gården.

Og så var der også en ældre højskolefrøken med glat tilbagestrøget hår med knold i nakken, som boede næste lige over for missionshuset, og det var en skrap madamme, men hun blev faktisk min storesøsters og min redning fra at komme der alt for tit. Vores lillesøster var ikke gammel nok endnu, så vidt jeg husker, så hun gik ram forbi, hvad det angår.

Der skete nemlig det til en juletræsafslutning i søndagsskolen, at højskolefrøkenen greb mig og temmelig håndfast satte mig op på sine knæ – hvor der ved gud også var god plads.

Man var sikkert ved at berette om julens gudelige lyksaligheder, som jeg sikkert nok havde syntes var ret kedelig, hvorfor jeg foretog mig noget andet så som at løbe rundt om juletræet og måske ”synge” lidt højt eller larme lidt med en Sparebøsse-negermand af støbejern, hvis arm kunne smide en mønt ind i munden på den, hvis man trykkede den i nakken.

Nå, men det blev i hvert fald for meget for ”Sudan-Mutter, – sådan blev hun kaldt, fordi hun også var med i noget, der hed Sudan-missionen, – så det satte hun da lige en stopper for.

Men DET skulle hun aldrig ha´ gjort, for min far kunne ikke fordrage hende, og hun skulle i hvert fald ikke bruge sine talenter på at opdrage hans søn, så det blev et ret kort ophold på de gudfrygtige knæ.

Jeg og min store søster Ruth, vi fik da også gjort opmærksom på, at samvær med hende ikke var det, vi så allermest frem, og det resulterede så i, at hvis det var Sudan-Mutter, der havde søndagsskolen, så behøvede vi ikke at gå derned.

Når det var ”derned”, så var det fordi missionshuset lå NEDE i byen, for øvrigt lige over for Ivan´s hjem, hvilket dog aldrig kom til at have den store indflydelse på hans liv.

Nå, men resultatet blev, at vi om søndagen stillede os ved den nederste bager, hvorfra vi kunne se til missionshuset og lure, hvem der nu var søndagsskolelærer den dag, og hvis det var hende, der gik over vejen, så var vi dem, der var skredet.

Når vi så kom hjem, så sagde far bare: ”Nå, det er hejje i da”!

Det kan i dag godt undre mig, at vores far aldrig studsede over, at det var hende SÅ TIT!!!

FRØKEN TROELSEN´S BØRNEHAVE.

Det var ikke alle frøkener, vi pjækkede fra, og det gjorde vi ikke fra frk. Troelsen.

Hvis der er nogen, der tror, at der ikke var børnehaver dengang, så kan de godt tro om, for jeg gik i hvert fald i børnehave – i hvert fald en slags børnehave – og det var endda under krigen.

Jeg husker ikke så meget, men dog at frk. Troelsen, der muligvis havde en uddannelse og muligvis ikke, var rigtig god til at lege med os og holde os beskæftiget på en måde, så vi i hvert fald ikke var kede af at komme der – tvært imod.

Hvorfor vi gik i børnehave, det husker jeg ikke, men jeg husker, hvor den var.

Den var oven på Stationsvej 3 i et lille bitte lokale, men dengang gik man ikke så meget op i, hvor mange m2 der skulle være til hver, bare vi havde det godt, og det havde vi.

Om vi også så småt fik lidt skolelærdom, det husker jeg ikke konkret, men det foresvæver mig noget om, at vi vist nok blev sat lidt ind i ”Ole Bole´s” mysterier. Det er i hvert fald den første bog, jeg kan huske.

På Stationsvej, der i dag hedder Postholdervej, der ligger huset stadig, og jeg har haft fornøjelsen af at komme der ofte, da jeg senere blev håndværker, idet det senere blev udgangspunkt for en VVS – installatør, som jeg arbejdede en del sammen med.

FDF

På et tidspunkt kort efter krigen blev jeg spejder, eller hvad det nu hedder at være FDF-er, for de Grønne Spejdere, De blå Spejdere, De gule Spejdere o.s.v. de sagde i hvert fald, at FDF-er ikke var RIGTIGE spejdere, men det var vist også før, at der var noget, der hed FPF-er???

FDF står jo for Frivilligt Drenge Forbund, og FPF var jo så — men da jeg var FDF-er, da var vi nu ikke så bevidste om ”den lille forskel”, — så ”pigespejdere”, det var noget vi først blev nogle år senere.

Hvorfor jeg blev FDF-er, det ved jeg faktisk ikke, men 1946 – 47 kom der en ny lærer til Tårs – lærer Trinskjær – og han var ivrig FDF-er så jeg tror det var på grund af ham.

Jeg husker helt tydeligt, den dag han ankom, for han skulle starte med at bo i en lille, bitte lejlighed hos jordemoder fru Ottesen, og det var kun et par huse fra Bedste.

Da han steg ud af bilen – jo, jo, han ankom skam i bil, og det var skam noget dengang – da så jeg en lidt ærefrygtindgydende mand i plusfore bukser og vest og med alpehue med tip.

Det var en fin mand, og så var han lærer, og så var det jo én, man sagde DE til dengang li´som til læge og præst, jow, jow.

Nå, men A. E. Trinskær var nu ikke så slem som lærer, så vidt jeg ved, for jeg havde eller fik ham aldrig som lærer.

Dengang var der endnu ikke bygget store skoler, så i Tårs Sogn, som det hed, der var der 9 små skoler nemlig Terpet, Tranget, Skiveren, Morild, Græsdal, Sæsing, Houstrup, Tårs Nordre og endelig Tårs Byskole, og den sidste kommer jeg tilbage til.

Trinskær flyttede hurtigt ud i Nordre Skole for at bestride sin gerning der, og DET var altså langt ude dengang, syntes vi – nok ca.1 km nord for Tårs og deraf selvfølgelig Nordre Skole.

Den lå – og ligger der for øvrigt endnu, dog bare som beboelse – i en dejlig natur med en stor have og lidt skov nord for og eng med en lille bæk syd for ind mod byen.

Bækken kunne vi både bade og fiske i, og den blev aldrig kaldt andet end ”Flø´s Bæk” efter N. P. Flø, – det var den tidligere lærer i Nordre, og som for øvrigt også var sognerådsformand i en periode i nittenhundredeogtrediverne.

Nordre skole blev så også ”hovedkvarter” for FDF med Trinskær som ”den store hærfører”, og der begyndte jeg som POG – det hed de yngste – derefter Pilt og så til slut Væbner, men det sidste nåede jeg vist ikke, for der kom der også noget med fodbold imellem, og man kan jo ikke tjene to herrer, så det —.

Men jeg oplevede da noget i min FDF-tid.

Vi var engang på spejderlejr en hel uge i Rubjerg Lejren ved Nr. Lyngby, og en aften hvor vi havde forældrebesøg, og vi bl. a. sad og bagte snobrød på bål, kom der en politibil susende ind i lejren, og så blev det pludselig mere spændende, end sådan nogle ”barske” 10 – 11-årige FDF-er li´som brød sig om, for de her ”Politier” de spurgte, om vi havde set nogle skumle personer her omkring, for der var flygtet sådan nogen tidligere på dagen fra Kragskovhede-lejren, og man havde fået at vide, at de var set her omkring.

Mens vores forældre, sådan nogen bangebukse, de skyndte sig at køre hjem, så bad ”politierne” os, om ikke vi lige kunne hjælpe med at fange de her forbrydere, og det sagde vores ledere straks ja til.

Hvordan de der ”politier” de kunne høre det ”ja” for vores af rædsel klaprende tænder og knæ, det må stå hen i det uvisse, men vi måtte altså på forbryderjagt – og vi SNUPPEDE dem.

Det har nu altid undret mig siden, at forbryderne viste sig at være to af vores egne spejderledere, for vi havde altså slet ikke haft nogen anelse om, at de havde siddet i ”spjældet”!!! – Men de blev tilsyneladende benådet, for næste dag var de altså vores ledere igen.

Men det var jo også før, man begyndte at gå op i straffeattest og sådan noget andet papirnusseri!!!

En anden gang var vi til tropsmøde ude i ”hovedkvarteret” i Nordre Skole, og bedst som vi sad der i skolestuen, som også var vores trops-lokale, så gentog seancen sig, for pludselig gik døren op, og så kom der een stormende ind, at vi skulle skynde os at komme ud at hjælpe, for man havde fanget en forbryder, men han var sluppet væk.

Og der var da ikke noget, vi hellere ville, for der var bælgravende mørkt uden for

(klapre – klapre – kla – – tænder og knæ)!!!

Så måtte vi på jagt ude i skoven sammen med vores to tropsførere.

De var brødre, og jeg kan huske, at den ene hed Ejvind, og de gik forrest – så var vi li´som lidt mere trygge.

Nu var der altså lige det – viste det sig – at de to ikke var informeret om, hvad det hele gik ud på, bortset fra at ham forbryderen skulle fanges med alle til rådighed stående midler, så de bevæbnede sig med hver sin hegnspæl for alle tilfældes skyld.

Pludselig råbte de :”Vi har ham, vi har ham”, og da vi nåede frem, gjorde han slet ingen modstand, for da ”forbryderen” var kommet løbende imod brødrene, så gav de ham en af hegnspælen.

Han var simpelt hen gået ud som et lys.

Så bar vi ham modigt ind i skolestuen, og vogtede på hver lille bevægelse, for sådan en frygtelig karl, han skulle sandelig holdes fast indtil politiet kom.

Der var bare lige det, at da vi kom til at kigge rigtigt på ham, så kunne vi pludselig se, at ham der lå der, stadig halvt bevidstløs på grund af brødrenes formidable ”hegnspælsekvilibrisme”, ham kendte vi da godt, for det var da bare Knud Erik Toft Jensen, der også ellers var en af vores spejderledere.

Nå, – han overlevede da, men følte vist ikke den store lyst eller trang til senere at blive udsat for forbryderjagt af FDF-er med et hegnspælsvingende brødrepar i spidsen.

Vi FDF-er havde flere opgaver, og bl. a. denne, at gå ud med et specielt lykønskningskort til fødselarer.

Det var til forældre eller andre, der havde skrevet sig på som en slags sponsorer – jeg er godt nok ikke sikker på, om sponsorater i det hele taget var opfundet endnu.

Nå, men det fungerede på den måde, at en af os FDF-er gik ud til fødselaren og ønskede til lykke, hvorefter man så fik en FEMMER med tilbage til støtte for FDF.

Gad for resten vide, om jeg har været med til at opfinde sponsor-begrebet?? – Den lader vi lige stå!!

Nå, men en af mine opgaver, det var at lykønske fru Knudsen, Agdrup, og det var ikke så ringe.

Agdrup er en ret stor gård, der ligger ca. 2 km. nord for Tårs, så her gik eller cyklede jeg ud hvert år d. 4. marts i min fine spejderuniform, og når jeg havde afleveret min hilsen med honnør og fået ”femmeren”, så blev jeg inviteret på kage og sodavand, så vidt jeg husker, og så blev jeg selv ønsket til lykke, – og hvorfor så det? – Jo, d. 4. marts er nemlig også min fødselsdag, og det var så også grunden til, at det altid var mig, der skulle til Agdrup.

Senere kom jeg for øvrigt en del til Agdrup, idet jeg kom til at gå på Privat Real i Hjørring sammen med en af drengene derfra, nemlig Johannes.

Desuden var jeg i min læretid som murer med til at bygge til en kostald på Agdrup. – – – – og den står der sør´me endnu!

Fastelavn

Nu jeg er ved det der med ”sponsorer” og uniformer, så må jeg da lige ha´ fastelavnsmandag med, og hvad deraf fulgte, for der var en person, der var sikker ”sponsor”, når vi stillede i vores ”fastelavns-uniformer” med larm fra raslebøsser og meget høje barnesangstemmer:

”Fastelavn er mit navn —o,s,v.” – og så med nogen værre masker. – Det var nemlig ikke ulovligt at maskere sig den gang, men det var jo da også lovligt ”røveri”, vi var ude på.

Jeg husker, at maskerne dengang, de var godt nok ikke af plastik, men af papmache, og når man så kom lidt op af dagen, så vår de på grund af sin ånde, ved at gå i opløsning omkring munden, og havde man ikke set skrækindjagende ud før, så kom man i hvert fald til det.

Og det der pap med pap-lim, det smagte, så man så´nt set var glad for, at der kun var fastelavn en gang om året

Nå, men tilbage til det med den sikre sponsor.

Lige over for min Bedste, der boede i et lille bitte hus et meget ældre ægtepar – de var da i hvert fald nok over fyrre måske halvtreds.

Han hed Johannes Neve – var malermester, men allermest kendt for at skrive dilletant- stykker, som blev spillet i hvert fald i Tårs Forsamlingshus.

Så var han for øvrigt også kendt for sin ”knold i nakken”. Det var en enorm fedtknude på størrelse med en citron, der var groet ud oven på hans hoved, og den havde han i den tid, jeg kan huske.

Det mest kendte af hans dilletant-stykker – hvor langt det så var kendt omkring – det var ”Tårs Rakkere”, og det kom til at hænge temmelig meget ved ”dæ´em frå To´es”: ”Nå, do er nok jej å di To´es Rakkere”! Hvad det egentlig betød – eller betyder, for det bli´r da af og til brugt endnu – det ved jeg faktisk ikke, men de der ”Rakkere” var da vist godt nok ikke nogen, der var helt pæne ”i kanten” ——- så de var selvfølgelig nok fra Tårs på Lolland eller Falster!!!!!

Men den interessanteste af ægteparret Neve, det var nu konen.

Hun hed sandsynligvis Mette, men blev aldrig kaldt andet end Mæ´t Neve, og selv om hun ikke var større end den berømte ”tobak for en skilling”, så var de decibel, der kom fra hende til gengæld anselige. – Hun var nok det, man i dag kalder ”en skrap tsjælling” ( kælling ), og så alligevel, for hun havde i hvert fald et blødt punkt, og det kom vi børn til gode hvert år fastelavns mandag, for hun ”sponsorerede” os rundhåndet hvert år.

Det var en selvfølge, at vi børn skulle klædes ud og så ud at ”rasle”, og det var lige så stor en selvfølge, at et af de første – om ikke det første – sted, det var ovre ved Mæ´t Neve, for der faldt der en hel 25-øre af, og det var mange penge dengang. og det normale, det var én og to-ører og i bedste fald en 5-øre.

Vi var et par stykker, (jeg nævner ingen navne, men den anden blev senere kriminalkommissær i Fredericia, og hed Elis) vi mente, at vi godt kunne lave lidt ”reprise” på den seance, så vi gjorde os klar til at ”hæve vores sangerrøst” igen, – ringede på, og ud kom vores ”sponsor”, men hun var ikke så glemsom, som vi nok havde håbet, for straks hun så os, så lød det : ”I har fået, – kom igen til næste år”! – Og det gjorde vi så.

Det store bang!

(Tårs i krig efter krigen)

Den dag eller de følgende dage efter 4. maj, hvor krigen sluttede, der dukkede der pludselig en hel masse frihedskæmpere op med frihedskæmpernes armbind.

Der var mange, der deltog mere eller mindre i frihedskampen, og mens krigen stod på, gik de selvfølgelig ikke og ”reklamerede” med, at de deltog i frihedskampen, for så var de omgående blevet sendt i koncentrationslejr – eller det, der var værre.

Man kan måske tvivle lidt på, om der virkelig havde været så mange frihedskæmpere, men for de, der var det, var det med livet som indsats.

Følgende episode, som fandt sted en søndag morgen ved 9-tiden, blev sikkert udført af disse, men det blev dog – så vidt jeg ved – aldrig opklaret, og man forsøgte sandsynligvis heller ikke særlig helhjertet.

Det var i 1946.

Vi boede hos Bedste, og vi sad og drak morgenkaffe, da der lød et øresønderrivende brag så vinduerne klirrede og huset rystede.

Det var en sprængblyant (sådan blev den / det kaldt), der var blevet placeret i en flagstang i en have på Søndergade lige over for daværende lægebolig, hvor lægen på det tidspunkt var Søren Larsen.

I villaen, i hvis flagstang sprængblyanten var blevet placeret, boede der en i byen kendt borger, men han havde handlet sin vare med tyskerne, og man mente, at det var årsagen, hvilket det sandsynligvis også var.

Der var, så vidt jeg husker, ikke nogen, der kom til skade, men samtlige vinduer i villaen og i lægeboligen blev blæst ud hver og én.

Vi andre fik bare susen for ørerne, – og så VAR det jo en spændende oplevelse, når man ikke var mere end 8, og egentlig nok ikke helt forstod årsagen.

Små spøjse ”vendelbo-historier

Små spøjse ”vendelbo-historier og med Handelstalent

Af Eigil Jensen tidligere Taars

En sand historie fra gamle dage i Tårs ( Toos )

Mosse-Frederik kom til en gård, hvor karlen og manden var ved at kalke.
Frederik gik ind til konen, der købte en bestemt børste.
Da han passerede manden, der stod og kalkede gavlen, spurgte denne, om hans kone havde købt noget.
Nej, sagde Frederik, hun ville så gerne have købt denne børste, men havde ingen kontanter.
Så købte manden den til hende. – Glad gik han ind til hende med børsten, mens Frederik hurtigt trak med cyklen op mod den faste vej.
Da manden opdagede, at de stod med to børster, råbte han til karlen. Løb op og få kræmmeren med tilbage”!
Da karlen nåede Frederik og ville have ham med tilbage, sagde Frederik: “Det behøver jeg ikke.- de ville så gerne have sådan en børste, men havde ingen kontanter, så hvis du har penge ?” Det havde han – sådan gik det til, at Mosse-Frederik solgte tre børster samme sted..

FART PÅ !
Willy kørte for nylig ind i et byområde, og han kørte de lovlige 50 km/t. Pludselig så han en politibil i bakspejlet,og satte så farten op til 60; men politiet fulgte efter, så Willy satte gradvis farten højere og højere op, men politiet fulgte stadig efter, og da han nåede ca. 120, SÅ stoppede de ham, og spurgte om han havde en rigtig god undskyldning for at køre så hurtigt i byen.
“Det hå´r a”, så´e Willy, ” Der er i politibetjent, der er stukken å mæ min ku´en, å a war bå´eng for, at det war ha´em, der kam for å aflever´ hej´e ijen!”

Hjem fra Staterne

Willy´s fætter Ejner kam hjæm etter 40 o´er i Amerika, å så bløw haj spur å i journalist, hwor månne pæ´eng haj ha hat mæ, da haj ræ´est.
“A ha´e 10 kroner”
“Jo – og hvor mange har du så nu”?
“Yveblik” så´e Ejner å rue lidt i lommen, ” a hår 6,65 – det hår wat æn billig tur”!!!

DOVENSKAB

To nåbokwonner stu å snakke om, hwis maij der war mjest dowwen
Dej je´en såe, at det war hejjes maíj mæ garati, for hwis haj bløw bedt om å slå grejs, så ku haj se´ å glo grejst, te dej wajsent å sæ si´el.
Nej, så er me´j maj got nok møj wæ´er, for dej naen da, da krawlt der i dræbersnegl på wos tra´ep, å så så´e a te ham, om int li´eg haj ku få dæj fjernt.
Jamen, det juer haj wal ?
Nej, for haj nåij dej int !!!

Willy´s bil

Willy så´e småirritere te kwo´en : “No ær det tri´i gång, a ska skywt kobling på bilen”.
“Ja, do ska int sitsj på mæ”, så´e kwo´en,” a bruger aldri dej pedal”!!!

Skrivning

Willy kam hjæm frå sku´el, å haj råb´t te hans mor : “Moar, moar, wi hår lær å skry´w i da”!
“Det war da godt nok flot, me dreæng ! – Hwa skrø´w I så”?
“Ja, det wæ a da int, for wi hår int lær å lø´es ino”!

Vin til alle priser
Karl Ejner kom ind til købmanden og sagde: ”A wil gern ha en flask vin te en krone”.
Købmanden: ”Det har jeg sandelig ikke”!
”Jow, det hår do. – På skjælte uv i wejje, der står: VIN TIL ALLE PRISER”!
Efter nogen parlamenteren måtte købmanden gi´ sig.
Da Karl Ejner fortalte det til en ven sagde denne: ”Bløw tjømaj int sur”
”Jow, jow! – Men så sku do ha høt, da a kam å wil ha en kroen å femåtyve øer for flasken”!

De biler, de biler.
Karl Ejner kørte en dag sådan lidt tra-la-la-la, hvorfor han blev stoppet af en betjent:
“Sig mig, min gode mand, er De ude på en fornøjelsestur”?
“Ja, det ka´ mæ da godt sæij! – A hår lieg kørt min svigermor hjem”!!

Historien om HENRY BENT NIELSEN, alias “Pap Henry”.

Historien om Pap Henry

HENRY BENT NIELSEN, alias “Pap Henry”.

En hyldest til Pap Henry.

For mig vil Pap Henry altid være en særlig del af Brønderslevs historie. Jeg glemmer aldrig synet af ham, når han han kom gående lidt foroverbøjet med sin cykel med flade dæk og som barn var jeg selvfølgelig lidt bange for ham -men efterhånden som jeg faldt i snak med ham, fandt jeg ud af at han faktisk havde hovedet godt skruet på og at han var et venligt og imødekommende menneske.

Jeg husker en af mine samtaler med ham, hvor jeg spurgte ham hvad han mon gik og drømte om, hvis han kunne gøre præcis som han ville og efter et øjebliks eftertænksomhed, svarede han, at det var at lave sit hus om til et fristed for hvor alle var velkomne, høj som lav og at man kunne få saft og kage for en femmer

En meget beskeden drøm, må man sige.

Jeg er ikke i tvivl om at han ville sin by og sine medmennesker det bedste og gjorde en stor forskel i bybilledet med hans arbejde og tilstedeværelse. Nu får han en særlig plads på mit papir såvel som i hjertet

Hvil i fred Henry

Sign. Aas Mathiesen

Her Henry komme slæbende med sin cykel lastet med pap

Alt tyder på, at “pap-Henry” var en venlig mand, som gjorde stor nytte og skabte glæde hos mange af Brønderslevs borgere.

Af de mange beskeder på FB i forbindelse med Henrys død, så fortæller de, at han var kendt af rigtig mange og at han var en fast del af Brønderslevs bybillede.

“Pap Henry” havde fundet noget, – et arbejde han kunne lide og fandt nyttigt – således at han kunne klare dagen og vejen, nemlig ”at indsamle brugt pap”, som han solgte til genbrugs virksomheder.

Tit så man Henry i Bybilledet komme trækkende med en overbelæsset cykel, dækket til med pap og “papkasser”.

En god ven af Henry og familien har været behjælpelig med oplysninger og har godkendt denne historie om Pap-Henry, en historie om en person som har gjort meget for sin by, trods de bump han har fået gennem sit liv:

Henry Nielsen kendt som Pap-Henry, han var en kendt mand i Brønderslev. Han havde gennem mange år været en fast del af gadebilledet i midtbyen. Men nu er han ikke mere.

Han var vel det man kalder en original og anderledes end de fleste. Folk lagde mærke til ham – blandt andet på grund af det tøj han gik i.

Henry har gennem mange år indsamlede pap til genbrug i Brønderslev. Og mens han gjorde det, var der også plads til at hilse på folk og dem som henvendte sig til ham.

Pap-Henry. Han blev 82 år.

Han blev indlagt på sygehuset i Hjørring den 24.12.2022 – juleaften sent og han sov stille ind om morgenen første juledag. Et for ham sikkert godt liv, var ikke mere. Han havde i flere år døjet med nyresvigt og forskellige andre ting.

Da det rygtedes at Pap-Henry var død, begyndte der på Brønderslev FaceBook siderne at komme forskellige hilsner. Der kommer en lind strøm som:

”Ære være dit minde, Henry”

”Tak for dit arbejde for Byen”

”Du var et godt menneske”

”God rejse”

o.s.v.

Der blev fortalt små hændelser som folk havde oplevet i forbindelse med Pap-Henry, når han samlede pap ind eller kom trækkende med sin ofte overlæssede cykel.

Flere fortæller også, at de havde været lidt bange for ham, da de var små. Han var jo anderleder i tøjet, nok ikke lige hvad man var vant til at se for et barn, han kunne godt ligne en farende svend eller en hjemløs, når han gik rundt i sit lasede tøj og slæbte rundt på sin cykel, der ofte var læsset med store bunker af sammenpresset pap. Men når man så kom til at snakke med ham, fandt man jo ud af, at han var meget rar. Han gjorde ikke nogen fortræd.

Poul Erik Andreasen formand i Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv er nok den, der har været tættest på Pap-Henry.

Han fortæller: ”Henry blev født i Østergade 24. Vi voksede op i samme gade – kun tre huse fra hinanden. Han var en dejlig dreng at være sammen med – så vi har haft mange gode stunder sammen.

Pap-Henry var en flittig dreng – og allerede fra en meget ung alder havde han job en række forskellige steder. Han kørte blandt andet brød for en bager, han var bydreng for en købmand – og senere kom han også i lære som gørtler hos “Jensen og Bregnhøj”.

– Han havde altid noget at rykke i. Og derfor havde han også råd til at købe en knallert kontant, da han var 16 år. Det var der ikke mange unge, der kunne dengang – men det kunne Henry.

Han har altid sat en ære i at passe det, som han har haft med at gøre. Han var for eksempel meget punktlig og meget afholdt, da han var i lære som gørtler. Hans arbejde var altid i orden”.

Pap-Henry har aldrig været, som folk er flest. Og nogle gange blev det udnyttet af omgivelserne.

Poul Erik Andreasen fortæller også, at da Pap-Henry efter sin tid som gørtler skulle aftjene værnepligt hos flyvevåbnet, skulle han en weekend komme hjem til Brønderslev og være sammen med Poul Erik Andreasen – men Pap-Henry dukkede aldrig op.

Da jeg så senere spurgte, hvorfor han ikke var kommet hjem, så fortalte Henry, at han havde fået mulighed for at tjene en 50’er ved at arbejde. Soldaterkammeraterne havde betalt ham for at pudse på en jetjager hele weekenden. Og de havde sagt til ham, at jo blankere jetjageren blev, jo hurtigere kunne den flyve, fortæller Poul Erik Andreasen og tilføjer:

Det var synd, når der var folk, der behandlede ham sådan”.

Alligevel så det på det her tidspunkt ud til, at Pap-Henry kunne have fået et liv som så mange andre. Men senere i soldatertiden tog hans liv en drejning – og det skete en dag lidt udenfor Brønderslev.

For at undgå sammenstød med en anden bilist kørte Pap-Henry sin bil i grøften. Og da politiet efterfølgende blev tilkaldt, viste det sig, at han havde været påvirket af alkohol.

– Han plejede ellers aldrig at drikke alkohol, hvis han skulle køre, forklarer barndomsvennen Poul Erik Andreasen.

Politiet tog pladerne på bilen – og Pap-Henry mistede sit kørekort på grund af spirituskørslen. Det var flovt og nærmest ubærligt for Pap-Henry, der var baptist.

Der er ikke mange der har kendt til denne historie, som indtil nu kun været kendt af de nærmeste – og det tog hård på Henry.

Det slog ham helt ud. Hvis han ikke havde mistet kørekortet på den måde, så tror jeg faktisk ikke, at det var gået så tragisk, som det gik.

Men det slog simpelthen klik for ham – og væltede vel på en eller anden måde læsset, mener Poul Erik Andreasen.

Pap-Henry havde efterfølgende flere indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Og Poul Erik Andreasen havde opfattelsen af, at barndomsvennen ikke altid blev behandlet godt, mens han var indlagt.

Han ændrede karakter efter indlæggelserne. Han fik førtidspension, men han havde heller ikke længere lyst til at få et normalt arbejde.

Selv med den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet så var der stadigvæk brug for Pap-Henry. Han supplerede sin offentlige forsørgelse ved at tjene lidt penge på at samle pap, jern og andre materialer, som der kunne genanvendes. Og han satte en stor ære i at gøre sit arbejde ordentligt.

Det betød, at han blev sådan en person, der gik og ryddede op alle steder.

Fra Brønderslev Kommune blev der også lagt mærke til hans indsats for byen. Han fik en anerkendelse for sin indsats. Det var i 2001, da den daværende borgmester Lene Hansen indbød ham til frokost på Rådhuset og gav Pap-Henry en dåse tobak og en ny pibe, som påskønnelse for sin indsats for byen, med at indsamle brugte pizzabakker i byens gader.

Ved den lejlighed fastslog Pap-Henry dog, at pizzabakkerne bestemt ikke var nogen guldgrube for ham.

Men Pap-Henry har udtalte: ”jeg synes, at jeg har en forpligtelse til at holde byen ren”.

Det var vigtigt for ham, at holde byen ren, men han havde ikke samme opfattelse af ligesom at holde sig selv så ren og ordentlig, hans tøj var hullet og beskidt – og i hans hjem så det ikke meget bedre ud.

Han tiltrak sig en del opmærksomhed, fordi mange mennesker havde ondt af ham. Men han levede livet, som han selv ville, fortæller barndomsvennen Poul Erik Andreasen.

Det betød blandt andet, at en knallert var opstaldet i dagligstuen.

Han var meget glad for at køre på knallert, og specielt var han glad for mærket Zundapp. Knallerterne var samtidig også hans ømme punkt, og på et tidspunkt fik han stjålet en knallert. Så i lang tid havde han en knallert stående i sin stue – for at passe på den.

Selv om Pap-Henry som regel var sød og venlig, så kunne han også reagere kontant i andre tilfælde.

En gang var der én, der kom med noget tøj til ham – men han blev overfuset af Henry, for han skulle sandelig ikke tro, at han ikke havde råd til tøj, husker Poul Erik Andreasen.

Men andre gange så kunne han også godt finde ud af bare at sige tak, hvis folk ville give ham tøj. Derefter gik han tit hjem og smed tøjet i skraldespanden, for han var tilfreds med det tøj, han havde i forvejen.

Og på den måde valgte Pap-Henry det liv, som han helst ville have. Sådan er i hvert fald opfattelsen hos de nærmeste.

Familien har blot måttet acceptere, at det var det liv, som Henry ville have. Det skulle man ikke lave om på. Han havde sin egen vilje og sin egen måde at gøre tingene på – og det synes jeg jo bare, at man måtte respektere, fortæller broderen Jens Grønbech.

1994 – Henry i køkkenet på Hotel Phønix

2001 – sammen med borgmester Lene Hansen hvor han har fået en belønning

for sin indsats for renholdelse af Brønderslev by. Belønning var smørrebrød

med borgmesteren samt tobak og en ny pibe.

Familien ønsker i forbindelse Henry`s død, at sende en tak til den kommunale hjemmepleje. Familien oplevede, at de ansatte var gode til både at hjælpe og at snakke med Pap-Henry i hans sidste år..

Hirtshals fyr

Hirtshals Fyr 1923 Fotograf Mathæus Rasmussen

Fyrtårnet blev opført i begyndelsen af 1860’erne, grundstenen lagt 28. juni 1861 og det blev tændt første gang den 1. januar 1863. Tårnet var opført i røde mursten beklædt med hollandske klinker, senere blev det kalket gråt, og siden 1960 har det været hvidt. Over indgangsdøren er daværende regent Frederik d. VIIs monogram. Selve fyret er 35 m højt beliggende på toppen af Stenbjerg 27 m over havets overflade. Fyrets fokushøjde

lyskeglens højde over havoverfladen) er 57 m. Lyskeglen kan ses 25 sømil ca. 46 km væk i klart vejr. Fyret var fra begyndelsen forsynet med fast linseapparat og roterende forstærkningsprismer.

Under besættelsen blev de kostbare linser demonteret og gemt bort på en landejendom og opsat igen efter befrielsen. Tager man de 144 trin op i fyrtårnet, har man en storslået udsigt over det omkringliggende fæstningsanlæg, 10. batteri, bygget under 2. verdenskrig og over Hirtshals by og havn.

Fra begyndelsen i 1863 og frem til 1914 brugte man olie som energikilde, fra 1914 til 1939 petroleum til en glødenetsbrænder og fra 1939 en elektrisk glødelampe. Lampen i toppen er i dag på 400 watt. Linserne er håndslebne. De første mange år var Hirtshals Fyr arbejdsplads for fyrmestre, assistenter og sirenepassere, som samtidig boede i de tilhørende boliger sammen med deres familier og et par tjenestefolk. Da der var langt til nærmeste skole, var der som regel også en lærerinde til at forestå undervisningen af børnene. Siden 1973 er Hirtshals Fyr i lighed med landets øvrige fyr fuld automatisk. De gamle beboelser tjener i dag som kaffestue og udstillingslokaler for Støtteforeningen for Hirtshals Fyr. Udover selve fyrtårnet med lys i havde man til at hjælpe skibstrafikken fra 1871 en signalstation med signalmast og kanon. Kanonen eksisterer endnu og kan ses foran fyrtårnet.

Signalstationen og masten er revet ned. Ved hjælp af et internationalt flagsystem kunne skibe og fyr kommunikere om issituation, sygdom m.v. På signalstationen overvågede man i det hele taget al skibstrafikken. I 1963 blev der rejst en radiomast, og sammen med 5 andre radiofyr i Danmark udsendtes hvert 6. minut et radiosignal på samme frekvens til nøjagtig fastlæggelse af, hvor det enkelte skib befandt sig. Radiomasten blev nedlagt i 1995.

Kilder: Kystfortællinger 01 – Hirtshals Fyr – skrevet af Morten Nielsen & Bjørn Løth Fra Egnens Fortid – Lokalhistorisk Årbog 2001. Knud Christensen; Blade af Hirtshals Fyrs historie s. 5-31

Hirtshals Fyr 1862 til i dag Støtteforeningen for Hirtshals Fyrs hjemmeside.

Morsomme epigrammer både på engelsk og dansk – af komponist Jørgen Sørensen født og opvokset i Brønderslev

Morsomme epigrammer både på engelsk og dansk

Af seminarielærer og komponist Jørgen Sørensen

født og opvokset i Brønderslev

Skrevet og komponeret af seminarielektor, komponist Jørgen Sørensen, der har undervist i musik på Nørre Nissum Seminarium.

Han har i 23 år boet i Nissum Seminarieby, men er født og opvokset i Brønderslev, hvor forældrene havde Slagterforretningen ”Eksporten” i Dannebrogsgade.

Han har bl.a. skrevet den efterhånden meget kendte sang

”Hvor mågerne skriger…”
En sang til Vendsyssels pris. Desuden har han skrevet Brønderslev sangen.

Begge sange synges meget her i Landsdelen – Vendsyssel

Her et billede af Lærerstaben på Nørre Nissum Seminarium

fra 1968

Forreste række fra venstre: 1. Adjunkt. Jørgen Sørensen.

Sådan set — sådan sagt

Af lektor Jørgen Sørensen

»Ny kristen sang«

Nu fikser musikfolket lovsangen op.

50 % Jesus. 50 % Pop.

Det er grusomt, men hvad der er værre:

De tror sgu, det glæder Vorherre!

Falsk alarm?

Hvad er det for noget

med ræve bag øret,

med rotter på loftet,

med ugler i mosen

og folk, der ikke

har rent mel i posen?

Mon ikke det skyldes

en and i avisen?

Så er der jo slet ingen

ko på isen!

Fra Kalitten – Kalutten

nye børnerim

Af Jørgen Sørensen, Folkeskolens Musikerforening, 1991

Musik og tekst: Jørgen Sørensen

Tag med op til månen!

Tag med op til månen,

hop ind i raketten!

Jeg håber, at alle har husket billetten,

for nu er piloten parat til start,

om lidt går det løs med forrygende fart. Hold fast, hold fast! Vi letter, vi letter! Rabilder, rabalder, rabulder, raketter.

Det kildrer, det kildrer i maven!

Musik og tekst: Jørgen Sørensen

Hr. Akrobat

Hr. Akrobat, som har rekorden

i at svinse og at svanse,

fik til pinse en chimpanse,

der kan danse.

Og de har aldrig tid til andet,

hverken Bingo eller Banko.

De vil hel’re danse Tango og Fandango.

O tempora, O mores!

I dag si’r vi »du« i stedet for »man«.

Det syn’s jeg i grunden

slet ikke,

du kan.

Bag skærmen

En sælsom tanke

Hvis Aakjær havde levet nu,

var visen om Jens Vejmand

måske i stedet blevet til

en sang om Jørgen Schleimann

Falsk alarm?

Hvad er det for noget

med ræve bag øret,

med rotter på loftet,

med ugler i mosen og folk,

der ikke har rent mel i posen?

Mon ikke det skyldes

en and i avisen?

Så er der jo slet ingen

ko på isen !

Børnehaven i Ane Maries Hus i 1992

På opfordring er Lisbeth Hedegaard Christensen kommet med denne historie om Børneinstitutionen i Ane Maries Hus – her kommer hendes tekst til billeder/avisudklip:

Synes måske, at der i Vrensteds historie mangler noget fra tiden med børneinstitution i Ane Maries Hus, så jeg forsøger hermed at få lidt med (og der er mere, hvor det kommer fra ) Vi havde mange gode år deroppe .

Ane Maries Hus åbnede som daginstitution, integreret børnehave og SFO,

d. 1. August 1992

På et tidspunkt – nogle år senere, var vi oppe på 105 børn i huset, børnehavebørn og skolebørn SFO, -det var mange, og der var tryk på, men det var stadig en god tid

Vi havde et rigtig godt samarbejde og fællesskab i Vrensted omkring ombygningen af Ane Marie Hus, folk kom fra alle hjørner for at give en hånd med, – nogle med værktøj, nogle med maler-grej m.m. , andre kom med et par kander kaffe og nogen med nybagte boller eller kage . Det var fantastisk at opleve den glæde og gejst, der var omkring projektet, og jeg tror, at det gav en stor ansvarsfølelse overfor huset og stedet, en følelse af at her var noget, vi var sammen om, skulle passe godt på og værne om

ALLE MENNESKER RUMMER EN HISTORIE.

Skrevet af Birgitte Meyer

Forleden blev jeg opmærksom på noget, da et medlem af FB-gruppen Skildringer fra det gamle Vendsyssel skrev: “tænk, alle de historier, der ikke bliver fortalt”. Dette kom i forbindelse med min fortælling om min farmor, der ikke gjorde meget væsen af sig selv.

Da hun var død, fortalte præsten om, hvorledes hun altid havde siddet inderst i hjørnet på nederste række i kirken, når hun om søndagen deltog i gudstjenesten. Dette var ikke noget, vi havde snakket med min farmor om, og ikke noget hun selv havde fortalt, da det som sådan ikke var noget “særligt”.

Det har jo for hende været noget naturligt at sætte sig bagest, men da jeg sad i kirken ved hendes begravelse, forestillede jeg mig, hvordan hun altid havde siddet der i hjørnet helt nede bagved.

Det fik mig til i november sidste år at sætte mig på netop denne plads, da jeg var i Sørig Kirke forud for et foredrag, jeg skulle holde. – Jeg fornemmede “næsten” min farmor igen.

Dette er én ting blandt mange omkring min farmor. Men hvor er det dog tankevækkende, hvordan man ikke ved ret meget om sine medmennesker – ja endog sin nærmeste familie.

Alle mennesker rummer noget, som andre ikke hører om. Ofte er det noget, der glæder andre at høre, men måske bliver det aldrig fortalt. Først, når dette familiemedlem er borte, kommer man i tanke om mange ting, man gerne ville have hørt nærmere ind til.

Som børn lever vi i nuet – spekulerer ikke helt sådan over, hvor meget vores forældre dagligt giver os blot i kraft af opmærksomhed og hjælp fra vi er små.

Vi tænker ikke over alt det, vores forældre gør for os i hverdagen. Senere, når vi kommer til puberteten, finder vi måske vores forældre restriktive og “gammeldags” – og måske opfører vi os ikke helt pænt overfor dem.

Når vi bliver voksne, kan vi klare os selv, og vi ønsker end ikke at modtage gode råd eller idéer – og hvis vi mangler hjælp, skal vi nok selv sige til. Her kan vi endog føle vores forældre “blander sig”, hvis de i god mening vil komme med et råd eller et forslag.

Gennem voksenlivet nyder vi at se vores børn sammen med vores forældre, og vi fornemmer, at netop disse to generationer har meget at give hinanden. Men måske værdsætter vi ikke selv vores forældre fuldt ud.

I vores hverdag med travlhed og arbejde glemmer vi lidt, at vores forældre bliver ældre og måske kunne bruge lidt af vores opmærksomhed og tid engang imellem. Vi har travlt med vores karriere og vores børn samt deres kammerater og fritidsbeskæftigelser.

Pludselig en dag bliver vores forældre måske syge – og vi kan se, det lakker mod enden. Ofte er det lige dér, vi vågner op og påskønner det, vores forældre har givet os gennem hele livet.

Når de så pludselig er væk, kommer vi i tanke om alt det, vi gerne ville have vidst om deres liv – hvordan de havde det som børn og som voksne, – hvordan livet har formet sig for dem? Og så er det for sent.

Så er det her, vi af og til senere støder på andre mennesker, der har kendt vores forældre, og nu fortæller de noget om vores forældre, som vi egentlig aldrig har snakket med dem om, fordi vi havde så travlt med vores eget voksenliv.

Men nu er det for sent.

Om Ugl`Søren fra Ø. Hjermitslev Enge

Kilde avisartikel:

Om Ugl’ Søren skriver Arnold Byrum

at han ganske vist ikke var brønderslevborger, men at han var så kendt en skikkelse i byen i torvesæsonen, at han må have sin plads i beskrivelsen af de mænd, der prægede byen.

-Ugl’ Søren havde en lille ejendom på Ø. Hjermitslev enge, og til den hørte der et tørveskær i Store Vildmose, hvor han hvert år skar tørv, som han afsatte i Brønderslev for tre kr. pr. læs.

Når han ikke, som andre tørvebønder, solgte i tusindvis, skyldtes det, efter hans egen forklaring, at folk påstod, at en torvebonde ikke kunne tælle længere end til ni hundrede, og da Søren var en ærlig mand, solgte han kun 1 læs, for så kunne ingen mistænke ham for snyderi.

Søren var en høj knoglet slider med, et måbende gavtyvesigt, som altid lyste af godt humør og lune.

Når han kom agende med sit velplejede studeforspand, lyste det op i mange sure ansigter, for Søren var uimodståelig. Han kendte alle mennesker og havde altid en spøgende bemærkning på læben, og selv om det ikke altid var diplomatiske vendinger, han brugte, så var der aldrig noget sårende i dem, for Søren havde kultur den rene, gamle bondekultur, som desværre er ved at forsvinde.

Mine forældre købte hvert år et læs torv hos ham, og den dag, de skulle leveres, var for os børn en festdag, som næsten kom på højde med Brønderslev marked.

Allerede fra morgenstunden begyndte vi at spejde mod vest, og når Søren så dukkede frem derude ved Morten Damsgaard, løb vi ham i møde for at få agen oven på læsset, og det var som regel et større læs, Søren fik placeret ovenpå den skramlende pindevogn. Men ingen måtte gå forgæves, selv om Søren måtte gå ved siden af vognen.

Ved ankomsten til bestemmelsesstedet blev studene gnedet tørre med halm, dersom de var blevet svedige, vandet, fodret og puslet om, som om det var et par kære børn.

Så begyndte aflæsningen, som gik hurtigt, da der var mange villige hænder til hjælp. Derefter blev Søren budt ind til mors dækkede bord, der i dagens anledning var festligt dækket.

Søren kunne ikke bruge de moderne spisegrejer, men trak lommekniv og hornske op af lommen, og så gled maden ned under skæmt og rungende latter. Når måltidet var endt, trak Søren sin store pibe frem, bankede asken ud på mors hvidskurede gulv, og gjorde et godt indhug i fars tobaksdåse, hvorpå munden blev fyldt med kardusskrå, og så var Søren klar til hjemturen.

Imens var alle gadens børn stimlet sammen for at få en køretur med studeforspand. Søren stuvede selv passagererne sammen, de små i bunden af vognen, og de store langs siderne, og så gik det i sindig stude gang ud ad Vestergade under sang og latter fra såvel passagerer som kusk.

Søren var den gladeste af alle, for han elskede børn næsten lige så højt som sine stude. Stundom prøvede vi at overtale ham til at få studene i løb, men det blev altid afslået, selv om han påstod, at de kunne løbe 11 gange så stærkt som heste.

En dag fik vi denne oplevelse med, idet studene havde vejret en bremse, og så tog pokker ved dem.

I strakt løb gik det ud ad den ujævne vej, og det var med nød og næppe Søren magtede dem, men vi børn så ingen fare, men frydede os over den vanvittige fart, de ellers så sindige dyr skød.

Det var en fast regel, at vi blev sat af ved Spangbroen, men Søren fik først hold på de skræmte dyr ved Agdrup mejeri, og uden der var sket nogen skade.

Som tak for den raske køretur fik Søren og studene et rungende hurra, og så gik turen mod Ø. Hjermitslev enge i et mere sindigt tempo, mens Søren sang sin yndlingsmelodi:

Den gang jeg drog afsted,

min kone ville med.

Det kan du ej min ven,

jeg skal med tørre hen,

og hvis jeg ej blir fuld,

så kommer jeg igen.

Engang da Søren kom, var den ene stud pyntet på horn og pande med blomster og grønt løv, og på vort forundrede spørgsmål om grunden hertil, sagde Søren, at det var Jespers fødselsdag, og en sådan begivenhed skulle selvfølgelig fejres.

69 år er gået siden disse begivenheder, som mange vil synes er små, men de står endnu for mig i det klareste lys. En type som Ugl’ Søren findes ikke mere desværre. Fattig var han, og sliddet for det daglige brød var hårdt, men han var glad og tilfreds med livet som det var, og han lyste op, hvor han kom, ærlig og redelig var han i sin færd, og den dejlige humor, han havde, kunne ingen kue.

Min skoletid:

I min skoletid var Svend Rasmussen leder af Brønderslev kommunale skole. En lille mand med en mægtig mave bag den hvide vest. Han var en dygtig Iærer, om end ikke nogen stor pædagog, og ledede den da forholdsvise store skole, som få år forinden havde afløst den gamle skole ved kirken, med dygtighed. Og Svend Rasmussen var kirkesanger og havde en smuk og meget kraftig stemme, der fyldte det gamle kirkerum med højtid.

Han yndede at kalde sine udvalgte elever og yndlinge ved øgenavn, noget disse tog som en udmærkelse, som ikke altid faldt i god jord hos forældrene. Graver Anton Jensens sønner hørte til de udvalgte og fik navnene Pons 1, Pons 2 og Pons 3. En af drengene, Harald, der senere blev folketingsmand, døde i en ung alder.

En gang fik vi en ny dreng, der tidligere havde boet i Frederikshavn. Has fik navnet rødspætten men drengens far der ikke kendte den betydning, der lå bag ved kælenavnene, tog det som en fornærmelse. Han kom op på skolen og gav Rasmussen en slem omgang, og så hørte det vist op med at give eleverne kæle- og øgenavne.

Svend Rasmussen var som nævnt, en dygtig lærer, som gjorde alt for de dygtigste elever, hvem han ofte gav privat undervisning, hvorimod de normalt eller mindre begavede børn, ikke interesserede ham særligt.

Jeg hørte ikke til de udvalgte og fik hverken øgenavn eller privat undervisning, men Rasmussen lærte mig dog de tolv små profeter udenad så grundigt, at jeg husker dem endnu.

Vi havde ham som religions lærer, og havde blandt andet fået til opgave at lære navnene på de tolv små profeter udenad, men tiden havde vel ikke tilladt det og hovedet vel ikke magtet at fastholde de tolv navne, så straffen blev fastsat til en times eftersidning.

Da skolen sluttede klokken 16, blev jeg og flere andre syndere låst inde i klasseværelset og fik besked på at få lært profeternes navne inden kl. 17, i modsat fald skulle vi sidde efter en time dagen efter. Jeg fik lært profeternes navne, men må bekende, at jeg ikke har haft brug for lær- dommen i mit senere liv.

Vi havde en ordning ved skolevæsenet i Brønderslev, som gik ud på, at man efter det fyldte tolvte år kunne udskrives af skolen fra maj til november for at tage del i det praktiske arbejde og tjene lidt penge, og for at råde bod på de deraf følgende forsømmelser, var der oprettet to særklasser, hvor man ved hjælp af et større pensum, skulle søge at indrette det forsømte om vinteren, hvad aldrig lykkedes, fordi børnene som regel også havde pladser vinterhalvåret.