Kirkemarken i Vrensted – tænkt som Landbrugsskole

Gården “Kirkemarken” opført i 1917/1918 i Vrensted på A.C. Andersensvej 33,  var oprindeligt tænkt bygget til en Landbrugsskole.

 

foto ca. 1950

Markkort og købekontrakt venligst udlånt af Kristian Justesen, Mellegaard, A C Andersensvej, Vrensted.

Den kendte sagfører Anders Olesen, med kontor i Nørresundby, og bopæl i Vodskov, havde store planer omkring opførelse af en ejendom i Vrensted på Præstegårdens jorder, tænkt som en ny Landbrugsskole. Han fik en aftale i stand med Kirkeministeriet og Vrensted Kirke v/ pastor Plesner.

Anders Olesen var bondesøn fra Vrensted, opvokset på “Høngaard”, på Pilgårdsvej i Vrensted.

Han opførte bl.a. Vodskov Kirke, var med i oprettelsen af Nørresundby Bank, var dens direktør de første 25 år. Erhvervede store arealer i Hammer Bakker. Opførte Skovgaarden i Vodskov. Byggede i Vrensted også Ane Maries Hus plus de huse der i byggestil ligner, på Vingevej og Bådstedhedevej ved Trehjørnet. Desuden har han været Kirketiendeejer af Vrensted Kirke og opført Kapellet og skænket altertavlen og forestået noget udsmykning ved Vrensted Kirke.

Hvordan købet af jorden til opførelse af en Landbrugsskole i Vrensted er foregået, læs nedenfor, dog kan tilføjes, at ifølge købekontrakten er den indledende korrespondance omkring salget af en del af kirkens jorder til sagfører Olesen, allerede påbegyndt i januar 1917 og sagen er først endelig afsluttet i 1926 iflg. tinglyst købekontrakt.

Iflg. kopi af købekontrakten, som er afskrevet sidst i denne lille historie,  blev den underskrevet den 30.  august 1920  i Vrensted Præstegaard af pastor Jul. Plesner for Vrensted Kirke og af sagfører Olesen den 28. august 1920, som køber af jorden til sin Landbrugsskole, for at opføre gården Kirkemarken, på A.C. Andersensvej i Vrensted til brug som Landbrugsskole.

Som skrevet: Sælger af jorden er Vrensted Kirke ved pastor Jul. Plesner.

Arealet udgør ialt 70 tdr. land, som hovedsagelig ligger omkring stedet hvor Landbrugsskolen skal opføres, dels nede i Kæret, dels ved Præstens Plantage. Gården blev opført på A.C. Andersensvej 33, Vrensted.

Iflg. markkort dog kun ca. 41 tdr. land, som ikke stemmer overens med ovenfor anførte. Måske noget jord tilkøbt efterfølgende

Købesummen var aftalt til kr. 53.000 samt at de gamle avlsbygninger ved Vrensted Præstegård skulle bortskaffes, desuden forligtelser til oprensning af grøfter m.m. Endvidere skal opsættes hegn omkring den tilbageværende del af Præstegårdens jorder.
Der gives fri færdselsret på en 10 alen bred vej fra Bådstedhedevej til Præstens Plantage (den eksisterer og kan stadig benyttes ved 1. hus på højre hånd efter Præstegården mod Thise – (ved Marie og Gerhards  lille hus).
Købekontrakten er tinglyst og underskrevet af pastor Plesner  30. aug. 1920 og A. Olesen 28.08.1920. Det endte med komplikationer omkring etablering af landbrugsskolen, som aldrig blev til noget.

Men gården “Kirkemarken” var  allerede blevet opført i 1917 og blev forpagtet ud, da det mislykkedes at få etableret en Landbrugsskole. Forpagtningen overgik til Kaspar Koldkjær, der havde været forpagter af gården Rødslet ved Vadum, og senere igen i 1943 overtog sønnen Ejnar Koldkjær forpagtningen. I 1955 købte Ejnar Koldkjær og hustruen Gudrun så “Kirkemarken” og de drev den i en årrække. Ejendommen blev omkring 1969/70 solgt til Richard Justesen og jorden frastykket. Bygninger blev efterfølgende solgt til en privatperson og her i 2019 ejes bygningerne alene, af Rene Nielsen, der er igang med en gennemgribende renovering af stuehuset.

Vi ved, at det er Sagføreren, der har ladet sin ven, arkitekt Mørk-Hansen tegne og opføre bygningerne til gården i samme stil som bygningerne til ”Skovgaard” i Vodskov, der er opført i 1908 af samme arkitekt.

Kirkemarken 2017
Kirkemarken 2019

Dette er en afskrift fra en kopi som Landsarkivet Nørrejylland i Viborg har udfærdiget den 06.12.1981 sign. kg. og som jeg har lånt til afskrift af Kristian Justesen, Mellegaard, Vrensted hvis bedstefar købte Kirkemarken for år tilbage og frastykkede jorden til sammenlægning med Mellegaard.

Således skrevet:

18. Marts 1926

Stpl. 410 Kr. 40 øre

K j ø b e k o n t r a k t.

Underskrevne Sognepræst for Vrensted og Thise Menigheder J. Plesner sælger herved til Sagfører A. Olesen i Henhold til Kirkeministeriets Skrivelse af 10de Januar 1917 saalydende: Med Hensyn til Hr. Kammerherrens og Deres Højærværdigheds Skrivelse af 14de November f. A. angaaende det dermed indsendte fornyede Andragende fra Sognepræsten for Vrensted og Thise Menigheder, Plesner, om Tilladelse til at afhænde den på de hoslagt tilbagefølgende Tilbud og Rids nærmere angivne Del af Vrensted Præstegaards Jorder til Sagfører A. Olesen, Nørresundby, der agter at lade opføre en Landbrugsskole på den, samt tillige en Del af Præstegaardens avlsbygninger til Nedrivning for en Købesum af henholdsvis 51.ooo Kr og 2.ooo Kr., skal man tjenstligt meddele til Efterretning og videre Bekjendtgørelse, at Ministeriet efter Omstændighederne vil kunne bifalde at de omtalte Jorder og Avlsbygninger afhændes for de tilbudte Kjøbesummer, dog saaledes at der forbeholdes Embedet Ret til 50% af Værdistigningen ved hvert senere Salg af de omhandlede Jorder eller Dele af samme, hvorved bemærkes, at der til Grund for Beregning af Værdistigningen vil være at lægge følgende Priser for de paagjældende Jorder: 1. for ca. 12 Tdr. Land af Kirkemarken, der støder op til Stationsvejen: 1200 Kr. pr. Td. Land. 2. for de øvrige ca. 17 Tdr. Land af Kirkemarken 1000 Kr. pr. Tdr. Land. 3. for ca. 12 Tdr. Land Kærjord (vestenunder) 500 Kr. pr.Tdr. Land. 4. for den ca. 9 Tdr. Land store opdyrkede Del af ”Sandkæret” 400 Kr. 5. for den øvrige (uopdyrkede) Del af Sandkæret ca. 18 Tdr. Land 300 kr. 6. for ca 2 Tdr. Land mellem Stationsvejen og Kirken 2500 kr.

Der er endvidere Vilkaar for Salget, at Kjøbesummen inddrages blandt Stiftets offentlige Midler til Forrentning til Fordel for Sognekaldet, at Kjøberen bærer alle Handelen og Udstykningen forbundne Udgifter samt sætter og vedligeholder lovligt Hegn med den tilbageværende Del af Præstegaardens Jorder.

Om hvorvidt Salget herefter finder Sted forventer man at modtage Indberetning samt til Skrivelse fra Kirkeministeriet af 9. Marts 1917 saalydende:

Efter at Ministeriet i Skrivelse af 10de Januar d.A. havde meddelt Tilladelse til Bortsalg af en nærmere beregnet Del af Vrensted Præstegaards Jorder til Sagfører A. Olesen, Nørresundby, blandt andet på Vilkaar, at der forbeholdes Præsteembedet Ret til 50% af Værdistigningen ved hvert senere Salg af de omhandlede Jorder, har nævnte Sagfører Olesen i et med Hr. Kammeherrens og Deres Højærværdigheds Skrivelse af 23. f. M. (255/16) hertil indsendt Andragende anholdt om, at det omhandlede Forbehold maa bortfalde saa snart det solgte er overtaget af en Landbrugsskole eller dog saaledes at Forbeholdet kun gjælder Salg indenfor et Tidsrum af 25. a 30 Aar fra 1ste Januar 1917 at regne

I Anledning heraf skal man tjenstlig melde til Efterretning og videre Bekjendtgørelse at Minnisteriet herved efter Omstændighederne bifalder, at Forbeholdet bortfalder, naar de fornævnte Jorder er overdraget til den Paarænkte Landbrugsskole som selvejende Institution.

Efternævnte Jorder fra Vrensted Præstegaard, der nu efter passeret Udstykning er betegnet og skyldsat saaledes under Vrensted By og Sogn:

Matr. Nr. 1 d Hartkorn o Tdr. 5 Skp. 2 Fdk. 1 1/2 Alb.

Matr. Nr- 1 e ” o 5 ” 3 ” 1 1/4 ”

Matr. Nr. 1 f ” o 5 ” 1 ” 2 ”

Matr. Nr. 1 g ” o 3 ” 1 ” o 1/4 ”

Matr. Nr. 1 h ” o 3 ” o ” 2 ”

Matr. Nr. 1 i ” o 1 ” o ” 1 3/4 ”

Matr. Nr. 1 k ” o 2 ” 2 ” o ”

Matr. Nr. 1 r ” 1 5 ” 3 ” 2 ”

Matr. nr. 1 q ” o 2 ” 1 ” 2 1/4

Tilsammen: 5 Tdr. 3 Skp. 1 Fdk. 1 Alb.

Tilsammen ca. 70 Tdr. Land samt af Præstegaardens Avlsbygninger Forpagterboligen det vestre hus og et stykke af Laden til Nedrivning.

1. Jorderne overdrages Kjøberen med de Rettigheder og Forpligtelser, hvormed de hidtil har tilhørt Sognekaldet, hvorved særlig bemærkes, at der på ejendommen hviler Jernbaneskyld og at Kjøberen sætter og vedligeholder lovligt Hegn mod den tilbageværende Del af Præstegaardens Jorder. Paa Ejendommens Folio er noteret Thinglæste Tiendeforretninger. Ifølge Vandsynskendelse paahviler der det solgte Forpligtelse til Deltagelse i Vedligeholdelsen af Dalgrøften og nordre Kjærgrøft og i Henhold til Jernbaneexpropriationsforretning paahviler der Ejerne af Kjæret Oprensningspligt for begge Sider af Skelgrøften mod Banen. 1/6 Bankhæftelse henstaar uudslettet. Endelig bemærkes, at enhver Ejer og Bruger af Lars Michael Sørensens Ejendom Matr. Nr. 1 1, Vrensted Præstegaarden Matr. nr. 1 a sstds. Har Ret til fri Færdsel af enhver Art ad en 10 Alen bred Vej langs Østgrænsen af Matr. Nr. 1 k i dens hele Udstrækningfra Landevejen til Plantagen.

Herom vil Skjødet være særlig at læse og notere som Servitut. De solgte Bygninger ere nedrevne og bortførte. 2 Kjøberen har overtaget Jorderne. Han har fra Overtagelsen udredet de af disse gaaende Skatter og Afgifter, som han også fremtidig tilsvarer uden Ansvar for mig og Embedet. 3. Kjøbesummen er fastsat til 51.ooo Kr. for Jorderne og Kr. 2.ooo Kr. for Bygningerne tilsammen 53.ooo Kr. Heraf er betalt 210 Kr. for Jorderne og 2.ooo Kr. Restkøbesummen 52.790 Kr. forrentes fra 1ste Juli D. A. med 4% p.a. hvilken Rente betales med en Fjerdedel hver 1ste Januar, 1ste April 1ste Juli og 1ste October, første gang 1ste Oktober d.å til Stiftskassen. Kjøbesummen der inddrages under Aalborg Stifts offentlige Midler, berigtige saaledes, at Køberen udsteder Obligation for den Del af samme, som med Stiftsøvrighedens Samtykke kan forblive indestaaende på 1ste Prioritet i Ejendommen med Bygninger, Besætning, Inventar og Tilbehør i Henhold til en Vurderingsforretning efter Reglerne i Lov af 19. Marts 1869, medens Restkjøbesummen betales kontant og skadesløst på nærmere Anfordring. Paa Ejendommens Folio i Registret til Pantebøgerne vil der være at gjøre fornøden Paategning om Embedet forbeholdte Ret til 50% af Værdistigningenved hvert senere Salg beregnet på Grundlag af de Ministeriets Skrivelse af 1o Januar 1917 anførte Værdiansættelser. Naar Kjøbesummen er berigtiget som anført, meddeles der Kjøberen Skøde på de solgte Jorder. Paa Tro og Love ansættes den faste Ejendom til Værdi 51.ooo Kr. 4. Omkostningerne ved denne Kontrakts og Skjødet samt Udstykningen betales af Kjøberen alene. Til Bekræftelse om, at saaledes er kontraheret, medunderskriver jeg Sagfører A. Olesen denne Kontrakt som jeg fra min Side opfylder skadesløs.

Vrensted Præstegaard 30. Aug. 1920. Jul. Plesner

Nørresundby 28. Aug. 1920, A. Olesen

Stempeltakst 2 Kr. Hjørring Amt. Den 12. Juni 1926 P. Nørgaard (L.S)

S k j ø d e. I Henhold til foranstående og Kirkeministeriets Skr. Af 8. Jun i 1921 skjøder jeg Sognepræst Jul. Plesner herved til til Sagfører A. Olesen den ham solgte parcel Matr. nr. 1 q Vrensted By og Sogn, Hartkorn 2 Skp. 1 Fdk. 2 1/4 Alb.. Kjøbesummen for denne Parcel 5719 Kr. er betalt. Den gjemmen Parcellen på Kortet viste Vej er nu henlagt til Vestsiden af Matr. nr. 1 q Vrensted, hvor den bestandig skal henligge til fri og uhindret Færdsel for alle og enhver herom bedes Skødet særlig læst og noteret som servitutstiftende. Bestemmelsen i Kjøbekontrakten Post 1 om særlig Læsning gjentages. Vrensted Præstegaard den 22. Juli1922 Jul. Plesner, Sognepræst. Foranstaaende Skøde approberes herved. Aalborg Stiftsøvrighed, den 24. Oktober 1922. Bache. Chr. Ludwigs. Reg. nr. 11 ved 5. alm. Vurderin g. Vurderingssum til Ejendomsskyld 250009 kr. i Forb. m. 2 i og 1 p smst. Ved 4. alm Vurd. Er 1 q ansat til Ejendomsskyld til 61.800 Kr. i Forb. m. anden Ejendom, men fraskilt ifølge Landbrugsmin. Skr. Af 19/7 1919. Ingen Restancer af Amtsstueskatter. Hjørring Amtsstue, d. 13. marts 1926, Chr. Riis. F.L.p.HK…

den 18/3 1926 og protokolleret J. Damsgaard. Kst.

Skødet er læst og noteret tillige som Servitut om Vejret for alle og enhver paa den solgte Parcel og som servitut om Ret til Færdsel for Matr. nr. 1 l og Matr. nr. 1 a Vrensted på Matr. Nr. 1 k ibd.

Retsanmærkning: Præsteembedet er uden tinglyst Adkomst.

Ane Maries Hus, Sct. Thøgersvej 10, Vrensted

Sct. Thøgersvej 10

Ane Maries Hus opført i 1914 som bolig for 5 enlige kvinder med tilknytning til Vrensted

 

Ejendom opført i 1914, matr. nr.  2-i Vrensted by, Areal 4234 m2

Ane Maries Hus blev opført af sagfører Anders Olesen, Vodskov til minde om hans mor.

Sagfører Anders Olesen, født på Høngaard i Vrensted opførte Ane Maries Hus til minde om sin mor

Ane Maries Hus har en helt særlig historie. Huset er opført efter tegninger af den københavnske arkitekt Volmer Johannes Mørk-Hansen.

Anders Olesens forældre var fæstere under Børglum Kloster og Anders, der var den ældste af 13 søskende blev mod alle odds eksamineret jurist i 1877 og ansat hos en sagfører i Nørresundby. Han overtog senere advokatvirksomheden og grundlagde Nørresundby Bank i 1898.

Gennem hele sit liv igangsatte Anders Olesen nye tiltag i landsdelen, og stiftelsen Ane Maries Hus i fødebyen Vrensted var til minde om hans mor Ane Marie Drivsholm. Stiftelsen skulle give gratis bolig for livstid og lys, tørv og brænde til fem kvinder, ugifte eller enker med børn.

Stiftelsen fungerede som bolig for kvinder indtil 1983, hvor institutionen ophørte og blev overtaget af kommunen.

Ejendommen har senest være anvendt til Børnehave

Læs evt. de andre historier

omkring Sagfører Anders Olesen.

 

ejer i 2017:  Hjørring Kommune

Den 15.06.1957, Dok. om Fredning,

Tinglyste Frednings bestemmelser (ej fredet men erklæret bevaringsværdigt)

se nedenfor:

Servitut om bevaring af bygningernes ydre karakter
Undertegnede og efterfølgende ejer af matr. nr. 2i Vrensted By, Vrensted deklarerer hermed følgende
bestemmelser:
 Hovedhuset, Ane Maries Hus, og to tilhørende udhuse må ikke nedrives.
 Hovedhuset, Ane Maries Hus, og to tilhørende udhuses ydre arkitektoniske udtryk skal bevares.
 Ved udskiftning af døre og vinduer skal disse etableres med samme udtryk og valg af material som
oprindelige døre og vinduer.
 Ved udskiftning af tag skal dette etableres i røde tegl med samme form og taghældning.
 Detaljer i facaden som muret stik, gesims, synlige spærender og vindskeder skal bevares eller erstattes.
Enhver tilbygning af ejendommens bygninger må herefter alene ske efter indhentet godkendelse fra
Hjørring Kommune.
Påtaleberettiget er Hjørring Kommune.

Ane Maries Hus – Et tilflugtssted for gamle og ensomme

Afskrift fra en avisartikel om beboerne i Stiftelsen ”Ane Maries Hus”  i Vrensted, fra engang i 1950 erne.

Opført i 1914 beliggende Sct. Thøgers vej 10, Vrensted

En god søn ønskede at minde sin moder

sagfører Anders Olesen
Ane Maries Hus

En god søn ønskede at minde sin moder efter hendes død og samtidig bidrage til løsningen af et problem som til alle tider har aktualitet. Forsorgen for de gamle. Han lod opføre et hjem for ensomme kvinder og bestemte, at det skulle stå åbent for sådanne, som alder eller andre forhold havde gjort hjemløse, og han tilegnede det til sin moders minde. Sønnen var sagfører A. Olesen, Nørresundby, der døde i 1929, og stedet, hvor han øvede sin velgerning, er Vrensted, hvor hans vugge stod.

Ane Maries minde” står der på en sten, som er indbygget i husets facade. Bygningen er rejst på en bakke overfor kirken. Det er et både kønt og solidt hus og skønhed og og soliditet præger også de andre bygninger, som sagføreren lod opføre i sin barndoms by.

Olesens pietetsfølelse taler gennem metertykke mure, mosgroede stråtage, der dækker hans bøndergårde som en vattering, og andre typiske kendetegn på gammel stil, men han var ingen slave af det gamle. I hans stiftelse for ensomme kvinder indgår nyt og gammelt i en skøn forening. Materialet er solide munkesten og svært egetømmer. Dørene er todelte som i gamle bøndergårde, og stuerne har svært bjælkeloft.

Et Bymenneske

Det lille samfund, som lever her, består næsten udelukkende af folk, der har tilknytning til sognet, men frk. Boye danner en undtagelse. Hun er opvokset hos sin bedstefader, der var præst i Ingstrup, og har levet sin meste tid i København og Aalborg. Det var frk. Boye, som i 1908 åbnede et sygeplejebureau i Aalborg og hendes tanker går ofte tilbage til byen ved fjorden. – Jeg længes efter byen og dens travle liv, indrømmer hun, og jeg ombytter gerne min tilværelse her med en alderdom på et hjem i Aalborg, men forsøg på at vende tilbage strander på den almindelige bolignød. Folk heroppe er ualmindelig flinke og rare, men lige så lidt, som jeg tilfulde forstår dem, formår de at indstille sig på min tankegang, og derfor er og vil jeg vedblive at være en fremmed fugl i reden.

Frk. Boyes lejlighed vrimler med minder fra ind- og udland. Faderen var sømand og ansat i Toldetaten. Hun har selv rejst en del i udlandet og herfra hjembragt bl.a. billeder og nipsgenstande som pryder vægge og møbler. Trods sine 71 år og megen sygdom, har hun usvækket bevaret sine åndsevner usvækket, og intelligensen lyser ud af de trætte øjne. Frk. Boye savner ikke forståelse for det tragiske i sin stilling. – Vi har ondt af hende, siger en anden af stiftelsens beboere, den nogle og tresårige fru Gitte Vittrup, hvis lille vævre skikkelse aldrig er i ro. Vi, der er fra landet, og som har vor familie i nærheden, har let ved at indrettes os efter forholdene, men et bymenneske må ha det svært …..Se nu blot her – fru Vittrup stikker hånden ned i et fad og lader et snehvidt pulver dække de udspilede fingre. – Det er kartoffelmel, som jeg har lavet efter en recept, min moder har givet mig. På den måde hjælper vi, der er født og opvokset på landet, os, når rationeringen bliver for lille, men hvad kan et bymenneske gøre?

 

Sygeplejens indflydelse i Vrensted

En bleg forårssol sender en lunken skråstribe ind gennem vinduernes glasrammer og lader lyset falde på et utal af familiebilleder.

Sagfører Olesen vilde ikke, at hans logerende skulle mangle beskæftigelse, og derfor bestemte han, at der på loftet skulle indrettes en vævestue. Den står der fuldt monteret, men bliver ikke brugt, fordi der ikke findes råstoffer i fornødent omfang. Væven er lavet af svært eg, som trodser tiden, og måske vil en kommende generation høste godt af bygherrens forudseenhed. For øvrigt er ledighed et begreb, som ikke kendes i ”Ane Maries Minde”. Pasningen af hjemmet og de små haver, som hører dertil, lægger i høj grad beslag på travle krogede hænder.

Indirekte har sagfører Olesen øvet indflydelse på sygeplejen i Vrensted, fordi hans stiftelses dør for 12 år siden åbnede sig for den af Sygeplejeforeningen ansatte sygeplejerske frk. Katrine Christensen. Ved at lade plejersken bo i stiftelsen på samme betingelser som de øvrige langt ældre beboere, blev der skabt en økonomisk lettelse for foreningen, som denne i høj grad trængte til.

Ikke underligt, om man i sognet omfatter, sagfører Olesens navn med ærefrygt, og værner om hans minde med pietet og agtelse.

 

fra VT/Nordjysske

Amalie Hjortnæs fik også bolig i Ane Maries Hus nedenuden to nekrologer:

Beboerne i ”Ane Maries Hus” fra 1914-1984.

Navne på de enker og eller enlige damer som har boet der igennem disse år.

Gitte Vittrup                                       ca. 1955

Frk. Boye                                              ca. 1955

Johanne Riis                                         ca. 1955-1970

Erna Østergaard                                  ca. 1970 1980

Amalie Hjortnæs                                 ca. 1947-1970

Marie Jensen                                       ca. 1980-1983

Mine Christensen eller Thomine     ca. 1940-1955

Agnes Skjellerup                                ca. 1955-1965   (kom fra Aalborg) har måske ikke boet der, men kom til                         sagfører Anders Olesen og Petrea Pilgaard)

sygeplejerske Kathrine Christensen fik også bolig

Ane Maries Hus og andre ejendomme i Vrensted og Vodskov

Ane Maries Hus og andre ejendomme i Vrensted og Vodskov, opført af sagfører Anders Olesen, Vodskov, der er født og opvokset på gården “Høngaard” i Vrensted.

Skrevet af Poul Stevns, Heidi Kromayer og Jens Otto Madsen.

Ane Maries Hus blev opført i 1914 til minde om Sagfører Olesens mor, Ane Marie Christophersdatter.

img_0634
Original tegning til brug ved opførelse af Ane Maries Hus i 1914
img_0560
Sagfører Anders Olesens elskede moder, Ane Marie Christophersdatter (Drivsholm) som lagde navn til “Ane Maries Hus”.
img_0575
Ane Maries Hus var opr. indrettet med 5 lejligheder til enlige kvinder og en vævestue
img_0568
De 2 små udhuse, var indrettet med et rum til hver lejlighed, til bl.a. tørv og hvert hus havde et fælles “das” , den buede dør.

img_0569

 

Fra Povl Stevns har jeg modtaget følgende, som fremgår af et brev fra forfatteren Thomas Olesen Løkken til Sagføreren:

dateret: Hannes Hus, Løkken den 16.12.26.. Brevet starter således: Kære Sagfører A. Olesen. Jeg har i Dag været en lille Tur oppe i Anne Maries Hus med alle mine Bøger, sådan som De talte om, da jeg sidst var i Nr. Sundby.
Jeg overgav dem til Frk. Nielsen, som forøvrigt var i godt Humør, og interesseret i, at jeg kom med Bøgerne.
Hun tænkte sig vist, de skulde stå oppe i Væveværelset. Vi var deroppe, der står jo en Del Bøger i Forvejen. Jeg benyttede Lejligheden til at se den smukke Væv. Det er jo en Perle af en Væv, det er en Fryd at se et sådant Stykke. —————— Sagføreren kvitterede kort og godt med ordene: “Tak for Bøgerne”.

Ane Maries Hus set fra syd
img_0563
Indgang til Ane Maries Hus
img_0564
Ane Maries hus set fra øst

Stiftelsen “Ane Maries Hus” blev opløst i 1993 og huset blev overtaget af Løkken-Vraa Kommune (nu Hjørring Kommune)

Ane Maries Hus og flere ejendomme i Vrensted blev omkring 1914 opført af den kendte sagfører Anders Olesen, Nørresundby, som stammede fra Vrensted. Han boede i Vodskov og opkøbte det meste af Hammer Bakker og var med ved opstarten af Åndssvageanstalten i Vodskov. Desuden byggede han Vodskov Kirke, samt flere andre ejendomme i Vodskov, bl.a. hans flotte private hvidkalkede bolig Møgelhøj i Vodskov. Han var med til at starte og grundlægge Nørresundby Bank, var dens første direktør i og bestred den direktørstillingen gennem 29 år, sideløbende med, at han drev sin omfattende sagførervirksomhed.

image
Anders Olesen, billedet hænger i Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank)
image
Sagfører Anders Olesen på sit kontor i villa “Møgelhøj”, Vodskov
image
Skovgård ved Hammer Bakker, Vodskov

image

image
“Møgelhøj” en statelig villa
image
“Møgelhøj” set fra luften

Øverst og nederst sagfører Olesens private bolig “Møgelhøj” så Skovgården og Kirken alle i Vodskov og alle opført af Olesen, dog med statstilskud til Kirken

Anders Olesen ligger begravet på Vrensted Kirkegård sammen med broderen Christopher Olesen og sine forældre Ole Andersen og Ane Marie Drivsholm (Christophersdatter)

img_8803img_0540

Ane Maries Hus, som sagfører Olesen, byggede til minde om sin mor, indeholdt 5 lejligheder, heraf 4 i stueetagen og 1 på 1. sal, hvor der også var vævestue. Lejlighederne kunne tildeles enlige kvinder med tilknytning til Vrensted. Her kunne de bo gratis incl. ildebrændsel.
Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted har for nylig udgivet en bog om “Ane Maries Hus”. 

I dag er her børnehave som dog inden længe flyttes til det nye kulturhus “Byens Hus” i Vrensted, på den gamle skole, medio 2017.

I Vrensted opførte han ud over Ane Maries Hus, bl.a. de 2 ejendomme der ligger overfor hinanden på hver sin side af Brønderslevvejen ved Trehjørnet, de såkaldte “donorhuse”, ejendomme som kunne sælges hvis stiftelsen manglede penge.



Ved sagfører Olesens død, tilførte Boet efter Sagfører Olesen, de 2 ejendommene,  Lille Knudsgaard og Garderstedet til “Stiftelsen Ane Maries hus”.

I den vestligste ejendom, nedenfor, på Bådstedhedevej 1, med navnet “Høkerstedet” på opr. 3 tdr. land, husker jeg, at Konrad Jensen med familie boede, her billeder som ejendommen ser ud i dag 2016 . Den står flot og vedligeholdt,som den oprindelig så ud.

image
Høkerstedet i Vrensted ved Trehjørnet, Bådstedhedevej 1
image
ejendommen “Høkerstedet”
image
Ejendommen “Høkerstedet”

I den østligste ejendom, billede nedenfor 2016, på Vingevej 4 (tidligere Møllevej) med navnet “Thøgerstedet”, var der indrettet et fint sognebibliotek med mange flotte indbundne bøger skænket biblioteket, af sagfører Ander Olesen. Alle bøger læderindbundet og med signatur AO med guldtryk. Der blev selvfølgelig i tidens løb indkøbt mange nye bøger og biblioteket blev flittigt benyttet af Vrenstedboerne. Min far, Elith Madsen, som jo var degn, var også, medens jeg var barn, bibliotkar,  helt indtil det lukkede og det blev flyttet til den nye skole i 1959. Biblioteket var indrettet i den vestligste del af huset i 2 stuer. I den østligste del af huset boede taxa-vognmand Jens Madsen med sin familie. Også dette hus står som oprindelig, flot og vedligeholdt 2016.

image
Thøgerstedet på Vingevej 1, Vrensted, set fra sydøst, hvor der i 1916 blev etableret sognebibliotek i 2 stuer i den vestre ende, med en del af Sagfører Olesens store bogsamling.
Thøgerstedet set fra vest, beliggende tæt ved Trehjørnet på Vingevej
image
set fra nord
image
Udhus ved “Thøgerstedet”

Anders Olesen havde planer om at oprette en landbrugsskole i Vrensted. Til det formål opførte han gården “Kirkemarken” på A. C. Andersens Vej. Disse planer blev dog opgivet og Vrensted fik aldrig en landbrugsskole. Ejendommen blev derfor forpagtet ud og senere solgt til almindelig landbrugsdrift. Af bygningerne står kun det store stuehus og den store lade tilbage. Øvrige bygninger er fjernet. Nedenfor billede fra 2016, taget på afstand. Husker ejendommen som en flot firelænget gård, i helt samme stil som de andre ejendomme som sagfører Anders Olesen opførte i Vrensted og Vodskov.

image
Gården “Kirkemarken” i Vrensted opført for at blive landbrugsskole. Det blev dog aldrig til noget.
image
gården Kirkemarken på A.C. Andersensvej
img_0694
Disse 2 ejendomme, “Lille Knudsgård” på Bådstedhedevej, til venstre og til højre “Garderstedet” på Vingevej,  var også ejet af sagfører Anders Olesen

I 1919 lod Sagfører Olesen opføre det flotte kapel ved Vrensted Kirke, arkitekten Volmer Johannes Mørk-Hansen var den samme, som ved de andre ejendomme Olesen fik opført.

img_0621

img_0618img_0620

Áf psykolog Heidi Kromayer, Vrensted:

Ane Maries Hus set i et større socialt og historisk perspektiv.

I slutningen af det 18 århundrede udvikledes en voksende social bevidsthed, der lovgivningsmæssigt blev stadfæstet i 1891 med den konservative konseilspræsident og statsminister Jacob Scavenius Estrups socialreform: Lov om alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende udenfor fattigvæsnet.
Indtil da havde forsørgelsen af de gamle i Danmark udelukkende påhvilet familien og de arbejdsaktive i slægten. Havde den gamle ikke nogen familie, var han eller hun henvist til offentlig forsørgelse på fattiggården, en kommunal arbejdsanstalt, hvor man mod en arbejdsydelse kunne få mad og husly. Endnu før dette var gamle mennesker henvist til forsørgelse på klostre og herberger.
Først i 1920 blev der opført egentlige offentlige alderdomshjem. I 1922 blev Estrups sociallov afløst af en aldersrente til alle, som vi kender det i dag, og i 1933 satte den første socialdemokratisk ledede regering med K.K. Steinke i spidsen socialreformer i gang, der satte det moderne samfund i stand til at imødegå de mange opståede sociale problemer og udfordringer.
Sagfører Anders Olesens ide om at bygge ”Ane Maries Hus” i 1914 som institution for 5 kvinder fra landsbyen og navngive det efter moderen, ligger derfor helt i tråd med de sociale tanker, der rørte sig i samfundet på den tid, dog må Ane Maries Hus absolut høre til en af de tidligste sociale institutioner af denne slags.
Den private stiftelse ”Ane Maries hus” var til minde om hans mor Ane Marie Drivsholm, der var død året før og hans tidligere afdøde bror, landinspektør Christopher Olesen, ”i taknemmelig Erindring baade om vor kære Moder, hvis navn Stiftelsen bærer, og om vor Broders store og velgørende Arbejde for os og vort fælles Hjemsted Vrensted”.
I fundatsen står der: ”Stiftelsen skal til enhver Tid afgive Bolig i Stueetagen til 4 Kvinder med 2 Værelser, Forstue, Køkken og Spisekammer samt et Værelse paa 1. Sal og Kælderrum, samt afgive Bolig for 1 Kvinde, hvis Bolig ligeledes bestaar af 2 Værelser med Køkken og Spisekammer, og endelig skal der på 1.Sal være Vævestue. – Foruden fri Bolig skal Beboerne nyde frit Ildebrændsel af Tørv og Brænde samt frit Lys.
Boligerne skal afgives til ugifte Kvinder eller Enker, som er fødte i eller har fast Bopæl i Vrensted Sogn, og som Bestyrelsen derfor finder værdige. Som almindelig Regel skal følges, at vedkommende ikke maa have nydt Fattighjælp eller Kommunehjælp, med tab af Valgret og Valgbarhed. Saafremt der blandt Ansøgerne findes kvindelige Descendenter af Sagfører Anders Olesens Søskende, skal Disse have fortrinsret til Boligerne, uanset om de er født i eller har fast Bopæl i Vrensted.”
Til Ejendommen har Sagfører Olesen efter henseende skænket adskillige Indbogenstande. Disse skal efter Bestyrelsens nærmere Bestemmelse være til Bolig- nydernes brug.
Videre står der ”Efterkommere af Stifterens Søskende har Fortrinsret til Boligerne. De Kvinder, der har opnaaet Fribolig, kan beholde dem på Livstid, med mindre Bestyrelsen kræver en Fraflytning.
Bygningen med Udhuse m.m. skal bevares i deres nuværende Skikkelse kun med de Ændringer, som fremtidige nødvendige Krav maatte forlange. Der påhviler desuden Stiftelsen vedligeholdelsen af Familiegravstedet på Vrensted Kirkegaard”.
Stiftelsens bestyrelse bestod af det sociale udvalg i daværende Vrensted-Thise kommune, der havde tilsyn med stiftelsens daglige anliggender og afgørende myndighed inden for fundatsens rammer. I Fundatsen til Stiftelsen ”Ane Maries Hus” skrives, at ”når Stiftelsens Bestyrelse måtte finde Tidspunktet gunstigt, skulle den sælge disse tilliggende Ejendomme og lade det Beløb, der ikke krævedes til Stiftelsens drift eller Forbedring, indgå i en Fond, hvorved Renterne at denne skulle anvendes til uddeling blandt Stiftelses Beboere, under tilsyn af Hjørring Amtsråd”.
I fundatsen skrives der om lejlighederne i Ane Maries Hus, ”Boligerne bortgives af Stiftelsens Bestyrelse, men Sagfører A. Olesens 3 Søskende, som opretter denne Fundats, forbeholder sig, saa længe blot en af dem endnu er i live, ret til at bestemme, hvem Boligerne skal tildeles.
Stiftelsen bestyres af det Sociale Udvalg i Vrensted-Thise Kommune, eller ”saafremt Vrensted og Thise maatte blive adskilt i kommunal henseende, af det Sociale Udvalg i Vrensted Kommune”.
For at skaffe den nødvendige grundfond til stiftelsens fremtidige beståen og drift, lod Anders Olesen opføre to ejendomme (donerhuse), der ligesom Ane Maries hus var tegnet af arkitekt V.J. Mørk-Hansen, nemlig ”Høkerstedet” og ”Thøgerstedet” samt tilkøb af to andre ejendomme i landsbyen ”Garderstedet” og ”Lille Knudsgård”. Den sidste af disse ejendomme blev solgt fra i 1954. I en af ejendommene, Thøgerstedet, lod Anders Olesen oprette et sognebibliotek i 1916.”Sognebiblioteket er forbeholdt vederlagsfri benyttelse af to Stuer i vestre Ende, der ønskes bevaret gennem Tiderne”.

Institutionen ”Ane Maries Hus” blev stadfæstet ved ”kongelig Haand og Sejl” i dokument af 1914, men opløst som privat institution efter sagførerens død i 1936 og overgik til daværende Vrensted-Thise kommune.

Sagfører Anders Olesen og kunstnerne i Vrensted

Skrevet af fhv. gårdejer i Stenum,  Poul Stevns

Klik på billeder for at forstørre:

Sagfører Anders Olesen og kunstnerne i Vrensted:

Sagfører Anders Olesen, født på Høngaard i Vrensted opførte Ane Maries Hus til minde om sin mor her Ander Olesen siddende på sit kontor på “Møgelhøj” ved Hammer Bakker, Vodskov

Sagfører Anders Oleseng blev født på gården “Høngaard” (Pilgårdsvej 71, Vrensted) den 5- september 1854 som den førstefødte af en søskendeflok på 13. Som ung tog han præliminæreksamen fra Brønderslev højskole og fortsatte derefter sine studier i København, hvor han allerede som 23 årig i 1877 tog eksamen som det, man dengang kaldte eksamineret jurist, en uddannelse, der gav ham adgang til at drive advokatvirksomhed. Samme år fik Anders Olesen ansættelse hos sagfører Julius Vitus Ingerslev i Nørresundby. Efter 10 års ansættelse hos Ingerslev overtog Anders Olesen ved Ingerslevs død i 1887 firmaet, og drev efterfølgende alle sine forretninger herfra indtil sin død.

Udover selve sagførervirksomheden havde “Sagføreren”, som han i daglig tale kaldtes i Nordjylland, flere jern i ilden. Herunder kan eksempelvis nævnes, at han var medstifter af “Nørresundby Bank” i 1898 og efterfølgende dens direktør i 29 år. Endvidere var han kirketiendeejer af Hammer Kirke fra 1899 til 1911 og af Vrensted Kirke fra 1890 til 1914. Ind imellem var der lige blevet tid til at lade Vodskov Kirke opføre for egne midler (udover statstilskuddet), så den kunne indvies den 6. juni 1909. Det var således ikke småting, Sagføreren havde gang i livet igennem, fra han som ungt menneske forlod Vrensted sogn, til han i 1929 vendte tilbage til sit hjemsogn for at blive stedt til hvile ved “Sct. Thøgers” sydmur ved Vrensted Kirke.

I starten af sin karriere boede Sagføreren i Nørresundby, men i 1901 flyttede han ud i sin nye villa “Møgelbjerg” i Hammer Bakker, hvor han boede til, han som 75 årig døde af rosen den 15. december 1929. I perioden fra 1901 kom han i kontakt med en del af den tids mest kendte kunstnere, der jævnligt kom i Bakkerne og som Sagføreren af og til støttede ved opkøb af flere af deres værker. Blandt disse kunstnere vil jeg indskrænke mig til at omtale de fire kunstnere, der var med til at præge Vrensted Kirke, Vrensted kirkegård og flere af Vrensted sogns bygninger, da stoffet ellers bliver alt for omfattende. Det drejer sig om følgende:

Maleren og billedhuggeren Niels Larsens Stevns, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, arkitekten Volmer Johannes Mørk-Hansen og konservatoren Niels Thermansen (Nationalmuseet). Alle udpeget af Sagføreren og alle betalt af Sagføreren.

Niels Larsen Stevn (1864-1941) stammede fra Gevnø på Stevns, hvor hans far var træskomand og tækker. Som 19-20 årig var Stevns elev på Vallekilde højskole, hvor han, – efter at være blevet inspireret af et foredrag holdt på skolen af forstanderen for Bornholms højskole, Ludvig Bøgeskov (senere Serritslev) -, gik til Vallekildes forstander, Ernst Trier, med sine tanker om at blive maler. Trier skrev derefter et brev til arkitekten P.V. Jensen Klint, som han kendte, og med dette brev i lommen tog Stevns til hovedstaden, hvor han kom til at bo de næste 3år fra 1884-87 hos Klint. I København fik Stevns efter sin 3 årige læretid, svendebrev som maler og deltog derefter de følgende år på Kunstakademiet og på Zahrtmanns Skole i København. Stevns kom derved i kontakt med datidens førende kunstnere, bl.a. Joakim Skovgaard, som han kom til at arbejde for, som en høj skattet svend under hele udsmykningen af Viborg domkirke. Efter afslutningen af arbejdet i Viborg, valgte Stevns at fravriste sig skovgaardstilen, da han i 1905 på bestilling malede altertavlen til Hersom kirke nordøst for Viborg. Altertavlen “Maria salver Kristi fødder” faldt dog ikke i præstens smag, så man bad Stevns male en kopi af Skovgaards fresco i domkirken af Jesus hos Martha og Maria i stedet. Stevns efterkom ønsket og malede den følgende vinter altertavlen “Det ene fornødne” til Hersom Kirke. Den “forsmåede” altertavle faldt derimod i god jord hos Sagføreren, der købte den af Stevns og hængte den op i sit soveværelse på Møgelbjerg, hvor kunstværket hængte indtil Sagførerens død. – Det hænger i dag på “Kunsten” i Aalborg.

Sagførerens kendskab til Stevns gik tilbage til årene 1904-10, hvor den første koloni af kunstnere slog sig ned i Bakkerne for sommeren. Dette bekendtskab medførte, at Sagføreren bad Stevns udføre et par meget vigtige opgaver, nemlig udsmykningen af korbuen i Vodskov Kirke i 1909 (sammen med maleren Rud. Pedersen) og senere altertavlen i Vrensted Kirke i 1918 og i 1922 freskoen “Kristus skriver i Sandet” (Joh.k.8 v.3-11) over dørens yderside mod våbenhuset.

img_8786
Vrensted Kirkes altertavle
img_0544
Freskoen, Kristus skriver i Sandet
img_0545
Olesen fik opsat Skovsgårds relief,Herren er min hyrde, over døren fra våbenhuset ind i Kirken

Ved valget af motiver til altertavlen valgtes det store midterfelt Jesu natlige samtale med Nikodemus (Joh.kp.3 v.1-21). Om valget af motiver til sidefjøjene kan jeg citere følgende fra en prædiken af min far (provst Aage Stevns) holdt i Vrensted Kirke på “Maria Bebudelsesdag” i 1941 (N.L. Stevns` dødsår). Heri hedder det bl.a..: “Da altertavlens giver – sagfører Anders Olesen – i sin tid drøftede med kunstneren – Niels Larsen Stevns – hvilke billeder, der skulle males på altertavle , var hans krav (efter hvad pastor Plesner har fortalt mig): “Vi skal først og fremmest i èn af fløjene på altertavlen have et billede, der udtrykker det MYSTISKE i kristendommen, det uforudsigelige, det, der slet ikke kan gribes af andet end tro”, og til dette krav svarede Larsen Stevns: “Ja, så maler jeg i eller på altertavlens norfløj et billede, der udtrykker det aldeles uforståelige, som vi finder i dåbspagtens ord: “Undfangen af Den Hellig Ånd”, og derved blev det.

For øvrigt malede Stevns også et billede af Vrensted Kirke set fra nordvest,

img_0548
Larsen Stevns maleri af Vrensted Kirke der hænger på Kunsten i Aalborg.

så man rigtig kan beundre Sct. Thøgers “stærke, prægtige tårn., som Sagføreren udtrykker det i bogen “Hammer Bakker – et Mindeskrift”. – Og endnu et billede i 1918, hvor Stevns malede udsigten set gennem glamhullet mod øst, forestillende “Lille Knudsgård” og de bagved liggende ejendomme. (Ved en auktion for en del år siden lod læge P.M. Sørensen en bekendt byde på dette billede op til et vist beløb, men det var åbenbart ikke stort nok. Prisen gik fortsat opefter)

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) var gårdmandssøn fra Vejen. Trods faderens uvilje uddannede han sig som billedhugger og keramiker og blev en af den tids mest anerkendte kunstnere. Han blev uddannet på kunstakedemiet i årene 1884-88 og arbejdede derefter i en del år i København, var derefter bosat i Paris 1892-1902, hvorefter han atter slog sig ned i Danmark. I 1924 fik han sit eget museum i Vejen, nu Vejen Kunstmuseum, hvor der blandt Hansen Jacobsens arbejder gemmer sig en buste af sagfører A. Olesen.

img_0559
Buste af Anders Olesen der står på Vejen Kunstmuseum.

– N.Hansen Jacobsen kom til Bakkerne i “anden ombæring”. Han blev så begejstret for Bakkerne, at han erhvervede “Højhuset”, som han år efter år vendte tilbage til flere sommer- og høstmåneder. Der var i høj grad en mand, sagføreren kunne bruge. Således lod han da også Hansen Jacobsen lave et springvand til sin have ved Møgelbjerg og indhugge et vers i stenen ved “Porten” til Bakkerne.

I Vrensted er det de to flotte sten ved kirkens sydmur, Hansen Jacobsen huggede, der har vores største interesse.

img_0556
De to gravsten, til højre Anders Olesen og til venstre broderens Christopher Olesen ved Vrensted Kirkes sydmur

Den første blev hugget efter Sagførerens ønske som et minde over dennes bror, landinspektør Christoffer Olesen, der døde ganske ung i 1903 og var en højt elsket bror. Stenen med den syngende lærke skulle symbolisere Christoffers evne til med sit lyse sind, at skabe glæde omkring sig. Den anden sten, Sagførerens gravsten, som familien lod rejse til minde om Sagføreren, blev afsløret den 9. maj 1931. Om opgaven og fortolkningen af denne sten skriver Niels Hedin følgende:

“Det var overdraget billedhuggeren Hansen Jacobsen at udføre mindesmærket, såre naturligt og lige til, at det blev ham, der fik hvervet, der gennem en menneskealder havde stået den Olesenske familie og særlig Sagføreren og søsteren på Møgelbjerg personlig nær” —— Og lidt senere fortsætter Niels Hedin: “Nu står stenen der, åben og tilgængelig for alles blikke: en svagt tilhugget, let ornamenteret lys natursten. Øverst de drivende skyer, det gamle kendemærke, luften en forårsdag over Vrensted Kær, herunder den jævne, tildannede flade, de hjemlige marker, selve jorden, som den nu breder sig lav under de høje himle. Tværs over fladen, Olesens navn og årstal i ophøjet skrift, men nederst i svage fortoninger hans jordiske virke symboliseres i bikuben og i granerne i den nye skov, som han plantede på Hammer Bakker”

Volmer Johannes Mørk-Hansen (1856-1929) var født i Felsted ved Åbenrå, hvor hans far var præst. Mørk-Hansen, var en af den tids kendte nationalromantiske arkitekter. Sagføreren brugte ham en del og havde ham i den forbindelse i flere perioder boende på Møgelbjerg. Under et sådant ophold tegnede han “Skovgård”, der opførtes i 1909-10 og dernæst Vodskov Skole, der indviedes i 1910. I Vrensted kender vi ham som arkitekten bag Ane Maries Hus fra 1914 og kapellet fra 1919 samt gården “Kirkemarken” og sikkert også “Høkerstedet” og Thøgerstedet”, hvori der i starten af 30erne indrettedes et folkebibliotek baseret på Sagførerens store bogsamling fra Møgelbjerg.

img_0634
Original tegning ved opførelsen af Ane Maries Hus i 1914

img_0550


Anders Olesen opførte “Ane Maries Hus” i 1914 nord for Vrensted Kirke, en stiftelse til minde om sin mor Ane Marie Christophersdatter (Drivsholm) der var død året før.
img_0560
Sagfører Olesens elskede mor, Ane Marie Drivsholm som var død i 1913.
img_0621
Kapellet ved Vrensted fra 1919

img_0619

img_0552

“Høkerstedet” på Bådstedhedevej ved Trehjørnet også en bygning som Olesen opførte i 1914 i Vrensted på opr. 3 tdr. land.
img_0553

“Thøgerstedet” opført i 1914 på Vingevej hvor der i starten af 1930erne indrettedes et folkebibliotek i vestenden af huset, baseret på Olesens store bogsamling.


img_0554
Gården “Kirkemarken”  opført i 1918 i Vrensted, opr. tænkt som landbrugsskole, som dog ikke blev til noget

 

Niels Thermansen (1864-1953) var gårdmandssøn fra Læsø. Han blev uddannet som maler og konservator, var 1891-92 elev på Christian  Zahrtmanns malerskole og var i en årrække en anerkendt konservator ved Nationalmuseet, der i årene 1905-34 arbejdede med alt vedrørende kirkeinventar fra hele landet. Thermansen var i Vrensted i 1917 for at restaurere det gamle krucifiks fra 1230, der lå henslængt med brækket korsarm og adskillige skavanker i et hjørne af tårnrummet.

img_0542

 

Medens dette restaureringsarbejde stod på, boede Thermansen på “Høngård”, og herom har fru Pilgaard fortalt mig, at Thermansen til hende en dag havde sagt, at hvis han havde vidst, hvort stort dette restaureringsarbejde var, ville han ikke have påtaget sig det. Bagefter sagde fru Pilgaard så gerne: “Godt endda, at han ikke vidste det, men fuldførte opgaven”.

Inden jeg afslutter afsnittet om kunstværkerne i Vrensted, vil jeg godt lige medtage den imponerende gotiske egetræsudskæring af Christoforus med Jesusbarnet på sine skuldre, der står i kirkeskibets sydvestlige hjørne.

Sagføreren fremskaffede den i 1922. Ingen ved vist, hvorfra figuren stammer, og hvem der fremstillede den.

img_0546
Christoforus med Jesusbarnet på sine skuldre, den imponerende gotiske egetræsudskæring som Sagføreren fremskaffede i 1922 og står i Vrensted Kirke

Selvom sagfører Anders Olesen boede og arbejdede borte fra sit hjemsogn fra sin tidlige ungdom til sin død i 1929, glemte han det aldrig. Jeg vil her slutte med at gengive et udsnit af den nekrolog, Niels Hedin skrev i “Hammer Bakker – et Mindeskrift” kort efter Sagførerens død:

“En ejendommelig hjemstavnsfølelse var et af sagfører Olesens mest særprægede karaktermærker. Ingen jordisk magt havde nogensinde formået at bryde det bånd, der bandt ham til fædrenehjemmet i Vrensted. Hans dybeste længsler gjaldt i virkeligheden dette åbne, forblæste vestlige land med de drivende skyer. Hans drømmes verden var de konturløse udmarker mellem Børglum Bakke og Thise Kirke, til sin død var han gårdfæster af Vrensted, Ole Andersens og Ane Marie Drivsholms søn. Over for sin yngre bror udtalte han -på sin kategoriske måde – en dag, de færdedes sammen ved familiegravstedet ved Vrensted Kirke: “Her skal jeg ligge!”. Valget var gjort, inden han gik bort og her – på barndommens kyst – traf han, endnu i live, i uklare fantasier, da døden stod for hans hovedgærde, sin elskede moder og forenedes med hende”

img_0558
Tre gravsten ved Vrensted kirkes sydmur. Længst til venstre anders Olesens forældre, Ole Andersen og Ane Marie Cristophersdatter. I midten bror Christopher og til højre Anders Olesen. De to sidste gravstene skabt af Hansen Jacobsen.

Serritslev i oktober 2016

Poul Stevns

Sagfører Anders Olesen – medieomtale i 1920erne

 skrevet af Poul Stevns, Serritslev

Sagfører Anders Olesen, Vodskov.

Anders Olesen ved sit skrivebord i sit hjem “Møgelbjerg” i Vodskov

Medieomtaler

​I et forsøg på at belyse, hvorledes vrensteddrengen, fæstebondens søn fra ”Høngård” i Nørrekæret, sagfører Anders Olesen blev opfattet af medierne i sin samtid, har jeg samlet lidt forskelligt materiale fra 1920erne. Stoffet foreligger i det følgende i form af en fødselsdagsomtale af Sagføreren samt et par nekrologer og sluttelig en omtale af Sagførerens jordefærd fredag den 20. dec. 1929.


​I forbindelse med Sagførerens 70års fødselsdag d. 5. sep. 1924 bragte ”Venstrebladet” følgende omtale:

Sagfører Olesen fylder 70.
​Når morgentoget fra Sæby standser i Vodskov, stiger en ældre, lidt grånet, men i skikkelse ungdommelig og spændstig herre ind i toget. – Han søger som regel en kupé, han kan få for sig selv, og når toget kommer til Nørresundby, er han en af de første, der stiger ned på perronen, og uden at lade sig standse af nogen, går han op til sin forretning. – Sagfører Olesen står for mange som en ensom mand, og dog lever han i sjælden grad med i alt, hvad der foregår omkring ham. Han har haft en lang arbejdsdag og har han tid tilovers til de interesser, som hans tilstedeværelse i Vodskov fortæller om. – Anders Olesen er Vendelbo. Han er født i Vrensted, hvor hans far var gårdfæster. Efter et ophold på Brønderslev Højskole blev han dansk jurist i 1877, blev fuldmægtig i Nørresundby hos sagfører Ingerslev og i 1887 nedsatte han sig som sagfører.
​Han vandt hurtigt ry som en dygtig jurist, og han har i sjælden grad vundet vendelboernes tillid. Han kendte befolkningen, og skønt det altid har været hans natur imod ”at snakke op” med folk, der kom ind til ham, blev han i sjælden grad afholdt af alle dem, der søgte råd og vejledning hos ham. Han talte ikke folk efter munden, sagde han i det hele taget mere, end sagen krævede, var det for at sige dem et par sandheder: Det er vanskeligt at sige en vendelbo sandheden; men sagfører Olesen hører til dem, – der kan gøre det.
​Det var imidlertid ikke blot befolkningen, han kendte. Også egnen kendte han, og hans interesse for Vendsyssel har givet sig udslag på mangfoldige områder. – Først og fremmest har han dog sat sig et minde i Hammer Bakker, hvor al færdsel foregik i gamle dage, hvor den kongelige landevej gik, der førte fra Østerhav til Vesterhav. Når vendelboerne havde været til marked, drog et helt vogntog henad Kongevejen, det var farligt nemlig at færdes her, da der ofte var ”Skarnsfolk” i Bakkerne, der overfaldt fredelige rejsende. – Her var der også tingsted. Der var liv og røre i Hammer Bakker før landevejen blev flyttet ned i det lave landskab, der i de første tider ikke kunne befærdes. Nu samler Bakkerne ikke nogen trafik. Men dog er der liv deroppe. Det gror omkring den stilfulde villa, hvor sagfører Olesen bor. 1400 tdr. land er beplantet. En herlig plantage, hvor Vendsyssels barske vind ikke mærkes. Et stykke Nordjylland ligeså skønt som ejendommeligt.
​Som vi nævnte for nogen tid siden, agter Sagføreren at udgive et værk om Hammer Bakker. Han vil selv med sit kendskab til stedet, med sin kærlighed til naturen, skrive indledningen, og som medarbejder har han sikret sig så fremragende kræfter som digteren Thøger Larsen og magister H.V. Clausen.​
​Sagfører Olesen nøjedes ikke med at smykke Bakkerne med sine skønne træer, da der var tale om ar bygge et nyt hospital for åndssvage tilbød han staten grund her. – Skærmet af de høje, slanke træer ligger hospitalets bygninger, der gemmer så meget trist, men tanken bortledes fra det triste ved de skønne omgivelser, hvori hospitalet ligger. – I forbindelse med hospitalet drives en avlsgård, der er bygget på forslag af sagfører Olesen, der sammen med læge Andersen, Åbybro, og gdr. Niels C. Nielsen, Horsens, sidder i bestyrelsen for åndssvageanstalten.
​Sagfører Olesen er som sagt en mand med adskillige interesser. Han er en kender og elsker af vor bedste litteratur og han har sin egen rodfæstede mening derom. Hans smukke gave til Thomas Olesen Løkken, som han skænkede fribolig i Løkken, var et udslag af denne dybe sans. Men også landbruget har hans interesse. Såvel avlsgården i Hammer Bakker, der drives af hans yngre broder, som fødegården i Vrensted, han har bygget op i den smukkeste stil. – De to gårde er seværdigheder af rang, alt er udført af kunstnerhånd, døre, vinduer, spiltov er fint forarbejdet og de stærke, mørke rørtag vidner om hygge og soliditet.

– Da kongeparret i sommer besøgte Hammer Bakker bød sagfører Olesen dem velkommen i jævne og naturlige ord, som han plejer at tale. Han viste dem hospitalet, han førte dem op på højen med den vidunderlige udsigt, han førte dem ned i kirken, som han har skænket Vodskov og da man kørte tilbage til ”Dannebrog”, var sagfører Olesen gæst ved frokosten, hvor kongen takkede ham for den samfundsindsats, hans store uegennyttige arbejde var så smukt et udtryk for.
​Sagfører Olesen fylder 70. – Han har, som vi overfor skrev, en lang arbejdsdag bag sig, men enhver, der kender sagføreren, ved også, at han sikkert har meget, han endnu vil have udrettet. Han har stadig sine interesser, sin virketrang,.- Og man kan næppe give ham nogen bedre fødselsdagshilsen end et ønske om, at han fremdeles må se sit arbejde gro og udvikle sig lige så frodigt, som plantagen, er vokset op omkring hans hjem i Vodskov.
​​​——————————

​​I december 1929 blev Sagføreren angrebet af Rosen i ansigtet. En overlæge fra Ålborg blev kaldt til Møgelbjerg, men Sagførerens liv stod ikke til at redde. Det var jo mange år før penicillinets tid. Søndag den 15. dec. 1929 døde Sagføreren i sit hjem på Møgelbjerg og samme dags aften bragtes meddelelsen herom i radioens nyhedsudsendelse. I de følgende dage fulgte de skrevne medier op med nekrologer om sagføreren.

I denne sammenhæng er udvalgt annoncen samt nekrologen fra Ålborg Stiftstidende mandag den 16. december:

​​Vor kære Broder og Svoger
​ Sagfører
​​ Anders Olesen
​​Er efter et kort Sygeleje
​​afgået ved Døden.
​​Vrensted, den 15. December 1929.
​​ På familiens Vegne:
​​J.C. Pilgaard, Johanne Olesen,
​​Vrensted. Møgelbjerg, Vodskov.

​I går er overretssagfører Andersens kompagnon død.

Nørresundby og omegns største navn, sagfører Anders Olesen, er ikke mere.

Da sagfører Olesen forleden fik meddelelse om Andersens død, følte han sig utilpas og tog hjem til villaen i Vodskov. I lørdags kunne han ikke overvære sin kompagnons begravelse, men dikterede bankdirektør Nielsen nogle varmtfølte ord som en afskedshilsen, og i går er han død i Vodskov. Sygdommen var Rosen og høj feber.

​Med sagfører Olesen forsvinder fra vor egen fysiognomi ikke alene en kendt mand i en stor forretning, men tillige i udpræget grad en personlighed, en mand med særprægede synspunkter og interesser, en betydelig kraft i offentligt virke, en i stor stil godgørende mand.

​Anders Olesen fødtes 5. september 1854 som søn af gårdfæster, Ole Andersen, Vrensted, spm døde i 1893. I 1877 blev Anders Olesen exam. jurist, derefter fuldmægtig hos sagfører Ingerslev i Nørresundby 1878-1887, og han nedsatte sig som selvstændig sagfører i 1887. Af hans mange hverv kan nævnes, at han var medlem af Ålborg Discontobanks repræsentantskab og kontrolkomite 1888-1898, meddirektør i Nørresundby Bank fra starten i 1899, sognerådsformand i Horsens-Hammer kommune 1906-19, medlem af repræsentantskabet i Hedeselskabet 1906-14 og derefter af sammes bestyrelse siden 1914, et hverv han omfattede med særlig interesse, formand i bestyrelsen for åndssvageanstalten i Vodskov. Han var Ridder af Dannebrogsordenen og Dannebrogsmand.

​Begyndt med bare hænder blev sagfører Olesen ved dygtighed og hæderlighed en holden mand. Han drev en landskendt sagførervirksomhed, men ugift, som han var, kostede hans eget liv ikke meget, og han forstod at anvende sine mange penge til samfundsgavn. Vi kan således nævne åndssvageanstalten i Vodskov, der alle dage nød godt af at stå hans hjerte nær, og til hvilken han skænkede den grund, den er bygget på, men desuden må Hammer Bakker nævnes,- og vel nok det af hans foretagender, der stod for ham som det kæreste. Interesseret plantemand, som han var, skyldes Hammer Bakkers beplantning udelukkende ham,- han byggede sin villa i skovbrynet, her byggede han Vodskov Kirke, som ses viden om, og tidlig og silde færdedes han i skoven, og ve den, der kastede madpapir til naturens forurening eller på anden måde bragte naturens fred eller skønhed i fare. Det er en kendt sag, at kun enkelte ”udvalgte” kunne få kort til at færdes i hans fredede natur.

​I Nørresundby Bank havde sagfører Olesen et stort ord at sige,- han var ikke en af dem, der kun er leder af navn. Hans udstrakte personalekendskab, hans saglige styrke og hans gode forbindelser forlenede han med en magt, der ikke var til at komme udenom, selvom han ikke blandede sig i de daglige småting.
​Han havde foruden det noget stejle sind og det afvisende, som visse folk kunne føle som ubehageligt, et varmt hjerte og en rank karakter. Havde sagfører Olesen sagt noget, stod det til troende,- også uden papir.- I sin egenskab af bankdirektør og sagfører betroede mange mennesker ham deres sager, deres hele velfærd, og det har ingen været narret med.

​En udstrakt velgørenhed har han udøvet. Vi minder i så henseende om det hjem for enlige damer, han har oprettet i Vrensted, – ”Ane Maries Hus” kaldet til minde om hans moder.
​Det er et srykke af Nørresundbys – vi tør sige Nordjyllands – ansigt, der forsvinder med ham. Hans navn vil leve i de institutioner, han har skabt.
​En søster førte hus for ham, en anden søster sidder – gift med sognerådsformand, gdr. Pilgaard,- i fædrenehjemmet i Vrensted.
​​ ———————–

Ålborg Stiftstidende den 20. december 1929:

​​ Sagfører A. Olesens jordefærd
​i dag fra Vrensted Kirke formede sig som en gribende sørgehøjtidelighed. Kirken var fyldt til sidste plads.
​I følget bemærkedes fhv. minister J.C. Christensen, dommer Bay, Nørresundby, godsejer Ahlmann-Lorentzen, Langholt, sagfører Toft, Pandrup, politimester Mangor, bestyrelsen for Nørresundby håndværkerforening med fane og mange flere.
​J.C. Christensen bad fadervor og talte fra prædikestolen. Han bragte en smuk tak til sagfører Olesen, som han havde siddet i bestyrelse sammen med i Hedeselskabet. Han takkede sagfører Olesen for hans naturkærlighed.
​Pastor Plesner, Vrensted, talte ligeledes gribende og nævnte sagfører Olesens store offervillighed.
​Der var utallige kranse.
​Ved graven talte bl.a. lærer Ersted, Vodskov, og sognerådsformand Pilgaard, Vrensted.

Gravstenen står på familiegravstedet på Vrensted Kirkegård tæt ved indgangen til våbenhuset.

​​​—————–

​Efterskrift:

​Materialet til det i fødselsdagsomtalen nævnte værk om Hammer Bakker forelå færdigt allerede i 1929. Det er udarbejdet af provisor Niels Hedin, Nørresundby, som Sagføreren havde valgt til at skrive bogen. På grund af Sagførerens bratte død samme år, blev udgivelsen sat i bero, indtil arvingerne i 1931 besluttede at lade den trykke i 400 eksemplarer: ”Som et skrift til minde om den afdøde og hans mangeårige arbejde for Hammer Bakkers bevarelse som jysk naturområde”.
​På Nørresundby Banks foranledning blev der i 1976 trykt yderligere 1500 eksemplarer af bogen.

​9. maj 1931 var Sagførerens efterlevende søskende samlet ved Sagførerens gravsted på Vrensted kirkegård for at afsløre en flot gravsten, hugget af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, Vejen, til minde om deres ældste bror.

​5. september 1934, sagfører A. Olesens 80årsdag, afsløredes der endnu en mindesten over Sagføreren. Denne gang i Hammer Bakker, hvor Niels Hedin stod for afsløringen. Også denne sten var hugget af Niels Hansen Jacobsen, Vejen. ​​​​​ ​​

Stenen står ved indgangen til Hammer Bakker fra Vodskov siden

​Og endelig til sidst skal det nævnes, at der også i Kongenshus Mindepark findes en sten, der bærer sagfører A. Olesens navn. Årsagen hertil er Sagførerens store arbejde med naturprojekterne i Hammer Bakker.

​​​​​Serritslev i marts 2018.
​​​​​ Povl Stevns.

Sagfører Anders Olesen og kunstnerne i Hammer Bakker

Historien om Kunstnerne  i Hammer Bakker
af Ole Bergh.
Sagfører Anders Olesen bekendtskabskreds voksede der en hel kunstnerkoloni op som trivedes i Hammer Bakker i godt og vel tre årtier i 1900 årene.

Sagføreren- Kongen af Hammer Bakker- Anders Olesen (1854-1929) var fæstebondesøn af Vrensted, hvor hans slægt i generationer havde været fæstere under Børglumkloster. Anders Olesen, der var den ældste i en børneflok på i alt 13, blev elev på Brønderslev højskole i 1882. Her blev han i forlængelse af højskoleopholdet forberedt til Præliminæreksamen, som han aflagde i København. Efterfølgende studerede han jura og blev exam. jur. – dansk jurist.

Efter endt eksamen og militærtjeneste fik Anders Olesen ansættelse som fuldmægtig hos den højt estimerede sagfører]. V. Ingerslev i Nørresundby. Olesen overtog efter Ingerslevs død i 1885 sagførerforretningen og ejendommen i Nørresundby, hvortil der hørte en parcel i Hammer Bakker. Hermed var grunden lagt til den ambitiøse plan – at samle jorden i Hammer Bakker og skabe et kulturlandskab efter egne ideer og idealer.

Anders Olesen opførte en statelig villa – Møgelbjerg – i Hammer Bakker hvor han flyttede ind i 1900 sammen med en søster, Johanne Olesen, der førte hus for ham.
I Anders Olesens Hammer Bakker skulle der plantes og bygges. Det blev til møller, gårde og huse. Kronen på værket var Vodskov kirke, der blev indviet i 1909. I dette univers voksede en lille kunstnerkoloni frem
img_0598
Det var husmandskunstnere. Sådan kaldte maleren Renal Bache, denkunstnerkoloni, der trivedes i Hammer Bakker godt og vel tre årtier op i 1900 årene. Kvaliteten var på ingen måde ringere end hos de guldalderkunstnere, vi forbinder med Skagen. Forskellen går udelukkende på det ydre. Det er karakteristisk at sammenligne champagneflaskerne på det opstemte “Hip hip hurra” af P. S. Krøyer med den stilfærdige livsførelse hos kunstnerne i Hammer Bakker. Det passer godt med livsstilen hos Anders Olesen, der var den oprindelige forudsætning for kunstnerkoloniens opståen.
Marianne Vige, gift med maleren Jens Vige, var datter af højskoleforstander Niels Christian Nielsen, Brønderslev Højskole, hvor Anders Olesen læste sig op til den præliminæreksamen der måske var der mest betydningsfulde skel i hans tilværelse. Olesen bevarede forbindelsen med sin gamle højskole og dens forstander – og den lille Marianne, der var tre år, da han drog til storbyen for at blive “examineret
jurist”.
Vi har lært at tage Thomas Olesen Løkkens nøgleroman “Sagfører Sigers let”, med den største skepsis, fordi han ind imellem sviner sin gamle velynder så groft til. Men lad os så for en gang skyld fæste lid til Olesen Løkkens ord om fru Vige (i romanen fru Dige) og hendes forhold til sagføreren og hermed til hele kunstnerkolonien i bakkerne.
Olesen Løkken kendte ægteparret Vige og deres omgivelser særdeles godt. Hvis der havde været mindste hold i snakken om, at der bestod et kærlighedsforhold mellem sagføreren og den smukke og statelige frue, og at det prægede Olesens dispositioner og hele tilværelse, ville Olesen Løkken ikke have holdt sig tilbage. Han var ikke sart, når det gjaldt sagføreren.
I romanen lader han fru Dige fortælle: “Der er vel ingen af jer, der ved at Herren til Ejarum Bakker har været meget indtaget i mig, da jeg var tre Aar gammel. Da kom han nemlig i mit Hjem. Fars Højskole gik den Gang for fuld Drift. Far var en Slider. Foruden Højskoleundervisningen, der tog næsten alle Dagens Timer, havde han et lille Hold, han fø1te op til Præliminæreksamen.
Hans Christian (altså Anders Olesen) kom som ung, fremad -stræbende Bondeknøs til og blev optaget i vo1t Hjem. Naar han sled med Lektierne, viste Mor ham tit ind i Sovekammeret. Her var Ro. Det var underforstaaet, at han skulle holde Øje med mig i Vuggen. Han har vugget mig i mange halve Timer, til jeg sov eller blev vred og skreg, saa han maatte tage mig op for at faa Ro til Læsningen med mig i Armen.
Voldborg (vi gætter med god grund på Skjoldborg) ler og ser paa den smukke fru Dige. – Hvis du har været lige så køn den Gang som
nu, har han nok været forelsket i dig! Fru Dige smiler selvbevidst. –
Jeg husker kun, at Sigerslet var meget venlig imod mig – og meget genert – langt op i Aarene. Selv da han var tredive og jeg en voksen Pige, syntes jeg, han var genert”.
Fru Dige fortæller videre, hvor svært det er at komme på nært hold af sagføreren. “Han lukker sig inde, men han behøver ikke at skjule sig under paaskud, som vi andre gør, han er sin egen, sin ukrænkelige sig selv, men aaben og venlig, naar en sag skal fremmes – som han synes, den skal fremmes”.
Denne vinkel på historien er tankevækkende, når man konstaterer  optakten til det, der blev kunstnerkolonien i bakkerne – nemlig at samme fru Vige og hendes veninde, fru Resen Steenstrup, med hvem hun drev en kunsthandel i København, rejste til Vodskov sammenmed deres mænd, formentlig forår eller sommer 1904. Vi kender ikke det nøjagtige tidspunkt eller baggrunden for besøget- om sagføreren
har inviteret, eller om fru Vige havde fået lyst til at hilse på sin gamleven fra barne- og ungdomsårene.
I dag kan vi se et stort lindetræ, hvor den gamle skole i Vodskov lå. Træet stod der også den gang, og i huset under lindens skygge slog nogle kunstnere sig ned om sommeren fra 1904 til 1910. Det var først og fremmest Jens Vige og hans kone Marianne. Det står klart, at kolonien var fru Viges værk. Under hendes omsorgsfulde og virksomme hænder groede kolonien op og fik sin helt særlige karakter. Flere af kunstnerne: Maleren Johan Christoffer Schlichtkrull samt billedhuggerneJens Lund og Niels Hansen Jacobsen blev bofaste, og ægteparret Vige fik egen sommerbolig. Blandt de første var endvidere Niels Bjerre og Thøger Larsen. Senere kom Resen Steenstrup, Rud. Petersen, Axel P. Jensen og endnu flere. De var malere alle – bortset fra de to billedhuggere og digteren Thøger Larsen.
Anders Olesen havde fra starten tæt forbindelse med disse kunstnere. Han var overmåde interesseret i deres produktion, han formidlede i mange tilfælde deres boliger, enten ved salg eller udleje til priser, vi må kalde yderst rimelige. Eller han lånte dem penge, når dehavde brug for det. Også det gik yderst rimeligt for sig. Han foræredealdrig penge væk, men en af de hypppige lånere var samme Thomas Olesen Løkken, der satte ham det onde minde. Hvordan de lånetransaktioner ellers fungerede kan forekomme både kuriøst og gådefuldt. Ved sagførerens død i 1929 havde Olesen Løkken 1.000 kr. til gode hos sin velgører, og de faldt selvfølgelig prompte.
De største beløb mellem sagføreren og kunstnerne repræsenterede
de køb, han foretog af deres produktioner eller de opgaver, han stillede dem i sine kære bakker. Om det ikke var med bagtanke? Jo,bestemt. Sagføreren satte sig minder, der blev både set og omtalt vidt
og bredt. De står der stadig, men hvor mange husker i dag, at de blevsat af sagføreren?
Hvad angår fru Vige og alt det, eftertiden har så travlt med, har
der i hvert fald bestået et venskabsforhold mellem hende og sagføreren. Efter Jens Viges alt for tidlige død (1912) vendte hun gang pågang tilbage til Vodskov, og omkring 1915 købte hun ved sagførerens mellemkomst som sommerbolig husmandsstedet Skovhuset på den nordvestlige side af Stormosen.
Hvad der rørte sig af følelser i den inkarnerede pebersvend og selvtilstrækkelige hersker over bakkerne, ved vi intet om. Når folk ikke
taler eller skriver om det, markerer de tydeligt, at det ikke kommer andre ved. Men når vi skal prøve at forstå noget af den tilknappede
personlighed, der sjældent gav udtryk for andre følelser end vrede og
img_0600
irritation, er det godt at vide, at han nærede varme følelser i hvert fald for fru Vige, som han næppe nogensinde kom nærmere end hvad det formelle og, efter hans opfattelse, fuldstændigt respektable bød.
Det er stærke personligheder, der rykker ind som de første i 1904. Blandt dem, man først får øje på, er den unge maler Niels Larsen Stevns. Han gjorde sig gældende, men anonymt, som Joakim Skovgaards
“sikreste medarbejder” ved tilblivelsen af de berømte kalkmalerier i Viborg Domkirke. Dette samarbejde stod på fra 1888 til 1907og var altså i kraft, da Larsen Stevns slog sig ned i Hammer Bakker 1904. Men allerede da var han begyndt at udfolde sig som maler medmotiver, fortrinsvis i den religiøse genre med forkærlighed for kalkmaleriet.
Bondesønnen Larsen Stevns havde sit udgangspunkt i den grundt-vigske folkehøjskole. Arkitekt P.V. Jensen Klint holdt foredrag på Vallekilde Højskole, hvor Niels var elev. Han blev så begejstret, ved den
lejlighed, at han besluttede at ville være kunstner.
Olesen var bondesønnen, der havde sit grundtvigske udgangspunkt på Brønderslev Højskole. Det er ikke svært at forstå, at Larsen Stevns og Anders Olesen havde forudsætninger for at kunne forstå hinanden
og arbejde sammen. Det var en stærk treklang. Den tredie var samme Jensen Klint, som byggede Vodskov kirke på Olesens bestilling, og som senere skabte Grundtvigskirken i København. Det var samarbejde i flere dimensioner- og med hensyn til Olesen og Jensen Klint et overordentligt problematisk samarbejde.
img_0538
Blandt de opgaver, Larsen Stevns fik af sagføreren, var et alterbillede til  kirken i hans fødeby Vrensted i forbindelse med omfattende istandsættelser, som Anders Olesen havde bekostet og delvist disponeret som kirketiendeejer. Det var i 1917.
Larsen Stevns har selv fortalt, at sagføreren dikterede altertavlens
motiv. Det er påstået af folk, der mente at kende sagføreren godt, at han var aldeles irreligiøs. Ikke desto mindre bad han Larsen Stevns om
at male Kristi natlige samtale med farisæeren Nikodemus. Den handler om lyset, der kommer til mørket. Så enkelt og så centralt i det kristne budskab.
Det er en af de meget fortællende detaljer, vi får om sagførerens personlighed og menneskelig baggrund. Han beder Larsen Stevns om at male det natlige møde i Emrnaus. De har talt meget om det motiv, der sætter Larsen Stevns i gang med noget, der skal blive banebrydende for hans fremtid som en af landets største på sit felt. Sagførerens usynlige aftryk er aldrig omtalt, og han har bestemt ikke ønsket det, men det er godt at have med i erindringen, når vi beskæftiger os med alle udsagnene om hans afmålthed og kynisme.
I forbindelse med alterudsmykningen udførte Larsen Stevns et maleri af selve kirken. I dag hænger billedet på Nordjyllands Kunstmuseum,
img_0597
hvor et mere repræsentativt værk fra Larsen Stevns’ hånd også har plads, det tidligere nævnte “Marias salving af Christi fødder”.
En tidligere altertavle, sagføreren bestilte, var til Vodskov kirke. Han bad maleren Rud Petersen udføre billedet til minde om den afdøde bror Christopher. Christopher Olesen (1868-1903) var landinspektør med forretning i Aalborg. De to brødre var tæt knyttet til hinanden –
Anders, den mørke, alvorlige altid fornuftige storebror og Christopher – den livsglade lillebror med det lyse sind .
Renal Bache skriver i sin kunsthistorie “Malere i Aalborg fra 1850”:
” … Alterbilledets motiv er Christoforus, Kristus-bæreren. Lidt stivbenet i linierne, om end ganske velkomponeret. Mest interessant ved denne udsmykning er de udkast, som ligger til grund for dem.
For år tilbage præsenterede billedhuggeren William Jessen mig for dem. De lå helt ubeskyttede i et rum i kirketårnet: Store lyse akvarelkartoner, helt anderledes dristige og koloristisk spændstige end det færdige arbejde.
I parentes bemærket usignerede, men i betragtning af, at Larsen
Stevns opholdt sig i Vodskov på den tid, er den tanke nærliggende, at han har haft mere end en finger med i spillet. I så fald er det beklageligt, at det ikke blev denne mester i rumdekoration, der fuldførte opgaven”.
Det har Renal Bache utvivlsomt ret i, men det er nu ikke i smug,
img_0596
Rud Petersen gjorde brug af Larsen Stevns. Han blev omhyggeligt
nævnt som malerens medarbejder, da kirken blev indviet.
Samme William Jessen, der var en af de bedste kendere af kunstnerne i Hammer Bakker, fortæller om Larsen Stevns: “Han var en uhyre beskeden, jævn og flittig maler, der hver ny dag tog malergrejet på ryggen og opsøgte det udvalgte motiv. Han arbejdede i lange perioder på det samme lærred. Sad tålmodigt og blandede farven på sin palet for så med en rask bevægelse at sætte et par hastige strøg på lærredet. Tilbage igen til den omhyggelige farveblanding, endnu et par farvespor, om og om igen. Ved middagstid kom hans kone Anna med madkurven. De spiste, og Larsen Stevns fortsatte sit på en gang sindige og årvågne arbejde… Fra Hammer Bakker har denne sent
modnede, men dybt originale farvekunstner hjembragt billeder, der
betegner det bedste, som er lavet her. Hans kunst er stor og stærk i
alle sammenhænge. En gang set, glemmer vi aldrig freskerne i H.C.
Andersens hus i Odense eller freskerne i Hjørring Kunstmuseum”.
Jens Vige, udgået fra Kunstakademiet og Krøyers malerskole, var som nævnt blandt de første kunstnere, der slog sig ned i bakkerne, og som kom til at stå Anders Olesen nær. Vige malede et portræt af sagføreren året før sin død. I dag hænger maleriet i Nørresundby Bank, et skarpt og vellignende studium af det beslutsomme menneske. Anders Olesen brød sig ikke om det, sådan var indtrykket hos folk, der kendte både sagføreren og Jens Vige. Det var vist noget med øjnene, noget lumsk, der bød sagføreren imod. Men vi kender ingen, der har hørt
img_0587
fra sagførerens egen mund, hvad han mente om Jens Viges portræt.
Det kom op på væggen i sagførerens udsøgte billedsamling – men bag et forhæng, hvis vi skal tro Olesen Løkken.
Efter de første års sommerophold til leje i den gamle skole købte
Jens Vige og hans kone ved sagførerens mellemkomst i 1910 et lille
hus i Gammel Vodskov, men de fik kun to år sammen inden Jens
Viges død.
Han var et stort talent, en usædvanlig kunstner i sin samtid, men
han vandt ikke megen forståelse i levende live. Alt, hvad han producerede, blev solgt, men til priser, der, også efter nutidens betalingsværdi, må betegnes som uforskammet små i betragtning af den placering, han vitterligt opnåede i sit korte liv. Et portræt af Viges bedstemor og et interiør fra Bjørnsholm var det eneste, fru Marianne Vige havde tilbage efter sin mands død.
På Skagens Museum finder vi ham i et Michael Ancher portræt i den
berømte spisestue, der blev overført fra Brøndums Hotel. I samme
stue – museets klenodie – hænger Viges maleri: “Strikkende kone ved sit barns seng”, men ude i den store museumssamling har vi det maleri, som han efterlod i bakkerne.
Vige hørte altså hjemme også hos “guldaldermalerne” på Skagen,
men var selv en fuldgyldig repræsentant for”husmandskunstnerne” i Hammer Bakker – af samme sind som sagføreren. Vige hadede prangende skønhed og luksus. Hans farver var dæmpede, altid uden sol, men af en fåmælt ægthed, der talte stærkt. Sådan blev han bedømt -og dernæst glemt. Først efter 30 år – i 1943 – åbnede en udstilling i
 img_0607
København øjnene hos den nye generation. Da var fm Marianne Vige en gammel dame i København, endnu med bedstemor portrætter fra bakkerne i sin varetægt. På kirkegården havde hun et andet slidstærkt minde om tiden i bakkerne. På gravstenen står kort og godt: Vige, gjort med vennen Hansen Jacobsens umiskendelige slag.
Blandt Vige-familiens nære venner var også maleren Johan Christoffer Schlichtkmll, der blev kunstneren med det længste ophold i bakkerne, fra 1918 til 1945. Også han var udgået fra Kunstakademiet og Krøyers malerskole i København og var på sin løbebanes højeste, da han og hans kone Marie, nærmest ved et tilfælde, slog sig ned i kunstnerkolonien.
Niels Hedin fortæller i sin bog om bakkerne, at det var i de tider,
da den endnu allesteds nærværende Schlichtkmll for en sommer boede på Birkelse for bl.a. at portrættere hofjægermesteren. Han og hans kone var taget på en tur med et lille hesteforspændt køretøj, da de forvildede sig ind i Hammer Bakker. Ved en gunstig tilskikkelse havnedede i en af de ejendommelige dalfurer, terrænet er så rigt på. Fra den dag hed denne fure Paradisdalen. Schlichtkrull og hans kone blev på stedet enige om navnet. Så smuk og blid fandt de denne lokalitet.
img_0588
For enden af Paradisdalen lå et hus, tilhørende Emmer-Laurits, der
inden aften havde solgt det til Schlichtkrull. Ægteparret blev som sagt i 27 år i bakkerne. I modsætning til de andre kunstnerhuse, er der aldrig hæftet navn på dette -ud over det selvfølgelige, Emmer-Laurits’hus.
Schlichtkrull og hans familie med kone og fem børn forblev i bakkerne efter at hele kunsteraktiviteten var stilnet af omkring 1930 – om det så havde noget at gøre med, at sagføreren ikke var der mere, han døde i 1929 – eller om det var tidens ugunst i det hele taget.
Ved en lykkelig tilskyndelse kunne Schlichtkrulls atelier fmtsætte
som værksted for udøvende billedkunst af høj kvalitet. Der skete det, at arkitekt Jens Arne Villadsen, Vestbjerg, meldte sig som køber – ikonkurrence med den ansete møbelhandler og snedkermester, fru Signe (aldrig kaldt andet end Titte) Lund, Aalborg. De blev enige om at dele riget mellem sig, Emmer-Laurits hus til Titte Lund, atelieret til Jens Arne Villadsen. Han giftede sig med den skotske maler Sheena Page Villadsen, og siden de to i god forståelse har delt boet, har Sheenabygget et lille beboelseshus, og det, der var familiens sommerhus i mange gode år, er fortsat Sheenas atelier med fortrinsvis naturalistisk kunst, inspireret, helt i Olesens ånd, af det skotske højland – og Hammer Bakker.
Kunstnerkolonien gik som sagt i opløsning, men der blev et par stykker tilbage. Helt centralt en der flygtede fra tyskerne efter Schalburgtage (eller hvad det nu hed så tidligt som 1941) af hans bogtrykkeri i København: Modstandsmanden, billedhuggeren og maleren William Jessen. Vi kan tage hans nære ven med, lægen og forfatteren Erling Fischer i Vodskov – og den nyeste i bakkerne, keramikeren Tove Anderberg.
Jessen var kommet med som en selvfølge. Hans kone Alice var plejebarn af Marianne og Jens Vige, og Jessen blev nær ven af huset. Det samme kom til at gælde hos Schlichtkrull i overensstenundse med, hvad de to mænd stod for. Schlichtkrull var en traditionstro, nøgtern maler, der afskyede alle de voldsomme effektvirkninger, der havde buldret så lystigt i årevis.
William Jessen erklærer (kronik “Aalborg Stiftstidenpe” 21. november 1961) at Schlichtkrull måske var den kunstner, der stærkest og mest trofast elskede Hammer Bakker. “Her har han i ca. 30 år med kærlighed til den frie og ubundne natur malet de skønneste billeder.
I de sidste krigsår malede Schlichtkrull ikke mere, han sagde, at han
img_0589
ikke kunne skelne farverne. En aften i slutningen af april, få dage før befrielsen, døde han i en alder af 79 år. Jeg husker den måneskinsaften i den mørke, lavloftede stue, da plantør Simon Nielsen og jeg lag-de den gamle maler i kiste og bar ham op gennem gyvelen, op i atelieet på bakken. Inde fra Aalborg hørte vi dumpe drøn og flyveralarm.Dagen efter i det skønneste forårsvejr fulgte vi, en lille skare af folk fra Hammer Bakker, Schlichtkrull til hans sidste hvilested på Hammer kirkegård”.
En digter (vi tillader os at skelne mellem digter og forfatter) gjorde sig gældende blandt de bildende kunstnere i bakkerne. Det var Thøger Larsen, en af de største naturlyrikere, vi har haft. Han kom samtidig med Larsen Stevns i 1904 for at besøge husene ved det gamle lindetræ, hvor kunstnerne holdt til. Thøger Larsen, limfjordsdigteren fra Lemvig, vendte tilbage år efter år. Naturen i bakkerne satte ham i gang med nogle af de digte, der en gang var hvermands eje. “Danmark nu blunder den lyse nat” er blandt de udødelige. Den er fra 1914, og den har sikkert intet med Hammer Bakker at gøre. Lad os alligevel glæde os over, at dette har han i hvert fald også oplevet her:
Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går
samme sang som i tusind år.
Thøger Larsen blev i perioder et med Hammer Bakker. Da sagføreren planlagde bogværket om bakkerne, bad han Thøger Larsen om at skrive en digtcyklus som optakt til bogen.
Han blev indlogeret hos sagføreren i to perioder og var i bakkerne
de fleste af de vågne timer. Resultatet blev det forventede, en cyklus
på fem digte.
Der var årelange problemer med bogen om Hammer Bakker, inden
provisor Niels Hedin omsider kom til og realiserede projektet. Der er ikke klarhed over, hvorfor Thøger Larsens digtcyklus ikke blev
anvendt i sin fulde udstrækning, de passede i hvert fald ikke stilisten Hedin. Han strøg to af dem og Thøger Larsens titel: “Hammer Bakker. En Digtcyklus”. Det er svært at forstå i dag, når man oplever kvaliteten i det udeladte, der ikke fandt nåde.
I korrespondancen mellem sagføreren og Niels Hedin, hvor Anders
Olesen bestandig gør sig gældende med hensyn til bogens udformning skriver Hedin 22. april 1929, altså otte måneder inden sagførerens død:
“Jeg har nu taget Kopi af Digtene. Det var dog en masse overvældende Lyrik. Jeg troede ikke, der var saa meget, og jeg føler mig komplet reduceret lige overfor saa megen Rim-Veltalenhed. Et Gode for min Fremstilling er det – om Th. L. og jeg skal staa i Tøjr sammen – at salig Thøger ikke paa noget Bundt lægger for Dagen, at han besidderreelt Kendskab til eller Forstaaelse af Hammer Bakker. Hans Fremstilling er almen, helst – synes det mig – vil han gøre Hammer Bakker til
en Filial af “Heden” (Aakjær-maner) eller til en Ræbild Park No. 2. Vor Herre bevares!”
Vi kender ikke sagførerens reaktion på Hedins behandling af datidens vel nok mest betydelige natur-lyriker, men Hedin fik i hvert fald sin vilje.
Vrede eller kulde mellem Thøger Larsen og sagføreren er aldrig dokumenteret. Hvad angår hans digtcyklus om Hammer Bakker må det med, at den blev udgivet i sin fulde udstrækning af Nørresundby Bibliotek ved 50 års jubilæet 1968.
Thøger Larsen tegnede også, men ikke nær så godt, som han digtede. Et tredie stort engagement var astronomien. Hjemme i Lemvig havde han et imponerende observatorium. Husmandssønnen, der blev i Lemvig, verdensmanden, der rejste ud i rummet.
Billedhuggeren William Jessen huskede, at han i fru Viges brændehus fandt et planetarium fra Thøger Larsens hånd. Sirligt havde han rekonstrueret solsystemets bevægelige håndgribelighed. Han digtede også om det: ‘jeg står i dag på stjernens hvælv … “
Der var en anden slags Thøger, og ham kendte de godt i bakkerne
– her fra 1905 et af hans yndlingsrim i den lette genre:
På Mars har man forhen troet,
at jorden vist var beboet.
Det skøn har man dog måtte forlade
med den motivering – ak og ve:
at der på dens overflade
var intet fornuftigt at se.
Nede på Skovvejen til Hammer Bakker har vi stadig et minde i granit om den lyriske astronom. Omkring 1926 lånte han Hansen Jacobsens mejsel og huggede i granitkævlen stjernebilledet Karlsvognen.
Og så kan vi da ikke sige Thøger Larsen og Hammer Bakker uden
at huske, hvad han så fra toppen af Møgelbjerg:
img_0590
Ud fra Hammer Bakker
ses den lyse Limfjord
Barn af Vesterhavet
og af Kattegattet.
Hammer Bakkers Højder
hegnet af lune Kedler
som et Maanelandskab,
lyng -og løvbevokset.
Maleren Niels Bjerre ankom sammen med Thøger Larsen. De var to
uadskillelige venner, Bjerre fra gården Nedrelund i nærheden af
Bovbjerg, Thøger Larsen som sagt fra Lemvig, to hjemmefødinge, der aldrig slap den tætte forbindelse med deres hjemegn og dens natur.
Bjerre var af bondevæsen, stilfærdig og urokkelig. Han passede
udmærket i bakkerne, og bondesønnen Olesen syntes om ham og
hans kunst. Det kunne man se på væggene i Møgelbjerg. Han passede også i bakkerne, fordi han var af den skole, som flere af malerne delte med ham: Akademiet og Krøyers malerskole.
Bjerre var en betydelig natur- og interiørmaler. Vi gierruner ikke
hans “Bønnemøde på Harboøre” fra Indre Missions store vækkelses- og frelsestid på Vestkysten. Han var et tungsindigt menneske, samtidig lidt af en hugaf og “skrap i kæften”. Der gik skrøner om de svireture, Thøger Larsen og Niels Bjerre havde hærget hinanden med i de unge dage. Thøger Larsen slap den underholdende uskik og blev afholdsmand efter indgåelsen af sit ægteskab med Thyra Paludan og var det livet ud. Bjerre, altid på farten, tog det mere afslappet. Hans kuffert mmmede , hvad han havde brug for i livet.
Der er et morsomt maleri fra Bovbjerg, som kunstneren har kaldt
“Jyllandsbevægelsen”. Det er malet af Niels Bjerres fætter, Kristen Bjerre, der blev kromand og byggede det berømte og meget sammenrodede badehotel på Bovbjerg. Kristen Bjerre maler, hvad man den gang spøgende kaldte Jyllandsbevægelsen: Jeppe Aakjær er på vej op i en charabane, hvor allerede sidder Thøger Larsen, Niels Bjerre, Johan Skjoldborg og maleren selv, beskedent skildret som kusken. Det er betegnende for satrune jyllandsbevægelse hvor mange af de afbildede, der havde at gøre med Hammer Bakker.
Den almindelige forestilling om billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen er den fabulerende og mystiske mand med de mange kanter – og så husker vi hans berømte springvand med trolden, der vejrer menneskekød. Det er ikke rart at være kristen under den lumske og onde personage med den knortede hånd og kæppen på enden.
I det hele taget var Hansen Jacobsen glad for springvand. Han kom
år efter år i Hammer Bakker og var i tæt forbindelse med sagføreren.
Han udførte et rigtigt Hansen Jacobsen-springvand – i dag betegnet
som et af billedhuggerens hovedværker – foran sagførerens villa
Møgelbjerg. Det var en havfme-skulptur, men vi kan kigge langt efter den lyriske turist-havfme. Sådan en kendte Hansen Jacobsen ikke. Hende her ligger på en klippe, et grotesk og gotisk fabelvæsen med ører, der mere ligner gæller, fordrejede skuldre og malplacerede bryster.Til hver side glider hendes små lige så groteske formede unger.
Vi ved ikke, hvad sagføreren og søster Hanne syntes om havfmen
og hendes afkom. Et samtidigt fotografi i Hammer Bakker-bogen viser den besynderlige omstændighed, at Hansen Jacobsens kunstværk foran Møgelbjerg er pakket så gmndigt ind i kæmpemæssige marksten, at man næppe kan få øje på alt det groteske. Kampesten var i øvrigt et af udtrykkene for den samlermani, der kendetegnede sagføreren.
Han kunne aldrig få nok.
Der blev flyttet grundigt på både trold og havfme. Btygger Carl Jacob-
img_0591
sen bekostede en bronzeversion af trolde-skulpturen og tilbød den til Jesuskirken i København, men præsten og menighedsrådet frabad sig gaven. Btyggeren beholdt sin trold og lod den opstille i Glyptotekets have. En anden bronzeversion blev efter krigen anbragt i vandkunsten foran Hansen Jacobsens musetun i fødebyen.
Efter Anders Olesens død solgte dødsboet villaen til åndssvageanstalten, der gjorde den til overlægebolig og børneafdeling. Der var ikke plads til havfrue-springvandet, og Vejen kommune fik igen tilbuddet, men sagde nej tak. Bække, en lille by en snes kilometer nord for Vejen, ville gerne, og i dag stråler sagførerens springvand i det kommunale skovanlæg.
Hansen Jacobsen kom ligesom Schlichtkrull til bakkerne i forbindelse med en opgave i nabolaget. “Jeg er for Tiden på Gaarden Langholt (en hah· snes kilometer ,·est for bakkerne) i Færd med at lægge sidste hånd paa Ahlmanns monument i fri Luft”, skrev han til Jeppe Aakjær, “men jeg gaar jo og skjærer Tænder, for hveranden Dag regner det”. Monumentet blev afsløret sommeren 1917 og står stadig ved indkørslen til Langholt. Det er umiddelbart herefter, billedhuggeren har slået sig ned i bakkerne. Hos sagføreren lejede han det lille bondehus,
Højhuset – der hed sådan, fordi det lå på en høj.
img_0592
Det er et tidsbillede både af armoden i bakkerne og af Olesen selv,
hvordan det gik til med det ejerskifte: Højhuset kom på tvangsauktion i februar 1912 efter begæring af Husmandskreditforeningen i Aalborg.
Den højestbydende fik huset og jorden for 680 kr. Ejendomsskylden
var 1.200 kr. Året efter transporterede den nye ejer sin ret til
ejendommen til sagføreren mod, at han avettog bl.a. den påhvilende
gæld på 500 kr. til husmandskreditforeningen.
Den hidtidige nu forarmede ejer blev boende, stadig for en månedlig
leje af 30 kr. Godt et halvt år efter blev han sagt op af Olesen og
skulle flytte til maj. Men han og familien fik alligevel lov til at blive
boende. Året efter skrev sagføreren ny lejekontrakt til samme leje og med et halvt års opsigelse.
Der gik tre år, og så faldt hammeren. Lejeren og familien skulle ud
til november 1917 på grund af en ubetydelig restance. 24. oktober fik familiefaderen opsigelsen forkyndt af to stævningsmænd, og kort efter udlejede sagføreren Højhuset til Hansen Jacobsen, der ved siden af byggede sit pyramidehus af et atelier, stråtækt selvfølgelig. Sagføreren så nødigt andet, men sørgede til gengæld for udsøgte kvaliteter. Det er en lang historie om et lille hus. Den fortæller mere om sagføreren end om huset.
Der har boet endnu en berømthed i Højhuset – om end for en kort
stund. Det var Marie Bregendahl, Jeppe Aakjærs første kone, begge
nære venner af Hansen Jacobsen. Hun flyttede som gæst ind i Højhuset august 1926 for at få ro til at skrive en julefortælling, mens Hansen Jacobsen var engageret andet sted. Der er brev fra Hansen Jacobsen 4. september med forsikringer om, at hun endelig må fyre med alt det brænde, hun har brug for. “De må sandelig ikke sidde og fryse med pennen i hånden. Der er jo ensomt deroppe, men der er en arbejdsfred og en udsigt så skjøn som ikke så mange steder i Danmark”.
 Bemærk, at billedhuggeren i 1926 skriver, hvad vi i dag kalder
moderne retskrivning, men hvad med udsigten? Den har sagførerens beplantninger spoleret for længe siden. “Fantasien af Fantasiløshed”,som billedhuggeren Jens Lund senere skrev om sagførerens “kedsommelige grantræer”.
Der er et vedmodigt efterspil. Efter sagførerens død i december
1929, vil Hansen Jacobsen gerne erhverve Højhuset med tilhørende
jord. Han har en buste af Anders Olesen, udført et år før dødsfaldet,
og den vil han tilbyde som betaling for de 600 kr., huset nu er sat til. Men arvingerne betakker sig. De har problemer nok oven på den
pinagtige skattesag og vil hellere se rede penge. Busten står i dag på
museet i Vejen.
img_0593
Hansen Jacobsen var en oprører mod traditionen. Den gang og flere
generationer efter var det simpelthen en vanskæbne for en billedhugger at være født efter Berthel Th01valdsen. “Hansen Jacobsen udstraaler en Protest mod Plastikens gamle Guder, som Thorvaldsen havde sat i Højsædet. Imod Sydens olympiske Herskervælde har han rejst sig som Forkæmper for en ganske anderledes udpræget nordisk Race og uanset denne Holdning for en fornyet og forfriskende Portrætfornemmelse”. Sådan skrev Sophus Michaelis 1920.
 Kunsthistorikeren Niels Th. Mortensen giver busten af Anders Olesen denne karakteristik i sin bog om Hansen Jacobsen, (1945): “En anden klog Buste er “Sagfører Olesen” fra 1928. Han synes efter Portrættet at dømme at have været en Personlighed af Format, men også af en noget ubestemmelig karakter. Der er i Mundens Linjer en Fasthed, der kan tydes som Brutalitet, og i Pandens Form en Storhed, der modarbejdes af Trækkene omkring Øjnene. I øvrigt skyldes noget af den ujævnhed, der præger Karakteristikken, her nok Kunstnerens formelle Usikkerhed – se, hvor dilettantisk Panden er gjort”!
 Da der skulle rejses mindesten over sagførerens grav på Vrensted
kirkegård, var det en selvfølge, at Hansen Jacobsen meldte sig til den-
img_8803
ne opgave. Han satte altid symboler på sine mindesten. På Anders
Olesens blev det den flittige samlers bikube og de drivende skyer over granplantagen.
Det er uoverkommeligt at nævne alle kunstnere med løsere tilknytning til bakkerne. Blot endnu et par små glimt, der fortæller noget om alsidigheden.
Johan Skjoldborg boede i sommeren 1906 i Himmelbostedet nær
Raltingshuset i bakkerne. “I flere af sine fortællinger beskæftiger han sig med den almue, der boede i de hengemte bakkeegne – også det rene røverpak Men her i Himmelbostedet under Møgetbjergets sydlige skråning fuldendte han sit manuskript til kærlighedshistorien om pigen Sara”, fortæller forfatteren August F. Schmidt.
Så var der en ung og aldeles ukendt maler, Asger Jørgensen, der
sidst i 1940’erne holdt til hos maleren Tage Mellerup i Uggerhalne.
Mellerups lillebror syntes, at alt dette malen måtte kunne omsættes i håndgribelige værdier og tingede så længe med købmand Johansen i Uggerhalne, at han fik en kasse flødeboller for to af de kunstværker, malt på pap fra en kasse vaskepulver, som storebror havde stående blandt meget andet rod. Det var faktisk et par nydelige billeder. Nogle år senere kom Erling Fischer ind for at låne telefonen og fik øje på maleriet på købmandens kontor. Erling Fischer viste stor interesse for det – så stor, at købmanden afslog en handel, men sendte billederne – det ene fra kontoret, det andet på sønnens loftsværelse til Bruun Rasmussens auktioner. Det gik stlygende, købmanden kunne købe sig en folkevogn for det største af billederne. Det andet solgte sønnen for 3.500 kr.
Det var nemlig gået sådan, at den ukendte Asger Jørgensen havde
skiftet navn til Asger Jorn – og en god maler var han under alle omstændigheder. Det hører med til historien, at Erling Fischer ved et senere besøg i butikken kiggede vemodigt på den bare plet på
væggen, hvor maleriet havde hængt. “Jeg så det billede på en udstilling forleden, det var købt for 70.000 kr.”, sagde han.
En kasse flødeboller var ingen stor pris, men det kreperede alligevel
købmanden, at han ikke havde set sig bedre for.
Sådan går det også med kunsten fra bakkerne. Det er købmand
Johansens datter, Jytte Hansen, der fortæller historien.
Det skal ikke være de sidste ord om kunstnerne i Hammer Bakker.
William Jessen skrev i den omtalte Aalborg Stiftstidende-kronik 21.
november 1965 – smukt, men lidt kryptisk, og det kan der jo også
være god mening i:
“Og selv om man står ved en korsvej – på et hjørne, kan man i dag
ikke lade være med i ærbødighed at tænke på alle disse mennesker,
der har levet i og ved Hammer Bakker gennem kun 50 år – mennesker,
der gør levet og ulevet liv til mere end liv”.
Ovenstående artikel er et uddrag af bogen:
SAGFØREREN. Konge af Hammer Bakker – en biografi af Ole Bergh.
Sundby Samlingerne, 1998

Sagfører Anders Olesen og hans betydning for Vrensted

Sagfører Anders Olesen var både en hadet og elsket person.

Anders Olesen,
Anders Olesen,f.1854, d.1929

Han var bondesøn fra Vrensted og via  et højskoleophold, læste han videre til jurist.

Han voksede op i Vrensted på gården Høngaard på Pilgaardsvej

 

 

image

Høngaard 1952, Olesens barndomshjem
image
Høngaard i Vrensted ombygget og restaureret

og var meget alene på familiens englod i Vrensted Kær. Han har udtalt, at han engang hørte en indre stemme sige, at han ville komme i besiddelse af store jordarealer, og at det ville være en herlighed at eje sådanne.

Han var en foregangsmand, var med i opstarten af Nørresundby Bank, byggede Vodskov Kirke,

image

var med ved starten af Åndssvageanstalten i Vodskov, opkøbte det meste af Hammer Bakker og lavede en del byggerier i Vodskov. Bl.a. den hvide villa på billedet var hans private bolig, og Skovgården var en avlsgård.

image
Skovgården Vodskov
image
Sagfører Olesens villa i Vodskov “Møgelbjerg”

Han glemte aldrig hvor han kom fra, nemlig Vrensted.

I Vrensted opførte han en del byggerie, bl.a. Ane Maries hus til minde om sin mor, han etablerede et bibliotek, han byggede gården Kirkemarken, hvor han ville lave en Landbrugsskole, som dog aldrig blev til noget.
image
Ane Maries Hus, Vrensted
image
Høkerstedet, Vrensted
image
Thøgerstedet, Vrensted
image
Kirkemarken, Vrensted
Øverst Ane Maries Hus ved Kirken, så Høkerstedet på, Bådstedhedevej, så Thøgerstedet på Vingevej og nederst Kirkemarken på Kirkemarksvej, alle ejendomme i Vrensted

Vedrørende sagfører A. Olesens ejendomme i Vrensted.

Sagføreren lod opføre, udover Ane Maries Hus – Thøgerstedet – Høkerstedet og Kirkemarken og Kapellet ved Kirken, der opførtes i 1919.

Hvor mange, Sagføreren ejede kan kun gives et usikkert svar, men svaret dækker over oplysninger fra en ”Fortegnelse over Vrensted ejendomme” fra 1932

Knudsgaard (Lille) (forpagter Søren Nielsen).

Høkerstedet  –  Tidl. husleje 400 kr. årligt.

Thøgerstedet  –  Lejer Jens Heden Madsen.

Garderstedet  –  forpagter Ejner Jensen.

Vittrup Stedet – Lejer Henry Kragh.

På en anden liste figurerer endvidere følgende ejendomme:

Mellemgaarden  (har ikke tidl. hørt om den)

Gartnerhuset         –      –      –        –      –      –

Damsgaardshuset

Hannes Hus, Løkken

Sønder i By, Løkken

De 2 sidstnævnte lå dengang i Vrensted sogn

Sagfører Anders Olesen ligger begravet på Vrensted Kirkegaard.
Familiegravstedet ved Vrensted Kirke
Han var hadet af dem, han købte jord af, og elsket af dem, der i dag nyder godt af Hammer Bakker og skoven.

Om sagfører Olesen:

Anders Olesen blev sagførerfuldmægtig i Nørresundby hos Sagfører Ingerslev i 1877. Han havde forladt Vrensted som ung, været højskoleelev i V. Brønderslev og læst jura i København, og blev færdig som jurist samme år som han kom til Ingerslev.

I 1880 ved folketællingen boede sagførerfuldmægtig Anders Olesen i Fjordgade i Nørresundby hos particulier Christen Knudsen Winther, som var født i Tolstrup sogn og dennes kone Ane Kathrine Rasmusdatter født i V. Brønderslev sogn.

Fra Vodskov
Fra Vodskov med Olesens villa “Møgelbjerg”

Ingerslev boede også  i Nørresundby, men havde et lille hus i kanten af Hammer Bakker. Ingerslev havde med jævne mellemrum inviteret den unge sagførerfuldmægtige Olesen med hjem til sit lille hus i kanten af Bakkerne, og for Olesens vedkommende, havde netop disse bakker, været kærlighed ved første blik. Da Ingerslev døde i 1887 købte han ikke alene Ingerslevs sagførerforretning, men også hans hus på kanten af Hammer Bakker.

En idé fødtes i Anders Olesen. Ikke alene ville han bo der på kanten af de lyngklædte bakker – han ville eje det hele – og plante det til med skov. For i Vrensted sogn, hvor han var opvokset, kunne træer ikke gro, men det kunne de her i Bakkerne.

Mindesten  over  Anders Olesen, stående Kirkevejen 80, Vodskov, ved indgangen til Hammer Bakker

Stenen, der står godt gemt i hjertet af Hammer Bakker, er sat til minde om den mand, der opkøbte en stor del af bakkerne og plantede det lyngdækkede landskab til med skov. Da stenen blev opstillet, kunne den ses vidt omkring. Nu er den skjult bag de høje graner og kan kun findes, hvis man spørger om vej.

At det blev netop Hansen Jacobsen, der udførte mindestenen skyldes, at han stod på venskabelig fod med sagføreren. Billedhuggeren hørte til på egnen. Det er dog uvist, præcis hvornår han købte sit sommerhus i Bakkerne, men i 1921 skriver han derfra til vennen Jeppe Aakjær. Fotografier viser, at Hansen Jacobsen erhvervede et lille husmandssted, som han udvidede og fik dertil lavet et teltformet, lyngklædt atelier. “Højhuset” ejede han endnu ved sin død, og navnet må skyldes, at huset lå på en lille forhøjning.

Hammer Bakker var en kunstnerkoloni. Her boede om sommeren også maleren Johan Schlichtkrull, billedhuggeren Jens Lund og dertil maleren Jens Viges enke, Marianne Vige, der en tid drev kunsthandel i København. Der forhandlede hun bl.a. Hansen Jacobsens keramik. Stedet havde en del kunstnerbesøg, heriblandt dukkede folk op som forfatterne Marie Bregendahl, Thomas Olesen Løkken og Thøger Larsen. Malerne Niels Bjerre og Niels Larsen Stevns passerede også kunstnerkolonien.

December 1934 skrev Hansen Jacobsen i et julebrev: “I sommer var jeg en tid oppe i Hammer Bakker i min lille Hedehus og lavede en beskeden mindesmærke for sagfører Olesen, der er storartet deroppe, milevid udsigt og stille og rigtig ro til at læse en god bog.”

Hansen Jacobsen afregnede til Niels Hedin (der har skrevet bogen om Hammer Bakker), og kvitteringen lød: “Regning / For udhugning af inskriptionen / på Sagfører A. Olesens mindesten / og tilsyn med opstilling af samme 300.”

Sagfører Olesens og broderen Christopher Olesens gravsten i Vrensted er udført af Hansen Jacobsen og kan begge søges her i databasen, ligesom billedhuggeren udførte en portrætbuste af sagføreren. Til Olesens private hjem Møgelbjerg ved Vodskov udførte han desuden et springvand med en havfrue og hendes unger i granit. Helheden blev siden flyttet og står i dag i anlægget i Bække, kun 10 km nordøst for Vejen. (red. TN 14.7.2011)

 

Ved folketællingen i 1890 boede Olesen stadig i Nørresundby, søster Johanne var flyttet ind, men det var nu ikke hende, som var husbestyrerinde, det var en  Christine Nielsen, som ligesom sagføreren var 35 år.

Det var nu nok fordi, at Olesens hus skulle stå helt færdigt, inden han flyttede. Olesen havde nok ligesom Sigerslet, slet ikke noget hastværk med at få byggerier færdige – det var langt vigtige, at det var gjort ordenligt.

Sigerslet havde selv tegnet sit hus, det havde Olesen nok også. Det hus, som skulle ligge der på skråningen af Møgelbjerg, med udsigt ud over det flade landskab mod syd, der stoppede hvor Limfjorden snoede sig på tværs – og var smallest der, hvor Aalborg og Nørresundby lod sig anlægge. Disse 2 byer og deres udvikling var der også udsigt til.

Af Ketty Johansson, Nørresundby Samlingen

Sagfører Anders Olesen og Vrensted.
Når man siger Vrensted tænker man i Vendsyssel, at det er fødesognet for den legendariske Sagfører, Anders Olesen (1854-1929) Kongen af Hammer Bakker.
Anders Olesen var fæstebondesøn – ældst af 13 søskende i Høngården, der havde været fæstegård i flere generationer under Børglum Kloster. Uvist af hvilken årsag, skulle den ældste søn Anders ikke være fæstebonde, men blev holdt til bogen i form af et højskoleophold i Brønderslev med påfølgende præliminæreksamen og uddannelse til Exam. Jur. dansk jurist. Efter overtagelse af et sagførerfirma i Nørresundby i 1887, hvor der indgik en skovparcel i Hammer bakker, indledte han sine opkøb af jord i de golde, træfattige Hammer Bakker. Ved sit flittige sagførerblæk skabte han en betydelig formue, som satte ham i stand til at virkeliggøre sin masterplan, at omskabe bakkerne helt efter sin store vision med træer, huse og fortidsminder. Sagføreren indledte sine omfattende byggerier med pragtvillaen ’Møgelbjerg’, der på afstand næsten ligner en miniature af Børglum Kloster, som han beundrede og måske hemmeligt ønskede sig. De næste store projekter var avlsgården ’Skovgaard’ og Vodskov kirke. Da alt var fuldbragt, skænkede han store arealer og kontante tilskud til De Kellerske Stiftelser – i tidens sprogbrug – Åndssvageanstalten i Vodskov.
Sagføreren skabte sig hurtigt en position i Nørresundby, hvor hans forretning havde sit domicil. Han var medstifter og direktør for Banken for Nørresundby og Omegn, og havde derfor fingeren på den økonomiske puls i Vendsyssel.
Midt i al den forretningsmæssige succes og prestigebyggerier glemte Anders Olesen ikke sit fæstebondeophav og sit fødesogn. Han støttede sine yngre søstre med højskoleuddannelse og ophold i honnette huse bl. a. Børglum Kloster for at lære finere husførelse. En yngre broder bekostede han på Landbohøjskolen, hvor han blev uddannet som Landinspektør.
Af familiens 13 børn, var der 4, der døde som små og en pige, som var evnesvag og som var et stort problem for familien.
I forbindelse med de store byggerier i Hammer Bakker havde han stiftet bekendtskab med tidens populære arkitekter og kunstnere. Disse bragte han til Vrensted i forbindelse med forskellige projekter, som han igangsatte. Hans husarkitekt, V. J. Mørk-Hansen, tegnede alderdomsasylet Ane Maries Hus, der blev indviet i 1914. Huset fik moderens navn, men hun fik ikke glæde af det, da hun var død året før. Vrensted kirke, som Olesen havde erhvervet i 1890, var næste punkt på programmet. Der blev bygget kapel ligeledes tegnet af V. J. Mørk-Hansen i 1919. Indvendigt blev alterbilledet udskiftet ved maleren Niels Larsen-Stevns, der havde været medvirkende ved udsmykningen af Vodskov kirke. Senere bekostede Olesen en ny klokke til kirken. I selve landsbyen opførte han flere huse også med Mørk-Hansen som arkitekt: Høkerstedet, Lille Knudsgaard, Garderstedet, Thøgerstedet og Kirkemarken. Anders Olesen havde tydeligvis en stor veneration for slægtens rødder. Hans kære broder, landinspektør Christoffer Olesen, der døde i 1903, blev begravet på Vrensted kirkegård. Sagføreren satte en smuk mindesten over ham, designet af den kendte kunstner, Niels Hansen Jacobsen fra Vejen. Moderen Ane Marie døde i 1913 . Olesen havde planer om at rejse en gravsten over de fire afdøde søskende fra 1868-79, men ikke over den evnesvage Dorthea, der døde i 1898. Selv døde Anders Olesen 15. dec. 1929 og blev båret i graven umiddelbart syd for kirkemuren. Hans gravsten er også designet af Niels Hansen Jacobsen. Man kunne have formodet, at han ville hvile ved sin kirke i Vodskov, men hans slægtsfølelse og tilknytning til fødesognet var stor.
Hans søstre Johanne, der havde været husbestyrerinde for ham og Petrea gift med Jens Chr. Pilgaard, der havde overtaget Høngården, er også begravet i Vrensted.
Efter sagførerens død skænkede hans to søstre og yngste bror de forskellige ejendomme i Vrensted til en fundats til driften af Ane Marie Hus. Sagførerens store bogsamling blev skænket til et sognebibliotek i Thøgerhuset.
Søskendeflokken på Høngården omfattede Vrensted med stor veneration. Det ville derfor være oplagt, at der i Ane Maries hus blev indrettet en mindestue for sagføreren og fæstebondebørnene fra Høngården.

Ketty Johansson
Cand. Mag. Forfatter og foredragsholder
Fhv. museumsleder i Nørresundby

Sagfører Anders Olesen – TESTAMENTET

Modtaget fra Povl Stevns, Serritslev (født i Vrensted Præstegård) og som gennem mange år har interesseret sig for sagfører Anders Olesen, Nørresundby og har en meget stor viden om sagføreren.

Povl Stevns er kommet i besiddelse af afskriften gennem en nu afdød bekendt, der havde adgang til papirer fra Sagførerens tid.

Povl Stevns skriver:

I dag ved vi, at det ikke kom til at gå helt efter Sagførerens ønsker, som de ses formuleret i testamentet i 1918, men interessant er det dog igen at kunne konstatere i hvor høj grad, Sagføreren tænkte på sit hjemsogn Vrensted.

 

 

 

 

 

Anders Olesen, f.05.09.1854, d. 15.12.1929, her siddende på sit kontor på Møgelbjerg i Vodskov hvor han havde privat bopæl.

 

Sagfører Anders Olesen lod i 1918 udarbejde sit testamente – altså 11 år før sin død. Her følger afskriften af dokumenmtet, der fylder 100 år til august 2018.

AFSKRIFT

T E S T A M E N T.

1.
​”Ane Maries Hus” i Vrensted oprettes til en Stiftelse til Fribolig for 4 ældre, agtværdige Kvinder, Enker eller ugifte, af Mellemstanden, således at beslægtede af mig have Fortrin, og skulle Alumnerne som Regel være fødte i Vrensted Sogn. – Til Stiftelsen henlægges samtlige mig tilhørende Ejendomme i Vrensted og Vrensted Sogns Kirketiende. – Enhver af Alumnerne erholder fornøden Brændsel og en Understøttelse af 50 Kr. pr. Måned.
​Overskuddet af Stiftelsens Indtægter opspares til en Fond, som, når den har nået en Størrelse af 100 000 Kr. anvendes til en Skole, der bygges på Jorderne sønden for Stationsvejen i Vrensted og grundlægges og drives efter Principperne for den Holterhoffske Haushaltningsschule i Honnef ved Rhinen..

​​​2.
​Min Sagførerforretning i Nørresundby skal uden Vederlag overgå til Overretssagfører P. Andersen. (Andersen døde før Sagføreren. P.S.)

​​​3.
​Til min Universalarving indsætter jeg min Søster Johanne imod:
a. at hun respekterer den af min Broder A.T. Tscherning Olesen overdragne Forpagtning af ”Skovgaard” på samme Vilkaar som nu, saa længe han ønsker at vedblive dermed –
b. at hun opretholder, saa længe hun lever, den nu bestaaende Orden på min Ejendom ”Møgelbjerg” og søger dens Tilstand udviklet og forbedret,
c. at hun udbetaler til hver af dem, som ved min Død er i min Tjeneste, 1000 Kr. uden nogen Afkortning,
d. at hun af Frugterne af de årlige Indtægter af min Formue efter hendes Skøn hjælper mine øvrige Søskende og disses Afkom, men at Formuen ved hendes Død overgår til det i Testamentets Post 1 ommeldte Fond.​​​

​​​4.
​Bestyrelsen af Stiftelsen ”Ane Maries Hus” ønskes overtaget af et Udvalg af Sogneraadet på 2 Medlemmer i Forening med den ældste af mine Søskende eller disses Afkom i Vrensted.

​​​5.
​Det i testamentets Post 1 ommeldte Fond med tilhørende Skole ønskes undergivet en Bestyrelse bestående af et Medlem af Vrensted Sogneraad, et Medlem af Hjørring Amtsraad, Rektor ved Ålborg Latinskole og Amtmanden over Hjørring Amt som Formand.

​​​6.
​Det overlades til Executorerne i mit Bo efter Samraad med de anordnede Bestyrelser at udarbejde og søge Kgl. konfirmeret Fundatser for Stiftelsen og Fonden, der vel bør kaldes ”Den Nordjyske Kvindeskole”.
​​Dette mit Testamente bekræftes med min Underskrift, idet tilføjes, at min Søster Johanne skal være Medexecutor i mit Bo.

​​Nørresundby, den 23. August 1918.

A. Olesen.

​Undertegnede, som nøje kjender Sagfører A. Olesen, bevidner herved under Eds Tilbud, at han i Dag ved fuldkomne Sindskræfter har underskrevet foranstaaende hans Testament.

​​​D. u. s.

​ H. Olesen.

Pens. Lærer. Nørresundby.

Chr. Christensen

Jens Otto Madsen har jvf. nederst, modtaget fire billeder, fotoafskrift fra retsprotokoller,  fra Rigsarkivet i Viborg, hvoraf fremgår, at sagfører Anders Olesen omgjorde sit testamente den 28.08.1928,  hvor det blev sat ud af kraft.

Samme dag blev det istedet ændret til at Anders Olesens tre søskende skulle arve ham.

​​Olesens tre søskende indsættes som arvinger 29.08.1928

Her  sætter Olesen sit opr. Testament ud af kraft, 29.08.1928

På billede 1 står der:

Tidligere af mig oprettede Testamenter sættes herved ud af Kraft. Bekræftes med min Underskrift.  Nørresundby den 29. August 1928 sign. A. Olesen

Aar 1928 den  August mødte på Nørresundby Købstad og Kjær – Hvetbo Herreders Notarialkontor, Sagfører Anders Olesen af Vodskov der er den i Notarie Embeds forfald constituerede Fuldmægtig cand. jur. L. Levinsen, bekendt og underskrev han i min og medunderskrevne Notarialvidner Kontoristerne C. Bodsten, Aalborg, og A.M. Olesen, Nørresundby. Overværelse  og egenhændig og som det skønnedes, ved sin Fornufts fulde Brug foranstående Testament med hvis Indhold han erklærede sig bekendt og som kan ratificeres.

Notarialkkontoret, Nørresundby den 29/8 1928 L. Levinsen

Som Notarialvidner A. Olesen og Chr. Bodsten

er ændrer Olesen testamentet til fordel for sine tre søskende

På billede 2 står der:

indført i Notarialbogen L 254 1929/30 stempel 10 kr.

Testament

Underskrevne, Sagfører Anders Olesen af Vodskov bestemmer herved som min sidste Vilie, at når jeg ved Døden afgår da skal mine tre Søskende Frøken Johanne Olesen, Vodskov, Fru Petrea Pilgaard, født Olesen af Vrensted og ForpagterAnton Frederik Tscherning Olesen af Skovgaard, som mine Universalarvinger overtage mit hele Bo til lige Deling, så at de hver arver en Tredidel af Arvebeholdningen.

Jeg venter at de Villietilkendegivelser, som må foreligge ved min død angaaende mine Efterladenskaber ville blive fulgte af mine Arvinger, selv om saadan Ønsker ikke foreligger i Testamentsform.

Her søges om udsættelse af afslutning af boet pga. komplikationer

På Billed 3 står der:

03.06..1930, Notarialbogen 254 – 29/30 Boeft efter Sagfører Olesen, Nørresundby d. 15/12-1929

Der fremlyder skrivelser af D.D. fra de privat Skiftende Arvinger Befuldmægtigede AMS Hasselbalch, Aalborg, om udsættelse af arvesagen på Grund af Komplicerethed

Bevilget

Nørresundby Kjøbstad og Kjær Herreds Ret

På billed 4 står der:

L254-1929/30 Boet efter sagfører A. Olesen, N.S.

Arvemassen + specifikation Arveafgift 110.526 kr.