Gravens Planteskole, Brønderslev – Historien om

Gravens Planteskole
Historien om Gravens Planteskole i Brønderslev
som i 2004 blev 125 år.

Familieforetagendet er i dag på nye hænder

Nordjyske marts 2004:

Gravens Planteskole i Brønderslev fylder i disse dage 125 år. Gartner Jens Graven grundlagde i 1879 Gravens Planteskole på arealet Bredgade/Tygelsgade og Mejerigade. Det begyndte som et køkkengartneri med produktion af kartofler, kål/kålplanter og andre grøntsager. Til gartneriet hørte også et lille beboelseshus mod Bredgade med forretning, hvorfra egne produkter blev solgt. Dengang var firmanavnet ”Jens Graven Jensens Handelsgartneri”.

I 1910 overtog sønnen Christen Graven Jensens gartneri. Chresten havde en bred gartneruddannelse, idet han foruden grøntsagsdyrkning også havde lært produktion af frugttræer og frugtbuske, læhegnsplanter og prydplanter. Inden han overtog sin fars virksomhed, havde han allerede etableret sig selvstændigt i Vrå 1895.

1912 sælges gartneriet i Bredgade, og et væsentligt større areal til produktion i Vestergade, der hvor banen i dag krydser gaden, med beboelse og butik købes. Herfra blev Gravens Handelsgartneri nu drevet med salg af frugt og grønt, blomster og binderi, grøntsagsplanter, frugttræer og -buske, haveplanter samt læ- og skovplanter. Det meste af egen produktion. Chresten Graven var i sine yngre år en dynamisk og visionær gartner, og han gjorde sit handelsgartneri kendt i store dele af Vendsyssel.

I 1934 blev produktion og salg af de træagtige planter (planteskoleplanterne) skilt fra modervirksomheden. En ejendom ”Dammen”, beliggende lidt længere ude af Vestergade blev købt til formålet af tredje generation, Jens Graven. Chresten Graven døde i 1941, og én af hans døtre, Anna Graven, fortsatte det nu noget mindre gartneri indtil det blev nedlagt i begyndelsen af 1950’erne.

Planteskolelederen, der i årene derefter J. Gravens Planteskole udvidede produktionen på lejet jord forskellige steder i Brønderslevs omegn. Det endte dog med i 1948 at et jordstykke på 10 hektar blev købt fra gården Thorsmark på Tolstrupvej.

I Jens Gravens tid udviklede planteskolen sig til at blive landskendt i branchen, og det var i hans tid, at navnet for alvor blev slået fast i lokalområdet. Det var også Jens Graven, der igangsatte eksport af egen planteproduktion især via Danplanex A/S (en eksportorganisation).

I 1963 og 1965 kom henholdsvis Ole og Niels Graven hjem i planteskolen efter flere års uddannelse i Danmark og Tyskland. Dermed var fjerde generation klar til at tage over. I 1970 blev brødrene medejere og drev planteskolen under det nuværende navn Gravens Planteskole I/S, sammen med deres far indtil 1975, og da Jens Graven gik på pension, blev Ole og Niels Graven eneejere.

1971 blev et skelsættende år. Det beskedne detailsalg i Vestergade blev nedlagt, og et nyt, moderne havecenter og bygninger til en gros ekspedition blev etableret på produktionsjorden på Tolstrupvej. Året efter blev en ejendom ved Serritslev købt med 19 hektar jord. Denne produktion er dog nu under afvikling, således at der fremover kun bliver produceret planter på jorden på Tolstrupvej.

Flere udvidelser af bygningskapaciteten er sket gennem årene. Den største i 1986 med bygning af ekspedivtionshal og kølehus. Havecentret har igennem de 32 år undergået store forandringer. For to år siden begyndte en stor renovering og udvidelse af havecentret. Et drivhus på 600 kvadratmeter blev bygget, og det udendørs område blev udvidet betydeligt. Således er det i dag et havecenter, der byder kunderne på mange ideer samt planter og tilbehør til ude- og indebrug.

Havecentret er nu udbygget sådan, at det fremstår som et udflugtsmål og inspiration for alle, der gerne vil have en grøn oplevelse. Der er hyggehjørner med bord og bænk, havepavillon, legeplads med legehus til børnene og masser af haveinspiration. – De planter, der i dag sælges fra Gravens Planteskole er kun i mindre grad af egen produktion. Udvalget er nu større end for få år siden. Det bliver hjemkøbt fra planteskoler i Danmark, Holland, Tyskland, Italien med flere. – Næsten alt er på forhånd udvalgt på messer eller direkte hos producenten. Derfor kan planteskolen stå inde for kvaliteten, siger Niels og Ole Graven.

Brønderslev og Omegns Landboforening fejrer 50 års jubilæum i 1962

1962

Jubilæumsskrift 1962

„Stavnsbåndets løsning 1788, folkehøjskolens og andelsbevægelsens indsats i vort samfund danner baggrunden for det mægtige oplysningsarbejde, der er øvet inden for dansk landbrug, og det har fastslået, at fri bonde på egen jord ikke alene er det bedste for bonden men også for hele samfundet.

Det var med dette mål for øje, landets mange landboforeninger blev oprettet. Disse foreninger har bevirket, at faglig oplysning i dag er sat i højsædet.

Da vore forfædre for 70–80 år siden grundlagde den danske andelsbevægelse var det en bedrift af rang, som mange andre lande har taget ved lære af. Det vidnede om et fællesskab og et tillidsforhold, som vi, der er arvtagere, må beundre og takke for.”

– Med disse ord indleder formanden for Brønderslev og omegns landboforening, der tirsdag den 30. januar fylder 50 år, gårdejer Chr. N. Østergård, Vrensted, jubilæumsskriftet, der er redigeret af konsulent Bjørn Christensen, Brønderslev.

På et møde i november 1911 enedes en del landboere om at indkalde til en stiftende generalforsamling på hotel Phønix den 30. januar 1912. Der blev udsendt en opfordring til landmændene, underskrevet af 24 kendte landmænd, og på de udsendte tegningslister tegnede 385 landmænd sig, og på generalforsamlingen den 30. januar 1912 blev lovene vedtaget og den første bestyrelse blev valgt.

Chr. Pedersen, Gl. Burholt, valgtes som formand, og i bestyrelsen indvalgtes Chr. Sloth, Thise, N. C. Pedersen, Stenbjerggård, G. Nyholm, Hellumlund, og P. M. Thomsen, Hvilshøj.

Dyrlæge M. R. Laursen, Brønderslev, valgtes som sekretær og kasserer.

Der er en god økonomi i foreningen. Auktionsordningen i Brønderslev kom da også til at danne forbillede for mange andre landboforeninger.

Planteavlsarbejdet fik en central plads i foreningens arbejde fra starten sammen med husdyrbrugsarbejdet.

Indtil april 1944 blev husdyrbrugsarbejdet varetaget af konsulenter under Hjørring amts landøkonomiske selskab, men i 1943 blev det vedtaget at ansætte egen konsulent, og i 1944 tiltrådte konsulent Bjørn Christensen.

Landboforeningen tog også ungdoms- og skolearbejdet op. I 1918 blev der begyndt med en enkelt kursusdag for de unge, og i 1935 blev Landboskolen bygget.

Foreningens nuværende formand, Chr. N. Østergård, Vrensted, afløste proprietær Bech, Thise Ladegård, i 1940, og i Østergårds 22årige formands periode har foreningen været inde i en rivende udvikling.

I 1947 blev den første del af landbrugsgården ved Nørregade bygget, i september 1947 blev den nye auktionshal taget i brug, og siden da er der foretaget mange udvidelser til Andelsmaskinstationen, Danske landbrugeres andels maskinindkøb, til kontorer o.s.v.

Der udvides stadig, og maskinstationen flytter nu ud i en ny hal der er under opførelse ved hovedlandevejen, for at skaffe mere plads til auktionerne.

Seks formænd i 50 år

I de 50 år har landboforeningen haft seks formænd. Chr Pedersen efterfulgte Jens Laurits Pedersen, Stubdrup, Anders L. Andersen, V. Linderup, Isak B. Isaksen, Ø. | Brønderslev, og H. Bech, Thise Ladegård, der i 1940 blev afløst af den nuværende formand, Chr. N. Østergård, der har beklædt formandsposten i 22 år og har været med i landboforeningens ledelse gennem 29 år.

Med tro på fællesskabets og sammenholdets styrke og på tillid, som det er kommet til udtryk gennem vor forenings virke i de forløbne 50 år, skal der nok vise sig en vej, også gennem kommende tiders vanskeligheder slutter Chr. N. Østergård sin indledning til festskriftet, og de resultater, den jubilerende forening har nået, er et vidnesbyrd om, hvad der kan løftes, når der løftes i flok.

Jubilerende forening blev stærkt hyldet

Direktør Harry Simonsen, Andelsbanken, til højre, gratulerer under receptionen på landbrugsskolen om formiddagen formanden for den jubilerende forening, Chr. N. Østergaard, Vrensted, der ses til venstre

350 til møde med landbrugsrådets præsident, Anders Andersen, VoldbyLandbrugsrådets præsident, gårdejer og folketingsmand Anders Andersen, Voldby, hyldede tirsdag paa hotel Phønix, Brønderslev og Omegns Landboforening i anledning af foreningens 50 års jubilæum.

Blandt de ca. 350 af foreningens medlemmer sås flere gæster bl.a. tidligere skoleforstander, konsulent Oluf Nielsen, Aarhus, der i sin tid var medstifter af Brønderslev Andels Maskinstation.

Virksom institution

Gårdejer Anders Andersen overbragte hilser og gratulation fra Foreningen af Jydske Landboforeninger og sagde, at Brønderslev og Omegns Landboforening ikke hører til dem, der bliver grå af ælde. Han karakteriserede foreningen som en meget virksom institution, og sagde, at det, den har betydet for Brønderslev-egnens landboere, ikke kan måles i penge.

Den kontakt, man inden for Foreningen af Jydske Landboforeninger har haft med denne forening, fortsatte landbrugsrådets præsident, har bevirket, at man har fået respekt for den. Den viser, at man tør have en mening og st fast ved den.

I øvrigt fortsatte Anders Andersen med at uddybe landbrugets stilling i den tid, da der, som han sagde, foregår en strukturændring i dansk landbrug.

Fællesstalde aktuelle

Det kan blive nødvendigt med en begrænsning og specialisering, hvis vi skal stabilisere markedet, sagde han bl.a. – Vi må se i øjnene, at ting, vi hidtil ikke har holdt af at tænke på, for eksempel en sammenlægning af de mindre ejendomme, kan blive nødvendig.

Man må, fortsatte han, regne med, at der i indeværende folketingssamling kommer en ny lov der vil give fri ret til eksempelvis sammenlægning af de små brug. Det er et spørgsmål, om ikke oprettelsen af fællesstalde kan blive aktuel. Hvor der før skulle en mand til at passe 25 dyr, kan den samme mand passe 100 i en fællesstald.

En anden grund til specialisering er eventuel oprettelse af supermarkeder i udlandet. Sådanne markeder kræver store ensartede leverancer af for eksempel kød. For tiden aftager England kød, som er konserveret eller frosset, for to milliarder kr. årligt. Det er et beløb, der kan give anledning til at overveje muligheden af at oprette fabrikker, som de forskellige slagterier kan sende deres produkter ind til.

Kransenedlægning

Dagen begyndte med, at bestyrelsen lagde kranse på tidligere formænds grave. Paa Brønderslev kirkegård ligger Chr. Pedersen, Gl. Burholt, J. L. Pedersen, Stubdrup. og B. Isaksen, Mosbak, paa Vraa valgmenigheds kirkegård Anders L. Andersen, V. Linderup, og på kirkegården i Thise ligger H. Bech, Thise Ladegaard, begravet.

Til en reception på landboskolen om formiddagen mødte en lang række gratulanter. Fra byrådet kom borgmester Th. Jensen og fabrikant Karl Uggerby, fra pengeinstitutterne direktørerne H. Simonsen, Andelsbanken, og L. Østergaard, Brønderslev og Omegns Sparekasse. Desuden sås købmand R. Mortensen, Hvilshøj. direktør C. Behrens, Brønderslev Andelsslagteri, konsulent S. P. Nielsen bragte en hilsen fra Brønderslev Husmandskreds, afdelingsleder Kronborg Isager, der repræsenterede Pedershaab Maskinfabrik, svinekontrolforeningens formand gårdejer Carl Lunden, Stubdrup, formanden for planteavlsudvalget, tidligere byrådsmedlem Fr. Lunden. Agdrup. ungdomsudvalgets formand forpagter Niels Østergaard. Vrensted, andelsmaskinstationens formand, gårdejer N. Klokkerholm, Krogen. og salgsleder Harald Villadsen. Landbrugernes Andels-Maskinindkøb.

Stor gave til etableringsfondet

Til festmiddagen om aftenen paa restaurant Hedelund var den store sal fyldt af et festklædt publikum. I kredsen af særligt indbudte sås landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders.  Andersen, borgmester Th. Jensen, dommer Joh. Kardel, alle med fruer, og æresmedlemmerne, tidligere slagteridirektør L. Madsen, Brønderslev og gaardejer Chr. Jensen, Aalstrup.

Formanden, Chr. N. Østergaard, Vrensted oplyste, at der er skænket bl.a. 23.000 kr. til landmændenes etableringsfond – i større og mindre bidrag – adskillige vaser af porcelæn og sølv og et stort antal blomsterbuketter og telegrammer.

Vi er overvældede af den megen opmærksomhed og glade og lykkelige for samarbejdsvilje mellem by og land, som den er udtryk for, sagde han.

Der blev talt af bl. a. landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders Andersen, der fremhævede foreningens fremragende indsats for vendelbo-landmanden, borgmester Th. Jensen, proprietær K. Knudsen, Agdrup, tidligere konsulent i Brønderslev Olaf Nielsen, Aarhus, der fortalte om arbejdet for år tilbage, Brønderslev husmandskreds formand J. Sørensen, Jerslev, næstformand i Aalborg amts landboforening E. Andersen, Ajstrup,sparekassedirektør L, Østergaard, bankdirektør H. Simonsen og formanden for Arbejdernes Fællesorganisation, Chr. Kjeldsen, Brønderslev.

Den stemningsfulde fest, der begyndte med et leve for kongen og kongesangen, sluttede med ”Der er et yndigt land

Læs videre “Brønderslev og Omegns Landboforening fejrer 50 års jubilæum i 1962”

Historien om Store Brønderslev Marked

Store Brønderslev Marked er et heste- og kræmmermarked i Brønderslev i Vendsyssel

Store Brønderslev marked 1999

Markedet afholdes hvert år over fire dage (fredag til mandag), hvor mandagen altid er første mandag i september.

Store Brønderslev marked begyndte som kromarked ved den daværende Bækkens Kro, der var centralt placeret ved Den gamle Kongevej, ca. midtvejs mellem Hjørring og Aalborg.

Selve krobygningen eksisterer endnu som en almindelig familiebolig

Markedet startede som et kreaturmarked, der fra 1843 var henlagt til Brønderslev Kro.

Det var her markedet blev landskendt for det, der senere blev kaldt “Gendarmslaget” i 1886, hvor Estrups Gendarmer røg i slagsmål med markedsgæsterne.

Dengang var der marked hver måned i Brønderslev, men én gang om året, den første mandag i september, var der et stort marked, og det er fra den tid navnet Store Brønderslev Marked stammer.

Datidens handel var især med kreaturer og først senere blev det heste. I dag må klovbærende dyr ikke findes på pladsen.

I dag er Store Brønderslev Marked et stort heste- og kræmmermarked. Markedspladsen ligger midt i Brønderslev by på et areal på ca. 41.500 kvm., der hvert år rummer ca. 200 kræmmerboder, 600 heste, 3.000 andre dyr, øl- og spisetelte og et tivoli. Omkring 100.000 gæster besøger

Det er Markedsforeningens bestyrelse, kaldet Markedsudvalget, der står bag Store Brønderslev Marked og står for det praktiske arbejde før, under og efter markedet.

De er valgt af foreninger, klubber, spejdere m.v. der alle er aktive under markedet. Foreningerne kan med deres arbejdsindsats, i de fire dage markedet varer, samle et pænt overskud til ”klubkassen” til gavn og glæde for ungdomsarbejdet i Brønderslev.

 

 

 

 

Sygehuset i Hjørring – Historien om – Afsnit 2

Til overlæge Folkmars 50-års dag havde afdelingen
lavet et lille festskrift på vers, og citatet her illustrerer forholdene ganske godt.
»Da Pav. blev bygget gjorde Arkitektens Forslag
Lykke:
Vi stiller sengene op og omkring dem vi bygge –
Med sidste Del var der et farlig Jag
og det fortryder man den Dag i Dag.
Da blev forslaget nemlig ikke husket,
saa næppe en Seng kan derind man faa lusket!«

Centralsygehuset i Hjørring 1930
Da sygehuset blev »delt« i 1926 havde sundhedsstyrelsen været med i de forhandlinger, der havde
fundet sted, og daværende medicinaldirektør Johannes Frandsen havde fremsat tanken om, at der i hvert
amt burde være et centralsygehus, hvor fl ere specialer
kunne være til stede, en tanke, som den daværende
sygehusbestyrelse gik ind for. Det skulle imidlertid
vise sig, at den videre udbygning, både med hensyn
til lægelige specialer og bygninger var en proces, som
strakte sig over mange år. Et interview fra 1941 med
overlæge Folkmar illustrerer ret tydligt, at det kan
være svært at spå om den fremtidige udvikling.
»…der er nu ikke brug for at få flere speciallæger knyttet
til Hjørring Sygehus. De afdelinger der er, er i stand til at
give en fuldgod behandling. De, der skal have en særlig
behandling, kan sendes til hovedstadens specialklinikker
– når bilerne ellers kommer i gang igen, og togenes antal
igen forøges«.
Det næste trin kom omkring 1930, en bygning som
forbandt den ældste del af sygehuset med bygningen
fra 1915 og gav plads til medicinske senge, lokaler
til røntgenafdeling og i loftetagen værelser og rum
til laboratorie samt en funktionærfløj med værelser
til personalet, som indtil da havde været henvist til
diverse loft- og kælderlokaler.

Man kan, der hvor disse bygninger støder sammen,
konstatere, at ingen af de 3 fl øje er i niveau med de
2 andre, og efter at der i 1960 er anlagt tunnelsystem
har man elevator med 8 stoppesteder i de 3 etager. I
mellemetagen i funktionærfløjen indrettedes i 1966 et
gynækologisk sengeafsnit og da der var niveauforskel,
måtte operationspatienterne bæres op i afdelingen
indtil der en del år senere blev indrettet en speciel
elevator til dette afsnit.
Nyt tuberkulosehospital opførtes i 1936, og i 1941 blev
der bygget et ny kapel syd for sygehuset – det holdt i
ca. 40 år, da det måtte rives for at skaffe plads til en
ny sengebygning.
Der skulle gå adskillige år før der igen blev bygget, men
planer var der rigeligt af. Det første projekt, en tilbygning, som skulle give plads til øreafdeling og apotek,
blev droppet på grund af krigen – på et tidspunkt, hvor
der forelå både bevillinger og byggetilladelse. Man
gik i stedet under krigen i gang med et større projekteringsarbejde, og ved krigens slutning forelå der
et forslag til udvidelse, som ville medføre nedrivning
af en del af den ældre bygningsmængde. Forholdene
umiddelbart efter krigen var imidlertid sådanne, at en
realisering af projektet ikke var mulig, blandt andet
var der aldeles ingen udsigt til at kunne få de fornødne
tilladelser til indkøb af byggematerialer.

Man fortsatte med projektarbejde, blandt andet i
erkendelse af, at der var behov for fl ere sengepladser
og desuden var man klar over, at standarden i de eksisterende senge- og behandlingsafsnit lå meget tilbage
at ønske. Men før der kunne forventes nyt sygehusbyggeri i Hjørring havde amtsrådet vedtaget, at der først
skulle bygges funktionærboliger i Hjørring, derefter
nyt byggeri i Dronninglund og først derefter kunne
man gå videre i Hjørring.

I 1954 blev det såkaldte Nordprojekt fremlagt. Billedet
nedenfor viser en oversigtstegning af en sengebygning
og en noget lavere behandlingsbygning. Denne bygning var tænkt placeret nogenlunde der, hvor den
nuværende kedelcentral ligger. I planen var indeholdt,
at man bibeholdt størstedelen af den gamle sengemasse.

Men da der var kommet planer om opførelse af et
statsligt psykiatrisk hospital på markerne syd for sygehuset og da man fra Direktoratet for Sindssygevæsenet
ønskede, at der var nem adgang fra dette statshospital
til det somatiske sygehus, fandt man en anden løsning, nemlig at placere nybyggeri på den plads, hvor
epidemipavillonen lå – og samtidig skulle man også
i planlægningen tage hensyn til, at det kommende
statshospital skulle forsynes med varme fra sygehusets kedelcentral.

I første omgang blev det til, at der opførtes en
kedelcentral med værksteder samt en bygning, rummende nyt centralkøkken og vaskeri, idet man havde
tænkt sig at benytte vaskeriarealet til midlertidigt
medicinsk sengeafsnit som erstatning for sengene i
pavillonen, som man jo måtte rive. Nu blev det så ikke
aktuelt at nedrive pavillonen, for statshospitalet blev
bygget i Brønderslev, men kedelcentralen og køkken/
vaskeribygningen samt et tunnelsystem var påbegyndt.
Kedelcentralen blev bygget så stor, at der var plads til
den kedel, som ville være nødvendig for at forsyne det
psykiatriske hospital, men man undlod at installere
kedlen. Da naturgasnettet mange år senere ønskedes
ført til byen krævedes det, at der var et vist forbrug,
og for at sikre dette blev det vedtaget, at sygehuset
skulle overgå til gasfyring, og så måtte man udskifte
de eksisterende, slet ikke nedslidte kedler med nye.
Efter et kort åremål kom en ny politisk vedtagelse,
nemlig at sygehuset for fremtiden skulle forsynes fra
det lokale fjernvarmesystem. Så væk med de gasfyrede kedler, anskaffelse af en ny oliefyret nødkedel
samt ændring af hele varmesystemet på sygehuset.

Et nyt og større projekt så dagens lys i oktober 1962,
en oversigtstegning ses på billedet nedenfor. En del
af den gamle bygningsmasse skulle bevares, ikke til
sengeafsnit, men til andre formål. I de nye sengeafsnit
var der beregnet toilet og brusebad til hver sengestue,
hvad der ikke var tilfældet i Nordprojektet. Da man
erfarede, at det fra sundhedsstyrelsen var tilkendegivet, at der med den forventede byggekvote for de
følgende tre år højst kunne opføres for 20 mio. ved
centralsygehuset var det ret klart, at man ikke kunne
komme ret langt med den forhåndenværende plan. Og
i mellemtiden var planerne for det psykiatriske hospital ændret – mange har ment, at årsagen hertil kunne
ligge i en sammenblanding af lokal- og landspolitik
–og hospitalet blev i stedet opført uden for Brønderslev uden nogen nærkontakt med et somatisk sygehus.
Man havde dog nået at bygge kedelcentral i en størrelse, der passede til at forsyne både det somatiske og
det forventede psykiatriske sygehus.
Altså, endnu et projekt, som ikke blev til noget.

Behovet for nybyggeri var fortsat til stede, og man
endte med en behandlingsbygning, som var færdig
omkring 1970, indeholdende røntgenafdeling, undersøgelses- og operationsstuer til øre- og øjenafdeling,
ambulatorielokaler i stueetagen, central operationsProjekt fra 1940’erne – ikke opført
Nordprojektet – ikke opført
afdeling, opvågningsafsnit og intensive sengepladser
samt sterilcentral i øverste etage. Kælderen var
beregnet til nødhospital. Det betød, at der ikke skete
noget med sengeafsnittene – bortset fra, at der i den
hidtidige operationsafdeling og røntgenafdeling blev
indrettet nye sengeafsnit, hvis standard var noget
bedre end i de gamle sengeafsnit.

Men der var planer. Der var udarbejdet et skitseforslag
til fornyelse af sengeafdelingerne og en udvidelse af
behandlingsbygningen, man var kommet så langt, at
der var fremstillet en model af den største sengebygning. Da man nu var kommet frem til den tid, hvor
kommunalreformen var nært forestående, afstod man
fra at gå videre, så projektet blev som så mange andre
skrinlagt.

Hjørring sygehus 1970
Kommunalreformen medførte, at sygehuset overgik
til det nydannede Nordjyllands amt. Betegnelsen
Centralsygehus forsvandt, og selv om det var klart,
at sygehuset i Aalborg måtte være amtets »flagskib«
ønskede man at bibeholde sygehuset i Hjørring som
amtets andet hovedsygehus. Der blev udarbejdet en
samlet sygehusplan for amtet, hvori det blev omtalt,
at sengeafdelingerne i Hjørring trængte stærkt til
fornyelse (Sygehusets sengeafdelinger har til huse i
gamle og uhensigtsmæssig Bygninger). Der er derfor
behov for inden for de nærmest kommende år at iværksætte nyt byggeri til erstatning for de gamle sengebygninger. Der skønnes ikke at være behov for byggeri
til udvidelse af sygehusets sengeantal, dog uden at
det fi k nogen konsekvenser i en længere årrække – det
skal dog bemærkes, at der var udarbejdet nogle skitser til, hvordan man kunne gennemføre en fornyelse,
men de økonomiske omstændigheder gav ikke nogen
mulighed for at gå videre. Amtets sygehusplan er siden
revideret nogle gange. Der blev udarbejdet en generalplan for Aalborg sygehus og omkring 1990 tog man
fat på en generalplan for sygehuset i Hjørring. Målet
var at opnå temmelig store besparelser, og det var på
et tidligt tidspunkt klart, at det ønskede omfang ikke
var realistisk. Men der var alligevel undervejs udsigt til
væsentlige nedskæringer, og dette blev – ikke uventet
– mødt med protester fra både lokalbefolkningen og
personalet.

Først omkring 1980 begyndte der at ske noget reelt,
man gik i gang med at planlægge en ny kirurgisk sengefl øj, som udover almindelige sengeafsnit også skulle
rumme ny intensiv/opvågningsafdeling og centrallaboratorium. På grund af de forhåndenværende bygningers
placering på grunden måtte kapellet fra 1941 nedrives
og et nyt bygges – og for at få plads til det ny kapel
var det nødvendigt at rive inspektørboligen, der var
bygget i 1951. Endelig i 1989 var den nye sengebygning færdig med 9 etager. Oprindeligt var den tegnet
med 10 etager, men undervejs i byggeriet skulle der
spares, så det blev foreslået at skære to etager væk,
men efter nogen debat på amtsgården endte man med
at reducere med blot én etage.
Som noget nyt fastlagdes ingen snævre afdelingsgrænser, således at man indenfor de forskellige 36-
sengs afsnit kunne have patienter fra fl ere specialer i
en slags »harmonikaprincip«, der ikke var ukendt, idet
dette princip i mange år havde fungeret fuldt tilfredsstillende i stueetagen i den gamle vestfløj.

Hjørring/Brønderslev sygehus 1995
Sygehuset i Brønderslev havde i nogle år været
underlagt administrationen i Hjørring. Den kirurgiske afdeling i Brønderslev blev lukket, røntgenafDen kirurgiske sengebygning fra 1989
Folkemøde ved sygehuset Sengestafet på landevejen til amtsgården i Aalborg
Plads til de mange der vil møde
sengetransporten på amtsgården
delingen blev betjent af radiologer fra Hjørring og
medicinsk afdeling ændrede karakter.
Da den medicinske overlæge fl yttede fra Brønderslev
blev afdelingen lagt ind som en underafdeling af Hjørrings medicinske afdeling, man ophørte med akut
funktion i Brønderslev og benyttede afdelingen til
efterbehandling og optræning.
Det var derfor naturligt, at man skiftede navn på sygehuset – det samme var sket østpå med Frederikshavn/
Skagen sygehus.
I 1998 var den næste nybygning færdig, en bygning
med lokaler til fysio- og ergoterapi. Et godt eksempel
på, at ting tager tid. Den oprindelige bade- og massageafdeling lå i kælderen under den ældste bygning,
og om denne afdeling udtalte et embedsmandsudvalg
ved krigens slutning »at forholdene var ved at nærme
sig det uanstændige«, og 12 år senere mente den
medicinske overlæge, at man godt kunne stryge »ved
at nærme sig«. Men i 1965 kunne man indrette nyt i
kælderen under operationsafdelingen i det tidligere
køkken – det var brugbart, men absolut ikke noget at
prale af. Ergoterapi fandt man senere plads til i nogle
loftsrum og siden i kælderen.

Sygehus Vendsyssel 2002
Amtsrådet besluttede i 2002 at ændre sygehusvæsenets struktur som led i en samlet sundhedsplan.
Sygehusene i amtets nordlige del blev sammenlagt
til eet sygehus, omfattende Hjørring/Brønderslev
og Frederikshavn/Skagen. I Skagen var der så store
problemer med at besætte lægestillingerne, at man
vedtog at nedlægge egentlig sygehusfunktion der.
Som led i denne ændring blev de kirurgiske afdelinger
i Hjørring og Frederikshavn lagt i samme funktionsbærende enhed, og det samme var tilfældet for den
gynækologiske afdeling i Hjørring og den gynækologiske funktion i Frederikshavn. Dette medførte ændringer i opgavefordeling, f.eks. er den akute kirurgiske
virksomhed henlagt til Hjørring, medens Frederikshavn
i større grad skal tage sig af elektiv kirurgi – og i Frederikshavn er der en jordemoderledet fødeklinik.
Der har været afholdt arkitektkonkurrence om bygning
af nye medicinske sengeafsnit m.m. i Hjørring. Vinderprojektet har været udbudt i licitation, og man er nu
ved at være klar til at påbegynde byggeriet, som ifølge
planerne skal strække sig over nogle etaper, og som vil
betyde, at en del af de gamle bygninger vil forsvinde.

Andre byggearbejder – ombygninger
Det er vel kun i den rheumatologiske bygning fra
1998, at der ikke er foretaget ombygningsarbejder. Selv i sengebygningen fra 1989 er der foretaget
ændringer. Ser man bort fra indretningen af bade- og
massageafdelingen i de tidligere køkkenlokaler i kælderen i hovedbygingen, er alle større arbejder udført i
de seneste 50 år.
I de omtalte projekter, der ikke blev til noget, indgik
også fornyelse af sengeafdelingerne. I forbindelse
med projektet fra 1953 fandtes nogle beskrivelser af,
hvorledes forholdene var. På kirurgisk afdeling var der
kun vaskekummmer på 6 af 33 sengestuer. På et af
afsnittene var der ikke noget badeværelse, og der var
så dårlige pladsforhold at man for at få en seng kørt
ud fra en stue, ofte måtte fl ytte på de andre senge på
stuen. Det var, efter overlæge Buch’s mening, værre
på øreafdelingen:
»…som på grund af husets konstruktion måtte lide under
håbløse transportforhold, der var ikke rindende vand på
stuerne, intet badeværelse, ingen opholdsstue for oppegående patienter, og skyllerummet under al kritik for
småt, og i forbindelse med skyllerummet er afdelingens
to toiletter placeret.«
Nogen umiddelbar effekt fi k dette klagesuk ikke, for
i 1957 skrev den nye overlæge, Zwergius, nogenlunde
det samme (der var dog vaskekumme på en af stuerne):
»WC-forholdene er under al kritik, idet patienterne må
forrette deres naturlige funktioner i kun halvt afskærmede og alt andet end lydtætte rum i det stærkt trafikerede
og meget lille skyllerum. De oppegående patienter vasker
sig også i dette lidet lækre skyllerum.«
Der blev i 1960 bevilget penge til installation af håndvaske på både medicinske og kirurgiske afsnit, og i
årene herefter blev der foretaget fl ere forbedringer i
afdelingerne, men standarden var, da Nordjyllands amt
overtog sygehuset, langt fra så god som ønskelig.
Man har desuden været i den situation, at der skulle
skaffes plads til nye funktioner og derudover har det
været nødvendigt at skabe ekstra plads til de allerede
bestående, bl.a. røntgenafdelingen. Men det kneb med
pladsen i de gamle bygninger, så en del af det nye fi k
et vist midlertidigt præg, men fi k alligevel lov til at
bestå i væsentlig længere tid end man havde forestillet sig.
Det vil føre for vidt at omtale alle ombygninger,
som eksempel kan ændringer i funktionærfl øjens 1.
sal nævnes. Her blev i 1966 åbnet et gynækologisk
sengeafsnit, som blev tømt, da sengebygningen stod
færdig. Derefter indrettedes læge- og sekretærkontorer til medicinsk afdeling, der blev plads til ambulatorielokaler mv..
Når man er bundet af de eksisterende bygningsforhold
er det klart, at resultatet af arbejdet ikke bliver helt så
godt, som man kunne ønske sig, men det må erkendes,
at de opnåede resultater har vist sig brugbare.
Nogle af disse ombygninger har allerede fra starten
været betragtet som midlertidige nødløsninger. Patologisk institut blev i 1964 indrettet i en række tidligere funktionærværelser i loftetagen over tuberkulosehospitalet. I Nordjyllands amts første sygehusplan
omtales det, at der snarest burde ske en fornyelse
– det er godt 30 år senere bygget om, men instituttet
ligger fortsat på loftet. Der havde været en teoretisk
mulighed for at få nyt, da rheumatologibygningen blev
rejst, men indtil videre må en fornyelse vente til sidste
etape af det byggeri, der nu er ved at skulle starte.

Den lægelige virksomhed og specialerne
Som nævnt tidligere var sygehusets første læge
distriktslæge N.C. Heerfordt, der udover sygehusarbejdet skulle passe sin stilling som distriktslæge
ved siden af en almindelig praksis. Da han døde i 1893
gik man bort fra at koble stillingen ved sygehuset
sammen med distriktslægeembedet og stillingen som
sygehuslæge blev opslået, men den var baseret på, at
lægen udover at passe sygehuset også drev almindelig
praksis. Der var ingen yngre læger tilknyttet sygehuset før i 1899. A.W. Ewertsen blev ansat – og forblev
på sygehuset indtil 1929.
Han havde i mange år en stor praksis, hvilket gav
anledning til nogen gnidninger mellem ham og de
øvrige læger i byen, første gang i 1916, hvor man fra
lægeside mente, at Ewertsen brugte så megen tid i sin
praksis, at der ofte savnedes den fornødne lægehjælp
på sygehuset.
Anden gang i 1924-25 i en ny sag, som medførte to
ting, dels at sygehuset blev delt i medicinsk og kirurgisk afdeling, dels at Ewertsen opgav sin almindelige
praksis og holdt sig til konciliær praksis.
Fra 1926 er sygehuset delt, men tanken om et centralsygehus med fl ere specialer var fremsat af medicinaldirektør Johannes Frandsen.
Ewertsen var ikke uddannet kirurg, men tilhørte den
ret store gruppe af selvlærte sygehuslæger som var
ansat ved provinssygehusene, men han gjorde meget
for at skaffe sig ny viden og erfaring. Og det må siges,
at han faktisk foretog mange ting, som man i dag ikke
kan forestille sig udført på et mindre sygehus.
I 1896 costaresection for empyem, i 1907 thoracoplastik og i 1929 pericardiectomi – patienten overlevede.
Der var desuden øre- og øjenoperationer samt operation for hareskår for blot at nævne noget af det, der i
dag hører til på specialafdelinger.
Da sygehuset blev delt i 1926 overtog Ewertsen den
kirurgiske afdeling, og E.O. Folkmar blev ansat som
medicinsk overlæge.

Kirurgisk Afdeling
Fra afdelingens start og indtil 1965 dækkede afdelingen såvel almen kirurgi som gynækologi/obstetrik
og ortopædisk kirurgi, et mønster som var almindelig
kendt landet over – hvor man iøvrigt kunne se visse
forskelle mellem afdelinger, som nok mest skyldtes
hvilket område de pågældende overlæger var mest
interesserede i. Denne brede form holdt sig indtil
1965, da der blev ansat gynækologisk overlæge – og 3
år senere, i forbindelse med stillingsskifte, delte man
i ortopædisk kirurgi og almen kirurgi, siden benævnt
organkirurgi.
Organkirurgisk afdeling har sine arbejdsområder
indenfor gastroenterologi og urologi, har også thyreoideakirurgi og som den ene af to afdelinger i amtet
mammatumorkirurgi. At afdelingen siden 1977 har fået
denne placering skyldes bl.a. at røntgenafdelingen
ved sygehuset har været i en førerposition indenfor
mammografi , og der er i samarbejde med røntgenafdelingen udarbejdet forskellige metoder til lokalisation
af ikke-palpable tumorer. Afdelingen har været pænt
placeret i DBCG-opgørelserne og arbejder i dag med
Opholdsstue i vestfløjen – først forladt i 1989
»sentinel node«. Der er indrettet speciel stomiklinik
(på sygeplejeinitiativ). I et sengeafsnit, der var fælles
for organ- og ortopædkirurgisk afdeling, havde man
5-døgns afdeling i en periode omkring 1974, og der
var planer om at starte én-dags kirurgi, men de planer
har nok været lidt for avancerede på det tidspunkt.
Til gengæld er der i 90erne startet en ikke ubetydelig
dagkirurgisk virksomhed.
Nedlæggelsen af kirurgisk afdeling i Brønderslev har
medført ekstra tilgang, og etableringen af Sygehus
Vendsyssel med den funktionsbærende enhed i kirurgi
bestående af afdelingerne i Hjørring og Frederikshavn
har bevirket ændringer i arbejdsmønsteret, idet en
større del af den elektive kirurgi er gået østpå, mens
den akute belastning er steget. For 20 år siden udgjorde de akute indlæggelser omkring 40% af samtlige
indlæggelser, men i 2003 er andelen af akute steget
til over 70%. Et tal som betyder, at der meget nemt
kan opstå problemer med perriodisk overbelægning og
vanskeligheder med at styre indlæggelse af elektive
patienter.
I 2003 var der 3942 indlæggelser med et sengedagsantal på 19.201. Der var 6546 ambulante besøg, hvoraf 1835 var én-dags.

Gynækologisk Afdeling
I 1965 ansattes gynækologisk overlæge. Det var blot
5 år efter at byggeudvalget havde udtalt følgende:
»Byggeudvalget påregner, at specielle gynækologiske
lidelser vil blive henvist til Aalborg Amtssygehus eller
en anden centraliseret afdeling uden for Hjørring amt,
jfr. de løbende forhandlinger herom med Aalborg amtsråd og det af dette nedsatte særlig sagkyndige udvalg.
Der vil formetlig ikke blive tale om at modtage normalt
fødende kvinder til indlæggelse på Centralsygehuset,
da disses hospitalisering for tiden ikke kan anses for
at være en sygehusopgave.«
Der blev indrettet sengeafsnit i funktionærfl øjen og et
af de kirurgiske afsnit blev omdannet til barselsafsnit.
Der blev derudover indrettet undersøgelses-, føde- og
operationsstuer i den nyopførte vaskeribygning, hvor
der ellers skulle have været midlertidig medicinsk
afdeling.
Fra starten var der ikke nogen reservelægestillinger
tilknyttet gynækologisk afdeling, men der var lægefællesskab med kirurgisk afdelig indtil 1968.
Med dannelsen af Sygehus Vendsyssel er der nu en
funktionsbærende enhed med Hjørring og Frederikshavn. Det har skabt nogen uro, især i Frederikshavn,
hvor de største ændringer er sket.

Ortopædkirurgisk Afdeling
Da denne afdeling blev oprettet i 1968 var det efter
lang tids overvejelser. Der havde fl ere år forinden
været ført forhandlinger med Samfundet og Hjemmet for Vanføre, der den gang drev de ortopædiske
hospitaler i København og Aarhus, om at etablere en
afdeling i Hjørring. Når man havde denne konstruktion
i tankerne, var det måske fordi man ved at involvere
Samfundet kunne få en funktion etableret, hvor udgifterne for amtet ville være mindre, end hvis man selv
stod for etableringen. Forhandlingerne førte imidlertid
ikke til noget resultat, så afdelingen blev en amtskommunal sygehusafdeling.
Men det betød, at der skete betydelige ændringer, dels
ved at en række patienter, som tidligere var videresendt
til de ortopædiske hospitaler, nu kunne klares lokalt,
dels ved ved at der indførtes nyere behandlingsformer
indenfor fracturbehandlingen mv., og derudover kom
også en øget ambulatorievirksomhed.
Der måtte anskaffes en hel del nyt instrumentarium,
og det må medgives, at sygehusets bestyrelse var
meget lydhør overfor de fremsatte ønsker.
Ret tidligt optog afdelingen de nye arthroplastiker,
først hofte – senere knæled, ligesom man også tidligt
kom i gang med arthroskopierne. Der blev etableret
ordning med skomager og bandagist, som man fandt
lokaler til i kælderen under behandlingsbygningen.
Det var fra starten fastlagt, at organ- og ortopædkirurgisk afdeling skulle have fælles reservelægestab,
en ordning som viste sig at være ret uhensigtsmæssig
og som varede indtil den nok så berømte 81-overensSpædbørnsstue
komst for yngre læger var på plads. Den ville nemlig
medføre en så stor samlet stab, at det ville nærme sig
det uoverskuelige, og endelig, efter fl ere års forgæves
ansøgning derom, fi k man delt de to afdelinger helt.
Der er nu sket det, at den ortopædiske kirurgi er samlet
under eet for hele amtet og da man med etableringen
af Sygehus Vendsyssel, har lagt den akute funktion
i den nordlige del af amtet til Hjørring, er der sket
ændringer i afdelingens repertoire, således er arthroplastikerne, som man havde betydelig erfaring i og et
aldeles udmærket optræningsprogram til, nu er forlagt
til Frederikshavn, hvor operationerne udføres af læger
fra den ortopædkirurgiske afdeling i Aalborg.
De følgende tal kan illustrere den udvikling, der er sket
siden sygehuset blev åbnet i 1892.
Det første »fulde« år var 1893, hvor der var 417 indlæggelser, hvoraf størstedelen var difteripatienter.
I 1927, året efter delingen var der 1004 patienter, og
med et sygedagsforbrug på 31.288 sygedage var gennemsnitsliggetiden over 30 dage.
For det seneste regnskabsår, 2003, er de tre specialer slået sammen, og der var ialt 9203 indlæggelser,
42.444 sengedage og 34.553 ambulante ydelser,
hvoraf 2325 en-dags patienter. Gennemsnitsliggetid
4,6 dage.

Medicinsk Afdeling
Afdelingen startede i april 1926 og omfattede da
31 senge i de gamle bygninger samt 48 i epidemiafdelingen og 22 i tuberkulosehospitalet. Året efter afdelingen og 22 i tuberkulosehospitalet. Året efter
31 senge i de gamle bygninger samt 48 i epidemiblev pavillonen opført med 38 pladser til epidemiske
patienter, og de tidligere epidemisenge anvendtes
herefter til »almindelige« patienter. Yderligere plads
fi k man i 1931 da forbindelsesbygningen var færdig, til
gengæld forsvandt pladserne i de gamle bygninger.
Igennem årene er der sket en del ændringer i afdelingens struktur, den er blevet delt, specialområder skilt
fra og endelig er det hele lagt sammen igen – bortset
fra pædiatrien.
I det første fulde regnskabsår fi nder man følgende
tal:
sygedage liggetid
»almindelige« ptt. 711 26451 37,2
epidemiske ptt. 181 5122 28,3
tuberkuloseptt. 89 7382 82,9

Tuberkulosehospitalet
Behandlingen af tuberkulose og opsporingen gennem tuberkulosestationerne sorterede indtil 1936
under medicinsk afdeling. Og kirurgisk tuberkulose
blev behandlet på kirurgisk afdeling. Den veranda,
der fi ndes på sydsiden af den gamle hovedbygning,
er opført med det formål at patienter med kirurgisk
tuberkulose kunne komme ud i fri luft.
I 1936 ansattes Kaj Helsted som overlæge ved tuberkulosehospitalet. Efterhånden som tuberkulosehyppigheden reduceredes blev afdelingen benyttet som
lungemedicinsk afdeling.
Der var i 1975 i forbindelse med overlægeskifte tale om
at nedlægge den lungemedicinske funktion i Hjørring,
og overlægestillingen var opslået med bemærkning

Sygehuset i Hjørring – Historien om – Afsnit 1

Sygehuset i Hjørring

Afsnit

I sommeren 2004 fik sygehuset en forespørgsel fra Jysk medicinsk-historisk Selskab, som ønskede en oversigt over sygehusets historie beregnet til at ligge på selskabet hjemmeside, hvor man bl.a. ønskede at fortælle om de jyske sygehuse, og – hvis det fandtes – da gerne i elektronisk form.
Ved sygehusets 100-års jubilæum i 1991 blev der udgivet en bog om sygehusets historie, men siden da er der sket en del ændringer.
Da man på sygehuset forudså, at en elektronisk fremstilling af historien også kunne anvendes til andre formål, blev denne CD fremstillet.
Teksten er skrevet af fhv. overkirurg Hans J. Møller, som også har udvalgt billedmaterialet, medens det tekniske arbejde med fremstillingen er udført af sygehusets AV-afdeling.
Der har været sygehus i Hjørring i mere end 180 år. Billedet ovenfor viser situationen omkring årtusindskiftet (foto. H.H. Hunderup), men om få år vil billedet være ændret, idet man skal starte et større
projekt hvis formål blandt andet er en total fornyelse af de medicinske sengeafsnit og i en senere fase bygning af et nyt patologisk institut. Dette vil medføre, at en del af de ældre bygninger skal nedrives.
Hjørring Amts Sygehus i Nørregade – som det står i 2002
Hjørring Amts Sygehus 1822 – 1891
En kongelig forordning fra 1806 bestemte, at der i hvert amt skulle opføres 1 eller 2 nye amtssygehuse – væsentligst med henblik på behandlingen af venerisk sygdom – den såkaldte folkesyfilis, og der var til dette formål stillet 120.000 rigsdaler til rådighed.
I 1812 indrettedes i Aalborg et sygehus, der var fælles for Aalborg og Hjørring amter, og i 1816 havde amt- manden i Hjørring søgt det Kongelige Danske Cancellie om tilskud til indretning af et amtssygehus, men uden held. Først i 1822 fik man tildelt 800 rigsbankdaler i sølv, og man kunne samme år oprette amtssygehuset i Hjørring i en bygning i Nørregade, som tidligere havde været anvendt som lagerbygning og i en periode som skole.
Som sygehus har det næppe været særlig velegnet, men der var dog bademulighed, idet man af journa- lerne kan se, at patienterne fik et bad inden udskri- velsen. Huset eksisterer endnu og er i dag indrettet til spiserestaurant – i baggården finder man det grafiske værksted, som blev etableret af I. Chr. Sørensen.
Allerede 10 år senere kunne man tage et nyt sygehus i Skolegade i brug, opført til formålet. Der var her sygehusfunktion indtil 1891, da man flyttede til et nyt sygehus, fælles for amt og by.
I 1874 havde stiftsfysikus overfor amtsrådet påtalt forskellige mangler ved sygehuset – det medførte, at man anskaffede en desinfektionsovn, men andre problemer gjorde man ikke meget ved, bl.a. ses i amts- rådsprotokollen:
»En Adskillelse af Kønnene lader sig kun iværksætte ved en fuldstændig Ombygning af Sygehuset, hvorpaa Amtsraadet ikke for tiden kan indlade sig. Iøvrigt haves der tilstrækkelig Plads til Optagelse af Patienter, og i Hensénde til Forplejning, Orden og Renlighed lader Sygehusets Drift formentlig intet tilbage at ønske.«
Det har dog næppe været helt i top, for i 1883 sendte den nytiltrådte distrikts- og sygehuslæge N.C. Heerfordt en rapport til amtsrådet, hvori han peger på flere forhold – de gamle træsenge ønskes udskiftet med jernsenge, og de »efterhånden meget haarde Hø-Madrasser burde kasseres«, der ønskes supplering af den meget sparsomme instrumentsamling samt et
ekstra badekar udover det ene, der var der i forvejen, blandt andet af hensyn til jordemødrene, som på den tid skulle i såkaldte renselsesbade. Han slutter med følgende:
»Der er i det hele en saa fuldstændig Mangel paa Alt, hvad der hører til et velindrettet Sygehus’ Materiale (jeg skal blot nævne et fornyet Operationsleje, elektrisk Apparatur og m.m.) at der kunde anvendes Tusin- der af Kroner til at gøre Alt komplet«
Man var forsigtig tilbageholdende med bevillinger. Således søgte Heerfordt i 1885 om installation af telefon på sygehuset, men amtsrådet mente ikke at det var nødvendigt, og en fornyet ansøgning i 1887 var også omsonst.
I den primære udformning af sygehuset var der ikke nogen mulighed for isolation af urolige psykiatriske patienter, det kom først efter en årrække, men indtil da havde man brugt at anbringe sådanne patienter i arresten i kælderen under det gamle rådhus, som lå ret nær ved sygehuset.
Da man i 1891 flyttede til det nye Amts og Bys Syge- hus blev bygningen i Skolegade overtaget af kom- munen. Huset er senere anvendt som rektorbolig ved gymnasiet og rummmer nu lokaler for den kommunale musikskole.
Hvordan blev sygehuset brugt? Det var oprettet pri- mært med henblik på behandling af venerisk syge og tilskadekomne, men ikke epidemiske sygdomme, og en opgørelse har vist, at over 75% af patienterne havde venerisk sygdom. Der var ifølge indlæggelsesprotokollen ialt 4423 indlæggelser, svarende til et årligt gennemsnit omkring 64, ikke noget imponerende tal, men de lå længe, gennemsnitsliggetiden for veneriske patienter 70 dage, ikke veneriske 50, og ind imellem var der enkelte, der lå meget længe, blandt andet var der en kvinde, som var indlagt i 17 år.
Under en ombygning for få år siden fandt man på et loft 3855 journaler fra det gamle amtssygehus. Disse journaler er nu deponeret på Steno Museet. Selv om det ikke er alle journaler, er antallet dog så stort, at det har været muligt at få et billede af virksomheden. Udover journalerne er der håndskrevne årsberetninger fra en del af de seneste år, og her kan man bl.a. se, at der et enkelt år ved nytårstid kun var en enkelt patient tilbage på sygehuset.
Der var i årene 1824-26 en lokal koppeepidemi. I et par lokalhistoriske værker berettes, at der var mange koppepatienter indlagt på sygehuset. Der findes imidlertid kun en enkelt journal over en koppepatient, men ved at sammenholde en fortegnelse over godt 800 koppepatienter med indlæggelsesprotokollen ses det, at der har været indlagt 29 patienter med koppesygdom, og af en skrivelse fra sygehusets læge fremgår det, at 9 veneriske patienter er blevet smittet med koppesyg- dom under ophold på sygehuset. Man havde overvejet at indrette sygehuset til koppehospital – ligesom der i København var indrettet et særligt hospital i Søkvæsthuset. Der blev ansøgt om udstationering af et mindre militært detachement til et vagthold, som skulle sikre at ingen uvedkommende kunne komme igennem afspærringerne, men det blev nu ikke aktuelt.
Som nævnt var størstedelen af patienterne venerisk syge, og de lå længere tid end de såkaldt »andre syge«, og aldersfordelingen i de to grupper var for- skellig.
Blandt de veneriske patienter var knap 39% under 20 år, blandt andre ca 19%.
Det er vel mest gruppen af »andre patienter« som er interessant. Journalerne er kortfattede, men alligevel for en dels vedkommende informative. Der er blandt journalerne nogle sygehistorier, som er bemærkelses- værdige, ikke mindst fordi man må undre sig over, at patienterne har overlevet. Der er udarbejdet en samlet afskrift af alle »andre« journaler – den findes på Steno Museet og Medicinsk Historisk Museum i København. Man kan af disse journaler se, at landbruget har været en farlig arbejdsplads og at bygningen af jernbanen omkring 1870 også havde sine ulykker. At man ikke – selv ved betydelige læsioner – umiddelbart søgte hjælp kan ses af følgende:
»En 14-aarig Pige fik ved et Uheld ved et Tærskeværk sin højre Fod næsten afskaaret. Hun blev indlagt 14 Dage senere med et stort Saar foran Fodleddet, der var aabent fra indvendige malleol, der var delvist afskaa- ret, over til udvendige. Der var gangræn i huden over Saaret og infektion. Der blev foretaget amputatio cruris.«
Familiedrama er også forekommet, i dette tilfælde gik det ud over en pige på 2 måneder:
»Af sin ældre, 31/2 Aar gamle Søster er i Forgaar paa en mærkelig Maade med en Bordkniv bortskaaret hele den halve venstre Side af Næsen, saaledes at Snit- tet begyndte ved indvendige Øievinkel. Næseryggen samt Spidsen af venstre ala var borte, men Septum ikke læderet; condyler og de 2 yderste Led af højre Ringfinger bortskaarne og de 2 yderste Led af højre Pegefinger, samt nogle simple Ridser i Huden over Tommelfingeren.«
Offentlige transportordninger kendtes ikke, og vejen til sygehuset var ofte lang og besværlig, men der var ind imellem ihærdige patienter, bl.a. en kone fra Tømmerby i Thisted amt, som i 1845 ønskede at blive behandlet for en stor mammacancer. Hun spadserede
hele vejen, en tur, som ifølge journalen tog 21/2 dag. I en anden journal beskrives en køretur på 5 timer i åben hestevogn.
Den operative virksomhed har været beskeden, og først i de sidste halvdel af perioden er der anført noget om bedøvelse.
· 4 punkturer
· 49 incisioner
· 15 excisioner
· 43 sutur af sår (incl. f.eks. sutur af akillessene,
lig. patellae inf.)
· 26 hernieoperationer
· 21 repositioner
· 44 amputationer/exarticulationer
· 4 ablatio mammae
· 8 øjenoperationer (grå stær)
· 15 andre operationer (syndactyli, hareskår, tra-
cheostomi, vaginal hysterectomi)
og i 20 tilfælde er der foretaget obduktion.
Ingen af de omtalte hernieoperationer har været udført på ikke-incarcererede hernier, den første operation blev udført i 1846, men patienten døde – den før- ste med heldigt udfald fandt sted i 1858. Men i 1839 overlevede en 26-årig kvinde, som havde udviklet en fæcalfistel efter et incarcerationstilfælde. Man spaltede fistelgangene og fistlen lukkede sig spontant.
Den vaginale hysterectomi i 1845 skete som følge af en fejltolkning. Hos en venerisk patient fandt man en stor polyp i vagina, og i den tro, at det drejede sig om en uterinpolyp blev den exstirperet, men det viste sig at være en inverteret uterus. Nogen mikroskopi foreligger ikke, men da patienten døde en del år senere kunne man ved obduktion konstatere, at kun collum uteri var tilbage.
Sygehusets læge var den lokale distriktskirurg, senere distriktslægen. Der var i årenes løb 3 forskellige læger, som udover at passe sygehuset dels havde alminde- lig praksis, dels andre forretninger som påhvilede distriktslæger.
Den første var Peder Vilhelm Sünckenberg (1790-1859), som var på stedet fra 1822 til 1848. Der er et lokalt minde om ham tæt ved Sct. Cathrine kirke, et muret
samt et par celler i kælderen til urolige psykiatriske patienter. Der var ikke gas, det fik man først i 1902, ingen elektricitet før i 1912–13, men røntgenapparatet, som anskaffedes i 1906, krævede strøm, så der blev trukket ledning fra det nærliggende svineslagteri over til sygehuset. Der var tørveklosetter, som først blev afløst af vandklosetter i 1907 og vand fik man fra egen boring. Opvarmningen var med kakkelovne, centralvarme kom 12 år senere.
Det nyopførte Amts og Bys Sygehus. Den lille bygning til venstre rummer vaskehus, tørrestue, desinfektionsovn og ligstue
lysthus, som han lod opføre i sin have.
Han efterfulgtes af Jens Peter Hansen (1812-1894), som forlod byen i 1883.
Efter ham kom N.C. Heerfordt (1840-1893).
Der er i byen en Ewertsens Vej (om Ewertsen se senere) og en Heerfordts Vej. Selv om disse navne er bevaret, har Heerfordts vej ikke fået sit navn efter lægen, men efter en søn, som senere var medlem af byråd og syge- husbestyrelse og i en periode borgmester i byen. Disse læger var alene om det lægelige arbejde, men i det sidste årti brugte man, hvis der var behov for assistance til narkose eller operation, at hidkalde en af byens praktiserende læger.
Sygeplejersker i nutidig forstand fandtes ikke. Der var ansat en såkaldt »opvartningskone«, senere kaldt »økonomen«, som kunne have pigehjælp; hun skulle sørge for husførelse og patienternes pleje.
Hjørring Amts og Bys Sygehus 1891
Efter at der tidligere– uden held – havde været forhandlet mellem amts- og byråd om et fælles sygehus, kom der i slutningen af 1880erne gang i realitetsforhandlinger, som resulterede i enighed om oprettelse af det fælles sygehus, anlægs- og driftsud- gifter fordelt med 1/3 til byen, 2/3 til amtet. Der blev valgt en bestyrelse med repræsentanter fra amts- og byråd, og derudover var der et overtilsyn, der bestod af amtmand og borgmester.
I februar 1891 kunne man tage det nye Amts og Bys Sygehus på Bispensgade i brug, tegnet af arkitekt Hack Kampmann. Det rummmede 51 senge, med afsnit til epidemiske, veneriske og »almindelige« patienter
I århundredets sidste tiår byggedes sygehuse i Brøn- derslev, Dronninglund og Brovst, epidemihospital i Frederikshavn, hvor der var et kommunalt sygehus, og et lille sygehus i Saltum. I Sæby var der et sygehus, der var oprettet på lokalt privat initiativ. Det er klart, at disse etableringer har været en belastning for amtet. En ny epidemibygning åbnedes i 1894, og i 1905 kom der en tilbygning ved den vestlige gavl af sygehuset. Denne bygning rummede 34 sengepladser i 2 etager begge ude af niveau med den første bygning, så patienter måtte bæres på båre fra disse afsnit til og fra undersøgelse og operation, helt indtil 1989, da den nye kirurgiske sengebygning stod færdig.
Et tuberkulosehospital kom til i 1907, bygget med statstilskud, og i 1910 opførte man en bygning med boliger og administrationskontor.
Men det var ikke gjort med dette, der var planer om opførelse af et kapel og en pavillon til sindssyge, men det blev ved planerne. I 1913 fremsatte overlæge Ewertsen en anmodning om yderligere udvidelse, og det medførte, at der blev udarbejdet flere forslag til, hvorledes dette kunne gøres, og samtidig var der visse problemer med epidemiafdelingen, om hvilken sundhedsstyrelsen havde udtalt
Sygehuset fra syd – epidemiafdlingen i baggrunden – før 1905
»…..fremgår det, at afdelingen ofte i længere tid er belagt udover det normerede maximumantal på 24 patienter. Under disse forhold er bygningens mangler i forskellige hensénde følelige og vanskeliggør en for- svarlig drift. Af manglerne må fremhæves, at der hver- ken findes forstue, lægeværelse, observationsafdeling
eller udskrivningsbad, at der ikke er nogen særlig afdeling for modtagelse af patienter med tyfoid feber, akut børnelammelse o.lign., og at der kun er plads til én sygeplejerske. Udskylningsrummene er utilfredsstil- lende, korridoren lovlig smal, og der findes kun eet, yderst middelmådigt thekøkken for den hele afdeling, hvilket gør en gennemført isolation af patienter med forskellige sygdomme meget problematisk. Endelig kan det fremhæves at bygningen ikke er forsynet med varmt vand, og at varmetilførslen fra hovedbygningen efter sigende skal fungere på ufyldestgørende måde. Herefter mener sundhedsstyrelsen at burde anbefale, at de pågældende mangler søges fjernede snarest
ved en udvidelse og forandring af hele epidemiafde- lingens indretning og henstiller, at dette spørgsmål må søges optaget til nærmere prøvelse i forbindelse med de foreliggende planer om udvidelse af sygehuset medicinsk/kirurgiske afdeling.«
Vestfløjen blev opført 1905 – postkort
Patienttransport i den gamle sengebygning
Patienttransport 1891-1918
Forslag til sindsygepavillon 1910 – ikke opført
Det kunne man jo ikke sidde overhørig, og der blev lagt nye planer, om hvilke en københavnsk arkitekt, der blev rådspurgt, udtalte at de som helhed må anses som brugelige, men:
»Bygningens ydre er i alle måder utiltalende. Dårlig i forhold og inddeling og af banal karakter. At huset nu foreslås som et helt nyt i stedet for som tidligere at flytte og udvide det nuværende kan kun anbefales; men som tidligere gentagne gange udtalt, anser jeg den arkitekthjælp, som udvalget har, for utilstrækkelig, og jeg synes ikke, at den stillede opgave er løst således som sagen og den store udgift har krav på. Den arkitektoniske overlegenhed, som kan skabe en god og tiltalende bygning, mangler.«
Sundhedsstyrelsen har også udtalt sig om planerne for epidemiafdelingen:
»Sundhedsstyrelsen skal i sagens anledning bemærke,
at man kan være enig med fysikatet i, at den iøjnefaldende planløshed, som kendetegnes ved de gentagne udvidelser af det pågældende sygehus, er uheldig.«
Der forelå nemlig en længere udtalelse fra stiftsfysikus, hvori der er omtalt forskellige problemer, men desuden er der noget mere generelt, bl.a.:
»Den af sygehusbestyrelsen erhvervede store grund synes at være benyttet på en næsten upraktisk måde, og udkastet røber næppe mere kunsterisk sans end man almindeligvis ser på en landsbykirkegård. Dette skyldes dels at tuberkulosehospitalet er lagt på en kedelig plads og at mægtige stykker af grunden lig- ger hen som køkkenhave, tømningsplads og buskadser. Men som bekendt kan det ikke betale sig at drive køkkenhave til et provinssygehus. Værre er det dog, at der på den gamle epidemisygehusgrund ca. 20 m. fra nordskellet tænkes bygget en to-etages kirurgisk afdeling med tilhørende operationsfløj. Fra afdelingen
Fra den gamle epidemiafdeling
Sygestue i hovedfløjen – før 1914 (LHA)
har man kun udsigt til TB-hospitalets uskønne og uop- lyste bagside.
Det ville være særdeles ønskeligt, om Hjørring Amts og Bys sygehus kunne hæve sig til et tidssvarende »centraliseret« sygehus, så man én gang kunne blive færdig med den fortvivlede ombygning+tilbygning; med andre ord: At man kunne enes om et sygehus, hvor de forskellige afdelinger var adskilte, men dog tilhørte samme bygningskompleks, så at varme, lys, elektricitet og økonomi kunne samles under eet. Hvis det ikke kan gennemføres, men det skulle vise sig,
at man bliver stående ved en spredt, pavillonmæssig bebyggelse af terrænet, da vil fysikatet ærbødigst til- lade sig at forestille, at det overdroges en uddannet i sygehusbygning ansén arkitekt at udarbejde en plan over Hjørring Amts og Bys sygehus og der giver ham tilstrækkelig hjælp med alle ingeniørarbejderne«
Disse forskellige bemærkninger belyser ganske godt de problemer, som man igennem adskillige år – helt frem til nutiden – har haft med sygehusets bygningsmæs- sige udformning.
Sygestue i hovedfløjen – før 1914 (LHA)
I år 2002 blev det oplyst at den violinspillende dreng var søn af Kristian Kristensen fra Horne (død 1909) og at drengen senere »blev et eller andet ved musikken« i Odense
Billedet viser tydeligt det kneb med pladsen i pavillonen (LHA)
Sygehusbestyrelsen var øjensynlig ikke særlig begej- stret for de nævnte udtalelser, for i protokollen finder man et notat:
»Fysikatets brev finder bestyrelsen kun ringe anled- ning og stor ulyst til at indlade sig på en beskrivelse eller imødegåelse af efter den krænkende og sårende sammenligning med en landsbykirkegård – en sammen- ligning man tilbageviser som aldeles uberettiget.«
Overvejelserne endte med, at der i 1915 blev opført en ny epidemiafdeling syd for hovedfløjen og uden forbindelse med denne, medens en udvidelse af den medicinsk/kirurgiske afdeling måtte vente.
Man gik videre med at bygge en vaskerigård og kedel- hus i 1918-19, og i 1920 var en ny kirurgisk fløj med operationsafdeling og sengeafsnit færdig. I kælderen
indrettede man nyt køkken i stedet for det gamle i hovedfløjen, hvor man så kunne gå i gang med at ind- rette en bade- og massageafdeling.
Efter at der i 1926 var sket en deling af sygehuset i en kirurgisk og en medicinsk afdeling var behovet for medicinske sengepladser øget, og for at skaffe disse pladser fik man i 1927 opført en midlertidig pavillon til epidemiske patienter, og den hidtidige epidemiafdeling blev så anvendt til medicinske patienter.
Fra 1957 ophørte man med at have selvstændigt epidemisk afsnit og pladserne blev nu anvendt til almindelige medicinske patienter. Bygningen var såre upraktisk, men ganske hyggelig, gangen var smal, dørene smalle, vinduerne sad lavt og der var fra syge- stuerne fin udsigt til haveanlægget, og besøgende til epidemipatienterne kunne stå udenfor vinduerne med frit indsyn til stuerne. Patienter, som skulle til f.eks. røntgenundersøgelse måtte transporteres på båre og ud i fri luft – indtil man mange år senere fik lavet en overdækket gang fra pavillonen til det øvrige sygehus. At man måtte tage begrebet »midlertidigt« med et vist forbehold fremgår af, at man først i 1993 kunne sløjfe bygningen, som iøvrigt var blevet udvidet undervejs.

Pedershaab Maskinfabrik A/S, Saltumvej, Brønderslev – Historien

Historien om Pedershaab i Brønderslev

Nogle år efter banen mellem Aalborg og Frederikshavn var åbnet, overtog den 23-årige smed Peder Nielsen smedjen i den lille landsby Tylstrup, som jernbanen passerede. Oprindeligt var der dog ingen station og Peder Nielsen måtte derfor ofte tage turen til den nærmeste stationsby, Sulsted, når han skulle afsende varer til udenbys kunder. Han besluttede derfor at flytte sin smedje nærmere jernbanestationen i Sulsted, og havde også planer om at etablere sig på en grund i byen. Historien lyder, at Nielsen henvendte sig til grundejeren, men denne erklærede at han ikke havde tid, da han netop var midt i et spil kort med en løjtnant. Derfor tog Peder Nielsen videre til Brønderslev, der også havde fået en jernbanestation ved Vendsysselbanens åbning. Her åbnede han i 1877 sin nye beslag-smedje klods op ad den nyåbnede jernbane, og virksomheden “Peder Nielsen, Pedershaab” var i mange år også afhængig af jernbaneforbindelsen til kunderne. I 1915 omlagdes virksomheden til et privat aktieselskab under navnet “Pedershaab Cementindustri Maskinfabrik”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omkring 1925 arbejdede en mand ved navn H. S. Lindhardt i Aalborg med produktionen af et hjemmefremstillet lokomotiv og han allierede sig med Peder Nielsens fabrik for at videreudvikle og fremstille det nye lokomotiv. Desuden var lokomotivet tiltænkt entreprenører, og fabrikken i Brønderslev havde i mange år været landskendt for produktionen af entreprenørudstyr. Næsten samtidigt fik Pedershaab lov til at producere rangertraktorer på licens fra den tyske virksomhed Breuer-Werke AG. De traktorer, som Peder Nielsen fik lov til at bygge på licens var nogle af Statsbanernes første rangertraktorer (Traktor 19-20 og 48-52), der også blev kendt under det sigende navn “Klædeskabet”. I de efterfølgende årtier producerede virksomheden en række rangertraktorer til såvel privatbanerne, industribaner og entreprenører. Således blev virksomheden en af de største danske producenter af rangertraktorer. I 1956 byggede virksomheden sine sidste traktorer, som var blevet bestilt af Statens Vandbygningsvæsen. Et af Pedershaabs rangerlokomotiver blev i øvrigt landskendt i 1975, da DSB´s rangertraktor Nr. 57 havde en fremtrædende rolle i filmselskabet Nordisk Films “Olsenbanden på sporet”. Denne traktor er i dag ejet af Danmarks Jernbanemuseum. Petershåb angav først deres typer som A,B,C,D men fra ca. 1940 en forkortelse af motorfabrikatet først, f.eks. BWD for type D med B&W motor og FD for type D med Ford motor.

I 1936 døde fabrikkens grundlægger Peder Nielsen i en alder af 82 år, men helt frem til 1972 blev virksomheden drevet af Peder Nielsens efterkommere, der således havde aktiemajoriteten. Den 1. januar 1972 overtog FLS Industries imidlertid aktiemajoriteten og i 1981 solgte Peder Nielsens efterkommere deres resterende aktier i det tidligere familiefirma til FLS Industries, hvorved virksomheden blev et 100% ejet datterselskab af FLS-gruppen. I flere år opererede fabrikken under navnet Pedershaab Maskinfabrik A/S, men i 1990 skiftede virksomheden navn til Pedershaab A/S. Ejerskiftet fra et familieforetagende til et datterselskab af FLS-gruppen fik desuden den betydning at virksomheden i dag har et internationalt tilsnit, hvilket blandt andet fremgår af den engelsksprogede internetside www.pedershaab.dk.
55 år efter at virksomhedens grundlægger, Peder Nielsen, døde blev et af DSB´s helt nye IC/3-togsæt (MF 28) navngivet Peder Nielsen ved en ceremoni i Brønderslev den 18. maj 1991. Herved fik Brønderslev hædret den mand, som grundlagde Pedershaab Maskinfabrik.Pedershaab
Pedershaab Maskinfabrik, Brønderslev, Danmark

Nordjyske november 2003:

Ny ejer og nyt håb på Pedershaab

AMERIKANSK HANDELSFIRMA MED SPECIALE I BETONINDUSTRIEN HAR KØBT FABRIKKEN AF FLS INDUSTRIES
BRØNDERSLEV:To års usikkerhed er overstået på Pedershaab A/S, Brønderslevs store gamle maskinfabrik. En ny amerikansk ejer, Fred B. Scultz, har overtaget virksomheden fra danske FLS Industries med en erklæret målsætning om øget omsætning og flere arbejdspladser. Der er i dag ca. 150 ansatte. – Vi har en klar forventning om, at der bliver flere. Vores nye ejer er helt sikker på, at bunden på markedet er nået, og at konjunkturerne er på vej op, siger adm. direktør Bent M. K. Holme. Bent Holme havde sin første arbejdsdag på fabrikken i går, og da hans forgænger, Ulrik Kolding Hartvig, havde taget afsked med medarbejderne, var det hans første opgave var at fortælle om den nye ejer. Fred B. Schultz ejer firmaerne Concrete Technology Worldwide og Concrete Technology Integrators Inc. (CTI) med hovedsæde i Green Bay, Wisconsin, og hans familie har i flere generationer været engageret i produktion og udvikling af maskiner til betonstøbning. Alle aktiviteterne i Pedershaab A/S bliver videreført i et nyt selskab, Pedershaab Concrete Technologies A/S, som ejes af Fred. B. Schultz.
HawkeyePedershaab er verdens førende inden for at levere innovative løsninger til producenter af betonrør, mandehuller og andre præfabrikerede produkter. Fra enkle, enkeltstående maskiner til fuldautomatiske anlæg, der indeholder det nyeste inden for elektronik, robotteknologi og kontrolteknologi, leverer HawkeyePedershaab en samlet familie af løsninger. Overvej brugeren Vi ser på betonproduktion fra et unikt perspektiv – vores begyndelse var som en producent af betonrør. Disse oplevelser former hver maskine, vi bygger. Vi er dedikeret til princippet om, at vellykket design foregriber brugerens behov. Du finder den filosofi gennem hele vores produktlinje. Førende med kreativ teknologiVi arbejder hårdt på at være de første til at sætte ny teknologi i dit anlæg. Vi var de første til at bygge automatiske fabrikker. Den første til at bygge roterende tre-stationer rør- og brøndmaskiner. Den første til at bruge stigende kernevibrationsteknologi. Den første til at bygge elektroniske, gearløse drevpakkehovedmaskiner. Vores mål er enkelt – at skabe innovativ og passende teknologi, så vores brugere kan fremstille produkter af højeste kvalitet med de mindst mulige omkostninger og komplikationer. Et komplet udvalg af løsninger Vores fokus på innovation har omdefineret ydeevne, produktivitet, fleksibilitet og betonproduktion. Ikke kun leverer vi en komplet serie af produktionsmaskiner, men også et komplet sortiment af udstyr, der understøtter og understøtter vores produktionsmaskiner. For maksimal ydelse er det vigtigt, at hvert element af planten interagerer problemfrit og fejlfrit. Med HawkeyePedershaab kan du være sikker på, at alt dit maskineri er designet, dimensioneret og installeret korrekt for at supplere og integrere med din samlede anlægsdrift. Hos HawkeyePedershaab leverer vi mere end maskiner. Vi leverer løsninger. Tillid Vores begyndelse i denne branche går tilbage til 1915. Siden da har vi leveret og installeret tusindvis af anlæg og maskiner over hele verden. Fra enkle projekter til fuldautomatiske anlæg, vi har lært, hvad der kræves for at få arbejdet gjort – rigtigt og til tiden. Denne knowhow og kapacitet kommer som standard med alle HawkeyePedershaab-maskiner. Vores fagfolk arbejder tæt sammen med vores kunder gennem hele projektet. Vi hjælper med at specificere det korrekte udstyr, overvåge installationen, styre opstart af projektet og yder løbende support og konsultation for at sikre, at dit anlæg og maskiner pålideligt fungerer dag efter dag. Global oplevelse + lokal tilstedeværelse Som en succesrig multinational organisation er vores medarbejdere vores unikke styrke og dit unikke aktiv. Med operationer og aktiviteter, hvor solen aldrig går ned, nyder vi flere medarbejdere i flere dele af verden end nogen anden producent af betonproduktionsmaskiner. Dedikerede fagfolk bringer global bevidsthed og kapacitet til alle faser af vores forretning. Uanset hvor på planeten du befinder dig, vil vores folks intelligens, erfaring og know-how give det øjeblikkelige svar og innovative løsninger, som du er kommet til at forvente fra HawkeyePedershaab. En forpligtelse til ekspertise Produkterne fra HawkeyePedershaab opstod ikke natten over. Meget som en rejse begynder, gjorde vores firma det også. Da vi startede som producent af konkrete produkter, lærte vi forretningen. Udviklede produkter til eget brug. Og som vi gjorde vores måde, har vi haft vores ideer. Nogle gode. Nogle kastes til side. Og muligvis et par store. Gennem det hele samler vi det bedste. Arbejd hårdt for at perfektionere dem. Og fortsat ubarmhjertigt med at innovere. Vi er engagerede i denne branche. Det er vores eneste forretning. Kort sagt, vores mål er at gøre dit job, din virksomhed og dit produkt det bedste, de kan være. Din fortsatte succes afhænger af det. Det gør også vores.
2020:
Virksomheden driver fortsat sine aktiviteter fra den år tilbage nyopførte fabrik på Saltumvej i Brønderslev.
I 2022 har virksomheden skiftet navn til AFINITAS.
Øverst i billedet virksomheden inden den flyttede på Saltumvej, nederst th. A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og

Uggerbys Maskinfabrik A/S – Historien

Klik på nedennævnte: dvtk.dk,

Historien om

Uggerbys Maskinfabrik, Bredgade 117, Brønderslev

Historie:

A/S fra 1965.
Overtaget af Samson, Tange i 1999.
Nedlagt i 2002.
Karl Uggerby etablerede sig som selvstændig smedemester i Brønderslev i 1938.
I 1960 producerede virksomheden staldgødningsspredere, kunstgødningsspredere, staldgødningslæssere, korn- og halmtransportører. Derudover handlede virksomheden med landbrugsmaskiner og traktorer samt reparerede samme.
I 1965 blev grundlæggerens svigersøn medindehaver.
I 1972 var arbejdsfeltet: Fremstilling af hydrauliske læsse- og gravemaskiner, staldgødningsspredere og transportører.
Eksport til Vesttyskland, Holland, Norge, Sverige og Irland.
Produkter:
Staldgødningsspredere, ”Brønderslev”. Kunstgødningsspredere, ”Brønderslev”. Staldgødningslæssere, ”Brønderslev”. Korntransportører. Halmtransportører. Gyllevogne. Frontlæssere. Transportører.
fabrikken der startede i en lille smedie på nordsiden af Bredgade og senere opførte de røde fabrikshaller overfor på sydsiden af Bredgade længst ude ad Bredgade tæt ved rundkørslen.
Virksomheden solgte Carl Uggerby til sin svigersøn ingeniør Hans Jørgen Pedersen der gennem mange år drev en sund virksomhed med fremstilling af landbrugsmaskiner, i starten møgsprede senere andre maskiner som landbruget efterspurgte. Ved sin pensionering solgte Hans Jørgen Pedersen virksomheden til Maskinvirksomheden Samson som efter en kort periode lukkede virksomheden i Brønderslev.
I dag er fabrikskomplekset solgt til et Brønderslev Konsortium og bygningerne har nu forskellige lejere, mindre virksomheder som herfra driver deres erhverv.

A/S Brønderslev Cementstøberi – Historien

Brønderslev Cementstøberi

var opr. beliggende i Nørregade overfor Peder Nielsen beslagfabrik og havde mere end 100 år på bagen og 100 års Jubilæet blev fejret i 1996.
Søren Nielsen var ejer af Cementstøberiet før Cementstøber Ivan Rydal Schjønning Nielsen og hustruen Gerda, overtager det i 1958 og videreførte og udvidede virksomheden.
I 1984 bliver det til A/S Brønderslev Cementstøberi.
På et tidspunkt i 1970erne var der ikke længere plads i Nørregade i den hurtigt voksende virksomhed.
Der blev opført en helt ny fabrik på Saltumvej
tæt på Pedershaab Maskinfabrik som udviklede maskiner til betonvareindustrien og nogle maskiner herfra, blev installeret i den nye fabrik.
Her var der også et stort areal til lagerplads til et stort udvalg af de forskellige størrelser af de store betonrør og fliser m.m. som blev produceret.
Efter faderens død blev sønnen Ole Schiønning der opr. var uddannet elektriker, hentet ind i ledelsen i 1988 som direktør, først sammen med moderen og efter hendes død videreførte Ole virksomheden dygtigt, indtil sin pensionering, hvor virksomheden blev solgt til en koncern indenfor betonvarebranchen. Efter nogle år stoppede produktionen i Brønderslev.
Der er nu kommet en ny virksomhed igang i de gamle fabriksbygninger med rensning af gamle mursten til genbrug

Brønderslev Kommunes historie og med 100 års købstadsjubilæum i 2021

             

Brønderslev fik i 1921 status som købstad og har således i år 2021, 100 år jubilæum

Kilde: Trap Danmark
skrevet af: cand.mag. Anne Dorthe Holm og
cand mag. Charlotte Lindhardt
Det nuværende Brønderslev bestod i middelalderen af nogle spredtliggende gårde og en sognekirke, som kan dateres til ca. 1150. Bebyggelsen hed oprindelig Vester Brønderslev; dette navn nævnes første gang i 1305 i forbindelse med omtale af gods i sognet. I midten af 1400-tallet var Østergård den største gård i byen.
Frem til begyndelsen af 1800-tallet var Vester Brønderslev stadig en landsby og menes at have ligget nord for den nuværende Østergade og Algade. I en præsteindberetning fra 1553 angives der at være 21 gårde og 6 bol (mindre gårdbrug), hvorimod der ikke nævnes nogen huse. I 1844 var byen vokset til at omfatte 56 gårde og 91 huse. Vester Brønderslev led hårdt under krigene i 1600-tallet. De større gårde blev udplyndret, og den svenske overkrigskommissær i Aalborg udskrev brandskatter i Vendsyssel, hvilket også ramte Vester Brønderslev.
Indtil midten af 1800-tallet lå Vester Brønderslev så langt fra hovedfærdselsåren gennem Vendsyssel, at vejen gennem sognet ikke havde nogen betydning for byens erhvervsmæssige udvikling. Fra 1600-tallet har byen dog haft en vis pottemagerindustri. Denne industri nævnes første gang i 1653, og i 1828 kunne ti familier i området ernære sig ved pottemageri).
En ny hovedvej mellem Aalborg og Hjørringblev planlagt i 1827. Den åbnede i 1832 og omfattede bl.a. strækningen mellem Øster Brønderslev og Vester Brønderslev. I tilknytning til den endnu ikke brolagte hovedvej blev der anlagt købmandsgård, bryggeri, uldspinderi, klædefabrik og teglværk. Brønderslev Kro fik en ny bygning i 1860, og indtil 1921 blev de store markeder i Brønderslevnetop afholdt i tilknytning til kroen. Herefter flyttede markederne ind til byen.
Byens markeder, kroen og den tiltagende landevejstrafik medførte, at der i 1850’erne opstod bebyggelse ved landevejen. Den liberalisering, der fulgte af Næringsloven i 1857, fik købmænd til at oprette forretninger, og i 1875 blev der desuden etableret en tømmerhandel og et bryggeri. Østbyen opnåede en vis størrelse, indtil anlæggelsen af jernbanen mellem Aalborg og Hjørring i 1871 satte en stopper for udvikling i denne del af byen.
Jernbanen med stationen blev anlagt 1,5 km fra landevejen, og i de efterfølgende år voksede Vester Brønderslev i området mellem landevejen og stationen. Ved stationen blev der opført en gæstgivergård, som blev efterfulgt af flere andre hoteller, købmandsgårde, håndværksvirksomheder osv. I de sidste årtier af 1800-tallet voksede byen med så stor hast, at den blev kaldt Vendsyssels Esbjerg. I 1850 havde Vester Brønderslev 981 indbyggere, og i 1901 var befolkningstallet steget til hele 3.176. Kloakeringen af byen blev påbegyndt i 1890’erne, mens byens gader først blev brolagte omkring år 1900.
Byens vækst var i første omgang koncentreret omkring stationen og langs Vestergade og den gamle hovedvej Algade. Allerede fra 1880’erne spillede jern- og maskinindustrien en betydelig rolle for Vester Brønderslevs udvikling.
I 1886 flyttede smed Peder Nielsen sin beslagfabrik fra Tylstrup til stationsområdet i Vester Brønderslev. Virksomheden fik navnet Pedershaab og udviklede sig til en af byens største virksomheder. Datterselskabet A/S Pedershaab Cementindustri, Maskinfabrik blev stiftet i 1915 og påbegyndte fabrikationen af entreprenørmaskiner, forme til cementvarer, kartoffeloptagere m.m. Vester Brønderslev fortsatte sin vækst, og i begyndelsen af 1900-tallet blev der i selve bycenteret opført en række fleretagers huse i sammenhængende husrækker. Uden for byens centrum omkring stationen voksede byen primært med enfamilieshuse.
I 1919 nedsatte sognerådsformand Andreas M. Tolstrup et udvalg, som skulle arbejde for at gøre Vester Brønderslev til købstad. Det lykkedes, og d. 1. april 1921 fik byen som den næstsidste by i landet at få status som købstad, alene efterfulgt af Skjern i 1958. Byen kom herefter til blot at hedde Brønderslev. Samtidig fik den status af bitingsted, og i 1940 blev Brønderslev sæde for sin egen retskreds.
En blomstrende industri medvirkede til, at byen fortsatte sin befolkningstilvækst. Beslagfabrikken A/S Peder Nielsen Pedershaab(navneforandring 1919) og søstervirksomheden Pedershaab Maskinfabrik (navneforandring i 1933) beskæftigede i 1955 ca. 1.000 mennesker i Brønderslev, som på det tidspunkt havde 8.646 indbyggere. Også andre industrivirksomheder som Uggerby Maskinfabrik A/S, konfektionsvirksomheden H.C. Andersen (senere Realit) og trikotagefabrikken Tricodan A/S bidrog til den store beskæftigelse i byen.
I takt med byens vækst blev der også etableret nye institutioner. Blandt de mest bemærkelsesværdige var statshospitalet øst for hovedvejen mellem Aalborg og Hjørring. Det blev indviet i 1957 og havde 307 sengepladser. Det gamle sygehus fra 1894 blev desuden udvidet flere gange, senest i 1965.
Også byens rekreative liv udviklede sig. I 1919 blev et nyt stadion indviet, i 1936 et friluftsbad og i 1967 en idrætshal. I 1946 købte Brønderslev Kommune parkanlægget Hedelund med henblik på at bevare parken som et lystanlæg.
Fra 1970 til 2007 steg befolkningstallet i Brønderslev fra 10.247 til 11.774, og nye boligkvarterer, der voksede frem i perioden op til årtusindskiftet, skabte sammenhæng mellem de forskellige bydele. Omfartsvejen, som blev indviet i år 2000, og Hirtshalsmotorvejen, som åbnede i 2001, styrkede byens position som Brønderslev Kommunes erhvervshovedby. Industriområdet i sydøst voksede, og der blev skabt et erhvervsområde mod vest. Selv om administrations- og serviceerhvervene i løbet af 1980’erne voksede sig større end industrien og håndværkserhvervene, forblev HawkeyePedershaab, nu med amerikansk ejerskab, en af byens største virksomheder.

Disse bøger fra 2022 kan lånes på Biblioteket

Staring Maskinfabrik A/S – Historien

Staring Maskinfabrik A/S
Starengvej
Brønderslev
Etableret 1962
Nordjyske marts 2017
Administrerende direktør Tommy Bredal og salgschef Michael Østergaard er blevet herrer i eget hus på Staring Maskinfabrik A/S. De har købt direktør Leif Stiholt ud af firmaet.
I 1986 købte Im. Stiholt A/S Staring Maskinfabrik, og dengang var det Imanuel Stiholt og sønnen Leif Stiholt, der stod i spidsen for Stiholt-koncernen.
– Leif Stiholt har haft stor betydning for virksomheden, fortæller Tommy Bredal.
– Vi kunne slet ikke have udviklet os uden Stiholt-koncernens involvering.
Tommy Bredal kom ind i firmaet i 1990, og han har siden været i firmaet. Michael Østergaard har været i firmaet i 14 år.
Staring Maskinfabrik sælger i dag blandemaskiner til hele verden.
Der leveres næsten ugentligt maskiner til Indien, Egypten, Oman og Australien, og for tiden er en stor ordre på vej til Ukraine.
Den største blander, der er fremstillet, er på 3000 liter. Der laves også mindre blandere, og 750 liter og 1500 liter er populære.
Produktionen foregår dels i Brønderslev, dels i Kina. I Brønderslev er der en snes medarbejdere.
I dag er virksomheden meget bygget op på handelsvarer. I mange år har de japanske Tsurumi-pumper været en omfattende handelsvare.
Siden er ventilatorer samt fliseskærere med mere fra spanske Rubi kommet i sortimentet.
Staring Maskinfabrik leverer hovedsageligt til trælasthandeler, byggemarkeder, grossister samt virksomheder, der udlejer værktøj.
Staring Maskinfabrik blev kendt for NH4-anlæggene, der blev udviklet af opfinderen Jens Østergaard Jensen. I 2008 blev denne afdeling solgt fra, og produktionen sker i dag i Aalborg.
Staring Maskinfabrik blev grundlagt i 1962, da fabrikant A. Helmer Larsen, der var udbryder fra Pedershaab-koncernen begyndte produktionen i en tyskerbarak.

A better workday!

 

 

Nedenfor er fra hjemmesiden i 2023:

Aktiviteter

  • Fremstilling og salg af STARING blandemaskiner samt vibrationsudstyr til bygge / anlægssektoren og industri.
  • Salg af Dykpumper, både egne, samt fra TSURUMI og PEDROLLO
  • Salg af RUBI fliseskærer og tilhørende værktøj
  • Salg af LIEVERS stavvibratorer og andet betonudstyr
  • Fremstilling og salg af Diamantværktøj
  • Salg af Affugtere
  • Salg af Ventilatorer samt flexslanger til disse
  • Salg af EURO SHATAL Pladevibratorer
  • Opbygning af anlæg – både blandeanlæg samt pumpeanlæg
  • Produktion og salg af stolpebærer

60 år gammel men mere aktiv end nogensinde.

STARING A/S i Brønderslev kan i år (2022) fejre 60 års fødselsdag.

Virksomheden blev grundlagt i 1962 på Staringvej i Brønderslev, som stadigvæk er adressen.

Helmer Larsen

Det var Helmer Larsen, der på daværende tidspunkt var ansat hos Pedershaab i Brønderslev, som ønskede at være herre i eget hus. Det første Helmer producerede var en 150 L. tromleblander, og i 1971 producerede STARING sin første Tvangsblander, et produkt der skulle vise sig, at have stor betydning for Helmers fremtid.

I 1986 solgte Helmer Larsen virksomheden til IM Stiholt A/S i Sæby (herefter Stiholt). STARING kørte videre som hidtil, og i 1990 købte STARING en anden lokal virksomhed -Cementstøberiernes Redskabsforsyning, bedre kendt som CR.

Man ansatte dengang Tommy Bredal, som i dag er ejer og CEO i selskabet.

Ligeledes fik STARING i 1990 eneforhandling af det japanske pumpemærke TSURUMI. Det var dengang Toyotas produkter var kendt for at ruste, så at sælge japanske produkter til danskerne, var ikke særlig let. Det skulle dog ændre sig markant.

I 1992 flyttede man CR, så begge virksomheder var placeret på Staringvej.

Staring Miljø A/S

I 2000 udviklede STARING et forsurings anlæg til gylle. Dette drev og udviklede STARING selv frem til 2004, hvor man spaltede virksomheden til Staring Maskinfabrik A/s og Staring Miljø A/S. Det var Tommy Bredal, der var direktør i begge, og Michael Østergaard, som i dag også er medejer af virksomheden, blev ansat som Indkøbschef.

Staring maskinfabrik A/S var på dette tidspunkt stadigvæk ejet af Stiholt, imens Staring Miljø A/S vare ejet af Stiholt 40%, Grundfos 40%, Landbrugsrådet 10% samt 10% fordelt på 2 medarbejdere.

2 uafhængige virksomheder

I 2007 blev STARING Maskinfabrik og Staring Miljø uafhængige. Staring Miljø var herefter altså udelukkende ejet 50/50 imellem Stiholt og Grundfos. Virksomheden blev flyttet til Aalborg og skiftede navn til INFARM.

Færre ejere, flere produkter

I 2010 købte Leif Stiholt, Michael Østergaard og Tommy Bredal STARING ud af IM Stiholt A/S.

Senere blev Leif Stiholt købt ud af virksomheden STARING A/S af de 2 resterende medejere Michael Østergaard og Tommy Bredal, der den dag i dag er eneejere.

Fra at være en virksomhed, der udelukkende producerede Blandere og Pladevibratorer, er virksomheden i dag markedsledende af Entreprenørpumper til byggeindustrien, markedsledende på blandere, fliseskærer, ventilatorer m.m. Derudover er affugtere og diamantværktøj en stor del af virksomhedens omsætning.

Virksomhed i vækst

STARING A/S har klaret sig godt igennem både Finans og Corona krisen, og udvider hvert år sit produktprogram, og øger ligeledes samtidigt sin indtjening. Derudover har virksomhede de sidste 2 år modtaget en pris som Succes Virksomhed.

Med 4 udekørende sælgere på det danske marked, en afdeling i Sverige, Indien og i Rødby og en medarbejderstab i Brønderslev, hvor korteste anciennitet er 7 år, udvikler virksomheden sig hurtigere og stærkere end den på noget tidspunkt har gjort før. Så på trods af den fremskredne alder, er der mere aktivitet i STARING end nogensinde, og ustandseligt nye projekter på bedding

STARING og verdensmålene

STARING vil gerne arbejde med målene for, at vi i fællesskab kan indfri dem. Derfor arbejder vi her på Staring på at tage ansvar for de mål vi, som virksomhed, har indflydelse på.

Sundhed og trivsel

På Staring forsøger vi at gøre noget ud af vores medarbejderes sundhed både psykisk ved at holde et godt arbejdsmiljø blandt kollegaer, og fysisk ved en række forskellige tiltag.

  • På Staring har vi en frugtordning, hvor der bliver leveret frisk frugt til virksomheden hver uge, så der altid er frisk frugt til rådighed.
  • Medarbejderne har igennem arbejdspladsen tilbud om massage, fysioterapi osv.
  • Vi gør, hvad vi kan for at forebygge arbejdsskader ved at have optimale ergonomiske hjælpemidler til bl.a. tunge løft.

 

STARING er med i DI Lærerpladsfællesskabet. Igennem dette er STARING med til at uddanne den næste generation af dygtige faglærte. Det er godt for både erhvervslivet, samfundet og den enkelte lærling.

På STARING uddanner vi med stolthed.

Anstændige jobs og økonomisk vækst

STARING er med i virksomhedscenteret for Brønderslev kommune. Hvilket betyder, at vi har plads til 3 personer, der har forskellige udfordringer, der påvirker deres arbejdsliv. Dette kan være både psykisk og fysisk. Ved at tage dem ind som medarbejdere, kan vi hjælpe dem i gang igen på en ordentlig måde, og i et tempo den enkelte kan følge med i.

Ud over det, hjælper vi også de omkringliggende kommuner og skoler, ved, også her, at tage imod personer med forskellige udfordringer. Heriblandt hjælper vi SemaiSkolen ved at tage imod deres elever og imødekomme deres individuelle behov.

 

Målet om mindre ulighed er en vigtig sag, når der ansættes medarbejdere hos STARING. Der bliver ikke skelnet mellem hverken race, køn, sexualitet, alder, handicap, religion eller andre mærkater. Vi går ikke op i om du er kvinde, transkønnet, sort, eller andet, men vi går op i færdigheder. Både personlige og faglige.

Vi vurderer ud fra, hvad den enkelte person har at tilbyde arbejdspladsen.

Hos STARING bliver klimaindsatsen vægtet højt, og derfor kigger vi hele tiden på, hvordan vi kan forbedre os. Vi får bl.a. vores leverandører til at sende på genbrugspaller, og arbejder også på at gøre vores egen emballage mere genbrugelig.