Hvad får man for 589 kr. i dag? Ikke meget. Men i 1938 kunne dette beløb betale en byggegrund. Se lige lidt mere på denne dags dato-seddel!
1178 kvadratalen byggegrund a 50 øre !
Det er Harry Jørgensen, Båstedhedevej 28. Vrensted, der har sendt os den gamle kvittering. Det var hans nu afdøde hustru, Anna Ørnholm, der i 1938 købte grunden, der blev udstykket fra en landejendom tilhørende Harald Mørk. Og her byggede Anna Ørnholm det hus som Harry Jørgensen stadig bor i. Det fremgår af en anden gammel regning som Harry Jørgensen har sendt til Bagsideredaktionen.
Det samlede byggesum for huset beløb sig til 5.713.29 kr. Altså i 1938. I dag er huset vurderet 150.000 kr. juni 1980.
I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen, hvor han flyttede alene ind i Ørnholms minde lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.
Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.
Om “Meningsfyldt arbejde for 50 år siden” i 1930erne.
Kilde: VT kronik 25.04.1982
Harry Jørgensen
Når man læser om den indsats, som regeringen vil gøre for at komme ungdomsarbejdsløsheden til livs- og som vist ikke ret mange tror på vil lykkes, selv om der vil blive givet store offentlige tilskud dertil, og man læser, at det arbejde, de unge skal til at udføre, skal være meningsfyldt og alligevel af en art der ikke ville blive udført, dersom arbejdsgiveren af sin egen lomme skulle betale hele arbejdslønnen, kan jeg, der i dag er 75 år gammel, ikke lade være med at tænke tilbage på, hvordan det var vore arbejdsmænd ude på landet og sommetider var arbejdsløs, for bare 50 år siden.
Dengang ville det have været en hel gullasch tilværelse at være ung og arbejdsløs, dersom der var blevet gjort så meget for at yde hjælp til de unge, som der gøres i dag. Men det var der ingen, der spekulerede på dengang. Var der ikke andet, var det en selvfølge, at de unge tog en helårlig fast plads på en gård. Aviserne var fyldt med annoncer, i hvilke søgtes såvel piger som karle, og årslønnen var for det meste et sted mellem 500 og 300 kr plus kost og logi.
Dersom man i dag bød de unge arbejdsløse en tilværelse, som den formede sig for 50 år siden, sikke en ballade, der så ville blive.
Jeg boede i 1932 i Løkken og var nogle år tidligere blevet gift og var således familieforsørger, og måtte som mange andre tjene til familiens underhold ved at tage arbejde som daglejer rundt om på gårdene i omegnen. Om det arbejde, man fik, var meningsfyldte, og man var glad ved at tage arbejde, selv om daglønnen dengang kun var en meget lille brøkdel af det, en timeløn er i dag.
Når jeg i dag fortæller de unge om, hvordan det var at være ung i i mine ungdomsår, og hvilken løn man fik for den slid, man måtte levere for at tjene til udkommet, tror mange af dem, at det er løgn. Men det er måske kun historien, der gentager sig. Når min bedstefar, dengang var ung, for talte mig, hvordan tilværelsen havde været, da han var ung, var jeg også tilbøjelig til at tro, at det var løgn.
1 1932 var daglønnen for at arbejde ude på gårdene tre og allerhøjst fire kroner, og der var dengang de fleste steder en arbejdsdag på ti timer og seks hele arbejdsdage i en uge. Det med weekend og 40 times arbejdsuge var ikke opfundet dengang, Blev man arbejdsløs, og det hændte ofte, kunne man få tre kroner om dagen i arbejdsløshedsunderstøttelse og kun i 100 dage om året. Opbrugte man på grund af arbejdsløshed disse 100 dage hvert år i tre år, var der ingenting at få det fjerde år.
Min årsindtægt var i 1932 omkring 1000 kr., og med denne skulle man forsørge sin familie. Dette med at tage på udenlandsrejser, og hvad andet der i dag af mange betragtes som en selvfølge at have råd til var fuldstændig udelukket.
Hvad var så det som man dengang kaldte meningsfyldt arbejde! Det var kort sagt alt hvad man blev sat til at udføre. Dengang var der ikke noget, der hed læssegrabbe og – spredere, så i fortiden var det meget almindeligt, at gårdmændene ringede til den lokale fagforening om at få en mand anvist til at læsse møg. Dette arbejde bestod i, at man med en stor greb gravede sig igennem de store møddinger og fik møget læsset på store arbejdsvogne, som med heste som trækkraft blev kørt ud på markerne, hvor det med en møgkrat blev læsset af i møgstak, som man, når man var færdig med at tømme møddingen, kunne gå i gang med, ligeledes med håndkraft, at sprede i et jævnt lag ud over markerne.
Kunstgødning blev også den gang anvendt en de inden for landbruget. Såningen af denne gødning foregik ligeledes uden anvendelse af maskiner. Man fik en såsæk over nakken, fik denne fyldt op med kunstgødning, og så var det bare med at spadsere op og ned ad agrene og sprede gødningen ud. Var agrene fugtige, og det var de ofte i forårsmånederne, var det et mildt udtryk at anvende, at sige at man var godt træt, når man havde travet rundt i en halv snes timer med en såsæk over nakken.
Senere på sommeren blev der arbejde med udtynding og hakning i roemarkerne. Dette arbejde blev for det meste betalt med 25 øre for hver 100 favne roerækker, der blev udtyndet og gjort ren for ukrudt, der skulle arbejdes gennem 1200 favne om dagen for at tjene daglønnen på tre kroner. Var roemarkerne fyldt med ukrudt, måtte der ofte lange og kedelige forhandlinger med arbejdsgiveren for at få denne til at betale en halv snes øre mere for 100 favne udtyndede og rengjorte roer. I den tid, der var arbejde at gøre i roemarkerne, blev dette ret ofte tilbudt i annoncer i aviserne, og blandt annoncerne var en del indrykket af såkaldte roeentreprenører, som søgte arbejdskraft til sukkerroehakning på Lolland. For at tjent så meget som muligt i den tid, udtyndings- og haknings arbejdet i roemarkere stod på, var det ikke ualmindeligt, at en arbejdsmand begyndte med arbejdet kl. fire om morgenen og først holdt fyraften omkring klokken ni om aftenen.
Senere hen på sommeren kom hø bjærgningen, og det var vel nok noget, der kunne få sveden frem, når man på rigtig varme sommerdage blev beskæftiget med at stakke hø, og det samme var tilfældet, når stakkene skulle køres hjem til gårdene og slæbes ind på staldlofterne.
Endelig kom så høsttiden, som medførte, at der blev arbejde nok at få. Det var før mejetærskernes tid og det var kun på enkelte gårde, man havde fået anskaffet selvbindere. Kornet blev de fleste steder mejer med slåmaskiner, og dette medførte et enormt arbejde med at få det bundet i neg. Når negene havde ligget i nogle dage og var blevet tørre, blev de ligeledes med håndkraft slæbe sammen i hobe og indtraf der regnvejr, så hobene blev våde, skulle disse vendes for at blive luftet . Hjemkørslen af kornet fra marken var ligesom arbejdet med hobebjergningen noget, der kunne få sveden frem.
Udover disse arbejder, som jeg har skildret, var der masser af meningsfyldt arbejde, som man som landarbejder ofte kom til at udføre. Der var arbejde med oprensning af grøfer, optagning af roer og kartofler også med håndkraft), tildækning med jord på roe- og kartoffelkuler og meget andet, som det vil være for vidt at komme ind på.
Om vinteren var det sne kastnings arbejde at få, men det var jo ikke sne hele tiden og kommunerne havde ligesom i dag ofte stort besvar med at finde beskæftigelse til de arbejdsledige, som havde opbrugt den understøttelse, som de kunne opnå gennem arbejdsløshedskassen. Mange kommuner klarede problemet med at sætte skærve slånings arbejde i gang. men i de fleste kommuner blev dette arbejde indstillet, når den værste vintertid var ovre. Dette skete for det meste med den begrundelse, at der ikke var flere penge i kommunekassen, som kunne undværes til sådant arbejde.
Harry Jørgensens klar til fotografering foran Løkken ny bymuseum, indrettet i skipper Grønbechs hus, Nørregade 12
Harry Jørgensen, 71 år i 1978
En af Løkkens kendte skikkelser. Ikke på grund af nogen særlig! fremtrædende stilling. Han er hotelkarl. Men fordi han er Harry. Slet og ret. Stor og skægget, med ølforklæde og kasket som kendemærker. Malerisk synes byens turister, og snupper et billede. Harry mener nok, han er byens mest fotograferede person. Og ked af det er han ikke.
Kun er han er smule fortrydelig over, at de fleste turister glemmer at sende ham et billede. Man vil jo gerne se resultatet, siger han. For at hjælpe turisternes hukommelse lidt på gled, når de sidder derhjemme med de fremkaldte feriebilleder, har han fået fremstillet visitkort med billede af sig selv, fuldt navn og adresse. Første oplag! er på 2000 styk, så der skulle være nok til sommerens forbrug, mener Harry og fisker et kort frem fra bunken i tegnebogen.
Men Harry vil også gerne snakke. Han spenderer gerne en øl på en snak efter endt fotografering.
– Jo, omkostninger er der da ved det siger Harry. Så det er godt at kunne lægge lidt til pensionen med arbejdet her. Hellere det end alt det her omsorgsarbejde og pjat, de går og laver for gamle folk. Nej, så er det noget andet at gå her og få en sludder og en tår øl med alle de flinke folk, der kommer til byen.
Og Harry er nok en sludder værd. Han kender sin by. Kan fortælle om huset, som nu er blevet til bymuseum. Om sine mange år i Løkken som bl.a. rejsebud til Hjørring og som klunser. I dag bor han i Vrensted, men det er ingen sag at tilbagelægge de seks kilometer på cykel.
– Man er da ikke noget skravl endnu, påpeger han.
Harry er en flittig avislæser. Mest af danske, men også af svenske, selv om det her mest bliver til overskriftlæsning.
– Vil man snakke med folk, må man også følge med i, hvad der sker ude i verden, mener Harry.
Vil turisterne møde Harry, er der et sted, de ikke skal søge. På stranden eller på sandet, som han selv siger. Der kommer han ikke.
– Det skal da være et meget strengt ærinde, der skal få mig til at gå på sandet. Nej, lad turister og andre om det, mener Harry. Og en dukkert i havet. Aldrig. Man har vel badeværelse derhjemme.
Svend Pedersens artikel i Vendsyssel Tidende søndag den 11. november om bumser på Hjørring-egnen har fået Harry Jørgensen, Vrensted, til at mindes de 14 år, da han som rejsebud fra Løkken var i Hjørring hver søgnedag. Harry Jørgensen skriver:
Jeg kendte flere af bumserne, som Svend Pedersen nævner, og især kendte jeg særlig godt Fattig Laurits, som var en skikkelig og godmodig fyr, men som nok i en rus kunne optræde lidt umanerligt, så politiet måtte tage sig af ham.
Laurits havde sommetider tilholdssted hos et ægtepar, der boede i Skallerup Sogn og kom også enkelte gange til Løkken, hvor jeg nogle gange havde besøg af ham. Om hans endeligt har jeg hørt, at han blev så forbrændt en nat, han havde lagt sig til at sove op mod en varm teglværksovn, at han måtte indlægges på sygehuset, vistnok i Brønderslev, hvor han døde. Nogen nekrolog kom der ikke i avisen efter hans død. Det var der dengang sjældent nogen af hans stand, der fik.
Hvor meget, man dengang regnede Laurits og hans ligemænd for, fremgår af en begivenhed, der fandt sted et par år efter, jeg var holdt op med at være rejsebud:
En af Laurits’ kolleger blev ude på Aalborgvej pakørt af en bil ført af en af Hjørrings kendte borgere. Han blev så alvorlig kvæstet, at han kom på sygehuset. Da bilisten efter på kørslen standsede, og man blev klar over, hvem det var blevet påkørt, udbrød bilistens hustru, der var passager i bilen: – Det var da et held i uheld, at det kun var en bums, min mand kørte på.
Harry Jørgensen, 77-årig debat-ivrig pensionist fra Vrensted, er blevet udnævnt til æresmedlem af Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger. Han er endda organisationens første æresmedlem. Udnævnelsen skete på landsmødet i Brædstrup den første og anden september,
Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger er en organisation, som vil bekæmpe det, de kalder fagforeningstvangen.
– Jeg har længe haft kontakt med organisationen og sympatiserer med det, den står for. Jeg har i det seneste år hver uge sendt avisudklip fra de nordjyske aviser til organisationen. Det er avisudklip, som fortæller om fagforeningstvang, som f.eks. portør-sagen fra Hjørring, fortæller Harry Jørgensen
Som begrundelse for udnævnelsen skriver Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger: Vi vil især fremhæve din store indsats med at samle avisudklip til organisationen og med at skrive mange læser-indlæg om fagforeningstvangen. En sådan aktivitet af en mand på din alder vakte landsmødets begejstrings.
– Jeg er selvfølgelig vældig stolt over at blive udnævnt til
æresmedlem. Det er ikke en titel, jeg får i de andre foreninger jeg er med i, da slet ikke i Vrensted Pensionistforening, siger Harry Jørgensen.
Udnævnelsen kom temmelig overraskende for ham.
Jeg vidste ikke på for hånd, at jeg skulle udnævnes til
æresmedlem. Jeg var godt nok blevet inviteret med til landsmødet. Men hvordan skal en gammel mand på 77, der der lige nok kan komme til Løkken, bære sig ad med at komme helt til Brædstrup, siger Harry Jørgensen
Harry Jørgensen, Ørnholmsminde, Vrensted, har sendt os følgende ungdomserindringer om en gartneri og landbrugsmedhjælpers tilværelse i Løkken. Harry Jørgensen fortæller:
Ungdomserindringer:
Hvor mange af de unge, der bor i Løkken i dag, tænker mon over, at for bare omkring 60 år siden var meget helt anderledes i byen end det er i dag? Dengang var adskillige af gaderne kun sandveje, og omtrent der, hvor omfartsvejen skiller byen i to dele, var der jernbanespor; om sommeren var det en dagligdags foreteelse at se hotelkarlene fra byens hoteller møde op på den daværende jernbanestation ved næsten alle togenes ankomst for med deres trækvogne eller trehjulede varecykler at afhente gæster, der havde bestilt kortere eller længere ophold på hotellerne.
Øst for jernbanesporene, hvor der i dag er et helt bykvarter, var der inden man nåede op til Aasendrup, ikke anden bebyggelse end stuehuset og ladebygningen til den allerede dengang nedlagte Løkken Mølle, og jordarealerne nærmest jernbanesporene var i brug som gartnerier.
Som 16-årig fik jeg plads hos den endnu levende levende gartner og senere planteskoleejer i Hjørring, Jens Vittrup Christensen, der foruden et mindre landbrug drev et efter datidens forhold ret stort gartneri i Løkken og boede i ejendommen Vrenstedvej 21.
Såvidt jeg husker var min månedsløn som gartneri- og landbrugsmedhjælper – ud over kost og logi – 50 kr.
Jens Vittrup Christensen har for nogen tid siden i et interview, som Vendsyssel Tidende bragte, fortalt hvorledes han ved at anvende kødet fra en ilanddrevet hval som gødning, avlede nogle kæmpeselleri. Dette gav mig anledning til at tænke tilbage og mindes det første år jeg havde i Løkken, hvor jeg kom til at bo i adskillige år.
Året før jeg fik plads hos Jens Vittrup Christensen var der drevet en hval i land på stranden mellem Nybæk og Grønhøj, og den kendte vragfisker Sigurd Damsgaard, der dengang boede i Løkken, fandt ud af, at det måtte kunne give nogle gode penge med at lade hvalen fremvise ved byfester og markeder.
I samarbejde med en bror, der dengang ejede Ny Kallehavegaard, blev hvalen læsset på en lastbil, og ved anvendelse af nogle gamle pressenninger blev et telt rigget sammen, hvorefter de to brødre tog ud på en fremvisningsturné, der så vidt jeg husker startede med godt besøg og presseomtale i Aalborg.
Forevisningsturneen gik godt de første dage, men det varede jo ikke længe inden hvalkadaveret begyndte at gå i forrådnelse og som følge deraf kunne lugtes langt væk. Det medførte, at de to hvalfremvisere blev nægtet adgang til markedspladserne, og så var den fidus ovre. For at slippe af med kadaveret blev det enten solgt eller foræret til Jens Vittrup Christensen, som lod det skære i nogle stykker, der blev stablet op i en stak og dækket til med jord, og da foråret kom blev kødklumperne skåret i mindre stykker og gravet ned som gødning. Hvalkødet lugtede fælt, og nedgravningsarbejdet, som jeg deltog i, foregik altid når der var vestenvind for ikke at få alt for mange klager over stanken. Udover hvalkød anvendte Jens Vittrup Christensen også meget andet organisk gødning i sit gartneri, bl.a. affald fra Løkkens mange fiskepakhuse. Hestegødning var også meget eftertraktet i gartneriet.
Ved Hotel Klitbakken var der en hestestald, hvor omegnens beboere stalde ind, når de var kørende til Løkken, og jeg hentede adskillige læs hestegødning ved den stald og kørte det ud til gartneriet. Jeg husker en lørdag, hvor jeg havde afhentet gødning på hotellet, og for ikke at risikere at køre fast på de to sandveje Houmannsvej og Den Skæve linje valgte at køre over Torvet og videre ad Vrenstedvej. Det med førte en gevaldig – og for mig ubehagelig – ballade. Arbejdsvognen var ikke helt tæt, hvilket nogle vældige striber af gødning lige foran Badehotellet kom til at vidne om. Det passede selvfølgelig ikke ejeren af badehotellet, og han ringede til landbetjenten i Vrå (det var jo længe før en sådan blev stationeret i Løkken) for at anmelde svineriet. Det medførte at jeg i stedet for at få fri om aftenen blev udkommanderet med skovl og kost for at rengøre Torvet for den spildte hestegødning.
En mælkekusk og hans hest slutter mange års kørsel.
Henry Nørlev har kørt mælk fra Vrensted mejeri i 24 år, og i 16 år har hans hest været med. Nu indsættes tankvogn.
Siden 1944 har husmand Henry Nørlev, Kongsengene, kørt mælketur for andelsmejeriet „Lykkens prøve” i Vrensted, men nu er der sat to tankvogne ind til at afhente mælken hos leverandørerne, og mælkekuskene er blevet arbejdsløse.
Henry Nørlev er den eneste af mælkekuskene, der gennem alle årene har kørt mælk med hest og vogn. Hans hest „Gamle gule” er 22 år, og i 16 år har den kørt den samme rute til leverandørerne, og daglig transporteret ca. 3000 pund mælk til mejeriet.
Både for Henry Nørlev og hesten, blev det en vemodig afskedstur, men samtidig også minderig, for der blev taget højtidelig afsked alle steder, og som Henry Nørlev sagde: „Nu skal den gule sørme på pension. Den skal have lov til at nyde sine sidste år i fred og ro og trave rundt på græs i stedet for at få ømme ben på asfalten”.
Gennem alle årene har Henry Nørlev været punktligheden selvom hos formanden for mejeriet, Chr. Thomsen, stod der varm kaffe og smørrebrød parat til ham, da de sidste spande var læsset af.
– Nørlev og hans hest har gennem de mange år været præcisionen selv, fortæller Chr. Thomsen. Kun én gang i de 24 år, han har kørt ruten, har han været forhindret i at hente mælken hos leverandørerne, ellers kom han på klokkeslet hver dag, hvad enten det regnede, stormede eller sneede. Ja, der går endda den historie om ham, at han var endnu mere præcis end Løkken-Brønderslev rutens tidligere indehaver, Svend Brix, og det siger en del.
Hver dag mødtes rutebil og mælkemand på samme sted på vejen, men det fortælles, at en skolepige en morgen sagde til Brix:
„Du er forsinket i dag”. ,,Er jeg?” spurgte Brix ..Ja, for Henry Nørlev er to telefonpæle længere fremme, end han plejer, når vi møder ham”.
Må finde noget nyt at se til:
Henry Nørlev fylder 60 år inden længe, men han er ikke til sinds at holde op med at arbejde, selv om mælke-turen nu inddrages.
Jeg må se at få noget at arbejde med derhjemme, og måske af og til ude omkring, siger han. Ganske vist er det meste af jorden til min lille ejendom nu solgt til jordfordelingsnævnet, men foreløbig har jeg nok at se til, og noget viser sig nok.
Det sidste får han sikkert ret i, for han er afholdt og populær, så fremtiden skal nok byde på noget. For ,,Gamle gule“ vil tilværelsen blive rolig og stille. Den vil nok savne sin rute den første tid, men grønt græs og en pension uden seletøj, er nu heller ikke at foragte, så det tegner sig ikke så dårligt for Henry Nørlev og hans hest.
Den 90-årige Anna Christensen, Vrensted Østre Hede, fortæller om sit liv som biavler og væverske
Slidstærke håndklæder —
Som 14-årig kom jeg i ni måneders vævelære i Hjørring hos Inger Pedersen, fortæller hun. Om vinteren sad jeg derefter hjemme ved væven, og om sommeren var jeg ude at arbejde. Min far var tømrer hos godsejer Jens Rottbøll, Børglum Kloster, og godsejerens søster, frk, Othilie, gav mig arbejde.
Den normale pris for en alen vævet stof var 10 øre, men jeg havde tænkt på at forlange 12 øre i dette tilfælde. Det sagde min mor nej til, og stor var derfor min glæde og overraskelse, da frk. Othilie spurgte, om jeg var fornøjet med 25 øre pr. alen. Den flinke’ dame uddelte det stof, jeg fremstillede, til fattigbørn.
Gå-på-mod har præget Anna Christensen hele livet. Hun har aldrig ladet sig slå ud af modgang. Da manden døde for ca. 30 år siden overtog en søn gården, og hun byggede nyt hus ved landevejen, hvor hun stadig bor.
Biavl som bijob
Anna Christensen er især kendt for to ting: vævning og biavl. Indtil for ca. tre år siden havde hun biavl som bijob, men med kort tids mellemrum indstillede hun både vævning og honningfremstilling.
– Jeg syntes, jeg skulle til at tage det roligere, fortæller hun, Men væven solgte jeg, fordi den fyldte en hel stue, som jeg ville nyindrette. Det salg har jeg fortrudt en lille smule. Men jeg laver da stadig noget håndarbejde, selv om haven er mit et og alt, og det er en dårlig dag, hvis jeg ikke kommer ud at arbejde der.
Interessen for bier har jeg fra min far. Jeg begyndte på biavlen, da jeg blev gift, og med min mand, Martin Christensen, flyttede ind på Engholm i Vrensted. Ved siden af at hjælpe med landbruget passede jeg mine bier. Der var en produktion på 1000 pund honning om året. En overgang var prisen helt nede på 35 øre pr. pund.
Er De aldrig blevet stukket?
– Mange gange, men jeg tror, det har holdt mig ung. Bistik er bl.a. godt for gigt. Hele livet har jeg også spist store mængder honning, og jeg indleder stadig hver morgen med en kop kogt vand med en skefuld honning. Det er godt for synet, og jeg kan stadig læse avis uden briller.
Engang forærede jeg min datter og svigersøn en bifamilie. Min svigersøn var noget gigtplaget, og jeg tænkte, at han havde godt af at blive stukket nogle gange. Disse bier er i øvrigt de eneste, der nogen sinde for alvor har angrebet mig. Da jeg arbejdede med dem, gik de på mig, og jeg blev stukket overalt. Jeg for ud i stalden og hældte vand over mig for at få dem af. så tog jeg den med ro en halv times tid, hvorefter jeg gik ud til bierne igen.
Anna Christensens bier har været til bedømmelse på allerhøjeste plan: i ministeriet. Det var på et tidspunkt, hvor bipest hærgede. Fru Christensen ville sælge 19 bifamilier til en mand i Rødovre, men det var forbudt at eksportere bier syd for Limfjorden. Efter forhandlinger gav ministeriet speciel rejsetilladelse for hendes bier.
I mange år fremstillede Anna Christensen i hundredvis af håndklæder på sin væv. De har beviseligt været meget slidstærke, idet mange stadig hænger rundt omkring i badeværelserne i Vendsyssel.
På væven har hun også fremstillet gulvtæpper, bordløbere, gardiner m.m.
Jeg tror, det er alle de bistik og honningen, der har hærdet mig og holder mig ung. Sådan siger fru Anna Christensen, Vrensted Østre Hede, 90 år og særdeles ungdommelig. De mange år som biavler har gjort godt.
År 1982:
Fru Anna Christensen der bliver 100 år, er en livlig og engageret dame, der går op i tidens problemer. Hun klarer alt i sit store hus og den dejlige have, som er i mønsterværdig stand. Hun slår de to græsplæner som en mis, afstikker bedene, kultiverer jorden og fører en evig kamp mod mosegrisene. Foruden en skøn prydhave, er der en meget stor køkkenhave, hvor den friske dame henter en del af det fornødne til husholdningen.
Mellem feriebyen Løkken og landsbyen Vrensted ligger Vringelby,
foto fra 1950erne Vringelby set fra luften
som med sine fem huse vel roligt kan kaldes for landets mindste landsby. Og kunne man det ikke før, kan man det i alle tilfælde om et par måneder, for da river amtet et af husene ned for at gøre plads til cykelstier.
Anna Heides ejendom er den nederste i billedet
Hermed formindskes Vringelbys indbyggertal fra 11 til 10, idet Anna Heide, 84 år, til den tid flytter til et af Løkken Vrå Kommunes plejehjem.
Anna Heides lille hvide hus med tilbygget stald har dannet rammen om tre børns opvækst og været hendes tilholdssted i de 22 år, hun har været enke.
Som 20-årig flyttede hun til Vringelby fra Ingstrup, hvor hun havde tjent på en gård. Hendes mand havde købt en landejendom i Vringelby, men jorden har nu i flere år været solgt fra.
Anna Heide klarer selv den daglige husholdning på gammeldags maner uden nogen form for moderne hjælpemidler. Heller ikke telefon, TV eller radio forstyrrer hendes fredelige hverdag. Det ugentlige besøg af købmanden, en lille tur udenfor i de smukke omgivelser og en snak med naboerne samt besøg af familien er de adspredelser, der bydes på.
Tredje generation
En af naboerne er den 80-årige landmand, Marius Mathiasen, der »kun« har boet i Vringelby i 46 år.
Da han i sin tid købte sit stråtækte landbrug, der allerede dengang havde omkring hundrede år på bagen, var der 34 indbyggere i landsbyen, men stadig kun fem huse, for folk havde jo en del flere børn dengang: – Vi var faktisk som en stor familie, fortæller Marius Mathiasen. I dag kommer vi da også lidt sammen. Men flere af beboerne arbejder hele dagen, og kommer her faktisk kun for at sove. Så jeg er glad for, at jeg har min bil, så jeg kan komme lidt rundt og få en sludder. Gennem mit virke i alverdens foreninger i Vrensted kender jeg mange mennesker, og min telefon kimer jævnt tit.
Marius Mathiasen er tredie og sidste generation i Vringelby, da han er ungkarl.
Større by
Men hans mor er vokset op i byen, hvor hans bedstefar havde møllen, der for længst er revet ned. Og via moderens fortællinger fra sin barndom i slutningen af det forrige århundrede, ved Marius Mathiasen, at Vringelby dengang var en noget større by, der lå på hver sin side af to hjulspor, der siden er blevet til Vrenstedvej via gentagne udvidelser og nedrivninger af huse.
Han fortæller: – Møllen var stedet, hvortil alle havde et ærinde, og derfor var der også en smed, en snedker, en skomager, en sadelmager og en kadaverslagter samt en bødker og en høker, hvis varesortiment dog var noget begrænset.
Vejen her var ikke dengang det, vi nu kalder en samfærdselsvej. Det var et par sandede hjulspor, hvor bønderne fra Vrensted og Stenum kom kørende med deres små læs landbrugsprodukter, som de afsatte til skudehandelens købmænd i Løkken, og som disse for en stor del afsatte til Norge.
Hver sin ko
Marius Mathiasen fortsætter: – Vejen var kun få alen bred, og husene var bygget så nær mod vejen som muligt, for der skulle ikke frådses med jorden, da alle gerne skulle kunne holde en ko på den lille plet jord, der hørte til huset. Plantning var ikke noget, man spekulerede på, for det var spild af jord, og det hæmmede udsigten over de flade kærstrækninger ud mod klitterne og havet. Møllen, der lå her, skulle også gerne have blæsten så uhæmmet som muligt, og lå derfor på det højeste sted.
Mølleren – altså i dette tilfælde min bedstefar, fortæller Marius Mathiasen, var dengang en mægtig mand, som det ikke var nogen spøg at blive uvenner med. For så kunne man risikere at få kornet dårligt malet. Han kunne derfor også altid få en mand til at afløse sig i møllen, for det var nødvendigt, den gik i døgndrift på grund af for lidt blæst, og ligeledes ind under jul, da skulle alle nemlig have malet til lager. For om julen måtte møllen ikke gå.
Gik til Mors
Denne friperiode benyttede min bedstefar til besø ge familie på Mors, hvor han stammede fra. Efter juleaften og juledag trak han derfor i sine fedtelæderstøvler og sine vinterklæder, hvorefter han gik hele den lange vej frem og tilbage – selvfølgelig med diverse overnatninger undervejs.
– Nu skal der hjul under folk, når de skal ud på en lægere rejse. Og derfor skal vejbelægningen gøres stærkere, så den kan holde til den tungere trafik. Og derfor skal vejene også være og bredere. Det går så igen ud over de gamle huse og den dejlige beplantning, langs vejen, slutter Marius Mathiasen, mens han sørgmodig betragter de store bunker af fældede træer og buske der nu kanter vejen i Vringelby.
