1. Etableringen af Brønderslev Kommuneskole

Den 7. januar 1889 kunne man fejre den første skoledag for byens store skole efter længere tids bestræbelser og politisk tovtrækkeri. Et jubilæumsudvalg nedsat i forbindelse med skolens 100 års jubilæum kunne datere indvielsen til lige før eller efter årsskiftet, og altså at det den 7. januar 1889 var 125 år siden, bygningerne officielt blev taget i brug til undervisning.

I 100 års-jubilæumsskriftet redegjorde lokalhistorikeren Jens Chr. Dalgaard for bestræbelserne på at skabe en stor og tidsvarende skole.

Det lokale sogneråd var domineret af landmænd, og flere af disse kunne ikke se nogen grund til at investere i en ny skole. Der fandtes små skoler spredt i og omkring byen. På Starringvej, (som fortsatte ind mod byen) i Algade og i Grindsted, var der mindre skoler, ligesom der var placeret hvad der kan betegnes som en stråtækt landsbyskole ved Vester Hammelmose.

Byen var imidlertid i perioden præget af en eskalerende udvikling hjulpet på vej af den almindelige urbaniseringsbølge og specielle byudvikling i Brønderslev med anlæggelsen af jernbanen i 1871 og begyndende industrialisering, og der blev arbejdet på at etableret en stor skole i byen.

For at dække det stigende behov for undervisning blev der oprettet flere privatskoler i byen.

Forløberen til det der senere kom til at hedde Skolegades Skole var en lille skole ved den gamle middelalderkirke på det nuværende Kirkevej. I denne var der udover to tjenesteboliger kun 2 klasselokaler – for de fleste åbenlyst for småt i forhold til behovet, så sognerådet nedsatte en skolekommission.

Skolen på Kirkevej.

Skolen blev ombygget 1838 så der også var lejligheder til

skoleholderen og en andenlærer.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til A3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til 3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I 1911 opkøbte kommunen den privat realskole i Tygelsgade, og taget den i brug som forskole. På et maleri som nu hænger på Lokalhistorisk Arkiv kan man virkelig se, at skolen oprindeligt var blevet placeret i landlige omgivelser, hvilket dog hurtigt ændrede sig i takt med at byen voksede.

Forskolen i Tygelsgade kan ses stikke op bag laden i midten. Møllen til venstre blev senere flyttet ud til den vestlige del af byen.

(Udsnit af maleri som hænger på Lokalhistorisk Arkiv)

Ny Skolelov og ny skoleplan 1908.

Med skoleloven i 1903 indførtes mellemskolen, en egentlig afsluttende skole og bestemmelse om gratis undervisningsmidler for skolernes elever. Forud var der en yderligere professionalisering af underviserne med en opstramning af læreruddannelse.

I Brønderslev var der fortsat modstridende holdninger til hvordan skolevæsnet skulle indrettes. Et forslag til en ny skoleplan i 1908 med en såkaldt købstadsordning, hvori indgik mellemskoleklasser mødte stor modstand, men blev dog vedtaget i sognerådet. Den udnævnte skoleleder, førstelærer Svend Rasmussen, døde allerede 1910. Stridighederne om skolevæsnets indretning blev efterhånden trængt i baggrunden, og det medvirkede til at få ro på udviklingen af skolevæsnet, at den nye skoleinspektør blev den senere borgmester Markus Hansen.

Skolen omkring 1909 med den nye gymnastiksal ud mod Skolegade

(Lokalhistorisk Arkiv)

Markus Hansen (tv) skoleinspektør indtil sin død i 1934,

og i 1935 blev Johs. Sørensen (th) udnævnt som ny inspektør.

Siden skolen blev opført var byens indbyggertal i 1920 steget til det 3-dobbelte og skolens elevtal steget til 975. Brønderslevs status som købstad fik ikke indflydelse på skolevæsnet, da det var blevet ordnet med skoleplanen, som blev gældende fra 1909.

Der var dengang forskel på undervisningstilbuddet i købstadsskoler og skolerne ude på landet, hvor der var en syvårig skole, ofte af noget mangelfuld karakter. F.eks. Var det ikke ualmindeligt at man ikke gik i skole hver dag.

Heller ikke skolegangen i Brønderslev var uden huller i undervisningen. Således kan en elev fra begyndelsen af århundredet, senere politiassistent Marinus Bendtson, i 100 års-jubilæumsskriftet berette om, at han var udskrevet af skolen fra maj til november. Han var nemlig fraværende fordi han skulle passe får.

I Brønderslev blev der med den nye skoleplan oprettet en mellemskole med realklasse.

Mellemskolen kunne som overbygning også knyttes til det kommunale skolevæsen i byerne, selv om den egentligt var beregnet som forberedelse til gymnasiet.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgadebygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade

blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgadebygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

reformen vil medføre en bedring. I 1960erne var det et stort problem at få besat stillingerne, men da man – som et af de første steder – indførte de såkaldte rotationsstillinger, der sikrede de ansatte en 2-årig stilling fordelt med 1/2 år indenfor 4 forskellige afdelinger, blev disse stillinger en succes, der var et år 180 ansøgere til 2 stillinger.

Der er sket en betydelig ændring i lægestabenes sammensætning på de forskellige afdelinger. Oprindelig var der én overlæge på hver afdeling, og for godt 40 år siden begyndte man så småt at dublere stillingerne. Det har vist sig at det ikke altid har fungeret helt efter hensigten. Efterhånden, navnlig i de senere år, er der ansat flere speciallæger i faste stillinger, ofte således at disse – som omtalt ovenfor – dækker subspecialer. Disse nye overlæger indgår i den formelle vagtordning, det gjorde de »gamle« ikke, men de var stort set altid til at få fat på, hvis der var problemer, som vagtholdene ikke kunne overse.

Om sygeplejen

Da amts- og bysygehuset åbnede havde man gen- nem kontrakt med Diakonissestiftelsen sikret sig, at der var diakonisser til at varetage sygeplejen. Denne ordning blev opretholdt i et halvt århundrede. Diakonisserne havde fået en uddannelse i sygepleje, ganske vist ikke en uddannelse, der svarer til nutidens, men på den tid var det den eneste mulighed for at få uddannet personale. Udover plejen skulle diakonisserne også stå for madlavningen, men 8 år senere ansattes økonoma.

Nogen egentlig sygeplejemæssig ledelse var der ikke tale om. Ser man sygehusets reglement står der bl.a. om lægens forhold:

»Han leder alle de forretninger, som vedkomme de syges behandling og disciplinen blandt dem. Han våger over, at opvartningspersonalet gør sin pligt, og han har navnlig at påse, at lægemidler, bespisning, opvartning, renlighed og hvad andet, der vedrører de syges kur og pleje, i alle henseénder er, som det bør være. Mangler i så henséende, der med grund påklages, må han straks søge afhjulpne.«

Til hjælp for diakonisserne ansattes tjenestepiger. Der var ikke nogen fast nattevagt, men efter forslag fra sygehuslægen ansattes i 1893 en pige. Desuden brugte man vågekoner (for sådanne blev betalingen ført på regningen til patienten). Der var stadig vågekoner højt op i 1960erne – nu som faste vagter, men i mod- sætning til tidligere brugte man til disse faste vagter medicinske studerende.

Disse vågekoner var et velkendt led i sygehuset, mange af dem var særdeles velegnede og forstod at sige til, hvis noget ikke forløb som det skulle, men der kunne også opstå problemer – således kan man i bestyrelsesprotokollen fra 1950erne finde, at en mand havde klaget over vågekonerne, som han mente »var en samling gamle ludere« – der var én, som han særlig fremhævede, men da klagen var anonym valgte bestyrelsen at sidde den overhørig.

Den første elev blev antaget i 1894. Uddannelsen var 1-årig, og selv om der i 1913 var fremsat forslag om at ændre til 3-årigt forløb blev dette først gen- nemført omkring 1920, og 1928 var det første år man afsluttede uddannelsen med en eksamen. Den 1-årige uddannelse kunne ikke bruges til ret meget andet end hjemmesygepleje, og de elever, der ønskede videre uddannelse måtte søge til hovedstaden.

En egentlig sygeplejemæssig ledelse fik man i 1925 – efter forslag fra sundhedsstyrelsen. Medens sygehusets overlæger deltog i bestyrelsesmøderne blev over- sygeplejersken kun tilkaldt, hvis der på dagsordenen var sager, som havde med sygeplejen at gøre – først efter krigen deltog oversygeplejersken (nu forstander- inden) i møderne.

Der er ingen tvivl om, at de første diakonisser havde meget at se til, der var ikke nogen kvalificeret hjælp, ingen kvalificeret nattevagt, men da de boede på stedet kunne de jo hurtigt træde til, hvis der skete et eller andet på ubelejlige tidspunkter. Eleverne har også tidligere haft hårde forhold, der kunne være tale om en arbejdsuge på op til 84 timer: 14 dage i nattevagt fra kl. 20 til 08 uden fridag.

Uddannelsen sorterede tidligere under forstanderinden, som også var leder af sygeplejeskolen, der oprettedes i 1957, og først i 1965 ansattes en forstander- inde ved skolen.

Eleverne udgjorde i mange år en meget væsentlig del af plejepersonalet, og de forskellige ændringer i syge- plejeuddannelsen, hvor elevernes tid i afdelingerne reduceredes, har klart vist, at der udløstes stort behov for erstatningspersonale.

Med ændringen fra 1990, hvor uddannelsen blev omlagt til studium og de studerende i praktik ikke længere skulle medregnes i afdelingernes normering, blev det helt klart, at man i mange år havde draget fordel af billig arbejdskraft. Som en pudsig ting kan det refereres, at Dansk Sygeplejeråd omkring 1930 anmodede sygehuset om at reducere antallet af elever og øge antallet af sygeplejersker, idet der uddannedes så mange elever, at der ikke var arbejde til dem bagefter.

I 1912 var en af byens honoratiores indlagt. Opvartningen var i 1. klasse, og udskrivelsen skulle fejres med maner (LHA)

De gamle sengeafsnit stammer alle fra en tid, hvor patienter næsten pr. definition var sengeliggende. Birum som skyllerum var, som det er omtalt tidligere, ikke af højeste standard, badeværelse fandtes ikke på alle afsnit, køkkenerne var små, og rimelige opholds- stuer for oppegående patienter fandtes ikke. Det har givetvis betydet, at det daglige arbejde i afdelingerne har været noget besværligt, men det må dog vedgås, at der i tidens løb er gjort mange tiltag for at forbedre forholdene.

Fra de første diakonisser, som stod for pleje, assistance ved operation, husførelse og til nutiden er der sket en betydelig udvikling indenfor sygeplejen. Der er opstået en række specialområder, der hver for sig kræ- ver supplerende uddannelse udover grunduddannelsen og helt nye opgaver er kommet til. Den moderne medicin og kirurgi, hvor der anvendes avanceret udstyr til behandling og kontrol, kræver særlige kundskaber. Et af de seneste skud på den stamme er dannelsen af et særligt palliativt team, bestående af 3 sygeplejersker og en fysioterapeut.

Det må også fremhæves, at der er kommet nye ting til – kravene om dokumentation og om bedre information og vejledning af patienter og pårørende er stigende. Men andet er forsvundet, f.eks. har indførelse af éngangsudstyr betydet, at mange besværlige rengø- rings-, steriliserings- og pakkemetoder er gledet ud, så det, man kan se på de følgende billeder, tilhører fortiden.

Diakonisserne var til rådighed hele døgnet, de boede på stedet, og de måtte op om natten, hvis der opstod problemer. I dag er der kun tale om lidt overarbejds- timer i ny og næ, og personalet i aktiv tjeneste er væsentligt større end tidligere.

Tidligere lå ledelsen af sygeplejen hos overlægen. Det gør den ikke længere, og det kan vel ikke nægtes, at der er en fortsat uenighed om, hvordan ledelsen af en afdeling bedst udformes.

Andre funktioner

De funktioner, der er omtalt ovenfor, er alle synlige, men der er andre ting, man ikke umiddelbart ser, men som er helt nødvendige for driften. Hvis de imidlertid ikke fungerer, kan alle mærke det.

Teknisk afdeling

Oprindeligt var sygehuset forsynet med kakkelovne, og det var sygehuskarlens opgave at holde disse i orden. Da man gik over til centralvarme fik man en

fyrbøder og derudover noget senere maskinmester og enkelte håndværkere. Efter 1950 er afdelingen vokset, der er en større stab af håndværkere med forskellig uddannelse. Der er igennem årene konstrueret en del forskelligt apparatur i afdelingen, fra kirurgiske instru- menter til respiratorer, laboratoriemaskiner, udstyr til røntgenafdelingen og andet(f.ex. en formalinauto- klave), men bl.a. på grund af bestemmelserne om pro- duktansvar har man opgivet denne side af arbejdet. Det er klart, at den tekniske udvikling har medført en væsentlig øgning i kontrol, vedligehold og reparation af installationer og udstyr.

Medicindepot – apoteksfilial

Som det var sædvane ved de fleste provinssygehuse fik man medicin leveret fra apotek i byen – i Hjør- ring var der to apoteker, som deltes om leverancen. På sygehuset havde man et mindre medicindepot. Der var allerede før 1939 tanker om indretning af et syge- husapotek, det var planlagt placeret i den bygning til øreafdelingen, som var bevilget, men ikke blev bygget. Der var indrettet et medicindepot i kælderen i funktio- nærfløjen, og da der på centrallaboratoriet blev ansat farmaceuter havde man samtidig en fagmand till at passe depotet. Da der blev plads i tidligere sengeafsnit efter 1989 blev der indrettet et nyt depot, og farma- ceuten var nu fuldtidsbeskæftiget her, assisteret af et par apoteksassistenter. Det havde været foreslået at oprette et selvstændigt sygehusapotek, idet dette ville

reducere medicinkontoen, men det blev ved forslaget. De lokale apoteker havde fortsat store leverancer, medens man i stigende grad også fik leveret fra sygehusapoteket i Aalborg, og det endelige resultat nu er, at depotet blev en filial af sygehusapoteket, men kun for en kort tid, idet at medicinleverance til afdelingerne pr, 1. april 2005 skal ske direkte fra sygehusapoteket i Aalborg.

Gartneri

Ganske vist blev der i tiden lige før 1. verdenskrig sagt lidt om, at det ikke kunne betale sig at holde køk- kenhave ved et sygehus, men det har nu ikke på noget tidspunkt været aktuelt – men man havde omkring år 1900 en del pil, hvorfra man solgte afskæring. Der er nu en gartnerafdeling, som skal tage sig af sygehusets haveanlæg, sørge for snerydning om vinteren mv., men derudover har man, takket være det store stykke jord, hvor der ikke blev bygget et psykiatrisk hospital til 350 patienter, et areal som skal vedligeholdes, og på den jord

er der gartneri, hvor man i en årrække i samarbejde med REVA havde revalidenter i optræning, medens man nu har en slags beskyttet værksted, som har været anvendt bl.a. til patienter fra psykiatrisk afdeling. I en periode havde man et lille udsalg, hvorfra der solgtes grøntsager til sygehuspersonalet, men denne virksomhed er for- længst ophørt.

I gartneriet dyrkes planter til udplantning i bedene og til sammenplantninger i venteværelser og opholdsstuer

       Køkken

Oprindelig lå køkkenet i kælderen under hovedfløjen, men blev efter 1920 flyttet til kælderen under den nye kirurgiske afdeling. I 1965 var det nye centralkøk- ken færdigt. Man startede med gammeldags komfur, fik senere gas. Kosten var vel tidligere temmelig uinteres- sant – set med nutidens øjne – og vel også næppe i overensstemmelse med de anbefalinger, man ser i dag vedrørende kostens sammensætning. Der var tidligere mange diæter, som i dag forekommer lidt mystiske i en tid, hvor det tilstræbes at sørge for en ernæringsmæssig

korrekt kost.

Kosten i dag er moderne, den tidligere udportionering er forladt, og der er for patienterne en vis valgfrihed. Dette suppleret med, at der gennem diætister gives vejledning til patienter og pårørende om kostforhold har betydet et betydeligt fremskridt fra tidligere tiders grød- og brødbaserede kost. Det er også muligt i sær- lige tilfælde at få fremstillet speciel kost – som eksem- pel kan omtales, at der til en russisk sømand, der var bragt ind fra et skib uden for Hirtshals, blev serveret bortsch, da han led af hjemve. Køkkenet er indenfor de seneste år blevet udvidet og moderniseret.

Takket være sygehusets opbygning er der lange transportveje og forskudte etager, så en del af det arbejde, som bliver udført, kunne meget vel reduceres, hvis »geografien« havde været mere hensigtsmæssig.

Der er i de seneste år gjort forsøg på en smidiggørelse af disse funktioner, idet man har etableret en uddan- nelse indenfor servicesektoren, således at ting ikke nødvendigvis skulle være bundet til portørtjeneste eller husassistenter, men det har ikke været uden problemer.

Servicefunktioner

Omfatter i dag forskellige felter. Der er portørtjenesten, rengøringsfunktionen, postfordelingen. Nogle sygehuse har udliciteret rengøringen til private firmaer, men man har her holdt sig til at gøre rent selv.

Vaskeri

Sygehuset havde tidligere eget vaskeri. Oprindeligt var der vaskestue i en lille bygning ved siden af hovedfløjen, men mod slutningen af 1. verdenskrig byggedes en ny vaskeribygning syd for sygehuset. I de oprindelige planer for nybyggeri var der afsat plads til nyt vaskeri i samme bygning som det nye køkken, men som beskrevet blev bygningen anvendt til andet for- mål, idet man var gået i forhandling med sygehusene i Aalborg om et fælles vaskeri, som blev åbnet nogle år senere. Det var derfor nødvendigt i nogle år at få vasket på et lokalt vaskeri. Der blev i stedet indrettet en linnedcentral på sygehuset, og fra denne central forsynes afdelingerne og personalet.

Sygehusets ledelse

Da sygehuset åbnedes var der amts- og byråd valgt en bestyrelse med 3 medlemmer fra amtsrådet og 2 fra byrådet, og dertil kom det tidligere omtalte over- tilsyn ved amtmand og borgmester. Denne ordning holdt til kommunalreformen i 1970. Gennem årene har skiftende bestyrelsesformænd været meget aktive og faktisk også – mere eller mindre – deltaget i den daglige ledelse. Bestyrelsens muligheder var begræn- set af, at budgetter og regnskaber skulle godkendes i både amts- og byråd, og det samme skulle eventuelle ekstrabevillinger. Man kunne opleve, at der i amtsrå- det gik lokalpolitik i sager, således at en bevilling blev gjort betinget af, at der også faldt bevillinger til andre sygehus i amtet.

Med kommunalreformen overtog Nordjyllands amt sygehuset, den politiske ledelse overgik til amtsrådets sygehusudvalg (senere kaldet sundhedsudvalget), og dette udvalgs relationer til de enkelte sygehuse var helt anderledes fjerne end de hidtidige sygehusbesty- relser. Den kommende strukturreform, hvor det nuvæ- rende nordjyske amt med en beskeden udvidelse (Thy og måske Mors) bliver landets mindste region, vil kun medføre tilgang af et enkelt sygehus (Thisted) til de eksisterende.

Indtil 1912 havde man en deltidsansat regnskabsfører (amtsfuldmægtig). Der var ikke færre end seks forskel- lige – og en af dem begik underslæb. Men så ansatte man inspektør, og indtil 1981, altså næsten i 70 år, har der blot været tre forskellige. Stillingen er nu normeret som en direktørstilling, og i løbet af de sidste 23 år er man nået til nr. tre.

Der er forlængst indført tredelt ledelse med direktør, cheflæge og chefsygeplejerske, og den administrative sektor er – som alle andre steder – vokset betydeligt. Der var i tiden før 1970 mange planer om sygehusets fremtidige udvikling, men kommunalreformen medfør- te, at disse planer blev skudt i baggrunden. I stedet fik man Nordjyllands amts første sygehusplan, og i de følgende år er der foretaget jævnlige justeringer af planerne. Det har selvfølgelig haft forskellige konsekvenser for både sygehuset som helhed og for enkelte afdelinger, og ikke alle løsninger er blevet modtaget med lige stor begejstring, blandt andet fordi man på enkelte afdelinger har måttet imødese ændringer i patientpopulationens sammensætning og i de sygdomsbilleder, man skulle behandle, hvilket kunne medføre at der ville opstå mangler i de unge lægers uddannelser. Udover disse mere regulære planer har der også været sparerunder, som har 5betydet nedskæringer, og det er klart, at det gør ondt. Disse forskel- lige ændringer betyder hver for sig, at der forandres i såvel sygehusets som enkelte afdelingeres funktioner og man må så justere forholdene derefter, men des- værre kan det opleves, at man på et tidspunkt, hvor man har fået indarbejdet de nye betingelser og krav, må til at ændre endnu en gang.

Sygehusets placering

Gennem dette at være byens største arbejdsplads følger nogle forpligtelser. Det kan være et socialt ansvar, blandt andet gennem ansættelse af personer på særlige vilkår (omtalt i afsnittet om gartneriet eller i form af ansættelse i jobtræning), og det har medført, at sygehuset har fået tildelt den såkaldte »netværkspris«.

Sygehuset er røgfrit og deltager i »netværk af forebyggende sygehuse i Danmark«.

Og sygehuset er også et uddannelsessted. Sygepleje- studerende og vordende social- og sundhedsassisten- ter gennemgår praktisk uddannelse i afdelingerne, der er elevpladser for sekretærer og bioanalytikere. Der modtages medicinske studerende til deres tidligste kontakt med kliniken, og for lægerne er der godkendte uddannelsesstillinger.

Endelig!!!

Efter mange års tålmodig venten, efter adskillige ikke- realiserede projekter skete der noget afgørende. Dette var startskuddet til et større projekt, som skulle med- føre en total fornyelse af den medicinske blok. Pro- jektet, der er udarbejdet af arkitektfirmaet NORD, vil medføre, at en del af de gamle bygninger forsvinder, og man er derfor nødsaget til at gennemføre byggeriet i etaper – og det rummer i sig selv den mulighed, at den i forvejen lange byggeperiode kan forlænges, hvis man synes, at økonomien har det dårligt.

Da den bygning, hvori patologisk institut er beliggen- de, er blandt de huse, der skal rives ned, vil der i de seneste faser blive indrettet et nyt patoligisk institut – og så vil man, omkring 40 år efter at sygehusplanen udtalte, at der snarest burde skaffes nye lokaler til patologien, kunne flytte til noget nyt.

Billedet på forsiden kan give et indtryk af, hvordan sygehuset ad åre vil se ud.

Sygehusmuseet

I loftetagen på den kirurgiske bygning fra 1920 har en gruppe frivillige medarbejdere fra sygehuset indrettet et museum, der kan illustrere sygehusets udvikling fra 1891 og til nu.

Billedmaterialet

Fotografierne stammer fra sygehusets arkiv samt fra lokalhistorisk arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, mærket LHA.

Litteratur

Plejehjem idag og i fremtiden – en undersøgelse af omsorgsforanstaltninger og – -institutioner for ældre mennesker – samt af det fremtidige behov for plejehjemspladser. udgivet af Hjørring Amt 1967.

Sygehuse idag og i fremtiden – en undersøgelse af det nuværende og det fremtidige sygehusbehov. Udgivet af Hjørring amt 1967.

Et Sygehus – udgivet af sygehuset i anledning af 75-års jubilæum 1966.

Anker Madsen: Hjørring Sygehus – vendelboernes hospital. Hjørring 1990.

Hans J. Møller: Hjørring sygehus 1891-1991. Hjørring 1991.

Hans J. Møller: Hjørring Amts Sygehus

Trykt som manuskript* – forkortet form: Med. hist. Årbog 2000: 137-151.

Hans J. Møller: En koppeepidemi i Vendsyssel 1824-26. Trykt som manuskript* – forkortet form: Bibl. f, Læger 2002: 37-56.

Hans J. Møller: Sygeplejeuddannelsen i Hjørring. Trykt som manuskript*.

Hans J. Møller: Skønne spildte kræfter.

Trykt som manuskript* – om ikke realiserede bygge- projekter.

*) Disse hæfter findes på Steno-museet i Århus, Medi- cinsk-Historisk Museum i København samt på sygehusets museum.

1822-1891.

fortsat fra afsnit 2

om at den nyansatte overlæge måtte være indstillet på at flytte til afdelingen i Aalborg.
Det blev imidlertid ikke aktuelt, og afdelingen fun- gerer i dag som en lungemedicinsk afdeling, blandt andet med lungecancerdiagnostik og kemobehandling i snævert samarbejde med Aalborg sygehus.
Der er foretaget forskellige ændringer i bygningen, blandt andet har der i en længere periode været loka- ler til røntgenterapi i stueetagen, hvor også tuberkulo- sestationen, som oprindeligt havde haft lokaler i byen, har været placeret.

Laboratoriet
Et ønske, som overlæge Folkmar havde haft i lang tid, blev opfyldt i 1942, da laboratoriet blev udskilt som en særlig enhed med egen ledelse (omtales senere).

Medicinsk afdeling D
Da den medicinske afdeling efterhånden var blevet temmelig stor fik man i 1961 gennemført en deling, og afdeling D. så dagens lys. I afdeling D indgik også det medicinske børneafsnit.
I1973 måtte afdelingen afgive et sengeafsnit til neuro- medicin – og da børneafsnittet blev til en selvstændig afdeling i 1980, var der kun et enkelt afsnit tilbage, og da overlæge Dragsted tog sin afsked i 1981 var det lidt uklart, hvad der skulle ske. Stillingen blev i første omgang besat med vikar, som senere blev fast ansat og afdelingen blev i 1983 sluttet sammen med den oprindelige afdeling.
I afdeling D begyndte man meget tidligt med de første forsøg på maskinel registrering via IBM-hulkort.

Neuromedicin
Der blev i 1965 ansat en neuromedicinsk overlæge. Stillingen var knyttet til medicinsk afdeling, der var ikke noget selvstændigt sengeafsnit, men han kunne belægge et begrænset antal senge og havde fået stillet i udsigt, at der senere ville være mulighed for etablering af særskilt afsnit.
Det skete imidlertid ikke, så han flyttede efter få års forløb, og det samme gjaldt for efterfølgeren. Da stil- lingen igen skulle besættes havde amtets sygehusud- valg lovet ansøgeren, at der ville komme et selvstæn- digt afsnit, og et afsnit fra afdeling D blev brugt til formålet i 1973, mens man fandt plads til lægekontorer og sekretariat i loftetagen i funktionærfløjen. Overlægestillingen blev dubleret i 1977, men nogen selvstændig reservelægestab havde man ikke, det blev først aktuelt efter 81-overenskomsten.
Sengeafsnittet rummede 22 senge, men måtte senere deles med fysiurgerne, idet det fysiurgiske afsnit var blevet lukket. Der var 7– 800 indlæggelser om året og op mod 3000 ambulante konsultationer samt tilsyn på sygehusets øvrige afdelinger.
Der var i 1993 ansat endnu en overlæge. De to ældste overlæger lod sig pensionere og den sidst ankomne fandt senere en stilling andet sted, så neuromedicinen i Hjørring er ikke længere, hvad den har været.
Til gengæld driver begge de to pensionerede overlæger speciallægepraksis i byen.
I 1995 blev medicinsk afdeling og de derfra udskilte specialer lagt sammen i en medicinsk blok.

Fysiurgi – rheumatologi
Den ældste bade- og massageafdeling er omtalt foran. Den blev som beskrevet afløst af en ny
indrettet i tidligere køkken. Denne afdeling sorterede under den medicinske overlæge, som holdt et ugent- ligt tilsyn.
I 1970 ansattes en fysiurgisk overlæge, Vera Andersen, til hvem man indrettede lokaler i kælderen ved siden af behandlingsrummene, men der var ikke tale om, at hun kunne disponere over sengepladser. Der var på den tid en kraftig diskussion om, hvilket speciale, der skulle tage sig af gigtpatienter, og det var et stort ønske hos hende at få eget sengeafsnit.
Efter at behandlingsbygningen var færdig blev der i røntgenafdelingens tidligere lokaler indrettet en sen- geafdeling med 22 pladser. Det havde været på tale, at dette afsnit skulle anvendes til neuromedicinske patienter, men i stedet overtog fysiurgisk afdeling.

Nogle år senere var en sparerunde i gang, og der bestemtes det, at lukke afsnittet, så fra 1983 måtte man dele afsnit med neuromedicinerne, og nu hører rheumatologerne til i den medicinske blok, dog med særskilt registrering af indlagte patienter.
Der var trange forhold i kælderlokalerne, og et længe næret ønske om fornyelse gik i opfyldelse, da der i 1998 stod en ny bygning klar med plads til fysio- og ergoterapi, stort varmt svømmebassin, gode trænings- lokaler og undersøgelsesstuer.
Der er nu ansat flere overlæger i rheumatologisk afde- ling og der er etableret et særligt ryg-center.
Coronarafsnit
Der blev i 1974 ansat en overlæge med sidespeciale i cardiologi og den øverste etage i den tidligere epi- demibygning blev indrettet til coronarpatienter med udstyr til monitorering mv., og der er senere foretaget modernisering af afdelingen og dens udstyr.
Dialyseafsnit
Dette afsnit, åbnet i 1996, er en filial fra nefrologisk afdeling i Aalborg og hører sådan set ikke med i den medicinske blok, men må alligevel må betragtes som en del af sygehuset.
Det er indrettet i lokaler, der oprindeligt var opera- tionsafdeling, og fra 1973-89 kirurgisk sengeafsnit. Indenfor det sidste år er der foretaget udvidelse, såle- des at også lokaler fra den tidligere barselsafdeling er inddraget.
Der blev i år 2003 udført 9.200 hæmodialyser.

Apoplexiafsnit

Efter, hvis man gik ind for en langt mere aktiv indsats end der var gældende i de almindelige rutiner, fik man udskilt et antal sengepladser til et særligt apoplexiaf- snit i år 2000
Så man står i dag med en stor medicinsk blok, omfat- tende flere specialer, og taket være udviklingen i lægestabens sammensætning med flere overlæger er flere subspecialer repræsenterede. Med i billedet hører også, at den endnu eksisterende medicinske afdeling i Brønderslev, der organisatorisk er en del af medicinsk afdeling, fungerer som genoptræningsafdeling, blandt andet for apoplexipatienter.
fter at man var blevet klar over, at der kunne opnås
bedre resultater i behandlingen af apoplexipatien-
Tallene for 2003 ser således ud:
Indlæggelser
Hjørring med 4894 Brønderslev 250 Lungemedicinsk 1200 Rheumatologisk 392 I alt 6736
Sengedage
23544 11424 6031 3275 44274
Amb. kons.
7532
4552 4600 16684
Der er etableret særligt diabetesambulatorium, optræ- ning for hjertepatienter og andre specielle funktioner, herunder også ambulant kemoterapi, ligesom man også benytter det særlige endoskopiafsnit, der er indrettet i den kirurgiske sengebygning, og det bør bemærkes, at størstedelen af sygehusets ERCP-undersøgelser udfø- res fra afd. B.

De medicinske sengeafsnit er gamle, ganske vist er der i tidligere kirurgiske afsnit fra 1920 blevet plads til de senge, man måtte nedlægge da pavillonen blev revet, og det afsnit er blevet ganske tiltalende, omend det ikke står mål med afsnittene i den kirurgiske senge- bygning. Der er i årenes løb sket mange forbedringer, der dog ikke på nogen måde har bragt forholdene op til den standard, man ønsker sig i dag. Det er derfor forståeligt, at man ser frem til den dag, da de nye medicinske sengeafsnit kan tages i brug.

Røntgenafdelingen
– diagnostik, terapi, billeddiagnostik
Sygehuset fik sit første røntgenapparat i 1906. I den første røntgenprotokol står der, at anvendes appa- ratet til sygehusets patienter skal der ikke betales særskilt, men for alle andre er der fastsat betaling, gælder det fotografering er prisen 10 kr., hvoraf de 5 er betaling til lægen, for behandling 3 kr. pr. seance, og heraf får lægen de 2.
Undersøgelsesantallet var beskedent – de første 7 år 379 ialt. I samme tidsrum fik 16 patienter røntgen- behandling. I 1929 var der 1084 undersøgelser, og 51 patienter blev strålebehandlet, mange for sygdomme, som i i dag ikke behandles på denne måde.
Det første skridt i den videre udvikling af sygehuset sker i 1930 med dannelsen af selvstændig røntgenafde- ling (iøvrigt inkluderet lysbehandling). Det var 16 år før den første radiolog blev ansat i Aalborg. Som rønt- genlæge ansættes H.C. Rask-Nielsen, først som klinik- chef og efter nogle år som overlæge. Der blev indrettet lokaler i den såkaldte forbindelsesbygning og igennem
årene er der foretaget flere om- og tilbygninger. Udover at passe den herværende røntgenafdeling skulle overlægen også fungere som konsulent for de øvrige sygehuse i amtet, det kunne være ved at beskrive tilsendte billeder eller ved besøg på sygehu- sene. Et stigende antal undersøgelser på sygehuset og et øget krav til konsulentvirksomheden bevirkede, at der i 1959 ansattes yderligere en overlæge, Thorkild Rasmussen, som fra 1962 var alene om diagnostiken, idet man da delte afdelingen i diagnostik og terapi.
Ved overlæge Rask’s pensionering i 1966 var det ikke muligt at besætte en terapeutstilling, og Rask fortsatte efter sin pensionering som deltidsansat konsulent, og fra udgangen af 1969 fik man aftale med overlæge Gunnar Knudsen fra røntgenterapien i Aalborg om fast konsulenttjeneste, en tjeneste som siden er bibeholdt af radiumstationens overlæger. Terapiapparatet anvendtes fortsat, men efterhånden som højvoltkapaciteten i Aalborg øgedes nedlagdes behandlingsfunktionen i Hjørring. Det er i denne sam- menhæng værd at bemærke, at der i de foran omtalte byggeprojekter var afsat pæne arealer til røntgente- rapi, bl. a. er der i projektet fra 62 indtegnet særlige lokaler til højvoltbehandling, og der har senere været planer om en tilbygning til TB-hospitalet, men det var dog meget skitsemæssigt.
Forholdene i afdelingen i forbindelsesbygningen var besværlige, men i 1970 begyndte indflytningen i nye lokaler i behandlingsbygningen. Siden da er der bygget en del om for at skaffe plads til nyt apparatur eller fordi ny teknik har ændret kravene til rummenes udformning. Der er indført nye undersøgelsesmetoder, først ultralyd og senere CT- og MR-scanning.
Et særligt afsnit af afdelingen er mammografiklini- ken. Thorkild Rasmussen indførte undersøgelsen og gennemførte en række forbedringer af metoden, og i samarbejde med organkirurgisk afdeling udarbjdedes teknik til markering af meget små tumorer.
I seneste regnskabsår passerede 37.000 patienter afde- lingen, og der blev udført 53.473 undersøgelser, heraf ca. 5000 MR- og CT- scanninger og ca. 4500 ultralyds- undersøgelser. I indeværende år er man i færd med at forberede opstilling af MR-scanner nr. 2.

Øreafdelingen
Denne afdeling åbnedes i 1933 med Anton Buch som  hef – man kan betragte hans stilling som deltids, idet den var forbundet med fri praksisret, og han opar- bejdede da også en større speciallægepraksis i byen. Denne ansættelsesform kom senere også til at gælde for øjenlægerne, og Hjørring er formentlig det sted i landet, hvor denne ansættelsesform er opretholdt længst. Der indrettedes undersøgelses- og operations- stuer og der var sengepladser på 1. sal i vestfløjen.
Der var egentlig ikke særlig gode forhold i operations- og undersøgelsesstuer, men i behandlingsbygningen, der var indflytningsklar i 1971, fik man virkelig gode rammer. Men det skulle vente til 1989 før forholdene for sengepladserne forbedredes gennem flytning til ny sengebygning. I et halvt sengeafsnit skulle man i »harmonikafunktion« dele pladserne med gynækolo- gisk afdeling.
Som et af de første steder uden for de 3 største byer åbnedes en høreklinik i 1960 – indrettet i loftslokaler i den gamle hovedbygning, ledet af en overlæge, der var ansat med fuld praksisret som beskrevet, og samti- dig overgik øreafdelingens overlæge, der havde været ansat på samme måde, til fuldtidsstilling.
Afdelingen fik egen reservelægestab, og i 1974 blev overlægestillingen dubleret.
Da høreklinikens overlæge gik af i 1979 overtog øreaf- delingen arbejdet i hørekliniken – der blev normeret en ekstra reservelægestilling, og i 1980 blev kliniken, der tidligere sorterede under Statens hørecentral i Aarhus, overtaget af amtet.
Forholdene på hørekliniken var ubekvemme, og efter 1981 var der blevet plads i den hidtidige sygeplejesko- les barakbygninger. Nu kan disse på grund af nybyg- geri ikke anvendes længere, og en flytning bliver aktuel – plads findes i den psykiatriske pavillon, hvor sengeafdelingen nedlægges.
I 1999 gik den ene overlæge på pension, og det viste sig ikke muligt at besætte stillingen. Et par år senere valgte den tilbageblevne overlæge at overtage en speciallægepraksis, men en otologisk funktion er bibeholdt, idet afdelingen er blevet filial af øreafde-
lingen i Aalborg, men når man ser på indlæggelses- tallet for 2003, som er på 187, og sammenligner det med, at afdelingen tidligere har haft op mod 1100, er der tale om en betydelig reduktion. Der er udført 435 operationer i 2003, heri indgår indgreb på patienter fra andre afdelinger. Der har i samme tidsrum været 956 ambulante besøg – heraf 108 endags. De anførte regnskabstal ligger langt under »kontrakttallet«.

Øjenafdeling

Allerede på det gamle amtssygehus havde man foretaget øjenoperationer. Også i årene indtil 1929blev udført øjenoperationer, omend kun i beskedent omfang.  Før 1937 da der kom øjenlæge til Hjørring havde der ikke været øjenlæge nord for Aalborg. Mogens Fledelius startede praksis i Hjørring og fik en aftale med sygehuset som betød, at han kunne ope- rere på operationsafdelingen og patienterne fik senge- plads, men en øjenafdeling var der ikke tale om, den blev oprettet i 1946 med Fledelius som overlæge. Der var indrettet undersøgelsesstue på loftet i den gamle hovedbygning og mange år senere blev en mindre stue på operationsafdelingen bygget om til operationsstue. Egne sengepladser fandtes ikke, øjenpatienterne fik plads i et afsnit, hvor sengene deltes i »harmonikap- rincip« med andre specialer.
Overlægestillingen var lønnet efter samme system som omtalt under øreafdelingen, og da stillingen dublere- des i 1963 fik den nyansatte samme betingelser. I 1988 blev den ene af de to halvtidsstillinger konverteret til en fuldtidsstilling, og først da den tilbageværende »halvtidsoverlæge« gik af i 89 bev den anden stilling ændret.
Efter 1989 har der vist sig problemer med at få overlægestillingerne besat, og der er nu kun én overlæge tilbage, afdelingen er nu lagt ind under øjenafdelingen i Aalborg, hvis læger udfører en stor del af det opera- tive arbejde i afdelingen.
Det er imidlertid ikke blot i afdelingen, at der er pro- blemer med at få speciallæger. Der er to øjenlægeprak- sis i byen, og den ene øjenlæge har i meget lang tid haft sin praksis til salg, men ingen købere har meldt sig, og vedkommende har nu besluttet blot at »lukke butikken«.
I år 2003 var der 64 indlæggelser, og 65 sengedage, 1186 operationer og 3549 ambulante konsultationer, heri medregnet 1074 endagspatienter.
I den nye behandlingsbygning fik afdelingen virkelig god plads med undersøgelses- og operationsstuer, lægekontorer osv.
Man har i afdelingen været på forkant med udviklingen, f.eks. var man først til at anvende kryoekstraktion ved grå stær – og med et apparatur, der var fremstillet af sygehusets tekniske afdeling til en brøkdel af den pris, som et apparat kostede. Da man startede med linse- implantater i 1978 var man blandt de første i landet. Man opnåede stor erfaring indenfor dette område og arrangerede det første skandinaviske symposium om moderne implantationsteknik og derudover blev der afholdt flere minikurser i afdelingen, hvor man med – 10 kursister gennemgik tekniken, blandt andet med forsøgsoperationer på griseøjne.

Centrallaboratorium
D et første laboratorium var – som man kendte det fra mange andre sygehuse – placeret i et par kælderlokaler, men i 1931/32 flyttedes til loftetagen over den ny medicinske bygning. Laboratoriet sorterede under medicinsk afdeling, hvor overlæge Folkmar længe havde et ønske om at det skulle kunne fungere som eet centrallaboratorium for amtets øvrige sygehuse. I 1942 lykkedes det, man ansatte en laboratoriechef, ikke en læge, men en biokemiker (det ville nemlig være den billigste model). Allerede i 1948 forlod biokemike- ren stillingen på grund af sygdom, og nu ansattes en læge, Erik Holst, som laboratoriechef – stillingen blev i 1952 opnormeret til en overlægestilling. Holst funge- rede ved siden af laborato-riestillingen som konsulent i intern medicin i Frederikshavn, som den gang var et blandet sygehus. Udover de klinisk-kemiske analyser har man i laboratoriet også foretaget bakteriologiske undersøgelser, men da Statens Seruminstitut opret- tede en filial i Aalborg ophørte man med dette. Hertil kom også blodbanken, indretning af tapperum mv.. Tapperummet er stadig at finde på loftet, men er flyt- tet til loftet over en anden fløj.
Analysearbejdet har ændret sig betydeligt fra håndar- bejde til udstrakt brug af maskiner, og den elektroni- ske tidsalder har holdt sit indtog i kommunikationen med afdelingerne, men i årene inden da fremstillede teknisk afdeling flere apparater til laboratoriet. Forholdene i loftslokalerne var trange, der kunne om sommeren blive ulidelig hedt, men man skulle helt hen til 1989 før lokaleproblemerne løstes gennem en flytning til den nye sengebygning, hvor laboratoriet indtog stueetagen.
I 1943 registreredes 43.000 undersøgelser, i 1970 nåede man 300.000, og omkring 1990 nåede man op på næsten 900.000. I 2003 var tallet steget til 1.365.000.
Ikke alle typer analyser udføres her. Visse meget spe- cielle undersøgelser sendes til andre laboratorier, og andre specialundersøgelser er efter aftale fordelt mel- lem Hjørring og Aalborg.

Anæstesiafdelingen
M edens det tidligere havde været mere eller mindre
tilfældigt, hvem der stod for bedøvelserne fik man
i 1947 anæstesisygeplejersker, der blot fik en kort sup- plerende uddannelse i hovedstaden.
I 1952 ansattes en læge, Erik Lundstrøm, som narko- selæge, og efter at han havde gennemgået et et-årigt WHO-kursus i København, udnævntes han i 1956 til overlæge og anæstesiafdelingen oprettedes, og i 1968 dubleredes overlægestillingen.
Der indrettedes en opvågningsstue i tilslutning til operationsafdelingen – denne fungerede dog ikke i døgndrift. Først i 1967 var der nye lokaler, der inde- holdt opvågningspladser og 2 isolationsstuer med cen- tral overvågning, beregnet som forsøgsopstilling til en kommende større afdeling i behandlingsbygningen, der var under opførelse, og man kunne nu indføre døgnbe- tjening samt starte på intensiv behandling.
I behandlingsbygningen var der større plads og flere isolationsstuer.
Meget er blevet ændret gennem årene. Apparatur er udskiftet, en del apparater er fremstillet af teknisk afdeling, blandt andet fremstilledes en anæstesisøjle
indeholdende udtag til luftarter, sug, elektricitet mv. – denne søjle var kørbar, fæstet til en skinne i lof- tet og modellen blev anvendt på operationsstuerne i behandlingsbygningen, men er senere taget ned. Anæstesimetoder er ændret, i en periode anvendtes en del cyclopropan, men det er ikke længere aktuelt. Ny metoder er kommet til, dels i form af nye midler, dels ny teknik, bl.a. den såkaldte epidurale bedøvelse.
Det intensive behandlingsafsnit har krævet mange arbejdstimer, både fra plejepersonale og læger og det har ikke helt kunnet undgås, at der ind imellem kunne opstå problemer i forhold til patientens stamafdeling. Et andet område, hvor anæstesiafdelingen har spillet en væsentlig rolle, er behandling af patienter med svære smerteproblemer – det være sig medikamentelt eller med morfinpumpe.
Fra årsberetningerne kan det ses, at der sker ændrin- ger, såvel i antal anæstesier som i anæstesimetoder:
Universel anæstesi Spinale Lokal/regional
1950 1074 654
1955 2803 10 220 1970 4330 128 2003 5763 831* 235 * heraf 109 epidurale
Hertil må man for året 2003 også medregne:
Opvågningspatienter Intensive patienter Patienttransportledsagelse mindre end foregående år)
224
6449 (1970: 2131) 402 (1970: 140)
51 (dette tal er
Ilttelst i opvågningsstue ca. 1960

  Patologisk Institut
Gennem mange år blev vævsmikroskopi foretaget af kirurgisk afdelings 1. reservelæge, og hvis der var vanskeligheder med at tolke billedet blev mikroskopi- præparatet sendt til undersøgelse hos patolog.
I løbet af årene efter 1950 blev det mere almindeligt at sende væv til undersøgelse uden for sygehuset. Obduktioner havde man foretaget selv i begrænset omfang. De øvrige sygehuse i amtet sendte præpara- ter til undersøgelse hos forskellige patologer. I 1964 oprettedes et patologisk institut under ledelse af overlæge Erik Arffmann, som dog allerede i 1968 flyt- tede til Aalborg. Overlægestillingen blev lidt senere dubleret, og der er nu 3 overlægestillinger.
Instituttet skulle udføre vævsmikroskopi for alle syge- husene i amtet, ligesom der også var tale om obduktioner

Medens antallet af obduktioner er faldet bety- deligt på gurnd af de lovmæssige ændringer i regler for obduktion er der en stigning i mikroskopierne, hvortil kommer at et øget antal specialfarvninger af præpara- terne medfører øget arbejde for såvel laboratorie- som lægepersonale.
Lokaler fik man indrettet i tidligere funktionærværel- ser i loftetagen over tuberkulosehospitalet. Om disse lokaler hed det i Nordjyllands amts første sygehus- plan at man snarest burde sørge for nye lokaler. Det er foreløbig kun blevet til, at der er gennemført en renovering i halvfemserne, og nu er der udsigt til, at der i sidste etape af det nye byggeprogram kan komme et nyt institut, men det bliver således omkring 40 år efter, at man har udtalt »snarest«.
I instituttets første regnskabsår rekvireredes 6144
mikroskopiske undersøgelser og der udførtes 314 obduktioner. I regnskabsåret 69/70 var tallene hen- holdsvis 8701 og 435. I år 2003 er antal rekvirerede mikroskopiske undersøgelser steget til næsten det dobbelte, 17.184, medens obduktionstallet var så lavt som 52, et forhold som jo ikke er specielt for dette sygehus, men som man kun kan beklage. Siden det første år er andelen af de cytologiske undersøgelser øget fra 25% til 44%.

Psykiatrisk afdeling
Det er omtalt foran, at der allerede i 1910 havdeværet planer om at opføre en særlig pavillon til sindslidende patienter – men det blev der ikke. Heller       Den psykiatriske afdeling
ikke planerne om et statshospital med 360 sengeplad- ser, opført i tilslutning til centralsygehuset, blev til noget. I stedet åbnedes i 1970 »Statshospitalet i Hjør- ring, midlertidig afdeling« i en nyopført præfabrikeret bygning, fra starten med en enkelt overlæge, Morten Dael, senere i en periode 3 overlæger. I 1976 overtog amtet de psykiatriske afdelinger. I 1990 overgik de psykiatriske afdelinger fra sundhedsudvalget til social- udvalget og sengetallet reduceredes fra de oprindelige 32 til 20 senge, og man nøjedes med én overlægestil- ling, som siden overgik til Brønderslevhospitalet. Nu er der udsigt til at

der lukkes helt af – men så får man heldigvis plads til hørekliniken, og det var vel næppe meningen fra begyndelsen.
Pædiatrisk afdeling
Der var tidligere et børneafsnit tilknyttet medi- cinsk afdeling, men der var ikke nogen pædiatrisk speciallæge knyttet til sygehuset. Det havde længe været et ønske, og i amtets sygehusplan var det da også omtalt, man havde under diskussionen af syge- husplanen været inde på tanken, men havde taget det standpunkt, at man ville vente indtil den pågældende medicinske overlæge blev pensioneret. Imidlertid kom der et pres udefra som bevirkede, at man fra 1978 fik en aftale om konsulenttjeneste med overlæge J.Christoffersen fra Aalborg og i 1980 var man klar til at åbne en børneafdeling med 21 pladser, fra starten med én overlæge, Kaj Lillquist, senere med flere over- læger. Sengeafdelingen indrettedes i tidligere medi- cinsk afsnit, hvor der senere er foretaget forskellige forbedringer, lægekontorer, ambulatorielokaler mv. fandt man plads til i den nærliggende funktionærfløj. I 2003 var der 1776 indlæggelser med 5884 sengedage samt 2785 ambulante besøg.
Det ses af de foregående beskrivelser, at der for tiden er problemer med at få speciallæger i nogle af de såkaldt »mindre« specialer, og det har været med- virkende til, at tidligere selvstændige afdelinger er blevet ændret til filialer af afdelingerne i Aalborg. Da det drejer sig om afdelinger, der var blandt de første amtskommunale specialafdelinger i landet, har det givet anledning til nogen frustration.
Der har også været problemer med at besætte alle reservelægestillingerne, det er muligt at uddannelses-

fortsættes i afsnit 4

Gravens Planteskole
Historien om Gravens Planteskole i Brønderslev
som i 2004 blev 125 år.

Familieforetagendet er i dag på nye hænder

Nordjyske marts 2004:

Gravens Planteskole i Brønderslev fylder i disse dage 125 år. Gartner Jens Graven grundlagde i 1879 Gravens Planteskole på arealet Bredgade/Tygelsgade og Mejerigade. Det begyndte som et køkkengartneri med produktion af kartofler, kål/kålplanter og andre grøntsager. Til gartneriet hørte også et lille beboelseshus mod Bredgade med forretning, hvorfra egne produkter blev solgt. Dengang var firmanavnet ”Jens Graven Jensens Handelsgartneri”.

I 1910 overtog sønnen Christen Graven Jensens gartneri. Chresten havde en bred gartneruddannelse, idet han foruden grøntsagsdyrkning også havde lært produktion af frugttræer og frugtbuske, læhegnsplanter og prydplanter. Inden han overtog sin fars virksomhed, havde han allerede etableret sig selvstændigt i Vrå 1895.

1912 sælges gartneriet i Bredgade, og et væsentligt større areal til produktion i Vestergade, der hvor banen i dag krydser gaden, med beboelse og butik købes. Herfra blev Gravens Handelsgartneri nu drevet med salg af frugt og grønt, blomster og binderi, grøntsagsplanter, frugttræer og -buske, haveplanter samt læ- og skovplanter. Det meste af egen produktion. Chresten Graven var i sine yngre år en dynamisk og visionær gartner, og han gjorde sit handelsgartneri kendt i store dele af Vendsyssel.

I 1934 blev produktion og salg af de træagtige planter (planteskoleplanterne) skilt fra modervirksomheden. En ejendom ”Dammen”, beliggende lidt længere ude af Vestergade blev købt til formålet af tredje generation, Jens Graven. Chresten Graven døde i 1941, og én af hans døtre, Anna Graven, fortsatte det nu noget mindre gartneri indtil det blev nedlagt i begyndelsen af 1950’erne.

Planteskolelederen, der i årene derefter J. Gravens Planteskole udvidede produktionen på lejet jord forskellige steder i Brønderslevs omegn. Det endte dog med i 1948 at et jordstykke på 10 hektar blev købt fra gården Thorsmark på Tolstrupvej.

I Jens Gravens tid udviklede planteskolen sig til at blive landskendt i branchen, og det var i hans tid, at navnet for alvor blev slået fast i lokalområdet. Det var også Jens Graven, der igangsatte eksport af egen planteproduktion især via Danplanex A/S (en eksportorganisation).

I 1963 og 1965 kom henholdsvis Ole og Niels Graven hjem i planteskolen efter flere års uddannelse i Danmark og Tyskland. Dermed var fjerde generation klar til at tage over. I 1970 blev brødrene medejere og drev planteskolen under det nuværende navn Gravens Planteskole I/S, sammen med deres far indtil 1975, og da Jens Graven gik på pension, blev Ole og Niels Graven eneejere.

1971 blev et skelsættende år. Det beskedne detailsalg i Vestergade blev nedlagt, og et nyt, moderne havecenter og bygninger til en gros ekspedition blev etableret på produktionsjorden på Tolstrupvej. Året efter blev en ejendom ved Serritslev købt med 19 hektar jord. Denne produktion er dog nu under afvikling, således at der fremover kun bliver produceret planter på jorden på Tolstrupvej.

Flere udvidelser af bygningskapaciteten er sket gennem årene. Den største i 1986 med bygning af ekspedivtionshal og kølehus. Havecentret har igennem de 32 år undergået store forandringer. For to år siden begyndte en stor renovering og udvidelse af havecentret. Et drivhus på 600 kvadratmeter blev bygget, og det udendørs område blev udvidet betydeligt. Således er det i dag et havecenter, der byder kunderne på mange ideer samt planter og tilbehør til ude- og indebrug.

Havecentret er nu udbygget sådan, at det fremstår som et udflugtsmål og inspiration for alle, der gerne vil have en grøn oplevelse. Der er hyggehjørner med bord og bænk, havepavillon, legeplads med legehus til børnene og masser af haveinspiration. – De planter, der i dag sælges fra Gravens Planteskole er kun i mindre grad af egen produktion. Udvalget er nu større end for få år siden. Det bliver hjemkøbt fra planteskoler i Danmark, Holland, Tyskland, Italien med flere. – Næsten alt er på forhånd udvalgt på messer eller direkte hos producenten. Derfor kan planteskolen stå inde for kvaliteten, siger Niels og Ole Graven.

Store Brønderslev Marked er et heste- og kræmmermarked i Brønderslev i Vendsyssel

Markedet afholdes hvert år over fire dage (fredag til mandag), hvor mandagen altid er første mandag i september.

Store Brønderslev marked begyndte som kromarked ved den daværende Bækkens Kro, der var centralt placeret ved Den gamle Kongevej, ca. midtvejs mellem Hjørring og Aalborg.

Selve krobygningen eksisterer endnu som en almindelig familiebolig

Markedet startede som et kreaturmarked, der fra 1843 var henlagt til Brønderslev Kro.

Det var her markedet blev landskendt for det, der senere blev kaldt “Gendarmslaget” i 1886, hvor Estrups Gendarmer røg i slagsmål med markedsgæsterne.

Dengang var der marked hver måned i Brønderslev, men én gang om året, den første mandag i september, var der et stort marked, og det er fra den tid navnet Store Brønderslev Marked stammer.

Datidens handel var især med kreaturer og først senere blev det heste. I dag må klovbærende dyr ikke findes på pladsen.

I dag er Store Brønderslev Marked et stort heste- og kræmmermarked. Markedspladsen ligger midt i Brønderslev by på et areal på ca. 41.500 kvm., der hvert år rummer ca. 200 kræmmerboder, 600 heste, 3.000 andre dyr, øl- og spisetelte og et tivoli. Omkring 100.000 gæster besøger

Det er Markedsforeningens bestyrelse, kaldet Markedsudvalget, der står bag Store Brønderslev Marked og står for det praktiske arbejde før, under og efter markedet.

De er valgt af foreninger, klubber, spejdere m.v. der alle er aktive under markedet. Foreningerne kan med deres arbejdsindsats, i de fire dage markedet varer, samle et pænt overskud til ”klubkassen” til gavn og glæde for ungdomsarbejdet i Brønderslev.

Til overlæge Folkmars 50-års dag havde afdelingen
lavet et lille festskrift på vers, og citatet her illustrerer forholdene ganske godt.
»Da Pav. blev bygget gjorde Arkitektens Forslag
Lykke:
Vi stiller sengene op og omkring dem vi bygge –
Med sidste Del var der et farlig Jag
og det fortryder man den Dag i Dag.
Da blev forslaget nemlig ikke husket,
saa næppe en Seng kan derind man faa lusket!«

Centralsygehuset i Hjørring 1930
Da sygehuset blev »delt« i 1926 havde sundhedsstyrelsen været med i de forhandlinger, der havde
fundet sted, og daværende medicinaldirektør Johannes Frandsen havde fremsat tanken om, at der i hvert
amt burde være et centralsygehus, hvor fl ere specialer
kunne være til stede, en tanke, som den daværende
sygehusbestyrelse gik ind for. Det skulle imidlertid
vise sig, at den videre udbygning, både med hensyn
til lægelige specialer og bygninger var en proces, som
strakte sig over mange år. Et interview fra 1941 med
overlæge Folkmar illustrerer ret tydligt, at det kan
være svært at spå om den fremtidige udvikling.
»…der er nu ikke brug for at få flere speciallæger knyttet
til Hjørring Sygehus. De afdelinger der er, er i stand til at
give en fuldgod behandling. De, der skal have en særlig
behandling, kan sendes til hovedstadens specialklinikker
– når bilerne ellers kommer i gang igen, og togenes antal
igen forøges«.
Det næste trin kom omkring 1930, en bygning som
forbandt den ældste del af sygehuset med bygningen
fra 1915 og gav plads til medicinske senge, lokaler
til røntgenafdeling og i loftetagen værelser og rum
til laboratorie samt en funktionærfløj med værelser
til personalet, som indtil da havde været henvist til
diverse loft- og kælderlokaler.

Man kan, der hvor disse bygninger støder sammen,
konstatere, at ingen af de 3 fl øje er i niveau med de
2 andre, og efter at der i 1960 er anlagt tunnelsystem
har man elevator med 8 stoppesteder i de 3 etager. I
mellemetagen i funktionærfløjen indrettedes i 1966 et
gynækologisk sengeafsnit og da der var niveauforskel,
måtte operationspatienterne bæres op i afdelingen
indtil der en del år senere blev indrettet en speciel
elevator til dette afsnit.
Nyt tuberkulosehospital opførtes i 1936, og i 1941 blev
der bygget et ny kapel syd for sygehuset – det holdt i
ca. 40 år, da det måtte rives for at skaffe plads til en
ny sengebygning.
Der skulle gå adskillige år før der igen blev bygget, men
planer var der rigeligt af. Det første projekt, en tilbygning, som skulle give plads til øreafdeling og apotek,
blev droppet på grund af krigen – på et tidspunkt, hvor
der forelå både bevillinger og byggetilladelse. Man
gik i stedet under krigen i gang med et større projekteringsarbejde, og ved krigens slutning forelå der
et forslag til udvidelse, som ville medføre nedrivning
af en del af den ældre bygningsmængde. Forholdene
umiddelbart efter krigen var imidlertid sådanne, at en
realisering af projektet ikke var mulig, blandt andet
var der aldeles ingen udsigt til at kunne få de fornødne
tilladelser til indkøb af byggematerialer.

Man fortsatte med projektarbejde, blandt andet i
erkendelse af, at der var behov for fl ere sengepladser
og desuden var man klar over, at standarden i de eksisterende senge- og behandlingsafsnit lå meget tilbage
at ønske. Men før der kunne forventes nyt sygehusbyggeri i Hjørring havde amtsrådet vedtaget, at der først
skulle bygges funktionærboliger i Hjørring, derefter
nyt byggeri i Dronninglund og først derefter kunne
man gå videre i Hjørring.

I 1954 blev det såkaldte Nordprojekt fremlagt. Billedet
nedenfor viser en oversigtstegning af en sengebygning
og en noget lavere behandlingsbygning. Denne bygning var tænkt placeret nogenlunde der, hvor den
nuværende kedelcentral ligger. I planen var indeholdt,
at man bibeholdt størstedelen af den gamle sengemasse.

Men da der var kommet planer om opførelse af et
statsligt psykiatrisk hospital på markerne syd for sygehuset og da man fra Direktoratet for Sindssygevæsenet
ønskede, at der var nem adgang fra dette statshospital
til det somatiske sygehus, fandt man en anden løsning, nemlig at placere nybyggeri på den plads, hvor
epidemipavillonen lå – og samtidig skulle man også
i planlægningen tage hensyn til, at det kommende
statshospital skulle forsynes med varme fra sygehusets kedelcentral.

I første omgang blev det til, at der opførtes en
kedelcentral med værksteder samt en bygning, rummende nyt centralkøkken og vaskeri, idet man havde
tænkt sig at benytte vaskeriarealet til midlertidigt
medicinsk sengeafsnit som erstatning for sengene i
pavillonen, som man jo måtte rive. Nu blev det så ikke
aktuelt at nedrive pavillonen, for statshospitalet blev
bygget i Brønderslev, men kedelcentralen og køkken/
vaskeribygningen samt et tunnelsystem var påbegyndt.
Kedelcentralen blev bygget så stor, at der var plads til
den kedel, som ville være nødvendig for at forsyne det
psykiatriske hospital, men man undlod at installere
kedlen. Da naturgasnettet mange år senere ønskedes
ført til byen krævedes det, at der var et vist forbrug,
og for at sikre dette blev det vedtaget, at sygehuset
skulle overgå til gasfyring, og så måtte man udskifte
de eksisterende, slet ikke nedslidte kedler med nye.
Efter et kort åremål kom en ny politisk vedtagelse,
nemlig at sygehuset for fremtiden skulle forsynes fra
det lokale fjernvarmesystem. Så væk med de gasfyrede kedler, anskaffelse af en ny oliefyret nødkedel
samt ændring af hele varmesystemet på sygehuset.

Et nyt og større projekt så dagens lys i oktober 1962,
en oversigtstegning ses på billedet nedenfor. En del
af den gamle bygningsmasse skulle bevares, ikke til
sengeafsnit, men til andre formål. I de nye sengeafsnit
var der beregnet toilet og brusebad til hver sengestue,
hvad der ikke var tilfældet i Nordprojektet. Da man
erfarede, at det fra sundhedsstyrelsen var tilkendegivet, at der med den forventede byggekvote for de
følgende tre år højst kunne opføres for 20 mio. ved
centralsygehuset var det ret klart, at man ikke kunne
komme ret langt med den forhåndenværende plan. Og
i mellemtiden var planerne for det psykiatriske hospital ændret – mange har ment, at årsagen hertil kunne
ligge i en sammenblanding af lokal- og landspolitik
–og hospitalet blev i stedet opført uden for Brønderslev uden nogen nærkontakt med et somatisk sygehus.
Man havde dog nået at bygge kedelcentral i en størrelse, der passede til at forsyne både det somatiske og
det forventede psykiatriske sygehus.
Altså, endnu et projekt, som ikke blev til noget.

Behovet for nybyggeri var fortsat til stede, og man
endte med en behandlingsbygning, som var færdig
omkring 1970, indeholdende røntgenafdeling, undersøgelses- og operationsstuer til øre- og øjenafdeling,
ambulatorielokaler i stueetagen, central operationsProjekt fra 1940’erne – ikke opført
Nordprojektet – ikke opført
afdeling, opvågningsafsnit og intensive sengepladser
samt sterilcentral i øverste etage. Kælderen var
beregnet til nødhospital. Det betød, at der ikke skete
noget med sengeafsnittene – bortset fra, at der i den
hidtidige operationsafdeling og røntgenafdeling blev
indrettet nye sengeafsnit, hvis standard var noget
bedre end i de gamle sengeafsnit.

Men der var planer. Der var udarbejdet et skitseforslag
til fornyelse af sengeafdelingerne og en udvidelse af
behandlingsbygningen, man var kommet så langt, at
der var fremstillet en model af den største sengebygning. Da man nu var kommet frem til den tid, hvor
kommunalreformen var nært forestående, afstod man
fra at gå videre, så projektet blev som så mange andre
skrinlagt.

Hjørring sygehus 1970
Kommunalreformen medførte, at sygehuset overgik
til det nydannede Nordjyllands amt. Betegnelsen
Centralsygehus forsvandt, og selv om det var klart,
at sygehuset i Aalborg måtte være amtets »flagskib«
ønskede man at bibeholde sygehuset i Hjørring som
amtets andet hovedsygehus. Der blev udarbejdet en
samlet sygehusplan for amtet, hvori det blev omtalt,
at sengeafdelingerne i Hjørring trængte stærkt til
fornyelse (Sygehusets sengeafdelinger har til huse i
gamle og uhensigtsmæssig Bygninger). Der er derfor
behov for inden for de nærmest kommende år at iværksætte nyt byggeri til erstatning for de gamle sengebygninger. Der skønnes ikke at være behov for byggeri
til udvidelse af sygehusets sengeantal, dog uden at
det fi k nogen konsekvenser i en længere årrække – det
skal dog bemærkes, at der var udarbejdet nogle skitser til, hvordan man kunne gennemføre en fornyelse,
men de økonomiske omstændigheder gav ikke nogen
mulighed for at gå videre. Amtets sygehusplan er siden
revideret nogle gange. Der blev udarbejdet en generalplan for Aalborg sygehus og omkring 1990 tog man
fat på en generalplan for sygehuset i Hjørring. Målet
var at opnå temmelig store besparelser, og det var på
et tidligt tidspunkt klart, at det ønskede omfang ikke
var realistisk. Men der var alligevel undervejs udsigt til
væsentlige nedskæringer, og dette blev – ikke uventet
– mødt med protester fra både lokalbefolkningen og
personalet.

Først omkring 1980 begyndte der at ske noget reelt,
man gik i gang med at planlægge en ny kirurgisk sengefl øj, som udover almindelige sengeafsnit også skulle
rumme ny intensiv/opvågningsafdeling og centrallaboratorium. På grund af de forhåndenværende bygningers
placering på grunden måtte kapellet fra 1941 nedrives
og et nyt bygges – og for at få plads til det ny kapel
var det nødvendigt at rive inspektørboligen, der var
bygget i 1951. Endelig i 1989 var den nye sengebygning færdig med 9 etager. Oprindeligt var den tegnet
med 10 etager, men undervejs i byggeriet skulle der
spares, så det blev foreslået at skære to etager væk,
men efter nogen debat på amtsgården endte man med
at reducere med blot én etage.
Som noget nyt fastlagdes ingen snævre afdelingsgrænser, således at man indenfor de forskellige 36-
sengs afsnit kunne have patienter fra fl ere specialer i
en slags »harmonikaprincip«, der ikke var ukendt, idet
dette princip i mange år havde fungeret fuldt tilfredsstillende i stueetagen i den gamle vestfløj.

Hjørring/Brønderslev sygehus 1995
Sygehuset i Brønderslev havde i nogle år været
underlagt administrationen i Hjørring. Den kirurgiske afdeling i Brønderslev blev lukket, røntgenafDen kirurgiske sengebygning fra 1989
Folkemøde ved sygehuset Sengestafet på landevejen til amtsgården i Aalborg
Plads til de mange der vil møde
sengetransporten på amtsgården
delingen blev betjent af radiologer fra Hjørring og
medicinsk afdeling ændrede karakter.
Da den medicinske overlæge fl yttede fra Brønderslev
blev afdelingen lagt ind som en underafdeling af Hjørrings medicinske afdeling, man ophørte med akut
funktion i Brønderslev og benyttede afdelingen til
efterbehandling og optræning.
Det var derfor naturligt, at man skiftede navn på sygehuset – det samme var sket østpå med Frederikshavn/
Skagen sygehus.
I 1998 var den næste nybygning færdig, en bygning
med lokaler til fysio- og ergoterapi. Et godt eksempel
på, at ting tager tid. Den oprindelige bade- og massageafdeling lå i kælderen under den ældste bygning,
og om denne afdeling udtalte et embedsmandsudvalg
ved krigens slutning »at forholdene var ved at nærme
sig det uanstændige«, og 12 år senere mente den
medicinske overlæge, at man godt kunne stryge »ved
at nærme sig«. Men i 1965 kunne man indrette nyt i
kælderen under operationsafdelingen i det tidligere
køkken – det var brugbart, men absolut ikke noget at
prale af. Ergoterapi fandt man senere plads til i nogle
loftsrum og siden i kælderen.

Sygehus Vendsyssel 2002
Amtsrådet besluttede i 2002 at ændre sygehusvæsenets struktur som led i en samlet sundhedsplan.
Sygehusene i amtets nordlige del blev sammenlagt
til eet sygehus, omfattende Hjørring/Brønderslev
og Frederikshavn/Skagen. I Skagen var der så store
problemer med at besætte lægestillingerne, at man
vedtog at nedlægge egentlig sygehusfunktion der.
Som led i denne ændring blev de kirurgiske afdelinger
i Hjørring og Frederikshavn lagt i samme funktionsbærende enhed, og det samme var tilfældet for den
gynækologiske afdeling i Hjørring og den gynækologiske funktion i Frederikshavn. Dette medførte ændringer i opgavefordeling, f.eks. er den akute kirurgiske
virksomhed henlagt til Hjørring, medens Frederikshavn
i større grad skal tage sig af elektiv kirurgi – og i Frederikshavn er der en jordemoderledet fødeklinik.
Der har været afholdt arkitektkonkurrence om bygning
af nye medicinske sengeafsnit m.m. i Hjørring. Vinderprojektet har været udbudt i licitation, og man er nu
ved at være klar til at påbegynde byggeriet, som ifølge
planerne skal strække sig over nogle etaper, og som vil
betyde, at en del af de gamle bygninger vil forsvinde.

Andre byggearbejder – ombygninger
Det er vel kun i den rheumatologiske bygning fra
1998, at der ikke er foretaget ombygningsarbejder. Selv i sengebygningen fra 1989 er der foretaget
ændringer. Ser man bort fra indretningen af bade- og
massageafdelingen i de tidligere køkkenlokaler i kælderen i hovedbygingen, er alle større arbejder udført i
de seneste 50 år.
I de omtalte projekter, der ikke blev til noget, indgik
også fornyelse af sengeafdelingerne. I forbindelse
med projektet fra 1953 fandtes nogle beskrivelser af,
hvorledes forholdene var. På kirurgisk afdeling var der
kun vaskekummmer på 6 af 33 sengestuer. På et af
afsnittene var der ikke noget badeværelse, og der var
så dårlige pladsforhold at man for at få en seng kørt
ud fra en stue, ofte måtte fl ytte på de andre senge på
stuen. Det var, efter overlæge Buch’s mening, værre
på øreafdelingen:
»…som på grund af husets konstruktion måtte lide under
håbløse transportforhold, der var ikke rindende vand på
stuerne, intet badeværelse, ingen opholdsstue for oppegående patienter, og skyllerummet under al kritik for
småt, og i forbindelse med skyllerummet er afdelingens
to toiletter placeret.«
Nogen umiddelbar effekt fi k dette klagesuk ikke, for
i 1957 skrev den nye overlæge, Zwergius, nogenlunde
det samme (der var dog vaskekumme på en af stuerne):
»WC-forholdene er under al kritik, idet patienterne må
forrette deres naturlige funktioner i kun halvt afskærmede og alt andet end lydtætte rum i det stærkt trafikerede
og meget lille skyllerum. De oppegående patienter vasker
sig også i dette lidet lækre skyllerum.«
Der blev i 1960 bevilget penge til installation af håndvaske på både medicinske og kirurgiske afsnit, og i
årene herefter blev der foretaget fl ere forbedringer i
afdelingerne, men standarden var, da Nordjyllands amt
overtog sygehuset, langt fra så god som ønskelig.
Man har desuden været i den situation, at der skulle
skaffes plads til nye funktioner og derudover har det
været nødvendigt at skabe ekstra plads til de allerede
bestående, bl.a. røntgenafdelingen. Men det kneb med
pladsen i de gamle bygninger, så en del af det nye fi k
et vist midlertidigt præg, men fi k alligevel lov til at
bestå i væsentlig længere tid end man havde forestillet sig.
Det vil føre for vidt at omtale alle ombygninger,
som eksempel kan ændringer i funktionærfl øjens 1.
sal nævnes. Her blev i 1966 åbnet et gynækologisk
sengeafsnit, som blev tømt, da sengebygningen stod
færdig. Derefter indrettedes læge- og sekretærkontorer til medicinsk afdeling, der blev plads til ambulatorielokaler mv..
Når man er bundet af de eksisterende bygningsforhold
er det klart, at resultatet af arbejdet ikke bliver helt så
godt, som man kunne ønske sig, men det må erkendes,
at de opnåede resultater har vist sig brugbare.
Nogle af disse ombygninger har allerede fra starten
været betragtet som midlertidige nødløsninger. Patologisk institut blev i 1964 indrettet i en række tidligere funktionærværelser i loftetagen over tuberkulosehospitalet. I Nordjyllands amts første sygehusplan
omtales det, at der snarest burde ske en fornyelse
– det er godt 30 år senere bygget om, men instituttet
ligger fortsat på loftet. Der havde været en teoretisk
mulighed for at få nyt, da rheumatologibygningen blev
rejst, men indtil videre må en fornyelse vente til sidste
etape af det byggeri, der nu er ved at skulle starte.

Den lægelige virksomhed og specialerne
Som nævnt tidligere var sygehusets første læge
distriktslæge N.C. Heerfordt, der udover sygehusarbejdet skulle passe sin stilling som distriktslæge
ved siden af en almindelig praksis. Da han døde i 1893
gik man bort fra at koble stillingen ved sygehuset
sammen med distriktslægeembedet og stillingen som
sygehuslæge blev opslået, men den var baseret på, at
lægen udover at passe sygehuset også drev almindelig
praksis. Der var ingen yngre læger tilknyttet sygehuset før i 1899. A.W. Ewertsen blev ansat – og forblev
på sygehuset indtil 1929.
Han havde i mange år en stor praksis, hvilket gav
anledning til nogen gnidninger mellem ham og de
øvrige læger i byen, første gang i 1916, hvor man fra
lægeside mente, at Ewertsen brugte så megen tid i sin
praksis, at der ofte savnedes den fornødne lægehjælp
på sygehuset.
Anden gang i 1924-25 i en ny sag, som medførte to
ting, dels at sygehuset blev delt i medicinsk og kirurgisk afdeling, dels at Ewertsen opgav sin almindelige
praksis og holdt sig til konciliær praksis.
Fra 1926 er sygehuset delt, men tanken om et centralsygehus med fl ere specialer var fremsat af medicinaldirektør Johannes Frandsen.
Ewertsen var ikke uddannet kirurg, men tilhørte den
ret store gruppe af selvlærte sygehuslæger som var
ansat ved provinssygehusene, men han gjorde meget
for at skaffe sig ny viden og erfaring. Og det må siges,
at han faktisk foretog mange ting, som man i dag ikke
kan forestille sig udført på et mindre sygehus.
I 1896 costaresection for empyem, i 1907 thoracoplastik og i 1929 pericardiectomi – patienten overlevede.
Der var desuden øre- og øjenoperationer samt operation for hareskår for blot at nævne noget af det, der i
dag hører til på specialafdelinger.
Da sygehuset blev delt i 1926 overtog Ewertsen den
kirurgiske afdeling, og E.O. Folkmar blev ansat som
medicinsk overlæge.

Kirurgisk Afdeling
Fra afdelingens start og indtil 1965 dækkede afdelingen såvel almen kirurgi som gynækologi/obstetrik
og ortopædisk kirurgi, et mønster som var almindelig
kendt landet over – hvor man iøvrigt kunne se visse
forskelle mellem afdelinger, som nok mest skyldtes
hvilket område de pågældende overlæger var mest
interesserede i. Denne brede form holdt sig indtil
1965, da der blev ansat gynækologisk overlæge – og 3
år senere, i forbindelse med stillingsskifte, delte man
i ortopædisk kirurgi og almen kirurgi, siden benævnt
organkirurgi.
Organkirurgisk afdeling har sine arbejdsområder
indenfor gastroenterologi og urologi, har også thyreoideakirurgi og som den ene af to afdelinger i amtet
mammatumorkirurgi. At afdelingen siden 1977 har fået
denne placering skyldes bl.a. at røntgenafdelingen
ved sygehuset har været i en førerposition indenfor
mammografi , og der er i samarbejde med røntgenafdelingen udarbejdet forskellige metoder til lokalisation
af ikke-palpable tumorer. Afdelingen har været pænt
placeret i DBCG-opgørelserne og arbejder i dag med
Opholdsstue i vestfløjen – først forladt i 1989
»sentinel node«. Der er indrettet speciel stomiklinik
(på sygeplejeinitiativ). I et sengeafsnit, der var fælles
for organ- og ortopædkirurgisk afdeling, havde man
5-døgns afdeling i en periode omkring 1974, og der
var planer om at starte én-dags kirurgi, men de planer
har nok været lidt for avancerede på det tidspunkt.
Til gengæld er der i 90erne startet en ikke ubetydelig
dagkirurgisk virksomhed.
Nedlæggelsen af kirurgisk afdeling i Brønderslev har
medført ekstra tilgang, og etableringen af Sygehus
Vendsyssel med den funktionsbærende enhed i kirurgi
bestående af afdelingerne i Hjørring og Frederikshavn
har bevirket ændringer i arbejdsmønsteret, idet en
større del af den elektive kirurgi er gået østpå, mens
den akute belastning er steget. For 20 år siden udgjorde de akute indlæggelser omkring 40% af samtlige
indlæggelser, men i 2003 er andelen af akute steget
til over 70%. Et tal som betyder, at der meget nemt
kan opstå problemer med perriodisk overbelægning og
vanskeligheder med at styre indlæggelse af elektive
patienter.
I 2003 var der 3942 indlæggelser med et sengedagsantal på 19.201. Der var 6546 ambulante besøg, hvoraf 1835 var én-dags.

Gynækologisk Afdeling
I 1965 ansattes gynækologisk overlæge. Det var blot
5 år efter at byggeudvalget havde udtalt følgende:
»Byggeudvalget påregner, at specielle gynækologiske
lidelser vil blive henvist til Aalborg Amtssygehus eller
en anden centraliseret afdeling uden for Hjørring amt,
jfr. de løbende forhandlinger herom med Aalborg amtsråd og det af dette nedsatte særlig sagkyndige udvalg.
Der vil formetlig ikke blive tale om at modtage normalt
fødende kvinder til indlæggelse på Centralsygehuset,
da disses hospitalisering for tiden ikke kan anses for
at være en sygehusopgave.«
Der blev indrettet sengeafsnit i funktionærfl øjen og et
af de kirurgiske afsnit blev omdannet til barselsafsnit.
Der blev derudover indrettet undersøgelses-, føde- og
operationsstuer i den nyopførte vaskeribygning, hvor
der ellers skulle have været midlertidig medicinsk
afdeling.
Fra starten var der ikke nogen reservelægestillinger
tilknyttet gynækologisk afdeling, men der var lægefællesskab med kirurgisk afdelig indtil 1968.
Med dannelsen af Sygehus Vendsyssel er der nu en
funktionsbærende enhed med Hjørring og Frederikshavn. Det har skabt nogen uro, især i Frederikshavn,
hvor de største ændringer er sket.

Ortopædkirurgisk Afdeling
Da denne afdeling blev oprettet i 1968 var det efter
lang tids overvejelser. Der havde fl ere år forinden
været ført forhandlinger med Samfundet og Hjemmet for Vanføre, der den gang drev de ortopædiske
hospitaler i København og Aarhus, om at etablere en
afdeling i Hjørring. Når man havde denne konstruktion
i tankerne, var det måske fordi man ved at involvere
Samfundet kunne få en funktion etableret, hvor udgifterne for amtet ville være mindre, end hvis man selv
stod for etableringen. Forhandlingerne førte imidlertid
ikke til noget resultat, så afdelingen blev en amtskommunal sygehusafdeling.
Men det betød, at der skete betydelige ændringer, dels
ved at en række patienter, som tidligere var videresendt
til de ortopædiske hospitaler, nu kunne klares lokalt,
dels ved ved at der indførtes nyere behandlingsformer
indenfor fracturbehandlingen mv., og derudover kom
også en øget ambulatorievirksomhed.
Der måtte anskaffes en hel del nyt instrumentarium,
og det må medgives, at sygehusets bestyrelse var
meget lydhør overfor de fremsatte ønsker.
Ret tidligt optog afdelingen de nye arthroplastiker,
først hofte – senere knæled, ligesom man også tidligt
kom i gang med arthroskopierne. Der blev etableret
ordning med skomager og bandagist, som man fandt
lokaler til i kælderen under behandlingsbygningen.
Det var fra starten fastlagt, at organ- og ortopædkirurgisk afdeling skulle have fælles reservelægestab,
en ordning som viste sig at være ret uhensigtsmæssig
og som varede indtil den nok så berømte 81-overensSpædbørnsstue
komst for yngre læger var på plads. Den ville nemlig
medføre en så stor samlet stab, at det ville nærme sig
det uoverskuelige, og endelig, efter fl ere års forgæves
ansøgning derom, fi k man delt de to afdelinger helt.
Der er nu sket det, at den ortopædiske kirurgi er samlet
under eet for hele amtet og da man med etableringen
af Sygehus Vendsyssel, har lagt den akute funktion
i den nordlige del af amtet til Hjørring, er der sket
ændringer i afdelingens repertoire, således er arthroplastikerne, som man havde betydelig erfaring i og et
aldeles udmærket optræningsprogram til, nu er forlagt
til Frederikshavn, hvor operationerne udføres af læger
fra den ortopædkirurgiske afdeling i Aalborg.
De følgende tal kan illustrere den udvikling, der er sket
siden sygehuset blev åbnet i 1892.
Det første »fulde« år var 1893, hvor der var 417 indlæggelser, hvoraf størstedelen var difteripatienter.
I 1927, året efter delingen var der 1004 patienter, og
med et sygedagsforbrug på 31.288 sygedage var gennemsnitsliggetiden over 30 dage.
For det seneste regnskabsår, 2003, er de tre specialer slået sammen, og der var ialt 9203 indlæggelser,
42.444 sengedage og 34.553 ambulante ydelser,
hvoraf 2325 en-dags patienter. Gennemsnitsliggetid
4,6 dage.

Medicinsk Afdeling
Afdelingen startede i april 1926 og omfattede da
31 senge i de gamle bygninger samt 48 i epidemiafdelingen og 22 i tuberkulosehospitalet. Året efter afdelingen og 22 i tuberkulosehospitalet. Året efter
31 senge i de gamle bygninger samt 48 i epidemiblev pavillonen opført med 38 pladser til epidemiske
patienter, og de tidligere epidemisenge anvendtes
herefter til »almindelige« patienter. Yderligere plads
fi k man i 1931 da forbindelsesbygningen var færdig, til
gengæld forsvandt pladserne i de gamle bygninger.
Igennem årene er der sket en del ændringer i afdelingens struktur, den er blevet delt, specialområder skilt
fra og endelig er det hele lagt sammen igen – bortset
fra pædiatrien.
I det første fulde regnskabsår fi nder man følgende
tal:
sygedage liggetid
»almindelige« ptt. 711 26451 37,2
epidemiske ptt. 181 5122 28,3
tuberkuloseptt. 89 7382 82,9

Tuberkulosehospitalet
Behandlingen af tuberkulose og opsporingen gennem tuberkulosestationerne sorterede indtil 1936
under medicinsk afdeling. Og kirurgisk tuberkulose
blev behandlet på kirurgisk afdeling. Den veranda,
der fi ndes på sydsiden af den gamle hovedbygning,
er opført med det formål at patienter med kirurgisk
tuberkulose kunne komme ud i fri luft.
I 1936 ansattes Kaj Helsted som overlæge ved tuberkulosehospitalet. Efterhånden som tuberkulosehyppigheden reduceredes blev afdelingen benyttet som
lungemedicinsk afdeling.
Der var i 1975 i forbindelse med overlægeskifte tale om
at nedlægge den lungemedicinske funktion i Hjørring,
og overlægestillingen var opslået med bemærkning