Mikkel Nielsen Historier:
I meget gamle dage gik der stærke rygter blandt befolkningen, der boede blandt Skærum Bakker. Rygterne blev efterhånden ret faste, man følte sig overbevist, da man dagligt havde beviset for øje.
Hvad var det så, der gik rygter om.
Jo, i en kedelformet fordybning i en af bakkerne var der en plet på ca. 25 kvadratmeter.
På den plet ville intet vokse. Græs visnede, såede man korn, synede det hurtigt bort.
Alt liv var dødt, pletten måtte være forbandet.
Hvad rygtet fortalte, havde der engang fundet et slagsmål sted mellem fire fulde folk. De tre havde slået den ene ihjel og begravet ham på stedet.
Nu hvilede forbandelsen over platten, som kaldtes ”Den døde mands hul”.
Efterhånden gik man helt udenom ”Den døde mands hul”, særligt ved nattetide.
Navnlig havde ingen lyst til at grave eller ”undersøge” pletten.
Folketingsmand Hans Madsen på hvis mark den mystiske plet var beliggende, havde en modig mand blandt sine folk. Han hed Lars Peter Sørensen.
Det kneb for Lars Peter at tro på noget unaturligt, og en skønne dag satte han sig for at skaffe klarhed om sagen.
Han begyndte at grave et hul midt i sænkningen. Han arbejdede sig længere og længere ned, omsider havde hullet en væsentlig dybde.
Pludselig opdagede han en underlig lugt. Han strøg en tændstik, og da begyndte luften omkring ham at brænde i klare flammer.
Samtidig lød der et stærkt drøn, der gav en hul genlyd i alle bakkerne.
Altså var det en forbandet plet jord, hvor på han stod.
Der gik atter en årrække.
Folketingsmand Hans Madsen, der anede sammenhængen, fik sagen bragt frem. Flere steder opdagede man lignende fænomener.
Man begyndte at skrive flere steder om gassen under Vendsyssel, og man forstod, det var gassen, der var årsagen til ufrugtbarheden.
I 1905 lod staten nogle videnskabsmænd foretage omfattende boringsforsøg i ”Den døde mands hul”.
Lars Peter Sørensen hjalp til.
Han gravede på ny men denne gang efter videnskabsmændenes anvisninger.