Vrensted Historier – Side 2 – VRENSTED-HISTORIER.DK

“Da elektriciteten kom til Vendsyssel”

Elektricitet i Ø. Hjermitslev

Af Signe Ibsen

Signe Ibsen f. 1928. d. 2022

I anledning af 100årsdagen for forfatteren Peder Jensen Kjærgaard’s fødsel, gengives uddrag af hans beretning, samlet af Signe Ibsen, Brønderslev, og det er fra Vendsyssel Tidendes kronik den 4. marts 1955:

Vi havde i årene omkring århundrede skiftet mange flere får end nu om dage. Op til en halv snes moderfår og en vædder, samt en bede eller to.

Af lam kunne der ofte være 20-25.

De stod tøjret oppe i Ud lodden, hvor der var tyndt med græs, men rigeligt med lyng.

En søgn eftermiddag spændte far det gamle brune føl øg for fjedervognen og kørte af sted med mor.

Alene det at vi kørte statskørsel en søgnedag, var der noget højtideligt i.

Vi drenge skulle med.

Mor skulle den dag udvælge lammene til

efterårsslagtningen.

Foruden bederne, skulle 3-4 lam til efteråret forvandles til rullepølse og andet sulemad.

Sommeren gik og det blev efterår med mørke og kolde nætter.

I oktober blev bederne og lammene slagtet. En dag min ældste bror og jeg kom hjem fra skole, hang de spækkede fårekroppe i rækker under loftsbjælkerne i bryggerset. Ved bordet stod bedstemor og pillede talgen fra.

Det var navnlig hendes bestilling at støbe årets forbrug af lys.

Nogle dage senere, når lammene var parterede, mærkes allerede på lang afstand en fedtmættet duft.

Så vidste vi, at nu var bedstemor ved at smelte talgen.

Næste dag gik hun i gang med lysestøbningen. I bryggerset var en stige lagt over to stolerygge, og mellem tremmerne hang de dryppende lys, som bedstemor med mellemrum dyppede i den gamle stampekærne, der var fyldt med koghedt vand, og der ovenpå den smeltede talg.

Det var “pråse”, nogle ganske tynde lys, og så var der tykke lys, beregnet til køkkenet og bryggers, og andre til staldlygter osv.

Men i gammel daw, fortalte bedste, lavede de Hellig Trekongers lys, der delte sig i tre grene, en for hver af de Østerlandske Konger.

Vi ville gerne have prøvet at dyppe nogle af lysene i kærnen, men blev affærdiget af bedste: “Go no op i skødsløs unger. Altijer skal i go å tree jæn øver tæen” – hvor let kunne vi dratmikler ikke komme til at tabe de dryppende lys.

Når de var færdige, blev de lagt i en dertil indrettet kasse, og sat op på loftet. Desværre skete det ofte, at musene gnavede hul på den møre kasse og gnuffede i sig af lysene.

Vi havde på dette tidspunkt allerede tærskemaskine, En meget lille pigtærsker med kun to smalle rystere. Tærskemaskinen blev trukket af hesteomgangen.

I modsætning til nu om dage, havde vi en meget stor rugavl.

Jorden var dengang ikke i gødningskraft til den megen vårsæd. Hele rugavlen blev plejltærsket. Det samme gjorde havrenegene til hestenes hakkelse.

Og det var ikke småting der skulle til. Vi havde 5 arbejdsheste, samt 3-4 plage og føl.

Det føltes derfor som en stor lettelse, da vi på et meget tidligt tidspunkt fik elektricitet – vist før Hjørring.

Brønderslev fik det i hvert fald ikke før flere år efter.

Vi var så tidlig med på noderne, at Øster Hjermitslev var den første landsby i Danmark der fik indlagt elektricitet.

Det var ikke de dengang så gammeldags Hjermitslev bønder, men den daværende forpagter på “Hjermitslevgaard” der havde hittet på disse nymodens kunster.

Han havde set sig om i udlandet og kom hjem – ladet med nye ideer.

Han fortalte bønderne, hvad elektriciteten var for noget, blev ved med at hamre det ind i deres hoveder.

En af dem man først fik overtalt, var Stav Kræn. – morsomt nok, da han som landmand var den af Ø. Hjermitslev bønderne, der endnu drev sin gård som i fællesskabets tid.

En aften sidst på sommeren 1905, kom herregårdsforpagteren igen ned til Stav Kræn. Der blev sendt bud efter naboerne og andre 10-12 i alt. Så mange der var plads til, satte sig på tromlen, andre på et par plove. Altså noget i retning af de gamle tiders Grandestævne.

Og her på tromlen og plovene mellem Stav Kræns og nabogården, blev det vedtaget at oprette et elektricitetsværk.

En tid efter – for at være helt nøjagtig, den 15. oktober -samledes bymændene til møde i Stav Kræns dagligstue.

Forpagteren forklarede her med drivende tungefærdighed, hvor behageligt det var med elektrisk lys frem for de gamle petroleumslamper og osende tællepråse.

Vi skulle naturligvis også have motor til at trække tærske-værket og hakkelsemaskinen. Selv ville han også have kværn, så han kunne male herregårdens forbrug af mel.

Det bedste af det hele var, at denne herlighed kunne fås omtrent gratis, bortset fra, at installationen naturligvis skulle betales.

Men da der skulle stiftes et banklån, der gennem små afdrag skulle betales i en 10-års periode, ville det ikke afskrække.

Når strømmen kunne fås omtrent gratis, skyldtes det at værket skulle drives ved vandkraft fra Sønder-Mølle, Hjermitslevgårds Mølle, som den hed i ældre tid. Og vand var der nok af i åerne og Mølledammen.

Få eller rettere ingen havde nogensinde set elektrisk lys.

Men forpagteren på Hjermitslevgaard havde sine overslag og beregninger i orden.

Til at begynde med meldte sig kun et halvt dusin af de mest fremskridtsvenlige sig som partnere i foretagendet. Dog – inden længe havde halvdelen af byens gårdmænd tegnet sig som andelshavere.

Et udvalg blev nedsat og rejste sammen med herregårds-forpagteren Sønderud. Jeg tror til Århus, for at se hvordan elektrisk lys så ud.

De Hjermitslev bønder kom hjem, fulde af begejstring. Det var bare at dreje på en knap, så strålede lyset som midt på dagen ved midsommertid.

Ret meget af det hele havde de dog næppe forstået, når naboer og andre spurgte dem ud. Hvordan det kunne lade sig gøre at få lys, bare ved at hænge ledninger op under loftet, blev de svar skyldige.

Nogle mente, at trådene måtte være hule rør, og at lamperne på den måde fik tilført petroleum.

Ja, det var svært, som folk kunne hitte på nu om dage.

Men hvis nu en ledning går i stykker? blev der igen spurgt……Ja hvad så?

Jo, så måtte strømmen naturligvis løbe ud- eller petroleummen.

Nej, det var ikke til at begribe, hvordan det gik til.

De agtværdige mænd, der havde været Sønderud, kunne bare konstatere, at det var en kendsgerning.

Aldrig så såre man drejede på føromtalte knap, strålede lyset. Med denne forklaring måtte de viderebegærlige lade sig nøje.

Det var som sagt i efteråret 1905, Andelsselskabet Øster Hjermitslev Elektricitetsværk stiftedes.

Kort tid efter tog man fat på anlægget af værket.

Næste efterår fra oktober og indtil jul havde fjorten af byens gårde i Østre ende samt købmanden og smeden elektrisk lys, og for gårdenes vedkommende også kraft. Ikke så sært, at det vakte opmærksomhed viden om.

Jens Thise, blev af Vendsyssel Tidende sendt til Ø. Hjermitslev for med realistiske farver at skildre det rent ud sagt utrolige, der var hændt i den gammeldags landsby ved Store Vildmoses Nordstrand.

Landsbyen der i nabosognene hidtil havde været regnet for at være mindst 1à 2 menneskealdre bagefter andre, både med hensyn til drift af jorden og andelsbevægelsen m.m.

Vi har alle erfaret, når der sker en kortslutning, hvad det i vore dage koster, bare at få en elledning repareret.

Det vil derfor være af interesse at høre hvad en helgårds installation kostede i 1905. Af den gamle protokol fra den tid ser jeg, at installationen i mit barndomshjem kostede den svimlende sum af kr. 393,83.

Da de fleste vil ryste på hovedet, gøres opmærksom på, at motoren til trækkraft var iberegnet dette beløb.

Alligevel var det mange penge dengang, fordi der var få af dem.

“Det hvide lys” tændtes for første gang i de fem østre gårde, og jeg skal love for, folk var på benene. Jeg var otte år den gang, og husker tydeligt den store begivenhed. Vi gik fra gård till gård og lod os bade i dette “Lys væld der strålede ud fra en 15 lys kultråds pære, der havde omtrent samme lysstyrke som de 5 lyspærer, vi sad og faldt i søvn ved, under anden verdenskrig.

Vi skulle også alle prøve at tænde og slukke lamperne. Knapperne på afbryderne blev i det uendelige drejet rundt.

Jeg husker at bedstemor stod midt på gulvet i mit hjems dagligstue og prøvede, om hun kunne se at læse avisen, og det kunne hun. Det var jo så lyst som midt på dagen, synes både hun og alle vi andre.

Byvejen henlå dengang i et skrækkeligt pløre. Det var derfor naturligt, at vi havde fået gadelamper, fem i alt på en strækning af en kilometer. Herligheden med denne gade- belysning varede dog kun kort, et års tid eller så.

Det var som sagt kultrådspærer vi brugte dengang. Så snart der kom en brandstorm rystede ledningspælene, og pærerne sprang. Dertil kom, at i stedet for kabler, som heller ikke kendtes på dette tidspunkt, var almindelige ledninger, som regn og fugt snart gjorde ende på.

Ved siden af måleren var anbragt et ringeapparat. Når vi skulle tærske eller skære hakkelse skulle vi først trykke på en knap. Så kimede en klokke nede i Sønder-Mølle. Var der strøm nok i batterierne, svarede møllerkarlen ved at kime på vor klokke.

Thi de første batterier var både små og dårlige.

Derfor kunne to køre med motoren samtidig. Hjemme hos os måtte vi kun bruge motoren tirsdag og fredag. Alligevel var det en stor behagelighed med denne “Eleksitet” som vi kaldte det.

Desværre varede glæden kun kort. Ledninger og øvrige installationer var noget forfærdeligt ragelse.

Den første gård der brændte ved kortslutning- så vidt jeg husker samme vinter, var selve Møllegården – nogle måneder efter gik en anden gård – Svæjs gård op i luer. Der havde engang været ild i Hjermitslevgaards lade, men de nåede at få ilden slukket inden der skete videre skade. Der var altid noget i vejen i de forskellige gårde hvor de havde elektricitet – alle de steder har der været optræk til brand. Mærkeligt at halvdelen af byen ikke brændte.

Thi Møllekarlen – der uden spor af indsigt eller belæring – passede værket. Han var naturligvis reparatør. Hver ledig stund så man ham fare fra gård til gård, når der var sket kortslutning. Med tiden blev han, om ikke helbefaren, så dog en “mådelig fusker” i faget. Han reparerede også andels-havernes sikringer.

Men da prisen for at få en ny sølvtråd loddet i var 5 ører, hittede et klogt hoved på, at disse penge kunne de selv tjene. Den viden lod han gå videre til de andre. Altså begyndte folk selv at reparere deres propper. Det gik til på den måde, at man med en syl borede hul i enden og satte nogle kobber- tråde i – eller man brugte ganske simpelt søm eller en skruetrækker, i stedet for prop-

-Men frygten for at gårdene, især i nattens mulm og mørke, mens alle lå og sov, skulle brænde ned over hovedet på os, bevirkede, også i mit hjem, at man afbrød strømmen om natten, ja, om dagen med, når vi ikke tærskede eller skar hakkelse.

Jeg husker en tidlig vintermorgen, at der blev en forfærdelig rumstering uden for sovekammeret. Far og pigerne løb frem og tilbage, pumpen i bryggerset hvinede, sådan blev der trukket op og ned i stangen.

Der var sket det. at da far kom ud i gangen, så han til sin rædsel, at det brændte i en dørkarm. Hvis kortslutningen var sket alle rede om aftenen, var den gamle stråklædte “Ralling” naturligvis brændt.

Efter års forløb fandt brandforsikringen og øvrigheden da også gyldig grund til at kassere samtlige installationer. Det var en slem streg i regningen.

Herregårdsforpagteren, der i 1905 havde været mand for det hele, havde for længst søgt andre græsgange.

Thi det viste sig hurtigt, at elektriciteten ikke var nær så billigt som lovet.

I mit hjem, en gård på et halvt hundrede tønder land, kostede strømforsyningen mindst kr. 300 om året, og det ville være blevet langt dyrere, hvis vi også havde haft kværn. Vi vedblev også endnu at tærske en stor del af sæden med plejl.

I strenge vintre med langvarig frost, når åen og Mølledammen frøs til, kunne der gå uger, hvor der ikke kunne leveres strøm til motorerne, knap nok til en smule lys. Så måtte vi atter have petroleumslampen ned fra loftet.

Bedstemor vedblev da også i mange år, hvert efterår at støbe tællelys, som det meget ofte blev brug for.

Ikke alene fordi strømmen var dyr, men også fordi det var langt billigere, vedblev vi i mange år endnu at bruge tællepråse. Den omvendte verden, når vi havde elektricitet.

En vinter var frosten så langvarig, at næsten hele avlen atter måtte tærskes med plejl, og da hesteomgangen var fjernet, måtte vi til de mange heste skære hakkelse med håndkraft. Det var netop ind mod jul. I et par dage i træk skar far og karlene hakkelse, så der i hvert fald var nok til efter nytårsdagene.

Der var ikke engang strøm nok til en smule lys.

For at det ikke skulle gentage sig til næste vinter, anskaffede elektricitetsværket sig en petroleumsmotor til at trække dynamoen. Valget faldt på en gammel skibsmotor, der kanske i en menneskealder eller mere havde stampet en skude over verdenshavene.

En knippelfin forretning, var alle enige om, da den var urangeret som gammelt jern, og derfor var billig.

Den blev dyr nok endda, fordi der naturligvis også skulle bygges et solidt motorhus. Den gamle petroleumsmotor viste sig da straks at være en ren petroleumssluger. Knaldene fra udblæsningsrøret lød, som var det kanoner der blev fyret af. Så voldsomt var spektaklet, at der i stille frostvejr tydeligt kunne høres i Brønderslev, det vil sige omtrent trekvart mil borte. Stempelslagene hamrede, så murene i Møllehuset slog revner. Det var en kostbar historie at køre med den motor.

Det varede da heller ikke mere end et års tid eller to, inden hele maskineriet en skønne dag revnede med et knald, hvis lyd minder mest om krigstidens bombesprængninger.

Så var vi lige vidt, da det netop skete i en streng frostperiode.

På den måde tog tærskearbejdet, fremdeles hele vinteren, selvom vi havde elektricitet.

Signe Ibsen

Fiskerhistorier fra Strandby af fisker Ole Andersen

Jens Otto en sand fortæller – forkæmper for de jyske historier og fortællinger bliver hørt

Jens Otto Madsen, pensioneret bankmand og kan efterhånden kalde sig forfatter, med alle de historier og bøger har skrevet og udgivet.

Citat fra bogen ”jeg voksede så op og var ca 6år da ”igge” (han hed egentlig erik), sagde at nu sku jeg med på havet”

Af: Dann Vestergaard (journalist & Forfatter)

I hjertet af Vendsyssel gemmer der sig et væld af fantastiske historier, og Jens Otto er en af dem, der har været med til at bringe disse historier frem i lyset.

Fisker historier fra Strandby begyndte med, at Jens Otto en dag sad på Facebook, hvor Ole også kendt som “Wolle”, delte sine fortællinger på en gruppe ved navn skildringer fra det gamle Vendsyssel. Jens Otto blev straks fanget af den muntre og sjove måde, hvorpå Ole formidlede sine fiskerfortællinger og oplevelser.

Inspirationen fra Oles fortællinger ledte til skabelsen bogen fisker historier fra strandby, der samler disse små historier, til et sandt skatkammer af Vendsyssel-erindringer.

Bogen er en hyldest til Oles fortællekunst og bringer læseren med på en rejse gennem tid og sted, hvor fiskernes liv og eventyr springer til live på siderne

Små anekdoter fra fhv. fisker Ole Andersen, Strandby

Ole Andersen fra Strandby, er død torsdag den 5. maj. 2022

Æret være hans minde.

04.11.2020

Nu får i lige starten på det hele.. da jeg var ganske lille blev jeg passet af et ældre ægtepar og de havde en søn og en datter og en hund der hed Bob, sønnen tumlede med mig i haven og datteren gik ture med mig i barnevognen, jeg voksede så op og var ca. 6 år da “igge” (han hed egentligt Erik ) sagde, at nu sku’ jeg med på havet, (han havde sin egen vodkutter) så meget tidlig morgen drog han, sønnen og jeg på havet, jeg blev sat i stolen i styrehuset, og så ville “igge” lige kigge ud og så fløj hans elskede sixpence ud i vandet, og det betyder uheld !!! Vi fangede den med bådshagen, han vred den lige for vand og tog den så på igen og sagde så til mig at nu sejler vi ind igen, så ska’ jeg lære dig at spille skak (han var flerårig mester i skak) den dag i dag bærer jeg altid sixpence, og tænker på ham hver gang jeg tager den på.

Wolle’s opvækst i Strandby. Kren og Martha var hjemme i god behold, så dagen i det lille fiskerhus gik sin vante gang… da jeg startede der, fik jeg udleveret en knibtang! (Gammel og rusten) jeg sku’ så flå skindet af rødspætterne (dengang “håndflåede man dem på rygsiden) det kostede mig så lige en hånd fyldt med vabler! hver lørdag var jeg og en anden ungersvend nede og hive levende rødspætter op fra hyttefade (det sidste sted i DK. hvor der stadig blev landet levende fisk) det værste var, at jeg havde nået den alder hvor man tog i byen! der var altid bal på Kvissel kro om fredagen! så det var ik’ sjovt tidlig lørdag morgen !!! vi havde en gammel truck (clark) som hvis man satte en ispind i klemme i gasspjældet så ku’ den køre dobbelt så stærkt Så en lørdag morgen mødte min makker op fuld som en Ryle! jeg måtte så selv rykke hyttefade op af slæbestedet, mens Ivan sad og sov op af trucker. .. nå men vi begyndte så at pakke fisken hjemme i fiske huset og så kom Kren! han lagde (lige) hånden på Clark og konstaterede at den kun var lunken.. (han ku’ jo ik’ vide at jeg havde spulet den med koldt vand netop for at han ik’ sku’ opdage at vi havde brugt ispinden jeg kiggede så på Ivan og han stod og pakkede med det ene øje lukket for at ku’ “fange” fisken jeg sku’ så ind i kølerummet og lægge låg på alle de kasser der var der! (det foregik på den måde at hver kasse fik et låg og blev tapet i begge ender og sat på palle og fik mærkeseddel på og en stor pose udenom) så var de klar til transport.. den dag kom Kren igen og havde en kasse Landkær med og sagde ” det trænger du vist til Wolle (det gjorde jeg )

13.01.2020

Da jeg startede med efter skole job hos R. Clausen og sønners fiskehus i Strandby midt i 70’erne fik jeg 5 kr. I timen, men så fordi Kren og Metellus (sønnerne, Rasmus var gået bort ) var rendt uklar, havde Metellus startet sit eget fiskerhus og de hadede hinanden, men måtte jo mødes på auktion hver morgen og bød så hinanden op! til glæde for fiskerne en dag spurgte Kren mig ” hva’ får de unge hvalpe der ovre i timen … (jeg var lidt snu’ og sagde rask 10 kr. ) så blev han lidt blå i hovedet og sagde med sammenbidte tænder ” fra nu af får du 15…. jeg var den højest lønnede knægt på hele havnen. ps. Det var faktisk Rasmus Clausen der var den første der fandt gas i Danmark !!! hans kone Anna blev 102 år og jeg var jævnligt oppe ved hende med fisk og fik altid en 5 krone og slik og så kom Kren’s søster, som boede hjemme (vel en gammel mø), hun havde en frisørsalon og sku’ altid “ugle” mit hår og sagde at at den dag jeg lod hende klippe mit hår, ville hun sætte det i en ramme (jeg havde halvlangt korngult, slange krøllet hår) når jeg så kom ned i fiske huset igen, fik jeg skæld ud fordi jeg havde været væk i 2 timer! (de boede på kirkevej som lå mindre end 3 min. fra fiske huset), men jeg så godt det glimt han havde i øjnene

24.09.2020

Ja, jeg var en lømmel da jeg var lille, vi legede ” tagfat” på hyttefadene og hvis man stod for længe på dem så ” dykkede” de og rødspætterne svømmede ud! ” Jussi” som var havnekaptajn ville meget gerne ha’ fat i os unger, så han roede rundt inder molen, sammen med ” kisseminde” men han elskede os unger, så han sang altid på vej rundt, så vi var advaret ! Sjovt nok skal wolle flytte fra Skagen og hjem til Strandby og det er netop i ” kesse mindes gamle lejlighed, lidt spændende.

04.10.2020

Nu går vi lige lidt mere tilbage i tiden, Wolle var 13 år da han startede i Fiske huset, hos R. Clausen. Lille og spinkel og lidt skræmt af det der med at skulle arbejde med ” granvoksne ” mænd ! der var ingen ” kære” mor… men stille og roligt blev jeg (som tyren Ferdinand) stærkere, og en dag hvor de havde ” drillet” mig, med at jeg var slap som en karklud, kom ” Kesse” og sku’ hente fisk, som sku’ videre ud i verden, han kørte i en Bedford J6, (jeg gik i skole med hans søn, som var født en halv time efter mig ) så sagde ” lange” ‘ Wolle, tag lige de 2 kasser fisk og smid dem på gaflerne af trucken, jeg vidste de tog ” fis” på mig ! Men jeg gik hen og kiggede på de 2 kasser fisk som vejede lige så meget som mig og så lukkede jeg øjnene og tog fat i den første kasse og løftede den op og satte den på gaflerne! Så sprang Kesse ned fra ladet og tog den anden kasse, og sagde højlydt ” hold kæ… hvor i sku’ skamme jer” …. Kren havde set det i vinduet indtil kontoret, så han kom ud og sagde ” Wolle, mor Anna og min søster vil gerne ha’ rødspætter til aften, gider du at gå op med dem! og jeg ved, at når det er dig der kommer, så trækker det jo lidt ud ,men sagde han.. det er helt ok

16.03.2020

Wolle’s opvækst i fiske huset i Strandby. Jeg var efterhånden blevet en ‘eftertragtet” og kærkommen lille dreng i Anna og Lilly’s hjem på kirkevej, nogle gange spurgte Kren ” hvor er Wolle “? Han er vist oppe med fisk til din mor og søster! Hmmm sagde Kren ! så en dag jeg var på vej derop fangede Kren mig og sagde “jeg går med “, vi fulgtes så ad op af Kirkevej og Anna blev så glad da hun så mig og sagde “der er min dreng” og så sagde hun goddag Kren der lugtede af hjemmebag (Anna var altså langt over 90) det var nybagt franskbrød og så kom Lilly og hun ville som altid “lige ha” en krammer og ugle mit hår! !! vi fik så friskbagt brød og hjemmelavet syltetøj og så sagde Lilly ” må jeg ik’ nok klippe dig !!!” jeg kiggede på Kren og han sagde så ” det gror ud igen og du får fred fra hende” … så det endte med at jeg gik med til det… på vej ned sagde Kren ” det tror da pokker det tager så lang tid, hver gang du afleverer fisk og så ” ugler han lige det der var tilbage af mit hår.

16.01.2021

Da jeg var knægt i Fiske huset i Strandby fortalte de gamle tit om deres tid som fiskere og jeg stod bare der og lyttede og så sagde de, Wolle du ska’ være fisker en dag, det bliver alle drenge i Strandby!!! Alle deres fortællinger om deres tid på havet og alt det de havde oplevet gjorde, at jeg en dag mønstrede ombord på en kutter (de gamle havde lidt tårer i øjnene da jeg sagde farvel , og jeg var også lidt bange selv), men de år jeg fik som fisker på godt og ondt, med stormende kuling og den frygt man har når man ikke ved, om man kommer hjem igen og de dage med helt stille vejr og kammeratskabet på sådan en lille arbejdsplads, vil jeg ik’ være foruden …jeg går tit på havnen idag og mindes den tid hvor det var mig, der stævnede ud i bølgen blå … Til sidst vil jeg bare sende en hilsen til alle søens folk

marts 2020

Hver dag forarbejdede vi fisk som blev sendt ud i “verden” … jeg stod trofast og flåede rødspætter og det endte også med at min knibtang gik fra at være rusten til helt blank ! de gamle snakkede tit om ” dengang” de fiskede på Fladen og lossede i England og deres transporter af Jøder til Sverige + våbensmugling osv. og jeg elskede de historier ,men især en glemmer jeg aldrig ! dengang spiste man kun steg om søndagen på havet, ellers var det fisk… sidst på rejsen ku’ kødet godt blive “lidt” grønt så man bandt det i et langt tov og firede det så ned på 40-50 meters dybde hvorved trykket fjernede alle urenhederne, nogle gange snakkede de sig “varme ” og så kom der mange “røverhistorier ” hen over bordet bl.a. andet dengang Børge og hans far fangede så mange havkatte, at de åd rælingen hele vejen rundt (nu ska’ det siges at en havkat med lethed knækker et kosteskaft!!!) en dag spurgte Kren mig om ik’ jeg (ligesom alle andre knægte i Strandby ) skulle være fisker og så var barndomsårene slut i fiske huset og jeg sku’ prøve kræfter med det store haw ..

maj 2020

Ja, så blev lille Wolle fisker! den første hyre var ombord på FN 112 Deneb som var en 12 ton trækutter der fiskede med dybvandsgarn. Vi satte garnene på skibsvrag, sten og rev, fra Læsø og langt op i Skagerrak, typisk var det torsk, sej, langer, pighajer, men det skete at vi også fik havkat, havtaske, sildehajer osv. vi sejlede altid kl. 0.00 søndag nat og var hjemme igen Torsdag aften… jeg tror ik’ der er en havn langs den Svenske vestkyst jeg, ik’ har overnatte i… hver morgen på vej ud, var det “hovmesterens” tjans at lave kaffe og så måtte han gå den “tunge” gang fra lukafet ude i stævnen og over dækket med 2 ostemadder og en kop kaffe til skipper !!! (vi sejlede altid uanset vejret) når man så sku’ lave “stort” foregik det i maskinrummet på en såkaldt sķidepøs….. vi var 5 mand ombord og når vi sku’ spise, foregik det sådan at vi kravlede i lukafet iført alt regntøjet og “skovlede hurtigt maden i os og så ud på dækket igen … nogle gange var der nogen der faldt i søvn under spisningen af ren udmattelse. . et lille minde, men en tid jeg ik’ ville ha’ været foruden

27.04.2020

En lille beretning fra fordums tid. Vi havde fået proviant, is og kasser ombord og stimede mod Østersøen hvor vi sku’ fange torsk, vi satsede lidt på “den grå zone” som lå langt ude i Østersøen, vi sejlede gennem Falster Bo kanalen og manglede så stadig ca. 12 timer, før vi var på fiskepladsen og vi sejlede i is

hele vejen derud (hvilket aldrig var set før så langt ude) vi fik sat trawlen og skipper gik til køjs og jeg havde “vagten” da toplanternen gik ud !!! jeg kaldte så på ham og måtte så ud og skifte pæren der blæste en kraftig vind, så vi “rullede” fra side til side… masten var ca. 8 meter høj, men med møje og besvær fik jeg glasset af og skiftet pæren!!! (blev faktisk lidt søsyg, da jeg kiggede ned) da de andre blev kaldt på om morgenen spurgte de om der var sket noget om natten og jeg sagde.. næ…

22.05.2020

Lidt mere “tågesnak” fra Wolle’s tid som fisker… som tidligere beskrevet, skete det jo at man tog en afløserhyre, denne gang ombord på Klitrosen som var en 40 ton trækutter og fiskede med trawl. vi var 3 mand ombord, fiskeriet foregik på den tid af foråret mest efter “skidtfisk”, men nogle forsøgte sig også med hummer og søtunge. vi fiskede efter begge dele på østsiden af Læsø, og det var ” ik’ så ringe endda ” den sidste nat gik vi til Vesterø og sov der. Næste morgen (04.00) afgik vi så i tæt tåge! (mange havne har en sejlrende hvor der er opsat røde og grønne bøjer som viste vejen) men pga. tågen stod skipper med hovedet begravet i okularet på radaren, hovmesteren var gået ned og lave kaffe ude i kabyssen i stævnen da vi pludselig ramte den grønne bøje med et brag!!! 2 sek. senere stod den unge knægt på dækket nå, der var ik’ sket noget, så vi drog på ugens sidste fiskeri. på vejen hjem til Strandby var der stadig meget tåge! skipper gik og lagde sig og jeg havde vagten. imellem Hirsholmene og Kjølpen er der en smal sejlrende, men grundet tågen valgte jeg at gå norden om Græsholmen, jeg havde lige sat kursen direkte mod havnen da skipperen kom op og “begravede” sit hoved i radaren, så kiggede han på kompasset og sagde så “det er helt galt!!! ” så vendte han skuden og stimede 2 mil mod øst og ca. 2 mil mod nord, hvor han så satte kursen mod det han mente var den rigtige kurs !!! og så sagde han, “har du aldrig sejlet et skiw før!!!” jeg sagde så frejdigt, at jeg havde nok sejlet nogen større end den her lille “plimsoller”, så spurgte jeg hovmesteren om han nogensinde havde set Jerup strand “by night”, for det kommer du snart til !!! så begyndte skibet at ryste og det blev værre og værre. Så kiggede skipperen igen i radaren og slog bak i sidste sekund, vi var ved at gå på grund) så Stimede han 2 mil øst og 3 mil syd og satte så (endelig) kursen mod Strandby… PS. han var underligt stille resten af turen hjem.

17.06.2020

Nu bliver vi lige lidt på land! “Dons og kineservalde gik meget på andejagt syd for Strandby og en tidlig søndag morgen stod Dons og “vejrede” vinden og der var andevejr, men Minna (konen) sagde, at de sku’ være i kirken kl. 10!!! Dons mente så at han lige ku’ nå et hurtigt smut i engen iført hans fineste puds, drog han afsted! Da han ankom, ku’ han høre ænderne “rappe”, så (jæger som han var) sneg han sig på albuer og knæ ned gennem engen kun for at finde ud af, at det var Valde der sad og rappede De sad så side om side, da en enlig krikand kom ind over, og Dons skød til den og den gik også ned, så kiggede han over på Valde som “knækkede bøssen og sagde, “hva” fan… skød du også? (Det gjorde han ik ), men de blev enig om sten, saks, papir og den vandt Valde, og Dons nåede ik’ kirken den søndag.

10.07.2020

Det var Sankt Hans dag sidst i 70’erne! Vi havde fanget flere tons tobis på “rundingen” som lå lige nord for Læsø… ( de gamle fiskere havde altid sagt, at nøjagtig på Sankt Hansdag forsvinder de, (og de havde ret), men min skipper og en anden ville prøve at finde dem på det flade vand mellem Læsø og Anholt Vi satte så trawlen i det absolut smukkeste vejr, men der skete så det, at trawlen flød ind og gik i skruen, så vi blev slæbt ind til Anholt og kontakter Steffen, som havde et fiske hus og han fik så fat i en af de konstabler der var udstationeret på øen, og han dykkede så ned og fik den fri af skruen , nu var det jo Sankt Hans og havnen var totalt fyldt op med lystbåde ! Anholt er en utrolig dejlig ø allerede få minutter efter vi havde for tøjret, havde jeg solgt de fisk vi havde, de stod simpelthen i kø !!! så sku’ vi jo lige op og ha’ en “bette” øl og det blev ” lidt” sent …. (det er svært at komme op af en lystbåd)

10.04.2020

Da jeg var ung fisker, kom jeg ofte på Læsø også som fodboldspiller. Vi plejede at tage færgen, men besluttede os for at sejle selv i fiskekutter, pengene til færgen blev brugt til brændstof og proviant, øl og brændevin fra Brugsen som gav stor rabat, da det var der, vi købte proviant til hverdag) brød fra det lokale bageri, og “sponsorerede ” rejer fra Ecco rejer.. der var lidt “frisk” vind, så vi stuvede os sammen i kabyssen og på et tidspunkt spurgte Åge, Johannes om at “banke piben ud ad koøjet” så Johannes smed hans pibe ud!!! Vi nåede så Vesterø og skulle gå ca. 1 km. op til stadion, da vi kom forbi brugsen sku’ Åge ha’ en ny merskumspibe og det viste sig så, at den nystartede brygmester afholdt smagsprøver (det var ik’ smart når drengene fra Strandby var på besøg ) Da vi nåede stadion, var Læsø i gang med at varme op en time før kampen! Vi smed os i græsset og nogle spillede kort andre bordtennis , vi holdt selvfølgelig “væskebalancen ” ved lige…, da der så var et kvarter til kampstart, klædte vi om og gik ned og skød lidt bold til hinanden (vi var et lukket hold bestående af fiskere). Læsø havde på det tidspunkt ik’ tabt en kamp! Der var ca. 400 tilskuere på lægterne da de ku’ rykke op hvis de slog os … vi vandt 5-4 på vej hjem var der liv og glade dage om bord og vi besluttede os for at tage en dukkert midt på åbent hav… en af gutterne havde vandskræk så vi lå I en ring omkring ham, og den dag i dag snakker han stadig om en af de største oplevelser han har haft… , men hjem det kom vi, og det blev “lidt” sent den dag

18.07.2021

Så venner SÅ ska’ vi lige ud på ” den b lå hylde” det gode skib Gudrun førte os et stykke op i Skagerrak, og eftersom der ik’ var nogen af os der havde prøvet rejefiskeri før, tog det ” lige lidt” tid inden vi fik justeret det hele til, men vi slæbte i 12 timer, (det gjorde man den gang) og så da vi sku’ “hive” tog jeg en gryde med ud hvor jeg smed de flotteste rejer i og dem kogte jeg i vand med lidt salt og så havde jeg i forvejen bagt et franskbrød, så der var ” kalas” ombord.

30.06.2020

Nu må i ikke blive søsyge! da jeg fik min første hyre sejlede vi ud i det der kaldes kuling! Jeg “overbrækkede” hele dækket næste dag var der helt stille vejr, Men jeg sku’ lave kaffe og de 2 ostemadder til skipper, men lugten af kaffe var for meget for Wolle, så jeg ofrede lige igen og efter en måned havde jeg tabt 8 kilo, men jeg nægtede at give op, men så kom skipper og sagde at han havde set voksne mænd bukke under før mig! og det endte med at Kræn (fiskeimporteren) kom og hentede mig hjem i fiske huset og så gik der et år før jeg igen drog ud på bølgen blå

21.09.2020

Lidt mere fra Wolles ungdom. Vi stimede ud mod de flade banker, nær England… Det var tobisfiskeri vi var på. Da vi nåede ud til boreplatformene, rullede skibet som i en kuling i Kattegat!!! Det var det man kaldte gamle dønninger skipperen kom op og kiggede ud, og sagde ” der er jo så stille, at mågerne falder ned fra himlen!!! Vi nåede så fiskepladsen og satte trawlen, og det gav Gevinst På vej til Hanstholm ku’ vi ik’ se stævnen, så mange fisk havde vi ombord! da vi lagde til kaj, stod skibet på bunden af havnen, vi fik så frisk proviant, og (dengang) udførsel, (tobak, sodavand, kaffe, osv.) og så var det, at ” måsen” og mig gemte hovmesterens chokolade, hvilket gjorde ham temmelig vred så han åd et kilo Nutella Vi smed så alt hans udførsel i hans køje og den aften fik vi kringle til aftenkaffe

02.11.2020

Nu tar’ vi lige ud og fiske igen (det var en mørk og stormfuld nat, fra the julekalender) nej der var næsten ingen bølger vi stimede ud fra Marstal i Sverige, og da vi så lå ved den første lænke af garn og begyndte at hive dem hjem ved hjælp af net tromlen, ku’ vi godt se, at den var ” lidt ” svær at hive hjem!!!, der kom en ” lind” strøm af torsk, sej og lidt pighaj, men så kom der en sildehaj og den var ik’ alene, så selvom vi havde verdens største tromle til garn, så så måtte vi hive den ind over rælingen, og det gjorde vi 22 gange !!! Den største vejede 146 kg. og den var temmelig vred så Christer tog is hammeren og “slaskede” den nogle gange i hovedet, så faldt den til ro Jeg tror faktisk at den gamle Frederikshavn avis har billeder af det i deres arkiv Jeg tror aldrig, der har været så mange folk til morgenauktionen

28.11.2020

Som dybest brønd gir altid klarest vand og lifligst drik fra dunkle væld udrinder saa styrkes slægtens marv hos barn og mand ved folkets arv af dybe, stærke minder.

Din egen dag er kort, men slægtens lang; læg øret ydmygt til dens rod forneden; aartusinder toner op i Graad og sang, mens toppen suser imod evigheden. Vi søger slægtens spor i stort og smaat, i flinteøksen efter harvens tænder, i mosestykkets smykke, plumpt og raat i kirkens kvadre, lagt af brede hænder. Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog har gemt et gran af slægtens ve og vaade; nu skal de røbe mig en flig af livets gaade. Lad mig kun flagre hen som blad i høst, naar du mit land, min stamme, frit maa leve, og skønne sange paa den danske røst maa frie, stærke sjæle gennembæve. Da staar en ny tids bonde på sin Toft og lytter ud mod andre lærkesange, mens himlen maler blaat sit sommerloft, og rugen gulnede tæt om vig og vange.

26.12.2020

Nytårstorsk og havjagt.

Midt i 80erne.

Vi sad på den lokale. Bølgeslaget i Strandby. Et sted med jernbanebåse og et hestevognsnav hængt i kæder fra loftet som lampe. Vi var 7 blandede fiskere og andet godtfolk, vi raflede ” løwn” til tonerne af lollipops ” Sussi More”, og røgen lå tæt. Fiskerhabitten var trukket ned om hofterne og træskostøvlerne var krænget af,. men huerne havde vi på Det var tredje juledag Vi fiskede aldrig mellem jul og nytår, da man dengang sagde,

”at hvis man ik’ ka’ tjene hyren mellem nytår og jul, så ka'” man heller ik’ mellem jul og nytår”)

Pludselig siger den kæmpestore færing Eilif ” ska’ vi ik’ tage ud og fange en nytårstorsk og måske skyde en and en af dagene? ” (han gik på Skipperskole og boede hos min kammerat Jes imens, (Eilif var enorm og lignede en viking, men var blid som et lam) ” jeg har jo opsyn med min kammerats motorbåd, så der ka’ vi snildt være! (Det var mere en yacht) som sagt så aftalt. To dage senere sad vi i messen tidlig morgen og indtog friskbagte rundstykker og drak kaffe ombord på ” lineren” provianten, ”stængerne og et større våbenarsenal var stuvet, vi skålede lige en ekstra gang (eller 3), så lod vi gå, der var blikstille vejr. Vi gled ned ad kysten mod Frederikshavn hvor der jævnligt lå ænder. ” Måsen” stod i stævnen med hans femskuds pumpgun (mindre ku’ ik’ gøre det !!) Vi kom så til en lille flok hvinænder og begyndte at snige os ind på dem, da ” måsen” ik’ ku’ holde længere og knaldede 5 skud efter dem, alt for langt ude!!! Eilif sagde så lavmælt noget på Færøsk…. Vi fortsatte så over mod øen Deget og fik da også et par gråænder og nogle sortænder, før vi kom til Kjølpen, der fik vi 4 gråænder og 2 havlitter vi gik så vesten om Hirsholmene og videre forbi Græsholmene og kom til Muslingebankerne, hvor der altid er edderfugle, de lever af muslinger. Det er den største havfugl vi har, så nogle gange ka’ de ik’ komme på vingerne enten fordi de har spist for meget, eller fordi der ik’ er vind nok under vingerne, så dykker de og det er meget sjovt at se boblerne, når de under vandet svømmer som gale og så dykker ud i en sværm af hagl!! Vi fik så en større frokost bestående af flere slags sild, lune rødspætter, rejer, torskerogn osv. Og så havde Eilif medbragt en julegave fra familien der, hjemme! (Han havde holdt jul hos Jes og hans familie), det var en eller anden form for klipfisk! En ældgammel familietradition, som han ville dele med os, da vi nu var blevet en del af hans familie! Han læste så brevet der fulgte med, hvori hans familie takkede os for at ha’ taget Eilif til os og hermed betragtede de os som en del af familien!!! (Vi var nogle der blev lidt rørt) vi smagte så på fisken og der røg et par snapse og noget øl ned inden det gled ned !!! alt imens Færingen lignede en glad julegris Vi sejlede så over på østsiden af Hirsholmene, hvor der var chance for rundfisk. For en sikkerheds skyld satte vi ” lige” 3 garn Vi nåede så også et lille vrag og havde da også både sej og torsk med ind + lidt rogn. Lanternerne blev tændt og vi satte kurs mod land, mens vi stille gled ind over, blev fisk og fugle+ skiw gjort rene…

Det var desværre den eneste gang vi fik den oplevelse, men venskabet er der endnu, vi har siden haft mange andre oplevelser sammen, og minderne har man da lov at ha’

06.01.2020

Isvinteren 1985/86 var streng! Som fisker i Strandby var det næsten umuligt at komme på havet. Da vi endelig kom afsted med hjælp fra isbryder og esso’s petroleumsbåd, stimede vi mod Anholt, hvor vi fiskede torsk om vinteren, det var noget af en udfordring, da vi først sku’ finde en “våge”, hvor vi ku’ få trawlen i vandet og så surrede vi wiren sammen så de lå i kølvandet, men det skete ret ofte at trawlen kom op og lagde sig på isen! til sidst måtte vi gi’ op og sejlede mod Grenå, hvor vi “sad fast” ca. 3 mil fra havnen sammen med 15 andre kuttere og en enkelt coaster i pakisen.. Jeg husker at en skipper gik en tur rundt skibet for at se om stålpladerne stadig var der! Coasteren havde en stor rendegraver på dækket som den svingede for at komme frem men først da en skipper ” klippede “begrænsningen og gav den fuld skrue og flere gange var oppe på selve isen lykkedes det at komme i havn ps. Undskyld de dårlige billeder

05.09.2021

” Vi ska’ et smut tilbage sidst i 70erne midt i januar! jeg vågnede ved at min mor strøg sin hånd på min kind og hviskede “er du vågen? ,” . jeg svarede ja og blev igen forundret over at hun stod op midt om natten for at kalde på mig. Jeg “traskede” ned i bryggerset og tog min termokedeldragt og mine træskostøvler på, vrikkede min “Statoil hue godt ned om ørene og åbnede bagdøren!! DET væltede ned med sne. Med ” tunge” skridt stred jeg mig ned til havnen hvor ” skivet” allerede lå i agter-fortøjningen og ventede kun på mig. Skipper skældte lidt ud og jeg mumlede noget i retning af, at jeg ønskede at han ville falde over bord og blive ædt op af krabber (det hørte han heldigvis ik’) nå, men som sædvanligt var det min ” sure pligt” at ha’ styrevagten ud, det sneede så meget, at jeg måtte stå med hovedet i radaren for at komme ud af havnen, jeg ku’ simpelthen ik’ se noget som helst ud af ruderne! men vel ude af havnen blev kursen sat, og en ny dag på bølgen “hvid” var sat.

23.11.2021

Ska’ vi lige en tur på bølgen blå, vi stimede nedover og sad fast i isen få mil før vi sku’ igennem Øresund og sad bare fast sammen med 30-40 andre både, men ud for Helsingør kom der en isbryder og fik os gennem Øresund og ulvedybet (det kaldes det , lige ud for Kronborg) vi kom så ned i Østersøen, og rundede ” Hammeren” og fortsatte vores rejse langt op mod Gotland (det varede så også lige 56 timer inden vi var der,) vi skulle fiske torsk, så en tidlig morgen, hev vi trawlen, og jeg siger jer vi fangede torsk, men nu er al torskefiskeri lukket i den del af Østersøen, men det er jo også mange år siden, vi lå rigtig mange både og ku’ leve hver vinter af det fiskeri

19.12.2020

Jeg havde valgt en ” frisæson” i Østersøen, men blev så ringet op af en kammerat som lige var blevet skipper på S 409 Gudrun Nordfisk til-hørende Nordfisk-rederiet i Skagen. Jeg sagde ‘nølende’ ja indtil han havde fundet en anden, mønstrede så på Bornholm og fik hilst på de 2 andre dæksmænd (den ene fra Voerså den anden fra Aaså og begge landmænds-sønner) Gudrun var bygget i Holland og på 125 t. oprindeligt med 576 heste (de fleste var gået på pension!!!) Vi fik sat ” kæmpetrawlen og skovlene, som var på størrelse med ladeporte og begyndte at slæbe! Jeg bemærkede så, at vi ” kun slæbte med halv fart af det man normalt slæbte med ved torskefiskeri De andre fortalte så, at de næsten kun havde fanget skrubber… og at de nok gik i land, da det kun var en udgift at være med! Jeg meddelte så Skipperen, at vi sku’ hive og sætte kursen hjem, for det her duede ik’, vi ku’ simpelthen ik’ magte det grej med den maskine (han blev vred og frustreret). Vel hjemme i Skagen gik de 2 i land og Jan havde været i kontakt med rederiet og deres vodbindere, som havde klargjort en noget mindre trawl og skovle … Vi fik kassettebånd med andre skipperes slæbestreger i REJEFELTET !!! INGEN af os havde fisket rejer før den nye mand kom, en tidligere murermester og værtshusejer, som vi begge kendte og som aldrig havde fisket før, men som han selv sagde ” havde gået til ” finere madlavning i nogle år”!!! Vi havde fået is, brændstof og kasser ombord og manglede så bare proviant til ca. en uge. ” den nye mand fik så til opgave at købe ind og Skipper gik med og jeg strøg direkte på værtshus! hvor jeg sad og funderede over hvad jeg havde sagt ja til Da vi ankom til ” rejezonen’ kaldte skipper nogle af de andre både i området, men de svarede ik’? vi fik så sat trawlen og begyndte et ca. 12timers slæb. (rejefiskeri foregår i lav fart og i MEGET dybt vand og det var normalt med 2 slæb i døgnet.) Da vi så endelig fik trawlen hjem igen mange timer senere og fik det første ” løft” op (løftet er en pose man bruger til at hive fisken ind på dækket med via et spil). Den allersidste “snut” i trawlen! Som ku’ lukkes og efterfølgende åbnes på dækket og fires ud igen, det fortsatte man så med, til alle fiskene var inde. Jeg fik et mindre chok, da jeg så den “møgdynge der lå der!!! en stor rodedynge af ” alt godt fra havet” det ville tage MANGE timer at sortere rejerne fra Jeg tog så efterfølgende en snak med skipperen og bemærkede overfor ham, at der var noget vi gjorde forkert ! han kontaktede så rederiet og fik at vide, at vi sku'” skylle trawlen med noget tungt i enden af løftet, når vi hev, da rejerne så ville falde til bunden, mens alt det andet ville flyde op og så hev man det for sig Det lettede godt nok på sorterarbejdet nå men ” kokken kreerede mange fine retter af ” dybvandsfisk”, som ingen af os havde smagt før Han var i det hele taget en glad, dygtig lærenem kammerat og vi faldt godt i ske sammen alle 3 (vi havde jo også små 10 timer imellem slæbende som sku'” brændes af med søvn, vedligehold og spisning. Styrevagterne delte skipper og mig. Vi fik en tradition ombord. Vi havde en gryde med på dækket når vi hev det første slæb hjem hver uge og så kom de største og fineste rejer deri, uanset om det var midt om natten og blev senere indtaget på ristet brød med mayonnaise, citron og salt og peber! En dag besluttede ” Gourmet kokken, at vi sku’ ha’ ” konk” (vi kaldte dem “kruler” ), en stor havsnegl, som han ville tilberede ala vinbjergsnegle!!! Jeg mumlede så noget med at de vist var giftige, (fandt senere ud af at det er de ik’) Han gik så i gang med først at koge dem over flere gange, lave hvidløgssmør og bage flutes og lave salat, så blev de sat på fad fyldt med smør og serveret (det duftede egentligt godt), så var det han “trak ” noget ud af skallen der mindede lidt om en meget fejlslagen kønsskifteoperation !!! jeg mumlede så, at jeg lige ville afløse skipperen, så han ku’ komme ned og smage på delikatesserne hvilket han havde “lidt” svært ved at tilgive mig, da han kom op igen Det endte med at de stille dalede mod havbunden igen og da kokken gik till køjs, lavede jeg nogle store klapsammen-madder og en kop kaffe og tog med op i styrehuset…. Ps. De andre både kaldte jævnligt, da de fandt ud af, at vi fangede mange flere rejer hver uge end dem, men nu gad vi ik’ at snakke med dem

03.10.2020

For mange år siden, havde jeg og 2 kammerater en ” tradition hvor vi 3 juledag tog ud til Hirsholmene, hvor vi fiskede efter nytårstorsk med fiskestang i en lille kutter tilhørende min ene kammerats far. Vi havde så en gammel garn fisker, som lavede alle mulige form for sild og ål osv. Som vi sku’ vurderer om det var noget og vi havde jo ” provianteret” så rigeligt med tilbehør (host) Når vi så havde fisket nogle timer og det nærmede sig frokost, sejlede vi ind i Hirsholm havn og spiste og gav ” point” for hver en fisk vi smagte, det var ik’ altid, vi var heldige med torskefiskeriet, men i en lille fiskerby som Strandby, var det ik’ noget problem, når vi så var kommet i land, gik vi op til Orla med pointene og en helflaske snaps Det var tider dengang

12.05.2020

nå… vi lå en nat ude midt mellem Sverige og Danmark i Kattegat på hummerfiskeri, da min tidligere skolekammerat og meget nær ven kaldte op og spurgte, om jeg også ku’ se de lysende ringe, der svævede lige over havoverfladen! !! de lå få mil fra os, så jeg kiggede ud af bagbords vindue og så dem, jeg kaldte så op, men fik ingen svar og pludselig gik al strømmen i styrehuset, og var væk i ca. et minut… hva’ det var aner jeg ikke, men er sikker på at Arnold ved det, da det kom i Frederikshavn avis og i nyhederne dagen efter

24.04.2020

En lille skildring fra en bette fiskerby. “Kineserwalde” blev han kaldt, lille tætbygget garn fisker med skæve øjne… en dag hvor “pølse Claus” dragende sine garn, fandt han ved bøjen 2 øl bundet fast! han vidste med det samme, at det var walde. .. Nu var Claus ik’ selv hellig, hvis en søtunge manglede en halv centimeter ” klaskede” han den med målebrættet til den var over mindstemål! Walde havde sat sine garn på kanten af muslingebankerne ude ved Hirsholmene og da han dragende dem, var der mange drukne edderfugle deri (edderfugle lever af muslinger) Han lagde dem pænt i kasser og sluttede af med et marsvin, som også skulle med ind til landing…. på vej ind i havnen fik han øje på “den røde Rømers” åletejner og besluttede sig for at “søsætte” marsvinet deri…. , det blev så den første og sidste gang, der blev landet edderfugle på fiskeauktion i Strandby! !! De blev faktisk afsat, men til sin død fortalte Rømer om den dag der gik et marsvin i hans ruser og Kineserwalde sagde ik’ noget

03.02.2021

Når jeg alligevel ikke kan falde i søvn så får i lige en mere fra det store hav Vi stævnede ud fra Hirtshals og skulle ud på rejefiskeri igen, havet viste tænder (som man siger), men vi ” trodsede vind og vejr!!! På vej ud kaldte skipperen på mig da der var noget der ” var galt på dækket, så jeg måtte jo ud og se hvad der var galt. Det viste sig så at pavne brædderne (de brædder man skotter rummene op på, på dækket),lå og “kurerede rundt”, så jeg fik med liv og lemmer smidt dem ned i lasten, og derefter blev jeg ramt af nogle ” kurve som også lige havde valgt en ” bette” rutsjetur, men efter også at ha’ fået styr på dem, gik jeg ind og tog mit gummitøj af og gik op i styrehuset og sagde til skipperen “du ska'” ik'” kalde på mig før vi ska'” sætte trawlen” og det gjorde han ik.

09.02.2020

Hvordan jeg kom i besiddelse af en gyngehest først i 90erne Der var et ” rimeligt” stort kræmmermarked i Strandby, med mange boder og øltelt, tivoli osv. Jeg elskede at gå og rode imellem “skattene” og en fredag formiddag tog jeg (bogstaveligt talt) rø … på selveste Låsby Svendsen! !! jeg købte et tæppe som han ville ha’ ‘ 300 kr. for Jeg gav ham så min tegnebog og sagde ” det er det jeg har! ” og det gik han med til Lidt længere oppe af markedspladsen fik jeg så øje på “gyngehesten som egentlig ik’ så ud til at ha’ det godt !!! den var temmelig slidt og trængte bestemt til en kærlig hånd den var på gyngestolsmeder, men efter en hurtig handel fik jeg den billigt (Låsby Svendsen vidste ik’ at jeg havde 800 i lommen ) jeg malede og limede og satte ny hale på og så var den så go’ som ny.

06.04.2022

Hejsa , jeg gik lige i ” mindekassen” vi lå ude på ” det gule rev” og trak garn i et forrygende uvejr, da der pludseligt dukkede en kæmpefisk op, den var så stor, at på trods af, at vi havde verdens største garntromle, ku’ den ik’ hives igennem, så jeg tog is krogen og hakkede den i nakken på den (det var en helleflynder på ca. 100 kilo) Jeg hang ud over lønningen mens en af de andre holdt fast i mine ben, det var i december og bølgerne var 6-8 meter høje,! Jeg tror min arm blev en halv meter længere for hver gang vi ” duvede op og ned, så ku’ jeg mærke at krogen skar op igennem fisken, og så huggede Christer bådshagen i den! Men den knækkede og så fik vi en ” overhaling” hvor jeg stort set var under vand og da vi kom op igennem var fisken væk…. Vi fik så “trukket resten af garnene, og først da vi sad i lukafet gik det op for mig, at jeg var tæt på at dø for en fisk .

24.06.2020

Så ska’ vi lige et “smut” på hawet igen. Året er 1988 og vi lå og fiskede efter brisling i Østersøen tidlig forår. det var jo en slags tyveri, da vi ik’ måtte fange dem. Jeg stod så for at fordele dem i lasten, og ind imellem var der laks, og i netop dette “træk” fangede vi 22! den største sad fast i dækslet og vejede 23,3 kilo.. renset!!! (så vidt jeg ved er det rekord den dag i dag) jeg var imellem tiden blevet genindkaldt som soldat og sku’ møde på Høvelte kaserne ved Birkerød mandag morgen! Så skipperen vurderede, at det nemmeste var, at sætte mig i land i Tejn på Bornholm (som sagt så gjort) jeg nåede lige at råbe til “måsen”, gider du at aflevere en laks til “de gamle”, så gik jeg op på Skipperkroen, det var tidlig morgen. Nu var jeg “rimeligt” bekendt med det sted jeg nåede lige indenfor, da “kromutter” nærmest overfaldt mig! Jeg tilbragte så dagen der og fik endda lov af krofatter, at komme med i kælderen og se Danmarks største øl samling Nå men, vi spillede billard og hyggede, og så kom kromutter og sagde ” du ska’ klippes, inden du ska’ ind og springe igen” og så tog hun mig i hånden og fulgte mig til frisøren, og sagde ” alle krøller tilhører mig !!!” Og så faldt de …. det viste sig så, at frisøren netop havde vundet verdensmesterskabet i “lynklipning”. Kromutter fulgte mig så til bussen og jeg tog til Rønne, da jeg ankom, var det halvsent og jeg gik ind på et cafeteria og fik lidt “fast” føde Utroligt søde mennesker, som da jeg sku’ derfra, gav mig en kasse med smørrebrød og 2 øl til turen, jeg kom så på færgen og mødte en flok konstabler, som hurtigt fik bund i smørrebrødet og som tak ku’ jeg ” forsyne” mig af deres øl! 7 timer senere stod jeg på Københavns station og mødte de “gamle” gutter (de var også lidt “overrislet) ps. min far var ik’ helt tilfreds med det monster, måsen smed af derhjemme

10.09.2020

Vi lod fortøjningerne gå kl. 03.30. og stimede ud af Strandby havn og skulle på ” skidtfiskeri i Kattegat, det var midt i juni først i 80’erne. Jeg lavede kaffe og smed nogle rundstykker på primussen, og vi fik morgenmad hvorefter skipper og bedstemand gik i køjen og jeg havde vagten. Efter nogle timer ” loddede jeg en stor stime fisk og kaldte på de andre og vi satte så trawlen, jeg var så igang med at lave tidlig frokost, som var spejlæg, bacon, pølser og brød og pålæg midt i det hele sagde skipperen, at vi sku’ hive! Jeg sagde så om ik’ vi lige ku’, nå at ” skaffe” først! Han svarede så, at når han havde sagt vi sku’ hive, så var det det, så jeg tog pander, Potter og madam blå og smed dem i havet, han mente så, at jeg sku’ ha’ en lussing for det, men jeg greb ham og klemte så til og så kom bedstemanden og skilte os ad, og så hev vi og sejlede ind og lossede, og så kom skippers kone og hun var glad for mig, så da jeg fortalte hvad der var sket, gik hun ret over og gav skipperen en lussing . Jeg skiftede hyre samme dag.

12.09.2021

Go’ søndag …. jeg lå (faktisk!) I nat og så ” mod danske kyster, det er det afsnit hvor de besøger Bornholm og har besøg af Statsministeren. de dykker så ned og ser på en ubåd der sank i 1989! og her bliver min fortælling ” lidt” spændende vi lå i Strandby og gjorde klar til en tur i Østersøen efter torsk. Vi fik proviant, vand, brændstof o.s.v. så sejlede vi nedover, rundede Kronborg og var så i Østersøen og hen under aften rundede vi Hammeren og jeg havde ” vagten”, pludselig blev der helt stille vejr og det var ligesom om ” noget holdt vejret”! Skipper kom op og stod og “vejrede” lidt ud af vinduet (han havde også mærket at noget ik’ var helt okay) så blev vi enige om at vende om og i det samme kom vinden og inden vi nåede i læ af Hammeren var bølgerne 6-8 m. høje! Vi smed så anker for at “løje vinden af”. Sidst på natten sad jeg og havde ankervagten da en slæbebåd med en ubåd på slæb, lagde sig lidt agten for os og pludselig blev der lys og aktivitet derovre! Om morgenen hev vi så ankeret og drog på fiskeri og 2 dage senere fandt vi ud af, at det var en russisk ubåd der var sunket.

08.06.2020

Nå, så tar vi ud og fiske igen min første hyre var ombord på FN 112 Deneb. 15 ton garnbåd. Vi sejlede jo altid til midnat søndag (uanset vejr) og den nat var vejrguderne virkeligt vågen! Der var kuling!!! Men vi fik sat garnene på vragene og stenbundene og endte med at overnatte i Marstal. Næste dag var der stadig temmelig dårligt vejr, men vi stimede ud og begyndte at hale garn ind, vi fangede mange pighajer på trods af vejret og da også andre fisk (vi hadede pighajer da de rullede sig i garnet og var svære at få ud) pludselig råbte skipper at gearet var gået !!! ham og “bedstemanden” dykkede så i motorrummet, mens vi andre stod der på dækket og blev kastet rundt…til sidst kaldte skipper på hjælp fra Lysekil og der så jeg så et kæmpeskib der lagde sig i vindsiden og læede for os ! det var et russisk undersøgelsesskib, som havde hørt, vi var i havsnød…. vi vinkede og de vinkede igen. Så efter flere timer kom de endelig fra Lysekil og vi fik sat en tamp over og blev bugseret ind, da vi så nåede ind mellem klipperne hvor havet var et frådende vanvid. .. sprang slæbetrossen… Christer og mig sprang ud i stævnen kun iført “underhylere” og t-shirt for at fange en ny inden vi ramte klipperne … (det var i januar) de smed så en ny over og der var en blyklump i enden som nær havde ramt Christer, hvilket gjorde ham afsindigt gal og han var lige ved at smide den tilbage !!! der havde jeg så heldigvis fået fat og fik den nye trosse hevet ind og sat fast og med små 2 favne undgik vi klipperne….. vi lagde så til kaj og ville så få smed ombord næste morgen, den nat “faldt” jeg ik’ i søvn.. Jeg besvimede bare af ren udmattelse.

21.10.2021

Jeg skylder jo en fortsættelse af det der fiskeri, så den kommer nu vi fik jo rigget om til rejefiskeri og sejlede atter ud på bølgen blå, langt op i Skagerrak, men min historie gik lige lidt baglæns da vi rundede grenen for der kom jeg til at tænke på den gang jeg var ca. 6 år og stod helt ude hvor man ik’ ka’ komme længere i Danmark ! og jeg stod og så på at bølgerne slog mod hinanden, så kom der en gammel fisker og bøjede sig ned, mens han tog mig i hånden og sagde så “ved du godt hvorfor de bølger slår mod hinanden ?” og så fortalte han mig at det var fordi Skagerrak er en mand og Kattegat en kvinde, men så var det at hende gudinden der skilte Sjælland fra Sverige med sit sværd, var blevet forelsket i Skagerrak! men han ville kun ha’ Kattegat, og så blev hun så vred at hun drog sit sværd og kløftede en revne fra Danmark til Norge, så de aldrig mere ku’ være sammen ! (og det er så i den (nogen steder 800 m. dybe grav vi fiskede rejer)

15.05.2020

Så et program om tunfiskere i Amerika, hvor en fisker sagde ” storm, regn, sne og minusgrader ka’ jeg klare ! men tåge er jeg bange for !!! så kom jeg til at tænke, at det var faktisk rigtigt… en tidlig morgen (05.30) cyklede jeg til havnen i tæt tåge og “rundede” lige bager Ørtoft af bagdøren og købte helt frisk morgenbrød, som Kenneth selv havde bagt (tror faktisk han tjente mere før åbningstid) og kom ned ombord og tændte “madam blå” og lavede kaffe og så var det sådan, at hovmesteren altid havde styrevagten ud, mens de “gamle” krøb til køjs Da vi passerede Hirsholmene stod jeg med ansigtet begravet i radaren da tågen var så tyk, at jeg ik’ ku’ se stævnen !!! og så fik jeg øje på en enorm stor klat på radaren, der kom fra nord. Jeg regnede så lidt på det og fandt ud af, at vi lå på kollisionskurs! !! (normalt sku’ han vige for mig), jeg valgte så at tage “gassen” af og ligge stille, og så kom der pludselig et hul i tågen, og der så jeg så en grå væg glide forbi, den var så stor at jeg ik’ engang ku’ se dækket…. (næste dag var der meget mediedækning, da det var et Amerikansk hangarskib) da så skipper stod op spurgte han om alt var ok… , jeg svarede så ” jeg havde nær ramt “muren” jeg mener det var i 1984..

19.03.2022

Go’ aften den her historie er fra en (desværre meget svunden tid) min kammerats far havde en båd hvor han satte garn fra, en lille 5tons båd , men indimellem fik min kammerat hans søn og jeg lov til at komme med, og så hev vi garn , og hver gang det var en søtunge råbte skipper “elleve”, det var først flere år senere jeg fandt ud af hvorfor han klappede den EN med målebrættet , så blev den lige 1 centimeter længere

06.12.2020

Kl. var ca. 23, da jeg steg ombord på FN 479 Anli, vi sku’ sejle kl. 00.400. så jeg “væltede ” bare i køjen og vågnede da maskinen blev sat i gang, bedstemanden lod fortøjningerne gå og jeg satte vand over til kaffe. Sammen med godt 20-30 andre lyseblå fiskerbåde stimede vi langsomt ud af Strandby havn, snart efter havde skipper fortalt mig, hvor jeg sku’ vække ham hvis ik’ der skete noget inden, og så sov de gamle, og jeg ” småsludrede” over radioen med de andre hovmestre og holdt øje med instrumenterne, det var en af de nætter hvor mor Luna kastede sit sølvgrå hår ned i det blikstille vand, og hvor “morild” lyste op med sit grønne skær, fiskene ville ik’ komme op af sandbunden før solopgang, og det gjorde hun ! Stor og flammende steg hun langsomt op, mens Luna gik til ro…. Vi nærmede os fiskepladsen, så jeg gik ned og satte vand over og purrede skipper, jeg smed så nogle ” Hattings” på primussen og kogte æg og satte på bordet, da vi havde spist, tog bedstemanden af bordet mens skipper forsøgte at “lodde” fisk, sammen med vores makker skiw” (vi slæbte dobbelt, hvilket vil sige 2 skibe om1 trawl), vi satte så trawlen og de fik “tampen” over og vi fik Wire og skovle i havet og begyndte at slæbe… få timer senere hev vi og det var på høje tid! Hele “kaljen” var fyldt med brislinger, vi fordelte så fisken sådan, at vi tog det sidste, mens de satte den anden trawl og så slæbte vi igen og jeg lavede frokost. Derefter gik skipper og jeg til køjs og bedstemanden havde vagten. Da vi så hev igen var der så mange fisk, at vi 2 skibe. ik’ ku’ ha’ dem ombord, så vi måtte lukke de sidste ud!!! Tryklastede stimede vi mod Strandby, bedstemanden havde skåret småtorsk, som jeg stegte på panden og serverede med kartofler og persillesovs og lyset fra Hirsholmene fyr synedes derude sydvest på. Mens Luna atter steg op og solen fandt sit leje i vest, (det var ik’ altid trælst derude på den blå hylde)

13.05.2020

Det er dejligt med alle de” likes” og responser på mine indlæg.. tak jeg blev jo trawl fisker og vi lå i Østersøen og fiskede torsk, men den allersidste rejse vi havde i 1980 riggede vi om og “stjal” brislinger det var på Dronning Margrethes fødselsdag Vi stod i styrehuset og lyttede til hendes tale og sku’ bare høre hendes afslutning som lød ” og så til sidst en hilsen til alle søens folk, Gud bevare Danmark ” vi så på loddet (det var knaldrødt) hvilket betyder mange fisk… så sagde skipper “vi hiver folkens” Vi havde slæbt 20 minutter og vi vidste der var mange fisk, da vi gik ned i slæbefart !!! da vi så hev trawlen hjem, kom kaljen op og lettede en meter ovenud af havet ! og så revnede den og der var fisk i det kvarte af Østersøen den nærmest eksploderede pga. af fisk… så sejlede vi hjem… og jeg sad og havde vagten op langs den Svenske vestkyst. En af de der ufattelige smukke aftener, hvor havet var spejlblank og en sol så rød der langsomt gik ned) da vi så stimede mod Falster Bo kanalen, kom der et enormt sejlskib (godt nok foruden sejl) stille glidende forbi, med kurs mod Rusland Det var den gang.. verdens næststørste sejlskib Kruzenstern , (jeg har faktisk været ombord på den til tallship i Frederikshavn flere år før) og der stod hele besætningen og vinkede til mig !!! jeg vinkede selvfølgelig tilbage med en lille glædeståre der stille gled ned af min kind over den oplevelse.

10.05.2020

“lille” wolle’s tid som fisker i 1981 blev FN 129 Karen Tvilling søsat fra Karstensens skibsværft … det hidtil største træskib (næst efter Noah’s ark) med den vildeste og verdens største garn op haler fra Net-op i Aalbæk….( skipper Niels havde fået storhedsvanvid ) Vi plejede at fiske i Kattegat, men nu sku’ rejsen gå mod det gule rev i Skagerrak! de havde meldt storm med orkanagtig styrke, men som tidligere beskrevet sejlede vi uanset vejret!!! vi fik sat garnene og krøb til køjs, mens vinden tog til….ved 4tiden blev vi “purret” og så halede vi garnene hjem og pludselig sad der en ca. 80 kilo stor helleflynder som ik’ ku’ gå gennem tromlen, så jeg tog bådshagen og jog den ned i kæmpen, samtidig med at Christer hakkede is krogen i den!!! Bølgerne var nok 6-7 meter høje og vi gyngede temmelig meget… en af de andre gutter lå hen over mine ben så jeg ik’ faldt over bord!!! men så knækkede bådshagen og Christers krog slap og næste gang garnet kom op var den væk.. på vej ind til Hirtshals fik vi melding om at en lille garnbåd var savnet, i det område vi var i, så vi stod 3 mand i styrehuset og spejdede efter den (på det tidspunkt føg skummet hen over bølgerne)! så meget blæste det vi kom så i havn og fik at vide at den lille båd var “trukket” op i Thorup (heldigvis)

08.02.2021

Så tager vi lige ud og fisker igen

Skipperen havde besluttet at vi sku’ prøve at sætte garn i Østersøen, så vi sejlede derned og satte garn lige udenfor Tejn og sejlede så ind og gik (selvfølgelig) på kroen Dagen efter om morgenen stævnede vi så ud og begyndte at hale garnene ind, men der var ik’ mange torsk , men så kom der et eller andet op og Skipper råbte ” det er en bombe” der løb væske ud af den og lidt forskræmt fik vi den viklet ud af garnet og det viste sig at det var en køleskabsmotor, og det var freon der løb ud så vi åndede lettet op så sejlede vi hen til den næste ” lænke” garn, men den forsvandt næsten, som vi var fremme ved bøjen ! Der var simpelthen en ubåd der var i gang med at stjæle vores garn så vi satte efter den med ekkolod og sonar og de signaler det sender ned lyder på en ubåd, som hvis man slår med en hammer på stål, men den kom aldrig op, vi blev enig om, at det nok var en russer, men så sluttede det eventyr og vi tog hjem

29.10.2021

06.04.2022

24.06.2020

10.09.2020

12.09.2021

08.06.2020 Nå, så tar vi ud og fiske igen min første hyre var ombord på FN 112 Deneb. 15 ton garnbåd. Vi sejlede jo altid til midnat søndag (uanset vejr) og den nat var vejrguderne virkeligt vågen! Der var kuling!!! Men vi fik sat garnene på vragene og stenbundene og endte med at overnatte i Marstal. Næste dag var der stadig temmelig dårligt vejr, men vi stimede ud og begyndte at hale garn ind, vi fangede mange pighajer på trods af vejret og da også andre fisk (vi hadede pighajer da de rullede sig i garnet og var svære at få ud) pludselig råbte skipper at gearet var gået !!! ham og “bedstemanden” dykkede så i motorrummet, mens vi andre stod der på dækket og blev kastet rundt…til sidst kaldte skipper på hjælp fra Lysekil og der så jeg så et kæmpeskib der lagde sig i vindsiden og læede for os ! det var et russisk undersøgelsesskib, som havde hørt, vi var i havsnød…. vi vinkede og de vinkede igen. Så efter flere timer kom de endelig fra Lysekil og vi fik sat en tamp over og blev bugseret ind, da vi så nåede ind mellem klipperne hvor havet var et frådende vanvid. .. sprang slæbetrossen… Christer og mig sprang ud i stævnen kun iført “underhylere” og t-shirt for at fange en ny inden vi ramte klipperne … (det var i januar) de smed så en ny over og der var en blyklump i enden som nær havde ramt Christer, hvilket gjorde ham afsindigt gal og han var lige ved at smide den tilbage !!! der havde jeg så heldigvis fået fat og fik den nye trosse hevet ind og sat fast og med små 2 favne undgik vi klipperne….. vi lagde så til kaj og ville så få smed ombord næste morgen, den nat “faldt” jeg ik’ i søvn.. Jeg besvimede bare af ren udmattelse.

21.10.2021

15.05.2020

19.03.2022

06.12.2020

13.05.2020

10.05.2020

08.02.2021

Så tager vi lige ud og fisker igen

29.10.21

Nu ska’ i ik’ blive søsyge for vi ska’ lige ud på ” den gyngende grund igen, det var blevet den tid på året hvor sommersildene var kommet, så vi riggede om til dobbelt trawl, det er sådan en trawl hvor 2 både slæber side om side med trawlen spændt ud mellem bådene) vores makker skib hed Reinette, nogle gange fangede vi ” kvoten” på 2 dage, og måtte så ” ligge i havn til en ny uge, (det var ” lidt” farligt for os unge knægte ) men sommeren gik, med sildefiskeri, og så hen i efteråret, riggede vi atter om til rejefiskeri , nogle af de minder jeg husker bedst er alle de solopgange og solnedgangen, alle de stjerner og det at man sidder helt alene i styrehuset midt om natten og pludselig føler sig meget lille

En lille fiktiv juleskildring.

Af Ole Andersen, Strandby

Året var 1863, det var natten til den 24. december.

Han lå og kiggede ud af det lille vindue op på de hastige skyer der jog forbi, lyttede til vindens rusken og kiggede så ned på sin smukke kone og kyssede hende blidt på panden, smilede lidt da han hørte sin datter Clara gi’ sig lidt i sin seng. Han var blevet færdig med de hjemmelavede julegaver og hentet juletræ og brænde ind til kaminen og Ane havde lavet mad hele dagen så nu ku’ det godt blive jul i det lille hjem i klitterne. Så hørte han en sagte banken på ruden, det var Johannes. Han vidste hvad det betød! Han stod op og begyndte at iføre sig sit olieskindstøj og sydvesten, gik så over og kyssede Ane igen, smed en kærv i og kløede hunden der lå tæt op af kaminen, gik så ind og kørte sin hånd sagte over kinden af sin datter inden han forsvandt ud i mørket. Han stred sig gennem klitterne og fik snart øje på petroleumslamperne og folkene på stranden, længere ude i brændingen kom der af og til et lys som hoppede op og ned. De store bølger væltede ind på land men snart var redningsbåden klar og han steg ombord. De var en rorsmand en udkig og 6 roere ombord, da den næste bølge ramte dem, blev de skubbet ud af folk på stranden og han tog et ekstra hårdt greb i årene, de kæmpede sig nu ud over revlerne i den frådende storm og nåede skibet. De kastede et tov op og snart gled den første nødstedte ned i båden. De havde plads til alle og begyndte nu kampen mod land, da de nåede 3.revle, tog de bunden hårdt! den nødstedte bag Peter blev kastet over bord og Peter forsøgte at få fat i ham men blev selv hevet overbord! Han fik fat i den anden og forsøgte at nå båden i det iskolde vand men måtte se lyset svinde til det til sidst var bælgmørkt, af alle kræfter svømmede han mod land sammen med den anden, men mærkede at strømmen var for stærk….

Det var et stykke oppe af formiddagen og Ane gik og forberedte julegøremålene, Clara på 4 legede på gulvet. Så bankede det sagte på døren! Udenfor stod hendes svigerfar… Han tog hendes hænder i sine samtidig med der trillede en tåre ned af hans furede kind og sagde så grådkvalt; havet tog ham i nat! Han vendte sig så og gik langsomt gennem klitterne. Ane lukkede døren og lænede hovedet mod den og mærkede tårerne løbe ned af kinderne, så gik hun hen og tog Clara op og satte sig i sengen.

Det var blevet sen eftermiddag og Ane stod og stirrede på heden gennem vinduet, det var begyndt at sne. Hendes mor og far havde været der. Så besluttede hun sig at tænde lys i vinduet ud mod havet, mens hun stod der, gik døren op, hun stirrede og der stod Peter og smilede til hende! Hun løb over og kastede sig i hans stærke arme og kyssede ham i hele ansigtet. Peter fik så tørt tøj på og de sad nu med kaffen ved bordet der fortalte Peter” vi kæmpede som gale for at nå land og pludselig ku’ jeg mærke bunden og med vores sidste kræfter trak vi os op på land, jeg vågnede så senere og til min glæde var den anden stadig i live ! ” Vi begyndte at gå hen af stranden og så flere vragstumper i vandkanten!!! så var det efter et stykke tid at jeg ku’ se røgen fra skorstene i byen og på sin kærre kom gamle Herman (han havde ” strandvaskervagt” og fik os op bagi og pakket ind i tæpper og nu er jeg her, Clara kom hen og han løftede hende op og knugede hende ind til sig. I løbet af kort tid begyndte der at komme folk for at se til familien. Bedst som de stod der tog Peters mor deres hænder og snart stod alle og holdt i hånd og hun sagde ” så blev det alligevel jul”. Ane kiggede ud af vinduet hvor sneen dalede stille ned. Hun syntes aldrig at Nordstjernen havde lyst kraftigere.

Med denne lille historie vil jeg ønske jer alle en

RIGTIG GLÆDELIG JUL

Tordenskjold og Strandby

En fortælling fra afdøde Ole Andersen, Strandby

Når man læser om vor store søhelt Tordenskjold (1690-1720), så står der ingen steder i historiebøgerne, at han også benyttede Strandby som landingsplads. Nogen påstår han end ikke var i Fladstrand, medens andre påstår, han havde sin gang der tit og ofte.

Disse par historier om Tordenskjold, er i hvert fald blevet fortalt fra mund til mund af generationer, så jeg vil mene, at der er en del sandhed heri, og at den navnkundige Tordenskjold virkelig kom en del til Strandby, bl.a. fremgår det også af den ene historie, hvordan vi i dag har en vej i Strandby, der hedder Tordenskjoldsvej.

Tordenskjolds landgang i Strandby

Engang i en hylende storm fra vest, havde Tordenskjold med sit skib søgt ly under kysten. Her gik han og længtes i land, hvor han havde gode venner. Under en fest på Lerbæk, havde flere af egnens herremænd været med, samt deres familie, og der var mange kønne piger imellem. Herremanden på Ellinggård, havde ikke sin datter med, og Tordenskjold havde hørt, at hun skulle være den kønneste af dem alle, så hende ville han gerne se.

Medens han stod og grundede, blev der meldt, at der kun var et par tønder fersk- vand tilbage. Her var lige chancen. Han gav fire stærke mænd ordre til at fire en båd ned i læsiden, og fylde dem op med tomme tønder, så ville han sammen med dem sejle ind til Strandby. Undervejs begyndte det at sne og blæse mere op, så da de kom i land, besluttede Tordenskjold sig til at de skulle overnatte i Strandby, selv besluttede han at aflægge et lille besøg på Ellinggård.

Da de kom op på >>Skramgården<«<, som dengang ejedes af Thomas Matthiasen, kom konen bærende med en stor kurv tørv. Da hun hørte det var Tordenskjold, og om hvordan han i det dårlige vejr havde søgt ly i Strandby, og ikke kunne vende tilbage til skibet med de store tønder vand, bød hun dem indenfor til sin mand.

Hun kom så med et par kander varmt øl til de forfrosne mænd, medens hun skænkede op, fandt hun også ud af, at Tordenskjold meget indtrængende bad hendes mand om at køre ham op til Ellinggård, da han havde et vigtigt ærinde der. Manden var ikke meget for det i det grimme vejr, og når det blev mørkt, ville det heller ikke være let at finde hjem igen, men for gode ord og betaling, lovede manden det dog til sidst.

Hurtig til tanke og handling, som den unge kone på gården var, lovede hun beredvilligt, at mens manden klædte sig varmt på, ville hun løbe ud og spænde hestene for. Men først smuttede hun ind i vognporten og løsnede bøsningen i det ene baghjul, så vidste hun, at den tur ikke blev lang, for hun ville bestemt ikke være alene hjemme om natten med disse fire krigsfolk, der sad inde ved bordet.

Som hun tænkte; sådan gik det. Hestene havde stået på stald i mange dage, og var helt ellevilde for at komme ud at trave, så det gik rask ud af byen, indtil man kom op til bakken, der lå lidt sydvest for gården. Der trillede pludselig det ene baghjul af, så vognen kæntrede, og manden havde sit møje med, at holde hestene.

Hjulet fandt de, men det var umuligt at finde hvad der hørte til navet i det stærke snefog, så der blev ingen tur til Ellinggaard, men siden har bakken altid heddet >>Tordenskjolds Bakke<< – og senere Tordenskjoldsvej.

Da Strandby-bælsene hjalp Tordenskjold

En anden gang var det også nær gået galt for den kære Tordenskjold. Det fortælles at Tordenskjold blev reddet af fiskerdrengene i Strandby, de såkaldte >>bælse«. Undervejs hjem til fods fra Fladstrand langs stranden, iagtog et par >>Strandby-bælse<< en robåd som landede mellem Strandby og Elling Å. Drengene der var nysgerrige, lå sig på lur mellem klitterne, og her overhørte de en samtale mellem dem i båden, og da den var på svensk, spidsede de endnu mere deres ører. Af samtalen kunne de forstå, at de skulle møde en mand fra Ellinggaard, som skulle forråde Tordenskjold til svenskerne, som vi alle ved, var meget ivrige efter at fange vores søhelt.

Da Tordenskjold var en populær person, ville drengene naturligvis ikke lade dette ske.

Forræderiet skulle ske næste dag om aftenen, hvor Tordenskjold skulle møde jomfruen under et stort træ i Ellinggårds have. Og Selvfølgelig var Strandbyknægtene kravlet til tops i træet, bevæbnet med stokke og stave – så da svenskerne kom, til Tordenskjolds overraskelse – sprang bælsene fra Strandby ned fra træet, og det ka’ nok være at Tordenskjold blev forskrækket endnu engang, men det blev svenskerne sandelig også, endda så grundigt, at de omgående tog flugten.

Tordenskjold blev så glad for drengenes dåd, at han næste dag inviterede dem til sit kvarter i Fladstrand, hvor han forærede Strandby-bælsene en jolle, som de stolt roede hjem med til Strandby og straks døbte den navnet >>Svanen«<.

SANKT HANS AFTEN I VENDSYSSEL

Af. fhv. præst Poul Sørensen der stammer fra omtalte område og idag er bosiddende i Værløse som pensionist.

SANKT HANS AFTEN I VENDSYSSEL

Sankt Hans Aften i min barndom og ungdom i 1950’erne og 1960’erne i Rakkeby og Sønder Harritslev havde forskellig præg, grundtvigsk i Rakkeby og indremissionsk i Sønder Harritslev.

Jeg syntes godt om begge former.

I Rakkeby indledtes aftenen med en dilettantkomedie i Sandgraven, hvor der var en rigtig ophøjet teaterscene. Der blev et år spillet “Sound of Music”, instrueret og spillet af lokale ildsjæle.

Familien Baggesen har i mange år været dem, der ledede festlighederne, både på scenen og ved det efterfølgende bål på en nærliggende mark.

Vor nærmeste nabo, senere borgmester i Løkken-Vrå kommune, Jens Baggesen, holdt båltalen. Jeg husker, at han et år talte om den vigtige forskel på en sund nationalfølelse og en usund nationalisme, hvor et folk er sig selv nok.

Midsommervisen af Holger Drachmann blev naturligvis sunget omkring bålet.

Efter dilettant og bål var der kaffebord med hjemmebagt kage i stuerne på Østergaard og dans med levende musik i laden, der var udsmykket med løv og kulørte lamper.

Også haven var oplyst med kulørte lamper.

Et år kom Nordjysk Pigekor, der sang danske sommersange.

Bagefter dansede jeg med en fra pigekoret. Jeg husker endnu hendes mørkblonde hår, som under dansen duftede helt eventyrligt dejligt.

Jens Baggesen samlede hen mod midnat unge og gamle i haven på Østergaard.

Jeg husker, at han sendte os hjem med en tale ud fra Grundtvigs salmevers “Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.”

Hvert andet år deltog jeg og andre unge i sankthansfesten hos familien Sigurd Jakobsen i Møllegaard lige ved Sejlstrup Hovedgård i Sønder Harritslev.

En fest kan være lige så festlig, selv om den fejres på en lidt anderledes måde.

Bålet blev tændt på engen tæt ved Møllegaard.

Båltalen blev holdt af værten,Sigurd Jacobsen.

Det var en tale ud fra et ord af Jesus.

Det, jeg også husker med glæde var sanglegene ved bålet i Sønder Harritslev.

Vi sad i en ring i græsset og sang blandt andet “Tag den ring og lad den vandre fra den ene til de andre. Ringen er skjult under bølgen den blå. Sig mig engang, hvem tænker du på?”

På internettet er denne sangleg beskrevet nærmere.

Da bålet på engen var blevet slukket, blev alle deltagere indbudt til fælles kaffebord og samvær i stuerne på Sejlstrup Møllegaard, som i øvrigt stadig beboes af den samme familie som dengang.

Ja, der var engang, men det, vi har oplevet engang, har stadig betydning i vort sind og erindring i dag.

Foto: Rakkeby Friluftsteater.

Fra Vrensted over Halvorsminde til grænsen i 1945 Kort før krigen sluttede

Fra Vrensted over Halvorsminde til grænsen i 1945 Kort før krigen sluttede.

Et indlæg i Årsskriftet 1945 fra Halvorsminde Ungdomsskole

Det er en fortælling om en modstandsmand – lærerstuderende Gustav Pedersen, som måtte gå under jorden som man sagde, idet han var blevet angivet.

Han gik på Ranum seminarium.

I Vrensted var der på Bådstedhede en landmand Aage Jensen, Søengene, den næst yderste gård i Vrensted sogn mod syd, stødende op til Thise sogn, som var med i Vrensted Gruppen. Her fik Gustav Pedersen ophold en måned som landbrugsmedhjælper.

SøAage der også var modstandsmand i Vrensted Gruppen fik etableret kontakt og forbindelse til Sognepræst i Vrensted, provst Aage Stevns, der som modstandsmand var leder af Vrensted gruppen.

Gustav Pedersen, som i hast måtte ”flygte” fra Ranum, fik nu kontakt til Sognepræst Aage Stevns, som skaffede ham illegale Papirer og fik ham ansat som Lærer paa Halvorsminde Ungdomsskole.

Provst Stevns fik lavet en navneændring, således at Gustav fik papirer på, at han nu hedder Chr. Christensen.

Det viser sig at både Gustav Pedersen og søsteren Sigrid begge var med i modstandsbevægelsen og begge måtte tage ophold hos Emma og Aage på Søengene.

De to var børn af Emmas søster Lise, altså er de fætter og kusine til Emma og Aages børn.

Der var også et 3. barn, en bror Villy som vist boede på Lolland han var fraskilt. Efter sigende skulle det være Villys 1. og fraskilte kone, der skulle have angivet de to søskende: Gustav og Sigrid, der begge som før omtalt fik ophold hos Emma og Aage.

Efter at have forladt Ranum levede han hele den første Maaned som Landarbejder ude i Vrensted Søenge hos familien der, inden han følte, at han kunne begynde på Halvorsminde Ungdomsskole som lærer. Samtidig havde han fået lov til at deltage på Hjørring Seminarium, således at han kunne færdiggøre sin uddannelse til lærer.

Fra Halvorsminde til Grænsen.

Af Gustav Pedersen

Krigens Djævelskab er forbi. – Da Fredsklokkernes Toner den 5. Maj 1945 genlød over vort land for at forkynde Freden, bragte de en Afspænding i Tusinder af Menneskers Sind rundt i vort Land, ja, over hele Europa. Den Tid var nu forbi, da Terror og Vold hørte til Dagens Orden. Gud ske Lov for det!

Selv om Tiden under det tyske Aag bragte megen Ulykke over os, var den dog alligevel en Grøde tid. Det bedste i vort Folk levede sig stort i denne Trængselstid, og mange ikke mindst unge lærte, at forstaa Betydningen af Frihed, Ære og Retfærdighed,

–Ord, som vi før i Tiden brugte i Flæng, uden dybere Forstaaelse af den Storhed, de rummer. Ogsaa for mig kom Besættelsens Aar, særlig det sidste, til at betyde meget, idet jeg da fik prøvet Spændingen ved at leve »under Jorden«.

Denne Tilværelse begyndte jeg sidste Efteraar. Jeg havde været Deltager i en Vaabengruppes Arbejde i min Hjemby, Hejring ved Hobro. Den 26. September gik det galt. Hele Gruppen, paa 3-4 Mand nær, blev fanget og ført til Aarhus. Jeg var dengang i Ranum og sad om Aftenen ved Radioen for at høre London, da en Mand traadte ind og meddelte mig, at jeg nu maatte forsvinde, da alle mine Kammerater var blevet arresterede.

Hele den første Maaned levede jeg som Landarbejder ude i Vrensted Søenge. Her fik jeg Forbindelse med Sognepræst Aage Stevns, som skaffede mig illegale Papirer og fik mig ansat som Lærer paa Halvorsminde Ungdomsskole.

Jeg skulde møde paa Skolen til 1. November, og for at udslette alle Spor efter mit Ophold i Vrensted foretog jeg en Rundtur med et Par Dages Ophold paa Steder, der var mig anvist. Den 31. Oktober naaede jeg Halvorsminde. Jeg skulde her fungere som Lærer, men med saa faa Timer, at jeg ved Siden af kunde have Tid til at fortsætte min Læsning, saa jeg kunde være klar til at gaa til Afgangseksamen ved Ranum Seminarium til Foraaret 1945. Lærerne paa Halvorsminde vidste god Besked om mine Forhold, men det stod klart, at enhver Oplysning til jer Elever maatte være bandlyst, da jeg derved vilde løbe en alt for stor Risiko for at blive afsløret og fængslet.

Jeg befandt mig vel blandt jer paa Skolen, men da det saa ud til, at Krigen vilde trække i Langdrag, og jeg saaledes ikke kunde gaa til Eksamen i Ranum, blev jeg hemmeligt overflyttet til Silkeborg Seminarium, hvor jeg skulde begynde den 7. Marts. Jeg var, som I sikkert husker, klar til at rejse, den 7. Marts, da jeg den 6. om Aftenen gik til Sengs. Men det skulde gaa anderledes. Tyskerne havde opsporet mig og kom netop denne Nat for at hente mig. Efter et længere Forhør, først paa mit Værelse og senere paa Frode Nielsens Kontor, blev jeg taget med til Frederikshavn. Her fulgte en uhyggelig og spændende Uge, i hvilken jeg fik prøvet lidt af den Brutalitet, hvormed tysk >>Ret<< haandhæves. Derefter blev jeg ført til Aalborg Arrest, hvorfra jeg den 23. Marts blev overført til Frøslevlejren i en Fangevogn. Det blev en Rejse, jeg aldrig vil glemme. Livet i Lejren skal jeg ikke omtale, da dette er sket andetsteds i Aarsskriftet.

Her i Frøslev oplevede jeg den skønneste Dag i mit Liv – den 5. Maj 1945. Denne Dag oprandt efter nogle nervepirrende Døgn, hvor Luften om Dagen var fyldt med overilede Rygter, og hvor Nætterne var prægede af Luftalarmer og fjern Kanontorden.

Den 5. Maj var Lejren i Opbrud fra Morgenstunden, og i Løbet af forbavsende kort Tid var der skabt Hjemrejse muligheder til alle. Inden Aften var de fleste derfor paa Vej hjem, kun en Flok paa 500 Mand, deriblandt jeg, blev tilbage. Vi havde meldt os til frivillig Tjeneste ved Grænsen. Styrkerne her var nemlig langt fra talstærke nok til at spærre Grænsen og saaledes skabe en sikker Kontrol med de Folk, der søgte sydpaa.

Vi blev delt i 5 Kompagnier og blev fordelt til de svageste Forlægninger langs vor Grænse. Mit Kompagni blev stationeret paa Kurhotellet i Kollund, hvor vi skulde være til Tjeneste for Staben for øvrigt en af de mest interessante Opgaver. Først og fremmest skulde vi staa Vagt om Hovedkvarteret, men havde Lejlighed til at være med ved saavel Arrestationer som ved Afvæbningen. Denne foregik paa en stor Mark lidt Nord for Grænsebyen Krusaa og kun ca. 3 km fra vort Kvarter.

Kurhotellet ligger meget, meget smukt med god Udsigt over Flensborg Fjord. Mod sydvest kunde vi se Flensborg By, og langs Sydsiden af Fjorden kunde Øjet skimte den gamle danske Duborgskole, en stor Lejr for polske Kvinder samt længst mod Øst en stor Søværns kaserne. Selve Inderfjorden var fuld af Krigs– og Fragtskibe, som var beskadigede. Tilsyneladende var der intet Mandskab paa disse Baade, men en Dag fik vi Bevis for, at denne Antagelse var forkert. En Morgen fandt Vagten under en Patrulje langs Fjordbredden et Lig, der var drevet ind. Liget bar tydelige Spor efter et Ophold i Fangelejr. Det var udtæret og fuldt af Saar. Et aabent Saar i Maven viste, at et Bajonetstik havde gjort Ende paa denne Fanges Liv. Senere drev flere Lig ind i samme Forfatning, og en nærmere Undersøgelse viste, at disse Legemer stammede fra Mænd, der var anbragt paa en Baad ude i Fjorden, men som var blevet glemt midt i Virvaret omkring 5.Maj.

Under den daglige Vagttjeneste kom vi ofte ud for spændende Oplevelser, særlig i Nattetimerne. Saaledes husker jeg en Tildragelse fra en af de første Vagter. Jeg stod Vagt fra 1-3 om Natten sammen med en Kammerat, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Skikkelse, der under Hulken banede sig Vej ned over Markerne mod Fjorden. Da Vedkommende ikke vilde standse paa vore Tilraaab, gik jeg hen og stillede mig i Vejen for hende. Skikkelsen var nemlig en Kvinde, der i Fortvivlelse over sin Mands Arrestation nu søgte ned til Fjorden for at drukne sig. Da ethvert Forsøg paa at tale hende til Fornuft ikke lykkedes, greb jeg mit Skyde vaaben og stak det i Siden paa Kvinden med Tilbud om at give hende en lettere Død. Det hjalp! Hun var trods alt ikke saa beredt til Døden, som hun foregav. Hun blev derefter ført til Hovedkvarteret for at afvente den næste Dags Komme.

Som nævnt var der Lejlighed til at være med ved Arrestationer. Det var Folk fra Grænseegnen, der blev arresterede, og de blev næsten alle ført til Frøslevlejren nu Faarhus lejren, hvor tidligere Fanger nu gjorde Vagttjeneste. Behandlingen af Fangerne var fast og bestemt. Intet Under derfor, at flere af Fangerne nærede en vis Frygt for deres Skæbne. Jeg husker fra et Besøg i Lejren et Træk, som viser dette. Jeg stod uden for et Vindue, bag hvilket en urolig Gestapos mand sad indespærret. Mit tilfredse Ansigt maa aabenbart have berørt ham pinligt, for pludselig stod han op og gik hen til Vinduet, hvorfra han med rystende Stemme sagde: >>Du, det er Nonsens dette her!« Han var nu begyndt at ane en Mulighed for Straf for sine Gerninger.

Ude paa Afvæbningspladsen, der strakte sig over flere Tdr. Land Mark, hobede der sig store Mængder af Transportmidler op, saaledes Biler af alle Mærker og Aargange, Tusinder af Cykler og en Del Hestekøretøjer. Mellem Biler og Cykler laa Skydevaaben, Beklædningsgenstande, Fotografi apparater og Kufferter indeholdende alt lige fra Madvarer til de mest eftertragtede Nipsting. Noget af det nævnte var sikkert tænkt som Gaver til Slægtninge i det udhungrede Hjemland.

Alt dette var taget fra de tyske Tropper. Det eneste, de kunde faa med sig, var deres mest nødvendige Paaklædning plus Fødevarer til et Døgn. Turen hjem skulde ske til Fods, og da det for mange betød en Spadseretur paa ca. 1000 km, forstaar man maaske, at mange ældre Soldaters Ansigter var prægede af dybeste Mismod, naar de begyndte Rejsen ind i Haabløsheden.

I forstaar sikkert, at Dagene gik alt for hurtigt for os i disse spændende Egne. Inden vi rigtig var klar over det, var vi naaet frem til den 15. Maj. Denne Dag skulde vi tage Afsked med vore Officerer, saa vi den 16. kunde paabegynde Rejsen hjem.

Afskedsparaden blev holdt paa Dybbøl Banke. Her mellem Grave og Mindesmærker for danske >>Jenser«<, der havde maattet gaa i Døden mod den samme Fjende, som vi, takket være de allierede, havde tilbagevist nu, blev vi mindet om, at den Kamp, som nu var afsluttet, kun var et Led i den Kæde af Opgør, der kendetegner Brydningen mellem tysk og dansk.

Efter en Rundtur paa de sønderskudte Skanser endte vi vort Ophold ved Grænsen foran Dybbøl Mølle, der stadig malede dansk Korn til dansk Mel.

Den 16. Maj gik Turen hjemad. Med en sugende Fornemmelse i Brystet tog vi Afsked med den Egn og de Landsmænd, der havde givet os unge et uforglemmeligt Minde, og som gav os et stedsevarende Indtryk af, at vort gamle Land har trofaste Sønner og Døtre i Grænseomraadet.

Med dette vil jeg sende en Hilsen og en velment Tak til Vintereleverne

fra 1944/45 for den Tid, jeg fik Lov at være blandt jer.

Gustav Pedersen, alias Christen Christensen.

marts 2024

Jens Otto Madsen

Efterskrift:

Povl Stevns, søn af provst Aage Stevns, skriver efterfølgende denne lille historie til mig. Han henviser her til en historie som findes andet sted blandt mine historier, “Et navneskift”:

Hej Jens Otto!
Mange tak for historien om Gustav Pedersen. Den er nu printet ud og indsat i mappen. Den beretning, jeg brugte, da jeg udarbejdede indlægget “Et
navneskift”, stammede fra Ranum Seminariums årsskrift i 1946. Jeg havde
fået den af provst Stephansens mor, Inge S.

“Det glæder mig også at få svar på, hvordan det var Aage og Emma var
involveret i det. Det har jeg aldrig været helt klar over, selvom jeg godt
vidste de var det, så det var pænt af Else at give dig disse oplysninger.-
I den forbindelse kan jeg for øvrigt fortælle, at far en dag efter krigens
afslutning var inviteret ud til middag hos Aage og Emma, da Gustav skulle
komme på besøg. Da dagen oprandt, var fars helbred ikke for svært, så jeg
blev sendt derud i stedet for. Vi fik særdeles god mad, husker jeg, især
husker jeg, at den hvide sovs måtte være lavet af piskefløde, for den var
bedre end den sovs, min mor lavede, – men vi havde jo heller ingen køer.”

Roeplanterne, der skulle udtyndes og renses 3 gange

Hvem kan endnu huske dengang, hvor man ”hakkede” roer?

Før i tiden var der mange penge at tjene ved at tynde roer hos gårdmændene, og selv min far uldhandleren Kjeld Mads (1907-1989) smed det blå uldklæde og gik i roerne i maj måned.

Han fortalte tit om dengang i 1937, hvor en større gård i Østvendsyssel annoncerede efter folk, der kunne luge sukkerroer. Gårdmanden havde fået den ide, at der på hans fede muld skulle avles den rigtige sukkerroe (Beta vulgaris var. Altissima). For at det hele kunne lykkes, var der indkaldt en karl fra Lolland, der vidste, hvorledes sukkerroerne skulle udtyndes korrekt: 1. 2. og 3. gang – et stort arbejde. Far stillede på gården – og blev antaget til roehakningen.

Gårdmanden havde anskaffet nogle særlige roejern, som var trælse at arbejde med.

Karlen fra Lolland var en munter fyr, der både sang, delte tobak og ikke mindst havde medbragt en stak såkaldte uartige blade.

Jeg kan endnu høre fars stemme, når han begyndte med beretningen om sukkerroerne:

”Wi ku ent rejti pråt mæ ham, haj snakki lållask, og haj ha’e svårt we å forstå oss, men haj war i flink kål, å han dilt tobak mæ oss. Dæ mjest sjow war, at haj hae noen blå’e med nagen kwekfolk, og haj tu 25 øre for at wi a’er kun få low til å sjik i dem”

(Vi havde svært ved at forstå karlen fra Lolland, og han kunne heller ikke forstå os, men han var en flink karl, der delte sin tobak med os. Det mest sjove var, at han havde en stak uartige blade med nøgne damer; men han forlangte 25 øre, for at vi kunne få lov til at kikke i dem).

I dag er det slut med roerne.

Billedet: Sukkerroeeksperten fra Lolland – der hakkes 3. gang – se rækkerne er næsten vokset sammen

Æblerne fra onkel Carlo og faster Elnas frugthave i Try

Af Fk Clarkfeldt opr fra Lørslev

Æblerne fra onkel Carlo og faster Elnas frugthave i Try

I min barndom på Lørslev Vesterhede i 1950’erne var æbler noget af en sjældenhed, den evige stive kuling fra vest gjorde, at æbletræerne havde svært ved at gro i folks haver. Hos købmand Simon i Ilbro var de kostbare – og at købe en pose æbler var udenfor min fars tankevirksomhed.

Onkel Carlo og faster Elna boede i Try, Østvendsyssel på en lille ejendom ved navn ”Sønderskov”, og her var klimaet mildere og bag ved stald/stuehuset var der en ”æbleplantage” med op mod 50 æbletræer, mange forskellige sorter.

Hvert år – en søndag sidst i september eller først i oktober – besøgte far og jeg onkel Carlo og faster Elna. Det var som at komme i paradiset – jeg måtte spise alle de æbler, jeg ville.

Jeg mindes, at vi et år fik en halv sæk æbler med os hjem, og jeg regnede ud, at jeg kunne tage et æble med i skolen hver dag i mere end én måned.

Da jeg mandag eftermiddag kom hjem fra Lørslev skole – lidt forslået efter en hård behandling af førstelærer Svendsen (noget med brøker) – glædede jeg mig sådan til et æble.

Sækken med æbler var imidlertid borte, min far uldkræmmeren Kjeld Mads havde solgt dem. Det var meget smertefuldt for mig – og jeg var vred på min far en god times tid, inden det gik op for mig, at han nok havde brug for de penge, som æblerne indbragte.

Billeder: Husmandsstedet ”Sønderskov” og mæsiel 1957

For 72 år siden

FOR 72 ÅR SIDEN

“Det er godt nok mange år siden”, tænker læseren måske.

Ja, men fortiden er ikke bare forbi, den lever i erindringen i nutiden.

Da Karen blev ældre, sagde hun, at det, hun oplevede i sin barndom, føltes, som om det var sket i går. Derfor kunne Karen med stort nærvær skrive så spændende barndomserindringer sidst i 1970’erne.

Karen levede fra 1911 til 1986.

Nu springer jeg til en oplevelse i min egen barndom for 72 år siden, da jeg var 6 år og Ingeman 5 år.

“Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Jeg er et af børnene, som står og kigger op mod flyvemaskinen.

På en af de første martsdage i 1952 flyttede Karen og Edvard med 9 børn fra “Haugesgaard” i Rakkeby til “Klarup” i Sønder Harritslev.

Flytningen på 5 kilometer føltes for et barn som en rejse ind i en helt anderledes verden, selvom der var tale om en flytning inden for det samme sogn, Harritslev- Rakkeby sogn.

På den tid var der en polio-epidemi (børnelammelse) i Danmark.

Ingen børn i vores familie blev ramt, men jeg husker særligt Lillian i Rakkeby og Hans-Jørgen i Sønder Harritslev, som blev ramt af polio.

Noget af det første, vi gjorde efter flytningen til Sønder Harritslev, var at besøge naboerne.

Nærmeste nabo var familien Ydesen i “Solvang” lige over for “Klarup”.

Else og Henry var i fuld gang med at opbygge en børneflok, som vist havnede på 7 børn.

Slutstenen på Karen og Edvards børneflok på 9 blev lagt med Anna Birgit, som blev født 3-4 måneder før flytningen.

Karen sad i førerhuset med Birgit ved siden af vognmanden, mens Edvard var kørt i forvejen på cykel.

Oven på flyttelæsset sad i hvert fald Hanne, Helge, Poul og Ingeman.

Vi kunne kravle op på de opstablede møbler og kigge ud over landskabet.

Hvor langt hen skulle vi flytte?

Hanne og Helge gik sammen på besøg hos naboerne i Sønder Harritslev,

Ingeman og jeg gjorde det samme.

Hanne og Helge kom en dag hjem med hver sit store røde æble efter et besøg hos et barnløst nabopar, som boede på vejen op mod landsbyen.

Dette nabopar hed Anna og Holger Thomsen, som drev et lille husmandssted med meget få moderne hjælpemidler.

De røde æbler udøvede så stærk en tiltrækningskraft på Poul og Ingeman, at vi nødvendigvis måtte aflægge Anna og Holger et besøg en af de følgende dage.

Vi gik frimodigt hen og bankede på døren sådan ved kaffetid.

De spurgte os: “Hvad vil I?”

Vi syntes ikke, at vi kunne være bekendt at sige, at vi også gerne ville have et rødt æble.

Derfor lød svaret: “Vi vil gerne besøge jer!”

Det fik vi lov til, vi fik kaffe, brød og et stykke kage sammen med Holger og Anna ved køkkenbordet.

Vi har svaret, så godt vi kunne på deres nysgerrige spørgsmål.

Vi nævnte ikke noget om de røde æbler, men de havde nok gennemskuet vores egentlige ærinde, for lige inden der blev sagt farvel og tak, rakte Anna os et rødt æble til hver, svarende til Hanne og Helges røde æbler.

Det var en kæmpe gevinst for Ingeman og Poul, to purke på fem og seks år.

Det var da en lille ting, vil nogen måske tænke, men det var en stor ting i vores øjne, som lovede godt for fremtiden.

De røde æbler fra Holger og Anna overstrålede de æbler, som vi i årene herefter fandt i juleposen ved juletræsfesterne i søndagsskolen og forsamlingshuset.

Marts 2024

Poul Sørensen – et af børnene i historien

pastor Emeritus

Værløse

Historien på Dansk – IMMIGRATION STORIES TOLD BY THE SUNDSTED FAMILY – De udvandrede fra Sundsted i Vrensted til Amerika (se billeder og læs historien)

Historien på Dansk

Indsejlingen til New York med Frihedsgudinden forude:

Jens Otto skriver: Jeg har fra en bekendt Gitta Bechshøft, Rørvig på Sjælland, fået tilsendt de to nedenfor anførte filer, som man blot klikker på, så kommer der er flot billedserie A og B samt nedenunder historien, som de amerikanske slægtninge fortæller på både engelsk og dansk.

Gitta og hendes mand James har været i Vrensted i sommeren 2022 for at søge efterkommere og havde i forvejen kontaktet mig.

Gitta har nu sammen med familie i USA samlet dette flotte billedmateriale samt beskrivelser og fortællingen som nu er overdraget til mig.

Via FB hvor historien er lagt ind, kan Gitta derfra dele til sine amerikanske slægtninge. GENIALT !.

Mange TAK til skribenterne, fordi Vrensted skulle have lov at få denne spændende historie.

Britta skriver : Onsdag d. 14 september 2022 var jeg, Gitta Bechshøft og min ven James Heimann, på besøg på arkivet i Vrensted og efterfølgende på besøg hos Jens Otto. Til arkivet havde jeg en del materiale med, der handlede om min familie som boede på Sundstedgaard omkring slutningen af 1800 tallet, og hvis medlemmer emigrerede til USA. Nu, to år senere, er deres historie så endelig blevet færdig – der har været en livlig korrespondence mellem Danmark og USA – mange fotografier og spændende oplysninger… alt tilgængeligt her på hjemmesiden VRENSTED HISTORIER, så alle kan læse med og se de gamle fotos fra Montana… tak til arkivet og alle der har været med i processen. Jeg håber at vende tilbage til Vrensted med et lysbilledeforedrag om familien Sundsted fra Vrensted...

Dette fantastiske foto viser seks af Gittas oldefars fætre og kusiner, der udvandrede sammen til USA i 1906. En hel familie fra Vrensted der har efterladt sig en talrig skare efterkommere i USA – mange af dem bærer efternavnet Sundsted…

forrest fra venstre: Marie, Kathrine, Eric, Anton, Chris og Thomas Christensen Sundsted… foto fra omkring 1906? da de var ankommet til Dagmar, Plentywood Montana…

Klik på link for tekst og billeder

ONCE UPON A TIME IN JUTLAND -del A.pdf

ONCE UPON A TIME IN MONTANA -del B.pdf

TIDLIGE ÅR I AMERIKA – Livsskitser fortalt af medlemmer af den danske Sundsted-familie –

Følgende historier og oplysninger om familien Sundsted – de første år – er indsendt af en efterkommer, Peri Kaae (se mere info nedenfor) for at holde familiens minder og historier i live.

Historierne stammer fra en samling livsskitser skrevet til Sheridan’s Daybreak, 1970. Sheridan’s daybreak blev oprettet af amtets historiske samfund med det formål at indsamle og dokumentere historien om de tidlige pionerer, der bosatte sig i området. Ligeledes er her inkluderet er et par historier fra familiebreve, som viser båndene mellem familierne, hvoraf nogle bor flere stater væk.

Christen Christensen Sundsted

Livskitse af Niels Christensen Sundsted, søn af Christen Christensen Sundsted, til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Min far, almindeligvis kendt som C.C. Sundsted, kom til det, der dengang hed Racinedalen i foråret 1908 efter at have læst artikler om Dagmar i den dansksprogede avis “Dannevirke” og “Den Danske Pioner”. I løbet af sommeren byggede han et hus bestående af tre værelser, et køkken og et tøjrum. Det var det eneste hus i nabolaget bygget af træ, som måtte trækkes med vogn fra Culbertson.

Min mor, Ane Marie, og jeg ankom den 19. oktober 1908, min seks års fødselsdag. Min far blev født i Danmark, og hans første kone døde i barselsseng der. Han immigrerede til Racine, Wisconsin i 1890’erne. Så mange andre mennesker ankom fra Racine til det nordøstlige Montana, at samfundet blev kaldt Racine Valley.

Mine fætre, Anton, Erik og Katrine, havde i fællesskab forpagtet statsjord [homesteading] der i 1907. I 1909 ankom også min halvsøster, Magdalene, og hendes mand, Christian Johansen, og min kusine Marie og slog sig ned i Racine Valley. Min bror, Thomas, ankom også i 1910, men vendte tilbage til Racine efter ca. tre år. Min fars gård var 160 hektar, og han købte 160 hektar statsskolejord ved siden af sin jordlod. En af vores naboer var en mand ved navn Johnsen, som var officer i den danske hær og var kendt under navnet “Obersten”, en dansk militær titel, der på engelsk svarer til First Lieutenant.

Et skolehus blev bygget på dette jordstykke omkring 1912. Skolen blev kendt som Lew Wallace School, og jeg gik i skole der. Johnsen solgte sin jordlod og vendte tilbage til Danmark i 1913. Efter mørkets frembrud holdt vi altid en lampe brændende i vores vindue i forstuen. Vores hus lå, så dens lys kunne ses mange kilometer mod syd. Folk brugte lyset som pejlemærke, især når de kom hjem fra Culbertson med en masse forsyninger. Ved flere lejligheder slog indianske familier natlejr omkring en kvart mil fra vores hus ved et lille vandhul. De kom til huset efter forskellige artikler, og min far syntes at man skulle stå på god fod med dem. Fællesskabsaktiviteterne var mest centreret omkring den danske kirke i Dagmar. Min far var formand for menigheden i en periode. Min far døde i 1921, og jeg bor nu i Seattle.

Hans Christian “Chris” Johansen

Life Sketch: af Hans Christian “Chris” Johansens søn, Carl Lehn Johansen (1911 – 1970) til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Chris Johansen blev født i 1882 i Skovgaard i Jylland, Danmark og kom til USA i 1899. Magdalene Christensen blev født i Vrensted, Jylland, Danmark i 1879. Fordi der var så mange der hed Christensen, skiftede familien navn til Sundsted, undtagen mor, der beholdt det oprindelige navn.

Hun mødte far, mens hun underviste i en skole i Iowa, og de blev gift i Racine i 1905. Deres to første børn, Elsine og Agnes, blev født i Racine.

I foråret 1908 besluttede far og hans svigerfar, Christian Sundsted, at benytte sig af the Homestead Act. De ansøgte derfor om en bevilling på to stykker gratis statsjord beliggende omkring syv mil [USA = ca. 1.5 km] sydøst for Antelope. De byggede et lille, simpelt træhus på deres Sundsted jordstykke, og begyndte at opføre en tørvehytte på [vores del af den fælles-] jordlod og tog derefter tilbage til Racine for vinteren. I foråret 1909 bragte de deres familier ud til Montana-prærien.

Mor og far boede sammen med de to små piger hos bedstefar Sundsted, indtil tørvehytten med de to værelser, og to vinduer kunne færdiggøres. Jeg (Carl) blev født i 1911; Chris i 1913; en datter, der kun levede to måneder i 1917; og en datter, Helen, i 1918.

(OBS: Hans Christian “Chris” Johansen (f. 28.10.1882 i Skovgaard – d. 12.4.1944 i Sheridan Montana) . Emigrerede til USA 1899. Den 19. juli 1905 blev Hans gift med Magdalene (Maggie) Johansen (født Christensen Sundsted) i Racine, Wisconsin, USA – 5 børn.)

Familien Sundsted

Af Jens Sundsted til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik blev født i 1880 og Anton i 1882. De bosatte sig ni mil nordvest for Dagmar i 1907. Katrine (1887) kom og bosatte sig i 1908. Marie (1886) tog sit eget husmandssted i 1910. Thomas (1889) og deres far, Knud (1840) kom også samme år med Marie. Bedstefar Knud døde i 1911 og blev begravet på Nathanael Lutherske kirkegård i Dagmar; Mormor Karen var død i Danmark i 1898. Bedstefar Knud sagde, da han kom til Dagmar: “Det er god jord.”

Selvfølgelig arbejdede de alle sammen, men det virkede som om Erik var værkfører, Anton var mekaniker, Thomas var bogholder, og Marie og Katrine var kokke og husholdersker. I 1912 giftede Marie sig med Mikkel Poulsen, så der blev fire tilbage.

I de første vintre blev Erik og Katrine derude og tog sig af de fælles jordlodder, og Anton tog arbejde for at finansiere familien. Thomas brugte en vinter på at gå i skole.

Erik brød 400 tønder land med plov og hesteforspand. Senere, med deres Mogul, Titan og Fordson traktorer, endte de med 1900 hektar jord klar til opdyrkning. Erik sagde, at Mogulerne var en skrammelbunke, Titanerne var værre, men Fordsonerne var en drøm.

Katrine sagde, at “drengene” [familiens mandfolk] og de ansatte folk kørte en hel del med Mogulerne om natten. Næste morgen kunne det hænde at Mogulen var gået i stå; Anton ville så spørge: “Er den løbet tør for gas?” “Nej,” lød svaret. Men så gav Anton svinghjulet en ordentlig tur, og så kørte det igen.

I 1912 købte de deres eget tærskeværk, en Case 36″ separator drevet af deres Mogul. Erik sagde, at mogulen var god til det. Flere af kokkene var Marie Jacobsen, Anna Petersen og Esther Strandskov. På det tidspunkt havde de flere separatorer der tærskede indtil 1926, da de købte en 16″ Case mejetærsker. Onkel Erik sagde, at de et efterår høstede over 2200 tønder land fordelt på deres egne og de nye standardiserede mejetærskere. Et fast arbejde hvert år var at høste Henry Grønvolds afgrøde.

Jeg vil gerne nævne, at familiens sande “mor” gennem alle disse år, virkelig var Katrine. Hun tog sig virkelig godt af dem allesammen.

Thomas og Ella Sundsted

Af deres søn, Jens Sundsted for Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Thomas Sundsted og Ella Johnsen blev gift i 1916. Børn født i deres familie var: Johanna (Mrs. Arnie Rasmussen), Carl, Dorothy (Mrs. Lorin Hart), Edith (Mrs. Erling Romstad/Harold Blair), Jens, Anna (Mrs. Russel Conway/Chet Sorenson) og nogen tid senere Carol (Mrs. Henry Stokke). Deres bryllupsdans blev afholdt på James Johnsons høloft, og Aage E. Christens orkester sørgede for musikken. Det regnede så hårdt den nat, at Aage og hans gruppe måtte efterlade deres instrumenter indtil til næste dag.

I 1912 købte og forbedrede Thomas Mikkel Poulsens husmandssted, og det var her, han og mor boede og opfostrede deres familie. Deres hus blev opført i 1915 af Johannes Nielsen. Det blev bygget som Sundsted Kompagniets hus, planlagt af onkel Erik. Katrine Sundsted boede der indtil 1926, hvor hun giftede sig med Jim Kaae. Anton og Erik boede også hos dem af og til, især om vinteren, indtil Anton giftede sig, og Erik flyttede til sit eget hjem.

Mor fortæller om sin fødselsdag søndag den 14. marts 1920. Det startede som en mild dag; Vejret havde været varmt, og smeltevandet dannede vandløb under sneen. Mange naboer var kommet for at hjælpe hende med at fejre. Senere samme eftermiddag begyndte det at regne; Vinden gik om i nordvest, og det begyndte at blæse og sne. Willie og bedstefar Johnsons forlod stedet og kom godt hjem efter at være væltet i en af de mange smeltevands floder, men 30 gæster måtte blive. Snestormen fortsatte i tre døgn, og det var først onsdag, at de alle kunne tage hjem. De løb tør for kartofler, men de bagte brød og pandekager og spiste mange æg.

Under stormen havde Anton og Hansine Jørgensen det rigtig dårligt, fordi de havde otte stk ungkvæg derhjemme, som ikke blev fodret eller malket i 2 ½ dag. Niels Sørensen´s havde efterladt nogle vinduer åbne i deres hus, så al sneen og snavset var blæst ind i al den tid.

Selvfølgelig har jeg mange ting jeg husker om far, men jeg vil bare nævne en. Vejret havde været dårligt en sommer, og afgrøderne gik ikke så godt, og på dette tidspunkt havde jeg det bare lidt dårligt. Han sagde til mig: »Det kræver al slags vejr at dyrke hvede.« Den bemærkning har opmuntret mig mange gange siden da. (Far døde i 1964, og mor bor nu i the Pioneer Manor i Plentywood.)

Anton Sundsted

Af Anton Sundsteds hustru, Helga Sundsted for Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Anton og jeg, Helga Schultz, blev gift i november 1922. Vi lavede vores hjem på det sted, hvor Carl Sundsted nu bor. Her blev vores tre første børn født: Erik, Knud (død som fireårig) og Carl (død som treårig). Da brødrene Sundsted i foråret 1928 besluttede at drive landbrug hver for sig, byttede vi jord med Erik senior, den jord, som Erik, Anton, Katrine og Marie havde forpagtet. Her byggede vi et nyt hus, hvor vores sidste tre børn blev født: Karna (Mrs. John “Jack” Town), Doris (Mrs. Arnold Larsen) og Anton (Tony).

Bare for at nævne en hændelse, vil jeg fortælle, hvordan Anton lærte mig at køre en Ford. En aften var vi på vej hjem; Ikke mange veje var gjort farbare, og vi kørte på en, der ikke var. Vi kørte afsted i vores gamle Model T og alting gik fint, indtil vi kom til lavt sted fuld af vand. Vi havde krydset det før, men nej ikke denne gang; Ford’en sank i, og vi sad fast. Vi talte et stykke tid om, hvordan vi kom ud. Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne eller ikke ville køre en Ford (min far havde en Overland, som jeg var vant til at køre). “Nå,” sagde Anton, “den eneste måde at komme ud af dette på er, hvis du flytter over i mit sted og kører, og jeg går ud og skubber.” Han gik ud – og ikke andet for mig end at adlyde ordrer. Jeg startede op og med et skub og et løft fra Anton landede jeg på land. Fra den dag af har jeg været i stand til at køre en Ford.

(Bemærk: blandt meget andet var Anton kendt for sin mægtige styrke. Mange nød at se ham, hvis de kunne overtale ham til at demonstrere enhver bedrift, der krævede styrke. En dag var han i Graysons butik i Antelope. Blandt meget andet udstyr, stod der en stor svinghjulsgasmotor af støbejern. De ville vide, om Anton kunne stoppe den, hvis den blev startet. Motoren blev startet, og efter nogen opmuntring fik Anton en kornsæk til at beskytte sine hænder. Med skulder og hænder lænede han sig tungt ned over svinghjulet. Motoren gik langsommere og langsommere, og til sidst døde den hen med et sidste host.) Jeg bor nu på gården sammen med min søn, Erik, og hans familie. Erik dyrker jorden. Anton døde i 1964.

Erik Sundsted, Senior

Af en ven af familien, Henry Jørgensen til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik Sundsted, Senior efterlod sig to levende monumenter i Dagmar-samfundet. Det ene i form af to attraktive lunde af træer på de gårde, der nu bebos af Erik jun. og Carl Sundsted. Dengang var hans første lund en af de fineste i området og stedet for de store fjerde juli-festligheder, hvor folk samledes under træerne til picnicfrokoster, taler og festlig sang. Efterfulgt af baseballspil, hesteskospil og alle former for løb med case præmier til vinderne.

Erik var en ud af den række ungkarle i samfundet, der aldrig giftede sig. Hans fødselsdag var en af årets store begivenheder. Samfundets kvinder kom til hans hus, som han i øvrigt holdt i pletfri stand, og store mængder mad blev bragt og serveret af dem til de forsamlede gæster. Da pladsen var noget begrænset, blev mændene henvist til den store garage, hvor de tilbragte aftenen med at spille penny-ante [poker for småbeløb] og “seventsel”, [Skærvindsel] et spil, de tilsyneladende havde bragt med sig fra det gamle land.

En ånd af gavmildhed over for andre karakteriserede ofte Erik. Jeg husker en vinter, hvor jeg havde brug for bolig til min familie. Eriks hus på gården var ubeboet på det tidspunkt, og jeg spurgte om det var tilgængeligt for os. Det indvilligede han beredvilligt i. Da jeg tilbød at betale husleje for brug af stedet, nægtede han ikke kun blankt at acceptere penge til dette, men nægtede også at acceptere noget for levering af kul i kælderen, som han havde foreslået, at jeg brugte. Erik bor nu på plejehjemmet i Plentywood.

Jim Kaae

Af Jim Kaae for Sheridan’s daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Min familie og jeg ankom til Dagmar i foråret 1918. Min første erindring er, da min togvognen med mine ejendele ankom til Antelope fra Clifton, Kansas. Jeg måtte betale 200 $ mere, før de ville tillade mig at losse mine ting. Agenten lovede at forsøge at hjælpe mig med at få det ekstra beløb tilbage. Denne ekstra afgift var, fordi ruten ikke var beregnet rigtigt, og mine ting var overvægtigte, og fordi vognen, de sendte, var en kvægtransport med to eller tre meter frossen gødning i bunden. Jeg kunne ikke få det ud, så jeg lagde lærred og noget hø udog stablede mine møbler og maskiner ovenpå.

Flere af mine nærmeste naboer var kommet ind til byen, så de hjalp mig med at læsse af og slæbe tingene ud. Det var en smuk solskinsdag, og sneen forsvandt hurtigt; så hurtigt som vi kunne få slæden læsset, drog de afsted for at komme hjem. Jeg flyttede noget lucerne ind i et skur hos Mr. Courtney’s og læssede derefter min tømmer vogn med forskellige ting.

Jeg satte afsted hjemefter, og alt gik godt, indtil jeg kom til et mindre vandløb øst for, hvor Emil Grimsrud plejede at bo. Det var fyldt med sne og vand. Jeg nåede ud til midten, og der sank vognen i til navene. Jeg fik ponyerne løsnet og på tørt land. Da jeg fik vognen læsset af, bandt jeg nogle gamle træk jernkæder sammen med ståltråd fastgjorde dem på vognstangen og vrikkede vognen ud. Da jeg fik vognen læsset igen var det mørkt, og den eneste gang jeg havde været over vejen var den morgen. Jeg bekymrede mig lidt, men jeg lod ponyerne gå deres egne veje, og vi kom hjem i god behold.

Niels Rungborg og Jens Holm havde hjulpet mig med at læsse af, men de tog af sted længe før jeg. De var stadig ikke hjemme, da jeg kom, og jeg havde ikke set dem på vejen. Jeg skal love for at to gamle knarke var faret vild på vejen. Endelig så de Conradsens lys og måtte finde ud af, hvor de var.

Dagen efter denne indsats fik vi vores møbler ind i huset. Min familie på det tidspunkt var min kone, Velma (Stay), og søn, Kenneth, født i 1914. En anden søn, Glenn, blev født i juni 1918.

I efteråret 1917 købte jeg Alberti Andersens homestead for 5000 dollars. I 1920 faldt hvedeprisen fra 2 $ til 1 $ pr. Bushel. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg havde været ude at tærske, mens der stadigvæk var en chance for at tjene en dollar. Jeg havde høstet 400 skæpper, som jeg kunne have solgt for 2 $ pr. Skæppe, men da jeg var færdig med tærskningen, måtte jeg nøjes med 1 $. Jeg tjente alligevel 400 $ på min tærskning, så jeg kom ud af det med skindet på næsen og fik en masse god motion.

I 1923 havde jeg den store sorg at miste min kære hustru. Vores søn, Velmar, som fødtes det år, blev taget i huset og opfostret af slægtninge i Kansas.

Omkring 1923 startede vi et privat marked i Dagmar. Bestyrelsen bestod af fru Anton Winther, fru Hjalmar Madsen og undertegnede. I boderne solgte vi hovedsageligt haveprodukter som kartofler, kål, gulerødder osv. Den eneste form for præmiering var bånd, som Dagmarbutikken generøst betalte for, udover at lade os bruge en bygning til at fremvise vores produkter i.

Jeg giftede mig med Katrine Sundsted i 1926. Vi købte Daniel Pedersens jordlod, på hvilket der stod et ret godt hus og nogle andre bygninger. Vores sønner, Knud og Erling, blev født i 1927 og 1931.

I foråret 1931 var det tørt og blæsende. Glenn var i gang med at harve, Kenneth såede, og jeg var ved at samle sten, da en stor mørk sky rullede ind fra nordvest hen imod aften. Stormen ramte, og mine heste blev væk på vej hjem, fordi deres øjne var fyldt med snavs. Drengene og jeg kunne ikke starte Model T-lastbilen, fordi vinden havde blæst tidsler og snavs fast under motorhjelmen.

I efteråret 1944 blev Kenneth gift. Vi lejede ham gården og byggede os et nyt hus. Vi blev på gården indtil efteråret 1955, hvor vi købte ejendom i Plentywood, hvor jeg nu sidder og skriver mine erindringer om, hvad der skete i det nordlige Dagmarsamfund gennem årene siden 1918.

Mikkell og Marie (Sundsted) Poulsen

Af deres datter, Ann Poulsen Gleason for Sheridan’s daylight, Sheridan County Historical Association, 1970.

Mikkel Poulsen blev født i 1886 i Tim, Danmark. Som ung murer, immigrerede han til San Francisco, Californien i 1906. Han ankom til det nordøstlige Montana i 1908 for at ansøge om et stykke statsjord for sin unge bror, Cristian, som ikke selv kunne nå frem så tidligt som nødvendigt. Denne gård lå, hvor Jens Sundsteds gård ligger i dag. Men kort efter Christian ankom, blev han syg af tyfus og døde. Marie Sundsted, hvis husmandssted lå en mil vest for hans, kom over for at hjælpe Mikkel med at tage sig af sin bror mens han var syg.

Marie Sundsted blev født i Danmark i 1886. Hun arbejdede i Racine, Wisconsin et par år, før hun sluttede sig til sine brødre, Erik og Anton på deres husmandssted i Dagmar. Faderen, Knud Sundsted, deres søster Katrine og bror Thomas sluttede sig også til dem i Dagmar. Da Marie kom til Culbertson med tog, mødte hendes brødre hende der i en slæde. De informerede hende om, at den store smukke hat, hun havde på, ikke var egnet til dette land.

I 1912 blev Mikkel Poulsen og Marie Sundsted gift hos pastor Svend Jørgensen. På grund af et klausul i Homestead Act, kunne de ikke beholde begge gårde, da de giftede sig. De besluttede at beholde Maries, som ligger, hvor Erik S. Sundsted driver landbrug i dag. Maries bror, Thomas, fik Mikkels jord. Tre børn blev født på denne gård. Knud C. Poulsen blev født i et tørvehus, deres første hjem. Karen Poulsen Pedersen og Ann Poulsen Gleason blev født i et lille toværelses hus, de havde bygget. I 1918 solgte de deres gård til brødrene Sundsted og købte en gård fem mil nordøst for deres gamle gård, hvor der var plads til udvidelse. Kenneth Kaae har deres gård nu. Da de gik på pension i 1956, dyrkede man over 200 hektar.

Mikkel Poulsens færdigheder som murer blev brugt godt. Han blev ofte opfordret til at bygge skorstene og cisterner til folk i lokalsamfundet. Under depressionen vendte han tilbage til sit fag, hvilket gjorde det muligt for ham at klare udgifterne på gården og undgå at lade sig forsørge af staten.

Poulsens var aktive medlemmer af Nathanael lutheanske kirke, Det Danske Broderskab og andre samfundsnyttige foreninger. Mikkel Poulsen arbejdede hårdt for at få indført elektrificering af landdistrikterne og var et af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer i Sheridan Electric Cooperative. Han var aktiv fra 1941 – 1948. I 1956 trak ægtefællerne sig tilbage og flyttede til Plentywood. Mikkel Poulsen døde i 1963, og Marie bor stadig i Plentywood.

“Emigration – fra Danmark til USA: En historie om vor Fader, Christian Peterson, søn af Peter C. (Pedersen) Peterson og Metta C. Sundsted Peterson”.

(Skrevet af Alice Peterson Berger i et brev til Peri Kaae i 1991.)

Det er noget af en historie om vores fars emigration til dette land. Vores bedstefar, Peter C. Pedersen, forlod Danmark til fordel for USA, før vores mormor, Metta C. Sundsted Pedersen fulgte efter et år senere.

Da vores bedstemor (Metta) ledsaget af sin søster (Christiana) ankom til Hamborg, og stod ved kajen klar til at gå ombord på skibet med sine to små drenge, Christian og Thomas. Men da Christiana så forholdene ombord, kunne hun ikke se, hvordan Metta kunne klare at have dem begge to med på skibet. [hun foreslog at] Vores far, lille toårige Chris blev tilbage med hende, indtil et senere tidspunkt. Mormor Metta gik modvilligt med til det, men da Christiana ikke selv havde børn, ville hun uden tvivl have tid til at tage sig godt af ham.

Så det var først ti år senere, at vores far, Christian Peterson, dengang 12 år, endelig forlod Danmark for at slutte sig til sine forældre i S. W. Iowa. I mellemtiden havde han boet hos sin moster Christiana, [i Vrensted] og det samme gjorde hans kusine Maggie (datter af onkel Christian Sundsted), fordi hans første kone, Maggies mor, var død. Derfor voksede vores far og kusine Maggie (fætre og kusiner) op næsten som bror og søster.

Det var sammen med onkel Christian Sundsted og hans anden kone, Ane Marie, og deres børn, vores far på 12 år, sammen med dem kom til USA. De rejste uden tvivl så langt som til Racine, hvor vores far forlod dem for at rejse videre til [forældrene i] Iowa. Vores far var gennem årene var meget tæt forbundet til onkel Christian og tante (Ane) Marie. Han holdt kontakten med dem i Racine og til sidst i Montana.

“Onkel Christian, tante Ane Marie og Maggie, hendes mand og børn besøger Iowa omkring 1915 eller 1916”

(Skrevet af Alice Peterson Berger i et brev til Peri Kaae i 1991.)

De kørte ned fra Montana i en Ford-bil (som vi husker det) for at besøge os alle, nemlig – vores bedstemor Metta og bedstefar Peterson, vores far, Christian Peterson, vores onkel Thomas Peterson, og alle os børn. Vi elskede dem alle. Grandonkel Christen lignede vores bedstemor Metta, hans søster, så meget. Hans kone, Ane Marie var så dejlig, så behagelig. Jeg var kun et barn dengang, men jeg vidste, at hun havde kendt min far som en lille dreng i Danmark, så alle de små historier, hun kendte, ville interessere mig. Det gjorde hun helt sikkert. Den sødeste historie var følgende:

Han havde lavet en legetøjskarrusel – noget af en bedrift for en ung dreng, men da alt var færdigt, ville den ikke køre. På sit danske, som jeg godt kunne forstå, sagde hun: “Hi blæste sa gol, hi rooken e stoker” (engelsk fonetisk for det danske… Ha! Ha!) Han blev så vred, at han rev den i stykker!

Selvfølgelig var de alle noget helt særligt for min far. Som sagt havde han krydset havet til Amerika med onkel Christian, tante Ane Marie, onkels datter Maggie og resten af deres børn. Min far og kusine Maggie var blevet opdraget praktisk talt som bror og søster af deres tante Christiana.

PERI KAAE:

Mit navn er Peri Kaae, barnebarn af Katrine Sundsted Kaae og Jens Peter Nielsen Kaae. Min mormor, hendes søster og de tre brødre var blandt de første bosættere i Dagmar, et dansk samfund etableret i det nordøstlige Montana i begyndelsen af 1900-tallet. Mine forældre, Knud og Elinor (Poulsen) Kaae, opfostrede tre børn, Valeri (f. 1957), Brian (f. 1958) og mig selv (f. 1963) på samme gård, som mine bedsteforældre havde købt, da de blev gift i 1926. Mine forældre, bedsteforældre og grandtanter og onkler indgød i os en følelse af stolthed over vores arv og videregav til os flere familietraditioner, som de bragte med sig fra Danmark.

Jeg deler gerne erindringer og billeder fra min mormors fotoalbum, taget i Danmark eller fra familiens tidlige bosætterliv, i et samarbejde med min [danske] kusine, Gitta Bechshøft, [som har tilføjet lidt nødvendig extra info. i firkantede paranteser]. Jeg har ovenfor videregivet de originale historier, der blev skrevet om/af Sundsted-familierne i “Sheridans daggry”, publiceret i en bog udgivet af Sheridan County Historical Society i 1970 for at bevare minderne om dem, der boede der.

Hvis du er interesseret i at lære mere om familien Sundsted, der bosatte sig i Amerika, eller hvis du er en fjern slægtning, der gerne vil introducere dig selv, vil jeg gerne høre fra dig!

Kontakt: peri@perikaae.com

IMMIGRATION STORIES TOLD BY THE SUNDSTED FAMILY – (English version)

English version:

ONCE UPON A TIME – THE STORY OF THE DANISH SUNDSTED FAMILY –

whose members emigrated from Denmark, where they came from the city Vrensted in Jutland, to Dagmar in Montana. Click on the two picture files below. After the pictures you can read their personal stories told in 1970 to the Sheridan County Historical Society.

Statue of Liberty greeting arriving immigants as their ship enters

New York harbour.

The Sundsted family story is divided into two parts:

Part A – ONCE UPON A TIME IN JUTLAND

Part B– ONCE UPON A TIME IN MONTANA

The Sundsted family story has been created by Gitta Bechshøft in Denmark in collaboration with her cousin, Peri Kaae in Amerika. Both have supplied a wealth of family photographs (copied) from albums beloning to their own branch of the extended family tree. The pictures are arranged in chronological order, including a description of the content as well as biographical information about the persons in the picture.

The files appear on: WWW.VRENSTED-HISTORIER.DK managed by Jens Otto Madsen, who over the years has written, collected and published hundreds of local stories and articles in a series of books available in bookstores, libraries as well as on the internet.

This photo shows the 6 Sundsted brothers and sisters, who came to the US around the turn of the century. They first went to Racine in Wisconsin, and a few years later, they homesteaded in Dagmar, Montana.

Back row, fom left: Four brothers – Eric, Anton, Chris and Thomas Christensen Sundsted. Front row: Two sisters – Marie and Kathrine. (Photo ca. 1906)

Click on the link for photos and text:

ONCE UPON A TIME IN JUTLAND -del A.pdf

ONCE UPON A TIME IN MONTANA -del B.pdf

EARLY YEARS IN AMERICA – Life sketches told by members of the Danish Sundsted family

The following stories and information about the Sundsted Family – early years – has been submitted by a descendant, Peri Kaae (more info below) in the interest of keeping the family memories and stories alive.

The stories come from A collection of written stories for the Sheridan’s Daybreak, 1970. The Sheridan’s Daybreak was a document created by the county’s Historical Society with the intention of collecting and documenting the history of the early pioneers who settled the area. A couple of stories from family letters have also been included which show the ties between the families, some living several states away.

Christen Christensen Sundsted

Life Sketch: by Niels Christensen Sundsted, son of Christen Christensen Sundsted, for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

My father, commonly known as C.C. Sundsted, came to what was then known as Racine Valley in the spring of 1908, after reading articles about Dagmar in the Danish-language newspaper, “Dannevirke” and “Den Danske Pioneer”. During the summer he constructed a house consisting of three rooms, a kitchen and clothes room. It was the only house in the neighborhood constructed of wood which had to be hauled by wagon from Culbertson.

My mother, Ane Marie, and I arrived on October 19, 1908, my sixth birthday. My father was born in Denmark and his first wife died in childbirth there. He immigrated to Racine, Wisconsin in the 1890’s. So many other people came from Racine to northeastern Montana that the community was called Racine Valley.

My cousins, Anton, Erik and Katrine, had homesteaded there in 1907. In 1909, my half-sister, Magdalene, and her husband, Christian Johansen, and cousin Marie also arrived and homesteaded in Racine Valley. My brother, Thomas, also arrived in 1910, but returned to Racine after about three years. My father’s homestead was 160 acres and he bought 160 acres of state school land adjoining the homestead. One of our neighbors was a man named Johnsen, who was a Danish Army officer and was known by the name “Obersten”, a nickname meaning First Lieutenant.

A schoolhouse was built on his land about 1912. It was known as the Lew Wallace School, and I attended school there. Johnsen sold out and returned to Denmark in 1913. After dark we always kept a lamp burning in our front room window. Our house was located so a light could be seen many miles to the south. People used the light as a landmark, especially when they were coming home from Culbertson with a load of supplies. On several occasions Indian families made night camp about a quarter mile from our house by a small waterhole. They would come to the house for various articles and my father believed in being friendly with them. Community activities mostly centered around the Danish Church at Dagmar. My father was president of the congregation for a time. My father died in 1921, and I now live in

Hans Christian ”Chris” Johansen

Life Sketch: by Hans Christian ”Chris” Johansen’s son, Carl Lehn Johansen (1911 – 1970) for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Chris Johansen was born in Skovgaard, Jylland, Denmark in 1882 and came to the United States in 1899. Magdalene Christensen was born in Vernstad [Vrensted] , Jylland, Denmark in 1879. Because there were so many Christensens, the family changed their name to Sundsted, except Mother, who kept the original name.

She met Dad while she was teaching school in Iowa and they were married in Racine in 1905. Their first two children, Elsine and Agnes, were born in Racine.

In the spring of 1908, Dad and his father-in-law, Christian Sundsted, decided to take advantage of the Homestead Act. They filed on pieces of adjoining land some seven miles southeast of Antelope. They built a small frame house on the Sundsted land, began to erect a sod shack on our place and then went back to Racine for the winter. In the spring of 1909 they brought their families out to the Montana prairie.

Mother and Dad, with the two little girls, lived with Grandpa Sundsteds until the two room, two window, sod shack could be completed. I (Carl) was born in 1911; Chris in 1913; a daughter who lived only two months in 1917; and a daughter, Helen, in 1918.

NOTE: Hans Christian ”Chris” Johansen (b. 28.10.1882 Skovgaard – d. 12.4.1944 Sheridan Montana) . Emigrated to the USA 1899. On 19. juli 1905 Hans got married to Magdalene (Maggie) Johansen (born Christensen Sundsted) in Racine, Wisconsin, USA – 5 children.

Sundsted Family

By Jens Sundsted for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik was born in 1880 and Anton in 1882. They homesteaded nine miles northwest of Dagmar in 1907. Katrine (1887) homesteaded in 1908. Marie (1886) took her homestead in 1910. Thomas (1889) and their father, Knud (1840) came also that year with Marie. Grandpa Knud died in 1911 and was buried in the Nathanael Lutheran Cemetery of Dagmar; Grandma Karen had died in Denmark in 1898. Grandpa Knud said when he came to Dagmar, “This is good soil.”

Of course, they all worked but it seemed like Erik was the foreman, Anton was the mechanic, Thomas was the bookkeeper, and Marie and Katrine were the cooks and housekeepers. In 1912, Marie married Mikkel Poulsen so that left four.

In the first winters Erik and Katrine would stay and take care of the claim and Anton would go out to work to finance the family. Thomas spent one winter going to school.

Erik broke 400 acres with a walking plow. Later with Moguls, Titans and Fordson tractors they ended up wit 1900 acres broke to farm. Erik said the Moguls were a junk pile, the Titans were worse, but the Fordsons were heaven.

Katrine said the boys and the hired men would run the Moguls quite a bit at night. The next morning maybe the Mogul had stopped; Anton would ask, “Is it out of gas?” “No,” was the answer. Then it should go that Anton gave the flywheel a spin and away it went.

In 1912 they bought their own threshing rig, a Case 36” separator powered by their Mogul. Erik said the Mogul was good for that. Several of the cooks were Marie Jacobsen, Anna Petersen and Esther Strandskov. In that time, they had several separators and threshed until 1926 when they bought a 16’ Case combine. Uncle Erik said one fall they cut over 2200 acres between their own and custom combining. One steady job each year was cutting Henry Gronvold’s crop.

I want to mention that truly the mother of the family was Katrine. She took very good care of them through those years.

Thomas and Ella Sundsted

By their son, Jens Sundsted for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Thomas Sundsted and Ella Johnsen were married in 1916. Children born to their family were Johanna (Mrs. Arnie Rasmussen), Carl, Dorothy (Mrs. Lorin Hart), Edith (Mrs. Erling Romstad/Harold Blair), Jens, Anna (Mrs. Russel Conway/Chet Sorenson) and, some time later Carol (Mrs. Henry Stokke). Their wedding dance was held in James Johnson’s hayloft and Aage E Christen’s orchestra furnished the music. It rained so hard that night that Aage and his group had to leave their instruments until the next day.

In 1912, Thomas bought and proved up the homestead of Mikkel Poulsen and that is where he and mother lived and raised their family. Their house had been built in 1915 by Johannes Nielsen. It had been built as a Sundsted Company house and it was planned by Uncle Erik. Katrine Sundsted lived with them until 1926 when she married Jim Kaae. Anton and Erik lived with them off and on, too, especially in the winter, until Anton married and Erik moved to his own home.

Mother tells of her birthday on Sunday, March 14, 1920. It started as a mild day; the weather had been warm and the water was running in the coulees under the snow. Many neighbors had come to help her celebrate. Later that afternoon it started to rain; the wind went into the northwest and it started to blow and snow. Willie and Grandpa Johnsons left and got home OK after tipping over in one of the wet coulees but 30 more had to stay. The blizzard kept on for three days nights and two days and it wasn’t until Wednesday that they could all go home. They ran out of potatoes but they baked break and pancakes and had a lot of eggs to eat.

During the storm Anton and Hansine Jorgensen felt very bad because they had eight fresh cows at home that didn’t get fed or milked those 2 ½ days. Niels Sorensen’s had left some windows open in their house so the snow and dirt had blown in all that time.

Of course I have many things to remember Dad for, but I will just mention one. The weather had been bad one summer and the crops weren’t doing so well, and at this particular time I felt kind of bad. He told me, “It takes all kinds of weather to raise wheat.” That comment has cheered me up many times since then. (Dad died in 1964 and mother now lives in the Pioneer Manor in Plentywood. )

Anton Sundsted

By Anton Sundsteds wife, Helga Sundsted for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Anton and I, Helga Schultz, were married in November of 1922. We made our home on the place where Carl Sundsted now lives. Here is where our first three children were born: Erik, Knud (died at four years) and Carl (died at three). In the spring of 1928 when the Sundsted Brothers decided to farm separately, we traded land with Erik Sr., the land that Erik, Anton, Katrine and Marie homesteaded. Here we built a new house and our last three children were born: Karna (Mrs. John “Jack” Town), Doris (Mrs. Arnold Larsen) and Anton (Tony).

Just to mention one incident, I will tell how Anton taught me to drive a Ford. One evening we were coming home; not many roads were graded and we were driving on one that wasn’t. We were coming along in our old Model T as nice as you please until we came ta low place full of water. We’d crossed it before but not this time; the Ford sunk in and we were stuck. We talked for a while about how to get out. I insisted I couldn’t or wouldn’t drive a Ford (my dad had an Overland that I was used to driving). “well,” Anton said, “the only way to get out of this is if you get over in my place and drive and I’ll get out and push.” And he got out – nothing for me to do but obey orders. I started up and with a push and a lift from Anton I landed on dry land. From that day on I have been able to drive a Ford.

(Note: Among other things Anton was known for was his mighty strength. Many took joy in watching him if they could talk him into demonstrating any feat that required strength. One day he was at Grayson’s store in Antelope. There among other pieces of equipment sat a big cast-iron flywheel gas engine. They had to know if Anton could stop that if it were started. The engine was started and after some encouragement, Anton got a gunny sack to protect his hands. Then with his shoulder and his hands he bore down on the flywheel. The engine went slower and slower and finally with one final cough it died.) I now live on the farm as does my son, Erik, and his family. Erik farms the land. Anton died in 1964.

Erik Sundsted, Sr.

By family friend, Henry Jorgensen for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik Sundsted, Sr. built two living monuments to himself in the Dagmar community. These were in the form of attractive groves of trees on the farmsteads now occupied by Erik, Jr. and by Carl Sundsted. In the earlier years his first grove of trees was one of the finest in the area and was the site of large Fourth of July celebrations when people would assemble in the trees for picnic lunches, speeches and lusty singing. Then would follow baseball games, horseshoe playing and all forms of races with case prizes for the winners.

Erik was one of a number of bachelors in the community who never married. His birthday was one of the big events of the year. Ladies from the community would descend on his house, which incidentally he kept in immaculate condition and great quantities of food would be brought and served by them to the assembled guests. With space being somewhat limited the men were relegated to the large garage where they spent the evening playing penny-ante and “seventsel,” a game they apparently had brought with them from the old country.

A spirit of generosity to others often characterized Erik. I recall one winter when I was in need of housing for my family. Erik’s house on the farm was unoccupied at the time and I inquired about its availability for us. To this he readily consented. When I offered to pay rent for use of the place, he not only flatly refused to accept money for this but also refused to accept anything for the supply of coal in the basement which he had suggested that I use. Erik now lives in the Nursing Home in Plentywood

Jim Kaae

By Jim Kaae for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

My family and I arrived at Dagmar in the spring of 1918. My first recollection is when my emigrant railroad car arrived in Antelope from Clifton, Kansas. I had to pay $200 more before they would allow me to unload my stuff. The agent promised to try to help me get the extra money back. The extra charge was because they didn’t rout it right and it was overweight because the car they sent was a stock car with two or three feet of frozen manure in the bottom. I was unable to get this out so I laid canvas and some hay on top of it and piled in my furniture and machinery.

Several of my near neighbors had come into town, so they helped me unload and haul the stuff out. It was a beautiful sunny day and snow was disappearing fast; so as fast as we could get the sled loaded, they struck out for home. I moved some alfalfa hay into a shed at Mr. Courtney’s and then loaded up my lumber wagon with different things.

I started for home and all went well until I got to the coulee east of where Emil Grimsrud used to live. It was filled with snow and water. I got out in the middle and there the wagon went down to the hubs. I got the ponies unhitched and on dry land. When I got the wagon unloaded, I tied some old chain harnesses together with baling wire onto the wagon tongue and snaked the wagon out. By the time I got the wagon reloaded it was dark. The only time I had been over the road was that morning. I worried a little bit but I let the ponies go their own way and we got home in good shape.

Niels Rungborg and Jens Holm had helped me unload, but they left long before I did. They still weren’t home when I got there and I hadn’t seen them on the road. By golly, those two old gezards had gotten themselves lost on the way. Finally they saw Conradsen’s light and had to go find out where they were.

The day after that venture we got our furniture in the house. My family at the time was my wife, Velma (Stay), and son, Kenneth, born in 1914. Another son, Glenn, was born in June of 1918.

In the fall of 1917 I bought Alberti Andersen’s homestead quarter for $5000. In 1920 the wheat price dropped from $2 to $1 per bushel. I well remember because I had been out threshing while there was a chance to earn a dollar. I had harvested 400 bushels of which I could have sold for $2 per bushel, but by the time I was through threshing, I had to take $1. However, I made $400 threshing so came out even and got a lot of good exercise.

In 1923 I had the misfortune of losing my dear wife. Our son, Velmar, who had born that year was taken and raised by relatives in Kansas.

About 1923 we started a fair in Dagmar. The Fair Board consisted of Mrs. Anton Winther, Mrs. Hjalmar Madsen and myself. Our displays were mainly garden produce such as potatoes, cabbage, carrots, etc. Our only premiums were ribbons which the Dagmar Store generously paid for, besides letting us use a building to display our stuff in.

I married Katrine Sundsted in 1926. We bought Daniel Pedersen’s place which had a fairly good house and other buildings on it. Our sons, Knud and Erling, were born in 1927 and 1931.

In the spring of 1931, it was dry and windy. Glenn was discing, Kenneth was seeding, and I was picking rocks when a big dark cloud rolled in from the northwest toward evening. The storm struck and my horses got lost on the way home because their eyes were filled with the dirt. The boys and I couldn’t start the Model T truck because the wind had pushed thistles and dirt solid under the hood.

In the fall of 1944 Kenneth got married. We rented him the farm and built ourselves a new house. We stayed on the farm until the fall of 1955 when we bought property in Plentywood where I am now sitting writing my recollections of what took place in the north Dagmar community over the years since 1918.

Mikkell and Marie (Sundsted) Poulsen

By their daughter, Ann Poulsen Gleason for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Mikkel Poulsen was born in 1886 in Tim, Denmark. As a young brick mason, immigrated to San Francisco, California in 1906. He came to northeaster Montana in 1908 to claim a homestead for his young brother, Cristian, who was unable to come as early as required. This homestead was located where Jens Sundsted’s farm is today. However, soon after Christian arrived, he became ill with typhoid fever and died. Marie Sundsted, who had a homestead a mile west of his, came over to help Mikkel take care of his brother during his illness.

Marie Sundsted was born in Denmark in 1886. She worked in Racine, Wisconsin a few years before joining her brothers, Erik and Anton, and homesteading in Dagmar. Their father, Knud Sundsted, sister Katrine and brother Thomas also joined them in Dagmar. When Marie came to Culbertson by train, her brothers met her there in a sled. They informed her that the big beautiful hat she was wearing was not suitable for this country.

In 1912, Mikkel Poulsen and Marie Sundsted were married by Pastor Svend Jorgensen. Due to a clause in the Homestead Act, they were unable to keep both homesteads when they married. They decided to keep Marie’s, which is located where Erik S. Sundsted farms today. Marie’s brother, Thomas, got Mikkel’s land. Three children were born to them on this homestead. Knud C. Poulsen was born in a sod shack, their first home. Karen Poulsen Pedersen and Ann Poulsen Gleason were born in a little two room house they had built. In 1918 they sold their homestead to the Sundsted brothers and bought a farm five miles northeast of their homestead where there was more room for expansion. Kenneth Kaae has their farm now. When they retired in 1956, they were farming over 200 acres.

Mikkel Poulsen’s trade as a brick mason was put into good use. He was often called upon to build chimneys and cisterns for people in the community. During the Depression, he went back to his trade which enabled him to keep up expenses on the farm and avoid going on relief.

The Poulsens were active members of the Nathanael Lutheran Church, the Danish Brotherhood, and other community interest. Mikkel Poulsen worked hard to get rural electrification for the community and was one of the original board members of the Sheridan Electric Cooperative, serving from 1941 – 1948. In 1956 they retired and moved to Plentywood. Mikkel Poulsen passed away in 1963 and Marie still resides in Plentywood.

“Emigrating – Denmark to the USA: A Story of our Father, Christian Peterson, son of Peter C. (Pedersen) Peterson and Metta C. Sundsted Peterson”

( Written by Alice Peterson Berger in a letter to Peri Kaae in 1991.)

The is quite a story concerning our father’s emigrating to this country. Our grandfather, Peter C. Pedersen left Denmark for the U.S. before our grandmother Metta C. Sundsted Pedersen followed one year later.

Our grandmother (Metta) accompanied by her sister (Christiana) was in Hamburg, at the dock with her two little boys, Christian and Thomas, ready to board ship. When Christiana saw the conditions on board, she could not see how Metta could handle those two on that ship, so our father, little two-year-old Chris stayed with her, until a later date. Grandma Metta reluctantly agreed, but as Christiana had no children of her own, she would no doubt have time to take good care of him.

So it was ten years later when our father Christian Peterson, then 12 years old, finally left Denmark to join his parents in S.W. Iowa. In the meantime, he had lived with his Aunt Christiana as also did his cousin Maggie (daughter of Uncle Christian Sundsted), because his first wife, Maggie’s mother, had passed away. Therefore our father and cousin Maggie (first cousins) grew up almost as brother and sister.

It was with Uncle Christian Sundsted and his second wife, Ane Marie, and their children, our father 12 years old, joined and they came together to the U.S. They no doubt traveled as far as Racine where our father left them to travel on to Iowa. Our father thru the years, was very close to Uncle Christian and Aunt (Ane) Marie. He kept contact with them in Racine and finally in Montana.

“The Visit of Uncle Christian, Aunt Ane Marie and Maggie, her Husband and Kids to Iowa Around 1915 or 1916”

(Written by Alice Peterson Berger in a letter to Peri Kaae in 1991.)

They drove down from Montana in a Ford car (as we recall) to visit all of us, namely – Our grandma Metta and grandpa Peterson, our dad, Christian Peterson, our Uncle Thomas Peterson and all of us kids. We loved all of them. Great Uncle Christen looked so much like our grandmother Metta, his sister. His wife, Ane Marie was so nice, so pleasant. I was just a kid then, but I realized she knew my dad as a small boy in Denmark, so any little stories she knew would be of interest to me. She sure did.

The cutest one being: He had made a toy merry-go-round, quite an accomplishment for a young boy, but when all finished, it would not run. In her Danish, which I could well understand, she said: “Hi blew sa gol, hi rooken e stoker” (English phonics for the Danish .. Ha! Ha!) He became so angry he tore it to pieces!

Of course they were all special to my Dad. As said, he had crossed the ocean to America with Uncle Christian, Aunt Ane Marie, his daughter Maggie, and the rest of their children. My Dad and cousin Maggie had been raised practically as brother and sister by their Aunt Christiana.

PERI KAAE:

My name is Peri Kaae, a grandson of Katrine Sundsted Kaae and Jens Peter Nielsen Kaae. My grandmother, one sister, and three brothers were among the first settlers in Dagmar, a Danish community established in Northeast Montana in the early 1900’s. My parents, Knud and Elinor (Poulsen) Kaae raised three children, Valeri (b. 1957), Brian (b. 1958) and me (b. 1963) on the same farm my grandparents had purchased when they were married in 1926. My parents, grandparents, and great aunts and uncles instilled a sense of pride in my heritage and passed along several family traditions that they brought with them from Denmark.

I am happy to share recollections and pictures from my grandmother’s photo albums, taken in Denmark or from the family’s early homesteading years, in a collaborative effort with my cousin, Gitta Bechshøft. I have also included the original stories that were written about the Sundsted families in “Sheridan’s Daybreak,” a book published by the Sheridan County Historical Society in 1970 to preserve the memories of those who homesteaded there.

If you are interested in learning more about the Sundsted family who settled in America, or you are a distant relative who would like to introduce yourself, I would enjoy hearing from you!

Contact: peri@perikaae.com.

Hvordan vi holdt jul i mit hjem

Af Jens Otto Madsen

De sidste dage op til jul kan være fulde af små og store gøremål:

“Er der fløde nok til risalamanden, skal vi have lidt flere kartofler, og hvem køber mandelgaven?”

Men når de sidste ærinder er ordnet, og butikkerne lukket for julen, sker der noget med os.

Julefreden sænker sig.

Nu handler det om at være sammen og nyde hinandens selskab.

Lytte til vores yndlingsjulemusik, se en hyggelig julefilm og – ikke at forglemme – spise al den dejlige julemad.

Julen giver tid til ro og nærvær på en helt særlig måde.

glædelig jul

Hvordan vi holdt jul i mit hjem.

I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Byskolen. Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene. Hun drev et pensionat med over 100 pensionærer dagligt. Hun var dygtig og skrap i køkkenet også juleaften. Efter julemiddagen mente hun at alt skulle ryddes op og vaskes af inden vi skulle gå rundt om juletræet og ha pakker. Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.

Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Far og jeg havde opsat salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet og kirken var altid overfyldt juleaften, idet mange voksne børn kom hjem udenbys fra og der var bestemt også mange der kun kom en gang om året alene til julegudstjenesten som en tradition.

Herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik hvad man ønskede sig. Nogen gange kørte vi i en af juledagene til Frederikshavn for at besøges fars søster og svoger der havde hus der.

Juletræ i forsamlingshuset 4. juledag:

Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i forsamlingshuset. Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet. Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn. Man skulle købe billetter til juletræsfesten. Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf. Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo. Jeg husker også at Charleses Leo spillede på trommer. De spillede bl.a. Bro Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert også for de voksne som kunne se børnene more sig dejligt medens de fik kaffe i den lille sal.

Gunnar Gade på Banjo og traktorCharles på harmonika

Charles søn Leo på trommer