Fra Vrensted over Halvorsminde til grænsen i 1945 Kort før krigen sluttede

Fra Vrensted over Halvorsminde til grænsen i 1945 Kort før krigen sluttede.

Et indlæg i Årsskriftet 1945 fra Halvorsminde Ungdomsskole

Det er en fortælling om en modstandsmand – lærerstuderende  Gustav Pedersen, som måtte gå under jorden som man sagde, idet han var blevet angivet.

Han gik på Ranum seminarium. 

I Vrensted var der på Bådstedhede en landmand Aage Jensen, Søengene, den næst yderste gård i Vrensted sogn mod syd, stødende op til Thise sogn, som var med i Vrensted Gruppen. Her fik Gustav Pedersen ophold en måned som landbrugsmedhjælper.

 SøAage der også var modstandsmand i Vrensted Gruppen fik etableret kontakt og forbindelse til Sognepræst i Vrensted, provst Aage Stevns, der som modstandsmand var leder af Vrensted gruppen.

Gustav Pedersen, som i hast måtte ”flygte” fra Ranum, fik nu kontakt til Sognepræst Aage Stevns, som skaffede ham illegale Papirer og fik ham ansat som Lærer paa Halvorsminde Ungdomsskole.

Provst Stevns fik lavet en navneændring, således at Gustav fik papirer på, at han nu hedder Chr. Christensen.

Det viser sig at både Gustav Pedersen og søsteren Sigrid begge var med i modstandsbevægelsen og begge måtte tage ophold hos Emma og Aage på Søengene.

De to var børn af Emmas søster Lise, altså er de fætter og kusine til Emma og Aages børn.

Der var også et 3. barn, en bror Villy som vist boede på Lolland han var fraskilt. Efter sigende skulle det være Villys 1. og fraskilte kone, der skulle have angivet de to søskende: Gustav og Sigrid, der begge som før omtalt fik ophold hos Emma og Aage.

 Efter at have forladt Ranum levede han hele den første Maaned som Landarbejder ude i Vrensted Søenge hos familien der, inden han følte, at han kunne begynde på Halvorsminde Ungdomsskole som lærer. Samtidig havde han fået lov til at deltage på Hjørring Seminarium, således at han kunne færdiggøre sin uddannelse til lærer.   

Fra Halvorsminde til Grænsen.

Af Gustav Pedersen

Krigens Djævelskab er forbi. – Da Fredsklokkernes Toner den 5. Maj 1945 genlød over vort land for at forkynde Freden, bragte de en Afspænding i Tusinder af Menneskers Sind rundt i vort Land, ja, over hele Europa. Den Tid var nu forbi, da Terror og Vold hørte til Dagens Orden. Gud ske Lov for det!

Selv om Tiden under det tyske Aag bragte megen Ulykke over os, var den dog alligevel en Grøde tid. Det bedste i vort Folk levede sig stort i denne Trængselstid, og mange ikke mindst unge lærte, at forstaa Betydningen af Frihed,  Ære og Retfærdighed,

Ord, som vi før i Tiden brugte i Flæng, uden dybere Forstaaelse af den Storhed, de rummer. Ogsaa for mig kom Besættelsens Aar, særlig det sidste, til at betyde meget, idet jeg da fik prøvet Spændingen ved at leve »under Jorden«.

Denne Tilværelse begyndte jeg sidste Efteraar. Jeg havde været Deltager i en Vaabengruppes Arbejde i min Hjemby, Hejring ved Hobro. Den 26. September gik det galt. Hele Gruppen, paa 3-4 Mand nær, blev fanget og ført til Aarhus. Jeg var dengang i Ranum og sad om Aftenen ved Radioen for at høre London, da en Mand traadte ind og meddelte mig, at jeg nu maatte forsvinde, da alle mine Kammerater var blevet arresterede.

Hele den første Maaned levede jeg som Landarbejder ude i Vrensted Søenge. Her fik jeg Forbindelse med Sognepræst Aage Stevns, som skaffede mig illegale Papirer og fik mig ansat som Lærer paa Halvorsminde Ungdomsskole.

Jeg skulde møde paa Skolen til 1. November, og for at udslette alle Spor efter mit Ophold i Vrensted foretog jeg en Rundtur med et Par Dages Ophold paa Steder, der var mig anvist. Den 31. Oktober naaede jeg Halvorsminde. Jeg skulde her fungere som Lærer, men med saa faa Timer, at jeg ved Siden af kunde have Tid til at fortsætte min Læsning, saa jeg kunde være klar til at gaa til Afgangseksamen ved Ranum Seminarium til Foraaret 1945. Lærerne paa Halvorsminde vidste god Besked om mine Forhold, men det stod klart, at enhver Oplysning til jer Elever maatte være bandlyst, da jeg derved vilde løbe en alt for stor Risiko for at blive afsløret og fængslet.

Jeg befandt mig vel blandt jer paa Skolen, men da det saa ud til, at Krigen vilde trække i Langdrag, og jeg saaledes ikke kunde gaa til Eksamen i Ranum, blev jeg hemmeligt overflyttet til Silkeborg Seminarium, hvor jeg skulde begynde den 7. Marts. Jeg var, som I sikkert husker, klar til at rejse, den 7. Marts, da jeg den 6. om Aftenen gik til Sengs. Men det skulde gaa anderledes. Tyskerne havde opsporet mig og kom netop denne Nat for at hente mig. Efter et længere Forhør, først paa mit Værelse og senere paa Frode Nielsens Kontor, blev jeg taget med til Frederikshavn. Her fulgte en uhyggelig og spændende Uge, i hvilken jeg fik prøvet lidt af den Brutalitet, hvormed tysk >>Ret<< haandhæves. Derefter blev jeg ført til Aalborg Arrest, hvorfra jeg den 23. Marts blev overført til Frøslevlejren i en Fangevogn. Det blev en Rejse, jeg aldrig vil glemme. Livet i Lejren skal jeg ikke omtale, da dette er sket andetsteds i Aarsskriftet.

Her i Frøslev oplevede jeg den skønneste Dag i mit Liv – den 5. Maj 1945. Denne Dag oprandt efter nogle nervepirrende Døgn, hvor Luften om Dagen var fyldt med overilede Rygter, og hvor Nætterne var prægede af Luftalarmer og fjern Kanontorden.

Den 5. Maj var Lejren i Opbrud fra Morgenstunden, og i Løbet af forbavsende kort Tid var der skabt Hjemrejse  muligheder til alle. Inden Aften var de fleste derfor paa Vej hjem, kun en Flok paa 500 Mand, deriblandt jeg, blev tilbage. Vi havde meldt os til frivillig Tjeneste ved Grænsen. Styrkerne her var nemlig langt fra talstærke nok til at spærre Grænsen og saaledes skabe en sikker Kontrol med de Folk, der søgte sydpaa.