Historien på Dansk – IMMIGRATION STORIES TOLD BY THE SUNDSTED FAMILY – De udvandrede fra Sundsted i Vrensted til Amerika (se billeder og læs historien)

Historien på Dansk
Indsejlingen til New York med Frihedsgudinden forude:

Jens Otto skriver: Jeg har fra en bekendt Gitta Bechshøft, Rørvig på Sjælland, fået tilsendt de to nedenfor anførte filer, som man blot klikker på, så kommer der er flot billedserie A og B samt nedenunder historien, som de amerikanske slægtninge fortæller på både engelsk og dansk.

Gitta og hendes mand James har været i Vrensted i sommeren 2022 for at søge efterkommere og havde i forvejen kontaktet mig.

Gitta  har nu sammen med familie i USA samlet dette flotte billedmateriale samt beskrivelser og fortællingen som nu er overdraget til mig.

Via FB hvor historien er lagt ind, kan Gitta derfra dele til sine amerikanske slægtninge. GENIALT !.

Mange TAK til skribenterne, fordi Vrensted skulle have lov at få denne spændende historie.

Britta skriver : Onsdag d. 14 september 2022 var jeg, Gitta Bechshøft og min ven James Heimann, på besøg på arkivet i Vrensted og efterfølgende på besøg hos Jens Otto. Til arkivet havde jeg en del materiale med, der handlede om min familie som boede på Sundstedgaard omkring slutningen af 1800 tallet, og hvis medlemmer emigrerede til USA. Nu, to år senere, er deres historie så endelig blevet færdig – der har været en livlig korrespondence mellem Danmark og USA – mange fotografier og spændende oplysninger… alt tilgængeligt her på hjemmesiden VRENSTED HISTORIER, så alle kan læse med og se de gamle fotos fra Montana… tak til arkivet og alle der har været med i processen. Jeg håber at vende tilbage til Vrensted med et lysbilledeforedrag om familien Sundsted fra Vrensted..

Dette fantastiske foto viser seks af Gittas oldefars fætre og kusiner, der udvandrede sammen til USA i 1906. En hel familie fra Vrensted der har efterladt sig en talrig skare efterkommere i USA – mange af dem bærer efternavnet Sundsted…

forrest fra venstre: Marie, Kathrine, Eric, Anton, Chris og Thomas Christensen Sundsted… foto fra omkring 1906? da de var ankommet til Dagmar, Plentywood Montana…😃

Klik på link for tekst og billeder

ONCE UPON A TIME IN JUTLAND -del A.pdf

ONCE UPON A TIME IN MONTANA -del B.pdf

TIDLIGE ÅR I AMERIKA – Livsskitser fortalt af medlemmer af den danske Sundsted-familie –

Følgende historier og oplysninger om familien Sundsted – de første år – er indsendt af en efterkommer, Peri Kaae (se mere info nedenfor) for at holde familiens minder og historier i live.

Historierne stammer fra en samling livsskitser skrevet til Sheridan’s Daybreak, 1970.  Sheridan’s daybreak blev oprettet af amtets historiske samfund med det formål at indsamle og dokumentere historien om de tidlige pionerer, der bosatte sig i området. Ligeledes er her inkluderet er et par historier fra familiebreve, som viser båndene mellem familierne, hvoraf nogle bor flere stater væk.

 Christen Christensen Sundsted

Livskitse af Niels Christensen Sundsted, søn af Christen Christensen Sundsted, til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Min far, almindeligvis kendt som C.C. Sundsted, kom til det, der dengang hed Racinedalen i foråret 1908 efter at have læst artikler om Dagmar i den dansksprogede avis “Dannevirke” og “Den Danske Pioner”. I løbet af sommeren byggede han et hus bestående af tre værelser, et køkken og et tøjrum. Det var det eneste hus i nabolaget bygget af træ, som måtte trækkes med vogn fra Culbertson.

Min mor, Ane Marie, og jeg ankom den 19. oktober 1908, min seks års fødselsdag. Min far blev født i Danmark, og hans første kone døde i barselsseng der. Han immigrerede til Racine, Wisconsin i 1890’erne. Så mange andre mennesker ankom fra Racine til det nordøstlige Montana, at samfundet blev kaldt Racine Valley.

Mine fætre, Anton, Erik og Katrine, havde i fællesskab forpagtet statsjord [homesteading] der i 1907. I 1909 ankom også min halvsøster, Magdalene, og hendes mand, Christian Johansen, og min kusine Marie og slog sig ned i Racine Valley. Min bror, Thomas, ankom også i 1910, men vendte tilbage til Racine efter ca. tre år. Min fars gård var 160 hektar, og han købte 160 hektar statsskolejord ved siden af sin jordlod. En af vores naboer var en mand ved navn Johnsen, som var officer i den danske hær og var kendt under navnet “Obersten”, en dansk militær titel, der på engelsk svarer til First Lieutenant.

Et skolehus blev bygget på dette jordstykke omkring 1912. Skolen blev kendt som Lew Wallace School, og jeg gik i skole der. Johnsen solgte sin jordlod og vendte tilbage til Danmark i 1913. Efter mørkets frembrud holdt vi altid en lampe brændende i vores vindue i forstuen. Vores hus lå, så dens lys kunne ses mange kilometer mod syd. Folk brugte lyset som pejlemærke, især når de kom hjem fra Culbertson med en masse forsyninger. Ved flere lejligheder slog indianske familier natlejr omkring en kvart mil fra vores hus ved et lille vandhul. De kom til huset efter forskellige artikler, og min far syntes at man skulle stå på god fod med dem. Fællesskabsaktiviteterne var mest centreret omkring den danske kirke i Dagmar. Min far var formand for menigheden i en periode. Min far døde i 1921, og jeg bor nu i Seattle.

 

Hans Christian “Chris” Johansen

Life Sketch: af Hans Christian “Chris” Johansens søn, Carl Lehn Johansen (1911 –  1970) til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Chris Johansen blev født i 1882 i Skovgaard i Jylland, Danmark og kom til USA i 1899. Magdalene Christensen blev født i Vrensted, Jylland, Danmark i 1879. Fordi der var så mange der hed Christensen, skiftede familien navn til Sundsted, undtagen mor, der beholdt det oprindelige navn.

Hun mødte far, mens hun underviste i en skole i Iowa, og de blev gift i Racine i 1905. Deres to første børn, Elsine og Agnes, blev født i Racine.

I foråret 1908 besluttede far og hans svigerfar, Christian Sundsted, at benytte sig af the Homestead Act. De ansøgte derfor om en bevilling på to stykker gratis statsjord beliggende omkring syv mil [USA = ca. 1.5 km] sydøst for Antelope. De byggede et lille, simpelt træhus på deres Sundsted jordstykke, og begyndte at opføre en tørvehytte på [vores del af den fælles-] jordlod og tog derefter tilbage til Racine for vinteren. I foråret 1909 bragte de deres familier ud til Montana-prærien.

Mor og far boede sammen med de to små piger hos bedstefar Sundsted, indtil tørvehytten med de to værelser, og to vinduer kunne færdiggøres. Jeg (Carl) blev født i 1911; Chris i 1913; en datter, der kun levede to måneder i 1917; og en datter, Helen, i 1918.

(OBS: Hans Christian “Chris” Johansen (f. 28.10.1882 i Skovgaard – d. 12.4.1944 i Sheridan Montana) . Emigrerede til USA 1899. Den 19. juli 1905 blev Hans gift med Magdalene (Maggie) Johansen (født Christensen Sundsted) i Racine, Wisconsin, USA – 5 børn.)

 Familien Sundsted

Af Jens Sundsted til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik blev født i 1880 og Anton i 1882.  De bosatte sig ni mil nordvest for Dagmar i 1907.  Katrine (1887) kom og bosatte sig i 1908.  Marie (1886) tog sit eget husmandssted i 1910.  Thomas (1889) og deres far, Knud (1840) kom også samme år med Marie.  Bedstefar Knud døde i 1911 og blev begravet på Nathanael Lutherske kirkegård i Dagmar; Mormor Karen var død i Danmark i 1898.  Bedstefar Knud sagde, da han kom til Dagmar: “Det er god jord.”

Selvfølgelig arbejdede de alle sammen, men det virkede som om Erik var værkfører, Anton var mekaniker, Thomas var bogholder, og Marie og Katrine var kokke og husholdersker.  I 1912 giftede Marie sig med Mikkel Poulsen, så der blev fire tilbage.

I de første vintre blev Erik og Katrine derude og tog sig af de fælles jordlodder, og Anton tog arbejde for at finansiere familien. Thomas brugte en vinter på at gå i skole.

Erik brød 400 tønder land med plov og hesteforspand. Senere, med deres Mogul, Titan og Fordson traktorer, endte de med 1900 hektar jord klar til opdyrkning. Erik sagde, at Mogulerne var en skrammelbunke, Titanerne var værre, men Fordsonerne var en drøm.

Katrine sagde, at “drengene” [familiens mandfolk] og de ansatte folk kørte en hel del med Mogulerne om natten. Næste morgen kunne det hænde at Mogulen var gået i stå; Anton ville så spørge: “Er den løbet tør for gas?”  “Nej,” lød svaret.  Men så gav Anton svinghjulet en ordentlig tur, og så kørte det igen.

I 1912 købte de deres eget tærskeværk, en Case 36″ separator drevet af deres Mogul.  Erik sagde, at mogulen var god til det.  Flere af kokkene var Marie Jacobsen, Anna Petersen og Esther Strandskov. På det tidspunkt havde de flere separatorer der tærskede indtil 1926, da de købte en 16″ Case mejetærsker. Onkel Erik sagde, at de et efterår høstede over 2200 tønder land fordelt på deres egne og de nye standardiserede mejetærskere.  Et fast arbejde hvert år var at høste Henry Grønvolds afgrøde.

Jeg vil gerne nævne, at familiens sande “mor” gennem alle disse år, virkelig var Katrine. Hun tog sig virkelig godt af dem allesammen.

 Thomas og Ella Sundsted

Af deres søn, Jens Sundsted for Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Thomas Sundsted og Ella Johnsen blev gift i 1916.  Børn født i deres familie var: Johanna (Mrs. Arnie Rasmussen), Carl, Dorothy (Mrs. Lorin Hart), Edith (Mrs. Erling Romstad/Harold Blair), Jens, Anna (Mrs. Russel Conway/Chet Sorenson) og nogen tid senere Carol (Mrs. Henry Stokke).  Deres bryllupsdans blev afholdt på James Johnsons høloft, og Aage E. Christens orkester sørgede for musikken. Det regnede så hårdt den nat, at Aage og hans gruppe måtte efterlade deres instrumenter indtil til næste dag.

I 1912 købte og forbedrede Thomas Mikkel Poulsens husmandssted, og det var her, han og mor boede og opfostrede deres familie. Deres hus blev opført i 1915 af Johannes Nielsen. Det blev bygget som  Sundsted Kompagniets hus, planlagt af onkel Erik. Katrine Sundsted boede der indtil 1926, hvor hun giftede sig med Jim Kaae.  Anton og Erik boede også hos dem af og til, især om vinteren, indtil Anton giftede sig, og Erik flyttede til sit eget hjem.

Mor fortæller om sin fødselsdag søndag den 14. marts 1920. Det startede som en mild dag; Vejret havde været varmt, og smeltevandet dannede vandløb under sneen. Mange naboer var kommet for at hjælpe hende med at fejre. Senere samme eftermiddag begyndte det at regne; Vinden gik om i nordvest, og det begyndte at blæse og sne. Willie og bedstefar Johnsons forlod stedet og kom godt hjem efter at være væltet i en af de mange smeltevands floder, men 30 gæster måtte blive. Snestormen fortsatte i tre døgn, og det var først onsdag, at de alle kunne tage hjem. De løb tør for kartofler, men de bagte brød og pandekager og spiste mange æg.

Under stormen havde Anton og Hansine Jørgensen det rigtig dårligt, fordi de havde otte stk ungkvæg derhjemme, som ikke blev fodret eller malket i 2 ½  dag.  Niels Sørensen´s havde efterladt nogle vinduer åbne i deres hus, så al sneen og snavset var blæst ind i al den tid.

Selvfølgelig har jeg mange ting jeg husker om far, men jeg vil bare nævne en. Vejret havde været dårligt en sommer, og afgrøderne gik ikke så godt, og på dette tidspunkt havde jeg det bare lidt dårligt. Han sagde til mig: »Det kræver al slags vejr at dyrke hvede.«  Den bemærkning har opmuntret mig mange gange siden da. (Far døde i 1964, og mor bor nu i the Pioneer Manor i Plentywood.)

 Anton Sundsted

Af Anton Sundsteds hustru, Helga Sundsted for Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Anton og jeg, Helga Schultz, blev gift i november 1922. Vi lavede vores hjem på det sted, hvor Carl Sundsted nu bor. Her blev vores tre første børn født: Erik, Knud (død som fireårig) og Carl (død som treårig). Da brødrene Sundsted i foråret 1928 besluttede at drive landbrug hver for sig, byttede vi jord med Erik senior, den jord, som Erik, Anton, Katrine og Marie havde forpagtet. Her byggede vi et nyt hus, hvor vores sidste tre børn blev født: Karna (Mrs. John “Jack” Town), Doris (Mrs. Arnold Larsen) og Anton (Tony).

Bare for at nævne en hændelse, vil jeg fortælle, hvordan Anton lærte mig at køre en Ford. En aften var vi på vej hjem; Ikke mange veje var gjort farbare, og vi kørte på en, der ikke var.  Vi kørte afsted i vores gamle Model T og alting gik fint, indtil vi kom til lavt sted fuld af vand. Vi havde krydset det før, men nej ikke denne gang; Ford’en sank i, og vi sad fast. Vi talte et stykke tid om, hvordan vi kom ud.  Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne eller ikke ville køre en Ford (min far havde en Overland, som jeg var vant til at køre).  “Nå,” sagde Anton, “den eneste måde at komme ud af dette på er, hvis du flytter over i mit sted og kører, og jeg går ud og skubber.” Han gik ud – og ikke andet for mig end at adlyde ordrer.  Jeg startede op og med et skub og et løft fra Anton landede jeg på land. Fra den dag af har jeg været i stand til at køre en Ford.

(Bemærk: blandt meget andet var Anton kendt for sin mægtige styrke. Mange nød at se ham, hvis de kunne overtale ham til at demonstrere enhver bedrift, der krævede styrke.  En dag var han i Graysons butik i Antelope.  Blandt meget andet udstyr, stod der en stor svinghjulsgasmotor af støbejern.  De ville vide, om Anton kunne stoppe den, hvis den blev startet. Motoren blev startet, og efter nogen opmuntring fik Anton en kornsæk til at beskytte sine hænder. Med skulder og hænder lænede han sig tungt ned over svinghjulet.  Motoren gik langsommere og langsommere, og til sidst døde den hen med et sidste host.) Jeg bor nu på gården sammen med min søn, Erik, og hans familie.  Erik dyrker jorden.  Anton døde i 1964.

 Erik Sundsted, Senior

Af en ven af familien, Henry Jørgensen til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik Sundsted, Senior efterlod sig to levende monumenter i Dagmar-samfundet. Det ene i form af to attraktive lunde af træer på de gårde, der nu bebos af Erik jun. og Carl Sundsted. Dengang var hans første lund en af de fineste i området og stedet for de store fjerde juli-festligheder, hvor folk samledes under træerne til picnicfrokoster, taler og festlig sang.  Efterfulgt af baseballspil, hesteskospil og alle former for løb med case præmier til vinderne.

Erik var en ud af den række ungkarle i samfundet, der aldrig giftede sig. Hans fødselsdag var en af årets store begivenheder.  Samfundets kvinder kom til hans hus, som han i øvrigt holdt i pletfri stand, og store mængder mad blev bragt og serveret af dem til de forsamlede gæster. Da pladsen var noget begrænset, blev mændene henvist til den store garage, hvor de tilbragte aftenen med at spille penny-ante [poker for småbeløb] og “seventsel”, [Skærvindsel] et spil, de tilsyneladende havde bragt med sig fra det gamle land.

En ånd af gavmildhed over for andre karakteriserede ofte Erik. Jeg husker en vinter, hvor jeg havde brug for bolig til min familie.  Eriks hus på gården var ubeboet på det tidspunkt, og jeg spurgte om det var tilgængeligt for os. Det indvilligede han beredvilligt i. Da jeg tilbød at betale husleje for brug af stedet, nægtede han ikke kun blankt at acceptere penge til dette, men nægtede også at acceptere noget for levering af kul i kælderen, som han havde foreslået, at jeg brugte. Erik bor nu på plejehjemmet i Plentywood.

Jim Kaae

Af Jim Kaae for Sheridan’s daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Min familie og jeg ankom til Dagmar i foråret 1918. Min første erindring er, da min togvognen med mine ejendele ankom til Antelope fra Clifton, Kansas. Jeg måtte betale 200 $ mere, før de ville tillade mig at losse mine ting. Agenten lovede at forsøge at hjælpe mig med at få det ekstra beløb tilbage. Denne ekstra afgift var, fordi ruten ikke var beregnet rigtigt, og mine ting var overvægtigte, og fordi vognen, de sendte, var en kvægtransport med to eller tre meter frossen gødning i bunden. Jeg kunne ikke få det ud, så jeg lagde lærred og noget hø udog stablede mine møbler og maskiner ovenpå.

Flere af mine nærmeste naboer var kommet ind til byen, så de hjalp mig med at læsse af og slæbe tingene ud. Det var en smuk solskinsdag, og sneen forsvandt hurtigt; så hurtigt som vi kunne få slæden læsset, drog de afsted for at komme hjem. Jeg flyttede noget lucerne ind i et skur hos Mr. Courtney’s og læssede derefter min tømmer vogn med forskellige ting.

Jeg satte afsted hjemefter, og alt gik godt, indtil jeg kom til et mindre vandløb øst for, hvor Emil Grimsrud plejede at bo. Det var fyldt med sne og vand.  Jeg nåede ud til midten, og der sank vognen i til navene. Jeg fik ponyerne løsnet og på tørt land.  Da jeg fik vognen læsset af, bandt jeg nogle gamle træk jernkæder sammen med ståltråd fastgjorde dem på  vognstangen og vrikkede vognen ud.  Da jeg fik vognen læsset igen var det mørkt, og den eneste gang jeg havde været over vejen var den morgen. Jeg bekymrede mig lidt, men jeg lod ponyerne gå deres egne veje, og vi kom hjem i god  behold.

Niels Rungborg og Jens Holm havde hjulpet mig med at læsse af, men de tog af sted længe før jeg.  De var stadig ikke hjemme, da jeg kom, og jeg havde ikke set dem på vejen.  Jeg skal love for at to gamle knarke var faret vild på vejen.  Endelig så de Conradsens lys og måtte finde ud af, hvor de var.

Dagen efter denne indsats fik vi vores møbler ind i huset.  Min familie på det tidspunkt var min kone, Velma (Stay), og søn, Kenneth, født i 1914.  En anden søn, Glenn, blev født i juni 1918.

I efteråret 1917 købte jeg Alberti Andersens  homestead for 5000 dollars.  I 1920 faldt hvedeprisen fra 2 $ til 1 $ pr. Bushel.  Jeg husker det tydeligt, fordi jeg havde været ude at tærske, mens der stadigvæk var en chance for at tjene en dollar.  Jeg havde høstet 400 skæpper, som jeg kunne have solgt for  2 $ pr. Skæppe, men da jeg var færdig med tærskningen, måtte jeg nøjes med 1 $.  Jeg tjente alligevel 400 $ på min tærskning, så jeg kom ud af det med skindet på næsen og fik en masse god motion.

I 1923 havde jeg den store sorg at miste min kære hustru.  Vores søn, Velmar, som fødtes det år, blev taget i huset og opfostret af slægtninge i Kansas.

Omkring 1923 startede vi et privat marked i Dagmar. Bestyrelsen bestod af fru Anton Winther, fru Hjalmar Madsen og undertegnede.  I boderne solgte vi hovedsageligt haveprodukter som kartofler, kål, gulerødder osv.  Den eneste form for præmiering var bånd, som Dagmarbutikken generøst betalte for, udover at lade os bruge en bygning til at fremvise vores produkter i.

Jeg giftede mig med Katrine Sundsted i 1926.  Vi købte Daniel Pedersens jordlod, på hvilket der stod et ret godt hus og nogle andre bygninger. Vores sønner, Knud og Erling, blev født i 1927 og 1931.

I foråret 1931 var det tørt og blæsende.  Glenn var i gang med at harve, Kenneth såede, og jeg var ved at samle sten, da en stor mørk sky rullede ind fra nordvest hen imod aften.  Stormen ramte, og mine heste blev væk på vej hjem, fordi deres øjne var fyldt med snavs.  Drengene og jeg kunne ikke starte Model T-lastbilen, fordi vinden havde blæst tidsler og snavs fast under motorhjelmen.

I efteråret 1944 blev Kenneth gift.  Vi lejede ham gården og byggede os et nyt hus. Vi blev på gården indtil efteråret 1955, hvor vi købte ejendom i Plentywood, hvor jeg nu sidder og skriver mine erindringer om, hvad der skete i det nordlige Dagmarsamfund gennem årene siden 1918.

 

Mikkell og Marie (Sundsted) Poulsen

Af deres datter, Ann Poulsen Gleason for Sheridan’s daylight, Sheridan County Historical Association, 1970.

Mikkel Poulsen blev født i 1886 i Tim, Danmark.  Som ung murer, immigrerede han til San Francisco, Californien i 1906.  Han ankom til det nordøstlige Montana i 1908 for at ansøge om et stykke statsjord for sin unge bror, Cristian, som ikke selv kunne nå frem så tidligt som nødvendigt.  Denne gård lå, hvor Jens Sundsteds gård ligger i dag.  Men kort efter Christian ankom, blev han syg af tyfus og døde. Marie Sundsted, hvis husmandssted lå en mil vest for hans, kom over for at hjælpe Mikkel med at tage sig af sin bror mens han var syg.

Marie Sundsted blev født i Danmark i 1886.  Hun arbejdede i Racine, Wisconsin et par år, før hun sluttede sig til sine brødre, Erik og Anton på deres husmandssted i Dagmar.  Faderen, Knud Sundsted, deres søster Katrine og bror Thomas sluttede sig også til dem i Dagmar.  Da Marie kom til Culbertson med tog, mødte hendes brødre hende der i en slæde.  De informerede hende om, at den store smukke hat, hun havde på, ikke var egnet til dette land.

I 1912 blev Mikkel Poulsen og Marie Sundsted gift hos pastor Svend Jørgensen.  På grund af et klausul i Homestead Act, kunne de ikke beholde begge gårde, da de giftede sig.  De besluttede at beholde Maries, som ligger, hvor Erik S. Sundsted driver landbrug i dag.  Maries bror, Thomas, fik Mikkels jord.  Tre børn blev født på denne gård.  Knud C. Poulsen blev født i et tørvehus, deres første hjem.  Karen Poulsen Pedersen og Ann Poulsen Gleason blev født i et lille toværelses hus, de havde bygget.  I 1918 solgte de deres gård til brødrene Sundsted og købte en gård fem mil nordøst for deres gamle gård, hvor der var plads til udvidelse.  Kenneth Kaae har deres gård nu.  Da de gik på pension i 1956, dyrkede man over 200 hektar.

Mikkel Poulsens færdigheder som murer blev brugt godt.  Han blev ofte opfordret til at bygge skorstene og cisterner til folk i lokalsamfundet.  Under depressionen vendte han tilbage til sit fag, hvilket gjorde det muligt for ham at klare udgifterne på gården og undgå at lade sig forsørge af staten.

Poulsens var aktive medlemmer af Nathanael lutheanske kirke, Det Danske Broderskab og andre samfundsnyttige foreninger.  Mikkel Poulsen arbejdede hårdt for at få indført elektrificering af landdistrikterne og var et af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer i Sheridan Electric Cooperative. Han var aktiv fra 1941 – 1948.  I 1956 trak ægtefællerne sig tilbage og flyttede til Plentywood.  Mikkel Poulsen døde i 1963, og Marie bor stadig i Plentywood.

 

“Emigration – fra Danmark til USA: En historie om vor Fader, Christian Peterson, søn af Peter C. (Pedersen) Peterson og Metta C. Sundsted Peterson”.

(Skrevet af Alice Peterson Berger i et brev til Peri Kaae i 1991.)

Det er noget af en historie om vores fars emigration til dette land. Vores bedstefar, Peter C. Pedersen, forlod Danmark til fordel for USA, før vores mormor, Metta C. Sundsted Pedersen fulgte efter et år senere.

Da vores bedstemor (Metta) ledsaget af sin søster (Christiana) ankom til Hamborg, og stod ved kajen klar til at gå ombord på skibet med sine to små drenge, Christian og Thomas. Men da Christiana så forholdene ombord, kunne hun ikke se, hvordan Metta kunne klare at have dem begge to med på skibet. [hun foreslog at] Vores far, lille toårige Chris blev tilbage med hende, indtil et senere tidspunkt.  Mormor Metta gik modvilligt med til det, men da Christiana ikke selv havde børn, ville hun uden tvivl have tid til at tage sig godt af ham.

Så det var først ti år senere, at vores far, Christian Peterson, dengang 12 år, endelig forlod Danmark for at slutte sig til sine forældre i S. W. Iowa.  I mellemtiden havde han boet hos sin moster Christiana, [i Vrensted] og det samme gjorde hans kusine Maggie (datter af onkel Christian Sundsted), fordi hans første kone, Maggies mor, var død.  Derfor voksede vores far og kusine Maggie (fætre og kusiner) op næsten som bror og søster.

Det var sammen med onkel Christian Sundsted og hans anden kone, Ane Marie, og deres børn, vores far på 12 år, sammen med dem kom til USA.  De rejste uden tvivl så langt som til Racine, hvor vores far forlod dem for at rejse videre til [forældrene i] Iowa.  Vores far var gennem årene var meget tæt forbundet til onkel Christian og tante (Ane) Marie.  Han holdt kontakten med dem i Racine og til sidst i Montana.

 

“Onkel Christian, tante Ane Marie og Maggie, hendes mand og børn besøger Iowa omkring 1915 eller 1916”  

(Skrevet af Alice Peterson Berger i et brev til Peri Kaae i 1991.)

De kørte ned fra Montana i en Ford-bil (som vi husker det) for at besøge os alle, nemlig – vores bedstemor Metta og bedstefar Peterson, vores far, Christian Peterson, vores onkel Thomas Peterson, og alle os børn. Vi elskede dem alle.  Grandonkel Christen lignede vores bedstemor Metta, hans søster, så meget.  Hans kone, Ane Marie var så dejlig, så behagelig. Jeg var kun et barn dengang, men jeg vidste, at hun havde kendt min far som en lille dreng i Danmark, så alle de små historier, hun kendte, ville interessere mig.  Det gjorde hun helt sikkert.  Den sødeste historie var følgende:

Han havde lavet en legetøjskarrusel – noget af en bedrift for en ung dreng, men da alt var færdigt, ville den ikke køre. På sit danske, som jeg godt kunne forstå, sagde hun: “Hi blæste sa gol, hi rooken e stoker” (engelsk fonetisk for det danske… Ha! Ha!) Han blev så vred, at han rev den i stykker!

Selvfølgelig var de alle noget helt særligt for min far.  Som sagt havde han krydset havet til Amerika med onkel Christian, tante Ane Marie, onkels datter Maggie og resten af deres børn.  Min far og kusine Maggie var blevet opdraget praktisk talt som bror og søster af deres tante Christiana.

 

PERI KAAE:

Mit navn er Peri Kaae, barnebarn af Katrine Sundsted Kaae og Jens Peter Nielsen Kaae. Min mormor, hendes søster og de tre brødre var blandt de første bosættere i Dagmar, et dansk samfund etableret i det nordøstlige Montana i begyndelsen af 1900-tallet. Mine forældre, Knud og Elinor (Poulsen) Kaae, opfostrede tre børn, Valeri (f. 1957), Brian (f. 1958) og mig selv (f. 1963) på samme gård, som mine bedsteforældre havde købt, da de blev gift i 1926.  Mine forældre, bedsteforældre og grandtanter og onkler indgød i os en følelse af stolthed over vores arv og videregav til os  flere familietraditioner, som de bragte med sig fra Danmark.

Jeg deler gerne erindringer og billeder fra min mormors fotoalbum, taget i Danmark eller fra familiens tidlige bosætterliv, i et samarbejde med min [danske] kusine, Gitta Bechshøft, [som har tilføjet lidt nødvendig extra info. i firkantede paranteser]. Jeg har ovenfor videregivet de originale historier, der blev skrevet om/af Sundsted-familierne i “Sheridans daggry”, publiceret i en bog udgivet af Sheridan County Historical Society i 1970 for at bevare minderne om dem, der boede der.

Hvis du er interesseret i at lære mere om familien Sundsted, der bosatte sig i Amerika, eller hvis du er en fjern slægtning, der gerne vil introducere dig selv, vil jeg gerne høre fra dig!

Kontakt: peri@perikaae.com