Fiskerhistorier fra Strandby af fisker Ole Andersen

Jens Otto en sand fortæller – forkæmper for de jyske historier og fortællinger bliver hørt

Jens Otto Madsen, pensioneret bankmand og kan efterhånden kalde sig forfatter, med alle de historier og bøger har skrevet og udgivet.

Citat fra bogen ”jeg voksede så op og var ca 6år da ”igge” (han hed egentlig erik), sagde at nu sku jeg med på havet”

Af: Dann Vestergaard (journalist & Forfatter)

I hjertet af Vendsyssel gemmer der sig et væld af fantastiske historier, og Jens Otto er en af dem, der har været med til at bringe disse historier frem i lyset.

Fisker historier fra Strandby begyndte med, at Jens Otto en dag sad på Facebook, hvor Ole også kendt som “Wolle”, delte sine fortællinger på en gruppe ved navn skildringer fra det gamle Vendsyssel. Jens Otto blev straks fanget af den muntre og sjove måde, hvorpå Ole formidlede sine fiskerfortællinger og oplevelser.

Inspirationen fra Oles fortællinger ledte til skabelsen bogen fisker historier fra strandby, der samler disse små historier, til et sandt skatkammer af Vendsyssel-erindringer.

Bogen er en hyldest til Oles fortællekunst og bringer læseren med på en rejse gennem tid og sted, hvor fiskernes liv og eventyr springer til live på siderne

Små anekdoter fra fhv. fisker Ole Andersen, Strandby

Ole Andersen fra Strandby, er død torsdag den 5. maj. 2022

Æret være hans minde.


04.11.2020

Nu får i lige starten på det hele.. da jeg var ganske lille blev jeg passet af et ældre ægtepar og de havde en søn og en datter og en hund der hed Bob, sønnen tumlede med mig i haven og datteren gik ture med mig i barnevognen, jeg voksede så op og var ca. 6 år da “igge” (han hed egentligt Erik ) sagde, at nu sku’ jeg med på havet, (han havde sin egen vodkutter) så meget tidlig morgen drog han, sønnen og jeg på havet, jeg blev sat i stolen i styrehuset, og så ville “igge” lige kigge ud og så fløj hans elskede sixpence ud i vandet, og det betyder uheld !!! Vi fangede den med bådshagen, han vred den lige for vand og tog den så på igen og sagde så til mig at nu sejler vi ind igen, så ska’ jeg lære dig at spille skak (han var flerårig mester i skak) den dag i dag bærer jeg altid sixpence, og tænker på ham hver gang jeg tager den på.

Wolle’s opvækst i Strandby. Kren og Martha var hjemme i god behold, så dagen i det lille fiskerhus gik sin vante gang… da jeg startede der, fik jeg udleveret en knibtang! (Gammel og rusten) jeg sku’ så flå skindet af rødspætterne (dengang “håndflåede man dem på rygsiden) det kostede mig så lige en hånd fyldt med vabler! hver lørdag var jeg og en anden ungersvend nede og hive levende rødspætter op fra hyttefade (det sidste sted i DK. hvor der stadig blev landet levende fisk) det værste var, at jeg havde nået den alder hvor man tog i byen! der var altid bal på Kvissel kro om fredagen! så det var ik’ sjovt tidlig lørdag morgen !!! vi havde en gammel truck (clark) som hvis man satte en ispind i klemme i gasspjældet så ku’ den køre dobbelt så stærkt Så en lørdag morgen mødte min makker op fuld som en Ryle! jeg måtte så selv rykke hyttefade op af slæbestedet, mens Ivan sad og sov op af trucker. .. nå men vi begyndte så at pakke fisken hjemme i fiske huset og så kom Kren! han lagde (lige) hånden på Clark og konstaterede at den kun var lunken.. (han ku’ jo ik’ vide at jeg havde spulet den med koldt vand netop for at han ik’ sku’ opdage at vi havde brugt ispinden jeg kiggede så på Ivan og han stod og pakkede med det ene øje lukket for at ku’ “fange” fisken jeg sku’ så ind i kølerummet og lægge låg på alle de kasser der var der! (det foregik på den måde at hver kasse fik et låg og blev tapet i begge ender og sat på palle og fik mærkeseddel på og en stor pose udenom) så var de klar til transport.. den dag kom Kren igen og havde en kasse Landkær med og sagde ” det trænger du vist til Wolle (det gjorde jeg )

 13.01.2020

Da jeg startede med efter skole job hos R. Clausen og sønners fiskehus i Strandby midt i 70’erne fik jeg 5 kr. I timen, men så fordi Kren og Metellus (sønnerne, Rasmus var gået bort ) var rendt uklar, havde Metellus startet sit eget fiskerhus og de hadede hinanden, men måtte jo mødes på auktion hver morgen og bød så hinanden op! til glæde for fiskerne en dag spurgte Kren mig ” hva’ får de unge hvalpe der ovre i timen … (jeg var lidt snu’ og sagde rask 10 kr. ) så blev han lidt blå i hovedet og sagde med sammenbidte tænder ” fra nu af får du 15…. jeg var den højest lønnede knægt på hele havnen. ps. Det var faktisk Rasmus Clausen der var den første der fandt gas i Danmark !!! hans kone Anna blev 102 år og jeg var jævnligt oppe ved hende med fisk og fik altid en 5 krone og slik og så kom Kren’s søster, som boede hjemme (vel en gammel mø), hun havde en frisørsalon og sku’ altid “ugle” mit hår og sagde at at den dag jeg lod hende klippe mit hår, ville hun sætte det i en ramme (jeg havde halvlangt korngult, slange krøllet hår) når jeg så kom ned i fiske huset igen, fik jeg skæld ud fordi jeg havde været væk i 2 timer! (de boede på kirkevej som lå mindre end 3 min. fra fiske huset), men jeg så godt det glimt han havde i øjnene

 

24.09.2020

Ja, jeg var en lømmel da jeg var lille, vi legede ” tagfat” på hyttefadene og hvis man stod for længe på dem så ” dykkede” de og rødspætterne svømmede ud! ” Jussi” som var havnekaptajn ville meget gerne ha’ fat i os unger, så han roede rundt inder molen, sammen med ” kisseminde” men han elskede os unger, så han sang altid på vej rundt, så vi var advaret ! Sjovt nok skal wolle flytte fra Skagen og hjem til Strandby og det er netop i ” kesse mindes gamle lejlighed, lidt spændende.

04.10.2020

Nu går vi lige lidt mere tilbage i tiden, Wolle var 13 år da han startede i Fiske huset, hos R. Clausen. Lille og spinkel og lidt skræmt af det der med at skulle arbejde med ” granvoksne ” mænd ! der var ingen ” kære” mor… men stille og roligt blev jeg  (som tyren Ferdinand) stærkere, og en dag hvor de havde ” drillet” mig, med at jeg var slap som en karklud, kom ” Kesse” og sku’ hente fisk, som sku’ videre ud i verden, han kørte i en Bedford J6, (jeg gik i skole med hans søn, som var født en halv time efter mig ) så sagde ” lange” ‘ Wolle, tag lige de 2 kasser fisk og smid dem på gaflerne af trucken, jeg vidste de tog ” fis” på mig ! Men jeg gik hen og kiggede på de 2 kasser fisk som vejede lige så meget som mig og så lukkede jeg øjnene og tog fat i den første kasse og løftede den op og satte den på gaflerne! Så sprang Kesse ned fra ladet og tog den anden kasse, og sagde højlydt ” hold kæ… hvor i sku’ skamme jer” …. Kren havde set det i vinduet indtil kontoret, så han kom ud og sagde ” Wolle, mor Anna og min søster vil gerne ha’ rødspætter til aften, gider du at gå op med dem! og jeg ved, at når det er dig der kommer, så trækker det jo lidt ud ,men sagde han.. det er helt ok

 16.03.2020

Wolle’s opvækst i fiske huset i Strandby. Jeg var efterhånden blevet en ‘eftertragtet” og kærkommen lille dreng i Anna og Lilly’s hjem på kirkevej, nogle gange spurgte Kren ” hvor er Wolle “? Han er vist oppe med fisk til din mor og søster! Hmmm sagde Kren ! så en dag jeg var på vej derop fangede Kren mig og sagde “jeg går med “, vi fulgtes så ad op af Kirkevej og Anna blev så glad da hun så mig og sagde “der er min dreng” og så sagde hun goddag Kren der lugtede af hjemmebag (Anna var altså langt over 90) det var nybagt franskbrød og så kom Lilly og hun ville som altid “lige ha” en krammer og ugle mit hår! !! vi fik så friskbagt brød og hjemmelavet syltetøj og så sagde Lilly ” må jeg ik’ nok klippe dig !!!” jeg kiggede på Kren og han sagde så ” det gror ud igen og du får fred fra hende” … så det endte med at jeg gik med til det… på vej ned sagde Kren ” det tror da pokker det tager så lang tid, hver gang du afleverer fisk og så ” ugler han lige det der var tilbage af mit hår.

16.01.2021  

Da jeg var knægt i Fiske huset i Strandby fortalte de gamle tit om deres tid som fiskere og jeg stod bare der og lyttede og så sagde de, Wolle du ska’ være fisker en dag, det bliver alle drenge i Strandby!!! Alle deres fortællinger om deres tid på havet og alt det de havde oplevet gjorde, at jeg en dag mønstrede ombord på en kutter (de gamle havde lidt tårer i øjnene da jeg sagde farvel , og jeg var også lidt bange selv), men de år jeg fik som fisker på godt og ondt, med stormende kuling og den frygt man har når man ikke ved, om man kommer hjem igen og de dage med helt stille vejr og kammeratskabet på sådan en lille arbejdsplads, vil jeg ik’ være foruden …jeg går tit på havnen idag og mindes den tid hvor det var mig, der stævnede ud i bølgen blå … Til sidst vil jeg bare sende en hilsen til alle søens folk

  1. marts 2020

Hver dag forarbejdede vi fisk som blev sendt ud i “verden” … jeg stod trofast og flåede rødspætter og det endte også med at min knibtang gik fra at være rusten til helt blank ! de gamle snakkede tit om ” dengang” de fiskede på Fladen og lossede i England og deres transporter af Jøder til Sverige + våbensmugling osv. og jeg elskede de historier ,men især en glemmer jeg aldrig ! dengang spiste man kun steg om søndagen på havet, ellers var det fisk… sidst på rejsen ku’ kødet godt blive “lidt” grønt så man bandt det i et langt tov og firede det så ned på 40-50 meters dybde hvorved trykket fjernede alle urenhederne, nogle gange snakkede de sig “varme ” og så kom der mange “røverhistorier ” hen over bordet bl.a. andet dengang Børge og hans far fangede så mange havkatte, at de åd rælingen hele vejen rundt (nu ska’ det siges at en havkat med lethed knækker et kosteskaft!!!) en dag spurgte Kren mig om ik’ jeg  (ligesom alle andre knægte i Strandby ) skulle være fisker og så var barndomsårene slut i fiske huset og jeg sku’ prøve kræfter med det store haw ..

  1. maj 2020

Ja, så blev lille Wolle fisker! den første hyre var ombord på FN 112 Deneb som var en 12 ton trækutter der fiskede med dybvandsgarn. Vi satte garnene på skibsvrag, sten og rev, fra Læsø og langt op i Skagerrak, typisk var det torsk, sej, langer, pighajer, men det skete at vi også fik havkat, havtaske, sildehajer osv. vi sejlede altid kl. 0.00 søndag nat og var hjemme igen Torsdag aften… jeg tror ik’ der er en havn langs den Svenske vestkyst jeg, ik’ har overnatte i… hver morgen på vej ud, var det “hovmesterens” tjans at lave kaffe og så måtte han gå den “tunge” gang fra lukafet ude i stævnen og over dækket med 2 ostemadder og en kop kaffe til skipper !!! (vi sejlede altid uanset vejret) når man så sku’ lave “stort” foregik det i maskinrummet på en såkaldt sķidepøs….. vi var 5 mand ombord og når vi sku’ spise, foregik det sådan at vi kravlede i lukafet iført alt regntøjet og “skovlede hurtigt maden i os og så ud på dækket igen … nogle gange var der nogen der faldt i søvn under spisningen af ren udmattelse. . et lille minde, men en tid jeg ik’ ville ha’ været foruden

 

27.04.2020

En lille beretning fra fordums tid. Vi havde fået proviant, is og kasser ombord og stimede mod Østersøen hvor vi sku’ fange torsk, vi satsede lidt på “den grå zone” som lå langt ude i Østersøen, vi sejlede gennem Falster Bo kanalen og manglede så stadig ca. 12 timer, før vi var på fiskepladsen og vi sejlede i is

hele vejen derud (hvilket aldrig var set før så langt ude) vi fik sat trawlen og skipper gik til køjs og jeg havde “vagten” da toplanternen gik ud !!! jeg kaldte så på ham og måtte så ud og skifte pæren der blæste en kraftig vind, så vi “rullede” fra side til side… masten var ca. 8 meter høj, men med møje og besvær fik jeg glasset af og skiftet pæren!!! (blev faktisk lidt søsyg, da jeg kiggede ned) da de andre blev kaldt på om morgenen spurgte de om der var sket noget om natten og jeg sagde.. næ…

22.05.2020

Lidt mere “tågesnak” fra Wolle’s tid som fisker… som tidligere beskrevet, skete det jo at man tog en afløserhyre, denne gang ombord på Klitrosen som var en 40 ton trækutter og fiskede med trawl. vi var 3 mand ombord, fiskeriet foregik på den tid af foråret mest efter “skidtfisk”, men nogle forsøgte sig også med hummer og søtunge. vi fiskede efter begge dele på østsiden af Læsø, og det var ” ik’ så ringe endda ” den sidste nat gik vi til Vesterø og sov der. Næste morgen (04.00) afgik vi så i tæt tåge! (mange havne har en sejlrende hvor der er opsat røde og grønne bøjer som viste vejen) men pga. tågen stod skipper med hovedet begravet i okularet på radaren, hovmesteren var gået ned og lave kaffe ude i kabyssen i stævnen da vi pludselig ramte den grønne bøje med et brag!!! 2 sek. senere stod den unge knægt på dækket nå, der var ik’ sket noget, så vi drog på ugens sidste fiskeri. på vejen hjem til Strandby var der stadig meget tåge! skipper gik og lagde sig og jeg havde vagten. imellem Hirsholmene og Kjølpen er der en smal sejlrende, men grundet tågen valgte jeg at gå norden om Græsholmen, jeg havde lige sat kursen direkte mod havnen da skipperen kom op og “begravede” sit hoved i radaren, så kiggede han på kompasset og sagde så “det er helt galt!!! ” så vendte han skuden og stimede 2 mil mod øst og ca. 2 mil mod nord, hvor han så satte kursen mod det han mente var den rigtige kurs !!! og så sagde han, “har du aldrig sejlet et skiw før!!!” jeg sagde så frejdigt, at jeg havde nok sejlet nogen større end den her lille “plimsoller”, så spurgte jeg hovmesteren om han nogensinde havde set Jerup strand “by night”, for det kommer du snart til !!! så begyndte skibet at ryste og det blev værre og værre. Så kiggede skipperen igen i radaren og slog bak i sidste sekund, vi var ved at gå på grund) så Stimede han 2 mil øst og 3 mil syd og satte så (endelig) kursen mod Strandby… PS. han var underligt stille resten af turen hjem.

 

17.06.2020

Nu bliver vi lige lidt på land! “Dons og kineservalde gik meget på andejagt syd for Strandby og en tidlig søndag morgen stod Dons og “vejrede” vinden og der var andevejr, men Minna (konen) sagde, at de sku’ være i kirken kl. 10!!! Dons mente så at han lige ku’ nå et hurtigt smut i engen iført hans fineste puds, drog han afsted! Da han ankom, ku’ han høre ænderne “rappe”, så (jæger som han var) sneg han sig på albuer og knæ ned gennem engen kun for at finde ud af, at det var Valde der sad og rappede De sad så side om side, da en enlig krikand kom ind over, og Dons skød til den og den gik også ned, så kiggede han over på Valde som “knækkede bøssen og sagde, “hva” fan… skød du også? (Det gjorde han ik ), men de blev enig om sten, saks, papir og den vandt Valde, og Dons nåede ik’ kirken den søndag.

10.07.2020

Det var Sankt Hans dag sidst i 70’erne! Vi havde fanget flere tons tobis på “rundingen” som lå lige nord for Læsø… ( de gamle fiskere havde altid sagt, at nøjagtig på Sankt Hansdag forsvinder de, (og de havde ret), men min skipper og en anden ville prøve at finde dem på det flade vand mellem Læsø og Anholt Vi satte så trawlen i det absolut smukkeste vejr, men der skete så det, at trawlen flød ind og gik i skruen, så vi blev slæbt ind til Anholt og kontakter Steffen, som havde et fiske hus og han fik så fat i en af de konstabler der var udstationeret på øen, og han dykkede så ned og fik den fri af skruen , nu var det jo Sankt Hans og havnen var totalt fyldt op med lystbåde ! Anholt er en utrolig dejlig ø allerede få minutter efter vi havde for tøjret, havde jeg solgt de fisk vi havde, de stod simpelthen i kø !!! så sku’ vi jo lige op og ha’ en “bette” øl og det blev ” lidt” sent …. (det er svært at komme op af en lystbåd)

10.04.2020

Da jeg var ung fisker, kom jeg ofte på Læsø også som fodboldspiller. Vi plejede at tage færgen, men besluttede os for at sejle selv i fiskekutter, pengene til færgen blev brugt til brændstof og proviant, øl og brændevin fra Brugsen som gav stor rabat, da det var der, vi købte proviant til hverdag) brød fra det lokale bageri, og “sponsorerede ” rejer fra Ecco rejer.. der var lidt “frisk” vind, så vi stuvede os sammen i kabyssen og på et tidspunkt spurgte Åge, Johannes om at “banke piben ud ad koøjet” så Johannes smed hans pibe ud!!! Vi nåede så Vesterø og skulle gå ca. 1 km. op til stadion, da vi kom forbi brugsen sku’ Åge ha’ en ny merskumspibe og det viste sig så, at den nystartede brygmester afholdt smagsprøver (det var ik’ smart når drengene fra Strandby var på besøg ) Da vi nåede stadion, var Læsø i gang med at varme op en time før kampen! Vi smed os i græsset og nogle spillede kort andre bordtennis , vi holdt selvfølgelig “væskebalancen ” ved lige…, da der så var et kvarter til kampstart, klædte vi om og gik ned og skød lidt bold til hinanden (vi var et lukket hold bestående af fiskere). Læsø havde på det tidspunkt ik’ tabt en kamp! Der var ca. 400 tilskuere på lægterne da de ku’ rykke op hvis de slog os … vi vandt 5-4 på vej hjem var der liv og glade dage om bord og vi besluttede os for at tage en dukkert midt på åbent hav… en af gutterne havde vandskræk så vi lå I en ring omkring ham, og den dag i dag snakker han stadig om en af de største oplevelser han har haft… , men hjem det kom vi, og det blev “lidt” sent den dag

 18.07.2021

Så venner SÅ ska’ vi lige ud på ” den b lå hylde” det gode skib Gudrun førte os et stykke op i Skagerrak, og eftersom der ik’ var nogen af os der havde prøvet rejefiskeri før, tog det ” lige lidt” tid inden vi fik justeret det hele til, men vi slæbte i 12 timer, (det gjorde man den gang) og så da vi sku’ “hive” tog jeg en gryde med ud hvor jeg smed de flotteste rejer i og dem kogte jeg i vand med lidt salt og så havde jeg i forvejen bagt et franskbrød, så der var ” kalas” ombord.

 

30.06.2020

Nu må i ikke blive søsyge! da jeg fik min første hyre sejlede vi ud i det der kaldes kuling! Jeg “overbrækkede” hele dækket næste dag var der helt stille vejr, Men jeg sku’ lave kaffe og de 2 ostemadder til skipper, men lugten af kaffe var for meget for Wolle, så jeg ofrede lige igen og efter en måned havde jeg tabt 8 kilo, men jeg nægtede at give op, men så kom skipper og sagde at han havde set voksne mænd bukke under før mig! og det endte med at Kræn (fiskeimporteren) kom og hentede mig hjem i fiske huset og så gik der et år før jeg igen drog ud på bølgen blå

 21.09.2020

Lidt mere fra Wolles ungdom. Vi stimede ud mod de flade banker, nær England… Det var tobisfiskeri vi var på. Da vi nåede ud til boreplatformene, rullede skibet som i en kuling i Kattegat!!! Det var det man kaldte gamle dønninger skipperen kom op og kiggede ud, og sagde ” der er jo så stille, at mågerne falder ned fra himlen!!! Vi nåede så fiskepladsen og satte trawlen, og det gav Gevinst  På vej til Hanstholm ku’ vi ik’ se stævnen, så mange fisk havde vi ombord! da vi lagde til kaj, stod skibet på bunden af havnen, vi fik så frisk proviant, og (dengang) udførsel, (tobak, sodavand, kaffe, osv.) og så var det, at ” måsen” og mig gemte hovmesterens chokolade, hvilket gjorde ham temmelig vred så han åd et kilo Nutella Vi smed så alt hans udførsel i hans køje og den aften fik vi kringle til aftenkaffe

 

02.11.2020

Nu tar’ vi lige ud og fiske igen (det var en mørk og stormfuld nat, fra the julekalender) nej der var næsten ingen bølger vi stimede ud fra Marstal i Sverige, og da vi så lå ved den første lænke af garn og begyndte at hive dem hjem ved hjælp af net tromlen, ku’ vi godt se, at den var ” lidt ” svær at hive hjem!!!, der kom en ” lind” strøm af torsk, sej og lidt pighaj, men så kom der en sildehaj og den var ik’ alene, så selvom vi havde verdens største tromle til garn, så så måtte vi hive den ind over rælingen, og det gjorde vi 22 gange !!! Den største vejede 146 kg. og den var temmelig vred så Christer tog is hammeren og “slaskede” den nogle gange i hovedet, så faldt den til ro Jeg tror faktisk at den gamle Frederikshavn avis har billeder af det i deres arkiv Jeg tror aldrig, der har været så mange folk til morgenauktionen

28.11.2020

Som dybest brønd gir altid klarest vand og lifligst drik fra dunkle væld udrinder saa styrkes slægtens marv hos barn og mand ved folkets arv af dybe, stærke minder.

Din egen dag er kort, men slægtens lang; læg øret ydmygt til dens rod forneden; aartusinder toner op i Graad og sang, mens toppen suser imod evigheden. Vi søger slægtens spor i stort og smaat, i flinteøksen efter harvens tænder, i mosestykkets smykke, plumpt og raat i kirkens kvadre, lagt af brede hænder. Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog har gemt et gran af slægtens ve og vaade; nu skal de røbe mig en flig af livets gaade. Lad mig kun flagre hen som blad i høst, naar du mit land, min stamme, frit maa leve, og skønne sange paa den danske røst maa frie, stærke sjæle gennembæve. Da staar en ny tids bonde på sin Toft og lytter ud mod andre lærkesange, mens himlen maler blaat sit sommerloft, og rugen gulnede tæt om vig og vange.

 

26.12.2020

Nytårstorsk og havjagt.

Midt i 80erne.

Vi sad på den lokale. Bølgeslaget i Strandby. Et sted med jernbanebåse og et hestevognsnav hængt i kæder fra loftet som lampe. Vi var 7 blandede fiskere og andet godtfolk, vi raflede ” løwn” til tonerne af lollipops ” Sussi More”, og røgen lå tæt. Fiskerhabitten var trukket ned om hofterne og træskostøvlerne var krænget af,. men huerne havde vi på Det var tredje juledag Vi fiskede aldrig mellem jul og nytår, da man dengang sagde,

 ”at hvis man ik’ ka’ tjene hyren mellem nytår og jul, så ka'” man heller ik’ mellem jul og nytår”)

Pludselig siger den kæmpestore færing Eilif ” ska’ vi ik’ tage ud og fange en nytårstorsk og måske skyde en and en af dagene? ” (han gik på Skipperskole og boede hos min kammerat Jes imens, (Eilif var enorm og lignede en viking, men var blid som et lam) ” jeg har jo opsyn med min kammerats motorbåd, så der ka’ vi snildt være! (Det var mere en yacht) som sagt så aftalt. To dage senere sad vi i messen tidlig morgen og indtog friskbagte rundstykker og drak kaffe ombord på ” lineren” provianten, ”stængerne og et større våbenarsenal var stuvet, vi skålede lige en ekstra gang (eller 3), så lod vi gå, der var blikstille vejr. Vi gled ned ad kysten mod Frederikshavn hvor der jævnligt lå ænder. ” Måsen” stod i stævnen med hans femskuds pumpgun (mindre ku’ ik’ gøre det !!) Vi kom så til en lille flok hvinænder og begyndte at snige os ind på dem, da ” måsen” ik’ ku’ holde længere og knaldede 5 skud efter dem, alt for langt ude!!! Eilif sagde så lavmælt noget på Færøsk…. Vi fortsatte så over mod øen Deget og fik da også et par gråænder og nogle sortænder, før vi kom til Kjølpen, der fik vi 4 gråænder og 2 havlitter vi gik så vesten om Hirsholmene og videre forbi Græsholmene og kom til Muslingebankerne, hvor der altid er edderfugle, de lever af muslinger. Det er den største havfugl vi har, så nogle gange ka’ de ik’ komme på vingerne enten fordi de har spist for meget, eller fordi der ik’ er vind nok under vingerne, så dykker de og det er meget sjovt at se boblerne, når de under vandet svømmer som gale og så dykker ud i en sværm af hagl!! Vi fik så en større frokost bestående af flere slags sild, lune rødspætter, rejer, torskerogn osv. Og så havde Eilif medbragt en julegave fra familien der, hjemme! (Han havde holdt jul hos Jes og hans familie), det var en eller anden form for klipfisk! En ældgammel familietradition, som han ville dele med os, da vi nu var blevet en del af hans familie! Han læste så brevet der fulgte med, hvori hans familie takkede os for at ha’ taget Eilif til os og hermed betragtede de os som en del af familien!!! (Vi var nogle der blev lidt rørt) vi smagte så på fisken og der røg et par snapse og noget øl ned inden det gled ned !!! alt imens Færingen lignede en glad julegris Vi sejlede så over på østsiden af Hirsholmene, hvor der var chance for rundfisk. For en sikkerheds skyld satte vi ” lige” 3 garn Vi nåede så også et lille vrag og havde da også både sej og torsk med ind + lidt rogn. Lanternerne blev tændt og vi satte kurs mod land, mens vi stille gled ind over, blev fisk og fugle+ skiw gjort rene…

Det var desværre den eneste gang vi fik den oplevelse, men venskabet er der endnu, vi har siden haft mange andre oplevelser sammen, og minderne har man da lov at ha’

 

06.01.2020

Isvinteren 1985/86 var streng! Som fisker i Strandby var det næsten umuligt at komme på havet. Da vi endelig kom afsted      med hjælp fra isbryder og esso’s petroleumsbåd, stimede vi mod Anholt, hvor vi fiskede torsk om vinteren, det var noget af en udfordring, da vi først sku’ finde en “våge”, hvor vi ku’ få trawlen i vandet og så surrede vi wiren sammen så de lå i kølvandet, men det skete ret ofte at trawlen kom op og lagde sig på isen! til sidst måtte vi gi’ op og sejlede mod Grenå, hvor vi “sad fast” ca. 3 mil fra havnen sammen med 15 andre kuttere og en enkelt coaster i pakisen.. Jeg husker at en skipper gik en tur rundt skibet for at se om stålpladerne stadig var der! Coasteren havde en stor rendegraver på dækket som den svingede for at komme frem men først da en skipper ” klippede “begrænsningen og gav den fuld skrue og flere gange var oppe på selve isen lykkedes det at komme i havn ps. Undskyld de dårlige billeder

05.09.2021

” Vi ska’ et smut tilbage sidst i 70erne midt i januar! jeg vågnede ved at min mor strøg sin hånd på min kind og hviskede “er du vågen? ,” . jeg svarede ja og blev igen forundret over at hun stod op midt om natten for at kalde på mig. Jeg “traskede” ned i bryggerset og tog min termokedeldragt og mine træskostøvler på, vrikkede min “Statoil hue godt ned om ørene og åbnede bagdøren!! DET væltede ned med sne. Med ” tunge” skridt stred jeg mig ned til havnen hvor ” skivet” allerede lå i agter-fortøjningen og ventede kun på mig. Skipper skældte lidt ud og jeg mumlede noget i retning af, at jeg ønskede at han ville falde over bord og blive ædt op af krabber (det hørte han heldigvis ik’) nå, men som sædvanligt var det min ” sure pligt” at ha’ styrevagten ud, det sneede så meget, at jeg måtte stå med hovedet i radaren for at komme ud af havnen, jeg ku’ simpelthen ik’ se noget som helst ud af ruderne! men vel ude af havnen blev kursen sat, og en ny dag på bølgen “hvid” var sat.

23.11.2021

Ska’ vi lige en tur på bølgen blå, vi stimede nedover og sad fast i isen få mil før vi sku’ igennem Øresund og sad bare fast sammen med 30-40 andre både, men ud for Helsingør kom der en isbryder og fik os gennem Øresund og ulvedybet (det kaldes det , lige ud for Kronborg) vi kom så ned i Østersøen, og rundede ” Hammeren” og fortsatte vores rejse langt op mod Gotland (det varede så også lige 56 timer inden vi var der,) vi skulle fiske torsk, så en tidlig morgen, hev vi trawlen, og jeg siger jer vi fangede torsk, men nu er al torskefiskeri lukket i den del af Østersøen, men det er jo også mange år siden, vi lå rigtig mange både og ku’ leve hver vinter af det fiskeri

19.12.2020

 

Jeg havde valgt en ” frisæson” i Østersøen, men blev så ringet op af en kammerat som lige var blevet skipper på S 409 Gudrun Nordfisk til-hørende Nordfisk-rederiet i Skagen. Jeg sagde ‘nølende’ ja indtil han havde fundet en anden, mønstrede så på Bornholm og fik hilst på de 2 andre dæksmænd (den ene fra Voerså den anden fra Aaså og begge landmænds-sønner) Gudrun var bygget i Holland og på 125 t. oprindeligt med 576 heste (de fleste var gået på pension!!!) Vi fik sat ” kæmpetrawlen og skovlene, som var på størrelse med ladeporte og begyndte at slæbe! Jeg bemærkede så, at vi ” kun slæbte med halv fart af det man normalt slæbte med ved torskefiskeri De andre fortalte så, at de næsten kun havde fanget skrubber… og at de nok gik i land, da det kun var en udgift at være med! Jeg meddelte så Skipperen, at vi sku’ hive og sætte kursen hjem, for det her duede ik’, vi ku’ simpelthen ik’ magte det grej med den maskine (han blev vred og frustreret). Vel hjemme i Skagen gik de 2 i land og Jan havde været i kontakt med rederiet og deres vodbindere, som havde klargjort en noget mindre trawl og skovle … Vi fik kassettebånd med andre skipperes slæbestreger i REJEFELTET !!! INGEN af os havde fisket rejer før den nye mand kom, en tidligere murermester og værtshusejer, som vi begge kendte og som aldrig havde fisket før, men som han selv sagde ” havde gået til ” finere madlavning i nogle år”!!! Vi havde fået is, brændstof og kasser ombord og manglede så bare proviant til ca. en uge. ” den nye mand fik så til opgave at købe ind og Skipper gik med og jeg strøg direkte på værtshus! hvor jeg sad og funderede over hvad jeg havde sagt ja til Da vi ankom til ” rejezonen’ kaldte skipper nogle af de andre både i området, men de svarede ik’? vi fik så sat trawlen og begyndte et ca. 12timers slæb. (rejefiskeri foregår i lav fart og i MEGET dybt vand og det var normalt med 2 slæb i døgnet.) Da vi så endelig fik trawlen hjem igen mange timer senere og fik det første ” løft” op (løftet er en pose man bruger til at hive fisken ind på dækket med via et spil). Den allersidste “snut” i trawlen! Som ku’ lukkes og efterfølgende åbnes på dækket og fires ud igen, det fortsatte man så med, til alle fiskene var inde. Jeg fik et mindre chok, da jeg så den “møgdynge der lå der!!! en stor rodedynge af ” alt godt fra havet” det ville tage MANGE timer at sortere rejerne fra Jeg tog så efterfølgende en snak med skipperen og bemærkede overfor ham, at der var noget vi gjorde forkert ! han kontaktede så rederiet og fik at vide, at vi sku'” skylle trawlen med noget tungt i enden af løftet, når vi hev, da rejerne så ville falde til bunden, mens alt det andet ville flyde op og så hev man det for sig Det lettede godt nok på sorterarbejdet nå men ” kokken kreerede mange fine retter af ” dybvandsfisk”, som ingen af os havde smagt før Han var i det hele taget en glad, dygtig lærenem kammerat og vi faldt godt i ske sammen alle 3 (vi havde jo også små 10 timer imellem slæbende som sku'” brændes af med søvn, vedligehold og spisning. Styrevagterne delte skipper og mig. Vi fik en tradition ombord. Vi havde en gryde med på dækket når vi hev det første slæb hjem hver uge og så kom de største og fineste rejer deri, uanset om det var midt om natten og blev senere indtaget på ristet brød med mayonnaise, citron og salt og peber! En dag besluttede ” Gourmet kokken, at vi sku’ ha’ ” konk” (vi kaldte dem “kruler” ), en stor havsnegl, som han ville tilberede ala vinbjergsnegle!!! Jeg mumlede så noget med at de vist var giftige, (fandt senere ud af at det er de ik’) Han gik så i gang med først at koge dem over flere gange, lave hvidløgssmør og bage flutes og lave salat, så blev de sat på fad fyldt med smør og serveret (det duftede egentligt godt), så var det han “trak ” noget ud af skallen der mindede lidt om en meget fejlslagen kønsskifteoperation !!! jeg mumlede så, at jeg lige ville afløse skipperen, så han ku’ komme ned og smage på delikatesserne hvilket han havde  “lidt” svært ved at tilgive mig, da han kom op igen Det endte med at de stille dalede mod havbunden igen og da kokken gik till køjs, lavede jeg nogle store klapsammen-madder og en kop kaffe og tog med op i styrehuset…. Ps. De andre både kaldte jævnligt, da de fandt ud af, at vi fangede mange flere rejer hver uge end dem, men nu gad vi ik’ at snakke med dem

03.10.2020

For mange år siden, havde jeg og 2 kammerater en ” tradition hvor vi 3 juledag tog ud til Hirsholmene, hvor vi fiskede efter nytårstorsk med fiskestang i en lille kutter tilhørende min ene kammerats far. Vi havde så en gammel garn fisker, som lavede alle mulige form for sild og ål osv. Som vi sku’ vurderer om det var noget og vi havde jo ” provianteret” så rigeligt med tilbehør (host) Når vi så havde fisket nogle timer og det nærmede sig frokost, sejlede vi ind i Hirsholm havn og spiste og gav ” point” for hver en fisk vi smagte, det var ik’ altid, vi var heldige med torskefiskeriet, men i en lille fiskerby som Strandby, var det ik’ noget problem, når vi så var kommet i land, gik vi op til Orla med pointene og en helflaske snaps Det var tider dengang

 

12.05.2020

nå… vi lå en nat ude midt mellem Sverige og Danmark i Kattegat på hummerfiskeri, da min tidligere skolekammerat og meget nær ven kaldte op og spurgte, om jeg også ku’ se de lysende ringe, der svævede lige over havoverfladen! !! de lå få mil fra os, så jeg kiggede ud af bagbords vindue og så dem, jeg kaldte så op, men fik ingen svar og pludselig gik al strømmen i styrehuset, og var væk i ca. et minut… hva’ det var aner jeg ikke, men er sikker på at Arnold ved det, da det kom i Frederikshavn avis og i nyhederne dagen efter

24.04.2020

En lille skildring fra en bette fiskerby. “Kineserwalde” blev han kaldt, lille tætbygget garn fisker med skæve øjne… en dag hvor “pølse Claus” dragende sine garn, fandt han ved bøjen 2 øl bundet fast! han vidste med det samme, at det var walde. .. Nu var Claus ik’ selv hellig, hvis en søtunge manglede en halv centimeter ” klaskede” han den med målebrættet til den var over mindstemål! Walde havde sat sine garn på kanten af muslingebankerne ude ved Hirsholmene og da han dragende dem, var der mange drukne edderfugle deri (edderfugle lever af muslinger) Han lagde dem pænt i kasser og sluttede af med et marsvin, som også skulle med ind til landing…. på vej ind i havnen fik han øje på “den røde Rømers” åletejner og besluttede sig for at “søsætte” marsvinet deri…. , det blev så den første og sidste gang, der blev landet edderfugle på fiskeauktion i Strandby! !! De blev faktisk afsat, men til sin død fortalte Rømer om den dag der gik et marsvin i hans ruser og Kineserwalde sagde ik’ noget

 

03.02.2021

Når jeg alligevel ikke kan falde i søvn så får i lige en mere fra det store hav Vi stævnede ud fra Hirtshals og skulle ud på rejefiskeri igen, havet viste tænder (som man siger), men vi ” trodsede vind og vejr!!! På vej ud kaldte skipperen på mig da der var noget der ” var galt på dækket, så jeg måtte jo ud og se hvad der var galt. Det viste sig så at pavne brædderne (de brædder man skotter rummene op på, på dækket),lå og “kurerede rundt”, så jeg fik med liv og lemmer smidt dem ned i lasten, og derefter blev jeg ramt af nogle ” kurve som også lige havde valgt en ” bette” rutsjetur, men efter også at ha’ fået styr på dem,  gik jeg ind og tog mit gummitøj af og gik op i styrehuset og sagde til skipperen “du ska'” ik'” kalde på mig før vi ska'” sætte trawlen” og det gjorde han ik.

09.02.2020 

Hvordan jeg kom i besiddelse af en gyngehest først i 90erne Der var et ” rimeligt” stort kræmmermarked i Strandby, med mange boder og øltelt, tivoli osv. Jeg elskede at gå og rode imellem “skattene” og en fredag formiddag tog jeg (bogstaveligt talt) rø … på selveste Låsby Svendsen! !! jeg købte et tæppe som han ville ha’ ‘ 300 kr. for Jeg gav ham så min tegnebog og sagde ” det er det jeg har! ” og det gik han med til  Lidt længere oppe af markedspladsen fik jeg så øje på “gyngehesten som egentlig ik’ så ud til at ha’ det godt !!! den var temmelig slidt og trængte bestemt til en kærlig hånd den var på gyngestolsmeder, men efter en hurtig handel fik jeg den billigt (Låsby Svendsen vidste ik’ at jeg havde 800 i lommen ) jeg malede og limede og satte ny hale på og så var den så go’ som ny.

 

06.04.2022

Hejsa , jeg gik lige i ” mindekassen” vi lå ude på ” det gule rev” og trak garn i et forrygende uvejr, da der pludseligt dukkede en kæmpefisk op, den var så stor, at på trods af, at vi havde verdens største garntromle, ku’ den ik’ hives igennem, så jeg tog is krogen og hakkede den i nakken på den (det var en helleflynder på ca. 100 kilo) Jeg hang ud over lønningen mens en af de andre holdt fast i mine ben, det var i december og bølgerne var 6-8 meter høje,! Jeg tror min arm blev en halv meter længere for hver gang vi ” duvede op og ned, så ku’ jeg mærke at krogen skar op igennem fisken, og så huggede Christer bådshagen i den! Men den knækkede og så fik vi en ” overhaling” hvor jeg stort set var under vand og da vi kom op igennem var fisken væk…. Vi fik så “trukket resten af garnene, og først da vi sad i lukafet gik det op for mig, at jeg var tæt på at dø for en fisk .

 

24.06.2020

Så ska’ vi lige et “smut” på hawet igen. Året er 1988 og vi lå og fiskede efter brisling i Østersøen tidlig forår. det var jo en slags tyveri, da vi ik’ måtte fange dem. Jeg stod så for at fordele dem i lasten, og ind imellem var der laks, og i netop dette “træk” fangede vi 22! den største sad fast i dækslet og vejede 23,3 kilo.. renset!!! (så vidt jeg ved er det rekord den dag i dag) jeg var imellem tiden blevet genindkaldt som soldat og sku’ møde på Høvelte kaserne ved Birkerød mandag morgen! Så skipperen vurderede, at det nemmeste var, at sætte mig i land i Tejn på Bornholm (som sagt så gjort) jeg nåede lige at råbe til “måsen”, gider du at aflevere en laks til “de gamle”, så gik jeg op på Skipperkroen, det var tidlig morgen. Nu var jeg “rimeligt” bekendt med det sted jeg nåede lige indenfor, da “kromutter” nærmest overfaldt mig! Jeg tilbragte så dagen der og fik endda lov af krofatter, at komme med i kælderen og se Danmarks største øl samling Nå men, vi spillede billard og hyggede, og så kom kromutter og sagde ” du ska’ klippes, inden du ska’ ind og springe igen” og så tog hun mig i hånden og fulgte mig til frisøren, og sagde ” alle krøller tilhører mig !!!” Og så faldt de …. det viste sig så, at frisøren netop havde vundet verdensmesterskabet i “lynklipning”. Kromutter fulgte mig så til bussen og jeg tog til Rønne, da jeg ankom, var det halvsent og jeg gik ind på et cafeteria og fik lidt “fast” føde Utroligt søde mennesker, som da jeg sku’ derfra, gav mig en kasse med smørrebrød og 2 øl til turen, jeg kom så på færgen og mødte en flok konstabler, som hurtigt fik bund i smørrebrødet og som tak ku’ jeg ” forsyne” mig af deres øl! 7 timer senere stod jeg på Københavns station og mødte de “gamle” gutter (de var også lidt “overrislet) ps. min far var ik’ helt tilfreds med det monster, måsen smed af derhjemme

10.09.2020

Vi lod fortøjningerne gå kl. 03.30. og stimede ud af Strandby havn og skulle på ” skidtfiskeri i Kattegat, det var midt i juni først i 80’erne. Jeg lavede kaffe og smed nogle rundstykker på primussen, og vi fik morgenmad hvorefter skipper og bedstemand gik i køjen og jeg havde vagten. Efter nogle timer ” loddede jeg en stor stime fisk og kaldte på de andre og vi satte så trawlen, jeg var så igang med at lave tidlig frokost, som var spejlæg, bacon, pølser og brød og pålæg midt i det hele sagde skipperen, at vi sku’ hive! Jeg sagde så om ik’ vi lige ku’, nå at ” skaffe” først! Han svarede så, at når han havde sagt vi sku’ hive, så var det det, så jeg tog pander, Potter og madam blå og smed dem i havet, han mente så, at jeg sku’ ha’ en lussing for det, men jeg greb ham og klemte så til og så kom bedstemanden og skilte os ad, og så hev vi og sejlede ind og lossede, og så kom skippers kone og hun var glad for mig, så da jeg fortalte hvad der var sket, gik hun ret over og gav skipperen en lussing . Jeg skiftede hyre samme dag.

12.09.2021

Go’ søndag …. jeg lå (faktisk!) I nat og så ” mod danske kyster, det er det afsnit hvor de besøger Bornholm og har besøg af Statsministeren. de dykker så ned og ser på en ubåd der sank i 1989! og her bliver min fortælling ” lidt” spændende vi lå i Strandby og gjorde klar til en tur i Østersøen efter torsk. Vi fik proviant, vand, brændstof o.s.v. så sejlede vi nedover, rundede Kronborg og var så i Østersøen og hen under aften rundede vi Hammeren og jeg havde ” vagten”, pludselig blev der helt stille vejr og det var ligesom om ” noget holdt vejret”! Skipper kom op og stod og “vejrede” lidt ud af vinduet (han havde også mærket at noget ik’ var helt okay) så blev vi enige om at vende om og i det samme kom vinden og inden vi nåede i læ af Hammeren var bølgerne 6-8 m. høje! Vi smed så anker for at “løje vinden af”. Sidst på natten sad jeg og havde ankervagten da en slæbebåd med en ubåd på slæb, lagde sig lidt agten for os og pludselig blev der lys og aktivitet derovre! Om morgenen hev vi så ankeret og drog på fiskeri og 2 dage senere fandt vi ud af, at det var en russisk ubåd der var sunket.

08.06.2020

Nå, så tar vi ud og fiske igen min første hyre var ombord på FN 112 Deneb. 15 ton garnbåd. Vi sejlede jo altid til midnat søndag (uanset vejr) og den nat var vejrguderne virkeligt vågen! Der var kuling!!! Men vi fik sat garnene på vragene og stenbundene og endte med at overnatte i Marstal. Næste dag var der stadig temmelig dårligt vejr, men vi stimede ud og begyndte at hale garn ind, vi fangede mange pighajer på trods af vejret og da også andre fisk (vi hadede pighajer da de rullede sig i garnet og var svære at få ud) pludselig råbte skipper at gearet var gået !!! ham og “bedstemanden” dykkede så i motorrummet, mens vi andre stod der på dækket og blev kastet rundt…til sidst kaldte skipper på hjælp fra Lysekil og der så jeg så et kæmpeskib der lagde sig i vindsiden og læede for os ! det var et russisk undersøgelsesskib, som havde hørt, vi var i havsnød…. vi vinkede og de vinkede igen. Så efter flere timer kom de endelig fra Lysekil og vi fik sat en tamp over og blev bugseret ind, da vi så nåede ind mellem klipperne hvor havet var et frådende vanvid. .. sprang slæbetrossen… Christer og mig sprang ud i stævnen kun iført “underhylere” og t-shirt for at fange en ny inden vi ramte klipperne … (det var i januar) de smed så en ny over og der var en blyklump i enden som nær havde ramt Christer, hvilket gjorde ham afsindigt gal og han var lige ved at smide den tilbage !!! der havde jeg så heldigvis fået fat og fik den nye trosse hevet ind og sat fast og med små 2 favne undgik vi klipperne….. vi lagde så til kaj og ville så få smed ombord næste morgen, den nat “faldt” jeg ik’ i søvn.. Jeg besvimede bare af ren udmattelse.

 

21.10.2021

Jeg skylder jo en fortsættelse af det der fiskeri, så den kommer nu vi fik jo rigget om til rejefiskeri og sejlede atter ud på bølgen blå, langt op i Skagerrak, men min historie gik lige lidt baglæns da vi rundede grenen for der kom jeg til at tænke på den gang jeg var ca. 6 år og stod helt ude hvor man ik’ ka’ komme længere i Danmark ! og jeg stod og så på at bølgerne slog mod hinanden, så kom der en gammel fisker og bøjede sig ned, mens han tog mig i hånden og sagde så “ved du godt hvorfor de bølger slår mod hinanden ?” og så fortalte han mig at det var fordi Skagerrak er en mand og Kattegat en kvinde, men så var det at hende gudinden der skilte Sjælland fra Sverige med sit sværd, var blevet forelsket i Skagerrak! men han ville kun ha’ Kattegat, og så blev hun så vred at hun drog sit sværd og kløftede en revne fra Danmark til Norge, så de aldrig mere ku’ være sammen ! (og det er så i den (nogen steder 800 m. dybe grav vi fiskede rejer)

 

15.05.2020

Så et program om tunfiskere i Amerika, hvor en fisker sagde ” storm, regn, sne og minusgrader ka’ jeg klare ! men tåge er jeg bange for !!! så kom jeg til at tænke, at det var faktisk rigtigt… en tidlig morgen (05.30) cyklede jeg til havnen i tæt tåge og “rundede” lige bager Ørtoft af bagdøren og købte helt frisk morgenbrød, som Kenneth selv havde bagt (tror faktisk han tjente mere før åbningstid) og kom ned ombord og tændte “madam blå” og lavede kaffe og så var det sådan, at hovmesteren altid havde styrevagten ud, mens de “gamle” krøb til køjs Da vi passerede Hirsholmene stod jeg med ansigtet begravet i radaren da tågen var så tyk, at jeg ik’ ku’ se stævnen !!! og så fik jeg øje på en enorm stor klat på radaren, der kom fra nord. Jeg regnede så lidt på det og fandt ud af, at vi lå på kollisionskurs! !! (normalt sku’ han vige for mig), jeg valgte så at tage “gassen” af og ligge stille, og så kom der pludselig et hul i tågen, og der så jeg så en grå væg glide forbi, den var så stor at jeg ik’ engang ku’ se dækket…. (næste dag var der meget mediedækning, da det var et Amerikansk hangarskib) da så skipper stod op spurgte han om alt var ok… , jeg svarede så ” jeg havde nær ramt “muren” jeg mener det var i 1984..

 

19.03.2022

Go’ aften den her historie er fra en (desværre meget svunden tid) min kammerats far havde en båd hvor han satte garn fra, en lille 5tons båd , men indimellem fik min kammerat hans søn og jeg lov til at komme med, og så hev vi garn , og hver gang det var en søtunge råbte skipper “elleve”, det var først flere år senere jeg fandt ud af hvorfor han klappede den EN med målebrættet , så blev den lige 1 centimeter længere

 

06.12.2020

Kl. var ca. 23, da jeg steg ombord på FN 479 Anli, vi sku’ sejle kl. 00.400. så jeg “væltede ” bare i køjen og vågnede da maskinen blev sat i gang, bedstemanden lod fortøjningerne gå og jeg satte vand over til kaffe. Sammen med godt 20-30 andre lyseblå fiskerbåde stimede vi langsomt ud af Strandby havn, snart efter havde skipper fortalt mig, hvor jeg sku’ vække ham hvis ik’ der skete noget inden, og så sov de gamle, og jeg ” småsludrede” over radioen med de andre hovmestre og holdt øje med instrumenterne, det var en af de nætter hvor mor Luna kastede sit sølvgrå hår ned i det blikstille vand, og hvor “morild” lyste op med sit grønne skær, fiskene ville ik’ komme op af sandbunden før solopgang, og det gjorde hun ! Stor og flammende steg hun langsomt op, mens Luna gik til ro…. Vi nærmede os fiskepladsen, så jeg gik ned og satte vand over og purrede skipper, jeg smed så nogle ” Hattings” på primussen og kogte æg og satte på bordet, da vi havde spist, tog bedstemanden af bordet mens skipper forsøgte at “lodde” fisk, sammen med vores makker skiw” (vi slæbte dobbelt, hvilket vil sige 2 skibe om1 trawl), vi satte så trawlen og de fik “tampen” over og vi fik Wire og skovle i havet og begyndte at slæbe… få timer senere hev vi og det var på høje tid! Hele “kaljen” var fyldt med brislinger, vi fordelte så fisken sådan, at vi tog det sidste, mens de satte den anden trawl og så slæbte vi igen og jeg lavede frokost. Derefter gik skipper og jeg til køjs og bedstemanden havde vagten. Da vi så hev igen var der så mange fisk, at vi 2 skibe. ik’ ku’ ha’ dem ombord, så vi måtte lukke de sidste ud!!! Tryklastede stimede vi mod Strandby, bedstemanden havde skåret småtorsk, som jeg stegte på panden og serverede med kartofler og persillesovs og lyset fra Hirsholmene fyr synedes derude sydvest på. Mens Luna atter steg op og solen fandt sit leje i vest, (det var ik’ altid trælst derude på den blå hylde)

 

13.05.2020

Det er dejligt med alle de” likes” og responser på mine indlæg.. tak jeg blev jo trawl fisker og vi lå i Østersøen og fiskede torsk, men den allersidste rejse vi havde i 1980 riggede vi om og “stjal” brislinger det var på Dronning Margrethes fødselsdag Vi stod i styrehuset og lyttede til hendes tale og sku’ bare høre hendes afslutning som lød ” og så til sidst en hilsen til alle søens folk, Gud bevare Danmark ” vi så på loddet (det var knaldrødt) hvilket betyder mange fisk… så sagde skipper “vi hiver folkens” Vi havde slæbt 20 minutter og vi vidste der var mange fisk, da vi gik ned i slæbefart !!! da vi så hev trawlen hjem, kom kaljen op og lettede en meter ovenud af havet ! og så revnede den og der var fisk i det kvarte af Østersøen den nærmest eksploderede pga. af fisk… så sejlede vi hjem… og jeg sad og havde vagten op langs den Svenske vestkyst. En af de der ufattelige smukke aftener, hvor havet var spejlblank og en sol så rød der langsomt gik ned) da vi så stimede mod Falster Bo kanalen, kom der et enormt sejlskib (godt nok foruden sejl) stille glidende forbi, med kurs mod Rusland Det var den gang.. verdens næststørste sejlskib Kruzenstern , (jeg har faktisk været ombord på den til tallship i Frederikshavn flere år før) og der stod hele besætningen og vinkede til mig !!! jeg vinkede selvfølgelig tilbage med en lille glædeståre der stille gled ned af min kind over den oplevelse.

 

10.05.2020

“lille” wolle’s tid som fisker i 1981 blev FN 129 Karen Tvilling søsat fra Karstensens skibsværft … det hidtil største træskib (næst efter Noah’s ark) med den vildeste og verdens største garn op haler fra Net-op i Aalbæk….( skipper Niels havde fået storhedsvanvid ) Vi plejede at fiske i Kattegat, men nu sku’ rejsen gå mod det gule rev i Skagerrak! de havde meldt storm med orkanagtig styrke, men som tidligere beskrevet sejlede vi uanset vejret!!! vi fik sat garnene og krøb til køjs, mens vinden tog til….ved 4tiden blev vi “purret” og så halede vi garnene hjem og pludselig sad der en ca. 80 kilo stor helleflynder som ik’ ku’ gå gennem tromlen, så jeg tog bådshagen og jog den ned i kæmpen, samtidig med at Christer hakkede is krogen i den!!! Bølgerne var nok 6-7 meter høje og vi gyngede temmelig meget… en af de andre gutter lå hen over mine ben så jeg ik’ faldt over bord!!! men så knækkede bådshagen og Christers krog slap og næste gang garnet kom op var den væk.. på vej ind til Hirtshals fik vi melding om at en lille garnbåd var savnet, i det område vi var i, så vi stod 3 mand i styrehuset og spejdede efter den (på det tidspunkt føg skummet hen over bølgerne)! så meget blæste det vi kom så i havn og fik at vide at den lille båd var “trukket” op i Thorup (heldigvis)

 

 

08.02.2021

Så tager vi lige ud og fisker igen

Skipperen havde besluttet at vi sku’ prøve at sætte garn i Østersøen, så vi sejlede derned og satte garn lige udenfor Tejn og sejlede så ind og gik (selvfølgelig) på kroen Dagen efter om morgenen stævnede vi så ud og begyndte at hale garnene ind, men der var ik’ mange torsk , men så kom der et eller andet op og Skipper råbte ” det er en bombe” der løb væske ud af den og lidt forskræmt fik vi den viklet ud af garnet og det viste sig at det var en køleskabsmotor, og det var freon der løb ud så vi åndede lettet op så sejlede vi hen til den næste ” lænke” garn, men den forsvandt næsten, som vi var fremme ved bøjen ! Der var simpelthen en ubåd der var i gang med at stjæle vores garn så vi satte efter den med ekkolod og sonar og de signaler det sender ned lyder på en ubåd, som hvis man slår med en hammer på stål, men den kom aldrig op, vi blev enig om, at det nok var en russer, men så sluttede det eventyr og vi tog hjem

 

29.10.2021

06.04.2022

Hejsa , jeg gik lige i ” mindekassen” vi lå ude på ” det gule rev” og trak garn i et forrygende uvejr, da der pludseligt dukkede en kæmpefisk op, den var så stor, at på trods af, at vi havde verdens største garntromle, ku’ den ik’ hives igennem, så jeg tog is krogen og hakkede den i nakken på den (det var en helleflynder på ca. 100 kilo) Jeg hang ud over lønningen mens en af de andre holdt fast i mine ben, det var i december og bølgerne var 6-8 meter høje,! Jeg tror min arm blev en halv meter længere for hver gang vi ” duvede op og ned, så ku’ jeg mærke at krogen skar op igennem fisken, og så huggede Christer bådshagen i den! Men den knækkede og så fik vi en ” overhaling” hvor jeg stort set var under vand og da vi kom op igennem var fisken væk…. Vi fik så “trukket resten af garnene, og først da vi sad i lukafet gik det op for mig, at jeg var tæt på at dø for en fisk .

 

24.06.2020

Så ska’ vi lige et “smut” på hawet igen. Året er 1988 og vi lå og fiskede efter brisling i Østersøen tidlig forår. det var jo en slags tyveri, da vi ik’ måtte fange dem. Jeg stod så for at fordele dem i lasten, og ind imellem var der laks, og i netop dette “træk” fangede vi 22! den største sad fast i dækslet og vejede 23,3 kilo.. renset!!! (så vidt jeg ved er det rekord den dag i dag) jeg var imellem tiden blevet genindkaldt som soldat og sku’ møde på Høvelte kaserne ved Birkerød mandag morgen! Så skipperen vurderede, at det nemmeste var, at sætte mig i land i Tejn på Bornholm (som sagt så gjort) jeg nåede lige at råbe til “måsen”, gider du at aflevere en laks til “de gamle”, så gik jeg op på Skipperkroen, det var tidlig morgen. Nu var jeg “rimeligt” bekendt med det sted jeg nåede lige indenfor, da “kromutter” nærmest overfaldt mig! Jeg tilbragte så dagen der og fik endda lov af krofatter, at komme med i kælderen og se Danmarks største øl samling Nå men, vi spillede billard og hyggede, og så kom kromutter og sagde ” du ska’ klippes, inden du ska’ ind og springe igen” og så tog hun mig i hånden og fulgte mig til frisøren, og sagde ” alle krøller tilhører mig !!!” Og så faldt de …. det viste sig så, at frisøren netop havde vundet verdensmesterskabet i “lynklipning”. Kromutter fulgte mig så til bussen og jeg tog til Rønne, da jeg ankom, var det halvsent og jeg gik ind på et cafeteria og fik lidt “fast” føde Utroligt søde mennesker, som da jeg sku’ derfra, gav mig en kasse med smørrebrød og 2 øl til turen, jeg kom så på færgen og mødte en flok konstabler, som hurtigt fik bund i smørrebrødet og som tak ku’ jeg ” forsyne” mig af deres øl! 7 timer senere stod jeg på Københavns station og mødte de “gamle” gutter (de var også lidt “overrislet) ps. min far var ik’ helt tilfreds med det monster, måsen smed af derhjemme

 

 

10.09.2020

Vi lod fortøjningerne gå kl. 03.30. og stimede ud af Strandby havn og skulle på ” skidtfiskeri i Kattegat, det var midt i juni først i 80’erne. Jeg lavede kaffe og smed nogle rundstykker på primussen, og vi fik morgenmad hvorefter skipper og bedstemand gik i køjen og jeg havde vagten. Efter nogle timer ” loddede jeg en stor stime fisk og kaldte på de andre og vi satte så trawlen, jeg var så igang med at lave tidlig frokost, som var spejlæg, bacon, pølser og brød og pålæg midt i det hele sagde skipperen, at vi sku’ hive! Jeg sagde så om ik’ vi lige ku’, nå at ” skaffe” først! Han svarede så, at når han havde sagt vi sku’ hive, så var det det, så jeg tog pander, Potter og madam blå og smed dem i havet, han mente så, at jeg sku’ ha’ en lussing for det, men jeg greb ham og klemte så til og så kom bedstemanden og skilte os ad, og så hev vi og sejlede ind og lossede, og så kom skippers kone og hun var glad for mig, så da jeg fortalte hvad der var sket, gik hun ret over og gav skipperen en lussing . Jeg skiftede hyre samme dag.

 

12.09.2021

Go’ søndag …. jeg lå (faktisk!) I nat og så ” mod danske kyster, det er det afsnit hvor de besøger Bornholm og har besøg af Statsministeren. de dykker så ned og ser på en ubåd der sank i 1989! og her bliver min fortælling ” lidt” spændende vi lå i Strandby og gjorde klar til en tur i Østersøen efter torsk. Vi fik proviant, vand, brændstof o.s.v. så sejlede vi nedover, rundede Kronborg og var så i Østersøen og hen under aften rundede vi Hammeren og jeg havde ” vagten”, pludselig blev der helt stille vejr og det var ligesom om ” noget holdt vejret”! Skipper kom op og stod og “vejrede” lidt ud af vinduet (han havde også mærket at noget ik’ var helt okay) så blev vi enige om at vende om og i det samme kom vinden og inden vi nåede i læ af Hammeren var bølgerne 6-8 m. høje! Vi smed så anker for at “løje vinden af”. Sidst på natten sad jeg og havde ankervagten da en slæbebåd med en ubåd på slæb, lagde sig lidt agten for os og pludselig blev der lys og aktivitet derovre! Om morgenen hev vi så ankeret og drog på fiskeri og 2 dage senere fandt vi ud af, at det var en russisk ubåd der var sunket.

 

08.06.2020 Nå, så tar vi ud og fiske igen min første hyre var ombord på FN 112 Deneb. 15 ton garnbåd. Vi sejlede jo altid til midnat søndag (uanset vejr) og den nat var vejrguderne virkeligt vågen! Der var kuling!!! Men vi fik sat garnene på vragene og stenbundene og endte med at overnatte i Marstal. Næste dag var der stadig temmelig dårligt vejr, men vi stimede ud og begyndte at hale garn ind, vi fangede mange pighajer på trods af vejret og da også andre fisk (vi hadede pighajer da de rullede sig i garnet og var svære at få ud) pludselig råbte skipper at gearet var gået !!! ham og “bedstemanden” dykkede så i motorrummet, mens vi andre stod der på dækket og blev kastet rundt…til sidst kaldte skipper på hjælp fra Lysekil og der så jeg så et kæmpeskib der lagde sig i vindsiden og læede for os ! det var et russisk undersøgelsesskib, som havde hørt, vi var i havsnød…. vi vinkede og de vinkede igen. Så efter flere timer kom de endelig fra Lysekil og vi fik sat en tamp over og blev bugseret ind, da vi så nåede ind mellem klipperne hvor havet var et frådende vanvid. .. sprang slæbetrossen… Christer og mig sprang ud i stævnen kun iført “underhylere” og t-shirt for at fange en ny inden vi ramte klipperne … (det var i januar) de smed så en ny over og der var en blyklump i enden som nær havde ramt Christer, hvilket gjorde ham afsindigt gal og han var lige ved at smide den tilbage !!! der havde jeg så heldigvis fået fat og fik den nye trosse hevet ind og sat fast og med små 2 favne undgik vi klipperne….. vi lagde så til kaj og ville så få smed ombord næste morgen, den nat “faldt” jeg ik’ i søvn.. Jeg besvimede bare af ren udmattelse.

 

21.10.2021

Jeg skylder jo en fortsættelse af det der fiskeri, så den kommer nu vi fik jo rigget om til rejefiskeri og sejlede atter ud på bølgen blå, langt op i Skagerrak, men min historie gik lige lidt baglæns da vi rundede grenen for der kom jeg til at tænke på den gang jeg var ca. 6 år og stod helt ude hvor man ik’ ka’ komme længere i Danmark ! og jeg stod og så på at bølgerne slog mod hinanden, så kom der en gammel fisker og bøjede sig ned, mens han tog mig i hånden og sagde så “ved du godt hvorfor de bølger slår mod hinanden ?” og så fortalte han mig at det var fordi Skagerrak er en mand og Kattegat en kvinde, men så var det at hende gudinden der skilte Sjælland fra Sverige med sit sværd, var blevet forelsket i Skagerrak! men han ville kun ha’ Kattegat, og så blev hun så vred at hun drog sit sværd og kløftede en revne fra Danmark til Norge, så de aldrig mere ku’ være sammen ! (og det er så i den (nogen steder 800 m. dybe grav vi fiskede rejer)

15.05.2020

Så et program om tunfiskere i Amerika, hvor en fisker sagde ” storm, regn, sne og minusgrader ka’ jeg klare ! men tåge er jeg bange for !!! så kom jeg til at tænke, at det var faktisk rigtigt… en tidlig morgen (05.30) cyklede jeg til havnen i tæt tåge og “rundede” lige bager Ørtoft af bagdøren og købte helt frisk morgenbrød, som Kenneth selv havde bagt (tror faktisk han tjente mere før åbningstid) og kom ned ombord og tændte “madam blå” og lavede kaffe og så var det sådan, at hovmesteren altid havde styrevagten ud, mens de “gamle” krøb til køjs Da vi passerede Hirsholmene stod jeg med ansigtet begravet i radaren da tågen var så tyk, at jeg ik’ ku’ se stævnen !!! og så fik jeg øje på en enorm stor klat på radaren, der kom fra nord. Jeg regnede så lidt på det og fandt ud af, at vi lå på kollisionskurs! !! (normalt sku’ han vige for mig), jeg valgte så at tage “gassen” af og ligge stille, og så kom der pludselig et hul i tågen, og der så jeg så en grå væg glide forbi, den var så stor at jeg ik’ engang ku’ se dækket…. (næste dag var der meget mediedækning, da det var et Amerikansk hangarskib) da så skipper stod op spurgte han om alt var ok… , jeg svarede så ” jeg havde nær ramt “muren” jeg mener det var i 1984..

19.03.2022

Go’ aften den her historie er fra en (desværre meget svunden tid) min kammerats far havde en båd hvor han satte garn fra, en lille 5tons båd , men indimellem fik min kammerat hans søn og jeg lov til at komme med, og så hev vi garn , og hver gang det var en søtunge råbte skipper “elleve”, det var først flere år senere jeg fandt ud af hvorfor han klappede den EN med målebrættet , så blev den lige 1 centimeter længere

 

06.12.2020

Kl. var ca. 23, da jeg steg ombord på FN 479 Anli, vi sku’ sejle kl. 00.400. så jeg “væltede ” bare i køjen og vågnede da maskinen blev sat i gang, bedstemanden lod fortøjningerne gå og jeg satte vand over til kaffe. Sammen med godt 20-30 andre lyseblå fiskerbåde stimede vi langsomt ud af Strandby havn, snart efter havde skipper fortalt mig, hvor jeg sku’ vække ham hvis ik’ der skete noget inden, og så sov de gamle, og jeg ” småsludrede” over radioen med de andre hovmestre og holdt øje med instrumenterne, det var en af de nætter hvor mor Luna kastede sit sølvgrå hår ned i det blikstille vand, og hvor “morild” lyste op med sit grønne skær, fiskene ville ik’ komme op af sandbunden før solopgang, og det gjorde hun ! Stor og flammende steg hun langsomt op, mens Luna gik til ro…. Vi nærmede os fiskepladsen, så jeg gik ned og satte vand over og purrede skipper, jeg smed så nogle ” Hattings” på primussen og kogte æg og satte på bordet, da vi havde spist, tog bedstemanden af bordet mens skipper forsøgte at “lodde” fisk, sammen med vores makker skiw” (vi slæbte dobbelt, hvilket vil sige 2 skibe om1 trawl), vi satte så trawlen og de fik “tampen” over og vi fik Wire og skovle i havet og begyndte at slæbe… få timer senere hev vi og det var på høje tid! Hele “kaljen” var fyldt med brislinger, vi fordelte så fisken sådan, at vi tog det sidste, mens de satte den anden trawl og så slæbte vi igen og jeg lavede frokost. Derefter gik skipper og jeg til køjs og bedstemanden havde vagten. Da vi så hev igen var der så mange fisk, at vi 2 skibe. ik’ ku’ ha’ dem ombord, så vi måtte lukke de sidste ud!!! Tryklastede stimede vi mod Strandby, bedstemanden havde skåret småtorsk, som jeg stegte på panden og serverede med kartofler og persillesovs og lyset fra Hirsholmene fyr synedes derude sydvest på. Mens Luna atter steg op og solen fandt sit leje i vest, (det var ik’ altid trælst derude på den blå hylde)

13.05.2020

Det er dejligt med alle de” likes” og responser på mine indlæg.. tak jeg blev jo trawl fisker og vi lå i Østersøen og fiskede torsk, men den allersidste rejse vi havde i 1980 riggede vi om og “stjal” brislinger det var på Dronning Margrethes fødselsdag Vi stod i styrehuset og lyttede til hendes tale og sku’ bare høre hendes afslutning som lød ” og så til sidst en hilsen til alle søens folk, Gud bevare Danmark ” vi så på loddet (det var knaldrødt) hvilket betyder mange fisk… så sagde skipper “vi hiver folkens” Vi havde slæbt 20 minutter og vi vidste der var mange fisk, da vi gik ned i slæbefart !!! da vi så hev trawlen hjem, kom kaljen op og lettede en meter ovenud af havet ! og så revnede den og der var fisk i det kvarte af Østersøen den nærmest eksploderede pga. af fisk… så sejlede vi hjem… og jeg sad og havde vagten op langs den Svenske vestkyst. En af de der ufattelige smukke aftener, hvor havet var spejlblank og en sol så rød der langsomt gik ned) da vi så stimede mod Falster Bo kanalen, kom der et enormt sejlskib (godt nok foruden sejl) stille glidende forbi, med kurs mod Rusland Det var den gang.. verdens næststørste sejlskib Kruzenstern , (jeg har faktisk været ombord på den til tallship i Frederikshavn flere år før) og der stod hele besætningen og vinkede til mig !!! jeg vinkede selvfølgelig tilbage med en lille glædeståre der stille gled ned af min kind over den oplevelse.

10.05.2020

“lille” wolle’s tid som fisker i 1981 blev FN 129 Karen Tvilling søsat fra Karstensens skibsværft … det hidtil største træskib (næst efter Noah’s ark) med den vildeste og verdens største garn op haler fra Net-op i Aalbæk….( skipper Niels havde fået storhedsvanvid ) Vi plejede at fiske i Kattegat, men nu sku’ rejsen gå mod det gule rev i Skagerrak! de havde meldt storm med orkanagtig styrke, men som tidligere beskrevet sejlede vi uanset vejret!!! vi fik sat garnene og krøb til køjs, mens vinden tog til….ved 4tiden blev vi “purret” og så halede vi garnene hjem og pludselig sad der en ca. 80 kilo stor helleflynder som ik’ ku’ gå gennem tromlen, så jeg tog bådshagen og jog den ned i kæmpen, samtidig med at Christer hakkede is krogen i den!!! Bølgerne var nok 6-7 meter høje og vi gyngede temmelig meget… en af de andre gutter lå hen over mine ben så jeg ik’ faldt over bord!!! men så knækkede bådshagen og Christers krog slap og næste gang garnet kom op var den væk.. på vej ind til Hirtshals fik vi melding om at en lille garnbåd var savnet, i det område vi var i, så vi stod 3 mand i styrehuset og spejdede efter den (på det tidspunkt føg skummet hen over bølgerne)! så meget blæste det vi kom så i havn og fik at vide at den lille båd var “trukket” op i Thorup (heldigvis)

 08.02.2021

Så tager vi lige ud og fisker igen

Skipperen havde besluttet at vi sku’ prøve at sætte garn i Østersøen, så vi sejlede derned og satte garn lige udenfor Tejn og sejlede så ind og gik (selvfølgelig) på kroen Dagen efter om morgenen stævnede vi så ud og begyndte at hale garnene ind, men der var ik’ mange torsk , men så kom der et eller andet op og Skipper råbte ” det er en bombe” der løb væske ud af den og lidt forskræmt fik vi den viklet ud af garnet og det viste sig at det var en køleskabsmotor, og det var freon der løb ud så vi åndede lettet op så sejlede vi hen til den næste ” lænke” garn, men den forsvandt næsten, som vi var fremme ved bøjen ! Der var simpelthen en ubåd der var i gang med at stjæle vores garn så vi satte efter den med ekkolod og sonar og de signaler det sender ned lyder på en ubåd, som hvis man slår med en hammer på stål, men den kom aldrig op, vi blev enig om, at det nok var en russer, men så sluttede det eventyr og vi tog hjem

29.10.21

 Nu ska’ i ik’ blive søsyge for vi ska’ lige ud på ” den gyngende grund igen, det var blevet den tid på året hvor sommersildene var kommet, så vi riggede om til dobbelt trawl,  det er sådan en trawl hvor 2 både slæber side om side med trawlen spændt ud mellem bådene) vores makker skib hed Reinette, nogle gange fangede vi ” kvoten” på 2 dage, og måtte så ” ligge i havn til en ny uge, (det var ” lidt” farligt for os unge knægte ) men sommeren gik, med sildefiskeri, og så hen i efteråret, riggede vi atter om til rejefiskeri , nogle af de minder jeg husker bedst er alle de solopgange og solnedgangen, alle de stjerner og det at man sidder helt alene i styrehuset midt om natten og pludselig føler sig meget lille

 

 

En lille fiktiv juleskildring.

Af Ole Andersen, Strandby

 

Året var 1863, det var natten til den 24. december.

Han lå og kiggede ud af det lille vindue op på de hastige skyer der jog forbi, lyttede til vindens rusken og kiggede så ned på sin smukke kone og kyssede hende blidt på panden, smilede lidt da han hørte sin datter Clara gi’ sig lidt i sin seng. Han var blevet færdig med de hjemmelavede julegaver og hentet juletræ og brænde ind til kaminen og Ane havde lavet mad hele dagen så nu ku’ det godt blive jul i det lille hjem i klitterne. Så hørte han en sagte banken på ruden, det var Johannes. Han vidste hvad det betød! Han stod op og begyndte at iføre sig sit olieskindstøj og sydvesten, gik så over og kyssede Ane igen, smed en kærv i og kløede hunden der lå tæt op af kaminen, gik så ind og kørte sin hånd sagte over kinden af sin datter inden han forsvandt ud i mørket. Han stred sig gennem klitterne og fik snart øje på petroleumslamperne og folkene på stranden, længere ude i brændingen kom der af og til et lys som hoppede op og ned. De store bølger væltede ind på land men snart var redningsbåden klar og han steg ombord. De var en rorsmand en udkig og 6 roere ombord, da den næste bølge ramte dem, blev de skubbet ud af folk på stranden og han tog et ekstra hårdt greb i årene, de kæmpede sig nu ud over revlerne i den frådende storm og nåede skibet. De kastede et tov op og snart gled den første nødstedte ned i båden. De havde plads til alle og begyndte nu kampen mod land, da de nåede 3.revle, tog de bunden hårdt! den nødstedte bag Peter blev kastet over bord og Peter forsøgte at få fat i ham men blev selv hevet overbord! Han fik fat i den anden og forsøgte at nå båden i det iskolde vand men måtte se lyset svinde til det til sidst var bælgmørkt, af alle kræfter svømmede han mod land sammen med den anden, men mærkede at strømmen var for stærk….

Det var et stykke oppe af formiddagen og Ane gik og forberedte julegøremålene, Clara på 4 legede på gulvet. Så bankede det sagte på døren! Udenfor stod hendes svigerfar… Han tog hendes hænder i sine samtidig med der trillede en tåre ned af hans furede kind og sagde så grådkvalt; havet tog ham i nat! Han vendte sig så og gik langsomt gennem klitterne. Ane lukkede døren og lænede hovedet mod den og mærkede tårerne løbe ned af kinderne, så gik hun hen og tog Clara op og satte sig i sengen.

Det var blevet sen eftermiddag og Ane stod og stirrede på heden gennem vinduet, det var begyndt at sne. Hendes mor og far havde været der. Så besluttede hun sig at tænde lys i vinduet ud mod havet, mens hun stod der, gik døren op, hun stirrede og der stod Peter og smilede til hende! Hun løb over og kastede sig i hans stærke arme og kyssede ham i hele ansigtet. Peter fik så tørt tøj på og de sad nu med kaffen ved bordet der fortalte Peter” vi kæmpede som gale for at nå land og pludselig ku’ jeg mærke bunden og med vores sidste kræfter trak vi os op på land, jeg vågnede så senere og til min glæde var den anden stadig i live ! ” Vi begyndte at gå hen af stranden og så flere vragstumper i vandkanten!!! så var det efter et stykke tid at jeg ku’ se røgen fra skorstene i byen og på sin kærre kom gamle Herman (han havde ” strandvaskervagt” og fik os op bagi og pakket ind i tæpper og nu er jeg her, Clara kom hen og han løftede hende op og knugede hende ind til sig. I løbet af kort tid begyndte der at komme folk for at se til familien. Bedst som de stod der tog Peters mor deres hænder og snart stod alle og holdt i hånd og hun sagde ” så blev det alligevel jul”. Ane kiggede ud af vinduet hvor sneen dalede stille ned. Hun syntes aldrig at Nordstjernen havde lyst kraftigere.

Med denne lille historie vil jeg ønske jer alle en

 

RIGTIG GLÆDELIG JUL

 

 

Tordenskjold og Strandby

 

En fortælling fra afdøde Ole Andersen, Strandby

 Når man læser om vor store søhelt Tordenskjold (1690-1720), så står der ingen steder i historiebøgerne, at han også benyttede Strandby som landingsplads. Nogen påstår han end ikke var i Fladstrand, medens andre påstår, han havde sin gang der tit og ofte.

Disse par historier om Tordenskjold, er i hvert fald blevet fortalt fra mund til mund af generationer, så jeg vil mene, at der er en del sandhed heri, og at den navnkundige Tordenskjold virkelig kom en del til Strandby, bl.a. fremgår det også af den ene historie, hvordan vi i dag har en vej i Strandby, der hedder Tordenskjoldsvej.

Tordenskjolds landgang i Strandby

Engang i en hylende storm fra vest, havde Tordenskjold med sit skib søgt ly under kysten. Her gik han og længtes i land, hvor han havde gode venner. Under en fest på Lerbæk, havde flere af egnens herremænd været med, samt deres familie, og der var mange kønne piger imellem. Herremanden på Ellinggård, havde ikke sin datter med, og Tordenskjold havde hørt, at hun skulle være den kønneste af dem alle, så hende ville han gerne se.

Medens han stod og grundede, blev der meldt, at der kun var et par tønder fersk- vand tilbage. Her var lige chancen. Han gav fire stærke mænd ordre til at fire en båd ned i læsiden, og fylde dem op med tomme tønder, så ville han sammen med dem sejle ind til Strandby. Undervejs begyndte det at sne og blæse mere op, så da de kom i land, besluttede Tordenskjold sig til at de skulle overnatte i Strandby, selv besluttede han at aflægge et lille besøg på Ellinggård.

Da de kom op på >>Skramgården<«<, som dengang ejedes af Thomas Matthiasen, kom konen bærende med en stor kurv tørv. Da hun hørte det var Tordenskjold, og om hvordan han i det dårlige vejr havde søgt ly i Strandby, og ikke kunne vende tilbage til skibet med de store tønder vand, bød hun dem indenfor til sin mand.

Hun kom så med et par kander varmt øl til de forfrosne mænd, medens hun skænkede op, fandt hun også ud af, at Tordenskjold meget indtrængende bad hendes mand om at køre ham op til Ellinggård, da han havde et vigtigt ærinde der. Manden var ikke meget for det i det grimme vejr, og når det blev mørkt, ville det heller ikke være let at finde hjem igen, men for gode ord og betaling, lovede manden det dog til sidst.

Hurtig til tanke og handling, som den unge kone på gården var, lovede hun beredvilligt, at mens manden klædte sig varmt på, ville hun løbe ud og spænde hestene for. Men først smuttede hun ind i vognporten og løsnede bøsningen i det ene baghjul, så vidste hun, at den tur ikke blev lang, for hun ville bestemt ikke være alene hjemme om natten med disse fire krigsfolk, der sad inde ved bordet.

Som hun tænkte; sådan gik det. Hestene havde stået på stald i mange dage, og var helt ellevilde for at komme ud at trave, så det gik rask ud af byen, indtil man kom op til bakken, der lå lidt sydvest for gården. Der trillede pludselig det ene baghjul af, så vognen kæntrede, og manden havde sit møje med, at holde hestene.

Hjulet fandt de, men det var umuligt at finde hvad der hørte til navet i det stærke snefog, så der blev ingen tur til Ellinggaard, men siden har bakken altid heddet >>Tordenskjolds Bakke<< – og senere Tordenskjoldsvej.

 

Da Strandby-bælsene hjalp Tordenskjold

En anden gang var det også nær gået galt for den kære Tordenskjold. Det fortælles at Tordenskjold blev reddet af fiskerdrengene i Strandby, de såkaldte >>bælse«. Undervejs hjem til fods fra Fladstrand langs stranden, iagtog et par >>Strandby-bælse<< en robåd som landede mellem Strandby og Elling Å. Drengene der var nysgerrige, lå sig på lur mellem klitterne, og her overhørte de en samtale mellem dem i båden, og da den var på svensk, spidsede de endnu mere deres ører. Af samtalen kunne de forstå, at de skulle møde en mand fra Ellinggaard, som skulle forråde Tordenskjold til svenskerne, som vi alle ved, var meget ivrige efter at fange vores søhelt.

Da Tordenskjold var en populær person, ville drengene naturligvis ikke lade dette ske.

Forræderiet skulle ske næste dag om aftenen, hvor Tordenskjold skulle møde jomfruen under et stort træ i Ellinggårds have. Og Selvfølgelig var Strandbyknægtene kravlet til tops i træet, bevæbnet med stokke og stave – så da svenskerne kom, til Tordenskjolds overraskelse – sprang bælsene fra Strandby ned fra træet, og det ka’ nok være at Tordenskjold blev forskrækket endnu engang, men det blev svenskerne sandelig også, endda så grundigt, at de omgående tog flugten.

Tordenskjold blev så glad for drengenes dåd, at han næste dag inviterede dem til sit kvarter i Fladstrand, hvor han forærede Strandby-bælsene en jolle, som de stolt roede hjem med til Strandby og straks døbte den navnet >>Svanen«<.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flygtningelejren i Skallerup Klit

 

Familien Priebes historie

En virkelig beretning om tiden i Skallerup lejren.

Fortalt af fru Gisela Seagraves.

“Min bedstemor på 59 år, min mor på 34 år og vi tre piger, Ingrid på 8 år, Ursula på 6 år, og jeg selv på 4 år. Vi flygtede alle med bagagen på en hestevogn fra vores hjem i Königberg til Pregel-floden og videre med en åben kulbåd til Pillau. Her overnattede vi i entréen til et huskompleks. Derfra fragtede et krigsskib os til Danzig, hvor vi overnattede på gulvet i et stort pakhus. Herfra kørte vi med jernbane på en åben kreaturvogn til Gotenhafen, hvor vi overnattede i en sønderbombet skole.

Vores bedstemor led af kræft. Hun forstod ikke strabadserne og døde i Pillau den 4. marts 1945. Hun blev begravet den dag, hvor vi skulle rejse videre.

Anbragt i bunden af skibet “Postdam”, sejlede vi over Østersøen og blev efter 3-4 dages sejlads sat i land i København. Vi kørte videre med tog til Kolding, her blev vi anbragt i en tysk baraklejr. Da denne lejr blev nedlagt, blev vi ført videre med tog til flygtningelejreren i Skallerup Klit. Vi boede i barak nr. 66. En af dem der lå nærmest Nordsøen, og vi kunne høre brændingen.

I Skallerup oplevede vi den koldeste vinter nogensinde. Vi boede i en hytte med kun ydervægge. Midt i lokalet stod en kakkelovn, hvori vi fyrede med tørv. Ved siden af vores hytte var der klitter. Kvinderne måtte grave rødder og krat op for at kunne holde varmen nogenlunde. Vi børn tilbragte masser af tid i sengen indhyllet i tæpper og overtøj. Når vejret tillod det, brugte vi om vinteren, vores taburetter som slæder. Vi vendte dem med siddefladen nedad og satte os mellem de fire ben, og så gled vi

ned ad klitterne.

Skolegangen var virkelig primitiv. Der var ikke adgang til mange skolebøger. Lærerne havde heller ikke ret mange bøger, men måtte have det meste af stoffet i hovedet. Alt skrev vi ned i små kladdehæfter. De var lavet af gulligt toiletpapir og syet sammen med omslag fra gamle hæfter eller sækkelærred fra tangmadrasserne som vi skar op. Vi lavede også poesibøger af samme slags materiale. Mor lavede skoletasker og bogomslag til os af sækkelærredet. Vi havde også en sangbog med tyske sange udgivet af den danske flygtningeadministration, samt Det Nye Testamente på tysk, som Baptistkirken i USA havde sendt os. Vi havde ikke legetøj, men vi blev helt gode til selv at opfinde spil, og vi lavede selv spillepladerne.

Min mor arbejdede i køkkenet som mange af de andre kvinder, og det skete af og til, at hun havde lidt ekstra mad til os, f.eks. et par gulerødder eller nogle få kartofler. Hun havde bragt et elektrisk strygejern med fra vores hjem, og da sygeplejerskerne gerne ville have nystrøgne uniformer, fik de lov til at låne strygejernet. Som tak gav de mor ekstra rationer af de månedlige hygiejnebind. Disse havde en strikket kant, som mor kunne trævle op og så bruge garnet til at strikke undertøj til os. Strikkepindene blev lavet af gamle cykel-egern.

 

Barakken havde ikke noget baderum. For os føltes det som en hel vandretur til toiletbygningen, hvor der var adskillige kabiner med et par brædder som toiletsæde. Der var også en badestue med to brusekabiner, hvor vi et par gange om ugen kunne få et koldt brusebad.

Generelt sagt var maden i lejren ækel og meget ensformig, men vi sultede ikke. Der var en eller anden slags suppe hver dag, og jeg kan stadig huske lugten af ærtesuppen. Maden hentede vi i centralkøkkenet om formiddagen, og så spiste vi samlet i vores barak. Vi savnede mange ting, især frugt, bolsjer, æg og mælk, men vi kunne få så meget æble-te, som vi ønskede.

Min far Bruno havde været tysk soldat i Rusland, og der var han i krigsfangelejr. Min mor havde ingen steder at tage hen og ønskede ikke at være til byrde for nogen. Vi længtes efter at vende tilbage til vores hjemby i Østpreussen, men det var ikke muligt, så vi blev i Danmark, indtil lejrene blev nedlagt. Da flygtningelejren i Skallerup Klit blev nedlagt i efteråret 1947, blev vi transporteret til Ry, hvor vi var indtil også denne flygtningelejr blev nedlagt i marts 1948. Derefter blev vi ført til Grove. Efter lejren i Grove var blevet lukket, opholdt vi os i godt to uger i Oksbøl, og så blev vi bragt til Tyskland med tog. Min far blev i 1949 genforenet med familien ved hjælp af Røde Kors. Baptistkirken, som vi tilhørte, hjalp os med at blive bosat igen i en lille by ved navn Tuttlingen. I 1960 forlod alle os piger Tyskland. Jeg rejste til USA, mens Ursula og Ingrid rejste til England, hvor de var i et år, og så kom de også til USA. Vores forældre forblev i Tyskland. Vores far døde i 1985, og så flyttede min mor til USA, hvor hun boede hos Ursula, indtil hun døde i 1993.”

Familien Priebe har været så venlig at tilsende os en del effekter, som stammer fra deres ophold i flygtningelejrene. Det drejer sig bl.a. om: Det Nye Testamente på tysk, sangbogen med tyske sange, skoleudtalelser, vaccinationskort, en poesibog, en lille sangbog med omslag af sækkelærred, et blad fra et skrivehæfte, kopi af kort fra faderen, mens han sad i fangelejr, et hæfte med strikkeopskirfter og mønstre. Vi er meget taknemlige for disse ting.

Den kvindelige del af familien flygtede i begyndelsen af 1945 fra Königsberg (nu Kaliningrad). Efter en dramatisk flugt fra hjemme og med skib via Østersøen, ankom familien til en lejr i Kolding. Da denne lejr blev nedlagt i efteråret 1946, blev familien med tog overført til Skallerup-lejren.

Skallerup lejren blev nedlagt i oktober 1947, og familien blev med tog fra Sønderlev Station ført til Ry-lejren og senere til grove-lejren og sluttede deres flygtningeophold med to uger i Oksbøl-lejren.

 

 

Walter Guths historie

 

 

Walter Guth blev født 1932 i Macharen i det daværende tyske Østpreussen nu polsk område. Han flygtede i slutningen af januar

 

1945 som 13-årig i hestevogn sammen med sin mor Marie, moster Frieda og lillebror Heinrich. Efter en forfærdelig flugt under en iskold vinter drog familien nordpå mod havet. Efter flere strabadser kom familien i Gotenhafen om bord på et totalt overfyldt skib (Prinz Eugen) mod Danmark. Skibet ankrede op i frihavnen i København i påsken 1945.

Derfra blev familien sendt til Lønstrup, hvor de kort opholdt sig i et hus sammen med en anden flygtningefamilie. Den anden flygtningefamilies tre mindste børn døde her.

Familien Guth blev omkring kapitulationstidspunktet sammen med ca. 100 andre flygtninge overført til en lille lejr nord for Snevre ved Gammeljord i Vendsyssel. En kombineret militær- og flygtningelejr.

I oktober 1946 flyttede familien til den nyopførte Skallerup-lejr. Walter blev i øvrigt konfirmeret i lejren.

I juni 1947 returnerede familien via bælterne til den russiske zone (senere DDR). Her blev de genforenet med faderen, Albert, der havde deltaget i kampene mod russerne.

 

SANKT HANS AFTEN I VENDSYSSEL

Af. fhv. præst Poul Sørensen der stammer fra omtalte område og idag er bosiddende i Værløse som pensionist.

SANKT HANS AFTEN I VENDSYSSEL
Sankt Hans Aften i min barndom og ungdom i 1950’erne og 1960’erne i Rakkeby og Sønder Harritslev havde forskellig præg, grundtvigsk i Rakkeby og indremissionsk i Sønder Harritslev.
Jeg syntes godt om begge former.
I Rakkeby indledtes aftenen med en dilettantkomedie i Sandgraven, hvor der var en rigtig ophøjet teaterscene. Der blev et år spillet “Sound of Music”, instrueret og spillet af lokale ildsjæle.
Familien Baggesen har i mange år været dem, der ledede festlighederne, både på scenen og ved det efterfølgende bål på en nærliggende mark.
Vor nærmeste nabo, senere borgmester i Løkken-Vrå kommune, Jens Baggesen, holdt båltalen. Jeg husker, at han et år talte om den vigtige forskel på en sund nationalfølelse og en usund nationalisme, hvor et folk er sig selv nok.
Midsommervisen af Holger Drachmann blev naturligvis sunget omkring bålet.
Efter dilettant og bål var der kaffebord med hjemmebagt kage i stuerne på Østergaard og dans med levende musik i laden, der var udsmykket med løv og kulørte lamper.
Også haven var oplyst med kulørte lamper.
Et år kom Nordjysk Pigekor, der sang danske sommersange.
Bagefter dansede jeg med en fra pigekoret. Jeg husker endnu hendes mørkblonde hår, som under dansen duftede helt eventyrligt dejligt.
Jens Baggesen samlede hen mod midnat unge og gamle i haven på Østergaard.
Jeg husker, at han sendte os hjem med en tale ud fra Grundtvigs salmevers “Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.”
Hvert andet år deltog jeg og andre unge i sankthansfesten hos familien Sigurd Jakobsen i Møllegaard lige ved Sejlstrup Hovedgård i Sønder Harritslev.
En fest kan være lige så festlig, selv om den fejres på en lidt anderledes måde.
Bålet blev tændt på engen tæt ved Møllegaard.
Båltalen blev holdt af værten,Sigurd Jacobsen.
Det var en tale ud fra et ord af Jesus.
Det, jeg også husker med glæde var sanglegene ved bålet i Sønder Harritslev.
Vi sad i en ring i græsset og sang blandt andet “Tag den ring og lad den vandre fra den ene til de andre. Ringen er skjult under bølgen den blå. Sig mig engang, hvem tænker du på?”
På internettet er denne sangleg beskrevet nærmere.
Da bålet på engen var blevet slukket, blev alle deltagere indbudt til fælles kaffebord og samvær i stuerne på Sejlstrup Møllegaard, som i øvrigt stadig beboes af den samme familie som dengang.
Ja, der var engang, men det, vi har oplevet engang, har stadig betydning i vort sind og erindring i dag.
Foto: Rakkeby Friluftsteater.

Morgengave

MORGENGAVE
Digteren Halfdan Rasmussen udgav en række “Tosserier” med et sandt guldkorn som “Livet er en morgengave” (udgivet i 1955), en sang som indeholder halvt skjulte hentydninger til salmen “Dejlig er jorden” af B.S. Ingemann.
Halfdan Rasmussens sang er optaget i Højskolesangbogen.
Digtet blev skrevet under “den kolde krig”, rettet mod dem, “som går og sysler med at sprænge kloden væk”.
Med Halfdan Rasmussens ord: “Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak”.
Halfdan Rasmussens “Livet er en morgengave” er en pacifistisk protest mod dem, som tror, at krig kan være en løsning.
Det er en skik, at en brudgom skænker sin brud en MORGENGAVE som tak for hendes hengivne kærlighed.
Siden de ældste tider har ordet “morgengave” været et meningsfuldt ord for de germansktalende folk.
Fyrsteægteskaber blev tidligere indgået som en besegling af en politisk alliance.
Et fyrsteægteskab, der byggede på gensidig hengivenhed, blev kaldt et “morganatisk ægteskab til venstre hånd” efter latin “matrimonium morganaticum”.
Dette juridiske udtryk lyder teknisk og fremmedartet i vore ører, men ordet er ganske enkelt og jordnært afledt af ordet “morgengave”!
Efter indgåelsen af et – supplerende – morganatisk ægteskab med en kvinde, som ikke havde “blåt blod i årerne”, gav kongen bruden en morgengave som kompensation for, at en eventuel kommende søn af dette ægteskab ikke har arveret til tronen.
Det sidste morganatiske ægteskab, som blev indgået i Danmark, var Kong Frederik den Syvendes ægteskab med Louise Rasmussen, som fik titlen “Grevinde Danner”.
Højborgerlige kredse i Danmark var skammelig nok lidt for “fine” til at tage Grevinde Danner til deres hjerte.
Grevinde Danner oprettede nogle år efter sin mands død “Frederik den Syvendes Stiftelse” med boliger for “fattige fruentimmer af arbejderklassen”.
Senere blev huset kaldt Grevinde Danners Stiftelse, nu blot Dannerhuset, som er et landskendt krisecenter for voldsramte kvinder.
Dannerhusets hjælp må føles som en kærkommen morgengave for disse hårdtprøvede kvinder.

I LÆRE I MØLLER LEE’s TØMMERHANDEL

I LÆRE I MØLLER LEE’s TØMMERHANDEL
Når jeg går rundt i indkøbscentret METROPOL, går mine tanker tilbage til dengang jeg gik eller cyklede rundt under åben himmel på tømmerpladsen.
Min far Edvard skaffede mig en læreplads i tømmerhandlen, hvor jeg stod i lære fra 1963 til 1967.
Det må være storesøster Henny, der i 1950’erne havde fået en kontoruddannelse dér, som havde været med til at bane vejen for mig, der som ung trælastmand også fik en del af uddannelsen som ekspedient ude på den store tømmerplads mellem Østergade og Parallelvej.
Jeg har kendt firmaets grundlægger, tømmerhandler Jens Møller Lee (1884-1965).
En af de første dage i læretiden satte tømmerhandleren mig på en lille, men betydningsfuld prøve: Han gav mig en postpakke omvundet med snor, som han bad mig om at åbne.
Jeg rakte ud efter en saks, som jeg ville klippe snoren over med. Her greb Møller Lee ind og sagde: “Den snor kan genbruges, den må du ikke ødelægge!”
Det var en værdifuld lektion i genbrug, en lektion som bevirkede, at jeg blev en, der lige siden har øvet mig i genbrug.
Vi skrev nye ordrer op på konvolutter, som tømmerhandleren selv på det bagerste kontor omhyggeligt havde sprættet op med en papirkniv.
Gamle fakturakopier, som vi skulle gemme i 5 år, blev ligeledes – maskinelt – skåret op til ordresedler, hvor ordrerne kunne skrives på bagsiden.
Den “køb-og-smid-væk-kultur”, som mange tog til sig dengang, gjaldt bare ikke i Møller Lee’s Tømmerhandel.
Mine nærmeste foresatte på kontoret var de to sønner, Ole Møller Lee og Poul Møller Lee.
Vi sagde selvfølgelig De til dem, mens vi selv – i læretiden – blev tiltalt med du og fornavn.
Ude på lageret var vi alle dus, selv med lagerforvalter Ivan Elling, som mange i Hjørring sikkert husker.
Jeg besøger Ivan Ellings gravsted, som ligger tæt på Urnelunden.
Jeg kan for mit indre øje og øre se og høre Elling og alle de andre i firmaet nu så mange år senere. Når vi for eksempel snakkede om “møllevinger”, var det lidt indforstået snak mellem os.
Chaufførerne, hvis navne jeg husker meget godt, kørte på faste landture i Vendsyssel. Enkelte chauffører som Mortensen og Poul Jensen kørte langture til for eksempel Rold Skov efter tømmer i store dimensioner.
Næsten alt blev målt i engelske tommer og alen.
Jeg gjorde mig lidt “uundværlig”, fordi jeg med min regnestok i brystlommen med få forskydninger af “tungen” på regnestokken hurtigt kunne regne materialeforbrug og hældningsvinkler ud.
Nogle på tømmerpladsen havde været ansatte i op til 40 år. Det gjaldt Svend og Nicolaisen. Sidstnævnte var betroet til at sortere trælast fra Sverige og Finland i forskellige sorteringer som “prima, ekstra, almindelig eller kvinta”.
Nicolaisen havde “kenderblik”, han var en meget anerkendt og respekteret mand i firmaet.
På kontoret ekspederede jeg ved telefon og disk og satte også priser til varearterne i bøgerne med kopi af følgesedlerne, som blev skrevet med kuglepen ved ethvert salg.
I disse bøger var der to kopier, som blev tilsat priser hver for sig og derefter sammenlignet for at opnå en korrekt fakturering, som blev foretaget i et stort “glasbur”, befolket af kompetente og flittige kontordamer.
“Glasburet” lå lige overfor Ole Møller Lee’s kontor.
Brødrene Mølls autoværksted blev under min læretid købt af Møller Lee og indrettet som prøve- og demonstrationsrum.
Jeg er ikke begavet med håndværkersnilde, men jeg kunne alligevel give “gode råd”, som jeg havde læst i brochurerne.
Midtvejs i min læretid – i 1965 – døde tømmerhandler Møller Lee, 81 år gammel.
Lige til det sidste gik han sin daglige rute mellem privatboligen i Brinck Seidelins Gade 9 og tømmerhandlen. Møller Lee skød genvej gennem skolegården på Amtmandstoften. Han havde så at sige sin egen dør, der gik ind til den kære tømmerplads.
Alle ansatte deltog i den meget stilfulde begravelse på Hjørring Kirkegård. Arbejdere og chauffører bar egetræskisten helt ned i graven.
Der var gravet trin, så at denne nedbæring kunne lade sig gøre.
Efter begravelsen var der stor bespisning for alle på Phønix i Jernbanegade.
Det er den mest stilfulde begravelse, jeg nogensinde har været til.
Det siger jeg som den, der fra 1980 til 2011 har virket som præst ved en kirke i København.
Jeg vil kalde tømmerhandler Jens Møller Lee for “den fødte købmand” af den bundsolide slags. Sønnerne Ole Lee og Poul Lee brugte om dem selv netop titlen Købmand.
Det siges, at Jens Møller Lee i sin barndom i Leegaard i Rakkeby dér havde indrettet en lille købmandsbutik.
Jens Møller Lee var vokset op i Leegaard i Rakkeby.
Som ung mand tog han navneforandring fra Olsen til Lee, et navn som er knyttet til Rakkeby, hvor jeg selv blev født i 1946.
Navnet eksisterer stadig, men tømmerhandlen kom senere på andre hænder og føres videre på Frederikshavnsvej under et andet firmanavn.
I et byggemarked af den nutidige slags er der slet ikke den atmosfære og duft af lagret træ, som jeg har oplevet i Møller Lee’s Tømmerhandel.
Jeg har stadigvæk mange gode og levende minder fra min tid i Møller Lee’s Tømmerhandel.
Send Møller Lee’s Tømmerhandel en venlig tanke, når du næste gang besøger Metropol!
Hvis nogen husker “ham med regnestokken”, må de også gerne sende en lille tanke til mig. Hav det selv godt!

Min første rejse til udlandet

Poul Sørensen er sammen med Ingeborg Vernersdatter.

SCHWEIZ ELLER SVEJTS?

Min første udlandsrejse gik til Svejts i 1961.
Sådan blev dette landenavn skrevet på dansk dengang, men nu har jeg erfaret, at det siden 2012 kun er korrekt at skrive Schweiz – den tyske form – for dette land på dansk.
Nationalitetsmærket for landet er CH, noget jeg allerede vidste som dreng, da jeg sammen med andre drenge sad i vejgrøften ved hovedvejen mellem Hjørring og Løkken og skrev bilnumre op.
Landet har fire officielle sprog, tysk, fransk, italiensk og rætoromansk.
For at undgå at vælge mellem de fire sprog valgtes bogstaverne CH som nationalitetsmærke.
CH er en forkortelse for latin Confoederatio Helvetica, “Den helvetiske Forbundsstat”.
Helvetia er den latinske betegnelse for landet, opkaldt efter helvetierne, keltiske folkestammer, som boede i dette bjergområde inden den romerske annektion.
Helvetierne er omtalt i værket Gallerkrigen, De Bello Gallico af Julius Cæsar, udgivet nogle årtier før Kristi fødsel.
Til sidst et andet eksempel: Siden 2021 skriver Udenrigsministeriet Belarus i stedet for Hviderusland, en international betegnelse, som landet selv har ønsket at blive kaldt.
MIN FØRSTE REJSE TIL UDLANDET
I 1961 tog tysklærerinde Dora Axelsen to klasser fra Hjørring private Realskole med på en uforglemmelig rejse til Schweiz, som var hendes fødeland.
Siden sin ungdom havde hun været lærerinde i Hjørring efter giftermål med en hjørringenser.
Dora Axelsen kunne tale de tre mest udbredte sprog i Schweiz, tysk, fransk og italiensk. Hun kom selv fra det fransksprogede område, som hun dog ikke viste os.
Hun kom til at bo det meste af sit liv i Hjørring og opnåede at blive tæt på 100 år. Hun døde for få år siden på Plejehjemmet Vellingshøj Centret i Højene.
Vi kørte med tog hele vejen til Schweiz. Det er så lang en vej, at vi om natten benyttede sovekupeer.
De første 4 dage boede vi i Bern, som er forbundshovedstad i Schweiz.
Jeg undrede mig over maden: Det forekom mig, at det var sovs, vi spiste, men det har været legerede supper, jævnet med æggeblommer, fløde og creme fraiche 38 %.
Hver dag spiste vi friske ferskner, noget som var nyt for mig.
Dora Axelsen tog os med på rundtur i Schweiz til forskellige byer, hvor vi overnattede. En af byerne var Zürich, som er den største by i Schweiz.
Bjergene så vi mest nede fra dalene, hvor vi kørte med tog eller bus.
Vi var dog med en tandhjulsbane oppe på et mindre bjerg, der hedder Rigi.
Dér gik jeg i en landsby ind i en stald, som mindede meget om en stald i Vendsyssel. På markerne så vi alpekvæg med bjælder om halsen.
Vi besøgte også kantonen Ticino, hvor sproget er italiensk.
Jeg husker to bynavne fra dette område: Airolo (vintersportssted) og Lugano, som ligger helt mod syd ved Luganosøen på grænsen mellem Schweiz og Italien.
I erindringen kan jeg godt genkalde mig billeder for mit indre øje, men jeg har ingen fotografier fra denne min første rejse til udlandet.
Foto af lærere fra Hjørring private Realskole.
Dora Axelsen ses bagerst midtfor, med mørk kjole og mørkt hår.
På billedet ser hun ud, som jeg husker hende

ANNE FRANK – mit hjertebarn

Jeg kalder Anne Frank mit hjertebarn, skønt hun er en hel del ældre end mig.
Anne, der ikke nåede at fylde 16 år, blev den evige teenager.
Den 12. juni 2024 er det 95 år siden, at hun – i 1929 – blev født i Frankfurt am Main som lillesøster til Margot fra 1926.
Da jødeforfølgelserne tog fart i Tyskland fra 1933, udvandrede familien til Amsterdam tillige med mange andre tyske jøder.
Holland havde haft held til at holde sig uden for under 1. Verdenskrig 1914-1918.
Det samme blev desværre ikke tilfældet under 2. Verdenskrig.
Da Hollland blev besat i maj 1940, strammede besættelsesmagten skridt for skridt grebet om de hollandske jøder.
De mange jødiske flygtninge i Holland var efter besættelsen i maj 1940 fanget som i en fælde.
Familien Frank gik sammen med fire andre jødiske flygtninge fra Tyskland i skjul i “Baghuset” midt i Amsterdam i juli 1942.
Efter 25 måneder i skjul, blev de otte i Baghuset forrådt af ukendte, som gik efter en dusør.
I de mere end 2 år i skjul blev de dagligt hjulpet af betroede medarbejdere i faderen Otto Franks firma. Den kendteste af disse medarbejdere var Miep Gies, som opnåede at fylde 100 år.
Da de otte blev arresteret den 4. august 1944 af SS hjulpet af hollandske hjælpere, så Anne Frank, at de smed hendes dagbog, som hun havde ført i de 25 måneder, ned på gulvet.
Anne måtte tro, at dagbogen dermed var tabt for altid, men Miep Gies samlede den op igen og gemte den ulæst i en skuffe.
Miep ville give dagbogen tilbage til Anne, når hun kom hjem fra Tyskland igen.
Den eneste af de otte, som kom tilbage efter krigen, var den ældste, faderen Otto Frank.
Miep gav dagbogen til Otto som en personlig arv efter datteren Anne.
To år senere, i 1947, blev Annes dagbog udgivet med titlen “Baghuset” (Het Achterhuis).
Anne talte og skrev på hollandsk.
Bogen blev det mest kendte bidrag til verdenslitteraturen fra Holland, skrevet af en statsløs pige, født i Tyskland.
Med Annes dagbog som udgangspunkt har jeg selv lært at læse og forstå hollandsk på et elementært niveau.
Anne har lært mig at forstå hollandsk – et sprog som også jeg holder af.
Har du endnu ikke læst Anne Franks dagbog, er det ikke for tidligt, at du gør det.
Du kan med fordel supplere læsning af dagbogen ved at læse om familien Franks historie set fra hjælperen Miep Gies’ side: “Jeg kendte Anne Frank”, som bogen hedder på dansk.
Miep Gies var selv et plejebarn, som kom til Amsterdam som et udhungret wienerbarn efter 1. verdenskrig.
Velsignet være Anne Franks minde!

Jesus verdens lys, også på strøget i København

JESUS VERDENS LYS
– også på Strøget i København
Da jeg kom til København i 1971 for at studere, så jeg flere gange på mine aftenvandringer på Strøget en mand, som stod med en stander med lys i.
Det indbyggede elektriske lys i standeren oplyste skilteteksten, som var JESUS VERDENS LYS.
Jeg mener at kunne huske, at manden sad i en kørestol.
Med denne stander var han på gademission i aftentimerne på Strøget.
Måske er der læsere af mit opslag, der kan huske manden med lysskiltet på Strøget?
Manden med lysskiltet gjorde indtryk på mig, der dengang måske kunne beskrives som “et lille Guds ord fra landet”, der nu var kommet til storbyen for at læse til præst.
Når jeg går på Strøget i dag, så er det manden med lysskiltet, som dukker op på min erindrings lystavle.
Jesus er verdens lys, det er så sandt, som det er sagt.
Det er et af de 7 “jeg er”- ord, hvori Jesus i Johannesevangeliet åbenbarer sig selv, her som “verdens lys”.
Hvis man gik hen til manden med lystavlen, ville han helt bestemt fortælle om betydningen af ordet.
Her vil jeg gerne skrive ordet af Jesus, som står i Johannesevangeliet lige efter en beretning om en kvinde, som havde været tæt på at blive stenet.
Jesus skrev dengang noget på jorden med fingeren.
Da de skriftkloge og farisæerne blev ved med at spørge Jesus, sagde han blot: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.”
Så bøjede Jesus sig igen ned og skrev på jorden.
Læs beretningen i Johannesevangeliet 8,1-11.
Efter denne beretning – i 8,12 – står det Jesus-ord, som ikke blot gælder kvinden:
“Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”
Amen.

Jorden som det store Puslespil

JORDKLODEN SOM DET STORE PUSLESPIL
Både børn og voksne kan blive grebet af den passion at samle et puslespil af mange små puslespilsbrikker.
ALFRED WEGENER (1880-1930) er længe efter sin død blevet anerkendt for sin teori om, at jordens syv kontinenter engang har været samlet i ét samlet superkontinent, kaldet Pangæa (“Al-jorden”).
Begyndelsen til ideen om, at alle kontinenter engang har hængt sammen, fik han i en juleferie, hvor han undrede sig over, hvordan Sydamerikas østkyst og Afrikas vestkyst passede sammen som to store puslespilsbrikker.
Når han så på de store bjergkæder, forestillede han sig, at de kunne være opstået ved et sammenstød mellem enkeltdele af et Pangæa, som han forestillede sig lidt efter lidt var brudt op i kæmpemæssige plader.
Ved et sådant tænkt opbrud ville der – henover millioner af år – også opstå have som for eksempel Atlanterhavet.
Også Himalaya-bjergkæden med jordens højeste bjerge kunne være opstået ved et sammenstød mellem Indien, som i form af en ø var stødt sammen med Asien.
Mange geologer fra Alfred Wegeners samtid sagde vissevasse til sådanne vilde ideer.
De sagde til Alfred Wegener, der ikke var geolog, men astronom og meteorolog: “Skomager, bliv ved din læst!”
Alfred Wegener fremsatte sin teori for den lærde verden i 1912, men først i 1966 accepterede den lærde verden teoriens rigtighed, men dog ikke hans forklaring på, hvordan kontinentaldriften gik for sig. Det har videnskaben med den såkaldte pladetektonik siden fået helt hold på.
Alfred Wegener var som meteorolog
interesseret i at udforske jordens klima og deltog derfor i polarekspeditioner i Grønland. Ved deltagelse i í alt 4 polarekspeditioner i Grønland lærte han at tale flydende dansk.
Omkring sin 50-års fødselsdag i november 1930 deltog han i en ekspedition med hundeslæde i Nordøstgrønland. På denne ekspedition omkom Alfred Wegener på indlandsisen af sult og udmattelse.
36 år efter sin død blev Alfred Wegeners teori om kontinentalforskydningens rigtighed fuldt anerkendt af den lærde verden.
I dag kan man for eksempel konstatere, at Indien stadig bevæger sig et par centimeter mod nord om året.
Jordskælv i sig selv er vidnesbyrd om, at jorden ikke er en statisk og stillestående jordklode.
Jorden drejer sig en gang i døgnet om sin egen akse og en gang om året også omkring solen.
Og på jordens overflade og i jordens indre foregår der også kraftfulde bevægelser, som set over mange millioner år viser, at jordens kontinenter er som kæmpestore puslespilsbrikker.
Og dette puslespil er i en stadig flydende bevægelse.
“Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.
…….
Den flyver endnu i dans
om solen så ung og let.
………
For mig er jorden skøn endnu
som i skabelsens ungdomstid!”
(H.V. Kaalund, 1877).

Roeplanterne, der skulle udtyndes og renses 3 gange

Roeplanterne, der skulle udtyndes og renses 3 gange

Hvem kan endnu huske dengang, hvor man ”hakkede” roer?

Før i tiden var der mange penge at tjene ved at tynde roer hos gårdmændene, og selv min far uldhandleren Kjeld Mads (1907-1989) smed det blå uldklæde og gik i roerne i maj måned.

Han fortalte tit om dengang i 1937, hvor en større gård i Østvendsyssel annoncerede efter folk, der kunne luge sukkerroer. Gårdmanden havde fået den ide, at der på hans fede muld skulle avles den rigtige sukkerroe (Beta vulgaris var. Altissima). For at det hele kunne lykkes, var der indkaldt en karl fra Lolland, der vidste, hvorledes sukkerroerne skulle udtyndes korrekt: 1. 2. og 3. gang – et stort arbejde. Far stillede på gården – og blev antaget til roehakningen.

Gårdmanden havde anskaffet nogle særlige roejern, som var trælse at arbejde med.

Karlen fra Lolland var en munter fyr, der både sang, delte tobak og ikke mindst havde medbragt en stak såkaldte uartige blade.

Jeg kan endnu høre fars stemme, når han begyndte med beretningen om sukkerroerne:

”Wi ku ent rejti pråt mæ ham, haj snakki lållask, og haj ha’e svårt we å forstå oss, men haj war i flink kål, å han dilt tobak mæ oss. Dæ mjest sjow war, at haj hae noen blå’e med nagen kwekfolk, og haj tu 25 øre for at wi a’er kun få low til å sjik i dem”

(Vi havde svært ved at forstå karlen fra Lolland, og han kunne heller ikke forstå os, men han var en flink karl, der delte sin tobak med os. Det mest sjove var, at han havde en stak uartige blade med nøgne damer; men han forlangte 25 øre, for at vi kunne få lov til at kikke i dem).

I dag er det slut med roerne.

Billedet: Sukkerroeeksperten fra Lolland – der hakkes 3. gang – se rækkerne er næsten vokset sammen