Juletræet pyntes og juleaften

En julefortælling af Nikita Thellefsen

Her er lidt om min jul, som barn:

Nu er jeg jo ikke så “gammel” igen, men jeg elskede julen som barn.

Min mor pyntede op i alle kroge, sprækker, vinduer, m.m. Der var alskens stjerner, julekugler, nisser, og alle mulige andre spændende ting. Og så var der juletræet, som var min mors absolutte yndlingsting, foruden julemaden. – Hun lod nødigt os børn hjælpe til, og når hun gjorde, byttede hun rundt på de ting man havde hængt på træet, troende, at man ikke så det. Det er et sjovt minde at have om hende den dag i dag.

Mit barndomshjem duftede altid af Guldkorns-småkager, appelsiner, konfekt eller gran. Der var tændt op i brændeovnen, og julefilmene kørte hastigt på fjernsynet.

Juleaften startede som regel med, at min far og jeg, samt mine brødre, skulle se Disney’s Juleshow, imens min mor tog en time på øjet. – Derefter kom maden. Flæskesteg med brunede kartofler, brun sovs og så meget andet! Opvasken tog jo en EVIGHED syntes man jo, og mon ikke nogen af os stadig føler det sådan!

Og så var der jo desserten, som bestod af Citronfromage, og risalamande, hvori mandlen var blevet proppet i til den yngste.

– Derefter, læste min far altid juleevangeliet, og så skulle der synges julesange, og danses om juletræet.

Så skulle den yngste kravle rundt og hente gaver, som vi åbnede en efter en. Mange dejlige gaver fik jeg som barn, men jeg husker bestemt at mine brødre havde spinket og sparet for at give mig Zoo Tycoon (et computerspil, hvori man ejer en Zoologisk have). Tanken bag gaven gør mig stadig blød om hjertet.

Min mor bar fadet med julegodter ind derefter, og vi hyggede resten af aftenen. Det var en rolig og rar tid, som jeg savner rigtig meget. Jeg håber at jeg kan give mine egne børn så megen glæde som jeg følte, en dag.

Hjemme i “Klarup” i Sønder Harritslev

af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse opvokset her.

Dette foto af mor KAREN, der malker jerseykoen, findes i et fotoalbum, som er givet videre til mig.

Måske er det mig, der har taget fotoet engang omkring 1960, da mor var omkring 50 år.

En af de 5 køer var en jerseyko, en race som er meget rolig.

Køerne stod bundet med to i hver bås.

Under malkningen blev halerne på de to køer i båsen bundet op i en snor for at undgå, at man blev “slikket” i ansigtet af en kohale!

Af hygiejniske grunde har mor klædt sig i “malketøj”, bukser, skjorte og tørklæde, som hun havde på, når hun skulle malke køerne.

Som regel klarede far Edvard alene at malke de 5 køer morgen og aften.

Hvis far var forhindret, var det mor, der trådte til.

Efter skoletid hjalp jeg far i stald og på mark, men det lykkedes mig aldrig at lære at malke en ko.

Det kræver et særligt håndelag at håndmalke en ko.

Mors far – Frederik Rokholm – havde den opfattelse, at malkning var kvindearbejde. Derfor har han aldrig selv malket en ko.

Far Edvard og hans generation holdt sig ikke tilbage for at malke køer.

Nogle få måneder var der installeret et malkemaskineanlæg i “Klarup”, men det blev nedtaget igen, fordi der simpelthen ikke var råd til at beholde det.

Om sommeren kom køerne på græs efter morgenmalkningen til sent eftermiddag.

Når jeg hentede køerne hjem, stod de fleste som regel parate ved leddet. Ellers kaldte jeg på dem med råbet “håp – håp – håp”, som på koens sprog betyder “kom – kom – kom”.

Køerne ville gerne komme med hjem fra marken, da de hjemme i “nødset” fik et forsvarligt foder inden malkningen.

Hver ko havde sin bestemte plads i båsen. Det hændte dog, at en ko af vanvare gik op i en forkert bås, men så måtte den hjælpes på plads.

Moderne stalde er nu løsdriftsstalde, hvor køerne ikke bliver bundet i båse.

I økologiske landbrug kommer køerne på græs om sommeren, men det gælder ikke for køer i ikke-økologiske landbrug.

På den modsatte side af køerne var der tre grisestier i “Klarup”.

I dag holdes køer og grise adskilt.

Hestestalden, hvor “Musse” stod bundet i sin ensomhed, var forbundet med “nødset” af en dør.

Heste må ikke længere stå bundet – heste skal holdes i bokse af en vis størrelse med mulighed for at kunne lægge sig.

Ude på græsmarken kunne hesten lægge sig.

Køerne lagde sig altid til hvile for natten i båsen.

Det var forbundet med en vis hygge at gå ud i “nødset” om aftenen, mens køerne drøvtyggede under tilfredse rumlelyde.

Der kunne også lyde en puslen fra grisenes stier.

Birgit og Kalles søn Thomas har taget tråden op og blevet landmand i stor skala på en gård i Flauenskjold i Østvendsyssel.

Thomas er fri for at malke køer, da han har specialiseret sig i svineavl.

Poul Sørensen

Juleforberedelser og Jul på Kongsengene

En fortælling af Lisbeth Hedegaard Christensen født og opvokset på en gård på Kongsengene, Vrensted. Som voksen har Lisbeth sammen med sin mand overtaget hendes barndomshjem.

Min barndoms jul var dejlig, fuld af varme og nærvær

. Vi holdt altid jul herhjemme, og forberedelserne til julen var mange, men jeg husker det ikke som stress og jag, – mor har sikkert følt presset, men hun gav aldrig udtryk for det, det hele gik stille og roligt.

Der blev slagtet gris, kogt grønkål, bagt småkager, kogt klejner, og der blev ferniseret gulv i stuen.

Huset blev pyntet til jul, husker især kravlenisserne og grangrenene, som blev sat op bag billeder på væggen, – og jeg husker også, hvordan de samme grangrene dryssede, når julen var ovre, og de skulle ned igen… Vi havde en gammel træsko, en af de gamle spidsnæsede, og den var malet grøn, – den lavede mor den flotteste dekoration i.

Juletræet fik jeg lov til at pynte d. 24. om formiddagen, julekassen med juletræspynten blev hentet ned fra loftet, kassen var en mor havde fået varer i fra Daells Varehus

Vi havde i mange år det flotteste “spir” i toppen af juletræet, og jeg må med skam melde, at jeg et år tabte den, og den gik i stykker, og hvor var jeg ulykkelig , – jeg tror, at allerede dengang, betød minderne meget for mig, så jeg kunne næsten ikke holde ud til at tænke på, at det var mig, der havde ødelagt den. Derefter fik vi en stjerne i toppen, og det var også fint, men “spiret” var nu flottere.

Vi var min mor, far og søskende juleaften, og senere mine søskendes familie også, nogen gange var vi mange, og andre gange knap så mange. Julemiddagen bestod af flæskesteg og ris a’la’mande, og den tid det tog at vaske op bagefter føltes uendelig lang. Vi dansede om juletræet, fik gaver, og her husker jeg især een gave, en dukke med lyst hår, som man kunne rede, – dukken har jeg endnu, men den har desværre mistet et ben. Bagefter gik mor i køkkenet for at fremtrylle det dejligste fad med julegodter og frugt, jeg kan stadig se hende for mig, når hun kom ind med fadet

Julekortene kom fra fjern og nær i dagene op til jul, og jeg husker, hvordan mor sad og skrev til familien, både hendes og fars familie

Det var ikke meget, vi kom på besøg hos familien i julen, vi havde ingen bil, så det gav sig selv. Jeg husker nabo-besøg, husker især en aften, vi sammen med andre naboer, var inviteret hen til Johanne og Henry Nørlev, husker især deres juletræ der var pyntet med bl.a. fe-hår, det havde vi ikke på vores juletræ, så det så helt magisk ud. Vi børn legede inde i soveværelset, husker jeg, der var ikke meget plads derhenne, men der var plads nok

Så alt i alt har jeg de dejligste minder om en jul fyldt med varme, nærvær og kærlighed

Lisbeths flotte juletræ med jule- og nytårs hilsen

Børnenes Jord i Vraa – Carl Scharnberg

Hermed en fin lille fortælling om Børnenes Jord i Vraa fortalt af Helle Jacobsen.

Carl Scharnberg som jeg så ham.

Han var en stjerne for os børn i Vrå og han fortjener i den grad et par ord. Han gav os en uforglemmelig barndom, især på Børnenes Jord.

Scharnberg var kommunist og det brød min far sig absolut ikke om, så her var en form for konflikt. Jeg var splittet for jeg elskede den ranke mand med det røde halstørklæde. Han gav os en legeplads, hvor der var plads til alles meninger.
Et ældre ægtepar havde skænket grunden til ”Børnenes Jord” og den kunne aldrig fratages os. Scharnberg var i spidsen og fik frivillige håndværkere til at bygge os et helårs hus til indendørs aktiviteter s.s marionet-teater, billard, film og sysler med hånden.

Udendørs var der lavet matrikler til selvbyg af gammelt tømmer. Her kunne alle købe en grund til 1 kr. og ingen voksne måtte bygge med. En gang i ugen var der fællesmøde, hvor alle kunne komme til orde og give sit besyv med. Nogle fik jo hjælp af forældre og det måtte stoppes – de fik jo langt flottere huse (curlingforældre- I ved).

Scharnberg lyttede interesseret til os alle og tog os alvorligt og det var en dejlig følelse. En gang om året blev forældre inviteret og Børnenes Jord forvandles til en markedsplads med boder og konkurrencer. Hvem havde den flotteste dekorerede cykel osv …det var tider. Om lørdagen blev der vist film og der var rigtig hygge i puderne.
Jeg har haft den ære at blive undervist i 1. og 2. klasse af Scharnbergs frue Johanne og også hun var en fantastisk person. Blid og kærlig.

Forskolen var bygget sammen med Scharnbergs private bolig og jeg husker især en enkelt dag, da Carl Scharnberg pludselig kom ind i skolestuen og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ind i privaten. Det ville vi selvfølgelig gerne. Da vi alle var arriverede i privaten, blev vi bedt om at sætte os i rundkreds på gulvet og så tog Scharnberg grammofonen frem og satte en plade på.

” Det regner, det regner den hele dag” ( Det var nemli’ en regnsvejrsdag). Så kom ”lyset” – Scharnberg tog en æske blå Gajoler op af lommen og lod den gå rundt..sikke en fantastisk oplevelse.

Den dag står lysende klar for mig.

januar 2017
Helle Jacobsen

Fisker Anders.

Jens J Sørensen har skrevet en dejlig artikel om Fisker Anders, som han har mødt i sin tilværelse i Børglum på Tidselbak

Fisker Anders.

Sådan kunne en fiskehandler gå rundt.

Gående og cyklende fiskehandlere, var et ret almindeligt syn i Danmark tilbage i tiden. Indtil ca. 1960

På Tidselbak v/ Børglum kom der en fiskehandler han hed Anders, vi kaldte ham Fisker Anders, han kom gående med en hjulbør med et par kasser fisk på helt fra Løkken og op over Børglum Klosterbakke og ud på Tidselbak, også om vinteren kom han om der så var snesjap og koldt, og bare i et par træsko og hullede sokker. Når han gik, vendte han fødderne indad og engang spurgte de ham hvorfor han gjorde det og han svarede – Jo for ellers kører biler og skidt over dem – han havde altid svar parat. En gang han var kommet hen til præsten i Børglum, sagde præsten til ham at fiskene var dyre og det var de mellemhandler der gjorde det, kunne vi få fiskene direkte fra havet var fiskene meget billigere – Så sagde Anders ja det er sandt nok men kunne vi få guds ord direkte fra himlen behøvede vi ingen præst og det var også billigere. Min bedstefar boede ved os et stykke tid efter bedstemor var død og Anders gik sommetider ind og snakkede med ham, min bedstefar havde lige fået radio så det har været ca.1936-37. og den var han stolt af han kaldte den radiumen, og han spurgte Anders om han havde radium, hva sagde Anders, vil du da af med livet. Anders drak sprit og det var nok derfor han kunne holde kulden ud, (han var frostsikret). Folk skulle passe på deres sprit når han var i nærheden for ellers tog han det og drak det. Mine bedsteforældre handlede i Vejby da de boede på Tidselbak bedstemor gik over markerne til Vejby og handlede hos købmand Christiansen. En dag hun skulle til købmanden gik hun det hele igennem for at hun ikke skulle glemme noget, hun havde også set til spritflasken, den var næsten fuld og så gik hun, men da hun kom tilbage, havde Anders været der og havde drukket al spritten og så måtte den gamle kone afsted igen efter ny forsyning. Der kom også en mand engang imellem med en lille grå trækasse under armen, han hed Marinus vi kaldte ham Wust Marinus for det var nemlig ost han havde i kassen, de sagde han boede på Alderdomshjemmet i Vrå og så gik han rundt og solgte ost, nok for at komme ud blandt andre mennesker. De kostede så vidt jeg husker 20 øre, jeg var vild med dem så vi købte gerne et par stykker af ham. Der kom også uldkræmmere de kom med en bylt på nakken og satte den på gulvet og løste knuden op og så væltede det ud med tøj. Der kom også nogle som solgte kamme og sikkerhedsnåle og den slags. Også kreaturhandlere kom der, det var Thomas Jensen fra Vejby og en vi kaldte Jens Peter Plet. (Han var vist fra gården (Plet)). Thomas Jensen solgte også kød, han kom i en lille lad bil med en hvid kasse på, hvori der var strøet halm, som kødet lå i. Thomas Jensen havde en rejsegrammofon, jeg kan lige huske han kom en aften ud til os med den og spillede plader, det har nok været i ca. 1937 – 38 for han havde den med – Hen til kommoden og tilbavs igen og den er fra ca. 1936. Der var en i Børglum som brændte brændevin og det var da ulovlig, så politiet havde kig på ham, så spurgte han min far om han måtte komme ud til os på Tidselbak og lave det og det fik han lov til, da han var færdig gav han min far 2 flasker det var vist 3 pægle de kunne indeholde pr. stk. de var større end vinflasker i dag. Det har nok været i 1939 for vi fik mund og klovsyge i besætningen, da det var ovre, skulle der gøres godt rent og dyrlægen skulle komme og syne det, det var dyrlæge Jensen fra Vrå og da han havde synet det i orden inviterede far ham på en dram. Hvor har du det fra ville han vide men det ville far ikke sige, så sagde dyrlægen fandens jeg skal andre steder hen ellers skulle vi se bunden af flasken. Nogle dage efter snakkede min far med Chr. Thomsen ”Olesminde” og han spurgte hvad han havde gjort ved dyrlægen, -Jeg mener ikke jeg har gjort noget ved ham – Jo noget må du have gjort for han kom herop lige fra jer og skulle syne og vi havde ikke nået at gøre rent over det hele, men han havde aldrig set noget så rent nogen sinde. Ja, det var den gang

Jens J. Sørensen

Skolelæreren i Børglum

af Jens J. Sørensen

Vi havde en skolelærer i Børglum, han kunne ikke fordrage børn, hvorfor blev han så lærer, som jo har med børn at gøre? Han var dygtig men forstod ikke at lære fra sig, han mente det skulle bankes ind i hovedet på dem. Forliges med folk kunne han heller ikke.
Jeg gik i klasse med en dreng som var syg og han døde da også, ham bankede han også selv om han vidste han var syg, men det blev han også meldt for, og kom i retten.
Kriminalpolitiet var oppe og tale med mig, jeg husker han sagde til mig at læren havde sagt at han aldrig havde slået drengen, jeg sagde at passede ikke for det havde han og han svarede det tænkte jeg sgu nok, de kendte ham, Politiet kunne han heller ikke forliges med.
Vi som havde gået i klasse med drengen blev kaldt i retten som vidner og mens vi sat og ventede kom læreren og hans kone og gik ind i retssalen, jeg tror det varede et kvarter så kom de ud igen og gik, jeg tænkte hvad er det for noget varer det ikke længere, men så kom de andre ud sammen med sagføreren det var Kjeld Jacobi, og det hele var forbi. Der var sket det at læreren havde sagt at han ikke havde slået drengen ihjel og så sagde Jacobi det er heller ingen der siger, men du kan ikke nægte at du har slået på en dødssyg dreng. Læreren sprang op og tog stolen han havde siddet på og hamrede den ned i gulvet og så gik han, og så var det forbi. Han var nok klar over at han havde tabt sagen og hvad med os der sad derud, hvad kunne vi ikke fortælle, det ville han nok helst undgå og få rodet op i.
Sagføreren fortalte så at en dag ham og skoleinspektøren (Han hed Præstholm) kom gående på gaden i Hjørring og talte om den sag de skulle i gang med, lige med et siger Præstholm, jamen der har vi jo manden, da kom læreren gående imod dem, de hilste på ham, og så siger Præstholm til ham at han syntes han skulle søge et andet embede – Han blev så hidsig at han vendte om på hælen og gik, Præstholm sagde ingenting men rystede på hovedet.
Avisen det var Vendsyssel Tidende og den kom med toget til Vrå, hvor posten fra Børglum så hentede den når han skulle ned efter post, og så holdt posthuset åbent et stykke tid så folk der boede på landet kunne hente avisen ellers fik de den først dagen efter. Det var mest børnene der hentede den, de skiftedes til det og tog så avisen med til de andre på egnen. De sagde at læreren fik den ide at han kunne sætte sig henne på posthuset og sidde og holde øje med børnene når de hentede avisen, men det blev for meget for postmesteren så han jog ham ud.
En gårdmand fortalte at han havde en hyrdedreng og hans arbejde var bl.a. at flytte nogle får, men opdagede at de ikke blev flyttet, så gik han til drengen og sagde hvorfor fårene ikke blev flyttet, og så måtte drengen gå til bekendelse og sagde at læreren havde banket ham så han var øm i hele kroppen og kunne ikke trække tøjr pælen op af jorden.
Vi kom til at bo nabo med en som kom sammen med læreren ham besøgte jeg en gang imellem han var gammel og boede alene så ham holdt vi lidt øje med, han fortale når jeg var inde hos ham om gamle dage og læreren blev også nævnt, men jeg sagde aldrig noget, men så en dag sagde han, jeg ved ikke rigtig det var en underlig døwl ham, nå var det sagde jeg, ja sagde han vi vidste aldrig hvor vi havde ham, så selv dem der skulle være hans venner stolede ikke på ham.
De første børn som han underviste var efterhånden blevet voksne og gift og havde børn der skulle til at gå i skole, så det var nok på tide han flyttede ellers kunne det nok ske at han kunne få et par øretæver selv, det fik han forresten også men ikke af en der havde gået i skole i Børglum men det var hans søn det gik ud over. Om vinteren når der var sne og vi rendte ind i gangen blev der jo vådt og vi kom jo i gummistøvler eller træsko, så havde vi nogle fut sko at tage på for ikke at få våde fødder, sådan en sko lå midt på gangen da drengen kom om morgenen, og den sparkede han til, og læreren kom lige i det samme og for hen og gav ham en på siden af hovedet, drengens far var på mejeriet med deres mælk og drengen rendte så derhen og klagede, faderen kom og sagde til læreren hvad har min dreng forset sig med i dag, og så fik han en. Vi så ham vist ikke i 3 uger.
Da han flyttede fra Børglum og var ved at læsse flyttebilen, flagede købmanden på halv og da de kørte ud af byen, stod han parat og hejsede flaget på hel. Til gengæld havde vi en god og rar førstelærer.

2017 Jens J. Sørensen

“Olesminde” på Tidselbak

Tidselbak. om Ole Thomsen, “Olesminde”

fortalt af Jens J. Sørensen

På Tidselbak boede en mand, som hed Ole Thomsen, hans hjem var ”Olesminde” i Børglum, hans far hed Søren Thomsen og hans mor Ane Cathrine Pedersen.
Søren Thomsen døde i 1900 og Ole kom hjem som bestyrer for moderen. Min far tjente der i begyndelsen af 1900, han har været 15 – 16 år dengang, det var en god plads, de havde det godt der, det var ikke mange steder de havde det så godt som hos Ane.
Blev han sulten midt på dagen gik han ind til Ane, så lavede hun en mellemmad med sukker på til ham.
Over for, på den anden side af vejen lå en mølle, en dag møllerkarlen var deroppe, og stod og snakkede med Ole, kom min far ud med en mellemmad i hånden, – jeg tror sgu at drengen kommer med en mellemmad sagde møllekarlen – hvortil Ole sagde ja, han er nok blevet sulten og så blev der ikke talt mere om det.
Ole havde en søster som hed Kathrine som var gift med Peder Holmgaard de havde Præstegården i forpagtning,. I 1910 købte Ane noget jord af nabogården som lå ude på Tidselbak hvor de selv havde jord og så byggede hun en ejendom til dem derude. Men i 1912 dør Peder Holmgaard.
I 1913 bliver Ole gift med Laura Christensen og de overtager så ejendommen og lever der til deres død i 1970 og 71, hvor de to yngste sønner så overtog ejendommen, men de er desværre også borte.
Hvem der ejer den nu ved jeg ikke. (Tidselbakvej 113).
Ole læste meget og var en god fortæller men gik meget i sine egne tanker, det traf at han kom cyklende ned til os og gik hjem, han glemte cyklen.
En nytårsaften stod han i kohus-døren og så nogle store drenge bakse med møgbøren, da han havde stået lidt og kigget på dem gik han ind til den yngste datter som tjente derhjemme og sagde – Der er vist nogle unge karle der gerne vil snakke med dig.- Vil du ikke blæse, det er jo nytårsaften sagde hun, det havde han glemt.
Under krigen var der jo mangel på alt også skråtobak som Ole og min far brugte, en dag Ole besøgte os og de skulle have kaffe og så skulle skråen jo ud, men der skulle jo spares, så den skulle
jo gemmes og bruges igen, så de lagde skråen i vindueskarmen mens de drak kaffen, Ole blev først færdig og gik hen og tog skråen, lidt efter blev min far færdig og ville have sin skrå, så siger han til Ole du har sgu taget min skrå, og så siger Ole, nå ja men så kan du tage min, han tog dog en frisk.
Der kom engang imellem nogle og tog tuberkulinprøver af kreaturerne et år kunne vores ikke bestå og måtte væk, så vi havde ingen, en aften kom Ole på besøg og han satte sig og snakken gik, så blev det den tid at de skulle have kaffe, den gang havde vi fast komfur af støbejern og fyrede med tørv, tørvene havde vi nede i laden og min mor ville hente tørv så hun kunne varme vand til kaffen, da hun kom ned i kostalden stod der en ko i en af båsene, den var ikke bundet og tøjret lå ned på broen, hun gik så ind og sagde at stod en ko i kostalden, – Nåh ja sagde Ole det er en jeg er kommet med for i har jo ingen og det duer ikke at i ikke har noget mælk. Sådan var Ole. Min far og Ole var de bedste venner det meste af deres liv. Ole var også humoristisk. En dag jeg var derude og vi sad i stuen og snakkede kom Laura og den yngste søn hjem, de havde været en tur i Vrå, så siger Laura jeg kan ikke forstå, jeg så en mand der sad nede i banken og jeg syntes jeg kendte ham, men kan ikke komme efter hvem han er. – Nåh sagde Ole det er nok en gammel kæreste du har haft. – Nej sagde Laura, det var en ganske ung mand. – Det kan du ikke regne med sagde Ole for nu om dage kan de få rynker og skidt fjernet.
Ja, det var nogle herlige mennesker.

Jens J. Sørensen – maj 2017

Jul i den Gamle købmandsbutik

Glædelig jul

Af Ingrid Schmidt, Billund

Jeg er født og opvokset på Kraghede, Øster Brønderslev sogn og skrev i 1993 denne lille fortælling om jul i barndomshjemmet

Jul i den gamle købmandsbutik på Kraghede

Forberedelserne til jul startede lørdagen før den første søndag i advent. Da blev alle kasserne med julesager til købmandsbutikken taget ned fra loftet, og så blev der pyntet til jul.

Det var far, der stod for det, men vi børn fik lov til at hjælpe lidt og blev så sendt i seng, hvorefter far og mor pyntede videre.

Der var kun 2 vinduer i den lille butik, og i det ene var der legetøj i i det andet gaver til voksne, og så var der en kirke med lys i. Det blev tændt hver aften.

Det var spændende søndag morgen at komme op og se, hvor flot det var, og om far havde købt nye legesager.

Inde i privaten tændte vi søndag eftermiddag det første lys i den hjemmelavede adventskrans og sang bland andet: Der er noget i luften, og mor spillede til.

Foruden at hjælpe til i forretningen måtte mor jo passe os børn og helst klare sine egne juleforberedelser først i december, inden der blev rigtig travlt i butikken.

Som regel købte vi en halv gris af noget familie eller en af kunderne allerede i november. Vi havde jo ingen fryser, så flæsket kom i saltkar i vore kælder, og der blev laver rullepølse og medister, som kom i saltkaret eller blev henkogt i den store henkogningskedel.

Så skulle der jo bages. Foruden brød blev der bagt vaniljekranse, finsk brød, brune kager, pebernødder, og der blev kogt klejner. (I Vendsyssel blev de kaldt ræve (røv´). Det skete alt sammen på det gamle komfur.

En af dagene blev al grønkål i haven plukket. Den blev skyllet godt. Det foregik udenfor i en balje ved pumpen – et arbejde, vi børn godt kunne, da vi blev større, men det var ikke et arbejde, vi kunne lide. Det var koldt for fingrene. Derefter blev kålen kogt i mange timer i gruekedlen, der ellers blev anvendt til at koge storvasken i.

Grønkålen blev kogt i en lage, hvori der var kogt rullepølse og flæsk, så når vi bagefter skulle ”vride” kålen(det vil sige klemme al væden fra den), var det en temmelig fedtet affære.

Grønkålen fik man i Vendsyssel til frokost, startende den 24, og hvis man havde nok helt hen til Helligtrekonger. Kålen blev opbevaret på et køligt sted. Hos os i kælderen, og hver dag blev der taget et par boller op, og de blev hakket og stegt i stegegryden med lidt margarine og fløde. Dertil blev der serveret kold kogt medister og kogt flæsk med sennep og rødbeder. Hertil drak vi hvidtøl, som vi havde i 5 liter flasker. Dem solgte vi i butikken. Der var også 10 liter flasker, som mest blev solgt til de store gårde.

Juleaftensdag og nytårsaftensdag blev øllet kogt, og far drak det til kålen. Det brød hverken mor eller vi børn os om. Far der i dag er 83 år, holder stadig den tradition i live. Ingen jul uden kogt øl.

Der var mange ting, vi børn kunne hjælpe til med. Vi kunne løbe ned i kælderen eller op i pakhuset efter ting, og vi kunne hjælpe til med at fylde poser med mel, melis, salt og så videre. Så vejede far eller mor poserne nøjagtigt af og lukkede dem. Det blev vi ikke betroede til.

Næsten alt kom den gang til butikken i løs vægt. Brun sæbe kom f.eks. i store zinkspande. Den blev så udleveret til kunderne i pergamentpapir. Skule kunderne have sirup, og det skulle de i hvert tilfælde til jul, da de skulle bruge det til blodpølse og brune kager, måtte de medbringe en sirupsflaske, som far så fyldte op.

Der var mange ting, der blev solgt specielt til jul. Bl.a. husker jeg den store bolchedåse med hjortetaksalt. Når man åbnede den, kunne man nemt komme til at nyse. Til de brune kager skulle der bruges rosenvand til at opløse potasken i. For at få det måtte man medbringe en lille flaske. Dengang var genbrug en selvfølge.

Det mest spændende var, når der skulle købes julegaver. Det var sjovt at se, hvad de andre børn i landsbyen skulle have. Vi kendte dem jo alle sammen. Vi havde selvfølgelig også selv ønsker, for det meste blev vore gaver først pakket ind den 23. eller 24. december, så ofte kunne vi gå i spænding en hel måned. Blev vores ønskegave nu solgt til en anden? Eller hvis gaven var væk den 22, var den så solgt eller havde far eller mor så forbarmet sig over én og pakket den ind i en nattetime.

Sidste uge før jul var der åbent til kl. 9. Specielt om aftenen kom karlene og pigerne fra gårdene og købte ind. Juleaftensdag var der åbent til kl. 16. Der var travlt til det sidste. Der skulle købes tobak, lidt slik, frugt foruden de daglige fornødenheder.

Endelig fik vi butikken lukket. Mor satte flæskestegen i ovnen, og far pyntede juletræet. Mor og far var naturligvis trætte, men jeg husker ikke, vi mærkede det.

Ved 6 tiden var maden færdig, og vi fik hvert år samme julemiddag. Først risengrød med en mandel eller 2 i, dertil hvidtøl. Derefter fik vi flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Til sidst fik vi citronfromage.

Så var vi så utrolig mætte. Mange af os havde spist megen risengrød i håb om at få mandelen.

Efter opvasken tændte far juletræet i den fine stue, og vi gik ind til det pyntede træ, der nåede helt til loftet. Vi gik rundt om træet og sang nogle julesalmer. Så læste far juleevangeliet, og vi sang endnu en salme, men så sang vi: Højt fra træet grønne top.

Og endelig måtte vi få vores julegaver. Det var altid spændende, hvor mange vi fik. Var der bedsteforældre, onkler eller tanter på besøg, vankede der ofte lidt ekstra. Vi ville gerne have besøg juleaften, men vi ville ikke hjemmefra.

Første juledag kørte vi til kirke og besøgte mine bedsteforældre eller anden familie. Butikken var jo lukket 1. og 2. juledag, Men posten havde ikke fri 1. juledag. Han måtte ud med den sidste julepost. Hvis der var sne, var der tradition far at nogle af beboerne hjalp ham denne dag og kørte rundt med ham i slæde, og naturligvis vankede der også al den kaffe, han kunne overkomme at drikke.

Mellem jul og nytår lukkede butikken kl. 12, så der var lidt ekstra frihed, men 4. juledag havde vi travlt efter lukketid, for så skulle der laves poser til missionshusets juletræ. Vi var ikke store, før vi kunne hjælpe til, når der blev lavet poser på samlebånd. Kunne man bare tælle til 5, kunne man være med. Først kom et bestemt antal pebernødder i, så konfekt, karameller, bolscher, nøje aftalt og til sidst et æble.

Det meste af min barndom var der på grund af krigen ikke til at opdrive chokolade eller appelsiner, ellers hørte det også med i poserne.

Far var søndagsskoleleder, og vi deltog selvfølgelig også i andre forberedelser. Såsom pyntning af det store juletræ, som var meget højere end vores eget. Til juletræsfesten var vi iført vores fineste puds. Mon mor syede noget af vores tøj, noget havde vi en syerske til at sy. Da jeg var 2 eller 3 år havde min mor syet den yndigste lille taftkjole med flæser til mig. Lige inden vi skulle af sted, fik jeg kjolen på, kravlede ind under bordet, fik knæet i kjolen, of den blev revet i stykker. Sikken katastrofe. Det er en af de første ting, jeg husker. Jeg har kjolen endnu, så jeg kan mindes begivenheden, Jeg husker ikke, hvad jeg fik på i stedet for, men med til festen kom jeg dog.

Imellem jul og nytår solgte vi også skyts. Det var dog ikke så spændende for mig. Jeg var bange for det, men det var dog spændende nytårsaften at prøve om vi kunne løbe med naboernes kaffekander, havelåger, med mere.

Vi havde uden for butikken et gammelt tungt cykelstativ. Det løb landsbyens drenge ofte langt væk med. Far hentede det ikke hjem selv, en gang det var slæbt langt væk. Far mente at drengene kom med det selv, og det gjorde de nogle dage efter nytår. Nytårsmorgen var det spændende at se, hvor mange møgbører karlene havde fået samlet på perronen på mejeriet.

I Vendsyssel havde man for øvrigt den skik, at man måtte lave løjer 3 gange i julen: 1. juledag om aftenen (oprindeligt 2. juledag om morgenen), nytårsaften og helligtrekongersaften. Mens vi var små, var far altid med ude og lave løjer. En skik han fortsatte, da han fik børnebørn.

Efter nytår blev resterne af julesagerne puttet i kasser og sat på loftet efter at være blevet talt op. For nu var det statustid, og alt i butikken skulle tælles op. Det kunne vi børn også tidligt hjælpe med.

Inde i stuerne blev julepynten først taget ned efter Helligtrekonger. Juletræet blev tændt sidste gang Helligtrekongeraften, og vi hyggede os som så mange andre aftener i julen med sang, pebernødder, juleknas, spil og julelege.

Købmandsbutikken på Kraghede hvor Ingrid Schmidt er født og opvokset

Min første tur til Sønder Lyngby

MIN FØRSTE TUR TIL SØNDER LYNGBY

Her gengiver jeg ordret en barndomserindring, skrevet af min mor KAREN SØRENSEN (1911-1986).

Karen var den yngste af 5 søskende, født mellem 1896 og 1911.

Karen fortæller her om en vandretur, der gik fra deres hjem i Borup ved Vrå til en gård i Sønder Lyngby ved Løkken.

Karen på knap 10 år slår i sommeren 1921 følge med storesøsteren JENNY på næsten 23 år.

De skal op og besøge hjemmet for CHRISTIAN, Jennys forlovede.

“DET VAR I SOMMEREN 1921, da Jenny og Christian var forlovet.

Jenny var hjemme i Borup for at sy på sit udstyr, og vor mor – Petrea Rokholm – havde væven i gang med at væve håndklæder og viskestykker – det skulle være rigtig solidt.

Det var i høstens tid, at Jenny og jeg skulle komme en tur til Lyngby og besøge Christian og hans mor.

Vi startede kl. 4 om eftermiddagen. Vejret var fint, og vi gik rask til, men jeg var nok den, der blev først træt – så satte vi os på grøftekanten og hvilede os.

Jenny gik på lette fod – hun skulle jo op til sin forlovede, Christian!

Vi nåede op over Børglum Bakke, hvor vi kunne se Løkken og havet – det gav nye kræfter.

Ved Brogaard i Furreby gik der en sti over marken til Sønder Lyngby.

(Vejen var ikke ført igennem dengang).

Det var et par trætte piger, der trådte ind ad bryggersdøren til Christians mor. Hun var ved at pudse komfur og havde bagt hele dagen, fordi vi skulle komme.

Da var klokken blevet 8 – det havde taget 4 timer at gå 16 kilometer.

Christian og pigen var ude at malke, så det var hunden, der tog imod os, den hed “Pedersen”.

Vi havde nogle hurtige dage, vi fik morgenmad på sengen hver dag.

Vi sov oppe i gæsteværelset vest for gangen.

En aften var Jenny og Christian inviteret hen til Johanne og Peder Nielsen at drikke aftenkaffe – og de kom nok sent hjem – så overtalte de mig til at sove hos Mari, det var jeg nu ikke helt med på, men så sagde Jenny: “Og der er også mus deroppe i gæsteværelset”, så jeg gav mig.

Men de lovede at kalde på mig, når de kom hjem.

Mari og jeg sov sammen i en bred seng i sovekammeret, og jeg så Rubjerg Fyr kaste sine lysstråler ind ad sovekammervinduerne, så det blev helt oplyst.

Men om morgenen, da jeg vågnede, lå jeg stadig i Mari’s seng – hun var forlængst stået op for at lave morgenmad til karlene.

De havde helt glemt at kalde på mig, da de kom hjem.

Det var min første ferie i Lyngby. Siden kom jeg på ferie 8 dage hver sommer.

Dagene gik hurtigt, Christian kørte os hjem til Borup ved Vrå i ponyvognen.

Han var godt kørende. Hestene løb det meste af vejen.

Det var en travl tid, midt i høstens tid, de skulle jo giftes den 25. oktober 1921 – på mors og fars bryllupsdag .

Petrea og Frederik Rokholm var blevet gift den 25. oktober 1895.

JENNY OG CHRISTIANS BRYLLUP

Der var store forberedelser til Jenny og Christians bryllup, den 25. oktober 1921.

Jenny var hjemme den sommer for at sy på sit udstyr. Alt stof var jo i metermål og skulle sys på maskine. Der skulle sættes hæklede mellemværk i lagner og pudebetræk, og dyner skulle stoppes med gåsedun.

Der blev bagt og slagtet. Vi havde en kogekone fra Gunderup, Line Mørk.

Sovekammeret blev ryddet, og sengene blev sat op i storstuen.

Og den 23. oktober blev der en forrygende snestorm, 2 store træer ved indkørslen lå tværs over vejen, og stormen rev hul på taget over bryggersdøren, så far og karlen var oppe på taget med en dør og en harve, der blev surret fast med reb. Sneen føg ind på loftet.

Men bryllupsdagen oprandt med stille vejr og solskin, og der var ryddet op over det hele, da bryllupsgæsterne ankom.

Jenny var i sort brudekjole og kørte i lukket brudekaret.

Jeg havde fået en ny rød, ulden kjole med læg, og jeg kørte med i den lukkede vogn med sorte heste forspændt.

Min ældste søster Annas datter Ella var halvandet år og sagde “stor mand” til Christians bror, der hed Chresten.”

FOTO viser KAREN sammen med JENNY på Karens konfirmationsdag, den 4. oktober 1925.

Ude i Kohuset – i Sønder Harritslev

UDE I NØDSET (i Vendsyssel udtalt som Nøest = kohuset)

Forfatter: Poul Sørensen – pastor emeritus – Værløse

Et “nøds” er forbundet med mange barndomsminder.

Som barn i Sønder Harritslev kunne det være mig, der i sommerhalvåret hentede køerne hjem på stald fra marken, hvor de græssede.

Hvis de ikke allerede stod og ventede ved leddet, kaldte jeg dem til mig med kalderåbet “håp, håp, håp”!

Køerne gik som regel af sig selv op i deres vante båse i “nødset”, hvor de blev bundet to og to i hver bås.

Efter 2027 vil det ikke længere være tilladt at binde køer i en bås.

Det er forlængst forbi med at måtte binde en hest i en hestestald. Nu skal en hest have sin egen bekvemme boks, hvor den kan gå omkring og lægge sig til hvile.

I min barndoms “nøds” var der som regel også en so med pattegrise og ved siden af en sti med svin til opfedning.

Nogle gange kunne der også være varmekrævende daggamle kyllinger i en ledig sti i nødset.

Ordet nøds er trukket sammen af “nødhus”.

I ældre dansk sprog brugte man ordet “nød” om kvæg.

På svensk er dette ord stadig i levende brug – nötkjött er den svenske betegnelse for oksekød.

På norsk bruges for nøds ordet “fjøs”, som er en sammentrukket form af fæhus.

Der var en helt unik stemning i min barndoms nøds med grise, der rodede og puslede i halmen til den ene side og køer, der med dybe brummelyde lå og tyggede drøv til den anden side.

Besøger man et rekonstrueret jernalderhus, kan man drømme sig tilbage til en tid, hvor mennesker og dyr boede under samme tag.

Det var i bondestenalderen – for 6000 år siden – at mennesket tæmmede uroksen, så der blev lettere adgang til mælk og kød.