Fortalt af Poul Sørensen, Værløse – pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev

JUL

MED LOKAL-HISTORIER FRA , 1) VRENSTED, 2) BRØNDERSLEV , 3) VENDSYSSEL
Fortalt af Poul Sørensen, Værløse – pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev

Fortalt af Poul Sørensen, Værløse -pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev

Foto fra cirka 1957, taget i Postgården.
Fra venstre ses Poul, Kristian, Faster Anna og Bedste og hunden Pelle.
Min far Edvards ældste søster hed egentlig ANE MARIE, men hun blev altid kaldt ANNA, Faster Anna.
En faster og en moster kan få stor betydning for enhver, der vokser op.
Faster Anna fik en stor betydning for os – sammen med Annas mor, Elise Antomine, kaldet Mine.
Lad os lige få årstal og datoer sat lidt på plads:
Mine blev født i Tømmerby i Tolstrup-Stenum sogn den 19. oktober 1875.
Mine blev gift i Serritslev kirke med Niels Edvard Sørensen, den 7. november 1903.
Mine var dengang 28 år, mens Niels Edvard var 41 år.
Niels Edvard bestyrede slægtsgården “Bakken” i Serritslev for moderen, Ane Larsdatter, der var født i 1821.
Ane Marie blev født i “Bakken” få uger efter forældrenes vielse, nemlig den 26. december 1903.
Min søster Anna Birgit har fået den oplysning af Jens, en søn af Ellen, den yngste søster til Ane Marie, at Mine havde haft Ane Marie med, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde!
Nærmere undersøgelser i kirkebøgerne viser dog, at Ane Marie blev født EFTER Mines bryllup med Niels Edvard.
Niels Edvard står i kirkebogen som far til Ane Marie.
Teoretisk set kan Mine have været gravid med Ane Marie, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde.
Efter en regel, der går tilbage til romerretten, er faderen til barnet ganske enkelt den, som ved barnets fødsel bor sammen med barnets mor.
Vi må derfor gå ud fra, at Niels Edvard også er far til Ane Marie!
Ane Marie har i sine unge år været tjenestepige på herregården “Knivholt” ved Frederikshavn. Hun har været elev på Vallekilde højskole ligesom Edvard.
Da min far Edvard havde været på Vallekilde højskole, tog han ogå et ophold på Tune Landboskole ved Roskilde.
En af eleverne dér var Kristian Andersen fra Rønnovsholms Mark nær Vrå.
Kristian spurgte Edvard, om ikke han kunne skaffe ham en plads på hjemegnen?
Edvard skaffede således en plads til Kristian hjemme på “Bakken”.
Ane Marie var på det tidspunkt hjemme som medhjælp for sin mor Mine.
Det kom til at gå sådan, at Kristian (født i 1909) blev gift med Ane Marie (født i 1903). De blev viet i Serritslev kirke den 28. januar 1938.
Tre måneder senere (29.04.1938) døde Niels Edvard.
Mine fortsatte som gårdejerske på “Bakken” efter Niels Edvards død.
Ane Marie og Kristian var alle år Mines medhjælpere.
Ane Marie og Kristian fik to børn, Else (født i 1938) og Vagn (født i 1939).
Da Else og Vagn var to-tre år, flyttede de alle sammen ind i Bedstes soveværelse – for hyggens skyld og for bedre at kunne holde varmen!
Det var svært at skaffe brændsel til opvarmning under krigen.
Bedste, Anna og Kristian vedblev derefter at sove i samme soveværelse, både i “Bakken” og i Postgården i Brønderslev, hvortil de flyttede i 1956.
Jeg Poul var som fast feriedreng med ved flytningen fra “Bakken” i Serritslev til Postgården, der lå på Spejlborgvej i Brønderslev.
Hunden Pelle fulgte med til Postgården.
Ved måltider sad Pelle altid ved fødderne af faster Anna, hvor der ofte faldt en godbid af.
Dagens måltider var altid hyggestunder. Hvis nogen gjorde tegn til at rejse sig, lød faster Annas opfordring næsten altid “Bliv nu siddende!”
Gæstfriheden i dette hjem havde ingen grænser. På alle tidspunkter af døgnet blev gæster mødt med et “Velkommen her!”
Faster Anna havde et stort hjerte for andre mennesker.
Jeg blev hver søndag i ferieperioden sendt hen til Lars og Anna med søndagsmiddagen i en spånkurv.
Lars og Anna, to gamle mennesker, boede i et stråtækt hus på den anden side af jernbaneoverskæringen i Brønderslev.
Efter tiden i Postgården flyttede Anna, Kristian og Bedste hen i et hus i Grønnegade i Brønderslev.
Faster Anna og Bedste gik til møder i Brønderslev Missionshus.
De to mennesker var uadskillelige og var enige om alt.
Bedste havde en bestemt måde at snakke på. Den måde smittede af på døtrene Anna, Inger og Ellen.
Min far Edvard tog ikke så meget ved lære af den måde at snakke på.
Edvard har jo også været 5 år på Sjælland!
Faster Anna kom for enden af sin livsvej på plejehjemmet Kornumgaard i Brønderslev
Dér besøgte jeg hende i sommeren 1978.
Ved afskeden sagde jeg:” Faster Anna, vi kommer til din fødselsdag 2. juledag, som vi plejer!”
Anna sagde hertil: “Ork, til den tid er jeg ikke længere i live!”
Sådan gik det også. Faster Anna døde på Kornumgaard den 3. oktober 1978, knap 75 år gammel.
Kristian døde den 4. marts 1981.
Deres børn Vagn og Else døde ret tidligt.
Vagn fik 4 børn med forskellige kvinder.
Else blev mor til to piger med sin mand, Bent Henriksen. Deres to døtre bor i Brønderslev.
Else mindede i sind meget om Bedste.
Begge havde en helt naturlig autoritet, som var med til at holde andre oppe.

N E K R O L O G
Naar denne Aarbog udsendes, vil det for længst være kommet til vore Læseres Kundskab, at vor flittigste Skribent og mangeaarige Redaktør, Historikeren Carl Klitgaard, ikke er mere. De følgende Artikler er de sidste, som han naaede at se paa Tryk, af et Forfatterskab og en Udgivervirksomhed, der strakte sig over to almindelige Menneskealdre og omfatter et Stof, der samlet i een Bogrække vilde have udgjort mange Hundrede Bind.
Klitgaard var født og opvokset i den barske Egn ved Vestkysten og tilhørte en særpræget Slægt af dygtige Købmænd, Skudehandlere og Søfarere. Stranden neden for Faderens Købmandsgaard i Blokhus var hans Lege- plads i Drengeaarene, og han lærte tidligt at sejle paa Havet og styre en Baad gennem Brændingen. Han havde taget sin Slægts bedste aandelige Egenskaber: Flid, Lærenemhed og ukueligt Vovemod i Arv, og han længtes efter at komme til Søs; men da han var lille og spinkel, maatte han slaa sig til Ro ved Bøgerne og opleve Eventyret ved at læse om Vikinger og Søhelte. Han fik fat paa Allens store Danmarkshistorie og læste saa grun- digt om Valdemar den Store og Absalon, at han kunde det hele udenad. Da han i 15 Aars Alderen søgte Optagelse i Hjørring Realskole, traf det sig saa mærkeligt, at man forlangte ham til at skrive en Prøvestil om Kong Valdemar og hans Mænd, sagtens i den Tro, at han i hvert Fald kendte lidt til Ingemanns Digtning. Drengen satte sig til at skrive, og da Læreren efter halvanden Times Forløb kom og saa efter, hvorledes Arbejdet skred frem, viste det sig, at Carl netop var færdig med Indledningen, der fyldte 15 tætskrevne Sider, og nu vilde i Gang med den egentlige Afhandling, hvilket han dog blev fritaget for. Da man vilde prøve hans Kundskab i Engelsk, faldt man i Forundring over, at han oversatte hurtigt og flydende og var vant til at læse engelske Romaner paa Originalsproget. To Aar senere, i 1885, tog han almindelig Forberedelseseksamen. Det var al den Skoleuddannelse, man kunde ofre paa denne ualmindelig velbegavede Dreng, og det synes helt utilgiveligt, at Skolens Ledelse ikke har fundet Udvej til at lade ham læse videre, saa han kunde blive Student og komme til Universitetet. Forældrene var paa dette Tidspunkt ikke i Stand til at bekoste hans videre Uddannelse, da Faderen, Købmand N. B. Klitgaard, næsten var helt ruineret ved Skudehandelens Ophør. Det blev bestemt, at Carl, der nu snart blev 17 Aar, skulde oplæres paa Maskinistskolen i Helsingør for senere at komme til Søs som Maskinist; men først skulde han have et forberedende Kursus i en Smedie, og 1. September kom han ind paa Mekaniker Mortensens Værksted i Nr. Sundby. Hans Helbred taalte hverken det haarde Arbejde eller Værkstedets Kulos og Træk; han blev syg og kom hjem henved November, og kort efter tog Forældrene en anden Bestemmelse og fik ham anbragt som Elev ved Postkontoret i Hals.
I hans egenhændige Levnedsbeskrivelse, som vi forhaabentlig senere kan bringe paa Tryk, fortæller han sørgmuntre Historier om, hvad Postelever dengang kunde blive udsat for. Han klarede dog alle vanskelige Skær, døjede slemt med daarlige Logisforhold, men avancerede i forskellige Pladser efterhaanden til Assistent og Fuldmægtig, mens han brugte det meste af sin daglige Fritid og sikkert det halve af Nætterne med til historisk Læsning.
Tidligt forsøgte han sig som Journalist, og fra 1888 skrev han Artikler til »Jyllandsposten«, hvis Redaktør Chr. Nielsen var en gammel Bekendt af Familien i Blokhus, han havde været Handelsbetjent hos C. Klitgaards Bedstefader, Storkøbmanden J. C. B. Klitgaard, der ogsaa jævnlig skrev Avisartikler om Dagens Spørgsmaal. I Købmandsgaarden i Blokhus og i det af N. B. Klitgaard oprettede Badehotel kom der jævnlig Journalister og Forfattere, og Carl Klitgaard har sikkert i sin tidligste Ungdom taget ved Lære af denne Omgangskreds. 1889 var Boghandler Julius Gjellerup i Blokhus, og han og C. Klitgaard udarbejdede i Fællesskab et lille Skrift om »Vesterhavsbadene ved Blokhus«, der udsendtes fra Gjellerups Forlag. Fra 1896 begyndte Klitgaard at skrive til »>Jyske Samlinger«, i de første Aar især om den vendsysselske Skudehandel og om Skudehandlerslægter i Vendsyssel og Hanherred.
Hans første større historiske Arbejde er >>Blade af Vendsyssels Historie«, der blev udgivet af Vendsyssel Tidende 1899-1900 og fylder 155 tospaltede Sider foruden et omfattende Register. Kildefortegnelsen viser, at Klitgaard har gennempløjet alle de store Hovedværker i Danmarkshistorie og alle trykte Kildeskriftsamlinger for at finde Stof til sin Vendelbohistorie Arkivernes haandskrevne Materiale har han endnu ikke haft Adgang til. Det kendes paa hans Fremstilling, at han især flittigt har studeret P. F. Suhms mægtige >>Historie af Danmark«<, et efter sin Tid (1782-98) ufattelig stort anlagt Arbejde, der kun blev halvfærdigt i 14 tykke Kvartbind og hovedsagelig er en Kildeskriftsamling, idet Forfatteren lader de historiske Aktstykker selv tale og saa vidt muligt undlader forklarende Kommentarer. Suhms
Historieskrivning beherskedes helt af hans lidenskabelige Trang til at samle historisk Viden, og Klitgaard var i den Henseende hans aandsbeslægtede. Han citerer Kilderne i fyldige Udtog, og selv om han har lært moderne Kildekritik af Erslev, Olrik og Steenstrup, er han meget forsigtig og neutral i sin Bedømmelse af historiske Begivenheder og Personer. Han undskylder Vikingetidens Grusomhed med en Henvisning til nyere Tiders barbariske Retspleje. De middelalderlige Herremænds Stridigheder med Kongerne betegner han som Oprør; men de nordjydske Folkerejsninger 1441 og 1534 kaldes med neutral Omtanke for »Opstande«. Om Skipper Clement siger han (Vends. Aarb. 1925), at han var »en Legemliggørelse af Vendelboernes Mod, Kraft og Selvfølelse«<, og at »han var Christian den II’s Sag tro til det sidste, og for den lod han sit Liv; men om han kæmpede af ideelle eller materielle Grunde, skal lades usagt«. Mere neutralt kunde vor ærlige Vendelbohistoriker ikke sige, at Skipperen var en Mand efter hans Hoved og af hans eget Sind og Temperament.
Hvis alt, hvad Klitgaard har skrevet om Vendsyssel og Vendelboerne, blev samlet i eet Værk, vilde det blive større end Suhms Danmarkshistorie; men Klitgaard skrev desuden historiske Afhandlinger om mangfoldige andre Emner, og hans personalhistoriske Arbejder omfatter vidtspredte Slægter baade i Danmark og Norge. Han fik en lang Arbejdsdag og udnyttede den med utrolig Flid. Fortegnelsen over hans Skrifter i vor Aarbog 1948 er tilstrækkeligt Vidnesbyrd herom, og dog har Klitgaard siden udgivet flere Bøger og skrevet mange Afhandlinger i Aarbogen. Hertil kommer Avisartikler, som Aar efter Aar lige til det sidste flød fra hans flittige Pen, og som hverken han selv eller nogen anden har kunnet holde Tal paa.
Hvis denne utrolige Arbejdsenergi skal helt vurderes, maa man betænke, at Klitgaard i mange Aar ved Dag og ved Nat læste og skrev i den slingrende Postvogn, mens han som kørende Postekspedient rejste med Statsbanetogene ned gennem Jylland. Hans Øjne trættedes i det flakkende Lys fra den rystende Petroleumslampe oppe i Loftet, og om Vinteren frøs han slemt, da Postvognen sjældent var opvarmet og ingenlunde tæt for Gennemtræk. Gang paa Gang blev han syg af Gigt og Forkølelsessygdomme, og under haarde Anfald af Lungebetændelse var han ofte Døden nær. Klitgaard holdt dog stadig Modet oppe, og naar han var rask, passede han sine Embedspligter punktligt og udnyttede som sædvanlig hver eneste ledig Stund til Læsning og Skrivning. Da han omsider blev Postmester og fik gode økonomiske Kaar, følte han sig helt veltilfreds, og han havde den Glæde, at lærde Professorer og Arkivarer blev hans trofaste Venner og fuldt ud respekterede ham som Ligemand. Men hans Helbred havde taget alt for stor Skade i hans yngre Aar, og Bronchitis med paafølgende Lungebetændelse blev ved at forfølge ham til hans sidste Leveaar. Det var øjensynlig hans Arbejde, der holdt ham oppe, saa at han overvandt de utallige Sygdomsanfald og blev 88 1/2 Aar gammel, næsten lige aandsfrisk og arbejdsivrig til sin sidste Stund.
Mens Klitgaard som Postekspedient boede i Aalborg, var han med til at oprette Aalborg Amts historiske Samfund (1912) og Hjørring Amts historiske Samfund (1915), for hvilket han straks blev Redaktør og 1919 Formand. Vort Samfund var allerede fra 1917 den største historiske Forening i Danmark, takket være Klitgaards dygtige Redaktion af Aarbogen. Fra 1916 var han Postmester i Vraa, senere i Brønderslev og Hjørring.
I de 42 Aar, Historisk Samfund har bestået, har Klitaard stadig været den egentlige Leder, og det er væsentlig hans Artikler, der har skaffet Aarbogen Læsere og holdt det store Medlemsantal oppe. Klitgaard har i Aarenes Løb haft mange dygtige Medarbejdere; men han har selv skrevet henved 200 Aarbogs artikler, og det er næppe troligt, at nogen anden Redaktør kunde have fremskaffet en tilsvarende Stofmængde, uden at Kvaliteten vilde være bleven i væsentlig Grad forringet. Han stillede store Krav til Aarbogens Medarbejdere, og de fleste indsendte Artikler blev, uanset om Forfatterne var lærde Fagfolk eller Nybegyndere, beskaaret, ændret og forsynede med supplerende Fodnoter, alt i bedste Mening og til Forfatternes sande Gavn, selv om de ikke altid vilde indse det. Men han var en ypperlig Læremester for dem, der virkelig ønskede at gøre grundigt Arbejde og havde Forudsætninger for at forstaa hans Vejledning. Han delte ud med gavmild Haand af sin Lær- doms Skat og skrev utrolig mange og lange Breve til dem, der bad ham om historiske Oplysninger og Kilde- anvisninger, og det var vel kun faa af Modtagerne, der skønnede over, at hans Tid var haardt optaget, og at Lærdommen var meget dyrt erhvervet for ham selv.
Klitgaards store Grundighed forledte ham undertiden til at blive temmelig tør i sin Fremstilling, og som Personalhistoriker udskød han ofte Skildringen af Personernes Livskaar og kulturhistoriske Milieu for at faa Plads til lange Navnerækker og Stamtavler. At han meget vel kunde skrive morsom og underholdende Kulturhistorie, naar det faldt ham ind, viser den Artikel om »Brænde- vin«, der her i Aarbogen følger lige efter hans Nekrolog, hvilket mærkelige Træf skyldes den Omstændighed, at den var færdigtrykt og pagineret før hans Død.
Han var ikke som Folk er flest, og hans haarde Livskaar i de yngre Aar var vel Skyld i, at han blev noget kantet af Væsen og ikke altid lige let at omgaas. Det var paafaldende, at hans livlige Temperament kunde svinge fra dyb Alvor til kaad Munterhed, og det skyldtes vist Slægtstraditioner fra Blokhus, at han ofte fandt Anledning til at kritisere Øvrighedspersoner. Han var en Mand af den gamle Skole, modig og frygtløs, selv over- for Døden, der saa ofte havde truet ham; han var streng mod sig selv og over for andre, men ærlig, trofast og Godheden selv over for dem, der forstod ham og delte hans Interesser.
Historisk Samfund, der skylder ham saa meget, vil rejse ham en Mindesten. Faa har fortjent den bedre end han.

Carl Klitgaard, fotograferet ved sit Arbejdsbord, Efteraaret 1956.
í

den 4. september 1993

Aase Quistgaard Mikkelsen, Lærkevej 14, Hjørring, forhen Vrensted Præstegård, fejrede sin 70års fødselsdag.
Aase Mikkelsen er uddannet på den frie lærerskole og underviste i de første år på Bordings Friskole i København, men i 1953 flyttede hun og hendes mand som præstefolk til Vrensted- Thise pastorat med bopæl i Vrensted Præstegård, hvor de havde deres virke i præcis 40 år.
Aase Mikkelsen underviste først i fem år 1. klasser i konfirmandstuen, men da den nye skole i Vrensted stod færdig i 1959 fortsatte arbejdet der.
Aase Mikkelsen kom også med i Røde Kors arbejdet og blev hurtigt formand for Røde Kors i Vrensted Sogn, men efter kommunesammenlægningen i 1970 for Røde Kors i Løkken-Vrå Kommune, og hun virkede som formand i 33 år.
Der skete en vældig udvikling i arbejdet, bl.a. oprettedes genbrugsbutikken i Vrå, og et stort “nørklearbejde” med fremstilling af tæpper og tøj til katastrofeområder kom i gang. Ligeledes oprettedes besøgsvennetjenesten.
I 1993 fik hun tildelt Dansk Røde Kors fineste udnævnelse, nemlig for- tjensttegnet af 1. grad. Gennem adskillige vintre indbød hun til oplæsningseftermiddage, i præstegården, hvor en række damer fra sognet deltog og blev indviet i flere af tidens nye bøger. Og bag det hele deltog hun flittigt som præstekone i sin mands arbejde i sognene, i de første mange år ikke mindst i ungdomsarbejdet. Det affødte så igen en interesse for amatørteaterarbejdet, hvor hun var med i Amatørscenen Vendsyssel og også var formand i en årrække.
Endelig skal det nævnes, at Aase Mikkelsen i sin fritid begyndte at male, og hun har udstillet flere steder.
Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.
En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.
Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.
Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.
Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.
Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.
Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.
I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.
Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.
Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.
Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.
Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.

.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Kilde: D.U. (1927) + lokalaviser. Redigeret. 1300-1301
klik på billeder for at forstørre
Ved tidligere forstander Eigil Nielsen
Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum.
Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.

Jørgen Terkelsen og lærere og familie
“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen.
Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå

Vraa Station
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø.
Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!

Vraa Højskole og Valgmenighedskirke
Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide!
Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Møller Nørgaard

Astrid og Jens Møller Nørgaard
Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr.
Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.

forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen
Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.

De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard
Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.

Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn
Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted.
Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.
Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!

Højskolen og Kunstbygningen
Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne.
Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.

pia-søren-hovedbygning
Renovering og fornyelse
Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.
Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
“Lys over land – det er det vi vil!”
Fot.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Kilde: D.U. (1927) + lokalaviser. Redigeret. 1300-1301
Vraa Højskoles Historie

Forstanderparret Astrid Moeller Noergaard

pia-soren-hovedbygning
Renovering og fornyelse
Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.

Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
“Lys over land – det er det vi vil!”
Maj 1996
Gert Ledet Jensen årets unge landmand. Han er ung. Han er landmand. Han er for nylig valgt til ”Årets unge landmand”, men selv mener den 30-årige Gert Ledet Jensen, Vrensted, at han fik udmærkelsen, fordi han er ved at være gammel.
Jeg tror, at det er en slags påskønnelse for ungdomsarbejdet, siger Gert Ledet Jensen beskedent.
Titlen gives hvert år til omkring 40 danske landmænd. Det er en anerkendelse, som DLG uddeler efter indstilling fra de lokale landboungdomsforeninger.
Gert Ledet Jensen har i 8-9 år været med i bestyrelsen for Landboungdom, men er nu trådt ud.
Vi er en forening for dem, der har tilknytning til landbruget. Vores opgave er at hjælpe de unge indenfor landbruget, men vi er bestemt ikke en fagforening. Vi bestemmer ingenting, men hjælper bare, siger han.
Selv blev han i 1988 færdig med sin landmandsuddannelse, der tog tre et halvt år.
Så arbejdede jeg nogle år hos min far, Christian, her på gården. Ved siden af havde jeg sæsonarbejde hos en planteavler.
Fædrene gård
I august 1993 overtog Gert Jensen så den fædrene gård, da forældrene flyttede i et hus i Vrensted. Faderen døde for nylig ganske uventet. Han har altid været Gert Jensen en meget stor hjælp ved driften af Aagaard.
Gert Jensen bor alene på gården sammen med hunden ”Prins den anden”. Jeg har endnu ikke fundet den helt rigtige pige, siger han og tilføjer med et lille smil: Der er rift om de søde piger, der også kan malke en ko.
Og køer er der nok af på gården. 60 sortbrogede med de tilhørende 50 hektar jord til vinterfoder.
Egentlig burde Gert Ledet Jensen ikke være landmand, for dagen er lidt for uberegnelig. Årsagen er den sukkersyge, han har lidt af siden 2års alderen.

I så mange andre jobs kan man nøje tilrettelægge, hvornår man skal spise og hvor meget. Som landmand kan man ikke altid vide, hvor mange kalorier, man kommer til at bruge dén dag. Men jeg ved jo ikke, hvad dagen bringer. Hvis en ko stikker af, kan det jo være svært pludselig at skulle ind og spise.
Heldigvis er Gert Ledet Jensen i fin og muskuløs form. Det giver mig et større råderum, siger han.
Sukkersygen har i øvrigt bragt ham i forbindelse med Diabetesforeningen. Han var med i en undergruppe ved Aalborg Sygehus. I den forbindelse har han blandt andet arrangeret weekend-ophold på gården for sukkersyge børn i alderen 7-10 år.
Selv om Gert Ledet Jensen er blevet for gammel til Landbo ungdom, så er han stadig aktiv på flere fronter. Han er med i en erfagruppe for kvægavlere, ligesom han har en bestyrelsespost i Ingstrup Mejeri.
Med anerkendelsen som ”Årets unge landmand” følger en uges studierejse til Nord England. Og studieture er han vant til. På landboskolen var han i 1987/88 på tur til Rusland og i 1990 var han 14 dage på landbrugsbesøg i det sydlige Polen.
1993 – Pensionistformand tror på behov for ældrevenligt nybyggeri
Det er helt sikkert, at de ældre i Vrensted ønsker at blive boende i byen. Derfor ser vi, at de flytter de ind i gamle upraktiske huse, der ikke egner sig for pensionister.
Formanden for Vrensted Pensionistforening. Gunnar Kristensen, er en af de personer, der selv om han ikke er fremskridtsmand støtter kommunalbestyrelsesmedlem Frode Larsen (Frp), der mener, at Løkken-Vrå Kommune bør bygge nye ældreboliger både i Vrensted og Hundelev.
Gunnar Kristensen er klar over det dilemma, der er ved at bygge nyt i de mindre oplandsbyer, fordi byerne har et overskud af gamle boliger. Men de dur kke til gamle mennesker mener han.
Boliger til ældre må ikke være for store, gen trapper være og de må være i en god stand. Kort sagt de skal være nemme at bo i. I lang tid var det “in” at bo i længst muligt i egen bolig. Nu hedder det
længst muligt i egnet bolig, mener Gunnar Kristensen, 71 år og pensioneret skolelærer.

Gunnar Kristensen (tv) og Emma Jensen er enige om, at mange andre ældre kunne have glæde af at bo i sådan en lejlighed, som Emma har.
Gunnar Kristensen ved ikke præcist, hvor mange ældre mennesker i og omkring Vrensted, der ønsker en lejlighed i et ældrevenligt byggeri. Men i pensionistforeningen er det et stadig varmt samtaleemne. For de fleste ønsker fortsat at være knyttet til Vrensted
Vi ser, at når folk sælger deres gård, flytter de herind, siger Gunnar Kristensen.
Han er blandt dem, der var “meget skuffede”, da politikerne nedlagde alderdomshjemmet i Vrensted for tre-fire år siden.
Det var fuldstændig meningsløst at nedlægge hjemmet. Masser af mennesker ville gerne have været deroppe. Nu kommer de i stedet til Løkken, siger han. Formanden foreslår politikerne, at de køber alderdomshjemmet tilbage og indretter det – med elevator til lejligheder for ældre. Han forventer, at de ældreboliger bliver bygget under en eller anden form. Nogle af de folkevalgte har under valgkampen blandt andet luftet tanken om bofællesskaber for ældre måske i forbindelse med de otte nye almennyttige boliger, der har adresse på Vrenstedvej 503.
-Når det under valgkampen er blevet fremhævet, at man skulle have bygget noget heroppe, regner vi med, at det er andet end valgflæsk, fastslår Gunnar Kristensen. Men han må også drømme, at pensionistforeningen ikke selv har arbejdet for sagen.
Vores opgave har været at give ældre nogle gode eftermiddage. Det har mest drejet sig om underholdning. Det er muligt, pensionistforeningen skulle gå ind i det arbejde siger den pensionerede lærer eftertænksomt, men sætter så sin lid til at det ældreråd, som måske vil blive etableret, vil blive et talerør for alle borgere i Kommunen.