Kategori: Brønderslev Historie

 

Det nok mest tragiske kapitel i Brønderslevs nyere historie blev skrevet under den tyske besættelse af Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig. Det omhandler mordene på byens dyrlæge og tidligere borgmester Axel Richardt Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen den 12. januar 1945. Dette kapitel vil fortælle historien om, hvordan man i høj grad kan se drabene som en lokal kulmination af både nationale og internationale politiske og militære hændelsesforløb, der afspillede sig i Danmark og på den internationale krigsskueplads i årene op til denne grufulde aften i januar 1945.

Historie udvikler sig som en uafbrudt strøm af hændelser, der på en eller anden måde er afhængige af de forudgående. Når det gælder begivenheder fra besættelsestiden, kan disse ofte forklares med udgangspunkt i en lang række af kendte datoer: Tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940, starten på Anden Verdenskrig den 1. september 1939, Hitlers magtovertagelse i Tyskland den 30. januar 1933 eller sågar med det tyske nederlag under Første Verdenskrig, der af de fleste historikere vurderes som værende afgørende for, at det kom til en ny krig godt tyve år senere. Kapitlet ville dog fjerne sig for langt fra den egentlige historie ved at uddybe de nævnte datoer, så derfor springes der frem til påstanden om, at det tyske nederlag i Stalingrad i slutningen af januar 1943 i høj grad havde betydning for mordet på dyrlægen og dyrlægeassistenten i Brønderslev en mørk aften i januar knap to år senere.

Stalingrad blev både disse to mænds og deres bødlers skæbne, fordi slaget var med til at bestemme krigens udfald og inden da fik store konsekvenser for den tyske besættelsespolitik i de besatte lande, herunder Danmark. Indtil langt ind i Hitlers Ruslandfelttog dominerede Nazi-Tyskland krigen; først med en effektiv lynkrigsstrategi i Nord- og Vesteuropa og siden ved at demonstrere, at man kunne erobre enorme landområder i øst. Ved Stalingrad blev den tyske krigsmaskine for alvor stoppet, og befolkningerne i de besatte lande var måske ikke længere helt så sikre på, at det var tyskerne, der ville vinde krigen. Dette havde ikke mindst betydning i forhold til modstanden overfor de tyske besættere. Denne gjorde sig også gældende i Danmark, hvor modstandsbevægelsen først for alvor fik medvind, da tyskerne begyndte at tabe. Da det tyske Afrikafelttog, med den kendte pansergeneral Erwin Rommel i spidsen, slog fejl, og det endda lykkedes de allierede at landsætte tropper i Syditalien i sommeren 1943, kom der for alvor gang i modstanden og det folkelige oprør i de besatte lande.[1] For Danmarks vedkommende betød dette folkestrejker i de større byer i løbet af sommeren 1943 og stigende sabotage mod tyske interesser, herunder fabrikker og infrastruktur. Vi kender i dag denne tid som ”Augustoprøret”, da dette var måneden, hvor begivenhederne for alvor spidsede til og kulminerede her i landet. De tyske besættere kunne selvfølgeligt ikke tolerere, at modstanden tog til og situationen begyndte at komme ud af kontrol for den danske regering.[2]

Regeringen havde gennem den såkaldte samarbejdspolitik indtil da havde haft relativt frie hænder til fortsat selv at regere Danmark. Sammenlignet med den tyske besættelsespolitik i andre lande var dette et særsyn, der dog primært kan forklares med Danmarks rolle som leverandør af landbrugsprodukter til den tyske krigsmaskine, samt særdeles pragmatisk orienterede personer i den tyske besættelsesforvaltning med den såkaldt rigsbefuldmægtigede topnazist Werner Best i spidsen. Danskernes status som ”ariere”, ”germanere” og medlemmer af ”den nordiske race”, har givetvis også spillet en ideologisk rolle for nazisterne. Besætterne ønskede simpelt hen ikke at have problemer i et land, som leverede en væsentlig del af ”Det Tredje Riges” fødevarebehov og hvor besættelsen hidtil havde forløbet særdeles fredeligt sammenlignet med andre tyskbesatte lande. Urolighederne og den stigende modstand i sommeren 1943 endte dog til sidst med, at besættelsesmagten på ordrer fra Berlin stillede en række krav til den danske regering, herunder indførelsen af dødsstraf mod sabotører.[3] Regeringen i Berlin havde mistet tålmodigheden. I Danmark havde den sidste henrettelse ellers fundet sted i 1892 og dødsstraffen var blevet officielt afskaffet med straffeloven af 1930. Den blev dog genindført efter befrielsen mod særligt grove landsforrædere, hvilket vi vil vende tilbage til.[4]

Tyskernes krav om bl.a. dødsstraf til de danske modstandsfolk blev for meget for regeringen. Den gik af den 29. august 1943. Den militære undtagelsestilstand blev indført og tyskerne arbejdede fra nu af sammen med danske embedsmænd. Departementschefstyret var en realitet. Sabotagen fortsatte dog. At regeringen var gået af, var for mange et symbol på, at samarbejdet med tyskerne ikke fungerede og endeligt var brudt officielt sammen. Uofficielt fortsatte det dog uden de større gnidninger gennem ministeriernes departementschefer, der i samarbejde med politikerne (og modstandsbevægelsen) – nu fra tilbagetrukne positioner – naturligvis stadig var interesserede i at bringe Danmark bedst igennem krigen med mindst mulige tab.[5] Besættelsens vilkår havde dog ændret sig kraftigt. Befolkningen havde fået øje for, at tyskerne risikerede at tabe krigen. Oprøreret tog til og nye modstandsgrupper blev stiftet rundt om i landet. Danmark havde på mange måder hidtil været et ”Mønsterprotektorat” – altså det for tyskerne nok mest fredelige (og samarbejdsvillige) besatte land i de første år af besættelsen.[6]

Det undrer derfor næppe, at rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, pressede de tyske besættelsesmyndigheder til gengældelsesaktioner, da situationen i Danmark i stigende grad kom ud af kontrol. Werner Best og andre pragmatisk tænkende topnazister i Danmark var kritiske overfor sådanne gengældelsesordrer, da man frygtede en yderligere eskalation af oprøret. Himmlers ordrer måtte dog følges. På Himmlers initiativ grundlagde man fra centralt hold derfor en tysk gruppe af civilklædte agenter, der skulle operere fordækt i Danmark sammen med danske håndlangere, der blev rekrutteret i danske nazistiske organisationer. Flere af dem var således instruktører i Schalburgkorpset og var tidligere hjemsendte medlemmer af den danske SS-enhed Frikorps Danmark. At deres handlinger senere blev kendt som ”schalburgtage” kan føres tilbage på denne sammenhæng og korpsets dårlige rygte i samtidens dagspresse. Det var dog ikke direkte Schalburgkorpset, der havde ansvaret for de terrorhandlinger, denne gruppe skulle gennemføre. Dette rygte fremgik ellers gennem store dele af både den illegale og den legale danske presse dog indtil retsopgøret efter besættelsen, hvor Petergruppens reelle ansvar for den tyske modterror for alvor blev kortlagt. På dette tidspunkt var begrebet ”schalburgtage” dog allerede indprentet i danskernes kollektive bevidsthed.[7]

Gruppens tyske medlemmer var rekrutteret blandt SS’ absolutte elitesoldater. Gruppens første leder, Otto Schwerdt, havde således været med til at befri den italienske diktator Benito Mussolini, efter at denne var blevet sat i husarrest, efter at Italien havde skiftet side som følge af den allierede invasion i landet. I Danmark fik Otto Schwerdt dæknavnet ”Peter Schäfer” – hans gruppe af agenter fik derfor betegnelsen Petergruppen. Tanken havde fra starten været, at Petergruppen skulle begå terrorhandlinger som reaktion på den danske modstandsbevægelses sabotage og stikkerlikvideringer. Modsat den danske modstandsbevægelse, der saboterede mål af tysk interesse, skulle Petergruppen ramme mål, der havde betydning for civilbefolkningen. Nazisternes bizarre logik var, at danskerne så blev træt af modstandsbevægelsen.[8]

Petergruppen blev hurtigt et rejsehold i død og ødelæggelse, der gennemførte aktioner i hele landet. Blandt Petergruppens mål var sprængningen af Tivolis Glassal i København, et kendt forlystelsessted, hvor musikere som Svend Asmussen og Leo Mathisen spillede jazz – en musikstil, der absolut ikke passede ind i nazisternes racistisk orienterede verdensbillede og af disse blev set som produktet af afroamerikansk kultur. Ødelæggelsen af den slags forlystelsesetablissementer blev hurtigt et modus operandi for Petergruppen, hvor sprængningerne af Restaurant Kilden i Aalborg ad to omgange, hvor de ovennævnte musikere i øvrigt også optrådte, kan nævnes som eksempler.  Andre eksempler var sprængninger af virksomheder, der ikke producerede for besættelsesmagten, men hvor det deraf følgende produktionsstop generede flest mulige danskere. Bland nordjyske eksempler kan nævnes Petergruppens sprængninger af Aalborg Stiftstidende, Frederikshavns Avis og Vendsyssel Tidende, hvorved man forsøgte at genere de mange avisabonnenter, der var afhængige af avisernes nyhedsstrøm. Denne type aktioner var igen organiseret efter en fremgangsmåde, som også blev anvendt andre steder i hele landet. Sabotager mod andre produktionsvirksomheder forekom dog også i betydelig målestok. Petergruppen begik også en lang række såkaldte clearingmord som reaktion mod modstandsbevægelsen stikkerlikvideringer fra årsskiftet 1943/44 til befrielsen. Ofrene var for det meste lokalt kendte personligheder, der havde ry for at være dansksindede og antityske. Det nok mest kendte var drabet på digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944, som samtidigt var en af gruppens første aktioner i Danmark. Godt et år senere kom gruppen til Brønderslev.[9]

På dette tidspunkt var Otto Schwerdt – alias Peter Schäfer – blevet afløst af Horst Issel. Schwerdt følte sig som soldat og var utilpas ved at begå drab iklædt civilt tøj. Han havde derfor søgt om at komme tilbage til egentlig krigstjeneste. Fremgangsmåden forblev dog den samme under Issel. Petergruppen ankom til Aalborg den 12. januar 1945 efter forinden at have gennemført en aktion i Aarhus. Her mødte de op på Højskolehotellet på Boulevarden, dengang Gestapos hovedkvarter i Aalborg.[10] Gruppen var kommet til Aalborg, fordi de lokale Gestapo-folk ønskede en reaktion mod modstandsbevægelsens likvidering af de danske nazister Søren Georg Andersen og Ejnar Laursen foran sidstnævntes bopæl i Skipper Klements Gade i Aalborg – øvrigt meget symbolsk på etårsdagen for Petergruppens mord på Kaj Munk, hvorved gruppen skulle hævne modstandsbevægelsens reaktion på et mord, den oprindeligt selv havde begået.[11]

På Højskolehotellet udpegede Aalborgs berygtede Gestapo-chef Fritz Bolle dyrlæge Axel Møller, der gennem en årrække i 1930erne tillige havde været borgmester i Brønderslev, som mål for gengældelsesaktionen. Tyskerne har antageligt vist, at han også havde kontakter til modstandsbevægelsen.[12] Klokken 20 samme aften kørte Issel sammen med en gruppe bestående af både tyskere og danskere til Brønderslev. Køreturen tog en times tid. Blandt danskerne var Aage Thomas Mariegaard, 22 år og fra landsbyen Tømmerby, få kilometer fra Brønderslev. Mariegaard var blevet påvirket af nazismen som ganske ung og blev allerede som 15årig medlem af Nationalsocialistisk Ungdom. I 1941 meldte han sig til Frikorps Danmark som 18årig, altså som en af de yngste. I 1942 kom han til østfronten, – en barsk oplevelse, der blandt andet bød på kampe med russerne i den berygtede Demjansk-kedel. Mariegaard blev her syg af difteri, en alvorlig bakteriel halsbetændelse, og kom på rekreation i Tyskland. Herefter blev han sendt til København for at uddanne Schalburgkorpsets rekrutter i maj 1943. Et halvt år senere blev han herfra selv rekrutteret til at blive medlem af ”Petergruppen”.[13]

Denne aften i januar 1945 var det Mariegaard, der ringede til dyrlæge Møller fra en telefonboks, efter at gruppen var kommet til Brønderslev. Han var jo lokal og talte derfor vendelbomål. Det lykkedes ham derfor at foregive, at han var en husmand fra Øster Hjermitslev, der havde en ko, som havde besvær med at kælve. Dyrlægen, der rådede over en benzindreven bil, skyndte sig straks afsted. Hvad Petergruppen ikke forventede var, at også Axel Møllers assistent, Ole Vagn Larsen, var til stede denne aften. Begge havde været på et dyrlægebesøg tidligere på dagen, som havde trukket ud, så Larsen havde spist til aften hos ægteparret Møller. Petergruppen besluttede, at dyrlægeassistenten også måtte dræbes. Gruppen skyggede nu dyrlægens bil, der var på vej mod Øster Hjermitslev, men stoppede denne udenfor Brønderslev. Horst Issel beordrede dyrlægen og dyrlægeassistenten til at følge med til afhøring i Aalborg under påskud af, at man kom fra det tyske sikkerhedspoliti. Larsen og Møller blev skilt fra hinanden, så dyrlægeassistenten blev sat i Petergruppens vogn, mens dyrlægen blev passager i sin egen bil med Issel ved rattet. Møller protesterede; han troede jo, at han skulle tilse en syg ko, men det nyttede ikke. Bilerne kørte mod Aalborg, men stoppede udenfor Bouet, få kilometer fra Nørresundby. Her blev Ole Vagn Larsen beordret ud af bilen og likvideret med nakkeskud i vejgrøften af tyskeren Paul Apfel, der ti uger senere selv blev dræbt ved Shellhusbombardementet. På samme tid affyrede et af gruppens medlemmer, efter al sandsynlighed en anden dansker ved navn Ib Nedermark Hansen, en maskinpistolsalve fra bagsædet mod dyrlægen, der jo sad foran på passagersædet i sin egen bil. Issel var forinden steget ud af bilen for gennem et aftalt signal at beordre begge henrettelser. Bilen blev, stadig med den afdøde dyrlæge Møller på passagersædet, herefter kørt til Aalborg og parkeret samme sted, som modstandsbevægelsen tidligere havde likvideret den danske nazist og ”sysselleder” Laursen. Hermed mente man at kunne statuere et eksempel.[14]

Aage Mariegaard blev som følge af straffelovstillægget[15] idømt en dødsdom og blev henrettet for sine gerninger natten til den 9. maj 1947. Han var en af de 46 danskere, der blev henrettet på dette grundlag efter befrielsen, hvor dødsdommen kun blev givet for forbrydelser af særlig grov karakter, eksempelvis for tortur og drab mod danske medborgere.[16] Han var dømt for en lang række forhold som følge af sin rolle i Frikorps Danmark, Schalburgkorpset og Petergruppen, herunder også sin medvirken til drabet på dyrlæge Axel Møller og dennes assistent Ole Vagn Larsen.[17] Møllers drabsmand, Ib Nedermark Hansen, blev henrettet samme nat. I alt var Petergruppens medlemmer sigtet for 281 forhold på landsplan, der foruden clearingmord og schalburgtager også omfattede dødelige attentater mod tog som hævn for modstandsbevægelsens omfattende jernbanesabotage. Henrettelserne fandt sted på Bådsmandsstræde Kaserne i København, altså området, der i dag er bedre kendt som Christiania. Mariegaard var ikke blandt de danske gruppemedlemmer, der havde gjort sig skyldige i de allermest bestialske forbrydelser. Han er siden ud fra en analyse af retsopgøret blevet beskrevet som værende den typiske håndlanger; vagten, tolken, sprængningseksperten – aftrækkeren trykkede andre på, selvom Mariegaard ifølge dommen medvirkede til mindst ti drab.[18] Hans nazistiske overbevisning sås der dog ikke tvivl om. På sin vis kan man sige, at han også var et offer, da Danmark genindførte dødsstraffen med tilbagevirkende kraft efter befrielsen, en politisk beslutning, som blev truffet for at ”rense luften” i den umiddelbare efterkrigstids Danmark, men som på mange måder var problematisk ud fra et etisk og moralsk synspunkt. Dødsstraffen var dog næppe blevet genindført i Danmark efter befrielsen, hvis tyskerne ikke havde gennemført modterroraktionerne i de to sidste besættelsesår – blandt andet med Petergruppen som instrument. Den juridiske del af fortællingen er dog en helt anden historie.[19]

Billede mangler

Aage Thomas Mariegaard (stående) modtager sin dødsdom i Københavns byret den 10. juli 1946. Ib Nedermark Hansen (siddende) havde tydelige psykiske kvaler under retssagen. Billedet viser i al sin tydelighed Nedermarks reaktion på den netop afsagte dødsdom.  Foto: Det Kongelige Bibliotek.

 

[1] Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945. Gylling, 2005. Ss. 374-375

[2] Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Bind II. København, 1979. Særligt ss. 190-287, 425-450

[3] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. Ss. 467-468

[4] Tønnes Bekker-Nielsen: ”Dødsstraf” i: Tønnes Bekker-Nielsen, m.fl.: Gads Historieleksikon. København, 2001. ss. 129-130

[5] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. S. 497

[6] Begrebet har ophav i Sten Gudme: Denmark: Hitler’s Model Protectorate. London, 1942. Bogen prægede i høj grad de allieredes opfattelse af Danmark under besættelsen og begrebet blev tillige anvendt flittigt i den danske illegale presse; ikke mindst i forhold til et opgør med samarbejdspolitikken.

[7] Andreas Monrad Pedersen: Schalburgkorpset – historien om korpset og dets medlemmer 1943-45. Viborg, 2000. s. 114

[8] Florian Altenhöner: Der Mann, der den 2. Weltkrieg begann. Alfred Naujocks: Fälscher, Mörder, Terrorist.  Berlin, 2010. Ss 197-201

[9] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 23-27, 93-94, 111-112

[10] Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. Gylling, 2003. s. 44

[11] John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 – og derefter. København, 2002. Ss. 516-517

[12] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 191-193. Aksel Blaabjerg og John Nørkjær: Orientering om Brønderslev. Brønderslev, ukendt trykkeår. S. 104

[13] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. Ss. 16 ff., 65-70

[14] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 192-193. Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 7-8

[15] Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.

[16] Jesper Nielsen: Den strengeste straf. Dødsstraffens genindførelse i Danmark 1945. Gylling, 2001. s. 136

[17] Højesterets protokolsekretærer: Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1947. 91. Aargang. København, 1948. s. 136, ss. 166-167.

[18] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 74-75

[19] Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. Bind 1. Viborg, 1997. s. 75

Kilde: Artikel af Ella Pedersen, fhv. lærer, fra december 2007.

 

Et møde med Svend Møller og Per Niemand Jensen.

Nørregade i Brønderslev har som de fleste andre gader gennemgået en stor forandring gennem tiderne.

Svend Møller er vokset op ved den østlige del af Nørregade og er bekendt med området, som han husker det så ud 1940-1950erne.

På hjørnet af Bredgade og Nørregade havde Mandrup Poulsen sin boghandel.

Derefter var der som i dag – Centralhotellet. I smøgen, hvor der i dag er værested, havde bogtrykker Hansen til huse.

I den efterfølgende gule bygning var der skrædderforretning i stueetagen og cykelforretning i kælderen.

Derefter var der Svend Christensens møbel – og ligkistemagasin.

På hjørnet ved Gravensgade havde barber Jørgensen forretning.

På det modsatte hjørne lå Nørrehus. Der var først en købmand Bentsen, derefter kom forsikringsagenturet ”Haand i Haand”.

Anton Tolstrup var den næste. Han forhandlede koks, kul og cinders, og var en overgang borgmester i Brønderslev.

Derefter kom urmager Buus, som gjorde opmærksom på sig selv ved at lade kyllinger vandre rundt mellem urene i butiksvinduet. Da Buus flyttede til hjørnet af Bredgade-Jernbanegade, rykkede Aalborg Stiftstidende ind i lokalerne.

Så kom VVS-firmaet Brdr. Langeland med bestyrer Otto Haugaard. Firmaet forhandlede rør, komfurer, radiatorer og meget mere.

Inde i baggården havde A. Poulsen sin sodavandsfabrik. Han forhandlede også æbler, huder og ål.

Den næste butik var lille bitte, og den lå lige over for ”Told- og Kgl. Vejer” skuret, som butiksejeren også passede.

Der går historier om det at fortolde. Det var især spiritus, der skulle fortoldes, og tolden blev af og til betalt med varer, – men det er måske bare en historie.

Til sidst kom Færchs møbel- og ligkiste forretning.

Ved Grønnegade lå bilforhandler S. Møllers forretning, og på hjørnet af Christiansgade lå dyrlæge Møllers ejendom.

På den modsatte side lå Borida, der indeholdt et pensionat i stueetagen, hvor værtinden hed ”Mads”, og på 1.sal havde Odd Fellow til huse.

I ejendommen derefter boede fru direktør Juhl Nielsen.

Derefter var der et beboelseshus, inden man kom til cementstøber Søren Nielsens ejendom.

Efter Vestergaardsgade kom landboauktionshallen, hvor der i dag er biograf og teatersal, kaldet BAS.

På hjørnet af Hedelundsgade var der også dengang en børnehave.

På venstre side over for Centralhotellet var der ned ad gaden baneterræn, pakhus med rampe foran og toldkontor.

Igen baneterræn, hvor Winther og Andersen havde opmagasinering af træ.

Bagved havde vognmand Jensen nogle heste i en bygning. Hestene blev brugt i forbindelse med rangering af godsvogne.

I en sanddynge ved godsvognene fandt drengen Svend Møller en landmine med følere. Han tog den med hjem og stillede den foran sin far og sagde: Se, hvad jeg har fundet! Faderen blev forskrækket. Minen blev afhentet af politibetjent Benzon.

Efter baneterrænet lå PN-beslags kontorbygning og derefter kom fabrikken.

Per Niemand Jensen er også født og opvokset i Nørregade. Han bor og har altid boet på ”Møllerens Eng”.

Pers far var møller. Han havde sin mølle omtrent der, hvor vandtårnet står. Navnet Niemand fik Per, fordi han var nummer ni i børneflokken på 12. Per Niemand Jensen er i dag 90 år, men bor som enkemand alene i sit hus og klarer sig selv. Han hjælper til i Brønderslev Hallen, når det er nødvendigt. Ingen kan se eller mærke, at Per Niemand Jensen er 90 år gammel.

Det lille gule hus foran tennisbanen kaldes Hedelundshuset. Til venstre boede Monrad med kone og børn, og til højre boede Bitte Frederik med sin familie. Monrad arbejdede for kommunen. Han skulle slå sten til gaderne. Det var et hårdt arbejde.

Nord for Per Niemand Jensen boede post Jens (Olsen), derefter Otto Pedersen, Brønderslev Trælasthandel.

Derefter kom man til stadion, hvor den første bestyrer var sadelmager Yde. Da Anker og Signe var bestyrere, vankede der fra Signes hånd æbleskiver og jødekager, og fra Ankers hånd streng justits. Man måtte aldrig løbe over fodboldbanen, – så vankede der skældud.

Efter stadion lå sygehusinspektør Sølvsteens hus.

Derefter kom Augustesens hus. Han var fyrbøder på sygehuset og chauffør i sygebilen.

Næste hus tilhørte taxavognmand Vestenkær, og efter ham boede købmand Hans og Nussen.

Så kom man til huset, hvor den barber boede, som var barber i forretningen ved siden af Martinus Nielsen.

I næste hus boede en maler.

Så kom forretningen, der solgte brød, slik og ugeblade. Dengang var ugeblade ikke noget hverdagsagtigt.

Derefter var der igen en beboelsesejendom.

Så kom huset, hvor Jens Oluf og Anna og børn, plus en hest, boede. Jens Oluf var post i Vildmosen, og når vinteren var rigtig slem, spændte børnene hesten for en kane, og hentede deres far i mosen.

Derefter huset, hvor Mølvadgaard, der arbejdede for kommunen, boede. Efter ham boede der en enke, og så var der 2 beboelsesejendomme efter hinanden, inden man kom til huset, hvor Per Duhn boede, og så er vi nået til Tolstrupvej.

Inden børnehjemmet blev opført, var der på området en plantage, kaldet fru Tuxens plantage. – Det var en ideel legeplads. Vi holdt den fri for børn fra byen. En dreng, der havde et glasøje, tabte det en gang, da han klatrede i et træ. Vi ledte alle sammen på jorden indtil vi fandt det. Det blev gjort rent med spyt, tørret med undertøjet og derefter sat på plads igen, fortæller Per Niemand Jensen.

Den gamle restaurationsbygning i Hedelund var en meget smuk træbygning med danselokaler m.m., men den blev brændt ned af tyskerne under krigen. I bygningen var der afholdt mange fester, bl.a. grundlovs-, pinse- og folkefester. Græsset omkring søen måtte ikke betrædes. Ønskede man at danse i Den runde Pavillon, kostede det 50 øre pr. dans. Der, hvor idrætshøjskolen ligger, var der tidligere en mark, hvor heste græssede. Hestene tilhørte direktør Cordes fra Trælasten. Per Niemand Jensens kone gav hestene brød, og da de en dag stak af, lykkedes det hans kone at fange dem, fordi de genkendte hendes stemme.

På en udstykning fra Ø. Hedegaard blev der bygget en bolig til overlæge Thorvald Pedersen. Den blev senere købt af sagfører Sanvig.

Derefter byggedes der endnu en lægebolig.

Så kom Sygehusvej og derefter kom selve sygehuset, som blev opført i 1913-1914, – også jordareal fra Ø. Hedegaard.

Allersidst inden Tolstrupvej lå funktionærboligerne.

Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen

Tidligere købmand Jørgen Johansen, tidligere indehaver af forretningen med papir, kontorartikler og lædervarer Harald C. R. Thomsen samt Else Aabo, født Knudsen og opvokset i øverste lejlighed over Carl Lauritzens forretning på hjørnet af Bredgade-Nygade fortæller. De giver et unikt billede af Nygade i slutningen af 1940’erne og op i 1950’erne.

Nygade – et lille navn, men til meget gavn – en central gade i byen. På højre side set fra Algade – var der på hjørnet modesalonen Elegance, ejet af Rosa Nielsen. Her forhandledes damehatte. Hattene blev syet inde i rummet bag butikken, og mange kunder kom derind og fik en kop kaffe.

Ved siden af Elegance var der barber og frisør, hvis indehaver var Kaj Pedersen.

Så nåede man frem til købmand Johansens forretning, der udover kolonialvarer forhandlede korn og foderstoffer m.m. Der var næsten altid kø, for omtrent alt skulle vejes (blød sæbe, melis, mel, sirup og meget mere). Mange af kunderne havde en kontrabog, hvori købene blev noteret.

Efter købmand Johansen lå papir- og lædervareforhandler Harald C.R. Thomsens forretning. Her kunne man udover papir- og lædervarer købe foto og kunstartikler m.m. Mine bydrenge var meget dygtige, føjer Harald C. R. Thomsen til.

Derefter lå Brønderslev Andelsmejeris udsalg med frøken Olsen som bestyrerinde. Man skulle hente piskefløde i egne kander, så om søndagen stod folk med kander i kø. Derudover kunne man købe mælk, smør og ost. Det var muligt at få kredit – man blev ”skrevet”.

Lige ved siden af lå radioforhandler Harald Hansens butik. Han var den første i byen med TV. Antennen lå på taget. Han forhandlede også grammofonplader. Han var gift med damefrisør Ellitsgaard Hansen.

Så er vi nået til hesteslagter Tage B. Sørensen, der bl.a. forhandlede hestebøffer. Det fortælles, at der en dag blev glemt en lille gravhund i bagbutikken, da man lukkede og låste. Da det blev opdaget, at gravhunden var væk, ledte man overalt i byen – uden held. Da butikken åbnede næste dag, blev personalet modtaget af en kæmpestor gravhund.

Tæt ved hesteslagteren boede urmager Jens Hansen. Han havde værksted bag butikken, hvor han sad og reparerede ure. – ”Urmager, må vi komme ind til dig?”, spurgte vi, og vi fik småkager, når hans kone kom med kaffe. Det var meget flinke mennesker, fortæller Jørgen Johansen.

Den næste butik var slagter Kusks store, kendte slagterforretning. Her ekspederede bl.a. fru Kusk. Slagteren købte selv kreaturer hos landmændene.

Så er vi fremme ved Skovs Sæbehus, hvor man kunne købe håndsæbe, vaskepulver, toiletartikler og meget mere.

Næste butik var ”Sulelageret”, ledet af fru Mikkelsen. Der blev solgt spegesild, røget makrel, ost m.m.

Ved siden af lå Bager Christensens forretning med bageri i gården. – Der var en dejlig duft, mindes Jørgen Johansen.

Længere inde i gården havde skomager Jens Peter Jensen sit værksted.

Dernæst kom Ellen Christensens ”Modehuset”, hvor man især kunne købe damehatte.

Ved siden af lå skohandler Tue Pedersens forretning ”Rio Sko”.

Så lå der igen en barberforretning, ejet af barber Christoffersen.

Og så kom byens træhandler, Martinus Nielsen. Her kunne man købe lædervarer, men det var først og fremmest legetøj, der blev solgt. Der var utrolig mange varer i vinduerne, og der stod næsten altid en flok børn og trykkede næsen ind mod ruden.

På hjørnet ved Bredgade lå Carl Lauritzens tøjforretning ”Magasin du Nord”. Den blev altid kaldt Carl Lauritzen, og lederen hed Niels Richard Lauritzen. Der var to etager med tøj, dametøj, sengetøj og meget mere. Der var mange ansat.

På den anden side af Nygade, set fra Algade, lå Brønderslev Sparekasse på hjørnet med direktør Hansen som leder, efterfulgt af Laurits Østergaard. Karen Kjølholm var kasserer.

Derefter lå gartner Johan Jensens gartnerforretning, der grænsede op til gården ind til Hotel Brønderslev. Den var belagt med brosten. Hestestaldene i gården blev passet af staldforpagter Frandsen. Men staldene blev raget ned, og i stedet blev der bygget en rød ejendom. Bygherren var træhandler Kjær.

Næste forretning var ”Dansk Svensk Staal”. Der blev solgt isenkram, så som søm, skruer og lignende.

Den næste butik var fiskehandler Rudolf Nielsens forretning, og efter den lå Smørforsyningen med navnet La Palma.

På det sidste hjørne lå Jacob Christensens skotøjsforretning, ledet af Jacob Christensen. To af sønnerne fortsatte i samme genre i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn.

Det var Nygade dengang. Selv om det var småt med penge for de fleste, så huskes velvillighed, smil og glæde og god tid.

At være postbud i regn og Storm og med Celuldsdæk er en blandet fornøjelse.

Brrrr! Vækkeuret ringer klokken fem. Posten springer ud af fjerene og kigger ud i mørket. Regnen pisker på ruderne, og stormen hyler om hushjørnet. Det vil blive en drøj dag; men det får ikke hjælpe. I en fart trækker han tøjet på, får lidt at spise og pumper luft i cykelhjulene.

Desværre er ringene ikke så gode, som de skulle være, men det går vel i dag også.

På posthuset er han snart i travl virksomhed med at sortere breve og skrive værdipapirer i sin kvitteringsbog, og så skal tasken pakkes. Det skal gøres omhyggeligt, dels er der så mange aviser og andre papirer, så det er et helt studium, at få det hele stoppet deri – ja i dag må han have en stor pakke ved siden af, og dels skal det hele beskyttes mod den piskende regn.

Endelig er han og hans kolleger færdige, og så tørner han ud i storm og slud i den dæmrende morgen. Længe varer det da heller ikke, før vandet drypper fra ham, mens han aser af sted på de opblødte og ujævne veje. Undertiden må han næsten slæbe cyklen gennem mudderet, men fremad går det, og snart kan han begynde at lægge en avis af her og et brev der; en skal have et pengebrev, som skal kvitteres for, en anden skal betale en opkrævning, et sted afleverer posten en regning i blå konvolut, og manden knurrer så småt, mens en anden med smil modtager en check på mange hundrede kroner.

Hist henne står en ung mand ved et hushjørne og venter på posten, jo der er brev til ham, en lille fin duftende billet, som posten har påset særlig omhyggeligt på, så den er ren og fin trods regnvejret. De fleste breve får ellers efterhånden sørgerande trods påpasselighed, og aviserne får flossede kanter og krøllede hjørner. En lille bekymret mor spørger om brev fra den store dreng. “Nej, ikke i dag, men du skal se, det kommer nok, når du blot giver tid”, trøster posten.

Henne ved købmanden læsset han en stor bunke af, og i stedet får han en anden, næsten lige så stor bunke med sig igen. Et sted står en husmor parat med kaffekanden; i tilgift får hun en lille passiar, mens vandet siler ned ad ham og danner en hel sø på gulvet. Det kvikker svært op med sådan en forfriskning, og lidt efter tramper han igen i pedalerne på de fæle biveje mod den stride vind.

Der skal hænges i, for tredive kilometer eller mere er ingen springvej i et sådant herrens vejr. Nej, så er det anderledes rart om sommeren, når solen skinner og vejen er god, mens lærken kvidrer foroven.

Endelig når posten ud i det yderste af distriktet, og han begynder at vende næsen hjemefter. Men så gør cyklen knuder. Han har nok mærket, at den har hoppet så underligt et stykke tid, men har tænkt, at det var den ujævne vej, som var skyld i det.

Så opdager han til sin forskrækkelse, at Cellulds-dækket har slået en slem revne i siden, og den røde slange stikker ud. I næste gård tiltigger han sig et stykke selvbindergarn til at holde slangen inden for dækket med, og nu går det igen. Så må han stoppe op et sted, hvor manden er i færd med at skrive et brev, “og det skal endelig med i dag”, forklarer han. Posten venter da også tålmodigt en stund, til brevet er færdigt.

På turen møder han en mængde mennesker, og til dem alle har han et venligt ord, særlig til børnene, der sender glade smil til ham igen. Derimod er hundene næsten alle vegne vrede på ham og gør en frygtelig alarm.

Endelig når han træt og udaset tilbage til posthuset, hvor han aflægger nøjagtigt regnskab for alt, hvad han har afleveret og modtaget, og så går turen hjem til hans kone, der sørger for, at han kommer af alt det våde tøj, får noget at spise og bliver puttet i seng en times tid eller så.

Derefter bliver han purret ud igen, og nu må han allerhelst have cyklen repareret, så den kan gå igen i morgen; desuden er der en hel mængde andre ting for ham at pusle med derhjemme, så han kan nok få tiden til at gå.

I disse mørke og våde novemberdag er det ikke misundelsesværdigt at være landpost, og bedre bliver det ikke, når sneen falder, så han må lade cyklen blive hjemme. Men han tager det med et godt humør, og vi andre er glade for ham og beundrer vores trofaste budbringer.

I dag kan jeg sidde her i varmen og modtage mails, opkrævninger, og hvad ved jeg, det kunne man ikke for 70-100 år siden. Alt til mig kommer via en fiberforbindelse eller om en måned gennem et lyslederkabel – det går så hurtigt, så man ikke når at rette fejlene, inden modtageren har prikket “synes godt om” eller det modsatte.

Af Ove S. Johansen

 

 

På Nordjyllands Idrætshøjskole handler idrætten om venskaber, fællesskaber og oplevelser. Vi tilbyder mange idrætsfag inden for bl.a. Fitness, Bold & sport, Outdoor og Uddannelse. Skolen har plads til 127 elever. Hvert år rejser vi til bl.a. Frankrig på adventure- og skiture samt til Club La Santa.

                                                – fra mit perspektiv.

Lidt om højskolens historie

 Nordjyllands Idrætshøjskole slog dørene op for elever første gang i oktober 1986. Forud for det første elevhold gik tanker, idéer og mange års arbejde af lokale ildsjæle. Højskolens første forstander Tage Elkjær blev tilknyttet projektet allerede i 1981. Han blev dog først fuldtidsansat i 1984. Tage Elkjær var med til at forme både højskolens fysiske rammer og værdigrundlaget for højskolen.

Da højskolen startede, lå den idrætslige faglighed inden for gymnastik og boldspil samt alment dannende højskolefag. Det var også en naturlig del af højskoleopholdet, at eleverne uddannede sig til trænere inden for en selvvalgt idrætsgren. Siden hen har skolen udviklet sig til at tilbyde en bredere række af idrætsfag, og også inden for den almene del af fagtilbuddene, er højskolen fulgt med tiden, så fagene i dag bl.a. omhandler bæredygtighed, frivillighed, politik og samfund samt positiv psykologi.

 Eleverne

Eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole kommer fra hele landet – ja, fra hele verden. De er typisk mellem 18 og 25 år, og har det til fælles, at de er glade for idræt og sport. I og med at højskoleophold i Danmark har en høj egenbetaling, har de fleste af eleverne arbejdet og sparet penge op, inden de starter på højskolen. Højskolen stræber efter at give elever, som ikke selv har de økonomiske midler, mulighed for at komme på højskole. Dette realiseres dels gennem Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole, som kan bidrage til elevernes egenbetaling, og dels gennem projekter f.eks. for unge uden ungdomsuddannelse.

Hvad laver vi på Nordjyllands Idrætshøjskole?

I dag har Nordjyllands Idrætshøjskole en bred profil, hvor eleverne kan vælge mellem ca. 50 forskellige fag. Denne udvikling er sket løbende, og tilgodeser at mange forskellige typer af elever finder højskolen attraktiv. Dette gør, at vi får en større mangfoldighed i elevsammensætningen, og dermed kan lave bedre højskole.

I løbet af en uge, har eleverne fire forskellige idrætsfag, og dertil kommer mange forskellige højskolefag. Højskolefagene dækker over en stor variation af alment dannende områder bl.a. foredrag, diskussion og debatfag.  Den almene dannelse integreres også i alle idrætsfag, hvor de specifikke idrætsfagligheder løftes gennem forskellige perspektiver. Eleverne oplever typisk en forskel fra den almindelige træning i f.eks. fodboldklubben, hvor man spiller på hold med andre spillere af samme køn og på samme niveau og alder som en selv. På højskolen spiller kønnene sammen, og der arbejdes med andre områder end teknik og taktik.

Det kan f.eks. være temaer som matchfixing, doping, kropskultur og æstetik, der giver andre vinkler på idrætten, end de områder, som er trænings- og færdighedsbaserede.

Undervisningen er et af tre ben i højskolelivet. De to andre er det pædagogiske tilrettelagte samvær og den ”frie tid”.

Det pædagogiske tilrettelagte samvær er kendetegnet ved at højskolelærere og elever er sammen om at organisere f.eks. højskoleaftner, ture og rejser, diskussionsfora, fester mv. Den almene dannelse ligger ikke kun i undervisningen, men også i høj grad i den samværsform som er mellem højskolens elever og medarbejdere.

Den ”frie tid” er den tid, hvor eleverne ikke har planlagt undervisning eller pædagogisk tilrettelagt samvær. Her mødes de med hinanden i et frit fællesskab, hvor venskaber knyttes og mennesker udvikles i samværet med hinanden.

Forberedelse til videre studier

For mange af elevernes vedkommende er højskoleopholdet en mulighed for at udvikle sig selv personligt i et forpligtende fællesskab. Det er et sted, hvor man kan blive afklaret i forhold til sine værdier og holdninger og blive inspireret til det næste skridt i sit liv. En del elever bruger højskoleopholdet som en overgang mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Nogle af dem ved hvilket studie, de skal i gang med efter højskolen, men mange andre er i tvivl og bruger højskoleopholdet til at blive klogere på f.eks. studievalg. For mange af eleverne er højskoleopholdet også stedet, hvor varige venskaber starter, og et sted, hvor de bliver udfordret på deres livsopfattelse. Her mødes mange forskellige mennesker, som hver især bibringer deres kultur og syn på livet. Det samspil som opstår imellem eleverne og højskolelærerne, samt iblandt eleverne, udfordrer den enkeltes holdning til livet og hverdagen. Derved udvikles den enkelte i fællesskabet. Nogle elever kommer med en målrettet dagsorden om at blive forberedt på et konkret studie. Det er typisk idrætsstudiet på universitetet, lærer- eller pædagogseminariet eller inden for sundhedsuddannelserne. Der er også en del elever, som vælger vores politiforberedende linje, som klargør og udvikler eleverne til optagelse på Politiskolen.

Forholdet til byen og befolkningen i Brønderslev

Jeg har fået mange spændende perspektiver på fortællingen omkring Nordjyllands Idrætshøjskoles opståen, bl.a. gennem en lang brevveksling med højskolens første forstander Tage Elkjær, men også gennem utallige samtaler med skolens første forretningsfører, senere forstander og min kollega gennem 15 år Ole Wille. Det står tydeligt for mig, at højskolen blev til på baggrund af folkelig opbakning. Der var stor interesse for at starte en idrætshøjskole i Brønderslev, og lokale ildsjæle arbejdede i omkring ti år, før det blev en realitet.

Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole samlede penge ind og lavede masser af tiltag, for at skabe fundamentet for højskolens tilblivelse. Denne forening lever i bedste velgående og arrangerer stadig kulturelle arrangementer for medlemmerne, til gavn og glæde for dem og højskolens elever samt medarbejdere.

Idrætshøjskolens forhold til Brønderslev by er godt og gensidigt. Vores elever interagerer med byen gennem handel og events, bl.a. har vi flere gange stået for et stort motionsevent for virksomheder, butikker og byens skolebørn. Ligeledes laver vi i december det traditionsrige nisseløb, hvor alle eleverne løber igennem byens gader iført nissehuer og synger julesange samt spreder god julestemning.

Vores elever bruger byen, når de handler i butikkerne. Det samme gælder vores kursister på sommerens familiekurser. Hver sommer kommer et sted mellem 250 og 400 kursister fra hele landet til Nordjyllands Idrætshøjskole for at være deltagere i vores sommerkurser. De handler også lokalt i Brønderslev. Mange af Brønderslevs borgere kommer ofte på Nordjyllands Idrætshøjskole. Der er flere foreninger, som har deres aktiviteter hos os, og heldigvis er der også god opbakning, når Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole inviterer indenfor til foredrag og koncerter.

Min vej til Brønderslev

Mange spørger mig: ”Hvordan kan det være, at du er flyttet til Brønderslev?” – og ja, det er korrekt, at jeg ikke er barnefødt i byen, men er flyttet til Brønderslev pga. et spændende arbejde.

Da jeg som aktiv idrætsstuderende på Aarhus Universitet så et stillingsopslag fra Nordjyllands Idrætshøjskole i sommeren 2002, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle søge stillingen. Jeg havde læst første år af en bachelor i idræt, en uddannelse, som jeg ville supplere min folkeskolelæreruddannelse med. Egentlig var jeg glad for at være lærer i folkeskolen, men drømte om at undervise voksne og gerne højskoleelever i idræt, og derfor var jeg startet på universitetet.

Jeg fik heldigvis jobbet, og startede d.1. august 2002 på Nordjyllands Idrætshøjskole sammen med to andre nye lærere og en ny forstander: Troels Rasmussen.

Det var en spændende tid, hvor højskolen var i rivende udvikling med nye fag. To af de nye fag var aerobic og spinning, som jeg blev ansat til at undervise i. Det var et modigt og fremsynet valg at højskolen var udviklingsparate og satte disse to – på daværende tidspunkt ret kontroversielle, individuelle idrætsgrene – på skemaet. Jeg husker fra den første tid til møder med andre højskolefolk, at flere kommenterede på, at disse fag ikke var ”rigtige højskolefag”.

Den værdikamp, var jeg vant til fra min erfaring i det frivillige foreningsliv. Jeg havde under hele min studietid været aktiv både i bestyrelsesarbejdet og som instruktør i ASG (Aarhus Studenter Gymnastik). Vi fik i min tid indført spinning, som den første forening i Danmark. Hidtil havde det kun været udbudt i kommercielle fitnesscentre, men vi så et potentiale i at kombinere den gode træning med foreningsværdierne og tog derfor udfordringen op med at etablere et spinninglokale centralt i Århus, uden om de store fitnesscentre. Dette vakte undren hos de kommercielle udbydere, og gav næring til mange diskussioner i foreningsregi – med samme bekymringsminer: ”Spinning er ikke en foreningssport – men en egocentreret kropsdyrkelse”. Siden hen har mange andre foreninger sat spinning på programmet, som en helt naturlig del af udviklingen. Foreninger kan nemlig tilføre den individualistiske præstationskultur noget!

Det var naturligt for mig at flytte til Brønderslev, så jeg kunne deltage i højskolens liv og lokalsamfundet. Jeg blev hurtigt involveret i forskellige ting i byen bl.a. startede jeg som aerobicinstruktør både i den lokale forening BGF (Brønderslev Gymnastik Forening) og som instruktør på Amtsholdet i aerobic, som var et DGI opvisningshold. Det var en god måde at blive integreret i lokalsamfundet.

Min kæreste Hans-Henning (som senere er blevet min mand) flyttede med til Brønderslev, og færdiggjorde sin ingeniøruddannelse på Aalborg Universitet. Vi følte os begge to godt modtaget i Brønderslev, og faldt hurtigt til i Vendsyssels Hjerte.

Fra lærer til viceforstander… til forstander…

I 2013-14 stod højskolen i en svær situation i forhold til at få fyldt elevpladserne op. På det tidspunkt valgte bestyrelsen at lave en strukturændring af højskolens ledelse. Den hidtidige forretningsfører Ole Wille blev ansat som forstander, der tog sig af økonomien og driften, og der blev oprettet en viceforstanderstilling, med ansvar for det pædagogiske område. Den stilling passede fint til mine kompetencer, og interessen for udvikling af det pædagogiske område var opbygget gennem mine mange år som lærer på højskolen.

Det var en bunden opgave at få skaffet flere elever, samt at sikre fastholdelse af eleverne, hvilket jeg så som en spændende udfordring.

I årene efter 2014 drøftede bestyrelsen den fremtidige ledelse og planen var at forstanderen Ole Wille og jeg skulle ”bytte plads” med virkning fra d.1/8-2017.

Det gik dog ikke sådan, da Ole Wille søgte og fik et nyt job i København. Det var naturligt, at jeg tog over på forstanderposten d.1/4-2017, fire måneder før den oprindelige aftale skulle træde i kraft.

Jeg havde heldigvis været i tæt parløb med Ole Wille, så overgangen var ikke så svær, som den måske kunne have været, selvom den kom lidt hurtigere end forventet.

”Forstanderinden”

Igennem tiden har Nordjyllands Idrætshøjskole haft fem forskellige forstandere: Tage Elkjær, Michael Andersen, Troels Rasmussen, Louis Mogensen, Ole Wille. Jeg blev den første kvindelige forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole, og var også ”ene høne i kurven”, når der var samling i blandt de øvrige idrætshøjskoler i Danmark. Dog er der siden hen sket den udvikling, at der kommer flere kvindelige forstandere både på idrætshøjskolerne og generelt på højskolerne i Danmark. I 2020 var 20 ud af de 70 højskoleforstandere kvinder.

Det er ikke mit indtryk, at man som kvinde, skal bevise mere – for at få en forstanderpost på en højskole. Man bliver valgt på sine kvalifikationer.

Men jeg kan fortælle en lille anekdote, der mere siger noget om titel, end om køn…

Jeg havde i min tid som viceforstander deltaget på mange forstandermøder sammen med højskolens forstander Ole Wille, fordi vi sammen udgjorde ledelsesteamet på Nordjyllands Idrætshøjskole.

Da jeg gik fra at være viceforstander til at blive forstander, oplevede jeg at andre, særligt dem man i branchen kalder: ”Fyrtårne” (typisk mandlige forstandere som har været i højskolebevægelsen i mange år) begyndte at hilse på mig – som deres ligemand. Tidligere havde de ikke bekymret sig om mig, når vi var til forstandermøder – der var jeg jo ”kun viceforstander”.
Der er sket en stor udvikling rundt omkring på højskolerne siden da. Nu har mange højskoler oprettet viceforstanderstillinger, og det er blevet mere almindeligt, at viceforstanderne også har en plads i ledelsesteams rundt om på de danske højskoler.

Nordjyllands Idrætshøjskole i fremtiden

I år fylder højskolen 35 år, og samtidig kan en ny, stor undervisningsbygning indvies i december måned. Der er tale om en længe ønsket udvidelse af undervisningslokaler til primært fitnessfagene, som nu bliver en realitet. Bygningen er en selvstændig bygning på knapt 1000 kvadratmeter. Husets hjerte bliver det 533 kvadratmeter store rum til cross fit, og der bliver også plads til cardio- og styrketræning, samt spinning og teoretisk undervisning. Med denne investering, er Nordjyllands Idrætshøjskole godt rustet til fremtiden og de 127 nye elever, som starter på højskolen i det kommende år.

Eva Terp-Hansen – oktober 2021

 

Jeg nåede lige netop til morgenkonference til tiden på Brønderslev Sygehus – en sommermorgen i juni 1981- med olie på hænder og tøj fra min motorcykel, som igen havde svigtet, vist noget med platiner. Jeg blev halet ind i skyllerummet af en velmenende afdelingssygeplejerske, før jeg blev sluppet løs til stuegang og andet patientarbejde. Det havde været en kold og tåget tur fra Århus til Brønderslev – helt anderledes end da jeg et år tidligere havde arbejdet som ”junior doctor” i Bangladesh med ”mother and child health care”, og kunne køre mellem grønne rismarker og landsbyer på en lille Honda i 40 grader varme, med sarien blafrende i vinden.

Hidtil havde Vendsyssel været et land, man kørte gennem på vej til Norge – gammel havbund – men da en studiekammerat på sidste eksamensdag på lægestudiet i Aarhus sommeren 1981, ringede og spurgte om jeg var interesseret i et lægevikariat på Brønderslev sygehus i `en – og kun én måned – takkede jeg ja – og følte det næsten som ”at komme hjem”, da en venlig receptionist stod klar kl.02 om natten med en nøgle og et hjerteligt ”Walkommen”! Det blev starten på foreløbigt 40 år i Vendsyssel, og en forrygende tid på Brønderslev Sygehus, som var i en rivende udvikling, både lægefagligt, plejemæssigt og på administrativt niveau. Aldrig siden har jeg mødt en så unik kombination af professionalisme og omsorg, først og fremmest for patienter og pårørende, men også for hinanden.

Desværre blev sygehuset i 1992 nedlagt pga. politiske rævekager, trods en rivende udvikling og massiv fælles samlet modstand fra alle på sygehuset og hele befolkningen.

Den ene måned blev til flere, og førte til en grundlæggende bred klinisk baggrund for mit senere virke som læge. Først med sigte på uddannelse til almen praktiserende læge, siden som børnelæge – eller mere korrekt: speciallæge i pædiatri (børn og unge fra 0-18 år), som jeg nu har praktiseret i 30 år.

Tidligt blev jeg grebet af de uendeligt mange perspektiver ved børnelægevirket, man har altid hele barnet for øje, ikke bare dets lunger eller hjerne. ”Hele barnet” indebærer også familie og vilkår; institution/skole, hjem og fritid. Sundhed betyder (ifølge WHO) fysisk, psykisk og socialt velbefindende – kort sagt: det gode liv. Hvert eneste barn er unikt, hvert eneste barn fortjener betingelser så det kan udvikle sine evner og opnå et godt liv. Børnelæge arbejdet har også globalt perspektiv. Under hele lægestudiet på Århus Universitet var jeg engageret i IMCC (International medical cooperation Commite), hvor vi organiserede sundhedsprojekter i 3. verdens lande, og udsendte medicinske studenter til job i projekterne.  1979 manglede vi pludselig en student – så det blev min opgave at tage til Bangladesh – oplevelser for livet på godt og ondt. Rejste hjem med den faste overbevisning, at jeg hurtigt skulle blive dygtig til kvinder/fødsler og børn- og så af sted igen!

Jeg tror, at hemmeligheden ved tilfredsstillelsen ved at være børnelæge er en iboende nysgerrighed i forhold til det, barn/forældre fortæller, en årvågenhed også for det uventede, opmærksomhed på barn og forældres bekymring – det er dem, der er eksperter på deres barn, en viden om, at ”det sjældne sker” en gang imellem, og en evig bestræbelse på at gøre sit bedste, og vide ”hvor de kloge bor” hvis det helt sjældne indtræffer. En portør på Hjørring sygehus sagde engang til mig efter en lidt dramatisk nattevagt: ”du er den bedste læge jeg nogensinde har mødt”! hvorfor det? ”Fordi du aldrig giver op!”

Efter en del år som læge og overlæge i børneafdelingerne i Aalborg og Hjørring, og Skejby/Aarhus Universitetssygehus – foruden 3 år som børne-unge læge i Frederikshavn kommune, besluttede jeg mig for at starte egen Børnelægepraksis i Brønderslev. Et ydernummer var ledigt i regionen (det betyder overenskomst mellem speciallæge og region, således at behandling er gratis for patienter – fuldstændigt på samme vilkår som alment praktiserende læger. Den eneste forskel er, at børn og unge skal henvises til Speciallægepraksis fra egen praktiserende læge). Ydernummeret – et såkaldt 0-ydernummer, som betyder, alt skal startes ”fra bunden”, kunne efter aftale med regionen flyttes til Brønderslev med klinik start 1. oktober 2007. Jeg havde store forventninger til Brønderslev fra min tid på Sygehuset, derudover ligger klinikken i cykelafstand fra vores hjem, og Brønderslev er jo Vendsyssels Hjerte – placeret midt i, en fordel, når patienterne kommer til speciallægepraksis fra hele Regionen- måske flest fra Brønderslev og omegn.

Ugen op til 1. oktober var travl: En sygeplejerske og en sekretær blev ansat, møbler, legesager og apparatur af alskens slags afprøvet og anskaffet. Undervisning i IT- system foregik siddende på papkasser – udmærket seance indtil al strøm forsvandt fra bygningen. Håndværkere af alle slags arbejdede på højtryk for at omdanne den tidligere tandlægeklinik til brugbar børnelægeklinik, udviste atletiske evner, hver gang de skrævede over en papkasse, skriveborde under opbygning eller nyanskaffet legetøj. Vores datter og hendes veninder kom i fritimer og købte ind og gjorde rent, lavede pjecer, en svigersøn blev webmaster, en veninde bogholder og malede kunstværker – efterhånden er alle funktioner dog langsomt overgået til professionelle firmaer. Senere blev klinikken udvidet med en etage, med mulighed for møderum, rum til undervisning (astma, ADHD) og foredrag, flere konsultationsrum, plads til diverse astma test mm. Kontor for diætist, bogholder, ADHD-konsulenter. Venteværelse blev udvidet med udgang til terrasse med legehus, sandkasse, cafe-møbler, undersøgelsesrum til specielle undersøgelser blev renoveret og udviklet, telefonsystemer og IT løbende udviklet og forbedret. Sideløbende hermed udvikling i personalegruppen. Foruden Børnelæge tæller vi nu lægesekretær, som senere er uddannet praksismanager, 2 børnesygeplejersker, 6 medicinske studenter, som deler en sekretærstilling, og kan multitaske, en ung-medarbejder, 2 ADHD konsulenter, som siden 2010 har afholdt interne kurser i klinikken for forældre til børn med ADHD – foruden pædagogiske samtaler med familier – målrettet ADHD problematik. Tidligere diætist er nu blevet til en kostvejleder, som kommer 2 gange om måneden. Inspirerende for klinikken er hyppige besøg af Yngre læger, som får indblik i, hvordan klinikken arbejder, sygeplejestuderende og desuden 9. klasse praktikanter – med mod på fremtiden. Som led i udviklingen afholdes MUS samtaler årligt, APV (arbejdspladsvurdering) foretages, månedlige personalemøder medvirker til ”ikke langt fra tanke til handling”, og endelig er årets julefrokost og sommerudflugt (også for mænd, koner, kærester og børn) med til at skabe en fælles kultur, hvor et af vores motto er: ”Ingen skal gå forgæves til Børnelægeklinikken.”

Et andet tema er udvikling – så vi hele tiden er i stand til at leve op til krav ”udefra”, det gælder sygdomme (udredning og behandling), her er især brug for kurser internt og eksternt, litteratursøgning, konferencer med kolleger rundt i landet og i udlandet. Klinikken har selv bidraget med artikler/litteratur om børn i klinikken med sjældne tilstande – og holdt foredrag rundt omkring – såmænd helt i Sydkorea. F.eks. er bensmerter om natten ikke vokseværk, men oftest restless legs syndrom/hvileløse ben, en lidelse som ikke er almindelig kendt, men som kan behandles effektivt og billigt. Lang tids mavesmerter og diarre kan være en ”mikroskopisk tarmsygdom, som kan behandles- billigt og effektivt. Mange tilfælde af tilbagevendende høj feber med regelmæssige intervaller, kan være PFAPA syndrom/periodisk feber, som er en sygdom, der kan behandles effektivt, uden bivirkninger – og børnene undgå fravær fra skole og institution.

Voksende krav om kontrol- som modsætning til tillid til hinanden – øger mængden af registrering og administrativt arbejde betydeligt. Derudover gennemgår vi/klinikken en løbende kvalitetsudvikling, med fast akkreditering af Danske Regioner hvert 2.-3. år, hvor alt bliver minutiøst gennemgået – lige fra journalnotater, fagligt niveau, administrative/ledelsesmæssige forhold, rengøring, hygiejne, håndtering af diverse prøver, hjertestop behandling. Vi er bestået hver gang med diplom.

Efter reception d. 1. okt. 2007 meldte hverdagen sig: Ville vi overhovedet få henvist patienter til klinikken? Hver morgen trak vi lod om, hvem der skulle se i postkassen. Og når telefonen ringede en enkelt gang om morgenen, fik vi en følelse af, at der var/ville blive bud efter os?

De første 7 henvisninger til klinikken lød på ADHD udredning. Traditionelt en børnepsykiatrisk opgave (selvom der altid har været tradition for, at praktiserende Børnelæger i Danmark, såvel som i udlandet, foretager udredning og behandling af børn og unge med ADHD). Slukøret tænkte jeg, at disse henvisninger burde returneres, og så måtte vi vente på børnelæge-opgaver. Men, hvad nu, hvis vi ikke fik andre henvendelser? Og børnepsykiatrien havde på dette tidspunkt 5 års ventetid!

Jeg kontaktede den meget erfarne praktiserende børnepsykiater i Nørre Sundby og forespurgte forsigtigt, om han måske ville bistå lidt med noget fagligt (Jeg havde stiftet bekendtskab med børn med ADHD – dels i Frederikshavn kommune som skolelæge/børne-unge læge, og på Hjørring Børneafdeling, men ikke selv haft ansvar for udredning og behandling). Efter lidt tøven indvilgede han i faglig sparring, det udviklede sig til et fantastisk samarbejde, som gennem årene har bevirket, at hundreder af børn med ADHD er udredt og behandlet i Børnelægeklinikken, og har fået en helt anden tilfredsstillende skæbne (uddannelse, ro i familien, gode venner, ingen misbrug eller ulykker) end der lå i kortene forinden behandling.

Kort sagt: devisen om, at det man laver meget af, bliver man dygtig til – nok ikke rammer helt ved siden af. Jeg er tidligt godkendt/akkrediteret af både Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner til dette arbejde. Har efterfølgende, som Børnelæge, medvirket til at fastlægge kriterier for udredning og behandling af børn og unge med ADHD gennem arbejdsgrupper i Sundhedsstyrelsen. Kriterierne er nedfældet i Nationale Retningslinjer – meget brugbare (udfærdiget på baggrund af videnskabelig viden – og indimellem klinisk erfaring). Den sidste arbejdsgruppe havde til formål at fremme tidlig udredning og behandling af ADHD, en slags håndslag mellem Region og kommune og diverse faggrupper for at forløbene skulle foregå gnidningsløst. Evaluering af virkeligheden har været yderst skuffende!

Efterhånden trak vi ikke længere lod om at kigge i postkassen efter henvisninger – klinikken fyldtes af mange forskellige børn med mange forskellige problemstillinger. Intet problem er for lille – eller stort – til at blive taget seriøst. Ingen bliver afvist. Min umiddelbare holdning er – trods skiftende vinde i børnelægekredse – at børn har krav på at blive udredt for symptomer, som generer dem, forstyrrer deres funktioner. Er det mavesmerter, er det ikke nok at tro, at de kan skyldes ting, der foregår andre steder end i maven – man må ikke overse glutensygdom, laktoseintolerans eller andre sygdomme i mave-tarm kanalen, evt. urinveje, eller en sjælden gang ”skjult astma”. Når så en effektiv udredning måske ikke har givet svar på problemet, bliver næste spørgsmål: Skal der laves yderligere undersøgelser (afhængigt af problemets karakter), eller hvor ”ligger hunden begravet”? Er der tale om belastninger – institution/skole (faglige vanskeligheder, alt for lange skoledage, mobning mm), hjem eller fritid? Hvori består disse? Hvordan afklares og løses problemet? Er der tale om høje egne forventninger? Er der tale om belastning pga en underliggende problemstilling- koncentrationsbesvær, autisme, angst, særlig følsomhed? Andet? Skal andre fagpersoner ind i billedet? Osv.

Samme tankegang gør sig gældende ved eks. hovedpine/migræne, smerter i bevægeapparatet. Vejrtrækningsbesvær er ikke bare astma osv. Vandladningsproblemer er ikke bare våde senge. Forstoppelse er ikke bare dårlige vaner. Forsinket udvikling skal ikke bare ”gå over” men afklares og håndteres i samarbejde med forældre og øvrige aktører. Problemstillingerne kan af og til være komplekse, men ofte har barnet/den unge og/eller forældrene nøglen til forståelse.

En forholdsvis ny gruppe af spædbørn er de seneste 3-4 år henvist med alvorlige søvnproblemer, skrigeture og spiseproblemer. De bliver alle udredt grundigt, vi finder stort set altid en forklaring og aftaler efterfølgende behandling/og eller håndtering af problemet. Fælles for næsten alle er, at de forinden har konsulteret kiropraktor, zoneterapeut, kraniosakral massage, enkelte homeopat, mange har fået klippet tungebånd – her eller i udlandet! Jeg tænker, alle disse tiltag er udtryk for desperation hos forældre. Mon det kan skyldes, at der er skåret ind til benet på fødegange og barselsgange og sundhedsplejerskens ydelser til nybagte familier? Mor og barn bliver ikke længere indlagt til etablering af amning, eller blot at lære sit barn og dets signaler at kende, få ro uden at skulle leve op til krav og gæster, få svar på mangfoldige spørgsmål, som trænger sig på?

For at få større forståelse for barn og forældre og vilkår de første år, arrangerede vi – mens jeg var formand for Lægeforeningens sundhedsudvalg i Nordjylland – for en del år siden, en stor konference om 0-3åriges start på livet – for alle relevante fagpersoner. Den kunne nok med fordel være fulgt op på. Småbørnsfamilier er generelt meget pressede på både tid og kræfter.

Med hensyn til spiseproblemer var jeg som børnelæge i 10 år medarrangør af en kostkonference – sammen med diætist, tandlæge og pædagog fra børnehave, besøgt af 70 til 100 personer hvert år. Vores formål var dels at alle institutioner og skoler fik udarbejdet en kostpolitik, at sund mad var tilgængeligt og at både fagpersoner og forældre havde et naturligt forhold til mad og måltider.

Der er to begivenheder de senere år, som markant har ændret billedet i forhold til henviste børn:

Den ene begivenhed er Skolereformen i 2015. Den bestod i korte træk af meget lange skoledage- for de mindste årgange 30% længere skoledag, skoletvang med tvungne lektiecafeer – selvom Grundtvig fik afskaffet skoletvang for 150 år siden og i stedet fik gennemført undervisningspligt. Reformen blev gennemført sammen med lærernes forlængede skoledag, som betyder, de ofte ikke har tid til forberedelse, og endelig lov om inklusion, som betød at børn med diagnoser og betydende problemer skulle gå i (inkluderes i) almindelig klasse i stedet for specialklasse.

Bekymrende mange børn blev syge, henvist med tics, søvnbesvær, angst, opgivenhed, træthed, tristhed, urininkontinens, udadreagerende adfærd, mavesmerter, hovedpine, ondt i benene, skolefravær – helt ”almindelige børn”, som ikke tidligere har udvist belastningssymptomer. Efter grundig udredning uden fund af fysiske årsager, aftaltes aflastning – ofte i form af kortere skoledage. Det var nærmest hjerteskærende at se, hvordan belastningssymptomerne svandt efter blot 14 dage. Jeg gjorde opmærksom på problemet i den offentlige debat (som en læge jo skal, hvis hun/han bliver bekendt med samfundsmæssige forhold, som skader borgerne – her børnene). Men ingen argumenter hjalp (Politiken 4. okt. 2015). Siden har samtlige uvildige undersøgelser vist, at skolebørns faglige niveau er faldet over hele linjen, trivslen er dårligere, og den sociale ulighed blevet større. I klinikken er billedet det samme. Den eneste udvej forældre har, er med en lægeerklæring at aflaste børnene. Da jeg for et par år siden havde skrevet 300 lægeerklæringer, holdt jeg op at tælle. Helt galt er det for de børn med ADHD, jeg følger. Massiv skoleforsømmelse, eller forældre bliver ringet hjem i tide og utide til skade for både barn og forældre, som oftest ikke kan passe et arbejde. Enkelte skoleledere kalder fraværet ulovligt, underretter socialforvaltning, som i enkelte tilfælde fratager familien børnepenge. Andre skoleledere er klar over problemets kærne og får holdbare aftaler med forældre, som børnene kan leve med uden at blive syge.

Udover selve reformen er kravene siden strammet betydeligt, flere test, flere eksamensfag, flere børn i klasserne – alt sammen forhold som øger belastningssymptomerne.

Med mine mange år i forældreråd og skolebestyrelse – de sidste år som formand for skolebestyrelsen på Skolegades skole, undrer det mig, hvor skolebestyrelserne er henne, når det gælder børns trivsel? Hvorfor træder skolebestyrelsen ikke i aktion, når den bliver bekendt med, hvor mange børn, der ikke er i trivsel, ikke følger skolegang, har fravær, fordi de ikke magter den lange skoledag og de til tider mange lektier, larm og uro i de store klasser?

Der findes i Regionen skoleledere, som er helt bekendt med og fortrolige med, at en del børn ikke magter skoledagen – og derfor sammen med forældre arrangerer en skoledag, som passer til barnets ressourcer. Hvorfor gør langt flere skoleledere ikke det? Og hvorfor presser skolebestyrelserne ikke på, som repræsentanter for børn og forældre?

Den anden store begivenhed, som mærkes i Børnelægeklinikken:

Region Nordjylland bestemte, 1. jan. 2017, at man vil udtage børn til udredning for ADHD fra overenskomst med praktiserende børnelæger (Speciallæger i pædiatri), og i stedet bede børnenes praktiserende læge om at henvise disse børn til Børnepsykiatrisk afdeling. (Umiddelbart forekommer det diskriminerende, at det er den eneste gruppe børn, undtaget fra overenskomsten). På dette tidspunkt passede vi tre praktiserende børnelæger i Regionen 700 børn med ADHD, mens børnepsykiatrisk afd. passede 100. Beslutningen har betydet, at børnepsykiatrisk afd. afviser ca. 80 % af de henviste med et krav om, at børnene først skal have foretaget en skolepsykologisk udredning – som der er 9-12 måneders ventetid på, hvis PPR overhovedet vil gå ind i sagen. Resultatet er, at jeg/klinikken i stedet modtager børn til udredning med alverdens symptomer, som skyldes uerkendt ADHD, eller følgesygdomme til ADHD: skolefravær/fobi, angst, depression, mistrivsel, temperament, træthed, indlæringsproblemer, tics, adfærdsproblemer, OCD – i sandhed problemer, der burde tages hånd om i børnepsykiatrien, langt tidligere. Ingen bliver på forhånd afvist, enkelte anbefalet psykolog – børn med autistiske træk henvises til børnepsykiatrien, men afvises ofte. De børn som diagnosticeres med ADHD, bliver alle tilbagevist fra psykiatrien og får derefter relevant behandling i Børnelægeklinikken.

Jeg har forgæves forsøgt at løse problemet i Regionens samarbejdsudvalg for Praktiserende Speciallæger, politikere og embedsmænd. Jeg har forsøgt at tale disse børns sag i medierne uden held, har også sendt kronik fra Nordjyske til både Sundhedsminister og socialminister – uden respons.

Når forældre desperate kontakter socialforvaltningen med henblik på hjælp i hjemmet, hjælp til at barnet bliver udredt, tilskud til dyr medicin, fri med tabt arbejdsfortjeneste, evt. kugle/kædedyne til alvorlig søvnforstyrrelse, er svaret: ”Nej, han/hun hører ikke til målgruppen”. ”tabt arbejdsfortjeneste giver vi aldrig”. ”Kugledyne kan først – hvis overhovedet – udlånes, når alle andre behandlingsmetoder er udtømte”.

Forældrene til disse nødstedte børn møder ofte en mur af manglende forståelse og forsøg på at hjælpe – stik imod Lov om Social Service! Oftest er de ikke klar over, at de kan gå videre til Den sociale Ankestyrelse med henblik på at få omgjort den kommunale beslutning – eller i hvert fald få et kvalificeret grundlag for beslutningen. Min opgave er i den sammenhæng at gøre opmærksom på barnets/forældrenes rettigheder, de rette procedurer med skriftligt afslag og udlevering af klagevejledning, samt videregive relevante lægelige oplysninger.

Jeg undrer mig over, at man med den kultur kan udholde at være ansat i et fag, som burde være båret af menneskelighed og professionalisme.

Jeg er selv vokset op i en børneflok på 8, i en præstegård i Salling. Min far var præst, min mor praktiserende læge – foruden organist. Der var altid mange børn – feriebørn, børn som trængte til luftforandring hjemmefra, nødstedte børn, børn som havde mistet. Præstegården fungerede desuden som sognegård – sommermøder, sang fra højskolebog og salmebog, foredrag, menighedsrådsmøder.

Derudover kom alle slags mennesker: professorer (som indimellem havde brug for ro på landet til at skrive en bog færdig), teologer og filosoffer, købmand, landmænd, husmænd, arbejdsløse, landevejsriddere.

Der foregik utallige spændende diskussioner ved det 5 meter lange spisestuebord om etik, filosofi, kommunikation, retssamfund/rettigheder/pligter og meget andet. Vittigheder var næsten altid et fast punkt i samtalerne.

Kort sagt: ”gør døren høj og porten vid”: Ingen gik nogensinde forgæves – enten de kom for sjælesorg, lægekunst eller hjælp i al almindelighed.

Mit liv som læge i Brønderslev har været som en rejse på oprørt hav. Heldigvis har jeg lært at navigere (har både Yachtskipper eksamen og eksamen i astronomisk navigation). Jeg har endnu ikke brugt min organisteksamen – til gengæld fyldes mit sind med stille glæde, når jeg sidder ved klaveret eller spiller op til folkedans på min harmonika.

Mine bestræbelser som børnelæge kan rummes i Carl Sharnbergs digt:

 

Giv børnene ret til at lege og lære

at drømme og forme, leve og være.

Kun der, hvor børn kan føle sig trygge,

gror det, de gamle kaldte for lykke

 

Karen Tilma

20. oktober 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er en ægte Brønderslev pige og har altid beskæftiget med  kontorarbejde. Jeg startede op på Radio 101.2 FM i 1987 i receptionen og var tillige studievært i bl.a. ”Send en hilsen”

Jeg er født i 1942 i en af de hårde vintre. Vi boede i Valby, Parallelvej. Der var en storesøster Åse og 2 år efter at jeg kom til, fik vi en lillesøster Inge.

Vi boede til leje ved en ældre mand som boede på 1. sal. Han var noget uligevægtig, og vi blev sagt op flere gange. Og hver gang kom han bagefter og bad os om at blive. Det ville mine forældre ikke blive ved med at stå model til, den måde han opførte sig på, så de besluttede at ville flytte. Vi ventede på, at Boligforeningen PM skulle få færdiggjort deres byggeri af nye rækkehuse. Vi fik så indtil de var færdige, husly i Dammens Vænge. Vi var i Dammens Vænge et års tid.

Det var en god tid for vi børn. Vores mødre gik hjemme, så vi kunne altid komme til de forskellige mødre, hvis der var noget galt, hvis vores mor var taget til byen. Det var ligesom i en børnehave.

I året 1949 flyttede vi til den nye lejlighed og jeg skulle starte i skolen på Thygelsgades Skole/Skolegades Skole og senere Søndergades Skole, som var blevet færdigbygget.

Da min klasse skulle flyttes til Søndergades Skole, skulle vi, der boede vest for jernbanebommene på Søndergades Skole. Jeg gik i 4. mellem i to år på grund sygdom. Det var ikke så slemt, da det var de samme lærere. Jeg kom i samme klasse som Tonny Bistrup og efter mellemskoleeksamen, gik jeg på Aalborg Handelsskole.

Vinteren dengang var altid med megen sne og frostvejr.

Min far arbejdede hos Kommunegartneren Ulrik Thomsen som var leder. Om sommeren klippede min far alle Kommunens græsplæner med en klipper, som han sad på.

Om efteråret skulle der rives nedfaldne blade sammen og de blev så samlet i en stor dynge og brændt. Det blev et stort bål i Hedelund. Så var der tiden derefter, hvor der skulle bindes guirlander til byens juleudsmykning. Det foregik i den Runde Pavillon, 4 mandstærk. Min far var også altid med ude i skoven og udpege det store flotte juletræ, som skulle stå ved Stationen og senere på Torvet.

Når der havde været frostvejr i nogle dage, var det så vi kunne løbe på skøjter på mergeldammen syd for Søndergades Skole, men et par år efter, blev det på græsarealet nord for Søndergades skole, da det var for farligt på mergelgraven.

Min far og et par medhjælpere overrislede plænen om natten og min far fejede den om dagen.

Min mor, søster og jeg vi tog hen til dem ved midnatstid med en god varm drik. Senere blev isen lavet på plænen ved Friluftsbadet og det endte senere med at skøjtebanen blev flyttet til dammen i Hedelund. Det var så hyggeligt og der kom mange store og små børn som løb rundt på isen. Om natten fejede far så skøjtebanen med fejemaskine. Engang faldt han igennem med maskinen.

Vi har altid syntes, at der i ungdommens dage var rigtig meget sne og der kunne være glat føre. En dag var en stor lastbil læsset med sild skredet ud ved åen syd for Øl Bryggeriet og før Vandværket, hvor der løb en bæk. Sildene havnede ved og omkring lastbilen. Det rygtedes til byen. Jeg tog sparkestøtten, som Karetmageren havde lavet til os, og sparkede derud, der var fin sne og isbelagt vej hele vejen derud. Jeg havde en balje på sparkestøtten, og fik den fyldt op med sild. I en Aarhus avis var der en tegning. En kat stod på bagben ved billetlugen på en Station og bad om en tur/retur til Brønderslev.

Karetmageren i Vestergade Peter Christiansen havde 3 børn, Anna, Kaj og Jens Peter. Konen dør og Peter flytter på Sjælland til Fuglebjerg., da han fandt sin 2. kone, som var distriktsjordemoder. De får sønnen Niels. Anna bliver fiskerkone i Skagen. Kaj forbliver ungkarl og arbejder i mange år på Grønland, men ender i Skagen.

Jens Peter gift med Aase (min storesøster), han var udlært på Pedershaab Maskinfabrik, bliver gift da han var soldat. De fik bopæl i Nørregade i en lille bitte lejlighed på loftet i et hus, skråt overfor Sygehuset i 1958. Der var dengang dårlige tider. Pedershaab fyrede folk. Jens Peter søgte arbejde og fik job på fabrik i Silkeborg. Kammeraten Svend Erik Malling Madsen tog med til Silkeborg.

Efter et halvt år flyttede han med Aase og 2 børn til Virklund, hvor de købte hus. De fik de 4 børn og alle bor i Virklund. Aase og Peter er døde og Niels er død. Jens Peter havde flere kammerater i Brønderslev, Gert Olesen, søn af købmanden i Vestergade, kunstmaler Hugo Thomsen.

Boligforeningen Fredensbo lå vest for Søndergade. Et par gange gennem min barndom udbrød der krig mellem de to kvarterer der lå henholdsvis øst og vest for Søndergade hvor de mødte op og de sloges mod hinanden med kæppe og hvad de ellers kunne bruge når de sprang på hinanden. Der var en der ville slå Inge. Inge sagde til ham. Du er for stor, sæt dig ned og det gjorde han og Inge gav ham en svingende lussing.

Vi havde en god barndom. Pengene var små. Vores far har i mange år været dårlig – i hele vores barndom -, men han havde altid arbejde. Mor og far boede i det første år i Hallund og derefter i Saltum, hvorefter de flyttede til Brønderslev. Da de boede i Saltum, fik far og vores onkel Jens arbejde ude på flyvepladsen i Aalborg. De arbejdede hele dagen der og havde en spand med mad, med til hele dagen. De cyklede tidlig morgen og kom hjem ved aftenstid. Mor syede vores tøj og til fremmede for en lille skilling.

Der var ikke noget der hed lommepenge og vi måtte hjælpe til derhjemme. Vi havde pligter. Senere tjente vi selv vores lommepenge. Vi gik med barnevogn efter skoletid, og passede børn om aftenen når forældre skulle i byen.

Når tiden kom og roerne skulle tyndes ud, og ukrudtet rykkes op cyklede vi på landet og spurgte efter arbejde hos bondemanden. Vi cyklede hver dag efter skoletid, ud i roemarken og havde hakkeren med på cyklen. Når min far kom hjem fra arbejde, kom han ud i marken for at hjælpe mig, for jeg havde ikke det bedste helbred, men jeg ville jo så gerne tjene penge til sommerferien, som altid fandt sted i Silkeborg hos vores kusine Jytte. Vi fik hver år gennem skolen, tildelt en billet med toget til den ønskede rejse. Vores kusine kom også i løbet af ferien til Brønderslev og Klæstrup. Hun var så hos vores mormor, så vi besøgte hinanden og foretog noget sammen. Vi cyklede hver gang ca. 10 km. til Klæstrup, men sådan var det dengang. – Ingen bil -.

Vi havde altid været hos vores bedsteforældre og hjælpe til med at lave tørv. Min far stod i tørvegraven og skar ud. Vi kørte en slidsk trukket af en hest, turen til hen til kanten af graven og læssede så tørv på, og hesten trak så slisken hen på marken hvor vi lagde dem i rækker, så de kunne ligge og tørre. Nogle dage efter skulle de så vendes.

Vi hjalp også til med at køre hø ind som skulle stikkes op på høloftet og vi vaskede hønseæg der var samlet ind hos hønsene, og de skulle så sendes med op til købmanden, hvor de så blev ombyttet med varer. Mælken fra køerne blev hver dag i spande kørt til mejeriet af en kusk, som så havde varer med tilbage, hvis man skulle have det.

 Julen i barndommen

Vi så meget hen til julen med de forskellige traditioner. Vores mor tog ned til vores bedsteforældre, hvor hun var med til at partere gris og lave de forskellige ting. Der blev lavet blodpølse, medisterpølse, leverpostej. Ellers blev grisen parteret i de stykker som var passende. Vores mor fik altid noget med hjem af sulet. Vi havde også travlt med at bage småkager, næsten altid 7 forskellige slags. Når småkagerne var kommet i kasser, blev de tapet til, for at vi ikke skulle spise dem inden jul. Grønkål skulle vi også have til jul. Vi spiste kål faktisk hver dag i hele julen. Min far skyllede kålene, derefter skulle de ribbes, noget vi børn hjalp til med.  De blev herefter kogt i gruekedlen. Min mor skulle altid smage dem til. Der skulle også lidt hvidkål i, for at tage den stærke smag. Når de var kogte, skulle de efter afkøling, krystes og laves til boller, noget som vores mor og far gjorde. Vi lavede altid ca. 40 boller, som blev lagt i en zinkbalje, som stod ude i haven hele julen. Der var tit frost. Vi havde altid gæster 2 til 3 gange i løbet af julen.

Juleaften var altid hos vores mormor og morfar i Klæstrup. Vores far lånte altid en bil til at transportere os ned til Klæstrup. Engang på vej derned kom et hjul og overhalede bilen. Vi var heldige at vi var nået næsten til vejs ende og vi gik det sidste stykke over markerne. En anden gang vi kørte i en lastbil, kørte vi på grund af glat føre ind i et hus ved svinget, da bilen grundet glatføre skred ud. Vi blev hentet af morbror Egon i kane. Vi overnattede der altid. Vi var mange. Morbror Karl, morbror Jens og deres koner og vores kusine Edel fra Dronninglund og Jytte fra Silkeborg og onkel Egon og moster Agnes, de boede stadig hjemme. Os fra Brønderslev var far, mor, Aase, Elin og Inge.

Vi spiste julefrokost juleaftensdag her hjemme i Brønderslev. Det var grønlangkål, kogt flæsk og medisterpølse. Vi tog så afsted ca. kl. 16,30 til Klæstrup. Vores morfar hentede juletræ og satte fod på og stillede det ind i den pæne stue. Vi andre var i køkkenet for at rydde op efter julemiddagen. Vi børn sad i køkkenet og tegnede eller sang. Min morfar fik træet pyntet og tændt de levende lys. Først da måtte vi se juletræet, som vi gik rundt om og vi sang julesalmer. Gaverne blev så delt ud, det ordnede min moster Agnete og onkel Egon. Da det hele var overstået, kom vi børn så i seng. Mændene fortsatte med at spille kort. Vi tog så hjem til Brønderslev og dem der kunne, onkel Jens og familie tog hjem efter et par dage i Klæstrup. I Juledagene og Nytår fik vi som regel besøg et par gange af fars familie.

Nytårsaften havde vi i mange år besøg af onkel Holger og Elna, som kom på besøg efter at de var flyttet fra Aalborg her til Brønderslev. De andre juledage havde vi besøg af farbror Henry og Marie med børn.

Vi har altid skrevet julekort til familie og venner. Jeg holder stadig ved den tradition. Jeg laver i dag selv julekort og skriver rigtig mange. I år 2020 sendte jeg 39 kort. Det er så ærgerligt at den tradition er ved uddø og jeg tror en begrundelse kan være, at alle har travlt. Man skal begynde med at forberede i lang tid inden jul, der skal skrives adresser på alle kort og så skriver jeg et par stykker hver dag i julemåneden.

Min far

Min far var bondesøn og har altid være karl på landet. Det var sidst i 1900trediverne og dårlige tider. Smågrise blev smidt på mødningen, da man ikke havde penge til at kunne fodre dem op. For at få penge til det fornødne, købte min farfar en bil, som min far skulle køre taxa med. Min far kunne køre bil, da han var 14 år. Pengene som kom fra Taxakørsel, skulle min far altid aflevere til min farfar. Min far lærte aldrig hvad penge var værd. De boede på gården Ultved ved Tylstrup og senere V. Gerndrup i Øster Brønderslev. Bilen han kørte i var med skorsten og skulle fyres med bl.a. tørv.

 Mig selv

Jeg har været i en forretning, Vinther & Andersen Eftf. i Brønderslev, en afdeling af Otto Herford i Hjørring. Beskæftiget med salg af fast og flydende brændsel. Var ansat der i 5 år.

Kom derefter på Pedershaab Maskinfabrik i indkøb og på tegnestuen PM 3 på Saltumvej i 1 ½ år. Herefter et job som var et sygevikariat hos Aalborg Stiftstidende. Senere hos Vendsyssels Tidende i Frederikshavn. Efter 1 ½ år stoppede jeg da mit helbred ikke kunne klare det mere.

Derefter tog jeg et 3 mdrs. kursus i Aalborg indenfor handel. Da det var slut, fik jeg ansættelse i et vikarjob på HCA-dress i Brønderslev. Det var slut på mit arbejdsliv, og jeg fik tilkendt pension. Jeg boede stadig hos mine forældre indtil jeg blev 30 år.

Hver lørdag så ser jeg på TV tipsfodbold. Jeg blev ivrig fodboldfan, og begyndte at rejse ud for at følge landsholdet.

Har været med der, ude i den store verden. Det kunne lade sig gøre m.h.t. helbred, for når jeg kom hjem, var jeg hos min forældre og kunne blive plejet der. Det foregik fra 1982 til 1998, da måtte jeg give op. Den sidste rejse var til Frankrig og jeg havde en niece`s søn Casper med på turen.

Jeg startede så på Lokalradioen i Brønderslev som var nystartet. Den var startet op i St. Blichersgade 20. Det var i år 1987. I 1992 flyttede den til Stjernekrydset. Jeg sørgede for at besætte personale til receptionen. Der var 5 frivillige. De havde 2 timers vagter hver 2 gange om ugen. Var der en der var forhindret, måtte jeg tage vagten. Jeg lavede udsendelser på 2 timers vagt. 4 forskellige udsendelser: ” Gæst i Studiet”, ”2 generationer”, ”En lytterpladevalg” og ”Mit eget valg”. Hver anden søndag medvirkede jeg ved ”Send en hilsen” hvor vi var 2 til at læse op i de to timer.

Da radioen flyttede til Stjernekrydset fik vi nye møbler, da vi faktisk ikke havde noget, kun noget skrammel. De nye møbler fik vi fra Handelsbanken i Greve, da de der skulle have alt skiftet ud. Vi fik alt hvad vi kunne stable op i en lastbil og fik det kørt til en lade i Øster Hjermitslev hos et bestyrelsesmedlems kusine.

Mit helbred var ikke godt og jeg var sygemeldt fra Radioen i flere måneder og måtte så til sidst sige fra – desværre.

Da jeg et par Gange har nævnt noget om mit helbred, som ikke er så godt, skylder jeg at fortælle, at jeg er født med en arvelig sygdom som hedder Stickler Syndrom, som bl.a. bevirker, at det gør mig svagelig m.h.t. aktiviteter. Der er ting jeg ikke kan være med til. For eks. har jeg aldrig dyrket gymnastik. Det viste sig allerede, ved min første skoledag. Vi skulle starte med en gymnastiktime, min mor var med på denne dag. Jeg græd og kunne ikke være med, fordi jeg havde defekte hofter. Læreren fru Thorninglund sagde til min mor, at hun skulle tage med mig hjem og har derfor aldrig haft gymnastik. Samtidig fik jeg et cykelkort, så jeg kunne få lov til at cykle i skole. Dem der boede øst for banen, måtte ikke cykle til skole hvilket vi gjorde.

Sygdommen medførte også, at jeg var født med ganespalte og skøre nethinder, nærsynet og dårlig hørelse. Defekte knogler og tiltagende gigt.

Mange børn spurgte til tider om, hvorfor jeg gik sådan, de spurgte direkte, mens voksne råbte grimme ord efter mig. Tit gik jeg en omvej, når jeg skulle ind til byen.

Min søster Inge og vores fælles veninde Kaja meldte sig til Spejderbevægelsen hos Baptisterne. Jeg ville også gerne, men der ville sikkert blive problemer med helbredet.  Deres tropsfører Inger, som stammer fra Strikkeren i Hedelundsgade, var hjemme for at snakke med mor om problemet. Hun mente, at jeg sagtens kunne være med. Jeg fik bare andre opgaver, nå vi skulle ud til bl.a. Skattejagt. Så vi var i Spejderbevægelsen indtil vi skulle ud at arbejde.

Jeg tog kørekort som nittenårig hos kørelærer Valgren Hansen og deltog i teoriaftenerne og kørte med nye elever på køreteknisk anlæg, indtil de skulle køre ude i byen. Jeg tog senere erhvervskørekort og kørte Taxa i weekenden. Og nogle hverdagsaftener efter normal arbejdstid. Jeg kørte for en vognmand i Vraa, Gunnar Ingvardsen, det var dengang der var fri hastighed. Det var rigtig sjovt. Jeg fik altid ros, selv om jeg kørte til, med det var altid en glidende kørsel.

Jeg har været indlagt på Øjenafdelingen og er blevet opereret for grå stær og har altså nu et godt øje.

Jeg fik nye hofter da jeg var 36 år, og siden blevet jeg undersøgt jævnligt og har også fået nyt sat ind.

I 1955 i en tysktime sprang nethinden, dvs. perforeret. Jeg tog hjem om middagen og min mor fik mig med til øjenlægen i Hjørring. Jeg blev indlagt med det samme på Sygehuset og var der så i 14 dage, hvorefter jeg blev sendt hjem og 2 dage efter tog min søster Aase mig med til Rigshospitalets Øjenafdeling og blev opereret. Her var jeg så i 3 uger og kom hjem til Mortens aften. Dengang opererede de med nål og tråd. Det holdt jo ikke, så jeg måtte afsted igen. Min far fulgte mig på hospitalet og igen blev jeg opereret, men det var ikke bedre med nethinden. Den var fuld af ene små huller. En sådan operation som den første, var jeg igennem den 1. uge m/bind på begge øjne og så en uge med det raske øje fri, 1 uge med sorte lukkede briller med en lille prik i, for at øjnene skulle arbejde sammen. Så hele operationen varede 4 uger. Det var altså nytteløst. Jeg har siden for ca. 8 år siden fået 5 huller i nethinden på det raske øje, som øjenlægen opdagede og jeg tog straks på Rigshospitalet igen og efter 2 dage var der 34 huller, som blev laset, men det er så gået godt siden. Jeg har protese på det øje som ikke virker og har netop for kort tid siden fået en ny protese.

Jeg var født med ganespalte og kunne ikke bruge almindelige sutter. Min mor lavede en af 2 gazebind. Da jeg var 4 år, kunne man operere mig og mor og jeg rejste sammen med tog til Diakonstiftelsen i København, det eneste sted de foretog den slags operationer. Min mor måtte tage hjem og efterlade mig der. Inger var dengang 2 år og Aase var 7 år og var jo derhjemme. Jeg var der en halv snes dage. Jeg havde en faster, som kom og besøgte mig et par gange. Havde det været i dag, havde min mor boet der under indlæggelsen.

Jeg har været indlagt rigtig mange gange og aldrig haft nogen til at være hos mig under indlæggelserne. Jeg har nu også en meget dårlig ryg.

Jeg har oplevet mange ting på sygehuset i alle disse år – 75 år til i dag.

Nu om dage bliver man meget tit repareret og nye metoder dertil, bliver taget i brug og ofte kommer man hjem 1-2 dage efter, mange ting er forbedret og man gør nye opdagelser.

I 1999 blev jeg påkørt af en lastbil, medens jeg var på cykel. Den skulle dreje til højre i krydset ved Føtex i Algade. Jeg lå i klemme mellem lastbil og cykel og det gik ud over mine fødder. Jeg lå på sygehuset i 8 uger. Jeg var på vej til Lokalradioen.

Her i 2021 bor jeg i en dejlig lejlighed i Midtbyen i ejendommen hvor også  Løvbjerg og Apotek ligger. Her er der mange flinke naboer som jeg har det rart sammen med.

 

 

Borger9700

blev dannet på en stiftende generalforsamling den 30. september 2013.

Formålet var og er:

At styrke, støtte og fremme Brønderslev byområde – en god bosætningskommune

a) Brønderslev skal forblive en god, aktiv og spændende by at bo i/at bosætte sig i

b) Erhverv og handel – at støtte op om at Brønderslev forbliver en god handelsby og en god erhvervsby

c) Midtbyen – at arbejde for en forskønnelse af midtbyen samt at skabe liv og aktiviteter på Banegårdspladsen

d) Brønderslev skal have et udbud af fritids- og kulturaktiviteter for børn og voksne

e) Samarbejde meget bredt med bl.a. Brønderslev Kommune, Brønderslev Handel, foreninger m.fl.

Borger9700-Bæredygtighed

modtog i 2017 Brønderslev Kommunes Miljøpris for at have taget initiativ til bæredygtighedsfestivalen.

Borger9700-Kultur

modtog i 2016 Brønderslev Kommunes Kulturpris for initiativet til de mange forskelligartede arrangementer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er født den 7. oktober 1955 i Rostrup og opvokset i Valsgaard ved Hobro. Mine forældre, Lisbeth og Svend Grønlund, drev landbrug og min mor arbejdede samtidig som sygehjælper. Jeg har 3 brødre. I mit hjem var det naturligt at tage del i bestyrelsesarbejde. Min far har siddet i mange bestyrelser indenfor kvægbrug, både regionalt og på landsplan.

Min skolegang var i Hobro. Inspektøren i Valsgård var ham, som filmen ”Drømmen” er bygget op over, og mine forældre ønskede ikke, jeg skulle gå i skole under de forhold. Jeg tog realeksamen og blev student fra Hobro Gymnasium/i dag Mariagerfjord Gymnasium i 1975. Efter endt skolegang, havde jeg et kort vikariat på Oue friskole, hvor Ole Lund Kirkegård var skoleleder. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle være lærer.

Hobroegnen er kendt for at være en rigtig gymnastikegn, og især Valsgård havde en stor gymnastikforening. Der var mange dygtige instruktører, som havde rejst med Flensted Jensen og Ollerup Gymnastikhøjskoles elitehold. Min første bestyrelsespost var i Oue/Valsgaard Gymnastik- og Idrætsforening, hvor jeg også var instruktør for børnehold. Jeg drog på Ollerup Gymnastikhøjskole 1. november 1975 på et 5 måneders ophold. Her mødte jeg Lasse, som jeg er gift med, og vi har sammen 2 piger, som begge i dag er frivillige i foreningsarbejdet.

Jeg var i 1971, som gymnast, med til indvielsen af VGU-Centeret i Vittrup og følte, da vi kørte dertil, at vi var der, hvor kragerne vender. Jeg flyttede til Brønderslev i august 1976, og der gik ikke lang tid, inden jeg blev spurgt, om jeg ville overtage en bestyrelsespost. Min første bestyrelsespost blev i VGU´s bestyrelse. Jeg følte dengang, at det var nogle gamle mænd,som ikke var nemme at påvirke, der sad i bestyrelsen De første 2 år, jeg boede i Brønderslev, arbejdede jeg i en Børnehave i Nørresundby.

Vi har, som familie, haft et meget aktivt fritidsliv, hvor Lasse har spillet fodbold, været træner og dommer. De første mange år brugte jeg energien på min uddannelse. Først en handelseksamen, så revisorelev hos BDO og om aftenen læste jeg merkonom og blev registreret revisor. Jeg var, under min uddannelse, selv aktiv gymnast, i den udstrækning jeg følte, tiden var til det. Efter endt elevtid, blev det tid til at få børn, og da pigerne blev så gamle, at de skulle være aktive i foreningslivet, var jeg klar til også at være aktiv i foreningslivet som instruktør og senere som bestyrelsesmedlem.

Jeg kom ind i BGF´s bestyrelse i 1989, og var de to første år næstformand og overtog formandsposten, da Karsten Jørgensen gik af som formand. Det var nogle spændende år, hvor der var en god udvikling i såvel gymnastikken, som de rammer gymnastikken havde til rådighed.

I 1990,  hvor foreningen havde 60 års jubilæum, barslede foreningen med mulighed for at bygge et separat gymnastikhus i forbindelse med Skolegade skole. Med i planen var også andre foreninger, som ikke havde faciliteter, hvor det var muligt at have socialt samvær efter træningen. Kommunen havde ikke de nødvendige midler til at bygge et sådant hus. I 1991 blev denne tanke derfor skrinlagt, og der blev arbejdet videre med tanken om at bygge i forbindelse med noget eksisterende, og her kom Brønderslev Gymnasium ind i billedet. Foreningen stod foran en investering i redskaber for mellem 100.000 og 150.000 kr. og de var placeret på 6 forskellige lokationer i byen. Hvis medlemmerne skulle have glæde af disse redskaber, skulle foreningen samles. Det lykkedes at få springholdene til Nordjylland Idrætshøjskole, hvor der også var plads til redskaber, og rytmeholdene kunne være på Gymnasiet. I april 1992 blev der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen bad medlemmerne om bemyndigelse til at lade foreningens formue på 250.000 kr. indgå i et byggeri på Nordjylland Idrætshøjskole. I maj/juni 1992 faldt tingene på plads. Kommunen besluttede, at ville betale for leje af salene, som foreningen skulle bruge, og foreningen fik, i forbindelse med byggeriet, et klublokale, hvor der var plads til omkring 100 personer. Den største gevinst var, at der blev bygget en springgrav, hvilket var stort, da den nærmeste grav fandtes 200 km væk. Den første sæson med de nye faciliteter blev 1993/94, og den 5. oktober 1993 blev vores nye værested indviet.

I 1990 startede et nyt koncept ”I form”–hold med aerobic og workout. Det var ganske ukendt i landet. Vi indførte klippekort, så man kun betalte for de gange, man kunne deltage, og man havde mulighed for at gå flere gange om ugen. Det var så stor en nyhed, at vi kom i bladet DDGU 29. november 1990 under ugens reportage.

Familieidræt startede op og blev en stor succes med mange familier, som kom og var aktive sammen fredag aften. Aktiviteten afvikles 3-4 gange i løbet af en sæson.

Medlemstallet steg fra 800 til 1.400, og det betød også, at der var behov for en stor stab af instruktører, og der var heldigvis mange, der rigtig gerne ville tage en tørn i foreningen. Vi fik hurtigt lavet retningslinier for uddannelse af de unge hjælpeinstruktører, så de over en 3 årig periode fik instruktøruddannelsen. Vi havde på et tidspunkt omkring 70 instruktører.

I sæsonen 1992/93 sættes der særlig fokus på drengegymnastikken. De skal væk fra videospillene og fjernsynet og gå til springgymnastik. Johannes Bjerre skrev en bog om drengegymnastik, og han var også med, som hjælpeinstruktør, på et hold, der hed turbodrenge. Indsatsen gav pote. Foreningen gik fra at have 100 til 300 drenge i løbet af to sæsoner.

I sæsonen 1993/94 starter ”Amts Junior-holdet”, som var et hold, man kun kunne gå på, hvis man gik på et andet hold eller var hjælpeinstruktør. Holdet var i samarbejde med DGI Vendsyssel. Det blev en kæmpe succes. Det første år var der 60 gymnaster på holdet, og det blev de efterfølgende år øget til 80 gymnaster, og på et tidspunkt var det nødvendigt at aldersopdele, så der blev 2 hold.

Foreningen havde en stor flok juniorgymnaster, som hvert år deltog i landsdelsstævner rundt i landet. Det var en fornøjelse at tage med og se de flotte opvisninger, de lavede. I marts 1994 var Brønderslev Gymnastik-forening vært for et sådant stævne med deltagelse af 400 gymnaster fra hele landet. Stævnet blev afviklet på Nordjylland Idrætshøjskole, og det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan gymnasterne tog aktiv del i at få stævnet til at fungere. Efter stævnet udtalte jeg ” Det gør vi gerne igen”.

I juni 1995 var der er en stor international gymnastikfestival i den spanske by Alicante. Gymnasterne skulle lave opvisning med deres hold og deltage i workshops med gymnaster fra andre klubber og nationaliteter. Gymnastikforeningen besluttede, at junioramtsholdet skulle deltage i den festival. Der deltog ca. 60 gymnaster, som kørte i dobbeltdækkerbus til Spanien med ophold i Paris, hvor jeg havde arrangeret en guidet tur, rundt i Paris. For at alle gymnaster, der ønskede at deltage, kunne være i bussen, var det nødvendigt, at halvdelen af de voksne fløj til Alicante og efterfølgende kørte med bussen hjem, hvor vi havde en dag i Euro Disney. Det var nogle fantastiske dage i Spanien, og der var så varmt, at nogle af gymnasterne fik brandsår under fødderne i forbindelse med opvisningerne. Super gruppe af unge mennesker, der forstod at være aktive til workshops og hygge på en god måde, når der ikke var aktivitet.

Gymnastikforeningen afholdt hvert år juletræ for gymnaster og pårørende, og det var en rigtig god tradition, som altid havde stor tilslutning. En af de andre gode traditioner var forårsopvisningen sidst i marts måned, hvor gymnasterne lavede opvisning for en fyldt hal, og der har, gennem årene, været mange dygtige gæstehold.

På generalforsamlingen den 10. april 1995 træder jeg af som formand, og posten bliver overtaget af Steen Nielsen. I min tid som formand blev bestyrelsen udvidet fra fem til syv, og der blev indført en ny struktur, hvor opgaverne blev fordelt. Det er nødvendigt for en forening at forny sig og hele tiden følge med i, hvad der sker omkring sig. Uddannelse blev et nøgleord i foreningen, hvilket også gjorde, at vi aldrig manglede instruktører. Foreningen talte knap 1.500 medlemmer og var en af Danmarks største.

I juni 1995 modtog jeg Nordjyske Service Sparekassers Idrætspris. Udover et diplom, medfulgte et beløb på 6.000 kr. Prisen modtog jeg, som en erkendelse for det personlige lederskab og for det arbejde, der med succes var foregået i Brønderslev Gymnastikforening. I min takketale sammenlignede jeg foreningen med en togstamme, hvor jeg i mange henseender var lokomotivet og hele tiden søgte at få vognene med i én stor glidende sammenhæng. Den første vogn bestod af bestyrelsen, som altid var villig til at yde en ekstra indsat og bakke op om ideerne. Den næste vogn var fyldt med en stor gruppe instruktører, som har brugt masser af tid på kurser for at blive dygtigere. Den tredje vogn var fyldt med aktive medlemmer, som har været med til at udvikle foreningen med deres ris og ros. Der var mange flere vogne, fyldt med DGI, kommunale myndigheder, pressen og mange flere.

Efter min udtræden af bestyrelsen, havde jeg stadig en del med foreningens værested at gøre og hjalp til i forbindelse med juletræ og forårsopvisning.

I 2000 blev jeg spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at stille op til valget i Idrætssamvirket. Det ville jeg gerne og blev valgt. Idrætssamvirket var en paraplyorganisation for alle idrætsforeninger i Brønderslev Kommune og talte omkring 12.000 aktive udøvere. I 2002 blev jeg formand for Idrætssamvirket og var det frem til 2008.

Idrætssamvirkets formål var at støtte og fremme idrætslivet i Brønderslev Kommune og at arbejde for at skaffe tilsluttende foreninger så gode trivselsforhold som muligt. Idrætssamvirket repræsenterer i alle forhold de tilsluttede foreninger ved forhandlinger m.m. med kommunen.

Det var en utrolig spændende opgave, hvor jeg fik et meget stort indblik i foreningslivet i hele kommunen. Vi var rundt ved alle foreninger, som ønskede det og drøftede deres problemstillinger i forhold til deres faciliteter eller mangel på samme, bestyrelsesproblemer og økonomiske problemer. Vi havde en rigtig god ”Brønderslev-ordning”, som dengang havde fokus på uddannelse af instruktører til foreningslivet. Puljen til efteruddannelse var stor, så det var sjældent, at der var foreninger, som fik afvist deres ansøgning.

I forbindelse med kommunesammenlægningen 1. januar 2007, hvor Brønderslev Kommune blev lagt sammen med Dronninglund Kommune, skulle der udarbejdes en ny ”Brønderslev-ordning”. Det var en stor opgave at udarbejde en sådan, da man i Dronninglund Kommune slet ikke havde haft et idrætssamvirke og havde svært ved at se, hvad man skulle bruge det til. Der blev nedsat en arbejdsgruppe med deltagere fra begge kommuner, og vi fik løst opgaven og fik udarbejdet en ny ordning, til gavn for foreningslivet i den nye kommune.

Efter kommunesammenlægningen havde Idrætssamvirket omkring 15.000 medlemmer, og der blev gjort en ekstra indsat for at få alle med i organisationen. Der var gennem årene en stor deltagelse til vores generalforsamlinger, som blev afholdt rundt omkring i den nye kommune, og gennem nogle gode diskussioner/dialoger fik Idrætssamvirket også grobund i den nye kommune.

I min tid i Idrætssamvirket blev frøet til en Hal 2 sået. Jeg var i en styregruppe, som arbejdede med projektet. Desværre har der aldrig været fælles fodslag i Brønderslev by om, hvor haller skulle bygges. Det blev desværre en skrabet model til stor fortrydelse for foreningslivet i Brønderslev. Vi har i dag en Hal 2, som kun er en træningshal, der ikke er anvendelig til alle de foreninger, som træner i hallen og heller ikke kan bruges til kampe, da der ikke er tilskuerpladser. Hele debatten, om placeringen af hallen, er en af de oplevelser, som jeg ikke tænker tilbage på med positive tanker.

Til Idrætssamvirkets generalforsamling i 2007 blev jeg taget med bukserne nede. John Mørch fra Dansk Idræts-Forbund ønskede at komme og fortælle om en ny indstiftet pris som hed ”Du gør en forskel”. Aftalen var, at at han skulle på, under punktet eventuelt. Han havde kontaktet en fra bestyrelsen, da han gerne ville på, som den første, da han havde yderligere et møde denne aften, hvilket jeg , ikke uden kommentar, tillod. Pludselig stod jeg i centrum og modtog denne pris, hvilket jeg overhovedet ikke havde skænket en tanke. Prisen var, udover et diplom, en pengegave på 5.000 kr.

I skrivende stund sidder jeg som formand for bestyrelsen ”Fonden for Brønderslev Hallerne”, hvilket er en helt anden tilgang til foreningslivet. Det er fantastisk, at jeg har fået mulighed for at påvirke foreningslivet i Kommunen fra forskellige bestyrelsesposter.

Efter så mange år inden for det frivillige foreningsarbejde, har jeg selvfølgeligt været udsat for bump på vejen, idet det ikke altid har været muligt at tilfredsstille alle foreningers og enkeltpersoners ønsker. Denne situation har jeg været indstillet på, hver gang jeg frivilligt har påtaget mig en bestyrelsespost. Heldigvis har jeg haft rigtig mange positive oplevelser og glædet mig, hver eneste gang noget er lykkedes. Disse øjeblikke vil jeg ikke have været foruden, og det har været drivkraften til, at jeg fortsat har lyst til det frivillige foreningsarbejdet.

 

 

En levende fortælling af Bent Wisborg, ingenør og fhv. adm.direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S, som har været tæt på familien Nielsen

Med tilladelse fra Bent Wisborg

Kilde: fra bogen Pedershaab – folk, fabrik og fortællinger

Mine oplevelser med Familien Nielsen – (Pedershaab)

 

Nielsen-familien

Mit første møde med et medlem af familien Nielsen fandt sted kort efter min ansættelse den 1. november 1960. Vi var 3 nyansatte ingeniører, som af tegnestuechef Lund Nielsen skulle præsenteres for O. Nielsen, der dengang var teknisk direktør. Da vi stod opmarcheret uden for O. Nielsens kontor, bankede Lund Nielsen på døren, og vi fik lov at komme ind. O. Nielsen hilste på os, trådte derefter et par skridt tilbage, mønstrede os og sagde så: “Nå, tror I så, I kan lave noget?” Det mente vi jo nok, vi kunne, og så sagde han: “Nå, men så må I hellere komme i gang.” Audiensen var slut, og det var også introduktionen til den virksomhed, jeg var blevet ansat i. Venlige kolleger rådede imidlertid bod på dette hen ad vejen.

Den del af Nielsen-familien, som havde med Pedershaab-virksomhederne at gøre, bestod den gang af fabrikantens 3 sønner: Juul Nielsen, som var administrerende direktør for beslagfabrikken, Peder J. Nielsen, der var administrerende direktør for Pedershaab Maskinfabrik, og Oskar Nielsen, som var teknisk direktør samme sted. En 4. broder, onkel Christian, var emigreret til USA og arbejdede som værktøjsmager på en af de store bilfabrikker i Detroit. Onkel Christian havde arvet en betydelig del af Nielsen-familiens sans for humor og evne til at fortælle historier, herom senere.

Juul Nielsen havde en datter, Rigmor Nielsen, som havde været gift med Kræn Langeland fra WS-firmaet Brdr. Langeland, der var et stort og velrenommeret firma i byen. Efter Langelands død havde Rigmor Nielsen giftet sig med sin onkel, O. Nielsen, som også havde et ægteskab bag sig. Fra dette ægteskab havde O. Nielsen 2 sønner: Mogens Brix Nielsen, som var økonomidirektør på Pedershaab, og Bent Kronborg Nielsen, som senere blev teknisk direktør. Peder J. Nielsen havde sønnen, Per Henrik Nielsen, som på det tidspunkt var salgsdirektør.

I begyndelsen af tresserne døde Juul Nielsen, og Rigmor Nielsen efterfulgte sin far som administrerende direktør for beslagfabrikken, som den hed i daglig tale. Hun var en meget afholdt chef bl.a. på grund af sin store omsorg for medarbejderne og deres familier. Rigmor Nielsen døde få år efter sin mand, O. Nielsen i midten af halvfjerdserne.

Ovennævnte familieforhold, hvoraf kun det mest relevante er beskrevet, kunne virke meget kompliceret for udenforstående, og Per Henrik kunne få meget ud af at fortælle om, at hans kusine også var hans tante, og at hun også var stedmoder til hans fætre, som hun også var kusine til.

 Peder J. Nielsen (Maleri på Pedershaab)

Kort tid efter at jeg var kommet i salgsafdelingen, oplevede jeg Peder J. Nielsen for fuld udblæsning. Han kom farende gennem salgsafdelingen med et stykke papir flagrende i hånden, mens han meget højt sagde: “Hvem har skrevet dette? Dette brev skal kaldes tilbage.” Da situationen havde gentaget sig et par gange, forhørte jeg mig i sekretariatet for at få en forklaring. Det viste sig, at Peder Nielsen fik en kopi af al udgående post, og når det hændte, at der stod noget i brevene, som ikke passede ham, så skulle brevene kaldes tilbage. Meget af korrespondancen gik dengang til Tyskland, og jeg spurgte, om ikke det var besværligt at fange et brev, der var på vej til Tyskland.

Den pågældende medarbejder kunne bekræfte min formodning. De havde derfor indført det system, ifølge hvilket breve med kontroversielt indhold blev holdt bage. Hvis P.N. så ikke var kommet blæsende dagen efter, når han havde set sin kopi, blev brevene afsendt. Ak ja, man må sno sig.

Tonen i værkstedet kunne undertiden være ret barsk. En dag kom Peder. Nielsen lettere rystet tilbage på sit kontor efter en tur i værkstedet. Han havde lagt ruten om ad ekspeditionen for at spørge til en medarbejder, der havde været til undersøgelse på hospitalet. “Hvad sagde de så på sygehuset?” spurgte P.N. “Det ve a sku´n rigtig”, sagde manden. “De såe vis, at det var no´e kræft eller no´e skieværk!”

Da Peder J. Nielsen nåede 70-års grænsen, gik han af som administrerende direktør og blev afløst af O. Nielsen. Jeg boede nabo til Peder og Ulla Nielsen gennem flere år og oplevede dem som venlige og hjælpsomme mennesker. Det kunne ske, at min kone sad fast i sneen med sin bil. Hvem stillede øjeblikkeligt med skovl og måtte? Ulla Nielsen.

Sidste gang, jeg så Peder Nielsen, var en lørdag formiddag. Vi skulle ud at handle, og Peder var ude at hente mælk, som dengang blev bragt til døren. Han vinkede som altid. Da vi 3 timer senere kom hjem, var flaget på halv ved villaen.

Oskar Nielsen (Maleri på Pedershaab)

1. Nielsen var lige som sin broder en meget myndig person, som der stod en betydelig respekt om. Når han gik en runde ude i fabrikken, kunne man høre aktivitetsniveauet stige betydeligt. Mange års erfaring havde lært ham at stille de rigtige spørgsmål undervejs. Og så var det bedst, hvis medarbejderne også havde de rigtige svar parat. Tålmodigheden var ikke så stor.

Der blev ikke holdt ret mange møder om noget som helst den gang, og de møder, der blev holdt, var korte. Jeg husker nogle ingeniørers møde med O. Nielsen for bordenden som teknisk direktør. Vi skulle give tilbud på nogle transportører med såkaldte bevægelige andefødder beregnet for brunkulslejerne. Vi havde ikke lavet den type før, og det var en stor sag. Derfor skulle O. Nielsen godkende prisen. Forinden var der blevet kalkuleret, regnet og divideret i flere dage, og vi var ret sikre på, at prisen var i orden. O. Nielsen hørte på gennemgangen af projektet og sagde så: “Udmærket. Vi lægger 25 % ovenpå.” Mødet var slut.

Den gang syntes jeg, det var en lidt tilfældig form for prisfastsættelse, men vi fik ordren, og prisen passede. O.N. havde kun brugt sine erfaringer mht., hvor meget der kan gå galt første gang, man laver et nyt produkt.

I begyndelsen af 1960’erne var den interne information i virksomheden yderst sparsom, men til gengæld var historierne mange. En af dem handlede om forfremmelse. Den gang havde nogle ældre ingeniører titel af overingeniører. Reglerne for titlerne forekom uklare, men der var en ingeniør, som mente, at det nu snart måtte være hans tur til at blive overingeniør. Han søgte derfor foretræde hos O. Nielsen og fremførte sit ærinde. O. Nielsen var meget imødekommende og sagde: “De må gerne kalde Dem for overingeniør fra nu af.” Ingeniøren blev meget lykkelig og var i færd med bukkende og skrabende at bevæge sig baglæns ud af kontoret, da O. Nielsen sagde: “Sig lige til alle de andre, at de også gerne må kalde sig for overingeniører.”

Da O. Nielsen havde afløst Peder som administrerende direktør, sad jeg som eksportchef i salgsafdelingen. Han kom jævnligt på mit kontor for at høre, om der var nye ordrer undervejs. Det skulle der jo helst være, så store ordreindgange blev af og til fordelt over flere dage, så der var en godbid hver dag.

Rhododendronparken som parkeringsplads

En dag i begyndelsen af tresserne, mens jeg arbejdede på tegnestue 2, fik jeg en hasteopgave. Jeg skulle lave en tegning, der omdannede Hedelundanlægget til parkeringsplads.

Forhistorien var, at kommunen ønskede at flytte Nørregade over på det gamle banespor, der løb mellem Pedershaab Maskinfabrik og vinduesfabrikken samt A/S Peder Nielsen. Set fra kommunens side var det sikkert en udmærket ide. Set fra PMs side var det en meget dårlig ide. Ved at granske i de gamle papirer havde man fundet ud af, at PM faktisk havde ret til at købe en væsentlig del af Hedelundanlægget med henblik på udvidelse af fabrikken. Den gamle fabrikant stod som bekendt allerede på vagt på hjørnet for at sikre, at der ikke skete noget upassende i mellemtiden. PMs holdning var meget klar. Hvis man skulle afgive det gamle baneareal til kommunen, måtte man i stedet lave parkeringspladser i Hedelund. Der kom jo flere og flere biler blandt medarbejderne, og de skulle jo have et sted at holde, Peder og O. Nielsen drog til møde kommunen med mine tegninger under armen. Jeg fik siden at vide, at man hurtigt sluttede i enighed om, at Nørregade skulle blive liggende, hvor den lå.

Du eller De

I slutningen af tresserne var tiltaleformen du ved at vinde indpas. Det kan måske være svært at forstå i dag, men hvis man altid har været Des, er det utroligt vanskeligt at lave om på. Jeg selv fik først de sidste De’er afviklet, da vi alle flyttede ud på Saltumvej. Et par år, før vi flyttede kom O. Nielsen en dag ind på mit kontor og sagde: “Goddag, Wisborg, skal vi ikke være dus, jeg hedder Oskar.” Jeg var nær faldet ud ned af stolen og må have lignet en dreng taget med hånden nede i sukkerskålen.. Jeg lærte aldrig at sige “Du Oskar”, men dus blev vi.

Da O. Nielsen faldt for aldersgrænsen, blev Per Henrik Nielsen administrerende direktør, og dermed holdt 3. generation sit indtog i styrehuset. På O. Nielsens sidste dag på kontoret kaldte han Per Henrik ind kl. 12.00 til overdragelsesforretning Da Per Henrik kom ind på kontoret, gik O. Nielsen hen til det store bornholmerur, der dengang stod på den administrerende direktørs kontor. Så sagde O.N.:” Jeg plejer at trække uret hver dag kl. 12.00, nøglen ligger her, og nu er det vist tid at komme hjem og få frokost.” Det var det.

Per Henrik Nielsen (Maleri på Pedershaab)

P.H. var sælger i hele sit liv i ordets bedste betydning. Også produktudvikling havde hans store interesse, og han var meget optaget af udviklingen af Vihy-maskinen op gennem tresserne og halvfjerdserne.

Per Henrik og Sonjas hjem på Odinsvej stod altid åbent for kunderne. Utallige er de kunder, som har besøgt dette hjem, og de blev alle godt beværtet. Den gang var direktøren for en betonvarefabrik lig med ejeren. De kunne træffe hurtige beslutninger, men satte også pris på at få en god behandling, og det fik de.

I tresserne kom der mange tyskere, og alle nød at komme hjem i Per Henriks dengang nyopførte villa, som han med berettiget stolthed viste frem. En af tyskerne var også meget imponeret, og efter at have set sig beundrende omkring, sagde han til sin assistent: “Noter lige, at sådan en pragtfuld jagthytte skal jeg have bygget mig, når jeg kommer hjem.” Han blev aldrig Per Henriks ven.

En anden tysker ville købe en Vihy 160/200, en såkaldt 2-meter maskine, men kunne ikke rigtig beslutte sig, selv om Per Henrik flere gange prøvede at liste en slutseddel ind under tyskerens kuglepen. Kunden viste sig at være meget rideinteresseret, og Per Henrik fik straks arrangeret en ridetur ude på Nørre Kornum. Da tyskeren var kommet op på hesten, spurgte han, om hesten nu var rolig nok. Per Henrik svarede, at det var en meget rolig hest, der kun havde en fejl. Den kunne straks mærke, hvis rytteren havde for meget at spekulere på, og så kunne den godt blive noget nervøs. Han sagde: “Det var derfor bedst, at vi får ordnet slutsedlen inden rideturen.” Tyskeren skrev under til hest, og rideturen foregik uden problemer.

En dag kom Mogens Brix Nielsen ind på Per Henriks kontor i ret chokeret tilstand efter et ærinde ude i byen. Der var sket dette, at en ældre dame i Vestergade havde forsøgt at svinge til venstre uden først at se sig tilbage. Som så mange ældre mennesker med lidt stivhed i nakken havde hun haft svært ved det og kunne først se sig tilbage, når hun havde svinget. I dette tilfælde var det meget uheldigt, for hun havnede med sin cykel inde under Mogens Brixs Citroen. En meget rystet Mogens Brix stod omgående ud af bilen og løb til forenden for at se, hvor meget der var sket med damen. Inde under bilen og den sammenkrøllede cykel mødte hans blik et par hvasse øjne og en skarp stemme sagde: “Kan De virkelig tillade Dem det?” Mogens Brix var herefter ikke et øjeblik i tvivl om, at damen virkelig mente, at han havde over skredet sin kompetence i betydelig grad. Nok havde Nielsen-familien en betydelig goodwill i byen, men der måtte da være grænser.

 

Onkel Christian

Per Henrik havde stor fornøjelse af de breve, han modtog fra onkel Christian i Amerika. Onkel Christian skrev på den slags dansk, man talte, da han rejste ud, iblandet nogle amerikanske gloser: “Nu skal jeg berette om en usædvanlig hændelse, der fandt sted i vort hjem forgangen lørdag. Jeg sad fordybet i min avis, da der lød nogle høje skrig fra badeværelset. Jeg ilede straks derind og så, Elise havde været så uforsigtig at tømme badekarret, før hun selv var kommet ud. Resultatet var, at damen havde kilet sig fast i badekarret uden at kunne gøre andet end at lave et frygteligt spektakel. Jeg kunne straks se, at opgaven med at løfte Elise ud af badekarret langt ville overstige mine kræfter, så nu var gode råd dyre. Heldigvis kom jeg i tanker om de erfaringer, jeg indhøstede, mens jeg arbejdede på skibsværftet i Kiel. Jeg fik fluks åbnet for hanerne, og efter en stund kunne jeg floate Elise ud af badekarret.”

Samme onkel Christian oplevede også megen dramatik efter sin død. Han havde ønsket, at hans urne skulle anbringes på kirkegården i Brønderslev, og Per Henrik havde lovet at sørge for det praktiske. Der gik imidlertid dage og uger, uden at onkel Christian dukkede op. En dag spurgte Per Henrik så Bent Kronborg, om han ikke havde set en pakke fra Amerika dukke op i varemodtagelsen. Efter en stund med dyb tavshed sagde Bent så: “Jeg er alvorligt bange for, at onkel Christian er taget til Peru. Sagen er den, at vi har gået og ventet på en dåse med Molycote, som skulle bruges til at smøre lejerne i det første fiskemelsanlæg, vi laver for Atlas. Hvis nu der er sket en forbytning, så befinder onkel Christian sig nu i Peru, og vi bliver nødt til kalde en dåse Molycote for onkel Christian og få den gravsat.” Så hvis der står en dåse med Molycote pa Brønderslev Kirkegård, er historien sand, men vi har nok snarere at gøre med et eksempel på Nielsen-familiens store evner for spændende historier.

 

F.L.Smidth

Året 1969 var et jubelår med stor stigning i omsætning og indtjening. Det gav stødet til at realisere planerne om at samle hele virksomheden på Saltumvej. Det var en betydelig investering, og ikke mindst omkostningerne og driftstabet ved selve udflytningen var store. Samtidig var årene 1970 og 1971 meget dårlige år med svag omsætning. Resultatet var, at virksomheden kom i store økonomiske vanskeligheder. Kun en meget snæver kreds vidste, hvor galt det stod til. Jeg anede først uråd, da jeg tilfældigvis sad i den flyver, som bragte administrerende direktør for F.L. Smidth, Nils Foss, til Aalborg, hvor han blev hentet af Per Henrik. De var gamle studiekammerater, og Per Henrik har siden fortalt mig, at når det var nødvendigt med tilførsel af kapital, var det for ham vigtigt, at de nye medejere kom fra samme branche, så mulighederne for samarbejde på forskellige områder kunne udnyttes.

Det endte med, at O. Nielsen-familien solgte deres aktier til F.L.Smidth, mens Per Henrik forblev som aktionær. Virksomhedens overlevelse var sikret, men medarbejderne husker sikkert mere det blodbad, der fulgte. Bent Kronborg og Mogens Brix Nielsen trådte ud af virksomheden, da de ikke mere var medejere. De fik følgeskab af en række medarbejdere, hvoraf mange med både høj position og anciennitet. Smertelige, men nødvendige tiltag for at omkostningerne kunne bringes ned.

Den første tid med F.L.Smidth var en hård tid. Jeg husker, at ordet gummicelle blev brugt. Det var vist nok ment som det sted, hvor direktionen efter de nye ejeres opfattelse hørte hjemme. Senere gik det meget bedre i takt med, at resultaterne også blev bedre. PM fik lov til at bevare en meget betydelig selvstændighed. Vi var udsat for mange formandsskifter i bestyrelsen. Over en 5-årig periode skiftede vi formand 8 gange. Det var tilfældigheder og rokeringer i F.L.Smidths ledelse der var årsagen. På den ene side kunde de mange skift virke noget besværlige, på den anden side gav det en rimelig grad af selvstændighed i og med, at direktionen stod for kontinuiteten.

I slutningen af halvfjerdserne blev Per Henrik alvorligt syg og kunne ikke mere bestride jobbet som administrerende direktør. Jeg blev anmodet om at tage jobbet, og Per Henrik og jeg skulle så lave overdragelsesforretning.

Per Henrik mindede mig om, at da han selv skulle overtage embedet fra O. Nielsen, blev han instrueret i, hvornår og hvordan man trækker klokken. Så sagde han: “Du er den første administrerende direktør i Pedershaabs historie, der ikke hedder Nielsen, og derfor har jeg gjort det let for dig. Jeg har fået nogen til at passe klokken, så du bare skal tænke på firmaet!” Det var det. Retfærdigvis skal det nævnes, at de ultrakorte overdragelsesforretninger i PM havde sin årsag i, at efterfølgeren havde tilbragt mange år i virksomheden og kendte den ud og ind.

 

 

 

Læs videre “Min by jeg elsker dig”

Forhistorien

Når vi gennem tiden har passeret gennem små byer af forskellige størrelser, har vi mange gange snakket om, hvad der mon foregår af liv i den samling huse og mellem deres beboere. Selv om mange byer udadtil virker til at være uden særligt liv, så har vores oplevelser rigtigt mange gange vist, at der altid er sociale strukturer med fællesskaber samt store og små oplevelser sammen på forskellig vis – måske foreningsorganiseret – måske på helt private initiativer.

Da vi i 1977/1978 var færdige med vores uddannelser som henholdsvis sygeplejerske og bibliotekar, var jobmulighederne afgørende for, hvor vi bosatte os. Inden vi begge var færdige med uddannelsen, boede vi i lejlighed i Aalborg. Per fik job på Brønderslev Bibliotek i oktober 1977 i forbindelse med åbningen af biblioteksfilialen i Øster Brønderslev. Den var placeret i den tidligere skoleinspektørbolig, der senere blev Vestfritter og nu er nedlagt. Med tiden begyndte vi at overveje, hvor vi skulle bosætte os. Den første tid blev vi boende i Aalborg og pendlede, men vi begyndte snart at snakke om hus i Brønderslev, indtil en tilfældighed åbnede en mulighed, vi kun havde overvejet kort.

Efter at have set på flere huse i Brønderslev, hørte Per, en mandag formiddag i februar 1979, på arbejde på Øster Brønderslev Bibliotek om et hus, der lige var sat til salg i byen. Han så det senere samme dag, vi så det sammen om tirsdagen og købte det fredag i samme uge. Det var der flere grunde til. Dels var det et charmerende hus med mange muligheder, dels passede prisen til vores slunkne pengepung som nyuddannede, for husene i Øster Brønderslev var en del billigere end i Brønderslev, og sådan er det stadig. Og endelig havde Per i sine næsten 1 1/2 år med arbejde i Øster Brønderslev oplevet byen som et godt og levende sted i udvikling, og sådan er det også stadig. Vi bor fortsat i Øster Brønderslev i det samme hus, hvor vores 3 børn også er vokset op.

Lokale foreningsaktiviteter

Det er netop byens udvikling gennem de seneste godt 40 år og vores andel heri, der er omdrejningspunktet i denne historie om at flytte til et lille lokalsamfund og om at involvere sig. Ved kort at beskrive vores lokale aktiviteter giver vi samtidig et indblik i byens udvikling.

Vores første lokale engagement begyndte ved en tilfældighed. Efter et helt specielt forløb skulle bestyrelsen bag Øster Brønderslev Vandværk genetableres, så der blev i starten af 1980’erne indkaldt til møde i mødelokalet på Øster Brønderslev Bibliotek. Da Per efter bibliotekets lukketid stak hovedet ind til mødet for at minde deltagerne om at tænde alarmen, når de gik, lød det: “Du er valgt!”. Det blev til en del år i den bestyrelse med et spændende samarbejde om at forbedre vandforsyningen i byen og nærmeste opland.

Også i begyndelsen af 1980’erne var der indkaldt til den årlige generalforsamling i Øster Brønderslev Borgerforening. Vi var både nysgerrige og interesserede i foreningens arbejde, og det endte også med, at Birgit blev valgt til bestyrelsen som ny tilflytter og eneste kvinde. Senere blev hun formand. Det blev til mange år i bestyrelsen, og i den periode blev der bl.a. efter en del diskussion foretaget en sammenlægning af de to bestyrelser for henholdsvis Forsamlingshuset og Borgerforeningen. Det skete, fordi det var logisk i forhold til begge foreningers aktiviteter, og fordi det var nemmere kun at skaffe medlemmer til én bestyrelse.

I den periode blev en tidligere tradition med lokale dilettantforestillinger genoplivet. De kørte for fulde huse i Forsamlingshuset i flere år med hyggelige øveaftener og forestillinger samt tilhørende fester. Birgit var i næsten alle årene enten på scenen som aktør eller aktiv som instruktør.

Borgerforeningen blev involveret i det store arbejde med at finde frem til ejerskabet bag Bålhøj Plantage, der var etableret i 1907 af et lokalt aktieselskab som udflugtssted og samlingssted for lokale aktiviteter, men som ikke var blevet vedligeholdt i mange år. Detektivarbejdet med at opspore aktieejernes efterkommere afsluttedes først i 1980’erne helt juridisk med, at Borgerforeningen fik overdraget ejerskabet af Bålhøj Plantage. Nu blev der ryddet op i plantagen, så den igen blev et udflugtsmål og rekreativt område for byens borgere. Der blev kort efter, med støtte fra Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse, etableret et udsigtstårn, som dog fik et relativt kort liv. Plantagen blev også ramme om Borgerforeningens sankthansfester. Med overtagelsen af plantagen var grundlaget for Bålhøj Festival også skabt, uden at den var i tankerne på det tidspunkt. Mere om den festival senere.

Lokalhistorie

I 1984 tog Per initiativ til etableringen af Lokalhistorisk Arkiv for Øster Brønderslev og Hallund Sogne som selvstændig gruppe under borgerforeningerne i Øster Brønderslev og Hallund-Hollensted. Per er fortsat aktiv nu snart 40 år senere. Aktiviteterne i Lokalhistorisk Arkiv har selvfølgelig været at indsamle lokalhistorisk materiale af alle slags og at formidle den lokale historie. Formidlingen er sket gennem flere lokalhistoriske cykelture, busture, udflugter og foredrag. I samarbejde med arkiverne i den gamle Brønderslev Kommune blev der frem mod kommunesammenlægningen i 2007 udgivet 10 bøger i serien “Fra land og by”. Her er en stor del af artiklerne skrevet af Per, og stoffet fra Lokalhistorisk Arkivs område udgør samlet cirka en tredjedel og dækker mange emner af den lokale historie. Pers aktiviteter i arkivsammenhæng er de seneste år udvidet til også at omfatte søgning efter lokalhistorisk viden med metaldetektor. Det har medført mange spændende fund og er et godt supplement til mere traditionelt arkivarbejde.

Forældreråd m.m.

Da vores børn kom til, blev vi også involveret i forældrerådet i børnehaven, og da skolebestyrelserne i 1990 blev etableret som afløsning for skolenævnene, blev Birgit valgt til skolebestyrelsen for Øster Brønderslev Centralskole. Den post havde hun i 12 år, hvoraf de sidste 8 var som formand. Det var en spændende opgave i årene med børn at være med til at præge udviklingen af den gode, lokale skole.

Øster Brønderslev Idrætsforening er en central forening i byen, så også der har vi været aktive. Det er dog børnene, der har været mest idrætsaktive, mens Birgit i en periode har været formand for badmintonafdelingen og har spillet med i nogle revyer til ØBIs dengang årlige sommerfest.

Dagligvarebutik og Sparekasse

Efteråret 1997 lukkede LokalBrugsen i Øster Brønderslev, da butikken efter en del arbejde blev solgt til nogle købmænd, så byen kunne bevare en dagligvarebutik. Per var med i bestyrelsen i flere år frem mod salget. Sammen med skiftende uddelere kæmpedes kampen for at bevare Brugsen som lokalt ejet butik, men det var forgæves af flere årsager. Efter skiftende ejere overtog den nuværende ejer butikken i 2004. Efter en stor udvidelse og nybyggeri med helt speciel lokal opbakning stod butikken færdig i november 2015 og er et stort aktiv for byen.

Omkring 2000 blev Per valgt ind i repræsentantskabet for Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse og blev også medlem af Sparekassebestyrelsen. Sparekassen var et lille pengeinstitut, som fik det stadig sværere med nye regler for drift af pengeinstitutter, og i forbindelse med finanskrisen blev det ikke nemmere. Ved udøvelse af rettidig omhu blev Sparekassen solgt til Nordjyske Bank ved slutningen af 2009, for på den måde blev Sparekassens akkumulerede overskud placeret i en fond – Sparekassefonden. Forrentningen af pengene heri uddeler fondens bestyrelse som støtte til lokale formål i Sparekassens virkeområde. Den første fondsbestyrelse bestod af den tidligere sparekassebestyrelse, så her deltog Per de første 8 år. Fra 2018 har Birgit siddet i bestyrelsen for Sparekassefonden, der siden sin start og frem til og med 2021 har uddelt i alt næsten 7,3 millioner til lokale formål.

Samlingshuset

Det første møde mellem byens foreninger og borgere om ideen med et nyt Samlingshus blev holdt allerede foråret 2001, men ideen vandt ikke tilstrækkelig opbakning i foreningerne på det tidspunkt. Et par år senere organiserede Birgit medlemmer til en ny bestyrelse for Borgerforeningen, da den tidligere bestyrelse var tæt på at nedlægge foreningen. Hendes initiativ blev taget med det særlige formål at få sat gang i planerne om etablering af et nyt forsamlingshus til erstatning for det gamle og udslidte. Flere andre foreningers faciliteter var også nedslidte, og ingen havde økonomi til det store. For at sikre byens foreningsliv i fremtiden med tidssvarende faciliteter og for at gøre byen attraktiv for tilflyttere måtte vi gøre noget. Sammen kunne vi skabe noget nyt på tværs af de sædvanlige grupper i byen. Sammen med en gruppe af andre handlekraftige folk dannedes en ny borgerforeningsbestyrelse, som Birgit blev formand for. Det viste sig nu, at byens store aktører: Østsidehallen, Øster Brønderslev Idrætsforening, Borgerforeningen og Menighedsrådene for Øster Brønderslev og Hallund, kunne finde sammen i et meget konstruktivt samarbejde, og Fonden for Samlingshuset blev dannet i 2007/2008. Den detaljerede planlægning begyndte i 2009/2010 med økonomiske undersøgelser, mange skitser og diverse ansøgninger. Mange frivillige var involverede i arbejdsgrupper vedrørende brugen af huset, og mange frivillige deltog praktisk i hele byggeperioden. Fantastisk arbejde af alle.

I 2011 gik byggeriet af Samlingshuset i gang, og det var færdig i efteråret 2012, hvorefter ibrugtagningstilladelsen kom i januar 2013. I hele perioden har Birgit været formand for den samlende bestyrelse, der gennem Fonden for Samlingshuset står bag etableringen og driften af Samlingshuset. Birgit er fortsat Borgerforeningens repræsentant i den bestyrelse og er stadig formand. I byggeperioden var Per fundraiser og aktiv i arbejdet med at sikre projektets økonomi. Samlingshuset er et fantastisk godt og velfungerende eksempel på lokalt fællesskab og godt samarbejde, hvor vi begge har medvirket aktivt sammen med rigtigt mange andre. Den fælles indsats kan vi nu alle nyde.

Samlingshusets daglige leder har en gruppe frivillige og ikke helt unge mænd, der med deres forskellige evner udgør Håndværksrådet. Her har Per de seneste par år deltaget i gruppens praktiske arbejde med vedligehold og små håndværksprojekter.

Bålhøj Festival

Borgerforeningen arbejdede fra 2007 med ideen om at etablere en lokal musikfestival. Ideen fik et bestyrelsesmedlem, Henrik Jensen, under en gåtur i Bålhøj Plantage med familiens hund. Sammen med lokale musikinteresserede lykkedes det at holde den allerførste Bålhøj Festival i 2008, og bortset fra 2020 har der hvert år været afholdt festival i Øster Brønderslev oppe i Bålhøj Plantage. Det har været et stort praktisk og organisatorisk arbejde at arrangere Bålhøj Festival, og det har kun kunnet lade sig gøre med et tæt og effektivt samarbejde i Borgerforeningen, hvor Birgit var formand frem til 2017, da hun byttede post med næstformanden, Jesper Albrechtsen. Festivalen har også krævet stor lokal opbakning i form af såvel økonomisk støtte som praktisk arbejde, og det har alle årene været muligt at finde lokale frivillige til at deltage. I forbindelse med Bålhøj Festival har vi begge to i alle årene været en del af arbejdet på forskellig vis både før, under og efter festivalen.

Byfornyelse

En del af Borgerforeningens arbejde har altid været at arbejde for en udvikling af byen på en måde, der passer til lokalsamfundet. De seneste år har Birgit som foreningens repræsentant været involveret i planlægningen af byfornyelse og etablering af nye byggegrunde. Det kræver samarbejde med lokale politikere og embedsmænd, og det arbejde har medført en ny vej gennem byen og en byttehandel mellem Kommune og menighedsråd af arealet ved Øster Brønderslev Kirke, så der i 2018 kunne indvies et nyt bytorv og i 2019 en helt ny legeplads, samtidig med der blev lavet byggegrunde til nye lejeboliger. Her er de sidste lejligheder netop blev færdige. Det hele er ikke gennemført på Borgerforeningens initiativ, men uden dens aktive medvirken, er vi ikke sikre på, at det hele var gennemført på så relativt kort tid.

Andre samarbejder

I forbindelse med vores foreningsbaserede aktiviteter lokalt har vi begge deltaget i samarbejdsrelationer uden for lokalområdet, men med forbindelse hertil. Det drejer sig f.eks. om Birgits deltagelse i Landsbyrådet for Brønderslev Kommune samt Pers deltagelse i Lokalhistorisk Samvirke og i LAG-Brønderslev, der støttede lokale projekter med EU-midler.

Birgit kom med i bestyrelsen for Møllefonden kort efter 2000 og er fortsat med her. Det har hun og byen haft stor fornøjelse af. Møllefonden er en erhvervsdrivende fond, der står bag aktivitets- og bosteder for psykisk udviklingshæmmede. Det første sted blev etableret i Brønderslev i 1990, og siden har man udvidet flere steder. Det skete først i Brønderslev, men de seneste år er udviklingen sket i Øster Brønderslev, hvor der har vist sig gode muligheder, og hvor alle er blevet taget godt imod.

Da det gamle forsamlingshus i Øster Brønderslev stod tomt efter etableringen af Samlingshuset, købte Møllefonden huset og satte det fint i stand, så det i dag bruges som fælles rammer, hvor alle Møllefondens beboere og ansatte kan mødes til festlige lejligheder og kurser.

Da Nordjyske Bank lukkede sin filial i Øster Brønderslev ved udgangen af 2013, stod bygningen tom i længere tid, indtil Møllefonden købte det, byggede det helt om og etablerede stedet “Oasen” med gode forhold til de 8 beboere.

Senere købte Møllefonden ejendommen Nørgaard, der ligger ved siden af det gamle forsamlingshus. Her har man etableret boenheden Elmelund, der snart udvides med endnu et hus.

Endelig har Møllefonden netop købt Søndergård i Øster Brønderslev, hvor der nu arbejdes med planer for endnu flere muligheder for boenheder og for aktiviteter.

Birgit har ikke været afgørende for Møllefondens etablering i Øster Brønderslev, men har som bestyrelsesmedlem kunnet gøre opmærksom på de lokale muligheder, der var her, for at Møllefonden kunne få dækket sine behov for flere faciliteter.

Andre lokale aktiviteter

I de aktiviteter, vi har beskrevet indtil nu, indgår vi med aktiv deltagelse i eksisterende foreninger og fællesskaber og bidrager til resultaterne, men en god del af andre initiativer har været vores egne for at skabe nye og bedre fællesskaber.

Da vores yngste datter blev for gammel til at gå i skolefritidsordningen, hvor hun plejede at lave hjemmelavede julegaver til hele familien, gav hun Birgit ideen om at lave et julegaveværksted for alle lokale børn fra 3. klasse og op. Det første julegaveværksted åbnede i en weekend i november 1999, og der blev holdt julegaveværksted i lokalerne på Øster Skole og i fritidsordningen frem til og med 2015. Mange, mange lokale folk var ledere af de meget forskellige kreative værksteder, og der blev lavet utallige julegaver af børnene til deres søskende og øvrige familie i de 16 år, hvor Birgit sammen med Bente Børjesson styrede løjerne, og hvor Per sammen med vores søn, Andreas, hvert år stod for et værksted med fabrikation af lystfiskerudstyr, og en af vores døtre, Laura, hjalp på flere forskellige værksteder.

Apropos løjer så havde Per i mange år været irriteret over børnenes fantasiløse indsats hver nytårsaften, hvor deres “løjer” grænsede til hærværk. Derfor afholdt han et par år før årtusindskiftet et kursus i nytårsløjer for en gruppe børn. En rundtur med dem i byen om eftermiddagen nytårsaftensdag inspirerede dem til rigtige og mere fredelige løjer. De lærte god opførsel og kreativitet, så de fik et diplom. Det kursus kunne godt gentages.

Vi havde på forskellig vis opdaget, der var en lokal interesse for vin – en interesse vi delte. Efter to års vinsmagninger i aftenskoleregi valgte vi to sammen selv at arrangere en serie vinsmagninger i foråret 1999. Det blev for stor en opgave at løfte alene, så siden har vi været en gruppe med skiftende medlemmer, der står for de 5 årlige vinsmagninger, men hvor vi begge stadig er med i planlægningen og afviklingen. Nu mere end 20 år senere kan vi se tilbage på nogle lærerige og fornøjelige aftener, der hvert år har bragt cirka 50 lokale folk sammen på kryds og tværs af alder og sædvanlige strukturer. Og vi planlægger allerede nu næste sæson.

Der er rigtigt god gang i aktiviteterne i Samlingshuset i Øster Brønderslev, men alligevel savnede vi nogle tilbud rettet til de lokale beboere. Derfor blev gruppen Event Samlingshus på Birgits initiativ stiftet til at lave forskellige foredrag og oplevelser. Det er blevet til en bred vifte af arrangementer som f.eks. musik, foredrag, stand-up, bogcaféer og fællesspisninger.

Også online har vi bidraget til det lokale liv. Per har lavet og bestyrer hjemmesiderne for Borgerforeningen og Bålhøj Festival, styrer infoskærmen i SPAR Øster Brønderslev og bidrager til skærmene i Østsidehallen, og endelig er han administrator for Bålhøj Festivals Facebook-side og medadministrator for Borgerforeningens Facebookside.

Lokalbladet

Lokalbladet for Øster Brønderslev-Hallund området er et kapitel for sig. Ideen om et gratis uddelt blad med helt lokale nyheder blev præsenteret af Per på et møde i Forsamlingshuset. Efter en periode med planlægning og sikring af økonomien, blev første nummer uddelt i maj 1996. Med 4 numre hvert kalenderår uddeles det næste blad, der er nummer 103, i december 2021 efter snart 26 år. Helt fra begyndelsen har der været fin opbakning til Lokalbladet i form af økonomisk støtte direkte fra læserne samt fra foreninger, annoncører og Menighedsrådene, der bruger Lokalbladet som menighedsblad. Også alle lokale foreninger bruger Lokalbladet til at informere om deres tilbud.

Så 4 gange om året bruger Per sammen med de øvrige redaktionsmedlemmer et par dage på at gøre et nyt nummer af Lokalbladet klart til trykning. Dertil kommer timerne, som mange byder ind med, til at indsamle og skrive stoffet til Lokalbladet. Resultatet er, at hvert nummer er et aktuelt indblik i de aktuelle lokale muligheder. Her bydes nye beboere velkommen til lokalområdet, og der bringes alle mulige lokale informationer. Tilsammen er alle Lokalbladets numre desuden en unik dokumentation af de mange aktiviteter og fællesskaber i et lokalt område gennem indtil nu 26 år.

Afslutning

Vel har det krævet en god del tid og energi at være aktive lokalt, men gode oplevelser giver mere energi. Vi har haft stor fornøjelse af alle de lokale aktiviteter, og vi har gennem dem fået mange rigtigt gode venner.

Det er oplagt, at ikke alle ideer og initiativer bliver til noget, at ikke alt lykkes, og at slet ikke alt overlever på lang sigt. Det er heller ikke muligt at gøre alle tilfredse eller at være enige med alle. De diskussioner har vi gerne taget. Men uden at prøve at gøre noget, sker der ikke noget, så vi har forsøgt at gøre noget for det lokale liv – i fællesskab med mange.

Vi håber, at vi har bidraget til en fællesskabsånd. Vi er klar til på et tidspunkt at give arbejdsopgaverne videre, og vi er sikre på, at fællesskabet vil løfte opgaverne fremover.

 

På et tidspunkt omkring år 2000 blev jeg kontaktet af PET, Politiets Efterretningstjeneste, som spurgte, om de kunne få lov at lave en øvelse for deres livvagter med A/S Peder Nielsen Beslagfabrik som centrum. Det kunne jeg hurtig sige ja til, og vi aftalte et planlægningsmøde.

De pågældende er livvagter for kongehuset og ministre på udenlandske rejser, så de passer på toppen af det danske hierarki.

Øvelsen skulle gå ud på, at en meget betydningsfuld person skulle ankomme til A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og jeg skulle tage imod ham ude på fortrappen og invitere ham med ind, og så skulle helvede brage løs.

En meget betydningsfuld person kaldes også en VIP, Very Important Person, meget vigtig person.

Livvagterne skulle straks få VIP’eren ind i bilen igen og køre væk.

Der skulle så udbryde kampe mellem livvagter og terrorister inde i fabrikken, og vi gennemgik alle mulige flugtveje inde i fabrikken, men også døre ud til det fri, som var blindgyder, for eksempel atriumgårde. Livvagterne skulle kende alle farbare flugtveje.

Nogle medarbejdere ude i værkstederne skulle være pøbel med våben som jernstænger, hamre, økser og lignende slagvåben. Livvagterne var bevæbnet med pistoler og automatvåben.

Dagen oprandt, og alle i hele virksomheden var spændte.

Jeg stillede mig op ude på fortrappen, og en stor bil kørte ind på pladsen, og ud steg VIP’eren, Vi gik hinanden i møde med fremstrakte hænder parate til at hilse på hinanden.

Det nåede vi ikke. Oppe fra kontorets 1. sal kom en skudsalve, og livvagterne kastede sig over VIP’eren og masede ham ind i bilen. Den forlod vores forplads i en fart, som jeg aldrig har kendt magen til. Godt Nørregade var spærret af hensyn til øvelsen.

Livvagter for rundt inde i fabrikken for at finde terroristen, gerningsmanden til skyderiet, men blev mødt af en ophidset pøbel med alle mulige slags slagvåben. Gerningsmanden var åbenbart en af deres.

Livvagterne trak deres våben og affyrede advarselsskud, men pøbelen rykkede bare frygtløs nærmere og nærmere.

Jeg så det med egne øjne, og jeg er bange for, at nogle af pøbelen havde brugt deres slagvåben, hvis de havde fået fat på en livvagt. Nogle gik meget højt op i opgaven.

Det lykkedes ikke livvagterne at få fat i gerningsmanden, men det lykkedes dem adskillige gange at løbe ud af en dør til en blindgyde.

Det var en arbejdsdag udover det sædvanlige. Skudsalven var affyret oppe fra konferenceværelset på første sal gennem et vindue, der stod på klem. Det flotte gule gardin havde været for tæt på våbenet og havde fået store sorte afbrændte huller. Det blev ikke udskiftet, men blev brugt til at prale med overfor efterfølgende gæster.

PET gav kage til alle ansatte.

Jeg deltog i den efterfølgende evaluering, og hovedtemaet var den frustration livvagterne fik, da pøbelen totalt ignorerede, at der faktisk blev brugt skydevåben imod dem. Der var affyret flere advarselsskud, så konklusionen blev, at fordi pøbelen vidste, de ikke ville blive beskudt med skarpt, kunne de ignorere livvagterne.

Livvagterne skulle til gengæld hjem og finde ud af, hvor de rigtige flugtveje var!

Fakta om livvagter

Nedenstående er fra PET’s hjemmeside

Livvagtsstyrken har ansvaret for alle offentlige
livvagtsopgaver i Danmark og varetager personsikkerheden omkring Kongehuset, regeringen, det diplomatiske korps, udenlandske stats- og regeringsledere på besøg i Danmark samt andre personer med særligt behov for personbeskyttelse.
Der er således både tale om personer med fast livvagtsbeskyttelse og ad hoc-baserede opgaver.

Livvagtsstyrken råder over specialenheden “Gamma 10”, som har en særlig missionsorienteret uddannelse og råder over særligt udstyr. Gamma 10 varetager i tæt samarbejde med forsvarets specialenheder og forsvarets livvagter personbeskyttelsen ved bl.a. ministres rejser til konfliktområder som Irak og Afghanistan.

 

Tonny Bistrup

august 2021

Jeg voksede op i Vestergade i 50’erne og 60’erne, søn Ingeborg og Oluf Olesen, købmand i Vestergade.

 

Her er Ingeborg og Oluf Olesens 2 tvillingedrenge Bent og Ole årg. 1948, måske sammen med en legekammerat og måske på forbudt område

Jeg gik på Søndergades Skole, hvor frøken Quist var min første klasselærerinde, og frøken Vestermark min første regnelærerinde.

Dengang var der respekt, og eleverne sagde De til lærerne. Forældrene sagde også De til lærerne og omvendt. Hvis man havde været involveret i en slåskamp i frikvarteret, fik man en på skrinet af lærer Laursen eller Gunnar Sørensen. Føj hvor slog de hårdt.

En gang havde jeg snydt med hjemmeopgaverne og skrevet af efter facitlisten Den kunne købes i Mandrup Poulsen’s boghandel for 25 eller 50 øre. Man snyder kun en gang, for dommen var øjeblikkelig, jeg fik nemlig en ordentlig lussing af vores regnelærerinde frøken Vestermark.

En gang om året var vi med skolen I Tolne Skov.

Efter skoletid og lektielæsning derhjemme var vi børn ude at lege i Vester Alle, nu hedder den Parkvej. Vi spillede stokken er væltet eller rundbold.

Sommetider klatrede vi i træer nede i minkfarmen lidt længere nede ad Vester Alle. Eller vi svømmede i Nørre å og blev godt mudret til. Vi havde det sgu sjovt.

Murermester Winther var en af de første i Brønderslev, der havde fjernsyn, sort og hvid vel at mærke. Alle vi børn fra nabolaget lå på gulvet hos murer Winther med hænderne under hagen for at se fjernsyn. Der var kun en kanal, DR, og for det meste var der flimmer eller “teknisk uheld, vi beklager”. Murermesterens datter Rigmor, var som regel glad for disse pauser i udsendelserne, for så var der tid til at lave aftenkaffe.

I skoleferierne var vi fast inventar på friluftsbadet,

for vi havde alle adgangskort. Andreasen var varmemester og meget striks. Vi børn havde respekt for ham, for hans ord var lov – dermed basta. Vi spadserede eller cyklede til friluftsbadet, som var laaaaangt væk fra Vestergade, næsten helt ude ved korsvejen. Dengang var der ikke bybusser. Vi vidste knap nok, hvad en bybus var for noget, for man kunne jo bare cykle, løbe eller spadsere.

Ofte cyklede vi til Løkken på en gammeldags cykel med seje pedaler, ingen gear eller el. motor, så der skulle trædes godt på pedalerne. Kørte ud om morgenen og hjem sen eftermiddag, i alt 50 km. Jeg kan ikke mindes, at der var overvægtige børn i nabolaget, måske fordi vi hele tiden var i bevægelse.

Dengang var der ingen mobiltelefoner, og når vores forældre hørte ambulancen suse med udrykning ud ad Vestergade mod Løkken, var vores forældre skrækslagne for, at et af os børn var druknet i Vesterhavet. Glæden var så større, når vi kom hjem efter at have svømmet i Vesterhavet det meste af dagen og megatrætte af at cykle 50 km.

Der var kun faste telefoner. Hver telefon havde et sving eller vinge, som man drejede på for at få centralen “Brønderslev”, en vældig sød dame, som sikkert kendte alt om alle. Når man var færdig med en samtale, skulle røret lægges på, og svinget skulle drejes et par omgange for at ringe af. Hvis man glemte at ringe af, ville frøken “centralen” ringe tilbage og bede os om at ringe af. Skulle man en meget sjælden gang ringe til København, bestilte man samtalen og ofte vente en halv time eller mere for at komme igennem. Skulle det utænkelige finde sted og der skulle ringes til udlandet, skulle samtalen bestilles gennem rigstelefonen.

Der skulle også uddeles aviser hver dag efter skoletid på hverdage, tror jeg nok. Det var værst at komme ud af sengen på en søndag morgen klokken halv seks for at uddele aviser. Men der var gode penge at tjene.

Jeg tror vi avisuddelere fik 25 øre (eller var det 10 øre?) pr. avis.

Efter realeksamen fik jeg en uddannelse i byens bank og efter endt soldatertid et par års i en bank i Aalborg. Som ganske ung bankmand rejste jeg til Schweiz for at videreuddanne mig i en bank. Derefter havde jeg blod på tanden og kom faktisk kun tilbage til Danmark i en meget kort periode, fordi mine tidligere bankkollegaer sagde, at der var intet at komme hjem efter.

Kan man ikke finde sit drømmejob i Danmark, kan man jo altid tage derhen hvor drømmejobbene er, ikke sandt? Hvad med Paris, New York eller Hong Kong for bare at nævne tre steder? Verden er enorm stor, men også lille. Jeg har haft den glæde at have boet og arbejdet i 8 lande på 5 kontinenter. Det bliver man hærdet af og meget tolerant. Jeg bor stadig i det store udland, men kommer dog til Brønderslev et par uger hvert år. Jeg har masser af venner af flere forskellige nationaliteter, kulturer og trossamfund. Man bliver et tolerant menneske af det og lærer sprog.

Jeg har bestemt ændret mig, det er uundgåeligt, men Brønderslev har også ændret sig. Der er nu bybusser, men så vidt jeg ved ingen taxa? Sammenlignet med den gang, er juleudsmykning i dag meget ringe. Nu er der også flere spisesteder af forskellige slags; i gamle dage vidste vi ikke, hvad en pizza var for noget. Vi kendte ikke fast food!

Brønderslev Marked er i dag også anderledes. Den gang var der gøgl til,

med Professor Tribini og hans skøre cirkus. En kendt sanger (i dag) kørte dengang motorcykel i dødsdromen, og der var spøgelsestog.

februar 2019

Ole Olesen

 

 

Mit navn er Dorthe Stiller, jeg er født i 1946 i Aalborg, hvor mine forældre drev en slagterforretning. Jeg har altid været kreativ, og som teenager malede jeg på porcelæn, og havde et job efter skoletid i et porcelæns- brænderi, hvor jeg malede små askebægre o. lign. til turister.

Efter realeksamen kom jeg i lære på Aalborg toldkammer (mine forældres valg), og der var jeg ansat i mange år, fik familie, og levede det kreative ud på aftenskolen både med keramik og maleri.

Da jeg i 1976 flyttede med familien til Brønderslev, valgte jeg at gå hjemme et par år, mens børnene voksede op. Jeg havde et par børn i dag- pleje, og jeg mindes med fryd, når vi sad ved bordet og legede med ler og andre kreative materialer.

Jeg meldte mig på aftenskole til keramik ved Kirsten Kristensen og til maling ved kunstmaler Otto Møller, og Otto gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne søge ind på Aalborg kunstskole.

Når jeg havde fri eller ferie, poppede det kreative altid op….

I mellemtiden blev jeg skilt og giftede mig med byens slagtermester, var ansat igen et stykke tid ved toldvæsenet, men stoppede for at hjælpe min mand, Preben Stiller, i slagterforretningen.

Da vi i 1995 solgte forretningen til byfornyelsen, og børnene var blevet store, var jeg helt sikker på, at nu ville jeg prøve kræfter med kunsten.    På hjemmefronten var der ikke den store opbakning. Men jeg fortsatte målrettet.

Jeg søgte min fagforening om uddannelsesorlov – og fik det bevilget,

( hvilket privilegeret samfund man er født i ). Herefter søgte jeg om optagelse på Aalborg Kunstskole- og kom ind.

Derefter startede jeg på en helt ny tilværelse…..  jeg var virkelig kommet på rette hylde.

Aalborg kunstskole

Det var virkelig spændende. Det første halve år gik jeg på Grundskolen, hvor man prøvede alle retninger: tegning, modellering efter levende modeller, grafik og maleri.

Dernæst gik jeg videre på Fagskolen og skulle vælge linje, jeg valgte her maleriet. Underviserne på skolen var alle udøvende kunstnere, og vi lærte løbende at lave kunstudstillinger. Vi lærte herved virkelig at stå ved det, vi lavede. Uddannelsen varede ca. 3 år. Sideløbende kunne man få timer i croquis, tegning efter levende model, kunsthistorie osv. Det var dejlige lærerige år. Sammen med 7 andre piger dannede jeg en kunstnergruppe, som kaldte vi” Oktaven”. Vi har sammen lavet utallige udstillinger, og vi mødtes en gang om måneden, altid med et nymalet maleri, som vi gav hinanden konstruktivt kritik af.

Med årene har gruppen mistet 4 af pigerne, og det er desværre kun mig, der stadig maler.

På kunstskolen kom jeg i forbindelse med mange forskellige mennesker, f.eks. var der mange skolelærere, der tog et år for at dygtiggøre sig til brug i deres undervisning.

Jeg tænkte: ”Hvorfor fortsætter jeg ikke på lærerseminariet, og får papir på, hvad jeg kan”. Som tænkt så gjort, og efter utallige kurser og eksamen i IT og psykologi, blev jeg i 1999 uddannet billedkunstlærer.

Så nu skulle jeg ud på arbejdsmarkedet igen.

I de år var jeg begyndt at udstille mine værker, og var blevet bidt af det. Men jeg skulle jo ha´ stykket et fuldtidsjob sammen???.  Jeg søgte det første job, der lige var ledigt: Salgsassistent ved Skott i Hjørring. Min tanke var, at jeg lige kunne prøve, mens jeg søgte noget bedre.

Jeg arbejdede hos Skott de efterfølgende knap 10 år!

Det viste sig, at jeg kunne få nedsat tid ved Skott og sideløbende udstille. Og familien bakkede nu helhjertet op om mit nye liv.

Jeg havde bestemt ikke drømt om, hvad det førte med sig. Ikke bare malede og udstillede jeg malerier, men jeg malede desuden julekortet for Brønderslev kommune i 2003

Lions julemærke i 2004 og i 2011, malede etiketten til Brønderslev kommunes kunstnervin i 2007 og i 2020, malede motiv til Landbo Nords dyrskue t-shirts i 2009 og 2010, julekort for firmaet Dan-Hatch i 2015 til 2018, og lavede årets plakat for Falcks kunstforening i 2012.

Det gamle Slagteri.

I 2001 åbnede jeg ” Det gamle Slagteri” på Hyldevej i Ø. Brønderslev og startede med at udstille sammen med ”Oktaven” og andre skiftende udstillere.

Det gav god mening for en gammel slagterdatter, gift med byens tidligere slagtermester, at udstille kunst og gamle slagterting. Der var stadig et stort kølerum med kæmpe døre, som vi hængte billeder op på, og der hang kroge i loftet til grisene. Vi kalkede bare væggene og strøede sand på gulvet (dog ikke savsmuld) og slog dørene op til påskeudstilling med åbningstalen af Tage Buus.

Det fortsatte jeg med til år 2006, da jeg kunne gå på efterløn. Jeg måtte stadig udstille, men desværre bare ikke i mit eget galleri.

Året efter tilbød billedkunstner John Laursen, at jeg kunne udstille på påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, og der er jeg stadig at finde.

Mit billedsprog.

Mit billedsprog er ikke kun en skildring af naturindtryk, men også et udtryk for tanker, følelser og drømme. Hvad der rører sig i mit hjerte, må jeg simpelthen ha ud på lærredet. Jeg har nogle værker, jeg har malet, når jeg virkelig er blevet udfordret i livet, både på godt og ondt.

Da jeg blev mormor for første gang, malede jeg ”Mormors opslagstavle” og derefter ”Jeg holder af hverdagen”. Men det kan også være en sang fra højskolesangbogen, der griber mig, som jeg så bruger mit billedsprog til at fortolke på lærredet. Ofte på et aflangt lærred med både tekst og illustrationer.

Jeg er af naturen nysgerrig, og mine sanser står altid åbne for påvirkninger af mennesker, jeg møder i det offentlige rum, oplevelser fra hverdagen, tanker eller måske et sjovt ordspil. Inspirationen kan så komme frem i motiver f.eks. af HØNS. Jeg har malet rigtig mange billeder af Høns, som har fået et menneskeligt islæt.

Et andet yndet motiv er mine husbilleder, som nok er et udtryk for påvirkning og tanker. Vi kender nok alle sammen, når man går en tur i mørket og bliver fanget af lyset i vinduerne, og tænker: ”Hvad mon der sker bag de ruder”. Jeg maler måske personer, der nyder et glas vin foran en kendt bygning i Nyhavn, eller måske er til vinfestival i Brønderslev.

Når jeg starter med at male, lægger jeg en masse farver vilkårligt på lærredet, jeg maler aldrig på et helt hvidt lærred, på den måde får jeg en del forærende. Er det huse, jeg vil male, rammer jeg vinduerne ind, og det udtryk, der kommer ud af ruderne, er de farver, der tilfældigt er på lærredet, og beskueren må selv forestille sig, hvad der sker bag de vinduer.  På den måde får jeg et levende maleri, og ikke et maleri med ens vinduer.

 

Mit frivillige arbejde.

For Brønderslev kommune.

Sideløbende med min kunst, har jeg også haft den glæde, at kunne udøve frivilligt arbejde for kommunen, og i dag desuden for Borger 9700.

Kulturelt samråd.

Jeg blev valgt ind i Kulturelt samråd omkring år 2000. Det bestod af et udvalg, der blev sammensat efter hvert kommunalvalg. Det var frivilligt arbejde og sammensætningen var: En formand, nogle folkevalgte fra det nye byråd og et antal borgere, med interesse for kultur. Vi havde et årligt beløb, bestemt af kommunen, som vi skulle forvalte, så kunne foreninger, musikere o.s.v. søge, hvis man ville prøve noget nyt. Måske var der ønsker om et kunstværk til byen, eller til en institution i kommunen. Ofte søgte man også blot en underskudsgaranti, som kunne udbetales, hvis et arrangement gav underskud.

F eks. startede Brønderslev Påskeudstilling for 46 år siden på den måde. Den blev med tiden så stor en succes, at tilskud eller underskudsgaranti ikke var nødvendigt. Tværtimod har den med årene givet overskud, som bruges til at købe ny kunst til kommunen. Påskeudstillingen er de sidste 29-30 år blevet sammensat af billedkunstner John Laursen og er stadig en kæmpe succes, besøgt af mange mennesker og kunstforeninger fra hele landet.

Efter kommunesammenlægningen blev Kulturelt Samråd nedlagt, og ved et inviteret møde med kulturelle ildsjæle fra hele kommunen, blev der oprettet et kultursamvirke.

Kultursamvirke

Der blev valgt medlemmer fra bl.a Dronninglund, Hjallerup, Sterup, Hellum, Brønderslev og Stenum. Formålet var at lave kulturelle arrangementer i alle dele af den nye kommune. Der har været musik- arrangementer i de små forsamlingshuse og en årlig kulturuge, hvor vi første år havde gratis guidede busture, så borgerne kunne komme rundt og se hele den nye kommune.

Vi arrangerede dragefestival på stranden i Aså, efterfulgt af lysshow om aftenen, og årets længste dag på Knøsen (Nordjyllands højeste punkt) i Dronninglund med optræden, mystik og vandretur i skoven.

Desuden kan nævnes kunstudstillinger en weekend i kulturugen i 2008 på Dronninglund gymnasium, de næste par år på den gamle fabrik, hvor Ginge og politigården i dag har til huse. Der bød vi på kunst, kultur, gøgl, teater og musik og kulturfestivalen blev det første år afsluttet med opsending af rislamper med levende lys og året efter med fyrværkeri i parken.

I år 2014 Blev Kultursamvirket nedlagt, men jeg har stadig fornøjelsen af, at være en del af Brønderslev Kommunes Kunstfond, der hører under Børne- og Kulturudvalget i Brønderslev kommune.

Brønderslev kommunes kunstfond.

Kunstfonden ledes af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer: Formanden for Fritids- og Kulturudvalget, et medlem udpeget af byrådets midte, 2 medlemmer udpeget af Fritids- og Kulturudvalget efter indstilling af fagenheden for Børn og Kultur, hvoraf mindst 1 skal være udøvende kunstner, 2 repræsentanter fra fagenheden for Børn og Kultur (direktør og chef). Bestyrelsens funktionsperiode er sammenfaldende med byrådsperioden.

Fondens formål er at arbejde for højnelse af den kunstneriske kvalitet ved kommunalt byggeri samt at medvirke til fortsat forbedring af det æstetiske udtryk ved indretning og udsmykning af kommunale bygninger og det offentlige rum.

Kunstfondens midler tilvejebringes gennem afsættelse af beløb hertil på kommunens årlige driftsbudget i overensstemmelse med Byrådets vedtagelse. Vores møder bliver afholdt på Brønderslev rådhus.

Borger 9700.

Da kultursamvirket i 2014 blev ophævet, blev jeg opfordret til at træde ind i Borger 9700 kulturgruppen, og der er jeg frivillig i dag.

Vi har til huse i Rhododendronparken i Brønderslev. I den gule bygning, som kommunen har stillet til rådighed for foreninger.

Vi prøver at lave lidt anderledes kulturelle tiltag for borgerne, enten på scenen eller i Den runde Pavillon, men vi skal desværre hele tiden søge penge, enten ved fonde eller gennem Kommunens kulturpulje, til arrangementerne.

Af store arrangementer kan nævnes, Den kongelige ballet i 2015, som vi for øvrigt fik årets kulturpris for. Endvidere har vi haft Opera i det fri flere gange og mange andre musikarrangementer. Desuden kan nævnes julearrangementer, på årets korteste dag, med underholdning af kirkens pigekor, Dunkelfolket som overraskelse i parken, og efterfølgende udsættelse af levende lys på søen. Der er gratis adgang, da parken ikke kan lukkes af.

Vi har endvidere en årlig kulturdag på Brønderslev bibliotek. Det er altid sidste lørdag i september. Her er der kunsthåndværkere, kreativt værksted for børn, musik, madboder, bogsalg og andre aktiviteter, alt efter årets Tema.

I 2019 afholdt vi for første gang Sct. Hans aften i parken, med bål på søen. Det var en stor succes, og det håber vi at kunne fortsætte med i 2022.

Jeg fik godt nok ikke tid/overskud til at komme ud og undervise i folkeskolen. Jeg har dog haft nogle få frivillige undervisningsforløb i institutioner i Kommunen, bl.a. på bostedet Hedebo, men jeg kan med glæde sige: ” Hvor har kunst dog beriget mit liv”. Og jeg maler stadig med hjertet.

 

 

 

.

 

Brønderslev Kommune              

Adresse: Ny Rådhusplads 1 9700 Brønderslev · 

Telefon: 99 45 45 45

   

Brønderslev Kommune er en kommune i Region Nordjylland efter Kommunalreformen i 2007 med 36.304 indbyggere. Allerede den 15. november 2005 blev kommunalbestyrelsen dog valgt. Kommunalbestyrelsen har 29 medlemmer

Kommunesæde: Brønderslev

• Region: Nordjylland
• Areal: 633,38 km2
• Indbyggere: 36.177 pr. 2021
• Befolkningstæthed: 57 (Indbyg. pr. km²)
• Er:  Et godt sted at leve. I Brønderslev Kommune er man tæt på det meste – i midten af Vendsyssel – med en direkte linje til beslutninger, forvaltning og det frivillige fællesskab. Her ser vi muligheder frem for begrænsninger, når vi sammen udvikler de kommunale tilbud, erhvervslivet, foreninger, vores landskab og lokalsamfund.

Byrådet i Brønderslev Kommune består af 27 medlemmer og er valgt for perioden 2018 – 2021

 Brønderslev Byråd

Mikael Klitgaard (V) – Borgmester

Niels Vestergaard Salling (V)

Lasse Riisgaard (V)

Jens Andersen (V)

Dennis Kvesel (V)

Martin Bech (V)

Klaus Riis Klæstrup (V)

Lone Birkmose Lex (V)

Margit Chemnitz (V)

Jan Thaibert (V)

Peter Stecher (C)

Erik Sørensen  (O)

Carsten Ullmann Andersen (O)

Eskild Sloth Andersen (A)

Arne M. Jensen (A)

Hildo Rasmussen (A) 

Bettina Bøcker Kjeldsen (A)

Lene Hansen (A)

Ole Jespersgaard (A)

Peter H. S. Kristensen (A)

Christen Bager (A)

Johannes Trudslev (A)

Poul Erik Andreasen (A)

Steen Søgaard Petersen (J)

Simon Aagaard (J)

Line Vanggard Pedersen (Løsgænger)

Lars Bisgaard Andreasen (Løsgænger)

 

Kommunens største byer
Nr	By	Indbyggere (2021)
1	Brønderslev	12.522
2	Hjallerup	4.192
3	Dronninglund	3.435
4	Asaa	1.123
5	Øster Brønderslev	924
6	Klokkerholm	890
7	Jerslev	870
8	Flauenskjold	669
9	Agersted	562
10	Serritslev	500
11	Hallund	289
12	Stenum	277
13	Thise	235

Brønderslev Kommune havde 100 års købstadsjubilæum den 01.04.2021

Her det sidste sogneråd i 1921 og Rådhuset før og nu, se billeder på næste side

 

 

Opvækst

Han er næsten vokset op i en sportshal og har i sin ungdom dyrket meget indendørs sport, og han syntes, det var synd for de unge mennesker, der dyrkede udendørs sport, og kunne blive udsat for al slags vejr.

Kim Jensen er født i 1961 i Frederikshavn. Da Brønderslevhallen blev bygget, flyttede hans forældre til Brønderslev, hvor Kim voksede op.

Kims forældre, Else og Erik Jensen, var gennem mange år de legendariske ledere i Brønderslevhallen. Else stod for kantinen og ”Hal Erik” stod for resten.

Begge forældre var passionerede håndboldspillere og engang Kims mor, Else, blev interviewet, spurgte journalisten Kim, om han var lige så vild med sport som sin far og mor. ”Ja – men jeg er ikke fanatiker,” var det kloge svar.

Man skal have mere end en interesse, for ellers bliver det for enøjet.

Kim boltrer sig i naturen

Nu mange år efter kan man finde ham windsurfe på havet i blæsevejr, sejlende i kajak eller kano eller fræsende afsted på en cykel, i fuld fart på et snowboard eller i gummibåd i en frådende flod.

”At være ude i naturen er frihed,” siger Kim Jensen, som mange kender som hjælpetræner for det danske kvindelandshold i håndbold igennem mere end 15 år.

Når Kim var med kvindelandsholdet, skulle der ikke altid bestilles hotelværelse til ham, for han sov gerne ude i skoven.

Hjemme har han bygget et shelter med udsigt over Limfjorden og med bålplads, og herude overnatter han ofte.

Når Kim surfer eller står på snowboard, griner han eller bryder ud i sang. Det er tegn på, at han er glad eller, at han er ved at lære noget, der er vanskeligt. Det gør man bedst, når man er afslappet og i godt humør, som når man griner eller synger. Når tingene lykkes, glemmer man tid og sted.

Hver morgen lytter Kim til vejrudsigten for at finde ud af hvilken sportsgren, der passer til vejret i dag. Surfing, stand up paddle board eller en anden udendørsaktivitet. Man finder ro i naturen eller fordyber sig.

Kim Jensen er helt klart en mand, der hylder aktiviteter i naturen. Som han ynder at sige:
”Go to the door – go outdoor.”

Håndbold

Det er nok mest fra håndboldens verden, man kender Kim. Han spillede sin første kamp som landsholdsspiller i håndbold i oktober 1980, og siden har han har spillet 83 landskampe og scoret 91 mål.

Kims forældre Else og Erik

Som søn af halinspektørparret ved Brønderslevhallen, Else og Erik Jensen, kom Kim med i hallen, som var forældrenes arbejdsplads fra tidlig morgen til sen aften. Her begyndte han som ganske ung at spille håndbold, og man fandt hurtigt ud af hans talenter. Gennem nogle år spillede han på Brønderslevs bedste hold i divisionen. Brønderslev var dengang på det danske håndbold-landkort, og håndbolddrengene fyldte Brønderslevhallen med tilskuere søndag efter søndag.

I 1989 spillede Kim landskamp mod Japan i Brønderslevhallen. Det var meget specielt for ham at skulle spille så stor en kamp i den sportshal, hvor hans far var halinspektør, hvor hans mor var leder af cafeteriet, og hvor Kim havde tilbragt mange timer i barndommen.
Danmark vandt 29 –

22, og Kim scorede 3 mål. Kim var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Idrætsforening.

Ved sin konfirmation brugte Kim nr. 39 i sko og året efter nr. 44. En dag besvimede han hos sine bedsteforældre, og på hospitalet mente lægen, at det var fordi, Kim voksede for hurtigt. Det gav problemer med anklerne, så han skulle gå med specialbind og blev behandlet med ultralyd, hvilket Erik var imod. Faderen mente, at Kim blev pacet for hurtigt frem.

Engang spillede Kim landskamp i Jugoslavien med ondt i foden, og det viste sig senere, at der var brud på en knogle.

Sine håndboldmæssige ambitioner skruede Kim dog voldsomt ned for på grund af sit politiske engagement. I 1984 meldte Kim fra til bruttotruppen til OL i USA.

Det skuffede mange af de personer, som havde lært Kim det, han kunne. De mente, han svigtede dem og sit talent, som et af de store håndboldhåb i Nordjylland.

Han slap dog ikke håndbolden, for han trænede ugentlig i Aalborg Håndboldklub, hvilket gav ham en plads på førsteholdet.

At den fysiske træthed var en begrænsning, accepterede Kim. Det var dog tydeligt for en af holdkammeraterne, daværende skuespiller på Aalborg Teater og nuværende ørkensøn, Niels Olsen, at der var noget galt.  ”Du vil noget mere end det her,” sagde han en dag til Kim.

Kim havde flere ambitioner, end han ville erkende.

Håndboldklubben fra barndommen i Brønderslev havde flere gange prøvet at få ham tilbage, men han var ikke parat til at give håndbolden fuld gas, men i 1987 gik han ind i sin anden håndboldperiode.

Han ofrede dog ikke alt til håndbolden, for året efter pakkede han og Connie deres rygsække og tog til Kina i seks uger med den transsibiriske jernbane.

Håndboldklubben havde aftalt at spille to kampe med landsholdet, og det kunne Kim ikke rigtig lade ligge, men hvis turen til Kina gik planmæssigt, og Kims far, Hal Erik, stod klar med en pakket håndboldtaske, når han kom hjem, kunne Kim lige nå at spille med.

Kim udarbejdede derfor et træningsprogram til kinaturen, så der blev styrketrænet den ene dag, løbetrænet den næste og den tredje dag var en fridag. Det var ikke altid lige nemt at holde ferie på den måde.

Planen lykkedes, og Kim nåede at spille mod landsholdet først i Jetsmark Hallen og dagen efter i Storvorde.

Så skete der noget, Kim havde drømt om i sit stille sind. Efter kampen kom landstræner Anders Dahl-Nielsen ind i omklædningsrummet og tilbød Kim at komme tilbage til landsholdet.

Det tilbud sagde Kim straks ”ja” til og oplevede igen den følelse af stolthed og tilfredshed, det er, når arbejdet lykkes.

I 1996 blev Kim Jensen tilbudt jobbet som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold. Han fik jobbet som landstræner i en tåbelig konstellation. Indtil Jan Pytlick var færdig med sit trænerjob for herreholdet i GOG, skulle han hjælpe Kim, når han havde tid.

Ulrik Wilbek var træner for kvinderne i Viborg og skulle også være assisterende træner for Kim, når han havde tid.

Denne konstellation blev droppet efter en måned, da GOG accepterede, at Dansk Håndbold Forbund købte Jan Pytlick fri fra jobbet i klubben.

Så Kim var landstræner for kvindelandsholdet i håndbold i en måned. I den periode tabte holdet ikke en eneste kamp – nå – de spillede heller ikke nogen.

Under OL i Athen i 2004 kom Kim galt af sted på et spørgsmål fra en journalist om Kims holdning til kongehuset, medens de danske prinser så på, og Kim svarede, at han syntes, prinserne var nogle fine fyre, og han var sikker på, at der kunne blive plads til dem på et nordjysk jord- og betonsjak, når kongehuset blev nedlagt. Det blev hverken opfattet som et kompliment eller en morsomhed.

Det gav en voldsom kritik, men det opvejedes af den respekt, Kim normaler nød for at give udtryk for sine holdninger.

Engang kvindelandsholdet havde vundet guld ved OL, kom dronning Margrethe og prins Henrik hen på hotellet for at ønske til lykke. Prins Henrik ville gerne se, hvordan pigerne boede og lukkede op ind til et af værelserne: ”Det ligner vist noget, hvor en bombe er sprængt,” udbrød Prinsen.

Der var ikke ryddet op, og der hang BH’er rundt omkring, og pigerne havde hængt billeder op på væggene.

Hal Erik, Kims far, ville gerne have været med til OL i Sydney, men det var alt for dyrt. Kim kom så hjem fra OL og kunne fortælle, at Dansk Håndboldforbund havde arrangeret rejer for interesserede, og det var meget billigere end, hvis Erik selv skulle arrangere, så det ærgrede Kims far, at han ikke havde fået kendskab til det arrangement.

I 2012 fik Kim Jensen overrakt prisen, Aalborgmanden, af borgmester Henning G. Jensen. Aalborgmanden blev indført i 1964 og er byens tak til personer, der har ydet en værdifuld indsats for Aalborg eller har gjort byens navn kendt rundt om i verden.

Prisen er en lille statuette, en miniatureudgave af skulpturen Aalborgmanden foran administrationsbygningen på Boulevarden.

For Kim Jensen, der var assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold og underviste på Aalborg Sportshøjskole, betød statuetten utrolig meget. ”Jeg er hamrende stolt,” sagde han og fortalte, at hans familie havde en stolt tradition med at arbejde på skibsværftet. Min oldefar var skibstømrer på værftet, fortalte Kim Jensen, der selv arbejdede der i et par år i 1984-85.

Det var dog ikke som værftsarbejder Kim Jensen var mest kendt. Borgmesteren understregede, at Kim var kendt for sit arbejde med kvindelandsholdet. ”Og du gør et meget sympatisk indtryk,” sagde Henning G. Jensen blandt andet.

Kim Jensen takkede med en fortælling om, hvor glade og integrerede de unge fra Sjælland bliver for Aalborg, når de kommer som elever på sportshøjskolen. De tror Aalborg er et skodsted, men de opdager, at byen har sjæl, at de bliver budt velkommen, og man hilser på hinanden, lød det fra Kim Jensen, som er stolt af sin by.

Efter OL i London sammen med kvindelandsholdet i håndbold sagde Kim igen farvel til eliteidrætten.

I sin håndboldkarriere har Kim været med til:

• Spillet 84 landskampe i herrehåndbold og scoret 91 mål
• EM-guld 1996 i Danmark med kvindelandsholdet
• VM-guld 1997 i Tyskland med kvindelandsholdet
• EM-sølv 1998 i Holland med kvindelandsholdet
• OL-guld 2000 i Sydney med kvindelandsholdet.
• EM-guld 2002 i Danmark med kvindelandsholdet
• OL-guld 2004 i Athen med kvindelandsholdet
• EM-sølv 2004 i Ungarn med kvindelandsholdet

• Den værste dag i Kims liv

Fredag den 9. december 2011 er en dag Kim aldrig vil glemme. Det var en af de værste dage i hans liv.

Årsagen var, at generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, i et interview med Jyllands-Posten fortalte, at man skulle have en ny hjælpetræner i stedet for Kim Jensen, som havde haft posten i mere end 15 år.

Det blev af mange udlagt som, at Kim var blevet fyret, men sandheden var, at han selv havde valgt at stoppe, når hans kontrakt udløb til december det følgende år.

Morten Stig Christensen troede, at journalisterne var orienteret om, at Kim ville stoppe, så denne misforståelse gav voldsomme overskrifter den følgende dag.

”Det er ultimativt den værste dag, jeg har oplevet med landsholdet. Det var ikke rart at læse, at man var blevet fyret fra et job, man ikke selv havde ønsket at fortsætte i,” sagde Kim Jensen. Og så skyldtes det hele en misforståelse!

Længe før havde Kim sagt til landstræneren Jan Pytlick, at han ikke ville fortsætte efter OL i London. Kim var ikke blevet træt af at arbejde med kvindelandsholdet i håndbold, men han havde fået mulighed for at stå i spidsen for en hel ny retning på Aalborg Sportshøjskole.

Han skulle uddanne outdoor leaders, der kunne instruere andre i blandt andet kano og kajak, klatring, mountainbike og rafting.

Det havde han ikke villet fortælle om indtil nu, fordi han frygtede en reaktion fra spillerne, som skulle spille verdensmesterskab og derfor skulle fokusere på det og ikke på, at Kim var på vej væk fra landsholdet.

Kim var rigtig træt af, at sagen kom til at fylde så meget, som den gjorde, og han fandt det vanvittigt at skulle sidde på et pressemøde og tale om en begivenhed, der først skulle finde sted om et år, imens holdet var ved at forberede sig til en kamp under VM i Brasilien.

Fravær og afsavn

At være assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold betød mange rejsedage, hvor Kim ikke kunne være sammen med familien.

Da børnene var små og Kim var ude med landsholdet og Connie, som var jord- og betonarbejder, mødte meget tidligt på arbejdet, kom Elses far hver morgen for at køre Ditte i dagpleje.

I den periode deltog Kim heller ikke i mange af familiefesterne, fordi hans arbejdet var så langt fra hjemmet. Det harmonerede ikke helt med Kims holdning til fællesskab, som også omfatter samvær med familien, men livet er fyldt med kompromiser.

Politik

Udover det sportslige var Kim meget optaget af politik, hvor hans egen holdning lå og ligger meget til venstre for midten.

Kim Jensen har altid godt kunnet lide at diskutere, så i gymnasietiden blev der diskuteret politik.

Allerede som 17-årig havde Kim og kæresten Connie meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, som var det parti, der især varetog industriarbejdernes interesser.

Der er sket en meget stor udvikling i samfundet de sidste 30 år, men den grundlæggende ide i socialismen holder Kim stadig fast ved.

Politisk stemmer Kim ikke efter, hvad der gavner ham selv bedst, men efter, hvordan han synes, samfundet skal indrettes, og han forstår virkelig ikke, at folk bare stemmer efter, hvad der er godt for deres egen økonomi.

I en periode, hvor Kim arbejdede på værftet, var han meget engageret i politisk arbejde både i DKP/ML og i Faglig Ungdom. Her var han formand en tid og spillede en meget aktiv rolle i de heftige arbejdskampe, der var i begyndelsen af 1980’erne.

Det kunne nogle gange gå for vidt for Kim, men det var også dér, de mest aktionslystne samledes. Faglig Ungdom kunne fra svejsekurset på værftet forsyne havnearbejderne med partisansøm til brug i blokader og gadekampe, der betegnes som de mest voldsomme siden Anden Verdenskrig.

Kim Jensen kunne dog også på fredelig vis tage sin tørn med at sælge dagbladet Arbejderen, som hans Connie stadig i perioder var journalist på.

Kim var engang opstillet til folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Kims mor, Else, mener, det kun var Kims mormor der stemte på ham.

En dag, medens Kim boede i den store flotte bygning, Nørrehus, i Brønderslev, kunne man se et stort flag med hammer og sejl hænge ud ad vinduet. Det forargede mange, og da måtte Erik lige besøge sin søn og tale lidt alvor med ham, og så blev flaget taget ind igen. Kim gjorde normalt, som faderen sagde.

Det politiske arbejde deltager Kim ikke mere så aktivt i, men han har stadigvæk de samme holdninger som i ungdommen.

Arbejder – tænk før du taler

Kim har også prøvet kræfter med hårdt arbejde på arbejdsmarkedet. I en periode arbejdede han som jord- og betonarbejder, og han blev også uddannet kloakmester.

Da Kim Jensen var blevet student og var flyttet til Aalborg, blev han værftsarbejder, som hans far også havde været i Frederikshavn engang. Målet var at tjene penge til at studere for.

Han befandt sig godt, men tænkte ikke altid før han talte. En dag han gik sammen med nogle arbejdskammerater henad kajen, talte han højlydt om, at han ville på universitetet og ikke spilde sin tid på hverken værft eller fabrik.

En ældre kollega sagde roligt og besindigt til ham, at der var mange af hans arbejdskammerater, der var stolte af deres arbejde.

Kim ville gerne på en måde sende en tak til den arbejdskammerat for de kloge ord, men han kan ikke huske, hvem det var. Den rolige reprimande lærte Kim meget af.

Det var også mærkeligt, at netop Kim udtalte sig på den måde, som ikke stemte overens med hans politiske holdning om, at alle er lige meget værd.

Hans udtryksform er blevet mere velafbalanceret i forhold til den meget kontante og provokerende måde, han udtrykte sig på i ungdommen.

Uddannelse

Planen med at gå på universitetet gjorde Kim Jensen alvor af og læste historie i et år. Han havde dog svært ved at vænne sig til kulturen på Universitetet, hvor det meste af tiden kunne gå med at vente på, at hele gruppen blev samlet. Så skulle der spises frokost, og man skulle under alle omstændigheder sørge for at komme tidligt hjem

På værftet skulle man ikke stemple ind senere end kl. 6:46, for så blev man trukket i løn, og den disciplin med at holde arbejdstiderne havde bidt sig fast i Kim, som ikke brød sig om slendrian.

Interessen for historie blegnede ved, at den uddannelse ikke så ud til at før til noget job, og motiverede derfor ikke til at fortsætte studiet.

Skule der læses historie, kunne han gøre det der hjemme.

Uddannelsesmæssigt er Kim den, der i Danmark har den højeste uddannelse indenfor håndbold.

Fællesskab og hårdt arbejde

Fællesskabet har altid været en grundværdi for Kim og hustruen Connie, og nogle af deres bedste venner stammer fra gamle dage.

Som barn havde Kim også det sociale gen, hvilket blandt andet viste sig ved, at han legede med, vi kalder ham Søren, som han egentlig ikke brød sig særligt om. ”Hvorfor leger du så med ham?” blev han spurgt. Kim svarede: ”Der er ikke andre der vil.”

En gang fik Kim et ur som årets sportsnavn. Det lånte han beredvilligt ud til en kammerat, som fik det stjålet, men sådan noget hænger Kim sig ikke i. Fællesskabet med kammeraten betød mere end en død ting som et ur.

I den lille by Valsted, hvor de bor, nyder beboerne også godt af den sociale indstilling, som både Connie og Kim har. De deltager i næsten alle aktiviteter, og er gode venner med alle i byen.

Connie og Kim har også flere gange haft flygtningepar med til juleaften, fordi de ellers ikke havde nogen steder at være.

Om sommeren, når de er på ferie, låner de deres hus ud til københavnere, der er med i partiet, så når Connie og Kim skal overnatte i København, er der altid et sted, de kan være.

I håndbold var der spillere, der forventede fuld spilletid, ellers blev de sure. Kim var holdspiller, når han blev skiftet ud, så var det i orden, og kom han ind i kampen igen, spillede han med uændret entusiasme. Han var ikke individualist – han var holdspiller.

Fællesskab udvikler ofte venskaber, og Connie og Kim kommer stadig sammen med nogle af de gamle fra håndboldlandsholdet f.eks. hører Karen Brødsgaard og Jan Pytlick til familiens vennekreds.

Da Kim arbejdede på værftet, fik han et job indendørs, hvilket han ikke brød sig om, så derfor sagde han op og begyndte at arbejde som asfaltarbejder og derefter som jord- og betonarbejder.

Det var arbejde der passede ham. Her var han en del af et arbejdssjak, et fællesskab, der arbejdede ude i det fri og med eget ansvar for at få arbejdet gjort.

Her følte han den stolthed, som han var blevet mindet om af arbejdskollegaen på kajen dengang for længe siden.

På sin underfundige måde fortæller Kim, at han godt kunne finde på at køre en omvej med børnene for at vise dem et stykke arbejde, han havde lavet. Stoltheden ved veludført arbejde.

Nogle gange savner Kim Jensen, at der kommer noget konkret, noget håndgribeligt ud af det, han laver. Men det var fysisk hårdt at arbejde som jord- og betonarbejder.

Kim kan stadig huske de bemærkninger, som forbipasserende kom med, og han efterligner dem gerne: ”Se – nu står de igen og læner sig op ad skovlen.”

De skulle bare vide, hvor hårdt den type arbejde er. Man er nødt til at finde et tempo, man kan holde til hele dagen, så man kan gå på arbejde hver dag, hele ugen, resten af måneden ja flere år frem. Der kommer skarphed i stemmen, når Kim snakker om det.

Aalborg Sportshøjskole

Kim Jensen drømmer ofte om fremtiden, men han sætter sig ikke mål. Han er også god til at få drømmene til at gå i opfyldelse.

Kim føler sig meget heldig i livet og nyder at få de unge mennesker, han dagligt omgås på Aalborg Sportshøjskole, til at få deres drømme til at gå i opfyldelse.

Eleverne er meget forskellige. Nogle er ambitiøse i at nå deres mål. Andre skal lære at fokusere på, hvad de gerne vil, men alle skal bidrage til at få fællesskabet til at fungere.

På sportshøjskolen kommer mange af eleverne for at få et år, hvor de kan gøre de ting, de er gode til og gerne vil dyrke.

Mange andre elever er målrettede og kommer på skolen for at kvalificere sig til job eller uddannelse indenfor politi eller som ambulanceredder. Disse målrettede elever er vanskelige at få til at interessere sig for kreative fag, men når de får interessen vakt, synes de faktisk om for eksempel at spille musik.

Af få eleverne til at ville fællesskabet er én af de virkelig vigtige ting, der arbejdes med, siger Kim Jensen.

Kim var god til at skabe fællesskab og kammeratskab. På et tidspunkt havde han noget sygdom i foden og var sygemeldt. En morgen stod hele hans hold fra Sportshøjskolen med morgenmad til alle ved sygesengen. Det gør man kun, hvis der er en gensidig sympati.

Der er elever, som ikke ved, at de virker irriterende og arrogante på andre. Konfronteret med det, kan de slet ikke forstå, at det virker som om, de ikke respekter de øvrige.

Andre elever kan have et meget lavt selvværd, fordi de ikke føler at kunne leve op til andres forventninger til dem.

I begge tilfælde har lærerne en stor opgave i at få begge til at blive og føle sig som en del af fællesskabet, skabe den nødvendige selvtillid og ikke modsat føle sig hævet over fællesskabet.

Kim er meget optaget af at bygge hold og få mennesker til at fungere i teams. Det er den interesse, der har gjort ham til en efterspurgt håndboldtræner og foredragsholder.

Reprimanden fra arbejdskollegaen den dag på kajen har han bygget ovenpå, være stolt af at være håndboldtræner og være stolt af at være lærer på Sportshøjskolen.

Det var den samme følelse, som da han gav sig i kast med klatring, kajak eller windsurfing, men med den forskel, at der i håndbold var den dimension, at hvis han øvede og øvede på noget, kunne det en dag komme holdet til gode.

Kim glædede sig til de nye udfordringer, jobbet som lærer på Sportshøjskolen ville give.

At en ide kan udvikle sig til et fag på en højskole, er noget positivt, men når det tager udgangspunkt i den tragedie, der fandt sted ved Præstø i 2011, hvor 16 efterskoleelever og to lærere kæntrede i en dragebåd, var det med blandede følelser, at Kim gik ind i den instruktøruddannelse, som forsikringsselskaberne stillede krav om til alle ledere med ansvar for udendørsaktiviteter på vand.

Kim havde aldrig hørt om kanoulykker på Gudenåen eller andre åer, og han syntes derfor, at dette krav var noget overdrevet. Det var i orden, når det for eksempel gjaldt kajak eller klatring.

Kravet åbnede dog for nye muligheder på Sportshøjskolen og for Kim, som i flere år havde drømt om at koncentrere sig om udendørsaktiviteter.

Helt tilfældigt var den del af sportsverdenen kommet ind i Kims tilværelse, da han efter endt uddannelse som håndboldtræner fik ansættelse på skolen, der hed Danmarks Trænerskole, som lærer i håndbold og andre boldspil.

Skolen stod på det tidspunkt og manglede en lærer i friluftsaktiviteter, og de havde lige fået bygget en klatrevæg.

Det var lige noget for Kim, som derefter klatrede op og ned ad vægge i mange år. Det blev senere til kajak og windsurfing, men det løb efterhånden sammen i en helhed.

Kims børn – drømme og ambitioner

Kims egne børn, Mikkel på 30 år og Ditte på 32 år, har også forfulgt deres drømme.

Som et led i sin uddannelse var Mikkel i USA i praktik som arkitekt og er nu ansat som arkitekt i Tivoli.

Datteren Ditte er uddannet i på et kunstakademi i Amsterdam som smykkedesigner, men er nu i lære som bager. Ditte arbejdede nogen tid på Conditori La Glace i København, og blev tilbudt at komme i lære som konditor, men det kunne hun ikke på grund af bopæl i Aarhus.

Mikkel går ikke op i sport, men har en stærk vilje. Beslutter han sig for ikke at drikke sodavand i en måned, så gør han det ikke.

Da barnebarnet Isak var helt lille, sagde moderen, Ditte: ”Ja – far får ikke et forhold til Isak, før han kan få en våddragt på.” Men det forhold er allerede etableret.

Privat

Kim far, Erik, havde gennem mange år været en ivrig frimærkesamler og havde altid tilskyndet Kim til at få frimærker med hjem, når han var ude. Det skete så i London, hvor Kim fik lavet frimærker med sig selv, hustruen Connie og begge børnene som illustration.

Kim samler også, men det er på ting, der betyder noget for ham. For mange år siden fik Connie sin mors gamle bestik, som bestod af gafler med skæve tænder og skeer; det vides ikke, hvor knivene var blevet af.

Kim vil ikke spise med andet bestik, fordi dette gamle bestik har en historie med betydning for Kim. Det samme har en gammel gyngestol fra morforældrenes hjem, og et bord og en reol fra forældrenes hjem. Disse gamle ting betyder så meget for Kim, at han aldrig vil kunne finde på at skille sig af med dem. Det er disse ting, der giver hjemmet historie.

Hvis noget går lidt i stykker, bliver det repareret så vidt, det er muligt, ikke noget med bare at købe noget nyt og så smide det gamle ud.

Det kan virke grotesk på trafikanter, som passerer Kim ejendom, når de ser to våddragter hænge i garagen og ligner to, som har hængt sig.

Kim har det synspunkt, at de unge skal have noget i bagagen, for ingen ved, hvordan deres livsbane vil forme sig, og så er det godt at have ressourcer at tage af.

Mange mennesker synes, de unge skal vælge deres karrierevej på et tidligt tidspunkt. Det forstår Kim ikke, for han synes, det er vigtigere, at de unge vil noget end, at de nøjagtigt ved, hvad de vil.

Det er vigtigt at de unge drives af motivation og ærgerrighed for at blive bedre, siger Kim på 59 år.

Kim har ikke fra begyndelsen lagt en plan for sin karriere, men livet og måske tilfældigheder har givet ham et liv og en tilværelse, som han ikke har kunnet ønske sig bedre.

Tonny Bistrup

september 2021

I midten af 1950’erne begyndte jeg at gå til møde hver torsdag aften i KFUM-huset, som lå overfor Tygelsgade eller næsten overfor Krog Jensens bilhandel. Bygningen eksisterer ikke mere.

Her holdt de civile KFUM-spejdere til (Kristelig Forening for Unge Mænd). Vi var ca. 20 til 30 medlemmer, og gruppen blev ledet af Andersen, jeg husker ikke fornavnet, men han var ansat på lageret hos M. S. Madsen, Papir en Gros. Andersen var en lidt brysk herre med en dyb stemme, men han var god til vi drenge, som var fra ca. 8 til 18 år.

En anden leder var Svend Aage Nielsen, der var tegner på Pedershaab Maskinfabrik A/S, og han stammede fra København, hvilket sproget tydeligt afslørede.

Jeg husker også en meget venlig mand Georg Nielsen, som først kom til, da jeg havde været med i nogle år.

Vi havde ikke uniform, derfor De Civile Spejdere, men vi lavede de samme ting, som de uniformerede spejdere, hvoraf der var flere grupper i Brønderslev. Der var de gule spejdere, de blå spejdere (det var piger), de grønne spejdere og FDF’ere, som vist ikke ville kaldes spejdere.

Der blev knyttet knob af forskellige slags, vi lærte at håndtere en dolk på forsvarlig vis. Dengang måtte børn gå med dolk, i dag må voksne ikke gå med kniv over syv cm længde.

Der var aftener med oplæsning af spændende bøger, og sommetider fik vi besøg af gæster, som underholdt med et eller andet.

Der blev arrangeret ture ud i det blå. Blandt andet cyklede vi til Thise Bakker med madpakke og sodavand og lavede forskellige aktiviteter.

Der blev lavet adskillige byløb, hvor man skulle gå/løbe efter et kort, der var markeret med punkter, hvor vi skulle finde poster med opgaver, vi skulle løse.

To gange deltog jeg i sommerlejr på Knolden, som var en stor træhytte, der lå inde i en skov ned til Mariager Fjord på nordsiden, jeg tror det er det, der hedder Låenhus Lejrskole, som ligger syd for Kielstrup sø. Huset lå på et højt punkt, derfor navnet Knolden.

Der var sovesal med køjer i to etager, en stor spisesal, et stort køkken. Toilettet gravede vi i god afstand fra huset og placerede nogle træstammer over, så man kunne sidde på rad og række og forrette sin nødtørft.

Noget af det sidste der skete, inden vi drog hjem igen, var at dække toiletterne til med jord. Det blev gjort rituelt som en begravelse med præst og degn.

Der var ingen brusebad, men der var en lang udvendig stålvask med koldtvandshaner monteret med passende mellemrum, og her kunne vi børste tænder og vaske os, hvis det var nødvendigt.

Maden blev lavet af nogle ”medbragte tanter” fra Brønderslev, og vi drenge skulle skiftes til at skrælle kartofler og vaske op.

I godt vejr gik vi i samlet trop ned til fjorden for at bade. Den første gang, jeg var afsted, var vandet meget klart, og der var næsten ingen bundplanter. Vi kunne gå langt ud, før der blev dybt vand, så det var meget sikkert at bade her.

Nogle år senere var jeg afsted anden gang, og da havde vegetationen bredt sig meget på bunden af fjorden næsten så meget, at det føltes ubehageligt.

Der gik en færge over til Mariager fra et lille færgeleje ikke så langt fra, hvor vi badede. Det var sjovt at sejle med Stygge Krumpen, som færgen hed, og når vi rokkede i takt, kunne vi få færgen til at vippe temmelig meget, hvilket vi syntes var sjovt, men var der andre passagerer, var det ikke alle, der brød sig om det, og så bad kaptajnen os om at lade være.

Sidste gang, jeg var på Knolden, var vi ude for en bizar begivenhed. En aften kom en af de store drenge løbende ind i huset og var helt ude af den. Han havde lidt blod i ansigtet, og der blev et stort postyr. Han var blevet overfaldet af en mand, som havde slået ham, men han slap fri. Kort tid efter kom en anden stor dreng og så ud på samme måde og kunne fortælle samme historie.

Vi kunne ikke kontakte politiet, for telefonen virkede ikke, så vi blev inddelt i hold og skulle ud at lede efter gerningsmanden.

Der var mørkt, så vi var ikke trygge ved at skulle ud, men vi blev udstyret med lommelygter og måtte ud at lede.

Nogle gange så vi noget løbe forbi ude foran, men vi kunne aldrig finde ud af, hvad det var.

Stemningen blev så angstfuld, at vi alle blev kaldt hjem til hytten og opgav at lede.

Vi fik cacao og nybagte boller med smør, og sad trygt og hyggede os.

Så blev der banket på døren, og en fremmed mand kom smilende ind.

Han blev præsenteret som gerningsmanden til overfaldene. Det hele var arrangeret af lederne, men det var nok for voldsom en leg.

Nogle af drengene skrev breve hjem til forældrene og fortalte om begivenheden, og nogle af forældrene rejste en del hård kritik af ”overfaldene” overfor lederne.

En dag skulle vi alle pakke noget tøj i vores rygsæk, og soveposen skulle rulles sammen og puttes i den tilhørende pose, der var mere eller mindre vandtæt.

Vi skulle nemlig på hike (vandretur), og et sted på turen skulle vi i en skov bygge bivuakker af naturens egne produkter. Vi havde vist nok presenninger med til at gøre bivuakkerne vandtætte med, hvis det blev nødvendigt.

Vi vandrede i samlet flok og i godt humør ud ad landevejen, da det pludselig begyndte at regne. Regnen tog til i styrke, og vi fandt læ i en indkørsel til en gård.

Indkørslen var som en hvælvet tunnel igennem en bygning, og der kunne vi stå i tørvejr.

Den glæde varede kun fem minuttet, for da kom gårdejeren ud og bad os om at forsvinde, han kunne ikke have sådan en flok drenge til at stå og hænge i hans indkørsel.

KFUM – De Civile Spejdere

De voksne ledere prøvede at tale ham til fornuft, men nej – de kunne ikke engang låne telefonen.

Vi måtte ud i regnen igen, og en af de voksne løb til den nærmeste købmand, hvor han lånte telefonen og ringede efter en vognmand.

Efter nogen tid kom en stor lastbil med åbent lad. Vi blev hevet op på ladet og sad tæt sammenkrøbet, medens vi blev kørt hjem til Knolden i silende regn.

Det var dejligt at komme ind og få tørt tøj på, men det var vanskeligt at finde tørreplads til så meget tøj på en gang.

Midt i alt det miserable bredte der sig en vidunderlig duft over hele den store hytte helt ind i sovesalen – cacao og nybagt brunsviger.

Vores tanter vidste lige præcis, hvad vi drenge trængte til.

Hvad får en voksen bondemand til brysk at smide en flok drenge og nogle få voksne ud af sin indkørsel i ruskende regnvejr – ondskab?

Ham kunne vi ikke lide.

Udover sommerlejr gik tiden på de ugentlige møder med at synge alle de kendte spejdersange, og alle aftener sluttede med en bøn og fadervor.

Jeg synes, det var nogle hyggelige aftener.

Jeg tror ikke, ret mange i Brønderslev kendte til, De civile Spejdere, for vi deltog aldrig i optog sammen med de rigtig mange uniformerede spejdere, men vi levede vores eget spejderliv i en boble.

Tonny Bistrup

august 2021

Katy Stagsted Jepsen blev født i Brønderslev den 19. april 1916. Som ung blev hun uddannet indenfor isenkram hos sin far, Jens Stagsted. Hun valgte senere at uddanne sig til indretningsarkitekt på Skolen for Boligind- retning i København.

Katys hjerte har altid brændt for at hjælpe mennesker i nød, derom vidner hendes engagement i de organisationer, hun har været tilknyttet og ofte som formand.

Katy Stagsted Jepsen deltog gerne i debatter om ældre menneskers vilkår, for eksempel om tilstrækkelige pladser på plejehjem og antal ældreboliger, som for eksempel, da der i 1996 blev opført 26 ældreboliger på P. N. Jensens Plads, var hun meget aktiv i debatten.

I sin fritid læste Katy gerne bøger, og var en årrække også jæger. Som badmintonspiller opnåede hun et nordjysk mesterskab i single.

I 2001 mistede Katy Stagsted Jepsen sin mand, arkitekt M. Johs. Jepsen.

Røde Kors

Katy Stagsted Jepsen engagerede sig i 1945 i Dansk Røde Kors’ afdeling i Brønderslev, og året efter blev hun formand.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Katy Stagsted Jepsen formand for Røde Kors i Nordjyllands Amt, hvilket gav hende en plads i organisationens hovedbestyrelse. Som hovedbestyrelsesmedlem kom Katy Stagsted Jepsen rundt i hele verden til Røde Kors-projekter.

Især et projekt i Nepal fandt hun meget interessant. Her uddannede man jordemødre og de såkaldte barfodslæger.

Lokalt har Katy Stagsted Jepsen været med til at opføre fire børnehaver og en vuggestue i Røde Kors regi. Den første børnehave blev opført i 1955. Alle fem institutioner er senere blevet kommunale.

Inden Katy Stagsted Jepsen trak sig ud af Røde Kors, fik hun lige oprettet en genbrugsforretning.

I 1991 valgte hun at trække sig tilbage efter mere end 45 års arbejde for Dansk Røde Kors. Gennem de mange år har hun opnået tre dekorationer, senest Dansk Røde Kors’ hæderstegn, der er den fornemste hæder i Røde Kors.

Jydsk Chenillefabrik

Sammen med Ivan Jalk etablerede Katy Stagsted Jepsen Jydsk Chenillefabrik i Skovsgaard ved Brovst. Fra 1956 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen direktør for virksomheden.

Administrationen var i Brønderslev, men selve produktionen var på virksomheden i Skovsgaard.

På et tidspunkt var der 20 medarbejdere i virksomheden, medens 300 personer arbejdede for virksomheden i hjemmene. Virksomheden producerede piberensere og alle mulige ting, der kunne fremstilles af piberensere. Der blev produceret nisser, kyllinger og mange andre små ting til pynt.

I 1978 brændte fabrikken, men blev genopført, da Katy Stagsted Jepsen følte et stort ansvar for de 300 hjemmearbejdere.

Det var en stor glæde for hende, når børn kunne få nyt matrostøj for de penge, deres mor havde tjent på at arbejde på Jydsk Chenillefabrik.

Danske Kvinders Beredskab

Fra 1970 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen med til at oprette Danske Kvinders Beredskab i Brønderslev. Hun var instruktør omkring kemisk og biologisk krigsførelse og i brugen af gasmasker.

Brønderslev byråd

I to perioder – fra 1966 til 1974 – var Katy Stagsted Jepsen medlem af Brønderslev Byråd, valgt på den upolitiske borgerliste.

Brønderslev Erhvervsråd

Katy Stagsted Jepsen var formand for Brønderslev Erhvervsråd i den periode, hvor konfektionsfabrikken HCA-dress og Rias, der producerede plastplader, etablerede sig i Brønderslev.

Dansk Arbejde

I seks år var hun med i bestyrelsen for Dansk Arbejde, heraf fire år som formand.

Ældre Sagens Ældrepolitiske udvalg

Det sociale område har altid stået Katy Stagsted Jepsen nær, og hun har i en årrække været formand for.

Socialpolitisk

Katy Stagsted Jepsen fulgte til det sidste med i politik og ikke mindst indenfor det socialpolitiske område, der stod hendes hjerte nært.

Inner Wheel

Katy Stagsted Jepsen var initiativtager til oprettelse af Inner Wheel i Brønderslev. Klubben blev stiftet den 30. oktober 1965, og hun satte i sin tale til deres 25-års jubilæet ord på, hvorfor det for hende var fascinerende at være medlem af Inner Wheel: ”Det er den tanke, at man er med i en venskabskreds, der slynger sig omkring hele jorden, og selv om vi er et lille led, er vi med i kæden, og vi har pligt til at lyde mottoet ’Venskab og hjælpsomhed’. Til gengæld vil vi kunne finde venskab og hjælpsomhed over hele kloden.”

Inner Wheel i Brønderslev har i 50 år skabt venskaber og netværk mellem kvinder. ”Venskab og hjælpsomhed” er deres motto, og klubben er en upolitisk og usekterisk kvindeorganisation med 100.000 medlemmer kloden rundt.

Inner Wheel er en velgørende organisation, som hjælper svagt stillede mennesker, og det er helt i tråd med Katy Stagsted Jepsens egne værdier, og det var derfor naturligt for hende at chartre, som det hedder i organisationen, den lokale afdeling.

Tonny Bistrup

september 2021

 

 

 

 

 

Jeg har i tydelig erindring, hvordan jeg stod med min arm løftet op over mit hoved for, at min lille hånd kunne nå op i min fars store grove næve, mens han skulle snakke læææænge med nærmest hvert eneste menneske, vi mødte på lørdagshandleturen ned til byen. Eller sådan føltes det, altså som om han skulle snakke med hver og en og i utrolig lang tid. Og samtidig var det nok noget af det mest trygge, jeg kendte til. At stå der med min lille barnehånd pakket ind i varme, kærlighed og omsorg, mens min far talte med mennesker, som havde brug for hans forsikrende ord om, at han forstod dem, at han ville hjælpe dem.

Min far var vognmand i en mindre nordjysk by. Og jeg har ikke tal på, hvor ofte han mødte op med sin lastbil meget tidligt om morgenen, om natten eller på andre tidspunkter, hvor det var muligt for en kvinde, hvis tur det var til at erkende, at hun lige nu og her måtte ud af et fysisk eller psykisk voldeligt forhold. Så bar han alle hendes ting ud af boligen, støttede hendes slidte sjæl ind på førersædet af lastbilen og kørte hende til en ny start et andet sted i Danmark. Og han sendte aldrig en regning.

Jeg har altid vidst, at ikke alle mennesker altid er i stand til at tage de valg, der i grunden nok ville være bedst for dem. Og jeg har også altid vidst, at ikke alle mennesker er født ind i et liv uden økonomiske begrænsninger, og at det letteste i verden er at fortælle andre, hvad de burde gøre, og at det sværeste i verden er selv at efterleve det perfekte regelsæt for livet.

Hvorfor jeg så blev akademiker og ikke socialrådgiver eller pædagog er/ var vist en gåde for mange. Jeg tror i grunden også, at det var lidt af en tilfældighed, fordi det studie stod som mit andenvalg på ansøgningsskemaet til en videregående uddannelse. Og min nu afdøde far syntes da i dén grad, at jeg spildte mit liv på det universitet. Han havde langt hellere set, at jeg var blevet hjemmehjælper, som det hed den gang. I tidslommen, mellem HF blev afsluttet og jeg skulle åbne døren til Aalborg Universitetscenter første gang, arbejdede jeg som hjemmehjælper i et år, og jeg oplevede nok ikke siden, at min far var SÅ ambitiøs omkring min karriere.

”Jeg havde nok håbet, at du var blevet områdeleder i hjemmeplejen i stedet for 6½ år på SU”, nævnte han sådan lidt bombastisk. Men kun den ene gang. For jeg brugte min cand. mag. i dansk og kommunikation til at bestride diverse lederjobs, der havde ”udsatte grupper i vores samfund” som den røde tråd. Og det var han ret stolt af. Men det sagde han også kun én gang. En overflod af den slags rosende ord hang ikke på træerne omkring den Nedergårdske matrikel.

Jeg tror, at det var i årene som leder for De Frivilliges Hus i Aalborg, at jeg mærkede, hvor meget det betød for mig, at finde nye måder, at få andre mennesker engageret i at bidrage til at løfte mennesker, der for en stund ikke var i stand til at løfte sig selv. Et mantra for mig blev født dengang: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”

Vi tilbyder vores praktiske hjælp til et medmenneske, der har brækket begge arme, fordi det er åbenlyst, at de ikke selv kan købe ind, snitte løg, røre den frikadellefars. Men når folk har brækket sjælen, hvis livet pludselig taget et brat sving til højre, og vi falder af livets vilde hest, så får andre straks en berøringsangst. Og den må vi til livs. Fordi det er her, der for alvor er brug for, at vi ”snitter løg og rører den fars”.  De usynlige problemer, mennesker har, er de letteste at lade som om, man ikke ser. Og hvis du vender dit blinde øje til, så giver du det menneske en følelse af, at han/hun ikke har værdi i dine øjne, at det menneske ikke er værdig til at få din hjælp.

Efter 6 år i De Frivilliges Hus blev jeg voldsomt fristet af et stillingsopslag fra Boligforeningen PM og Kuben her i Brønderslev. Boligsocial Koordinator, stod der vist som overskrift. Jeg havde aldrig hørt om et job med den titel. Men jeg vidste instinktivt, at dette job ville jeg have. Så jeg lavede en ansøgning med et Johnny Cash citat øverst om at være det menneske, der var på de udsattes side. Og d. 1/7 2008 var min første arbejdsdag på Niels Bohrs Plads 2, hvor jeg mødte op til en tom lejlighed, en limegrøn kontorstol og to store papkasser fra Ikea med ét skrivebord og én rumdeler – og et ringbind med en kopi af en helhedsplan, dvs. et ringbind med forventningerne til hvad jeg skulle få styr på, få ændret de næste 5 år.

Jeg forstod det sådan, at man i Boligforeningen PM følte, at man havde haft to valg:

1) en dynamitstang under boligforeningens afd. 11, hvor man ikke kunne få lejet sine boliger ud

eller

2) at lave en helhedsplan og ansætte et menneske som mig til at tage hånd om menneskene, mens boligforeningen tog hånd om murstenene.

 

Udover de mål, som Landsbyggefonden og Boligforeningen PM havde, så fik jeg personligt et mål: At skabe sammenhængskraft, interesse og respekt beboerne imellem. Og det viste sig, at ved at gå gennem børnene, lave en Børneklub, så fik jeg også fat i forældrene. Og siden de fleste os, der har børn, bliver glade, når vores børn har nogen at lege med, får en bedsteven, får gode oplevelser, der hvor de bor, så var det at få forældrene til at tale sammen ikke så svært. Og pludselig var folk ikke delt op i nationaliteter, men man hilste på kryds og tværs af nationaliteter, aldre, civilstand etc. Helt så enkelt, som jeg beskriver det her, var det naturligvis ikke, men begrænsningens kunst tvinger mig til at gøre en lang historie kort.

I årene 2008-2015 havde jeg verdens mest berigende og meningsfyldte job. Området gennemgik en fysisk renovering, og beboerne fik Fælleshuset som deres sted. Her var der altid hjælp at hente, om du kunne tale dansk eller ej, om du blot havde brug for at vide noget om din varmeregning, eller om du havde det rigtig svært i dit liv. Jeg var ikke kun mig, der kom flere ansatte, efterhånden som jeg fik søgt og bevilliget midler fra forskellige fonde og puljer, og ikke mindst så var der så mange skønne mennesker, der hjalp til i deres fritid. Ét stort mangfoldigt sammensurium af ansatte, praktikanter, frivillige og beboere der ”hang ud”, drak sin eftermiddagskaffe, blev set ind i øjnene, lyttet til og grinet sammen med.

Jeg er utrolig stolt af det fundament for at søge hjælp til udfordringerne i sit liv, der blev skabt i Knudsgade i disse år. Jeg er stolt af, at beboerne og jeg blev inviteret i Godaften Danmark for at fortælle om succesen med at skabe venskaber på tværs af nationaliteter i projektet Nabo til Nabo. Jeg er stolt af, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden og Prinsgemalen var på besøg i Fælleshuset, og den snak om mangfoldighed Majestæten og jeg efterfølgende fik omborg på Kongeskibet. Jeg er stolt af, at andre boligforeninger i Danmark hentede inspiration i Fælleshuset til, hvordan man skaber et fællesskab. Og jeg er også ret stolt af prisen som Årets Kvinde, som forhenværende borgmester Lene Hansen uddelte til mig på en indstilling fra det skønne menneske, nu afdøde Valborg Jensen, som var en opmærksom og kærlig kvinde.

”Du lagde grunden til et rummeligt og venligt fællesskab i Fælleshuset, og alle der kommer her mærker, at her er man velkommen – her er der nogle, der bekymre sig, her er der hjerterum og tid til at lytte til folks problemer på alle tider af døgnet. Lone var aldrig begrænset af en fast arbejdstid, for hvis der opstod behov for nærvær og samtale, så var hun parat”, sagde Lene Hansen blandt andet. Disse ord hæftede jeg mig især ved dengang – og igen nu hvor dette bidrag til ”Historier om Brønderslev” skal skrives. Jeg er stolt af at være nomineret til en pris for udvist næstekærlighed under coronaen uddelt af Falck, og af at være nomineret til Frivilligprisen her i kommunen her i 2021. At andre ser ens arbejde er jo en skøn anerkendelse, men hvis andre kunne blive inspireret til også at række ud og give sit nærvær til mennesker, der mangler, så er meget opnået i mine øjne.

 

Da jeg søgte nye veje ved udgangen af 2015, var det fordi jeg følelsesmæssigt var slidt. Jeg trængte til en pause, hvor andre menneskers tilværelse ikke afhang af, om jeg havde flere kræfter tilbage.

Selvfølgelig kom jeg til at savne og mangle den nærhed, man får og har på en arbejdsplads som Fælleshuset. Så jeg kastede mig efter et par år over stiftelsen af Foreningen GRIB og Netværket for ensomme i Nordjylland. I dette netværk, som har sin base på Facebook, er vi pt. lige over 700 medlemmer. Det er rigtig mange mennesker, der mærker hver dag i deres liv, at de er langt mere alene, end de kan holde til at være. Tænk så på, hvor mange ensomme nordjyder, der ikke ved Netværket eksisterer.

Ensomhed var så heldig at blive nævnt af Hendes Majestæt i Nytårstalen 2019. Det gav ligesom en blåstempling af, at den følelse er vi nødt til som samfund og som medmennesker at hjælpe folk med at komme til livs. Så kom corona og overtog vores verden. Det betød store forandringer i vores måde at leve på, og mennesker, der aldrig før havde mærket ensomhedens altødelæggende klamme hånd om sit hjerte, fik nu en nyfunden respekt for det at være udfrivilligt alene i sit liv. Hver gang Statsminister Mette Frederiksen gik på nationalt TV og bedyrede flere restriktioner, så voksede antallet af medlemmer i Netværket for ensomme i Nordjylland. Tiltaget fik en dobbeltside i Oplandsavisen, i Nordjyske og et indslag på TV Nord. Jeg var eneste tovholder på Netværket, og min selvudnævnte opgave var at mobilisere folks mod til at mødes udendørs på forskellige måder. Vi travede de nordjyske skove tynde; vi drak kaffe udenfor hinandens hjem, ”Skraldespandskaffe” kaldte vi det, hvor vi havde vores egen kop med; vi holdt adventssøndagene i Rhododendronparken indtil vores tæer frøs til is. Og nu hvor coronaen er blevet mere eller mindre forvist fra at have indflydelse på vores hverdag, så mødes folk hos hinanden. Næste etape af Netværkets udvikling er at lave en kursusdag for alle de, der ønsker at blive By-koordinator i sin by, og dermed lokalt lægge sine kræfter i at få ensomme mennesker til at finde modet til at møde fremmede, nye, kommende venner. Og her i skrivende stund er den kursusdag under udvikling. Alt er stærkere, når det kan finde et lokalt fundament, og jeg har jo også erfaret mere end én gang, at der stadig kun er 24 timer i et døgn, så der må flere tovholdere til.

Mit mantra, grundlagt i min barndom, stadfæstet i De Frivilliges Hus og efterlevet i Fælleshuset: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”, er det mest enkle og det vigtigste grundlag for at skabe et rummeligt og givende fællesskab – både i små sammenhænge og i hele samfundet. Vi ved alle udmærket godt, at der findes et menneske i vores omgangskreds, på vores vej, i vores opgang, på vores arbejdsplads, i vores forening, som føler sig ufrivilligt meget alene. Og ensomhed, at føle sig usynlig for andre, kan man i yderste konsekvens dø af.

Så når du ser Hus Forbi mennesket foran Føtex, så smil med ægthed og øjenkontakt, også selv om du ikke køber en avis. Det handler alt sammen om at give hinanden værdighed. Når du kigger væk, fordi du vil undgå at bruge tid eller penge på at stoppe op og købe en avis, du måske aldrig får læst, så viser dit ”kiggen-væk”, at du ikke under det menneske foran Føtex, at føle værdighed. Og er nogle af os i grunden i stand til at afgøre, hvem der er berettiget til at stå med værdighed. Vi kender ikke hinandens bagage. Der kan være 1000 forskellige årsager til, at vores liv vælter: en skilsmisse, en rådden barndom, en konkurs, en sygdom, en ulykke, en krig – og skal vi være hinandens dommer? Mit svar på det spørgsmål har du helt sikkert gennemskuet. Vi skal give hinanden vores øjenkontakt, en lille bid af vores tid og dermed bidrage til et andet menneskes følelse af at være værdig. Og pludselig vil du opdage, hvordan netop den indstilling til andre mennesker også giver dig selv værdighed.