Kategori: Brønderslev Historie

Brønderslevdrengen Jan Lunde er født i 1958 og kom som 17-årig i lære hos tømrer Børge Larsen i august 1975 og blev udlært februar 1979.

I læretiden boede Jan sammen med sine tre søskende hos sine forældre, indtil hans mor en dag sagde: ”Jan – enten bygger du et hus til dig selv, eller også skal du betale for at bo her.”

Jan fandt hurtigt ud af, at det var bedre at bruge sine penge på et hus til sig selv end at betale for kost og logi, så han byggede et hus på Sølvmågevej.

Grøntsagsfarm i Sudan

Efter huset stod færdigt, søgte man indenfor Det Danske Spejderkorps, som Jan var med i, frivillige til at tage til Sudan for at bygge en grøntsagsfarm.

Der var allerede en kyllingefarm i Sudans hovedstad Khartoum, som er muslimsk, og så skulle der bygges en grøntsagsfarm i Juba i Sydsudan, som er kristen. Juba er hovedstaden i Sydsudan og verdens nyeste hovedstad med en befolkning på over en halv million.

”Der sker ikke noget ved at prøve at søge, du kommer nok ikke med alligevel,” tænkte Jan.

Ansøgningen blev sendt, og kort tid efter kom der svar – Jan skulle med. Der skulle bygges en bolig til lederen af grøntsagsfarmen. Det var svært at få håndværkere med, så det blev en gruppe på 40 mennesker, hvoraf de fem var håndværkere.

De havde nogle weekender sammen for at lære hinanden at kende inden de skulle afsted.

I læretiden havde Jan sparret en del feriedage op, for han ville hellere tjene penge end holde ferie, så der var tid til at prøve kræfter med et sådant projekt.

Gruppen fløj til Khartoum, men flyet videre til Juba var inddraget til krig.

Gruppen tog i stedet ud på kyllingefarmen, som var blevet til en hønsefarm, da den var ikke blevet passet. Deltagerne begyndte straks med at få nogle æg i rugemaskinen, så der kunne blive kyllinger igen til kyllingefarmen.

Der var flere tusinde høns på farmen.

Der var de i en uge. Så blev der hyret fem lastbiler til at fragte de 40 danskere til Juba. De sad ovenpå salt, som er et vigtigt fødemiddel i Afrika. Det var en meget fascinerende oplevelse. De vågnede en morgen med 20 krigere med spyd og krigsmaling i kreds omkring sig. De kom hurtigt op i lastbilerne og kørte videre.

Turen varede en hel uge, hvor de hverken fik børstet tænder eller blev vasket. Der var ingen veje, så de kørte i terrænet, og meget af tiden kørte de langs Nilen.

Da de kom til Hvide Nil, var båden, som skulle fragte dem over, sunket.

Fem deltagere sejlede over floden i små træstammer og fik båden på land. På betingelse af, at de fik deres fem lastbiler over først, fik de båden svejst sammen og repareret.

Da de kom over på den anden side, stod der flere hundrede soldater, som ikke havde fået noget at spise i den uge, hvor båden ikke havde sejlet, og derfor kunne de ikke komme over for at proviantere.

Danskerne blev fuldstændig overmandet af soldaterne, som stod og jokkede ovenpå dem i lastbilerne og skød efter gazeller og andre dyr. Patronhylstre, møg og skidt røg om ørerne på dem. Da de havde skudt noget mad, hoppede soldaterne af lastbilerne, som så fortsatte mod Juba.

På grund af borgerkrigen måtte de fortsætte det sidste stykke vej om natten, hvor der blev skudt efter bilerne, hvor de 40 danskere lå fladt ud på ladet.

Jan mener ikke, de var rigtig bange, de var så unge og tænkte: ”Der sker ingenting.”

Straks de kom til målet begyndte de at bygge, men blev ikke færdige, fordi de kom med så mange dages forsinkelse.

Der blev dog støbt sokkel, rejst spær og lavet tag, og de fik udbygget et hus til ham, der skulle lede grøntsagsfarmen. Personalet boede i deres egne hytter rundt omkring farmen.

Vand til vandig af grøntsagerne blev samlet op i en olietønde, for man kunne ikke skaffe brændstof til den tilstedeværende generator, og derfor kunne vandet ikke pumpes ud til vanding.

Der skulle dyrkes alle mulige slags grøntsager. Størrelsen på farmen er nøjagtig lige så stor, som man vil have den, da ingen ejer jorden, så man bruger bare løs.

Udover danskerne var der masser af sudanesiske spejdere, der hjalp til med projektet, og det var en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med dem.

Den unge Jan fandt det meget eksotisk at stå på en palle en mørk aften med en vandslange med nogle huller i og tage brusebad sammen med en sudanesisk spejderpige.

Nogle danskere besøgte grøntsagsfarmen for nogle år siden, og måtte konstatere, at farmen var i forfald, fordi ingen havde følt ansvar for farmens drift.

Der var også sket det, at fem år efter Jan og holdet havde forladt projektet, blev lederen af farmen dræbt. Jan vurderer, at netop den leder havde den rette holdning til projektet og ville have været i stand til drive farmen.

Spejderlivet

I 35 år var Jan Lunde medlem af Det Danske Spejderkorps, hvor han sad som divisionschef i 6 år, som er det maksimale antal år, man må have denne post.

Jan fortsatte som gruppeleder i Brundurs Gruppe i Brønderslev.

Det Danske Spejderkorps’ Vendelbo Division havde på tvangsauktion købt Mosbjerg Plantecenter, ca. fem tønder land eller 28.000 kvadratmeter, og det blev lavet om til Mosbjerg Spejdercenter, som var rammen om Jamboretten i 1997 med deltagelse af næsten 1100 spejdere, hvoraf de 100 var fra Brundurs Gruppe i Brønderslev.

Jan Lunde var lejrchef på denne Jamborette sammen med Bodil Nielsen. Han var lejrchef på i alt 3 internationale lejre for spejdere fra 17 forskellige lande.

En så stor begivenhed i Mosbjerg gav sved på panden af brugsuddeleren, som fik firedoblet sin omsætning i ugen med jamboretten. Der blev dagligt drukket 400 liter mælk, spist ca. 100 kg kød plus en masse ris, grøntsager og kartofler.

Med så mange unge samlet i en uge skulle der planlægges mange ting til at aktivere dem, og de mange nationaliteter skulle også lære hinanden at kende.

Der var arrangeret hejk, hvor 39 seniorspejderne fik besked på at tage gode sko på og forsyne sig med hæfteplaster. Så fik de nye navne, 200 kr. hver og en færgebillet til Sverige.

Tre svenske instruktører tog imod på svenskekysten, og så skulle spejderne ellers op at klatre i fjeldene.

142 minispejdere skulle på et dagsløb og afslutte med et karneval. Alle skulle medbringe karnevalskostume hjemmefra samt et rytmeinstrument til brug under karnevallet.

Således skulle der være aktiviteter for alle på alle dagene, og der var mulighed for at prøve at være smed med esse og ambolt, og de lærte at lave små knive eller lampestandere. Spejderne kunne lære træskæring, rebslagning eller lave legetøj, som bedstefar gjorde.

Pizzabagning, madlavning som i vikingetiden, lave marmelade, lave hjemmesider og meget andet stod også på programmet.

Jan Lunde var en meget dedikeret spejder, og han hævder, at udover sin uddannelse som tømrer, har han lært alt om lederskab, samarbejde, planlægning og kropssprog indenfor Det Danske Spejderkorps i løbet af de 35 års medlemskab – ja al erfaring kommer derfra.

ap facader a/s

Jan Lunde har mange års erfaring indenfor vinduesbranchen. Som 25-årig grundlagde han sammen med en kollega i 1983 ap facader a/s i Brønderslev. Han var gennem 36 år direktør for firmaet og ansvarlig for udvikling og salg af aluminiumsfacader.

Firmaet leverede på et tidspunkt alle alu. facader og alle indvendige skydedøre til et indkøbscenter på 8 tdr. land i Weissenfeld i Østtyskland. Jan opholdt sig rigtig meget af tiden på projektet, der varede 3½ år. Jans far var også tilknyttet projektet i Østtyskland.

Senere lavede ap facader a/s et tilsvarende projekt på 5 tdr. land.

Firmaet projekterede også til et Ramadan-hotel i Tyskland, men det var ikke så godt. Det var for bøvlet.

Da Jan solgte sin halvdel af ap facader a/s, måtte han aflevere sin firmabil og telefon og mailadressen blev lukket ned. Han kunne intet foretage sig i 3 uger, så han måtte cykle frem og tilbage til sin virksomhed i Vrå i en måned.

Landsoldaten – et dagsværtshus

Efter at have ligget i dvale nogle år kom Landsoldaten tilbage igen.

På åbningsdagen den 5. marts 1999 kom der rigtig mange gæster, som var glade for at have fået værtshuset tilbage.

Forlystelsesstedet var solgt til Jan Lunde og en forretningspartner, som havde moderniseret stedet, så det lignede sit gamle jeg.

Det strømmede ind med gæster på åbningsdagen, og et par hundrede mennesker kom til selve åbningen.

Det moderniserede Landsoldaten skulle drives som et dagsværtshus, og traditionen med kaffebord i weekenden blev genindført. Men der skulle stadigvæk være diskotek.

Den daglige drift blev varetaget af den kun 29-årige Lone Kristiansen, der tidligere var daglig leder af Brunderhus

Det Bette Apotek – et ejendomsselskab

I 2001 besluttede Jan Lunde og hans partner at etablere ejendomsselskabet Det Bette Apotek på grunden i Skolegade, hvor værtshusene Landsoldaten og Det Bette Apotek lå. Det blev et byggeri på to etager med 600 kvadratmeter etageareal fordelt på otte lejligheder på mellem 66 og 96 kvadratmeter.

Det var oprindelig tænkt som en andelsboligforening, men blev til ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.

Der støder ofte problemer til, når iværksættere vil realisere sine ideer, og dette projekt var heller ingen undtagelse fra reglen. Bygherrerne ville gerne have bygget i tre etager, men det tillod kommunen ikke, derfor blev det to etager.

Desuden krævede kommunen, at der skulle etableres parkeringspladser, og derfor måtte der købes en grund mere til P-pladser. Der var en retssag i forbindelse med projektet, fordi man havde revet den tidligere bygning ned uden at få den nødvendige tilladelse fra kommunen. Der blev fundet en olietønde på grunden, hvilket også gav problemer, så der var årsager nok til at forsinke starten på projektet.

Projektet var budgetteret til ca. 6 mio. kr., men det endte med næsten 7 mio. kr.

I talen ved ceremonien med det første spadestik udtrykte Jan Lunde en følelse af vemod ved at bygge boliger her, hvor Landsoldaten og Det Bette Apotek havde været stedet, hvor byens unge mennesker tidligere morede sig, men det kunne være et plaster på såret, at ejendomsselskabet fik navnet Det Bette Apotek ApS.

For Jan Lundes vedkommende sluttede æraen med ejendommen, da han solgte bygningen i 2020, men han beholdt ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.

Nygårdsminde Vingård

Nygårdsminde Vingård er smukt anlagt på en lille bakketop uden for Brønderslev. Selve hovedhuset er vinbønderne Gitte og Jan Lundes private hjem.

Ved hovedhuset ligger også det fine vinsmagerum med vinbar. På gårdspladsen er der hyggelige spisepladser til gæster, som har booket private arrangementer.

Ved ankomst til Nygårdsminde Vingård & Parkgolf ligger ‘Det Gule Hus’, hvor udlån af udstyr til parkgolf foregår. Her er også opholdsrum til parkgolfspillere og toiletter. Uden for huset et der bænke og borde til picnic for gæsterne.

Alle bygninger er omkranset af den smukt anlagte parkgolfbane og naturligvis vinmarkerne.

Vindyrkning og vinfremstilling

Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård, som Gitte og Jan Lunde driver som erhvervsavlere med stor passion.

Vingården er beliggende Tolstrupvej 102, 9700 Brønderslev.

Navnet Nygårdsminde stammer fra en ejendom, der tidligere lå syd for den mark, der nu er tilplantet med vinstokke. Jan købte grunden i 2007, mens han boede på nabogården. Det var en sydvendt skråning, og så var det en nærliggende tanke at dyrke vin der.

De første 500 vinstokke blev plantet i januar 2010, mens huset var ved at blive bygget, men det fik en dramatisk udvikling, da vinplanterne blev stjålet kort tid efter, de var sat i jorden. Tyvene var åbenbart blevet forstyrret, for vinstokkene blev heldigvis fundet i læhegnet ved siden af marken omhyggeligt bundtet. Efter at have fået førstehjælp med masser af vand blev vinplanterne plantet igen, og de udgør i dag parcel ét.

Den 18. oktober 2013 blev de første druer høstet. Det var en stor dag, og det har siden motiveret til at udvide vinmarkerne:

• I 2014 blev der plantet yderligere 500 stokke.
• Igen i årene 2015, 2016 og 2019 blev der plantet 500 stokke.
• Nu er der 2.500 vinstokke fordelt på fem parceller.

I 2015 blev Gitte og Jan Lunde registrerede som erhvervsproducenter af vin. Det hele begyndte som en hyggelig hobby, men er i dag blevet til en lille kommerciel vingård, som drives ved siden af deres arbejde.

Udover det smukke hus og vinmarkerne består Nygårdsminde Vingård af en stor og flot anlagt blomsterhave, en lille frugtplantage og en skøn køkkenhave.

Jan Lunde fremviser stolt tre specielle træer, som er de eneste korkeg, der findes i Danmark.

”Skal du så lave korkpropper?” bliver Jan spurgt. – ”Ja!”

Vinstokkene er økologisk certificerede, da de dyrkes uden brug af kemiske hjælpemidler.

Når høsten er veloverstået i efteråret, transporteres vindruerne til Glenholm Vingård i Vesthimmerland, hvor vinmageren står for vinificeringen, altså fremstilling af vinen.

Dyrkning af vindruer kræver stor indsigt i hvilke druesorter, der er egnede til vinproduktion i Danmark. Hvad er den bedste opbindingsmetode? Hvor hårdt skal druerne udtyndes? Hvor længe kan høsttidspunktet trækkes for at opnå den bedste sødme i druerne?

Det danske klima og vejret har meget stor indflydelse på kvaliteten af de høstede vindruer. Vil det regne og blæse under blomstringen af vinen med risiko for skade på druerne? Vil sommeren modne druerne tilstrækkeligt? Hvordan sikres sygdomsbekæmpelse i vinmarken? Og vil vinterfrosten forvolde skader på vinstokkene?

Vin made in Denmark

Det kræver sin vinbonde at dyrke vin i Danmark, men Gitte og Jan Lunde er efterhånden blevet specialister på området.

For mange klinger vin “Made in Denmark” stadig mærkeligt, men faktum er, at der bliver dyrket vin i Danmark. Gitte og Jan har taget udfordringen op, men deres produktion er dog ikke stor nok til, at de kan leve af det, og derfor har de begge fuldtidsjob.

Deres drivkraft er at starte nye ting op, at opbygge samarbejder, at møde mennesker og etablere netværk, godt understøttet af personlige egenskaber som vedholdenhed og engagement, kombineret med godt håndværk og høje kvalitetskrav.

Vinbondekonen og akademikeren

Gitte er relationschef på Danmarks Tekniske Universitet, hvor hun er ansvarlig for at opbygge og udvikle universitetets relationer til strategisk vigtige interessenter. Gitte er uddannet dekoratør, inden hun blev uddannet fra Københavns Universitet.

Gitte står i dag bag markante begivenheder på Danmarks Tekniske Universitet som for eksempel, når kongefamilien er æresgæster, eller ministre og ambassadører skal besøge universitet.

Gitte Lunde var i 2020 også ansvarlig for et stort partnerskab af virksomheder, uddannelsesinstitutioner med mere kaldet HCØ2020, der i hele 2020 fejrede H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.

Besøge vingården

Er man interesseret, kan der aftales rundvisning på vingården med en time i vinmarken, hvor der fortælles om dyrkning af vin, og hvorfor Jan er den allerdygtigste vinbonde i hele landet. Derefter er der vinsmagning i en time.

Strategimøder

Har et firma brug for et fredeligt sted at holde strategimøde er Nygårdsminde et godt sted, hvor noget af den flotte bygning er indrettet til konferencebrug.

Parkgolf

Foran hovedhuset blev i 2019 anlagt en smuk parkgolfbane med 27 huller fordelt på tre mindre baner, der alle er prydet med forskellige planter og træer.

Parkgolf er en god ide. Uden golfen ville der ikke være alle de firmaarrangementer, som afholdes. Konceptet er:

• Rundvisning i vinmarken.

• Vinsmagning – kan kombineres med tapas.

Parkgolf er et sjovt spil for alle aldre. Det er meget lettere end almindelig golf, så alle kan være med. Reglerne er helt simple og udstyr til spillet lejes ved ankomst. Udstyret består af en kølle og en bold på størrelse med en tennisbold og en lille tee, som bruges fra hvert udslagssted.

Der udleveres et scorekort, og der kan spille to til fem personer ad gangen. Man kan låne en lille trækvogn til turen.

Parkgolfbanen består af tre mindre baner, som kaldes sløjfer. En sløjfe er ca. 500 meter lang og består af ni huller. Hvert hul har et udslagssted. Her skal bolden lægges op på en tee og slås ud. Der er mulighed for at spille på alle 3 sløjfer, og for to personer tager det ca. 1,5 time.

Hvert år inviteres de dygtigste parkgolfspillere til Nordjysk Mesterskab i Parkgolf.

Fremtiden

Der er forskellige planer for fremtiden på Nygårdsminde Vingård. Indtil videre skal der ikke plantes flere vinstokke end de 2500, der er plantet.

Vinsalget går godt. Der er solgt langt over 1000 flasker i 2021, og der kan lave 2500 flasker om året. Alt salget er til danskerne.

Fremstilling af gin

Der eksperimenteres med fremstilling af gin tilsat aroniabær. Der er lavet 600 flasker gin tilsat 150 flasker rosé og 35 kg aronia, som skal markedsføres i den nærmeste fremtid.

Velkomstcenter

Ved indkørsel til gården skal der bygges et velkomstcenter, hvor vinsmagningen skal foregå. I dag ryddes garagen, når der arrangeres vinsmagning, men i et nyt velkomstcenter, kan der være en permanent bordopstilling.

Yogakurser

Hustruen Gitte har den store eksamen som yogainstruktør, og der planlægges udendørs område til kurser i yoga.

Ventisol A/S

En dyrlæge på Salling havde opfundet et specielt staldvindue, der skulle åbnes indad således, at dyrene ikke blev udsat for unødigt træk.

Virksomheden Ventisol A/S i Vrå blev grundlagt i 1982, og den fremstiller denne type staldvinduer. Jan Lunde ejer i dag virksomheden og fungerer som arbejdende bestyrelsesformand.

I starten af 2010 fusionerede Ventisol A/S med produktionen af plastvinduer hos ap facader a/s i Brønderslev. Med ”a” for aluminium og ”p” for plast har ap facader a/s siden 1983 produceret mange facader i aluminium og plastvinduer og -døre, men med den geografiske afstand på kun 13 km imellem sig, fandt de fire ejere for de to virksomheder tiden moen til en fusion.

Produktion og salg blev samlet i Vrå, på adressen Ventisol A/S, Nordre Ringvej 9, 9760 Vrå, og herfra betjenes kunderne.

Vinduerne og dørene bliver stadig produceret i det velkendte kvalitetsprofilsystem fra VEKA, som begge virksomheder havde haft som leverandør i over 25 år og Ventisol nu i over 35 år.

Virksomheden beskæftiger godt 20 medarbejdere.

Moderne produktion

Ventisol A/S har udviklet sig til en moderne virksomhed, der producerer vinduer og døre af genanvendeligt plast til både bolig- og erhvervsbyggeri.

I produktionen anvendes topmoderne bearbejdningsanlæg, der betjenes af erfarne produktionsmedarbejdere for at opnå den bedste kvalitet og finish.

Medarbejderne i administrationen har også flere årtiers erfaring fra vinduesbranchen.

Jan Lunde overtog ejerskabet af Ventisol, da han afhændede sin halvdel af ap facader, men finansieringen gik ikke så glat som håbet. Jan har mange fagligt kompetente bekendtskaber, som hjalp med de sidste brikker.

Helbredet

I skrivende stund sidder 63-årige Jan Lunde midt i sin egen drøm, en herskabelig vingård omgivet af vinmarker og blomstrende botanik i alle efterårets farver.

Vingården kostede mange penge at opføre, og Jan havde selv tegnet en del af projektet, og det er en fryd for øjet at se den smukke bygning, når man kører forbi på Tolstrupvej. Et rigtigt lille dansk vinslot.

Men for få år siden så det pludselig ikke ud til, at drømmen med sikkerhed kunne realiseres, da helbredet pludselig gjorde knuder.

Da Jan kørte på en motorvej på Sjælland, mærkede han pludselig en forkert følelse i højre side af kroppen med sitren og snurren, og han ringede til sin hustru Gitte og spurgte, i hvilken side hjertet sidder og fortalte hende om sin tilstand. Gittes svar beroligede Jan, men Gitte insisterede på, at han skulle holde ind i nødsporet og ringe efter en ambulance.

Jan listede dog videre til Hørsholm, hvor en ambulance hentede ham.

På sygehuset i Glostrup var lægerne ikke i tvivl. Jan Lunde havde haft en forbigående blodprop. De kunne også sige, at han havde haft en blodprop før, men ikke hvor.

Jan Lunde var dengang ejer af virksomheden ap facader a/s med ca. 60 ansatte og talrige projekter.

Jan er en detaljernes mand og vil gerne have indsigt i alle projekterne. Han arbejdede derfor næsten i døgndrift og havde svært ved at sove. Han kunne vågne midt om natten for at stå op og sende en mail, og han stod op klokken fem om morgenen, så kort tid efter lægernes dom var han i fuld gang igen.

Erhvervsmand og vinavler

Lægernes dom gjorde dog alligevel indtryk på ham, og da lejligheden bød sig, købte han Ventisol i Vrå og solgte ap facader a/s. Disse handler gav et pænt beløb i banken, og der blev løftet et stort ansvar fra hans skuldre.

Ventisol drives stadig af Jan Lunde og ligeledes vinproduktionen. Desuden ejer han fire udlejningsejendomme med 37 lejligheder i Brønderslevs midtby, ni lejligheder og 3 erhvervslejemål i Rådhusgade, samt fire lejligheder og tre erhvervslejemål i Bredgade, så der er stadig opgaver, der skal løses.

Jan Lunde er en kendt erhvervsmand i Nordjylland med et stort netværk i hele Danmark. Jan er engageret i flere netværk og organisationer, blandt andet i Dansk Byggeri, men også i det lokale netværk, Vendsyssel Mesterforening.

Han er medlem af repræsentantskabet i Jyske Bank og har haft eller har stadigvæk sæde i Vendsyssel Mesterforening og Alusektionen under Dansk Byggeri.

Lokalt har han været statsminister i Brønderslev Borgerlige Skyttelaug, og han har også haft indflydelse i den lokal rideklub.

Karriereforløb

Som ung drømte Jan om at blive arkitekt. Han tegnede altid huse, og skoletiden i Brønderslev var ikke den bedste. Han blev regnet for en bondeknold, og det gav ikke mange point på gaden, når han blev hentet af sin far på traktor, når der var snestorm.

Han forlod skolen efter tiende klasse og vinkede farvel til arkitektdrømmen.

Da han senere går sammen med en partner og stifter ap facader a/s, er det begyndelsen på 39 år med succes og tusindvis af arbejdstimer.

Det Jan ejer i dag, er han ikke kommet sovende til. Det er ikke kommet af sig selv. Han har arbejdet op mod 75 timer om ugen i 40 år.

Det eneste Jan har fortrudt, er købet af værtshuset Det Bette Apotek. Han troede på, at værtshuset kunne blive en god forretning. Men efter at have brugt op mod et par millioner måtte han bare erkende, at det var en fejl.

Han mener selv, at han er blevet mere medgørlig med alderen, men han har sine meninger, så det kan godt slå gnister.

I tidens løb har Jan Lunde udstukket mange skideballer, og de var nok ikke retfærdige allesammen, men det falder ham meget tungt at sige undskyld.

Jan Lunde er 63 år og med hjælp fra sin kone Gitte Lunde Andresen, har han øvet sig på at sige undskyld, men han er ikke god til det.

Alderen taget i betragtning og med flere millioner kroner placeret i virksomheder, ejendomme og på bankbogen, er Jan begyndt at spekulere på, hvad der skal ske med det alt sammen om nogle år.

Han har ikke selv nogle børn, men hans kone, Gitte, har en datter, Anne, som er er midt i tyverne og jurist, så hun er med i hans tanker om fremtiden. Jan Lunde kalder også Anne sin datter i daglig tale.

Tonny Bistrup

September 2021

Kilde: Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen, september 2007.

 Denne artikel kortlægger Skolegade, som den så ud i sidste halvdel af 1940’erne og i begyndelsen af 1950’erne.

Gaden var, som de fleste sidegader dengang, belagt med grus.

Ilse Svanvig, født Kjær og Birte Jensen, født Henriksen, er begge vokset op i Skolegade. Ilse husker man som den datter, der spadserede med sin far, som hun holdt tæt ind under armen, mens de ivrigt talte med hinanden. Faderen var dyrlæge, og i dyrlægens hjem var der altid en åben dør for alle. I haven var der mange legeredskaber, som børnene i gaden flittigt benyttede.

Birte blev født i Randers, men kom til Brønderslev i 1945, hvor hun skulle bo hos sin mormor og morfar i Skolegade. I Randers blev hendes hjem en nat ved et uheld bombet af en engelsk flyver. Faderen, moderen og en bror blev dræbt, men Birte og den mindste bror blev reddet. Lillebroderen kom i pleje hos sin faster og onkel, men Birte kom til sin mormor og morfar i Brønderslev.

På hjørnet af Bredgade og Skolegade til venstre, når man kom fra Bredgade, boede kørelærer Gjedsig, hvis kone havde en slikbod i ejendommen. Skolebørnene var flittige kunder i skoletiden så snart de så deres snit til at løbe derhen. Det måtte de egentlig kun i spisepausen, ellers kunne der vanke smæk med stokken, men rigtig mange tog den risiko i frikvartererne. For 10 øre kunne man få en salmiakstang, og havde man 5 øre mere, kunne man få en klat flødeskum dertil. I dag er der parkeringsplads på dette sted, fortæller Birte Jensen.

Efter hjørneejendommen kom lærer Dehns hus, som det blev kaldt, og derefter Baptistkirken.

Så kom Skolegades skole, som i dag er flot renoveret, således at man kan genkende den. Ifølge postmester Klitgaards forskning har Aalborg Stift været bedst forsynet med skoler, inden der i 1739 blev påbudt oprettelse af sogneskoler i hele landet. Der omtales skole i Thise i 1626 og i Vester og Øster Brønderslev i 1630. Dengang var det kun for dem, der kunne betale en skoleholder for undervisning. Denne kom ud på gårdene og underviste, men i 1640 omtales skolehuset, der lå ved den gamle kirke. Der ligger i dag et beboelseshus på Kirkevej lige uden for kirkegården. Det var tidligere et skolehus. I 1634 var der her en skolemester Niels Hansen, der havde opholdt sig på forskellige herregårde. Han var ved siden af sin lærergerning foged over Jørgen Gubbes gods her på egnen. Han blev halshugget, fordi han ved slagsmål på kroen i V. Brønderslev dræbte en Peder Jensen ved at stikke ham i bugen med en kniv. Tilsyneladende var der mange problemer med de tidligere skolemestre, der rent økonomisk havde svære kår. De boede tilsyneladende i skolehuset, der i 1649 havde så stort et hul i taget, at et menneske kunne krybe igennem det. To kvinder fra Himmerland tilstod, at de havde stjålet brød fra skolemesteren. De blev bortvist fra Vendsyssel under straf af deres ”hals’ fortabelse”, hvis de viste sig igen.

I 1888 opførtes den første fløj af Skolegades skole og i 1949 den sidste. Fra 1934 var Johs. Sørensen skoleinspektør på Skolegades skole, og det var han indtil april 1958. – Vi er jo rigtig mange, der igen og igen – for de allerflestes vedkommende – med glæde tænker tilbage på vores skoletid på Skolegades skole, siger Ella Pedersen.

Efter skolen lå pedellens bolig, og derefter kom brandstationen. Der går rygter om, at frihedskæmperne under krigen havde gemt ammunition i brandstationen.

Derefter kom dyrlæge Kjærs ejendom, hvor Ring Christiansen boede på 1. sal.

Så kom frk. Mogensens hus, hvor telefonist Agate også havde bopæl.

Derefter kom huset med Visse og Ingemann Jørgensen, som havde bedstemor boende på 1. sal.

Så lå der et hus, hvori der boede 4 familier: Alma og Martinus Thomsen, Ester og Børge Nielsen, Mathilde og Erik Thomsen – Erik Thomsen kartede uld og Mathilde Thomsen spandt. Den sidste familie i dette hus havde to døtre og manden hed Albert.

Starter man på vestsiden af Skolegade fra Bredgade, lå den ret store røde murstensbygning, der er fra 1950. Her havde avisen ’Ny tid’ til huse en overgang, ligesom herreekviperingshandler Agerbæk havde sin første forretning i Brønderslev i denne ejendom. Desuden var der lejligheder som i dag, hvor bl.a. lærerinde frk. Madsen boede.

I ejendommen på hjørnet af Skolegade og Mejerigade boede personale fra elværket.

På det andet hjørne boede portør Christensen og hans kone og to sønner. Den ældste hed Robert.

Inæste hus boede en familie Pedersen, hvor datteren hed Lillian.

I det lidt tilbagetrukne hus boede en familie, hvor datteren hed Elna.

Så kom huset, hvor familien Regner Kornum boede med deres fire børn.

I det hvide hus derefter boede Niels Peter og Kristine. Kristine var rullekone. Familien Sørensen boede til leje i det hvide hus. De havde datteren Nanny.

Så kom huset, hvor Katrine Nielsen, der havde datteren Laila og sønnen Hans, boede sammen med børnenes bedstemor i den ene ende af huset. I den anden ende boede mælkemand Manne med sin kone Mary og datteren Vivi. Vivi var en ven af huset i Ilse Svanvigs hjem. De to var næsten altid sammen.

I det næste hvide hus boede Maren og ’Fætter’ og familien Bernhard Jürs med hustru og to børn.

Så kom Tværgade, der førte over til Thygelsgade.

Derefter lå der et stort gulligt hus, inden man kom til det sidste hus, som hørte under Algade.

Skolegade var som sagt en grusvej dengang. Her legede børnene næsten uforstyrret på gaden. Ilse fortæller, at hun fik en hest forærende af sin far, og hendes onkel i Aalborg havde en fenne i Søndergade, hvor hesten kunne være. Derfra red Ilse indtil byen. Mælkemanden Manne havde en iskiosk ved Centralhotellet. Der red Ilse hen, og hesten gik op på fortovet og fik sin is, og når de to kom ned ad Skolegade, standsede hesten ved nr.10, hvor Ilses mor kom ud med en godbid.

Både Birte og Ilse husker, at der under krigen skulle spares på vandet. En dag, da det blev bekendtgjort, at der blev lukket for vandet, blev badekarret hos nogle bekendte fyldt op med vand, og så kunne folk hente vand der. Men da manden i huset kom hjem, lukkede han vandet ud. Han blev ikke populær. I 1940’erne boede en fransk pige et halvt år i Ilses hjem, og da tiden kom, hvor hun skulle hjem, ville hun ikke derfra. Hun blev sat på toget i Brønderslev, men hoppede ud igen. Da toget så endelig var sat i gang og nåede til Aalborg, sprang hun ud igen. Tilfældigvis var Ilses moster på stationen i et andet ærinde, og hun fik så klaret situationen, og pigen kom til Frankrig.

Både Ilse og Birte har gode minder om tiden i Skolegade.

 

Af Mette Telefoni, opvokset i Hollensted

Plads til store armbevægelser og fantasi

De første minder, jeg har fra min barndom, er solvarme småsten under mine bare fødder, duften af syrener ved skumringstid, store vidder og lærkesang.
Den opmærksomme læser vil nok tænke, at jeg ikke kan være opvokset i indre Brønderslev, og nej, jeg kommer fra Hollensted – den vendsysselske steppe!
Min barndom var fyldt med et væld af kæledyr, skovture i alt slags vejr, lydbøger med Fru Pigalopp og Kalle Kodreng, musikundervisning, sommerferier på Sjælland hos min fars familie og masser af tid sammen med min mormor i Kærby.
Ret tidligt blev jeg vild med historier. Jeg indtalte historier på kassettebånd, og jeg læste for de andre børn i børnehaven – jeg havde dog ikke lært at læse, så jeg sad bare med en bog og digtede en historie, som passede til mit publikum. Da jeg fik lært at læse og skrive, fyldte jeg kladdehæfter med digte, skrev madpakkeføljetoner, som mine forældre fik med i sammen med rugbrødsmadderne hver dag, og jeg opførte dramatiske teaterstykker for min lillesøster, Marianne.

Vild med ord
Kærligheden til ord fulgte mig gennem hele min skoletid, både i indskolingen på Ø. Brønderslev Centralskole og i udskolingen på Jerslev Skole. Dansk var mit yndlingsfag, især når vi skulle skrive stil, og det peakede, da jeg i 9. klasse tog på forfatterweekend med Brønderslev Forfatterskole, hvor vores underviser var et af mine forbilleder, Hanne Vibeke Holst.

Matematik var til gengæld hadefaget i folkeskolen, så det faldt ret naturligt, at jeg forsatte på sproglig linje på Brønderslev Gymnasium. Gymnasietiden var forvirrende og præstationsangstpræget, og jeg husker det som om, de mange hjemmeopgaver tog pusten lidt fra dét at skrive – det blev noget, der bare skulle overstås, så man kunne nå at følge med. Det ubetinget bedste fra de tre år på Brønderslev Gymnasium, var en gymnasiekæreste, og tre skønne veninder som jeg stadig ses med og holder utrolig meget af.

Ud i verden
Plads, luft og fødder placeret i den jyske muld er godt, men jeg var ikke ret gammel, før jeg følte en længsel efter at opleve andre steder end hjemme.

Så efter jeg havde taget en sproglig studentereksamen, rejste jeg til Sydfrankrig, hvor jeg passede tre børn og studerede fransk på sprogskole hver formiddag.
Opholdet i forstaden til Lyon satte endnu mere gang i rejselysten, så de efterfølgende tre år vekslede jeg mellem at arbejde hjemme i Danmark og bo i udlandet. Fantastiske fire år som au pair i Frankrig, sandwichmaker i England, glad turist på langt familiebesøg i USA og miljøarbejder i New Zealand – verdens skønneste land, som jeg endda fik set fra både en faldskærm og fra en gletsjer.
Tongaøerne fik jeg også besøgt – en drøm jeg havde haft, siden jeg så en udsendelse med Troels Kløvedal, som besøgte danskeren Tavi på Tonga. Tilfældet ville, at jeg kom til hovedstaden Nuku’alofa midt i en folkefest, fordi Kong Taufa’ahau Tupou fyldte 80 år. Så hele mit ophold blev fyldt med musik, optog, skønhedskonkurrencer, militærprocessioner, fester og middagsselskaber. På dag to blev jeg adopteret af to søstre, hvis onkel var øens rigeste, så jeg blev inviteret med til alle de store fødselsdagsevents og måtte låne mig til fint tøj, da jeg kun kom med praktiske sko og jeans i rygsækken.
Jeg ved, at det ikke er mange unge i dag, der får mulighed for fire sabbatår mellem gymnasiet og videre uddannelse, og jeg er så taknemmelig for de oplevelser og bekendtskaber, jeg fik med mig videre i livet.

Pludselig stod han der
De fire år blev også brugt til at finde ud af, hvilket studie jeg skulle søge optagelse på. Jeg overvejede både at blive fotograf, arkæolog og sociolog, men det endte med, at jeg fulgte min interesse for andre kulturer og folkeslag og søgte ind på socialantropologi på Aarhus Universitet.

Da jeg havde læst et par år, skulle jeg et semester til Brunel University i England, og kort før semesterstart mødte jeg en tall dark stranger – en arkitektstuderende fra Iran, som havde boet i DK, siden han var otte år gammel. Som spillede guitar, malede og gik op i astrologi og madlavning. Og som var så anderledes fra mig og de kærester, jeg ellers havde haft.
Vi så hinanden en måneds tid, inden jeg skulle rejse til England, uden helt at vide, om vi var kærester eller ej. Jeg sagde, en smule nonchalant, at jeg ikke forventede, at han ville vente på mig, mens jeg var væk. Til dét svarede han, at selvfølgelig ville han vente, for det var jo mig, han skulle giftes med en dag.
Og sådan blev det.
Halvandet år senere fik vi vores første søn, Sebastian, og da han var to år gammel, blev vi gift i Mårslet Kirke.

Kulturberigelse
Min mands familie er spredt ud i Europa, og mine svigerforældre, svigerinde, svoger og niece bor i Spanien, mens min mands lillebror og nevø bor i Sverige. På trods af de store geografiske afstande, har jeg dog aldrig oplevet en familie, som har så meget kontakt med hinanden, og min mand taler med sin nærmeste familie hver dag – der er vel en god grund til, at vi hedder Telefoni til efternavn!

Dét at være gift ind i en kultur som er en diametral modsætning til den danske kultur, har været både berigende og sommetider frustrerende. Iranere er enormt åbne, varme, højrøstede, generøse, overdrevne og sociale mennesker og er fantastisk selskab. Men for en underdreven vendelbo som mig, der også er glad for ro og mit eget selskab, har det ind i mellem krævet kompromiser både fra min side og fra min mands.
Når alle i den nærmeste familie er samlet, foregår samtalerne på farsi, spansk, engelsk, dansk og svensk – det synes jeg er vildt fedt, og jeg taler lidt af det hele.

Smør på brødet
Da jeg fik min kandidateksamen i socialantropologi med sidefag i medievidenskab, gled jeg direkte over i et fuldtidsjob, efter at have haft studiejob samme sted, i et mindre filmselskab. Jeg arbejdede med salg, udarbejdede drejebøger og afholdt kundemøder, lige indtil jeg blev gravid med vores anden søn, Marius. Da min barsel var overstået, var filmselskabet gået konkurs, så jeg måtte ud på jobsøgningsmarkedet.

Siden har jeg arbejdet i mange spændende, og meget forskellige, brancher, hvor den røde tråd hele tiden har været kommunikation i forskellige former. Jeg har arbejdet med skole-IT, økologi, socialøkonomi og iværksætteri.

På tasterne
Samtidig har jeg skrevet i fritiden. De sidste fem-seks år har jeg været en del af Aarhus Litteraturcenter, hvor jeg er med i en skrivegruppe. Vi mødes to gange om måneden, hvor vi giver feedback på hinandens tekster og snakker om skriveteknikker og litteratur. Sammen har vi udgivet en novellesamling, som vi hver har leveret to noveller til. Novellesamlingen hedder Det er de andres skyld, og den blev til i forbindelse med Aarhus som Kulturhovedstad under overskriften Rethink dyder – vi gentænker det gode liv.

Novellerne er jeg fortsat med at skrive. En del af dem har jeg solgt til Hendes Verden.

Mange ser lidt ned på triviallitteratur og forbinder ugebladsnoveller med skabelonagtige plot og entydige karakterer.
Men jeg synes, det er sjovt at arbejde med genren og forsøge at mane fordommene i jorden. Og set helt nøgternt på det, så bliver Hendes Verden læst af over 300.000 mennesker hver uge – bliver mine noveller       læst af bare halvdelen af de læsere, så synes jeg, det er ret godt gået.

Mit hjerte banker dog mest for børnelitteratur, da jeg også er vild med illustrationer.

Jeg har fået udgivet tre børnebøger, som er blevet illustreret af virkelig dygtige illustratorer.

Det er så fascinerende at se, hvordan en illustrator kan give ens historier liv, og hvordan de har fortolket ens ord og omsat dem til billeder.
Jeg er så småt i gang med redigeringsfasen på en bog til udskolingen, som udkommer i starten af 2022 hos Gyldendal. Gyldendal har altid været et forlag, jeg har drømt om at udgive hos, så det betyder virkelig meget for mig at få en trane på ryggen på en af mine egne bøger.

Der ligger også en roman i skuffen og venter på, at jeg får sat mig ned og skrevet den færdig. Mon ikke nok det tidspunkt pludselig kommer.

I dag arbejder jeg på Aarhus Rådhus, hvor jeg er ansat til at lave et omfattende kommunikationsmateriale for afdelingen Innovation og Medborgerskab. Så tasterne er i brug hver dag, for jeg skriver om en masse spændende projekter og interviewer nogle af de mennesker, som er involverede på forskellige måder.

Vores sønner er blevet 11 og 18, og er ret selvkørende. Så jeg har sneget et frivilligjob ind i hverdagen, hvor jeg arbejder som ungerådgiver hos headspace Aarhus. Her har jeg samtaler med unge mellem 12 og 25 år, som kæmper med forskellige problemer og har ondt i livet. Det er et job, som giver supergod mening for mig, og det er en skøn følelse, når en ung går fra vores møde og har det bedre, end da hun kom.
Det er mit håb, at jeg kan få rejst nogle penge til at lave en anderledes selvhjælpsbog til unge med angst – for sådan en er der virkelig brug for!

Et halvt liv senere
Ham den høje, mørke fremmede er heldigvis stadig min mand, nu tyve år senere, og vi bor med drengene i en hyggelig landsby, syd for Aarhus.
Da vi første gang var ude og se på vores hus, gik jeg en tur ud i haven. Her hørte jeg lærken synge højt og tydeligt, og så var der ingen vej tilbage – her ville jeg gerne bo.
Her er ikke helt så stille og landligt som i Hollensted. Men mine forældre bor stadig i det gulkalkede hus på Hollenstedvej, så heldigvis kan jeg altid tage nordpå, når jeg savner de store vidder og et knus fra min mor og far.

 

Fortalt af: Agnete Svendsen, Buurholtvej 41, Ø. Brønderslev

Jeg er født den 08.02.1936

Fødeegn: Klæstrup, Jerslev

Familiens dagligdag

Husstanden bestod af far og mor, en 3 år ældre bror og jeg. Min far og mors arbejde bestod i dyrkning af ca. 20 tønder land jord, og med pasning af dyr, som køer og heste samt hund og kat. Engang imellem købte min far et lille gedekid, som vi børn legede med til det blev stort. Så slagtede min mor det mens vi børn var i skole. Alt kødet blev lavet i pålæg, vi børn ville ikke smage det.

Katten fik af og til killinger, hvoraf vi måtte vælge den pæneste, de grimmeste druknede min mor i en spand. Vi havde ondt af det med de ”grimme”.

I skolen havde jeg ingen grund til gode minder. Vi havde en lærerinde, Frøken Havredal, hun var frøken og boede i samme hus, som skolestuen var. Hun blev også kaldt frøken Havregrød. Hun havde en hund, en hvid grønlænderspids, som hed Tenna, den lå altid ved hendes fødder, når hun sad ved katederet, der sad hun altid, når hun ikke rendte rundt og bankede os oven i hovedet, når vi skulle læse højt. Det gjorde hun ved mig fra første dag, jeg var i skole, fordi jeg ikke læste højt sammen med de andre. Jeg var genert, og turde ikke åbne munden.

Hun var en fin dame med hvidt hår og guldbriller. Hun var altid i blå kjole med hvide prikker eller små blomster, og hun lugtede meget godt af creme, pudder og parfume.

Når hun blev gal, som hun gjorde tit, blev hun ildrød i hovedet, helt ned til halsen, så vankede der ”Ørefigner” og hun slyngede øgenavne ud, som vi så senere blev kaldt af de andre elever. For eks. var der en syg første skoledag efter jul kunne hun sige ”Du har nok spist for meget, kald ham/hende ”julegrisen”.

Hun kunne ikke synge, men spillede på et lille orgel, så hun vendte ryggen til eleverne, pludselig kunne hun vende sig og skælde ud, for eks. Sige: I laver alt for stor en sløjfe på det Halleluja (Et barn er født i Betlehem), jeg tror nok, det er Agnete: Nej, jeg synger ikke med – hva synger du ikke med? Så løb hun ned mellem bænkerækken og gav mig en ordentlig ørefigen.

De børn hun gjorde mest ud af, var dem hvis forældre gav hende høns, ænder, stege og lignende.

Når hun havde fødselsdag, var vi inde i hendes stue, så fik vi kakao, så var hun en helt anden. Hun boede også fint, det var mærkeligt at opleve.

Påklædning

Pigerne var som regel ret pæne i tøjet, samt nogle af drengene, men der var nogle af drengene, der var meget dårlige i tøjet. De havde en dårlig mor, der ikke kunne sy og holde tøjet pænt rent. Det var på en betingelse at moderen måtte holde sammen på alt, samt sylte og bage, for at det kunne fungere både ude og inde. En episode som jeg tit tænker på, var en stor dreng som pludselig sang disse linjer” du var i en kjole fin og jeg i stumpetrøje”. Han var i en alt for lille trøje, med trævler. Min bror og jeg var altid pæne i tøjet, da vores mor havde lært at sy fra ung af, hun havde også været på husholdningsskole, det fik vi altid at vide når vi roste hende.

Hun havde blot et dårligt helbred, og min far var også tit syg, han døde i mit 19. år efter svær sygdom, kun 62 år gammel.

En oplevelse som jeg i min voksenalder tit tænker på, var da min bror og jeg var ca. 12. og 9 år. Min mor havde sendt bud efter lægen til os, han kom kørende på en motorcykel. Vi havde gemt os imellem nogle høje kartoffelrækker, der lå vi, og de kunne ikke finde os. Min mor råbte, Egon – Agnete, men uden resultat. Hvad mon lægen tænkte? Hvad mon vi fejlede? Vi var jo ellers søde og velopdragne børn fra et ordentligt hjem – FY (det var min brors ide)

Da jeg blev født af 43årige forældre, der havde dårligt helbred, blev min bror og jeg tidligt involveret i landbrugets drift, som at høste, tørvegravning, roelugning og meget mere.

Jeg skulle for eks. når jeg kom hjem fra skole vaske op, bære tørv ind, vaske 4 store mælkespande rene, samt skrubbe rent på bryggersgulvet, først derefter måtte jeg lege.

Det var mest nabogårdens egne børn og deres fodermesters børn vi legede med, men vi legede mest med de små dyrebørn, som små føl, små kalve, det lille gedekid, som vi kørte med i en trækvogn, og selvfølgelig med hunden og katte, samt den ”pæne” kattekilling.

P.S. 

Jeg havde 3 ældre søskende, som var 16 – 18 og 22 år ældre end jeg, dem husker jeg ikke, at have haft så meget med at gøre som barn. Kun at min 22 år ældre storesøster havde tre piger hvoraf den ældste var 3 år yngre end jeg og derefter 2 år imellem de næste to. – dette var mere mine ”søstre”.

Jeg blev syg

Jeg var fyldt 5 år i februar. I oktober fik jeg skarlagensfeber, det var min bror der havde smittet mig. Han gik i skole, men fik det ikke selv. Jeg husker tydeligt turen med ”Sygebilen”, som vi kaldte det dengang. Jeg blev indlagt på sygehuset, som lå 8-10 km fra mit hjem. Der var fyldt med børn i alle aldre, vi lå på ”epidemien”. Forældrene måtte ikke komme ind, de stod udenfor ved vinduerne, når der var besøgstid. De var nødt til at råbe ind. Det var naturligvis bedst at ligge tættest ved vinduerne.

Jeg fik mellemørebetændelse og nyrebetændelse, jeg måtte ikke ligge hvor der var koldest eller i træk, så derfor skulle min tremmeseng stå i inderste hjørne af sygestuen, vi var 8 til 10 børn. Jeg kunne derfor ikke høre hvad mine forældre sagde, da de jo stod sammen med de andre besøgende. Det var mest min far der kom, han cyklede de ca. 10 km. En lidt større pige som lå ved vinduet var en slags tolk. Der lå jeg så i 7-8 uger, de andre lå ca. 4-5 uger inden de kom hjem.

Jeg kunne ikke komme hjem, da jeg havde nyrebetændelse. Jeg blev flyttet over på det ”store” sygehus. Jeg husker tydeligt, at en portør bar mig hele vejen udenom. Jeg var svøbt i et gråt tæppe med brune striber.

Det var en stor dag i 1942 da jeg blev overflyttet til det store sygehus.

Når der var luftalarm, kom sygeplejerskerne ind og skubbede alle sengene ud til væggen. Det vil altså sige, at jeg lå i det inderste hjørne, så alle sygesengene i den side blev skubbet ind mod min. Når så alarmen lød blev sengene spredt igen.

Jeg skulle ligge på en stor 8 sengs stue i det ene hjørne i en tremmeseng.

Der var ene voksne damer på stuen, de snakkede mest om sygdomme, de ville give mig pebernødder, det var 14 dage inden jul, jeg ville ikke have dem, jeg var flov og gemte mig under dynen. Om eftermiddagen kom min bror og mine forældre, det var jo en stor dag, da de endelig måtte komme ind og besøge mig. Jeg var meget genert og flov, jeg var også bange for, at de ikke skulle nå at komme ud, når sygeplejersken havde sagt ”besøgstid forbi”

Jeg fejrede juleaften på sygehuset, min seng blev kørt ud på gangen, hvor juletræet stod, denne aften eller hele julen. Jeg husker ikke den jul som noget særligt, heller ikke da jeg fyldte 6 år i februar. Jeg blev udskrevet i april måned, med den besked, at jeg ikke var blevet bedre, end da jeg kom, men måske kunne jeg gro fra det, hvilket jeg også gjorde.

Den dag jeg skulle hjem, kom min mor efter mig. Jeg havde ikke været af sengen i de 7 måneder, så da jeg kom ned på gulvet, dinglede jeg rundt som en fuld. Det var sikkert en stor dag. Vi gik ned til Rutebilstationen, derfra kørte vi ca. 8 km. Vi stod af ved købmanden, der stod min mors cykel med en pude bagpå bagebæreren. Så cyklede vi det sidste stykke hjem.

Jeg fik en god modtagelse, ikke mindst af min bror, som straks skulle vise mig vores kat, som havde små killinger.

Mine forældre havde redt op i en udtræksseng, for nu var jeg jo vant til at ligge for mig selv. Jeg kan ikke huske, at jeg følte mig alene, jeg var jo vant til at finde mig i det der nu bød sig, nu havde jeg jo dyrene. Mine forældre havde travlt ved landbruget.

Jeg havde mareridt hver nat på sygehuset. Hver nat lå der en skikkelse på gulvet ved siden af min seng, den var i hvid munkekittel med hætte, der gik i en spids. Når jeg satte mig op i sengen, kunne jeg se den lige så tydeligt. Når det var slemt, lod sygeplejersken lyset brænde over min seng, så dæmpede hun lyset fra den hvide kuppel med et viskestykke. Jeg har hele tiden tænkt på den hvide skikkelse, jeg kunne ikke lide når der lå noget hvidt tøj på gulvet, helt op til 50års alderen, hvor jeg gik til et selvudviklingskursus og fortalte det. Ja men, det var jo din skytsengel, var der en der udbrød, så har jeg tænkt, at det var jo sådan set godt hun lå der og passede på mig.

Den tid jeg lå på sygehuset, var der mange der havde ”fnat”, det lå de voksne damer og talte meget om, bl.a. hvem der var, det måtte jo nok ikke overgå det fine borgerskab. Dem der havde fnat blev lagt på badeværelset et døgn. Derefter kom de ind på stuen. Jeg har fået fortalt, at jeg lille pige også hørt hvad de snakkede om, så en dag da der blev en patient kørt ind på stuen udbrød jeg: Er det også en der har fnat? Det var en fin dame.

Der var ingen personale der kom og underholdt og læste for mig, jeg sad blot i sengen og legede og lyttede til de ældre. Afdelingssygeplejersken var sød, hun løftede mig op til sig hver dag. Min far havde inden sin egen fødselsdag, købt en urkæde til sig selv, som min mor så havde med til mig. Jeg skulle forære ham den i fødselsdagsgave. Jeg viste overlægen den en dag. Han spændte den på sit eget ur. Han gik så ud og kom så gående ind med åben kittel og viste hvor pæn den var, når den hang rundt på hans bryst, det glemmer jeg aldrig.

Jeg skulle drikke en stor kande vand når jeg skulle røntgenfotograferes, det blev jeg hver 14. dag, hvis jeg ikke drak det, truede de mig med at så tog de ”vandet” ligesom damerne lå og snakkede om gjorde så ondt. Jeg måtte ikke få salt, så jeg fik fiskeboller og kogte æg uden salt, jeg husker ikke lækker mad, det var streng diæt.

Jeg husker at jeg tog en teskefuld salt da jeg var kommet hjem.

Sygehuset var Brønderslev sygehus

Overlægen hed: Thorvald Pedersen

Oversygeplejersken hed: Frøken Jørgensen

Min barndoms jul

I min barndoms jul begyndte forberedelserne til julen allerede først i december. Der blev gjort rent, gulvene blev skurede og ferniserede.

Der blev bagt småkager og kogt klejner, de kunne jo holde sig i dåser. Dåserne blev forseglet med klæbebånd, så de ikke blev spist inden jul, vi havde da fået lov til at smage de grimme og lidt brændte småkager.

Der var ikke nogen der købte julekalender. Jeg fik med nød og næppe lov at få bagsiden af min mors og fars sølvbryllups telegrammer. (jeg var tre år, da de havde sølvbryllup). Så lavede jeg låger og tegnede nisser m.m. Den blev meget fin og hjemmelavet og gratis.

Min mor havde travlt med mange ting. Hun skyllede grønkål, som hun hentede på marken og kogte dem – det var traditionelt julemad. Dertil fik vi sul – ”Vendsysselske Grønlangkål”

Der blev slagtet en gris tæt op mod jul, og der skulle helst blive koldt i vejret, så kødstykkerne kunne blive afkølet, der var jo ingen køleskab dengang. Ude vendte vi en stor balje på hovedet, så kunne madvarerne holde sig under baljen.

Vores mor til den nærmeste by, gående eller cyklende – tog så med rutebilen til Brønderslev og købte julegaver, det var en stor dag, og spændende når hun kom hjem med alle pakkerne, der blev gemt godt væk, men hun havde vist også lidt julegodter – uhm.

Juleaften

Vi købte juletræet, der blev pyntet inde i soveværelset dagen før, så blev det båret ind i stuen, lige før vi skulle danse omkring det.

Vi skulle opholde os i køkkenet, så blev træet løftet ind i stuen, pakkerne blev lagt under træet og lysene blev tændt. Så måtte vi komme ind, det var et stort øjeblik. Vi dansede omkring træet med hinanden i hånden. Så blev pakkerne delt ud, der var ingen dyre eller mange gaver, men det var hyggeligt. Bores ældre søskende kom gerne hjem sammen med deres børn. Vi sang salmer og sange når vi dansede omkring træet.

Senere på aftenen fik vi altid konditorkager, vores mor havde slev bagt og fyldt dem med creme og flødeskum samt en gele´ klat – uhm.

Vores far gik en ekstra tur ud i kostalden og gav dyrene en ekstra godbid.

Vi havde hund og kat, de var i stuen sammen med os andre, de var jo en del af familien.

Både i dagene op til jul og i juledagene spillede vi ludo eller andre spil. De voksne spillede kort, også juledag, det var kedeligt at se og høre på. Vi måtte ikke lave håndarbejde, så som at strikke eller brodere – så sagde mange, at så fik man bulne fingre hele året.

Ænderne vi slagtede til jul!

Vi købte andeæg, så havde vi selv nogle høns, der kunne så være en af dem der gik rundt og gav skrukkelyde – Skruk – Skruk -Skruk den blev lagt i en rede som min mor lavede af noget halm, så skulle den ligge på 10-12 æg ca. 30 dage, så åbnede skallen sig og der kom søde små gule ællinger ud af dem. Hønen var så deres plejemor, hun troede jo at det var hendes egne.

De blev hvide da de blev store, de hvide var bedre end nogle grå ænder, for vores mor skulle bruge fjerene af dem til at fylde i dyne og puder.

Ællingerne havde et godt liv, de gik løs sammen med deres hønemor, hun kaldes en ”Skruk”, mens de var små, sov de under dens vinger og hun gik tur med dem, de fik malet korn blandet med vand. De fik en gammelstegegryde gravet ned i jorden, så kunne de svømme i den.

Når så efteråret kom og julen nærmede sig – blev de fanget – da var de blevet store og fede. Min far slagtede dem, så blev fjerene plukket af dem. Nabokonen og alle os hjalp, fjerene blev gemt til senere brug. Min mor syede selv dyner – med nogle af fjerene i. Nogle af fjerene blev foræret væk. Vi vidste godt hvad ællinger skulle bruges til, vi børn havde ondt af dem, men de havde et godt liv.

Grønkål

Der blev pløjet og harvet et lille stykke jord, og sået grønkålsfrø. Frøene blev købt i Brugsen, de små planter blev plejet med lugning og udtynding. Når de så var blevet til store frodige grønkålstoppe og julen nærmede sig og de skulle helst have en smule frostgrader på marken, vist nok for at småkravl kunne drysse af på marken, skulle de skæres af toppene og blev herefter kørt hjem i trillebør, hvorefter de skulle skylles i bryggerset og koges i en gruekedel. Gruekedlen var også den vi kogte vore hvide tøj i når der blev vasket storvask.

Når så kålene var møre, altså kogte, smagte vi på dem. De fik så lov at afkøle lidt hvorefter de blev krystet op og lavet i boller i hånden.

 

Vi fik grønkålsboller skåret lidt i stykker og varmet på stegepanden med fedt og fløde, salt og lidt sukker. Vi fik det kogte flæsk, samt syltede græskar eller rødbeder til plus sennep og rugbrød.

Grønkål var en del af vores mad hele julemåneden og alle juledagene. Det hørte julen til.

Grisen

Vi havde nogle grisesøer, som fik små grise. (grisenes mand kaldes en Orne) Den blev kørt rundt i en vogn eller bil – det var en mand der tjente penge på, at køre rundt til landmændene med disse Orner. Vi kaldte ham ”Ornemanden”. Så fik soen små grise når den havde været på besøg. De var så søde de små grise, de blev større, nogle blev fodret med god kost og når de så var vokset store, blev de sendt på slagteriet for at blive slagtet og kødet blev så solgt videre. De havde et godt liv ude i svinestaldene og det var det bl.a. at landmanden tjente penge på at fodre dem op til slagtning. Landmanden fik så en afregning fra slagteriet medens pengene blev afregnet til landmandmandens konto i et pengeinstitut. Der kunne de hæves når landmanden havde brug for dem.

Vi børn vidste godt, at når der blev lukket en hun gris ind i en sti for sig selv, så var vi godt klar over hvad den skulle bruges til. Den fik lidt ekstra god mad og madrester, den kunne blive lidt forkælet. Så en dag kom der en hjemmeslagter, mens vi var i skole. Da vi kom hjem, hang grisen i to halve, i bryggerset. Den så ren og pæn ud. Den blev herefter parteret da den var blevet afkølet, så henkogte vi og et stort kar som var halvt fyldt med groft salt, blev alt flæsket lagt deri, så kunne det holde sig i lang tid, lang tid. Hvis det blev for salt udvandede vi det, altså det blev lagt i noget vand et par dage. Den store skinke, altså bagenden, blev også saltet. Den kunne jo holde sig i lang tid, så skar vi af den efter behov, det var meget lækkert. Der blev kogt noget flæsk af det letsaltede til kålene, det kunne ligge under en balje til senere brug. Der blev hakket fars og fyldt i tarme, det blev til medisterpølse.

Denne fortælling er skrevet bl.a. til mine børnebørn for at de kan få en forståelse for, hvordan deres bedsteforældrede levede som børn.

 

Fortællingen om Brønderslev pigen Lone Dencker Wisborg

BLÅ BOG: LONE DENCKER WISBORG

Født 31. januar 1966, Brønderslev

Uddannelse
1991 Cand.jur., Aarhus Universitet

Karriere
2019- Danmarks ambassadør i USA
2017-2019 Direktør for ressourcer og organisationsudvikling, Udenrigsministeriet
2015-2017 Direktør for udenrigspolitik, Udenrigsministeriet
2011-2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra, sideakkrediteret i Algeriet
2009-2011 Ambassadør, Chef for Center for Global Sikkerhed
2007-2009 Kontorchef, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
2007 Tjenestefrihed (Fondschef, Bikuben-Fonden)
2004-2006 Ambassaderåd på Danmarks ambassade i Warszawa, Polen
2001-2003 Ministersekretær for udenrigsministeren
2000-2001 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1999-2000 Tjenestefrihed (Folketingets Internationale Afdeling)
1998-1999 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1995-1998 Ambassadesekretær på Danmarks ambassade i Tallinn, Estland
1992-1995 Fuldmægtig i Udenrigsministeriet, København.

Kilde: Udenrigsministeriet

 Hun var fra 2011 til 2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra og senest blev hun i 2019 udnævnt til ambassadør i USA. Hun har siden 1992 arbejdet med udenrigs- og sikkerhedspolitik i Udenrigsministeriet.

Lone voksede op i en familie hvor moderen var lærer på Søndergades skole i Brønderslev og faderen var ingeniør og senere direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Det lå ikke i kortene af Lone skulle ende med at varetage Danmarks politiske, kommercielle og kulturelle interesser i USA.

Da hun som ung flyttede fra Brønderslev, var det for at studere jura. Hun overvejede at blive advokat og gennemførte sin uddannelse.

I 1990erne mødte hun via en af sine bekendte en medarbejder fra Udenrigsministeriet, som fortalte om sit arbejder der. Det syntes hun lød ret spændende.

Det internationale fik hun næsten ind med modermælken. Hendes far arbejdede på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han tit havde internationale kunder med hjemme, og når hun var med ham på arbejde, kunne hun jo se telefaxen spytte internationale nyheder ud. Da hun fik muligheden, skiftede hun spor.

Lone er ikke typen, der er bekymret for nye udfordringer eller lader sig begrænse af, at noget kan virke uoverskueligt. Hun er opvokset i Brønderslev med mor, far og en fire år ældre storebror, og hun har for nogle år siden skrevet sin historie i bogen ”Barn af Vendsyssel”.

Det var en tryg og vel nok en meget traditionel opvækst hun havde i Brønderslev, hvor man kunne cykle til næsten alt, og hvor sport var vigtigt. Både hendes mor, bror og Lone spillede rigtig meget tennis, og hun havde mange venner gennem sporten. De to søskende elskede og hadede hinanden, som søskende nu gør, men de havde et godt forhold selv om broderen var fire år ældre. Hver gang han måtte eller kunne et eller andet, så syntes hun også, at hun var klar til det.

Da han fik kørekort, argumenterede hun stærkt for, at det var forkert at have et alderskriterium. Det samme skete, da han flyttede til Aarhus som 19-årig for at bo på kollegium og læse. Allerede da var hun også klar til at rykke hjemmefra. Lone har altid været ret utålmodig. Der skal ske noget, og helst lidt før, det egentlig kan lade sig gøre og altid klar på noget nyt.

Skulle der måske prøves et eller andet nyt, så var hendes svar ofte: Ja, det kan jeg godt tænke mig, det lyder vildt spændende. Hun har altid godt kunne lide at blive placeret i noget nyt.

Når hun er blevet rigtig god til noget, så er det nu hun skal videre, for så keder hun sig. Hun føler at det godt må være lidt svært og uoverskueligt. Hun skrev også i ”Barn af Vendsyssel”, at det første, sundhedsplejersken sagde, da hun så hende i vuggen: ”Hun bliver en livlig én, hende der!”

Det stod også hurtigt klart, at hun ikke ville blive i Brønderslev hun ville se noget andet, for når man bliver ældre og selv får børn, så forstår man bedre, hvad der er af fordele ved sådan et trygt og nært miljø, men som ung, handlede det om at komme ud og opleve noget. Og det præger hende stadig. Både Lone og hendes søn elsker at rejse. Den liste de har er lang og så lang, at de er nødt til at have flere liv til rådighed for at komme igennem den. De synes der er så mange spændende steder ude i verden.

Måske var det midt i hendes argumentation for et tidligt kørekort, at det gik op for hende, at hun ville læse jura. Det var sådan, det endte, efter at hun havde været en tur omkring økonomistudiet, som hun syntes var kedeligt og alt for teoretisk.

Juraen var lige hende. Retssystemet er rygraden i ethvert demokrati, og hvis det ikke fungerer, så smuldrer alt andet. Det gode ved jurastudiet var, at det er meget konkret. Det interesserede hende ikke med store fine teorier. Hun er meget sådan, okay, skal vi gå til højre eller venstre? Og hvis det, hun læser, kan hjælpe hende til at finde ud af det, så er det godt.

Der er også mange veje, man kan gå, som jurist. Og det var det bedste – og måske eneste – karriereråd, hun fik af sine forældre. De sagde, at hun skulle vælge noget, hvorfra der var mange døre, når man var færdig. Man aner jo typisk ikke, hvad man vil lave, når man er 18-19 år. Og faktisk har hun ikke beskæftiget sig særlig meget med jura, siden hun blev færdig. Hun var advokatfuldmægtig i halvandet år, men var ikke særlig optaget af at tjene penge, og hun syntes, at der var for mange sager, som var utrolig kedelige.

Hun tog til Frankrig og læste fransk i tre måneder, og da hun kom hjem, søgte hun uopfordret ansættelse i Udenrigs- og Justitsministeriet. Hun fik tilbudt en syv måneders stilling i Udenrigsministeriet og en fastansættelse i Justitsministeriets departement, og så valgte hun Udenrigsministeriet. Hendes mor og far syntes det var forfærdeligt. De syntes, det var det mest vanvittige, at hun ikke tog den faste stilling. Men hun kunne mærke, at der var noget, der trak, når hun gik på gangene i Udenrigsministeriet, og der blev talt om eksotiske steder som Ouagadougou og Bangkok.

Lone har fortalt at – Det er de store linjer der driver hende. Krig og fred. Hvor skal verden hen? Og hvad er Danmarks interesser? I Udenrigsministeriets mission står der, at vi kæmper for Danmarks interesser og værdier i verden, og det synes hun, er fantastisk. Det kan hun sætte sit vækkeur efter hver eneste morgen. Hun synes, det er rigtig spændende, at vi giver vores bidrag til, at verden indretter sig på en måde, der er til gavn for Danmark, og at vi kan være med til at præge den med de ting, vi synes, vi gør godt og rigtigt.

Når man arbejder på den måde, og bor mange år i udlandet, så oplever man meget. Det holder hun meget af. Hun er ikke så god til det der leverpostej. Der må godt være nogle udsving. Hvilket så også nogle gange ikke er så sjovt, men sådan er det. Det hører med. Og så er der også noget med den måde, man lever livet på. Kollegaerne bliver næsten som en familie. Især når man er ude, kommer man rigtig tæt på hinanden, fordi man ikke har den omgangskreds og det netværk, som man ellers har.

Hun har haft to små afstikkere fra Udenrigsministeriet, siden hun blev ansat i 1992.

Hun var i et år sekretær for Forsvarsudvalget, og i ni måneder var hun fondschef i Bikuben fonden. I sin tid i Udenrigsministeriet har hun været udstationeret som ambassadesekretær i Estland, som ambassaderåd i Polen og som Danmarks ambassadør i Spanien.

Hendes søn Oscar var med som helt lille i Polen og senere i Spanien. Hun har altid været alene med Oscar, for han er donorbarn.

– Hun var blevet 37 år og tænkte, nu kunne hun ikke lade det bero på skæbnen længere, om hun møder prinsen på den hvide hest. For hende var det helt afgørende og nærmest eksistentielt at få børn. Sådan lidt det-er-vel-derfor-vi-er-her-agtigt. ”Jeg har en veninde, der havde fået barn alene året før, og det ligger nok meget i min natur, at det ikke skal være skæbnen, der bestemmer, om jeg skal have et barn eller ej. Så jeg bestemte, at jeg ville få et barn med en donor. Med alle de overvejelser, der ligger bag sådan en beslutning”, har Lone fortalt.

Det er ikke noget, man bare lige gør. Hun var åben for, at der senere kunne støde en mand til, men det er ikke sket. Så det er ikke et bevidst fravalg, at hun lever alene med min søn, det er bare sådan, det er blevet. Det er klart, at ”med min livsstil – med mange udstationeringer – er det heller ikke nemt at få og bevare et parforhold”, siger Lone.

– Da Oscar han var helt lille, syntes hun, det var hårdt at være alenemor. Ikke på grund af de praktiske ting med bleskift og tøjvask, men hun savnede nogen at dele alle de gode og fine øjeblikke med. Det første smil. Det første ord. Det var ikke altid, der lige var nogen, når det opstod. Og det var meget ensomt, måske også mere, end hun havde forestillet sig. Hendes forældre involverede sig meget, og så dem tit, men der var jo kun hende selv i hverdagen.

”Efterhånden som Oscar er blevet ældre, er der et helt andet modspil i vores samvær, og det nyder jeg utrolig meget. Vi er en lille meget, meget tæt enhed, så nu synes jeg bare, det er fantastisk, at vi kun er os to. Og uden at det på nogen måde er derfor, så har det altså også bare vist sig at være temmelig meget nemmere, når man lever det her liv i Udenrigsministeriet. Der er ikke andre end os to at tage hensyn til. Og konkret i forhold til Washington var det faktisk Oscar, der startede med at sige, at han godt kunne tænke sig at bo nogle år der, hvis jeg kunne få en udstationering. At der så samtidig skulle skiftes ud på posten, var jo bare heldigt”, siger Lone.

Desværre kan man ikke være med til alle fødselsdage, bryllupper og den slags, og man kan heller ikke bare lige komme forbi til en kop kaffe. Det betyder noget i forhold til familie og venner.

Selvfølgelig får man nye venner der, hvor man er, men det bliver aldrig dybe venskaber. Man ved, at man er der fire år, og så er det videre. Jeg synes dog, at det er prisen værd. Men igen, det er nok også, fordi jeg ikke har nogen partner. Jeg kan jo se på mine kollegaer, at det er partneren, der betaler den største pris ved at skulle rykke til steder, hvor man måske slet ikke kan få arbejde.

Det er første gang nogensinde, at Danmarks ambassadør i USA er en kvinde.

Hun synes, det er godt hver gang, at der er en ”første kvinde”, der gør et eller andet. Det er vigtigt, for man må gå ud fra, at kompetencer og evner er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, og derfor skal man da   selvfølgelig også udnytte det, som kvinderne kan. Det er godt, hver gang kvinder træder ind på nyt territorium og viser, at man selvfølgelig, som kvinde, kan indtage poster som den hun har indtaget. Og hun håber, det kan være et signal til andre kvinder om, at man skal række ud efter det, man har lyst til og synes, man er kvalificeret til.

Jeg har også oplevet, at det kan være en fordel at være kvinde i et job som ambassadør, for der er ikke så mange kvinder, så folk kan bedre huske en. Det er ret praktisk, for det vigtigste for en diplomat er netværk og forbindelser, fortæller Lone.

– Det er noget, jeg har lært at synes, er vigtigt. For helt ærligt, jeg blev opdraget til, at der ikke var en pind forskel på min bror og mig. Jeg tror, at jeg var ret gammel, før det overhovedet gik op for mig, at der var en forskel.

Mine forældre var meget ligeværdige, og min bror og jeg blev opdraget ens. Jeg mødte heller ikke spørgsmålet om køn i min tidlige karriere. Men da jeg så blev chef og begyndte at interessere mig for ledelse, gik det op for mig, at der jo var nogle udfordringer for kvinder i forhold til at komme karrieremæssigt frem. Derfor har det været vigtigt for mig at stille mig frem som en rollemodel. Jeg er både kvinde OG enlig mor, og det kan godt lade sig gøre at komme opad, så kom nu!

Der er to ting i det her med ligestilling. De mandlige chefer skal være opmærksomme på, at de ikke bare kigger sig i spejlet og ansætter en, der også har slips på. Og kvinderne skal selv række ud. Der er noget om, at en mand søger en stilling, hvis han bare kan én ud af de ti ting, man skal kunne, hvorimod en kvinde typisk kun søger, hvis hun kan alle de ti ting. Jeg vil gerne vise, at man godt kan være en okay mor og have et krævende job. Og ja, så kan det da godt være, at man ikke kommer til alle forældrearrangementer på skolen, men det går alligevel.

– Politisk synes jeg, at det er vigtigt at holde sig for øje, at USA er vores sikkerhedsgarant her i verden. De er helt afgørende for vores eksistens, og vi er på den måde dybt afhængige af dem. Der er områder, hvor vi ser helt ens på tingene og arbejder for de samme mål, og hvor vi har en meget stærk interesse i at arbejde sammen. F.eks. i kampen mod terror og i vores samarbejde i Arktis. Og så er der nogle områder, hvor vi er uenige. Klimapolitikken er et af dem. Spørgsmålet om fri abort og familieplanlægning er et andet.

For mig er det vigtigt, at vi kan arbejde sammen med amerikanerne på den store bane, vi har til fælles, og at vi samtidig kan drøfte de emner, hvor vi ikke er enige. Jeg kommer til at gøre begge dele. Det helt overordnede formål er at prøve at tydeliggøre værdien af det multilaterale samarbejde. Det er det allervigtigste for mig.

Når man er et lille land som Danmark og helt afhængig af samhandel med omverdenen, så gælder det om, at der er nogle spilleregler, ellers bliver vi kørt over af alle de store. På det kommercielle område vil jeg arbejde for at hjælpe de danske virksomheder, som er på det amerikanske marked. Jeg vil også gerne være med til at promovere de styrker, vi har i Danmark siger hun.

Da hun den 1. april 2019 flyttede hendes tilværelse fra de nuværende rammer i København til noget helt nyt i Washington D.C., er det sammen med hendes 15-årige søn og deres tre hunde.

– Han glæder sig heldigvis rigtig meget. Jeg tror, han er smittet af den samme bakterie, som jeg er – vi kan godt lide at bo i et andet land, hvor alt er nyt og anderledes, og hvor vi skal ind under huden på nye mennesker. Og så glæder han sig rigtig meget til at måtte køre bil allerede som 15-årig, så han er begyndt at se på, hvilken bil det skal være, fortæller Lone.

Inden den store flytning til USA var hun en smut omkring Brønderslev, som hun stadig har tætte kontakter til.

 

jens otto madsen -2021

 

 

Af Liane Janne Løth

Baggrund

Jeg er født i Brønderslev i 1987 og voksede op i en god og omsorgsfuld familie sammen med min bror, Søren, som kun er 17 måneder yngre end jeg. Vi gik i Fasanvejen Børnehave og boede i området, så vores skolegang blev på Søndergades Skole. Da jeg startede i skole blev vores forældre skilt, og vi fik en ny hverdag med to hjem og skift hver anden uge ligesom så mange andre børn. Begge mine forældre blev boende i byen. Jeg havde en god barndom, med gode klassekammerater, nabobørn og fritidsaktiviteter.  Min mor blev gift igen, og det var helt fantastisk, da jeg i konfirmationsalderen fik en lillesøster, Sarah, en rigtig efternøler.

Efter min konfirmation valgte jeg at flytte på Hedegårdsskolen, hvor jeg gik i 8. 9. og 10. klasse.

Ungdom og interesser

Omkring min konfirmation begyndte jeg at synge i kirkens Pigekor, hvor jeg fik mange gode og tætte venner. Jeg blev også engageret i kirkens arbejde for børn. Som frivillig var jeg med til at arrangere og afholde sommerskoler og konfirmandklubber.

Jeg er altid kommet meget i BAS. Først mange år som en del af Børne-Basserne, som også dengang opførte et teaterstykke i hver vintersæson. Senere spillede jeg med i flere ungdomsforestillinger og blev hjælpeinstruktør på større opsætninger. Der er et fantastisk sammenhold blandt de frivillige i BAS, og jeg har i dag stadig mange nære bekendtskaber, selvom det nu er mange år siden, at jeg har stået på/bag scenen.

Aasen Teater afholdt sommerkurser for unge, som jeg i de fleste af mine teenageår også tog del i. Det var et hyggeligt og givende fællesskab, som også gav mig mange tætte relationer.

Fælles for alle mine fritidsinteresser var, at det var steder, som skabte rum og rummelighed, for at være præcis den man var. Der var plads til forskelligheder, plads til at udtrykke sig og til at udvikle sig.

Jeg voksede op og blev en meget selvstændig ung kvinde, med stærke og velovervejede holdninger. Jeg lærte, at det var vigtigt for mig at bidrage til fællesskabet og at gøre en forskel, hvor jeg kunne.

Jeg startede på HF på Brønderslev Gymnasium, og i 2. HF flyttede jeg hjemmefra og ind i en lille lejlighed, sammen med en god veninde, Ellen. Det var en rigtig god tid. Også et år, hvor jeg begyndte at tænke mere og mere over fremtiden og mærke efter, hvad jeg ville opnå og opleve i tiden efter HF.

Jeg havde udlængsel og ønskede brændende at komme ud i verden og opleve, og udfordre mig selv. Det var oplagt for mig, at det skulle kombineres med frivilligt arbejde og at gøre en forskel for andre.

Udlængsel

I al hemmelighed tog jeg på en intro-weekend for en global udviklingsorganisation. Der var repræsentanter fra mange forskellige lande, som holdt oplæg om deres hjemland. En lille hjertevarm mand var fra Ghana, og han fortalte meget indlevende og godt om landet. Jeg blev fanget og grebet af ideen om at rejse til Guldkysten, Det varme Vestafrika, Ghana.

Jeg tog hjem fra weekenden, og uden at blinke tilmeldte jeg mig et års ophold i Ghana, med afrejse i august 2006. Dengang var jeg 18 år gammel.

Tilmeldingen var den nemme del af beslutningen. Jeg var ikke i tvivl. Den svære del startede, da jeg tog hjem til min mor, sad overfor hende i køkkenet og skulle fortælle hende om mine planer.

Hun blev meget chokeret og havde selvfølgelig 100 spørgsmål. Hun var bekymret og frygtede, hvordan det skulle gå. Da chokket havde lagt sig, gav hun og resten af familien den største opbakning til mig , og jeg blev sendt godt afsted.

Første år i Ghana

Vi var 3 piger fra Danmark, og i alt 12 europæere, som rejste afsted sammen. Vi ankom til Accra, Ghanas hovedstad, sent om aftenen. Først var der ikke nogen til at tage imod os uden for lufthavnen. Derimod var der flere hundrede andre, som alle gerne ville i kontakt med os, og der var helt mørkt. Nogle af os gik lidt i panik, og én blev snydt for sine penge. Godt vi havde hinanden! Endelig kom der en ung mand, som var fra organisationen. Han tog os med over til 2 taxaer. Vi sagde: ”Der er jo ikke plads”. Han sagde: ”Jo da”, og så blev vi proppet ind oven på hinanden med alle vores kufferter. Der startede eventyret og venskaber for livet. De følgende dage var vi sammen på et lille vandrehjem, hvor vi skulle lære om kulturen og maden, og vi blev døbt med lokale navne: Mit navn blev ”Ama Pomaa”. Ama har jeg heddet i Ghana lige siden.

Det hele var meget nyt og spændende. Alt var anderledes, og vi var alle udfordret på forskellige ting.

Endelig blev vi alle hentet af hver vores Host-familier. Jeg skulle bo på en privatskole, ude i en meget lille landsby. Moderen i familien hentede mig, og vi kørte med lokale busser igennem den kæmpe store by.

Til sidst endte vi ved en grusvej, hvor vi så skulle gå det sidste stykke. Skolen var halvfærdig og meget primitiv. Familien havde 3 børn, og en niece på min alder boende. De havde kun 2 rum. Forældrenes soveværelse og stuen. Jeg skulle dele seng med niecen i stuen, og så sov de tre drenge på gulvet.

Der var intet privatliv. Toilettet var et hul i jorden, og vand skulle vi hente i spande ca. 1 km. væk. Der var heller ikke noget strøm, men familien havde dog en lille generator, som blev tændt hver fredag aften, hvor et kendt tv-show ”Music Music” blev vist i fjernsynet. Det var ugens højdepunkt.

Jeg blev placeret i vuggestuedelen af skolen. Der var ca. 80 børn, under 3 år, i ét rum med betongulve og borde og bænke. Der var utrolig meget larm og meget lidt struktur. Ud over mig var der 2 andre ”madammer” i klassen. Det var overvældende.

Jeg brugte lang tid på at falde til og se tingene an. Det var en kæmpe omvæltning. Alle var søde, og jeg følte mig velkommen, men det var alligevel hårdt.

Efter et par måneder blev jeg ramt af sygdom og måtte indlægges med Malaria. Jeg blev rigtig dårlig, og for første gang fik jeg hjemve. Heldigvis kom jeg mig hurtigt igen. Dengang kunne man kun ringe kort, og sende sms’er hjem til Danmark, når man var et sted med god forbindelse. Kontakten til mit hjem var altså minimal. Min mor blev så bekymret for mig under min sygdom, at hun besluttede at komme ned og besøge mig for bedre at kunne forstå det hele. Det blev hendes første ferie af mange i Ghana. Min far, bror og bedste veninde, Ellen, besøgte mig også i løbet af det første år.

Efter 4 måneder på skolen fik jeg lyst til at prøve noget andet, som i mit hoved ville give mere mening. Sammen med en pige fra Schweiz, flyttede jeg ind hos en lokal organisation, og begyndte at lave sundhedskampagner på skoler, i kirker og små lokalsamfund. Vi oplyste hundredvis af mennesker hver dag om HIV/Aids og Kolera (som der var udbrud af dengang) og tilbød seksualundervisning. Det var helt vildt spændende.

Kojo og mødet med Ben

Siden jeg ankom til Ghana, var jeg i kontakt med et lokalt børnehjem, ”King Jesus”, som jeg besøgte i alle weekender og ferier. I samme periode blev der fundet en lille dreng i junglen, som man først troede, var død. Han overlevede heldigvis og endte på børnehjemmet men i meget dårlig tilstand. Han blev fundet på en mandag, og fik derfor navnet ”Kojo”.

Kojo var meget skadet mentalt og havde intet sprog. Han var ca. 3 år gammel. Jeg fik hjælp af en psykolog i Danmark til at håndtere hans adfærd, og langsomt indledte jeg en meget tæt relation til Kojo.

Børnehjemmet var ikke et godt sted for ham, da der ikke var personale, som kunne varetage den store opgave. Jeg søgte derfor efter et bedre sted til Kojo, igennem mange måneder, men uden held.

Helt tilfældigt og som sendt fra himlen, opdagede jeg, i en anden region, et børnehjem for handicappede børn, ejet af en Hollandsk læge. Det skulle vise sig at være det eneste i hele Ghana. Jeg henvendte mig og tiggede om en plads til Kojo. Først blev jeg afvist. Jeg brød sammen. Der var ikke plads, sagde lægen. Jeg ville ikke give op og henvendte mig igen dagen efter. Hun kiggede længe på mig og sagde endelig: ”Ok” Men det var på den betingelse, at jeg kunne flytte med og oplære et nyt personale i at håndtere Kojos adfærd. Jeg sagde med det samme ”ja”, og få dage efter flyttede jeg ind på hjemmet sammen med Kojo. Der blev ansat et personale til at have Kojo 1:1, og det viste sig, at være Ben, som i dag er min mand. Kojo trives stadig godt på Børnehjemmet. Han er nu ca. 18 år gammel.

Jeg var sammen med Kojo og Ben i 3 måneder, inden jeg måtte rejse hjem til Danmark, som det stod på min flybillet. Det var et meget sørgmodigt farvel – På gensyn – Vi ses forhåbentlig snart igen.

Hjemme igen

Det var fantastisk at vende hjem til venner og familie igen i august 2007. Jeg elskede at fortælle om alle mine oplevelser. Den første tid var jeg lykkelig og nød at være sammen med dem alle igen. Jeg flyttede, som tidligere aftalt, med Ellen til København, og fik hurtigt arbejde i en børnehave. Det skulle være starten på et nyt kapitel, et nyt eventyr. Men jeg længtes efter Ghana, og havde svært ved at vænne mig til den danske kultur igen. Jeg savnede det meget sociale Ghana, varmen, de gode relationer og ikke mindst de meget meningsfyldte projekter, som jeg havde været en del af.

I julen tog jeg tilbage til Ghana på ferie, for at finde ud af hvad jeg skulle. Turen bekræftede mig kun i, at jeg ikke var færdig med livet i Ghana. For at blive rigtig glad igen  måtte jeg tilbage.

Den beslutning var den hidtil sværeste, for nu vidste jeg pludselig ikke, hvornår jeg så ville vende hjem igen. Jeg ville rejse afsted på en enkeltbillet. Det var svært at få fortalt til venner og familie, som jo stadig glædede sig over, at jeg endelig var hjemme igen.

From Heart to Hand blev født

Jeg flyttede hjem til min mor for at spare op til at rejse tilbage til Ghana. Jeg besluttede at rejse 1. dec. 2008. Jeg fik arbejde som personlig hjælper i Brønderslev og fandt lidt ro i, at der var lagt en plan. Alligevel var jeg rastløs og tænkte meget på børnehjemmet og børnene i Ghana. Jeg skrev derfor rundt til alle i mit netværk og inviterede til et møde i min mors køkken. Jeg bad dem hjælpe mig med at samle ind til børnene i Ghana. Meget overraskende kom der ca. 20 gode mennesker til det møde. Inden mødet var omme, havde de foreslået og besluttet, at hvis de var så mange, som ville hjælpe, hvorfor så ikke lave en forening til formålet. Ugen efter var der stiftende generalforsamling og ”From Heart to Hand” blev født.

Det var i august 2008. I løbet af efteråret blev der lavet en masse PR for foreningen. Vi deltog i mange arrangementer i byen, afholdt en udsolgt kirkekoncert og fik hurtigt over 200 betalende medlemmer.

Foreningen var en kæmpe succes. Og med gode folk i bestyrelsen lovede det godt for From Heart to Hands fremtid. Inden jeg skulle rejse til Ghana, foreslog bestyrelsen, at de kunne udsende mig for foreningen og spurgte, hvad det ville koste for mig at bo i Ghana? Jeg regnede på det og kom frem til, at jeg for 700 kr. om måneden, ville kunne klare mig. Det blev vedtaget, og den 1. december 2008 flyttede jeg til Ghana som foreningens udsendte.

Ghana 2008-2017

Jeg rejste denne gang til Ghana med en følelse af varme og stolthed over at kende så mange gode mennesker. Jeg var utroligt rørt og glædede mig over, at så mange mennesker fra Brønderslev ville følge mig og støtte mig i arbejdet for at hjælpe børn i nød i Ghana.

Jeg flyttede ind på King Jesus Børnehjemmet, hvor jeg tidligere havde hjulpet til.

Her boede ca. 100 børn i alle aldre, og der var intet personale. Børnene passede sig selv og hinanden, og levede under meget dårlige forhold. From Heart to Hand sørgede for, at børnene kom i skole, med uniformer, skoletasker, bøger osv. Vi fik de syge til lægen og sørgede for, at alle havde sygesikring. Vi sikrede, at der altid var sæbe, vaskemiddel, tandbørster og tandpasta. Alt sammen noget som de ikke havde været vant til. Vi sørgede for 2 hovedmåltider om dagen, som indeholdt sund og nærende mad.

Det var udfordrende og overvældende, men også livsbekræftende og utroligt givende, at få lov til at hjælpe så mange børn, og samtidig at dele med bestyrelsen og alle vores medlemmer i Brønderslev, hvor stor en forskel deres støtte kunne gøre. Jeg lærte hen af vejen, hvordan jeg bedst muligt fik organiseret og systematiseret hverdagen for alle børnene. De store blev delt op i hold og skiftedes til at lave mad, bade de små, hjælpe med lektier, gøre rent osv.

I løbet af 2009 kom Ben til byen for at gå på universitetet. Han havde, som jeg, interesse for arbejdet på børnehjemmet. Vi blev også mere og mere glade for hinanden, og han flyttede derfor ind hos mig.

Det var en kæmpe hjælp at have ham på børnehjemmet. I samme periode begyndte vi også at få frivillige fra Danmark. Det var skønt med hjælpen, og jeg nød virkelig at kunne sparre og samarbejde med andre ligesindede. Selvom vi gjorde en enorm forskel for børnene, så er det klart, at vi aldrig kunne slå til. Vi havde simpelthen ikke nok hænder til at skabe en optimal hverdag for børnene.

I starten af 2010 blev Ben og jeg gift på rådhuset. Min mor og søster var på besøg, og sammen med Bens forældre fik vi skabt den hyggeligste og mest afslappede bryllupsdag. Ingen på børnehjemmet vidste noget om det, det var vores lille hemmelighed.

Som tiden gik, blev det mere og mere klart, at ejeren af Børnehjemmet ”Pastor Kofi” ikke satte samme pris på vores hjælp, som børnene gjorde. Han ønskede ikke, at børnene skulle have det for godt. Han var enormt korrupt, og det blev tydeligt for os, at der foregik grimme ting bag kulissen. Det var svært for mig at tage beslutningen om at rejse derfra, fordi vi så skulle efterlade alle børnene i den samme elendighed, som vi havde fundet dem. Beslutningen blev heldigvis truffet for mig, da Pastor Kofi indkaldte mig til et møde, hvor han fortalte, at jeg var fyret, fordi jeg ikke overholdt børnehjemmets regler. Hans regler var, at alle midler/donationer, som kom til børnehjemmet, skulle ind på hans kontor, så han kunne fordele dem, som han syntes. Det kunne vi selvfølgelig ikke gå med til, og vi forberedte os på at flytte. Om aftenen informerede Ben og jeg børnene om, hvad der skulle ske, og mange af dem brød helt sammen. Lyset blev slukket i deres øjne, og mange græd foran vores vinduer hele natten.

Det var en af de værste dage i mit liv. Samtidig var det også en befrielse at komme derfra og igen at kunne se fremad.

Ben og jeg flyttede ind i en lille lejlighed i en anden bydel. Vi var fortvivlede, men ønskede fortsat at kæmpe for børnene. Det viste sig, at blive en farlig kamp. Jeg skrev en lang rapport, om de forfærdelige forhold på Børnehjemmet, og afleverede den hos de sociale myndigheder. De måtte da kunne gøre noget! De viste sig at være endnu mere korrupte, og det blev til en lang strid mellem dem og os. De gav også Pastor Kofi en kopi af rapporten. Han fik os derefter anholdt to gange, med løgnagtige beskyldninger om, at vi skulle have stjålet børn fra ham. Den første gang var jeg bange. Jeg frygtede virkelig det korrupte system, som jo også fandtes på politigården. Det var en forfærdelig dag, som heldigvis endte godt, og det lærte os, at det godt kan betale sig, at hyre en god advokat. Vi fik derefter byens dygtigste advokat, Mary, tilknyttet From Heart to Hand, og hun har hjulpet os mange gange siden. Hun støtter os altid i at kæmpe for retfærdigheden.

Vi endte kampen mod King Jesus Børnehjemmet ved i hemmelighed at få 9 børn ud af Børnehjemmet og tilbage i kontakt med deres familier. Det var næsten 10% af børnene. Det var en sejr – for dem og for os!

 

De 9 børn dannede rammen for From Heart to Hands fremtid. Bestyrelsen i Danmark og jeg besluttede nemlig i fællesskab at starte vores eget projekt. Derved ville vi sikre, at hjælpe så mange så muligt og undgå alle former for korruption. I stedet for et børnehjem, startede vi et hjælpecenter, med det formål at forebygge at børn i nød ender på børnehjem.

Vi blev registreret til formålet i 2010 og åbnede hjælpecenteret i et stort lejet hus. Det var en fantastisk følelse at skabe projektet fra bunden og give de 9 børn fra King Jesus en ny chance i livet. Bestyrelsen i Danmark skiftede også kurs og forsøgte nu at finde faddere, som ville støtte børnenes skolegang og andre udgifter. Børne-antallet voksede hurtigt, og inden året var omme, hjalp vi over 60 børn og deres familier. Ben og jeg var lykkelige, og var virkelig gode til at udvikle og udrette ting sammen. I alle årene har vi formået at arbejde tæt sammen hver eneste dag, og altid med et fantastisk resultat.

Vi boede selv på ét værelse på centeret. Derudover var der plads til 8 beboere og 4 frivillige. Der blev hurtigt fyldt op. Vi fik teenagemødre ind, alvorligt syge og underernærede børn osv. Det var enormt spændende at følge familierne, dele vores hverdag med dem og gøre dem stærke nok, til igen at kunne stå på egne ben. Vi fik masser af gode frivillige fra Danmark, som kom i kortere eller længere perioder, for at hjælpe os.

I februar 2013 fik vi vores søn Alfred. Det endte i et akut kejsersnit, som heldigvis gik rigtig fint. Jeg havde de bedste læger omkring mig og følte mig tryg og glad. Alfred var det mildeste lille væsen. Han var utrolig nem, og var fra starten af en fast del af vores hjælpecenter, og var altid med os på arbejde. Han fik massere af ”søskende” og havde altid nogen at lege med.

Da Alfred var ca. 1 år gammel, fik vi et akut tilfælde ind. Det var Nana Yaw på 10 måneder, som var alvorligt i fare for at dø af underernæring. Han vejede kun 3 kg. Vi valgte at tage Nana Yaw i pleje, og han flyttede ind på vores værelse. Alfred sov alligevel i ”revnen”, så Nana Yaw fik Alfreds vugge. Han skulle have specialkost hver anden time, både dag og nat. Det var hårdt arbejde, men vi fik heldigvis god hjælp fra frivillige og de andre voksne i huset. Han var ofte syg og måtte indlægges. Det var en hård tid. Heldigvis tog han på, som han skulle, og det var en kæmpe lettelse, da han kom på normalvægt og kunne begynde at spise normal mad. Han bor i dag stadig på vores hjælpecenter, nu er han snart 9 år, og stor og stærk.

De gode historier er mange, og det var også derfor, vi kunne klare de hårde arbejdsvilkår og mange timers arbejde. Når alvorlige situationer opstod, var det hårdt og uoverskueligt, men der var altid en god grund til at kæmpe videre. Nogle gange endte det ikke, som vi havde håbet. Vi har mistet en del børn og forældre, og det har været enormt hårdt. Man vænner sig aldrig til at se mennesker, og specielt børn, lide. Det rammer mig lige hårdt hver gang, men når man har andre at kæmpe videre for, så er det på en måde nemmere at komme ovenpå igen.

Vi arbejdede tæt sammen med overlægen på et stort børnehospital, hvor jeg også i en lang periode tilbød rådgivning til gravide teenagere. Det var en spændende og utrolig meningsfuld tid.

I 2014 fik vi en stor donation, så vi kunne udleve drømmen om at bygge vores eget hjælpecenter. Vi fandt en perfekt stor byggegrund lidt udenfor byen. Her byggede vi med lokale materialer og i en stil, som skulle indbyde til hjemlig og rummelig hygge, familier og personale imellem. I maj 2016 flyttede vi ind. Familierne elskede stedet og fandt, ligesom os, hurtigt ro i den skønne have og det åbne køkken.

Vores hjælpecenter

 Jeg var blevet gravid igen, og i december 2016 fik vi Wilma. Min mor var med denne gang, det var fantastisk for mig. Jeg fik igen kejsersnit, og min mor fik lov at være indlagt sammen med mig efterfølgende.

Hun blev julen over og forkælede alle børnene på centeret med gaver og godter.

Vores søn Alfred gik i den bedste børnehave, vi kunne finde. Institutioner og skoler er meget anderledes i Ghana og ofte af meget dårlig kvalitet. Vi havde i lang tid været glade for Alfreds børnehave, men som tiden gik, blev vi klar over, at den ikke levede op til de standarder, som vi fandt rimelige. Vi tog ham derfor ud af børnehaven og var i tvivl om, hvad han så skulle.

Det, at få vores egne børn, havde i det hele taget åbnet op for mange nye spørgsmål og tanker. Var vores levemåde i Ghana det rigtige for vores børn? Da problemstillingen, med manglende institutionsplads og kommende skoleplads, opstod, så Ben og jeg hinanden alvorligt i øjnene og satte for første gang ord på, hvilke muligheder Danmark ville kunne tilbyde vores børn i forhold til Ghana. Vi tog derfor beslutningen om, at vi ikke længere ville gå på kompromis med deres velfærd. Vi valgte at flytte tilbage til Danmark for børnenes skyld.

Vi undersøgte reglerne for familiesammenføring for Ben. Det viste sig, at det dengang ikke var muligt at søge, da vi blev ramt af ”tilknytningskravet”. Vi havde som familie større tilknytning til Ghana end Danmark.

Vi besluttede alligevel, at jeg skulle flytte hjem til Danmark med børnene, og at Ben så ville rejse frem og tilbage på turistvisum. På den måde kunne han også forblive en del af Hjælpecenteret i Ghana og oplære nyt personale. Det var en svær beslutning, for selvfølgelig ønskede vi inderst inde at være sammen.

Vi flyttede i november 2017 hjem til Brønderslev. Jeg var heldig at få arbejde i Børnehaven Kornumgaard med det samme, hvor jeg har været lige siden. Børnene startede i dagpleje og børnehave og faldt med det samme rigtig godt til. Det var en kæmpe omvæltning for os, men igen at være omgivet af familien og gode venner var en gave.

I sommeren 2018 var vi heldige, at ”tilknytningskravet” blev afskaffet, og vi kunne søge om familiesammenføring for Ben. Det var en lang og meget hård proces. Vi ventede på svar i over et år, og imens måtte Ben ikke arbejde og havde ingen rettigheder i Danmark. Det var utroligt hårdt for ham og for os som familie. Heldigvis fik vi positivt svar, og vores lille familie er nu samlet igen.

Hjælpecenteret i Ghana kører, som det altid har gjort, men nu med lokalt personale, som varetager vores arbejdsopgaver. Vi er nu i stedet en stor del af foreningen her i Danmark, hvor jeg er blevet formand.

Vi har kontakt med hjælpecenteret hver eneste dag, og har altid en finger på pulsen med, hvad der sker. Det er vigtigt for os at bevare en tæt kontakt. Vi savner det hver eneste dag, men i disse år vil det være vores egne børn, som har vores største fokus.

Jeg er utroligt taknemlig for den enorme støtte og tillid, som vi altid har mødt lokalt i Brønderslev.

Uden faddere, sponsorer og gode frivillige fra byen, var Hjælpecenteret aldrig blevet til.

Brønderslev Idrætsforening

 Gl. Agdrupvej 17-23 |  9700 Brønderslev 

Historie – Kortfattet historisk tilbageblik

BRØNDERSLEV IDRÆTSFORENING 1897 – 2020

Fra Cricket til Fodbold, Håndbold, Bordtennis og Atletik

Fra Cricket til fodbold.

I 1891 tog Skomagermester Wittorff initiativet til dyrkning af cricketspillet. Det skete inden for den gamle Afholdsforening, og blev til den egentlige indledning til al sportsudøvelse i Brønderslev. Det var kun medlemmer af Afholdsforeningen, der dyrkede spillet. I 1897 dannede nogle af byens lærlinge en selvstændig Cricketklub. Generalforsamlingen blev holdt på Dyrskuepladsen under åben himmel. Med oprettelsen af Cricketklubben blev den egentlige grundsten lagt til Brønderslev Idrætsforening.

 Fodboldklubben

I 1903 blev Fodboldklubben stiftet, og året efter blev de 2 foreninger lagt sammen. Sammenslutningen, der skete i 1904, blev foretaget på en generalforsamling, der holdtes på Konditoriet i Vestergade, og den nye forening fik navnet Brønderslev Idrætsforening – det navn, hvorunder den har arbejdet sig frem til dens position i dag.

 Primitive forhold

I de første år prægedes fodboldspillet af en vis primitivitet i alle forhold. Man benyttede Markedspladsen til såvel træning som kamp, men velegnet som fodboldbane var den langtfra, hullet og ujævn som den var. At kreaturernes talrige kvitteringer for god behandling også i nogen grad var en gene for spillet, kan enhver sikkert forstå. Der fandtes ikke omklædningsrum de første år, og senere blev der opført et beskedent træskur – og der blev oprettet en banefond med det formål at skaffe penge til bedre forhold.

Alternative indtægtskilder

BI har altid måttet finde alternative indtægtskilder. Kontingenter og entreer er ikke nok til at drive en idrætsforening i stadig vækst.

Et af alternativerne var i 1928 udlejning af stadion. Ikke til markedsplads, campingplads eller parkeringsplads, men til græsgang. Stadion lå stadigvæk uden for byen.

45års fødselsdag

I 1942 – på BIs 45års fødselsdag – blev der i samarbejde med Tennisklubben afholdt en 3-dages bazar på Phønix. Der var mødt flere Gratulanter, som sammen med udvalgene blev budt på en forfriskning, og der udtaltes de sædvanlige gode ønsker for fremtiden. Bazaren gav kr. 5.200. Idrætsfesten der samme år blev udvidet til nu at vare en hel uge, satte ny rekord både hvad besøg og overskud angår, idet dette androg 3.913 kr. og 82 øre.

Håndbold i 1941

Ved et medlemsmøde på Hotel Phønix i 1941 foreslog Osvald Bregnhøj at optage Håndboldspillet på BIs program, og man forsøgte at spille i Hotellets sal. Det gik udmærket, og lysten var stor. Senere flyttede man ned i Gymnastiksalen, der var bedre egnet. Fodboldspillerne havde i første omgang brugt håndboldspillet som fortræning. I årene 1943-1944 blev der spillet udendørs håndbold, som foregik på stadion.

Bordtennis i 1946

Bordtennisspillet blev egentlig påbegyndt i vinteren 1944 i forlystelsesudvalget, og da der viste stor interesse for spillet, blev der på generalforsamlingen den 25. januar 1946 nedsat et udvalg for bordtennis. I 1947 skrev man: Der er al mulig grund til at tro, at dette nye skud på stammen vil vise sig at være levedygtigt, og det vil navnlig få sin betydning den dag, BI får lokaleforholdene på stadion bragt i orden.

Atletik i 1947

En idrætsgren der aldrig for alvor har etableret sig i Brønderslev. Da Stadion i Nørregade var udbygget med løbe-, kaste- og springbaner oprettede BI en atletikafdeling i 1947. Sammen med Sportsugen i 1948 fandt den officielle indvielse sted, men interessen for atletik ebbede snart ud, og først i 1963 skete der noget igen, hvorefter der var godt gang i aktiviteterne indtil først i 70’erne.

 Stadion i Nørregade

Efter at Byrådet havde flyttet Markederne ind til byen, tog planerne om køb af en ny sportsplads en afgørende vending. I 1921 købte BI det areal, hvor den gamle sportsplads ved Nørregade lå. Prisen var kr. 19.000.

I de første år på det gamle stadion havde spillerne kummerlige forhold, da omklædning foregik i ”det gule hus” – et skur i ordets værste forstand var forsynet med en knagerække og ikke meget andet. Der var ikke vand indlagt.

I sommeren 1934 blev Stadionhuset bygget. Huset kostede kr. 15.000, og fungerede de første mange år som klubhus. Stadion blev udbygget i 1946, da politikerne mente det var på tide, at BI fik en håndsrækning fra byen,

efter selv at have skaffet midler til det første stadion. Hvad der i 1935 var tidssvarende – ja endog et stort fremskridt – var i 1960 blevet alt for småt.

BI-Centeret

Årene gik, og pladsen blev atter for trang – og den 25. oktober 1973 trådte Anker Jensen det første spadestik i forbindelse med BI’s opførelse af BI-Centeret.

Budgettet for byggeriet var ca. 6 mio. kr., men de samlede udgifter endte med at blive ca. 7 mio. kr.

Midt i byggeperioden kom der et anlægsstop. Borgmesteren havde ellers udtrykt velvillighed for yderligere tilskud, men desværre kom der ikke en udvidelse af investeringsrammen.

Brønderslev Kommune ydede kr. 2,5 mio. i tilskud.

 Indvielse

Medio januar 1976 tog fodboldspillerne den første del af det nye 27 tdr. land store anlæg i brug – den officielle indvielse fandt sted den 22. maj 1976.

Lilleput B2-holdet under kyndig ledelse af træner Per Andreasen blev det første hold til at spille en turneringskamp på BI-Centeret. Det originale holdkort fra dengang kan ses blandt klenodierne.

Det blev til mange festligheder i forbindelse med indvielsen.

Tidssvarende rammer & økonomiske udfordringer

Med udflytningen til Agdrupvej havde BI fået tidssvarende og velfungerende rammer, men også økonomiske udfordringer.

I 1978 blev der ført forhandlinger med kommunen om, at ovetage hele BI-Centeret, værdisat til kr. 9 mio. I realiteten var det den kommende Idrætshøjskole der spøgte, som en mulig arvtager til BI-Centeret. Der blev ført mange og lange forhandlinger om at afhænde BI-Centeret, som dog endte med, at BI i sidste ende beholdt BI-Centeret.

Det lykkedes Hovedbestyrelsen (HB) af indfri gælden på kr. 565.000 – HB iværksatte bl.a. en indsamling blandt BIs medlemmer som resulterede i kr. 250.000. De sidste kr. 315.000 blev skaffet via et 10-årigt rentefrit kommunalt lån.

Herefter gik det bedre med økonomien og 1980 regnskabet viste et overskud stort kr. 40.000.

I slutningen af 80erne kom der igen fokus på økonomien, da håndboldafdelingen store sportslige succes på minussiden resulterede i en større gældspost. Der blev i den anledning tegnet borgerlån for kr. 742.000 og med hjælp fra BI’s Venner og de sportslige afdelinger blev gælden indfriet.

Vendepunkt

I 1994 skete der for alvor et vendepunkt – det ordinære resultatet viste et plus på kr. 133.000 og en positiv udvikling var igangsat.

Eliteidrættens fremme

I midten af 80-erne vedtog Folketinget loven om eliteidrættens fremme, og BI lagde billet ind på at blive hjemsted for et såkaldt ”Dantop-Center”. Der blev satset på, at BI-Håndbold ville rykke i 2. division – og et samarbejde med golfklubben, JSI-volleyball og basketballklubben BBK-70 skulle overbevise Team Danmark.

 Brønderslev som sportsligt mekka

Drømmescenariet dengang: ”Brønderslev som Sportsligt Mekka med alt inden for kort afstand”. Sådan gik det som bekendt ikke, men efter lange og seje forhandlinger lykkedes det at etablere et Team Danmark regionalcenter for bordtennis. Det lå i beslutningen fra dengang, at også andre end Team DK-medlemmer skulle kunne bruge overnatningsmulighederne.

Team Danmark slog sig i perioden ned mange steder, men der er langt fra København til Brønderslev, og de sjællandske idrætsfolk var ikke nemme at lokke til Nordjylland, og regionscenteret sygnede hurtigt hen som sådant.

Til gengæld medførte de fremragende forhold for bordtennisafdelingen, at BI etablerede den måske mest professionelt fungerende bordtennisafdeling i landet – og med fornemme sportslige resultater til følge.

I et godt samarbejde med Brønderslev Kommune lykkedes det at få økonomien på plads.

40 dejlige år på BI-Centeret

BI-Centeret fyldte 40 år i maj 2016, og årene har sat sit synlige præg flere steder på BI-Centeret. Efteråret 2015 blev rapporten ”Bygningssættet BI-Centeret” udarbejdet. Svend Andersen gennemgik alle dele af bygningssættet, og rapporten pegede på flere områder som krævede snarlig udbedring. Udover mange års problemer med opstigende grundvand var ventilationsanlægget defekt, og der dryssede Rockwool fibre fra loftsbeklædningen i cafeen. I løbet af 2017 blev problemerne med opstigende grundvand løst, og et nyt ventilationsanlæg for kælderen og bordtennislokalerne blev installeret – med tkr. 750 i støtte fra Brønderslev Kommunes Anlægspulje og egenbetaling. SE Nyfors har støttet BI med tkr. 250 til ny LED-belysning og ekstra isolering på lofter. I skrivende stund er der netop sat gang i udskiftning af loftsbeklædningen i Cafeen – med støtte fra Spar Nord Fonden på tkr. 100. I foråret 2018 vil der stå en ny legeplads klar til de mange børn som dagligt færdes på BI-Centeret. Ø. Brønderslev Sparekasse fond har doneret tkr. 40 til legepladsen.

Bevarelse af tidssvarende rammer og økonomiske udfordringer har måske kendetegnet mange af opgaverne for foreningens ledere, men det sportslige og det sociale sammenhold har alle dage overstrålet udfordringerne, og derfor er det bl.a. lykkedes at etablere en fantastisk kunstgræsbane.

Kasserer Verner Larsen udtalte i 1947: ”Finanserne er efterhånden ved at blive foreningens vigtigste anliggende”.

Mange er de næver som er friske på daglige vedligeholdelses gøremål på BI-Centeret – og opgaver omkring Brønderslev Marked, Bingo etc., utallige er de trænere og ledere som sikrer medlemmerne fantastiske oplevelser udi sportslige og sociale sammenhænge og tilsammen er vi fantastiske.

Økonomisk støtte

Brønderslev Kommune, Rigmor Nielsens Fond, Krista og Hans Risagers Fond, SparNord Fonden, Sparekassen Vendsyssels Fond, Ø. Brønderslev Sparekasses Fond har alle bidraget med tildeling af donationer, hvilket vi er dybt taknemmelige for. Førstnævnte – Brønderslev Kommune – er BI afhængige af, og stor ros til vores kommune for vilje til støtte.

Tak til sponsorer og medier- og tak til alle som støtter BI i dagligdagen.

Nedskæringerne i Brønderslev Ordningen har været markante gennem snart mange år, men især reduktionen på lokaletilskud som trådte i kraft i 2017 har gjort ondt – og vil gøre det i kommende år.

Sportslig succes vs. promovering af Brønderslev

Sportslig succes er baseret på tidssvarende faciliteter, og I Brønderslev kan vi bl.a. se det gennem Bordtennis- og Håndboldafdelingernes resultater i toppen af dansk idræt. I fodboldafdelingen har den nye Kunstgræsbane sin store betydning, og der præsteres flotte resultater – især i ungdomsafdelingen. At Brønderslev Hallerne er blevet moderniseret kan Floorball sporten profitere af i disse år – og med fælles interesse skal vi søge at stræbe efter tidssvarende faciliteter for vore medlemmer – unge som ældre.

TIL DEM,

-der gennem de 123 år har kæmpet for Brønderslev Idrætsforening, med skiftende held, men altid med Ærens fane forrest.

TIL DEM,

-der ikke var aktive sportslig set, men aktive i arbejdet for klubben, altid rede med en håndsrækning her og der – også af økonomisk art – til gavn for BIs fremtid og vækst.

TIL DEM,

-der har været BIs modtandere på idrætspladserne, alle inden- og udenlandske sportskammerater, alle, som vore idrætsmænd har gæstet eller haft på besøg.

 TIL ALLE,

BIs medlemmer er historien fortalt med tak for god indsats gennem de mange år i håbet om en rolig og sund udvikling i fremtiden.

(de sidste linier skrevet som forord til BI gennem 50 år i 1947)

Kim Glad Andersen

Formænd gennem 123 år:

Brønderslev Idrætsforening har kun haft 27 formænd i sine 123 år (1897-2020)

1. Farver P. Christensen (1897-1904; 1906-12)
2. Typograf Olsen (1904-05)
3. G. Nellemann (1905)
4. N.P. Jensen (1905)
5. Hans Pedersen (1912-14)
6. Carl Henriksen (1914)
7. Valdemar Nielsen (1916-17)
8. Konrad Andersen (1917)
9. Harald Jørgen Nielsen (1917-19; 1923-24)
10. Ejnar Bertelsen (1919-22)
11. Otto Eriksen (1922)
12. Vilhelm Paulsen (1924-25; 1929-42)
13. Chr. Bast (1925-26)
14. Anker Jensen (1926-29)
15. J. Haumann (1942-44)
16. Chr. R. Knudsen (1944-52)
17. Elis Flyvbjerg (1952-59)
18. Carl Georg Bast (1959-66)
19. Mads Axel Nielsen (1966-68)
20. Børge Mørkholt (1968-78)
21. Jeppe Bisgaard (1978-79)
22. Uffe Sørensen (1979-86)
23. Svend Andersen (1986-87)
24. Erik Møller Nielsen (1987-91)
25. Gunnar Engelund (1991-92)
26. Søren Krog Jensen (1992-2008)
27. Kim Glad Andersen 2008-

Æresmedlemmer:

1. 1917 Peter Christensen
2. 1937 Carl Henriksen
3. 1942 Vilhelm Poulsen
4. 1947 Konrad Andersen
5. 1947 Chr. Bast
6. 1963 Anker Hedegaard
7. 1967 Kaj Sanvig
8. 1967 Anker Jensen
9. 1972 Peter Pedersen
10. 1972 Carl Georg Bast
11. 1976 Knud R Knudsen
12. 1981 Stinne Jensen
13. 1981 Børge Mørkholt
14. 1981 Mads Axel Nielsen
15. 1981 Søren Ørum
16. 1992 Otto Bach Larsen
17. 1992 Gunnar Sørensen
18. 1992 Leo Sørensen
19. 1992 Otto Jepsen
20. 1992 Børge Hjorth Jensen
21. 1994 Gunnar Engelund
22. 1997 Finn Andreasen
23. 1997 Kaj Nørkjær
24. 2003 Kaj Andersen
25. 2004 Asger Olsbæk
26. 2008 Frede Aagaard
27. 2009 Søren Krog Jensen
28. 2010 Søren Ø. Christensen
29. 2011 Hugo Sørensen
30. 2013 HC Poulsen
31. 2016 Per Bjarne Jensen
32. 2021 Kaj Ove Bendixen

 

 

 

 

 

 

Kilde: og med tilladelse fra Pedershaab.

Folk på Pedershaab:

Her er et par af de pudsigheder, der kan fortælles om nogle af de mange sjove og mærkelige personer som havde været der i en menneskealder både på kontoret og i værkstedet på Pedershaab Maskinfabrik.

 Martin O. – også kaldet “Min kones mand” –

var også maskinarbejder på PM i mange år. Han var en af de rigtigt gamle – en glad og hyggelig mand.

“Smalby” Thorvald Pedersen var også en af de gamle i gårde. Han var smed, ugift og boede sammen med sin broder hjemme hos faderen i Smalby. Han var en tør og pligtopfyldende mand.

Anders Jørgen Andersen – “Gas Anders” – var maskinarbejder og arbejdede bl.a. med rørstampere. Han var en meget lun fyr. I mange år var han fast montør ved vore messer i bl.a. Hannover og Frankfurt, og det bekom ham vel.

Vi havde også en meget stædig maskinarbejder, Anthon Malmberg. Han ville f.eks. ikke i fagforeningen, hvilket han dog blev tvunget til, da hans kollegaer gik i strejke, så han måtte krybe til korset.

Adolf Jensen – “Spangsmeden” – var en anden gammel smed. Navnet skyldtes, at han boede ude ved Spangbroen i Vestergade. Om ham fortcelles det, at han til fyraften hentede en spand vand, tog en tot twist og gned sig i hoved og nakke. I sæben var der ofte jernspåner, så det kunne ses på huden med rødme og lignende, når han var færdig. Hans læderjakke var rigtig gammel og fedtet.

Den gamle Josephsen arbejdede sammen med den gamle fabrikant Peder Nielsen og havde også to sønner – Carl Aage og Niels, samt datteren Lis, som alle var ansat. Også smed Jensen ude i smedjen havde sin noget mærkelige søn, Charles, ansat, for man kunne nemlig altid få arbejde, hvis ens far var ansat.

Den gamle lagerforvalter Back Svendsen var firmaet en tro mand, og han ville ikke udlevere noget uden en rekvisition

Af de to brødre og maskinarbejdere, Reinald og Ronald, var især Ronald med på det værste, når nogen skulle gøres til grin.

Smed “Tromle” Kjeldsen var også gammel i gårde og vidste alt om vore tromler. Mange læredrenge er endt rundt omkring i gode stillinger. Willy Bjerregaard Jørgensen var en særdeles forvoven og en lidt fyrig fyr. En aften han var på aftenvagt på fabrikken, fandt han pludselig på, at han ville prøve noget andet og drønede så rundt på sin motorcykel inde på værkstedet. Han endte som lokomotivfører hos DSB, og det var i øvrigt ham, der kørte det første tog over den nye Storebæltsbro. En anden læredreng, Werner Østberg, kom også godt frem i verden. Han læste siden til ingeniør i Odense og blev ansat vist i FLS i København. I hvert fald kom han viden omkring i verden. Det var i øvrigt ham, der opfandt Tippe Toppen-kuglen og tjente mange penge på sit patent.

Olaf Poulsen, som først var ansat i Brønderslev og senere hos PM i København hos vores afdelingsleder J.P. Købke, startede senere sit eget firma og fik forskellige agenturer fra Tyskland bl.a. på gravemaskiner.

Ved besøget af Kong Frederik og Dronning Ingrid i 1951 i anledningen af byens 25. års købstadjubilæum spillede vores PM-orkester. Kongen, der jo var meget musikalsk, tillod sig at spørge direktør P. Nielsen, hvor længe de havde spillet. Da han fik at vide, at de havde spillet et år, udtalte Kongen, at det da så lød meget godt. Dirigenten var i mange år Bjerregaard Jørgensen, der var far til den vidtløftige Willy Jørgensen.

Edel Rath

Jens Sørensen som kranfører

Jens Sørensen, som var ansat på Pedershaab i mange år, var af mange betegnet som en farlig mand med en kran. Det virkede ikke altid, som han havde helt styr på, hvad han lavede, når han kørte kran. Jeg erindrer en dag sidst i 1970’erne, hvor Jens skulle bruge 5-tons kranen i afd.23. Han tog kontrolhåndtaget, trykkede på knappen og kørte ned igennem afdelingen med krankrogen hængende inde over arbejdspladserne, men glemte at sikre sig, at der var fri bane: Da krogen passerede “Brovst Knuds” arbejdsplads, hvor der stod en fritstående svingkran, greb krogen fat i udliggerarmen på svingkranen og løftede den fra dens leje med det resultat, at udliggerarmen faldt til jorden med et brag lige bag “Brovst Knud”, som stod og svejste. Dette tog Jens Sørensen åbenbart ikke så tungt, for han råbte bare til “Brovst Knud”: “Skete der noget?”. og her mente han selvfølgelig med nogle personer. Det gjorde der heldigvis ikke, bortset fra at Knud nok mistede lidt af farven i ansigtet af forskrækkelsen. Herefter kørte Jens blot videre og udførte den opgave, han var i færd med, og først senere gik han til reparatørerne for at få dem til at reparere efter det “lille” uheld.

Manden i bundringene

Børge Jeppesen stod i 1960’erne ved den store 500-tons presser, der pressede bundringene. Han var respekteret, men ville måske gerne være lidt af en konge i afdelingen. Børge var også meget haveinteresseret, så en aften fortalte han, at han havde været på havevandring i aftes oppe ved direktør O. Nielsen. Det var jo en rigtig flot have, som Børge kunne sige det, og O. Nielsen var kommet hen for at snakke med Borge. Han havde sagt til Børge: “Det er altid skønt at komme i bundringsafdelingen, for der er altid en, der arbejder, og det er dig Børge Jeppesen.” Selv samme aften, som Børge var den gode arbejder, kom O. Nielsen på uanmeldt besøg. Alle, der var på arbejde, inklusiv Børge var ved at få sig en kop kaffe, da O. Nielsen kom ind gennem porten. Det var en kop kaffe, vi selv havde taget os lov til. Alle maskiner i fabrikken var stoppede, portene stod åbne overalt, og der var fuldstændigt stille. Ja, vi kunne høre fuglesang. Da 0. Nielsen pludselig stod foran alle os med kaffekopperne, var Børge lige ved at sluge sin kaffekop. 0. Nielsen spurgte, hvornår vi havde fået kl. 19-frokost, og han fortsatte: “Jeg kender jeres måde at arbejde på aftenholdet, men det skal få en ende!” Børge var ikke i godt humør mere den aften nej, nej”

En sandfærdig historie fra regnskabsafdelingen

Vi var en mindre forsamling til møde hos økonomidirektør Niels Erik Pedersen, der sad for bordenden i en kontorstol med armlæn. Han sad lidt uroligt på stolen og vippede frem og tilbage, så stolen pludselig væltede bagover med NEP. Der blev en meget pinlig tavshed, indtil NEP rejste sig op og højlydt begyndte at le. Det var en kæmpe befrielse for alle vi andre, som så også kunne komme til det. NEP havde heldigvis ikke slået sig, og stolen havde heller ikke taget skade, så mødet blev genoptaget, som om intet var hændt.

“Mus-Verner”

“Mus-Verner” (Verner Vendelbo Jensen) var en af byens originaler, var glad for en øl og havde vel kun arbejde, når han var sendt ud. Han kom hen til “Fesser” og skulle have noget lavet: “Du Fesser. Kan du ikke bore de huller?” “Det kan jeg godt,” sagde Fesser, “men skulle vi ikke lade de øgenavne ligge?” “Nej, det er lige meget, for når jeg er gået og har vendt dig ryggen, ved jeg, at du kalder mig Musen.”

“Musen” kom hen til buret og talte med Alfred. De var jævnaldrende, men Alfred siger: “Du er da også ved at være en gammel rotte.” “Hvad siger du? Er de nu også begyndt at kalde mig en rotte. Jeg mente ellers, det var godt nok med Musen.” (Midt i 1960’erne)

En stjålen eller lånt cykel

En morgen, hvor jeg skulle på arbejde, var min cykel punkteret, så jeg lånte min kones cykel. Da jeg skulle hjem fra arbejde, tog jeg en cykel i skuret og troede, det var min kones, men om aftenen kom konen ind fra garagen og spurgte mig, hvis den cykel var, som stod ude i garagen. Jeg var med ude for at se på cyklen og kunne godt se, at jeg havde taget en forkert cykel, og næste morgen tog jeg den lånte cykel på arbejde og stillede den i cykelskuret, mens jeg håbede på, at ingen havde opdaget det.

Da Ruth Nielsen (Bette Oves kone) kom på arbejde om morgenen, fortalte hun mig, at en eller anden havde stjålet hendes cykel dagen før. Vi sad lige overfor hinanden ved skrivebordene, og jeg forsøgte at holde masken, men det var svært, for Ruth snakkede om cyklen i flere dage.

Et stykke tid efter fortalte jeg Niels Erik Pedersen, at det var mig, der ved en fejltagelse havde lant cyklen. Alle i bogholderiet kendte historien om den stjálne cykel, og til en julefrokost noget senere afslørede NEP over for Ruth, hvem der havde lånt hendes cykel, og da Ruth hørte om fejltagelsen, tilgav hun mig på stedet.

Jens Larsen – “Fesser”

Man kan spørge sig selv, hvorfor navnet “Fesser”, og svaret må være: Kunne Jens Larsen overhovedet hedde andet? Han var en flot fyr – høj og rank. I fritiden var han en ivrig tennisspiller og var derfor også slank af statur. I en af Brønderslev-filmene ser man ham svinge en pige på dansegulvet, og det fortælles, at han engang på Marokko-salens dansegulv snublede med sin dansepartner, hvorefter han straks udbrød: “For fanden du. Hvordan er det den musik spiller?” Den slags udbrud var helt almindelige for “Fesser” og var vel også en af grundene til hans navn. Han fik sin uddannelse på fabrikken og stod derefter mange år ved boremaskinen. Han var dygtig til sig job og voksede derfor også næsten sammen med sin plads ved boremaskinen. Han var ryger og røg mange cigaretter, hvorfor han havde installeret et askebæger over maskinen, hvor han askede af. Når han efter arbejde spadserede i byens gader, glemte han tit, hvor han var, og strakte sig derfor i vejret efter sit askebæger og askede af frit i luften.

 Fesser – Jens Larsen – og hans nummererede bolte

I drejeværkstedet stod der to søjleboremaskiner ved siden af hinanden, hvoraf den ene blev betjent of Fesser, som vel næsten havde boret huller, siden han var blevet udlært. Jeg blev i min læretid (1972-76) i en periode sendt ind i drejeværkstedet for at bore ved den anden søjleboremaskine, og ved denne maskine var der ikke så meget værktøj (spændjern / T-spors bolte), så jeg spurgte Fesser, om jeg kunne lane noget af ham. Det kunne jeg godt. Bare tag i skabet, sagde han. Jeg tog, hvad jeg skulle bruge, tog møtrikkerne af boltene, anbragte emnet på planen og begyndte at spænde op. Da jeg havde sat møtrikkerne på boltene igen, spurgte han mig, om jeg nu var sikker på, at jeg ikke havde byttet om på møtrikkerne. Jeg grinede lidt, da jeg troede, han ville tage gas på mig. Det var jo16 mm bolte alle sammen, og som sådan kunne det jo efter min mening jo være lige meget hvilken møtrik, der sad på hvilken bolt. Men det skulde vise sig, at det kunne det efter Fessers mening ikke. “Ser du, unge mand. Disse møtrikker og bolte er mærket med numre 1-1, 2-2 osv., og disse har gået sammen de sidste 35 år, så det bliver de også ved med, så længe jeg er her: Så det må du rette dig efter, hvis du vil låne af mig”.

“Fesser”

“Fesser” (Jens Chr. Larsen) havde været hjemme til middag. Han kom tilbage og fortalte sin arbejdskammerat: “Vi fik jordbær i dag. Jeg spiste et helt pund!” “Det har jeg da gjort så tit.” “Ja, men du – det var store jordbær!” (Midt i 1960’erne)

Flytning af faldhammeren

De to smede Egon Tomsen og Helge Eriksen havde lånt et svejseplan i miniværkstedet for at oprette nogle ringe, som bagefter skulle svejses sammen. De to smede var store og stærke, så de mange slag med smedehammeren betød både støj og vibrationer til bl.a. en drejebænk i nærheden af planet. Carl Nielsen – også kaldet “Krøl Carl” – arbejdede i miniværkstedet som drejer. Carl var i gang med at dreje nogle emner, og vibrationerne fra Egon og Helges mange slag forplantede sig til drejestålet med det resultat, at overfladen blev ujævn. Carl, som var en meget dygtig drejer, blev selvfølgelig irriteret over det, og bad Egon og Helge stoppe bankeriet. Det kunne de naturligvis ikke, da ringene selvfølgelig skulle være færdige, så Egon og Helge fortsatte ufortrødent med at arbejde, mens Carl blev mere og mere gal og engang imellem kom med nogle gevaldige udbrud henne fra drejebænken. Egon og Helge blev selvfølgelig også irriterede over, at Carl til stadighed råbte af dem og bad dem finde på noget andet. Efter et stykke tid fik Egon og Helge en vældig god idé. Egon bad Helge om at finde et stykke kridt og et målebånd, hvorefter de sammen begyndte at måle op og slog nogle vældige streger på gulvet med kridtet. Carl, som i forvejen var godt tændt, blev selvfølgelig nysgerrig og råbte højt: “Hvad har I nu gang i??” “Ah -” svarede Egon, “for at lette arbejdet flytter vi faldhammeren fra smedjen herover i miniværkstedet, og den skal placeres her.” Egon og Helge havde nemlig besluttet, at der nu skulle ske lidt sjovt, så for at irritere Carl endnu mere, ville nyheden om faldhammerens placering helt sikkert give resultat. Faldhammeren var nemlig en maskine, som blev brugt til at rette ringe. Den støjede også meget og ville helt sikkert medføre vibrationer i Carls drejestål. Hvis ikke Carl allerede var gal, så blev han det i hvert tilfælde meget hurtigt nu. Hurtigt indkaldte han resten af medarbejderne i miniværkstedet bag forhænget til “svejsekabinen”. Ingen i miniværkstedet var selvfølgelig særligt glade for Carls nyhed om flytnin. gen af faldhammeren, så det blev beslut. tet at lade fællestillidsmanden undersøge sagen nærmere. Kaj Ove Andersen, som den gang i 1980’erne var fællestillidsmand, blev orienteret om Egon og Helges planer, som Kaj ikke kendte noget til. Han gik derfor op på kontoret til daværende produktionschef, Ernst Lindbøg Madsen, som var endnu mere uforstående over for nyheden. Han trak dog på smilebåndet, da han fik at vide, hvem der var kommet med oplysningen om flytningen. For en sikkerheds skyld blev også Egon og Helges værkfører indblandet, men heller ikke han kendte til sagen. Egon og Helges “gode” idé om faldhammerens nye placering i miniværkstedet skabte i hvert fald en vis uro og stemning rundt omkring i verkstedet både før og bagefter. De var vist selv ikke mindre berørt af situationen, for det havde jo kun været Carl, de ville lave sjov med.

 Historie fra direktør O. Nielsen

Denne historie blev fortalt af direktør O. Nielsen til en sommerfest ca. 1971, da han bød velkommen.

Det minder mig om en gammel røgter, som tjente sin husbond og havde gjort det i mange Herrens år. Som det var skik og brug, holdt bondemanden et høstgilde, når høsten var i hus. Røgter Lars var meget imponeret og sagde til sin husbond, at det knagme var dyrt at holde et sådant høstgilde. Dertil sagde husbonden, at det knagme var dyrt, men at det også var skønt at se så mange glade ansigter. Der gik nogle dage, og så fik husbonden øje på, at alle køerne var gået gennem hegnet og ind i en roemark. Til sin store forargelse fik han øje på Røgter Lars, der sad uanfægtet og så på. Husbonden råbte, at han måtte være blevet fuldstændig tosset, men Røgter Lars svarede, at det var han ikke, men at der ikke var noget skønnere end at se så mange glade ansigter.

“Smalby-Thorvald”

Nogen kunne leve meget sparsommeligt i 1950-erne. Eksempelvis åbnede “Smalby Thorvald”, som var smed, kun sine lønningsposer, der dengang indeholdt ugelønnen i kontanter, én gang om året – nemlig til jul. Han kunne godt have flere af dem liggende i sin skuffe under filebænken, inden han tog dem med hjem.

Samme “Smalby-Thorvald” havde det også med at lave små notater i en lommebog om de forskellige arbejdsopgaver, da der ikke altid fandtes arbejdstegninger. Når han skulle lave en slæbeskovl til gravemaskiner, stod der eksempelvis, at der skulle bores et hul 4 tommer fra nordvestlige hjørne og til højre.

 Mangel på folk

PM var inde i en periode, hvor man manglede folk, så der blev ansat mange forskellige personer. Oppe i Hune havde menighedsrådet store problemer med deres præst, og han blev afskediget. Adolf Pedersen sagde til sin værkfører: “Ikke for at jeg skal blande mig, men nu er præsten i Hune vist også ledig.”

Portner Gunner

Man kan ikke fortælle om Pedershaab uden at nævne portner Gunner Andersen. Han var altid en glad mand med et godt ordforråd. Gunner havde en schæferhund, Vaks, som var Gunners stolthed, og det vidste alle. En dag, hvor Gunner sad i portnerrummet, lå hunden Vaks udenfor med et kødben. Direktør O. Nielsen kom forbi og udbrød: “Det er sandelig et ordentligt kødben, Vaks der har fået.” Gunner svarede: “Nå ja. Det er det, der er blevet tilbage af den store forgroede læreknægt.

Hovedpinepiller

Postens Peter var en lun, men ellers stilfærdig mand. Han var samarit og havde derfor et skab med diverse ting – bl.a. hovedpinepiller. Han holdt meget justits med dem, og hvis man kom efter en pille mere end én gang, sagde Peter: “Hvanær ska do ha auktion?”

Brug sikkerhedsbriller

Over alle stationære slibestene rundt på fabrikken var der en æske sikkerhedsbriller. På æsken var der malet en pige i meget lidt tøj, og teksten under pigen lød: “Det er bedre at se det dunkelt, end slet ikke at set det. Brug sikkerhedsbriller.”

Poul Lentz – “Mai”

Poul Lentz var en meget pligtopfyldende værkfører og kontrollør, der var loyal over for fabrikken og kollegaer. Han havde mange lærlinge under sig i drejeværkstedet. “Er du ikke klar over stillingen?” spurgte han lærlingen, når han havde instrueret dem i en opgave, og han viste dem altid hvordan. Gik man så hen og brokkede emnet, fik man en reprimande: “A så’ du sku’ jø såen og såen.” En gang gik det også galt for en af lærlingene, der havde lavet et hul for stort i en aksel. Han satte så en foringi, men da akslen kom ned til “Gas Anders” for at blive skaret gevind i, drejede foringen rundt, hvilket “Gas Anders” syntes var meget sjovt. Han tilkaldte “Mai”, som ikke kunne se det sjove i det og ikke syntes, det var noget at grine af. En lærling, “Per Pylle”, havde også brokket et emne, men for at få det til at se rigtigt ud, sleb han af sin dybdemåler, så emnet passede til det. “Mais” dybdemåler var jo ikke slebet, så han kunne ikke få målene til at passe. Han henvendte sig til lærlingen, der ikke kunne forstå det og målte efter med sin dybdemåler, så “Mai” kunne se, at det passede. Det kunne “Mai” ikke forstå, men han fandt ud af det, og fremover blev alt, hvad lærlingen lavede, kontrolleret Lønforhandlinger med “Mai” var ikke altid nemme. Han sagde altid: “Det er dyngerne på bordet, der tæller.” Indimellem havde han ondt i maven. Han fik det, når noget ikke gik, som han gerne ville have det. Så holdt han for maven og spiste natron.

 Hvad koster det nu?

Under en montage i Tyskland havde jeg en nyansat montør med til oplæring. Vi arbejdede i den ene side af hallen, mens der var rørproduktion i den anden side. Der stod en dagsproduktion på 200-250 10-centimers betonrør på hærdepladsen. Da min kollega ville bukke sig ned og tage nogle maskindele, ramte han med enden et af rørene, som væltede, ramte de andre rør og udløste en dominoeffekt. Da han så opdagede, hvad der var i gang, stod han bare med åben mund og polypper og så på sceneriet. Det var et syn for guder, og jeg var ved at dø af grin. Da det endelig stoppede, var kun tre rør blevet stående. Hans første kommentar var: “Hvad koster det nu?” En lignende episode oplevede jeg også ved en anden kunde. Her var det blot en stor hankat, der sprang ind gennem et åbenstående vindue og væltede over 300 betonrør.

En historie nede fra smedjen

Aage Gade var ufaglært og en spasmager uden lige. Han passede den store ovn og ringbukker. Truckfører Lars Bak og Adolf Pedersen havde meget med hinanden at gøre og var derfor også de fineste venner. Derhjemme havde Adolf lidt hans, og han leverede af og til en spandfuld æg til Lars Bak med PM som byttecentral. Aage Gade tog en dag spanden med æg og kogte dem i en bundring i den store ovn. Derefter lagde han æggene tilbage i spanden igen. Forholdet mellem Lars og Adolf blev aldrig det samme igen.

 Bent Aage Nielsen

En oplevelse, vi heller ikke bar glemme, er Bent Age Nielsens evner til at begå sig og til at komme med gode bemærkninger. Bent Aage lavede i mange år formskabeloner, og han var af og til hårdt presset, for der var mange, som ventede. Hans værkfører havde derfor lavet en plan, men den havde Bent Aage ikke helt rettet sig efter, og derfor fik han en overhaling. Bent Aage tog imod den, men da værkføreren gik, sagde Bent Aage til de ventende: “Er der en, der vil gøre mig en tjeneste? Når det bliver nat, så tag ud og gi’ hans græsplæne et ordentligt lag salpeter.”

 

 

 

 

 Henrik Hald. Lydens mester.

Af Inger Aarup-Kristensen

 Lørdag d. 28.august blev der afholdt en stor mindekoncert i Den Runde Pavillon i Brønderslev for at ære Henrik Hald, der desværre afgik ved døden d. 9. maj 2021 i en alder af 55 år.

Rigtig mange af kommunens sangere og musikere i alle aldersgrupper gik på scenen og spillede til ære for deres gode ven, læremester og hjælper.

Nogen takkede for hjælpen, da de i sin tid var barnestjerner. Andre huskede Henriks store hjælp i forbindelse med konkurrencen ”Byens bedste band”. Atter andre sagde tak for hjælpen ved arrangementer i Den Runde Pavillon, til Parkfestival, til markeder, til koncerter på Buus-scenen, til seniormesse, Keep on rockin, BI-rock o.s.v.

Alle steder, hvor der har været brug for hjælp med at skaffe god lyd, har Henrik været på pletten.

Allerede som 15årig var Henrik selv amatørmusiker. Han spillede bas i de to bands ” Kost og Logi ”og ”De virile Fluesmækkere”, og var en af bagmændene bag spillestedet ”Det bette Apotek” i Skolegade i Brønderslev.

Herudover var Henrik, som ung, formand for musikforening ”Lokalmusik” og senere ”Foxtrot.” Han stod for udlån af øvelokaler til musikere på Sct. Georgsgården og for indkøb, vedligeholdelse og udlån af kommunens lydanlæg.  Alt sammen på frivillig basis.

Byens bedste Band

Jeg har personlig kendt Henrik siden starten af 1995. Året var udvalgt som Internationalt Børnemusikår. Derfor havde Brønderslev Børnebibliotek arrangeret en del koncerter m.m. for mindre børn. Henrik syntes da også, det var ganske fint, ”MEN det er jo især UNGE og MUSIK, der hører sammen”, indvendte han og foreslog, at vi afholdt en rockkoncert for lokale unge i bibliotekets nye sal, og vigtigst af alt, sagde han, at han gerne ville hjælpe med afviklingen.

Denne koncert, som bar navnet ”Show off koncert” blev starten på et mangeårigt samarbejde mellem Henrik og mig. Koncerten blev en stor succes, men de unge ville gerne have et konkurrence-element ind, da det ville give gode muligheder for spillejobs at kunne kalde sig vindere.

Hermed startede konkurrencen ”Byens bedste Band”, som et samarbejde mellem Henrik/musikforeningen, kulturskolen og biblioteket, og konkurrencen har været afholdt hvert forår siden, undtagen 2020 og 2021, hvor det på grund af Corona-restriktioner, ikke har været muligt.

I 90erne og indtil midten af 2000erne var der rigtig mange unge bands i Brønderslev, og de havde stor brug for praktisk hjælp. De unge musikere havde masser af energi og musiktalent men ingen penge.

Her blev Henrik en stor hjælper, idet han kunne tilbyde at stå for lån af Den Runde Pavillon via musikforeningen. Der var dog stadig en stor udgift til leje af lydanlæg, så de unge koncertarrangører havde ofte ondt i maven ved tanken om et evt. underskud ved koncerter.

Her kom Henrik også til hjælp, idet han foreslog, at vi to sammen kunne sende en ansøgning til Kulturelt Samråd om indkøb af et kommunalt lydanlæg, som skulle kunne lånes gratis af alle musikere. Anlægget kunne placeres ved biblioteket, og Henrik tilbød personligt at stå for udlån, vedligeholdelse m.m.

Pengene blev bevilget, og kommunens unge kunne ånde lettet op. Nu kunne de trygt lave arrangementer uden frygt for underskud, og rockmusikken blomstrede som aldrig før.

Det er selvfølgelig godt at spille i pavillonen for vennerne, men de fleste ville jo også gerne uden for kommunen og vise, havde de duede til.

Derfor fandt vi på, efter nogle år, at udfordre de øvrige nordjyske kommuner. Det skete gennem konkurrencen ”Nordjysk mesterskab i rock for hold.”

Ideen var, at hver kommune skulle vælge deres tre bedste bands, som skulle repræsentere kommunen som gruppe. Formålet med gruppeopstillingen var, at en kommunes bedste band herved kunne have interesse i at hjælpe nummer to og tre, for at kunne vinde det samlede kommunemesterskab.

Konkurrencen blev afholdt 3-4 år i træk. ”Problemet” var dog, at Brønderslev kommune løb af med sejren 3 ud af 4 gange, og de øvrige kommuner havde vanskeligt ved at finde tre bands at stille op med. Her fik vi syn for sagen: ”Der var mere grøde i rockmusikken i Brønderslev end i nabokommunerne”, og jeg er overbevist om, at det for en stor del skyldtes Henriks store engagement med at skaffe lokaler og gratis lydanlæg, så de unge kunne give den gas.

Vi havde det også sjovt sammen, når der skulle laves koncerter, for Henrik havde altid en lun bemærkning og et par skøre ideer. F.eks. fandt han på, at der ved det første nordjyske mesterskab skulle uddeles præmier for meget andet end musiktalent.

Frisør Keld blev overtalt til at give et gavekort, som skulle vindes af den deltager, der havde det grimmeste hår. Vinderen blev Esben Pretzmann, som i dag er kendt som komiker fra ”Drengene fra Angora”. Han stillede op for Dronninglund Kommune. Mon det er derfor, han i dag er skaldet?

Et af de vindende bands var ”Blue Van”, og de skulle selvfølgelig med videre til Nordjysk Mesterskab, der ét år blev afholdt i Hobro. Vi havde bestilt en stor bus, så vi kunne have vores tre vindende bands med + nogle fans. Da vi steg ind i bussen, fandt vi ud af, at Søren Christensen fra ”Blue Van” skulle have sit store tunge orgel med. I det tilfælde var det godt, at Henrik var en stor og stærk smed, for hele vejen til Hobro, måtte han stå på bussens trappe og holde fast i orglet, som ikke kunne komme ind i bussen og også var for stort til bagagerummet.

Orglet vakte da også behørig opsigt i Hobro, især fordi Søren, som vanligt, i nogle sekvenser kravlede op på instrumentet og spillede spejlvendt.

De seneste ti år er der sket en ændring af konkurrencen ”Byens bedste Band”, idet flere og flere stiller op som solister. Rikke Thomsen, som i skrivende stund spilles meget i Danmarks radio og optræder til festivaler med sønderjysk musik, har været en af vinderne, som solist.

I forbindelse med Rikkes karriere har Henrik virkelig trådt i karakter, som hjælper. Han har ikke kun hjulpet Rikke med lyd, men også transporteret hende rundt i landet til koncerter, indtil hun selv fik bil og kørekort. Henriks hjælp til Rikke er da også blevet bemærket, og i forbindelse med en af hendes optrædener i Aalborg, sagde en af arrangørerne til hende: ”Din far er vist parat nu.” Det var faktisk Henrik, der var parat.

Da Henrik blev bisat d. 22. maj fra Brønderslev Kirke, spillede Rikke da også guitar og sang en af Henriks yndlingssange: Dolly Partons ”Do I ever cross your mind”.

Vinderne af konkurrencen ”Byens bedste band” fik de første år æren af at spille til BI-Rock, som Henrik også var med til at arrangere. Det var noget, de unge bands var glade for. De kom således på den store scene inden Poul Krebs, TV2 og andre kendte.

Første år spillede bandet ”Søvngængerne”, som havde vundet en lokal Beatles-konkurrence. Herefter fulgte ”Blue Van” og ”Far og Hjorten”.

De næste 4-5 år fik vinderne æren af at spille til Løkken koncert, og sidst men ikke mindst, er et spillejob til Bålhøjfestival i Ø. Brønderslev dét, som musikerne kæmper om.

Årets Barnestjerne- endnu et af Henriks hjertebørn.

I 1997 afholdt skolebibliotekerne, børnebiblioteket og boghandleren en fælles læsekonkurrence for kommunens 4.og 5. klasser. Den klasse, der læste flest sider i løbet af en måned, blev inviteret til fest i salen ved biblioteket. I forbindelse med festen blev børnene opfordret til at optræde som ”Spice Girls”, der var meget hotte dette år.

Arrangementet kunne kun lade sig gøre, fordi Henrik igen tilbød sin hjælp med at styre lyden, for de mange børn på scenen.

Det viste sig, at der var så stor interesse for at optræde, at biblioteket de efterfølgende år, sammen med Henrik, gentog festen. Fremover for alle børn fra 2.- 6. klasse og uden forudgående læsekonkurrence. I stedet indførte vi en fast konkurrence om at blive ” Årets barnestjerne”.

Igennem flere år gik op til 25 grupper børn på scenen og, ligesom til konkurrencen ”Byens bedste band”, blev alle godt modtaget af publikum, som gjorde meget ud af at heppe på modige klassekammerater.

Mens børnene optrådte, stod Henrik og jeg og noterede, hvilke børn, der ville være gode til at optræde til seniormesse, Brønderslev Marked og lignende arrangementer. Derfor var det ikke kun vinderne, der var glade for konkurrencen, for rigtig mange fik flere solo-optrædender efterfølgende.

Der blev hvert år udvalgt børn til både 1., 2. og 3. pladsen, mens de øvrige mange grupper børn ikke fik nogen bestemt placering, for at ingen skulle føle sig som tabere.

Til trods herfor oplevede vi et år, at en pige fra Brønderslev blev interviewet på DR TV og her fortalte, at hun var blevet nummer fire i konkurrencen ”Årets Barnestjerne”. Det bekræftede os i, at alle de øvrige børn mente, at de var vindere, hvilket også var hensigten.

Børnene gjorde virkelig meget ud af deres optræden, og mange var rigtig dygtige. Faktisk blev vinderne af konkurrencen i 2008, ”The Johanssons”, efterfølgende vindere af Børnemelodigrandprix ”MGP i Danmarks Radio.

Efterhånden blev antallet af deltagere i konkurrencen mindre og mindre, og sidste konkurrence blev afholdt i 2016. Efter 19 år var interessen ikke længere stor nok, til ærgrelse for både Henrik og mig.

At barnestjernerne betød rigtig meget for Henrik, viste han ved at opmuntre og støtte de mange deltagere, også i forbindelse med deres optræden andre steder. Han fortalte flere gange, hvor glad han var for at få en snak med ungerne, når han gik rundt i byen.

Da Henrik i forbindelse med et nyt job, blev involveret i arrangementer i Samlingshuset i Øster Brønderslev, følte han, at han måtte trappe ned på sine mange kulturaktiviteter i Brønderslev by. Det ville have været et stort tab for børn og unge i byen, så heldigvis trøstede Henrik mig med, at det selvfølgelig ikke var gældende for konkurrencerne ”Byens bedste Band” og ”Årets Barnestjerne”, for de var meget vigtige for ham.

Henrik og jeg har da også gennem alle årene været stolte af, sammen med Brønderslev Kulturskole, at have været fødselshjælpere for rigtig mange unge, som efterfølgende er fortsat med at optræde f.eks. til musicals på gymnasiet eller ”Band Battle” på Skråen i Aalborg. Faktisk er rigtig mange af vores barnestjerner også gået videre med musik og sang på konservatoriet eller universitetet.

Keep on rockin m.m.

Selvom Henriks hovedjob var at være smed på Pedershåb, fandt han altid tid til at deltage i spændende projekter med musik.

Fra 2008 til og med 2011 var han således medarrangør af talentudviklings-campen ”Keep on Rockin ” for talentfulde bands fra hele Nordjylland, der blev afholdt i Hjallerup.

Konceptet blev udviklet og gennemført i et samarbejde mellem Henrik Hald, Søren Burholt Kristensen fra Skråen i Aalborg og undertegnede. Gennem alle årene stod Henrik for lyden, når de mange bands optrådte for hinanden på skolen i Hjallerup, og det første år afholdt han sit eget kursus for lydteknikere i samarbejde med eventuddannelsen i Frederikshavn.

Henrik var i det hele taget meget optaget af at lære unge at styre teknikken, så der var en afløser i kommunen, når han ikke selv kunne fortsætte.

Han holdt derfor også kurser i at bruge det kommunale lydanlæg.

Faktisk tog et par af deltagerne i talentcampen da også efterfølgende den fulde uddannelse som lydtekniker i Frederikshavn, og flere lærte at bruge kommunens eget anlæg.

Desværre for Henrik og alle vi andre, sker der det, at de unge flytter fra kommunen, og da vi skulle afholde mindekoncert for Henrik, viste det sig tragisk nok, at der var masser af sangere og musikere, der gerne ville optræde, men det var vanskeligt at finde en lydmand. Den person, der var bedst til dette job, og vi altid havde kunnet regne med til posten, var jo netop ikke blandt os mere.

Kulturprisen gik til Henrik.

I 1997 besluttede Kulturelt Samråd, at de ville uddele en årlig kulturpris. Prisen skulle ikke blot være et pengebeløb, men en gave som modtageren ville kunne glæde sig over i mange år.

Derfor blev kunstneren Hanne Astrup hyret til at lave et af sine utrolig flotte billeder, syet på maskine. Motivet skulle afspejle, hvad prisen blev givet for.

Da Henrik blev indkaldt til at mødes med Kulturelt Samråd på biblioteket, var han en smule nervøs, da han havde et mindre mellemværende med udvalget omkring et regnskab, der var forsinket.

Det var derfor en fornøjelse at overvære, hvordan hans ansigt ændrede sig fra bekymring til kæmpe glæde, da han i stedet blev hyldet for sin indsats som ildsjæl.

Henrik har desuden, fuldt fortjent, modtaget Dronninglund Sparekasses kulturpris i 2009, og da Borger9700´s kulturgruppe for nogle år siden modtog kommunens kulturpris, var Henrik også medlem af denne gruppe.

Den flinke mand, der altid var parat til at hjælpe.

I forbindelse med mindekoncerten for Henrik, blev det tydeligt for alle, at selvom Henriks egen interesse især lå i musikken, vil han også blive husket af rigtig mange, unge som ældre borgere, fordi han altid var parat til at hjælpe med alle andre praktiske gøremål, især i og omkring Den Runde Pavillon, hvor han til sin død var næstformand i venneforeningen.

Ligesom en arrangør i Aalborg troede, at Henrik var Rikke Thomsens far, fordi han altid hjalp hende, så har jeg også hørt nogen sige til Rita Simick, som var instruktør i seniordans, at hun var heldig med at have så hjælpsom og sød en søn.

Nu har Rita altså ”kun” to døtre, så hun blev lidt mundlam, indtil det gik op for hende, at det var Henrik, som vedkommende troede var hendes søn, fordi han jo altid kom, når hun havde brug for hjælp til at afvikle seniordans i pavillonen.

Jeg vil gerne slutte dette indlæg med at udtrykke min personlige meget dybe tak til Henrik Hald. Han var en virkelig god ven, og jeg ville ikke have kunnet udføre mit arbejde som kulturkonsulent uden hans store hjælp.

For ikke at gøre det hele så trist, synes jeg, at indlægget skal afsluttes med en bemærkning fra en af Henriks andre gode venner:

”Nu er Henrik taget op i himlen for at lave god lyd til englenes kor.”

Ejnar Mikkelsen var dansk polarforsker, skibsfører og forfatter

Baggrund:
Han blev født i Vester Brønderslev i Vendsyssel i 1880 som søn af Aksel Mikkelsen, der var smed og ejede et støberi og et maskinværksted, men var interesseret i pædagogik og indrettede en håndværkerskole ved virksomheden. I 1883 flyttede familien til Næstved på Sjælland, hvor faderen fik arbejde som sløjdlærer, og i 1885 videre til København. Ejnar havde det svært i skolen og blev som 13-årig taget ud, hvorefter han blev undervist privat. Han havde dog interesse for geografi. En færing, der var ansat hos faren, fortalte om livet til søs, og han blev sendt af sted med Georg Stage. Det kunne Mikkelsen lide, og han beskriver læringen: ”hvor der halvt i Leg blev indpodet Viden og Kunnen i dem, som havde en Splint af Havets Troldspejl i Øjet”.
Inden han stod til søs for alvor, advarede hans far ham udtrykkeligt om, hvor farligt livet var for en ung sømand. Faren tog ham med på restaurant på havnen, hvor damerne ofte satte sig på skødet af mændene. Bagefter tog de til hospitalet, hvor han fik lov til at se resultatet af kønssygdomme.

Rejser
Som helt ung styrmand deltog han i 1900 i Amdrup ekspeditionen/Carlsberg fondens ekspedition til Østgrønland.
De følgende år deltog han i flere udenlandske ekspeditioner, blant andet som kartograf i en mislykket amerikansk ekspedition til Nordpolen i
1901-02. Senere ledede han en britisk-amerikansk ekspedition i Beauforthavet 1906-08.
Han var også leder af Alabama ekspeditionen til Nordøstgrønland 1909-12, hvor man ledte efter omkomne deltagere fra Danmark ekspeditionen.

Under en slæderejse på denne turen fandt han dagbøgerne til Ludvig Mylius-Erichsen. Ekspeditionens skib forliste senere, noget som førte til at han og besætningen måtte vente i 2 år før de blev bjerget af norske sælfangere.
Mikkelsen planlagde og ledede i 1924-25 koloniseringen af Ittoqqortoormiit/Scoresbysunds med indbyggere fra Ammassalik, det nuværende Tasiilaq. Fra 1933 til 1950 var han inspektør for Østgrønland.
Mikkelsen står for et omfattende forfatterskab, som i al væsentlighed omhandler arktiske forhold. Han ble udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet i 1956.
Ved Langeliniekajen og Isbjørnen i København er det rejst en mindesten over Ejnar Mikkelsen.
“Ejnar Mikkelsens Vej” står der på et gadeskilt i Brønderslev.
For nogle år siden, var Ejnar Mikkelsens Vej en vej, der ikke skete så meget på, og som folk sjældent besøgte, medmindre de havde et ærinde. Jernbanen sørger nemlig for, at vejen stopper brat, og der ikke er andre muligheder end at vende om. Inden for de senere år er der da så sket en vældig trafik – dels fordi der er bygget boliger, som har adgang til parkeringsplads den vej, men så sandelig også fordi, at Netto flyttede hen på hjørnet af Ejnar Mikkelsens Vej og Østergade.

Ejnar Mikkelsen kom til verden d. 23. december 1880 som søn af jernstøber Aksel Mikkelsen, med tilnavnet Løth, som var født i Hjørring sogn og Maren Nielsen, som kom fra Ryslinge sogn.
Ejnar var det 5. barn i ægteskabet, men der var nu kun 3 andre børnestemmer i hjemmet, da Ejnar kom til verden, for Aksel og Maren havde mistet sønnen Halvor, som blev født 6. maj 1875, men kun blev en dag gammel. De havde lagt ham i graven 16. maj på Brønderslev kirkegård.
Men det vidste den lille Ejnar jo ikke noget om denne lille juleaften, men kunne sikkert høre sine 3 søskende: Sigrid f. 30. november 1873, Aslaug f. 17. august 1876 og Asbjørn f. 11. juli 1878.
Den lille Ejnar levede sine første 3 år i Brønderslev mens far Aksel passede sit jernstøberi og maskinværksted, men familien søgte nye græsgange udenfor Vendsyssel, sikkert fordi far Aksel havde forladt hjemmet i Brønderslev i 1882 for at drage til Sverige, hvor han ville lære om det de kaldte Sløjd. Aksel tog ordet Sløjd med til Danmark, men var ikke helt tilfreds med den svenske model, og indførte sin egen, som blev mere og mere udbredt. Aksel blev sløjdlærer på Næstved Tekniske Skole og familien flyttede dertil, men allerede et par år efter, flyttede familien til København, hvor han i 1886 købte en skole på Værnedamsvej, som han lavede om til en decideret sløjdskole.
Ejnar var ikke nogen dygtig skoledreng, så da han var 13 år gammel, blev han taget ud for at få privatundervisning derhjemme, selv om det vist ikke hjalp synderligt på hans boglige evner – ej heller på interessen på at lytte. Til gengæld lyttede han godt efter når en sømand, som faren havde ansat, fortalte om de 7 verdenshave. Det var det Ejnar kunne tænke sig, og han stævnede ud med Georg Stage, og her fandt han lykken og udtalte:
” hvor der halvt i leg blev indpodet viden og kunnen i dem, som havde en splint af havets troldspejl i øjet”
og hvor havde han ret: Hvor der er interesse, er sindet åbnet og hjernen arbejder på højtryk.

Far Aksel havde taget knægten, der ville være sømand, med på de små listige steder i det københavnske, hvor letlevende damer gjorde sig til, for efterfølgende at besøge sundhedsvæsenet og få vished for de lurende farer, som sømænd kom ud for, i hver en havn.
Far Aksel havde jo sikkert tænkt, at Ejnar ville blive en sømand, som folk er flest, men den meget lidt boglige Ejnar, valgte den meget videnskabelige måde at være sømand på.
Som 20årig tog han som styrmand til Nordøst Grønland på det der hed Amdrup ekspedidonen og det var vel allerede her, at han tabte sit hjerte til Grønland.

Danmarks ekspeditionen stævnede ud fra Frederikshavn d. 27. juni 1906 med Mylius-Eriksen som leder, sikkert fulde af forventninger og masser af vågemod – de fleste kom ikke levende fra Grønland, der i blandt Mylius-Eriksen.
I 1909 stævnede Ejnar Mikkelsen så ud for at lede efter de forsvundne mænds dagbøger. 3 år kom ekspeditionen til at vare, men det var nu ikke
meningen. Skibet gik ned, og Ejnar måtte vente i 2 år på at blive bragt hjem til Danmark.
Naturligvis skrev Ejnar Mikkelsen dagbøger. Dels for at huske hvad man havde oplevet, men det var også et godt “afskedsbrev” hvis man ikke kom hjem med livet i behold, hvis nogen altså var i stand til at finde dem!!!

Selvfølgelig har jeg hørt om Scoresbysund, men jeg må indrømme, at jeg da ikke lige har tænkt over, hvad historien var bag denne by.
I de mere end 2 år hvor Ejnar Mikkelsen var strandet i Nordøst Grønland fantaserede han og Iver P. Iversen om at der var liv og leben netop der hvor de var strandet. Hvor utroligt det end lyder, så døjede Grønlænderne med overbefolkning, og Ejnar Mikkelsen arbejdede videre på idéen om, at der skulle bo mennesker i Scoresbysund. Det kom der også til, men først i 1925, hvor 70 grønlændere gratis blev fragtet fra Vest Grønland til Scoresbysund, hvor senere yderligere 17 mennesker slog sig ned.
Ejnar Mikkelsen var blevet bidt af Grønland, især Øst Grønland og var inspektør for området fra 1933 til 1950. Ved siden af, skrev han en række bøger, selvfølgelig om det der lå hans hjerte nær.
På privatfronten blev han gift 2 gange. Første gang med Naja Marie Heiberg Holm i Holmens kirke 9. maj 1913. Her står Ejnar opført som værende Skibsinspektør. Brudeparrets fædre var forlovere: Kaptajn i søetaten Gustav Frederik Holm og Sløjdinspektør Aksel Mikkelsen. De nåede nu kun at være gift i 5 år, for d. 18. august 1918 døde Naja 30 år gammel i hjemmet på Vilhelmhåbsvej 6 af influenza og lungebetændelse. Han begravede hende 3 dage efter på Garnisons kirkegården.
Knapt et år efter 1. juli 1919 giftede Ejnar sig igen, denne gang hed bruden Ella Holm-Jensen og var fraskilt, da hun gav ham sit “JA” i Sankt Pouls kirke i Korsør.
Den lille Ejnar som havde set dagens lys i Brønderslev lillejuleaften 1880 døde 1. maj 1971 i København, og blev begravet på Ordrup kirkegård.

Nekrolog og notits og billede af busten der blev afsløret på Langelinie i 1974.
Det lader til, at denne Mikkelsen slægt besad en entusiasme og en dygtighed for det de hver især fangede interesse for. Mest berømt blev nok Ejnar, som blev dekoreret med alle de ordner og medaljer man kunne få indenfor hans område, men også far Aksel og søster Aslaug var kapaciteter inden for deres område.

Sept. 2021
Jens Otto Madsen med kilde: Wikipedia og hjemmeside Ann Nygaard

 

 

Artikel af Ella Pedersen, tidligere lærer,

Historien er fra marts 2008.

 

Richard Poulsen, som er født og opvokset i Gravensgade 35, beretter om perioden fra sidst i 1940erne og først i 1950erne.

Gik man fra Nørregade og ind i Gravensgade var den første ejendom på venstre hånd automobilforhandler S. Møllers værksted og beboelse. I udlejningsejendommen ved siden af boede en fru Kjeldsen med to teenagere, vist nok Egon og Gerda. Der boede også en familie Jensen. Han var chauffør ved ”Æg-Poulsen”.

I den næste ejendom lå A. Poulsens ægpakkeri. Lederen var sønnen Peter Poulsen. Han forhandlede foruden æg også skind og huder og havde desuden depot for Oma margarine. Senere producerede han også sodavand.

Richards søster, Ruth, blev kontoruddannet hos A.Poulsen, og hans mor, der blev enke som 48-årig, arbejdede en overgang i det kolde ægpakkeri.

I det næste hus boede postbud Christiansen med sin kone og sønnen Arne. I næste ejendom boede boghandler Mandrup Poulsen.

I de to efterfølgende huse boede Kjølholm brødrene.

På hjørnet af Gravensgade og Frederiksgade boede lærer Tage Mortensen, der var søn af politibetjent Mortensen.

På det modsatte hjørne boede Amalie Westergaard, kaldet ”Malle”. Hun havde to børn, Bodil og Vagn. Hendes mand omkom ved en stærkstrømsulykke i Serritslev. Hun udlejede en del af huset til kriminalpolitiet, hvor bl. a. Søren Ørum var ansat. Den gamle sygehusportør Madsen boede til leje ovenpå.

I den næste ejendom boede to familier Sønderlev. Derefter var der ligesom en portal, man gik igennem. Så kom man ind til Sigurd og hans familie. Der var tre døtre og en søn, Hans Jørn. Sigurd arbejdede på klokkestøberiet.

Så kom huset, hvor familien Larsen boede med sine tre sønner. Faderen var værkfører på ”Den gamle fabrik” (beslagfabrikken). Sønnen Emanuel blev værkfører, Erling var den første ejer af Saltum Bryghus, og S.A.Larsen blev købmand i Frederiksgade, senere Nygade, hvor der i dag er ”Pizzaria”. I den anden ende af huset boede Lydia og ”Tuborg Henry”, der kun drak Carlsberg.

I den næste ejendom boede familien Marius Pedersen. De havde bl.a. en søn, som man kaldte ”Bitte-Bent”. Han skulle have været maskinarbejder, men sprang fra og blev lærer. Bent blev gift med forfatteren Inge Jørgensen, der bl.a. har skrevet bogen ”Halsen af en svane”, der fortæller om forfatterens opvækst i Brønderslev. I den anden ende af ejendommen boede postbudet Gunnar Thomsen og hans kone. Ovenpå boede klokkestøber G. Hvidberg og hans kone. De havde datteren Grethe.

Derefter var der en smal port, og i nr. 31 boede frøknerne Maren og Johanne, og i den anden ende af huset boede rullekonen Ingeborg Jensen. Hun havde tre børn: Jørn, Tove og ”Store-Bent”. I nr. 31A boede Jørgen Mortensen, som havde tre sønner og to døtre, bl.a. Ruth, gift med Lentz, Else, som var frisør, og Poul, der blev udlært hos gørtler Poulsen. Poul var en Richards ungdomsvenner. Efter mange år i København bor han igen i Brønderslev.

I nr.33 boede modelsnedker Mogensen og hans kone. Senere blev huset solgt til familien Mikkelsen, der bl.a. havde børnene Inge og Poul, der stadig bor i Brønderslev. Den ældste søn Erik, bor dog i Århus. Han var Richards ungdomsven. Der var flere lejemål, men i nr.35 boede rebslager Lehm, som ejede ejndommen, og Richards forældre, Ingrid og Ernst Poulsen.

Lehm havde bag ved ejendommen – på Lehms Eng – sit rebslageri. I dag hedder området Rebslagerstien. Lehm flyttede senere til ejendommen, der ligger på det vestlige hjørne af Bredgade-Mejlstedgade. Efter rebslager Lehm flyttede Gerda og Edvard Thomsen ind i nr.35. De havde sønnen Lindy, som kom til at arbejde i skatteforvaltningen. Edvard Thomsen var en dygtig fodboldtræner. I den anden ende af huset boede to ældre søstre, Gine og Martine, som begge var frøkner. Derefter boede Dorthe og Vagn Larsen, der havde tre sønner. Sønnerne Poul Erik og Ove bor stadig i Brønderslev.

Efter familien Larsen nåede man til Eksportslagteriet med kreaturslagteri og en lille butik med meget fine kødvarer. Bygningen blev senere solgt til S.Møller. I dag rummer ejendommen læger, tandlæger og øjenlæge. Fortsatte man fra Gravensgade og ned ad Dannebrogsgade, var der dengang jordvej, haver og marker. Der var Mejlstedgaard og længere oppe Smalbygaard.

På det modsatte hjørne af Gravensgade og Dannebrogsgade på venstre hånd lå der en stor rød villa. Her boede ægpakker Frederiksen. Ægpakkeriet lå i Grønnegade, hvor Ib Lentz bor i dag.

I den næste villa boede S.A.German.

Derefter kom Gravensgade blokkene, der blev opført i sidste halvdel af 1940erne. Efter blokkene kom Smalbyvej, og derefter kom man til Risagergaards marker.

Efter Brunderhus på højre hånd ligger en ejendom, der i dag tilhører kommunen. Tidligere havde Zonen redningsstation i ejendommen. I den samme ejendom havde gørtler Poulsen gørtleri. Derefter kom Tolstrup Indkøbsforening, hvor uddeleren hed Engelund.

Så kom en ejendom med flere lejligheder. Der boede bl.a. baneportør Kjølholm og hans kone med døtrene Bodil og Birgit, og skrædder Viktor Thomsen og hans kone. De havde to døtre og en søn. Derefter mejerist Jensen og hans kone, de havde sønnen Ove, der blev kasserer i Brønderslev Bank. I ejendommen boede også familien Rydder.

Derefter kom polistationen med ”Brummen” i kælderen. Man kunne ikke se ind, men man kunne høre om der var nogen derinde, fortæller Richard Poulsen.

Efter rådhuspladsen lå Klokkestøberiet. Der var to direktører på klokkestøberiet: ”Den store og den lille klokkestøber”. De hed begge Sørensen. Klokkestøberiet var meget spændende, fortæller Richard Poulsen. Man måtte gerne stå på en gesims, så man kunne se, når de hældte flydende jern i støbeformene og når de afprøvede klokkespil. Der blev lavet klokker til mange lande. Senere blev der etableret en Kvickly butik i ejendommen.

Efter Klokkestøberiet lå der et hus, hvor banedrager Holger Jensen med konen Anne Jensen boede. De havde sønnen Niels, der blev vognmand.

Derefter kom ”Den bitte vej”, der gik ned til Bredgade. I dag er der kun passagen fra Grønnegade til Bredgade. Så kom der nogle haver, der tilhørte beboerne i Grønnegården.

Derefter var der et græsområde, hvor vi spillede fodbold, dagen lang, siger Richard med en glad stemme. På hjørnet, hvor NORDJYSKE har til huse, havde Esra Olsen et autolakereri.

Det næste hus med værksted blev opført af modelsnedker Carl Nielsen. Derefter lå ”Kristas Pensionat”. Det tilhørte Richard Poulsens moster. Her spiste masser af ungkarle, med det var dem med snavsede hænder. Kontorfolket spiste på pensionatet ”Borida”, der blev ledet af ”Moster Mads”, der var kusine til Krista.

Derefter lå der et nyere hus med bageriudsalg, og så kom vand- og gasmester Wahlbergs hus, som han selv havde opført. Det lå i Richard Poulsens bedsteforældres tidligere have.

I det sidste hus på højre side og på hjørnet af Gravensgade-Smalbyvej boede snedker Alfred Poulsen, gift med Anine. Det var Richard Poulsens bedsteforældre. Derefter var der kun Risagers marker.

Richard Poulsen har haft mange pudsige oplevelser under opvæksten i Brønderslev. En af dem handler om Ejvind Mortensen, der var søn af kirkens ringer og kirketjener. Ejvind opholdt sig meget på Eksportslagteriet. En dag kom Richard gående fra skole ned ad Dannebrogsgade på vej hjem. Han var da 10 år. Pludselig kom Ejvind, som var meget ældre end Richard, springende frem fra et højt plankeværk. Hans arme og hænder var indsmurte i blod og han gav uhyggelige brøl fra sig. Richard fik sig en forskrækkelse, som ikke var nem at ryste fra sig. Richard Poulsen blev udlært maskinarbejder inden han læste til lærer.

 

 

Brønderslev Firmasport

nu

Brønderslev Firmasport har en lang historie med i bagagen BFS hører til blandt de ældste firmasportsforeninger i Danmark

Den 24. marts 1952 blev der nemlig afholdt stiftende generalforsamling med henblik på stiftelse af Brønderslev Firmasport Opstarten blev skudt i gang ved et møde på centralhotellet den 4. juli 1951, Palne Berthelsen var foregangsmand. Dengang var der alene fodbold på programmet. Dette har udviklet sig markant siden, herom senere.

Dengang i 1952 blev vi samtidig optaget i Dansk Firma Idrætsforbund, som den 16. forening i landet, vi har med andre ord været med om ikke siden forbundet blev etableret i 1946, så dog blandt de første i landet. Meget har ændret sig siden da. F.eks. har vi fået computeren, dengang måtte man klare sig med viking nr. 2 eller, når det gik rigtig godt, en skrivemaskine. Et eksempel herpå er turneringsplan fra 1953:

 

Bemærk: Turneringsplanen kostede 1 kr. denne pris gjaldt de næste mange år, der var ingen inflation,

Økonomi har jo altid været i fokus i det frivillige arbejde, således også i BFS. Af et dokument skrevet af Palne Berthelsen i forbindelse med en orientering i Rotary den 16. aug. 1961 ses bl.a.:

750. BFS fra forbundet årligt fik kr. 750. forbundet fik dengang kr. 40.000 fra tipsmidlerne til fordeling. Af Dansk Firmaidræt regnskab for 2011 fremgår, at man fik ca. 36. mio. kr. som bl.a. går til lokalforeningerne, men også til udvikling af aktiviteter, så noget er der sket siden da.
751. Af et andet dokument (Rotary Klub også 1961) gav Palne Berthelsen en orientering om BFS. En orientering der bl.a. medførte følgende kommentar fra Kløve (senere skoleinspektør Søndergade Skole) ”Kløve fandt det vældig godt, at BFS gav mulighed for at fortsætte med sport ud over den alder, hvor de kunne være aktive”.

Af samme dokument kan vi se, at BFS dengang også havde en juniorafdeling, som blev oprettet efter opfordring fra drenge, som i forvejen spillede gadefodbold, de ville gerne have nogen til at lave gadeturneringer. Også på dette område er der sket noget siden da. I dag har vi ingen juniorer og vores medlemmer hører hovedsageligt til i alderskategorien +60. Så Kløves bemærkning er stadig gældende.

Af Palne Berthelsens dokument fremgår også, at han gerne så, at byens idræt var samlet i et fællesforbund, således at hele byens idrætsliv kunne stå sammen i de mange opgaver, som idrætslivet har fælles. Målsætningen eller ønsket kan vi vel godt tillade os at sige, er indfriet i form af Idrætssamvirket i Brønderslev, om vi foreninger så er gode nok til at bruge dette forum er en anden sag.

I de første 10 år i BFS-levetid var det en omskiftelig tilværelse mht. steder at spille fodbold, ligesom omklædning og bad stort set ikke var en mulighed, og dog, for Palne Berthelsen indrettede sin kælder, således at holdene kunne klæde om og få bad der. Spillerne måtte derfra løbe gennem haver og over Dannebrogsgade for at komme til markedspladsen, hvor der var optegnet en fodboldbane. Mon en sådan løsning kunne finde sted i dag? Næppe.

Problemet med steder at være førte til at bestyrelsen den 15. september 1960 kunne meddele, at man havde købt arealet ved Molsgade for ca. 18.000, og at arkitekterne Hansen og Knudsen havde givet tilsagn om uden beregning at lave tegningerne til et nyt klubhus.

Det nye klubhus blev indviet den 29. september 1962, med andre ord så kan vi se frem til et par runde fødselsdag inden vi får set os om, da BFFI jo den 29. september 2022 fylder 70 år, og klubhuset samme år fylder 60 år.

BFFI Center har adresse på Molsgade 16 i Brønderslev.

Centeret er BFFI’s eget klubhus, som man startede opførelsen af i 1961, hovedsagelig ved frivillig arbejdskraft. I efteråret 1962 stod det klar til brug og i 1967 blev der yderligere opført en bestyrerbolig som også er tilknyttet Centeret.

Indtil 1992 fandtes medlemmerne registreret i BFS tilsluttede firmaklubberne, der var således ikke tale om et personligt medlemskab. Ved ændring af folkeoplysningsloven i 1992 blev det et krav, at en forening for at få tilskud skulle acceptere personligt medlemskab. Dette førte bl.a. til at Brønderslev Firmasport ændrede navn til Brønderslev Familie og Firmaidræt, for dermed at signalere, at alle ville være velkomne i BFFI.

I dette lille skrift om BFS senere BFFI 70-årige historie kunne der være meget at fortælle, der kunne være historier om den enkelte aktiviteter, ligesom der også burde værd plads til fortællinger om de mange frivillige, der gennem alle årene har hjulpet med at drive foreningen, i bestyrelse, i udvalg, stillet op til praktiske opgaver, som der har været mange af. Med risiko for ikke at få alle med nøjes, der derfor i dette skrift alene at nævne Palne Berthelsen, der om nogen må siges at være synonym med BFS/BFFI. Palne Berthelsen var formand i 23 år, 1952-1973.

Figur 1 Dette må være den første vinder af BFS-fodboldturnering 1952.

Evald Christensen, Chr. Christensen, Knud Nielsen, Per Søndergaard

Helmer Nielsen, Aage Ingemnann Olesen, Knud Volden

Anton Pedersen, Svend Christensen, Chr. Platen og Ove Nielsen

Sikkert mange kan genkende personerne på dette billede fra skoletiden:

Jørgen Jørgensen, Gunnar Sørensen, H.C. Nielsen, Willy Kløve, Vagn Laursen, Sv. Aage Christensen

Schiønning Nielsen, Børge Nielsen, Poul Erik Jensen, Helmer Sørensen, L.C Thomsen

Fremtiden

Meget har ændret sig i løbet af de 70 år. De traditionelle idrætsgrene, som BFFI har haft på programmet har været under pres. Firmaklubber er ikke længere et tema i vores by. Strukturelle ændringer i samfundet har også betydet, at der er mange der pendler ind og ud af Brønderslev, så der ikke er tid til overs til også at bruge nogle timer efter arbejdstid til f.eks. firmafodbold. Vi har således kun badminton tilbage, som traditionel idrætsgren. Fodbold, som var den primære årsag til stiftelsen af BFS kommer nok aldrig tilbage, den sidste fodboldkamp på BFFI-anlæg blev spillet sommeren 2001, og der var kun 4 hold tilmeldt turneringen.

Et eksempel på tidligere aktivitetsniveau sammenlignet med nu

Før Badminton, billard, bowling, cykling, (Tour de Pedal), naturgolf, whist, kroket, strike-nørkle, beach volley, Petanque, skydning, svømning, trim

Nu Badminton, billard, krolf, naturgolf, petanque, strike-nørkle og whist

Heldigvis har vi fortsat noget at byde på i BFFI, og vi arbejder fortsat på at udvikle os, så vi forhåbentlig kan gøre det endnu mere interessant at være medlem hos os. For der kan ikke være tvivl om, at idræt, motion og samvær er noget vi alle har behov for uanset alder og køn. Og så er vi jo så heldige at fremsynede folk for ca. 60 år siden valgte denne plet med den skønne natur, det er muligheder andre misunder os.

Af en artikel (2012) i Oplandsavisen fremgår, at det går op og ned for Brønderslev Familie og Firmaidræt, hvilket jo også er sandt. Det er vi dog ikke ene om at opleve, men sandt er det, at da vi var ”på toppen” talte vi ca. 1400 aktivitetsmedlemmer, i dag er vi ca. 400, det kan vi mærke, og særligt vores kasserer synes ikke, det er særlig sjovt, for det betyder også en nedgang i kontingentindtægter på ca. 250.000, et beløb som jo skal dækkes ind på anden vis. De faste udgifter forsvinder jo ikke. Vi tror på, at vi er på vej op igen, vi kan spore en fremgang, om end lille, men alligevel, og vi kan også spore en lille fremgang i vores økonomi, så vi er fortrøstningsfulde, hvad fremtiden angår.

Som det er sagt tidligere, så runder vi om kort tid en rund fødselsdag, 70 for BFFI’s stiftelse, og 60 år for indvielse af første etape af bygningerne. Det var i sin tid godt gået, at det kunne lade sig gøre ved frivillig indsats, at lykkes med et sådant projekt.

Men 60 år er ikke gået ubemærket hen, og vi måtte midt ti’erne tage opgaven på os med en tiltrængt renovering af faciliteterne. Ligesom vi måtte se på, hvordan vi kunne omlægge vores økonomi, så vi fortsat fremstår som en blivende forening.

Ved sin 60-års fødselsdag for 9 år siden stod BFFI som nævnt overfor nogle meget væsentlige udfordringer. Vi havde en anstrængt økonomi, bl.a. på grund af en markant medlemsnedgang, vi måtte sige farvel til bl.a. svømning, bowling, og skydning, hvilket medførte stor nedgang i kontingentindtægterne. Vi måtte også overtage græsklipning med mere, idet Brønderslev Kommune uden varsel meddelte, at man ikke længere kunne stå for dette arbejde, idet arealerne ikke var kommunal ejendom, en forklaring, der vist ikke helt holdt vand. Dette foregår i dag ved frivillig arbejdskraft, og vi måtte investere i to havetraktorer til dette arbejde.

I dag hvor vi kan se frem til en 70-års fødselsdag næste år, ser udsigterne noget mere positive ud, Der er grund til optimisme også for BFFI. Vi fik omlagt vores økonomi, så vi i dag måske lidt paradoksalt kan hævde at økonomien er sund, og at vi kan håndtere driften indenfor de indtægtsmuligheder vi har.

Ejendomsvurderingen på Molsgade 16 lyder på ca. 3 mio. kr., og gælden er på ca. 500.000. det kunne derfor umiddelbart se ud til at BFFI er en rig forening, men sådan er det ikke. Vi kan ikke umiddelbart omsætte ejendomsvurderingen til kolde kontanter, men omlægningen af økonomien giver ro i sindet og en tro på fremtiden.

Det er også lykkedes i den foregående ca. 8 års periode at få bygningerne renoveret, så de i dag står som særdeles funktionelle, og langtidsholdbare. I perioden har vi fået nye toiletter, inkl. et handicaptoilet. Vi har fået nyt tag på den ældste bygning. Ligesom der i samme ombæring blev efterisoleret, og lydisoleret i samlingsstuen for blot at nævne de væsentligste forbedringer. Alt dette har kun kunnet lade sig gøre ved hjælp af midler fra lokale fonde m.m.:

Øster Brønderslev Sparekasses Fond, Norlys Vækstpulje, Lokalforeningspuljen administreret af Dansk Firmasport, Spar Nord Fonden, Sparekassen Vendsyssels Fond, Jerslev, Donation fra Inner Wheel samt en anonym gave på 150.000 Kr., uden denne markante støtte havde det ikke været muligt at gennemføre et så omfattende renoveringsprogram. Oveni disse kontante donationer skal tillægges værdien af den ganske omfattende frivillige indsats i alle projekterne i form af nedbrydning og andre praktiske opgaver, som vi selv kunne gennemføre med henblik på at nedbringe de samlede udgifter.

Den frivillige indsats er en forudsætning for, at driften af BFFI-anlæg kan gennemføres indenfor den rådige økonomi. Udover varetagelsen af de administrative opgaver i bestyrelse og udvalg, er der også et stort arbejde med den daglige vedligeholdelse af arealet på 6 ha., og de ca. 400 kvm bygninger.

Der vil fortsat være plads til en forening som vores. Seniorsport er kommet ind under Dansk Firmaidrætsforbund, som et fokusområde, og der er vist ingen der er i tvivl om, at seniorerne gerne vil dyrke motion i en afslappet form. ” Bevæg dig for livet” kampagnen er et godt eksempel herpå. Denne kampagne har seniorerne i fokus. Så Seniorsport vil givetvis også hos os være et fokusområde i fremtiden. Og så er der mange af os.

Der er nogen der siger, at tiden går i ring, og der er vel også noget om snakken, hør blot dette citat fra Erik Haubros ord ved BFS 25års jubilæum i 1977:

”Tager man nogle typiske stikord fra den tid, vi lever i, – kortere arbejdstid – stillesiddende arbejde – akkordræset – kontaktbehov –mere fritid – er Firma Sport netop én af de naturlige modvægte, vi har behov for, for at føle tilfredshed i tilværelsen, og derfor kan vi med optimisme tage hul på de næste 25 år”

De ord holder da vist stadig vand.

Idræt, motion og samvær er nøgleordene for os, vi har det, der skal til i form af et dejligt område med god natur, og lokaler, der er fin stand til fremtiden. At vi også kan noget, som andre ikke kan ses vel meget godt af, at Sundhedshuset også har fået øje på vores anlæg, og de muligheder der er. Vi haft flere besøg af hold fra Sundhedshusets genoptræningsenhed, hvor holdene har prøvet kræfter med særlig naturgolf. Deltagerne udtrykte alle overraskelse over, at vi har et sådant anlæg, og at det var let at tilgå, kræver ikke forudgående kendskab, og kun minimal fysisk formåen.

Med andre ord BFFI kan med ro i sindet se frem til de næste runde fødselsdage i 2022.

 

En enkelt ting er dog ikke ændret i de mange år, der er gået siden 1952, i folkemunde siges der stadig ”ude på Firmasport”.

                              Aktiviteter på vores center           

 

Badminton spilles fortsat i byens idrætshaller

       Spark dæk: BFFI summede – eller rettere – brummede af liv da der var et ‘Spark-dæk’ arrangement i 2021

                            

   

 

           

 

 

      

 

 

                                                                                            

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1986 flyttede jeg til Brønderslev for at være lærer på den nye idrætshøjskole, Nordjyllands Idrætshøjskole. Jeg er musikuddannet fra Det fynske Musikkonservatorium og jeg er vokset op med højskolesangbogen, så det var nærliggende for mig at foreslå, at der på den nye højskole skulle være fællessang hver dag. Ikke om morgenen men om middagen. 20 minutters fællessang hver dag inden middagsmaden blev en succes. De unge mennesker begejstredes af at synge sammen og musikken blomstrede.

I foråret 1988 startede ÆLDRESANG. Det var tilfældigt, det opstod. En præsentation af højskolens lærere fandt sted i foredragssalen i marts 88. Hver især præsenterede det, de brændte for. Efterfølgende var der kaffebord og jeg kom i snak med Ruth Mulvad, som året forinden havde været min jordemoder. Hun opfordrede mig til at starte fællessang for voksne. Det blev nærmest et tilløbsstykke og har været det mere eller mindre siden. Det kom snart i faste rammer og nu afvikles ældresang 10 fredag eftermiddage i vinterhalvåret. I 1990-erne var der især mange, der deltog. Ofte op til 130 mennesker hver gang. Nu er vi omkring 60 hver gang.. En gang om året synger vi sammen med højskolens elever. Det er givende og hyggeligt at blande unge og gamle. Der opstår en fantastisk god stemning ved at dele vores sange.

Sangen og musikkens betydning har været ubeskrivelig stor for mig. Ikke mindst fordi jeg har fået andre til at holde af at synge og opdaget, hvad det kan betyde for en. Poesien og melodierne kan røre hjertet på en helt speciel usagt måde. –

Lidt om mig selv: Jeg er født på Midtfyn i 1952. Er den yngste af seks søskende. Vi har alle gået i Rudme friskole, som har eksisteret siden 1858. Min far var landmand og vi havde hønseri. Min mor stod for have og husholdning – og hjalp med at køre daggamle kyllinger ud til kunder J

Alle mine 5 ældre søskende spillede et instrument – de fleste klaver – og da det blev min tur til at lære, havde jeg hørt ”repertoiret” og spillede derfor efter gehør. Noderne stod der godt nok, men det var øret, jeg brugte. Det syntes min lærer ikke altid godt om! Det var den tid! – Vi spillede alle sammen klassisk musik, men da Beatles og Rolling Stones slog igennem først i 60érne, blev jeg bidt af det rytmiske. Og sådan har det været siden. Jeg tog en kontoruddannelse og senere kom jeg på konservatoriet.

Jeg har været lærer på Trunderup Friskole på Midtfyn, Gymnastikhøjskolen i Ollerup, kapelmester i Rottefælderevyen, Svendborg 1983,  Bernstorffsminde Efterskole, Holstebro Musikskole, Nordjyllands idrætshøjskole og Pædagogseminariet i Hjørring. Nu er jeg organist ved De4Kirker (Tolstrup, Stenum, Thise, Ø. Hjermitslev). – Jeg er gift med Kristian og vi har to børn, Bjarke og Sigrid.

Jeg har børnekor, voksenkor, ældresang, sang på byens plejehjem, akkompagnetør i en vokalgruppe ”Skvalderskrål”, værtinde i FOF seniorhøjskole, sang med udviklingshæmmede, babysalmesang.

Sluttelig vil jeg sige: Fællessang er stærkt vanedannende og jeg har meget svært ved at slippe sangen, så det glæder mig meget, at der er så mange, der har fået den fantastiske vane at synge sammen. ”Syng dig glad” hedder min mors gamle sangbog. Det er der helt sikkert mening i.

 

Af tidligere gymnasielærer Knud Jørgensen, Brønderslev

Frivillig er en person der arbejder uden løn eller anden form for kompensation.

Mit frivillige arbejde er knyttet op på Røde Kors.

Som frivillig er man ikke bundet op af lovgivning og formelle krav, det giver en selvstændighed til at gøre det man synes giver mening i den relation, det har til de mennesker man hjælper.

Man er frivillig, når man kan og ellers melder man afbud.

I Danmark deltager 4 ud af 10 personer i eller anden udstrækning i frivilligt arbejde.

Tidligere var det de 30 og 40årige der fyldte mest i den frivillige skare.

I dag er det unge mennesker og pensionister, forhåbentlig kommer de nu 30-40årige også i gang med frivilligt arbejde.

Mit arbejde som frivillig er mest i Røde Kors Brønderslev, her har jeg været med i bestyrelsen i ca. 15 år og det meste af tiden også været formand.

Det siges, at man skal holde det man lover.

Da jeg gik på pension, sagde jeg til mine kolleger, at nu ville jeg ud at lave frivilligt arbejdet, og det har jeg holdt.

Ret hurtigt fandt jeg sammen med Erik Thorup, der gik på pension næsten samtidig med mig.

Cykelværksted

Vi startede ret hurtigt et cykelværksted, hvor vi ville hjælpe flygtninge til at få en cykel, således, at de slap for den lange gåtur, der var fra Knudsgade (hvor rigtig mange flygtninge bor) og ud til AOF-sprogskole på Kornumgårdsvej. Det må siges, at cykelværkstedet er en succes. I løbet af de efterhånden 10 år vi har drevet værkstedet er lidt over 900 cykler kommet ud at køre.

Ideen i cykelværkstedet er, at vi hjælper flygtninge, der i parentes ikke har råd til en cykel, med at flikke indtil flere cykler sammen til en køreklar cykel. Vi laver ikke cyklerne, vores motto er, at deres hænder skal være lige så beskidte som mine, når vi er færdige, det sker ikke altid, ikke alle har haft en skruetrækker eller andet værktøj i hånden før, så det kan være lidt akavet at se på, men ved fælles hjælp lykkes det.

Siden kommer de og får hjælp til at reparere cyklerne.

Cyklerne får vi fra mennesker der ikke længere kan bruge deres cykel af forskellige årsager.

Lektieværkstedet

Et andet rigtig godt projekt er Røde Kors Lektieværksted.

En gang ugentlig kunne flygtninge og deres børn komme og træne dansk og få den sidegevinst, at få lært nogle danskere at kende. Hvilket er vigtigt både for sprogets skyld, men også for, at de skal føle sig hjemme her i byen, de er ikke længere turister, men indbyggere og her skal man kende nogle medmennesker, man kan hilse på, på gaden og småsnakke med og evt. få hjælp til diverse problemer.

Efterhånden som flygtningestrømmen tog af blev det mest børn der kom i lektieværkstedet, børn der ikke kunne få hjælp hjemme. Det var rigtig dejligt at sidde og snakke og synge børnesange med dem.

Til tider kom der også universitetsstuderende der lige skulle have hjælp til den sidste afpudsning på en stor opgave.

For to år siden sad vi 5 gange 6 frivillige for at hjælpe, men ingen kom og ville have hjælp, så vi lukkede lektieværkstedet, men hvis det bliver et ønske når vi får nye flygtninge fra Afghanistan, så åbner vi igen.

DSB handicaphjælp

Igennem 4-5 år har jeg også koordineret DSB handicaphjælp til borgere der ikke kan eller har svært ved at tage toget fra Brønderslev.

En frivillig hjælper på Brønderslev Station

Vi er 6 frivillige der sørger for, at de mennesker der har anmodet om assistance via DSB Handicap, får hjælp. Det er dejligt at kunne hjælpe med så praktisk en ting, som at komme med toget, men mærkeligt nok vil DSB ikke reklamere for disse ydelser!

Grindsted Plantage projektet

Det seneste store projekt jeg har sat igang er Grindsted projektet. Projektet retter sig mod ”ensomme mænd” der efter at de er stoppet på arbejdsmarkedet, ikke rigtig kunne få gang i nye sociale relationer.

Vi er ca. 10 mænd der mødes en gang ugentlig og fikser Grindsted Plantage op.

I mange år, har Brønderslev Kommune ikke haft penge til at passe plantagen. Ved hjælp af midler skænket af Velux fonden og Sparekassen Øster Brønderslev fond til køb af diverse redskaber og værktøj, har vi fået et fællesskab op at køre, som ingen har lyst til at undvære.

Kommunens udgift har været nul kroner, vi har dog fået en udtjent Skurvogn og Plantagen er stillet til rådighed for projektet, det vil sige, at det har været uden omkostninger at få plantagen sat i pæn stand, således at der nu igen kommer mange mennesker og går tur, og mange børn får et nærmere kendskab til naturen.

Skurvognen er nok det vigtigste for os, her sidder vi og får vores formiddagskaffe og der kommer megen munterhed og gode vitser ud af det, og er med til at fællesskabet styrkes og er så stærkt, at selvom det regner og blæser, så dukker samtlige op hver gang.

Handelsstandsforeningen

Vi har også taget en tørn for Handelsstandsforeningen, der ikke ligefrem vælter sig i penge, vi har hjulpet med julebelysning og ”go aften Brønderslev”.

Formandskaber og mange kasketter

Foruden formandskab af Røde Kors, har jeg også været eller er endnu formand for Parkfestival og har her været aktiv med musik til festival. Efter 19 år sluttede Parkfestival, det gav for stort underskud.

Nu går vi sammen med Borger9700 om at lave Skt. Hans aften, grundet Corona, er det kun blevet til en Skt. Hans aften. Vi håber at kunne få det op at køre igen i 2022.

Derudover har jeg været formand for Integrationsrådet, været medlem af Brønderslev Byråd i 10 år, er formand for Frivilligrådet, har været formand for AOF Aftenskole, er formand for Grundejerforeningen Saltum Strand, medlem af Brønderslev Ældreråd, sidder i Norlys repræsentantskab, er formand for en Koklapperforening, og for nylig blevet formand for plejecenteret Rosengården i Jerslev.

Derudover spiller jeg med i et lille orkester der mest optræder på kommunens plejehjem, en rigtig god oplevelse hver gang vi er ude at spille eller sidder og øver os sammen.

Afslutning

Hvorfor så meget arbejde uden en krone for det, spørger nogle.

Jeg har det dejligt med det hele, jeg er god til at organisere og få ting til at ske.

Jeg har været heldig altid at finde nogle mennesker der ville være med til det jeg foreslog. Jeg har fået et fantastisk netværk og kender utrolig mange mennesker, jeg har en rig hverdag og en forstående kone, så på en måde gør jeg det også for mig selv.

At se, at ens ideer kan føres ud i livet og give mening for rigtig mange mennesker, det er lønnen for frivilligt arbejde.

Det var i 1958, min far fik stilling som skoleinspektør ved Skolegades skole.

Han tog til Brønderslev inden skolestarten i august og boede på Hotel Phønix, indtil han fandt et passende hus til familien, der bestod af mig, min mor, bror og søster, der alle stadig var i Skanderborg. I løbet af efteråret blev et rødstenshus med lukket have beliggende på Vestergade 47 (et andet husnummer i dag) erhvervet. (Tidligere borgmester P.N. Jensen og frue købte huset på et meget senere tidspunkt).

Jeg var tre år. Naboen til højre var Gravens Planteskole, og mon ikke naboen til venstre var gørtler. Mellem vores hus og Graven var der en grusvej, som gik hundrede meter ned og delte sig mod to andre grusveje, en mod Dammens Vœnge og en mod Fœlledvej (nu Fasanvej).

Som fire-årig tjente jeg min første løn, da jeg hjalp Graven med at sortere løg. Stolt kom jeg hjem med en daler. Jeg kunne godt lide Graven, og hele familien var meget venlig og meget arbejdssom.

På eventyr

Min eventyrlyst eller hang til at strejfe havde jeg taget med fra Skanderborg. Da jeg var to, forsvandt jeg en dag fra vores have på Villavej og gik ud i det blå. En dame havde ringet til politiet og fortalt, at en lille dreng var set på hovedvejen mod Stilling og var tœt på at blive ramt af en lastbil. En patruljevogn blev sendt ud og tog mig med på stationen. Her sad jeg og tegnede i nogle timer, medens politifolkene prøvede at finde ud af, hvem jeg var. På et tidspunkt sagde jeg: “Bebbe sygehus”. Nok til at de gode betjente kontaktede sygehuset og spurgte, om Bebbe var der. Det var han ikke, men de havde en Ebbe, min ni-årige bror. Snart stod min far på stationen og fik mig med hjem.

Eventyrerne fortsatte i Brønderslev. En dag kunne min mor ikke finde mig, og det blev lidt hektisk for hende, da hun spurgte et par drenge, om de havde set Sune.  Det havde de for nogen tid siden, men det sidste, de havde set, var min røde trœsko ude ved sygehusbœkken.

Det kan nok vœre, at min mor drog vest ud af Vestergade mod sygehusbœkken, hvor der gik rygter om, at folk i ny og nœ kunne finde legemsdele fra patienter, der var blevet opereret på sygehuset. Mor fandt mig ikke, men fandt den røde trœsko, så nu huserede tankerne igen i hendes hjerne om, hvor jeg kunne vœre. Heldigvis havde jeg, som så ofte før, ikke taget den direkte hjem, men jeg var hjemme, da hun kom hjem med min røde trœsko.

I begyndelsen af tresserne var De Danske Statsbaner i gang med et kœmpe projekt, da den nye banegård skulle bygges, og et nyt banelegeme blev etableret bag Pedershåb Maskinfabrik. En kœmpevold af sand blev opbygget. På samme tid skulle jeg begynde i Røde Kors børnehaven i Hedelundsgade, og min mor fulgtes med mig de første mange gange fra Vestergade 47, ned ad Vester Alle (nu Parkvej) til Parallelvej, forbi Solvej til Tunnelgade op mod Nørregade. En rigtig god gåtur hver dag.  Jeg glœdede mig hver dag at komme op til børnehaveleder Ebba, som var sød som dagen var lang.

Nå, men mor synes efterhånden, at jeg kendte ruten, og vi aftalte, at vi skulle mødes i Vester Alle på min vej hjem.  En dag, da jeg var fem, gik det galt. De store sandskanser, som jeg kunne se op ad Solvej, fik mig til at œndre kurs, og de store cementvœgge blev forceret, så jeg kunne udforske alt sandet. For mig var det en ørken. Jeg sneg mig op ad skrœnten, skjulte mig for banearbejderne, som jo nok var fjender. Dog måtte jeg helt op på volden. Det var et prœgtigt syn både mod syd, nord, vest og øst. Udsigten var noget, jeg aldrig havde oplevet før så højt oppe.  Pludselig stod min mor der, og så var det bare med at komme hjemad med hende.

Drama med luftbøsse

I Vester Alle boede min ven Johnny, et år œldre. Han var søn af en murer og en rullekone. De havde bygget et flot rødstenshus, og jeg kom der ofte. En dag fortalte Johnny mig en hemmelighed. Han vidste, hvor naboens søn, Jørn, som var noget œldre end os, havde gemt sit luftgevœr. Det ville Johnny så vise mig. Der var ingen hjemme, hverken hos Johnny eller naboen, så vi gik på opdagelse i Jørns vœrelse, og i løbet af ingen tid stod Johnny så med luftgevœret i hånden. Jeg havde set større skydevåben, da min far havde en riffel fra Hjemmevœrnet i kœlderen derhjemme.

Nå, men Johnny tog skydevåbenet med over i deres baghave for at skyde til måls. Da han ikke havde nogle hagl, vidste han, at man kunne putte små kartoffelstykker i løbet i stedet.  Inden jeg kunne se mig omkring, var jeg blevet ramt i mit højre øje, og synet forsvandt med en voldsom smerte.  Jeg løb hjem og ned I kœlderen, hvor mit vœrelse var, og som jeg delte med min bror. Smerterne var store, men jeg kunne ikke fortœlle mine forœldre, hvad der var sket og jeg kom ikke op til måltiderne. Da sandheden efter tre dage gik op for dem, kørte min far mig straks op til lœge, Karl Mørk-Jensen, som straks ringede til Hjørring sygehus om en hasteindlæggelse.

Efter en lang operation for at redde synet på øjet kom jeg ned på stuen med en klap for øjet som en anden sørøver. I mellemtiden søgte min far oplysninger om en dygtig øjenkirurg i New York, som han ville sende mig til, hvis tingene ikke lykkedes i Hjørring. I de mere end to uger, som jeg lå der med stor bandage for øjet, fik jeg hver eftermiddag en indsprøjtning i den ene balle. Kanylen var så stor, at jeg kunne høre, når den brød igennem skindet.

Der var flere øjenskader på stuen, og jeg husker isœr skipper Karlsen fra Skagen, som var blevet angrebet af en måge, som med et nik med hovedet havde fjernet skipper Karlsens venstre øje for altid. Det gjorde indtryk.

Mit øje blev mirakuløst reddet, men de nœste tre måneder havde jeg klap og forbinding for øjet. Det var ikke uden grund, de andre børn så mig som sørøver.

Selvom operationen lykkedes, kan jeg roligt sige, at episoden har givet mig kvaler periodisk gennem hele livet som f.eks, når mine forældre tog til Saltum strand i højt solskinsvejr, måtte jeg ofte side i skyggen på nordsiden af bilen, så solens stråler og refleksionerne i det hvide sand ikke generede mig.

Det generede også skolearbejdet, og det var ikke før i første real, jeg fik briller, da geografilærer Bjarne Hessellund opdagede, at jeg ikke kunne se, hvad der stod på tavlen. Så gik turen ned til Buus Briller, og efterfølgende kunne jeg fortœlle min søster, at det var første gang, jeg havde set kirketårnet nede fra det område.  Desvœrre prœgede det også min gymnasietid, men jeg havde ingen lyst til at reklamere med min manglende synsevne. At komme igennem de mange sider, der skulle lœses, var ikke godt for øjnene. Måske var jeg også begyndt at interessere mig for noget andet i disse sene teenageår.

Det var ikke meget, jeg så til Johnny efter skududheldet. Han gik på Søndergades skole, og jeg begyndte på forskolen i Thygelsesgade. Tro det eller ej, men hver dag i første og anden klasse måtte jeg ud på to lange gåture for at komme til og fra skole. Det store øjeblik på dagen kom, hvis bommene gik ned, og en MYer eller et lokomotiv kom forbi.

I 1965 flyttede vi fra Vestergade til Rosenvœngets alle 5, og en ny epoke startede med nye venner fra det nabolag.

Tilbage til Johnny. Jeg så ham i Brønderslevhallen nogle gange, da han spillede basketball, men ellers var der ikke megen snak. Men en dag, måske i 2014, var jeg til Dansk Amerikansk Klubs reception på Forsvars- og Garnisionmuseet i Aalborg i forbindelse med 4. juli og Rebildfesten. Her spillede et militærorkester fin musik. Johnny spillede med. Han havde set mig og kom efterfølgende hen til mig og spurgte, om jeg var Sune. Jep, det var jeg. Vi fik en rigtig god snak, og det gjorde vi også de efterfølgende år. Det er jeg meget taknemmelig for.

 

Skole

Min klasse startede ud med Elly Høgh som klasselœrer og frk. Navntoft som regne- og bibelhistorielærer. De var vidt forskellige, men jeg synes, vi var rigtigt heldige med vores begyndelse på Thygelsgades skole. Herefter var der mange rigtigt gode lœrere på Skolegades skole, og i tredje real sluttede vi af med Anna Drustrup til dansk, Jens Oluf Andersen til matematik, Hans Knudsen til engelsk, Erik Jølf til tysk og latin, Vagn Madsen til fransk, kemi og fysik, John Kløjgaard til biologi, Poul Have til historie, og Møller Jensen/Gitte Lundø til idrœt, hvis jeg husker rigtigt. De var alle kompetente hver på deres måde med deres specielle pœdagogiske og faglige fœrdigheder.

På sidste skoledag skulle vi naturligvis klœdes ud, og der skulle laves lidt ballade.

Hans Ole Steffensen, som jeg gik i klasse med fra første klasse til tredje-G, oplœste en proklamation ved galgen i skolegården, hvor Anne Drustrup skulle hœnges. Se foto. Skønt at tœnke på, at jeg stadig er i kontakt med ham, nu bosiddende i Aarhus og på Lœsø.

Det er også en fornøjelse i ny og næ at møde klassekammeraterne Anna Wraa (min gamle dansepartner hos Tolbod og nu gift med Leif Hessellund) og Susanne Gorm Rasmussen (nu gift med Torben Ulsted) i Løkken, hvor de er bosiddende, og hvor jeg har sommerhus. Ydermere har FaceBook givet adgang til mange andre tidligere klassekammerater.

 

Sune Frederiksen

Oktober 2021

 

Efterskrift: Min søster er Agnete Siim Frederiksen, født i 1946, nu Agergaard og bosiddende i Skanderborg.

Min bror Ebbe Emil Frederiksen 1949-2004 ligger begravet i Holstebro.

Min mor Lilli Siim Frederiksen, 1921-2006, og min far Elis Emil Frederiksen, 1918-2003, er begge stedt til hvile på Skanderup kirkegaard i Skanderborg.

Jeg er Sune Emil Frederiksen, født i 1955, og bosat i Kentucky, USA.

Min barndom

Jeg er vokset på Oustrup Mølle, en gård med malkekøer, ved Mylund i den yderste kant af det, der var Brønderslev Kommune engang. Her boede jeg i en helt traditionel kernefamilie med mor, far, en lillebror og en lillesøster. Min far var landmand, og vi havde folk ansat hele min barndom. Spisetiderne var faste, maden traditionel, og der var kun Danmarks Radio i både radio og fjernsyn. I bakspejlet var det vist det, man vil kalde et fuldstændigt almindeligt småborgerligt hjem. Min far var erklæret venstremand og elskede en god diskussion. Min mor var uddannet pædagog og arbejdede som børnehaveklasseleder. Vi hjalp til på gården, når der var behov for det f.eks. med at hakke roer, køre hø og halm ind i høsttiden og andre forefaldende opgaver. Vores liv foregik meget i lokalsamfundet og sammen med de nære naboer. Vi tog aldrig rigtigt på ferie. Det var ikke noget, der interesserede min far, og det var svært at finde nogen til at passe køerne, hvis han skulle være væk mere end et par dage.

På Gymnasiet

I 1979 gik jeg i 9. klasse på Toftegaardsskolen i Jerslev og skulle vælge ungdomsuddannelse. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville på gymnasiet i Brønderslev. Jeg er opvokset på en kvæggård ved Mylund, 9 kilometer fra Jerslev, så vi kom ikke så tit til de større byer. Der var på det tidspunkt en Brugs i Mylund, hvor min mor foretog de daglige indkøb. Vi børn havde vores fritidsinteresser i Jerslev – jeg spillede fodbold og mine søskende var spejdere – så vi kom ikke så vidt omkring. Transporten gjorde det besværligt, hvis man skulle ud i verden. Mine forældre havde kun én bil, og det var min far, der bestemte over den. Hvis der skete noget i landbruget, skulle han kunne køre til smeden, grovvarehandlen, mekanikeren, eller hvad der nu var brug for.

Men jeg ville gerne på gymnasiet. Dette forjættende sted, hvor det var muligt at lære mere. Vores skolebibliotek på Toftegaardsskolen kunne ikke længere tilfredsstille min nysgerrighed, og jeg havde læst alle min mors bogklubbøger. Jeg kendte ikke ret meget til Brønderslev, for vi kom der kun sjældent, men jeg havde indtryk af, at man kunne få alt der. Der var supermarkeder, butikker, friluftsbad, sportshaller og ikke mindst mange mennesker.

Heldigvis gik der skolebusser helt ude fra bøh-landet ind til ”storbyen”, så jeg sad troligt i bussen i næsten en time både frem og tilbage hver dag i min gymnasietid. I starten blev vi sat af på banegårdspladsen og traskede så ad banestien ud forbi Hedelundsparken (dengang var der ingen rododendroner) og via den forblæste plæne ud til det smarte nye byggeri, der husede Brønderslev Gymnasium & HF.

Det var en helt ny verden at møde klassekammerater fra så eksotiske steder som Saltum, Løkken og selvfølgelig Brønderslev. Mange af dem havde oplevet mange flere ting end mig. De havde været på charterferier og campingpladser i hele Europa og ikke mindst til koncerter med store kendte bands. Lærerne på gymnasiet var et kapitel for sig selv. Excentriske, hippielignende og meget anderledes end de lærere, jeg havde haft i Jerslev. Vi var endnu ikke kommet på fornavn med alle lærerne, da jeg gik ud. Det var stadig fru Nielsen og Jensen, selvom der havde sneget sig en Jytte og en John ind på lærerværelset. Rektor Falsig-Pedersen stod høj og alvorlig og bød os velkommen på den første dag, og jeg husker stadig stemningen i festsalen. Det var fantastisk for en læsehest som mig at starte i 1. G. Jeg sugede til mig og nød de fleste af fagene. Selvom nogle af underviserne havde helt særlige måder at tilgå deres arbejde på, var det hele fascinerende. Gymnasiet var nyt og moderne, og vi var med til at skabe en ny ungdomsgeneration. Det mærkedes også i fritiden, hvor vi holdt fester og deltog i de arrangementer, der blev holdt i byen. Vi dansede i Den Runde Pavillon – så meget, at gulvet gik i stykker. Vi var med til Brønderslev Marked og sang med i ølteltet. Vi tog til julebal i Brønderslev Hallen og arrangerede privatfester i de hjem, der havde gildesale.

I min gymnasietid lærte jeg derfor byen bedre at kende. Jeg kom for første gang i mit liv på diskotek. ”Brunderhus” blev omtalt af mine klassekammerater som en Aladdins Hule. Det krævede nemlig et bevis at komme ind. Hvis man ikke var gammel nok, blev man afvist i døren, men når vi holdt fest i klassen, var det almindeligt, at vi skulle på diskotek bagefter. Dengang var Borgerstuen en hyggelig bodega, hvor stamgæsterne sad og fik nogle øl, raflede og ordnede verdenssituationen. I den anden ende var der restaurant, hvor de rigtigt voksne sad. Når der var mange mennesker, blev døren ind til restaurantområdet åbnet, så man også kunne være dér. Som aftenen skred frem, og de unge mennesker overtog stedet, fortrak de ældre gæster og lod ungdommen komme til. På 1. sal var der diskotek med alle datidens installationer: Røde plysmøbler, diskokugle, store højttalere, DJ-podie og selvfølgelig en bar. Der blev også indrettet natklub på næste etage. Det var lidt mere eksklusivt, og lyset lidt mere dæmpet. På begge dansegulve blev der luftet chiffontørklæder, brede skulderpuder, stylet og crepet hår – stivet med rigelige mængder hårlak -og ikke mindst tårnhøje hæle. Sikke en fest vi havde!

Når jeg ikke gik i skole eller festede, begyndte jeg at shoppe lidt i byen. Jeg er desværre ikke en af de flittige, der har haft fritidsjob hele livet, så det var begrænset, hvad min økonomi tillod, men jeg syntes, det var fantastisk at kunne gå rundt i de mange forskellige butikker og kigge. Jeg var sikkert en af de osere, som de handlende hadede. Jeg husker særligt den store Kvickly, hvor man ofte kunne finde mange nedsatte varer. Det var både tøj og sko, slik og andre spændende ting. Der er også gået en del timer med at snuse rundt i Agerbæks Varehus. Fra min barndom huskede jeg vores juleindkøbsture, hvor vi ofte fik lov til at drikke varm chokolade i cafeteriet på 1. sal. Min mor, som elskede at komme i Young i Algade, når vi en sjælden gang kom til byen, kunne godt lokkes med i nogle af de andre butikker, men hun følte sig ikke godt tilpas i Høy-Hansens dameafdeling. Den var lidt for fin efter hendes smag. Der var dog ingen tvivl om, at vi gymnasiepigers favorit var Buksen – den lille propfyldte butik med de mange smarte cowboybukser og de meget anderledes ekspedienter. Butikken skilte sig ud fra alt andet i handelslivet.

Der var rigtig mange små butikker med hver deres særpræg. Op til flere slagtere, bagere og blomsterbutikker og masser af andre specialbutikker. Jeg husker f.eks. den fine isenkramforretning, hvor jeg blev nidstirret, fordi jeg ønskede at købe 12 cognac-glas. ”Det var der ikke nogen, der brugte,” belærte den ældre mandlige ekspedient mig og var lige ved at nægte at sælge dem til mig.

Teater og musik

Jeg begyndte også at interessere mig for musik og ikke mindst teater. Via vores lokale borgerforening i Mylund, hvor vi spillede dilettant, fik jeg smag for scenelivet. Jeg kastede mig glad ud i både viseaftener og revy på et meget forsigtigt plan, men fik hurtigt kontakter rundt omkring i landsdelen. Snart stod jeg på revyscenen i Tårs og spillede friluftsteater i Stenum, og da Brønderslevs Kulturelle Samråd med Kaj Normann i spidsen indkaldte interesserede til et møde om en teaterforening i Brønderslev, meldte jeg mig fluks.

Det blev starten på BAS. Vi stiftede Brønderslev Amatørscene i 1986 og gik straks i gang med at spille teater. De første år havde foreningen kummerlige forhold. Vi flyttede rundt på forskellige skoler bl.a. på Sct. Georgsgården og den nedlagte Ø. Hjermitslev Skole og måtte hutle os igennem, så godt vi kunne. Bestyrelsesmøder og andre småarrangementer måtte vi afholde privat, men bestyrelsen bestod af lutter ildsjæle, så der var masser af aktivitet. Den første Brønderslev Revy blev opført på Hotel Phønix med stor succes. De medvirkende klædte om i en skurvogn på P-pladsen, og teknikerne slæbte selv deres eget udstyr med. BAS havde kæmpeopbakning fra hele byens handelsliv. Der var velvillige sponsorer og hjælpsomhed, hver gang vi kom og bad om hjælp. Der var masser af frivillige forældre, mænd, koner og kærester, der hjalp i de første år, når vi skulle male kulisser, finde øvelokaliteter og kostumer eller manglede det ene eller det andet.

Vi brugte utallige timer på at øve, snakke og ikke mindst feste. Der var altid en god grund til en fest efter den sidste forestilling: Lettelse over, at det var gået godt; debriefingen, hvis noget var gået galt eller bare afslapning og hygge, når vi var færdige. Man bruger ufatteligt mange timer på at få en forestilling op at stå. Ikke bare øvetimer, men også den store planlægning, hvor man som amatørscene selv skal finde ud af alt fra sceneteknik over billetsalg og pressemeddelelser. Når man så samtidig sad i bestyrelsen og havde fuldtidsjob ved siden af, var der ikke plads til meget andet.

Når man ser tilbage i dag, er det heldigvis de sjove minder, der står skarpest. De næste revyer blev opført på Hedelund, hvor Kaj med tiden blev en slags ”far” for os alle. Vi fik lov til at invadere salen i en rum tid til prøver og forestillinger og spillede til gengæld for fulde huse i en uges tid hver sommer i nogle år. Kaj lavede en revymeny og havde fuldt hus af glade mennesker ved bordene og nød det også. Det var en sjov tid, og mange husker helt sikkert makkerparret Gerda og Johanne alias Gitte Pedersen og Bodil Mølbjerg, der tog alle med storm. Der kom også masser af andre forestillinger efterhånden. Mange af os var på kurser i både tekstskrivning, koreografi, teatersport og instruktion. Både voksne, unge og børn har spillet rigtig mange gode og sjove forestillinger i tidens løb, og det er da ikke uden en vis stolthed, jeg stadig kigger på BAS’ logo og tænker: ”Det har jeg lavet!”

Reklametegner og den grafiske branche

Jeg blev student i 1982 og tog et sabbatår for at tænke mig om. Der var sket rigtig meget, men da jeg i 9. klasse havde været i erhvervspraktik på TJ Reklame i Vestergade, havde jeg fået smag for den grafiske branche. Dengang var frihåndstegning en stor del af arbejdet, og jeg elskede at tegne. Derfor søgte jeg ind på EFG’s grafiske linje og tog et basisår, hvor man lærte om flere forskellige grafiske fag. Langt de fleste ønskede at blive fotografer, og reklametegner var slet ikke en godkendt uddannelse, men jeg søgte alligevel en elevplads på TJ Reklame og fik den. Senere skulle det vise sig, at det basisår var rigtig godt givet ud, fordi jeg havde snuset en smule til så mange forskellige ting.

Det var en spændende læretid med varierende opgaver. Vi havde en stor del af byens forretninger som kunder, og Tage Jensen var en karismatisk chef. Vi lavede alt fra ejendomsmæglerannoncer, skilte og tryksager til købmandsaviser og visitkort. Der var rigtig meget håndværk og ingen digitale hjælpemidler, så det var godt at kende noget til de andre grafiske fag, som vi altid arbejdede sammen med. Timerne fløj afsted og blev ikke registreret nogen steder. Det forventedes, at man blev på sin plads, indtil vi var færdige med opgaverne.

Da jeg blev udlært i 1987 hos TJ Reklame, var jeg så heldig straks efter at få job på Vendsyssel Tidende i deres annonceafdeling. Her mødte jeg Marianne Nellemann, der startede samme dag som jeg. Hun var ansat som konsulent og skulle køre rundt og sælge annoncer til avisen, som jeg så efterfølgende skulle producere. Det var vi mægtig gode til; så gode at vi efter nogle år besluttede os for at starte paLOMA Marketing i Brønderslev.

Vi tænkte ikke så længe over idéen. En skøn solskinseftermiddag, hvor vi egentlig var taget til traktortræk på markedspladsen, satte vi os i stedet hjem i haven hos Marianne og Henrik, hvor vi delte en flaske hvidvin og lavede vores forretningsplan. Dagen efter kontaktede vi et pengeinstitut, en revisor og en advokat, og så var vi i gang. 1/9-1989 slog vi dørene op til vores lille firma i et kælderlokale i Marianne og Henriks villa og mødte op til handelsstandsforeningens morgenmøde og præsenterede vores firma.

Derefter knoklede vi som bare pokker. Der skulle tjenes til to bittesmå lønninger og en lille husleje, så vi kørte på med krum hals. Der var mange, der ikke troede på det. ”To kvinder om et firma – det er jo dømt til at gå galt” og ”Hvor er det synd for de bette piger” hørte vi bl.a. Men vi lod os ikke slå ud så let. Vi havde heldigvis held med at få opgaver lige fra starten, og de næste år gik det strygende. Allerede året efter flyttede vi til Vestergade, og nogle år senere købte vi bygningen og udvidede.

Vi var ret gode til at tale om tingene helt fra starten af. Marianne havde planer om at stifte familie, så det skulle der være plads til. Jeg var teatertosset og fik privattimer hos Helge Reinhardt i Hjørring med henblik på at søge ind på skuespilskolen, så vi var klar over, at der kunne ske ting, der ville forandre vores situation. paLOMA kom dog til at fylde så meget, at jeg droppede skuespillerdrømmen, men Marianne og Henrik var så heldige, at drømmen om at barn gik i opfyldelse i 1991. Det krævede så en vis planlægning, men det tog vi også med, og løbet af de næste 8 år fik vi  5 børn, nemlig i hhv. 1991, 1992, 1993, 1994 og 1997. Vi skiftedes simpelthen til at gå på barsel, så den anden kunne passe firmaet. Under vores barsel havde vi selvfølgelig tæt kontakt og rigtig mange møder med hinanden, men vi fik det til at fungere, og vores børn er alle godt i gang med deres egne liv i dag. Man kan få meget til at fungere med planlægning.

Gennem årene havde vi flere forskellige ansatte – også barselsvikarer, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var sagen for os at være mange. Vi ville hellere være få og selv have følingen med kunderne. Vi uddannede fire elever og havde et par grafikere ansat, havde et utal af praktikanter fra folkeskolerne og en masse andre skønne mennesker i arbejdsprøvning m.m. Vi har også haft nogle søde og dygtige piccoliner og arbejdsdrenge ansat – alt sammen til glæde og gavn for både dem og os, håber jeg.

Det var virkelig udfordrende at have kundekontakten til såvel den lille murermester som det store produktionsfirma, pengeinstituttet, iværksætteren og alle de skønne detailhandlere i byen. Med tiden udvidede vi selvfølgelig rent geografisk og endte med at have kunder i hele Jylland – og enkelte i resten af verden.

Vi har altid følt os som en del af Brønderslevs erhvervsliv, og med årene forstummede alle de kritiske røster om de to stakkels piger. Der var stor anerkendelse og respekt, og vi følte os med tiden fuldstændig ligeværdige med andre virksomheder i byen. Det var spændende at følge med udviklingen og være med gennem aviskrige og den digitale bølge og hele tiden skulle lære nye teknikker. Når jeg tænker tilbage på de første år, hvor vi rent fysisk transporterede trykklare annoncer i dertil indrettede mapper til Oplandsavisens kontor, hvor direktør Erik de Stricker kolerisk råbte op om at overholde deadlines og efterfølgende trampede ind til reproteknisk afdeling for at få fremstillet film, som kunne køres videre til trykkeriet, så er det næsten som at se en gammel sort-hvid film. Hver fredag var det med lettelse, vi gik på weekend med forvisningen om, at vi havde fået afleveret ugens produktion til enten aviserne eller trykkerierne. Vi havde rentegnet, skåret farveforme ud i rødfolie og monteret illustrationer og overskrifter klæbet op med voks, taget kopier med pas- og skæremærker og mange andre tekniske ting. I dag hører al den slags til på teknisk museum, men det var altså kun i starten af 90’erne!

Der var op til fire trykkerier i byen, som vi benyttede. De havde alle sammen deres specialer såvel som fordele og ulemper, og nogle kunder foretrak det ene frem for det andet. Når man tænker på, hvor mange informationer, vi i dag får via vores mobiltelefoner, er det svært at forestille sig, at samme mængde nyheder og oplysninger skulle fremstilles, trykkes og omdeles, men der var ikke andre muligheder. Når Købmand Johansen havde et godt tilbud, lavede han en løbeseddel. Hvis dametøjsbutikken Leif A holdt udsalg, indrykkede han en annonce i Oplandsavisen, og det samme gjorde bilforhandler Uffe Simonsen, hvis han havde tilbud på den nye Mazda. De store købmandskæder lavede deres egne tilbudsaviser, og i en periode var vi med til at producere dem. I en lang periode stod vi også for produktion og distribution af det lille blad ”Manskinnyt”, som blev udgivet af en forening af landbrugsmaskinforhandlere. Jo, vi havde mange forskellige slags kunder inde i den lille virksomhed i Vestergade.

Da vi startede, var det mest avancerede, vi havde, en elektrisk skrivemaskine. Da jeg stoppede i 2011, var alt digitaliseret. Mange af de funktioner og værktøjer, jeg snusede til i mit basisår, findes ikke længere, og i dag laver de fleste firmaer mange af deres markedsføringstiltag selv.

Der er også sket meget med detailhandlerne. Kædebutikkerne fylder betydeligt mere i gadebilledet, og der er ikke samme selvbestemmelse hos den daglige leder, som der var engang. De første arrangementer, vi deltog i, hvor handelsstandsforeningen var involveret, havde mere karakter af en familiefest. I dag er det næsten forsvundet, og alt er styret med hård hånd. Messer, generalforsamlinger, byfester eller lignende er anderledes, og sådan er udviklingen selvfølgelig.

Alt i alt er jeg taknemmelig for at have haft disse mange år som selvstændig, fordi det har givet en anden forståelse for arbejdslivet generelt. Vi havde en fantastisk tid med masser af kvalitet i arbejdslivet, sjove opgaver, spændende oplevelser, glæder og skuffelser, men først og fremmest havde vi – og har heldigvis stadig – et fantastisk makkerskab, der bar os gennem alt. Vi kunne næsten altid selv bestemme, hvordan vi ville løse en opgave. Det var dog altid svært at sige nej til en kunde, og det er kun sket få gange. Vi blev gode til at være professionelle over for kunderne. Når der f.eks. var kommunalvalg, kunne vi sagtens holde møde med socialdemokraterne om formiddagen og planlægge deres valgkampagne for så at deltage i Venstres valgkampsudviklingsmøde om eftermiddagen. Nogle gange skulle vi holde tungen lige i munden, hvis møderne foregik hos os, og sørge for, at de ikke mødte hinanden i døren, eller at konkurrentens materiale lå frit fremme. Vi involverede os også gerne i andre ting. Som nogle af de første købte vi et ”Rhododendron-bevis” af Tage Buus for at få Rhododendronparken etableret. Vi deltog i mange møder og aktiviteter i byen af både seriøse og mere festlige slags og nød hele tiden at udvide vores netværk.

I tiden som selvstændig var der ikke megen fritid, så teaterlivet måtte neddrosles. Heldigvis var der masser af friske teatertossede til at tage over, så BAS er stadig i dag en livskraftig og fantastisk forening, der er veletableret i Brønderslev. Noget af det sidste, jeg var med til, var at flytte ind i BASaren. Det var hårdt knoklearbejde, og det var stadig de frivillige, der tog fat. Da vi startede med at hugge beton op i den tidligere griseauktionshal i 1992, var der ingen, der kunne forestille sig, hvordan det skulle se ud i 2021. Det bliver også spændende at se, hvad fremtiden bringer i de nye kommende lokaler Fabrikken sammen med bla. MOSS.

Øst-siden

Når man er selvstændig og arbejder mange timer, kan der let komme tidspunkter, hvor man overvejer, om det er det hele værd. Det kan jeg kun svare ja til. På et tidspunkt aftalte Marianne og jeg dog, at jeg på et tidspunkt gerne ville stoppe og prøve noget andet i mit liv. Da finanskrisen ramte os i 2007/8, bed vi tænderne sammen, skar ned, hvor vi kunne, og knoklede os igennem. Da det viste sig, at vi overlevede, kunne jeg mærke, at nu var tiden kommet. Min mand og jeg var privat flyttet til Holtegaard ved Try, vores børn havde skiftet skole, og nu var jeg også klar til et skifte. På Hjørring Bibliotekerne søgte de en medarbejder, og jeg var så heldig at få jobbet. Efter 22 år som selvstændig i Brønderslev forlod jeg nu byen og startede på noget helt andet: Offentlig ansat og ydermere bosat i den gamle Dronninglund kommune.

Krigen mellem de to tvangsgifte kommuner var velkendt, men pludselig at bo i den østlige del var helt specielt. De første mange år tog jeg med stor selvfølgelighed Brønderslev i forsvar, når snakken faldt på, at ”det hele også skal foregå der” eller et vrængende  ”ja, det er da klart, at det skal ligge i Brønderslev”. Med tiden ebber den snak heldigvis ud, og grænserne blødes langsomt op, men der går nok et par generationer endnu.

Jeg har været heldig at sidde i BET’s bestyrelse som repræsentant for bl.a. Dronninglund Turistforening, og her er man professionelle nok til at tænke på hele kommunen. Det er dog tydeligt, at den turistmæssige aktivitet er størst i den østlige del af kommunen. Jeg er aktiv i turismesammenhæng, fordi vi har indrettet Bed & Breakfast på Holtegaard, og samtidig tilbyder vi hestevognsture til turister og andre interesserede. Det er spændende at møde nye mennesker på den måde og kun at skulle sælge sit helt eget produkt. Vi nyder, at verden kommer til Holtegaard i form af gæster fra mange forskellige lande. I vores reception har vi sat et verdenskort op og opfordrer gæsterne til at stikke en nål i, dér hvor de kommer fra, og der er efterhånden nåle i de fleste lande – i hvert fald i Europa.

Jeg interesserer mig generelt for, hvad turismen betyder for os alle. Både som erhverv, men også som en del af vores virkelighed og den udvikling, der skal til, for at holde liv i de små samfund.

Fortæller

At arbejde på et bibliotek kan for dem, der ikke kender til det, lyde en anelse kedeligt. Det var da også den holdning, jeg oftest blev mødt med, når jeg fortalte, at jeg stoppede på paLOMA og skulle arbejde på Hjørring Bibliotekerne. Jeg havde heller ikke selv et klart billede af, hvad det indebar, men håbede på, at det, der krævedes, kunne jeg godt honorere. Heldigvis er der højt til loftet i Hjørring, så efter nogle år har jeg fået lov til at lave noget af det, jeg elsker allermest.

Som efteruddannelse har jeg taget en uddannelse som fortæller på Fortælleakademiet på Vestjyllands Højskole. Det har været fantastisk at lære noget teori, nogle teknikker og blive instrueret af de allerbedste fortællere i Danmark. Det bruger jeg nu til at formidle masser af gode historier og inspirere både børn og voksne til at læse mere. At fortælle er fantastisk – det minder en smule om teater, men er mere personligt på en anden måde. Der er nærkontakt med dit publikum og en nerve, som jeg elsker.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til denne bog, blev jeg inspireret til at fortælle historien om paLOMA igen, så måske gør jeg det på et andet tidspunkt, hvor jeg kan få flere detaljer, anekdoter og måske afsløringer med, for det er helt sikkert (også) en god historie. Men hele dette tilbageblik, har også fået mig til at tænke på den kæmpestore udvikling, der er sket med vores samfund de sidste 30 år. Hele digitaliseringen og den hurtige kommunikation, som vores børn i dag tager som en selvfølge, er jo fantastisk, men med al fare for at blive kaldt gammeldags, er det måske også lidt farligt. Der er heldigvis nogle tendenser, der tyder på, at vi også gerne vil fordybelsen og det er noget af det, fortællingen kan.

At formidle en god fortælling kræver nemlig, at man er til stede i nuet – og en god lytteoplevelse kræver, at man lytter både med ører og hjerte.

 

Arbejdslivet er en stor del af ens tilværelse. Derfor er det også af stor betydning, at man trives og glædes over det eller de job, som man har været beskæftiget med. Så heldig har jeg altid været med rigtig mange spændende opgaver og gode kolleger.

Mit arbejdsområde har været inden for det tekniske område. Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev jeg ansat på Brønderslev Kommunes Tekniske Forvaltning, som blev min arbejdsplads, som sekretariatsleder og udvalgssekretær indtil den næste kommune-sammenlægning i 2007. Opgaverne, som løses i Teknisk Forvaltning er mangeartede og vidt forskellige, infrastruktur, veje og stier, byplanlægning, byggemodning af bolig- og erhvervsområder, lednings-anlæg for forsyninger, byfornyelsesprojekter, arealer i det åbne land, vandløb, naturområder o.s.v.

Samtidig med kommunesammenlægningen i 2007 blev det på Christiansborg vedtaget, at kommunale forsyningsområder, som spildevand/kloak og vand, skulle ud af det kommunale system og om-dannes til kommunalt ejede aktieselskaber. I Brønderslev Byråd besluttede man pr. 1. januar 2007 at omdanne de kommunalt ejede forsyningsværker for varme, vand og spildevand til aktieselskaber. En opgave som jeg blev tilbudt og blev ansat som forsyningschef til, og Jens Fjendbo Jensen blev valgt som bestyrelsesformand.

Det var en opgave, som var helt ny i det kommunale system. Det var en utrolig spændende opgave men også en udfordrende opgave med mange overraskelser både positive men også nogle negative. Brønderslev var blandt de første 7 kommuner i Danmark, som dannede de kommunale aktieselskaber, sådan: Moderselskabet Brønderslev Forsyning A/S, Brønderslev Varme A/S, Brønderslev Vand A/S og Brønderslev Spildevand A/S.

I 2013 stoppede jeg på Brønderslev Forsyning A/S og gik på pension. Inden jeg blev pensionist, havde jeg planlagt og glædet mig til, at jeg nu kunne være med i frivilligt arbejde.

Stiftelse af Borger9700

På forslag fra og initiativ af Karsten Frederiksen blev der indbudt til et møde i september 2013 med det formål at danne en borgerforening i Brønderslev. I mødet deltog udover Karsten, Niels Anker Ottesen, Gert Storkborg, Asger Dets, Gitte Krogh, Marianne Nellemann, Per Hardahl og jeg.

Resultatet blev dannelse af Brønderslev Borgerforening, Borger9700, på en stiftende generalforsamling den 30. september 2013. Jeg var i perioden fra dannelsen til generalforsamlingen i 2019 bestyrelsesmedlem, kasserer og sekretær. En periode med rigtig mange spændende tiltag.

Den Runde Pavillons Venner

Jeg synes, at Den Runde Pavillon er en fantastisk bygning med sin beliggenhed i den smukke Rhododendronpark. Jeg deltog i flere af de aktiviteter og arrangementer, der fandt sted i pavillonen. Så da jeg i 2015 fik en opfordring til at opstille til bestyrelsen, sagde jeg straks ja hertil. Jeg fik også her opgaven som kasserer.

Bestyrelsens opgaver er helt generelt at gøre alt for, at denne unikke pavillon kan bevares som kulturhus. Vi forestår udlejning, drift og vedligehold af pavillonen. Udgifterne herved er den indtægt, som vi opkræver for brug af pavillonen samt kontingent, idet et vilkår for leje er medlemskab. Vi har igennem de senere år med bidrag fra forskellige fonde kunnet indkøbe en del nyanskaffelser. Vi har i pavillonen bl.a. et flygel, musikhøjtaleranlæg, projektor m.v. Vi foretager syn efter hver udlejning for at sikre, at hver lejer afleverer pavillonen i samme rengjorte stand, som lejer modtog den i.

Pavillonen må lejes ud til foreninger, institutioner og interessegrupper. Den må ikke lejes ud til private arrangementer.

Procedure for leje sker via ansøgning på pavillonens hjemmeside. Jeg modtager pr. mail ansøgning om leje, hvorefter jeg booker pavillonen til lejer, udskriver og sender regning til lejer.

Pavillonen bliver mere og mere populær at leje, især til koncerter og musik generelt. Alle koncerter og musikarrangementer arrangeres af de frivillige i de forskellige foreninger, f.eks. Shamrock med irsk folkemusik, Jazz9700 med traditionel jazz, BI’s Venner med frokost jazz og dansemusik, Kulturskolens elevkoncerter og mange andre.

Den Runde Pavillon ude og inde.

Stafet for livet Brønderslev

Stafet for livet blev, som en ny aktivitet i Brønderslev, i 2017 afholdt i Rhododendronparken på forslag fra og initiativ af Lone Lønbro.

Stafet for livet er et landsdækkende arrangement under Kræftens Bekæmpelse og afholdes i overensstemmelse med deres koncept herfor. Overskuddet ved afholdelsen går ubeskåret til arbejdet i Kræftens Bekæmpelse.

Der blev i 2016 for opstart inviteret til et indledende møde. Der mødte rigtig mange frivillige op. Der blev nedsat en styregruppe samt udpeget hold-tovholdere for de forskellige områder/opgaver ved arrangementet, f.eks. logistik, tilmeldinger til stafetten, fighterne, sponsor opsøgere, madforsyning, lys-seancen, underholdning m.v. og ikke mindst toast-master-opgaven.

Initiativtageren Lone Lønbro blev og er stadig formand i Styregruppen, og igen påtog jeg mig også her opgaven som kasserer.

Stafet for livet afvikles over et døgn, fra lørdag kl. 12 til søndag kl. 12.

Stafet for livet har været afholdt i Rhododendronprken i 2017 med et overskud på 374.000 kr., i 2018 med et overskud på 470.000 kr. og i 2019 med et overskud på 567.000 kr. Alle disse beløb indgår i det arbejde, som udføres af Kræftens Bekæmpelse.

Parkgruppen

Jeg er også medlem af Parkgruppen, som er nedsat og sammensat af Teknik- og Miljøudvalget med det formål at komme med ideer og forslag til udvikling af Rhododendronparken. Parkgruppen nedsættes for 4-årige perioder (sammenfaldende med byrådsperioderne).

I denne periode er der udført nye projekter som nedlægning af rør for kabler til belysning og lyd rundt i hele parken samt belysning af træerne ud mod Nørregade. Til projektets gennemførelse ansøgte jeg på Pargruppens vegne SE-Fonden om økonomiske midler. Vi fik bevilget det ansøgte tilskud, og arbejdet blev gennemført.

Endvidere er der opført indgangsportal ud mod Nørregade. Hertil søgte jeg igen på Parkgruppens vegne om økonomiske midler, som venligst blev tildelt af Risagerfonden og  Sparekassen Vendsyssel til de nødvendige materialer. Frivillige fra Brønderslev Borgerlige Skyttelaug udførte det praktiske arbejde.

Da legepladsen i parken er helt nedslidt, er der nu et stort ønske om at få anlagt en ny legeplads i parken. Ideer og forslag hertil er p.t. forelagt og behandlet i Parkgruppen og videresendt til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget.

 Guide for rundvisning i Rhododendronparken

Jeg er utrolig stolt af vores smukke og helt unikke Rhododendronpark. På opfordring fra Karsten Frederiksen sagde jeg med glæde ja til at ville være en af de frivillige guider for de mange turister, der besøger parken.

Meget ofte efter en rundvisning skulle turisterne på Restaurant Hedelund til frokost eller anden servering. Det er derfor utrolig trist, at Restaurant Hedelund nedbrændte i maj 2018, og desværre endnu ikke er blevet genopført, hvilket jeg selvfølgelig også beklager meget.

Rundvisningen i parken er på ca. en time, alt efter turisternes ønsker. Til brug ved rundvisningen har jeg fra flere kilder samlet oplysninger om etableringen af parken, kunst i parken, bygninger i parken og sponsoraterne til etableringen og udviklingen af parken.

Alt dette har jeg nedskrevet i følgende ”Guide for rundvisning i Rhododendronparken i Rhododendronbyen Brønderslev”:

Parkens oprindelse

I 1882 købte 3 Brønderslev-borgere gården ”Øster Hedegård” og stykkede 5 tdl. fra til en plantage. Skovrider Videbæk fra Birkelse tegnede det første anlæg, og skovfoged Ole Jakobsen, Pajhede, havde tilsyn med udførelsen. Plantagen blev omdannet til ”Aktieselskabet Hedelund”. Aktieselskabet købte i 1896 ”Plantagen Hedelund”, der blev ændret til et parkanlæg efter en plan udarbejdet af landskabsgartner Glæsel fra København.

I 1946 overtog Brønderslev Kommune parken med en servitut om, at arealet hverken helt eller delvist måtte benyttes til andet end lystanlæg.

Rhododendronparken

 I 1989 blev der efterlyst ideer til en udvikling af parken. Blomster-entusiasten og Rhododendron specialisten Gunnar Vestergaard fik ideen til Rhododendronparken. Han fik 3 øvrige borgere med på ideen, nemlig amtsrådsmedlem Tage Buus, direktør Sv. E. Christensen og byens dommer Poul Holm Christiansen.

Gunnar Vestergaards henvendelse lød: ”Jeg synes, at vi skal lave en Rhododendronpark”. Tage Buus svarede: ”Glimrende ide, Vestergaard, ……..Hvad er en Rhododendron?”. Gunnar Vestergaard tog Tage Buus med hjem og viste ham sin have med Rhododendron i fuldt flor. Herefter var der ingen tvivl. Det skulle være en Rhododendronpark.

Tage Buus var en rigtig ildsjæl, han var som humlebien, som ikke ved, den ikke kan flyve, den gør det bare, således er ildsjæle og sådan var Tage Buus. Han gik tur hver dag med sine hunde i parken, da den blev etableret.

Der blev indgået aftale med Brønderslev Kommune om, at såfremt initiativtagerne kunne indsamle ca. 1 mio. kr., så ville kommunen også bidrage økonomisk. Initiativtagerne gik i gang med indsamlingen, og det lykkedes på ca. 1 år at indsamle beløbet med bidrag fra bl.a. Rigmor Nielsen Fonden og borgere og virksomheder.

Der blev nedsat en rådgivningsgruppe til at få igangsat projektet. Gruppens medlemmer var: Gunnar Vestergaard, Poul Holm Christiansen, landskabsarkitekt Frans Ameys og vej- og parkformand Finn Bjerning.

Rhododendronparkens udformning blev tegnet af landskabsarkitekt Frans Ameys ud fra den ide, at det skulle være bløde linier som gennemgående princip i parken. Endvidere havde Frans Ameys stor fokus på farvesammensætningen af de mange forskellige arter. I foråret 1993 påbegyndtes anlæg af Rhododendronparken.

Der blev udarbejdet et budgetoverslag på 2,1 mio. kr. Den endelig pris blev ”som altid” større, nemlig 4,3 mio. kr. Udover de indsamlede beløb og det kommunale bidrag støttede også EU-Strukturfonden etableringen.

I 1994 blev Rhododendronparken indviet. Der er omkring 130 forskellige plantearter i parken, og der er over 10.000 planter. Der står ved hver planteart et skilt med plantens navn og øvrige informationer om plantearten.

Med ønsket om at forlænge sæsonen blev der i 2007 etableret efterårs-lyngbede på skråningen ud mod Banevolden. Desværre viste det sig, at lyngplanterne ikke trivedes, og de blev derfor i 2013 udskiftet med lave Rhododendron. Lyngbeplantningen blev sponsoreret af Nordea.

I et område ud mod Parkvej blev der i 2008 plantet forskellige helt specielle træer. Beplantningen blev sponsoreret af Sparekassen Vendsyssel Fonden. Området var ikke medtaget i forbindelse med etableringen af Rhododendronparken.

Parken er Nordeuropas største park af sin art.

Nye Rhododendronplanter

Til minde om initiativtagerne er der udviklet nye Rhododendronplanter:

”Brønderslev Beauty – Rigmor”

Når man kommer over den store, hvide bro, ser man på begge sider af stien bede med en smuk lav lyserød Rhododendron ”Vason”, opkaldt efter sin ”skaber” Vagn Søndergaard fra Herning. Vagn Søndergaard arbejdede videre med planten ved selv at bestøve denne, og resultatet blev en smuk hvid Rhododendron, der er blevet internationalt registreret som ”Rigmor” som en hyldest til Rigmor Nielsen. Et bed med ”Rigmor” blev etableret omkring statuen af Peder Nielsen, hjørnet Nørregade/Tunnelgade.

”Tage Buus – Azalea”

Denne plante er udviklet til minde om Tage Buus. Planten findes i et rundt bed ved siden af scenen.

Det blev besluttet, at det skulle være en Azalea med duft. ”Hvorfor” Jo, for stod man og talte med Tage Buus, og der kom en dame med en dejlig parfume forbi, havde man ikke længere Tage Buss’ opmærksomhed.

”Gunnar Vestergaard”

Denne plante er udviklet til minde om idemanden Gunnar Vestergaard. Planten findes ved indgangsportalen ved Nørregade.

Hortensia-bede

I 2008 blev der i parken anlagt hortensia-bede, som man havde haft på ønskesedlen i flere år. Når man står ved Thehuset og ser hen over søen, ser man den smukke skrænt, som er beplantet med smukke hortensia-planter. Hortensia-bedet er sponsoreret af Jyske Bank.

Buus-scenen – Ny overdækket scene

Ved Tage Buus’ død skænkede hans datter penge til et minde om Tage Buus. Det blev en scene, som blev etableret i 2003 ved afslutningen af søen ud mod Nørregade. Den blev opført som en træ-scene, og fik navnet Buus-scenen.

Scenen er i 2015 udskiftet med en større scene med overdækning, hvilket giver mulighed for nye store arrangementer. Den nye overdækkede scene er finansieret af sponsorerede midler.

Amfi-teatret

I 2009 blev der etableret et amfiteater rettet mod Buus-scenen. Amfiteatret er udvidet i 2015 i forbindelse med opsætning af den nye overdækkede scene.

 Bryllupsbroen

Den hvide bro over søen ud mod Parkvej har fået navnet ”bryllupsbroen”, idet brudepar ofte vælger at blive fotograferet på broen. Der bliver utrolig smukke billeder af brudeparret på den hvide bro med Rhododendron-planter og bøgetræer som baggrund.

The-huset

The-huset i parken blev opført i 1996 i anledning af Brønderslevs 75års købstadsjubilæum.

Springvand

I 2006 besluttede man at etablere et antal springvand i søerne. Springvandene er belyst om aftenen. Der er således mulighed for en rigtig romantisk aftentur i parken. Også springvandene er sponsoreret af Rigmor Nielsen Fonden.

Kildevæld

I 2008 blev der anlagt endnu en nyskabelse i parken, nemlig et kildevæld. Kildevældet er beliggende umiddelbart foran søen langs med Tunnelgade og ud mod Nørregade. I kildevældet er natursten og lav beplantning, som overrisles med vand. Vandet pumpes rundt.

Kildevældet er som mange øvrige nye tiltag i parken sponsoreret af Rigmor Nielsen Fonden.

Svanefamile i parken

Der bor en svanefamilie i parken. Hvert år ruger svanemor på reden i søområdet ud mod Parkvej, og hvert år får de svaneunger/”svællinger”. Det er helt eventyragtigt at se svanemor, ”svællingerne” og svanefar i en lang række på tur rundt i parken.

A/S Peder Nielsen Beslagfabrik – nabo til parken

Rhododendronparkens nabo A/S Peder Nielsen Beslagfabrik har haft stor betydning for Rhododendronparkens etablering og udvikling.

Stifteren af beslagfabrikken, Peder Nielsen, etablerede i 1886 fabrikken i Brønderslev. Barnebarnet Rigmor Nielsen var familiens sidste adm. direktør for fabrikken. I 1973 stiftedes Rigmor Nielsen Fonden, som har støttet en meget stor del af udviklingen af Rhododendronparken.

Rigmor Nielsen Fonden støttede i 1993 etableringen af parken og finansierede i de efterfølgende år følgende: Springvandene – Kildevældet –Jante skulpturen – Udvidelse af parken i området ved tennisbanerne – Legepladsen i parken. Herudover ydede fonden et bidrag til renoveringen af Den Runde Pavillon.

Bygninger i parken:

 Den Runde Pavillon

Det er desværre ikke meget, vi har kunnet finde i de lokalhistoriske arkiver om pavillonen. Men vi mener at vide, at pavillonen er en gammel cirkuspavillon, som blev købt af cirkusfamilien Mundelin. Den blev opstillet i 1903.

Foreningen ”Den Runde Pavillons Venner” indsamlede i 2007 ca. 3 mio. kr., sponseret af bl.a. Rigmor Nielsen Fonden, Spar Nord Fonden samt lokale virksomheder og forretninger, til en renovering og tilbygning med toiletter m.v. Medlemmer af Brønderslev Borgelige Skyttelaug deltog ved frivilligt arbejde i renoveringen og tilbygningen.

 Restaurant Hedelund:

I 1906 opførtes en træbygning i 2 etager til restaurationslokaler.

Indtil 2. verdenskrig havde Brønderslev-borgerne mange festlige stunder i disse skønne omgivelser. Her blev der festet, danset, leget og gået søndagsture i stiveste puds. En af de første restauratører var O. W. Nielsen, hvis køkken var kendt over hele Jylland.

Da tyskerne i april 1940 kom til byen, indtog de også Restaurant Hedelund, og efter krigen så det hele ganske forfærdeligt ud: pigtrådsafspærringer, panserskjul, løbegrave og en nedbrændt restaurationsbygning.

I 1946 vedtog Byrådet at overtage anlægget og forpligtede sig til at opføre en ny og tidssvarende pavillon, altså et spisested.

 

 

I 1954 blev den nye restaurationsbygning opført og indviet. Byrådet ansatte Børge Christoffersen som forpagter. Han bød velkommen til åbningen, og Mellerups Orkester leverede musikken.

Desværre nedbrændte Restaurant Hedelund natten mellem 16. og 17. maj 2018 og er endnu ikke genopført.

 

Indgangsportal

I 2018 opførtes en indgangsportal med adgang fra Nørregade til gående besøgende til parken. Portalen er opført som en ”mini-model” af Den Runde Pavillon.

Portalen er opført ved frivilligt arbejde udført af Brønderslev Borgerlige Skyttelaug, mens Risagerfonden og Sparekassen Vendsyssel har doneret hovedparten af midlerne til materialerne. Desuden har en række håndværkere også bidraget.

Spiret på portalen er lavet af Ziggie Andersen fra EUC Nord i forbindelse med hendes uddannelse til snedker.

 

Skulpturer i parken

Moseegen

stammer fra Store Vildmose. Roden stammer fra bronzealderen og har ligget i Vildmosen i over 3.000 år.

 

Skulpturen Stor aggression

som er placeret ca. midt i parken, er lavet af kunstneren Børge Jørgensen og opsat i 1971.

 

Initiativstenen – gravsten for Janteloven

blev i 1996 opsat i parken, i hjørnet mod Tunnelgade og Banevolden. Stenen er ment som en gravsten over janteloven.

Janteloven er et begreb formuleret af Aksel Sandemose i ”En flygtning krydser sit spor”. Vi taler om janteloven som en dansk specialitet, ja ligefrem et væsenstræk i vores nationalkarakter.

Stenskulpturen er lavet af billedhuggeren Lene Rasmussen. Rigmor Nielsen Fonden skænkede skulpturen i anledning af Brønderslevs 75 års køb-stadsjubilæum.

 

Menneskeæder

skulpturen, som er placeret ved runddelen, er lavet af kunstneren Niels Bjerre og opsat i 1996.

 

 

Høvdingen Brunder skulpturen

er placeret i området ved tennisbanerne. Det fortælles, at Brunder var en høvding med hjemsted i Brønderslev og heraf stammer navnet på vores by Brønderslev.

 

 

 

Aktiviteter i parken

Dronningebesøg i parken

I forbindelse med Brønderslevs 75års købstadsjubilæum besøgte Dronningen og Prinsgemalen Brønderslev. I den forbindelse besøgte Dronningen Rhododendronparken.

 

Stafet for livet

Stafet for livet afholdes i parken hvert år den 3. weekend i juni. Stafet for livet er et koncept fra Kræftens Bekæmpelse. Stafetten varer et døgn, fra kl. 12 lørdag til kl. 12 søndag. Formålet er at indsamle penge til forskning, patientpleje m.v. Første stafet blev afholdt i 2017.

 

Kulturelle arrangementer

I løbet af sommeren afholdes der på scenen mange forskellige musikarrangementer med fri entre.

 

Kører man ad Nørregade

fra krydset Parkvej/Knudsgade til arealet, hvor Restaurant Hedelund lå, har man Rhododendronparken på den ene side og området med Rhododendronplanterne ved tennisbanerne på den anden side, og det giver faktisk en fornemmelse af, at man ”kører inde i Rhododendronparken”.

 

Afslutning

Jeg har det dejligt og nyder rigtig meget at kunne være med i det frivillige arbejde i og for vores by Brønderslev. Jeg har været heldig, at der er brug for mig inden for de områder, som interesserer mig. Jeg er også blevet bekendt med, hvor meget arbejde der udføres af frivillige, og at rigtig mange aktiviteter og andet ikke fandt sted, hvis ikke så mange frivillige påtog sig at udføre et så stort arbejde.

 

Historien om                                

Floorball er en forholdsvis ny sport i Danmark.

Dansk Floorball Union blev stiftet i 1989, allerede året efter begyndte planerne om at starte en Floorball Club i Brønderslev at tage form og i 1991 var man klar til at starte, navnet blev Brønderslev Floorball Club.

Initiativtagerne var Brian Balle, Morten Henningsen og Henrik Dahl Nielsen (Tex) de tre blev også klubbens første bestyrelse sammen med Anders Jørgensen.

Rækken af formænd siden klubbens start har været Henrik Dahl Nielsen, Mads Buch, Lars Bisgaard, Lene Jacobsen, Kim Hejslet, Jeppe Bisgaard og Bjørn Strandos, den kronologiske rækkefølge kan ikke garanteres og der kan også være et enkelt navn der er glemt.

Tilnavnet Hot Shots er også en ganske speciel historie, Brian Balles far, Keld Balle var på det tidspunkt, sælger i en virksomhed der importerede forskelligt spiritus fra andre lande i Europa, bl.a. det Italienske mærke Galiano, og da klubben manglede spillertøj, blev et sæt spiller tøj sponseret netop af Galiano, På spiller blusen var tryk navnet ”Galiano Hot Shots ”, hvad var så nemmere end at døbe klubben om til Brønderslev Floorball Club, Hot Shots.

IFF – International Floorball Federation blev stiftet i 1986 af Sverige Schweiz og Finland.

Gennem årerne har de dominerende lande været, Sverige, Finland, Schweitz samt Tjekkiet, Danmark har efterhånden tilkæmpet sig en plads blandt de 5-10 bedste lande med en 5. plads ved VM i 2016 som bedste resultat.

I dag består IFF af 68 lande, fordelt over hele verden, med medlemslande fra alle verdens regioner, hvert år kommer der nye lande til og forventningerne er, at man inden for en 10 års periode kommer på det internationale Olympiske program.

Her i Brønderslev kom Klubben hurtigt ud over stepperne og vi har, siden starten i 1991 taget godt for os af medaljerne, både ved DM og Pokalturneringen for herrer, startende med Bronze ved DM i 1994, her er et overblik over vundne medaljer siden starten af klubben:

DM for Damehold

Bronze 1999

DM for herrehold

Guld i 2016

Sølv i 1997, 2001, 2006, 2008, 2009, 2010, 2012,2013, 2015.

Bronze i 1994, 1996, 1998, 2007, 2014, 2017.

Landsdækkende Pokal turnering, herrer :

Guld i 2006, 2013, 2014, 2016

Sølv i 2008, 2009, 20017

Opgjort over en tiårig periode er placeringen blandt alle landets Floorball klubber i herreligaen følgende, udregnet efter antal vundne kampe.        (kilde den danske wikipedia )

Periode 1991 – 1999                 BFC           nr. 1.

             2000 – 2009 BFC           nr. 2.

             2010 – 2019 BFC           nr. 2.

Kåring af Årets Floorball spiller i Danmark

2006 Kim Olesen BFC

2013 Niklas Juul Jensen BFC

2016 Andreas Glad BFC

Året 2016 blev et fantastisk år for klubben, vi vandt guld ved DM i Randers, guld i pokalturneringen, og endvidere blev vi tildelt den prestigefyldte Nordjyske Idræts Pris ved et stort arrangement i Nord kraft Aalborg.

 En af de store begivenheder i klubben har altid været kampene mod de evige rivaler fra Frederikshavn, begge klubber hader at tabe til hinanden og når de to herrehold mødtes, var det altid med mange tilskuer på lægterne, og virkeligt fest i gaden, det har dog aldrig udviklet sig til egentligt voldsepisoder, slagsmålet var af mere verbal karakter.

En overgang var det moderne at ”moone” for på den måde at give udtryk for sin opfattelse af hjemmepublikummet. Ved en kamp, hvor klubben havde inviteret byens daværende Borgmester, Peder Iver Nielsen til en kamp, netop mod Frederikshavn Bulldogs, valgte en af Frederikshavner

spillerne at ”moone” netop ud for det sted hvor borgmesteren sad, det medførte kun en munter bemærkning fra Peder Iver, der aldrig var mundlam i den slags situationer, i øvrigt kom det fremadrettet til at betyde at spillerne blev bortvist fra kampen, hvis man ønskede at tilkendegive sin opfattelse af hjemme publikummet på den måde, så det satte en naturlig stopper for den type ”indslag”.

Internationalt har klubben også været aktiv, Vi har i mange år deltaget i Björnslaget Cup i Göteborg, en turnering der bliver afviklet over 3 dage, den er placeret 1. weekend i september, kort tid før sæsonstart i både Sverige, Norge og Danmark, så det var en god optakt til den kommende sæson.

Ofte kunne vi være med helt frem til kvart eller semifinalerne, det betød at vi kunne nå den sidste færge fra Göteborg til Frederikshavn, et år var vi dog så velspillende at vi nåede finale mod et Norsk tophold, det betød at vi ikke kunne nå færgen og først kunne komme hjem mandag morgen.

Det betød travlhed med at skaffe overnatning, nye færgebilletter, spillere der skulle kontakte deres arbejdsgiver og fortælle at de først var hjemme i løbet af mandagen, m.m., desværre tabte vi kampen 3-2, men alle havde en super oplevelse.

Men klubben har ikke kun været jagten på medaljer, i dag laves der et stort stykke ungdomsarbejde og resultaterne begynder også at vise sig, og selv om Corona perioden på mange måder har været hård ved klubben, kan vi så småt begynde at se resultatet af mange års focus på ungdommen

.

Kidz ligaen, 4-7 år

U 9

U 11

U 13

U 15

U 18

Herre 1. div.

Herre Motion

Et + 60 hold

Samt et nyoprettet Para sports hold.

Desværre har vi ingen pige eller damehold, det sluttede i 2010 på grund af manglende tilslutning, men det står højt på vores ønskeliste, og vi venter kun på at nogen får lyst, mod og tid til at gå i gang med opgaven, de er garanteret stor støtte fra bestyrelsen.

Satsningen på ungdomsholdene har også betydet at vi, de seneste år, har været placeret i den absolutte top, både i U11, U13 og U 15 rækkerne, dette skyldes ikke mindst dygtige og engagerede trænere / ledere og stor opbakning fra forældrene.

Klubben har tidligere brugt mange kræfter på at fastholde en topplacering i Danmark, nu har vi ændret fokus til at bruge flere resurser på vores ungdomshold, så vi af den vej får skabt en fødekæde, der om få år kan afspejles, i vores holds placering i senior rækkerne, målsætningen er stadigvæk at være med i toppen af dansk floorball, fremadrettet, men med mere fokus på egne kræfter.

Fremtidsudsigter:

Det arbejde der nu er igangsat og de planer der er lagt for fremtiden med fokus på ungdomsholdenee, træneruddannelse, dommeruddannelse, tættere kontakt til forældre, godt økonomisk fundament m.m. vil bringe os styrket ind i de næste 30 år af klubbens historie, floorball er i vores naboland, Sverige, den næststørste idræts gren, kun overgået af fodbold, der er langt til at vi når det niveau her i Brønderslev, men hvis vi ser til Sverige har de klaret det, Floorball startede 10 år tidligere i Sverige end i Danmark, så vi har stadigvæk 10 år at ” løbe på ” .

Oktober 2021 – Jeppe Bisgaard

Af Inger Aarup-Kristensen

”Danmarks mest populære forfatterskole for unge ligger i Brønderslev”, sådan blev der sagt i Søndagsavisen i DR TV for snart mange år siden, og forfatterskolen er stadig uhyre populær blandt unge fra hele landet.

Hvorfor blev forfatterskolen så populær?

I 2004, da vi startede, fandtes der ikke tilsvarende kurser for unge under 18 år nogen steder i landet, og rigtig mange unge skrev tekster, som de drømte om at udgive men i stedet gemte væk i skrivebordsskuffen. En af eleverne udtalte: ”Det føles ligesom at bage småkager og bagefter smide dem i skraldespanden.”

En anden elev fortalte: ”Somme tider læser min mor eller mormor, det jeg skriver, men de siger jo altid, at det er flot skrevet!  Det er klart bedre at få objektiv kritik af en rigtig professionel forfatter på forfatterskolen.”

De professionelle forfattere, hvis løn bliver betalt af Kulturministeriet, har altid været en af de helt vigtige grunde til succesen. Det er noget andet at møde en person, som selv lever og ånder for at skrive og ved, hvad der skal til, for at få en bog udgivet, end at blive undervist af en skolelærer.

En medvirkende årsag er også, at alle elever efter kurset får udgivet deres tekster i en bog, der bliver udsendt til skole- og folkebiblioteker.

Da det første kursus blev afholdt eksploderede omtalen af Brønderslev Forfatterskole, da journalister fra både lokale og landsdækkende aviser, tv og radio fandt det ekstremt interessant, at unge helt frivilligt brugte deres sommerferie på at dygtiggøre sig.

Det faktum, at kun 30 unge blev udvalgt ud fra 300 ansøgninger, betød selvfølgelig også, at det var 30 meget motiverede og interesserede elever, der kom til Brønderslev. Alle slog lyttelapperne ud og arbejdede ihærdigt, så i løbet af en uge i Brønderslev, lærte de meget mere end på et langt forløb i folkeskolen. Eleverne kunne siges at opfylde enhver folkeskolelærers drøm. De sugede viden til sig. Det blev bemærket, og de efterfølgende år blev flere og flere elever henvist til at ansøge, af deres forældre og lærere.

Skolen blev heldigvis med årene i stand til at optage flere elever, for det var ikke sjovt at sende afslag til så mange dygtige unge. Flere søgte faktisk ind 3-4 år i træk, inden de kom ind.

Forfatterskolens elever har ben i næsen.

Allerede efter første år blev Therese fra 8.klasse sammen med forfatter Cecilie Eken og undertegnede inviteret til at repræsentere Kulturministeriet i forbindelse med den årlige bogmesse i ”Bella Centret”.

Her gik Therese frejdigt på scenen og holdt oplæg for en stor forsamling af lærere, bibliotekarer m.fl.

Jeg husker især, da hun fortalte, at hun til daglig altid holdt sig tilbage i timerne og bevidst gjorde sig lidt dummere, end hun var. Ellers ville hun blive moppet og kaldt lærerens kæledægge. Den slags oplevede hun ikke på forfatterskolen, hvor alle elever var lige interesserede og dygtige.

Et par år senere var Cecilie og jeg igen inviteret til at holde oplæg til et seminar om litteratur for børn og unge. Denne gang i ”Den sorte Diamant” i København. Vi deltog sammen med de to 15-årige forfatterskoleelever, Jacob og Anders.

Jacob, der var klædt i sit fine konfirmationstøj, startede med at sige, at han snart skulle til sin første eksamen, så nu ville han bruge dette foredrag som en generalprøve. Han fortalte, uden at ryste på stemmen, hvor meget han havde lært på Brønderslev Forfatterskole. Efterfølgende svarede hans kammerat Anders på spørgsmål fra salen.

Uden forudgående aftale repræsenterede de to drenge hver deres type af elever. Anders mødte nemlig op iført kondisko, t-shirt og omvendt kasket.  Flere bibliotekarer ville vide, om de unge ikke lige så godt kunne lære at skrive på et kursus i deres egne kommune. Hertil svarede Anders prompte: ”NEJ absolut ikke. Det bedste ved at komme til Brønderslev er netop at få nye venner, der er lige så interesseret i at skrive som mig. Dem har jeg ikke mødt nogen af i den by, jeg kommer fra.”

På første række i salen sad kulturministeren, undervisningsministeren og flere af deres embedsmænd, og jeg er overbevist om, at det skyldes de to drenges ”optræden”, at jeg et par dage efter modtog et brev fra ministeriet om, at der automatisk ville blive tildelt penge til de næste tre års kurser, så det ikke var nødvendigt at sende den årlige ansøgning.

Som nævnt var det vanskeligt at slippe gennem nåleøjet og blive optaget på Brønderslev Forfatterskole. Derfor kunne ingen deltage mere end én gang de første år. Der var ikke penge til at oprette et hold for fortsættere.

Da Amanda på 13 år var kommet hjem efter sit kursus i 2005, kontaktede hun mig og spurgte, hvordan hun skulle gøre, hvis hun selv ville arrangere et fortsætterkurssus for de 30 elever på hendes årgang.

Jeg fortalte om økonomien, og det resulterede i, at Amanda blev den yngste, der nogen sinde havde søgt og fået bevilget penge fra Kulturstyrelsen. Derefter søgte hun Dansklærerforeningen om penge til bogudgivelsen, og her blev interessen skabt for et flerårigt samarbejde mellem Dansklærerforeningen og Brønderslev Forfatterskole.

Forfatter Bjørn Themsen og jeg syntes, det var så flot et arbejde Amanda havde udført, at vi på tværs af normal procedure afviklede et specielt fortsætterkursus i efterårsferien i Brønderslev, og det viste sig at 29 ud af de 30 mulige elever deltog.

Nye hold – Nye muligheder

Det hele startede med ét hold for 30 danske elever, der skrev noveller.

I 2005- 2008 var der sommerkursuser for 30 unge danskere og 45 unge fra Skandinavien. Alle skrev noveller. Desuden blev der afholdt det omtalte fortsætterhold for Amandas årgang i efterårsferien.

Da der var så mange danske elever, der hvert år fik afslag, besluttede vi i 2009 at erstatte de skandinaviske hold med flere hold for danskere, så der i alt blev optaget 75 danske elever i Brønderslev. I fem år lykkedes det desuden at skaffe penge til, at der på Fanø kunne oprettes en slags filial, hvor 30 unge blev undervist i efterårsferien.

Siden da har der hvert år deltaget omkring 75 unge i Brønderslev Forfatterskoles sommerkurser. Fanø måtte desværre dreje nøglen på grund af manglende tilskud fra ministeriet.

Gennem årene er der blevet undervist i meget andet end noveller: Børnelitteratur, fantacy, poetry slam/ spoken word, filmmanuscripter, essays, Young Adults og bogillustrationer blev nye tilbud.

Samtidig med, at der blev flere pladser og mulighed for at vælge nye typer kurser, åbnede forfatterskolen for, at en elev kunne deltage mere end et år, hvad rigtig mange benytter sig af i dag.

Uddrag fra min digitale postkasse

Gennem alle årene som koordinator for Brønderslev forfatterskole har jeg elsket at læse de E-mails, eleverne efterfølgende sendte. Her er et lille udvalg:

” Normalt er jeg en meget fattet person, jordbunden og røvsyg, men selv efter en lang og udmattende skoledag havde jeg overskud (spørg mig ikke fra hvor) til at hyle og skrige som en anden poptøs til Tokyo Hotel-koncert, da der på spisebordet lå fem bøger, med min novelle i! En fantastisk følelse, en varme og glæde indeni…. Man følte sig som ” Etha Cameron i Disneyland, der spiser regnbueis med lykkepillekrymmel! Og nu er vi alle rigtige forfattere…” Line

Selvfølgelig er det dejligt at få udgivet sin novelle i en bog, som alle kan låne på biblioteket.  En ekstra oplevelse var det for flere elever, der efterfølgende fik deres novelle udgivet i undervisningsmateriale fra Gyldendal eller fik deres noveller udvalgt som eksamenstekst via Dansklærerforeningens udgivelser.

Som en elev udbrød: ” Tænk at det kan være min novelle, som Peter fra 8. klasse i Hillerød skal eksamineres i næste år. Det er for vildt!”

 Simon skriver:” Jeg har efterhånden fået læst alle novellerne i vores bog…. Hver gang jeg ser bogen, tænker på den, eller sidder med den i hænderne, flyver jeg et sted op i skyerne – og fyldes samtidig med minder fra i sommers. Det er en fantastisk fornemmelse! Det giver mig en kæmpe lyst og mod til at fortsætte med mine skriverier. Jeg snakker stadig med en masse af de venner, jeg fik i sommers, og det hjælper mig også klart til at bevare denne lyst. Vi giver hinanden konstruktiv kritik, men vi snakker selvfølgelig også om alle mulige andre ting. Jeg må sige, at jeg er rigtig glad for de nye venner, jeg har fået ”

Er der så nogen af eleverne, der er blevet ” rigtige” forfattere.

” Ikke alle små forfatterspirer ender som store fortællere. Men enhver stor fortæller har engang været en lille forfatterspire.”

Ordene er oprindelig skrevet af den kendte forfatter fra Løkken, Hanne Vibeke Holst, der er protektor for forfatterskolen, og selvfølgelig har hun ret. Danmark udklækker ikke, hvad der svarer til 75 nye forfattere om året.

Da jeg elsker at følge med i de tidligere elevers liv via sociale medier, kan jeg se, at rigtig mange af eleverne har taget uddannelser, hvor de bruger deres sprog. Flere underviser også andre i at skrive rundt omkring på landets biblioteker.

Der er da også en håndfuld elever, der har udgivet selvstændige romaner på store forlag.

Med fare for at glemme nogen kan jeg nævne nogle af de elever, der har udgivet på de største forlag.

Zakiya Ajmi har udgivet børnebøger, digte, romaner m.m.  på f.eks. Carlsens forlag og Gads Forlag.

Gyldendals forlag står bag de tre tidligere elever Yahya Hassan, Emma Elisabeth Nielsen og Saynab Farah Dahirs udgivelser i form af digte og romaner.

Flere andre har skrevet egne romaner til mindre forlag eller skrevet manuskripter til kortfilm, teaterforestillinger m.m. Atter andre har bidraget med artikler i tidsskrifter og antologier.

Endelig er både Zayira og Saynab vendt tilbage til Brønderslev Forfatterskole. Nu som undervisere.

Sådan opstod ideen

Tilbage i 2003 deltog jeg i et seminar i Kulturministeriet. Her talte jeg med en del forfattere, der sagde, at de var meget glade for at være en del af ministeriets huskunstnerordning, som sørgede for, at forfattere kunne holde foredrag rundt omkring i kommunale folkeskoler. De var glade for at tjene lønnen herfor, MEN desværre var der i hver klasse kun én eller to elever, der egentlig syntes, det var spændende at deltage. De øvrige var der kun, fordi det var en del af undervisningen, og de havde pligt til at være i lokalet.

Seminaret handlede om, at unge mennesker skulle gøres mere interesseret i at læse, og der skulle afsættes midler, som bibliotekarer og lærere kunne søge, hvis de havde gode ideer til at få unge til at læse mere.

Jeg var netop tiltrådt i jobbet som fritids-og kulturkonsulent i Brønderslev Kommune efter 24 år som børnebibliotekar. Min fremsynede chef Henning Risager havde gjort det klart, at jeg for en stor del selv kunne definere mit job, så længe jeg sørgede for, at der skete en masse på området, især for børn og unge.

Min tanke var, at hvis vi kunne samle nogle af de unge litteratur- interesserede mennesker fra hver klasse, og få dem til at skrive noveller til andre unge, kunne vi sikkert få deres jævnaldrende til at læse.

Sammen med de professionelle forfattere Cecilie Eken og Glenn Ringtved, som begge skriver bøger for børn og unge, udarbejdede jeg en ansøgning om at afholde skrivekurser for unge fra hele landet i skolernes sommerferie, og kurset skulle naturligvis ligge i Brønderslev.

Pengene blev bevilget og efter at have sendt plakater og foldere ud i hele landet, ventede vi spændt.

Nu havde vi pengene, men hvad nu hvis der ikke var nogen, der ville bruge deres ferie på at skrive?

Vores bekymring blev gjort til skamme.

 Vi havde budgetteret med 30 unge deltagere, men der kom 300 ansøgninger.

I sommeren 2004 ankom de første 30 håbefulde elever derfor til Brønderslev Idrætshøjskole, der i alle årene har lagt lokaler og aktivitetsmedarbejdere til.

Heldigvis har der hvert år været enkelte unge fra Brønderslev kommune blandt deltagerne. Der blev ikke taget hensyn til elevernes hjemkommune, alle kom ind efter kvalifikationer.

For mig som koordinator var det dog godt, at have nordjyder på holdet. De var lettere at få fat i, når der f.eks. skulle findes en model til reklamefoldere og plakater, eller når en elev skulle optages til lokal TV.

De første 8 år havde vi et godt samarbejde med Benny Mathisen en ung tegner fra Brønderslev. Han blev allerede som 17-årig fast tilknyttet projektet som illustrator og illustrerede samtlige bøger til og med 2012. I 2013 blev der oprettet et illustratorhold på forfatterskolen og eleverne herfra overtog jobbet.

Gennem alle årene har Børne- og Kulturdirektør Henning Risager og skiftende kulturudvalg støttet trofast op om forfatterskolen både moralsk og økonomisk, hvilket helt sikkert har medvirket til forfatterskolens succes.

Hvad er formålet med at afholde forfatterskole.

Der er 3 hovedformål:

1. At gøre de unge deltagere endnu dygtigere til at skrive. De, der søger, er jo typisk allerede gode til dansk, og da der er så mange ansøgere, er det jo vanskeligt at blive udvalgt som elev.

 

2. At medvirke til, at der dannes netværk mellem unge med interesse for at skrive og læse, så de efterfølgende kan støtte hinanden. Flere af deltagerne har gennem årene givet udtryk for, at deres klassekammerater betragter dem som nogle mærkelige stræbere, fordi de kan lide at skrive stil.

 

3. At gøre andre unge interesseret i at læse. Hvert år er der blevet udgivet en bog med de unges noveller, og de emner, som unge skriver om, er jo typisk noget, der kan interessere deres jævnaldrende.

Da det ikke kun var Kulturministeriet, der bevilgede penge til forfatterskolen, men også region Nordjylland, Kulturaftale Nordjylland, Brønderslev kommune og nogle lokale banker, havde vi selvfølgelig også et mere lokalt formål:

4. At vise unge fra hele landet, at der også kunne ske spændende ting uden for storbyerne. (Populært sagt at sætte Brønderslev/ Nordjylland på landkortet).

Efter første års kursus, som blev en fantastisk succes, opstod tanken om at udvide med elever fra Norge og Sverige, da Brønderslev Kommune jo ligger tæt på færgerne fra Norge og Sverige.

Der blev søgt og bevilget penge fra Nordisk Råd til dette nordiske kursus, og da Kulturministeriet i Danmark, mod forventning, også gerne ville fortsætte med at støtte et rent dansk kursus, blev forfatterskolen de næste fem år udvidet, så der var ét hold med 30 danske elever, og et andet hold med 45 elever fordelt med 15 elever fra hvert af de tre nordiske lande.

Formålet med det nordiske hold var, udover de allerede nævnte:

5. At gøre unge fra Norden beviste om deres fælles kulturelle baggrund og lære dem at forstå hinandens sprog.

Det nordiske hold blev naturligvis også undervist af professionelle forfattere fra de tre lande, og der blev udgivet en fælles novellesamling, der blev distribueret til skole-og folkebiblioteker i alle tre lande.

Når bøgerne skulle læses i alle lande, skulle vi jo gerne finde på en bogtitel, der kunne forstås på alle tre sprog og ikke fremstå, som om vi lavede stavefejl. Det havde eleverne en del sjov ud af.

Den bedste bogtitel blev efter min mening ” Rar og Rolig.”

Rar betyder som bekendt underlig på norsk og rolig betyder jo sjov på svensk.

Forfatterskolens eksterne deltagelse.

Udover det årlige sommerkursus har der gennem årene været et samarbejde med andre, især nordjyske institutioner. F.eks. deltog 10 elever fra forfatterskolen sammen med 10 nordjyske musikere fra projekt Keep on Rockin og 10 unge fra Aalborg Billedskole i et fælles projekt, hvor resultatet blev en illustreret ungdomsbog med tilhørende musik-CD. Projektet blev søsat af ungdomsklubben KUL i Nordkraft.

Flere elever har desuden optrådt til Kulturmødet på Mors, til årsmøde for Kulturaftale Nordjylland, til bogfestival i Skørping og til kulturdag på Dronninglund Slot.

Brønderslev Forfatterskole i dag.

I 2015 gik jeg på efterløn, og forfatterskolen skulle have ny koordinator. Ansvaret for afviklingen blev overgivet til Brønderslev Bibliotek og Louise Eltved Krogsgård tog over som koordinator.

HELDIGVIS FOR DET! Der findes ikke nogen bedre koordinator.

Efter Louises overtagelse er mange ting ført videre i den samme ånd, men der er også tilføjet mange flere udadrettede aktiviteter, ikke blot i Nordjylland, men over hele landet.

De senere år har eleverne under Louises vinger således optrådt til Folkemøde på Bornholm, deltaget i diskussioner om kultur for unge til Kulturmøde på Mors, læst højt til Ordkraftfestival og været aktive i diverse fora rundt om i landet, hvor unges problemer har været i fokus.

Sideløbende har der været samarbejdet med f.eks. Skagen Museum og Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø.

At være elev på Brønderslev Forfatterskole er ikke noget man er i en uge om sommeren. Man kan være aktiv på mange fronter året rundt.

Det sørger Louise for.

 

 

 

 

 

 

4. sætte Brønderslev/ Nordjylland på landkortet).

Efter første års kursus, som blev en fantastisk succes, opstod tanken om at udvide med elever fra Norge og Sverige, da Brønderslev Kommune jo ligger tæt på færgerne fra Norge og Sverige.

Der blev søgt og bevilget penge fra Nordisk Råd til dette nordiske kursus, og da Kulturministeriet i Danmark, mod forventning, også gerne ville fortsætte med at støtte et rent dansk kursus, blev forfatterskolen de næste fem år udvidet, så der var ét hold med 30 danske elever, og et andet hold med 45 elever fordelt med 15 elever fra hvert af de tre nordiske lande.

Formålet med det nordiske hold var, udover de allerede nævnte:

5. At gøre unge fra Norden beviste om deres fælles kulturelle baggrund og lære dem at forstå hinandens sprog.

Det nordiske hold blev naturligvis også undervist af professionelle forfattere fra de tre lande, og der blev udgivet en fælles novellesamling, der blev distribueret til skole-og folkebiblioteker i alle tre lande.

Når bøgerne skulle læses i alle lande, skulle vi jo gerne finde på en bogtitel, der kunne forstås på alle tre sprog og ikke fremstå, som om vi lavede stavefejl. Det havde eleverne en del sjov ud af.

Den bedste bogtitel blev efter min mening ” Rar og Rolig.”

Rar betyder som bekendt underlig på norsk og rolig betyder jo sjov på svensk.

Forfatterskolens eksterne deltagelse.

Udover det årlige sommerkursus har der gennem årene været et samarbejde med andre, især nordjyske institutioner. F.eks. deltog 10 elever fra forfatterskolen sammen med 10 nordjyske musikere fra projekt Keep on Rockin og 10 unge fra Aalborg Billedskole i et fælles projekt, hvor resultatet blev en illustreret ungdomsbog med tilhørende musik-CD. Projektet blev søsat af ungdomsklubben KUL i Nordkraft.

Flere elever har desuden optrådt til Kulturmødet på Mors, til årsmøde for Kulturaftale Nordjylland, til bogfestival i Skørping og til kulturdag på Dronninglund Slot.

Brønderslev Forfatterskole i dag.

I 2015 gik jeg på efterløn, og forfatterskolen skulle have ny koordinator. Ansvaret for afviklingen blev overgivet til Brønderslev Bibliotek og Louise Eltved Krogsgård tog over som koordinator.

HELDIGVIS FOR DET! Der findes ikke nogen bedre koordinator.

Efter Louises overtagelse er mange ting ført videre i den samme ånd, men der er også tilføjet mange flere udadrettede aktiviteter, ikke blot i Nordjylland, men over hele landet.

De senere år har eleverne under Louises vinger således optrådt til Folkemøde på Bornholm, deltaget i diskussioner om kultur for unge til Kulturmøde på Mors, læst højt til Ordkraftfestival og været aktive i diverse fora rundt om i landet, hvor unges problemer har været i fokus.

Sideløbende har der været samarbejdet med f.eks. Skagen Museum og Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø.

At være elev på Brønderslev Forfatterskole er ikke noget man er i en uge om sommeren. Man kan være aktiv på mange fronter året rundt.

Det sørger Louise for.

BRØNDERSLEV BADMINTON CLUB

Klubben blev født den 27. februar 1939 på Hotel Brønderslev af 32 personer/medlemmer.

På grund af de ustabile spilleforhold på Hotel Brønderslev, blev det besluttet at henlægge samtlige timer til skolens gymnastiksal i Tygelsgade. Salen på Hotel Brønderslev kunne dårligt rumme en badmintonbane, så den ene baglinje var tegnet en halv meter oppe af bagvæggen. Denne udfordring var spillerne fri for i gymnastiksalen, men her måtte spillerne så håndtere, at gymnastikbommene hængte meget lavt, så det var vanskeligt at udføre en god clear til baglinjen.

Der har altid været rift om at få de nødvendige og ønskede antal timer til medlemmerne, så de kunne udøve deres sport. Det var vanskeligt at udvikle badmintonsporten i gymnastiksalene sammenholdt med de klubber i Danmark, der havde fået de såkaldte rundbuehaller op at stå. Kun få af klubbens bedste formåede at tilpasse sig spillet i hallerne og yde den nødvendige modstand, når de mødte spillere, der havde disse badmintonhaller, som deres hjemmebane!

Klubben var derfor en meget aktiv medspiller i at få opført Brønderslevhallen, som blev indviet den 7. september 1967. Multihallen på Brønderslev Gymnasium blev opført i 1974 og i 1976 blev der opført endnu en hal i forbindelse med den nye Hedegårdsskole. Disse haller blev hurtigt indtaget af de mange frivillige foreninger i Brønderslev, når skolens elever fik fri kl. 15.00.

BBC Nyt blev startet op i 1982 af Bjarne Rasmussen, Knud Jørgensen og Erik Ellegaard Christensen. Efter få år kom Bo Christensen også med i redaktionen!

Her var Erik meget dygtig til at skaffe annoncører til bladet, mens Bo leverede billederne.

Bladet blev indhentet af den elektroniske tidsalder, og udkom sidste gang i 2003, hvor Peter Hvilshøj og Jesper Hardahl var redaktører på blad´et.

I 1986 besluttede ungdomsformand, Poul Lønbro at undersøge, om det var muligt at aftale sponsorater med virksomhederne. Det gik i sin enkelthed ud på, at virksomhederne kunne købe et ungdomshold, og så få sit logo på tøjet. På seniorsiden kunne en sponsor tilkøbe sig én eller flere seniorspillere. Nogle år senere lancerede klubben, at virksom-hederne kunne købe en banereklame i hallen, som blev opstillet, når klubben havde hjemmekampe og åbne turneringer. Da dette tiltag var på sit højeste, var den årlige omsætning tæt på 100.000 kr. Herfra skal der dog fratrækkes udgifter til tøj med mere. Der blev i en periode også forsøgt med halve sider i oplandsavisen til førsteholdets hjemmekampe, hvor spillerne med sponsorer blev præsenteret. Sponsorudvalget havde som forsøg fået en favorabel aftale med oplandsavisen, men da avisen så sig nødsaget til at hæve prisen, måtte udvalget stoppe dette tiltag!

Badmintonklubben havde vokseværk, og for at få de nødvendige timer, havde klubben fået tildelt det der kunne skrabes sammen i de tre haller. I starten af firserne, måtte klubbens medlemmer træne forskellige steder på forskellige tidspunkter. Dette gav store koordineringsproblemer for børnene, når de om mandagen skulle træne i Brønderslevhallen og om onsdagen på gymnasiet. Andre vekslede mellem Hedegårdsskolens hal og gymnasiet. Klubbens egne faciliteter bestod af to skabe for enden af trappen til kælderen i Brønderslevhallen. Når der så skulle spilles turnering i weekenden, var det i Hedegårdsskolens hal. Dette var også frustrerende for trænere og ledere, da de rekvisitter, der skulle bruges, ofte befandt sig i én af de andre haller.

Klubben blev derfor samlet i Hedegårdsskolens hal, også i daglig tale kaldet Hedegårdshallen, hvor klubben blev tildelt tre skabe til de forskellige rekvisitter. Det var, hvad der var muligt!

Klubben begyndte i midten af firserne at arrangere flere forskellige åbne turneringer. Før september 1989 blev der ved disse turneringer etableret en salgsbod på tribunen/balkonen i hallen. Til daglig blev der kørt et rullebord ind i hallen med sodavand, og når motionisterne var i hallen, kunne der også købes øl.

Idéen til klubhuset tog for alvor fart i 1987, da bestyrelsen besluttede at forholdene omkring organiseringen og det sociale aspekt, måtte have et løft. Derfor kom et klubhus i tilknytning til Hedegårdshallen på tale.

Der blev nedsat et udvalg, som skulle undersøge de mange muligheder, om det i det hele taget kunne lade sig gøre at bygge et hus, som ejes af en forening, og sammenbygge huset med en kommunal hal og etablere egen vinduer og indgang til hallen! Alt dette blev undersøgt, mens arkitekt, Leif Hellsten gik i gang med at udarbejde de første skitser.

I 1988 gjorde klubben flere tiltag for at skaffe midler til klubhusbyggeriet. Man etablerede sig på Brønderslev Marked med en pølsevogn, hvorfra der også blev solgt balloner til børnene.

I efteråret 1988 blev der udarbejdet nedenstående årskalender for 1989

Gennem hele 1988 blev der arbejdet hårdt på at få alle formaliteter på plads. Her mødte udvalget store positive tilkendegivelser fra politisk side, fra teknisk forvaltning, fra byens byggefirmaer og ikke mindst fra klubbens medlemmer. Når positive kræfter mødes, og hvor politiker og kulturudvalgsformand fra Hallund, Arne Andersen sammen med arkitekt, Leif Hellsten og skoleinspektør, Uffe Sørensen var med på idéen, ja så kunne den daværende borgmester, P. N. Jensen heller ikke være andet!

Noget helt usædvanligt ved godkendelsen var, at klubben fik tilladelse til at lave huller i muren på hallen til en dør og udsyn via vinduer!

I februar 1989 fejrede klubben sit 50-års jubilæum. Her havde kunstner, John Laursen udfærdiget nedenstående forside til jubilæumsskriftet!

BBCs bestyrelse i jubilæumsåret 1989

Bestyrelsen bestod af:Formand, Thomas Thomsen                      Næstformand, Bodil Nielsen Kasserer, Birthe Ellegaard                          Sekretær, Bertel Christensen

Seniorformand, Per Hardahl                      Ungdomsformand, Poul Lønbro

Bestyrelsesmedlem, Bo Christensen        Bestyrelsesmedlem, Erik Støwe

Bestyrelsesmedlem, Per Winter

BBCs jubilæum i februar 1989 blev markeret med en reception, som forgik i den tidligere bygning, som husede teknisk skole i Torvegade.

Borgmester, P. N. Jensen skriver i jubilæumsskriftet, at det er en meget prisværdig indsats, der her er ydet. Det kan ikke påskønnes nok! Det er samtidig også grundlag for klubbens fremtid.

Tak til Brønderslev Badminton Club for arbejdet gennem 50 år, og for den sunde interesse, klubben har videregivet til et stort antal unge.

Tak for den altid positive omtale klubben har skaffet Brønderslev.

Tillykke med jubilæet!

Her var flere prominente gæster mødt op fra nær og fjern!

Om aftenen var der jubilæumsfest. Den blev afholdt i gymnastiksalen på Hedegårdsskolen.

Her blev der udnævnt 3 æresmedlemmer!

Der var levende musik og flere underholdende indslag.

Herover underholder chef for Føtex, Erik Sørensen, seniorspillerne, Peter Guldager og Niels Grønhøj (med hvid paryk), som opførte en kopi af Ib Grønbæks slager:

”Peter Lå I Telt og Ole Lå I Campings vogn”

til stor morskab for festens deltagere, som efterhånden også havde fået noget af de våde varer indenbords!

Byggeriet af klubhuset blev startet op i april 1989. Der var forud for opstarten lavet aftaler med flere byggefirmaer, og alle havde givet tilsagn om at medvirke ved at holde omkostningerne for klubben så lave som muligt. Endvidere udlånte virksomhederne maskiner og materiel til andre frivillige, som deltog i opførelsen af klubhuset.

Samtidig fik skolen opfyldt sit ønske om en ekstra flugtvej fra tribunen, idet der blev etableret en ny trappe til tribunen ved indgangen fra klubhuset! Skolen kunne nu fjerne de Storm P. agtige stiger fra tribunen, som skulle anvendes i tilfælde af brand!

 

Billeder af frivillige under byggeriet!

Der blev arbejdet hårdt, så ”uden mad og drikke dur helten ikke”!

Følgende virksomheder understøttede på mange måder byggeriet:

*Arkitektfirmaet, Leif Hellsten*  *MJ-Byg v/Mogens Jensen*  *VVS-firmaet, Per Wahlberg*  *Tømrer- og Snedkerfirmaet, Lars Jensen*  *AP Facader*  * Bo Glas v/Jørgen Sørensen*  *EL og Hvidevarer v/Richard Lauersens eftf.*  *Kurt Holms Farvehandel*  * NCT v/Leif Frederiksen*  *Din Gulvbutik v/Finn Østenkær*

Klubhuset på 260 m² endte med totalt at koste 1,2 mil. kr. I dette beløb er indkøb af inventar til klublokalet, køkkenet, mødelokalet, kontoret og depotrummet med i beløbet! Prisen på klubhuset er det halve af, hvad et tilsvarende klubhus på Lolland kom til at koste!

Klubhuset blev indviet i september 1989!

I 1990 overtog klubben Hallund Kros markedstelt på Brønderslev Marked. Efter to år blev krotelt og det store BI-telt lagt sammen således, at BBC nu skulle stå for udlevering af mad i teltet. Dette var noget af en opgave at håndtere, da der i løbet af markedet blev solgt over 1000 kuverter. Her var det dansk bøf med sovs og kartofler, som var det store trækplaster. Herudover blev der solgt smørrebrød, frikadeller, biksemad med spejlæg, grillkyllinger og pommes frittes. Mandag blev det en tradition med stegte ål.

Det overordnede ansvar for køkkenet havde Lene Hardahl og Inger Hedelund Lønbro, og de blev flankeret af en professionel kok. Lørdag var den største salgsdag, hvor de 12 personer i køkkenet til middag og aften havde vanskeligt ved at følge med efterspørgsel på mad. Her kunne der på en halv time godt være solgt mere end 100 kuverter mad.

Det siger sig selv, at rutinerne i køkkenet de første dage kunne være en udfordring, og når først rutinerne var kørt ind på rygraden, ja så var markedet overstået for denne gang. Efter 15 år var der flere af de rutinerede kræfter, som meldte fra og klubben overdrog hele kroteltet til BI mod at få hånds og herredsret over Markedspubben. I dag håndterer BBC både pølse- og is-vogn samt Pubben på markedet!

Klubbens ungdomsafdeling udviklede sig eksplosivt i firserne og halvfemserne til at have nok Danmarks største med 210 børn og unge mellem 6 og 17 år. For at fastholde børn og unge var det vigtigt at være tilknyttet et turneringshold og komme ud og møde andre spillere i holdmatchen, og så helst vinde til ære for holdkammeraterne og klubben. For at dække dette behov, var der tilmeldt 16 ungdomshold til det der dengang hed Nordjyllands Badminton Distrikt og 5 ungdomshold i DGIs regi.

Ungdomsafdelingen bestod af en Micro-, Mini-, Puslinge- og Junior-afdeling, som hver havde deres afdelingsleder.

Herunder er afbilledet nogle af de mange ungdomsspillere:

På nedenstående billede ses bl. a. golfspilleren, Søren Kjeldsen stående nr. to fra højre. Søren var dengang også en dygtig badmintonspiller!

Tidligere ungdomsformand, Erik Sørensen skriver: Der er ingen tvivl om her, at min og min kones tid i BBC, er noget vi tænker tilbage på, som noget helt specielt og unikt. Vi var og er stolte af den klub. Vi var stolte over de fantastiske resultater, der blev opnået både hos ungdom og senior. Stolte over den kæmpeflok af ildsjæle der ydede en kæmpeindsats og trak på samme hammel.

Ungdomsafdelingen var fra 1990 og ind i næste år tusinde antalsmæssigt på sit højeste med ca. 210 spillere.

På det tidspunkt omkring 25-26 spillere der var klassificeret som mesterrække eller elitespiller. Både på vores hold og individuelt slog disse spillere både BBC ́s og Brønderslevs navn fast over hele landet.

Alle de gode spillere hev simpelthen de øvrige opad. Jeg er klar over, at i årene efter er der opnået større resultater af ungdomsspillere fra BBC. Jeg tror det kan skyldes, at i min tid var der så mange spillere, og dermed ingen baner til ekstra træning.

Det der gjorde BBC populært blandt børn og unge var og er beliggenhed sammen med Hedegårdsskolen, og ikke mindst vores fredag aften.

Her kunne børn og unge frit komme til hygge med badminton, bordtennis, kort og brætspil.

Man kunne medtage forældre og kammerater der ikke var medlemmer. Der var ledere fra BBC og cafeteriet var åbent. Derudover kom der af og til seniorspillere, således at de unge kunne prøve sig af mod voksne.

Sidst på sæsonen blev der en weekend afholdt klubmesterskaber i rigtig mange alderstrin og kategorier. Søndag eftermiddag var der afslutning med spisning og præmieuddeling. Derefter tog man fat på det imødesete bingospil, hvor Bo og Kirsten fra Bog og Ide år efter år leverede en overflod af flotte præmier. Så mange at næsten alle kunne få en fin præmie. Der er desuden mange grunde til at nævne Henning Jensen og Svend Hæstrup, som utrættelige trænere, plus alle deres hjælpere, afslutter Erik Sørensen med at understrege!

Her sidder tre ægtepar og ungdomsformænd på rad og række, som på skift havde deres virke fra 1990 og ind i det nye år tusinde!

Fra højre: Majbrit og Erik Sørensen, Bo og Kirsten Christensen samt Erik og Lisbeth Olsen.

Til venstre med briller kan skimtes endnu en ungdomsformand, Egon Okholm Pedersen.

Klubbens seniorer arbejdede ihærdigt med at komme op i rækkerne og i 1989 blev der spillet i serie 2.

Herunder en del af de spillere, som udgjorde seniorafdelingen i 1989.

En af de helt store succes fra sidst i firserne var indførelsen af familiebadminton om fredagen, som Erik Sørensen også nævner. Fredag aften er af mange grunde vanskelig at booke med faste aktiviteter efter kl. 19.00. I starten af halvfemserne blev dette tiltag så populært, at klubben måtte ind og styre slagets gang i hallen, da der ofte mødte mange flere op, end der var plads til. Ikke alle var lige villige til at give slip på en bane. Så blev nogle på skift sendt i klubhuset, hvor man kunne sætte sig og deltage i forskellige brætspil ved bordene, eller indtage mad og drikke og hvile ud og gøre klar til næste dyst.

Klubben har gennem tiderne bemærket sig rent sportsligt.

Tilbage i 50´erne og 60´erne gjorde Ruth Mortensen sig bemærket med fire gange jysk mester. Dette overgås af Jørn Gorm Andersen, som hentede 10 jyske mesterskaber, det ene sammen med Svend Hæstrup i herredouble. Jørn høstede et ukendt antal nordjyske mesterskaber og klubmesterskaber.

De seneste 30 år har klubben haft stor succes med mange ungdoms-spillere, hvor det er blevet til rigtig mange danske mesterskaber og ligeledes flere europamesterskaber individuelt og for hold.

BBCs seniorer præsterede fra midt i firserne, hvor det bedste hold spillede i serie 5 samt op gennem halvfemserne den ene oprykning efter den anden under Pers ledelse. Det stoppede med 2. division, men som det fremgår af billederne, blev det gang på gang en våd fornøjelse for Per Hardahl at være seniorudvalgsformand, når en oprykning skulle fejres!

Tidligere seniorudvalgsformand fra midt i firserne og frem til 1997 og herfra efterfølgende formand, Per Hardahl skriver her om badminton tilbage fra 1957:

Jeg husker tydeligt de første gange, hvor min far ”slæbte” mig med til badminton. Det foregik i det/de første år i den lille gymnastiksal på Tygelsgade Skole, netop den skole jeg senere startede på. Jeg var vel 6-7 år, jeg spillede lidt sammen med min fars makkers dreng. Herefter i 9-10 årsalderen fik jeg en kammerat (Jes Jacob) med, og vi fik egen træningstid på Tygelsgade skole.

Det blev starten til over 60 år med Brønderslev Badminton Club også kaldet BBC. Jeg blev simpelthen bidt af det, selvom forholdene den gang ikke var så optimale som i dag. Derfor har jeg også kun misset en enkelt sæson (hvor jeg var på skole i Horsens).

Efter et par år (1961/62) var vi blevet en ret pæn flok både piger og drenge. Senere blev der mulighed for at vi unge kunnet deltage i træning under ledelse af navnkundige Svend Hæstrup (en gerning han fortsatte i flere årtier). Svend har gennem årene udviklet mange talenter, som har gjort sig på de store badminton baner.

Efter at have trænet en del år i gymnastiksale både på Skolegades og Søndergades skoler, husker jeg tydeligt den kæmpeforandring, der skete med pladsforhold og spil, da vi rykkede op i Brønderslev Hallen. Nu lærte vi et noget anderledes spil, som vi ellers kun havde stiftet bekendtskab med i udenbys haller (Aalborg, Sæby og Hjørring). De havde nemlig de gamle buede badmintonhaller, som, vi der kom fra gymnastiksale, havde det vanskeligt med.

Efter vi havde vænnet os til forholdene i en hal, blev vi skarpere på spillet, også mod de store konkurrenter fra Aalborg og lignende. Det resulterede i, at vi som juniorer kunne bryste os af at være blevet nordjyske mestre (ca. 1967/68) – holdet der bestod af Lene Reeberg Nielsen, Jette Jacob Christensen, Thorkil Svendsen, Karsten Ulsted, Jes Jacob Christensen og undertegnede.

Jeg husker endnu, hvordan jeg som ung senior var med nogle ”gamle gutter” ude for at spille turneringskamp i Arentsminde/Birkelse. Her var der en gymnastiksal til rådighed (radiator i hjørnet af banen) til afvikling af 8 kampe. Vi startede kl. 1700 og var færdige kl. 2300. Efter badet forsøgte de ældre herrer, at ringe Birkelse kro op, for om vi kunne få serveret en pilsner. (For mig, der skulle i skole i Aalborg til kl. 8, var det en lettelse, at der var lukket).

Efter mange år som aktiv, har de seneste mange år været helliget bestyrelsesarbejdet i klubben og motionsbadminton.

Badminton er jo heldigvis en sport man kan have glæde af hele livet, og på trods af, at det er en individuel sportsgren, har den givet rigtig mange bekendtskaber og varige venskaber skriver Per Hardahl.

Brønderslev Badminton Club har gennem årene afleveret mange store talenter til de bedste klubber i Danmark. En af de største talenter er Magnus Johannesen, som viste sit potentiale under DM i 2020, ved at vinde over et verdensniveau som Anders Antonsen. Det bliver spændende at følge Magnus fremover!

Klubbens bedste seniorhold nåede i 2010 op i 2. division, men måtte, efter et uheldigt nedrykningsspil året efter rykke ned i 3. division. I dag spiller førsteholdet i Danmarksserien.

I 1992 fik klubben tildelt en fane. Idrætssamvirket havde på vegne af BBC søgt Danmarks-samfundet om en fane.

Der skal ved indvielsen/ overdragelsen slås tre søm i fanen. Det første søm for Hendes Majestæt Dronningen, det næste for fædrelandet og det sidste for foreningen!

I 2014 blev BBCs 75 år fejret!

Her var der bl. a. taler ved borgmester Mikael Klitgaard.

Mikael Klitgaard ønsker her Brønderslev Badminton Club tillykke med de 75 år. Sportsgrenen har lange og stolte traditioner i Danmark, som jeres jubilæum også viser.

Mikael siger videre: Som mennesker har vi det bedst, når vi kan røre os. Kan det kombineres med også at have det sjovt, betyder det meget for livskvaliteten. Og den har igen betydning for vores samfund. Glade mennesker lever længere og arbejder bedre.

Så en stor tak til klubben og jeres frivillige, fordi I er med til at højne livskvaliteten i Brønderslev Kommune.

I løbet af jubilæumsdagen var der også opvisningskampe i hallen.

Her havde klubben også besøg af den verdenskendte damedouble, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen.

Parret spillede med flere af klubbens ungdomsspillere, som stolte forlod banen efter spillet. Nogle af BBCs herredoubler fik også lov at prøve at spille mod én af verdens bedste damedouble.

På billedet ses Kamilla og Christinna bagerst ud for indgangspartiet sammen med nogle glade BBC`er!

Om aften var det jubilæumsfest i Klubhuset

Igen lod John Laursen kreativiteten blomstre gennem nedenstående billede, som prydede forsiden på jubilæumsskriftet i 2014.

Klubben har gennem årene udnævnt følgende æresmedlemmer:

Kaj Mortensen, Harry Jensen, Svend Hæstrup, Per Hardahl, Poul Hedelund Lønbro, Birthe Ellegaard og Carsten Hansen.

 

Følgende fortalt af Poul Lønbro:

Brønderslev, den 1. oktober 2021

Som skribent på opgaven om sammen-sætning af indholdet for Brønderslev Badminton Club til Historier fra Brønderslev, var det for mig en medrivende oplevelse at gennemgå mere end 1000 billeder, som Bo Christensen, der i sin fritid arbejdede på denne front, har taget. Hvert billede rummer sin egen historie! Det er meget rørende!

Jeg aftalte med Jens Otto Madsen, at jeg godt måtte bruge op til 12 sider, på BBCs historie. Det endte med 25 sider, men jeg sidder tilbage med følelsen af, klubbens historie kan fylde en hel bog. Der er vildt mange sportslige resultater gennem de sidste 40 år at skrive om, og krydrer jeg dette med alle de personligheder, som har hjulpet til i klubben, og de historier, som følger med, ja så får beskrivelsen ingen ende!

Inger og jeg har, i lighed med mange andre, brugt tusindvis af timer i og for Brønderslev Badminton Club.

Det startede med, at Inger tog vores ældste dreng, Morten med ned i Brønderslev Hallen, hvor Svend Hæstrup havde badminton for de mindste. Selv spillede Inger og jeg som motionister.

Svend har alle dage samtidig spottet interesserede forældre, og fået dem aktiveret i klubben. Det var hans ”skjulte dagsorden”! I 1984 røg jeg også i ”fælden”, da jeg blev valgt ind i BBCs bestyrelse, og samtidig overtog formandsposten for ungdomsafdelingen efter Ole Vejergang.

Arbejdet i klubben greb om sig, og her var jeg heldig, at dette arbejde også interesserede Inger. Vi var efterhånden kommet op på mange ungdomshold i holdturneringen, så det var derfor vigtigt at have stabile forældre til at køre ud med ungdomsholdene i hele Nordjylland. Inger og jeg tog samtidig opgaven som holdleder for det hold Morten spillede på. Morten spillede på det bedste turneringshold, som dengang hed A-rækken under Nordjyllands Badminton Distrikt. På holdet befandt sig også den senere kendte golfspiller, Søren Kjeldsen, som vi kørte Nordjylland tyndt med på bagsædet. Her mødte holdet også den senere verdenskendte badmintonspiller, Peter Gade, som dengang spillede i Gug. Så de to stjerner har mødt hinanden som ungdomsspillere i badminton!

Min funktion som holdleder fortsatte også på førsteholdet. Her var min største kvalifikation som holdleder, at jeg havde kørekort til bus. Derfor lejede BBC en bus uden fører hos Jørns busrejser. Dette stoppede efter 20 år i 2013. da EU krævede et opfølgningskursus på en uge for alle chauffører, som havde et buskørt! I alle disse år var det en tradition i badminton, at hjemmeholdet fra jyllandsserien og op i rækkerne, serverede varmt mad for gæsterne efter holdmatchen. Her har Inger været en fast klippe og stået for madlavningen i Klubben, når førsteholdet havde hjemmekamp.

Som sagt var Inger meget engageret, og hun foreslog, at vi fredag aften, hvor det var svært at leje Brønderslev Hallen ud, at vi arrangerede familiebadminton. Dette blev hurtigt en succes, og vi valgte at tage dette tiltag med over i Hedegårdshallen i 1987, da alle BBCs aktiviteter blev placeret her.

Begge vores drenge, Morten og Kristian, har siddet med i BBCs bestyrelse, efter at jeg havde trukket mig ud af bestyrelsesarbejdet. Kristian sidder i dag med i Badminton Danmarks hovedbestyrelse, og har det overordnede ansvar for holdturneringen. Kristian er også international badmintondommer, og har flere gange været i Asien, for at dømme kampe. Han har derfor også kontakter og venner i mange lande!

At jeg blev engageret i badmintonklubben helt tilbage i starten af firserne og stadig er med i Brønderslev Badminton Clubs Venner også i daglig tale benævnes BBCV, som støtter op om klubben, er noget af en tilfældighed!

Inger og jeg kan konstatere, at de mange timer vi til dato har brugt i og for klubben, har været det hele værd!