Otto Møller arbejdede i mange år som telefonmontør hos Jydsk Telefon. Hvornår Otto Møller fik interessen for at male vides ikke, men i en moden alder kom han rigtig frem i Lokalområdet, med sine fine malerier med mange forskellige motiver. Han deltog i årenes løb i mange lokale kunstudstillinger rundt omkring i Vendsyssel. Et af de årlige højdepunkter var påsken, hvor han gennem en lang årrække udstillede sine malerier i den store udstillingsbygning i Østergade, tilhørende autoforhandler Uffe Simonsen. Udstillingen var gennem mange år et tilløbsstykke, idet denne udstilling var den ene af to store udstillinger i Brønderslev. Den anden var Påskeudstillingen på Gymnasiet. Mange af de besøgende tog først den ene for herefter at køre til den anden.

Mange af Otto Møllers malerier hænger rundt omkring i hjemmene i Brønderslev, men også rundt omkring i landet var Otto Møller anerkendt.

En af de specielle opgaver Otto Møller blev stillet overfor, var at dekorere det 15 meter høje Vandtårn beliggende højt i den nordlige ende af Brønderslev. Tårnet var det første af sin art, der var blevet opført i 1955. Opgaven med at dekorere tårnet blev udført med et flot resultat og som stadig er en pryd for øjet, når man kører forbi på den gamle hovedlandevej. I dag anvendes tårnet alene som udsigtstårn.

Her er nogle af de mange forskellige malerier som Otto Møller malede.

 

Ovenfor tre motiver som han ofte malede   

   

 Mit liv

Det hele begyndte i BJERGBY

Kimen til mit liv blev lagt i begyndelsen af året, hvor 2. Verdenskrig sluttede.

Jeg blev født i bageriet i Bjergby, som ligger ca. 7 km. nord for Hjørring.

Min fødsel blev noget af en prøvelse for min mor, da den varede 3 dage, og i alle 3 dage boede jordemoderen og noget familie hos os.

Dengang havde alle bagerier på landet en brødtur, hvor de kørte rundt til gårde og solgte brød. Om vinteren foregik det med hest og kane.

Min far Frode Laursen og min mor Ninna havde købt bageriet i Bjergby i foråret 1943, og i foråret 1944 fik de tilladelse til at drive konditori i to år. I slutningen af 1944 annoncerede de ”at efter endt udvidelse kan vi nu – efter aftale – stille lokaler til rådighed for mindre møder og sammenkomster”.

Jeg boede kun knap 2 år i Bjergby inden mine forældre solgte bageriet i slutningen af 1946.

BRØNDERSLEV

I januar måned 1947 købte de bageriet Østergade 15 i Brønderslev af bagermester Niels Pedersen, og solgte det igen i august 1947 til bagermester Søndergaard Jensen.

BØRGLUM

I efteråret 1947 købte mine forældre Børglum Bageri af bagermester Niels Præstholm Christensen, og kommunalbestyrelsen anbefalede den 1. marts 1948, at ansøgning om bevilling til at drive konditori uden ret til udskænkning af stærke drikke, godkendtes.

I Børglum var min bedste ven smedens Anders, som havde adskillige kaninbure. Vi brugte ofte lang tid på at samle troldhekser/mælkebøtter i sækkevis til kaninerne.

I Børglum blev min søster, Hanne, født i 1947.

Vi havde en dejlig schæferhund, som hed ”Mitten”. Den var vi meget glade for, og den var en rigtig trofast hund, og den passede godt på os børn. Når min søster stavrede en lille tur væk fra bageriet, kunne hun nogle gange blive meget træt og sætte sig til at sove – så blev hunden hos hende til hun vågnede, og ingen kunne komme hende nær.

Engang var jeg åbenbart blevet uvenner med en større flok unger, som samlede sig uden for bageriet. Jeg følte mig vist lidt truet, for jeg hentede vores hund og sagde ”Pus dem” – og det gjorde den virkelig hurtigt og effektivt, og ”kom til” at bide en af knægtene i bagdelen. Det var selvfølgelig ikke så godt, og da slet ikke, da det var præstens søn, det gik ud over. Jeg tror at far umiddelbart efter var på besøg i præstegården med såvel undskyldning som kager.

”Mitten” og jeg var bedste venner, og engang jeg sad på toilettet, lå hunden også derude. Pludselig kom der en lille sort hundehvalp ud, og så kom der flere, alle i en lille hinde, som ”Mitten” straks slikkede væk.

Jeg sad musestille, og syntes, at det, jeg så, var helt fantastisk. Også selv om jeg ikke rigtig forstod, hvad der skete. Det var nok det længste toiletbesøg, jeg nogensinde har haft.

Da vi flyttede fra Børglum til Rakkeby Bageri, blev vores hund ”sat i pleje” hos smedens Anders, og da jeg kom for at hente vores elskede hund, sagde Anders, at nu var det hans hund. Jeg stod på den anden side af gaden og kaldte på ”Mitten”, men den blev, hvor den var, den havde åbenbart glemt mig i det halve år, der var gået, inden vi fik mulighed for at hente den – og så græd jeg af skuffelse og frustration over hundens utroskab og svigt. Hunden kom dog med os til Rakkeby.

I bageriet hvor far og bagersvenden regerede, var der ikke den samme ”Smiley-ordning”, som vi kender i dag, så det skete nogle gange, at jeg kunne fange en eller flere mus, som hyggede sig blandt melsækkene.

Nogle gange i de hårde vintre fik pindsvin lov til at komme ind i en gang tæt på bageriet, hvor der var lunt og godt.

I et udhus havde vi en stor so, som blandt andet også fik serveret det brød, som ikke blev solgt. Så den blev så enormt tyk, at patterne næsten rørte jorden, og i en rigtig kold vinter medførte det, at patterne frøs fast i isen, som havde dannet sig på gulvet.

Det år jeg fyldte 5, døde min mor, efter et års håbløs sygdom, af kræft et halvt år før min fødselsdag. Jeg opfattede det ikke rigtig, for vi børn fik ikke noget at vide af de voksne – vi skulle beskyttes. Min erindring om min mors død er, at jeg og en kammerat fornemmede, at der skete noget tys, tys i udhuset/garagen, så selvfølgelig skulle vi undersøge dette. Vi kunne komme til at kigge ind mellem nogle brædder i bræddevæggen ind til garagen, og vi kunne så se, at der var opsat hvidt papir på væggene, og der var pyntet med grangrene, og der stod en hvid kiste midt i rummet.

Mor blev den første, som blev begravet på Børglum Kirkegård. Vi 2 børn har holdt fast i gravstedet, og mors gravsted/gravsten blev sidste år fredet, så nu er hækkene omkring gravstedet fjernet, og der er i stedet lavet en skøn lille plet med blandt andet græs og en bænk. Op ad gravstenen står et lille smukt træ, som vi plantede for adskillige år siden. Det har heldigvis fået lov til at blive stående.

Min mor var datter af gårdejer Thomine og Jens Chr. Jensen, Løth. Min bedstemor kaldte vi Mina og min bedstefar blev kaldt Jens Løth. Der var flere på egnen, der hed Jens Jensen, så for at skelne mellem dem fik de i stedet for efternavnet, Jensen, navnet på den egn eller område de boede i, som efternavn.

Mine bedsteforældre havde den firlængede gård på billedet, hvor jeg i min barndom og helt op til konfirmationsalderen har haft rigtig mange gode og herlige sommerferier.

På gården var der grise, køer, høns og heste og i en lang periode var der vindmølle på ladetaget. Engang jeg var på ferie, blev der et forfærdeligt stormvejer, og vindmøllen ”løb løbsk” – det var lidt uhyggeligt.

Jeg fik lov til at være dreng, og vi var altid flere børn sammen som legede i halmen i laden, i haven eller ude på markerne. Jeg fodrede hønsene, hjalp med udmugning bag køerne, kløede kalvene bag ørerne, gav kattene mælk osv.

Også i høsttiden var jeg med ude at stakke hø og køre det tilbage til gården, når det var tørt.

I mange år havde de ikke toilet på gården, så det foregik ude bag køerne.

Men på et tidspunkt, hvor mine bedsteforældre var gået på aftægt, og gården var overtaget af min onkel Henry og hans kone Olga, fik de, som de første på egnen, installeret et badeværelse. Det medførte megen interesse og gav et stort antal besøgende fra naboejendommene.

På et tidspunkt gik mine bedsteforældre på aftægt. Og de flyttede soveværelse, så de kom til at være lige ved siden af køkkenet. Min bedstemor fortsatte med at være den første, der kom i køkkenet om morgenen, og hun fortsatte ligeledes med at deltage i madlavning og i alt forefaldende husarbejde.

Min bedstefar fortsatte med at hjælpe til i stald og mark.

Det var som regel os to, der ved skumringstid hentede køerne ind.

Min far tog det meget tungt med min mors død, og havde det største besvær med at komme over det og komme videre. Selv om mange trådte til for at hjælpe, var det selvfølgelig utrolig svært at stå med en forretning og 2 små børn på 3 og 5 år.

For at klare det fremover ansatte far en husbestyrerinde, Ellen, som lige kom fra et højskole-ophold på Ry Højskole. Hun skulle, foruden at passe vi 2 rollinger, også passe forretningen, lave mad og gøre rent. Noget af et job for en ung pige på et par og tyve år.

Da vi boede i Børglum, var der adskillige forretninger så som købmand, slagter, mejeri, smed, frisør, tømrer m.fl.

I dag er der intet tilbage.

RAKKEBY

Da vi flyttede til Rakkeby Bageri, flyttede Ellen med. De var blevet kærester, og de blev gift, inden vi igen flyttede, denne gang til Hjørring.

Jeg var 8 år, da vi flyttede.

I Rakkeby nåede jeg at komme halvandet år i ”Den Stråtækte” skole. Her blev der samtidig undervist 2 klasser i samme skolestue. Jeg mindes stadig den store tykke kakkelovn ved indgangsdøren. I hvert frikvarter sloges vi ”knejter” om pigernes gunst.

Jeg havde en forfærdelig oplevelse i Rakkeby. En varm sommerdag gik jeg, min søster og en kammerat fra Rakkeby mod Hæstrup Station. Vi svedte, så vi blev enige om, at vi ville soppe lidt i en dam, som lå inde på en mark tæt på vejen.

Her gik vi rundt på ca. 15 cm lunt vand og plaskede med fødderne. Min kammerat, som på et tidspunkt var gået lidt længere ud, forsvandt pludselig under vandoverfladen med et ordentligt plask. Min søster og jeg blev selvfølgelig forskrækket og skidebange. Kammeraten kom op af vandet med baskende arme og gav nogle voldsomme lyde fra sig. Jeg turde ikke gå ud til ham, da han var meget større og tungere end jeg. Jeg var bange for, at han ville trække mig med ud.

Så gode råd var dyre, og jeg havde hørt noget om, at gik man ned 3. gang, så kom man ikke op igen.

I mit hoved var der kun en mulighed. Jeg satte mig ned på knæ, med ryggen mod søen, og bad til Gud om at hjælpe min kammerat.

Da kammeraten kom op 2. gang baskede han igen med hænderne og råbte uforståelige ord. Men igen forsvandt han.

Inden han gik ned for 3. gang fik han fat i kanten ved det lave vand, og kom – helt utroligt – op ved egen hjælp.

Jeg fik senere at vide, at det ikke var en dam, vi havde soppet i, men en mergelgrav. Han fik efterfølgende en dobbeltsidet lungebetændelse. Vi fik alle en voldsom oplevelse, og jeg en stærk opfattelse af, at der er mere mellem himmel og jord….

I Rakkeby lærte jeg at ryge af min fætter, som boede tæt på byen, og var noget ældre end mig. Han røg pibe, og jeg fik nogle gange lov til at låne den nogle timer. Det stoppede heldigvis, da jeg hver gang blev noget dårlig med ”køren i maven”.

Vi havde på et tidspunkt købt en ny (brugt) HGF`er – altså en Høj Gammel Ford – som vi lige skulle prøvekøre. Min far kørte bilen, og jeg og 2 onkler var med som passagerer. Det gik fint ud ad diverse grusveje. På et tidspunkt fik jeg øje på et ældre ægtepar, som stod udenfor deres ejendom, som lå lidt nede ad en bakke. De stod begge helt stille og kiggede op mod vores bil, og deres hoveder gik lidt op og ned.

Så fik jeg øje på, hvorfor de stod sådan og fulgte os med øjnene og nikkede lidt med hovederne. De fulgte nemlig et af vores hjul med øjnene. Hjulet bumpede ned ad bakken, så jeg skyndte mig, at gøre min far opmærksom på, at det måske var os, som havde mistet et hjul.

Og det var det…men bilen var åbenbart så stiv i karosseriet, at den sagtens kunne køre på 3 hjul, uden at vi opdagede noget som helst.

Jeg tjente nogle håndører ved at ”gå i roerne” hos en landmand tæt på byen. Ligeledes kappede jeg nogle gange toppene af roerne.

Engang i høsttiden fik jeg og nogle andre unger lov til at køre med landmanden ud på høstvognen for at hente mere hø hjem til gården.

Det gik fint i starten, og de 2 heste travede fredeligt afsted. Så pludselig blev de opskræmt af et eller anden og fanden tog ved dem. I fuld galop slingrede vi afsted, og et stykke fremme gik det ned ad en bakke, indtil hestene uden varsel drejede til venstre, så stjerten brækkede og vognen, vi sad i, fortsatte et lille stykke indtil den væltede, og vi røg alle ud på marken. Uheldigvis fik jeg det store bræt, som er lavet som en firkant med et bræt midti, og som bruges til at lægge øverst på hølæsset, ned over min ryg. Jeg kunne overhovedet ikke bevæge mig. Min far blev tilkaldt, og han måtte bære mig væk og køre mig på sygehus.

Ved aftenstid samledes alle unge mennesker, uanset alder, på en bestemt sti i byen. Vi ”bette” så selvfølgelig op til de ældre, og vi slugte råt alt, hvad vi hørte dem sige.

Det kunne nogle gange give os et ganske forvrænget billede af virkeligheden.

Nytårsaften på landet var anderledes dengang end det er i dag. Vi samledes en stor flok unger, og så gik det ellers ud til flere gårde, hvor vi ”stjal” redskaber og ”mogboer” og satte det hele op foran købmandens forretningsdør.

Nogle gange kunne vi også komme til at ”stjæle” en madam blå og efterfølgende hejse den op i flagstangen

I Rakkeby blev min lillebror, Peter, født.

HJØRRING

Vi flyttede som nævnt fra Rakkeby til Hjørring i 1953, hvor mine forældre havde købt Korsgades Bageri. Hele ejendommen, som bl.a. husede bageriet er for flere år siden revet ned og erstattet med parkeringspladser.

Dengang var der på grunden et 3 etagers hus, og bageriet (1 plans) samt en stor dobbeltgarage til rutebiler og en stor gårdsplads. Når jeg kigger på grunden i dag, kan jeg slet ikke forstå, at der var plads til alt det, der var der, da jeg var dreng.

På hjørnet i krydset hvor forretningen lå, var der på de 3 andre hjørner et mælkeudsalg og 2 købmænd. Utroligt at det kunne gå, men alle klarede sig, dog, sikkert uden at blive særlig velhavende. Vi følte ikke, at vi manglede noget, og vi fik da mad på bordet hver dag.

Da vi ankom til Korsgade med flyttelæsset, var det første der skete, at jeg blev mødt af et par jævnaldrende gutter fra gaden.

De ville godt lige finde ud af, hvor stærk jeg var, så vi måtte lige tage et par runder. Jeg blev heldigvis godkendt.

Jeg blev meldt ind i Vestre Skole (som lige er nedrevet). Skolen lå i Dronningensgade, så jeg havde under 500 m til skole.

På trods heraf kom jeg desværre nogle gange for sent i skole, og jeg måtte så stå op af hovedbygningens ydermur og vente på at alle klasserne, som stod opmarcheret i rækker og geledder i skolegården, gik ind.

Så kom gårdvagten hen til mig, og jeg fik det klassiske spørgsmål ”en på kassen eller en ”sveder”. Jeg valgte altid en på kassen, selv om den sved, og jeg kunne mærke fingrene i ansigtet hele dagen. Nogle lærere var de rene sadister.

Jeg begyndte i 2. Klasse, og jeg havde i flere måneder store problemer med mit sprog. Jeg snakkede nemlig ”bondsk”, hvilket mange gange gav anledning til høje grin i klassetimerne.

Der var desværre også en dreng fra 3. Klasse, som havde hørt mit sprog, og åbenbart syntes, at jeg så skulle kanøfles.

Så i hvert frikvarter faldt han over mig med tilråb og skubben.

Det var en uholdbar situation, og i et frikvarter havde jeg åbenbart fået nok, så et eller andet kortsluttede, og jeg sprang på fyren i et ustyrligt raseri – koste hvad det koste vil.

Heldigvis var jeg stærkest, så herefter var der ikke mere mobning af mig.

Dengang var der morgensang hver dag, og vi blev dagligt hørt i salmevers, som vi skulle lære udenad. Vi havde rigtig mange eksaminer hvert år, og i 5. klasse blev klasserne delt i dem, der skulle læse videre i mellemklasserne, og i dem der ønskede at gå ud af skolen efter 7. Klasse.

Der var meget liv i Korsgade. Konerne, som ofte var hjemmegående, hang ud af vinduerne og sladrede med genboen eller forbipasserende, og vi unger sad på trappestene og fjollede. Vi spillede Antonius over hustage eller med hønseringe over vejen, hvilket medførte, at skindet fuldstændig blev slidt af pegefingeren i forsøget på at vinde en ”snollet” hønsering til få ører.

Vi legede gemmeleg i alle haverne i området. Dengang var der ikke nogen, der sagde noget til, at vi rendte ind i haverne og gemte os i kældernedgange eller buske.

Vi havde Christiansgave indenfor få hundrede meter. Her legede vi cowboy og indianere og byggede huler. Der var en stor indhegning lavet af høje rafter som et fort. Her indenfor samlede kommunens gartnere alt det afslåede græs op til et par meter i højden. Heroppe kunne vi stå og lege, at vi var cowboys og blev angrebet af indianere.

Det var ikke altid gartnerne var enige i vores dispositioner, og vi blev nogle gange jagtet og skældt ud.

På et tidspunkt havde vi, på skrænten ved den gamle Vestbane, lavet en hel indianerlandsby med telte lavet af høje rafter og gamle kornsække. Vi var en stor flok, og for at blive optaget i stammen, skulle vi bindes til totempælen med bar overkrop. Så affyrede høvdingen, som var et par år ældre end os, ærter gennem et pusterør mod vores brystkasser. Vi måtte ikke sige noget. Gjorde vi det, kunne vi ikke blive optaget i stammen.

Dengang var vi ude hele tiden, og kunne fornøje os med lidt. Min bedste ven og jeg legede ofte i deres have, hvor gangene var floder, og vi havde et stort hjemmelavet træskib som sejlede her med små legetøjs cowboys og indianere. Rabarberplanter var urskoven.

Engang havde vi Tykke-Jørgen med i legen. Vi blev uvenner over et eller andet og småsloges lidt, indtil han satte sig oven på mig, og jeg ikke kunne komme op, så flød tårerne over min umulige situation.

En vinter havde Jørgen og jeg lavet et helt batteri af snebolde, så hver gang der kom en ”svajer” cyklende forbi, fik han snebolde i nakken. Det gik også godt indtil en stoppede cyklen og løb efter os helt ind i haven. Heldigvis kom Jørgens mor ud i det samme, ellers havde vi helt sikkert fået et par flade.

I kælderen, hvor Jørgen boede, havde vi på et tidspunkt ophængt et hvidt lagen, som skulle fungere som et lærred til fremvisning af lysbilleder.

Jørgen havde fået et simpelt apparat, som blot skulle sættes over et billede, så kunne apparatet forstørre det og vise det på lærredet.

Jeg tegnede flere skolehæfter fyldt med historier om cowboys og indianere (nogle endda i farver), og så lavede vi en biograf, hvor de lokale unger kunne komme ind for et ganske rimeligt beløb.

Genboens dreng, Ole, legede jeg meget med. Der var et højt plankeværk omkring deres flisebelagte gård. I plankeværket var der en lille døråbning med en pind ovenover. Her elskede han at hænge med hovedet nedad, indtil en dag, hvor jeg stod og beundrede ham, at pinden knækkede, og han røg lige ned på hovedet på fliserne. Han havde blod i hele ansigtet.

Men det så virkelig komisk ud, og selv på trods af det alvorlige styrt, var det svært ikke at trække på smilebåndet.

Oles far var chauffør på Vendia bryggeriet. De ”skulle” hver dag drikke op til 12 øl som var dagsrationen. Det medførte nogle gange, når han kom hjem på en fuld cykel, at han ikke lige kunne ramme døråbningen i plankeværket, og derfor røg af med et ordentligt brag.

I den første tid i Hjørring havde vi stadig den gamle HGF`er, og nogle gange skulle min søster og jeg med ud på en køretur i nabokvartererne, for at se området og lære det bedre at kende.

Det var vi 2 unger ikke så glade for. Vi skulle jo nødigt genkendes af nogle klassekammerater i sådan en gammel kasse, så vi lå som regel nede på bunden mellem for- og bagsædet, hver gang vi mødte nogle børn.

Der gik dog ikke længe inden vi fik nyere biler, men stadig var vores kørsel dog indenfor et begrænset område. En gang havde far dog besluttet, at nu skulle vi alle køre en tur på familiebesøg i Aalborg. Så afsted gik det, og det gik da også fint, indtil vi kom ind i selve Aalborg, og for første gang så de røde, gule og grønne farver i nogle gadekryds. Far ”kom til” at køre over for rødt, og måske var det det, han var blevet så rystet over, for da vi på hjemturen igen skulle over Limfjordsbroen, havde han ikke observeret, at der var røde blinklys midt på broen, så han fortsatte, selv om bommene var på vej ned. Vi nåede lige under disse, og det gav en bump i bilen, da vi krydsede stedet, hvor broen åbner sig. Vi 2 unger på bagsædet sad og dukkede os, vi var bange for at få bommen i hovedet.

Siden kørte min far aldrig mere bil i Aalborg.

Vi havde ikke badeværelse i Korsgade, så vi unger blev efter tur badet i en stor zinkbalje, som blev placeret på køkkengulvet. Efter at jeg var blevet konfirmeret, tog jeg hver uge på Hjørring Badeanstalt, som lå lige ved siden af biografen. Her var der små rum med badekar og et meget stort dampbad. Når jeg kom ud herfra, føltes det, som om jeg var født på ny.

Som knægt gik vi hver weekend til eftermiddagsforestilling i ”biffen” for at se cowboyfilm. Vi hujede hver gang Zorro eller en anden helt kom og ordnede banditterne. Prisen for en billet var 75 øre, og vi fik som regel 1 kr. med, så kunne vi købe en stor salmiakstang for de sidste 25 øre.

Det var dengang, man virkelig kunne lave en salmiakstang, og den kunne vare hele filmen.

Vi havde 2 biografer, KINO og BIO. I KINO sad vi på klapstole, og gulvet var næsten uden hældning, så det kunne nogle gange være svært at se, hvad der foregik på lærredet.

Da Vendelbohus brændte, stod jeg, sammen med en hel masse andre, og kiggede på slukningsarbejdet. Vi fik at vide, at der var en person, som var brændt inde.

Det syntes jeg, var meget voldsomt, og jeg sov ikke meget den nat.

Nogle gange var der optræk til slagsmål i gaden. Så aftalte de 2 kumpaner, at striden skulle afgøres i Christiansgave, og alle gadens unger  – vel op til 50 stykker – fulgte så bagefter dem ned til den valgte kampplads.

Det var altid kun nævekamp, og når en af dem havde fået nok, overgav han sig, og så sluttede opvisningen.

Jeg begyndte at gå til Jazzbal som 15-16 årig. Det foregik på Hotel Scandinavien (hvor Rådhuset ligger i dag), og når vi knægte hver havde drukket 2 stærke øl i Christiansgave, og kom ind i 30 graders varme, så blev vi godt nok noget svimle, så resten af aftenen stod på sodavand.

Senere blev vores feststed pubben ”Den Gyldne Løve” og dans på Restaurant Svanelunden, og når de lukkede kl. 1, fortsatte festen på diverse forsamlingshuse i omegnsbyerne.

En eftermiddag jeg kom gående i Østergade, mødte jeg en ambulance og så til min store overraskelse, at min far sad på passagersædet – tilsyneladende i store smerter. Så det gik hurtigt med at komme hjem for at få en forklaring.

Mine forældre havde været ved at lime nyt vinylgulv i bagerforretningen, og min far stod efterfølgende ved vasken i køkkenet og rengjorde hænderne i terpentin. Ellen tændte samtidig en cigaret, og vanen tro smed hun den stadig brændende tændstik i vasken. Dette medførte en alvorlig forbrænding, og far var indlagt på sygehuset i adskillige dage.

Da jeg nåede en vis alder, skulle jeg selvfølgelig hjælpe til i bageriet. Mit arbejde var bl.a. at være bydreng, skrabe bageplader i bageriet, hente kul nede fra kælderen til ovnen.

Jeg skulle tidligt op hver søndag for at levere rundstykker. Mange skulle blot have 2 rundstykker leveret – og nogle gange var det på 4. Sal.

I skolen var mit bedste fag, tegning. Det var også det eneste fag, jeg fik ug i.

Ellers kunne jeg også godt lide historie, dansk, gymnastik og regning og til dels naturfag, hvorimod fysik og matematik ikke var min stærke side.

Hvert år arrangerede skolen en sommerudflugt til Tolne Skov. Så marcherede alle elever, lærere og forældre i en lang, lang række fra skolen til banegården. Der var musik i spidsen.

Vi unger råbte altid noget med ”ind med Vestre – ud med Østre” osv. Der var altid et verbalt modsætningsforhold skolerne imellem.

Klassens efterkonfirmationsdag foregik bl.a. med sodavand og lagkage på Konditori Willy på Springvandspladsen – det var vildt…

I skoleferierne kunne vi få en gratis togrejse til hele Danmark. Det benyttede jeg flere gange. En af gangene var vi 2 venner, Poul og jeg (begge 16 år), som tog en tur til Bornholm med telt. Det var en lang rejse. Først med tog til København. Derefter med færgen København-Rønne om natten, hvor vi sov ude på dækket i vore soveposer.

Vi travede meget af skønne Bornholm rundt med oppakning på ryggen.

Da jeg var 15, cyklede jeg og en kammerat på teltferie.

Første dag cyklede vi med fuld oppakning fra Hjørring til Randers ialt ca. 120 km. Så var vi også godt brugte, ja, vi var så godt brugte, at min kammerat allerede næste dag, efter en teltovernatning, ville hjem – og det skulle ikke foregå på cykel. Så vi tog toget hjem.

Da jeg var 16 tog en kammerat og jeg på knallerttur til Vojens. Jeg havde en Zündapp med twinsaddel, som kunne køre over 60 km i timen, så det blev en kold tur, selv om det var sommer. Desværre blev den stjålet en aften, jeg var i biografen. Politiet fandt den nogle uger senere. Den var ”skrællet”, og den blev aldrig til knallert igen.

En gang var jeg på en af de gratis skolebilletter til København. Det var dengang man kunne sejle fra Aalborg til København. På vej tilbage fra København var der et voldsomt stormvejr, og båden vippede gevaldigt, og rigtig mange var søsyge. Da vi lagde til kaj i Aalborg, blev skibet fortøjet og trappestilladset, som måske var 5 meter høj, blev kørt hen til, og sat fast på skibet, så passagerer kunne gå fra borde. Der stod 2 besætningsmedlemmer ved rælingen, hvor vi skulle ud. Der var fyldt op på trappen, og jeg skulle lige til at gå ned, da en af fortøjningstrosserne sprang, og skibet begyndte at bevæge sig væk fra kajen.

Folk skreg og sprang for livet ned ad trapperne. Midt på trappestativet stod en ældre dame med stokke. Det havde de 2 matroser set, så de sprang resolut ned og tog hende under armene, og nærmest smed hende ned. Det var i sidste øjeblik, for nu var skibet kommet så langt fra kajen, at trappestativet røg ned mellem skib og kaj.

Jeg kommer ud af en kortglad familie, og fra jeg var en ”bette døwl”, der lige kunne få hovedet op i tobaksskyerne, når de voksne spillede kort, og jeg kunne få lov til at stable fars penge, har jeg haft interessen for whist.

Inden jeg stoppede mit arbejdsliv hos Brønderslev Kommune, sørgede jeg for at få en aftale med nogle gode kolleger om en kortklub.

Nu har kortklubben kørt upåklageligt i 15 år, og det har været rigtig hyggeligt. Jeg må indrømme, at vi, ud over kortspil, også tager os rigtig god tid til at vende verdenssituationen og genopfriske gamle minder.

Da jeg var 16 år købte jeg et sommerhus i Harerenden i Lønstrup for nogle af mine konfirmationspenge. Jeg gav 1.250 kr. for huset, som havde en pragtfuld udsigt ud over hele Harerenden og helt til Hirtshals Fyr.

Der gik knap et år, så havde jeg købt sommerhus nr. 2 i Harerenden for den formidable pris af 1.500 kr. Også dette hus med fuld havudsigt.

Jeg har desværre ingen af disse sommerhuse i dag.

Pengene for det første sommerhus brugte jeg til at købe en rød Fiat 500 med soltag. Den havde store problemer med at starte, så jeg skulle altid parkere den på en let skrånende vej, så kunne jeg nemlig selv løbe den i gang.

En af de dårligste handler jeg har foretaget.

Efter min konfirmation fik jeg job som ”bytyr” hos Hjørring Jern & Stål i Østergade. Jeg skulle være der 2 timer hver eftermiddag, og jeg fik 1 kr. i timen.

En sommerferie havde jeg også job hos Dania Vask, hvor jeg skulle afhente og levere sengetøj, håndklæder, kitler m.m. til erhvervsdrivende i byen. Det foregik på en Long John, og det var ikke altid så let at styre sådan et monstrum som 14-årig – især ikke i svingene, hvor ladet nemt kunne komme til at røre vejbanen.

Da jeg kom i Realklassen blev jeg ”skoletræt”, så jeg ønskede dengang desværre ikke at gå gymnasievejen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Dog havde jeg en drøm om at blive arkitekt, men det krævede over 4 års tømrer- eller mureruddannelse inden jeg kunne læse videre. Dengang var der ikke noget, der hed SU, og mine forældre havde ikke mulighed for at støtte mig i den retning.

I 4. mellem havde Statsautoriseret revisor Hessner været på besøg i vores klasse og sagt ”dem der vil i lære hos os, ræk hånden op”.

Desværre rakte jeg ikke hånden op. Revisor ville jeg ikke være. Og så blev jeg alligevel udlært som revisor….

Jeg kom i lære overfor daværende Martins Hotel, så ud over at kigge regnskabstal, kunne vi følge lidt med i, hvem der gik ind og ud af hotellet.

Kunstmaler Lars Nielsen boede på hotellet i sine sidste år, og jeg var på arbejde, den dag de bar hans afsjælede legeme ud fra hotellet.

Den 7. september 1966 omkring middagstid, hvor vi som sædvanlig sad og arbejdede på revisionskontoret, fik en af mine kolleger en rystende telefonbesked fra et familiemedlem, som var ansat på ”telegrafen”. Denne havde lyttet til et opkald til Falck, at færgen M/S Skagerak var ved at forlise på ruten mellem Kristiansand – Hirtshals.

Min chef var meget resolut. Vi lukkede kontoret og kørte til Lønstrup flyveplads, som i dag er bebygget med sommerhuse.

Her stod vi i en forrygende storm, og så helikopter efter helikopter lande med overlevende fra færgen, og ambulance efter ambulance, som kørte dem til sygehuset i Hjørring. En fantastisk redningsaktion.

Efter 4 års elevtid med lørdagsarbejde og 48 timers arbejdsuge og en utrolig masse overarbejde hvert forår i statustiden, kunne jeg kalde mig udlært.

Inden jeg skulle ind og springe soldat ved Dronningens Livregiment i Nørresundby i efteråret 1967, var der et slip på ca. ½ år, hvor jeg fik arbejde på Socialkontoret i Brønderslev Kommune. Dengang var vi 5 mand på Socialkontoret.

En af dem var Christian Mørch, som kunne fortælle meget og længe om 2. Verdenskrig. Det var ikke uinteressant.

Min soldatertid strakte sig over 16 måneder. Jeg var radiomand for Oberstløjtnanten, og som sådan med på adskillige øvelser rundt i Danmark. Den benzin, der årligt blev bevilget, skulle selvfølgelig absolut brændes af samme år.

Jeg står ved den gamle Dodge Commander, hvor jeg var radiomand for Oberstløjtnanten. Bemærk radioantennen bag på bilen – den skulle pumpes op.
Engang kom jeg til at pumpe den så meget, at antennen røg ovenud og landede inde på en mark. Det så vist morsomt ud.

Kort før slutningen på min soldatertid ultimo 1968, ringede Socialchefen, Pedersen, til mig og tilbød mig ansættelse på Socialkontoret. Det takkede jeg ja til, og jeg fortsatte efterfølgende min ansættelse hos Brønderslev kommune indtil jeg gik på efterløn som 60-årig.

Jeg var dog kun ca. 1 år på Socialkontoret inden jeg flyttede over på Skattekontoret.

BRØNDERSLEV

Jeg mødte Sonja til et bal i Harken Forsamlinghus, og vi har holdt sammen lige siden.

Det var dengang, hvor pigerne stod i den ene side af forsamlingshuset og drengene i den anden, så når musikken begyndte, og lyset blev dæmpet, så for vi drenge over dansegulvet for at komme først til den udvalgte. Det var ikke altid man var heldig eller hurtig nok.

Mit store held var at jeg var hurtig og ”rendte ind” i Sonja

I marts måned 1969 blev vi gift, og flyttede umiddelbart herefter ind i vores nyindkøbte hus, Algade 107 i Brønderslev (nu Algade 133).

Det er et af de ældste huse i byen. Skævt og meget lavt til loftet.

Vi var så heldige, at lige da jeg kom fra soldatertjenesten 1. Januar 1969, og havde fået job hos kommunen, så ”løb” vi lige ind i ”det skattefrie år”.

Så det var ikke meget vi skyldte på huset ved årets udgang.

I Algade boede vi i 2 år. I den periode lavede vi en gennemgribende restaurering af det gamle hus. Min svigerfar, Gerner Kjølby, som var frisør i Harken, kunne andet end bruge en saks. Han hjalp med ombygningen og kom med masser af gode råd.

Der var dog nogle fejl i det gamle hus, som ikke kunne rettes – selv ikke med svigerfars gode råd. Gulvet, i vores soveværelse på 1. Sal, var så skævt, at jeg måtte klodse vores seng op med over 5 cm i den ene side, ellers ville vi simpelthen trille ud.

Herefter købte vi en grund i Abelsgade, og her opførte vi et hus, som vi stadig bor i.

Jeg har altid kunnet cykle på arbejde, selv om skattekontoret gennem årene skiftede adresse flere gange. Vi har været i Tolstrup Brugsforening i Gravensgade, kontorbygningen HCA-dress, Handelsbankens flotte bygning i Bredgade i 2 omgange og til slut i den nye tilbygning til Rådhuset.

Lige før SKAT flyttede til Hjørring stoppede jeg min ansættelse og gik på pension. Jeg mindes stadig mine mange gode kolleger med glæde.

Selv om vi har boet i Brønderslev i 52 år, er vi nok stadig sådan lidt på tålt ophold. For der er noget, vi ikke har med i bagagen, nemlig hvordan var byen før vi kom, og hvem boede her, og hvem havde de forskellige forretninger o.s.v.

Da jeg kom til byen, havde rigtig mange i Brønderslev øgenavne, og jeg har hørt mange sjove historier om byens originaler. Begge dele er efterhånden næsten forsvundet i Brønderslev.

Der var også dengang for 50 år siden en slags modsætningsforhold til Hjørring. Hvorfor ved jeg ikke helt, men måske havde det noget med fodbold at gøre.

At vi kom til at bo i Brønderslev, stod ikke skrevet i stjernerne. Vi havde nemlig før købet af Algade 107, lagt billet ind på at købe Gunderup skole, som ligger et par km. syd for Harken. Heldigvis blev vores bud ikke accepteret.

Jeg kendte dog lidt til Brønderslev i forvejen, idet jeg havde været til flere baller på Hotel Phønix og desuden været flere gange til boksning på det gamle Hotel Brønderslev, hvor vi fra balkonen havde en fin udsigt til bokseringen. Det var dengang Brønderslev var en rigtig bokseby med nogle virkelig dygtige boksere.

Min interesse for at tegne og male har jeg næsten altid haft. Men det med at male malerier begyndte først, da jeg som 14årig fik en malerkasse med oliefarver i gave af mine forældre.

I mit værelse i Korsgade i Hjørring brugte jeg som regel væggene som lærred, for jeg havde ikke penge til at købe lærreder for. Mit værelse lå på 1. sal, og for at komme derhen, skulle jeg over et lidt uhyggeligt åbent loftsrum. Selve værelset var ikke opvarmet, så i de koldeste vintre, havde jeg opvarmede mursten (opvarmet i kakkelovnen) med i seng. Der var ”frost” på tagvinduet både udvendig og indvendig.

Se dengang boede jeg som en rigtig kunstner…

I starten malede jeg mange forskellige stilarter for at lære farver og former bedre at kende. Jeg deltog ligeledes i flere malerkurser.

Jeg malede for min egen skyld, og jeg malede de motiver jeg selv kunne lide. Jeg studerede meget om kunst og om de enkelte kunstnere. Jeg var en meget flittig låner på det lokale bibliotek.

I Hjørring boede vi tæt på Johannes Hoffmeister og dennes broder, som også var kunstner. Jeg følte mig meget inspireret af Hoffmeisters landskabsmalerier, og så bl.a. hans store separatudstilling på Hjørring Seminarium.

Dengang var der også flere store maleriudstillinger på Vendelbohus. Jeg slugte det hele med øjnene.

Lønstrup var og er Hjørrings ferieby, og efter mit køb af sommerhuse i Harerenden, blev jeg meget inspireret af udsigterne over sommerhusene og selve Lønstrup by. Denne inspiration medførte, at mine første malerier blev Lønstrup-motiver.

Men stadig malede jeg kun i perioder når lysten og trangen blev for stor til at jeg kunne ignorere den.

Der var nemlig også kommet andre, og mere vigtige ting ind i mit liv, og så måtte maleriet vente.

Jeg var blevet gift, vi byggede et hus og snart kom der 2 børn, Lotte og Thomas i familien. Jeg tog en videregående uddannelse inden for Skat, og et år byggede jeg et sommerhus i Saltum.

I den periode blev det ikke til så mange malerier.

I 1974 deltog jeg på min første udstilling.  Det var Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium. Jeg udstillede 5 malerier og solgte de 3. Det gav ”blod på tanden”.

Så tog det hele fart. Jeg begyndte igen at male flere malerier med motiver fra eller inspireret af Lønstrup.

Desuden blev jeg også inspireret af Vildmosen, hvis farver og former jeg omsatte i adskillige malerier. Ø. Hjermitslev med den lange række af gårde, gavl mod gavl, har jeg også malet adskillige gange.

For ca. 25 år siden ændrede jeg fuldstændig stil. Jeg begyndte at male klovnemalerier – og dem har jeg malet lige siden.

Jeg begyndte at udstille rundt om i landet på større virksomheder, og i nogle gallerier. Således havde jeg gennem mange år et galleri i København og på Fyn, som var faste aftagere af mine malerier.

Jeg fortsatte med at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, Poulstrup-udstillingen, Børglum-udstillingen og en hel række andre udstillinger rundt omkring i Danmark, her i blandt nogle censurerede udstillinger.

En af de pudsige udstillinger var i en bunker i Grønhøj i 1996. Bunkeren var så fugtig, at vandet nærmest drev ned ad væggene, hvilket medførte, at mine lærreder blev fuldstændig strammet ud akkurat som et trommeskind. Ja, de var nærmest ved at springe af blindrammerne.

Jeg har gennem årene lavet plakater til flere store virksomheder samt lavet en årskalender for en meget stor fransk medicinalvirksomhed, Servier.

På Danske Turistchefers årsmøde i 1997 blev min Lønstrup-plakat 1996  kåret som årets bedste turistplakat.

I Brønderslev kommune har jeg ligeledes gennem årene haft mange forskellige kunstneriske opgaver. 2 gange har jeg lavet plakat til Brønderslev Badmintonklub – seneste i 2014 da klubben havde 75 års jubilæum. Plakat for BI bordtennis – Nordiske Mesterskaber i Brønderslev 2001. Årets julekort for Brønderslev kommune i 1997. Lions Clubs julemærker i 2000, 2002, 2010 og 2014. Vinetikette til Brønderslev kommunes vin i 2009.

Jeg har i 2006 modtaget Brønderslev kommunes Kulturpris.

For ca. 30 år siden solgte jeg nogle malerier til Den Danske Konsul i Oregon, som foruden at være konsul også var advokat i USA. Han var på ferie i Danmark og havde set mine landskabsmalerier.

Den dag han skulle flyve tilbage til USA, ringede han til mig fra lufthavnen i Aalborg. Jeg er ikke så skrap til engelsk, så jeg forstod ikke 100%, hvad han sagde, men det var noget med, at han havde plads til lidt flere malerier i bagagen. Så snakkede han også noget om 25%, og da han havde købt adskillige malerier i forvejen, så sagde jeg ok til dette.

Jeg skulle så køre ud til ham i lufthavnen med et antal malerier, og da han havde valgt dem, han gerne ville købe, gav han mig prisen for dem + 25% oveni. Det havde jeg godt nok ikke forventet. Det er desværre kun sket den ene gang.

Jeg var medstifter af en lille kunstnergruppe i Brønderslev, som vi kaldte SEOS. Vi arrangerede i nogle år kunstudstilling på Brønderslev Musikskole.

Gruppen holdt sammen i ca. 3 år, hvorefter den blev opløst.

Det blev til mere og mere tid jeg brugte ved staffeliet, og det var nogle gange lidt svært at kombinere med et fuldtidsarbejde, så da jeg fyldte 40 år fik jeg nedsat min arbejdstid hos kommunen til et halvtidsjob.

Det passede mig perfekt, men det havde kun kunnet lade sig gøre, fordi Sonja var positiv overfor det og bakkede mig 100% op i min beslutning.

Da jeg fortalte familien om vores beslutning, blev det modtaget i rungende tavshed. Der var ingen, der syntes, at det var ”godt gået”.

Tværtimod at gå fra en fuldmægtig-stilling og fast god løn til noget usikkert uha, uha.

Men jeg følte – og har altid følt mig meget privilegeret, at jeg fik muligheden – og ikke mindst konens accept – for at kunne udleve min drøm.

Heldigvis fik jeg senere mulighed for at støtte Sonja, da hun valgte at skifte job til noget helt andet, end det hun var vant til.

Meget her i livet bygger på tilfældigheder. Hvis ikke jeg var blevet inviteret til at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, var det måske aldrig blevet til så meget med maleriet, og jeg havde aldrig kommet til at stå for Påskeudstillingen. Hvis ikke jeg havde været til bal i Harken Forsamlingshus, havde jeg måske ikke mødt Sonja o.s.v.

I starten, da vi kom til Brønderslev, tænkte vi godt nok, at her bliver vi ikke ret længe, vi ville tilbage til Hjørring.

Men så er tiden bare gået og gået, og vi er her stadig. Det skyldes selvfølgelig, at vi er faldet rigtig godt til her i byen. Vi har et stort netværk, og rigtig mange gode bekendte og venner.

Det har også været meget spændende at følge med i Brønderslev bys udvikling gennem de 50 år, vi her boet her.

Der er sket utrolig meget med byen. Da vi kom, var ”Stjernekrydset” der stadig, og hovedgaden med forretninger var Bredgade.

PÅSKEUDSTILLINGEN

5 år efter at jeg var gået på nedsat tid, spurgte daværende Kulturelt Samråd, om jeg ville arrangere årets Påskeudstilling på Brønderslev Gymnasium.

Det sagde jeg ja til.

Jeg var godt nok lidt betænkelig, for jeg havde aldrig før prøvet at arrangere en kunstudstilling for andre kunstnere end mig selv.

Jeg gik simpelthen i tænkeboks for at gennemtænke hvordan jeg gerne ville have, at Påskeudstillingen skulle være fremover.

Der var umiddelbart noget, jeg gerne ville ændre på udstillingen, og det var bl.a. antallet af udstillere. Hidtil havde der hvert år været ca. 50 udstillere. Når vi kunstnere kom, var der ikke på forhånd bestemt, hvor de enkelte kunstnere skulle udstille, så det blev alles kamp mod alle for at få de bedste pladser. Når der var så mange udstillere med på udstillingen, og den enkelte kunstner, kun havde 5 værker med, blev det hele meget rodet, og det blev ganske umuligt at huske, hvem der var med, og hvad man havde set.

Jeg skar umiddelbart antallet af udstillere ned til ca. 25, og den enkelte kunstner fik plads til mindst 15 værker. Desuden var der max. 2 udstillere i hvert rum eller gang.

Det gav meget mere ro på udstillingen, og en bedre repræsentation af den enkelte kunstner.

Jeg fandt også ud af, på den hårde måde, at det at arrangere en så stor kunstudstilling kræver sin mand. For det første skal du have alle aftaler på plads vedrørende leje af lokaler, aftaler med pedel, aftale med hjælpere til rydning og tilbagesætning af inventar m.m. på gymnasiet. Aftale med vagter og aftale med 4-5 personer, som skal hjælpe med salg på ferniseringsdagen. Jeg skal finde nogle kunstnere, som jeg gerne vil have med på udstillingen, og der skal træffes aftaler med de udvalgte. Jeg skal beslutte mig for, hvor de enkelte kunstnere skal udstille – jeg gør meget ud af, at ingen kunstner på udstillingen må ødelægge det for en anden.

På udstillingen er der hvert år ca. 5 helt faste udstillere, og de har en helt fast plads, så det er let for eventuelle købere, at finde disse meget populære udstillere.

Der skal laves planer, skilte, navneskilte m.m. ligesom der skal laves annoncer, plakat og et katalog.

Der skal udleveres og afregnes for solgt kunst, og efterfølgende afregnes med kunstnere.

Der skal i hele åbningstiden være opsyn med udstillingen.

Sonja og jeg har nu i 30 år holdt påskeferie på Brønderslev Gymnasium.

Men vi vil heller ikke have været det foruden….

Det blev ikke ved den ene påskeudstilling. Hvis ikke Corona-epidemien havde ramt os i 2020, havde dette års Påskeudstilling været den 45. udstilling på Brønderslev Gymnasium – og 30. gang jeg arrangerede udstillingen.

Nu håber jeg så, at det i stedet bliver i 2022 jeg kan lave denne udstilling.

Påskeudstillingen i dag er overhovedet ikke sammenlignelig med den påskeudstilling jeg overtog for over 30 år siden. Dengang var besøgstallet mellem 500-1.500. I mange år har besøgstallet været omkring 5.000 optalte besøgende. Hvad angår salget på påskeudstillingen, så er det forøget 30-50 gange mere end det var før jeg overtog udstillingen.

Så alene ud fra disse to tal kan man sige, at Påskeudstillingen lever og har det godt.

Men for mig har det også handlet om, at de kunstnere, der udstiller, skal være mere eller mindre professionelle kunstnere som har arbejdet seriøst med kunst i en årrække.

Jeg har også sørget for, at der er en større udskiftning af udstillere hvert år, så der, ud over at følge de ca. 5 helt faste kunstneres udvikling, er mulighed for at møde nogle helt nye bekendtskaber, som ikke tidligere har udstillet i vores landsdel.

Jeg bruger meget tid på at udvælge kunstnere, og også på, at de får de rigtige pladser, så ingen kommer til at ødelægge noget for nogen.

Vi bruger stadig hele gymnasiet til udstilling, så der er god plads til såvel kunsten, som til de besøgende.

Gymnasiet er desuden inden for de sidste år blevet gennemrenoveret for adskillige millioner. Dette har givet endnu bedre udstillingsmuligheder med endnu flere lyse og venlige rum. Der er i forvejen et ganske fint lys på gymnasiet, idet der flere steder er store vinduer fra gulv til loft, lige som der flere steder er ovenlys.

Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium er en af de ældste i Danmark (måske endda den ældste) idet den startede før gymnasiet blev opført, så den er altså ældre end de 45 år jeg har nævnt.

Det er en udstilling som mange i Nordjylland – og også fra mange andre egne af Danmark – er bekendt med. Mange kommer år efter år på udstillingen, og i de sidste mindst 10 år har der hvert år, inden vi åbner, været en kø på ca. 100 personer, som gerne vil først ind for at vælge et kunstværk.

Påskeudstillingen blev i sin tid startet af overbibliotekar Erik Schardelmann og læge Ole Schmidt.

Maleriet har givet os rigtig meget. Vi har mødt mellem 500-600 forskellige kunstnere alene gennem min arrangering af påskeudstillingerne. Mange af disse kunstnere er blevet gode bekendte og andre gode venner.

Et år inviterede jeg kunstnere fra vores svenske venskabsby Nässjö med på Påskeudstillingen 1993. Det blev en hyggelig oplevelse. De boede på Hotel Phønix og spiste hos os.

Efterfølgende blev vi Brønderslev-kunstnere inviteret til at udstille i Nässjö på deres kulturhus. Igen en fin oplevelse.

I 2007, hvor Luxemburg var Europæisk Kulturhovedstad, blev jeg sammen med 5 andre danske kunstnere inviteret til at udstille på Chateau Bourglinster, som ligger ca. 5-10 km udenfor Luxemburg. Det er et flot gammelt slot med adskillige tårne og høj mur omkring borggården.

Her udstillede vi i 3-4 sale med højt til loftet og massive hvidkalkede murstensmure.

Jeg havde samlet malerier sammen gennem et par år, og havde 40 malerier med. Jeg solgte de 35, så jeg kunne næsten ikke få armene ned, det var en helt utrolig oplevelse.

Aftenen før vores fernisering var der foredrag af Klaus Rifbjerg. Desuden havde vores Dronning udstillet på de samme vægge måneden før vi kom.

Så vi følte, at det var lidt fint….

Nogle få år efter var vi nogle stykker fra udstillingen i Luxemburg og et par nye som udstillede på den svenske skole i Waterloo i Belgien. Vi boede alle på skolen og fik lavet en fin udstilling og også med et rimeligt godt salg.

For knap 30 år siden ombyggede jeg garagen til atelier. Der blev lavet et stort ovenlysvindue mod nord, som giver et rigtig godt lysindfald. Der blev meget bedre plads til mine malerier, og bedre mulighed for at vise dem frem for interesserede.Som kunstner føler jeg mig meget, meget privilegeret. Mange har gennem årene fundet vej til mit atelier, så det har ikke været nødvendigt for mig, gennem de sidste ca. 15 år, at udstille hverken i kunstforeninger eller gallerier.

I 2011, da Brønderslev rundede 90års Købstadsjubilæum, og vi fik besøg af Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik, arrangerede jeg en kunstudstilling af lokale kunstnere i ”den runde pavillon”. Udstillingen blev besøgt af Dronningen.

Her Hendes Majestæt Dronning Margrethe på besøg ved 90års Købstadsjubilæum, hvor jeg har arrangeret en udstilling i den Runde Pavillon af lokale kunstnere

Efterfølgende blev Sonja og jeg sammen med flere andre personer fra Brønderslev kommune inviteret til spisning på Kongeskibet, som lå i Hals Havn. Det var en stor oplevelse.

 

 

 

Frøken Helga Olsen i Nygade sagde

EFTER 52 ÅRS GERNING SOM MÆLKEHANDLER TAGER DEN NU 80-ÅRIGE FRØKEN HELGA OLSEN, BRØNDERSLEV, SIN AFSKED DEN 1. JULI. (1965).

Frøken Olsen har i den lange årrække solgt mælk fra Brønderslev andelsmejeri, de første år i udsalget ved mejeriet, senere som bestyrer af mejeriudsalget i Nygade.

Kilde: Vendsyssel Tidende den 16.6.1965

samt DFI Dansk filmcentral (billederne).

Det vil altså sige, at Frøken Olsen må have været midt i halvfjerdserne, da jeg og Søren Hansen alias “pulle Søren fra Gasværksvej” var mælkedrenge hos hende, sidst i 50’erne (ca. 1958-1959).

Det er utroligt, at den gamle stovte dame kunne holde til det slid i over 50 år. Hun traskede rundt på et stenhårdt terrazzogulv i et koldt, uopvarmet mejeriudsalg, fra morgen til aften. En overgang havde hun endda vand løbende ned ad ruden/vinduet ud mod Algade. Vandet virkede som kølemiddel for at holde rumtemp. nede. Da vi (Søren og jeg) arbejdede for frøken Olsen var hun en lille overvægtig dame, som var dårligt gående. Hun havde en vraltende gangart. For os, så ud til at hun havde bolig i forbindelse med udsalget, men jeg ved det ikke, for vi så det aldrig. Det var ikke et sted vi måtte komme.

Hendes lidenskab for katte var mærkbar stor. Hver dag hentede hun fiskehoveder hos fiskehandleren, som lå længere oppe i Nygade eller i Vestergade. Hun fodrede alle Dyrlægegårdens katte med fisk og mælk. De mange katte har givet gjort stor nytte ved at holde Dyrlægegården fri for mus og rotter.

Købmand Jørgen Johansen, har nævnt frøken Olsen i sin fortælling om sin gerning som købmand.

Er der nogen der ved, hvornår Brønderslev Andelsmejeri blev etableret?

Det ser ud til, at mejeriet blev nedlagt i slutningen af 80’erne, for i 1989 er der etableret ungdomsboliger i bygningerne.

I 1950’erne og 1960’erne og før den tid blev mælken solgt via mælkemænd, som fra hestetrukne mælkevogne solgte mælk til beboerne eller det blev solgt fra tre-fire mejeriudsalg. Jeg kan huske, at der var udsalg i Torvegade, Nygade, Rådhusgade og Vestergade – var der udsalg flere steder? I dag køber folk udelukkende mælk i supermarkederne. Det kunne man ikke gøre førhen. Alle mejeriprodukter (mælk, ost etc.) blev solgt via vogne eller udsalg.

Jeg håber at der er nogen som kan bidrage med oplysninger om hvem frøken Olsen var!

Helga Anine Steffine Olesen, født i Tårs 26. december 1883. Hun havde en bror og en søster. Hun døde på Kornumgård som 98 årig.

Kommentarer fra:

Ove S. Johansen: Billedet er taget ved udkørsel til Mejerigade, fra Brønderslev Andelsmejeri i Torvegade, overfor Teknisk skole. Det skrummel af en atypisk “Long John” skulle lille jeg indimellem manøvrere, når store stærke “Pulle Søren” ikke var present. Vi var begge ansat som cykelbude hos Helga Olesen i Nygade, som drev Brsl. Andelsmejeris udsalgssted. Frøken Helga Olesen var en lille firskåren, vraltende dame som var rigtig god ved Dyrlægegårdens katte. Hvor er jeg glad for at se det billede. Cyklen var nærmest køkkenblå og en leddeløs “fanden”, så når man ville dreje til en af siderne reagerede forhjulet først længe efter at man havde drejet styret. Der var det man i biljargon kaldte “ratslør” af H.. til! Haha

 

 

Morten Weise: Jeg kan selv nikke genkendende til fortælling om den ledløse fanden af en cykel. Som dreng var jeg i en periode bydreng hos Stansted og kørte bl.a. ud ned gasflasker. Budcyklen var af typen, der er vist på billedet blot ned den forskel, at forhjulet var meget mindre. Det gjorde det nærmest umuligt at styre “Long John” når den var hårdt læsset med store gasflasker. Særlig slemt var det når flaskerne skulle leveres til afsidesliggende ejendomme i periferien af byen, hvor der ofte var jordveje. Efter nogle uger som flaskegasbud måtte jeg opgive “karrieren” og finde andre indtægtskilder

 

Af Ove S. Johansen

 

Maj 1951: Hjemmefødt i Brønderslev     

Januar 1977: Læge fra Århus Universitet

April 1987: Familielæge i Brønderslev

August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev

September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev

Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit læge liv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.   

For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.

 Min opvækst i Brønderslev

Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.

Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.

Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket

Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.

Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.

Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.

Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.

Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn

Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.

Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.

I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.

Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.

Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov

Min studietid i Århus

Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.

Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.

Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.

I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.

De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.

De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.

Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.

Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.

Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.

Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus

Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.

En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.

Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus

Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.

Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.

Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.

Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling

I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.

Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.

Læge på redningshelikopteren

Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.

Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten

På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.

Ændret mål for videre hospitalsansættelser

Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.

På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.

Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.

Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.

Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.

Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.

Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.

Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling.  Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.

I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis

Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.

Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev

Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.

Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.

Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.

Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.

Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.

Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.

Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.

Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis

En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.

Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.

Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.

I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.

Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.

Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.

Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.

TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.

 

Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde

Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.

I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.

I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.

I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening

Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.

Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.

Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus

I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.

Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur.  Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.

Lægevagtsarbejde gennem årene

Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.

Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte

Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.

Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.

I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.

Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.

Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.

Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.

Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland

Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.

Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.

Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.

De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ

Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.

I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben

Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.

Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.

Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland

I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.

De sidste år som familielæge i Brønderslev

I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev

Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.

Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.

Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.

De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.

De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.

Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.

Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.

Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev

Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.

Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.

Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.

Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev

Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv

Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik

Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer

Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.

Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.

I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.

Deltagerne til det første møde hos Gitte.

Bagest fra venstre Henrik Jensen, Esben Skaaning og Knud Vilsgaard

Forrest fra ve.

Grethe Jensen, Karen Jørgensen, Maja Bundgård og Gitte Pedersen

Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.

I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.

Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.

De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem

Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.

Vores udsigt ned over Daalen, hvor der om sommeren går kvier lige uden for vores have

 

Af: læge Henrik Jensen

             

Maj 1951: Hjemmefødt i Brønderslev

Januar 1977: Læge fra Århus Universitet

April 1987: Familielæge i Brønderslev

August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev

September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev

 

 

Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit lægeliv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.   

For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.

 

Min opvækst i Brønderslev

Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.

Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.

Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket

Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.

Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.

Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.

Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.

Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn

Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.

Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.

I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.

Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.

Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov

Min studietid i Århus

Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.

Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.

Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.

I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.

De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.

De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.

Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.

Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.

Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.

Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus

Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.

En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.

Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus

Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.

Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.

Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.

Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling

I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.

Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.

Læge på redningshelikopteren

Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.

Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten

På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.

Ændret mål for videre hospitalsansættelser

Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.

På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.

Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.

Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.

Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.

Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.

Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.

Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling.  Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.

I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis

Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.

Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev

Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.

Her sidder jeg bag skrivebordet i mit lille konsultationsrum i Grønnegade

Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.

Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.

Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.

Et hyggeligt socialt fyraftensmøde i klinikken i Grønnegade.

Fra venstre er det Esben Skaaning, Maja Bundgård, Marianne Helsten, Bjarne Melchiorsen, Grethe Jensen, Knud Vilsgaard, Karen Jørgensen, Kirsten Larsen, og Gitte Pedersen. Marianne og Kirsten var de nyansatte sygeplejersker i lægehuset

Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.

Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.

Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.

Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis

En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.

Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.

Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.

I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.

Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.

Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.

Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.

TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.

 

Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde

Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.

I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.

I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.

I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening

Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.

Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.

Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus

I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.

Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur.  Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.

Lægevagtsarbejde gennem årene

Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.

Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte

Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.

Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.

I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.

Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.

Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.

Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.

Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland

Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.

Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.

Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.

De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ

Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.

I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben

Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.

Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.

Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland

I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.

De sidste år som familielæge i Brønderslev

I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev

Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.

Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.

Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.

De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.

De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.

Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.

Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.

Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev

Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.

Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.

Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.

Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev

Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv

Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik

Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer

Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.

Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.

I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.

Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.

I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.

Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.

De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem

Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.

 

 

1. Etableringen af Brønderslev Kommuneskole

Den 7. januar 1889 kunne man fejre den første skoledag for byens store skole efter længere tids bestræbelser og politisk tovtrækkeri. Et jubilæumsudvalg nedsat i forbindelse med skolens 100års jubilæum kunne datere indvielsen til lige før eller efter årsskiftet, og altså at det den 7. januar 1889 var 125 år siden, bygningerne officielt blev taget i brug til undervisning.

I 100 års-jubilæumsskriftet redegjorde lokalhistorikeren Jens Chr. Dalgaard for bestræbelserne på at skabe en stor og tidsvarende skole.

Det lokale sogneråd var domineret af landmænd, og flere af disse kunne ikke se nogen grund til at investere i en ny skole. Der fandtes små skoler spredt i og omkring byen. På Staringvej, (som fortsatte ind mod byen) i Algade og i Grindsted, var der mindre skoler, ligesom der var placeret hvad der kan betegnes som en stråtækt landsbyskole ved Vester Hammelmose.

Byen var imidlertid i perioden præget af en eskalerende udvikling hjulpet på vej af den almindelige urbaniseringsbølge og specielle byudvikling i Brønderslev med anlæggelsen af jernbanen i 1871 og begyndende industrialisering, og der blev arbejdet på at etableret en stor skole i byen.

For at dække det stigende behov for undervisning blev der oprettet flere privatskoler i byen.

Forløberen til det der senere kom til at hedde Skolegades Skole var en lille skole ved den gamle middelalderkirke på det nuværende Kirkevej. I denne var der udover to tjenesteboliger kun 2 klasselokaler – for de fleste åbenlyst for småt i forhold til behovet, så sognerådet nedsatte en skolekommission.

Skolen blev ombygget 1838 så der også var lejligheder til skoleholderen og en andenlærer.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til en lærer og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til 3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I 1911 opkøbte kommunen den privat realskole i Tygelsgade, og taget den i brug som forskole. På et maleri som nu hænger på Lokalhistorisk Arkiv kan man virkelig se, at skolen oprindeligt var blevet placeret i landlige omgivelser, hvilket dog hurtigt ændrede sig i takt med at byen voksede.

 

Forskolen i Tygelsgade kan ses stikke op bag laden i midten. Møllen til venstre blev senere flyttet ud til den vestlige del af byen.

Ny Skolelov og ny skoleplan 1908.

Med skoleloven i 1903 indførtes mellemskolen, en egentlig afsluttende skole og bestemmelse om gratis undervisningsmidler for skolernes elever. Forud var der en yderligere professionalisering af underviserne med en opstramning af læreruddannelse.

I Brønderslev var der fortsat modstridende holdninger til hvordan skolevæsnet skulle indrettes. Et forslag til en ny skoleplan i 1908 med en såkaldt købstadsordning, hvori indgik mellemskoleklasser mødte stor modstand, men blev dog vedtaget i sognerådet. Den udnævnte skoleleder, førstelærer Svend Rasmussen, døde allerede 1910. Stridighederne om skolevæsnets indretning blev efterhånden trængt i baggrunden, og det medvirkede til at få ro på udviklingen af skolevæsnet, at den nye skoleinspektør blev den senere borgmester Markus Hansen.

Skolen omkring 1909 med den nye gymnastiksal ud mod Skolegade

Siden skolen blev opført, var byens indbyggertal i 1920 steget til det 3-dobbelte og skolens elevtal steget til 975. Brønderslevs status som købstad fik ikke indflydelse på skolevæsnet, da det var blevet ordnet med skoleplanen, som blev gældende fra 1909.

Der var dengang forskel på undervisningstilbuddet i købstadsskoler og skolerne ude på landet, hvor der var en syvårig skole, ofte af noget mangelfuld karakter. F.eks. Var det ikke ualmindeligt at man ikke gik i skole hver dag.

Heller ikke skolegangen i Brønderslev var uden huller i undervisningen. Således kan en elev fra begyndelsen af århundredet, senere politiassistent Marinus Bendtson, i 100 års-jubilæumsskriftet berette om, at han var udskrevet af skolen fra maj til november. Han var nemlig fraværende fordi han skulle passe får.

I Brønderslev blev der med den nye skoleplan oprettet en mellemskole med realklasse.

Mellemskolen kunne som overbygning også knyttes til det kommunale skolevæsen i byerne, selv om den egentligt var beregnet som forberedelse til gymnasiet.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hvert klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgade bygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt.

Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hvert klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgade bygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

 

Kilde: Barn af Vendsyssel 2009 nr.17

Med tilladelse fra familien

Af Tage Enevoldsen, Solvangsvej 7, 9700 Brønderslev

Skolegang i Hune Skole og Pandrup Private mellem og Realskole samt Halvorsminde Ungdomsskole, Hjørring.

Landbrugsmedhjælper, skoleophold og militærtjeneste 1947 til 1954. Agronom fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole 1958.

Assistent og konsulent i Ringkøbing amt 1958 til 1964.

Husdyrbrugskonsulent i Brønderslev 1964-1974 Kvægbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening og Brønderslev Husmandskreds 1974-1990.

Leder af regionskontoret for kvæg i Hjørring 1990-1996.

Medlem af bestyrelse og formand for forskellige Venstre organisationer.

Formand for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter 1978

Formand for Nordisk Økonomisk Kvægavl 1970-1984.

Bestyrelsesmedlem for Danske Senioragronomer 1997-2007.

Brønderslev Byråd 1997 til 2001.

Formand for aktionærrådet i Spar Nord, Brønderslev 1983-2004.

Formand for repræsentantskabet i Spar Nord 1988-2001.

Formand for Brønderslev Ældreråd 2007 –

Omfattende foredragsvirksomhed siden 1996.

Gift med Grete, der er sygeplejerske. Vi har to døtre og fem børnebørn.

Lige fra otte års alderen har jeg haft en drøm om at blive landbrugskonsulent. Inspirationen kom fra de foredragsholder, tit landbrugskonsulenter, der kom som gæster i mit hjem, før eller efter de havde holdt foredrag i forsamlingshuset, der var nærmeste nabo til mit hjem. Vi boede midt i sognets kulturcenter med kirken, skolen og forsamlingshuset, som nærmeste naboer. Mit fødesogn Hune, i det vestlige Vendsyssel er præget af den kraftige sandflugt, der hergede egnen i det 14. og 15. århundrede og som lagde tre-fire meter flyvesand ind over den frugtbare landbrugsjord. Før den tid var Hune Sogn en egn med mange store gårde og god jordbonitet.

I sognefogedgården fik mine forældre, Anna og Lars Enevoldsen, dreng nummer tre, en stor og kraftig gut på ti pund. Den nyfødte fik i Hune Kirke navnet Tage Enevoldsen, opkaldt efter sognepræstens søn. Sognepræsten, Haldor Hald, blev senere biskop over Lolland-Falsters Stift.

Jeg har to ældre brødre, men der er kun to og et halvt år mellem min ældste bror og mig, så vi har nærmest været som trillinger.

Min mor blev født i V. Hjermitslev som nummer fire ud af en søskendeflok på otte. Forældrene havde en mindre gård, og drev også et bageri med en bagersvend og en bagerlærling, en karl og en tjenestepige, så sammen med familien på ti medlemmer var der mange munde at mætte hver dag. Gården var på 20 tdr. land og der var 12 jersey-køer.  Besætning var grundlagt ved køb omkring år 1900 af avlsdyr fra Gårdbogård, hvortil de første jerseykøer i Danmark var blevet indført i 1896.

Far var født på min fødegård i Hune. Han havde efter sin konfirmation uddannet sig til landmand, dels i hjemmet, dels på nabogårde. Han var elev på Bælum Højskole, Korinth Landbrugsskole og Askov Højskole.

Som fjerde generation overtog mine forældre ved deres giftermål i 1929 farsfødehjem i Hune. Arealet var på 60 tdr. land, hvoraf kun halvdelen var opdyrket. Resten var uopdyrkede klitter og beplantninger. Agerjorden lä meget spredt i mindre lodder mellem de uopdyrkede arealer. Der var et husdyrhold på to-tre heste, 10-12 malkekøer og et mindre svinehold samt 10-12 får.

Vi havde altid en ung pige og en karl som medhjælp. De var ofte i pladsen to til fire år. Da jeg blev født, havde vi en ung pige, Nelly, fra Saltum Hun blev senere mor til den kendte sangerinde, Kirsten Sigaard.

Far var sognefoged i Hune Sogn, akkurat som hans far og bedstefar havde været. Det gav meget udadvendt arbejde og meget liv på gården. Samtidig var både mor og far aktive i foreningslivet i sognet.

Mor var i husholdningsarbejdet, i Røde Kors og var den første bibliotekar på Hune Bibliotek.

Far var også meget aktiv i sognets og egnens sociale liv. Han var med i bestyrelsen for næsten alle lokale foreninger enten som formand eller kasserer. Han var også med i en initiativgruppe til etablering af et alderdomshjem i Hune og formand for komiteen til oprettelse af mindesten for forfatteren Thomas Olesen Løkken. Far var sognefoged fra 1935 indtil embedet blev nedlagt i 1973. Han var mangeårigt medlem af Skatterådet for Børglum m.fl. Herreder, medlem af Hjørring Amtsråd med i bestyrelsen og formand for Hvetbo Herreds Sparekasse i en lang årrække. Han brugte ofte mere end halvdelen af sin tid på møder i de mange udvalg og foreninger.

Vi drenge fik en god og tryg opvækst. Landbrugskrisen i 1930’erne satte præg på hverdagen, men vi led ingen nød. Indtægterne var små, men mor var en dygtig og økonomisk husmoder. Det meste af maden blev tilberedt af egne produkter. Bedstemor og bedstefar boede i et nybygget hus lige ved siden af gården. Her tilbragte vi tre brødre megen tid. Om efteråret, når det begyndte at blive tidligt mørkt, holdt vi mørkningstime sammen med dem. Vi sad på gulvet i hjørnet, hvor bedstemor sad i en lænestol og strikkede. Der var kun tændt et enkelt lys ved skrivebordet i det andet hjørne af stuen. Her sad bedstefar og læste op for os eller fortalte om alt det, han havde oplevet i sit lange liv. På den måde fik vi overbragt slægtens historie flere generationer tilbage. Bedstefar var en dygtig fortæller, så det var uhyre spændende og hyggeligt. Da han var 70 skrev han sine erindringer, og oplysninger herfra har jeg i de senere år brugt i mange foredrag.

Jeg var Seks år den 9. april 1940 og husker dagen tydeligt. Vi blev vækket meget tidlig om morgenen, idet der kom bud til far, der var lægdsmand, at han skulle ud med besked om mobilisering af unge værnepligtige i sognet.

Da vi kom op, hørte vi i radioen om det tyske angreb, og samtidigt begyndte de tyske flyvemaskiner at flyve over gården i retning mod Norge. De havde været nede for at tanke brændstof i Aalborg Lufthavn og skulle nu angribe Norge. Det fortsatte hele formiddagen.

Det var en af mine første skoledage, da jeg var begyndt min skolegang i Hune Skole den 1. april 1940. Der var en uhyggelig stemning i skolen. Mange var meget bange og nervøse. Faderen til en af pigerne i klassen arbejdede på Aalborg Lufthavn. Hun var bekymret og sad i et hjørne af skolestuen og græd. Efter en times tid fik vi alle fri.

Hen midt på eftermiddagen fik vi besøg af en ung repræsentant fra Brdr. Langeland i Brønderslev. Han var kørende i chefens Ford V8 og havde fået ordre til straks at køre hjem til Brønderslev med bilen, hvis han mødte tyske soldater på sin vej. Han var på besøg for at sælge en kamin. Vi købte den, den var meget flot med en fin firkantet rude med marieglas, så man kunne se ilden. Samtidig med, at kaminhandelen blev afsluttet, kom der et tysk militært køretøj ind i gården, og straks kørte repræsentanten nord ud af gården i direktørens bil for at bringe den i sikkerhed.

De tyske soldater skulle tale med far, der jo var sognefoged, om at skaffe indkvarteringsmuligheder til en del soldater, som straks skulle på bevogtningsopgaver i Blokhus, da tyskerne allerede fra den 9. april var meget opmærksomme på faren for engelsk invasion på den jyske vestkyst.

Kort efter den 9. april fik vi en ny radio, så vi fik mulighed for at lytte til den danske stemme fra BBC i London. Vi drenge skulle sidde musestille, når der var radio fra London.

I krigsårene fik vi ofte besøg af tyske officerer, der havde ærinder til sognefogeden. En gang var der en af de tyske officerer, der røg cigar. Da han ville skodde den, åbnede han med fingrene lemmen til kaminen for at kaste skoddet derind. Den var gloende varm, så han brændte sig meget. Det syntes vi drenge var helt i orden, når det gik ud over en tysk soldat.

Krigsårene gav meget ekstra arbejde til sognefogeden med tilsigelser, udpantninger, m.v. til den stærkt voksende civilbefolkning. Indbyggertallet i sognet blev udvidet med de mange arbejdere, som arbejdede for organisation Tott med at bygge bunkers og forsvarsanlæg i Blokhus og nærmeste omegn. Mange huse i Blokhus blev jævnet med jorden for at gøre plads til de mange bunkersanlæg. Flere af de fremmede arbejdere havde en noget blakket fortid, så der kom ofte tilsigelser og bødeforlæg som sognefogeden skulle forkynde for rette vedkommende Det var tit vanskeligt at finde ud af, hvor de boede. En person havde måske det fulde navn Peter Nielsen Christensen, men blandt arbejdsfæller var han kun kendt som “Københavneren” eller lignede. Han var måske heller ikke selv særlig interesseret i at blive genkendt og blive holdt op på sine tidligere gerninger. Far brugte rigtig mange aftentimer under krigen på at cykle rundt for at finde alle sine “kunder”.

Under hele krigen var der mange tyske soldater i Hune Sogn. De havde bevogtningsopgaver ved nedkørslen til stranden, hvor der var lavet en kraftig betonafspærring, og store arealer var udlagt med landminer. Det skete ofte, at der drev miner i land, som skulle demonteres. Det var ikke sjældent, at der lød eksplosioner fra Blokhus.

Tyskerne holdt ofte øvelser rundt omkring i Blokhus Klitplantage, i klitterne og på vore marker, hvor de gravede skyttegrave.

Barndommen og skoletiden

Som den yngste af tre brødre måtte jeg som regel bruge deres aflagte tøj, således også med et sæt stribet matrostøj. Det fik jeg på første gang, den dag jeg som fireårig skulle koppevaccineres. Her opstod en krise, idet jeg erklærede, at jeg ikkeville af mit nye flotte tøj, så mor måtte meget rød i hovedet vandre hjem med den genstridige dreng. Ugen efter blev jeg vaccineret – uden matrostøj!

Fra 1940 til 1945 gik jeg i Hune Skole. Det var en toklasset skole med en lærer og en lærerinde. Om vinteren gik de to store klasser i skole fire dage om ugen og de små klasser to dage om ugen. Om sommeren var det omvendt.

Piger og drenge sad i hver sin side af klasseværelset. I de mindste klasser skrev vi på små tavler med grifler og i de større blev de afløst af kladdehæfter til blyant eller pen og blæk.

Lærer Ibsen var en god regnelærer og fru Hansen var en dygtig dansk- og historielærer. Ibsen var den gammeldags lærer, mens fru Hansen var den unge lærerinde med lidt mere moderne metoder.

En gang om året kom skolekommissionen med sognepræsten eller sognerådsformanden i spidsen på besøg og overhørte os i de enkelte fag. Jeg husker ikke, at var nervøse for denne eksamen, men det var jo nok også mest lærerne, der var til eksamen.

Vi havde et godt kammeratskab i skolen og legede tit i store flokke både i skoletiden og i fritiden, og ofte med drengene som røvere og soldater i Klitplantagen.

Et andet samlingssted var hos smedemester Ludvig Hvarregaard. Her var syv otte sønner, så der var altid nogen at lege med.

Under krigen kom der en del nye børn af ”tyskerarbejdere” i skolen. Det betød bl.a., at vi i 1942 fik en kraftig luseepidemi. Jeg kan huske, at der var så mange lus, at vi kunne se dem løbe hen ad skolepultene.

Vi tre brødre fik også lus. Jeg husker dagen tydeligt. Min mor var meget skamfuld over, at hendes drenge havde fået lus. Karlen blev sendt langt ud i marken for at pløje, og den unge pige fik fri – hvilket sjældent skete. Gardinet blev trukket for vinduet i køkkenet, og så gik mor og far ellers i gang med den store aflusningsproces. Først blev vi kæmmet meget grundigt med en tæt “lusekam”. Derefter blev håret vasket i et lusemiddel. Vi fik håret vasket flere gange, så til sidst var vi glorøde i hovedet.

Den 4. maj 1945 var jeg 11 år gammel. Om aftenen var jeg hjemme i stuen sammen med mor og far og en nabo. Lige pludselig hørte vi det længe ventede frihedsbudskab i radioen fra BBC. Jeg var straks klar over, at det var en meget vigtig begivenhed, som omgående skulle meddeles mine brødre. De var på fodboldpladsen nord for kirken. Jeg styrtede derop og råbte ud over pladsen, at Danmark var blevet frit, men til min store skuffelse var der ingen af de store drenge elle de tilstedeværende voksne, der lyttede til, hvad jeg havde at fortælle. Jeg måtte derfor gå skuffet hjem. Senere på aftenen blev alle i sognet klar over det gode budskab og folk samledes udenfor og der blev tændt stearinlys i vinduerne. Allerede midt på aftenen, så vi de første frihedskæmpere med deres karakteristiske rød-blå-hvide armbind. Jeg var ikke klar over deres eksistens før denne aften. Der var bl.a. plantør Plesner og flere fiskere fra Blokhus. Nogle få dage efter befrielsen kom frihedskæmperne for at hente våben, der var skjult over loftet i kirkens våbenhus.

Mine brødre havde begge gået med aviser, og med tiden blev det min tur til at tage over. Vi gik med Vendsyssel Tidende, Aalborg Amtstidende om hverdagen, og senere også med Aalborg Stiftstidende om søndagen. Avisen skulle hentes tidligt søndag morgen på perronen ved mejeriet i Pandrup. Det kunne være en drøj tur i kraftig blæst og regn.

Den 5. maj 1945 var min bedste dag som avisbud. Avisen var pyntet med dannebrogsflag, som prydede de øverste hjørner på forsiden. Alle modtagerne var glade og stod og ventede på at læse frihedsbudskabet, og jeg fik småkager og saftevand hos mange af ”kunderne”.

Realskolen i Pandrup

I august 1945 startede jeg i I. mellem i Pandrup Realskole. Det var en meget stor forandring i forhold til Hune Skole. Her skulle vi aflevere opgaver i regning, skrivning, diktat, stile i dansk, engelsk og tysk. Det havde jeg aldrig prøvet før, men efterhånden fandt jeg ud af, at det vi havde lært i Hune Skole, gjorde mig godt rustet til at klare mig i konkurrence med de andre i klassen.

Vi var vel omkring 30 elever i klassen med vidt forskellige baggrunde. En del kom fra småskoler i omegnen. Vi talte dialekt og virkede nok lidt “bondet”. De øvrige elever kom fra Pandrup by og var børn af borgerskabet. De talte fint og var bedre klædt, end vi andre.

De var også meget næsvise over for lærerne, bl.a. turde de gemme sig i fysikskabene i timerne, hvor de sad og røg.

Inden hver times start stillede vi op på række og geled i skolegården, og så kom klasselæreren og hentede os. Inde i klasselokalet måtte vi først sætte os ned, når læreren gav tilladelse. Vi skulle også sige De til lærerne.

Som noget nyt fik vi karakterbog hvert kvartal. Der var mange flere fag, end jeg var vant til fra Hune, og det viste sig, da karakterbøgerne blev delt ud, at vi, som kom fra de mindre skoler, klarede os meget fint. De mange fag krævede en del lektielæsning og forberedelse, og det fik vi altid lov til at bruge tid på. Det blev altså ikke til så meget med landbrugsarbejdet.

Jeg blev konfirmeret den 7. oktober 1947, og samtidigt gik jeg ud af skolen. Det var min egen beslutning, jeg ville være landmand, og derfor troede jeg ikke, det var nødvendigt at tage en realeksamen. Min mor og far, og lærerne frarådede mig at gøre det, men jeg var stædig og holdt på, at jeg ville stoppe. Den beslutning har jeg fortrudt mange gange. Navnlig har jeg manglet nogle bedre sprogkundskaber men dem har jeg måttet tilegne mig siden!

 

Tiden fra konfirmationen til studietiden i København

i gang med at uddanne mig til landmand. Min ældste bror, Søren, der ville være landmand, og jeg skiftedes til at være karl hjemme, og være på skole eller have plads på andre gårde.

leg startede med at være hjemme i to år og derefter kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole. Vi var 97 forventningsfulde drenge, der mødte frem. Den første aften stillede vi op i gymnastiksalen. Her fik vi tildelt numre efter højde. Jeg fik nummer otte, så jeg var blandt de højeste på holdet.

Skolen var i dyb krise, da vi startede. Det skyldtes, at forstander Frode Nielsen pludselig var død 14 dage før, vi ankom. Skolen var ejet af familien Nielsen. Frode Nielsens enke, Ellen Nielsen, der kun var 36 år, og ikke havde nogen undervisnings- eller ledererfaring, påtog sig efter nogle ugers forløb ansvaret for skolens ledelse.

Det var ikke nogen nem opgave, men der var mange af skolens gode venner, der stillede op som hjælpelærere, bl.a. rektor Brodersen fra Gymnasiet, rektoren fra Tariet og provst Carl Hermansen. Vi elever fik en rigtig god undervisning og skoleopholdet blev en stor og god oplevelse. Bl.a. fik vi lært den nye retskrivning, som var blevet indført i foråret 1948. Vi var jo sammen hele døgnet, så der blev mange venskaber og udviklet gode kammeratskaber.

Efter afslutningen af opholdet på Halvorsminde blev jeg som 16-årig ansat som elev på Statens Planteavlsforsøgsstation i Tylstrup. Det var en interessant og lærerig arbejdsplads, hvor vi var i alt 18 ansatte, hvoraf vi var fem elever med en førsteelev i spidsen. Arbejdet på forsøgsstationen bestod af meget håndarbejde med de mange forsøgsparceller. Kartoffelforsøgene udgjorde hovedparten af arbejdsopgaverne. Bl.a. hjalp jeg med at optage kartoflerne i forædlingsafdelingen. Hvert år blev der udviklet flere hundrede nye sorter. Alle knolde blev nøje undersøgt, vejet kontrolleret i alle ender og kanter. Det var et stort tålmodighedsarbejde. – I en 20 års periode var det kun lykkedes at få en sort: “Tylstrup Odin” godkendt og sendt på markedet.

Sommeren på Tylstrup fløj af sted, og snart var det 1. november og tid at sige farvel og tak til alle gode kolleger for en rigtig god og udbytterig sommer. Jeg var blevet mere sikker på, at jeg ville være landbrugskandidat. Tænk at kunne gå rundt hver dag i forsøgsmarken i pænt rent tøj og lange, nye gummistøvler og måle og veje og notere i forsøgsbogen, Det ville bare være lykken!

Herefter var jeg karl i mit hjem i to år, hvor jeg forsøgte at dygtiggøre mig med det praktiske arbejde, men også med kursus i Landbrugets Brevskole, og ved at deltage i de landbrugsfaglige kurser hen over vinteren på Pandrup Hotel med konsulenterne Karl Birch, Rud. Nordholm og Albert Albertsen. De gav os en spændende undervisning i husdyrbrug og planteavl.

Den 1. november 1951 hankede jeg op i den gamle brune kuffert og drog ud på min første virkelige store “udlandsfærd”. Jeg tiltrådte en plads som fodermester på Margaard i Nr. Åby på Vestfyn. Her var en malkekvægbesætning på 22 jerseykøer.

Der var 50 tdr. land fabrik og seks tdr. land god jord til gården med grovfoder til køerne, sukkerroer til fabrik og seks tdr. land beplantet med æbletræer, solbær- og ribsbuske.

Det var ligeledes en rigtig spændende læreplads i et godt miljø. Familien bestod af husbond og madmor samt et 16-årigt tvillingepar. Og der var også pige og karl.  Om sommeren kom en 18-årig søn hjem som forkarl, så her var vi også man unge mennesker samlet hele tiden.

Jeg blev helt optaget som medlem af familien. Det var et oplyst landbohjem. som jeg blev en del af. Et hjem med klaver, der hyppigt blev benyttet til at ledsage sange fra højskolesangbogen. Vi fire unge mennesker fulgtes ad til gymnastik og til mange møder og baller i ungdomsforeningen.

Jeg fik stort udbytte af mit fodermesterjob. Besætningen var en avlsbesætning, og køerne blev kåret, og der blev ført familiestambog. Vi fik ofte besøg af kvægavlskonsulenten, og det gav yderligere inspiration til mine fremtidsdrømme som landbrugskandidat.

Jeg skal lige nævne, at jeg havde store sprogvanskeligheder i den første tid på Fyn.

Den første aften gik jeg ned i Nr. Aaby Brugsforening for at købe et stykke håndsæbe. Jeg gik hen til disken og sagde til uddeleren: “Goddaw, a wil jan tjyeb jit styk sieb.” Han stod fuldstændig uforstående. Efter flere gentagelser på mit modersmål måtte jeg modstræbende fremsige mit ærinde på rigsdansk: “Goddag, jeg vil gerne købe et stykke sæbe”. Min husbond, der døjede med hørelsen, havde store vanskeligheder med at forstå min dialekt, Efterhånden måtte jeg give efter og gå mere over til at tale rigsdansk.

Soldatertiden

Den 11. november 1952 begyndte jeg som rekrut ved Livgarden i Sandholmlejren ved Allerød i Nordsjælland. Rekruttiden varede det første halve år. Derefter skulle vi have et halvt års vagttjeneste på Amalienborg men det blev der sat en stopper for.

På grund af Korea krigen og efterfølgende krav fra NATO om at forlænge tjenestetiden i Danmark med seks måneder, besluttede folketinget at den skulle forlænges. Dengang var tjenestetiden 12 måneder, men med virkning fra 1.maj blev den hævet til 18 måneder. Det fik virkning for det hold, som var indkaldt et halvt år før mig. Denne politiske beslutning resulterede i mytteri på flere sønderjyske kaserner, og senere i fængselsstraf til 300 soldater. Der var også oprørsstemning blandt de gardere, der stod overfor snarlig hjemsendelse, men der var ingen, der lavede åbent oprør. Her ses forfatteren som garder 1952-

Den forlængede tjenestetid til holdet før os, betød at jeg, der var motorcykelordonnans, blev overført til tjeneste sammen med de gamle basser i stedet for at komme på vagttieneste i København.

Det var i første omgang en stor skuffelse, men det blev hurtigt vendt til noget positivt, idet det halve år som ordonnans for de ældre gardere blev en god oplevelse. Som en følge af den forlængede tjenestetid blev der indført civilundervisning for værnepligtige. Jeg fik undervisning i samfundsfag og landbrugsfag. Som lærer i samfundsfagene havde vi en meget inspirerende ung sognepræst fra Allerød. Han hed Jørgen Bøgh og blev chef for civilundervisningen for hele Danmark. Senere blev han domprovst i Århus.

De 18 måneders soldatertid fløj af sted, og den vil altid stå i min erindring som en god tid med et rigtigt godt kammeratskab.

Efter soldatertiden fik jeg i sommeren 1954 plads som forkarl på en gård i Kastrup ved Gram i Sønderjylland. Der var mange udfordringer, det regnede næsten hele tiden, og det gav meget ekstra arbejde i markbruget. Vi blev bl.a. først færdig med at bjærge det sidste korn i engene i oktober.

Også her var jeg optaget som medlem af familien, og min madmor, der hed Amanda, gav mig indblik i den sønderjyske historie. Hendes far havde været i tysk soldatertjeneste under den første verdenskrig. Mange søndage kørte vi rundt og de kendte historiske steder i Sønderjylland og Sydslesvig. Ved mange folkelige møder i forsamlingshuset stiftede jeg bekendtskab med den sønderjyske sangbog blevet knyttet så tætte bånd mellem os, at da Amanda og jeg tog afsked på Vejens station, trillede tårerne ned ad kinderne på os begge.

 Landbohøjskolen

Den 1. september 1955 blev min drengedrøm opfyldt, idet jeg startede studierne på Landbohøjskolen. Det var en stor forandring i mit liv. Nu var det slut med det praktiske landbrugsarbejde, som havde været en stor del af min tilværelse siden 1947. Vi var en flok på omkring 120 studerende, som begyndte på landbrugsstudiet – tre år senere var vi 72, der afsluttede med kandidateksamen. Så der var en ret stor frafaldsprocent. En helt ny tilværelse blev indledt. Jeg måtte selv tilrettelægge hverdagen, så jeg kunne få størst mulig udbytte af den. Fra næsten altid at have været sammen med andre og altid afhængig af andre, så var jeg nu meget mere alene. Kunsten var at tiden fordelt fornuftigt mellem studie og fritid. Ingen satte mig i arbejde eller gav lektier for. Det måtte jeg selv klare. Der var ingen mødepligt til forelæsningerne, men jeg fulgte dem ret slavisk. I starten var jeg meget usikker på, hvor megen tid, der skulle bruges på at læse, så jeg brugte mange timer hver dag.

Studiet var delt op i tre dele. Fagene gik fra de meget teoretiske på første anden del og til de mere praktisk betonede på tredje del. I alt var vi til eksamen 38 gange i studietiden. Eksamenstiden var hård og kunne være meget frustrerende Den ene dag fik man en god karakter, mens ens bedste ven fik en dårlig. Næste dag var det måske lige modsat

Studierne levnede dog også tid til mange andre oplevelser med biograf- og teaterbesøg, foredrag og fester, bl.a. i Højskoleforeningen i Vartorv.

Dengang var der kun få muligheder for at få studielegater, så jeg supplerede økonomien med forskellige småjobs som færdselstæller, arbejde på travbanen i Charlottenlund og på Københavns Salatfabrik.

I de tre studieår spekulerede jeg på, hvilket job jeg skulle søge, når uddannelsen var færdig. Jeg ville gerne arbejde med økonomi eller kvægbrug, så jeg overvejede at søge ind på Landbrugets Driftsbureau i København, men det endte dog med, at jeg den 1. maj 1958 startede som assistent hos konsulent Anders Høgh i Skjern.

Tiden i Vestjylland

Arbejdsområdet i Skjern omfattede den sydligste tredjedel af Ringkøbing Amt. Jeg fik en god og bred oplæring i alsidigt konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring. Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg underviste unge fodermestre i maskinmalkning. De skulle lære at malke 20 køer i timen med én malkemaskine. Det er helt uforståeligt for nutidens unge landmænd, som i dag let malker flere hundrede køer i timen. De vestjyske kvægbrugere var nogle gæve folk, som tog godt imod den unge konsulent. Lønnen var på 10.000 kroner om året, det vil sige 833 kroner pr. måned. Hvis ikke Grete var kommet med 872 kroner fra sit arbejde som sygeplejerske på Tarm Sygehus, havde det ikke været nemt at klare skærene.

Efter to år som assistent, blev jeg kvægfodringskonsulent i Skjern-Tarm Egnens Landboforening. Vi købte et hus på 105 kvadratmeter, og jeg fik kontor i det ene værelse, og havde fire gode år i denne stilling. Jeg var den første kvægfodringskonsulent i Ringkøbing Amt. “Da jeg fire år senere flyttede til Brønderslev, var der blevet i alt syv kvægfodringskonsulenter i amtet, så det var en tid med megen udvikling. Jeg udviklede konceptet for stillingen sammen med min udvalgsformand, Jacob Stensig, Sædding – en skolet landmand, som kunne udtrykke sig præcist, både i tale og skrift. Vi havde et rigtig godt samarbejde. Han blev senere formand for De Samvirkende Danske Kvægavlsforeninger.

I de 6 1/2 år i Vestjylland var jeg formand for Venstres Ungdom i Skjernkredsen, mødtes jeg med de andre VU-formænd i kredsene. De fleste var engagerede unge landmænd, der havde været på flere højskoleophold, hvor de var blevet politisk modnede. De var gode i politiske debatter, og det gav inspiration til mig, der var er del yngre. To af dem blev senere medlemmer af folketinget, og alle de andre udrettede deres politiske virke i amtsråd, landboforeninger og andre organisationer i landbruget. I Venstres Ungdom gav man dem træning i organisationsarbejde.

Tilbage til Hjørring Amt

Den 1. november 1964 tiltrådte jeg en stilling som alsidig husdyrbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening. Arbejdsområdet lå i en radius på 20 kilometer rundt om Brønderslev og omfattede konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring, samt byggerådgivning, Samtidig blev jeg kasserer i Landboforeningen. Det blev senere udvidet med sekretærarbejde. I Vestjylland havde jeg kontor hjemme i privatboligen. Her var der et fælles konsulentkontor, hvor vi var fem seks konsulenter. Det var en helt ny måde at arbejde på og samarbejdet med kolleger indenfor planteavl, økonomi og husholdning gav megen inspiration.

I 1964 drev alle landmændene et alsidigt landbrug med kvæg og svin. Det var nogle meget travle år med individuel vejledning af Brønderslevegnens ca.1.700 landmænd. Det foregik som regel ved besøg ude på gårdene, hvor vi ofte startede med at måle alle grovfoderbeholdninger op ude i marken, og efter en gennemgang af besætningen i stalden, afsluttede vi i stuehuset med beregninger af beholdninger og udarbejdelse af foderplaner til de enkelte dyregrupper. Besøget sluttede dengang næsten altid med en kop kaffe. Det blev til mange gode samtaler med hele familien, hvor vi drøftede landbrugsfaglige spørgsmål og ofte også familiemæssige forhold. I perioden fra 1978 til 1982 var der krisetider i landbruget på grund af faldende mælke- og kødpriser og et meget højt renteniveau. Mange kvægbrugere måtte give op og sælge. Det var hårdt rent menneskeligt. I mange tilfælde var det deres fødehjem de måtte forlade. Som kvægkonsulent var jeg meget tæt på landmændene i disse svære beslutninger. Flere gange sad mand og kone dybt ulykkelige over for mig i køkkenet, når den svære beslutning skulle tages. Det var ikke let at frigøre sig  for disse oplevelser, når man kom hjem om aftenen.

Ved afslutningen på et besøg på en kvæggård i kriseåret 1980 spurgte hvorledes de havde det. Jo tak, sagde konen, det går godt med kvægbesætningen økonomien, men jeg kan næsten ikke mere udholde at høre den hadske kritik. hver dag i radio og TV hagler ned over vort erhverv. Denne udtalelse blev fremført på landboforeningernes store protestmøde i Aarhus i efteråret 1980.

 

Afslutning

I de første mange år var konsulentens eneste hjælpemiddel papir og kuglepen. Senere kom mange avancerede hjælpemidler som computere med mange forskellige styreprogrammer.

Den individuelle rådgivning blev suppleret med undervisning på Landboskolen i Brønderslev, hvor jeg underviste kvægbrugere, unge landmænd og landhusmødre i kvægbrug og kvægavl. For hele tiden at være ajour med ny viden deltog jeg i mange efteruddannelses-kurser for konsulenter.

Via et formandskab for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter blev jeg i mange år stærkt involveret i denne aktivitet på landsplan. Igennem udvalg og bestyrelser nedsat af Landbrugsministeriet, Landboforeningerne, Husmandsforeningerne og Konsulentforeningen var jeg med til at udvikle al efteruddannelse på Tune Landboskole ved Roskilde og på Koldkærgaard ved Århus. I mange år var jeg med til at planlægge disse kurser, og ofte var jeg enten deltager eller kursusleder pa kvægholdene. På disse kurser fik lokalkonsulenterne efteruddannelse og ajourført deres fagområde. Det blev sat rigtigt i system i 1970’erne og fremover, og det gav et markant løft i det lokale rådgivningsarbejde.

Inspirationen til denne ny organisering af efteruddannelsen kom fra studier til USA og mange europæiske lande.

Samtidigt blev rådgivningsarbejdet samlet på landsplan på Det faglige Landscenter i Skejby. Opbygningen af det faglige rådgivningsarbejde i dansk landbrug har senere dannet mønster for mange andre lande. Rådgivningen blev samlet i langt færre landbocentre, idet man i 1970’erne gik fra 150 konsulentkontorer til ca. 50 firestrengede landbocentre med rådgivning indenfor planteavl, økonomi, kvæg, svin, maskiner og bygninger. Den tværfaglige rådgivning blev indført med rådgivning i de enkelte faglige grene, men med økonomien som et integreret og samlende led i vejledningspakken til landmanden.

Jeg har således i mine 40 år i rådgivningens tjeneste startet med at være ene konsulent i eget kontor i privatboligen og sluttet med at være ansat på et femstrenget landbocenter med 150 ansatte. I sandhed en hel revolution. Det skal nævnes, at antallet af helårsbrug på landsplan i samme periode faldt fra 230.000 til 40.000.

Min barndomsdrøm om at blive landbrugskonsulent gik i opfyldelse. Det har været nogle travle år med rigtig mange gode oplevelser. Jeg var så heldig at være en aktiv del af en stor omstillingsproces i dansk landbrug. En tid med en rivende udvikling. Et liv med rigtig mange gode oplevelser i samarbejde med mange spændende landmænd og kolleger og med mange gode personlige kontakter i ind- og udland. Mange af disse personer vil for altid stå som et meget positivt min erindring.

 

Der skal smøres, før der kan køres

Autoværksted og traktorforhandler S. Møller

——————————————————

I 1926 overtog automobilhandler S. Møller et mindre og ubetydeligt autoværksted i Brønderslev.

Virksomheden havde ved Møllers overtagelse ligget stille i nogen tid, men det varede ikke længe, før der kom gang i Forretningen. Således var der ved starten kun plads til 2 biler i værkstedet, i dag er der plads til 20, og virksomheden beskæftiger nu en halv snes mand. Udvidelserne er kommet lidt efter lidt, den første blev foretaget i 1931, men allerede i 1935 måtte en ny og stor udvidelse til for at give plads til de mange biler, der blev sendt til reparation.

Foruden det store reparationsværksted driver S. Møller også handel med biler, og han har bl. a. forhandling af 2 amerikanske, 2 engelske og 1 tjekkoslovakisk Bilmærke (Rute-og Lastbiler samt-Personvogne).

Kilde: Hakon Mielche. Brønderslev – Industricenter i Vendsyssel.

Udgivet i forbindelse med byens 25-års jubilæum i 1946.

Herunder kommentarer

Frede Poulsen: Efterfølgende fik de også traktorforhandling af Ferguson og MassyFerguson. Det var et af de førende salgs steder i området, har faktisk en der er solgt fra S Møller årgang 1964

Tom Teglhus Simonsen: Automobilforhandler S Møller boede i bygningen ved siden af værkstedet i stueetagen var der reservedelslager, og udstillingslokale, han forhandlede bl.a Fiat og Simca foruden som nævnt Ferguson traktorer.

Lindy Thomsen: S. Møller havde også værksted og udstilling i “det gamle eksportslagteri” på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade ( i dag Tandlæger i nyere bygning)

Af Ove S. Johansen

 

 

 

 

Efter at den nye kirke var taget i brug i 1922, blev den gamle kirke i en del år kun brugt til begravelser. Men efterhånden blev det en yndet vielses kirke, og i dag er der vielser, begravelser, barnedåb og gudstjenester i den gamle kirke

Projektering af en ny kirke
Den nye kirke var hårdt tiltrængt. Der var ikke plads nok i den gamle kirke. Så der var flere tiltag til opførelse af en ny. Der var samlet penge ind, og der blev lavet udkast til kirken af arkitekt Valdemar Schmidt, København. Det var allerede i 1907. Andre ønskede en udvidelse af den gamle kirke. Men det kneb med økonomien, og man havde håbet at få hjælp fra stamhuset Birkelse, som kirken jo endnu hørte ind under. Men det lykkedes ikke.
Der skulle bygges en ny kirke.

Byggeri og indvielse
Men efter mange spekulationer og med stor entusiasme og hjælp fra sognepræst F. Dahl og med stor støtte ved indsamling blandt byens borgere lykkedes det at få den nye kirke op at stå, idet statens støtte var betinget af byens eget indskud. Byggeriet blev for størstedelens vedkommende udført af lokale håndværkere. Arkitekten var igen omtalte Vald. Schmidt fra København, og den 26. marts 1922 blev kirken indviet under stor højtidelighed. Der var procession fra præstegården med biskop og amtmand i spidsen ned til kirken. Denne blev derefter ved en gudstjeneste indviet af biskoppen. Kirken var overfyldt – både ved denne gudstjeneste og ved den senere aftengudstjeneste. Men der var endnu ikke et tårn, idet opførelsen af et sådant var blevet udskudt på grund af økonomien. Men i 1926 stod tårnet færdigt. 2 klokker blev ophængt i tårnet, hvoraf den ene var betalt af private og blev omstøbt på Jysk Jernstøberi i Brønderslev.

Kirken bestod af koret – hvorfra en dør på nordsiden førte ind til sakristietet, et aflangt hovedskib, sideskibe med pulpiturer(balkoner), 5 meter høje granitpiller, der bar loft og pulpitur, og der var plads til orgel og mødelokale mod vest. Prædikestolen var anbragt i nordsiden af skibet, men i 1933 blev den flyttet til den plads i koret, som den havde frem til ombygning af kirkerummet i 2018-2019 – på sydsiden lige ved overgangen til skibet.

I 1970-72 blev der foretaget en stor ombygning af kirken.
Pulpiturerne i sideskibene blev fjernet, kirkens konstruktion blev forstærket, og der blev lavet et helt nyt vestparti i kirken. Der kom et nyt orgelpulpitur og et nyt orgel, og der blev plads til et kirkekor. Det forgyldte kors over alteret blev erstattet af et nyt kors med den korsfæstede kristus figur. I koret blev 2 abstrakte glasmosaikker lavet af Helle Scharling indsat i nye vinduer mod øst. Pengene hertil var skænket af en gruppe borgere med Ellen Jacob Christensen i spidsen, som også havde broderet det nye grønne altertæppe.
Nogle år senere modtog kirken en stor arv fra ægteparret Ellen og Jacob Christensen. Den blev ligeledes anvendt til kunst i kirken. Der blev bl.a. sat små mosaikruder (igen lavet af Helle Scharling) nederst i alle de store vinduer. Der var problemer med godkendelsen fra Udvalget for Kirkekunst, men menighedsrådet fastholdt den nye kunst, og ruderne blev accepteret af den endelige myndighed – kirkeministeriet.
Den 7-armede lysestage på alteret, en af lysekronerne og skibet er skænket af private.

Opførelse af menighedshus
Kirken fik tilbygget et menighedshus mod vest i 1982, tegnet af den lokale arkitekt Kr. Bjerregaard. Menighedshuset er og har været en stor succes. Det blev i 2010 omdøbt til Sognegården.
Et stigende aktivitetsniveau med nye aktiviteter og gudstjenesteformer gjorde behovet for nyere og større rammer mere og mere påtrængende. Da kirken samtidig nærmede sig sin 100års fødselsdag (i 2022) blev ønsket om at få renoveret kirkerummet gennemgribende også tydeligt.

Visionsprojekt

I 2013 begyndte det daværende menighedsråd en proces, der skulle kunne føre til realisering af ovenstående ønsker. Et forprojekt (finansieret af provstiet) afdækkede ønsker og behov hos menighedsråd, medarbejdere og beboere i Brønderslev. Arkitekt Anna Mette Exner udarbejdede en rapport med tre skitsemodeller. Ud fra disse arbejdede menighedsrådet videre med ideen – og i efteråret 2017 bevilgede Brønderslev provsti 23 mio. kr. til et byggeprojekt. Arkitektfirmaet Bundgaard Aps fik opgaven med at projektere og detatilplanlægge om- og tilbygning af kirke og sognegård. I marts 2018 blev de afholdt licitation – og firmaet AM Totalbyg blev valgt som hovedentrepenør.

Fra maj 2018 og til 2. juni 2019
gennemgik kirke og sognegård en stor om- og tilbygning. Målet var at sænke dørtærsklen til kirke og sognegård såvel fysisk som mentalt.

Kirkerummet blev fuldstændig fornyet – med nyt, plant klinkegulv, nye altermøbler, stole i stedet for bænke, en trappe ned i kirken fra pulpituret ved orglet – samt nyt lyd-, lys- og AV-udstyr. Sognegården fik bygget 420 m2 til, som indeholder en ny multisal, kontorer til kirketjenere, kirkekontor og 2 præster. Derudover toiletfaciliteter til Sognegårdens brugere.
Et nyt caféområde er indrettet i området mellem den nye tilbygning og den gamle kirke og sognegård. De hidtidige lokaler i sognegården er blevet malet og har fået nye lofter samt vinduer. Alt fremstår i dag lyst, rummeligt og imødekommende.
Som det fremgår af ovenstående, har befolkningen altid bakket op om kirken. Det er menighedsrådets opfattelse, at kirkens vigtigste funktion – udover at give det kristne ord og det kristne livssyn videre – at invitere til

 

 

Billedet er fra 1927 viser den ny kirke – Brønderslev Kirke med tårn, men endnu uden tårn ur.

 

—————————————————————

Den ligger nærmest i et smørhul, siger byens stadsingeniør i næsten 30 år, Gotfred Thomsen

– Det er selvfølgelig trist, når man står og skal til at rejse, men jeg er 67 år – ja snart 68 – og har nu fundet tidspunktet rigtigt til at trække mig tilbage. Udover det, at jeg selv bliver ældre, synes jeg, der skal nye kræfter til.

– Brønderslevs stadsingeniør gennem 29 år og 11 måneder, Gotfred Thomsen, er flyttet fra byen og har påbegyndt en pensionisttilværelse i Beder ved Århus. Årsagen til flytningen er, at to børn og deres to børnebørn er bosiddende i Århusegnen.

– Gotfred Thomsen har nu også taget i betragtning, at Århus byder på flere biblioteker og dermed et større udvalg af bøger. Læsning er hans kæphest, og han glæder sig til at få tid til at indhente noget af det forsømte, at få læst noget af den litteratur arbejdet på teknisk forvaltning aldrig har undt ham tid til.

– Ganske pudsigt er det, at Gotfred Thomsen, der er født i havnebyen Frederikshavn, opvokset i Esbjerg, studerede i havnebyen København og senere ansat i havnebyen Århus og Rønne, skulle ende sin karriere i Brønderslev som stadsingeniør. Nu går turen atter til Århus.

STOR UDVIKLING

Brønderslev kommunes tekniske forvaltning havde i sin spæde ungdom Gotfred Thomsen som sin eneste medarbejder. I dag (1972) er der 16. Opgaverne er mangedoblet, og deres art er blevet mere omfattende end for 30 år siden (1942). I Gotfred Thomsens tid er der sket en mængde, som har forandret byen væsentligt.

– Ikke mindst jernbaneforlægningen, siger den afgående stadsingeniør. At få den ført igennem var en lang og trang historie. Der havde været tale om den i mange år, men først i 1942 kom de egentlige realitetsdrøftelser i gang. Det var jo krigstid, og man frygtede en voldsom arbejdsløshed efter kapitulationen. Da den kom i 1945, blev Brønderslev sammen med Skive og Frederikshavn udpeget som de byer, der skulle have nye jernbanestationer. I begyndelsen af 50´erne gik vi i gang med at sænke Søndergade og Vestergade. Parkvej blev lavet, og i 1958 begyndte statsbanerne etableringen af det nye jernbanenet. Først i slutningen af november 1966 var baneanlægget færdig.

– Jernbaneforlægningen var et spændende stykke arbejde. Reelt stod statsbanerne for det, men vi projekterede gadearbejderne, ligesom udformningen af Banegårdspladsen sorterede under kommunen. Det var en bevæget tid, mens det stod på. Der var borgermøder. Nogle var for projektet, andre imod. Skeptikerne mente, den store vold ville skæmme byen, og i byrådet var der diskussioner på tværs af politiske skel. I dag tror jeg nok alle finder, jernbaneforlægningen er en lykke for byen.

– Det sidste stykke af Bredgade, Grønnegade og Gravensgade er de seneste vejarealer, som næsten ikke er blevet rørt i min tid som stadsingeniør. Resten er stort set ændret, og i dag er udviklingen den, at der ikke kan bygges mod øst, før vi får en omfartsvej. Hele udviklingen foregår i nord- og vest byen.

– Vi har mange p-pladser, erkender Gotfred Thomsen, men ikke for mange… sker der en udvikling, som jeg forudser, er det muligt der er for få om fem år. Nu er de et godt aktiv for byen.

– – Det er jo et spørgsmål, mange nye, som kom ind ved hvor attraktivt gågader er. Selvfølgelig har de deres berettigelse, hvis der er tilstrækkelig mange folk til at færdes i dem, men hvis ikke det er tilfældet, er de ikke morsomme. De kan nemt komme til at virke for rolige, så jeg tror ikke, den helt ideelle løsning blot er at sige gågader. Nygade? Ja, naturligvis er det helt i orden, så den er blevet gågade. Den har ikke nogen trafikmæssig betydning, og selv om der var modstand mod den i starten, tror jeg, de forretningsdrivende i dag er glade ved løsningen.

– JERNBANEFORLÆGNINGEN

Jernbaneforlægningen er ikke det eneste store resultat, der er opnået, mens Gotfred Thomsen har stået for Teknisk Forvaltning. Som gasværksmand glædede det ham, at gasledningen Ålborg-Brønderslev-Hjørring blev en realitet.

– Den er blevet til for at aflaste industrierne, for at afløse olien. Sandelig ikke for at folk skal bruge den til blot at koge havregrød over. Naturgassen er ikke tilvejebragt for en klat husholdningsaftageres skyld. Store varmecentraler, gasværker, kraftværker og andre industrier kan have glæde af den, men efterhånden som gamle ejendomme forsvinder, bylejligheder omdannes til kontorer, og nye ejendomme, ikke tilsluttes gas, skal der satses på industri.

– Brønderslevs fremtid? Ja, hvis udviklingen skal fortsætte, må byen have mere industri. Det er en langsom proces, og det skal det være. Der skal være tid til at fordøje udviklingen. I fremtiden vil der stadig være brug for mellemstore virksomheder. Brønderslev er ikke moden til at tage de store med 500-600 ansatte. Dem er der altid en risiko ved, men det væsentlige er, om bygningerne kan benyttes til andre formål. Dermed er det lettere at få erstatninger. Det vil altid være svært at få nye virksomheder, hvis der først skal opføres bygninger til dem.

– Jeg tror, at Brønderslev har gode muligheder. Den ligger ved en jernbane, som er gennemgående, – vejforbindelserne er god – og det er ikke uden betydning – o den ligger tæt ved en flyveplads, der er meget trafikeret. Ja, nærmest ligger Brønderslev i et smørhul.

–

– De mange planlagte institutioner er med til at give Brønderslev er alsidigt sammensat bysamfund. Dermed er byen sikret mod at blive en soveby, og det er heller ikke uden betydning.

– Jeg var tilhænger af kommunesammenlægningen, men måske ikke i den form, den er blevet. Tidligere sorterede vi direkte under ministeriet, men nu er amtet den overordnede myndighed. Det er måske i orden, men by- og landzoneloven giver besværligheder, som vi ikke tidligere har kendt. Mit indtryk er, at kommunerne ikke har opnået det selvstyre, der var hensigten med kommunalreformen.

– Samarbejdet med de folkevalgte har altid været godt. Selvfølgelig havde vi ikke det personlige kendskab til sammenlægningen, men tiden retter hurtigt sådanne ting. Sådan set har det heller aldrig været svært at få tingene igennem. Men ønskerne har været mangfoldige og pengene knappe. Det gælder dog ikke blot teknisk forvaltning, men også de mange andre områder inden for en kommune. Der er jo grænser for, hvor tæt man kan klippe fårene.

– Loven skal følges.

– Jeg har haft gode år i Brønderslev. Naturligvis har der været kritik, men aldrig af alvorlig art. Tit har man ment, det var mig, der var noget galt med, men lovgivningen skal følges, og jeg var den der måtte fortælle det. Der skal være en vis orden og system i et samfund, og det bliver enhver bys stadsingeniør kritiseret for.

– Ikke alene kommer jeg nærmere bibliotekerne, men også nærmere vandet, når jeg flytter til Århus. I min ungdom nød jeg spadsereturene til havnen, som er meget interessant og dragende. Jeg har jo også selv været ved Århus havn, som jeg har fulgt med årene, men det bliver meget sjovt at komme tilbage og se, hvordan udviklingen har formet sig.

– Naturligvis bliver det til jævnlige besøg i Brønderslev. 30 år af mit liv smider man ikke væk.

 

1979. Gotfred Thomsen blev født i Frederikshavn i 1905 og døde i Beder ved Århus i 1979. Gotfred Thomsen nåede således at blive 74 år. Han og hans fam. boede i Søndergade 21, inde på gasværket areal.

Kilde: Vendsyssel Tidende, 1971

 

Skolens historie de første 25 år som pressen så det – 1973 – 1998

Brønderslev Gymnasiun 2021

”Velkommen til Brønderslev Gymnasium og HF”

sådan ser overskriften ud, når man går ind på gymnasiets hjemmeside og Brønderslev Gymnasium skriver:

Om Brønderslev Gymnasium og HF

Brønderslev Gymnasium og HF lægger vægt på at skabe faglige udfordringer for alle gennem viden, der kan bruges. Vi giver eleverne udsyn og tilbyder et studiefællesskab med fællesskab og engagement.

Gymnasiets størrelse sikrer et nært, hyggeligt og overskueligt studiemiljø, hvor alle kender alle, men samtidig tilbyder vi en bred vifte af studieretninger og valgfag. Skolen er ikke større end, at der er plads til nærhed og tryghed for den enkelte elev. Vi arbejder meget målrettet for at tilbyde uddannelser af høj faglig kvalitet, som kvalificerer dig til din videre uddannelse.

Hos os er der altid noget i gang – og skolen summer af liv og aktivitet både i og uden for klasselokalet. Mens nogle spiller fodboldturnering på boldbanen, drager andre på kanotur, øver musik eller eksperimenterer i fysiklokalet.

En studenter- eller HF-eksamen fra Brønderslev Gymnasium og HF giver dig et bredt og solidt fundament for at læse videre på en videregående uddannelse, uanset om du interesserer dig for naturvidenskab, samfundsvidenskab eller humanistiske fag.

Vi glæder os til at se dig!

På Brønderslev Gymnasium og HF er uddannelse aldrig en hyldevare. Vi vil være den uddannelsesinstitution, der udvikler netop dine faglige, sociale og personlige kompetencer mest muligt – uanset om du er et naturtalent eller har vanskeligheder i dit skolearbejde. Hos os oplever du derfor, at der er tid, rum og frem for alt et stærkt ønske om at udvikle det fulde potentiale i dig – som elev og som menneske.

Samtidig bliver du en del af et særligt vanedannende og åbent fællesskab, der både giver noget til dig og kræver noget af dig. Du er dermed en uundværlig brik i det engagerende fællesskab, der skaber en god skole og vil danne dig for livet.

Hos os vil du sammen med dine venner opleve, at du skal bruge den viden, du opnår, opleve det, du ikke kendte og rykke de grænser, du kommer med – hver eneste dag. Du får ikke din uddannelse foræret, men vi lover, at du får de bedste muligheder og masser af udfordringer!

For mere end 25 år siden kom denne uddannelsesinstitution til Brønderslev hvilket betød, at mange unge mennesker der ønskede at få en studentereksamen ikke længere skulle tage til enten Aalborg eller Hjørring. Det viste sig at være en god beslutning det daværende Amtsråd tog.

I hundredevis af unge mennesker fra Brønderslevs opland, har sidenhen benyttet sig af denne mulighed for at erhverve sig studenterhuen.

Gymnasiet skriver følgende:

Værdier

1.  Faglige udfordringer for alle

Alle elevers potentiale skal udfordres, og den enkelte elev skal rykke sig mest muligt. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi arbejder med tydelige forventningskrav til alle elever.
• Vi tilrettelægger indsatser for elever med særlige behov – både hvis man har brug for særlig hjælp eller særlige udfordringer.
• Vi anvender systematisk faglige evalueringer og feed-back i undervisningen.

2.  Fællesskab og engagement

På BG vil vi hinanden. Her er forventninger om at deltage i fællesskabet og om at bidrage med sit engagement. Her er højt til loftet og plads til forskellighed – og her er altid nogen at snakke med. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi afvikler idrætsdag, temadage, teaterforestilling, fester, fagcamps mv., hvor du rykkes tæt sammen med de andre elever på tværs af klasser, årgange og uddannelser.
• Vores elever arbejder i elevteams i de enkelte klasser og elevrepræsentanter deltager jævnligt i møder med klassens teamlærere.
• Vores faglærere, teamlærere, studievejledere og uddannelsesledere møder eleverne i øjenhøjde og vores dør står altid åben.

3. Viden der kan bruges

Viden skal ikke være støvet og tørt. Viden skal give mening og skal kunne bruges også uden for skolen. Elever fra BG uddannes til at kunne tage del i samfundslivet på en ballast af solid viden. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi samarbejder med videregående uddannelser i regionen, det lokale erhvervsliv samt lokale institutioner og foreninger.
• Vi lægger stor vægt på muligheden for at lave faglige ekskursioner i dagligdagen. Biologi skal f.eks. ikke kun læses, det skal også gøres og opleves.
• Vi arbejder med innovative projektforløb, hvor du skal bruge din viden til at udvikle nyt og præsentere det for andre.

4.  Udsyn

På BG dyrker vi både det store og det lille udsyn – det internationale og det lokale. Vi tager ud i verden og tager verden ind på skolen, så du oplever noget anderledes på den gode måde. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi tilbyder alle elever en længere tur hvert år (Københavnertur i 1g/1hf, studieture i 2g/2hf og studieretningsekskursioner i 3g).
• Vi åbner skolen op for verden, når vi jævnligt afvikler fællestimer, hvor mennesker med noget på hjertet inspirerer eller udfordrer vores elever.
• Vi deltager i internationale EU-samarbejdsprojekter med elev-udvekslinger.

Der er udarbejdet vejledninger på Gymnasiets hjemmeside, således at både nuværende og kommende elever og andre kan gå ind på hjemmesiden og læse om de forskellige muligheder som Gymnasiet kan tilbyde.

Gymnasiet er et stort aktiv for Brønderslev, ikke alene som uddannelsesinstitution, men også for de handlende i byen, som uden tvivl har haft stor gavn af at Gymnasiet kom til byen.

Gymnasiet bruges også af byens og Kommunens  borgere

Uden for normal skoletid benyttes gymnasiets lokaler også af borgerne.

Der benyttes gymnastiksalen og boldspilhal. Den årlige kunstudstilling kaldet ”Påskeudstillingen” afholdes i de flotte og nyrenoverede lokaler.

Der er undervisning om aftenen af personer, som ønsker at tilegne sig viden af forskellig slags.

Så det må siges, at Brønderslev Gymnasium har fået opfyldt sit mål, om at det er et hus, der kan benyttes af rigtig mange.