Af Poul Sørensen
Vi er tilbage i 1924, hvor ”Baltze-Pier” var kendt over alt i Vendsyssel, da han gennem 50-60 havde vandret rastløst rundt fra sted til sted på landsdelelens veje.
”Baltze-Pier” var langtfra nogen tigger, han tiggede aldrig. Da han kunne arbejde, tjente han til føden på de gårde, han drejede ind til. Siden gav folk ham, hvad han trængte til.
Hans seng var en tom ko-bås med halm, og det ville han ikke bytte bort for en greves eller en konges seng.
Fra ”sengen” hørtes fløjtetriller. ”Pier” yndede at spille, før han gik til ro. Ofte samlede han byens børn om sig, når han på en grøftekant sad og fløjtede.
Mange troede at ”Baltze-Pier” var fuld af utøj, men det var han ikke, Den slags ville han ikke føde på, sagde han. I åerne og bækkene vaskede han jævnligt sit kluns.
Den hårde frost i vinteren 1923-24 havde taget hårdt på den gamle vandringsmand, og han blev sendt hjem til sin hjemstavns kommune Flade-Gærum.
Han havde fået koldbrand i underlivet, og måtte holde sengen. Godt havde han nu ellers været klædt på, tre skjorter, tre uldtrøjer, tre veste osv., tredobbelt under og overtøj. I hver vest havde han et ur.
Tirsdag den 5. februar 1924 døde ”Baltzer-Pier”, og han blev lagt i jorden på Flade Kirkegård.
Han borgerlige navn var Peder Baltzersen, han var født 16. maj 1844. Fødehuset var et lille bindingsværkshus, der allerede i 1924 for længst var nedrevet, og lå på den naturskønne bakke.
Altid besøgte Peder stedet, når han på sine vandringer kom til Flade.
Noget sær og ikke som andre mennesker var ”Baltzer-Pier”, og så havde han bisselæder i sålerne. Han havde også et ejegodt hjerte, og gjorde aldrig nogen fortræd eller uret. Han var ærligheden og nøjsomheden selv.
Han var ikke af de almindelige af landevejens folk- men en af den tids sidste originaler i Vendsyssel.