Forfatter: Jens Otto Madsen

For ca. 30 år siden holdt tidligere købmand, Jørgen Johansen, foredrag i Brønderslev Nærradio om sine erindringer om handelslivet i Brønderslev og om bybilledet med de mange butikker og forretninger. Der er er også personskildringer om nogle af Brønderslevs markante borgere.

Jeg havde et nært forhold til Jørgen Johansen, og da jeg besøgte ham nogle måneder før han døde, gav han mig manuskriptet og ret til at til at offentliggøre det.

Jeg har skrevet en artikel i fire kapitler til et privat formål, og næsten samtidig bragte Oplandsavisen en gengivelse af foredraget fordelt på tre kapitler over tre uger. Dette skete i efteråret 2018.

Denne artikel er en næsten nøjagtig gengivelse af hele foredraget.

Billederne stammer fra egen samling og kopier fra forskellige hjemmesider, jeg har fundet på internettet.

Nu lader vi købmand Jørgen Johansen selv fortælle

Jeg vil begynde med at fortælle lidt om min baggrund for at berette om handelen i Brønderslev, som jeg husker den fra min barndom og ungdom. Jeg er født i oktober 1928 i Nibe, og jeg kom til Brønderslev på min mors arm den 1. april 1929, ½ år gammel.

Mine forældre havde købt købmandsforretningen i Dyrlægegården.

Først lidt lokalhistorie.

Butikken, som I ser på billedet, er sikkert den ældste forretning i Brønderslev. Den går tilbage til 1871, da jernbanen kom til Brønderslev. Da det blev bestemt, hvor banen skulle gå, blev nogle af landmændene, som havde gård i nærheden, bange for, at deres kreaturer og heste blev skræmt fra vid og sans, når damplokomotiverne begyndte at køre, så flere ville afhænde deres jord.

Men i Pandrup var der en fremsynet mand, der hed Bendt Madsen. Han ejede i forvejen Hune kro og Engesgård i Pandrup. Han købte gården Vestergård, hvis jorder på det tidspunkt strakte sig ud over det areal, hvor følgende steder nu ligger, nemlig: Den vestlige del af Bredgade, Nygade, Jernbanegade, en del af Vestergade, A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, Ginge samt det, der hedder Valby.

Samme år i 1871 lod han opføre en gæstgivergård over for jernbanestationen, den blev omkring 1900 ombygget til Hotel Brønderslev, og som alle ved, for længst er ophørt, og bygningen taget i brug til butikker.

I Nygade som mindst af alt mindede om en gade, da det var en jordvej, der om vinteren var nærmest ufarbar på grund af pløre og ælte, opførte han en ejendom og etablerede en købmandsforretning i ejendommens sydlige ende, og den er altså Brønderslevs ældste forretning.

Dyrlægegården

1 1882 kom dyrlæge Peter Christensen fra Saltum til Brønderslev og købte ejendommen. Han var både købmand og dyrlæge. Han døde i 1921, så han drev begge virksomheder i 39 år.

Fra 1921, da dyrlægen døde, og til 1929, da mine forældre kom, var der 2 købmænd, der havde opgivet, så jeg synes, det var voveligt at investere sine spareskillinger og mere til i forretningen.

Man skal huske, der var krise i landbruget, og pengene var sikkert små. Mine forældre var 25 og 29 år, da vi kom til Brønderslev. Jeg havde en storesøster på 2 år, og 2 år efter fik vi en lillebror, så han er den eneste vendelbo i familien.

Den 1. april 1934 byggede dyrlægens arvinger en ny forretnings- og beboelsesejendom., så den 1. april 1934 flyttede vi midlertidigt over i Vestergade 3. Der boede vi til 1. november samme år.

Jeg synes, det var flot at bygge den store ejendom på de få måneder. Man lod det gamle hus stå og byggede det nye udenom, og min far havde butikken åben hver dag, mens byggeriet stod på. Det må have været træls, og omsætningen var nok også mindre, mens byggeriet stod på, men det blev indhentet lidt ved ølsalget.

Det var en meget varm sommer, og der blev drukket mange øl. Man siger, at hver sten ligger på en bajer, men det er et godt og solidt hus, når man tænker på, hvad der er sket omkring det hus i de 70 år af trafik af tog og biler, og der næsten ikke er kommet en revne.

Det var lidt om Dyrlægegården, og det er herfra min verden går.

Handelen i Brønderslev

Så skal vi snakke lidt om handelen i Brønderslev. Der er en verden til forskel på detailhandelen før og nu. Jeg kan tydeligt huske, da der var 28 købmænd i Brønderslev. Jeg kan nævne dem med navn og adresse.

Der var 2 brugsforeninger, der var kaffeboden “Hansa”, og der var Schous sæbehus, der var 4 cigarhandlere, 8 slagterforretninger, 5 frugt, grønt og blomster, 3 mejeriudsalg plus de mælkevogne, der kørte i byen og solgte mælk. Det bliver tilsammen 59 butikker, der solgte dagligvarer i Brønderslev, og da var der da betydeligt færre indbyggere end i dag.

Det er naturligvis dagligvarebranchen, jeg husker bedst, men der var også mange andre: 2 isenkræmmere, 2 herreekviperings- og 3-4 dametøjsbutikker. Til at servicere købmændene var der 5 øldepoter, der var oplag for spritfabrikken, der var en frugtgrosserer og en ostegrosserer, der var margarinefabrik, et kaffebrænderi, 2 sodavandsfabrikker, og så har jeg sikkert glemt nogen.

Det er interessant at tænke på, hvor mange mennesker, der fik deres udkomme ved handel i sådan en forholdsvis lille by.

Nygade

Jeg vil begynde med at fortælle lidt om Nygade. Den er nemlig et godt eksempel på, hvad der er sket. I min barndom var Nygade brolagt, og der var smalle fortove, og der var megen trafik med hestevogne. Det gav nogen støj, der var jo ikke gummihjul.

Der var også altid hestepærer på gaden. Det var gråspurvene glade for. Nu ser man hverken hestepærer eller gråspurve, men det var jo handelen, vi skulle snakke om. I den korte gade var der dengang 11 dagligvarebutikker, nu er der ingen. Der var 2 slagtere, 1 bager, 1 købmand, 1 frugt og grønt, 1 tobakshandler, 1 ost- og hørkram, 1 Hansa, 1 fiskeforretning, 1 Schous sæbehus.

Der var et vældigt leben i gaden, mange havde ærinde i butikkerne. Hotel Brønderslev havde indkørsel til hotellets gård, hvor der var hestestalde. Her herskede staldforpagter Frandsen.

Men tiderne skifter. Jeg kan huske, Handelsstandsforeningen havde fået et initiativudvalg, der ville sætte lidt go i handelslivet, og i forbindelse med en aktivitetsuge “hjerteugen” fik vi lov at lave gågade i Nygade i en uge. Kunderne var begejstrede, de kunne gå på kørebanen i stedet for de smalle fortove, men mange handlende var vrede og skeptiske, for nu kunne kunderne hverken køre i bil eller cykle til butikken. Man var bange for, omsætningen ville falde.

I dag er Nygade en dejlig gågade med pæne forretninger, men der er ikke en eneste dagligvarebutik. Det er selvfølgelig ikke kun på grund af gågaden, men hele den udvikling, der er sket med den koncentration, der er sket på markedet.

Jeg vil fortælle lidt om de enkelte butikker, som jeg husker dem.

Da Dyrlægegården stod færdig i 1934 var der 7 små butikker plus 2 i den gamle del, i dag er der 3.

Vi begynder i den nederste, der var en papir- og kioskforretning. Manden hed Bech Hansen, hans kone var centralbestyrerinde på telefoncentralen, som var i Vestergade. Bech Hansen var en farverig person, stor og kraftig, med en stor røst og et dejligt grin, altid med en stor cigar i munden.

Han var altid speaker, når der var svømmestævne i friluftsbadet, han var en hel Gunnar Nu at høre på. Når ekspressen kørte syd på om aftenen, gik Bech Hansen op og ned ad perronen med en kurv med chokolade, aviser og blade.

Efter kiosken kom en frisørsalon, derefter min fars købmandsbutik. Den står selvfølgelig for mig i et særligt lys. Min far solgte også lidt korn og foderstoffer samt brændsel.

Der var nogle upraktiske lagerrum til grovvarer i gården. En købmands sortiment var meget forskelligt fra i dag. Alle varer kom hjem i løs vægt og skulle vejes af – mel – sukker – salt – gryn – tørrede frugter, ja næsten alt. Der var meget manuelt arbejde.

Købmandsbogen

Mange kunder havde en kontrabog, hvor deres køb blev skrevet ind og blev gjort op en gang om ugen eller om måneden. Det var ikke hver gang, der blev betalt ud, så måtte købmanden nøjes med et afdrag.

Kunderne havde mange børn og lidt penge, så måtte købmanden agere bank, det var ikke let, specielt ikke, hvis købmanden var flink, som min far var. Han kunne næsten ikke sige nej.

Kaffe og kaffebrænding

Kaffe var en vigtig vare for købmanden. Jeg husker, at min far fik rå kaffe hjem. Han havde 4 forskellige kaffesorter stående i sække i bagbutikken. Han blandede selv kaffen. Vi bragte en portion af kaffeblandingen ud til kaffebrænder Østenkær i Vestergade.

Jeg husker ham som en lille sirlig ordensmand. Når han havde brændt kaffebønnerne, leverede han dem tilbage. Jeg kan se ham for mig med sin fine, brunmalede trækvogn.

Dengang var det mest almindelige salg af kaffe et kvart pund, som man blandede med en pakke Richs. Det var sjældent, der blev solgt et helt pund.

Sortimentet dengang og nu

Når man ser på sortimentet dengang og nu er det vidt forskelligt. Dengang fandtes der ikke mejeriprodukter, ikke grønsager, ikke brød og kager, ikke dybfrost, ikke dyremad, næsten ingen vin. I dag kan man ikke forestille sig, at man hverken kunne få mælk, kartofler eller brød ved købmanden.

Kager og bagere

Engang kom der en mand fra Aalborg ind i butikken og ville sælge far nogle sandkager, pænt pakket i cellofan, dem mente han, at far kunne sælge nogle af. Nej, sagde mine forældre, det vil vi ikke handle med, for både bager Kjær og bager Christensen handler her, og hvis vi begynder at sælge kager, flytter de deres handel. Han kom flere gange med uforrettet sag og en dag sagde han, nu lægger vi 5 kager her, og har du ikke solgt dem i næste uge, tager jeg dem med hjem igen. De blev solgt samme dag, og bagerne flyttede ikke deres handel.

Bagermestrene i Brønderslev havde deres egen rugbrødsfabrik i Vestergade. Der var en speciel duft, når man gik forbi der. I dag er rugbrødsbageri stordrift. Jeg har læst, at rugbrødsfabrikken i Pandrup producerer 650 tons rugbrød om ugen.

Kundeservice

Dengang var der service hos købmanden. Han bragte varer ud og gav kredit. Når husmoderen skulle bage julesmåkager, var der nogle, der afleverede opskriften, så vejede købmanden ingredienserne af til de forskellige slags. Sirup var også i løs vægt.

Der var noget, der hed en sirupsflaske, den var grøn, og havde, synes jeg, et lille halshul. Det var i hvert fald en kunst at få den tyktflydende sirup ned i flasken. Jeg tænker en sirupsflaske koster mange penge i en antikvitetsforretning i dag.

Der var mere stil over tingene dengang. Når kunden forlod forretningen, sprang købmanden eller kommis’ en over og lukkede døren op og sagde “farvel og tak”.

Videre ned ad Nygade

Den næste butik var Harald C. R. Thomsen. Den flinke mand kender vi alle sammen. Han startede med at sælge papirvarer og kunst, om sommeren havde Thomsen butik i Løkken, og fru Thomsen passede butikken herhjemme. Vi var nabo med Thomsen i 40 år og havde et meget fint venskab. Senere flyttede Thomsen ned i den sydlige ende, hvor 2 butikker blev lagt ammen, og Thomsen fik meget mere plads til lædervarer og kontorartikler.

Mejeriudsalget

Den næste butik i rækken var andelsmejeriets udsalg, som frk. Olsen bestyrede. Frøken Olsen, som vi sagde, var et flittigt og beskedent menneske. Det var hårdt at stå på den terrazzo fra morgen til aften i en kold butik.

Det sortiment, der var i et mejeriudsalg, var meget begrænset. Der var selvfølgelig sød-, skummet- og kærnemælk og piskefløde, alt sammen i løs vægt, senere kom flaskerne. Derforuden var der ost, og det var kun almindelig skæreost og roquefortost. Prøv at tænke på, hvad der i dag findes i kølediskene af surmælksprodukter af alle mulige slags. Det er mange hyldemeter, og der er et udvalg af danske og udenlandske oste, så man kan blive helt svimmel.

Frk. Olsen havde 2 bydrenge, som startede tidligt om morgenen med at bringe mælk ud. Det var dengang mælkedrengen kørte rundt om morgenen og satte mælk og fløde uden for døren, og kunden betalte regningen en gang om ugen eller måneden. Ja, da var der service.

Frk. Olsen var en bestemt dame, jeg tror aldrig, jeg har set hende smile, men der var nok heller ikke meget at smile ad. Hun boede i en lille stue bag forretningen.

Min mor har fortalt, at da hun den første dag skulle ind for at købe mælk med mig på armen, sagde frk. Olsen: “Nå, det er nok den nye købmand, så må vi se, hvor længe, det varer.” Det var en lidt barsk velkomst, når man tænkte på, der lige havde været 2 købmænd, der havde opgivet.

Radio-Hansen og de første fjernsyn

Efter frk. Olsen kom Radio-Hansen, som var gift med damefrisør, fru Ellitsgaard. Han havde radioforretningen i mange år. Da fjernsynet begyndte at sende, havde han rejst en høj antennemast på ejendommen, så han kunne vise fjernsynsudsendelserne.

Den første aften var hans værksted fyldt med folk, som sad på gulvet og på ølkasser. Der var stuvende fuld i det lille værksted, hvor vi så ungarnsudsendelseme. Det var et program, hvor kendte kunstnere optrådte til fordel for indsamling til Ungarn.

Den gamle del af Dyrlægegården

Så kommer jeg til den gamle del af Dyrlægegården, som nu er væk, det er der, vores supermarked var, nu er der belysningsforretning.

Dengang var der 2 butikker, en slagter og en urmagerforretning. Slagteren havde specialiseret sig i hestekød. Han havde altid mørt og velhængt hestekød på krogen “hypslagteren”. Da Daks blev lukket ind.

Efter hesteslagteren overtog Ib Larsen slagterforretningen. Han havde en stor omsætning. Han slog sig op på at lave ugepakker. Det var godt gjort i de små og upraktiske lokaler, han havde at arbejde i. Han kogte grønkål i vaskehuset, så der var en herlig duft af grønkål i hele kvarteret, så var vi klar over, det snart var jul.

Urmagerbutikken

Den sidste forretning var urmager Hansen. Hr. og fru urmager Hansen var gode venner med mine forældre, og vi havde et godt forhold til urmagerens. Min bror og jeg elskede at komme ind på urmagerens værksted. Det var spændende at se urmageren sidde ved arbejdsbordet med et forstørrelsesglas for det ene øje. Vi måtte godt komme ind til ham, men vi skulle være stille.

Når fru Hansen kom med kaffe, vankede der også en småkage til os. Urmagerens butik var noget af et eventyr. Det var et mørkt lokale, fordi vindueskasserne gik næsten helt til loftet. På væggene hang stueure i alle mulige størrelser og stilarter, og der stod 2 bornholmere på gulvet.

Alle urene gik, og når klokken slog hel, var der en musik i butikken. Det var fantastisk. Nu vil jeg prale lidt. Min mors onkel var forfatteren Hans Povlsen. Han var en kendt og elsket himmerlandsdigter.

 

Der er en snurrig snak -om knak og dik og knak og dik og knak og dik i en urmag’rbutik.Der hakkes og der slå’s der hinkes og der gå’s, der snorkes, ringes – stå’s.Hver sin klokke, hver sin kno, og hver er salig ved sin tro, hver kværn kan køre, køre, men ikke en kan høre.

De står alvidende på rad og hakker tid i tyggemad, og gravitetisk stive de viser tal på skive: mens en er ni, er andre ti, en mer, en anden mindre. og en er løbsk, en anden hæs… men alle står med døde fjæs og tror på deres indre.

Han skrev et lille digt om en urmagerbutik. Det passer godt til urmager Hansens butik.

Vi fortsætter i Nygade

Går vi længere op ad Nygade kommer vi bl. a. til slagter Kusk. Han drev en stor slagterforretning. Han tog selv på landet og købte dyr til slagtning. Fru Kusk var bag ved disken hver dag.

Lidt højere oppe kommer vi til frk. Mikkelsen, Sulelageret. Hun solgte ost og hørkram, som det hed. Det var røgvarer og spegesild. Der var en helt speciel duft i den butik.

Når jeg var hos hende med varer fra butikken, sagde jeg til hende ” at så godt det lugter herinde”. Det er du den eneste, der siger, sagde hun bestemt.

I samme ejendom var bager Christensen. Man kunne gå gennem bager Christensens gård over i Mejlstedgade. Altså den duft af nybagt brød og kager, der strømmede ud fra bageriet. Det var vidunderligt.

I enden af bagerbygningen havde skomager Jens Peter sit værksted, hvor han sad på sin firbenede taburet og forsålede sko og flækkede hæle. Der fik vi vores sko forsålede. Det var hyggeligt at komme ind til Jens Peter. Hans kone var også altid på værkstedet.

Den næste butik, jeg husker, er Ellen Christensen, Modehuset. Det var en hatteforretning. Hun var også kunde hos os. Jeg var tit sendt op til frk. Christensen med varer. Tænk, der var 2 forretninger i Nygade, der solgte damehatte og levede af det.

Jeg har glemt kaffeforretningen “Hansa”, den var dengang i Nygade, senere flyttede den op i Bredgade. Den gav rabatmærker, som kunderne skulle samle og klistre ind i en bog. Det var skam en konkurrent til købmanden.

Der var 2 brugsforeninger, og de gav dividende, når året var gået. Nogle år helt op til 10 %, så der var skam også konkurrence dengang.

Hos Barberen

Vi skal tilbage til Nygade. På den anden side af gaden var der barber Mathisen, hvor min far blev barberet. Det var vel almindeligt, at mænd blev barberet hos barberen.

Når jeg skulle klippes, var jeg med min far, så blev jeg vidne til, hvordan det gik til. Jeg havde ondt af far, for jeg syntes, det så dramatisk ud. Mathisen var vist en hård nyser.

Inden barberingen startede, bankede han på vandrøret, så kom fru Mathisen susende ned ad bagtrappen med 2 varme servietter, som skulle lægges på fars kinder. Når de havde ligget og blødgjort skægget, begyndte indsæbningen, og det var han en hel virtuos til.

Næste punkt i ritualet var, når kniven kom frem. Der hang en slags læderstrop bag på barberstolen, hvor barberen kunne hvæsse kniven. Så kunne selve barberingen begynde. Han tog i min fars pæne næse og drejede hovedet, så han bedre kunne komme til. Jeg kan huske, jeg sad og havde ondt af min far.

Højere oppe i Nygade

Lidt højere oppe ad gaden kom vi til træhandler Martinus Nielsens legetøjs- og galanteriforretning. Træhandler Martinus’ vinduer var et helt eventyr for børnene med legetøj. Det var den tids Fætter BR, men det var godt nok et mere beskedent sortiment, men for os børn var det en herlig butik at se på.

Højere oppe i gaden kom fiskehandler Rudolf Nielsen og en lille Palma butik med lidt smør, margarine og ost. De gav vist også rabatmærker, men den lukkede for mange år siden.

På hjørnerne Nygade – Bredgade lå på det østre hjørne den store manufakturforretning Carl Lauritsen. Det var efter Brønderslevs forhold en stor og flot forretning i 2 etager med et stort udvalg i damebeklædning og metervarer.

Når jeg tænker på Carl Lauritsen kommer jeg til at tænke på Matador, hvor der kommer en ung mand til byen og starter en lille butik, som han arbejder op til en stor og kendt butik, nemlig Høy Hansen.

Han var en meget dygtig og initiativrig forretningsmand, som udvidede butikken mange gange. Samtidig blev der et generationsskifte i Carl Lauritsens butik, men næste generation glemte at forny sig og efter få år lukkede den.

På det vestre hjørne lå M. S. Madsens bog- og papirhandel. Det var en betydelig forretning med bogtrykkeri og bogbinderi.

Da den forretning lukkede åbnede Jacob Christensen en skoforretning på hjørnet. Han var en dygtig og smart forretningsmand, der drev en stor og kendt skoforretning i mange år. Hans søn, Johannes Christensen overtog senere forretningen, og byggede den store forretningsejendom, hvor nu herremagasin Agerbæk er.

Han havde et apparat, som man kunne sætte foden ind i for at se, om skoen passede. Det var røntgenstråler, så det blev forbudt at bruge det,

men vi børn syntes, det var spændende at stikke foden ind og se sine tæer. Det var Nygade, som jeg husker den fra min drengetid. Jeg har sikkert glemt noget.

Det var ligesom i dag i Nygade, den vestlige del af Bredgade og i Algade, de fleste butikker var.

Algade

Den første butik i Algade var manufakturhandler V. Karnø. Det er der, hvor Matas ligger. Karnø drev en fin konfektionsforretning. Han var nok en af de første, der havde bil og sommerhus i Blokhus.

Jeg husker, afdøde købmand Georg Pedersen fortalte, han havde været ekspedient hos Karnø, og om søndagen, når Karnø var i sommerhus, skulle han passe markisen og sætte stykker for vinduerne, hvis solen skinnede, så han måtte pænt blive hjemme. Sådan var det dengang.

Efter Karnø i den anden ende af ejendommen var Nicolaj Hassings materialhandel. Foruden material- og sygeplejeartikler solgte han også finere kolonialvarer. Da Nicolaj Hassing døde, overtog hans datter, Ellen Hassing forretningen.

Hun var en bestemt dame, der havde skiftende kommiser til at hjælpe sig, bl. a. Villy K. Madsen, som kom, så og sejrede, om man så må sige. Han var dygtig og iderig. Efter nogle år overtog han forretningen efter frk. Hassing. Villy K., som vi kaldte ham, blev involveret i mange ting her i byen. Han var i byrådet og en kort tid borgmester.

Vi var i mange år kollegaer og konkurrenter, men vi havde det fint kollegialt. Var der en ting en af os var udgået for, lånte vi hos hinanden. Dengang var alt anderledes, også julehandelen. Den næstsidste søndag før jul var den store juleudstillingsdag.

Alle butikker havde pyntet ind i butikken. Der var mange folk på gaden for at se juleudstillingen. Der var nisseorkester og dejlig julestemning. Vi slæbte næsten hele varelageret ud på gulvet. Villy K. og jeg kappedes lidt om at lave den pæneste juleudstilling. Når vi var færdige, gik vi sammen og drak en pilsner og kritiserede hinanden.

(Nissen kom med helikopter).

I Algade var der også flere små dagligvarebutikker. Der var slagter, bager og grøntforretning. Bageren var bager Kjær. Jeg husker ham som en stor, alvorlig mand, der ikke sagde mange ord. Butikken blev passet af fru Kjær og ikke mindst af en bagerjomfru Elly Jensen, der var der i mange år.

De var faktisk forud for deres tid, de havde nemlig samtaleanlæg, der bestod i et rør fra køkkenet ned i butikken, med en tragt i hver ende. Når frk. Jensen manglede assistance, råbte hun: ”fru Kjær” i tragten, og så kom fru Kjær ned i butikken.

Der var selvfølgelig flere butikker i Algade, men det vil føre for vidt at omtale dem alle sammen. På hjørnet af Nygade og Jernbanegade var Brønderslev Sparekasse, det er der Imerco-isenkræmmeren er. Sparekassen havde indgang fra Jernbanegade.

Det var et meget spartansk indrettet pengeinstitut. Der var 2 pulte, hvor direktør Chr. Hansen og bogholder L. Østergård stod og arbejdede. Der var en stor kakkelovn i lokalet. Man skal selvfølgelig ikke more sig på andres bekostning, men det så pudsigt ud, når direktør Hansen tøffede rundt, altid i galocher.

Vi havde da hver sin sparekassebog i stift bind. Hvis vi satte vores spareskillinger ind, blev det ført i bogen med 2 underskrifter og ført ind i en stor protokol.

I Jernbanegade var der 2 kendte forretninger, herreekviperingshandler E. W. Gade. Hans førstemand i mange år hed Åge Nielsen. Det var en fin butik med et godt sortiment.

En af de sidste dage før jul kom Gade ind i fars butik, da sagde han til mor: ”Fru Johansen, jeg har siddet op og sovet i nat”.

”Det var da forfærdeligt, hr. Gade, hvordan kan det være?” Min tegnebog var så tyk. Jeg havde den under hovedpuden.

En af de sidste dage før jul, da min lillebror og jeg var alene hjemme, mor var i butikken, kom Gades bydreng med 2 pakker. Vi lurede på, om det var julegaver til os.

Vi kredsede om dem. Vi kunne ikke dy os længere, vi pakkede dem ud, og det var en dejlig skindhue til hver, men da vores mor opdagede, hvad der var sket, blev der ballade, huerne skulle leveres tilbage til butikken, men vi fik dem selvfølgelig juleaften.

Gades boede oven på forretningen. Når jeg blev sendt derover med varer for min far, gik jeg selvfølgelig til køkkendøren, og i køkkenet havde fru Gade et køleskab. Det var imponerende. Det var det eneste sted, jeg havde set et køleskab.

Ved siden af Gades butik kom isenkræmmer Villiam Larsen. Det var en rigtig gammeldags butik med mange små og store skuffer bag ved disken.

Hotel Brønderslev

Næste hus i rækken var Hotel Brønderslev. Først den store sal, hvor der var en scene, der var også en balkon. Det var Brønderslevs teatersal, hvor der blev afholdt mange spændende arrangementer. Ved siden af den store sal var der en mindre sal, Marokkosalen. Den var udsmykket, så den så helt orientalsk ud.

Det var der, der var danseskole en dag om ugen om vinteren. Min bror og jeg skulle meget mod vores vilje gå på danseskole en vinter. Det var bestemt ikke en succes.

Hotel Brønderslev var ejet af Hans Espensen. Jeg har læst, at da han overtog hotellet i 1909 var han med sine 23 år landets yngste hotelmand. Jeg husker Hotel Brønderslev som et flot hotel med pæne restaurationslokaler. Der var 20 værelser med telefon og toilet til hvert værelse.

Jernbanegade og Algade

På den anden side af Jernbanegade lå posthuset. Det er det gule hus, hvor der nu er frisørsalon. Postmesteren boede på 1. sal, og da jeg var dreng, var der altid storke i reden på posthusets tag.

Da jeg talte om Algade, glemte jeg at nævne Carstensens Klædefabrik, det, der i dag er Spindergården med lejligheder. Carstensens Klædefabrik var en betydelig virksomhed i Brønderslev. Ud mod Algade var der et fabriksudsalg. Der gik en historie om en mand, der kom ind i butikken og spurgte: “Hår I pebenot”. ”Det ved jeg ikke, om vi fører. Jeg skal lige spørge chefen.”

Bredgade

Mandrup Poulsens boghandel og bogtrykkeri var en stor og velassorteret boghandel. Han var formand for Handelsstandsforeningen i flere år. Hans datter og svigersøn Jørgen Vinding overtog senere forretningen.

Tage Buus startede i en lille butik i Nørrehus med ure og briller. Senere etablerede han sig på hjørnet af Algade og Bredgade, hvor der også i dag er ure og briller. Tage Buus var en farverig person, der var meget ivrig for at gøre Brønderslev kendt.

Han havde mange ideer. Det er sikkert ham, vi kan takke for Rhododendronparken. Han havde en evne til at begejstre andre for sine ideer. Han har sikkert også en stor andel af æren for, at Brønderslev sygehus ikke blev helt lukket ned.

Tusindvis af små lys på det store træ ved det gamle posthus.

I Bredgade fandt vi S. Simonsens herreekviperingsforretning, Laurits Nielsens fine blomsterforretning og S. A. Germanns vin og

tobaksforretning. Han havde et meget flot sortiment i vin, cigarer, tobak og piber. Han var en herlig mand. Han nynnede altid, når han stod bag disken. Han var en ivrig tennisspiller og formand for tennisklubben i mange år.

Konditori Mascot var også en kendt forretning i Bredgade med bagerbutik og et pænt konditori, der havde stor omsætning, når der var landboauktion om onsdagen.

Ved siden af Mascot var købmand Johnsen. En af forskellene på købmand Johnsen og min far var, at købmand Johnsen altid var i habit, og han sad meget på kontoret. Min far var altid i stivet, hvid kittel og altid bag ved disken.

På hjørnet af Bredgade og Rådhusgade var isenkræmmer Jens Stagsted, en stor, velassorteret forretning.

Min bror var i lære hos Stagsted, og der var han kommet på den rette hylde. Jeg kan huske, hvordan han begejstret fortalte om livet i en stor isenkramforretning, hvor der virkelig skete noget, bl. a. da flaskegassen holdt sit indtog i køkkenet i mange landbohjem.

Kendte butikker i Bredgade var også manufakturhandler Henning Møller og cykelhandler Chr. Tyllesen med sin trofaste medarbejder Frode Pedersen.

Købmand Kaj Andersen havde også stort grovvarelager i gården. Der er mange butikker i Brønderslev, jeg burde have omtalt, men det fører alt for vidt.

Grundlaget for alle disse butikkers eksistens var selvfølgelig en udvikling i industrivirksomheder, hvor mange mennesker fik deres udkomme.

Pedershaab Maskinfabrik var engang en stor virksomhed, der beskæftigede mange arbejdere og funktionærer.

A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, Carstensens Klædefabrik, Brønderslev Klokkestøberi, der var mejeri og slagteri, 2 teglværker, mange håndværksvirksomheder, og ikke mindst det gode opland Brønderslev har, hvorfra der kom mange gode kunder til byens forretninger.

Tænk sig, da var der lokalredaktioner for fem aviser: Vendsyssel Tidende, Aalborg Stiftstidende, Aalborg Amtstidende, Ny Tid og Brønderslev Dagblad.

Det var ikke annoncer fra detailhandlerne, de levede af.

De fleste butikkers annonce var en lille rubrikannonce til jul, hvor de ønskede deres kunder glædelig jul og godt nytår.

Jernbaneforlægningen i 1966 var en stor gevinst for Brønderslev. Der er ikke mange byer, der får den chance at få store dele af midtbyen renoveret. Samtidig fik vi en helt ny indfaldsvej, man fik en ny, moderne stationsbygning, posthus og politi- og retsbygning og den store, flotte banegårdsplads.

Sidst, men ikke mindst slap man af med baneoverskæringen og bommene midt i byen, der havde været til stor gene for trafikken i byen, ja, den næsten delte byen i 2 dele. Man siger, at hver brønderslevborger måtte vente 3 år, 187 dage, 11 timer, 47 minutter og 31 sekunder af sit liv ved denne bom.

I min drengetid boede vi i et lille hus i Søndergade. Det måtte vige for den nye jernbane. Hver gang vi skulle til eller fra skole eller til og fra min fars butik i Dyrlægegården passerede vi bommen. Vi var vidner til mange episoder, når bommen var nede.

Det er helt interessant at sammenligne handel med dagligvarer i dag, og hvordan den var i min drengetid, da der var 59 dagligvarebutikker i Brønderslev.

Der er sket enorme forandringer i den branche som i næsten alle brancher.

I behøver bare at tænke på landbruget.

Udviklingen til nu

Men nu er det altså handel, det drejer sig om. I dag er der som I ved 3 varehuse Føtex, Løvbjerg og Super Best foruden 5 såkaldte discountbutikker, en butikstype, der er dukket op inden for de sidste 25 år, og de har fået stor succes. For 25 år siden var der vist ingen, der havde drømt om, at der skulle komme 2 store, tyske butikker til Brønderslev, nemlig Aldi og Lidl og en norsk, nemlig Rema 1000.

Discountbutikkerne slog sig op på ingen service, skrabede butikker, smallere sortiment, og derfor billige priser.

1 1973 åbnede vi et supermarked i Nygade, d. v. s. det gik over til Mejlstedgade, og vi havde indgang fra begge gader. Vi syntes selv, det var en stor butik på ca. 500 m².

Vi havde en stor vinafdeling, slagterafdeling med betjent viktualiedisk o. s. v. Vi var meget stolte af den butik. Købmænd fra nær og fjern strømmede til for at se butikken.

I dag er Føtex i færd med at bygge en ny butik på 3700 kvm., så man må sige, storkapitalen har holdt sit indtog i dagligvarehandelen. Om det så er godt eller skidt for kunderne, det ved jeg ikke, men kunderne strømmer til de store butikker og står gerne i lange rækker og venter tålmodigt for at få lov til at betale. Service er der ikke noget af.

Der er ingen, der siger farvel og tak o. s. v.

Det allersidste er, at kunderne selv skal skanne varerne og betale med dankort. Så behøver man ikke at tale med et menneske, når man er på indkøb.

Noter, med ubetydelige korrektioner, lånt fra C. Jungersens bog om Sparekassen i Brønderslev.

Periode: 1870 – 1920

Ved siden af det egentlige håndværk er der også i det nævnte tidsrum opvokset en betydelig industri her i byen. De første forsøg i den retning faldt ikke heldigt ud, og det er i hvert fald en kendsgerning, at både det jernstøberi, som Axel Mikkelsen anlagde øst for landevejen, og det uldspinderi, som O.C. Jørgensen senere anlagde samme steds, kun fik kortvarig livskraft.

1886 begyndte Peder Nielsen (f. d. 21.10.1854- d.d. 21.03.1936(82 år), Pedershaab, at anlægge en fabrik. Under dette navn gik nemlig Pedershaab, der i lang tid var den eneste fabrik, her i byen.

Vester Brønderslev var i årene før 1886 anneks til Jerslev, senere til landsbyen Serritslev, men i 1886 byggede man en ny præstegård i Brønderslev og det gjorde, at Brønderslev blev til hovedsognet.

Peder Nielsen beskæftigede til at begynde med kun fire mand foruden sig selv. Omsætningen var i 1887 kun på knapt 9.000 kroner. Virksomheden blev udvidet lidt efter lidt, og efter branden i 1899 blev hovedparten af de store bygninger, der nu er A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, opført. Siden den tid er der bygget en del til.

A/S Peder Nielsen Beslagfabrik beskæftigede i 1915 119 mand. Omsætning var på 524.000 kroner. I 1918 beskæftigede PN 73 mand og omsætningen var på cirka 1,2 millioner kroner. Ikke nok med det, men i 1915 byggede fabrikant Peder Nielsen en ny fabrik vest for jernbanen.

Det blev et aktieselskab med navnet Pedershaab Cementindustri Maskinfabrik A/S. At det ikke var nogen ringe virksomhed, fremgår af, at aktieselskabet i 1918 havde en omsætning på 1.457.000 kroner, og at den beskæftigede 102 mand.

Udviklingen af fabrikant Peder Nielsens virksomhed kan siges at have haft et vist amerikansk præg over sig. I en by, som ikke havde specielle betingelser for fabriksdrift, begyndte denne lille virksomhed i 1886, og den beskæftiger nu i alt 175 mand.

At virksomheden har haft en relativ stor betydning for byens opkomst og udvikling er ganske indlysende. Vel har der tit lydt bange røster om, at de familier, der tjente til deres ophold på Peder Nielsens virksomheder, måske på et tidspunkt ville blive en byrde for kommunen.

Disse røster er i hvert fald indtil dato blevet gjort til skamme. Arbejderne tjente godt, og det samme gjorde de veltjente mænd, der havde deres virke i byen. Arbejderne understøttes i tilfælde af sygdom af en hjælpekasse, som Fabrikanten oprettede. Desuden er der oprettet en pensionsfond for arbejderne.

Pedershaab/HawkeyePedershaab har været meget aktiv med nyudvikling og videreudvikling. Virksomheden satsede tidligt på kvalitetsprodukter og var altid førende i branchen.

I 1915 henvendte produkterne sig til kunder, der formstøbte beton til mange forskellige elementer – betonsten, betonblokke, tagsten, drænrør, fliser, betonrør m.m.

I 1915 præsenterede virksomheden blandemaskinen Jutlandia, som var en skovleløs, kubeformet betonblandemaskine.

De efterfølgende år udviklede man forskellige forme og maskiner til cementvareindustrien.

I omkring 1920 blev ”Apollo” til produktion af betonrør udviklet.
Også omkring 1920 begyndte udviklingen og produktionen af maskiner til blandt andet vejbygning.

I 1930’erne indledtes en produktion af maskiner for vejområdet. Blandt andet vejtromler.

Virksomheden forhandlede også motorer, men i 1942 blev motor-aktiviteterne udskilt.

I 1935 påbegyndte man en produktion af mergel-gravemaskiner.

I 1930’erne udviklede man snerydningsmateriel.

PM fremstillede i flere år lokomotiver.

Under Anden Verdenskrig lavede man maskiner til tørvegravning.

I 1950 påbegyndtes en produktion af Vihy-maskiner til fremstilling af betonrør (Vihy = Vibration og hydraulik).

I 1950erne så betonkanoner ligeledes dagens lys fra virksomheden.

I 1980 købte Pedershaab produktions- og markedsføringsrettighederne til Vianova asfaltanlæg. Asfaltanlæggene blev hovedsageligt solgt til Mellemøsten.

I 1996 blev Betodans produktion i Vejle flyttet til Brønderslev, og disse anlæg blev udbygget.

Betonrørsmaskiner er stadigvæk den vigtigste produktion. Anlæggene er topmoderne.

Uden fabrikant Peder Nielsen ville Brønderslev nok ikke have været andet end en lille landsby, som for eksempel Tylstrup, Jerslev eller Serritslev.

Peder Nielsen kom fra Tylstrup til Brønderslev, og han skabte grundlaget for denne by. Brønderslev ville næppe være blevet købstad, uden hans fabrikker. A/S Peder Nielsen Beslagfabrik startede med at lave ”Hamborghængsler” til døre og vinduer og fortsatte sin bedrift med også at lave: betonblandemaskiner, lokomotiver, store gravemaskiner, vejtromler, VIHY betonrørs-pressere, asfaltfabrikker og en mængde andre nyttige maskiner. Den tidligere Pedershaab Maskinfabrik A/S ejes i dag af amerikanere og hedder HawkeyePedershaab. Hawkeye er kælenavnet for staten Iowa, og det er ydermere navnet på en lille landsby i Iowa. Desuden er Hawkeye blevet til en fiktiv superhelt, kreeret af Stan Lee for legetøjskoncernen Marvel.

Fabrikanten Peder Nielsen bør med rette tilskrives en stor del af æren for, at Brønderslev er blevet til den by, vi kender i dag.

Efter at Axel Mikkelsens jernstøberi var blevet nedlagt, åbnedes i 1876 et maskinudsalg og reparationsværksted af T. C. Nielsen Hjørring. Denne virksomhed overgik senere til fabrikant W. Brüel. I 1895 overdroges værkstedet til fabrikant N. K. Olsen, og er siden den tid blevet betydeligt udvidet, ligesom der i forbindelse med den øvrige virksomhed er anlagt et jernstøberi. Virksomheden er for øvrigt senere overgået til et aktieselskab, som nu beskæftiger 40 mand og sidste år havde en omsætning på godt 250.000 kroner.

Endelig blev der i 1913 anlagt et nyt jernstøberi i Brønderslev. Det blev anlagt af fabrikanterne Barslund og Bredvig; sidstnævnte trak sig tilbage kort tid efter starten. Første år beskæftigede virksomheden kun 4 mand. Dette jernstøberi er blevet udvidet flere gange, og i 1918 blev det omdannet til et aktieselskab, som nu beskæftiger 60 mand, og som i 1918 havde en omsætning på cirka 500.000 kroner.

Foruden disse virksomheder i jernindustrien bør også nævnes, at smed Niels Nielsen i 1882 startede en smedeforretning i Mejlstedgade, senere etablerede han en speciel fabrik, som tilvirkede plove. Ploven blev kendt over hele landet under navnet ”BRØNDERSLEV-PLOVEN”. Denne virksomhed, der var ret betydelig, og i hvilken der sidste år før krigen (1. verdenskrig) blev fabrikeret 8-900 plove, er i februar 1919 bortforpagtet til smed Erik Eriksen.

En anden afdeling af forretningen, hesteskofabrikationen, blev samtidig overdraget til sønnen Alfred Nielsen, medens Niels Nielsen og den ældste søn Chr. Nielsen, kastede sig over ankerkæder.

I denne virksomhed har han fra september 1918 og til august 1919 beskæftiget 15 mand, og i samme tidsrum er der leveret færdigvarer for cirka 400.000 kroner.

Imidlertid indså Niels Nielsen straks, at fremstillingen af disse ankerkæder blev for kostbar med de maskiner, som han havde til rådighed, så i 1919 opførte han en ny fabrik ved Gravensgade. Når denne fabrik står færdig, vil der på ny blive taget fat på fremstillingen af ankerkæder. Fabrikanterne regner med at skulle beskæftige 15 til 16 mand.

Endelig har fabrikant Hücke indrettet en fjederfabrik i den ejendom, hvor tømrer Andersen tidligere havde sin virksomhed.

Af det forannævnte vil det formentlig fremgå, at jernindustrien var ret godt repræsenteret i Brønderslev; men også andre industrielle virksomheder har kunnet trives i Brønderslev. Efter at farver Stuntze i 1870 var bortrejst fra byen, etablerede farver N. Christensen et farveri i den ejendom i Algade, som nu ejes af enkefru Carstensen. Dette farveri blev i 1884 overdraget til farver Carstensen, og denne anlagde i 1890, uden at lade sig afskrække af Ole Jørgensens eksempel, et dampuldsspinderi. Dette fabriksanlæg er sidenhen blevet udvidet adskillige gange, både i 1898 og 1909, og der beskæftiges nu i forretningen, der i år er blevet overdraget til sønnen Jens Carstensen, 20 mennesker. I 1914 var omsætningen på cirka 70.000 kroner, medens fabrikant Carstensen, da han overtog forretningen, kun beskæftigede en mand foruden sig selv.

Østre Teglværk ved Døvling

Oprindelig var der i byen to små teglværker, nemlig Nibstrup Teglværk, samt et i nærheden af Døvling, tilhørende Mads Jacobsen m.fl. De blev nedlagt begge to. Nibstrup Teglværk i 1874; men omtrent på samme steder, er der anlagt to nye Dampteglværker.

I 1883 anlagde Gerhard Poulsen nemlig et nyt teglværk på samme sted, hvor Nibstrup Teglværk før lå. Dette blev i 1899 flyttet hen til Landevejen, hvor Poulsen da anlagde et nyt ringsovnsteglværk. I 1914 leveredes fra dette teglværk over 2 millioner sten.

På det andet teglværks plads anlagde Morten Dam i 1903 ligeledes et nyt teglværk. Efter at dette i 1907 var solgt til fabrikant Jens Christensen, omdannedes det til et Ringovnsteglværk, der i 1914 leverede op mod 2 millioner sten.

Begge disse teglværker er for øvrigt nu i 1919 overgået til et og samme aktieselskab bestående af en del af byens forretningsdrivende. Endelig kan i samme forbindelse anføres, at fabrikant Jens Christensen i 1896 opførte et savskæreri i Brønderslev, der nu indehaves af brødrene Færch, samt at der i byen findes 2 cementfabrikker, 1 lædervarefabrik osv. og det bedste er at alle disse fabrikker trives godt, og sikrer deres arbejdere et godt udkomme.

Et af købmand Henningsen i 1874 anlagte bryggeri nede ved landevejen, ejes nu af ølbrygger Krogh, og er vokset til at blive et ret betydeligt foretagende.

Vester Brønderslev sogns spare- og lånekasse blev etableret den 1. april 1870. De stiftende medlemmer (31) hæftede solidarisk, for de beløb der blev indskudt i sparekassen, og det fortsatte med at være tilfældet, indtil vedtægterne blev ændret på en generalforsamling den 22. januar 1878. Ændringen sagde: ”de stiftende medlemmer, hver især skal indbetale 10 kroner”.

Dette beløb tilsammen med den opsparede reservefond skal fremover gælde som sikkerhed for indskuddene i sparekassen. Pr. 1. april 1878 udgjorde indskuddet 24.312 kr. 30 øre.

Kontoret havde til at begynde med, kun åbent hver 14. dag. Senere blev det ændret til én gang om ugen, og endnu senere blev det ændret til 3 gange ugentlig. Fra den 01.09 1918 havde kontoret dagligt åben fra 10-12 og fra 14-16.

Kaster man blikket tilbage på Sparekassens udvikling, vil man se, at den på det allernærmeste falder sammen med byens udvikling. De gammeldags forhold, da folk hjalp hinanden privat og ydede hinanden økonomisk støtte, varede ved nogen tid.

Beboerne i Brønderslev og omegn benyttede i mange år købstædernes Sparekasse af gammel vane. Brønderslev Bank blev oprettet i 1896. På det tidspunkt var indskuddet i sparekassen kun på 226.638 kroner.

I 1918 oprettede Andelsbanken en afdeling i Brønderslev.

Kilde: C. Jungersen, landinspektør, bogholder og formand for Låne- og sparekassen.

 

I jubilæumsskriftet fra 1946 om Brønderslev, skrevet af Hakon Mielche (21. oktober 1904 i Fensmark – 22. oktober 1979 i Odense) følgende om vildmosens hovedstad.

Jeg mener aldrig, at jeg har hørt om dette i skolen, derfor tillader jeg mig at lægge historien op på denne side, så I alle har lejlighed til at læse den. Jeg foretrækker, at få små fortællinger på min iPad, så jeg kan nyde dem til en kop velbrygget kaffe, mens jeg sludrer med min kone om dit og dat. Jeg bruger ikke gerne min tid på et støvet bibliotek eller et lokalt arkiv.

Om det er sandt, det forfatteren skriver må du selv vurdere.

”Landet blev underkuet og besat, hvor de trængte frem og via de store vandveje sydfra, nåede de helt ind til Vendsyssels midte. Jarlen opslog sin lejr ved vadestedet, hvor han både havde flåden og hæren ved hånden. Stedet blev kaldt Jerslev. Høvdingen, Brunder, blev forlagt med sine folk til en fremskudt stilling, lidt længere oppe i landet, stedet blev kaldt Brønderslev.

Sådan er 25 års-jubilaren blandt Danmarks flittige købstæder i sin første oprindelse, et fremskudt militærfort i fjendeland. En base i den mere end tusind år gamle strid om det danske rige og dets opkomst. Men det kan ikke skjules, at de Brønderslevfolk ikke er helt ægte og uforfalskede efterkommere af Vorherres egne Jyder.

Antagelig er de dog blevet akklimatiseret med tiden. Da Rigets enhed var en kendsgerning og det ikke længere var nødvendigt for Lejrekongerne at holde okkupationstropper i Jylland, blev Brønderslev en bondeby og det i størstedelen af dens tilværelse indtil nu (1946).

Det blev en lille og ubetydelig bondeby som tusinde andre udover det danske bondeland. Muligheder for færdsel og handel havde den ikke, for dens beliggenhed var, som sagt militært og ikke trafikalt bestemt.

Det er da udover de første stormfulde år heller ikke meget, man hører til Brønderslev – nogle middelalderlige adkomstbreve fra byens kirkelige og adelige herskaber, nogle pergamenter og skøder; et grandebrev med bestemmelser for bymændenes daglige virke; nogle tørre notitser nu og da om tyske og svenske og polske krigsfolk og deres hærgen. Brønderslev passede sin jord, og det efterlader ikke dybe spor i historiens bog. Men da byens beliggenhed blev trafikalt bestemt, fik Brønderslev sin chance og tog den.

I 1836 blev den nye hovedlandevej gennem Vendsyssel lagt hen over dens jorde; der blev bygget en kro midt på den øde mark, og snart blev det gamle efterårsmarked fra Bækken afholdt her ved det ny trafikknudepunkt. Det skete første gang i september 1843; og er man ikke tilfreds med de 25 år som købstad i 1946, kan man gerne vælge de 100 år som handelsplads i 1943, det er dog egentlig der, det store skel ligger.

Nybyggere slog sig ned langs landevejsgaden, husene skød i vejret som i en nordamerikansk prærie by ude i “The middle West”, og i 1871 kom jernbanen til med de store, nye muligheder.

Jernbanen sugede driftige folk til sig fra nær og fjern. Ved Brønderslev ny station blev det ene hus bygget op efter det andet. Den gamle bondeby, Øster Brønderslev, hvis indbyggere i fortiden hovedsagelig havde gjort byens navn kendt i egnen, fordi de lavede ganske gode Jydepotter, blev fuldstændig distanceret af Vester Brønderslev; det første gny af den kamp var slag af jernhamre mod skinnevejens bolte, da banen blev bygget.

Det næste slag af en forhammer mod en ambolt, så jerngnister fløj til alle sider, og siden da er den tone af klingende jern blevet Brønderslevs kendingsmelodi udover Vendsyssel og langt omkring på verdenskortet.

Først var det Thorshøj Jernstøberi, der lugtede chancen. Det blev startet i 1876 fem år efter, at det første tog var dampet ind på stationen. I hælene på det fulgte en plovfabrik og Torpegaards Maskinfabrik, og så kom der en dag en mand sydfra fra Tylstrup. Tylstrup var blevet ham lidt for lille. Brønderslev så ud til at ligge rigtigt på landkortet. Der var både bane og landevej, og han, der kom syd fra, mente nok, at han med tiden skulle få nogle varer at sende ad begge veje.

Hans Navn var Peder Nielsen, og han håbede, at det skulle gå; derfor kaldte han sin virksomhed Pedershaab. Vi vil gøre holdt i Brønderslev for at høre lidt om den seje vendelbo, der spyttede i næverne og så sit håb gå tusindfold i opfyldelse, inden han døde i 1936 i sikker Forvisning om, at den store virksomhed hvilede støt i sønnernes hænder.

Peder Nielsen var søn af fattige, men hæderlige forældre i Tylstrup, en lille by i kanten af den Store Vildmose. Begyndelsen er altså den klassiske. Fortsættelsen lyder således: Peder Nielsen drog til den store stad København, hvor han dels arbejdede som karl i et par brændevinsbrænderier, dels besøgte museer og teatre og andre seværdigheder, dels opdagede, at storstadens tillokkelser nok var ganske interessante, men ikke tilstrækkelig interessante til at fastholde en vendelbo til evindelige tider. Og så drog Peder Nielsen nordenfjords igen. Han vendte hjem til Tylstrup, og da han ved flere lejligheder havde vist at have mekanisk snilde og et par gode hænder surret fast på skafterne, lavede hans far da heller ikke vrøvl, da Peder kom og spurgte, om han ikke nok måtte låne 500 Kroner af familiens sparepenge for at begynde for sig selv med noget mekanik.

Peder fik de 500 og så fik Tylstrup sit mekaniske værksted. Det var ikke særlig flot. Peder og hans broder klinede en forlængelse til forældrenes hus, hele herligheden var ca. 6 m x 8 m, men så var der til gengæld oppe på taget en vindmølle, som leverede den nødvendige kraft til fabrikken nedenunder.

Man fik købt lidt brugt værktøj, og en del værktøj måtte man selv til at fremstille, da markedet ikke bød på noget, der var slet så fiffigt, som det, Peder Nielsen havde gået og udtænkt.

Det første år var omsætningen oppe på 825 Kroner. Næste år fordobledes den. Det var beslag til bygninger, hængsler og den slags, der var hoved-artiklerne.

Peder Nielsen trillede selv afsted til Sulsted station med varerne på en trillebør, når de skulle ud til kunderne; og det var for øvrigt ham selv, der var fabrikkens eneste rejsende. Han kunne kun tage lynture ud i Jylland, for når han ikke var hjemme, kunne personalet ikke rigtig få arbejdet til at glide.

Den var gal, da han en vinter sad fast under en snestorm i Ølgod hos sin gode ven stationsforstanderen. Han sad i fem dage og blev nødt til at telegrafere hjem, at fabrikkens personale hellere måtte sætte krog på værkstedsdøren udefra og gå hen for at søge arbejde ved snekastning, indtil han selv kom hjem og fik smidt jakken og sat arbejdet i sving. Og så var det, at Peder Nielsen hørte om, at der var så god gang i det splinternye Brønderslev.

Så var det, han købte den grund ved banen og byggede et fabrikskompleks, der var helt imponerende ved siden af det i Tylstrup: 32 x 10 m med dampskorsten. Vindmotoren var blevet kasseret. I dens sted var trådt en dampmaskine, der udviklede en så svimlende kraft som fire hestes kraft på en gang.

Det var i 1886. Da kunne en mand på fabrikken dreje 100 berlinerknopper om dagen. Det syntes Nielsen var helt fint. På en udstilling i København så han en maskine, der satte en mand i stand til at dreje 600 knopper. Så tog P. Nielsen med første båd hjem og lavede en maskine, som kunne fremstille 1200. Nu laves der 5-6000 om dagen pr. mand på “Pedershaab”.

Bagefter lavede han for en sikkerheds skyld en maskine, der kunne fremstille kramper så hurtigt og godt, at han øjeblikkelig kunne slå alle, indførte billige kramper ud og endda tjene store penge. Og nu var det konkurrenterne, der fik krampe.

Så begyndte dette hersens nymodens med fagforeningerne. De ramlede naturligvis sammen med vendelboen Peder Nielsen, så der føg gnister akkurat som på smedeværkstedet. Det føg i 19 år. Det var som Henry Fords kamp mod fagforeningerne.

Der stod fagforeningerne med deres krav og deres ideer – og der stod Peder Nielsen, “Pedershaab”, som kunne pege på, at hans arbejdere tjente bedre end fagforeningernes arbejdere, og at de ikke havde alt det vrøvl med strejker, men at tvistigheder blev afgjort ved voldgift. Peder Nielsen havde oprettet en pensionskasse for arbejderne, og han byggede huse til dem, som han satte mange penge til på. Han vovede sig også frem med et forslag om, at arbejderne skulle have andel i fabrikkens overskud, men så opløftede fagforeningerne et ramaskrig og skrev i ”Sociale” for Brønderslev og Omegn, indtil papiret begyndte at gløde.

Da de nitten år var gået, bøjede Peder Nielsen sig for udviklingens lov.

Men han holdt ikke af det. Han var vendelbo, ham skulle ingen komme og diktere.

Cementfabrikkernes høje skorstene havde længe spyet deres hvide røgskyer ud over det sydlige Vendsyssel. Store dampere løb langs kaj og lastede cementsække både ved Aalborg og Nørresundby.

Peder Nielsen begyndte af få cementstøv i sin fint vejrende næse. Her var måske noget at gøre?

Cement var ikke hans fag, men det var mekanik og metal. For at lave alle disse fine ting i cement skulle man bruge forme, og de skulle være af metal. Så lavede Peder Nielsen støbeforme. Det næste skridt lå lige for.

Cement skulle blandes godt for at være første klasses. Det skulle blandes i første klasses tromler. Ja, men “Pedershaab” lavede første klasses varer i forvejen, så hvorfor ikke lave cementmaskiner også?

Og så tog han fat på det. Men det kunne ikke laves på beslagfabrikken ved jernbanen. Der måtte en helt ny fabrik til.

Det blev ”Pedershaab Maskinfabrik A/S”, der blev startet i 1915.

Den dag, da Peder Nielsen i Tylstrup for første gang så vindmøllens hjul begynder at gå rundt oppe på taget af forældrenes hus, havde han vel næppe drømt om, at hans maskiner, inden der var gået et halvt hundrede år, skulle gå hele verden rundt.

Der snurrer cementblandemaskiner i Rusland, Argentina, Mexico, Bombay, Singapore, Brasilien, Sydafrika og Island; snerydningsmaskiner fjerner snedriverne på internationale flyvepladser og baner vej for de herrer Fokker, Juncker, Douglas, Lockheed, og hvad de nu alle sammen hedder, disse det tyvende århundredes hurtiggående trafikmaskiner på fart mellem landene.

Cementsøjler, tagsten og kloakrør støbes verden over i Peder Nielsens forme; veje får den sidste afpudsning med hans tunge motortromler; og brosten hamres på plads i Moskvas gader og Buenos Ayres Plazaer med stampemaskiner fra Brønderslev.

Rambukke tordner mod pælehoveder, hvor broer bygges og bygninger rejses; spil fra “Pedershaab” hejser mursten og mørtel til tops i stilladser, gravkøer pruster og æder sig ind i skrænter, sten knuses til skærver og lokomotiver fra Brønderslev haler afsted med tipvognstog med snurrende dieselmotorer som drivkraft på alle mulige breddegrader.

Traktorforspændte kraner-pumper-murstensmaskiner-vibratorer-sneplove skovler sneen til side, snerydningsmaskiner spreder den som et nyt snefog udover markerne, bort fra vejbanen og grusningsmaskiner følger efter for at fjerne de glatte vejes fare for trafikken, så vogne med “Pedershaab” generatorer trygt kan tage svingene. Når dertil kommer, at svin guffer mad i sig, som er tilberedt i Brønderslev foderkogere, kan man sikkert ikke med rimelighed forlange et mere afvekslende repertoire fra et enkelt firma.

Og dog har Maskinfabrikken ikke tænkt på at lade det blive ved det, man har nået. Oppe på tegnestuen sidder en snes (20) ingeniører klumpet sammen om et dusin (12) store opretstående tegnebrætter og lige så mange tegneborde. Der bliver de ny ideer til, der tager de form og gennemprøves atter og atter på det tålmodige papir, indtil de en dag er nået så vidt, at de kan materialiseres i støbejern eller stål og gennemprøves endnu en række gange, inden fabrikkens kollektion bliver forøget med et nyt nummer. I den forløbne tid var det tørveæltningsanlæggene, der var det store nummer. Flere hundrede anlæg udgik fra “Pedershaab” og blev sendt ud over hele landet. Det er dem, der har stået og tøffet og snurret i de varme sommerdage, for at De og jeg har kunnet sidde og hygge os lunt inden døre ved vintertide med en gammelkendt duft af tørverøg i vores næsebor.

Ellers har det været generatorerne, der har stået først på programmet. Der er lys i de mægtige værkstedshaller langs banelinjen dag og nat.

Jern gløder og svejsemaskiner hvæser og sprutter et fyrværkeri af gnister til alle sider som en juletræsstjernekaster af kæmpeformat og af en så intens lysstyrke, at øjet vil tage skade af at se ind i den, hvis det ikke er beskyttet bag mørke briller. Det klinger og gnistrer og hamrer fra alle sider nat og dag, dag og nat.

Gamle Peder Nielsen fik 6 sønner. De tre står i spidsen for fabrikkerne i Brønderslev. To har med Pedershaab Maskinfabrik A/S og dens aflægger vinduesfabrikken at gøre, en dirigerer stamfabrikken, A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, der i dag akkurat som i 1886 fremstiller bygningsbeslag. Siden 1927 har man haft en afdeling i København, også den har vokset sig stor i det tempo, der hidtil har været karakteristisk for virksomheden i Brønderslev.

Hele virksomheden breder sig nu over 20 tusind kvadratmeter og herfra breder den sig videre ud over Jorden. Bedst ser man det store verdenskort inde i eksportafdelingen – forskelligt farvede knappenålshoveder og brogede bånd fører ud til de fjerne, eksotiske lande, hvor en “Pedershaab” maskines trofaste og pålidelige danske motorhjerte banker i takt med tidens rytme.

Og tempoet – ja, det kan ikke siges bedre end med tørre tal.

I det første år, da firmaet var i virksomhed, var omsætningen:

1915: Kr. 207,212, –

1925: Kr. 624,651, –

1935: Kr. 2.275,140,-

1939: Kr. 3.638,655,-

1940: over 5 millioner kroner.

De Lønninger, der i den forløbne tid er blevet udbetalt i Brønderslev, viser en stigning fra 40.128 Kroner i 1915 til godt 1 million. i 1940. Og alt dette er resultatet af, at en fingernem dreng fra Tylstrup fik lyst til at sætte foden under sin egen drejebænk.

Uddannelse havde han ikke på noget felt, han var hverken håndværker eller handelsmand, havde ingen eksaminer og ingen indflydelsesrige bekendte i ryggen. Men han havde alt det andet i sig det, der i sidste instans betyder noget. Han var vendelbo som de er, når de er bedst, han var selv støbt af stål, og der var ingen støbefejl. En dag vil man sikkert støbe hans billede i bronze og anbringe det på en sokkel et sted i det smukke lille anlæg overfor fabrikken eller et andet sted i den by, der i så overvejende grad skylder drengen fra Tylstrup sin store vækst og gennem hans arbejde har opnået, at mennesker fra Kap det gode Håb til Alaska, fra Hong Kong til Guayaquil, nu og da må stirre forvirret på skrivemaskinens klaviatur og forgæves søge efter det mærkelige “Ø” i Brønderslevs navn.

Kilde:

Uddrag fra Hakon Mielches Brønderslev – Industricentret i Vendsyssel. Udgivet ifm. byens 25-års købstadsjubilæum 1946.

Opsummering:

Peder Nielsen født d. 22.10.1854 i Ajstrup, død d. 21.3.1936 = 81 år og 7 mdr.

1836 Hovedlandevej etableres.

1871 Jernbanen kommer til Brønderslev.

1876 Thorshøj Jernstøberi etableres.

1877 Peder Nielsen, Tylstrup sender et brev til isenkræmmere om beslag.

1886 Pedershaab startes i Brønderslev.

1915 Pedershaab Maskinfabrik A/S etableres i Brønderslev.

1921 Brønderslev opnår købstadsrettigheder.

1927 PM opretter afdeling i København.

1936 Peder Nielsen dør den 21.marts.

1943 Brønderslev kan fejre 100 år, som handelsby.

1946 Brønderslev fejrer 25-års jubilæum som købstad.

2021 Brønderslev kan fejre 100-års jubilæum som købstad.

500 kroner i 1870-80´erne svarer nok til 50-75.000 kr. i dag?

 

Havde vi ikke haft cement og beton, hvordan ville vores verden så have set ud?

Mange synes, at beton er gråt og grimt, men kan vi undvære beton – næppe! Vi går hver eneste dag på betonfliser, ser på støbte betonsokler, og gulv- og vores kloakvand løber gennem brønde og rør lavet af beton. Og hvad med højhusene og etageboligerne?

Chr. Nielsens Betonvarefabrik (Slagterivej/Slagterigade)

I året 1899 nedsatte Chr. Nielsen sig som selvstændig murermester i Brønderslev. Han havde fået sin uddannelse hos faderen, der også var murermester, og som havde bygget de første huse i byen.

Omkring 1905 udvidede Chr. Nielsen sin virksomhed, idet han da etablerede betonvarefabriken, medens han samtidig fortsatte sin virksomhed som murermester indtil 1922.

Betonvarefabrikken voksede dog i årenes Løb frem til at blive en stor og betydelig virksomhed, der i årenes løb bl.a. har haft mange leverancer til store kommunale arbejder. I 1910 flyttede Chr. Nielsen fra Krogensvej til Slagterivej (Slagterigade bag ved slagteriet), hvor han købte en grund og opførte sin egen fabriksbygning. – Der beskæftiges til stadighed 5 – 6 personer i virksomheden.

Kilde: BRØNDERSLEV -Industricentret i Vendsyssel

Af Hakon Mielche

1. Beton er en kunstig sten bestående af tilslag (sand og småsten) sammenlimet med et tokomponent-bindemiddel i form af cement og vand. Betonens kvalitet afhænger primært af bindemidlets blandingsforhold, kaldet v/c-forholdet, og af tilslagets bestandighed.

Kilde: https://denstoredanske.lex.dk/cement

Forfatter: H.J.Styhr Petersen

 

Afskrift af PEA’s opslag

EN JORDEMODER GÅR AF:

Hun har “født” 2.750 meter børn i sin karriere. Det gi´r i gennemsnit 163 børn pr. år. Egentlig har Marie været med til at hjælpe det halve af Brønderslev til verden.

Hvis vi tog alle de børn, som jordemoder Marie Dissing, Dannebrogsgade 11 i Brønderslev har hjulpet til verden, ville de måle trekvart kilometer i alt. Ikke færre end 5700 børn er det blevet til i de 35 år Marie Dissing har været jordemoder. Men nu er det også slut. 1. oktober stopper den 65-årige jordemoder, nu skal andre end gravide kvinder og spædbørn fylde hendes hverdag.

De næste linjer kan desværre ikke læse, da kopien er sløret og utydelig…

Hjemmefødsler er ikke altid godt.

Marie Dissing anbefaler ikke uden videre hjemmefødsler eller akutte sygehusfødsler, selv om netop disse to ting diskuteres meget lige nu
(nok i 1980).

Det afhænger i høj grad af forholdene i det enkelte hjem. Hvad har kvinden f.eks. af hjælp derhjemme?

Selv har Marie Dissing født tre drenge – alle gange hjemme – for det gjorde man dengang.

Selv om der i dag er flere hjælpemidler ved en fødsel end nogensinde, så er jordemoderens job ikke blevet mindre omfattende af den grund. Der er så mange ting, der skal kontrolleres, og en stor del af jordemoderens arbejde består i at snakke med den fødende og berolige hende.

Og hvis fødslen er lige ved at være overstået, så står vi da ikke og kigger på uret for at gå, når vores vagt er forbi. Nej – så bliver man, til det hele er overstået, siger Marie Dissing, der selv er et bevis på den kontakt og samhørighed, der kan opstå mellem en jordemoder og hendes klient.

De bedste julekort

Mine bedste julekort får jeg fra kvinder, som har født hos mig for omkring 20 år siden. I det hele taget får jeg mange små tilkendegivelser på, at mit job er noget, der skaber glæde hos folk. Det kan være den lille plastikfigur, som et barn har lavet til mig, og som hænger på min opslagstavle i køkkenet, og det kan være de fotos, som folk sender af deres børn – f.eks. fra barnedåben, fortæller Marie Dissing.

Mange sjove oplevelser er det blevet til i løbet af de 35 jordemoderår. Selv påstår Marie Dissing, at hun husker alle 5700 fødsler. Det er da mennesker det drejer sig om, og en fødsel er ny hver gang. Der er ikke to fødsler, som er ens, og selv om man har været i faget i så mange år, så er man alligevel rigtig glad, når man har hjulpet en velskabt pige eller dreng til verden, siger hun.

Mændenes rolle

Mændene har altid spillet en stor rolle ved fødslerne i de 35 år, Marie Dissing har virket.

Hvem er vel nærmere til det? Selvfølgelig skal mændene være med. Det var de også for 35 år siden, selv om det måske ikke var så almindeligt, at mændene var med dengang. Men selvfølgelig skulle de også have den oplevelse at se deres barn blive født – hvis da ikke Bedste i huset tog den skrappe mine på og jog manden ud.

Mange lange vagter har Marie Dissing haft. Mange trælsomme ture ud i nattemørket og i al slags vejr, når der blev kaldt på hende. Intet af det har dog fået hende til at fortryde sit valg, og skulle hun vælge i dag, ja så blev det også jordemoder-jobbet, valget faldt på.

Men nu er jeg også glad for at holde op. Der skal nye kræfter til. Indenfor mit fag kommer så meget nyt til, at det kan være svært at blive ved at følge med. Nu vil jeg derimod gå og hygge mig hjemme med min mand Niels og mit håndarbejde, og så tror jeg, at jeg nu får tid til at gå til gymnastik. Det glæder jeg mig til.

Fakta:

• Niels Nielsen alias ”jordemoder Niels” var svejser hos brdr. Tipsmark. Niels blev født den 17.04.1918 på en gård i Øster Brønderslev. Han døde den 27.08.1985 (godt 67 år gammel).
• Marie Dissing Nielsen født den 28.04.1915 i Tårs, død den 09.06.1993 (78 år gl.). De blev gift i juli 1950 i Øster Brønderslev.
• Niels og Marie ejede Grønnegården i Brønderslev.

1. Jeg har desværre ikke noget billede af Niels. Det ville ellers være rart at se hans kontrafej igen. Niels var en rigtig dejlig mand, glad og syngende hver eneste morgen. Yndlingssangen var: “Jeg svejser, jeg svejser, jeg svejser hele dagen lang….”.

Kilde: Lokalhistorisk arkiv, ref. PEA.

Gerda Hedeby kommer til efter Marie Dissing

– og lægger op til et bredere samarbejde.

Et tværfagligt samarbejde mellem jordemoder, læge, socialrådgiver og sundhedsplejerske er noget af det, som jordemoder Gerda Hedeby vil sætte kræfter ind på at få etableret. 1. oktober tiltrådte hun i sit nye job som jordemoder i Brønderslev efter Marie Dissing. Jordemoder Gerda Hedeby, 40 år, blev uddannet som jordemoder for 15 år siden. Efter en kort periode på fødeklinik i København kom Gerda Hedeby i 1970 til Sulsted som distriktsjordemoder. Fire år efter blev den nedlagt, og Gerda Hedeby blev tilknyttet Aalborg sygehus. Siden har hun arbejdet ved Hjørring sygehus med udekonsultationer i Løkken-Vrå kommune. Gerda Hedeby har fast konsultation hver tirsdag i lokalerne ved sygehuset i Nørregade.

Ove. S. Johansen

 En kendt virksomhed i hele Jylland

Virksomheden blev stiften i 1933 af entreprenør Frits Halvorsen der flyttede til byen fra Dronninglund. Man udførte gravearbejder mange steder i Vendsyssel, hovedsagelig for Kommuner. Der skulle etableres nye veje og graves bakker væk. Hovedvejen mellem Bouet ved Nørresundby og Hjørring blev bl.a. udført af Frits Halvorsen. Dertil anskaffede virksomheden sig skinner, lokomotiv og vogne. Alt arbejde blev dengang udført med håndkraft og derfor skulle der mange mænd og hænder til.  I perioder har mandskabsstyrken været op imod 500 personer. Virksomheden havde kontor, eget værksted og garageanlæg på   Bredgade 203 i Brønderslev.  Der blev udført mange store arbejder og senere da Jydsk Telefon skulle til at have foretaget gravearbejder overalt i Jylland og udliciterede opgaverne, var Frits Halvorsen A/S budgiver og fik gennem mange år overdraget opgaver fra Jydsk Telefon. De etablerede afdelingskontor i Aarhus hvorfra de kunne udføre arbejder i Midt- og Sønderjylland. Afdelingen i Brønderslev havde Nordjylland som arbejdsområde. Nordjylland var den senere administrerende direktør Andreas Halvorsen ansvarlig for. Efter at grundlæggeren Frits Halvorsen faldt væk, var det de to brødre Andreas og Per, der forestod ledelsen.  Per Halvorsen blev syg og efter et sygdomsforløb, som han ikke overlevede, kom der ny ledelse for Afdelingen i Århus. En svigersøn til Andreas Halvorsen overtog ledelsen i Aarhus, hvor med tiden de største af aktiviteterne foregik.
Af aktiviteten i det Nordjyske var det Halvorsen der lavede vejarbejdet fra Bouet og til Tunnellen et stort projekt med færdiggørelsen af vejarbejdet i Vendsyssel og senere blev der lavet mange andre arbejder i det Nordjyske. Frits Halvorsen A/S var efterhånden blevet specialist i at nedlægge kabler for Jydsk Telefon og forestod en stor del af telefonselskabets behov for gravearbejde. For at kunne udføre arbejdet, havde man investeret i mange små minigraver, men også store lastbiler, varebiler og andet nødvendigt materiel, bl.a. blev nogle af lastbilerne ombygget til at være terrængående, monteret med kran og plov, som kunne pløje de store kabler ned, som efterhånden blev nødvendige og skulle anvendes til de meget store mængder data der skal transporteres i dette system.
Aktiviteterne i Selskabet er nu droslet ned og efter de oplysninger, man kan finde på nettet, er der nu blot 10 ansatte i regnskabsåret 2019.
Selskabet har gennem alle årene været dygtigt ledet, hvilket regnskabsoplysninger som er offentligt tilgængelige viser. Selskabet er i besiddelse af en betydelig egenkapital.
En gennem årene meget velrenommeret og sund virksomhed.

Aarsleff-ejede Dan Jord overtager alle entreprenøraktiviteterne i Frits Halvorsen A/S. Det sker pr. 1. april 2019. 

Frits Halvorsens entreprenørdel har ligesom Dan Jord hovedsæde i Aarhus. Firmaet beskæftiger i dag cirka 20 medarbejdere og udfører kabel- og ledningsarbejder.

Indenfor forsyningssektoren har Dan Jord hidtil primært arbejdet med fjernvarmeområdet, så opkøbet supplerer aktiviteterne i forsyningssektoren i stor stil:

Det betyder, at vi bliver styrket betydeligt på kabelaktiviteterne. Traditionelt har vi ikke lavet meget på kabelområdet, siger Dan Jords administrerende direktør, Stef Heykopp, til Licitationen om overtagelsen.

Han understreger, at der ikke er tale om et opkøb af selskabet Frits Halvorsen A/S, men at det kun er de nævnte entreprenøraktiviteter og kompetencerne samt kunder, der fortsætter under Dan Jord-navnet.

Ansatte og kontrakter i fokus
I Frits Halvorsen sker frasalget som led i en omlægning af aktiviteterne. Så man er godt tilfreds med aftalen.

– Det betyder meget for os, at vi har lavet en aftale med Dan Jord, som tager højde både for vores ansatte og de kontrakter, som vi har i gang, lyder det fra administrerende direktør I.C. Halvorsen.

Dan Jord har hovedkontor i Aarhus og udfører traditionelt anlægsarbejde med speciale inden for idrætsanlæg og forsyningsledninger. Dan Jord beskæftiger cirka 200 medarbejdere og er en del af Aarsleff-koncernen.

Frits Halvorsen A/S havde i 2017, som senest tilgængelige årsrapport dækker, en bruttofortjeneste på 11,0 mio. kr. og et resultat før skat på 5,6 mio. kr. I 2016 var selskabets bruttofortjeneste 10,5 mio. kr. og resultatet før skat 3,5 mio. kr.

Jess Ingemann Jensen: I en af hallerne, står de gamle velholdte orange Volvo kabel lastbiler

 

Jens Ole Sørensen: Min bedstefar Jens Andersen, Skolegade var en af Fritz Halvorsens første ansatte. Han var med til at lave Hovedvej 14 fra Nr. Sundby til Hjørring. Det var vist før Krigen 1940. De kørte med heste, ved jeg, men måske havde de også traktorer.

 

Jens Otto Madsen: Sjovt at bilerne står i lagerhallerne og der er to på vejen endnu. Louis 90 år, var også med ved opfindelsen af udstyr til vejunderboringer og konstruerede maskinen der med luft og olietryk kunne slå et rør igennem ved vejunderboringer, tror måske han var en Ole opfinder. Han har været med til at lave underboringer i Kastrup Lufthavn for kabler hvor diameteren har været 50 cm, under nogle startbaner,  og var i Kastrup i 3 uger på et sådan projekt.

 

 

 

 

 

 

 

Chris Ole, alias Ole Christensen (1947-2015).

Chris Ole, som har betydet så meget for mange af os, skal naturligvis også mindes og omtales her.

Jeg tager gerne imod Bjørn Brun Poulsens opfordring og giver hermed mit bidrag til historien om Chris Ole. Mit bidrag begrænses sig til vores fælles barndom, da vore veje skiltes da vi flyttede fra kvarteret.

Min del af historien sammen med Chris Ole løber fra 1952 til 1959, hvor min familie boede i samme ejendom som Chris Ole og hans familie.

• Chris Ole voksede op på Fælledvej, nærmere betegnet i nummer 1. Han var, mig bekendt, den yngste i familien Christensen. Oles storebror Leif var 5-6 år ældre end Ole. Udover Leif var der også Bent og Rita. Bent spillede i et orkester. Hvad han spillede på og med hvem ved jeg ikke. Bent var meget ældre end Ole.
• Ole fik sit tilnavn, fordi der i samme opgang boede to drenge med fornavnet Ole. Ole Christensen og Ole Yssing. De to drenge blev mig bekendt enige om at Ole Christensen skulle kaldes ”Chris Ole”

Og Ole Yssing skulle kaldes Ole Yss, for ikke at skabe unødvendig tvivl om hvem der var hvem, når man talte om Ole. Jeg håber, at Ole Yssing læser med og korrigerer, hvis jeg har misforstået historien.

• Begge Ole´rne var nogle vakse og flinke gutter. De deltog ivrigt i alt, hvad sådan nogle drenge og naturligvis også piger i et større beboelseskvarter (Fredensbo) kunne finde på.

Når det regnede eller var koldt vejr foregik legen eller legene fortrinsvis i kældergangene under de fine boligblokke eller i det store sorte cykelskur eller måske i Kjeld Eduardsens kælderrum i Vestergade. Eduardsens kælderrum lå ud for vaskekælderen og var både større og bedre end de andre kælderrum. Vi måtte naturligvis ikke larme, men det kunne vi ikke helt undgå, men vi fik sjældent skældud.

Vi legede cowboy og indianere og gemmeleg. Vi lavede drager, når det var drage-vejr. Dragerne blev bygget af lister som vi hentede hos maskinsnedkeren i Vestergade, det brune papir til beklædning af dragen fik vi hos købmand Jens Winther som lå på hjørnet af Fælledvej (Fasanvej) og Vestergade. Klistret/limen blev lavet af kartoffelmel som blev rørt op i vand. Halen bestod af sejlgarn, hvori vi bandt rullede våde sider af avispapir eller græstørv. Halen skulle stabilisere dragen, når den var oppe i luften.

Når det var fint vejr foregik legene udendørs enten på de store plæner eller på Fælledvej eller cinders vejen inde i selve gårdområdet. Vi lavede ”sæbekassebiler”, som kørte på kasserede kuglelejer som vi fandt på PM’s skrotplads på Øster Allé. Vi spillede bold op ad muren, hoppede i sjippetov, hoppede i kridtmand, kørte på cykler som var udsmykket med farvede mælkekapsler og med tøjklemmer som skraldede mod egerne, for at frembringe en motorlyd. Når der var rigtig godt vejr sad vi på betontaget til skralderummet i nr. 5 og læste sorte Zorro, Skipper Skræk, Anders And m.fl. Hver især havde vi taget nogle forskellige tegneserier med som vi sad og læste og hyggede os med. På ”tørrepladsen” ud for det store cykelskur ”erobrede vi land”. Man skulle stå på et ben og kaste en kniv i jorden og ridse det vundne stykke land op – for at vinde skulle man fratage de andres landområde. Vi spillede naturligvis også fodbold på plænen foran boligerne, men det måtte vi ikke – det var forbudt, så når viceværten dukkede op, forsvandt bold hurtigt ind i buskadset.

Om vinteren kælkede vi eller lavede glidebaner eller stod på sparkstøtting – hedder det at stå på sparkstøtting? Vi lavede sneplove af små bræddestykker og bandt snore i, så vi kunne løfte ploven, når der var for meget sne foran den. Der kunne gå mange timer med at rydde fortovet og vejen for sne.

Chris Ole var i sandhed en rigtig god legekammerat, han var positiv og altid smilende, ja han spruttede nærmest af energi.

Vi kravlede i træerne ovre på ”trælasten”.

Indimellem legede vi ovre ved kommunens stenplads. Vi kravlede op i de høje træer og sprang ned fra træerne i stor højde. ”Trælasten” lå som en tværvej ved Østre Allé. Det var en grus- eller jordvej som gik parallelt med Vestergade. Hvorfor den blev kaldt for ”trælasten”, ved jeg ikke.

Fredensbofesterne og gadefodbold.

En gang om året blev der afholdt Fredensbofest, hvor hele foreningens beboere fra Glentevej, Fælledvej, Gravensgade, Søndergade osv. deltog. Festerne var altid planlagt til at ske efter sommerferien. Den strakte sig over et par dage eller mere. Vi konkurrerede i sækkevæddeløb, æggevæddeløb, brevdueløb, harehop, cykelringridning, løb og boldkast o.m.a

Gadefodbold blev spillet i hele forårs- og sommersæsonen. Vi spillede mod hold fra byens andre kvarterer. Palne Bertelsen og hans hjælpere havde lavet turnering som blev afsluttet med præmier til de bedste hold og med mulighed for oprykning til en højere division, hvis man vandt sin række.

Chris Ole var altid med, der hvor det ”sneede” og han gav god næring til at vi næsten altid havde det sjovt og spændende.

Jeg kan forstå, at Chris Ole igennem sit voksne virke har været omdrejningspunkt for mangt og meget i byen.

Café-ejer, købmand og tovholder på flere andre projekter. Han var en vellidt gut, som vi må passe på at hædre for sin indsats. Hvad med at lave en lille mindeplade om Chris Ole og sætte den op, ved den Café/bodega som han drev?

Alt det jeg har skrevet om, skete i halvtredserne. Den gang fik en gennemsnitsarbejder fik 3-4 kroner i timen og et rugbrød kostede 59 øre, alle arbejdede om lørdagen. Statsministeren hed den gang Hans Hedtoft eller H. C. Hansen. På den tid havde ingen TV og kun de færreste en pladespiller eller bil. Det var cyklernes tid. Skulle man rundt i landskabet, tog man cyklerne og læssede den med madkurv, termokande og sodavand. Om søndagen skulle forældre høre ønskekoncert med Svend Nikolajsen og skulle man i Zoo i Ålborg, op i Ålborgtårnet eller Tivoli Karolinelund, så skulle ens gummisko kridtes hvide og man skulle kigges efter for ørevoks og hvad ved jeg.

I begyndelsen af 1950´erne var den typiske rollefordeling mellem manden og kvinden ganske klar. Kvinden var husmor og skulle holde hjemmet og passe børnene, mens mande gik på arbejde og sørgede for indtægten.

Lad os håbe, at der er andre som kan supplere historien med episoder og minder fra Chris Ole´s ungdomsliv og voksenliv.

Andres kommentarer:

Annemette Skou, hans datter, fortæller:

“Min far, Ole Frederik Christensen alias Chris Ole, blev født d. 27. juni 1947. Han havde 3 søskende – Bent, Rita og Leif. Onkel Leif bor i Brønderslev og lever i bedste velgående.

Min far og mor havde den lille købmandsbutik, efter Kbmd. Jens Winther. Den lå på hjørnet af Vestergade og Fasanvej. Sidenhen åbnede de CB-marked sammen med Bente og Verner Bech.

Så startede de en købmandsforretning i Knudsgade, Superkiosken og i nogen tid var han postbud, sælger hos Bo-glas, Vaffelhuset, Brunderhus, DownTown, Café Chris, Café Frandsen i Løkken, Kunstcaféen i Løkken og endnu et spisested i Løkken.

Chris Ole stående ved Cafe Chris i Algade

Min far sluttede sin karriere på caféen i Brønderslev golfklub”.

Gitte Justesen skriver:

vores far Bent Christensen, altså Chris Oles storebror, spillede i mange år i Jerslev kvintetten sammen med cementstøberens Ole, Svend Erik og Willy Hjulskov.

13. oktober 2002 skrev Nordjyske følgende:

BRØNDERSLEV:

På lørdag starter Ole ‘Chris’ Christensen og Martin Jensen restauranten “De 4 Årstider” på Brunderhus. Kært barn har haft mange navne: Oxen & Svinet, Brunders Bøfhus og Gastronomen. – Ja, det har ført en omskiftelig tilværelse. Efter min tid som købmand i Vestergade drev jeg selv stedet et par år for Karsten Frederiksen. Det var engang midt i 80’erne, fortæller Ole Chris. Han er også kendt fra natklubben Down Town på Phønix derefter og så selvfølgelig Café Chris i 90’erne. – Siden har jeg drevet Larsens Bøfhus i Løkken et par år og Rådhuskælderen på Hotel Phønix et par år. Nu starter han så en ny restaurant på Brunderhus sammen med den tidligere chefkok i Rådhuskælderen, Martin Jensen. – Jeg tror, folk i Brønderslev gerne vil ud og spise her i byen. Og der er kun et par steder med restaurant. De andre restauranter på Brunderhus har været med folk udefra uden lokalkendskab. Vi tror, folk kommer, hvis vi tilbyder noget, som de kan lide, siger 54-årige Ole Chris.

Byens førende. Målet er at blive byens førende restaurant. – Det skal være et ordentligt sted, der er lige så hyggeligt som i gamle dage. Jeg tror, tiden er moden til en renæssance, tilføjer han. – Vi laver en bred menu med noget for enhver smag – og det samme gælder vinkortet. Men man skal stadig kunne få stegt flæsk med persillesovs, siger Martin Jensen. Han er 21 år og bliver selvstændig for første gang. – Det bliver spændende. Mange ting skal på plads inden på lørdag, bl.a. skal der lige købes et par småting, men jeg glæder mig, siger han. For en sikkerheds skyld skal køkkenet godkendes igen, selv om det blev det sidste år. Restauranten er sat i stand med nye farver og nye gardiner. – Borgerstuen eller Old Times Pub har vi ikke noget med at gøre. Men vi har planer om at lave musik-arrangementer og natklub for et voksent publikum, forklarer Ole Chris. – De første har allerede ringet om en konfirmation. Lokalerne er også velegnede til fødselsdage, begravelser, jubilæer og julefrokoster. Der er reception i den nye restaurant på lørdag fra om formiddagen. “De 4 Årstider” åbner for spisende gæster lørdag sidst på eftermiddagen.

Udover denne store mængde af information, der her er lagt op ovenfor, anbefaler jeg læserne at bruge tid på at læse alle de søde og velmenende kommentarer der er givet på opslaget.

God fornøjelse og se så at få hædret denne mand.

Ove S. Johansen

FARVER PETER CHRISTENSEN, LAGDE NOK DE FØRSTE ”GRÆSTØRV” VED OPRETTELSEN AF BRØNDERSLEV IDRÆTSFORENING, FORKORTET BI?

Christian Peter Christensen, blev født i Vester Brønderslev den 14.9.1882. Han var søn af indsidder Søren Christian Christensen og hustru Ane Johanne Jensen, Vester Brønderslev.

Farver Peter og Johanne Marie blev gift den 6.10.1905, i Tolstrup Kirke.

Døtre & Sønner:

Edith Andrea Christensen født den 22.2.1906. Edith blev gift med ”Nolle” alias Agnor Varberg Jensen. De er forældre til: ”nolles Arne, nolles Kaj, nolles Svend og Inge Varberg (gift Olsson)”. Mange af os lidt ældre, kender dem nok.

Ketty Varla Christensen blev født den 1.11.1911 i Skolegade.

Ketty var ansat som sygeplejerske hos Eyvind Jensen, som drev lægepraksis på Rådhuspladsen. Ketty sad en overgang i byrådet. Hun var gift med Arthur Vincentius Hüche og boede en overgang i Fynsgade.

Hardy Møller Christensen, født den 11. november 1907 (Mette Østenkærs svigerfar).

Claudy Møller Christensen, født den 3. december 1909.

Mon ikke farver Peter blev udlært hos Carstensens farveri- & klædefabrik?

Han startede på opfordring fra læge V. Olsen og skræddermester Andersen en indsamling til indkøb af udstyr til den første kricketklub i Brønderslev.

Farver Peter var Formand for BI i flere omgange og var klubbens første formmand fra 1897-1904 og igen fra 1906-1912.

Farver Peter blev æresmedlem hos BI i 1917.

Jonna og Mona Varberg og Ulla fortæller, at Farver Peter var deres oldefar og, at han havde en hund som blev kaldt PRINS. Han, farver Peter, og familien boede på et tidspunkt i det store hvide hus i Slagterigade 9, som formentlig er det samme hus som cementstøber Nielsen senere drev sin virksomhed fra, (tidl. Politistation, nu nedrevet.)

Det ville være rigtig godt, hvis vi kunne krydre dette opslag med flere detaljer om den “farverige” person – det fortjener han!

31. december 1977

Dødsfald

Fhv. farver Peter Christensen, plejehjemmet Risagerlund, Brønderslev, er død efter længere tids tiltagende svagelighed.

Han blev 95 år.

Peter Christensen var født på Sønderhede i Brønderslev og kom til at leve sit liv i Brønderslev.

I mange kredse blev han en kendt mand, og på mange områder var han en foregangsmand.

Han var med til at stifte Brønderslev Idrætsforening og var i foreningens bestyrelse i 30 år, heraf en del år som formand.

Inden for Socialdemokratiet havde han gennem årene mange tillidshverv, og han var ved sin død, æresmedlem af Brønderslev Idrætsforening, Socialdemokratisk Vælgerforening og sangkoret Frejdig.

Peter Christensens arbejdsplads var den nu nedlagte Carstensens Klædefabrik i Brønderslev, hvor han var beskæftiget i 59 år, indtil fabrikken blev nedlagt i 1952. Han var farver på fabrikken allerede den gang, da maskinerne på fabrikken blev trukket af heste, og i 1952 blev han belønnet med sølvmedalje for lang og tro tjeneste.

Foruden at medvirke til gode forhold for idrætten, var Peter Christensen selv en meget aktiv idrætsudøver. Han spillede cricket og fodbold og dyrkede gymnastik, brydning og vægtløftning, og så tidligt som i 1904 var han nordjysk mester i vægtløftning.

Peter Christensen, der tidligere boede i Slagterigade 9, Brønderslev, overleves af to døtre og to sønner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: Vendsyssel Tidende, den 31. december 1977

Om anlægget

Baneanlægget består af 27 huller + 9 huller pay and play, hvilket er med til at gøre anlægget til en af de bedste golfbaner i Jylland. Den oprindelige 18 huls bane blev tegnet af Erik Schnack, der nok er mest kendt for sin udformning af Holstebro-banen. Brønderslev Golfklub hører til blandt de bedste golfbaner i Jylland, hvor du kan få billig golf på en lækker golfbane. Brønderslev Golfklub blev stiftet i 1971 som klub nr. 32, og har åbent hele året.

Anlægget

De første 9 huller, som blev indviet i 1974, var hul 10–18, disse huller er i dag Blå sløjfe. Hul 1–9 var færdige til indvielse i 1985, og disse huller er i dag Gul sløjfe. I 2001 indviedes Rød sløjfe, så der nu er 27 huller.

Desuden indviedes en rated 9 hullers pay and play-bane, nemlig Hvid sløjfe. Rød og Hvid sløjfe er tegnet af Michael Traasdahl Møller, som også har stået for putting-green og øvelsesområde samt har han re-designet enkelte huller på Gul og Blå Sløjfe.

I 2003 indviedes det flotte klubhus med cafe, proshop og alle faciliteter. Fra klubhuset har man udsigt til fire greens og fire teesteder.

Driving range og øvrige øvelsesområder er få skridt væk. På Brønderslev Golfklubs golfbaner kan du stresse af i hverdagen og pleje dit sociale liv.

Brønderslev Golfklubs naturskønne omgivelser

I de naturskønne omgivelser i anlægget på Brønderslev Golfklubs kan du nyde naturen og få bevæget dig med hyggelig golf. Der er altid rart ude i den friske luft under åben himmel.

Man tænker også ekstra godt i den friske luft, og det er nemmere at koble fra, når man slapper af med golf. Efter golfspillet kan du og dine venner nyde en god kvalitetsøl eller lidt godt mad i Brønderslev Golfcafé.

Du er altid velkommen til at møde op eller kontakte Brønderslev Golfklub. Vi er altid klar til at fortælle mere om billig greenfee samt medlemskab af klubben.

 

 

 

Brønderslev Friluftsbad 75 år i 2011

Efter statsminister Staunings indvielsestale af Friluftsbadet i 1936, har der været kaos ind imellem. Her tænkes ikke på svømmeklubbens dårlige økonomi for tre år siden:

– Planerne om at bygge en ny hal var nået langt,  i 1972 – den skulle ligge på Møllerens Eng, men byrådet turde ikke alligevel.

Det endte med en boble-overdækning af Friluftsbadet, men der var også kaos, da boblen blæste af i 1984.

I 1986 fik Brønderslev så den fine hal, vi kender i dag.

Efter en stor ombygning i 2003 er der nu ekstra bassiner, spa- og dampbad, store saunaer og motionscenteret Svederen. Førhen blev græsset uden for brugt til bl.a gymnastik.

Mange familier brugte også plænen til udflugter, og der var terrasser, hvor folk kunne tage solbad. Og så en dukkert i Friluftsbadet.

 

Af Lars Bisgaard Andreasen – Handelschef 

Brønderslev Handel er en ikke-offentligt støttet forening med ca. 120 stærke, aktive og lokale medlemmer.

 Den 19. oktober 1905 blev Brønderslev Handelsforening stiftet på et møde på Brønderslev Hotel.

Efter sigende var det købmand Andres M. Tolstrup, bakket godt op af blandt andet fabrikant Peder Nielsen, som var initiativtageren, og Andres var ligeledes med i den første bestyrelse sammen med tre andre købmænd og en fabrikant.

Fra begyndelsen var handelsforeningen et samlende punkt for byens erhverv, købmænd, detailbutikker og industri.

Håndværkerne var organiseret i Håndværkerforeningen.

Brønderslev Handelsforenings fødsel blev starten på en forening som i mere end 100 år har sat sit præg på Brønderslev by.

En af de første opgaver som bestyrelsen tog fat på, var at få telefon indlagt på jernbanestationen.

Senere blev oprettelsen af handelsskole et vigtigt punkt for foreningen.

Den 13. februar 1919 ændrede man foreningens navn til Brønderslev Handelsstandsforening.

Lige som samfundet har ændret sig siden den første stiftende generalforsamling, så har også Brønderslev Handel ændret sig.

I 1960érne blev foreningen mere aktivitetsorienteret. Denne udvikling er fortsat og i dag er Brønderslev Handel fokuseret på at skabe liv og aktiviteter i byens handelsgader for at understøtte erhvervslivet.

Brønderslev Handels har også en langsigtet strategi om at aktiviteterne og livet i midtbyen skal være med til at gøre Brønderslev til et attraktivt sted at bo.

Gennem en kontinuerlig branding af byen skal byen vokse og blive stærkere.

Brønderslev Handel samarbejder ligeledes med byens foreninger og inddrager dem gerne i handlens aktiviteter.

Når der er Go´Aften Brønderslev event ser man især samarbejdet blomstre, når foreningerne benytter dagen til at profilere sig, eller hjælper til med det praktiske.

Brønderslev Handel samarbejder med foreninger, institutioner, skoler og organisationer, og er på den måde en samlende kraft i byens liv.

Brønderslev Handel har altid været velsignet med kreative og handlekraftige medlemmer.

I 1995 var Vagn Aage Haaning, der ejede en tæppeforretning i byen, idemanden bag det første Open By Night arrangement i Danmark. Det satte byen på landkortet – ikke mindst fordi dagen startede med at der blev opdaget en bombelignende genstand på den til lejligheden lånte Brønderslev Markeds scene. Rullemarie og bombeeksperterne blev hidkaldt og heldigvis kunne de konstatere at “bomben” var en attrap, og arrangementet kunne gennemføres uden problemer.

Det viste sig at en kokkeelev hos en af byens restaurationer stod bag den hjemmelavede “bombe”.

Open By Night viste sig at blive en kæmpe succes, og mange andre byer har taget konceptet til sig.

Der er stadig Open By Nights i Brønderslev, -dog er navnet ændret til Go´Aften Brønderslev. Men ideen og grundtanken bag arrangementet er stadig at samle by og opland, og give kunderne en anderledes salgsoplevelse.

Brønderslev var en af de første byer der kunne præsentere en gavekortsordning gældende for alle byens butikker. Brønderslev Gavekortet har gennem årerne udviklet sig til at blive en stor succes. I dag sælges der gavekort for 1,4 mill. kr., og kortet kan bruges i mere end 50 butikker.

Igennem alle årene har Brønderslev Handel været eksponent for at markedsføre og brande Brønderslev. Der bruges mange økonomiske ressourcer på events og ikke mindst på markedsføringen af disse.

Fra den spæde start har Brønderslev Handel vist sig at være omdrejningspunktet for byens udvikling, og foreningen deltager aktivt når der skal tænkes nyt og visionært.

Hvordan ser fremtiden ud for de virksomheder der skal løfte arven efter de fremsynede og dygtige erhvervsfolk som købmand Andres M. Tolstrup der så mulighederne i en samling af erhvervslivet for 116 år siden?

Historisk har Brønderslevs detailbutikker altid “kæmpet” mod storebrødrene i syd og nord. Det har givet et gå-på-mod og en trods-reaktion som ligger på rygraden. Arbejdsviljen, ideerne og modet har altid været stor.

Med byggeriet af lejlighederne omkring banegården og planerne omkring etablering af et nyt spændende torv på Banegårdspladsen ser fremtiden lys ud.

Tilbage i slut 50érne begyndte den lokale postmester at påføre byens kuverter med sloganet: Brønderslev – Vendsyssels hjerte.
Det brand videreføres og med det engagement som medlemmerne af Brønderslev Handel udviser, vil Brønderslev også i fremtiden være

afskrift af Poul Erik A´s artikel. Blot for at tydeliggøre historien.

PRODUKTIONEN STARTEDE I 1884 I DE BYGNINGER, DER NU KALDES ”SPINDERIGÅRDEN”.

Carstensens klædefabrik i Algade, Brønderslev, blev med tiden en af byens større, industrielle virksomheder, og den blev et godt aktiv for byens fremgang i 1880´erne.

I de gamle bygninger på grunden, der gik fra Algade og til det der nu er Østergade, var der indrettet farveri.

Den første ejer var farver Stuntze indtil 1873. Derefter kom farver Nicolai Christensen, der solgte det til fabrikant Hans Thorvald Carstensen i 1884.

Fabrikant Carstensen indså snart, at af konkurrencehensyn, måtte de gamle maskiner, der blev trukket af et par heste i en hestegang, skiftes ud med en dampmaskine på fire hk. Den blev snart skiftet ud med en på 10 hk.

I 1890 blev fabrikationen udvidet med et uldspinderi. Spinding er en sammensnoning af taver til garn, og til dette måtte anskaffes rensemaskiner, forspindemaskiner og karteri.

Men efterhånden som fabrikationen øgedes blev pladsforholdene for trange. Så i 1898 blev de gamle bygninger revet ned, og på grunden blev opført en ny stor to-etagers fabriksbygning. Trækkraften til maskinerne blev igen øget, med en dampmaskine på 30 hk.

I 1909 blev der igen foretaget en stor udvidelse, idet man byggede en etage mere på, så det hele nu fremstod som en stor 3-etagers fabriksbygning. Man fik installeret elektriske anlæg, samt nye moderne maskiner, heri også vævemaskiner, for nu ville man til at væve klædestoffer.

De fremstillede klædevarer var som regel altid en glatvævet vare af strøggarn, men kunne også fremstilles i forskellige kiperbindinger. Som regel har kæde og skud modsat snoning, hvorved der opnås en bedre filtning ved valkningen. Det er efterbehandlingen, valkningen, running og overskæring, der giver varens overflade sit karakteristiske udseende og retsiden er således altid dækket af en mat eller glansfuld luv.

Klædevarerne fremstilledes i såvel lettere som kraftigere kvaliteter.

Dengang var der to gavlhuse mod Algade, og i det ene havde man indrettet en butik, hvorfra man solgte egne produkter fra fabrikken. I 1916 blev firmaet lavet om til et familie-aktieselskab, hvor den ældste søn, Jens Carstensen, indtrådte i bestyrelsen, og blev virksomhedens daglige driftsleder. Efter hans død blev det overtaget af søsteren Elisabeth Carstensen, der døde i 1942.

I dag ombygges den gamle fabrik som bekendt til ejerlejligheder, og stedet kaldes nu Spinderigården.

Kilde: Poul Erik Andreasen, lokalhistorisk arkiv. Brønderslev.

Kartning: kartning | lex.dk – Den Store Danske

Kiperbinding: kiperbinding (lexabc.dk)

Valkning: Valkning – Wikipedia, den frie encyklopædi

 

Af Marianne Gade

Erhvervsparkens historie

Erhvervsliv og iværksætteri hører heldigvis ikke kun forrige århundrede af Brønderslevs historie til, og der er de sidste snart tyve år blevet arbejdet benhårdt for at sikre, at iværksætteriet stadig har de bedst mulige kår til at vækste og hermed skabe arbejdspladser i Brønderslev kommune. Derfor blev der i 2004 – på initiativ fra Brønderslev Industrihus A/S med Benny Balle Jensen som formand – etableret den første udviklingspark, der indeholder fire haller med tilhørende kontorfaciliteter samt 610 m² kontorarealer hovedsageligt indrettet til mindre virksomheder.

Initiativet viste sig at være en rigtig god idé. Tilbuddet udfyldte et behov for Brønderslevs iværksættere, og der opstod ventelister. Derfor blev det klart, at der var et yderligere behov for faciliteter til at huse endnu flere iværksætteres gode ideer. Erhvervspark nummer to blev derfor opført i marts 2007 med tilskud fra EU, samt sponsorater fra det lokale erhvervsliv. Det nye byggeri indeholder yderligere to mindre haller og i alt tolv kontorer af varierende størrelse.

Dette er en succeshistorie vi i Brønderslev Erhverv & Turisme er stolte af at medvirke til og skrive os ind i. Og i 2016 flyttede vi lokaler til erhvervsparken og blev en del af det dynamiske iværksætterfællesskab. Her kan vi fortsat være med til at sikre, at virksomhederne har det godt og give dem de bedste rammer for at udvikle sig og vokse sig større.

Min historie i Brønderslev Udviklingspark

Mit eget engagement i Brønderslev Udviklingspark startede for 13 år siden, hvor jeg indtrådte som erhvervschef i Brønderslev Erhverv & Turisme og få år efter blev direktør for udviklingsparken. Det er meningsfuldt hver dag at medvirke til at give de bedste muligheder for nyopstartede virksomheder. Det tætte samarbejde giver det bedste potentiale for virksomhedernes succes. Det medvirker til, at der er noget personligt på spil, hvilket skaber et stort ønske om at se virksomhederne og menneskene bag lykkedes. Lige så glad jeg bliver, når en virksomhed går fra en indledende samtale til at skabe overskud og arbejdspladser, lige så ked af det bliver jeg, når det går dem dårligt. Det tætte samarbejde giver et værdimæssigt medejerskab af virksomhederne, de bliver ens børn. Jeg tror på, at det personlige engagement er nødvendigt for at lykkedes i rollen som erhvervschef og direktør i udviklingsparken.

Udover virksomhederne er det tætte samarbejde om udviklingen af nye initiativer med bestyrelsen og bestyrelsesformand Kent Lindberg en af mange grunde til, projektet er så fedt. Så mange ildsjæle, der brænder for Brønderslev, iværksætteri og byens erhvervsliv, gør jobbet både meningsfuldt og givende.

Virksomheder med vokseværk

Der har alene siden 2011 været ikke mindre end 104 virksomheder, som har lejet sig ind i erhvervsparkens faciliter, og vi er ikke i tvivl om, at Brønderslevs rugekasse for iværksætteri og gode ideer fungerer.

Dette kan vi blandt andet se ved, at flere af virksomhederne, der har haft deres opstart her, er lykkedes med at vokse sig så store, at der simpelthen ikke er plads til dem i Erhvervsparkens lokaler. Selvom vi selvfølgelig er kede af ikke længere at dele lokaler med dem, glæder vi os over virksomhedernes vækst og i lige så høj grad at langt størstedelen af dem vælger at fortsætte deres eventyr i Brønderslev Kommune. Erhvervsparken er hermed til gavn for både virksomheder, private udlejere, kommunen og dennes borgere.

Blandt succeshistorierne kan nævnes Richard Thomsen Erhvervsbyg, der i dag har adresse på Håndværkervej 16 med syvogtyve ansatte samt Backyard Living. Firmaet har med sine ni ansatte adresse i Erhvervsparken med både showroom og kontorer, og er sammen med utallige andre virksomheder med til at skabe arbejdspladser og vækst i Brønderslev.

Det er glædeligt at se, at Brønderslev kan skabe rammerne for så mange forskelligartede gode ideer drevet frem af iværksætternes initiativ og hårde arbejde.

I 2021 huser udviklingsparken virksomheder inden for alt fra grilludstyr og fitnesscenter til psykologer, softwareudvikling og en bred vifte af andre områder, der alle er med til at tegne det moderne erhvervsliv i Brønderslev. Der er selvfølgelig spændende projekter i støbeskeen med henblik på at tiltrække endnu flere. Vi glæder os derfor til at være med på rejsen og skrive de næste 100 års erhvervshistorie i Brønderslev.

 

 

Gammel Buurholt

Buurholtvej 11

9700 Brønderslev

 

 

Kilde:             

 

Buurholt har været kendt som Gammel Buurholt siden midten af 1800-tallet.

Gården tilhørte i tre generationer den magtfulde Banner-slægt

Ejerhistorie

Før reformationen var Buurholt en del af Børglum Klosters gods. Det betød, at gården, ligesom meget andet kirke- og klostergods, hjemfaldt til kronen ved Reformationen i 1536.

I 1573 mageskiftede Frederik II (1559-1588) Buurholt til Magdalene Banner, hvis efterkommere ejede gården frem til 1620. Ejeren af herregården Hammelmose, Otte Christensen Skeel. overtog Buurholt omkring 1620’erne.

Skeels svigersøn, Sten Holgersen Bille, udvidede gårdens jordtilliggende betragteligt. Buurholt var endnu i 1640’erne en almindelig bondegård. Bille sikrede imidlertid gården hovedgårdsstatus, idet han udvidede jordtilliggendet og drev gården for sine egne midler. Skeels svigersøn, Sten Holgersen Bille, erhvervede så meget fæstegods omkring gården, at den i 1682 fik status som komplet hovedgård. For at være en såkaldt komplet hovedgård skulle ejeren have 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af ca. 15 km fra hovedgården. Var dette tilfældet fik godsejerne efter 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord.

Buurholt var ikke Billes vigtigste hovedgård, men var i lange perioder bortforpagtet. Gården forblev dog i slægtens eje indtil 1710, hvor Buurholt blev solgt til Jens Pedersen Brøndlund. Han videresolgte Buurholt ni år senere til gårdens forpagter, Hans Justesen.

Efter Hans Justesens død i 1728 blev Burholt overtaget af hans kreditorer. Gården havde herefter en række forskellige ejere, inden den i 1789 blev købt af Henrik Winde. Buurholt blev i 1832 overtaget af hans søn, Johan Frederik Christoffer Winde, der frasolgte fæstegodset.

I midten af 1800-tallet blev der bygget en ny landevej mellem Hjørring og Nørresundby, hvilket skar Buurholts jorder midt over. Johan Winde opførte derfor en ny gård på den anden side af vejen i årene mellem 1854-1857. Det oprindelige Buurholt blev derefter kaldt Gammel Buurholt, mens den nye gård fik navnet Ny Burholt.

Efter færdiggørelsen af den nye hovedbygning overdrog Johan Winde den gamle hovedgård

til sin søn, Jacob Kjellerup Winde. Winde solgte i 1903 Gammel Buurholt videre til Christian Pedersen, der også havde købt Ny Buurholt.

Christan Pedersen beholdt Gammel Buurholt til sin død i 1934, og i 1939 solgte hans enke gården til Statens Jordlovsudvalg. Udvalget var blevet nedsat i 1919 for at skaffe jord til oprettelse af husmandsbrug, og udvalget udstykkede Gammel Buurholt og solgte i 1940 hovedparcellen videre til Poul Voetmann.

Gården har i det 20. århundrede haft en række skiftende ejere, og i 2000 blev Gammel Buurholt købt af Visti Kræn Møller. Han ejede stadig Gammel Buurholt i 2013, og fra den gamle hovedgård drev han et mindre landbrugsfirma, der specialiserede sig i mobile såsædsrenserier.

Ejerrække

• (1490-1536)Børglum Kloster
• (1536-1573)Kronen
• (1573-1597)Magdalene Banner, gift Krabbe
• (1597)Dorte Iversdatter Krabbe, gift Lykke
• (1597-1602)Erik Lykke
• (1602-1620)Hans Eriksen Lykke
• ( -1634)Otto Christensen Skeel
• (1634-1642)Karen Skeel, gift Bille
• (1642-1654)Sten Bille
• (1654-1665)Frederik Bille og Holger Bille
• (1665-1690)Holger Bille
• (1690-1692)Sten Bille, Christian Frederik Bille, Henrik Bille og Otto Bille
• (1692-1700)Sten og Otto Bille
• (1700-1710)Sten Bille
• (1710-1719)Jens Pedersen Brøndlund
• (1719-1728)Hans Just
• (1728- )Else Kathrine Kampman
• ( -1734)Sten Clausen Kjærulf
• (1734-1757)Peder Himmelstrup
• (1757-1776)Anna Hegelund Kjærulf gift 1) Ifversen, 2) Himmelstrup
• (1776-1777)Niels Ifversen og Peder Ifversen
• (1777-1789)Peder Ifversen
• (1789-1817)Henrik Winde
• (1817-1832)Anne Dorthea Winde
• (1832-1867)Johan Frederik Christoffer Winde
• (1867-1903)Jacob Kjellerup Winde
• (1903-1934)Christen Pedersen
• (1934-1939)Margrethe Jensen, gift Pedersen
• (1939-1940)Statens Jordlovsudvalg
• (1940-1947)Poul Voetmann
• (1947-1965)Thomas Christian Thomsen
• (1965-1985)Erik Haldrup
• (1985-1998)Erik Haldrup og Niels Otto Haldrup
• (1998-2000)Inger Haldrup
• (2000 – )Visti Møller

Hovedbygning

Johan Frederik Christoffer Winde overtog Buurholt efter sine forældre i 1832, og i 1843 ombyggede han den eksisterende hovedbygning og opførte en ny midterfløj.

Resterne af den gamle hovedbygning gik til i en brand i 1853, hvorefter Johan Winde forlængede sin nye midterfløj fra 1843 og opførte to nye sidefløje. Byggeriet stod færdigt i 1857.

Den trelængede gård er i én etage.

Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.

Andre bygninger

Over for hovedbygningen ligger et større anlæg bestående af tre separate bygninger, der sammen med hovedbygningen indrammer gårdspladen.

Bygningerne er af nyere oprindelse og blev i 2013 brugt i driften af en mindre landbrugsvirksomhed.

Fredningsstatus 2021: Anlægget er ikke fredet.

Kulturmiljø

Øst for hovedbygningen er der anlagt en have.

Omkring haven og på hele gårdens østside er der en mindre skov.

Litteratur

Bülow, E. Danmarks Større Gaarde. 1961-1967.

Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.

Gårdens stamdata gennem tiden

NUTID (2021)

NUVÆRENDE NAVN

Gl. Buurholt Hovedgaard

REGION OG KOMMUNE

Nordjylland – Brønderslev

OFFENTLIG ADGANG

Ingen oplysninger

EJER

Visti Møller og Trine Møller

HERREGÅRDENS STØRRELSE

40 ha (2020)

DETALJERET STØRRELSE

Ager 10 ha, eng 3 ha, skov 21 ha, mose 2 ha, park/have 4 ha, bortforpagtet 10 ha (2020)

FUNKTION

Landbrugsdrift/skovbrug og boligudlejning

KILDER

Større Gårde & Skove. Nærum 2020

 

Signe Engbæk (1911 – 2002) Brønderslev Skolelæge Født den 10.08.1911 i Ejby sogn, Odense amt. Forældre: driftsbestyrer Frode Nielsen E. (1881-1928) og Maren Skræp (1886-1976). Gift den 02.07.1938 med læge Eyvind Jensen, Født den 05.04.1912 i Frederikshavn, søn af kulgrosserer Jens Marius Jensen og Elma Marie Splidsboel. Børn: Kræsten (1940), Elma Birgitte (1942) og Frode (1944). Signe Engbæk voksede op i et grundtvigsk miljø, præget af en positiv og accepterende holdning til livet. Moderen havde læst til læge, men opgav studiet, da faderen blev ingeniør og fik embede. Han var politisk aktiv og byrådsmedlem i Hjørring. Selvom moderen havde tuberkulose, forløb Signes barndom lykkeligt, indtil faderen i 1928 pludselig døde. Hjemmet blev opløst, og Signe kom til at bo hos nogle venner. Faderens død betød også, at hun ikke kunne få en længerevarende uddannelse, men måtte ernære sig selv. Efter at være blevet student fra Hjørring Gymnasium 1929 rejste hun til udlandet, dels som au pair-pige, dels som sprog- og økonomistuderende. 1933 tog hun korrespondenteksamen fra Handelshøjskolen i København og var året efter på studieophold på London University School of Economics. Kontorfaget interesserede hende imidlertid ikke, og i 1935 påbegyndte hun medicinstudiet ved København’s Universitet, som hun afsluttede 1942. Hun havde giftet sig med en studiekammerat, og i 1944 flyttede familien med tre børn til Brønderslev, hvor ægtefællen Eyvind Jensen havde fået praksis med tilhørende bolig. Herfra havde de deres virke i 39 travle år til 1983. Signe Engbæk var fagligt velfunderet fra sit uddannelsesforløb på forskellige hospitalsafdelinger i København. Allerede i sine første ansættelser interesserede hun sig for børns helbredsforhold, og det blev inden for dette område, at hendes store arbejdsindsats kom til at udfolde sig. Hun arbejdede som praktiserende læge fra 1944, og da Lov om Skolelæger blev vedtaget i 1946, blev hun ansat i en halvtidsstilling som skolelæge i Brønderslev. I 1958 blev det til en heltidsstilling i Hjørring amt, og hun ophørte med at praktisere. Siden 1944 havde hun desuden været tilsynsførende på det lokale børnehjem. Signe Engbæk, der bevægede sig ude blandt mennesker og så den store fattigdom, mange levede under, udviklede tidligt en social indignation og arbejdede målrettet for at bedre børns helbredsforhold. Sideløbende videreuddannede hun sig og tog bl.a. embedslægeeksamen i 1962. I 1960’erne og 1970’erne blev hun en landskendt autoritet med stor gennemslagskraft i medierne. For eksempel gav en fjernsynsudsendelse fra 1963 om skolelægearbejdet og børns dårlige helbredstilstand genlyd, og arbejdet med at forbedre børnenes ernæringsforhold tog fart. Da hun i midten af 1960’erne udtalte, at landmændene ernærede deres dyr bedre end deres børn, havde hun i en periode et meget anspændt forhold til landboorganisationerne. De klagede over hende til amtet, men sagen løb ud i sandet. Sine iagttagelser af børn og undersøgelser af især skolebørns forhold formidlede hun i faglige publikationer, bl.a. Skolealderens sygdomme, 1982, og det lykkedes hende at rejse fondsmidler til et forskningsprojekt i samarbejde med Socialmedicinsk Institut på Århus Universitet. Fagligt og politisk var Signe Engbæk bl.a. engageret som bestyrelsesmedlem i Dansk Skolelægeforening 1964-75, konservativt medlem af Brønderslev byråd 1966-70 og formand for skolekommissionen. Desuden var hun aktiv i Mødrehjælpen og i en lang række andre sammenhænge, hvor sundhedsforhold stod på dagsordenen. Af sin familie og den rolige, afbalancerede ægtefælle fik hun stor støtte og opbakning til sit arbejde. Under børnenes opvækst lagde hun vægt på at være hjemme hos dem om eftermiddagen, så ofte det lod sig gøre. Ferierne blev tilbragt i familiens sommerhus ud til Kattegat. SE blev udnævnt til æresmedlem af Dansk Skolelægeforening og fik 1974 Ålborg Tandlægeselskabs Fonds hæderspris. Kirstine Borum (red.): I Nielsines fodspor, 1984. Vendsyssel Tidende 9.5.1982. Politiken 29.1.1967

Mælk —- det giver vi da hundehvalpene

Skolelægen fra Brønderslev til skolehygiejnesymposium i London

Afskrift af artikel på billede:

Mælk det giver vi da hundehvalpene, sagde en vendsysselsk mor til skolelægen., fru Signe Engbæk, Brønderslev, hvis kostundersøgelse af skolebørn og deres forældre i to tredjedele af Hjørring amt har vakt opsigt, ikke mindst hos de mange forældre til børnene i de vendsysselske landdistrikter, hvor kostproblemet er særligt graverende.

Mælk er skam ikke kun hundeføde, leverpostej heller ikke, siger Signe Engbæk, som i sin artikel om emnet i Ugeskrift for læger hævder at husdyrene i Vendsyssel får sundere og mere nærende  kost end husdyrejernes børn.

I dag mødes Signe Engbæk med skolelæger fra hele Europa i Park Dale i London til to dages hygiejnessymposium, hvor lægerne bl.a. skal drøft hvordan skolehygiejnesamarbejdet bedst kan praktiseres i de forskellige lande.

Jeg håber virkelig at lære noget siger skolelæge Signe Engbæk. Måske får vi også en drøftelse af kostproblemerne. Vi ved jo ikke meget om hvordan kostproblemet er andre steder.

Inden jeg kommer tilbage til Brønderslev, ønsker jeg oprigtigt, at mødre til skolebørn i Vendsyssel i rigt mål er i gang med at give deres børn ikke blot mælk og leverpostej, men også fuldkornsbrød, ost, æg, frugt, grøntsager og frikadeller – det er den kost, børnene trænger allermest til

 

Historien om advokatvirksomheden Sanvig i Brønderslev og om familien Sanvig

Sanvig, Jens Valdemar, (1915 Navneforandr.), f. 16. Sept. 1881 i Tisted; S. af Købmand Vilhelm Sørensen og Hustru Marie Abraliamsen; g. 1° 27. Okt. 1907 i Kbhvn. m. Syster Helene Sund, f. 28. Okt. 1881 i Allinge, død 3. Jan. 1927 i Brønderslev; D. af Stenhugger Frants Leopold Andersson S. og Hustru Hanne Lovisa Nielsdotter; g. 2° 21. Dec. 1930 i Brønderslev m. Bodil Marie Nielsen, f. 22. Dec. 1897 i Nørre Tise; D. af Boelsmand Niels N. (kaldet Jebjerg) og Hustru Ane Marie Nielsen. —

1899 Student, privat dimitt. 1907 cand. jur. Fra 9. Juli 1907 Fuldm. hos Sagf. A. S. Kiær, Brønderslev. 26. Apr. 1911 Sagfører, Brønderslev;

Jens Valdemar Sanvig praktiseret i Brønderslev siden. 25. Maj 1914 Overretssagfører. — Fra 1931 Medl. af Kredsbestyrelsen . for 6. Sagførerkres, fra 1932 Næstformd. Formd. for Hjøring Amts Sagførerforening. —- Fra 1921 Branddirektør for Købstædernes alm. Brandforsikring, tidl. Formd. for Brønderslev Værgeraad, for Huslejenævnet og Forretningslokalenævnet. 1929-37 Formd. for Ligningskommissionen.

Levnedsbeskrivelse for advokat Svend Sanvig, Brønderslev

Anders Theisen fortæller:

Min far skrev 19. juni 1978 – efter lange overvejelser og måske flere rykkere fra Tage Kaarsted – sin levnedsbeskrivelse i forbindelse med, han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog 15. juni 1976.

Beskeden med sit eget liv og levned, det var min far, – jeg husker ikke en eneste gang, han bar dette ridderkors, men at det lå i skuffen i spisestuen i Nørregade indtil hans død, hvor min mor og min bror Jens returnerede det på behørig vis.

I 1956 var Kong Frederik og Dronning Ingrid på besøg i Brønderslev i anledning af 25års jubilæet for Brønderslev som Købstad. Fotografen fangede lige byrådsmedlem Svend Sanvig sammen med Dronning Ingrid

 Levnedsbeskrivelse 

til Ordenshistoriegrafen for Svend Vilhelm Sund Sanvig, landsretssagfører Nørregade 75, Brønderslev

Dato for dekorering 15.06.1976 med Ridderkorset

Jeg er født 5/2 1909 i Brønderslev, søn af daværende sagførerfuldmægtig, senere overretssagfører Jens Valdemar Sanvig (født 16/9 1881 død 21/2 1944) og hustru Helene Sund (født 28/10 1881 død 3/1-1927).

Efter mellemskoleeksamen 1925 i Brønderslev kom jeg på Hjørring Gymnasium, hvor jeg fik nysproglig studentereksamen 1928. Da det fra jeg var ganske lille var bestemt, at jeg skulle læse Jura, begyndte jeg i København dette studium i 1928 og afsluttede 1934 med juridisk embedseksamen.

I studietiden var jeg medlem af Akademisk Boldklub AB, kom på klubbens 1ste hold i fodbold, var medlem af bestyrelsen og debuterede på landsholdet i 1934.

Efter at have aftjent min værnepligt ved luftværnsartilleriet I sommeren 1934 blev jeg til november 1934 ansat som dommerfuldmægtig ved Kriminal- og Skifteretten i Hjørring.

Den 10/11 1934 blev jeg gift med Inger Jensen, født 7/8 1909 i Frederikshavn.

Da Kriminalretten i Hjørring blev nedlagt som selvstændigt embede 1/4 1935, fik jeg ansættelse ved dommerembedet i Frederikshavn, hvor jeg blev til 1/3 1944, da jeg efter min faders død overtog hans sagførerforretning i Brønderslev, som jeg har drevet siden.

De første 2 år i Frederikshavn dyrkede jeg stadig fodboldspillet nu i Aalborg Boldspilklub, som jeg repræsenterede nogle gange på landsholdet, inden jeg i foråret 1937 sluttede med fodbolden. Jeg havde dog stadig en del med idræt at gøre og var således de sidste år i Frederikshavn formand for Frederikshavn forenede Idrætsforeninger.

Vi har i vort ægteskab 3 børn:

Jens, født 3/2 1938, der efter at have været lektor i jura nogle år ved Aarhus universitet, nu i en årrække har arbejdet sammen med mig i min advokatforretning.

Merete, født 4/10 1940, der er læge og nu er ansat på Glostrup sygehus. Hun er gift med overlæge Niels Juel Christensen, der er medicinsk overlæge på Herlev Sygehus.

Lisbeth, født 16/11 1943. Hun er politifuldmægtig i Odense og gift med professor, dr. oecon Niels Chr. Knudsen, der er ansat på Odense universitet.

En broder til min kone døde ung og vi ”arvede” der en dreng på 4 år, der blev hos os, og som vi betragter som en af vore egne. Han er nu 32 og økonomichef på et teglværk på Fyn, efter at have fået sin uddannelse som bankmand i Handelsbanken,

Jeg har siden 1944 været Branddirektør for Købstædernes alm. Brandforsikring.

I årene 1946-54 var jeg medlem af Brønderslev Byråd, deraf i en periode viceborgmester.

Fra 1945 var jeg medlem af Brønderslev Banks repræsentantskab, fra 1953 medlem af bestyrelsen, 1956 formand for bestyrelsen, til banken i 1966 blev filial af Handelsbanken. I Handelsbankens lokale tilsynsråd har jeg siden været formand.

Advokatorganisationsmæssigt var jeg i 1950-58 medlem af Kredbestyrelsen, deraf 6 år som formand. Fra 1969-77 medlem af advokatnævnet, deraf de sidste 4 år som næstformand.

Fra omkring 1950 har jeg været beneficeret sagfører og lokal advokat for Staten og mange realkreditinstitutioner.

Min forretning er ved dygtige medarbejderes hjælp vokset i årenes løb. Mit arbejde har interesseret og moret mig. Jeg har været heldig indtil nu at have et godt helbred, så jeg håber at kunne fortsætte med at arbejde nogle år endnu.

Jeg har levet i en tid, hvor kolossalt meget er ændret, desværre ikke altid til det bedre. For mit vedkommende kan jeg ikke beklage mig. Jeg har haft en meningsfyldt tilværelse, hvor familie, forretning, medarbejdere og venner har skaffet mig mange glæder.

19/6-78

Svend Sanvig

Advokatvirksomheden Sanvig, havde i 1986 100års jubilæum.

Advokat Jens Sanvig fortæller:

Jeg startede hos min far som advokatfuldmægtig i 1970.

I 1987 solgte min far, Svend Sanvig sin advokatforretning til mig, advokat Jens Sanvig og advokat Jens Christian Larsen.

advokat Jens Sanvig

 

I 1990 flyttede kontoret fra Jernbanegade til Godsbanegade.

Svend Sanvig fortsatte med at komme på kontoret der og havde nogle få faste kunder.                            

Jens Sanvig fortsætter:

Anders fortæller overfor at Svend Sanvig aldrig havde sit ridderkors på. Det er ikke helt rigtig, men min far Svend Sanvig skilte ikke med, at han var Ridder af Dannebrog.

Min far startede sit aktive juristliv i Frederikshavn med henblik på at blive Dommer.

Men hans fars alt for tidlige død gjorde, at han kom hjem og overtog faderens advokatforretning i Brønderslev.

I Frederikshavn fik han en god ven ved navn Knud Bonfils, som senere blev Dommer i Hobro og selvfølgelig også derfor fik Ridderkorset. De forblev gode venner livet igennem. Engang var de inviteret til samme fest og var så blevet enige om, at de ved den lejlighed ville bruge Ridderkorset på deres jakke eller smoking. Det gjorde de så.

Det skulle være den eneste gang Svend Sanvig offentligt brugte det.

En anden lille historie fortalt af Jens Sanvig.

Entreprenør Frits Halvorsen og fru Elly fra Brønderslev, blev deres gode venner.  Inger og Svend Sanvig havde blandt andet inviteret dem til et selskab hjemme i Nørregade 75. Aftenen før gæsterne skulle komme, ringede det på døren oppe i Nørregade og hvem stod udenfor, Elly og Frits Halvorsen iført festtøj. De havde fået forkert dato skrevet ned. De blev dog inviteret indenfor, Inger Sanvig havde lavet stegte sild og de to for tidlig ankomne gæster blev selvfølgelig inviteret indenfor og spiste så med. De kom dog igen dagen efter til det planlagte gilde.

Jens Christian Larsen fortæller følgende:

Svend Sanvig var en meget omsorgsfuld person og trofast mod sine venner, hvoraf mange af dem også var kunder. Det hændte ikke sjældent at han fredag stak hovedet indt til mig eller Jens og sagde, jeg kører lige en tur. Ofte kørte han så ud på Psyk. for at besøge en bekendt, der fik pleje der, eller turen gik andre steder hen.

Var man inviteret hjem til Inger og Svend Sanvig i Nørregade, og man havde spist og sat sig hen til kaffen i de bløde stole, så kom Svend Sanvig altid med cigarkassen, for nu skulle der ryges store cigarer. Jens Christian sagde engang, ja men jeg ryger ikke cigarer. Hvortil Svend Sanvig siger, ”I aften ryger alle cigarer” og så måtte jeg pulse på en sådan.

En anden episode var en julefrokost for personalet, som skulle holdes på Grønhøj Strand i Grønhøj, hvor man først var hjemme privat hos Svend Sanvig for at få en lille drink inden køreturen til Grønhøj. Der var blevet et forfærdeligt snevejr og det endte med at bussen ikke kunne komme frem. Så man kom ikke afsted. Inger Sanvig måtte i kælderen og fandt noget i fryseren som kunne anrettes efter en vis tid. Så det blev til flere drinks inden maden kom på bordet, klokken var henad 23,00 så alle var blevet godt lakket til. Det var nok den bedste julefrokost jeg har været med til siger Jens Cbhristian. Festen sluttede først hen ved kl. 04,30 om morgenen.

 

 

 

 

 

1936 Bronzemedalje i landsturneringen. Svend Sanvig bliver AaB’s første landsholdsanfører

BI´s tidligere fodboldformand udtaler: Den største profil ligger helt tilbage før anden Verdenskrig. Svend Vilhelm Sund Sanvig spillede som junior og ungsenior i Brønderslev Idrætsforening inden han i 1930 skiftede til AB og siden AaB. Centerhalfen Sanvig fik 4 A-landskampe for Danmark og er så vidt vides den eneste landsholdspiller, klubben har fostret. Sanvig vendte senere tilbage til Brønderslev, hvor han overtog faderens advokatfirma, der stadig eksisterer.

/Jom juni 2021

 

 

Et 3 minutters indlæg holdt på et Rotary møde (for mange år siden) af landsretssagfører Svend Sanvig, som blev den første fodboldspiller fra Brønderslev som kom på Fodboldlandsholdet.

KLUBBER SOM LANDSHOLDSSPILLER

Klub          Startet                        Stoppet    Bemærkning

AaB           01-07-1935               31-12-1936

AB             01-01-1934               30-06-1935

LANDSHOLDSSTATISTIK

Hold                           Kampe       Vundne    Uafgjorte Tabte

A-Landshold              4                4                0                0

Svend Sanvig´s indlæg på et ROTARY møde   

Er Sport et Emne, der kan interessere i vor Rotary Klub. Det er vist meget få af os, der længere dyrker aktiv Sport, men på et tidligere Tidspunkt har vist de fleste af os gjort det, mere eller mindre, så jeg har besluttet mig til at holde mig til det Emne, som vor Præsident inden min Ferie opgav mig, nemlig at sige nogle Bemærkninger om min Fodboldtid. Hvad er Sport?

Hvad er Sport?

Det er musklernes Spil,

er en Hærden af Skuldre og Lænder,

ja, de allerforskelligste Ender,

hvor der blot er en Muskel, der vil-

Hvad er Sport? det er Liv for Sjæl,

en Forfriskelse, Frihed og Stigen

og en navnløs, en smertefuld Skrigen-

når man rammer et Ben med sin Hæl.

 

 

Det er et vers fra en gammel A.B. Sang.

Et andet vers fra en anden A. B. Sang lyder sådan:

 

Unge Rus, når du føler den spirende Lyst

til for verden at vise dig stærk;

når du sporer den vågnende Trang i dit Bryst

til at se et Hercules-Værk,

kom da ud mellem os, her er plads for det mod,

her er Luft for din Lunge og Spark for din Fod,

her er Dåd for den virksomme Hånd,

og en mark for din Feltherreånd,

Her er Sundhedens glød

til at brune din Lød,

her er Ansigtets Sved til dit Brød.

 

Det er et par fortrinlige Viser, og de siger noget rigtigt om Sporten, om Træning af Muskler og vilje, om fornøjeligt! Kammeratskab og om Sundhed.

De fleste i denne Forsamling ved vist, at jeg er Brønderslev Dreng, og mine tidligste Erindringer fra Sporten er derfor knyttet til denne By. Jeg husker mange af de gamle fodboldspillere, navnlig Konrad Andersen, Danmarks Konrad

Og fra Tennisbanen husker jeg bl.a. Brødrene Carstensen og P. Og 0. Nielsen. Om Konrad er der jo et utal af Historier. Han var en meget stærk og hurtig Spiller med en god vilje til at gøre noget. Jeg husker en Bemærkning om hård Svenskekamp engang, og Konrads Kommentar hertil var den, at da de ville vinde, og vi ikke ville tabe, så skulle det jo gå lidt hårdt til. Det lå vel nærmest i forholdets Natur, at jeg selv blev aktiv Spiller, min bror og flere af mine skolekammerater, bl. a. Hans Henriksen og Skotte Madsen var ivrige Boldspillere, og jeg blev også snart indfanget af Sporten. Som så mange andre, spillerede jeg både Tennis og Fodbold i Drengeårene, og som 16-17årig vandt jeg Doublemesterskabet sammen med min Broder og Singlemesterskabet i Byen.

Det var ofte vanskeligt at forene de to Sportsgrene, når Kampene faldt på samme Dag. Sommetider var det jo umuligt at forene det, når de afholdtes forskellige Steder, men mange Gang lykkedes det både at få spillet Tennis kampe og 1 Fodboldkamp samme Dag. Kræfterne var jo uudtømmelige på det Tidspunkt. I min Gymnasietid i Hjørring spillerede jeg fortsat for Brønderslev og var i denne tid – i disse dage netop for 25 har siden med til at spille Brønderslev op i Mesterrækken, en Præstation som intet andet Brønderslev Hold efter den tid har overgået.

Der var den Gang 12 Hold i Jylland i Mesterrækken og ingen Danmarksturnering. Der er nu 20 Hold i Mesterækken og 10-12 Hold i Divisionerne, så det var en Præstation af Brønderslev, at være blandt Jyllands 12 bedste Hold. På vor Vej op måtte bl.a. et af de stærke Aarhus hold, Randers Freja og Holstebro lade Livet, så det var 11 stolte Spillere, dermed Ekstratog rullede hjem til Brønderslev.

En af Historierne fra omkring den Tid er om “Nolle”, en af Blikkenslager Jensens Sønner. Den stammer fra Skagen, hvor Fodboldbanen lå med et par Landeveje omkring, og det er jo en kendt sag, at Christian den X ofte var på Skagen. Når Bolden blev sparket ud på Vejen, må der jo een ud at hente den. En Gang var det Nolles Tur, og da det varede lidt længe, angav han som Grund, at Bolden havde ramt Kongen, der stod med den, da Nolle kom, og som Svar paa Nolles Beklagelse af det passerede, svarede Kongen: “Skide med det Nolle”.

Efter Studentereksamen i 1928 meldte jeg mig i København ind i A. B. Det første Aars Tid fortsatte jeg med at spiller i Brønderslev og det varede derfor lidt, inden jeg voksede fast i Klubben. A. B. er en af vore store klubber med mange gode gamle Traditioner een af dem er Rusgildet, hvor Årets Høst af Studenter modtages og placeres ved Borde mellem gamle rutinerede medlemmer. Smørrebrød, øl og Snaps klarede de fleste stolt, men når man så kommer til Punchen, denne saftevandsagtige – Drik, så går det i Reglen galt. Stemningen er fornøjelig. Forskellige Drikkeviser og Taler veksler.

 

 

Bl.a. kan jeg nævne et Vers af en Vise:

 

Du fine Jurist med det årvågne Blik,

Blikket for Lov og Ret,

du strenge Mand, mon Brød og Vand

gør Hjertet og hjernen let?

Nej drik kun i Dag, i Morgen så klag

Og suk over Punchen, du nyder;

men hvis det er Retsdag i morgen, Ja så –

Gud nåde hver arme Forbryder.

Røver – Horder – og Tyve pak,

hver Storbedrager, Hæler,

få ret at mærke i Morten, ak!

hvad Dom’ren i Aften pægler.

Hostrups: Nu er det stille, han har os forladt og en vise, der hedder,”skal der endelig være Gilde”, der beskriver, hvor ledes man nu agter at gå til Sagen, fremhæver Venskab og Lyssyn.

Sidste Vers synges dels stående på Gulvet, dels på Stolene og lyder sådan:

Ha! sporer i nu Duften,

nu er Harper der i Luften.

Som en vil musik

denne Gudedrik

tænder Glød i hvert et Blik.

Op! griber nu Pokalen,

der er Lys og Fest i salen.

Vi vil tage fat

til den mørke Nat

viger som en skoldet Kat.

Nu er hele verden din.

Du har Ungdom, Venner, Vin –

Så drik ud, du gamle Dreng.

Bacchi Arme skal dig varme.

Ja drik ud, du gamle Dreng,

til du bæres hjem i Seng.

Lad det være nok at sige, at de fleste Russer følger

Parolen.

 

Min første 1.ste Holds Kamp var i Odense mod 0.B.

og derfra erindrer jeg at have gjort en af mine bedste Tacklinger —-

 

 

Fra 21-Års Alderen hørte jeg til bal, at den stamme 1.ste Hold blev udtaget af og var de sidste år i København fast mand på Holdet o også anfører for det. De år gav mange gode kampe mod inden- og udenlandske Hold, navnlig var Kampen mod de engelske Hold, der jo var professionelle 1.ste Divisions Hold, fortrinlige at deltage i.

Dixi Bean —-

Krigen har øvet stor indflydelse på engelsk Fodbold, der vel først nu igen er ved at nærme sig før krigstidens høje Standard.

I For sommeren 1934 fik jeg en Chance på Landsholdet. Under træning lige op til Landskampen fik jeg en lille Brystskade, som jeg ikke regnede med, den generede imidlertid stærkt under kampen, der var mod Polen. Vi vandt Kampen, men det var ikke min skyld. Dels denne Skade, dels Militærtjeneste, og dels det at jeg i Efteråret 1934 flyttede til Hjørring og blev gift, gjorde at jeg omtrent lå stille som Fodboldspiller resten af 1934 og indtil Sommeren 1935. I den Tid nåede jeg dog en dejlig Tur med A.B. til Letland, Litauen og Øst Tyskland. Det var med meget kort varsel – 3 Min. –

Med A.B. havde jeg også en dejlig Tur til Norge og Sverige og en herlig Sommertur i Jylland, hvor vi bl.a. spillede her i Byen. Ved Afslutningen i Aarhus gik det hyggeligt til, der sad de mere udholdende hele Natten i Ritz’ Kælder og tømte Flasker. En af Lederne var blevet træt, og jeg havde fået ham op på hans Værelse og låst ham inde her hen på Morgenstunden. Imidlertid var han ikke helt færdig med Festen og fik efter at have taget Pyjamas på, Lyst til at være med igen. Da Døren jo var låst, tog han så Vinduet på 1.ste Sal, hvor der var en bred Gesims, men var så uheldig under Udstigningen at tabe Bukserne, så der var god Udsigt fra Gaden. Det samlede hurtigt et interesseret Opløb, men det medførte jo også at vi hurtigt fik Kalorius transporteret til Ro igen. Det var en dejligtid i A. B. mellem gode kammerater som jeg af og til er sammen med. Når man holder sig for øje at formålet med Tiden ved Universitetet jo er at erhverve tilstrækkelige Kundskaber i sit Fag og passer Arbejdet med det først, så vil der alligevel blive så megen Tid til overs til andet, at der også til Sport kan afses megen Tid. Jeg gjorde det og var glad for det. Men vi, der var fremme i forreste Række fik selvfølgelig også mange gange at vide, at Livet ikke er lutter Fodbold. De år man har til det er begrænsede, og det kan ikkenytte noget, efter nogle år som feteret 1.ste Holdsspiller at stå uden Eksamen, men som Sports idiot. Hver Ting til sin Tid.

I sommeren 1935 begyndte jeg så sidste Etape som Fodboldspiller og det var i Aa.B., hvor jeg spillede til Foråret 1937. Jeg havde her en god Tid – meget nært knyttet til Englænderen Graham Locky, der både var en fortrinlig Fodboldspiller og kammerat. Vi havde et godt Hold i Aa.B. i disse år, hvor vi spillede i 1.ste Division og nåede op til 3. Pladsen og i 1936 nåede jeg yderligere 3 Landskampe, deraf 2 som Anfører for Landsholdet. Den morsomste og i det hele en af de mest interessante og afvekslende kampe, jeg har været med til, var mod Sverige i København, hvor vi vandt 4-3 efter vekslende Føring og Selvmål og brændt Straffespark og alt, hvad Hjertet kan begære. Det var en af mine A.B.-Kammerater, Toft Jensen, der lavede Selvmålet. Det førte med sig, at en anden A.B. Mand Eyolf Kleven, da vi kort tid efter spillede Landskamp i Helsingfors, fra vort Hotelværelse ringede Toft Jensen op på hans Værelse og angav, at han var Journalist fra Huvudstadsbladet og lavede et herligt Interview med Toft Jensen over Emnet, hvordan føles det lave Selvmål. I Helsingfors vandt vi 2-1, og jer er i øvrigt så heldig kun at være med til at vinde Landskampe.

Efter Landskampen i Helsingfors, sad jeg lige ved siden af et finsktalende Bord på en Danserestaurant –

Noget af det, jeg iøvrigt husker tydeligst fra denne tid, er iøvrigt Optakten til den omtalte svenske Landskamp. Vi klædte om i omklædningsrummet i Kælderetagen, hvor der var svalt og Skygge. Gennem en underjordisk gang kommer man så op til Idrætsparkens Grønsværd. Det var en strålende varm sommerdag, hvor Portene var sprængt og over 20.000 Mennesker var mødt som Tilskuere. Overgangen fra Omklædningsrummets Kølighed og Ro til sommerdagens skærende Sol og Braget fra de 20.000 Stemmer, der slog imod os, da jeg som Holdets Anfører kom først op i Lyset, var ligefrem af slående virkning. I det hele taget er Sceneriet og folkelivet. vel næsten det mest centrale ved en Fodboldlandskamp. Det er i Reglen samtidig en Folkefest, hvor man møder i god Tid med en madpakke og godt Humør med Hurtigmaler, Bilhorn, Hylekor og alt muligt andet. For godt Fodboldspils skyld skal man sjældent gå til en venskabskamp, dertil er Nerverne ofte for meget på Højkant, men selvfølgelig kan det jo ske, at en Landskamp også byder på godt fodboldspil, og det er jo kun en charme.

Det var i min A.B. Tid en af de engelske klubber Sheffield United tror jeg, tilbød Locks og mig, at vi kunne komme til England og spille et Par Kampe som Amatører for dem. Det var inden Italienseventyret. Vi reflekterede ikke, syntes ikke, vi kunne afse en månedstid til det, men det er faktisk i dag, det eneste der ærgrer mig fra den tid, at man ikke fik den fornøjelse med.

Jeg spillede i denne periode også en Del kampe for Jylland og andre udvalgte Hold. Den Gang boede jeg på en Gaard lige ved Sæby og havde mit arbejde i Frederikshavn, og når jeg trænede, var jeg væk Tirsdag Aften, Torsdag aften og fra Lørdag Morgen til mandag Aften. Det blev efterhånden lidt for meget, og da jeg i Foråret 1937 fik en knæskade, der ikke var særlig slem.- Jeg har været heldig, og ikke haft Uheld af nogen Betydning – benyttede jeg Lejligheden til at kvittere Fodbolden, godt 27 år gammel. Beslutningen herom var iøvrigt ikke så vanskelig. Jeg havde jo nået det højeste Mål, en Fodboldspiller kan have at stille op i Landskamp og så er det jo lige som om, man har fået det hele med. Min Broder Kaj var en ganske fortrinlig Spiller. På adskillige Området givetvis væsentlig bedre end jeg. Han kom herhjemme ikke fodboldmæssig så meget frem, som han fortjente, da han jo en halv snes år af sin bedste tid var i Canada, hvor han iøvrigt også spillede repræsentative kampe. Jeg Husker, han har fortalt om en kamp derovre, hvor de spillede i Lys, at en Spiller, hvis Hårvækst var ligesom Thorvald Jensens gik op i Luften for at tage en Bold med Hovedet. Bolden gled imidlertid af og fortsatte nogenlunde i uændret Retning. Det medførte et af disse ubetalelige Tilråb fra en eller anden Tilskuer, nemlig, “Kridt Køen, Mand”. Om Tilskuermentaliteten herhjemme må jeg iøvrigt sige, at Danmarks bedste, mest Loyale og mindst lokalpatriotiske Publikum afgjort findes i København. Der bliver enhver god Præstation honoraret af Publikun uanset fra hvilket Hold det kommer. Det tror jeg, alle Provinshold, der har spillet i København vil give mig Ret i. Derimod kan man beklageligvis på Provinsens Baner, i hvert fald for år tilbage, ofte komme ud for et Publikum, der kun kan se et Hold på Banen, nemlig Hjemmeholdet.

Hvis man nu vil spørge mig, om jeg ser tilbage på min Tid som fodboldspiller med Glæde og mener, at jeg har taget noget godt med mig derfra, så må jeg svare med et ubetinget Ja.

Også når man tager Hensyn til, at Spillet foregår i de ung år, hvor Livet på mange Måder er lysere, lettere og mere ansvarsfrit, og at Mindet derfor vil påvirkes i en lys og festlig Retning. Hvori ligger så Værdien, bortset fra den umiddelbare Livsudfoldelse og det fysiske Velvære, man når ved at være gennem trænet og være i fin fysisk Form. Den ligger efter min mening i et kammeratskab og et Sammenhold der ikke er dikteret af nogen form for Egoisme, men går ud på at arbejde for sit Hold og sin Klub som et led i en større Helhed.

Den ligger i, at man ikke spørger efter Indtægt og position, men alene bedømmer en kammerat efter, hvad han er værd som kammerat og menneske og uden for banen – hvis han er Turneringsspiller interesserer man sig jo selvsagt også for om han kan spille Fodbold -. Den ligger i, at man er fri for at spørge efter Religion og Politik og blot samles i en fælles Interesse. Det er efter mit Skøn ikke nogen dårlig Forskole for kommende Borgere i et demokratisk Samfund at have været Medlem af en Sportsforening og gjort sig fortrolig med tonen og ånden der. Selvfølgelig forudsat, at Ledelsen magter sin opgave, hvad den har gjort de Steder, hvor jeg har været Medlem. Jeg anser selv min Tid som aktiv Fodboldspiller og Klubmedlem for ualmindeligt godt givet ud – ikke så meget for de fornøjelser og Rejser man foretager, men nok så meget fordi denne Tid har givet mig Kammeratskab til mange Sider, Forståelse for andres Levevilkår og Synspunkter og styrket Viljen til som et Led i en Helhed at gå ind for Løsningen af fælles Opgaver. Egenskaber som der jo altid er brug for i det daglige, og som jo også ligger tæt op ad Rotarys Mål og Ideer.

Til slut vil jeg blot sige et Par Ord om Arbejdet med Ledelsen. Her ligger en kæmpeopgave, der løses på Frivillighedens Grund. Lederne er jo ulønnede og ofte må de, ved siden af at ofre en stor del af deres Fritid, selv have en Del Udlæg. Det er prisværdigt, at der findes Folk, der vil ofre tid og penge til gavn for Ungdommen. Iblandt denne Klubs Medlemmer kender Sofus Vilhelm Turen og jeg håber inderligt, at det fortsat må lykkes at skaffe dygtige ledere.

Det er disse mennesker, der er de ydende inde for sporten, medens udøverne, selv allerbedst, er de nydende.

Man har en herlig tid som aktiv spiller, og var jeg 25 år yngre, gjorde jeg gerne det hele igen.

En af BI´s tidligere fodboldformænd udtaler:

Den største profil ligger helt tilbage før anden Verdenskrig.

Svend Vilhelm Sund Sanvig spillede som junior og ungsenior i Brønderslev Idrætsforening inden han i 1930 skiftede til AB og siden AaB. Centerhalfen Sanvig fik 4 A Landskampe for Danmark og er så vidt vides den eneste landsholdspiller, klubben har fostret. Sanvig vendte senere tilbage til Brønderslev, hvor han overtog faderens advokatfirma, der stadig eksisterer.

 

Fodboldspiller, bilsælger hos Ford- Krog Jensen A/S, Brønderslev og biografejer i Taars

Kaj Sanvig var ”et stort brød”. Han spillede centerhalf eller ”stopper”, som det også kaldtes, og det var han i sandhedens interesse også, ham var der mange der ”slog” sig på, for han flyttede sig ikke for ingen ting. Det skal lige nævnes, at han tidligere i sin fodboldkarriere havde været professionel fodboldspiller i Canada.

Citat: ”Jeg blev fortalt engang – jeg husker ikke om jeg selv oplevede det – at det var en, der prøvede at matche Kaj Sanvigs fysik. Det kom han vist til at fortryde, for Sanvig, sagde til ”Fus”: ”Ham klemmer vi lige lidt*”, og det gjorde de så, — om han bare blev klogere eller ikke var med i resten af kampen, det er væk i glemslens tåge”.

Citater fra: Uge-Avisen, Tårs, uge 37, 2019

2. *Havde det været en Garrincha-type, tror jeg ikke de fik ham! Garrincha = Wren = gærdesmutte. Han var lynende hurtig, kalveknæet og hjulbenet. Det usædvanlige ved ham var, at han blev født som krøbling. Dette til trods blev han af FIFA kåret som verdens 2. bedste fodboldspiller i 1958.

Kaj Sanvig gik ikke som broderen i faderens fodspor. Kaj valgte at blive mekaniker. Da han var udlært, fik han lyst til at se sig om. Han ville opleve noget af den vide verden, så han forlod Danmark, tog til Canada, hvor han blev i otte år og arbejdede som mekaniker. I Canada skete det bemærkelsesværdige, at de opdagede hans talent som fodboldspiller. Det endte med at Kaj S. fik en ærefuld plads på det canadiske fodboldlandshold. Kaj var i mange år sælger hos automobilforhandler Krog Jensen i Brønderslev. Det job varetog han om dagen, mens han om aftenen passede sin biograf i Tårs.

Kaj Sund Sørensen* Sanvig:

Født den 1.03.1908 i Brønderslev, død den 4.09.1985 i Tårs.

*Sørensen blev slettet i 1915.

Lillebroren, Svend Vilhelm Sund Sanvig (blev født i 1909). Han spillede i

ungdomsårene fodbold i Brønderslev, BI.

Som senior spillede han for AB og AaB.

Han fik 4 landskampe i årene fra 1934 til 1936, hvoraf to var venskabslandskampe.

Knud Søndergaard skrev således i ”Barn af Vendsyssel”:

” Jeg spillede sammen med berømtheder som Kaj Sanvig, der som 43-årig (1951) vendte tilbage til Tårs fra Brønderslev, hvor han var Jyllands bedste stopper”.

Kan det her, være årsagen til at BI aldrig nåede helt til tops (4. div. var vel OK, men ikke godt nok?):

”Centerhalfens kone ringede i halvlegen og sagde at hun havde set på TV at hans bukser sad skævt og det gjorde ham ikke i bedre spillehumør. Vores målmand er allergisk overfor lugten af den bayerske trælugt som træstolperne afgiver. Han får buler, når han rammer målstolperne. Desuden var vejret lidt for godt, det var til tyskernes fordel, for vi spiller helst når det regner, så behøver man ikke at blive flov, når man falder. Vores holdkaptajn var i dårligt humør under hele kampen for han havde glemt at se glad ud ved afsyngningen af kampsangen, da der var nærbillede på TV´et og så ved han, at han får skældud, når han kommer hjem”.

Af Ove S. Johansen

Kommentarer:

Anders Lerwick Theisen: Farfars bror fra Taars – så mine første stumfilm i hans første “biograf” i krosalen på kroen og senere cowboyfilm i Taars Bio…

Anders Lerwick Theisen: min far købte alle sine biler hos Krog Jensen

 

 

Her bagte man den kendte VRØVL-småkage, som bl.a. blev solgt via kaffehuset Hansa, som på min tid lå i Bredgade ved siden af Importøren og ikke så langt fra Laurits Nielsens blomsterforretning. Tidligere havde HANSA ligget i Nygade, fortæller Købmand Jørgen Johansen i sin erindringsbeskrivelse.

Småkagerne blev solgt i løs vægt. De var cirka 5-6 cm lange og 3 cm bredde. De var pyntet med glasur i forskellige farver, dog fortrinsvis lyserød og hvid, som jeg husker det. Konsistensen var lidt halvhård og ikke med knæklyd som en sprød småkage. De havde en svag smag af måske makron og måske kokus, men ikke i store stykker kokus, som vi kender det fra flødebollerne. Er der andre, som kan beskrive smagen og konsistensen lidt mere præcis og som måske tilmed har en opskrift?

Grethe og Ib fortæller, at deres gamle moster Agnes har boet i det viste hus, indtil moster Agnes døde i november 1995. Huset blev i sin tid, dvs. i 1940, købt af Jens Pedersen (farbror til Ib og Grethe), og senere overtog Agnes huset.”

Ole Bertelsen fortæller, at han renoverede huset og lavede en lejlighed i bageriet til sin datter og svigersøn, som da var ejere af huset.

Anne-Marie R. har fundet en sønderjysk opskrift på VRØVL

80-100 stk

En halv økologisk citron, 250 gram mel, 1/2 tsk. hjortetaksalt, 200 gram sukker, 150 gram smør, 1 æg og 1/2 dl. piskefløde. Pyntes med glasur lavet af 125 gram flormelis og 2-3 spsk. vand, og citronsaft røres sammen i en skål og hældes på kagerne i en tværstribe.

Steen Høtoft mener, at ejeren hed Gerda Christensen.Hun boede sammen med sin mor ovenpå tømrer Johan Larsen i Bredgade.

Hansa solgte kaffe, the, øl og vin samt kolonialvarer, akkurat som andre købmænd i byen.

 Her endnu en opskrift:

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens Chr. Dalgaard, Brønderslev

Dekoratør, kunstner og Lokalhistoriker

 

 Flere af hans skulpturer pynter op i Brønderslev.

Dekoratør Jens Chr. Dalgaard var en kreativ ildsjæl, der har sat sit præg på Brønderslev. Han er født i Odder. Han har altid været meget kreativ, og han begyndte meget tidligt at tegne. Det førte senere til, at han efter handelsskoleophold blev uddannet til dekoratør på Jyllands Dekoratørskole og hos udstillingsbureauet Lings i Århus.

Efter tiden i Århus blev Jens Chr. Dalgaard ansat som dekoratør i Textilhuset Th. Springborg på Nytorv i Aalborg, og her blev de første to præmier vundet i vindueskonkurrencer. Han arbejdede her i flere år, indtil han fik ansættelse som chefdekoratør i to forretninger – Magasin Agerbæk og Herremagasin Agerbæk i Brønderslev, og gennem mange år her blev der vundet 25 præmier – første-, anden eller tredjepræmier i vindueskonkurrencer.

Af de største og mest interessante konkurrencer nævner Jens Chr. Dalgaard ”Den store europæiske” fra modehuset Bouss i Paris. International anerkendelse blev opnået ved at få ca. 50 vinduesfotografier optaget i det verdenskendte fagtidsskrift Das Schaufenster, der udkommer i 94 lande, mindes Jens Chr. Dalgaard.

Efter et 2-årigt regnekursus, kom uddannelsen til indretningsarkitekt gennem fire semestre ved akademiet i København. Jens Chr. Dalgaard fortæller, at de største indretningsopgaver var en herreekviperingsforretning, en biograf, en restauration og et varehus.

Sideløbende med erhvervsarbejdet har Jens Chr. Dalgaard også arbejde med kunstfrembringelser indenfor tegning, maleri og skulptur. Men han måtte først lære kunstens teknik på malerskole. At tegne betyder at kunne se, og det siges, at tegninger er kunstens ordløse sprog.

Sammen med andre har han deltaget i maleriudstillinger i byen og rundt om i landsdelen. Efter nogle ideer skabte Jens Chr. Dalgaard fire skulpturer, som alle er placeret i Brønderslev. Skulpturerne er “Lyset” ved kirken, “Mediet” ved Lægehuset i Gravensgade, “Vingen” ved Pedershaab og “Syvstjernen” ved Nordjyllands Idrætshøjskole.

Kunst skabes, fordi man ikke kan lade være. Det bliver en slags besættelse, hvor en ide sætter sig fast i hovedet og kræver at blive tegnet op på et lærred eller formet som en figur.

Det er løsningen af de mange spændende opgaver gennem tiden, der giver livet indhold og mening, siger har Jens Chr. Dalgaard udtalt..

Lokalhistorisk Arkiv