Af forfatter Knud Holst, Vrensted
p.t. Hotel Phønix, Hjørring
november 1994
Man læser om det i avisen – hus brændt ned, skader sket, folk hjemløse. Gudskelov som regel ingen omkomne, men det sker jo også. Det er den totale tragedie, og her kan man selv som udenforstående føle dyb deltagelse og sorg på de pågældendes vegne.
Enhver ulykke bør påkalde vor medfølelse og få os til at tænke på, hvor skrøbeligt livet kan være, hvor hurtigt det kan ændres. Hvor hurtigt det kendte bliver ukendt, og det daglige ændres radikalt.
Det har jeg tit tænkt over, men jo med afstandens eftertænk- somme ro. Man var trods alt ikke part i sagen. Det priser man sig så lykkelig over og glemmer det langsomt. Og dog, et eller andet blir tilbage. Kan man gøre noget? Kunne man have gjort noget, om man var på stedet?
Faktisk har jeg et par gange været -på stedet- og har været med til at redde dyr ud af brændende stalde og en enkelt gang, da jeg var meget ung, med til at redde indbo ud. Ellers kan man ikke gøre så meget som civil. Det er jo brandfolkenes op- gave, men en hjælpende hånd kan altid accepteres, hvis man ikke er i vejen.
Kender man dem, det er gået ud over snakker, man lidt med dem, og når alt er under kontrol, går man hjem. Tilbyder at hjælpe med noget siden, hvis der er noget. Det gør andre også. De nærmeste tager sig af det.
Alle tager det som regel roligt. Et hus brænder ned, taget falder, ikke mere at gøre. Brandfolkene gør sig færdige, sætter vagt og sørger for at rydde lidt op. Spreder ro omkring sig.
Og kører ellers hjem, efter at brandvagten er sat.
Jeg har tit beundret vore brandkorps, både de helt officielle og de frivillige brandfolk, der både er hurtige og effektive og altid under kyndig ledelse. Besindige folk. De kan deres kram, og bange af sig er de ikke.
De skal altid have tak.
Også af mig da det blev min tur.
Det tror man jo aldrig, det bliver. Men man tror jo heller ikke, lynet slår ned undtagen hos naboen, hvad man så igen – kan beklage. Og man tror ikke rigtigt på det, når det faktisk sker. Det er lidt ligesom en drøm, et forkert tv-program først på eftermiddagen. Man er næsten lige gået hjemmefra, er kun væk 35 minutter, et ærinde i byen, og da man intetanende åbner sin fordør – der er ikke noget at se udefra – mødes man med en massiv mur af kvalmende røg. Totalt ugennemsigtig, tydeligvis dyb og metertyk. Man prøver, lettere rystet, at gå ind i den for at hitte ud af, hvad det er, hvor det kommer fra, hvor der er ild. Ingen flammer at se, kun en svag knitren et eller andet sted, men se noget kan man ikke, ikke engang en hånd for sig. Man kan ikke få vejret, så man er nødt til at bakke ud og lynhurtigt indse, at ens lejlighed med alt, hvad der er i den af bøger, arkiver, manuskripter, møbler, tøj, billeder, der skulle udstilles, plus mange uerstattelige ting hermed, går op i luer. Det accepterer man på brøkdele af sekunder. Men der bor andre mennesker i huset over og ved siden af min lejlighed.
Mennesker for bøger og billeder. Nej, det er ikke spor -heroisk- tænkt. Det er det absolut væsentlige. Ingen af lejlighederne her – der er fire boende – har mere end én indgang/udgang, og den ovenpå har kun en stejl trappe. Jeg ser brændende trapper for mig, for den her, nu buldrende ild, vil givet slå igennem trælofter og vægge og dem ovenpå vil være i en brandfælde. Jeg buldrer på alle døre -efter at jeg har lukket min egen dør for ikke at få mere ilt til ilden, der nu sender buldrende gråbrune skyer ud alle steder, også op gennem taget. Kun én er hjemme, en gæv og fattet fyr, John. Han er en besindig obsavatør, mens jeg iler over i den overforliggende sparekassefilial, der gudskelov har åbent hin torsdag, og de tilkalder brandvæsnet.
Jeg kommer ikke råbene og skrigende, men er behersket. De hjælper os, og det skal de ha tak for. Jeg siger, de heller må sige, at brandvæsnet skal skynde sig, så meget de kan, for nu går det hurtigt. Jeg får endda en sparekassespand med vand med over. På anmodning for måske kunne vi dænge døren til. En flink kunde, en gæv lastbilchauffør kommer endda med en skumslukker, min nabo med endnu en vandspand, men vi opgiver.Lidt efter er brandfolkene fra Løkken der alle mand. Meget imponerende. De kan heller ikke komme ind. De får lynhurtigt fire røgdykkere til at arrivere.
Til sidst finder de ilden, den er – tilsyneladende påsat i køkkenet. Loftet op til familien oven på er gennembrændt. Familien er i mellemtiden kommet hjem. De tager det rimeligt roligt, men de kan ikke bo i lejligheden foreløbig og evakueres.
Omtalte John redder en hund ud ved at løsne en termorude.
Brandfolkene skumslukker. Er allesammen yderst perfekte og med brandmajor Mogens Christensen, Løkken, i spidsen får de has på miséren. Var de kommet bare ti minutter senere, var hele huset formodentlig nedbrændt.
Og – til min egen eftertanke – var jeg ikke gået ind efter en mappe, jeg havde glemt, for jeg skulle slet ikke hjem på det tidspunkt, var det hele ikke blevet opdaget.
Ingen kom til skade. Hverken dyr eller mennesker.
Mit pæne renskurede køkken, det havde en god ven endda gjort for mig -var totalt udbrændt. Loftet overover ligeså.
Politiets teknikere fastslog, at branden var opstået i samme k’økken og med 99,9 procents sikkerhed påsat. Der synes heller ikke at være andre alternativer.
Det må retten tage stilling til.
Er dette her for personligt?
Det er muligt. Men – efter nogen tids tøven – syntes jeg, da sagen allerede har været så meget omtalt, at jeg ville give en lille situationsberetning.
Hvorfor?
Fordi det gik ud over mig? Både ja og nej.
Jeg oplevede bare et par skæbneminutter og siden nok et par timer, måske et par uger, hvor verdens forgængelighed gik op for mig. Måske meget gavnligt. Mig selv gav det megen ulempe. Intet kan bruges, som det er. Og det vil tage måneder at få det hele på plads igen. Kort sagt et andet menneskes indgreb på den måde giver et afbræk, man aldrig havde drømt om. At man så ikke var garderet imod det med en god indbofor- sikring, hvad jeg ved et uheldigt tilfælde ikke havde, er så en anden sag. Så blev man så klog. Og må betale for det.
Det mest lærerige ved at have fået sat ild på er måske, at man ikke har været til stede, hverken hjemme hos sig selv eller som rådgiver for en der måske var i nød.
Besværligt er det og bliver det. Stor overbærenhed behøves. Køkkenuret er smeltet og alt andet midlertidigt ubrugeligt. Eller måske ubrugeligt meget længe.
Måske vil jeg tænke længe over, hvorfor nogen sætter ild på. Ikke kun på min lejlighed, men i det hele taget.
Mange har oplevet ildebrande. Nogen gik det virkelig ilde. Mange pyromanbrande har en baggrund i dyb utryghed. Det bliver de ikke mindre farlige eller ubehagelige af. Det tænker den eventuelle ildspåsætter nok ikke så meget på.
Men selvfølgelig bør det tages alvorligt.
Det kan koste menneskeliv. Det kunne det have gjort i dette tilfælde. Snakker vi for lidt med nogen, der burde tales mer med?
I hvert fald er det en gru selv at være i det. Så ved man det.
Jeg går og rager rundt i asken og prøver at finde ud af, hvad alle andre har følt. Resten er sod, sved og tårer. Ingen ynk – ikke over mig selv.
Tilbage kun det undrende spørgsmål: Hvad får folk til at sætte ild på?
Et råb om hjælp måske. Svært at besvare.
Omkostningerne er i hvert fald høje.
Det oser lidt endnu. Den ildebrand glemmer jeg aldrig.
Men det smeltede køkkenur vil tale sit sprog længe.
Så må man lære at forstå det.
