Forfatter: Jens Otto Madsen

Små spøjse ”vendelbo-historier

Små spøjse ”vendelbo-historier og med Handelstalent

Af Eigil Jensen tidligere Taars
En sand historie fra gamle dage i Tårs ( Toos )
Mosse-Frederik kom til en gård, hvor karlen og manden var ved at kalke.
Frederik gik ind til konen, der købte en bestemt børste.
Da han passerede manden, der stod og kalkede gavlen, spurgte denne, om hans kone havde købt noget.
Nej, sagde Frederik, hun ville så gerne have købt denne børste, men havde ingen kontanter.
Så købte manden den til hende. – Glad gik han ind til hende med børsten, mens Frederik hurtigt trak med cyklen op mod den faste vej.
Da manden opdagede, at de stod med to børster, råbte han til karlen. Løb op og få kræmmeren med tilbage”!
Da karlen nåede Frederik og ville have ham med tilbage, sagde Frederik: “Det behøver jeg ikke.- de ville så gerne have sådan en børste, men havde ingen kontanter, så hvis du har penge ?” Det havde han – sådan gik det til, at Mosse-Frederik solgte tre børster samme sted..
FART PÅ !
Willy kørte for nylig ind i et byområde, og han kørte de lovlige 50 km/t. Pludselig så han en politibil i bakspejlet,og satte så farten op til 60; men politiet fulgte efter, så Willy satte gradvis farten højere og højere op, men politiet fulgte stadig efter, og da han nåede ca. 120, SÅ stoppede de ham, og spurgte om han havde en rigtig god undskyldning for at køre så hurtigt i byen.
“Det hå´r a”, så´e Willy, ” Der er i politibetjent, der er stukken å mæ min ku´en, å a war bå´eng for, at det war ha´em, der kam for å aflever´ hej´e ijen!”
Hjem fra Staterne
Willy´s fætter Ejner kam hjæm etter 40 o´er i Amerika, å så bløw haj spur å i journalist, hwor månne pæ´eng haj ha hat mæ, da haj ræ´est.
“A ha´e 10 kroner”
“Jo – og hvor mange har du så nu”?
“Yveblik” så´e Ejner å rue lidt i lommen, ” a hår 6,65 – det hår wat æn billig tur”!!!
DOVENSKAB
To nåbokwonner stu å snakke om, hwis maij der war mjest dowwen
Dej je´en såe, at det war hejjes maíj mæ garati, for hwis haj bløw bedt om å slå grejs, så ku haj se´ å glo grejst, te dej wajsent å sæ si´el.
Nej, så er me´j maj got nok møj wæ´er, for dej naen da, da krawlt der i dræbersnegl på wos tra´ep, å så så´e a te ham, om int li´eg haj ku få dæj fjernt.
Jamen, det juer haj wal ?
Nej, for haj nåij dej int !!!
Willy´s bil
Willy så´e småirritere te kwo´en : “No ær det tri´i gång, a ska skywt kobling på bilen”.
“Ja, do ska int sitsj på mæ”, så´e kwo´en,” a bruger aldri dej pedal”!!!
Skrivning
Willy kam hjæm frå sku´el, å haj råb´t te hans mor : “Moar, moar, wi hår lær å skry´w i da”!
“Det war da godt nok flot, me dreæng ! – Hwa skrø´w I så”?
“Ja, det wæ a da int, for wi hår int lær å lø´es ino”!
Vin til alle priser
Karl Ejner kom ind til købmanden og sagde: ”A wil gern ha en flask vin te en krone”.
Købmanden: ”Det har jeg sandelig ikke”!
”Jow, det hår do. – På skjælte uv i wejje, der står: VIN TIL ALLE PRISER”!
Efter nogen parlamenteren måtte købmanden gi´ sig.
Da Karl Ejner fortalte det til en ven sagde denne: ”Bløw tjømaj int sur”
”Jow, jow! – Men så sku do ha høt, da a kam å wil ha en kroen å femåtyve øer for flasken”!
De biler, de biler.
Karl Ejner kørte en dag sådan lidt tra-la-la-la, hvorfor han blev stoppet af en betjent:
“Sig mig, min gode mand, er De ude på en fornøjelsestur”?
“Ja, det ka´ mæ da godt sæij! – A hår lieg kørt min svigermor hjem”!!

Flugten til Nebraska

Fortællinger fra Vendsyssel
Historien om min tipoldefar Jens Chr. Jensen Fjeldgaard

Flugten til Nebraska

skrevet af: Søren Christian Bentzen.
DETTE ER KUN ET UDKAST OG EN DEL AF HISTORIEN – Der kommer meget mere om min tipoldefar, Christian Fjeldgaard, der blev så grundig forelsket i husmandskonen Ellen Kirstine Christensdatter, og sammen med hende flugtede til USA.
Nebraska 1869 – 1874
Peder Christians og Christianes afrejse til Amerika
Som vi tidligere har hørt, skrev Ellen Kirstine til Christen kort efter ankomsten til Amerika, men hun må også have skrevet hjem til sine store børn, for i løbet af sommeren 1870 gør Peder Christian og Christiane sig klar til at rejse over Atlanten.
Den 17. august 1870 har også de forladt Østerled for altid. Om det var deres eget ønske at komme derover eller om Ellen Kirstine havde insisteret på at få sine ældste børn til USA, kan man kun gisne om.
Via Hamborg ankom de til Liverpool, hvorfra de fortsatte videre med den nybyggede damper ”Italy”, og nåede efter 3 ugers sejlads endelig New York den 7. september – Den lille Jens Martinus derimod blev hjemme hos sin far, og Ellen Kirstine genså aldrig sin lille søn.
Det menes, at Ellen Kirstine og Jens Christian hurtigt efter ankomsten slog sig ned i nærheden Fremont i Dodge county i det østlige Nebraska, og at Peder Christian og Christiane mødtes med dem der.
Midt på sommeren 1871 skriver Peder Christen et brev hjem til sin far i Østerled – Han havde hele vinteren været hos sin mor og Jens Christian og passet Jens Christians kreaturer og heste – og havde slidt i skoven med at køre brænde hjem til hele to år. Sarkastisk omtaler han Jens Christian som ”den gode Christian Fjeldgaard”. Uden at have fået løn og skuffet over at være blevet dårligt behandlet, fik han derfor plads for sommeren hos Jens Andersen i Fremont.
Jens Andersen kom fra Lilleskoven i Thorup i Dronninglund sogn og var sammen med sin kone, Ane og deres datter Johanne kommet til USA i 1863 som mormoner. Ellen Kirstine kendte dem højst sandsynligt fra tiden i Thorup. Det siges, at de havde været i Utah først, inden de kom til Nebraska, men det er noget uvist, om det er sandt. Under alle omstændigheder slog de sig ned i Fremont i slutningen af 1860’erne og var blandt som nogle af de første indbyggere med til at opbygge byen.
Ellen Kirstine føder et barn i Fremont
Hos Jens Andersen sidder den nu 18-årige, Peder Christian en julidag 1871 og skriver med stor eftertænksomhed og modenhed til sin fader. Ellen Kirstine havde villet, at han skulle skrive, men ikke, at han skulle fortælle, hvad der var hændt for hende i foråret.
Hun havde nemlig født et barn og Jens Christian Jensen Fjeldgaard var faderen. Dette lille barn, som var en pige, blev født skærtorsdag aften – den 6. April 1871 – og fik navnet Mary.
Peder Christians brev er på alle måder rørende og gribende i beretningen om de kummerlige forhold, hans mor nu levede under. Han fortæller, at han vil gøre meget for at få hende væk fra al elendigheden, så hun kunne blive et menneske igen. Brevet fortjener at blive gengivet i sin fulde længde. Han skriver:
Kjære Fader Fremont, d. 2. Juli 1871
Da det nu er saa lang Tid siden, jeg modtog Brev fra Eder, vil jeg idag tilsende Eder et par Linier. Det første Gode, jeg har at tilmelde Eder er, at jeg har Helsen, og det kan jeg aldrig helt takke den gode Gud for her i et fremmed Land og saa vanskelig et Klima.
Hvorfor jeg i saa lang tid ikke har sendt Eder nogen Brev er, fordi jeg har været ved den gode Christian Fjeldgaard og Moder. Jeg har været der hele Vinteren og i Foraaret til den 15. Juni. I Vinter gik jeg og passede hans Kreaturer og kørte i Skoven og hentede Brænde til 2 Aar, og naar det var streng Vejr, saa bar jeg Vand op til baade Heste og Kreaturer, og han var saa doven, at han ikke kunde komme ud og see til dem, men hans Bestilling var for det meste at spaa, men jeg tror ikke, det betaler sig godt for ham.
Fra 15. Marts til Maidag kunde jeg have faaet Løn andre Steder, men jeg fik ikke en eneste Cent, men han syntes, det kunde godt betale sig for mig at arbeide for Føden. Saa accorderede jeg med ham om at brække 30 acre og plante med Majskorn.
Det var min Bestræbelse hele Tiden at hjælpe dem til at komme op efter og blive anselige Folk hertillands, men da jeg mærkede, at min Bestræbelse var forgæves, saa besluttede jeg at bryde af.
Saa kom jeg til Jens Andersen den 15. Juni, og jeg skal have 65 Dollars til den 15. November, men der kan jo ikke blive meget mere end til Klæder, fordi jeg har ingen. Jeg skal hilse fra Jens Andersen og hans Kone. De har det meget godt. De har 4 Heste og 7 Fækreaturer, og det er lige tæt ved Byen og Banestationen.
Sidst jeg talte med Moder var det hendes Begjæring, at jeg skulde skrive til Eder, men det var ikke hendes Mening, at jeg skulde skrive, at hun har bekommet sig en lille Pige. Det skete Skjærtorsdag Aften, og hendes Barselseng var i en Jordhytte, som var næppe saa god som en Kartoffelhytte, og det var et strengt Veir i disse Dage med Snestorm. Jeg troede ikke i Danmark, at Moder havde været kommet i en saadan Barselseng, og hun maa nu selv bekjende, at hun havde det for godt i Danmark.
Hendes Stilling er nu saa simpel, at jeg ikke vil beskrive den, og hun vil heller ikke kunde blive ved at udholde i denne Stilling. Men hun tror jo, at de 500 Rigsdaler, som hun siger, at I har lovet hende, kan faaes af Eder, men dertil har hun jo ikke opført sig til, at de med Ret kan komme hende til Gode, naar I ikke vil af Naade give hende dem. Dersom I, kjære Fader, vil give hende de 500 Rigsdaler, da vil jeg hjælpe hende ud af hendes Stilling – at faa hende til at blive til et Menneske igjen.
Der var en Mand velbekjendt men ubenævnt, som skrev til den søde Christian om at faa hendes Fuldmagt, og saa ville han søge Proces mod Eder om de 500 Rigsdaler, men hun ville ikke give fuldmagt dertil. Den, som har dette velbekendte Navn, tror nok de kan gjøre, hvad de vil.
Jeg har i lang Tid ikke talt med Christiane, men hun tjener en Amerikaner imellem Waaho og Eisland – det er 16 Mil her fra Byen.
Nu I endelig hilse Lars Mikkelsen og Faster og lille Jens. I Agtelse, kærlig Hilsen fra Eders hengivne Søn, Peter Christian
Naar I adresserer til mig, kan I skrive:
Peter Christian Christensen
Fremont, Nebraska, Nordt Amerika
Box 73
Som man kan læse i Peder Christians brev, tjente Christiane sommeren 1871 hos en amerikaner – stedet må have ligget på sydsiden af Platte River vest for Fremont – men hun kom sikkert hjem til sin mor inden vinteren, for februar 1872 skriver Peder Christian endnu engang hjem til sin far og fortæller, at hun nu er hos Ellen Kirstine og Jens Christian.
Han gør sig ikke store tanker om sin stedfar og lægger i brevet absolut ikke skjul på, at han betragtede han som en bedrager. Peder Christian fortæller også, at han nu var kommet i skomagerlærer hos en tysk skomager i byen og var meget tilfreds med de nye forhold. Han havde nu helt opgivet at få sin mor til at forlade Jens Christian.
Kjære Fader Fremont, d. 4/2 1872
Jeg takker Eder for Eders kærkomne Breve, som jeg med glæde modtog d. 30. Januar, og hvoraf jeg seer, at I har Helsen, og dette gode kan jeg gudskelov ogsaa tilmelde Eder igjen. I maa ikke fortryde paa, kjære Fader, at jeg ikke har givet Eder nogen fuldstændig Underretning om min Stilling, fordi jeg ikke før nu for haft nogen rigtig Stilling her i Amerika, som har tilfredsstillet mig. Dels fordi mit Helbred har slaaet Feil, og dels fordi Hr. Christian har bedraget mig saa meget. Men nu er han vis paa, at han ikke bedrager mig mere.
I skriver, kjære Fader, at vi ikke har nogen Børnehjerter for Eder, men det er rigtig nok ikke Tilfælde hos mig. Thi jeg tænker tit og ofte paa min saa langt fraværende kjære Fader, og jeg mener, jeg vil komme Hjem og se Eder og lille Broder endnu engang, hvis det er Guds Vilje.
Jeg kan tilmelde Eder, kjære Fader, at det gaar mig godt i min Lære, og jeg har god Kost og Logi, og min Mester siger, at han er godt fornøiet med mig, og han gjør sig ogsaa Flid for at lære mig og giver mig undertiden Drikkepenge.
Ved hvad det Engelske Sprog angaaer, kan jeg forstaa og tale omtrent ligesaa godt som Dansk, og jeg kan ogsaa begynde at forstaa og tale lidt Tydsk, fordi min Mester og hans Kone og den ene Svend er Tydske. Og jeg kan snart sye et par Støvler paa egen Haand. Ved hvad Arbeidet angaaer, er det baade fint og grovt. Et par fine Støvler koster fra 10 til 18 Dollars og andre Arbeidsstøvler fra 4 til 9 Dollars.
Jeg kan lade Eder vide, at Christiane er ved Christian endnu, men ikke at de vil kunne forliges ret længe, fordi hendes Penge er vist snart (forbi), fordi Christian ikke vil bestille noget, og den lille Søster kan jo ikke være bange. I skriver, at Christianes Brev ikke var noget nyt, som kunde interesserer Eder, og det jeg nok mene, fordi Christian vil nok bedrage, fordi han vil bedrage enhver, om han kan, og jeg kan ikke tro andet end, at han vil bedrage hende ogsaa.
De 500 Rigsdaler, som I skriver om at komme os tilgode – det kan jeg ikke indse, at de kan komme os tilgode, men det er ogsaa lige meget, fordi jeg kan ved Guds Hjælp ernære mig alligevel. Men jeg vil ikke raade Eder hverken fra eller til, fordi hun vil vist ikke forlade hendes Christian, og jeg har prøvet nok paa at faa hende fra ham.
Sluttelig være I hilset fra mig, Eders hengivne Søn. Peder C. Christensen
Hils min lille Broder og Lars Mikkelsen og Familie fra mig.
Ellen Kirstine og Christens skilsmisse 1874
Ægteskabets endelige forlis…
Christen indser nu endeligt, at ægteskabet ikke stod til at rede. Han havde længe været hanrej – og om ikke konen nu også havde fået et barn med den gode Christian Fjeldgaard !
Hvis han indgik frivilligt forlig med Ellen Kirstine om betingelserne for skilsmisse måtte han vel give hende de 500 rigsdaler, som hun påstod at være blevet lovet. Hun mente bestemt også at være berettiget til dem, men fik dem jo ikke med da hun i al hast rejste.
Brev fra Ellen Kirstine
I julemåneden 1871 havde Christen modtaget et vredt brev fra hende med trusler med bål og brand. Hun skrev:
Fremont, Nebraska i Nord Amerika, den 13 Dec. 1871
Christen Christensen !
Da jeg nu ved med Bestemthed, at du har solgt Eiendommen og faaet Pengene derfor, men du hidindtil endnu har forsømt at tilsende mig den Part, som vi kom overens om, skulde tilhøre mig, saa tager jeg nu denne Leilighed, herved at opfordre dig, at tilsende foruden Ophold de 500 Rigsdaler, som du lovede at udbetale mig som min part af Eiendommen. Du maa erindre, at du indgik paa disse Betingelser i Pastor Bjerrings Paahør.
Du maa ogsaa huske paa, at der er andre Mænd – saadan som Niels Markussen og Hans Frederik Brygger, som ved det samme, og som kjender dine Forhold der, ligesom dig selv. Du maa ogsaa huske paa, at jeg ikke er saa langt borte, at jeg jo kan faa at vide dine Foretagender og Opførsel, og da, som du ved, at jeg har Retten paa min Side, saa haaber jeg, at du ikke vil udhale med at sende mig den lille Part af det, som jeg selv har arbejdet for saavel som dig, saa at jeg derved skal blive tvungen til at gjøre dig den Besvær og Omkostning, at have det inddreven igjennem Rettens Hænder, hvilket jeg sikkert skal gjøre.
Derfor gaa straks til Lars Mikkelsen og faa Pengene, og send dem til mig, eller jeg skal sørge for, at baade du og han skal komme til at gjøre Rede for, hvorfor at du har overleveret Pengene til ham foruden nogen Obligation eller Papirer af nogen slags. Jeg haaber, at du vil se din egen Fordel i at undgaa disse Ubehageligheder.
Husk paa dine egne Forhold til en vis Person i de senere Aar. Opfyld dit Løfte, giv mig det lidet, som jeg forlanger og med Ret tilkommer, og undgaa Omstændigheder.
Send det i en Draft til Jens Andersen, Fremont, Nebraska.
Ellen Kjerstine Christensen
Truslerne prellede af på Christen. Han havde jo et rigtigt godt kort på hånden – nemlig trumfkortet – fordi han ifølge loven havde mulighed for at få bevilget skilsmisse ved dom, hvis det kunne bevises, at Ellen Kirstine rejst fra ham uden lovlig grund og tilladelse. Og ikke var vendt tilbage til ham de sidste 3 år.
I juridiske vendinger kaldtes det desertio malitiosa – eller på dansk: skurkagtig rømning. Dette var stærke ord, men hvis det kunne godtgøres, at hun var uberettiget deserteret, ville Christen kunne kræve skilsmisse uden at skulle tage hensyn til de 500 rigsdaler fra deres fælles bo, som Ellen Kirstine mente at kunne tilkomme – hun ville ganske enkelt fortabe retten til dem.
Men der skulle som sagt været gået 3 år inden, Christen kunne gøre sig nogen forhåbning om at få bevilliget skilsmisse.
Da tiden var inde i efteråret 1872, lod Christen det meste af vinteren gå, før han i marts 1873 tog til Sæby med sit andragende til herredsfogden, kammerjunker Adam Molkte om at begære skilsmisse. Alle hans hidtidige forsøg på at redde forholdet havde været forgæves – nu måtte domstolen tale.
Ellen Kirstine stævnes
Inden retten kunne træde i til, måtte man have gjort Ellen Kirstine opmærksom på Christens begæring – dette kunne kun ske ved en stævning.
Den 10. marts 1873 udfærdigedes derfor den nødvendige stævning, som Christens sagfører, prokurator Emil Kjelgaard, via Udenrigsministeriet og ambassaden i Washington sendte til den danske vicekonsul i Omaha i Nebraska, der skulle tage de 30 engelske mil til Fremont for at forsøge at finde Ellen Kirstine, så stævningen kunne blive forkyndt for hende personligt.
Heri blev hun anmodet om at give møde på rådhuset i Sæby den første torsdag i august 1874 – Ellen Kirstine havde altså godt et år til at komme hjem, hvis hun selv ville tale sin sag. Hun skulle give møde for ”Sagsgivelse og Sigtelse at modtage”. Og ”Dom at lide”, som der stod.
Stævningen lød:
Adam Frederik Molkte, Kammerjunker, Byfoged og Byskriver i Sæby Kjøbstad, Herredsfoged og Herredsskriver i Dronninglund Herred, Ridder af Dannebrogen
Gjør vitterligt, at, da Christen Christensen Larsen af Østerled i Dronninglund Sogn og Herred for mig har andraget, at han – paa Grund af, at hans Hustru Ellen Kirstine Christensen i October Maaned 1869 er deserteret fra ham og med Jens Christian Jensen Fjeldgaard er rejst til Amerika, hvor hun endnu skal leve sammen med nævnte Jens Christian Jensen Fjeldgaard, og hvor hun natten før Skjærtorsdag 1871 skal have født et Barn, – attraaer det mellem dem bestaaende Ægteskab ophævet ved Dom, saa at han kan indgaa nyt lovligt Ægteskab -, saa indstævnes herved bemeldte Ellen Kirstine Christensen, som nu bor i Fremondt, Newbraska i Nordamerika, til at møde i Dronninglund Herreds ordinaire Ret – som var hendes Værneting, da hun forlod Landet – paa Raadhuset i Sæby den første ordinaire Retsdag, fortiden Torsdag, i August Maaned 1874 Kl. 10, for der og da Sigtelse og Saggivelse at modtage, Documenter at se irettelagte, edelig Vidnesbyrd saavel som Citantens egen Forklaring at paahøre, samt dom at lide, hvorved Citanten forventer det Parterne imellemværende Ægteskab ophævet og sig kjendt berettiget til uden Hinder at indgaa anden ægteskabelig Forbindelse, som Indstævnte paalagt at udrede Sagens Omkostninger – alt efter nærmere Deduktion og Paastand inden Retten.
Forelæggelse og Lavdag er ophavet ved Forordning af 3. Juni 1796
Til Bekræftelse under min Haand og mit Embedssegl. By- og Herredsfogedkontoret i Sæby, den 10. Marts 1873
A. Molkte
Stævningen kommer retur
Det lykkedes bare aldrig at finde Ellen Kirstine i Fremont – hun var sporløst forsvundet – Ingen i Fremont by kunne give oplysninger om hendes opholdssted. Stævningsdokumentet således sendt retur hele vejen til Sæby med en følgeskrivelse skrevet den 16. juni 1873 fra Udenrigsministeriet, som kunne meddele, at den danske chargé d’affaire i Washington havde modtaget underretning fra den danske vicekonsul i Omaha om, at hun ikke var at finde i Fremont og, at man ikke havde kunne erfare noget om hendes opholdssted. – Så var man lige vidt.
Den danske lovgivning gav nu Christen en anden mulighed. Man kunne beskikke Ellen Kirstine en forsvarer til i hendes fravær at føre hendes sag – Og bekendtgøre stævningen via den trykke presse.
Ny stævning
Christen besluttede derfor i samråd med sagfører Kjelgaard og herredsfogden at stævne Ellen Kirstine gennem de danske dagblade, så det retlige grundlag for en rettergang og domsafsigelse kunne være på plads, og torsdag den 10. juli 1873 kunne Bolleskovs beboere læse følgende i bl.a. Aalborg Stiftstidende:
Stævningen i Aalborg Stiftstidende
Hvis man ikke vidste det i forvejen, så fik man det her at se sort på hvidt – Hvad Jens Christians familie og især Ane Margrethe måtte føle og tænke er vist ikke svært at forestille sig.
På grund af omstændighederne havde man ikke set nogen grund til at forhale sagen yderligere – Ellen Kirstine kom nok ikke hjem alligevel – og man havde derfor fremrykket det første retsmøde og berammet det til allerede i november samme år, som man kunne læse i stævningen i avisen.
Ellen Kirstine læste af gode grunde jo ikke stævningen og på den berammede dag, torsdag den 6. november 1873 gik skilsmisseretssagen endelig i gang uden Ellen Kirstines medvirken. Som forsvarer havde amtmand Wedell-Wedellsborg i Hjørring i hendes fravær beskikket prokurator Andreas Buntzen Løgstrup i Frederikshavn til at forsvare hendes sag – stævningen var derfor også blevet forkyndt for ham personligt på hans bopæl, som reglerne foreskrev.
Første retsmøde den 6. november 1873
Nu skulle slaget stå. På Dronninglund Herreds tinghus i Sæby den første ordinære retsdag i november – 6. november 1873 – satte man hinanden stævne første gang for at få prøvet sagen.
Tilstede var prokurator Løgstrup som den fraværende Ellen Kirstines beskikkede forsvarer. Christens sagfører Kjelgaard var blevet forhindret og havde sendt sin fuldmægtig, Petersen i stedet for til føre sagen. Og selvfølgelig var Christen selv mødt op.
Under mødet blev der henvist til, at der efter mødet ville blive holdt særskilt tingvidnemøde, hvor man havde indkaldt nogle af Christens og Ellen Kirstines naboer som vidner til hjælpe med at belyse sagen.
Fuldmægtig Petersen gjorde rede for sagens omfang ved af fremlægge alt, hvad der indtil dato var fremkommet og sket i sagen. Blandt dokumenterne, som blev fremlagt i retten, var brevene fra Peder Christian. Og det vrede brev fra Ellen Kirstine til Christen, hvor hun truede med retssag, hvis hun ikke fik sine penge.
Christen blev derefter bedt om at redegøre for hele forløbet. Referatet af redegørelsen blev ført til protokols:
”Den 6. November 1873 fremstod Sagsøger, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus, der forklarer, at han den 20. November 1852 blev gift med Ellen Kirstine Christensen, med hvem han derefter levede i stadigt Ægteskab og avlede 3 Børn, hvilke det yngste er 5 ½ Aar gammel. Under sit Ægteskab havde Sagsøger gjentagne Gange Grund til at antage, at hans Hustru var ham utro, hvilket han bebrejdede hende, og gav dette Anledning til, at hans Kone 1869 forlangte at blive skilt fra ham. De mødte først til geistlig Mægling hos Sognepræsten for Dronninglund Sogn, og derefter for Forligskommissionæren i Hjallerup Kro for at vedtage Vilkaarene for Skilsmissen, saafremt Kommissionsmægling ikke førte til, at Ægteskabet ikke blev fortsat.
Sagsøger vilde imidlertid i Mødet ved Forligelseskommissionen ikke give sit Samtykke til Ægteskabets Ophævelse, idet han endnu i nogen tid vilde prøve, om hans Kone vilde være ham tro under Fortsættelsen af deres ægteskabelige Samliv. Efter Mødet for Forligskommissionen, hvilket fandt Sted Dagen før Hjallerup Marked, October 1869, fulgte hans Hustru ikke med Hjem til Østerledhuus. Og ved han ikke, hvor hun tog Ophold.
Nogle Dage senere saa han, at hans Hustru var nede hos hans Nabo, Niels Marcussen, hvorfor han gjorde Forsøg paa at faa hende i Tale, men hun vilde ikke indlede sig med ham. Efter den Tid har han ikke set hende, hvorimod han rygtevis har erfaret, at hun den 9. eller 10. October 1869 reiste til Amerika med Jens Christian Jensen Fjeldgaard.
Sagsøger har ogsaa senere fra Amerika faaet et Brev fra sin Kone, hvilke er fremlagt under Sagens Acter. Han fastholder paa det bestemteste, at hans Hustru uden hans Villie og vidende til den angivne Tid er rejst bort fra ham.
Derefter blev Christen taget i forhør af Ellen Kirstines forsvarer, prokurator Løgstrup.
Han ville vide om den mand, som Ellen Kirstine var rejst til Amerika sammen med, var den samme, som hun havde stået i utugtigt forhold. Christen kunne bekræfte, at det var en og samme person – Jens Christian.
Derefter blev Christen bedt om at redegøre for, hvor Ellen Kirstine kunne havde fået penge til rejsen fra. Hvortil Christen svarede, at han i al fald ikke havde give hende penge, men at han antog, at den mand – altså den gode Christian Fjeldgaard, som hun var rejst sammen med, havde betalt billetten.
Løgstrup var også nysgerrig efter at vide, om Christen havde fået breve fra Ellen Kirstine, hvortil Christen kunne fortælle, at ”han havde haft 2 Breve fra sin Kone, siden hun kom til Amerika. Det første Brev tilskrev hun ham kort efter hendes Ankomst til Nordamerika, men dette Brev, paa hvilket han svarede, at han ikke vilde brevmægle med hende, har han ikke kunde finde. Hun omtalte der sin Reise, men ellers indeholdt det intet af Betydenhed. Det andet Brev, han havde modtaget, er det af sin tidligere om forklarende, der er vedlagt Sagens Akter.”
Videre kunne Christen fortælle, at han til forskellige tider havde modtaget breve, dels fra sine 2 ældste børn, der i 1870 afrejste til Nordamerika, dels fra en mand ved navn Jens Andersen, i hvilke breve Ellen Kirstine var blevet omtalt. Af brevene fra børnene var de 2 tidligere nævnte fra Peder Christians breve hjem til Christen, som sagt også fremlagte i retten.
Forhøret sluttede med, at Christen kunne fortælle, Ellen Kirstine ikke tog nogle af børnene med til Amerika, og at det yngste barn, Jens Martinus nu var sat i pleje hos fremmede.
Hermed sluttede det første retsmøde. Næste møde blev berammet til den 27. november 1873.
Tingvidnemødet samme dag….
For at få sandsynliggjort, om Christen havde ret i sine påstande og om der var dækning for skilsmissebevilling inden for lovens rammer om desertion malitiosa, havde Kjelgaard indvarslet til det nævnte særskilte tingsvidneretsmøde samme dag – den 6. november 1873 -, hvor naboerne Niels Marcussen, Nicolai Winther, Niels Peter Lund (Sindahlsen) og Jens Christian Christensen i Meisig var indstævnet.
Vidnerne blev ”formanet til Sandhed under Eds Tilbud” at svare på om de kendte sagens parter, og alle kunne bekræfte, at de kendte Christen Christensen Larsen og hans bortdragne hustru, Ellen Kirstine.
Kjelgaard, der jo ikke var mødt personligt, men havde sendt sin fuldmægtig Petersen, ville også vide, hvor lang tid de havde været naboer til Christen. Niels Peter Lund kunne ikke nøjagtig huske, hvor lang tid de havde været naboer, men det havde været en del år. De øvrige 3 kunne fortælle, at de havde været naboer til Christen siden 1863, altså ca. 10 år. Og kunne endvidere fortælle, at Christen al den tid havde opholdt sig i Østerled.
Derefter blev de spurgt om, de var bekendt med, at Ellen Kirstine i oktober 1869 eller i al fald for over 3 år siden var rejst fra Christen – og om det var sandt, at hun efter sigende skulle være rejst til Amerika med en tredjemand.
Niels Marcussen kunne bekræfte, at det var sandt. Jens Meisig huskede ikke helt dag og måned, men at det i al fald var for over 3 år siden. Nicolai Winther og Niels Peter Lund huskede heller ikke nøjagtig tiden, men kunne begge fortælle, at det var mere end 3 år siden.
Efterfølgende blev vidnerne spurgt om, de kunne bevidne, at Ellen Kirstine ikke siden var vendt tilbage til Østerled, og om det var sandt, at hun efter rygtet stadig skulle opholde sig i Amerika. Det bekræftede de alle, var sandt.
Til spørgsmålet om Christen havde opført sig sådan over for Ellen Kirstine, at hun skulle have grund til at rejse fra ham, svarede Jens Meisig at han mangfoldige gange havde været på besøg i Østerledhus, medens Ellen Kirstine var hjemme, men havde aldrig hørt et ondt ord imellem dem. Det samme kunne Niels Peter Lund og Nicolai Winter fortælle. Niels Marcussen svarede, at Christen efter hans overbevisning ikke havde givet Ellen Kirstine anledning til hendes rømning.
Til sidst blev vidnerne spurgt, om de kunne bekræfte, at Christen både før men også efter, at Ellen Kirstine forlod ham, vedvarende havde levet anstændigt. Alle fire kunne fortælle, at de ikke havde erfaret andet end, at han havde holdt sig ærlig og vel.
Dermed sluttede tingvidnet.
Nicolai Winters og lærer Jens Peter Kappels cadeau til Christen
De mundtlige vidneforklaringer under mødet var i og for sig tilstrækkelige i sagen, men Christen havde alligevel formået Nicolai Winther og lærer Jens Peter Kappel i Østerled Skole til at udstede en skriftlig erklæring om, at han var et sædeligt menneske – denne attest blev fremlagt under det første retsmøde:
Attest
”Paa Opfordring af Christen Christensen Larsen af Østerled skulle Undertegnede med Fornøielse attestere, at Christen Christensen Larsen, hvis Hustru i Østerled i October 1869 forlod ham for med en anden Mand at reise til Amerika, har baade under sit Samliv med sin Hustru, som og specielt under dennes Fraværelse erhvervet sig almindelig Anerkjendelse for sin sædelige Vandel, hvilket vi herved med fuldkommen Overbevisning tvende attestere”.
Østerled, d. 2. October 1873 N. Winther J. P. Kappel, Lærer
Retsmøde den 27. november 1873
Tre uger efter det første retsmøde var der igen møde i retten i Sæby. Denne gang blev ganske kort, idet Kjelgaard fremlagde vidneforklaringerne fra tingvidnemødet den 6. november og ud fra disse fremlagde han en skriftlig redegørelse, hvor han fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at Christen var berettiget til skilsmisse, alene på grund af Ellen Kirstines uberettigede bevisliggjorte rømning.
Han fandt det også tilstrækkeligt bevist, at Christen både før og efter sin hustrus rømning havde nydt stor anerkendelse blandt folk for sin ”sædelige Vandel”, og at han på ingen måder kunne have givet Ellen Kirstine anledning til at forlade ham.
Til spørgsmålet om Ellen Kirstines utroskab påpegende Kjelgaard, at det i og for sig var uden betydning, om det var bevist eller ej, fordi rømningen alene var nok til, at hans klient kunne opnå den krævede skilsmisse. – Bevis på ”horbrøden” var formentlig derfor overflødig, mente Kjelgaard.
Til slut nedlagde han påstand om, at ægteskabet burde ophæves, og at Christen blev kendt berettiget til uden hindring, at indgå en anden ægteskabelig forbindelse. Og at Ellen Kirstine skulle pålægges ”at udrede Sagens Omkostninger – derunder 10 Rigsdaler 3 Mark 4 Skilling for Stævningens Indrykkelse i Aviserne – skadesløs eller i al Fald noget tilstrækkeligt.”
Herved blev mødet hævet..
Løgstrups forsvar af Ellen Kirstine – nyt tingvidnemøde
Ellen Kirstines forsvarer, prokurator Løgstrup havde ikke mange kort at spille med. Sagens udfald var på mange måder indlysende på forhånd, men hvis han kunne finde bevis på, at Christen på en eller anden måde havde behandlet Ellen Kirstine dårligt, havde han måske en chance for at vende sagen til hendes fordel. Spørgsmålet om de manglende rejsepengene og det, at Jens Christian mentes at have betalt billetterne, havde i den grad svækket Løgstrups forsvar af Ellen Kirstine.
Han bad derfor retten om et nyt tingvidnemøde. Foruden vidnerne fra første tingvidnemøde blev også Niels Marcussens kone, Ane Marie Madsdatter indstævnet til at give møde den 29. januar 1874 i Sæby. Det kunne jo være, at hun havde noget at fortælle, og som Ellen Kirstine havde betroet hende kvinde og kvinde imellem. Ane Marie var højst sandsynligt en af de allersidste Ellen Kirstine havde talt med inden afrejsen.
Mødet blev i midlertidig udsat 14 dage dels fordi der var sket fejl ved indvarslingen af et par af vidnerne, dels fordi Ane Marie var så syg og svag, at hun ikke kunne tage turen til Sæby.
Da man samledes igen et par uger senere – den 12. februar – var Ane Marie heller ikke denne gang mødt, men Niels Marcussen medbragte en erklæring fra 5 naboer og pastor Bang Bierring om, at hun var så svagelig, at det efter deres formening ville være ”hende en Umulighed at komme tilstede som Stævnevidne paa Sæby Raadhus, den 12. Februar d.A., – og da Niels Marcussen er en Mand i fattige Kaar, der ikke har haft Raad til at søge nogen videre Lægehjælp for sin Hustru temmelig vist uhelbredelige Svaghed, og Lægeattest saaledes vil være ham bekostelig, tage vi ikke i Betænkning paa Mandens Opfordring at medgive ham disse Linier.” og Bang Bierring tilføjede at ” Niels Marcussens Kone er meget svagelig og vil efter mit Skjøn ikke ret vel kunne taale en Reise til Sæby.” ( Note: Helt dødssyg måtte Ane Marie ikke have været, for hun døde først 7 år senere, den 11. november 1881 ! )
Der kom intet nyt frem under mødet, og Niels Marcussen bemærkede desuden, at hans kone, Ane Marie overfor ham havde erklæret, at hun aldrig har hørt at ”Christen Christensen har givet sit Minde til, at hans Kone rejste bort.”
Med dette forgæves forsøg på at finde argumenter til forsvar for Ellen Kirstine bad Løgstrup tingvidnet sluttet.
Retsmøde den 26. februar 1873
På et retsmøde den 26. februar fremlagde Løgstrup nu skriftligt sin argumentation og sine påstande.
Han havde iøvrigt været noget utilfreds med, at han ikke havde været lovligt indvarslet til at påhøre vidneforklaringerne under det første tingvidnemøde den 6. november, men havde ellers samtykket til afviklingen mødet, hvorfor Kjelgaard tørt havde bemærket, at han i så fald burde have tyet til en afvisningspåstand af selve mødet, hvis han ellers mente det alvorligt med den manglede indvarsling.
Kjelgaard og Løgstrup havde benyttet flere lejligheder til at strides om dette spørgsmål, men ved et skriftligt indlæg op til mødet her den 26. februar havde Løgstrup endelig lagt låg på ordkløveriet ved at slå fast, at han egentlig ikke havde nogen indsigelse mod den manglende varsling – ”uden al hensyn til Citantens utidige snak” som Løgstrup formulerede sig om Christen.
Midt i alle formaliteterne dykkede dette pudsige lille billede af Christen op: Han kunne være lidt af et snakkehoved !
Nå, men tilbage til selve sagen. Løgstrup ridsede realiteterne op, som han så dem: Desertio malitiosa – ondsindet rømning – krævede, at den ”flygtede” alene og uberettiget skulle have ophævet samlivet og forladt ægtefællen. Christen havde jo selv tidligere forklaret, at de havde været hos forligskommissæren, for at aftale vilkårene for en skilsmisse, og Løgstrup påpegede, at i og med at ægtefællerne allerede var i skilsmisseforhandlinger, da Ellen Kirstine forlod landet, bevisliggjorde at Ellen Kirstine ikke kunne beskyldes for alene at have årsag til samlivets forlis. Ved at have været indstillet på skilsmisse havde Christen indirekte givet sin ”tilladelse” til, at Ellen Kirstine var rejst. .
Også det, at hun straks efter ankomsten til Amerika havde skrevet til Christen, men at han havde meddelt hende, at han ikke ønskede, at de brevmæglede, talte til Ellen Kirstines forsvar, mente Løgstrup.
Han holdt derefter fast på, at det egentlig var uenighed om udbetaling af de 500 rigsdaler, som Christen skulle havde lovet, som forhindrede, at de blev enige om skilsmissebetingelser under mødet hos forligskommissionen.
Og protesterede derfor imod, at Ellen Kirstines rømning kunne betragtes som ondsindet og uberettiget, og påstod hende fortiden frifunden for tiltalen og ikke Ellen Kirstine, men derimod Christen pålagt at betale sagens omkostninger.
Med dette indlæg sluttede dette retsmøde.
Retsmøde den 19. marts 1874 – Kjelgaards forsvar af Christen
Man var nu nået til midten af marts måned og tovtrækkeriet mellem Kjelgaard og Løgstrup fortsatte.
Med et skriftligt indlæg afviste Kjelgaard rigtigheden i, at Christen skulle have lovet Ellen Kirstine penge. Det var ganske usandt – og vedkom forøvrigt ikke den nærværende sag.
Det var heller ikke rigtigt, at det skulle være uenighed om Ellen Kirstines eventuelle andel i fællesboet på 500 rigsdaler, som forhindrede en aftale om skilsmissebetingelserne. Men at det derimod udelukkende var Christens ønske om mere tid til at forsøge at rede ægteskabet, som var grunden:
Min ærede Modparts Anbringende om, at Sagsøger har lovet Indstævnte 500 Rigsdaler er urigtigt og vedkommer i al Fald ikke nærværende Sag. Det er ogsaa urigtigt, at det var Udbetaling af 500 Rigsdaler eller noget andet Beløb af Citanten som Indstævntes Boeslod, der i sin tid hindrede Foreningen om Skilsmissevilkaarene. Grunden til at Ægtefolkene hos Forligskommissionen ikke forenedes om Separationsvilkaarene, var tværtimod den, at Manden vilde, at Konen skulde leve med ham endnu i 14 Dage, for at det kunde forsøges, om den ægteskabelige Lykke ikke vilde blive gjenoprettet ifølge Citantens Forklaring og den vedlagte Erklæring fra Forligsmægler Møldrup af 11. i dennes.
Som dokumentation fremlagde Kjelgaard den nævnte erklæring fra forligsmægler Simon Møldrup:
Aar 1869, den 5te October, fremstod Husmand Christen Christensen Larsen, Østerledhus tilligemed sin Hustru for Forligskommissionen for at træffe en Overenskomst om Skilsmisse. Manden vilde ingen Forlig indgaa den Dag, men vilde, at Konen skulde leve med ham endnu i 14 Dage, for at prøve om de ikke kunde vedblive at leve sammen. Dette vilde Konen ikke, og dermed aftraadte de.
Mariasminde, d. 11/3 1874
S. Møldrup, Forligsmægler for Hjørring Amts 7de Kreds
Prokurator Kjelgaards indlæg sluttede med at gøre opmærksom på, at Niels Marcussen havde erklæret, at han var overbevist om, at Christen aldrig nogen sinde havde tilladt Ellen Kirstines bortrejse. Og måtte derfor tilbagevise Løgstrups ubeføjede information.
Allersidst afviste Kjelgaard sin modparts påstand om Ellen Kirstines frifindelse fortiden – og fandt iøvrigt formuleringen ”Frifindelse for Tiden” værende af en ganske ukendt art frifindelse i dansk retspleje.
Kjelgaard holdt fast ved sin påstand om, at Christen var berettiget til skilsmissebevilling og Ellen Kirstine dømt til at betale retssagens omkostninger. Alene udfra ”desertio malitiosa” – begrebet.
Sådan sluttede dette møde.
Dom at lide….
Torsdag, den 30. april 1874 mødte retten endelig for at afslutte sagen, og der blev afsagt dom – ikke overraskende til Christens fordel. Der er nok ingen tvivl om, at Ellen Kirstine også ønskede skilsmisse, men i selve retssagen trak hun alligevel det korteste strå, alene fordi hun var rejst uden Christens samtykke og uden lovlig grund. Spørgsmålet om de lovede 500 rigsdaler tillagde retten ingen betydning. Hun havde fortabt sin mulighed for at få dem. Christen gik sin skilsmisse med tilladelse til at gifte sig igen, og Ellen Kirstine blev derimod pålagt at betale sagens omkostninger. Retten sluttede med, at man besluttede, at processens omkostninger blev ophævet og salæret til Ellen Kirstines forsvarer betalt af det offentlig, da der nok ingen udsigt var til at man kunne få inddrevet udgifterne hos Ellen Kirstine. Alle præmisserne holdt hele retssagen igennem og den endelige dom blev afsagt og indført i domprotokollen :
År 1874, torsdag den 30. april blev inden Dronninglund Herreds ordinære ret i sagen:
Husmand Christen Christensen Larsen
contra
hans hustru Ellen Kirstine Christensen
afsagt sådan Dom:
Under nærværende Sag har Citanten, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus i Dronninglund Sogn paastaaet det mellem ham og Indstævnte hans Hustru, Ellen Kirstine Christensen den 20. November 1852 indgaaet Ægteskab ophævet saaledes, at Citanten kjendes berettiget til uden Hinder at indgaa en anden ægteskabelig Forbindelse, hvilken Paastand han har begrundet paa, at Indstævnte i October Maaned 1869 uden hans Samtykke og uden lovlig Grund har forladt ham og begivet sig til Amerika. Tillige har Citanten paastaaet, Indstævnte tilsigtet at udrede sagens Omkostninger, derunder 10 Rigsdaler 3 Skilling for Stævningens Indrykkelse i Aviserne – skadesløst eller noget andet tilstrækkeligt.
Indstævnte har ikke givet Møde efter den under 7 Juli s.A. udtaget Stævning ved hvis Bekjendtgørelse, der er forholdt overeenstemmende med Forordning 1 Sep. 1838 paragraf 9, hvorimod den for hende beskikkede Sagfører, Prokurator Løgstrup har paastaaet Indstævnte frifunden for Citantens tiltale og Citanten paalagt at udrede Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager, hvorfor han har paastaaet tilkjendt Salaier.
Med sit Møde i Retten har Citanten under Eds Tilbud forklaret, at da hans Hustru som Følge af, at han, der havde Grund til at antage, at hun var ham utro, bebreidede hende dette, i 1869 forlangte Skilsmisse, mødte da til Mægling først hos vedkommende Sognepræst og derefter, i den Hensigt at vedtage Vilkaarene for Skilsmissen hos Forligscommissionen, ved hvilket sidste Møde han imidlertid ikke vilde give sit samtykke til Ægteskabets Ophævelse, idet han endnu i 14 Dage vilde prøve, om den ægteskabelige Lykke kunde genoprettes.
Efter Mødet fulgte hans Hustru ikke hjem med ham til Østerledhuus, og han erfarede ikke, hvor hun tog afsted. Nogle Dage efter saae han, at hun var hos hans Nabo, hvorfor han gjorde Forsøg paa at faa hende i Tale, men hun vilde ikke indlade sig med ham. Efter den tid har han ikke seet hende, hvorimod han rygteviis har erfaret, at hun den 9. eller 10. Octbr. 1869 er med en Trediemand reist til Amerika, hvorfra han har medtaget 2 Breve fra hende. Citanten, der ikke har forstrakt sin Hustru med Reisepenge, har paa det Bestemteste fastholdt, at hun uden hans Vidende og Villie til den angivne Tid er reist bort fra ham. Ved et paa foranledning af Citanten den 6. Nov. s.A .optaget Tingsvidne, under hvilket 4 af hans Naboer have aflagt edeligt Vidnesbyrd, er det godtgjort, at Indstævnte for over 3 Aar siden har forladt Citanten og begivet sig bort fra Sognet, samt, at hun efter sigende er reist til Amerika med en ustævnet Trediemand.
Derfor have samtlige Vidner bekræftet, at de intet have erfaret om, at Indstævnte siden er vendt tilbage til sin Mand, at Citanten efter deres Overbevisning ikke har gjort sin Hustru Aarsag til hendes Desertion, og at de ikke have erfaret andet end, at Citanten ikke blot før, men ogsaa efterat Indstævnte forlod ham, har levet og holdt sig ærlig og vel. Et af de nævnte Vidner, Huusmand Niels Marcussen har tillige under et af Prokurator Løgstrup foranlediget Tingsvidne udsagt, at efter dets bedste Overbevisning har Citanten ingensinde givet sit Minde eller Samtykke til Indstævntes Afreise.
Til Styrke for den nedlagte Paastand om Frifindelse har Prokurator Løgstrup gjort gældende, at der ikke fra Indstævntes Side foreligger desertis malitiosa og nærmere begrundet dette med at henvise deels til Citantens Forklaring om de Mælingsforsøg, der i sin Tid ere fortagne med Hensyn til den af Indstævnte attraaede Skilsmisse dels til, at Citanten efter hans Hustrus Ankomst til Amerika har modtaget 2 Breve fra hende, og at det af eet af disse, som er fremlagt, skal fremgaa, at Citanten har lovet hende 500 Rigsdaler.
Men lige som disse Omstændigheder – selv afseet fra, at Citanten har benægtet at have lovet Indstævnte 500 Mark – ikke skjønnes i og for sig at kunne tillægges nogen afgørende Betydning, saaledes maae der ved Citanten forberørte Forklaring i Forbindelse med Vidnernes Udsagn ansees tilveiebragt, at efter Omstændighederne tilstrækkelig Beviis for, at Indstævnte uden skjellig Aarsag og uden Samtykke af hendes Mand har forladt denne for over 3 Aar siden. Da Citanten nu tillige med Vidneforklaringerne saa vel som ved en af tvende paalidelige Mænd udstedt Attest har godtgjort, at han siden Indstævnte forlod ham, har ført en sædelig Vandel, vil hans Paastand om Ægteskabets Ophævelse i medfør af Lov 3-16-15-2 No.1 – være at tage til følge.
Processens Omkostninger findes efter Omstændighederen at burde ophæves og vil det Indstævntes beskikkende Sagfører, Prokurator Løgstrup, hvis Sagførelse har været forsvarlig, tilkommende Salair, der bestemmes til 10 Mark, være at udrede af det Offentlige.
Overtrædelse af Lovgivningen om det stemplede Papirs Brug har under Sagen ikke fundet Sted.
Thi kendes for Ret:
Det imellem Citanten, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus, Dronninglund Sogn og Indstævnte hans Hustru Ellen Kirstine Christensen indgangne Ægteskab bør være ophævet, saaledes, at det ikke skal være Citanten til Hinder for Indgåelse af andet Ægteskab.
Processens Omkostninger ophæves
I Salair tillægges Prokurator Løgstrup 10 Rdl. af det Offentlige
Christen var nu en fri mand og intet kunne nu forhindre ham i at finde sig en ny kone. I 1877 giftede han sig således med gårdmandsenken Ane Margrethe Jensdatter på Lemb Mark i Hellevad sogn, og han og den nu efterhånden 9-årige Jens Martinus flyttede derefter ind på gården hos Ane Margrethe og hendes yngste søn, Ingvardt.

Hvad laver man som pensionist:

Af fhv. halinspektør Eigil Jensen, tidligere Taars nu bosiddende i Hjørring
Eigil som nu er midt i firserne, har gennem livet været en meget aktiv person, både i arbejdslivet men i særdeles også i sin fritid. Det kan læses i hans nyudkomne bog – hans levnedsbeskrivelse, som evt.kan købes hos Eigil, i boghandlen eller lånes på biblioteket
Her fortæller han om sine oplevelse nu som en særdeles aktiv pensionist.
Her et lille uddrag fra den spændende bog
Golf? – troede jeg!
Før jeg gik på pension, troede jeg faktisk som før fortalt, at jeg kom til at spille golf, for det var der så mange andre, der var gået på pension, der gjorde. Men sådan blev det ikke, for der blev en hel masse andre interesser, der kom til at optage min tid. Når jeg tænkte golf, så var det også fordi, jeg godt kunne li´ tanken om den friske luft og en masse motion ude i naturen.
Jeg fik også tilbud nok om at prøve, men det blev som sagt ved det.
Visens Venner.
Sang og musik
Jeg så en dag en lille annonce eller lignende i Nordjyske, om at Visens Venner startede mandag, og da jeg altid godt har kunnet li´ at synge og underholde, så tænkte jeg, at det måtte jeg da høre lidt mere om, hvad var for noget.
Jeg kendte så Jørn Stenbro fra tidligere, og da han var med, så ringede jeg til ham og fik nogle flere oplysninger, og så mødte jeg op på første mandag i sæsonen – det var i oktober 2007 – og det har jeg bestemt ikke fortrudt, for det var lige mig, og jeg har også der fået mange gode oplevelser og venner.
Vi samles på musikskolen, hvor vi har øvelokale, hver mandag i sæsonen til vores såkaldte ”Hulemøder”, hvor vi øver på de sange, som vi næste gang præsenterer for vore ikke aktive medlemmer – p.t. ca. 110 – på vore Vise Venne-aftner, som vi har 5 – 6 stykker af i sæsonen, og som foregår i Bistrup Kirken´s mødelokale fra oktober til maj.
Det er dog ikke bare vore egne visevenner, vi underholder. Inden for de sidste par år har vi bl.a. fået et samarbejde med Ålborgs Visevenner og har sammen med dem haft en fælles Visevenneaften på Vendsyssel Ny Teater og på ”Trekanten” i Ålborg. Derudover har vi hvert år fornøjelsen af at underholde på plejehjem og i seniorklubber m.v. forskellige steder rundt om i Vendsyssel.
Da jeg er næstformand i foreningen, så følger der også andre oplevelser med, og det er bl. a. at deltage i regions- og årsmøder rundt om i landet, hvor jeg bl. a. har deltaget i Glostrup, Horsens, Allerød, Hillerød og Helsingør. Det har så også medført en hel del nye bekendtskaber og inspiration fra de øvrige deltagere.

Diverse underholdning
Ydermere har mit medlemskab af Visens Venner også været bufferen til, at jeg har været en hel del rundt uden for vise-venne-regi for at underholde med sang, musik og lidt ”Poul Erik Krogen” i fagforeninger, seniorklubber o.s.v. – og det har også været ret fornøjeligt.
Da jeg ikke selv spiller, har jeg været heldig at have forskellige til at akkompagnere på klaver eller harmonika eller guitar.
Vendsyssel Gildet
Et af mine første bekendtskaber i Visens Venner var Kurt Wilander, som var en gudbenådet visesanger. Jeg havde kun været med ganske få gange, da Kurt spurgte mig, om ikke jeg kunne tænke mig at komme med i Vendsyssel Gildet, hvor han var med i bestyrelsen.
Jeg lignede helt sikkert et stort spørgsmålstegn, for det gilde havde jeg aldrig hørt om, men på den anden side så havde jeg aldrig sagt nej tak til en god fest, så jeg var da lidt nysgerrig efter at høre, hvad det nu var for noget.
Når Kurt spurgte mig, så var det fordi han havde hørt, at jeg havde skrevet lidt sange og andet på vendelbomål, og forklaringen på, hvad Vendsyssel Gildet var for noget, fik jeg så. Det var og er en forening med små på pt ca.600 medlemmer, i hvis formålsparagraf der står :
“Vendsyssel-Gildets” formål er at fremme interessen for og kendskabet til dialekterne i Vendsyssel, blandt andet ved afholdelse af møder, arrangementer og udgivelse af dialekt-publikationer.
Gildet havde bl. a. en sangbog med 26 sange i, og man skulle i gang med at lave en ny med betydelig flere sange i, så Kurt havde tænkt, det at være med i det nye sangbogsudvalg, det måske var noget for mig.
Jeg syntes det lød lidt spændende, så jeg sagde ja, og så var der da også der noget at bruge pensionisttilværelsen til. Jeg meldte mig så ind i foreningen (selv om der godt nok kun var én fest om året – årsfesten omkring 1. november) og de næste par år arbejdede jeg så med på – sammen med 4 medlemmer af bestyrelsen – at udvælge sange til den nye sangbog. Det blev så til en sangbog med 86 sange, og alle relaterende til Vendsyssel. Den blev holdt over dåben til generalforsamlingen i 2010, og den bli´r flittigt benyttet ved alle vores arrangementer, hvor vi har en hel del meget forskellige rundt om i Vendsyssel hvert år.
Jeg kom ret hurtigt med i bestyrelsen, hvor jeg i dag er næstformand og derudover redigerer vores hjemmeside, er med til at arrangere vores årlige udflugt og årsfest, hvortil jeg skriver en årsfest-sang, deltager i planlægningen af aktivitetskalendere og modtager tilmeldinger til diverse arrangementer, hvor det er påkrævet.
Vendsyssel Gildet har også givet en hel del oplevelser, dels med vores aktiviteter og årsture rundt om i landet til Ærø, Rømø, Samsø, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster o.s.v., men en af de største var nok, da vi blev inviteret til DR-byen til overrækkelse af Modersmålsprisen til Søren Ryge i 2013. Vi var 5 fra bestyrelsen, der tog imod invitationen, og da Søren Ryge hørte, at vi bare var taget derover for at hylde ham, blev han vist nok så benovet, at grunden var lagt til et videre samarbejde, og det har foreløbig resulteret i, at han året efter deltog i en dialektdag hos os i Hjallerup, samt at vi fik lov til at besøge ham og hans TV-have på vores års tur i 2017, og der er ikke mange, der har fået det privilegium at besøge ham privat, men det var en stor oplevelse, selv om vejret var lidt ”utæt” den dag.
Derudover var vi inviteret i DOK1 i Århus i 2016 til en radioudsendelse om dialekter, og her mødte vi også Søren Ryge.
Sprogblomster

Georg Julin og holdene Klar i studiet
Mit medlemskab af Vendsyssel Gildet var helt sikkert også årsagen til, at jeg fik en stor oplevelse ved at være med i Regional TV´ ernes program ”Sprogblomster” i 2014, idet Kurt Bering, der også er med i bestyrelsen, havde forslået mig til TV Nord som lidt kyndig af og talende Vendelbo-dialekt. Jeg blev en dag ringet op og spurgt, om jeg ville være med, men i første omgang troede jeg, at det var af en, der ville ta´ gas på mig, så jeg bad ham sende det på mail.
Jeg havde ikke fået fat på, hvem det var, der ringede, men det fik jeg da senere, for mailen kom så senere, og vedkommende ville ringe mig op igen, hvilket han gjorde, og det viste sig, at det var Per Jensen, et af TV Nord´s kendte ansigter. Da jeg fik fat på navnet, kunne jeg også godt kende stemmen, og så var jeg da klar over, at det ikke var gas, hvorfor jeg selvfølgelig sagde ja.
Og det blev noget af en oplevelse at opleve TV fra den anden side af kameraerne, og jeg var forbavset over, at man faktisk ikke tænkte på, at alt hvad man sagde og gjorde blev optaget.
Vi mødtes alle på nær selvfølgelig Bornholmeren – Lillian – i Kastrup lufthavn, hvorfra vi så fløj til Bornholm, hvor vi blev modtaget af TV2 Bornholm og straks kørt til studiet.
Her mødte vi så Lilian, der var forstander på Bornholm´s Efterskole, hvor vi senere blev indkvarteret.
De øvrige på holdet var foruden mig selv – se billeder – Birgit fra Als, Sønderjylland, Ruth fra Samsø, Svend-Erik fra Lolland (kaldet Mads Skjern, – han havde en damelingeriforretning i Nakskov) og endelig Kresten Tovborg fra Vestjylland. Kresten var et rigtig rart bekendtskab, (selv om han var SF´r !!! – og han havde siddet i Folketinget i nogle perioder). Han er jo nu desværre omkommet ved en bilulykke.
Og så var der vores studievært, Georg Julin, der var og er kendt fra mange forskellige programmer i både radio og TV. Han var også et meget behageligt bekendtskab.
Vores medvirken var uden honorar, men vi fik en udsøgt behandling med indkvartering på ungdomsskolen og en forplejning, der ikke kunne klages over, og billetten til Bornholm selvfølgelig betalt. Det blev som sagt en stor oplevelse, men det var også lidt anstrengende, og når jeg gik i seng om aftenen, havde jeg døje med at sove.
Vi var jo delt i to hold, et øst og et vesthold. På østholdet var Lilian, Ruth og Svend-Erik, og på vestholdet Birgit, Kresten og mig, og vi skulle hver især have 25 dialektord med fra vores hjemegn, og de skulle så gættes af modstanderholdet, og det var ikke lige let at forstå de andres dialekt, og det kom der en del morskab ud af.
Et af de sjove ord jeg havde med, det var ”kajissestri´ek”, som er en elastik – kan gi´ sig strikke – det voldte lidt besvær. Det var et, jeg havde lært af Inger Lauritsen fra Lønstrup.
Der blev optaget i alt 20 x ½ times udsendelser på de tre dage, så der var fart på fra kl. 09.00 til 16.00 og også om søndagen, hvor vi blev kørt direkte fra studiet til lufthavnen.
Vi nåede dog at være ude en aften og spise på en bedre kro i Almindingen, og Lillian, hvis skole havde en bus, tog os en dag efter ”fyraften” på en rundtur på øen.
Der var tale om, at der senere skulle optages en sæson mere, men det fik vi senere at vide, at det var de andre regioner ikke interesseret i, men i øjeblikket sender man igen “Sprogblomster”, og hvis vores var lige så kedelige, så var det et held, vi ikke kom med i flere, for ingen kunne tale ren dialekt – og da slet ikke “vendelbosk”- så det sprang man let og uelegant over. .
Sjov Lørdag,
som jeg selv startede op i 1994, som jeg har beskrevet under ”Min tid som halinspektør” sluttede jeg med i 2011. Alting får jo en ende, og der var heldigvis kommet andre friske kræfter til, men det blev da noget, der også tog lidt tid for pensionisten. – Og til min store glæde, så lever det stadig, og i 2019 havde projektet 25 års jubilæum, og det er jeg ikke ked af at tænke på.
Senior Motion og samvær
Som jeg startede året efter i 1995 har jeg også beskrevet under ”Min tid som halinspektør”. Det slap jeg i 2015 efter 20 år ved roret og heraf 8 som pensionist. Det var også tiden, for konceptet havde ændret sig en del fra det oprindelige, hvor der også var en del mere sang og foredrag af kendte personer. Nu har motion næsten taget helt over, så der er – set fra min side – ikke så meget socialt samvær af anden art.
Jeg kommer der stadigvæk af og til, og som æresmedlem har jeg
gratis
Senior Motion og Samvær på udflugt til Lille Vildmose
Diverse ture og ferier som pensionist.
Der er noget jeg, som de fleste andre, gerne vil, og det er at rejse for at opleve noget, og det har jeg jo også gjort, som jeg før har beskrevet, hvor jeg har haft nogle meget store oplevelser, og der er da også blevet råd til nogle få ture som pensionist, og der bli´r forhåbentlig til et par stykker mere, men det er ikke så let at finde pengene til det, når man kun har sin sparsomme pension, og også gerne vil beholde sin bil så længe som muligt. Uden den ville det selvfølgelig kunne lade sig gøre, men den har nu min første prioritet, så må rejseriet komme, når det kommer.
Men hjemmefra det har jeg været bl. a. på Læsø– en dejlig ø med en fredelig natur (for det meste) o.s.v. – Bornholm har altid været et ønskemål, og der har jeg været en hel del gange og bl. a. to gange som pensionist.
Men de største oplevelser har været Toscanai 2012, – Leningrad i 2013 og Prag i 2015.
Bornholm
har altid – som jeg før har skrevet – været et ønskemål, hvorfor jeg også har været der mange gange, og de seneste, men forhåbentlig ikke sidste, to gange var i 2011 og 2014. Jeg gentager sikkert mig selv, men det, der fascinerer mig, er, at Bornholm har noget af hele Norden – skov, klipper og strand, foruden en hel masse andet, som man kan læse om i deres mange turistbrochurer – silderøgerier, Ekkodalen, bolchekogeri i Svaneke og bryggeri i samme by, Hammershus, Rytterknægten med rokkestenen, Løvehovederne ved Jon´s Kapel,
Opalsøen hvor der blev brudt granit, Danmarks største!-vandfald, Døn-faldet ligger nord for Gudhjem, den smukke by, og de mange andre skønne byer, og jeg kunne blive ved.
Og så skal jeg ikke glemme en tur til Ertholmene – Christiansø og Frederiksø -. Det må man ikke snyde sig selv for, selv om det kan gynge lidt på turen.
Hvis nogen er i tvivl: Bornholm er jeg bidt af!
Toscana
havde fornøjelsen af mit besøg i 2012, eller rettere, så var den største fornøjelse på min side. Vi rejste med Gislev Rejser, og det eneste vi kunne klage over, hvis jeg skal finde noget, så var det, at vi skulle møde ude i Ålborg kl. 04.00, så det var ikke meget nattesøvn vi fik at rejse på, men blev en meget stor oplevelse. Vi kørte, efter at have samlet op forskellige stede ned igennem Jylland til en mindre by ikke langt fra München, hvor vi overnattede på Hotel Krone i en mindre by – Geisenwind – hvor vi om aftenen så nogle mindesmærker fra krigen.
Næste dag gik turen til Preben Elkjær´s Verona, hvor vi overnattede før turen gik videre over PO-sletten – en lidt kedelig strækning – til Toscana med ophold i Firenze, hvor var vi på sightseeing med dansk guide, og hvor vi bl. a. så en hel del Michelangelo-statuer, gik tur over urmagernes bro og langs med Arno-floden. Derefter fortsatte vi direkte til Culciano, som var vores bestemmelsessted, hvorfra vi så kørte ud til alle de forskellige oplevelser, turen bød på så som bl. a. Toskansk Aften med egnens specialiteter, – vingårdtur til Pienza, hvor vores guide var fruen i huset. Hun var fra Svendborg, så der var ingen sprogbarrierer, så det blev til en del snak, men munden blev nu også brugt til prøvesmagning. Det var dog ikke den bedste vin, jeg har smagt, men den var ret dyr.
ROM
var var dog den store oplevelser, men den var der desværre kun var afsat én dag til, men hvilken dag og hvad vi nåede at se.
Først den helt enormt kolossale trafik, men da vi først var kæmpet igennem den, så var der Forum Romanum, væddeløbsbanen, hvor man i de gamle kejseres tid afholdt halsbrækkende væddeløb, – der var ”Den spanske Trappe”, ”Trivi Fontænen”, Colosseum og sidst men ikke mindst ”Vatikanet”.
Romanum
Rom er en utrolig spændende by, og den står meget højt på min ønskeseddel for ferier, – Rom kombineret med en tur langs Amalfi-kysten til Vesuv, Pompei og Capri.
Sankt Petersborg ( tidligere Leningrad )
i 2013 var også en stor, men meget anderledes oplevelse. Det er en by med helt ubeskrivelige sociale forskelle, og det, vi så, var mest på bygningsværker fra det overdådige til det meget fattige og slidte, som bl. a. nogle kæmpe store karréer opført i Stalin-tiden til arbejderbefolkningen, men det første jeg lagde mærke til aldrig så snart vi havde passeret grænsen mellem Finland og Rusland, det var deres helt ufatteligt dårlige veje – hul på hul – og vi klager os!!!
Vi var heldige at ha´ en dygtig chauffør – Torben fra Bindslev – og en stedkendt guide, kan man da vist godt sige. Hun hedder Maria og stammer fra Leningrad, men talte dansk som en indfødt.
Selve turen gik fra Frederikshavn til Gøteborg og over det smukke Sverrig fra Gøteborg til Stockholm, hvor vi sejlede igennem den betagende svenske skærgård og til Finland gennem Ålandsøerne. Herfra gik turen direkte til Sankt Petersborg på fine veje i Finland, men som før beskrevet veje i en noget anden forfatning i Rusland.
Den første aften var vi selvfølgelig ude at kigge på byen, men dagens oplevelse var nok aftensmaden eller rettere sagt det tempo, den blev serveret i. Der stod en ”oberkelner”, eller hvad han nu kaldes i Rusland, og vogtede på alt, og personalet strøg afsted som små fjernstyrede robotter, og man havde ikke mere end lige sluppet ”værktøjet” fra sidste ret, før der var ryddet og næste ret stod foran sig. Man var lige ved at blive helt forpustet, men betjeningen, servicen og maden var bestemt i top.
Vi så selvfølgelig, hvad man skal se, men nok også lidt mere på egen hånd. Vi havde guide med til nok de to største oplevelser, nemlig til Sommerpaladset, der ligger uden for byen og Vinterpaladset, der ligger i byen ud til Neva-floden er overdådigt flotte. I og på slottet er der guld-guld-guld, og i parken er der guld-guld-guld på samtlige af de utallige statuer og masser af små og større bygningsværker og på de flotteste springvand i alle mulige udformninger. 176 stk. + fontæner m.v. – Det var overvældende.
Springvandene bli´r der lukket op for hver dag kl. 11.00, og det er en flot og betagende oplevelse. Springvandene er ikke mekanisk drevne, men bli´r drevne af et højere liggende vand-resouvare, der gi´r det tryk, der skal til. Vandet løber videre i en kanal ud i Finske Bugt, der ligger op til parken.
Vi startede med at få en fin velkomst. Da vi stod ud af bussen, stod der tre russiske ”sprællemænd” eller spillemænd, hedder de vist, og truttede ”Kong Christian stod ved højen mast” og ”Der er et yndigt land”, så man næsten fik hjemve, men det kostede så også lidt russisk valuta til den meget iøjnefaldende kuffert. Jo, jo, russerne havde også lært at stå de rigtige steder og vide, hvor turisterne kom fra.
Vinterpaladset er li´så imponerende om ikke mere. Det var kolossalt stort og aldrig har jeg set så mange mennesker, som der var inde at se det. Der stod lange køer udenfor altid i åbningstiden, og inde var der ikke i hundredvis, men i tusindvis, så det var svært bare at komme frem – eller tilbage, og vi havde heldigvis små højtalere i ørerne, så vi kunne høre vores guide, for man kunne nemt komme fra hinanden, og det skete for mig. Pludselig stod jeg uden at kunne skimte én eneste jeg kendte, og jeg vidst ikke, i hvad retning de var gået, for jeg havde nok haft travlt med at kigge på de berømte malerier. Jeg kunne så heldigvis høre guiden engang imellem, men rummet, jeg stod i, havde fire døre, så det var lidt af et held, jeg valgte den rigtige, så jeg fandt mit selskab igen.
Slottet var selvfølgelig også guld, guld, guld, men det var også kunstmuseum med nogle af de absolut ældste kunstnere så som Van Gogh, Rembrandt, Monet, Rafael, Michelangelo, Picasso o.s.v. og de var ægte. Det var virkelig guf for øjnene. Det var Kejserinde Katharina Den Store der i sin tid havde samlet ca. 4000 malerier af alle de største mestre, og det var et imponerende syn.
Et enkelt af de malerier kunne godt have forsødet livet i en årrække. Nå . se men ikke røre og jeg skal da love for, at de var bevogtet.
Vinterpaladset var Zarens residens indtil 1917, hvor han blev afsat under oktoberrevolutionen, og det var nok ikke noget at sige til, at den fattige arbejderbefolkning gjorde oprør mod et regime med så ufattelige rigdomme til sig selv.
Undergrundsbanen
Der var masser af seværdigheder og bl. a. Undergrundsbanen og de store, flotte kirker. Den første var et kapitel for sig. Undergrundsbanen lå i 6 etager, og til den nederste var der en rullende trappe på 100 m.- Det var stort. Vi kørte med Maria som guide rundt til forskellige stationer og der var ikke to, der var ens, men de var alle meget flotte og velholdte.
Næste mål var Blodskirken – også en imponerende bygning med flotte, flotte udsmykninger. Der var bare det men ved det, at det var svært at nyde den, for da vi kom op fra undergrunden og skulle ud for at gå derhen, da var det begyndt at regne og ikke bare regne, men det stod ned i spandevis, så hvis man kan blive mere en gennem-gemblødt, så var vi det, så det, vi tænkte mest på, var at komme tilbage til vores udmærkede hotel og få tørt tøj på, for vi nåede ikke at blive ret tørre inde i kirken, men sådan kom det ikke helt til at gå, for da vi kom ud, fik vi øje på en Italiensk Restaurant, så vi var nogle stykker, der trængte til en øl, og da vi nu var der, så blev det da også til en pizza, så det endte da med, at vi var næsten tørre, inden vi forlod stedet, og da var der heldigvis blevet tørvejr.
Underholdning
og selvfølgelig med russisk folklore blev vi heller ikke snydt for. Vi var en aften i teater, hvor vi oplevede flotte russiske danse, masser af musik og en herrekvartet – Peters Kvartetten – som jeg har en CD med.
En anden aften var vi på sejltur i et par timer på Neva-floden, hvor vi fik serveret dejlig aftensmad garneret med igen sang, musik og bl. a. kosakdans, mens vi også kunne nyde Sankt Petersborg med mange af dens store bygningsværker set fra flodsiden med.
Efter at være mættet med russiske indtryk, vendte vi så atter næsen hjemad med nogle få timers ophold i Helsinki, hvor vi bl. a. så et særpræget monument for den finske komponist Jean Sibelius, og Tempelpladsens Kirke – en meget særpræget, men utrolig flot kirke, der var hugget ud ind i en klippe
Så gik det hjemad over Ålandsøerne, gennem den flotte svenske skærgård i morgendis til Stockholm, over Gøteborg til Frederikshavn, og med en kæmpestor tak til guide og chauffør.
Prag-turen 2015
er foreløbig den seneste udenlandstur, men jeg håber ikke, det bli´r den sidste, for det var også en stor oplevelse skønt også lidt ubehagelig på et punkt – Theresienstadt – men det kommer jeg lidt tilbage til.
Vi – mig og Bitten – var på denne tur så heldige at komme til tit at ha´ selskab af et par lidt yngre, meget rare mennesker fra Dybvad, Randi og Flemming, og vi havde rigtig meget fornøjelse af hinanden.
Turen gik selvfølgelig ned igennem Tyskland, hvor vi overnattede nær Neümünster på et hotel, der lå midt i en rundkørsel, og herfra fortsatte vi så til Dresden, en smuk by taget i betragtning, at den næsten var jævnet med jorde under krigen. Der var opført en ny kirke – Frauenkirche – som var utrolig flot både ud og indvendig.
På torvet uden for var der opstillet en skulptur, som var de sørgelige rester af den under krigen sønderbombede kirke. Den nye kirke blev indviet i 2005. Den var opført med alle de gamle sten, men kunne finde i ruinerne, og de blev brugt, hvor man havde regnet sig til, at de måtte været i den gamle. Derfor kunne man tydeligt se, hvor de gamle var, og hvor der var brugt nye. De gamle var sodede og de nye lyse. Det havde været et imponerende arbejde.
Fra Dresden gik turen så til Tjekiet med ophold i Theresienstadt, den ”berømte” eller rettere, en af de meget berygtede tyske koncentrationslejre fra 2. verdenskrig. Det var forfærdeligt at se og tænke på, at Hitler med slæng i sin tid havde kunnet behandle medmennesker, som det havde været tilfældet, det er helt ufatteligt, og så var Theresienstadt nok en af de blidere, hvis man kan tale om blid.
Jeg har lige set serien ”Verden i Flammer”, hvor lejren og lejrlivet er beskrevet, og det var ufatteligt.
En af Hitler´s utallige løgne
Det var en barsk oplevelse at se cellerne, hvor de havde boet, se henrettelsespladsen og høre historier bag, se baderum med haner uden vand, der kun var var staffage lavet for at bluffe en Røde Kors – inspektion o.s.v. Det kan man kun tænke på i rædsel, den oplevelse kan jeg godt være foruden en anden gang.
Prag
Var så næste og sidste destination, og her kom oplevelserne til at stå i kø. Vi blev indlogeret på Park Hotel, et dejligt hotel med fine faciliteter og god mad, og det første, vi fik udleveret, var sporvognsbilletter, så vi kunne komme rundt i byen enten samlet eller solo.
Vi besøgte Wenzelpladsen – Prag´s berømte hovedgade, Sankt Vitus Domkirken, Det jødiske kvarter med deres kirkegård, verdens i sin tid største, men nu faldefærdige stadion med plads til utrolige 200 000 tilskuere. Den berømte Karlsbroen besøgte vi indtil flere gange; der var et helt utroligt folkeliv både nat og dag. Vi var på sejltur på Moldau-floden med god mad og musik, samt var vi til aftenhygge på en restaurant med endnu bedre mad og en humørspreder af en harmonikaspiller samt Norma, én af vores medrejsende, en gæv og livlig dame.
Prag har et stort borgområde, og her ligger endvidere den enorme Sankt Vitus Katedral, der har flere tårne på små 100 m.og dateres i hvert fald tilbage til år 925 og den kan ses næsten overalt, hvor man end befinder sig i Prag. Den er især kendt for, ikke bare sin enorme størrelse, men også for dens mange gravkamre, religiøse malerier og kronjuveler, krybter med mange af de tjekkiske kongelige o.s.v.
Rådhuspladsen der ligger nede i den gamle bydel, er kendt for sit Rådhus med med det verdenskendte Astronomiske Ur fra fra 1300-tallet. Det sidder på Rådhustårnet og det virker stadig. Vi var der omkring middagstid og oplevede et meget, meget fint vagtskifte med fuld musik.
På en dagstur uden for Prag besøgte vi en utrolig charmerende mindre by – Karlstejn – der havde et gammelt slot, der lå enormt højt oppe, og mærkeligt nok hed Karlstejn Castle. Vi kunne vælge at gå derop, men vi var så heldige, at der var et spand heste, der for nogle koronaer ”gerne” ville fragte os derop, så vi rigtig kunne nyde den meget flotte udsigt. Før Karlstejn havde vi besøgt glasværket Nizbor, derigennem vist nok ca. 300 år bl.a. har fremstillet noget af det fineste og berømte tjekkiske krystalglas.
Vi fik en rundvisning på fabrikken, hvorefter vi kunne handle i deres meget flotte glasbutik.
Vedr. selve arbejdet på fabrikken, så var det langt, langt fra danske arbejdsforhold (se billedet). Der vart ikke noget med sikkerhedstræsko f.eks., ingen beskyttelse af ansigt og hænder o.s.v., og udluftningen var nogle små riste i loftet, men nærmest ikke eksisterende. Men de, der arbejdede der, så ud til at befinde sig godt, men de kendte bestemt heller ikke danske forhold, hvor de næsten er blevet sådan, at sikkerheden er mere væsentlig end produktionen.
Havde det været en dansk fabrik med de samme forhold, så var de ansvarshavende blevet buret inde!!!
Det Gule Marked i Prag nåede at få et lille besøg af nogle af os, da vi kom tilbage, og det var da også lidt af en oplevelse.
Hvad var så Det Gule Marked, og hvorfor hed det mon sådan? – Hvorfor fik vi aldrig helt opklaret, men alle de handlende var tilsyneladende orientalere af en slags, så måske derfor.
Det Gule Marked ligger inde midt i Prag, og det var nærmest et slags loppemarked, hvor man kunne købe alt muligt ragelse – og nemt blive snydt. Jeg købte nu kun en livrem ved en ”pruttehandel”, og det var nærmest for sjov, men jeg har den da endnu.
Der var en ung mand, der blev ved at løbe efter os, fordi vi havde kigget på han bod, og der var ikke det, han ikke ville sælge os med ordene: ”Special price – only for you”. Der var det sjove, at nogle fra selskabet kendte ham; de havde set ham på et loppemarked eller lignende i Kolding, og han både forstod og talte dansk, så ham fik vi lidt sjov ud af.
Men der var nu også et noget ulækkert ”kødmarked”. Vi var knap nok kommet ind i den første gade, før en ung mand kom spænende hen mod os, samtidig med han rev skjorten af og sagde til mig: ” Do you want me?” (Vil du ha´ mig?) Mit svar kan man gætte sig til.
Vi følte os ikke helt trygge derinde, så vi fulgtes altid flere sammen.
Krizikova Fontana
besøgte vi en aften på egen hånd sammen med Randi og Flemming og sammen med Mona og Hans Erik fra Ålborg.
Det var en imponerende fontæne, der var opført i forbindelse med Verdensudstillingen i Prag i 1891. Omkring den ligger i dag Prag´s tivoli. Da mørket var faldet på, kom der liv i fontænens mange fantastiske springvand, der sprang i takt til musik fra 55 højtaler – det kunne godt høres! Det var også en imponerende oplevelse.
Hyggeaften
havde vi selvfølgelig også, og det var på en lækker restaurant med lækker mad og en harmonika-spillemand, der kunne sætte liv i kludene.
Efter en uge med masser af oplevelser og indtryk gik det hjemad over Berlin, hvor vi også fik tid til lidt sightseeing, hvilket også var en appetitvækker til et evt. senere besøg.
Vi så selvfølgelig Brandenburger Tor, gaden ”Under den Linden”, Regeringsbygningen og residensen for Frau Bundeskansler Merchel, resterne af Berlinmuren og resterne af den under 2. verdenskrig sønderbombede
Gedächtniskirche
Det var på pladsen her omkring en terrorist under julemarkedet i 2016 kørte en lastbil ind menneskemængden og dræbte 12 og sårede adskillige flere. – Terror er fej og hæslig.
Efter overnatning på et rigtig fint hotel ude for Berlin, gik det så dagen derpå
Hjem til Danmark i solskin,
hjem til Danmark i regn
til de bølgende marker
og blomstrende hegn –
og efter et mindre stop ved grænsen, så fortsatte vi til Røde Kro, hvor vi skulle foretage os noget meget, meget vigtigt, – vi skulle spise den sidste frokost på turen, og den var absolut nok værd at bruge tid på, inden vi fortsatte hjemad med stop ved forskellige destinationer
Vi var endnu en fin oplevelse rigere, og ikke mindst pga. vores guide
Det var så det
Men jeg håber da, at der følger flere oplevelser efter, hvis jeg da får råd til det, samt forskellig gøren og laden som i dag, for jeg har absolut planer om at blive her i adskillige år endnu, hvis livet bli´r ved at skikke sig for mig, som det har gjort indtil nu, men jeg ved da også udmærket, at min fremtid ligger mere bag mig end foran mig.
Skulle der – eller rettere sagt – når der kommer flere oplevelser af forskellig art, så vil der jo også være plads til her at føje dem til.

 

EN FORTÆLLING OM LIVET OG KUNST M.M. – KUNSTNER HENRIK BUSK ANDERSEN

født 26/06-67 og opvokset i Nordjylland
Bopæl Aabybro
Henrik Busk Andersen
Dybt inde i mit hjerte er retfærdigheden og kærligheden til min elskende dog også en krop fyldt med kreativitet fra ord til emner
-fra bly til maling.
Jeg lever for min kreativitet og af min kreativitet.
Jeg er besat af ikke at gå i andres fodspor, men træde mine egne. Kompromises, frygties, tabules til en vis grænse.
Jeg har solgt min kunst til de små og de helt store i dette land og lidt uden for grænsen.
Kunst mener jeg opstår, når det er mere end maling…
I en alder af 16 år blev jeg udøvende billedkunstner, og jeg var fascineret over, at maling pludseligt kunne skabe en krop og udtryk. Jeg har gennem mine livskriser brugt malingen til at bearbejde mit sind. Jeg har to typer malerier. De smukke og farverige; typisk af mennesker. Og så har jeg de fordybende hardcore malerier, der ikke skåner noget, og brutalt visualiserer, det emne jeg ønsker at belyse. Malet i sit eget naivistiske formsprog med symbolik som sproget.
Der er bl.a.:
“At Kroge sine Børn” om Serritslev børnemishandlingssagen.
“Carina pigen der ikke ville dø”.
Mine kreative fodaftryk er til dato: malerier, udgivelse af bøger samt skulpturer.
Mit citat:
I livet er dem jeg lærte mindst af, også dem jeg lærte mest af..
Jeg har solgt til Danske Bank, Mærsk, Nykredit, Blue Arena, Sydbank, Spar Nord samt en lang række andre virksomheder og allervigtigst solgt til hr og fru her og der, i indland og lidt udland.
Udstillet i banker sygehuse gallerier m.v. Forhandles af gallerier i Danmark.
Har doneret til Børns Vilkår, Kræftens Bekæmpelse, Julemærkehjem m.v. og stod bag fond til indsamling for Serritslev sagens børn.
Kunst kan sætte ild til hele verden, et billede siger mere en tusinde af ord.
Ærlighed er for mig, den vigtigste karakter i livet.
Mit kinesiske stjernetegn er
GEDEN
Geden elsker kunst og naturen og er god til at forkæle sig selv. Geder er kreative, kulturelle, har gode manérer, går op i deres udseende og optræder oftest velsoignerede i sikker tøjstil. Ren- hed af hjertet beskriver Gedens blide natur – altid beroligende og medfølgende. Geden elsker opmærksomhed og anerkendelse og bliver hurtigt påvirket af harmonien i sine omgivelser. Geden er kendt for at være en godmodig sjæl.
Bortset fra evnen til ofte at komme galt afsted er Geden charmerende at være sammen med – omsorgsfuld, gavmild og inspirerende. Dette kreative tegn har det generelt bedst i deres egne tanker som andre mere lineært tænkende tegn kan have svært ved at dechifrere og følge med i. Geder er fremragende i alle beskæftigelser, hvor de kan udfolde sig mentalt, uden alt for mange bindinger. Geder er ikke udpræget systematiske og ikke særligt materialistisk anlagte. De finder rigelig glæde og rigdom i deres egen store indre verden. I kærlighed er Geden dog ofte meget ødsel og overdænger sin elskede med mange og flotte gaver.
I kærlighed har Geden brug for at føle sig elsket og værdsat. El- lers begynder de at spekulere over, hvad der kunne være galt med dem selv eller forholdet. Geder er på denne måde meget kunstnerisk anlagte og føler sig dybest inde en smule usikre. Hvis de ikke modtager nok anerkendelse i deres parforhold, kan de søge ind i deres eget indre – store – univers. Geden kan som of- test få en del ud af at lære at slappe af og lade andre trække læsset engang imellem. Når de kommer til erkendelsen af, at venner, partner og familie stadig er der, når de vender tilbage fra deres indre eskapader, vil livet for Geden blive ret nemt og sorgløst.
Stød på livets vej med et glasskår i foden
Kæmper mig i ateliet. Bruger farverne og lærredet som plaster. Sår heler. Til sidst forstår jeg, at dette er min medicin. Mit kald. Mit liv. Det siger alt. Det må være nok.
Mine hardcore malerier er mine aller stærkeste følelser. Den skarpeste tunge. Den største kniv. Mit levende liv. Mit bidrag til kunstens verden. Du må være smagsdommer på, om kan ses, mærkes eller respekteres. Du står suverænt for at dømme eller fordømme.
Værkerne er filmet på YouTube og symbolsk forklaret. Et skattekort er til for at blive brugt.
Søgende. Som en lille mus der savnede varme og meningen med tilværelsen. Jeg husker alt – næsten. Er ikke bange. Har prøvet meget, og jeg fandt min kunstnerhylde i år 2000. Det var det tidspunkt, hvor mit almindelige liv havde stemt mig ude, både familiært og økonomisk. Jeg var søgende, som en lille mus, der ønskede at finde varmen og meningen med tilværelsen. Det var så åbenlyst, at destinationen blev med mine lærreder. En skriftestol og pryglestok for alle de idioter, jeg havde mødt på min vej.
Ja, det startede jo så smukt. En sød barmhjertig dreng. der spillede fodbold med kammeraterne og slåssede alt mindre-værdet ud.
Legede med farver op i teenageårene, og jeg fik skabt mit første oliemaleri som 14-årig. Det er helt vildt, når jeg tænker tilbage på det nu, det var det vigtigste maleri. Det rummer starten og indgangen til den afhængighed, som det hvide lærred har skabt i mig. Du kan ikke kalde dig kunstner som 14-årig. Det var måske heller ikke de flotteste malerier verden havde set, men jeg kunne jo så meget andet. Så jeg en film, der bare mindede mig om maling, var jeg som en junkie, der bare måtte have mit malerfix. Mine teenageår vekslede mellem maling, uddannelse og kærlighed.
Jeg blev som 16-årig allerede forlovet. Jeg havde set et forbillede i faderrollen Charles fra tv-serien: Det lille hus på prærien. Han var en en god mand, der passede på sin familie og arbejde. Han inspirerede mig, og jeg helligede mig til min forlovede, og så ikke andet end hende.
Vi blev gift 4 år senere. Desværre blev brylluppet fucket op blot et år senere. Mærkeligt at hun ønskede at gifte sig, samtidig med, at hun havde en fremmed mand. Det stoppede prompte, da jeg en nat i byen fangede musen i kagedåsen og tænkte: hold da kæft et liv. Har senere hørt en lille fugl synge om, at hun allerede havde travlt på sin polterabend.
Jeg sprang derefter på nogle andre heste, hvor en af dem var livsfarlig at ride på. Jeg måtte flygte for mit liv (folk er jo ikke døde endnu, så jeg nævner ingen navne).
Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet. Det var ikke mig der lavede lorten, men okay, jeg havde åbenlyst, ikke kunnet give nok til dem. Mange år senere sad jeg og lavede skulpturen “Fortiden”. En person der formår at lukke døren til fortiden, vil være i stand til at fortsætte ind i fremtiden med energi. Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet.
Mennesker bliver handicappedehvis de ikke forstår at forlade fortiden.
Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor, var der heller ikke noget af forbløde af.
Jeg tror egentligt, at min evne til at komme videre med oprejst pande, har givet mig gejsten til at distancere mig lige netop fra de narhatte. Afsted mod nye mål.
Jeg har altid haft en god økonomi, og jeg var god til mine jobs. I den sidste ansættelse var jeg sælger for et stort firma, der bl.a. handlede med Weber, Gardena osv. Det endte dog i et skænderi med chefen, da han slikkede røv på en af kunderne. Jeg tog min afsked uden at ryste på hånden. Jeg havde 150.000 kr. opsparet på en etableringskonto, og jeg var verdens dygtigste mand. Desværre tog min gode ven sig hurtigt af pengene. Han stjal næsten dem alle. Så her jeg lærte også ikke at stole på nogen og gøre tingene selv.
Jeg rejste rundt i verden og handlede med diverse brands på kryds og tværs i Rio De Janeiro, London, New York og Amsterdam. Jeg åbnede nogle butikker og fik et par børn. I en alder af 25 år besluttede jeg mig for, at lave mine egne designs i stål. Firmaet kaldet Dansk Stål Design havde 10 år senere 1.000 kunder og 10 ansatte. Desværre røg firmaet på røven, næsten over night, da prisen på rustfrit stål steg med 70 procent.
Firmaet var i frit fald, og det tog min familie med ned. Dette fald kostede mig 10 år opslidende arbejde fra morgen til aften.
Jeg stod absolut helt og aldeles alene i min økonomiske ruin. Boede i en lille 2 værelses lejlighed i Rosenlundsgade i Aalborg, ca. 1000 meter fra hvor jeg hentede min bistandsydelse. Sindssygt liv!
Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor var der heller ikke noget af forbløde af.
Som Monty Pyton uden arme, sagde jeg bare kom an. Og ja, det gjorde børnene så, hver anden weekend og tømmermændene kom i de modsatte weekender. Nu var Busk Andersen på bunden og på røven.
Nogle slog sig af grin på låret og andre elskede mig. Jeg havde det svært, og jeg sagde ofte til mig selv: hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt, træt, træt. Heldigvis kunne jeg sove.
Min gode ven Orla Mosevang hjalp mig med et lån på 250.000 kr, så jeg kunne komme ud af dragens kløer. Jeg fik lov at afdrage, som jeg ville, så der blev købt lærreder.
I en daglig orgasmisk rus væltede jeg rundt i lejligheden, fed musik, fedt liv. Nu skulle jeg vise verden, at der var skabt en ny kunstner.
“Hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt!”
“Mine hardcore værker er som talende bøger på væggen med indhold og budskab skabt af malingen”
Fra dengang til i dag er der allerede gået 15 år. I den tid har jeg formået at leve af min kunst. Få det solgt gennem mine eget galleri, samt i en række gallerier i Danmark.
Hvad er der så i disse malerier, og hvad giver de folk og mig. Folk køber visualitet. De køber farve og glæde. I dette skønlitterære univers har jeg solgt næsten alle mine visuelle evner.
Men det er ikke i disse værker, at jeg sviner dem, der har svinet mig, eller beskytter dem, der skal beskyttes. Nej, det er gennem mine hardcore værker.
Det er dem, der er blod og nosser i, men de er også distancerede i deres udtryk. Det er normalt ikke billeder, der taler til det smukke øje – men til Jesus på korset.
Jeg har gemt en del af mine hardcore værker, som jeg prøvede at donere til Vendsyssels Museum i Hjørring, men jeg hørte aldrig fra dem. Jeg har også vía de hardcore malerier søgt udstillinger på et højere niveau.
Citatet over dem alle skal stå på min gravsten:
”Af dem jeg lærte mindst af lærte jeg mest af”.
Til tider mætter maleriet mig ikke, så bliver der skrevet citater. Flere tusinde citater, som jeg nu har udgivet i Citat slut 1 og 2 – og den kommende 3.Det citat dækker over min vanvittige lærer, der ofrede mig foran klassen, og smed mig ud af skolen i 7. klasse. Det dækker over løgnerne og alle maskebærene. Slagteren der sleb kniven i min nygifte kones skede. Kæresterne der var åbne hoteller og JP fra Dansk Stål Design, der stjal, da jeg lå livløs hen. De venner der ikke var stærkere end fristelserne, og lod deres nossere afrive på kryds og tværs. De pengegriske narhatte, der først stoppede med at sutte, til patten var død. Det er dem, der fortjener dettes citats væsen, og min stolthed over, at have skrevet og forfattet det.
Jeg må lige tilføje, at jeg ikke har levet efter min fatters ord: man kan ikke stole på andre end sig selv.
Mine øjne er blå, men hvor er det fedt at se mennesker blive til rotter, det har også sin charme.
Jeg har lavet skulpturen: Balancen.
Om at man som menneske er ude af balance.
Det er helt naturligt at miste balancen, hvis man bare genfinder den igen. Frygt ikke faldet, men brug energien på at komme op igen.
……ved ikke hvor min inspiration kommer fra
Når ord ikke er nok
Det er åbenlyst, at du ikke kan købe mad for ord, medmindre du er forfatter. Så ord er dine venner. Ord er så skarpe som knive, og ord kan give de mest ører rungende øretæver, som en næve aldrig kommer i nærheden af. Ord kan virkelig punktere narhattens fylde, eller den oppustede selvfede egokajs store maveskind. Sjovt at munden kan være sådan et våben, og hvor er det synd, når nogen ikke har ordet, eller tager det uden at mestre det. Hvor er det smukt, når en af mine 4 børn siger far.
Yes, som hr. skæg siger: ord er mine venner, lyt til dem. Tro på dem, hvis du tør. Lev med dem. Lær at udvikle dem og bruge dem. Ord siger meget mere end ord.
Når ord ikke er nok, så kan man bøje dem i neon, stål eller støbe dem i bronze. Det kalder jeg skulpturer. I kunstens verden kommer man til et sted, hvor man gerne vil udtrykke sig tredimensionalt. Det er nemt nok i lille skala.
Jeg troede, at jeg havde fået lov til at forære Skagens nye kryds- togskibshavn en bronzeskulptur på ca 2,5 x 1,5 meter. Skulpturen forestillede en havnefrue, der lå og forgrenede sig så smukt – eller det gjorde hun i hvert fald på papiret. Hun blev vist i miniature og indtegnet på havnepladsen. Da hun blev blæst op med stort skød og langt lys på brystvorterne, så faldt hun desværre for sheriffens dom. I ren irritation lavede jeg en noget mindre figur. Hende fik jeg lov til at placere midlertidigt foran turistkontoret og fylde hendes små bronzelunger med frisk Skagens luft.
“Da jeg satte mig til computeren i aften, var det slet ikke for at skrive dette, men for at ansøge om, at kunne donere endnu en skulptur, som kom til mig i nat.”
Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter og blev sendt til tælling, med døden til følge.
Det er absolut første gang i mit liv, at jeg blev vækket kl. 04 af Titanic, der bankede ind i isbjerget, og jeg tænkte, hold da kæft, det var der, at det skete… Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter, og blev sendt til tælling, med døden til følge. Det var der, at vi skulle have lært noget af vores ekstravagante pissen på naturen, og bruge mest muligt energi på ingenting.
Der burde vi have lært det, og ja, havde vi det, så var isbjerget ikke smeltet og regnet ned i hovedet på os nu, og vækket mig med ideen til den skulptur, der så gjorde, at jeg skrev denne bog.
Denne skulptur er tænkt som et stort vaffelbæger. Konsumisen er spist, inklusive flødeskum og syltetøj (symboler på ikke at kan få nok). Vaflens koniske form tragter vandet altså det fordampede isbjerg ned i vaflen igen, og bliver ledt ned i et bassin.
Hvor du som betragter af denne skulptur, ser dig selv som synder – den forbrugende synder. Genialt tænkte jeg. Det må sgu da være et fedt bidrag til kunstens kunnen i denne tid.
Jeg sendte den først til Holstebro, da de virkelig havde fået vand, og måske kunne bruge denne bro til noget? men nej, kom det prompte tilbage. Holstebro kommune ønsker ikke at indgå i dine tanker om denne skulptur.
Jeg fik min gode ven Michael Morell, kongen af den kubistiske streg, til at visualisere skulpturen og sendte på ny en ansøgning til Aalborg Kunstfond, som vendte tilbage med et lille håb. Vi får at se….
Jeg tænker så ofte på Erik Clausens citat:
”Hvis dit liv var en film, gad du så selv at se den?”
Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop
Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.
Der som skulptur skulle lægge krop til folks ord på vejen – altså en offentlig skriftestol, hvor du kunne skriv fuck dig Busk, jeg elsker min Sonja, eller hvad du lige havde på hjertet denne dag.
Denne skulptur med en højde på ca. 3 meter står i skrivende stund på torvet i Hvide Sande (er blevet ofret til juletræet) og jeg frygter hvert minut, at de ringer, og siger: hent den bunke skrot!
I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.
Arbejde som dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks
Frihed er ordet overalt. Fri som fuglen. Fri til at gøre contra fanget uden at kunne gøre noget. Sjovt nok må værdsættelsen af friheden være højest, når den er frataget.
Kunstprojektet i Hvide Sande, hvor danske og udenlandske skulle arbejde i en måned, for derefter at blive hædret eller svinet i Manøvregangen (En sluse hvor kunsten udstilles, der indlemmer Vesterhavet ind mod Ringkøbing Fjord). Fedt sted. Hvert år er denne Manøvregang kun åben een gang for offentligheden, og det er ved denne kunstudstilling, de havde fået selveste Andrew Lloyd Hughes til at åbne ballet.
Mine forventninger var høje, da jeg tog afsted for at besigtige de allerede fremmødte kunstneres arbejde på kajen. De var installeret i tyskerhavnen, hvor fiskere m.v. havde lånt deres huse ud til dette kreative pust.
Jeg fik hjertebanken, da jeg så kunstnerne stå i disse uhyggelige huse og male naturen, som de så den. Ud fra de temaer, som de havde valgt til deres bidrag, med inspiration fra deres indre baghave.
Jeg havde forhandlet mig ned til 7 dage fra en måned, og jeg tænkte i bilen på vejen hjem: fuck noget pis, det kan jeg simpelthen ikke.
Arbejde som et dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks. Sådan har jeg det, når jeg er på. Jeg er ikke afslappet.
Nutella på bollerne er ok
og tag mig ikke hårdt bagfra! For hvert maleri jeg skaber, er der en kamp og en linedans, hvor værket ikke skal falde ned eller skride. Hvordan kunne jeg have folk omkring mig i dette vildt anspændte miljø. Jeg tænkte, og jeg tænkte.
Pludselig kom jeg kørende forbi en campingvognforhandler og tænkte, der er min redning! Der er mit bur eller min kampvogn til denne krig, som jeg har meldt mig til. Jeg var så lettet. Fandt hurtigt vognen på Gul & Gratis. Strippede den og lavede det fedeste atelier med lys og musik. Musik for mig er næsten alt, når jeg er på. Jeg er i trance. Toilet, lager til mine værker og kaffemaskinen. Jeg forsvinder fra denne verden af naturalisme ind i mit eget sumpmiljø. Om natten, et par dage inden jeg skulle afsted, eller vi for mine to yngste unger på et og tre og min elskede 15 år yngre teblandende kommende kone og bedste ven, skulle også med. Den nat fik jeg synet af, at denne campingvogn simpelthen var blevet fjernet, da jeg ikke havde spurgt om lov.
For at bryde disse kollektive regler, måtte jeg få den i kampform ved at ligne installationskunst. Det er let, når hovedet er fyldt med citater. Så med citaterne: Nutella på bollerne er ok, og tag mig ikke hårdt bagfra m.v., samt frihedskunst i sluserne malet på alle sider.
Måske er vi blevet for frie? Når vi kan få opereret kønnet.
Nu ville politiet ikke se det som en campingvogn, der skulle fjernes, men en af idioternes arbejdsrum, og dermed tillade det, det var meningen fra starten. Det lykkedes i stor stil, selvom der var kommet kommentarer om, hvor grim denne vogn var, på vognen, klarede jeg mig i gennem basecamp og helt op på temaets top. Jeg fortrak mig til min campingvogn og skabte mine hardcore værker.
Når jeg får muligheden, for at blive set, går jeg den hardcore vej, hvor min mening er at påvirke og stille spørgsmål. For jeg mente egentlig, at der blev malet rigeligt med skibe ved kysten eller drager på himmelen.
Måske er vi blevet for frie, når vi kan få opereret kønnet. Fikset alt. Fjernet det uønskede barn, hvis ikke det er ok. Jeg mener, at friheden og dermed krav til at 14-årige piger får opereret skamlæber og bryster med mor i hånden, er en dræbende udvikling – ikke en frihedsoplevelse. Ej heller omstillingen fra mand til kvinde.
Jeg synes, at det er fængslende. Jeg tror langt hen af vejen, at det er meget sundt at forblive som skabt. En 60-årig skal jo ikke ligne en konfirmand, med bryster der er blevet så store, deforme og kropsvæltende. En blondine udtalte engang i tv, at hun måtte have speciel madras for at kunne sove på maven. Er det frihed? Er det frihed at skulle se så perfekt uperfekt ud? Sygdom er ikke frisind. Hvad nu hvis elefanten vil laves om til fugl, gør vi så også det?
Maleriet er en person, der absolut ikke er blevet fri, men lastet af sin brystoperation og kønnet er skiftet. Det er en strangulerende og dræbende udvikling.
Er du fri i dit parforhold?
Parforholdet er jo det allervigtigste. Det er din base, din have, dit hjem, din opladningsstation. Det skal være givende, frugtbart, sprødt og lystbetonet. Ikke bare til at knalde, men til at gøre ting sammen.
Lave mad, tænke tanker, iværksætte, løfte, begrave, udvise, indånde, styrke. Stå sammen for hinandens skyld.
Det skal ikke være et fængsel. Det skal ikke være en magtbalance. Det skal ikke være en livsdræber. Det skal ikke være en klods om benet eller et busstoppested.
Jeg er indbegrebet af all inn. Jeg vil det hele, med min partner, ikke kun det halve. Det er børn, bryllup og tørre bræk op. Jeg tror, det er den største skat, du overhovedet kan finde på livets vej. Det er det pureste guld, at have den man elsker, ved sin side, og endnu større, hvis det også er ens soul mate – for de er svære at finde. Jeg mener, at man skal lede så længe man behøver.
Men korn vokser ikke bare, det skal såes og plejes for at det vokser og holdes fri for parasitter. Ærligheden skal altid ske fra dag et. Alt der er bygget på løgn, er løgn.
Et maleri viser kvinden, der er hooked-up. Des mere hun kigger efter friheden, des mere kvæles hun i sin afsked. Han er besat. Hun er en del af ham. Han må dræbe hende, for ikke selv at dø i dette liv.
En del af forholdet er begæret og i maleriet: Liderlighedes Uhyggelige Kræfter, belyser jeg dette. For liderligheden og seksualiteten har en uhyggelig stor kraft. Folk voldtager og begår drab for denne ene udløsnings skyld. Det siger jo alt. Så tag jer i agt.
Kære du, tro på skæbnen. Tænk, det var en prøvelse.
Dette monster som helt ubevidst bliver påvirket og vækket i sit øje, og derefter i sit sind, og gradvist bliver så opstemt, at han kun ser bundkødet i sit øje, og transformerer hans hænder om til små fugleunger, der skal have mad for ikke at dø. Altså en fuldbyrdet voldtægt han ikke kan beherske, og overgiver sine behov til sine kræfter, og fuldbyrder voldtægten.
Disse latente personer går derude, så pas på med fri- stelsen. Det er der, at det går galt. Så kære små piger og drenge tænk tækkeligt for jeres egen skyld. Den lille fugl kan være slangen i paradis.
I skrivende stund er jeg selv vidne til, at kærlighed er ved at kvæle mine gode bekendte. Kærligheden når den ikke er gengældt, er helt katastrofal. Des mere man løber efter den, jo længere væk forsvinder den.
Man skal elske med hud og hår, men det er forfærdeligt, når forladelsen er en realitet. Alt det vi havde sammen, kan skylles ud i toilettet, og det nye brændende lys ses som flammer i den forladendes øjne.
Denne skildring om det slukkede begær, der efterlader manden, som det lille barn, der sutter på patten i fosterstilling, og hun i sin todelte personlighed. Altså det hun var, og det, hun er nu. Den forladende iskolde afskedstagende person, der ikke kan eller vil standses. Hun tager begærets med til en anden mand på sin vej. Denne personlighedsændring kan være svær at forstå og forklare.
Jeg prøvede til en udstilling kaldet: Mademosele De Avantgarde at fremstille kvinden, som et dyr, der både kunne fremstå med næb og kløer m.v. (Det fandt sted i Art Corner Randers)
Som forladt, skal man rejse sig op, tørre tårerne af sin kind og sind. Bede til gud om styrke, og se at sin krop med tiden vil søge balancen igen. Der vil være lys gennem denne lange mørke tunnel. Ja, denne smerte over alt hvad man havde, er væk, er ødelæggende. Hvorfor er man altid musen, der går i fælden og ikke kan komme ud igen.
Så kære, tro på skæbnen, og tænk, det var en prøvelse. Vent blot på, at der kommer kærlighed til dig igen.
Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.
Tror måske, at de har lettere ved at sætte ny madding på krogen
og fange en ny fisk. I min kuldsejling, fik jeg meget støtte af at læse en bog, jeg ikke lige husker titlen på, men det var om alle mulige mennesker, der var i samme situation. Hvor håbløst alt så ud. Medicinen var egentlig den samme, om det var soldaten, der var taget til fange eller moderen der havde mistet sit barn. Fælles for dem, der kom igennem, var evnen til at arbejde sig væk fra det – altså ikke dyrke det.
Jeg tror, ved at fjerne sit syn, at man også fjerner sin smerte, og vælge at gøre noget, der er en mening i. Jeg tror på det selvhelbredende menneske. Når man er ude af den mørke tunnel, føles og mærkes lyset mere intenst og kraftigt.
Man skal ikke elske mindre og frygte at miste. Mange dyrker mere frygten end nyder glæden. Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.
Tror måske, at de har lettere ved, som før nævnt, at sætte madding på krogen og fange en ny fisk.
Sæd og æg er totalt ligeglade med hvordan rollerne spilles.
Æg skal blot befrugtes, og det er i mødet mellem mennesker, at seksualitet er på sit maks. Man er opslugt. Man er passioneret.
Slagelses kvindelige borgmester bad mig forklare dette værk. Det er en fortælling om den lille frømand, der er på vej til at drukne i dette bundkar. Hans arm er meget svag, han er også kun en mand, fik jeg forklaret. Man får jo svar, når man spørger.
Maleriet: Er vores børn frie
Skildrer tre børn, der kigger ud gennem tremmerne. Tremmerne er pædagogens fingre i institutionen. For det er, hvad vi gør. Vi inseminerer eller boller os til dem. Kvinden får selvfølgelig kejsersnit – så bunden er i behold. Sutteflasken bliver givet fra dag et – brysterne skal ikke ødelægges til den slags. Tre måneder efter kommer forløsningen. Den store dag. Afleveringen til moderen – altså dagplejemoderen, der med sine regler og tremmer, lader vores små børn vokse sig større. Jeg spurgte: er vores børn frie?
På maleriet lader jeg et stykke hvid sne stå uberørt. Nej, for i dag skal vi være inde, selvom det sner.
I øvrigt har jeg lavet en lille figur i bronze kalder: Selve livet. Det siger det hele meget godt om de børn. Rig eller fattig. Stor eller lille. Hvid, sort eller pukkelrygget, så er det at skabe livet, livet. Jeg er selv ramt af figuren, da jeg i en alder af 48 år vælger at bringe mere liv til denne verden. Hvad er dette for en verden?
Har lige malet billedet Terror. Det siger vist alt selv. Har før malet dette tema at nogle mennesker, som føler sig født til at bringe så meget skade med sig som muligt. Jeg malede: Satans Søn og Satans Datter. Det handler netop om mennesker hvis mission er, at slå så mange ihjel som muligt, og de dukker op hele tiden i diverse forklædninger.
Det skal jo være så bizart som muligt. Utroligt hvilket hjerte der måtte sidde i sådanne mennesker, der laver det til deres livs klimaks at tage så meget liv fra andre mennesker, der virkelig ønsker det. Kan de da for helvede ikke bare nøjes med at tage deres eget liv.
Sørgeligt med alle de døde og sørgeligt hvilken planet jorden er ved at blive til. Frygten er frygten. Stjæler det gode liv. Sker det igen, sker det her. Al den frygt er også dræbende. Det er gennem kærlighed, livet er skabt, og det skal ikke leves gennem død og ødelæggelse.
Isolation og mure har sjældent skabt noget godt
Jeg tror, der skal bygges bro mellem de forskellige folkeslag. Isolation og mure har sjældent skabt noget godt. Jeg har senest malet broer. Helt specifikt Storebæltsbroen. Det er et stort arbejde (spøg til side) Det er at gå i dybden og male bevidstheden omkring vores søfolk, sejlernation og dermed brobyggere. Broen som har gjort os frie. Nogle mennesker ydede meget, for at skabe dette komplekse værk. Det store bælte.
Når jeg får tilbudt en udstilling, er det altid custom made. Jeg skal være der. Snuse og mærke og pludselig bliver nationens rod til brobissen. Jeg søger det ikke, det kommer til mig. Den anden dag i bilen snakkede vi om denne klode, der er ved at dø og i næste sekund, så jeg en person med reb om halsen, stående på en kugle af is, der tøede op, og dermed stille og roligt blev aflivet. Disse snakke bliver til syn, som bliver til malerier, og så skal det bare op på lærredet, støbes i bronze eller citeres.
Jeg har en ung kone på 33 år, og derfor bliver der skabt flere børn. Så der er tre børn om at forholde sig til at have en gammel far. Men jeg er også en ung far, da jeg som 27-årig blev far for første gang.
Jeg tror det er min største bedrift her. Det er min største rolle at være en god far, derfor bliver jeg også gang på gang inspireret til at male, når disse kære børn får deres fine ører i maskinen.
Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop.
Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.
Der som skulptur skulle lægge krop til folks ord på vejen – altså en offentlig skriftestol, hvor du kunne skriv fuck dig Busk, jeg elsker min Sonja, eller hvad du lige havde på hjertet denne dag.
Denne skulptur med en højde på ca. 3 meter står i skrivende stund på torvet i Hvide Sande (er blevet ofret til juletræet) og jeg frygter hvert minut, at de ringer, og siger: hent den bunke skrot!
I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.
Jeg lavede jeg maleriet: 9700
At kroge sine børn. Om Danmarks største misrøgts sag af børn. Gennem denne sag kom ideen til at lave en ind- samling. Pressen skrev højt og flot om den, og mange støttede mig med ord og kun ord. Så indsamlingen lød kun på 12.500 kr. Pinligt! Når jeg selv lagde de 10.000 kr. deri.
I nogle år støttede jeg Børnefonden, indtil jeg fandt ud af at kun halvdelen af beløbet nåede frem. Resten var administration. Så begyndte jeg at støtte direkte bl.a. donerede jeg 20.000 kr. til Hobro Julemærkehjem. Derudover donerede jeg et kæmpe maleri til Julemærkehjemmet i Skælskør.
Så jeg har virkelig de børn kært, og det gør mig ondt, at se alt for mange svigt. I denne søde juletid hvor snap- sene kan fremme talen og kontakten – desværre også missen, altså skilsmissen
Præcis som vi mænd kigger på hul korte eller kavalergange Nogle af os tænker ikke, før vi reagerer
Denne mand som er afbilledet, bør have set det før, at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø.
En kendis med hang til chili gjorde mig opmærksom på at hans kunstkriterie var, at værket minimum startede ved 100.000 kr. klassen, eller som han sagde: min kunstverden starter ved Leif Sylvester. Jamen hold da kæft, det chili må da også havde bedøvet hjernecellerne.
Hvad har kunst med økonomi at gøre? Det er det laveste jeg har hørt om kunsten contra den lille dreng der ved en fernisering ved Galleri Bo i Skagen fortalte mig: det var jo kun maling. Ja præcis, lige som dette bare er blæk eller lige nu dioder på min skærm. Hvad er kunst, og hvad kan den sige – ligegyldigt om prissætningen er høj eller lav.
Min fatter politibetjenten sagde altid til mig: Henrik, husk den kloge tier. Jeg har ikke lært det og lukker alt ud. Er dum nok til det, og jeg håber, at jeg er klog nok til, ikke at sige eller gøre det, der bringer mine børn videre i en faderløs livsførelse.
Du skal ikke male mange appelsiner i turbanen, for helvedet kalder på dig. Sådan er det blevet, at forstå det, er egentlig den største mening med maleriet: Fri Ytring
Det at tyrefægteren ved, hvad der sker, når det røde klæde kommer op af lommen, så har han de dræbende knive parat. Tyren ved det jo ikke, han reagerer bare på de instinkter, som den er født med.
Præcis som vi mænd kigger på hul korte kjoler eller kavalergange. Nogle af os tænker ikke, vi reagerer.
Denne mand som er afbilledet, bør have set det før. at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø. For som ytrer, modstander eller kritiker af nogle systemer, sender det dig direkte i graven. Vil du være kendt for en aften, så ved du, hvilken tromme du skal slå på eller hvis billede, der skal drikke din urin.
Et ældre maleri omkring dette er lige netop fatters ord: Den kloge tier. Det er bare ikke en tier, der er afbilledet. Det er en flok aber med mundkurv på
Tag mundkurven af, så er de måske ikke aber længere.
Maleriet: Er nationen fri
Her er det prydfuglen, der er til skue på sin pind. Oveni- købet på sin grønne pind. Der er tremmer for og bemærk dette maleri er skabt inden flygtningestrømmen. Vi er de rige, som har buret os inde for at sikre friheden. Jamen er det så ikke os, der er taget til fange? Ville vi ikke selv flygte mod blidere himmelstrøg, som alle dem, der får bomber serveret til morgenmad, ser deres børn dø til middag og ikke ved, om de overlever en nat mere. Men hvad gør vi? Jeg ved det ikke, jeg stillede bare spørgsmålet, da jeg ved indbydelsen, blev bevidst om, at det er 70 år siden, at vi slap ud af tyskernes rædsler, og derfor er temaet frihed.
Denne fugl sidder godt så længe, at den røde truende hånd ikke tager magten. Mange hvide i Afrika må til tider have haft ondt i maven. Havde den sorte skare rørt for meget på sig, på deres vej ned i skibende til sukkerplantagen i dansk vest Indien, havde magten hurtigt vendt rundt. Vi er nok snart tilbage til jungleloven, hvor styrke afgør magten som i abeburet. Dyr slås for at sikre gener, det gør vi ikke, vi slås kun for at sikre rigdom.
Ophængningen maleriet: Er vores nation fri, skete på den anden side af slusegangen, hvor jeg var så heldig at en af stålvejrene, der åbnede sluserne, gik perfekt hen over maleriet og blev en af tremmerne. I et lille vindue stillede jeg en af mine små bronzefigure kaldet Udlængslen.
Udlængslen (bronzefigur) har altid en fod fremad. Han er på vej et andet sted i sit syn, i sit sind, væk med sin krop, som har fået fuglens vinger. Præcis sådan fløj jeg ud af Hvide Sande med to syge unger og et hoved, der var tomt for kreativitet. Jeg var malket og kom hjem for at sove en uge.
Er kærligheden fri, blev der spurgt.
Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt.
Julen er hjerternes og børnenes tid, og mange får skåret deres fine lille maveskind op i en kold tid. Naboens græs er hvidere her til jul (Maleriet: Gaven fra far og mor)
Maleriet: en kold tid
Omhandler det ensomme barn, der er forladt og ikke set af sine forældre. Hvordan kan man skubbe ægget ud af reden, det har jo ikke vinger endnu.
Er kærligheden fri, blev der spurgt.
Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt. Er det der muligt, at få sin fangst med hjem.
Jeg stiller det vigtigste spørgsmål af alle, kan man som menneske i et dette frie land vælge sin kærlighed? Nej, det kan du ikke. Loven er et strangulerende net om denne fiskemand, der har fået sin havfrue i nettet. Nej, blev der sagt. Find en ny der kan importeres og gå gennem tolden.
Fantastisk spørgsmål og maleri. Jeg lever helt op til mine egne krav til god kunst. Er der noget bag værket. Bevæger det. Siger det noget..
Er vi tilbage i suttefasen eller er det fristelsen der skaber dette nosse tab.
Jeg har mødt mangt og meget på min 48-årige lange vej. Rent faktisk har mange af de mænd også kaldet venner haft den sygdom at miste deres nosser.
Nosserne sidder mellem ørene og benene. De afgør, om det er en mand eller kælling (de fleste kællinger jeg har mødt på min vej har tap) Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker.
Er vi tilbage i suttefasen, eller er det fristelsen, der skaber dette nosse tab.
Men sandt er det, og nosseriven for mit vedkommende er løgnere i egen række. Tyveknægte. De utro smart asses. De holdningsløse eller de ynkelige.
Livet er hårdt, men derfor skal du jo lige netop, tage det som en mand.
En kvinde eller bøsse kan da heller ikke bruge tårer til så meget andet end, at tørre dem væk.
Det er i krigen mænd ses, og når han nu sendes afsted, så behøver du jo ikke at fodre missen med fremmed mælk. Utroligt hvordan mænd der har fået for lidt sutteflaske, eller for meget da de blev grønne, lyder derefter.
Derfor kom Pelle nosseløs til mig, og bad om et selvportræt. Pelle Erobren er en fantastisk film om en dreng, der skal blive til mand for at overleve. Hans modsætning er pelle nosseløs.
Pelle på maleriet er stramt styret af sin kone eller kæreste. Styret direkte på nosserne. For det er ikke hans mere.
Det er synd for Pelle.
Åh min elskede skat jeg vil alt med dig jeg følger dig i tykt og tyndt. Er altid i din hånd og i dit blod i dit inderste putter med dig og drømmer med dig. Står op med dig. Sørgeligt at du er min ensomhed
Det at løbe som et lille barn på blomsterengen uden at frygte glasskåret der hurtigt kan finde sammen med foden
Ah den kærlighed, bedst som man lever livet uden, og egentligt ikke mærker, at man mangler den.
Måske ungerne eller kammeraterne erstatter den, ja, så steder man ind i den.
Man lader bare kroppen og sjælen flyve med. Ud over de lyserøde marker, hvor man i dette univers med eet mærker, at livet foruden denne kærlighed, har været en stor fortrængning.
At opleve disse store oceaner af kærlighed til et andet menneske strømme afsted og blive gengældt. Det at mærke disse kærtegn. Som som ind i huden på den smukkeste og varmeste måde. Med en tåre i øjet at bevidne, at man har levet livet alt for langt fra dette, hvad et andet menneske kan gore for en.
Alt denne energi, der kommer af mødet. Bevidstheden om al den energi en afsked vil tage.
Det at løbe som et lille barn på blomsterengen, uden at frygte glasskåret, der hurtigt kan finde sammen med foden. Den voksne siger i mit hoved, frygt aldrig mere for tabet, end glæden ved at have det.
I mit indre er der to sider den visuelle og den indholdsrige
Når man samler en pind op, følger begge ender med. Ligeså gælder det, med denne bog. Der en forside og en bagside. Forsidens maleri er egent- ligt tænkt, som de små skilsmissebørn, der bliver revet i fra begge sider. I mit indre, er der to sider: den visuelle og den indholdsrige. Disse sider, denne skizofreni, er præcis som dette maleri kaldet: God Ferie.
Et billede, der indeholder tøj, sky, person, udendørs


Vis indblik
323 rækkevidde for opslag
Alle reaktioner:

1

AJLEBEHOLDEREN, DER BLEV INDVIET MED SALMESANG!

1985 af Harry Jørgensen, Vrensted
I Stenum, hvor man interesserer sig meget for lokalhistorie og tilmed har gravet den store sten, der gav landsbyen navn, op af jorden og stillet den op ved siden af centralskolen har man noget, som man vist ikke har magen til andre steder i landet, nemlig en ajlebeholder, der er blevet ind- viet med salmesang!
Ajlebeholderen findes ved gården Løkkenvej 270 og er nu, grundet tidernes udvikling, ikke længere i brug til sit oprindelige formål, idet kostalden står tom, og det til gården hørende jordareal er lejet ud.
Om den ikke helt almindelige indvielse af ajlebeholderen fortæller gårdens ejer, Niels Albertsen, der under en af sine mange cykelture rundt i Vendsyssel for nylig aflagde et besøg hos mig i Vrensted:
Det var i året 1904, da min far, Hagbard Albertsen – nogle få år efter, at han havde overtaget gården efter min bedstefar Niels Albertsen, efter hvem jeg er opkaldt, besluttede sig til som en modernisering af sit landbrug at lade ajlebeholderen opføre.
I ældre tid var der jo i Stenum – i lighed med, hvad der dengang var i de fleste landsbysogne adskillige originaler, der travede rundt og ikke opførte sig, som folk ellers gør i almindelighed.
En af disse var en ældre mand, der blev kaldt for Kren Rønk. Hvad hans rigtige navn var, er der vist ingen, der kan huske. Kun enkelte ældre mennesker kan huske, at han eksisterede, og hans grav er sløjfet for mangfoldige år siden.
Kren Rønk havde tilholdssted på Tømmerby Fattiggård, der nedbrændte, vistnok i 1913, men om sommeren opholdt han sig en stor del af tiden på et uopdyrket hedeareal kaldet Højene, beliggende op mod vejsvinget vest for Tolstrup Kirke. Her havde Kren Rønk gravet nogle jordhuler ud i et par høje, som arealet er navngivet efter, og han overnattede ofte i dem.
Et par dage før opførelsen af ajlebeholderen var tilendebragt, kom Kren Rønk en dag forbi min fars gård, i hvilken min søster og jeg nu bor, og nysgerrig, som han var, spurgte han efter, hvad sådan en stor rund beholder skulle anvendes til.
Han fandt ud af, at der måtte være en vældig god akustik i den og spurgte, om han når den var færdigbygget, og inden den blev taget i brug til det, den var beregnet til, måtte have lov til at stige ned i den og synge et par salmer?
Det fik han lov til, og et par dage efter kom han trillende ind i gården med en trillebør, på hvilken han havde lagt en gammel salmebog.
Kan være en illustration
Et billede, der indeholder skitse, tegning, illustration/afbildning, maleri

Låget blev løftet af beholderen og en stige stukket ned i den, og Kren Rønk kravlede ned i bunden og sang salmerne.
Hvilke det var, har jeg ikke noget kendskab til, men efter hvad min far har fortalt, var akustikken i beholderen god nok!
Om Kren Rønk som honorar for sin salmesang fik et par solide dramme, véd jeg ikke, slutter Niels Albertsen beretningen, men det er meget sandsynligt.

MIN LIVSHISTORIE – JEG HEDDER PALLE NIELSEN

er født i Vrensted og er tidligere sømand.

Mit gode skib
Palle Nielsen, Faddersbøl. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.
Jeg er født i Vrensted i 1952 ude på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken. Mine forældre og vi søskende boede hos min farmor og farfar Helga og Niels Nielsen.
Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farmor og farfar havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5 børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken, mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted. De var i kirke hver søndag.
Da de blev gamle, solgte de huset og flyttede op ved siden af bageren i Vrensted på Sct. Thøgersvej, sammen med fars bror Henry og hans kone Grethe, ja lidt minder.
Billedet er fra mit hjem sydvest for Bagterp.
Farmor og farfar Helga og Niels Nielsen i midten, tv. Ole th. Min mor mig Palle og min bror Povl, billede fra 1956.
Min far var fisker, det var farfar også. Både farfar og farmor havde som nævnt begge to børn med i ægteskabet, tilsammen var der 13 børn, og det var et ret barsk liv de havde.
Farfar og min far var meget på søen, der skulle være barsk vejr, før de måtte blive inde. Havet som også tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve, det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det at have et arbejde, var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man havde ikke de store muligheder som arbejder, og viste chancen sig for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.
Min mor arbejdede som tidligere nævnt på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et ferieparadis for de velstillede.
Vi boede i en lille lejlighed ved mine bedsteforældre, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om søndagen, at der var noget andet.
Jeg kan huske, at når vi var i kirke i Vrensted om søndagen, var den altid helt fuld af mennesker, det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig altid.
Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4 drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i timevis og se på skibene ude i bugten.
Jeg vil fortælle om min barndoms jul. Vi var fem i familien og boede nede ved Kerteminde.
Min far stod for at bejdse korn til såning. Ja, det med kviksølv, I ved. Efter et-to år blev han syg med nyrerne. Dengang var der ikke noget ”Ja, så prøver vi her”. Der var ikke nogen bistand dengang i 1956, men min far var ikke dum. Han kom fra Vrensted ved Løkken.
Han havde tre gæve sønner – Per, Poul og mig, Palle. Vi kunne jo godt arbejde. Per var 11 år, Poul 10 år og jeg otte år. Vi arbejdede. hos Per, en murer i Kerteminde. Poul kom med et skib, ”Clement” af Kerteminde. Og jeg fik noget arbejde ved bageren i Revninge med at rense plader og hente brænde til ovnen. Derefter gik jeg med Fyens Stiftstidende. Det var ikke helt sjovt om vinteren, hvor det var mørkt tidligt. Så vi klarede os sådan nogenlunde. Men der var også tider hvor de, der skulle betale os, ikke havde penge.
Så gik Mor op til sognerådsformanden og bad om hjælp. Han sagde til hende: ”Kan du ikke klare dine børn, kan vi hjælpe med at få dem på børnehjem.” Ja, sådan var det jo. Men vi klarede os.
Så var det, at Far fik først fjernet den ene nyre og derefter det halve af den anden. Så ville han op til sin far og mor. Han vidste, hvad der skulle ske snart – sådan ligesom for at tage afsked.
Far havde en ven, Børge, der havde en lille bil, og den kunne mor og far låne til turen. Vi unger kunne blive passet hos en moster, så de drog af. Da de nåede lidt op i Jylland, var der desværre en stor lastbil, der overså dem og kørte over dem. De blev dræbt. De er stadig savnet, men chaufføren kom ikke noget til. Jeg overdriver ikke: Vi græd i tre uger. Jeg var jo kun 10 år.
Enden blev da også, at vi kom på børnehjem, hvor der kom folk for at se på os, ja, nærmest som dyr: ”Ham der kan vi godt bruge,” hørte jeg én sige. Vi havde jo hverken fnat eller skab. Jeg mente dengang, at jeg var heldig, for jeg kom til en skipperfamilie på Thurø, der havde eget skib.
Det var lykken, jeg var 10 år, og Thurø var tæt på havet. Jeg var jo gået ud af 3. klasse og skulle i skole igen. Jeg fik et dejligt værelse oppe på loftet, men kunne jo komme med ud at sejle i ferierne. Næste dag sagde “Far Skipper”: “Du kan komme med nu. Skolekundskaberne tager vi hen ad vejen.” Den nat sov jeg ikke. Det var for meget for en dreng på 10 år. Jeg tænkte på mor og far i himlen: Ser de mig nu som sømand?
Det var lykke, da vi kom ombord på skuden, som blev mit hjem i fire år. Ja, der var snusket, men jeg var nu sømand. Vi sejlede ud fra Svendborg. “Mor Mie” var med sådan ligesom for at opvarte sine søfolk. Da vi nåede Gedser, røg hun i land, og da vi sejlede ud af havnen, råbte de ad hinanden som sindsyge. Så sagde jeg til ”Far Skipper”: ”Det var dog godt nok en gal kvinde.” Det skulle jeg aldrig havde sagt. Han ”vappede” mig en vinge, så jeg røg over i hjørnet i styrehuset.
Da jeg vågnede igen, var det blevet mørkt. Så sagde Skipper: ”Nå, nu skal Georg lære at styre for kosten.” Den nat lærte jeg at styre et skib. Jeg fik så mange på hovedet, at da det blev morgen, kunne jeg styre, men ikke høre motoren. Aldrig i min 30 år til søs er der nogen, der har sat spørgsmålstegn ved dette.
Da jeg var meget ung. 10 år boede jeg ved en venlig familie på Thurø, ja ja venlig!!!! Manden der havde sit eget skib som lå nede i Svendborg, der boede jeg mest, ude for, der var en gammel besmarovn, når det blæste, kunne den ikke virke, ja så var det sku halvkoldt sådan en vinter hvor temp. var på -20 grader, selv om olmardynen varmede, “far” skipper og konen boede ude ved Grasten 17 km fra Svendborg, det tog ca. 2 en halv time at gå derud, så var det, at jeg gik en dejlig sommerdag og kom forbi en bod med jordbær, kikkede længe på dem, men gik så videre lidt længere af vejen, ved jordbærmarken står en dame og stopper mig, hun havde set at jeg kikkede på boden, hun spørger, vil du ikke købe nogle, jeg siger har ingen penge, hvorpå hun siger, du får en bakke af mig gratis. 10 år gammel og smager jordbær første gang, uhm. Næste gang jeg går forbi, sidder konen lidt ude ved vejen sammen med en ret gammel mand, hun siger, hils på Søren det er min mand, og jeg hedder Hilda. Efter mange ture forbi deres gård åbner Hilda op, og langt senere fortæller hun mig hendes historie. Hun arbejdede på en gård på Sjælland. En dag hvor konen på gården ikke var hjemme, voldtog gårdmanden Hilda, hun blev med barn og blev sendt til Sprogø, hun var jo bavlet, når hun “forførte ham”. Hilda fortalte om de grumme forhold derude, og om hvordan det var at se sin søn i 5 minutter, hvorefter han blev fjernet, hun så ham aldrig mere. Hun blev så tvang steriliseret, så kunne hun komme væk, hvis der var en mand, der ville have hende. Der var så Søren, en gammen eneboer. Hilda passede den lille gård, hun arbejde røven ud, men da han døde, fik hun gården, derefter arbejde hun kun med hendes katte og blomster. Hun havde Thurøs flottest roser. Hilda blev min papmor. Hilda døde af kræft ene, og uden nogen venner, jeg var desværre ude og sejle. Hilda blev begravet på de Ukendtes Kirkegård. Der var noget familie hun aldrig så, som jo arvede hende.
Nu var det jo ikke dårligt det hele, jeg husker flere weekend, når vi lå i Svendborg, sådan en dejlig sommerdag, så tændte jeg den forbudte radio og satte mig ude på dækket, og hørte Jens Peter Åses orkester og deres musik, mange unge mennesker gik ude på kajen og nogle stoppede op for at høre musikken, nogle kom da også med tilråb, hvad er det for noget tøj du går i, jeg fik jo ” Far” skippers efterladte tøj og så syede jeg det ind, det var som “Far ” skipper sagde med tøjet, mågerne siger det ikke til andre.
Nej det værste var nu nok, at når der skulle hentes en kasse øl, det var dem med 50 i en trækasse, det var sku hårdt, men man er ikke helt dum som 10 årig, en gammel sæk og et tov så kunne jeg slæbe dem de små 1500 meter, og så kunne man ta 30 af kassen og så sætte kassen ombord og derefter fylde den igen.
Det tænker jeg på, nu små 60 år efter. At når Skipper var nødt til at drikke alle de øl, så var der bare mig til at sejle. Tænk en dreng på 10 år, sejle i tyk tåge og storm til Karlshamn i Sverige, det havde været guf for aviserne.
Nåå jeg kom videre, efter 5-6 år kom dette: Brevet!!
Det var en vinterdag som så mange andre, jeg var ombord på et dejligt skib og var godt tilfreds med dette, vi var lige lagt til kaj og der var breve hjemmefra, det første jeg læste var, indkaldelse til Session, ha det var ikke planen nu, hvor det gik så godt, men det endte med, at vi var i dansk havn da tiden var, til at komme på Session. Ja, det var for det første hundekoldt i omklædningsrummet, men det var ikke bare mig der frøs, det gjorde de andre også.
Vi blev undersøgt, med det hele, har du nogen skavanker o.s.v. vi kunne dårligt nok svare inden vores papir var stemplet egnet.
Næste kvækkede han, nå vi kom så for panelet, der var fra alle værn – der står man så kun iført underbukser og en fyr kommer med en bøtte hvor man trækker et nummer – det må være et frinummer tænker man, nummeret bliver læst op og alle kigger ned i deres papirer, men en gammel gammel knag siger: ”hvor kunne du ønske dig hen i forsvaret” øhh, godt – du er taget til Søværnet – næste, øhh så står man på gaden og er færdig, pis –
Taget til Søværnet, ”hmm Søværnet” man smager ligesom på det, jeg skal være der et år – det er fanme lang tid uden ordentlig hyre –
Nå, har jo hørt om nogen, der havde været væk fra Danmark så længe, at de dårligt kunne bruges til fejemand i kantinen, så lad os nu se hvordan det går, det var jo heller ikke sorg det hele den dag. Der var nogle af gutterne jeg kendte fra søen, vi havde da sejlet sammen et par stykker af os, og det havde vi jo lejlighed til lige at få en øl over – så sådan en session tar altid mindst et par dage -, men vi kom over det!!!
Ja nu har jeg jo boet på Fyn og i resten verden, så mit spørgsmål er, hvad betyder: ”knerber”, havde da godt nok mit besvær med at forstå dem herude ved Vorupøre, da jeg kom herop for små 7 år siden.
Det startede i 1969, da jeg som sømand var med en coaster der kom fra Hamborg med en last majs, til Thisted. I Thisted skulle vi have en ny kok, og en af gutterne ombord Egon Nielsen kendte en, der gerne ville til søs som kok, så hende sejlede jeg sammen med i 7 mdr. Hun var nem at snakke med, vi var nærmest en stor familie på skibet, nå men hun mønstrede af og livet gik videre. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv. Men for ganske få år siden mødtes vi igen, og nu 45 år efter blev vi så gift.
Det er efter at jeg havde sejlet små 30 år og siden kørt lastbil, hvorefter jeg gik jeg på efterløn.
Så en dag finder jeg hende inde på Internettet og skriver til hende, vi skrev meget om vores liv, siden snakkede vi også sammen, en dag siger hun, at hun har lejet en gammel rønne i Thy, men der skulle laves en del, jeg tilbød min hjælp, kunne da tage min campingvogn og komme og hjælpe, så kunne vi snakke om gamle dage og spise lidt god mad, så gjort.
Efter en tid heroppe i vest Thy fik vi indbydelse til den årlige byfest. Der var stillet telt op og en masse mennesker deltog. Det startede med velkomst og en gratis Thy pils uhm, vi havde mad og drikkelse med selv til resten af aftenen. Min veninde satte sig ved siden af et ægtepar og begyndte at snakke med dem, jeg sad på den anden side, hørte ikke helt hvad de sagde, rykkede lidt nærmere for bedre at kunne høre, det blev det ikke bedre af, tænkte Nielsen. ”Du er nok ved at blive døv”, nå de snakkede, så hørte jeg de sagde ”bar” og grinede, da tænkte jeg, de skal ikke tro at jeg er dum, så jeg grinede også, så var isen sådan ligesom brudt.
De snakkede stadig ”bar”, ja mig som gammel sømand ved godt hvad ”bar” var, troede at de var meterologer, indtil jeg hørte, ”bette bar” flere gange, så var jeg ikke med mere. Efter en tid da det blev stille, hørte jeg manden sige “sikke gue vejle” der faldt kæden helt af.
Da jeg den aften lagde mig til at sove, tænkte jeg på samtalerne, tror jeg fattede 30% af det. Næste dag spurgte jeg ind til flere ord og fik forklaringen på det. Så en skøn morgen mødte jeg en af de ældre og tænkte, nu må du vise, at du har nemt ved at falde til, så jeg sagde ”sikke gou vejle”, han kikkede på mig som om, jeg havde slået ham.
Jeg spurgte min veninde, hun sagde: Når du siger det, ligger du trykket det forkerte sted, og så forstår de dig ikke, efter den tid tænkte jeg, du venter lidt til du kan Thy mål noget bedre. Endnu er jeg ikke begyndt at forstå det efter små 7 år.
Nå, men som sømand bliver man lidt religiøs hen ad vejen, vi gik meget i kirke, en dag var der en dame der sagde hej ved kirken, hun sagde: Dig kan jeg huske p.g.a. øreringen, ja sømanden og øreringen er fortællingen om, hvorfor sømænd går med ørering. Sømænd der har rundet Cap Horn “Sydspidsen af Sydamerika”, har ret til at sætte en ørering i. Øreringen er for, at man kan betale færgemanden, der skal sejle en til dødsriget, så er det at ringen skal være af ægte guld, ikke en der er købt oversøisk, for så vil han sige at det er ”Nyrenberg kram”, og så kommer du ikke med, så kommer du til at sidde til evig tid på brinken, sammen med Toldere Skibshandler onde Kaptajner og Speditører, hvis du ikke evt. har en god sømandshistorie.
”Knerber” det betyder at snakke meget, ”at knerbre” ved jeg nu.
Palle Nielsen nu en glad pensionist
Nu hygger Palle og konen sig med deres båd som ligger i Limfjorden.

Kalle i ”Vestergaard”

 –

Hans rette navn var Karl Thomsen

Der er fortsat nogle, der husker Kalle, som for mange år siden var karl og svinepasser på gården Holmen ved Chr. Rendbæk syd for Vrensted by
Et billede, der indeholder udendørs, hus, vej/gade, jord
og senere i Vrensted på Vestergaard på Ingstrupvej 10 ved Carla og Chr. Jensen som fodermester.
Et billede, der indeholder udendørs, sky, hus, sort-hvid
Hans rigtige navn var Karl Thomsen, men mest kaldt Kalle.
Flere gange fik han overrakt diplom for lang og tro tjeneste hos gårdejer Chr. Jensen, Vestergård, som fæstede Kalle i 1955. Han blev i rigtig mange år på Vestergaard, hvor Carla og Chr. tog sig rigtig godt af Kalle, som en del af familien.
Karl Thomsen fik ikke den bedste start i livet. Han blev født den 3. januar 1921 i Frederikshavn, men endte ret hurtigt på et nyoprettet børnehjem i Søndergade i byen. Hans mor Elvina Thomsen, der var ugift, var tilsyneladende ikke i stand til at tage sig af sit nyfødte barn.
Ifølge kirkebogen blev barnet navngivet ved en hjemmedåb under medvirken af en kordegn i Frederikshavn sogn. Der er ingen fader angivet ved dåben, men en note er tilføjet om, at fattigudvalget anerkender at barnet hører hjemme i kommunen.
Ved folketællingen i 1925 og 1930 står Karl Thomsen opført som et af plejebørnene på Børnehjemmet ”Fremtidshåb”, som blev oprettet i 1921 af Centralmissionen i Bethania foreningen.
I 1930 var der registreret 16 plejebørn på børnehjemmet, som Søster Ane Thomsen var forstanderinde for. Hvor længe Karl Thomsen var anbragt på børnehjemmet melder historien ikke noget om, men som stor knægt kom han hos Anes bror gårdejer Hans Thomsen, som ejede Eriksminde på Pilgårdsvej i Vrensted. Måske på ferie.
Der er ikke opført folketælling mellem 1930 og 1940 i de folketællinger, som Statens Arkiver har offentliggjort på nettet, og som kan give spor efter Karl Thomsen. Om hvor længe han opholdt sig på børnehjemmet eller hvad han beskæftigede sig med som ung.
Ifølge folketællingen fra 1940 havde han ikke på det tidspunkt ophold i Vrensted hos Hans Thomsen eller på gården ”Holmen”, hvor han i en periode var karl før han kom til Vestergård i Vrensted by i 1955.
Karl Thomsen har formentlig i 1940’erne haft ophold i Frederikshavn. Et foto viser, at han efter afslutningen af krigen havde været vagt ved en flygtningelejr i Frederikshavn. Måske ved Knivholt, som var den ene af to flygtningelejre i området.
Om Kalles liv i Vrensted har jeg fået fortalt, at han kom meget hos Gerhard og Marie i det lille hus på Bådstedhedevej, hvor der også kom andre for at spille kort og hygge sig.
Kalle var også en rigtig god fodboldspiller og kom i idrætsforeningen i Vrensted. Jens Mørk fortæller: “Jeg husker Kalle som en meget god fodboldspiller. Han var ret god til at lave mål, og var Kalle lidt for lav til at dirigere bolden i mål med hovedet, brugte han en hånd, ligesom Maradona sener blev kendt for. Vi var altid spændt på om dommeren opdagede det”
Kalle i “Holmen”:
Der fortælles også at Kalle altid var til Brønderslev Marked. Han blev der gerne alle markedsdage, fra fredag til tirsdag. Han havde det problem, at når først han var begyndt at drikke, så blev han ved indtil han gik under bordet. Engang var Chr. Rendbæk således kørt til Brønderslev efter ham. Da han efter nogen søgen fandt ham, fik han ham ind i bilen, hvilket ikke lige var det Kalle havde mest lyst til. Da de så kom forbi den første købmand ville Kalle have Chr. Rendbæk til at stoppe så han kunne købe nogle øl, hvilket Rendbæk ikke ville. Da de så kom til Tolstrup bad Kalle ham om at stoppe ved købmanden der, hvilket Rendbæk gjorde og tænkte, at det kunne der nok ikke ske noget ved. Han ventede i bilen, men der kom ingen Kalle ud, så Rendbæk vil hente ham i butikken. Kalle havde i mellemtiden set sit snit til at forlade butikken ud af bagdøren. Kalle var igen på vej til Brønderslev, så Rendbæk vendte om og fandt Kalle gående på vej tilbage til Brønderslev Marked.
Povl Stevns fortæller :” I det tidlige efterår 1955 var jeg efter aftjent militærtjeneste ved Livgarden et par måneder ansat som daglejer på ”Holmen”, hvor jeg i den periode var installeret i et af karlekamrene over hestestalden i Vestfløjen. – Jeg mindes gerne året, som det år, hvor der kom gardiner i vinduerne på værelserne. – Vi var nogle stykker på gangen, husker jeg. Det var jo inden mekaniseringen gjorde sit indtog på ”Holmen”, så der var arbejde nok til en del medhjælpere. Foruden os karle var der ansat gifte fodermesterfolk til pasning af kreaturerne og så var Kalle ansat til at passe svinene. Dette job gav i sig selv også en del arbejde, da Kalle også skulle koge kartofler og male korn til svinene. Det klarede han dog tilsyneladende til alles tilfredshed, – vel at mærke, – når han var der. Det var han nu også normalt; men det kunne altså glippe.
En mandag morgen, da vi karle i Vestfløjen efter morgenarbejdet og morgenmaden havde taget opstilling i en lang række bag hestene i stalden og ventede på, at Chr. Rendbæk skulle dukke op for at sætte os i arbejde, gik døren op og Rendbæk trådte ind med et spørgende blik. – På vejen over til stalden om morgenen havde Rendbæk for vane at slå et slag om ad svinestalden for ar se, om alt her stod vel til. Det havde han også gjort den morgen. Derfor det søgende blik ned langs rækken. Efter at have ønsket os god morgen fulgte spørgsmålet: ”Er der nogen, der har set Kalle?” – Dyb tavshed, men så trådte mælkekusken lidt frem og fortalte, at han godt nok ikke havde set Kalle, men han havde da set Kalles cykel. ”Hvor har du set Kalles Cykel?” lød Rendbæks næste spørgsmål, og så kom det frem, at den var observeret nede i byen, hvor den stod op ad en telefonpæl. Det var da altid noget. Herefter bad Rendbæk en af de andre karle om at gå over og tage sig af svinene.
Kalle havde haft fri om søndagen og havde måske endda også fået udbetalt et lille forskud på lønnen og det var da ikke til at stå for. – Der var jo også en verden udenfor ”Holmen”. – Om Kalle dukkede op senere på dagen eller først den følgende, husker jeg ikke, men tilbage kom han da og så var det jo alt sammen godt igen og tilbage ved det gamle”.
Kalle i “Vestergaard”
Hos Chr. Jensen i Vestergaard var Kalle blevet ansat som fodermester. Han passede dyrene til alles tilfredshed. Men her skete der det samme, at engangimellem udeblev Kalle fra sit job, grundet at han var taget på turne. Når han så kom hjem, faldt der sikkert brænde af og engang fortælles det, at han var blevet fyret af Karla Jensen. Kalle flyttede så til Gerhard og Marie på værelse på loftet. Der gik dog ikke lang tid inden Carla og Chr. Jensen kom ud og hentede og genansatte Kalle.
Desværre havde Kalle en hang til at drikke. Jeg har fået fortalt, at han var kvartalsdranker, men en rigtig godmodig fyr. En morgen var han kommet fuld hjem, hvor en ko var ved at kælve. Så Kalle hjalp med at få den lille kalv sikkert til verden. Da Chr. Jensen om morgenen kom ud til køerne, sad Kalle med den nyfødte kalv på skødet i sit fine tøj og varmede sig ved kalven.”
Jens Otto Madsen fortæller: Husker engang jeg en morgen mødte Kalle på fortovet mellem Kommunekontoret/Lægehuset og købmanden. På strækningen var en gammeldags stor trætelefonpæl. Kalle var stødt ind i den og dansede rundt om den i angrebsstilling råbende, vil du slås. Noget som står indprentet i min bevidsthed.
Louise som er datter af Carla og Chr. Jensen i Vestergaard, fortæller: “Kalle var en del af familien på Vestergård i mange år. Han fandt en hel egen døgnrytme, hvor han prioriterede det meste af tiden hos dyrene i stalden. Alle dyrene havde navne og Kalle førte mange og lange samtaler med dem. Ofte var Kalle ikke klar til aftensmaden før kl 22, men maden var klar, når Kalle kom ind fra stalden uanset tidspunkt. Dog blev han bedt om at blive færdig i stalden kl. ca. 19.00 juleaften!
Kalles yndlingssted når han havde fri var Klitbakken i Løkken. En aften han kom hjem fra hotellet, spurgte min far hvad han havde i nakken. Han svarede, at det var en bøjle der stod “Klitbakken” på. Dog besøgte han ikke hotellet i december måned, da han sparede op til julegaver til os børn, og det var flotte gaver.
Da Kalle ikke kunne klare fodermesterjobbet længere, flyttede han til Løkken. Jeg husker ikke hvor længe han boede her inden han døde.
Jeg arvede hele Kalles værdifulde bohave: En amagerhylde og en sølvske som han havde fået for lang og tro tjeneste i Vestergård.
Kalle var altid venlig og rar og virkede som om han var tilfreds med tilværelsen. Han var et menneske der hvilede i sig selv.”
Efter tiden i Vestergaard flyttede Kalle som nævnt til Løkken på et værelse på Vrenstedvej, hvor han så modtog pension. Der fortælles også, at han der betalte mad og husleje forud som sikkerhed for at have de daglige fornødenheder sikret og resten kunne han så bruge på sprut og tobak og det varede som oftest kun nogle få dage.
Karl Thomsen døde pludselig den 8. august 1974 kun 53 år gammel. Sygdom gjorde, at han ikke kom til at leve det liv med fast arbejde, som han havde set frem til og som han havde vist, han kunne i de mange år hos Chr. og Carla Jensen. i Vestergaard i Vrensted.
Her  et billede som vagt ved flygtningelejren i Frederikshavn.
Alle oplysninger fra Kirkebøger og omkring Kalles barndom på børnehjem er fundet af Poul Christoffersen og de små anekdoter er fortalt af Louise Gml, Jens Mørk, Jens Otto Madsen og Leo Jensen, og Povl Stevns og Carl Ole Jensen alle opr. fra Vrensted.
december 2020 – jens Otto Madsen

Opvokset ved jernbanen

Af guldsmed Ole Agger Hansen
Ole Agger Hansen f. 1947 – her ved sin fritidsbeskæftigelse
I 1945 købte min far ejendommen Algade 4 (i dag 46-48) af sin faster Louise Thuen. Hendes mand Chr. Thuen havde drevet rebslagerforretning i huset ved siden af deres lejlighed i stueetagen. Min far Børge Hansen flyttede sin guldsmedeforretning ind i den gamle rebslagerbutik og Louise Thuen blev boende i lejligheden ved siden af. Der var boligmangel i årene efter krigen, så det var svært at opsige lejere, derfor kunne mine forældre først overtage lejligheden på 1. sal i 1948, da jeg var et år gammel.
Jernbanen gik dengang lige bag huset, hvor Østergade går nu. Over for Søndergade var ”Bommene”, der delte byen i to.
Banen gik bag om nuværende Cafe Kox, der er det gamle posthus og til stationen, der lå, hvor nu SparNord ligger.
Stationen i Brønderslev i 1964
Jeg havde dog allerede stiftet bekendtskab med jernbanen, da jeg var få dage gammel. Jeg er født hos professor Ingerslev på Fødselsanstalten for Jylland på Randersvej i Århus. Min mor var fra Århus og både min mormor og min moster boede der. Da vi blev udskrevet rejste mor og jeg med Lyntoget til Brønderslev.
Jeg har åbenbart interesseret mig for tog allerede som ganske lille. Mor har fortalt, at de en aften havde meget besvær med at få mig til at sove. Da de endelig troede det var lykkedes, kom der et tog, og så lød det inde fra børneværelset ”Forbi – forbi” og så blev der ro.
Et af mine første jobs var at vinke til pakmesteren i den sydgående formiddagsekspres. Eksprestogene blev trukket af damplokomotiverne Litra R. E. P. og T. Godstogene af Litra D, som jeg senere selv fik lejlighed til at køre med et par gange.
I begyndelsen af 1950’erne var der ikke så meget, der var farligt, så vi børn var ikke ret gamle, før vi kunne færdes på gaden på egen hånd. Det var vist forbudt at gå over gaden, men vi kunne være på vort eget fortov mellem ”Bommene” og Gasværks Allé.
Det mest spændende var nok ledvogteren, der havde 3 håndtag at dreje på. Et der ved hjælp af et langt tråd træk hævede og sænkede bommene ved Gasværks Allé og to til ”De store bomme”: Så vidt jeg husker havde de ikke samme udveksling, så det ene håndsving skulle drejes lidt hurtigere end det andet.
Det hændte af og til, at en bil forsøgte at smutte over, når bommene var på vej ned, men i stedet kom til at brække en bom. Det hændte også at en cykel fik forhjulet ind i kæderne, der hang ned fra bommene. Min store drøm var at blive ledvogter som voksen og få lov til at dreje på håndsvingene. Jeg kunne sagtens få ændret tråd trækkene så jeg kunne passe bommene fra guldsmedeværkstedet.
Sådan gik det som bekendt ikke, for da jeg blev gammel nok, var alle de betjente bomme væk, så jeg måtte ”nøjes” med at være guldsmed.
I det hele taget delte jernbanen byen i to dele. Den faste undskyldning, når man kom for sent, var at ”Bommene var nede”. Det kunne de også være ret længe, når der var lange tog på stationen. F.eks. om sommeren var den nordgående Nordpil, med vogne Hamburg – Frederikshavn så lang, at den spærrede overkørslen, mens den holdt på stationen. Et godstog, der skulle rangere, blev simpelthen delt for ikke at spærre i måske en halv time. Skulle et sydgående godstog have vogne med, der skulle forrest i toget, holdt toget i spor 2, maskinen blev afkoblet og kørte ud til Gasværks Alle, forbi sporskiftet mellem spor 1 og 2. Samtidig skubbede stationens rangertraktor (Et såkaldt ”klædeskab” bygget på Pedershaab Maskinfabrik), de vogne, der skulle med, gennem spor 1 og bag på maskinen ved Gasværks Allé. Mens det skete, kunne bommene åbnes et par minutter indtil klædeskabet kom tilbage. Hvis toget kunne være nord for bommene, kunne maskinen og de optagne vogne også passere og koble på den ventende togstamme. Hvis toget var for langt, ventede lokomotiv og de optagne vogne syd for bommene og først nogle minutter før afgang, blev bommene igen rullet ned og godstoget kunne samles igen. Der skulle så laves bremseprøve inden toget kunne fortsætte mod Aalborg. Det kunne også tage lidt tid inden et langt og tungt tog kom op i fart, og sidste vogn havde passeret overkørslen og bommene igen kunne åbnes.
Jernbaneoverskæringen med bommene i 1964 – der delte byen
Det gamle stjernekryds blev lukket ved Ny Østergades etablering
Ud over tipvognslokomotiver og rangertraktorer producerede Pedershaab også vejtromler og gravemaskiner. Mange af maskinerne blev sendt ud i den store verden med tog. Fabrikken havde ikke selv sidespor selvom den lå op ad banen, så maskinerne blev kørt ad Ø. Alle –Vestergade – over bommene og så ad den daværende Jernbanegade til godspladsen i Nørregade, hvor der var en rampe, hvor maskinerne kunne køre op i enden af åbne godsvogne. Når det var gravemaskiner med larvefødder, gik der nogle læredrenge og lagde brædder under larvefødderne, for at de ikke skulle beskadige asfalten. På godspladsen var der også en siderampe (kvægrampe), som vi børn kunne bruge som kælkebakke om vinteren.
I 1950´erne blev de store persontog og godstogene fremført af damplokomotiver, mens de standsende persontog med 1 – 2 vogne blev trukket af dieselelektriske motorvogne Litra MO. Endelig var der de fine røde Lyntog, der havde samme teknik som MO vognene.
I 1954 skete der noget. Jeg var lige begyndt i skolen og sad en eftermiddag og lavede lektier, da jeg pludselig hørte en ukendt støj fra banen udenfor mit vindue. Da jeg kiggede ud, kom der et stort flot ”Amerikansk” lokomotiv kørende. Det var et af DSBs første MY lokomotiver, der var på præsentationstur. Så måtte lektierne vente. Det var bare med at kommer over på stationen og beskue (og høre) vidunderet. MYerne og senere MXerne overtog gradvist de store tog.
Sidste gang jeg kørte i et damp trukket plantog var op til jul 1964, da jeg gik på handelsskole i Aalborg. I anledning af julen var MYen, der normalt trak eftermiddagsskoletoget fra Aalborg, blevet udset til at køre jule-særtog og reserven i Aalborg, der var en E maskine, havde overtaget skoletoget.
Det var egentlig ikke fordi, man lagde så meget mærke til togene, når man var nabo til banen. Normalt standsede alle tog i Brønderslev, så hastigheden var begrænset, når de passerede vores gård.
Nogle somre kørte der dog en forløber til Nordpilen som ikke standsede, men var gennemkørende med 80-90 kmt. Når det passerede, rystede alting og støv og skidt fløj ind i vores gård. Når min mormor overnattede hos os, klagede hun over, at et godstog vækkede hende midt om natten, men jeg har aldrig hørt det.
Det hændte også, at et sydgående damplokomotiv, med lidt for høj vandstand i kedlen og urent kedelvand, under en lidt for hård igangsætning, udspyede en skønsom blanding af sod, damp og smøreolie ud over min mors ny ophængte vasketøj i gården.
I 1960erne, da diesellokomotiverne havde taget over, var det tog vi lagde mest mærke til, et sydgående aftengodstog. Mens det holdt i Brønderslev, stod MYeren tit næsten nedenfor vores vinduer og brummede i tomgang. Præcis når Perry Mason (den tids Barnaby) var ved at opklare aftenens mordgåde, fik toget afgang og samtlige 1700 heste vrinskede, så vinduer og billeder på væggene klirrede og man måtte nøjes med underteksterne på fjernsynet i et par minutter, indtil toget havde fået fart og forsvandt i retning mod Aalborg.
Det var selvfølgelig også spændende, når man selv skulle med toget. På stationens væg hang et par meldeklokker. Når de ringede, vidste man at toget var kørt fra enten Vrå eller Tylstrup og det ville ankomme i løbet af nogle få minutter.
Min farmor boede nu i Brønderslev, men hende og farfar havde boet i Vrå, så nogle gange om året tog hun toget til Vrå for at besøge gamle venner og jeg var ofte med. Turen foregik med MO trukket lokaltog, der hvis vi var heldige standsede ved Emb trinbræt undervejs. Vi havde også familie Aalborg, så nogle gange om året gik turen dertil.
Mod Aalborg standsede lokaltogene i Tylstrup, Sulsted, Hvorupgård og Nørresundby. Aalborg var den gang en station med masser af liv. Aalborg privatbaners røde skinnebusser og de ældre teaktræsbeklædte motorvogne kørte i 4 retninger foruden DSBs tog mod Århus og Frederikshavn.
DSBs maskindepot lå lige over for stationen, og når man stod på luftbroen, der dengang gik over baneterrænet ca. hvor perrontunnellen er i dag, var der en herlig udsigt til togene og var man heldig, kunne man blive indhyllet i dampen fra de rangerende F maskiner.
En gang imellem skulle vi også besøge mormor eller moster i Århus og så gik turen med et eksprestog bag en R maskine. Det var spændende at gå frem i toget, hvor man gennem de forreste vinduer kunne se lokomotivets tender gynge i takt med skinnestødene. Det var også meget afslappende at side i en kupe og se dampen bølge udenfor vinduerne, lytte til hjulenes dadum – dadum over skinnestødende på de laskede spor, mens telefontrådene skiftevis steg og sank mellem masterne.
Som fireårig var jeg på min første lange togrejse. Farmor havde været i USA og besøge en søster. Da hun kom hjem med et skib til København, ville far og mor over og tage imod og jeg skulle med. Vi kørte i eksprestog til Nyborg med skifte på færgen og så videre med et nyt eksprestog uden stop over Sjælland. Jeg tror det var dengang vi var med den gamle dampfærge Christian 9.
På hjemturen havde vi flottet os og købt Lyntogsbilletter så vi ikke skulle skifte på færgen. Far og jeg var selvfølgelig ude på vogndækket og se på færgen og lyntogene, der holdt på dækket. I min fantasi kørte Lyntoget så stærkt, at det glemte at holde i Brønderslev, og det derfor måtte køre tilbage for at sætte os af. Senere fandt jeg ud af at alle tog vendte i Århus.
Efter realeksamen gik jeg et år på handelsskole i Aalborg, og var derfor med skoletoget hver morgen lidt over 7 og tilbage igen midt eftermiddag.
Morgentoget var normalt en MO med 3 ældre nærtrafiks vogne, mens eftermiddagstoget var en MY og 2 tilfældige vogne. En enkelt gang var den ene vogn en helt ny B vogn med røde plastik sæder, men tit var det gamle knirkende teakbeklædte træ vogne eller nærtrafiks vogne litra Cp med brune lædersofaer.
Der havde i mange år været talt om at flytte banen i Brønderslev for at undgå overkørslen midt i byen. Midt i 50’erne begyndte man nordfra med at bygge en dæmning til banen. Det begyndte som beskæftigelses arbejde, hvor der blev anlagt en tipvognsbane fra bakken nord for Tolstrupvej ned unde den gamle jernbane og op på dæmningen mod det der nu er Parkvej.
Tipvognene blev læsset med håndkraft, så arbejdet gik ikke særligt hurtigt. Efterhånden som beskæftigelsen blev bedre gik man over til lastbiler og gravemaskiner. Endelig i 1966 åbnede den nye station og vi havde ikke længere banen som nabo.
Til gengæld rejste jeg meget med tog. Først på guldsmedeskole i København, derefter som værnepligtig i Søværnet og til sidst som guldsmedesvend i Nakskov og København.
Interessen for tog gjorde, at jeg i 1972 mens jeg arbejdede i Nakskov, begyndte at komme på Museumsbanen i Maribo og blev uddannet først som fyrbøder og siden som damplokomotivfører.
Jeg har også gennem årene kørt som togfører og rangerleder, samt være stationsbestyrer i Bandholm og kørt som fyrbøder og lokomotivfører på Limfjordsbanen i Aalborg.
I dag har jeg således over 50 års erfaring med veterantogsdrift i Maribo, men den historie hører nok ikke hjemme i en Brønderslev bog.
Ole Agger Hansen
Oktober 2023

Historien om HENRY BENT NIELSEN, alias “Pap Henry”.

Historien om Pap Henry
HENRY BENT NIELSEN, alias “Pap Henry”.
En hyldest til Pap Henry.
For mig vil Pap Henry altid være en særlig del af Brønderslevs historie. Jeg glemmer aldrig synet af ham, når han han kom gående lidt foroverbøjet med sin cykel med flade dæk og som barn var jeg selvfølgelig lidt bange for ham -men efterhånden som jeg faldt i snak med ham, fandt jeg ud af at han faktisk havde hovedet godt skruet på og at han var et venligt og imødekommende menneske.
Jeg husker en af mine samtaler med ham, hvor jeg spurgte ham hvad han mon gik og drømte om, hvis han kunne gøre præcis som han ville og efter et øjebliks eftertænksomhed, svarede han, at det var at lave sit hus om til et fristed for hvor alle var velkomne, høj som lav og at man kunne få saft og kage for en femmer
En meget beskeden drøm, må man sige.
Jeg er ikke i tvivl om at han ville sin by og sine medmennesker det bedste og gjorde en stor forskel i bybilledet med hans arbejde og tilstedeværelse. Nu får han en særlig plads på mit papir såvel som i hjertet
Hvil i fred Henry
Sign. Aas Mathiesen
Her Henry komme slæbende med sin cykel lastet med pap
Alt tyder på, at “pap-Henry” var en venlig mand, som gjorde stor nytte og skabte glæde hos mange af Brønderslevs borgere.
Af de mange beskeder på FB i forbindelse med Henrys død, så fortæller de, at han var kendt af rigtig mange og at han var en fast del af Brønderslevs bybillede.
“Pap Henry” havde fundet noget, – et arbejde han kunne lide og fandt nyttigt – således at han kunne klare dagen og vejen, nemlig ”at indsamle brugt pap”, som han solgte til genbrugs virksomheder.
Tit så man Henry i Bybilledet komme trækkende med en overbelæsset cykel, dækket til med pap og “papkasser”.
En god ven af Henry og familien har været behjælpelig med oplysninger og har godkendt denne historie om Pap-Henry, en historie om en person som har gjort meget for sin by, trods de bump han har fået gennem sit liv:
Henry Nielsen kendt som Pap-Henry, han var en kendt mand i Brønderslev. Han havde gennem mange år været en fast del af gadebilledet i midtbyen. Men nu er han ikke mere.
Han var vel det man kalder en original og anderledes end de fleste. Folk lagde mærke til ham – blandt andet på grund af det tøj han gik i.
Henry har gennem mange år indsamlede pap til genbrug i Brønderslev. Og mens han gjorde det, var der også plads til at hilse på folk og dem som henvendte sig til ham.
Pap-Henry. Han blev 82 år.
Han blev indlagt på sygehuset i Hjørring den 24.12.2022 – juleaften sent og han sov stille ind om morgenen første juledag. Et for ham sikkert godt liv, var ikke mere. Han havde i flere år døjet med nyresvigt og forskellige andre ting.
Da det rygtedes at Pap-Henry var død, begyndte der på Brønderslev FaceBook siderne at komme forskellige hilsner. Der kommer en lind strøm som:
”Ære være dit minde, Henry”
”Tak for dit arbejde for Byen”
”Du var et godt menneske”
”God rejse”
o.s.v.
Der blev fortalt små hændelser som folk havde oplevet i forbindelse med Pap-Henry, når han samlede pap ind eller kom trækkende med sin ofte overlæssede cykel.
Flere fortæller også, at de havde været lidt bange for ham, da de var små. Han var jo anderleder i tøjet, nok ikke lige hvad man var vant til at se for et barn, han kunne godt ligne en farende svend eller en hjemløs, når han gik rundt i sit lasede tøj og slæbte rundt på sin cykel, der ofte var læsset med store bunker af sammenpresset pap. Men når man så kom til at snakke med ham, fandt man jo ud af, at han var meget rar. Han gjorde ikke nogen fortræd.
Poul Erik Andreasen formand i Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv er nok den, der har været tættest på Pap-Henry.
Han fortæller: ”Henry blev født i Østergade 24. Vi voksede op i samme gade – kun tre huse fra hinanden. Han var en dejlig dreng at være sammen med – så vi har haft mange gode stunder sammen.
Pap-Henry var en flittig dreng – og allerede fra en meget ung alder havde han job en række forskellige steder. Han kørte blandt andet brød for en bager, han var bydreng for en købmand – og senere kom han også i lære som gørtler hos “Jensen og Bregnhøj”.
– Han havde altid noget at rykke i. Og derfor havde han også råd til at købe en knallert kontant, da han var 16 år. Det var der ikke mange unge, der kunne dengang – men det kunne Henry.
Han har altid sat en ære i at passe det, som han har haft med at gøre. Han var for eksempel meget punktlig og meget afholdt, da han var i lære som gørtler. Hans arbejde var altid i orden”.
Pap-Henry har aldrig været, som folk er flest. Og nogle gange blev det udnyttet af omgivelserne.
Poul Erik Andreasen fortæller også, at da Pap-Henry efter sin tid som gørtler skulle aftjene værnepligt hos flyvevåbnet, skulle han en weekend komme hjem til Brønderslev og være sammen med Poul Erik Andreasen – men Pap-Henry dukkede aldrig op.
Da jeg så senere spurgte, hvorfor han ikke var kommet hjem, så fortalte Henry, at han havde fået mulighed for at tjene en 50’er ved at arbejde. Soldaterkammeraterne havde betalt ham for at pudse på en jetjager hele weekenden. Og de havde sagt til ham, at jo blankere jetjageren blev, jo hurtigere kunne den flyve, fortæller Poul Erik Andreasen og tilføjer:
Det var synd, når der var folk, der behandlede ham sådan”.
Alligevel så det på det her tidspunkt ud til, at Pap-Henry kunne have fået et liv som så mange andre. Men senere i soldatertiden tog hans liv en drejning – og det skete en dag lidt udenfor Brønderslev.
For at undgå sammenstød med en anden bilist kørte Pap-Henry sin bil i grøften. Og da politiet efterfølgende blev tilkaldt, viste det sig, at han havde været påvirket af alkohol.
– Han plejede ellers aldrig at drikke alkohol, hvis han skulle køre, forklarer barndomsvennen Poul Erik Andreasen.
Politiet tog pladerne på bilen – og Pap-Henry mistede sit kørekort på grund af spirituskørslen. Det var flovt og nærmest ubærligt for Pap-Henry, der var baptist.
Der er ikke mange der har kendt til denne historie, som indtil nu kun været kendt af de nærmeste – og det tog hård på Henry.
Det slog ham helt ud. Hvis han ikke havde mistet kørekortet på den måde, så tror jeg faktisk ikke, at det var gået så tragisk, som det gik.
Men det slog simpelthen klik for ham – og væltede vel på en eller anden måde læsset, mener Poul Erik Andreasen.
Pap-Henry havde efterfølgende flere indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Og Poul Erik Andreasen havde opfattelsen af, at barndomsvennen ikke altid blev behandlet godt, mens han var indlagt.
Han ændrede karakter efter indlæggelserne. Han fik førtidspension, men han havde heller ikke længere lyst til at få et normalt arbejde.
Selv med den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet så var der stadigvæk brug for Pap-Henry. Han supplerede sin offentlige forsørgelse ved at tjene lidt penge på at samle pap, jern og andre materialer, som der kunne genanvendes. Og han satte en stor ære i at gøre sit arbejde ordentligt.
Det betød, at han blev sådan en person, der gik og ryddede op alle steder.
Fra Brønderslev Kommune blev der også lagt mærke til hans indsats for byen. Han fik en anerkendelse for sin indsats. Det var i 2001, da den daværende borgmester Lene Hansen indbød ham til frokost på Rådhuset og gav Pap-Henry en dåse tobak og en ny pibe, som påskønnelse for sin indsats for byen, med at indsamle brugte pizzabakker i byens gader.
Ved den lejlighed fastslog Pap-Henry dog, at pizzabakkerne bestemt ikke var nogen guldgrube for ham.
Men Pap-Henry har udtalte: ”jeg synes, at jeg har en forpligtelse til at holde byen ren”.
Det var vigtigt for ham, at holde byen ren, men han havde ikke samme opfattelse af ligesom at holde sig selv så ren og ordentlig, hans tøj var hullet og beskidt – og i hans hjem så det ikke meget bedre ud.
Han tiltrak sig en del opmærksomhed, fordi mange mennesker havde ondt af ham. Men han levede livet, som han selv ville, fortæller barndomsvennen Poul Erik Andreasen.
Det betød blandt andet, at en knallert var opstaldet i dagligstuen.
Han var meget glad for at køre på knallert, og specielt var han glad for mærket Zundapp. Knallerterne var samtidig også hans ømme punkt, og på et tidspunkt fik han stjålet en knallert. Så i lang tid havde han en knallert stående i sin stue – for at passe på den.
Selv om Pap-Henry som regel var sød og venlig, så kunne han også reagere kontant i andre tilfælde.
En gang var der én, der kom med noget tøj til ham – men han blev overfuset af Henry, for han skulle sandelig ikke tro, at han ikke havde råd til tøj, husker Poul Erik Andreasen.
Men andre gange så kunne han også godt finde ud af bare at sige tak, hvis folk ville give ham tøj. Derefter gik han tit hjem og smed tøjet i skraldespanden, for han var tilfreds med det tøj, han havde i forvejen.
Og på den måde valgte Pap-Henry det liv, som han helst ville have. Sådan er i hvert fald opfattelsen hos de nærmeste.
Familien har blot måttet acceptere, at det var det liv, som Henry ville have. Det skulle man ikke lave om på. Han havde sin egen vilje og sin egen måde at gøre tingene på – og det synes jeg jo bare, at man måtte respektere, fortæller broderen Jens Grønbech.
1994 – Henry i køkkenet på Hotel Phønix
2001 – sammen med borgmester Lene Hansen hvor han har fået en belønning
for sin indsats for renholdelse af Brønderslev by. Belønning var smørrebrød
med borgmesteren samt tobak og en ny pibe.
Familien ønsker i forbindelse Henry`s død, at sende en tak til den kommunale hjemmepleje. Familien oplevede, at de ansatte var gode til både at hjælpe og at snakke med Pap-Henry i hans sidste år..

Tilbageblik på Hirtshals by anno 1919

Kort over Hirtshals by som den så ud i 1919. På kortet ses også de eksproprierede områder samt planlagte gadeforløb. Kilde: Rigsarkivet: Plan til en by ved Hirtshals

Året er 1919. Mens Europa slikker sine sår efter 1.Verdenskrig og det store spørgsmål i Danmark er, hvor grænsen til Tyskland skal trækkes, sker der helt andre ting nordpå. I Vendsyssels nordvestligste hjørne ligger det lille forblæste fiskerleje Hirtshals, også kaldet Lilleheden. Her bliver bygget en havn og en storstilet byplan bliver udarbejdet. 

2019 fejrer Hirtshals by 100 års jubilæum og i den anledning kommer her et lille tilbageblik på, hvordan byen så ud i 1919.

Byen havde i løbet af 1800-tallet og specielt siden 1880, hvor den første læmole blev anlagt, oplevet en eksplosiv vækst. Fra at huse nogle få familier, der boede omkring den gamle strandfogedgård, Lilleheden, til i 1919 at være en by med ca. 800 indbyggere.

Rejsegilde ved Kaptajn Pedersens hus på hjørnet af Jyllandsgade og Vanggårdsgade i Hirtshals 1919, Foto: Historisk Arkiv Hjørring

Byen bestod primært af to store veje – Hornevejen og Hjørringvejen – og langs disse boede mennesker, der primært levede af fiskeri. Blandt indbyggerne fandt du dog også håndværksmestre, en bager og et par købmænd. Den gamle strandfogedgård fungerede i 1919 som gæstgivergård og Købmand. J.P. Nielsen skriver følgende om gæstgivergården: ”I butikken var der foran langs den lange disk strøet hvidt strandsand på gulvet, som bestod af store stenfliser hjembragt fra Norge, og de traditionelle spyttebakker stod hist og her på gulvet til rigelig afbenyttelse. Mod væggen stod der en række tønder med sæbe, salt, spegesild og islandsk lammekød.”

Afholdshotellet i Nørregade i Hirtshals 1919. I 1919 var afholdsbevægelsen stadig på sit højeste, hvorefter den i 1920’erne og 1930’erne efterhånden begyndte at miste pusten. Foto: Historisk Arkiv Hjørring

Ud over kroen, der stadig findes idag (2019) under navnet Hotel Hirtshals, havde byen blandt andet skole, kirke samt et redningshus. Redningsbåden, som byen fik i 1890, betød, at fiskernes barske liv på havet var blevet mere sikkert, men langt fra ufarligt. At leve under fiskersamfundets barske kår, hvor havet både tog og gav, krævede en særlig mentalitet, som stadig præger byen 100 år senere i 2019.

Hjørringvej i Hirtshals 1928. I forbindelse med havnebyggeriet fik byen indlagt strøm, hvilket elmasterne på billedet er et tydeligt vidne om. Foto: Hirstorisk Arkiv Hjørring

Skelsættende for år 1919 er, at det store havnebyggeri i Hirtshals blev påbegyndt. I marts 1917 vedtog Rigsdagen, at der skulle bygges en havn i Hirtshals og at et område på 322 ha omkring havnen skulle eksproprieres. Dette skete dels for at undgå spekulation med jorden, men også for at staten selv kunne få nytte af den stigning i ejendomsværdierne, som ville følge af havnens tilblivelse og den by, som man forudså, ville vokse op omkring havnen. Beboerne i Hirtshals var ikke just tilfredse med eksproprieringen, da de nu blev til lejere og ikke ejere af deres ejendom. Nu hvor jorden omkring havnen var ejet af staten, så de statslige embedsmænd en mulighed for at styre, hvorledes byen skulle udvikle sig. I 1919 nedsatte Ministeriet for offentlige Arbejder en kommission, som skulle komme med et forslag til en byplan for Hirtshals. Efter afholdelse af en konkurrence blev Knud H. Christiansen og Steen Eiler Rasmussens ”Plan til en By ved Hirtshals” udråbt som vinderforslag. Byplanen blev dog aldrig realiseret, men erstattet af en mængde senere planer, og i årtierne efter 1919 udviklede den hastigt voksende Hirtshals by sig blandt andet efter, hvor de billigste grunde kunne erhverves. Og dette var i området udenfor statens arealer.

De mange nye arbejdspladser, der blev skabt under havnebyggeriet, medførte ikke kun, at byen voksede. Nogle af fiskerne, som tidligere havde risikeret liv og lemmer på havet, fik nu i en periode mulighed for at skifte fiskeriet ud med et job som havnebygger. 17. maj 1919 blev reglen om en 8 timers arbejdsdag indført i Danmark. Om havnebyggerne kun arbejdede 8 timer om dagen, ved vi ikke, men i 1919 fik Tømrernes Fagforening en afdeling i Hirtshals, som kunne varetage arbejdernes interesser. Generelt var starten af det 20. århundrede en periode, hvor danskerne arbejdede mindre og fik mere fritid. I Hirtshals blev den nye fritid blandt andet brugt på stranden. Hirtshals’ dejlige sandstrand var allerede i 1919 et yndet udflugtsmål for fx folk fra Hjørring. Først i 1925 åbnede jernbanestrækningen mellem Hjørring og Hirtshals, så når folk fra Hjørring skulle til stranden i Hirtshals, foregik transporten primært med hestevogn. Den 18 km lange tur tog ca. 3 timer. Udvalget for Statens arealer ved Hirtshals skriver følgende i 1922: ”Tværsted Vejen er endnu kun en gruset Skovvej, men den vil sikkert med Tiden blive af turistmæssig Betydning”. I de 100 år, der er gået siden 1919, er Hirtshals som forudset blevet et yndet turistmål og det lille fiskerleje er vokset til en by med ca. 6000 indbyggere og en af Danmarks største fiskerihavne.

Kilder:

Hjørring Kommunearkiv, Hirtshals Kommune F252 Byplaner Hirtshals

Hjørring Kommunearkiv, Hirtshals Kommune, F250 Betænkning vedrørende de af udvalget angående administration af statens arealer ved Hirtshals og Hanstholm fremsendte forslag til byplanmæssige dispositioner i Hirtshals fra 1950.

Rigsarkivet, Knud H. Christiansen og Steen Eiler Rasmussen: Plan til en By ved Hirtshals

Fibiger, Susanne: Eksproprieringen af Hirtshals 1917, Fra egnens fortid 2017.

Nielsen, J.P: Historien om Hirtshals inden kommunesammenlægningen i året 1970, 1976.

Historier fra fortid og nutid nr. 32, februar 2019, Hjørring Kommunearkiv, Vendsyssel Historiske Museum