Er det ikke at gå over gevind at tale om at gå ned på en 35 timers arbejdsuge? Der er ingen, der tager skade af at bestille noget. Travle mennesker er der sjældent vrøvl med, mens det kan give alvorlige personlige problemer med for megen fritid. Hvad skal vi med al den fritid, som både stiller krav om fritidsinteresser og penge, så man kan få råd til at dyrke den interesse.
Landsretssagfører Svend Sanvig, Brønderslev, som onsdag den 5. december 1979 fylder 70 år, kender ikke selv til faste arbejdstider og en 40 timers arbejdsuge, men jeg arbejder nu ikke så hårdt som førhen. Nu nøjes jeg med 45-50 timer om ugen i modsætning til tidligere 60 timer, siger Svend Sanvig.
Svend Sanvig er et ægte Brønderslev barn. Hans far, overretssagfører J. V. Sanvig stiftede advokatvirksomheden, som Svend Sanvig overtog efter faderens død i 1944. I den seneste halve snes år har han drevet den sammen med sin søn Jens Sanvig.
Den mest markante udvikling inden for retsvæsenet er uden tvivl, at man i dag ser mere lempeligt på mange former for kriminalitet end forhen, fortæller Svend Sanvig.
Der bliver givet flere betingede domme, hvor der før blev givet fængselsstraffe. En positiv udvikling på mange måder, mener Svend Sanvig. Et væsentligt spørgsmål er nemlig, om nogen bliver bedre mennesker af at blive straffet. Men selvfølgelig skal vi stadig bruge fængselsstraffe af hensyn til andre menneskers sikkerhed og af hensyn til den præventive virkning, de kan have på andre.
Svend Sanvig kan stadig ses i retten flere gange om ugen, og jeg agter ikke at holde op foreløbig. Så længe arbejdet morer mig. og så længe helbredet er godt, så er der vel ingen grund til at holde op. Men det er klart, at det er et stort arbejde at lede en advokatvirksomhed, og uden en stab af gode medarbejdere gik det ikke.
Om fem år er der 100års jubilæum i forretningen, og det vil Svend Sanvig i hvert fald gerne have med, inden arbejdet bliver lagt på hylden.
Selvfølgelig oplever man ofte deprimerende ting i retten. Mange gange er det de samme mennesker, der dukker op med mellemrum. Men det er min erfaring, at langt de fleste retter sig, når de når en vis alder, oftest når de kommer midt i tyverne og skal til at stifte familie. For de fleste er der tale om en overgang, nogle få år, hvor det hele ser håbløst ud. Heldigvis gør man meget fra alle sider i dag for at hjælpe dem, der er kommet ud i noget skidt. Her tænker jeg bl.a. på kriminalforsorgen og socialforsorgen. Der er bestemt sket store fremskridt på dette område.
Men i Brønderslev kan man ikke sige navnet Svend Sanvig uden samtidig at tænke på fodbold. I sine unge år var han en af støtterne på Brønderslevs mesterrækkehold BI`s guldalderperiode, og han har flere gange spillet på landsholdet. Nu er fodbolden ikke aktuel længere, men tennis er stadig på programmet. Vi har vores eget veteranhold i tennisklubben, siger Svend Sanvig.
Jagten går det også meget godt med. Vi tager et par ture om året til Norge, England og Irland. På den måde kommer familien også på ferie.
Svend Sanvig, der 1946-1954 var medlem af byrådet, har også i mange år været formand for Handelsbankens tilsynsråd i Brønderslev. Derfor holdes fødselsdagsreceptionen også i Handelsbanken.
Jens J Sørensen har skrevet en dejlig artikel om Fisker Anders, som han har mødt i sin tilværelse i Børglum på Tidselbak
Fisker Anders.
Sådan kunne en fiskehandler gå rundt.
Gående og cyklende fiskehandlere, var et ret almindeligt syn i Danmark tilbage i tiden. Indtil ca. 1960
På Tidselbak v/ Børglum kom der en fiskehandler han hed Anders, vi kaldte ham Fisker Anders, han kom gående med en hjulbør med et par kasser fisk på helt fra Løkken og op over Børglum Klosterbakke og ud på Tidselbak, også om vinteren kom han om der så var snesjap og koldt, og bare i et par træsko og hullede sokker. Når han gik, vendte han fødderne indad og engang spurgte de ham hvorfor han gjorde det og han svarede – Jo for ellers kører biler og skidt over dem – han havde altid svar parat. En gang han var kommet hen til præsten i Børglum, sagde præsten til ham at fiskene var dyre og det var de mellemhandler der gjorde det, kunne vi få fiskene direkte fra havet var fiskene meget billigere – Så sagde Anders ja det er sandt nok men kunne vi få guds ord direkte fra himlen behøvede vi ingen præst og det var også billigere. Min bedstefar boede ved os et stykke tid efter bedstemor var død og Anders gik sommetider ind og snakkede med ham, min bedstefar havde lige fået radio så det har været ca.1936-37. og den var han stolt af han kaldte den radiumen, og han spurgte Anders om han havde radium, hva sagde Anders, vil du da af med livet. Anders drak sprit og det var nok derfor han kunne holde kulden ud, (han var frostsikret). Folk skulle passe på deres sprit når han var i nærheden for ellers tog han det og drak det. Mine bedsteforældre handlede i Vejby da de boede på Tidselbak bedstemor gik over markerne til Vejby og handlede hos købmand Christiansen. En dag hun skulle til købmanden gik hun det hele igennem for at hun ikke skulle glemme noget, hun havde også set til spritflasken, den var næsten fuld og så gik hun, men da hun kom tilbage, havde Anders været der og havde drukket al spritten og så måtte den gamle kone afsted igen efter ny forsyning. Der kom også en mand engang imellem med en lille grå trækasse under armen, han hed Marinus vi kaldte ham Wust Marinus for det var nemlig ost han havde i kassen, de sagde han boede på Alderdomshjemmet i Vrå og så gik han rundt og solgte ost, nok for at komme ud blandt andre mennesker. De kostede så vidt jeg husker 20 øre, jeg var vild med dem så vi købte gerne et par stykker af ham. Der kom også uldkræmmere de kom med en bylt på nakken og satte den på gulvet og løste knuden op og så væltede det ud med tøj. Der kom også nogle som solgte kamme og sikkerhedsnåle og den slags. Også kreaturhandlere kom der, det var Thomas Jensen fra Vejby og en vi kaldte Jens Peter Plet. (Han var vist fra gården (Plet)). Thomas Jensen solgte også kød, han kom i en lille lad bil med en hvid kasse på, hvori der var strøet halm, som kødet lå i. Thomas Jensen havde en rejsegrammofon, jeg kan lige huske han kom en aften ud til os med den og spillede plader, det har nok været i ca. 1937 – 38 for han havde den med – Hen til kommoden og tilbavs igen og den er fra ca. 1936. Der var en i Børglum som brændte brændevin og det var da ulovlig, så politiet havde kig på ham, så spurgte han min far om han måtte komme ud til os på Tidselbak og lave det og det fik han lov til, da han var færdig gav han min far 2 flasker det var vist 3 pægle de kunne indeholde pr. stk. de var større end vinflasker i dag. Det har nok været i 1939 for vi fik mund og klovsyge i besætningen, da det var ovre, skulle der gøres godt rent og dyrlægen skulle komme og syne det, det var dyrlæge Jensen fra Vrå og da han havde synet det i orden inviterede far ham på en dram. Hvor har du det fra ville han vide men det ville far ikke sige, så sagde dyrlægen fandens jeg skal andre steder hen ellers skulle vi se bunden af flasken. Nogle dage efter snakkede min far med Chr. Thomsen ”Olesminde” og han spurgte hvad han havde gjort ved dyrlægen, -Jeg mener ikke jeg har gjort noget ved ham – Jo noget må du have gjort for han kom herop lige fra jer og skulle syne og vi havde ikke nået at gøre rent over det hele, men han havde aldrig set noget så rent nogen sinde. Ja, det var den gang
Vi havde en skolelærer i Børglum, han kunne ikke fordrage børn, hvorfor blev han så lærer, som jo har med børn at gøre? Han var dygtig men forstod ikke at lære fra sig, han mente det skulle bankes ind i hovedet på dem. Forliges med folk kunne han heller ikke.
Jeg gik i klasse med en dreng som var syg og han døde da også, ham bankede han også selv om han vidste han var syg, men det blev han også meldt for, og kom i retten.
Kriminalpolitiet var oppe og tale med mig, jeg husker han sagde til mig at læren havde sagt at han aldrig havde slået drengen, jeg sagde at passede ikke for det havde han og han svarede det tænkte jeg sgu nok, de kendte ham, Politiet kunne han heller ikke forliges med.
Vi som havde gået i klasse med drengen blev kaldt i retten som vidner og mens vi sat og ventede kom læreren og hans kone og gik ind i retssalen, jeg tror det varede et kvarter så kom de ud igen og gik, jeg tænkte hvad er det for noget varer det ikke længere, men så kom de andre ud sammen med sagføreren det var Kjeld Jacobi, og det hele var forbi. Der var sket det at læreren havde sagt at han ikke havde slået drengen ihjel og så sagde Jacobi det er heller ingen der siger, men du kan ikke nægte at du har slået på en dødssyg dreng. Læreren sprang op og tog stolen han havde siddet på og hamrede den ned i gulvet og så gik han, og så var det forbi. Han var nok klar over at han havde tabt sagen og hvad med os der sad derud, hvad kunne vi ikke fortælle, det ville han nok helst undgå og få rodet op i.
Sagføreren fortalte så at en dag ham og skoleinspektøren (Han hed Præstholm) kom gående på gaden i Hjørring og talte om den sag de skulle i gang med, lige med et siger Præstholm, jamen der har vi jo manden, da kom læreren gående imod dem, de hilste på ham, og så siger Præstholm til ham at han syntes han skulle søge et andet embede – Han blev så hidsig at han vendte om på hælen og gik, Præstholm sagde ingenting men rystede på hovedet.
Avisen det var Vendsyssel Tidende og den kom med toget til Vrå, hvor posten fra Børglum så hentede den når han skulle ned efter post, og så holdt posthuset åbent et stykke tid så folk der boede på landet kunne hente avisen ellers fik de den først dagen efter. Det var mest børnene der hentede den, de skiftedes til det og tog så avisen med til de andre på egnen. De sagde at læreren fik den ide at han kunne sætte sig henne på posthuset og sidde og holde øje med børnene når de hentede avisen, men det blev for meget for postmesteren så han jog ham ud.
En gårdmand fortalte at han havde en hyrdedreng og hans arbejde var bl.a. at flytte nogle får, men opdagede at de ikke blev flyttet, så gik han til drengen og sagde hvorfor fårene ikke blev flyttet, og så måtte drengen gå til bekendelse og sagde at læreren havde banket ham så han var øm i hele kroppen og kunne ikke trække tøjr pælen op af jorden.
Vi kom til at bo nabo med en som kom sammen med læreren ham besøgte jeg en gang imellem han var gammel og boede alene så ham holdt vi lidt øje med, han fortale når jeg var inde hos ham om gamle dage og læreren blev også nævnt, men jeg sagde aldrig noget, men så en dag sagde han, jeg ved ikke rigtig det var en underlig døwl ham, nå var det sagde jeg, ja sagde han vi vidste aldrig hvor vi havde ham, så selv dem der skulle være hans venner stolede ikke på ham.
De første børn som han underviste var efterhånden blevet voksne og gift og havde børn der skulle til at gå i skole, så det var nok på tide han flyttede ellers kunne det nok ske at han kunne få et par øretæver selv, det fik han forresten også men ikke af en der havde gået i skole i Børglum men det var hans søn det gik ud over. Om vinteren når der var sne og vi rendte ind i gangen blev der jo vådt og vi kom jo i gummistøvler eller træsko, så havde vi nogle fut sko at tage på for ikke at få våde fødder, sådan en sko lå midt på gangen da drengen kom om morgenen, og den sparkede han til, og læreren kom lige i det samme og for hen og gav ham en på siden af hovedet, drengens far var på mejeriet med deres mælk og drengen rendte så derhen og klagede, faderen kom og sagde til læreren hvad har min dreng forset sig med i dag, og så fik han en. Vi så ham vist ikke i 3 uger.
Da han flyttede fra Børglum og var ved at læsse flyttebilen, flagede købmanden på halv og da de kørte ud af byen, stod han parat og hejsede flaget på hel. Til gengæld havde vi en god og rar førstelærer.
Min ældste broder tjente på Nielsminde v/ Børglum engang, og der havde de et hold grise, hvor tre af dem ikke vilde trives så godt som resten. Min bror fik besked på at hvis han ville fjerne dem måtte han have dem og det ville han da nok og kørte dem så hjem til os. Vores far vidste nok hvad der var i vejen med grisene og lukkede dem ud så de kunne rode i jorden for det var mineraler de manglede og det kunne de finde der. To af dem kom sig hurtigt og det varede ikke længe inden de kunne komme på slagteriet, men den tredje haltede lidt bagefter så han fik lov at gå lidt længere.
Hvert år kom der en murer og gjorde husene i stand, han kom bare der skulle ikke sendes bud efter ham.
Han kom så og begyndte på arbejdet, vandet skulle han hente på nordsiden af huset ved en pumpe der, han var så begyndt på sydsiden og havde slæbt en spand vand derover, men den her gris kom og vælte vandet hele tiden og så skulle han jo over på nordsiden efter nyt.
Om middagen da vi sad og spiste klagede han sig over grisen ”Satan te gris , a ka intj forsto i vil ha sånt æ svin, var de mej gris grawwe a saten hule me æ hwol sejsten all nieer i joren å kam dæj deri løwwi”
(Oversat: Satan til gris, jeg kan ikke forstå i vil have sådan et svin, var det min gris gravede jeg satan hule mig et hul seksten alen ned i jorden og kom den deri levende).
Samme murer var også engang nede på Børglum kær, der var han ved at kalke huset og så var han kommet til at stænke lidt på vinduerne og så skældte kone ud, men det skulle hun aldrig have gjort for så blev det meget værre, når han kalkede ude ved os og der kom lidt på vinduerne sagde mor ingenting, med hun så en dag der var kommet lidt på et vindue og da tog han sit lommetørklæde op og tørrede det af.
Jeg tjente på en gård i Børglum vi var to karle på 15 og 17 år så vi var meget sammen også om aftenen, og vi var tit hjemme hos min forældre. En aften vi kom hjem sad mureren og hans kone der, og vi snakkede og jeg fortalte at jeg skulle få tjenestepigen om morgenen, så sagde mureren – Snupper du så ikke et kvarters tid inde ved hende – Nej det gjorde jeg da ikke – Det kan jeg ikke forstå sagde han, jeg var et sted hvor jeg også skulle kalde på pigen om morgenen og så snuppede jeg mest et kvarter hos hende – De gjorde du da ikke sagde hans kone og kiggede ned i bordet hun var flov – Da gjorde jeg også det, sagde han, og der lå jeg sateme godt, jeg lå som et slagtet svin i helvede -.
Ham og min far spillede tit kort med hinanden, det var 66 de spillede.
På Tidselbak boede en mand, som hed Ole Thomsen, hans hjem var ”Olesminde” i Børglum, hans far hed Søren Thomsen og hans mor Ane Cathrine Pedersen.
Søren Thomsen døde i 1900 og Ole kom hjem som bestyrer for moderen. Min far tjente der i begyndelsen af 1900, han har været 15 – 16 år dengang, det var en god plads, de havde det godt der, det var ikke mange steder de havde det så godt som hos Ane.
Blev han sulten midt på dagen gik han ind til Ane, så lavede hun en mellemmad med sukker på til ham.
Over for, på den anden side af vejen lå en mølle, en dag møllerkarlen var deroppe, og stod og snakkede med Ole, kom min far ud med en mellemmad i hånden, – jeg tror sgu at drengen kommer med en mellemmad sagde møllekarlen – hvortil Ole sagde ja, han er nok blevet sulten og så blev der ikke talt mere om det.
Ole havde en søster som hed Kathrine som var gift med Peder Holmgaard de havde Præstegården i forpagtning,. I 1910 købte Ane noget jord af nabogården som lå ude på Tidselbak hvor de selv havde jord og så byggede hun en ejendom til dem derude. Men i 1912 dør Peder Holmgaard.
I 1913 bliver Ole gift med Laura Christensen og de overtager så ejendommen og lever der til deres død i 1970 og 71, hvor de to yngste sønner så overtog ejendommen, men de er desværre også borte.
Hvem der ejer den nu ved jeg ikke. (Tidselbakvej 113).
Ole læste meget og var en god fortæller men gik meget i sine egne tanker, det traf at han kom cyklende ned til os og gik hjem, han glemte cyklen.
En nytårsaften stod han i kohus-døren og så nogle store drenge bakse med møgbøren, da han havde stået lidt og kigget på dem gik han ind til den yngste datter som tjente derhjemme og sagde – Der er vist nogle unge karle der gerne vil snakke med dig.- Vil du ikke blæse, det er jo nytårsaften sagde hun, det havde han glemt.
Under krigen var der jo mangel på alt også skråtobak som Ole og min far brugte, en dag Ole besøgte os og de skulle have kaffe og så skulle skråen jo ud, men der skulle jo spares, så den skulle
jo gemmes og bruges igen, så de lagde skråen i vindueskarmen mens de drak kaffen, Ole blev først færdig og gik hen og tog skråen, lidt efter blev min far færdig og ville have sin skrå, så siger han til Ole du har sgu taget min skrå, og så siger Ole, nå ja men så kan du tage min, han tog dog en frisk.
Der kom engang imellem nogle og tog tuberkulinprøver af kreaturerne et år kunne vores ikke bestå og måtte væk, så vi havde ingen, en aften kom Ole på besøg og han satte sig og snakken gik, så blev det den tid at de skulle have kaffe, den gang havde vi fast komfur af støbejern og fyrede med tørv, tørvene havde vi nede i laden og min mor ville hente tørv så hun kunne varme vand til kaffen, da hun kom ned i kostalden stod der en ko i en af båsene, den var ikke bundet og tøjret lå ned på broen, hun gik så ind og sagde at stod en ko i kostalden, – Nåh ja sagde Ole det er en jeg er kommet med for i har jo ingen og det duer ikke at i ikke har noget mælk. Sådan var Ole. Min far og Ole var de bedste venner det meste af deres liv. Ole var også humoristisk. En dag jeg var derude og vi sad i stuen og snakkede kom Laura og den yngste søn hjem, de havde været en tur i Vrå, så siger Laura jeg kan ikke forstå, jeg så en mand der sad nede i banken og jeg syntes jeg kendte ham, men kan ikke komme efter hvem han er. – Nåh sagde Ole det er nok en gammel kæreste du har haft. – Nej sagde Laura, det var en ganske ung mand. – Det kan du ikke regne med sagde Ole for nu om dage kan de få rynker og skidt fjernet.
Ja, det var nogle herlige mennesker.
Hermed en fin lille fortælling om Børnenes Jord i Vraa fortalt af Helle Jacobsen.
Carl Scharnberg som jeg så ham.
Han var en stjerne for os børn i Vrå og han fortjener i den grad et par ord. Han gav os en uforglemmelig barndom, især på Børnenes Jord.
Scharnberg var kommunist og det brød min far sig absolut ikke om, så her var en form for konflikt. Jeg var splittet for jeg elskede den ranke mand med det røde halstørklæde. Han gav os en legeplads, hvor der var plads til alles meninger.
Et ældre ægtepar havde skænket grunden til ”Børnenes Jord” og den kunne aldrig fratages os. Scharnberg var i spidsen og fik frivillige håndværkere til at bygge os et helårs hus til indendørs aktiviteter s.s marionet-teater, billard, film og sysler med hånden.
Udendørs var der lavet matrikler til selvbyg af gammelt tømmer. Her kunne alle købe en grund til 1 kr. og ingen voksne måtte bygge med. En gang i ugen var der fællesmøde, hvor alle kunne komme til orde og give sit besyv med. Nogle fik jo hjælp af forældre og det måtte stoppes – de fik jo langt flottere huse (curlingforældre- I ved).
Scharnberg lyttede interesseret til os alle og tog os alvorligt og det var en dejlig følelse. En gang om året blev forældre inviteret og Børnenes Jord forvandles til en markedsplads med boder og konkurrencer. Hvem havde den flotteste dekorerede cykel osv …det var tider. Om lørdagen blev der vist film og der var rigtig hygge i puderne.
Jeg har haft den ære at blive undervist i 1. og 2. klasse af Scharnbergs frue Johanne og også hun var en fantastisk person. Blid og kærlig.
Forskolen var bygget sammen med Scharnbergs private bolig og jeg husker især en enkelt dag, da Carl Scharnberg pludselig kom ind i skolestuen og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ind i privaten. Det ville vi selvfølgelig gerne. Da vi alle var arriverede i privaten, blev vi bedt om at sætte os i rundkreds på gulvet og så tog Scharnberg grammofonen frem og satte en plade på.
” Det regner, det regner den hele dag” ( Det var nemli’ en regnsvejrsdag). Så kom ”lyset” – Scharnberg tog en æske blå Gajoler op af lommen og lod den gå rundt..sikke en fantastisk oplevelse.
Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.
En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.
Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.
=================================================
Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.
Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.
Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.
Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.
I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.
Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.
Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.
Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.
Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.
Fot.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum. Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.
Jørgen Terkelsen og lærere og familie
“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen. Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå
Vraa Station
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø. Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!
Vraa Højskole og Valgmenighedskirke
Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide! Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Møller Nørgaard
Astrid og Jens Møller Nørgaard
Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr. Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.
forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen
Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.
De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard
Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.
Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn
Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted. Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.
Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!
Højskolen og Kunstbygningen
Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne.
Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.
pia-søren-hovedbygning Renovering og fornyelse Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.
Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
Nedenfor – Grøn pil er mine bedsteforældres hjem på Nørkær
Blå pil er Ejlersgård
Rød pil er Nørregård/Ejlersgård/Thorvald Thomsens gård
Grøn pil er mine bedsteforældres hjem på Nørkær, Blå pil er Ejlersgård, Rød pil er Nørregård/Ejlersgård/Thorvald Thomsens gård
Nørgård/Ejlersgård/Thorvald Thomsens gård
Nørgård/Ejlersgård/Thorvalds gård – med Bedsteforældrenes ejendom tv. i baggrunden (tættest beliggende)
En lille fortælling om gården -“Ejlersgård”
I forbindelse med at skrive mine barndomsminder stødte jeg på navnet Ellitsgård flere gange.
På vores vej, mit barndomshjem på Vingevej, boede Jens Ellitsgård og Petrea. Vi besøgte dem enkelte gange og mor Else sagde, at vi var lidt i familie med dem. Desuden opdagede jeg, at min bedstemor havde Thomsen/Ellitsgård til efternavn. Desuden besøgte vi også Smed Christensen i Mejeribyen og i f.m. dette som jeg nævnte på FB, fik jeg en tilbagemelding fra Connie Bentzon, at smedens kone hed Elvine Ellitsgård. Ja så var det jo kun at konkludere, at min bedstemor på Nørkæret, Jens Ellitsgård og smedens Elvine var søskende og derved min far, murer Christians onkel og tanter.
Via Lærer Madsens Jens Otto samt Inga og Ernsts Poul Erik, (Ernst er min fars bror), gik det ligeledes op for mig, at den gård der lå på østsiden af vejen til Nørkær og som ejedes af Thorvald Thomsen blev kaldt Ejlersgård/Ellesgård (tidligere Nørgård).
Og nu var nysgerrigheden vagt for at finde ud af mere om gården og slægtens forbindelse med den.
Gårdens historie (se tidslinien)
Ejlersgård nævnes allerede i Middelalderen og hørte dengang under Hundslund Kloster, nu Dronninglund Slot. Gården lå lige på vestsiden af vejen til Nørkær umiddelbart før Munkebrovej (se oversigtskort)
Ved Reformationen kom den under Aalborghus Len (Kronen)
Herefter havde gården forskellige ejere indtil den i ca. 1720 kom under Børglum Kloster (daværende ejer Frederik Kjær)
Gården havde herefter igen forskellige ejere indtil 1835, hvor gården og Børglum Kloster blev solgt til Familien Rotbøll.
I de næste mange år blev Klostrets større fæstegårde, incl. Eilersgård, delt op og solgt i mindre jordstykker.
I 1895 købte vor oldefar Laurits Thomsen/Ellitsgård sin fæstegård af Børglum Kloster.
Han drev gården indtil 1909, hvor han solgte den til Johannes Christensen (Præstegårdsforpagter), hvorefter han og hans hustru flyttede til et hus i Vrensted.
Vor oldefar døde året efter, men ifølge folketælling 1911 boede oldemor der stadig.
I 1916 købte Thorvald Thomsens far (Laurits Thomsen) Eilersgård og lod den forfalde. Det var nok jorden han ville have.
Thorvald er født i 1889 på gården, vist på vedheftede, og som er en udstykning fra Eilersgård.
Thorvalds gård har sikkert tidligere heddet Nørgård.
Ca. 1945 blev gården overtaget af Thorvald Thomsen. Han forpagtede senere jorden ud, men beholdt bygninger, lidt jord og nogle få dyr.
Gården blev nedrevet ca. 1970.
Slægtens tilknytning til Eilertsgård.
I Gjølstrup boede der først i 1700 tallet en gårdmandsfamilie der i 1759 fødte sønnen Jens Jensen, min tip-tip oldefar, som senere blev gift med Maren Johannesdatter. De fødte i nov. 1800 sønnen Thomas Jensen, min tip oldefar, som senere også tog navnet Ellitsgård. Det er første gang slægten Thomsen tilføjer Eilertsgård/Ellitsgård.
Han blev nov. 1839 gift med Karen Larsdatter i Jelstrup Kirke. De blev forældre til mindst 6 sønner og 2 døtre. De må kort efter være flyttet til Vrensted for at fæste Ejlersgård. Alle børnene, med vor oldefar Johannes Thomsen som den ældste, blev født på Eilersgård. Familien boede i Vrensted i omkring 26 år inden han døde i okt. 1882. Han blev begravet i Vrensted.
I periode 1869 til 1883 fødtes børnene Jens (Vingevej) 1869, Carl 1870, Chatrine 1872, Karen Line 1873, Thomas 1875, Martinus 1877, Anna Kjerstine (min bedstemor) 1878, Kristian 1881, Elvine Kirstine (Smed Christensens kone) 1883.
I 1895 købte min oldefar Johannes sin fæstegård af Børglum Kloster, som i årene inden havde udstykket meget af jorden fra sine fæstegårde. Johannes var da 56 år og Mette Marie 54 år.
I 1898 kom der en ung mand, Jens Peter, min bedstefar, fra Jelstrup til Vrensted og bliver i 1898 gift med Anna Kjerstine. De bosatte sig på Nørkær 20 på østsiden af vejen til Nørkær, men tæt ved Ejlersgård. Huset ligger der stadig.
Johannes og Mette Marie blev fortsat boende på Eilertsgård.
NB ! se note 1.
I 1909 skødes Eilersgård til Johannes Christensen hvis familie tidligere har været gårdfæstere på Eilersgård.
Han solgte i 1916 Eilersgård til Laurits Thomsen, der havde gården Nørgård, der lå på østsiden af vejen til Nørkær.
Han lod derefter gården forfalde og lagde jorden til sin egen gård som han måske derefter omdøbte til Ejlersgård/Ellesgård.
Ved folketællingen i 1890 er Ejlersgård skrevet som Ellesgård.
Ca. 1945 overtager sønnen Thorvald Thomsen gården, der da er på ca. 32 tdr. land med ca. 20 køer og svin samt 4 heste. Jorden bliver efterhånden bortforpagtet, men Thorvald beholdt nogle få dyr.
Gården bliver nedrevet ca.1970
Familien Ellitsgård har derved været gårdfæstere på Eilersgård fra ca. 1835 til 1895 og ejere fra 1895 til 1906.
Tidslinie Eilertsgård.
Hørte i Middelalderen under Hundslev Kloster, det senere Dronninglund Slot.
Kom ved Reformationen 1536 under Aalborghus Len
Gården fik i 1630 navnet efter en Eiler Laursen, som boede der
Han fratrådte fæstet ca. 1633.
Gården blev i 1655 pantsat fra Aalborghus Len for Kronen til kanonstøber Claus van Dahm København.
Der blev foretaget ændringer i Matriklen 1662-1664 da Dahms søn fik gården overdraget.
Han ejede gården fra 1664 til 1676, hvor han solgte den til Børglum Kloster
Fra 1676 til 1716 ejede Børglum Kloster, Eilersgård.
I 1683 og 1688 beboedes gården, sikkert som gårdfæstere, af Morten Nielsen og Jens Nielsen, der var far til Jens Jensen Ellitsgård, Skudehandler i Løkken.
På et eller andet tidspunkt mellem 1676 og 1716 må Børglum Kloster have solgt Eilersgård.
I 1716 ejedes gården af Peter Tøgersen Lassen til Rødslet i Vadum
Den blev kort efter solgt til Præsten i Vrensted, magister Eiler Christian Dyssen
Den blev i 1718 overdraget til panthaver, fhv. Stiftamtmand Rudolf Gersdorf og kort herefter til Frederik Kjær til Børglum Kloster.
Gården blev 11.05.1790 synet og vurderet, da Mads Madsen fradøde den og som Christen Andersen nu skal fæste. Info fra Børglum Kloster Godsarkiv.
Christen Andersen Ellitsgård, 1762-1817, gårdfæster Ejlersgård fra 1790 til 1817.
Anders Christensen Ellitsgård 1790 til ? gårdfæster Eilersgård fra 1817 til ca. 1856.
Thomas Jensen Ellitsgård 1800-1882 gårdfæster Ejlersgård, født i Gjølstrup/Jelstrup.
Børglum Kloster og derved også Eilersgård, blev i 1835 overtaget af Familien Rotbøll, der har ejet den siden da.
Eilersgård blev efterhånden udstykket og blev i 1895 skødet fra C. M. Rotbølls dødsbo.
Johannes Thomsen, 1839-1910, min oldefar, købte gården i 1895.
I 1909 blev gården skødet til Johannes Christensen .
I 1910 dør Johannes og hans hustru Mette Marie flytter og bliver herefter husejer et andet sted.
1916 blev gården solgt til Laurits Thomsen, hvis far Thomas Christensen blev født på Eilersgård i 1824.
Ca. 1945 blev gården overtaget af Thorvald Thomsen.
Gården blev nedrevet ca. 1970.
NOTE 1.
Familien havde i 1831 haft en søn med navnet Johannes. Han må indenfor de næste 8 år være afgået ved døden, for da der i 1839 igen fødes en søn, får han navnet Johannes.
Johannes Thomsen havde også en ældre bror Laust Thomsen 1833-1911. Han bliver ikke gårdfæster andre steder, men bliver husmand resten af sit liv. Han bliver gift med Inger Marie Ottesdatter fra Trudslev ved Ingstrup. De bosætter sig i 1868 i Trudslev, hvor de får tre børn, Karen, Jens og Thomas. I 1889 flytter de til Rubjerg. På deres gamle dage, i 1908, flytter de tilbage til Vrensted i et hus på Gl. Byvej, matr.nr. 108a. Huset er sidste hus på højre hånd inden Gl. Byvej udmunder i vejen til Brønderslev. (Huset ligger der stadig).
Jens og Thomas bliver uddannet tømrer og er med til at bygge møller i Vendsyssel. I 1905 ændrer de deres efternavn fra Thomsen til Ellersgård. Efter faderens død bliver Karen Thomsen boende i Vrensted, og da moderen dør i 1921, forbliver Karen boende på matriklen frem til slutningen af 50-erne.
Som ung forelsker hun sig i en soldat, men faderen nægtede at godkende deres ægteskab. Som protest forbliver hun ugift hele sit liv.
Denne note er modtaget fra en efterkommer af Laust Thomsen.
Det har været en stor fornøjelse at skrive fortællingen, men uden stor hjælp fra familien og gode folk i Vrensted, har det ikke været muligt.
Samfundet er blevet noget mere kompliceret, siden advokatfirmaet Brønderslev blev oprettet for 100 år siden. Der er i dag flere straffe- og civile sager end nogensinde, og den indviklede lovgivning sætter i dag flere grænser end tidligere.
Den 1. oktober 1985 har sagførerfirmaet Sanvig i Brønderslev eksisteret i 100 år. Jubilæet fejres på lørdag med åbent hus hos landsretssagfører Svend Sanvig, Nørregade 75.
Familien Sanvig har dog ikke været med i firmaet i alle 100 år. Firmaet blev oprettet i oktober 1885 af Carl Sophus Sørensen. Han havde indtil da været Herredsfuldmægtig i Blokhus, men blev sagt op, fordi en slægtning til Herredsdommeren skulle have stillingen, og så tog han til Brønderslev og startede for sig selv her. I oktober 1890 kom Anders Stigaard Kiær til som fuldmægtig. Han overtog forretningen efter Sørensens død ret kort tid efter, og han blev her i næsten 40 år.
I 1907 blev Jens Valdemar Sanvig ansat som fuldmægtig og i 1915 blev han kompagnon i forretningen sammen med Anders Stigaard Kiær. Kiær, der var medstifter af Brønderslev Bank i 1896 og dens første direktør, døde i marts 1930, og Jens Valdemar Sanvig fortsatte som eneindehaver til sin død i 1944.
Herefter overtog sønnen, den nu 75-årige Svend Sanvig, forretningen som eneindehaver. Hans søn Jens Sanvig, 47 år, har i 15 år arbejdet som advokat i firmaet, der også tæller advokat Jens Christian Larsen. Sidstnævnte har været med her i ca. ni år.
Det er meningen, at Jens Sanvig og Jens Christian Larsen overtager og viderefører firmaet til næste år, idet Svend Sanvig ønsker at trappe ned rent arbejdsmæssigt indtil april 1987.
Men endnu arbejder jeg på fuld tid og nyder det. Når man både har helbred og lyst til det, så betyder alderen ikke noget, selv om jeg nu så småt overvejer at trappe ned, siger Svend Sanvig.
Inden Svend Sanvig overtog sin fars firma, var han i ti år dommerfuldmægtig i Hjørring og Frederikshavn. I 40 år var Svend Sanvig branddirektør for Købstædernes Alm. Brandforsikring et hverv han gav fra sig 1. januar 1985.
Fra 1946 til 1954 var Sanvig medlem af Brønderslev Byråd for partiet Venstre, og han var i en periode viceborgmester.
I otte år var Svend Sanvig medlem af Sagførersamfundet og med i kreds- bestyrelsen for Hjørring og Thisted amter. Dertil kommer otte år som medlem af Advokatnævnet.
Og så kan man under omtalen af Svend Sanvig`s virke ikke undgå at omtale hans aktive år på fodboldlandsholdet midt 1930’erne en epoke, som Svend Sanvig tænker tilbage på med særlig glæde.
I årenes løb har sagførerfirmaet haft til huse flere steder. Man startede i Algade, flyttede herfra til Vestergade, hvor også Brønderslev Bank havde til huse, til Rådhuspladsen, hvor læge Skak nu bor, i det dommerkontor i gamle Bredgade, hvor nu Provinsbanken bor, og i de seneste 20 år har advokatfirmaet boet i Jernbanegade, hvor der for år tilbage var det gamle Hotel Brønderslev.
Foruden de tre advokater beskæftiger firmaet fem sekretærer. Her i blandt er bogholder Gerda Henriksen, der har arbejdet her i over 40 år.
Firmaet eksisterer stadig i Brønderslev under andet navn og nye ejere, på adresse i Godsbanegade.
Anne Østergaard hjemme på Lindegården i Vrensted i 1993.
Hjemme er stadig Danmark for den 28-årige Anne Drivsholm Østergaard, og baglandet er Lindegaarden i Vrensted. For når man opholder sig i det store udland, er det dejligt at kunne ringe hjem til mor og far, Else og Niels Østergaard i Vrensted.
Anne Østergaard er en af det stigende antal unge danskere, der har satset på en international uddannelse. Anne blev sidste år færdig med sin uddannelse og godt i gang med at grundlægge en international karriere.
Måske ikke for altid i udlandet, for også i Danmark er der i stigende grad brug for internationalt orienterede, veluddannede medarbejdere. Og det er godt den dag man får hjemlængsel og vil have et job, der passer til ens uddannelse og interesser, at man har erfaringer fra udlandet.
Ansat i IBM
Anne Østergaard har netop været i Vrensted for at blive gift med cand.oecon. Peter Sand Andersen, der med en studentereksamen fra Europaskolen som baggrund ligeledes har valgt det store udland. Parret bor nu i en forstad til Stuttgart. B’oblingen hedder den, og her har Anne job i IBM, mens Peter kører 15 km til Daimler- Benz koncernens hoved- kvarter, hvor han er fast ansat i afdelingen for det økonomiske sekretariat og for koordinering af koncernens udenlandske organisationer.
Vi har været heldige, at det lykkedes os at finde job samme sted, synes Anne.
For man må virkelig være fleksibel, hvis man vil have de job, der er spændende. Så det var lidt af et puslespil, at få tingene til at gå op, og vi ved jo ikke i dag, om jeg får min kontrakt forlænget efter 1. maj 1994, selv om jeg vælger at tro det.
Udveksling
Da Anne Østergaard i sin tid gik i skole i Vrensted, tænkte hun ikke så meget på, at hun ville arbejde i udlandet. Og da hun blev matematisk fysisk student vidste hun stadig ikke, hvad hun ville og tog derfor til Amerika i et au pair job.
Det blev en god oplevelse, og jeg opdagede mange positive sider ved at se andre forhold. Det medvirkede nok til min beslutning om, at jeg ville tage en uddannelse, som jeg også kunne bruge i udlandet.
Hjemme igen begyndte jeg at læse økonomi på Handelshøjskolen i Århus. Her blev jeg aktiv i en organisation for praktikudveksling af handels- og økonomistuderende i et halvt hundrede lande. Min opgave var bl.a. at overbevise danske virksomheder om, hvorfor det ville være en fordel for dem at beskæftige en udenlandsk studerende i nogle måneder.
Da jeg sluttede den treårige HA-uddannelse, følte jeg, at nu måtte det være min tur til at nyde godt af udvekslingstilbuddet, det lykkedes mig at få ansættelse i 10 måneder hos IBM på Filippinerne.
IBM-deltidsjob
Mit speciale er marketing, fortæller Anne Østergaard, og foruden at være beskæftiget med det hos IBM blev jeg sat til at udarbejde industrianalyser og overvåge det filippinske marked med henblik på IBMs muligheder.
Da praktikopholdet var slut, ville Anne gerne bevare kontakten til IBM. Det lykkedes hende at få et deltidsjob på IBM i Århus, som hun kunne bestride, mens hun i to år fulgte cand.merc. studierne på Handelshøjskolen.
Belgiske studier
I denne periode blev skolen yderligere internationalt orienteret og tilknyttet EF-programmet Erasmus, der giver studerende mulighed for med EF-tilskud at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Anne valgte at tage et semester på et universitet i Belgien og passede samtidig et bijob ved IBM`s uddannelsescenter i Bruxelles.
Hun tog hjem for at skrive hovedopgave, men fik samtidig tilbudt en etårig kontrakt med IBM indenfor selskabets nye uddannelsesprogram Comett, der er støttet af EF.
Den 1. september 1992 begyndte Anne sit job Bruxelles, hvor hun skulle være med til at gennenføre det nye koncept for uddannelse af medarbejde- re til i de enkelte lande at servicere virksomheder på forskelligt plan. Det var spændende, og Anne synes, hun fik lov at præge indholdet.
Selv om konceptet tager sigte på omskoling af medarbejdere, der har årelang ansættelse i virksomheden, fik Anne lov at deltage i uddannelsen.
Vejen til Stuttgart
På det tidspunkt havde hendes kæreste fået foden indenfor hos Daimler-Benz i München. Så Anne fik overbevist sin chef om, at det også ville være en fordel med juniorkonsulenter i IBMS nye Consulting Group, som hun selv havde været med til at opbygge fra afdelingen i Bruxelles. Det eneste problem var det tyske sprog, som Anne ikke hidtil havde haft så meget brug for. Men efter et intensivkursus blev hun 1. november 1992 ansat i München på en halvanden årskontrakt.
Skæbnen ville så, at Peter blev flyttet til Daimler- Benz i Stuttgart, og så måtte Anne endnu engang forsøge at overbevise sin chef om, at hun kunne gøre nytte et andet sted. Også denne gang lykkedes det, og fra juni i år har Anne udført sit job fra Böblingen. Hun udtrykker det med at tingene hele tiden har flasket sig. Men direkte adspurgt erkender hun, at IBM selvfølgelig havde flere lejligheder til at slippe af med hende, hvis det var det, de ville.
Ingen rosendans
Så engagement, fleksibilitet, energi og viljen til at indordne sig, som er egenskaber, Anne selv nævner som nødvendige, hvis man vil gøre sig gældende i erhvervslivet i dag, har uden tvivl været medvirkende til, at IBM i så høj grad efterkom Annes ønsker. Nogen dans på roser er det ikke at arbejde i udlandet, fastslår hun. Men fordele er der naturligvis også. Først og fremmest i kraft af de muligheder, det indebærer i en verden, hvor vi er tættere på hinanden.
Opfordrer andre
Man skal være indstillet på, at ingenting kommer af sig selv. Men jeg kan kun opfordre andre unge, der har mod og lyst, til at satse på udlandet, at de undersøger de mange muligheder, der er for at komme ud.
Anne og hendes Peter har netop været hjemme i Vrensted for at blive gift. Brylluppet blev som parret selv, præget af det store udland, med gæster fra 8 lande.
Endnu tør hverken Anne eller Peter spå om fremtiden. De vil gerne på et tidspunkt tilbage til Danmark, men kun hvis de kan få job, der er interessante for dem. For selv om verden ligger åben for dem, er Danmark stadig der, hvor de har hjemme.
Sidst i 1960erne Arbejder Landboforening for at øge unge landbrugeres praktiske evner og får støtte af stat og kommune samt fagfællerne
Ungdomsskolens landbrugslinie er et fortrinligt led i den række uddannelsesmuligheder, den unge landmand har, siger gårdejer Niels Østergaard, Vrensted,
Landboforeningsformand og skolereformator, gårdejer Niels Østergaard, Vrensted f.1922-d.2001
Fornylig valgtes han til formand for Brønderslev og Omegns Landboforening. Indtil da havde han fortrinsvis befattet sig med sine yngre fagfællers forhold. Og Niels Østergaard er stadig formand for Det landbrugsfaglige udvalg for Amts- ungdomsnævnet.
Fra 1964-1978 var han formand for Brønderslev Landboforening.
Opfandt landbrugslinien.
Han nævnes som ophavsmanden til landbrugslinien i ungdomsskolerne. Om hvordan tanken opstod, siger han, at man har savnet noget til at fjerne den opfattelse, at landboungdommen er ufaglært. Desuden har det været en mangel, at de unge har haft for få praktiske færdigheder. Når de f.eks. kan komme ud for at skulle betjene landbrugsmaskiner til en værdi af 40-50.000 kr. pr. stk., er det betryggende både for ejeren og for dem selv, at de har i hvert fald noget kendskab til mekanikken. Begge dele opnås ved landbrugslinien.
Eleven får på et år 144 timers undervisning. Efter et års skoletid modtager han et deltagerbevis. Det samme er tilfældet, når han har deltaget i to gange 144 timers kursus. Og beviset hjælper ham yderligere til at fortsætte, hvor han slap i ungdomsskolen på en anden egn. Han vil aldrig komme til at gå en skoleklasse om, selv om han flytter fra egnen, når han har sit bevis på tidligere deltagelse i kursus med sig. Og beviset viser også, at han ikke er ufaglært.
Kendskabet til mekanikken får eleven gennem 24 timers undervisning i klassen. Desuden henlægges 36 timers undervisning i maskinlære til en af de egentlige landbrugsskoler. Det er berettiget, at så megen tid af en samlet undervisningstid på 144 timer pr. år vies netop maskinundervisningen.
Men i øvrigt er undervisningen meget alsidig. Man beskæftiger sig f.eks. også med landbrugets stilling i samfundet. Det er ikke uvæsentligt på en tid, da landbrugets berettigelse fra visse sider drages i tvivl.
Hvad siger konsulenter og lærere til nyordningen?
Vi spurgte til at begynde med samtlige landbrugskonsulenter i amtet, om de ville gå ind for en undervisning efter de nævnte retningslinier, altså en undervisningsform, der er en kombination af konsulenter og lærere. Det svarede de uden undtagelse ja til.
Så rettede vi henvendelse til samtlige landbo- og husmandsforeninger for at høre, om de havde indvendinger af organisationsmæssig karakter at føre frem. De havde de ikke.
Men allermest glad er jeg over den velvilje, vi mødte fra stat og kommune. Staten skal jo præstere to trediedele af udgifterne, kommunerne, hvorfra eleverne kommer, resten. Vi har fået alle de penge, der skal til. Ingen har undslået sig for at betale.
Derfor slog forsøget an fra starten. Eleverne på 15-17 år er strømmet til. Og nu ved afslutningen på det første skoleår kan det ses, at resultatet står mål med forventningerne.
Abejdet er i gang flere steder i landet, men så vidt jeg ved, kan kun et amt, nemlig Svendborg, møde med større tilslutning end Hjørring amt. Det skyldes, at fynboerne har taget moderne husførelse for unge piger med på undervisningsplanen, medens vi kun befatter os med unge landmænd. Ser vi alene på unge mænds undervisning, ligger Hjørring amt bedst.
Det gamle bevares
Vil man nu kassere anden undervisningsform for unge?
På ingen måde. I Brønderslev Landboskole f.eks. fortsætter vi med almindelig landboskoleundervisning for dem over 18 år. Desuden gives undervisning til fastboende landmænd og ældre medhjælpere i forretningsområdet.
I hele forretningsområdet modtager landboskolen på en sæson 200 elever til undervisning.
– Vil undervisningen ikke skade de rigtige ungdomsskoler og land- brugsskoler?
Tværtimod, jeg tror, at vore elever får en forsmag på det, der venter dem senere på de rigtige ungdoms- og landbrugsskoler, og at deres appetit bliver skærpet.
Der samarbejdes mellem landbo- og husmandsforeninger på undervisningsfronten, men hvad med andre fælles spørgsmåls løsning?
Min fader Chr. N. Østergaard havde ord for at være samarbejds mand, medens han var landboforeningens formand. Jeg håber inderligt, at det også må kunne siges om mig, om muligt med endnu større ret.
Jeg vil gerne sammenfatte alle landbrugsorganisationer. Vi har fælles interesser og fælles mål: landbrugets trivsel og vor egen eksistens. Vi er sat her for at hjælpe, ikke for at bekrige hinanden.
Og forholdet mellem land og by ?
Der kan overhovedet ikke være tvivl om svaret: Mit kendskab til f.eks. Brønderslev, der ligger nærmest, siger mig, at byen gerne vil komme godt ud af det med os landmænd. Vi på vor side ønsker lige så ærligt et godt forhold til byen. Og begge parter har vist grund til tilfredshed med den hidtidige udvikling og sætter deres lid til fremtiden.
Jordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, lægger op i 1982, efter 33 års virke, hvor hun har hjulpet 2200 børn til verden i omegnen herunder i Vrensted.
Hun er ud af den vidt forgrenede slægt Oppermann, der tæller flere betydelige videnskabsmænd i sine rækker, og stammer oprindelig fra Tyskland. Frk. Oppermanns Tipoldefader var født i Goslav, Hannover og blev rektor i Uslav og senere præst i Lauenførde ved Hannover.
Frk. Oppermann er født i Systofte Sogn på Falster og var i huset flere steder, inden hun i 21års alderen blev sygeplejeelev på Københavns Kommunehospital. Efter udstået læretid fik hun plads på Skt. Hans og Rigshospitalet, til hun 1923 kom ind på Fødselsstiftelsen og tog sin eksamen med udmærkelse. Hun søgte så og fik Distriktjordemoderembedet her og bosatte sig i Tømmerby
Hun fortæller:
Når det store under sker
I min ungdom var det ikke så ligetil for en sygeplejerske at få en stilling. Fra hospitalet søgte jeg ud som menighedssygeplejerske, og da jeg boede hos en jordemoder, fik jeg den tanke at forlade sygeplejen og blive jordemoder. Som menighedssygeplejerske er man til stadighed udsat for at være til stede ved livets afslutning, og det kan ikke andet end gøre indtryk, når man selv tager livet fra den alvorlige side. Som jordemoder er det lige omvendt. Da oplever man livets indtræden et under, der er lige stort hver gang…
Forholdene har ændret sig
Det er distriktsjordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, der siger dette. Frk. Oppermann trækker sig om kort tid tilbage efter 33 år som distrikts jordemoder for Tolstrup, Stenum og Vrensted og Thise sogne.
Og hvor mange børn blev det så til?
Omkring 2200 har jeg taget imod i de forløbne 33 år, hvilket vil sige mere end én generation. I et enkelt hjem har jeg været tolv gange, men der var også femten børn, i flere en halv snes gange, men det glædelige har været, at det sidste barn altid har været lige så velkomment som det første. På den anden side må det erkendes, at der i de senere år har været en tendens til færre børn. Folk er blevet mere ansvarsbevidste og tænker i højere grad på, at der også er noget, der hedder uddannelse. Landboerne har dog som regel lidt flere børn end folk i byerne, hvilket vel hænger sammen med, at det er lettere at have børn på landet og vel også, at de i visse tilfælde har en direkte fordel af børnene. I hvert fald har jeg set adskillige eksempler på folk, som kan takke deres børn for det, de er nået frem til.
Der er sør’me to
Hvad siger folk, når der kommer tvillinger?
Jeg har haft forholdsvis man- ge tvillinger, men såvel faderen som moderen har altid været glade. Jeg husker et tilfælde, hvor jeg kunne fastslå, at der var tvillinger undervejs. Jeg sagde det til faderen, som skyndte sig ind til sin kone med bemærkningen: »Der er sør’me to«. I det hele taget gælder det, at folk er glade for børnene, når de kommer. Også her er der sket en ændring gennem årene, men det hænger vel også sammen med, at de allerfleste børn er ønskede.
Hvad med de ugifte mødre?
Her er forholdet naturligvis et andet. Alligevel gælder det, at de allerfleste helst vil beholde deres barn, hvis de altså har en mulighed for at klare tingene. Men en ugift mor har det svært, og fordi dette er tilfældet, giver en del børnene fra sig. Heldigvis er det da sådan, at mange senere bliver gift med barnets far, så tingene alligevel vender sig, til det gode. Når talen er om denne side af mit arbejde, kan jeg dog ikke lade være med at sige, at krigens år var de værste. Jeg tænker ikke her på piger, som havde været i forbindelse med besættelsesmagten, men ansvarsbevidste piger som ved deltagelse i det illegale arbejde og under pres af situationen.
Mænd er skam flinke
Hvordan virker mænd set med en jordemoders øjne?
De er flinke og slet ikke latterlige, sådan som de ofte fremstilles. I mine første år, hvor jeg som jordemoder blev hentet og bragt pr. hestevogn, var der rig lejlighed til at tale med mændene, og det var i det store og hele noget af en oplevelse. Og efterhånden er det sådan, at manden holder sin kone i hånden, mens det står på, og det synes jeg er både godt og rigtigt. At der så navnlig ved det første barn enkelt gang kan være tale om lidt nervøsitet, er der så absolut intet at sige til. Jeg er én gang blevet skældt ud af en mand, som tilmed slog i bordet for mig. Men det var nu ikke, fordi han i og for sig var gal på mig, men blot for at få tilkaldt en læge. Og det måtte vi jordemødre jo på et vist tidspunkt kun gøre, hvis det var strengt påkrævet. Sådan er det heldigvis ikke mere, og det er godt, for det er nu en betryggelse, at der er to til stede ved en fødsel.
Afslapning er godt
Hvad med den meget omtalte afslapning?
– Den er god, men det kniber med at få folk til at forstå det, hvortil så kommer, at kvinder på landet kan have svært ved at afse tid til den træning, som er nødvendig. Derimod er alle i dag klar over, at den konstante kontrol under svangerskabet er nødvendig, Heldigvis er det jo sådan, at svangerskabet i de allerfleste til- fælde forløber normalt, men selv om det er gået godt otte gange, kan der jo ske noget niende gang. Jeg tænker specielt på nyrebetændelse, som patienten alt for ofte ikke er i stand til at mærke, og som har været skæbnesvangre for mange, før det blev almindeligt med svangerskabskontrol. Men det forstår man i dag, ligesom det også er uhyre sjældent, at nogen. protesterer imod, at børnenes øjne dryppes, en foranstaltning som hindrer 100 børn om året i at blive blinde.
Der fødes også vanskabte børn?
Det sker, men heldigvis har jeg været forskånet for noget stort tal i så henseende. Når talen er om dybt åndssvage, kan man se det straks efter fødslen, fordi sådanne børn opfører sig på en egen måde.
Hvad siger forældrene i sådanne tilfælde?
Det er ikke jordemoderens, men lægens opgave at underrette dem.
Og det største ved en jordemoders gerning?
Det er at se og møde to mennesker, som virkelig er glade for hinanden og det barn, som er en frugt heraf. En moder sagde engang efter en veloverstået fødsel disse ord: Så skete det store under med mig igen. Og det, at et barn kommer til verden, er jo et under…
Inger Marie Nielsen stammer fra Vrensted. Efter realeksamen fra Søndergades Skole i Brønderslev sendte hun éen eneste ansøgning om læreplads, nemlig til Vrensted-Thise Kommune, og fik den. Senere kom hun til Brønderslev Kommune.
Hun er siden blevet sekretariatschef i Brønderslev Kommune.
Hun var engang med til at få et kursus til Brønderslev med det formål at få flere kvinder til at søge lederjob ved kommunen. Selv har Inger Marie Nielsen i seks år været Brønderslev Kommunes sekretariatschef og den mandlige kommunaldirektørs højre hånd. For det er stadig mændene, der sidder på de øverste lederposter i kommunen.
Men der står stærke kvinder bag alle disse mænd, understreger Inger Marie Nielsen, som selv mener, hun som leder tilhører en uddøende race. De ledende stillinger besættes i dag af unge akademikere.
Men for 25 år siden, da Inger Marie Nielsen blev ansat i den kommunale administration, var en realeksamen nok.
Og jeg synes egentlig, det er lidt synd, at det er blevet sådan. Der er også brug for folk med føling med det “almindelige” samfund og med erfaringen, mener Inger Marie Nielsen, som i morgen har været kommunal ansat i 25 år.
Tror jeg er olding
Inger Marie Nielsen er som tidligere nævnt fra Vrensted. I forbindelse med Kommune sammenlægningen i 1970 kom hun til Brønderslev Kommune. Blev fuldmægtig og i 1986 sekretariatschef.
Når jeg fortæller, hvad jeg har været med til i kommunerne, så tror folk, jeg er en olding, fortæller den 42- årige Inger Marie Nielsen. Men det er såmænd ikke så mange år siden, vi behandlede selvangivelserne manuelt, og fik en skoleforvaltning, jeg og Else Simonsen alene. Da vi begge blev gravide og skulle føde samtidig, ændrede kommunen bare organi- sationen og lagde skoleforvaltningen sammen med administrationen, og først i 1986 blev den igen udskilt.
Ikke forbenet
Inger Marie Nielsen er langt fra den eneste i Brønderslev Kommune, der har været der så mange år. I 70erne skete der en vældig ekspansion med mange unge nyansatte. Siden har kommunen slået bremserne i, og der ansættes stort set ikke nye.
Men man behøver ikke blive forbenet, selv om man sidder i samme job i mange år, mener Inger Marie Nielsen og er selv et godt eksempel på, at man stadig kan udvikle sig.
Der sker utrolig meget i den kommunale organisation med omstillinger på så det ene så det andet område. Der er mange uprøvede opgaver, som hele tiden stiller udfordringer. I øjeblikket foregår der f.eks. en tværgående personalepolitik for hele den kommunale sektor, og vi kører løbende nye projekter, som stiller krav til alle forvaltninger. Og så er der et utal af kurser, så alle har mulighed for at følge med både fagligt og menneskeligt.
Inger Marie Nielsen underviser selv på kurser indenfor Dansk Kommunal- kursus. Bl.a. kommunale ledere med en høj teoretisk uddannelse, som skal have kendskab til den kommunale sektor.
Desuden sidder hun i amtsudvalget for ledende administrativt personale.
Arbejdsbyrde
Inger Marie Nielsen er nødt til at lade være at hænge sig i en 8-16 arbejdstid. – Jeg plejer at sige, at jeg ikke har en arbejdstid, men en arbejdsbyrde, men jeg er glad for mit arbejde, og heldigvis har jeg store børn og en mand, der tager slæbet derhjemme.
Hun hører ikke til dem, der priser arbejdstidsnedsættelsen. Den har ikke givet større livskvalitet. Folk presses bare mere på arbejdspladsen, og mange har slet ikke fået kortere arbejdstid, fordi der ikke samtidig er ansat flere. Søren og Inger Marie Nielsen har en søn på 18 og en datter på 15 år. Når jubilæet er overstået, tager familien sammen med en anden “kommunal” familie på ferie i Sydfrankrig med campletten. Så slapper vi helt af og lader op igen, ler Inger Marie Nielsen, som i sin sparsomme fritid er god til at slappe. Jeg har valgt nogle fritidsinteresser, som får mig til at koble helt af. Jeg strikker og syr, læser gode bøger, både faglitteratur og mere underholdende, og går og cykler – og så er der jo altid strygetøjet, føjer hun til med et dybt suk.
Hvem er han, manden der i sommerferieugerne har siddet i amtsborgmester Kresten Philipsens stol på amtsgården i Aabenraa med den herligste udsigt ud over fjorden og højspændingsværket.
Bevæbnet med sin sædvanlige cigar og med kaffekop sidder han der i amtsborgmester Kresten Philipsens stol. Manden, som Kresten overraskende for de fleste gjorde til nummer to i det sønderjyske amtsråd efter valget i november sidste år.
Hvem er han, den 57-årige Helge Jensen.
Han er vendelbo. Født i Vrensted ved Løkken. Han er den ældste af ti søskende. De ti er blevet til lidt af hvert her i livet, fra chauffør til landmand, fra smed til husmoder, og til lærer, som Helge blev. Egentlig skulle og ville han nok have været landmand, men det satte en lungehindebetændelse, da han var 16 år, en stopper for.
I et helt år var jeg en streg i luften, husker Helge Jensen. I stedet for det hårde fysiske arbejde som landmand valgte Helge Jensen åndens arbejde, der kræver en anden form for kræfter.
Han gik ud af syvende klasse, så da han ville lærervejen supplerede han skolegangen først med et år på højskole siden med den såkaldte præparantklasse, inden han kom på seminariet i Skårup på Syd- Østfyn.
Nedsat timetal og politik
Den første stilling som lærer fik Helge Jensen i 1956 på skolen i Døstrup – og dér er han stadig.
Jeg har nedsat timetal til nu 13 timer, så jeg står også på skemaet for næste skoleår, siger viceamtsborgmesteren.
Det politiske engagement
husker han, at have haft i mange år. Først i 1974 lod han sig stille op. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen i Skærbæk og blev med det samme formand for kulturudvalget. I 1978 udvidede han det politiske arbejde og blev medlem af Sønderjyllands Amtsråd samtidig med, at han i Skærbæk blev formand for soicaludvalget. I dag er han foruden at være viceamtsborgmester også formand for teknisk udvalg. Hvilke af de to råd ville du vælge, hvis du blev tvunget til at vælge?
På nuværende tidpunkt ville jeg give amtsrådet førsteprioritet, fordi der her er en kombination af min politiske holdning med konkrete sager og overordnede planer. I kommunalbestyrelsen er det også et spørgsmål om politisk holdning, men der er flere enkeltsager. Det tiltalende ved at sidde i amtsrådet er også den kontakt, man får til enkeltpersoner og grupper i hele Sønderjylland. Det er så min opgave at varetage borgernes interesser og lytte til deres ønsker og meninger.
Tror du, borgerne altid mener, at du, og politikere i det hele taget, gør det?
Nej, det tror jeg ikke, de gør. Hvis borgerne ikke er enige i de beslutninger, vi tager, mener de ikke, vi har lyttet til dem. Afgørende er det, at vi behandler befolkningen retfærdigt, men vi må også påtage os det ansvar og den opgave og Iægge ryg til de beslutninger, der skal tages, for at samfundet kan fungere, siger Helge Jensen.
Var det en personlig skuffelse for dig, at du ikke blev borgmester i Skærbæk, da Hans Bonde Møller døde i januar?
-Nej det det ikke, siger Helge Jensen.
»Det skal han jo sige, vil de fleste sige. Ja, men de, der kender den sindige og beskedne vendelbo, vil tro ham.
Jeg kan sige det med stort eftertryk, fordi jeg er så glad for, at jeg her får lov til at beskæftige mig med ting, som er så interessante. Det er en gevaldig tilfredsstillelse. Jeg føler mig privilegeret over at få lov til at løse så mange opgaver. Derfor er jeg ikke skuffet, siger Helge Jensen.
Han lytter i amtsrådssalen
Han er kendt for at være den, der holder styr på hvem, der stemmer hvad. Hvis amtsborgmesteren får talt forkert sammen, er Helge der som et sum. Selv i de efterhånden sjældent lange og store debatter siger han ikke meget.
Jeg lægger vægt på at lytte til de forskellige og så drage en konklusion og selv tage stilling. Jeg ser hellere, at opgaverne bliver løst, end at der bliver udfoldet en masse store armbevægelser, siger Helge Jensen.
Det var ikke alle, der efter valget sidste efterår havde forståelse for, at Venstres gruppe i det ny amtsråd foruden topposten også ville have vice- amtborgmesterposten. Dermed mistede socialdemokraterne den plads, de har haft siden 1970, da Sønderjyllands Amtsråd blev til.
Har det forandret klimaet i amtssrådet?
Nej, det synes jeg ikke. Nej, socialdemokraterne er ikke blevet svære at arbejde sammen med. Det er netop et gode for Sønderjylland, at alle partier har valgt at arbejde. sammen. Det er frugtbart i modsætning til politiske slagsmål. Med den samarbejdsform adskiller vi os nok fra andre amter, og det vil vi tilstræbe også at gøre fremover. Selvfølgelig skal de enkelte partier og grupper have mulighed for at markere sig, men vi har først og fremmest en forpligtelse til at løse opgaverne, siger Helge Jensen.
Fællesskab
Samtidig med lærerjobbet og det politiske i hjemmet, har Helge Jensens kone Birthe fuldtidsjob. Parret har to drenge den ene er revisor i Århus, den anden lagermedarbejder i Padborg. Fællesskabet i hjemmet
har vi bygget op blandt andet ved, at vi altid har fulgt drengene til deres aktiviteter. Hvis man skal holde til et ræs som dette, skal man have opbakning i hjemmet. Ellers går det ikke. Man skal bygge et fællesskab op. At det er gået godt hos os, skyldes nok, at vi begge prøver at være afbalancerede i det samvær, vi får tid til, siger Helge Jensen.
Jeppe i baronens seng.
Gennem sit arbejde i amtet har han fået et utroligt kendskab til det sønderjyske landskab. Mange sønderjyder kender det ikke så godt som han. Ingen tivivl om, at Helge Jensen sætter størst pris på det vestlige Sønderjyllands natur. Alligevel: Vær ikke i tvivl om, at han har stortrivedes i den stol, som Kresten Philipsen i morgen vender tilbage til efter tre ugers ferie.
Helge Jensen har haft det som Jeppe i baronens seng.
Else Aaris fra Bådstedhede i Vrensted mistede synet som 6årig.
Fortælling fra 1963
Hun,,ser” med fingrene – Else Aaris
Ikke med øjnene, men med fingrene ser omstillingsdamen hos Jørgen V. Johansen i Frederikshavn at trykke på de rigtige knapper
For bare fem år siden udgjorde de blinde en klasse for sig, og det var næsten utænkeligt, at de kunne beskæftige sig med andet end børstenbinderi. En del binder vel stadig børster, men man kan også møde blinde mennesker i mange andre erhverv takket være Dansk blindeinstitut, som gør meget for at ligestille de handicappede med andre, så de føler, at de udfylder en plads.
Og det er i grunden imponerende, hvor meget de formår uden at kunne se vel at mærke, når de har fået den fornødne optræning.
Når man kommer ind til autoforhandler Jørgen V. Johansen i Frederikshavn, drømmer man ikke om, at der er noget usædvanligt. Men det er der. Pigen, der passer omstillingsbordet, er blind. Men eftersom hun ikke bærer mørke briller og har fuldstændig sikre bevægelser, falder den tanke overhovedet ikke én ind. Først, når hun vender ansigtet mod én, synes man, at et eller andet ikke er helt i orden: Man indfanges ikke af hendes blik, selv om øjnene flytter sig. Men det studser man ikke over. Den unge pige skiller sig ikke væsentligt ud fra andre.
Betjener 40 telefoner
Else Aaris Jensen, hvis far er landmand i Vrensted, har været hos Jørgen V. Johansen siden 1962, og hun kan sine ting. Ingen får lov at vente i telefonen, og formodentlig er ingen af de, der telefonerer til forretningen, klar over, at det er en blind pige, der betjener dem. Og det er trods alt ikke småting, hun har at tage sig af, eftersom virksomhederne på Parallelvej og Hjørringvej råder over ca. 40 telefoner, og alle samtalerne skal gå via hende.
Omstillingsbordet er fuldautomatisk, og specielt til hendes brug er lamperne, som ellers lyser, udskiftet med knapper, der går op og ned, så hun kan høre dem.
Når man ser, hvor nemt arbejdet falder hende, må man undres over, at der ikke flere steder benyttes sådan arbejdskraft.
Jørgen V. Johansen mener imidlertid, at for få virksomheder i provinsen har et omstillingsbord, der er moderne nok. Men firmaer som Ths. B. Thrige, C. W. Obel i Aalborg, sukkerfabrikkerne og de fleste af ministerierne har blind betjening ved omstillingsbordene.
V. Johansen finder, at der kunne sættes mere ind på maskinskrivningens områder så nogen lærer blindskrift, det må vel være de blinde, som ikke har nogen mulighed for at snyde.
Mistede synet som seksårig
Else Aaris Jensen, der er næsten 20 år, har ikke altid været blind.
Som seksårig fik jeg hjernebetændelse og mistede synet, fortæller hun. På hospitalet fik jeg så meget af det tilbage, at jeg kunne begynde at gå i skole. Det blev imidlertid værre, og som tiårig måtte jeg på blindeinstitutet på Refsnæs, hvor jeg var i fem år. Der lærer man almindelige skolefag, blot med den forskel, at man må læse med fingrene i stedet for med øjnene, og man får undervisning i f. eks. svømning og gymnastik.
Hvor længe er man om at lære at læse på den måde?
Vel som med almindelig læsning. Det varer jo altid længere.
Valgte telefonbetjening
Man går ud af syvende klasse og kan senere få specialuddanne se inden for forskellige fag, og jeg valgte altså telefonbetjeningen. Jeg var på skole i København et halvt år og var derefter to steder i ministerierne for at lære at arbejde i praksis.
-Var det ikke svært pludselig at skulle klare sig på lige fod med andre?
I begyndelsen var det. Som 17-årig kom jeg på husholdningsskole i Kolding, og det tog nogen tid at vænne sig til forholdene. Jeg kunne jo heller ikke deltage i al undervisningen. Jeg kunne nok sy på maskine, når jeg fik lidt hjælp, men jeg kunne ikke brodere i hånden. Det måtte jeg gøre på maskine. Var der ellers noget, jeg ikke kunne deltage i, strikkede jeg i stedet. Det gør jeg stadig af og til, og jeg kan også klare f.eks. at lave ryatæpper.
Førerhund
Hvad får de ellers fritiden til at gå med?
Aha, jeg læser en del og er på besøg hos kammerater, og efter at jeg har fået førerhund, kan jeg godt gå en tur.
Jeg er meget dårlig til at orientere mig, og før havde jeg ikke lyst at gå ud en tur alene. Det er meget godt at aftale et tidspunkt, så kammeraterne kan følges med én, men det er alligevel nok så rart at kunne gå, når man har lyst eller vil hjem og bestille noget. Der imidlertid lang ventetid på man får dem kun, hvis man virkelig har brug for dem, for det tager lang tid at træne dem op.
,,Freja” havde ret!
Stoler De så fuldstændig på hunden?
Ikke så meget, som jeg burde. Men det kommer vel. Jeg fik først >Freja – det er en schæfer på to og et halvt år – i februar, og i begyndelsen var jeg ikke helt sikker på den.
En dag, jeg var ude at spadsere med den, ville den pludselig trække mig ud over fortovskanten. Det, syntes jeg, var mærkeligt, og vi stod og sloges lidt om det. Jeg fik nu altså min vilje til sidst med det resultat, at jeg faldt over to cykler, som stod på fortovet, og Freja stod der, som om den ville sige »Der kan du bare sex, mens jeg lå og rodede i de her cykler.
Den er ikke alt for kvik, når vi skal over gaden. Men den er vel ikke interesseret i at blive kørt over selv, så det skal nok gå. Det er heller ikke blevet bedre af, at jeg har været syg i tre uger.
Skrubber tøjet det forkerte sted
Føler De Dem ellers meget generet af, at De ikke kan se?
Der er visse ting, som det er ret generende ikke at kunne se til. F.eks. ærgrer jeg mig frygteligt somme tider, når jeg har vasket tøj. Jeg kan ikke se, hvor snavset det har været, eller hvor rent det bliver, og det er ærgerligt at få at vide, at man har skrubbet det forkerte sted.
Før jeg blev blind, fortsæt frk. Jensen, lærte jeg at skrive. På blindeskolen lærer vi nu allesammen at skrive vore navnetræk og den tid, jeg var på skolen og i København, ville mine forældre helst, at jeg skrev brevene til dem i hånden. Jeg kunne bare ikke læse, hvad jeg selv havde skrevet.
Låner bøger og bånd
For en ukyndig er det ikke til at forstå, at det er muligt at få noget som helst ud af prikkerne på de gule ark, som frk. Jensen skriver samtaler og besked ned på. Men det er det altså for hende.
I grunden er det slet ikke så lidt, de blinde har mulighed for at læse. Fra instituttet kan de låne bøger og bånd. I »Budstikken<< står aktuelle ting fra ugeblade, og i deres egen båndavis kan de seks timer ugentligt »læse« om de mest interessante ting fra forskellige aviser.
Spiller efter noder
Men Else Jensen kan mere end det. Hun kan også spille. På skolen lærte hun at spille både harmonika, trompet og klaver, og det regner hun med at komme i gang med igen, når hun får en speciel nodebog. Man må først indøve noderne med den ene hånd, så med den anden og derefter sæt- te dem sammen. Desuden fører hun en del korrespondance pr. skrivemaskine.
Var det ikke svært pludselig at skulle indstille sig på ikke at kunne se?
Jeg tror, det var sværere for mine forældre. Da jeg var seks år, tænkte jeg vel ikke så meget over det. Først som 13-14-årig begyndte jeg at spekulere på, at jeg var anderledes. Det kan være svært tider, selv om folk er søde hjælpsomme. Nogle er alt for hjælpsomme og fortæller hele tiden én, at de gør sådan og sådan, for man er blind, mens andre tager det ganske naturligt.
Et lille synsfelt
Nu er det heller ikke så svært for mig som for mange andre, idet jeg ikke er helt blind. Jeg har meget lille synsfelt og kan skimte nogle ting. Jeg kan imidlertid ikke få øje på noget, som jeg ikke ved er der, og som jeg ikke ved hvad forestiller. Jeg kan heller ikke se farver og kan ikke huske, jeg har kunnet. Alligevel har jeg er vis farvefornemmelse, men den er sjældent rigtig.
De klarer Dem ellers fuld- stændig alene?
Ja, heldigvis ligger værelset, jeg bor på, ikke ret langt herfra. Jeg spiser på pensionat en gang om dagen, men klarer resten selv. Det er en øvelsessag, og der er jo ikke andet at gøre end at acceptere forholdene.
Fik 100 kr. i dåbsgave og blev for nylig forsynet med et fint skoletornyster
De danske ungdomsforeningers hovedkreds »Vendsyssel<< har nu gennem flere år haft en udbytterig udveksling med Vestfold ungdomsfylking i Norge. For seks år siden, da nordmændene var i Vrensted, deltog de i en gudstjeneste Thise kirke, hvor der ved samme lejlighed var barnedåb. Den lille dreng, der blev døbt den dag, søndag den 29. juli 1956, var Kristian, søn af gdr. Marius Larsen, Rørbæk, Vrensted.
Da nordmændene efter gudstjenesten holdt afslutning i Vrensted præstegård, udtalte deres leder, at barnedåben havde været en stor oplevelse for dem. Idet hele menigheden under dåbshandlingen rejste sig, havde de følt, at de alle var faddere til den lille Kristian. Nu ville de gerne skænke en dåbsgave til ham i form af en sparekassebog på 100 kr. på hele Vestfold ungdomsfylkings vegne. Pastor Mikkelsen tog samme aften ud til hjemmet, hvor familie og venner var samlet til dåbsfest, og overrakte gaven. For to år siden, da nordmændene atter var på besøg i Thise kirke, havde de bedt om, at Kristian måtte være til stede. Ved den lejlighed fik han overrakt et norsk bordflag samt yderligere 50 kr. til sparekassebogen.
Kristians mange norske faddere har ikke glemt ham. I denne sommer har 40 unge nordmænd fra Vestfold været på besøg en uge i Vendsyssel. De har været indkvarteret i Taars og Sæsing-Morild ungdomsforeninger. Desværre lykkedes det ikke at træffe Kristian under besøget, men de havde en stor gave med til ham. Lærer J. C. Nielsen, Serritslev, der er medlem af hovedkredsens bestyrelse, og som har forestået hele det norske arrangement, fik til opgave sammen med hovedkredsens formand, pastor Mikkelsen, at overrække Kristian den smukke gave, der består af fint skoletornyster, indeholdende en norsk ABC.
Forleden fandt overrækkelsen sted i Kristians hjem, og stor var glæden og overraskelsen. Nu glæder Kristian sig til at bruge tornystret, når han til næste år skal begynde skolen. Flere glæder venter sikkert Kristian, idet hans norske faddere har udtalt, at når han er stor nok, vil de invitere ham en tur op for at se Vestfold i Norge.
En Samtale med Dansk-Canadieren, Peter Rørbæk, der for 44 Aar siden udvandrede fra Vrensted.
En svær Skikkelse med høje Skuldre, sølvgråt Haar og slebne Glas for Øjnene. Sådan er Billedet af Farmeren Peter Rørbæk, Vrensteddrengen, der for 44 år siden drog udenlands. Han taler perfekt dansk med en Tone af både Canada og Vrensted. En indtagende Blanding.
Rørbæk besøger sin Fætter, Gdr. Chr. Nørgaard i Borup og er for Tilfældet budt til Frokost hos dennes Nabo Gdr. Andreas Larsen. Skikkelsen og krogede Fingre røber Slideren, det stærkt skårne Ansigt Slægtskabet med jyske Bønder.
Han er født på Bådstedhede i Vrensted, og er nu hjemme i Anledning af sine Svigerforældres Guldbryllup. Det er Søren Skydt i Vodskov, hvis Far igen var Skytte på Skovsgaard i Hanherred. Deraf Navnet.
Jeg skriver og taler Dansk, men mine Børn svarer på Engelsk, indleder den gamle Farmer og fortæller jævnt og uden store Armsving, som jyske Bønder har for Skik, om sine Oplevelser i det fremmede.
275 Tdr. Land for 20 Dollars.
I 1907 rejste jeg til Amerika for at se mig om og for at tjene en Skilling. I to år arbejdede jeg ved Landbruget, men så tog jeg til Canada og tog Land i Saskatchewan, 320 Acres rå Prærie 275 Tdr. Land i dansk Mål. Prisen var 20 Dollars det jeg gav for Papirerne. Hvordan begyndte De så?
Jeg måtte først brække Landet og boede først i et Kornmagasin, men senere gravede jeg mig ind i en Bakke og tættede med Brædder og Mursten. Det kostede mig ialt 2 Dollars, men jeg havde det lunt og godt og blev efterhånden en Mester i at lave Flæskepandekage. Min eneste Medhjælper var en ung karl Knud Knudsen fra Brørup; men snart tog også han Land, og jeg blev ene med Studene og et Spand Heste.
Dog inden længe kom der flere Nybyggere, og vi gik så sammen om Aftenen og fik et slag Kort og fortalte Historier.
En god Rejse hjem.
Har De ikke været hjemme siden?
For 30 år siden gjorde jeg en god Rejse til Danmark. Da traf jeg min Kone, som sidder der. Vi mødte hinanden ved et Julegilde. Der var noget med et Par Sko, hun havde glemt, og så måtte vi tilbage efter dem, og så ja så kan der jo ske så meget.
Hendes Onkel rådede hende forresten fra det Eventyr. »Han sælger dig derovre,« sagde han, men hun tog med og lod sig heller ikke afskrække af det »Hønsehus«, jeg præsenterede hende som vort fremtidige Hjem. »Træd indenfor,« sagde jeg »så kommer Kokken«,
Nå, så fik vi efterhånden fire Børn to er nu i Byen, en søn har forpagtet min Farm, og en Datter er gift med min Nabo, der er Farmer som jeg.
Ødemarken forvandles.
Var der ingen Byer i Omegnen? Nej, der var kun Prærie at øjne, en uendelig Flade, og jeg vidste ikke engang hvad der var Øst og Vest; derfor pløjede jeg mine Furer skævt i Begyndelsen.
Nu er Prærien dækket af Hvedemarker, Byer Kirker, Skoler, Jernbaner og fine Veje overalt. Af Hovedstaden Regina, en By på Aalborgs Størrelse, ikke langt fra min Farm, var der ikke bygget et Hus i 1908.-
Hvordan gik det så?
Well jeg fik efterhånden Jorden i Kultur. Den er stærk kalkholdig og behøver ingen Gødning, men Hagl, Tørke og Græshoppe sværme, der til Tider kan formørke Solen, har i Årenes Løb voldt os stor Skade. Nå -så har jeg plantet meget 10.000 Frugttræer og en større Plantage, hvor der forresten nu og da holdes Folkefester og kirkelige Møder.
Et Bundt Amatørbilleder, små Glimt fra Dagliglivet derovre, vandrer rundt mellem de tilstedeværende, og Talen falder igen på Vendsyssel og Drengeårene i Vrensted,
Jeg har plukket mange Tyttebær i Vildmosen som Dreng, men nu kan jeg slet ikke kende Mosen igen, siger Peter Rørbæk, og man sporer en svag Bebrejdelse over Tabet af dette Barndommens Paradis.
Dansk-canadisk farmerpar besøger Danmark for sidste gang.
PETER RØRBÆK smiler og bliver ved med at smile bredt samtig med, at han blotter en hvid tandrække, så siger han og fører en tyk pegefinger op til munden og siger ”jeg har været uden tænder siden sidst jeg besøgte Danmark.
Rørbæk er dansk-canadier, her med 69 år på bagen. Hustruen kom for nylig til at savne at fejre jul i Danmark for sidste gang. Så de besøger nu slægtninge i Brønderslev og Vrensted
Det er 30 år siden, de sidst var hjemme. Det var da de blive gift: Der er seks børn, i gode stillinger, og de sendte i aftes telegrafisk forældrene røde roser. Der er i familierne et tæt sammenhold, som tilfældet er vores familie, hvor man har prøvet livet og sammen delt onde og gode dage.
Da Peter Rørbæk udvandrede for 43 år siden, ejede han absolut intet, men havde tværtimod gæld. Han tog til Iowa, blev gartner, men skræmmede sin amerikanske principal, fordi han ikke kendte forskel på planter og forvoldte skade i haven.
Forøvrigt tjente Rørbæk så lidt ved gartneriet, at han snart sagde faget farvel og rejste til Canada, hvor han blev pioner på en prærie med mile til nærmeste farm.
Han måtte til at begynde med grave med spade i den tunge jord, senere fik han en okse til hjælp, men der gik lang tid, inden han nåede så vidt, at han kunne ombytte sin jord hule med et rigtigt hus, to meter i firkant
Sparsommelighed og flid hjalp ham så vidt, at har i 1921 for første gang kunne aflægge besøg i det gamle land.
Intet er som før
Intet er som før… men det vidste vi da for øvrigt eller vi burde vide det. Bare når vi går og længes, er det efter tiderne, som vi kan huske de var og som vi holdt af, men det sådan er vi vel som danske, der efter lang tid tager beslutning om at rejse hjem for at besøge familien.
Hos Familien Rørbæk har også børnene gæstet Danmark. De en lille del af fædrelandet selv om de bor i det fremmede.
Gamle kirkemure pakkede med granit sten rummer ofte overraskende ting, men ved restaureringer føjer nutidens murere også deres hilsen til.
Almuen skabte den danske landsbykirke
Det var i en tid, hvor man levede i lykkelig uvidenhed om begrebet “kulturpause”, mens krige og fejder var såre velkendte begreber. Det var på mange måder en brydningstid, hvor en stærk og livskraftig bonde almue trods den hårde kamp for dagligt brød havde kræfter tilovers til at opføre disse imponerende bygningsværker. Kirkerne fortæller både om et behov for gudshuse under kristendommens voksende indflydelse, men vel også ved deres udførelse om, at den ene ikke ville stå tilbage for den anden, og i den retning var mennesker ikke anderledes den gang end nu.
De store kirker bærer tydeligt spor af fremmede bygmestre med fremmed arkitektur og udsmykning. Også den gang var det fremmede noget »fint«, men lykkeligvis havde almuen ikke råd til at holde fremmede bygmestre, og selv om man vel af og til skelede til den fremmede arkitektur, skabte man dog med de forhåndenværende materialer en dansk kirketype.
De tålmodige og udholdende jyder huggede gerne de store granit sten til, så de dannede firkanter.
Tykke munkestensmure fyldt med granit
Efterhånden som anvendelsen af de brændte munkesten blev almindelig, skabtes vel en ny facadetype, men man svigtede ikke den hårde granit, og der blev bygget fantastisk solidt.
Man brugte munkesten til facademur og inder mur, og hulrummet blev fyldt op med granit eller anden natur sten pakket ned i fin kalk, fortæller murermester Charles Andersen, Vrensted, som kort før jul afsluttede et omfattende restaureringsarbejde af tårnet på Thise kirke.
Her målte tårnmuren 1,37 meter i tykkelsen fra grunden til op over hvælvingerne, hvorefter tykkelsen faldt til 1,17 meter, senere til 94 cm, og på de øverste to- tre meter af tårnet målte muren »kun< 50 cm.
Kalken til byggeriet er blevet læsket flere år i forvejen. Den blev knust og stampet med en trækølle i en trækasse, indtil man havde fået en tyk, grødet limmasse. Naturstenene blev pakket ned i hulmuren med denne kalk, der var meget holdbar, når der blot kom vand til. I Thise kirke havde vand og frost ødelagt kalken, så facademuren var slået løs fra naturstenene og truede med at vælte ud.
Alle fund mures på plads igen.
Kan en almindelig kirkemur rumme overraskelser?
Man må altid være opmærksom, når man restaurerer gamle kirker, for man kan gøre de mærkeligste fund, og man kan komme til at afdække en gammel arkitektonisk udsmykning, som senere tid har dækket. Det har altid været skik at mure nogen ind i murene, og de gamle kirkemure bekræfter dette.
Da vi rev de gamle mure ned i Thise, fandt vi i muren over vindeltrappen lige over hvælvingerne, hele rygsøjlen og nogle af ribbenene af et menneske.
Har det været rester af en begravelse, eller har det været en makaber spøg?
Jeg ved ikke, hvad meningen har været, men en begravelse var det ikke, for det har været skeletrester, allerede da det blev indmuret.
Hvad gjorde De ved det?
Vi murede det naturligvis ind på samme plads igen. Det gør vi altid. Det er også gammel tradition, at man ikke fjerner noget. Alt skal på plads igen, som det lå før.
Gamle gravsten pakket ned i tårnmuren.
Man føjer måske hellere noget til?
Det hænder nok! Det ligger i én, når man er vokset op ved murerfaget. Min far, M. K. Andersen, var også murer, og allerede mens jeg var i lære hos ham, fik jeg interesse for disse kirke restaueringer, der også var hans stor interesse.
Det hænder nok, at der smutter en ølflaske ind i muren med en seddel, som giver besked om, hvem der har arbejdet her, hvem der var præst ved kirken og lignende, og så funderer man lidt over, hvor mange århundreder, der skal gå, før flasken bliver fundet igen.
I Thise kirke pakkede vi for øvrigt en bunke gravsten ned i hulmuren. Der lå i et hjørne af kirkegården en del gamle gravsten, både granit sten og marmorplader fra sløjfede grave. De blev forsigtigt hejset op og pakket hele ned i muren, så selv om gravene for længst er sløjfede, er de dødes navne altså bevaret for eftertiden.
Et velbevaret høneben i kirkens mur
Hvad er det mærkeligste fund, De har gjort?
Det var noget, der ikke havde meget med historie at gøre, for det var et velvoksent høneben. Vi fandt det, da vi sidst i 40’erne satte granitten om i sydmuren af Vrensted kirke. Her var det pakket ned i kalken mellem stenene! men jeg tror, det skyldtes en tilfældighed.
Det var tydeligt, at en mand havde gnavet det meste af kødet på lårbenet. Derefter har han sikkert smidt resterne fra sig, og det er faldet i kalktruget og er derfra gået med ned i muren. Det ejendommelige var, at det tilbage værende kød og skind på underbenet var lige så gult og friskt som den dag, vores ukendte kollega smed det fra sig for 800 år siden. Det havde ligget fuldstændig lufttæt pakket ned i den fine kalk.
Skeletter i lange rækker.
Er De aldrig stødt på begravelser under restaureringer?
Jo, endda mange. Da vi i 1937 lagde gulvet om i Tolstrup kirke, hvor der bl.a. skulle nogle rørinstallationer under gulvet, stødte vi hurtigt på et skelet, og det viste sig snart, at de lå tæt under gulvet. Vi måtte flytte lidt på dem for at komme til, men også her lagde vi det hele pænt på plads igen under det nye gulv. Det var for nogle århundreder siden meget almindeligt med begravelser under kirkegulvet.
I Tolstrup kirke blev vi under den samme restaurering opmærksomme på nogle spidsbuer i gavlen, og arkitekt Teschel, Frederiks– havn, der er Nationalmuseets bygningsinspektør, blev tilkaldt, og vi fik de smukke gotiske buer afdækket.
Fotografen blegnede ved udsigten.
Det er ikke ufarligt arbejde, når tårnene skal restaureres?
Det er ikke værre end andet arbejde, når man først har vænnet sig til det. I Thise var vi lid bange for, at muren skulle skrid ned over os, men selve det at arbejde i højden bekymrer os ikke. Det hænder, at en arbejdsmand der ikke er vant til det, er ked af at gå op i begyndelsen, men det varer sjældent længe. Man må bare aldrig sløse med sine stilladser. De skal være solide og forankres godt.
Den nye direktør for Nordjysk andels-kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, begyndte sin handelsvirksomhed som skoledreng og nåede som privat kreaturkommissionær en omsætning på fire millioner kr.
Et ægte og medfødte handelstalent viser sig tidligt, og i den retning har den nyudnævnte direktør for Nordjysk andels- kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, ikke dannet nogen undtagelse. Han begyndte at handle allerede i skolealderen, og som 43-årig skal han nu fra 1. marts lede en forretning, som sidste år havde en omsætning på ca. 13,5 mill. kr.
Lånte penge til den første handel, men tjente dem hurtigt.
Og havde selv fået en god forretning, som De nu må forlade?
Ja, en god forretning var det jo blevet efterhaanden, for sidste aar havde jeg en omsætning paa ca. fire mill. kr., men den nye stilling betyder dog ikke, at jeg lader de gamle kunder i stikken, for de kan uden videre fortsætte afsætningen gennem eksportforeningen.
Hvornår begyndte De at handle?
Det gjorde jeg vel omkring skolealderen, så snart jeg havde fået lært at regne en smule. Men det er i øvrigt noget, jeg er opvokset med, for min far, Hans Thomsen, handlede også. Jeg måtte forresten, låne 50 kr. af ham til en af mine første større handeler med kaniner. Det var han vist ikke så meget for. Han troede ikke rigtig på det med kaniner, men det varede nu ikke ret mange dage, før han fik sine penge igen, og jeg kunne handle videre med kaniner og duer, og hvad drenge ellers kan komme i handle om.
Ville ikke handle med 15-aarig hestehandler – Og det gav mod til at fortsætte
Det lå jo i blodet, men jeg arbejdede ellers ved landbruget, og så drev jeg handel ved siden af i fritiden. Far handlede jo bl.a. med heste, og det var dengang, det kunne betale sig at vænne en plag til som kørehest. Far købte plage, og vi drenge fik lov til at tumle med dem. Så snart de var vænnet til, blev de solgt, og vi vænnede ny plage til.
Det førte selvfølgelig til, at jeg også selv købte plage op, og som 15-årig stod jeg en dag på et marked med et kobbel heste for egen regning og risiko. Der kom ogsa købere til dem, men en af dem sagde:
Hvornår kommer manden? Hvilken mand? spurgte jeg. Ham, der vil sælge hestene, fortsatte han.
Dem vil jeg sælge, sagde jeg. Må du sælge hestene? Spurgte han og jeg svarede ja. Det er mine heste, forklarede jeg.
Han blev så underlig vantro ud i ansigtet, og vi kom ikke i handel.
En sport at handle med heste
Det var i øvrigt hestene, der skærpede min interesse for at handle. Det var en sport både at vænne plage til og at handle med heste. Dengang skulle de jo bedømmes som brugsdyr, nu derimod drejer det sig faktisk kun om slagteprisen. Det kan man godt kalde en sørgelig udvikling, når man holder af heste, og særlig slemt er det for de mænd, der har lagt alt deres arbejde og al deres viden i hesteavl.
Var hestehandel et speciale?
Det var det da for nogle, og jeg har selv handlet meget med heste, men som stor dreng handlede jeg med alt. Når jeg havde tid tog jeg min cykel og kørte rundt på gårdene og spurgte, om de havde noget at sælge.
Jeg udvidede stadig mit område og kom hos nye mennesker, og jeg blev vant til spørgsmålet »>Hvor kommer den bette kå’l fra?«. Så måtte jeg jo forklare det, og mange gange var det forklaring nok, når jeg fortalte, hvem min far var.
Indtil jeg blev gift, passede jeg landbruget derhjemme, men derefter købte jeg en lille ejendom i Vrensted og senere den, hvor vi bor nu, og hvor jeg har 13 tdr. land med græs til kreaturer. I de sidste 15-16 år har jeg handlet konstant paa kvægtorvet i Aalborg.
Simon Thomsen har i mange år været kreaturkommissionær med en stor kundekreds især i det vestlige Vendsyssel.
Hvordan føles det pludselig at blive direktør for en eksportforening med så stor en omsætning? spørger vi Simon Thomsen.
Man bliver forbavset over den tillid, der så umiddelbart bliver vist og selvfølgelig også glad, tilføjer han. Rent arbejdsmæssigt betyder det vel ikke så stor en forandring, eftersom det bliver det samme, jeg kommer til at beskæftige mig med. I de sidste 15 år har jeg arbejdet privat som kreaturkommissionær og har for en god kundekreds her i det vestlige Vendsyssel solgt dyr på Aalborg kvægtorv.
Handel skal sikre den rigtige pris
Der er sket en forskydning i handelsmetoderne i retning af flere kommissionshandeler.
Hovedparten af al kreaturhandel foregår med dyr i kommission. Der er næsten ingen landmænd mere, der sælger deres dyr direkte fra stal- den til opkøbere, og det må også siges, at det giver en sundere handel at sælge ved kommission. Det kræver megen øvelse at bedømme et dyrs slagteværdi, og da opkøberen normalt er den mest trænede, bliver det også ham, der er på den sikre side..
Man kan også godt tillade sig at sige, at der er sket en forskydning den almindelige handelsmentalitet. For 30-40 år siden var gennemsnit af opkøbere nok ikke af samme standard som i dag.
En landmand kunne derfor nok have sværere ved at opnå den rigtige pris for dyrene. Selv om det altid er svært at bedømme et dyr helt nøjagtigt, kommer man nok den rigtige pris nærmere p kvægtorvene i dag, og det er da et sundt princip, at landmanden også på sin tegnebog kan føle, om det er et godt dyr, han har leveret.
En herregård i bytte på alderen
Men der er stadig penge at tjene på handel?
Det vil der altid være for den, der forstår at handle, og den bedste og mest varige forretning skabes der, hvor handelen er baseret på 5 gensidig tillid.
Der tjenes formuer paa tillid…
I forening med dygtighed. En af vore største eksportører herhjem me, Ivar Lundgaard, Struer, som aftager hovedparten af eksportforeningernes dyr, er afgjort et eksempel på det. Jeg traf ham forleden på Aalborg kvægtorv, og han spurgte mig da, hvor gammel jeg er. Det fik han at vide, og han svarede uden betænkning:
Jeg ville give en herregård i bytte på alderen. Hvis jeg var 43, skulle jeg snart tjene den hjem igen. Det ligger jo imidlertid sådan, at den handel kunne ikke gå i orden.
”Båstedhede” giver eksempel på gammeldags hjælpsomhed – Alle hjælper alle – sådan har det altid været, forsikre man i ødet mellem Thise og Vrensted.
Den 8-aarige Knud Jørgensen passer hestene, medens Else Jensen skænker kaffen og Anna Frederiksen rækker kagekurven til hjælperne, liggende fra veste Harald Frederiksen, Gunnar Vingaard, Bent Aaris og Niels Eriksen Sloth. Bagved fra venstre Poul Mariager Jensen og værten Ertmann Jensen samt hunden Kingo forgrunden
På Båstedhede midtvejs mellem Thise og Vrensted er det almindeligt, at der løftes i flok. Det viste sig, dengang jorden blev udstykket, og lyngen skulle brækkes. Man stod last og brast, lånte hinanden hestespand og plov og lod sin arbejdskraft ud- nytte på nabolodderne.
At forholdene ikke har ændret sig, viser eksempler fra de sidste dage efter sandflugten, hvorunder der skiftedes gødning og frø på grund af den udsatte beliggenhed og knastørre, lette jord. Den forsinkelse, der herved skabtes, er indvundet ved en kollektiv indsats. Alle har hjulpet alle, og derfor er man praktisk taget færdig med arbejdet i marken.
Der er dog en undtagelse, og det er gårdejer Ertmann Jensen, hvis stråtækte ejendom ligger ud mod vejen Thise-Vrensted.
Her samledes i fredags seks naboer med hver sit hestespand og sagde: Så, Ertmann, lad os så få begyndt. Og så pløjede man gødning ned på marken øst og vest for gården som den selvfølgeligste sag af verden.
-Betaling? ikke tale om. Man tar sig ikke betalt for at hjælpe sin nabo og gode ven. Frederiksen har boet på Båstedhede i fire år. – Det har været næsten den bedste tid i mit liv, siger han. Her har jeg mødt en hjælpsomhed som ingen andre steder. Det er den selvfølgeligste sag af verden, at vi hjælper hinanden, når som i dette tilfælde uheldet er ude.
Bent Aaris er født og opvokset Båstedhede. Han siger, at hjælpsomhed altid har siddet til højbords blandt hedens beboere.
Far sagde i morges, da han hørte om Ertmann: Bent, du må hellere gå over med et spand heste og gi’ Ertmann en håndsrækning og hils dem derovre.
Gunnar Vingaard er den yngste og, mest humørfyldte af hjælperne.
Hvorfor ska’ man hænge med hovedet? spørger han. Vi er raske, og vi behøver ikke at mangle en håndsrækning fra naboen, hvis det kniber. Desuden hvis man taber humøret over dårlige priser og den slags, bliver det galt det hele.
Der findes 30 landbrug spredt over heden, siger Niels Eriksen Sloth. Vi er forskellige på mange måder, men vi er fælles om at hjælpe hinanden, ikke bare her, hvor det drejer sig om en smule kørsel med hestene. Konerne har den samme indstilling som mændene, ved gilde, fødsel og den slags.
Bøf og citronfromage til gæsterne
Det manglede bare, falder fru Anna Frederiksen ind. Hun er beskæftiget i køkkenet sammen med husbestyrerinden, Else Jensen. Karlfolkene skal ha’ en tår kaffe og en bid brød, og det skal gå lidt villigt, hvis de ikke skal savne mig derhjemme – middagsmaden venter.
Den skal du ikke tænke på forsikrer Ertmann. Vi skal ha’ bøf og citronfromage, og der er rigeligt til os alle.
Ertmann Jensen indrømmer, at den frivillige arbejdskraft har taget en byrde fra hans skuldre. Det er dyrt med fremmed hjælp, og når det så kan ordnes på denne måde, hvor man selv kan gøre en smule gengæld…
Vent du bare, siger humørmanden Gunnar Vingaard og langer ud efter en kage, som Anna Frederiksen rækker frem.
Samtalen foregår i en pause under arbejdet. Man har lagt sig pa toften og overladt hestene til drengenes omsorg.
Så hæver Gunnar Vingaard sin kop: Skal vi ikke skåle på er god høst med bedre priser. Han får et lunt glimt i øjnene og nikker i retning af os, inden han fortsætter. Og lad os så håbe, byboerne bliver i stand til at betale.
Firmaet eksisterer stadig i Brønderslev under andet navn og nye ejere, på adresse i Godsbanegade.
En Samtale med Dansk-Canadieren, Peter Rørbæk, der for 44 Aar siden udvandrede fra Vrensted.
