Forfatter: Jens Otto Madsen

Anne Østergaard hjemme på Lindegården i Vrensted i 1993.

Hjemme er stadig Danmark for den 28-årige Anne Drivsholm Østergaard, og baglandet er Lindegaarden i Vrensted. For når man opholder sig i det store udland, er det dejligt at kunne ringe hjem til mor og far, Else og Niels Østergaard i Vrensted.

Anne Østergaard er en af det stigende antal unge danskere, der har satset på en international uddannelse. Anne blev sidste år færdig med sin uddannelse og godt i gang med at grundlægge en international karriere.

Måske ikke for altid i udlandet, for også i Danmark er der i stigende grad brug for internationalt orienterede, veluddannede medarbejdere. Og det er godt den dag man får hjemlængsel og vil have et job, der passer til ens uddannelse og interesser, at man har erfaringer fra udlandet.

 Ansat i IBM

Anne Østergaard har netop været i Vrensted for at blive gift med cand.oecon. Peter Sand Andersen, der med en studentereksamen fra Europaskolen som baggrund ligeledes har valgt det store udland. Parret bor nu i en forstad til Stuttgart. B’oblingen hedder den, og her har Anne job i IBM, mens Peter kører 15 km til Daimler- Benz koncernens hoved- kvarter, hvor han er fast ansat i afdelingen for det økonomiske sekretariat og for koordinering af koncernens udenlandske organisationer.

Vi har været heldige, at det lykkedes os at finde job samme sted, synes Anne.

For man må virkelig være fleksibel, hvis man vil have de job, der er spændende. Så det var lidt af et puslespil, at få tingene til at gå op, og vi ved jo ikke i dag, om jeg får min kontrakt forlænget efter 1. maj 1994, selv om jeg vælger at tro det.

Udveksling

Da Anne Østergaard i sin tid gik i skole i Vrensted, tænkte hun ikke så meget på, at hun ville arbejde i udlandet. Og da hun blev matematisk fysisk student vidste hun stadig ikke, hvad hun ville og tog derfor til Amerika i et au pair job.

Det blev en god oplevelse, og jeg opdagede mange positive sider ved at se andre forhold. Det medvirkede nok til min beslutning om, at jeg ville tage en uddannelse, som jeg også kunne bruge i udlandet.

Hjemme igen begyndte jeg at læse økonomi på Handelshøjskolen i Århus. Her blev jeg aktiv i en organisation for praktikudveksling af handels- og økonomistuderende i et halvt hundrede lande. Min opgave var bl.a. at overbevise danske virksomheder om, hvorfor det ville være en fordel for dem at beskæftige en udenlandsk studerende i nogle måneder.

Da jeg sluttede den treårige HA-uddannelse, følte jeg, at nu måtte det være min tur til at nyde godt af udvekslingstilbuddet, det lykkedes mig at få ansættelse i 10 måneder hos IBM på Filippinerne.

IBM-deltidsjob

Mit speciale er marketing, fortæller Anne Østergaard, og foruden at være beskæftiget med det hos IBM blev jeg sat til at udarbejde industrianalyser og overvåge det filippinske marked med henblik på IBMs muligheder.

Da praktikopholdet var slut, ville Anne gerne bevare kontakten til IBM. Det lykkedes hende at få et deltidsjob på IBM i Århus, som hun kunne bestride, mens hun i to år fulgte cand.merc. studierne på Handelshøjskolen.

Belgiske studier

I denne periode blev skolen yderligere internationalt orienteret og tilknyttet EF-programmet Erasmus, der giver studerende mulighed for med EF-tilskud at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Anne valgte at tage et semester på et universitet i Belgien og passede samtidig et bijob ved IBM`s uddannelsescenter i Bruxelles.

Hun tog hjem for at skrive hovedopgave, men fik samtidig tilbudt en etårig kontrakt med IBM indenfor selskabets nye uddannelsesprogram Comett, der er støttet af EF.

Den 1. september 1992 begyndte Anne sit job Bruxelles, hvor hun skulle være med til at gennenføre det nye koncept for uddannelse af medarbejde- re til i de enkelte lande at servicere virksomheder på forskelligt plan. Det var spændende, og Anne synes, hun fik lov at præge indholdet.

Selv om konceptet tager sigte på omskoling af medarbejdere, der har årelang ansættelse i virksomheden, fik Anne lov at deltage i uddannelsen.

Vejen til Stuttgart

På det tidspunkt havde hendes kæreste fået foden indenfor hos Daimler-Benz i München. Så Anne fik overbevist sin chef om, at det også ville være en fordel med juniorkonsulenter i IBMS nye Consulting Group, som hun selv havde været med til at opbygge fra afdelingen i Bruxelles. Det eneste problem var det tyske sprog, som Anne ikke hidtil havde haft så meget brug for. Men efter et intensivkursus blev hun 1. november 1992 ansat i München på en halvanden årskontrakt.

Skæbnen ville så, at Peter blev flyttet til Daimler- Benz i Stuttgart, og så måtte Anne endnu engang forsøge at overbevise sin chef om, at hun kunne gøre nytte et andet sted. Også denne gang lykkedes det, og fra juni i år har Anne udført sit job fra Böblingen. Hun udtrykker det med at tingene hele tiden har flasket sig. Men direkte adspurgt erkender hun, at IBM selvfølgelig havde flere lejligheder til at slippe af med hende, hvis det var det, de ville.

Ingen rosendans

Så engagement, fleksibilitet, energi og viljen til at indordne sig, som er egenskaber, Anne selv nævner som nødvendige, hvis man vil gøre sig gældende i erhvervslivet i dag, har uden tvivl været medvirkende til, at IBM i så høj grad efterkom Annes ønsker. Nogen dans på roser er det ikke at arbejde i udlandet, fastslår hun. Men fordele er der naturligvis også. Først og fremmest i kraft af de muligheder, det indebærer i en verden, hvor vi er tættere på hinanden.

Opfordrer andre

Man skal være indstillet på, at ingenting kommer af sig selv. Men jeg kan kun opfordre andre unge, der har mod og lyst, til at satse på udlandet, at de undersøger de mange muligheder, der er for at komme ud.

Endnu tør hverken Anne eller Peter spå om fremtiden. De vil gerne på et tidspunkt tilbage til Danmark, men kun hvis de kan få job, der er interessante for dem. For selv om verden ligger åben for dem, er Danmark stadig der, hvor de har hjemme.

Landmænd opfandt en ny skoleform i 1960erne

Sidst i 1960erne Arbejder Landboforening for at øge unge landbrugeres praktiske evner og får støtte af stat og kommune samt fagfællerne

Ungdomsskolens landbrugslinie er et fortrinligt led i den række uddannelsesmuligheder, den unge landmand har, siger gårdejer Niels Østergaard, Vrensted,

Fornylig valgtes han til formand for  Brønderslev og Omegns Landboforening. Indtil da havde han fortrinsvis befattet sig med sine yngre fagfællers forhold. Og Niels Østergaard er stadig formand for Det landbrugsfaglige udvalg for Amts- ungdomsnævnet.

Fra 1964-1978 var han formand for Brønderslev Landboforening.

Opfandt landbrugslinien.

Han nævnes som ophavsmanden til landbrugslinien i ungdomsskolerne. Om hvordan tanken opstod, siger han, at man har savnet noget til at fjerne den opfattelse, at landboungdommen er ufaglært. Desuden har det været en mangel, at de unge har haft for få praktiske færdigheder. Når de f.eks. kan komme ud for at skulle betjene landbrugsmaskiner til en værdi af 40-50.000 kr. pr. stk., er det betryggende både for ejeren og for dem selv, at de har i hvert fald noget kendskab til mekanikken. Begge dele opnås ved landbrugslinien.

Eleven får på et år 144 timers undervisning. Efter et års skoletid modtager han et deltagerbevis. Det samme er tilfældet, når han har deltaget i to gange 144 timers kursus. Og beviset hjælper ham yderligere til at fortsætte, hvor han slap i ungdomsskolen på en anden egn. Han vil aldrig komme til at gå en skoleklasse om, selv om han flytter fra egnen, når han har sit bevis på tidligere deltagelse i kursus med sig. Og beviset viser også, at han ikke er ufaglært.

Kendskabet til mekanikken får eleven gennem 24 timers undervisning i klassen. Desuden henlægges 36 timers undervisning i maskinlære til en af de egentlige landbrugsskoler. Det er berettiget, at så megen tid af en samlet undervisningstid på 144 timer pr. år vies netop maskinundervisningen.

Men i øvrigt er undervisningen meget alsidig. Man beskæftiger sig f.eks. også med landbrugets stilling i samfundet. Det er ikke uvæsentligt på en tid, da landbrugets berettigelse fra visse sider drages i tvivl.

Hvad siger konsulenter og lærere til nyordningen?

Vi spurgte til at begynde med samtlige landbrugskonsulenter i amtet, om de ville gå ind for en undervisning efter de nævnte retningslinier, altså en undervisningsform, der er en kombination af konsulenter og lærere. Det svarede de uden undtagelse ja til.

Så rettede vi henvendelse til samtlige landbo- og husmandsforeninger for at høre, om de havde indvendinger af organisationsmæssig karakter at føre frem. De havde de ikke.

Men allermest glad er jeg over den velvilje, vi mødte fra stat og kommune. Staten skal jo præstere to trediedele af udgifterne, kommunerne, hvorfra eleverne kommer, resten. Vi har fået alle de penge, der skal til. Ingen har undslået sig for at betale.

Derfor slog forsøget an fra starten. Eleverne på 15-17 år er strømmet til. Og nu ved afslutningen på det første skoleår kan det ses, at resultatet står mål med forventningerne.

Abejdet er i gang flere steder i landet, men så vidt jeg ved, kan kun et amt, nemlig Svendborg, møde med større tilslutning end Hjørring amt. Det skyldes, at fynboerne har taget moderne husførelse for unge piger med på undervisningsplanen, medens vi kun befatter os med unge landmænd. Ser vi alene på unge mænds undervisning, ligger Hjørring amt bedst.

Det gamle bevares

Vil man nu kassere anden undervisningsform for unge?

På ingen måde. I Brønderslev Landboskole f.eks. fortsætter vi med almindelig landboskoleundervisning for dem over 18 år. Desuden gives undervisning til fastboende landmænd og ældre medhjælpere i forretningsområdet.

I hele forretningsområdet modtager landboskolen på en sæson 200 elever til undervisning.

– Vil undervisningen ikke skade de rigtige ungdomsskoler og land- brugsskoler?

Tværtimod, jeg tror, at vore elever får en forsmag på det, der venter dem senere på de rigtige ungdoms- og landbrugsskoler, og at deres appetit bliver skærpet.

Der samarbejdes mellem landbo- og husmandsforeninger på undervisningsfronten, men hvad med andre fælles spørgsmåls løsning?

Min fader Chr. N. Østergaard havde ord for at være samarbejds mand, medens han var landboforeningens formand. Jeg håber inderligt, at det også må kunne siges om mig, om muligt med endnu større ret.

Jeg vil gerne sammenfatte alle landbrugsorganisationer. Vi har fælles interesser og fælles mål: landbrugets trivsel og vor egen eksistens. Vi er sat her for at hjælpe, ikke for at bekrige hinanden.

Og forholdet mellem land og by ?

Der kan overhovedet ikke være tvivl om svaret: Mit kendskab til f.eks. Brønderslev, der ligger nærmest, siger mig, at byen gerne vil komme godt ud af det med os landmænd. Vi på vor side ønsker lige så ærligt et godt forhold til byen. Og begge parter har vist grund til tilfredshed med den hidtidige udvikling og sætter deres lid til fremtiden.

Jordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, lægger op i 1982, efter 33 års virke, hvor hun har hjulpet 2200 børn til verden i omegnen herunder i Vrensted.

Hun er ud af den vidt forgrenede slægt Oppermann, der tæller flere betydelige videnskabsmænd i sine rækker, og stammer oprindelig fra Tyskland. Frk. Oppermanns Tipoldefader var født i Goslav, Hannover og blev rektor i Uslav og senere præst i Lauenførde ved Hannover.

Frk. Oppermann er født i Systofte Sogn på Falster og var i huset flere steder, inden hun i 21års alderen blev sygeplejeelev på Københavns Kommunehospital. Efter udstået læretid fik hun plads på Skt. Hans og Rigshospitalet, til hun 1923 kom ind på Fødselsstiftelsen og tog sin eksamen med udmærkelse. Hun søgte så og fik Distriktjordemoderembedet her og bosatte sig i Tømmerby

Hun fortæller:

Når det store under sker

I min ungdom var det ikke så ligetil for en sygeplejerske at få en stilling. Fra hospitalet søgte jeg ud som menighedssygeplejerske, og da jeg boede hos en jordemoder, fik jeg den tanke at forlade sygeplejen og blive jordemoder. Som menighedssygeplejerske er man til stadighed udsat for at være til stede ved livets afslutning, og det kan ikke andet end gøre indtryk, når man selv tager livet fra den alvorlige side. Som jordemoder er det lige omvendt. Da oplever man livets indtræden et under, der er lige stort hver gang…

 Forholdene har ændret sig

Det er distriktsjordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, der siger dette. Frk. Oppermann trækker sig om kort tid tilbage efter 33 år som distrikts jordemoder for Tolstrup, Stenum og Vrensted og Thise sogne.

Og hvor mange børn blev det så til?

Omkring 2200 har jeg taget imod i de forløbne 33 år, hvilket vil sige mere end én generation. I et enkelt hjem har jeg været tolv gange, men der var også femten børn, i flere en halv snes gange, men det glædelige har været, at det sidste barn altid har været lige så velkomment som det første. På den anden side må det erkendes, at der i de senere år har været en tendens til færre børn. Folk er blevet mere ansvarsbevidste og tænker i højere grad på, at der også er noget, der hedder uddannelse. Landboerne har dog som regel lidt flere børn end folk i byerne, hvilket vel hænger sammen med, at det er lettere at have børn på landet og vel også, at de i visse tilfælde har en direkte fordel af børnene. I hvert fald har jeg set adskillige eksempler på folk, som kan takke deres børn for det, de er nået frem til.

Der er sør’me to

Hvad siger folk, når der kommer tvillinger?

Jeg har haft forholdsvis man- ge tvillinger, men såvel faderen som moderen har altid været glade. Jeg husker et tilfælde, hvor jeg kunne fastslå, at der var tvillinger undervejs. Jeg sagde det til faderen, som skyndte sig ind til sin kone med bemærkningen: »Der er sør’me to«. I det hele taget gælder det, at folk er glade for børnene, når de kommer. Også her er der sket en ændring gennem årene, men det hænger vel også sammen med, at de allerfleste børn er ønskede.

Hvad med de ugifte mødre?

Her er forholdet naturligvis et andet. Alligevel gælder det, at de allerfleste helst vil beholde deres barn, hvis de altså har en mulighed for at klare tingene. Men en ugift mor har det svært, og fordi dette er tilfældet, giver en del børnene fra sig. Heldigvis er det da sådan, at mange senere bliver gift med barnets far, så tingene alligevel vender sig, til det gode. Når talen er om denne side af mit arbejde, kan jeg dog ikke lade være med at sige, at krigens år var de værste. Jeg tænker ikke her på piger, som havde været i forbindelse med besættelsesmagten, men ansvarsbevidste piger som ved deltagelse i det illegale arbejde og under pres af situationen.

Mænd er skam flinke

Hvordan virker mænd set med en jordemoders øjne?

De er flinke og slet ikke latterlige, sådan som de ofte fremstilles. I mine første år, hvor jeg som jordemoder blev hentet og bragt pr. hestevogn, var der rig lejlighed til at tale med mændene, og det var i det store og hele noget af en oplevelse. Og efterhånden er det sådan, at manden holder sin kone i hånden, mens det står på, og det synes jeg er både godt og rigtigt. At der så navnlig ved det første barn enkelt gang kan være tale om lidt nervøsitet, er der så absolut intet at sige til. Jeg er én gang blevet skældt ud af en mand, som tilmed slog i bordet for mig. Men det var nu ikke, fordi han i og for sig var gal på mig, men blot for at få tilkaldt en læge. Og det måtte vi jordemødre jo på et vist tidspunkt kun gøre, hvis det var strengt påkrævet. Sådan er det heldigvis ikke mere, og det er godt, for det er nu en betryggelse, at der er to til stede ved en fødsel.

Afslapning er godt

Hvad med den meget omtalte afslapning?

– Den er god, men det kniber med at få folk til at forstå det, hvortil så kommer, at kvinder på landet kan have svært ved at afse tid til den træning, som er nødvendig. Derimod er alle i dag klar over, at den konstante kontrol under svangerskabet er nødvendig, Heldigvis er det jo sådan, at svangerskabet i de allerfleste til- fælde forløber normalt, men selv om det er gået godt otte gange, kan der jo ske noget niende gang. Jeg tænker specielt på nyrebetændelse, som patienten alt for ofte ikke er i stand til at mærke, og som har været skæbnesvangre for mange, før det blev almindeligt med svangerskabskontrol. Men det forstår man i dag, ligesom det også er uhyre sjældent, at nogen. protesterer imod, at børnenes øjne dryppes, en foranstaltning som hindrer 100 børn om året i at blive blinde.

Der fødes også vanskabte børn?

Det sker, men heldigvis har jeg været forskånet for noget stort tal i så henseende. Når talen er om dybt åndssvage, kan man se det straks efter fødslen, fordi sådanne børn opfører sig på en egen måde.

Hvad siger forældrene i sådanne tilfælde?

Det er ikke jordemoderens, men lægens opgave at underrette dem.

Og det største ved en jordemoders gerning?

Det er at se og møde to mennesker, som virkelig er glade for hinanden og det barn, som er en frugt heraf. En moder sagde engang efter en veloverstået fødsel disse ord: Så skete det store under med mig igen. Og det, at et barn kommer til verden, er jo et under…

Artikel fra 1992 –

Inger Marie Nielsen stammer fra Vrensted. Efter realeksamen fra Søndergades Skole i Brønderslev sendte hun éen eneste ansøgning om læreplads, nemlig til Vrensted-Thise Kommune, og fik den. Senere kom hun til Brønderslev Kommune.

Hun er siden blevet sekretariatschef i Brønderslev Kommune.

Hun var engang med til at få et kursus til Brønderslev med det formål at få flere kvinder til at søge lederjob ved kommunen. Selv har Inger Marie Nielsen i seks år været Brønderslev Kommunes sekretariatschef og den mandlige kommunaldirektørs højre hånd. For det er stadig mændene, der sidder på de øverste lederposter i kommunen.

Men der står stærke kvinder bag alle disse mænd, understreger Inger Marie Nielsen, som selv mener, hun som leder tilhører en uddøende race. De ledende stillinger besættes i dag af unge akademikere.

Men for 25 år siden, da Inger Marie Nielsen blev ansat i den kommunale administration, var en realeksamen nok.

Og jeg synes egentlig, det er lidt synd, at det er blevet sådan. Der er også brug for folk med føling med det “almindelige” samfund og med erfaringen, mener Inger Marie Nielsen, som i morgen har været kommunal ansat i 25 år.

Tror jeg er olding

Inger Marie Nielsen er som tidligere nævnt fra Vrensted. I forbindelse med Kommune sammenlægningen i 1970 kom hun til Brønderslev Kommune. Blev fuldmægtig og i 1986 sekretariatschef.

Når jeg fortæller, hvad jeg har været med til i kommunerne, så tror folk, jeg er en olding, fortæller den 42- årige Inger Marie Nielsen. Men det er såmænd ikke så mange år siden, vi behandlede selvangivelserne manuelt, og fik en skoleforvaltning, jeg og Else Simonsen alene. Da vi begge blev gravide og skulle føde samtidig, ændrede kommunen bare organi- sationen og lagde skoleforvaltningen sammen med administrationen, og først i 1986 blev den igen udskilt.

Ikke forbenet

Inger Marie Nielsen er langt fra den eneste i Brønderslev Kommune, der har været der så mange år. I 70erne skete der en vældig ekspansion med mange unge nyansatte. Siden har kommunen slået bremserne i, og der ansættes stort set ikke nye.

Men man behøver ikke blive forbenet, selv om man sidder i samme job i mange år, mener Inger Marie Nielsen og er selv et godt eksempel på, at man stadig kan udvikle sig.

Der sker utrolig meget i den kommunale organisation med omstillinger på så det ene så det andet område. Der er mange uprøvede opgaver, som hele tiden stiller udfordringer. I øjeblikket foregår der f.eks. en tværgående personalepolitik for hele den kommunale sektor, og vi kører løbende nye projekter, som stiller krav til alle forvaltninger. Og så er der et utal af kurser, så alle har mulighed for at følge med både fagligt og menneskeligt.

Inger Marie Nielsen underviser selv på kurser indenfor Dansk Kommunal- kursus. Bl.a. kommunale ledere med en høj teoretisk uddannelse, som skal have kendskab til den kommunale sektor.

Desuden sidder hun i amtsudvalget for ledende administrativt personale.

Arbejdsbyrde

Inger Marie Nielsen er nødt til at lade være at hænge sig i en 8-16 arbejdstid. – Jeg plejer at sige, at jeg ikke har en arbejdstid, men en arbejdsbyrde, men jeg er glad for mit arbejde, og heldigvis har jeg store børn og en mand, der tager slæbet derhjemme.

Hun hører ikke til dem, der priser arbejdstidsnedsættelsen. Den har ikke givet større livskvalitet. Folk presses bare mere på arbejdspladsen, og mange har slet ikke fået kortere arbejdstid, fordi der ikke samtidig er ansat flere. Søren og Inger Marie Nielsen har en søn på 18 og en datter på 15 år. Når jubilæet er overstået, tager familien sammen med en anden “kommunal” familie på ferie i Sydfrankrig med campletten. Så slapper vi helt af og lader op igen, ler Inger Marie Nielsen, som i sin sparsomme fritid er god til at slappe. Jeg har valgt nogle fritidsinteresser, som får mig til at koble helt af. Jeg strikker og syr, læser gode bøger, både faglitteratur og mere underholdende, og går og cykler – og så er der jo altid strygetøjet, føjer hun til med et dybt suk.

Hvem er han, manden der i sommerferieugerne har siddet i amtsborgmester Kresten Philipsens stol på amtsgården i Aabenraa med den herligste udsigt ud over fjorden og højspændingsværket.

 Bevæbnet med sin sædvanlige cigar og med kaffekop sidder han der i amtsborgmester Kresten Philipsens stol. Manden, som Kresten overraskende for de fleste gjorde til nummer to i det sønderjyske amtsråd efter valget i november sidste år.

Hvem er han, den 57-årige Helge Jensen.

Han er vendelbo. Født i Vrensted ved Løkken. Han er den ældste af ti søskende. De ti er blevet til lidt af hvert her i livet, fra chauffør til landmand, fra smed til husmoder, og til lærer, som Helge blev. Egentlig skulle og ville han nok have været landmand, men det satte en lungehindebetændelse, da han var 16 år, en stopper for.

I et helt år var jeg en streg i luften, husker Helge Jensen. I stedet for det hårde fysiske arbejde som landmand valgte Helge Jensen åndens arbejde, der kræver en anden form for kræfter.

Han gik ud af syvende klasse, så da han ville lærervejen supplerede han skolegangen først med et år på højskole siden med den såkaldte præparantklasse, inden han kom på seminariet i Skårup på Syd- Østfyn.

Nedsat timetal og politik

Den første stilling som lærer fik Helge Jensen i 1956 på skolen i Døstrup – og dér er han stadig.

Jeg har nedsat timetal til nu 13 timer, så jeg står også på skemaet for næste skoleår, siger viceamtsborgmesteren.

Det politiske engagement

husker han, at have haft i mange år. Først i 1974 lod han sig stille op. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen i Skærbæk og blev med det samme formand for kulturudvalget. I 1978 udvidede han det politiske arbejde og blev medlem af Sønderjyllands Amtsråd samtidig med, at han i Skærbæk blev formand for soicaludvalget. I dag er han foruden at være viceamtsborgmester også formand for teknisk udvalg. Hvilke af de to råd ville du vælge, hvis du blev tvunget til at vælge?

På nuværende tidpunkt ville jeg give amtsrådet førsteprioritet, fordi der her er en kombination af min politiske holdning med konkrete sager og overordnede planer. I kommunalbestyrelsen er det også et spørgsmål om politisk holdning, men der er flere enkeltsager. Det tiltalende ved at sidde i amtsrådet er også den kontakt, man får til enkeltpersoner og grupper i hele Sønderjylland. Det er så min opgave at varetage borgernes interesser og lytte til deres ønsker og meninger.

Tror du, borgerne altid mener, at du, og politikere i det hele taget, gør det?

Nej, det tror jeg ikke, de gør. Hvis borgerne ikke er enige i de beslutninger, vi tager, mener de ikke, vi har lyttet til dem. Afgørende er det, at vi behandler befolkningen retfærdigt, men vi må også påtage os det ansvar og den opgave og Iægge ryg til de beslutninger, der skal tages, for at samfundet kan fungere, siger Helge Jensen.

Var det en personlig skuffelse for dig, at du ikke blev borgmester i Skærbæk, da Hans Bonde Møller døde i januar?

-Nej det det ikke, siger Helge Jensen.

»Det skal han jo sige, vil de fleste sige. Ja, men de, der kender den sindige og beskedne vendelbo, vil tro ham.

Jeg kan sige det med stort eftertryk, fordi jeg er så glad for, at jeg her får lov til at beskæftige mig med ting, som er så interessante. Det er en gevaldig tilfredsstillelse. Jeg føler mig privilegeret over at få lov til at løse så mange opgaver. Derfor er jeg ikke skuffet, siger Helge Jensen.

Han lytter i amtsrådssalen

Han er kendt for at være den, der holder styr på hvem, der stemmer hvad. Hvis amtsborgmesteren får talt forkert sammen, er Helge der som et sum. Selv i de efterhånden sjældent lange og store debatter siger han ikke meget.

Jeg lægger vægt på at lytte til de forskellige og så drage en konklusion og selv tage stilling. Jeg ser hellere, at opgaverne bliver løst, end at der bliver udfoldet en masse store armbevægelser, siger Helge Jensen.

Det var ikke alle, der efter valget sidste efterår havde forståelse for, at Venstres gruppe i det ny amtsråd foruden topposten også ville have vice- amtborgmesterposten. Dermed mistede socialdemokraterne den plads, de har haft siden 1970, da Sønderjyllands Amtsråd blev til.

Har det forandret klimaet i amtssrådet?

Nej, det synes jeg ikke. Nej, socialdemokraterne er ikke blevet svære at arbejde sammen med. Det er netop et gode for Sønderjylland, at alle partier har valgt at arbejde. sammen. Det er frugtbart i modsætning til politiske slagsmål. Med den samarbejdsform adskiller vi os nok fra andre amter, og det vil vi tilstræbe også at gøre fremover. Selvfølgelig skal de enkelte partier og grupper have mulighed for at markere sig, men vi har først og fremmest en forpligtelse til at løse opgaverne, siger Helge Jensen.

Fællesskab

Samtidig med lærerjobbet og det politiske i hjemmet, har Helge Jensens kone Birthe fuldtidsjob. Parret har to drenge den ene er revisor i Århus, den anden lagermedarbejder i Padborg. Fællesskabet i hjemmet

har vi bygget op blandt andet ved, at vi altid har fulgt drengene til deres aktiviteter. Hvis man skal holde til et ræs som dette, skal man have opbakning i hjemmet. Ellers går det ikke. Man skal bygge et fællesskab op. At det er gået godt hos os, skyldes nok, at vi begge prøver at være afbalancerede i det samvær, vi får tid til, siger Helge Jensen.

Jeppe i baronens seng.

Gennem sit arbejde i amtet har han fået et utroligt kendskab til det sønderjyske landskab. Mange sønderjyder kender det ikke så godt som han. Ingen tivivl om, at Helge Jensen sætter størst pris på det vestlige Sønderjyllands natur. Alligevel: Vær ikke i tvivl om, at han har stortrivedes i den stol, som Kresten Philipsen i morgen vender tilbage til efter tre ugers ferie.

Helge Jensen har haft det som Jeppe i baronens seng.

Else Aaris fra Bådstedhede i Vrensted mistede synet som 6årig.

Fortælling fra 1963

Hun,,ser” med fingrene – Else Aaris

Ikke med øjnene, men med fingrene ser omstillingsdamen hos Jørgen V. Johansen i Frederikshavn at trykke på de rigtige knapper

For bare fem år siden udgjorde de blinde en klasse for sig, og det var næsten utænkeligt, at de kunne beskæftige sig med andet end børstenbinderi. En del binder vel stadig børster, men man kan også møde blinde mennesker i mange andre erhverv takket være Dansk blindeinstitut, som gør meget for at ligestille de handicappede med andre, så de føler, at de udfylder en plads.

Og det er i grunden imponerende, hvor meget de formår uden at kunne se vel at mærke, når de har fået den fornødne optræning.

Når man kommer ind til autoforhandler Jørgen V. Johansen i Frederikshavn, drømmer man ikke om, at der er noget usædvanligt. Men det er der. Pigen, der passer omstillingsbordet, er blind. Men eftersom hun ikke bærer mørke briller og har fuldstændig sikre bevægelser, falder den tanke overhovedet ikke én ind. Først, når hun vender ansigtet mod én, synes man, at et eller andet ikke er helt i orden: Man indfanges ikke af hendes blik, selv om øjnene flytter sig. Men det studser man ikke over. Den unge pige skiller sig ikke væsentligt ud fra andre.

Betjener 40 telefoner

Else Aaris Jensen, hvis far er landmand i Vrensted, har været hos Jørgen V. Johansen siden 1962, og hun kan sine ting. Ingen får lov at vente i telefonen, og formodentlig er ingen af de, der telefonerer til forretningen, klar over, at det er en blind pige, der betjener dem. Og det er trods alt ikke småting, hun har at tage sig af, eftersom virksomhederne på Parallelvej og Hjørringvej råder over ca. 40 telefoner, og alle samtalerne skal gå via hende.

Omstillingsbordet er fuldautomatisk, og specielt til hendes brug er lamperne, som ellers lyser, udskiftet med knapper, der går op og ned, så hun kan høre dem.

Når man ser, hvor nemt arbejdet falder hende, må man undres over, at der ikke flere steder benyttes sådan arbejdskraft.

Jørgen V. Johansen mener imidlertid, at for få virksomheder i provinsen har et omstillingsbord, der er moderne nok. Men firmaer som Ths. B. Thrige, C. W. Obel i Aalborg, sukkerfabrikkerne og de fleste af ministerierne har blind betjening ved omstillingsbordene.

V. Johansen finder, at der kunne sættes mere ind på maskinskrivningens områder så nogen lærer blindskrift, det må vel være de blinde, som ikke har nogen mulighed for at snyde.

Mistede synet som seksårig

Else Aaris Jensen, der er næsten 20 år, har ikke altid været blind.

Som seksårig fik jeg hjernebetændelse og mistede synet, fortæller hun. På hospitalet fik jeg så meget af det tilbage, at jeg kunne begynde at gå i skole. Det blev imidlertid værre, og som tiårig måtte jeg på blindeinstitutet på Refsnæs, hvor jeg var i fem år. Der lærer man almindelige skolefag, blot med den forskel, at man må læse med fingrene i stedet for med øjnene, og man får undervisning i f. eks. svømning og gymnastik.

Hvor længe er man om at lære at læse på den måde?

Vel som med almindelig læsning. Det varer jo altid længere.

Valgte telefonbetjening

Man går ud af syvende klasse og kan senere få specialuddanne se inden for forskellige fag, og jeg valgte altså telefonbetjeningen. Jeg var på skole i København et halvt år og var derefter to steder i ministerierne for at lære at arbejde i praksis.

-Var det ikke svært pludselig at skulle klare sig på lige fod med andre?

I begyndelsen var det. Som 17-årig kom jeg på husholdningsskole i Kolding, og det tog nogen tid at vænne sig til forholdene. Jeg kunne jo heller ikke deltage i al undervisningen. Jeg kunne nok sy på maskine, når jeg fik lidt hjælp, men jeg kunne ikke brodere i hånden. Det måtte jeg gøre på maskine. Var der ellers noget, jeg ikke kunne deltage i, strikkede jeg i stedet. Det gør jeg stadig af og til, og jeg kan også klare f.eks. at lave ryatæpper.

Førerhund

Hvad får de ellers fritiden til at gå med?

Aha, jeg læser en del og er på besøg hos kammerater, og efter at jeg har fået førerhund, kan jeg godt gå en tur.

Jeg er meget dårlig til at orientere mig, og før havde jeg ikke lyst at gå ud en tur alene. Det er meget godt at aftale et tidspunkt, så kammeraterne kan følges med én, men det er alligevel nok så rart at kunne gå, når man har lyst eller vil hjem og bestille noget. Der imidlertid lang ventetid på man får dem kun, hvis man virkelig har brug for dem, for det tager lang tid at træne dem op.

,,Freja” havde ret!

Stoler De så fuldstændig på hunden?

Ikke så meget, som jeg burde. Men det kommer vel. Jeg fik først >Freja – det er en schæfer på to og et halvt år – i februar, og i begyndelsen var jeg ikke helt sikker på den.

En dag, jeg var ude at spadsere med den, ville den pludselig trække mig ud over fortovskanten. Det, syntes jeg, var mærkeligt, og vi stod og sloges lidt om det. Jeg fik nu altså min vilje til sidst med det resultat, at jeg faldt over to cykler, som stod på fortovet, og Freja stod der, som om den ville sige »Der kan du bare sex, mens jeg lå og rodede i de her cykler.

Den er ikke alt for kvik, når vi skal over gaden. Men den er vel ikke interesseret i at blive kørt over selv, så det skal nok gå. Det er heller ikke blevet bedre af, at jeg har været syg i tre uger.

Skrubber tøjet det forkerte sted

Føler De Dem ellers meget generet af, at De ikke kan se?

Der er visse ting, som det er ret generende ikke at kunne se til. F.eks. ærgrer jeg mig frygteligt somme tider, når jeg har vasket tøj. Jeg kan ikke se, hvor snavset det har været, eller hvor rent det bliver, og det er ærgerligt at få at vide, at man har skrubbet det forkerte sted.

Før jeg blev blind, fortsæt frk. Jensen, lærte jeg at skrive. På blindeskolen lærer vi nu allesammen at skrive vore navnetræk og den tid, jeg var på skolen og i København, ville mine forældre helst, at jeg skrev brevene til dem i hånden. Jeg kunne bare ikke læse, hvad jeg selv havde skrevet.

Låner bøger og bånd

For en ukyndig er det ikke til at forstå, at det er muligt at få noget som helst ud af prikkerne på de gule ark, som frk. Jensen skriver samtaler og besked ned på. Men det er det altså for hende.

I grunden er det slet ikke så lidt, de blinde har mulighed for at læse. Fra instituttet kan de låne bøger og bånd. I »Budstikken<< står aktuelle ting fra ugeblade, og i deres egen båndavis kan de seks timer ugentligt »læse« om de mest interessante ting fra forskellige aviser.

Spiller efter noder

Men Else Jensen kan mere end det. Hun kan også spille. På skolen lærte hun at spille både harmonika, trompet og klaver, og det regner hun med at komme i gang med igen, når hun får en speciel nodebog. Man må først indøve noderne med den ene hånd, så med den anden og derefter sæt- te dem sammen. Desuden fører hun en del korrespondance pr. skrivemaskine.

Var det ikke svært pludselig at skulle indstille sig på ikke at kunne se?

Jeg tror, det var sværere for mine forældre. Da jeg var seks år, tænkte jeg vel ikke så meget over det. Først som 13-14-årig begyndte jeg at spekulere på, at jeg var anderledes. Det kan være svært tider, selv om folk er søde hjælpsomme. Nogle er alt for hjælpsomme og fortæller hele tiden én, at de gør sådan og sådan, for man er blind, mens andre tager det ganske naturligt.

Et lille synsfelt

Nu er det heller ikke så svært for mig som for mange andre, idet jeg ikke er helt blind. Jeg har meget lille synsfelt og kan skimte nogle ting. Jeg kan imidlertid ikke få øje på noget, som jeg ikke ved er der, og som jeg ikke ved hvad forestiller. Jeg kan heller ikke se farver og kan ikke huske, jeg har kunnet. Alligevel har jeg er vis farvefornemmelse, men den er sjældent rigtig.

De klarer Dem ellers fuld- stændig alene?

Ja, heldigvis ligger værelset, jeg bor på, ikke ret langt herfra. Jeg spiser på pensionat en gang om dagen, men klarer resten selv. Det er en øvelsessag, og der er jo ikke andet at gøre end at acceptere forholdene.

6-årig dreng i Vrensted har 5000 norske faddere

 Fik 100 kr. i dåbsgave og blev for nylig forsynet med et fint skoletornyster

De danske ungdomsforeningers hovedkreds »Vendsyssel<< har nu gennem flere år haft en udbytterig udveksling med Vestfold ungdomsfylking i Norge. For seks år siden, da nordmændene var i Vrensted, deltog de i en gudstjeneste Thise kirke, hvor der ved samme lejlighed var barnedåb. Den lille dreng, der blev døbt den dag, søndag den 29. juli 1956, var Kristian, søn af gdr. Marius Larsen, Rørbæk, Vrensted.

Da nordmændene efter gudstjenesten holdt afslutning i Vrensted præstegård, udtalte deres leder, at barnedåben havde været en stor oplevelse for dem. Idet hele menigheden under dåbshandlingen rejste sig, havde de følt, at de alle var faddere til den lille Kristian. Nu ville de gerne skænke en dåbsgave til ham i form af en sparekassebog på 100 kr. på hele Vestfold ungdomsfylkings vegne. Pastor Mikkelsen tog samme aften ud til hjemmet, hvor familie og venner var samlet til dåbsfest, og overrakte gaven. For to år siden, da nordmændene atter var på besøg i Thise kirke, havde de bedt om, at Kristian måtte være til stede. Ved den lejlighed fik han overrakt et norsk bordflag samt yderligere 50 kr. til sparekassebogen.

Kristians mange norske faddere har ikke glemt ham. I denne sommer har 40 unge nordmænd fra Vestfold været på besøg en uge i Vendsyssel. De har været indkvarteret i Taars og Sæsing-Morild ungdomsforeninger. Desværre lykkedes det ikke at træffe Kristian under besøget, men de havde en stor gave med til ham. Lærer J. C. Nielsen, Serritslev, der er medlem af hovedkredsens bestyrelse, og som har forestået hele det norske arrangement, fik til opgave sammen med hovedkredsens formand, pastor Mikkelsen, at overrække Kristian den smukke gave, der består af fint skoletornyster, indeholdende en norsk ABC.

Forleden fandt overrækkelsen sted i Kristians hjem, og stor var glæden og overraskelsen. Nu glæder Kristian sig til at bruge tornystret, når han til næste år skal begynde skolen. Flere glæder venter sikkert Kristian, idet hans norske faddere har udtalt, at når han er stor nok, vil de invitere ham en tur op for at se Vestfold i Norge.

1951:

En Samtale med Dansk-Canadieren, Peter Rørbæk, der for 44 Aar siden udvandrede fra Vrensted.

En svær Skikkelse med høje Skuldre, sølvgråt Haar og slebne Glas for Øjnene. Sådan er Billedet af Farmeren Peter Rørbæk, Vrensteddrengen, der for 44 år siden drog udenlands. Han taler perfekt dansk med en Tone af både Canada og Vrensted. En indtagende Blanding.

Rørbæk besøger sin Fætter, Gdr. Chr. Nørgaard i Borup og er for Tilfældet budt til Frokost hos dennes Nabo Gdr. Andreas Larsen. Skikkelsen og krogede Fingre røber Slideren, det stærkt skårne Ansigt Slægtskabet med jyske Bønder.

Han er født på Bådstedhede i Vrensted, og er nu hjemme i Anledning af sine Svigerforældres Guldbryllup. Det er Søren Skydt i Vodskov, hvis Far igen var Skytte på Skovsgaard i Hanherred. Deraf Navnet.

Jeg skriver og taler Dansk, men mine Børn svarer på Engelsk, indleder den gamle Farmer og fortæller jævnt og uden store Armsving, som jyske Bønder har for Skik, om sine Oplevelser i det fremmede.

275 Tdr. Land for 20 Dollars.

I 1907 rejste jeg til Amerika for at se mig om og for at tjene en Skilling. I to år arbejdede jeg ved Landbruget, men så tog jeg til Canada og tog Land i Saskatchewan, 320 Acres rå Prærie 275 Tdr. Land i dansk Mål. Prisen var 20 Dollars det jeg gav for Papirerne. Hvordan begyndte De så?

Jeg måtte først brække Landet og boede først i et Kornmagasin, men senere gravede jeg mig ind i en Bakke og tættede med Brædder og Mursten. Det kostede mig ialt 2 Dollars, men jeg havde det lunt og godt og blev efterhånden en Mester i at lave Flæskepandekage. Min eneste Medhjælper var en ung karl Knud Knudsen fra Brørup; men snart tog også han Land, og jeg blev ene med Studene og et Spand Heste.

Dog inden længe kom der flere Nybyggere, og vi gik så sammen om Aftenen og fik et slag Kort og fortalte Historier.

En god Rejse hjem.

Har De ikke været hjemme siden?

For 30 år siden gjorde jeg en god Rejse til Danmark. Da traf jeg min Kone, som sidder der. Vi mødte hinanden ved et Julegilde. Der var noget med et Par Sko, hun havde glemt, og så måtte vi tilbage efter dem, og så ja så kan der jo ske så meget.

Hendes Onkel rådede hende forresten fra det Eventyr. »Han sælger dig derovre,« sagde han, men hun tog med og lod sig heller ikke afskrække af det »Hønsehus«, jeg præsenterede hende som vort fremtidige Hjem. »Træd indenfor,« sagde jeg »så kommer Kokken«,

Nå, så fik vi efterhånden fire Børn to er nu i Byen, en søn har forpagtet min Farm, og en Datter er gift med min Nabo, der er Farmer som jeg.

Ødemarken forvandles.

Var der ingen Byer i Omegnen? Nej, der var kun Prærie at øjne, en uendelig Flade, og jeg vidste ikke engang hvad der var Øst og Vest; derfor pløjede jeg mine Furer skævt i Begyndelsen.

Nu er Prærien dækket af Hvedemarker, Byer Kirker, Skoler, Jernbaner og fine Veje overalt. Af Hovedstaden Regina, en By på Aalborgs Størrelse, ikke langt fra min Farm, var der ikke bygget et Hus i 1908.-

Hvordan gik det så?

Well jeg fik efterhånden Jorden i Kultur. Den er stærk kalkholdig og behøver ingen Gødning, men Hagl, Tørke og Græshoppe sværme, der til Tider kan formørke Solen, har i Årenes Løb voldt os stor Skade. Nå -så har jeg plantet meget 10.000 Frugttræer og en større Plantage, hvor der forresten nu og da holdes Folkefester og kirkelige Møder.

Et Bundt Amatørbilleder, små Glimt fra Dagliglivet derovre, vandrer rundt mellem de tilstedeværende, og Talen falder igen på Vendsyssel og Drengeårene i Vrensted,

Jeg har plukket mange Tyttebær i Vildmosen som Dreng, men nu kan jeg slet ikke kende Mosen igen, siger Peter Rørbæk, og man sporer en svag Bebrejdelse over Tabet af dette Barndommens Paradis.

 Dansk-canadisk farmerpar besøger Danmark for sidste gang.

PETER RØRBÆK smiler og bliver ved med at smile bredt samtig med, at han blotter en hvid tandrække, så siger han og fører en tyk pegefinger op til munden og siger ”jeg har været uden tænder siden sidst jeg besøgte Danmark.

Rørbæk er dansk-canadier, her med 69 år på bagen. Hustruen kom for nylig til at savne at fejre jul i Danmark for sidste gang. Så de besøger nu slægtninge i Brønderslev og Vrensted

Det er 30 år siden, de sidst var hjemme. Det var da de blive gift: Der er seks børn, i gode stillinger, og de sendte i aftes telegrafisk forældrene røde roser. Der er i familierne et tæt sammenhold, som tilfældet er vores familie,  hvor man har prøvet livet og sammen delt onde og gode dage.

Da Peter Rørbæk udvandrede for 43 år siden, ejede han absolut intet, men havde tværtimod gæld. Han tog til Iowa, blev gartner, men skræmmede sin amerikanske principal, fordi han ikke kendte forskel på planter og forvoldte skade i haven.

Forøvrigt tjente Rørbæk så lidt ved gartneriet, at han snart sagde faget farvel og rejste til Canada, hvor han blev pioner på en prærie med mile til nærmeste farm.

Han måtte til at begynde med grave med spade i den tunge jord, senere fik han en okse til hjælp, men der gik lang tid, inden han nåede så vidt, at han kunne ombytte sin jord hule med et rigtigt hus, to meter i firkant

Sparsommelighed og flid hjalp ham så vidt, at har i 1921 for første gang kunne aflægge besøg i det gamle land.

Intet er som før

Intet er som før… men det vidste vi da for øvrigt eller vi burde vide det. Bare når vi går og længes, er det efter tiderne, som vi kan huske de var og som vi holdt af, men det sådan er vi vel som danske, der efter lang tid tager beslutning om at rejse hjem for at besøge familien.

Hos Familien Rørbæk har også børnene gæstet Danmark. De en lille del af fædrelandet selv om de bor i det fremmede.

Gamle kirkemure pakkede med granit sten rummer ofte overraskende ting, men ved restaureringer føjer nutidens murere også deres hilsen til.

Almuen skabte den danske landsbykirke

Det var i en tid, hvor man levede i lykkelig uvidenhed om begrebet “kulturpause”, mens krige og fejder var såre velkendte begreber. Det var på mange måder en brydningstid, hvor en stærk og livskraftig bonde almue trods den hårde kamp for dagligt brød havde kræfter tilovers til at opføre disse imponerende bygningsværker. Kirkerne fortæller både om et behov for gudshuse under kristendommens voksende indflydelse, men vel også ved deres udførelse om, at den ene ikke ville stå tilbage for den anden, og i den retning var mennesker ikke anderledes den gang end nu.

De store kirker bærer tydeligt spor af fremmede bygmestre med fremmed arkitektur og udsmykning. Også den gang var det fremmede noget »fint«, men lykkeligvis havde almuen ikke råd til at holde fremmede bygmestre, og selv om man vel af og til skelede til den fremmede arkitektur, skabte man dog med de forhåndenværende materialer en dansk kirketype.

De tålmodige og udholdende jyder huggede gerne de store granit sten til, så de dannede firkanter.

Tykke munkestensmure fyldt med granit

Efterhånden som anvendelsen af de brændte munkesten blev almindelig, skabtes vel en ny facadetype, men man svigtede ikke den hårde granit, og der blev bygget fantastisk solidt.

Man brugte munkesten til facademur og inder mur, og hulrummet blev fyldt op med granit eller anden natur sten pakket ned i fin kalk, fortæller murermester Charles Andersen, Vrensted, som kort før jul afsluttede et omfattende restaureringsarbejde af tårnet på Thise kirke.

Her målte tårnmuren 1,37 meter i tykkelsen fra grunden til op over hvælvingerne, hvorefter tykkelsen faldt til 1,17 meter, senere til 94 cm, og på de øverste to- tre meter af tårnet målte muren »kun< 50 cm.

Kalken til byggeriet er blevet læsket flere år i forvejen. Den blev knust og stampet med en trækølle i en trækasse, indtil man havde fået en tyk, grødet limmasse. Naturstenene blev pakket ned i hulmuren med denne kalk, der var meget holdbar, når der blot kom vand til. I Thise kirke havde vand og frost ødelagt kalken, så facademuren var slået løs fra naturstenene og truede med at vælte ud.

Alle fund mures på plads igen.

Kan en almindelig kirkemur rumme overraskelser?

Man må altid være opmærksom, når man restaurerer gamle kirker, for man kan gøre de mærkeligste fund, og man kan komme til at afdække en gammel arkitektonisk udsmykning, som senere tid har dækket. Det har altid været skik at mure nogen ind i murene, og de gamle kirkemure bekræfter dette.

Da vi rev de gamle mure ned i Thise, fandt vi i muren over vindeltrappen lige over hvælvingerne, hele rygsøjlen og nogle af ribbenene af et menneske.

Har det været rester af en begravelse, eller har det været en makaber spøg?

Jeg ved ikke, hvad meningen har været, men en begravelse var det ikke, for det har været skeletrester, allerede da det blev indmuret.

Hvad gjorde De ved det?

Vi murede det naturligvis ind på samme plads igen. Det gør vi altid. Det er også gammel tradition, at man ikke fjerner noget. Alt skal på plads igen, som det lå før.

Gamle gravsten pakket ned i tårnmuren.

Man føjer måske hellere noget til?

Det hænder nok! Det ligger i én, når man er vokset op ved murerfaget. Min far, M. K. Andersen, var også murer, og allerede mens jeg var i lære hos ham, fik jeg interesse for disse kirke restaueringer, der også var hans stor interesse.

Det hænder nok, at der smutter en ølflaske ind i muren med en seddel, som giver besked om, hvem der har arbejdet her, hvem der var præst ved kirken og lignende, og så funderer man lidt over, hvor mange århundreder, der skal gå, før flasken bliver fundet igen.

I Thise kirke pakkede vi for øvrigt en bunke gravsten ned i hulmuren. Der lå i et hjørne af kirkegården en del gamle gravsten, både granit sten og marmorplader fra sløjfede grave. De blev forsigtigt hejset op og pakket hele ned i muren, så selv om gravene for længst er sløjfede, er de dødes navne altså bevaret for eftertiden.

Et velbevaret høneben i kirkens mur

Hvad er det mærkeligste fund, De har gjort?

Det var noget, der ikke havde meget med historie at gøre, for det var et velvoksent høneben. Vi fandt det, da vi sidst i 40’erne satte granitten om i sydmuren af Vrensted kirke. Her var det pakket ned i kalken mellem stenene! men jeg tror, det skyldtes en tilfældighed.

Det var tydeligt, at en mand havde gnavet det meste af kødet på lårbenet. Derefter har han sikkert smidt resterne fra sig, og det er faldet i kalktruget og er derfra gået med ned i muren. Det ejendommelige var, at det tilbage værende kød og skind på underbenet var lige så gult og friskt som den dag, vores ukendte kollega smed det fra sig for 800 år siden. Det havde ligget fuldstændig lufttæt pakket ned i den fine kalk.

Skeletter i lange rækker.

Er De aldrig stødt på begravelser under restaureringer?

Jo, endda mange. Da vi i 1937 lagde gulvet om i Tolstrup kirke, hvor der bl.a. skulle nogle rørinstallationer under gulvet, stødte vi hurtigt på et skelet, og det viste sig snart, at de lå tæt under gulvet. Vi måtte flytte lidt på dem for at komme til, men også her lagde vi det hele pænt på plads igen under det nye gulv. Det var for nogle århundreder siden meget almindeligt med begravelser under kirkegulvet.

I Tolstrup kirke blev vi under den samme restaurering opmærksomme på nogle spidsbuer i gavlen, og arkitekt Teschel, Frederiks– havn, der er Nationalmuseets bygningsinspektør, blev tilkaldt, og vi fik de smukke gotiske buer afdækket.

Fotografen blegnede ved udsigten.

Det er ikke ufarligt arbejde, når tårnene skal restaureres?

Det er ikke værre end andet arbejde, når man først har vænnet sig til det. I Thise var vi lid bange for, at muren skulle skrid ned over os, men selve det at arbejde i højden bekymrer os ikke. Det hænder, at en arbejdsmand der ikke er vant til det, er ked af at gå op i begyndelsen, men det varer sjældent længe. Man må bare aldrig sløse med sine stilladser. De skal være solide og forankres godt.

Den nye direktør for Nordjysk andels-kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, begyndte sin handelsvirksomhed som skoledreng og nåede som privat kreaturkommissionær en omsætning på fire millioner kr.

Et ægte og medfødte handelstalent viser sig tidligt, og i den retning har den nyudnævnte direktør for Nordjysk andels- kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, ikke dannet nogen undtagelse. Han begyndte at handle allerede i skolealderen, og som 43-årig skal han nu fra 1. marts lede en forretning, som sidste år havde en omsætning på ca. 13,5 mill. kr.

Lånte penge til den første handel, men tjente dem hurtigt.

Og havde selv fået en god forretning, som De nu må forlade?

Ja, en god forretning var det jo blevet efterhaanden, for sidste aar havde jeg en omsætning paa ca. fire mill. kr., men den nye stilling betyder dog ikke, at jeg lader de gamle kunder i stikken, for de kan uden videre fortsætte afsætningen gennem eksportforeningen.

Hvornår begyndte De at handle?

Det gjorde jeg vel omkring skolealderen, så snart jeg havde fået lært at regne en smule. Men det er i øvrigt noget, jeg er opvokset med, for min far, Hans Thomsen, handlede også. Jeg måtte forresten, låne 50 kr. af ham til en af mine første større handeler med kaniner. Det var han vist ikke så meget for. Han troede ikke rigtig på det med kaniner, men det varede nu ikke ret mange dage, før han fik sine penge igen, og jeg kunne handle videre med kaniner og duer, og hvad drenge ellers kan komme i handle om.

Ville ikke handle med 15-aarig hestehandler – Og det gav mod til at fortsætte

Det lå jo i blodet, men jeg arbejdede ellers ved landbruget, og så drev jeg handel ved siden af i fritiden. Far handlede jo bl.a. med heste, og det var dengang, det kunne betale sig at vænne en plag til som kørehest. Far købte plage, og vi drenge fik lov til at tumle med dem. Så snart de var vænnet til, blev de solgt, og vi vænnede ny plage til.

Det førte selvfølgelig til, at jeg også selv købte plage op, og som 15-årig stod jeg en dag på et marked med et kobbel heste for egen regning og risiko. Der kom ogsa købere til dem, men en af dem sagde:

Hvornår kommer manden? Hvilken mand? spurgte jeg. Ham, der vil sælge hestene, fortsatte han.

Dem vil jeg sælge, sagde jeg. Må du sælge hestene? Spurgte han og jeg svarede ja. Det er mine heste, forklarede jeg.

Han blev så underlig vantro ud i ansigtet, og vi kom ikke i handel.

En sport at handle med heste

Det var i øvrigt hestene, der skærpede min interesse for at handle. Det var en sport både at vænne plage til og at handle med heste. Dengang skulle de jo bedømmes som brugsdyr, nu derimod drejer det sig faktisk kun om slagteprisen. Det kan man godt kalde en sørgelig udvikling, når man holder af heste, og særlig slemt er det for de mænd, der har lagt alt deres arbejde og al deres viden i hesteavl.

Var hestehandel et speciale?

Det var det da for nogle, og jeg har selv handlet meget med heste, men som stor dreng handlede jeg med alt. Når jeg havde tid tog jeg min cykel og kørte rundt på gårdene og spurgte, om de havde noget at sælge.

Jeg udvidede stadig mit område og kom hos nye mennesker, og jeg blev vant til spørgsmålet »>Hvor kommer den bette kå’l fra?«. Så måtte jeg jo forklare det, og mange gange var det forklaring nok, når jeg fortalte, hvem min far var.

Indtil jeg blev gift, passede jeg landbruget derhjemme, men derefter købte jeg en lille ejendom i Vrensted og senere den, hvor vi bor nu, og hvor jeg har 13 tdr. land med græs til kreaturer. I de sidste 15-16 år har jeg handlet konstant paa kvægtorvet i Aalborg.

Simon Thomsen har i mange år været kreaturkommissionær med en stor kundekreds især i det vestlige Vendsyssel.

Hvordan føles det pludselig at blive direktør for en eksportforening med så stor en omsætning? spørger vi Simon Thomsen.

Man bliver forbavset over den tillid, der så umiddelbart bliver vist og selvfølgelig også glad, tilføjer han. Rent arbejdsmæssigt betyder det vel ikke så stor en forandring, eftersom det bliver det samme, jeg kommer til at beskæftige mig med. I de sidste 15 år har jeg arbejdet privat som kreaturkommissionær og har for en god kundekreds her i det vestlige Vendsyssel solgt dyr på Aalborg kvægtorv.

Handel skal sikre den rigtige pris

Der er sket en forskydning i handelsmetoderne i retning af flere kommissionshandeler.

Hovedparten af al kreaturhandel foregår med dyr i kommission. Der er næsten ingen landmænd mere, der sælger deres dyr direkte fra stal- den til opkøbere, og det må også siges, at det giver en sundere handel at sælge ved kommission. Det kræver megen øvelse at bedømme et dyrs slagteværdi, og da opkøberen normalt er den mest trænede, bliver det også ham, der er på den sikre side..

Man kan også godt tillade sig at sige, at der er sket en forskydning den almindelige handelsmentalitet. For 30-40 år siden var gennemsnit af opkøbere nok ikke af samme standard som i dag.

En landmand kunne derfor nok have sværere ved at opnå den rigtige pris for dyrene. Selv om det altid er svært at bedømme et dyr helt nøjagtigt, kommer man nok den rigtige pris nærmere p kvægtorvene i dag, og det er da et sundt princip, at landmanden også på sin tegnebog kan føle, om det er et godt dyr, han har leveret.

En herregård i bytte på alderen

Men der er stadig penge at tjene på handel?

Det vil der altid være for den, der forstår at handle, og den bedste og mest varige forretning skabes der, hvor handelen er baseret på 5 gensidig tillid.

Der tjenes formuer paa tillid…

I forening med dygtighed. En af vore største eksportører herhjem me, Ivar Lundgaard, Struer, som aftager hovedparten af eksportforeningernes dyr, er afgjort et eksempel på det. Jeg traf ham forleden på Aalborg kvægtorv, og han spurgte mig da, hvor gammel jeg er. Det fik han at vide, og han svarede uden betænkning:

Jeg ville give en herregård i bytte på alderen. Hvis jeg var 43, skulle jeg snart tjene den hjem igen. Det ligger jo imidlertid sådan, at den handel kunne ikke gå i orden.

År 1956

”Båstedhede” giver eksempel på gammeldags hjælpsomhed – Alle hjælper alle – sådan har det altid været, forsikre man i ødet mellem Thise og Vrensted.

På Båstedhede midtvejs mellem Thise og Vrensted er det almindeligt, at der løftes i flok. Det viste sig, dengang jorden blev udstykket, og lyngen skulle brækkes. Man stod last og brast, lånte hinanden hestespand og plov og lod sin arbejdskraft ud- nytte på nabolodderne.

At forholdene ikke har ændret sig, viser eksempler fra de sidste dage efter sandflugten, hvorunder der skiftedes gødning og frø på grund af den udsatte beliggenhed og knastørre, lette jord. Den forsinkelse, der herved skabtes, er indvundet ved en kollektiv indsats. Alle har hjulpet alle, og derfor er man praktisk taget færdig med arbejdet i marken.

Der er dog en undtagelse, og det er gårdejer Ertmann Jensen, hvis stråtækte ejendom ligger ud mod vejen Thise-Vrensted.

Her samledes i fredags seks naboer med hver sit hestespand og sagde: Så, Ertmann, lad os så få begyndt. Og så pløjede man gødning ned på marken øst og vest for gården som den selvfølgeligste sag af verden.

-Betaling? ikke tale om. Man tar sig ikke betalt for at hjælpe sin nabo og gode ven. Frederiksen har boet på Båstedhede i fire år. – Det har været næsten den bedste tid i mit liv, siger han. Her har jeg mødt en hjælpsomhed som ingen andre steder. Det er den selvfølgeligste sag af verden, at vi hjælper hinanden, når som i dette tilfælde uheldet er ude.

Bent Aaris er født og opvokset Båstedhede. Han siger, at hjælpsomhed altid har siddet til højbords blandt hedens beboere.

Far sagde i morges, da han hørte om Ertmann: Bent, du må hellere gå over med et spand heste og gi’ Ertmann en håndsrækning og hils dem derovre.

Gunnar Vingaard er den yngste og, mest humørfyldte af hjælperne.

Hvorfor ska’ man hænge med hovedet? spørger han. Vi er raske, og vi behøver ikke at mangle en håndsrækning fra naboen, hvis det kniber. Desuden hvis man taber humøret over dårlige priser og den slags, bliver det galt det hele.

Der findes 30 landbrug spredt over heden, siger Niels Eriksen Sloth. Vi er forskellige på mange måder, men vi er fælles om at hjælpe hinanden, ikke bare her, hvor det drejer sig om en smule kørsel med hestene. Konerne har den samme indstilling som mændene, ved gilde, fødsel og den slags.

 Bøf og citronfromage til gæsterne

Det manglede bare, falder fru Anna Frederiksen ind. Hun er beskæftiget i køkkenet sammen med husbestyrerinden, Else Jensen. Karlfolkene skal ha’ en tår kaffe og en bid brød, og det skal gå lidt villigt, hvis de ikke skal savne mig derhjemme –  middagsmaden venter.

Den skal du ikke tænke på forsikrer Ertmann. Vi skal ha’ bøf og citronfromage, og der er rigeligt til os alle.

Ertmann Jensen indrømmer, at den frivillige arbejdskraft har taget en byrde fra hans skuldre. Det er dyrt med fremmed hjælp, og når det så kan ordnes på denne måde, hvor man selv kan gøre en smule gengæld…

Vent du bare, siger humørmanden Gunnar Vingaard og langer ud efter en kage, som Anna Frederiksen rækker frem.

Samtalen foregår i en pause under arbejdet. Man har lagt sig pa toften og overladt hestene til drengenes omsorg.

Så hæver Gunnar Vingaard sin kop: Skal vi ikke skåle på er god høst med bedre priser. Han får et lunt glimt i øjnene og nikker i retning af os, inden han fortsætter. Og lad os så håbe, byboerne bliver i stand til at betale.

Emma Jensen  har fortalt om sin barndom og ungdom i en anden Vrensted-Historie. Den fortælling er også udgivet i bogen fra ”Ud at Tjene”, Erindringer 2004, fra Løkken-Vraa Kommune

Her nogle uddrag:

“Jeg – Emma – er født den 18. oktober 1908 på en gård på Gjøl.

Jeg er den yngste af syv søskende. Derudover havde min mor tre børn og min far fem af tidligere ægteskaber, så vi var 15 i alt, men det husker jeg ikke meget af.

 

Min storesøster har fortalt mig, at min far havde megen omgang med sagfører Olesen, Nørresundby. Han gjorde det sådan, at mine forældre flyttede tre gange, fra de havde en pæn gård, til de havde en lille gammel ejendom. Sådan var sagfører Olesen. Han narrede en masse mennesker, og tog næsten alt fra dem. Han fik ikke sin rigdom af ingenting. Thomas Olesen Løkken har beskrevet ham i romanen Sagfører Sigerslet.

I 1910 døde min mor, jeg var to år gammel dengang. Min Moster, Marianne Eriksen, kom og tog mig med hjem. Hun boede på en gård på Vrensted Østre Hede. Jeg kom i pleje hos min mosters naboer, Stine og Marinus Thomsen. De havde ingen børn dengang, men i årene efter fik de fem og senere et barnebarn, så jeg har haft mange søskende.

Jeg blev konfirmeret i 1922, og samme efterår kom jeg ud at tjene og havde forskellige pladser indtil november 1930, da jeg fik ny plads. Det var i Østergaard hos Johanne og Chr. Østergaard. Det var et dejligt halvt år. Jeg havde det godt og lærte meget. De havde nogle dejlige børn, og jeg var så glad for dem. De var også glade for mig og min senere mand, Aage. Det blev et venskab, som har varet siden. Jeg skulle have været der et år, men til maj flyttede jeg, for at blive gift. Den 22. maj 1931 blev jeg gift med Aage, og vi overtog hans hjem på Søengen. Jeg var så glad for at få mit eget.”

Aage Jensen var født i 1906. Han var den 3. yngste af 10 søskende. Selvom han var opvokset på “Søengen” i Vrensted Sogn, havde han hele sin skolegang i Thise Sogn, på den nærmere liggende Thise Nordre Skole. Han havde efter skolegangen pladser forskellige steder, men kom hjem ved sit giftemål i 1931 med Emma, hvor de så overtog fødehjemmet “Søengen”, efter hans forældre, der havde ejet ejendommen siden 1892.

Ved overtagelsen var ejendommen på 25 tdr. land og der blev senere tilkøbt ca. 3 tdr. land. Ejendommen kunne dengang brødføde en stor familie. Der blev merglet og drænet således at udbyttet blev forbedret.

Søengene ligger på Bådstedhede, yderst i den sydvestlige del af  Vrensted

Sogn og lige op af den, dengang værende Ingstrup Sø, som dog blev afvandet og tørlagt i årene 1950-53. Rørbækken der løber ved ejendommen danner skellet mellem Vrensted og Thise sogne

“Pengene var små, men vi havde det godt. Vi fik med årene 10 børn. Jeg har haft et arbejdsomt liv, men med mange gode stunder og minder, fortæller Emma Jensen i sine ovenfor nævnte erindringer.”

Med tiden kom den store flok børn til. I 1933 kom det første barn og det fortsatte med små mellemrum indtil 1949 hvor det sidste barn blev født på “Søengen”. De ialt 10 børn har alle haft deres skolegang i Vrensted, først i den gamle Byskole ved Kirken og de yngste nåede også at gå på den nye skole på Stationsvej. På Søengen har man altid følt et tilhørsforhold til Vrensted, selv om der var kortere afstand til  Thise Nordre skole. I al slags vejr kom børnene gående og senere cyklende til skole,ca 3,5 km,  for dengang, var der ikke noget der hed offentlig skolekørsel.

Emma og Aage fik sidst i 1950 erne egen bil, hvilket var stort, således at de nu kunne køre i egen bil til børnene i Sønderjylland.

Det naturligt dengang, at børnene på landet deltog i det forefaldende arbejde på gården, og det gjorde sig også gældende for Emma og Aages børn. De fik lært at bestille noget, for det var nødvendigt og tidligt kom de også ud at tjene og havde forskellige pladser.

Familien Emma og Aage Jensen var et vellidt ægtepar og på Bådstedhede havde man et godt forhold til hinanden og der var tradition for, at naboer ofte mødtes hos hinanden til hyggeligt samvær. Børnenes konfirmationer blev fejret og ud over familie og naboer blev også præst og lærer indbudt til middag. Det var skik dengang.

Emma og Aage holdt også en stor sølvbryllupsfest. Fra et avisudklip er følgende afskrevet:

Vrensted, år 1956 Sølvbryllupsfest.

“Emma og Aage Jensen, Søengene, Bådstedhede, Vrensted, har fejret sølvbryllup under festlige former. Der var ved hjemmet rejst æresport og fra vejen til gården var der flagalle, og da vejret var fint, blev det en vellykket fest. Om morgenen blev parret vækket med sang og musik, og ca. 75 mennesker deltog i morgenfrokosten, hvor der blev talt af lærer Madsen, Anker Nielsen, Chr. Vejby, Vilhelm Andersen, Ths. Houen, Carl Jensen, Alfred Stadsvold og Chr. Jensen. Sølvbrudeparret blev prist for det gode hjem, hvor der er opvokset ti børn, for deres store gæstfrihed og for godt naboskab.

Til middagen i et telt ved hjemmet var ca. 200 mennesker indbudt, og her indledede sønnen, seminarist Helge Jensen, talernes række med på børnenes vegne at takke forældrene for det gode hjem. Der blev desuden talt af pastor Mikkelsen, lærer Madsen, Chr. N. Østergaard, Fr. Jensen, Simon Thomsen, Jens Andersen, fru Agnes Bak, uddeler Kjeldsen, Niels Østergaard, smedemester Falborg, Aabybro, pens. lærer Jensen, Johan Nielsen, Anker Nielsen, jordemoder frk. Oppermann og  Chr. Jensen, Hammelmose.”

Den store børneflok kom efter endt skolegang efterhånden alle ud at tjene og senere fik de en uddannelse og alle blev gift og stiftede familie med undtagelse af Poul, der blev hjemme og overtog hjemmet og drev det i en årrække, inden han solgte ejendommen til sammenlægning med andre ejendomme.

Else fortæller, at hvis folk havde brug for en pige i huset, kom der eller ringede der ofte folk til hendes far og mor, for at høre om de måske havde en af pigerne klar til et sådan job.

Børnene nævnes nu efterfølgende med den ældste først, anført med fødselsår: I daglig tale blev alle børnene og Emma Jensen omtalt som Sø Aages for eks. Sø Aages Helge, for så vidste man, hvem man talte om.

1933 – Helge. Helge blev den første i familien der fik mulighed for at tage en uddannelse. Efter endt skolegang, han gik otte år i skole, så herefter, fik han først en mælketur på Bådstedhede, men blev ved et uheld på mejeriet klemt og fik m’en af det. Han fik mulighed  for, at komme på Vraa Højskole, hvor han tog en præliminæreksamen, som dengang gav adgang til lærer seminariet. Han blev optaget på Skaarup Seminarium på Fyn og blev færdig i 1956, hvorefter han fik job på Døstrup Skole i Sønderjylland,

hvor familien også bosatte sig og han boede der resten af livet. Helge var en udadvendt person og tog del i den offentlige debat og det resulterede i, at han i en periode var medlem af både Byråd, Amtsråd og digelauget i Sønderjylland.

Han blev udnævnt til

Ridder af Dannebrog.

Helge døde i 2011.

1935 – Birthe. Birthe havde efter endt skolegang, forskellige pladser i huset, rundt omkring, hun fik også et højskole ophold på Engelsholm Højskole ved Vejle

Ved sit giftemål blev hun  hjemmegående og fik bopæl i Nørre Halne, hvor hun stiftede familie.

1937 – Else. Else havde som sin storesøster, efter endt skolegang, ligeledes forskellige pladser i huset rundt omkring. Bl.a. hos Agnes Bak i Vrensted, hvor hun var i 2 1/2 år. Else fortæller at hun engang var ved at tapetsere og var iklædt en sort malerkittel, hvor hun mødte Sv. Mørk og en af Vinnedrengene. De lovede hend en is, hvis hun kom i samme mundering til Romedahls Ishus om aftenen. Det gjorde hun. Og hun fik Fru Romedahls største is. Senere fik hun plads på en gård i Sønderjylland og flere steder i Sønderjylland. Else fortæller at hendes far på bagsædet af en motorcykel kom kørende helt fra Vrensted for at besøge hende. Som hun fortæller, sagde hendes far da de ankom, at han havde “ondt i røven” ovenpå køreturen, hvilket var naturligt nok. Hun tog i 1957 et 3 mdrs. højskoleophold  på Rønshoved Højskole

og i 1961 var hun 4 1/2 måned på Gymnastikhøjskole i Viborg.

Efter opholdet på gymnastik højskolen besluttede hun sig til at uddanne sig til håndarbejds lærer  på Kerteminde Husflidsskole hvor hun blev færdig i 1963. Hun fik ansættelse på Bjerre Herreds Ungdomsskole indtil 1964.

Hun havde truffet sin mand og de bosatte sig i Nørre Halne hvor de stiftede familie i 1965. Hun passede mand hus og barn, men begyndte samtidig at gå ud som kogekone og underviser på aftenskole.  Else blev alene for en del år siden og er nu flyttet til Saltum  og bor nu i en skøn lille lejlighed.

1939 – Kathrine. Kathrine havde også efter endt skolegang, ligesom sine søstre, pladser i huset, rundt omkring bl.a. i Kræmmergaard  i Åsendrup. Også hun stiftede familie. Hun var i en periode dagplejemor og senere køkkenmedhjælper på

Statshospitalet i Brønderslev. Pensionisttilværelsen går nu med at passe hus og mand, samt om sommeren har hun bod på de forskellige kræmmermarkeder, desuden afløser hun i Glashuset Antik m.m. i Ø. Brønderslev Hun er sammen med manden bosiddende i Ø. Brønderslev

1941 – Jens. Jens kom ligeledes ud at tjene på landet da skolen var overstået. Bl.a. tjente han i Tilsiggaard og Bagterp.

Han kom senere ind som soldat og udtaget til Garder. Herefter fik han plads på en gård i Sønderjylland hvor han traf sin kone. Efter sit giftemål hvor han stiftede familie, fik han arbejde som chauffør og kørte lastbil i et stort vognmandsfirma indtil pensioneringen.

Jens var desuden hjemmeværnsmand, hvor han blev delingsleder. Jens bosatte sig senest i Jels i det Sønderjyske. Jens døde i 2006

Her Jens med sin familie

1943 – Poul. Poul havde også forskellige pladser på landet. Han var bl.a. på Holmen

ved Chr. Rendbæk i 3 år,  men kom  hjem midt i 1970 erne, for at overtage ejendommen. Poul er ugift og har senere afhændet gården og er nu bosiddende på Hammelmose.

1944 – Henning. Henning kom efter endt skolegang også ud at tjene, men fik senere en læreplads som smed i Stenum og blev udlært som sådan.

Han blev også gift og stiftede familie og fik arbejde bl.a. i Aabybro hos smedevirksomheden Hefa, hvor han bl.a. blev sendt til Polen i forbindelse med installering af slagterimaskiner. Han har også arbejdet på Slagterierne i Hobro og Nørresundby. Han er stadig er bosat i Aabybro.

1945 -Rise. Rise havde lige som sine ældre søstre efter endt skolegang, pladser på landet i huset, bl.a. på Holmen ved Chr. Rendbæk i 3 år, men fik senere en uddannelse som gartner og var bl.a. på Kirkegårdsgartneriet i Brønderslev

og arbejdede som gartner, indtil hun blev gift og stiftede familie.

Rise og ægtefællen fik senere ansættelse som graver på Vrejlev Kirkegård og arbejdede der indtil de gik på pension. Rise har gennem mange år lagt et stort arbejde indenfor spejderbevægelsen De grønne Spejder og er stadig aktiv leder. Rise er nu bosat i Taars.

1947 – Ninna. Ninna havde også efter endt skolegang forskellige pladser i huset bl.a. hos frisør Støve i Ingstrup. Hun arbejdede også på Hotel Litorina i Løkken. Hun tog på Hadsten Husholdningsskole. Hun blev gift og fik bl.a. arbejde i køkkenet på  Vodskov Alderdomshjem og  arbejdede også på plejehjemmet Liselund i Vodskov.

Ninna har senere uddannet sig som sosu assistent. Hun blev gift og bosatte sig i Vodskov, men er senere flyttet til Langholt på en ejendom,  hvor de havde mink og fedekvæg, som de ud over deres normale arbejde passede i fællesskab. I Pensionisttilværelsen er hun et aktiv medlem i Pensionistforeningen i Vodskov

1949 – Thit. Thit fik også efter endt skolegang plads i huset. Bl.a. var hun også som 15 årig pige på Holmen i Vrensted. Senere var hun ansat på Thise og Sulsted Alderdomshjem. Hun fik lyst til at gå igang med en uddannelse som pædagog og fik ansættelse på Institutionen i Hammer Bakker hvor hun arbejdede i mere end 40 år.

Hun fik Fortjenstmedaljen

for 40 års tro tjeneste, og var hos Dronningen for at takke for medaljen. Hun blev også gift og stiftede familie og er bosat i Vodskov.

Tilbage i nittenhundrede og trediverne var det ikke ualmindeligt med så store familier. Både Emma og Aage Jensen kom fra børnerige familier. Man havde dengang ikke de mange hjælpemidler som i vore dage, alle skulle være med til at udføre det daglige arbejde. Emma og Aages børn har nok været vant til at hjælpe, men da forældrene var børn måtte de allerede tidligt ud at tjene, det har nu ikke været tilfældet hos Emma og Aage. Børnene er vokset op i et kærligt og omsorgsfuldt hjem. De har fået en god ballast til livet hjemmefra og alle børn er kommet godt i vej – som man siger.

Vrensted: 85 af de 88 børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn var med til Emma Mariager Jensens 90 års fødselsdagsfest i Vrensted forsamlingshus for nylig. Trods sin høje alder hører Emma M. Jensen iøvrigt til dem, der aldrig glemmer en fødselsdag – hun kan alle sine 88 familiemedlemmers fødselsdage på fingrene, fortæller datteren Rise Nielsen, Vraa. Foruden den nærmeste familie var også venner og bekendte med til fødselsdagsfesten i Vrensted Forsamlingshus, så der ialt var 130 gæster.

Herunder lidt billeder af familien

oktober 2019 – jens otto madsen

Vrensted Dame frisørsalon v/ Magda Sørensen og Vrensted  Barber- og herrefrisør salon v/ Søren Simoni Sørensen, Vrenstedvej 493. Denne ejendom er opført i 1936 som en bungalow i 2 etager på 200 m2, midt i Vrensted by mellem Trehjørnet og Mejeriet.

Søren Simoni Helledie Sørensen blev kun 59 år gammel.                                        f. 18.04.1895,  d. 10.03.1955.

Søren Simoni Sørensen var oprindelig ansat som møllesvend ved Vrensted by Mølle, som var beliggende i den østlige ende af Vingevej.

Møllen var ejet af hans farbror, som havde købt den i 1905.

I 1913 kommer Søren Simoni uheldigvis til skade, da han skulle bære en sæk korn op ad trappen til kværnen. Han støder sit knæ og ved en efterfølgende operation, bliver knæet opereret stift, hvorefter han ikke kan vedblive at arbejde på møllen.

Han uddanner sig herefter til herrefrisør.

Magda Sørensen (født Christiansen) bliver 87 år gammel.                                     f. 01.04.1903, d.01.04.01.1991.

I 1923 bliver Søren gift med Magda Christensen, datter af Kristine Nielsine Jensen og smed og værkfører Christian Christiansen, Randers (født i Vrensted). Magda har uddannet sig til damefrisør.

De etablerede sig som frisører, først i et hus tæt på Stationen i Vrensted, på Stationsvej 30,

senere drev de 2 ægtefæller hver deres forretning i ejendommen på

Vrenstedvej 493 som de fik opført.

Gennem 40 år har de drevet salon i Vrensted. Begge forretninger lukkede i 1955 da Simoni Sørensen døde.

Simoni var meget musikalsk og spillede violin. Sammen med traktor Charles spillede han bl.a. til børnenes juletræ i Vrensted Forsamlingshus.

Simoni fik indrettet sin cykel sådan, at han kun trådte rundt med det raske ben. Specielt så det ud, når han kom cyklende i sin hvide frisørkittel, måske på vej til slagter eller købmand. Vi børn syntes det var morsomt at se, at han kun trådte med det raske ben, medens det stivgjorte ben alene hvilende på pedalen som ikke kunne køre rundt som normalt.

Tilfældigt boede naboen malermester Poul Jensen skråt overfor og tilfældigvis havde han også et stivgjort ben. Spøjst så det ud når de gik. De klarede sig dog alligevel godt og kunne udføre deres arbejde.

Ejendommen blev solgt til Lis Thrane (datter af ejeren af Lyngby Mølle, Restauration og dansested) og Poul Nielsen.

De indrettede en gartnerforretning i lokalerne og familien flytte ind i lejligheden på 1. sal.

Her i 2022 er ejendommen alene anvendt til beboelse.

November 2022

Jens otto Madsen

Foto har jeg modtaget nov. 2022 fra  sønnen Leo Helledie Sørensen, Nørresundby

Organist Anne Lindhardt tager det nye klaver i brug til morgensang 24.11.2022. Endnu en flot donation til Vrensted Kirke – Efterkommere efter komponisten Otto Mortensen har betænkt Vrensted Kirke med et dejligt klaver, som vil blive til stor glæde for både organist og menighed.

I den anledning rettede vores præst Gitte Lykke en varm tak til familien med følgende:

Af sognepræst : Gitte Lykke Andersen; den 24.11.2022:

I søndags afsluttede vi det forgangne kirkeår og på søndag hilser vi et nyt kirkeår velkommen.

Når et år er gået, så ser man ofte tilbage på dét, der var.

Måske, vi tænker tilbage på sommeren, vores danske sommer med sol og regn, her i Vendsyssel også en del blæst.

Og vi genkalder os måske september med smuk blå himmel, husker hvordan køerne stod rundt på markerne og ruskede i det frodige græs med saften om deres muler – det er i hvert fald, hvad jeg bl.a. genkalder mig, når jeg tænker tilbage.

Når jeg sidder i præstegården på mit kontor ser jeg nemlig ud på Vestergårds kvier, der går rundt som et andet Morten Korch maleri på den anden side af vejen.

Ser jeg længere tilbage, så lå det aldrig i kortene – i hvert fald ikke i mine egne – Guds kan jeg jo ikke tale for, at jeg skulle blive præst, sidde i en stor præstegård og måske endnu mindre, at det for et bysbarn som jeg skulle blive på landet.

Da jeg i 1986 startede som matematisk student på Marselisborg Gymnasium i Århus, var det i hvert ikke med præstegerningen eller landet for øje.

En ny verden åbnede sig den sommer i 1986 for 36 år siden. Det var begyndelsen til et nyt liv, som jeg troede, det skulle blive.

Samme sommer fik et langt liv ende. Den 30.august 1986 døde den danske pianist, komponist og musikforsker Otto Jacob Hübertz Mortensen i Århus.

Dengang jeg for første gang trådte ind i en ny verden på Marselisborg gymnasium, havde jeg ingen idé om, at jeg en dag ville stå på tærsklen til et nyt kirkeår i Vrensted Kirke i Vendsyssel og byde velkommen og tak til Otto Mortensens efterkommere.

Efter min studentereksamen rejste jeg ud verden og tænkte, jeg engang skulle være dyrlæge, spansk tolk eller måske arbejde indenfor reklamebranchen.

Otto Mortensen er født i København og blev efter sin studentereksamen optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at uddanne sig til pianist.

I 1930 afholdt han debutkoncert som pianist.

Siden arbejdede han ved Det kongelige Teater og var i en årrække lærer ved Musikkonservatoriet.

Han var også dirigent for bl.a. Det Kongelige Kapel, Opéra Comiques orkester i Paris og i Danmarks Radio.

Allerede mens han gik på konservatoriet, blev han optaget af én af sin samtids strømninger:

at udbrede musikalske færdigheder til byernes store nye befolkningsgrupper.

Der blev oprettet folkemusikskoler, og man skrev brugsmusik til bestemte formål, gymnastik, fodboldkampe, kabaretter og teatermusik.

Otto Mortensen var forgangsmand for udgivelse af nogle klaverskoler og en blokfløjteskole, der var med til at indvarsle blokfløjtens renæssance i Danmark.

Omkring 1930 var Otto Mortensen flere gange i Berlin for at studere, hvordan man der greb folke-musikskolerne an.

Selv gik jeg på Århus Folkemusik skole som barn i 70’erne, hvor jeg lærte musikforståelse, mine forældre er musikere, så det lå ligefor at jeg også havde interesse i musik. Jeg kom siden til at spille fløjte i Århus Pigegarde. Jeg forstår nu, at jeg kan takke Otto Mortensen for det arbejde, der lå forud for min tid indenfor bl.a. Århus Musikskole.

I 1950’erne vendte Otto Mortensens interesse sig mod mere teoretiske musikalske emner, han gennemførte et studium ved Københavns Universitet og blev i 1956 (mag.art.) i musikvidenskab.

I den sammenhæng skrev han forskellige videnskabelige artikler og bøger og var også lektor i Musikvidenskab ved Århus Universitet.

Han ligger begravet på Almen Kirkegård i Aalborg.

Til vores store glæde og velsignelse her i Løkken storpastorat og særligt her i Vrensted, blev Peter og Anne Lindhardt Toft, kontaktet af Otto Mortensens efterfølgere for at høre, om familiens klaver kunne have interesse for os.

Og derfor er I her i dag, Grethe og Grace, så vi har mulighed for dels at sige jer og jeres familie et stort og varmt tak, men også for at I selv kan se og lytte til, hvor smukt jeres gave tager sig ud her i kirkerummet.

I en tid med krig og ufred er det til stor velsignelse at kunne glæde hinanden, finde ro og fred i kirken, hvor budskabet om verdens lys og frelser forkyndes ikke kun gennem ord men også gennem musikken.

Klaveret, der hos jer nu hører det forgangne til, træder ind i en ny tid her hos os. Her har det allerede skabt glæde ved flere lejligheder og kirkelige handlinger.

Med tak vil vi gå en ny tid i møde med dette skønne instrument og også gå et nyt kirkeår i møde med håb og glæde.

Hvem var Otto Mortensen ? Det kan du læse mere om her !

Lars Peter Vestergaard Nielsen,

han blev født på gården ”Vestergaard”på Ingstrupvej i Vrensted, den 1. oktober 1838. Han blev døbt 10-28-1938 og fik navnet Lars Peter Nielsen. Mange år senere, 02-26-1906, skiftede han navn til Vestergaard. Han fik en godkendelse til navnet fra myndighederne i Børglum.  Ændringen af ​​navnet kunne ses i kirkebogen 03-13-1907 i Vrensted.

Ifølge en avisartikel, der blev skrevet på tidspunktet for hans 90-års fødselsdag i 1928, havde ”Vestergaard” været hjem for Lars Peters familie i omkring 200 år.

Han kæmpede i krigen 1864, for ved Dannevirke, Dybbøl Mølle og i slaget ved Vejle. Af syv brødre kæmpede seks af dem i krigen i 1864. Lars Peter fik fortjenesteordenen for sin indsats i krigen. Da han vendte tilbage fra krigen, blev han bestyrer for Vestergaard sin fædrene gård.

På det tidspunkt var der ikke mange ugifte kvinder i Vrensted, så den 6. november 1866 giftede han sig med en kvinde, ti år yngre end ham selv, Ane Rasmine Christiansen. Hun var kun 18 år gammel. Hun var en varm og venlig kvinde, der i hverdagen blev kaldt Mine. På den anden side var Lars Peter mere streng, men han var en god landmand. Han var meget religiøs, og hver aften sagde han en passage fra Bibelen til resten af ​​familien.

De boede på Vestergaard indtil 1878 og havde 8 børn der: Niels, Annine Rasmine, Kristian, Kristine Anna, Othilia Marie, Katrine, Margrethe og Anne Marie.

I 1878 flyttede Lars Peter Vestergaard med familien til Båstedhede, hvor de fik endnu et barn, Anders.

Lars Peters navneændring forklarer, hvorfor hans datter Anne Marie også blev navngivet Vestergaard. Hun var som sine søstre og brødre døbt Nielsen og må have skiftet navn, da hendes far tog navnet Vestergaard, mens hun var det eneste barn der boede derhjemme.

Deres børn, undtagen Margrethe, Anne Marie og Niels Lassen, emigrerede alle til USA.

Niels Lassen boede imidlertid i Amerika i ca. 16 år, før han vendte hjem for at gifte sig.

I 1911 overleverer Lars Peter gården til sin søn, Niels Lassen, som efterfølgende forsørgede sin far.

En datter, Anne Marie, som aldrig blev gift, boede i et lille hus ved siden af ​​gården.

Lars Peter var begrænset til sin seng i de sidste år af sit liv.

I forbindelse med sin 90-års fødselsdag havde han den store ære at blive “en Dannebrog-mand” og modtage Dannebrog-korset fra Kong Christian den 10.

Det blev offentliggjort i bogen “Hof og Statskalenderen” 1929, at han havde modtaget Dannebrogskorset 02-04-1928.

Niels Lassen Nielsen blev født på gården ”Vestergaard” i Vrensted i 1869.

Som så mange andre unge på den tid rejste Niels Lassen til Amerika i 1895, han var da 26 år. Han rejste til Volga, Brookings området i South Dakota og levede her i 16 år. Her arbejdede han først med landbrug, senere som gæstgiver i byen Volga.

Niels Lassen var hjemme på besøg i Danmark i 1908.  Oplysninger i udvandrerarkivet viser, at han var hjemme i Danmark i en periode (måske besøg) og rejste tibage i 1908. Under dette besøg mistede han bevillingen til sin saloon i Volga. Tilbage i Volga lykkedes det ikke, at få bevillingen tilbage og Niels Lassen kommer tilbage til Vrensted i 1910-11.

Seks af Niels Lassens søskende var også rejst til Amerika og kom ikke hjem igen.

Niels Lassen overtog gården på Bådstedhede efter sin far Lars Peter Vestergaard.

Niels Lassens Bryllupssang

Ved brylluppet mellem Niels Lassen og Kristine Filholm,

blev denne sang  sunget, forfattet af Jens Thise fra Thise.

Niels Lassen havde tilegnet sig et liv med kortspil og hurtige penge i Amerika. Sproget og hans “brogede flip” bar også præg af årene i USA. En nærlæsning af hans bryllupssang fortæller lidt om hans liv i Amerika.

Gudsfred, Niels Lassen – e godt Nyjohr, Læ mæ no set mæ på dej Skammel, Aa saa fortæl dæ, hvad a haar spor, Hvis a ka hol min tanker sammen, Di saa i Møl, du sku Brøllup ha, A svor min skaal, de blev entj i dag, Men de bantj jov, Hons skal mæt rov, Der er kanskese noe om snakke

Do er saa fin Niels, saa det er grov Aa stine nej nu skal do skøt dæ, Stor du og lurer i den naaen Staav, Kom do kuns ej, a haar skam høt dæ, Naa saa skal do til og vær hans kuen Ja til det værst skal der aaltier nuen Haj saa val “Jes” Aa du tentj blæs, A faar val ta mæ let aa Skrogge.

Aa ja saamæj folk de vil jo snak, Di ha nær tremmelt over det lyse, Om Jyvlen ment de ent Bremsen stak Men det kom paa dem som et Ny si. Aa no i kam li fra Degn og Præst Og tent val saa i var over det værst, A ser man mon, Nej bejt aakon, Saa skal i ræjtinok se løjer.

Hvordan do Niels ku ræn sont no uk, Ja, det er det hvorpaa a grujer, Haj tent kaske-ja det skal a vuk, En kuen ku spaar e bette hujer, Aa skul saa vintren blyv ræjti streng, Saa ku do kaske også spaar en Seng, Ja spink og spaar, Blev Muer og Faaer si deri stak jo nok det hele.

Aa haar jo tjæj Niels i manne Ohr, Ja fraa haj var i mailing Høver Der jik og vrælt over tjyr og fohr, Som ong saa stak haj Vesten øver, Aa kom tebag var en stakket titj, Men tøt entj nue ha dej ræjti Smitj, Go her som Bæl s De var faa træls, Derøver var der Fut i Kluen.

De rænt di Folk slet intj faa noting. Nej skul de mor dem sont ræjti godt, Saa stak de Hvol paa hver si Otting aa Niels haj sprang som i KakJcerlak, aah pinedø som de Folk de drak men olt det øl det ga skam Søl, og det gik i Niels Lassens Kasse

Ja haj tjent peng som vi ajer haar gryn De Ohr haj var Salo* Aa kam saa hjem -1 skul si det Syn, Med løn Krav aa broge Flipper, Aa saa oli ræjt vel, aa vel og jes De lær de nemt paa saa laang en Res var sufisant betalt Kontantj, aa hels reel i aal Maader

Haj tjøbt e hus og haj fæst en pige Drøv jagt og Fiskeri ved sign aa, men fæst en kuen det var entj saa li, de ha haj somtier nokon pien aa. Men saa jeg Da Niels var i hans Es, Haj saa te Stine er do paa kommæs. Er do betjent, a væe entj. Ja no maa do Skam snot bestemt dæ.

Met huks er slet entj saa vag en Røngl Sil om der er i Knast paa Muren, Aa her ka Peng jo og Folk skam øngel, Næ føst di kommer let i Duren, Og do er glaa for dej broge Kov, Saa for do lov aa klap os bue tov. Tøks do om de Jaasloerte, Aa Stine var saa glaa hun hoppe.

Ja nu vi ønsker i to til Løk, A sir de rammer etter Glassen, aa dej der entj vil jer Hæjer trøk, haj mat da vær e tvære Asen. Aa der skal runge et stolt Hurra, A raaber oltier saa høvt a ka, No gor en a Hurra hurra,

Ja længe leve Niels og Stine

Kristine Filholm var først ansat som husbestyrerinde, og i 1911 giftede de sig. Her på Bådstedhede bliver Niels Lassens fire børn født, Maja, Marie, Paul og Minna.

Efter overdragelsen af ejendommen til datter og svigersøn, Marie og Hans Peter jensen, boede Kristine og Niels Lassen i det lille hus ved siden af gården indtil  Niels Lassen døde i 1953.

Enken, Kristine, flyttede da til Brønderslev.

Kristine og Niels Lassen havde overdrager gården på Bådstedhede til datteren og svigersønnen, Marie og Hans Peter Jensen.

Marie og Peter Jensens ejendom som senere blev ombygget. De havde sønnerne Ib og Ole

Klik på link:

Jordefærd i 1929 – Veteran, Dannebrogsmand Lars Peter Vestergaard

Herunder en skøn fortælling med barndomsminder fra perioden 1946 til 1961 hvor skolegangen sluttede og så ungdomsminder, med arbejde på en gård i Vrensted, læretid som frisør, soldat ved marinen, rejseleder og senere egen frisørsalon i Sverige tæt ved Malmø, hvor Kjeld Steffensen har bopæl her i november 2022.

 Minder/erindringer fra min barn- og ungdom.

Mor og far overtog gården 1939 og bedstemor og bedstefar flyttede ind i lejligheden, som fandtes i den vestre ende af stue­huset. Det var fantastisk at have bedstemor og bedstefar boende i det samme hus, noget som vi børn havde virkelig stor glæde af.

Bedstemor var en livlig og glad kvinde, hun var medlem af dansk kvindesamfund og var måske en af de første rødstrøm­per i Danmark. Hun var ikke særlig god til at lave mad, det interesse­rede hende ikke så meget, men hun var stærk og var nok en god hjælper på gården. Bedstefar var et af de mest eje­gode mennesker jeg nogensinde har mødt og han var højt re­spekteret på egnen. Han var intellektuel lagt og var en fremra­gende amatørbiolog.

Ved hans firs års fødselsdag kom Vendsyssel Tidende og la­vede en reportage om han. Han blev aftegnet og reportagen fyldte en hel side i avisen. Han var en dygtig skribent og der var mange, som kom for at få hjælp med at skrive kon­trakter og breve til myndigheder m.m. Han var med i et projekt på Århus Universitet angående dialekter, hvor han udfyldte lange lister med ord. Husker tydeligt når han talte i telefon med en på Universitetet, han stod altid bøjet ind over spisebordet med disse lister og talte meget højt, der var jo langt till Århus.

Vi var fem søskende som alle er født på Nr. Alstrup, (ja dvs. sige jeg på Hjørring sygehus) først kom Lis i 1941, så Kirsten 1942, Niels Kjeld Peter 1946, Kaj 1947 og Poul Anker 1955. Desværre er vi i dag kun tre søskende tilbage. Min bror Kaj døde for en del år siden og min søster Lis nogle år senere.

Denne fortælling begynder altså først 1946 dvs. det år jeg blev født.

Jeg blev født ”for ove æje å skolvæj” som alle sagde den gang (det lyder da utroligt morsomt, så derfor har jeg holdt fast ved det). Vejen ind til gården var belagt med muslingeskaller, som vi hentede på stranden i Nr. Lyngby. Det artede sig til en kom­pli­ceret fødsel og mor blev hentet med ambulance til Hjørring syge­hus, hvor jeg altså blev født den 30. juli 1946. Hvorfor fik jeg nu alle de navne? Ja, det var vist sådan, at jeg skulle blive den sidste, så jeg blev opkaldt efter både farfar og morfar, Peter efter farfar og Niels Kjeld efter morfar, som jo hed Niels Kjeldsen, men ver­den ville anderledes, så jeg blev mellembarn i stedet for. Jeg er altid blevet kaldt for Kelle.

Far murede selv en ny lade og et maskinhus (vesterhuset), han var en dygtig snedker og murer. Han lavede et skrive­bord med ornamenter, som vi havde i mange år, ingen møbel­sned­kere kunde have lavet det bedre. Mor har fortalt, at når han murede til sent om aftenen, smurte hun lidt mellemmadder, som hun stillede på køk­kenbordet inden hun gik i seng og hun fandt ham tit senere om natten sovende ved køkkenbordet.

Det første jeg kan huske er, når jeg blev sparket af en af vo­res heste (det var store sorte Oldenborgere) og blev indlagt på Hjørring sygehus. De minder jeg har fra dette eventyr, er de dej­lige sygeplejersker på sygehuset og jeg nød hvert øjeblik. Alle­rede den gang var jeg glad for damer. Bedstemor kom og hentede mig da jeg blev udskrevet, og jeg husker, at jeg løb hele vejen hjem fra stationen og ind på gårdspladsen, det var nu alligevel skønt at komme hjem igen.

Der er særlig en episode jeg husker tydeligt og det er når Kaj og jeg en tidlig forårsdag legede ved dammen som lå ve­sten for laden, der lå halm på vandet som var frosset til is og vi gik ude på halmen, Kaj faldt i vandet og jeg forsøgte at trække ham op igen, med det resultat at jeg også faldt i, Kaj fik mig skubbet op igen og jeg fik ham trukket op tror jeg. (Kaj har altid været en rask og handlingskraftig fyr). Karlen stod borte ved ladeporten og savede brænde og så ikke hvad der var sket og vi tænkte slet ikke på at kalde på ham. Vi sprang gen­nemvåde ind til mor, som var ved at vaske. Hun syn­tes det var helt forskrækkeligt, men vi syn­tes nu ikke det var så farligt.

Jeg blev syg samme år som jeg skulle begynde skolen, lun­ge­betændelse troede dr. Utzen, men det relativt nye præparat peni­cillinet (penicillinet kom først i almindeligt brug efter an­den ver­denskrig) hjalp ikke, feberen ville ikke falde. Men dr. Utzen og dr. Sørensen i Vrensted, som senere blev vores nabo i Vrensted, havde forsket i dette og fandt ud af, at det var Papegøje­syge og lavede en anden medicin som hjalp. Da jeg lå i sengen med feber, stod far udenfor vinduet og viste mig en cykel, som jeg skulle få, når jeg begyndte skolen. Det var en pigecy­kel, men jeg blev alligevel me­get glad for den og det der med pigecykel kunne jeg jo selv lave om til en drengecykel. Det gjorde jeg også, jeg fandt en kraftig gren i skoven, som jeg bandt fast på cyklen og vips, så var det en drengecykel.

Jeg elskede Nr. Alstrup det var en vidunderlig gård med skov, klit og marker. Allerede da følte jeg at det var mit sted, her skulle jeg have min gerning og arbejde videre med det som bedstefar og far havde gjort.

Jeg begyndte i Nr. Rubjerg skole i 1953 og jeg cyklede de ca. 6 km på min selvfabrikerede drengecykel. Der var kun et klasseværelse, så vi gik i skole hver anden dag, der var kun to klasser en for de små og en for de store.

Jeg klarede mig godt i skolen og husker, at jeg overhørte de an­dre elever i geografi, jeg kunne alle byerne i Danmark og jeg syntes det var dejligt at gå i skole.

Jeg har, fra jeg var helt lille, været meget distræt og befinder mig ofte i min egen verden, et vidunderligt sted at være! Efter at jeg havde fået min cykel, skete det, at jeg blev sendt hen til købman­den (Tinne og Kresten) som lå ved Jelstrup station ca. to km fra gården, Når Kresten så mig, ringede han med det samme hjem og spurgte hvad jeg skulle have, han vidste, at jeg ikke havde den mindste anelse om hvad det var. Jeg havde alt for meget andet i hovedet.

En dag cyklede jeg til skolen og da jeg kom derop, var der ikke et menneske at se og pludseligt slog det mig, vi havde fri fra skolen den dag, hvorfor husker jeg naturligvis ikke, men jeg vendte cyklen og begyndte at cykle hjemad igen. Jeg nåede dog ikke særlig langt, inden jeg så Kirsten hæsblæsende komme cyk­lende imod mig og jeg tænkte, hun skal da ikke i skole i dag. Det skulle hun heller ikke, hun kom med min skoletaske som jeg havde glemt derhjemme ved vesterhuset. Hun skældte ud hele vejen hjem, men det berørte mig nu ikke så meget, idet jeg altid har været dygtig til at lukke ørene, når der er noget jeg ikke vil høre, det er en vidunderlig evne, som man har meget glæde af i livet. Jeg tror at mit barnebarn Oliver har arvet den evne.

Jeg husker en vinter (om det var i 54 eller 55 ved jeg ikke, tænk på min dårlige hukommelse), hvor vi fik utroligt meget sne, der havde været en voldsom snestorm eller det vi før kaldte sne­kosteræjfo. Vi kørte kælke lige ud fra taget til kostal­den. Far var på en eller anden måde blevet uvenner med vognmanden, som kørte sneploven, så vi var fuldstændigt isolerede i to uger. Pludselig en dag kom han kørende helt ind på gårdspladsen med sneploven og kørte hele ve­jen rundt om flagstangen. Så blev han budt ind og de fik sild og snaps og så var det uvenskab over­stået. Det er forunderligt, hvordan sild og snaps kan dulme, selv det værste uvenskab, det må være silden for snaps hjælper vel ikke eller?

Hver fredag var der husdyr auktion i Hjørring og jeg glemmer al­drig den fredag i 1955, når far kørte til Hjørring i vores Hudson og kom hjem senere på dagen, med en helt ny rød David Brown traktor. Han havde byttet bilen til en traktor. Hvilken dag! Jeg gik igennem hver eneste detalje på denne traktor, jeg gik virkeligt videnskabeligt til veje, og dagen efter vidste jeg hvordan alt skulle bruges. Kan I tænke jer, en otteårig traktor­fører, for det var jeg naturligvis helt overbevist om, at jeg var. Heste var jo ikke helt min passion, de sparker, men traktoren den sparkede ikke og så var den jo utrolig sjov at køre. Kan I forestille jer, hvor fantastisk det må være for en ung gentleman på otte år at køre traktor. Jeg har aldrig været særlig stor og det var jeg heller ikke, da jeg var 8 år, så mine ben nåede ikke ned til kobling og bremse, men det var ikke noget problem, på den tid var jeg jo lidt smidigere end jeg er nu, så jeg hoppede ned på pedalerne, når der skulle bremses eller skiftes gear. Jeg plø­jede og harvede og var i syvende him­mel, et fortrinligt sted at være.

Jeg husker mælkestrejken, meget af mælken blev hældt ud, men mor forsøgte at bruge så meget som muligt af mælken, bl.a. så lavede hun is i lange baner, som blev kørt hen i fryse­huset i Jelstrup. Høstfesten det år glemmer jeg aldrig. Is har altid væ­ret min store passion og ved høstfesten det år, blev det sagt, at jeg fik lov at spise så meget is jeg ville og kunne, så bliver han vel kure­ret, sagdes det, men det blev jeg nu ikke. Jeg elsker stadigvæk is lige så højt som da, så vil man bestikke mig, så er is et strålende smøremiddel.

Vi legede ofte i skoven og byggede huler, men vi fik også hjælpe til på gården og det værste vi vidste, var når vi skulle tær­ske om vinteren, det støvede og man blev møgbeskidt, det var virkelig et ubehageligt arbejde, men man må jo tage det onde med det gode.

Lis begyndte på realskolen i Hjørring og rejste med toget hver dag. Det blev ordnet sådan, at Hjørring Privatbaner an­lagde et trinbræt (dvs. et stoppested) 100m nordøst om gården. Man syn­tes, det var for langt for hende at cykle til Jelstrup sta­tion. Vi havde da stor glæde af vores trinbræt, som også vores nærmeste naboer benyttede.

Jeg havde fået en legetøjspibe i fødselsdagsgave, tror det var da jeg blev ni eller ti år, der var ikke hul helt igennem så man kunne ikke ryge i den, men jeg fandt dog straks ud af, at man kunne bore hul helt igennem og så kunne man ryge, hvis det skulle behage en, og det skulle naturligvis behage mig, så jeg fik hurtigt lavet den rygelig, hvordan jeg fik fat på tobak hu­sker jeg ikke, men jeg havde en blikdåse med tobak i et hul i en træstamme i skoven. Så i stedet for skovridder, blev jeg skov­ryger. En dag fik Kaj og mig øje på Lis som sad i køkkenvin­duet og røg på fars pibe, det blev vi naturligvis meget interes­seret af, så vi lavede en aftale med hende, at vi skulle skrabe sammen til en pakke cigaretter, som hun så skulle købe i Hjør­ring. Ja, vi var jo ikke guds bedste børn, som I kan forstå.

Sommeren 1953 samme år som jeg begyndte skolen var Lis, far og mor på skolerejse en uge i Norge, en rejse som læ­rer Nilsen havde arrangeret, det var hans sidste år på skolen, så jeg fik ham desværre aldrig som lærer. Kirsten skulle også have været med, men som hun selv siger, når vi snakkede om det for en tid siden.

– ”Jeg kunne da ikke lade to små drenge blive alene hjemme med bedstemor og bedstefar.”

Hun blev altså hjemme for at passe os, det blev bestemt at sø­mandens Lillian, som var i samme alder som Kirsten, skulle bo hos os hele ugen og altså hjælpe med at passe de to unge herrer.

Så vidt jeg husker gik det udmærket bortset fra et lille inci­dent, som naturligvis forvoldtes af undertegnede. Jeg var nu mand på gården i hvert fald for en uge og det var en opgave, som jeg tog meget alvorligt, jeg prøvede at anlægge en værdig udstråling, det må man jo have, hvis man skal være ansvarlig for en stor gård og jeg syntes selv at det gik rigtigt godt. Jeg stillede mig og tissede på garageporten, bare sådan lige for at markere mit revir, det gør hundene jo, så jeg syntes, det var en god ide. Men det hele blev ikke rigtigt, som jeg havde tænkt, for jeg ville nu afslutte det hele med en ordentlig prut, jeg var jo ikke en hund, så jeg syntes det kunne være en værdig afslut­ning for en gårdejer, selv om det nu bare var for en uge. Se, det skulle jeg ikke have gjort. I stedet for en værdig prut så blev det fuldt i bukserne. Højt at flyve, dybt at falde siger man jo. Nu var gode råd dyre, hvordan i alverden skulle jeg klare dette, uden at miste min nyvundne værdighed. Desværre var jeg nok nødt til at opsøge storesøster Kirsten for at få hjælp med at op­rette værdigheden igen. Kirsten skældte ud men jeg blev da vasket og fik tørre bukser på. Nu lyder det som om Kirsten tilbragte det meste af sin barndom med at skælde mig ud, men sådan var det nu ikke og de gange hun gjorde det, var det nok beføjet.

Dette lille incident tog dog ikke modet fra mig og der havde jeg stor glæde af min dårlige hukommelse, for så vidt jeg hu­sker kom værdigheden hurtig tilbage. Jeg synede hele ejen­dommen nøje, for at se om alt var i orden, ikke for at jeg havde nogen tanke på at gøre noget ved det, med den ophøjede status jeg mente mig have denne uge, så skulle man jo ikke arbejde, men bare kontrol­lere, at andre havde gjort hvad de skulle, Det er sandelig ikke let at være ansvarlig for en stor gård.

Året efter skulle Kaj begynde skolen og så måtte han jo lære at cykle, det syntes han nu ikke var særlig svært, det svære var at få stop på denne jernhest, det virkede som om den havde sin egen vilje, den ville ikke standse! Som vi kæmpede med det problem, men det løste sig dog til sidst, om det også var en pigecykel han fik, det husker jeg ikke, men det var det nok for jeg tror, vi arvede dem efter Lis og Kirsten.

Vi stillede spisestolene op i en række, som vi så skulle gå på og Kaj fortsatte altid ligeud efter den sidste stol og faldt i gul­vet, det var nu ikke pænt gjort af os andre. Der kom en bil med rugbrød, om det var hver uge eller hver anden husker jeg ikke, og vi fik tit en kage når den kom. Kaj havde bestandigt en bule i panden for når bilen kom, for vi jo ud af døren i en fart og naturligvis fort­satte kaj lige ud fra trappetrinet med det resultat at der blev en ny bule hver gang bilen kom.

Jeg husker særligt en juleaften hvor Kaj og jeg skulle være hos bedstemor og bedstefar medens de andre skulle pynte ju­letræet, Lis og Kirsten kom og hentede os, når vi skulle spise julemidda­gen. Juletræet stod i den fine stue og for at komme fra bedste og ind til os skulle man gå igennem gangen og den fine stue, så de holdt hænderne for vores øjne, når vi gik igen­nem stuen, vi måtte jo ikke se træet inden det skulle tændes efter maden. Der var le­vende lys i træet og det var et utroligt spændene øjeblik, når far gik ind for at tændt lysene. Han luk­kede døren efter sig og når alle lys var blevet tænd blev dob­beltdørene åbnet helt, det var et fantastisk syn at se, dette træ med levende lys i en ellers helt mørk stue. Det var et meget højtideligt øjeblik. Et øjeblik som børn nu for tiden ikke får tage del i. Alt er jo elektrisk nu for tiden, man til og med bør­ster tænderne med elektricitet.

Bedstefar kom ofte og mødte os når vi vintertid kom hjem fra skolen. Det blev jo tidligt mørkt og han mødte os for det meste inden vi nåede frem til skoven, jeg tror det var mest Lis og Kirsten han mødte, for vi drenge var jo ikke bange for sådan en skov, vi var jo nogle hårde negle i hvert fald syntes vi det selv. Skoven var jo en fantastisk legeplads og Lis var ofte med.

Kostalden var en verden helt for sig selv. Det er en ople­velse at komme ind i en kostald inden dyrene har fået foder og blevet malket. Køerne er urolige og sultne, grisene skriger og larmer. Så, når alt er blevet rengjort, alle er fodret og køerne er blevet malket, så falder der en fantastisk ro over hele stalden. Det er et vidun­derligt sted at være om aftenen, når alt er faldet til ro. Der er varmt og lugter godt, man kan gå der i flere timer og bare nyde af stil­heden og alligevel er der fuldt af liv om­kring en, men det er liv som også, tror jeg, nyder af stilheden. Særlig en vinteraften når det er koldt ude, er kostalden et dej­ligt sted at være.

Jeg husker en gang når Kaj og jeg skulle spise hos bedste­mor, vi skulle have stuvede makaronier og hun tabte en hel del salt i gryden, Nå det blev nok lidt for meget sagde hun, men det skal vi snart ordne så tog hun lige så meget sukker og hældte i. Sådan, så er det bare at begynde og spise. Men vi var virkelig glade for hende, og tænk at have begge bedstefor­ældre så nær ved. Det var bare at gå gennem den fine stue og gangen så var man der.

Det var en tryg opvækst for os børn, men vi vidste ikke me­get om verden udenfor. Et lille eksempel viser hvor lidt vi egentlig vidste om verden. En dag gik Kaj og jeg ude på vejen og der kom en mand på en traktor forbi, han stansede og spurgte om vi vidste hvor Søren Steffensen boede. Vi kikkede på hinanden og rystede på hovedet, nej det kendte vi ikke til.

Da vi så kom ind til mor og spurgte, hvem Søren Steffensen var svarer hun – Ved i ikke det?

Vi rystede begge to på hovedet, nej det havde vi ingen anelse om. – Det er jo jeres egen far.

Så blev vi så kloge. Ja, det lyder måske mærkeligt for unge mennesker i dag, men på den tid, langt ude på landet hørte man aldrig efternavnet på folk. Man brugte fornavnet og hvis det var nødvendigt, så lagde man til, navnet på gården, så vidste alle hvem det var.

Så Nr. Alstrup det kendte vi, men ikke vores efternavn.

Far plantede nogle træer østen for stuehuset og kostalden, hele familien var samlet ved de nyplantede træer og vi børn forstod at det var en højtidsstund. Det er altid en højtidsstund når en land­mand beplanter noget i Nr. Rubjerg som læ for fly­vesandet.

Vi havde en karl som ikke var noget morgenmenneske og far måtte kalde på ham mange gange, inden han fik ham op, de skulle jo op klokken 5 for at malke. Karlen havde sit værelse på loftet, hvor der var to værelser, som senere Lis, Kaj og mig overtog og der blev så lavet et værelse til karlen i vesterhuset.

En morgen blev far træt af at kalde på ham igen og igen, så han tog helt resolut en spand vand med op og kastede vandet i sen­gen hvor karlen lå. Så vidt jeg husker så kom han op i en fart.

Smeden i Gjurup var hos os og installerede centralvarme i stuehuset, jeg husker ikke hvilket år det var, men for mig var det en spændende oplevelse. Han kravlede rundt under gul­vene og trak rør igennem hele huset, og jeg var lige i hælene på ham hele tiden. Det var utroligt spænende, at se hvordan han kunne bukke og svejse rør sammen. Han må have været glad for børn, for han blev aldrig irriteret på mig, selv om jeg stillede masser af spørgs­mål og han fortalte gerne hvad det var han la­vede.

Så nu havde vi centralvarme, men vi havde ikke vand inde i huset og derfor heller ikke toilet, kun en pumpe ude på gårds­plad­sen, udenfor kostalden, hvor der blev hentet vand i en spand, som så stod i bryggerset.

Jeg husker en gang vi havde en ganske ung karl og en aften lige inden vi skulle spise, så spurgte far ham hvorfor han ikke havde vasket sine hænder.

• Det har jeg gjort.
• Neglene er jo helt sorte.
• Ja, men det går ikke væk.
• Det kan du fandeme tro det gør!

Far tog ham med ud i bryggerset og skrubbede hans negle med en neglebørste. Det gjorde rigtigt ondt, det kunne man se på ham, men neglene blev rene.

Moster Anna og Onkel Wagner som boede i Hjørring med de­res to drenge Flemming og Per kom ofte på besøg og det var altid morsomt, når de kom. Jeg husker en gang at Flemming havde væ­ret ude i møddingen og hans strømper og sko lugtede af mødding lang vej. Det var Moster Anna ikke glad for, de skulle jo med toget hjem til Hjørring.

Senere købte Onkel Wagner en Vespa med sidevogn og jeg glemmer aldrig første gang de kom kørende til Nr. Alstrup. Alle vi børn fik lov at side bagpå, når Onkel Wagner kørte en tur hen til Jelstrup station og tilbage igen. Så det blev fire ture frem og tilbage. Det var spændende.

Jeg var glad for min moster og onkel og senere, efter vi var flyttet til Vrensted, var jeg tit på ferie hos dem i Hjør­ring. Det var dejligt at være på ferie hos moster Anne, men hun syntes tit, det var synd for mig, at jeg ikke var mere ude på legepladsen og lege med de andre børn, men Fleming havde jo masser af tegneserier og dem ville jeg gerne læse, vi havde ikke sådanne derhjemme.

Min far Søren havde astma og den blev efterhånden værre og værre og til sidst kunne han ikke tåle dyrene længere og vi børn var for små, til at kunne passe dyrene, så det blev sådan, at mine forældre fik solgt gården og købte den gamle købmandsforretningen i Vrensted. Det var med sorg i hjertet vi flyttede fra gården, men det var nødvendigt.

*****

Vores nye hjem

Den gamle købmandsforretningen i Vrensted

Den Søndre købmand

Vrensted borgerne fik ny købmand, da min far og mor, tidligere landmand Søren Steffensen og hustru, overtog forretningen og drev den videre i en årrække.

Vi flyttede altså til Vrensted i 1957 og der tabte jeg des­værre interessen for skolen, jeg savnede Nr. Alstrup alt for meget. Den gård var for mig et paradis på jorden.

Vrensted var dog et dejligt sted og vi havde det godt der og blev hurtigt accepteret i byen, men jeg ville bo på en bondegård, jeg ved ærligt talt ikke hvorfor det var så vigtigt for mig, men det var nok ikke mere end et års tid efter vi var flyttet til Vrensted, hvor jeg efter skoletid begyndte at ar­bejde lidt hos Alfred og Marie Helledi (to mennesker som jeg holdt meget af) som havde en lille ejendom vest for stationen. Der var jeg glad for at være og fortsatte der indtil jeg sluttede skolen efter syvende klasse.

Vi havde det godt i Vrensted.  Vi drenge fik mange venner og det var en spændende tid da den nye skolen blev bygget.

Jeg gik 2 år i den gamle skole inden vi begyndte i den nye fine skole august 1959.

Efter skolen arbejde jeg på Enggården hos Jens Chri­stensen et års tid

og derefter kom jeg i lære i Brønderslev som frisør.

Min bror Kaj overtog min plads på Enggården, efter at jeg var kommet i lære som frisør i Brønderslev, og derefter var han et år på en gård i Stenum. Han kom senere i lære hos Marinus Madsen en stor tøjforretning i Hjørring, men der var han ikke glad for at være, så han blev sømand i stedet for. Han tog hyre ved ØK på et skib som gik på fjerne østen. Det var nok lidt af et eventyr, kan jeg tænke mig. Han var sømand i nogle år og derefter gik han i lære som murer og det har han været lige siden. Et godt valg, for han var en dygtig murer.

Under min læretid i Brønderslev åbnede lærer Madsen op for skolen en aften om ugen for vi unge, som havde afsluttet vores skolegang. Det foregik for det meste i skolens bibliotek og jeg tror de fleste af os satte stor pris på disse aftner i skolen.

Tak for det Lærer Madsen!

*****

Inspektionsskibet Vædderen mv.

Da jeg var udlært, blev jeg Marinesoldat og lå på Inspekti­ons­skibet Vædderen, som var stationeret på Færøerne. Det var en spændende tid hvor vi deltog i et flertal redningsaktioner. Jeg lærte meget under denne tid både om verden og mig selv. Vi sejlede hjem til Køben­havn ca. tre gange om året for at proviantere. Når vi var nøjag­tig 500 sømil fra København så spillede man ”We are 500 hundred mils away from home” det kunne sommetider være midt om natten at denne melodi drønede ud fra alle højtalere ombord og hele besætningen på 78 mand jublede, en gang når det var midt på dagen og godt vejr, ville helikopterpiloten tage en rundtur med helikopteren så­dan lige for at fejre det hele, men det fik han nu ikke lov til af kaptaj­nen. Vi lå på Holmen i ca. en måned hver gang, to uger hjemme og to uger på skibet, inden vi afsejlede til Færøerne igen.

Da jeg afmønstrede fra Vædde­ren, bosatte jeg mig i København og havde efterhånden forstået at dette med skolen nok ikke var så tosset. Jeg begyndte at læse engelsk og spansk og planlagde at begyndte at gå på et rejselederkur­sus på Mallorca i Spanien, hvilket jeg også gjorde og i 1968 begyndte jeg at arbejde som rejseleder for Raffelrejser i Las Palmas på Gran Canaria. Matematik, fysik og svensk læste jeg senere på aften­skole i Malmö.

En sen aften stod jeg i ankomsthallen i lufthavnen på Gran Canaria for at modtage mine gæster fra Skandinavien og de første jeg så var Dr. Sørensen hans kone Gitte (dejlige mennesker) og deres to yngste børn! Det var en overraskelse, jeg havde jo ikke forventet mig at se folk fra Vrensted pludselig dukke op der, de rejste dog ikke med os, men med Bangrejser. Raffelrejser og Bangrejser brugte samme fly. Jeg fik travlt med mine gæster, men vi aftalte, at vi skulle gå ud og spise sammen en aften under den uge de var der og det gjorde vi også. Det var jo virkelig hyggeligt at se nogen hjemme fra Vrensted.

Det var i Las Palmas jeg mødte Anita, som kom fra Malmö i Sverige og vi flyttede hjem til Malmö i december 1969 og blev gift 1970. Det første år vi var hjemme, forpagtede jeg en frisør­salon i Kingosgade på Vesterbro i København. Vi boede i Malmö så det blev en tur med flyvebådene over til København hver dag, det blev lange dage. Det var en forskrækkelig vinter det år så det var ofte som flyvebådene ikke kunne sejle på grund af isen i Øresund. Så blev man nødt til at tage bilen og rejse over med færgen fra Limhamn til Dragør, en tur på mindst et par timer. Nu når vi har fået Øresundsbroen, kan man gøre samme tur på ca. 20 – 25 minutter. 1972 købte jeg så den frisørsalon i Malmö, som jeg havde indtil jeg blev 72 år og pensionerede mig. Jeg har dog stadigvæk en del at lave, da jeg er engageret i både Skanörs båtklubb og Skanörs Hamnforening.

Vi bor i Skanör-Falsterbo 30 km syd for Malmö. Skanör-Falsterbo er mere eller mindre et paradis på jorden, Skov, strand og naturreservat. Fra stranden og havnen kan vi se Øresundsbroen og København på den anden side af sundet. Det er en meget gammel by med historie helt tilbage fra 11 og 12 hundrede tallet. En virkelig idyl.

Kjeld Steffensen, Skanör-Falsterbo, 30 km syd for Malmö,  den 8 november 2022

*     *     *     *

En usædvanlig dygtig person vidner dette avisudklip om, modtaget 26.04.2020 fra Anders Hansen gift med et tipoldebarn af Charlotte og Christen Ørnholm.

Afskrift avisartikel:

Hos den gamle Tårnurfabrikant

Huset ved Vrensted kirkedam.

At der i det idylliske Vrendsted findes en virksomhed, som har båret den lille bys navn viden om, er der kun de færreste, der ved. Ved det smukke anlæg omkring kirkedammen ligger et hus, der fortæller, at her bor en tårnurfabrikant, og kommer man indenfor. træffer man den snart halvfjerdsårige tårnurfabrikant Chr. Ørnholm, hvis han da ikke er på en af sine mange og ofte lange rejser i kundekredsen, der strækker sig fra Nordgrønland og Spitzbergen til meteorologiske stationer i Indien. Thi gamle Ørnholm er intet mindre end et geni i sit fag. I øjeblikket er han i færd med at lave et apparat til meteologisk institut. Det skal anvendes til at måle, fotografere og registrere jordmagnetismen med og får plads i et observatorium. Instituttet har i Rudersdal skov. Når dette sindrige instrument er afprøvet, skal der laves to lignende apparater til brug ved meteologiske undersøgelser i Nordgrønland og på Spitzbergen. Det er dog ikke de eneste bestillinger, den gamle urspecialist har liggende. Der skal laves differentialure til meteologisk institut i Warzava, selvregistrerende barograf til instituttet i København, og lignende instrumenter både til Bukarest og Indien. Endelig tjener det også Ørnholm til al mulig ære, at han har holdt meteologisk instituts ure i orden i en halvv snes år. Man må beundre Ørnholm for hans flid og kærlighed til sit fag. Vrensted by har grund til at være stolte af, at den huser en virksomhed, som selv om den bor i et lille, uanseligt hus, er ganske enestående i sin art.

         Her er den helt rigtige fortælling” om          Ørnholms Tårnurfabrik i Vrensted.

af Erik Egebak Jensen og Peter Ussing Olsen

kilde: Vendsyssel Nu og Da, år 2000.

De synlige spor er forsvundet. Huset er borte. Men engang, imellem de to krige, lå der en meget speciel fabrik i den store landsby og dengang stationsby, Vrensted mellem Løkken og Brønderslev. Det var Ørnholms tårnurfabrik.

Christen Ørnholm blev født i Ugilt sogn den 2. januar 1857. Han blev døbt Chr. Jensen. Faderen var husmand Jens Larsen Christensen og moderen jordemoder Juliane Frederikke Christensen. I begyndelsen af 1860 flyttede familien til Åsendrup mellem Løkken og Vrensted.

Det gælder for Christen som for så mange andre mekaniske talenter, at han allerede som dreng viste særlig interesse for mekanik, og en historie knytter der sig selvsagt også hertil:

En dag i skoletiden stod hans lærer og tumlede med sit stueur, som ikke ville gå. Da læreren så ud til at opgive sit forehavende, sagde den lille Christen: ”La´ du hæller mæ om de´”. Det fik han lov til. Han skilte uret ad, rensede hjulene og satte dem på plads, og uret gik, som om det var helt nyt. Efter sigende rygtedes den historie på egnen, og Christen blev dens urmager. Derved kunne det være blevet, og Christen kunne have endt sine dage som landsbyurmager. Dem var der ikke så få af dengang, men de var uden egentlig uddannelse.

Det blev da heller ikke til nogen læreplads hos en rigtig urmager. Christen kom i lære hos smeden i Vrensted. Og den første opgave blev at hente en liter brændevin hos købmanden. ”Men skynd dig, at den ikke taber kraften”, sagde mester. Tildragelsen er i og for sig ligegyldig, hvis den ikke er blevet kædet sammen med forhold, der senere fik betydning for hans tilbagekomst til byen Vrensted.

Chr. Jensen udstod ikke sin læretid hos Vrensted-smeden, men blev udlært hos smed Chr. Knudsen i Løkken.

Grovsmeden blev finmekaniker

Som udlært søgte han ud i verden. Han fik søfartsbog i 1877 og sejlede i et par år, indtil han i 1879 aftjente sin værnepligt som marinesoldat.

Derefter tog han som så mange håndværkere dengang på valsen. bl.a. i Tyskland og i Schweiz, hvor han formentlig har lært mere om urmager faget.

Da han efter et år kom tilbage til Danmark, fik han arbejde på en symaskinefabrik i Odense. Derefter gik turen til København, hvor han arbejdede på J.G.A. Eikhoffs maskinfabrik. Senere blev det til ansættelse hos tårnurmager Bertram Larsen, og derefter på ”Store nordiske Telegrafselskabs” fabrik.

Det er i disse år, han kom i forbindelse med Meteorologisk Institut for at reparere et af instituttets fine måleinstrumenter. Alternativet havde været, at sende det til reparation i udlandet. Det blev til flere reparationer for instituttet, også efter at han var kommet tilbage til Vrensted.

Efter århundredeskiftet begyndte Ørnholm, som han hed efter navneforandring i 1901, så småt at etablere sig som selvstændig urmager og finmekaniker. I 1907 startede han i København sammen med H.C. Heidemann ”Dansk Kinematografisk Fabrik” med henblik på fremstilling af biografmaskiner. Ørnholm havde konstrueret et brugbart filmapparat til fremføring af levende billeder, og man spåede ham en stor fremtid inden for branchen. De levende billeder var opfundet af to franske brødre Lumière i 1890`erne, men blev i begyndelsen betragtet som underholdning i markedstelte.

I 1902 åbnede den første seriøse biograf i København, og i de følgende år fulgte den ene biograf efter den anden i landets købstæder. Der har i disse år været en efterspørgsel efter ”kinematografiske” maskiner. Men allerede i 1912 afhændede han sin del af fabrikken. Det ser ud til, at der har været nogen uenighed mellem Heidemann og Ørnholm om pengene, idet Heidemann skal have overvejet en proces. Ørnholm har på sin side vist også ment, at Heidemann ville snyde ham.

Han begyndte nu at arbejde med tårnure, og der er bevaret adskillige bestillinger fra urmagere landet over. Han har i denne periode haft kontakt med flyvemaskine- og motorcykelpioneren J.C.H. Ellehammer, hvis tekniske snilde var af samme art som Ørnholms, om end mere alsidigt.

Planer om udvandring

Et og andet må være gået galt, for mens han endnu arbejdede sammen med Heidemann, havde han planer om at udvandre til USA. Vi kender breve fra en ven, Otto Jensen, der var bosat i Chicago. De var skrevet mellem 1911 og 1914 og giver en mængde gode råd m.h.t. hvilke instrumenter og værktøjer han skal tage med sig, og hvordan han skal rejse. Otto Jensen har regnet med, at Ørnholm ville arbejde som urmager derovre og samtidig lave filmapparater. Det fremgår af et enkelt brev, at ørnholms kone og datter ikke var glade for tanken om at udvandre.

Man kan godt undre sig over disse planer. Han var jo trods alt midt i 50erne på det tidspunkt. Noget kan tyde på, at Ørnholm har været en urolig sjæl og var kommet i en slags panikalder. Dertil kommer et drikkeri, som gerne bruges som begrundelse for, at hans kone foreslog, at de flyttede til Vrensted.

Flytning til Vrensted.

Det blev Vrensted. Den 1. august 1914 – samtidig med verdenskrigens udbrud – overtog han sognefoged Lars S. Larsens cykelværksted i Vrensted og omdannede det til finmekaniske værksted og tårnurfabrik.

Ørnholm tog naturligt nok en del kunder med sig fra København, også Metoriologisk Institut fandt hans nye adresse.

Ørnholm havde ry som en dygtig finmekaniker og måtte ofte løse opgaver, der var så komplicerede, at andre værksteder gav op. I disse år blev han leverandør af perron ure til DSB og privatbanerne, men den største opgave var tårnure til kirker og herregårde. Endvidere fremstillede han gadeure til butikker. I en del tilfælde har han købt tyske urværker. Somme tider var det brugte ure, han så satte i stand.

En specialitet var også hans standure, Vendsyssel-”bornholmere”. Disse ure havde i øvrigt en tradition i Vendsyssel, hvor der formentlig er blevet fremstillet flere bornholmerure end på selve Bornholm. Nogle at urkasserne blev fremstillet af den lokale tømrer. ”Træsko-Severin”. Det var også standure, han ville have lavet, hvis det var blevet til alvor med udvandringen.

Der findes stadig en stor del arkivalier efter Christen Ørnholm, bl.a. hans reparationsbog, der viser, at han foruden de store opgaver også påtog sig reparation af folks små ure.

Familieforhold

I 1932 døde hans kone, Charlotte Emmerence Mine Pedersen, født 1863 på Mols. De var blevet borgerligt viet 8. juli 1887 på Københavns Rådhus.

I vielsespapirerne står der at Christen tilhører et trossamfund som ikke er godkendt i Danmark. Hvad det så end er? Christens barnebarn har fortalt, at de de sidste år tilsluttede sig Folkekirken, som nok skyldtes hans gode forhold til Vrensteds præst. I ægteskabet var der en datter Petra (gift Barsted) og to sønner, der begge udvandrede. Den yngste søn Christian (Christoffer i USA)  dør 18.august 1922 ved en arbejds/drukneulykke ud for New London, Connecticut, USA og vi ved ikke ret meget om ham. Den ældste var maskinmester i handelsflåden, men slog sig ned i Vermont, USA, og drev et mekanisk værksted. En af hans sønner blev senere professor i kunst ved universitetet i Georgia. Måske har det forhold, at sønnerne opholdt sig i USA, været medvirkende til Ørnholms planer om at udvandre. Vi ved ikke noget herom. Der er ingen korrespondance der kan bekræfte formodningen.

Efter hustruens død blev der ansat en husbestyrerinde, Anna Magdalene Jensen, født i 1901. Hun var altså meget yngre en Ørnholm, men i juni 1934, blev de gift i Thise Kirke. Han var da 77 år. Vielsen blev foretaget af sognepræst, Aage Stevns, der var blevet en nær ven af Ørnholm. To år senere døde han. Anna Ørnholm døde i 1971. Hun var gift. 2. gang med Harry Jørgensen, hotelkarl i Løkken og referent ved Vendsyssel Tidende. Som ældre udgav han en vagabondavis.

Ørnholm, der var socialist og erklæret ateist, skænkede en lysekrone til Vrensted Kirke, da hans første kone døde, og efter hans død fik kirken endnu en lysekrone.

Allerede i 1911 var der kontakt mellem Ørnholm og den legendariske sagfører Anders Olesen om levering af et ur til Vrensted Kirke. Det blev dog ikke til noget, uvist af hvilken grund. I 1932 fik kirken sit ur, skænket af familien Holmen.

Fabrikken flytter til Løkken

Gennem årene havde han mere end 30 lærlinge, men kun to af dem opnåede at få svendebrev. Årsagen hertil kan være både Ørnholms temperament og hans krav om kvalitet. Den ene, William Jensen, var fra Vrensted og fik svendebrev i 1927. Han kom senere til København som finmekaniker. Den anden, Henry Kjeldsen Nielsen (født 1918) var fra Løkken. Hans far var snedkermester Anders Kjeldsen Nielsen, der ejede Løkken Maskinsnedkeri i Jernbanegade, nu Vendelbogade 34.

Det havde været Ørnholms bekymring, hvad der skulle blive af hans store samling af fine instrumenter og værktøjer, når han ikke var mere. Men nu købte Anders Kjeldsen Nielsen fabrikken og flyttede den i 1936 til Løkken.

Fabrikken fik til huse i en bygning parallel med maskinsnedkeriet, der havde gavl mod gaden, og hvor man endnu kan se forretningsskiltet. Her kom de to brødre Henry og Harald Kjeldsen Nielsen, til at forestå fremstillingen af ure, mens faderen tog sig af det forretningsmæssige.

I 1948 blev Anders Kjeldsen Nielsen dræbt ved en trafikullykke på vej til Kolding med et tårnur. Hans enke videreførte forretningen indtil sin død i 1964. På samme tid blev virksomheden delt, idet Henry Kjeldsen Nielsen flyttede med fabrikationen af tårnure til Vendelbogade 27, mens Harald Kjeldsen Nielsen fortsatte med maskinværksted(for. bl.a. skibsmotorer) og vvs i nr. 34. Henry Kjeldsen Nielsen solgte Vendelbogade 27 i 1979 og dermed var produktionen af tårnure endeligt ophørt. Henry Kjeldsen Nielsen døde året efter. Broderen Harald lever endnu.

Rådhusuret i Århus

I årenes løb er der udgået et stort antal ure fra tårnurfabrikken først i Vrensted og siden i Løkken. Det største ur til det nye Rådhus i Århus. Det blev opstillet i 1941., og vakte megen opsigt, ikke mindst fordi ordren var gået til en lille virksom i det mørke Vendsyssel. Uret var dengang Nordeuropas største. Urskiven har en diameter på 7 meter. Den store viser med kontravægten måler 3,85 m. Hjulenes størrelse varierer fra 25 til 125 cm.

Et andet betydeligt arbejde fra Løkken-fabrikken er klokkespillet i Sct. Catharinæ kirke i Hjørring, opsat i 1945 med klokker fremstillet på Brdr. Sørensens Klokkestøberi i Brønderslev, længe det eneste klokkestøberi i Danmark.

Et klokkespil er opsat i Ringkøbing Rådhus. Til dette kar Kaj Munk skrevet melodien, og det var et af hans sidste arbejder. Uret er opsat i 1943.

I 1945 blev der opsat et ur i Kristkirken i Kolding. Støbeformene til hjulene findes nu på Løkken Museum. Uret er et af de største kirkeure her i landet.

Også Thorshavn Kirke på Færøerne fik et ur med klokkespil fra Løkken. Det var i 1951. Det skal være det eneste fabrikken har fremstillet med kvarterslag. Holsteinsborg Kirke i Grønland fik ligeledes et tårnur, nemlig i 1956. Det er bygget på den måde, at urskiven kom til at sidde i glamhullerne. Derfor blev skiverne perforeret.

Produktionsprotokollen

En protokol med en fortegnelse over samtlige ure fremstillet i perioden 1911-63 findes endnu og er i Harald Kjeldsen Nielsens besiddelse. Den begynder med ur nr. 62, så man mangler altså de første ure, som blev fremstillet, mens Ørnholm havde værksted i København. Listen slutter med ur nr. 382. Den ophører således med flytningen af fabrikken. En samlet fortegnelse over de ure, der er blevet fremstillet siden 1963, synes ikke at eksistere.

Protokollen er en vigtig kilde til virksomhedens historie. Ikke mindst viser den variationen i de fremstillede ure, tårnure, perronure, gadeure, standure osv., men den viser også spredningen i aftagere. En liste nedenfor nævner nogle af de ure, der kendes fra det nordjyske område. Hertil kunne man så føje de mange ure, der er opstillet bl.a. i Sønderjylland.

Foruden nyproduktionen kan nævnes de mange reparationsarbejder, tårnurfabrikken har foretaget på ure af ældre dato eller andre fabrikater. Firmaet havde en aftale med DSB om tilsyn med samtlige perronure i 2. distrikt, dvs. Jylland og Fyn.

Malkemaskiner og beslag

Omkring 1950 tog fabrikken en ny produktion op. Det var på den tid, landbrugets mekanisering for alvor satte ind, og de fleste gårde fik malkemaskine. På fabrikken i Løkken, fremstilledes malkemaskinen ”SOLO”, som var konstrueret på fabrikken. Med i denne produktion var Magnus Skadelund, senere installatør i Løkken.

Henry Kjeldsen Nielsen var noget af en opfinder. Han fik anmeldt patent på et skjult hængsel til overfalsede døre og har desuden konstrueret støtteben til sovesofaer. De blev fremstillet i tusindvis på virksomheden i nr. 27. I 1959 fik han overrakt en førstepræmie i en idekonkurrence, udskrevet af borgere i Hjørring sammen med Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Den tidligere finansminister professor Thorkild Kristensen overrakte, som formand for Landsforeningen, præmien ved en højtidelighed i Hjørring.

Afslutning – uret i Skærum Mølle

Tårnure har været fremstillet siden 1700-tallet og er en særlig form for finmekanik, som nok har været mere udbredt i de sydlige lande. Fra Danmark kendes kun Bertram Larsens fabrik i København – og Ørnholm og hans efterfølger. Ørnholm og Kjeldsen Nielsen repræsenterer noget af det ypperste inden for faget, men også en slags afslutning på det gamle håndværk. Allerede i slutningen af Løkken fabrikkens levetid var de elektriske ure på vej ind på markedet, og de er af en helt anden karakter.

-For ikke så længe siden blev tidl. Sognepræst i Vrensted Otto Mikkelsen, kontaktet af folkeuniversitetscentret Skærum Mølle ved Vemb. Man havde fundet et gammelt støvet ur, der bar Ørnholms mærkeskilt. Nu ville man gerne vide lidt om det. Det ur var nummer 204 bygget i 1928 og solgt gennem en urmager i Vemb.

Uret havde ikke gået i 30 år, men er nu renset, sat i stand og kommer til ære og værdighed igen.

Chresten Ørnholm og hustru ligger begravet på Vrensted Kirkegård

Herover erindringsgave fra faderen til sønnen i USA i 1932, ur nr. 230 til Christian Ørnholm står på urskiven, En erindring fra din far står nederst

• Tårnurfabrikant Christen Ørnholm, hvem var han ?