Værløse – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev
.
.…
Min far Edvard Sørensen kommer i øvrigt fra Serritslev.
Farmor – Bedste – flyttede sammen med en datter og svigersøn til “Postgården” i Brønderslev i 1956.
.
.
Som 7-årig – i sommeren 1953 – kom jeg første gang på ferie i far Edvards fødehjem, “Bakken” i Serritslev.
Faster Annas mand Christian stod og tog imod mig, da jeg ankom med Aalborg-bussen fra Hjørring.
Christian hentede mig på cykel, da “Bakken” lå et godt stykke – cirka 500 meter – fra hovedvejen mellem Hjørring og Aalborg. Min fætter Vagn (cirka 15 år dengang) stod oppe ved gården som vidne til min ankomst. Christian fik mig – for nemheds skyld – placeret oppe på cyklen. Min ene støvle kom uheldigvis meget snart ind imellem egerne på forhjulet med det resultat, at cyklen tippede og væltede.
Jeg kunne se på Vagns oprakte arme, at han fulgte meget med i det hele.
Christian måtte i lang tid høre på Vagn, der drillede sin far med, at han væltede med lille mig på cyklen.
Men det var faktisk mere min “skyld” – jeg skulle have været mere påpasselig med, hvor jeg placerede fødderne.
Jeg ankom, netop som gårdens folk “hakkede” roer. Det var lige et arbejde for friske unge mennesker: Min fætter Vagn og hans søster, min kusine Else sammen med Grethe Kraglund (en anden kusine) og Grethes kæreste Henning og en daglejer.
En af dem “blokkede ud” til mig, der kravlede bagefter – jeg skulle med fingrene sørge for, at kun en lille roeplante blev tilbage i hver “blok”. Nej, hvor den vindblæste jord støvede lige om ørerne på mig! De unge mennesker betænkte mig med en skrå, muligvis rullet i tobaksaske.
Der gik ikke lang tid, inden jeg blev meget svimmel af skråen. Det føltes som influenza, så jeg måtte bringes hjem til gården.
Inden jeg blev lagt i seng, sørgede Bedste for, at jeg fik et bad i et bødkerkar, som hun kaldte ‘bærekarret”. Bedste skrubbede og skurede mig i to hold sæbevand, inden jeg blev hvid igen.
I tiden derefter kom jeg både på sommerferie og jule- og nytårsferie.
I sommeren 1956 var jeg med ved flytningen fra “Bakken” til “Postgården” i Brønderslev.
Billedet må være taget i haven ved “Postgården” i 1956 eller 1957, da jeg var 10 eller 11 år.
Hunden Pelle kom med fra “Bakken”. Pelle var en hvalp, som Krølle (en cocker spaniel) havde fået, da de havde ladet en hanhund overnatte i et lukket rum sammen med Krølle, som jeg også husker.
Bedste – Antomine Elise, kaldet Mine – var født i Tømmerby i 1875. Bedste levede til 1967, da hun døde i en alder af 92 år.
Bedste var 70 år, da jeg blev født, så jeg var heldig at have min Bedste, til jeg var næsten 22 år.
Bedstefar på fars side og bedsteforældrene på mors side var døde, da jeg blev født.
Bedste betød meget for hele familien og for mange mennesker på hendes livsvej.
Karle, som havde tjent på “Bakken”, blev ved at komme hos Bedste i mange år derefter.
Oldebørnene Jan og Steen og Ib kan huske Bedste.
Da Bedste døde på Brønderslev sygehus, kørte fætter Vagn rundt til familien og overbragte budskabet.
Vagn var dybt berørt over ikke længere at have Bedste, som havde været der for ham i hele hans liv.
Vagn var mere villig til at lytte efter Bedste end efter sine forældre.
Faster Anna og Christian havde indrettet sig i storstuen på “Bakken” i de første år af deres ægteskab.
Da deres børn Else og Vagn var født og blevet et par år, flyttede de alle sammen ind hos Bedste i sovekammeret.
Under mine ferier sov jeg i dagligstuen. Gennem et varmespjæld kunne jeg høre, at de lå og hyggesnakkede i sovekammeret med lyset tændt. Jeg husker, at Vagn, der lå i et kammer, kom ind og beklagede sig og sagde: “Kan vi så få nattero!” Natteroen indfandt sig, da Vagn slukkede for strømmen ved hovedafbryderen!
Skulle man endelig sove i samme kammer som sin svigermor, så ville Bedste være et godt valg – hun var mild og god og løb ikke med sladder.
Over hendes seng havde hun i alle år et indrammet ord: GUD, VELSIGN VORT HJEM!
Fra Vildmosehavet strakte der sig i stenalderen en fjordarm vest om Thise bakker og videre mod nordvest mellem Ingstrup-Hjermitslevs højland på den sydvestlige side og Vrensteds mere jævne aflejringer fra Senistiden
Man mente tidligere, at her havde været et sund mellem Vesterhavet og Vildmosehavet, og på kort fra 1660 erne er havarmen endog afbildet som en mod Vest åben fjord, der strakte sig ind mellem de nævnte sogne. Men geologiske undersøgelser har vist, at Vildmose havet ikke har stået i forbindelse med Vesterhavet, men har været afspærret fra dette af en af grus og sand bestående rimme syd for Løkken. Dette fremgår bl. a. af, at det er rester af ferskvands-bløddyr, der findes på dette område, og af, at de aftager i mængde jo længere man kommer ud til Vesterhavet.
Aase Mikkelsen er uddannet på den frie lærerskole og underviste i de første år på Bordings Friskole i København, men i 1953 flyttede hun og hendes mand som præstefolk til Vrensted- Thise pastorat med bopæl i Vrensted Præstegård, hvor de havde deres virke i præcis 40 år.
Aase Mikkelsen underviste først i fem år 1. klasser i konfirmandstuen, men da den nye skole i Vrensted stod færdig i 1959 fortsatte arbejdet der.
Aase Mikkelsen kom også med i Røde Kors arbejdet og blev hurtigt formand for Røde Kors i Vrensted Sogn, men efter kommunesammenlægningen i 1970 for Røde Kors i Løkken-Vrå Kommune, og hun virkede som formand i 33 år.
Der skete en vældig udvikling i arbejdet, bl.a. oprettedes genbrugsbutikken i Vrå, og et stort “nørklearbejde” med fremstilling af tæpper og tøj til katastrofeområder kom i gang. Ligeledes oprettedes besøgsvennetjenesten.
I 1993 fik hun tildelt Dansk Røde Kors fineste udnævnelse, nemlig for- tjensttegnet af 1. grad. Gennem adskillige vintre indbød hun til oplæsningseftermiddage, i præstegården, hvor en række damer fra sognet deltog og blev indviet i flere af tidens nye bøger. Og bag det hele deltog hun flittigt som præstekone i sin mands arbejde i sognene, i de første mange år ikke mindst i ungdomsarbejdet. Det affødte så igen en interesse for amatørteaterarbejdet, hvor hun var med i Amatørscenen Vendsyssel og også var formand i en årrække.
Endelig skal det nævnes, at Aase Mikkelsen i sin fritid begyndte at male, og hun har udstillet flere steder.
Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.
En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.
Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.
Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.
Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.
Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.
Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.
I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.
Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.
Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.
Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.
Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.
Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.
En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.
Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.
Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.
Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.
Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.
Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.
I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.
Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.
Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.
Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.
Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.
.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum. Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.
Jørgen Terkelsen og lærere og familie
“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen. Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå
Vraa Station
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø. Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!
Vraa Højskole og Valgmenighedskirke
Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide! Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Møller Nørgaard
Astrid og Jens Møller Nørgaard
Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr. Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.
forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen
Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.
De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard
Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.
Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn
Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted. Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.
Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!
Højskolen og Kunstbygningen
Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne. Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.
pia-søren-hovedbygning Renovering og fornyelse Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.
Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
“Lys over land – det er det vi vil!”
Fot.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum. Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.
Jørgen Terkelsen og lærere og familie
“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen. Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå
Vraa Station
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø. Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!
Vraa Højskole og Valgmenighedskirke
Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide! Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Moeller Noergaard
Astrid og Jens Møller Nørgaard
Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr. Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.
forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen
Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.
De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard
Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.
Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn
Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted. Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.
Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!
Højskolen og Kunstbygningen
Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne. Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.
pia-soren-hovedbygning Renovering og fornyelse Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.
Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
Gert Ledet Jensen årets unge landmand. Han er ung. Han er landmand. Han er for nylig valgt til ”Årets unge landmand”, men selv mener den 30-årige Gert Ledet Jensen, Vrensted, at han fik udmærkelsen, fordi han er ved at være gammel.
Jeg tror, at det er en slags påskønnelse for ungdomsarbejdet, siger Gert Ledet Jensen beskedent.
Titlen gives hvert år til omkring 40 danske landmænd. Det er en anerkendelse, som DLG uddeler efter indstilling fra de lokale landboungdomsforeninger.
Gert Ledet Jensen har i 8-9 år været med i bestyrelsen for Landboungdom, men er nu trådt ud.
Vi er en forening for dem, der har tilknytning til landbruget. Vores opgave er at hjælpe de unge indenfor landbruget, men vi er bestemt ikke en fagforening. Vi bestemmer ingenting, men hjælper bare, siger han.
Selv blev han i 1988 færdig med sin landmandsuddannelse, der tog tre et halvt år.
Så arbejdede jeg nogle år hos min far, Christian, her på gården. Ved siden af havde jeg sæsonarbejde hos en planteavler.
Fædrene gård
I august 1993 overtog Gert Jensen så den fædrene gård, da forældrene flyttede i et hus i Vrensted. Faderen døde for nylig ganske uventet. Han har altid været Gert Jensen en meget stor hjælp ved driften af Aagaard.
Gert Jensen bor alene på gården sammen med hunden ”Prins den anden”. Jeg har endnu ikke fundet den helt rigtige pige, siger han og tilføjer med et lille smil: Der er rift om de søde piger, der også kan malke en ko.
Og køer er der nok af på gården. 60 sortbrogede med de tilhørende 50 hektar jord til vinterfoder.
Egentlig burde Gert Ledet Jensen ikke være landmand, for dagen er lidt for uberegnelig. Årsagen er den sukkersyge, han har lidt af siden 2års alderen.
I så mange andre jobs kan man nøje tilrettelægge, hvornår man skal spise og hvor meget. Som landmand kan man ikke altid vide, hvor mange kalorier, man kommer til at bruge dén dag. Men jeg ved jo ikke, hvad dagen bringer. Hvis en ko stikker af, kan det jo være svært pludselig at skulle ind og spise.
Heldigvis er Gert Ledet Jensen i fin og muskuløs form. Det giver mig et større råderum, siger han.
Sukkersygen har i øvrigt bragt ham i forbindelse med Diabetesforeningen. Han var med i en undergruppe ved Aalborg Sygehus. I den forbindelse har han blandt andet arrangeret weekend-ophold på gården for sukkersyge børn i alderen 7-10 år.
Selv om Gert Ledet Jensen er blevet for gammel til Landbo ungdom, så er han stadig aktiv på flere fronter. Han er med i en erfagruppe for kvægavlere, ligesom han har en bestyrelsespost i Ingstrup Mejeri.
Med anerkendelsen som ”Årets unge landmand” følger en uges studierejse til Nord England. Og studieture er han vant til. På landboskolen var han i 1987/88 på tur til Rusland og i 1990 var han 14 dage på landbrugsbesøg i det sydlige Polen.
En forretningsmand i Hjørring starter en ny kombineret flytteforretning og marskandiserbutik i Hjørringgade 15 i en del af bygningen, hvor Bager Laj tidligere havde forretning.
Jeg har altid troet, at der var muligheder i Hirtshals I både for en flytteforretning og en marskandiser. Og når det kan gå her i Hjørring, kan det også gå i Hirtshals, mener Ole Jensen, der i 15 år har haft en lignende dobbeltbutik i Østergade i Hjørring. Den nye butik er på 15 kvadratmeter og er så småt gået i gang. Men jeg satser på at åbne i foråret, hvor der er flere turister også. Og jeg leder efter en person til at bestyre butikken for mig, forklarer 46-årige Ole Jensen.
Så vidt vides er der ikke marskandiserbutik andre steder i Hirtshals.
Nu må vi så finde ud af, hvad de vil have i Hirtshals. Men bøger, blade, grammofonplader og bånd plejer at gå godt. Og vi tager os af både køb, salg og bytte. ”
Byens dobbeltforretning får dobbeltnavnet Flytteforretning” og “Topa
Mathias Vestergaard er stadig ”still going strong”
og kører stadig bil som 90årig.
År 1996
Det er Krølle, der tager imod på Sct. Thøgers Vej 16, i Vrensted. Den nyklippede puddel virker, som om den er glad for, at der kommer fremmede. Man kan mærke på den, at den er vant til at tage imod. Manden i huset er ikke nogen eneboer, selvom han bor alene.
Man skulle ikke tro, at den gesvindte, smilende mand, der følger efter Krølle- fylder 90 år i morgen. Mathias Vestergaard hedder han, og det er i vognmandskredse et navn, der står respekt om. Mathias Vestergaard er født i Salling, men kom til Vendsyssel i 1930. Han mødte sin kone, Dagny, på Oddelsbøl, hvor Dagny var stuepige og Mathias forkarl. Men landbruget havde ikke hans store interesse, så Mathias fulgte med sin forlovede hjem til Vendsyssel, og her blev de gift i Vrensted Kirke i 1932. Jeg var en fingernem husflidsmand, så jeg fremstillede selv vores sovekammermøblement, fortæller Mathias, der har en hukommelse, som enhver ung må misunde ham.
I 1934 startede Mathias sin egen fragtmandskørsel fra Vrensted til Aalborg. Forretningen gik godt, der blev ansat to chauffører, så han selv fik tid til at påtage sig foreningsarbejde. I 30 år var han formand for Brønderslev og Omegns Vognmandsforening, medlem af hovedbestyrelsen for Landsforeningen Danske Vognmænd, ligeledes i 30 år og formand for sammes 1. kreds, fra 1951-77 desuden formand for Aalborg Fragtmandscentral, og så blev der også lige tid og kræfter til at tage et par perioder i det daværende Vrensted-Thise Sogneråd.
Da han fyldte 80, skal der en fornyelse til hvert år.
-Jeg forstår egentlig ikke den ståhej med den fornyelse, men selvfølgelig tjener lægerne da så også en skilling, siger Mathias med et lunt glimt i øjet. Han kører stadig i sin fine årgangsbil, en Ford Cortina fra 1966.
Mine naboer på Autogården holder mig også i gang. Jeg kører stadig ærinder for dem.
Mathias fik sit første kørekort i 1927,
Jeg har således aldrig haft tid til at kede mig, fortæller Mathias. Mathias har mange historier at fortælle. En af dem handler om besættelsestiden. Tyskerne konfiskerede dengang alt, hvad der kunne køre, men Mathias havde kun påhængsvognen hjemme. Den kredsede de noget om. Lastbilerne var mærkeligt nok altid sendt til hovedreparation netop på det tidspunkt, og tyskerne hoppede på den historie.
Mathias Vestergaard har et langt og lyst liv bag sig. Smerter i ryggen af de mange år som fragtmand har han, men som han siger:
– Jeg er ikke så stor, så der var ikke så langt til jorden, når noget skulle læsses af.
Han læser Vendsyssel Tidende hver dag og følger godt med i, hvad der sker såvel lokalt som på landsplan. Noget utryg er han ved den nuværende regering, fordi kassen altid er tom efter en socialdemokratisk periode.
På lørdag fejrer Mathias sin runde dag med middag på Løkkens Vejkro. Familie og naboer, 70 ialt. Han glæder sig til at se dem alle. Menuen står på suppe, steg og is. Med den for ham så karakteristiske lune siger han:
-Jeg glæder mig også til at se kroejeren, når jeg spørger ham, om jeg kan blive skrevet. Det tør ham vist ikke…..
Puddelen Krølle er Mathias en tro følgesvend. Selv sengen deler de.
På mandag indledes opførelsen af den nye vindmølle i Vrensted.
Da indledes støbningen af fundamentet, og så kommer det ellers til at gå slag i slag, siger møllefolkene, der bestemt mener at have deres mølle driftsklar til påske som, planlagt for længe siden. Sideløbende med det meget forarbejde til møllen har mølle Lauget også holdt sin første, ordinære generalforsamling.
Her kunne formanden, kommunalbestyrelsesmedlem Poul Søndergaard Nielsen, bl.a. oplyse, at der siden den ekstraordinære generalforsamling i december er kommet tilsagn statstilskud. Det bliver på 15 procent. Den samlede investering er på 1,5 mill. kr. uden moms og uden fradrag for statstilskud.
På det seneste er elprisen steget, så salget af strøm vil indbringe 25.000-30.000 kr. mere end beregnet, men vi har jo også måttet bruge ekstra penge til nedramning af pæle under fundamentet. Projektet tegner fortsat godt, selv om der er tæret på de økonomiske reserver, sluttede formanden.
Til bestyrelsen afgik efter lodtrækning Erik Søborg Jensen og Søren Sønderdergaard Nielsen. Begge blev genvalgt. Som revisorer valgtes registreret revisor Ole Olsen, Vrå, og læge Leif Jensen, Vrensted. Der vedtoges nogle vedtægtsændringer af redaktionel karakter, og det oplystes, at man har oprettet en venteliste, som interesserede kan optages på ved afhændelse af ledige anparter
I mere end et halvt år, omkring 220 timer, tog det Ingeborg Sørensen fra Kræmmergaard i Vrensted at fremstille den fine alterdug, som nu smykker altret i den gamle kirke i Vrensted. Ingeborg Sørensen, hvis mand, Poul Sørensen, var formand for menighedsrådet i fem år, fik en forespørgsel fra et par damer i menighedsrådet om, hvorvidt hun kunne tænke sig at fremstille en dug til altret. Ved nærmere eftertanke fik hun lyst til at prøve sin gamle hobby, kniplingskunsten, og tog et kursus for at gen- opfriske den form for håndarbejde. Så i stedet for at brodere, slog Ingeborg knippelbrættet op og fik garnet skyllet i varmt vand. Det er noget der gøres, for at arbejdet ikke senere skal krybe i vask. Garnet blev så rullet op, og de 98 pinde med 12 meter på hver pind var klar til at blive taget i brug.
Ingeborg og Poul Sørensen har nu afhændet Kræmmergården og er flyttet til Brønderslev. Men de føler stadig de hører til Vrensted Kirke og kommer der så ofte det er muligt. Ingeborg har med sin gave efterladt et varigt minde i den kirke, hvor hun selv blev konfirmeret og gift.
Ingeborg Sørensen og menighedsrådsmedlem Jytte Mogensen ved alterdugen.
Det forgik på det gamle alderdomshjem – pensionisthygge
Pensionistforeningen:
År 1995 Fhv. borgmester P. N. Jensen talte for Vrensteds pensionister.
Thomas Olsen, Løkken, og hans bog ”Sagfører Sigerslet”, fik en hård medfart, da der torsdag var foredrag om den legendariske sagfører Anders Olsen i Vrensted forsamlingshus.
Godt 40 mennesker dukkede op til Vrensted Pensionistforenings foredrag med forhenværende borgmester P. N. Jensen, Brønderslev, der fortalte spændende og inspireret om sagfører Anders Olsen alias-Kongen af Hammer Bakker, der stammede fra Vrensted.
Selv om Hammer Bakker stod Anders Olsens hjerte nærmest, satte han også sit præg på Vrensted sogn, mente P. N. Jensen, der kendte sagføreren fra sin barndom, og kunne berette om mange muntre episoder.
P.N. Jensen tog afstand fra Thomas Olsens bog om Sagfører Sigerslet- som sagfører Olsen »stod model til.
Sagfører Sigerslet var stærkt overdrevet, og satte sagfører Olsen i et meget dårligt lys, sagde P. N. Jensen, der også oplyste, at bogen var udsprunget af et uvenskab mellem forfatteren og sagføreren.
Er der noget så pragtfuldt som glade børn? Børn bliver glade af en legeplads. Altså bygger man en legeplads. Og det er lige netop, hvad forældrene til børnene i den integrerede institution, Ane Maries Hus, i Vrensted har gjort. I løbet af de sidste to-tre måneder er blevet lagt 20 kvm fliser, der er anlagt en urtehave, der er kommet ekstra gynger og sandkasser og der er bygget en hængebro. Alt sammen har været beskæftigelsesprojekter for forældre, der har kedet sig, når de er kommet hjem fra arbejde. Et træværksted i et udhus er lige på trapperne, og der er ambitiøse planer om baner til minifod- bold, håndbold, tennis, volleyball og meget mere. Og der skal anlægges en junglesti, så børnene har et sted at gå hen, når de kommer i Tarzan-humør.I lørdags blev den forældrebyggede legeplads vist frem for offentligheden, samtidig med at institutionen afholdt loppemarked. Et halvt hundrede besøgende kom der, udover forældrene, i løbet af dagen.Loppemarkedet indbragte sammen med kaffesalget knap 3000 kroner. Det lyder måske ikke af meget, men priserne var små, og rigtig mange ting skiftede ejer. Overskuddet skal bruges til udendørs legeting til de 64 børn, der går i Ane Maries Hus.
77-årig vil blive i Vrensted: Tør ikke binde sig på forhånd
Else Sørensen vil sige nej til boligselskabs krav om tilsagn.
Else Sørensen er én af de ældre. Vrensted-borgere, der krydser fingre for, at det lykkes at få opført ældre boliger i Vrensted. Hun vil blive boende i området så længe som muligt, men hvis et boligselskab forlanger, at folk skriver under på, at de vil have en ældrebolig, for der bygges, siger hun nej.
I min alder kan man ikke binde sig til noget der ligger tre eller fem år ud i fremtiden, mener Else Sørensen.
Hun er 77 år og har boet i Vrensted i 57 år. Siden hendes mand døde, har hun boet alene på Højgård på Rykindvej lidt udenfor byen.
Jeg får ingen hjælp til at passe huset. Endnu er det ikke for hårdt, for jeg har jo ikke andet at give mig til. Til gengæld keder jeg mig heller aldrig, fortæller Else Sørensen, der er så heldig at have to af sine børn boende lige i nærheden. Sønnen passer jorden.
Jeg bliver boende her så længe som muligt, men når jeg ikke har kræfter til det mere, vil jeg helst flytte ind til Vrensted, hvor alle dem jeg kender bor, siger Else Sørensen.
Ikke skrives op
Men jeg vil ikke skrives op til en bolig i byen, hvis der f.eks. går 3 år, før jeg får den. Jeg kan måske blive nødt til at flytte inden der er gået tre år – eller måske har jeg til den tid stadig kræfter til at blive på gården.
Netop det faktum, at så få eller ingen – er skrevet op til de eksisterende almene boliger i Vrensted, har afskrækket de to første boligselskaber, der har været involveret i projektet.
Emma Mariager Jensen, Vrenstedvej 503B, Vrensted, fylder mandag den 18. oktober 85 år.
Emma Mariager Jensen blev født på Gjøl i 1908, og hun kom til Vrensted Østerhede i pleje ved Marinus Thomsen som to- årig. Som 14-årig kom hun ud at tjene og havde forskellige pladser på egnens gårde.
I 1936 blev Emma Mariager Jensen gift med Aage Jensen, og de overtog hans fødehjem på Søengen i Vrensted.
Sammen fik Emma og Aage Jensen seks døtre og fire sønner. I 1978 mistede Emma Mariager Jensen sin mand, men hun blev boende på ejendommen sammen med en søn i nogle år. I 1987 flyttede hun til Vrensted i en lejlighed midt i byen, hvor hun er faldet godt til og nyder samværet med tidligere naboer og nye veninder.
Emma Mariager Jensen har altid haft nok at se til. Hun syede alt tøjet til sine børn, da de var små, lavede meget smukt håndarbejde og fik også tid til at deltage i kurser om håndarbejde. Desuden hjalp hun også til med landbruget både i stalden og på marken.
Emma Mariager Jensen er utrolig livsglad, frisk og aktiv. Hun deltager aktivt i pensionistforeningens arrangementer og tager til Havgården hver mandag. hvor hun deltager i hjemmets aktiviteter. Emma Mariager Jensen siger aldrig nej til en udflugt. Desuden er hun stadig flittig med sin hænder, og rækker ofte andre en hjælpende hånd med nørklerierne. I hjemmet på Vrenstedvej vej er der ofte gæster. Emma Mariager Jensen står altid parat med en tår kaffe, når vennerne kigger indenfor.
Fødselsdagen fejres søndag sammen med familien i Vrensted Forsamlingshus og mandag på selve fødselsdagen er fødselaren i sit hjem, hvor familie og venner vil komme og gratulere.
Der var stort rykind, da Lægerne i Vrensted i fredags fejrede deres 25års jubilæum. I dagens anledning havde hele staben taget fri, så man kunne hygge om de mange gratulanter.
Her ses bagerst de fire indehavere, fra venstre lægerne Leif Jensen Henning Krogsgaard, Frede Nørgaard og Jørgen Schierup.
I midten franstre: Tove Sørensen, Læge Merete Holck, Jytte Pedersen og Kirsten Pedersen, Kirsten Kjær
Der er var ikke noget at sige til at lærerinde Kirsten Larsen, troede, at hun så dobbelt, da hun modtog eleverne i den nye børnehaveklasse ved Vrensted Skole. Først kom en dobbeltudgave af en dreng, så en til og endnu en dobbeltudgave. Det viste sig imidlertid at være ikke mindre end tre par tvillinger. Det er enestående at der er seks tvillinger i en klasse og endnu mere usædvanligt at de alle er drenge. Tvillingerne, der udgør mere end en fjerdedel af klassen ses her i forgrunden. Det er fra venstre Niels Erik og Jens Ole Kristensen fra Søndergård, Åsendrup, Torben og Bo Hyldgård Andersen fra Grønvang på Kongsengene og Jens og Søren Guldager Jensen, Gl. Byvej. Vrensted. I baggrunden ses lærerinde Kirsten Larsen med de øvrige børn i klassen.
Husflidsforeningen i Vrensted lukker og deler penge ud
Vrensted husflidsforening, der blev stiftet i 1935, er ophørt med sin virksomhed, idet der i de senere år har været for ringe tilslutning. Gennem årene har mange unge og ældre dygtiggjort sig ved vinterens kur- sus og hobbyarbejder.
Bestyrelsen, der består af Svend Aage Andersen, Charles Andersen, Emil Jensen, Kaj Andersen og Kaj Svenningsen, har ved et møde besluttet at fordele foreningens midler.
Vrensted ungdomsforening og Vrensted idrætsforening har hver fået 1000 kr. og Forsamingshuset, hvor husflidsskolen har haft til huse i flere år, har fået ca. 4000 kr.
Foto.ca. 1945 -udstilling i Forsamlingshuset hvor kursister viser deres forskellige ting de har lavet
Tidens tand har gennem årene tæret stærkt på den østlige urskive på kirkeuret i Vrensted. Ved kirkesynet i sommer blev man klar over, at der var fare for, at den kunne falde ned, og i disse dage er den blevet udskiftet med en helt ny urskive, der er forarbejdet og opsat af tårnurfabrikant Kjeldsen Nielsen, Løkken.
Den gamle urskive er fra 1932, da familien Holmen skænkede kirkeuret til kirken. Uret blev fremstillet af daværende tårnurfabrikant Ørnholm, der dengang havd værksted i Vrensted. Siden er der skænket endnu en urskive til tårnets sydside af nu afdøde gdr. Alfred Westergård og hustru.
På ny fuldt hus til præsentation af lokal mode – Børn og mode trak igen
Barn og mode står godt sammen og er en god blanding. I hvert fald med hensyn til at tiltrække sig folks opmærksomhed, og modeopvisningen i aftes i Vrensted Forsamlingshus beviste påstanden endnu en gang.
Der var på ny fuldt hus til opvisningen, som forsamlingshuset der selv stod bag. Mindst 150 fra by og egn var strømmet til, og med folkene på og bag podiet talt med, trak opvisningen omkring et par hundrede.
Børn og unge, damer og herrer fra Vrensted var indblandet i opvisningen, som ellers ikke fik en for god optakt. Højtaleranlæget voldte knuder, da forsamlingshusets formand Ingrid Andresen sagde pænt goddag til de mange.
Men der kom orden i tingene og styr på sagerne, og så forløb aftenen ellers særdeles fint med præsentation af sports- og anden beklædning samt sko. Der var ting og sager til ung og gammel, alt leveret fra for- retninger på egnen, No. 2 i Vrå, Centrum i Pandrup samt Boston og Sport A. begge Brønderslev. Der bliver nok et overskud på 3-4000 kroner fra aftenen til forsamlingshusets kasse. Også af den grund er en gentagelse af den velbesøgte aften næste år næsten sikker.
Gerda Bækgaard, Vrensted, var en af de lokale mannequiner og tog turen på podiet for at vise tøj.
Gårdejer Niels Østergaard, Vrensted, 72 år, og opvokset på en gård i Vrensted:
Vi var ikke engle dengang. Men nytårsløjerne gik mest ud på at gemme naboens trillebør eller låse skaglerne fast på hestens seletøj, så mælkemanden blev forsinket på næste dags mælketur.
Og så kunne vi få nogle hundepistoler, der knaldede så dejligt udenfor folks vinduer, eller vi larmede med vores rumlepotter. Populært var det også at hejse forskellige ting op i flagstangen og bytte folks havelåger om. Men vi fra landet holdt os nu mest på gårdene. Folk brød sig bestemt ikke om vores løjer, men det var ikke ondskab, kun sjov. Vi tog alligevel mere hensyn til vores medmennesker dengang. I dag er miljøet mennesker imellem ikke altid godt. Man kan se det på den meningsløse vold der foregår. Før var det sådan, at man sloges mand mod mand med sine næver.
”Holmen” solgt
Gdr. Niels Østergaard, Vrensted, har solgt den ene af sine tre ejendomme. gården ”Holmen” i Vrensted, for 1.770.000 kr. Køberen er den 56-aarige Viggo Michelsen, Køge, der er indehaver af et rådgivende ingeniørfirma,
Holmen er på 252 tønder land, og i handelen er ikke medregnet avl, besætning og maskiner, som Niels Østergaard beholder og overfører til sine to andre ejendomme i Vrensted. Østergård og Drivsholm, der tilsammen er på ca. 250 tønder land.
Han har ligeledes ret til at lade besætningen blive stående på Holmen i udbinding. Viggo Michelsen vil bygge en villa til privat beboelse i haven til Holmen. Han er indstillet på, at få gården drevet ved forpagter.
Vrensted Mølle på Vingevej som blev revet ned sidst i 1950erne
Tårnurfabrikken ved Kirken og Kirkedammen
Ca. 1921 Ved Kirkedammen og købmand i baggrunden
Her malkes der på “Holmen”
1910 Høstarbejder pigerne binder neg og mændene høster med le
1925 – Ejler Kjær -Vrensteds mælkemand- her igang med høstarbejde
Her er beviset: En gig er ikke en jumbe!
Forleden bragte Parentesen et billede af en hestetrukket kærre. Det billede har vi haft megen glæde af. Sjældent har vores trofaste og udholdende læsere været så hurtigt oppe på mærkerne. Som en af dem skriver:- Da jeg i sin tid var i marinen, fik jeg besked på, at min hue ikke var nogen hat. Og stakkels den, der gjorde sig skyldig i forveksling…
Med disse Indledende ord ville vores brevskriver indkredse det pinlige emne: Hestekøretøjet som ikke på nogen måde er en gig. Det er en Jumbe
Vi har og modtaget en lille hilsen fra sommerlandet. Den glade brevskriver er fru Gerda Johnsen. Da jeg så ud ad mit vindue i morges, stod der en fasanhøne på mit grønne garagetag og gjorde sig til gode med krybende stenurt og alt det andet, som gror der. Stærene på Tolderhusene var også på vagt, to troldænder bevægede sig forsigtigt gennem revlingeris og mange løb på barkskråningen, et harepar var også derovre, i løbet af natten har de hoppet i mit salatbed. En harefod er ikke til at tage fejl af.
Efter denne beskrivelse af forunderlighederne i vores natur kommer Gerda Johnsen med sit lille klem på vores ligtorn: Det må være en ung referent, der kaldte jumben for en gig. Som barn kørte jeg om vinteren i jumbe til Brønderslev skole, og som dyrlægekone er jeg ikke ukendt med en gig. Derfor denne lille protest!
Her er en gig et en akset, tohjulet, let køretøj. Den almindelige gig er beregnet til to personer – Dette er en jumbe, som vi kaldte gig. I dette køretøj er sæderne anbragt overfor hinanden.
Den er hermed taget følge. Vi siger tak for det, og erkender nu, at en hue sandelig ikke er en hat.
Her en gig som er en to personers
Her en jumbe som er til flere end 2 personer
frisør Simoni i midten, Lønsman tv, På trommer fra Vittrup, må være i 1950erne
frisør Simoni på fløjte og Lønsman på harmonika
Jerslev Kvinteten – verdenskendt danseorkester i Vendsyssel i 1960erne
murer Arnold Nielsen på sin nye Skylon knallert
Vrensted folkedansere ved Forsamlingshuset vel i 1940erne
Vrensted folkedansere ved Forsamlingshuset vel i 1940erne
Ved smedemester Søren Nielsen på Vingevej
Smedemester Søren Nielsen og 3 svende
Den Søndre Købmand ved Kirkedammen
Den Søndre købmand v/ Kirkedammen
Håndværkere ved en ombygning af Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve”
Pastor Otto Mikkelsen med klassesættet til Vrensted Skole, hvis leder, skoleinspektør Jens Andresen studerer hæftets Indhold.
Eleverne i Løkken Centralskole, Vrensted Skole samt Hundelev Centralskole får nu de bedste muligheder for at sætte sig ind i grænselandets historie.
Det er den ene af de to lokale grænseforeninger, nemlig Løkken-Vrå Vest med sognepræst Otto Mikkelsen, Vrensted, som formand, der giver skoleeleverne den nye mulighed ved at forære hver af skolerne et klassesæt bestående af 30 stk. af det nye hæfte »Sydslesvig, grænselandet mellem dansk og tysk«.
De tre klassesæt foræres til skolerne for at markere den lokale grænseforenings 50års jubilæum i år. Lokalforeningen mener, at hæftet kortfattet og med gode illustrationer og med en god tekst beretter om grænselandets historie fra Hedebys grundlæggelse og frem til i dag. Det er det helt rigtige hæfte til skolebrug, siger Otto Mikkelsen.
Løkken-firma opgav kampen om kørslen på Løkken – Brønderslev ruten
Kilde: Nordjyske februar 1995
Usikkerhed om chaufførernes beskæftigelse
Når de nordjyske busser skifter køreplan den 28. maj, vil det være slut for et gammelt, hæderkronet busselskab med hjemsted i Løkken. Vognmand Edith Bæk havde ikke lyst at tage kampen op mod de store busselskaber i Nordjyllands Trafikselskabs licitation, der blev afgjort i går.
Så når Edith Bæk ikke var blandt de vognmænd, der vandt kørslen i Vendsyssel, havde det sine grunde. Hun bød slet ikke i licitationen.
Hvis jeg havde kunnet forny kontrakten, som tilfældet har været hidtil, havde jeg fortsat nogle år endnu. Men jeg havde ikke lyst at ofre hverken tid eller penge på at stille op mod de store busselskaber i en licitation, som de færreste, af vi små vognmænd har en chance for at vinde, siger 64-årige Edith Bæk.
Edith Bæk har tre busser og kører på rute 209 mellem Løkken og Brønderslev og en del af rute 218, der bliver omlagt efter køreplanskiftet.
Rute 209 overtages af Hjørring Privatbaner. NT overtager Edith Backs tre busser, men de fem chaufførers fremtid er der stor usikkerhed om. Hjørring Privatbaner har selv mistet en stor del af sin kørsel og har dermed også overskud af chauffører.
Knud og Edith Bæk købte forretningen 1967. I 1972 døde Knud Bæk, men Edith Bæk, der i dag er 64 år, drev forretningen videre, og hendes røde busser er godt kendt på egnen.
Hun har da også fået mange tilkendegivelser fra kunder, der beklager, at firmaet lægger op.
Selv synes jeg da også, det er vemodigt. Jeg ville have foretrukket selv at bestemme, hvem jeg skulle sælge firmaet til. I det hele taget er det synd for de mange mindre vognmandsforretninger, at der ikke mere er plads til dem. De giver nu engang en bedre service, mener Edith Bæk.
Hun får ikke problemer med at få tiden til at gå efter 28. maj. Der er børnebørnene, og så er der golf spillet, som der ikke hidtil har været megen tid til at dyrke.
Edith Bæk ved rattet i den store bus for sidste gang
Købmandspar går efter 38 år – Karen og Henning Simonsen stopper
Kilde: Nordjyske juni 1993
Det er da ikke fri for, at vi har sommerfugle i maven. Sådan havde Vrensteds købmandspar Karen og Henning Simonsen det op til sidste dagen i deres forretning. Det var lørdag. I dag er de førtidspensionister. Efter 38 år bag disken i forretningen på Bådstedhedevej i Vrensted.
Og så skulle vi endda lukke kl. 12 som følge af grundlovsdagen på vores sidste dag i forretningen og med de kunder, vi har kendt i så mange år, var Henning Simonsens kommentar som optakt til sidste dagen i den tidligere stationsby, hvor den 64-årige købmand sammen med sin fire år yngre kone har lagt så mange år i sit voksen-virke. Købmands-parret købte Vrensted-forretningen 1955 af Poul Erik Christoffersen, der havde drevet forretningen i ti år. Dengang var der tale om en betydelig mindre butik. Kun 30 kvadratmeter. Den udvidedes senere til 65m2, derpå til 125m2 og i 1975 til 250 kvadratmeter.
Da vi startede i Vrensted, var der yderligere tre købmænd, en brugs, en slagter og en bager. I dag er der vores forretning samt brødudsalget. Og så samtidig langt færre håndværkere.
Hård udvikling
Udviklingen har været hård ved de lokale samfund, siger Henning Simon- sen, som trods det vemodige farvel til dagligdagen i forretningen i Vrensted og de mange kunder alligevel glæder sig til pensionisttilværelsen. Ikke mere 60-70 timers arbejdsuge. Tænk sig, siger han. Nu kan vi også komme på camping. Vi har købt en campingvogn sammen med børnene. Og nu kan vi komme ud med den.
Købmandsparret vil tilbringe sommeren i sommerhuset i Grønhøj, holde ferie i “campingvognen” og så ellers starte med at indrette boligen på Studievej i Løkken.
Parret har solgt forretning og privatbolig i Vrensted til den 24-årige Poul Verner Eskildsen, Ingstrup, som har vældig mod på at føre forretningen videre.
Han er jo også ung, siger Henning Simonsen. Min kone og jeg var også på den alder, da vi startede. Men det er altså nogle dage siden.
1993 – Pensionistformand tror på behov for ældrevenligt nybyggeri
Det er helt sikkert, at de ældre i Vrensted ønsker at blive boende i byen. Derfor ser vi, at de flytter de ind i gamle upraktiske huse, der ikke egner sig for pensionister.
Formanden for Vrensted Pensionistforening. Gunnar Kristensen, er en af de personer, der selv om han ikke er fremskridtsmand støtter kommunalbestyrelsesmedlem Frode Larsen (Frp), der mener, at Løkken-Vrå Kommune bør bygge nye ældreboliger både i Vrensted og Hundelev.
Gunnar Kristensen er klar over det dilemma, der er ved at bygge nyt i de mindre oplandsbyer, fordi byerne har et overskud af gamle boliger. Men de dur kke til gamle mennesker mener han.
Boliger til ældre må ikke være for store, gen trapper være og de må være i en god stand. Kort sagt de skal være nemme at bo i. I lang tid var det “in” at bo i længst muligt i egen bolig. Nu hedder det
længst muligt i egnet bolig, mener Gunnar Kristensen, 71 år og pensioneret skolelærer.
Gunnar Kristensen (tv) og Emma Jensen er enige om, at mange andre ældre kunne have glæde af at bo i sådan en lejlighed, som Emma har.
Gunnar Kristensen ved ikke præcist, hvor mange ældre mennesker i og omkring Vrensted, der ønsker en lejlighed i et ældrevenligt byggeri. Men i pensionistforeningen er det et stadig varmt samtaleemne. For de fleste ønsker fortsat at være knyttet til Vrensted
Vi ser, at når folk sælger deres gård, flytter de herind, siger Gunnar Kristensen.
Han er blandt dem, der var “meget skuffede”, da politikerne nedlagde alderdomshjemmet i Vrensted for tre-fire år siden.
Det var fuldstændig meningsløst at nedlægge hjemmet. Masser af mennesker ville gerne have været deroppe. Nu kommer de i stedet til Løkken, siger han. Formanden foreslår politikerne, at de køber alderdomshjemmet tilbage og indretter det – med elevator til lejligheder for ældre. Han forventer, at de ældreboliger bliver bygget under en eller anden form. Nogle af de folkevalgte har under valgkampen blandt andet luftet tanken om bofællesskaber for ældre måske i forbindelse med de otte nye almennyttige boliger, der har adresse på Vrenstedvej 503.
-Når det under valgkampen er blevet fremhævet, at man skulle have bygget noget heroppe, regner vi med, at det er andet end valgflæsk, fastslår Gunnar Kristensen. Men han må også drømme, at pensionistforeningen ikke selv har arbejdet for sagen.
Vores opgave har været at give ældre nogle gode eftermiddage. Det har mest drejet sig om underholdning. Det er muligt, pensionistforeningen skulle gå ind i det arbejde siger den pensionerede lærer eftertænksomt, men sætter så sin lid til at det ældreråd, som måske vil blive etableret, vil blive et talerør for alle borgere i Kommunen.
År 1989 – Om meget få kan man efterhånden sige om, at de virkelig har rod i deres hjemsogn. Men det kan med rette siges om kulturudvalgsformanden Løkken-Vrå Kommune, Povl Søndergaard Nielsen, Anders Olesens vej 10, Vrensted, der fylder 50 år.
Han er født og opvokset i Vrensted som sine forældre. Han har boet i Vrensted hele sit liv som forældrene – og han følger den kommunalpolitiske arv op efter bedste faderen, afdøde Søren Nielsen, der i en lang årrække var byens sognefoged og i 29 år medlem af det daværende Vrensted-Thise Sogneråd.
Havde Povl Søndergaard Nielsen boet på den vej, som i byen er opkaldt efter bedste faderen, havde tingene været 110 procent Vrensted`sk.
Voksentilværelsen startede med et landmandsliv, efterfulgt af et landbrugsskoleophold, men det blev nu til et job hos en murer undervejs til det nuværende arbejde hos Vrå Andel i Vrensted. Det ansættelsesforhold har i øvrigt varet 25 år i næste uge. Nu er jobbet trappet ned til halv tid, og det passer meget godt til det andet job som kulturudvalgsformand. Det er efterhånden også ved at blive et halvtidsjob.
Dertil kommer så tidsforbruget til det utal af ting, som Povl Søndergaard kaster og har kastet sine evner i. Formand for det nye Vrensted møllelaug, næstformand i forsamlingshuset, kasserer i idrætsforeningen efter et mangeårigt formandskab, foruden tillidsposter i bl.a. Løkken Sparekasse, BOE og Vendsyssel historiske Museum.
Siden 1981 har Povl Søndergaard været medlem af Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse valgt på en borgerliste og de sidste fire år kultudvalgsformand.
Det er selvfølgelig for hele kommunen, men derudover er det først og fremmest Vrensted og dens borgere, han varetager interesserne for. Politiske venner og modstandere accepterer det, men indrømmer samtidig, at Povl fra Vrensted gør det godt og entusiastisk for sin hjemby.
Fødselsdagen markeres ved åbent hus i hjemmet for ”venner og fjender”, som Poul Søndergaard selv udtrykker det.
Løkken Sparekasse forærede Vrensted by skulptur i anledning af filialjubilæet
Løkken Sparekasses formand, Poul Sørensen, overrakte flot ørne-skulptur til Vrensted by i anledning af filialjubilæet. Ved overrækkelsen sagde han bl.a.:
– Det er mig en glæde at afsløre Sparekassens gave til Vrensted by i anledning at Vrensted filialens 50års jubilæum.
Det er kunstneren Anders Friis, Hjørring, som har omformet denne sten til en ørneunge, som kigger søgende op i luften.
Og hvad kigger ungen så efter? Ja, den kigger vel efter sin moder for at få sulten stillet, – og moderen i denne sammenhæng må vel i overført betydning være Løkken Sparekasse, som for 50 år siden fødte en filial her i Vrensted, og som det er gået godt for siden 1947. Når jeg tænker på en ørn ligger ord som mod, styrke, skarphed, stolthed mig på sinde.
Disse ord passer jo egentligt ganske godt til Vrensted og dens beboere.
I viser jeres mod, når det drejer sig om byens udvikling og I har også styrken til at gennemføre de ting, som I bliver enige om i lokalsamfundet. Skarpheden har I også, fordi I evner at se klare detaljer i de processer og beslutninger, som en levende by er kendetegnende for.
Stoltheden synes jeg også Vrenstedbeboerne i al beskedenhed er i besiddelse af. Man siger jo ofte, at ”mit hjem er mit slot” og tilsvarende kan man vel sige, at man er stolt af den by, som man er en del af. Inden jeg overdrager kunsten, vil jeg gerne rette en tak til Jens Andresen, Kirsa Pedersen og Thomas Mogensen, som har bistået sparekassen i at finde frem til denne flotte figur. Med ønsket om, at I passer godt på den lille unge, vil jeg hermed overrække Sparekassens gave til byen.
Else Aaris er fra en gård på Bådstedhede, Vrensted, hun fortæller
Else Aaris Hansen
Som seksårig mistede jeg synet som følge af meningitis og det var en ulykke for mig. Det vil det altid være. Men man kan lære at leve med det.
Sådan siger Else Aaris Hansen, 44år, Enighedsvej i Frederikshavn, der er indstillet af Dansk Blindesamfund til posten som blindekonsulent for Nordjyllands Amt. Det forventes, at socialstyrelsen vil godkende forslaget.
Else Aaris Hansen afløser Harry M. Olsen, der efter 25 års virke som blindekonsulent har valgt at trække sig tilbage.
Jeg er meget glad for at få muligheden for at blive lindekonsulent for Nordjylland, siger Else Aaris Hansen og oplyser at Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer i Danmark. Heraf ca. 1.000 i Nordjylland.
Det giver en styrke at være blind, når jeg skal hjælpe menneske, der måske nylig er blevet blind.
I dag er jeg gift og har to sønner, begge har normalt syn. Et argument for, at man trods blindhed kan leve et forholdsvis normalt.
Fra Vendsyssel
Jeg er født i Vrensted og kom efter et par år i børneskolen, til Refsnæs Skole ved Kalundborg, hvor alle blinde og svagtseende børn kom engang.
Senere fik jeg en telefonistuddannelse på blindeinstituttet i København, og da jeg var færdiguddannet, kunne jeg vende hjem til Vendsyssel til job i Frederikshavn, hvor jeg i fem år arbejdede hos autoforhandler Jørgen V. Hansen på Parallelvej. Siden er meget af min tid gået med at arbejde for Blindesamfundet, som jeg næsten føler mig som aktionær i, siger Else Aaris Hansen.
Else har siden 1968 været med i organisationsarbejdet i Blindesamfundet.
Først, som omsorgskonsulent og i 1976 blev hun kredsformand for Vendsyssel-afdelingen.
Else Aaris Hansen er endvidere formand for social- og arbejdsmarkedsgruppen i blindesamfundet og endelig er hun medlem af Socialankestyrelsen.
Formanden for lotteriudvalget, Jørgen Svarre Nielsen, Hjørring, overrækker den store check til Else Åris Hansen, der dog også modtog en i almindelig størrelse.
Kilde VT 1979
Lørdag den 2. juni Lotterioverskud til Vendsyssels blinde
En meget glad formand for Dansk Blindesamfunds Vendsyssel Kreds, Else Åris Hansen, Frederikshavn, har modtaget en check på 25.021,88 kr., nøjagtig en tredjedel af overskuddet fra Lions og VTs julelotteri.
Pengene betyder bl.a., at vores lokale lyd avis, Nordlyden, der siden oktober i fjor har været udsendt hver 14. dag, går en tryg fremtid i møde. Muligvis bliver det på længere sigt muligt at udbygge Nordlyden, der hidtil er udgivet med underskud, sagde formanden.
Det var formanden for lotteriudvalget, handelslærer Jørgen Svarre Niel- sen, Hjørring, der overrakte checken på Vendsyssel Tidendes hovedredaktion. Han oplyste, at man på forhånd havde besluttet at skænke en tredjedel af overskuddet til en handicapgruppe i Vendsyssel, og valget var hurtigt faldet på de blinde. Andre grupper kan senere komme i betragtning, idet man håber, at julelotteriet bliver en fast tradition. Udvalget er allerede i gang med at forberede næste lotteri.
Der er stor tilfredshed. med, at overskuddet i år blev på godt 75.000 kr. på trods af en uheldig start med avisløse dage, Der blev solgt omkring 225.000 lodsedler. De resterende to tredjedele af overskuddet fordeles mellem de deltagende Lions Clubber og anvendes til humanitært arbejde.
Nordlyden
Nordlyden er blevet et godt supplement til de øvrige muligheder, vi har for information, fortæller Else Åris Hansen. Hvis ikke man holder Nordlyden eller har en dygtig privat oplæser, er man afhængig af radioen eller den landsdækkende lyd avis, som Dansk Blindesamfund udsender to gange om ugen. Det er udmærket, men de lokale nyheder kniber det med. Derfor er vi meget glade for, at vi fik startet vores egen avis.
Journalist Bruno Hansen, Hjørring, læser alle de lokale aviser igennem og redigerer meget dygtigt, og Sct. Georgs gilderne i Frederikshavn står for oplæsningen. Begge parter gør arbejdet vederlagsfrit. Nordlyden mangfoldiggøres på Båndcentral i Ålborg, og det er meget dyrt. En anden ting er, at de ældste nyheder bliver tre uger gamle, inden vi får dem at høre, fordi der går en ekstra uge med mangfoldiggørelsen. Det er naturligvis ikke helt tilfredsstillende. Vi har i øjeblikket 60 abonnenter og håber, flere kommer til.
På længere sigt håber jeg, at udgivelsen af Nordlyden bliver en kommunal opgave. F.eks. kunne flere kommuner gå sammen om at dække et om- råde.
Det var ønskeligt, om kommunerne havde pligt til at informere alle bor- gere, også de blinde. I Frederikshavn har kommunen taget et godt initiativ og udsendt en pjece om hjælpemuligheder for pensionister, men en række blinde har svært ved at få teksten læst op. Den slags oplysninger kunne det også være rart med tiden at få med i en lyd avis, siger kredsfor- manden.
På VT- bagsideredaktionen, venter man med spænding på en 13’er! Ikke i tipning, men i bankospil…
Det har nemlig vist sig, efter en efterlysning af spillere med det store og hurtige overblik, at et par vendelboer kan klare 12 bankoplader.
Lydia Jensen, Svinget 73, Manna, spiller hver onsdag på 12 plader i Vrensted og hver torsdag på 10-11 i Børglum. Det går lidt hurtigere i Børglum, og derfor kan hun ikke nå så mange« dér. Hun har gået til banko i en snes år sammen med 4 veninder, og da hun er den eneste, der har kørekort, er hun nødt til at være med hver gang! Hun vinder mange gevinster, men det er dog knap nok, det løber rundt.
Anna Nielsen, Camillo Bruunsvej 9, Hjørring, spiller mindst 10 plader hver anden aften i Bingohallen i Hjørring, og når børnene sommetider er med og bliver trætte af at spille, kommer hun op på de 12. Hendes lillesøster, Else Marie Christensen, Hvidkildevej 5, Hjørring, spiller også i Bingohallen og har i hvert fald altid 10 plader.
Lilly Larsen, Tømmerbyvej 37, Stenum, klarer 10 eller 11 plader til spil flere steder på Brønderslev-egnen. Hun skal helst af sted 3 gange om ugen, hvis vejret ellers tillader det. Hun spiller som regel på de samme plader og er godt tilfreds med gevinsternes antal. F.eks. har hun efter jul vundet 3 kvarte grise!
VT `s Bagsideredaktionen hører fortsat gerne fra spillere, der kan klare i nærheden af de 12 plader, men spændende ville det jo være, om der går en 13’er rundt!
Løkken Sparekasse markerede i mandags at det var 50 år si den, man oprettede filial i Vrensted. At det var en god og fremsynet idé, man dengang fik, fremgik af sparekassedirektør Poul Johnsens tale:
”Jeg vil gerne ønske Vrensted-filialen et stort tillykke med 50års jubilæet.
En begivenhed som bør fejres på behørig vis. Derfor har der lydt nogle knald i dagens løb, og det er såmænd champagnepropperne, der giver lyd i dagens anledning.
Selve starten på filialen har jeg fundet i bestyrelsesprotokollen fra 4.2.1947 og jeg citerer nu punkt 5 fra dette møde:
Fra Vrensted Borgerforening er der fremkommet et andragende om at få oprettet en filial af sparekassen i Vrensted.
Andragendet har følgende ordlyd:
Til bestyrelsen Sparekassen for Løkken og Omegn
Efter en hertil bestyrelsen for Vrensted Borgerforening modtaget anmodning fra forretningsfolk i Vrensted om at forsøge oprettet et filialkontor fra en eller anden pengeinstitution, og da man må gå ud fra, at Vrensted hører under Løkkens opland, tillader bestyrelsen for Borgerforeningen sig hermed at tilsende denne anmodning desangående til den ærede bestyrelse for sparekassen og håber, at denne vil tage velvilligt imod sagen.
Som det jo også er den ærede bestyrelse bekendt bliver så godt som alle betalinger som folk foretager betalt med checks. Landmanden modtager checks for svin og kvæg og må af den grund selv betale med check, som så har til følge at forretningsfolk ingen kontante penge har at betale med og må da henvende sig til pengeinstitutionerne for at få vekslet, hvilket kræver forøget arbejde samt omkostninger for forretningslivet.
Egnet lokale til brug for filialen kan eventuelt stilles til rådighed for sparekassen to gange ugentligt.
For Vrensted Borgerforening. -Carl Christensen.
Andragendet er anbefalet og underskrevet af 25 næringsdrivende i Vrensted. Og protokollen fortsætter:
Det vedtoges at lade sagen fremme og at overlade det fornødne i den anledning til direktionen.
Kontoret kan formentlig åbnes omkring den 1. maj.
”På bestyrelsesmødet 30.5.1947, eller godt 3 måneder efter, står der skrevet i protokollen:
”Det vedtoges at påbegynde filialen i Vrensted torsdag, den 12. juni. Andelsmejeriet ”Lykkens Prøve”, Vrensted, har stillet et lokale til rådighed, hvor der indtil videre er kontor dag hver torsdag fra kl. 9.30 til 11.30”.
Alt er skrevet af direktør Carl Enevoldsen med sirlig håndskrift.
Det var fortiden, men også samtidigt indledningen til fremtiden og et godt finansielt samarbejde med Vrensted by og omegn. Filialen fremstår i dag med alt den moderne teknologi, som en filial i fremdrift har behov for. Hver gang vi foretager investeringer på dette område, så tænker vi helt pr. automatik på Vrensted-filialen.
Personalet med Anette Taagaard i spidsen glæder sig altid til filialdagene her i byen. Jeg har lidt på fornemmelsen, at der kan være lidt konkurrence blandt medarbejdere om at komme på Vrensted-holdet, fordi det er et interessant sted at komme. Her får man jo lov til det hele, også vores elever boltrer sig her under uddannelsen. Af sparekassens 25 ansatte
har alle været i direkte kundekontakt i filialens 50årige historie. Personligt er jeg meget glad for Vrensted-filialen, som er en bæredygtig enhed i den samlede sparekasse.
Og det kan jeg jo kun tilskrive kunderne, som med loyalitet og interesse har deres gang her i huset.
Hvis vi måler på markedsandelen i filialerne, så skilter Vrensted med den bedste markedsandel, og den ligger så fint at over 90% af byen er kunder i sparekassen.
Det er vi selvfølgelig glade for og det styrker os i troen på, at gode samarbejde vil fortsætte i mange år fremover.
.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
