Forfatter: Jens Otto Madsen

Hvordan vi holdt jul i mit hjem

Af Jens Otto Madsen

Jens Otto

De sidste dage op til jul kan være fulde af små og store gøremål:

“Er der fløde nok til risalamanden, skal vi have lidt flere kartofler, og hvem køber mandelgaven?”

Men når de sidste ærinder er ordnet, og butikkerne lukket for julen, sker der noget med os.

Julefreden sænker sig.

Nu handler det om at være sammen og nyde hinandens selskab.

Lytte til vores yndlingsjulemusik, se en hyggelig julefilm og – ikke at forglemme – spise al den dejlige julemad.

Julen giver tid til ro og nærvær på en helt særlig måde.

glædelig jul

Hvordan vi holdt jul i mit hjem.

I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Byskolen. Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene. Hun drev et pensionat med over 100 pensionærer dagligt. Hun var dygtig og skrap i køkkenet også juleaften. Efter julemiddagen mente hun at alt skulle ryddes op og vaskes af inden vi skulle gå rundt om juletræet og ha pakker. Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.

Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Far og jeg havde opsat salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet og kirken var altid overfyldt juleaften, idet mange voksne børn kom hjem udenbys fra og der var bestemt også mange der kun kom en gang om året alene til julegudstjenesten som en tradition.

Herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik hvad man ønskede sig. Nogen gange kørte vi i en af juledagene til Frederikshavn for at besøges fars søster og svoger der havde hus der.

Juletræ i forsamlingshuset 4. juledag:

Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i forsamlingshuset. Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet. Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn. Man skulle købe billetter til juletræsfesten. Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf. Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo. Jeg husker også at Charleses Leo spillede på trommer. De spillede bl.a. Bro Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert også for de voksne som kunne se børnene more sig dejligt medens de fik kaffe i den lille sal.

Gunnar Gade på Banjo og traktorCharles på harmonika

 


                                              Charles søn Leo på trommer

 

Historiske taler: Dronning Margrethes sidste nytårstale 31.12.2023 og Statsministerens nytårstale den 01.01.2024

Historiske Taler : Dronning Margrethes nytårstale  31.12.2023, hvor hun meddeler at hun abdicerer og kronprins Frederik skal være Konge fra 14. januar 2024

Vi har netop fejret julen, den dejlige fest, med juletræ, tændte lys og forventningsfulde børn. I den mørkeste tid på året lyser julen op. Nu står det nye år for døren, i aften fejrer vi nytårsaften. Foran os ligger et år, som vi møder med forventning, men også med bekymring, for der sker voldsomme ting ude i verden.

Nogle årstal står klart i vores bevidsthed, fordi vi knytter dem til bestemte begivenheder.
Året 1943 husker vi for redningen af de danske jøder. Det var 80 år siden i oktober.
Hvad skal vi gøre, når uskyldige mennesker bliver angrebet?

Det viste den danske befolkning dengang. Almindelige borgere hjalp helt spontant deres medmennesker. Advarede naboen, skjulte kollegaen og bragte familier i sikkerhed i Sverige. For langt de fleste danske jøder lykkedes flugten fra nazisternes folkemord.

Dengang Danmark var besat, gav min farfar Christian X udtryk for dét, som var holdningen i befolkningen: ”Jøder var og er agtede borgere i det danske samfund” -. Når vi kender hinanden, formår vi også at leve os ind i hinandens skæbne. Så følger medfølelse og hjælpsomhed som noget ganske naturligt.

Det år, vi tager afsked med i aften – 2023 – vil blive husket for det grufulde terrorangreb på civile i Israel. Det er ikke til at fatte.

Grufuld er også den krig, der er fulgt efter. Her er ingen vindere, kun tabere. Kvinder og børn har ikke selv valgt krigen, men de betaler prisen. Uskyldige mennesker er de første ofre. Ikke alene i Mellemøsten langt herfra, men også i Danmark.

Krigen får antisemitismen til igen at brede sig. Det er ulykkeligt og skændigt.

Jeg vil i aftEn komme med en utvetydig opfordring til, at vi alle i Danmark behandler hinanden med respekt.
Vi skal træde tættere på hinanden, ikke fjerne os fra hinanden. Vi skal huske, at vi alle er mennesker. Det gælder såvel jøder som palæstinensere.

Både jøder og palæstinensere i Danmark bliver bange, når telefonen ringer. Er der dårligt nyt om familien?
De ukrainske flygtninge kender den samme angst.

Året 2022 vil altid være knyttet til overfaldet på Ukraine. I år er krigen fortsat med samme styrke og med store tab af menneskeliv. Selvom opmærksomheden lige nu er rettet mod Mellemøsten, så skal ukrainernes kamp for frihed ikke blive glemt.

Dansk opbakning har stor betydning for det ukrainske folk. Det kom klart til udtryk, da præsident Zelenskyj besøgte Danmark i sommer. Det kan vi godt være stolte over.

Min nytårshilsen i aften går til alle, som fejrer nytår i skyggen af terror og krig.
Det er ikke alene krig og konflikter, som gør fremtiden usikker.

Vejret synes at løbe løbsk i forskellige retninger. Det virker uoverskueligt, og det skræmmer.
Rundt om i verden bliver mennesker ramt på forskellig vis. De fleste husker nok, at juli herhjemme var kølig og regnfuld. 2023 blev det vådeste år i dansk vejrhistorie. Men for hele jorden blev juli og august de to varmeste måneder nogensinde.

I sidste måned udsendte FN en ny klimarapport. Alvoren er tydelig. Klodens klima forandrer sig hurtigere, end man troede.

Vi er nødt til at forholde os til klimaforandringerne. Konsekvenserne er ikke kun fremtid. De er her allerede, og de er voldsomme.

Det er de fleste i Danmark fuldstændig klar over, selvom det har været vanskeligt for nogle af os helt at indse det.
Nu må vi sammen finde håbet og viljen til at gøre noget.
Tidligere i denne måNed var der klimatopmøde i Dubai. Her deltog Kronprinsen sammen med danske ministre.

Danmark er et rigt land med en vigtig international stemme. Det forpligter.

Vi har også flere af de tekniske løsninger, der skal til. Det gør mig stolt, at danske forskere og virksomheder er med til at skabe en fremtid, hvor vi passer på vores klode og natur.

I det forløbne år har der været talt meget om ”kunstig intelligens”. En ny teknologi, som vil kunne ændre vores liv på måder, vi næppe kan forestille os. Men hvordan? Hvad kan følgerne blive? Måske kan den forbedre vores samfund, men vil vi kunne styre det?

Skal vi være begejstrede eller bekymrede? Jeg tror, at vi skal være eftertænksomme og opmærksomme.
Den nye teknologi er jo netop ”kunstig”. Den tænker ikke selv. Den bliver fodret med det, mennesker allerede har skabt.

Kunstig intelligens efterlader os med et helt grundlæggende spørgsmål: ”Hvad er det, der gør os mennesker til noget ganske særligt?”

Vi mennesker har håb og nysgerrighed. Vi har indlevelse og kreativitet. Vi har evnen til at skabe og til at tænke selv. Det er det, der har bragt os vidt. Det må vi ikke glemme.

Teknologien og maskinerne har for længst overtaget meget af håndens arbejde. Men alligevel betyder det ikke, at vi mennesker sidder med hænderne i skødet.

Jeg har lagt mærke til, at mange igen har fundet en hobby eller et håndarbejde frem. Det begyndte nok under corona-krisen; men så kunne man ikke holde op igen – det gælder i hvert fald for mig. Man får ro på sig selv, når man sidder med et sytøj eller har noget andet mellem hænderne; det gælder for alle aldersgrupper.
For mange af os er det en fritidsbeskæftigelse at holde hænderne i gang. For andre er det et livsvilkår – en profession.

Det gælder for dem, der lægger murstenene, trækker kablerne, maler væggene i de huse, hvor vi bor. Dem, der bygger vindmøllerne, så vi får ren energi. Dem, der passer os, når vi er indlagt på sygehuset, eller plejer os, når vi ikke længere kan klare os selv.

Det er alt sammen funktioner, der kræver håndelag, kundskaber og uddannelse, og som i den grad fortjener respekt.

Godt håndværk er en nydelse at opleve. At betragte en velbygget mur, at se på en blank og smukt malet væg, at beundre et møbel, hvor træet er behandlet med omsorg og indsigt, det fylder mig med glæde hver gang.
Året 2023 vil vi huske som det år, hvor vi kunne fejre, at mit barnebarn Prins Christian fyldte 18 år. Det blev en stor og, tror jeg, dejlig dag for ham. Han stod frem på en måde, der gjorde hele hans familie stolt af ham. Han var omgivet af søde, forventningsfulde og muntre unge fra hele riget og han holdt en tale, der aftvang stor respekt. Den gjorde hans farmor stolt.

Prins Christian sagde tingene, som de var. Det gjorde man ikke så meget, da jeg var ung. I dag tør de unge vise, at de også kan være usikre. Den åbenhed er en styrke, som vi andre må beundre, og som vi kan lære af.
Alle kender det lille ord ”tak”.

Det er et dejligt ord, både at sige og at høre. I det ord ligger erkendelsen af, at et menneske ikke står alene. Det er også ordet, vi benytter netop som nytårshilsen: Tak for det gamle år!
Tak for den hjertelighed og gæstfrihed, jeg møder overalt i Danmark.

I rigsfællesskabet er vi tre lande og tre folk. Vi har hver vores identitet og kultur og hver vort sprog. Men vi er knyttet sammen af en fælles historie, og vi er forbundne som mennesker.

I aften vil jeg ønske et godt nytår for alle i Grønland og for alle på Færøerne. Ofte går mine tanker nordpå til de to lande og til de to folk med en tak for alt, hvad de har givet mig i årenes løb.
Mine nytårshilsener går også til de danske i Sydslesvig og til de mange andre danske, som opholder sig og har deres virke i udlandet.

Ved årsskiftet takker jeg alle i Forsvaret, Politiet og Beredskabet. I gør en beundringsværdig og helt uundværlig indsats for vort land.

En ganske særlig tak skal lyde fra mig i aften. Tak for alt, hvad jeg og min familie har modtaget af varme og hengivenhed igennem mange, mange år.

Om 14 dage har jeg været Danmarks dronning i 52 år. Så lang tid går ikke sporløst hen over noget menneske – heller ikke mig! Tiden slider, og ”dårligdommene” bliver flere. Man overkommer ikke længere det samme, som man kunne engang.

I februar i år gennemgik jeg en omfattende rygoperation. Den forløb godt, takket være det dygtige sundhedspersonale, der tog sig af mig. Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden – om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation.
Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning. Jeg overlader tronen til min søn Kronprins Frederik.

I aften vil jeg først og fremmest sige tak. En tak for den overvældende varme og støtte, som jeg har modtaget gennem alle år. En tak til de skiftende regeringer, som det altid har været givende at arbejde sammen med, og til Folketinget, som altid har mødt mig med tillid.
Min tak skal lyde til alle de mange, mange mennesker, som ved særlige begivenheder, såvel som i hverdagen, har omsluttet mig og min familie med kærlige ord og tanker. Det har gjort disse år til en række af perler.
Den støtte og bistand, som jeg har modtaget gennem årene, har været afgørende for, at jeg har kunnet løfte min opgave. Det er mit håb, at det nye kongepar vil blive mødt med den samme tillid og hengivenhed, som er blevet mig til del.

Det fortjener de! Det fortjener Danmark!

Så vil jeg afslutte min sidste nytårstale med de ord, som jeg plejer:
GUD BEVARE DANMARK

GUD BEVARE JER ALLESAMMEN

mor og søn

 

Statsminister Mette Frederiksens nytårstale den 1. januar 2024

Godaften.”Nogle årstal står klart i vores bevidsthed, fordi vi knytter dem til bestemte begivenheder.”
Sådan sagde Dronningen i sin nytårstale i går.I dag – den første januar – ved vi allerede, hvilken begivenhed vi vil forbinde med det nye år.I 2024 træder Dronning Margrethe tilbage. Danmark får en ny regent.Kong Frederik 10.For de fleste af os starter nytårsaften altid med Dronningens nytårstale.I går var det, som om tiden gik i stå.Måske tænkte én og anden: Hørte jeg rigtigt? Sagde Dronningen virkelig det?Måske var nogle ligefrem chokerede.Her dagen derpå; en følelse af vemodighed. Som når et menneske, der betyder meget for os, rejser bort.Dronning Margrethe er den regent i hele danmarkshistorien, som har siddet længst tid på tronen.Dronningen har udført sin pligt med en flid, en rigdom af talenter og en arbejdsglæde som ingen anden.I aften vil jeg gerne rette en dybtfølt tak til Hendes Majestæt.Kære Dronning Margrethe.

Hvad De har formået gennem snart 52 år er en enestående præstation. Deres betydning kan ikke overvurderes.

De har været vores anker, når det har blæst. Vores samvittighed i livets vigtige spørgsmål. Vores ledsager i årtierne, hvor fremtidens Danmark rejste sig.

De har været vores samlingspunkt i det nære og i det svære.

* * *

Dronning Margrethes regeringstid er det moderne Danmarks historie. De fleste af os har ikke kendt en anden regent.

Dronningen er vores livsvidne.

En regnfuld januardag i 1972 blev den unge tronfølger udråbt til dronning fra Christiansborgs balkon.

Det var dengang, Danmark blev medlem af EF, som det hed.

Aborten blev fri. Det var endnu tilladt at køre bil uden sikkerhedssele.

Kønsrollerne var i opbrud. Velfærden blev udbygget.

Det var en brydningstid.

I 2024 overlader Dronningen os et land, som er rigere.

Et samfund, hvor flere har gode muligheder. Og hvor vi hver især er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os.

Men også en tid, som igen er præget af opbrud og splittelse.

Verden forandrer sig. Det samme gør Danmark.

Netop derfor har vi brug for det, som samler os.

I generationer har Dronningen været vores samlingsmærke. Et holdepunkt, når alt andet var i bevægelse. En del af hvad vi kommer af. Og hvem vi er.

Dronningen har formået at tale til os som folk. Både til nye og gamle danskere. Såvel til unge som ældre mennesker. Og til hele riget – Danmark, Færøerne og Grønland.

Gennem store forandringer har Dronningen holdt fast i kunsten, kulturen, dyderne, oldtidens visdom. Og et internationalt udsyn.

At værne om traditionen. Vores traditioner. Og samtidig være et moderne statsoverhoved for et moderne land – det er en balancekunst, som aftvinger både hengivenhed og respekt.

Netop dén fornyelse fortsætter Dronningen med beslutningen om at træde tilbage og lade en ny generation få plads.

Nu tager vi hul på et nyt kapitel for Danmark.

Vi vil savne Dronning Margrethe, som vi holder så meget af.

Men at Kongehuset som institution lever videre, er i høj grad mennesket Magrethes fortjeneste.

Det danske monarki er blandt de ældste i verden. Kongehusets historie tæller mere end tusind år.

I en ubrudt kæde har nye regenter taget over efter gamle.

Stien er trådt gennem historien. Og hver generation skal finde sin egen vej frem. Vi har en fælles tillid til, at Kronprinsen vil gøre netop det.

Dronningen har sagt det på sin egen måde: ”Jeg har en søn, som jeg har meget stor fidus til.”

Jeg kan tilføje, at det har vi andre også. For vi kender vores kommende konge.

De ældste har set Kronprinsen vokse op.

De jævnaldrende er blevet voksne sammen med Kronprinsen. Har studeret, aftjent værnepligt, gået til koncerter, dyrket sport og stiftet familie i samme takt.

Og for de yngste danskere har Kronprins Frederik altid været der.

En mand med et helt særligt nærvær. Og med en dygtig, inspirerende og aldeles afholdt hustru ved sin side.

Både Kronprinsen og Kronprinsessen har allerede vist os, hvem de er. Og hvad de vil for os.

Senest fulgte vi med til Prins Christians 18 års-fødselsdag. Mon ikke mange blev imponerede over den unge mands ligefremme optræden? Det blev jeg i hvert fald.

I den kongelige familie formår man at hjælpe næste generation på vej, skridt for skridt. Det kræver kløgt. Og vidner om et stort menneskeligt overskud.

Kong Frederik 9. sagde til sin datter Margrethe: ”Du skal huske på, at folk jo vil dig det vel.”

Lad os love hinanden, at den folkets hengivenhed, der blev Dronningen til del, også vil støtte det nye kongepar og deres familie.

Selvom vi er vemodige lige nu, er fremtiden håbefuld.

Jeg er sikker på, at Kronprinsen bliver en god og stærk Konge for Danmark og hele Kongeriget.

* * *

Min nytårstale i aften blev en helt anden, end jeg oprindeligt havde tænkt.

Jeg ville have fortalt om regeringens kommende ældrereform.

En reform, der handler om pleje og omsorg. Og om meget mere selvbestemmelse til vores ældre og gamle.

Hvor du, der er oppe i årene, i langt højere grad selv skal kunne præge din hverdag og den hjælp, du får. Og hvor de medarbejdere, der kommer hos dig, skal være kendte ansigter.

Jeg ville i det hele taget have talt om den nære velfærd. Om sundhedsvæsenet.

Alt det må vi fortælle mere om senere.

Men tillad mig alligevel at fremhæve et forslag, der ligger mig meget på sinde.

For 40 år siden blev det første danske reagensglasbarn født. Et lille stykke danmarkshistorie. På 3382 gram.

I dag kommer hvert ottende barn her i landet til verden efter fertilitetsbehandling.

Ufrivillig barnløshed rammer alt for mange. Er det ikke os selv. Så er det nogen, vi kender.

Der er stadig tabuer, vi skal have brudt. For hvor er det i grunden smukt, at så mange mennesker drømmer om skabe nyt liv.

Også selvom man skal gennemgå krævende behandlinger, usikkerhed og ventetid.

Til jer, der sidder derude og venter på et barn. Alle jer kommende mødre og fædre. Familier i alle regnbuens farver. Som bærer rundt på en hjemløs kærlighed.

I får nu mere hjælp. Op til dobbelt så mange behandlingsforsøg. Det træder i kraft allerede i år.

Men i aften vil regeringen komme med endnu et forslag.

Vi vil også indføre gratis hjælp til barn nummer to, så der forhåbentligt kan komme en lillebror eller lillesøster.

Så endnu flere af jer kan skabe den familie, I drømmer om.

* * *

Verden er en anden nu end den januardag i 1972, hvor en ung tronfølger Margrethe blev udråbt til Danmarks dronning.

Men nogle kriser har ulykkeligvis været konstante.

Min nytårstale i aften holder jeg på Marienborg.

Det er her, skiftende statsministre igennem tiden har taget imod udenlandske gæster.

Den første, der overnattede her, var Israels første premierminister, Ben-Gurion.

Det var i 1962.

Meget har forandret sig siden da.

Men nogle menneskers had til Israel. Og palæstinensernes dårlige livsbetingelser. Er desværre begge intakte.

De seneste måneder har nye grusomme billeder brændt sig fast på vores fælles nethinde:

Unge israelere, som det ene øjeblik fester sorgløst i ørkenen. Og det næste flygter for livet.

Hele familier liggende dræbt i soveværelset. I et af de mest bestialske terrorangreb i nyere tid.

Krig i Gaza. Børneliv, der ender, nærmest inden de er begyndt. En humanitær katastrofe. Mangel på mad, medicin og vand.

Krigen i Mellemøsten kaster lange skygger. Senest med angreb på skibe i Det Røde Hav. Og krigen skaber splittelse. Også her i Danmark.

Hele verden er afhængig af fred i Mellemøsten.

Det er aldrig lykkedes. Det skal det nu.

Kan vi være fælles om den her vision?

At jøder har ret til at leve i fred, sikkerhed og frihed. I Israel. Ja, hvor de end måtte bo og leve. Selvsagt også her i Danmark.

Og at palæstinenserne har den samme ret. At også de har krav på deres eget land.

To stater, der eksisterer side om side. Det kan synes umuligt lige nu.

Men det er den eneste vej frem.

Det kræver, at palæstinenserne tager afstand fra Hamas. Fra antisemitismen. At de anerkender Israel. Søger freden.

Det kræver, at israelerne stopper de ulovlige bosættelser. At det ikke er de mest ekstreme, der får lov at definere, hvad Israel er.

Israel har ret til at forsvare sig selv. Men skal også søge freden.

De Allierede afsluttede 2. verdenskrig. NATO fik stoppet krigen på Balkan.

Jeg tror, det er det internationale samfund, der må bane vejen for fred i Mellemøsten. Fra Jerusalem til Ramallah.

* * *

I snart to år har der været krig i Europa.

Da præsident Zelenskyy landede i Sønderjylland i sommer, var hele Danmark med.

Vi er en af de befolkninger i verden, der er mest loyale over for ukrainerne. Og vi er et af de lande, der har hjulpet mest.

Det kan vi være stolte over. Nu skal vi holde fast.

Et Europa uden vilje og evne til at forsvare sig selv. Hvad er det egentlig værd?

Ukraine mangler ammunition. Europa har ikke leveret det, der er brug for. Det er ikke godt nok.

Vi vil presse på for mere europæisk produktion. Det haster. Og de danske F16-fly skal på vingerne snart.

Krigen i Ukraine er også en kamp for det Europa, vi kender.

Sjældent har der været mere på spil.

Udvidelse med nye medlemslande. Og de næste store skridt i kampen mod klimakrisen. Den grønne omstilling er vores frihedsbrev og vores klodes håb.

Jeg tror ikke, uroen og konflikterne er forbigående.

Vi er ved starten af en ny æra. Og uanset hvad der sker. Også efter præsidentvalget i USA til november.

Så skal Europa kunne mere.

Vi skal ville mere.

* * *

Lad os gå ind i det nye år med troen på, at mennesker selv former vores skæbne. Og at vi i dystre tider kan gøre morgendagen lysere.

Lad os ”træde tættere på hinanden. Ikke fjerne os fra hinanden.”

Sådan sagde vores kloge Dronning Margrethe i sin sidste nytårstale.

Det blev til 52 nytårstaler i alt. Når man lægger dem op ved siden af hinanden, fortæller de vores fælles historie.

Jeg selv blev ikke født som royalist.

Jeg blev royalist takket være Dronningen.

Vi har brug for at være fælles som folk og som land.

Vi kan vitterligt kun håndtere fremtiden, hvis vi ved, hvad vi selv består af. Hvorfor vores lille land er så anderledes. Så stærkt.

Den ubrudte kæde igennem 1000 år er historien om os danskere.

Et folk, der har været velsignet med et kløgtigt og vidende statsoverhoved i mere end min levetid.

Til vores Dronning. Af hjertet tak.

Godt nytår!

Mette Frederiksen, statsminister den 01.01.2024

 

En køretur til Sønder Lyngby i 1922

 

FOR 100 ÅR SIDEN

– EN KØRETUR TIL SØNDER LYNGBY
OPLEVET AF KAREN SØRENSEN I SOMMEREN 1922.
.
Af. pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse
opvokset i Rakkeby ved Hjørring.
.
.
Da Karen i sommeren 1921 var knap 10 år og storesøsteren Jenny næsten 23 år, VANDREDE de fra Borup ved Vrå til Sønder Lyngby ved Løkken.
Karen fulgte med Jenny på denne vandring på 16 kilometer for at besøge Jennys forlovede, Christian Christensen i Sønder Lyngby
Karen har beskrevet denne vandring i et tidligere opslag.
Jenny og Christian blev gift den 25. oktober 1921.
Året efter – i sommeren 1922 – tog Karen den samme tur igen, men nu siddende i agestolen i en fjedervogn mellem forældrene, Petrea (født i 1869) og Frederik Rokholm (født i 1849).
Karen har selv fortalt om oplevelsen i denne skildring, skrevet sidst i 1970’erne:
“EN KØRETUR MED FAR OG MOR TIL LYNGBY
I sommeren 1922 kørte vi en tur til Lyngby for at besøge Jenny og Christian.
Vi kørte i den lille fjedervogn.
Far havde forinden smurt vognen og sat forlæder på.
Den brune hest havde fået halen rumpet op, idet halehårene blev knyttet op på en særlig måde.
Det så flot ud, når vi skulle ud at køre i stads.
Vi startede om formiddagen, det var jo en længere tur.
Vi sad alle tre i agestolen med mig i midten.
Det var så skønt at køre i hestevogn i gamle dage med alle de indtryk fra naturen, den blå himmel, de grønne marker og alle de hjem, vi kørte forbi, og hjulenes knasen på grusvejen.
Vi kørte i skridtgang, dog sommetider i trav.
Da vi nåede Børglum Bakke, kunne vi se havet som et blåt bånd og Løkken – det var et skønt syn fra Børglum Kloster, munkenes hvide borg.
Dengang gik vejen helt op til kirkegården, og møllen med smedjen og Bålhøj kan ses vidt omkring.
Det gik rask ned ad den vestre bakke, nu var der ikke så langt igen.
Snart kørte vi forbi Skøttrup Fattiggård og de andre gårde.
Da vi var kommet over banen og havde nået Furreby Skole, gik vejen nordenom ud til klitterne.
Vi kørte langs med havet, forbi Furreby kirke og klitgårdene i Furreby og forbi Kodals Rende.
Vejen var en elendig lervej, fuld af huller og dybe hjulspor.
Endelig kom vi forbi Lyngbygaard og Per Nielsen, før vi nåede “Søndergaard’’, Jenny og Christians gård.
Vi kørte ind ad porten, og hunden “Pedersen” meldte med sin gøen vor ankomst.
Jenny serverede en æggekage og hvid sagosuppe med rom i.
Til aften fik vi steg.
Far og Christian var ude i nødset og se køerne – det var nogle store, fede sortbrogede køer, Christian havde.
Mor og jeg var med Jenny inde i sovekammeret, hvor hun viste os nogle små trøjer og skjorter, bleer, navlebind, lister og svøb.
Jenny gik i sådan en vid kjole – det var snart ved den tid, da Kirsten skulle komme. De glædede sig sådan til den lille pige eller dreng, der skulle komme.
Tiden gik mod aften, og vi kørte hjemad.
Så er heste altid mere villige til at løbe, så det gik rask hjemad i trav.
Jeg husker, da vi i Vrå kørte ad Borupvej forbi Jens Andersens gård, først da kom vort hjem til syne, og mor udbrød: “Åh, Gud ske lov, husene står!”
Det var jo det hjem med deres fem børn, de havde værnet om og arbejdet for hele deres liv og virke.
MINE KÆRE FORÆLDRE HAV TAK!’
Noter:
Karen Rokholm blev gift med Edvard Sørensen på sin 23-års fødselsdag, den 2. oktober 1934.
De blev forældre til 9 børn, født mellem 1935 og 1951.
Jeg Poul er nummer syv i søskendeflokken.
forlæder – et løst læderstykke, som knappes omkring benene på dem, der sidder i agestolen.
rumpe op
– om halen på en hest, som ved stadskørsel blev bundet op i en flettet knude
agestol
– et løst sæde med rygstød, som ved stadskørsel blev forsvarligt fastgjort på fjedervognen
Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane (1913-1963)
Skøttrup Fattiggård (1869-1933)
Furreby kirke
– en af de kirker ved Vesterhavet, som ikke blev flyttet længere ind i landet
nøds – kostald
(nøds er en forkortet form af nødhus = kvæghus)
navlebind
– navlestedet på et nyfødt barn blev dækket med et navlebind
lister
– lange, brede tøjstrimler, som anvendtes til at svøbe et spædbarn.
Lister og svøb blev tidligere bundet om spædbarnet.
Jesus-barnet blev af Maria svøbt og lagt i en krybbe ifølge Juleevangeliet.
en vid kjole
– en såkaldt omstændighedskjole
Kirsten
– Jenny og Christian Christensens førstefødte.
Kirsten og hendes mand Karl Henrik drev som voksne Løkken Badehotel og derefter Hotel “Klitrosen” i Slettestrand.

Organist nu i Løkken Storpastorat har 25 års jubilæum

 

Organist Anne Lindhardt Toft har haft 25-års jubilæum 🙂
Hun fungerer nu i Løkken Storpastorats kirker.
Her gengives hendes takketale nedenfor.
Kollegerne gav til sidste kalendermøde Anne en gavekurv med lækkerier og officielt blev jubilæet markeret ved “Syng julen ind” i Lyngby Kirke, hvor Rubjerg Knudekoret deltog.
Ved denne lejlighed holdt Anne følgende takketale 🙂
.
.
Jubilæumstale, Lyngby kirke, søndag d.17.dec. 2023

Jeg havde egentlig ikke tænkt, at der skulle være noget særligt i anledning af det her jubilæum, men da Jens Juhl for nogen tid siden spurgte, om jeg kunne tænke mig, at det blev markeret i aften efter gudstjenesten, så fik jeg det sådan, at det kunne jeg godt tænke mig.
For det var lige præcis her, ved en adventsgudstjeneste i Lyngby kirke, at jeg spillede til den første gudstjeneste for 25 år siden.
Og jeg glemmer det ikke, for den aften blev der et voldsomt snevejr, og jeg var nær aldrig kommet over bakken ved Børglum Kloster. Jeg havde også lidt svært ved at koncentrere mig til den gudstjeneste, for jeg tænkte hele tiden på, om jeg kunne komme hjem igen.
Jeg kom hjem den aften, og siden har jeg kørt op og ned af bakken ved Børglum Kloster rigtig mange gange og i al slags vejr. Det er et fantastisk sted. Ligeså isglat og ufremkommeligt det kan være i snevejr, lige så fint er det på en frostklar dag i solskin eller en sommerdag med blå himmel. Hvis man går op til møllen, så kan man se hele storpastoratet og næsten alle kirketårnene; man kan se havet, og man fornemmer det historiske vingesus, som stedet har. Det er en smuk vej til arbejde.
Jeg er rigtig glad for, at koret er med i aften, for I har sammen med børnekoret i Hundelev været en stor del af mit arbejde i alle 25 år. Enkelte af jer har været med i alle årene, og det er selvfølgelig en stor glæde, at vi har kendt hinanden og sunget sammen i så mange år.
Børnekoret har altid været i samarbejde med først Hundelev Skole og sidenhen Hundelev Friskole. Det har været et godt og velfungerende samarbejde, og vi har opført mange musicals og krybbespil i årenes løb. Vi har netop gået Luciaoptog og opført krybbespil og holdt vores egen lille julefest med sang, julegodter og pakkespil – kun for børn.
Rubjerg Knude Koret har ikke bare været en stor del af mit arbejde, det har også været en stor del af kirkelivet i både Jelstrup og Løkken Storpastorat, hvor det igennem alle årene har sunget til et utal af gudstjenester, sangaftner og koncerter. Vi har samarbejdet med mange præster, musikere, forfattere og komponister undervejs, og vi har været på kor-ture i ind- og udland, hvor vi har besøgt andre kor og kirker til stor inspiration for korarbejdet og til stor fornøjelse for det gode sociale liv i koret, som er så vigtigt.
Det har også været en fornøjelse at se resultatet af hele tre restaureringer først i Rubjerg og Lyngby kirker og sidenhen i Vrensted kirke, hvor restaureringen skete i forbindelse med, at kirken fik et helt nyt orgel. En drøm for en organist.
Spændende er det også, at Løkken kirke nu er på vej med et nyt orgel og en istandsættelse af kirken. Det bliver helt sikkert til stor glæde for alle.
Der har selvfølgelig været mange forskellige præster, gravere, kirkesangere, organister, daglige ledere, sognegårdsværtinder og frivillige i årenes løb, men der er faktisk også enkelte gravere og frivillige og en enkelt kasserer, som har været med hele vejen. Jeg vil gerne sige jer alle en stor tak for samarbejdet både til jer, som er her nu og til dem, som har været her.
Jeg vil også gerne sige menighedsrådene nye som gamle tak for opbakning, støtte og imødekommenhed igennem alle årene. Det betyder alt for arbejdsglæden, at der er interesse og forståelse for det arbejde, der skal udføres, og det oplever jeg at der er, og det sætter jeg stor pris på.
Det har ikke bare været 25 år på de samme orgelbænke og i de samme kirkerum. Det har også været 25 års samarbejde om kirkemusikken og kirkelivet. For mig er samarbejdet helt centralt i mit arbejde som organist, for det er sammen, vi laver liv i kirken.
Det er gudstjenesten og arrangementet her i aften et godt eksempel på, og jeg er rigtig glad for, at det er ved sådan en lejlighed, vi sammen fejrer de 25 år, som nu er gået.
Tak skal I have.
❤ Anne Lindhardt Toft
.
.

Juletræet pyntes og juleaften

En julefortælling af Nikita Thellefsen

Her er lidt om min jul, som barn:
Nu er jeg jo ikke så “gammel” igen, men jeg elskede julen som barn.
Min mor pyntede op i alle kroge, sprækker, vinduer, m.m. Der var alskens stjerner, julekugler, nisser, og alle mulige andre spændende ting. Og så var der juletræet, som var min mors absolutte yndlingsting, foruden julemaden. – Hun lod nødigt os børn hjælpe til, og når hun gjorde, byttede hun rundt på de ting man havde hængt på træet, troende, at man ikke så det. Det er et sjovt minde at have om hende den dag i dag.
Mit barndomshjem duftede altid af Guldkorns-småkager, appelsiner, konfekt eller gran. Der var tændt op i brændeovnen, og julefilmene kørte hastigt på fjernsynet.
Juleaften startede som regel med, at min far og jeg, samt mine brødre, skulle se Disney’s Juleshow, imens min mor tog en time på øjet. – Derefter kom maden. Flæskesteg med brunede kartofler, brun sovs og så meget andet! Opvasken tog jo en EVIGHED syntes man jo, og mon ikke nogen af os stadig føler det sådan!
Og så var der jo desserten, som bestod af Citronfromage, og risalamande, hvori mandlen var blevet proppet i til den yngste.
– Derefter, læste min far altid juleevangeliet, og så skulle der synges julesange, og danses om juletræet.
Så skulle den yngste kravle rundt og hente gaver, som vi åbnede en efter en. Mange dejlige gaver fik jeg som barn, men jeg husker bestemt at mine brødre havde spinket og sparet for at give mig Zoo Tycoon (et computerspil, hvori man ejer en Zoologisk have). Tanken bag gaven gør mig stadig blød om hjertet.
Min mor bar fadet med julegodter ind derefter, og vi hyggede resten af aftenen. Det var en rolig og rar tid, som jeg savner rigtig meget. Jeg håber at jeg kan give mine egne børn så megen glæde som jeg følte, en dag.

Hjemme i “Klarup” i Sønder Harritslev

af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse opvokset her.
Dette foto af mor KAREN, der malker jerseykoen, findes i et fotoalbum, som er givet videre til mig.
Måske er det mig, der har taget fotoet engang omkring 1960, da mor var omkring 50 år.
En af de 5 køer var en jerseyko, en race som er meget rolig.
Køerne stod bundet med to i hver bås.
Under malkningen blev halerne på de to køer i båsen bundet op i en snor for at undgå, at man blev “slikket” i ansigtet af en kohale!
Af hygiejniske grunde har mor klædt sig i “malketøj”, bukser, skjorte og tørklæde, som hun havde på, når hun skulle malke køerne.
Som regel klarede far Edvard alene at malke de 5 køer morgen og aften.
Hvis far var forhindret, var det mor, der trådte til.
Efter skoletid hjalp jeg far i stald og på mark, men det lykkedes mig aldrig at lære at malke en ko.
Det kræver et særligt håndelag at håndmalke en ko.
Mors far – Frederik Rokholm – havde den opfattelse, at malkning var kvindearbejde. Derfor har han aldrig selv malket en ko.
Far Edvard og hans generation holdt sig ikke tilbage for at malke køer.
Nogle få måneder var der installeret et malkemaskineanlæg i “Klarup”, men det blev nedtaget igen, fordi der simpelthen ikke var råd til at beholde det.
Om sommeren kom køerne på græs efter morgenmalkningen til sent eftermiddag.
Når jeg hentede køerne hjem, stod de fleste som regel parate ved leddet. Ellers kaldte jeg på dem med råbet “håp – håp – håp”, som på koens sprog betyder “kom – kom – kom”.
Køerne ville gerne komme med hjem fra marken, da de hjemme i “nødset” fik et forsvarligt foder inden malkningen.
Hver ko havde sin bestemte plads i båsen. Det hændte dog, at en ko af vanvare gik op i en forkert bås, men så måtte den hjælpes på plads.
Moderne stalde er nu løsdriftsstalde, hvor køerne ikke bliver bundet i båse.
I økologiske landbrug kommer køerne på græs om sommeren, men det gælder ikke for køer i ikke-økologiske landbrug.
På den modsatte side af køerne var der tre grisestier i “Klarup”.
I dag holdes køer og grise adskilt.
Hestestalden, hvor “Musse” stod bundet i sin ensomhed, var forbundet med “nødset” af en dør.
Heste må ikke længere stå bundet – heste skal holdes i bokse af en vis størrelse med mulighed for at kunne lægge sig.
Ude på græsmarken kunne hesten lægge sig.
Køerne lagde sig altid til hvile for natten i båsen.
Det var forbundet med en vis hygge at gå ud i “nødset” om aftenen, mens køerne drøvtyggede under tilfredse rumlelyde.
Der kunne også lyde en puslen fra grisenes stier.
Birgit og Kalles søn Thomas har taget tråden op og blevet landmand i stor skala på en gård i Flauenskjold i Østvendsyssel.
Thomas er fri for at malke køer, da han har specialiseret sig i svineavl.
Poul Sørensen

Juleforberedelser og Jul på Kongsengene

En fortælling af Lisbeth Hedegaard Christensen født og opvokset på en gård på Kongsengene, Vrensted. Som voksen har Lisbeth sammen med sin mand overtaget hendes barndomshjem.

Min barndoms jul var dejlig, fuld af varme og nærvær ❤️. Vi holdt altid jul herhjemme, og forberedelserne til julen var mange, men jeg husker det ikke som stress og jag, – mor har sikkert følt presset, men hun gav aldrig udtryk for det, det hele gik stille og roligt.
Der blev slagtet gris, kogt grønkål, bagt småkager, kogt klejner, og der blev ferniseret gulv i stuen.
Huset blev pyntet til jul, husker især kravlenisserne og grangrenene, som blev sat op bag billeder på væggen, – og jeg husker også, hvordan de samme grangrene dryssede, når julen var ovre, og de skulle ned igen… Vi havde en gammel træsko, en af de gamle spidsnæsede, og den var malet grøn, – den lavede mor den flotteste dekoration i.
Juletræet fik jeg lov til at pynte d. 24. om formiddagen, julekassen med juletræspynten blev hentet ned fra loftet, kassen var en mor havde fået varer i fra Daells Varehus 😊.
Vi havde i mange år det flotteste “spir” i toppen af juletræet, og jeg må med skam melde, at jeg et år tabte den, og den gik i stykker, og hvor var jeg ulykkelig , – jeg tror, at allerede dengang, betød minderne meget for mig, så jeg kunne næsten ikke holde ud til at tænke på, at det var mig, der havde ødelagt den. Derefter fik vi en stjerne i toppen, og det var også fint, men “spiret” var nu flottere.
Vi var min mor, far og søskende juleaften, og senere mine søskendes familie også, nogen gange var vi mange, og andre gange knap så mange. Julemiddagen bestod af flæskesteg og ris a’la’mande, og den tid det tog at vaske op bagefter føltes uendelig lang. Vi dansede om juletræet, fik gaver, og her husker jeg især een gave, en dukke med lyst hår, som man kunne rede, – dukken har jeg endnu, men den har desværre mistet et ben. Bagefter gik mor i køkkenet for at fremtrylle det dejligste fad med julegodter og frugt, jeg kan stadig se hende for mig, når hun kom ind med fadet ❤️.
Julekortene kom fra fjern og nær i dagene op til jul, og jeg husker, hvordan mor sad og skrev til familien, både hendes og fars familie 😊.
Det var ikke meget, vi kom på besøg hos familien i julen, vi havde ingen bil, så det gav sig selv. Jeg husker nabo-besøg, husker især en aften, vi sammen med andre naboer, var inviteret hen til Johanne og Henry Nørlev, husker især deres juletræ der var pyntet med bl.a. fe-hår, det havde vi ikke på vores juletræ, så det så helt magisk ud. Vi børn legede inde i soveværelset, husker jeg, der var ikke meget plads derhenne, men der var plads nok 😊.
Så alt i alt har jeg de dejligste minder om en jul fyldt med varme, nærvær og kærlighed 🎄
Lisbeths flotte juletræ med jule- og nytårs hilsen

Børnenes Jord i Vraa – Carl Scharnberg

Hermed en fin lille fortælling om Børnenes Jord i Vraa fortalt af Helle Jacobsen.

Carl Scharnberg som jeg så ham.

Han var en stjerne for os børn i Vrå og han fortjener i den grad et par ord. Han gav os en uforglemmelig barndom, især på Børnenes Jord.

Scharnberg var kommunist og det brød min far sig absolut ikke om, så her var en form for konflikt. Jeg var splittet for jeg elskede den ranke mand med det røde halstørklæde. Han gav os en legeplads, hvor der var plads til alles meninger.
Et ældre ægtepar havde skænket grunden til ”Børnenes Jord” og den kunne aldrig fratages os. Scharnberg var i spidsen og fik frivillige håndværkere til at bygge os et helårs hus til indendørs aktiviteter s.s marionet-teater, billard, film og sysler med hånden.

Udendørs var der lavet matrikler til selvbyg af gammelt tømmer. Her kunne alle købe en grund til 1 kr. og ingen voksne måtte bygge med. En gang i ugen var der fællesmøde, hvor alle kunne komme til orde og give sit besyv med. Nogle fik jo hjælp af forældre og det måtte stoppes – de fik jo langt flottere huse (curlingforældre- I ved).

Scharnberg lyttede interesseret til os alle og tog os alvorligt og det var en dejlig følelse. En gang om året blev forældre inviteret og Børnenes Jord forvandles til en markedsplads med boder og konkurrencer. Hvem havde den flotteste dekorerede cykel osv …det var tider. Om lørdagen blev der vist film og der var rigtig hygge i puderne.
Jeg har haft den ære at blive undervist i 1. og 2. klasse af Scharnbergs frue Johanne og også hun var en fantastisk person. Blid og kærlig.

Forskolen var bygget sammen med Scharnbergs private bolig og jeg husker især en enkelt dag, da Carl Scharnberg pludselig kom ind i skolestuen og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ind i privaten. Det ville vi selvfølgelig gerne. Da vi alle var arriverede i privaten, blev vi bedt om at sætte os i rundkreds på gulvet og så tog Scharnberg grammofonen frem og satte en plade på.

” Det regner, det regner den hele dag” ( Det var nemli’ en regnsvejrsdag). Så kom ”lyset” – Scharnberg tog en æske blå Gajoler op af lommen og lod den gå rundt..sikke en fantastisk oplevelse.

Den dag står lysende klar for mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Carl Scharnberg

 

 

 

 

 

 

 

januar 2017
Helle Jacobsen

Fisker Anders.

Jens J Sørensen har skrevet en dejlig artikel om Fisker Anders, som han har mødt i sin tilværelse i Børglum på Tidselbak

Fisker Anders. 

Sådan kunne en fiskehandler gå rundt.

Gående og cyklende fiskehandlere, var et ret almindeligt syn i Danmark tilbage i tiden. Indtil ca. 1960

 

På Tidselbak v/ Børglum kom der en fiskehandler han hed Anders, vi kaldte ham Fisker Anders, han kom gående med en hjulbør med et par kasser fisk på helt fra Løkken og op over Børglum Klosterbakke og ud på Tidselbak, også om vinteren kom han om der så var snesjap og koldt, og bare i et par træsko og hullede sokker. Når han gik, vendte han fødderne indad og engang spurgte de ham hvorfor han gjorde det og han svarede – Jo for ellers kører biler og skidt over dem – han havde altid svar parat. En gang han var kommet hen til præsten i Børglum, sagde præsten til ham at fiskene var dyre og det var de mellemhandler der gjorde det, kunne vi få fiskene direkte fra havet var fiskene meget billigere – Så sagde Anders ja det er sandt nok men kunne vi få guds ord direkte fra himlen behøvede vi ingen præst og det var også billigere. Min bedstefar boede ved os et stykke tid efter bedstemor var død og Anders gik sommetider ind og snakkede med ham, min bedstefar havde lige fået radio så det har været ca.1936-37. og den var han stolt af han kaldte den radiumen, og han spurgte Anders om han havde radium, hva sagde Anders, vil du da af med livet. Anders drak sprit og det var nok derfor han kunne holde kulden ud, (han var frostsikret). Folk skulle passe på deres sprit når han var i nærheden for ellers tog han det og drak det. Mine bedsteforældre handlede i Vejby da de boede på Tidselbak bedstemor gik over markerne til Vejby og handlede hos købmand Christiansen. En dag hun skulle til købmanden gik hun det hele igennem for at hun ikke skulle glemme noget, hun havde også set til spritflasken, den var næsten fuld og så gik hun, men da hun kom tilbage, havde Anders været der og havde drukket al spritten og så måtte den gamle kone afsted igen efter ny forsyning. Der kom også en mand engang imellem med en lille grå trækasse under armen, han hed Marinus vi kaldte ham Wust Marinus for det var nemlig ost han havde i kassen, de sagde han boede på Alderdomshjemmet i Vrå og så gik han rundt og solgte ost, nok for at komme ud blandt andre mennesker. De kostede så vidt jeg husker 20 øre, jeg var vild med dem så vi købte gerne et par stykker af ham. Der kom også uldkræmmere de kom med en bylt på nakken og satte den på gulvet og løste knuden op og så væltede det ud med tøj. Der kom også nogle som solgte kamme og sikkerhedsnåle og den slags. Også kreaturhandlere kom der, det var Thomas Jensen fra Vejby og en vi kaldte Jens Peter Plet. (Han var vist fra gården (Plet)). Thomas Jensen solgte også kød, han kom i en lille lad bil med en hvid kasse på, hvori der var strøet halm, som kødet lå i. Thomas Jensen havde en rejsegrammofon, jeg kan lige huske han kom en aften ud til os med den og spillede plader, det har nok været i ca. 1937 – 38 for han havde den med – Hen til kommoden og tilbavs igen og den er fra ca. 1936. Der var en i Børglum som brændte brændevin og det var da ulovlig, så politiet havde kig på ham, så spurgte han min far om han måtte komme ud til os på Tidselbak og lave det og det fik han lov til, da han var færdig gav han min far 2 flasker det var vist 3 pægle de kunne indeholde pr. stk. de var større end vinflasker i dag. Det har nok været i 1939 for vi fik mund og klovsyge i besætningen, da det var ovre, skulle der gøres godt rent og dyrlægen skulle komme og syne det, det var dyrlæge Jensen fra Vrå og da han havde synet det i orden inviterede far ham på en dram. Hvor har du det fra ville han vide men det ville far ikke sige, så sagde dyrlægen fandens jeg skal andre steder hen ellers skulle vi se bunden af flasken. Nogle dage efter snakkede min far med Chr. Thomsen ”Olesminde” og han spurgte hvad han havde gjort ved dyrlægen, -Jeg mener ikke jeg har gjort noget ved ham – Jo noget må du have gjort for han kom herop lige fra jer og skulle syne og vi havde ikke nået at gøre rent over det hele, men han havde aldrig set noget så rent nogen sinde. Ja, det var den gang

Jens J. Sørensen

Skolelæreren i Børglum

af Jens J. Sørensen

Vi havde en skolelærer i Børglum, han kunne ikke fordrage børn, hvorfor blev han så lærer, som jo har med børn at gøre? Han var dygtig men forstod ikke at lære fra sig, han mente det skulle bankes ind i hovedet på dem. Forliges med folk kunne han heller ikke.
Jeg gik i klasse med en dreng som var syg og han døde da også, ham bankede han også selv om han vidste han var syg, men det blev han også meldt for, og kom i retten.
Kriminalpolitiet var oppe og tale med mig, jeg husker han sagde til mig at læren havde sagt at han aldrig havde slået drengen, jeg sagde at passede ikke for det havde han og han svarede det tænkte jeg sgu nok, de kendte ham, Politiet kunne han heller ikke forliges med.
Vi som havde gået i klasse med drengen blev kaldt i retten som vidner og mens vi sat og ventede kom læreren og hans kone og gik ind i retssalen, jeg tror det varede et kvarter så kom de ud igen og gik, jeg tænkte hvad er det for noget varer det ikke længere, men så kom de andre ud sammen med sagføreren det var Kjeld Jacobi, og det hele var forbi. Der var sket det at læreren havde sagt at han ikke havde slået drengen ihjel og så sagde Jacobi det er heller ingen der siger, men du kan ikke nægte at du har slået på en dødssyg dreng. Læreren sprang op og tog stolen han havde siddet på og hamrede den ned i gulvet og så gik han, og så var det forbi. Han var nok klar over at han havde tabt sagen og hvad med os der sad derud, hvad kunne vi ikke fortælle, det ville han nok helst undgå og få rodet op i.
Sagføreren fortalte så at en dag ham og skoleinspektøren (Han hed Præstholm) kom gående på gaden i Hjørring og talte om den sag de skulle i gang med, lige med et siger Præstholm, jamen der har vi jo manden, da kom læreren gående imod dem, de hilste på ham, og så siger Præstholm til ham at han syntes han skulle søge et andet embede – Han blev så hidsig at han vendte om på hælen og gik, Præstholm sagde ingenting men rystede på hovedet.
Avisen det var Vendsyssel Tidende og den kom med toget til Vrå, hvor posten fra Børglum så hentede den når han skulle ned efter post, og så holdt posthuset åbent et stykke tid så folk der boede på landet kunne hente avisen ellers fik de den først dagen efter. Det var mest børnene der hentede den, de skiftedes til det og tog så avisen med til de andre på egnen. De sagde at læreren fik den ide at han kunne sætte sig henne på posthuset og sidde og holde øje med børnene når de hentede avisen, men det blev for meget for postmesteren så han jog ham ud.
En gårdmand fortalte at han havde en hyrdedreng og hans arbejde var bl.a. at flytte nogle får, men opdagede at de ikke blev flyttet, så gik han til drengen og sagde hvorfor fårene ikke blev flyttet, og så måtte drengen gå til bekendelse og sagde at læreren havde banket ham så han var øm i hele kroppen og kunne ikke trække tøjr pælen op af jorden.
Vi kom til at bo nabo med en som kom sammen med læreren ham besøgte jeg en gang imellem han var gammel og boede alene så ham holdt vi lidt øje med, han fortale når jeg var inde hos ham om gamle dage og læreren blev også nævnt, men jeg sagde aldrig noget, men så en dag sagde han, jeg ved ikke rigtig det var en underlig døwl ham, nå var det sagde jeg, ja sagde han vi vidste aldrig hvor vi havde ham, så selv dem der skulle være hans venner stolede ikke på ham.
De første børn som han underviste var efterhånden blevet voksne og gift og havde børn der skulle til at gå i skole, så det var nok på tide han flyttede ellers kunne det nok ske at han kunne få et par øretæver selv, det fik han forresten også men ikke af en der havde gået i skole i Børglum men det var hans søn det gik ud over. Om vinteren når der var sne og vi rendte ind i gangen blev der jo vådt og vi kom jo i gummistøvler eller træsko, så havde vi nogle fut sko at tage på for ikke at få våde fødder, sådan en sko lå midt på gangen da drengen kom om morgenen, og den sparkede han til, og læreren kom lige i det samme og for hen og gav ham en på siden af hovedet, drengens far var på mejeriet med deres mælk og drengen rendte så derhen og klagede, faderen kom og sagde til læreren hvad har min dreng forset sig med i dag, og så fik han en. Vi så ham vist ikke i 3 uger.
Da han flyttede fra Børglum og var ved at læsse flyttebilen, flagede købmanden på halv og da de kørte ud af byen, stod han parat og hejsede flaget på hel. Til gengæld havde vi en god og rar førstelærer.

2017 Jens J. Sørensen

“Olesminde” på Tidselbak

Tidselbak. om Ole Thomsen, “Olesminde”

fortalt af Jens J. Sørensen

På Tidselbak boede en mand, som hed Ole Thomsen, hans hjem var ”Olesminde” i Børglum, hans far hed Søren Thomsen og hans mor Ane Cathrine Pedersen.
Søren Thomsen døde i 1900 og Ole kom hjem som bestyrer for moderen. Min far tjente der i begyndelsen af 1900, han har været 15 – 16 år dengang, det var en god plads, de havde det godt der, det var ikke mange steder de havde det så godt som hos Ane.
Blev han sulten midt på dagen gik han ind til Ane, så lavede hun en mellemmad med sukker på til ham.
Over for, på den anden side af vejen lå en mølle, en dag møllerkarlen var deroppe, og stod og snakkede med Ole, kom min far ud med en mellemmad i hånden, – jeg tror sgu at drengen kommer med en mellemmad sagde møllekarlen – hvortil Ole sagde ja, han er nok blevet sulten og så blev der ikke talt mere om det.
Ole havde en søster som hed Kathrine som var gift med Peder Holmgaard de havde Præstegården i forpagtning,. I 1910 købte Ane noget jord af nabogården som lå ude på Tidselbak hvor de selv havde jord og så byggede hun en ejendom til dem derude. Men i 1912 dør Peder Holmgaard.
I 1913 bliver Ole gift med Laura Christensen og de overtager så ejendommen og lever der til deres død i 1970 og 71, hvor de to yngste sønner så overtog ejendommen, men de er desværre også borte.
Hvem der ejer den nu ved jeg ikke. (Tidselbakvej 113).
Ole læste meget og var en god fortæller men gik meget i sine egne tanker, det traf at han kom cyklende ned til os og gik hjem, han glemte cyklen.
En nytårsaften stod han i kohus-døren og så nogle store drenge bakse med møgbøren, da han havde stået lidt og kigget på dem gik han ind til den yngste datter som tjente derhjemme og sagde – Der er vist nogle unge karle der gerne vil snakke med dig.- Vil du ikke blæse, det er jo nytårsaften sagde hun, det havde han glemt.
Under krigen var der jo mangel på alt også skråtobak som Ole og min far brugte, en dag Ole besøgte os og de skulle have kaffe og så skulle skråen jo ud, men der skulle jo spares, så den skulle
jo gemmes og bruges igen, så de lagde skråen i vindueskarmen mens de drak kaffen, Ole blev først færdig og gik hen og tog skråen, lidt efter blev min far færdig og ville have sin skrå, så siger han til Ole du har sgu taget min skrå, og så siger Ole, nå ja men så kan du tage min, han tog dog en frisk.
Der kom engang imellem nogle og tog tuberkulinprøver af kreaturerne et år kunne vores ikke bestå og måtte væk, så vi havde ingen, en aften kom Ole på besøg og han satte sig og snakken gik, så blev det den tid at de skulle have kaffe, den gang havde vi fast komfur af støbejern og fyrede med tørv, tørvene havde vi nede i laden og min mor ville hente tørv så hun kunne varme vand til kaffen, da hun kom ned i kostalden stod der en ko i en af båsene, den var ikke bundet og tøjret lå ned på broen, hun gik så ind og sagde at stod en ko i kostalden, – Nåh ja sagde Ole det er en jeg er kommet med for i har jo ingen og det duer ikke at i ikke har noget mælk. Sådan var Ole. Min far og Ole var de bedste venner det meste af deres liv. Ole var også humoristisk. En dag jeg var derude og vi sad i stuen og snakkede kom Laura og den yngste søn hjem, de havde været en tur i Vrå, så siger Laura jeg kan ikke forstå, jeg så en mand der sad nede i banken og jeg syntes jeg kendte ham, men kan ikke komme efter hvem han er. – Nåh sagde Ole det er nok en gammel kæreste du har haft. – Nej sagde Laura, det var en ganske ung mand. – Det kan du ikke regne med sagde Ole for nu om dage kan de få rynker og skidt fjernet.
Ja, det var nogle herlige mennesker.

Jens J. Sørensen – maj 2017

Jul i den Gamle købmandsbutik

Glædelig jul

Af Ingrid Schmidt, Billund
Jeg er født og opvokset på Kraghede, Øster Brønderslev sogn og skrev i 1993 denne lille fortælling om jul i barndomshjemmet
Jul i den gamle købmandsbutik på Kraghede
Forberedelserne til jul startede lørdagen før den første søndag i advent. Da blev alle kasserne med julesager til købmandsbutikken taget ned fra loftet, og så blev der pyntet til jul.
Det var far, der stod for det, men vi børn fik lov til at hjælpe lidt og blev så sendt i seng, hvorefter far og mor pyntede videre.
Der var kun 2 vinduer i den lille butik, og i det ene var der legetøj i i det andet gaver til voksne, og så var der en kirke med lys i. Det blev tændt hver aften.
Det var spændende søndag morgen at komme op og se, hvor flot det var, og om far havde købt nye legesager.
Inde i privaten tændte vi søndag eftermiddag det første lys i den hjemmelavede adventskrans og sang bland andet: Der er noget i luften, og mor spillede til.
Foruden at hjælpe til i forretningen måtte mor jo passe os børn og helst klare sine egne juleforberedelser først i december, inden der blev rigtig travlt i butikken.
Som regel købte vi en halv gris af noget familie eller en af kunderne allerede i november. Vi havde jo ingen fryser, så flæsket kom i saltkar i vore kælder, og der blev laver rullepølse og medister, som kom i saltkaret eller blev henkogt i den store henkogningskedel.
Så skulle der jo bages. Foruden brød blev der bagt vaniljekranse, finsk brød, brune kager, pebernødder, og der blev kogt klejner. (I Vendsyssel blev de kaldt ræve (røv´). Det skete alt sammen på det gamle komfur.
En af dagene blev al grønkål i haven plukket. Den blev skyllet godt. Det foregik udenfor i en balje ved pumpen – et arbejde, vi børn godt kunne, da vi blev større, men det var ikke et arbejde, vi kunne lide. Det var koldt for fingrene. Derefter blev kålen kogt i mange timer i gruekedlen, der ellers blev anvendt til at koge storvasken i.
Grønkålen blev kogt i en lage, hvori der var kogt rullepølse og flæsk, så når vi bagefter skulle ”vride” kålen(det vil sige klemme al væden fra den), var det en temmelig fedtet affære.
Grønkålen fik man i Vendsyssel til frokost, startende den 24, og hvis man havde nok helt hen til Helligtrekonger. Kålen blev opbevaret på et køligt sted. Hos os i kælderen, og hver dag blev der taget et par boller op, og de blev hakket og stegt i stegegryden med lidt margarine og fløde. Dertil blev der serveret kold kogt medister og kogt flæsk med sennep og rødbeder. Hertil drak vi hvidtøl, som vi havde i 5 liter flasker. Dem solgte vi i butikken. Der var også 10 liter flasker, som mest blev solgt til de store gårde.
Juleaftensdag og nytårsaftensdag blev øllet kogt, og far drak det til kålen. Det brød hverken mor eller vi børn os om. Far der i dag er 83 år, holder stadig den tradition i live. Ingen jul uden kogt øl.
Der var mange ting, vi børn kunne hjælpe til med. Vi kunne løbe ned i kælderen eller op i pakhuset efter ting, og vi kunne hjælpe til med at fylde poser med mel, melis, salt og så videre. Så vejede far eller mor poserne nøjagtigt af og lukkede dem. Det blev vi ikke betroede til.
Næsten alt kom den gang til butikken i løs vægt. Brun sæbe kom f.eks. i store zinkspande. Den blev så udleveret til kunderne i pergamentpapir. Skule kunderne have sirup, og det skulle de i hvert tilfælde til jul, da de skulle bruge det til blodpølse og brune kager, måtte de medbringe en sirupsflaske, som far så fyldte op.
Der var mange ting, der blev solgt specielt til jul. Bl.a. husker jeg den store bolchedåse med hjortetaksalt. Når man åbnede den, kunne man nemt komme til at nyse. Til de brune kager skulle der bruges rosenvand til at opløse potasken i. For at få det måtte man medbringe en lille flaske. Dengang var genbrug en selvfølge.
Det mest spændende var, når der skulle købes julegaver. Det var sjovt at se, hvad de andre børn i landsbyen skulle have. Vi kendte dem jo alle sammen. Vi havde selvfølgelig også selv ønsker, for det meste blev vore gaver først pakket ind den 23. eller 24. december, så ofte kunne vi gå i spænding en hel måned. Blev vores ønskegave nu solgt til en anden? Eller hvis gaven var væk den 22, var den så solgt eller havde far eller mor så forbarmet sig over én og pakket den ind i en nattetime.
Sidste uge før jul var der åbent til kl. 9. Specielt om aftenen kom karlene og pigerne fra gårdene og købte ind. Juleaftensdag var der åbent til kl. 16. Der var travlt til det sidste. Der skulle købes tobak, lidt slik, frugt foruden de daglige fornødenheder.
Endelig fik vi butikken lukket. Mor satte flæskestegen i ovnen, og far pyntede juletræet. Mor og far var naturligvis trætte, men jeg husker ikke, vi mærkede det.
Ved 6 tiden var maden færdig, og vi fik hvert år samme julemiddag. Først risengrød med en mandel eller 2 i, dertil hvidtøl. Derefter fik vi flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Til sidst fik vi citronfromage.
Så var vi så utrolig mætte. Mange af os havde spist megen risengrød i håb om at få mandelen.
Efter opvasken tændte far juletræet i den fine stue, og vi gik ind til det pyntede træ, der nåede helt til loftet. Vi gik rundt om træet og sang nogle julesalmer. Så læste far juleevangeliet, og vi sang endnu en salme, men så sang vi: Højt fra træet grønne top.
Og endelig måtte vi få vores julegaver. Det var altid spændende, hvor mange vi fik. Var der bedsteforældre, onkler eller tanter på besøg, vankede der ofte lidt ekstra. Vi ville gerne have besøg juleaften, men vi ville ikke hjemmefra.
Første juledag kørte vi til kirke og besøgte mine bedsteforældre eller anden familie. Butikken var jo lukket 1. og 2. juledag, Men posten havde ikke fri 1. juledag. Han måtte ud med den sidste julepost. Hvis der var sne, var der tradition far at nogle af beboerne hjalp ham denne dag og kørte rundt med ham i slæde, og naturligvis vankede der også al den kaffe, han kunne overkomme at drikke.
Mellem jul og nytår lukkede butikken kl. 12, så der var lidt ekstra frihed, men 4. juledag havde vi travlt efter lukketid, for så skulle der laves poser til missionshusets juletræ. Vi var ikke store, før vi kunne hjælpe til, når der blev lavet poser på samlebånd. Kunne man bare tælle til 5, kunne man være med. Først kom et bestemt antal pebernødder i, så konfekt, karameller, bolscher, nøje aftalt og til sidst et æble.
Det meste af min barndom var der på grund af krigen ikke til at opdrive chokolade eller appelsiner, ellers hørte det også med i poserne.
Far var søndagsskoleleder, og vi deltog selvfølgelig også i andre forberedelser. Såsom pyntning af det store juletræ, som var meget højere end vores eget. Til juletræsfesten var vi iført vores fineste puds. Mon mor syede noget af vores tøj, noget havde vi en syerske til at sy. Da jeg var 2 eller 3 år havde min mor syet den yndigste lille taftkjole med flæser til mig. Lige inden vi skulle af sted, fik jeg kjolen på, kravlede ind under bordet, fik knæet i kjolen, of den blev revet i stykker. Sikken katastrofe. Det er en af de første ting, jeg husker. Jeg har kjolen endnu, så jeg kan mindes begivenheden, Jeg husker ikke, hvad jeg fik på i stedet for, men med til festen kom jeg dog.
Imellem jul og nytår solgte vi også skyts. Det var dog ikke så spændende for mig. Jeg var bange for det, men det var dog spændende nytårsaften at prøve om vi kunne løbe med naboernes kaffekander, havelåger, med mere.
Vi havde uden for butikken et gammelt tungt cykelstativ. Det løb landsbyens drenge ofte langt væk med. Far hentede det ikke hjem selv, en gang det var slæbt langt væk. Far mente at drengene kom med det selv, og det gjorde de nogle dage efter nytår. Nytårsmorgen var det spændende at se, hvor mange møgbører karlene havde fået samlet på perronen på mejeriet.
I Vendsyssel havde man for øvrigt den skik, at man måtte lave løjer 3 gange i julen: 1. juledag om aftenen (oprindeligt 2. juledag om morgenen), nytårsaften og helligtrekongersaften. Mens vi var små, var far altid med ude og lave løjer. En skik han fortsatte, da han fik børnebørn.
Efter nytår blev resterne af julesagerne puttet i kasser og sat på loftet efter at være blevet talt op. For nu var det statustid, og alt i butikken skulle tælles op. Det kunne vi børn også tidligt hjælpe med.
Inde i stuerne blev julepynten først taget ned efter Helligtrekonger. Juletræet blev tændt sidste gang Helligtrekongeraften, og vi hyggede os som så mange andre aftener i julen med sang, pebernødder, juleknas, spil og julelege.
Købmandsbutikken på Kraghede hvor Ingrid Schmidt er født og opvokset

Min første tur til Sønder Lyngby

 

MIN FØRSTE TUR TIL SØNDER LYNGBY
Her gengiver jeg ordret en barndomserindring, skrevet af min mor KAREN SØRENSEN (1911-1986).
Karen var den yngste af 5 søskende, født mellem 1896 og 1911.
Karen fortæller her om en vandretur, der gik fra deres hjem i Borup ved Vrå til en gård i Sønder Lyngby ved Løkken.
Karen på knap 10 år slår i sommeren 1921 følge med storesøsteren JENNY på næsten 23 år.
De skal op og besøge hjemmet for CHRISTIAN, Jennys forlovede.
“DET VAR I SOMMEREN 1921, da Jenny og Christian var forlovet.
Jenny var hjemme i Borup for at sy på sit udstyr, og vor mor – Petrea Rokholm – havde væven i gang med at væve håndklæder og viskestykker – det skulle være rigtig solidt.
Det var i høstens tid, at Jenny og jeg skulle komme en tur til Lyngby og besøge Christian og hans mor.
Vi startede kl. 4 om eftermiddagen. Vejret var fint, og vi gik rask til, men jeg var nok den, der blev først træt – så satte vi os på grøftekanten og hvilede os.
Jenny gik på lette fod – hun skulle jo op til sin forlovede, Christian!
Vi nåede op over Børglum Bakke, hvor vi kunne se Løkken og havet – det gav nye kræfter.
Ved Brogaard i Furreby gik der en sti over marken til Sønder Lyngby.
(Vejen var ikke ført igennem dengang).
Det var et par trætte piger, der trådte ind ad bryggersdøren til Christians mor. Hun var ved at pudse komfur og havde bagt hele dagen, fordi vi skulle komme.
Da var klokken blevet 8 – det havde taget 4 timer at gå 16 kilometer.
Christian og pigen var ude at malke, så det var hunden, der tog imod os, den hed “Pedersen”.
Vi havde nogle hurtige dage, vi fik morgenmad på sengen hver dag.
Vi sov oppe i gæsteværelset vest for gangen.
En aften var Jenny og Christian inviteret hen til Johanne og Peder Nielsen at drikke aftenkaffe – og de kom nok sent hjem – så overtalte de mig til at sove hos Mari, det var jeg nu ikke helt med på, men så sagde Jenny: “Og der er også mus deroppe i gæsteværelset”, så jeg gav mig.
Men de lovede at kalde på mig, når de kom hjem.
Mari og jeg sov sammen i en bred seng i sovekammeret, og jeg så Rubjerg Fyr kaste sine lysstråler ind ad sovekammervinduerne, så det blev helt oplyst.
Men om morgenen, da jeg vågnede, lå jeg stadig i Mari’s seng – hun var forlængst stået op for at lave morgenmad til karlene.
De havde helt glemt at kalde på mig, da de kom hjem.
Det var min første ferie i Lyngby. Siden kom jeg på ferie 8 dage hver sommer.
Dagene gik hurtigt, Christian kørte os hjem til Borup ved Vrå i ponyvognen.
Han var godt kørende. Hestene løb det meste af vejen.
Det var en travl tid, midt i høstens tid, de skulle jo giftes den 25. oktober 1921 – på mors og fars bryllupsdag .
Petrea og Frederik Rokholm var blevet gift den 25. oktober 1895.
JENNY OG CHRISTIANS BRYLLUP
Der var store forberedelser til Jenny og Christians bryllup, den 25. oktober 1921.
Jenny var hjemme den sommer for at sy på sit udstyr. Alt stof var jo i metermål og skulle sys på maskine. Der skulle sættes hæklede mellemværk i lagner og pudebetræk, og dyner skulle stoppes med gåsedun.
Der blev bagt og slagtet. Vi havde en kogekone fra Gunderup, Line Mørk.
Sovekammeret blev ryddet, og sengene blev sat op i storstuen.
Og den 23. oktober blev der en forrygende snestorm, 2 store træer ved indkørslen lå tværs over vejen, og stormen rev hul på taget over bryggersdøren, så far og karlen var oppe på taget med en dør og en harve, der blev surret fast med reb. Sneen føg ind på loftet.
Men bryllupsdagen oprandt med stille vejr og solskin, og der var ryddet op over det hele, da bryllupsgæsterne ankom.
Jenny var i sort brudekjole og kørte i lukket brudekaret.
Jeg havde fået en ny rød, ulden kjole med læg, og jeg kørte med i den lukkede vogn med sorte heste forspændt.
Min ældste søster Annas datter Ella var halvandet år og sagde “stor mand” til Christians bror, der hed Chresten.”
FOTO viser KAREN sammen med JENNY på Karens konfirmationsdag, den 4. oktober 1925.

Ude i Kohuset – i Sønder Harritslev

 

UDE I NØDSET        (i Vendsyssel udtalt som Nøest = kohuset)

Forfatter: Poul Sørensen – pastor emeritus – Værløse
Et “nøds” er forbundet med mange barndomsminder.
Som barn i Sønder Harritslev kunne det være mig, der i sommerhalvåret hentede køerne hjem på stald fra marken, hvor de græssede.
Hvis de ikke allerede stod og ventede ved leddet, kaldte jeg dem til mig med kalderåbet “håp, håp, håp”!
Køerne gik som regel af sig selv op i deres vante båse i “nødset”, hvor de blev bundet to og to i hver bås.
Efter 2027 vil det ikke længere være tilladt at binde køer i en bås.
Det er forlængst forbi med at måtte binde en hest i en hestestald. Nu skal en hest have sin egen bekvemme boks, hvor den kan gå omkring og lægge sig til hvile.
I min barndoms “nøds” var der som regel også en so med pattegrise og ved siden af en sti med svin til opfedning.
Nogle gange kunne der også være varmekrævende daggamle kyllinger i en ledig sti i nødset.
Ordet nøds er trukket sammen af “nødhus”.
I ældre dansk sprog brugte man ordet “nød” om kvæg.
På svensk er dette ord stadig i levende brug – nötkjött er den svenske betegnelse for oksekød.
På norsk bruges for nøds ordet “fjøs”, som er en sammentrukket form af fæhus.
Der var en helt unik stemning i min barndoms nøds med grise, der rodede og puslede i halmen til den ene side og køer, der med dybe brummelyde lå og tyggede drøv til den anden side.
Besøger man et rekonstrueret jernalderhus, kan man drømme sig tilbage til en tid, hvor mennesker og dyr boede under samme tag.
Det var i bondestenalderen – for 6000 år siden – at mennesket tæmmede uroksen, så der blev lettere adgang til mælk og kød.

Jul – set fra Josefs synsvinkel, henholdsvis fra Marias synsvinkel

Fortalt af Poul Sørensen, Værløse – pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev

.
.

JUL

– set fra Josefs synsvinkel, henholdsvis fra Marias synsvinkel
Josef: jeg må passe på Maria og drengen
.
.
“Påske og pinse udsprang af jul”, skriver Grundtvig i en salme.
Mange vil mene, at julefesten – festen for Jesu fødsel – er den ældste kristne fest.
Den ære tilkommer dog ikke julefesten, men påskefesten, festen for Jesu opstandelse.
De fire evangelier – Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet – er skrevet i lyset af troen på Jesu opstandelse.
Lige siden den første kristne påskedag er der blevet fejret “en lille påske” hver søndag i menighederne.
Først i 300-tallet begyndte de kristne menigheder at fejre en fest for Jesu fødsel.
Den valgte festdag – den 25. december – røber, at denne skik må være opstået i Rom, hvor der på denne dag allerede blev fejret en fest for “den ubesejrede sol”, altså en solhvervsfest.
De kristne følte, at der var behov for at fejre fødslen for Ham, som er “Verdens lys”.
Med valget af den 25. december ville de kristne ikke pege på en bestemt dato for Jesu fødsel.
Datoen for en fødsel var der ikke blevet lagt vægt på i det jødiske miljø, som Jesus blev født i.
Da de kristne begyndte at fejre en fest for Jesu fødsel, var der lykkeligvis allerede julefortællinger i Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet!
Fortællingerne om Jesu fødsel i Matthæusevangeliet er fortalt ud fra Josefs synsvinkel, mens de i Lukasevangeliet er fortalt ud fra Marias synsvinkel.
I det først nedskrevne evangelieskrift – Markusevangeliet – fortælles der udelukkende om Jesus fra det øjeblik, da han træder frem som voksen.
Johannesevangeliets fortale kan godt kaldes et filosofisk formet “juleevangelium”.
Apostlen Paulus, hvis breve litterært set er de ældste skrifter i Det Ny Testamente, har et superkort “juleevangelium” i ordene: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Galaterbrevet).
I Julekrybben og i forskellige julefestspil kombineres fødselsfortællingerne hos evangelisten Matthæus og evangelisten Lukas.
For eksempel findes fortællingen om “De vise mænd” kun hos evangelisten Matthæus.
Da kristendommen nåede Danmark, fejrede de hedenske nordboere allerede en solhvervsfest, som tidsmæssigt faldt sammen med den kristne fest for Jesu fødsel.
Denne fest kaldte de ‘jul’ (norrønt jól), en fest som varede i 15 dage!
Ordet var kendt i hele det germanske sprogområde. På engelsk kan man stadig bruge ordet ‘yule’ i samme betydning som ‘Christmas’.
Ved den gamle nordiske solhvervsfest ‘jul’ blev der spist og drukket rigeligt.
Julen er en fest for Jesu fødsel, men i julens rigelige udbud af mad og drikke kan man egentlig også skimte den gamle nordiske ‘jul’.

Faster Anna

Fortalt af Poul Sørensen, Værløse -pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev

 


Foto fra cirka 1957, taget i Postgården.
Fra venstre ses Poul, Kristian, Faster Anna og Bedste og hunden Pelle.

Min far Edvards ældste søster hed egentlig ANE MARIE, men hun blev altid kaldt ANNA, Faster Anna.

En faster og en moster kan få stor betydning for enhver, der vokser op.

Faster Anna fik en stor betydning for os – sammen med Annas mor, Elise Antomine, kaldet Mine.

Lad os lige få årstal og datoer sat lidt på plads:
Mine blev født i Tømmerby i Tolstrup-Stenum sogn den 19. oktober 1875.
Mine blev gift i Serritslev kirke med Niels Edvard Sørensen, den 7. november 1903.
Mine var dengang 28 år, mens Niels Edvard var 41 år.
Niels Edvard bestyrede slægtsgården “Bakken” i Serritslev for moderen, Ane Larsdatter, der var født i 1821.

Ane Marie blev født i “Bakken” få uger efter forældrenes vielse, nemlig den 26. december 1903.

Min søster Anna Birgit har fået den oplysning af Jens, en søn af Ellen, den yngste søster til Ane Marie, at Mine havde haft Ane Marie med, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde!
Nærmere undersøgelser i kirkebøgerne viser dog, at Ane Marie blev født EFTER Mines bryllup med Niels Edvard.
Niels Edvard står i kirkebogen som far til Ane Marie.

Teoretisk set kan Mine have været gravid med Ane Marie, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde.
Efter en regel, der går tilbage til romerretten, er faderen til barnet ganske enkelt den, som ved barnets fødsel bor sammen med barnets mor.
Vi må derfor gå ud fra, at Niels Edvard også er far til Ane Marie!

Ane Marie har i sine unge år været tjenestepige på herregården “Knivholt” ved Frederikshavn. Hun har været elev på Vallekilde højskole ligesom Edvard.

Da min far Edvard havde været på Vallekilde højskole, tog han ogå et ophold på Tune Landboskole ved Roskilde.
En af eleverne dér var Kristian Andersen fra Rønnovsholms Mark nær Vrå.
Kristian spurgte Edvard, om ikke han kunne skaffe ham en plads på hjemegnen?
Edvard skaffede således en plads til Kristian hjemme på “Bakken”.

Ane Marie var på det tidspunkt hjemme som medhjælp for sin mor Mine.
Det kom til at gå sådan, at Kristian (født i 1909) blev gift med Ane Marie (født i 1903). De blev viet i Serritslev kirke den 28. januar 1938.

Tre måneder senere (29.04.1938) døde Niels Edvard.
Mine fortsatte som gårdejerske på “Bakken” efter Niels Edvards død.
Ane Marie og Kristian var alle år Mines medhjælpere.

Ane Marie og Kristian fik to børn, Else (født i 1938) og Vagn (født i 1939).
Da Else og Vagn var to-tre år, flyttede de alle sammen ind i Bedstes soveværelse – for hyggens skyld og for bedre at kunne holde varmen!
Det var svært at skaffe brændsel til opvarmning under krigen.
Bedste, Anna og Kristian vedblev derefter at sove i samme soveværelse, både i “Bakken” og i Postgården i Brønderslev, hvortil de flyttede i 1956.

Jeg Poul var som fast feriedreng med ved flytningen fra “Bakken” i Serritslev til Postgården, der lå på Spejlborgvej i Brønderslev.

Hunden Pelle fulgte med til Postgården.
Ved måltider sad Pelle altid ved fødderne af faster Anna, hvor der ofte faldt en godbid af.

Dagens måltider var altid hyggestunder. Hvis nogen gjorde tegn til at rejse sig, lød faster Annas opfordring næsten altid “Bliv nu siddende!”
Gæstfriheden i dette hjem havde ingen grænser. På alle tidspunkter af døgnet blev gæster mødt med et “Velkommen her!”

Faster Anna havde et stort hjerte for andre mennesker.
Jeg blev hver søndag i ferieperioden sendt hen til Lars og Anna med søndagsmiddagen i en spånkurv.
Lars og Anna, to gamle mennesker, boede i et stråtækt hus på den anden side af jernbaneoverskæringen i Brønderslev.

Efter tiden i Postgården flyttede Anna, Kristian og Bedste hen i et hus i Grønnegade i Brønderslev.
Faster Anna og Bedste gik til møder i Brønderslev Missionshus.
De to mennesker var uadskillelige og var enige om alt.

Bedste havde en bestemt måde at snakke på. Den måde smittede af på døtrene Anna, Inger og Ellen.
Min far Edvard tog ikke så meget ved lære af den måde at snakke på.
Edvard har jo også været 5 år på Sjælland!

Faster Anna kom for enden af sin livsvej på plejehjemmet Kornumgaard i Brønderslev
Dér besøgte jeg hende i sommeren 1978.
Ved afskeden sagde jeg:” Faster Anna, vi kommer til din fødselsdag 2. juledag, som vi plejer!”
Anna sagde hertil: “Ork, til den tid er jeg ikke længere i live!”
Sådan gik det også. Faster Anna døde på Kornumgaard den 3. oktober 1978, knap 75 år gammel.
Kristian døde den 4. marts 1981.

Deres børn Vagn og Else døde ret tidligt.
Vagn fik 4 børn med forskellige kvinder.
Else blev mor til to piger med sin mand, Bent Henriksen. Deres to døtre bor i Brønderslev.

Else mindede i sind meget om Bedste.
Begge havde en helt naturlig autoritet, som var med til at holde andre oppe.

Fortællingen om Grønlangkål i Vendsyssel

 

Fortalt af: Jørgen Gundesen, Skovsbovej 12, Rynkeby, er læge.
Men se nu lige her: De, der har været så heldige af fejre jul i Vendsyssel, vil vide, at det er umuligt uden grønlangkål. Men det skal vel at mærke være grønlangkål tillavet på rigtig gammeldags vendsysselsk manner.
ALLERFØRST skal man vide, at kål ligesom fløde altid omtales i flertal på vendelbomålet. Altså fler kål og fler fløde. Aldrig i ental.
Men til sagen: Man slagter en gris, og den koger man. Ja naturligvis ikke sådan med huden på. Man tager skinkerne og andre stykker, der er bedst til steg fra, og så laver man nogle pølser.
Men pølserne og hele resten af grisen koger man i en stor gruekedel. Når det er kogt, tager man kødet op, og så har man en dejlig fed suppe.
Så sender man et par karle ud for at høste en mark med grønkål, og dem bliver de så sat til at skylle og ribbe. Derefter puttes alle de ribbede kål ned i suppen i gruekedlen, og når de er kogt, tages de op, og kålene krystes til nogle boller på størrelse med tennisbolde.
Dette sker gerne en god uges tid før jul, og det fylder jo lidt for meget i køleskab eller dybfryser, så man følger de gode gamle traditioner og lægger kålbollerne i ladeporten. Det har også den fordel, at så kan kattene gå og passe på dem.
Man bør ikke begynde at spise af dem før juleaftensdag, og er det nu på en større gård, så kommer karle og piger og fodermesteren med familie ind til frokost ved middagstid, og dér får man for første gang lov til at smage dette års grønlangkål.
Og så er det jul igen.
Kålene serveres til det kogte flæsk og den saltede medister, men inden de er klar, skal de en tur på komfuret, så de bliver rygende varme, og samtidig bliver der tilsat meget rigelige mængder af smør og piskefløde.
SLANKEKOST er det ikke. Ej heller skånekost.Konsistensen må ikke blive for flydende, den skal heller ikke være for fast, men midt imellem, nærmest hvad man vil kalde smørbar. Hvis man hører til de nostalgiske, så spiser man kanel på kålene, men det synes ikke at være rigtig moderne længer.
I dag drikker de fleste almindelig bajersk øl til, men oprindelig var det juleøl, gerne varmt. Det siges, at man engang har drukket det med sukker og fløde akkurat som kaffe, men det har jeg ikke været så tæt på, at jeg kan bekræfte det, så det hører måske til rygterne. Hvad der derimod helt afgjort ikke må mangle, er en dram eller rettere flere, for ellers kan det nok føles lidt fedt i munden.
Der er altid andet pålæg såsom rullepølse og spegepølse på bordet, men det er næsten kun kål, der spises.
Man sammenligner i erindringen med sidste års kål, og med kålene det år, da de var særlig gode. Der er også altid en og anden pessimistisk sjæl, der husker det år, da der ikke var så meget ved dem. Det diskuteres, om kålene er for våde eller for tørre, om de er for bløde eller det modsatte, om de er for ferske eller tilpas salte osv., osv., og det er ikke mindre saglig snak, end når vinentusiaster diskuterer årgange
VED JULEMIDDAGEN om aftenen skiller vendelboerne sig ikke ud fra resten af landet. Man samles familievis, og der serveres helt traditionelt and, gås eller flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Desserten er også i Vendsyssel risalamande med mandel og mandelgave.
Det må være meget indbidte kålspisere, hvis de spiser grønlangkål til morgenmaden julemorgen. Jeg har dog hørt, at det skal være sket.
Men en tidlig frokost kan alle blive enige om, og det er den virkelige begyndelse på grønlangkålstiden. Der bliver taget godt fra både af kålene og af drikkevarerne, og når man er færdig, er det første spørgsmål, hvem man først skal gæste af naboer og venner, for det ville blive anset for utidigt ikke at smage deres kål. Så snart man er blevet enig, tager man af sted, og uanset hvor man kommer, skal man nok blive godt modtaget og beværtet med både kål, flæsk og flydendes fetalje.
Gæstfriheden er altid stor i Vendsyssel.
Der bliver smagt intenst på kålen, og der bliver udvekslet nyheder, “byttet løgne” som man kalder det dér. Nogle timer og nogle dramme senere, sådan lidt hen på eftermiddagen, hvis der da ikke dukker nye gæster op, kører alle – både værter og gæster – videre og smager på kålene det næste sted. Man kan godt nå tre-fire gæstebud på en første juledag. I gamle dage kørte man med hestevogn. I dag, da det foregår i bil, må man selv i Vendsyssel tilnærmelsesvis overholde promillegrænserne, men det tog endda nogle år, inden det blev moderne. Det var et punkt, hvor man i Vendsyssel helst havde holdt ved det gamle.
JULEN varer som bekendt til påske, og i hvert fald fortsætter grønlangkålsgilderne anden juledag og måske lidt mere behersket helt til helligtrekonger.
Selv om man har mange kål, rækker de nu ikke til påske. Engang efter midten af januar forsvinder de sidste boller, og så tager man en tårevædet afsked med kålene i Vendsyssel, hvor man kun overlever de næste 11 måneder i forvisningen om, at næste jul bringer nye kål.
En og anden vendelbo (som f. eks. min kone) vil måske komme med indvendinger og sætte et spørgsmålstegn ved sanddruheden i denne beretning. Det kan tænkes, man må medgive, at ganske enkelte ting har fået en lidt dramatisk drejning, men ånden i den tør jeg nok stå inde for.
I virkeligheden burde man ligesom på cigaretpakningerne skrive på pakkerne med vendsysselske grønlangkål: “Advarsel! Kan være vanedannende”, for det allerværste er, at jeg, der slet ikke har rødder i Vendsyssel og først lærte denne julespise at kende i den fremskredne alder af 22 år, i dag ville savne mine grønlangkål i julen mindst lige så meget som nogen vendelbo.
Men lad det aldrig komme til det
Jørgen Gundesen, Skovsbovej 12, Rynkeby, er læge.

Nekrolog over Carl Klitgaard der har skrevet om sogne i Vendsyssel

N E K R O L O G

Naar denne Aarbog udsendes, vil det for længst være kommet til vore Læseres Kundskab, at vor flittigste Skribent og mangeaarige Redaktør, Historikeren Carl Klitgaard, ikke er mere. De følgende Artikler er de sidste, som han naaede at se paa Tryk, af et Forfatterskab og en Udgivervirksomhed, der strakte sig over to almindelige Menneskealdre og omfatter et Stof, der samlet i een Bogrække vilde have udgjort mange Hundrede Bind.

Klitgaard var født og opvokset i den barske Egn ved Vestkysten og tilhørte en særpræget Slægt af dygtige Købmænd, Skudehandlere og Søfarere. Stranden neden for Faderens Købmandsgaard i Blokhus var hans Lege- plads i Drengeaarene, og han lærte tidligt at sejle paa Havet og styre en Baad gennem Brændingen. Han havde taget sin Slægts bedste aandelige Egenskaber: Flid, Lærenemhed og ukueligt Vovemod i Arv, og han længtes efter at komme til Søs; men da han var lille og spinkel, maatte han slaa sig til Ro ved Bøgerne og opleve Eventyret ved at læse om Vikinger og Søhelte. Han fik fat paa Allens store Danmarkshistorie og læste saa grun- digt om Valdemar den Store og Absalon, at han kunde det hele udenad. Da han i 15 Aars Alderen søgte Optagelse i Hjørring Realskole, traf det sig saa mærkeligt, at man forlangte ham til at skrive en Prøvestil om Kong Valdemar og hans Mænd, sagtens i den Tro, at han i hvert Fald kendte lidt til Ingemanns Digtning. Drengen satte sig til at skrive, og da Læreren efter halvanden Times Forløb kom og saa efter, hvorledes Arbejdet skred frem, viste det sig, at Carl netop var færdig med Indledningen, der fyldte 15 tætskrevne Sider, og nu vilde i Gang med den egentlige Afhandling, hvilket han dog blev fritaget for. Da man vilde prøve hans Kundskab i Engelsk, faldt man i Forundring over, at han oversatte hurtigt og flydende og var vant til at læse engelske Romaner paa Originalsproget. To Aar senere, i 1885, tog han almindelig Forberedelseseksamen. Det var al den Skoleuddannelse, man kunde ofre paa denne ualmindelig velbegavede Dreng, og det synes helt utilgiveligt, at Skolens Ledelse ikke har fundet Udvej til at lade ham læse videre, saa han kunde blive Student og komme til Universitetet. Forældrene var paa dette Tidspunkt ikke i Stand til at bekoste hans videre Uddannelse, da Faderen, Købmand N. B. Klitgaard, næsten var helt ruineret ved Skudehandelens Ophør. Det blev bestemt, at Carl, der nu snart blev 17 Aar, skulde oplæres paa Maskinistskolen i Helsingør for senere at komme til Søs som Maskinist; men først skulde han have et forberedende Kursus i en Smedie, og 1. September kom han ind paa Mekaniker Mortensens Værksted i Nr. Sundby. Hans Helbred taalte hverken det haarde Arbejde eller Værkstedets Kulos og Træk; han blev syg og kom hjem henved November, og kort efter tog Forældrene en anden Bestemmelse og fik ham anbragt som Elev ved Postkontoret i Hals.

I hans egenhændige Levnedsbeskrivelse, som vi forhaabentlig senere kan bringe paa Tryk, fortæller han sørgmuntre Historier om, hvad Postelever dengang kunde blive udsat for. Han klarede dog alle vanskelige Skær, døjede slemt med daarlige Logisforhold, men avancerede i forskellige Pladser efterhaanden til Assistent og Fuldmægtig, mens han brugte det meste af sin daglige Fritid og sikkert det halve af Nætterne med til historisk Læsning.

Tidligt forsøgte han sig som Journalist, og fra 1888 skrev han Artikler til »Jyllandsposten«, hvis Redaktør Chr. Nielsen var en gammel Bekendt af Familien i Blokhus, han havde været Handelsbetjent hos C. Klitgaards Bedstefader, Storkøbmanden J. C. B. Klitgaard, der ogsaa jævnlig skrev Avisartikler om Dagens Spørgsmaal. I Købmandsgaarden i Blokhus og i det af N. B. Klitgaard oprettede Badehotel kom der jævnlig Journalister og Forfattere, og Carl Klitgaard har sikkert i sin tidligste Ungdom taget ved Lære af denne Omgangskreds. 1889 var Boghandler Julius Gjellerup i Blokhus, og han og C. Klitgaard udarbejdede i Fællesskab et lille Skrift om »Vesterhavsbadene ved Blokhus«, der udsendtes fra Gjellerups Forlag. Fra 1896 begyndte Klitgaard at skrive til »>Jyske Samlinger«, i de første Aar især om den vendsysselske Skudehandel og om Skudehandlerslægter i Vendsyssel og Hanherred.

Hans første større historiske Arbejde er >>Blade af Vendsyssels Historie«, der blev udgivet af Vendsyssel Tidende 1899-1900 og fylder 155 tospaltede Sider foruden et omfattende Register. Kildefortegnelsen viser, at Klitgaard har gennempløjet alle de store Hovedværker i Danmarkshistorie og alle trykte Kildeskriftsamlinger for at finde Stof til sin Vendelbohistorie Arkivernes haandskrevne Materiale har han endnu ikke haft Adgang til. Det kendes paa hans Fremstilling, at han især flittigt har studeret P. F. Suhms mægtige >>Historie af Danmark«<, et efter sin Tid (1782-98) ufattelig stort anlagt Arbejde, der kun blev halvfærdigt i 14 tykke Kvartbind og hovedsagelig er en Kildeskriftsamling, idet Forfatteren lader de historiske Aktstykker selv tale og saa vidt muligt undlader forklarende Kommentarer. Suhms

Historieskrivning beherskedes helt af hans lidenskabelige Trang til at samle historisk Viden, og Klitgaard var i den Henseende hans aandsbeslægtede. Han citerer Kilderne i fyldige Udtog, og selv om han har lært moderne Kildekritik af Erslev, Olrik og Steenstrup, er han meget forsigtig og neutral i sin Bedømmelse af historiske Begivenheder og Personer. Han undskylder Vikingetidens Grusomhed med en Henvisning til nyere Tiders barbariske Retspleje. De middelalderlige Herremænds Stridigheder med Kongerne betegner han som Oprør; men de nordjydske Folkerejsninger 1441 og 1534 kaldes med neutral Omtanke for »Opstande«. Om Skipper Clement siger han (Vends. Aarb. 1925), at han var »en Legemliggørelse af Vendelboernes Mod, Kraft og Selvfølelse«<, og at »han var Christian den II’s Sag tro til det sidste, og for den lod han sit Liv; men om han kæmpede af ideelle eller materielle Grunde, skal lades usagt«. Mere neutralt kunde vor ærlige Vendelbohistoriker ikke sige, at Skipperen var en Mand efter hans Hoved og af hans eget Sind og Temperament.

Hvis alt, hvad Klitgaard har skrevet om Vendsyssel og Vendelboerne, blev samlet i eet Værk, vilde det blive større end Suhms Danmarkshistorie; men Klitgaard skrev desuden historiske Afhandlinger om mangfoldige andre Emner, og hans personalhistoriske Arbejder omfatter vidtspredte Slægter baade i Danmark og Norge. Han fik en lang Arbejdsdag og udnyttede den med utrolig Flid. Fortegnelsen over hans Skrifter i vor Aarbog 1948 er tilstrækkeligt Vidnesbyrd herom, og dog har Klitgaard siden udgivet flere Bøger og skrevet mange Afhandlinger i Aarbogen. Hertil kommer Avisartikler, som Aar efter Aar lige til det sidste flød fra hans flittige Pen, og som hverken han selv eller nogen anden har kunnet holde Tal paa.

Hvis denne utrolige Arbejdsenergi skal helt vurderes, maa man betænke, at Klitgaard i mange Aar ved Dag og ved Nat læste og skrev i den slingrende Postvogn, mens han som kørende Postekspedient rejste med Statsbanetogene ned gennem Jylland. Hans Øjne trættedes i det flakkende Lys fra den rystende Petroleumslampe oppe i Loftet, og om Vinteren frøs han slemt, da Postvognen sjældent var opvarmet og ingenlunde tæt for Gennemtræk. Gang paa Gang blev han syg af Gigt og Forkølelsessygdomme, og under haarde Anfald af Lungebetændelse var han ofte Døden nær. Klitgaard holdt dog stadig Modet oppe, og naar han var rask, passede han sine Embedspligter punktligt og udnyttede som sædvanlig hver eneste ledig Stund til Læsning og Skrivning. Da han omsider blev Postmester og fik gode økonomiske Kaar, følte han sig helt veltilfreds, og han havde den Glæde, at lærde Professorer og Arkivarer blev hans trofaste Venner og fuldt ud respekterede ham som Ligemand. Men hans Helbred havde taget alt for stor Skade i hans yngre Aar, og Bronchitis med paafølgende Lungebetændelse blev ved at forfølge ham til hans sidste Leveaar. Det var øjensynlig hans Arbejde, der holdt ham oppe, saa at han overvandt de utallige Sygdomsanfald og blev 88 1/2 Aar gammel, næsten lige aandsfrisk og arbejdsivrig til sin sidste Stund.

Mens Klitgaard som Postekspedient boede i Aalborg, var han med til at oprette Aalborg Amts historiske Samfund (1912) og Hjørring Amts historiske Samfund (1915), for hvilket han straks blev Redaktør og 1919 Formand. Vort Samfund var allerede fra 1917 den største historiske Forening i Danmark, takket være Klitgaards dygtige Redaktion af Aarbogen. Fra 1916 var han Postmester i Vraa, senere i Brønderslev og Hjørring.

I de 42 Aar, Historisk Samfund har bestået, har Klitaard stadig været den egentlige Leder, og det er væsentlig hans Artikler, der har skaffet Aarbogen Læsere og holdt det store Medlemsantal oppe. Klitgaard har i Aarenes Løb haft mange dygtige Medarbejdere; men han har selv skrevet henved 200 Aarbogs artikler, og det er næppe troligt, at nogen anden Redaktør kunde have fremskaffet en tilsvarende Stofmængde, uden at Kvaliteten vilde være bleven i væsentlig Grad forringet. Han stillede store Krav til Aarbogens Medarbejdere, og de fleste indsendte Artikler blev, uanset om Forfatterne var lærde Fagfolk eller Nybegyndere, beskaaret, ændret og forsynede med supplerende Fodnoter, alt i bedste Mening og til Forfatternes sande Gavn, selv om de ikke altid vilde indse det. Men han var en ypperlig Læremester for dem, der virkelig ønskede at gøre grundigt Arbejde og havde Forudsætninger for at forstaa hans Vejledning. Han delte ud med gavmild Haand af sin Lær- doms Skat og skrev utrolig mange og lange Breve til dem, der bad ham om historiske Oplysninger og Kilde- anvisninger, og det var vel kun faa af Modtagerne, der skønnede over, at hans Tid var haardt optaget, og at Lærdommen var meget dyrt erhvervet for ham selv.

Klitgaards store Grundighed forledte ham undertiden til at blive temmelig tør i sin Fremstilling, og som Personalhistoriker udskød han ofte Skildringen af Personernes Livskaar og kulturhistoriske Milieu for at faa Plads til lange Navnerækker og Stamtavler. At han meget vel kunde skrive morsom og underholdende Kulturhistorie, naar det faldt ham ind, viser den Artikel om »Brænde- vin«, der her i Aarbogen følger lige efter hans Nekrolog, hvilket mærkelige Træf skyldes den Omstændighed, at den var færdigtrykt og pagineret før hans Død.

Han var ikke som Folk er flest, og hans haarde Livskaar i de yngre Aar var vel Skyld i, at han blev noget kantet af Væsen og ikke altid lige let at omgaas. Det var paafaldende, at hans livlige Temperament kunde svinge fra dyb Alvor til kaad Munterhed, og det skyldtes vist Slægtstraditioner fra Blokhus, at han ofte fandt Anledning til at kritisere Øvrighedspersoner. Han var en Mand af den gamle Skole, modig og frygtløs, selv over- for Døden, der saa ofte havde truet ham; han var streng mod sig selv og over for andre, men ærlig, trofast og Godheden selv over for dem, der forstod ham og delte hans Interesser.

Historisk Samfund, der skylder ham saa meget, vil rejse ham en Mindesten. Faa har fortjent den bedre end han.

  1. Christensen.

 

Carl Klitgaard, fotograferet ved sit Arbejdsbord, Efteraaret 1956.

Ka’ do en lige fli mæ avisen?”

í

“KAN DU IKKE LIGE FLI MIG AVISEN?”
– på vendelbomål: “Ka’ do en lige fli mæ avisen?”
.
.Fortalt af Poul Sørensen, pastor emeritus,
Værløse, født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev.
.
 
 
Når avisdrengen eller avispigen i Rakkeby ved Hjørring kom med dagens udgave af Vendsyssel Tidende, var der i min barndom rift om at få avisen i hænde.
Fatter havde som husfar en naturlig førsteret på at læse den eftertragtede avis. Derfor blev han som regel en af de første til at læse avisen.
I dag ville det lyde sådan: “Kan du ikke lige række mig avisen?”
Fatter – Edvard Sørensen (1908-1983) – brugte ordet “at fly” eller “at fli” for at række eller at give.
Ved middagsbordet kunne man sige “fli mæ lige sowsen!”
Ordet “at fli” har været brugt på rigsdansk i flere hundrede ord, men ordet har nok holdt sig længst i Vendsyssel.
Nutidens vendelboer er nok kommet så meget med på noderne, at de ikke længere udtrykker sig på den måde.
Da jeg i et fotoalbum så fatter læse Vendsyssel Tidende på en bænk i haven, dukkede ordet “at fli” op i min erindring.
Se dette fotografi!
Jeg blev selv avislæser på daglig basis under Ungarn-krisen i 1956. Jeg var fyldt 10 år dengang. Fra den tid var jeg også interesseret i andet avisstof end tegneserien med Rasmus Klump og hans venner og “Børnenes Hjørne” i søndagsavisen.
Jeg husker særligt spændende lokalhistoriske og kulturhistoriske artikler af journalisten Christen Nørrelykke fra Sæby, som stod at læse i søndagsudgaven.
Nu er det 10 år siden, at jeg skiftede papiravisen ud med en online version af en landsavis, som jeg allerede kan læse aftenen før.
De, der går hen på biblioteket for at læse aviser, har stadig adgang til de klassiske papirudgaver.
Vendsyssel Tidende udkom under dette navn fra 1873 til 1999.
Avisen Vendsyssel Tidende opnåede at holde 125 års jubilæum, inden den blev fusioneret med Aalborg Stiftstidende, som herefter blev til Nordjyske Stiftstidende, som udgives i flere lokaludgaver.
Vilhelm Carlsen, som var avisens første redaktør, var ved sin tiltrædelse i 1873 kun 22 år.
Vilhelm Carlsen forblev avisens redaktør indtil sin død i 1914.
Redaktøren var meget optaget af fredssagen, afholdssagen og plantningssagen.
Vendsyssel Tidende var den første avis i Norden, der bragte et pressefoto.
Det skete den 20. juli 1889, et foto af den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansen, der i 1888 ledede den første ekspedition, der krydsede indlandsisen i Grønland, en ekspedition der gjorde ham verdensberømt.
I 1920 blev der rejst en statue af Vilhelm Carlsen i parken Christiansgave i Hjørring.
Skulpturen blev lavet af billedhuggeren Anders Bundgaard, der i dag er mest kendt for Gefion-springvandet (1908) ved Langelinie i København.
Hans gipsmodeller kan ses i Thingbæk kalkminer ved Skørping.
Poul Sørensen med familien

Poul som Feriedreng

En historie af pastor emeritus Poul Sørensen,
Værløse – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev
.
.…
Min far Edvard Sørensen kommer i øvrigt fra Serritslev.
Farmor – Bedste – flyttede sammen med en datter og svigersøn til “Postgården” i Brønderslev i 1956.
.
.
Som 7-årig – i sommeren 1953 – kom jeg første gang på ferie i far Edvards fødehjem, “Bakken” i Serritslev.
Faster Annas mand Christian stod og tog imod mig, da jeg ankom med Aalborg-bussen fra Hjørring.
Christian hentede mig på cykel, da “Bakken” lå et godt stykke – cirka 500 meter – fra hovedvejen mellem Hjørring og Aalborg. Min fætter Vagn (cirka 15 år dengang) stod oppe ved gården som vidne til min ankomst. Christian fik mig – for nemheds skyld – placeret oppe på cyklen. Min ene støvle kom uheldigvis meget snart ind imellem egerne på forhjulet med det resultat, at cyklen tippede og væltede.
Jeg kunne se på Vagns oprakte arme, at han fulgte meget med i det hele.
Christian måtte i lang tid høre på Vagn, der drillede sin far med, at han væltede med lille mig på cyklen.
Men det var faktisk mere min “skyld” – jeg skulle have været mere påpasselig med, hvor jeg placerede fødderne.
Jeg ankom, netop som gårdens folk “hakkede” roer. Det var lige et arbejde for friske unge mennesker: Min fætter Vagn og hans søster, min kusine Else sammen med Grethe Kraglund (en anden kusine) og Grethes kæreste Henning og en daglejer.
En af dem “blokkede ud” til mig, der kravlede bagefter – jeg skulle med fingrene sørge for, at kun en lille roeplante blev tilbage i hver “blok”. Nej, hvor den vindblæste jord støvede lige om ørerne på mig! De unge mennesker betænkte mig med en skrå, muligvis rullet i tobaksaske.
Der gik ikke lang tid, inden jeg blev meget svimmel af skråen. Det føltes som influenza, så jeg måtte bringes hjem til gården.
Inden jeg blev lagt i seng, sørgede Bedste for, at jeg fik et bad i et bødkerkar, som hun kaldte ‘bærekarret”. Bedste skrubbede og skurede mig i to hold sæbevand, inden jeg blev hvid igen.
I tiden derefter kom jeg både på sommerferie og jule- og nytårsferie.
I sommeren 1956 var jeg med ved flytningen fra “Bakken” til “Postgården” i Brønderslev.
Billedet må være taget i haven ved “Postgården” i 1956 eller 1957, da jeg var 10 eller 11 år.
Hunden Pelle kom med fra “Bakken”. Pelle var en hvalp, som Krølle (en cocker spaniel) havde fået, da de havde ladet en hanhund overnatte i et lukket rum sammen med Krølle, som jeg også husker.
Bedste – Antomine Elise, kaldet Mine – var født i Tømmerby i 1875. Bedste levede til 1967, da hun døde i en alder af 92 år.
Bedste var 70 år, da jeg blev født, så jeg var heldig at have min Bedste, til jeg var næsten 22 år.
Bedstefar på fars side og bedsteforældrene på mors side var døde, da jeg blev født.
Bedste betød meget for hele familien og for mange mennesker på hendes livsvej.
Karle, som havde tjent på “Bakken”, blev ved at komme hos Bedste i mange år derefter.
Oldebørnene Jan og Steen og Ib kan huske Bedste.
Da Bedste døde på Brønderslev sygehus, kørte fætter Vagn rundt til familien og overbragte budskabet.
Vagn var dybt berørt over ikke længere at have Bedste, som havde været der for ham i hele hans liv.
Vagn var mere villig til at lytte efter Bedste end efter sine forældre.
Faster Anna og Christian havde indrettet sig i storstuen på “Bakken” i de første år af deres ægteskab.
Da deres børn Else og Vagn var født og blevet et par år, flyttede de alle sammen ind hos Bedste i sovekammeret.
Under mine ferier sov jeg i dagligstuen. Gennem et varmespjæld kunne jeg høre, at de lå og hyggesnakkede i sovekammeret med lyset tændt. Jeg husker, at Vagn, der lå i et kammer, kom ind og beklagede sig og sagde: “Kan vi så få nattero!” Natteroen indfandt sig, da Vagn slukkede for strømmen ved hovedafbryderen!
Skulle man endelig sove i samme kammer som sin svigermor, så ville Bedste være et godt valg – hun var mild og god og løb ikke med sladder.
Over hendes seng havde hun i alle år et indrammet ord: GUD, VELSIGN VORT HJEM!
Poul Sørensen med familien