Jens J Sørensen har skrevet en dejlig artikel om Fisker Anders, som han har mødt i sin tilværelse i Børglum på Tidselbak
Fisker Anders.
Sådan kunne en fiskehandler gå rundt.
Gående og cyklende fiskehandlere, var et ret almindeligt syn i Danmark tilbage i tiden. Indtil ca. 1960
På Tidselbak v/ Børglum kom der en fiskehandler han hed Anders, vi kaldte ham Fisker Anders, han kom gående med en hjulbør med et par kasser fisk på helt fra Løkken og op over Børglum Klosterbakke og ud på Tidselbak, også om vinteren kom han om der så var snesjap og koldt, og bare i et par træsko og hullede sokker. Når han gik, vendte han fødderne indad og engang spurgte de ham hvorfor han gjorde det og han svarede – Jo for ellers kører biler og skidt over dem – han havde altid svar parat. En gang han var kommet hen til præsten i Børglum, sagde præsten til ham at fiskene var dyre og det var de mellemhandler der gjorde det, kunne vi få fiskene direkte fra havet var fiskene meget billigere – Så sagde Anders ja det er sandt nok men kunne vi få guds ord direkte fra himlen behøvede vi ingen præst og det var også billigere. Min bedstefar boede ved os et stykke tid efter bedstemor var død og Anders gik sommetider ind og snakkede med ham, min bedstefar havde lige fået radio så det har været ca.1936-37. og den var han stolt af han kaldte den radiumen, og han spurgte Anders om han havde radium, hva sagde Anders, vil du da af med livet. Anders drak sprit og det var nok derfor han kunne holde kulden ud, (han var frostsikret). Folk skulle passe på deres sprit når han var i nærheden for ellers tog han det og drak det. Mine bedsteforældre handlede i Vejby da de boede på Tidselbak bedstemor gik over markerne til Vejby og handlede hos købmand Christiansen. En dag hun skulle til købmanden gik hun det hele igennem for at hun ikke skulle glemme noget, hun havde også set til spritflasken, den var næsten fuld og så gik hun, men da hun kom tilbage, havde Anders været der og havde drukket al spritten og så måtte den gamle kone afsted igen efter ny forsyning. Der kom også en mand engang imellem med en lille grå trækasse under armen, han hed Marinus vi kaldte ham Wust Marinus for det var nemlig ost han havde i kassen, de sagde han boede på Alderdomshjemmet i Vrå og så gik han rundt og solgte ost, nok for at komme ud blandt andre mennesker. De kostede så vidt jeg husker 20 øre, jeg var vild med dem så vi købte gerne et par stykker af ham. Der kom også uldkræmmere de kom med en bylt på nakken og satte den på gulvet og løste knuden op og så væltede det ud med tøj. Der kom også nogle som solgte kamme og sikkerhedsnåle og den slags. Også kreaturhandlere kom der, det var Thomas Jensen fra Vejby og en vi kaldte Jens Peter Plet. (Han var vist fra gården (Plet)). Thomas Jensen solgte også kød, han kom i en lille lad bil med en hvid kasse på, hvori der var strøet halm, som kødet lå i. Thomas Jensen havde en rejsegrammofon, jeg kan lige huske han kom en aften ud til os med den og spillede plader, det har nok været i ca. 1937 – 38 for han havde den med – Hen til kommoden og tilbavs igen og den er fra ca. 1936. Der var en i Børglum som brændte brændevin og det var da ulovlig, så politiet havde kig på ham, så spurgte han min far om han måtte komme ud til os på Tidselbak og lave det og det fik han lov til, da han var færdig gav han min far 2 flasker det var vist 3 pægle de kunne indeholde pr. stk. de var større end vinflasker i dag. Det har nok været i 1939 for vi fik mund og klovsyge i besætningen, da det var ovre, skulle der gøres godt rent og dyrlægen skulle komme og syne det, det var dyrlæge Jensen fra Vrå og da han havde synet det i orden inviterede far ham på en dram. Hvor har du det fra ville han vide men det ville far ikke sige, så sagde dyrlægen fandens jeg skal andre steder hen ellers skulle vi se bunden af flasken. Nogle dage efter snakkede min far med Chr. Thomsen ”Olesminde” og han spurgte hvad han havde gjort ved dyrlægen, -Jeg mener ikke jeg har gjort noget ved ham – Jo noget må du have gjort for han kom herop lige fra jer og skulle syne og vi havde ikke nået at gøre rent over det hele, men han havde aldrig set noget så rent nogen sinde. Ja, det var den gang
Vi havde en skolelærer i Børglum, han kunne ikke fordrage børn, hvorfor blev han så lærer, som jo har med børn at gøre? Han var dygtig men forstod ikke at lære fra sig, han mente det skulle bankes ind i hovedet på dem. Forliges med folk kunne han heller ikke.
Jeg gik i klasse med en dreng som var syg og han døde da også, ham bankede han også selv om han vidste han var syg, men det blev han også meldt for, og kom i retten.
Kriminalpolitiet var oppe og tale med mig, jeg husker han sagde til mig at læren havde sagt at han aldrig havde slået drengen, jeg sagde at passede ikke for det havde han og han svarede det tænkte jeg sgu nok, de kendte ham, Politiet kunne han heller ikke forliges med.
Vi som havde gået i klasse med drengen blev kaldt i retten som vidner og mens vi sat og ventede kom læreren og hans kone og gik ind i retssalen, jeg tror det varede et kvarter så kom de ud igen og gik, jeg tænkte hvad er det for noget varer det ikke længere, men så kom de andre ud sammen med sagføreren det var Kjeld Jacobi, og det hele var forbi. Der var sket det at læreren havde sagt at han ikke havde slået drengen ihjel og så sagde Jacobi det er heller ingen der siger, men du kan ikke nægte at du har slået på en dødssyg dreng. Læreren sprang op og tog stolen han havde siddet på og hamrede den ned i gulvet og så gik han, og så var det forbi. Han var nok klar over at han havde tabt sagen og hvad med os der sad derud, hvad kunne vi ikke fortælle, det ville han nok helst undgå og få rodet op i.
Sagføreren fortalte så at en dag ham og skoleinspektøren (Han hed Præstholm) kom gående på gaden i Hjørring og talte om den sag de skulle i gang med, lige med et siger Præstholm, jamen der har vi jo manden, da kom læreren gående imod dem, de hilste på ham, og så siger Præstholm til ham at han syntes han skulle søge et andet embede – Han blev så hidsig at han vendte om på hælen og gik, Præstholm sagde ingenting men rystede på hovedet.
Avisen det var Vendsyssel Tidende og den kom med toget til Vrå, hvor posten fra Børglum så hentede den når han skulle ned efter post, og så holdt posthuset åbent et stykke tid så folk der boede på landet kunne hente avisen ellers fik de den først dagen efter. Det var mest børnene der hentede den, de skiftedes til det og tog så avisen med til de andre på egnen. De sagde at læreren fik den ide at han kunne sætte sig henne på posthuset og sidde og holde øje med børnene når de hentede avisen, men det blev for meget for postmesteren så han jog ham ud.
En gårdmand fortalte at han havde en hyrdedreng og hans arbejde var bl.a. at flytte nogle får, men opdagede at de ikke blev flyttet, så gik han til drengen og sagde hvorfor fårene ikke blev flyttet, og så måtte drengen gå til bekendelse og sagde at læreren havde banket ham så han var øm i hele kroppen og kunne ikke trække tøjr pælen op af jorden.
Vi kom til at bo nabo med en som kom sammen med læreren ham besøgte jeg en gang imellem han var gammel og boede alene så ham holdt vi lidt øje med, han fortale når jeg var inde hos ham om gamle dage og læreren blev også nævnt, men jeg sagde aldrig noget, men så en dag sagde han, jeg ved ikke rigtig det var en underlig døwl ham, nå var det sagde jeg, ja sagde han vi vidste aldrig hvor vi havde ham, så selv dem der skulle være hans venner stolede ikke på ham.
De første børn som han underviste var efterhånden blevet voksne og gift og havde børn der skulle til at gå i skole, så det var nok på tide han flyttede ellers kunne det nok ske at han kunne få et par øretæver selv, det fik han forresten også men ikke af en der havde gået i skole i Børglum men det var hans søn det gik ud over. Om vinteren når der var sne og vi rendte ind i gangen blev der jo vådt og vi kom jo i gummistøvler eller træsko, så havde vi nogle fut sko at tage på for ikke at få våde fødder, sådan en sko lå midt på gangen da drengen kom om morgenen, og den sparkede han til, og læreren kom lige i det samme og for hen og gav ham en på siden af hovedet, drengens far var på mejeriet med deres mælk og drengen rendte så derhen og klagede, faderen kom og sagde til læreren hvad har min dreng forset sig med i dag, og så fik han en. Vi så ham vist ikke i 3 uger.
Da han flyttede fra Børglum og var ved at læsse flyttebilen, flagede købmanden på halv og da de kørte ud af byen, stod han parat og hejsede flaget på hel. Til gengæld havde vi en god og rar førstelærer.
På Tidselbak boede en mand, som hed Ole Thomsen, hans hjem var ”Olesminde” i Børglum, hans far hed Søren Thomsen og hans mor Ane Cathrine Pedersen.
Søren Thomsen døde i 1900 og Ole kom hjem som bestyrer for moderen. Min far tjente der i begyndelsen af 1900, han har været 15 – 16 år dengang, det var en god plads, de havde det godt der, det var ikke mange steder de havde det så godt som hos Ane.
Blev han sulten midt på dagen gik han ind til Ane, så lavede hun en mellemmad med sukker på til ham.
Over for, på den anden side af vejen lå en mølle, en dag møllerkarlen var deroppe, og stod og snakkede med Ole, kom min far ud med en mellemmad i hånden, – jeg tror sgu at drengen kommer med en mellemmad sagde møllekarlen – hvortil Ole sagde ja, han er nok blevet sulten og så blev der ikke talt mere om det.
Ole havde en søster som hed Kathrine som var gift med Peder Holmgaard de havde Præstegården i forpagtning,. I 1910 købte Ane noget jord af nabogården som lå ude på Tidselbak hvor de selv havde jord og så byggede hun en ejendom til dem derude. Men i 1912 dør Peder Holmgaard.
I 1913 bliver Ole gift med Laura Christensen og de overtager så ejendommen og lever der til deres død i 1970 og 71, hvor de to yngste sønner så overtog ejendommen, men de er desværre også borte.
Hvem der ejer den nu ved jeg ikke. (Tidselbakvej 113).
Ole læste meget og var en god fortæller men gik meget i sine egne tanker, det traf at han kom cyklende ned til os og gik hjem, han glemte cyklen.
En nytårsaften stod han i kohus-døren og så nogle store drenge bakse med møgbøren, da han havde stået lidt og kigget på dem gik han ind til den yngste datter som tjente derhjemme og sagde – Der er vist nogle unge karle der gerne vil snakke med dig.- Vil du ikke blæse, det er jo nytårsaften sagde hun, det havde han glemt.
Under krigen var der jo mangel på alt også skråtobak som Ole og min far brugte, en dag Ole besøgte os og de skulle have kaffe og så skulle skråen jo ud, men der skulle jo spares, så den skulle
jo gemmes og bruges igen, så de lagde skråen i vindueskarmen mens de drak kaffen, Ole blev først færdig og gik hen og tog skråen, lidt efter blev min far færdig og ville have sin skrå, så siger han til Ole du har sgu taget min skrå, og så siger Ole, nå ja men så kan du tage min, han tog dog en frisk.
Der kom engang imellem nogle og tog tuberkulinprøver af kreaturerne et år kunne vores ikke bestå og måtte væk, så vi havde ingen, en aften kom Ole på besøg og han satte sig og snakken gik, så blev det den tid at de skulle have kaffe, den gang havde vi fast komfur af støbejern og fyrede med tørv, tørvene havde vi nede i laden og min mor ville hente tørv så hun kunne varme vand til kaffen, da hun kom ned i kostalden stod der en ko i en af båsene, den var ikke bundet og tøjret lå ned på broen, hun gik så ind og sagde at stod en ko i kostalden, – Nåh ja sagde Ole det er en jeg er kommet med for i har jo ingen og det duer ikke at i ikke har noget mælk. Sådan var Ole. Min far og Ole var de bedste venner det meste af deres liv. Ole var også humoristisk. En dag jeg var derude og vi sad i stuen og snakkede kom Laura og den yngste søn hjem, de havde været en tur i Vrå, så siger Laura jeg kan ikke forstå, jeg så en mand der sad nede i banken og jeg syntes jeg kendte ham, men kan ikke komme efter hvem han er. – Nåh sagde Ole det er nok en gammel kæreste du har haft. – Nej sagde Laura, det var en ganske ung mand. – Det kan du ikke regne med sagde Ole for nu om dage kan de få rynker og skidt fjernet.
Ja, det var nogle herlige mennesker.
Jeg er født og opvokset på Kraghede, Øster Brønderslev sogn og skrev i 1993 denne lille fortælling om jul i barndomshjemmet
Jul i den gamle købmandsbutik på Kraghede
Forberedelserne til jul startede lørdagen før den første søndag i advent. Da blev alle kasserne med julesager til købmandsbutikken taget ned fra loftet, og så blev der pyntet til jul.
Det var far, der stod for det, men vi børn fik lov til at hjælpe lidt og blev så sendt i seng, hvorefter far og mor pyntede videre.
Der var kun 2 vinduer i den lille butik, og i det ene var der legetøj i i det andet gaver til voksne, og så var der en kirke med lys i. Det blev tændt hver aften.
Det var spændende søndag morgen at komme op og se, hvor flot det var, og om far havde købt nye legesager.
Inde i privaten tændte vi søndag eftermiddag det første lys i den hjemmelavede adventskrans og sang bland andet: Der er noget i luften, og mor spillede til.
Foruden at hjælpe til i forretningen måtte mor jo passe os børn og helst klare sine egne juleforberedelser først i december, inden der blev rigtig travlt i butikken.
Som regel købte vi en halv gris af noget familie eller en af kunderne allerede i november. Vi havde jo ingen fryser, så flæsket kom i saltkar i vore kælder, og der blev laver rullepølse og medister, som kom i saltkaret eller blev henkogt i den store henkogningskedel.
Så skulle der jo bages. Foruden brød blev der bagt vaniljekranse, finsk brød, brune kager, pebernødder, og der blev kogt klejner. (I Vendsyssel blev de kaldt ræve (røv´). Det skete alt sammen på det gamle komfur.
En af dagene blev al grønkål i haven plukket. Den blev skyllet godt. Det foregik udenfor i en balje ved pumpen – et arbejde, vi børn godt kunne, da vi blev større, men det var ikke et arbejde, vi kunne lide. Det var koldt for fingrene. Derefter blev kålen kogt i mange timer i gruekedlen, der ellers blev anvendt til at koge storvasken i.
Grønkålen blev kogt i en lage, hvori der var kogt rullepølse og flæsk, så når vi bagefter skulle ”vride” kålen(det vil sige klemme al væden fra den), var det en temmelig fedtet affære.
Grønkålen fik man i Vendsyssel til frokost, startende den 24, og hvis man havde nok helt hen til Helligtrekonger. Kålen blev opbevaret på et køligt sted. Hos os i kælderen, og hver dag blev der taget et par boller op, og de blev hakket og stegt i stegegryden med lidt margarine og fløde. Dertil blev der serveret kold kogt medister og kogt flæsk med sennep og rødbeder. Hertil drak vi hvidtøl, som vi havde i 5 liter flasker. Dem solgte vi i butikken. Der var også 10 liter flasker, som mest blev solgt til de store gårde.
Juleaftensdag og nytårsaftensdag blev øllet kogt, og far drak det til kålen. Det brød hverken mor eller vi børn os om. Far der i dag er 83 år, holder stadig den tradition i live. Ingen jul uden kogt øl.
Der var mange ting, vi børn kunne hjælpe til med. Vi kunne løbe ned i kælderen eller op i pakhuset efter ting, og vi kunne hjælpe til med at fylde poser med mel, melis, salt og så videre. Så vejede far eller mor poserne nøjagtigt af og lukkede dem. Det blev vi ikke betroede til.
Næsten alt kom den gang til butikken i løs vægt. Brun sæbe kom f.eks. i store zinkspande. Den blev så udleveret til kunderne i pergamentpapir. Skule kunderne have sirup, og det skulle de i hvert tilfælde til jul, da de skulle bruge det til blodpølse og brune kager, måtte de medbringe en sirupsflaske, som far så fyldte op.
Der var mange ting, der blev solgt specielt til jul. Bl.a. husker jeg den store bolchedåse med hjortetaksalt. Når man åbnede den, kunne man nemt komme til at nyse. Til de brune kager skulle der bruges rosenvand til at opløse potasken i. For at få det måtte man medbringe en lille flaske. Dengang var genbrug en selvfølge.
Det mest spændende var, når der skulle købes julegaver. Det var sjovt at se, hvad de andre børn i landsbyen skulle have. Vi kendte dem jo alle sammen. Vi havde selvfølgelig også selv ønsker, for det meste blev vore gaver først pakket ind den 23. eller 24. december, så ofte kunne vi gå i spænding en hel måned. Blev vores ønskegave nu solgt til en anden? Eller hvis gaven var væk den 22, var den så solgt eller havde far eller mor så forbarmet sig over én og pakket den ind i en nattetime.
Sidste uge før jul var der åbent til kl. 9. Specielt om aftenen kom karlene og pigerne fra gårdene og købte ind. Juleaftensdag var der åbent til kl. 16. Der var travlt til det sidste. Der skulle købes tobak, lidt slik, frugt foruden de daglige fornødenheder.
Endelig fik vi butikken lukket. Mor satte flæskestegen i ovnen, og far pyntede juletræet. Mor og far var naturligvis trætte, men jeg husker ikke, vi mærkede det.
Ved 6 tiden var maden færdig, og vi fik hvert år samme julemiddag. Først risengrød med en mandel eller 2 i, dertil hvidtøl. Derefter fik vi flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Til sidst fik vi citronfromage.
Så var vi så utrolig mætte. Mange af os havde spist megen risengrød i håb om at få mandelen.
Efter opvasken tændte far juletræet i den fine stue, og vi gik ind til det pyntede træ, der nåede helt til loftet. Vi gik rundt om træet og sang nogle julesalmer. Så læste far juleevangeliet, og vi sang endnu en salme, men så sang vi: Højt fra træet grønne top.
Og endelig måtte vi få vores julegaver. Det var altid spændende, hvor mange vi fik. Var der bedsteforældre, onkler eller tanter på besøg, vankede der ofte lidt ekstra. Vi ville gerne have besøg juleaften, men vi ville ikke hjemmefra.
Første juledag kørte vi til kirke og besøgte mine bedsteforældre eller anden familie. Butikken var jo lukket 1. og 2. juledag, Men posten havde ikke fri 1. juledag. Han måtte ud med den sidste julepost. Hvis der var sne, var der tradition far at nogle af beboerne hjalp ham denne dag og kørte rundt med ham i slæde, og naturligvis vankede der også al den kaffe, han kunne overkomme at drikke.
Mellem jul og nytår lukkede butikken kl. 12, så der var lidt ekstra frihed, men 4. juledag havde vi travlt efter lukketid, for så skulle der laves poser til missionshusets juletræ. Vi var ikke store, før vi kunne hjælpe til, når der blev lavet poser på samlebånd. Kunne man bare tælle til 5, kunne man være med. Først kom et bestemt antal pebernødder i, så konfekt, karameller, bolscher, nøje aftalt og til sidst et æble.
Det meste af min barndom var der på grund af krigen ikke til at opdrive chokolade eller appelsiner, ellers hørte det også med i poserne.
Far var søndagsskoleleder, og vi deltog selvfølgelig også i andre forberedelser. Såsom pyntning af det store juletræ, som var meget højere end vores eget. Til juletræsfesten var vi iført vores fineste puds. Mon mor syede noget af vores tøj, noget havde vi en syerske til at sy. Da jeg var 2 eller 3 år havde min mor syet den yndigste lille taftkjole med flæser til mig. Lige inden vi skulle af sted, fik jeg kjolen på, kravlede ind under bordet, fik knæet i kjolen, of den blev revet i stykker. Sikken katastrofe. Det er en af de første ting, jeg husker. Jeg har kjolen endnu, så jeg kan mindes begivenheden, Jeg husker ikke, hvad jeg fik på i stedet for, men med til festen kom jeg dog.
Imellem jul og nytår solgte vi også skyts. Det var dog ikke så spændende for mig. Jeg var bange for det, men det var dog spændende nytårsaften at prøve om vi kunne løbe med naboernes kaffekander, havelåger, med mere.
Vi havde uden for butikken et gammelt tungt cykelstativ. Det løb landsbyens drenge ofte langt væk med. Far hentede det ikke hjem selv, en gang det var slæbt langt væk. Far mente at drengene kom med det selv, og det gjorde de nogle dage efter nytår. Nytårsmorgen var det spændende at se, hvor mange møgbører karlene havde fået samlet på perronen på mejeriet.
I Vendsyssel havde man for øvrigt den skik, at man måtte lave løjer 3 gange i julen: 1. juledag om aftenen (oprindeligt 2. juledag om morgenen), nytårsaften og helligtrekongersaften. Mens vi var små, var far altid med ude og lave løjer. En skik han fortsatte, da han fik børnebørn.
Efter nytår blev resterne af julesagerne puttet i kasser og sat på loftet efter at være blevet talt op. For nu var det statustid, og alt i butikken skulle tælles op. Det kunne vi børn også tidligt hjælpe med.
Inde i stuerne blev julepynten først taget ned efter Helligtrekonger. Juletræet blev tændt sidste gang Helligtrekongeraften, og vi hyggede os som så mange andre aftener i julen med sang, pebernødder, juleknas, spil og julelege.
Købmandsbutikken på Kraghede hvor Ingrid Schmidt er født og opvokset
Her gengiver jeg ordret en barndomserindring, skrevet af min mor KAREN SØRENSEN (1911-1986).
Karen var den yngste af 5 søskende, født mellem 1896 og 1911.
Karen fortæller her om en vandretur, der gik fra deres hjem i Borup ved Vrå til en gård i Sønder Lyngby ved Løkken.
Karen på knap 10 år slår i sommeren 1921 følge med storesøsteren JENNY på næsten 23 år.
De skal op og besøge hjemmet for CHRISTIAN, Jennys forlovede.
“DET VAR I SOMMEREN 1921, da Jenny og Christian var forlovet.
Jenny var hjemme i Borup for at sy på sit udstyr, og vor mor – Petrea Rokholm – havde væven i gang med at væve håndklæder og viskestykker – det skulle være rigtig solidt.
Det var i høstens tid, at Jenny og jeg skulle komme en tur til Lyngby og besøge Christian og hans mor.
Vi startede kl. 4 om eftermiddagen. Vejret var fint, og vi gik rask til, men jeg var nok den, der blev først træt – så satte vi os på grøftekanten og hvilede os.
Jenny gik på lette fod – hun skulle jo op til sin forlovede, Christian!
Vi nåede op over Børglum Bakke, hvor vi kunne se Løkken og havet – det gav nye kræfter.
Ved Brogaard i Furreby gik der en sti over marken til Sønder Lyngby.
(Vejen var ikke ført igennem dengang).
Det var et par trætte piger, der trådte ind ad bryggersdøren til Christians mor. Hun var ved at pudse komfur og havde bagt hele dagen, fordi vi skulle komme.
Da var klokken blevet 8 – det havde taget 4 timer at gå 16 kilometer.
Christian og pigen var ude at malke, så det var hunden, der tog imod os, den hed “Pedersen”.
Vi havde nogle hurtige dage, vi fik morgenmad på sengen hver dag.
Vi sov oppe i gæsteværelset vest for gangen.
En aften var Jenny og Christian inviteret hen til Johanne og Peder Nielsen at drikke aftenkaffe – og de kom nok sent hjem – så overtalte de mig til at sove hos Mari, det var jeg nu ikke helt med på, men så sagde Jenny: “Og der er også mus deroppe i gæsteværelset”, så jeg gav mig.
Men de lovede at kalde på mig, når de kom hjem.
Mari og jeg sov sammen i en bred seng i sovekammeret, og jeg så Rubjerg Fyr kaste sine lysstråler ind ad sovekammervinduerne, så det blev helt oplyst.
Men om morgenen, da jeg vågnede, lå jeg stadig i Mari’s seng – hun var forlængst stået op for at lave morgenmad til karlene.
De havde helt glemt at kalde på mig, da de kom hjem.
Det var min første ferie i Lyngby. Siden kom jeg på ferie 8 dage hver sommer.
Dagene gik hurtigt, Christian kørte os hjem til Borup ved Vrå i ponyvognen.
Han var godt kørende. Hestene løb det meste af vejen.
Det var en travl tid, midt i høstens tid, de skulle jo giftes den 25. oktober 1921 – på mors og fars bryllupsdag .
Petrea og Frederik Rokholm var blevet gift den 25. oktober 1895.
JENNY OG CHRISTIANS BRYLLUP
Der var store forberedelser til Jenny og Christians bryllup, den 25. oktober 1921.
Jenny var hjemme den sommer for at sy på sit udstyr. Alt stof var jo i metermål og skulle sys på maskine. Der skulle sættes hæklede mellemværk i lagner og pudebetræk, og dyner skulle stoppes med gåsedun.
Der blev bagt og slagtet. Vi havde en kogekone fra Gunderup, Line Mørk.
Sovekammeret blev ryddet, og sengene blev sat op i storstuen.
Og den 23. oktober blev der en forrygende snestorm, 2 store træer ved indkørslen lå tværs over vejen, og stormen rev hul på taget over bryggersdøren, så far og karlen var oppe på taget med en dør og en harve, der blev surret fast med reb. Sneen føg ind på loftet.
Men bryllupsdagen oprandt med stille vejr og solskin, og der var ryddet op over det hele, da bryllupsgæsterne ankom.
Jenny var i sort brudekjole og kørte i lukket brudekaret.
Jeg havde fået en ny rød, ulden kjole med læg, og jeg kørte med i den lukkede vogn med sorte heste forspændt.
Min ældste søster Annas datter Ella var halvandet år og sagde “stor mand” til Christians bror, der hed Chresten.”
FOTO viser KAREN sammen med JENNY på Karens konfirmationsdag, den 4. oktober 1925.
UDE I NØDSET (i Vendsyssel udtalt som Nøest = kohuset)
Forfatter: Poul Sørensen – pastor emeritus – Værløse
Et “nøds” er forbundet med mange barndomsminder.
Som barn i Sønder Harritslev kunne det være mig, der i sommerhalvåret hentede køerne hjem på stald fra marken, hvor de græssede.
Hvis de ikke allerede stod og ventede ved leddet, kaldte jeg dem til mig med kalderåbet “håp, håp, håp”!
Køerne gik som regel af sig selv op i deres vante båse i “nødset”, hvor de blev bundet to og to i hver bås.
Efter 2027 vil det ikke længere være tilladt at binde køer i en bås.
Det er forlængst forbi med at måtte binde en hest i en hestestald. Nu skal en hest have sin egen bekvemme boks, hvor den kan gå omkring og lægge sig til hvile.
I min barndoms “nøds” var der som regel også en so med pattegrise og ved siden af en sti med svin til opfedning.
Nogle gange kunne der også være varmekrævende daggamle kyllinger i en ledig sti i nødset.
Ordet nøds er trukket sammen af “nødhus”.
I ældre dansk sprog brugte man ordet “nød” om kvæg.
På svensk er dette ord stadig i levende brug – nötkjött er den svenske betegnelse for oksekød.
På norsk bruges for nøds ordet “fjøs”, som er en sammentrukket form af fæhus.
Der var en helt unik stemning i min barndoms nøds med grise, der rodede og puslede i halmen til den ene side og køer, der med dybe brummelyde lå og tyggede drøv til den anden side.
Besøger man et rekonstrueret jernalderhus, kan man drømme sig tilbage til en tid, hvor mennesker og dyr boede under samme tag.
Det var i bondestenalderen – for 6000 år siden – at mennesket tæmmede uroksen, så der blev lettere adgang til mælk og kød.
Fortalt af Poul Sørensen, Værløse – pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev
.
.
JUL
– set fra Josefs synsvinkel, henholdsvis fra Marias synsvinkel
Josef: jeg må passe på Maria og drengen
.
.
“Påske og pinse udsprang af jul”, skriver Grundtvig i en salme.
Mange vil mene, at julefesten – festen for Jesu fødsel – er den ældste kristne fest.
Den ære tilkommer dog ikke julefesten, men påskefesten, festen for Jesu opstandelse.
De fire evangelier – Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet – er skrevet i lyset af troen på Jesu opstandelse.
Lige siden den første kristne påskedag er der blevet fejret “en lille påske” hver søndag i menighederne.
Først i 300-tallet begyndte de kristne menigheder at fejre en fest for Jesu fødsel.
Den valgte festdag – den 25. december – røber, at denne skik må være opstået i Rom, hvor der på denne dag allerede blev fejret en fest for “den ubesejrede sol”, altså en solhvervsfest.
De kristne følte, at der var behov for at fejre fødslen for Ham, som er “Verdens lys”.
Med valget af den 25. december ville de kristne ikke pege på en bestemt dato for Jesu fødsel.
Datoen for en fødsel var der ikke blevet lagt vægt på i det jødiske miljø, som Jesus blev født i.
Da de kristne begyndte at fejre en fest for Jesu fødsel, var der lykkeligvis allerede julefortællinger i Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet!
Fortællingerne om Jesu fødsel i Matthæusevangeliet er fortalt ud fra Josefs synsvinkel, mens de i Lukasevangeliet er fortalt ud fra Marias synsvinkel.
I det først nedskrevne evangelieskrift – Markusevangeliet – fortælles der udelukkende om Jesus fra det øjeblik, da han træder frem som voksen.
Johannesevangeliets fortale kan godt kaldes et filosofisk formet “juleevangelium”.
Apostlen Paulus, hvis breve litterært set er de ældste skrifter i Det Ny Testamente, har et superkort “juleevangelium” i ordene: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Galaterbrevet).
I Julekrybben og i forskellige julefestspil kombineres fødselsfortællingerne hos evangelisten Matthæus og evangelisten Lukas.
For eksempel findes fortællingen om “De vise mænd” kun hos evangelisten Matthæus.
Da kristendommen nåede Danmark, fejrede de hedenske nordboere allerede en solhvervsfest, som tidsmæssigt faldt sammen med den kristne fest for Jesu fødsel.
Denne fest kaldte de ‘jul’ (norrønt jól), en fest som varede i 15 dage!
Ordet var kendt i hele det germanske sprogområde. På engelsk kan man stadig bruge ordet ‘yule’ i samme betydning som ‘Christmas’.
Ved den gamle nordiske solhvervsfest ‘jul’ blev der spist og drukket rigeligt.
Julen er en fest for Jesu fødsel, men i julens rigelige udbud af mad og drikke kan man egentlig også skimte den gamle nordiske ‘jul’.
Fortalt af Poul Sørensen, Værløse -pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev
Foto fra cirka 1957, taget i Postgården. Fra venstre ses Poul, Kristian, Faster Anna og Bedste og hunden Pelle.
Min far Edvards ældste søster hed egentlig ANE MARIE, men hun blev altid kaldt ANNA, Faster Anna.
En faster og en moster kan få stor betydning for enhver, der vokser op.
Faster Anna fik en stor betydning for os – sammen med Annas mor, Elise Antomine, kaldet Mine.
Lad os lige få årstal og datoer sat lidt på plads:
Mine blev født i Tømmerby i Tolstrup-Stenum sogn den 19. oktober 1875.
Mine blev gift i Serritslev kirke med Niels Edvard Sørensen, den 7. november 1903.
Mine var dengang 28 år, mens Niels Edvard var 41 år.
Niels Edvard bestyrede slægtsgården “Bakken” i Serritslev for moderen, Ane Larsdatter, der var født i 1821.
Ane Marie blev født i “Bakken” få uger efter forældrenes vielse, nemlig den 26. december 1903.
Min søster Anna Birgit har fået den oplysning af Jens, en søn af Ellen, den yngste søster til Ane Marie, at Mine havde haft Ane Marie med, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde!
Nærmere undersøgelser i kirkebøgerne viser dog, at Ane Marie blev født EFTER Mines bryllup med Niels Edvard.
Niels Edvard står i kirkebogen som far til Ane Marie.
Teoretisk set kan Mine have været gravid med Ane Marie, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde.
Efter en regel, der går tilbage til romerretten, er faderen til barnet ganske enkelt den, som ved barnets fødsel bor sammen med barnets mor.
Vi må derfor gå ud fra, at Niels Edvard også er far til Ane Marie!
Ane Marie har i sine unge år været tjenestepige på herregården “Knivholt” ved Frederikshavn. Hun har været elev på Vallekilde højskole ligesom Edvard.
Da min far Edvard havde været på Vallekilde højskole, tog han ogå et ophold på Tune Landboskole ved Roskilde.
En af eleverne dér var Kristian Andersen fra Rønnovsholms Mark nær Vrå.
Kristian spurgte Edvard, om ikke han kunne skaffe ham en plads på hjemegnen?
Edvard skaffede således en plads til Kristian hjemme på “Bakken”.
Ane Marie var på det tidspunkt hjemme som medhjælp for sin mor Mine.
Det kom til at gå sådan, at Kristian (født i 1909) blev gift med Ane Marie (født i 1903). De blev viet i Serritslev kirke den 28. januar 1938.
Tre måneder senere (29.04.1938) døde Niels Edvard.
Mine fortsatte som gårdejerske på “Bakken” efter Niels Edvards død.
Ane Marie og Kristian var alle år Mines medhjælpere.
Ane Marie og Kristian fik to børn, Else (født i 1938) og Vagn (født i 1939).
Da Else og Vagn var to-tre år, flyttede de alle sammen ind i Bedstes soveværelse – for hyggens skyld og for bedre at kunne holde varmen!
Det var svært at skaffe brændsel til opvarmning under krigen.
Bedste, Anna og Kristian vedblev derefter at sove i samme soveværelse, både i “Bakken” og i Postgården i Brønderslev, hvortil de flyttede i 1956.
Jeg Poul var som fast feriedreng med ved flytningen fra “Bakken” i Serritslev til Postgården, der lå på Spejlborgvej i Brønderslev.
Hunden Pelle fulgte med til Postgården.
Ved måltider sad Pelle altid ved fødderne af faster Anna, hvor der ofte faldt en godbid af.
Dagens måltider var altid hyggestunder. Hvis nogen gjorde tegn til at rejse sig, lød faster Annas opfordring næsten altid “Bliv nu siddende!”
Gæstfriheden i dette hjem havde ingen grænser. På alle tidspunkter af døgnet blev gæster mødt med et “Velkommen her!”
Faster Anna havde et stort hjerte for andre mennesker.
Jeg blev hver søndag i ferieperioden sendt hen til Lars og Anna med søndagsmiddagen i en spånkurv.
Lars og Anna, to gamle mennesker, boede i et stråtækt hus på den anden side af jernbaneoverskæringen i Brønderslev.
Efter tiden i Postgården flyttede Anna, Kristian og Bedste hen i et hus i Grønnegade i Brønderslev.
Faster Anna og Bedste gik til møder i Brønderslev Missionshus.
De to mennesker var uadskillelige og var enige om alt.
Bedste havde en bestemt måde at snakke på. Den måde smittede af på døtrene Anna, Inger og Ellen.
Min far Edvard tog ikke så meget ved lære af den måde at snakke på.
Edvard har jo også været 5 år på Sjælland!
Faster Anna kom for enden af sin livsvej på plejehjemmet Kornumgaard i Brønderslev
Dér besøgte jeg hende i sommeren 1978.
Ved afskeden sagde jeg:” Faster Anna, vi kommer til din fødselsdag 2. juledag, som vi plejer!”
Anna sagde hertil: “Ork, til den tid er jeg ikke længere i live!”
Sådan gik det også. Faster Anna døde på Kornumgaard den 3. oktober 1978, knap 75 år gammel.
Kristian døde den 4. marts 1981.
Deres børn Vagn og Else døde ret tidligt.
Vagn fik 4 børn med forskellige kvinder.
Else blev mor til to piger med sin mand, Bent Henriksen. Deres to døtre bor i Brønderslev.
Else mindede i sind meget om Bedste.
Begge havde en helt naturlig autoritet, som var med til at holde andre oppe.
Fortalt af: Jørgen Gundesen, Skovsbovej 12, Rynkeby, er læge.
Men se nu lige her: De, der har været så heldige af fejre jul i Vendsyssel, vil vide, at det er umuligt uden grønlangkål. Men det skal vel at mærke være grønlangkål tillavet på rigtig gammeldags vendsysselsk manner.
ALLERFØRST skal man vide, at kål ligesom fløde altid omtales i flertal på vendelbomålet. Altså fler kål og fler fløde. Aldrig i ental.
Men til sagen: Man slagter en gris, og den koger man. Ja naturligvis ikke sådan med huden på. Man tager skinkerne og andre stykker, der er bedst til steg fra, og så laver man nogle pølser.
Men pølserne og hele resten af grisen koger man i en stor gruekedel. Når det er kogt, tager man kødet op, og så har man en dejlig fed suppe.
Så sender man et par karle ud for at høste en mark med grønkål, og dem bliver de så sat til at skylle og ribbe. Derefter puttes alle de ribbede kål ned i suppen i gruekedlen, og når de er kogt, tages de op, og kålene krystes til nogle boller på størrelse med tennisbolde.
Dette sker gerne en god uges tid før jul, og det fylder jo lidt for meget i køleskab eller dybfryser, så man følger de gode gamle traditioner og lægger kålbollerne i ladeporten. Det har også den fordel, at så kan kattene gå og passe på dem.
Man bør ikke begynde at spise af dem før juleaftensdag, og er det nu på en større gård, så kommer karle og piger og fodermesteren med familie ind til frokost ved middagstid, og dér får man for første gang lov til at smage dette års grønlangkål.
Og så er det jul igen.
Kålene serveres til det kogte flæsk og den saltede medister, men inden de er klar, skal de en tur på komfuret, så de bliver rygende varme, og samtidig bliver der tilsat meget rigelige mængder af smør og piskefløde.
SLANKEKOST er det ikke. Ej heller skånekost.Konsistensen må ikke blive for flydende, den skal heller ikke være for fast, men midt imellem, nærmest hvad man vil kalde smørbar. Hvis man hører til de nostalgiske, så spiser man kanel på kålene, men det synes ikke at være rigtig moderne længer.
I dag drikker de fleste almindelig bajersk øl til, men oprindelig var det juleøl, gerne varmt. Det siges, at man engang har drukket det med sukker og fløde akkurat som kaffe, men det har jeg ikke været så tæt på, at jeg kan bekræfte det, så det hører måske til rygterne. Hvad der derimod helt afgjort ikke må mangle, er en dram eller rettere flere, for ellers kan det nok føles lidt fedt i munden.
Der er altid andet pålæg såsom rullepølse og spegepølse på bordet, men det er næsten kun kål, der spises.
Man sammenligner i erindringen med sidste års kål, og med kålene det år, da de var særlig gode. Der er også altid en og anden pessimistisk sjæl, der husker det år, da der ikke var så meget ved dem. Det diskuteres, om kålene er for våde eller for tørre, om de er for bløde eller det modsatte, om de er for ferske eller tilpas salte osv., osv., og det er ikke mindre saglig snak, end når vinentusiaster diskuterer årgange
VED JULEMIDDAGEN om aftenen skiller vendelboerne sig ikke ud fra resten af landet. Man samles familievis, og der serveres helt traditionelt and, gås eller flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Desserten er også i Vendsyssel risalamande med mandel og mandelgave.
Det må være meget indbidte kålspisere, hvis de spiser grønlangkål til morgenmaden julemorgen. Jeg har dog hørt, at det skal være sket.
Men en tidlig frokost kan alle blive enige om, og det er den virkelige begyndelse på grønlangkålstiden. Der bliver taget godt fra både af kålene og af drikkevarerne, og når man er færdig, er det første spørgsmål, hvem man først skal gæste af naboer og venner, for det ville blive anset for utidigt ikke at smage deres kål. Så snart man er blevet enig, tager man af sted, og uanset hvor man kommer, skal man nok blive godt modtaget og beværtet med både kål, flæsk og flydendes fetalje.
Gæstfriheden er altid stor i Vendsyssel.
Der bliver smagt intenst på kålen, og der bliver udvekslet nyheder, “byttet løgne” som man kalder det dér. Nogle timer og nogle dramme senere, sådan lidt hen på eftermiddagen, hvis der da ikke dukker nye gæster op, kører alle – både værter og gæster – videre og smager på kålene det næste sted. Man kan godt nå tre-fire gæstebud på en første juledag. I gamle dage kørte man med hestevogn. I dag, da det foregår i bil, må man selv i Vendsyssel tilnærmelsesvis overholde promillegrænserne, men det tog endda nogle år, inden det blev moderne. Det var et punkt, hvor man i Vendsyssel helst havde holdt ved det gamle.
JULEN varer som bekendt til påske, og i hvert fald fortsætter grønlangkålsgilderne anden juledag og måske lidt mere behersket helt til helligtrekonger.
Selv om man har mange kål, rækker de nu ikke til påske. Engang efter midten af januar forsvinder de sidste boller, og så tager man en tårevædet afsked med kålene i Vendsyssel, hvor man kun overlever de næste 11 måneder i forvisningen om, at næste jul bringer nye kål.
En og anden vendelbo (som f. eks. min kone) vil måske komme med indvendinger og sætte et spørgsmålstegn ved sanddruheden i denne beretning. Det kan tænkes, man må medgive, at ganske enkelte ting har fået en lidt dramatisk drejning, men ånden i den tør jeg nok stå inde for.
I virkeligheden burde man ligesom på cigaretpakningerne skrive på pakkerne med vendsysselske grønlangkål: “Advarsel! Kan være vanedannende”, for det allerværste er, at jeg, der slet ikke har rødder i Vendsyssel og først lærte denne julespise at kende i den fremskredne alder af 22 år, i dag ville savne mine grønlangkål i julen mindst lige så meget som nogen vendelbo.
Naar denne Aarbog udsendes, vil det for længst være kommet til vore Læseres Kundskab, at vor flittigste Skribent og mangeaarige Redaktør, Historikeren Carl Klitgaard, ikke er mere. De følgende Artikler er de sidste, som han naaede at se paa Tryk, af et Forfatterskab og en Udgivervirksomhed, der strakte sig over to almindelige Menneskealdre og omfatter et Stof, der samlet i een Bogrække vilde have udgjort mange Hundrede Bind.
Klitgaard var født og opvokset i den barske Egn ved Vestkysten og tilhørte en særpræget Slægt af dygtige Købmænd, Skudehandlere og Søfarere. Stranden neden for Faderens Købmandsgaard i Blokhus var hans Lege- plads i Drengeaarene, og han lærte tidligt at sejle paa Havet og styre en Baad gennem Brændingen. Han havde taget sin Slægts bedste aandelige Egenskaber: Flid, Lærenemhed og ukueligt Vovemod i Arv, og han længtes efter at komme til Søs; men da han var lille og spinkel, maatte han slaa sig til Ro ved Bøgerne og opleve Eventyret ved at læse om Vikinger og Søhelte. Han fik fat paa Allens store Danmarkshistorie og læste saa grun- digt om Valdemar den Store og Absalon, at han kunde det hele udenad. Da han i 15 Aars Alderen søgte Optagelse i Hjørring Realskole, traf det sig saa mærkeligt, at man forlangte ham til at skrive en Prøvestil om Kong Valdemar og hans Mænd, sagtens i den Tro, at han i hvert Fald kendte lidt til Ingemanns Digtning. Drengen satte sig til at skrive, og da Læreren efter halvanden Times Forløb kom og saa efter, hvorledes Arbejdet skred frem, viste det sig, at Carl netop var færdig med Indledningen, der fyldte 15 tætskrevne Sider, og nu vilde i Gang med den egentlige Afhandling, hvilket han dog blev fritaget for. Da man vilde prøve hans Kundskab i Engelsk, faldt man i Forundring over, at han oversatte hurtigt og flydende og var vant til at læse engelske Romaner paa Originalsproget. To Aar senere, i 1885, tog han almindelig Forberedelseseksamen. Det var al den Skoleuddannelse, man kunde ofre paa denne ualmindelig velbegavede Dreng, og det synes helt utilgiveligt, at Skolens Ledelse ikke har fundet Udvej til at lade ham læse videre, saa han kunde blive Student og komme til Universitetet. Forældrene var paa dette Tidspunkt ikke i Stand til at bekoste hans videre Uddannelse, da Faderen, Købmand N. B. Klitgaard, næsten var helt ruineret ved Skudehandelens Ophør. Det blev bestemt, at Carl, der nu snart blev 17 Aar, skulde oplæres paa Maskinistskolen i Helsingør for senere at komme til Søs som Maskinist; men først skulde han have et forberedende Kursus i en Smedie, og 1. September kom han ind paa Mekaniker Mortensens Værksted i Nr. Sundby. Hans Helbred taalte hverken det haarde Arbejde eller Værkstedets Kulos og Træk; han blev syg og kom hjem henved November, og kort efter tog Forældrene en anden Bestemmelse og fik ham anbragt som Elev ved Postkontoret i Hals.
I hans egenhændige Levnedsbeskrivelse, som vi forhaabentlig senere kan bringe paa Tryk, fortæller han sørgmuntre Historier om, hvad Postelever dengang kunde blive udsat for. Han klarede dog alle vanskelige Skær, døjede slemt med daarlige Logisforhold, men avancerede i forskellige Pladser efterhaanden til Assistent og Fuldmægtig, mens han brugte det meste af sin daglige Fritid og sikkert det halve af Nætterne med til historisk Læsning.
Tidligt forsøgte han sig som Journalist, og fra 1888 skrev han Artikler til »Jyllandsposten«, hvis Redaktør Chr. Nielsen var en gammel Bekendt af Familien i Blokhus, han havde været Handelsbetjent hos C. Klitgaards Bedstefader, Storkøbmanden J. C. B. Klitgaard, der ogsaa jævnlig skrev Avisartikler om Dagens Spørgsmaal. I Købmandsgaarden i Blokhus og i det af N. B. Klitgaard oprettede Badehotel kom der jævnlig Journalister og Forfattere, og Carl Klitgaard har sikkert i sin tidligste Ungdom taget ved Lære af denne Omgangskreds. 1889 var Boghandler Julius Gjellerup i Blokhus, og han og C. Klitgaard udarbejdede i Fællesskab et lille Skrift om »Vesterhavsbadene ved Blokhus«, der udsendtes fra Gjellerups Forlag. Fra 1896 begyndte Klitgaard at skrive til »>Jyske Samlinger«, i de første Aar især om den vendsysselske Skudehandel og om Skudehandlerslægter i Vendsyssel og Hanherred.
Hans første større historiske Arbejde er >>Blade af Vendsyssels Historie«, der blev udgivet af Vendsyssel Tidende 1899-1900 og fylder 155 tospaltede Sider foruden et omfattende Register. Kildefortegnelsen viser, at Klitgaard har gennempløjet alle de store Hovedværker i Danmarkshistorie og alle trykte Kildeskriftsamlinger for at finde Stof til sin Vendelbohistorie Arkivernes haandskrevne Materiale har han endnu ikke haft Adgang til. Det kendes paa hans Fremstilling, at han især flittigt har studeret P. F. Suhms mægtige >>Historie af Danmark«<, et efter sin Tid (1782-98) ufattelig stort anlagt Arbejde, der kun blev halvfærdigt i 14 tykke Kvartbind og hovedsagelig er en Kildeskriftsamling, idet Forfatteren lader de historiske Aktstykker selv tale og saa vidt muligt undlader forklarende Kommentarer. Suhms
Historieskrivning beherskedes helt af hans lidenskabelige Trang til at samle historisk Viden, og Klitgaard var i den Henseende hans aandsbeslægtede. Han citerer Kilderne i fyldige Udtog, og selv om han har lært moderne Kildekritik af Erslev, Olrik og Steenstrup, er han meget forsigtig og neutral i sin Bedømmelse af historiske Begivenheder og Personer. Han undskylder Vikingetidens Grusomhed med en Henvisning til nyere Tiders barbariske Retspleje. De middelalderlige Herremænds Stridigheder med Kongerne betegner han som Oprør; men de nordjydske Folkerejsninger 1441 og 1534 kaldes med neutral Omtanke for »Opstande«. Om Skipper Clement siger han (Vends. Aarb. 1925), at han var »en Legemliggørelse af Vendelboernes Mod, Kraft og Selvfølelse«<, og at »han var Christian den II’s Sag tro til det sidste, og for den lod han sit Liv; men om han kæmpede af ideelle eller materielle Grunde, skal lades usagt«. Mere neutralt kunde vor ærlige Vendelbohistoriker ikke sige, at Skipperen var en Mand efter hans Hoved og af hans eget Sind og Temperament.
Hvis alt, hvad Klitgaard har skrevet om Vendsyssel og Vendelboerne, blev samlet i eet Værk, vilde det blive større end Suhms Danmarkshistorie; men Klitgaard skrev desuden historiske Afhandlinger om mangfoldige andre Emner, og hans personalhistoriske Arbejder omfatter vidtspredte Slægter baade i Danmark og Norge. Han fik en lang Arbejdsdag og udnyttede den med utrolig Flid. Fortegnelsen over hans Skrifter i vor Aarbog 1948 er tilstrækkeligt Vidnesbyrd herom, og dog har Klitgaard siden udgivet flere Bøger og skrevet mange Afhandlinger i Aarbogen. Hertil kommer Avisartikler, som Aar efter Aar lige til det sidste flød fra hans flittige Pen, og som hverken han selv eller nogen anden har kunnet holde Tal paa.
Hvis denne utrolige Arbejdsenergi skal helt vurderes, maa man betænke, at Klitgaard i mange Aar ved Dag og ved Nat læste og skrev i den slingrende Postvogn, mens han som kørende Postekspedient rejste med Statsbanetogene ned gennem Jylland. Hans Øjne trættedes i det flakkende Lys fra den rystende Petroleumslampe oppe i Loftet, og om Vinteren frøs han slemt, da Postvognen sjældent var opvarmet og ingenlunde tæt for Gennemtræk. Gang paa Gang blev han syg af Gigt og Forkølelsessygdomme, og under haarde Anfald af Lungebetændelse var han ofte Døden nær. Klitgaard holdt dog stadig Modet oppe, og naar han var rask, passede han sine Embedspligter punktligt og udnyttede som sædvanlig hver eneste ledig Stund til Læsning og Skrivning. Da han omsider blev Postmester og fik gode økonomiske Kaar, følte han sig helt veltilfreds, og han havde den Glæde, at lærde Professorer og Arkivarer blev hans trofaste Venner og fuldt ud respekterede ham som Ligemand. Men hans Helbred havde taget alt for stor Skade i hans yngre Aar, og Bronchitis med paafølgende Lungebetændelse blev ved at forfølge ham til hans sidste Leveaar. Det var øjensynlig hans Arbejde, der holdt ham oppe, saa at han overvandt de utallige Sygdomsanfald og blev 88 1/2 Aar gammel, næsten lige aandsfrisk og arbejdsivrig til sin sidste Stund.
Mens Klitgaard som Postekspedient boede i Aalborg, var han med til at oprette Aalborg Amts historiske Samfund (1912) og Hjørring Amts historiske Samfund (1915), for hvilket han straks blev Redaktør og 1919 Formand. Vort Samfund var allerede fra 1917 den største historiske Forening i Danmark, takket være Klitgaards dygtige Redaktion af Aarbogen. Fra 1916 var han Postmester i Vraa, senere i Brønderslev og Hjørring.
I de 42 Aar, Historisk Samfund har bestået, har Klitaard stadig været den egentlige Leder, og det er væsentlig hans Artikler, der har skaffet Aarbogen Læsere og holdt det store Medlemsantal oppe. Klitgaard har i Aarenes Løb haft mange dygtige Medarbejdere; men han har selv skrevet henved 200 Aarbogs artikler, og det er næppe troligt, at nogen anden Redaktør kunde have fremskaffet en tilsvarende Stofmængde, uden at Kvaliteten vilde være bleven i væsentlig Grad forringet. Han stillede store Krav til Aarbogens Medarbejdere, og de fleste indsendte Artikler blev, uanset om Forfatterne var lærde Fagfolk eller Nybegyndere, beskaaret, ændret og forsynede med supplerende Fodnoter, alt i bedste Mening og til Forfatternes sande Gavn, selv om de ikke altid vilde indse det. Men han var en ypperlig Læremester for dem, der virkelig ønskede at gøre grundigt Arbejde og havde Forudsætninger for at forstaa hans Vejledning. Han delte ud med gavmild Haand af sin Lær- doms Skat og skrev utrolig mange og lange Breve til dem, der bad ham om historiske Oplysninger og Kilde- anvisninger, og det var vel kun faa af Modtagerne, der skønnede over, at hans Tid var haardt optaget, og at Lærdommen var meget dyrt erhvervet for ham selv.
Klitgaards store Grundighed forledte ham undertiden til at blive temmelig tør i sin Fremstilling, og som Personalhistoriker udskød han ofte Skildringen af Personernes Livskaar og kulturhistoriske Milieu for at faa Plads til lange Navnerækker og Stamtavler. At han meget vel kunde skrive morsom og underholdende Kulturhistorie, naar det faldt ham ind, viser den Artikel om »Brænde- vin«, der her i Aarbogen følger lige efter hans Nekrolog, hvilket mærkelige Træf skyldes den Omstændighed, at den var færdigtrykt og pagineret før hans Død.
Han var ikke som Folk er flest, og hans haarde Livskaar i de yngre Aar var vel Skyld i, at han blev noget kantet af Væsen og ikke altid lige let at omgaas. Det var paafaldende, at hans livlige Temperament kunde svinge fra dyb Alvor til kaad Munterhed, og det skyldtes vist Slægtstraditioner fra Blokhus, at han ofte fandt Anledning til at kritisere Øvrighedspersoner. Han var en Mand af den gamle Skole, modig og frygtløs, selv over- for Døden, der saa ofte havde truet ham; han var streng mod sig selv og over for andre, men ærlig, trofast og Godheden selv over for dem, der forstod ham og delte hans Interesser.
Historisk Samfund, der skylder ham saa meget, vil rejse ham en Mindesten. Faa har fortjent den bedre end han.
Christensen.
Carl Klitgaard, fotograferet ved sit Arbejdsbord, Efteraaret 1956.
Værløse, født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev.
.
Når avisdrengen eller avispigen i Rakkeby ved Hjørring kom med dagens udgave af Vendsyssel Tidende, var der i min barndom rift om at få avisen i hænde.
Fatter havde som husfar en naturlig førsteret på at læse den eftertragtede avis. Derfor blev han som regel en af de første til at læse avisen.
I dag ville det lyde sådan: “Kan du ikke lige række mig avisen?”
Fatter – Edvard Sørensen (1908-1983) – brugte ordet “at fly” eller “at fli” for at række eller at give.
Ved middagsbordet kunne man sige “fli mæ lige sowsen!”
Ordet “at fli” har været brugt på rigsdansk i flere hundrede ord, men ordet har nok holdt sig længst i Vendsyssel.
Nutidens vendelboer er nok kommet så meget med på noderne, at de ikke længere udtrykker sig på den måde.
Da jeg i et fotoalbum så fatter læse Vendsyssel Tidende på en bænk i haven, dukkede ordet “at fli” op i min erindring.
Se dette fotografi!
Jeg blev selv avislæser på daglig basis under Ungarn-krisen i 1956. Jeg var fyldt 10 år dengang. Fra den tid var jeg også interesseret i andet avisstof end tegneserien med Rasmus Klump og hans venner og “Børnenes Hjørne” i søndagsavisen.
Jeg husker særligt spændende lokalhistoriske og kulturhistoriske artikler af journalisten Christen Nørrelykke fra Sæby, som stod at læse i søndagsudgaven.
Nu er det 10 år siden, at jeg skiftede papiravisen ud med en online version af en landsavis, som jeg allerede kan læse aftenen før.
De, der går hen på biblioteket for at læse aviser, har stadig adgang til de klassiske papirudgaver.
Vendsyssel Tidende udkom under dette navn fra 1873 til 1999.
Avisen Vendsyssel Tidende opnåede at holde 125 års jubilæum, inden den blev fusioneret med Aalborg Stiftstidende, som herefter blev til Nordjyske Stiftstidende, som udgives i flere lokaludgaver.
Vilhelm Carlsen, som var avisens første redaktør, var ved sin tiltrædelse i 1873 kun 22 år.
Vilhelm Carlsen forblev avisens redaktør indtil sin død i 1914.
Redaktøren var meget optaget af fredssagen, afholdssagen og plantningssagen.
Vendsyssel Tidende var den første avis i Norden, der bragte et pressefoto.
Det skete den 20. juli 1889, et foto af den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansen, der i 1888 ledede den første ekspedition, der krydsede indlandsisen i Grønland, en ekspedition der gjorde ham verdensberømt.
I 1920 blev der rejst en statue af Vilhelm Carlsen i parken Christiansgave i Hjørring.
Skulpturen blev lavet af billedhuggeren Anders Bundgaard, der i dag er mest kendt for Gefion-springvandet (1908) ved Langelinie i København.
Hans gipsmodeller kan ses i Thingbæk kalkminer ved Skørping.
Værløse – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev
.
.…
Min far Edvard Sørensen kommer i øvrigt fra Serritslev.
Farmor – Bedste – flyttede sammen med en datter og svigersøn til “Postgården” i Brønderslev i 1956.
.
.
Som 7-årig – i sommeren 1953 – kom jeg første gang på ferie i far Edvards fødehjem, “Bakken” i Serritslev.
Faster Annas mand Christian stod og tog imod mig, da jeg ankom med Aalborg-bussen fra Hjørring.
Christian hentede mig på cykel, da “Bakken” lå et godt stykke – cirka 500 meter – fra hovedvejen mellem Hjørring og Aalborg. Min fætter Vagn (cirka 15 år dengang) stod oppe ved gården som vidne til min ankomst. Christian fik mig – for nemheds skyld – placeret oppe på cyklen. Min ene støvle kom uheldigvis meget snart ind imellem egerne på forhjulet med det resultat, at cyklen tippede og væltede.
Jeg kunne se på Vagns oprakte arme, at han fulgte meget med i det hele.
Christian måtte i lang tid høre på Vagn, der drillede sin far med, at han væltede med lille mig på cyklen.
Men det var faktisk mere min “skyld” – jeg skulle have været mere påpasselig med, hvor jeg placerede fødderne.
Jeg ankom, netop som gårdens folk “hakkede” roer. Det var lige et arbejde for friske unge mennesker: Min fætter Vagn og hans søster, min kusine Else sammen med Grethe Kraglund (en anden kusine) og Grethes kæreste Henning og en daglejer.
En af dem “blokkede ud” til mig, der kravlede bagefter – jeg skulle med fingrene sørge for, at kun en lille roeplante blev tilbage i hver “blok”. Nej, hvor den vindblæste jord støvede lige om ørerne på mig! De unge mennesker betænkte mig med en skrå, muligvis rullet i tobaksaske.
Der gik ikke lang tid, inden jeg blev meget svimmel af skråen. Det føltes som influenza, så jeg måtte bringes hjem til gården.
Inden jeg blev lagt i seng, sørgede Bedste for, at jeg fik et bad i et bødkerkar, som hun kaldte ‘bærekarret”. Bedste skrubbede og skurede mig i to hold sæbevand, inden jeg blev hvid igen.
I tiden derefter kom jeg både på sommerferie og jule- og nytårsferie.
I sommeren 1956 var jeg med ved flytningen fra “Bakken” til “Postgården” i Brønderslev.
Billedet må være taget i haven ved “Postgården” i 1956 eller 1957, da jeg var 10 eller 11 år.
Hunden Pelle kom med fra “Bakken”. Pelle var en hvalp, som Krølle (en cocker spaniel) havde fået, da de havde ladet en hanhund overnatte i et lukket rum sammen med Krølle, som jeg også husker.
Bedste – Antomine Elise, kaldet Mine – var født i Tømmerby i 1875. Bedste levede til 1967, da hun døde i en alder af 92 år.
Bedste var 70 år, da jeg blev født, så jeg var heldig at have min Bedste, til jeg var næsten 22 år.
Bedstefar på fars side og bedsteforældrene på mors side var døde, da jeg blev født.
Bedste betød meget for hele familien og for mange mennesker på hendes livsvej.
Karle, som havde tjent på “Bakken”, blev ved at komme hos Bedste i mange år derefter.
Oldebørnene Jan og Steen og Ib kan huske Bedste.
Da Bedste døde på Brønderslev sygehus, kørte fætter Vagn rundt til familien og overbragte budskabet.
Vagn var dybt berørt over ikke længere at have Bedste, som havde været der for ham i hele hans liv.
Vagn var mere villig til at lytte efter Bedste end efter sine forældre.
Faster Anna og Christian havde indrettet sig i storstuen på “Bakken” i de første år af deres ægteskab.
Da deres børn Else og Vagn var født og blevet et par år, flyttede de alle sammen ind hos Bedste i sovekammeret.
Under mine ferier sov jeg i dagligstuen. Gennem et varmespjæld kunne jeg høre, at de lå og hyggesnakkede i sovekammeret med lyset tændt. Jeg husker, at Vagn, der lå i et kammer, kom ind og beklagede sig og sagde: “Kan vi så få nattero!” Natteroen indfandt sig, da Vagn slukkede for strømmen ved hovedafbryderen!
Skulle man endelig sove i samme kammer som sin svigermor, så ville Bedste være et godt valg – hun var mild og god og løb ikke med sladder.
Over hendes seng havde hun i alle år et indrammet ord: GUD, VELSIGN VORT HJEM!
Fra Vildmosehavet strakte der sig i stenalderen en fjordarm vest om Thise bakker og videre mod nordvest mellem Ingstrup-Hjermitslevs højland på den sydvestlige side og Vrensteds mere jævne aflejringer fra Senistiden
Man mente tidligere, at her havde været et sund mellem Vesterhavet og Vildmosehavet, og på kort fra 1660 erne er havarmen endog afbildet som en mod Vest åben fjord, der strakte sig ind mellem de nævnte sogne. Men geologiske undersøgelser har vist, at Vildmose havet ikke har stået i forbindelse med Vesterhavet, men har været afspærret fra dette af en af grus og sand bestående rimme syd for Løkken. Dette fremgår bl. a. af, at det er rester af ferskvands-bløddyr, der findes på dette område, og af, at de aftager i mængde jo længere man kommer ud til Vesterhavet.
Aase Mikkelsen er uddannet på den frie lærerskole og underviste i de første år på Bordings Friskole i København, men i 1953 flyttede hun og hendes mand som præstefolk til Vrensted- Thise pastorat med bopæl i Vrensted Præstegård, hvor de havde deres virke i præcis 40 år.
Aase Mikkelsen underviste først i fem år 1. klasser i konfirmandstuen, men da den nye skole i Vrensted stod færdig i 1959 fortsatte arbejdet der.
Aase Mikkelsen kom også med i Røde Kors arbejdet og blev hurtigt formand for Røde Kors i Vrensted Sogn, men efter kommunesammenlægningen i 1970 for Røde Kors i Løkken-Vrå Kommune, og hun virkede som formand i 33 år.
Der skete en vældig udvikling i arbejdet, bl.a. oprettedes genbrugsbutikken i Vrå, og et stort “nørklearbejde” med fremstilling af tæpper og tøj til katastrofeområder kom i gang. Ligeledes oprettedes besøgsvennetjenesten.
I 1993 fik hun tildelt Dansk Røde Kors fineste udnævnelse, nemlig for- tjensttegnet af 1. grad. Gennem adskillige vintre indbød hun til oplæsningseftermiddage, i præstegården, hvor en række damer fra sognet deltog og blev indviet i flere af tidens nye bøger. Og bag det hele deltog hun flittigt som præstekone i sin mands arbejde i sognene, i de første mange år ikke mindst i ungdomsarbejdet. Det affødte så igen en interesse for amatørteaterarbejdet, hvor hun var med i Amatørscenen Vendsyssel og også var formand i en årrække.
Endelig skal det nævnes, at Aase Mikkelsen i sin fritid begyndte at male, og hun har udstillet flere steder.
Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.
En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.
Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.
Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.
Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.
Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.
Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.
I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.
Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.
Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.
Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.
Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.
Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.
En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.
Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.
Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.
Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.
Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.
Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.
I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.
Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.
Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.
Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.
Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.
.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum. Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.
Jørgen Terkelsen og lærere og familie
“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen. Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå
Vraa Station
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø. Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!
Vraa Højskole og Valgmenighedskirke
Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide! Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Møller Nørgaard
Astrid og Jens Møller Nørgaard
Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr. Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.
forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen
Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.
De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard
Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.
Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn
Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted. Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.
Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!
Højskolen og Kunstbygningen
Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne. Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.
pia-søren-hovedbygning Renovering og fornyelse Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.
Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
“Lys over land – det er det vi vil!”
Fot.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum. Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.
Jørgen Terkelsen og lærere og familie
“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen. Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå
Vraa Station
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø. Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!
Vraa Højskole og Valgmenighedskirke
Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide! Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Moeller Noergaard
Astrid og Jens Møller Nørgaard
Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr. Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.
forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen
Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.
De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard
Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.
Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn
Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted. Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.
Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!
Højskolen og Kunstbygningen
Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne. Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.
pia-soren-hovedbygning Renovering og fornyelse Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.
Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
Gert Ledet Jensen årets unge landmand. Han er ung. Han er landmand. Han er for nylig valgt til ”Årets unge landmand”, men selv mener den 30-årige Gert Ledet Jensen, Vrensted, at han fik udmærkelsen, fordi han er ved at være gammel.
Jeg tror, at det er en slags påskønnelse for ungdomsarbejdet, siger Gert Ledet Jensen beskedent.
Titlen gives hvert år til omkring 40 danske landmænd. Det er en anerkendelse, som DLG uddeler efter indstilling fra de lokale landboungdomsforeninger.
Gert Ledet Jensen har i 8-9 år været med i bestyrelsen for Landboungdom, men er nu trådt ud.
Vi er en forening for dem, der har tilknytning til landbruget. Vores opgave er at hjælpe de unge indenfor landbruget, men vi er bestemt ikke en fagforening. Vi bestemmer ingenting, men hjælper bare, siger han.
Selv blev han i 1988 færdig med sin landmandsuddannelse, der tog tre et halvt år.
Så arbejdede jeg nogle år hos min far, Christian, her på gården. Ved siden af havde jeg sæsonarbejde hos en planteavler.
Fædrene gård
I august 1993 overtog Gert Jensen så den fædrene gård, da forældrene flyttede i et hus i Vrensted. Faderen døde for nylig ganske uventet. Han har altid været Gert Jensen en meget stor hjælp ved driften af Aagaard.
Gert Jensen bor alene på gården sammen med hunden ”Prins den anden”. Jeg har endnu ikke fundet den helt rigtige pige, siger han og tilføjer med et lille smil: Der er rift om de søde piger, der også kan malke en ko.
Og køer er der nok af på gården. 60 sortbrogede med de tilhørende 50 hektar jord til vinterfoder.
Egentlig burde Gert Ledet Jensen ikke være landmand, for dagen er lidt for uberegnelig. Årsagen er den sukkersyge, han har lidt af siden 2års alderen.
I så mange andre jobs kan man nøje tilrettelægge, hvornår man skal spise og hvor meget. Som landmand kan man ikke altid vide, hvor mange kalorier, man kommer til at bruge dén dag. Men jeg ved jo ikke, hvad dagen bringer. Hvis en ko stikker af, kan det jo være svært pludselig at skulle ind og spise.
Heldigvis er Gert Ledet Jensen i fin og muskuløs form. Det giver mig et større råderum, siger han.
Sukkersygen har i øvrigt bragt ham i forbindelse med Diabetesforeningen. Han var med i en undergruppe ved Aalborg Sygehus. I den forbindelse har han blandt andet arrangeret weekend-ophold på gården for sukkersyge børn i alderen 7-10 år.
Selv om Gert Ledet Jensen er blevet for gammel til Landbo ungdom, så er han stadig aktiv på flere fronter. Han er med i en erfagruppe for kvægavlere, ligesom han har en bestyrelsespost i Ingstrup Mejeri.
Med anerkendelsen som ”Årets unge landmand” følger en uges studierejse til Nord England. Og studieture er han vant til. På landboskolen var han i 1987/88 på tur til Rusland og i 1990 var han 14 dage på landbrugsbesøg i det sydlige Polen.
En forretningsmand i Hjørring starter en ny kombineret flytteforretning og marskandiserbutik i Hjørringgade 15 i en del af bygningen, hvor Bager Laj tidligere havde forretning.
Jeg har altid troet, at der var muligheder i Hirtshals I både for en flytteforretning og en marskandiser. Og når det kan gå her i Hjørring, kan det også gå i Hirtshals, mener Ole Jensen, der i 15 år har haft en lignende dobbeltbutik i Østergade i Hjørring. Den nye butik er på 15 kvadratmeter og er så småt gået i gang. Men jeg satser på at åbne i foråret, hvor der er flere turister også. Og jeg leder efter en person til at bestyre butikken for mig, forklarer 46-årige Ole Jensen.
Så vidt vides er der ikke marskandiserbutik andre steder i Hirtshals.
Nu må vi så finde ud af, hvad de vil have i Hirtshals. Men bøger, blade, grammofonplader og bånd plejer at gå godt. Og vi tager os af både køb, salg og bytte. ”
Byens dobbeltforretning får dobbeltnavnet Flytteforretning” og “Topa
Mathias Vestergaard er stadig ”still going strong”
og kører stadig bil som 90årig.
År 1996
Det er Krølle, der tager imod på Sct. Thøgers Vej 16, i Vrensted. Den nyklippede puddel virker, som om den er glad for, at der kommer fremmede. Man kan mærke på den, at den er vant til at tage imod. Manden i huset er ikke nogen eneboer, selvom han bor alene.
Man skulle ikke tro, at den gesvindte, smilende mand, der følger efter Krølle- fylder 90 år i morgen. Mathias Vestergaard hedder han, og det er i vognmandskredse et navn, der står respekt om. Mathias Vestergaard er født i Salling, men kom til Vendsyssel i 1930. Han mødte sin kone, Dagny, på Oddelsbøl, hvor Dagny var stuepige og Mathias forkarl. Men landbruget havde ikke hans store interesse, så Mathias fulgte med sin forlovede hjem til Vendsyssel, og her blev de gift i Vrensted Kirke i 1932. Jeg var en fingernem husflidsmand, så jeg fremstillede selv vores sovekammermøblement, fortæller Mathias, der har en hukommelse, som enhver ung må misunde ham.
I 1934 startede Mathias sin egen fragtmandskørsel fra Vrensted til Aalborg. Forretningen gik godt, der blev ansat to chauffører, så han selv fik tid til at påtage sig foreningsarbejde. I 30 år var han formand for Brønderslev og Omegns Vognmandsforening, medlem af hovedbestyrelsen for Landsforeningen Danske Vognmænd, ligeledes i 30 år og formand for sammes 1. kreds, fra 1951-77 desuden formand for Aalborg Fragtmandscentral, og så blev der også lige tid og kræfter til at tage et par perioder i det daværende Vrensted-Thise Sogneråd.
Da han fyldte 80, skal der en fornyelse til hvert år.
-Jeg forstår egentlig ikke den ståhej med den fornyelse, men selvfølgelig tjener lægerne da så også en skilling, siger Mathias med et lunt glimt i øjet. Han kører stadig i sin fine årgangsbil, en Ford Cortina fra 1966.
Mine naboer på Autogården holder mig også i gang. Jeg kører stadig ærinder for dem.
Mathias fik sit første kørekort i 1927,
Jeg har således aldrig haft tid til at kede mig, fortæller Mathias. Mathias har mange historier at fortælle. En af dem handler om besættelsestiden. Tyskerne konfiskerede dengang alt, hvad der kunne køre, men Mathias havde kun påhængsvognen hjemme. Den kredsede de noget om. Lastbilerne var mærkeligt nok altid sendt til hovedreparation netop på det tidspunkt, og tyskerne hoppede på den historie.
Mathias Vestergaard har et langt og lyst liv bag sig. Smerter i ryggen af de mange år som fragtmand har han, men som han siger:
– Jeg er ikke så stor, så der var ikke så langt til jorden, når noget skulle læsses af.
Han læser Vendsyssel Tidende hver dag og følger godt med i, hvad der sker såvel lokalt som på landsplan. Noget utryg er han ved den nuværende regering, fordi kassen altid er tom efter en socialdemokratisk periode.
På lørdag fejrer Mathias sin runde dag med middag på Løkkens Vejkro. Familie og naboer, 70 ialt. Han glæder sig til at se dem alle. Menuen står på suppe, steg og is. Med den for ham så karakteristiske lune siger han:
-Jeg glæder mig også til at se kroejeren, når jeg spørger ham, om jeg kan blive skrevet. Det tør ham vist ikke…..
Puddelen Krølle er Mathias en tro følgesvend. Selv sengen deler de.
På mandag indledes opførelsen af den nye vindmølle i Vrensted.
Da indledes støbningen af fundamentet, og så kommer det ellers til at gå slag i slag, siger møllefolkene, der bestemt mener at have deres mølle driftsklar til påske som, planlagt for længe siden. Sideløbende med det meget forarbejde til møllen har mølle Lauget også holdt sin første, ordinære generalforsamling.
Her kunne formanden, kommunalbestyrelsesmedlem Poul Søndergaard Nielsen, bl.a. oplyse, at der siden den ekstraordinære generalforsamling i december er kommet tilsagn statstilskud. Det bliver på 15 procent. Den samlede investering er på 1,5 mill. kr. uden moms og uden fradrag for statstilskud.
På det seneste er elprisen steget, så salget af strøm vil indbringe 25.000-30.000 kr. mere end beregnet, men vi har jo også måttet bruge ekstra penge til nedramning af pæle under fundamentet. Projektet tegner fortsat godt, selv om der er tæret på de økonomiske reserver, sluttede formanden.
Til bestyrelsen afgik efter lodtrækning Erik Søborg Jensen og Søren Sønderdergaard Nielsen. Begge blev genvalgt. Som revisorer valgtes registreret revisor Ole Olsen, Vrå, og læge Leif Jensen, Vrensted. Der vedtoges nogle vedtægtsændringer af redaktionel karakter, og det oplystes, at man har oprettet en venteliste, som interesserede kan optages på ved afhændelse af ledige anparter
.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
