Læs tekst nederst. De flotte Foto og tekst er af en ukendt Saltum person

mm“

Det er vand og is der har formet landskabet i Lille Norge og Kettrup Bjerge under sidste istid, siden har vi mennesker nok haft en finger eller to med i spillet, i området hvor det både er landskabet og skønheden der kan få ens puls op

GENNEM LILLE NORGES SLUGTER OG OVER KETTRUPS BJERGE

Da isen lå som en tung dyne over Vendsyssel i den seneste istid, så skabte smeltevandet en slugt mellem Løkken og Blokhus, lige nord for Saltum. Det var målet for min tur forrige onsdag, en lille fredet bræmme, som bliver kaldt Lille Norge, og som er omgivet af store sommerhusområder.

Meningerne om navnet Lille Norges oprindelse er mange. Nogle mener, at det er resultat af hundreder af års samhandel mellem købmænd i Danmark og Norge, den såkaldte skudehandel. Andre er mere specifikke, og mener at der er tale om en norsk kaptajn, der var strandet nord for Saltum. Han savnede i den grad sit fødelande, at han kunne gense nogle af Norges fjorde i det kuperede og smukke landskab, og derfor kaldet det Lille Norge.

Her vil jeg så tilføje, at hvis den historie er sand, så må den pågældende kaptajn også have kigget ret dybt i flaskerne med det lokale hjemmebrændte ildvand, for jeg har meget svært ved at se nogen lighed mellem Lille Norge og ”Store Norge”, medmindre man vil strække den så langt, at det ene skønne landskab er skabt af sand, mens det andet er skabt af klipperne.

Ud fra det perspektiv, så kunne den tredje version, måske være mere sandsynlig, for en ældre mand i området påstår, at det blev kaldt Lille Norge af hensyn til dem, som ikke kan komme til det rigtige Norge. Jeg har ingen anelse om, hvad den rigtige historie er, men jeg vil sige så meget, at selvom Norge utvivlsom er et smukt land, så kan den smukke smeltevandsdal bestemt også noget.

Når man har taget turen gennem dalen, kan man fortsætte hele veje ud til den brede, hvide Saltum Strand, hvilket jeg valgte at gøre, og stranden fulgte jeg mod nord.

Allerede udenfor Lille Norge er det nogle imponerende klitter man skal forcere, men fortsætter man et stykke mod nord, så bliver de højere og stejlere, men stadig noget blødere end Lønstrup Klint, som man kunne skimte i det fjerne længere mod nord.

Dem forcerede jeg ved Sti 15, selv om det krævede tungt åndedrag, hurtig puls og et par pauser undervejs. Men belønningen ventede også, for på den anden sider venter det kuperede landskab Kettrup Bjerge. Med sine mange bakketoppe og grønne enge er Kettrup Bjerge et smukt naturområde, der på flere måder kan holde pulsen oppe.

Kettrup Bjerge er på grund af sin natur og bakkede landskab et populært vandreområde, men også et hårdt et af slagsen. Fra den højeste bakke, Ørnbjerg, der med sine 43 meter hæver sig over resten af landskabet, kan man få en flot udsigt ud over hele området. I klart vejr kan I se helt til Hanstholm mod syd og og som nævnt Rubjerg Knude mod nord. På Ørnbjerg er der desuden et kystbefæstningsanlæg med 23 bunkers og kanonstillinger – et levn fra 2. Verdenskrig.

Hvis du også har undret dig over kosten, som man kan se på billederne fra Ørnbjerg, så er det ikke en forglemmelse fra et møde i heksenes fagforening, som var mit umiddelbare bud. Det viser sig at det er den lokale grundejerforenings bomærke. Den har tidligere været opstillet på stranden på foranledning af og betalt af foreningens æresmedlem, Villy G. Hansen, men blev senere flyttet til den nuværende placering, da Klitvæsenet krævede den fjernet. Kosten er blevet renoveret flere gange senest i forbindelse med Grundejerforeningens 25-års jubilæum i 2004.

Fra Ørnbjerg gik det, til mine hårdt prøvede benmusklers udelte begejstring, ad mere flade veje gennem sommerhusområderne tilbage til Lille Norge, som jeg nåede da triptælleren rundede de 6 km, og endnu en skøn tur i den danske natur var lagret på kameraets hukommelseskort.

Karin Guldager

Vi bor nærmest nabo med lille Norge , og det er ik så ring.

Niels Guldager

Hej Erik. Jeg er 80 år og vokset op i et husmandssted som ligger lige syd for Bette Norge og med jord op til området. For en del år siden blev jeg kontaktet af nu afdøde lære Jørgensen, som var en af grundlæggerne af Egnssamlingen i Saltum.

Han kunne fortælle at navnet Lille Norge var opstået omkring 1950 og nu ville han gerne tale med min mor, om hun vidste hvorfor Dybdal havde skiftet navn på det tidspunkt.

Jeg kunne så fortælle at min lillebror Søren og jeg havde døbt Dybdal til Bette Norge.

Vores forældre var i Norge lige op til krigen og havde et fotoalbum med billeder fra turen. Jeg spurgte min mor hvad de Norske fjelde var, da vi sad og kikkede på billederne.

Svaret var hvis bakkerne i Dybdal var af sten kunne det godt ligne de Norske fjelde.

Midt svar var vi kunne kalde Dybdal for Bette Norge. Dette har min nu afdøde mor fortalt i en artikel i Vendsyssel Tidende. Jeg er i besiddelse af både album og den udklippet artikel.

Som børn legede og kælkede vi meget i Bette Norge sammen med andre børn fra egnen.

Selvfølgelig i Bette Norge.

I dag bor jeg stadig tæt på Bette Norge eller Dybdal, nærmere på Guldagervej. Kommer du forbi til en snak er du velkommen

af  Niels Jægerum

URO

der er noget der ikke stemmer
der er noget som bare klemmer
der er en drøm som pisker dit sind
der er en flig af natten som gerne vil ind

den mørke skygge besætter din tanke
den lukkede dør på den kan du banke
der er ingen der hjælper og lukker den op
der er et eller andet der blot siger stop

den samme drøm går igen og igen
mørkets spænding et sted du vil hen
et eller andet med at skulle bestå
et eller andet som du ikke kan nå

måske er det bedst at være på vej
måske skal man nyde den søgende leg
enhver kan tro at enden er enkel og lys
enhver må lære at leve i livets gys

livet er en prøve du aldrig består
livet er en knivsæg hvorpå du går
det virkelige er en truende strøm
det uvirkelige er din ustyrlige drøm

der er noget der ikke stemmer
der er noget som bare klemmer
der er en drøm som pisker dit sind
der er en flig af natten som gerne vil ind

Okt. 2024
Niels Jægerum

Jens Rosendal ved sit hus i Vesterende Ballum. Foto: Rasmus Skov Borring

skrevet af Birgitte Meyer:

Vendelboen Jens Rosendal er opvokset i et indremissionsk hjem i Thorshøj ved Sæby, og har markeret sig i kristne kredse.

Hans far var from, “måske lidt for from”, ifølge Jens Rosendal selv, mens hans mor var fra en lidt mere frisindet familie og holdt meget af dans, og fik, uden faderens vidne, smuglet Jens Rosendal til asfaltfester

Han var 1965-1988 lærer ved Løgumkloster Højskole og indtil 1995 ved Jaruplund Højskole i Sydslesvig. Han har været redaktør for Højskolebladet.

Jens Rosendahl var gift med Grethe, med hvem han fik tre børn – to sønner og en datter

Jens Rosendal har bidraget med 13 sange i Højskolesangbogen, blandt andet “Du kom med alt det der var dig “ i 1981 og to salmer i salmebogen, “De dybeste lag i mit hjerte “ (nr. 28),” Du, som ud af intet skabte” (nr. 330).

Rosendal var i 1990 medstifter af Nødvendigt Forum, som især havde baggrund i jyske og fynske højskolekredse. “Nødvendigt Forum” arbejdede for folkestyre og skulle derfor bekæmpe Maastricht-traktaten.

Rosendal har været landsformand for Dansk Samling. Ved EU-parlamentsvalget 1994 var han kandidat for Folkebevægelsen mod EF-Unionen.

I 2004 kritiserede han Indre Missions modstand mod homoseksuelle i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han betonede, at han havde baggrund i et missionshjem, men selv var homoseksuel.

Mange kender især denne sang ved dens første linje: “Du kom med alt det der var dig”. Jens Rosendal skrev den om sin egen store kærlighed, der for første gang gav ham oplevelsen af at være et rigtigt menneske. Sangen handler om en forelskelse, der sprænger alle rammer, og i dag synges den på tværs af både generationer og køn.

Jens Rosendal har bidraget med 13 sange i Højskolesangbogen, foruden “Du kom med alt det der var dig” (1981) har han to salmer i salmebogen, “De dybeste lag i mit hjerte” (28), samt “Du, som ud af intet skabte” (330).

I september 2018 gav Jens Rosendahl et interview i Information:

“Jens Rosendal står allerede foran sit stråtækte hus og vinker, da journalisten ankommer. Han er iført stribet skjorte, cowboybukser og tennissko. Han bor i et gammelt, hvidkalket bondehus fra 1700-tallet med dekorerede kakler på væggene og vinrøde træbjælker under loftet. Han købte det som et sommerhus i 1968, men de seneste tyve år har det været hans faste bopæl.

Jens Rosendal fortæller om en episode, hvor han ikke præcis husker, hvordan det skete. Med ét blev alting bare mørkt og stille. Og da lyset og lydene igen vendte tilbage, sad han i en grøftekant og kiggede forvirret ud gennem forruden på sin bil. Han var kørt galt. For anden gang på kort tid havde han mistet bevidstheden bag rattet. Og selv om han på sin vis var lettet over at ingen, heller ikke denne gang, var kommet til skade, stod det samtidig klart for ham, at en epoke nu måtte være slut. Så i august 2018 afleverede han sit kørekort og sagde farvel til et langt liv som bilist.

»Så sådan er dét,« siger han.

Han sidder i sit lille lavloftede hus i Ballum i Sønderjylland og trommer let med fingrene i bordet.

»Men det er da lidt hårdt, for jeg havde jo helt glemt, hvor mange ting man egentlig bruger sådan en bil til. Som nu for eksempel i morges, da jeg ville hente rundstykker til os,« siger han og peger på brødkurven på bordet: »Hvad gør man så?« (da journalisten kom).

Nå, ja så ringer man til sin gode ven, Svend, som bor nogle huse herfra, og beder ham om at tage en pose håndværkere med oppe fra købmanden, og på den måde går det jo alligevel. Det gør det som regel. Også selv om det ikke altid går, præcis som man havde forestillet sig.

Det er Jens Rosendals egen historie et levende bevis på.

Egentlig skulle han have været landmand som sin far. Men Jens ville hellere være købmand. Og så endte han i stedet med at blive lærer og tilbringe det meste af sit liv i højskoleverdenen, først som underviser og forstander, siden som højskolebladsredaktør og sangskriver.

Jens Rosendal har skrevet sange i en menneskealder – lige siden han som 12-årig forfattede sit allerførste værk: en ode til et nyt kuld grise på barndomsgården. Da faderen så hans rim, udbrød han, at hvis han kunne skrive sange til grise, så kunne han vel også skrive en salme til sin lillebrors dåb – så det gjorde han.

Siden har han ifølge egne beregninger skrevet over 1.000 sange. En del om fædrelandskærlighed og EU-modstand, en hel del om forelskelse og kristendom og de senere år også adskillige om Vadehavet, som hver dag hæver og sænker sig med tidevandets kommen og gåen lige uden for hans vinduer. Sangene har givet ham tilnavnet ’Vadehavets digter’ og en titel som ’æresborger’ i Tønder Kommune, den første nogensinde. Til hans 80-årsfødselsdag forærede borgmesteren ham tilmed en egetræsbænk med inskriptionen »Jens Rosendals Bænk« – som tak for hans mange sange.

Jens Rosendal er et af den slags mennesker, de fleste kender uden måske selv helt at vide det. Den beskedne vendelbo løber ikke med overskrifterne, men hans navn står alligevel diskret placeret hen over to salmer i Salmebogen og tretten sange i Højskolesangbogen, hvilket gør ham til den nulevende forfatter, som er bedst repræsenteret i sangenes blå bog”.

https://da.wikipedia.org/wiki/Jens_Rosendal

https://hojskolesangbogen.dk/…/jens-rosendal-modtager…

https://bibzoom.dk/…/du-kom-med-alt-det-der-var-dig…

https://www.information.dk/…/jens-rosendal-brugte-50…

Fortalt af Birthe Greve Volden

f. 1933, d. 2008

En fortælling fra min barndom på Frederiksberg

Birthe Greve Volden er født d. 26. marts 1933 på Frederiksberg. Birthes far havde egen forretning som skomager, som han, på grund af krigen, blev nødt til at sælge og han blev vist nok snydt i den handel. Birthe holdt meget af at være i forretningen, hun husker lugten af læder og sværte, en lugt hun stadig holder meget af.

Birthe har en ældre søster og senere blev familien forøget med den længe ventede søn. I de første år af Birthes liv gik moderen hjemme og passede børnene, men da Birthe var 4-5 år, tog moderen noget rengøringsarbejde og Birthe kom i halvdagsbørnehave og det var ikke helt almindeligt på den tid. Pengene, som moderen tjente, blev brugt til et helt bestemt formål, nemlig til at betale afdragene på en sommerhusgrund i Hvidovre, som familien anskaffede sig i 1940 og det beløb sig til den formidable sum af 30 kr. om måneden. De første år var det bare et stykke jord, men efterhånden som tiden gik, kom der et sommerhus op at stå og der blev bygget lidt til hvert år og der boede familien så fra maj til oktober og havde nogle dejlige somre, pigerne havde hver sin cykel og cyklede frem og tilbage indtil de fik sommerferie og det var lidt af en cykeltur, for sommerhuset lå i Hvidovre og pigerne gik i skole hjemme på Frederiksberg.

Birthes 1. Skoledag var, eller rettere skulle have været d. 9. april 1940, det var en dag hun havde set frem til længe, men den blev selvfølgelig overskygget af, at det var den dag, Danmark blev besat af Tyskerne, men i skole kom hun da, om end med en uges forsinkelse. I de første år gik Birthe i en ren pigeskole, men hun blev senere flyttet til Frederiksberg Kommuneskole.

Birthe var glad for at gå i skole, men hun husker dog en meget kedelig episode. Det var dengang, hendes mor havde fået nogle appelsiner, efter at have stået i kø meget længe, for det var jo under besættelsen og der var indført rationering og frugter var en sjældenhed og Birthe var meget heldig at få en af appelsinerne. Hun tog appelsinen med i skole og midt i en time, ville hun liste sig til at spise den, men inden hun nåede at få skrællen af, blev hun opdaget og læreren ikke alene blev appelsinen konfiskeret, men han skrællede den og spiste den, båd for båd, mens tårerne sved i Birthes øjne, ikke så meget fordi hun ikke selv fik lov til at smage appelsinen, men mest af harme over at læreren fik den appelsin, som Birthes mor havde stået i kø i flere timer for at få. Den pågældende lærer var ingen ringere end Jørgen Clevin.

Birthes far var aktiv Socialdemokrat og Birthe var engang med ham på besøg hos Stauning, på hvis knæ hun ved samme lejlighed kom til at sidde, ikke fordi hun var imponeret over det, for det hun husker bedst er, at hans store skæg kradsede hende på kinden.

Birthe husker besættelsestiden godt og hun føler ikke, at hendes familie led noget egentlig afsavn. Der var erstatninger for mange forskellige fødevarer, men man vænnede sig til jo til det, og indimellem kom der også nogle sjove situationer ud af det.

Der er den om ”mandlen”, der forsvandt, for under krigen kunne man jo ikke få rigtige mandler og så havde Birthes mor kommet et hvidt bolsje i den varme risengrød, som selvfølgelig smeltede, inden nogen nåede at få det og det var jo ikke så godt.

Det var det heller ikke med det sidste af den rigtige the, der skulle gemmes til, krigen var slut og der lå den så i dåsen i flere år og smagte ikke særlig godt den dag krigen endelig var slut og der skulle brygges en rigtig kande The.

Birthe og hendes søskende fik 25 øre om søndagen til slik og hvis man købte bolsjeaffald, i stedet for hele bolsjer, fik man mere end dobbelt så meget for sin 25 øre og Birthes rakte endnu længere, for når det begyndte at synke i Birthes kræmmerhus, sneg hun sig til at bytte med søsterens.

Birthes forældre var begge meget kunstnerisk, moderen var dygtig til at tegne og faderen var meget musikalsk og der blev sunget og spillet meget i Birthes barndomshjem. Under besættelsen blev der indført spærretid, dvs. at man ikke måtte færdes på gaden om aftenen og hvis man skulle besøge hinanden om aftenen, ja så måtte man blive til om morgenen og det kom der mange hyggelige aftener ud af. Birthe husker at venner af familien kom og der blev spillet til den lyse morgen.

Når Birthe ikke føler, at der var de store afsavn under besættelsen, så skyldes det nok at familien havde en stor køkkenhave ude ved sommerhuset, hvor der blev avlet kartofler og andre grøntsager, men der kom også mange gode sager fra Birthes morbror, der havde en gård ved Assens på Fyn. Denne gård blev også et elsket feriemål for ”Københavnerpigen” og det var virkelig en lang rejse fra Frederiksberg til Assens. Toget kørte fra Københavns Hovedbanegård tidligt om morgenen og først ved middagstid var man fremme ved færgen, som dengang var en hjuldamper. Så gik turen over Storebælt og det var sidst på eftermiddagen inden pigerne blev hentet af deres morbror og så var det endda i hestevogn. Det var meget spændende, for sådan et par pigebørn, at være på gården foruden al den dejlige mad de fik at spise, var der mange nye oplevelser for pigerne derovre på Fyn.

Der var et par heste på gården og dem blev, især Birthe, meget glad for. Om pigerne også var glade for at hakke roer, er måske tvivlsomt, men de tjente da lidt lommepenge om ikke andet.

Men selvfølgelig rummer tiden under besættelsen ikke kun sjove og varme minder for Birthe. Hun har prøvet at gemme sig i en kartoffelmark med sin cykel, det var en dag, hvor nogle tyske soldater gik rundt i sommerhusområdet ude i Hvidovre, de var på ude efter cykler og det var netop på det tidspunkt, at Birthe og hendes søster kom cyklende hjem fra skole, men heldigvis nåede moren at få både piger, cykler og sig selv gemt ude på marken, for ellers ville soldaterne have konfiskeret cyklerne og så ville det have været svært for pigerne at klare turen frem og tilbage til skolen. Alt imens dette stod på, stod den nye lillebror i sin barnevogn oppe ved sommerhuset og sov sødeligt, uberørt af situationen.

Birthe husker også den dag, da tyskerne tog det danske politi, det var meget uhyggeligt, i samme opgang som den opgang Birthe og hendes familie boede i, boede der også en politimand og denne var netop på vej på arbejde på Frederiksberg Politistation, der lå lige overfor, da han i Gadedøren mødte Birthes mor, som netop havde hørt, at det danske politi var blevet taget af tyskerne og den pågældende politimand kunne således takke Birthes mor for at han slap fri, for han nåede at gå under jorden. Børnene var meget stolte af deres mor og det med rette, for hun var en modig og stærk kvinde.

Selvom Birthes barndom i høj grad var præget af krigsårene, så havde hun en tryg og god opvækst i et kærligt hjem. Hun gik ud af skolen i 1949 og fik plads som telefonistinde på KTAS.

År 2008:

Overklit har i 2019 været i Færch slægtens eje i 150 år

Overklit 2024

6 generationer

Ejerforhold før Overklit kom i Færchslægtens eje

Overklit, lidt historie

Overklit i Færchslægtens eje, skødeoplysninger

Færch’erne i Vennebjerg

Overklit Mølle

Ejerforhold før Overklit kom i Færchslægtens eje

1552-1580: Niels Iversen Juel (Krabbe-Juel’erne)

1580: Skrev sønnen Jep Nielsen Juel sig til gaarden, dog lidt usandsynligt

1577: Faderen afhændede gaarden til Daniel Bildt fra Abildgaard

1616: Daniel Bildt’s søn Otte Bildt til Næs i Norge staar som ejer

Ca. 1625: Otto Bildts datter Blanceflor Bildt bragte ved ægteskab gaarden til kaptajn Christoffer Kaas

Ukendt aarstal: Datter (Inger) af Blancheflor Bildt og Christoffer Kaas arver Overklit

1686: Forpagter på Aastrup, Niels Poulsen Børglum

1703: Gjord Christoffer Unger til Willerup

1704: Overklit udlægges til Gjord Christoffers broder Wulff Unger for dennes part i Willerup

1709: Poul Iversen (Vilholt), ejer af Aastrup ved Hjørring

1740: Grev Christian Frederik von Levetzau, ved hans død i 1756 oprettedes Stamhuset Store Restrup (læs herom

senere). Levetzaus enke Sophie Hedevig ejer Stamhuset indtil sin død i 1775

1779: Iver Rosenkrantz Levetzau får tilladelse til at afhænde Aastrup og Overklit fra Stamhuset

1786: Kancellir Christen Svejstrup

1793: Nic. Brorson Agerbech, hvis enke videresolgte ejendommen

1802: Michael Aagaard (brodersøn til Nic. Agerbechs enke), Baggesvogn ved Sindal

1818: Jørgen Egholm

1846: Proprietær Chr. Jensen

1848: Proprietær Lars Christensen

1855: Daniel Thanning

I perioden 1709 til 1818 laa Overklit under Aastrup Hovedgaard.

*Kildermateriale:

Wikipedia

Store Restrup Historie

Egne arkivalier, herunder skøder der p.t. opbevares på Overklit.

Overklit – Lidt historie

Præsten Pouell Jenssøn skriver i sine præsteindberetninger til Aalborg Stift i aaret 1638, at der i Winneberg sogn er en liden herregaard, kaldis Orklett. Men før denne tid ved man, at gaarden har bestaaet, hvilket det efterfølgende kan fortælle.

Mange stavemaader har der ogsaa gennem aarene været paa gaarden, saaledes Ørklit, Orklett, Aarklet m.fl., navnet skal hidrøre fra, at man staar ved gaardens marker, når man paa en tur fra havet er kommet over klitterne.

I 1552 tilhørte Overklit Niels Iversen Juel (Krabbe-Juel’erne), d. 1580, men om han har beboet denne, er næppe tænkeligt, da han endvidere ejede hovedgaarden Eskjær ved Mosbjerg og her nævnes sammen med sin hustru Anne Lauritsdatter.

Efter faderens død i 1580 skrev sønnen Jep Nielsen Juel sig til gaarden, hvilket lyder lidt usandsynligt, da faderen afhændede den i 1577 til Daniel Bildt fra Abildgaard, d. 1585, hvis søn, Otte Bildt til Næs i Norge, staar som ejer i 1616.

Otte Bildts datter Blanceflor Bildt, d. 1667, bragte omkring 1625 ved ægteskab Overklit til sin ægtefælle, kaptajn Christoffer Kaas (Sparre-Kaaserne), d. 1657. Denne fik i 1632 kgl. bevilling til at bortsælge af hendes gods til dækning af fælles gæld.

Bl.a. kan man af arkivmateriale, som forefindes i den lederborgske haandskriftssamling se følgende: 1632 19/9 Cristoffer Kaas til Aarklet skøder med Kongen og sin hustrus samtykke til Niels Lange til Rønnovsholm følgende gods i Hørby sogn, Børglum herre: En gaard Trankjær, et bol (et jordstykke) og Trundbakken.

Overklit bibeholdt de dog, og den gik videre i arv til deres datter Inger, d. 1698. Hun var gift 2 gange, først med Laurids Lunov, som døde på Overklit i 1665, anden gang med Jens Hvas til Færumgaaard (Orningslægten), d. 1703.

En tid var gaarden bortforpagtet, indtil den i 1686 solgtes til forpagter paa Aastrup, Niels Poulsen Børglum.

Denne Niels P. Børglum var 1678 forvalter på Hæstrupgaard, beliggende syd for Hjørring, senere forpagter paa Aastrup, og købte som før omtalt i 1686 Overklit. Han var gift med Maren Knudsdatter, f. 1649, datter af herredsfoged i Hvetbo herred, Knud Christensen. Deres søn, Poul Nielsen Børglum, blev i 1731 udnævnt til byfoged i Hjørring og foged i Horns og Vennebjerg herreder.

Efter Niels P. Børglums død kom gaarden til hustruens anden ægtefælle, Christen Lauridsen, der i 1703 solgte den til Gjord Christoffer Unger til Willerup. I 1704 udlagde han Overklit til sin broder Wulf Unger for dennes part i Willerup.

I Vennebjerg Kirke findes en kalk fra 1669, som blev skænket kirken af Christoffer Unger. Ligeledes findes der i Skallerup kirke en smuk tavle opsat af herskabet Unger til Villerup, Hans Unger og fru Birgitte Kaas, hvorpaa staar:

En Stejer-Marker af geburt

En Unger af Famili.

I Stejer-Mark min Tiid var kort,

Til Danmark stod min Willi.

Em Kaases Rood jeg planted der,

Sex Greene deraf kommer.

De voxte 5 til Vaaben at bær,

Den Siet’ en Jomfru Unger.

I 1709 skiftede gaarden igen ejer, idet ejeren til Aastrup, Poul Iversen (Vilholt), købte Overklit, gaarden laa herefter i perioden 1709-1818 under Aastrup Slot (nu Aastrup Hovedgaard, beliggende på Aastrupvej ca. 2 km vest for Hjørring).

Historien fortæller, at Overklit brændte i 1730 og blev genopført i 1789, gaarden blev på det tidspunkt brugt til græsning for Aastrups kreaturer. Gaarden blev bortforpagtet den 22. september 1789.

Aastrup Hovedgaard og Overklit blev indlemmet under stamhuset Store Restrup ved Aalborg, som blev oprettet i forbindelse med den saa kendte generalmajor, Ridder af Dannebrog og Elefantordenen, grev Christian Frederik van Levetzaus død i 1756. Stamhuset bestod bl.a. af gaardene Store Restrup, Torstedlund, Aastrup og Overklit.

Grev Levetzau er meget kendt for sin militære baggrund og for sit virke som gehejmsraad for kongen. Det der i dag er Christian den 8. palæ på Amalienborg, blev bygget for Christian Frederik van Levetzau. Palæet hed oprindeligt Levetzaus palæ og er opført i perioden 1750-1760. Christian den 8. palæ har siden 2010 været privat bolig for kronprinseparret Mary og Frederik.

I 1779 fik en slægtning, Iver Rosenkrantz Levetzau, tilladelse til at afhænde Aastrup og Overklit fra omtalte stamhus.

Iver Rosenkrantz Levetzau ejede et stykke af Rold Skov, i lighed med mange andre godsejere i 1700-tallet, han må have udlagt et stykke af Rold Skov til Overklit i Vendsyssel, da en ejendom, med navnet Overklit, i Rebild Skovhuse var et skovløbersted, der hørte under Overklit i Vendsyssel.

Michael Aagaard, der i 1816 blev ejer af Baggesvogn ved Sindal, solgte Overklit i 1812 til Jørgen Egholm for 30.000 rdl., i handlen fulgte en mølle, 10 huse og Vennebjerg Kirketiende. Jørgen Egholm havde været forpagter siden 1801.

Jørgen Egholm bortsolgte i 1819 en parcel fra Overklit, og efter hans død i 1846 solgte hans enke gaarden til proprietær Chr. Jensen. Denne ejede kun gaarden i 2 aar indtil 1848, da den blev afhændet til proprietær Lars Christensen, efter han han havde ejet Overklit i 7 aar, solgtes den til Daniel Thaning i 1855.

Thaning afhændede gaarden og Vennebjerg Kirke i 1869 til købmand og vicekonsul i Nibe Søren Færch, f. 1813.

Søren Færch var søn af fiskeriudreder Rasmus Sørensen Færch og Magdelene Beaujou. Rasmus Færchs velstand investeredes blandt andet i sønnens (broder til Søren Færch) tobaksfabrik i Holstebro, R. Færchs Tobaksfabrik, en virksomhed der i 1939 beskæftigede 500 medarbejdere, har senere udviklet sig til Færch Plast.

Siden 1869 har Overklit været i Færchslægtens eje, gaarden er gaaet fra søn til søn, hvilket vil sige, at den gik fra Søren Færch til Hans Færch, igen til dennes søn Søren Færch, derefter til Hans Christian Færch, der afhændede til sønnen Ole Færch, der igen afhændede til sine sønner Rasmus og Jacob Haugaard Færch. Jacob Færch ændrede i 2017 sit navn til Jacob Ellegaard Færch, da han blev gift med Nikoline.

Overklit i Færchslægtens eje

Ifølge udskrift af skøde- og panteprotokollen for Vennebjerg Herred, findes kopi af skøde af 9. august 1869:

Daniel Thanning afhænder hovedgården Overklit, en hollandsk vejrmølle, Vennebjerg sogns kirke med korn- og kvægtiende samt den under hovedgaarden tilhørende fæstegaard til konsul og købmand Søren Færch fra Nibe, ifølge skøde, for 32.500 rigsdaler (ca. 65.000 kr.).

Ifølge udskrift af skøde- og panteprotokollen for Vennebjerg Herred, findes kopi af skøde af 15. juni 1874:

Konsul Søren Færch af København afhænder hovedgården Overklit og den på ejendommen opførte hollandske vindmølle hollandsk vejrmølle for 46.000 rigsdaler (ca. 92.000 kr.) til sin søn Hans Færch. Vennebjerg Kirketiende er ikke nævnt i det renskrevne skøde, men Hans Færch har også ejet kirken.

Skøde af 24. oktober 1910:

Proprietær Hans Færchs enke Caroline Johanne Færch solgte Overklit til sønnen Søren Færch for 85.000 kr. Den hollandske vindmølle er sandsynligvis fjernet på dette tidspunkt, da der intet er nævnt om denne i skødet.

Skøde af 16. februar 1953:

Proprietær Søren Færch solgte halvdelen af Overklit for 150.000 kr. til forvalter Hans Christian Færch.

Skøde af 6. december 1960:

Proprietær Søren Færch solgte den anden halvdel af Overklit for 150.000 kr. til proprietær Hans Christian Færch.

Skøde af 26. april 1977:

Proprietær Hans Chr. Færch solgte tre fjerdedele af Overklit for 1.395.000 kr. til sin søn forvalter Ole Færch.

Skøde af 9. november 1982:

Proprietær Hans Chr. Færch solgte den sidste fjerdedel af Overklit for 825.000 kr. til sin søn proprietær Ole Færch.

Skøde af 20. februar 2007:

Proprietær Ole Færch sælger Overklit til I/S Brdr. Færch for 14.500.000 kr., selskabet ejes af Jacob og Rasmus

Færch (altså 6. generation af Færchslægten, der ejer Overklit).

Rasmus og Jacob Færch, har ikke boet på Overklit som voksne, deres far, Ole Færch, er i skrivende stund forpagter af Overklit.

Tilkøb af ejendomme

Skøde af 17. august 1989:

Ole Færch køber naboejendommen Mariegaard, Mariegaardsvej 23, Løkken af enke Gerda Jensen. Tilkøbte areal var på 61,2 ha., bygninger og ca. 7 ha. solgtes samme år videre til sanger Niels Samuel Hausgaard for 175.000 kr.

Skøde af 2. marts 2017:

Rasmus og Jacob Færch køber Voldvej 32 og 55, Vennebjerg ialt 17,5 ha. for 2.000.000 kr.

Foto er taget den 20. juli 1966 der grønthøstes. Ole er 19 år på det tidspunkt, fotoet er taget, så der er en lang landmandskarriere foran ham.

Ifølge folketællinger har rigtig mange familier været registreret på Overklit, der er ikke dykket ned i hvor alle disse familier kommer fra, men det vides, at mange lokale familier har haft en del af deres arbejdsliv på Overklit og mange også deres bopæl.

Ole har fortalt, at da traktorerne kom, besluttede hans far, Hans Christian, at sådan en skulle de have, da der skulle tre heste foran en selvbinder, det var et meget hårdt arbejde for hestene, der blev brugt to hold heste hver dag, et hold om formiddagen og et hold om eftermiddagen. Bedstefar, som Hans Christian hedder i daglig tale her på Overklit, syntes det var et ganske forfærdeligt arbejde for de arme heste, så med industrialiseringen var det et stykke arbejde, der havde en meget høj prioritet med hensyn til at få arbejdet udført med traktor i stedet for heste.

Det var nok ikke kun hestene, der var glade for traktorerne, det var medarbejderne helt sikkert også.

Overklits adresse: Overklitvej 154, 9800 Hjørring.

Matr. nr. 1a m.fl. Overklit Hgd., Vennebjerg.

Efter køb af naboejendomme i 2017 har Overklit et samlet areal på 174 ha, heraf vej 1,7 ha. Gården har siden midt firserne udelukkende været drevet som en ejendom med planteavl, oprindeligt var der både kreaturer og grise. Kreaturerne blev på et tidspunkt solgt, Overklit blev herefter i en årrække en ejendom med fedesvin og planteavl.

Avisartikel i Vensyssel Tidende 23. oktober 1960

Vennebjerg Kirke

Kirken fulgte ikke med da Søren Færch overtog Overklit i 1910, i 1912 eller 1913 afstod Søren Færchs mor kirken.

Kirken er sandsynligvis solgt til Overklit af kongen efter reformationen i 1536, hvor Den Lutherske tro, kristendommen, indførtes i Danmark.

Mange af landets kirker blev efter reformationen privat ejendom, hvilket gjorde at ejerne af kirkerne kunne opkræve tiende. Efter grundlovens indførelse i 1849 kom menighedsrådsloven, og kirkerne gik stille og roligt over til staten, der så kunne opkræve kirkeskat. Øst for gavlen på Vennebjerg Kirke findes familiegravsted for en del slægten Færch.

På et tidspunkt er der blevet sat større vinduer i Vennebjerg Kirke, 2 af de gamle vinduesbuer er indmuret dels i den østre gavl og dels inde i kirkens kapel, den tredje bue havnede af uforklarlige årsager på Overklit, den var væk i mange år, indtil den blev fundet i forbindelse med nedrivning af en gyllebeholder, se foto på næste side af Ole, hvor

han sidder på vinduesbuen.

På sydsiden af tårnet til Vennebjerg kirke er der jerninitialer for Søren Færch, Overklit, og årstal 1889.

Tidligere var der initialer for *Nicolaj Brorson Agerbech og Karen Aagaard, hvis gravsted findes stående op ad Sct. Hans Kirke i Hjørring (Overklit nævnes på denne store flotte gravsten). **Det smukke navnløse skib, der hænger ned fra loftet midt i kirken, er bygget af en tilskadekommen sømand fra Aalborg og skænket af proprietæt Hans Færch, Overklit, skibet er ophængt i 1908.

Af ***Jyske Samlinger fremgår følgende historie om Blanchflor, der som tidligere nævnt har ejet Overklit:

Før Blancheflor, der var adelig, kommer til at bo på Overklit, har gården været bortforpagtet til bønder i mange år og derfor, havde de der boede på Overklit nok ikke søgt til Vennebjerg Kirke, så ejerne på Villerup fik ejerfornemmelser over kirkestolene i Vennebjerg Kirke, men det ville Blachflor ikke finde sig i, så hun tog kampen op for at få sine rettigheder, i Jyske Samlinger er der et længere skrift vedr. striden om fruestolene i Vennebjerg Kirke. Striden går på hvem der har ret til de øverste kirkestole. Blacheflor taber striden og må gå i den næst øverste kirkestol sammen med Villerups piger.

*Danmarks Kirkehistorie, **Vendsyssel Årbog 1953, ***Jyske Samlinger, 5. række VI bind.

Tekst til avisartikel i Vensyssel Tidende 23. oktober 1960

“Der skal helst være noget, man skal ha’ gjort hver dag”

Saa gaar man ikke i staa, siger den 77 aarige proprietær Søren Færch, der den 1. november har ejet Overklit i Nr. Harritslev i 50 aar.

For ikke saa mange aar siden var proprietær Søren Færch fast udstiller af heste paa dyrskuet i Hjørring. Hans fine jyske hopper høstede adskilligt sølvtøj hjem gennem aarene. Når der var travlt i marken paa Overklit kunne en hesteelsker fryde sig over synet af fem spand solide, røde, blankskinnende jyder, der støt nikkede sig frem over jorderne. I dag er de solgt alle sammen, og i stedet pruster tre store traktorer afsted med vogne og markredskaber. Der er sket mange ændringer i de 50 aar, proprietær Færch har ejet Overklit, og traktorernes indtog paa hestenes bekostning er kun en af dem

Ejerskifte 1. november

Den 1. november er det 50 aar siden Søren Færch overtog Overklit efter sin far Hans Færch, og den dag skifter Overklit ejer igen, idet sønnen Hans Chr. Færch, der i nogle aar har haft halvpart i gaarden, da overtager den helt. Søren Færch er trods sine 77 aar stadig i fuld vigør. Rask til bens og stovt af skikkelse følger han med i alt, selvom sønnen de senere aar har taget sig af den daglige drift. Der skal helst være noget, man skal hver dag, saa gaar man ikke i staa, siger han. Jeg passer stadig fjerkræet – høns, gæs og ænder.

De kender stemmen

Beviset herpaa leverer en flok gæs, der i lykkelig uvidenhed om mortensaften vralter rundt paa den store gaardsplads. Da de hører proprietær Færchs stemme fra hoveddøren, drejes de lange halse, som trukket paa en snor og med hovederne trekvart meter foran de vraltende rumper sætter de kursen mod trappen, hvor de højt skræppende stimler sammen, som en flok udsalgskunder om disken med de billige tilbud. Først da de bliver klar over, at det endnu ikke er fodringstid, holder de bøtte og trasker modstræbende ud paa grønsværen.

I slægten siden 1869

Overklit har været i slægtens eje siden 1869, fortæller Søren Færch. Min bedstefar konsul Søren Færch, der var købmand i Nibe, købte den af Daniel Thanning, og i 1874 overtog min far, Hans Færch, den.

Gaarden var meget forsømt dengang. De fleste af bygningerne var kun til at rive ned, og de blev da ogsaa bygget om med det samme. Hovedbygningen blev opført i 1873, hestestalden samme aar og laden og kostalden i 1875.

Med Overklit, der dengang var paa ca. 10 tdr. hartkorn og havde 30 køer i stalden, fulgte Vennebjerg Kirke, og konsul Færch betalte 36.000 rigsdaler for det hele.

Kirken fulgte med

-Dengang kunne man altsaa uden videre købe en kirke?

-Ja det hang sammen med tiendeordningen, der var tre tiender, en til præsten, en til kongen og en til kirkeejeren. Sidstnævnte havde pligt til at vedligeholde kirken efter provstetilsynets anvisninger, og det, der blev tilovers af hans del af tiendeafgiften, var hans fortjeneste.

Kirken fulgte ikke med, da jeg, efter min fars død, overtog gaarden i 1910, men to-tre aar efter afstod min mor den til selveje.

– Var jorden ogsaa forsømt, da Deres far overtog gaarden?

– Det meste af det saa slemt ud. Der var endda et stykke jord, hvor lyngen var begyndt at gro igen, og det var drøjt at faa ryddet. Min far fræsede, merglede og kultiverede jorden, saa den efterhaanden kom til at yde godt.

Gode og daarlige aar

Der var engang 200 tdr. land, siden er der solgt lidt fra til nogle indeklemte landmænd, og i dag er der 190 tdr. land middelgod jord

– Det har ikke været lige let at være landmand gennem et halvt århundrede.

– Starten var faktisk den letteste. I aarene 1910 til 1914 steg alting støt. Da havde en landmand virkelig mulighed for at forbedre sin bedrift, og han kunne oven i købet betale de maskiner, han købte. Dengang kunne man ogsaa faa folk, og vi plejer at have vore folk i mange aar. Vi har haft adskillige i seks-otte aar, og een havde vi i 22 aar.

Det gaar den gale vej

Fra første verdenskrig begyndte det at gaa den gale vej, og det kulminerede med krisen i trediverne, hvor man kunne købe smaagrise for 40 kr. pr. stk. og saa få 35 kr. for dem, når de gik paa slagteriet.

De sidste par aar før anden verdenskrig var det bedre. Da gik prisen for landbrugsvarer op, og udgifterne var ikke saa slemme, men det forhold er unægteligt ændret siden.

Vi klarer generationsskiftet

Hvordan klarer De generationsskiftet?

– Det gaar forholdsvis let, fordi vi har været enige om det, fra det blev aktuelt. Min kone døde i 1940, og da min søn blev gift samme aar, overtog han og min svigerdatter husholdningen. Min søn virkede som forvalter, indtil han for seks aar siden købte en halvpart i gaarden.

– Vi er seks søskende indskyder proprietær junior, og vi er alle indstillet paa, at gaarden skal blive i slægtens eje. Mine søskende har faaet del i forskud paa deres arv, men hvis de ville forlange boet skiftet, naar min far afstaar gaarden, kunne jeg ikke overtage den, der skulle alt for mange penge ud.

Men selvom vi altsaa har klaret det forholdsvis smertefrit, er der mange, som har store problemer med det. De unge, som overtager en ejendom, burde have en ordentlig skattelettelse paa de afdrag, de betaler. Derved ville de ogsaa hurtigere faa forbedret deres økonomi og indtjening og dermed blive bedre skatteydere for samfundet.

Moderniseret og mekaniseret

Paa en rundtur i gaardens bygninger viser proprietær Færch, hvor der er udvidet og forbedret gennem aarene. Kostalden blev moderniseret saa sent som i fjor, den fik brandsikret loft, separatbokse til alle spædkalve, drikkekummer og nye bindsler. Der er ogsaa planer om en mekanisering af fodring og rensning, men det rigtige system er endnu ikke dukket op.

Ellers er der mekaniseret saa meget som muligt. Roerne læsses ned i en transportør, der fører dem ind i roehuset, og i marken læsses roer og top med maskine. I høsttiden bruges transportør til kornet i laden, selv om den mægtige tømmerkonstruktion af og til er i vejen.

Masser af tømmer

-Der er faktisk tømmer til to lader i den, siger proprietær Færch senior. En del af det er strandingstømmer, men meget af det er kommet fra Norge. Min morfar, der hed Segelcke, var købmand i Lønstrup og han havde skuder, der gik i norgesfart. Med dem fik min far en masse solidt tømmer, og det kostede jo ikke noget videre dengang.

– Men nu skal min søn altsaa overtage det hele, og han har jo da ogsaa et par drenge, der maaske vil overtage gaarden engang. Selv kan jeg jo faa folkepension, selvom jeg ikke behøver at leve af den. Det er for resten ogsaa godt det samme.

– Jeg fik for nogen tid siden en check på 180 kr. for tre måneder, men dagen efter fik jeg en opkrævning på 160 kr. i tvangslaan, saa der var 20 kr. tilovers, og dem kommer man jo ikke langt med.

Mælk for fem kroner

Saadan er der egentlig saa mange ting, man undrer sig over. Jeg kan saaledes huske, da vi havde en radikal regering for mange aar siden, den gik saa vældigt ind for, at det hele skulle være ens for alle, og skønt jeg leverede 1000 pund mælk om dagen til mejeriet, fik jeg skam alligevel et kort, der gav mig ret til at faa mælk for 5 kroner. Kortet har jeg gemt som et minde om tåbelighed.

Det var ogsaa den radikale regering, der under første verdenskrig tildelte hele Overklit én liter petroleum til samtlige gaardens lamper. Vi kunne ikke faa mere, for alle skulle jo have lige meget, og saa brugte vi tranlamper. Det skete, at der gik ild i dem og det var et helt held, at gaarden ikke brændte dengang, men den staar der endnu, og det bliver den forhaabentlig ved med.

Overklit Mølle

Overklit Mølle som postkort. Kortet er skrevet mellem 1906 og 1910, dels fordi Frederik den 8. er på frimærket, han var konge i perioden 1906-1912, dels blev møllen sandsynligvis fjernet senest 1910. Kortet er skrevet af en pige, der har været ansat på Overklit. Kortet fik jeg tilsendt for en del år siden, afsenderen var en herre fra Horsens, der vel havde fundet kortet og tænkt, det måtte have sin plads på Overklit – flot tænkt.

Avisartikel

En gang forbryder – altid forbryder i 1920’erne

En gammel laset frakke vurderet til 25 øre

En ”tidligere straffet” landbrugskarl på 21 år fik i juni 1926 arbejde på herregården ”Overklit” ved Hjørring.

Godsejeren Færch og forvalteren var af den opfattelse, at det var upassende at stille en seng til rådighed for karlen, og lod ham sove ude i en af laderne.

Efter at have arbejdet på herregården i et par uger, blev karlen ked af pladsen og gik sin vej. Ved bortgangen tog han en gammel, laset frakke, der lå på tærskemaskinen. Den tilhørte imidlertid 3. karlen på gården, og selv om frakken var uden værdi, anmeldte han ”tyveriet” til politiet.

”Tyven” blev anholdt, og sagen kom for Kriminalretten i Hjørring, hvor frakken blev vurderet til 25 øre. Den fængslede forklarede, at han troede, frakken var kasseret og henkastet på tærskemaskinen. Ejeren af frakken 3. karlen var mødt op, og fik den på armen hjem.

Overvagtmester Christensen bemærkede meget rigtigt til 3. karlen, at han ikke kunne være bekendt at komme til retten med så ringe en sag; og så gik sagen sin gang ved retten, og ”tyven” blev idømt en fængselsstraf på næsten en måned.

Mon den unge mand nogensinde fik sin genoprejsning? jeg tror det næppe.

Kilder: JP, VT, lokale skrifter m.m.

27.07.2019 – FK Clarkfeldt

1901 Bagerst med pibe Hans Færch, på hans højre side hustru Caroline Johanne Færch og på venstre side Søren Færch, oldefar til Rasmus og Jacob.
Øvrige personer på fotoet vurderes at være ansatte og deres børn.

1909

1914 Familiefoto taget i haven på Overklit, til
venstre med pibe Søren Færch, nr. 2 siddende fra
venste Søren Færchs hustru Gudrun, drengen til
højre må være bedstefar, der i daglig tale altid er
blevet kaldt H C., drengen til venstre må være
bedstefars ældste lillebroder Poul.

1969 6. august er dette foto taget. Bygning forrest til venstre er en staklade, lige bagved er der et hønsehus og den hvide fløj, der er bygget på mod vest er en del af svinestalden, her var grise. Det tidligere fordermesterhus ude til højre er hvidt på dette tidspunkt, det er  kalket det gult for over 40 år siden, det lille hvide hus, der ligger lige fører et hønsehus, her er der dam i dag.

Ca. 1986

Nuværende ejer fra 1995 –     Henrik Hougaard

Skårupgård er en herregård, beliggende i Tolne Sogn, Horns Herred, Hjørring Amt

Skårupgård omtales muligvis i 1419 i formen Skordorp som tilhørende Hr. Niels Ovesen Panter (døde før 1419) til Asdal, Kærsgård og Knivholt og hans hustru Johanne Andersdatter Stenbrikke, men blev på skiftet efter dem i 1419 udlagt til rigshofmesteren Hr. Anders Jacobsen (Jepsen) Lunge til Gunderslevholm, der havde været gift med deres datter Fru. Ingeborg Nielsdatter Panter (døde 1391), Herefter er ejerhistorien noget usikker indtil 1546. Netop dette år overdrog Poul Vinter Skaarupgaard til sine nevøer, Christian og Jens Christensen. Gården var på dette tidspunkt formodentlig blot en almindelig selvejergård. I 1568 nævnes Christopher Pedersen i Skårup. I 1579 fik Fru. Karine Krabbe (Krabbe af Østergård) (døde 1586), enke efter Niels Skeel til Nygård(Brusk Herred)(døde 1561), og Otte Banner til Asdal(døde 1585) på hans hustru Ingeborg Skeel (døde 1604) til Voergårds vegne af kronen tilladelse til at forhandle sig til bondeskylden i en selvejergård i Skårup, formentlig identisk med den i 1546 omtalte gård.

Først i 1600-tallet fik Skaarupgaard hovedgårdsstatus, da den blev ejet af Jørgen Orning, der stammede fra en lavadelig, vendsysselsk slægt. I et brev fra 1636 forpligtigede Orning sig selv og sine arvinger til at levere en del tønder korn til præsten i Elling. Han følte sig forpligtet til dette, da han havde ødelagt byen Skaarup i sin bestræbelse på at oprette hovedgården Skaarupgaard, hvorved præsten mistede noget tiende. Byen Skaarup har dog næppe bestået af mere end et par gårde på dette tidspunkt, men også disse gårde forsvandt altså, da Orning udvidede Skaarupgaard.

I første halvdel af 1600tallet kom Skårupgård i underadmiral Jørgen Orning til Eget besiddelse, i 1638 skriver han sig til Skårupgård, formentlig har han (eller Fru Ingeborg) udvidet gårdens marker anseligt ved at lægge andre gårdes jord derunder. I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.

I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.

Ornings enke, døtre og sønnen Vil Orning overtog Skaarupgaard efter hans død i 1644. Vil Orning døde senest 1658, hvorefter hans svoger Mogens Krabbe, der var gift med Sophie Orning, samlede gården under sig. Krabbe faldt under Den Skånske Krig (1675-1679), hvor han gjorde tjeneste i rytteriet. Hans bror Otte Krabbe, som var en fremtrædende godssamler og embedsmand, administrerede derefter arven for Mogens Krabbes seks umyndige børn.

Det var hårde tider for landbruget, og da hovedgårdenes skattefrihed efter 1682 blev betinget af, at gårdene havde et fæstegods på mindst 200 tdr. hartkorn, mistede Skaarupgaard i 1686 skattefriheden for hovedgårdsjorden. Krabbe fik dog – på de umyndige arvingers vegne – kongelig bevilling til, at Skaarupgaard fortsat kunne være fritaget for tiende.

Efter et par hurtige ejerskifter i sidste halvdel af 1600-tallet kom Skaarupgaard i Otte Arenfeldts besiddelse. Arenfeldts ejede herregården Lerbæk, og Skaarupgaard fungerede efter hans overtagelse som ladegård under Lerbæk indtil 1794, hvor senere stiftamtmand i Norge, Marcus Bøye Rosenkrantz, videresolgte gården.

I første halvdel af 1600tallet kom Skårupgård i underadmiral Jørgen Orning til Eget besiddelse, i 1638 skriver han sig til Skårupgård, formentlig har han (eller Fru Ingeborg) udvidet gårdens marker anseligt ved at lægge andre gårdes jord derunder. I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.

I 1654 skødede Lisbet Rodsteen sammen med døtrene Sophie og Agathe deres part i Skårupgård til sidstnævntes broder Vil Orning, der imidlertid døde senest 1658. Mogens Krabbe samlede derefter en del eller alle arveparter, og hans broder stiftamtmand Hr. Otte Krabbe (Krabbe af Østergård) til Holmegård (døde 1719) fik i 1686 på de umyndige arvingers vegne kongelig bevilling, at Skårupgård herefter måtte være en tiendefri bondegård, hvorefter den i 1687 blev solgt til tidligere foged på Eskær, Rasmus Jørgensen i Dal.

I 1693 ejedes den af Christen Lauridsen, der solgte gården med noget gods til Otte Arenfeldt til Lerbæk (døde 1720) men hvilken Herregård den herefter var forenet til 1794, da den senere stiftamtmand i Norge Marcus Gjøe Rosenkrantz (døde 1842) solgte Skårupgård med tiende for 4200 rdl. til forvalter på Sæbygård, Bo Johannesen Møller (døde 1842) senere degn i Rubjerg, han videresolgte gården i 1798 for 5500 rdl. til Peder Hansen Milling på Tidemandsholm (døde 1838), fra hvem statskassen i 1824 måtte overtage den på grund af skatterestance og først solgte den i 1835 (skøde 1837) sammen med Tolne Kirke og det såkaldte Bangsbo strøgods for 12.600 rbdl. Sølv til købmand C. Sørensen og prokurator, vicekonsul Ferdinand Christian Rørbye, Frederikshavn (døde 1860), de videresolgte i 1837 gården (uden Kirke med tiender) for 4000 rbdl. Sølv til Poul Møller af Elling, fra hvem den siden kom til sønnen Christian C. Møller.

Hovedbygning

Skaarupgaards hovedbygning er en lav, trefløjet bygning. Sidefløjene er delvist af bindingsværk og er muligvis ældre end hovedfløjen. Bygningens alder en ukendt, men den er muligvis opført af Peder Hansen Milling i starten af 1800-tallet.

Under det tidlige 1800-tals landbrugskrise måtte Peder Hansen Milling på grund af skatterestance overdrage Skaarupgaard til statskassen i 1824. Herefter fulgte atter en række ejerskifter, hvor ejer O.L. Bang i 1870’erne forbedrede ejendommen.

I 1877 blev bygningen hærget af en brand, hvorefter O.L. Bang foretog en gennemgribende restaurering. Bang anbragte da sit våben i en lav fronton over hovedindgangen. En efterkommer af Bang, N.S. Høm, købte Skaarupgaard i 1961 og begyndte en gennemgribende modernisering af bygningerne, der var blevet forsømte.

I 2013 fremstår bygningen med grundmurede gavle, et muret gesimsbånd, kalkede mure og saddeltag. Mod gården findes en nyere frontkvist med balkon.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.

Andre bygninger

Umiddelbart syd for hovedbygningen ligger en trelænget avlsgård, hvis længer åbner sig mod hovedbygningen i nord.

Skaarupgaards trelængede avlsgård fra 1800-tallet er opført i grundmur med fast tag.

Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.

 Omgivelser

En landskabelig have med en mindre sø tilhører Skaarupgaard.

Ejere af Skårupgård

1419 – Niels Ovesen (Panter)

1419 – Anders Jacobsen Lunge

1540 ca. Poul Vinter

1546 – Chr. Jens Christensen

1568 – Christopher Pedersen

1600 – Jørgen Orning

1658 – Mogens Krabbe

1687 – Rasmus Jørgensen

Christen Lauridsen

1693 – Otte Arenfeldt (under Lerbæk)

1794 – Boe Johannesen Møller

1799 – Peder Hansen Milling

1824 – Staten

1835 – C. Sørensen og Ferdinand Chr. Rørbye

1837 Poul Møller

Chr. C. Møller

1857 Chr. Fr. Ingerslev

Peter Chr. Wilhelm Frederiksen * 1874 – O.L Bang

1961 – N.S Hom

1874 Andreas Skriver

1874 O.L.Bang

E.K.Jørgensen

1885 F.N.Westengård

1894 J.Westengård

1913 Hans Claus Chr. Bang

1914 Niels Andersen

1944 Knud Andersen

1961 N.S.Høm

1987 – Aage Roune

1995 – Henrik Hougaard

Kilde:

 Hjørring Slægtsforening og Wikipedia

Læs historien om en gård, der blev genfundet

Af Poul Dahl, Horsens-Hammer Hjemstavnsforening. Lokalhistorisk Arkiv.

I Horsens-Hammer Hjemstavns arkiv har vi mange forunderlige ting samlet. I en af arkivets mapper med postkort findes et gulnet fotografi af en gård med en noget løjerlig ”arkitektur”. Hvad var det for en gård, og hvor lå den?
Forfatteren havde længe gået med et ønske om at få fat på flere enkeltheder om gården i Vandsted ved Grindsted og dens mulige tragiske endeligt. Med hjælp fra ældre Grindsted- og Uggerhalneboere lykkedes det at afdække noget af gårdens historie.

Postkort med påskriften Vandstedgaard. Fotoet er fra starten af 1900-årene
Fotografiet er skænket til Horsens-Hammer Hjemstavnsforening af Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.

På det gulnede fotografiet ser man en unormal lang længe, hvoraf en del er hvidkalket, andet fremstår med bindingsværk. Cirka midt på går en kortere længe ud i retning af fotografen. Man fornemmer, at bygningen har udviklet sig i forskellige etaper. Til højre for selve ejendommen ligger et hus, et såkaldt udhus, måske et hønsehus. Alle længer er med stråtag.
Foran ejendommen ses en jordvej, fotografen har stået på den anden side af vejen på en bakke. Der er kun lidt bevoksning mellem fotograf og bygningerne og ligeledes bagved, hvor en vej slynger sig gennem landskabet. Ejendommen ligger formentlig øst-vest, som mange landbrugsejendomme gjorde tidligere.
I arkivets optegnelser har en af medarbejderne noteret, at postkortet forestiller Vandstedgaard og er indleveret af mangeårigt medlem af foreningen og bestyrelsen, Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.
Postkort med påskriften Vandstedgaard. Fotoet er fra starten af 1900-årene Fotografiet er skænket til Horsens-Hammer Hjemstavnsforening af Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.
Men hvad er Vandstedgaard, og hvor ligger eller rettere hvor lå den? I Vandsted ja, men hvor i Vandsted? I en helt anden sammenhæng kørte jeg en lokalhistorisk rundtur i Grindsted og omegn med Lasse Hedegaard Henriksen, Dronninglund, der i en del af sin barndom i 1940’erne boede i
Grindsted. Lasse vidste, hvor Vandstedgaard lå, for han havde boet der i en kortere periode under Besættelsen. Vi kørte ind ad Vandstedvej fra øst, krydsede den ældgamle vej til Møgelmose, forbi huset mange kalder for ”Ekko”, hvor Gartnerkarl og hans mor i sin tid boede. Hundrede meter længere mod vest går en nu næsten forsvunden vej mod syd, her lå Vandstedgaard. Der er stadig fundamentrester, hyld og andre planter, der vidner om tidligere beboelse.
Lasse fortalte, at den landsbrugsejendom, hans familie boede på i Grindsted, på nuværende Svanelundsvej, brændte delvis ned som følge af tyske sporlyskugler, der faldt ned på stråtaget og forårsagede ildløs. Familien blev genhuset for en periode i Vandstedgaards hønsehus, det fritstående udhus på fotografiet.

Vandstedgaard fik en sørgelig ende, ifølge en notits i Aalborg Stiftstidende fredag den 12. april 1957 brændte gården, og et spædbarn blev kvalt ved branden. ”En otte måneders datter af arbejdsmand Otto Børgesen, Vandstedet ved Uggerhalne blev i eftermiddags kvalt, da der opstod ild i hendes hjem. Branden, der skyldtes en væltet petroleumsdunk, bredte sig med så stor hast, at beboerne ikke kunne komme ind til den lille, der lå og sov. Efter adskillige forsøg slap en ung mand ind gennem de knuste vinduer, men var selv ved at kvæles i røgen.” Artiklen slutter med at fortælle, at det var Horsens-Hammer Kommunes husvildebolig, der nedbrændte, og som blev beboet af børnerige familier.

Forrets i billedet ses Vandstedvej. Mod syd anes vejen gennem ”Vandstedgaard”. Hønsehuset, hvis fundamenter stadig kan se af den, der leder omhyggeligt, lå til højre, hvor grantræet rager op.
”Nutidsfotografen” kunne på grund af granplantage ikke komme op på den bakke, hvor ”fortidsfotografen” stod placeret.
Foto: Ole Faaborg, 2017

Vognmand Knud Skindbjerg fortæller, at det var hans far, Henry Skindbjerg, der forsøgte at komme ind for at redde spædbarnet. Baggrunden var, at ilende fra Vandsted kom til Grindsted for at telefonere efter brandvæsenet. På den baggrund løb Henry og Harry Larsen fra ”Mellergaard” ned til brandstedet. Harry stod udenfor vinduet, mens Henry prøvede at komme ind, hvilket altså mislykkedes!
Det blev enden på Vandstedgaard, den blev ikke genopbygget, men henligger nu med så få fundamentrester, at man knapt aner, at der tidligere lå en ejendom på stedet, hvor frugttræer, buske og grantræer nu er fremherskende.