“ALT FORMÅR JEG I HAM, SOM GIVER MIG KRAFT”
– citat fra Paulus’ brev til menigheden i Filippi.
Af Poul Sørensen, Værløse
Den hverdagsbegivenhed, som dette fotografi viser, har indprentet sig i min bevidsthed siden den sommerdag i 1955, da jeg var 9 år.
Jeg vidste, at billedet fandtes i et eller andet fotoalbum hos et familiemedlem.
For få dage siden sendte niece Annemette billedet til mig på en sms.
Annemette er det yngste barn af Niels, som ses på stigen på taget.
Niels er min ældste bror, født i 1935.
Landmandssønnen Niels var i 1955 lige blevet udlært som tømrer og snedker hos Søren, som tillige drev en kro i Mosbjerg.
På billedet ses det, at far – Edvard – har givet Niels den opgave at fuge en af de to skorstene på stuehuset til mit barndomshjem, “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
På billedet rækker Niels ud efter spanden med mørtel.
Jeg ville gerne være den, der rakte den tunge spand op til Niels.
Jeg troede måske også, at det var mig, der rakte spanden op til Niels, men i virkeligheden var det far, der gjorde det muligt for mig at gøre det.
Som en dygtig håndværker fuldførte Niels opgaven på hustaget. Niels har været den eneste i familien, som kunne og turde gå op og fuge skorstenen på tagryggen.
Da vi kom ned fra stigen slog en overraskende tanke ned i mit sind: “Poul, du bliver præst!”
Det blev jeg også som 34-årig efter omveje, som i sig selv var udmærkede, men for mig var det omveje.
En af omvejene var en plads som handelselev ved Møller Lee’s Tømmerhandel i Hjørring fra 1963 til 1967.
På den gamle tømmerplads ligger nu indkøbscentret Metropol.
Jeg blev meget overrasket over den tanke, som blev plantet i mit sind neden for stigen i 1955.
Jeg holdt dennne tanke for mig selv dengang.
Kan du som læser få øje på nogen sammenhæng mellem tanken i mit sind og hverdagsbegivenheden i sommeren 1955?
Som voksen har jeg tænkt over, at der er en sammenhæng:
Jeg troede der oppe på stigen, at det var mig, der rakte den tunge spand op til Niels.
Far lod mig blive i den tro.
Neden for stigen fik jeg mit livs kald til at blive præst.
Ifølge Det Nye Testamente er evangeliets forkyndelse noget som sker blandt os mennesker, men arbejdet udføres reelt af Helligånden, sendt til verden.
Det er en dyb erkendelse, som teologen Anna Marie Aagaard ligefrem har skrevet en doktordisputats om.
Det kan kun være denne dybe tanke, som slog ned i den 9- årige dreng en sommerdag i 1955.
Du, som ser fotografiet og læser min fortælling , vil sikkert også kunne pege på en hverdagsbegivenhed i dit liv, som fik betydning for hele dit liv.
Din egen livshistorie rummer sikkert et øjeblik, som kan stå mål med det, jeg oplevede i sommeren 1955.
Reformatoren Martin Luther har vist os, at hver enkelt af os har fået sit kald fra Gud.
Vi må godt være stolte af det kald, der blev givet os, blot vi husker på, at vi ikke formår noget i egen kraft.
Herren Jesus siger selv: “Jeg er det sande vintræ” – og vi er grenene.
Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, således kan vi heller ikke bære frugt af os selv.
Skilt fra Herren Jesus kan vi slet intet gøre.
Med apostlen Paulus må vi have lov at sige: “Alt formår jeg i Ham, som giver mig kraft”.