Af Svend Høholt Jensen, Sindal
oktober 2025
I mit virke som vurderingsformand havde jeg jævnligt opgaver med at omvurdere ejendomme, når der blev bygget til eller ændret.
En dag gjaldt det en ny carport ved Skørbækshede – nærmere bestemt hos den berygtede Tolne-bande.
Tolne-banden var kendt for deres uro de skabte i Sindal og omegn.
De vækkede ofte byens eneste købmand i Tolne – midt om natten for at købe to kasser øl, som skulle leveres til deres adresse i Tolne.
Det var ikke folk, man glemte. – ej eller butiksfolk i Sindal.
Jeg havde fået oplyst, at der var opført en ny carport på ejendommen, så jeg lagde vejen forbi en dag, jeg var ude at køre.
Jeg bankede på døren, og ud kom to skumlede mandspersoner – flankeret af en flok gøende hunde.
Jeg forklarede mit ærinde og gik hen til carporten for at besigtige den. Den var helt åben, bygget på fire solide 4×4 stolper og med et kraftigt betongulv. Jeg undrede mig over det solide betongulv ved en simpel carport.
Jeg tog afsked med de to herrer og hundene og vurderede efterfølgende, at carporten ikke tilførte nogen nævneværdig værdiforøgelse til ejendommen.
Men så rullede sagen ud i medierne: Tolne-banden havde likvideret en mandsperson, parteret ham og brændt ham i stuehusets kakkelovn. Asken blev efter sigende blandet i betonen til carportens gulv.
Da jeg vurderede betongulvet, var kvadratmeterprisen – som jeg husker – 160 kr. Uden hensyntagen til den noget makabre tilsætning.
Senere, da jeg tilfældigvis var på besøg på politigården i Hjørring og blev budt på kaffe i kantinen, kom snakken på Tolne-sagen.
På et tidspunkt blev jeg tilbudt suppe – en særlig gestus til gæster fra Sindal, sagde de.
De havde nemlig hele fem mælkejunger stående med askebeton fra den afdøde. “Så værsgo og spis”, Svend. – velbekomme!