Til Vor lille gerning ud…

For fire måneder siden stod   Bageriet Ingeborg og caféen,
Nørregade 13, 9870 Sindal uden fejer og gårdmand. Den gamle fejemand havde i ét elegant ryk besluttet, at nu skulle kosten hvile, og otiummet tages i brug.

På min faste ugedag i caféen kom bestyrerinden listende med sit mest uskyldige smil:

“Svend… har du ikke lyst til at afløse vores fejer? Bare én gang om ugen. Du får kaffe og rundstykke.”

Det lød jo som en aftale, der kunne bære – i hvert fald indtil de fandt en fast mand.

Og jeg var jo ikke fremmed for en kost. Jeg havde tidligere fejet mig igennem både landbrug, havnearbejde, militærmesse, trælast, lokalpolitik, rådhuspedel-liv, langtidsledighed, vurderingsråd, ligningskommission, skatteankenævn – og som husejer havde jeg jo også fejet lidt hist og pist.

Men én gang om ugen viste sig hurtigt at være lige så optimistisk som en nytårsforsæt-liste. Selvom der stod to affaldsspande, blev der smidt papir, skodder, tyggegummi og ispinde, som om fortovet var en slags kommunal skralde-lotto. Så det blev til flere kopper kaffe og rundstykker – og en kost, der fik mere motion end mig.

Folk, der passerede, udtrykte stor glæde over, at fortovet blev fejet. Nogle pegede endda på andre steder i byen, der også kunne trænge til en kost med fører. Et lille mindretal var mere direkte:

“Det er so’t, Svend – nå da-da-da!”

Så til bagsiden:

Bag caféens P-plads kunne der holde fem biler. I teorien. I praksis var det mere som musical chairs uden musik. Ejeren og lejeren havde svært ved at få del i pladserne, så ejeren satte skilte op til tre pladser. Det holdt i en måned. Så blev skiltene fjernet med kirurgisk præcision og nul høflighed. Jo, jo – også i vores bette by kunne der ske ting, der ville få selv Sherlock Holmes til at klø sig i nakken.

Bestyrerinden prøvede igen:

“Du har jo været noget ved kommunen, Svend – kan du ikke lige tage en snak om skiltningen?”

Jo, jo – jeg havde da været ved kommunen… men det var længe, længe siden. Alligevel lovede jeg at gå derop.

På kommunekontoret blev jeg venligt modtaget af chefen i teknisk forvaltning, som sendte mig videre til sagsbehandleren. Det blev et kort møde. Indholdet kunne være skrevet på bagsiden af en serviet. Sagsbehandleren havde tydeligvis besluttet sig, inden jeg kom ind. Ærgerligt – men a’ ko’mer i’jen.

Det gamle ord om, at nye koste fejer bedst, rumsterede i hovedet på vej hjem.

Tilbage på forpladsen ved caféen – frem med harmonikaen. Rigtige venner er der altid… lige indtil der skal fejes for egen dør.

Svend Høholt – marts 2026.