Bådstedhedevej 10

Historien om Vrensted Fællesvaskeri som blev til en lille helårsbolig på 62 m2

Industrialiseringen begyndte for alvor i 1950 erne på alle områder og det fandt man også ud af i Vrensted.

En gruppe mennesker blev i 1953enige om at bygge et Fællesvaskeri.

Følgende er 35 år efter etableringen indrykket som annonce i avisen i 1988.

“I Vrensted har ca. 20 familier tegnet sig for at oprettelse af et vaskeri med selvbetjening. Anlægssummen andrager ca. kr. 25.000 og leveringen af anlægget er overdraget Aarhusfirmaet Sigvald Lund. Vaskeriet monteres med maskiner fra Nyborg Vaskerimaskinefabrik.

Der har været afholdt stiftende generalforsamling i Interessentskabet der står for vaskeriet, og det blev her vedtaget, at lade vaskeriet opføre så snart man har sikret sig en egnet grund.  Til bestyrelsen valgtes fru Marie Frandsen, Bådstedhede, lærerinde fru Westergaard, købmand Poul E. Christoffersen, murermester Chr. Nielsen og handelsmand Simon Thomsen, der valgtes til formand. Anlægget afdrages over femten år.”

(se annoncen nederst)

Et lille gult murstenshus blev opført på en grund mellemmem købmanden og  Sct. Thøgersvej, og indrettet med tre rum på en 703m2  stor grund. 

Huset der var på 62 m2 med Vaskerum, tørrerum og strygerum.

Jeg ved ikke hvem der var foregangsmand i dette projekt. Det blev etableret som et interessentskab.

Skønt var det for vores mor og andre Vrensted familier, at man nu kunne ordne alt vasketøj i vaskeriet, i stedet for af bruge gas gruekedlen ude i vores vaskehus eller hvad man nu brugte for at vaske.

Man lejede/bookede sig ind i det nye vaskeri og så blev der ellers vasket i en stor tromlevaskemaskine.

Der var også i vaskerummet opstillet en stor centrifuge, hvor man efterfølgende lagde tøjet i for oven – der kunne være rigtig meget i den – og så fik tøjet ellers en ordentlig slyngetur.

Herefter blev det hængt op i et tørrerum.

Efter tørring var der så mulighed for at få strøget tøjet på en stor varmerulle i det 3. rum.

Det var lidt sjovt at være med til det. Det stod som regel på over to dage.

Et stort fremskridt var det der i 1950 erne.

I dag er vaskeriet ombygget til bolig og chauffør hos Mathias Vestergaard, Ejnar Andersen boede der indtil sin død i 2012.

Huset der har været indrettet som bolig i mange år, er senest i 2021 solgt til en familie fra Viborg, der har renoveret huset totalt – nu bruges det som fritidsbolig.

En Telefoncentral var en kommunikations virksomhed som via et omstillingsbord satte telefoner i forbindelse med hinanden. Centralen dækkede et geografisk område, som kunne være en by eller en bydel. Fra telefonens barndom til op i 1950’erne var centralen manuelt betjent, herefter semi-automatiske frem til slutningen af 1970 erne, hvor de blev med otte cifre og fuldt automatiseret.

En abonnent, der ville i telefonisk forbindelse med en anden abonnent, ringede centralen op på sin telefon:

En telefonist svarede,

 og abonnenten opgav nummeret på den abonnent, man ønskede forbindelse med. Telefonisten forbandt med kabler på omstillingsbord pågældende abonnenter, hvorved modtagende abonnents telefon blev aktiveret. Telefonisten registrerede den forbrugte samtaletid, som påførtes den løbende regning hos den abonnent, der havde ringet op.

Telefoncentralen var ejet og drevet af et telefonselskab.

I Vrensted havde vi i 1950 erne også telefoncentral. Den havde til huse på nuværende Vingevej 6, dengang med udsigt til trehjørnet.

Det var netop dengang, vi havde telefoner som ovenfor og hvor man ringede op til centralen og bad om det nummer vi skulle snakke med. Vi havde, Vrensted 17.

Central Kesse og konen Inger, kaldet “centralbestyreren”,  vidste altid meget om hvad der skete i Vrensted og omegn, idet de kunne høre med på samtalerne.

Mange gange har de, hvis et nummer ikke svarede eller var optaget, kunne fortælle, hvor og hvornår folk kunne træffes.

Det betød meget, at man havde gode og ordentlige mennesker på Centralen og det havde vi i Vrensted.

Fortalt af Anne Hyldgaard lige til at smile af:

Min far Børge Hyldgaard har ofte fortalt

En lille anekdote om telefoncentralen, hvor min farfars søster, Stinne, arbejdede. Når min farfar, Anker E. Nielsen, snakkede med sin bror, Reinholdt, i telefonen, blev der snakket om lidt af hvert. En gang imellem stoppede de dog op i samtalen og sagde “Nej, vi må hellere lade være, for Stinne lytter bare” – hvortil Stinne svarede “Nej, det gør jeg ikke”.

Marie Frandsen, Bådstedhede – kogekone i Vrensted og omegn

 

 

Jeg husker kogekone Marie Frandsen ude fra Bådstedhede som en glad og smilende men bestemt kone, der kunne dirigere med sine medhjælpere. Hun var en meget brugt kogekone hos mange i Vrensted. Hun var som sagt en livlig og munter dame som lavede noget godt mad. Mor og far har brugt hende rigtig mange gange til fester, fødselsdage, konfirmationer bryllup m.m. Hun kom i mange år cyklende ude fra Bådstedhede. Hvordan hun blev kørt hjem husker jeg ikke. Men hjem kom hun altid i god behold. Husker dog at de fik bil på et tidspunkt. Hun kunne godt lide et glas vin, men det gik aldrig over gevind. En god cerut havde hun næsten altid i munden.

Som ung lærte hun faget ved simpelt hen at tage plads i køkkenet på et pensionat i Middelfart og kort efter sit giftemål med Hans Frandsen fik parret bopæl i Vrensted.  Ikke længe efter fungerede hun som kogekone ved en privat fest i Vrensted, og siden har hun stået for den kulinariske  side ved hundredvis  af bryllupper, barnedåb, fødselsdage og andre festlige lejligheder i forsamlingshusene og i hjemmene i Vrensted og omegn. Hun var agtet og afholdt for sin dygtighed og sit overblik.

Til min fars 50 års fødselsdag i 1963 stod fru Frandsen i køkkenet. Det var første gang jeg skulle med til en voksenfest hjemme.

Det var en herrefrokost. Der blev ikke indtaget for lidt. Som gæster var der Vrensted folk, fars brødre og en del kolleger både fra skolen og omegnsskoler m.fl. Lige pludselig ringede telefonen. Stemningen var høj. Ham der sad nærmest telefonen, det var førstelærer Vinther Jensen, Ø. Hjermitslev. Husker ham som en sjov person. Han tog telefonen med bemærkning om, hvad han kunne hjælpe med. Vedkommende som ringede spurgte efter fru Frandsen. Vinter Jensen var meget uforstående over for spørgsmålet, for han kendte ikke fru Frandsen. Efter længere tid samtale hvor vi tilhørere var ved at dø af grin, endte det da med at Fru Frandsen blev hentet frem fra køkkenet og fik talt med den aldeles uforstående person der ringede op.

Det var første gang hjemme, jeg drak for meget og skulle brække mig flere gange.

Ved samme fødselsdag kan jeg også huske, at min fars bror (han var lærer og blev senere præst) også fik rigeligt – han kom i en god stemning – og han gik på besøg på alderdomshjemmet,

som var vores nabo. Her besøgte han alle de gamle. På et tidspunkt blev han så efterlyst og fundet derovre.

Det har vi moret os over mange gange siden.

Kommentarer:

04.11.2018 Fortalt af Egon Olesen, Philiphinerne, førhen Stenum barnebarn af Alfred Westergaard, der boede i Villa Thybo i Vrensted

Vedrøernde Marie Frandsen. (Kogekone i Vrensted og Omegn)

Jeg husker hende fra min tid hvor jeg besoegte min Moster og hendes mand. Det var lilly og Hans juul Hansen som boede paa baadstehede. En anden ikonisk person ville vaere “Sy Gusta” som var det navn hun gik under. Det var Auguste Westergaard som var soester til Alfred Westergaard, som igen var min bedstefar. Hun var “pebermoe” altsaa udgift.Det var en strid kvinde med en skarp tunge. Hun tog rundt omkring og syede kjoler til de nok lidt mere tunge hus og gaards mands koner. Hun skulle hentes, og jeg husker min far som ellers ikke var til at slaa ud af kurs, men hente “Sy Gusta” kunne faa selv den mest barske mand til at ryste. Jeg er sikker paa at min moster, som du kender og bor i Vensted mejeriby, eller naermere sagt huset “Thybo” har mange historier om hende.

Fortalt af Kirsten Andersen- 

Fest og brug af kogekone og serveringspersonale: 

 

Når der var fest i Vrensted, var Marie Frandsen det naturlige valg til at lave maden, der var tit over 100 mennesker samlet når der var runde fødselsdag, bryllup, sølvbryllup m.m. Serveringspersonalet var børn af de af vores forældre som var inviteret med. Lønnen for en hel aftens slid var tit et par nylonstrømper, et lommetørklæde eller lignende. Men vi havde det sjovt. Jeg tror billedet stammer fra en fest hos Madsen og Karen på Libak.

Her billeder fra forskellige fester i Vrensted

 

 

 

1992 blev fru Frandsen 75 år.

Fra en Lokalhistorisk bog i Løkken-Vraa Lokalhistorisk.

 

 

Vrensted gamle skole som blev nedlagt i 2011 er nu blevet ombygget til “Byens Hus” et samlingssted for alle byens borgere og foreninger.  Desuden er der lokaler til en børnehave. Det gamle forsamlingshus i Vrensted er solgt og Byens Hus skal nu også indeholde et Forsamlingshus hvor lokaler kan lejes som førhen.

Indvielse af Byens Hus i Vrensted sker i november 2018

En lang proces har det været, men man har kæmpet i Vrensted.

 

 

 

 

BYENS HUS

Byens Hus er en ombygget version af den gamle folkeskole i Vrensted, som i stedet bliver til et fælles aktivitetshus Byens private børnehus, idrætsforeningen, Forsamlingshuset samt en række foreninger og aktivitetstilbud vil holde til i Byens Hus Det samlede areal reduceres med ca. 30 procent, så det ender på ca. 1300 kvadratmeter. Byens Hus kommer til at koste komme små 10 mio. kr. Byens borgere har selv samlet godt 800.000 kr. til det nye aktivitetshus Hjørring Kommune betaler 3.961.000 kr. mens Lokale- og Anlægsfonden har doneret 2.879.000 kr. Derudover er kommet 1 million fra A.P. Møller Fonden og 1 million kommer fra Realdania.

 

 

Den lukkede skole i Vrensted i Hjørring Kommune omdannes til et fælles aktivitetshus for hele landsbyen. I Vrensteds nye samlingssted, Byens Hus, bliver der plads til idræt, forsamlingshus, madværksted, café, lokalarkiv og daginstitution.
Risikoen for fraflytning og landsbydød er altid til stede, når skoler lukkes. Da Vrensteds skole blev lukket i 2011 lagde Hjørring Kommune en strategi for, hvordan landsbyen kunne udvikles og den lukkede skole rumme andre aktiviteter, der skal være med til at sikre landsbyens overlevelse.

Samtidig med skolelukningen har Vrensted i de senere år, som mange andre landsbyer, oplevet at en række forretninger er lukket og indbyggere flyttet væk. Lukningen af skolen kunne have været dødsstødet, men strategien om ny udvikling af landsbyen, udmønter sig nu i et fælles samlingssted.

Byens Hus skal genskabe Vrensted Skole til et socialt og aktivt møde- og udfoldelsessted. Huset bliver et centralt samlingssted med flere brugergrupper, der imødekommer og inviterer bredt, på tværs af generationer og gøremål, og skaber samling og sammenhold i landsbysamfundet.

Kultur Forsamlingshus

Fakta
ARKITEKT
Rønnow Arkitekter A/S og EKJ Rådgivende Ingeniører A/S

OPFØRT
Bevilget projekt

BEVILLING
2.087.900 kr.

ANLÆGSSUM
9.990.000 kr.

BYGHERRE
Hjørring Kommune

AREAL
1.301 m²

Adresse
Stationsvej 12, 9480 Vrensted, Løkken
Fondens stemme
En by i byen
‘Byens Hus’ opbygges som om en lille by i byen med en indvendig hovedgade, der samler indbyggerne og brugerne af huset, og derefter fordeler dem i zoner og rum til de forskellige aktiviteter. På den måde mødes folk på vej til aktiviteterne i Byens Hus som de i tidligere tider gjorde det langs en landsbyhovedgade.

Som et gennemgående arkitektonisk greb er der skabt stor gennemsigtighed mellem de forskellige aktiviteter inde i huset og god kontakt mellem indendørs og udendørs aktiviteter.

Omkring hovedgaden er Byens Hus inddelt i tre zoner:

En idrætszone med gymnastiksal på 130 m², streetsport en “players lounge”, der er et uformelt mødested for idrætsfolkene. Idrætszonen forbindes direkte til den udendørs idrætsplads.
En forsamlingszone bliver et moderne bud på forsamlingshusets kvaliteter. Her kommer der madværksted på 81 m², en stor forsamlingssal på 165 m² og en mindre forsamlingssal på 66 m². Der kommer direkte udgang fra forsamlingszonen til et terrasseområde med køkkenhave og højbede og et afslapningsområde med hængekøjer.

En børnezone, bestående af en vuggestue på 60 m² og et aktivitetsrum til børnehavebørnene på 52 m². Børnezonen kan om aftenen og i weekenderne benyttes som møde- og samlingsrum af de ældre brugere af Byens Hus.
I alt kommer omdannelsen af Vrensted Skole til Byens Hus til at koste 9,773 mio. kr. Hjørring Kommune støtter med 3,961 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden har bevilget 2 mio. kr. Projektet er tegnet af Rønnow Arkitekter i samarbejde med Ingeniør Aps Ole Møgelmose.

En skøn historie fortalt af Arne Søndergaard Jensen, Løkken, født og opvokset i Vrensted.

Med tilladelse fra Arne,  et uddrag af hans bog “Kæden af kærminder”,  udgivet i 2002

Tidligere blev skolernes efterårsferie kaldt ”Kartoffel-ferien” fordi den faldt på det tidspunkt, hvor kartoflerne normalt var klar til at blive taget op.
Som større drenge blev der af og til sendt bud efter os, især i efterårsferien, eller kartoffelferien, som var det mest brugte navn for den ferie på det tidspunkt. Der var som regel nogle faste steder, hvor vi hjalp til nogle år. Daglønnen var 10 kr., som var mange penge dengang. Der var forskellige måder, som blev anvendt, når kartoflerne skulle tages op, men drengenes arbejde bestod altid af at samle kartoflerne op i store tørvekurve (pileflet kurve), som så blev løftet op og tømt af i en vogn af de voksne.

Selve optagningen kunne variere meget. Nogle gange blev kartoflerne hakket op af jorden med et redskab, der også blev brugt til at rage møg ned af møgvognen. Andre steder blev de pløjet op, men der fandtes også hestetrukne kartoffeloptagere, som med et sindrigt system af roterende kortskaftede forke (en greb) kunne sende kartoflerne et par meter eller mere ud til siden, hvor de så blev samlet op af drengene.

Jeg husker første gang, vi prøvede at samle op efter optager, der blev trukket af en Ferguson traktor. Kartoflerne blev pløjet op af et indbygget plovskær og derefter ført op over en rund roterende jernrist, som lignede en skål med bunden i vejret. Risten rensede jord, sten og kartoffel toppe samt andre urenheder fra, mens kartoflerne trillede ned mod en række kæder, som fik de optagne kartofler til at ligge i en næsten l ige række. Med den type optager var kartoflerne særdeles nemme at samle op i kurvene. Der skulle ikke gå ret mange år, før der blev opfundet en transportør, der
kunne lede kartoflerne op i en vogn, der kørte ved siden af optageren. På den måde blev drengenes opgave overflødig, så der var ikke flere penge at tjene på den måde.
Kartoflerne blev kørt sammen i lange kartoffel kuler, som blev dækket med halm og jord. En af de almindelige kartoffelsorter, der blev anvendt, hed Alma. En anden meget anvendt sort, var Bintje. Alma var en melet sort, som let kogte ud, når de blev brugt i husholdningen, og for mange mennesker på landet var den, den foretrukne kartoffel til daglig brug. Men de fleste af kartoflerne blev brugt som foder til dyrene. Til det formål var det meget almindeligt at få kartoflerne kogt. For at få de store mængder kartofler kogt benyttede man en stor transportabel kartoffelkoger.

Kartoffelkogeren var mange steder ejet af en andelsforening, og kogeren gik så på omgang mellem foreningernes medlemmer. Det var almindeligt, at når det blev en landmands tur til at få kogt, skulle kogeren hentes på den gård hvor den sidst havde været i brug. Selve kogeren var et stort monstrum med en lang skorsten, der kunne lægges ned under transporten. Der var tre kedler, som kunne drejes rundt om en lodret aksel. Når den første kedel var fyldt op via en transportør, der førte kartoflerne fra et vaskeanlæg op i kedlen, blev kedlen drejet hen til kogning. Når kogningen var overstået, blev kedlen igen drejet en tak, for at blive tømt gennem en låge i bunden af kedlen.
For at bringe kartoflerne i kog, blev der brugt en del affaldstræ til at tænde op med, men den egentlige varmekilde var kul. Efter kogningen blev kartoflerne kørt med trillebør til de siloer, hvor de skulle opbevares, indtil de skulle bruges. Når de kogte kartofler blev vippe ned i siloen, skulle de trædes godt sammen, og det var en speciel fornemmelse, men også noget værre klisterværk at træde i de meget varme kartofler.
På en af de gårde, hvor vi færdedes meget, var der indrettet en kanal i svinestalden, som var beregnet til opbevaring af kogte kartofler. Kanalen var dækket til med planker, som kunne holde til at blive kørt på.
Der var også mange landmænd, der fik kogt kartofler på mejeriet. Det foregik på den måde, at der blev kørt en vognfuld kartofler til mejeriet. Vognen var lukket hele vejen rundt og overdækket med en presenning. I bagsmækken var der boret et hul, hvor der kunne stikkes et langt spyd ind midt i læsset. Spyddet var en forlængelse af en dampslange, som kom inde fra mejeriet. Selve spyddet var forsynet med en masse huller, hvor dampen kunne strømme ud og på den måde koge kartoflerne.

Kartoffelhøsten var hårdt slid for landmændene og deres folk, men der var også gode stunder i den travle hverdag. Hvis markerne lå langt væk fra gården, kom konen eller pigen ud i marken med kaffe og mellemmadder til folkene. Det var solide skiver brød med ost eller marmelade, og selvfølgelig saftevand eller kaffe, som blev transporteret i store flasker, der var pakket ind i avispapir.
Jeg husker tydeligt fra en sådan kaffepause hos gårdejer Rikard Justesen, hvor vi samlet i en flok for enden af marken. Vi sad rundt omkring i halmen, der var klar til at blive lagt over kartoflerne. Pludselig hørte vi en lyd i luften over os, og der så vi en meget stor flok vildgæs, der fløj i en stor V-formation. Jeg husker tydeligt, at de voksne sagde, at de aldrig før havde se så mange gæs på én gang.

Billedet af den store flok gæs, stemningen i marken, karlens flirten med pigen, som var kommet med kaffen, røgen fra det bål af kartoffeltoppe, i hvis aske vi senere skulle stege kartofler, er alle ingredienser i mit bedste erindringsbillede om kartoffeloptagning i Vrensted i begyndelsen af halvtredserne.

 

 

Hvem var “Minister Tøvdor”  (Theodor Jensen), Brønderlevvej 44, Vrensted :

Anders Theodor Johan Jensen  f. 14.10.1886, d. 06.06.1969 han blev 83 år gammel.

Han boede hele livet i den ejendom hvor han var født, Brønderslevvej 44, Vrensted.

Fortalt af nedennævnte den 07.10 2018

Jens Otto Madsen:

Er der nogen der husker Theodor Jensen også kaldet “Minister Theodor”.

Han boede i den lille ejendom på hjørnet af Brønderslev vejen og vejen ud til Kongsengene. (Niels Elmer Helledie bor der i dag).

Som barn blev jeg og min søster altid  bange når vi så ham komme cyklende ned mod den gamle Byskole, med piben i munden. Vi låste altid dørene. Han var på vej til  Brdr. Bedholms bageri som lå lige over for  Vrensted Byskole, hvor han fik gammelt brød til sig selv og sin ko.

Hvem var han. ?

Han var enlig og havde været daglejer på gårdene.

Annalise Jørgensen:

Jeg husker tydeligt Minister Theodor. Vi boede på Vingevej, og når han kom gående i sin lange sorte frakke blev vi børn så bange. Han leverede også sommetider en skrå på vejen, som vi syntes var meget ulækkert:)))

Kirsten Andersen:

Jeg husker også tydeligt Minister Theodor. Jeg var også bange for ham, jeg husker egentligt ikke hvorfor. Nytårsaften når vi unger skulle ud og lave ballade, var det store hit, at løbe helt op til hans hus og banke på hans vinduer, vi løb alt hvad vi kunne før han eventuelt skulle komme ud af døren.

Ulla Hansen:

Når vi sad på Brønderslev vejen og skrev nummer plader op,

“hvis Tøvdor kom ( på Vrensted sprog), så var jeg væk.”

Karina Nielsen:

Ham var jeg meget bange for, kan huske når han kom trækken med en ko, hans kroge tjep og hans næse træsko.

Han flyttede ind på alderdomshjemmet, men pakkede alle kludene en dag og drog øster ud af byen, for han ville ikke bo der længere. De ville bestemme hvornår han skulle i bad, det gad minister Klein ikke 😊 (fortalt af morfar Thyge Jensen)

Han sang øster ud af byen gennem Nyhavn fra alderdomshjemmet “hjem mit kære hjem”

Engang min mor legede på gl Byvej dukkede han pludselig op af grøften og sagde “så hold da kæft tøs, ka du ikke se jeg er ved at skide” (på vrensteds;))

Helle Kragh Nielsen:

Jeg husker min far sige, at Minister Theodor lavede suppe på en karklud. Dette sprogbillede dækkede naturligvis over, at Minister Theodor var en sparsommelig mand. Min far besøgte ham jævnligt, og jeg var sommetider med. Det forekommer mig, at der var ret snavset i huset og at vi beholdt vores fodtøj på, når vi gik ind i huset.

Jørgen Michaelsen:

Theodor var ganske ufarlig, når jeg cyklede hjem fra skole kaldte han nogen gange om jeg ville hjælpe ham med at rense dysen på hans primus, jeg husker det lugtede af petrolium i hele huset:

Ole Nielsen, Gøttrup:

Jeg husker også Theodor fra min tid som kommis ved købmand Simonsen.Jeg har handlet med ham mange gange og han sagde altid han kun skyldte penge 2 steder. Det var indenbys og udenbys,men en sjov fyr det var han. Han var ungkarl og levede af sin pension.

Orla Jensen:

Han havde en ko, som blev passet bedre end de fleste køer. Han trak med den langs grøftekanten, så den kunne få det bedste græs. Den gav mere mælk end de fleste køer i Vrensted !!

Theodor blev engang udsat for et tyveri. Et par fyre kom forbi og fortalte, at de kom fra kommunen og skulle kontrollere at ældre ikke lå inde med for mange kontanter! De fik hans tegnebog og konstaterede, at han havde for mange kontanter, det ku’ jo friste svage sjæle, sagde de. De ville sørge for, at kommunen opbevarede dem forsvarligt. Bagefter sagde Theodor, at det var godt de ikke havde kiggget i det bagerste rum i tegnebogen. Det var der de store sedler var!!

Leo Jensen:

Theodor var en meget nøjsom og sparsommelig mand. Til hans lille ejendom hørte der ca. 1  1/2 tdr. land jord til. Han havde en enkelt ko. Før han blev pensionist gik han ud som daglejer.  Han fik lavet testamente til fordel for kræftens bekæmpelse,  idet der ikke var nogen familie.

En dag kommer traktor Charles forbi (Leo’s far) og ser Theodor løbe forvirret rundt udenfor. Charles stopper op og spørger om hvad der er galt. Theodor svarer,  at han ikke kan sove, fordi hans stueur er gået i stå. Charles går med ind og åbner ind til urværket og smører det med lidt petrolium. De sætter uret igang igen og der lyder et TIK TAK, TIK TAK og Theodor blev så glad. Forhåbentlig fik han igen sin nattesøvn.

På et andet tidspunkt var Theodor Jensen kommet hen til Traktor Charles,  ret ulykkelig. Dengang over at skorstensfejeren havde kasseret hans skorsten og forlangt en ny bygget. Charles sagde, at så måtte han jo få det klaret, hvortil Theodor sagde, at det havde han ikke råd til. Hans før omtalte penge fra tegnebogen var jo blevet stjålet. (Det havde han jo efterfølgende fundet ud af, og også fået anmeldt til kriminalpolitiet). Charles spurgte ind til om han ikke havde nogle penge et andet sted. Jo i sparekassen sagde Theodor, hvortil Charles sagde, så kan du jo blot tage sparekassebogen med ud i sparekassen (havde kontortid en gang om ugen i Mejeriets lokaler), for at hæve det, han skulle bruge. Theodor sagde “kan man det”, han havde nemlig aldrig før prøvet at hæve på bogen. Han var så gået i Sparekassen. Senere kom han hen til traktor Charles og fortalte om besøget  i sparekasse . “De sagde ikke noget til at jeg tog pengene ud”

Theodor fik således sin nye skorsten.

Besøg af Vagabonder på Bådstedhede er to små historier skrevet af Christian Larsen, Brønderslev, opvokset på Bådstedhede

Vagabond på Bådstedhede 

Medens jeg var dreng kom der jævnligt vagabonder, også kaldet farende svende, gående til mit hjem, og bad om noget at spise, og et sted at sove.
En aften kom der også en af slagsen cyklende på en racercykel, og uden at banke på døren, kom han ind i stuen, hvor vi sad og spiste aftensmad.
Mine forældre tilbød ham noget og spise, og ligeledes noget hvidtøl, men han ville ikke nøjes med hvidtøl, han havde en flaske kogesprit i inderlommen, som han begyndte at hælde i samme glas som der var skænket hvidtøl op i.
Det ville min fader ikke have, så han bad ham forsvinde, hvilket han ikke gjorde frivilligt.
Vi fik ham stablet op på hans cykel, og gav ham et skub så han kom i gang.
Det gik ikke så godt med at køre på cyklen, for da han kom ca. 150 m vestpå af vores markvej, væltede han.
Temperatuen var noget under frysepunktet, og selv om han var meget beruset, blev mine forældre enige om at de ikke ville have ham til at ligge på markvejen, så de kontaktede politiet.
Politiet kom godt nok, men de kunne ikke finde vagabonden, da de kun lyste i grøftekanterne, så de kørte retur til Hjørring igen.
Politiet blev igen kontaktet, men nu var vagabonden ikke at finde, da politiet kom til mit hjem.
Nu var det nærliggende at tro at vagabonden var gået ind i laden i mit hjem, men han var ikke kommet længere end til møg renden bag ved køerne, hvor han lå og sov.
Det var ikke en skøn person at få ind i politiets Ford Taunus personbil, så politiet og min fader blev enige om at spule ham under den kolde vandhane i stalden.
For ikke han skulle svine bilen til mere end højst nødvendigt, fandt min fader nogle tomme foderstofsække, som blev lagt på sæderne i politibilen.
Da politiet efterfølgende kom og hentede vagabondens racercykel, fortalte de, at da de kom til Børglum Kloster, vågnede vagabonden op, og han blev så urolig, at de blev nødt til at lægge ham i håndjern.

Vagabond på Bådstedhede 2.

Der var nogle af vagabonderne der kom, de var så ubehøvlede, at de fik besked på at forlade mit hjem straks.
En af den type kom også en aften, han fik besked på at gå videre, med kom ikke længere end hen til daværende Ida og Ejnar Andersen.
Dialogen med Ida og Ejnar var nok heller ikke for god, for pludselig sagde vagabonden.: Jeg tror sku, at jeg går ud og hænger mig.
Ejnar der var hurtig i replikken svarede, at han skulle nok hjælpe ham med noget reb.
Det var nok ikke det svar vagabonden havde forventet, for han forlod i hast familien Andersen.
Historien slutter ikke her, for jeg erindrer at Ejnar har fortalt, at da vagabonden var gået, blev Ida meget vred, hun fortalte i meget skarpe vendinger, at sådan kunne man ikke behandle sine medmennesker.

Oktober 2018, Christian Larsen

Endnu en historie fra Povl Stevns, Serritslev, født og opvokset i Vrensted Præstegård.

 

 

 

 

 

Der fortælles her en spændende historie om et navneskift der fandt sted i Vrensted Præstegård under besættelsen, en oktober aften i 1944 hos hans far,

pastor Aage Stevns, som også var modstands mand.

 

Et navneskift.

Ved dåben spørger præsten bæreren af barnet om barnets navn, hvorefter selve dåbshandlingen finder sted. Det er den gængse fremgangsmåde og det var det også i Vrensted i min barndom. Siden hen er jeg blevet bekendt med, at der i 1944 i Vrensted har været en undtagelse fra normen på dette punkt på grund af de vanskelige forhold, besættelsen medførte. Om dette usædvanlige navneskift, der dengang undtagelsesvis fandt sted på præstens kontor og ikke i kirken, fortæller Gustav Pedersen i Ranum Seminariums årsskrift fra 1946 følgende:

”I Midten af oktober 1944 sad jeg efter en omflakkende tilværelse en aften hos pastor Aage Stevns i Vrensted i Vendsyssel. Den aften var der ”Dåbshøjtidelighed” i præstens studereværelse. Som fremmed og hjemløs kom jeg til ham og skulle erhverve mig nyt borgerbevis. Jeg kom dertil som Gustav Pedersen, men da jeg tog derfra, hed jeg Christen Christensen og var medhjælper, først i Thise.

Samme aften forhandlede vi om mit fremtidige virke. Pastoren var klar over nødvendigheden af, at jeg kom på en plads, hvor jeg fik mulighed for at fortsætte læsearbejdet. Jeg fik at vide, at man på ”Halvorsminde” Ungdomsskole ved Hjørring var villig til at tage en ung mand som lærer, og herved blev det. Jeg fik en bestemt rejserute udpeget, og ad den ville jeg i løbet af en uge være på skolen. Her mødte jeg den 31. oktober om aftenen og gik med det samme ind i rollen som ”lærer Christensen”. Jeg skulle bo på ”Sparta”, et værelse ude blandt elevernes, og begyndte dagen efter sammen med skolens øvrige lærerstab, der var informeret om min stilling, at gøre klar til at modtage den 93 mand stærke invasion, som skulle ske den 3. november.

Jeg blev tildelt nogle timer i dansk og bogføring – i alt 12 timer om ugen – og havde således god lejlighed til at arbejde videre med mit seminariearbejde . Jeg var klar over, at der ville komme visse vanskeligheder, når talen ville berøre min tidligere tilværelse, men det måtte jeg klare ved på forhånd at vælge hjemsted og uddannelsessted, som måtte forudsættes at være eleverne ukendte. Altså jeg nærede ingen særlige bekymringer, jeg var et nyt og fremmed individ”.

Vi springer her over et par afsnit, hvor der redegøres for undervisningsforhold, elever og kammeratskab på skolen, inden vi igen lader Gustav Pedersen fortsætte sin fortælling:

” Også arbejdet udadtil blev jeg stillet overfor. Ungdomsforeninger kaldte på én, og enkelte gange måtte jeg sige ja, således som denne annonce i ”Vendsyssel Tidende” viser:

BAGTERP: Møde afholdes i børneskolen onsdag den 17. ds. kl. 20 præcis. Lærer Christensen, ”Halvorsminde” læser op. Brød og sukker medbringes..

Det var noget ganske fremmed for mig; men da situationen var enerverende, følte jeg sådanne aftener en vis afspænding af nerverne. Jeg var ikke altid stolt af at have påtaget mig en opgave af den art; men jeg havde ikke fortrudt det. Også her lærte jeg, at opgaver kalder på nye kræfter i én.

Det vil føre for vidt at fremføre nærmere enkeltheder. Min sidste opgave på Halvorsminde var at medvirke ved opførelsen af en komedie indstuderet af skolens lærerkreds. – Tirsdag den 6. marts 1945 var jeg om aftenen på scenen ved en offentlig forestilling af ”Under Hammeren”. Samme aften sad jeg efter nogle nervepirrende timer på skolen, i en Gestapobil på vej til Frederikshavn. En uforglemmelig vinter var brat sluttet. Nye og sære oplevelser faldt i min lod og fordunklede for en kort tid oplevelserne på Halvorsminde 1944 – 45”.

Gustav Pedersens beretning fortsætter herefter med tiden efter befrielsen, om hans færdiggørelse af studierne i Ranum og om hans genansættelse på Halvorsminde og slutter beretningen (i 1946) på følgende måde:

”Nu er også denne vinter gået. To vintre, hver på sin måde berigende, har jeg oplevet blandt ungdom på ”Halvorsmnde”, og jeg føler dyb taknemlighed mod den skole, der var villig til at tage imod mig både som illegal og legal lærer”.

—————

Således sluttede Gustav Pedersens beretning om den begivenhedsrige vinter 1944-45, der begyndte med navneskiftet i Vrensted præstegård i midten af oktober og efterfulgtes af en spændende vinters skolearbejde på ”Halvorsminde”, inden den sluttede med en tilværelse som fange i Frøslevlejren. – I første omgang reddede navneskiftet og hans ansættelse på Halvorsminde ham, men stikkeriet under besættelsen var det svært at dæmme op imod. Vi ser det omtalt i ”Vendsyssel Tidende” den 20. november 1945, hvor man i et referat fra et retsmøde skriver følgende:

”Lærer Gustav Petersen forklarede, at han natten mellem 5. og 6. marts 1945 var blevet anholdt på Halvorsminde Ungdomsskole ved Hjørring. Han gik under navnet Chr. Christensen og til at begynde med fastholdt han, at det var hans navn. Men så fik han en lussing og besked på at sige sandheden, for han var blevet ”stukket” af en svigerinde fra Nyborg. Jørgensen afhørte ham og da han fandt den falske dåbsattest, Petersen var forsynet med og som bar pastor Stevns´ navn, gned Jørgensen sig i hænderne og sagde: ”Nu skal vi ud og have fat i en præst”. Petersen blev så ført til Frederikshavn og da han blev stoppet ind i bilen, erklærede Jørgensen: ”Så nu går det ad Helvede til”.

Statsadvokaten: ”Ja, det gik jo til Gestapo”. Jørgensen erklærede, at Petersen var blevet anholdt efter ordre fra København, idet han var blevet angivet som leder af våbenmodtagelser. Han blev sendt til Frøslev i et par måneder.”

NB: Jørgensen var Gestapoleder i Vendsyssel med station i Frederikshavn.

Frøslevlejren var en mellemstation til de tyske koncentrationslejre.

Anklagen mod Gestapo-Jørgensen efter krigen gik bl.a. også på medvirken ved forsøget på anholdelse af provst Carl Hermansen, Hjørring, men da man ingen beviser kunne fremlægge på dette tidspunkt, frikendtes Jørgensen herfor.

——————

Konklusion: Det er ikke altid nok med et navneskift.

——————–

September 2018. Povl Stevns.