Galleri PondCottage Art

Munkebrovej 48
Vrensted
9480 Løkken

Vrensted har igen fået en anerkendt kunstner, billedhuggeren/skulptør Bodil Dam, tidligere gymnasielærer på Brønderslev Gymnasium.

Bodil Dam bor og har sit galleri på en nedlagt landejendom nord for Vrensted by. PondCottage Art ligger smukt på magueritruten mellem Vrensted og Børglum Kloster. I haven kan man se skulpturer i bronze og stentøj samt nyde den flotte udsigt op mod Børglum Kloster

Hendes baggrund:

Har lært skulptur hos Valdemar Foersom Hegndal, Aarhus Universitet og bronzestøbning hos Peter Jensen, Bagsværd/Roskilde.
Siden 1999 arbejdet udelukkende som professionel kunstner. Inden da også undervist i billedkunst og design i gymnasiet, er cand. mag. med billedkunst og engelsk.
Med i bogen Indtryk-Udtryk, 24 Nordjyske billedkunstnere, 2008 samt TVNords udsendelsesrække med udvalgte kunstnere fra bogen 2009/2011.
Med i bogen 101 Kunstnere 2013
Medlem af:
VAK, Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder, 2003
Medlem af Cire Perdue Gruppen, 2007
Medlem af Dansk Billedhugger Samfund/DBS, 2011

Modtaget legat fra:
Billedhugger Gottfred Eickhoff og Hustru Maler Gerda Eickhoffs Fond, 2010
Konsul Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond, 2012

Udstillinger:
Censurerede Udstillinger f.eks.:
Hvidovre Censurerede Udstilling 2002,
Int. Kunstausstellung FORMArt 2005 – 2008, Hamburg
Hillerød Kunstdage, censureret udstill. 2007
Aalborg Kunstpavillons censurerede udstilling, Ung Kunst 3, 2008
Censureret Jubilæumsudstilling 2008, Rønnebæksholm, Næstved
Nordjysk Censureret 2008, 2009
2. præmie på HCA Festivallen, Filosoffen, Odense 2015
Udstillinger sammen med Cire Perdue Gruppen:
Filosofgangen, Odense 2009
Johannes Larsen Museet, Kerteminde, 2010
Skulpturbiennalen, Palæfløjen, Roskilde 2011
Dronninglund Kunstcenters Udstilling, Født af Ild, 2012
Sydslevisk Danske Kunstforening, Flensborg 2012
Silkeborg Bad, Silkeborg 2015
Udstillinger sammen med Dansk Billedhugger Samfund/DBS:
Skulpturudstilling i Ølgod, Rejsen, 2011, Elementernes Poesi 2013, Hvorfor 2015
SkulpTUR 12, Albertslund, 2012
International ART Festival, Kerteminde 2012
Skulpturbiennale, Kongens Have, København, 2012
Skulpturbiennale, Hollufgård, Odense, 2016

Offentlige arbejder:

Havmoren, Hirtshals 2006
Solhvervssøjlen, Løkken, 2004
Vrede Måge, Løkken 2007
Udsmykning Nordjyske Bank 2007
Adam og Eva, Farsø Sygehus, 2007
Vrensteds Fugletræ, 2011
Fjordfiskeren, Jegindø, 2015
Forvandling, Langebyhus, Nordfyns Kommune, 2016
Sammenhold, HerstedVester menighedsråd, 2016

 

Bodil Dam støber selv sine skulpturer i bronze. Typisk modellerer hun dem i ler for derefter at støbe dem efter cire perdue metoden.

Cire perdue støbning,  Bodil Dam fortæller:

Oftest laver jeg skulpturen i ler og derefter beslutter jeg om den skal støbes i bronze.
Jeg støber mine skulpturer i den metode som hedder cire perdue.
Tabt voks
Cire perdue betyder tabt voks. Så hvis skulpturen skal laves i cire perdue, laver jeg en form uden på lerskulpturen, inderst en silikoneform og yderst en gipsform, heri laver jeg en voksafstøbning af skulpturen.

Den hule voksafstøbning forsynes med kernestyr, indløb og luftkanaler, alt dette “pakkes ind” i en støbeform, som udglødes ved 600 grader i en ovn. Derved smelter voksen væk og der dannes et hulrum, hvori man hælder den smeltede bronze. Herfra stammer navnet cire perdue, idet voksen jo er gået tabt.
Efterbehandling

Når bronzen er kølet af, kan man banke bronzeskulpturen ud af støbeformen, og et møjsommeligt arbejde med børstning, slibning og siselering kan begynde. Når den ønskede overflade er opnået, gives skulpturen en patina for at understrege formen og give metallet varme og dybde.

2 billeder fra værkstedet

 

Her er nogle af hendes værker:
VRENSTEDS FUGLETRÆ er inspireret af områdefornyelsen i Vrensted med lindetræer, juletræ, røn og frugttræer.
VRENSTEDS FUGLETRÆ er placeret som solitært træ i forbindelse med frugttræerne, således at det med sine “frugter” (fugle) danner starten på frugtlunden. Størrelsen på træet er også tænkt som et lille frugttræ.

Fugletræet blev afsløret onsdag d. 6. juli 2011.

 

Ovenfor et udpluk af Bodil Dams arbejder.

Nordjyske skriver i 2009:

¤Bodil Dam, billedhugger, Vrensted fylder torsdag 60 år. Bodil Dam er en kendt og elsket kunstner på egnen og ikke mindst for udførelsen af Solhvervssøjlen i klitten, der markerer hvor solen går ned over Vesterhavet på årets længste og korteste dage. Desuden kan man møde hendes Vrede Måge på Det lille Torv på Vrenstedvej i Løkken, og i Hirtshals skulpturen Havmoren. Bodil Dam og hendes mand flyttede til Vrensted for ca. 30 år siden, og hun virkede i mange år som gymnasielærer i Brønderslev og Hjørring. For 10 år siden valgte hun at stå af ræset og koncentrere sig om selv at være udøvende kunstner efter at have undervist andre i billedkunst og kunsthistorie. Samtidig åbnede hun galleriet PondCottage Art og arbejdende værksted på den idyllisk beliggende landejendom, der også er parrets hjem. Her udstiller hun om sommeren skulpturer i stentøj og bronze indendørs og i haven og inviterer samtidigt andre kunstnere til at udstille. Desuden har Bodil Dam været repræsenteret på flere større censurerede udstillinger i ind- og udland.

 

Gunnar overtog skomager forretningen efter forældrene og blev boende i huset på Ingstrupvej, Vrensted, skråt over for gården Vestergaard og kirken.

 

 

Figuren af Skt. Thøger er udført af Gunnar Gade (død 1995). Den er skåret i eg hentet i Dronninglund Storskov. Initiativet til frembringelse af skulpturen blev taget af afdøde forfatter Knud Holst, som i sine senere år boede i Vrensted og kom meget hos Gunnar Gade. Gunnar Gade havde ikke selv noget direkte tilknytning til kirken. Gunnar Gade hjalp ofte sin far på kirkegården ved siden af sit faste arbejde, først som skomager og senere som specialarbejder på Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev. Gunnar var meget kunstinteresseret heraf kom sikkert lysten både til at male som han gjorde i sine unge år og senere hans interesse for at snitte i træ.

Gunnar Gades slægt, de var 14 børn.

En hilsen til Harry – en avisartikel

Kilde. Nordjyske JENS ERIK HULU

VRENSTED: Helt engelund’sk tager fysiognomiet sig ud, med det grå pandehår, de levende øjne og kindposernes trinde mildhed.

Den 68-årige Gunnar Gade fra Vrensted ved Løkken har ydermere kunstnersind. Han gør ikke antydning af væsen af sig (observationen er ikke hans egen), men fra han var ni år, og til han som 60-årig gik på efterløn, måtte han slide med så meget andet. Som høwer knægt, skomager og specialarbejder. Hvor om alting er:

Gunnar Gade har, viser det sig, en guddommelig hånd med træskærerarbejde. Hans skulptur af Skt. Thøger, nordjydernes nationalhelgen, blev sidste år opstillet og indviet ved høstgudstjenesten i Vrensted Kirke. Den står på en opsats over for en lignende langt ældre skulptur af de vejfarendes ven, Skt. Christophoro

– Det er jeg en kende stolt over, siger Gunnar Gade oprigtigt. – Jeg har altid opfattet kirkerne som de fornemste kunstgallerier, vi har, og så skal du tænke på at jeg har gået omkring her, fra jeg var dreng.

På adressen Ingstrupvej 7, lige over for kirken, hvor han stadig bor, havde hans far skomagerværksted. Da faderens helbred svigtede – det var under krigen – tog sønnen over. Gunnar Gade var skomager i Vrensted frem til 1960. Da havde flikkeriet længe været urentabelt. Så i de følgende 23 år arbejdede Gunnar Gade på beslagfabrikken Peder Nielsen i Brønderslev.

Det var her, han for alvor begyndte at snitte i træ. Han tog fat i frokostpausen, når klemmerne var spist, og kammeraterne respekterede hans syssel. Skulpturerne fra dengang er sorte af de mange hænder, der lige skulle røre. Rigtig mange, et halvt hundrede stykker vel, har han hen ad vejen foræret væk.

Træhesten og flyvemaskinen.

Meget i livet er kommet til ham sent. Han var 56, da han traf sit livs Elvira, Ellen Kien, som han siden har delt bord og seng og interesser med. Ellen er også musisk anlagt, med hang til at tegne og male, spille og synge – samt snakke. Det sidste bekommer Gunnar Gade vel, selv om han som indfødt vendelbo er mere stilfærdigt anlagt på det verbale sæt.

– Vi var 14 søskende, og jeg var ni år, da jeg kom ud at tjene som høverknægt på gårdene her omkring, fortæller Gade. Faderen havde haft et bette husmandssted, men det kunne ikke gå, og familien var flyttet ind til Vrensted, hvor faderen, som farfaderen havde været det før ham, blev skomager. – Mange munde skulle mættes, og far påtog sig ved siden af at være kirkebetjent.

– Mine tre ældste brødre emigrerede til Canada, da jeg var helt lille. Siden fulgte endnu en søster og to brødre efter. Det var fattige tider, og de var barske. Ja, for dævlen, hvor var de barske.

Gunnar Gade husker, at han var 11 år, da han fik en kniv og skar sit første kunstværk, en træhest. – Jeg smed den væk, fordi de voksne karle gjorde nar. Jeg husker ikke, at det blev til så meget med snitteriet dengang, for som høwer dreng var man altid beskæftiget med praktisk arbejde. Men mange år efter fortalte to af mine yngre brødre, hvor glade de havde været for et par flyvemaskiner, jeg havde lavet til dem dengang

Bag det gamle, hvidkalke de hus på Ingstrupvej har Gunnar Gade indrettet sig med et værksted, der har alt til faget hørende. Billardbordet i midten, som han selv har bygget, er ramme om mangen en hyggelig pot med vennerne, og også et kortspilbord hører med til inventaret. Foruden al værktøjet.

Nej, jeg spiller hverken billard eller kort. Det er drengenes afdeling. De skal også have lov at have deres, får Ellen fastslået, inden Gunnar og jeg smutter ud og ta’r os en fortsat til 100. Hjemmesejren er overbevisende.

Selvbyggede violiner.

På væggen over arbejdsbordet med træskærer knivene hænger et større arsenal gamle træhøvle. De er brede og smalle, med og uden styreskinner, og hver som en toptrimmet til aktiv specialtjeneste.

Det er værktøjer, som jeg har samlet på og restaureret gennem en lang række år. De er ikke bare anvendelige, de er også smukke, finder Gunnar Gade, som også er godt ekviperet med mere moderne, eldrevne sager i sit værksted. Selv om det helt klart er akuratessen, den fine håndgjorte detalje, der interesserer ham.

Tre violiner har han bygget, uden andre forudsætninger end lysten til at gøre det. – Jo, jeg skilte da lige en billig kineserviolin ad, så jeg kunne se, hvordan sådan en fyr var skruet sammen, fortæller Gade, og tager en støvet, sort violinkasse ned fra en hylde på værkstedet. Også den er hjemmelavet«. Inden i ligger hans første violin. Flot, men ikke helt vellykket, fordi der kom en revne i overstykkets granfinér. Andenviolinen var anderledes hel og i orden og blev hurtigt afsat, mens den tredje i rækken har sin faste plads på væggen i stuen. Gade giver den et par strøg med buen for at demonstrere klangfylden. Han står ved siden af et moderne elpiano med memory og playback og hele halløjet.

Det er en nyerhvervelse. Hverken Ellen eller jeg kan spille, men vi vil så gerne lære det, og vi hygger os med det, siger Gunnar.

Skt. Thøger er den største skulptur, jeg har lavet til dato. Den er gjort af en kævle fra Dronninglund Storskov. Det var Knud Holst, der opfordrede mig til at lave den, for Vrensted Kirke er oprindeligt indviet til Skt. Thøger. Jeg startede med at lave ham i en mindre udgave, og da der blev sagt god for den, tog jeg fat på at lave ham i stort format, foræller Gunnar Gade, der p.t. har en lille snes af de lidt mindre skulpturer stående til skue i hjemmet.

To gange Harry til Børglum

Jeg regner med, at jeg kan nå at lave et par stykker mere, inden de skal med på den årlige kunstudstilling i forsamlingshuset i Børglum. Inspirationen, fortæller Gunnar Gade, henter jeg ofte fra billeder i avisen. Som nu drengen Christian her. Han havde så dejligt et smil.

Harry Jørgensen, Vrensteds kendte vagabondven, er selvfølgelig gjort efter levende model. Han er ikke til salg, har jeg lovet hans søn Niels. Det samme gælder min bror Harry, der er pelsjæger, og som Ellen og jeg besøgte sidste år i Canada. Ham havde jeg ikke set, siden han kom hjem til Vrensted efter krigen. Han deltog i invasionen som soldat i den canadiske styrke. Det var ikke særlig mærkeligt at gense ham efter de mange år. Det var mere mælkeligt dengang efter krigen. Han var jo rejst ud, da jeg var helt lille.

30-40 timer går der nemt med at lave en enkelt skulptur, og så skal den koste derefter, en 3.000 – 4.000 kroner. Det har jeg bestemt, og det er der selvfølgelig ingen, der vil gi’, for hvem har råd til det? Men det gør ikke spor, for efterhånden kan jeg næsten ikke nænne at skille mig af med dem, der er tilbage, siger Gunnar Gade.

 

 

Gunnar Gade ligger begravet på Vrensted Kirkegård

Mindeord:

GUNNAR GADE, Ingstrupvej 7, Vrensted, f. 1923 d. 1995

er efter kort tids svær sygdom død. Han blev 72 år.

Gunnar Gade var født i Vrensted og boede her hele sit liv. Han kom fra beskedne kår, der var 14 børn i hjemmet. Tidligt lærte han at tjene til føden, idet han kom ud som hyrdedreng på egnens gårde.

Han blev udlært skomager, og havde i mange år sit eget værksted, hvor han udførte sit arbejde med stor dygtighed og akkuratesse. En utrolig dygtig håndværker var han, og dette fik han senere mulighed for at vise på mange andre måder. Sit håndværksmæssige snilde brugte han også til at bygge violiner, ganske uden instruktion. Hans skaberevner var af utrolige dimensioner, og de slog rigtigt igennem, da han begyndte at skære i træ. Han evnede at give sine figurer menneskelige udtryk, og det til såvel Sct. Thøger som Dronning Margrethe. Førstnævnte kan ses i Vrensted Kirke, mens hans øvrige arbejder er skænket til familie og den store vennekreds.

Sjældent fandt man en så usnobbet, uimponeret og beskeden personlighed. Hans iagttagelsesevne og nysgerrighed for livets mangfoldige udfordringer var stor, men trods de rige skaberevner, han fra naturens side var udstyret med, gik han stille med dørene, Hans sans for det gedigne, den ægte vare, var Gunnar Gades kendemærke, og også for den vil han blive husket.

Gunnar Gade stammede fra en spillemands slægt, og det fornægtede sig ikke. Han nøjedes ikke med at bygge violiner, men viste sin musikalitet og skaberglæde ved at spille både banjo, violin og klaver. Også en anden form for spil holdt han meget af, og så længe kræfterne slog til, nød han at få sig et godt slag kort med sine trofaste, gode venner.

Vrensted har mistet endnu en af sine store kunstnere, og landsbyen er blevet lidt fattigere. Han overleves af sin hustru, Ellen Kiehn.

Vrensted har også fostret en kendt kunstner, nemlig møbelsnedker Oluf Jensen som boede i et lille hus med udstilling og bagved værksted  på “Hovedgaden” mellem  Trehjørnet og forsamlingshuset  i Vrensted. Han lavede fine møbler, restaurerede møbler for museer og begyndte senere at lave skulpturer og var med på flere store udstillinger i Danmark.

Oluf Jensen Møbler

En møbelsnedker i Vrensted

Af Arne S. Jensen

Navnet øverst på denne side stod nederst i butiksvinduet i mit barndomshjem Vrensted, i det hus der i dag har nummer 491 på Vrenstedvej. Navnet var skrevet med store træbogstaver savet ud af massivt træ og de var sat fast på en liste i bunden af vinduet. Værkstedet og huset vat opfyldelsen af min fars drøm om at blive Selvstændig og få foden under eget bord. Jeg er i besiddelse af en lille tegning af værkstedet, som min far har lavet, og den viser hvordan han havde forestille sig, det skulle se ud. Værkstedet fik ikke helt det udseende som på den lille tegning, men et værksted blev der, og det er det vigtigste. Inden jeg tager fat på at beskrive min far værksted og hans levebrød som møbelsnedker, vil jeg kort ridse hans baggrund op.

Biografi 

Min far blev født i Vrensted byskole i 1904 søn af Lærer Anton Marinus Jensen og hustru Harriet Jensen. Som dreng kom han meget tidligt ud at tjene som hyrdedreng, og jeg har kendskab til et af de steder, hvor han havde plads, og det var hos gårdejer Erik Justesen. Min far fortalte sommetider om, hvordan det var at vogte en flok kreaturer på en mark, som ikke var indhegnet.Det var et stort arbejde, og et stort ansvar at holde køerne væk fra de afgrøder, som ikke var bestemt for dem.

Den 1. februar i 1921 kom han i lære som møbelsnedker hos snedkermester H. Flensted i Hjørring. Hans læretid varede til den 1. februar 1926, hvor han fik sit håndskrevne svendebrev udleveret med følgende udtalelse fra læremesteren. “Jeg kan anbefale ham som en dygtig og pålidelig Snedker til såvel poleret som alt andet Møbel snedkerarbejde”. Efter udstået læretid kom han hjem og boede hos sine forældre i Vrensted byskole. På grund af sygdom blev han ikke ind kaldt til soldatertjeneste, men i efteråret 1930 begyndte han på Kunsthåndværkerskolen i København, og der gik han omkring et års tid til en pris af 25 kr. pr. måned. Tiden på Kunsthåndværkerskolen gav ham stor inspiration og lærdom, lærdom som skulle blive ham til stor gavn senere hen i livet, både som håndværker og kunstner.

Efter opholdet på skolen begyndte han lidt for sig selv hjemme på byskolens loft med at lave og reparere møbler. Men han påtog sig også at lave forskellige reparationsopgaver for Vrensted-Thise kommune. Af hans første meget simple regnskabsbog kan jeg nævne enkelte eksempler, men der er ikke angivet noget årstal. 1 stk. brønddække à 4 kr. 3 kloaklåg à 3,50 kr. 1 dør rep. hos Frk. Mikkelsen 1,50 kr. Frk. Mikkelsen var ansat som lærerinde i byskolen og havde den østre lejlighed i skolebygningen. Et andet eksempel: Vrensted-Thise Kommune 3 døre rep. 3,50 kr. Rep. Af loft hos Frk. Mikkelsen 4,50 kr. Rep. Stakit 6,00 kr. Rep. Vask 4,00 kr. Jeg kan forestille mig, at min far har påtaget sig disse reparationsarbejder af nød og trang. Men samtidig viser regnskabsbogen også, at der på loftet over byskolen blev lavet nye møbler, hvilket kan ses af følgende eksempel Fru Hjermitslev, Lyngby. 2 stk. lænestole (eg) 60 kr. 4 stole à 18 kr. = 72 kr. 1 spisebord 60 kr. Sammenlagt 192 kr. for et helt møblement til en stue, men som det er tilfældet med de øvrige priser, så har vi i dag svært ved at forstå, hvordan det kunne lade sig gøre at skabe sig et levebrød med så små midler. Mange år senere skulle det blive en årlig begivenhed, når min far om sommeren var en tur i friskolen i Lyngby Torp i Lyngby for at bejdse og lakere disse møbler, som han havde lavet under meget primitive forhold. Jeg var mange gange med på de ture, da jeg var dreng, og det var nærmest en udflugt, som jeg kunne glæde mig til i lang tid. Min far fortalte mig også engang, at han havde arbejdet hos kunsthandler P. Krog Geneser i Løkken.

Ovenstående biografi er så tæt på de faktiske forhold, som jeg kan komme. Desværre findes der ingen, som jeg har kunnet hente hjælp hos. Det eneste er det, jeg har fået fortalt, samt de oplysninger jeg har kunnet finde i de efterladte papirer fra mine forældre.

I marts måned 1935 købte min far en byggegrund på 478 m midt i Vrensted af Johannes Christensen i Vrensted til en købesum af 470 kr. Samme år blev værkstedet bygget, og i 1938 blev forhuset eller beboelsen bygget. Værkstedet og forhuset skulle blive rammen om min fars og vores families liv og virke resten af hans dage. Jeg vil i det følgende beskrive værkstedet og dets indretning.

Værkstedet 

Værkstedet bestod af en lille firkantet bygning i ca. 60 m. Bygningen har i den tid, jeg kan huske, været kalket med gul okkerfarve og haft en tjæret sokkel. Taget var med helvalm, og det var belagt med sort tjærepap med trekantlister over samlingerne. I værkstedet var der to høvlebænke, en lille kombineret snedkeri maskine samt en båndsav af mærket Unicum. Maskinerne var fremstillet af Brüels maskinfabrik i Hjørring, og de blev anskaffet kort tid efter at værkstedet var bygget. Det kan ses af, at den første indbetaling til Brüels maskinfabrik er registreret i postkvitteringsbogen den 27. februar 1936. Maskinerne blev afdraget med 40 kr. pr. rate, men købesummen for begge maskiner, har jeg ikke kunnet finde nogen steder. Af øvrigt fast inventar var der et værktøjsskab med diverse høvle, stemmejern samt andet nødvendigt håndværktøj. Blandt det værktøj, der var i skabet, var der nogle med specielle navne, som jeg forestiller mig stammer fra den tid, hvor mange danske håndværkere gik på valsen. Eksempler som rubank, fukssvans, lockbeitel, geisfuss, ziehklinge samt svejfsav af nogle af de mest særprægede. Under den høvlebænk, som min far altid arbejdede ved, var der en skuffe med meget specielt værktøj til billeskærerarbejder. Desuden var der bloktvinger, som blev brugt til at læggep plader i pres, når de skulle fineres. Bloktvingerne blev også brugt til at presse krydsfiner til buede stolerygge og stolesæder i specielle skabeloner, som min far selv havde lavet. På loftet over værkstedet var der plads til lagring af træ og finer, men det var mange gange svært at finde frem til materialer, som vi skulle bruge på grund af den sparsomme plads.

En meget vigtig ting i værkstedet var lim ovnen, som bestod af en lille brændeovn på fire ben med komfur ringe øverst og en hul aflang varmeplade i forlængelse af selve ovnen. Første mand på værkstedet om morgenen skulle altid sørge for, at der blev tændt op i lim ovnen i hvert fald i den kolde tid af året, da lim ovnen var den eneste varmekilde på værkstedet. På lim ovnen stod den uundværlige limpotte, som altid skulle være klar med den varme lim, som blev holdt varm over vandbad. Selve limen, som var lavet af horn og ben fra slagtede eller selvdøde kreaturer, bestod af ravfarvede plader, der var ca. 8-9 cm i bredden og det dobbelte i længden. Når limen skulle varmes op til brug, blev limpladerne slået i stykker med en hammer, inden de blev proppet i limpotten. Senere blev limpladerne erstattet af lim i perler, som meget passende hed perlelim, og så blev det meget nemmere at få limen opløst i limpotten. Da jeg var barn, fik jeg mange gange lov til at slå limpladerne i stykker med en hammer, og det syntes jeg, var meget sjovt.
Det skete også mange gange, at jeg fik lov til at proppe shellak ned i den store 5 l ølflaske, en såkaldt “stakitølflaske”, som blev brugt til at lave shellak i. Shellak blev købt hjem i flager, som blev opløst i sprit. Når flagerne skulle proppes ned i flasken, foregik det på den måde, at der blev sat en tragt i flasken, og så kunne lakflagerne stoppes ned med en dyvel. Der skulle også tit bruges filtreret shellak, fordi det var en renere lak. Den blev lavet ved, at lakken blev hældt op i pulden fra en gammel filthat, som var sat ned i en krukke, hvorefter lakken langsomt sivede igennem filthatten, og på den måde blev alle urenheder siet fra. Foruden min far, var der de fleste år også en lærling på værkstedet. De senere år var der to lærlinge, som overlappede hinanden med et par år. I den tid min far havde værkstedet, blev der udlært syv lærlinge. To lælinge faldt fra midtvejs i læretiden, den ene for at gøre sin uddannelse færdig i København, og den anden havde tabt lysten til at være snedkerlærling, så han tog i stedet ud at sejle.

I årene lige efter krigen var der i en kort periode ansat en svend, men jeg var ikke ret gammel dengang, så det eneste jeg husker om ham, er, at han hed Madsen.

I samme periode var der de meget strenge isvintre, og min far fortalte sommetider om, hvor vanskelige vilkår de havde på værkstedet. Det frøs så meget, at fedtet i lejerne på maskinerne blev så hårdt, at maskinen knap nok kunne køre rundt. I en kuldeperiode havde min far fået en høvlebænk stillet op inde i huset, for at kunne lave lidt, da det ikke var muligt at varme værk stedet op.

I 1946 blev der anskaffet en ny maskine til værkstedet, og det var en investering, som var en meget stor forbedring og lettelse i det daglige arbejde. Maskinen var en båndpudser, som bestod af en maskine på godt et par meters længde, så den tog en del af den sparsomme plads, der var på værkstedet. Maskinen var bygget over et par store, brede jernruller, hvor der var et pudsebånd, næsten som en rem, der løb på rullerne. Under båndet var der et rulle bord, så flade emner kunne pudses. Det var også muligt at bearbejde mindre emner oven på båndet eller over hjulene, og der kunne min far være meget kreativ og lave mange brugsting af træstumper og fraskæringer. Pudsemaskine lavede meget af det tidskrævende arbejde. Et eksempel: en bordplade i massivt træ kunne mange gange være limet sammen af flere stykker træ i forskellig bredde og tykkelse. Når pladen var limet, skulle den høvles jævn eller rettes op med en rubank d.v.s. en langhøvl. Næste trin var høvling med en slethøvl og til sidst en pudshøvl, inden det slidsomme arbejde med pudsekork og sandpapir. Med pudsemaskinen kunne vi springe de sidste gange høvling over og gå direkte til pudsningen på båndpudseren, så det var en forbedring der kunne mærkes.

Arbejdsopgaver

Gennem alle de år min far havde sit møbelhåndværk som sit levebrød og største interesse, blev der fremstillet møbler i takt med de forskellige stilarter, der dukkede op og blev moderne i en periode. Så jeg tror nok, jeg tør sige, at alle stilarter blev lavet på min fars værksted. Min far fik gennem mange år et tidsskrift, som hed Dansk kunsthåndværk. Det var meget ofte i det blad, han fandt inspiration til nye modeller, som han så forsøgte at lave til kunderne. Når han havde set et nyt møbel i tidsskriftet, og det faldt i hans smag, skete der meget ofte det, at han lavede et eksemplar. Møblet blev stillet op i vores stue og taget i brug.

Mange gange stod det der ikke mange dage, for det blev solgt. Hvis en stole model eller et andet møbel slog an hos kunderne, blev der mange gange lavet forarbejde til mere end det, der var bestilt, når maskinerne alligevel var stillet op. Den slags ekstra møbler blev sat ind i butikken, hvor de stod udstillet et stykke tid, inden de blev solgt. Jeg ved, at der i efterkrigsårene blev lavet en del møbler i såkaldt renæssancestil. Møblerne var for det meste lavet af egetræ. Det var tunge møbler med kraftige drejede ben, brede låger med frisede fyldninger, som ofte var dekorerede med motiver i fint billedskærerarbejde. Tunge overplader, der blev båret oppe af udskårne eller drejede søjler og kapitaler. Stilarten havde elementer fra græske templer med buer og søjler. Mange gange blev møblerne lavet i røget eg. Det foregik på den måde, at møblet, eller dele af det, blev sat ind i et røgeskab, som vi havde stående oppe på loftet. Skabet kunne lukkes delvis tæt, så når træet eller møblet var på plads, blev der sat en skål ind i skabet med 3-dobbelt salmiakspiritus. Salmiakdampene gav træet en mørkere eller grålig tone, som blev mørkere jo længere træet stod til røgning. Der var også perioder, hvor de fleste møbler blev lavet i poleret mahogni eller nøddetræ. I de senere år blev det moderne med stole, der var lavet meget lette med drejede ben og brede armlæn, som ofte var i en anden træsort end resten af stolen. De kunne være modeller, der var inspireret af arkitekter som Hans J. Wegner eller Finn Juel for blot at nævne et par af de mest berømte. Teaktræ kom på mode, så alle møbler skulle pludselig laves af det materiale. Min far var ikke så begejstret, da det ikke var alt teaktræ, der var lige velegnet til stole. Til en let stol skulle der sommetider bruges mere end en slags teak, for at stolen skulle kunne holde. Mange gange havde stolene armlæn af palisander, og det var en meget hård træsort at bearbejde, men meget spændende at arbejde med. Der var ikke drejebænk på værkstedet, så alt træ, der skulle drejes, blev sendt udenbys. Jeg har mange gange været på stationen for at sende en sæk med stoleben til drejning. Jeg kan den dag i dag huske adressen: Drejermester A. M. Andersen, Algade 8, Aalborg. Jeg har nævnt billedskærerarbejde et par gange. Renæssancemøblerne havde ofte fyldninger med udskårne motiver. Jeg husker et par motiver, som ofte blev lavet til de kunder, der var landmænd og det var en bonde med et plovspand, eller en kvinde der binder et neg. Et andet brugt motiv skulle illustrere fundet af Guldhornene. Måske var det efterligninger af gamle malerier eller lignende, men jeg ved det ikke. Selve arbejdet med en fyldning foregik på den måde, at far havde de forskellige motiver lavet i voks, som sad fast på en tynd plade. Når han gik i gang med en fyldning, så lagde han den modellerede model oven på det stykke træ, som skulle bruges til fyldningen. I voksmodellen var der lavet en masse små huller på vigtige punkter i motivet, og med en spids syl, der blev trykket igennem modellen, blev alle punkter overført til træet. Modellen blev lagt, så han hele tiden kunne se, hvor der skulle skæres, og til det brugte han de specielle billedskærerjern, som han havde i skuffen under sin høvlebænk. Arbejdet krævede stor koncentration, da et enkelt fejlsnit kunne betyde, at mange timers arbejde skulle kasseres. Jeg har et eksemplar hængende på væggen i stuen med et sådant snit, En kvindefigur mangler den yderste næsetip,

og da man ikke dengang havde så godt lim, som vi kender det i dag, så måtte arbejdet kasseres. Min far lavede også mange andre former for bestillingsarbejde med specielle motiver. Et eksempel på det, er Hjørrings byvåben, som så vidt jeg husker det, blev skænket til en af Hjørrings venskabsbyer i Finland. Andre opgaver var omslag i træ til gæstebøger, som var meget almindelige dengang. Som årene gik, så ændredes hans motiver og blev eksperimenterende, sommetider abstrakte figurer indlagt i en skabslåge eller lignende, men det var et led i den udvikling, som skulle føre ham videre som kunstner.

Som det fremgår af ovenstående, var det mange forskellige arbejdsopgaver, som blev lavet på værkstedet. Der var også mange reparationer af møbler, lakering og polering, indramning af billeder samt mange andre specielle opgaver. Blandt dem var der særlig en slags opgave, som han ikke var meget for at lave, men heller ikke så gerne ville sige nej til, og det var fremstilling af geværkolber. Kolberne var for det meste lavet i nøddetræ med lidt udskæringer ved geværskaftet. Men det var tilpasning af låsen og de mekaniske dele, som kunne drille ham meget, så selv om han var et fredsommeligt menneske, så skulle man ikke komme ham for nær, når der var en var en geværkolbe på høvlebænken. Fra regnskabsbogen kan jeg se, at han i 1953 lavede en geværkolbe, og den skulle han have 52 kr. for, så jeg ved, at det var en meget lille timeløn han fik for den opgave.

En anden speciel opgave på værkstedet var, når han fik en stamme moseeg, som var pløjet eller gravet op på gårdene. Bønderne var altid meget vakse til at rådføre sig med min far, når de havde fundet moseeg i marken, og det var vigtigt, da der var specielle krav til tørringen, hvis træet skulle kunne bruges til noget. Jeg husker, at min far anbefalede, at man, hvis det var muligt, lagde moseeg stammen ind i laden i den mørkeste side og så dækkede den over med det halm eller korn, der skulle være i laden. På den måde kunne stammen få den langsomme tørring, der var nødvendig, hvis træet ikke skulle revne. I flere omgange blev der lavet møbler af moseeg til en direktør fra Kaas Briketfabrik, som selv havde leveret alt træet. Det siger sig selv, at i et stort mosebrug blev der fundet så meget, at det kun var det bedste, der blev taget fra til at lave møbler af.
En dag kom der en landmand ind med en stor rund kævle moseeg, som han havde fundet på en mark i Tolstrup. Gårdens ejer håbede på, at der kunne blive træ nok til et sofabord med massiv plade. Da træet blev savet over og flækket, viste det sig, at der var så mange revner i træet, at det eneste, der kunne blive lavet af det, var to små indskudsborde. Pladerne på bordene blev lavet med gamle kakler med en ramme af moseeg omkring, da der ikke var træ nok til plader.

For at afslutte dette afsnit om arbejdsopgaver, har jeg studeret lidt i min fars regnskabsbog, og jeg har fundet et par eksempler på priser på enkelte møbler for at se, hvad tingene kostede dengang. I 1914 lavede han et bord på 5 meter i længden. samt 12 egetræsarmstole til sognerådssalen i Vrensted-Thise kommune til en samlet pris af 2400 kr. I 1939 kostede et spisebord 125 kr. 4 stole à 24 kr. samt en bænk à 48 kr. I alt 269 kr. Jeg har desuden fundet et brev i min fars efterladte papirer fra Peter Riismøller, som var museumsinspektør på Aalborg historisk Museum. Brevet er en opfordring til min far om at sende regningen på restaureringen af et stort møbel for museet i Aalborg. Denne opgave var nok den indirekte årsag til, at min far blev udvalgt til at restaurere kunstnerparret Anna og Michael Anchers hus i Skagen i perioden 1966-67. Arbejdet med at restaurere møblerne i Anchers hus i Skagen blev ledet af Nationalmuseet. Inden min far fik overdraget opgaven, kom der en specialist fra Nationalmuseet til Vrensted for at snakke med min far og for at se værkstedet. Det tog lang tid at komme igennem møblerne i Anchers hus fordi nogle var meget ramponerede.
Skagen i perioden 1966-67. Arbejdet med at restaurere møblerne i Anchers hus i Skagen blev ledet af Nationalmuseet. 

Jeg husker, at min far engang fortalte mig om, hvor vanskeligt det kunne være at restaurere et møbel, hvor der på et hjørne eller en kant sad rester af oliemaling, som kunstnerne via deres tøj eller hænder havde afsat på møblerne, Sådan en malings klat måtte ikke fjernes, da det skulle være så tæt på det oprindelige – eller næsten som om kunstneren lige havde forladt stuen. Denne opgave strakte sig over et par år, så der var mange arbejdstimer i det. I den periode havde min far to lærlinge, som med stor interesse og iver gik op i opgaven med de gamle møbler. Den ene lærling var Erik Egebak, som i dag har egen forretning i Løkken. Den anden var lidt ud over det sædvanlige, da det var en pige, Anna Østrup, som var i lære. Anna bor i dag i Paris, hvor hun har sit eget værksted. Anna har opnået stor anerkendelse som konservator, og har udført restaureringsopgaver mange steder i verden. Nogle år efter opgaven med Anchers hus fik min far også til opgave, at gennemgå og ordne møblerne i Drachmanns hus, men det var ikke så stor en opgave, så det meste lavede min far på stedet.

Kunstneren 

Fra sin tidligste ungdom havde min far haft en naturlig trang til at tegne, male eller skære i træ. Da jeg gik i Vrensted byskole eller når vi besøgte min farfar og farmor i skolen, så vi flere gange, hvordan min far havde skåret i træ på den indvendige side af portene til garagen eller tørveskurene . Brædder og revler var dekorerede med blomsterranker eller figurer skåret i træet. Tiden på kunsthåndværkerskolen gav ham nogle færdigheder, som han kunne arbejde videre med. Fra den periode har jeg set en buste, som min mor havde siddet model til. Jeg har selv to kalve, som han havde modelleret i Vestergaard i Vrensted. Per Vingaard fortalte mig engang om en oplevelse han havde, da han havde plads i Vestergaard. Min far var ved at modellere en kalv, og da Per kom forbi, lagde han lidt friskraspede roer op foran lermodellen, og det blev far så gal over, at han jagtede “Bette Pier” rundt i stalden. Som årene gik, ændredes hans arbejder fra det figurative over til det abstrakte. Ved enhver lejlighed tegnede han skitser på alt papir, han kom i nærheden af. Telegrammer, indvendige side af årsskrifter, telefonbøger m.m. kunne bruges til skitser. Skitserne blev mange gange oplæg til skulpturer, som han lavede i mange forskellige materialer, men træet var altid hans foretrukne. De første forsøg var relieffer eller abstrakte figurer, der blev indlagt i møblerne. I 50-års alderen sprang han ud som billedhugger, og fik de første skulpturer udstillet. Han udstillede gennem årene mange forskellige steder bland andet i Galleri GL Strand i København. I 1957 blev han medlem af Vrå Udstillingen, og der var han medlem til sin død. Det var en stor anerkendelse for ham, da han fik skulpturer med på Kunstnemes Efterårsudstilling i 1963. Så man kan nok sige, at han fik stor succes med sin kunstnerkarriere. Jeg vil ikke skrive mere om min fars kunstnerperiode, da jeg ved, der er andre, som bedre kan skrive om det. Det jeg kender mest til, er min fars arbejde som møbelsnedker og håndværker.

Epilog 

Anerkendelsen som møbelsnedker, billedskærer, billedhugger samt diverse anmeldelser gjorde, at min far i nogle tilfælde blev interviewet til aviser eller tidsskrifter. Jeg har nogle af disse avisudklip liggende, og jeg vil lade citater fra disse udklip være afslutning på denne beskrivelse af en af Vrensteds mange håndværkere. På et spørgsmål om, hvorfor han ikke er meget for at kalde sig selv for kunstner, svarer han, “For det første fordi det er sådan et stort ord, og hvad dækker det egentlig? For det andet, fordi jeg opfatter alt godt håndværk som kunst. Hvorfor skal man så bruge den mest prangende betegnelse?” Et andet brudstykke fra samme udklip. “Jeg har ikke kunnet have et stykke træ i hånden, uden at føle mig tiltrukket af det formgivningsproblem det skjuler. At finde løsningen og frigøre den i form og rytme er målet for mig, -andet lægger jeg ikke i det. Hvad er definitionen på løsningen? Den kan jeg ikke give. Den hænger sammen med min private livsindstilling, som alene går ud på, at de resultater man giver fra sig, skal være helt sandfærdige for en, og så er det ligegyldigt, om man kalder det kunst eller håndværk, når man ved med sig selv, at man ikke har snydt.” Ovenstående citater går mest på hans kunstneriske side, men det følgende siger mest om min fars indstilling som håndværker. På et spørgsmål om restaurering af de gamle møbler. “Jeg holder meget af de gamle ting, men jeg ville ikke bryde mig om at have dem inden for dørene hos mig selv. Vi lever midt i en anden tid, og det er den tid, vi skal lade præge vore omgivelser. Moderne møbler er da flotte. Det er funktionelle skulpturer, som man kan trives med.”

På trods af, at min far havde succes som billedhugger og høstede stor anerkendelse som møbelsnedker, så bevarede han til det sidste den jordforbindelse, som var så kendetegnende for ham. Han fik mange opfordringer til at udvide forretningen, men han var ikke nogen forretningsmand. For ham var det stille liv på værkstedet i Vrensted, hans familieliv og de daglige cykelture sammen med min mor, ud for at skue ud over kærene, det væsentlige i tilværelsen. Alt det andet gik han ikke så meget op i.

 

Oluf Jensen, Vrensted, er død

Billedhugger og møbelsnedker Oluf Jensen, Vrensted, er pludselig død på Brønderslev Sygehus, 69 år gammel.

Oluf Jensen var født i Vrensted, hvor hans far var lærer. Som ung kom han i snedkerlære i Hjørring og derefter et års tid på Kunsthåndværkerskolen i København. Sidst i 30erne nedsatte han sig som møbelsnedker i Vrensted, et virke, han fortsatte med også efter, at han blev kendt som billedhugger.

Sit kunstneriske ståsted fandt han først i en moden alder. Det begyndte ,efter at han havde malet lidt, da han fandt et særligt formet stykke træ, som han bearbejdede. Hermed var interessen vakt, og i 1956 kunne man for første gang se nogle af hans fornemme arbejder på Vrå-udstillingen, hvor han siden har udstillet hvert år.

Han opnåede den glæde at udstille flere kendte steder, bl. a. på Charlottenborg, Aalborg Kunstgalleri, Kunstnernes Efterårsudstilling og Hjørring Kunstmuseum. Han solgte arbejder til De Danske Spritfabrikker, Løkken og Sindal centralskoler, Hjørring Kunstmuseum, og i Brønderslev Kirke vidner et stort, smukt krucifix om hans interesse for at indføre religiøse motiver i sin kunst. Også til Vrensted Kirke lavede han et krucifix.
I hans forhold og kærlighed til kunsten gav sig også udslag i at værne om gamle ting. Denne kærlighed sammen med hans faglige dygtighed medførte, at han fik overdraget store restaureringsarbejder som bl. a. istandsættelse af møblerne Michael Anchers stuer i Skagen og i Drachmanns Hus samme sted. Herudover gjorde mange private brug af hans dygtighed, når det gjaldt restaurering.

Oluf Jensen var en beskeden mand, men af stort format som kunstner. Han slog ikke på tromme for sin kunst, men hans sidste udstilling på Hjørring Kunstmuseum viste, hvor godt hans skulpturer faldt sammen med billeder af Vendsyssels kendte malere som Svend Engelund og Hofmeister. Han var af samme generation som disse kunstnere. Han blev vel ikke så kendt i så bred en kreds. Til gengæld mener hans beundrere, at hans kunstneriske evner lå på et meget højt plan. I Vrensted var han en kendt mand, men hans kærlighed og
oprigtige forhold til kunsten medførte, at den tog næsten al hans tid. Derfor så de lokale beboere ham mest på cykel, når han kørte ud i naturen for at hente inspirationen til sin kunstneriske udfoldelse. Han var en flink og jævn mand, med et kærligt sind.

Oluf Jensen overleves af sin hustru og fem børn. Georg, som er universitetslektor i Odense, Arne, der er snedker i Løkken, Aase, der er børnehavelærerinde i København, Henrik, der er lærer i Poulstrup, og Claus, der læser og endnu bor hjemme.

kjøer.

Ting fremstillet af Oluf Jensen:

Ovennævnte fine og smukke ting er lavet af Oluf Jensen, og er i privat eje.

Oluf Jensen ligger sammen med ægtefællen Maren Jensen, begravet på Vrensted Kirkegård