Kategori: Historier fra Vendsyssel

Et udpluk fra den nye bog ”Landboliv” med Estrid og Povl Stevns som drev en mindre ejendom på Stenum Vesterhede.

Povl er fra Vrensted og søn af Inger og tidligere provst Aage Stevns, Estrid stammer fra Sjælland.

Estrid og Povl er her i 2025  begge over 90 år og nu bosiddende i Serritslev..

Bogen kan købes på nettet evt. hos William Dam Boghandel

Introduktion

Ved Karen Stevns, datter af Estrid og Povl Stevns

Velkommen til fortællingen om et levet landboliv på Stenum Vesterhede mellem Løkken og Brønderslev i Nordjylland fra 1958 og frem til 2000.

Den handler om mine forældre, Estrid og Povl, der købte en gammel gård med 40 tønder land god jord i den periode, hvor der kun var få motoriserede maskiner i landbruget, og hvor der i husholdningen ikke var alle de moderne hjælpemidler, vi har i dag. De var nygifte, da de tog over.

Min far blev uddannet landmand og arbejdede i den anledning bl.a. hos en storbonde i Vrensted og på Vrejlev kloster. Far var fra nabobyen Vrensted, hvor han var søn af præsten og præstekonen. Han var den eneste på sin årgang i skolen, der fik realeksamen. Farforældrene var højskoleforstanderpar i Kvissel i Vendsyssel, og morforældrene drev en stor købmandsforretning i Ruds Vedby på Sjælland.

Min mor var uddannet sygeplejerske efter studentereksamen al sin skoletid gik hun kun i pigeskoler. Hun var fra Frederiksberg i København og var datter af arkivaren i Det kongelige danske videnskabernes Selskabs farfar var oberst og hendes morfar var præst i Aalborg- og kvinderne huse Så selv om mine forældre blev ejere af en mindre gård, der med tiden blev husmandssted, så havde de en del veluddannede i familien, og det kom også til at præge deres liv i Stenum. De levede et sted mellem bondesamfundet og borgerskabet og satte pris på viden og kunnen, og de engagerede sig i forskellige faglige organisationer.

Ud over at handle om mine forældre, viser fortællingen også, hvordan vilkårene var på landet fra slutningen af 1950’erne, og hvordan de ændrede sig over årtierne. I den periode blev det muligt at opdyrke meget mere land per landmand på grund af de mange nye og større maskiner. Mange karle og piger og andre medhjælpere forsvandt fra landbruget. Det blev mindre rentabelt at have et lille landbrug, og mange tidligere hjemmearbejdende landbokvinder blev udearbejdende for at tjene penge til familien. Mange smålandmænd blev også deltidslandmænd med måske et industri-arbejde ved siden af. Med tiden blev mange af de mindre landbrug helt nedlagt, og jorden blev købt op af nabogårde, der blev større og større. Kvindernes position blev i den tid også ændret som i resten af samfundet fra at være hjemmearbejdende medhjælpende hustruer til at være selvstændige udearbejdende kvinder med egen økonomi.

Far valgte at blive landmand, da han gerne ville have et frit erhverv, hvor han selv kunne bestemme. Han elskede sit job og havde orden i tingene. Der var både ryddeligt, og han holdt regnskab med det hele – ikke bare over økonomien, men han holdt også nøje orden på dyreholdet med fortløbende registrering af antal med foderplaner. Han holdt regnskab med sædskifte, gødningsplaner, så- og høsttider, pløjetider, og han holdt regnskab med nedbørsmængder og frostperioder. Far var interesseret og engageret i, hvad der rørte sig i landbruget, og han var bl.a. med som underviser og i tillidsposter i landboforeningen og i slagteriet, hvilket for en del af engagementerne også gav en kærkommen biindtægt. Han fløjtede næsten altid, når han gik i stalden og passede dyrene. Humøret var ekstra højt, når det hele flaskede sig godt. Til gengæld var det lidt trykket, når vejret over længere tid ikke artede sig ordentligt, eller når økonomien var klemt. Det huede ham heller ikke, at der med årene blev flere og flere ydre restriktioner og kontroller pålagt landbruget.

Mor blev aldrig rigtig glad for sit sygeplejerskeerhverv, så hun kastede sig ud i det der med stor iver, da hun i stedet blev gårdmandskone. Hun var flittig og ville gerne lære det hele hurtigt, også selv om det var fysisk hårdt. I starten var hun medhjælpende hustru, men efter der var kommet flere børn, enedes mine forældre om, at far passede bedriften, mens mor passede børn, hus og have. Mor har altid sat barren højt med hensyn til kvalitet – med tendens til perfektionisme – og med hensyn til, hvor meget hun ville nå. Hun indrettede huset nydeligt med bl.a. egne syede gardiner og pæne ting, holdt det rent og vedligeholdt det med jævnlig tapetsering, maling og gulvlakering. Hun var den primære omsorgsperson for 5 børn, der først kom ud af huset, da de startede i 1. klasse, og hun ønskede, de skulle være velopdragne og klare sig godt i skolen. Desuden holdt mor en stor køkkenhave, en stor prydhave, gårdspladsen og læbæltet. Hun bidrog til at holde den sparsomme økonomi i gang ved at udnytte gårdens ressourcer så godt som muligt, ved at købe ind på tilbud og ved at sy til sig selv og børnene. Hun gik også meget op i håndarbejde. På et tidspunkt blev hun nødt til at tage job som sygeplejerske ved siden af på grund af en rigtig dårlig økonomi i landbruget. Det var alt for meget til en person, og det er ikke så sært, at hun i en årrække var plaget af over-belastningssymptomer med udmattelse, hovedpine, migræne, vejr- trækningsbesvær og højt blodtryk. Men hun ville ikke klage, og hun ville klare det selv – hun ville passe det, hun havde påtaget sig.

Mor fik førtidspension som 56-årig efter mange års krævende arbejde. Desuden døjede hun meget med slidgigt i sine hofter og fik tidligt hofteproteser. Far gik på efterløn som 60-årig i 1993, da han på det tidspunkt fandt det mest hensigtsmæssigt.  Samfundet bad også folk om at gå tidligt på pension, så de unge kunne komme til. Jorden blev forpagtet ud, men mine forældre blev boende på gården, indtil de i 2000 fik den solgt og derefter kontant kunne købe et nybygget svensk træhus i Serritslev nord for Brønderslev. Efter mange år blev de nu endelig fri for økonomiske problemer og kunne nyde det nye hus og anlægge en flot have. Og der blev tid og mere overskud til også at dyrke egne interesser og komme ud at se lidt mere af verden.

Teksterne i denne bog er samlet i første halvdel af 2024. Far har i mange år skrevet om sin barndom i Vrensted og om sine forfædre, men i de senere år har han også skrevet en del om sit eget og mors liv. Det har været skrevet som en familiehistorie eller har været brugt ved foredrag eller som taler ved særlige lejligheder. Han har også i mange år skrevet digte. Hvoraf nogle er medtaget her. En del af hans skriverier er udkommet i Vrensted historier, hvor han har været en meget flittig bidragyder, i ”Barn af Vendsyssel XII” samt i en privat udgivelse fra 2024 ”Povl Stevns – mine skriv”

Mor har gennem årene skrevet mange breve hjem til sine forældre og sin lillebror. De giver et fantastisk direkte billede af livet på landet med de glæder og sorger, der var. Brevene er skrevet med en vis lethed, for der var ikke grund til, forældrene skulle vide, hvis tingene faktisk var for hårde eller svære. Selv om brevene tyder på stor hjertelighed overfor forældrene, havde mor dog et noget anstrengt forhold til dem. Men det var en selvfølgelighed, at mor og forældrene (især mormor) skrev sammen. Det er dog tydeligt at læse, at der var rigtig meget at se til. Overskrifterne foran brevene har jeg sat på for at lette læsbarheden. Jeg har efter overvejelse besluttet, at alle brevene skal med. Det betyder, at der er mange gentagne emner, men dels er der forskellige nuancer, og dels vidner de også om de gentagne opgaver i landbolivet – for eksempel den meget besværlige roedyrkning, der ofte fyldte meget. Desuden er der mulighed for at kigge efter de emner, der særligt interesserer. Bl.a. kan man kigge lidt på, hvordan der ses anderledes på børnepasningen dengang og nu. Har du ikke lyst til at læse alle brevene på en gang, så kig efter overskrifterne og vælg ud.

Endelig har jeg i april 2024 interviewet mine forældre om emner, der ikke var med i fars tekster og mors breve, eller som kunne uddybes mere. Mine forældres liv har været præget af arbejdsomhed og stor pligtfølelse. Der har været modgang, frustrationer og mange år med økonomisk usikkerhed, men mest af alt har glæden ved tilværelsen og kærligheden til hinanden præget deres liv. De har haft et fælles ståsted i tilværelsen, som har givet mening og fylde. I 2023 nåede de sammen endnu en milepæl: krondiamantbryllup efter 65 års ægteskab.

Min mor og far er nu i efteråret 2024 hhv. 92 og 91 år, men de er helt åndsfriske og klarer sig ved hinandens hjælp fortsat i deres træhus med egen have. De har været med i hele processen og har godkendt det medtagne stof. Billederne i bogen er alle fra familiealbummene. Billedteksterne har jeg skrevet. Flere steder har jeg lavet små baggrundsnotater.

Til sidst i bogen er en oversigt og børn, børnebørn og oldebørn på nuværende tidspunkt.

Rigtig god læselyst!

Af fhv. gårdejer Povl Stevns, Stenum

Et kapitel fra hans nye bog fra 2024.

Især i starten var meget af arbejdet med håndkraft, når der skulle dyrkes korn. Siden kom der flere og flere maskiner. Povl fortæller i 2024.

Det første år købte vi gården i maj og overtog til 1. juni, og da var markerne tilsået. Der var ingen roer dengang. Der var sået en stor græsmark, og så var der græs i engen, og det var fordi, ejeren havde fedekvæg, da vi kom. Men han solgte alt kvæget. Og så var der korn. Jeg kan huske, jeg spurgte efter, hvad han givet det af gødning, engang vi gik i marken. Vi kom gående nordfra og forbi mergelgraven og på højre hånd, var der sået korn. Jeg spurgte: “hvad har du givet den er mark for eksempel?” Så sagde Adolf: “Den har ingenting fået; jeg har snakket med planteavlskonsulent Olsen, og han sagde: med de tal du har Adolf Vestergård, så behøver du ikke at spekulere i, at de falder det første års tid. Så det kan godt gå, uden du giver det noget”. Så han havde ingen gødning givet det år. Så gav vi det noget salpeter – noget kvælstof. Det var det første år, altså 1958.

Da vi købte gården, lå der også 25 tønder havre oppe på loftet over stuehuset! Det hentede vi ned derfra, men vi lagde aldrig selv korn på stuehusloftet. Det hed sig og det står også i skødet – at der fulgte en halv selvbinder med, og det var sammen med Anders og Edel.

Det var en gammeldags selvbinder til heste. Anders og jeg fandt ud af som den næste generation, at hvis vi nu savede “stjatten” over, så kunne jeg trække selvbinderen med traktoren, og han kunne sidde på den. Så vi savede “stjatten” af. Jeg kan huske, vi var ovre ved Anders og høste. Der skulle laves plads, da vi havde høstet første række, idet vi skulle flytte nogle neg for at kunne komme tilbage. Anders far, der var noget gammel og gik og tyggede skrå, gik og flyttede negene til der hvor vi skulle køre. Så råbte Anders: “Åh, den gamle Satan!!! Det var hans far! Han havde ikke forstand på det med traktoren. Jeg var rystet. Nå men han fik dog flyttet negene igen.

Estrid sad også på selvbinderen nogle gange. Hun sad på den, da vi kørte nede ved vejen, og Adolf kom forbi. Den gang Adolf drev landbrug, var det sådan, at børnene spændte for og så skulle faderen selvfølgelig sidde foran – han var en dygtig kusk. Da Adolf kørte forbi, og så Estrid sad på selvbinderen, mens jeg sad på traktoren, blev Adolf så forarget over, at jeg havde sat Estrid over på selvbinderen, for det var noget husbond skulle gøre.

Når man sad på selvbinderen, skulle man ikke gøre noget som helst andet end at hejse vingen op og ned. Maskinen lavede selv negene. Vingen skulle stå sådan, at kornet skulle kunne tages op fra marken i den rigtige højde, så det faldt ind på border. Kornet kørte ind på et bånd, maskinen samlede det sammen, og når der var nok korn, slog den en strik om neget og smed det derefter ud til siden og ned på jorden. Man kunne ikke regulere hastigheden, for der var nogle kæder, der trak den.

Når vi var færdige med at høste en mark, rendte vi og satte negene sammen. Vi tog et neg under hver arm og satte dem sammen i grupper, så der stod 6 neg sammen, 3×2. Der var noget renderi efter de yderste og så ind på midten. (Estrid: så håbede vi, der ikke var alt for mange tidsler i, de stak forfærdeligt.) Negene stod et stykke tid på marken. Det afhang af vejret, hvor længe de skulle stå, for dels skulle de eftermodne, og dels skulle de være tørre. Så der var to ting, der skulle spille sammen. Man havde en betegnelse, der hed, at kornet var “bindermodent”. Det var, når komet var fuldt udviklet, men altså ikke rigtig modent. Hvis man skulle høste med mejetærsker, skulle komet være rigtig modent, for ellers var vandprocenten for høj. Anders havde en test for modenheden: Man skulle tage hatten af og smide den ind i komet, og var der kerner i hatten, kunne man godt hente selvbinderen.

Når negene var klar, blev de kørt ind på gulvet i laden. De blev tærsket, når der var brug for komet, eller om vinteren, når der var tid til det. Der var også nogle husmænd, der lavede stakke ude, og når høsten var forbi, kørte fællestærskeren rundt til de forskellige brug. Så tærskede de alle stakkene og kørte halmen ind. Kornet, skulle være godt modent, før det kunne opbevares, ellers kunne det ikke holde sig.

Vi tærskede noget ad gangen og lagde kornet op på hestestaldloftet i et lag. His man havde for meget, skulle man “skovle det op”, for at det ikke skulle blive for varmt, for så “brændte det sammen” og blev brunt, og det duede ikke. en femfods mejetærsker, hvor komet blev samlet i sække under høsten. Da vi ska Egon og jeg fandt ud af, at vi kunne købe en mejetærsker i kompagni, så vi kabe starte, skulle kornet være mere modent end til selvbinderen. Vi kørte rundt kiggede på de forskellige marker og blev enige om, at den mark nede ved Christian Jensen var den, der var bedst moden – at den var moden nok. Så vi måtte hellere prøve der. Hele heden kom cyklende derhen for at se, hvad der skulle ske, for det var den første mejetærsker på egnen. Vi kørte et stykke ned og så holdt vi. Så stak Jensenius sin hånd ned og sagde: “det er lige så fint, som det kommer ud af tærskemaskinen!” Vi måtte hellere se at få taget en vandprøve af det. “Du kan låne min cykel”, sagde Ejnar – han var kørt med Astrids cykel. Så kørte vi op til Vendsyssel kom med en lue-fuld korn. Der var 26% vand deri – det var jo drivvådt! Så blev vi enige op, at det var for tidligt med høst. Vandprocenten skulle ned på 18, så der var et stykke vej. Til høst var der en, der kørte traktoren med mejetærskeren bagefter, og så stod der en henne på mejetærskeren og tog sække fra. Når sækken var fuld, blev den smidt af. Vi prøvede at lægge sækkene cirka samme sted, så der blev nogle rækker med sække. Havde man ikke umiddelbart tid til at hente sækkene, skulle man rejse dem op på enden, ellers kunne de gro fast i jorden. Hvis man ikke havde tid til at få dem flyttet, groede de også fast i jorden. Sækkene kunne godt veje op til 100 kg. Der skulle to mand til at flytte dem. Man tog i hver sin ende af en sæk, og så svingede man den op på en vogn – det var ret anstrengende. Sommetider blev sækkene hentet i marken af foderstoffirmaet – de kom i lastbil og kørte ned og hentede dem. De havde en tyk kæp, som de lagde under sækken og med et træk blev sækken hjulpet på vej op på ladet, hvor der stod en mand og hev sækken op. Så tog han en sækkevogn eller slæbte sækken på plads. Det krævede mange kræfter. Sådan en som Viggo, han var så stærk, at han kunne gøre sådan noget.

Vi fandt ud af med den femfods-mejetærsker, vi havde, at når vi kørte tilbage i næste række, kom hjulet til at køre lige i den række halm, vi havde høstet. Det resulterede i, at halmen blev trykket ned mod jorden og lå og sugede fugt, og det duede ikke. Så vi købte en seksfods i stedet for, da den kunne køre uden om halmen Det var en brugt mejetærsker, vi købte i Vester Hjermitslev, og den havde tank på til kornet. Den overtog vi til sidst, og den havde vi resten af vores tid. Egon købte en selvkørende mejetærsker. Med vores seksfods mejetærsker kunne kornet transporteres over i vognen i løs vægt via en kornsnegl.

I starten brugte vi det korn, vi dyrkede. Komet blev malet. Oprindelig var der mølle på laden til at trække kværnen, men da vi købte gården, var der installeret en elektrisk motor. Det var en gammel stenmølle. Kornet blev brugt både til køer, heste og svin. Til grisene stod vi ude på loen og blandede forskellige stoffer i, så det blev til kraftfoder. Da vi fik svin, begyndte vi at dyrke fremaviskorn (red.: såsæd), som vi høstede på kontrakt med foderstoffirmaet og fik en overpris for det. Vi købte almindeligt kom tilbage.

Halmen lå løst i laden, da vi tærskede kornet. Da vi fik mejetærsker, blev halmen først revet sammen i tykkere haler med en siderive med fire hjulriver; riven sad bag på traktoren. Derefter blev det samlet op af en højtrykshalmpresser, som kom og pressede for os, det kunne vi ikke selv gøre.

Efterhånden havde vi ikke ret meget dyrehold og dermed heller ikke så meget gødning. I stedet fik vi nogle til at sprede gødning ud. De kom med store vogne. Allerede fra vi overtog gården, brugte man at sprøjte mod ukrudt i kornet. Jeg var nede ved onkel Kaj i høsten 1949. Da havde han mange tidsler-han havde også lerjord -men det synes jeg nu aldrig, vi har haft. Det var Egon, der sprøjtede – han fik en tønde med spredere, der kunne tage 6 meter. Nu sprøjter de jo 34 meter på en gang, computerstyret.