Vand fra vandværk fik vi først i 1930. I vores bryggers havde vi en pumpe. Nu kommer jeg lige i tanker om Stense, som vaskede ved Andreasens. Der var jo mange at vaske om, og når hun stod i deres bryggers og vaskede, morede det os at stikke hovedet ind og sige: “Er det tørvask?” Så smed hun vand efter os – og vi flygtede hvinende.
Jeg kan se for mig – mor – når hun på en varm sommerdag stod og pumpede vand til storvasken. Så svedte hun, så det dryppede fra næsen. I mange år havde vi en ung pige til hjælp i huset, men mor tog selv sin tørn. Storvasken foregik højst én gang om måneden, til gengæld varede den så to lange dage. En overgang havde mor en vaskekone til hjælp. Det var Line Lassen, murer Chresten Lassens mor. Mor har altid vasket på “bræt”, og heller aldrig senere ladet sig friste af vaskemaskiner eller møntvaskerier. Hendes vask kunne vist, som man ser i sæbereklamer godt hænges til tørre på Rådhuspladsen. Først havde vi en gammeldags stenrulle i bryggerset – senere fik vi en maskinrulle og aldrig har jeg set finere duge, end dem der kom fra mors rulle. – Kun fars manchetskjorter og hans tilbehør til kjolesættet kom til strygning ved fru barbér Gertsen, som havde fransk vask og strygning, som det hed. Skjorterne var altid med løs flip. Far brugte de såkaldte “May” flipper – stive, hvide engangsflipper. Dengang brugte landmændene (ikke karlene) også endnu bluser og sorte vadmelsbukser. Bluserne var løsthængende og med ret vide ærmer med linning. Der var også linning i halsen, og knapperne var en bestemt slags nikkelknapper. Der gik 4 alen til en bluse. Det var også en bestemt slags mønstret bomuldstøj. der brugtes. Sjovt nok er det pludselig kommet igen, som højeste mode til de unge – også til kjoler og overall. De gamle koner brugte altid et stort trekantet klæde på hovedet, når de gik ud. Det sad godt ned i panden, og fik dem til at se meget ældre ud end de var. Engang, da vi talte om en kone hjemme, hvem det var, husker jeg ikke, spurgte jeg mor: “Er det sådan én med et tæppe på hovedet?” Nogle tørklæder var særligt fine med mønster i. Når jeg mindes disse koner, tænker jeg især på Maren Lunde – Jens Trudslevs svigermor, Ja’han Mari i det lille hus ved kirken, Stine Jør’gen og Ja’han (Thomas P. Hejles mor). Fra Ja’han findes der endnu en fin sort frakke, som i dag ejes af en slægtning, Karen, datter af købmand Theodor Sørensen, Saltum – og nu gift med stationsforstander Lenskjolds søn, Einar. Karen kom til os som pige i huset, da hun var 14 år. Senere kom hun i lære i forretningen og var der i mange år. Senere endnu kom hendes yngre søster Lis, som vist var hos os i ni år, indtil hun blev gift med elektriker Thomsens Børge.
Thomas P. Hejle skrev engang til min far, om han ikke kunne finde et stykke kjolestof, der ville passe til hans mor. Brevet har jeg endnu. Det var måske til den tur Ja’han gjorde til København, og som vi var optaget af. Hun skulle med til selskab hos sønnen, hvor blandt andre skuespilleren Kaj Holm var med, og han havde Ja’han til bords. Jeg tror endda hun fortalte, at hun skulle stege frikadeller til dem. Hun var sådan en lille lattermild kone. – Ved siden af hende i Enkestræde boede Maren Lunde, enke efter Jens Lunde, der havde haft trikotageforretning der, hvor senere Vilhelm Pedersen og Egon Pedersen har haft forretning. Maren Lunde fik mange af mors rester af kjole- og forklædetøj – og hun kunne fremtrylle de fineste kludetæpper – det der i dag med et fint ord hedder patchwork. Hun havde en egen evne til at sætte dem sammen i fine mønstre. Jeg har haft et, som til min store ærgrelse for længst er gået til. Til Maren Lunde kom vi også jævnligt til et slag Rommy.
En anden kone, som bestemt også skal nævnes, er Elvine. Vi kunne simpelthen bare sige Elvine, og alle vidste, hvem det var. Hun kom til at betyde uendeligt meget for mig. Vist ved en hel tilfældighed fik jeg hende til “barnepige” en aften, da mor og far skulle i byen, og vi ikke havde pige mere. Det blev til mange gange, hun sad ved mig. Mor sagde altid, at Elvine sad lysvågen og sagde: “velkommen hjem”, selvom det kunne være ud på de små timer. – Jeg glædede mig altid til , at hun skulle komme. Så fik vi et spil rommy, hjerterfri eller gris. – Elvine boede sammen med sin mand Lars Peter Christensen (Spaun) og sønnen Peter i et hus øst for Lunden. For resten boede de først i “Målt Peters” hus ved siden af snedker Ribergaard, og de sidste mange år boede de i et lille hus, de selv lod bygge ved siden af Anders Thises. Dengang var det det sidste hus før Lunden. Det blev sådan, at jeg hver dag gik ned med vores avis fra dagen før til dem. Tit var de andre piger med, og vi kunne snart gøre kål på en nybagt søsterkage, som mindede meget om Marie Andreasens. Elvine, som ikke havde så meget at gøre med, havde en ny kage parat til vi kom igen. Hun var også berømt for sine “rutebiler”, cacaokager og nogle andre med tvebakker i, de mindede om kransekage, og hun satte en ære i at bage dem til vore fødselsdage, men opskriften bevaredes som en hemmelighed. – Vi tænkte vist ikke på, at vi kunne spise dem ud af huset. Det fik vi nu nok at vide hjemmefra, og vi fik vist nok et eller andet med til dem af og til. – Engang under krigen tiggede jeg tobak af min far til Lars Peter, for han sad og røg “tørvebillinger” og knystede slemt.
Der boede i byen to mænd, der hed er Per Bak – heldigvis var den ene lille og den anden stor, så de kaldtes bette P. Bak og lån’g P. Bak. I Skovbyhus over for Elvine og Lars Peter boede Marie og bette P. Bak. De havde boet i “nejer Skovbygaard”. Deres hjem var et af de steder mor og far kom mest i de første mange år. Mor var kun 20 år, da hun blev gift. Ved et af de første selskaber, hun var med til, blev der snakket om en rolling, der var så gammel og vag – da sad konerne i “pæenstowen”, og mændene i en anden, så først, da mor og far kommer hjem, fortalte hun far det mærkelige med den rolling, som hun troede var et barn. Hun vidste ikke, at det også kunne betyde stuehus. – For mig var det noget af det bedste, jeg vidste, når jeg fik lov at komme med P. Baks pige ud for at samle æg ind. Det har jeg mindedes mange gange, efter jeg selv blev landmandskone og fik høns. – Lån’g P.Bak boede i den landejendom, der lå lige vest for banen, og hvor hans søn Lars Bak nu bor. Der hentede Jens Andreasens piger mælk. Lån’g P. Baks kone så vi næsten aldrig, uden at hun gik med sit “beej tøw”. Hun strikkede altid på en strømpe, når hun gik ude. I mange år kom hun til “ower bager’s” og sad og lappede og stoppede, mens fru Nielsen var travlt beskæftiget i hus og forretning. – Vi hentede selv en tid mælk hos Kren Gå’e (Gade), som var Jens Skovbygaards svigerfar og boede i det hvide hus lige før “Udsigten” på Villabakken i Søndergade. – Søndergade, Enkestrædet, Villabakken, bette P. Bak, fattighuset og futhuset, det var bare noget, vi sagde, uden at tænke nærmere over det, der var jo ellers ikke gadenavne.
En mand, der var kendt viden om fra markeder, var rebslåeren. Jeg har altid tidligere regnet med, at ordet nok skulle oversættes til rebslageren, men har nu set i en ordbog, at det stammer fra plattysk, og også kan siges rebslåeren – én der slår reb. Han lavede reb og grimer og havde sin rebbane for enden af en række haver bl.a. Jens Andreasens, som også havde et stykke havejord på den anden side af rebbanen. Det var ikke særlig praktisk, for hvis vi ville i den “nejer” have, så kolliderede vi somme tider med rebslåeren. Nej, det er for resten ikke rigtigt, for vi havde vist sådan en respekt for ham, at vi så efter, når han var længst væk, men rebene som snurrede rundt (det var noget med, at hans kone eller én af pigerne, Marie eller Signe sad i et lille skur og trak et hjul) kunne i alle tilfælde snurre sig fast i vores hår, når vi ville gå neden under, og så måtte vi hjælpes fri ved hjælp af en saks. – Jævnligt kunne vi høre, at han råbte – hold – hold – til den, der trak hjulet. – Rebslåerens hus lå i Søndergade ved siden af brugsen, og der var en egen ligesom krydret lugt af rebene, der blev opbevaret i et rum lige inden for døren.
Når der stod i købmand Christiansens almanak, at det var Hjermitslev marked mødte Dår’las og hans kone Olivia fra Saltum op med deres hestekøretøj for at sælge slik. Det var i hotellets gård. Vores mødre ville vist hellere have givet os en ekstra 5-øre for at købe slik hos bager eller købmand, men vi syntes nu, at vi skulle til det marked, hvor der som regel ikke var andre end Dår´las’es og en flok børn. Mor spurgte mig engang, om der var nogle dyr til det marked. “Nej, da”, sagde jeg, “det var da ikke dyrskue!” Der blev holdt dyrskue på Marinus Andreasens mark over for Lunden.
En leg, jeg har glemt at fortælle om, var, når vi legede “fii’l – fe’j” (skjul). Det foregik tit i brugsens skur og pakhus (så smagte vi af og til på “kagerne” – kraftfoderet, hvis der var hul på en sæk). – Drustrup havde et stort og spændende loft, hvor de store børn tit legede. Drustrups piger var noget ældre, så kun en enkelt gang var jeg med der oppe, men det huskes som et meget spændende sted.
Vi legede også tit med “dukkekomfyr”, som vi sagde. Små firkantede stykker rugbrød, ristet på en lille pande i fedt og sukker – det var noget, der smagte. Mærkelig nok har jeg på skift leget med de fire af Andreasen-pigerne, Grete, Gerda, Gutte og Inga, men da der kun var to år imellem hver af dem, og jeg nærmest var i midten, var der ikke så stor aldersforskel til nogen af siderne. Det skal ikke forstås sådan, at det altid var én af gangen. Da vi blev lidt større var det mest Inga og Gutte.
Jeg kommer lige nu til at tænke på, at til et af sommerens højdepunkter hører også, når københavnerbørnene kom med toget. Så skulle vi altid på stationen. Mange af dem kom jo igen år efter år til sognefogedens, Engelunds, barbér Pedersens, smed Valdemars (det var familie) og karetmager Christensens. Den sidste var vist en fætter til karetmagerens Aage og var fra Randers. Så blev der holdt cirkus på loftet over karetmagerens udhus, hvor der var sat en stige til, og mor har mange gange snakket om, at jeg engang, da jeg ikke var ret stor, kom og bad om en 1-øre til at komme til “elletant” på karetmagerens loft. “Jamen, hvordan kommer du derop?” spurgte mor. “Jo, karetmagerens kone hjælper mig!” Og så kan det nok være, der var “elletant” eller cirkus. Deres rødhårede, krøllede feriedreng kunne nemlig steppe, samtidig med at han sang noget som : “Sing, holly, wolly, doodly all the day”. Han lærte jo nok engelsk i skolen. Andre gange var der cirkus i tømrer Nielsens værksted. Først var det tømrer Nielsens Gunnar og elektriker Thomsens Børge, et par store drenge, vi så vældigt op til, der stod for det. Senere blev det tømrer Nielsens Poul, damefrisør fru Sørensens Laurits, hotellets Holger og træhandler Nørgaards Ole, der arrangerede det. Det var også dem, vi legede “røvere” med, hvis vi fik lov at gå ud en efterårsaften. Vi havde altid ondt af Ole, når hans mor meget tidligt på aftenen kaldte ud af vinduet: “Ole – Ole – nu er det nat!” – Når vi legede “røvere” var vi delt i to hold, og det var bare med at gemme sig godt – og blive fundet af det andet hold. – Det foregik mest nord om byen langs den sti, der gik bag om husene og op til stationen. Et godt gemmested var i cementstøberiets rør eller på Drustrup & Hansens tømmerplads, sommetider også i Enkestræde, der gik mellem “nejer bager’s” og tømrer Nielsens hus og op til skomagerens hus og Sæbehuset.
Nå, jeg blev ikke færdig med det om feriebørnene. Barbér Pedersens, som ingen børn havde selv, havde i flere år en yndig københavnerpige, Ruth. Hun fik os med til, at vi selv kunne lave optræden. Det var sadelmager Poulsens Nussen også med til, så vi fik lov til at være i sadelmagerens “stoppeværksted”, hvor der var fyldt med træuld, som også gav en egen lugt, der kunne minde om savsmuld i en manege. Ruth fik os til at føle os som små artister eller skuespillere, når f.eks. Gutte og jeg sang duetten: “Tutten og lillemor” eller “Hans og Trine”. Vi syntes også, at vi kunne steppe. Ved lidt mere træning kunne Gutte sikkert være blevet artist. for hun var et helt lille slangemenneske. Når hun lå på maven kunne hun sætte fødderne op om halsen, og hun kunne også sparke sig selv i nakken. Ja, hvor legede vi dog godt, selvom vi engang imellem kunne blive “tra’ti”, som vi sagde. – Bare vi skulle hjem, når vi havde besøgt hinanden, sagde vi: “Nu resser a”. Det vil sige, jeg kom aldrig til at sige a’ om mig selv, men ellers tror jeg nok, jeg lærte at sige alle de forskellige udtryk på “bu’j” (dialekt), som vi sagde. For eksempel sagde vi “fro´”, hvis vi spillede bold og ikke ville være med mere. Hvad det ord egentlig betød, tænkte jeg aldrig på. – Sådan var der mange ord, jeg brugte, uden at tænke over det. Mor har tit fortalt, at da jeg var 3 – 4 år havde vi en pige, Elly, som jeg engang ville rette. Jeg sagde: “Du siger å´sk og på’sk, det hedder nu aske og paske!” – så det er vel kommet lidt senere for mig med at sige ord på “bu’j”. I 1933 var Gerda Andreasen med mig på sommerferie ved min mormor i Nørre Sundby. Nu gik vi jo i skole, og så syntes vi også, at vi skulle på ferie. Det blev nu ingen succes – i hvert fald ikke for mit vedkommende. Gerda prøvede at holde mod i mig, men jeg længtes meget, og helt galt var det, når mor ringede for at spørge, hvordan det gik. Nå, vi holdt vist ud i en uge, så skulle Gutte komme og hente os og være sammen med os den sidste dag. – Vi hentede hende på banegården, og da var vi vældig kry og syntes, at vi kendte og skulle vise hende en masse. – Jeg forstår egentlig ikke, om hun var rejst alene derud, men det må hun vist have gjort. – Det blev første og også eneste gang i min barndom, jeg kom på sommerferie, selv om jeg elskede at komme ud til min mormor. Vi tog altid toget derud til juleaften, og det står for mig som noget af det skønneste, jeg husker. Vi kom lige før spisetid – far måtte jage til toget i sidste minut – og der duftede af rødkål og gåsesteg, og mormor stod med stort, hvidt forklæde på og tog imod os. – Så var det jul! Hun døde, da jeg blev 11 år, og da var det, som en stor stjerne slukkedes, og det blev aldrig jul på samme måde mere.
Det var såmænd også galt med at undvære mor og far, når de skulle med på borgerforeningens årlige sommerudflugt, som jeg har en del billeder fra. Udflugterne gik vist sjældent længere end til Sæby eller Voerså i biler. Det var før jeg var stor nok til at være ved Andreasens.
Stationen, med stationsforstander Lenskjold og hans hyggelige kone, var et sted, hvor vi kom på mange andre tider end, når vi skulle med toget. Bl.a. hentede vi søndagsavisen ved lemmen i døren fra ventesalen og ind til kontoret. Vi havde et lille træskilt med navn på; det stak vi gennem lemmen for at få avisen udleveret. Der fik vi også alle vores varer udleveret., og der var postkontor. Og sikken et syn man fik at se, hvis man havde ærinde på stationen en dag lige før jul – og bankede på lemmen ind til kontoret. Der sad posterne og stationspersonalet og klistrede frimærker på julekort for hele byen. De sad vist til langt ud på aftenen.
Far havde en to-hjulet trækvogn, som stod i brugsens skur. Den hentede han i mange år alle sine varer på. Mange gange fik Svend Marklund og Svend “post” (post Jørgensen søn) tjansen at køre på stationen med trækvognen. Tit var det Lars Bak, der kørte. Senere kom hans far “lån’g Pi Bak til at køre med hestevogn for stationen, og med tiden overtog Lars den kørsel, som endte med, at han kørte med fragtbil, da banen blev nedlagt. – Det var også hyggeligt at komme med mor og far en sommersøndag eftermiddag til kaffe i stationens have. – Et andet sted, hvor jeg også holdt af at komme med, var ved Jacob Nørgaards, som først boede i et af husene vest for banen. Nørgaard havde været forpagter på Tagmarken, men blev redaktør af Hvetbo Herreds Avis og senere også bestyrer af Brønderslev Banks filial. Da boede de i gamle fru Lemmergaards store hvide hus. De havde en datter Else, som altid kunne sætte mig i gang med at lege, selv om hun var meget ældre end mig. Jeg syntes, hun havde så mange spændende ting at lege med, fine dukker og meget andet. Imens fik mændene sig et spil L’hombre sådan en søndag eftermiddag, og jeg tror tit, de var så ivrige, at fru Nørgaard sagde, at vi hellere måtte blive der at spise. Det var, når de havde familiebesøg fra Aalborg. Især husker jeg Nørgaards søster, fordi hun spillede kort med mændene og røg stor cigar.
Nogle gange var jeg også med mor og far om aftenen ved familien Kirkensgaard. Det var også noget, jeg kunne bruge. Jacob Kirkensgaard var urmager og guldsmed i det hus, hvor nu svigerdatteren Elna Kirkensgaard bor. Hun var for øvrigt datter af den gamle mejeribestyrer Andersen. Jacob Kirkensgaard og Sine havde en ret stor børneflok. Der var to piger, Esther og Gudrun, som altid spillede på klaver for os, når vi besøgte dem. De var på skift med i Kirkensgaards orkester, hvor deres bror P. Christian var den ledende. Det har nok tit været lige efter nytår, vi var der, for jeg kan huske, at de spillede lyttervalse – især husker jeg den, der begyndte sådan: “Kom hjem i jawten Marie, du lytter så godt”. P. Christian overtog senere faderens forretning, men i mange år spillede de stadig sammen – de søskende – Magnus var også med. Han slog på tromme og sang. De var kendt viden om.
En aften var jeg med hos skomager Nielsen til selskab. Jeg ved ikke, hvorfor jeg særligt husker den aften. Det er nok fordi, mor havde sagt, at hvis jeg ville med, måtte jeg ikke lægge mig til at sove. Nielsens havde ingen børn, og fru Nielsen havde selvfølgelig sagt, at jeg måtte følge med. Og da jeg sad og kæmpede med søvnen, har hun selvfølgelig fået mig anbragt, så jeg kunne sove. Jeg kan huske, at jeg hørte stemmer sådan langt i det fjerne.
Der er flere familier, jeg gerne vil skrive om, men jeg synes nu, at jeg først vil fortælle mere om vore lege. Der var f.eks. børnefødselsdagene. Det mest spændende var at komme ud på gårdene til fødselsdag hos Else Trudslev, Anna Boelt, Rigmor Dam, Else Eriksen og Jensigne Houn. Der havde de tit “fjælslynger” i laden. Engang, det var ved Jensigne Houn sprang vi fra bjælkerne og ned i et gulv hø eller halm. Ved Christen Eriksens Else havde de en gammel grammofon med en stor tragt. Når vi var der ude, de boede et stykke vest for fattighuset, og ved Else Trudslev, der havde fødselsdag den 13. november, gik vi i flok og følge hjem i “bælg ravende mørke”.
Dengang cyklede vi ikke om vinteren. Jeg kan i hvert fald huske, at det var en stor begivenhed, når jeg fik lov til at få cyklen frem om foråret, og få den ned til cykelhandler Johannes Christensen, så Sabro kunne gøre den klar med smøring og nyt ventilgummi. – Et dejligt legested havde vi i Lunden, et lille anlæg øst for byen. Det var en storhed, da der kom “slynger” i Lunden. Så var der nogle år, hvor vi sagde: “Har I set nu er slyngerne kommet op?” Det var nok om ved pinsetid, for de blev taget ned om efteråret.
De grønne umodne stikkelsbær i Vilhelm Pedersens have, dem kunne vi altså ikke modstå, selvom vi hvert år fik at vide, at vi kunne blive syge af at spise dem. Ja, de var nærmest giftige. Jeg kan nu ikke huske, at vi blev syge af at spise dem, men jeg kan dog huske, at hvis jeg om foråret kunne have lidt mavekneb, sagde mor: “Har du spist umodne stikkelsbær” – eller: “du spiste for mange grønne rabarber!” Dem var jeg nemlig helt tosset efter også. Én af mine yndlingslege om foråret og om sommeren var også at lege med “bla’r”, som vi sagde. Det kunne blive til de fineste kager, som vi legede, at vi købte af hinanden.
Selv om vi boede dør om dør med Jens Andreasens, kunne der være perioder, hvor vi skrev til hinanden – vi piger. Efter de små breve og kort, jeg har endnu, kan jeg se, at det især var Grete, men også Gerda, Gutte og mig, der skrev til hinanden. Jeg lagde brevene til dem ind i gangen på apotekerskabet. Og de lagde deres ind på stolen i vores forgang. Det kunne være en kort besked om at komme ud og lignende. Af og til var der en lille gave med. Jeg kan huske, at jeg engang fik et stykke sæbe, en anden gang en tube havrecreme. Sådan noget solgte de nemlig også i butikken. Til gengæld har jeg nok givet et lommetørklæde. – En overgang samlede vi på billeder af filmstjerner – så var det med at få nogle fremmede ugeblade, når jeg besøgte min mormor. – Jeg kan se af nogle årstal på et par blade, at det var i årene 34 – 36. Jeg har såmænd samlingen endnu, og der står skrevet derpå, at der er 1150 billeder. Selvfølgelig er det en tåbelig ting at gemme på, men for mig rummer den minderne om en skøn tid. – Mor har også mange gange sagt, at hun i sit stille sind morede sig over os, når vi slyngede om os med navne som Jan Kipure, Shirley Temple. Jeanette Mac Donald, Kathrine Hepburn og Mae West. Blandt de danske stjerner var lille Connie, unge Lau, Marguerite Viby, Ib Schønberg og Karin Nellemose favoritterne.
En ting, jeg glemte, mens jeg var ved Lunden, var, at der bag ved Lunden voksede siv, som især snedker Pedersens Mary kunne flette til flotte hatte, små stole, borde o.lign. – Selvfølgelig legede vi også med dukker. Grete var så fin til at sy dukketøj, og hun blev længe ved med at holde af sine dukker. – Jeg fik en fin blå dukkevogn. Det blev vist mest i haven og i brugsens gård, jeg kørte med den. Selvom vi havde en dejlig, lille have, hvor vi tit legede med vores dukker, så havde jeg engang vovet mig helt ned i Enkestræde uden at få lov, men da fik jeg også bukserne rykket ned , og far gav mig en endefuld. Et par andre gange, husker jeg, truede mor mig med en lignende omgang. Så satte jeg hænderne op over hovedet – gled ned i hjørnet mellem køkkenbordene og sagde: “Jeg skal nok være sød – jeg skal nok være sød!” Det traf også, at min hvide mis, som jeg havde fået af “bette P. Bak”, fik en køretur i dukkevognen.
På billedet ses min hvide mis, min mor og far, Gerda Andreasen og mig.
Mis havde vi i mange år, men på det sidste fik den smag for at være ved “nejer bagers”, og engang, da den havde fået killinger der nede, og de var blevet druknet, kom en mand fra Hammelmose og tog den med sig hjem, for at den kunne amme et kuld moderløse ræveunger. Det endte med, at de kom i zoologisk have i Aalborg – og gal var jeg, men vi var dog ude for at se til mis. Jeg havde i 13 år også en lille sort gravhund – Pjevs. Den fik hvalpe i vores tørvehus engang, vi ikke var hjemme. – Da vi kom hjem, lå der rester af hvalpene, som den havde ædt.
Ganske få gange fik jeg tigget om lov til at bade i bækken øst for byen sammen med de andre piger, når der var så varmt, at vi umuligt kunne være tjent uden at komme i bækken. Det var før, vi var store nok til selv at cykle til havet. Vi badede ved Jacob Nielsens bro. De største piger sprang i fra broen. Jeg har ikke badet i bækken ret mange gange. Men des skønnere var det at få lov. Der var ikke særlig meget vand. Det var nok snarere, fordi det var noget plumret, at det kneb med at få lov. Dengang kendte vi ikke navnet Assenbæk, som jo nok stammer fra gammel tid, og som nu bruges som navn til hovedgaden gennem byen. Bækken var også målet for vore spadsereture en søndag eftermiddag. Vi gik i en lang række med hinanden under armen, eller vi gik om aftenen, da vi blev større. Mor og far har også gået mange aftenture til bækken. Da vi piger blev store nok til at cykle til havet, cyklede mor til at begynde med med os “lige vester”, det der nu hedder Saltum strand, hvor vi absolut kunne have det for os selv. Senere fandt vi ud af, at der også var dejligt i Grønhøj. Der gik en sti bagom Ingstrup. Den bugtede sig i bakker og dale, og når det gik mest nedad, var der pludselig en lille bro. Så måtte vi holde tungen lige i munden, når vi cyklede over den.
På billedet er vi piger på vej til stranden og kører igennem brugsens gård og ud på Blæshøjvej. Over for ses det gamle bageri og slagterens hus.
De første år, jeg cyklede, kørte jeg tit på en dejlig lun sommeraften på tur til Thise, Hammelmose eller så galt helt til Stenum sammen med mor og far. En sådan aften, hvor det nok var blevet for sent at cykle ud, gik vi en tur, som jeg aldrig glemmer. Vi kom ned forbi de graner, der er i P. Dams kær, og det var nok blevet efter solnedgang. Jeg husker, at det var lidt halvdunkelt, og jeg pludselig så “trolde” mellem granerne. – – Engang havde Gutte og jeg planer om at ville sove i telt. Teltet skulle vi selv stille an. Det var i Marinus Andreasens eng over for Lunden. Marinus Andreasen boede i den lille ejendom i Enkestræde. Om vi kom til at spørge om lov, husker jeg ikke, men sikkert er det, at det ikke kunne tillades. På det tidspunkt var vi nok om ved en halv snes år – og for øvrigt fik vi vist aldrig det telt stillet an.
Om sommeren kom der gerne et omrejsende tivoli, som slog deres pæle op på Chr. Thises eng. Jeg synes ikke, jeg husker det, fra før jeg var ca. 12 år. De havde luftgynger med – dem skulle vi da også have en tur i – at jeg turde, forbavser mig i dag, og at jeg fik lov til at gå derned, undrer mig også lidt. Der var bestemt sat et klokkeslæt, hvor jeg skulle være hjemme.
Jeg husker engang, hvor der var kommet to tivoli til byen på én gang. Det ene var på Lars Baks mark. Jo, sikken en flothed med et tivoli i hver ende af byen. En aften blev det også mor for meget. Da fik jeg strenge ordrer til ikke at gå i tivoli – så jeg satte mig på bagerens hjørne, så kunne jeg høre musikken fra begge sider, og jeg havde rigtig godt ondt af mig selv. Det fik fru bager Nielsen også – hun kom ud og snakkede med mig, og kender jeg hende ret, har der også vanket et eller andet lækkert. – Det var ellers et finere tivoli, end det vi var vant til, det på Lars Baks mark, så jeg tror, de andre snart måtte pakke sammen. Der var nemlig optræden af en dame, der lavede artistnumre i en høj mast, og der var illumineret, så det foregik altså først, når det var mørkt. Jeg fik en aften mor og far lokket med op for at se det, og de var også imponerede over det. Mens damen optrådte i masten spilledes en bestemt melodi: “Når kærligheden dør”. – Siden har mor og jeg mange gange, når vi hørte den i radioen, sagt: “det er den fra tivoliet”. – Om foråret og om sommeren kom der også “gårdsangere”, som mest spillede på harmonika eller savblad. Så løb vi efter dem gennem hele byen. Engang var der én eller anden zi’geunerkvinde, der sang: “Jeg har en ven, en rigtig sejler”. – Og den måde, hvorpå hun rullede på r’erne, når hun sang, “i hver en havn”, imponerede Gerda og mig sådan, at vi stillede os op på en stol foran spejlet i vores buffet, og øvede os på at synge som den mørklødede dame. Den Buffet står for resten i dag ved Jens Andreasens, som købte vores spisestuemøbler engang, far ville glæde mor med nogle nye. Sener har hun sagt, at hun holdt så meget af de gamle møbler, at hun helst ville have beholdt dem.
Der kom også skærslibere og landevejsstrygere. Saltumbonden var der noget fint over, selv om han drak sprit. Jeg har et julekort fra Saltumbonden, som han sendte til min far i 1931 fra Skøttrup ved Løkken. Der står: “Sliber Martinus Nielsen føler sig for Deres Elskværdigheds skyld over for mig Pliktig at overbringe Dem i Hjemmet – såvel som Deres Forretning en glædelig Jul og et godt og heldbringende Nyt-aar.
Ærbødigst M. N.
Der var også landevejsstrygeren, vi kaldte – “Frederikshavns skræk”, en stor mand. Når vi hørte, at nu kom Frederikshavns skræk – kan det nok være, at vi kom ind. Nogle zi’geunere gav sig engang ud for at være eksperter i at klinke, og mor lod dem få en krystalskål med – den stod jo alligevel i to dele. Jeg var så bange for disse zi’geunere, at jeg havde gemt mig under et bord. Mor har mange gange fortalt, at da zi’geunerkvinden kom tilbage med skålen, som hun holdt fint balancerende på tre fingre, spurgte mor: “Kan den tåle at vaskes?” hvortil kvinden sagde: “Ikke i dag lille frue, ikke i dag!” De skulle lige have lidt tid til at komme ud af byen først.
Om efteråret, når Jens Andreasen havde taget sine kartofler op i den “nejer have”, kan det nok være, at vi stegte kartofler i de tørre toppe. Hvor de dog smagte godt – især den sorte skræl. Desværre kunne vi næsten aldrig lade dem ligge i ilden, til de var gennemstegte og melede. – Når vi kom til 1. november, var det skiftedag for dem, der skulle have nye karle og piger. Der var en vis vemod over den dag, når karlene kom kørende med hestevogn med skabe og kommoder for at flytte deres og pigernes sager fra det ene sted til det andet. På den dag synes jeg mest, det var regnvejr. Om aftenen kom der mere fest over det, når piger og karle skulle ud at handle. De fik jo årsløn dengang – kunne selvfølgeligt nok få et mindre beløb udbetalt engang imellem, men de fleste satte vist en ære i at have så meget som muligt til gode til november. Hvis én og anden var i bekneb, kunne far godt lade dem blive skrevet, når de lovede at betale til november. Så førte han regnskab med, hvor de havde plads. – Men ellers var der et stort rykind i butikken sådan en novemberdag, og far og pigerne var i deres es, når de fik solgt en masse habitter, frakker og alt det andet, de unge skulle bruge i årets løb. Både far og pigerne havde et vældigt “taw” på at slå målebåndet rundt om karlene for at finde deres livmål. – Da var der ikke nogen bestemte lukketider, og den helt store handel foregik den første søndag i november. Aldrig var pigerne sure, selv om det blev langt hen på aftenen, før de var færdige. Tværtimod levede de sådan med i forretningens ve og vel, at de stod spændte og talte kassen op efter sådan en dag. Hvor lang var mon kassestrimlen? – Til status skulle alt jo tælles op. Mon ikke pigerne fik infiltrationer i arme og skuldre af at stå og måle alle metervarerne op? – Da var der jo reoler med metervarer i hele butikkens længde – foruden et ret stort lager i kælderen. De fik vældig rutine i det, og jeg beundrede dem meget, når de svingede stofrullerne op i luften og greb dem igen. Når de havde målt, hvor meget der var (da regnede man mest i alen – til status blev der nu nok målt med meterstokken – en alen var 62½ cm.) skulle det jo slås på brættet igen, og det skulle gøres uden det kom skævt på. Det gik alligevel som “kæp i hjul”. Det arbejde, har jeg heller aldrig haft indtryk af, at de var kede af, hvad enten det var Karen Sørensen (kaldet store Karen), Else Jensen (nu gift med Søren Nøhr), Lis Sørensen eller Ester Andreasen – den ældste af Andreasens piger – ikke at forglemme. Dem havde vi alle i mange år. – Senere kom der flere andre flinke piger til. Ester Andreasen havde særlige anlæg for vinduespyntning, så hun kom på dekoratørkursus, og det var altid spændende at se, hvad hun nu kunne finde på, når vinduerne skulle pyntes. Dengang havde butikken også åben lørdag aften, og jeg kunne lide at komme over til Drustrup og ned til købmand Christiansen med kurv over armen og handle. Lørdag aften var man nærmest sikker på at få et kræmmerhus brystsukker. Drustrup havde vist altid to kommiser og en lærling. Så det var med at komme til at handle med ham, vi vidste, der gav det største kræmmerhus – fine, spidse kræmmerhuse, som de selv snoede af et stykke hvidt papir.
På billedet ses min mor, mig selv, feriepigen fra Flensborg og ”pigen i huset” Rosa.
Det hændte ikke så sjældent, at mor fik lyst til en plade chokolade, der hed Succes. Det var især, hvis det havde været en anstrengende dag – det kunne en almindelig lørdag vist godt være, når alt trætøj skulle skures, komfur pudses, messingtøj (dørvridere o.a.) pudses, foruden almindelig lørdagsrengøring med vinduespudsning. Vi havde engang en pige, Rosa, som syntes, at det gik lettere med at pudse komfur, når hus stemte i med: “Nu dages det brødre – det lysner i øst”, men der satte mor grænsen. – Så blev jeg sendt ned til Christiansen efter sådan en plade Succes. Jeg er kommet til at tænke på, om mor syntes, at det var sådan en luksus, at hun ikke ville, at Drustrup, som de kom sammen med, skulle se det. Hun røg cerutter, der blev indkøbt hos Jens Andreasen. Og jeg kan nu huske, at mor var lidt flov, hvis hun for tit skulle have en ny kasse cerutter. – Nå, men det hændte ikke sjældent, at Christiansen, som vi også handlede en del ved, pakkede en plade Succes ind og gav mig den med hjem til mor. – så det var en flothed – det var en ret stor plade, som dengang kostede 50 øre. – To ting, jeg forbinder med disse lørdagsaftener, er ældre dansemusik i radioen med Kaj Julian eller Louis Preill, – og bad i en zinkbalje på køkkengulvet. Sådan foregik badningen, ind til vi i 1935 byggede til og fik et nyt køkken, badeværelse m.m. og samtidig vandhaner. Andreasens piger sagde, at de skulle i “ballivåj” og i en ren makkosantrøje. Det var bomuldstrøjer. Jeg har altid været “byltet” ind i en masse tøj. Dengang var det både uldtrøje, særk og uldklokke, ja, og livstykke til at sætte strømpebåndene fast i.
Hvis vi foruden vores søndagsfemøre – som blev omsat ved bageren – havde en femøre en anden dag, kunne vi være heldige at få flere kræmmerhuse brystsukker, når vi fik pengene vekslet og én gik til Christiansen og en anden til Drustrup. – Drustrup havde en kommis, der godt kunne finde på at lægge 2 øren oven i kræmmerhuset, så kunne vi f.eks. også gå i brugsen, og så sad vi bag efter og delte “knallerne”.
I købmandsbutikken hang der dengang gryder, potter og pander i kroge i loftet. – Selvom vi næsten ikke handlede i brugsen, havde vi altid et godt naboforhold til dem – både Engelunds og senere Engelbrechtsens. Mor og far kom da også sammen med dem.
Hvor langt jeg husker tilbage er jeg ikke helt klar over, men noget af det første, jeg husker er, når min far gik med mig på nakken, og han gjorde holdt ved spejlet i buffeten – bøjede ned i knæene, for at jeg kunne kikke i spejlet. Jeg sad også på hans arm engang i min tidligste barndom, da han ville vise mig sin juleudstilling. Det, jeg husker derfra, er et par hvidmalede udstillingsborde inde i butikken, hvor der var lagt nogle røde filttæpper på, og så var der et par gammeldags nissemænd med rigtige træsko og nogle store dukker. Lidt senere blev der gjort mere ud af juleudstillingen. Da lejede far nemlig i nogle år til jul et eller andet mekanisk. Et år var det en samling løver, der stod og rokkede med hovederne. Dem har jeg et billede af.
Men ellers skulle der ikke meget til at fornøje os. Vi skulle hele byen rundt og se juleudstilling. Boghandelen og sæbehuset var nok de mest spændende steder med mekanisk legetøj og meget andet. P. C. Lunde boede mange år i sæbehuset. Han havde også røgeri. – Drustrup havde altid om julen en fin mølle, der snurrede rundt, men der var også noget at se på i de andre butikker, hos Jens Andreasen, Vilhelm Pedersen, træhandler Nørgaard, snedker Pedersen, snedker Ribergaard, urmageren, bagerne og gartner Andersen. Et par små nisser anbragt i noget vat, glædede os vist lige så meget, som de større ting. Og så var det spændende at få mor og far med ud at se på juleudstilling, når man kunne sige, at nu havde de alle sammen lys i vinduerne.
Når Jens Andreasen fik julesager hjem i en stor trækasse, var jeg altid med til at pakke ud en aften. Det samme var nogle af pigerne nok hos os. – I nogle år solgte Andreasen også fine røde amerikanske æbler til jul. De var pakket ind i hver sit stykke silkepapir. Det var en flothed dengang. Da så vi ikke æbler hele året igennem. Appelsinerne dukkede vist også først op til jul. – Hos “ower bager” hjalp vi med at sætte pebernødder på plader – der tiggede vi også “skorper” fra rugbrød. Vi stillede os uden for bagervinduet, når det duftede lifligt af rugbrød. At få sådan en skorpe – det var lykken.
Åh! og så var der borgerforeningens juletræ 4. juledag på hotellet. Da skulle vi bestemt også i ny kjole som til pinse. I mange år var maler Andersen foreningens formand, men lærer Landbo ledede altid dansen om juletræet. Først sang vi julesamler, og så kom sanglegene. Mærkeligt nok var det min store skræk at være med til. Jeg var noget genert og kunne ikke rigtig lide at slå mig løs i: “og ræven rask over isen” eller “så går vi rundt om en enebærbusk” og “Tornerose”. – Men når så Kirkensgaards orkester spillede op til dansen bag efter, så kunne jeg bedre være med. Vi piger dansede meget med hinanden, men ellers havde vi ikke noget imod at danse med drengene. – Trudslevs drenge dansede vældig godt, og de var også flinke til at danse. Men ak! Hvis man så endelig kom til at danse med en dreng, der var god til det, og det så var en “fynsk polka” – så ærgrede man sig godt. Vi ville nemlig hellere danse “moderne”.
Da jeg fortalte om “bette P. Bak”, glemte jeg helt at fortælle, at i mange år var det skik, at han spændte nordbaggen “Musse” for kanen og kørte vi børn rundt i byen. Musse havde bjælder på, og de mindste børn sad tæt i kanen, mens de store spændte deres “kilker” bag efter. Det nåede jeg nu aldrig at prøve. Jeg har et billede fra en sådan tur. Jeg har vel været en 4 –5 år, og mor havde givet mig sin fine, hvide hermelinskrave på, for at jeg ikke skulle fryse. Det gik jeg aldrig siden med til. Ved “tårnet” lige før banen, hvor både barbér Gertsen og senere skrædder Jørgensen boede havde vi en god kælkebane, som blev flittigt benyttet. Nogle gange travede Julie Nielsen og mor med helt op til bakkerne i “bette Amerika”, hvor der var store kælkebakker. Vi skred på is og skøjtede i Marinus Andreasens eng eller på P. Dams dam ved skolen eller i Chr. Thises eng øst for byen, hvor vi om foråret plukkede engkarse, mens viberne skreg.
Når man sådan sidder og tænker tilbage på “gamle” dage, passerer forskellige ansigter revy i ens indre. – Lige nu kom jeg til at tænke på Marklund og hans kone Maren, et par meget venlige mennesker. Marklund var søn af den gamle sognefoged Chren Chren. Marklunds kone var fra Kædegaard i Pandrup. I nogle år havde de slagterforretning der, hvor nu murer Jørgen Nielsen bor. Senere kom slagter Sørensen (damefrisør Johanne Sørensens mand) og derefter slagter Larsen. Marklund var også handelsmand og han kunne klippe dyr i papir – det var hele kunstværker. Jeg har haft nogle, men har dem desværre ikke mere. Marklunds kone kunne le så hjerteligt, at tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun gav mig engang en grisehale. Jeg stod i slagterbutikken og hviskede til mor, om vi ikke skulle have halen af den gris, der hang der. “Hvad er det Karen vil?” spurgte fru Marklund. “Ah, hun spørger om vi ikke skal have halen”, svarede mor. “Ja, da skal hun også have den”, sagde fru Marklund og snittede den af til mig. Foruden Svend, som jeg før har nævnt, havde de to piger, Inger og Karen, der kom sammen med Ester Andreasen, Drustrups piger og smedens Sigrun. De store piger så vi mindre naturligvis op til. Der var også et par ældre sønner, som ikke var hjemme.
I cementstøberiet boede i mange år Aksel Nielsen og hans kone Maren. Hun stod i mange år i mejeriets udsalg og solgte mælk og fløde, som vi hentede i spande. Målene var dengang potter og pægl. Senere blev det arbejde overtaget af murer Chresten Lassens Dagny, hvis mand Henry også i mange år havde cementstøberiet. De havde en pige, Inger, som vi også legede med. Jeg synes for resten også, at handelsmand Jens Thomsens kone Johanne somme tider solgte mælk. Deres datter Grete var også på min alder, der kom jeg også til fødselsdag og fik budding med rød sovs. Det fik vi de fleste steder inden vi skulle hjem. det var ikke min store livret, måske fordi vi aldrig fik det hjemme. Som regel, når vi var til fødselsdag, skulle vi blive og spise til aften.
Jeg kom fra det med mejeriet. Der var kun lukket op et pat timer om formiddagen, så før højtiderne kunne der godt være kø for at komme til. Vi havde vist ikke “kø-kultur” den gang. Med tiden blev det sådan, at der om sommeren i jordbær- og grødtiden var lukket op i udsalget ½ time sidst på eftermiddagen. Køleskabe havde man jo ikke, så det kunne være et problem med at få mælken til at holde sig, hvis man ikke havde en god kælder. Det havde vi nu. Mælkekuskene var der også noget særligt ved, når de kom kørende med hest – med mælk til mejeriet. Om vinteren kunne de være godt udstafferet for at holde varmen. Så kan det nok være, de bankede arme, mens de holdt og ventede på at komme til ved perronen. Da lukkede butikkerne tidligt op – især købmændene – for det var almindeligt at mælkekuskene havde bud med efter varer.
Som sagt før kom vi også sammen med Jens Trudslevs. – Jeg kan huske engang, vi havde besøg af hele familien, det var vist en søndag eftermiddag, da havde jeg en forfærdelig ørepine. Jeg var ikke ret stor, og det var vist den eneste gang som barn, jeg havde ørepine. – Vi var gerne til Marie Trudslevs fødselsdag den 11. januar; jeg tror altid, de beholdt deres juletræ til efter den dag. Det var altid sjovt at komme der. De havde seks drenge og én pige, Else. Hun var på min alder. Marie Trudslev spillede på klaver; jeg husker især én der hed: “Hip og hop”. Den var vist svensk. Engang, jeg besøgte Else, skulle vi prøve at ryge, og af mangel på andet, blev det til hyldebærkviste, så det blev vi nok snart færdige med. Vi blev meget gode venner, men det var først om ved konfirmationsalderen, at vi begyndte at være meget sammen. Som sagt syntes jeg, at de boede langt uden for byen, og børn ude fra rendte ikke sådan til byen dagligt.
Én ting har jeg helt glemt – fastelavn. Så skulle vi klædes ud og ud med raslebøssen, og så sang vi: “Fastelavn, er mit navn” eller “Boller op, boller ned, boller i min mave”.
Engang havde mor syet “bondepigedragter” til Gerda og mig. Jeg har noget af den endnu, også et billede taget af os – taget i vores have. Mon ikke vi var 7 – 8 år.
Noget af det sjoveste var at komme i et par højhælede sko, så kan det nok være, vi følte os store. De store drenge gik rundt med store kurve og solgte fastelavnsboller fra bageren. Mor købte fra begge bagere, så vi havde mange boller. Jeg spiste kun de 5-øres rosinboller, mor ville have de 10-øres med creme og flormelis. De 5-øres spiste man som de var – uden smør – og jeg kunne spise mange. Lidt tørre har de vel nok været, men det syntes jeg i alle tilfælde ikke.
Mor kunne lide at klæde sig ud til fastelavn og tage maske på og så gå ind til Andreasens og bagerens med raslebøsse. En enkelt gang, da hun havde købt en fin zi’geunermaske i Brønderslev, gik hun også ned i butikken til far og pigerne og præsenterede sig som en kone fra Thise. Én af pigerne kunne kende hende på hænderne. Far prøvede også at klæde sig ud med et stort paphoved, som jeg har endnu. Det havde været min bedstefaders. Han havde været med til karneval. Der var også dengang karneval på hotellet. Det var mens Engelunds havde en skræddersvend, der hed Nitscke. Han havde lavet en flot dragt – jeg synes, den var hvid med guldstjerner på. Han vandt helt bestemt som den flottest pyntede.
Af og til fik jeg far til at steppe for mig – det syntes jeg, han var vældig god til. Havde han haft et par steppesko, tror jeg også han kunne være blevet god til det. Han kunne også bøje dybt med i det ene knæ, samtidig med at han strakte det andet ben frem og skiftede fra det ene ben til det andet, som man ser det, når man ser russisk dans på TV – kun ikke så hurtigt.
Jeg så meget op til min far. Det blev ikke mindre med årene. Han var meget optaget af sin forretning og sad på sit kontor til langt ud på aftenen. Når der kom handelsrejsende, var det spændende at få lov til at stå bag disken og se på, når der blev købt ind – pigerne fik altid lov at være med og blev taget med på råd. Særlig spændende var det, når en bestemt rejsende kom og fyldte disken med prøver af kjolestoffer. Hvis der var udgåede mønstre, fik jeg prøverne til dukketøj. Og det var også spændende, når den rejsende fra Silkeborg kjolefabrik kom. Så var der også en rejsende fra Randers, som jeg gemte mig for, når jeg kunne komme af sted med det, og det endda selv om han ville have mig med over til Drustrup efter chokolade, eller netop derfor. Selvom jeg kun var en lille pige, mærkede jeg, at han var for indladende. Det var nu vist kun i god mening, men jeg kunne ikke lide det og lærte hurtigt hans bil at kende. Der kom jo ikke så mange biler. Nogle af de rejsende kom med toget. Der var én – Poulsen – fra Georg Dam, som altid inviterede os med til strandpavillonen i Løkken. Det var altid en selvfølge, at jeg skulle med, og det nød jeg – at komme hen, hvor der var musik.
Jeg kan vist godt sige uden at prale, at ekspeditricerne i sådan en forretning ude på landet lærte en masse. F.eks. syede de selv dyner – det har mor også været med til, og far havde i mange år et fjerkammer på loftet. Senere blev det i kælderen under butikken, at de stod og stoppede puder og dyner, som bl.a. blev leveret til mangt et brudeudstyr. Så fik pigerne en af fars kitler på og et tørklæde godt ned i panden. Ester Andreasen var så dygtig til at sy, og hun sad ved en trædemaskine i den ene ende af butikken og syede masser af dynebetræk og forklæder.
Gerda og jeg legede tit i kælderen. Der lå en dynge uld, og det var sjovt at tumle i sådan en dynge fedtet uld. Vi tænkte ikke på, at det både kunne ses og lugtes bagefter, så mor kunne sige: “Nu har I leget i ulden igen!” En enkelt loppe kunne vi også få på os. De ville også gerne sætte sig i fars uldne sokker. Når han var inde for at få kaffe, skulle han have dem fanget. Så brættede han buksebenene op, og han havde et særligt tav på at fange lopperne med tommelfingerneglene. Jeg kan endnu fornemme den kvalme, søde lugt, der var ved ulden, som blev delt op i vasket og uvasket uld. Når konerne kom cyklende med deres uldsække, kunne der ikke handles før far havde haft sækkene med i kælderen og studeret ulden. Det kunne engang imellem hænde, at de ikke kunne blive enige om, hvorvidt det var vasket eller uvasket uld, så tog konen sommetider sin uld med sig igen. Det samme kunne være tilfældet, når der købtes fjer og dun, som selvfølgelig ikke kostede det samme, hvis de var blandet, som hvis de var sorteret, og for at være første klasse skulle ænder og gæs være plukket uden at være skoldet. Vi købte for resten også uldne, strikkede klude. Både uld og klude blev afhentet af en opkøber fra Randers. – – Kun én gang om året havde vi udsalg, og så havde vi også lykkeposer. De lyslilla hatteposer, vi havde (for vi solgte også både dame- og herrehatte) blev brugt til lykkeposerne. Jeg var vist ikke så slem til at tigge, men så måtte jeg nu have lov til få en lykkepose. Mon den spænding, hvormed man lukkede sådan en pose op – findes hos børn i dag. – Det gør den vel, men givet er det, at der skal mere end en lykkepose til. Og så havde jeg jo endda “snuset” lidt til, hvad der kunne være i poserne.
Nytårsløjerne må jeg endelig også have med. Vi begyndte nu allerede juledags aften – Skt. Stephans aften – med at lave løjer. I de år, hvor vi var i Nørre Sundby til jul, kom vi først hjem 2. eller 3. juledag, så skulle far have havelågen sat ind før jul. Trækvognen i brugsens skur var jo ikke til at sætte ind, så den måtte han tit betale for at få igen. Der kom gerne én eller anden dreng og meddelte, at han nok vidste, hvor trækvognen stod, og så fik han en skilling for at komme med den.
De store drenge, jeg tænker her først og fremmest på elektriker Thomsens Børge og tømrer Nielsens Gunnar nøjedes ikke med at gemme låger og kaffekander. De fandt snart ud af, hvem de kunne irritere og få ud og løbe efter sig, og vi mindre stod lidt i baggrunden og så til – betaget over hvad de store drenge turde. Når det gik værst til satte de vist strøm til dørvriderne, der hvor de kunne få manden lokket ud. Det var også skikken at “vende senge”. Det har jeg aldrig prøvet – jeg har altid syntes, at det var en dårlig spøg. Derimod havde jeg en tom trådrulle med en snor i liggende i en skuffe fra år til år. Vi satte et søm igennem. Når vi satte rullen imod folks ruder og trak i snoren, skrattede det vældigt – og så løb vi af sted. Jeg har også en enkelt gang været med til at smøre grøn sæbe på folks “dørvridere”, hvis der var én og anden, vi godt ville drille. På gårdene forsvandt “mogbo’ren”, hvis man ikke havde den bag lås og slå, og mange steder sås kaffekander og kedler i toppen af flagstænger. Da var en kaffekande altid en “madam blå”. Vi havde såmænd tre aftener til disse løjer – nemlig Stephans aften, nytårs aften og hellig tre kongers aften.
Sommeren 1996. På én eller anden måde er der nu gået 21 år, uden at jeg er blevet færdig med at skrive om min barndom. Det var meningen, det kun skulle omhandle barndommen til ca. konfirmationsalderen. I mellemtiden har blandt andre Lis og Børge Thomasen læst det, og jeg har fået en reprimande af Børge for det, jeg sidst har fortalt om – nemlig nytårsløjerne!
Jeg beklager meget, at jeg som lille pige havde misforstået aktens forløb og forstår godt Børges reaktion. Det forholdt sig nemlig sådan, at det var Radio-Emil, der satte strøm til håndtagene for at give drengene en lærestreg. Han havde naturligvis ikke tænkt på, at det var livsfarligt at røre ved håndtaget. Det Børge gjorde var at hente en ledning hos faderen (elektriker Thomsen) – forbinde den med tagrenden, der gik til jorden – sætte den anden ende til håndtaget – og så gik sikringen. – En stor undskyldning til Børge.
Efter at have læst det hele igennem igen, undrer det mig, at jeg endnu ikke har nævnt gymnastikken, som fra ved 6 – 7 års alderen og hele vejen frem har betydet uendelig meget for mig. Ja, jeg er ved at synes, at det ikke kan passe, men jeg har haft en kladde, så det kan jo være derfra, at det er smuttet, men sikkert er det, at forårsopvisningen på hotellet var et af årets højdepunkter.
Efteråret 1996. Sjovt nok fandt jeg her i efteråret kladden, hvor jeg netop havde sat en streg der, hvor jeg var kommet til – omtalen af gymnastikken, som jeg startede med i 6 – 7 års alderen. Det blev for mig den sport, der var alfa og omega gennem hele barndommen og ungdommen.
Jeg mindes første gang. Gutte og jeg skulle med til hovedkredsopvisningen på Åby højskole. Gutte var ca. 1½ år yngre end mig, så hun var vist den yngste deltager i opvisningen. Vi høstede vældigt bifald, da vi sprang skråspring over plinten og balancerede på bommen. Om foråret havde vi som nævnt opvisning på hotellet i to aftener. Den første aften var der børnebal bagefter, og den sidste aften bal for de unge, men os gymnaster måtte godt blive der og danse lidt den anden aften også.
Disse opvisninger så vi meget hen til – så løb vi hjemmefra og til hotellet i gymnastikdragterne (de mørkeblå – og ikke alle mulige farver og faconer som i dag) – hvide ankelsokker og sorte “balletsko” – eller også klædte vi os om i et af hotellets værelser, som vi havde fået overladt til omklædning. Når vi løb op ad trappen til værelserne ovenpå, så følte vi os bestemt “store”. – Og når Kirkensgaards orkester stemte i med “Alte Kameraden”, så fik vi hjertebanken, hvis vi ikke havde haft det før. – Dengang havde vi ellers ikke musik til gymnastikken – kun til indmarchen og springene.
Far kunne dårligt blive færdig til at komme derhen, for der var altid nogle, der kom i sidste øjeblik efter ankelsokker og hårbånd. – Vi gik to og to og havde skiftevis hvide og røde pandebånd på, og damefrisørens krøllejern var vist varme hele eftermiddagen før opvisningen, for da skulle alle “krølles”.
En anden stor begivenhed var, når Jens Thises dilettanter kom på hotellet og opførte hans komedier. Jeg har vel været 5 år, da de spillede “Sognefogedens pigebørn”, det husker jeg meget tydeligt. Jens Thise havde to døtre, der spillede med. Den ene hed Gudrun – blev senere gift med vores andenlærer Hansen, som også spillede med. Af de andre medvirkende husker jeg især Anna og Johannes Engelund. Anna spillede en “skrap” kone. Johs. Engelund gav sig i mange år af med at skrive lejlighedssange. Med til disse aftener var også Kirkensgaards orkester, der underholdt før komedien begyndte, og mens der blev skiftet kulisser. Så spillede de blandt andre Berlinerluft og Florentinermarch.
Meget tidligt fik jeg interesse for musik. Engang, det var vist også før jeg kom i skole, var jeg med mine forældre og min mors familie fra Nørresundby i “Kilden” i Aalborg for at høre Lilli Genes og hendes zi’geunerorkester. Jeg har aldrig glemt, at de spillede Ungarsk rapsodi nr. 2 af Franz Liszt. – Mor havde klaver, og tit spillede hun for mig. Det skulle gerne være: “vente på far” – “lille Viggo, vil du ride ranke” – “du spørger min dreng” – o.m.a. – også underholdningsmusik som f.eks. Molboerne, Edelweiss og Aftenklokkerne. Selv fik jeg aldrig lært at spille ordentligt – det ærgrer mig meget. Når jeg var kommet i seng, sang mor for mig – især: “jeg er træt og går til ro” – “sov mit barn sov længe”, og hun bad aftenbøn med mig. Somme tider var det også far, der gjorde det. Han læste også H.C.Andersens eventyr. Alligevel hændte det, at jeg ikke faldt i søvn, hvis min hvide mis, som jeg holdt meget af om dagen, gav sig til at mjave ude i en af skunkerne. Så listede jeg mig ud på loftet og hen til trappen og kaldte på mor. Det var ikke altid, hun kunne høre det første gang, og hvis jeg så fik øje på mis, som sad der i skunken og stirrede på mig med sine lysende øjne, så blev jeg for alvor bange – og råbte: “mis har sådan nogle grimme øjne”. – Over min seng havde jeg en lille hylde, som snedker Ribergaard havde lavet. Der havde jeg et glas vand stående, men af og til blev jeg glædeligt overrasket om morgene over at finde en tallerken med små trekantede sukkermellemmadder. Jeg har altid været morgenmand, og mor ville gerne sove længe.
Mor holdt meget af at holde “mørkning”, som vi sagde. Hun kunne lide at sidde uden at tænde lys, selvom det næsten var helt mørkt. Så kunne hun tage mig på sine knæ, og så sad vi og sludrede på et hjemmelavet sprog – vi kaldte det vist et eller andet, men det kan jeg altså ikke huske, hvad var. – Nu har jeg så for nylig læst, at en læge har tilrådet, at holde “mørkning”, når man kan.
Eftersom det hele er skredet frem, kan jeg se, at der i dagligdagen mere er nævnt mor – end far. Dengang – mere end nu – var det jo sådan, at det var moderen, der altid var parat til at tage sig af de problemer, der kunne opstå i hverdagen. – Selvom det ikke så tydeligt fremgår af det, jeg har skrevet, så blev jeg ret strengt opdraget. – Lydighed var en selvfølge – også – at man ikke talte, når de voksne talte. I det hele taget var det nok ikke helt ved siden af med det gamle ord, der sagde: “din vilje sidder i din mors bukselomme.” Det var ikke som nu, hvor børnene fra ganske små lærer at have en selvstændig mening om alt.
Nej. det var absolut efter min mening for meget til den anden side – vi vidste, at som mor og far mente – sådan var det – sådan skulle det være. En gylden middelvej havde nok været at foretrække. – Vi tænkte vist aldrig den tanke, at vi kunne have ret. – Da jeg blev ældre kunne far ikke så sjældent sige: “det passer godt nok, Karen!” Det kunne være til nogen fortrydelse for mor.
At jeg som 11-årig kom til at gå i Åbybro realskole, var bestemt ikke efter eget ønske. Jeg følte mig som en enlig svale. Dengang – helt i modsætning til nu, havde jeg ikke let ved at komme i snak med fremmede, og der var så mange fra Pandrup og også fra Åbybro, som kendte hinanden. Jeg følte mig utrolig fremmed og alene. – græd hver dag, når jeg kom hjem. Det var vist heller ikke altid, jeg kunne holde tårerne tilbage i skolen. Skolebestyrer Frede Okkels kunne vist se, at jeg ikke trivedes, og han havde flere samtaler med lærer Landbo indtil det endte med, at Ingeborg, som jeg sad sammen med i Hjermitslev skole, kom med derud – og glad var jeg. Ingeborg Landbo var den ældste af en flok på syv, og da realskolen jo var en privat skole, skulle vi selv betale skolepenge og kort til toget. Vi sad så sammen også derude i de fem år, vi gik der, og jeg blev glad for, at jeg kom derud.
Vi havde en meget dygtig dansklærer – Hr. Nielsen – kaldet. Han skulle nok lære os at stave ordene rigtigt (der havde vi nu også fået grunden godt lagt i Hjermitslev skole) – og for at vi kunne lære at sætte komma på de rigtige steder, lærte han os remserne med de forskellige bindeord, som vi næsten kunne sige i søvne, og ve den der sagde: “fordi at” – eller ikke kendte forskel på “ligge” og “lægge” o.s.v. Sproglærerinde – fru Poulsen – C.P. – terpede også grammatik med os, så vi aldrig glemte de forskellige remser m.m.
Med hensyn til terperiet i skolen, så tænkte vi vel heller ikke på, at det kunne være anderledes, og den dag i dag er jeg glad for, at jeg i Hjermitslev skole og da jeg gik til præst. lærte alle de dejlige salmer udenad – ikke kun fordi det er praktisk i den overgang, der er, indtil man husker, at man skal have brillerne med. Senere kan der også blive problemer med at kunne se at læse. – At vi hos pastor Vejen lærte: Johs. 3-16 og Math. 7-12 gør sandelig heller ikke noget. Ligesom vi også på vores konfirmationsdag – oppe ved alteret sang udenad: “Mægtigste Kriste” og “Jesus os til trøst og gavn”.
Da jeg som sagt tidligere havde bestemt, at jeg ville skrive om det, jeg husker fra barndommen og til konfirmationsalderen, så vil jeg slutte af her med at slå fast, at det var en meget dejlig barndom, jeg oplevede dengang i tredivernes Vester Hjermitslev.
