født 26/06-67 og opvokset i Nordjylland
Bopæl Aabybro
Henrik Busk Andersen
Dybt inde i mit hjerte er retfærdigheden og kærligheden til min elskende dog også en krop fyldt med kreativitet fra ord til emner
-fra bly til maling.
Jeg lever for min kreativitet og af min kreativitet.
Jeg er besat af ikke at gå i andres fodspor, men træde mine egne. Kompromises, frygties, tabules til en vis grænse.
Jeg har solgt min kunst til de små og de helt store i dette land og lidt uden for grænsen.
Kunst mener jeg opstår, når det er mere end maling…
I en alder af 16 år blev jeg udøvende billedkunstner, og jeg var fascineret over, at maling pludseligt kunne skabe en krop og udtryk. Jeg har gennem mine livskriser brugt malingen til at bearbejde mit sind. Jeg har to typer malerier. De smukke og farverige; typisk af mennesker. Og så har jeg de fordybende hardcore malerier, der ikke skåner noget, og brutalt visualiserer, det emne jeg ønsker at belyse. Malet i sit eget naivistiske formsprog med symbolik som sproget.
Der er bl.a.:
“At Kroge sine Børn” om Serritslev børnemishandlingssagen.
“Carina pigen der ikke ville dø”.
Mine kreative fodaftryk er til dato: malerier, udgivelse af bøger samt skulpturer.
Mit citat:
I livet er dem jeg lærte mindst af, også dem jeg lærte mest af..
Jeg har solgt til Danske Bank, Mærsk, Nykredit, Blue Arena, Sydbank, Spar Nord samt en lang række andre virksomheder og allervigtigst solgt til hr og fru her og der, i indland og lidt udland.
Udstillet i banker sygehuse gallerier m.v. Forhandles af gallerier i Danmark.
Har doneret til Børns Vilkår, Kræftens Bekæmpelse, Julemærkehjem m.v. og stod bag fond til indsamling for Serritslev sagens børn.
Kunst kan sætte ild til hele verden, et billede siger mere en tusinde af ord.
Ærlighed er for mig, den vigtigste karakter i livet.
Mit kinesiske stjernetegn er
GEDEN
Geden elsker kunst og naturen og er god til at forkæle sig selv. Geder er kreative, kulturelle, har gode manérer, går op i deres udseende og optræder oftest velsoignerede i sikker tøjstil. Ren- hed af hjertet beskriver Gedens blide natur – altid beroligende og medfølgende. Geden elsker opmærksomhed og anerkendelse og bliver hurtigt påvirket af harmonien i sine omgivelser. Geden er kendt for at være en godmodig sjæl.
Bortset fra evnen til ofte at komme galt afsted er Geden charmerende at være sammen med – omsorgsfuld, gavmild og inspirerende. Dette kreative tegn har det generelt bedst i deres egne tanker som andre mere lineært tænkende tegn kan have svært ved at dechifrere og følge med i. Geder er fremragende i alle beskæftigelser, hvor de kan udfolde sig mentalt, uden alt for mange bindinger. Geder er ikke udpræget systematiske og ikke særligt materialistisk anlagte. De finder rigelig glæde og rigdom i deres egen store indre verden. I kærlighed er Geden dog ofte meget ødsel og overdænger sin elskede med mange og flotte gaver.
I kærlighed har Geden brug for at føle sig elsket og værdsat. El- lers begynder de at spekulere over, hvad der kunne være galt med dem selv eller forholdet. Geder er på denne måde meget kunstnerisk anlagte og føler sig dybest inde en smule usikre. Hvis de ikke modtager nok anerkendelse i deres parforhold, kan de søge ind i deres eget indre – store – univers. Geden kan som of- test få en del ud af at lære at slappe af og lade andre trække læsset engang imellem. Når de kommer til erkendelsen af, at venner, partner og familie stadig er der, når de vender tilbage fra deres indre eskapader, vil livet for Geden blive ret nemt og sorgløst.
Stød på livets vej med et glasskår i foden
Kæmper mig i ateliet. Bruger farverne og lærredet som plaster. Sår heler. Til sidst forstår jeg, at dette er min medicin. Mit kald. Mit liv. Det siger alt. Det må være nok.
Mine hardcore malerier er mine aller stærkeste følelser. Den skarpeste tunge. Den største kniv. Mit levende liv. Mit bidrag til kunstens verden. Du må være smagsdommer på, om kan ses, mærkes eller respekteres. Du står suverænt for at dømme eller fordømme.
Værkerne er filmet på YouTube og symbolsk forklaret. Et skattekort er til for at blive brugt.
Søgende. Som en lille mus der savnede varme og meningen med tilværelsen. Jeg husker alt – næsten. Er ikke bange. Har prøvet meget, og jeg fandt min kunstnerhylde i år 2000. Det var det tidspunkt, hvor mit almindelige liv havde stemt mig ude, både familiært og økonomisk. Jeg var søgende, som en lille mus, der ønskede at finde varmen og meningen med tilværelsen. Det var så åbenlyst, at destinationen blev med mine lærreder. En skriftestol og pryglestok for alle de idioter, jeg havde mødt på min vej.
Ja, det startede jo så smukt. En sød barmhjertig dreng. der spillede fodbold med kammeraterne og slåssede alt mindre-værdet ud.
Legede med farver op i teenageårene, og jeg fik skabt mit første oliemaleri som 14-årig. Det er helt vildt, når jeg tænker tilbage på det nu, det var det vigtigste maleri. Det rummer starten og indgangen til den afhængighed, som det hvide lærred har skabt i mig. Du kan ikke kalde dig kunstner som 14-årig. Det var måske heller ikke de flotteste malerier verden havde set, men jeg kunne jo så meget andet. Så jeg en film, der bare mindede mig om maling, var jeg som en junkie, der bare måtte have mit malerfix. Mine teenageår vekslede mellem maling, uddannelse og kærlighed.
Jeg blev som 16-årig allerede forlovet. Jeg havde set et forbillede i faderrollen Charles fra tv-serien: Det lille hus på prærien. Han var en en god mand, der passede på sin familie og arbejde. Han inspirerede mig, og jeg helligede mig til min forlovede, og så ikke andet end hende.
Vi blev gift 4 år senere. Desværre blev brylluppet fucket op blot et år senere. Mærkeligt at hun ønskede at gifte sig, samtidig med, at hun havde en fremmed mand. Det stoppede prompte, da jeg en nat i byen fangede musen i kagedåsen og tænkte: hold da kæft et liv. Har senere hørt en lille fugl synge om, at hun allerede havde travlt på sin polterabend.
Jeg sprang derefter på nogle andre heste, hvor en af dem var livsfarlig at ride på. Jeg måtte flygte for mit liv (folk er jo ikke døde endnu, så jeg nævner ingen navne).
Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet. Det var ikke mig der lavede lorten, men okay, jeg havde åbenlyst, ikke kunnet give nok til dem. Mange år senere sad jeg og lavede skulpturen “Fortiden”. En person der formår at lukke døren til fortiden, vil være i stand til at fortsætte ind i fremtiden med energi. Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet.
Mennesker bliver handicappedehvis de ikke forstår at forlade fortiden.
Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor, var der heller ikke noget af forbløde af.
Jeg tror egentligt, at min evne til at komme videre med oprejst pande, har givet mig gejsten til at distancere mig lige netop fra de narhatte. Afsted mod nye mål.
Jeg har altid haft en god økonomi, og jeg var god til mine jobs. I den sidste ansættelse var jeg sælger for et stort firma, der bl.a. handlede med Weber, Gardena osv. Det endte dog i et skænderi med chefen, da han slikkede røv på en af kunderne. Jeg tog min afsked uden at ryste på hånden. Jeg havde 150.000 kr. opsparet på en etableringskonto, og jeg var verdens dygtigste mand. Desværre tog min gode ven sig hurtigt af pengene. Han stjal næsten dem alle. Så her jeg lærte også ikke at stole på nogen og gøre tingene selv.
Jeg rejste rundt i verden og handlede med diverse brands på kryds og tværs i Rio De Janeiro, London, New York og Amsterdam. Jeg åbnede nogle butikker og fik et par børn. I en alder af 25 år besluttede jeg mig for, at lave mine egne designs i stål. Firmaet kaldet Dansk Stål Design havde 10 år senere 1.000 kunder og 10 ansatte. Desværre røg firmaet på røven, næsten over night, da prisen på rustfrit stål steg med 70 procent.
Firmaet var i frit fald, og det tog min familie med ned. Dette fald kostede mig 10 år opslidende arbejde fra morgen til aften.
Jeg stod absolut helt og aldeles alene i min økonomiske ruin. Boede i en lille 2 værelses lejlighed i Rosenlundsgade i Aalborg, ca. 1000 meter fra hvor jeg hentede min bistandsydelse. Sindssygt liv!
Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor var der heller ikke noget af forbløde af.
Som Monty Pyton uden arme, sagde jeg bare kom an. Og ja, det gjorde børnene så, hver anden weekend og tømmermændene kom i de modsatte weekender. Nu var Busk Andersen på bunden og på røven.
Nogle slog sig af grin på låret og andre elskede mig. Jeg havde det svært, og jeg sagde ofte til mig selv: hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt, træt, træt. Heldigvis kunne jeg sove.
Min gode ven Orla Mosevang hjalp mig med et lån på 250.000 kr, så jeg kunne komme ud af dragens kløer. Jeg fik lov at afdrage, som jeg ville, så der blev købt lærreder.
I en daglig orgasmisk rus væltede jeg rundt i lejligheden, fed musik, fedt liv. Nu skulle jeg vise verden, at der var skabt en ny kunstner.
“Hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt!”
“Mine hardcore værker er som talende bøger på væggen med indhold og budskab skabt af malingen”
Fra dengang til i dag er der allerede gået 15 år. I den tid har jeg formået at leve af min kunst. Få det solgt gennem mine eget galleri, samt i en række gallerier i Danmark.
Hvad er der så i disse malerier, og hvad giver de folk og mig. Folk køber visualitet. De køber farve og glæde. I dette skønlitterære univers har jeg solgt næsten alle mine visuelle evner.
Men det er ikke i disse værker, at jeg sviner dem, der har svinet mig, eller beskytter dem, der skal beskyttes. Nej, det er gennem mine hardcore værker.
Det er dem, der er blod og nosser i, men de er også distancerede i deres udtryk. Det er normalt ikke billeder, der taler til det smukke øje – men til Jesus på korset.
Jeg har gemt en del af mine hardcore værker, som jeg prøvede at donere til Vendsyssels Museum i Hjørring, men jeg hørte aldrig fra dem. Jeg har også vía de hardcore malerier søgt udstillinger på et højere niveau.
Citatet over dem alle skal stå på min gravsten:
”Af dem jeg lærte mindst af lærte jeg mest af”.
Til tider mætter maleriet mig ikke, så bliver der skrevet citater. Flere tusinde citater, som jeg nu har udgivet i Citat slut 1 og 2 – og den kommende 3.Det citat dækker over min vanvittige lærer, der ofrede mig foran klassen, og smed mig ud af skolen i 7. klasse. Det dækker over løgnerne og alle maskebærene. Slagteren der sleb kniven i min nygifte kones skede. Kæresterne der var åbne hoteller og JP fra Dansk Stål Design, der stjal, da jeg lå livløs hen. De venner der ikke var stærkere end fristelserne, og lod deres nossere afrive på kryds og tværs. De pengegriske narhatte, der først stoppede med at sutte, til patten var død. Det er dem, der fortjener dettes citats væsen, og min stolthed over, at have skrevet og forfattet det.
Jeg må lige tilføje, at jeg ikke har levet efter min fatters ord: man kan ikke stole på andre end sig selv.
Mine øjne er blå, men hvor er det fedt at se mennesker blive til rotter, det har også sin charme.
Jeg har lavet skulpturen: Balancen.
Om at man som menneske er ude af balance.
Det er helt naturligt at miste balancen, hvis man bare genfinder den igen. Frygt ikke faldet, men brug energien på at komme op igen.
……ved ikke hvor min inspiration kommer fra
Når ord ikke er nok
Det er åbenlyst, at du ikke kan købe mad for ord, medmindre du er forfatter. Så ord er dine venner. Ord er så skarpe som knive, og ord kan give de mest ører rungende øretæver, som en næve aldrig kommer i nærheden af. Ord kan virkelig punktere narhattens fylde, eller den oppustede selvfede egokajs store maveskind. Sjovt at munden kan være sådan et våben, og hvor er det synd, når nogen ikke har ordet, eller tager det uden at mestre det. Hvor er det smukt, når en af mine 4 børn siger far.
Yes, som hr. skæg siger: ord er mine venner, lyt til dem. Tro på dem, hvis du tør. Lev med dem. Lær at udvikle dem og bruge dem. Ord siger meget mere end ord.
Når ord ikke er nok, så kan man bøje dem i neon, stål eller støbe dem i bronze. Det kalder jeg skulpturer. I kunstens verden kommer man til et sted, hvor man gerne vil udtrykke sig tredimensionalt. Det er nemt nok i lille skala.
Jeg troede, at jeg havde fået lov til at forære Skagens nye kryds- togskibshavn en bronzeskulptur på ca 2,5 x 1,5 meter. Skulpturen forestillede en havnefrue, der lå og forgrenede sig så smukt – eller det gjorde hun i hvert fald på papiret. Hun blev vist i miniature og indtegnet på havnepladsen. Da hun blev blæst op med stort skød og langt lys på brystvorterne, så faldt hun desværre for sheriffens dom. I ren irritation lavede jeg en noget mindre figur. Hende fik jeg lov til at placere midlertidigt foran turistkontoret og fylde hendes små bronzelunger med frisk Skagens luft.
“Da jeg satte mig til computeren i aften, var det slet ikke for at skrive dette, men for at ansøge om, at kunne donere endnu en skulptur, som kom til mig i nat.”
Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter og blev sendt til tælling, med døden til følge.
Det er absolut første gang i mit liv, at jeg blev vækket kl. 04 af Titanic, der bankede ind i isbjerget, og jeg tænkte, hold da kæft, det var der, at det skete… Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter, og blev sendt til tælling, med døden til følge. Det var der, at vi skulle have lært noget af vores ekstravagante pissen på naturen, og bruge mest muligt energi på ingenting.
Der burde vi have lært det, og ja, havde vi det, så var isbjerget ikke smeltet og regnet ned i hovedet på os nu, og vækket mig med ideen til den skulptur, der så gjorde, at jeg skrev denne bog.
Denne skulptur er tænkt som et stort vaffelbæger. Konsumisen er spist, inklusive flødeskum og syltetøj (symboler på ikke at kan få nok). Vaflens koniske form tragter vandet altså det fordampede isbjerg ned i vaflen igen, og bliver ledt ned i et bassin.
Hvor du som betragter af denne skulptur, ser dig selv som synder – den forbrugende synder. Genialt tænkte jeg. Det må sgu da være et fedt bidrag til kunstens kunnen i denne tid.
Jeg sendte den først til Holstebro, da de virkelig havde fået vand, og måske kunne bruge denne bro til noget? men nej, kom det prompte tilbage. Holstebro kommune ønsker ikke at indgå i dine tanker om denne skulptur.
Jeg fik min gode ven Michael Morell, kongen af den kubistiske streg, til at visualisere skulpturen og sendte på ny en ansøgning til Aalborg Kunstfond, som vendte tilbage med et lille håb. Vi får at se….
Jeg tænker så ofte på Erik Clausens citat:
”Hvis dit liv var en film, gad du så selv at se den?”
Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop
Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.
Der som skulptur skulle lægge krop til folks ord på vejen – altså en offentlig skriftestol, hvor du kunne skriv fuck dig Busk, jeg elsker min Sonja, eller hvad du lige havde på hjertet denne dag.
Denne skulptur med en højde på ca. 3 meter står i skrivende stund på torvet i Hvide Sande (er blevet ofret til juletræet) og jeg frygter hvert minut, at de ringer, og siger: hent den bunke skrot!
I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.
Arbejde som dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks
Frihed er ordet overalt. Fri som fuglen. Fri til at gøre contra fanget uden at kunne gøre noget. Sjovt nok må værdsættelsen af friheden være højest, når den er frataget.
Kunstprojektet i Hvide Sande, hvor danske og udenlandske skulle arbejde i en måned, for derefter at blive hædret eller svinet i Manøvregangen (En sluse hvor kunsten udstilles, der indlemmer Vesterhavet ind mod Ringkøbing Fjord). Fedt sted. Hvert år er denne Manøvregang kun åben een gang for offentligheden, og det er ved denne kunstudstilling, de havde fået selveste Andrew Lloyd Hughes til at åbne ballet.
Mine forventninger var høje, da jeg tog afsted for at besigtige de allerede fremmødte kunstneres arbejde på kajen. De var installeret i tyskerhavnen, hvor fiskere m.v. havde lånt deres huse ud til dette kreative pust.
Jeg fik hjertebanken, da jeg så kunstnerne stå i disse uhyggelige huse og male naturen, som de så den. Ud fra de temaer, som de havde valgt til deres bidrag, med inspiration fra deres indre baghave.
Jeg havde forhandlet mig ned til 7 dage fra en måned, og jeg tænkte i bilen på vejen hjem: fuck noget pis, det kan jeg simpelthen ikke.
Arbejde som et dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks. Sådan har jeg det, når jeg er på. Jeg er ikke afslappet.
Nutella på bollerne er ok
og tag mig ikke hårdt bagfra! For hvert maleri jeg skaber, er der en kamp og en linedans, hvor værket ikke skal falde ned eller skride. Hvordan kunne jeg have folk omkring mig i dette vildt anspændte miljø. Jeg tænkte, og jeg tænkte.
Pludselig kom jeg kørende forbi en campingvognforhandler og tænkte, der er min redning! Der er mit bur eller min kampvogn til denne krig, som jeg har meldt mig til. Jeg var så lettet. Fandt hurtigt vognen på Gul & Gratis. Strippede den og lavede det fedeste atelier med lys og musik. Musik for mig er næsten alt, når jeg er på. Jeg er i trance. Toilet, lager til mine værker og kaffemaskinen. Jeg forsvinder fra denne verden af naturalisme ind i mit eget sumpmiljø. Om natten, et par dage inden jeg skulle afsted, eller vi for mine to yngste unger på et og tre og min elskede 15 år yngre teblandende kommende kone og bedste ven, skulle også med. Den nat fik jeg synet af, at denne campingvogn simpelthen var blevet fjernet, da jeg ikke havde spurgt om lov.
For at bryde disse kollektive regler, måtte jeg få den i kampform ved at ligne installationskunst. Det er let, når hovedet er fyldt med citater. Så med citaterne: Nutella på bollerne er ok, og tag mig ikke hårdt bagfra m.v., samt frihedskunst i sluserne malet på alle sider.
Måske er vi blevet for frie? Når vi kan få opereret kønnet.
Nu ville politiet ikke se det som en campingvogn, der skulle fjernes, men en af idioternes arbejdsrum, og dermed tillade det, det var meningen fra starten. Det lykkedes i stor stil, selvom der var kommet kommentarer om, hvor grim denne vogn var, på vognen, klarede jeg mig i gennem basecamp og helt op på temaets top. Jeg fortrak mig til min campingvogn og skabte mine hardcore værker.
Når jeg får muligheden, for at blive set, går jeg den hardcore vej, hvor min mening er at påvirke og stille spørgsmål. For jeg mente egentlig, at der blev malet rigeligt med skibe ved kysten eller drager på himmelen.
Måske er vi blevet for frie, når vi kan få opereret kønnet. Fikset alt. Fjernet det uønskede barn, hvis ikke det er ok. Jeg mener, at friheden og dermed krav til at 14-årige piger får opereret skamlæber og bryster med mor i hånden, er en dræbende udvikling – ikke en frihedsoplevelse. Ej heller omstillingen fra mand til kvinde.
Jeg synes, at det er fængslende. Jeg tror langt hen af vejen, at det er meget sundt at forblive som skabt. En 60-årig skal jo ikke ligne en konfirmand, med bryster der er blevet så store, deforme og kropsvæltende. En blondine udtalte engang i tv, at hun måtte have speciel madras for at kunne sove på maven. Er det frihed? Er det frihed at skulle se så perfekt uperfekt ud? Sygdom er ikke frisind. Hvad nu hvis elefanten vil laves om til fugl, gør vi så også det?
Maleriet er en person, der absolut ikke er blevet fri, men lastet af sin brystoperation og kønnet er skiftet. Det er en strangulerende og dræbende udvikling.
Er du fri i dit parforhold?
Parforholdet er jo det allervigtigste. Det er din base, din have, dit hjem, din opladningsstation. Det skal være givende, frugtbart, sprødt og lystbetonet. Ikke bare til at knalde, men til at gøre ting sammen.
Lave mad, tænke tanker, iværksætte, løfte, begrave, udvise, indånde, styrke. Stå sammen for hinandens skyld.
Det skal ikke være et fængsel. Det skal ikke være en magtbalance. Det skal ikke være en livsdræber. Det skal ikke være en klods om benet eller et busstoppested.
Jeg er indbegrebet af all inn. Jeg vil det hele, med min partner, ikke kun det halve. Det er børn, bryllup og tørre bræk op. Jeg tror, det er den største skat, du overhovedet kan finde på livets vej. Det er det pureste guld, at have den man elsker, ved sin side, og endnu større, hvis det også er ens soul mate – for de er svære at finde. Jeg mener, at man skal lede så længe man behøver.
Men korn vokser ikke bare, det skal såes og plejes for at det vokser og holdes fri for parasitter. Ærligheden skal altid ske fra dag et. Alt der er bygget på løgn, er løgn.
Et maleri viser kvinden, der er hooked-up. Des mere hun kigger efter friheden, des mere kvæles hun i sin afsked. Han er besat. Hun er en del af ham. Han må dræbe hende, for ikke selv at dø i dette liv.
En del af forholdet er begæret og i maleriet: Liderlighedes Uhyggelige Kræfter, belyser jeg dette. For liderligheden og seksualiteten har en uhyggelig stor kraft. Folk voldtager og begår drab for denne ene udløsnings skyld. Det siger jo alt. Så tag jer i agt.
Kære du, tro på skæbnen. Tænk, det var en prøvelse.
Dette monster som helt ubevidst bliver påvirket og vækket i sit øje, og derefter i sit sind, og gradvist bliver så opstemt, at han kun ser bundkødet i sit øje, og transformerer hans hænder om til små fugleunger, der skal have mad for ikke at dø. Altså en fuldbyrdet voldtægt han ikke kan beherske, og overgiver sine behov til sine kræfter, og fuldbyrder voldtægten.
Disse latente personer går derude, så pas på med fri- stelsen. Det er der, at det går galt. Så kære små piger og drenge tænk tækkeligt for jeres egen skyld. Den lille fugl kan være slangen i paradis.
I skrivende stund er jeg selv vidne til, at kærlighed er ved at kvæle mine gode bekendte. Kærligheden når den ikke er gengældt, er helt katastrofal. Des mere man løber efter den, jo længere væk forsvinder den.
Man skal elske med hud og hår, men det er forfærdeligt, når forladelsen er en realitet. Alt det vi havde sammen, kan skylles ud i toilettet, og det nye brændende lys ses som flammer i den forladendes øjne.
Denne skildring om det slukkede begær, der efterlader manden, som det lille barn, der sutter på patten i fosterstilling, og hun i sin todelte personlighed. Altså det hun var, og det, hun er nu. Den forladende iskolde afskedstagende person, der ikke kan eller vil standses. Hun tager begærets med til en anden mand på sin vej. Denne personlighedsændring kan være svær at forstå og forklare.
Jeg prøvede til en udstilling kaldet: Mademosele De Avantgarde at fremstille kvinden, som et dyr, der både kunne fremstå med næb og kløer m.v. (Det fandt sted i Art Corner Randers)
Som forladt, skal man rejse sig op, tørre tårerne af sin kind og sind. Bede til gud om styrke, og se at sin krop med tiden vil søge balancen igen. Der vil være lys gennem denne lange mørke tunnel. Ja, denne smerte over alt hvad man havde, er væk, er ødelæggende. Hvorfor er man altid musen, der går i fælden og ikke kan komme ud igen.
Så kære, tro på skæbnen, og tænk, det var en prøvelse. Vent blot på, at der kommer kærlighed til dig igen.
Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.
Tror måske, at de har lettere ved at sætte ny madding på krogen
og fange en ny fisk. I min kuldsejling, fik jeg meget støtte af at læse en bog, jeg ikke lige husker titlen på, men det var om alle mulige mennesker, der var i samme situation. Hvor håbløst alt så ud. Medicinen var egentlig den samme, om det var soldaten, der var taget til fange eller moderen der havde mistet sit barn. Fælles for dem, der kom igennem, var evnen til at arbejde sig væk fra det – altså ikke dyrke det.
Jeg tror, ved at fjerne sit syn, at man også fjerner sin smerte, og vælge at gøre noget, der er en mening i. Jeg tror på det selvhelbredende menneske. Når man er ude af den mørke tunnel, føles og mærkes lyset mere intenst og kraftigt.
Man skal ikke elske mindre og frygte at miste. Mange dyrker mere frygten end nyder glæden. Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.
Tror måske, at de har lettere ved, som før nævnt, at sætte madding på krogen og fange en ny fisk.
Sæd og æg er totalt ligeglade med hvordan rollerne spilles.
Æg skal blot befrugtes, og det er i mødet mellem mennesker, at seksualitet er på sit maks. Man er opslugt. Man er passioneret.
Slagelses kvindelige borgmester bad mig forklare dette værk. Det er en fortælling om den lille frømand, der er på vej til at drukne i dette bundkar. Hans arm er meget svag, han er også kun en mand, fik jeg forklaret. Man får jo svar, når man spørger.
Maleriet: Er vores børn frie
Skildrer tre børn, der kigger ud gennem tremmerne. Tremmerne er pædagogens fingre i institutionen. For det er, hvad vi gør. Vi inseminerer eller boller os til dem. Kvinden får selvfølgelig kejsersnit – så bunden er i behold. Sutteflasken bliver givet fra dag et – brysterne skal ikke ødelægges til den slags. Tre måneder efter kommer forløsningen. Den store dag. Afleveringen til moderen – altså dagplejemoderen, der med sine regler og tremmer, lader vores små børn vokse sig større. Jeg spurgte: er vores børn frie?
På maleriet lader jeg et stykke hvid sne stå uberørt. Nej, for i dag skal vi være inde, selvom det sner.
I øvrigt har jeg lavet en lille figur i bronze kalder: Selve livet. Det siger det hele meget godt om de børn. Rig eller fattig. Stor eller lille. Hvid, sort eller pukkelrygget, så er det at skabe livet, livet. Jeg er selv ramt af figuren, da jeg i en alder af 48 år vælger at bringe mere liv til denne verden. Hvad er dette for en verden?
Har lige malet billedet Terror. Det siger vist alt selv. Har før malet dette tema at nogle mennesker, som føler sig født til at bringe så meget skade med sig som muligt. Jeg malede: Satans Søn og Satans Datter. Det handler netop om mennesker hvis mission er, at slå så mange ihjel som muligt, og de dukker op hele tiden i diverse forklædninger.
Det skal jo være så bizart som muligt. Utroligt hvilket hjerte der måtte sidde i sådanne mennesker, der laver det til deres livs klimaks at tage så meget liv fra andre mennesker, der virkelig ønsker det. Kan de da for helvede ikke bare nøjes med at tage deres eget liv.
Sørgeligt med alle de døde og sørgeligt hvilken planet jorden er ved at blive til. Frygten er frygten. Stjæler det gode liv. Sker det igen, sker det her. Al den frygt er også dræbende. Det er gennem kærlighed, livet er skabt, og det skal ikke leves gennem død og ødelæggelse.
Isolation og mure har sjældent skabt noget godt
Jeg tror, der skal bygges bro mellem de forskellige folkeslag. Isolation og mure har sjældent skabt noget godt. Jeg har senest malet broer. Helt specifikt Storebæltsbroen. Det er et stort arbejde (spøg til side) Det er at gå i dybden og male bevidstheden omkring vores søfolk, sejlernation og dermed brobyggere. Broen som har gjort os frie. Nogle mennesker ydede meget, for at skabe dette komplekse værk. Det store bælte.
Når jeg får tilbudt en udstilling, er det altid custom made. Jeg skal være der. Snuse og mærke og pludselig bliver nationens rod til brobissen. Jeg søger det ikke, det kommer til mig. Den anden dag i bilen snakkede vi om denne klode, der er ved at dø og i næste sekund, så jeg en person med reb om halsen, stående på en kugle af is, der tøede op, og dermed stille og roligt blev aflivet. Disse snakke bliver til syn, som bliver til malerier, og så skal det bare op på lærredet, støbes i bronze eller citeres.
Jeg har en ung kone på 33 år, og derfor bliver der skabt flere børn. Så der er tre børn om at forholde sig til at have en gammel far. Men jeg er også en ung far, da jeg som 27-årig blev far for første gang.
Jeg tror det er min største bedrift her. Det er min største rolle at være en god far, derfor bliver jeg også gang på gang inspireret til at male, når disse kære børn får deres fine ører i maskinen.
Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop.
Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.
Der som skulptur skulle lægge krop til folks ord på vejen – altså en offentlig skriftestol, hvor du kunne skriv fuck dig Busk, jeg elsker min Sonja, eller hvad du lige havde på hjertet denne dag.
Denne skulptur med en højde på ca. 3 meter står i skrivende stund på torvet i Hvide Sande (er blevet ofret til juletræet) og jeg frygter hvert minut, at de ringer, og siger: hent den bunke skrot!
I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.
Jeg lavede jeg maleriet: 9700
At kroge sine børn. Om Danmarks største misrøgts sag af børn. Gennem denne sag kom ideen til at lave en ind- samling. Pressen skrev højt og flot om den, og mange støttede mig med ord og kun ord. Så indsamlingen lød kun på 12.500 kr. Pinligt! Når jeg selv lagde de 10.000 kr. deri.
I nogle år støttede jeg Børnefonden, indtil jeg fandt ud af at kun halvdelen af beløbet nåede frem. Resten var administration. Så begyndte jeg at støtte direkte bl.a. donerede jeg 20.000 kr. til Hobro Julemærkehjem. Derudover donerede jeg et kæmpe maleri til Julemærkehjemmet i Skælskør.
Så jeg har virkelig de børn kært, og det gør mig ondt, at se alt for mange svigt. I denne søde juletid hvor snap- sene kan fremme talen og kontakten – desværre også missen, altså skilsmissen
Præcis som vi mænd kigger på hul korte eller kavalergange Nogle af os tænker ikke, før vi reagerer
Denne mand som er afbilledet, bør have set det før, at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø.
En kendis med hang til chili gjorde mig opmærksom på at hans kunstkriterie var, at værket minimum startede ved 100.000 kr. klassen, eller som han sagde: min kunstverden starter ved Leif Sylvester. Jamen hold da kæft, det chili må da også havde bedøvet hjernecellerne.
Hvad har kunst med økonomi at gøre? Det er det laveste jeg har hørt om kunsten contra den lille dreng der ved en fernisering ved Galleri Bo i Skagen fortalte mig: det var jo kun maling. Ja præcis, lige som dette bare er blæk eller lige nu dioder på min skærm. Hvad er kunst, og hvad kan den sige – ligegyldigt om prissætningen er høj eller lav.
Min fatter politibetjenten sagde altid til mig: Henrik, husk den kloge tier. Jeg har ikke lært det og lukker alt ud. Er dum nok til det, og jeg håber, at jeg er klog nok til, ikke at sige eller gøre det, der bringer mine børn videre i en faderløs livsførelse.
Du skal ikke male mange appelsiner i turbanen, for helvedet kalder på dig. Sådan er det blevet, at forstå det, er egentlig den største mening med maleriet: Fri Ytring
Det at tyrefægteren ved, hvad der sker, når det røde klæde kommer op af lommen, så har han de dræbende knive parat. Tyren ved det jo ikke, han reagerer bare på de instinkter, som den er født med.
Præcis som vi mænd kigger på hul korte kjoler eller kavalergange. Nogle af os tænker ikke, vi reagerer.
Denne mand som er afbilledet, bør have set det før. at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø. For som ytrer, modstander eller kritiker af nogle systemer, sender det dig direkte i graven. Vil du være kendt for en aften, så ved du, hvilken tromme du skal slå på eller hvis billede, der skal drikke din urin.
Et ældre maleri omkring dette er lige netop fatters ord: Den kloge tier. Det er bare ikke en tier, der er afbilledet. Det er en flok aber med mundkurv på
Tag mundkurven af, så er de måske ikke aber længere.
Maleriet: Er nationen fri
Her er det prydfuglen, der er til skue på sin pind. Oveni- købet på sin grønne pind. Der er tremmer for og bemærk dette maleri er skabt inden flygtningestrømmen. Vi er de rige, som har buret os inde for at sikre friheden. Jamen er det så ikke os, der er taget til fange? Ville vi ikke selv flygte mod blidere himmelstrøg, som alle dem, der får bomber serveret til morgenmad, ser deres børn dø til middag og ikke ved, om de overlever en nat mere. Men hvad gør vi? Jeg ved det ikke, jeg stillede bare spørgsmålet, da jeg ved indbydelsen, blev bevidst om, at det er 70 år siden, at vi slap ud af tyskernes rædsler, og derfor er temaet frihed.
Denne fugl sidder godt så længe, at den røde truende hånd ikke tager magten. Mange hvide i Afrika må til tider have haft ondt i maven. Havde den sorte skare rørt for meget på sig, på deres vej ned i skibende til sukkerplantagen i dansk vest Indien, havde magten hurtigt vendt rundt. Vi er nok snart tilbage til jungleloven, hvor styrke afgør magten som i abeburet. Dyr slås for at sikre gener, det gør vi ikke, vi slås kun for at sikre rigdom.
Ophængningen maleriet: Er vores nation fri, skete på den anden side af slusegangen, hvor jeg var så heldig at en af stålvejrene, der åbnede sluserne, gik perfekt hen over maleriet og blev en af tremmerne. I et lille vindue stillede jeg en af mine små bronzefigure kaldet Udlængslen.
Udlængslen (bronzefigur) har altid en fod fremad. Han er på vej et andet sted i sit syn, i sit sind, væk med sin krop, som har fået fuglens vinger. Præcis sådan fløj jeg ud af Hvide Sande med to syge unger og et hoved, der var tomt for kreativitet. Jeg var malket og kom hjem for at sove en uge.
Er kærligheden fri, blev der spurgt.
Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt.
Julen er hjerternes og børnenes tid, og mange får skåret deres fine lille maveskind op i en kold tid. Naboens græs er hvidere her til jul (Maleriet: Gaven fra far og mor)
Maleriet: en kold tid
Omhandler det ensomme barn, der er forladt og ikke set af sine forældre. Hvordan kan man skubbe ægget ud af reden, det har jo ikke vinger endnu.
Er kærligheden fri, blev der spurgt.
Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt. Er det der muligt, at få sin fangst med hjem.
Jeg stiller det vigtigste spørgsmål af alle, kan man som menneske i et dette frie land vælge sin kærlighed? Nej, det kan du ikke. Loven er et strangulerende net om denne fiskemand, der har fået sin havfrue i nettet. Nej, blev der sagt. Find en ny der kan importeres og gå gennem tolden.
Fantastisk spørgsmål og maleri. Jeg lever helt op til mine egne krav til god kunst. Er der noget bag værket. Bevæger det. Siger det noget..
Er vi tilbage i suttefasen eller er det fristelsen der skaber dette nosse tab.
Jeg har mødt mangt og meget på min 48-årige lange vej. Rent faktisk har mange af de mænd også kaldet venner haft den sygdom at miste deres nosser.
Nosserne sidder mellem ørene og benene. De afgør, om det er en mand eller kælling (de fleste kællinger jeg har mødt på min vej har tap) Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker.
Er vi tilbage i suttefasen, eller er det fristelsen, der skaber dette nosse tab.
Men sandt er det, og nosseriven for mit vedkommende er løgnere i egen række. Tyveknægte. De utro smart asses. De holdningsløse eller de ynkelige.
Livet er hårdt, men derfor skal du jo lige netop, tage det som en mand.
En kvinde eller bøsse kan da heller ikke bruge tårer til så meget andet end, at tørre dem væk.
Det er i krigen mænd ses, og når han nu sendes afsted, så behøver du jo ikke at fodre missen med fremmed mælk. Utroligt hvordan mænd der har fået for lidt sutteflaske, eller for meget da de blev grønne, lyder derefter.
Derfor kom Pelle nosseløs til mig, og bad om et selvportræt. Pelle Erobren er en fantastisk film om en dreng, der skal blive til mand for at overleve. Hans modsætning er pelle nosseløs.
Pelle på maleriet er stramt styret af sin kone eller kæreste. Styret direkte på nosserne. For det er ikke hans mere.
Det er synd for Pelle.
Åh min elskede skat jeg vil alt med dig jeg følger dig i tykt og tyndt. Er altid i din hånd og i dit blod i dit inderste putter med dig og drømmer med dig. Står op med dig. Sørgeligt at du er min ensomhed
Det at løbe som et lille barn på blomsterengen uden at frygte glasskåret der hurtigt kan finde sammen med foden
Ah den kærlighed, bedst som man lever livet uden, og egentligt ikke mærker, at man mangler den.
Måske ungerne eller kammeraterne erstatter den, ja, så steder man ind i den.
Man lader bare kroppen og sjælen flyve med. Ud over de lyserøde marker, hvor man i dette univers med eet mærker, at livet foruden denne kærlighed, har været en stor fortrængning.
At opleve disse store oceaner af kærlighed til et andet menneske strømme afsted og blive gengældt. Det at mærke disse kærtegn. Som som ind i huden på den smukkeste og varmeste måde. Med en tåre i øjet at bevidne, at man har levet livet alt for langt fra dette, hvad et andet menneske kan gore for en.
Alt denne energi, der kommer af mødet. Bevidstheden om al den energi en afsked vil tage.
Det at løbe som et lille barn på blomsterengen, uden at frygte glasskåret, der hurtigt kan finde sammen med foden. Den voksne siger i mit hoved, frygt aldrig mere for tabet, end glæden ved at have det.
I mit indre er der to sider den visuelle og den indholdsrige
Når man samler en pind op, følger begge ender med. Ligeså gælder det, med denne bog. Der en forside og en bagside. Forsidens maleri er egent- ligt tænkt, som de små skilsmissebørn, der bliver revet i fra begge sider. I mit indre, er der to sider: den visuelle og den indholdsrige. Disse sider, denne skizofreni, er præcis som dette maleri kaldet: God Ferie.
Et billede, der indeholder tøj, sky, person, udendørs
