Historier fra Vendsyssel – Side 21 – Vrensted-Historier.dk

Redningsbaadens forlis 1929

En Løkken historie

Kilde Lokalhistorisk arkiv, Løkken

Redningsbaadens forlis 1929

Kan være et billede af 6 personer

Redningsbådens kæntring den 9. juni 1929 er ikke den eneste kæntringsulykke for redningsbåden i Løkken. Under en en redningsaktion den 14. januar 1873, hvor briggen “Ruth” af London var strandet på Furreby Søndre Strand, kæntrede båden, og 2 af redningsbådens besætning og en af de søfolk, der var samlet op, druknede. Det føltes som en lige så stor katastrofe dengang, som i 1929. Nedenfor er begivenhedsforløbet beskrevet. Teksten er fra redningsvæsenets afrapportering. Der findes ikke et billede af den første redningsbåd i Løkken, der stadig var i brug i 1878, men den var af samme type og størrelse, som redningsbåden vist på tegningen, der stammer fra Illustreret Tidende 1868. Billedet er tegnet af Jørgen Konnerup.

Om natten Kl. 12 til den 3. August 1873 strandede paa Furreby søndre Strand Briggen “Ruth” af London, paa Rejse fra Pernambuco til Stockholm med en Ladning Sukker. Kort efter belv Storbaaden slaaet i Stykker af Søen, der brød lukt hen over Skibet, hvorfor Besætningen maatte søge Tildflugt i Rigningen. Kl. 2 om natten blev Strandigen meldt til Løkken Redningsstation, og der blev straks gjort klar til Udrykning med Redningsapparaterne., som ankom til Strandingsstedet Kl. 3. Redningsbaaden blev hurtigt sat ud og trods det, at det blæste en haard Paalandsstorm, og Søen gik meget højt, naaedes dog heldigt ud til Skibet., der stod sunket paa ydersiden af 2. Revle ca. 200 Favne fra Land. Redningsbaaden blev stadig fyldt med Vand men den kom dog lykkeligt hen til Vraget og optog de i dettes Rigning siddende 7 mand, der udgjorde hele Besætningen. Forberedelser til at gaa til Land blev nu trufne, og alle Forsigtighedsregler iagttagne, saaledes blev og Baadslæbet udfiret. Men da Baaden var kommen ind paa første Revle, hævede der sig en ualmindelig høj Braadsø, som i et Nu fyldte Baadwen og kæntrede denne. Hele det i Baaden værende Mandskab, 20 Mand kom ind under denne, og først lidt efter lidt lykkedes det at komme ud og op paa Baaden, der vedblev at vende Kølen i Vejret, men som dog ved Paalandsstormen og høj Sø førtes nærmere mod Land, og tilsidst kom den saa nær, at de ved hjælp af de paa Stranden værende Kystbeboere kunde vade i land.. Paa denne Maade lykkeds det at redde hele den strandede Besætning, med Undtagelse af en Matros, samt 11 af Redningsmandskabet, idet to af dette ogsaa omkom, nemlig Peder Chr. Nielsen og Jens Mortensen. Førstnævnte drev i Land i livløs Tilstand, og den sidste blev noget efter funden under Redningsbaaden. De førtes begge til Lægen, men ethvert Oplivningsforsøg var forgæves. Ogsaa de andre af Redningsmandskabet maatte unde Lægebehandling, da de alle var forslaaede og forkomne., men de kom sig dog snart.

Efter Redningsmandskabets enstemmige Udtalelser var der ikke begaaet nogen Fejl, men Ulykken maa nærmere tilskrives, at Baadslæbet ikke virkede paa tilfredsstillende Maade. Begge de omkomne Baadmænd efterlod sig Enker og en stor Børneflok, og der blev da ogsaa tilstaaet dem en aarlig Understøttelse af Statskassen, ligesom den engelske Regering tilsendte dem hver 50 Pund Sterling. Alle Deltagere i Redningsfortagendet blev af den danske Regering tilstaaet ekstrabelønning, og den engelske Regering tildelte hver af dem den engelske Redningsmedalje.

(Beretningen er gengivet i “Det Nørrejyske Redningsvæsen 1927” af C. P, Eisenreich)

Redningsbaadens forlis 1929

Ulykken skete den 9. juni 1929 og blev udførligt omtalt i den lokale presse og også i landspressen. Det var en begivenhed, som kom til at præge alle i Løkken mange år efter. Frygten og uvisheden, mens redningsaktionen stod på, og sorgen bagefter – over dem man ikke fik reddet – fornemmes tydeligt i avisernes rapportager. Man følte det som en ekstra stor ulykke, at det var redningsbåden, der var forulykket. Den, der hjalp, når andre var i fare, og som skulle være sikret på alle måder. Avisernes rapportager er aktualitetsrapporter. Det er som at være der, også når man læser dem i dag.

Her er begivenhedsforløbet skildret gennem den rapportage, der blev bragt i Hjørring Amtstidendes den 10. juni 1929, dagen efter ulykken.

Løkken Redningsstation ramt af en frygtelig Katastrof. Redningsbaaden, der gik ud for at assistere to Fiskerbaade, kæntrede med 12 Mand, Hvoraf 3 blev derude. Fisker Oscar Damgaard, som var ilet til hjælp, kom selv til at optræde som Redningsmand og reddede 9 af de nødstedte

En Ulykke, hvis omfang nærmere maa betegnes som en katastrofe, har i gaar Eftermiddags ramt Redningsstationen i Bade- og Fiskerbyen Løkken. En Redningsbaad med fuldt bemanding – 12 Mand – der var gaaet ud for at assistere nogle Fiskere, som man kunde nære nogen Frygt for, kæntrede, og 3 af de 12 Mand satte Livet til. Ulykken er saa meget mere trist, som den har ramt selve Fiskernes Livsnerve, Redningsbaaden, der ikke maa og ikke skal kunde svigte. De nærmere Omstændigheder ved ulykken er kort fortalt følgende:

Løkken redningsbåd i 20’erne

Allerede ved 34-Tiden om Morgenen gik Fiskerbaadene ud, og nogle af de største, deriblandt Oscar Damgaards og Niels Stensens gik meget langt til Søs, ca. 6 danske Mil. De to nævnte Baadelag naaede derfor ikke ind sammen med de øvrige Baade, og da Søen havde rejst sig, blev Redningsbaaden, som saa ofte før, for en Sikkerheds Skyld beordret ud. Klokken var da ca. 4 om Eftermiddagen, og da Oscar Damgaards Baad, kort efter at Redningsbaaden havde naaet 1. Revle, løb ind paa Stranden ved egen Hjælp, roede Redningsbaaden ud til 2. Revle, hvor man kastede Anker for at vente paa Niels Steensen. Da Baaden havde ligget her et Par Timer, kom der pludselig en haard Braadsø, der pressede Baaden over paa Siden, saa den tog Vand og kæntrede. En af de reddede fortæller, at det gik saa hurtigt, at Folkene ikke anede, hvad der skete før de laa i Vandet.

Det lykkedes 9 af de 12 Mand at faa fat i Rebene langs Redningsbaadens Sider og derefter svinge sig op paa Kølen, som de maatte ride i tre for lange og kvalfulde Kvarter. Inde fra Land havde Oscar Damgaard, der lige havde faaet sin Baad trukket op, observeret Ulykken. Han gjorde straks klar, og efter flere Anstrengelser lykkedes det ham og det Mandskab, der var taget med ham ud, at redde de 9 Mand paa den kæntrede Baad. De tre, som ikke naaede at frelse sig, var Brødrene Otto og Vald. Ottosen og Fisker Frederik Thomsen, alle efterladende sig Hustru opg Børn.

Et Besøg paa Ulykkesstedet

Som en Løbeild for Rygtet om den frygtelige Ulykke ud over hele Vendsyssel. Borgerforeningen fra Løkken var netop i et antal af 100 Medlemmer paa Udflugt, da de i Aalborg erfarede om Ulykken. De ilede naturligvis alle hurtigst muligt hjem. I Hjørring fortalte Rygtet, at 4-5 Fiskere var druknet, og talrige Folk fra Hjørring tog derfor til Løkken. Straks efter, vi havde faaet Meddelelse om Ulykken, aflagde vi besøg i Løkken, hvor alle Beboere naturligvis var paa benene. I smaa Klynger stod Folk paa gader og Gadehjørner, i Døre og ved Vinduer og diskuterede det skete. Alvorens dystre Skær hvilede over alle. Flere af Redningsmændene, der havde være gennemblødte, sad hjemme ved den lykkelige Familie, der havde oplevet saa kvalfulde Øjeblikke, mens deres Kære sad derude og red paa Redningsbaadebs Køl. I et enkelt Hus ud til Gaden, hvor Døden havde slaaet sit sorte Kors paa Døren, stod forgrædte Børn og stirrede ud paa gaden, hvor Falcks Redningskorps til ingen Verdens Nytte holdt med hele to Udrykningsvogne med gule Flag og en Ambulancevogn. Det var smaa Børn, som saa meningsløst og brat var gjort faderløse paa Sommerens første Søndag. Gamle Fiskere strøg sig i skægget, De har jo saa ofte oplevet, at Havet, der til daglig føder saa mange, ogsaa tager sit Offer. Men denne Gang er Alvoren dobbelt dyster, fordi det var selve Redningsbaaden, det hvide skumpiskede Havs stolte Betvinger, der for en Gangs Skyld var undertvunget i Kampen.

Et Besøg hos en af Redningsmændene

En af de reddede Redningsmænd, Frederik Simonsen, bor i et venligt lille Hus, og for at faa en detailleret Skildring af, hvorledes det hele er gaate til, aflægger vi ham et Besøg. Frederik Simonsen var den første, der kom op efter at Baaden kæntrede, han er en af de yngste af Redningsmændene – kun 38 Aar. Han er ikke fastansat, idet han en Tid har været fraflyttet Løkken, men han har tidligere hørt til det faste Mandskab. Vi træffer Fr. Simonsen i Køkkenet, omgivet af Familiens Kreds. En Primus er tændt og blusser højt for at varme op.. Fr. Simonsen har endnu Kuldetrækninger efter det kolde Bad, men fejler ellers intet.

Den første Tanke

– Hvad var Deres første Tanke, da Baaden kæntrede? spørger vi.

– Jeg maa ærligt sige, svarer Simonsen. Jeg tænkte intet. Først da jeg sad oppe paa Kølen vendte Tankerne sig til dem derhjemme samt de af Kammeraterne, som endnu drev om i Vandet.

– Hvordan gik det hele til? spørger vi videre.

– Vi var jo taget ud for eventuelt at bistaa Damgaard og Stensen, der endnu ikke var kommet ind. Flere Fiskere var taget ud om Morgenen kl. 4, men vendte ret tidlig paa Eftermiddagen tilbage, da Søen var blever haard. Imidlertid gik Damgaard flot ind paa Stranden, da vi naaede 1. Revle. Vi gik derfor ud paa 2. Revle, hvor vi ankrede op for at vente paa Stensen.

Ulykken sker

Vi laa altsaa her og ventede paa Niels Stensens Baad, da en voldsom Braadsø brød Kanten af Baaden og pressede den saa haardt, at vi ikke kunde vedblive at holde Læsiden op. Baaden vendte saa hurtigt, som man vender en Haand, og vi kom i Vandet allesammen. Jeg kom først op, og det lykkedes mig i løbet af to Minutter at hale mig op paa Kølen af baaden.I løbet af 5 Minutter lykkedes det ogsaa de øvrige 8 af mine Kammerater at naa op. En enkelt – Baadføreren – havde vi en Del Besvær med at faa op, da han havde været halvt under Baaden, saaledes at hans Redningsbælte greb fat. Lige straks, da jeg var kommet op paa Kølen, havde jeg kastet Blikket agterud og saa to af mine Kammerater blive ført med Strømmen nordpaa. De havde deres Redningsbælter paa, men hvem det var, kunde jeg ikke se. De var da ogsaa allerede saa langt borte, at det var umuligt for os at komme dem til Hjælp.

– Hvor længe sad De saa der?

– Aa, ca. 3 Kvarter. Damgaard havde inde fra Land set, hvad der var sket, og vi kunde derude se, hvorledes han gjorde sin baad klar til at ile os til Hjælp. Da han naaede ud til os, kunde han ikke gaa helt ind til den kæntrede Baad, idet Aarene endnu sad bundet fast til Redningsbaaden. Han kastede saa en Line ud, som jeg fik fat paa. Jeg sprang saa i Søen og blev reddet ind. Damgaard sejlede nu atter ganske tæt ind paa den kæntrede Baad, hvilket havde til Følge

Kan være et billede af 4 personer, båd og tekst

Tv Oscar Damgaard båd LN 10 “Lily”, bygget i Løkken i 1919, og forlænget i 1925. Den havde oprindeligt en motor på 10 HK, men fik efter ombygningen en motor på 23 HK. Th Occar Damgaard

5 Mand sprang paa en Gang over til den frelsende Baad

hvor de blev Reddet. Tre Gange sejlede vi nu forbi vore nødstedte Kammerater, men hver Gang forgæves. De tilbageblevne var nemlig meget afkræftede, men efter flere forgæves Forsøg lykkedes det ogsaa at bjerge de sidate.

– Var det ikke en smuk Redningsdaad?

– Jo, absolut, men jeg tør dog paa de øvrige Løkkenfiskeres Vegne sige, at ikke en af os andre vilde have undladt at gøre det samme. Ulykken maa i det hele taget siges at være hændelig. Vort Materiel var i den bedste Orden, men dog maa det siges at være uforskammet, at vi ikke allered har faaet den Motorredningsbaad, som allered er bevilget. Den forulykkede Redningsbaad er af den gamle Type, men kun en halv snes Aar gammel, men en Motorredningsbaad maa absolut siges at være paakrævet i en Fiskerby som Løkken.

Et Under, at Katastrofen ikke blev større

– Kunde Katastrofen ikke nemt være blevet meget større.

– Ih, jo! Blot en Smule mere SØ, og Fiskerbaaden kunde ikke være kommert is til Hjælp. Hvad der saa vilde være sket, behøver man ikke megen Fantasi for at udmale. Endvidere maa det siges at være et Under, at vi ikke slog os fordærvede, da Baaden kæntrede. At 9 Mand blev reddet, maa absolut siges at vær et meget stort Held.

Frederik Sørensen følger os nu til Døremn. Uden for staar flere Fiskere, der veligt nikker og siger: “Velkommen i Land, Frederi”. Det er ikke de store Fagter eller stor, synlig ydre Rørelse, men i deres Ordligger meget mere end de lige udtalte. Det “Velkommen i Land” er sagt af et ærligt, oprigtigt Sind.

I den kæntrede Redningsbaad befandt sig som meddelt 12 Redningsmænd, nemlig følgende:

Søren Christiansen (Skipper), Niels Andreas Jensen og Carl Jensen (Brødre), Vald. Jensen, Vald. Ottosen og Otto Ottosen (Brødre- druknet), Frederik Thomsen (druknet), Lars Froholt Pedersen, Johan Damgaard, Frederik Simonsen, Jens Jensen, Lars Sørensen.

Af disse druknede Brødrene Ottosen samt Frederik Thomsen. De var alle gifte og havde flere Børn. Vald. Ottosen efterlader Hustru og 3 Børn, hvoraf en Søn for Tiden er inde som Marinesoldat. Otto Ottosen efterlader Hustru og 5 Børn, hvoraf kun to er konfirmerede. Frederik Thomsen efterlader Hustru og en voksen Søn, der for kort Tid siden tog sin Handeleksamen.”

Fr. Thomsen, Otto Ottosen og Valdemar Ottosen. Vendsyssel Tidende 15. juni 1929

Hjørring Amtstidende den 10. juni 1929

Redningsprotokollens rapport om ulykken:

“Aar 1929 d. 9. Juni var Vinden om Morgenen S. Vest, fint Vejr, men Sø paa 1. Revle, og da tog de fleste af Baadene paa Havet , men Kl. 12 Middag var omtrent Storm, og da begyndte Baadene at komme ind den ene efter den anden, og Kl. 2½ Eft. var alle Baadene inde paa 2 nær , der var paa Revet, og som endnu ikke var at se, og da stod jeg og Formanden paa Klitten; vi fulgtes nu ad hjem og var der ½ Time, og da vi kom op paa Klitten igen Kl. 3 var der Braad paa alle 3 Revler, og Vinden tiltog stadig i Styrke. Jeg og formanden blev nu enige om at sætte Redningsbaaden i Bevægelse, Mandskabet og Transporthestene blev nu tilkaldt til at møde, hvilket tog nogen Tid, da Hestene var i Marken, men Baaden blev dog nedkørt til Stranden Kl. 4, og sat i Søen og blev med jævn god Fart roet ud over 1. og 2. Revle og ankrede op paa Indersiden af 3. Revle, og da kom der en af Baadene og holdt ind over Revlerne. Jeg gik igen op paa Klitten og stod nu sammen med Opsynsmanden fra Lønstrup, der kom til Stede, til Kl. 6. og først da kunde man i Kikkerten se den sidste Baad komme; vi blev nu enige om at gaa hjem ½ Time, da det som Regel varer 3 kvarter fra den Tid, man kan se Baadene med Sejl, og til de kommer ind til Revlen, men samtidigt gav jeg en Mand Besked om at lade os vide, naar Baadene kom ind i nærheden af Revlerne, i Tilfælde af, at vi ikke allerede var komne til Stede, da vi vilde se Baadene holde ind over Revlerne, men 5 Minutter efter kom en løbende og siger, at Redningsbaaden var kæntret, og spørger, hvad vi skal gøre. Jeg svarer, at vi maa forsøge at faa Motorbaade ud, og jeg giver Ordre til at fyre op i min Baad, og samtidig siger Opsynsmanden fra Lønstrup, om det ikke var paa sin Plads at lade Motorredningsbaaden fra Lønstrup gaa mellem Revlerne, hvortil jeg svarede ja, der er jo Sandsynlighed for, at de Folk, der ikke kan holde sig fast ved Baaden, vil drive Nordpaa, paa deres Bælter, og da jeg kommer til Stranden, er der allerede Folk ved Baaden, og da kommer Oscar Damgaard og siger, om de ikke skal tage hans Baad, da den jo er saa meget større, og der er ogsaa straks en 30 Mand, der er klar til at hjælpe ham ud, hvad jo er meget besværligt, da der er megen Sø i Havstokken, og tilligemed megen haard Strøm, men han kommer heldigt ud og er ogsaa heldig at optage 9 Mand af Redningsbaadens Besætning. Samtidigt forsøges med en anden baad, og den kommer ogsaa klar af Havstokken, men det viser sig, at Motoren ikke er helt i Orden, vel nærmest fordi Manden, der passer den, er ude med Redningsbaaden, og det er ukendte Folk, og de kommer derfor til at ankre op med to Ankerdrægge; Samtidig er der en anden, som forsøger at tage ud. Da den ene er ved at være klar af Havstokken, driver den ind paa os og faar Ankertougene i Skruen, hvorfor vi maa kappe, for ikke at Baadene skal knuse hverandre. Baadene kommer heldigt ud over 1. Revle, og samtidig holder Oscar Damgaard ned over anden Revle og holder nordefter, og nu er man klar over, at han ikke har hele Besætningen. Den anden Baad holder derfor også nordefter,og først nu kommer Baaden ind, der blevet roet efter; den holder ogsaa ind Nord ved de andre Baade, da den har opdaget at Redningsbaaden er kæntret, og nu kan man se fra Baaden af, at de manglende Folk er ved at drive i Land, og Folk inde paa Stranden er ude efter dem, og nu følger alle tre Baade opefter og landen ved Løkken.

Den kæntrede redningsbåd i havstokken

Saa snart den første Baad er landet, det er den med Folkene i, er jeg til stede for at forhøre, hvorledes det staar til. Den første mand, der kommer i Land, er Niels A. Jensen, og han siger, at alle er nogenlunde tilpas paa nær Formanden, der er en Del forslaaet, men han kommer op straks og kom nu under Læge- behandling. Nu er Falcks Redningskorps fra Aalborg kommet til Stede, og spørger, hvad der er for dem at gøre. Jeg svarer, at det eneste er at køre nordefter for at modtage de manglende Folk, der driver ind paa Bælterne, og jeg gaar ind i Bilen, og vi kører nordefter, men kommer ikke langt, før der kommer en BIl nordfra og standser os. Den havde Valdemar Ottosen og Frederik Thomsen paa, og sammen med dem var en Syge- plejerske og en Fisker, der foretog Genoplivningsforsøg og havde gjort det hele Tiden. De blev nu lagt paa en Baare og bragt over i Falck, hvor der fortsattes, men uden Resultat. Nu var Baaden landet, som havde optaget Redningsmandskabet, og jeg var straks tilstede for at forhøre, hvorledes det stod til, og den første, der kom i Land, var Niels A. Jensen, og han sagde, at der var 9 Mand optaget, og der manglede 3, og de 2 var jo allerede inddrevet. Jeg gik nu op og sendte et Telegram til Be- styreren, at Ulykken var sket. Jeg gik derefter hjem og talte med Strandfogederne i Furreby og Lyngby og bad dem holde Vagt til Kl. 1, da jeg saa selv vilde gaa ned til Stranden igen for om den savnede Mand muligvis skulde drive ind, og da jeg gik nordpaa, mødte jeg Strandfogeden fra Furreby. Han havde været en Tur Nord ved Lyngby, men der var ingen at se. Jeg gik der til Dag, men først Kl. 6 Fm drev Redningsbaaden ind. Jeg sammenkaldte nu Redningsmandskabet, dem der var tjenlige dertil, og en Del andre Folk for at faa den bjærget saa hurtigt som muligt, da den ellers vilde tage Skade i Havstokken, og det viste sig, at den ingen nævneværdig Skade havde. Derimod manglede der nogle løse Dele, hvor mange ved jeg ikke endnu, men derom skal jeg senere give Indberetning. Angaaende Ulykkens Aarsag, skal jeg kun berette, at alt var i Ordem, som det skal være, men Forholdene ved 3. Revle har i de senere Aar forandret sig saa meget, at til tider falder enkelte Braad inden for Revlen, og da der er saa meget dybere Vand der, saa Søen som følge deraf bliver saa meget større,

Til Vitterlighed:

Søren Kristiansen Niels Jensen

Vilhelm Damgaard Opsynsmand

Tiden efter

Kan være et billede af 11 personer, båd og tekst

Motorredningsbaaden som man fik efter ulykken.

Ulykken kunne sandsynligvis have været undgået, hvis redningsbåden havde haft motor. Det havde gjort båden mere manøvredygtig og givet den nødvendige kraft til at stå op imod brådsøerne. Fiskerne havde i mange år talt for at få en motorredningsbåd, og den var bevilget, men ikke anskaffet, da ulykken skete. Den ankom til Løkken i 1930, og blev opbevaret i et træskur på stranden, indtil man fik bygget et nyt, større redningshus (det nuværende redningshus ved Ndr. Strandvej). Dette redningshus blev indviet i 1936.

To af de omkomne redningsmænd drev ind på stranden samme dag, som ulykken skete. De blev begravet den 15. juni under meget stor bevågenhed. Følget strakte sig over mere end 2 km. Den 3. omkomne blev først fundet den 26. juni ved Grønhøj Strand og blev begravet 2 dage efter. Oscar Damgaard fik for sin indsats tildelt Dannebrogskorset ved en mindehøjtidelighed i redningshuset forud for mindehøjtideligheden den 15. juni. Æresbevisningen blev overrakt af admiral Rechnitzer og forsvarsministeren holdt tale. De øvrige deltagere i redningsaktionen fik overrakt “Medalje for druknedes redning”.

Egnens dagblade foranstaltede en indsamling af penge til de efterladte. En del af disse penge blev brugt til at rejse mindesmærket på Sdr. Strandvej. Mindesmærket blev indviet den 25. August 1931. Mindesmærket er tegnet af arkitekt Enar Packness, der på det tidspunkt var Kgl. Bygningsinspektør i Aalborg.Verset på mindesmærket er forfattet af Thomas Olesen Løkken

Notat om min bedstemor i Vrå

Vendsyssel Mosaik

Udgivet i anledning af Vraa-udstillingens 25 års jubilæum 1967

af KNUD HOLST

Notat om min bedstemor i Vrå

Min bedstemor i det grønne Vrå, i det røde Vrå, som er en slags by med gader og på gaderne fruer og på fruerne hatte og mel- lem dem min bedstemor med sin håndtaske om eftermiddagen. Ind i butikkerne, som er store og i butikkerne handlende som gør sig umage med en ferm ældre kone, som er min bedstemor, og som køber til fornuftige priser, af det blåprikkede, men ikke af det stribede, til nød af det blomstrede, i et lyst øjeblik af det musselins grå. Hos bageren kager, hos købmanden kaffe og gryn, sukker og mel, og hvad man kan få i Vrå. Alle hilser de venligt på min bedstemor, det sidder dem i blodet. Man skal omgås. De er syge for at sælge, siger min bedstemor.

Min bedstemor bor i Vrå. Min bedstemor er blevet enke i Skæve, og dér vil hun ikke sidde med hænderne i skødet, så hun må til Vrå, — dér passer hun en af vrålingerne, Søndergård, en gammel Sønder- gård, i et lavt hus med gadespejl og kål i baghaven, hat på hovedet. En rask og rørig Søndergård, enkemand, der skal have sine måltider, en fin kåldyrker. En vråling i alt, harker Vrå, vrisser Vrå, vrøvler Vrå og er Vrå. Man kender Vrå godt når man kender denne vråling. Han er ikke til at bilde noget ind. Hos ham bor min bedstemor. Til ham køber hun kaffen og brødet, grynene og melet, kødet og skrå- tobakken, men cigarerne køber hun til sig selv, og det prikkede. Søndergård i kålhaven, sommer i Vrå. Han nipper kål. Med en tang af cykelege nipper han sin kål for orme —tar ormen som den sidder mimrende på bladet, midt på den blødt knoppede ryg- men studser som er den slået af en tanke, en pludselig idé, en fjern erindring – så går den i to orme, som langsomt dør på jorden, i en stærk grøn lugt. De to stykker tube tømmer sig lidt ud, og høns hak- ker dem op, skeløjet. Man nipper med nøjagtige knips. Det sprøjter på hånd og skjorte og lidt i ansigtet. Krumbøjet råber Søndergård med en stemme, der morer sig eller er rasende. Selv kan han ingen- ting høre. En respektabel egenskab. Over ham solen i Vrå, tydelig, gul som smør.

Aften, min bedstemors aften, Søndergårds aften. Også om somme- ren spilles der tallotteri. De gamle papplader har gamle tynde tal og op af en mulepose kommer numrene, i runde træbrikker. Over pappladerne lægges glasfirkanter, som Søndergård, en omhyggelig mand, har skåret af knækkede ruder. Udenfor den brune mummel af folk, et vråbarn der vræler, en vråhund der rapper som en and. Det er aften i Vrå og derefter stille.

Om morgenen mælkemanden, kimende med sin klokke af messing. Rundt om på fortov og tag duer, Søndergårds duer, som knurrer mere end de kurrer. Uanstændige og brutale med hinanden. Æder af hans hånd, det rene korn. Og posten som tar til kasketten som var han officer. Avisen allerede ved nitiden.

Søndergård med sine patroner af messing. Han graver dem op med hænderne af gruekedlen. Forærer een bort. Gamle danske patroner.

Projektiler er forbudt, siger Søndergård. En lugt af messing og af gammelt militær. Hemmeligt. Min bedstemor: Giv ikke drengen det skidt! Min bedstemors listige saks, et smilende næb af messing og med pose til det afklippede, på bordet i hendes værelse. Lysestagen, der er tilbage, på hendes kommode, hun rører ved den med en finger: den er giftig. Messing er gammelt. Men det er penge værd. Sommer i Vrå, min bedstemors Vrå, med sin grønne skygge i kanten, alle steder. Sommerfest. Gå hen og mor dig, siger min bedstemor.

Fra gaderne falder man ind i et anlæg. Store piger. Store ben. Karle med stort hoved, ører som på sovsekander. Siger Min Blomst til højre og venstre, skyder til måls, æder vafler. Et leben i Vrå. I den blå nat fyrværkeri, ses fra min bedstemors værelse. Hun er nu en anden, fniser, tæller stjerner og fortæller om gamle dage, og nedenunder harker Søndergård, rasler hans duer, vokser hans kål. Vandtårnet i det blå. Rundt og stort, kalket hvidt, belyst om natten af hemmelige lamper, så det rokker og vifter; det står og trækker vejret. Det er en kirke, fuld af vand. At sætte munden til forneden ville være en voldsom oplevelse. Man kan læse ved det som ved en lampe til den lyse morgen. Man får en lys og let søvn. Jah, siger min bedstemor, hun kan høre det klukke om nætterne. Hun klukker med. Søndergård dør, min bedstemor flytter i lejlighed og morer sig mange år med at gå til andespil i Vrå. Det gør folk dér om vinteren. De sidder nervøse og venter på at kunne råbe Banko. Så har de vundet en fersk and i brunt papir. Min bedstemor kender alle vrålinger vinder mange ænder i Vrå, inden hun endelig flytter tilbage til Skæve og dør.

Da Søndergård dør, efterlader han min bedstemor sit muntre tal- lotteri og en bowler. Hun morer sig over det og beholder begge dele. Nu hun selv er død, ser jeg tit i drømme min bedstemor gå – lidt travende som en travl kone- gennem de kønne gader i Vrå. Hun har en and under armen, og på hovedet bærer hun Søndergårds bowler. Oven over er et heftigt, rødt fyrværkeri. En helt igennem utilbørlig drøm.

I tårnet klukker vandet. I Vrå. Som en stor hvid høne.

SKAGEN TOPPEN AF DANMARK hvor de 2 have mødes

Kilde: Turistforeningen for Toppen af Danmark

Kan være et billede af strand, horisont, ocean og skumring

Her bliver du mødt af gæstfrie mennesker, smukke landskaber og herlige, hvide badestrande. Her finder du spændende aktiviteter for hele familien. Og her finder du nydelse i kunst, gastronomi og wellness.

Toppen af Danmark har gennem generationer været et yndet feriested med sin særprægede natur, de brede sandstrande og det altid nærværende hav. Et hav, som både kan ses, høres og smages, når den salte vind står ind over land.

Skagen – hvor Danmark ender og de to have mødes i en evig brusende dans

Skagen, den nordligste by i Danmark, venter med unik natur i absolut verdensklasse, historie der rækker langt ud over landets grænser, ikoniske seværdigheder og attraktioner. Skagen kan noget af det hele – her er plads til både afslapning i smukke omgivelser, og aktiviteter der kan få pulsen op hos enhver.

I Skagen kan du opleve f.eks. Grenen, Den Tilsandede Kirke og Vippefyret, der står strunk og fortæller sin egen historie om de mange søfolk, der blev advaret om havets farer. Du må heller ikke snyde dig selv for Skagens Kunstmuseer, hvor de navnkundige maleres værker hænger side om side eller Kystmuseet hvor livets gang gennem historien er gengivet.

Der er også førsteklasses oplevelser i vente når det gælder om at få stillet din sult, her er alt fra fiskeretter tilberedt så de smelter på tungen til en mere ydmyg, men absolut lige så velsmagende sandwich tilberedt med lokale råvarer.

Glæd dig til et besøg eller to i Skagen!

Top 3 største kulturattraktioner

I Skagen kan du opleve kultur i verdensklasse – se Skagens malernes utrolige mesterværker på Skagens Museum, Skagen fra oven i Det Grå Fyr hvor udsigten over byen og havene er helt uforlignelig eller besøg Kulturhus Kappelborg med forskellige udstillinger og koncerter med store navne fra både ind- og udland.

Top 3 største naturattraktioner

Allerhøjest mod nord i selve toppen af Danmark venter Skagen med helt særlige ferieoplevelser. Her hersker den unikke og utæmmede natur, der gennem århundreder har formet Grenen, Råbjerg Mile og området ved Den Tilsandede Kirke. Formet af elementerne og med en natur i konstant forandring, er hvert besøg helt unikt. Natur som intet andet sted i Danmark.

Grenen Skagen

Med et ben i hver sit hav

Smøg bukserne op og prøv den fascinerende oplevelse at stå med et ben i hvert hav, men husk at badning, grundet strømforhold, ikke er tilladt.

Vandets strømninger og vindens kræfter gør, at Grenen altid bevæger sig, og derfor er stedet så fascinerende et udflugtsmål, hvor ikke to besøg er ens.

Historisk set har spidsen vendt mod nord, men et kig på kompasrosen afslører, at områdets konstante forandring gør, at spidsen faktisk peger mere mod øst end nord.

Hvert år passeres Grenen af 110.000 skibe, som er over 150 ton. Det er et forunderlig skue når de store skibe fylder op på en lang række efter hinanden ude i horisonten.

Book sommerhus i Skagen og følg med i, hvordan skibene passerer grenen

Naturreservat i verdensformat

Landskabet omkring Grenen er udlagt som naturreservat med adgang for alle, og der er gode muligheder for at gå på opdagelse for sig selv også på dage med mange besøgende.

Den store strandflade yderst på Grenen udenfor klitterne skifter udseende konstant. F.eks. opstår der ofte lavvandede lagunesøer, som tiltrækker store flokke af vadefugle.

Følg også en af Grenensporets fire anlagte vandreruter, og lær mere om både naturen og stedets historie. Fra p-pladsen på Grenen udgår der fire vandrestier af forskellig længde, hvoraf én er grusbelagt og velegnet til både cykler, kørestole og barnevogne. Stierne bringer dig rundt til alle Grenens seværdigheder.

Fra P-pladsen kan du fra påske til og med uge 43 køre med Sandormen helt ud til Grenens spids. Sandormen har kørt turister ud på Grenen i over 50 år og er blevet en del af stedets historie.

Gæster, der vælger at gå selv, passerer ude i klitten øst for Grenen Kunstmuseum digteren og maleren Holger Drachmanns grav.

Grenensporet – vandreoplevelser på Grenen

Grenensporets fire vandreruter er en oplevelse for hele familien. Undervejs kommer du forbi tavler med spændende fortællinger om lige netop det sted, hvor du er nu.

Grenensporet består samlet af over tyve kilometer vandrestier, hvoraf den korteste på tre kilometer er lavet med grusbelægning så kørestolsbrugere og familier med barnevogne også kan opleve Grenens enestående natur.

De øvrige stier er såkaldte trampestier, hvor du følger eksisterende spor i landskabet via rutemarkeringer. Den længste røde rute på 10 km kommer eksempelvis forbi alle fire fyr på Grenen.

På parkeringspladsen ved Grenen findes Infohuset, hvor en fysisk udstilling fortæller om oplevelserne på Grenen.

Det var naturen, der vandt kampen

I klitterne vest for Skagen by står tårnet af den gamle sognekirke, den middelalderlige Sct.Laurentius, der nu er bedre kendt som ’Den Tilsandede Kirke’. I fire hundrede år samlede den menigheden, indtil sandflugten lagde sig over vej og kirkegård og forfaldet satte ind, før man i 1795 var tvunget til at stoppe alle kirkelige handlinger, og kirken blev lukket ned.

Sct. Laurentius var en prægtig kirke med et imponerende inventar, hvoraf der kun er alterets to svære malmlysestager tilbage. De står på den ’nye’ kirkes, (Skagen Kirke) alter. Under jordoverfladen gemmer sig endnu rester af kirkens fundament og gulv, samt en døbefont, der ikke – som det øvrige inventar – blev fjernet og solgt.

Nyere undersøgelser, omkring 200-års dagen for kirkens lukning, har hjulpet til at markere kirkens grundplan herunder kirkeskibets og sakristiets placering, der kan ses bag tårnet. Røde pæle markerer grundplanen, mens faskiner markerer de kendte dele af den gamle kirkegårdsmur. Mange spørgsmål er endnu ubesvarede, hvilket også er en del af stedets fascination.

Laurentius er skytshelgen for denne og mange andre vesterlandske kirker. Han var de søfarendes og de fattiges beskytter og led martyrdøden på en rist. Han genfindes i Skagen byvåben sammen med ordene ”Vort håb til Gud alene” (ses over hovedindgangen til Skagen Rådhus).

Godt at vide!

Ca. 400 m fra Den Tilsandede Kirke er der p-plads med legeplads, borde og bænke samt toiletter – og i sommerperioden er der også kiosk, hvor der sælges billetter til kirketårnet.

Skagen FRISK – Fisk & Skaldyr

Stort udvalg og altid friske varer

Er du vild med friskfangede fisk i alle afskygninger og løber dine tænder i vand, når talen falder på alverdens forskellige skaldyr, så skal du helt sikkert sørge for at besøge Skagen FRISK, når du er på besøg i byen.

Her sælges kun frisk fisk af den allerhøjeste kvalitet, og foruden at sælge fisk og skaldyr fra butikken, leverer Skagen FRISK også varer til private, restauranter og andre fiskehandlere over hele landet.

For Skagen FRISK foregår dagens første indkøb tidligt om morgenen, når auktionen går i gang på Skagen Fiskeauktion. Her efterser indkøberne nattens fangster, og på den måde sikrer de, at butikkens varer altid er så friske, som det overhovedet er muligt – det er næsten lige før, at fiskene stadig spræller med halen, når de ligger udstillet i glasmontrene.

Du kan roligt glæde dig, når menuen står på fisk fra Skagen FRISK.

Anchers Hus i Skagen

Få indblik i Anna og Michael Anchers liv og levned

Anchers Hus rummer den utrolig velbevarede samling af familiens private ejendele, møbler og ikke mindst deres kunstsamling. Når du besøger huset, kan du gå gennem familiens stuer, besøge kunstnerparrets to smukke og forskellige atelierer, og se familiens soveværelser.

Få et indblik i kunstnerparret Anna og Michael Anchers liv, deres tid og ikke mindst deres centrale roller i kunstnerkolonien i Skagen. Huset og den store, omkransende have dannede nemlig rammen om både skagensmalernes hverdag og fester og blev ofte benyttet som motiv – for eksempel fik P.S. Krøyer idéen til sit berømte Hip, Hip Hurra! netop her.

Kunstnerparret flyttede ind i huset i 1884, året efter at de havde fået datteren Helga. På den tid bestod huset kun af den lange, lave længe, der ligger langs med Markvej, men det voksede med tiden. Den berømte arkitekt Ulrik Plesner tegnede en tilbygning med atelierer, som blev opført i 1913 og forbundet med den oprindelige længe, familien var flyttet ind i.

Familien var kendt for sine åbne døre og omgikkes med både udefrakommende kunstnere og lokale. Træd indenfor i Anchers Hus og fornem hele historien.

Saxilds Gaard

I den store, historiske have, der indrammer Anchers Hus, ligger den gulkalkede Saxilds Gaard. Her boede Saxild-slægten i generationer og drev også bageri. Nu huser Saxilds Gaard caféen Baghaven og deres moderne surdejsbageri, hvor du kan spise brød, kager og drikke god kaffe og vin til.

Det Grå Fyr i Skagen

Snoede trin fører til tårnets top

Naturstyrelsen driver Det Grå Fyr som et spændende formidlingscenter om trækfugle. Her får du et levende (live) indblik i en af verdens mest fascinerende naturoplevelser, nemlig trækfuglenes evne til at flyve og finde vej over enorme afstande på tusinder af kilometer.

Skagen og Grenen er et hot-spot for trækfugle i tusindvis – der passerer stedet under deres årlige træk. Som besøgende får du en oplevelse af det fugletrækket dels i Skagen og dels på globalt plan.

Du får også et indblik i de mange muligheder for selv at spotte i landskabet i og omkring Skagen alt efter vejrforholdene og årstiden. Spændende og ny forskning omkring trækfugle bliver formidlet direkte ind i oplevelsesrummet.

Sjov for børn

For børn er der tilpassede oplevelser, og fyrtårnets betydning for trækfugle og skibsfart fortælles, før du går op i tårnet. Du får også mulighed for at følge dagligdagen på den videnskabeligt arbejdende fuglestation på centret.

Og så kan du selvfølgelig se omgivelserne fra oven oppe i fyrets top. Her er udsigten fuldstændig fantastisk.

Lidt om Det Grå Fyrs historie

Med sine 46 meter er Det Grå Fyr Danmarks næsthøjeste fyr (kun Dueodde Fyr på Bornholm er højere med 1 meter). Det Grå Fyr blev indviet og tændt første gang den 1. november 1858, en halv time efter solnedgang.

Fyret er tegnet af den danske arkitekt N.S. Nebelong, og det tog 4 år og kostede 200.000 rigsdalere at bygge. Fyrets roterende linse vejer lidt over to tons og flyder på kviksølv. Lyskilden var en 400 watt natriumlampe.

Lyset fra fyret kunne ses i en afstand af 20 sømil som et blink hvert fjerde sekund, og det blev bygget midt på Odden, så der var lige langt til begge de tilstødende farvande – Skagerrak og Kattegat.

Opgangen til tårnet sker af den murede vindeltrappe, der snor sig som en hul cylinder, og har hele 210 trin.

God fornøjelse

jens otto madsen

Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Datering: 1900

Kilde: Wikivendsyssel

Hjørring Amts Andels Svineslagteri blev oprettet i 1891, efter at bestyrelsen for Hjørring Amts Landboforening havde rejst spørgsmålet i 1887. I 1887 var der udbrudt svinepest i Danmark. Konsekvensen var den, at myndighederne indførte et forbud mod at indføre svin til Tyskland på grund af smittefare.

Derfor måtte man heller ikke føre svin fra en egn af landet til en anden. Som et resultat af svinepesten faldt svinenoteringen til 18 øre pr. pund. Da landmændene opdagede at den betaling, som de fik udbetalt, var for lav i forhold til de engelske flæskepriser, opstod tanken om at oprette andelsslagterier med bønderne som ejere.

Landboforeningen indbød landstingsmand P. Bojsen, der havde været fortaler for et andelsslagteri i Horsens til møder i blandt andet Hjørring i 1888. Efterfølgende holdt man møde i Forsamlingsbygningen, for at finde ud af, om der var interesse for et andelsslagteri, eller om man skulle leje det private Hjørring Slagteri. Det sidste synspunkt havde landboforeningens formand Tutein. Men en afstemning blandt de fremmødte viste, at 90 stemte for et nyt slagteri, og en stemte imod forslaget. Slutteligt blev der nedsat et udvalg, der skulle arbejde videre med oprettelsen af et slagteri.

Billede: Opskæring af svin på Hjørring Amts Andelssvineslagteri.

Efter at der havde været afholdt møder rundt omkring i landsdelen i januar 1889 arrangeret af det nedsatte udvalg, der arbejdede med oprettelsen af et andelsslagteri, begyndte tegningen af garanter og andelshavere. Den 6. april var man kommet så langt med planerne, at man kunne påbegynde bygningen af andelsslagteriet, når man havde fået tegnet en årlig levering af 20.000 svin. Det gav problemer. Ved et møde den 21. september manglede der aftaler om levering af 6000 svin. Det blev derfor besluttet, at man ville prøve at nå de 6000 leveringer eller at indgå en aftale med udvalget for Aalborg Amt. Sandsynligheden for at andelsslagteriet blev placeret i Aalborg var stor.

Derfor søsatte redaktøren for Vendsyssel Tidende, redaktør Vilhelm Carlsen en agitationskampagne i avisen til støtte for opførelsen af et andelsslagteri i Hjørring. Den 7. februar 1889 oplyste udvalget bag andelsslagteriet, at der var tegnet aftaler om 21.376 svin og en garantisum på 281.000 kr.

Bestyrelsen fandt en egnet grund syd for banelinjen ved Bispensgade. Prisen var 9000 kr. Slagtningerne begyndte den 10. januar 1891, og prisen for opførelsen var 113.714,69 kr. Der var tilknyttet en halv snes butiksudsalg til slagteriet. Der var blandt andet butiksudsalg i Stokbrogade, Strømgade og Bispensgade.

Udsalgene blev lukket i 1970’erne. Det sidste udsalg, der blev lukket, var udsalget i Strømgade. Det blev lukket den 24. april 1976. Slagteriets udsalg har eksisteret meget tidligt, idet der i en annonce fra 1907 står, at ”det anbefales at medbringe tallerken eller fad, da det kogte flæsk ikke kan indpakkes i papir”.

Besættelsesårene satte også sit præg på slagtningerne på Hjørring Amts Andels Svineslagteri. For eksempel havde slagteriet følgende annonce i Hjørring Bladet den 14. januar 1942: “Vi anbefaler vore Kunder i By og på Land at prøve kaninkød til Erstatning for andet Kød. Det faas hver uge fra Torsdag i vore Butiker Stokbrohus og Bispensgade 14.” Endvidere aftog slagteriet fjerkræ, får, fjordlam og vædderlam i 1942 og 1943.

I efteråret 1965 led planerne om sammenslutning af de fem slagterier i Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Brønderslev og Vrå skibbrud, men bestyrelserne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring fortsatte forhandlingerne om et tættere samarbejde.

Kan være et billede af 4 personer og tekst

Billede: Personalet ved Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Datering 1930-1940

Vendsyssel Tidende skrev den 4. december 1965, at der var stort flertal blandt andelshaverne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring for at samle de to slagterier. I Frederikshavn stemte 98% for og i Hjørring var tallet 84,6 %. En af betingelserne for fusionen var, at andelshaverne ved Frederikshavn Slagteri skulle forpligte sig til at 80% af slagtningerne fandt sted i Hjørring, og at Frederikshavn Slagteris lejemål på havnen kunne forlænges fra 1971 til 1984.

Efter fusionen blev slagteriet i Frederikshavn omdannet til pølsefabrik. I 1970 fusioneredes Frederikshavn og Hjørring med Brønderslev og Sæby under navnet Wenbo. Da slagteriet i Frederikshavn ikke kunne få fornyet sine lejemål med Frederikshavn Havn i 1971, blev produktionen af pølser flyttet til Brønderslev og slagteriet i Frederikshavn blev lukket.

I 1985 fusionerede slagteriet Wenbo med Sundby til Sundby/Wenbo, og i 1990 blev Sundby/Wenbo fusioneret med Østjyske og Tulip til Danish Crown. Den 19. januar 2005 oplyste Nordjyske Stiftstidende, at Danish Crown ville lukke slagteriet i Hjørring.

Det havde hidtil været planen at stoppe med slagtninger og opskæring i Hjørring, men udbening forsvandt også i den nye plan. Slagteriet i Hjørring blev endegyldigt lukket i sommeren 2005, og omkring 500 slagteriarbejdere mistede deres arbejde. I dag ligger butikscenteret Bispetorv hvor slagteriet lå.

Kilder:

1. Hjørring historie nr. 45, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum

”FÅRETYVEN” OG ”TYKKE THOMAS”

Af Mikkel Nielsen, Sæby

En dag i oktober 1899 kunne man se en lettere grotesk scene i Sæby, da tre betjente kom slæbende med en stor og meget vred mand, der var belagt med håndjern.

Turen gik til fods fra arresten i Sæby og til Jernbanestationen, hvor man skulle have manden med formiddagstoget til Aalborg.

Den store mand der kraftigt forsøgte at modsætte sig transporten, gik dengang under flere navne. Hans rigtige navn var, Anders Chr. Nielsen, men var berygtet og kendt på egnen under navnene ”Fåretyven” eller ”Store Anders”.

”Fåretyven” tilbragte en stor del af livet i ”forvaring”, og vreden denne dag i oktober 1899 skyldtes, at han havde haft det så hyggeligt i Sæby arrest, men skulle overflyttes til tvangsarbejderanstalten i Aalborg, hvilket absolut ikke passede ”Fåretyven, hvilket forklarer, hvorfor betjentene havde deres problemer med denne tur til stationen.

BRODEREN ”TYKKE THOMAS” OG DENNES EVENTYRLIGE REJSE.

Denne historie handler mest om ”Fåretyven”, men vi skal også hilse på hans broder, ”Tykke Thomas”.

De to brødre havde i øvrigt også en i gamle dage kendt mor, der gik under navnet ”Fårelåret”. Hende skal vi høre mere om en anden god gang, for hun var bestemt også en svært berygtet og speciel dame.

”Fåretyven” havde meget på samvittigheden, og denne gang var han blandt andet stukket af med pengekassen på Voergård.

Han havde gravet pengene fra pengekassen ned i et plantehul, og det havde han været så letsindig at vise sin broder, ”Tykke Thomas”.

Pengene som ”Store Anders” jo ikke var kommet ærlig til, skulle bruges til at rejse til Amerika for, og han havde endda i tankerne, at ”Tykke Thomas” også skulle med.

Da ”Store Anders” eller ”Fåretyven” jo som bekendt var i røget ind igen, blev fristelsen for stor for ”Tykke Thomas”, der ikke kunne få alle de dejlige penge ud af hovedet, nu hvor Anders alligevel var spærret inde.

Han tog alle seddelpengene og med 400 kroner på lommen, begav han sig på eventyr i udlandet.

Han tilbragte nogle dage forskellige steder i Sønderjylland, rejste derpå over København til Sverige og der igennem til Norge.

Hans største fornøjelse på turen var at drikke, og han var så optaget af drikkeriet, at han end ikke fik tid til at købe sig et par strømper, men kom til Danmark med bare fødder i skoene. Af strømperne han havde på, sad kun skafterne tilbage.

Som man kunne tænke sig, svandt pengene hurtigt ind, da han drak ikke alene selv, men han trakterede også mange andre, som havde lyst til at gøre ham selskab.

Efter kort tid stod han langt oppe i Norge uden en øre på lommen.

Enden på denne lystrejse blev, at autoriteterne i Norge hjemsendte ham som subsistensløs til Frederikshavn med damperen.

Så man kan forestille sig, at der må have været nogle tråde mellem disse brødre, der skulle redes ud, inden broderkærligheden kunne genoprettes.

”FÅRETYVENS” TRISTE DØD I 1916.

En lørdag sidst i september 1916 fandt nogle børn liget af en mandsperson liggende i en lille granplantage tæt østen for Tårs Kirke. Sognefogeden blev straks hentet.

Den afdøde som man anslog til at være tæt på de 50, var en forhutlet fyr. Det var ”Fåretyven” eller ”Store Anders”, som han jo også blev kaldt.

Hvor han før i tiden var en stædig, kontroversiel og ubehagelig fyr, var han på sine sidste år blevet et helt skikkeligt, sølle skrog, når man fraregnede hans tyvagtighed.

Meget af sin tid havde han opholdt sig i Allerup Bakker sammen med nogle meget omtalte vagabonder og løse kvinder.

Han fartede stadig omkring i Vendsyssel, og havde i Tårs besøgt en veninde, der kaldtes ”Knold-Stine”.

Samme dag havde folk nok bemærket, der rørte sig noget i de tætte grantræer, men ingen tænkte på at se derind.

Staklen blev fundet med tre brændevinsflasker ved sig.

Det var lidt om ”Fåretyven” og hans triste skæbne.

Nogen nem start på livet havde han aldrig fået, han var svigtet fra den dag, han blev født.

En drikfældig mor der ikke tog sig af ham, allerede mens han endnu var dreng, blev han placeret på Agersted Fattiggård.

Billedet eller tegningen hvilket er lidt uvist, da det er mere end 125 år gammelt, det er af Anders Chr. Nielsen alias ”Fåretyven” eller ”Store Anders”, som han så ud, da han var omkring 23-24 år.

UVEJRET DER SLOG SKOVFOGEDEN IHJEL PÅ GEDEBJERGET VED SÆBY

Af Mikkel Nielsen, Sæby

Under aftenens og nattens heftige uvejr kom jeg til at tænke på, hvor stærke naturkræfter, der er i spil, når himlen oplyses og det buldrer og brager.

Her faldt tankerne hen på gamle dage, hvor det ikke var så sjældent igen, at uvejret kunne gøre stor skade.

Det kan det naturligvis også i dag, men det er heldigvis mere sjældent. Vores huse har lynafledere, og vi er meget bevidste om, hvordan vi skal gebærde os, mens uvejret står på.

I gamle dage kunne folk miste både gårde og huse, hvis lynet slog ned. Det gjorde så ikke sagen bedre, at fattigfolk, som der var mange af, de ikke var forsikret mod den slags ulykker.

At en familie mistede boligen, kunne være slemt nok, men det kostede også tab af menneskeliv.

Husker historien om en kone på egnen omkring Albæk, der blev dræbt af lynet, da hun var udenfor ejendommen for at ordne noget.

Så var der den frygtelige sag fra Sæby sidst i 1940erne, hvor en 12-14årig dreng blev dræbt ved en ejendom, hvor Brolæggervej ligger i dag. Han ville løbe hjem fra naboejendommen, mens det lynede og tordnede.

Drengens far stod i vinduet i køkkenet, og så efter sønnen, der kom løbende i uvejret for at komme hurtigt hjem. I det samme slår lynet ned, og drengen bliver slået ihjel for øjnene af den ulykkelige far.

Den hændelse bragte forfærdelse og sorg i hele Sæby og omegn.

Så er der en noget ældre beretning her fra området, der fortæller om, hvordan lynilden ligefrem kunne finde vej ind i husene.

Vi skal helt tilbage til den 11.april 1859.

Der var et heftigt tordenvejr med lynild og regn hen over Sæbyegnen.

Her slog lynet ned i et våningshus, der lå i forbindelse med en gård på Gedebjerget vest for Sæbygård Skov, som Peder Chr. Abrahamsen havde i forpagtning.

Da uvejret brød løs, havde det banket på hos familien. Det var skovfogeden, der ville søge ly under for den kraftige regn, og han blev naturligvis budt indenfor.

Set i bagklogskabens lys skulle han måske have været blevet i skoven.

Da lynet slog ned i våningshuset, banede lynstrålen sig vej igennem en lem i stuen, og ihjelslog uheldigvis skovfogeden, der sikkert sad, og var lettet over at have fundet husly.

Som om det ikke var nok, blev konen i huset så alvorlig forbrændt, at man frygtede for hendes liv.

To børn blev ligeledes forbrænde men dog heldigvis i mindre grad.

Efter at have anrettet disse ulykker farede strålen ud af skorstenen uden at anrette nogen skade på selve huset.

Da jeg ikke har noget brugbart billede fra gamle dage af Gedebjerget, napper vi et fra skoven i stedet.

EN FORÆLDRELØS PIGES OPVÆKST PÅ LANDET I DE HELT GAMLE DAGE.

Af Mikkel Nielsen, Sæby

Enkefru Sørine Christensen boede som ældre dame på Kløvervej i Frederikshavn tilbage i 1950erne.

Hun var født i 1879, så historien rækker længere tilbage end nogen i dag, vil kunne huske. Hun havde som mange andre i byerne dengang haft sin opvækst ude i oplandet på diverse gårde, hvilket hun i sine sidste leveår så levende fortalte om.

Her kommer Sørines fortælling.

Jeg har ikke kendt til mine forældre, men blev sat i pleje som ganske lille.

Som 6årig havnede jeg i Tolne.

Mine plejeforældre sendte mig ud for at hente køerne, i stedet burde jeg have haft en barnepige. Hvor var jeg bange for, at ræven skulle tage mig.

Derefter kom jeg til mine bedsteforældre i Hørmested.

Føde og klæder kom jeg ikke til at mangle, men jeg måtte slide hårdt for det.

De havde en landejendom lige som det forrige sted.

Min bedstemor hed Karen, hun skulle nok sørge for at holde mig til arbejdet.

Skoletiden var den bedste tid i mit liv. Lærer Sørensen som jeg gik til, var far til den gamle ”Lærer Sørensen” i Bangsbostrand.

Han kom ind i klassen lige fra stalden i sine snudetræsko med komøg på. Han var både flink og dygtig.

Jeg kom først i skole, da jeg var 8 år. Min bedstemor ville ikke sende mig derhen, før jeg kunne læse og skrive.

Da jeg mødte i skolen, og sagde hvor gammel, jeg var, sagde læreren. ”Så forstår jeg, du kommer fra Karen”. Hun havde haft fire børn i skolen, som alle havde været lige så langt fremme i alder og undervisning, før de kom der, som jeg.

Den sidste dag jeg var i skole, der vrælede jeg, fordi jeg skulle forlade den.

ÆGGENE.

Engang skulle jeg til Tolne Købmand med to kurvefulde æg for bedstemor.

Jeg løb barbenet af de lynggroede stier, da en hugorm pludselig rejste sig foran mig. Af forskrækkelse gjorde jeg et spjæt til siden, så alle æggene raslede ud af kurvene. Jeg samlede dem op, nogle havde fået et knæk, dem lagde jeg med den revnede side nedad for at købmanden ikke skulle opdage, at de var i stykker.

Købmanden tog dem fra kurven, og lagde dem i kasser til nogle andre æg, og opdagede til min lettelse intet.

Jeg turde knap nok tænke på de tæsk, jeg ville have fået af bedstemor, hvis nogle af æggene var blevet kasseret.

SPØGERI PÅ LANDET.

Som 16årig havde jeg plads på ”Birket” ved Sindal.

Man krævede en voksen piges arbejde af mig inde og ude. Jeg blev sat til at både pløje og harve og køre møg ud.

Der var jeg heller ikke glad for at være, der var for meget spøgeri på det sted.

En røgter havde engang på en nytårsaften hængt sig i kostalden. Efter det skete, larmede og teede køerne sig hver nytårsaften, så det var forskrækkeligt.

Det er ikke sludder, jeg har selv hørt det, og der var mere end det.

Mit og mejerskens kammer var lige ved siden af bryggerset. Derude var der en tumlen om natten, så jeg ikke kunne sove.

Det var da sørens til spektakel, sagde jeg til mejersken. ”Nå, har du også hørt det”, svarede hun. ”Det vil du få at høre, men det skal du ikke bryde dig om”.

”Det var en tidligere mejerske, der havde taget livet af sit spædbarn og stoppet det ned i askegraven derude”.

RYTTEREN.

Af andet underligt jeg har oplevet, var jeg en 12års pige hos bedstemor i Hørmested.

En sen efterårsaften siger hun til mig, skal vi ikke rende hen efter avisen. Den hentede vi på en nærliggende gård.

Jeg fik besked på at trække bedstefars hoser udenpå mine egne, og på dem løb jeg ved siden af bedstemor, der var skrap til at gå.

Der var diset, og man kunne se månen, jeg kan så tydeligt huske det.

Da vi havde fået avisen, og var på vej hjem, sagde bedstemor, at vi skulle skynde os.

Vi var i nærheden af gården ”Studsholt” ved noget vi kaldte ”Melheden”, hvor der løb en stor slugt.

På mit spørgsmål om hvorfor vi skulle skynde os, svarede bedstemor, at vi skulle hjem og malke koen.

Som jeg kiggede ned i slugten, så jeg en mærkelig stivhalset hest med en rytter på og et føl ved siden af. Jeg tænkte ikke nærmere over det.

Først om aftenen hjemme hvor de havde fremmede, fik jeg forklaringen på bedstemors hast.

Jeg kom uforvarende til at høre, at de drøftede historien.

En mand havde købt ”Studsholt”, og troede ikke, han kunne klare sig, da han så, hvor dårlig jorden var.

Af frygt herfor tog han sit eget liv, og han havde endda kone og flere små børn.

Det var manden, der var ”Rytteren”, som jeg havde set.

Bedstemor troede han ville op ad den vej, vi kom ad, så det var derfor, vi måtte skynde os sådan.

Sørine Christensen blev senere gift med Knud Christensen fra Jerslev, de mødtes som ganske unge.

Min mand slog sten om vinteren, og strøg sten på teglværket om sommeren. Jeg hjalp ham, og ”skar” dem i kanterne.

Om sommeren æltede vi også tørv, det var på den gammeldags måde med greb.

Parret flyttede ind til Frederikshavn under 1. verdenskrig.

Da manden døde, måtte Sørine vaske og gøre rent for folk.

Tak for at Sørine Christensen i tidernes morgen fortalte om sit liv dengang for længe siden.

Som man kunne fornemme, levede gamle sagn og ”historier” i de gamle dage især på landet.

Om de er helt sande må læseren selv afgøre.

Dengang var folk for det meste overbeviste om, at der fandtes mere mellem himmel og jord, end man kunne se med det blotte øje.

LIDT HUMØR I SØDSUPPEN.

Af Mikkel Nielsen, Sæby

I gamle dage før besættelsen, boede der flest mennesker på landet, og derfor er der en masse at berette fra de gamle gårde, hvor meget er hændt i gamle dage.

Denne gang skal vi en tur til gården ”Ormholt”, der ligger cirka 5 km sydøst for Østervrå i Torslev sogn.

På ejendommen ”Ormholt” afholdtes i oktober 1892 høstgilde, hvilket havde været en stor dag for alle de tyende, altså tjenestefolkene.

Man fik den dag blandt andre gode sager også sødsuppe.

Kort tid efter sødsuppen var indtaget følte en halv snes gæster sig utilpasse, og fik kraftige opkastninger.

Ved nærmere undersøgelser opdagede man at en af gårdens piger for at sætte humør på sødsuppen, havde tømt indholdet af en flaske, der bar teksten ”Solbærrom” ned i suppen.

Hvad den gode pige med de bedste intentioner ikke vidste var, at flasken i virkeligheden indeholdt et medicinalt middel til heste eller svin, der nu var kommet i gryden med sødsuppe.

Man måtte sende bud til lægen i Østervrå, der gav de syge en modgift.

Om søndagen var tillige distriktslægen fra Sæby kaldt til ”Ormholt”.

Det skal siges, at alle overlevede sødsuppen, men høstgildet blev nok ikke lige så festligt, som pigen ellers havde håbet på.

Billedet er fra ”Ormholt” i gamle dage.

BRILLE-HANNE FRA FATTIGGÅRDEN I SÆBY

Af Mikkel Nielsen, Sæby

Det er ikke nemt at finde materiale om de mennesker, der i gamle dages Sæby befandt sig helt dybest nede på samfundets bund.

Mange familier i Sæby var ganske vist fattige, men det var en æressag, at man selv kæmpede sig igennem tilværelsen, selv om det ofte var under usle vilkår.

Så var der dem, der opgav kampen, og søgte en smule trøst på bunden af en brændevinsflaske. Hutlede sig igennem den håbløse tilværelse, flakkede lidt rundt fra sted til sted, fandt lidt tryghed og lidt kærlighed hos tilfældige omstrejfere, der befandt sig i samme ulykkelige situation, hvor især brændevinen var en fælles interesse.

En af dem var ”Brille-Hanne”.

”Brille-Hanne” kunne man støde på rundt omkring i Sæby og omegn sidst i 1800-tallet og de første få år af 1900-tallet.

Til egnens markeder og andre festligheder kunne man træffe ”Brille-Hanne”, og hun ville med al sandsynlighed være enten småberuset eller rygendes fuld.

Hvis det ikke var nok til, at folk holdt sig på afstand, så gjorde det ikke sagen bedre, at hun ofte var fyldt med ”utøj”.

Selv om det var forbudt at tigge, ville hun sikkert have bedt om en mønt eller to, så hun kunne pleje den rus, hun behøvede for at overkomme tilværelsen.

Der er ikke frygtelig mange oplysninger om ”Brille-Hanne”, men er stødt på hende nogle gange, når jeg har ledt efter materiale fra de gamle dage. Hun var mest omtalt grundet de ”unoder”, hun begik i sin kummerlige tilværelse.

”Brille-Hanne” var et øgenavn, som man især havde skik for at bruge i gammel tid.

Hendes rigtige navn skulle have været Johanne Borum, men i daglig tale ikke andet end ”Brille-Hanne”.

I året 1900 var den gal nok engang.

Johanne Borum var sunket dybere og dybere ned i lasten. Tyveri, betleri(tiggeri), druk og usædelighed.

Den 3. maj 1900 blev hun fundet i en landevejsgrøft i meget drukken tilstand og i besiddelse af en fyldt brændevinsflaske.

Hun blev igen anholdt for tyveri og betleri(tiggeri), og blev bragt i forvaring i det velkendte asyl.

En ældre ”kavaler” hun havde sat i stævne og som observerede anholdelsen, blev meget misfornøjet ved at se ”retfærdighedens håndhævere” fjerne sig med ”Brille-Hanne” under armen, men det var vist mere den fyldte brændevinsflaske, der plagede ham at se forsvinde.

Efter sådan en anholdelse kunne ”Brille-Hanne” igen se frem til en dom, hvor der ofte indgik tvangsarbejde. Det havde hun prøvet så mange gange før.

”BRILLE-HANNE” FROSSET IHJEL.

”Brille-Hanne” blev i sine sidste leveår placeret på Sæby Fattiggård, hvilke på daværende tidspunkt må have været ”Lille Strandhave” på Solsbæksvej, der fungerede som fattiggård i den periode, ellers må nogen rette mig, hvis jeg tager fejl.

Fattiggården blev dengang drevet som en gård, og de ”fattige” måtte tage del i arbejdet, selv om der også var ansat karle.

På Sæby Fattiggård kunne man blandt andet i 1891 få følgende tilbud, hvis man var ejer af en ”hoppe” naturligvis.

Her stod nemlig hingsten ”Hector” til rådighed, hvor man mod et beløb kunne få bedækket sin hoppe, og det skulle foregå 5.30 om morgenen, 11.30 til middag og 19.30 om aftenen, og det var præcis på angivne tidspunkt. Man må formode, at ”Hector” skulle have sin pauser, jeg har ikke den store forstand på hesteavl.

Synes bare annoncen var lidt pudsig.

Tilbage til ”Brille-Hanne”.

Var man placeret på fattiggården, så have man pligter, og man havde ikke sin fulde frihed.

”Brille-Hanne” havde været en af dem, der havde været svær at holde indespærret på fattiggården, hun tog stadig sine ture, så kunne regler være regler.

Da ”Brille-Hanne” forlod denne verden, havde hun igen taget sig en springtur fra fattiggården. Hun var ude for at mærke frihedens sus under sine vinger, den frihed hun nu også i det daglige var blevet frataget.

Denne gang havde hun bevæget sig nordpå til Frederikshavn, og det blev Hannes sidste bedrift i livet.

Den 3. marts 1904 om morgenen blev ”Brille-Hanne” fundet død mellem nogle bræddestabler ved Frederikshavn Havn.

Ved sin side havde hun hendes kære brændevinsflasker, som havde gjort hende beruset en sidste gang.

Hanne havde været godt fuld, og havde i den tilstand lagt sig til at sove, og var i kulden frosset ihjel i løbet af natten.

Hun var ofte beskrevet som en gammel kone, der var fordrukken, og man kan forestille sig, at det ulykkelige lod Hanne havde fået i livet, har sat sine spor på hendes krop og ansigt.

Johanne Borum alias ”Brille-Hanne” blev 55 år gammel

Hirtshals fyr

Hirtshals Fyr 1923 Fotograf Mathæus Rasmussen

Fyrtårnet blev opført i begyndelsen af 1860’erne, grundstenen lagt 28. juni 1861 og det blev tændt første gang den 1. januar 1863. Tårnet var opført i røde mursten beklædt med hollandske klinker, senere blev det kalket gråt, og siden 1960 har det været hvidt. Over indgangsdøren er daværende regent Frederik d. VIIs monogram. Selve fyret er 35 m højt beliggende på toppen af Stenbjerg 27 m over havets overflade. Fyrets fokushøjde

lyskeglens højde over havoverfladen) er 57 m. Lyskeglen kan ses 25 sømil ca. 46 km væk i klart vejr. Fyret var fra begyndelsen forsynet med fast linseapparat og roterende forstærkningsprismer.

Under besættelsen blev de kostbare linser demonteret og gemt bort på en landejendom og opsat igen efter befrielsen. Tager man de 144 trin op i fyrtårnet, har man en storslået udsigt over det omkringliggende fæstningsanlæg, 10. batteri, bygget under 2. verdenskrig og over Hirtshals by og havn.

Fra begyndelsen i 1863 og frem til 1914 brugte man olie som energikilde, fra 1914 til 1939 petroleum til en glødenetsbrænder og fra 1939 en elektrisk glødelampe. Lampen i toppen er i dag på 400 watt. Linserne er håndslebne. De første mange år var Hirtshals Fyr arbejdsplads for fyrmestre, assistenter og sirenepassere, som samtidig boede i de tilhørende boliger sammen med deres familier og et par tjenestefolk. Da der var langt til nærmeste skole, var der som regel også en lærerinde til at forestå undervisningen af børnene. Siden 1973 er Hirtshals Fyr i lighed med landets øvrige fyr fuld automatisk. De gamle beboelser tjener i dag som kaffestue og udstillingslokaler for Støtteforeningen for Hirtshals Fyr. Udover selve fyrtårnet med lys i havde man til at hjælpe skibstrafikken fra 1871 en signalstation med signalmast og kanon. Kanonen eksisterer endnu og kan ses foran fyrtårnet.

Signalstationen og masten er revet ned. Ved hjælp af et internationalt flagsystem kunne skibe og fyr kommunikere om issituation, sygdom m.v. På signalstationen overvågede man i det hele taget al skibstrafikken. I 1963 blev der rejst en radiomast, og sammen med 5 andre radiofyr i Danmark udsendtes hvert 6. minut et radiosignal på samme frekvens til nøjagtig fastlæggelse af, hvor det enkelte skib befandt sig. Radiomasten blev nedlagt i 1995.

Kilder: Kystfortællinger 01 – Hirtshals Fyr – skrevet af Morten Nielsen & Bjørn Løth Fra Egnens Fortid – Lokalhistorisk Årbog 2001. Knud Christensen; Blade af Hirtshals Fyrs historie s. 5-31

Hirtshals Fyr 1862 til i dag Støtteforeningen for Hirtshals Fyrs hjemmeside.