Med et blev alting stille

Kilde: Information den 7. september 2018

Jens Rosendal husker ikke, præcis hvordan det skete. Med ét blev alting bare mørkt og stille. Og da lyset og lydene igen vendte tilbage, sad han i en grøftekant og kiggede forvirret ud gennem forruden på sin bil. Han var kørt galt. For anden gang på kort tid havde han mistet bevidstheden bag rattet. Og selv om han på sin vis var lettet over at ingen, heller ikke denne gang, var kommet til skade, stod det samtidig klart for ham, at en epoke nu måtte være slut. Det er ikke mere end en måned siden, at han afleverede sit kørekort og sagde farvel til et langt liv som bilist.

»Så sådan er dét,« siger han.

Han sidder i sit lille lavloftede hus i Ballum i Sønderjylland og trommer let med fingrene i bordet.

»Men det er da lidt hårdt, for jeg havde jo helt glemt, hvor mange ting man egentlig bruger sådan en bil til. Som nu for eksempel i morges, da jeg ville hente rundstykker til os,« siger han og peger på brødkurven på bordet: »Hvad gør man så?«

Nå, ja så ringer man til sin gode ven, Svend, som bor nogle huse herfra, og beder ham om at tage en pose håndværkere med oppe fra købmanden, og på den måde går det jo alligevel. Det gør det som regel. Også selv om det ikke altid går, præcis som man havde forestillet sig.

Det er Jens Rosendals egen historie et levende bevis på.

Egentlig skulle han have været landmand som sin far. Men Jens ville hellere være købmand. Og så endte han i stedet med at blive lærer og tilbringe det meste af sit liv i højskoleverdenen, først som underviser og forstander, siden som højskolebladsredaktør og sangskriver.

Jens Rosendal er et af den slags mennesker, de fleste kender uden måske selv helt at vide det. Den beskedne vendelbo løber ikke med overskrifterne, men hans navn står alligevel diskret placeret hen over to salmer i Salmebogen og tretten sange i Højskolesangbogen, hvilket gør ham til den nulevende forfatter, som er bedst repræsenteret i sangenes blå bog.

Navnlig én af hans sange er med tiden blevet noget nær folkeeje. Han skrev den på en halv time under en svimlende forelskelse i 1981, og sangens første verselinjer klinger velkendt hos de fleste sangglade danskere:

Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

I dag er »Forelskelsessang«, som den egentlig hedder, oversat til 18 sprog, det er en af de mest ønskede sange i Giro 413 og en nyklassiker i den Højskolesangbog, som netop nu er ved at blive revideret for 19. gang. Sangen synges regelmæssigt til både bryllupper og begravelser, konfirmationer og navngivningsfester, og nye generationer af unge bliver ved med at finde inspiration i det universelle kærlighedsbudskab, som slår fast, at »livet, det er livet værd«.

Da Jens Rosendal skrev sangen for knap 40 år siden, havde han en specifik kærlighed i tankerne. En umulig kærlighed. Ikke alene var der tale om en 30 år yngre elev på den højskole, hvor han underviste. Der var også tale om en fyr. Jens Rosendal havde brugt et halvt liv på at bilde sig selv og alle andre ind, at han hvilede lykkeligt i rollen som ægtemand og familiefar. Nu brød illusionen endeligt sammen.

Med »Du kom med alt det der var dig« stod han for første gang ved sin homoseksualitet, brød ud af sit ægteskab og fandt sammen med den unavngivne kærlighed fra sangen. De to nåede at leve sammen i 20 år, inden Ulrik, som han hed, pludselig faldt død om i 2001. 39 år gammel.

Alt det er jeg taget til Ballum i Sønderjylland for at tale meget mere med ham om.

En ny virkelighed

Jens Rosendal står allerede foran sit stråtækte hus og vinker, da jeg ankommer. Iført stribet skjorte, cowboybukser og tennissko. Han bor i et gammelt, hvidkalket bondehus fra 1700-tallet med dekorerede kakler på væggene og vinrøde træbjælker under loftet. Han købte det som et sommerhus i 1968, men de seneste tyve år har det været hans faste bopæl.

»Nu skal du bare tage for dig,« siger han, da vi kommer indenfor. Han har stillet det gule kaffestel frem på bordet og hældt kaffe på kanden. Det har taget tid at dække op, for tingene går ikke så hurtigt, som de har gjort. Jens Rosendal er blevet 86 år, og det kan mærkes. Det værste er ikke besvimelsesanfaldene, knogleskørheden eller de daglige besøg af hjemmehjælpen. Det værste er tempoet.

»Jeg er blevet så uendeligt langsom – til alt muligt,« siger han og smiler lidt forlegent.

»Og det kan man ikke sådan helt forklare, for man plejede jo at blive færdig med sagerne i en fart.«

Jens Rosendal har skrevet sange i en menneskealder – lige siden han som 12-årig forfattede sit allerførste værk: en ode til et nyt kuld grise på barndomsgården. Da faderen så hans rim, udbrød han, at hvis han kunne skrive sange til grise, så kunne han vel også skrive en salme til sin lillebrors dåb – så det gjorde han.

Siden har han ifølge egne beregninger skrevet over 1.000 sange. En del om fædrelandskærlighed og EU-modstand, en hel del om forelskelse og kristendom og de senere år også adskillige om Vadehavet, som hver dag hæver og sænker sig med tidevandets kommen og gåen lige uden for hans vinduer. Sangene har givet ham tilnavnet ’Vadehavets digter’ og en titel som ’æresborger’ i Tønder Kommune, den første nogensinde. Til hans 80-årsfødselsdag forærede borgmesteren ham tilmed en egetræsbænk med inskriptionen »Jens Rosendals Bænk« – som tak for hans mange sange.

»Men nu tror jeg ikke, at jeg skal skrive flere,« siger han med et mål af ubarmhjertig selverkendelse: »For jeg er ikke sikker på, at de længere har den intensitet, sange skal have. De er blevet lidt slappere i det.«

Sådan ser realiteterne ud for Jens Rosendal anno 2018. En lang karriere som sangskriver synger på sidste vers. Men der er ingen bitterhed at spore i hans stadig knitrende blik. Nogle omstændigheder kan man bare ikke ændre på. Man må i stedet finde en måde at leve med dem på. En måde at udholde dem på. Det lærte han fra en tidlig alder.

Barndommens usynlige regler

Jens Rosendal er født i 1932 og opvokset på en gård i det østlige Vendsyssel. Faderen var landmand (»ikke en fantastisk dygtig landmand, men en flittig landmand«), og moderen var hjemmegående landbokone.

Barndomshjemmet var stærkt præget af faderens indremissionske tro. »From« er det ord, Jens Rosendal selv bruger om ham – med tilføjelsen: »Måske lidt for from. Og det kunne han som godt have sparet sig, for vi børn var sådan set ordentlige nok.«

Den religiøse fromhed viste sig især i en række usynlige leveregler, som Jens og hans seks søskende instinktivt lærte at rette sig efter. Det var dyder som nøjsomhed og arbejdsomhed – og så var der en tredje:

»Man skulle helst komme igennem en dag uden at have vakt opsigt. Tingene skulle helst foregå stilfærdigt og roligt. Der skulle ikke være nogen skejen ud her og der.«

Alligevel var Jens Rosendal ikke gammel, før han opdagede en lille sprække i barndomshjemmets ellers så solide fundament. Jens Rosendals mor var ud af en mere frisindet familie end faderen, og det medførte et indbygget konfliktpotentiale.

»Min mor var glad for at danse. Det brød min far sig ikke om. Men i Thorshøj blev der hver sommer afholdt et asfaltbal, og dér tog min mor så alligevel hen og dansede imod hans vilje. Det var første gang, jeg opdagede, at der var nogle revner i mine forældres ægteskab. At de ikke delte helt samme normer.«

Særligt én episode åbenbarede hans forældres forskelligheder for ham. Det var i forbindelse med en begravelse. Hans mor ville gerne købe en ny frakke til lejligheden, fordi den gamle var slidt og trængte til at blive skiftet ud, mente hun. Det mente hendes mand ikke.

»Min mor var nok lidt forfængelig, og hun var under alle omstændigheder mere large i forhold til at bruge penge, end min far var. Han ville allerhelst bare have dem samlet sammen. Så han sagde, at de ikke havde råd – og så slog min mor bak. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan hun stod dér ved sit strygebræt med ryggen mod stuen, hvor vi børn sad sammen med vores far. Og så pludselig stod hun og græd,« siger Jens Rosendal.

Men det var ikke gråden, der gjorde udslaget. Det var den trussel, hun ledsagede tårerne med.

»Hun sagde, at hvis hun ikke fik en ny frakke, så ville hun slet ikke tage med til begravelsen. ’Så kan du tage af sted selv,’ sagde hun – og det var den værste trussel, hun overhovedet kunne komme med: ’Du er ikke rigtig klog,’ sagde min far, ’hvad vil folk ikke sige?’ Og så endte det med, at han gav sig og kørte til Østervrå for at købe en ny frakke.«

Jens Rosendal smiler lidt for sig selv. Han kan godt lide historien, for den viser, at der var en grænse for den ellers så principfaste faders dominans. At der var måder at smyge sig uden om hans vilje på.

»Mit forhold til min far var sådan set godt nok,« siger han. »Men det var ikke noget åbent, nært og varmt forhold. Det var mere sådan et typisk faderforhold. Han var normgiveren, og jeg var ham, der levede op til normerne. På de fleste felter i hvert fald. Men så var der ét felt, hvor jeg ikke helt kunne være med.«

Drømmefyren Jens Rosendal var omkring 11-12 år gammel, da han første gang fik fornemmelsen af, at drenge var mere interessante end piger. Det var ikke en åbenbaring, der ramte ham som et himmelsk lys. Det var snarere en gradvis erkendelse, der kom krybende i ly af natten.

»Det begyndte i drømme ved, at en stemme talte til mig. Og efterhånden gik det op for mig, at det ikke var en pige, men en dreng, der talte. Jeg kunne ikke selv sige noget til ham, men han kunne tale til mig, og hvis jeg tog ham i hånden, ville han sige noget i retning af, at ’det er vel rigtignok dejligt’.«

Jens Rosendal smiler lidt ad sin egen uskyldighed.

»Det var jo tydeligvis mine egne ønsker, han udtrykte.«

Men dengang var der ikke noget at smile ad. For som ung, bibelkyndig vendelbo vidste Jens Rosendal udmærket godt, at han var på vej ud ad et forkert og farligt spor. Det stod jo lige dér, sort på hvidt, i 3. Mosebog: »Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.«

I øvrigt behøvede Jens Rosendal ikke Bibelen til at fortælle sig, at han var »uden for alle streger«.

»Det lå bare i luften, at det var noget, man for alt i verden skulle holde sig fra. Og at hvis man gik ned ad den vej, så var man langt ude.«

Så Jens Rosendal forsøgte i stedet at gå samme vej som sine jævnaldrende kammerater, der så småt var begyndt at tale om piger og få kærester. Og faktisk var det ikke ren forstillelse.

»For jeg kunne godt se, at en piges albue kunne være så pæn, så pæn at kigge på. Men der var bare ikke den dér nerve på, som der var, når det var drenge. Og mine forhold til piger strejfede aldrig noget seksuelt.«

Den dorske bibliotekar

Udadtil spillede Jens Rosendal rollen som den fuldstændig gennemsnitlige provinsdreng. Men i det skjulte begyndte han at udleve et andet og mere vovet ungdomsliv. Det foregik især om eftermiddagen på biblioteket i Østervrå. Det var det perfekte mødested for drenge, der havde det ligesom ham – eller som bare ønskede at øve sig lidt på hinanden, inden de skulle ud med pigerne. På biblioteket havde de ikke alene et åbenlyst påskud for at mødes. De havde som regel også en gabende tom læsesal til rådighed, der tilmed havde den fordel, at den blev bestyret af »en meget dorsk bibliotekar«.

»Han så ikke noget som helst,« griner Jens Rosendal.

»Man skulle bare sørge for at sidde ved siden af hinanden ved et af de runde borde. Så kunne man både kysse og røre ved hinanden, uden at nogen så det. Det var jo utroligt!«

– Du var ikke bange for at blive opdaget?

»Jo, det er da klart. Jeg ved faktisk ikke, om der var nogen, som fandt ud af, hvad der foregik. Det var der måske. Men så har de formentlig bare trukket sig. Folk ønskede jo ikke at komme i klemme.«

»Og mine forældre …« fortsætter han efter en lille pause: »Jamen jeg tror slet ikke, de havde nogen fornemmelse for det. Sådan noget bøsseri. Det var fuldstændig lukket land for dem. Helt uden for alle kategorier. Det fandtes slet ikke i deres verden.«

Jens Rosendal sender et blik ud ad stuens hvidsprossede vinduer. Et sted derude findes Gud. I den gråtunge himmel, der spejler sig i Vadehavet; i vindens usynlige tag i trækronerne; i kroppen, i hjertet, i hver eneste vejrtrækning. Gud findes overalt. Hvis man tror. Og det gør Jens Rosendal. Nærmest i trods. For med årene er det blevet stadig mere tydeligt for ham, at barndommens forkvaklede udgave af kristendommen ikke er den eneste mulige. At det at tro også handler om kærlighed. Om barmhjertighed. Om tilgivelse. Det vidste han ikke som dreng.

»Jeg ville gerne have kunnet sige til mig selv dengang: ’Jens, din fornemmelse af Vorherre som Ham, der kan rumme og velsigne alt, er god nok!’ Men det ville have været fuldstændig vanvittigt at udbasunere i de cirkler dengang. Også selv om det jo var rigtigt nok.«

– Er der andet, du i dag gerne ville have kunnet sige til dig selv som ung?

»Så skulle det være: ’Du kan godt lave revolution nu, men det får du ikke noget ud af. Du skal bare fortsætte, som du gør, for det er den eneste måde at komme igennem det på. Og en dag vil du se, at det er ikke uoverkommeligt. At der også er et liv, der dur til dig’.

Hvor billigt kan jeg slippe?

Sin magre skikkelse til trods fylder Jens Rosendal hele stuen ud med en ukueligt optimistisk tilstedeværelse. »Badam, badam,« synger han, hver gang han rejser sig fra sin plads ved bordet og går ud i køkkenet for at lave mere kaffe. »Badam, badam,« siger han, når han sætter kurs mod bogreolen for at trække en litterær reference ind i samtalen. »Badam, badam,« siger han. Gang på gang, uden at han tilsyneladende selv registrerer det. Ordene flyder bare naturligt med, hver gang der ikke er noget andet at sige. Som en musikalsk polyfilla, der fylder samtalens huller ud.

Der er navnlig én periode i Jens Rosendals liv, som er svær at tale om. Det er den, der omhandler hans skilsmisse. »Badam, badam.« Men der er ingen vej udenom. Heller ikke selv om han helst var fri.

Jens Rosendal har tre børn, to sønner og en datter. Og så har han en ekskone. Han mødte hende, da han blev ansat som lærer ved Brøndbyøster Skole på den københavnske Vestegn i 1954.

»Hun var ret bevidst om, hvad hun ville, og jeg var så tilstrækkelig tilpasningsdygtig, at jeg sagde: ’Okay, så prøver vi det’,« siger han.

Han flytter lidt formålsløst rundt på sin kaffekop, inden han fortsætter:

»Det var jo tosset. Og hvis der var nogen, der på noget tidspunkt skulle være gået i rette med mig, så var det dengang, hvor de skulle have sagt: ’Hvad er det dog du laver, Jens, du ved jo godt, hvem du selv er!’«

– Du var klar over, at du var ude på dybt vand?

»Jeg vidste, at det ville blive dyrt, uanset hvad jeg valgte. Hele min omgangskreds, både min mor og min far, var jo vilde efter, at jeg fik fat på en pige, så de kunne komme videre i deres familieplanlægning. Det pres kunne jeg tydeligt mærke. Det lå i små spørgsmål og konstateringer som: ’Bliver du ved at komme alene?’ Og så har jeg på et eller andet tidspunkt spurgt mig selv: ’Hvor billigt kan jeg slippe?’«

Alligevel var det ikke med den sorteste samvittighed, at Jens Rosendal i 1960 sagde ja til sin kommende hustru i Brøndby Øster Kirke. For han holdt virkelig af hende. Sådan helt oprigtigt. Og så havde han samtidig »en tilsneget tro på«, at hvis nogen skulle kunne »redde« ham fra homoseksualiteten, så var det hende.

»Og sådan tror jeg, mange bøsser i min generation tænkte. Jeg kender flere, der har stået med akkurat samme problem i deres liv. Ulrik, som jeg mødte senere, var en af dem, der var blevet drevet så langt ud af det dér omverdenskrav, at han blev katolik og gik i cølibat. For så holdt folk jo op med at spørge til det med kone og børn. Og så var der pludselig mange ting, der kunne lade sig gøre. Så var mistænkeliggørelsen væk.«

Godt 20 år nåede han at være gift, inden Ulrik kom og »sprængte hver en vej« og tvang ham til at erkende, hvad han allerede godt vidste, men ikke havde turdet at tage konsekvensen af. Det gjorde han nu. Men i en vis forstand sprang Jens Rosendal aldrig ud, siger han selv. Han listede snarere ud. Og hvis han for alvor fortryder noget i sit liv, er det, at han ikke kunne gøre det uden at såre nogle af de mennesker, han holder allermest af.

»Men selv om jeg var en kryster, så ser jeg tilbage på mit ægteskab med en følelse af stor taknemmelighed. At vi nåede så langt sammen. At vi fik tre dejlige børn. Og at vi efterfølgende formåede at komme op af de huller, vi havde siddet fast i,« siger han.

Så godt skulle det være!

Igennem alle årene har Jens Rosendal bevaret sit kristne udgangspunkt. Selv i »Du kom med alt det der var dig« rykker Vorherre ind i sangens to sidste vers som en glad festarrangør, der kysser »hver benovet gæst i kærlighedens sale«. Da sangbogsudvalget bag Højskolesangbogen besluttede at optage sangen i 1985 var det ellers med reservationer over for netop de to sidste religiøse vers, som man mente »forekom påklistrede«. Men for én gangs skyld kom svaret kontant og uden omsvøb fra den ellers så ydmyge og omgængelige sangskriver:

»Kære Sangbogsudvalg! Den sang har fem vers,« skrev han – og derved blev det.

Men hvorfor har Jens Rosendal holdt så stædigt fast i sin tro, når det samtidig var den kristne dogmatik, der forhindrede ham i at stå ved sig selv?

»For mig er kristendommen en forståelseshorisont,« forklarer han – og hvis man kigger sig om i stuen i Ballum, forstår man, hvad han mener: Fra toppen af en gammel dragkiste bøjer en englefigur ærbødigt nakken, fra væggen over bordet hænger den lidende Jesus og dingler i en halskæde, og fra en bogreol i hjørnet vender Bibelen ryggen til. De kristne symboler er vokset ind i hverdagen og omgiver ham med en form sjælelig tryghed. For sådan kan troen også være.

»Der findes forkvaklede udlægninger af alle religioner, men for mig handler kristendommen først og fremmest om at kunne sige som min fætter Åge – der bogstaveligt talt var en sjov fætter. Da han døde, fik han skrevet på sin gravsten: ’Så godt skulle det være’. Det kan jeg kun tilslutte mig. Sådan har livet også formet sig for mig – bedre end jeg har haft grund til at tro og håbe.«

Den folkelige sangs forvalter

Kærligheden til Ulrik blev ikke bare et personligt, men også et digterisk vendepunkt for Jens Rosendal. Op til da havde han især markeret sig som politisk aktivist og ivrig modstander af det daværende EF. Til eksempel skrev han i 1979 sangen »Engang var frihed ordet« – der også findes i Højskolesangbogen – med linjerne: »Nu beder jeg om grænser,/ for folket, som er mit,/ et land til at befæste/ det vi tør kalde frit.«

Med »Du kom med alt det der var dig« blev der pludselig åbnet op for en mere sårbar og følelsesbetonet side af forfatterskabet, som også banede vejen for hans senere gennembrud som moderne fortolker og forvalter af den folkelige sang.

Oprindelig var det dog slet ikke Jens Rosendals plan, at sangen skulle bruges til at ’springe ud’ med. Et enkelt sted i teksten havde han skrevet »næve« i stedet for »hånd«, men ellers bar sangen ikke præg af at være skrevet til en fyr. Det var først, da en journalist fra Jyllands-Posten under et interview i forbindelse med hans 50-årsfødselsdag i 1982 spurgte ham, om ikke han kunne løfte lidt af sløret for, hvem pigen i sangen var, at han pludselig hørte sig selv svare: »Nej, det kan jeg ikke. For det er ikke en pige, det er en fyr.«

Artiklen kom til at vække stor opsigt i de miljøer, Jens Rosendal selv færdedes i. Ikke mindst i kirkelige kredse blev der snakket meget.

»Jeg var selvfølgelig ikke bekendt med alt, hvad der blev sagt, men jeg kunne sørme godt fornemme, at snakken gik,« siger han.

Men sådan måtte det nu engang være. For Jens Rosendal kunne ikke længere holde ud at leve med sin hemmelighed – eller rettere:

»Jeg kunne måske godt leve med min hemmelighed, men jeg kunne ikke dø med den.«

Prisen for kærlighed

Tyve år fik Jens og Ulrik sammen, inden det i 2001 pludselig var slut. Uden varsel faldt Ulrik en dag om med et hjertestop.

»Jeg var i København for at holde foredrag, da jeg blev ringet op med beskeden om, at han var død,« fortæller Jens Rosendal.

»Lægen sagde, at det var sket på samme måde, som når man slukker for en kontakt. Han havde åbenbart en fejl på hjertet, som altid havde været der.«

Ulriks død efterlod Jens Rosendal i dyb sorg, og endnu engang blev det poesien, som hjalp ham med at sætte ord på det, der var for svært at tale om. Senere samme år skrev han »Kærlighedssang ved et tab« – eller »Som solskin over mark og hav«, som sangen også hedder – der gør status over deres tid sammen:

»Det følgeskab blev lykke her
hver dag var livet livet værd
og uden vej tilbage,
men prisen er så kæmpestor
for kærlighed på denne jord
dog aldrig skal jeg klage.«

I Højskolesangbogen følger »Som solskin over mark og hav« lige efter »Du kom med alt det der var dig« og slutter dermed en cirkel i Jens Rosendals personlige liv. Siden har han udbygget sin litterære hyldest til den homoseksuelle kærlighed med tre nye salmer. De er skrevet i 2012 i forbindelse med vedtagelsen af den nye kønsneutrale vielseslov, som gør det muligt for mænd at blive gift med mænd og for kvinder at blive gift med kvinder. I salmen »I dag er det glæden der fylder det hele« hedder det blandt andet:

»Og det som du skjulte og det som du knægted
tør du komme nær
for det du forrådte og det du fornægted
er kærlighed værd.«

»Det er så mærkeligt,« siger Jens Rosendal og kigger eftertænksomt frem for sig.

»I min tid har der været to store kirkepolitiske begivenheder, som fuldstændig har slået kolbøtter hen over hovedet på mig. Den ene var, da kvinder langt om længe fik lov til at blive ordineret. Og den anden var, da homovielser blev tilladt. Nu er der blevet rettet op på tingene, så vi næsten kan være det bekendt,« siger han og tilføjer med en blanding af beskedenhed og stolthed:

»Og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at sætte mærker på de ting. Det er alligevel lidt flot.«

– Så den unge Jens fra Vendsyssel kom alligevel til at vække lidt opsigt?

»Ja, han kom så alligevel til at flytte en hel masse. Sådan i forståelsesrammerne. Det gjorde han godt nok.«

Harald Ingemann Nielsen (født 26.10.1941, død 11.08.2015)

Han blev Årets Fund i 1959, og i 2010 blev han optaget i Fodboldens Hall of Fame.

Harald Nielsen skabte sig en erhvervskarriere via OL-fodbolden

82 mål for Bologna skabte Harald Nielsens karriere i italiensk fodbold.

Kilde: Helsingør Dagblad 18 jul. 2021

Tommy Poulsen m.fl.

Harald Nielsen er uden tvivl den, der har fået mest ud af at deltage i De Olympiske Lege.

Han blev olympisk topscorer med seks mål og vandt sølvmedalje sammen med det danske fodboldlandshold.

Da Italien åbnede for adgang for professionelle fodboldspiller 5. maj 1961, var Harald Nielsen en af de første, der skrev kontrakt.

Atalanta henvendte sig som de første, men Harald Nielsen forlangte 200.000 kroner for at skrive under. Atalanta tøvede, og inden de besindede sig, havde Axel Pilmark henvendt sig til sin gamle klub Bologna og fået dem til at opfylde Harald Nielsens krav.

Da Atalanta sagde ja til at betale 200.000 kr., måtte Harald Nielsen sige:

Beklager, jeg har skrevet under med Bologna.

Atalanta købte i stedet Flemming Nielsen og Kurt Christensen.

Dansk eventyr

Det blev starten på et dansk eventyr i Italien, hvor Harald Nielsen blev topscorer i den italienske Serie A i 1963 med 19 mål og 1964 med 21 mål, og han blev italiensk mester med Bologna i 1964. Samme år blev han årets sportsmand i Italien.

Han var også med til at spille Bologna til en andenplads, en tredjeplads og to fjerdepladser i ligaen, og han endte med at score 82 mål for Bologna i 157 kampe.

Han er registreret for 81 mål. Mål nr. 82 var det vigtigste. Det faldt i finalen om mesterskabet mod Inter, da han scorede til slutresultatet 2-0.

Målfarlig

Harald Nielsen var et talent ud over det sædvanlige hjemme i Frederikshavn. Som drengespiller i 1955 scorede han 106 mål i 20 kampe. Som junior i 1957 lavede han 92 mål i 22 kampe. Og som ynglingespiller i 1958 scorede han 62 mål i 14 kampe, inden han blev rykket op på serie1 holdet.

I 1957 kom han med på det jyske unionshold til landsjuniorstævnet, og i maj 1958 debuterede han på ynglingelandsholdet.

I 1958 blev han højre wing på Frederikshavns andethold og var med til at sikre oprykning til jyllandsserien.

I 1959 debuterede han på Frederikshavns bedste hold som 17-årig og blev topscorer i 2. division med 19 mål. Han var dermed med til at sikre Frederikshavn oprykning til 1. division. Han scorede ikke i de fire første kampe mod AIA, B1901, Randers og B1913, men hans to mål i den femte kamp, da de vandt 4-3 over Horsens, satte ham i gang.

Yngste nogensinde

Hvordan kunne han få debut på A-landsholdet som 17-årig?

Jo, det skyldtes, at A-landsholdet havde tabt 6-0 til Sverige i Idrætsparken, og at Ole Madsen havde armen i gips i fire måneder.

Gode råd var dyre, så i en alder af 17 år og 323 dage debuterede han mod Norge 13. september 1959 og scorede et af målene i den danske sejr på 4-2. Han var uimponeret over at spille over for “Hvalfangeren” Thorbjørn Svendsen, der efter kampen sagde:

– Harald Nielsen er den bedste danske angriber siden Carl Aage Præst!

Haralds kommentar:

– Thorbjørn Svendsen mindede utrolig meget om vores egen Mogens Jørgensen, der er centerhalf hjemme i Frederikshavn.

Brasiliansk

1960 var olympisk år, men Harald Nielsen fik en del kritik i foråret.

UK var parat til at erstatte ham med Egon Jensen, Esbjerg, på A-landsholdet, selv om han reelt var halfback, og med Kjeld Petersen, B1913, på U-landsholdet.

10. maj 1960 skulle et dansk landshold møde Brasiliens verdensmestre. DBU havde ikke råd til at betale brasilianerne, så det var ikke en officiel landskamp, men det var landsholdet, der stillede op til kampen.

Brasilien vandt 4-3, men Harald Nielsen lavede to mål, løb rundt med selveste Bellini, Brasiliens VM-anfører, og hans mesterstykke var oplægget til det tredje danske mål, scoret af Henning Enoksen.

Efter den kamp var Harald Nielsen selvskrevet til OL-holdet, og da han scorede tre mål i Jyllands sejr på 6-3 over København i unionskampen i Aarhus, var ingen i tvivl. Han endte også som topscorer i 1. division med 19 mål, og han skød Frederikshavn op som nummer fem i 1. division i klubbens debutsæson.

To hattrick

Harald Nielsen scorede tre mål, da Danmark slog Finland med 4-0 i oktober 1959, og han lavede også tre mål i 7-2 sejren over Grækenland i juli 1960 i København.

Danmark kom til OL. De danske spillere var spændte. Harald Nielsen var ikke i tvivl:

– Vi vinder guld!

OL-minder

Jysk Fynske Medier varmer op til det kommende OL i Tokyo med en artikelserie om stort og småt fra OL’s omfangsrige historie.

Vi kigger på nogle af de store danske øjeblikke, og vi kommer rundt om nogle af de mange profiler og mindeværdige øjeblikke, som OL har skabt gennem tiden.

Poul Pedersen sagde til undertegnede:

-Jeg tænkte “Kan den unge mand fra Frederikshavn da ikke bare holde sin kæft”.

Poul Pedersen var Harald Nielsens store forbillede. Et par år forinden havde Harald skrevet til Poul Pedersen og fået hans autograf.

Danmark åbnede med at vinde 3-2 over Argentina på to mål af Harald Nielsen.

Harald Nielsen åbnede scoringen i Danmarks heldige sejr på 2-1 over Polen, og han scorede de to sidste mål i 3-1 sejren over Tunis.

I semifinalen mod Ungarn åbnede Harald Nielsen scoringen til 1-0. Han fik straffespark, som Flemming Nielsen brændte, og han lavede et mesterstykke, da han lagde op til Henning Enoksens mål til 2-0. Harald løb fra sin ungarske modstander over 40 meter, og fra baglinien sendte han bolden ind til Henning Enoksen, der scorede med det kolde højreben.

Danmark var klar til finalen.

– Vi vinder 3-0, sagde Harald Nielsen, der som den eneste havde tippet dansk sejr på 2-0 i semifinalen.

Danmark tabte 3-1.

Færdig som 18-årig

23. oktober 1960 spillede Harald Nielsen sin 14. og sidste landskamp. Han nåede at score 15 mål for A-landsholdet, men tre dage før hans 19års fødselsdag var det slut.

Han kritiserede DBU i skarpe vendinger i mange år, men de stokkonservative fodboldledere ville ikke gøre som svenskerne og tillade de professionelle på landsholdet.

DBU og Erik Hyldstrup truede Harald Nielsen og Frederikshavn med at erklære ham professionel i 1960, fordi han havde tjent 20.000 kr. på at udgive bogen “Harald scorer”. Det gik dog i sig selv igen.

Haralds reaktion:

– Hvad med Knud Lundberg, Eigil Nielsen, Henry From, Poul Pedersen og alle de andre, der har udgivet fodboldbøger? Skal de også erklæres professionelle?

DBU fandt det umoralsk at tjene penge på amatørsporten.

Harald Nielsen fortsatte med at kritisere DBU, og i 1977 fik han stor betydning, da han sammen med Helge Sander fremlagde en plan for en piratliga. Dermed gav han det endelige stød til, at DBU vedtog betalt fodbold fra 1978.

I 2010 blev han indlemmet i DBU’s Hall of Fame.

Hård start

Harald Nielsen fik en hård tid, da han kom til Bologna.

Han startede med at score, men i fire måneder var han ikke med på Bolognas hold. Han var alene i Italien.

– Jeg fandt ud, at jeg var for dårlig til at tæmme en bold. Først da jeg lærte det, fik jeg succes, forklarede han.

Kort før afrejsen havde han mødt Rudi Hansen under indspilningerne til “Far til fire for fuld musik”, hvor han spillede fodboldtræneren for Lille-Per Mister.

18. juni 1961 kørte Rudi galt i en bil med Volmer Sørensen bag rattet, og hun var indlagt på sygehuset i 98 dage.

I oktober 1961 kom Rudi Hansen til Bologna for første gang, og der var hundredvis af tilskuere, da Harald Nielsen modtog sin kæreste. Derefter var de sammen hele tiden lige indtil hans død i 2015.

I februar 1962 begyndte det at gå bedre med fodbolden. Harald blev fast mand. Han scorede otte mål for Bologna, der sluttede på fjerdepladsen. Det gentog sig i 1962/63 efter Inter, Juventus og Milan.

7. juni 1964 vandt Bologna det italienske mesterskab med en sejr på 2-0 over Inter.

I 1965 blev Bologna kun nummer seks, Harald scorede 13 mål.

I 1966 blev det til en andenplads og 12 mål af Harald Nielsen.

I 1967 lavede han otte mål, og Bologna blev nummer tre.

Imponerende med de flotte placeringer i betragtning af, at der var masser af åbenlys jalousi fra Pascutti og Helmut Haller.

Verdens dyreste

I sommeren 1967 blev han solgt til Inter som verdens dyreste fodboldspiller. Pris: Seks millioner kroner.

Med Inter F.C. vinder han det uofficielle verdensmesterskab for klubhold ved at slå Santos med Pele på holdet, 1-0 i New York, hvilket blev en historisk kamp idet det var den første, der blev vist per satellit og til mere end 120 lande. HN havde dog ikke samme succes i Inter F.C. som han havde haft i tiden i Bologna, og rygskader der senere skulle ende karrieren, begyndte at melde sig. Harald Nielsen nåede også at spille for Napoli og Sampdoria, inden han i  1970 sluttede sin karriere.

Da DBU før 1971 ikke anerkendte professionelle fodboldspillere, blev Harald Nielsen udelukket fra landsholdet, da han rejste til Bologna i 1961. HN nåede at spille 14 landskampe og score 15 mål – til trods for at han ikke var fyldt 19 år, da han blev udelukket fra landsholdet.

Han fik Helenio Herrera som træner – kendt som verdens mest defensive træner, opfinder af det defensive “Il catenaccio”-system. Herrera endte med at blive fyret, og Haralds fodboldmæssige eventyr nærmede sig afslutningen.

I 1968 kom Harald Nielsen til Napoli og i 1969 til Sampdoria, begge steder uden succes, og 28. april 1970 var det definitivt slut i Italien.

Verdens bedste fodboldspiller havde alle en mening om, også Harald.

– Ingen tvivl for mig. Det var argentineren Omar Sivori, sagde han hver gang, vi mødtes.

Hjem til Danmark

Rudi og Harald blev i Italien i 1972, mens de opbyggede deres nye virksomhed med import af bl.a. lædervarer.

Rudi og Harald flyttede hjem til Søbredden 10 i Gentofte. Han brugte tiden på sin nye virksomhed og på foredrag om sin karriere og kritik af dansk fodbold, indtil han blev præsident i FC København.

To jubilæer

31. maj 1980 stillede Harald Nielsen op til 20års jubilæum for OL-sølvmedaljerne i Rom i 1960 og scorede et flyvende hovedstødsmål i sejren på 4-3 over Horsens i Hornsyld.

I 2010 tog Harald Nielsen initiativet til 50års jubilæum. Otte spillere fra OL-holdet var samlet til fest i Klampenborg hjemme hos Harald Nielsen på finaledatoen 10. september 2010.

I 2015 døde Harald Nielsen af kræft. Han blev 73 år.

I anledning af hans fantastiske karriere blev der opstillet en statue af Harald Nielsen i Frederikshavn foran Arena Nord. Det er Danmarks eneste statue af en fodboldspiller. Også på det punkt var Harald Nielsen enestående.

Fodboldspillerkarriere

Harald Nielsen startede som fodboldspiller i Frederikshavn Ffi og havde fra han var helt ung som mål at blive professionel fodboldspiller. Han debuterede på det danske ynglingelandshold i 1958, og i den næstbedste danske række for Frederikshavn 15. marts 1959. Han blev rækkens topscorer, Frederikshavn rykkede op, og HN debuterede på det danske landshold 13. september 1959 mod Norge i Oslo. Han scorede et enkelt mål i sin debut, og han er stadig den yngste danske landsholdsspiller nogen sinde. Han var 17 år og 322 dage gammel da han debuterede.

Harald Nielsen debuterede i den bedste danske række mod Boldklubben Frem den 20. marts 1960. Frederikshavn vandt 3-1 og han scorede alle tre mål. Succesen fortsatte året ud. Frederikshavn blev nummer fem, og han blev topscorer i 1. division (svarende til den nuværende Superliga). I sommeren 1960 vandt landsholdet – kaldet sølvholdet – sølvmedaljer ved OL i Rom, og han blev turneringens topscorer. Betegnelsen ‘Guld-Harald’ opstod imidlertid i forbindelse med denne turnering, da HN både før og under turneringen troligt fastholdt, at Danmark ville vinde guld. Året efter blev han kåret som Årets fodboldspiller i Danmark i en ny konkurrence startet af dagbladet Aktuelt. Da Harald Nielsen forlod Frederikshavn (FfI) lå klubben nummer et i 1. division (svarende til den nuværende Superliga).

I 1961 kom Harald Nielsen til Bologna i Italien, hvor han blev italiensk mester i 1964 og liga-topscorer i både1963 og 1964. Efter seks sæsoner i Bologna skiftede han i 1967 til Inter for en overgangssum på en halv milliard Italienske Lire (ca. 6 mio. kr.), hvilket gjorde ham til den tids dyreste fodboldspiller i verden og hidtil eneste dansker der har opnået denne status. Med Inter F.C. vinder han det uofficielle verdensmesterskab for klubhold ved at slå Santos med Pele på holdet, 1-0 i New York, hvilket blev en historisk kamp idet det var den første, der blev vist per satellit og til mere end 120 lande. HN havde dog ikke samme succes i Inter F.C. som han havde haft i tiden i Bologna, og rygskader der senere skulle ende karrieren, begyndte at melde sig. Harald Nielsen nåede også at spille forNapoli og Sampdoria, inden han i 1970 sluttede sin karriere.

Da DBU før 1971 ikke anerkendte professionelle fodboldspillere, blev Harald Nielsen udelukket fra landsholdet, da han rejste til Bologna i 1961. HN nåede at spille 14 landskampe og score 15 mål – til trods for at han ikke var fyldt 19 år, da han blev udelukket fra landsholdet.

Film

Harald Nielsen medvirkede i 1961 i filmen Far til fire med fuld musik, og han giftede sig i 1963 med skuespilleren Rudi Hansen, der spillede rollen som Mie i alle Far til fire filmene.

Erhvervskarriere

Efter at være stoppet som aktiv fodboldspiller startede Harald Nielsen firmaet Rudi & Harald Nielsen A/S, sammen med sin kone, Rudi, der importerer italienske lædervarer til Skandinavien. HN forsøgte i 1970erne at overtale DBU til at indføre professionel fodbold i Danmark, og da han ikke havde held med det, begyndte han i 1977 sammen med Helge Sander at oprette en professionel liga, DPF, Dansk Professionelt Fodboldforbund, med den hensigt at presse DBU. Da det stod klart for DBU at DPF havde mulighed for at starte den nye liga fra foråret 1978, besluttede ledelsen i August 1977 at indføre professionel fodbold i Danmark fra foråret 1978. I starten af 1990erne var Harald Nielsen med til at starte fodboldklubben, F.C. København, hvor han var bestyrelsesformand i perioden 1992-1997, og herefter menigt medlem af bestyrelsen til oktober 2006. Han var FCK’s første æresmedlem og ser alle FCK-hjemmekampe fra sin plads i Parken. Udover hans senere rolle som fodbold-entreprenør var han en succesfuld erhvervsmand, der havde startet og sad i bestyrelsen for flere virksomheder, blandt andet Planet-Huse, der i dag er det største sommerhusbyggefirma i Danmark, samt Active Sportswear A/S og ABSI A/S. I 1997-2007 indtrådte Harald Nielsen som præsident for Rebildselskabet, der havde finansielle problemer, og får vendt selskabets økonomi med en benefactor-struktur. Harald Nielsen ledede Se og Hør Gunnar Nu Fonden i 18 år efter Gunnar “Nu” Hansens død frem til 2009, og forestod uddeling af mere end 9 millioner kroner til Dansk sport.

Harald Nielsen har skrevet seks bøger, kendt som Harald-bøgerne, på toppen af sin fodboldkarriere og lavet flere tv-serier.

Harald Ingemann Nielsen døde den 11. august 2015 efter længere tids sygdom. Han blev 73 år.

Karriere i Italien

Titler

• 1960 Olympiaden i Rom Sølv – Topscorer i turneringen med 6 mål (Danmark)
• 1961-1962 Mitropa Cup Guld – Coupe Centrale D’Europe og Topscorer i turneringen (Bologna F.C.)
• 1962-1963 Mitropa Cup Sølv – Coupe Centrale D’Europe og Topscorer i turneringen (Bologna F.C.)
• 1963 Serie A – Capocannoniere Topscorer i turneringen med 21 mål (Bologna F.C.)
• 1964 Serie A – Italiensk Mester og 1963-64 Serie A og Capocannoniere Topscorer i turneringen med 19 mål (Bologna F.C.)

Hædersbevisninger

• Årets Fund , 1959
• Første Årets fodboldspiller i Danmark, 1961
• Caltex SportsmanDell’Anno 1963-64
• Cavaliere/Ridder Republikken Italien Fortjenstorden, 1992
• Nettuno d’oro, 2004
• Ærespræsident Rebild National Park Society, 2007
• Første Æresmedlem F.C. København, 2007
• Optaget i Fodboldens Hall of Fame, 2010
• Protektor F.C. København Legends Club, på WorldFootball.net

Dronninglund Slot

• Dronninglund Slot er fra slutningen af 1100-tallet.
• Dronninglund Slot er efter 40 år kommet tilbage i familiens eje.
• De nye ejere er Nanna Henriette Høgsbro og Carl Christian Pedersen.
• Den, 28/12 2017 købte parret slottet tilbage til familien.

Historien om Dronninglund Slot

Fra nonnekloster til kursus- og konferencecenter

Gennem mere end 800 år har Dronninglund Slot ydet vægtige bidrag til danmarkshistorien gennem skiftende ejere fra kongehuset, adelen og landskendte herremænd, der hver for sig har præget det ærværdige gamle slot.

Det var nonner fra den ældste klosterorden, Benediktinerne, der formentlig engang i 1100 tallet fandt de naturskønne omgivelser særdeles velegnede til oprettelse af det oprindelige Hundslund Kloster, som det dengang hed. Når man ikke kender det nøjagtige oprettelses år, skyldes det, at egnens bønner i vrede over at føle sig misbrugt af slottet efter reformationen kastede klosterets ældste papirer og dokumenter ud for svinene, der gik og rodede i dem og tilintegjorde dem. Den kendte modstandsmand Peder Dyrskjødt, Aagaard i Ørum, som fortæller dette, beretter også, at klosteret skulle være grundlagt af Odinkar den Yngre, som levede på Svend Tveskægs tid og var biskop over hele Nørrejylland med bopæl i Ribe. Han døde 1043 og var søn af Toke, som var jarl i Vendsyssel, og som antages at være identisk med den kendte Palnatoke, der døde 993. Den historiske baggrund herfor er dog ret usikker.

Hundslund Nonnekloster omtales første gang i bevarede kildeskrifter 1264 og senere i 1268, da en adelig dame, fru Gro, testamenterer noget gods til nonnerne. På det tidspunkt var klosteret allerede en gammel og anset institution, og det hører sandsynligvis til landets ældste. Dronning Margrethe den Første gjorde det endvidere til et af de rigeste ved at tilskøde det rige gaver i et gavebrev af 6. juli 1393, hvorved det kom i besiddelse af over 100 gårde i Vendsyssel.

Efter reformationen kom Hundslund Kloster ind under kronen med kendte historiske personligheder som lensmænd, bl.a. to af slægten Corfitz Ulfeldt og Peter Munk, der var en af de fire regeringsråder, som under Christian IV´s mindreårighed styrede land og rige.

Fra 1581 ophørte klosteret at være krongods og blev overtaget af herremanden Hans Johansen Lindenow, der anlagde en ny borggård med de to hjørnetårne, og som endvidere opførte avlsgården, der dengang var en af Jyllands største.

Fra 1690 til 1729 var kirken, slottet og herregården i kongehusets eje. Christian den V´s dronning Charlotte Amalie, overtog godset i 1690 og omdøbte det til dets nuværende navn Dronninglund.

Efter dronningens død overtog hendes søn Frederik den IV Dronninglund, men overdrog det året efter til sin søster, prinsesse Sophie Hedevig, der ved at opbygge sognets skolevæsen og gennemrestaurere kirken, fik stor betydning for det store Dronninglund Sogn.

Blandt kendte ejere af Dronninglund var grønlandsfareren Jacob Severin fra 1736 til 1753. Ikke mindre kendt var den følgende ejere greve Adam Gottlob Moltke, der bl.a. lod anlægge den pragtfulde slotshave.

Endvidere skal nævnes den berygtede bondeplager brigader William Halling, som i 20 år var slottes ejer. Brigaderen lod opføre det nuværende hotel Phønix i Aalborg, hvor han havde sin vinterresidens. Blandt de senere ejere var konsul Strøyberg, der havde Dronninglund fra 1916 til 1929. I hans tid kom mange prominente personer på slottet, således forfatteren Agnes Henningsen, der var søster til fru Strøyberg, og som i sit store erindringsværk fortæller om dage på slottet sammen med sin søn, den kendte arkitekt Poul Henningsen.

I dag tilbyder vi denne pragtbygning som et særdeles velindrettet og funktionelt hotel og kursuscenter, der henvender sig til alle med interesse og sans for det eksklusive og komfortable, tilpasset disse bygningers helt specielle muligheder.

Et moderne kursuscenter med alle nye tekniske faciliteter stillet til rådighed, har her givet de gamle bygninger ny værdi ved at blive anvendt med respekt for de historiske rammer.

Lokaler på slottet

• 2. Sal med tilstødende tårnværelse
• Restaurant og pejsestue
• Slotskælderen og vinkælderen

2. SAL MED TILSTØDENDE TÅRNVÆRELSE

Slottets største selskabs- og konferencelokale er den nyindrettede 2. sal på 160 m2 med tilstødende lounge og nordvendt tårnværelse.

Adgang til lokalet sker via Dronningens Trappe og/eller den nyetablerede elevator.

Der findes toiletter (herunder handicaptoilet) i forbindelse med loungen, der er indrettet i forbindelse med elevatoren og Dronningens Trappe.

Rummer festarrangementer op til 120 personer.

slotsparken

Historien:
Slottet var, – da det blev bygget i 1580, en etage højere end nu. Det blev ændret, da slottet i 1754 under grev A.G. Moltke blev ombygget af hofarkitekt Laurids de Thurah til et barokanlæg med indgang fra nord. Det krævede at alle tre fløje fik samme taghøjde, både den gamle, smalle klosterfløj sammenbygget med kirken, midterfløjen fra 1600-tallet og renæssancebygningen. Dermed var der tidligere en etage mere over den nuværende 2. sal. Begge ender af 2. salen var indrettet med store sale med kalkede vægge, træloft og røde mursten på gulvet. Den ene sal er nu genskabt, – og er nu igen indrettet til denne store sal.

RESTAURANT OG PEJSESTUE

I vestfløjens sydlige hjørne befinder Restauranten sig i stueetagen, der kendetegnes ved de store lyse hvælvinger og de mange jagttrofæer. Fra lokalerne er der udsigt over Slotsparken, hvorfra der også er direkte udgang til via overdækket terrasse.

Restauranten og Pejsestuen fungerer som a la carte restaurant der er åbent fredag og lørdag fra kl. 18.00. I disse lokaler arrangeres desuden morgen- og frokostbuffeter.

Toiletter findes i forbindelse med indgang til lokalet.

Historien:
Hele stueetagen i renæssanceslottet fra 1580 har hvælvede lofter og tykke ydervægge. I grev Moltkes tid blev Pejsestuen med åben kamin om vinteren benyttet til det dengang eksisterende orangeri (der dyrkedes bl.a. appelsin-, citron- og pomeranstræer). De groede i store stavbøtter og blev om sommeren anbragt ude langs slottets sydside. Gartneren sørgede for konservering af de mange frugter.

SLOTSKÆLDEREN OG VINKÆLDEREN

I vestfløjens stueetage finder vi Slotskælderen, der særligt kendetegnes ved sine store lyse hvælvinger og giver adgang til Vinkælderen i nordvestligste hjørne.

Slotskælderen anvendes ofte til både festarrangementer men særligt også til informationsmøder. Akustikken er, – som i de øvrige lokaler på slottet, uovertruffen.

Der er adgang til både gårdsplads og parken fra lokalet.
Toiletter findes i forbindelse med entré til lokalet.

Historien:
Slotskælderen er i stueetagen på vestfløjen, – som er rigskansler Hans Johansen Lindenovs renæssancebygning fra 1580. Hele denne etage er med hvælvede lofter, og engang var det store herskabskøkken her. Nærmest porten var et stort rum med gruekedler og åbne ildsteder i skorstenene, så kom en mellemgang med bryggersdør ud til det, der dengang var baggården, og bag gangen befandt sig den kolde afdeling med forrådskammer, hvor der stod tønder og store saltkar med flæsk. Tårnkælderen i nordvest ligger to trin ned, og her er der stadig forråd, men nu er det slottets vine.

HANDICAPVENLIGHED

Efter et større renoveringsprojekt i første halvår 2008 kan vi præsentere lettere tilgængelige selskabs- og kursuslokaler. I hjertet af slottet findes elevator, der fra receptionsområdet giver adgang til 2. sal. Dernæst er der etableret handicaptoilet på 2. sal ved siden af elevatoren.

Til de små trin i stueetagen findes køreskinner, og i det øvrige af bygningen tæller trinene max. 3 cm.

Belysningen er der ligeledes taget særlig hensyn til, da denne kan dæmpes og øges efter ønske og behov. Der er markeringer på større trin og gode gelænder på de store trapper.

Historien bag Hjallerup Marked

 Hjallerup Marked er afholdt siden 1744.

Markedet blev i 1744 lagt i hænderne på kromanden i Hjallerup, der helt frem til 1965 havde ret og pligt til at holde marked. Men fra 1966 har Hjallerup Marked været folkeeje, idet Hjallerups borgere gennem Hjallerup Samvirke og senere Hjallerup Markedsforening har stået for markedets gennemførelse.

Den første markedsplads var placeret syd for Hjallerup ved ejendommen Frederikshvile. Her lå Hjallerup Kro fra 1744-1858. Frederik den 7. overnattede som kronprins på stedet i 1843, heraf navnet Frederikshvile.

Ved etableringen af den nye hovedvej Aalborg – Frederikshavn flyttede kroen og markedet i 1858 ind i Hjallerup by. Der var gode vejforbindelser og rigelig jordtilliggende til markedets afholdelse.

Efter 2 år ved kroen flyttede man markedspladsen til et lejet areal ved Østergade, hvor der nu er fodboldbaner, og i 1972 flyttede man til den nuværende markedsplads ved Markedsgården i Algade, hvor man købte Søndergård og videresolgte bygningerne. Markedspladsens areal er siden udvidet flere gange.
Gennem årene er markedspladsen udbygget til sit formål med indlagt el, vand, kloak og endda pipeline til ølforsyning. Der er lavet friluftsscene og en stor lagerhal.

Med omkring 20.000 heste
…siger man – nåede Hjallerup Marked i 1930-50 sin bedste periode.
Men så vendte billedet med traktorens fremmarch. Interessen for arbejdsheste faldt og kromand Nørgaard Jacobsen søgte om tilladelse til at sælge markedspladsen som byggegrunde.

Da besluttede læge Halvor Heuch at leje kroens markedsplads for 2 år, så Hjallerups borgere selv kunne drive Hjallerup Marked videre. Med et godt samarbejde mellem byens daværende 1200 borgere, som grundlag, fik han ideen til Hjallerup Samvirke – paraplyorganisationen som alle byens foreninger og organisationer står bag.

Den organisation har siden – med visse ændringer f.eks Hjallerup Markedsforening – styret Hjallerup Marked, hvis overskud anvendes til almen nyttige formål. Fra et overskud på 17.000 det første år i 1966 er markedet siden vokset til en ny storhedsperiode med betydelige overskud til gavn for byen.

Den fortsatte store opbakning fra borgerne skal derfor nok findes i, at de synes de får stor gavn ud af deres indsats, at de synes det er sjovt at arbejde frivilligt sammen for at nå et resultat, og at de alle har indflydelse på, hvad pengene bruges til i form af møde- og taleret på paraplyorganisationens møder.

Derfor har Hjallerup Marked ikke blot en lang og traditionsrig historie bag sig, men formentlig også lyse fremtidsudsigter foran sig.

Læs mere om Hjallerup Marked på Wikipedia.

Hørt på Hjallerup Marked                  

Karl Ejner og konen tog på Hjallerup Marked. På et tidspunkt havde de forskellige interesser og gik hver for sig.

Karl Ejner gik hen forbi en hestehandler og kiggede på et par ”krikker”.

Straks var ”prångeri” der og fortalte om krikkernes fantastiske kvaliteter, og der var slet ingen grænser for, hvad de ku`: ” Og ved du hvad? – De kan løbe hele vejen til Ålborg og tilbage igen”. Frem med ”labben” og gør en god handel!

”Nååå”, sagde Karl Ejner,”jeg må lige snakke med konen om det”.

Lidt efter kom han tilbage.

Hestehandleren havde igen labben fremme: ”Er du så klar til en god handel”?

”Neeej”, sagde Karl Ejner. ”For min kone siger, at vi ikke har noget at gøre i Ålborg”!

Ane Maries Hus-historier om

Historien om landmanden Niels Hjorth der gjorde vand til lys

Niels Hjorth hans bænk.              Niels Hjorth f. 1869, d. 1960

HAN GJORDE VAND TIL LYS

Skrevet af Poul Krabbe 2005

Hvad har en skrummel bænk, lavet af en landmand og smed for 80 år siden, med Bindslev Gl. Elværk at gøre? Tilsyneladende intet.

For den lå mellem så mange andre gamle sager i maskinhuset på gården Skrubbeltrang, lige udenfor Bindslev. Gården blev solgt, bænken halet ud af maskinhuset – hvad skulle den gamle ejer med den? Et øjebliks tvivl, så fik den alligevel lov til at komme med flyttelæsset.

Niels Hjorth havde selv lavet den, kort før han solgte Skrubbeltrang.

Han var blevet enkemand og skulle nu klare bedriften selv, desuden var kræfterne ikke, hvad de havde været. Nej, så hellere afhænde, og så se om han kunne få en ordentlig aftægtsordning med den nye ejer. Og hvad, manden var jo gammel, så man kunne godt være i det flinke hjørne og tilbyde ham en rimelig kontrakt. Det kunne vel tilmed hentes ind på gårdens pris. Papirerne blev underskrevet. Økonomien i den sag blev nu ikke helt, som efterfølgeren havde regnet med. Niels Hjorth blev meget gammel, over halvfems, blev boende på gården, og spiste ikke som en fugl. Bænken fik han god brug for. Den stod lige op mod stuehuset, og der sad han i over tyve somre og kiggede på livet her ude på gårdspladsen. Her kunne han se, når hestene kom rumlende ind med den stive arbejdsvogn efter sig. Jernringene larmede hen over brolægningen, og alligevel spidsede gårdhunden ikke ører, når den hørte vogntoget nærme sig. Den kendte deres egne heste på travet. Den lå på en kolde trappesten, hvor den kunne holde gigten ved lige, og hvorfra den kunne overskue, hvad der måtte være verdenen. Når posten kom og lagde avisen ind på bryggersbordet, blev den liggende. Kun en gang havde den rejst sig, da brevbæreren skrævede over den for at komme ud, og det var den ene gang for meget. For posten, siger sig.

Den nye pige havde hentet en taburet for at kunne sidde ude i solskinnet og bælge ærter. Niels Hjorth drillede med hendes kæreste; det havde hun hørt på før, men så gik noget af den formiddag da! De skidtvigtige hanekyllinger rodede op i støvet. Modsat hønsene, måtte de selv sørge for det meste af føden, en ørentvist de kunne overraske, eller en af de sløve sensommerfluer. Kokkene spilede nakkefjerene op for at provokere, hvad der nu sjældent kom noget ud af, ikke en gang en lade-som-om slåskamp. Der stod for lidt på spil.
Nede i hjørnet, hvor slibestenen stod, var en skrukhøne kommet ud i lyset med et nyt kuld kyllinger. Kom der en silhuet til syne over gårdspladsen eller katten nærmede sig, klukkede hun ophidset, og lidt efter sad flokken gemt under hendes vinger. Duehøgen er farlig, og katte skal man aldrig stole helt på. Herude på den plads, hvor han hentede den gamle mands oplevelser, som regel de samme som i går og i forgårs og dagen før, kunne han følge med i en film over et langt liv som bonde. Dyr der blev spændt for, slagtet, hentet, parret, vandet eller vist frem. Samme forestilling, der var gået over en gårdsplads i tusinde år, samme rollehavere, samme tilskuere og samme kulisser.

Nu var det ved at være sidste sæson, de store gårde havde bygget store stuehuse, som de ikke havde brug for, karlene blev alligevel boende oven på hestestalden. De fleste af dem rejste til storbyerne og pigerne fulgte med. Det blevet sjældent syn at se folk på markerne; kun maskinerne. Naboerne havde ikke tid længere, ingen heste rimmede over til dem på den anden side af bækken. Husdyrene blev indskrænket til to arter: Kvæg og svin, medmindre man da talte hunden og det katskidt med.

Niels Hjort nåede at få de sidste oplevelser med, men så var man også kommet til sidste akt.

Hvis du vil høre mere om det, må du opsøge en af de gamle på Plejehjemmet Smedegården, eller endnu engang læse for dine børnebørn om Emil fra Lønneberg.

Det var svært for ham ikke at blande sig i gårdens drift. Når ejeren var taget i byen, gik han efter karlenes stemmer, indtil han fandt dem. Selv efter tyve år som aftægtsmand stod der endnu så meget respekt tilbage for ham, at karlene standsede arbejdet og hørte efter. Han blev aldrig træt af at foreholde dem, at de skulle holde orden på gården, også under den nye ejer. De skulle gøre det, akkurat som karlene gjorde i hans tid. Endda selvom det ikke blev påskønnet, ja selvom de fandt, at det tog for lang tid med al den orden. Da han var mand på gården, brugte han lang tid på at lære en ny karl at skovl og kost til at muge med, skulle renses efter brugen. Og derefter skulle de stilles ude i laden, halvanden meter fra døren ind til stalden. Ikke en meter, og ikke to meter, men halvanden meter.

En ny karl syntes det var noget pjat at gøre en mogskovl ren efter brugen, den ville alligevel komme til at se sådan ud næste formiddag, men efter nogle uger opdagede de noget: Når Hjorth havde lært dem at en ko skulle malkes, sådan som han ville have det, og ikke kun indtil man blev øm i håndleddene, eller når han havde herset længe med dem, for at de skulle lægge seletøjet rigtigt på hestene, ja så gik det op for dem, at de køer, de havde ansvaret for, ikke fik yverbetændelse, når de blev malket helt ud, og der ikke stod en sjat mælk tilbage i det varme yver, når de var færdige. Og at den hest, hvor seletøjet var lagt rigtigt på, ikke gjorde sig utilbens, som når det var hastværk, der afgjorde om hestene skulle få gnavsår af de snærende remme, og derfor ikke kunne lægge hele trækkraften i arbejdet. Endnu engang opfordrede han dem til at tage den holdning med sig, når en dag en familie eller et brug, blev deres ansvar.

En kendt dansker tog det motto til sig “RETTIDIG OMHU”. Det kunne have været Niels Hjorths motto, men i Bindslev brugte man ikke den slags, og dog passede ingen ord og inden mand bedre sammen. I 1920 blev der brug for det løsen og den mand. Elektriciteten var nogle år tidligere blevet indført i Danmark ved et el-værk på Fyn. Det var nu gået op for folkene i Bindslev, hvor afgørende det var for det lokale samfund, at de nye tider også kom hertil. Tællepråsene trængte til en afløser, for slet ikke at tale om de forjættelser, der lå i at elektriciteten kunne omskabe noget af det hårde legemlige slid, som var vilkårene, ikke mindst i landbruget.

Bindslevboerne besluttede sig for at bygge et el-værk, koste hvad det ville.

Efter nogle forgæves, men kostbare forsøg med andre energikilder til at drive et sådant værk, var man på grund af 1. Verdenskrigs mangler på importerede varer, nødt til at forsøge sig med vandkraften. Man havde jo åen. Man ville bygge et maskinhus hen over en slyngning af åen, hvor det var muligt at dæmme op for vandet, og dermed udnytte den energi, der ligger i faldende vand.

Endelig kunne man se opfyldelse af flere års forsøg med at indføre en ny tids teknologi, endelig kunne man se en mulighed for at få noget for de mange penge, som private og sogneråd havde skudt i projektet.

Men lige netop på det tidspunkt indtraf katastrofen, ja to endda. Man skulle nemlig grave et rum ud nedenunder huset, således at man kunne anbringe en turbine, som så skulle skabe vandpresset om til roterende bevægelser for at danne elektriciteten. Dette krævede, at man lavede en dæmning foran huset, så man kunne arbejde tørskoet.

Og her gik det galt.

Man havde engageret en ingeniør fra Sønderjylland til at lave dæmningen. Hans plan viste sig ikke at du. Man ansatte derefter en erfaren entreprenør til at forestå arbejdet. Ham lykkedes det at bygge en dæmning, men netop mens man var ved at grave ud i læ af hans projekt, brød dæmningen sammen.

Ingen af de to, ingeniøren eller entreprenøren, ville forsøge sig igen. Der var ingen, der ikke deltog i håbløsheden – undtagen en: Niels Hjorth. Han indkaldte sogneråd og andelshavere og tilbød at gøre det, som begivenhederne havde vist, var en umulighed: At dæmme vandet op, indtil arbejdet med bygningen var gjort færdig. Han satte andelshaverne med hjælpere stævne en dag fra morgenstunden. I dagene forinden havde han opsøgt nogle bundgarnsfiskere og af dem lånt en rambuk. Desuden havde han fremskaffet en stor stabel pæle. Han havde påbudt andelshaverne at medtage et stort antal sække. Til brug for arbejdet ude på vandet havde han lejet en fladbundet pram.

På selve dagen var han gået ned til el-værket, så snart det var lyst nok til at arbejde. Med hjælp af to af sine karle havde han målt vandstanden, havde spændt tre reb over åen, der hvor dæmningen skulle ligge. Tre alen mellem tovene – ikke mere -ikke mindre. På hvert af tovene havde han bundet tjavser der, hvor pælene skulle hamres ned.

Da folkene var ankommet, instruerede han dem i, hvor de skulle grave leret, der skulle i sækkene, hvor meget de skulle fyldes op, og hvordan der skulle bindes for sækkene: Med råbåndsknob, og ikke med noget som helst andet! Han havde tilmed sat en gammel mand til at kontrollere knuderne, inden de blev rakt ud til hjælperne, der skulle anbringe sækkene efter hans anvisninger. Rettidig omhu!

Inden pælene blev banket ned, havde han kasseret en del af dem, fordi der var en knast eller flere i spidsen. Der var ekstra at tage af. Hen på formiddagen var man nået så langt, at nu kunne han fjerne det første reb, for så at gå videre til det næste. Han gav en mand besked på at hale det ind. Det gjorde han, men smed så rebet på jorden. Niels Hjorth blev vred og råbte, at det skulle lægges sammen. Han fik et tvært svar, og rebet blev liggende. Tid var der ikke overskud af, og alligevel standsede han arbejdet, både på vandet og ved skrænterne. Der skulle ikke arbejdes mere, før det reb var lagt sammen! Resten af formiddagen skovlede og bar man så i en trykket og tavs stemning.

Det blev middag og folkene spiste de medbragte klemmer.

Der blev murren, da Niels Hjorth ville, at de skulle fortsætte uden pause. Nogle satte sig demonstrativt, og begyndte at snakke indbyrdes i trods mod lederen. Niels Hjorth blev hurtigt klar over, hvad vej dette kunne gå. Han sprang fra prammen ud i åen, hvor vandet nåede ham over livet, fik rakt en sæk ned fra prammen og vaklede så hen til pælene. Han måtte have armene helt under vand for at lægge sækken rigtigt. Gentog så handlingen. Folk blev flove og bad ham om at kravle op i båden igen. De hev ham op, og han stod så i vådt tøj, hvid i hovedet af raseri eller kulde, men fortsatte med at give ordre.

Jeg tror at de fleste, der har prøvet hårdt legemligt arbejde, kender den situation: Arbejdet er kedeligt og anstrengende; det er umuligt at se egen fordel ved dets udførelse. Men så kan det pludselig ske, at der kommer en rytme over arbejdet, ja at det bliver næsten som musik. Nu dirigerer man selv værket, trætheden forsvinder, og selv er man vokset ind i opgaven. Det er dejligt at blive brugt, og der er en mening med det hele. Nu var 100 mand, en leder, pæle og sække blevet til et. Før solen gik ned, stod dæmningen der – solid, tillidsvækkende, en halv meter over vandet opstrøms, nedstrøms en mur hvor vandet kun var blevet til et par dyndede pytter.

Bindslevboerne samlede deres redskaber sammen, gned træskoene i græsset, gik så hver af dem hen og gav Niels Hjorth hånden, inden de fandt hjemvejen.

Niels Hjorth havde gjort, hvad ingen anden havde kunnet. Han havde reddet sognet fra at miste så meget at der ikke engang blev til fattighjælpen. De rige blandt andelshaverne havde han hjulpet til ikke at miste en formue. De fattige til ikke at miste alt. Hans største bedrift var dog, hvad han lærte folk i Bindslev: At når viljen er der, og modet kommer til, så kan vi selv dæmme op for håbløsheden.

Hjørring har sin hellige Birgitta, Aalborg Skipper Clement, Thisted I. P. Jacobsen, Hirtshals Jørgen Fibiger, Skagen har Krøyer, Frederikshavn Tordenskjold.

I Bindslev har vi Niels Hjorth. Skammeligt om vi ikke ville kendes ved ham.

Poul Krabbe
Bindslev
Februar 2005