Redningsbaadens forlis 1929

En Løkken historie

Kilde Lokalhistorisk arkiv, Løkken

Redningsbaadens forlis 1929

Redningsbådens kæntring den 9. juni 1929 er ikke den eneste kæntringsulykke for redningsbåden i Løkken. Under en en redningsaktion den 14. januar 1873, hvor briggen “Ruth” af London var strandet på Furreby Søndre Strand, kæntrede båden, og 2 af redningsbådens besætning og en af de søfolk, der var samlet op, druknede. Det føltes som en lige så stor katastrofe dengang, som i 1929. Nedenfor er begivenhedsforløbet beskrevet. Teksten er fra redningsvæsenets afrapportering. Der findes ikke et billede af den første redningsbåd i Løkken, der stadig var i brug i 1878, men den var af samme type og størrelse, som redningsbåden vist på tegningen, der stammer fra Illustreret Tidende 1868. Billedet er tegnet af Jørgen Konnerup.

Om natten Kl. 12 til den 3. August 1873 strandede paa Furreby søndre Strand Briggen “Ruth” af London, paa Rejse fra Pernambuco til Stockholm med en Ladning Sukker. Kort efter belv Storbaaden slaaet i Stykker af Søen, der brød lukt hen over Skibet, hvorfor Besætningen maatte søge Tildflugt i Rigningen. Kl. 2 om natten blev Strandigen meldt til Løkken Redningsstation, og der blev straks gjort klar til Udrykning med Redningsapparaterne., som ankom til Strandingsstedet Kl. 3. Redningsbaaden blev hurtigt sat ud og trods det, at det blæste en haard Paalandsstorm, og Søen gik meget højt, naaedes dog heldigt ud til Skibet., der stod sunket paa ydersiden af 2. Revle ca. 200 Favne fra Land. Redningsbaaden blev stadig fyldt med Vand men den kom dog lykkeligt hen til Vraget og optog de i dettes Rigning siddende 7 mand, der udgjorde hele Besætningen. Forberedelser til at gaa til Land blev nu trufne, og alle Forsigtighedsregler iagttagne, saaledes blev og Baadslæbet udfiret. Men da Baaden var kommen ind paa første Revle, hævede der sig en ualmindelig høj Braadsø, som i et Nu fyldte Baadwen og kæntrede denne. Hele det i Baaden værende Mandskab, 20 Mand kom ind under denne, og først lidt efter lidt lykkedes det at komme ud og op paa Baaden, der vedblev at vende Kølen i Vejret, men som dog ved Paalandsstormen og høj Sø førtes nærmere mod Land, og tilsidst kom den saa nær, at de ved hjælp af de paa Stranden værende Kystbeboere kunde vade i land.. Paa denne Maade lykkeds det at redde hele den strandede Besætning, med Undtagelse af en Matros, samt 11 af Redningsmandskabet, idet to af dette ogsaa omkom, nemlig Peder Chr. Nielsen og Jens Mortensen. Førstnævnte drev i Land i livløs Tilstand, og den sidste blev noget efter funden under Redningsbaaden. De førtes begge til Lægen, men ethvert Oplivningsforsøg var forgæves. Ogsaa de andre af Redningsmandskabet maatte unde Lægebehandling, da de alle var forslaaede og forkomne., men de kom sig dog snart.

Efter Redningsmandskabets enstemmige Udtalelser var der ikke begaaet nogen Fejl, men Ulykken maa nærmere tilskrives, at Baadslæbet ikke virkede paa tilfredsstillende Maade. Begge de omkomne Baadmænd efterlod sig Enker og en stor Børneflok, og der blev da ogsaa tilstaaet dem en aarlig Understøttelse af Statskassen, ligesom den engelske Regering tilsendte dem hver 50 Pund Sterling. Alle Deltagere i Redningsfortagendet blev af den danske Regering tilstaaet ekstrabelønning, og den engelske Regering tildelte hver af dem den engelske Redningsmedalje.

(Beretningen er gengivet i “Det Nørrejyske Redningsvæsen 1927” af C. P, Eisenreich)

Redningsbaadens forlis 1929

Ulykken skete den 9. juni 1929 og blev udførligt omtalt i den lokale presse og også i landspressen. Det var en begivenhed, som kom til at præge alle i Løkken mange år efter. Frygten og uvisheden, mens redningsaktionen stod på, og sorgen bagefter – over dem man ikke fik reddet – fornemmes tydeligt i avisernes rapportager. Man følte det som en ekstra stor ulykke, at det var redningsbåden, der var forulykket. Den, der hjalp, når andre var i fare, og som skulle være sikret på alle måder. Avisernes rapportager er aktualitetsrapporter. Det er som at være der, også når man læser dem i dag.

Her er begivenhedsforløbet skildret gennem den rapportage, der blev bragt i Hjørring Amtstidendes den 10. juni 1929, dagen efter ulykken.

Løkken Redningsstation ramt af en frygtelig Katastrof. Redningsbaaden, der gik ud for at assistere to Fiskerbaade, kæntrede med 12 Mand, Hvoraf 3 blev derude. Fisker Oscar Damgaard, som var ilet til hjælp, kom selv til at optræde som Redningsmand og reddede 9 af de nødstedte

En Ulykke, hvis omfang nærmere maa betegnes som en katastrofe, har i gaar Eftermiddags ramt Redningsstationen i Bade- og Fiskerbyen Løkken. En Redningsbaad med fuldt bemanding – 12 Mand – der var gaaet ud for at assistere nogle Fiskere, som man kunde nære nogen Frygt for, kæntrede, og 3 af de 12 Mand satte Livet til. Ulykken er saa meget mere trist, som den har ramt selve Fiskernes Livsnerve, Redningsbaaden, der ikke maa og ikke skal kunde svigte. De nærmere Omstændigheder ved ulykken er kort fortalt følgende:

Løkken redningsbåd i 20’erne

Allerede ved 34-Tiden om Morgenen gik Fiskerbaadene ud, og nogle af de største, deriblandt Oscar Damgaards og Niels Stensens gik meget langt til Søs, ca. 6 danske Mil. De to nævnte Baadelag naaede derfor ikke ind sammen med de øvrige Baade, og da Søen havde rejst sig, blev Redningsbaaden, som saa ofte før, for en Sikkerheds Skyld beordret ud. Klokken var da ca. 4 om Eftermiddagen, og da Oscar Damgaards Baad, kort efter at Redningsbaaden havde naaet 1. Revle, løb ind paa Stranden ved egen Hjælp, roede Redningsbaaden ud til 2. Revle, hvor man kastede Anker for at vente paa Niels Steensen. Da Baaden havde ligget her et Par Timer, kom der pludselig en haard Braadsø, der pressede Baaden over paa Siden, saa den tog Vand og kæntrede. En af de reddede fortæller, at det gik saa hurtigt, at Folkene ikke anede, hvad der skete før de laa i Vandet.

Det lykkedes 9 af de 12 Mand at faa fat i Rebene langs Redningsbaadens Sider og derefter svinge sig op paa Kølen, som de maatte ride i tre for lange og kvalfulde Kvarter. Inde fra Land havde Oscar Damgaard, der lige havde faaet sin Baad trukket op, observeret Ulykken. Han gjorde straks klar, og efter flere Anstrengelser lykkedes det ham og det Mandskab, der var taget med ham ud, at redde de 9 Mand paa den kæntrede Baad. De tre, som ikke naaede at frelse sig, var Brødrene Otto og Vald. Ottosen og Fisker Frederik Thomsen, alle efterladende sig Hustru opg Børn.

Et Besøg paa Ulykkesstedet

Som en Løbeild for Rygtet om den frygtelige Ulykke ud over hele Vendsyssel. Borgerforeningen fra Løkken var netop i et antal af 100 Medlemmer paa Udflugt, da de i Aalborg erfarede om Ulykken. De ilede naturligvis alle hurtigst muligt hjem. I Hjørring fortalte Rygtet, at 4-5 Fiskere var druknet, og talrige Folk fra Hjørring tog derfor til Løkken. Straks efter, vi havde faaet Meddelelse om Ulykken, aflagde vi besøg i Løkken, hvor alle Beboere naturligvis var paa benene. I smaa Klynger stod Folk paa gader og Gadehjørner, i Døre og ved Vinduer og diskuterede det skete. Alvorens dystre Skær hvilede over alle. Flere af Redningsmændene, der havde være gennemblødte, sad hjemme ved den lykkelige Familie, der havde oplevet saa kvalfulde Øjeblikke, mens deres Kære sad derude og red paa Redningsbaadebs Køl. I et enkelt Hus ud til Gaden, hvor Døden havde slaaet sit sorte Kors paa Døren, stod forgrædte Børn og stirrede ud paa gaden, hvor Falcks Redningskorps til ingen Verdens Nytte holdt med hele to Udrykningsvogne med gule Flag og en Ambulancevogn. Det var smaa Børn, som saa meningsløst og brat var gjort faderløse paa Sommerens første Søndag. Gamle Fiskere strøg sig i skægget, De har jo saa ofte oplevet, at Havet, der til daglig føder saa mange, ogsaa tager sit Offer. Men denne Gang er Alvoren dobbelt dyster, fordi det var selve Redningsbaaden, det hvide skumpiskede Havs stolte Betvinger, der for en Gangs Skyld var undertvunget i Kampen.

Et Besøg hos en af Redningsmændene

En af de reddede Redningsmænd, Frederik Simonsen, bor i et venligt lille Hus, og for at faa en detailleret Skildring af, hvorledes det hele er gaate til, aflægger vi ham et Besøg. Frederik Simonsen var den første, der kom op efter at Baaden kæntrede, han er en af de yngste af Redningsmændene – kun 38 Aar. Han er ikke fastansat, idet han en Tid har været fraflyttet Løkken, men han har tidligere hørt til det faste Mandskab. Vi træffer Fr. Simonsen i Køkkenet, omgivet af Familiens Kreds. En Primus er tændt og blusser højt for at varme op.. Fr. Simonsen har endnu Kuldetrækninger efter det kolde Bad, men fejler ellers intet.

Den første Tanke

– Hvad var Deres første Tanke, da Baaden kæntrede? spørger vi.

– Jeg maa ærligt sige, svarer Simonsen. Jeg tænkte intet. Først da jeg sad oppe paa Kølen vendte Tankerne sig til dem derhjemme samt de af Kammeraterne, som endnu drev om i Vandet.

– Hvordan gik det hele til? spørger vi videre.

– Vi var jo taget ud for eventuelt at bistaa Damgaard og Stensen, der endnu ikke var kommet ind. Flere Fiskere var taget ud om Morgenen kl. 4, men vendte ret tidlig paa Eftermiddagen tilbage, da Søen var blever haard. Imidlertid gik Damgaard flot ind paa Stranden, da vi naaede 1. Revle. Vi gik derfor ud paa 2. Revle, hvor vi ankrede op for at vente paa Stensen.

Ulykken sker

Vi laa altsaa her og ventede paa Niels Stensens Baad, da en voldsom Braadsø brød Kanten af Baaden og pressede den saa haardt, at vi ikke kunde vedblive at holde Læsiden op. Baaden vendte saa hurtigt, som man vender en Haand, og vi kom i Vandet allesammen. Jeg kom først op, og det lykkedes mig i løbet af to Minutter at hale mig op paa Kølen af baaden.I løbet af 5 Minutter lykkedes det ogsaa de øvrige 8 af mine Kammerater at naa op. En enkelt – Baadføreren – havde vi en Del Besvær med at faa op, da han havde været halvt under Baaden, saaledes at hans Redningsbælte greb fat. Lige straks, da jeg var kommet op paa Kølen, havde jeg kastet Blikket agterud og saa to af mine Kammerater blive ført med Strømmen nordpaa. De havde deres Redningsbælter paa, men hvem det var, kunde jeg ikke se. De var da ogsaa allerede saa langt borte, at det var umuligt for os at komme dem til Hjælp.

– Hvor længe sad De saa der?

– Aa, ca. 3 Kvarter. Damgaard havde inde fra Land set, hvad der var sket, og vi kunde derude se, hvorledes han gjorde sin baad klar til at ile os til Hjælp. Da han naaede ud til os, kunde han ikke gaa helt ind til den kæntrede Baad, idet Aarene endnu sad bundet fast til Redningsbaaden. Han kastede saa en Line ud, som jeg fik fat paa. Jeg sprang saa i Søen og blev reddet ind. Damgaard sejlede nu atter ganske tæt ind paa den kæntrede Baad, hvilket havde til Følge

Kan være et billede af 4 personer, båd og tekst

Tv Oscar Damgaard båd LN 10 “Lily”, bygget i Løkken i 1919, og forlænget i 1925. Den havde oprindeligt en motor på 10 HK, men fik efter ombygningen en motor på 23 HK. Th Occar Damgaard

5 Mand sprang paa en Gang over til den frelsende Baad

hvor de blev Reddet. Tre Gange sejlede vi nu forbi vore nødstedte Kammerater, men hver Gang forgæves. De tilbageblevne var nemlig meget afkræftede, men efter flere forgæves Forsøg lykkedes det ogsaa at bjerge de sidate.

– Var det ikke en smuk Redningsdaad?

– Jo, absolut, men jeg tør dog paa de øvrige Løkkenfiskeres Vegne sige, at ikke en af os andre vilde have undladt at gøre det samme. Ulykken maa i det hele taget siges at være hændelig. Vort Materiel var i den bedste Orden, men dog maa det siges at være uforskammet, at vi ikke allered har faaet den Motorredningsbaad, som allered er bevilget. Den forulykkede Redningsbaad er af den gamle Type, men kun en halv snes Aar gammel, men en Motorredningsbaad maa absolut siges at være paakrævet i en Fiskerby som Løkken.

Et Under, at Katastrofen ikke blev større

– Kunde Katastrofen ikke nemt være blevet meget større.

– Ih, jo! Blot en Smule mere SØ, og Fiskerbaaden kunde ikke være kommert is til Hjælp. Hvad der saa vilde være sket, behøver man ikke megen Fantasi for at udmale. Endvidere maa det siges at være et Under, at vi ikke slog os fordærvede, da Baaden kæntrede. At 9 Mand blev reddet, maa absolut siges at vær et meget stort Held.

Frederik Sørensen følger os nu til Døremn. Uden for staar flere Fiskere, der veligt nikker og siger: “Velkommen i Land, Frederi”. Det er ikke de store Fagter eller stor, synlig ydre Rørelse, men i deres Ordligger meget mere end de lige udtalte. Det “Velkommen i Land” er sagt af et ærligt, oprigtigt Sind.

I den kæntrede Redningsbaad befandt sig som meddelt 12 Redningsmænd, nemlig følgende:

Søren Christiansen (Skipper), Niels Andreas Jensen og Carl Jensen (Brødre), Vald. Jensen, Vald. Ottosen og Otto Ottosen (Brødre- druknet), Frederik Thomsen (druknet), Lars Froholt Pedersen, Johan Damgaard, Frederik Simonsen, Jens Jensen, Lars Sørensen.

Af disse druknede Brødrene Ottosen samt Frederik Thomsen. De var alle gifte og havde flere Børn. Vald. Ottosen efterlader Hustru og 3 Børn, hvoraf en Søn for Tiden er inde som Marinesoldat. Otto Ottosen efterlader Hustru og 5 Børn, hvoraf kun to er konfirmerede. Frederik Thomsen efterlader Hustru og en voksen Søn, der for kort Tid siden tog sin Handeleksamen.”

Fr. Thomsen, Otto Ottosen og Valdemar Ottosen. Vendsyssel Tidende 15. juni 1929

Hjørring Amtstidende den 10. juni 1929

Redningsprotokollens rapport om ulykken:

“Aar 1929 d. 9. Juni var Vinden om Morgenen S. Vest, fint Vejr, men Sø paa 1. Revle, og da tog de fleste af Baadene paa Havet , men Kl. 12 Middag var omtrent Storm, og da begyndte Baadene at komme ind den ene efter den anden, og Kl. 2½ Eft. var alle Baadene inde paa 2 nær , der var paa Revet, og som endnu ikke var at se, og da stod jeg og Formanden paa Klitten; vi fulgtes nu ad hjem og var der ½ Time, og da vi kom op paa Klitten igen Kl. 3 var der Braad paa alle 3 Revler, og Vinden tiltog stadig i Styrke. Jeg og formanden blev nu enige om at sætte Redningsbaaden i Bevægelse, Mandskabet og Transporthestene blev nu tilkaldt til at møde, hvilket tog nogen Tid, da Hestene var i Marken, men Baaden blev dog nedkørt til Stranden Kl. 4, og sat i Søen og blev med jævn god Fart roet ud over 1. og 2. Revle og ankrede op paa Indersiden af 3. Revle, og da kom der en af Baadene og holdt ind over Revlerne. Jeg gik igen op paa Klitten og stod nu sammen med Opsynsmanden fra Lønstrup, der kom til Stede, til Kl. 6. og først da kunde man i Kikkerten se den sidste Baad komme; vi blev nu enige om at gaa hjem ½ Time, da det som Regel varer 3 kvarter fra den Tid, man kan se Baadene med Sejl, og til de kommer ind til Revlen, men samtidigt gav jeg en Mand Besked om at lade os vide, naar Baadene kom ind i nærheden af Revlerne, i Tilfælde af, at vi ikke allerede var komne til Stede, da vi vilde se Baadene holde ind over Revlerne, men 5 Minutter efter kom en løbende og siger, at Redningsbaaden var kæntret, og spørger, hvad vi skal gøre. Jeg svarer, at vi maa forsøge at faa Motorbaade ud, og jeg giver Ordre til at fyre op i min Baad, og samtidig siger Opsynsmanden fra Lønstrup, om det ikke var paa sin Plads at lade Motorredningsbaaden fra Lønstrup gaa mellem Revlerne, hvortil jeg svarede ja, der er jo Sandsynlighed for, at de Folk, der ikke kan holde sig fast ved Baaden, vil drive Nordpaa, paa deres Bælter, og da jeg kommer til Stranden, er der allerede Folk ved Baaden, og da kommer Oscar Damgaard og siger, om de ikke skal tage hans Baad, da den jo er saa meget større, og der er ogsaa straks en 30 Mand, der er klar til at hjælpe ham ud, hvad jo er meget besværligt, da der er megen Sø i Havstokken, og tilligemed megen haard Strøm, men han kommer heldigt ud og er ogsaa heldig at optage 9 Mand af Redningsbaadens Besætning. Samtidigt forsøges med en anden baad, og den kommer ogsaa klar af Havstokken, men det viser sig, at Motoren ikke er helt i Orden, vel nærmest fordi Manden, der passer den, er ude med Redningsbaaden, og det er ukendte Folk, og de kommer derfor til at ankre op med to Ankerdrægge; Samtidig er der en anden, som forsøger at tage ud. Da den ene er ved at være klar af Havstokken, driver den ind paa os og faar Ankertougene i Skruen, hvorfor vi maa kappe, for ikke at Baadene skal knuse hverandre. Baadene kommer heldigt ud over 1. Revle, og samtidig holder Oscar Damgaard ned over anden Revle og holder nordefter, og nu er man klar over, at han ikke har hele Besætningen. Den anden Baad holder derfor også nordefter,og først nu kommer Baaden ind, der blevet roet efter; den holder ogsaa ind Nord ved de andre Baade, da den har opdaget at Redningsbaaden er kæntret, og nu kan man se fra Baaden af, at de manglende Folk er ved at drive i Land, og Folk inde paa Stranden er ude efter dem, og nu følger alle tre Baade opefter og landen ved Løkken.

Den kæntrede redningsbåd i havstokken

Saa snart den første Baad er landet, det er den med Folkene i, er jeg til stede for at forhøre, hvorledes det staar til. Den første mand, der kommer i Land, er Niels A. Jensen, og han siger, at alle er nogenlunde tilpas paa nær Formanden, der er en Del forslaaet, men han kommer op straks og kom nu under Læge- behandling. Nu er Falcks Redningskorps fra Aalborg kommet til Stede, og spørger, hvad der er for dem at gøre. Jeg svarer, at det eneste er at køre nordefter for at modtage de manglende Folk, der driver ind paa Bælterne, og jeg gaar ind i Bilen, og vi kører nordefter, men kommer ikke langt, før der kommer en BIl nordfra og standser os. Den havde Valdemar Ottosen og Frederik Thomsen paa, og sammen med dem var en Syge- plejerske og en Fisker, der foretog Genoplivningsforsøg og havde gjort det hele Tiden. De blev nu lagt paa en Baare og bragt over i Falck, hvor der fortsattes, men uden Resultat. Nu var Baaden landet, som havde optaget Redningsmandskabet, og jeg var straks tilstede for at forhøre, hvorledes det stod til, og den første, der kom i Land, var Niels A. Jensen, og han sagde, at der var 9 Mand optaget, og der manglede 3, og de 2 var jo allerede inddrevet. Jeg gik nu op og sendte et Telegram til Be- styreren, at Ulykken var sket. Jeg gik derefter hjem og talte med Strandfogederne i Furreby og Lyngby og bad dem holde Vagt til Kl. 1, da jeg saa selv vilde gaa ned til Stranden igen for om den savnede Mand muligvis skulde drive ind, og da jeg gik nordpaa, mødte jeg Strandfogeden fra Furreby. Han havde været en Tur Nord ved Lyngby, men der var ingen at se. Jeg gik der til Dag, men først Kl. 6 Fm drev Redningsbaaden ind. Jeg sammenkaldte nu Redningsmandskabet, dem der var tjenlige dertil, og en Del andre Folk for at faa den bjærget saa hurtigt som muligt, da den ellers vilde tage Skade i Havstokken, og det viste sig, at den ingen nævneværdig Skade havde. Derimod manglede der nogle løse Dele, hvor mange ved jeg ikke endnu, men derom skal jeg senere give Indberetning. Angaaende Ulykkens Aarsag, skal jeg kun berette, at alt var i Ordem, som det skal være, men Forholdene ved 3. Revle har i de senere Aar forandret sig saa meget, at til tider falder enkelte Braad inden for Revlen, og da der er saa meget dybere Vand der, saa Søen som følge deraf bliver saa meget større,

Til Vitterlighed:

Søren Kristiansen Niels Jensen

Vilhelm Damgaard Opsynsmand

Tiden efter

Kan være et billede af 11 personer, båd og tekst

Motorredningsbaaden som man fik efter ulykken.

Ulykken kunne sandsynligvis have været undgået, hvis redningsbåden havde haft motor. Det havde gjort båden mere manøvredygtig og givet den nødvendige kraft til at stå op imod brådsøerne. Fiskerne havde i mange år talt for at få en motorredningsbåd, og den var bevilget, men ikke anskaffet, da ulykken skete. Den ankom til Løkken i 1930, og blev opbevaret i et træskur på stranden, indtil man fik bygget et nyt, større redningshus (det nuværende redningshus ved Ndr. Strandvej). Dette redningshus blev indviet i 1936.

To af de omkomne redningsmænd drev ind på stranden samme dag, som ulykken skete. De blev begravet den 15. juni under meget stor bevågenhed. Følget strakte sig over mere end 2 km. Den 3. omkomne blev først fundet den 26. juni ved Grønhøj Strand og blev begravet 2 dage efter. Oscar Damgaard fik for sin indsats tildelt Dannebrogskorset ved en mindehøjtidelighed i redningshuset forud for mindehøjtideligheden den 15. juni. Æresbevisningen blev overrakt af admiral Rechnitzer og forsvarsministeren holdt tale. De øvrige deltagere i redningsaktionen fik overrakt “Medalje for druknedes redning”.

Egnens dagblade foranstaltede en indsamling af penge til de efterladte. En del af disse penge blev brugt til at rejse mindesmærket på Sdr. Strandvej. Mindesmærket blev indviet den 25. August 1931. Mindesmærket er tegnet af arkitekt Enar Packness, der på det tidspunkt var Kgl. Bygningsinspektør i Aalborg.Verset på mindesmærket er forfattet af Thomas Olesen Løkken

Notat om min bedstemor i Vrå

Vendsyssel Mosaik

Udgivet i anledning af Vraa-udstillingens 25 års jubilæum 1967

af KNUD HOLST

Notat om min bedstemor i Vrå

Min bedstemor i det grønne Vrå, i det røde Vrå, som er en slags by med gader og på gaderne fruer og på fruerne hatte og mel- lem dem min bedstemor med sin håndtaske om eftermiddagen. Ind i butikkerne, som er store og i butikkerne handlende som gør sig umage med en ferm ældre kone, som er min bedstemor, og som køber til fornuftige priser, af det blåprikkede, men ikke af det stribede, til nød af det blomstrede, i et lyst øjeblik af det musselins grå. Hos bageren kager, hos købmanden kaffe og gryn, sukker og mel, og hvad man kan få i Vrå. Alle hilser de venligt på min bedstemor, det sidder dem i blodet. Man skal omgås. De er syge for at sælge, siger min bedstemor.

Min bedstemor bor i Vrå. Min bedstemor er blevet enke i Skæve, og dér vil hun ikke sidde med hænderne i skødet, så hun må til Vrå, — dér passer hun en af vrålingerne, Søndergård, en gammel Sønder- gård, i et lavt hus med gadespejl og kål i baghaven, hat på hovedet. En rask og rørig Søndergård, enkemand, der skal have sine måltider, en fin kåldyrker. En vråling i alt, harker Vrå, vrisser Vrå, vrøvler Vrå og er Vrå. Man kender Vrå godt når man kender denne vråling. Han er ikke til at bilde noget ind. Hos ham bor min bedstemor. Til ham køber hun kaffen og brødet, grynene og melet, kødet og skrå- tobakken, men cigarerne køber hun til sig selv, og det prikkede. Søndergård i kålhaven, sommer i Vrå. Han nipper kål. Med en tang af cykelege nipper han sin kål for orme —tar ormen som den sidder mimrende på bladet, midt på den blødt knoppede ryg- men studser som er den slået af en tanke, en pludselig idé, en fjern erindring – så går den i to orme, som langsomt dør på jorden, i en stærk grøn lugt. De to stykker tube tømmer sig lidt ud, og høns hak- ker dem op, skeløjet. Man nipper med nøjagtige knips. Det sprøjter på hånd og skjorte og lidt i ansigtet. Krumbøjet råber Søndergård med en stemme, der morer sig eller er rasende. Selv kan han ingen- ting høre. En respektabel egenskab. Over ham solen i Vrå, tydelig, gul som smør.

Aften, min bedstemors aften, Søndergårds aften. Også om somme- ren spilles der tallotteri. De gamle papplader har gamle tynde tal og op af en mulepose kommer numrene, i runde træbrikker. Over pappladerne lægges glasfirkanter, som Søndergård, en omhyggelig mand, har skåret af knækkede ruder. Udenfor den brune mummel af folk, et vråbarn der vræler, en vråhund der rapper som en and. Det er aften i Vrå og derefter stille.

Om morgenen mælkemanden, kimende med sin klokke af messing. Rundt om på fortov og tag duer, Søndergårds duer, som knurrer mere end de kurrer. Uanstændige og brutale med hinanden. Æder af hans hånd, det rene korn. Og posten som tar til kasketten som var han officer. Avisen allerede ved nitiden.

Søndergård med sine patroner af messing. Han graver dem op med hænderne af gruekedlen. Forærer een bort. Gamle danske patroner.

Projektiler er forbudt, siger Søndergård. En lugt af messing og af gammelt militær. Hemmeligt. Min bedstemor: Giv ikke drengen det skidt! Min bedstemors listige saks, et smilende næb af messing og med pose til det afklippede, på bordet i hendes værelse. Lysestagen, der er tilbage, på hendes kommode, hun rører ved den med en finger: den er giftig. Messing er gammelt. Men det er penge værd. Sommer i Vrå, min bedstemors Vrå, med sin grønne skygge i kanten, alle steder. Sommerfest. Gå hen og mor dig, siger min bedstemor.

Fra gaderne falder man ind i et anlæg. Store piger. Store ben. Karle med stort hoved, ører som på sovsekander. Siger Min Blomst til højre og venstre, skyder til måls, æder vafler. Et leben i Vrå. I den blå nat fyrværkeri, ses fra min bedstemors værelse. Hun er nu en anden, fniser, tæller stjerner og fortæller om gamle dage, og nedenunder harker Søndergård, rasler hans duer, vokser hans kål. Vandtårnet i det blå. Rundt og stort, kalket hvidt, belyst om natten af hemmelige lamper, så det rokker og vifter; det står og trækker vejret. Det er en kirke, fuld af vand. At sætte munden til forneden ville være en voldsom oplevelse. Man kan læse ved det som ved en lampe til den lyse morgen. Man får en lys og let søvn. Jah, siger min bedstemor, hun kan høre det klukke om nætterne. Hun klukker med. Søndergård dør, min bedstemor flytter i lejlighed og morer sig mange år med at gå til andespil i Vrå. Det gør folk dér om vinteren. De sidder nervøse og venter på at kunne råbe Banko. Så har de vundet en fersk and i brunt papir. Min bedstemor kender alle vrålinger vinder mange ænder i Vrå, inden hun endelig flytter tilbage til Skæve og dør.

Da Søndergård dør, efterlader han min bedstemor sit muntre tal- lotteri og en bowler. Hun morer sig over det og beholder begge dele. Nu hun selv er død, ser jeg tit i drømme min bedstemor gå – lidt travende som en travl kone- gennem de kønne gader i Vrå. Hun har en and under armen, og på hovedet bærer hun Søndergårds bowler. Oven over er et heftigt, rødt fyrværkeri. En helt igennem utilbørlig drøm.

I tårnet klukker vandet. I Vrå. Som en stor hvid høne.

SKAGEN TOPPEN AF DANMARK hvor de 2 have mødes

Kilde: Turistforeningen for Toppen af Danmark

Kan være et billede af strand, horisont, ocean og skumring

Her bliver du mødt af gæstfrie mennesker, smukke landskaber og herlige, hvide badestrande. Her finder du spændende aktiviteter for hele familien. Og her finder du nydelse i kunst, gastronomi og wellness.

Toppen af Danmark har gennem generationer været et yndet feriested med sin særprægede natur, de brede sandstrande og det altid nærværende hav. Et hav, som både kan ses, høres og smages, når den salte vind står ind over land.

Skagen – hvor Danmark ender og de to have mødes i en evig brusende dans

Skagen, den nordligste by i Danmark, venter med unik natur i absolut verdensklasse, historie der rækker langt ud over landets grænser, ikoniske seværdigheder og attraktioner. Skagen kan noget af det hele – her er plads til både afslapning i smukke omgivelser, og aktiviteter der kan få pulsen op hos enhver.

I Skagen kan du opleve f.eks. Grenen, Den Tilsandede Kirke og Vippefyret, der står strunk og fortæller sin egen historie om de mange søfolk, der blev advaret om havets farer. Du må heller ikke snyde dig selv for Skagens Kunstmuseer, hvor de navnkundige maleres værker hænger side om side eller Kystmuseet hvor livets gang gennem historien er gengivet.

Der er også førsteklasses oplevelser i vente når det gælder om at få stillet din sult, her er alt fra fiskeretter tilberedt så de smelter på tungen til en mere ydmyg, men absolut lige så velsmagende sandwich tilberedt med lokale råvarer.

Glæd dig til et besøg eller to i Skagen!

Top 3 største kulturattraktioner

I Skagen kan du opleve kultur i verdensklasse – se Skagens malernes utrolige mesterværker på Skagens Museum, Skagen fra oven i Det Grå Fyr hvor udsigten over byen og havene er helt uforlignelig eller besøg Kulturhus Kappelborg med forskellige udstillinger og koncerter med store navne fra både ind- og udland.

Top 3 største naturattraktioner

Allerhøjest mod nord i selve toppen af Danmark venter Skagen med helt særlige ferieoplevelser. Her hersker den unikke og utæmmede natur, der gennem århundreder har formet Grenen, Råbjerg Mile og området ved Den Tilsandede Kirke. Formet af elementerne og med en natur i konstant forandring, er hvert besøg helt unikt. Natur som intet andet sted i Danmark.

Grenen Skagen

Med et ben i hver sit hav

Smøg bukserne op og prøv den fascinerende oplevelse at stå med et ben i hvert hav, men husk at badning, grundet strømforhold, ikke er tilladt.

Vandets strømninger og vindens kræfter gør, at Grenen altid bevæger sig, og derfor er stedet så fascinerende et udflugtsmål, hvor ikke to besøg er ens.

Historisk set har spidsen vendt mod nord, men et kig på kompasrosen afslører, at områdets konstante forandring gør, at spidsen faktisk peger mere mod øst end nord.

Hvert år passeres Grenen af 110.000 skibe, som er over 150 ton. Det er et forunderlig skue når de store skibe fylder op på en lang række efter hinanden ude i horisonten.

Book sommerhus i Skagen og følg med i, hvordan skibene passerer grenen

Naturreservat i verdensformat

Landskabet omkring Grenen er udlagt som naturreservat med adgang for alle, og der er gode muligheder for at gå på opdagelse for sig selv også på dage med mange besøgende.

Den store strandflade yderst på Grenen udenfor klitterne skifter udseende konstant. F.eks. opstår der ofte lavvandede lagunesøer, som tiltrækker store flokke af vadefugle.

Følg også en af Grenensporets fire anlagte vandreruter, og lær mere om både naturen og stedets historie. Fra p-pladsen på Grenen udgår der fire vandrestier af forskellig længde, hvoraf én er grusbelagt og velegnet til både cykler, kørestole og barnevogne. Stierne bringer dig rundt til alle Grenens seværdigheder.

Fra P-pladsen kan du fra påske til og med uge 43 køre med Sandormen helt ud til Grenens spids. Sandormen har kørt turister ud på Grenen i over 50 år og er blevet en del af stedets historie.

Gæster, der vælger at gå selv, passerer ude i klitten øst for Grenen Kunstmuseum digteren og maleren Holger Drachmanns grav.

Grenensporet – vandreoplevelser på Grenen

Grenensporets fire vandreruter er en oplevelse for hele familien. Undervejs kommer du forbi tavler med spændende fortællinger om lige netop det sted, hvor du er nu.

Grenensporet består samlet af over tyve kilometer vandrestier, hvoraf den korteste på tre kilometer er lavet med grusbelægning så kørestolsbrugere og familier med barnevogne også kan opleve Grenens enestående natur.

De øvrige stier er såkaldte trampestier, hvor du følger eksisterende spor i landskabet via rutemarkeringer. Den længste røde rute på 10 km kommer eksempelvis forbi alle fire fyr på Grenen.

På parkeringspladsen ved Grenen findes Infohuset, hvor en fysisk udstilling fortæller om oplevelserne på Grenen.

Det var naturen, der vandt kampen

I klitterne vest for Skagen by står tårnet af den gamle sognekirke, den middelalderlige Sct.Laurentius, der nu er bedre kendt som ’Den Tilsandede Kirke’. I fire hundrede år samlede den menigheden, indtil sandflugten lagde sig over vej og kirkegård og forfaldet satte ind, før man i 1795 var tvunget til at stoppe alle kirkelige handlinger, og kirken blev lukket ned.

Sct. Laurentius var en prægtig kirke med et imponerende inventar, hvoraf der kun er alterets to svære malmlysestager tilbage. De står på den ’nye’ kirkes, (Skagen Kirke) alter. Under jordoverfladen gemmer sig endnu rester af kirkens fundament og gulv, samt en døbefont, der ikke – som det øvrige inventar – blev fjernet og solgt.

Nyere undersøgelser, omkring 200-års dagen for kirkens lukning, har hjulpet til at markere kirkens grundplan herunder kirkeskibets og sakristiets placering, der kan ses bag tårnet. Røde pæle markerer grundplanen, mens faskiner markerer de kendte dele af den gamle kirkegårdsmur. Mange spørgsmål er endnu ubesvarede, hvilket også er en del af stedets fascination.

Laurentius er skytshelgen for denne og mange andre vesterlandske kirker. Han var de søfarendes og de fattiges beskytter og led martyrdøden på en rist. Han genfindes i Skagen byvåben sammen med ordene ”Vort håb til Gud alene” (ses over hovedindgangen til Skagen Rådhus).

Godt at vide!

Ca. 400 m fra Den Tilsandede Kirke er der p-plads med legeplads, borde og bænke samt toiletter – og i sommerperioden er der også kiosk, hvor der sælges billetter til kirketårnet.

Skagen FRISK – Fisk & Skaldyr

Stort udvalg og altid friske varer

Er du vild med friskfangede fisk i alle afskygninger og løber dine tænder i vand, når talen falder på alverdens forskellige skaldyr, så skal du helt sikkert sørge for at besøge Skagen FRISK, når du er på besøg i byen.

Her sælges kun frisk fisk af den allerhøjeste kvalitet, og foruden at sælge fisk og skaldyr fra butikken, leverer Skagen FRISK også varer til private, restauranter og andre fiskehandlere over hele landet.

For Skagen FRISK foregår dagens første indkøb tidligt om morgenen, når auktionen går i gang på Skagen Fiskeauktion. Her efterser indkøberne nattens fangster, og på den måde sikrer de, at butikkens varer altid er så friske, som det overhovedet er muligt – det er næsten lige før, at fiskene stadig spræller med halen, når de ligger udstillet i glasmontrene.

Du kan roligt glæde dig, når menuen står på fisk fra Skagen FRISK.

Anchers Hus i Skagen

Få indblik i Anna og Michael Anchers liv og levned

Anchers Hus rummer den utrolig velbevarede samling af familiens private ejendele, møbler og ikke mindst deres kunstsamling. Når du besøger huset, kan du gå gennem familiens stuer, besøge kunstnerparrets to smukke og forskellige atelierer, og se familiens soveværelser.

Få et indblik i kunstnerparret Anna og Michael Anchers liv, deres tid og ikke mindst deres centrale roller i kunstnerkolonien i Skagen. Huset og den store, omkransende have dannede nemlig rammen om både skagensmalernes hverdag og fester og blev ofte benyttet som motiv – for eksempel fik P.S. Krøyer idéen til sit berømte Hip, Hip Hurra! netop her.

Kunstnerparret flyttede ind i huset i 1884, året efter at de havde fået datteren Helga. På den tid bestod huset kun af den lange, lave længe, der ligger langs med Markvej, men det voksede med tiden. Den berømte arkitekt Ulrik Plesner tegnede en tilbygning med atelierer, som blev opført i 1913 og forbundet med den oprindelige længe, familien var flyttet ind i.

Familien var kendt for sine åbne døre og omgikkes med både udefrakommende kunstnere og lokale. Træd indenfor i Anchers Hus og fornem hele historien.

Saxilds Gaard

I den store, historiske have, der indrammer Anchers Hus, ligger den gulkalkede Saxilds Gaard. Her boede Saxild-slægten i generationer og drev også bageri. Nu huser Saxilds Gaard caféen Baghaven og deres moderne surdejsbageri, hvor du kan spise brød, kager og drikke god kaffe og vin til.

Det Grå Fyr i Skagen

Snoede trin fører til tårnets top

Naturstyrelsen driver Det Grå Fyr som et spændende formidlingscenter om trækfugle. Her får du et levende (live) indblik i en af verdens mest fascinerende naturoplevelser, nemlig trækfuglenes evne til at flyve og finde vej over enorme afstande på tusinder af kilometer.

Skagen og Grenen er et hot-spot for trækfugle i tusindvis – der passerer stedet under deres årlige træk. Som besøgende får du en oplevelse af det fugletrækket dels i Skagen og dels på globalt plan.

Du får også et indblik i de mange muligheder for selv at spotte i landskabet i og omkring Skagen alt efter vejrforholdene og årstiden. Spændende og ny forskning omkring trækfugle bliver formidlet direkte ind i oplevelsesrummet.

Sjov for børn

For børn er der tilpassede oplevelser, og fyrtårnets betydning for trækfugle og skibsfart fortælles, før du går op i tårnet. Du får også mulighed for at følge dagligdagen på den videnskabeligt arbejdende fuglestation på centret.

Og så kan du selvfølgelig se omgivelserne fra oven oppe i fyrets top. Her er udsigten fuldstændig fantastisk.

Lidt om Det Grå Fyrs historie

Med sine 46 meter er Det Grå Fyr Danmarks næsthøjeste fyr (kun Dueodde Fyr på Bornholm er højere med 1 meter). Det Grå Fyr blev indviet og tændt første gang den 1. november 1858, en halv time efter solnedgang.

Fyret er tegnet af den danske arkitekt N.S. Nebelong, og det tog 4 år og kostede 200.000 rigsdalere at bygge. Fyrets roterende linse vejer lidt over to tons og flyder på kviksølv. Lyskilden var en 400 watt natriumlampe.

Lyset fra fyret kunne ses i en afstand af 20 sømil som et blink hvert fjerde sekund, og det blev bygget midt på Odden, så der var lige langt til begge de tilstødende farvande – Skagerrak og Kattegat.

Opgangen til tårnet sker af den murede vindeltrappe, der snor sig som en hul cylinder, og har hele 210 trin.

God fornøjelse

jens otto madsen

Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Datering: 1900

Kilde: Wikivendsyssel

Hjørring Amts Andels Svineslagteri blev oprettet i 1891, efter at bestyrelsen for Hjørring Amts Landboforening havde rejst spørgsmålet i 1887. I 1887 var der udbrudt svinepest i Danmark. Konsekvensen var den, at myndighederne indførte et forbud mod at indføre svin til Tyskland på grund af smittefare.

Derfor måtte man heller ikke føre svin fra en egn af landet til en anden. Som et resultat af svinepesten faldt svinenoteringen til 18 øre pr. pund. Da landmændene opdagede at den betaling, som de fik udbetalt, var for lav i forhold til de engelske flæskepriser, opstod tanken om at oprette andelsslagterier med bønderne som ejere.

Landboforeningen indbød landstingsmand P. Bojsen, der havde været fortaler for et andelsslagteri i Horsens til møder i blandt andet Hjørring i 1888. Efterfølgende holdt man møde i Forsamlingsbygningen, for at finde ud af, om der var interesse for et andelsslagteri, eller om man skulle leje det private Hjørring Slagteri. Det sidste synspunkt havde landboforeningens formand Tutein. Men en afstemning blandt de fremmødte viste, at 90 stemte for et nyt slagteri, og en stemte imod forslaget. Slutteligt blev der nedsat et udvalg, der skulle arbejde videre med oprettelsen af et slagteri.

Billede: Opskæring af svin på Hjørring Amts Andelssvineslagteri.

Efter at der havde været afholdt møder rundt omkring i landsdelen i januar 1889 arrangeret af det nedsatte udvalg, der arbejdede med oprettelsen af et andelsslagteri, begyndte tegningen af garanter og andelshavere. Den 6. april var man kommet så langt med planerne, at man kunne påbegynde bygningen af andelsslagteriet, når man havde fået tegnet en årlig levering af 20.000 svin. Det gav problemer. Ved et møde den 21. september manglede der aftaler om levering af 6000 svin. Det blev derfor besluttet, at man ville prøve at nå de 6000 leveringer eller at indgå en aftale med udvalget for Aalborg Amt. Sandsynligheden for at andelsslagteriet blev placeret i Aalborg var stor.

Derfor søsatte redaktøren for Vendsyssel Tidende, redaktør Vilhelm Carlsen en agitationskampagne i avisen til støtte for opførelsen af et andelsslagteri i Hjørring. Den 7. februar 1889 oplyste udvalget bag andelsslagteriet, at der var tegnet aftaler om 21.376 svin og en garantisum på 281.000 kr.

Bestyrelsen fandt en egnet grund syd for banelinjen ved Bispensgade. Prisen var 9000 kr. Slagtningerne begyndte den 10. januar 1891, og prisen for opførelsen var 113.714,69 kr. Der var tilknyttet en halv snes butiksudsalg til slagteriet. Der var blandt andet butiksudsalg i Stokbrogade, Strømgade og Bispensgade.

Udsalgene blev lukket i 1970’erne. Det sidste udsalg, der blev lukket, var udsalget i Strømgade. Det blev lukket den 24. april 1976. Slagteriets udsalg har eksisteret meget tidligt, idet der i en annonce fra 1907 står, at ”det anbefales at medbringe tallerken eller fad, da det kogte flæsk ikke kan indpakkes i papir”.

Besættelsesårene satte også sit præg på slagtningerne på Hjørring Amts Andels Svineslagteri. For eksempel havde slagteriet følgende annonce i Hjørring Bladet den 14. januar 1942: “Vi anbefaler vore Kunder i By og på Land at prøve kaninkød til Erstatning for andet Kød. Det faas hver uge fra Torsdag i vore Butiker Stokbrohus og Bispensgade 14.” Endvidere aftog slagteriet fjerkræ, får, fjordlam og vædderlam i 1942 og 1943.

I efteråret 1965 led planerne om sammenslutning af de fem slagterier i Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Brønderslev og Vrå skibbrud, men bestyrelserne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring fortsatte forhandlingerne om et tættere samarbejde.

Kan være et billede af 4 personer og tekst

Billede: Personalet ved Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Datering 1930-1940

Vendsyssel Tidende skrev den 4. december 1965, at der var stort flertal blandt andelshaverne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring for at samle de to slagterier. I Frederikshavn stemte 98% for og i Hjørring var tallet 84,6 %. En af betingelserne for fusionen var, at andelshaverne ved Frederikshavn Slagteri skulle forpligte sig til at 80% af slagtningerne fandt sted i Hjørring, og at Frederikshavn Slagteris lejemål på havnen kunne forlænges fra 1971 til 1984.

Efter fusionen blev slagteriet i Frederikshavn omdannet til pølsefabrik. I 1970 fusioneredes Frederikshavn og Hjørring med Brønderslev og Sæby under navnet Wenbo. Da slagteriet i Frederikshavn ikke kunne få fornyet sine lejemål med Frederikshavn Havn i 1971, blev produktionen af pølser flyttet til Brønderslev og slagteriet i Frederikshavn blev lukket.

I 1985 fusionerede slagteriet Wenbo med Sundby til Sundby/Wenbo, og i 1990 blev Sundby/Wenbo fusioneret med Østjyske og Tulip til Danish Crown. Den 19. januar 2005 oplyste Nordjyske Stiftstidende, at Danish Crown ville lukke slagteriet i Hjørring.

Det havde hidtil været planen at stoppe med slagtninger og opskæring i Hjørring, men udbening forsvandt også i den nye plan. Slagteriet i Hjørring blev endegyldigt lukket i sommeren 2005, og omkring 500 slagteriarbejdere mistede deres arbejde. I dag ligger butikscenteret Bispetorv hvor slagteriet lå.

Kilder:

1. Hjørring historie nr. 45, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum

”FÅRETYVEN” OG ”TYKKE THOMAS”

Af Mikkel Nielsen, Sæby

En dag i oktober 1899 kunne man se en lettere grotesk scene i Sæby, da tre betjente kom slæbende med en stor og meget vred mand, der var belagt med håndjern.

Turen gik til fods fra arresten i Sæby og til Jernbanestationen, hvor man skulle have manden med formiddagstoget til Aalborg.

Den store mand der kraftigt forsøgte at modsætte sig transporten, gik dengang under flere navne. Hans rigtige navn var, Anders Chr. Nielsen, men var berygtet og kendt på egnen under navnene ”Fåretyven” eller ”Store Anders”.

”Fåretyven” tilbragte en stor del af livet i ”forvaring”, og vreden denne dag i oktober 1899 skyldtes, at han havde haft det så hyggeligt i Sæby arrest, men skulle overflyttes til tvangsarbejderanstalten i Aalborg, hvilket absolut ikke passede ”Fåretyven, hvilket forklarer, hvorfor betjentene havde deres problemer med denne tur til stationen.

BRODEREN ”TYKKE THOMAS” OG DENNES EVENTYRLIGE REJSE.

Denne historie handler mest om ”Fåretyven”, men vi skal også hilse på hans broder, ”Tykke Thomas”.

De to brødre havde i øvrigt også en i gamle dage kendt mor, der gik under navnet ”Fårelåret”. Hende skal vi høre mere om en anden god gang, for hun var bestemt også en svært berygtet og speciel dame.

”Fåretyven” havde meget på samvittigheden, og denne gang var han blandt andet stukket af med pengekassen på Voergård.

Han havde gravet pengene fra pengekassen ned i et plantehul, og det havde han været så letsindig at vise sin broder, ”Tykke Thomas”.

Pengene som ”Store Anders” jo ikke var kommet ærlig til, skulle bruges til at rejse til Amerika for, og han havde endda i tankerne, at ”Tykke Thomas” også skulle med.

Da ”Store Anders” eller ”Fåretyven” jo som bekendt var i røget ind igen, blev fristelsen for stor for ”Tykke Thomas”, der ikke kunne få alle de dejlige penge ud af hovedet, nu hvor Anders alligevel var spærret inde.

Han tog alle seddelpengene og med 400 kroner på lommen, begav han sig på eventyr i udlandet.

Han tilbragte nogle dage forskellige steder i Sønderjylland, rejste derpå over København til Sverige og der igennem til Norge.

Hans største fornøjelse på turen var at drikke, og han var så optaget af drikkeriet, at han end ikke fik tid til at købe sig et par strømper, men kom til Danmark med bare fødder i skoene. Af strømperne han havde på, sad kun skafterne tilbage.

Som man kunne tænke sig, svandt pengene hurtigt ind, da han drak ikke alene selv, men han trakterede også mange andre, som havde lyst til at gøre ham selskab.

Efter kort tid stod han langt oppe i Norge uden en øre på lommen.

Enden på denne lystrejse blev, at autoriteterne i Norge hjemsendte ham som subsistensløs til Frederikshavn med damperen.

Så man kan forestille sig, at der må have været nogle tråde mellem disse brødre, der skulle redes ud, inden broderkærligheden kunne genoprettes.

”FÅRETYVENS” TRISTE DØD I 1916.

En lørdag sidst i september 1916 fandt nogle børn liget af en mandsperson liggende i en lille granplantage tæt østen for Tårs Kirke. Sognefogeden blev straks hentet.

Den afdøde som man anslog til at være tæt på de 50, var en forhutlet fyr. Det var ”Fåretyven” eller ”Store Anders”, som han jo også blev kaldt.

Hvor han før i tiden var en stædig, kontroversiel og ubehagelig fyr, var han på sine sidste år blevet et helt skikkeligt, sølle skrog, når man fraregnede hans tyvagtighed.

Meget af sin tid havde han opholdt sig i Allerup Bakker sammen med nogle meget omtalte vagabonder og løse kvinder.

Han fartede stadig omkring i Vendsyssel, og havde i Tårs besøgt en veninde, der kaldtes ”Knold-Stine”.

Samme dag havde folk nok bemærket, der rørte sig noget i de tætte grantræer, men ingen tænkte på at se derind.

Staklen blev fundet med tre brændevinsflasker ved sig.

Det var lidt om ”Fåretyven” og hans triste skæbne.

Nogen nem start på livet havde han aldrig fået, han var svigtet fra den dag, han blev født.

En drikfældig mor der ikke tog sig af ham, allerede mens han endnu var dreng, blev han placeret på Agersted Fattiggård.

Billedet eller tegningen hvilket er lidt uvist, da det er mere end 125 år gammelt, det er af Anders Chr. Nielsen alias ”Fåretyven” eller ”Store Anders”, som han så ud, da han var omkring 23-24 år.

UVEJRET DER SLOG SKOVFOGEDEN IHJEL PÅ GEDEBJERGET VED SÆBY

Af Mikkel Nielsen, Sæby

Under aftenens og nattens heftige uvejr kom jeg til at tænke på, hvor stærke naturkræfter, der er i spil, når himlen oplyses og det buldrer og brager.

Her faldt tankerne hen på gamle dage, hvor det ikke var så sjældent igen, at uvejret kunne gøre stor skade.

Det kan det naturligvis også i dag, men det er heldigvis mere sjældent. Vores huse har lynafledere, og vi er meget bevidste om, hvordan vi skal gebærde os, mens uvejret står på.

I gamle dage kunne folk miste både gårde og huse, hvis lynet slog ned. Det gjorde så ikke sagen bedre, at fattigfolk, som der var mange af, de ikke var forsikret mod den slags ulykker.

At en familie mistede boligen, kunne være slemt nok, men det kostede også tab af menneskeliv.

Husker historien om en kone på egnen omkring Albæk, der blev dræbt af lynet, da hun var udenfor ejendommen for at ordne noget.

Så var der den frygtelige sag fra Sæby sidst i 1940erne, hvor en 12-14årig dreng blev dræbt ved en ejendom, hvor Brolæggervej ligger i dag. Han ville løbe hjem fra naboejendommen, mens det lynede og tordnede.

Drengens far stod i vinduet i køkkenet, og så efter sønnen, der kom løbende i uvejret for at komme hurtigt hjem. I det samme slår lynet ned, og drengen bliver slået ihjel for øjnene af den ulykkelige far.

Den hændelse bragte forfærdelse og sorg i hele Sæby og omegn.

Så er der en noget ældre beretning her fra området, der fortæller om, hvordan lynilden ligefrem kunne finde vej ind i husene.

Vi skal helt tilbage til den 11.april 1859.

Der var et heftigt tordenvejr med lynild og regn hen over Sæbyegnen.

Her slog lynet ned i et våningshus, der lå i forbindelse med en gård på Gedebjerget vest for Sæbygård Skov, som Peder Chr. Abrahamsen havde i forpagtning.

Da uvejret brød løs, havde det banket på hos familien. Det var skovfogeden, der ville søge ly under for den kraftige regn, og han blev naturligvis budt indenfor.

Set i bagklogskabens lys skulle han måske have været blevet i skoven.

Da lynet slog ned i våningshuset, banede lynstrålen sig vej igennem en lem i stuen, og ihjelslog uheldigvis skovfogeden, der sikkert sad, og var lettet over at have fundet husly.

Som om det ikke var nok, blev konen i huset så alvorlig forbrændt, at man frygtede for hendes liv.

To børn blev ligeledes forbrænde men dog heldigvis i mindre grad.

Efter at have anrettet disse ulykker farede strålen ud af skorstenen uden at anrette nogen skade på selve huset.

Da jeg ikke har noget brugbart billede fra gamle dage af Gedebjerget, napper vi et fra skoven i stedet.

EN FORÆLDRELØS PIGES OPVÆKST PÅ LANDET I DE HELT GAMLE DAGE.

Af Mikkel Nielsen, Sæby

Enkefru Sørine Christensen boede som ældre dame på Kløvervej i Frederikshavn tilbage i 1950erne.

Hun var født i 1879, så historien rækker længere tilbage end nogen i dag, vil kunne huske. Hun havde som mange andre i byerne dengang haft sin opvækst ude i oplandet på diverse gårde, hvilket hun i sine sidste leveår så levende fortalte om.

Her kommer Sørines fortælling.

Jeg har ikke kendt til mine forældre, men blev sat i pleje som ganske lille.

Som 6årig havnede jeg i Tolne.

Mine plejeforældre sendte mig ud for at hente køerne, i stedet burde jeg have haft en barnepige. Hvor var jeg bange for, at ræven skulle tage mig.

Derefter kom jeg til mine bedsteforældre i Hørmested.

Føde og klæder kom jeg ikke til at mangle, men jeg måtte slide hårdt for det.

De havde en landejendom lige som det forrige sted.

Min bedstemor hed Karen, hun skulle nok sørge for at holde mig til arbejdet.

Skoletiden var den bedste tid i mit liv. Lærer Sørensen som jeg gik til, var far til den gamle ”Lærer Sørensen” i Bangsbostrand.

Han kom ind i klassen lige fra stalden i sine snudetræsko med komøg på. Han var både flink og dygtig.

Jeg kom først i skole, da jeg var 8 år. Min bedstemor ville ikke sende mig derhen, før jeg kunne læse og skrive.

Da jeg mødte i skolen, og sagde hvor gammel, jeg var, sagde læreren. ”Så forstår jeg, du kommer fra Karen”. Hun havde haft fire børn i skolen, som alle havde været lige så langt fremme i alder og undervisning, før de kom der, som jeg.

Den sidste dag jeg var i skole, der vrælede jeg, fordi jeg skulle forlade den.

ÆGGENE.

Engang skulle jeg til Tolne Købmand med to kurvefulde æg for bedstemor.

Jeg løb barbenet af de lynggroede stier, da en hugorm pludselig rejste sig foran mig. Af forskrækkelse gjorde jeg et spjæt til siden, så alle æggene raslede ud af kurvene. Jeg samlede dem op, nogle havde fået et knæk, dem lagde jeg med den revnede side nedad for at købmanden ikke skulle opdage, at de var i stykker.

Købmanden tog dem fra kurven, og lagde dem i kasser til nogle andre æg, og opdagede til min lettelse intet.

Jeg turde knap nok tænke på de tæsk, jeg ville have fået af bedstemor, hvis nogle af æggene var blevet kasseret.

SPØGERI PÅ LANDET.

Som 16årig havde jeg plads på ”Birket” ved Sindal.

Man krævede en voksen piges arbejde af mig inde og ude. Jeg blev sat til at både pløje og harve og køre møg ud.

Der var jeg heller ikke glad for at være, der var for meget spøgeri på det sted.

En røgter havde engang på en nytårsaften hængt sig i kostalden. Efter det skete, larmede og teede køerne sig hver nytårsaften, så det var forskrækkeligt.

Det er ikke sludder, jeg har selv hørt det, og der var mere end det.

Mit og mejerskens kammer var lige ved siden af bryggerset. Derude var der en tumlen om natten, så jeg ikke kunne sove.

Det var da sørens til spektakel, sagde jeg til mejersken. ”Nå, har du også hørt det”, svarede hun. ”Det vil du få at høre, men det skal du ikke bryde dig om”.

”Det var en tidligere mejerske, der havde taget livet af sit spædbarn og stoppet det ned i askegraven derude”.

RYTTEREN.

Af andet underligt jeg har oplevet, var jeg en 12års pige hos bedstemor i Hørmested.

En sen efterårsaften siger hun til mig, skal vi ikke rende hen efter avisen. Den hentede vi på en nærliggende gård.

Jeg fik besked på at trække bedstefars hoser udenpå mine egne, og på dem løb jeg ved siden af bedstemor, der var skrap til at gå.

Der var diset, og man kunne se månen, jeg kan så tydeligt huske det.

Da vi havde fået avisen, og var på vej hjem, sagde bedstemor, at vi skulle skynde os.

Vi var i nærheden af gården ”Studsholt” ved noget vi kaldte ”Melheden”, hvor der løb en stor slugt.

På mit spørgsmål om hvorfor vi skulle skynde os, svarede bedstemor, at vi skulle hjem og malke koen.

Som jeg kiggede ned i slugten, så jeg en mærkelig stivhalset hest med en rytter på og et føl ved siden af. Jeg tænkte ikke nærmere over det.

Først om aftenen hjemme hvor de havde fremmede, fik jeg forklaringen på bedstemors hast.

Jeg kom uforvarende til at høre, at de drøftede historien.

En mand havde købt ”Studsholt”, og troede ikke, han kunne klare sig, da han så, hvor dårlig jorden var.

Af frygt herfor tog han sit eget liv, og han havde endda kone og flere små børn.

Det var manden, der var ”Rytteren”, som jeg havde set.

Bedstemor troede han ville op ad den vej, vi kom ad, så det var derfor, vi måtte skynde os sådan.

Sørine Christensen blev senere gift med Knud Christensen fra Jerslev, de mødtes som ganske unge.

Min mand slog sten om vinteren, og strøg sten på teglværket om sommeren. Jeg hjalp ham, og ”skar” dem i kanterne.

Om sommeren æltede vi også tørv, det var på den gammeldags måde med greb.

Parret flyttede ind til Frederikshavn under 1. verdenskrig.

Da manden døde, måtte Sørine vaske og gøre rent for folk.

Tak for at Sørine Christensen i tidernes morgen fortalte om sit liv dengang for længe siden.

Som man kunne fornemme, levede gamle sagn og ”historier” i de gamle dage især på landet.

Om de er helt sande må læseren selv afgøre.

Dengang var folk for det meste overbeviste om, at der fandtes mere mellem himmel og jord, end man kunne se med det blotte øje.

LIDT HUMØR I SØDSUPPEN.

Af Mikkel Nielsen, Sæby

I gamle dage før besættelsen, boede der flest mennesker på landet, og derfor er der en masse at berette fra de gamle gårde, hvor meget er hændt i gamle dage.

Denne gang skal vi en tur til gården ”Ormholt”, der ligger cirka 5 km sydøst for Østervrå i Torslev sogn.

På ejendommen ”Ormholt” afholdtes i oktober 1892 høstgilde, hvilket havde været en stor dag for alle de tyende, altså tjenestefolkene.

Man fik den dag blandt andre gode sager også sødsuppe.

Kort tid efter sødsuppen var indtaget følte en halv snes gæster sig utilpasse, og fik kraftige opkastninger.

Ved nærmere undersøgelser opdagede man at en af gårdens piger for at sætte humør på sødsuppen, havde tømt indholdet af en flaske, der bar teksten ”Solbærrom” ned i suppen.

Hvad den gode pige med de bedste intentioner ikke vidste var, at flasken i virkeligheden indeholdt et medicinalt middel til heste eller svin, der nu var kommet i gryden med sødsuppe.

Man måtte sende bud til lægen i Østervrå, der gav de syge en modgift.

Om søndagen var tillige distriktslægen fra Sæby kaldt til ”Ormholt”.

Det skal siges, at alle overlevede sødsuppen, men høstgildet blev nok ikke lige så festligt, som pigen ellers havde håbet på.

Billedet er fra ”Ormholt” i gamle dage.

BRILLE-HANNE FRA FATTIGGÅRDEN I SÆBY

Af Mikkel Nielsen, Sæby

Det er ikke nemt at finde materiale om de mennesker, der i gamle dages Sæby befandt sig helt dybest nede på samfundets bund.

Mange familier i Sæby var ganske vist fattige, men det var en æressag, at man selv kæmpede sig igennem tilværelsen, selv om det ofte var under usle vilkår.

Så var der dem, der opgav kampen, og søgte en smule trøst på bunden af en brændevinsflaske. Hutlede sig igennem den håbløse tilværelse, flakkede lidt rundt fra sted til sted, fandt lidt tryghed og lidt kærlighed hos tilfældige omstrejfere, der befandt sig i samme ulykkelige situation, hvor især brændevinen var en fælles interesse.

En af dem var ”Brille-Hanne”.

”Brille-Hanne” kunne man støde på rundt omkring i Sæby og omegn sidst i 1800-tallet og de første få år af 1900-tallet.

Til egnens markeder og andre festligheder kunne man træffe ”Brille-Hanne”, og hun ville med al sandsynlighed være enten småberuset eller rygendes fuld.

Hvis det ikke var nok til, at folk holdt sig på afstand, så gjorde det ikke sagen bedre, at hun ofte var fyldt med ”utøj”.

Selv om det var forbudt at tigge, ville hun sikkert have bedt om en mønt eller to, så hun kunne pleje den rus, hun behøvede for at overkomme tilværelsen.

Der er ikke frygtelig mange oplysninger om ”Brille-Hanne”, men er stødt på hende nogle gange, når jeg har ledt efter materiale fra de gamle dage. Hun var mest omtalt grundet de ”unoder”, hun begik i sin kummerlige tilværelse.

”Brille-Hanne” var et øgenavn, som man især havde skik for at bruge i gammel tid.

Hendes rigtige navn skulle have været Johanne Borum, men i daglig tale ikke andet end ”Brille-Hanne”.

I året 1900 var den gal nok engang.

Johanne Borum var sunket dybere og dybere ned i lasten. Tyveri, betleri(tiggeri), druk og usædelighed.

Den 3. maj 1900 blev hun fundet i en landevejsgrøft i meget drukken tilstand og i besiddelse af en fyldt brændevinsflaske.

Hun blev igen anholdt for tyveri og betleri(tiggeri), og blev bragt i forvaring i det velkendte asyl.

En ældre ”kavaler” hun havde sat i stævne og som observerede anholdelsen, blev meget misfornøjet ved at se ”retfærdighedens håndhævere” fjerne sig med ”Brille-Hanne” under armen, men det var vist mere den fyldte brændevinsflaske, der plagede ham at se forsvinde.

Efter sådan en anholdelse kunne ”Brille-Hanne” igen se frem til en dom, hvor der ofte indgik tvangsarbejde. Det havde hun prøvet så mange gange før.

”BRILLE-HANNE” FROSSET IHJEL.

”Brille-Hanne” blev i sine sidste leveår placeret på Sæby Fattiggård, hvilke på daværende tidspunkt må have været ”Lille Strandhave” på Solsbæksvej, der fungerede som fattiggård i den periode, ellers må nogen rette mig, hvis jeg tager fejl.

Fattiggården blev dengang drevet som en gård, og de ”fattige” måtte tage del i arbejdet, selv om der også var ansat karle.

På Sæby Fattiggård kunne man blandt andet i 1891 få følgende tilbud, hvis man var ejer af en ”hoppe” naturligvis.

Her stod nemlig hingsten ”Hector” til rådighed, hvor man mod et beløb kunne få bedækket sin hoppe, og det skulle foregå 5.30 om morgenen, 11.30 til middag og 19.30 om aftenen, og det var præcis på angivne tidspunkt. Man må formode, at ”Hector” skulle have sin pauser, jeg har ikke den store forstand på hesteavl.

Synes bare annoncen var lidt pudsig.

Tilbage til ”Brille-Hanne”.

Var man placeret på fattiggården, så have man pligter, og man havde ikke sin fulde frihed.

”Brille-Hanne” havde været en af dem, der havde været svær at holde indespærret på fattiggården, hun tog stadig sine ture, så kunne regler være regler.

Da ”Brille-Hanne” forlod denne verden, havde hun igen taget sig en springtur fra fattiggården. Hun var ude for at mærke frihedens sus under sine vinger, den frihed hun nu også i det daglige var blevet frataget.

Denne gang havde hun bevæget sig nordpå til Frederikshavn, og det blev Hannes sidste bedrift i livet.

Den 3. marts 1904 om morgenen blev ”Brille-Hanne” fundet død mellem nogle bræddestabler ved Frederikshavn Havn.

Ved sin side havde hun hendes kære brændevinsflasker, som havde gjort hende beruset en sidste gang.

Hanne havde været godt fuld, og havde i den tilstand lagt sig til at sove, og var i kulden frosset ihjel i løbet af natten.

Hun var ofte beskrevet som en gammel kone, der var fordrukken, og man kan forestille sig, at det ulykkelige lod Hanne havde fået i livet, har sat sine spor på hendes krop og ansigt.

Johanne Borum alias ”Brille-Hanne” blev 55 år gammel

Hirtshals fyr

Hirtshals Fyr 1923 Fotograf Mathæus Rasmussen

Fyrtårnet blev opført i begyndelsen af 1860’erne, grundstenen lagt 28. juni 1861 og det blev tændt første gang den 1. januar 1863. Tårnet var opført i røde mursten beklædt med hollandske klinker, senere blev det kalket gråt, og siden 1960 har det været hvidt. Over indgangsdøren er daværende regent Frederik d. VIIs monogram. Selve fyret er 35 m højt beliggende på toppen af Stenbjerg 27 m over havets overflade. Fyrets fokushøjde

lyskeglens højde over havoverfladen) er 57 m. Lyskeglen kan ses 25 sømil ca. 46 km væk i klart vejr. Fyret var fra begyndelsen forsynet med fast linseapparat og roterende forstærkningsprismer.

Under besættelsen blev de kostbare linser demonteret og gemt bort på en landejendom og opsat igen efter befrielsen. Tager man de 144 trin op i fyrtårnet, har man en storslået udsigt over det omkringliggende fæstningsanlæg, 10. batteri, bygget under 2. verdenskrig og over Hirtshals by og havn.

Fra begyndelsen i 1863 og frem til 1914 brugte man olie som energikilde, fra 1914 til 1939 petroleum til en glødenetsbrænder og fra 1939 en elektrisk glødelampe. Lampen i toppen er i dag på 400 watt. Linserne er håndslebne. De første mange år var Hirtshals Fyr arbejdsplads for fyrmestre, assistenter og sirenepassere, som samtidig boede i de tilhørende boliger sammen med deres familier og et par tjenestefolk. Da der var langt til nærmeste skole, var der som regel også en lærerinde til at forestå undervisningen af børnene. Siden 1973 er Hirtshals Fyr i lighed med landets øvrige fyr fuld automatisk. De gamle beboelser tjener i dag som kaffestue og udstillingslokaler for Støtteforeningen for Hirtshals Fyr. Udover selve fyrtårnet med lys i havde man til at hjælpe skibstrafikken fra 1871 en signalstation med signalmast og kanon. Kanonen eksisterer endnu og kan ses foran fyrtårnet.

Signalstationen og masten er revet ned. Ved hjælp af et internationalt flagsystem kunne skibe og fyr kommunikere om issituation, sygdom m.v. På signalstationen overvågede man i det hele taget al skibstrafikken. I 1963 blev der rejst en radiomast, og sammen med 5 andre radiofyr i Danmark udsendtes hvert 6. minut et radiosignal på samme frekvens til nøjagtig fastlæggelse af, hvor det enkelte skib befandt sig. Radiomasten blev nedlagt i 1995.

Kilder: Kystfortællinger 01 – Hirtshals Fyr – skrevet af Morten Nielsen & Bjørn Løth Fra Egnens Fortid – Lokalhistorisk Årbog 2001. Knud Christensen; Blade af Hirtshals Fyrs historie s. 5-31

Hirtshals Fyr 1862 til i dag Støtteforeningen for Hirtshals Fyrs hjemmeside.

Landpostbudene i Vendsyssel

Af Hans Jørgen Høy

Hermed en rigtig posthistorie klippet i Vendsyssel Tidende 6. marts 1890 I ”Vendsyssel Tidende” af 7de

f. M. har nogle Kolleger anket over vor Stilling over for Staten. Ja, jeg skal villig indrømme, at vi i Forhold til andre statslønnede Embedsmænd ere for lavt lønnede, og vi må staa Ryg mod Ryg og løfte i Fællesskab, hvis vi skal opnaa noget. Der må, som I skriver, Enighed til. Der sluttes med de Ord: ved enhver Lejlighed hævde vore Krav og søge at paavirke dem, som har Indflydelse. Ja, men det er min Overbevisning, at den Lejlighed finder vi altid bedst ved at indtræde i vor Forening i København, som kaldes ”Landpostbudenes Forening for Danmark”. Den søger ved enhver Tid og Lejlighed at komme til Orde hos højere Vedkommende, og med sit Medlemstal, ca. 800, kan den altid virke bedre end enkelt Mand. Det er nemlig Foreningens Opgave at yde os Sygehjælp, Begravelseshjælp og Pension – ja, se efter i ”Ugens Nyheder”, der vil I finde de fleste Oplysninger vedrørende Foreningens Formaal, Ja, der er vel dem, som siger: hvor skal Pengene komme fra til Aarskontingentet. Ja, hvor kommer Pengene fra, naar en syg Landpost skal lade en anden forrette sin Tjeneste? Naar han er Medlem af Foreningen, faar han jo Sygepenge daglig, og er man rask, saa kommer man vel ved Sparsom – melighed over Kontingentet. Ja, Uniform og Kappe var jo rar om Vinteren, men det var vel bedre, om vi fik Penge udbetalt til Klæder. I flere Distrikter har Beboerne jo været saa venlige at skænke Posten dels Regnfrakker, dels Penge, men der er jo godvillige Gaver, som man ikke altid kan gøre Regning paa, da der jo ogsaa er Distrikter. Hvor Folk ikke kan komme over at give Landposten en Regnfrakke, skønt han tit og ofte er gennemblødt. – Derfor: Træd ind i Foreningen, og lad os derigjennem løfte i Flok, saa vil vi nok faa, hvad vi ønske, hurtigere end som paa anden Maade.

En Landpost

Kilde: wikivendsyssel

Vester Hjermitslev Telefoncentral

af Lisbet Thorendahl

På adressen Blæshøjvej 5 i Vester Hjermitslev, hvor CENTRALEN havde til huse i 56 år, var jeg i den sidste del af 50erne den sidste hjemmeboende datter i Marie og Jens Andreasens hus. Fra denne periode vil jeg indlede denne artikel med at tegne et dagligdags billede af, hvordan centralpasning og livet omkring centralen foregik i vores hus.

Centralbordet, – med “propper” hvorigennem samtaler mellem de forskellige abonnenter kunne etableres, og “klapper, der faldt”, når en abonnent ønskede at telefonere, – var kontrolpanelet i datidens telefonsystem. Dette centralbord var placeret i et rummeligt værelse på 1. salen i vores hus. I dagligt sprog kaldte vi denne etage for loftet. I tilslutning til centralstuen havde den pige, der var ansat til at passe centralen, sit værelse. Hun tituleredes i Hjermitslev og omegn som “centraldamen”.

Hendes arbejdsdag begyndte klokken syv om morgenen og sluttede klokken otte om aftenen. Det var den daglige åbningstid på ugens seks hverdage. Herudover kunne der ringes til almindelig takst søndag formiddag indtil klokken 11. Centraldamen havde en fritime hver eftermiddag og weekendfri hver anden uge. Efter Jens Andreasens egne døtre var flyttet hjemmefra, var den senere centralbestyrer Meta Pedersen fast afløser ved centralen. En centraldame i Vester Hjermitslev havde sidst i 1950erne en månedsløn på et par hundrede kroner.

I dagens første morgentimer telefoneredes der ikke meget. I denne stille tid gik centraldamen til og fra, alt imens hun gjorde morgentoilette, fik tøj på, fik fyret op i gløderne i den lille kakkelovn i centralstuen og hentet brændsel til dagens forbrug i brændeskuret. Klokken otte kom min mor op i centralstuen med morgenmad, der bestod af kaffe og mellemmadder. Ud over at holde rent i centralstue og på eget værelse havde centraldamen ingen huslige pligter. Efter morgenmaden blev centralstuen rengjort, og sengen redt i værelset ved siden af. Mellem ni og ti begyndte folk at ringe, og så var der nok at lave ved centralbordet indtil ved middagstid. I formiddagstimerne var de fleste samtaler relateret til byens forretningsliv.

Klokken 11.30 var middagsmaden parat. Det var varm mad, som regel med kartofler og kød til forret og derefter én af de utallige, men nu næsten glemte, varme eller kolde efterretter. I middagspausen blev centraldamen afløst og spiste ved bordet i køkkenkrogen, oftest før vi andre. Af og til sad min mor og sludrede med hende, mens hun spiste.

Over middag var der igen nogle relativt stille timer ved centralbordet, hvor der var tid til at læse eller lave håndarbejde. Af og til oplyste en kommende centraldame ved ansættelsessamtalen, at et af hendes motiver til at søge jobbet drejede sig om, at hun var forlovet og gerne ville have tid til at sy udstyr til ægteskabet. Klokken 14.30 bar min mor eftermiddagskaffen med brød eller kage ovenpå. Sidst på eftermiddagen, ofte mellem klokken 16 og 17, havde centraldamen sin fritime. Oftest gik hun en tur i byen. Forrettede ærinder for sig selv og snakkede med veninder og folk på gaden. Den sidste eftermiddagstime ved centralbordet var ofte hektisk, ligesom den sidste time inden lukketid klokken 20 også var det.

Kan være et billede af 1 person og tekst

Vivi Nielsen ved centralbordet i 1959.

I dagens løb havde centraldamen ofte kortere besøg af veninder. Det måtte naturligvis ikke tage overhånd, men der var, som det kan forstås, indimellem god tid til venindesnak. Også efter lukketid var centralstuen et populært sted at søge selskab. Centraldamen havde principielt fri efter lukketid, men jævnligt valgte hun at hygge sig i den varme stue med et par veninder på besøg. I den situation tog hun sig naturligvis af de få abonnenter, der af presserende grunde brugte telefonen i aftenens løb.

Det sindrige betjeningsbord med minuture, knapper og ledninger og den tilhørende stol fyldte pladsen foran det store kvistvindue i centralstuen. Af andre møbler var der et lille skrivebord og en gammel kontorstol med vinrødt plys på sædet og buet ryglæn. Over skrivebordet var der et romantisk landskab fra Tyrol med ramme om. En væg i rummet var dækket af et mørkt træpanel, bag hvilket der var opsat en masse ledninger og de tekniske installationer, der hørte centralbordet til. På den modsatte væg var der et åbent skab med en mængde små rum. Her var der markeret en plads for hver abonnent, og heri blev dagligt lagt de notaer, der fortalte, hvortil den enkelte havde ringet. Det var kun udenbys samtaler, der blev noteret. Indenbys samtaler var betalt med abonnementet. Det var Jens Andreasen selv, der førte telefoncentralens regnskab, ligesom det var ham, der stod for samtalestationen, der bestod af en vægtelefon ophængt i et hjørne af hans butikslokale. Her kunne folk i realiteten dag og nat komme og låne en telefon mod betaling.

Oftest valgte centraldamen naturligvis at holde helt fri og forlade centralstuen efter lukketid. I så fald bankede hun på døren til vores stue nedenunder og annoncerede, at hun gik, og at hun havde aktiveret alarmklokken, så vi nede i stuen kunne høre, når en abonnent eller to i aftenens løb ønskede betjening. Vi kunne således om aftenen og om søndagen sagtens passe telefoncentralen fra stuen eller fra den øverste del af haven. Alarmklokken ringede højt og vedvarende, når nogen ønskede at telefonere, og så rendte én af os op ad trappen og klarede ekspeditionen. Det kunne være frygteligt irriterende og ærgerligt, hvis det skete midt under et hørespil på radioen.

Om natten var det altid Jens Andreasen selv, der reagerede på klokkens enerverende kalden. Det var langt fra hver nat, det skete, og man faldt hurtigt i søvn igen, når lyden af hans nøgne fødder havde fortonet sig hen over loftet. Det skete dog enkelte gange, at vi alle blev indviet i det, telefonsamtalen havde drejet sig om, og fars lidt hæse stemme eksempelvis ud over loftet forkyndte: “Det brænder i Alstrup!” Så var vi hurtigt på benene for at kikke efter ildskær og lytte efter brandbiler og for at hjælpe far med at ringe til medlemmerne af “det frivillige brandkorps”, som han havde pligt til at aktivere.

I denne relation kunne det måske være relevant at berøre det pinlige emne: lyttede man, og videregav man det, man blev vidende om ved centralbordet? Det gjorde man selvfølgelig ikke, men alligevel er spørgsmålet mere indviklet at svare på end som så!

Der er nok ingen, der har passet centralbordet uden at være “kommet til” at lytte på den ene eller anden måde. Eksempelvis skulle vi ved udenbys samtaler bryde ind hvert 3. minut og forkynde, hvor længe abonnenterne havde talt. Det var én måde at “komme til” at lytte på. Problemet var, ifølge min opfattelse, ikke, hvad man blev bragt til kendskab om ved centralbordet, men hvordan etikken var hos den enkelte, der betjente centralbordet. Ved ansættelse blev enhver gjort bekendt med tavshedspligten og skrev under på at ville overholde den. I mit hjem snakkede vi aldrig om etik, balancer og grænser i forhold til denne tavshedspligt, men jeg mener, at mine forældre lagde tonen an, så vort hus ikke blev en sladrebutik. Når jeg anfører, at det med tavshedspligten ikke er så enkelt endda, ligger det i at man ved centralbordet helt automatisk blev oplyst om mange ting. Først og fremmest brugte hjermitslev- og alstrupboere almindeligvis ikke telefonnumre, når de ville snakke med nogen. Det, de sagde, var, at de skulle have fat i doktoren eller dyrlægen, og det var ikke usædvanligt, at der fulgte en bisætning efter, der fortalte om årsagen. Det kunne være manden, der oplyste, at konen var ved at føde, eller en anden, der fortalte, at hans ko lå på marken med strittende ben og trommesyge, og at han derfor havde brug for dyrlægen. Det kunne udmærket være, at manden med den fødende kone senere på eftermiddagen stoppede på sin cykel under centraldamens kvist og annoncerede, at det var blevet en dreng. Var den slags oplysninger nu omfattet af absolut tavshedspligt? Det var her, vi balancerede, og jeg mindes ikke, vi nogensinde kom dårligt fra det. Jeg tror, at vi i familien, uden at tænke særlig meget over det, var meget bevidste på tavshedspligtens etik og på de balancer og grænser, der var for, hvad der fortaltes videre.

I det følgende vil jeg berette om centralens oprettelse, om abonnentudviklingen og om de fire bestyrere, der betjente jobbet i de 65 år, centralen eksisterede.

Vester Hjermitslev telefoncentral

I 1897 får de tre selskaber Jydsk Telefonaktieselskab (JTAS), Fyns kommunale Telefonselskab (FTS) og Kjøbenhavns Telefonaktieselskab (KTAS) koncession på anlæg og drift af telefoner og telefoncentraler inden for de nævnte landsdele.

Vester Hjermitslev Central bliver oprettet i 1905. Centralen har som udgangspunkt 9 abonnenter. Jydsk Telefonaktieselskab må have haft tiltro til udvikling på området, idet investeringen ikke umiddelbart stod i et fornuftigt forhold til indtægterne.

Men som det fremgår af nedenstående skema bliver det hurtigt “moderne” at telefonere. Abonnenttallet stiger støt i telefoncentralens periode, der slutter med automatisering af telefonnettet omkring 1970. I de 65 år Vester Hjermitslev telefoncentral består, er der, som det kan ses nedenfor, ligelig kønskvotering til bestyrerjobbet, der skiftevis er besat med mænd og kvinder.

Ved at studere de årligt opdaterede abonnentlister, hentet fra Jydsk Telefons arkiv i Århus, og derigennem følge udviklingen i perioden fra 1905–1970, får man en god fornemmelse af, såvel hvordan telefonens udbredelse forløber i de to sogne, Hjermitslev og Alstrup, som centralen dækker, men også af hvordan de pågældende landsbysamfund udvikler sig i samme periode. Man ser, at det er gårdene, der dominerer abonnentlisterne indtil 1928. Herefter spores de dårlige tider for landbruget, og visse gårde opsiger abonnementet. Vi skal helt frem til 1949, før gårdene igen er med, som de var i 1928. De dårlige tider kan kun svagt spores i udviklingen af antal butikker med telefon. Dette forstået på den måde, at vækstraten er højst indtil 1928, men det absolutte antal stiger dog gennem hele perioden. Samme billede gør sig gældende for håndværkerne. Udviklingen inden for “andre faggrupper” med telefon er stor og stigende over hele perioden og viser den variation af erhverv, der igennem årene farver den lille by. Under denne kategori er der i 1928 – afholdshotel, bank, førstelærer, handelsmand, Hvetbo Herreds Avis, isskabsfabrik, jernbanestation, kreditforeningsrepræsentant, lærerinde, mejeri, musiker, sognefogederne i Hjermitslev og Alstrup, vejassistent og to vognmænd. Vi skal helt frem til 1965, før den første arbejdsmand får telefon. Ligeledes skal vi frem til 1955, før der kommer gang i telefonerne inden for kategorien “andre persongrupper” med telefon. Her er det de pensionerede ægtepar og enkefruerne, der kommer på telefonnettet og med stor stigning i årene op til 1970.

Når “antal abonnenter i alt” ikke altid er i overensstemmelse med abonnentgrupperne
på tværs er årsagerne dels partstelefoner og dels flere erhverv hos den enkelte.

Jens Nielsen Jensen, centralbestyrer 1905-1915

Ved telefoncentralens oprettelse i 1905 bliver vejmand Jens Nielsen (1873-1958) af Jydsk Telefon ansat som første centralbestyrer. Som udgangspunkt har centralen i Vester Hjermitslev som nævnt 9 abonnenter, hvoraf 3 er fra nabobyen Manna, der endnu ikke har telefoncentral. Telefonpionererne i Hjermitslev er træhandler C. J. Christiansen, Assenbækvej 4, smedemester Valdemar Kristensen, Assenbækvej 9, købmand Hejle Sørensen på Torvet, Assenbækvej 1, snedkermester K. Ribergaard, Blæshøjvej 9, proprietær Th. Klit Jensen på Lemmergaard og gårdejer Christen Nørgaard i Alstrup.

Centralbestyrer Jens Nielsen er, ligesom sin kone Kirsten, født i Vester Hjermitslev og kommer til at leve hele livet her. Han var håndværksuddannet som murer, men blev allerede som 22-årig ansat ved Hjørring Amts Vejvæsen. Det var Jens Nielsen, der byggede huset på Blæshøjvej 5, og det er her, telefoncentralen ved oprettelsen i 1905 bliver installeret. I perioden herefter åbner Jens Nielsen byens første barberstue i den østre ende af huset – dér hvor træhandler Jens Andreasen senere får butik. For Jens Nielsen har jobbene som barber og centralbestyrer været deltidsarbejde i og med, at han fortsat er fuldtids ansat ved vejvæsnet. Her bliver han i 1923 forfremmet til vejassistent. Kasketten, som han bærer på billedet, er et symbol på denne titel.

Jens Nielsen er også en aktiv mand i byens offentlige liv. Han er således i en periode formand for mejeriet og i en anden periode formand for sygekassen. Afholdssagen har hans store interesse, og også her er han formand på et givet tidspunkt. Det er nok tvivlsomt, hvor meget han har betjent abonnenterne ved centralbordet. Dette arbejde har antagelig været udført af hustruen Kirsten og døtrene Marie, senere gift med gdr. Lars Poulsen i Alstrup, og Kathrine, senere gift med lillebilejer Emil Andersen, Vester Hjermitslev. Med det lave abonnenttal i de første år har pasning af centralbordet været et arbejde, som man gik til og fra, og centralbordet var, siges det, i de første år placeret i familiens stue.

Som 42-årig vælger Jens Nielsen at ophøre som centralbestyrer. Han køber landbrugsejendommen Elmely, Blæshøjvej 88. Ejendommen er beliggende vest for Hjermitslev by. Jens Nielsen dør som 84-årig, og i en årrække her forinden bor han og hustruen Kirsten i et hus på Assenbækvej 13 i Vester Hjermitslev by.

Det bliver enken Maren Andreasen, der i 1915 overtager bestyrerjobbet efter Jens Nielsen.

Maren Andreasen centralbestyrer 1915-1920

Maren Andreasen (1862-1932) bliver således den anden centralbestyrer i Vester Hjermitslev. Hun er født i dette sogn på gården Hjertholm.

Maren bliver gift i 1887 med Morten Christen Andreasen fra Thise. Han var før giftermålet tjenestekarl i hendes hjem. Deres første hjem er et husmandssted på Grindsted Mark, øst for Brønderslev. Inden min far Jens Andreasen bliver født i 1890, er Morten og Maren blevet gårdmandsfolk. De har nu en mindre gård i Agdrup vest for Brønderslev. Men uheldet er ude, Morten Andreasen dør af blindtarmsbetændelse nogle få år efter århundredeskiftet. Maren står nu tilbage med fem børn og en økonomisk situation, der er sådan, at hun vælger at blive husbestyrerinde på Stadsvold i Thise. Hun flytter hertil med sine tre yngste børn, der er piger. De to ældste drenge, Niels og min far Jens, kommer til mostrene på henholdsvis Grønborg og Hjertholm. Hvor længe Maren er husbestyrerinde vides ikke, men det står nok hurtigt klart, at det ikke bliver en stilling for livet. Nogle år før 1915, hvor Maren Andreasen bliver bestyrer på centralen, flytter hun og de tre piger til ejendommen Elmely, Blæshøjvej 88, som nævnt vest for Vester Hjermitslev by. Denne ejendom er på dette tidspunkt ejet af Hjertholm og jorden drevet herfra.

Da den tidligere og oven for nævnte centralbestyrer Jens Nielsen i 1915 ønsker at afgive bestyrerjobbet, ønsker han tillige at skifte huset på Blæshøjvej 5 ud med en landejendom uden for byen. Enden bliver, at han indgår en byttehandel med Poul Dam på Hjertholm, der således bliver ejer af huset på Blæshøjvej, samtidig med at Jens Nielsen overtager ejendommen Elmely. Maren Andreasen, der på dette tidspunkt er 53 år gammel, bliver således centralbestyrer og ved familiens hjælp – Poul Dam var gift med Marens Andreasens søster – lejer af huset på Blæshøjvej 5.

Ved Maren Andreasens overtagelse i 1915 har centralen ca. 40 abonnenter. Fem år efter er abonnenttallet mere end fordoblet. Det har antagelig været gode år for Maren Andreasen og de yngste af hendes børn, pigerne Anna, senere gift med Laurits Laursen, Års, og Maren, senere gift med skrædder Adolf Engelund, V. Hjermitslev. Pigerne, der har været over konfirmationsalderen på dette tidspunkt, har utvivlsomt afløst moderen ved centralbordet.

Maren Andreasen er centralbestyrer i Vester Hjermitslev fra 1915 og til omkring 1920, da min far Jens Andreasen overtager hvervet. Fra Jydsk Telefons arkiv i Århus er jeg kommet i besiddelse af den kontrakt, hun i sin tid underskrev som centralbestyrer – mærkeligt nok ikke med sit fødenavn eller giftenavn, men med sit fornavn efterfulgt af navnet på den gård, som hun stammede fra, og som hun nok med en vis selvbevidsthed stadig identificerede sig med.

Kontrakten med Jydsk Telefon Aktieselskab beskriver detaljeret funktionerne og kravene i jobbet, da enkefrue Maren Hjertholm den 22. September 1915 underskriver kontrakten:

“Jeg, undertegnede Maren Hjertholm, paatager mig at udføre alt til V. Hjermitslev Telefon Centrals Drift hørende Arbejde med Hurtighed og Akkuratesse og efter de mig til enhver Tid af Telefonselskabet, gennem dettes Ingeniør, eller anden dertil af Selskabet beskikket Funktionær, givne Anvisninger og Instrukser. For saa vidt jeg ikke personligt udfører dette Arbejde, skal jeg dog sørge for, at det udføres ved deri kyndige Personer, hvis Antagelse dertil er anerkendt af Selskabet, og da paa mit Ansvar. I øvrigt med nedenstaaende Forpligtelser.”

Disse forpligtigelser drejer sig først og fremmest om tavshedspligt “Hemmeligholdelse af, hvad han eller hun maatte blive bekendt med under Arbejdet”. Dernæst pligt til – “hvis en af Selskabets Stationer eller en Abonnent forlanger det, skal Centralbestyreren hidkalde til Telefonsamtale en given Person, saavidt denne bor nærmere ved V. Hjermitslev Central end nogen anden. Betalingen for en saadan Tjeneste tilfalder Budbringeren, og Beløbet er fastsat af Ministeriet. Beløbet afkræves den Tilkaldte, og betales inden Telefonen benyttes. Nægter nogen Tilkaldt at betale Gebyret, er Bestyreren ikke oftere pligtig at tilkalde ham. Det er strengt forbudt, ligemeget hvem, der forlanger det, at bringe noget gennem Telefonen meddelt Bud eller Besked til Nogen. Gør Bestyreren det alligevel, er han ifalden den af Ministeriet derfor bestemte Bøde. Undtaget herfor er dog Buds Udbringelse af ren tjenstlig Natur”.

Centralbestyreren er endvidere forpligtet til – “at udbringe de til Stationen indløbne Telegrammer paa Vilkaar og mod en Betaling, der fastsættes af Ministeriet”.

Og med hensyn til centralens åbningstider: “Saavel Central som Samtalestation skal holdes aaben efter de Regler og til de Tider, der til enhver Tid er gældende for Selskabets øvrige Centraler. Uden for denne Tid skal Bestyreren holde aabent, naar en Abonnent forlanger det og vil betale 50 Øre pr. paabegyndt Time herfor. Beløbet tilfalder Bestyreren, og han er berettiget til at sikre sig Betalingen forud. Selskabet indestaar ikke for disse Betalinger”.

Endvidere fremgår det af kontrakten, at centralbestyreren ved slutningen af hvert kvartal skal aflægge regnskab for de førte samtaler.

I fast løn modtager centralbestyreren 15 kr. årligt for hver abonnent, der har direkte linje til centralen og 25 kr. årligt for hver abonnentlinie, hvorpå der er 2 eller flere abonnenter.

Af samtalestationens bruttoindtægt afgives ved kvartalsopgørelse 1/3 til selskabet, mens 2/3 tilfalder bestyreren. Hvis bestyreren selv bruger samtalestationens telefon, skal det noteres og betales som ovenfor, og 1/3 af beløbet skal sendes til selskabet.

Til sidst i kontrakten er der redegjort for opsigelsesvarsler fra begge sider. Det vil sige med ½ års varsel til 1. januar og til 1. juli Dog har Jydsk Telefon ret til uden opsigelse at hæve kontrakten til enhver tid, når centralen efter aktieselskabets skøn ikke passes tilfredsstillende.

Det bliver Maren Andreasens næstældste søn Jens Andreasen, der omkring 1920 overtager centralbestyrerjobbet efter hende.

Kan være et sort-hvidt billede af 2 personer

Marie og Jens Andreasen,
centralbestyrer 1920-1961Jens Andreasen (1890-1983) er uddannet ved landbruget og har, indtil han bliver gift som 29-årig, haft ansættelse på flere store gårde som forvalter. Godset Åkær ved Odder i Østjylland er én af dem og Albertinesminde i Østvendsyssel en anden. Det er på denne egn, han træffer sin kommende kone. Hun er kokkepige på gården Rugtved ved Vorså. Hun hedder Marie Jørgensen og er fra Albæk sogn. Begge har været et halvt år på Roskilde Højskole, inden de gifter sig i 1919. De havde tænkt sig, har de fortalt, at en mindre landejendom skulle blive rammen om deres hjem, men manglende økonomisk formåen gjorde nok, at de som nygifte flytter ind i huset hos Jens Andreasens mor på Blæshøjvej 5 i Vester Hjermitslev. Jens Andreasen har måske også kunnet se de muligheder, der var inden for butiksvæsnet i landsbyerne. I hvert tilfælde får han sig hurtigt arrangeret med et lille butikslokale i den tidligere barbersalon og med værksted i tilslutning hertil. Efter et kursus i træskomageri bliver dette håndværk sammen med salg af tobaksvarer nogle af de mere omfattende aktiviteter i hans butik. Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Jens Andreasen præcist overtager hvervet som centralbestyrer, men det har antagelig været omkring 1920. I de første år herefter må det antages, at den tidligere centralbestyrer fortsat har taget sig af abonnentbetjeningen. Hun delte indtil sin død i 1932 hus med sønnen og hans familie. Men med det øgede abonnenttal og Maren Andreasens skrantende helbred har Jens Andreasen fra midt i 20erne og indtil sidst i 30erne haft en række ansatte centraldamer. Margrethe Pedersen eller “Postens Margrethe”, som hun kaldtes, er den eneste, der huskes fra denne periode. Hun bliver senere kendt i Hjermitslev og omegn som en dygtig kogekone, og med den kompetence som vurderingsgrundlag skulle hun engang have sagt, at hun aldrig havde spist bedre, end da hun, som centraldame spiste sine daglige måltider i Marie Andreasens køkken.

I en tiårs periode herefter er det helt eller delvis Jens Andreasens egne døtre, der passer centralbordet. Af disse er det især Grete f. 1922, Gerda f. 1924, Gutte f. 1926 og Inga f. 1928, der huskes fra jobbet. Jens Andreasens ældste datter, Ester f. 1920, kom hurtigt efter endt skolegang i lære hos manufakturhandler Peter Rasmussen i Vester Hjermitslev og har af den grund ikke arbejdet derhjemme som centraldame. Fra sidst i 40erne er de fem ældste af Jens Andreasens seks piger enten blevet gift eller på anden måde flyttet hjemmefra. Fra dette tidspunkt og indtil 1961, hvor han ophører som centralbestyrer, er der i jobbet ansat en række af dygtige centraldamer, og fra denne periode huskes de fleste. Den første var Aase fra Bindslev, herefter Karen Larsen, datter af Christian Larsen (Christen Lassen), V. Hjermitslev, – Edith fra Pandrup, – Line Larsen, endnu en datter af Christian Larsen, V. Hjermitslev, – Hedvig Kristensen Dahl fra Sønder Saltum, – Inger Aakjær fra Nørre Saltum og den sidste Vivi Nielsen fra Thise.

Den 71-årige Jens Andreasen valgte i 1961 at gå på pension. Han opsagde derfor sin kontrakt med Jydsk Telefon Aktieselskab, og natten imellem den 2. og 3. oktober 1961 flyttes centralborde og samtlige tekniske installationer fra Blæshøjvej til Enkestræde. Centralen blev installeret i et hus her med den nutidige adresse Thomas P. Hejlesvej 4.

Det bliver Meta Pedersen, der i en årrække har været afløser på centralen hos Jens Andreasen, der bliver hans afløser.

Meta Pedersen centralbestyrer 1961-1970
Den 2. februar 1961, et halvt års tid før ovennævnte flytning af centralen, overtager Meta Pedersen f. 1934, posten som centralbestyrer. Hun har lært arbejdet ved centralbordet på Smidstrup central og ved senere ansættelser på telefoncentralerne i Vrensted og Stenum. I perioden 1954 – 1961 er hun fast afløser hos Jens Andreasen på Vester Hjermitslev Central.

Meta Pedersen er, på det tidspunkt hun overtager jobbet som centralbestyrer, alenemor med to små drenge, Christian og Eddy, og hun bor i et hus østligt i byen. Det viser sig nu ved ansættelsen, at der er regler, der fastslår, at telefoncentral og samtalestation skal være beliggende midt i det område, der betjenes. Det betyder, at Meta Pedersen er nødsaget til at se sig om efter et mere centralt beliggende hus. Det bliver “Sy Theas” hus i Enkestræde, nu Thomas P. Hejlesvej 4, som hun køber til formålet.

Ved Meta Pedersens overtagelse af centralen i 1961 er der omkring 145 abonnenter. Med så stort et abonnenttal er hun ikke i tvivl om, at hun til pasning af centralen skal have ansat en heltids centraldame. I de ni år Meta Pedersen er centralbestyrer, har hun tre damer ansat i jobbet. De er alle er fra lokalområdet, og den første er Anna Marie Christensen, datter af Anders Christensen, V.Hjermitslev, herefter Anette Stagsted fra Tranum og til sidst Birthe Buje, datter af Aage Buje, Alstrup og Grete Larsen, gift med gårdejer Niels Larsen, V.Hjermitslev, der deltes om jobbet.

I den periode Meta Pedersen er centralbestyrer, stiger abonnenttallet fra 145 til 184. Arbejdet som centraldame ændrer sig med det øgede abonnenttal. I årtiet forinden var der, som vi har hørt, god tid til at sy og læse i dagens stille tider ved centralbordet. I 60erne er det et travlt job dagen igennem. Meta Pedersen fortæller, at travlheden ikke sjældent fortsatte efter lukketid klokken tyve. Værst var det lørdag nat, efter at Vester Hjermitslev hotel havde fået spiritusbevilling, og de store lørdagsballer var højeste mode. I disse nætter blev der ringet efter taxaer natten igennem.

I 1970 automatiseres telefonnettet, og de små telefoncentraler på landet lukkes. Den 8. oktober klokken 13 er det slut med Vester Hjermitslev Central. Meta Pedersen har trukket alle propper ud, og den sidste samtale over den gamle central er afsluttet. Abonnenterne har fået installeret automattelefoner, og samtalerne fra Vester Hjermitslev skal, indtil fuldautomatisering indtræder, betjenes fra den halvautomatiserede central i Manna.

Hermed er den første fase i telefonens historie i Danmark afsluttet. Telefonnettet bliver i de følgende år fuldautomatiseret, og en ny og utrolig omfattende udvikling inden for telefonvæsnet tager her sin begyndelse.

“MOR, MOR, VI DRUWNER!”

Af pastor emeritus Poul Sørensen

Erindringer:

– Sagt af en skrækslagen skoleelev på sin første skoleudflugt til Hobro og Mariager i 1953. Skoleeleven, det var mig.

Jeg begyndte min skolegang i Sønder Harritslev skole den 1. april i 1953, da jeg var fyldt 7 år.

Jeg begyndte i “bette klasse”, som var for børn mellem 7 og 10 år.

I årene fra 10 til 14 år gik børnene i “stuer klasse”.

Børnene blev undervist af den samme lærer, som dengang hed A.P. Olesen.

I mit første skoleår gik skoleudflugten til Hobro og Mariager.

Skoleudflugten var fælles for “bette klasse” og “stuer klasse”.

Min mor Karen var med på min første skoleudflugt, som også var den første gang, jeg krydsede Limfjorden til for mig fremmede og ukendte egne.

Under togrejsen i “bumletog” fra Hjørring til Hobro hængte vi bogstavelig talt ud af vinduerne og råbte “hurra!”, hver gang vi kom forbi en mark med køer på græs.

Humøret var højt under denne udflugt, men jeg blev dog skrækslagen under sejlturen i den åbne udflugtsbåd, som sejlede os fra Hobro til Mariager, da de store drenge stillede sig i begge sider af båden og vippede båden fra side til side.

Jeg var stor nok til at vide, at det var en farlig manøvre.

Skrækslagen gav jeg mig til at råbe: “Mor, mor, vi druwner!”

De store drenge kunne ikke undgå at høre mit råb, men det bevirkede blot, at de lagde endnu flere kræfter i at få båden til at vippe fra side til side.

Mor tog det hele overraskende roligt. Hendes ro forplantede sig til mig, så hendes ro tog toppen af min skræk for at drukne.

Når jeg fortæller det nu, er det i sig selv bevis for, at så galt gik det alligevel ikke på sejlturen fra Hobro til Mariager på min første skoleudflugt.

Skrækken for at drukne blev dybt plantet i mit sind dengang.

Skrækken burde få mig til at lære at svømme. Jeg har prøvet at lære at svømme som voksen, men jeg kom ikke længere end til at flyde.

Svømmelæreren beroligede mig med at sige, at man helst skal lære at svømme, inden man er fyldt 10 år!

Min mor Karen, som levede hele sit liv i Vendsyssel og derfor kun talte vendelbomål, kunne godt lide talemåden “Hår do wot i Hobro?”

Det kunne hun selv rose sig af at have været til gavns, endda mere end én gang.

Én gang skal være den første.

Jeg glemmer aldrig min første gang – på en skoleudflugt i mit første skoleår i Sønder Harritslev skole i 1953.

Foto: Skolebillede fra Sønder Harritslev skole, cirka 1957. Jeg og min storebror Helge har begge en hjortetrøje på.

Morsomme epigrammer både på engelsk og dansk – af komponist Jørgen Sørensen født og opvokset i Brønderslev

Morsomme epigrammer både på engelsk og dansk

Af seminarielærer og komponist Jørgen Sørensen

født og opvokset i Brønderslev

Skrevet og komponeret af seminarielektor, komponist Jørgen Sørensen, der har undervist i musik på Nørre Nissum Seminarium.

Han har i 23 år boet i Nissum Seminarieby, men er født og opvokset i Brønderslev, hvor forældrene havde Slagterforretningen ”Eksporten” i Dannebrogsgade.

Han har bl.a. skrevet den efterhånden meget kendte sang

”Hvor mågerne skriger…”
En sang til Vendsyssels pris. Desuden har han skrevet Brønderslev sangen.

Begge sange synges meget her i Landsdelen – Vendsyssel

Her et billede af Lærerstaben på Nørre Nissum Seminarium

fra 1968

Forreste række fra venstre: 1. Adjunkt. Jørgen Sørensen.

Sådan set — sådan sagt

Af lektor Jørgen Sørensen

»Ny kristen sang«

Nu fikser musikfolket lovsangen op.

50 % Jesus. 50 % Pop.

Det er grusomt, men hvad der er værre:

De tror sgu, det glæder Vorherre!

Falsk alarm?

Hvad er det for noget

med ræve bag øret,

med rotter på loftet,

med ugler i mosen

og folk, der ikke

har rent mel i posen?

Mon ikke det skyldes

en and i avisen?

Så er der jo slet ingen

ko på isen!

Fra Kalitten – Kalutten

nye børnerim

Af Jørgen Sørensen, Folkeskolens Musikerforening, 1991

Musik og tekst: Jørgen Sørensen

Tag med op til månen!

Tag med op til månen,

hop ind i raketten!

Jeg håber, at alle har husket billetten,

for nu er piloten parat til start,

om lidt går det løs med forrygende fart. Hold fast, hold fast! Vi letter, vi letter! Rabilder, rabalder, rabulder, raketter.

Det kildrer, det kildrer i maven!

Musik og tekst: Jørgen Sørensen

Hr. Akrobat

Hr. Akrobat, som har rekorden

i at svinse og at svanse,

fik til pinse en chimpanse,

der kan danse.

Og de har aldrig tid til andet,

hverken Bingo eller Banko.

De vil hel’re danse Tango og Fandango.

O tempora, O mores!

I dag si’r vi »du« i stedet for »man«.

Det syn’s jeg i grunden

slet ikke,

du kan.

Bag skærmen

En sælsom tanke

Hvis Aakjær havde levet nu,

var visen om Jens Vejmand

måske i stedet blevet til

en sang om Jørgen Schleimann

Falsk alarm?

Hvad er det for noget

med ræve bag øret,

med rotter på loftet,

med ugler i mosen og folk,

der ikke har rent mel i posen?

Mon ikke det skyldes

en and i avisen?

Så er der jo slet ingen

ko på isen !

Afskedsportræt med Lektor og komponist Jørgen Sørensen- var ansat på Nr. Nissum Seminarium

Lektor og komponist

Jørgen Sørensen

var ansat på Nr. Nissum Seminarium

Afskedsportræt fra 1989

Jørgen Sørensen har bl.a. skrevet Brønderslev sangen og Vendsyssel sangen som synges meget i vores landsdel – Vendsyssel

Jørgen Sørensen f. 1929 d. 1995

I løbet af ganske få år har vi oplevet et dramatisk generationsskifte på Nr. Nissum Seminarium. Mange rige personligheder har forladt institutionen, og det føles afgjort som et tab. En af dem er seminarielektor Jørgen Sørensen, som i mangfoldige år har varetaget musikundervisning her på stedet. Jørgen Sørensen er født i Brønderslev i 1929, men har altid pointeret, at han nødig vil prale af, at han er vendelbo! – Vendelbo er jo undertiden noget særligt, og dette har han i årenes løb til overmål demonstreret. Men først nogle konkrete data: Han blev nysproglig student fra Hjørring Gymnasium i 1948. Allerede her viste han sider af sit talent, idet den gribende titel: »Hvis du ser en krokodille i dit badekar«. Det skulle senere vise sig, at der var meget andet end krokodiller i det badekar. Der var f.eks. en overordentlig seriøs og stringent musikpædagog, der skrev lærebøger om musikteori. Disse lærebøger var, med deres kompetence og systematiske progression, særdeles efterspurgte og blev flittigt brugt over det ganske land. Men det var ikke teori altsammen: Jørgen Sørensen kunne synge selv, og i årene 1963-64 kunne man i Danmarks Radio nyde hans smukke baryton stemme, når han ved solistudsendelser præsenterede danske sange og romancer. Mest kendt er Jørgen Sørensen givetvis for sine børnesange. Det er egentlig lidt uretfær- digt. Han har nemlig komponeret adskillige »voksensange«, som alle har stor kunstnerisk værdi. Han er et naturtalent som melodi-skaber. Det er aldrig akkordrækken der bestemmer melodi linien, men omvendt. I dette lineære princip er det derfor akkorderne, der han fremtrådte som en glimrende violinist. I 1950 tog han lærereksamen fra det gamle Blaagaard Seminarium, hvorefter han en årrække var lærer i Brønderslev og Frederikshavn. I 1959 gik det til København, hvor han ved musikkonservatoriet uddannede sig til musikpædagog samtidig med, at han underviste på Østrigsgades Skole. I 1963 blev han ansat ved Nr. Nissum Seminarium som

musiklærer. Da undertegnede i 1971 kom til det vestjyske var alt, hvad jeg vidste, at en vis Jørgen Sørensen havde komponeret en børnesang med smykker og fremhæver det melodiske forløb, der fremstår som særdeles sangbart. Det er næppe nogen overdrivelse, at digteren Ludvig Holstein står hans hjerte nærmest, hvorfor han da også har leveret en række Holstein-sange, hvoraf nogle allerede har fundet vej til skolesangbøgerne og desuden findes indspillet på grammofonplade. Et hefte med »seks norske sange« er lidet kendt, hvilket imidlertid ikke gør dem mindre værdifulde. Som pædagog har Jørgen Sørensen gennem årene været kendt både for sine markante holdninger og sin ironisk humoristiske attitude. Er man en interesseret elev, er det garanteret, at man lærer noget, – også, at man morer sig. Jørgen Sørensen er ikke kun interesseret i noder. Han kan også lide ord, ikke mindst ordspil og overraskende

formuleringer. Ud over at han selv har skrevet tekster til mange af sine melodier, er han en passioneret dyrker af epigrammet. Fra det rige udvalg blot et enkelt eksempel, som klart markerer stilen:

Ingen betvivler,

at Beethoven

havde et helt

usædvanligt talent.

Men alting er sandelig

også langt lettere,

når man bli’r født med et navn,

der er kendt!

Det vil på dette sted være uoverkommeligt at komme ind i alle kroge af hans komponistvirksomhed. Meget tyder på, at vi stadig har mange værker til gode fra hans hånd. Som pensionist er han ikke gået i stå. Tværtimod: han er så produktiv som aldrig før. Sidst har det udmøntet sig i tolv smukke salmer for blandet kor til tekster af biskop Johannes Johansen. – Og børnesangene har han heller ikke glemt. Der kommer flere. Vent bare! Hermed en tak for godt samarbejde og mange inspirerende stunder gennem årene.

Sten Abrahams, lærer

Nørre Nissum Seminarium

Børnehaven i Ane Maries Hus i 1992

På opfordring er Lisbeth Hedegaard Christensen kommet med denne historie om Børneinstitutionen i Ane Maries Hus – her kommer hendes tekst til billeder/avisudklip:

Synes måske, at der i Vrensteds historie mangler noget fra tiden med børneinstitution i Ane Maries Hus, så jeg forsøger hermed at få lidt med (og der er mere, hvor det kommer fra ) Vi havde mange gode år deroppe .

Ane Maries Hus åbnede som daginstitution, integreret børnehave og SFO,

d. 1. August 1992

På et tidspunkt – nogle år senere, var vi oppe på 105 børn i huset, børnehavebørn og skolebørn SFO, -det var mange, og der var tryk på, men det var stadig en god tid

Vi havde et rigtig godt samarbejde og fællesskab i Vrensted omkring ombygningen af Ane Marie Hus, folk kom fra alle hjørner for at give en hånd med, – nogle med værktøj, nogle med maler-grej m.m. , andre kom med et par kander kaffe og nogen med nybagte boller eller kage . Det var fantastisk at opleve den glæde og gejst, der var omkring projektet, og jeg tror, at det gav en stor ansvarsfølelse overfor huset og stedet, en følelse af at her var noget, vi var sammen om, skulle passe godt på og værne om

deroppe .

Pikkerbakken ved Frederikshavn

På Pikkerbakken får man en fantastisk udsigt over Frederikshavn og kig til Skagen

Kilde og foto: Michael Madsen, Lige her og nu

Pikkerbakken er en bakke der ligger syd for og nær Frederikshavn. Den er en del af en ca. 3 km lang kystskrænt ved Jyllands østkyst, der er dannet af Yoldia- og Litorinahavet i istiden. Pikkerbakken rejser sig 71 meter over havet og flader ud umiddelbart syd for Haldbjerg.

På toppen af Pikkerbakken er bygget den flotte udsigtsplatform, der er formet som Toppen af Danmark.

Den rækker ud fra bakkerne og giver en fantastisk udsigt over byen.

I klart vejr kan man se til Skagen og Læsø, men udsigtspunktet er et besøg værd i al slags vejr og på alle tider af døgnet.

På Pikkerbakken som ligger 71 meter over havet, blev derfor allerede i 1809 under Englandskrigen indrettet en udkigspost på toppen.

Man kan køre i bil til Pikkerbakken, eller trave ad Dronningestien fra Restaurant Møllehuset. Foto: Michael Madsen

Udsigtspunktet ligger i umiddelbar nærhed af Bangsbo fort, der under Anden Verdenskrig blev indtaget af tyskerne, som forvandlede bakkerne til en fæstning med hele 70 beton bunkeranlæg, samt et flakbatteri til beskydning af luftmål.

I forbindelse med fejringen af byens 200års købstadsjubilæum i 2018, skænkede firmaet Trigon, Roblon Fonden og Orskov Skibsværft den flotte udsigtsplatform til byen og den blev indviet af Kronprins Frederik, der signerede kongestenen på bakken, som også er signeret af kongerne Frederik 8. og Frederik 9.

Efter etableringen af den nye udsigtsplatform, har udsigtspunktet fået nyt liv, og Pikkerbakken er blevet et utroligt populært udflugtsmål.

Når man er i området, er Bangsbo Dyrehave med Naturlege-pladsen også et besøg værd. Foto: Michael Madsen

Det er muligt at køre til Pikkerbakken med indkørsel fra Understedvej, men man kan også parkere i bunden ved Restaurant Møllehuset og gå turen til toppen ad Dronningestien, eller følge den ca. 4 km. lange blå vandresti gennem Bangsbo Dyrehave, som også fører til udsigtspunktet.

Når man er i Bangsbo området, bør man også besøge Bangsbo Botaniske Have, Bangsbo Dyrehave med Naturlegepladsen eller Bangsbo Fort, hvor man kan komme på tur i bunkeranlægget.

Udsigtspunktet er udformet som toppen af Danmark.

Kilde og Foto: Michael Madsen, juli 2021

Søren Bak – En Vittrup drengs barndom-arbejdsliv og fritid

En flot Levnedsbeskrivelse

LEVNEDSBESKRIVELSE

En Vittrup drengs barndom-arbejdsliv og fritid

Mit navn er Søren Bak. Jeg er født den 24/11 1945 og er døbt Søren Bak Sørensen. Født på et lille husmandsbrug (Granly) i Vittrup på ca. 17 tdr. land. Udover mig var der min mor og far og storesøster. Foruden min søster havde jeg 3 voksne halvbrødre, idet min far havde været gift før, hvor moderen døde efter fødsel af den sidste. Min mor, der var alene med en dreng, efter at hun var blevet svigtet af sin kæreste, kom op til min far som husbestyrerinde. De blev så senere gift og fik min storesøster og mig. På ”gården” havde vi

køer, grise, høns og 2 heste. Min far var meget involveret i Husmandsforeningen, hvorfor vi blev opdraget til at sige, at vi kom fra et husmandsbrug og ikke en gård. Vi leverede mælk til Vittrup Andelsmejeri og vi havde søer med små grise, der solgtes til slagteriet i Hjørring. Hestene blev brugt i marken til pløjning og andet markarbejde. Jeg hjalp til i marken med udtynding af roer, optagning af roer samt topning af roer samt med høsten af korn, ensilering m.m.

Om sommeren avlede min mor og far tidlige kartofler, jordbær og gulerødder, som far cyklede til Løkken og solgte i forretningerne. Det var meget populært og en en god forretning for familien. I højsæsonen havde vi mange af byens kvinder ansat i marken til jordbærplukning. Min mor og far gik rigtig meget op i haven, hvilket bevirkede at folk kom lang vejs fra for at se vores have, der også blev tildelt flere præmier.

Jeg startede min skolegang i Vittrup Skole ved lærer Christensen og frue. Senere kom jeg på Løkken Private Realskole, hvor jeg tog min realeksamen i 1962. Realskolens leder var Michael Sindbæk. Mens jeg var elev, blev jeg blandt andet undervist af Knud Holst i Engelsk og tegning. Jeg kunne rigtig godt lide Knud Holst. Jeg blev også i en periode undervist af en vikar ved navn Kirsten Højbye (politimesterens datter fra Hjørring). Hun blev senere gift med Knud Holst. Jeg husker en episode fra en af hendes timer, hvor der var en elev, der havde været for urolig og skulle have en lussing. Her var det nødvendigt med en skammel til hende for at hun kunne nå op og give lussingen. Vi var ikke altid lige søde og jeg husker, vi kunne finde på at spise et stykke kridt, hvorved vores stemmer blev lidt pibede, eller vi kunne lugte til nysepulver, hvorved alle drengene pludselig nøs på en gang.

Jeg gik på den tid meget op i idræt og var rimelig god til 100 meter løb og længdespring og deltog i de årlige idrætsstævner og vandt en del medaljer. Vi konkurrerede med blandt andet Pandrup og Aabybro Realskoler.

I de sidste 2 skoleår havde jeg job som bydreng i Løkken hos købmand Aksel Damgård. Det var jeg meget glad for. Jeg spillede også en del fodbold i Vittrup, hvor jeg også kom i bestyrelsen. Jeg var senere med til at etablere GVL ved en sammenlægning af Løkken, Vittrup og Gølstrup idrætsforeninger, og spillede herefter nogle år i GVL.

Jeg havde en faster og onkel samt 3 fætre i Vrensted (murermester Charles Andersen og hustru samt Kaj, Finn og Keld Martin). Derfor kom jeg meget til Vrensted specielt for at besøge Finn og han boede i en periode hos os, mens hans mor var indlagt på Hjørring Sygehus. Vi fulgtes så selvfølgelig ad til Løkken Realskole hver dag, indtil moren kom hjem igen. Noget før min konfirmation blev min far desværre alvorligt syg og fik tilkendt invalidepension, hvilket bevirkede, at ejendommen skulle sælges, Vi fik udstykket en grund fra vores jord og byggede et nyt hus i udkanten af Vittrup By.

Jeg blev gift med Tove i 1968. Hun kom fra en gård i Vennebjerg og jeg mødte hende i Bakholm Forsamlingshus, hvor vi så blev kærester. Ved giftemålet smed jeg Sørensen væk.

Vi boede flere forskellige steder og boede ved vores giftemål i en lejlighed på Sæbyvej i Hjørring, senere købte vi et hus på Skydebanevej og her blev vores ældste datter født i 1972. Hun kom med storken, idet den dagen før spankulerede rundt på jorden ved siden af vores hus. Herefter boede vi ca 3 år i lejlighed oven på Vendelbobanken i Bindslev, hvor vores yngste datter blev født i 1976.

Begge vores døtre er i dag lærere på Gøl og i Aalborg og er begge gift. Den ældste bor i Vraa og den yngste bor i Højene. Den ældste datter har en søn, som så er blevet far til en datter (oldebarn) Den yngste har fået 3 drenge (Den ældste studerer på universitet i Melbourne). Efter Bindslev flyttede vi til Højene (Skagensvej) og senere til Skovstjernevej i Højene. I 1995 flyttede vi til Lønstrup og har boet der siden.

Det var mit ønske efter endt skolegang at komme ud at sejle, men min far og mor ønskede jeg skulle have en læreplads i en bank eller ved kommunen, da man så var sikker på arbejde resten af livet.

Jeg søgte derfor elevpladser i alle banker i Hjørring og omegn, og var så heldig at blive valgt til en elevplads i Løkken Bank, der var en filial af Hjørring Discontobank. Senere Vendelbobanken og senere igen Jyske Bank, Løkken Bank lå der hvor Restaurant Søborg ligger i dag. Jeg startede der den 15/7 1962 lige midt i den mest travle tid i turistsæsonen. Det var på den tid, vi havde middagslukning og åben om lørdagen. Noget af det første man som elev kom til at lave, var at få udleveret 1 sæk med enører, der skulle tuttes (det var ikke det nemmeste at lave, det kunne nemt ende med, at alle mønterne endte på gulvet)

Jeg blev udlært sommeren 1965, og blev derefter valgt til soldatertjeneste. Jeg startede den 2. januar 1966 hos Dronningens Livregiment i Nr. Uttrup og skulle efter planen være soldat i 16. måneder. Tjenesten blev dog i løbet af sommeren nedsat til 14 måneder. Det bedste ved soldatertiden syntes jeg dog var, at vi fik ½ løn af banken i vores tjenestetid, hvoraf dog ¼ blev indsat til vi havde været ansat 1 år efter soldatertiden. Jeg var ikke den sødeste soldat, idet jeg havde flere 3 x 3-ere, hvilket var det samme som 3 gange vagt og 1 dages fri og så videre, Den sidste jeg havde af den slags, var for at få en af mine yngre soldaterkammerater til at ligge i min seng, når vagten havde stuesyn, hvor jeg så var på tur i Aalborg. Det blev opdaget og vi fik hver en 3 x3 er, men jeg nåede ikke at afsone min, da det var lige før min hjemsendelse.

Efter soldatertiden var jeg i forskellige afdelinger af Vendelbobanken, (Sindal, Taars, Østergade i Hjørring og Vraa. Jeg var i 3 år filialbestyrer i Bindslev og efterfølgende souschef 1 år i Vraa. Herefter blev jeg leder af en intern afdeling i Sindal i nogle år. Jeg nåede at fejre 25års jubilæum i 1987. Jeg var i en stor del af min banktid valgt som tillidsrepræsentant og var blandt andet med i de store forhandlinger vi havde med ledelsen i forbindelse med massefyringerne inden fusionen med Jyske Bank. Jeg var ligeledes i mange år valgt til bestyrelsen for vores fagforening Nordjysk Kreds.

Primo 1990 blev jeg ansat hos Advokaterne i Bryggergade, hvor jeg skulle være leder af en nyoprettet incassoafdeling for BRF kredit. De havde fået incassoen for det meste af Nordjylland med undtagelse af Aalborg Retskreds. Området gik således fra Skagen i Nord over Sæby til Brønderslev til Fjerritslev. Arbejdet foregik både på kontoret og ude i retskredsene og besigtigelse af huse, der var truet af tvangsauktioner, Dette arbejde varede i ca 4 år, da der så kun var meget lidt incasso tilbage.

Herefter var jeg i kort tid ansat i Jelstrup Lyngby Sparekasse, nu Sparekassen Danmark. På dette tidspunkt søgte Realkredit Danmark 50 årige medarbejdere og jeg var så heldig at blive ansat sammen med 2 øvrige medarbejdere. Jeg skulle igen stå for incassoafdelingen. Her var jeg ansat i 3 år indtil afdelingen skulle flyttes til Midtjylland og dette flyt var jeg ikke interesseret i og blev derfor afskediget. Efter 1/2 åe som ledig fik jeg job som bogholder på Nordsøhøjskolen i Hirtshals indtil dennes konkurs nogle få år senere. Konkursen skyldtes mangel på elever og derfor manglende statstilskud.

Efter ca ½ år som ledig fik jeg ansættelse under Hjørring Kommune i hjemmeplejen på kontor, først i Bispecentret og Fynsgade, senere i Sindal under Distrikt Øst. Juli 2008 gik jeg på efterløn og senere i 2010 på pension.

Herefter var jeg i nogle år seniorguide på Nordsøen Ocenarium. Jeg har i ca 10 år været ledsager for en handicappet, der havde fået sclerose i en tidlig alder og sidder i kørestol. Ham kører jeg til ridning, svømning, fysioterapi og andre ærinder. Jeg kører ham i hans handicapbus indrettet med lift, og han er for øvrigt tidligere bankmand, så vi kan få en hyggelig snak sammen. Dette job er jeg meget glad for.

Jeg har i løbet af årene været medlem af forskellige grupper, blandt andet var vi 4 par, der løb en gang om ugen i Tornby Klitplantage, og vi deltog sammen i Grundlovsløbet og nogle gange og Marselisborgløbet. Samtidig mødtes vi også en gang om året til socialt samvær i forbindelse med deltagelse i ø ture sammen. Ø turene foregår stadig, men ikke løb, kun gåture.

Vi er også medlem af en kortklub, hvor herrerne spiller whist og damerne hygger sig. Denne klub har eksisteret i rigtig mange år. Vi er alle 4 gamle bestyrelsesmedlemmer i Hjørring Fodbolddommerklub. Vi lægger penge i en kasse, hver gang vi spiller, og pengene bruges til ture og ophold. Vi har blandt andet været i Prag, Budapest og Krakow.

I 1970 tog jeg fodbolddommereksamen og har lige siden været aktiv dommer, og er det stadig. Jeg nåede at dømme i Jyllandsserien i nogle år, men i dag dømmer jeg alene 7 og 8 mands fodbold, men

er stadig glad for det. Jeg blev tidligt valgt ind som kasserer i klubben, da de mente, at det lige var et job for en bankmand. Af samme årsag blev jeg også meget ung valgt til kasserer i Vittrup Idrætsforening. Jeg har senere haft flere forskellige tillidsposter i dommerklubben bland andet kampfordeler og sekretær. Jeg blev i 2001 udnævnt til æresmedlem af klubben i Hjørring. Det startede med Hjørring Fodbolddommerklub. Vi blev for flere år siden slået sammen med Frederikshavn Fodbolddommerklub og hedder i dag Vendsyssel Fodbolddommerklub

Jeg har ligeledes også i mange år haft noget med Dana Cup at gøre. Næsten fra dens start var jeg medhjælp for den daværende kampfordeler og senere blev jeg chef for dommerpåsætningen og var det indtil for få år siden. Det var et meget stort men spændende arbejde, der startede med manuel påsætning og senere EDB. Der var på det højeste tale om chef for ca. 300 dommere, der kom fra det meste af verden, rigtig mange fra Tyskland, England, Norge, Finland og Holland, men også dommere fra fjernere lande. Det har givet mig en masse gode venner, som jeg stadig har kontakt med. For en del år siden var jeg sammen med en af mine hjælpere nede og besøge gode venner i Køln og Düsseldorf, som vi var blevet inviteret af. Jeg har deltaget i rigtig mange ture sammen med kollegaer fra Dana Cup til blandt andet VM i Frankrig, Florida og mange gange til London.

Det var vist nogenlunde, det jeg har at fortælle.

Lønstrup, den 4. februar 2024

Søren Bak