Kategori: Historier fra Vendsyssel

En af de største i dansk ledelse – ——– – professor Erik Johnsen

Juni 2013

Erik Johnsen var købmands søn fra Brønderslev.

Faderen drev en købmandsforretning lige vest for Hotel Phønix på samme side af gaden. (ca. hvor Jyske Bank ligger idag)

Erik Johnsen får nedenfor en flot omtale om sit virke som underviser og professorved CBS i København.

Erik Johnsen lavede også et fint skrift med omtale af kunstmaleren Emil Jensen, Brønderslev – en maler som han havde stor sympati for.

Herom er der også en historie.

 

11. maj 2013

Mindeord

En af de største i dansk ledelse

Mindeord af professor Steen Hildebrandt:

En af de største i dansk ledelse er gået bort.

Professor Erik Johnsen fra CBS er ikke mere. Det er et kæmpetab for dansk ledelse.

Da jeg var ung amanuensis på Handelshøjskolen i Århus i 1970’erne, var Erik Johnsen nyudnævnt professor på og stifter af Metodeforskningsgruppen ved Handelshøjskolen i København. Han blev i 1969 udnævnt til professor i erhvervsøkonomi med særligt henblik på operationsanalyse og virksomhedsledelse. Vi arbejdede inden for det samme felt og fik kontakt med hinanden. Denne kontakt udviklede sig til et varigt venskab.

Erik Johnsen blev i en ung alder kaldt ”den gamle doktor”, og han blev min vejleder og protegé i disse år. Erik Johnsen var generøs, han var en hjælper, en betydelig inspiration og vejleder, ikke bare for mig, men for mange unge skandinaviske ledelses- og metodeforskere. Han var en provokatør, og i disse år var han i virkeligheden en slags oprørsleder inden for skandinavisk ledelsesforskning; og det gik ikke stille af; han var en leder og et ikon. Jeg erindrer med dyb taknemmelighed mange møder – en sommerfrokost i de små haver i Pile Allé, et møde på Eriks store kontor på CBS, et møde på en restaurant i Tivoli, på et konferencested i Athen, Stockholm eller Boston – altid gæstfri, imødekommende, i bevægelse og dybt engageret; Erik var altid den skarpe, kærlige, ironiske, nærværende, morsomme, modige, varme, flabede og provokerende vejleder, kollega, ven, støtte, udfordrer, samarbejdspartner. Erik Johnsen var enormt, ja legendarisk flittig hele sit liv. Og det var typisk for ham, at han, den samme dag, hvor han for mange år siden gik på pension, etablerede et nyt forskningscenter, CAMS, på CBS.

Erik Johnsens forfatterskab er meget omfattende; han var i mange år redaktør af Erhvervsøkonomisk Tidsskrift; han har skrevet og redigeret et meget stort antal og meget udbredte og læste bøger. Erik og jeg redigerede i nogle år et antal ledelsesbøger for Børsens Forlag, og vi havde i disse år et tæt redaktionelt og fagligt samarbejde. Det blev også til fælles artikler og kronikker.

Erik Johnsens betydning for dansk og skandinavisk ledelsesforskning og -praksis kan ikke overvurderes. Den er enorm, den er skelsættende, og den vil stå i mange år. Markant er hans doktordisputats Studies in Multiobjective Decision Models fra 1968 Han underviste ikke bare generationer af studerende på CBS; han underviste generationer af ledere i dansk og skandinavisk erhvervsliv. Tusinder af ledere erindrer Erik Johnsens pædagogik, eksempler, modeller, uovertrufne energi, men også hans enorme frækhed, gennemslagskraft, praktiske indsigt og originale indfald. Hertil kommer hans enestående indsigt i vin – ikke bare en teoretisk indsigt, men en praktisk indsigt af dimensioner.

Steen Hildebrandt
Professor, Ph.D.
Aarhus Universitet

.
.
.

50 år med forskning i ledelse

Professor emiritus Erik Johnsen var i 1950’erne med til at lægge grunden for dansk ledelsesforskning. Han fejrer 50-års dagen med en jubilæumsforelæsning i dag.

Del artiklen
Af ANN NISSEN

Den 1. juni 2006 er det 50 år siden, professor Erik Johnsen blev ansat ved Handelshøjskolen i København som videnskabelig assistent. Dette usædvanlige jubilæum bliver i dag fejret med festforelæsning og en ny bog om ledelse fra manden, der omtales som Danmarks internationale ledelsesguru.

Den nu 77-årige Erik Johnsen har skabt grundlaget for dansk ledelsesforskning og er kendt verden over for sit engagement og for sin tilgang til hele ledelsesproblematikken.

Under sit studieophold ved Princeton University i USA i midten af 1950’erne blev han optaget af den amerikanske ledelsesmæssige beslutningsproces.

Da han kom retur til Danmark, var han fyldt med inspiration og ideer til nye veje i ledelsesforskningen, hvilket de studerende ved Handelshøjskolen i København siden hans ansættelse i 1956 har nydt godt af.

Når Erik Johnsen taler om ledelse, er det ikke personer, men processer, han beskriver. Og de kan forekomme på ethvert niveau, hvor mennesker mødes og taler sammen. Ledelseslære er i hans optik ikke et middel til, at en magtfuld person når sine mål gennem andre. Det er en måde, hvorpå man opstiller og når mål sammen med andre.

Erik Johnsen har gjort en stor indsats inden for ledelsesforskningen med henblik på at få udviklet vor viden om ledelse i teori og praksis. Han har udgivet talrige publikationer. Han har deltaget i den offentlige debat, og han har formidlet sin viden over store del af verden.

Der tales ved læreranstalter i mange lande ligefrem om Johnsens Ledelseslære som et indforstået begreb.

Som debattør er han kendt for at fremkomme med sine meninger. Ofte er hans skarpe replikker blevet ledsaget af den vendelboske lune. Han er hurtig og direkte, men råber ikke højt.

Realiserede centerplan

50 års jubilaren har videregivet sin viden så forskellige steder som ved Forsvarsakademiet, Den kommunale Højskole, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, universiteterne i Lund, Umeå og Växjö og handelshøjskolerne i ¿..bo og Trondheim. Han har undervist på ledelseskurser og gennemførte i en årrække kurser i Spanien sammen med professor Richard Normann. Her øste han ikke kun af sin faglige viden, men gav gerne et indblik i sin kulturelle viden, spændende fra malerkunst til ædle rødvine.

Den højt estimerede professor fik tilbudt kontor og faciliteter til at realisere en plan om etablering af et center for forskning i praktisk ledelse, Centre for Applied Management Studies – CAMS. Centret har tilknyttet ca. 75 seniorforskere, som er tidligere topledere fra private og offentlige virksomheder. Formålet med centret er at videregive ledelseserfaringer til kommende generationer. Den ledelsesmæssige erfaringsrigdom, som centret repræsenterer, har foreløbig resulteret i otte bøger fra CBS’ forlag og flere er på vej.

Jubilæumsforelæsning

Sin alder til trods er Erik Johnsen kendt for fortsat at besidde stor energi og nysgerrighed.

I dag holder han jubilæumsforelæsning med titlen “Fra Erhvervsøkonomi til Ledelse. 50 år i CBS Business” og udgiver samtidig bogen “Ledelseslicens”. Forelæsningen finder sted kl. 16.00 på CBS, Copenhagen Business School, Dalgas Have 15, Frederiksberg.

Tage Elkjær – Nordjyllands Idrætshøjskoles første forstander

 

Eva Terp-Hansen – forstander, Nordjyllands Idrætshøjskole/NIH

I en tid, hvor mange betydningsfulde danskere takker af, har Tage Elkjær også draget sit sidste suk.—.

TAK Tage Elkjær fordi du virkeliggjorde drømmen om en idrætshøjskole i Nordjylland. — Nordjyllands Idrætshøjskole/NIH i Brønderslev.

Vi gør os umage for at drive skolen videre i din ånd –

Nordjyllands Idrætshøjskole/NIH.

Læs mindeord af Michael Andersen, NIH’s 2. forstander herunder.

Tage Elkjær – Nordjyllands Idrætshøjskoles første forstander er gået bort.

Vi er Tage dybt taknemmelige for at han – sammen med andre gode folk – lagde fundamentet for Nordjyllands Idrætshøjskole, og vi værdsætter de beslutninger, der blev truffet allerede dengang om bl.a. skolens fysiske indretning og grundlæggende værdier, som vi fortsat driver højskole på i dag.

Æret være Tages minde.

Mindeord – Tage Elkjær (1940 – 2024)

 

Af Michael Andersen

Alle mennesker sætter spor igennem livet, men nogle mennesker sætter varige spor. Tage Elkjær, som sov stille ind mandag den 11. november på Gødstrup Sygehus, tilhørte den sidste kategori.

Vestjyde med rod i foreningslivet  

Tage Elkjær var født og opvokset i Rindum tæt på Ringkøbing i Vestjylland, hvor foreningslivet var rammen for lokalsamfundets børn og unge.  Et foreningsliv, hvor der var tid og plads til alle og hvor fællesskab, loyalitet og demokratisk dannelse var kerneværdier, som blev livsvarige for Tage. Det var på mange måder logisk, at Tage efter realeksamen som 16-årig blev elev i Ringkøbings førende manufakturforretning ”Hertz”. Den unge Elkjær ville imidlertid andet og mere end at sælge metervarer, gardiner og damelingeri. Et ophold i 1963 på Idrætshøjskolen i Sønderborg (IHS) ændrede radikalt retningen af Tage Elkjærs liv. Idræt – fodbold, håndbold og atletik – var stadig værdifulde fritidsaktiviteter, men meningen med hverdagen og livet blev for Tage i stigende grad dannelse, folkeoplysning og forpligtende fællesskaber. Tage Elkjær var igennem en årrække formand for IHS’s elevforening og drømmen om en idrætsuddannelse og ansættelse på en fri kostskole var blevet tændt hos den unge vestjyde.

Pioner med Ollerup Cup – Europas største ungdomsstævne i håndbold 

Tage Elkjær blev midten af 1960’erne uddannet lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, som er et grundtvig-koldsk seminarium. Læreruddannelsen blev efterfølgende suppleret af et årskursus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) i København. Og allerede under sin uddannelse blev Tage tilbudt en stilling som lærer i boldspil og foreningsliv på Gymnastikhøjskolen i Ollerup – en ansættelse, som varede i mere end 15 år. Tage Elkjær engagerede sig hurtig i foreningslivet på Sydfyn, både som frivillig træner, leder og mangeårig formand for Ollerup-Skerninge G&I og senere også bestyrelsesmedlem i Fynsk Håndbold Forbund. Blandt Tage Elkjær varige spor er Ollerup Cup – Europas første og største håndboldsstævne – som blev afholdt i perioden 1972-1993. Stævnet blev afviklet hvert år mellem jul og nytår med mere end 2.000 ungdomsspillere fra hele landet. Ollerup Cup var meget andet end håndbold – det var også biograf, diskotek og nye venskaber på tværs af alder, køn og klubber. Tage Elkjær var i disse år Mr. Ollerup Cup og kendt af enhver idrætsleder og -træner på Sydfyn.

Livsværket – Nordjyllands Idrætshøjskole  

Tage Elkjærs faglige viden og erfaringer med og passion for kostskoleliv, foreningsliv og værdibårne fællesskaber var også baggrunden for hans ansættelse i 1984 som den første forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) i Brønderslev. Før etableringen af NIH var Brønderslev næsten udelukkende kendt af vendelboer og kulturlivet var ikke meget andet end ugentlige bankospil og årlige juletræfester. Tage Elkjær engagerede sig – også i Brønderslev – hurtigt i foreningslivet og sammen med stærke frivillige, lokale ildsjæle og Brønderslev Kommune blev al energi lagt i at etablere en idrætshøjskole i Vendsyssel. Og ingen opgave var for lille eller stor for Tage i denne pionertid: Kontakt til og samtaler med offentlige myndigheder, valg af arkitekt og bygherre, ansættelse af personale, rekruttering af elever, udarbejdelse af undervisningsplaner og ordensregler og meget, meget andet. For Tage Elkjær var tre værdier på NIH helt essentielle: Eleverne skulle gennemgå en træner- eller instruktøruddannelse i enten boldspil (fodbold, håndbold, volleyball og badminton) eller gymnastik (spring- og rytmisk gymnastik). NIH skulle også byde elever fra Færøerne, Grønland og de øvrige nordiske lande – Norge, Sverige, Island og Finland – velkomne. Og endelig skulle NIH’s undervisning og kostskoleliv indeholde ligeværdighed mellem det åndelige – historie, kultur, poesi, sang og foredrag – og det idrætslige. NIH blev indviet i oktober 1986 af HM Dronning Margrethe II og Brønderslev havde fået en kulturinstitution, som nu igennem næsten fire årtier har givet mere end 8.000 unge fra Danmark og hele verden ”oplevelser og minder for livet”. Tage Elkjær valgte i efteråret 1993 at stoppe som forstander på NIH – han havde givet alt og lidt mere til ”livsværket”. Tiden som forstander havde slidt på Tage Elkjær, men stoltheden over og passionen for NIH forblev fuldstændig intakt helt frem til i dag.

Skarp hjerne og slidt krop  

For få uger siden besøgte jeg Tage i hans lejlighed i Ringkøbing. Han havde forberedt en sportsquiz til mig med mere end 80 historiske og aktuelle spørgsmål om kendte sportsnavne og -begivenheder. Om hjerteklubben Esbjerg forenende Boldklubber, Olympiske Lege 1960 i Rom, Skjern Håndbold og Carsten Thygesen, vores fælles ven Jørgen Gaarskjær, danske medaljevindere ved OL 2024 og meget andet. Hjernen var skarp som altid, men kroppen var meget slidt. Mange tak for berigende samtaler og personligt venskab igennem tre årtier og på vegne af tusinder af unge mennesker tak for unikke oplevelser fra Ollerup Cup, Nordjyllands Idrætshøjskole eller alle andre steder, hvor du satte varige spor – Tage Elkjær.

Michael Andersen, forstander – Nordjyllands Idrætshøjskole 1994-2002

Joh. Baunes Plads 6, 1.tv. , 8000 Aarhus C.

 

Spøgeriet hos danseskrædderen i Sindal

SPØGERIET HOS DANSESKRÆDDEREN I SINDAL.
En gammel mand fra Sindal fortalte engang om et mærkeligt spøgelse, der huserede i hans barndomstid i 1863 i Sindal.
Spøgeriet foregik hos en mand, der gik under navnet ”Danseskrædderen”, og det ytrede sig akkurat på samme måde som et spøgeri på ”Enggaarden”, så døde ting kunne flytte sig.
”Danseskrædderen” selv var så magnetisk, at når han kom ind i loen, kunne kisten med hakkelse ryge op fra gulvet og negene flyve gennem luften.
Værst gik det en dag, hvor skrædderen sad ved sit arbejde. Da fløj saksen pludselig op i ansigtet på ham, og tilføjede ham et stort sår, som han siden bar mærke af.
De mystiske hændelser vagte selvfølgelig stor opsigt og sognets daværende præst, Pastor Ishøj, var i den anledning nede for nærmere at undersøge sagen.
Så hørte spøgeriet ligesom på ”Enggaarden” ganske pludseligt op, men om det var præstens skyld, det fik man aldrig nogensinde at vide.

Spøgeriet på “Enggaarden” ved Sønderskov ved Sindal

SPØGERIET PÅ ”ENGGAARDEN” VED SØNDERSKOV.
(SINDAL).
Noget tid før julen i 1919 på ”Enggaarden” ved Sønderskov tæt på Sindal, klagede et par af gårdens unge piger på en 16-17 år over, at der blev banket på deres dør om natten. De var fælles om et værelse på loftet.
Til trods for at ejeren af gården, proprietær Bech og Frue tog sagen ganske alvorligt, fortsatte den mystiske lyd.
Lyden holdt ikke til i noget bestemt værelse, men hørtes kun, når de nævnte to piger var i nærheden.
Bankningen foregik ikke på et bestemt tidspunkt, og lyden var skiftevis stærk og svag.
Pastor Kure fra Ugilt blev kaldt til gården og en aften i fuld belysning og i nærværelse af flere vidner, undersøgte han sagen, og hørte lyden mange gange.
Dan han en gang besvarede bankningen med et ”kom ind”, lød et slag på døren som af en hammer eller en knyttet næve, og nøgle fløj langt ind i værelset.
I de følgende aftener fortsatte bankningen, men man tog det med ro, men begivenhederne udviklede sig.
Det kom dertil, at ting begyndte at bevæge sig uden nogen som helst ydre påvirkning.
Man havde set en kasse med kludesko komme farende fra et værelse til et andet, tværs over et stuegulv hen til pigerne.
Man havde set et fajancefad flyve fra køkkenbordet hen på ryggen af en af pigerne, der lå i et andet værelse, og vaskede gulv.
Man så døde fisk hoppe op i ansigtet på pigerne, der stod og rensede dem i en balje, og man havde set tørv og brændestykker trille op af kurvene og meget mere.
Alle disse ting skete kun, når de to piger var i nærheden af hinanden.
Næsten altid når de gik forbi hinanden, kunne man høre en fløjten i luften.
Man havde efter besøget af pastoren tilkaldt den dengang berømte ”Faustinus”, der var aktiv på det spirituelle og okkulte område.
Senere meddelte proprietær Bech, at fænomenerne var ophørte lige så pludselig, som de begyndte.
Senere startede spøgerierne på ”Enggaarden” igen, og gården i Sønderskov var fra 1920 og nogle år frem meget omtalt i hele landet.
I 1998 blev der ligefrem udgivet en bog om spøgeriet på ”Enggaarden”, der omhandler hvordan Pastor Kure og ”Faustinus” forsøgte at opklare mysteriet i 1919-1920.
På billedet den omtalte “Faustinus”.

Den gamle original fra Hov

DEN GAMLE ORIGINAL FRA HOV.
Helligtrekongers dag i 1892 begravedes en gammel sømand ved navn Jens Kristensen.
Han nåede en i tiden ret høj alder, da han ved sin død nærmede sig de 90 år.
Hans fødested var Hov, og det blev da også stedet, hvor han efter megen omflakken endte sine dage.
På mange måder var han en mærkelig skikkelse, en rigtig original, hvis lige man sjældent ville træffe.
I sine yngre dage var han en vild krabat, havde lyst til eventyr, og modet manglede han ikke.
Da Hov jo var en gammel fiskerby, så kastede Kristensen sin kærlighed på søen, og sejlede som sømand i de unge dage.
Engang imellem lod han sig se i hjemmet, men var ofte borte i årevis, og når han optrådte på de hjemlige enemærker, var det til stor forbavselse for alle de ”indfødte”, da han så var en ”fin herre”, der ikke altid lod sig nøjes med et enkelt guldur i lommen og en guldkæde på maven, men brilierede med en 2-3 stykker.
Fingrene glimrede med guldringe, så det er næppe utroligt, hvad gamle folk sagde, at endnu havde ingen flottere herre vist sig i Hov end Jens Kristensen i hans velmagtsdage.
Det var især kvinderne, der nød godt af hans guld, men alligevel nåede han aldrig at blive gift.
Der fandtes nok, der ville have hans gaver men ikke øve gengæld ved at være hans for livet.
Han blev derfor ved med at være den enlige trækfugl, og da han blev træt af søen, slog han sig ned hos sin broder, der ligesom Jens Kristensen var pebersvend, men var endnu mere mærkelig end Jens.
Broderen gik under navnet ”Gammel Kristian”, og han ejede barndomshjemmet, som han klarede alene.
Det havde efter forholdene i Hov været en temmelig stor gård, men jorden var solgt fra, så der kun var jord til et par køer tilbage.
Køerne kom Jens Kristensen til at passe, mens broderen var malkepige, mejerske og husholderske.
Han tålte ingen fremmed indblanding, og særligt var kvindfolk hans skræk, da han havde alle andre kvinder end hans salige moder mistænkt for at have onde øjne.
Han var i højeste grad overtroisk, og mange gavtyve benyttede det til at lave løjer med ham.
Han havde en overordentlig stor forkærlighed for høns, og han havde et helt ”hønsemejeri” i storstuen.
Bedre plads kunne hønsene ikke få, mente han, og han ventede de påskønnede det ved at lægge rigeligt med æg.
Han blev imidlertid skuffet, da hønsene sjældent fik lov at komme ud, blev de sygelige, og de var naturligvis forhekset, mente ”Gammel Kristian”, der derfor søgte råd.
Det var nok af folk, der havde gode råd, og sådan en kom ind til ham en dag, hvor han netop var i gang med at kurerer en forhekset høne.
Den stakkels høne var anbragt på kakkelovnen, hvor han kastede ild over den, hvilket skulle være et særdeles godt middel, men som gerne endte med, at fjerene brændtes af dyret, og det døde.
Et andet men mindre farligt eksperiment var at grave et hul under dørtræet og putte den syge høne igennem.
Han havde mange bier, som om vinteren delte husly med hønsene i storstuen.
Når man besøgte ham, kunne man nemt risikere, at han stak en finger ned i honningkrukken, og smurte det på brød til en. Det var en stram pibe tobak at få ned, men noget måtte man lide for at få et indblik i alle hans særheder.
Hos denne bror opholdt Jens Kristensen sig til omkring 1878, hvor en Niels Bertelsen købte huset.
Hos Bertelsens datter nød Jens Kristensen aftægt, indtil alderdom og sygdom gjorde en ende på hans liv.
Om vinteren sad han gerne i kakkelovnskrogen, om sommeren passede han koen.
Han ville gerne fortælle om sine ungdomsbedrifter og ved en lille dram, kom der humør over ham, så kunne han fortælle om alverdens lande.
Sin ene næsevinge havde han mistet en stump af i et slagsmål i de yngre dage på Hov Kro med en anden gammel søulk.
Denne bed stumpen af næsen, og spyttede den ud på gulvet.
Det ragede imidlertid ikke Jens Kristensen synderligt, han samlede koldblodigt den afbidte stump op, svøbte den ind i et stykke papir, puttede den i lommen med disse ord, ”Skidt være med det, en næse mere eller mindre”.

 

FØRSTE GANG JEG SÅ ET SPRINGVAND

I marts 1952 flyttede vi fra “Haugesgaard” i Rakkeby til “Klarup” i Sønder Harritslev.
Jeg havde fyldt 6 år halvanden måned før.
Inden flytningen havde vi allerede knyttet kammeratskabsbånd med jævnaldrende i Rakkeby, som blev vedligeholdt gennem besøg.
Omkring fire år efter flytningen fik vi besøg af Ketty fra Rakkeby.
Normalt legede vi drenge fra området omkring sandgraven i Harritslev ikke med piger.
Men Ketty viste interesse for at lege med os drenge, som på besøgsdagen legede oppe på høloftet, som vi kaldte ranet/ råjjen.
Måske ikke helt planlagt udviklede legen sig til en slags “doktorleg”:
Ketty lå tilsyneladende og sov udstrakt i høet som en “Maja”.
Det viste sig at være rævesøvn.
Vi var vel fire-fem drenge og så Ketty.
Stadig ikke helt planlagt udviklede legen sig til en slags strip-tease – til sidst kunne vi – i al uskyldighed – se den ene halvdel af Kettys legeme, nøjagtigt som Vorherre har skabt hende.
Ketty “sov” stadig.
Vi prøvede at vække hende ved at kilde hende på forskellige steder med strå af hø.
Legen trak ud, og vi søgte efter “livstegn” ved at bøje os ind over hendes legeme – i al uskyldighed.
Pludselig rejste der sig en dygtig stråle, som træfsikkert ramte os drenge i ansigtet!
Vi måtte skyndsomst tørre os med totter af hø for ikke at blive helt til grin.
Jeg husker, at i hvert fald Ketty grinede meget.
Vi drenge kunne først grine nogen tid efter.
Ketty havde trukket det længste strå!
Det må jeg indrømme.
Jeg beklager, at jeg ikke kan vise et billede, men jeg tror, at læseren godt kan se det hele ret tydeligt for sit indre blik.
Hvis læseren endelig vil se et billede, kan jeg henvise til “Den nøgne Maja” og “Den påklædte Maja”, begge billeder malet af den spanske maler Francisco Goya (1746-1828).
De to malerier kan ses side om side på Museo del Prado i Madrid.
Billederne kan også ses på internettet.
Billederne med fornemt interiør med store puder er lidt mere raffinerede end det, jeg har beskrevet i min enkle, men sandfærdige barndomserindring fra ranet/råjjen i “Klarup” i Sønder Harritslev.
Det var første gang, jeg så et springvand, endda en naturlig springkilde, som man ellers skal helt til Rold skov for at finde.
PS: Læseren husker sikkert springvandet på Springvandspladsen i Hjørring: En dreng, der holder omkring en søløve, fra hvis gab der rejser sig en fontæne.
Dette springvand blev for år tilbage flyttet hen på Akseltorv, hvor det nu står foran det gamle rådhus.
Her så billederne som er omtalt
Den nøgne Maja” og “Den påklædte Maja”, begge billeder malet af den spanske maler Francisco Goya (1746-1828).
     

VILDE TIGRE I SÆBYGÅRD SKOV

.
Alle ved at, engang var Jylland hårdt plaget af ulve, og de er nu ved at komme igen.
At der har levet tigre i Vendsyssel, er der ikke mange, der forestiller sig.
Dette er ikke desto mindre tilfældet, og endda var de så tæt inde på sæbynitterne, at de levede i Sæbygård Skov.
Dette skete ganske vist i det 17. århundrede.
Da general Albrecht Von Wallenstein i 1627 med sine tyske tropper under 30års krigen drog op gennem Jylland, medbragte man to tigre.
Ifølge historieskriveren Niels Pedersen Slange (1656-1737) var det en tysk oberst, der havde tigrene med.
De var godt dresserede, og obersten kunne derfor sende dem ud i marker og skove for selv at bjærge føden.
Der skete dog det, at obersten døde i Sæby i 1629 kort tid forinden de fremmede tropper forlod landet og de herreløse tigre, der hermed blev overladt til sig selv, blev efterhånden vilde.
De vakte stor skade på kvæget, og mennesker måtte tage sig i agt for de glubske dyr.
Jægere drog i store flokke ud på tigerjagt, men dyrene havde godt tilflugtsmuligheder både i Sæbygård Skov og i Storskoven ved Dronninglund samt i de udstrakte mosearealer.
Kongen udsatte en stor dusør for de to tigerskind, og jægerne drog atter ud i store tal, men dyrene skjulte sig.
Først efter halvandet års forløb lykkedes det en ung mand at nedlægger tigerhannen, og endnu nogle år efter blev hunnen fundet ihjel frosset ved Hammel Mose i Thise sogn, hvor til den var søgt, da hannen døde.
Siden den tid har der ikke været vilde tigre i Jylland.
Kan være et billede af 2 personer og tekst

Svinedrengen – Eventyr af HC Andersen

Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig det vilde han.
Nu var det jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Keiserens Datter: “vil Du ha’ mig?” men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede Prindsesser, som vilde have sagt Tak til, men see om hun gjorde det.
Nu skulle vi høre:
Paa Prindsens Faders Grav voxte der et Rosentræ, o saadant et deiligt Rosentræ; det bar kun hvert femte Aar Blomst, og det kun een eneste, men det var en Rose, der duftede saa sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine Sorger og Bekymringer, og saa havde han en Nattergal, der kunde synge, som om alle deilige Melodier sad i dens lille Strube. Den Rose og den Nattergal skulde Prindsessen have; og derfor kom de begge to i store Sølv-Foderaler og bleve saa sendte til hende.
Keiseren lod dem bære foran sig ind i den store Sal, hvor Prindsessen gik og legede “komme Fremmede,” med sine Hofdamer; og da hun saae de store Foderaler med Presenterne i, klappede hun i Hænderne af Glæde.
“Bare det var en lille Missekat!” sagde hun, – men saa kom Rosentræet frem med den deilige Rose.
“Nei, hvor den er nydelig gjort!” sagde alle Hofdamerne.
“Den er mere end nydelig!” sagde Keiseren, “den er pæn!”
Men Prindsessen følte paa den og saa var hun færdig at græde.
“Fy Papa!” sagde hun, “den er ikke kunstig, den er virkelig!”
“Fy!” sagde alle Hoffolkene, “den er virkelig!”
“Lad os nu først see, hvad der er i det andet Foderal, før vi blive vrede!” meente Keiseren, og saa kom Nattergalen frem; den sang da saa deiligt, at man ligestrax ikke kunde sige noget ondt mod den.
“Superbe! charmant!” sagde Hofdamerne, for de snakkede allesammen fransk, den ene værre, end den anden.
“Hvor den Fugl minder mig om salig Keiserindens Spilledaase,” sagde en gammel Cavaleer; “ak ja! det er ganske den samme Tone, det samme Foredrag!”
“Ja!” sagde Keiseren, og saa græd han, som et lille Barn.
“Jeg skulde dog ikke troe, den er virkelig!” sagde Prindsessen.
“Jo, det er en virkelig Fugl!” sagde de, som havde bragt den.
“Ja lad saa den Fugl flyve,” sagde Prindsessen, og hun vilde paa ingen Maade tillade, at Prindsen kom.
Men han lod sig ikke forknytte; han smurte sig i Ansigtet med Bruunt og Sort, trykkede Kasketten ned om Hovedet og bankede paa.
“God Dag, Keiser!” sagde han, “kunde jeg ikke komme i Tjeneste her paa Slottet.”
“Jo nok!” sagde Keiseren, “jeg trænger til een, som kan passe Svinene! for dem har vi mange af!”
Og saa blev Prindsen ansat, som keiserlig Svinedreng. Han fik et daarligt lille Kammer nede ved Svinestien og her maatte han blive; men hele Dagen sad han og arbeidede, og da det var Aften, havde han gjort en nydelig lille Gryde, rundt om paa den var der Bjælder og saa snart Gryden kogte, saa ringede de saa deiligt og spillede den gamle Melodie:
“Ach, Du lieber Augustin
Alles ist væk, væk, væk!”
men det Allerkunstigste var dog, at naar man holdt Fingeren ind i Dampen fra Gryden, saa kunde man strax lugte hvad Mad der blev lavet i hver Skorsteen, der var i Byen; see, det var rigtignok noget andet end den Rose.
Nu kom Prindsessen spadserende med alle sine Hofdamer, og da hun hørte Melodien blev hun staaende og saae saa fornøiet ud; for hun kunde ogsaa spille “Ach, Du lieber Augustin,” det var den eneste hun kunde, men den spillede hun med een Finger.
“Det er jo den jeg kan!” sagde hun, “saa maa det være en dannet Svinedreng! hør! gaae ned og spørg ham, hvad det Instrument koster!”
Og saa maatte een af Hofdamerne løbe ind, men hun tog Klods-Skoe paa. –
“Hvad vil Du have for den Gryde?” sagde Hofdamen.
“Jeg vil have ti Kys af Prindsessen!” sagde Svinedrengen.
“Gud bevar’ os!” sagde Hofdamen.
“Ja, det kan ikke være mindre!” svarede Svinedrengen.
“Han er jo uartig!” sagde Prindsessen, og saa gik hun, – men da hun havde gaaet et lille Stykke saa klang Bjælderne saa deiligt:
“Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!”
“Hør,” sagde Prindsessen, “spørg ham, om han vil have ti Kys af mine Hofdamer!”
“Nei Tak!” sagde Svinedrengen, “ti Kys af Prindsessen, eller jeg beholder Gryden.”
“Hvor det er noget kjedeligt noget!” sagde Prindsessen, “men saa maae I staae for mig, at Ingen faaer det at see!”
Og Hofdamerne stillede sig op for hende, og saa bredte de deres Kjoler ud, og saa fik Svinedrengen de ti Kys og hun fik Gryden.
Naa, der blev en Fornøielse! hele Aftenen og hele Dagen maatte Gryden koge; der var ikke een Skorsteen i hele Byen, uden de vidste hvad der blev kogt der, baade hos Kammerherren og hos Skomageren. Hofdamerne dandsede og klappede i Hænderne.
“Vi veed hvem der skal have sød Suppe og Pandekage! vi veed hvem der skal have Grød og Karbonade! hvor det er interessant!”
“Ja, men hold reen Mund, for jeg er Keiserens Datter!”
“Gud bevar’ os!” sagde de Allesammen!
Svinedrengen, det vil sige Prindsen, men de vidste jo ikke andet, end at han var en virkelig Svinedreng, lod ikke Dagen gaae hen uden at han bestilte noget, og saa gjorde han en Skralde, naar man svingede den rundt, klang alle de Valse og Hopsaer, man kjendte fra Verdens Skabelse.
“Men det er superb!” sagde Prindsessen, i det hun gik forbi, “jeg har aldrig hørt en deiligere Composition! hør! gaae ind og spørg ham, hvad det Instrument koster: men jeg kysser ikke!”
“Han vil have hundrede Kys af Prindsessen!” sagde Hofdamen, som havde været inde at spørge.
“Jeg troer han er gal!” sagde Prindsessen, og saa gik hun; men da hun havde gaaet et lille Stykke, saa blev hun staaende. “Man maa opmuntre Kunsten!” sagde hun, “jeg er Keiserens Datter! Siig ham, han skal faae ti Kys ligesom igaar, Resten kan han tage hos mine Hofdamer!”
“Ja, men vi ville saa nødig!” sagde Hofdamerne.
“Det er Snak!” sagde Prindsessen, “og naar jeg kan kysse ham, saa kan I ogsaa! husk paa, jeg giver Eder Kost og Løn!” og saa maatte Hofdamen ind til ham igjen.
“Hundrede Kys af Prindsessen,” sagde han, “eller hver beholder sit!”
“Staae for!!!” sagde hun, og saa stillede alle Hofdamerne sig for og han kyssede da.
“Hvad kan det dog være for et Opløb dernede ved Svinestien!” sagde Keiseren, der var traadt ud paa Altanen; han gned sine Øine og satte Brillerne paa. “Det er jo Hofdamerne, der ere paa Spil! jeg maa nok ned til dem!” – og saa trak han sine Tøfler op bag i, for det var Skoe, som han havde traadt ned.
Hille den! hvor han skyndte sig!
Saasnart han kom ned i Gaarden, gik han ganske sagte, og Hofdamerne havde saameget at gjøre med at tælle Kyssene, for at det kunde gaae ærligt til, at de slet ikke mærkede Keiseren. Han reiste sig paa Tæerne.
“Hvad for noget!” sagde han, da han saae de kyssedes, og saa slog han dem i Hovedet med sin Tøffel, lige i det Svinedrengen fik det sex og fiirsindstyvende Kys. “Heraus!” sagde Keiseren, for han var vred, og baade Prindsessen og Svinedrengen bleve satte uden for hans Keiserrige.
Der stod hun nu og græd, Svinedrengen skjændte og Regnen skyllede ned.
“Ak, jeg elendige Menneske!” sagde Prindsessen, “havde jeg dog taget den deilige Prinds! ak, hvor jeg er ulykkelig!”
Og Svinedrengen gik bag ved et Træ, tørrede det Sorte og Brune af sit Ansigt, kastede de stygge Klæder og traadte nu frem i sin Prindsedragt, saa deilig, at Prindsessen maatte neie ved det.
“Jeg er kommet til at foragte Dig, Du!” sagde han. “Du vilde ikke have en ærlig Prinds! Du forstod Dig ikke paa Rosen og Nattergalen, men Svinedrengen kunde du kysse for et Spilleværk! nu kan du have det saa godt!” –
Og saa gik han ind i sit Kongerige og lukkede Døren i for hende, saa kunde hun rigtignok synge:
“Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!”

TÆV PÅ SÆBY KOMMUNESKOLE I GAMLE DAGE.

Der sidder sikkert en del rundt omkring, der kan huske at de som elev på en skole i Sæby, har fået en lussing eller et rap over fingrene.
Heldigvis er denne form for afstraffelse fortid, hvor en sadistisk skolelærer afreagerede på eleverne.
Selv om tæv i skolen var almindeligt i 1910, så var der ankommet en ny lærer til Sæby Kommuneskole, der var lidt mere ”hidsig” end gennemsnittet af lærerstaben.
Det var mens den gamle røde skole var ret ny, den er fra 1901, så den var ”kun” 9 år gammel.
Her er historien om den nye lærer, der satte sindene i bevægelse hos nogen med hans optræden.
En lærer ved navn Nielsen kom efter sommerferien i 1910 til Sæby Kommuneskole, og den yngre lærer blev hurtig kendt for de mere håndfaste metoder.
I november 1910 tillod Nielsen sig at gennemprygle arbejdsmand Niels Peter Jensens 12-13årige søn.
Efter hvad drengens fader dengang fortalte, foregik pryglscenen i en gymnastiktime, og årsagen til pryglene skulle være, at drengen der var lidt høj over ryggen, ikke rettede sig hurtigt nok, samt at han på lærerens spørgsmål opgav at høre til 7. klasse. Trods lærerens påstand om, at der ikke var nogen 7. klasse, fastholdt drengen, at han netop tilhørte denne klasse.
Læreren blev vred, og viste sin vrede ved at flyve på drengen, og langede ham en ”kindhest”, så han tumlede om.
Havde han ladet det blive ved det, havde der næppe blevet gjort mere ved sagen, men nu var ”pædagogen” kommet i krigshumør, og så skulle der mere til.
Med en tovende, som han havde i beredskab, gav han drengen 3-4 hårde slag over lår og ben, så da drengen kom hjem, var der fremkommet sorte og blå mærker samt hævelse af mindst en fingers tykkelse.
Dette syntes faderen, var en temmelig hård ”revselse” for en bagatels skyld, så han begav sig derfor til læreren, og foreholdt ham sit synspunkt.
Læreren mente dog ikke, at de par ”rap” var noget at gøre væsen af, så faderen henvendte sig i stedet til overlærer Hundahl med en mundtlig klage over hændelsen.
Overlæreren svarede, at drengen måtte have forset sig, men han skulle nok tage en snak med lærer Nielsen.
En udenbys journalist tog sagen op, og tog også kontakt til lærer Hundahl.
Hundahl bemærkede, at det var ham bekendt, at lærer Nielsen havde slået den omtalte dreng, men han havde ikke modtaget nogen klage her over, og han havde heller ikke irettesat lærer Nielsen, som dog havde indrømmet, at slagene nok havde været vel hårde.
Desuden gjorde overlæreren opmærksom på, at drengen var meget stædig og i den nævnte gymnastiktime endda havde vist mangel på lydighed, og overfor sådan en opførsel, var prygl nødvendigt.
Der kom ikke mere ud af den nævnte sag, men det var nok ikke altid sjovt at gå i skole på den tid, hvis man havde lidt krudt i røven.
Det var heldigvis ikke så længe, eleverne skulle trækkes med den unge lærer Nielsen på Sæby Skole.
Lærer Nielsen havde en drøm om Amerika eller Australien, så efter et år eller to på skolen, rejste han ud i verden, og forfulgte sin drøm.
Det var der nok mange, der ikke var kede af.
Kan være et billede af 3 personer
Mikkel Nielsen historier, Sæby

 

DAGGAMLE KYLLINGER

I hønsehuset med hønsegård i “Klarup” i Sønder Harritslev i Vendsyssel havde vi i min barndom mest hvide italienere eller lejlighedsvis også brune italienere, som alle var flinke til at lægge æg.
Når en høne havde lagt et æg i en af redekasserne på stribe, trådte hun ud på siddepinden foran og bekendtgjorde, at hun lige havde lagt et æg ved at galpe så højt og inderligt, at alle kunne høre det.
For mit indre øre kan jeg stadig høre, hvordan hønen sådan galpede af fuld hals.
Et nyt hønsehold startede med, at et af børnene blev sendt op til Sønder Harritslev by, når Stenum-bussen ankom med bestilte daggamle kyllinger.
De ankom fra et rugeri i en solid papkasse med lufthuller.
I papkassen var der vist 50 daggamle kyllinger.
Jeg glemmer aldrig lyden og synet af disse små gule, dunede kyllinger.
Når de var vel ankommet, blev de placeret under en kyllingelampe eller i en såkaldt kyllingemor.
Kyllingerne skulle holdes i en passende temperatur, omkring 35 grader.
Ved at hejse eller sænke varmelampen, kunne man regulere temperaturen.
Hvis der lød en sagte pippen, havde kyllingerne det godt.
Men når de pippede højt og inderligt, var der noget galt med temperaturen, vandet eller foderet til kyllingerne.
Så måtte man rette på det, som var i vejen, indtil kyllingerne igen pippede med en sagte, tilfreds pippen.
Kyllingerne blev måske installeret i en lille svinesti i nødset (kostalden).
Engang midt i 1950’erne blev de daggamle kyllinger placeret i en kyllingemoder formet som en trækasse, der stod for enden af laden.
Varmelampen var drevet af petroleum ligesom en petroleumslampe.
Det hændte en dag, at varmelampen begyndte at ose, noget som bevirkede, at kyllingerne faldt besvimede og halvdøde om.
Heldigvis blev det opdaget tidsnok til, at næsten alle kyllinger blevet reddet ved, at far Edvard blæste luft ned i næbbet på hver kylling, en ad gangen.
I de fleste tilfælde hjalp det, så at kyllingerne livede op igen og kunne spise og drikke og komme til kræfter.
Sådan en dramatisk begivenhed er med til, at erindringen om daggamle kyllinger fæstner sig i sindet.
Efter nogle uger under en varmelampe eller i en kyllingemoder blev kyllingerne placeret et andet sted – uden varmelampe.
Efter nogen tid var kyllingerne blevet til høns, som kunne lægge æg.
Nogle æg blev anvendt i husholdningen til spejlæg, kogte æg og til kagebagning.
De fleste æg blev dog lagt i æggebakker og puttet i en æggekasse af træ, som blev afhentet eller leveret til videresalg.
Ret ofte fik børnene en rå æggeblomme rørt op med sukker og kakaopulver.
Jeg husker det som en rigtig lækkerbidsken!
FOTO: Mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev.
Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.