Kategori: Brønderslev Historie

Uddrag fra bogen

Facts og erindringer fra sin tid 2020.

Forfatter: Tidligere socialchef Erik Hald, der kom til Brønderslev som ganske ung i 1960 og blev kasserer i den daværende Sygekasse.

Min opvækst og oplevelser fra barndommen.

Stamtræet har stået i Vestjylland, i Holstebro-området, selvom det allerede i mine forældres tid begyndte at sætte rod mange andre steder i landet og udlandet, men identiteten “som en rigtig vestjyde”, den følger med dig, hvorhen du end måtte slå rod.

Min familie boede på en sidevej til Viborgvej i et parcelhus til jeg var 10 år, hvorefter mine forældre købte landejendommen Gammeltoft, der lå i det område, hvor TVMV ligger ved vandkraftsøen.

Jeg blev født om sommeren under stor opmærksomhed fra den nærmeste familie, mange andre i familien havde allerede fået børn, så det var skønt, at jeg kom til verden. Selve min fødsel var ret besværlig, jeg skulle tages med tang. Det kan måske nok lyde lidt morsomt, men jeg tror ikke, det var særlig rart for min mor, og jeg tænkte for nylig, hvor ubehageligt det måtte være, da jeg på sygehuset så en udstilling om tidligere anvendte redskaber til fødsler.

Familiens læge, frk. Poulsen, fortalte gennem flere år, at hun havde givet mig arret i panden, så man vidste, hvor jeg hørte hjemme, hvis jeg en dag blev væk.

Da mor så igen skulle på arbejde, blev der behov for en barnepige. Det blev Kristine Jørgensen, en ældre dame altid klædt i sort med noget hvidt tøj om halsen, hun var rar og flink ved mig, men hvordan hverdagen var, ved jeg ingenting om.

Nogle år senere var jeg med min far hjemme på besøg hos hende. Hun boede i spøgelseshuset et par huse længere henne af vejen sammen med en anden gammel dame, også klædt i sort.

I mange af husene på vejen var der flere børn, flest drenge, alle aldre var repræsenteret. Det bevirkede, at der var aktivitet hele tiden. I vores hus var der næsten altid 4 børn. Altid var der gang i noget.

Vi havde en stor legeplads til rådighed, og vores aktivitet var stor, der foregik jo noget hele tiden, indtil skolegangen kom og beslaglagde en stor del af dagen.

Området, der var “vores”, var vejen, haverne, diger og marker bag ved nabohusenes haver for ikke at glemme skoven og Storåen, hvor man slet ikke kunne undgå at fange fisk, hvis man smed snøren i vandet.

Da så cyklen blev “opfundet”, blev aktiviteterne udvidet i betragteligt omfang, og vores aktionsradius gjorde verden større.

Dagen oprandt så også, da vi store drenge skulle til at spille fodbold i HB. Det skulle være en stor dag for os kommende landsholdsstjerner og senere professionelle spillere i Italien, ligesom Karl Aage Hansen og Carl Aage Præst, der spillede for Juventus. Vores selvtillid var i hvert fald i orden.

Men nu skulle vi jo så lige først meldes ind i klubben, inden karrieren kunne begynde. Vi fik et håndskrevet medlemskort, blev vist nogle baner, blev præsenteret for en træner og mange andre ting. Så til allersidst fik vi lov til lege med en bold, og så var det slut for denne dag.

Vores hjemtur tog længere tid end turen til stadion, og jeg tror, vi var enige om (uden at sige noget), at der var langt til Italien.

Vi spillede en tid og mig mest og jeg var så heldig senere at blive udtaget til at spille på et drengehold, der skulle til kamp i Viborg, som vi for øvrigt tabte stort til.

Forud var gået, at jeg ikke havde nogen fodboldstøvler (ved ikke grunden), så vi snakkede sammen om det derhjemme. Der var ingen penge til at købe nogle nye for, men far fik den ide, at jeg kunne tage nogle af alle vores løg, rengøre og pakke dem og cykle ind til nogle gartnerforretninger og sælge dem og så bruge pengene til støvler. Jeg gik i krig med opgaven og cyklede til byen. Den første gartner var i Østergade, som vi i familien godt kendte. Han syntes, det var fine varer og ville vide mere om, hvor de kom fra, og jeg fortalte alt det døje og besvær, der havde været med at rengøre og pakke for at få det bragt herned. Han spurgte om mange ting og sagde til sidst, at han ikke ville købe dem af mig. Han troede jeg havde “lånt” dem et eller andet sted.

Han sagde ikke, at jeg var en tyv.

Jeg fik ingen fodboldstøvler, men lånte et par af en holdkammerat, og i dem spillede jeg min sidste fodboldkamp i Viborg, og jeg har heller ikke prøvet at sælge løg siden.

I skole

Min skolegang begyndte i Danmarksgades Skole i grundskolen og mellemskolen og sluttede i Sønderlandsskolen, hvor min realklasse var med til at indvi den nye skole.

Jeg var glad for at gå i skole og var en “sød” dreng, der havde orden i tingene, altid forberedt og kom altid til tiden og opførte mig ordentligt. (Man skulle næsten tro, at det var min mors ord). Men det er sandt.

Jeg var ikke en med særlig gode evner, vel sådan noget midt imellem. De matematiske fagområder lærte jeg aldrig, hvorimod mit dansk, historie og geografi ikke var så “reng” endda. Jeg var meget glad for skolen.

Både mor og far var meget optaget af, at vi fik en god skolegang, med hvad der her hører til af viden og opdragelse og den slags ting.  

Mor var kontrollanten for lektierne og den medfølgende supplerende undervisning, vi skulle have. Hun var udholdende og fortællende om

det stof, vi arbejdede med, især dansk, hvorimod far måtte træde til med regnearbejdet.

En detalje, som jeg har slæbt rundt på hele livet, er fra den røde ABC. Vi stavede det ene ord efter det andet og kom til ordet mis, og hvad siger det så….. kat var svaret fra mig, lidt jubel første gang det blev sagt, men ikke efter de næste mange gange. Far slog i bordet, nu kunne det være nok. Mor og jeg fortsatte med den øvrige tekst uden større besvær. Vi blev enige om det andet ord var missekat.

Der har nok været andre af den slags episoder i skoleforløbet, men de første fem år i grundskolen synes jeg gik fint med stort set de samme kammerater hele tiden og uden særlige problemer nogen imellem. Efter femte klasse sker der så en deling af elever, da nogle skal i mellemskolen. Her bliver der så et skifte af skole og nye elever. Jeg husker, der gik en tid, før vi var tilpasset hinanden. Vi var ca. 25 i klassen, hvoraf de 18 var piger og 7 drenge. Vi kom fra mange forskellige sociale lag, mange forskellige interesser i sport. Forskellige økonomiske muligheder spillede også en vis rolle, men de fire år gik, og næste beslutning om skolegang skulle træffes, nogle ville i realklassen og andre ud i lærepladser.

Jeg fortsatte i realklassen, hvor der igen skulle flyttes rundt på elever, især fordi der var kommet en ny skole, Sønderlandsskolen, som skulle have en realklasse. Det var den skole, jeg valgte på grund af mine kammerater, som fulgte med.

På det tidspunkt var vi begyndt at blive voksne og begyndte at tænke lidt mere alvorligt på fremtiden, og her var uddannelse et stort emne, og fantasien manglede ikke noget, igen et tegn på, at skolen gennem årene har givet os en god ballast. En elev var blevet så klog i skolen, at han ville studere. Han fortalte vidt og bredt, at han ville studere på gymnasiet i Struer, og når han havde studeret færdig her, ville han studere videre i Århus, og hans studiemål var at blive læge, hvad han også blev. Skulle jeg vælge en læge, ville jeg ikke vælge en så studeret én. Vi hørte aldrig fra ham i sammenhæng med klassefester og vandrebog.

Vi elever har nok været søde og rare, men vi har da også kunnet lave kunster, gøre grin med lærere og os selv i mange situationer.

Vores tysklærer var en dejlig mand, og han ville alt det bedste for os, men han havde sit udseende imod sig, og det var jo guf for nogle uvorne unger som Verner og mig. Lærer Pedersen hersede med os med udtalen af f.eks. det tyske a. Det var ordene, ich habe, som vi fik til at lyde “ikke tysk”, og det blev Pedersens navn resten af undervisningstiden og til klassens uventede accept.

Da vi så nærmede os eksamenstiden, tilbød “ich habe”, at han ville hjælpe os med ting, som vi havde problemer med, vi kunne besøge ham privat på forskellige tidspunkter. Ingen meldte sig. Verner og jeg skammede os. Vi ville melde os med problemer, og vi stillede op og bad om hjalp. Vi fik en meget venlig og interesseret modtagelse og gennemgik flere emner. Vi takkede for hjælpen og gik lettet hjem. Til eksamen fik vi begge fine karakterer, som for øvrigt andre i klassen også fik. Lærer Pedersen var god nok, og vi (Verner og mig) lærte noget heraf.

Opførelsen af den nye skole medførte også flere nyansættelser af lærere, og en af dem skulle vi have til engelsk og fransk. Ham, vi skulle have, hed Jens Juel Pedersen, og efter pigernes udsagn skulle han være ret så dygtig, og så var han pæn. Det var han også, altså pæn. Han var høj og slank, med mørkt krøllet hår og en perlerække af kridhvide tænder.

Hans smilende entre i klassen, fægtende med arme og ben, var vi ikke vant til. Han præsenterede sig og fortalte, hvor glad han var for at få lov til at undervise og føre os til eksamen. Han havde hørt, vi var en god og dygtig klasse. Han spurgte til hver af os.

På det tidspunkt kunne man, set i bakspejlet eller erindringen, undre sig over, at ingen af pigerne endnu var besvimet af benovelse, ikke blot var de helt røde i ansigtet, åben mund og hormonerne roterede sikkert forvildet rundt i kroppen på dem.

Citat: ”hvis vi står sammen”, ” hjælper hinanden”, ”arbejder hårdt”. Nogle af slagordene. Han blev ”vores” lærer og fulgte os senere gennem mange år sammen med vores klasselærer.

Besættelsen

Vi vender så blikket tilbage til barndommens gade, hvor krig og besættelse prægede vores liv og gøremål. Vores forældre gjorde alt, hvad de kunne, for at hverdagen skulle være så almindelig, som den plejede. Min lillebror Jørgen mærkede nok mindre end mig til de forandringer, som skete, men vi led ikke nød på noget tidspunkt, men der var knaphed overalt.

Jeg havde et noget ambivalent forhold til tyskerne. Jeg var duperet af deres store lastbiler og kanoner, når de gik marchture og sang, og af dem der boede i skoven, der smilede og snakkede til mig, når jeg besøgte bedstefar, som de købte æg hos og sågar betalte derfor. Jeg havde gjort bedstefar opmærksom på, at tyskerne ville stjæle fra ham, men det gjorde de ikke.

På den anden side var jeg lige så gal på dem, som far var, når de vadede rundt i vores have og satte pæle ned, hvor der skulle sættes hegn op, som ville spærre for adgangen til vores dyr i bunden af haven. Far fjernede pælene i den rækkefølge, de blev sat op, og han var rasende, selvom de skældte ham ud. Han forklarede dem, at han ikke ”verstehen” tysk. Vi blev enige om, at vi ville skyde alle dem, der ville gøre os fortræd.

Under krigen fik jeg en fin ovnlakeret cykel, som jeg i starten havde lidt besvær med at komme op på og stå af. Ved hulvejen var et dige, som jeg kunne bruge som afsæt og tilsvarende stå af ved, når jeg kom ud til bedstefar på én af mine mange ture ud til ham. En dag på hjemturen kørte en mindre tysk lastbil lige efter mig og dyttede, sikkert for sjov, hvorved jeg nok blev forskrækket og kører hen til diget, hvor jeg vælter og falder ned i grøften, hvor der var et pigtrådshegn, der river mit tøj i stykker og giver mig en flænge i låret og andre skrammer på kroppen. Jeg vader hjem og venter at blive skældt ud for at have ødelagt tøjet (som vi ikke havde for meget af), men mor og far var mere bekymret for mit ben, som blødte meget og truede med lægebesøg og sygehus. Jeg blev repareret og går nu rundt med et varigt men af min krig med tyskerne.

Nogle små sjove historier

En af mine mange små kusiner kom en dag farende ind på gårdspladsen, Smed cyklen og råbte ….. Henrik, Henrik, hvorefter min far kom frem i stalddøren. Ved du hvad DSB betyder… nej det vidste far jo ikke…. Endnu mere hopperi. Det betyder De Satans Bønder. Det var far jo ked af at høre, men bedyrede pigen…. det er selvfølgelig ikke dig Henrik. Hendes far var Thorvald, der var ansat i pakkeposten på banegården.

En af mine kollegaer på kontoret ventede familiebesøg fra København. Familien havde en dreng, der gerne ville besøge en bondegård. Det mente jeg nok at kunne formidle. Jeg husker ikke navnet, men en kvik lille snakkende fyr. Han fortalte, at han var på ferie “på Jylland” og ville gerne se nogle dyr. Han snakkede som et vandfald på københavnsk og min far på vestjysk, så der var mange gange misforståelse fra begge sider. Hvorfor snakker du ikke dansk? Far ville ikke lære at snakke dansk på “københavnsk”.

En dag skulle der graves kartofler op og overraskelsen var stor over, at man kunne grave noget op af jorden og spise det, og der blev ved med at være noget dernede. Den ene overraskelse kom efter den anden.

Den med at rykke i halen på koen, så der kom mælk ud af patterne, troede han dog ikke på.

Jeg kan ikke yde historien fuld retfærdighed, men en kendsgerning var, at de havde det godt med hinanden, selvom de talte hver deres sprog. Vi snakkede bagefter om, at han nok ville prøve at snakke vestjysk, når han kom tilbage til stenbroen. Drengens tur “på Jylland” gav foruden kartofler også lidt slik af sig.

I årene omkring krigen fik skolebørn mulighed for at få togrejsebilletter, så der blev muligheder for at komme på ferie. Billetterne havde bestemte ud- og hjemrejse datoer og tider.

Jeg fik en billet til København, hvor jeg skulle bo hos tante Anna og Marius, min fætter Kjeld og kusine Ingelise. Jeg har besøgt dem i mange år, og det var et rart sted at være gæst. Vi legede godt sammen os børn og fik lov til mange ting. Jeg havde en fast opgave, hvor skal vi hen? Tivoli, Bakken, trav- eller banecykelløb?

Et af de første år, jeg var der, fik jeg hjemve, jeg savnede mor og far, og jeg kan ikke komme hjem, for min billet bestemte, hvornår jeg skulle rejse. Tryllekunstneren Marius fik den ide, at vi skulle snakke med lokomotivføreren Nielsen, han kunne måske hjælpe os. Vi besøgte ham i sin fine uniform med kasket og det hele. Han foreslog, at jeg kunne komme med ham. Han skulle køre det fine røde lyntog Vestjyden til Struer. Hvis jeg kunne sidde stille og høre efter ham, kunne jeg sidde ved siden af ham i cockpittet og være med til at styre toget gennem landet. Det var en god togtur, og jeg var glad, da han satte mig af i Holstebro.

I begyndelsen af tiden på landet var der tradition for kaffeborde mellem naboer og venner. Senere blev det mere erstattet med frokostborde med smørrebrød, øl og snaps. Mor ville jo ikke være underlegen i den servering, der skulle være. (Der var lidt konkurrence konerne imellem, men det snakkede man ikke om). Alt skulle være hjemmebag, hvor brødet var: boller, kringle, 2 slags formkage, 1 hvid lagkage med fløde, 1 brun lagkage med glasur, æblekage og vist også lidt småkager. Fik man portvin til, var det en ekstra finesse. Sådan gjorde de andre jo også.

Sport

Professionelt fodboldspil i Italien blev jo ikke til noget.

Du må finde på noget andet, og det blev cykelsport, nok noget præget af tidens idoler som par nr. 7, 6-dagesløb, o.s.v.

Vores klub var ikke særlig stor, og der var en del ledelsesmæssige problemer, men vi var ca. 10 unge fyre, der kørte land og rige rundt. Vi trænede rigtig meget på landevejene, flere gange om ugen, men vi manglede trænere, der kunne vejlede og træne os indendørs om vinteren, men vi havde det godt med hinanden og kom rundt i mange byer i løbet af sommeren. Kørte med og imod ryttere, som både var ret så kendte og senere opnåede store internationale resultater. Vi så op til klubberne i f.eks. Randers, Vejle og Århus, der havde meget gode faciliteter og skabte gode ryttere.

Vi trænede fra tidligt forår, når vejene var fri for sne og frost og kørte oftest parvis, både af hensyn til træning men også for at styrke venskabet. Det kunne jo også være ret ensomt at cykle alene over en lang strækning. Jeg kørte med Preben, en fin fyr med en fightervilje og vindermentalitet, så han kunne være svær at omgås, hvis resultater ikke gik hans vej. Han var en bedre rytter end mig i de fleste situationer.

Vi kørte løb i mange byer rundt om i Jylland hele sommeren. Cykelløb køres normalt om søndagen fra kl. 8 om morgenen, så vi skulle hjemmefra om lørdagen og boede rundt om på skoler og vandrehjem. Vi kom rundt med tog, men mest sammen med en ven, som havde en gammel Ford (vistnok 1938), flot bil med plyssæder. Den havde en kasse – bagagesæde, som vi havde cykeludstyr og madpakker i. På et andet stativ hang vore cykler. Herlige oplevelser og et fantastisk venskab.

Soldatertiden

Efter læretiden (nogen ville nok have kaldt det efter uddannelsen, men en vestjyde brugte ofte mere beskedne og mindre prangende udtryk for den slags ting også) kom så indkaldelsen til militærtjeneste. Adressen var Aalborg, Dronningens Livregiment, Fynsgades kaserne.

Jeg kunne godt forstå noget af det, men havde svært ved at tolerere den   kadaverdisciplin, der skulle være midlet til at skabe gode soldater. Eksempler. Hvorfor skulle en deling på 25 mand stoppe op midt i et til lejligheden lavet mudderbad med 15 cm. vand, blive beordret dæk, og hvis man ikke var langt nok nede i skidtet, blev en fod sat på ens skulder, så selv hovedet var under vand. Sådan en skide sergent sku selv trilles rundt i lortet.

Hvad med inddragelse af 10 mands bevilget orlov, fordi kløvningen (sergenten) fandt lidt støv på den ene dørkarm på stuen???

Retfærdigvis tog vi også gas på ham. Vi skulle “afleveres”, men kunne ikke gå i takt og vi havde svært ved at skelne mellem højre og venstre om. Uanset hvor meget vi øvede det i afstraffelsestimen, kunne vi ikke lære det. Selvom vi bagefter fik ondt i “fusserne”, fik vi da taget lidt hævn.

Vi var jo kun rekrutter.

Inden jeg hidser mig selv helt op, så var der også lyse sider, og det var byen Aalborg.

Soldater var velsete i Aalborg overalt. Fribilletter til masser af aktiviteter. Altid var der plads til et antal soldater – flot Aalborg, modsat Holstebro, der havde svært ved at blive garnisonsby, da dragonerne kom midt i halvtredserne.

Efter 6 måneder blev jeg overflyttet til Holstebro pga. sygdom hos en anden soldaterkammerat.

Jeg afmønstrede og blev kørt til banegården sammen med mit udstyr. På banegården kom jeg i snak med en lidt ældre medarbejder, hvorfor jeg skulle flyttes osv. Snakken endte med, at han ville prøve at glemme min oppakning til et tog om et par dage.

Straks ved ankomsten til Holstebro skulle jeg melde mig på kasernen. Jeg meldte mig på personelkontoret som beordret og blev anvist den blok, jeg skulle bo i, så jeg kiggede bare på. Jeg kunne jo ikke lege soldat, når mit kampudstyr var væk.

Min opgave som soldat var meget forenklet forklaret noget med radio, telegraf og telefon. Det fortsatte naturligvis i Holstebro også, men under lidt andre former som gjorde, at jeg her fik en del opgaver med telefonvagter og slap så fra andre vagtopgaver. Jeg havde altid en radio i hånden eller en på ryggen.

Pludselig en morgen til parade blev hele vores afdeling uventet kaldt frem, hvor en officer efterlyste folk med en kontoruddannelse, dygtig til skrivemaskinearbejde, vant til journaliseringsarbejde, arbejde alene under pres, kende tavshedsregler m.v.

Jeg meldte mig med det samme uden omtanke for arbejdet, der skulle laves eller mine egne kvalifikationer.

Ordren blev, at jeg inden et bestemt klokkeslæt skulle møde op på personelkontoret i velpresset udgangsuniform og bede om at tale med en bestemt kaptajnløjtnant, der ville vurdere mig og mine kvalifikationer.

Hvis jeg blev godkendt, ville jeg ikke mere tilhøre min sædvanlige gruppe, og alt mit udstyr skulle gemmes væk. Jeg skulle fortsat bo på samme stue, men havde kun helt personlige ting i et lille skab. Det var usikkert, hvor lang tid mine nye opgaver varede.

Jeg blev godkendt. Jeg undervurderede ikke mine evner, men det gik denne gang. Jeg blev anvist en kontorplads. Der var fire ansatte, chefen (kaptajnløjtnant), to civilansatte og mig. Alt arbejde vedrørte kun personel, modsat på kontoret ved siden af kun kørende materiel osv.

Administrationsbygningen var delt i mange afdelinger, min var den “menige soldat”, næste etage var officerer, og sidste station var kommandocentralen med den regerende oberst med sin stab. Der var mange forskellige øgenavne til stederne.

Den dybere årsag til de mange forandringer, der blev gjort i regimentet og andre militære enheder, var afledt af konflikter i Mellemøsten, særlig om Suez. Jeg arbejdede hårdt med mine opgaver og nåede de forskellige mål, der var opsat. I det hele taget var der overalt en meget fin arbejdsdisciplin, fin omgangstone mellem både menige og officerer.

Jeg blev positivt overrasket over, hvor godt tingene fungerede. En anden stor overraskelse var, hvor veluddannede hele officersstaben var i regimentet. Intelligente, psykiske, fysiske egenskaber. Funktioner i europæiske forhold m.v. Jeg havde selvfølgelig ikke kendskab til den enkelte person, men kun de data, jeg arbejdede med. Alt var kodet.

Jeg kan ikke befri mig for den tanke eller spørgsmål, om disse guttermænd også i sin tid, mens de var korporaler og sergenter, har sendt rekrutter gennem pløre, vandhuller, jordhuller m.v.?

Militæret ka’ noget, men det er svært at forklare, hvad det rigtigt er.

Som tiden gik, blev jeg en af holdet, vi drak kaffe og snakkede om alt og alle, og her havde jeg et lille forspring af viden om byen, som kom mig godt til gode senere.

Klokken 8.58 råbte kaptajnen til mig——det er tid — javel hr. kaptajn. Jeg skal på min sædvanlige tur til messen. Jeg fik 50 ører til en snegl eller andet kage efter eget valg. Han skulle have sit rundstykke og en Elefantøl (en med muskler), der skulle bruges til hans medbragte madpakke til frokost kl. 12.00. Sådan var det, og sådan blev det ved med at være.

Vi er nu kommet hen til den tid på året, hvor der kom nye grøntsager, og det kom snakken så til at gå på en dag. Kaptajnen var vild med jordbær ligesom en af de andre. Jeg tilbød at være leverandør af det, de manglede, og det kunne muligvis afleveres på deres bopæl, hvis min tjeneste kunne tilpasses lidt.

Det kunne den, så jeg blev fremskaffer af både det ene og det andet, så jeg måtte ud og alliere mig med andre end mor og far.

Når jeg så kom til de respektive fruer og afleverede produkter til favorable priser, faldt der sommetider en ekstra skilling af til den fattige soldat (jeg havde nær skrevet den tapre soldat).

Min daglige gang til messen var blevet observeret af en lille dreng, som boede i en tjenestebolig lige ved siden af administrationsbygningen. Han gjorde honnør til mig, hvad jeg selvfølgelig gengældte. En dag kom der til min chef en forespørgsel, om jeg kunne tænke mig at være barnepige for kaptajnens familie (husker ikke navnet) en aften fra kl. 17 til 24 mod en rimelig betaling og kost. Selvfølgelig kunne jeg det. Drengen var helt vild, da han så mig, pigen noget mere tavs. Min opgave var at spise lidt aftensmad med dem, finde på noget at lege med af al det militærudstyr der var, eller læse en historie. Vi læste et par historier, som pigen foreslog. Børnene kunne selv gå i seng til bestemt tid. Fin aften for os alle.

Jeg var der en gang mere, og det var nærmest mig, der blev passet.

Når man hjemsendes fra militæret, får man udleveret et fint stykke papir, en forholdsattest, hvorpå der er et såkaldt vidnesbyrd underskrevet af ens regimentschef, obersten. Det fik jeg selvfølgelig også, men jeg vil ikke skrive, hvad der står (jeg er flov). Jeg fik den bedste udtalelse, en menig soldat kan få, og yderligere er mit stamkort forsynet med en karakter, der siger, at jeg er velegnet til militær uddannelse.

Mon ham vandpytte-sergenten fra Aalborg har været med til vurderingen? Nej, næppe, og dog—man ved aldrig, hvad der kan ske i militæret.

Af en eller anden grund blev jeg aldrig genindkaldt, f.eks. til efterårsmanøvre. Jeg har ladet mig fortælle, at jeg var havnet i en kasse med ældre årgange.

På vej til Brønderslev

Min tilbagevenden til kontoret gav mig, lidt uventet, en ny energi. Det blev næring til de tanker og ideer om at finde nyt arbejde….. der skal ske noget… og det gjorde der så.

Jeg blev tilbudt et arbejde i Hvidovre sygekasse, men det var ikke så interessant, som det jeg havde. Derimod var jeg via min fætter Kjeld i København gjort opmærksom, at hans arbejdsplads fik brug for flere folk. Det var fødevarefirmaet Plumrose, der arbejdede med dybfrost – det lød interessant, men det blev herved, da der pludselig i mit fagblad blev en stilling ledig som kasserer i sygekassen i Brønderslev- og til en løn som var næsten dobbelt så stor, som den jeg fik nu. Her skulle laves nyt kontor og nyt bogholderi med maskiner m.v., som jeg var vant til. Den plads skal jeg have, var min konklusion. Jeg fik stillingen og skulle flytte til Brønderslev.

Så er tiden inde til afrejse. Efter en flok afskedsbajere med et par gutter (ingen piger) skal min kuffert pakkes og rejsen nordpå med tog mod Struer/Randers/Ålborg/ Brønderslev begynder.

Her skal du stoppe læsningen. Luk øjnene. Tænk på en gammel westernfilm. Nu må du læse videre.

Toget buldrer derudaf over flade ensartede stepper, nogle træer og buske hist og pist, og lidt kvæg går og græsser, men ingen folk at se kun nogle spredte gårde. Holdepladserne rundt omkring er det mest spændende. Efter mange timers rejse kommer et skilt til syne – Brønderslev. Her stiger en mand af toget, kigger sig omkring, går ind på stationen, der er bemandet med en tavs person i billetlugen. Ude af stationen igen på den søndre side henviser et skilt, hvor man kan få en vogn. Kusken står lænet op af vognen og sover med en kasket trukket ned over øjnene. På den modsatte side vognpladsen sidder en forhutlet gammel mand og bakker på sin pibe.

Sådan lidt omskrevet var min ankomst til byen. Trist var det. Hvis toget var kørt tilbage, og hvis jeg ikke havde haft en ansættelsesaftale, var jeg smuttet med tilbage.

Nu var jeg her. Jeg boede på et 15 m2 stort værelse, spiste på pensionat sammen med mange unge 3 gange om dagen. Jeg blev godt modtaget her og på kontoret. Arbejdet var nemt, og der var nye udfordringer i sigte.

En af de første naboer, jeg kom i snak med, var Halskov Nielsen, der spurgte, hvorfor jeg var kommet til byen. Det fik vi så en sludder om.

Det er en dum beslutning, unge mand. Ved du ikke, at Vorherres mening er, at der ikke skulle bo mennesker nord for Limfjorden. Det vidste jeg ikke noget om. Du bliver syg af blæsten og får enten mellemørebetændelse eller kæbebihulebetændelse, så vi ses på klinikken inden 14 dage. Jeg blev nu ikke syg. Hyggelig mand som blev vores læge, så længe han havde praksis. Han blev en gammel mand, men han kunne huske vores familie, og hver gang vi mødtes, skulle jeg bringe en hilsen til drengene Han kunne altid huske deres navne. Den sidste gang, jeg så ham, var på en parkeringsplads, hvor vi holdt side om side. Han fortalte, at han lige skulle et smut på sygehuset og snittes lidt i – det er lidt træls – det var sgu skønnere, da det var mig, der førte kniven.

Birthe

En dag skulle jeg klippes, og en kollega foreslog, at jeg skulle gå ned til Robert i Bredgade og det gjorde jeg.

Mens jeg sad i stolen, kom der pludselig en ung pige ind i forretningen. Hun gik ind i baglokalet og kom lidt efter ud med en kost og begyndte at feje hår op fra gulvet

Jeg fik øje på hende i spejlet. Da vore blikke mødtes, så jeg et par øjne, der strålede som diamanter. Smilet om hendes røde læber gjorde kindernes smilehuller endnu kønnere. Håret sad som i nutidens reklamer fra l’Oréal. Hun var i en lyseblå faconsyet kittel, der næsten gik til knæene. Der var ikke brugt mange penge til indkøb af stof. Hvordan fik hun mon sådan en af og på? Der var ikke meget plads at give af.

Der var en hvid krave, der dannede rammen om en smuk hals og kavalergang – et skønt syn. Hendes små fødder var stukket i små lave lysebrune sandaler, og tæernes neglelak matchede mundens kulør.

En duft af kvinde.

Hende må du i snak med. Jeg lavede en plan A og en plan B, som normalt både i teori og praksis virker, men sådan skulle det ikke gå. Jeg spurgte og ledte overalt…. Hun var væk.

En fra pensionatet havde arrangeret en Aalborg-tur til Ambassadør, dans, mad, bustur. Det var ikke noget for mig med de dansearrangementer, de lavede, når jeg ikke kunne et eneste trin på et dansegulv. Du skal med, sagde Rømer, det hele er bestilt og betalt. Tager du ikke med, skal du alligevel betale regningen. Alternativet var at blive alene tilbage på pensionatet, så jeg valgte at tage med. Det blev et godt valg. Den plads, jeg skulle sidde på, var ved siden af Birthe. Godt nok så langt, men hvad med danseriet, nu får jeg ikke en chance for at skabe ordentlig kontakt med hende Alt var stik imod, hvad jeg havde forestillet mig. En aften jeg troede alt var tabt, men hun indvilligede i, at vi én af dagene kunne gå i biografen, se det var en anden indgangsvinkel. Vi gik ture, besøgte Bedste i Stenberggade og havde det rart i hinandens selskab. Jeg blev dybt forelsket i hende, ubeskriveligt, en ny verden kunne måske være på vej.

Så kom chokket.

En aften fortæller hun så, at hun fik travlt de næste dage, fordi hun skulle pakke. Hvad skal du pakke? Jeg skal rejse til nyt arbejde i Vejle. Det var ubærligt, nu standsede alt, før det rigtig var begyndt.

Vi ville så begynde at skrive sammen ret tit, hvad vi også gjorde. Hun skrev, at alt gik, som det skulle. Hun havde fået et par veninder fra salonen og hun spiste på pensionat sammen med næsten hele Vejles fodboldhold, Tommy Troelsen, Henning Enoksen og flere. Jeg blev nærmest desperat…… nu ser du hende aldrig mere….. væk for altid.

Jeg gik op til Bedste for at blive lidt trøstet. Jeg hjalp lidt i haven, så den var klar til vinter. Vi blev ret fortrolige, og jeg ordnede lidt papirarbejde for hende. Al post lå frit tilgængelig for familien, julekort, feriebreve, skattekort, alle skulle se, hvad der skete i den store familie rundt omkring. Der lå ingen brev fra Birthe, så jeg skrev til hende, at jeg synes, hun skulle sende Bedste et kort og fik det svar tilbage, at det havde hun gjort. Jeg spurgte så Bedste, hvor Birthes breve var, der kunne være noget for mig at læse, men det kunne der ikke, for det var hemmeligheder, og de blev ikke lagt på bordet, men smidt i kakkelen (kakkelovnen), men Bedste troede, at jeg var go’ nok.

Birthe kommer så via arbejde i Ålborg tilbage, og vi finder sammen. Skønt.

Birthes forhold til Bedste var noget særligt. Til vores bryllup sommeren 1962 sagde Bedste, at hun var så glad for, at det blev os to, og håbede, at vi resten af vores lange liv ville passe godt på hinanden.

Jeg er snart ved vejs ende nu, men mangler at udtrykke beundring og respekt for alle de mennesker, der på trods af store individuelle baggrunde og vilkår var med til at forme mine første ca. tyve år og for mange af dem også mine senere år.

Ord er ikke tilstrækkelige til at fortælle, forklare, føle, mærke og sanse det liv, Birthe og jeg lever sammen i dag, trods Birthes sygdom.

Det sidste kapitel i disse erindringer er uden ord, men fortælles gennem de billeder vi har gemt i albums og især i vores indre. Det er en berigende kavalkade af billeder af os, familie, venner og situationer gennem foreløbig 60 år.

Vi startede en pragtfuld rejse sammen, og den stopper ikke, før toget standser.

We did it our way

P.S.

Da Erik Hald i 2020 skrev sine erindringer boede Birthe Hald på plejehjemmet Kornumgaard. Hun led desværre af sygdommen Alzheimer.

Hun kunne derfor ikke selv fortælle om deres fælles rejse gennem livet, så Erik taler for dem begge.

Jeg vil starte min beskrivelse af mit liv fra da jeg var 12-13 år gammel, da det ikke kan have den store interesse for nogle, hvad jeg foretog mig i mine første 10-11 år.

Da jeg var 12 år gammel, boede jeg i Vrensted, min far arbejdede som spinder på en virksomhed der Hed Kjærs Mølle i Brønderslev og han cyklede på arbejde hver dag, da vi ikke havde nogen bil. Min mor havde en gartnerforretning i Vrensted, vi levede som de fleste på dette tidspunkt, vi var ikke rige, men vi manglede på den anden side ikke noget.

Omkring 1954/55 startede jeg i Løkken Realskole i 1. mellem og der gik jeg i 4 år. Vi cyklede til Løkken hver dag, også lørdag, 7 km hver vej.

Skal jeg fortælle om nogen oplevelser fra min skoletid i Løkken, så er noget af det, der står klarest en geografitime, hvor en af mine bedste venner, Jens Otto Madsen (ja, ganske rigtigt, forfatteren til denne bog) han skulle på et verdenskort uden navne pege på, hvor Michigansøen lå. Jeg tror ikke der var mange af mine klassekammerater der vidste nøjagtigt hvor den lå, men vi var da overbeviste om, at det var et sted i USA. Alle, undtagen Jens Otto. Han placerede den et sted i Midtjylland!!! Alle lo, undtagen vores lærerinde. Hun var overbevist om, at Jens Otto gjorde det for sjovt, det gjorde han dog ikke, han troede virkelig selv, at det var der den lå. Vores lærerinde, frk. Højbye som senere blev gift med vores engelsklærer Knud Holst, som senere blev berømt som den kendte digter og forfatter Knud Holst og frk. Højby blev kendt som forfatteren Kirsten Holst. Nå, men Jens Otto skulle selvfølgelig afstraffes og som det var kutyme dengang, så fik han en lussing, lærerne måtte nemlig gerne slå dengang.

Efter endt skoletid kom jeg i lære som lagerekspedient hos J. A. Hestbech & Søn, Ost, vin og konserves en Gros i Brønderslev. Her arbejdede jeg i 4 år og blev udlært som lagerekspedient i 1964. Herefter var jeg soldat i 14 måneder på Vester Alle Kaserne i Århus, der hvor Musikhuset i Århus i dag ligger. Jeg har aldrig været ked af at være soldat, men jeg var heller ikke ked af det, den dag jeg aftrådte til civil igen. Da jeg startede som soldat i Stabsbatteriet, fik vi som noget af det første en briefing om hvad det ville sige at være soldat i Stabsbatteriet. Bl.a. fik vi at vide, at Stabsbatteriets gennemsnitlige ”spjælddage”, dvs. de dage man som soldat blev sat i arresten for forskellige forseelser, var 4 dage. Det chokerede os meget, og alle vi nye soldater var overbeviste om, at det gennemsnit ville vi komme til at trække ned, for vi kunne ikke forestille os, at vi på nogen måde ville komme i ”spjældet”. Det skulle vise sig at vi overhovedet ikke fik noget besvær med at holde ”snittet”. Der skulle nu heller ikke så meget til, før man fik 4 dage i ”hullet”.

Jeg skulle engang under en øvelse i Oksbøl med kanonbatteriet og nogle engelske SAS-soldater vende den jeep, jeg var chauffør på inde i en skov, hvor disse engelske soldater havde deres lejr. Da jeg lige skulle vise disse englændere, hvordan en dansk soldat kørte bil, så fik den ikke for lidt. Fuld speed på under en bakning. Bang. Lige ind i et træ og der stod jeg med en totalskadet Jeep. Med masser af vidner. Straffen var et valg mellem 14 dagbøder à kr. 5,00 eller 4 dage i spjældet. Da lønnen på dette tidspunkt var kr. 30,00 om ugen, var valget ikke svært. 4 dage i brummen til 717533 Thrane. Jeg fik yderligere 4 dage på et senere tidspunkt, men da grænsen var 8 dage før man fik ekstra tjeneste, kunne jeg heldigvis træde af til civil efter 14 måneders tjeneste i Stabsbatteriet på Vester Alle Kaserne i Århus

.

Men jeg havde 4-5 soldaterkammerater, som måtte blive på kasernen i yderligere 12-20 dage.

Efter endt soldatertid fik jeg ansættelse hos min tidligere læremester Kaj Hestbech som salgschauffør og var her i ca. 3 år, hvorefter jeg skulle videre i min civile karriere, denne gang som slagschauffør for slagteriet i Randers, ØAS, som solgte dybfrost fra store frostlastbiler. Gennem årene har jeg solgt Cafax Kaffe, Mayo Salater, Panda chokolade inden jeg afsluttede mit arbejdsliv hos Nomeco, som er et grossistfirma som leverer medicin m.m. til apotekerne. Her var jeg i 10 år inden jeg gik på efterløn i 2006.

Der følger en lille historie med her ang. det at gå på efterløn. På det tidspunkt, hvor jeg var ansat hos Nomeco, fik alle apoteker varer 2 gange om dagen, nogle fik 3 gange, og de største apoteker fik varer 4 gange om dagen. Alle apoteker fik varer første gang om natten eller først om morgenen, så her skulle chaufførerne møde ind på arbejde kl. 02,30 om natten. Jeg havde altid gerne ville have sådan et nattejob, så jeg havde fri midt formiddag, og jeg fik chancen da en af mine kollegaer, som kørte om natten, kom galt af sted på en sådan nat tur, hvor han snublede over noget vejarbejde i mørket og kom til skade med sin ryg og var sygemeldt i længere tid. Jeg afløste ham på hans tur, men desværre for min kollega blev han aldrig raskmeldt og måtte derfor stoppe på sit arbejde, hvilket var meget tragisk for ham, og det var selvfølgelig ikke lige på den måde jeg ønskede at få denne nat tur. Men sådan blev det, og desværre skulle det vise sig, at jeg så fik et andet problem: jeg kunne ikke sove de 2-4 timer om dagen, som jeg gerne skulle, når jeg kom hjem. Uanset hvor meget jeg rullede gardiner ned for at det skulle blive mørkt, så vænnede mit indre ur sig aldrig til at sove om dagen, og det var uholdbart i det lange løb, når jeg om natten skulle ud at køre små 400 km. Og min gamle tur om dagen var der jo en anden kollega som havde overtaget, så efter ca. 1 ½ år stod jeg af, opsagde mit arbejde og gik på efterløn. Kun godt 61 år. Det skal siges, at på det tidspunkt var efterlønnen rigtig god, jeg gik ikke ret meget ned i løn, så jeg har aldrig fortrudt det.

Men allerede den 25. november 1995 skete der noget stort i mit liv. Den dag blev jeg gift med mit livs kærlighed, Else Marie. Vi havde på dette tidspunkt kendt hinanden i næsten 20 år og boet sammen i næsten lige så mange år. På vores bryllupsdag holdt vi stor fest på Fårup Skovhus, hvor vi fejrede vores 90års fødselsdag.  Else Marie fyldte 40 og jeg fyldte 50 år. Vi fylder år med 2 dages mellemrum. Vi var ca. 70 til fødselsdagen, ingen vidste at vi var blevet gift samme dag, så det var sjovt at se folks reaktion da vi bød velkommen til fødselsdag – og bryllup.

Else Marie fik ikke bare en ægtemand, hun fik også 2 bonusbørn med ovenikøbet, idet mine 2 børn, Dorte og Jesper, fra mit første ægteskab selvfølgelig også var med + 3 bonusbørnebørn. Men selvfølgelig vidste både Else Marie, børn og børnebørn dette, og børn og senere børnebørn har altid taget godt imod Else Marie, og den dag i dag er hun som en mor og bedstemor for dem, og sådan føler hun det også selv.

Efter min skilsmisse havde jeg en overgang 2 jobs, om dagen mit normale job som salgschauffør og i weekenderne som discjockey. Jeg spillede meget på de lokale diskoteker som Diskotek Landsoldaten og diskotek Brunderhus. Men på et tidspunkt var vi to som slog os sammen og lavede kontrakter rundt omkring i landsdelen, således at vi skiftedes til at spille hver anden gang. Engang havde vi lavet en aftale med et diskotek i Hirtshals, hvor vi skulle spille 1 måned, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Der var imidlertid nogle rigtig kedelige typer som kom næsten hver aften, og så var der øretæver i luften. I den tid vi spillede der, var der 3 dørmænd som røg på skadestuen, og efter 1 uge gav min makker også op, han syntes det var for farligt at spille der. Jeg blev der 2 uger mere, så gav jeg også op. En aften jeg spillede, jeg havde lige spillet et stykke tid, noget rigtigt ”syremusik” for disse her unge ballademager, da jeg mente at jeg hellere måtte spille noget mere normalt musik for alle de andre gæster. Så kom en af ballademagerne op til baren og købte en drink og en sodavand på flaske. Og han gik så hen til mig i discjokey pulten og bad mig om at spille videre med den musik, som han ville have. Jeg sagde til ham at han lige måtte vente lidt, hvortil han svarede, uden så meget som at hæve stemmen: ”Hvis ikke du spiller det musik som jeg beder dig om, så får du den her flaske i hovedet”, og der var ingen tvivl: han havde gjort det. Så var min grænse også nået. Det var den sidste aften jeg spillede på det diskotek. Og derefter skar jeg meget ned på jobbet som discjockey, da det ikke var foreneligt med mit fuldtidsjob, så jeg spillede kun om lørdagen i et stykke tid indtil jeg helt stoppede.

Dog har jeg i ca. 1 år spillet som discjockey på Fårup Skovhus. Det var i 1989 da en af mine rigtig gode venner, Bo Larsen, købte kroen på tvangsauktion. Det var der flere før ham som havde prøvet, og de havde alle sammen brækket halsen på det. Men Bo havde en plan. Han startede op med grisefester fredag og lørdag. Spis hvad I kan for kr. 99. og få en halv flaske rødvin med ovenikøbet. Og under spisningen spiller Jens Ole Jensen (kendt fra Schwåmpis Venner) på sin guitar. Og efter spisningen er der discotek musik, spillet af Erik Thrane.

Det blev en kæmpe succes fra starten. Stuvende fuldt hus fra første gang og alle gange derefter, Folk kom fra hele Nordjylland. Og Bo har ikke set sig tilbage siden. Flere udvidelser og tilbygning af ca. 20 værelser. Men efter ca. 1 år sagde jeg stop, jeg var også på dette tidspunkt flyttet sammen med Else Marie og vi havde lyst til at få en mere normal hverdag. Men en fantastisk tid på Fårup Skovhus og det var også med til at udbygge vores venskab med Bo Larsen, som den dag i dag er en af mine allerbedste venner.

Jeg har kun èn gang siden spillet som discjockey. En fredag aften kl. ca. 20, ringede telefonen. Det var Bo, som ringede, Han havde som afløser for mig ansat en ung mand til at spille til grisefesterne på et hammond orgel, hvilket også var en stor succes. Men denne aften ringede Bo, han havde et stort problem, den unge mand havde uheldigvis væltet indholdet af et glas cola ned i orglet og nu kunne det ikke spille. Om jeg ville komme og vende plader, diskjockeypulten stod der stadig. Jeg spurgte hvor hurtigt jeg skulle komme, hvortil Bo svarede: det haster ikke, bare i løbet af 10 minutter. Typisk Bo Larsen kommentar, der er ca. 18 km. til Fårup Skovhus og jeg skulle også have pakket alle mine plader sammen og læsset ud i bilen. Men det gik og det var min ultimativt sidste aften som pladevender. 

Boksning ændrede mit liv – Brønderslev Bokseklub

Et års tid inden jeg startede som soldat, var jeg begyndt at bokse i Brønderslev Bokseklub. Det var en af mine kammerater, Per Falck Christensen, som foreslog, at jeg skulle prøve det og da bokseklubben i Brønderslev på dette tidspunkt var en rimelig stor klub med mange boksere, var jeg staks med på den ide. Det skulle vise sig at denne beslutning kom til at ændre mit liv fuldstændig. Her hvor jer er blevet 76 år, er jeg stadig dybt engageret i Brønderslev Bokseklub.

Dengang gik man ikke så meget op i regler og sikkerhed, så efter 2-3 måneders træning, blev jeg sendt ud i min første kamp. Den blev bokset i Frederikshavn mod en lokal bokser som hed Flemming Jensen. Flemming havde på dette tidspunkt trænet boksning i 3 år, men det var også hans første kamp. Jeg tabte selvfølgelig. Jeg fik den største røvfuld jeg nogensinde har fået i min boksekarriere. Men jeg gav ikke op. Mit største ønske var at få en revanchekamp mod Flemming og efter 2 kampe mere, som jeg også tabte, fik jeg chancen igen i Brønderslev Hallen. Så stod jeg igen over for Flemming Jensen fra B.K. Pugilist. Det viste sig hurtigt, at jeg havde lært af den første kamp. Flemming troede selvfølgelig, at det igen ville blive en nem kamp, men denne gang vidste jeg hvordan han boksede, og det blev til en klar sejr til undertegnede. Og den første i min karriere, så det er en kamp jeg stadig husker.

En anden kamp, jeg også husker ganske klart, var engang jeg boksede i en lille by, Auning, Øst for Randers. Det var Randers Atlet Club som havde arrangeret et stævne i den lille by. Jeg husker ikke hvad min modstander hed, men han havde i hvert tilfælde fået ram på mig med et højre hook på kæben. Der blev talt over mig i det ene ringhjørne og jeg var helt sikkert blevet talt ud og havde tabt på k.o., hvis ikke det modsatte ringhjørne pludselig var sunket sammen. Tællingen blev stoppet og der gik 5-10 minutter, inden man fik det repareret bokseringe. Derefter genoptog man tællingen, men jeg var selvfølgelig blevet helt klar igen og kampen blev genoptaget og jeg vandt på point. Det var en sjov oplevelse og det tætteste jeg nogensinde var på at tabe på k.o.

Jeg boksede ca. 50 kampe og vandt 31-32 af dem. Ikke nogen stor karriere, men jeg fik en masse store oplevelser og masser af venner i hele Danmark. Det er utroligt, at 2 unge mænd kan stå og tæve løs på hinanden og bagefter falde hinanden om halsen og være venner for livet.

Brønderslev Bokseklubs første formand hed, Gunnar Bjerring, derefter kom Alfred Andersen, Emil Nielsen, Aksel Balling, Erik Thrane, Jens Jakobsen, Kaj Thorkild Thomsen, Morten Rosenkilde og Kurt Lykke. Og for nuværende er det Erik Thrane.

I 1974 fik Brønderslev Bokseklub for første gang en sponsor. Indehaveren af Brønderslev Tæppelager, Jeppe Bisgaard, forærede bokseklubben kamptøj og opvisningsdragter. Det var en stor dag for Brønderslev Bokseklub, da man kunne stille op i klubdragter med sponsornavn på.

I 1979 blev jeg valgt som formand for Brønderslev Bokseklub og da jeg i forvejen fungerede som træner i klubben, var det en periode hvor jeg havde nok at se til, da jeg samtidig havde fuldtidsjob. Jeg sad i 3 år, hvorefter jeg overlod roret til Kaj Thorkild Thomsen i 1982, jeg fortsatte dog som menigt bestyrelsesmedlem og træner i klubben. I 1985 ønskede Kaj Thorkild ikke mere at fungere som formand og da der ikke var andre, som ville have posten, trådte jeg igen til på den betingelse at Kaj Thorkild fortsatte i bestyrelsen, og sådan blev det.  Siden har Morten Rosenkilde og Kurt Lykke været formænd, men nu er det undertegne igen, men forhåbentlig finder vi snart en ny formand, da jeg efterhånden har dåbsattesten imod mig og det er heller ikke sundt at have den samme formand i så lang tid.

Inden min tid i bokseklubben, var Brønderslev Bokseklub, som blev stiftet i 29. september 1947, en af de største bokseklubber i Danmark, og der er stadig folk i Brønderslev som kan huske nogle af de gode boksere som var engang.

Navne som brødrene Nielsen, Helmer, Ole og Henning kan stadig få julelysene frem i øjnene på folk, enten fordi man kan huske dem eller fordi man har hørt om dem. Af de tre brødre er der i dag kun Ole som er levende.  Han er også den eneste nulevende æresmedlem af Brønderslev Bokseklub, når man ser bort fra skribenten til denne artikel. Udover os to har klubben haft yderligt 2 æresmedlemmer, nemlig tidligere formand Emil Nielsen og Oles bror, Henning Nielsen. Også Helge Yssing, som blev både jysk og dansk juniormester, er en af mange store boksere fra denne tid. Og på det tidspunkt var det virkelig stort at blive juniormester da der var masser af boksere. I Brønderslev kunne man trække fulde huse når der blev bokset klubmesterskaber på Hotel Brønderslev.

I min tid i Brønderslev Bokseklub husker jeg de første store resultater i klubben. Det var i 1966. De bedste boksere på dette tidspunkt var føromtalte Per Falck Christensen og Bent Ole Jacobsen og de blev begge jyske juniormestre med en uges mellemrum. At der gik en uge imellem skyldtes, at der på dette tidspunkt stadig var masser af boksere, og der var så mange boksere, at man simpelthen var nødt til at dele mesterskaberne over to weekender.

En anden dygtig bokser, ja vel nok en af de bedste boksere Brønderslev Bokseklub har fostret, var søn af den legendariske mester, Helge Yssing. Helge er af mange, regnet som den bedste tekniske bokser i klubbens historie, men vi er også mange som mener, at han blev overgået ar sønnen, Lars. Lars Yssing kunne stort set alt i en boksering, teknisk var han et unikum, men hvis dette ikke rakte, så kunne Lars Yssing også godt tage et slagsmål. Han blev af DABU udtaget til De Nordiske Juniormesterskaber i 1977. Han kom med på dispensation, da han på dette tidspunkt stadig kun var drengebokser. Helt sensationelt boksede han sig frem tik finalen, hvor han tabte meget knebent til en finsk bokser. En finale som de fleste mente at Lars Yssing vandt. Men under alle omstændigheder en fantastisk flot indsats af den unge brønderslevbokser. Desværre stoppede Lars Yssing kort tid efter sin karriere, ærgerligt, da han helt sikkert var blevet et kæmpenavn inden for dansk boksning. Og heldigvis er Lars stadig en god ven af Brønderslev Bokseklub.

Endnu et jysk og dansk juniormesterskab blev i 1981 vundet af Bo Larsen. Bo var en både teknisk og fysisk god bokser som aldrig gav op. I hans kampe var der fuld knald på i alle 3 omgange, og i 3. omgang var Bo altid stærkest, han havde en jernvilje som gjorde, at på trods af at han kunne være dødtræt, så kunne han bokse 3. omgang, som om det var den 1. omgang. Et fysisk vidunder som sjældent set. I 1984 blev han dansk juniormester i Århus. Inden finalekampen mod storfavoritten Jan Bo Berg fra Århus Ak, sagde Bo i spøg, at hvis han kunne stoppe ham i 1. omgang, så kunne vi nå et tog en time tidligere hjem til Brønderslev. Skæbnen ville, at Bo gik op i ringen og stoppede sin modstander i 1. omgang og vi nåede derfor toget en time før end planlagt. Det grinede vi meget af på vejen hjem.

I dag driver Bo som tidligere nævnt Fårup Skovhus med stor succes. En lille, men sand historie om Bo Larsen. En aften, efter at han havde haft Fårup Skovhus i nogle år, kørte han en mørk og regnfuld aften ude i mosen. I det mørke og regnfulde vejr opdagede han for sent en mørk traktor, som ikke havde baglys eller nogen anden form for lys bagpå traktoren. Bo kørte op bag i traktoren og kom slemt til skade med sit ene ben. På sygehuset fik han af lægerne klar besked: Han ville aldrig komme til at gå på det ene ben igen. Men Bo er jo som bekendt en stædig rad. Han gav besked til lægerne om at hvis bare de ville lave hans ben igen så godt som muligt så skulle han nok selv sørge for at komme til at gå igen. Om det var Bo`s stædighed eller fordi lægerne tog fejl, vides ikke, men jeg hælder nok til den sidste vurdering. Trods alt. I dag går det godt for den uheldige restauratør, selv om han trods alt har et ødelagt knæ.

På et tidspunkt i sidste halvdel af 80`ne fik Brønderslev Bokseklub tilgang af to boksere fra Hirtshals. Det var de to brødre, Rene` og Brian Mogensen som på dette tidspunkt havde bokset i Hjørring Bokseklub i et par sæsoner. Rene på 17 år havde bokset en snes kampe og var regerende dansk ungdomsmester og hans lillebror Brian på 15 år havde bokset 5-7 kampe og havde kun vundet en enkelt. Men den første kamp han boksede for Brønderslev Bokseklub, var i Brønderslevhallen og her vandt han og blev kåret til stævnets bedste bokser, så man må sige at det hjalp at han kom til Brønderslev.

Rene Mogensen blev i 1987 jysk mester ved at vinde en klar sejr i finalen over forhåndsfavoritten Michael Rask fra AK Jyden. Michael Rask blev senere professionel, hvor han blev europamester. Senere samme år blev Rene også dansk juniormester, hvor han igen mødte Michael Rask, denne gang i semifinalen, hvor han stoppede sin modstander og i finalen vandt Rene` over en bokser fra Skjærbæk og blev dansk mester.

Året efter gjorde lillebror Brian ham kunsten efter ved at blive dans mester efter en finale sejr over en bokser fra BK Midtjyden i Silkeborg Dede Ziyanak. Dede havde tidligere vundet DM 3 gange som ungdomsbokser, og Brian havde året forinden tabt snævert med dommerstemmerne 3-2 i finalen til ham, så det var en god sejr til Brian Mogensen og året efter blev Rene så jysk juniormester. På dette tidspunkt var Rene fast mand i bruttotruppen til EM i 1988 og efter Brians jyske juniormesterskab blev han også udtaget til denne trup. Men kort tid efter stoppede begge brødrene deres karriere, de var simpelthen kørt træt i alt deres rejseri. 3 gange om ugen rejste de hjemme fra Hirtshals kl. 16 om eftermiddagen og til Hjørring, hvor de skiftede tog, videre til træning i 2 timer i Brønderslev, dernæst tilbage til Hirtshals hvor de var hjemme kl. 22 om aftenen. Og efter udtagelsen til bruttotruppen var der utroligt meget rejsen frem og tilbage til samlingerne, så det blev i sidste ende for meget for de to unge drenge. Det var meget ærgerligt, men fuldt forståeligt at knægtene løb tør for energi og i dag har de begge fuld gang i deres civile karrierer.

I de senere år er det gået lidt op og ned i Brønderslev Bokseklub, der er desværre ikke kommet nogle mesterskaber i hus i flere år, men bokserne fra Brønderslev har dog vundet mange medaljer i forskellige turneringer, rigtig mange endda, men det vil kræve alt for meget plads at omtale dem alle her.

Fra 2014 fik vi nogle nye boksere i klubben. Mange af vores nye indbyggere, de såkaldte 2 sproglige, fik interesse for boksning. Nogle så i starten lidt skævt til vores nye medborgere, men i Brønderslev Bokseklub var vi ikke enten danskere eller syrere eller russere eller noget helt andet, vi var alle boksere, alle talte dansk og efter ganske kort tid havde vi ingen problemer med hinanden. Det var en fornøjelse at være rundt til stævner og turneringer med denne blanding af boksere, alle bakkede op om hinanden og mange nye venskaber blev knyttet. Og bokserne vandt rigtig mange sejre. Det hele kulminerede til de Nationale begyndermesterskaber i 2018. De Nationale begyndermesterskaber er reelt danske mesterskaber, men da Danmarks Idrætsforbund ikke giver mesterskabsmedaljer til begyndermesterskaber, så må man ikke kalde det for danske mesterskaber, men det er det det er, og derfor kalder vi det for danske mesterskaber, og det gør man også i stort set alle andre klubber.

I 2018 stillede Brønderslev Bokseklub med 6 boksere til de danske begyndermesterskaber i boksning i Hornslet mellem Randers og Århus. Det blev en kæmpe triumf. Brønderslev Bokseklubs boksere vandt 5 danske mesterskaber og en sølvmedalje og blev klart bedste klub. Det var en fantastisk weekend, hvor Brønderslev Bokseklub i den grad fejede al modstand til side og selv om den sjette bokser ”kun” blev nr. 2, så var det i så tæt en, at han lige så godt kunne have vundet den.

De 6 danske mestre var: Ahmed Arrag, Arsen Tujaryan, Mohammad Malek Masoud, Sadam Ghanom og Bislan Khadzhiabdulaev. Og sidstnævnte Bislan, som stillede op i mellemvægt, havde lige aftenen inden finalestævnet bokset en kamp i letsværvægt ved et andet stævne hvor han mødte en bokser med 17 kampe. Bislan havde 6, men det forhindrede ikke Bislan i at bokse en forrygende kamp og vinde kampen på point. Den sidste bokser Brønderslev Bokseklub havde i ringen ved finalestævnet, var let weltervægteren Mansur Gaurgaev. Han tabte på point til en bokser fra Lindholm bokseklub. Det var en meget lige kamp, hvor sejren lige så godt kunne være tildelt Mansur, men når endelig Brønderslev Bokseklub skulle tabe, så var det en lille trøst, at nederlaget var til en anden Nordjyde, Sebastian Larsen fra Lindholm Bokseklub.                                                                                                               Det kan godt være at Brønderslev boksernes har fremmedklingende navne, men deres efternavn er pæredansk: Brønderslev Bokseklub.

Senere samme år deltog en af de danske mestre i de rigtige mesterskaber for U17 boksere. Det var Mohammad Malek Masoud som stillede op som absolut underdog. Malek måtte 14 dage før De Danske Mesterskaber ud i en udskildningskamp i Varde, mod en bokser fra Hornslet, en kamp som Malek vandt stensikkert med alle 5 dommerstemmer. Ved finalestævnet var heldet bestemt ikke med Malek, da han i semifinalen trak storfavoritten Joseph ”Jo Jo” Fahn fra Holstebro. En bokser som tidligere vandt med 5-0 over Malek. Der var kun 3 i hele hallen som troede at Malek kunne vinde den kamp, Malek selv og hans 2 sekundanter. Men det var nok. 5-0 til Malek fra Brønderslev og dermed finalekamp til ham, hvor han mødte en rigtig hardhitter fra Jyllinge Bokseklub. Men heldigvis havde alle tre fra Brønderslev set Jyllingebokserens semifinale aftenen forinden, så intet kunne overraske Malek, alt modstand blev fejet af banen, Dansk U17 Mester 2018: Malek Masoud.

Årets Idrætsnavn i Brønderslev Kommune.

Maleks største præstation dette år må nok siges at være, da han ved et stort show på Nordjyllands Idrætshøjskole i marts måned 2019 blev kåret til

En ny ting der også er sket inden for nordjysk boksning, er oprettelsen af Box Team Nordjylland 31. oktober 2017. Dette er et samarbejde mellem alle otte nordjyske bokseklubber, hvor man har fælles sparring en gang om måneden og hvor man forpligter sig til at stille op til hinandens stævner. Det er en sammenslutning som fungerer perfekt, alle klubber nyder godt af den og det viser, at uanset størrelsen af klubben, så er alle klar over at sammen står vi stærkt.

Jeg har ikke selv haft en speciel stor karriere som aktiv bokser, lidt bedre er det gået som leder af Brønderslev Bokseklub.

Den største lederpokal inden for Jysk Boksning, Axel Eriksen Pokalen, blev jeg tildelt i 1987.

I 1993 fik jeg JABUs guldnål.

I 1995 blev jeg udnævnt til Æresmedlem af Brønderslev Bokseklub.

I 2008 blev jeg Årets Idrætsleder i Brønderslev Kommune.

I 2014 fik jeg Brønderslev Kommunes Frivillighedspris

I 2014 havde Brønderslev Bokseklub arrangeret en stor reception i Brønderslevhallen for mig, på grund af mine 50 år i Brønderslev Bokseklub.

Det var en meget bevæget dag som kulminerede da formanden for Pandrup Bokseklub, Kim Årestrup, rejste sig og udnævnte mig til æresmedlem i Pandrup Bokseklub.

Jeg tror ikke der findes andre i Danmark som er æresmedlem i to forskellige bokseklubber. Jeg var meget rørt og det samme var Kim.

En ting som har haft meget stor betydning for Brønderslev Bokseklub, er Store Brønderslev Marked. Det var lidt ved et tilfælde, at Brønderslev Bokseklub fik en stadeplads på markedet, idet den egentlig var gået i arv til søskendeparret Bo og Mie Larsen. Deres far, den legendariske slagtermester Ib Larsen, som ejede den kendte slagterforretning i Nygade, Kødbørsen, havde haft pladsen i mange år, men da han stoppede, overtog hans børn den. Jeg tror de havde den i et par år, men Bo`s chef i Brønderslev Storkøb, hvor Bo var slagtermester, brød sig ikke om at Bo stod dernede og solgte pølser, hvorfor Bo spurgte bokseklubben, om vi var interesseret i at overtage den, hvilket vi selvfølgelig gerne ville. Dengang var det kun en halvstor rund grill under åben himmel, hvor vi stegte grill medister. Og det var ”kun” 3 dage, idet fredagen på dette tidspunkt ikke var en markedsdag.

I mange år tjente vi ikke de helt store beløb på markedet, vi prøvede et par år at stille en pølsevogn op ved siden af grillen, men det var ikke nogen succes. Så et år stillede vi 4-6 markedsparasoller op, men de blæste væk i en storm et år, hvorefter vi købte et partytelt hos Harald Nyborg. Første år vi stillede det op på markedet, blev jeg ringet op af en fra markedsudvalget tidlig om søndagen, med den besked at vores telt var blæst over i tivoliet. Vi lejede så et rigtigt telt hos en lokal teltudlejer til resten af markedet, og efterfølgende købte vi teltet. På dette tidspunkt havde vi udvidet varesortimentet kraftigt. Fra kun at sælge grill medister, solgte vi nu 2 slags pølser, pommes frittes, saftevand og popcorn.

For ca. 10 år siden fik vi 2 nye medarbejdere til Store Brønderslev Marked. Det var mine 2 børn, Dorte og Jesper. Og nu kom der skred i tingene. Vi var på dette tidspunkt blevet en noget større forretning, men de to unge mennesker fik rigtig sat skred i tingene, pludselig var markedet bokseklubbens største og vigtigste indtægtskilde. Og for 5-6 år siden lavede Jesper en aftale med Tommy Telt, som er en stor aktør på markedet for teltudlejning. Dette indebar et stort flot og nyt telt hver år.

Firmaet Intech International her i Brønderslev lavede en stor flot gril i rustfrit stål for 10-12 år siden, for 7 år siden lavede samme firma 2 store borde med indbygget varmt vand, også i rustfri stål og senest har de lavet et lidt mindre bord.

Boden er efterhånden blevet så stor, at det blev et problem for klubben at skaffe nok frivillige til at hjælpe til på markedet. Det førte til, at vi for 3 år siden indlemmede Brønderslev Cross Club i ”markedsfamilien”, og det har været en kæmpesucces. Bokseklubben har udvidet til 2 griller, en til kul og en gasgrill. Sortimentet er blevet udvidet med en såkaldt ”markedspølse”, en ordentlig moppedreng, 2 forskellige burgere og nu 3 slags pommes frittes. Vi har så mange elinstallationer, at vi har egen el tavle. Og vi har en stor kølevogn fra Tommy Telt.

For 5-7 år siden fik klubben den ide, at man gerne ville være vært mandag formiddag for byens børnehavebørn og vuggestuebørn, som i mange år har været inviteret af markedsforeningen til underholdning i det store øltelt. Bokseklubben foreslog så markedsforeningen, at man gerne ville være vært for alle børnene, når de kom ud af teltet. Så kommer de over til bokseklubben og får gratis saftevand og popcorn. Det koster lidt penge, men det er alle pengene værd, når man ser de mange hundreder glade børn.

I år, 2021, har vi haft det bedste marked i mands minde. Ikke bare bokseklubben, men alle foreninger på markedet. Alle betingelser for et godt marked var til stede. Der havde ikke været nogen markeder i hele landet i 1 1/2 år på grund af Corona og det var et fantastisk vejr alle 4 dage.

Vi har i efterhånden 5-6 år serveret gril pøser og drikkevarer til Brønderslev Kommunes arrangement for Danmarks udsendte soldater i Rhododendronparken. I år var det så uheldigt at det faldt sammen med Brønderslev Marked. Men det klarede bokseklubben også. 2 mand i Rhododendronparken og 8 mand i teltet på markedet. Jo, der var gang i den denne søndag formiddag.

Oktober 2021 – Erik Thrane

Vi var 5 brødre, som voksede op på Solvangsvej 40 i 1960´erne.  Jeg var nummer 4 og mine forældre havde håbet på, at det nu blev en pige. Men nej, desværre måtte de nøjes med mig. Jeg har endda fået fortalt, at Kløve familien, som boede tæt på os, havde fået 3 piger. Så hvis de fik endnu en pige, var de villige til at lave en byttehandel!

Min opvækst var i starten præget af en indremissionsk familie med bordbøn og tvungen søndagsskole, da min far var formand for menighedsrådet. Heldigvis blev det med årene frivilligt med søndagsskolen, så der blev tid til at lege, spille fodbold og opholde sig i friluftsbadet også kl 10 søndag formiddag. Min far Bjarne var lærer på Skolegades Skole, hvor jeg selv havde ham til geografi, men det blev aldrig til de høje karakterer i skolen. Det blev det i øvrigt heller ikke på hverken HF eller Seminariet. Kun karaktererne i idræt lå i top, men det endte da med en lærereksamen på Hjørring Seminarium i 1981.

Vi var nogle rødder som børn. Der blev bygget flere huse på Solvangsvej i disse år. Og vi legede fangeleg rundt i de halvfærdige huse. Det var både oppe på stilladserne og rundt på de halvfærdige mure. En dag væltede vi en mur, men vi forsøgte at mure den op igen og hørte ikke mere til det. Så lidt hånde var vi da. Det var jo en tid uden Computer og Playstation, så vi var ude det meste af dagen. Og friluftsbadet brugte vi selvfølgelig om sommeren, men enkelte gange også uden for sæsonen.

Jeg skulle enten tørre af, når min mor var i gang med opvasken efter aftensmaden, eller høres i salmevers inden jeg kunne få lov til at løbe over på friluftsbadet igen. Vi kunne, fra vores køkkenvindue, se over på udspringstårnet. Så mens jeg tørrede af, blev der tit gættet på, hvem det var der sprang ned fra 5, 7 eller 10 meter tårnet. Nogle gange var vi heldige at se Finn Malthe, som var en meget dygtig udspringer, og som boede lidt længere nede af Solvangsvej. Om sommeren brugte vi næsten al vores fritid i badet, hvor vi spillede fodbold på plænen, og her så vi vores snit til at springe direkte i vandet, uden først at skulle til afvaskning i kælderen. Men et efterår, hvor badet var lukket, kravlede vi over hegnet og legede omkring det halvtomme bassin med nogle gamle baderinge. Vi kravlede også op i tårnet og stod og kiggede ud fra 5 meter tårnet. Som jeg husker det, turde vi ikke kravle helt til tops til 10eren, men min lillebror var pludselig hoppet ned fra 5 meter tårnet, mens vi stod med med ryggen til.  Ikke i bassinet men på græsset! Heldigvis var der ikke sket noget, det var kun knapperne i skjorten, der var sprunget op.

Fra 12års alderen begyndte idrætten at betyde næsten alt for mig. I skolen sad jeg ved siden af Jesper Hardahl i mange år, vi var venner og spillede fodbold i BI sammen. De første år havde vi Mads Otto Larsen som træner og han var en herlig træner for os.  Sune Frederiksen kunne nogle gange låne nøglen til gymnastiksalen på Skolegades Skole, hvor hans far var skoleinspektør. Så spillede vi indendørsfodbold der, ellers blev der spillet bordtennis eller whist hos Jan Agerbæks forældre i St. Blichersgade Og lidt senere kom der mere interesse for pigerne og øllerne, så vi fik afholdt nogle skønne fester mest hos Jan Agerbæk.  Og vi begyndte også mere at gå i byen på ”Landsoldaten” og ”Det bette apotek” eller på ”Brundurs”.

Jo, jeg fik afprøvet mig selv til både Volleyball i SSV, bordtennis i BI, frivillig gymnastik og atletik efter skoletid og så selvfølgelig fodbold og håndbold i BI. Et par år inden for FDF og De grønne spejdere blev det også til.

 

Som 16-årig var jeg begyndt at spille håndbold, og jeg tror det var Frede Aagård, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at være træner i håndbold. Det endte jeg så med at være, indtil jeg var 63 år! Dog ikke sæsonen 74/75 da var jeg nemlig på Idrætshøjskole i Århus.

Der kom en 10 års periode hvor jeg spillede fodbold mest i Hjørring på deres hold i Danmarksserien eller 3. division som det hed dengang. Et enkelt år i FFI i 1. division blev det også til. Det blev ikke til mange kampe på 1.holdet. Men lidt sejt var det, da man var blevet samleobjekt på de fodboldbilleder der lå i pakkerne med saltpastiller fra ”Gunnar Nu pastiller”.  Tror dog ikke mit billede var i særlig høj kurs, blandt børnene i Danmark. Samtidig spillede jeg stadigvæk håndbold i BI på det bedste hold de havde, sammen med bl.a. Hans Jørgen Jespersgaard, Torben Ulsted, Bent Hessner, Finn Verner Jensen og hvad de nu alle hed. Det var den tid, hvor man godt kunne spille begge dele på højt plan.  Fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Samtidig var jeg i gang med at tage DHFs håndboldtræneruddannelse og fik senere den højeste håndboldtrænerudddannelse i europa, nemlig Master Coach i EHF.  Det gav mig mulighed for at blive håndboldtræner og DHF-instruktør.  Og i de mange år efterfølgende havde jeg den glæde at være træner på alle niveauer i Danmark.  Og ikke mindst mange år som frivillig ungdomstræner i BI. Det er blevet til et møde med mange spændende personer igennem årene, som jeg har trænet.

 

Bl.a. Niels Olsen som jeg trænede i Aalborg HK, mens han gik på skuespillerskole på Aalborg Teater. En aften var hele håndboldholdet samlet i teatret for at se Niels være med i noget man kaldte ”sportsteater”. Han fik udleveret en seddel hvorpå der stod, hvad han skulle mime. Alle i salen havde fået nogle våde svampe, som man skulle kaste efter skuespillerne, hvis de ikke udførte rollen godt nok. Så Niels Olsen fik kylet 12 våde svampe i hovedet, samt den som kom fra træneren.

Lars Walther, som jeg trænede i både Aalborg og BI, blev senere træner i bl.a. Wisla Plock i Polen og FC Porto i Portugal, hvor jeg besøgte ham.

I Wisla Plock var jeg nede og overvære deres kamp mod rivalerne fra Kielce. Plock vandt kampen og dermed det polske mesterskab. Og med 6000 tilskuere i hallen blev Lars mester denne dag og hyldet i hele byen. Nogle år senere kom jeg til FC Porto, hvor han på daværende tidspunkt var træner. Jeg holdt et kursus for klubbens ungdomstrænere og fulgte deres professionelle holds kamp og træning. Overværede bl.a. holdets styrketræning sammen med de to store gutter fra det Portugisiske landshold. Deres målmand Alfredo Quintana, som ses til højre for mig på billedet, fik en trist skæbne. Under en træning blev han ramt af akut hjertestop og døde som 32årig.

Og så var der lille Adam, som jeg trænede på U10 i BI. Han ville gerne være målmand, men var så lille, at alle bolde der kom over 150 centimeters højde, var en umulighed for ham at nå. Men han havde det skønneste smil af alle dem, jeg har trænet, også når han hentede bolden ud af målet.

Et par år var jeg også spillende fodboldtræner bl.a. i Thise, hvor jeg kun var midt i 20`erne. En kamp, som jeg husker bedst, var i serie 1, hvor vi skulle spille mod storebror fra BI. Der var vel 500 tilskuere til kampen. Så det fortalte lidt om, hvor stor interesse der var til dette lokalopgør. Vi fik 1-1, men det var som en sejr for os. Der var selvfølgelig ingen massør og fysioterapeut tilknyttet holdet. Så da vores målmand Jens Østergaards skulder gik af led under opvarmningen, kaldte han på mig.  ”Hans stå lige ovenpå mit bryst med din ene fod og så ryk alt hvad du kan i armen”. Så gik skulderen på plads og han var klar igen til at spille!  Det var en del ældre spillere, som jeg trænede, og jeg var kun en knøs. Men de passede godt på mig. Bortset fra den aften til afslutningsfesten, hvor de drak mig under bordet.

IHÅ – Idrætshøjskolen i Århus

Året 1974/75 på Idrætshøjskolen i Århus var med til at igangsætte de næste 45 år af mit liv. Det blev en tilværelse, hvor det fortrinsvis handlede om idræt, højskole og familie.

1973 blev brugt på Pedershaab Beslagfabrik, hvor jeg fik tjent nogle penge, så jeg kunne komme på idrætshøjskole i Århus.

Og i august 1974 kørte mine forældre mig så til Vejlby Risskov i Århus, hvor Idrætshøjskolen lå.  Det var selvfølgelig spændende, hvem man skulle bo på værelse med. Jeg kom først og havde taget sengen tættest ved vinduet. Vi var alle langhårede på dette tidspunkt. Jeg havde langt blondt hår, og så kom der en ind med langt sort hår. Han havde sin kuffert og en guitar med og vi hilste pænt på hinanden.

Han hed Poul Krebs og vi fik 8 måneder sammen med masser af håndbold, musik, fest og sang. Men først og fremmest et højskoleophold, som udviklede os personligt og et sammenhold og venskaber, som holder den dag i dag. Her i oktober måned 2021, skal jeg til Århus for at mødes med omkring 20 af de gamle højskolekammerater fra 1974. Poul og jeg spillede håndbold sammen i Skovbakken med Erik Bue Pedersen som træner. Erik Bue var på det tidspunkt en dygtig landsholdsspiller, og vores forstander Jørgen Gårdskjær, som var landsholdstræner, havde vi som lærer til håndbold på skolen. Kan huske, at Poul og jeg nogle gange fik lov til at køre med Jørgen Gårdskjær ud og se håndbold. Det var når han skulle se, hvem han skulle udtage til landsholdet. Bl.a var vi en tur i Fredericia, hvor vi så storholdet fra denne tid. De havde en storskytte Flemming Hansen, som Gårdskjær fortalte nogle sjove historier omkring, mens vi sad i bilen på vej hjem.

Efter højskoleopholdet var jeg klar over, hvad jeg gerne ville være. Højskolelærer selvfølgelig!

Og det blev jeg så i over 30 år på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og drømmejobbet, hvor min store interesse idræt, kunne blive ikke kun min hobby, men også levebrød, var en realitet. Der var mange ansøgere til stillingerne på NIH (Nordjyllands Idrætshøjskole). Vist omkring 420 ansøgere til de 10 lærerstillinger. Jeg kom kun ind som timelærer i starten, men året efter blev jeg fuldtidsansat. Og dette job, sammen med mit fortsatte trænervirke og håndboldinstruktør inden for DHF, har givet mig så mange oplevelser, venskaber og bekendtskaber i mange lande.

Højskolen har været den del, som har udviklet mig mest menneskeligt, både i tiden som elev i Århus og senere som lærer på NIH.  Det forpligtende fælleskab, som opstår både blandt elever og lærere, når man lever så tæt på hinanden, flytter så mange grænser og udfordrer en hver dag, på alle måder. Om det har været en diskussion under et lærermøde, en beslutning der skulle tages på elevernes vegne, på en trekking tur i junglen i Thailand, eller overvære et foredrag eller høre en elev fortælle om sine udfordringer, flytter ens grænser.

Jeg havde ansvaret for vores internationale elever, som kom fra alle verdens egne.

En af dem var Rehab. En smuk muslimsk håndboldpige fra Ægypten, som en aften sad oppe på et bord i spisesalen på NIH.  Hun fortalte alle de andre 100 elever, om det at være muslim og om at spille for BIs damehold i håndbold. Det gav os alle sammen en større kulturel forståelse, og viste den mangfoldighed, som gerne skal være fremherskende på en højskole.

NIH fik besøg af en gymnastiklærer Nim fra Thailand.

At være højskolelærer er ikke kun et job, men en livsstil. I starten var der bopælspligt, for de lærere der blev ansat. Og vi spiste sammen på NIH om aftenen med hele familien. Børnene løb hurtigt ned i hallen, for at lege så snart de havde spist, mens vi voksne fik tid til at diskutere og hyggesnakke rundt om bordet. På vores skiture med eleverne til Norge havde vi hele familien med, så NIH var ikke kun en arbejdsplads for os lærere, men tit et samlingssted for hele familien.

Men med 3 børn, en kone med hendes karriere, en aktiv spiller og trænergerning og et højskolejob, blev det for meget. Og det var sikkert mest min skyld. Så ægteskabet gik I stykker og vi blev skilt. Jeg har fået 4 skønne børn, som jeg alle har fulgt tæt og været træner for, mens de som børn spillede fodbold og håndbold.

Og den dag i dag er det også blevet til 4 dejlige børnebørn.

Familien betyder utrolig meget for mig, som den naturligt gør, for de fleste forældre.

Men på det tidspunkt hvor jeg blev skilt, fik vi på NIH en gæstelærer i gymnastik fra Thailand. Og her tog mit liv en drejning. Nim som gymnastiklæreren hed, spurgte om der ikke var en af os lærere, der kunne tænke sig at komme til Thailand og være gæstelærer på en af deres sportsskoler.

Det endte det så med, at jeg gerne ville. Jeg havde på dette tidspunkt ikke rejst ret meget rundt i verden og havde ikke været på Inter Rail som ung. Men det fik jeg da rettet op på i årene der kom.

 Thailand og Indonesien

Jeg kom til Subhanburi Sportsschool 80 km nord for Bangkok på foranledning af Nim.  Hun underviste selv på en Sportsskole i Chiang Mai. Og da jeg kom til skolen i Subhanburi var deres landshold i håndbold tilfældigvis på træningsophold der. Så det endte med, at de bad mig om at hjælpe med at træne landsholdet.  Det var ikke den store udfordring rent håndboldmæssigt, da deres niveau svarede til et godt dansk 3. divisionshold. Men sprogligt kunne jeg kun 3 gloser på Thai. Nøng, song, sam – 1, 2, 3. så her blev jeg virkelig udfordret.

På turen derovre kom jeg også til at møde min nuværende kone Nid eller Surinthorn, som er hendes rigtige navn. Hun var volleyball spiller og vi blev gift efter et års tid. Jeg havde først været alene hjemme i Danmark igen, inden vi tog beslutningen. Vi har nu boet sammen i snart 20 år og har en søn Nikolaj på 16 år sammen.  I 2002 prøvede jeg også på at starte mit eget importfirma. Jeg underviste i IT, som det hed dengang på NIH.  Og det var på det tidspunkt, hvor der var 5 ud af de 100 elever som havde en mailadresse, Youtube var ikke opfundet og at chatte var meget nyt. Jeg holdt et oplæg i foredragssalen, hvor jeg ville vise, hvordan man kunne chatte med lyd. Og det var med den familie i Indonesien, jeg havde fået kontakt til over nettet. Det var spændende for alle eleverne at høre, hvordan vi kunne tale sammen over nettet.

Familien havde en stor møbelfabrik, som producerede teaktræs havemøbler. Og det endte med, at der kom en kæmpestor lastbil fyldt med teaktræs havemøbler kørende ind på I P Hartmanns Kvarter. Haven blev fyldt op med møbler og jeg måtte leje en lagerbygning på Saltumvej for at kunne opmagasinere alle møblerne.  Desværre måtte firmaet  lukke efter kort tid, da det var det år Dyne Larsen fra Jysk begyndte at sælge teaktræshavemøbler. Så de få møbler, som jeg fik solgt, står rundt hos venner og bekendte i Brønderslev.  Men turen til Java og Bali for at se fabrikken, gav mig også andre erfaringer. Bl.a at man skal passe på med at bestige en vulkan, som ikke er helt udslukt. 3 dage efter jeg havde besteget vulkanen, sammen med nogle fra fabrikken, gik den i udbrud. De sendte mig et billede fra deres avis, som viste hvordan lavaen løb ned af siderne på vulkanen. Der var jeg heldig!

Iran

Jeg har været på håndboldkurser i bl.a. Barcelona, FC Porto, Wisla Plock og til VM og EM-slutrunder flere steder i verden. Men et sted fik stor betydning, nemlig i Wien i 2010.  Her var et EHF håndboldkursus, som jeg deltog i, og hvor jeg sad blandt 30 andre håndboldtrænere fra hele verden.

Jeg sad og kedede mig lidt over de øvelser, der foregik på håndboldbanen. Så jeg prikkede ham, der sad på næste række foran mig, på skulderen. Han var landstræner i Iran, vi fik mange gode snakke og det endte med, at vi blev gode venner. Han har så to gange inviteret mig til Iran, for at afholde håndboldkursus for deres håndboldtrænere.

Det har givet mig nogle fantastiske oplevelser og indsigt i et land, som på mange måder er så fjernt fra vores kultur i nogle dele af befolkningen. Men også et land, som har en anden befolkningsdel, som er venlige, åbne og højtuddannede. Og som gerne ville af med det herskende brutale præstestyre, og i stedet få et mere demokratisk vestligt orienteret styre.

En episode står dog stadig klar i min erindring. Og det var da vi måtte flygte ud af den meget hellige konservative by Qom 140 km syd for Teheran.  Jeg ville gerne se en af deres meget flotte moskeer. Vi var lige ankommet til byen og parkerede foran moskeen. Min chauffør og klubbens guide, som kunne engelsk, var steget ud af bilen. Men da jeg steg ud, blev der en højlydt diskussion mellem dem og den turbanklædte mullah. Og uden at kunne sproget, kunne jeg godt forstå, hvorfor min guide Amin hurtigt fik mig ind i bilen igen, og vi skyndte os ud af byen.

Jeg havde fået at vide at det var mest var nogle ungdomstrænere, som jeg skulle holde kursus for. Men i Iran, med over 80 millioner mennesker, og hvor håndbold er en meget mer populær og endda professionel sport end vi har opfattelsen af her i Danmark, havde de samlet alle deres landstrænere og klubtrænere fra hele Iran. At jeg havde aftalt, at jeg skulle stå for 3 timers teori og 3 timers praktik i hver af de 4 dage, som kurset varede, gav mig få timers søvn.

Men at jeg de sidste par dage, fik en guidet tur til det Kaspiske Hav nord for Teheran, sammen med Ali og anføreren for landsholdet, var det hele værd. Det første de spurgte mig om, da vi ankom til det lidt afsides liggende spisested oppe i bjergene var ” vil du helst have whisky eller øl inden maden!

Japan

I forbindelse med min orlov fra NIH, en betalt orlov som man kunne søge igennem Højskoleforeningen i Danmark (FFD), kom jeg også til Japan for at afholde et håndboldkursus. Derudover besøgte jeg mange uddannelsesinstitutioner i Tokyo.

Min kone Nid og søn Nikolaj, som kun var 4 år, fulgte med på den 3 måneders lange rejse til Iran, Thailand og Japan. Vi boede privat hos Nids kusine, som var gift med en japansk mand. Så der blev selvfølgelig spist siddende på gulvet, mens der var sumobrydning i TV.

Mødte også en af mine japanske elever på NIH, Yoshi. Han hjalp mig med at træne U10 drengene i BI, og nu var han en del af trænerstaben for det japanske landshold i håndbold.

 Bjørnebanden i BI på Bi Centret

Der er mange andre ting, jeg kunne fortælle om, når man på denne måde ser tilbage på ens tilværelse. Men heldigvis er jeg den dag i dag tilbage i Brønderslev.  Jeg er med i Bjørnebanden, som foregår på BI-centret, hver anden torsdag i måneden. Her spiller vi bordtennis som foregår med alvor, men mest med megen humor. Og bagefter bliver der fortalt historier hen over bordet, med en øl i den tredje halvleg.

Leif Kræmmergaard: John Larsen Hej John, Sjovt at læse dit indlæg. Jeg var jo hos Rudolf og Georg før dig, og så vidt jeg husker var det mig der anbefalede dig som bydreng.

Hele arbejdsbeskrivelsen husker jeg tydeligt og jeg var osse meget glad for at være der.

Besøgte Georg og Birthe for 3 år siden i Christiansgade, og desværre skrantede Georg lidt med helbredet.

Vi har vist ikke set hinanden siden barndommen, men håber du har haft det i alle årene.

John Larsen: Leif Kræmmergaard Ja det var dig der anbefalede mig

Afskrift af Poul Erik A´s artikel. VT -11.01.1987

Fotografiet er taget udenfor Fiske-Christians ejendom i Brønderslev omkring år 1908. Poul Marlo har studeret personerne og deres historie:

Personerne på billedet er set fra venstre:

Jomfru-Anton, hvis efternavn ikke kendes.

Drengene: Marinus Bendtson og Thorvald Madsen.

Dernæst de to smukke damer med den ranke holdning, Marie Agerskov og Sofie Christensen. Den unge mand med den lille hest er Johannes Christensen. Yderst til højre står Fiske-Christian, der ejede den bagved liggende ejendom (Algade 132).

Jomfru-Anton ses stående med et bundt aviser. Gennem et forstørrelsesglas ses det tydeligt, at det er Vendsyssel Tidende, han står med. Han har sikkert været på vej med avisen til abonnenterne og er kommen til Fiske-Christian i det øjeblik, fotografen har været der for at fotografere og har således fået lov til at være med på billedet.

Jomfru-Anton boede i Østergade, nu Algade. Hvordan han havde tilegnet sig sit jomfrunatiske tilnavn, har jeg intet kendskab til.

De to drenge, Marinus Bendtson og Thorvald Madsen, tjente begge som ”høvere” hos Fiske-Christian, men da Marinus var et år ældre end Thorvald, startede han sikkert i pladsen først.

Det er blevet fortalt, at Fiske-Christian og hans kone behandlede drengene, som var de deres egne børn. Det er således blevet fortalt mig, at Sofie gik ind og pakkede dynen godt ned omkring dem hver aften, når de var kommet i seng.

Marinus Bendtson forlod senere landbruget og kort tid efter, at Brønderslev i 1921 var blevet købstad, blev han ansat som politibetjent ved den nyoprettede politistation. Senere blev han forfremmet til politiassistent, men havde allerede da været leder af politistationen siden 1936.

Thorvald Madsen fortsatte derimod ved landbruget, dog afbrudt af et ophold på Vrå Højskole. Han var landvæsenselev på Visborggård og senere forvalter på bl.a. Sohngaardsholm ved Aalborg. Efter nogle få år som fodermester på Hjermitslevgård og Gl. Hammelmose startede Thorvald Madsen og hans kone et statshusmandsbrug på Enggaardens Mark ved Brønderslev.

Ved hjælp af de to drenge på fotografiet kan der med sikkerhed regnes med, at billedet må være fra omkring 1908. Drengene ser ud til at være i 10-11-års alderen, og da Marinus Bendtson er født den 27. juni 1897, og Thorvald Madsen er født den 3. juni 1898, kan der næppe være tvivl om fotografiets datering.

Thorvald Madsen døde i 1985, medens Marinus Bendtson der har identificeret personerne på fotografiet, for få måneder siden flyttede til plejehjemmet Kornumgård. Han er nu i nærheden af de 90 år.

Marie Agerskov boede i Østergade 38, hvor hun havde fransk vask og strygning.

Sofie Christensen var gift med Fiske-Christian, og de havde blandt andre sønnen Johannes, som også er med på fotografiet. Johannes Christensen blev senere ejer af Brønderslev kro.

Marie Agerskov og Sofie Christensen var tvillingesøstre, men næppe enæggede, da Marie var mørkhåret, og Sofie var blond.

Foruden at drive det lille landbrug solgte Fiske-Christian også fisk. Handlen foregik fra en trækvogn, hvorpå nogle fiskekasser var anbragt. Han havde fast stadeplads ved Hotel Brønderslev.

Det var naturligvis denne handel med fisk, som gav Christian tilnavnet.

Noget ganske specielt ved Fiske-Christian var hans hænder, der altid vendte bagud, når man så ham komme gående.

Fiske-Christians ejendom eksisterer endnu som Algade 126. Den har dog ved omforandringer ændret lidt i udseende.

Ejendommen ejes i dag af Svend Aage Jensen, der også venligst har udlånt fotografiet af ejendommen.

 

 

Her er en næsten færdig liste med navne på handlende i Brønderslev i 1958/1959.
Der er måske “huller”

Navnene er forsøgt sat alfabetisk.

Liste med handlende i Brønderslev år 1958/1959

Listen er ikke komplet. ——————————————————————-

Agerbæk, herremagasin

Aggerholm fru, Tygelsgade, brødudsalg

Alfred Larsen. Terrazzo-Larsen

Andelsbanken

Andreasen A. Vand- og Gasmester

Andersen Adolf, Melona, gartner

Andersen Chr. B, mælkehandler. Kusk.

Andersen Harald Købmand

Andersen Jens Vognmand

Andersen Johs., automobilforhandler, Opel

Andelsmejeriet, Torvegade

Andersen Kaj S., Købmand Bredgade

Andersen Martin, skomager Rådhusgade

Andreasen Svend Bast. Malermester.

Apoteket

Axelsen Svend, boghandler, Algade

Bast Henrik, smedemester

Bageriet, St. Blichersgade

Bast Carl Georg, malermester

Bech-Hansen, Westend, papirvarer

Bertelsen Ejner, farvehandler

Bertelsen Rich., Glarmester

Berg Sigurd. Nedbrydningsmaterialer

BIEN, K.G. Fuglsang. Biografdirektør

Brandborg Larsen Olfert, Tømrer

Bredvig, El-Installatør

Bregnhøj Kelly. gørtleri, gørtlermester

Brugsen, Algade

Brønderslev autolakereri

Brønderslev Pressefoto, Jernbanegade

Brønderslev Bank, senere Danske bank

Brønderslevhus, bryggeri

Brønderslev Dampvaskeri, Vestergade.

Bæk Frode, kbmd.

Bülow Ernst, Radiohuset. Mejlstedgade

Bülow, Damefrisør. Bredgade i Bredvigs hus.

Bundgaard Axel, dyrlæge

Bülow Lis & Møller Nielsen. Frisører

Carlsen Max. Bager, Vestergade

Centralhotellet, Nørregade

Centralkiosken

Cebulla, Chokolade. Vestergade

Cebulla, herrefrisør

Christensen Ejner, LAB-Ejner

Christensen Knud M. Tømrermester

Christensen Knud. Karetmager

Christensen Ellen, Modehandler

Christensen Thomas, cigar-Thomas, Nygade

Christensen & søn. Møbelsnedker m.m.

Christensen Erik, bager, Nygade

Christensen Jens Smalbyvej/Gravensgade, købmand

Christensen Karla, Kbmd

Christensen N.E, blikkenslagermester

Christensen Max Emil, snedker m.v.

Christensen N.C. Blikkenslagermester

Christensen Viggo, ”cykel-viggo”. Cykelhandler

Christensen Axel. Hægtere og beslag. Østergade

Christensen, Fynbogården

Christensen Møller. Landinspektør

Christiansen Jens. Cykelhandler, Vestergade

Christiansen Peter. Karetmager

Christiansen, tømrer Bredgade/Risagervej

City-Kiosken

Clausen, læge

Conradsen & Frandsen, elinstallatør

Danske Bank

Dansk Svensk Stål, Nygade

Dam Normann, Kørelærer

Dampvaskeriet, Vestergade

Dodensig Bager

Drejergaard A., tømrer

Eduardsen Ruth. Damefrisør. Vestergade

Eilertsen, installationsfirma

Eivind Christensen, motorcykler, biler og Scootere

Eksporten, Dannebrogsgade

EKSPORTSLAGTERIET

Ekviperingshandler S. Simonsen

Eduardsen Ruth, damefrisør. Vestergade

Elegance v/Rosa Nielsen

Else og Else, slikbutik

Fiskehuset

FLORA Blomster, Algade

Flyvholm, karetmager

Fodplejer Norma Nielsen

Frisør Kaj Pedersen

Frisør Nielsen

Frost Hans Erik. Kørelærer

Georg Pedersen. Kbmd. Algade

Germann S.A. Købmand

Gjedsig Agnes. Fodspec.

Graven Jens, gartner

Grøn købmand, Markedsvej

Gaardboe Arne, bagermester

Halskov Nielsen, læge

Halvorsen Frits, entreprenør

Hansa, kaffe og kolonial, Bredgade

Hansen Albert, Bogtrykker

Hansen Børge, guldsmed

Hansen, fru radio Hansen, frisør Ellitsgård

Hansen Evald, sadelmager, Vestergade

Hansen Jens, urmager

Hansen Knud, kbmd.

Hansen, Radio Hansen

Harald C.R. Thomsen, papir og læderhdl.

Hardahl Poul. Købmand og biludlejer

Hassings eftf. Nu Matas

Hedelund restaurant

Henriksen & Larsen fabrik for løbekatte til kraner

Hestbech Kbmd. Ost en Gros

Hesthaven. Frugthandler

Holst Hillemann Nielsen Manufakturhandler

Horslev, bager. Østergade/Algade

Højbjerg, hægtere og låsebeslag, fabrik

Højholt Købmand, Algade

Høy Hansen, Manufakturhandler

Høyer Knud. læge

Importøren

Ingrids børnetøj, Bredgade

Iversen Henry, VW forhandler

Jacob sko

Jacobsen Anna, Damefrisør

Jacobsen Didde. Tandtekniker

Jensen Carlo, tandlæge

Jensen & Christensen, møbelsnedker

Jensen Eyvind, læge

Jensen Frode, Morris & Austin Forhandler

Jensen Harry Valdemar, Møbelhdl. Og møbelsnedker

Jensen Holger, Vognmand

Jensen Jacob, mælkekusk

Jensen Jens P. Skomager

Jensen Jens Peter, skomager

Jensen Jens. Vognmand

Jensen Johan. Handelsgartner

Jensen Niels Chr. Købmand

Jensen Niels, vognmand (Nille)

Jensen Ewan, gravemester

Jensen Knud, biludlejer. Krogensgade

Jensen Robert, Frisør

Jensen Signe Engbæk, læge

Jepsen Jens Kr. Vognmand (TAXA)

Jepsen Johs. Arkitekt

Johan Bager Karl

Johnsen J. Købmand

Johansen Johs. bødker

Johansen Chr. V, cykelhandler. Algade

Johansen Johannes, købmand

Juel Pedersen. Vognmand

Jørgensen Niels. Cigarhandler

Jørgensen Svend, Malermester

Jørvang Svend, sagfører

Kaffebrænder Vilhelm Andersen

Kaj Sigen, gartner

Kaj, “Persille Kaj” Algade

Karner Fini, trikotage

Karnøe Valdemar, senere Karnøe´s eftf. Bonkegaard

Karnøe´s eftf. Aase Bonkegaard

KINO, Algade

Kirk Jens, Isenkræmmer

Kjeld Frisør, Vestergade

Kjær Aage. Kbmd.

Kjær. Henry R. Kjær, revisor

Klim Aage Johannes, Købmand

Klokkestøberiet

Knudsen Chr. R. skrædder, Bredgade

Knudsgades brødudsalg

Kroejer Karlsson

Krog Jensen, Ford forhandler

Krogh Træhandler

Kronborg, Skrædder

Kusk Jensen, Slagter

Kunstboden. Vestergade

Krabbe, slagter

Købmand J. Johnsen

Kørelærer Gjedsig

Lauridsen Jens. Autohandler

Langeland brdr. v/Rigmor Nielsen

Larsen Arkitekt Helmer H. Larsen

Larsen Chr. Købmand Algade

Larsen S.Aa. Kbmd. Frederiksgade

Larsen Berg VVS

Larsen Hans Sadelmager

Larsen Jens Kaj Kbmd.

Larsen Verner, Købmand

Larsen Willy, el-inst.

Larsen, A. Juul Larsen Købmand

Larsen, Tømrer, Bredgade

Larsen Thorvald. Vognmand, Gasv. alle

Laursen Harley, Frisør

Lehm, Rebslager

Leth, Sven Ove. Spec. Læge

Lund Ingebjørg, læge

Lunde Købmand

Løbger Fr., tandlæge

Låsebeslagfabrikken m.v. i Østergade

Madsen Poul Bogbinder

Madsen Villy K., materialist og Kbmd. Nu Matas

Mathiesen Erik, murermester

Mandrup Poulsen, boghandler

Melona, Adolf Andersen, gartner

Mejeribestyrer Niels Brøndum

Mellergaard Henry, Urmager

Mellerup H., Musikhuset

Mikkelsen Marie, Viktualiehandler

Modelsnedker Kristensen?

Momsen Ole, softice og slik m.m.

Mortensen Chr. Glarmester

Multifoto v/Mary Thomsen

Møller S. automobilhandler. Simca bla.

Møller Thv. Mikaelsen

Mørk-Jensen Carl, læge

Møller Henning. Trikotage. Bredgade

Nedergaard

Niels Kaj Jensen. Mælkehandler (kusk med vogn)

Nielsen (Laurits blomster), Wanda. Bredgade

Nielsen Ankjær, fiskehandler Vestergade

Nielsen Emil. Købmand

Nielsen Knud, landinspektør

Nielsen Søren, cementstøberi

Nielsen Kaj, cementstøberi

Nielsen Ludvig. Vognmand (TAXA)

Nielsen Vagner Installatør

Normann, slagter

Ny Tid

Olesen Oluf A. Købmand.

Olsen Olaf, skræddermester

Olsen, bager. Vestergade

Olsen Helga, Mælkeudsalg i Nygade

Olsen Helge, kolonial, vin og tobak

Ottesen Dagmar. Mælkehandler

P.P Tøjbutik Vestergade

Paulsen Vilhelm, Brændsel og foder

Pedersen Axel. Guldsmed

Pedersen Anton, smedvirksomhed. Østergade

Pedersen Kai I. Barbermester. Nygade

Pedersen Bernhard, murermester

Pedersen Johannes, småkagefabrik. ”Vrøvl”.

Pedersen Valdemar, Købmand

Pedersen, Læsø-Pedersen, kleinsmedie

Pedershaab Maskinfabrik

Peter Skomager, Vestergade

Phønix, hotel

PN Beslagfabrik

Poulsen Henry, møller

Poulsen Jens Kbmd.

Poulsen Peter B. Kbmd.

Rasmussen Jensine, kbmd.

Radiohuset, Mejlstedgade. Wraa & Bülow

Reng S.A. slagter

Rekord Vask v/Tage Møller

Rutebilkiosken, Marie Olsen

Rydder, kiosk Rydder v/Brugsen

Sanvig Svend. Sagfører

Scott Badeanstalt, Algade

Schous sæbehus

Sigen Kaj, gartner

Simonsen Hagbart N. Kbmd.

Skorstensfejer K. Frederiksen + Vulkanisør

Slagteriudsalget i Algade samt slagteriet

Slikmutter i Søndergade

Spejlborg. Anlægsgartner

Spångsmeden, Vestergade

Stareng Maskinfabrik V/Helmer Larsen

Stege Jørgen. Farvehandler Bredgade

Sørensen Emil. Kbmd. Vestergade

Sørensen, bager. Gravensgade

Sørensen Gunnar, malermester

Sørensen Købmand Kristine Sørensen

Sørensen, slagter, Vestergade

Sørensen Bernh. Karetmager

Tandlæge Carlo Fr. Jensen

Teglværkerne, Øst og Vest

Therkildsen, Dyrlæge

Thomasen Guri, tandlæge, skole

Thomsen, Fryseejer, Rådhusgade

Thomsen. Frisør Thorkild

Thorhauge th., møbelhandler

Thorndal Andersen, Frysehus i Rådhusgade

Thue Pedersen, Rio sko, Nygade

Thøgersen A.C., herretøj

Tipsmark brødrene Knud og Aage

Tolboe dans Grethe og Knud

Tolstrup Andr. Kul, koks og foder m.v.

Tolstrup Brugsforening

Torvecaféen, restaurant

Thorst Kjeld. Murermester

Trekantbar

Tyllesen, cykelhandler

Uggerbys maskinfabrik V/Karl Uggerby

Urmager Tage Buus

Ulsted K.E. Urmager og optiker

Valby metalstøberi, Solvej 4

Vandkrog bager, Vestergade

Vendsyssel Tidende

Vestergaard, Faber, Læge

Villadsen Karl, Mælkehandler

Vulkanisør Frederiksen

Wahlberg Blikkenslager. Gravensgade

Westergaard M. Kbmd.

Winther Jens. Kbmd. Vestergade

Winther Jens. Murermester

Winther & Andersen, Brændsel, kul og koks

Wrå, malermester

Zonen Redningskorps, Leo Lauritsen

Æggepakkeriet, Gravensgade

Ølhandler Jens Andersen

Østenkjær Niels. Sadelmager

Aalborg Amtstidende

Aalborg Stiftstidende

Aase & Ulla slikbutik, Bredgade

T.v. Høy Hansen manufaktur, Den lille butik, hvad var der der og hvem drev den? Herefter ?, Chr. Tyllesen cykel forretning med reparationsværksted hvor Frode var byens bedste cykelmekaniker og Tyllesen vimsede rundt i den gullige kIttel.

• Hvad solgte man i den Lille Butik, altså i rebslager Svend Aage Lehms gamle butik?
• Bente Philipsen man solgte kaffe sodavand og tobak blandt andet.Inge Mørch Jensen I 1970’erne blev Den lille butik drevet af Ebba Brobak, et skønt og generøst menneske. Der var en enorm hygge i det lille butikslokale, fyldt som det var fra gulv til loft med kaffe, te, chokolade, cigaretter, vin og meget andet godt.Inge Mørch Jensen Tak for en dejlig forklaring. Jeg kan ane stemningen og røgen. Selvom jeg ikke kan tåle røgen, ville jeg godt ofre nogle minutter “hængende på væggen” for at opleve den intense stemning og hygge. Det må være et værdifuldt minde at have i sin rygsækBente Philipsen Mange tak for dit svar. Hvilket “herresving”. At gå fra lugt af tjæret tovværk til en duft af nybrygget kaffe – det er da et herresving! Min far kom en del hos Lehms rebslåeri. Han fortalte, at hans navnebror, Svend Aage Lehm ofte nød a…Ove S. Johansen Jeg kan huske når når vi var inde og købe ål kroge, som regel for 1 krone. Jeg skal have for 1.00 kr, hvor efter Lehm svarede, ja tak for 1,00 kr ål kroge og 2 – 3 pust op i næsen. Men jeg elskede den gift der var i butikken.  Nederst på formularenVivian Thoft Jensen Husker Høy Hansen. Kunne låne tøj hjem i udvalg. Prøve tøjet hjemme og aflevere dagen efter for at købe eller ikke købe. Fin service og tilllid dengang.Martin Vestergaard  Hvornår lukkede Høy Hansen. Ved at Torkild Høy Hansen var med på Scandinavian Star og desværre ikke overlevede.Inger Nellemann Berndt Jeg købte min brudekjole hos Høy Hansen december 1964.Frede Aagaard Ole Møller Andersen, fodboldspiller i BI, havde også butikken i en del år.Lindy Thomsen “Den lille butik” havde Ole Møller på et tidspunkt, engang i 70’erne. spillede fodbold med Ole, hvor “taktikken” til kommende kamp ofte skete i baglokalet.

  Bente Philipsen Mange tak for dit svar. Hvilket “herresving”. At gå fra lugt af tjæret tovværk til en duft af nybrygget kaffe – det er da et herresving! Min far kom en del hos Lehms rebslåeri. Han fortalte, at hans navnebror, Svend Aage Lehm ofte nød a… Nederst på formularen

  

• Ove S. Johansen Så det mon sådan ud, da Nicolai Hassing startede i 1889?

Læg mærke til teksten over døren: Brønderslev Materialhandel.

Hvem kan afgøre om det er den samme bygning som den Matas har til huse i idag?

Hans Brix Madsen  Det er samme bygning. Jeg ved ikke hvornår, der blev bygget ovenpå.

• I hatteforretningen har jeg måtte vente læænge, når min mor prøvede hatte. Meget tålmodig hattedame.

Ove S. Johansen  Ja Kirsten, Rosa Nielsen havde mange gøremål. Hvis du har læst opslaget om Lars Gjedsig der sad på hattepulden, så kan du nok bedre forstå, at du skulle vente så længe. Rosa Nielsen var iflg. Lars Gjedsig børnenes ven og hun skulle jo også …

Ove S. Johansen Frøken Helga Olesens dvs. Andelsmejeriets mælkeudslag kan skimtes til venstre for HCRTs forretning.

Lene Haugaard Christensen

Jeg husker skulpturen af dådyrene   hvor står den nu ?

Laila Froulund Andreasen

Er det ikke den der står bag… Det gamle posthus / café cox

Laila Froulund Andreasen Nej den står på hjørnet ved banken når man drejer ned af Algade….

Pernille Koldbro Bang  korrekt den står op mod spar nord Nederst på formularen

Kurt Landgrebe

Arbejdede der som bydreng, der var mange tunge løft med papir, der skulle i kælderen for senere at blive bragt ud til byens kunder på en Long John. Der var langt ud til PM.

• Med telefonboksen i baggrunden, som vi brugte, da vi var unge og boede i Nygade.

Vivian Thoft Jensen Skønt billede. Mindes især Bager Charlotte og bladkiosken. Herligt med telefonboksen.

Anette Wraa Johansson ”” Young ”” en spändende butik med läkkert töj til Kvinder

Knud Bach Hansen Charlotte Bageren, der hentede jeg morgenbrød til svendene hos Brd.Tipsmark, da jeg var lærer som maskinarbejder.

Jette Jørgensen Charlotte havde de bedste flødekager (er ikke set siden)

• Det må være fra den helt spæde begyndelse (1889), hvor Nicolai Hassing starter sin Materialhandel og Valdemar Karnøe i venstre del af huset sælger dametøj.

Hans Brix Madsen Det er senere at 1. sal blev bygget over forretningerne, noget senere.

Basarbygningen:

1. Blomsterforretning Wanda Nielsen, Musikforretning Hilbert Mellerup, S. Simonsen herretøj, Møbelhandler Evald Hansen inde i gården i kælderen.

Nu har jeg efterhånden set den kaldt det flere gange, men hvad er historikken bag navnet basarbygningen?

Ove S. Johansen Nico Idskov Mon ikke baggrunden for navnet, skal findes i bygningsformen?

Jeg ved ikke, hvorfor den blev kaldt “BASARbygningen”.

Kan Anders Hedelund mon svare på det spørgsmål? På ordnet.dk står der bla, dette: åbent eller overdækket handelsområde med små butikker, boder og salg af forskellige varer især i Nordafrika og Mellemøsten

Flotte Bredgade

Et meget smukt gadeparti. Tænk, hvis man havde bevaret dette århundredgamle gadeparti af den brostensbelagte Bredgade. Turisterne ville strømme til byen. Crome og Goldschmidt til venstre (kogegrej m.v.) og Vendsyssel Tidende til højre. Det må være et meget gammelt billede, bedømt ud fra bilen.

Nordjyske Bank har vel lokaler th i disse ejendomme?

Prøv at lægge mærke til den lille elev til venstre, der forsøger at efterligne butiksejeren eller førstemanden. Hænderne i siden og benstillingen – nok en lidt for “blæret” stil i 2021?

Her Stenhugger Larsen i Bredgade med udstillingslokale og udendørs udstilling af gravsten ved siden a, Tv herfor Brønderslev Banks flotte bygning

Kirkegårdsgartnerriet ved Kirkegården i Bredgade.

Her er i dag Arne med sine maskiner

 

Kirkegårdsgartneriet set fra nord mod Bredgade

Bredgade ved Smalbyvej her er nu Ejendomsmægler

Her bager Vandkrog i Vestergade

• Ulla Rynkeby Din moster husker jeg, desværre ikkede andre

Jonna Mette Andersen Husker tydelig bagermesteren , hans kone og dig Lisbeth I boede ikke langt fra hvor vi boede som børn

Ove S. Johansen Først nu opdagede jeg dig. Du er ikke meget større end tobak for en skilling. Kan du være 5-6 år gammel?

Elisabeth Lindstrøm Ja, det er min størrelse, der hjælper med at tidsfæste billedet

Ove S. Johansen  Ja, det har du ret i!

Birthe Elsebeth Andersen Jeg var i huset ved bageren de boede i Søndergade og i forretningen om eftermiddagen men hvad de hed kan jeg ikke huske ….var vist lidt kæreste med en af bagersvendene….en dejlig tid.

Birthe Elsebeth Andersen Ved ikke om det var dine forældre Lisbet??? Er ved at tro det.

 

Algade set fra Carstensens Klædefabrik ned mod jernbaneoverskæringen foto ca. 1890

Rikke Helene Hansen Nogen der ved hvad forretninger, der har været , hvor Jannie`r frisør salon er nu ?

Flemming Jensen der var bl.a. guldsmed/smykkeforretning og slikbutik

Bente Niemann Pikante lå i Nygade og indehaveren var Leo Sørensen , hvis hustru også var i butikken. Jeg husker at butikken lå, ca hvor nu dametøj forretningen Scott ligger. Ved smøgen lå bager Christensen og dernæst Pikanto. Jeg mener butikken tidligere blev drevet af en ældre dame, husker hende som “Sulemutter”

Jette Bæk F.Christensen du har ret Bente, men det var Aksel Krag der startede forretningen, med kyllinger og høns, efter Frk Mikkelsen( sulemutter) min far Erik Christensen købte den af Aksel og Karen Krag hvor der så kom slagtervarer ind, far solgte den så senere til Leo Og Gerda Sørensen.

Jens Peter Thomsen

Mener at vi fik leveret dagens varme måltid fra Pikanto da jeg var i lære hos D LA M.

Gitte Krogh Jeg gik i klasse med deres Jørn. Ved ikke, hvor han bor idag.

Ove S. Johansen:  Willy vil du være rar at fortælle os lidt mere om din onkel Leo Sørensen – Leo var Brønderslevs bedste STOPPER (fodbold). Indtil han fyldte 35-36 år var han, mig bekendt aktiv på højt plan. 36 år var en høj alder for en fodboldspiller…

Karsten Ljungberg Jensen

der er jeg kommet meget, sammen med sønnen Jørgen, som gik under øgenavnet “picanto Jørgen , vi boede skråt over for hinanden i Dannebrosgade. dejlig tid

Bente Niemann .. spørgsmål om “faml. Sørensen” Husker jeg rigtig når jer mener: Leo Sørensen arb. på slagteriet inden Pikanto. Gunner Sørensen arb. på slagteriet…

Bente Niemann Leo (min farfar) kom op på slagteriet i Vrå efter at ham og min farmor stoppet med butikken.

Kirsten Als

Fru Marie Mikkelsen havde butikken, da jeg var barn. Hun lavede bl.a. sylte i sit køkken. Det har jeg set hende lave, fordi mine forældre kendte hende. Hun var en sød og rar dame. Jeg husker en kæmpe tønde i et hjørne af butikken, den lugtede kraftig, …

Willy Christensen Willy vil du være rar at fortælle os lidt mere om din onkel Leo Sørensen – Leo var Brønderslevs bedste STOPPER (fodbold). Indtil han fyldte 35-36 år var han, mig bekendt aktiv på højt plan. 36 år var en høj alder for en fodboldspiller…

der er jeg kommet meget, sammen med sønnen Jørgen, som gik under øgenavnet “picanto Jørgen , vi boede skråt over for hinanden i Dannebrosgade. dejlig tid

Laila Pedersen Sønnen Per havde CT i ca. 1986 hvor han leverede mad ud af huset

Bente Niemann. spørgsmål om “faml. Sørensen” Husker jeg rigtig når jer mener:

Leo Sørensen arb. på slagteriet inden Pikanto.

Gunner Sørensen arb. på slagteriet…

Mette Christiansen Sivesgaard Leo (min farfar) kom op på slagteriet i Vrå efter at ham og min farmor stoppet med butikken.

• Kirsten Als Fru Marie Mikkelsen havde butikken, da jeg var barn. Hun lavede bl.a. sylte i sit køkken. Det har jeg set hende lave, fordi mine forældre kendte hende. Hun var en sød og rar dame. Jeg husker en kæmpe tønde i et hjørne af butikken, den lugtede kraftig, fordi den gemte på sild dernede, som mange sikkert godt kunne lide.

Hun boede i lejligheden bagved. En stue, trappe op til soveværelset, og køkken. Jeg tror der var toilet på gangen.

Hun kom hos os, vi kom hos hende. Hun havde en søn, der boede i København, han havde en fabrik, hvor han syede fine damekjoler. Svend Michelsen, der var hver uge havde en model i damebladet “Tidens kvinder” på side

Jørn Sørensen  Leo og Gerda havde Pikanto fra 1963 til 1973

Et meget smukt gadeparti. Tænk, hvis man havde bevaret dette århundredgamle gadeparti af den brostensbelagte Bredgade. Turisterne ville strømme til byen. Crome og Goldschmidt til venstre (kogegrej m.v.) og Vendsyssel Tidende til højre. Det må være et meget gammelt billede, bedømt ud fra bilen.

Udstilling af sengemiljø i Jensen og Christensen Møbelsnedkeri, i Nørregade foto ca. 1925

 

 

Vejtromle produceret på Pedershaab Maskinfabrik A/S f.v. Carl Nielsen – Garantimester og Kasper Ottesen, foto 1940

Efter flere forsøg lykkedes den på en generalforsamling i 1903 at beslutte at der skulle opføres et Andelsmejeri i Brønderslev. Mejeriet fulgte tidens krav og blev i årenes løb moderniseret og udvidet og i 1940 overgik det til el-drift.

Billedet er fra ca. 1930 og viser mejeriet på hjørnet af Torvegade-Mejerigade set fra Torvegade. Med 500 køer fra 102 leverandører begyndte Andelsmejeriet sin virksomhed i 1903.

Først da Hjørring Amts Andelsslagteri havde virket i 20 år og anstrengelserne for at få et slagteri startet i Brønderslev blev taget op for tredje gang blev planen til virkelighed. Brønderslev Andelsslagteri blev bygget og kunne starte produktionen op i 1911. Det var udviklet til at kunne klare slagtning af 20.000 svin årligt.

Billedet er fra 1934 viser slagteriet på hjørnet af Algade og Slagterigade

I 1888 fik apoteker Jørgen Malling, Hallund Apotek bevilling til at oprette et apotek i Brønderslev som han drev fra et hus i Vestergade. Efter hans død fortsatte enken apotekets drift med hjælp af bestyrer indtil apoteker J.O. Moe i 1898 fik kongelig bevilling til at oprette et selvstændigt apotek i Brønderslev. På billedet fra 1905 ses apoteket på hjørnet af Bredgade og Dannebrogsgade. Apoteket blev drevet her indtil apoteker Bech som var den sidste apoteker på denne, gik på pension. I dag ligger Brønderslev Apotek i moderne lokaler på Peder Møllers Plads.

Her et billede fra 1919 der viser ”De gamles hjem” som kommunen opførte i 1916 det fik senere navnet Risagerlund beliggende i Bredgade tæt på den Gamle Kirke

Foto fra 1940 af den nyopførte ”Dommergård” i Bredgade. Bygningen som var blevet opført af Kommunen var indrettet med kontorer og bolig for Dommeren samt et par kontorer til udlejning til liberale erhverv. Bygningen er i dag ombygget og ændret til værestedet ”Grønningen”

Retten i Brønderslev er nu i 2021 nedlagt og flyttet til Hjørring

Fra det daværende sogneråds side havde man forgæves forsøgt i 1904, 1909 og 1910 at få oprettet et Dommerkontor i Brønderslev. Det som ikke lykkedes for sognerådet, lykkedes for det nye byråd i 1940. Selve retten forblev på Rådhuset, hvor det havde været siden 1921, hvor det blev betjent af en dommerfuldmægtig fra Hjørring.

Foto fra 1910 viser den lange ejendom det såkaldte ”Døvlinghus” i Nørregade overfor Banegårdspladsen.I bygningens højre side var der en købmand, mellem porten og købmanden lå en Afholdsrestaurant med indgang i porten. Til venstre for porten helt til venstre en slagterbutik. Senere har der været andre forretninger i ejendommen.

Billede fra omkring år 1900 Algade foran Banegården

Pakhuse ved Brønderslev Jernbanestation foto fra 1921

Vestergade omkring 1897

Brønderslev Elværk som blev sat i drift i 1911 – foto fra 1912

De to maskinsnedkere Jens Chr. Pedersen og Max Emil Christensen købte i 1920 ejendommen på hjørnet af Algade og Torvegade for at indrette sidebygningen til maskinsnedkeri. Foto 1920

Foto 1915 Bredgade taler for sig selv

Foto 1915 Bredgade taler for sig selv

Nygade – postkort fra 1915

Nygade 12, foto fra 1932

Foto fra 1911 Algade ned forretningen H.P. Hansen manufakturforretning

Her har engang været bagerforretning på hjørnet af Algade og Torvegade.

Ejendommen blev senere afhændet til farvehandler Bertelsen

Kan I huske da vi dansede til dette i Vendelsyssel verdenskedte orkester “Jerslev Kvintetten” fv. Mogens Jensen, Bent Christensen alias ”Bette Bent” fra Brønderslev, Willy Hjulskov, Per Olsen og Ole Jensen.

Til Midnatsballer i omegnens forsamlingshuse, Thise, Ingstrup, Vrensted, V, Hjermitslev Kro, Serritslev Forsamlingshus og mange flere

Kvintetten indstiller sine aktiviteter i 1972.

 

 

 STADIONINSPEKTØR ANKER JENSEN BLEV UDNÆVNT TIL ÆRESMEDLEM VED DEN STORE FESTMIDDAG.

Ved receptionen om formiddagen i stadions lokaler var omkring et par hundrede mennesker mødt op for at lykønske, og kriminal-assistent

1. Chr. Ørum, formand for stadionudvalget, bød velkommen, idet han glædede sig over de smukke forhold, hvorunder receptionen kunne holdes og roste bestyrerparrer Anker og Sinne Jensen.

 Bystyret støtter foreningen.

 

Skatterådsformand Aksel Poulsen bragte byrådets hilsen og takkede foreningen for det store arbejde den gør for ungdommen, og han takkede især de ledere, der gennem en årrække havde ofret deres fritid, trods skuffelserne ind imellem glæderne.

Det har ikke mindst nu, hvor vi stadig får mere og mere fritid stor betydning, at ungdommen kan beskæftige sig med sund idræt og sport, sagde Aksel Poulsen og fortsatte: Jeg kan love, at bystyret også i fremtiden vil støtte BRØNDERSLEV Idrætsforening.

Formanden hyldede klubbens første formand, farver Peter Christensen,

der trods sine 84 år var til stede både formiddag og aften. Han fik taktfast bifald fra de mange gæster og takkede rørt for, at han havde fået lov at være til sted.

Også formanden for Hjørring Idrætsforening, ingeniør Aage Peter Jensen, ønskede BI til lykke og takkede for det gode samarbejde der altid havde bestået de to klubber imellem, idet han håbede, at det måtte fortsætte også i de kommende år.

Har meget at takke grundlæggerne for.

Hotel Phønix’ store sal var smukt pyntet i sportens ånd til den store festmiddag om aftenen, hvor ca. 200 mennesker deltog. Der var stemning og fest aftenen igennem og mindre festligt blev det ikke af, at så mange “gamle” medlemmer var til stede – de satte ved små humoristiske taler og fortællinger fra 20’erne deres præg på festen.

Formanden Axel Nielsen, sagde blandt andet i sin festtale: ”De, der startede denne forening, havde uden tvivl, trods de primitive forhold, den fulde glæde af deres sport. Den var nemlig for dem, kun et tidsfordriv. I dag er det noget mere. Kravene til sporten er blevet større, fordi der er et behov for sport. Det er ikke småting, der er sket i de 70 år, men det er stadig grundlæggernes idé, vi arbejder videre på, og den idé var både sund og god, så vi har meget at takke disse mennesker for.

Formanden omtalte de mange problemer, der ligger i idrætten i dag, men sagde, at man kun var glade for at være med til at løse dem og dermed være med til at forme ungdommen.

Han fortsatte:

⁃ Når vi i dag kan samle så mange mennesker til vort jubilæum, så tager jeg det som et udtryk for, at man er villige til at give en håndsrækning og få foreningen til at gøre fremskridt fremover. Det er jo bystyrets og borgernes pligt at deltage i ungdomsarbejdet, så vi kan sende en sund og frisk ungdom ud over landet – og her i klubben har vi den fornødne støtte.

⁃ Herefter udnævntes stadioninspektør Anker Hermann Jensen til æresmedlem og fru Sinne Jensen fik overrakt en stor frugtkurv af kriminalassistent Ørum, der beklagede, at man ikke havde noget, der hed æresmedlems-inde.

⁃ Der blev ved middagen i øvrigt talt af kasserer Hans Henriksen, skatterådsformand Aksel Poulsen, fhv. formand Vilhelm Paulsen, tidligere førsteholdspiller, slagtermester Hans Pedersen, Hjørring,

byrådsmedlem, former Kaj Severinsen, formanden for ”BI’s Venner” Egon Sørensen, inspektør Anker Jensen, salgschef og medlem af bestyrelsen Børge Mørklund samt repræsentant Kaj Sanvig.

⁃ Der var sendt et væld af gaver til BI, og som nævnt var mange pengegave, bl.a. fra borgmester Anton Tolstrup, Sparekassen, spillerne på første- og andetholdet plus trænere og spiller-udvalg

samt fra andre Vendsysselske klubber og Brønderslev firmasport.

⁃ Der blev skænket pokaler fra Handelsbanken og Andelsbanken samt fodboldtøj fra bestyrerparret, fodbolde fra AaB og de tre æresmedlemmer: Peter Christensen, Vilhelm Paulsen og Anker Hedegaard samt mange blomster.

⁃ Kilde: Vendsyssel Tidende, den 25. marts 1967

⁃ BI blev oprettet i år 1897.

1. Isolatør Axel Nielsens søn Ole spillede på BIs førstehold, den gang jeg var ung.

 Her et billede af BI bedste hold 1960

 Efter cirka 54 år er en æra forbi. Det ”værk” som så mange flittige frivillige i Brønderslev lagde al deres sjæl og kraft i, er revet ned!

Tirsdag den 22. juni 1965 NY TID.

Den samlede byggeudgift kommer op på omkring 400.000 kroner.

Efter meget startbesvær og efter halvandet års slid er Brønderslev Idrætsforening så langt fremme med arbejdet på den nye tribune, at der regnes med, at den kan indvies officielt engang i august måned (1965).

Man er så vidt fremme at man har kunnet imødekomme Hjørring Amts Gymnastikforenings ønske om at flytte det store amtsstævne, der skal holdes på søndag fra Friluftsbadet til stadion. Ønsket blev fremsat, fordi idrætsbanerne ved Friluftsbadet Ikke giver mulighed for at afvikle stævnet indenfor en rimelig tid. Vi kunne ikke fortsat byde vores idrætsfolk så trange kår, siger kriminalassistent S. Chr. Ørum, der har trukket sin part af læsset med byggeriet. Der manglede omklædningsrum og baderum.

Bygget af ”frivillig” arbejdskraft.

Arkitekt Johannes Jepsen udarbejdede tegning, men der skulle mange og trange forhandlinger til før vi fik byggetilladelsen, og da vi endelig fik den, var det en betingelse, at der anvendtes frivillig arbejdskraft.

I efteråret 1963 tog vi fat på at rydde træer og læbælter, hvor tribunen skulle bygges og i febr. måned 1964 tog vi fat på udgravning af grunden.

Der er lagt mange arbejdstimer på stadion i de halvandet år, der er gået og 15-20 medlemmer af idrætsforeningen medlemmer har været med i arbejdet, lige fra starten.

Pluk fra artiklen:

Fine lokaler og 300 siddepladser på tribunen.

Med dette byggeri skulle vi være dækket ind, et godt stykke tid ud i fremtiden, fortsætter Ørum.

Vi skal have bygget en ny indgang mod øst. Det bliver herefter Hovedindgangen.

Nørregade kan ikke tage trafikken på de store kampdage.

Stolene på ”tribunen” bliver solgt. Man kan købe en stol og få sit navn sat på for 35 kr.

Det kunne være sjovt, om vi kan få sat navne på hvem der har været med til dette projekt.

Arkitekt: Johannes Jepsen, Brønderslev

Tovholder: Kriminalass. S. Chr. Ørum

Murere: Bernhard Pedersen.

Tømrere:

Blikkenslagere:

Elektrikere:

Andre: “Kris”, Kristian Nielsen, Per Niemann. Evan Jensen?

Kilde: Ny Tid 22.6.1965, venligst udlånt af Vendsyssel Historiske Museum.

Kommentarer:

Per Nielsen

Der er sikkert mange navne på listen over dem der lagde umådelig mange timer og fysik i opførelsen. Jeg mindes især “Kris” der senere bliv bestyrer på B.I. Centret

Per Nielsen

Per, mener du “Chris Ole”? Ole Christensen var en af mine legekammerater på Fælledvej. Han var en skøn knægt, nok er par år yngre end mig.

Ove S. Johansen

Nej det var ikke “Chris Ole”, det var Kristian Nielsen, også med kælenavn “Røde Kris”! Var en overgang bestyrer på BI-centret.

Lindy Thomsen

tak Lindy! Jeg er lidt på udebane, eftersom jeg ikke har boet i byen i ca. 55 år.

Carsten Christensen

Hvordan går det egentlig med Preben, der var bestyrer på BI-centret?? Husker ham så tydeligt fordi han engang forærede mig en fodbold, da han mente jeg var et talent..( det var nu vidst så som så med det talent )

Bente Niemann

Min far Per Niemann “Mølleren’s Per” var frivillig på byggeriet, vi var jo en af naboerne til Stadion… Mine bedsteforældre ejede jorden omkring stadion, hvor senere Brønderslev Hallen blev bygget og campingpladsen anlagt.

Søren M. Sørensen

Fra BI’s storhedstid

 

I Brønderslev – kan man bl.a. se på byens udendørs kunst opstillet forskellige steder i byen, samt det flotte Hedelund med RhododendronParken

Rhododendronparken/Hedelund

 

Se sangen “Vendsyssel Sangen” nedenfor

Dette vers er skrevet på bagsiden af mindestenen

Vendsyssel sangen af Jørgen Sørensen:

Hvor mågerne skriger mod skumhvide bølger,

hvor markerne mødes med himmel og hav,

hvor fyrbakken skråner mod lerede skrænter,

og strandbredden lokker med sten og med rav.

 

hvor klitten blir gul af den blomstrende snerre,

hvor tårnfalken står i den lysende luft,

hvor brombær får farve i solvarme kløfter,

og havbrisen blandes med hyldenes duft.

 

hvor fiskerens jolle i færgernes følge

fra daggry kan skimtes på Skageraks vand,

hvor kirker og gårde med kalkede længer

står hvide i sollyset ind over land,

 

hvor sproget får liv af der lavmælte lune,

når sindet er sorgløst, og tanken bli`r kåd,

hvor styrke og mandsmod forties i tale

men stundom blev røbet ved djærveste dåd,

 

kun der vil jeg være, når foråret kommer,

når trækfuglen flyver med kursen mod nord

Kun der kan jeg finde den fuldendte tværing

med guld i sit hjerte og bjæsk på sit bord!

 

Nedenfor Brønderslev-sangen som blev skrevet i anledning af daværende borgmester Peder Ivar Nielsens 60-års fødselsdag 19. januar 1995. Sangen fortæller om Jørgen Sørensens kærlighed til Brønderslev

Brønderslev sangen:

Det tindrer af sol over hav, over land

Tekst og melodi: Jørgen Sørensen.

 1 Det tindrer af sol over hav, over land

og gederams lyser i Vildmosens sand.

Det synger i haver og hegn,

det dufter af sommerens regn.

Og her, hvor de vestlige vinde har magt,

blev Brønderslev lagt.

 

2 Af dristige tanker og håb blev den til,

ved målrettet virke: man kan, hvad man vil,

men farverigt båret af lyst,

så broget som skoven i høst.

Vi værner det gamle, vi vover det ny

i Brønderslev by!

 

3 Når vinteren truer fra øst eller nord,

så samles vi tæt om det gavmilde bord,

hvor langkålen styrker vort mod,

hvor snapsen er gylden og god.

Da klinger på luneste vendelbomål

et længselsfuldt ”skål”.

 

4 Men snart vender våren tilbage igen,

i Bredgade mødes veninde med ven.

Selv mismodet går sig en tur,

hvor livsglæden ligger på lur.

Og så kommer solen og lyset på ny

til Brønderslev by!

 

5 Jeg rejser så vidt på den vældige jord,

men mest for at gense den by, hvor vi bor,

de venner, der deler mit held,

den nabo, der si’r som jeg selv:

Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,

er Brønderslev min!

 

 

Jeg fandt denne “guldåre” på nettet om Klokkestøberiet i Brønderslev. På ”www.engbaek.com” kan du læse noget meget interessant om lægehuset, som familien Engbæk praktiserede fra, og om klokkestøberiet

Støberierne

A/S Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik fremstillede en kartoffellægger, der ved prøverne har vist sig at opfylde alle rimelige krav. Fabrikken fik patent på kartoffellæggeren i 1919, og efterspørgslen efter den var stadigt voksende.

Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik gik konkurs i april 1921, og Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev oprettet i 1922.

Det gik dårligt for Brønderslev Jernstøberi i slutningen af 1920-erne, og i 1931 blev A/S Jysk Jernstøberi og Maskinfabrik købt af brødrene Sørensen, som fik støbning af kirkeklokker og klokkespil som en specialitet.

Klokkestøberiet havde fremstillet klokker til rådhusene i Århus, Frederiksberg og Ringkøbing og blandt andet til kirkerne i Brønderslev, Sct. Catharinae Kirke i Hjørring, Frederikshavn, Øster Brønderslev, Serritslev, Rold, Nørre Bjært, Svendborg, Sct. Knuds Kirke i Odense, Rinkenæs Kirke, Ribe Domkirke, Vor Frelser kirke, Helligåndskirken,
Lukaskirken i København og Roskilde Domkirke.

Støberiet gik fallit i 1950, og det blev overtaget af Pedershaab Maskinfabrik.”

I gamle dage lå klokkestøberiet i Søndergade/Vestergade, dér, hvor PMs motorfabrik ligger eller lå.

Kildemateriale:    Frode Engbæk som boede i villaen fra 1944 til 1963

Dansk Architektstat 1925,

Brønderslev kommunes byggesagsarkiv

Børglum Herreds Skøde- og Panteprotokol

private billeder med mere.

 

K.T.A. Sørensens Klokkestøberi A/S

Nystiftet Aktieselskab 31.12.1952.

Fra København meddeles:

Til aktieselskabsregistret er anmeldt “K.T.A. Sørensens Klokkestøberi A/S “, Brønderslev, hvis formål er klokkestøbning samt at drive industri og handel. Selskabet har hovedkontor i Brønderslev.

Den fuldt indbetalte aktiekapital udgør 10.000 kroner.

Aktieselskabets stifterne er civilingeniør Kjeld Therard Aage Sørensen, Løngangstræde 27, direktør civilingeniør Hans Anton Justesen, Amager-Fælledvej 7, begge København samt ingeniør Christian Eyvind Sørensen, Vestre Kjærvej 34, Brønderslev.

Aktieselskabets direktør er K.T.Aa. Sørensen.

Ove S. Johansen

Carl Klitgaard (historiker og postmester). Carl Klitgaard har været en yderst værdifuld mand for byen Brønderslev. Ikke nok med, at han varetog embedet som postmester i Brønderslev i en årrække, han sørgede også for at historierne blev fortalt/skrevet. I hans store og set med mine øjne mesterlige værk om Vester Brønderslev sogns og Brønderslev købstads historie, fortæller han detaljeret om, hvad det var værd at vide om sognet og om byen.

Periode går fra før 1459 og måske frem til 1942?

Emne- og personregister findes bagerst i bogen fra side 235-252.

Carl Klitgaard, født i Blokhus den 6.12.1868

Død i Hjørring den 1. juli 1957 (88år)

S.A. Germann -cigarhandler

RÅDHUSGADE/Bredgade – BRØNDERSLEV

Piben får en anden lyd…

Først når De har erhvervet en rigtig pibe og en god tobak hos os, vil De fuldt ud forstå at værdsætte en god pibe tobak!...

Det er fine ting, vi har at tilbyde.

I det hele taget gør vi i de ting, der skaber atmosfære: En god cigar og en udsøgt vin finder De i netop de mærker, DE sætter mest pris på – og mange andre, som De vil nyde at stifte bekendtskab med.

Se indenfor, når De kommer forbi.

S.A.Germann, Rådhusgade/Bredgade – Brønderslev

Tennisspilleren S.A. Germann

1967 – 25års jubilæum S.A. Germann.
En klub og en mand passerer mærkedag. S.A. Germann, i mange år formand for Brønderslev Lawn Tennis Klub, nu dens æresmedlem, har i de sidste 25 år betydet mest for klubbens trivsel.
Lørdag gøres der klar til fest i anledning af klubbens stiftelses-
dag, som fandt sted for 70 år siden.

Kommentarer:

Ida Simpson:

S.A. var min morbror, men hans forretning var da I Bredgade ved siden af min mors blomsterforretning

Tak for dit input. Jeg husker det også som Bredgade ved siden af din mor Wanda, men han er åbenbart flyttet til Rådhusgade, skriver en anden i kommentarerne.

Ida Simpson

Var også på et tidspunkt på hjørnet af Rådhusgade og Grønnegade.

Tom Teglhus Simonsen

Den flyttede åbenbart til hjørnet Rådhusgade/Grønnegade, da skohandler Jacob Christensen skulle udvide.

Jens Otto Madsen

En fin mand.

Ove S. Johansen

Navnet German går igen på et personalebillede fra Pedershaab mf. Er det en og samme person?

Anette Løndahl Eriksen

Germann var et meget fint menneske. Var nestor for os unge i Tennisklubben, hvor han i øvrigt selv spillede, til han var over firs. Han nynnede altid, og hans søn, som var tandlæge i Vordingborg, havde efter sigende overtaget denne vane.

 

ved KINO i Algade

Mange biografgængere har “snoldet” i Mie’s butik, når de skulle ind og se Far til Fire eller Sorte Zorro, eller andre populære film

Jeg har selv købt slik hos MIE, når lommepengene rakte til det. En salmiakstang eller en amagerstang, kunne det måske blive til, hvis jeg var ved “muffen”.

Forfatteren har desværre ikke kunnet finde nogen beskrivelse af, hvem Mie var, men både personen Mie og slikbutikken Mie var velkendte af de fleste i Brønderslev.

Nåede man ikke at købe slik hos Mie, kunne man købe slik i biografen KINO, som på den tid var ejet af fru Villadsen, der boede i Bredgade næsten overfor kirken.

Ove S. Johansen

Svend Axelsens boghandel

Algade ved bommene th.

Længere til venstre Guldsmed Hansen

1.5.1897 etableres af frk. Karen Jungersen som B-boghandler.

1.1.1927 overtages af Otto Westergaard Olesen (1902-61) og ændrer navn til Otto W. Olesens Boghandel.

1.9.1935 videreføres af boghandler Svend Axelsen (f. 1905).

1.5.1972 bogladen fejrer 75-års jubilæum.

lukker en eller anden gang mellem 1982 og 1992.

Ulla Rynkeby:

Axelsens boghandel var en “rigtig” boghandel, hvor man fik den helt korrekte betjening og vejledning af boghandler Svend Axelsen ….den mest kulturelle herre, jeg nogensinde har kendt ….i mine øjne vidste han alt og kunne alt også more sig i festligt lag. Et helt igennem elskeligt menneske og en dejlig familiefar.

Else Hartmann:

Svend Axelsen og frue boede i Knudsgade 115, 2. Sal TV. Vores mor Ragnhild Sørensen flyttede ind på 2. sal th. med os 5 børn i 1969. Husker at Axelsen hver dag cyklede af sted til butikken på sin fine ladcykel. Hver dag til frokost kom han cyklende hjem til frokost hos fru Axelsen, hun var hjemmegående i deres smukke hjem. Dejlige mennesker, som jeg tror, at vi så en smule op til

Jens Otto Madsen:

Jeg husker butikken med en lang grå disk i et meget smalt lokale med reoler bag disken fra gulv til loft. I hjørnet længst mod sydvest var der en trappe op til et kontor/baglokale. Når der skulle hentes bøger på de øverste hylder, havde man en stor stige, Axelsen og personalet skulle op på. Som jeg husker Axelsen, var han en høj mand med stærke brille. Mener han kom cyklende på en budcykel og i grå/gul kittel og iført galocher til og fra arbejde.

 Historie:
A/S fra 1965.
Overtaget af Samson, Tange i 1999.
Nedlagt i 2002.
Karl Uggerby etablerede sig som selvstændig smedemester i Brønderslev i 1938. Han var senere blevet politisk interesserer og var i flere perioder valgt ind i Brønderslev Byråd
I 1960 producerede virksomheden staldgødningsspredere, kunstgødningsspredere, staldgødningslæssere, korn- og halmtransportører. Derudover handlede virksomheden med landbrugsmaskiner og traktorer samt reparerede samme.
I 1965 blev grundlæggerens svigersøn medindehaver.
I 1972 var arbejdsfeltet: Fremstilling af hydrauliske læsse- og gravemaskiner, staldgødningsspredere og transportører.
Eksport til Vesttyskland, Holland, Norge, Sverige og Irland.

Produkter:
Staldgødningsspredere, ”Brønderslev”. Kunstgødningsspredere, ”Brønderslev”. Staldgødningslæssere, ”Brønderslev”. Korntransportører. Halmtransportører. Gyllevogne. Frontlæssere. Transportører.

Fabrikken startede i en lille smedje på nordsiden af Bredgade og senere opførte man rød stens fabrikshaller overfor på sydsiden af Bredgade længst ude ad Bredgade tæt ved rundkørslen.
Virksomheden solgte Carl Uggerby til sin svigersøn ingeniør Hans Jørgen Pedersen der gennem mange år drev en sund virksomhed med fremstilling af landbrugsmaskiner, i starten møgspredere senere andre maskiner som landbruget efterspurgte. Ved sin pensionering solgte Hans Jørgen Pedersen virksomheden til Maskinvirksomheden Samson, som efter en kort periode lukkede virksomheden i Brønderslev.
I dag er fabrikskomplekset solgt til et Brønderslev konsortium, som har ombygget lokalerne, og således indrettet dem efter behov, som ønsket af de forskellige lejere. Det er nu blevet til en helt lille kompleks med mange forskellige lejere med forskellige erhverv.

Fhv. møbelhandler Thorvald Thorhauge, Algade 38, Brønderslev, er død på Brønderslev sygehus, 90 år.

Thorvald Thorhauge var oprindeligt snedker og han lærte faget i Aggersund. Som ung mand var han opsat på at se andre forhold, og efter udstået læretid rejste han hjemmefra, og det skulle vise sig, at hans rejselyst skulle føre ham vidt omkring. De første år havde han forskellige pladser i Danmark, især i Sønderjylland, men herfra rejste han til Norge og Sverige, hvor han samtidig med, at han arbejdede, gjorde studier på forskellige arbejdspladser.

På turen nord på nåede han helt til Nordkap og Riga, og da han vendte tilbage, valgte han Brønderslev som blivende sted. Han lejede lokaler i Algade hos General Motors, og her åbnede han den møbelforretning, der senere skulle blive en af Brønderslevs mest kendte i branchen.

Senere købte han ejendom i Algade, som han byggede om flere gange og omdannede til et moderne møbelmagasin med tilhørende snedkerværksted, og i mere end 50 år drev han denne forretning.

Th. Thorhauge var en kendt skikkelse i Brønderslev. Han var meget principfast og bevarede det solide købmandskab, han startede forretningen på, indtil han for nogle år siden afstod møbelmagasinet.

Han overleves af hustru og to døtre.

Født i Aggersund den 26. juni 1889, død i Brønderslev i 1979.

Th. Thorhauge er nævnt som møbelhandler i Brønderslev, i Kraks vejviser allerede fra 1922.

NB: Hanne-Marie Marlo har vist en skuffe, hvor man kan se en fugl tegnet i skuffen. (vist her)

Læs videre “Tage Buus – optometrist og lokalpolitiker”

Statshospitalet for Sindslidende, Brønderslev, indviet i 1957

I 1943 vedtog Indenrigsministeriet, at Brønderslev skulle have opført et hospital, som skulle modtage 200 patienter fra Viborg Sindssygehospital. Dengang som nu var der åbenbart lang ventetid i psykiatrien, for først i 1957 indviedes et “Statshospital for Sindslidende” nordøst for Brønderslev.

I dag er “Psyk”, som jeg altid har kaldt det, en del af psykiatrien i Region Nordjylland.
Amterne, der senere skulle blive til “Regionerne”, overtog driften af sindssygehospitalerne i 1977.

Da hospitalet blev bygget, dannede man en hel lille landsby. Husene, der ligger ud til hovedvejen, var embedsboliger, og der var bopælspligt! Arbejdede du på Statshospitalet, SKULLE du bo i en af boligerne, hvor man lejede sig ind. Det berørte naturligvis hele familien, men skal man tro en af dem, der var “tvangsindlagt” til at bo i området, Jussi Adler-Olsen, var der bestemt ikke noget dårligt ved det!

Jussi Adler-Olsen boede på Statshospitalets område fra han var 7 til 13 år, fordi hans far, Henry Olsen, var overlæge på stedet. Jussi har i et interview til Nordjyske Stiftstidende bl.a. udtalt: “Vi var vel 120 børn på området, og jeg oplevede en enorm frihed der. Du kunne kravle op på kvartermesterens tag og kigge ind ad vinduet, når de dissekerede og skar folk op. Du kunne indynde dig hos patienter og blive venner med dem. Der var sankthansfest, vi spillede fodbold, der var campingture til Sæby, vi byggede igloer om vinteren og græstørvshytter om sommeren. Det var et rigtigt barndomsliv, som ingen børn får lov at leve det mere.”

Jeg ved ikke om journalisten har fået antallet af børn galt i halsen, for jeg synes, det lyder ret voldsomt, at der var SÅ mange, men uanset hvad, lyder det til, at der var liv og glade dage. Jussi Adler-Olsen har ved flere lejligheder fortalt, at netop årene i Brønderslev var de bedste i hans opvækst.

Bopælspligten praktiserer man ikke længere. De gamle overlægeboliger på Jupitervej er allerede solgt fra og alle øvrige huse bliver ligeledes sat til salg.

Indretningen af området som sin egen lille enklave gik meget godt i tråd med datidens holdning til psykisk syge. De skulle (stadig) helst gemmes lidt af vejen! Derfor kommer det også (stadig) bag på nogen, at skoven bag Psyk er offentlig tilgængelig.
Servicechef Finn Nørgaard Kristensen gør faktisk alt, hvad han kan for at promovere området og afstigmatisere psykisk syge. I de senere år er der da også sket en markant fremgang af besøgende.

Et af trækplastrene, – specielt for børnefamilier – er den store indhegning med dådyr og påfugle i udkanten af skoven.

Inden man når til skoven, passeres i øvrigt et stort bassin med guldfisk og koi karper, og alle besøgende har lov til frit at benytte de to legepladser samt pavillonen ved skovlegepladsen. Ved pavillonen er der i øvrigt rindende vand samt toilet. Begge dele er dog lukket om vinteren pga. faren for frostskader.

Indtil Statshospitalet kom til, var der stort set ingen bebyggelse i området. Lige vest for hovedvejen lå Østergård, og indtil ganske kort tid efter offentliggørelsen af denne cache, lå gården der stadig. Den er nu (maj 2017) blevet revet ned for at give plads til ny bebyggelse.
Heldigvis har man ladet de to store træer blive stående. De må være mere end 100 år gamle. Østergård fungerede som “Fattiggård” for Vester Brønderslev Sogn indtil 1897.

Ganske vist var det småt med bebyggelsen umiddelbart før Statshospitalet blev anlagt, men arkæologiske udgravninger viser, at der har været en større boplads i førromersk jernalder. Det vil sige fra år 500 f.Kr. til omkring år 0.
Ejerlavet for området hedder “Bøgen”, hvilket man mener henviser til, at der i fordums tid var skov på stedet. I dag er der ikke noget af den gamle skov tilbage. Alt, hvad der findes i både Grindsted Plantage og skoven bag Psyk, er plantet i nyere tid.

Der går rygter om, at der har været en frugtplantage i området, før Statshospitalet blev anlagt. De gamle kort afslører også, at der VAR plantet træer på ca. samme område som i dag. Hosstående kort er fra 1925. På et kort ca. 30 år tidligere, var der ikke markeret træer på stedet.

I 2016 åbnede Psykiatrihistorisk Museum i et tidligere kapel ved Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Museet giver et unikt indblik i psykiatrien og de sindslidendes historie fra den fjerneste oldtid, gennem middelalderen og oplysningstiden, videre ind i perioden under “Statens Sindssygevæsen” og endelig gennem den nyere tid frem til socialpsykiatriens indtog i 1990’erne.

Der kan ses en række effekter fra de to nordjyske Statshospitaler, – som de hed dengang – i henholdsvis Brønderslev og Aalborg, samt det tidligere hospitalsplejehjem Visborggaard ved Hadsund.
Museet beror på frivillig arbejdskraft og har derfor begrænsede åbningstider. Se de aktuelle tider på opslag ved museet, Merkurvej 11 eller på internettet.

Området ved Psyk. huser også Den Sikrede Institution Kompasset,

der åbnede den 1. september 2012, og er en døgninstitution for kriminelle børn og unge. De unge har ofte meget alvorlige sociale, personlige og psykiatriske problemstillinger. Selv om de unge er frihedsberøvet, er der ikke tale om et decideret fængsel. Personalet består fortrinsvis af pædagoger, lærere og håndværkere, og der er plads til i alt otte kriminelle unge i institutionen.

Planerne om Kompasset medførte stor modstand fra de omkringboende. De var i sagens natur nervøse for, at området nu skulle til at huse kriminelle, men så vidt jeg er orienteret, har der ikke været negative episoder af nogen art.

 

Stiftet 13. april 1950

Pedershaab Maskinfabrik A/S købte i 1950 Jysk Jernstøberi og Maskinfabrik, som var kendt for sine fine kirkeklokker, men støbte også mange andre støbegodsartikler som for eksempel pumpehuse.

Virksomheden kom til at hedde A/S Pedershaab Jernstøberi med en årlig støbegodsproduktion på ca. 700 tons med Pedershaab Maskinfabrik A/S som den største aftager.

Firmaet havde omkring 1920 opfundet og fået patent på en kartoffellægger, som var meget efterspurgt, men det blev klokkerne, firmaet for alvor blev kendt på.

Der hænger klokker fra støberiet mange steder rundt om i Danmark for eksempel rådhusklokkerne i Aarhus, Sankt Knuds Kirke i Odense, kirkerne i Frederikshavn, Sankt Catarina i Hjørring, Serritslev, Øster Brønderslev, Svendborg, Brønderslev, Ribe Domkirke, flere kendte kirker i København, Roskilde Domkirke og rådhusene i Frederiksberg og Ringkøbing.

Støberiet har siden oprettelsen i 1918 haft skiftende ejere og firmanavn, og økonomien har ofte været dårlig.

I Brønderslev var klokkestøberiet beliggende på hjørnet af Vestergade og Søndergade, der hvor Pedershaab Maskinfabrik A/S senere etablerede en motorafdeling. Senere blev støberiet placeret i Grønnegade.

I årene 1957 til 1960 var jeg bydreng hos købmand Bæk i Grønnegården, som lå næsten nabo til støberiet med kun ca. 50 meters afstand i Grønnegade. Jeg har ofte været inde på støberiet med øl til både støberne og kontorpersonalet.

I støberiet var der et underligt klima, påvirket af de materialer, der blev brugt til at lave støbeformene af. Det var en slags jord, der blev brugt til at stampe omkring modeller af træ med facon, som det emne, der skulle støbes.

Det mest mærkelige var dog det gule lys, der kom fra nogle specielle, jeg tror de hed natriumlamper, der hang i loftet.

Det gule lys var nyttigt, når der blev hældt flydende støbestål ned i formene. Det flydende stål har en temperatur på ca. 1375 grader celsius og udstrålede utrolig meget lys og især varme, derfor øllerne til støberne. Natriumlyset skulle på en måde mindske ulempen ved det stærke lys fra det flydende stål.

Det var et fantastisk syn at se det smeltede stål blive hældt ned i formene fra en smeltedigel, der hang i en traverskran. Der blev ofte ramt lidt ved siden af, og så fløj dråber af smeltet stål rundt som lyskugler i luften, og så var det med at holde afstand.

Støberiet eksisterer ikke mere, men på den samme plads, ligger nu et plejecenter kaldet ”Støberiet”.

Tonny Bistrup – maj 2021

Billeder fra Lokalhistorisk Arkiv

 

Rigmor Nielsen var administrerende direktør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik fra 1964 til 1978. I 1973 stiftede hun Rigmor Nielsens Fond, som i løbet af en årrække købte alle aktier i A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, så fonden blev eneejer af virksomheden

Fra bogholder til direktør

Rigmor Nielsen blev født den 30. april 1909 som barn af Niels Juul Nielsen og Johanne Bendine Christensen. Hendes farfar var Fabrikant Peder Nielsen, som i Brønderslev grundlagde A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Rigmor blev uddannet kontorassistent i familiefirmaet A/S Peder Nielsen ”Pedershaab”, og umiddelbart efter var hun på studieophold i Tyskland og England.

I 1930 vendte Rigmor Nielsen tilbage og blev ansat som bogholder på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab”, 21 år gammel.

Hendes far Niels Juul Nielsen var administrerende direktør, og i 1947 blev Rigmor Nielsen udnævnt til salgsdirektør. Sammen med faderen Niels Juul Nielsen udgjorde far og datter nu den øverste ledelse af ”Peder Nielsen ”Pedershaab”, hvilket varede til 1964, da Niels Juul Nielsen gik på pension og Rigmor Nielsen blev administrerende direktør. Det var hun indtil sin død i 1978.

Rigmor Nielsen blev den første kvindelige direktør i jernindustrien i Danmark, hvilket var bemærkelsesværdigt i den mandsdominerede branche.

Virksomheden beskæftigede ca. 300 medarbejdere, hvilket må siges at være en nogenlunde størrelse og med stor betydning i Brønderslev.

Virksomhedens kunder var dengang isenkræmmere i hele Danmark, og Rigmor Nielsen rejste rundt og besøgte dem personligt, hvilket knyttede stærke bånd mellem kunderne og virksomheden.

Ægteskaber og ”Brødrene Langeland”

I 1934 blev Rigmor gift med Elias Marinus Conrad Langeland, som døde i 1954.

Conrad Langeland ejede en forretning i Nørregade ”Brødrene Langeland”, som bland andet solgte kaminer, kakkelovne og malkeudstyr til landmændene, og han drev også VVS-virksomhed.

Efter mandens død, drev Rigmor Nielsen ”Brødrene Langeland” videre, men ansatte en forretningsfører til at lede den daglige drift.

Da Conrad Langeland døde i 1954, blev Rigmor samme år gift med sin onkel Oscar Nielsen, broder til hendes far Niels Juul Nielsen.

Oscar Theodor Nielsen var teknisk direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Rigmor Nielsens Fond

Rigmor Nielsen fik ingen børn og havde dermed ingen direkte arvinger.

Derfor oprettede hun ”Rigmor Nielsens Fond” i 1973. Hun ejede på det tidspunkt over halvdelen af aktierne i Peder Nielsen ”Pedershaab”, og alle aktierne forærede hun den nyoprettede fond. Resten af aktierne ejede hendes søskende og fætre og lidt andet familie.

Der gik ikke mange år, før Fonden havde købt aktier af familien og ejede langt over 90% af aktierne, og i dag ejer den 100% af Beslagfabrikken.

Oprettelsen af Rigmor Nielsens Fond er nok det bedste, der er sket for “Peder Nielsen Beslagfabrik” og ikke mindst dens ansatte.

Rigmor Nielsen sikrede sig på den måde, at der kun blev en ejer af Peder Nielsen Beslagfabrik – Rigmor Nielsens Fond, og dermed kun en til at bestemme i stedet for, at aktierne forblev spredt på familiemedlemmerne, der kunne have meget forskellige interesser i ejerskabet, og ved opkøb af deres aktier sikrede Rigmor, at de ikke blev solgt til uvedkommende med onde hensigter.

Rigmor Nielsen viste sig således at være en meget fremsynet dame til glæde for fabrikkens ansatte og det nære samfund – Brønderslev by.

Rigmor Nielsens Fond har i mange år brugt indtægterne til at sponsere f.eks. en Rhododendronpark med mange hundrede tusinde kroner ja i millionklassen, støtte til idrætsklubber, Brønderslevhallen, og spejderorganisationer, golfklubben – ja gennem mange år støttet utroligt mange gode almene formål.

Medlem af byråd og bestyrelser

I to perioder, fra 1962 til 1966 og fra 1974 til 1978, var Rigmor Nielsen medlem af Brønderslev byråd for de konservative.

Fra 1966 var hun medlem af repræsentantskabet i Vendelbobanken i Hjørring og blev formand i 1974, hvilket var meget bemærkelsesværdigt med en kvinde på den post.

Velgørenhedsforeninger som Sindslidendes Vel og Foreningen til Hjertesygdommenes Bekæmpelse havde støtte af Rigmor Nielsen gennem hendes medlemskab af lokalbestyrelserne.

Ridder af Dannebrog

I 1977 blev Rigmor Nielsen Ridder af Dannebrog.

100-års jubilæum

Inden sin død nåede Rigmor Nielsen at fejre 100-års jubilæum for A/S Peder Nielsen Beslagfabrik i august 1977.

Det blev holdt over to dage. Den første dag kom der gæster fra fjern og nær, kunder, leverandører og venner af virksomheden. 450 gæster spiste frokost i Hedelund. Heldigvis var der et strålende solskinsvejr, så gæsterne kunne sidde inde i restaurationen, hvor der var plads til ca. 200 personer, og resten sad ude på græsplænen.

Man måtte finde sig en plads de mest besynderlige steder. Brønderslevs borgmester P. N. Jensen sad i en vindueskarm med sin tallerken og glas.

Der var buffet, og bestilte man snaps hos tjenerne, fik man en halvflaske brændevin. Der var ikke tid til at skænke op.

Sidst på eftermiddagen var jubilæet slut, og mange af gæsterne gik svajende og støjende ned ad Nørregade for at komme med toget hjem.

Næste dag var der fest om aftenen i Brønderslevhallen for firmaets medarbejdere og deres ægtefæller. Pensionister, som havde arbejdet på fabrikken, var også inviteret med deres ægtefæller.

De 500 gæster var placeret ved 50 flot pyntede borde og serviceret af 50 tjenere. De fik en forrygende aften. Mad og tjenere kom om eftermiddagen i busser fra Papegøjehaven i Aalborg.

Rigmor Nielsen var på det tidspunkt svækket af sin sygdom, men det var en stolt administrerende direktør, der kunne byde velkommen til de mange gæster.

Under middagen underholdt kongelig skuespiller Poul Reichard, og bagefter var der dans.

En aften Rigmor Nielsen kunne være stolt af.

Rigmor Nielsen som direktør

Rigmor Nielsen blandede sig ikke meget I det daglige arbejde, men lod cheferne køre de afdelinger, som var dem betroet. Hvis en chef gjorde sig lidt uheldigt bemærket, skulle Rigmor Nielsen nok finde lejlighed til at kommentere det.

Jeg blev ansat i 1967 som ingeniør og var produktionschef i årene 1970 til 1989, så jeg har arbejdet sammen med Rigmor Nielsen i 11 år.

På et tidspunkt havde jeg argumenteret ihærdigt for at købe tre 45 tons excenterpresser til 45.000 kr. pr. styk, for der var meget travlt, og der manglede pressekapacitet.

Jeg blev bevilliget de tre maskiner, men der var ni måneders leveringstid, så da de ankom og var blevet installeret, var der knap så travlt.

En dag bankede Rigmor Nielsen på min dør, kom ind og stillede sig foran mig med en alvorlig mine og sagde: ”Bistrup – jeg husker tydeligt, at de fik bevilliget tre excenterpresser, fordi dem manglede De. Jeg kommer lige ude fra værkstedet og konstaterer, at en af de nye presser har stået stille i tre dage.”

At argumentere med mindre travlhed eller andet fandt jeg nyttesløs, så jeg sad slukøret tilbage med røde ører.

Rigmor Nielsen var en flot og statelig dame, man havde en naturlig respekt for, og som man sagde De til.

Der var dog en enkelt undtagelse.

Hver dag kl. 9 mødtes de to direktører og cheferne til postmøde i et konferenceværelse, som lå bag Rigmor Nielsens kontor.

Rigmor sad for bordenden med dagens post foran sig og med ryggen til døren, og hun sendte brevene rundt et for et. Mødedeltagerne tog så de breve, de hver især skulle drage omsorg for.

En morgen bankede det forsigtigt på døren, og vores lille 15-årige bydreng fra Vrensted stak hovedet indenfor.

Rigmor vendte sig og så på ham, hvorefter han sagde: ”Hår do noe te mæ i da?”

Og Rigmor svarede: ”Nej – det hår a inn!”

Bydrengen trak sig forsigtigt tilbage, og vores salgschef Harry Nielsen udbrød bestyrtet: ”Fru Nielsen – hørte De, at han sagde du?”

”Ja”, sagde hun, ”og hvad så, han er da så sød.”

I midten af 1970’erne blev Rigmor Nielsen syg og havde et længere sygeleje. Ingen fra fabrikken måtte besøge hende, for de skulle ikke se hende i svækket tilstand.

En dag sendte hun bud efter ingeniør Leif Thorsen. Leif havde få år forinden haft et alvorligt kræftforløb i flere år, så han kendte Rigmors situation, og derfor ville hun gerne tale med ham.

Da Leif kom tilbage og fortalte mig om besøget, græd han af sorg over at have set Rigmor Nielsen ligge hjælpeløst i sin seng.

Rigmor Nielsen døde i 1978 kun 69 år gammel.

De 3 generationer, Fabrikanten, hans søn Niels Juul Nielsen og dennes datter Rigmor Nielsen, var altså de administrerende direktører i de første 101 år af A/S Peder Nielsen Beslagfabriks eksistens.

Tonny Bistrup

Juni 2021