Forfatter: Jens Otto Madsen

Jeg er født den 7. oktober 1955 i Rostrup og opvokset i Valsgaard ved Hobro. Mine forældre, Lisbeth og Svend Grønlund, drev landbrug og min mor arbejdede samtidig som sygehjælper. Jeg har 3 brødre. I mit hjem var det naturligt at tage del i bestyrelsesarbejde. Min far har siddet i mange bestyrelser indenfor kvægbrug, både regionalt og på landsplan.

Min skolegang var i Hobro. Inspektøren i Valsgård var ham, som filmen ”Drømmen” er bygget op over, og mine forældre ønskede ikke, jeg skulle gå i skole under de forhold. Jeg tog realeksamen og blev student fra Hobro Gymnasium/i dag Mariagerfjord Gymnasium i 1975. Efter endt skolegang, havde jeg et kort vikariat på Oue friskole, hvor Ole Lund Kirkegård var skoleleder. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle være lærer.

Hobroegnen er kendt for at være en rigtig gymnastikegn, og især Valsgård havde en stor gymnastikforening. Der var mange dygtige instruktører, som havde rejst med Flensted Jensen og Ollerup Gymnastikhøjskoles elitehold. Min første bestyrelsespost var i Oue/Valsgaard Gymnastik- og Idrætsforening, hvor jeg også var instruktør for børnehold. Jeg drog på Ollerup Gymnastikhøjskole 1. november 1975 på et 5 måneders ophold. Her mødte jeg Lasse, som jeg er gift med, og vi har sammen 2 piger, som begge i dag er frivillige i foreningsarbejdet.

Jeg var i 1971, som gymnast, med til indvielsen af VGU-Centeret i Vittrup og følte, da vi kørte dertil, at vi var der, hvor kragerne vender. Jeg flyttede til Brønderslev i august 1976, og der gik ikke lang tid, inden jeg blev spurgt, om jeg ville overtage en bestyrelsespost. Min første bestyrelsespost blev i VGU´s bestyrelse. Jeg følte dengang, at det var nogle gamle mænd,som ikke var nemme at påvirke, der sad i bestyrelsen De første 2 år, jeg boede i Brønderslev, arbejdede jeg i en Børnehave i Nørresundby.

Vi har, som familie, haft et meget aktivt fritidsliv, hvor Lasse har spillet fodbold, været træner og dommer. De første mange år brugte jeg energien på min uddannelse. Først en handelseksamen, så revisorelev hos BDO og om aftenen læste jeg merkonom og blev registreret revisor. Jeg var, under min uddannelse, selv aktiv gymnast, i den udstrækning jeg følte, tiden var til det. Efter endt elevtid, blev det tid til at få børn, og da pigerne blev så gamle, at de skulle være aktive i foreningslivet, var jeg klar til også at være aktiv i foreningslivet som instruktør og senere som bestyrelsesmedlem.

Jeg kom ind i BGF´s bestyrelse i 1989, og var de to første år næstformand og overtog formandsposten, da Karsten Jørgensen gik af som formand. Det var nogle spændende år, hvor der var en god udvikling i såvel gymnastikken, som de rammer gymnastikken havde til rådighed.

I 1990,  hvor foreningen havde 60 års jubilæum, barslede foreningen med mulighed for at bygge et separat gymnastikhus i forbindelse med Skolegade skole. Med i planen var også andre foreninger, som ikke havde faciliteter, hvor det var muligt at have socialt samvær efter træningen. Kommunen havde ikke de nødvendige midler til at bygge et sådant hus. I 1991 blev denne tanke derfor skrinlagt, og der blev arbejdet videre med tanken om at bygge i forbindelse med noget eksisterende, og her kom Brønderslev Gymnasium ind i billedet. Foreningen stod foran en investering i redskaber for mellem 100.000 og 150.000 kr. og de var placeret på 6 forskellige lokationer i byen. Hvis medlemmerne skulle have glæde af disse redskaber, skulle foreningen samles. Det lykkedes at få springholdene til Nordjylland Idrætshøjskole, hvor der også var plads til redskaber, og rytmeholdene kunne være på Gymnasiet. I april 1992 blev der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen bad medlemmerne om bemyndigelse til at lade foreningens formue på 250.000 kr. indgå i et byggeri på Nordjylland Idrætshøjskole. I maj/juni 1992 faldt tingene på plads. Kommunen besluttede, at ville betale for leje af salene, som foreningen skulle bruge, og foreningen fik, i forbindelse med byggeriet, et klublokale, hvor der var plads til omkring 100 personer. Den største gevinst var, at der blev bygget en springgrav, hvilket var stort, da den nærmeste grav fandtes 200 km væk. Den første sæson med de nye faciliteter blev 1993/94, og den 5. oktober 1993 blev vores nye værested indviet.

I 1990 startede et nyt koncept ”I form”–hold med aerobic og workout. Det var ganske ukendt i landet. Vi indførte klippekort, så man kun betalte for de gange, man kunne deltage, og man havde mulighed for at gå flere gange om ugen. Det var så stor en nyhed, at vi kom i bladet DDGU 29. november 1990 under ugens reportage.

Familieidræt startede op og blev en stor succes med mange familier, som kom og var aktive sammen fredag aften. Aktiviteten afvikles 3-4 gange i løbet af en sæson.

Medlemstallet steg fra 800 til 1.400, og det betød også, at der var behov for en stor stab af instruktører, og der var heldigvis mange, der rigtig gerne ville tage en tørn i foreningen. Vi fik hurtigt lavet retningslinier for uddannelse af de unge hjælpeinstruktører, så de over en 3 årig periode fik instruktøruddannelsen. Vi havde på et tidspunkt omkring 70 instruktører.

I sæsonen 1992/93 sættes der særlig fokus på drengegymnastikken. De skal væk fra videospillene og fjernsynet og gå til springgymnastik. Johannes Bjerre skrev en bog om drengegymnastik, og han var også med, som hjælpeinstruktør, på et hold, der hed turbodrenge. Indsatsen gav pote. Foreningen gik fra at have 100 til 300 drenge i løbet af to sæsoner.

I sæsonen 1993/94 starter ”Amts Junior-holdet”, som var et hold, man kun kunne gå på, hvis man gik på et andet hold eller var hjælpeinstruktør. Holdet var i samarbejde med DGI Vendsyssel. Det blev en kæmpe succes. Det første år var der 60 gymnaster på holdet, og det blev de efterfølgende år øget til 80 gymnaster, og på et tidspunkt var det nødvendigt at aldersopdele, så der blev 2 hold.

Foreningen havde en stor flok juniorgymnaster, som hvert år deltog i landsdelsstævner rundt i landet. Det var en fornøjelse at tage med og se de flotte opvisninger, de lavede. I marts 1994 var Brønderslev Gymnastik-forening vært for et sådant stævne med deltagelse af 400 gymnaster fra hele landet. Stævnet blev afviklet på Nordjylland Idrætshøjskole, og det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan gymnasterne tog aktiv del i at få stævnet til at fungere. Efter stævnet udtalte jeg ” Det gør vi gerne igen”.

I juni 1995 var der er en stor international gymnastikfestival i den spanske by Alicante. Gymnasterne skulle lave opvisning med deres hold og deltage i workshops med gymnaster fra andre klubber og nationaliteter. Gymnastikforeningen besluttede, at junioramtsholdet skulle deltage i den festival. Der deltog ca. 60 gymnaster, som kørte i dobbeltdækkerbus til Spanien med ophold i Paris, hvor jeg havde arrangeret en guidet tur, rundt i Paris. For at alle gymnaster, der ønskede at deltage, kunne være i bussen, var det nødvendigt, at halvdelen af de voksne fløj til Alicante og efterfølgende kørte med bussen hjem, hvor vi havde en dag i Euro Disney. Det var nogle fantastiske dage i Spanien, og der var så varmt, at nogle af gymnasterne fik brandsår under fødderne i forbindelse med opvisningerne. Super gruppe af unge mennesker, der forstod at være aktive til workshops og hygge på en god måde, når der ikke var aktivitet.

Gymnastikforeningen afholdt hvert år juletræ for gymnaster og pårørende, og det var en rigtig god tradition, som altid havde stor tilslutning. En af de andre gode traditioner var forårsopvisningen sidst i marts måned, hvor gymnasterne lavede opvisning for en fyldt hal, og der har, gennem årene, været mange dygtige gæstehold.

På generalforsamlingen den 10. april 1995 træder jeg af som formand, og posten bliver overtaget af Steen Nielsen. I min tid som formand blev bestyrelsen udvidet fra fem til syv, og der blev indført en ny struktur, hvor opgaverne blev fordelt. Det er nødvendigt for en forening at forny sig og hele tiden følge med i, hvad der sker omkring sig. Uddannelse blev et nøgleord i foreningen, hvilket også gjorde, at vi aldrig manglede instruktører. Foreningen talte knap 1.500 medlemmer og var en af Danmarks største.

I juni 1995 modtog jeg Nordjyske Service Sparekassers Idrætspris. Udover et diplom, medfulgte et beløb på 6.000 kr. Prisen modtog jeg, som en erkendelse for det personlige lederskab og for det arbejde, der med succes var foregået i Brønderslev Gymnastikforening. I min takketale sammenlignede jeg foreningen med en togstamme, hvor jeg i mange henseender var lokomotivet og hele tiden søgte at få vognene med i én stor glidende sammenhæng. Den første vogn bestod af bestyrelsen, som altid var villig til at yde en ekstra indsat og bakke op om ideerne. Den næste vogn var fyldt med en stor gruppe instruktører, som har brugt masser af tid på kurser for at blive dygtigere. Den tredje vogn var fyldt med aktive medlemmer, som har været med til at udvikle foreningen med deres ris og ros. Der var mange flere vogne, fyldt med DGI, kommunale myndigheder, pressen og mange flere.

Efter min udtræden af bestyrelsen, havde jeg stadig en del med foreningens værested at gøre og hjalp til i forbindelse med juletræ og forårsopvisning.

I 2000 blev jeg spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at stille op til valget i Idrætssamvirket. Det ville jeg gerne og blev valgt. Idrætssamvirket var en paraplyorganisation for alle idrætsforeninger i Brønderslev Kommune og talte omkring 12.000 aktive udøvere. I 2002 blev jeg formand for Idrætssamvirket og var det frem til 2008.

Idrætssamvirkets formål var at støtte og fremme idrætslivet i Brønderslev Kommune og at arbejde for at skaffe tilsluttende foreninger så gode trivselsforhold som muligt. Idrætssamvirket repræsenterer i alle forhold de tilsluttede foreninger ved forhandlinger m.m. med kommunen.

Det var en utrolig spændende opgave, hvor jeg fik et meget stort indblik i foreningslivet i hele kommunen. Vi var rundt ved alle foreninger, som ønskede det og drøftede deres problemstillinger i forhold til deres faciliteter eller mangel på samme, bestyrelsesproblemer og økonomiske problemer. Vi havde en rigtig god ”Brønderslev-ordning”, som dengang havde fokus på uddannelse af instruktører til foreningslivet. Puljen til efteruddannelse var stor, så det var sjældent, at der var foreninger, som fik afvist deres ansøgning.

I forbindelse med kommunesammenlægningen 1. januar 2007, hvor Brønderslev Kommune blev lagt sammen med Dronninglund Kommune, skulle der udarbejdes en ny ”Brønderslev-ordning”. Det var en stor opgave at udarbejde en sådan, da man i Dronninglund Kommune slet ikke havde haft et idrætssamvirke og havde svært ved at se, hvad man skulle bruge det til. Der blev nedsat en arbejdsgruppe med deltagere fra begge kommuner, og vi fik løst opgaven og fik udarbejdet en ny ordning, til gavn for foreningslivet i den nye kommune.

Efter kommunesammenlægningen havde Idrætssamvirket omkring 15.000 medlemmer, og der blev gjort en ekstra indsat for at få alle med i organisationen. Der var gennem årene en stor deltagelse til vores generalforsamlinger, som blev afholdt rundt omkring i den nye kommune, og gennem nogle gode diskussioner/dialoger fik Idrætssamvirket også grobund i den nye kommune.

I min tid i Idrætssamvirket blev frøet til en Hal 2 sået. Jeg var i en styregruppe, som arbejdede med projektet. Desværre har der aldrig været fælles fodslag i Brønderslev by om, hvor haller skulle bygges. Det blev desværre en skrabet model til stor fortrydelse for foreningslivet i Brønderslev. Vi har i dag en Hal 2, som kun er en træningshal, der ikke er anvendelig til alle de foreninger, som træner i hallen og heller ikke kan bruges til kampe, da der ikke er tilskuerpladser. Hele debatten, om placeringen af hallen, er en af de oplevelser, som jeg ikke tænker tilbage på med positive tanker.

Til Idrætssamvirkets generalforsamling i 2007 blev jeg taget med bukserne nede. John Mørch fra Dansk Idræts-Forbund ønskede at komme og fortælle om en ny indstiftet pris som hed ”Du gør en forskel”. Aftalen var, at at han skulle på, under punktet eventuelt. Han havde kontaktet en fra bestyrelsen, da han gerne ville på, som den første, da han havde yderligere et møde denne aften, hvilket jeg , ikke uden kommentar, tillod. Pludselig stod jeg i centrum og modtog denne pris, hvilket jeg overhovedet ikke havde skænket en tanke. Prisen var, udover et diplom, en pengegave på 5.000 kr.

I skrivende stund sidder jeg som formand for bestyrelsen ”Fonden for Brønderslev Hallerne”, hvilket er en helt anden tilgang til foreningslivet. Det er fantastisk, at jeg har fået mulighed for at påvirke foreningslivet i Kommunen fra forskellige bestyrelsesposter.

Efter så mange år inden for det frivillige foreningsarbejde, har jeg selvfølgeligt været udsat for bump på vejen, idet det ikke altid har været muligt at tilfredsstille alle foreningers og enkeltpersoners ønsker. Denne situation har jeg været indstillet på, hver gang jeg frivilligt har påtaget mig en bestyrelsespost. Heldigvis har jeg haft rigtig mange positive oplevelser og glædet mig, hver eneste gang noget er lykkedes. Disse øjeblikke vil jeg ikke have været foruden, og det har været drivkraften til, at jeg fortsat har lyst til det frivillige foreningsarbejdet.

 

 

En levende fortælling af Bent Wisborg, ingenør og fhv. adm.direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S, som har været tæt på familien Nielsen

Med tilladelse fra Bent Wisborg

Kilde: fra bogen Pedershaab – folk, fabrik og fortællinger

Mine oplevelser med Familien Nielsen – (Pedershaab)

 

Nielsen-familien

Mit første møde med et medlem af familien Nielsen fandt sted kort efter min ansættelse den 1. november 1960. Vi var 3 nyansatte ingeniører, som af tegnestuechef Lund Nielsen skulle præsenteres for O. Nielsen, der dengang var teknisk direktør. Da vi stod opmarcheret uden for O. Nielsens kontor, bankede Lund Nielsen på døren, og vi fik lov at komme ind. O. Nielsen hilste på os, trådte derefter et par skridt tilbage, mønstrede os og sagde så: “Nå, tror I så, I kan lave noget?” Det mente vi jo nok, vi kunne, og så sagde han: “Nå, men så må I hellere komme i gang.” Audiensen var slut, og det var også introduktionen til den virksomhed, jeg var blevet ansat i. Venlige kolleger rådede imidlertid bod på dette hen ad vejen.

Den del af Nielsen-familien, som havde med Pedershaab-virksomhederne at gøre, bestod den gang af fabrikantens 3 sønner: Juul Nielsen, som var administrerende direktør for beslagfabrikken, Peder J. Nielsen, der var administrerende direktør for Pedershaab Maskinfabrik, og Oskar Nielsen, som var teknisk direktør samme sted. En 4. broder, onkel Christian, var emigreret til USA og arbejdede som værktøjsmager på en af de store bilfabrikker i Detroit. Onkel Christian havde arvet en betydelig del af Nielsen-familiens sans for humor og evne til at fortælle historier, herom senere.

Juul Nielsen havde en datter, Rigmor Nielsen, som havde været gift med Kræn Langeland fra WS-firmaet Brdr. Langeland, der var et stort og velrenommeret firma i byen. Efter Langelands død havde Rigmor Nielsen giftet sig med sin onkel, O. Nielsen, som også havde et ægteskab bag sig. Fra dette ægteskab havde O. Nielsen 2 sønner: Mogens Brix Nielsen, som var økonomidirektør på Pedershaab, og Bent Kronborg Nielsen, som senere blev teknisk direktør. Peder J. Nielsen havde sønnen, Per Henrik Nielsen, som på det tidspunkt var salgsdirektør.

I begyndelsen af tresserne døde Juul Nielsen, og Rigmor Nielsen efterfulgte sin far som administrerende direktør for beslagfabrikken, som den hed i daglig tale. Hun var en meget afholdt chef bl.a. på grund af sin store omsorg for medarbejderne og deres familier. Rigmor Nielsen døde få år efter sin mand, O. Nielsen i midten af halvfjerdserne.

Ovennævnte familieforhold, hvoraf kun det mest relevante er beskrevet, kunne virke meget kompliceret for udenforstående, og Per Henrik kunne få meget ud af at fortælle om, at hans kusine også var hans tante, og at hun også var stedmoder til hans fætre, som hun også var kusine til.

 Peder J. Nielsen (Maleri på Pedershaab)

Kort tid efter at jeg var kommet i salgsafdelingen, oplevede jeg Peder J. Nielsen for fuld udblæsning. Han kom farende gennem salgsafdelingen med et stykke papir flagrende i hånden, mens han meget højt sagde: “Hvem har skrevet dette? Dette brev skal kaldes tilbage.” Da situationen havde gentaget sig et par gange, forhørte jeg mig i sekretariatet for at få en forklaring. Det viste sig, at Peder Nielsen fik en kopi af al udgående post, og når det hændte, at der stod noget i brevene, som ikke passede ham, så skulle brevene kaldes tilbage. Meget af korrespondancen gik dengang til Tyskland, og jeg spurgte, om ikke det var besværligt at fange et brev, der var på vej til Tyskland.

Den pågældende medarbejder kunne bekræfte min formodning. De havde derfor indført det system, ifølge hvilket breve med kontroversielt indhold blev holdt bage. Hvis P.N. så ikke var kommet blæsende dagen efter, når han havde set sin kopi, blev brevene afsendt. Ak ja, man må sno sig.

Tonen i værkstedet kunne undertiden være ret barsk. En dag kom Peder. Nielsen lettere rystet tilbage på sit kontor efter en tur i værkstedet. Han havde lagt ruten om ad ekspeditionen for at spørge til en medarbejder, der havde været til undersøgelse på hospitalet. “Hvad sagde de så på sygehuset?” spurgte P.N. “Det ve a sku´n rigtig”, sagde manden. “De såe vis, at det var no´e kræft eller no´e skieværk!”

Da Peder J. Nielsen nåede 70-års grænsen, gik han af som administrerende direktør og blev afløst af O. Nielsen. Jeg boede nabo til Peder og Ulla Nielsen gennem flere år og oplevede dem som venlige og hjælpsomme mennesker. Det kunne ske, at min kone sad fast i sneen med sin bil. Hvem stillede øjeblikkeligt med skovl og måtte? Ulla Nielsen.

Sidste gang, jeg så Peder Nielsen, var en lørdag formiddag. Vi skulle ud at handle, og Peder var ude at hente mælk, som dengang blev bragt til døren. Han vinkede som altid. Da vi 3 timer senere kom hjem, var flaget på halv ved villaen.

Oskar Nielsen (Maleri på Pedershaab)

1. Nielsen var lige som sin broder en meget myndig person, som der stod en betydelig respekt om. Når han gik en runde ude i fabrikken, kunne man høre aktivitetsniveauet stige betydeligt. Mange års erfaring havde lært ham at stille de rigtige spørgsmål undervejs. Og så var det bedst, hvis medarbejderne også havde de rigtige svar parat. Tålmodigheden var ikke så stor.

Der blev ikke holdt ret mange møder om noget som helst den gang, og de møder, der blev holdt, var korte. Jeg husker nogle ingeniørers møde med O. Nielsen for bordenden som teknisk direktør. Vi skulle give tilbud på nogle transportører med såkaldte bevægelige andefødder beregnet for brunkulslejerne. Vi havde ikke lavet den type før, og det var en stor sag. Derfor skulle O. Nielsen godkende prisen. Forinden var der blevet kalkuleret, regnet og divideret i flere dage, og vi var ret sikre på, at prisen var i orden. O. Nielsen hørte på gennemgangen af projektet og sagde så: “Udmærket. Vi lægger 25 % ovenpå.” Mødet var slut.

Den gang syntes jeg, det var en lidt tilfældig form for prisfastsættelse, men vi fik ordren, og prisen passede. O.N. havde kun brugt sine erfaringer mht., hvor meget der kan gå galt første gang, man laver et nyt produkt.

I begyndelsen af 1960’erne var den interne information i virksomheden yderst sparsom, men til gengæld var historierne mange. En af dem handlede om forfremmelse. Den gang havde nogle ældre ingeniører titel af overingeniører. Reglerne for titlerne forekom uklare, men der var en ingeniør, som mente, at det nu snart måtte være hans tur til at blive overingeniør. Han søgte derfor foretræde hos O. Nielsen og fremførte sit ærinde. O. Nielsen var meget imødekommende og sagde: “De må gerne kalde Dem for overingeniør fra nu af.” Ingeniøren blev meget lykkelig og var i færd med bukkende og skrabende at bevæge sig baglæns ud af kontoret, da O. Nielsen sagde: “Sig lige til alle de andre, at de også gerne må kalde sig for overingeniører.”

Da O. Nielsen havde afløst Peder som administrerende direktør, sad jeg som eksportchef i salgsafdelingen. Han kom jævnligt på mit kontor for at høre, om der var nye ordrer undervejs. Det skulle der jo helst være, så store ordreindgange blev af og til fordelt over flere dage, så der var en godbid hver dag.

Rhododendronparken som parkeringsplads

En dag i begyndelsen af tresserne, mens jeg arbejdede på tegnestue 2, fik jeg en hasteopgave. Jeg skulle lave en tegning, der omdannede Hedelundanlægget til parkeringsplads.

Forhistorien var, at kommunen ønskede at flytte Nørregade over på det gamle banespor, der løb mellem Pedershaab Maskinfabrik og vinduesfabrikken samt A/S Peder Nielsen. Set fra kommunens side var det sikkert en udmærket ide. Set fra PMs side var det en meget dårlig ide. Ved at granske i de gamle papirer havde man fundet ud af, at PM faktisk havde ret til at købe en væsentlig del af Hedelundanlægget med henblik på udvidelse af fabrikken. Den gamle fabrikant stod som bekendt allerede på vagt på hjørnet for at sikre, at der ikke skete noget upassende i mellemtiden. PMs holdning var meget klar. Hvis man skulle afgive det gamle baneareal til kommunen, måtte man i stedet lave parkeringspladser i Hedelund. Der kom jo flere og flere biler blandt medarbejderne, og de skulle jo have et sted at holde, Peder og O. Nielsen drog til møde kommunen med mine tegninger under armen. Jeg fik siden at vide, at man hurtigt sluttede i enighed om, at Nørregade skulle blive liggende, hvor den lå.

Du eller De

I slutningen af tresserne var tiltaleformen du ved at vinde indpas. Det kan måske være svært at forstå i dag, men hvis man altid har været Des, er det utroligt vanskeligt at lave om på. Jeg selv fik først de sidste De’er afviklet, da vi alle flyttede ud på Saltumvej. Et par år, før vi flyttede kom O. Nielsen en dag ind på mit kontor og sagde: “Goddag, Wisborg, skal vi ikke være dus, jeg hedder Oskar.” Jeg var nær faldet ud ned af stolen og må have lignet en dreng taget med hånden nede i sukkerskålen.. Jeg lærte aldrig at sige “Du Oskar”, men dus blev vi.

Da O. Nielsen faldt for aldersgrænsen, blev Per Henrik Nielsen administrerende direktør, og dermed holdt 3. generation sit indtog i styrehuset. På O. Nielsens sidste dag på kontoret kaldte han Per Henrik ind kl. 12.00 til overdragelsesforretning Da Per Henrik kom ind på kontoret, gik O. Nielsen hen til det store bornholmerur, der dengang stod på den administrerende direktørs kontor. Så sagde O.N.:” Jeg plejer at trække uret hver dag kl. 12.00, nøglen ligger her, og nu er det vist tid at komme hjem og få frokost.” Det var det.

Per Henrik Nielsen (Maleri på Pedershaab)

P.H. var sælger i hele sit liv i ordets bedste betydning. Også produktudvikling havde hans store interesse, og han var meget optaget af udviklingen af Vihy-maskinen op gennem tresserne og halvfjerdserne.

Per Henrik og Sonjas hjem på Odinsvej stod altid åbent for kunderne. Utallige er de kunder, som har besøgt dette hjem, og de blev alle godt beværtet. Den gang var direktøren for en betonvarefabrik lig med ejeren. De kunne træffe hurtige beslutninger, men satte også pris på at få en god behandling, og det fik de.

I tresserne kom der mange tyskere, og alle nød at komme hjem i Per Henriks dengang nyopførte villa, som han med berettiget stolthed viste frem. En af tyskerne var også meget imponeret, og efter at have set sig beundrende omkring, sagde han til sin assistent: “Noter lige, at sådan en pragtfuld jagthytte skal jeg have bygget mig, når jeg kommer hjem.” Han blev aldrig Per Henriks ven.

En anden tysker ville købe en Vihy 160/200, en såkaldt 2-meter maskine, men kunne ikke rigtig beslutte sig, selv om Per Henrik flere gange prøvede at liste en slutseddel ind under tyskerens kuglepen. Kunden viste sig at være meget rideinteresseret, og Per Henrik fik straks arrangeret en ridetur ude på Nørre Kornum. Da tyskeren var kommet op på hesten, spurgte han, om hesten nu var rolig nok. Per Henrik svarede, at det var en meget rolig hest, der kun havde en fejl. Den kunne straks mærke, hvis rytteren havde for meget at spekulere på, og så kunne den godt blive noget nervøs. Han sagde: “Det var derfor bedst, at vi får ordnet slutsedlen inden rideturen.” Tyskeren skrev under til hest, og rideturen foregik uden problemer.

En dag kom Mogens Brix Nielsen ind på Per Henriks kontor i ret chokeret tilstand efter et ærinde ude i byen. Der var sket dette, at en ældre dame i Vestergade havde forsøgt at svinge til venstre uden først at se sig tilbage. Som så mange ældre mennesker med lidt stivhed i nakken havde hun haft svært ved det og kunne først se sig tilbage, når hun havde svinget. I dette tilfælde var det meget uheldigt, for hun havnede med sin cykel inde under Mogens Brixs Citroen. En meget rystet Mogens Brix stod omgående ud af bilen og løb til forenden for at se, hvor meget der var sket med damen. Inde under bilen og den sammenkrøllede cykel mødte hans blik et par hvasse øjne og en skarp stemme sagde: “Kan De virkelig tillade Dem det?” Mogens Brix var herefter ikke et øjeblik i tvivl om, at damen virkelig mente, at han havde over skredet sin kompetence i betydelig grad. Nok havde Nielsen-familien en betydelig goodwill i byen, men der måtte da være grænser.

 

Onkel Christian

Per Henrik havde stor fornøjelse af de breve, han modtog fra onkel Christian i Amerika. Onkel Christian skrev på den slags dansk, man talte, da han rejste ud, iblandet nogle amerikanske gloser: “Nu skal jeg berette om en usædvanlig hændelse, der fandt sted i vort hjem forgangen lørdag. Jeg sad fordybet i min avis, da der lød nogle høje skrig fra badeværelset. Jeg ilede straks derind og så, Elise havde været så uforsigtig at tømme badekarret, før hun selv var kommet ud. Resultatet var, at damen havde kilet sig fast i badekarret uden at kunne gøre andet end at lave et frygteligt spektakel. Jeg kunne straks se, at opgaven med at løfte Elise ud af badekarret langt ville overstige mine kræfter, så nu var gode råd dyre. Heldigvis kom jeg i tanker om de erfaringer, jeg indhøstede, mens jeg arbejdede på skibsværftet i Kiel. Jeg fik fluks åbnet for hanerne, og efter en stund kunne jeg floate Elise ud af badekarret.”

Samme onkel Christian oplevede også megen dramatik efter sin død. Han havde ønsket, at hans urne skulle anbringes på kirkegården i Brønderslev, og Per Henrik havde lovet at sørge for det praktiske. Der gik imidlertid dage og uger, uden at onkel Christian dukkede op. En dag spurgte Per Henrik så Bent Kronborg, om han ikke havde set en pakke fra Amerika dukke op i varemodtagelsen. Efter en stund med dyb tavshed sagde Bent så: “Jeg er alvorligt bange for, at onkel Christian er taget til Peru. Sagen er den, at vi har gået og ventet på en dåse med Molycote, som skulle bruges til at smøre lejerne i det første fiskemelsanlæg, vi laver for Atlas. Hvis nu der er sket en forbytning, så befinder onkel Christian sig nu i Peru, og vi bliver nødt til kalde en dåse Molycote for onkel Christian og få den gravsat.” Så hvis der står en dåse med Molycote pa Brønderslev Kirkegård, er historien sand, men vi har nok snarere at gøre med et eksempel på Nielsen-familiens store evner for spændende historier.

 

F.L.Smidth

Året 1969 var et jubelår med stor stigning i omsætning og indtjening. Det gav stødet til at realisere planerne om at samle hele virksomheden på Saltumvej. Det var en betydelig investering, og ikke mindst omkostningerne og driftstabet ved selve udflytningen var store. Samtidig var årene 1970 og 1971 meget dårlige år med svag omsætning. Resultatet var, at virksomheden kom i store økonomiske vanskeligheder. Kun en meget snæver kreds vidste, hvor galt det stod til. Jeg anede først uråd, da jeg tilfældigvis sad i den flyver, som bragte administrerende direktør for F.L. Smidth, Nils Foss, til Aalborg, hvor han blev hentet af Per Henrik. De var gamle studiekammerater, og Per Henrik har siden fortalt mig, at når det var nødvendigt med tilførsel af kapital, var det for ham vigtigt, at de nye medejere kom fra samme branche, så mulighederne for samarbejde på forskellige områder kunne udnyttes.

Det endte med, at O. Nielsen-familien solgte deres aktier til F.L.Smidth, mens Per Henrik forblev som aktionær. Virksomhedens overlevelse var sikret, men medarbejderne husker sikkert mere det blodbad, der fulgte. Bent Kronborg og Mogens Brix Nielsen trådte ud af virksomheden, da de ikke mere var medejere. De fik følgeskab af en række medarbejdere, hvoraf mange med både høj position og anciennitet. Smertelige, men nødvendige tiltag for at omkostningerne kunne bringes ned.

Den første tid med F.L.Smidth var en hård tid. Jeg husker, at ordet gummicelle blev brugt. Det var vist nok ment som det sted, hvor direktionen efter de nye ejeres opfattelse hørte hjemme. Senere gik det meget bedre i takt med, at resultaterne også blev bedre. PM fik lov til at bevare en meget betydelig selvstændighed. Vi var udsat for mange formandsskifter i bestyrelsen. Over en 5-årig periode skiftede vi formand 8 gange. Det var tilfældigheder og rokeringer i F.L.Smidths ledelse der var årsagen. På den ene side kunde de mange skift virke noget besværlige, på den anden side gav det en rimelig grad af selvstændighed i og med, at direktionen stod for kontinuiteten.

I slutningen af halvfjerdserne blev Per Henrik alvorligt syg og kunne ikke mere bestride jobbet som administrerende direktør. Jeg blev anmodet om at tage jobbet, og Per Henrik og jeg skulle så lave overdragelsesforretning.

Per Henrik mindede mig om, at da han selv skulle overtage embedet fra O. Nielsen, blev han instrueret i, hvornår og hvordan man trækker klokken. Så sagde han: “Du er den første administrerende direktør i Pedershaabs historie, der ikke hedder Nielsen, og derfor har jeg gjort det let for dig. Jeg har fået nogen til at passe klokken, så du bare skal tænke på firmaet!” Det var det. Retfærdigvis skal det nævnes, at de ultrakorte overdragelsesforretninger i PM havde sin årsag i, at efterfølgeren havde tilbragt mange år i virksomheden og kendte den ud og ind.

 

 

 

Læs videre “Min by jeg elsker dig”

Forhistorien

Når vi gennem tiden har passeret gennem små byer af forskellige størrelser, har vi mange gange snakket om, hvad der mon foregår af liv i den samling huse og mellem deres beboere. Selv om mange byer udadtil virker til at være uden særligt liv, så har vores oplevelser rigtigt mange gange vist, at der altid er sociale strukturer med fællesskaber samt store og små oplevelser sammen på forskellig vis – måske foreningsorganiseret – måske på helt private initiativer.

Da vi i 1977/1978 var færdige med vores uddannelser som henholdsvis sygeplejerske og bibliotekar, var jobmulighederne afgørende for, hvor vi bosatte os. Inden vi begge var færdige med uddannelsen, boede vi i lejlighed i Aalborg. Per fik job på Brønderslev Bibliotek i oktober 1977 i forbindelse med åbningen af biblioteksfilialen i Øster Brønderslev. Den var placeret i den tidligere skoleinspektørbolig, der senere blev Vestfritter og nu er nedlagt. Med tiden begyndte vi at overveje, hvor vi skulle bosætte os. Den første tid blev vi boende i Aalborg og pendlede, men vi begyndte snart at snakke om hus i Brønderslev, indtil en tilfældighed åbnede en mulighed, vi kun havde overvejet kort.

Efter at have set på flere huse i Brønderslev, hørte Per, en mandag formiddag i februar 1979, på arbejde på Øster Brønderslev Bibliotek om et hus, der lige var sat til salg i byen. Han så det senere samme dag, vi så det sammen om tirsdagen og købte det fredag i samme uge. Det var der flere grunde til. Dels var det et charmerende hus med mange muligheder, dels passede prisen til vores slunkne pengepung som nyuddannede, for husene i Øster Brønderslev var en del billigere end i Brønderslev, og sådan er det stadig. Og endelig havde Per i sine næsten 1 1/2 år med arbejde i Øster Brønderslev oplevet byen som et godt og levende sted i udvikling, og sådan er det også stadig. Vi bor fortsat i Øster Brønderslev i det samme hus, hvor vores 3 børn også er vokset op.

Lokale foreningsaktiviteter

Det er netop byens udvikling gennem de seneste godt 40 år og vores andel heri, der er omdrejningspunktet i denne historie om at flytte til et lille lokalsamfund og om at involvere sig. Ved kort at beskrive vores lokale aktiviteter giver vi samtidig et indblik i byens udvikling.

Vores første lokale engagement begyndte ved en tilfældighed. Efter et helt specielt forløb skulle bestyrelsen bag Øster Brønderslev Vandværk genetableres, så der blev i starten af 1980’erne indkaldt til møde i mødelokalet på Øster Brønderslev Bibliotek. Da Per efter bibliotekets lukketid stak hovedet ind til mødet for at minde deltagerne om at tænde alarmen, når de gik, lød det: “Du er valgt!”. Det blev til en del år i den bestyrelse med et spændende samarbejde om at forbedre vandforsyningen i byen og nærmeste opland.

Også i begyndelsen af 1980’erne var der indkaldt til den årlige generalforsamling i Øster Brønderslev Borgerforening. Vi var både nysgerrige og interesserede i foreningens arbejde, og det endte også med, at Birgit blev valgt til bestyrelsen som ny tilflytter og eneste kvinde. Senere blev hun formand. Det blev til mange år i bestyrelsen, og i den periode blev der bl.a. efter en del diskussion foretaget en sammenlægning af de to bestyrelser for henholdsvis Forsamlingshuset og Borgerforeningen. Det skete, fordi det var logisk i forhold til begge foreningers aktiviteter, og fordi det var nemmere kun at skaffe medlemmer til én bestyrelse.

I den periode blev en tidligere tradition med lokale dilettantforestillinger genoplivet. De kørte for fulde huse i Forsamlingshuset i flere år med hyggelige øveaftener og forestillinger samt tilhørende fester. Birgit var i næsten alle årene enten på scenen som aktør eller aktiv som instruktør.

Borgerforeningen blev involveret i det store arbejde med at finde frem til ejerskabet bag Bålhøj Plantage, der var etableret i 1907 af et lokalt aktieselskab som udflugtssted og samlingssted for lokale aktiviteter, men som ikke var blevet vedligeholdt i mange år. Detektivarbejdet med at opspore aktieejernes efterkommere afsluttedes først i 1980’erne helt juridisk med, at Borgerforeningen fik overdraget ejerskabet af Bålhøj Plantage. Nu blev der ryddet op i plantagen, så den igen blev et udflugtsmål og rekreativt område for byens borgere. Der blev kort efter, med støtte fra Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse, etableret et udsigtstårn, som dog fik et relativt kort liv. Plantagen blev også ramme om Borgerforeningens sankthansfester. Med overtagelsen af plantagen var grundlaget for Bålhøj Festival også skabt, uden at den var i tankerne på det tidspunkt. Mere om den festival senere.

Lokalhistorie

I 1984 tog Per initiativ til etableringen af Lokalhistorisk Arkiv for Øster Brønderslev og Hallund Sogne som selvstændig gruppe under borgerforeningerne i Øster Brønderslev og Hallund-Hollensted. Per er fortsat aktiv nu snart 40 år senere. Aktiviteterne i Lokalhistorisk Arkiv har selvfølgelig været at indsamle lokalhistorisk materiale af alle slags og at formidle den lokale historie. Formidlingen er sket gennem flere lokalhistoriske cykelture, busture, udflugter og foredrag. I samarbejde med arkiverne i den gamle Brønderslev Kommune blev der frem mod kommunesammenlægningen i 2007 udgivet 10 bøger i serien “Fra land og by”. Her er en stor del af artiklerne skrevet af Per, og stoffet fra Lokalhistorisk Arkivs område udgør samlet cirka en tredjedel og dækker mange emner af den lokale historie. Pers aktiviteter i arkivsammenhæng er de seneste år udvidet til også at omfatte søgning efter lokalhistorisk viden med metaldetektor. Det har medført mange spændende fund og er et godt supplement til mere traditionelt arkivarbejde.

Forældreråd m.m.

Da vores børn kom til, blev vi også involveret i forældrerådet i børnehaven, og da skolebestyrelserne i 1990 blev etableret som afløsning for skolenævnene, blev Birgit valgt til skolebestyrelsen for Øster Brønderslev Centralskole. Den post havde hun i 12 år, hvoraf de sidste 8 var som formand. Det var en spændende opgave i årene med børn at være med til at præge udviklingen af den gode, lokale skole.

Øster Brønderslev Idrætsforening er en central forening i byen, så også der har vi været aktive. Det er dog børnene, der har været mest idrætsaktive, mens Birgit i en periode har været formand for badmintonafdelingen og har spillet med i nogle revyer til ØBIs dengang årlige sommerfest.

Dagligvarebutik og Sparekasse

Efteråret 1997 lukkede LokalBrugsen i Øster Brønderslev, da butikken efter en del arbejde blev solgt til nogle købmænd, så byen kunne bevare en dagligvarebutik. Per var med i bestyrelsen i flere år frem mod salget. Sammen med skiftende uddelere kæmpedes kampen for at bevare Brugsen som lokalt ejet butik, men det var forgæves af flere årsager. Efter skiftende ejere overtog den nuværende ejer butikken i 2004. Efter en stor udvidelse og nybyggeri med helt speciel lokal opbakning stod butikken færdig i november 2015 og er et stort aktiv for byen.

Omkring 2000 blev Per valgt ind i repræsentantskabet for Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse og blev også medlem af Sparekassebestyrelsen. Sparekassen var et lille pengeinstitut, som fik det stadig sværere med nye regler for drift af pengeinstitutter, og i forbindelse med finanskrisen blev det ikke nemmere. Ved udøvelse af rettidig omhu blev Sparekassen solgt til Nordjyske Bank ved slutningen af 2009, for på den måde blev Sparekassens akkumulerede overskud placeret i en fond – Sparekassefonden. Forrentningen af pengene heri uddeler fondens bestyrelse som støtte til lokale formål i Sparekassens virkeområde. Den første fondsbestyrelse bestod af den tidligere sparekassebestyrelse, så her deltog Per de første 8 år. Fra 2018 har Birgit siddet i bestyrelsen for Sparekassefonden, der siden sin start og frem til og med 2021 har uddelt i alt næsten 7,3 millioner til lokale formål.

Samlingshuset

Det første møde mellem byens foreninger og borgere om ideen med et nyt Samlingshus blev holdt allerede foråret 2001, men ideen vandt ikke tilstrækkelig opbakning i foreningerne på det tidspunkt. Et par år senere organiserede Birgit medlemmer til en ny bestyrelse for Borgerforeningen, da den tidligere bestyrelse var tæt på at nedlægge foreningen. Hendes initiativ blev taget med det særlige formål at få sat gang i planerne om etablering af et nyt forsamlingshus til erstatning for det gamle og udslidte. Flere andre foreningers faciliteter var også nedslidte, og ingen havde økonomi til det store. For at sikre byens foreningsliv i fremtiden med tidssvarende faciliteter og for at gøre byen attraktiv for tilflyttere måtte vi gøre noget. Sammen kunne vi skabe noget nyt på tværs af de sædvanlige grupper i byen. Sammen med en gruppe af andre handlekraftige folk dannedes en ny borgerforeningsbestyrelse, som Birgit blev formand for. Det viste sig nu, at byens store aktører: Østsidehallen, Øster Brønderslev Idrætsforening, Borgerforeningen og Menighedsrådene for Øster Brønderslev og Hallund, kunne finde sammen i et meget konstruktivt samarbejde, og Fonden for Samlingshuset blev dannet i 2007/2008. Den detaljerede planlægning begyndte i 2009/2010 med økonomiske undersøgelser, mange skitser og diverse ansøgninger. Mange frivillige var involverede i arbejdsgrupper vedrørende brugen af huset, og mange frivillige deltog praktisk i hele byggeperioden. Fantastisk arbejde af alle.

I 2011 gik byggeriet af Samlingshuset i gang, og det var færdig i efteråret 2012, hvorefter ibrugtagningstilladelsen kom i januar 2013. I hele perioden har Birgit været formand for den samlende bestyrelse, der gennem Fonden for Samlingshuset står bag etableringen og driften af Samlingshuset. Birgit er fortsat Borgerforeningens repræsentant i den bestyrelse og er stadig formand. I byggeperioden var Per fundraiser og aktiv i arbejdet med at sikre projektets økonomi. Samlingshuset er et fantastisk godt og velfungerende eksempel på lokalt fællesskab og godt samarbejde, hvor vi begge har medvirket aktivt sammen med rigtigt mange andre. Den fælles indsats kan vi nu alle nyde.

Samlingshusets daglige leder har en gruppe frivillige og ikke helt unge mænd, der med deres forskellige evner udgør Håndværksrådet. Her har Per de seneste par år deltaget i gruppens praktiske arbejde med vedligehold og små håndværksprojekter.

Bålhøj Festival

Borgerforeningen arbejdede fra 2007 med ideen om at etablere en lokal musikfestival. Ideen fik et bestyrelsesmedlem, Henrik Jensen, under en gåtur i Bålhøj Plantage med familiens hund. Sammen med lokale musikinteresserede lykkedes det at holde den allerførste Bålhøj Festival i 2008, og bortset fra 2020 har der hvert år været afholdt festival i Øster Brønderslev oppe i Bålhøj Plantage. Det har været et stort praktisk og organisatorisk arbejde at arrangere Bålhøj Festival, og det har kun kunnet lade sig gøre med et tæt og effektivt samarbejde i Borgerforeningen, hvor Birgit var formand frem til 2017, da hun byttede post med næstformanden, Jesper Albrechtsen. Festivalen har også krævet stor lokal opbakning i form af såvel økonomisk støtte som praktisk arbejde, og det har alle årene været muligt at finde lokale frivillige til at deltage. I forbindelse med Bålhøj Festival har vi begge to i alle årene været en del af arbejdet på forskellig vis både før, under og efter festivalen.

Byfornyelse

En del af Borgerforeningens arbejde har altid været at arbejde for en udvikling af byen på en måde, der passer til lokalsamfundet. De seneste år har Birgit som foreningens repræsentant været involveret i planlægningen af byfornyelse og etablering af nye byggegrunde. Det kræver samarbejde med lokale politikere og embedsmænd, og det arbejde har medført en ny vej gennem byen og en byttehandel mellem Kommune og menighedsråd af arealet ved Øster Brønderslev Kirke, så der i 2018 kunne indvies et nyt bytorv og i 2019 en helt ny legeplads, samtidig med der blev lavet byggegrunde til nye lejeboliger. Her er de sidste lejligheder netop blev færdige. Det hele er ikke gennemført på Borgerforeningens initiativ, men uden dens aktive medvirken, er vi ikke sikre på, at det hele var gennemført på så relativt kort tid.

Andre samarbejder

I forbindelse med vores foreningsbaserede aktiviteter lokalt har vi begge deltaget i samarbejdsrelationer uden for lokalområdet, men med forbindelse hertil. Det drejer sig f.eks. om Birgits deltagelse i Landsbyrådet for Brønderslev Kommune samt Pers deltagelse i Lokalhistorisk Samvirke og i LAG-Brønderslev, der støttede lokale projekter med EU-midler.

Birgit kom med i bestyrelsen for Møllefonden kort efter 2000 og er fortsat med her. Det har hun og byen haft stor fornøjelse af. Møllefonden er en erhvervsdrivende fond, der står bag aktivitets- og bosteder for psykisk udviklingshæmmede. Det første sted blev etableret i Brønderslev i 1990, og siden har man udvidet flere steder. Det skete først i Brønderslev, men de seneste år er udviklingen sket i Øster Brønderslev, hvor der har vist sig gode muligheder, og hvor alle er blevet taget godt imod.

Da det gamle forsamlingshus i Øster Brønderslev stod tomt efter etableringen af Samlingshuset, købte Møllefonden huset og satte det fint i stand, så det i dag bruges som fælles rammer, hvor alle Møllefondens beboere og ansatte kan mødes til festlige lejligheder og kurser.

Da Nordjyske Bank lukkede sin filial i Øster Brønderslev ved udgangen af 2013, stod bygningen tom i længere tid, indtil Møllefonden købte det, byggede det helt om og etablerede stedet “Oasen” med gode forhold til de 8 beboere.

Senere købte Møllefonden ejendommen Nørgaard, der ligger ved siden af det gamle forsamlingshus. Her har man etableret boenheden Elmelund, der snart udvides med endnu et hus.

Endelig har Møllefonden netop købt Søndergård i Øster Brønderslev, hvor der nu arbejdes med planer for endnu flere muligheder for boenheder og for aktiviteter.

Birgit har ikke været afgørende for Møllefondens etablering i Øster Brønderslev, men har som bestyrelsesmedlem kunnet gøre opmærksom på de lokale muligheder, der var her, for at Møllefonden kunne få dækket sine behov for flere faciliteter.

Andre lokale aktiviteter

I de aktiviteter, vi har beskrevet indtil nu, indgår vi med aktiv deltagelse i eksisterende foreninger og fællesskaber og bidrager til resultaterne, men en god del af andre initiativer har været vores egne for at skabe nye og bedre fællesskaber.

Da vores yngste datter blev for gammel til at gå i skolefritidsordningen, hvor hun plejede at lave hjemmelavede julegaver til hele familien, gav hun Birgit ideen om at lave et julegaveværksted for alle lokale børn fra 3. klasse og op. Det første julegaveværksted åbnede i en weekend i november 1999, og der blev holdt julegaveværksted i lokalerne på Øster Skole og i fritidsordningen frem til og med 2015. Mange, mange lokale folk var ledere af de meget forskellige kreative værksteder, og der blev lavet utallige julegaver af børnene til deres søskende og øvrige familie i de 16 år, hvor Birgit sammen med Bente Børjesson styrede løjerne, og hvor Per sammen med vores søn, Andreas, hvert år stod for et værksted med fabrikation af lystfiskerudstyr, og en af vores døtre, Laura, hjalp på flere forskellige værksteder.

Apropos løjer så havde Per i mange år været irriteret over børnenes fantasiløse indsats hver nytårsaften, hvor deres “løjer” grænsede til hærværk. Derfor afholdt han et par år før årtusindskiftet et kursus i nytårsløjer for en gruppe børn. En rundtur med dem i byen om eftermiddagen nytårsaftensdag inspirerede dem til rigtige og mere fredelige løjer. De lærte god opførsel og kreativitet, så de fik et diplom. Det kursus kunne godt gentages.

Vi havde på forskellig vis opdaget, der var en lokal interesse for vin – en interesse vi delte. Efter to års vinsmagninger i aftenskoleregi valgte vi to sammen selv at arrangere en serie vinsmagninger i foråret 1999. Det blev for stor en opgave at løfte alene, så siden har vi været en gruppe med skiftende medlemmer, der står for de 5 årlige vinsmagninger, men hvor vi begge stadig er med i planlægningen og afviklingen. Nu mere end 20 år senere kan vi se tilbage på nogle lærerige og fornøjelige aftener, der hvert år har bragt cirka 50 lokale folk sammen på kryds og tværs af alder og sædvanlige strukturer. Og vi planlægger allerede nu næste sæson.

Der er rigtigt god gang i aktiviteterne i Samlingshuset i Øster Brønderslev, men alligevel savnede vi nogle tilbud rettet til de lokale beboere. Derfor blev gruppen Event Samlingshus på Birgits initiativ stiftet til at lave forskellige foredrag og oplevelser. Det er blevet til en bred vifte af arrangementer som f.eks. musik, foredrag, stand-up, bogcaféer og fællesspisninger.

Også online har vi bidraget til det lokale liv. Per har lavet og bestyrer hjemmesiderne for Borgerforeningen og Bålhøj Festival, styrer infoskærmen i SPAR Øster Brønderslev og bidrager til skærmene i Østsidehallen, og endelig er han administrator for Bålhøj Festivals Facebook-side og medadministrator for Borgerforeningens Facebookside.

Lokalbladet

Lokalbladet for Øster Brønderslev-Hallund området er et kapitel for sig. Ideen om et gratis uddelt blad med helt lokale nyheder blev præsenteret af Per på et møde i Forsamlingshuset. Efter en periode med planlægning og sikring af økonomien, blev første nummer uddelt i maj 1996. Med 4 numre hvert kalenderår uddeles det næste blad, der er nummer 103, i december 2021 efter snart 26 år. Helt fra begyndelsen har der været fin opbakning til Lokalbladet i form af økonomisk støtte direkte fra læserne samt fra foreninger, annoncører og Menighedsrådene, der bruger Lokalbladet som menighedsblad. Også alle lokale foreninger bruger Lokalbladet til at informere om deres tilbud.

Så 4 gange om året bruger Per sammen med de øvrige redaktionsmedlemmer et par dage på at gøre et nyt nummer af Lokalbladet klart til trykning. Dertil kommer timerne, som mange byder ind med, til at indsamle og skrive stoffet til Lokalbladet. Resultatet er, at hvert nummer er et aktuelt indblik i de aktuelle lokale muligheder. Her bydes nye beboere velkommen til lokalområdet, og der bringes alle mulige lokale informationer. Tilsammen er alle Lokalbladets numre desuden en unik dokumentation af de mange aktiviteter og fællesskaber i et lokalt område gennem indtil nu 26 år.

Afslutning

Vel har det krævet en god del tid og energi at være aktive lokalt, men gode oplevelser giver mere energi. Vi har haft stor fornøjelse af alle de lokale aktiviteter, og vi har gennem dem fået mange rigtigt gode venner.

Det er oplagt, at ikke alle ideer og initiativer bliver til noget, at ikke alt lykkes, og at slet ikke alt overlever på lang sigt. Det er heller ikke muligt at gøre alle tilfredse eller at være enige med alle. De diskussioner har vi gerne taget. Men uden at prøve at gøre noget, sker der ikke noget, så vi har forsøgt at gøre noget for det lokale liv – i fællesskab med mange.

Vi håber, at vi har bidraget til en fællesskabsånd. Vi er klar til på et tidspunkt at give arbejdsopgaverne videre, og vi er sikre på, at fællesskabet vil løfte opgaverne fremover.

 

På et tidspunkt omkring år 2000 blev jeg kontaktet af PET, Politiets Efterretningstjeneste, som spurgte, om de kunne få lov at lave en øvelse for deres livvagter med A/S Peder Nielsen Beslagfabrik som centrum. Det kunne jeg hurtig sige ja til, og vi aftalte et planlægningsmøde.

De pågældende er livvagter for kongehuset og ministre på udenlandske rejser, så de passer på toppen af det danske hierarki.

Øvelsen skulle gå ud på, at en meget betydningsfuld person skulle ankomme til A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og jeg skulle tage imod ham ude på fortrappen og invitere ham med ind, og så skulle helvede brage løs.

En meget betydningsfuld person kaldes også en VIP, Very Important Person, meget vigtig person.

Livvagterne skulle straks få VIP’eren ind i bilen igen og køre væk.

Der skulle så udbryde kampe mellem livvagter og terrorister inde i fabrikken, og vi gennemgik alle mulige flugtveje inde i fabrikken, men også døre ud til det fri, som var blindgyder, for eksempel atriumgårde. Livvagterne skulle kende alle farbare flugtveje.

Nogle medarbejdere ude i værkstederne skulle være pøbel med våben som jernstænger, hamre, økser og lignende slagvåben. Livvagterne var bevæbnet med pistoler og automatvåben.

Dagen oprandt, og alle i hele virksomheden var spændte.

Jeg stillede mig op ude på fortrappen, og en stor bil kørte ind på pladsen, og ud steg VIP’eren, Vi gik hinanden i møde med fremstrakte hænder parate til at hilse på hinanden.

Det nåede vi ikke. Oppe fra kontorets 1. sal kom en skudsalve, og livvagterne kastede sig over VIP’eren og masede ham ind i bilen. Den forlod vores forplads i en fart, som jeg aldrig har kendt magen til. Godt Nørregade var spærret af hensyn til øvelsen.

Livvagter for rundt inde i fabrikken for at finde terroristen, gerningsmanden til skyderiet, men blev mødt af en ophidset pøbel med alle mulige slags slagvåben. Gerningsmanden var åbenbart en af deres.

Livvagterne trak deres våben og affyrede advarselsskud, men pøbelen rykkede bare frygtløs nærmere og nærmere.

Jeg så det med egne øjne, og jeg er bange for, at nogle af pøbelen havde brugt deres slagvåben, hvis de havde fået fat på en livvagt. Nogle gik meget højt op i opgaven.

Det lykkedes ikke livvagterne at få fat i gerningsmanden, men det lykkedes dem adskillige gange at løbe ud af en dør til en blindgyde.

Det var en arbejdsdag udover det sædvanlige. Skudsalven var affyret oppe fra konferenceværelset på første sal gennem et vindue, der stod på klem. Det flotte gule gardin havde været for tæt på våbenet og havde fået store sorte afbrændte huller. Det blev ikke udskiftet, men blev brugt til at prale med overfor efterfølgende gæster.

PET gav kage til alle ansatte.

Jeg deltog i den efterfølgende evaluering, og hovedtemaet var den frustration livvagterne fik, da pøbelen totalt ignorerede, at der faktisk blev brugt skydevåben imod dem. Der var affyret flere advarselsskud, så konklusionen blev, at fordi pøbelen vidste, de ikke ville blive beskudt med skarpt, kunne de ignorere livvagterne.

Livvagterne skulle til gengæld hjem og finde ud af, hvor de rigtige flugtveje var!

Fakta om livvagter

Nedenstående er fra PET’s hjemmeside

Livvagtsstyrken har ansvaret for alle offentlige
livvagtsopgaver i Danmark og varetager personsikkerheden omkring Kongehuset, regeringen, det diplomatiske korps, udenlandske stats- og regeringsledere på besøg i Danmark samt andre personer med særligt behov for personbeskyttelse.
Der er således både tale om personer med fast livvagtsbeskyttelse og ad hoc-baserede opgaver.

Livvagtsstyrken råder over specialenheden “Gamma 10”, som har en særlig missionsorienteret uddannelse og råder over særligt udstyr. Gamma 10 varetager i tæt samarbejde med forsvarets specialenheder og forsvarets livvagter personbeskyttelsen ved bl.a. ministres rejser til konfliktområder som Irak og Afghanistan.

 

Tonny Bistrup

august 2021

Jeg voksede op i Vestergade i 50’erne og 60’erne, søn Ingeborg og Oluf Olesen, købmand i Vestergade.

 

Her er Ingeborg og Oluf Olesens 2 tvillingedrenge Bent og Ole årg. 1948, måske sammen med en legekammerat og måske på forbudt område

Jeg gik på Søndergades Skole, hvor frøken Quist var min første klasselærerinde, og frøken Vestermark min første regnelærerinde.

Dengang var der respekt, og eleverne sagde De til lærerne. Forældrene sagde også De til lærerne og omvendt. Hvis man havde været involveret i en slåskamp i frikvarteret, fik man en på skrinet af lærer Laursen eller Gunnar Sørensen. Føj hvor slog de hårdt.

En gang havde jeg snydt med hjemmeopgaverne og skrevet af efter facitlisten Den kunne købes i Mandrup Poulsen’s boghandel for 25 eller 50 øre. Man snyder kun en gang, for dommen var øjeblikkelig, jeg fik nemlig en ordentlig lussing af vores regnelærerinde frøken Vestermark.

En gang om året var vi med skolen I Tolne Skov.

Efter skoletid og lektielæsning derhjemme var vi børn ude at lege i Vester Alle, nu hedder den Parkvej. Vi spillede stokken er væltet eller rundbold.

Sommetider klatrede vi i træer nede i minkfarmen lidt længere nede ad Vester Alle. Eller vi svømmede i Nørre å og blev godt mudret til. Vi havde det sgu sjovt.

Murermester Winther var en af de første i Brønderslev, der havde fjernsyn, sort og hvid vel at mærke. Alle vi børn fra nabolaget lå på gulvet hos murer Winther med hænderne under hagen for at se fjernsyn. Der var kun en kanal, DR, og for det meste var der flimmer eller “teknisk uheld, vi beklager”. Murermesterens datter Rigmor, var som regel glad for disse pauser i udsendelserne, for så var der tid til at lave aftenkaffe.

I skoleferierne var vi fast inventar på friluftsbadet,

for vi havde alle adgangskort. Andreasen var varmemester og meget striks. Vi børn havde respekt for ham, for hans ord var lov – dermed basta. Vi spadserede eller cyklede til friluftsbadet, som var laaaaangt væk fra Vestergade, næsten helt ude ved korsvejen. Dengang var der ikke bybusser. Vi vidste knap nok, hvad en bybus var for noget, for man kunne jo bare cykle, løbe eller spadsere.

Ofte cyklede vi til Løkken på en gammeldags cykel med seje pedaler, ingen gear eller el. motor, så der skulle trædes godt på pedalerne. Kørte ud om morgenen og hjem sen eftermiddag, i alt 50 km. Jeg kan ikke mindes, at der var overvægtige børn i nabolaget, måske fordi vi hele tiden var i bevægelse.

Dengang var der ingen mobiltelefoner, og når vores forældre hørte ambulancen suse med udrykning ud ad Vestergade mod Løkken, var vores forældre skrækslagne for, at et af os børn var druknet i Vesterhavet. Glæden var så større, når vi kom hjem efter at have svømmet i Vesterhavet det meste af dagen og megatrætte af at cykle 50 km.

Der var kun faste telefoner. Hver telefon havde et sving eller vinge, som man drejede på for at få centralen “Brønderslev”, en vældig sød dame, som sikkert kendte alt om alle. Når man var færdig med en samtale, skulle røret lægges på, og svinget skulle drejes et par omgange for at ringe af. Hvis man glemte at ringe af, ville frøken “centralen” ringe tilbage og bede os om at ringe af. Skulle man en meget sjælden gang ringe til København, bestilte man samtalen og ofte vente en halv time eller mere for at komme igennem. Skulle det utænkelige finde sted og der skulle ringes til udlandet, skulle samtalen bestilles gennem rigstelefonen.

Der skulle også uddeles aviser hver dag efter skoletid på hverdage, tror jeg nok. Det var værst at komme ud af sengen på en søndag morgen klokken halv seks for at uddele aviser. Men der var gode penge at tjene.

Jeg tror vi avisuddelere fik 25 øre (eller var det 10 øre?) pr. avis.

Efter realeksamen fik jeg en uddannelse i byens bank og efter endt soldatertid et par års i en bank i Aalborg. Som ganske ung bankmand rejste jeg til Schweiz for at videreuddanne mig i en bank. Derefter havde jeg blod på tanden og kom faktisk kun tilbage til Danmark i en meget kort periode, fordi mine tidligere bankkollegaer sagde, at der var intet at komme hjem efter.

Kan man ikke finde sit drømmejob i Danmark, kan man jo altid tage derhen hvor drømmejobbene er, ikke sandt? Hvad med Paris, New York eller Hong Kong for bare at nævne tre steder? Verden er enorm stor, men også lille. Jeg har haft den glæde at have boet og arbejdet i 8 lande på 5 kontinenter. Det bliver man hærdet af og meget tolerant. Jeg bor stadig i det store udland, men kommer dog til Brønderslev et par uger hvert år. Jeg har masser af venner af flere forskellige nationaliteter, kulturer og trossamfund. Man bliver et tolerant menneske af det og lærer sprog.

Jeg har bestemt ændret mig, det er uundgåeligt, men Brønderslev har også ændret sig. Der er nu bybusser, men så vidt jeg ved ingen taxa? Sammenlignet med den gang, er juleudsmykning i dag meget ringe. Nu er der også flere spisesteder af forskellige slags; i gamle dage vidste vi ikke, hvad en pizza var for noget. Vi kendte ikke fast food!

Brønderslev Marked er i dag også anderledes. Den gang var der gøgl til,

med Professor Tribini og hans skøre cirkus. En kendt sanger (i dag) kørte dengang motorcykel i dødsdromen, og der var spøgelsestog.

februar 2019

Ole Olesen

 

 

Mit navn er Dorthe Stiller, jeg er født i 1946 i Aalborg, hvor mine forældre drev en slagterforretning. Jeg har altid været kreativ, og som teenager malede jeg på porcelæn, og havde et job efter skoletid i et porcelæns- brænderi, hvor jeg malede små askebægre o. lign. til turister.

Efter realeksamen kom jeg i lære på Aalborg toldkammer (mine forældres valg), og der var jeg ansat i mange år, fik familie, og levede det kreative ud på aftenskolen både med keramik og maleri.

Da jeg i 1976 flyttede med familien til Brønderslev, valgte jeg at gå hjemme et par år, mens børnene voksede op. Jeg havde et par børn i dag- pleje, og jeg mindes med fryd, når vi sad ved bordet og legede med ler og andre kreative materialer.

Jeg meldte mig på aftenskole til keramik ved Kirsten Kristensen og til maling ved kunstmaler Otto Møller, og Otto gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne søge ind på Aalborg kunstskole.

Når jeg havde fri eller ferie, poppede det kreative altid op….

I mellemtiden blev jeg skilt og giftede mig med byens slagtermester, var ansat igen et stykke tid ved toldvæsenet, men stoppede for at hjælpe min mand, Preben Stiller, i slagterforretningen.

Da vi i 1995 solgte forretningen til byfornyelsen, og børnene var blevet store, var jeg helt sikker på, at nu ville jeg prøve kræfter med kunsten.    På hjemmefronten var der ikke den store opbakning. Men jeg fortsatte målrettet.

Jeg søgte min fagforening om uddannelsesorlov – og fik det bevilget,

( hvilket privilegeret samfund man er født i ). Herefter søgte jeg om optagelse på Aalborg Kunstskole- og kom ind.

Derefter startede jeg på en helt ny tilværelse…..  jeg var virkelig kommet på rette hylde.

Aalborg kunstskole

Det var virkelig spændende. Det første halve år gik jeg på Grundskolen, hvor man prøvede alle retninger: tegning, modellering efter levende modeller, grafik og maleri.

Dernæst gik jeg videre på Fagskolen og skulle vælge linje, jeg valgte her maleriet. Underviserne på skolen var alle udøvende kunstnere, og vi lærte løbende at lave kunstudstillinger. Vi lærte herved virkelig at stå ved det, vi lavede. Uddannelsen varede ca. 3 år. Sideløbende kunne man få timer i croquis, tegning efter levende model, kunsthistorie osv. Det var dejlige lærerige år. Sammen med 7 andre piger dannede jeg en kunstnergruppe, som kaldte vi” Oktaven”. Vi har sammen lavet utallige udstillinger, og vi mødtes en gang om måneden, altid med et nymalet maleri, som vi gav hinanden konstruktivt kritik af.

Med årene har gruppen mistet 4 af pigerne, og det er desværre kun mig, der stadig maler.

På kunstskolen kom jeg i forbindelse med mange forskellige mennesker, f.eks. var der mange skolelærere, der tog et år for at dygtiggøre sig til brug i deres undervisning.

Jeg tænkte: ”Hvorfor fortsætter jeg ikke på lærerseminariet, og får papir på, hvad jeg kan”. Som tænkt så gjort, og efter utallige kurser og eksamen i IT og psykologi, blev jeg i 1999 uddannet billedkunstlærer.

Så nu skulle jeg ud på arbejdsmarkedet igen.

I de år var jeg begyndt at udstille mine værker, og var blevet bidt af det. Men jeg skulle jo ha´ stykket et fuldtidsjob sammen???.  Jeg søgte det første job, der lige var ledigt: Salgsassistent ved Skott i Hjørring. Min tanke var, at jeg lige kunne prøve, mens jeg søgte noget bedre.

Jeg arbejdede hos Skott de efterfølgende knap 10 år!

Det viste sig, at jeg kunne få nedsat tid ved Skott og sideløbende udstille. Og familien bakkede nu helhjertet op om mit nye liv.

Jeg havde bestemt ikke drømt om, hvad det førte med sig. Ikke bare malede og udstillede jeg malerier, men jeg malede desuden julekortet for Brønderslev kommune i 2003

Lions julemærke i 2004 og i 2011, malede etiketten til Brønderslev kommunes kunstnervin i 2007 og i 2020, malede motiv til Landbo Nords dyrskue t-shirts i 2009 og 2010, julekort for firmaet Dan-Hatch i 2015 til 2018, og lavede årets plakat for Falcks kunstforening i 2012.

Det gamle Slagteri.

I 2001 åbnede jeg ” Det gamle Slagteri” på Hyldevej i Ø. Brønderslev og startede med at udstille sammen med ”Oktaven” og andre skiftende udstillere.

Det gav god mening for en gammel slagterdatter, gift med byens tidligere slagtermester, at udstille kunst og gamle slagterting. Der var stadig et stort kølerum med kæmpe døre, som vi hængte billeder op på, og der hang kroge i loftet til grisene. Vi kalkede bare væggene og strøede sand på gulvet (dog ikke savsmuld) og slog dørene op til påskeudstilling med åbningstalen af Tage Buus.

Det fortsatte jeg med til år 2006, da jeg kunne gå på efterløn. Jeg måtte stadig udstille, men desværre bare ikke i mit eget galleri.

Året efter tilbød billedkunstner John Laursen, at jeg kunne udstille på påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, og der er jeg stadig at finde.

Mit billedsprog.

Mit billedsprog er ikke kun en skildring af naturindtryk, men også et udtryk for tanker, følelser og drømme. Hvad der rører sig i mit hjerte, må jeg simpelthen ha ud på lærredet. Jeg har nogle værker, jeg har malet, når jeg virkelig er blevet udfordret i livet, både på godt og ondt.

Da jeg blev mormor for første gang, malede jeg ”Mormors opslagstavle” og derefter ”Jeg holder af hverdagen”. Men det kan også være en sang fra højskolesangbogen, der griber mig, som jeg så bruger mit billedsprog til at fortolke på lærredet. Ofte på et aflangt lærred med både tekst og illustrationer.

Jeg er af naturen nysgerrig, og mine sanser står altid åbne for påvirkninger af mennesker, jeg møder i det offentlige rum, oplevelser fra hverdagen, tanker eller måske et sjovt ordspil. Inspirationen kan så komme frem i motiver f.eks. af HØNS. Jeg har malet rigtig mange billeder af Høns, som har fået et menneskeligt islæt.

Et andet yndet motiv er mine husbilleder, som nok er et udtryk for påvirkning og tanker. Vi kender nok alle sammen, når man går en tur i mørket og bliver fanget af lyset i vinduerne, og tænker: ”Hvad mon der sker bag de ruder”. Jeg maler måske personer, der nyder et glas vin foran en kendt bygning i Nyhavn, eller måske er til vinfestival i Brønderslev.

Når jeg starter med at male, lægger jeg en masse farver vilkårligt på lærredet, jeg maler aldrig på et helt hvidt lærred, på den måde får jeg en del forærende. Er det huse, jeg vil male, rammer jeg vinduerne ind, og det udtryk, der kommer ud af ruderne, er de farver, der tilfældigt er på lærredet, og beskueren må selv forestille sig, hvad der sker bag de vinduer.  På den måde får jeg et levende maleri, og ikke et maleri med ens vinduer.

 

Mit frivillige arbejde.

For Brønderslev kommune.

Sideløbende med min kunst, har jeg også haft den glæde, at kunne udøve frivilligt arbejde for kommunen, og i dag desuden for Borger 9700.

Kulturelt samråd.

Jeg blev valgt ind i Kulturelt samråd omkring år 2000. Det bestod af et udvalg, der blev sammensat efter hvert kommunalvalg. Det var frivilligt arbejde og sammensætningen var: En formand, nogle folkevalgte fra det nye byråd og et antal borgere, med interesse for kultur. Vi havde et årligt beløb, bestemt af kommunen, som vi skulle forvalte, så kunne foreninger, musikere o.s.v. søge, hvis man ville prøve noget nyt. Måske var der ønsker om et kunstværk til byen, eller til en institution i kommunen. Ofte søgte man også blot en underskudsgaranti, som kunne udbetales, hvis et arrangement gav underskud.

F eks. startede Brønderslev Påskeudstilling for 46 år siden på den måde. Den blev med tiden så stor en succes, at tilskud eller underskudsgaranti ikke var nødvendigt. Tværtimod har den med årene givet overskud, som bruges til at købe ny kunst til kommunen. Påskeudstillingen er de sidste 29-30 år blevet sammensat af billedkunstner John Laursen og er stadig en kæmpe succes, besøgt af mange mennesker og kunstforeninger fra hele landet.

Efter kommunesammenlægningen blev Kulturelt Samråd nedlagt, og ved et inviteret møde med kulturelle ildsjæle fra hele kommunen, blev der oprettet et kultursamvirke.

Kultursamvirke

Der blev valgt medlemmer fra bl.a Dronninglund, Hjallerup, Sterup, Hellum, Brønderslev og Stenum. Formålet var at lave kulturelle arrangementer i alle dele af den nye kommune. Der har været musik- arrangementer i de små forsamlingshuse og en årlig kulturuge, hvor vi første år havde gratis guidede busture, så borgerne kunne komme rundt og se hele den nye kommune.

Vi arrangerede dragefestival på stranden i Aså, efterfulgt af lysshow om aftenen, og årets længste dag på Knøsen (Nordjyllands højeste punkt) i Dronninglund med optræden, mystik og vandretur i skoven.

Desuden kan nævnes kunstudstillinger en weekend i kulturugen i 2008 på Dronninglund gymnasium, de næste par år på den gamle fabrik, hvor Ginge og politigården i dag har til huse. Der bød vi på kunst, kultur, gøgl, teater og musik og kulturfestivalen blev det første år afsluttet med opsending af rislamper med levende lys og året efter med fyrværkeri i parken.

I år 2014 Blev Kultursamvirket nedlagt, men jeg har stadig fornøjelsen af, at være en del af Brønderslev Kommunes Kunstfond, der hører under Børne- og Kulturudvalget i Brønderslev kommune.

Brønderslev kommunes kunstfond.

Kunstfonden ledes af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer: Formanden for Fritids- og Kulturudvalget, et medlem udpeget af byrådets midte, 2 medlemmer udpeget af Fritids- og Kulturudvalget efter indstilling af fagenheden for Børn og Kultur, hvoraf mindst 1 skal være udøvende kunstner, 2 repræsentanter fra fagenheden for Børn og Kultur (direktør og chef). Bestyrelsens funktionsperiode er sammenfaldende med byrådsperioden.

Fondens formål er at arbejde for højnelse af den kunstneriske kvalitet ved kommunalt byggeri samt at medvirke til fortsat forbedring af det æstetiske udtryk ved indretning og udsmykning af kommunale bygninger og det offentlige rum.

Kunstfondens midler tilvejebringes gennem afsættelse af beløb hertil på kommunens årlige driftsbudget i overensstemmelse med Byrådets vedtagelse. Vores møder bliver afholdt på Brønderslev rådhus.

Borger 9700.

Da kultursamvirket i 2014 blev ophævet, blev jeg opfordret til at træde ind i Borger 9700 kulturgruppen, og der er jeg frivillig i dag.

Vi har til huse i Rhododendronparken i Brønderslev. I den gule bygning, som kommunen har stillet til rådighed for foreninger.

Vi prøver at lave lidt anderledes kulturelle tiltag for borgerne, enten på scenen eller i Den runde Pavillon, men vi skal desværre hele tiden søge penge, enten ved fonde eller gennem Kommunens kulturpulje, til arrangementerne.

Af store arrangementer kan nævnes, Den kongelige ballet i 2015, som vi for øvrigt fik årets kulturpris for. Endvidere har vi haft Opera i det fri flere gange og mange andre musikarrangementer. Desuden kan nævnes julearrangementer, på årets korteste dag, med underholdning af kirkens pigekor, Dunkelfolket som overraskelse i parken, og efterfølgende udsættelse af levende lys på søen. Der er gratis adgang, da parken ikke kan lukkes af.

Vi har endvidere en årlig kulturdag på Brønderslev bibliotek. Det er altid sidste lørdag i september. Her er der kunsthåndværkere, kreativt værksted for børn, musik, madboder, bogsalg og andre aktiviteter, alt efter årets Tema.

I 2019 afholdt vi for første gang Sct. Hans aften i parken, med bål på søen. Det var en stor succes, og det håber vi at kunne fortsætte med i 2022.

Jeg fik godt nok ikke tid/overskud til at komme ud og undervise i folkeskolen. Jeg har dog haft nogle få frivillige undervisningsforløb i institutioner i Kommunen, bl.a. på bostedet Hedebo, men jeg kan med glæde sige: ” Hvor har kunst dog beriget mit liv”. Og jeg maler stadig med hjertet.

 

 

 

.

 

Brønderslev Kommune              

Adresse: Ny Rådhusplads 1 9700 Brønderslev · 

Telefon: 99 45 45 45

   

Brønderslev Kommune er en kommune i Region Nordjylland efter Kommunalreformen i 2007 med 36.304 indbyggere. Allerede den 15. november 2005 blev kommunalbestyrelsen dog valgt. Kommunalbestyrelsen har 29 medlemmer

Kommunesæde: Brønderslev

• Region: Nordjylland
• Areal: 633,38 km2
• Indbyggere: 36.177 pr. 2021
• Befolkningstæthed: 57 (Indbyg. pr. km²)
• Er:  Et godt sted at leve. I Brønderslev Kommune er man tæt på det meste – i midten af Vendsyssel – med en direkte linje til beslutninger, forvaltning og det frivillige fællesskab. Her ser vi muligheder frem for begrænsninger, når vi sammen udvikler de kommunale tilbud, erhvervslivet, foreninger, vores landskab og lokalsamfund.

Byrådet i Brønderslev Kommune består af 27 medlemmer og er valgt for perioden 2018 – 2021

 Brønderslev Byråd

Mikael Klitgaard (V) – Borgmester

Niels Vestergaard Salling (V)

Lasse Riisgaard (V)

Jens Andersen (V)

Dennis Kvesel (V)

Martin Bech (V)

Klaus Riis Klæstrup (V)

Lone Birkmose Lex (V)

Margit Chemnitz (V)

Jan Thaibert (V)

Peter Stecher (C)

Erik Sørensen  (O)

Carsten Ullmann Andersen (O)

Eskild Sloth Andersen (A)

Arne M. Jensen (A)

Hildo Rasmussen (A) 

Bettina Bøcker Kjeldsen (A)

Lene Hansen (A)

Ole Jespersgaard (A)

Peter H. S. Kristensen (A)

Christen Bager (A)

Johannes Trudslev (A)

Poul Erik Andreasen (A)

Steen Søgaard Petersen (J)

Simon Aagaard (J)

Line Vanggard Pedersen (Løsgænger)

Lars Bisgaard Andreasen (Løsgænger)

 

Kommunens største byer
Nr	By	Indbyggere (2021)
1	Brønderslev	12.522
2	Hjallerup	4.192
3	Dronninglund	3.435
4	Asaa	1.123
5	Øster Brønderslev	924
6	Klokkerholm	890
7	Jerslev	870
8	Flauenskjold	669
9	Agersted	562
10	Serritslev	500
11	Hallund	289
12	Stenum	277
13	Thise	235

Brønderslev Kommune havde 100 års købstadsjubilæum den 01.04.2021

Her det sidste sogneråd i 1921 og Rådhuset før og nu, se billeder på næste side

 

 

Opvækst

Han er næsten vokset op i en sportshal og har i sin ungdom dyrket meget indendørs sport, og han syntes, det var synd for de unge mennesker, der dyrkede udendørs sport, og kunne blive udsat for al slags vejr.

Kim Jensen er født i 1961 i Frederikshavn. Da Brønderslevhallen blev bygget, flyttede hans forældre til Brønderslev, hvor Kim voksede op.

Kims forældre, Else og Erik Jensen, var gennem mange år de legendariske ledere i Brønderslevhallen. Else stod for kantinen og ”Hal Erik” stod for resten.

Begge forældre var passionerede håndboldspillere og engang Kims mor, Else, blev interviewet, spurgte journalisten Kim, om han var lige så vild med sport som sin far og mor. ”Ja – men jeg er ikke fanatiker,” var det kloge svar.

Man skal have mere end en interesse, for ellers bliver det for enøjet.

Kim boltrer sig i naturen

Nu mange år efter kan man finde ham windsurfe på havet i blæsevejr, sejlende i kajak eller kano eller fræsende afsted på en cykel, i fuld fart på et snowboard eller i gummibåd i en frådende flod.

”At være ude i naturen er frihed,” siger Kim Jensen, som mange kender som hjælpetræner for det danske kvindelandshold i håndbold igennem mere end 15 år.

Når Kim var med kvindelandsholdet, skulle der ikke altid bestilles hotelværelse til ham, for han sov gerne ude i skoven.

Hjemme har han bygget et shelter med udsigt over Limfjorden og med bålplads, og herude overnatter han ofte.

Når Kim surfer eller står på snowboard, griner han eller bryder ud i sang. Det er tegn på, at han er glad eller, at han er ved at lære noget, der er vanskeligt. Det gør man bedst, når man er afslappet og i godt humør, som når man griner eller synger. Når tingene lykkes, glemmer man tid og sted.

Hver morgen lytter Kim til vejrudsigten for at finde ud af hvilken sportsgren, der passer til vejret i dag. Surfing, stand up paddle board eller en anden udendørsaktivitet. Man finder ro i naturen eller fordyber sig.

Kim Jensen er helt klart en mand, der hylder aktiviteter i naturen. Som han ynder at sige:
”Go to the door – go outdoor.”

Håndbold

Det er nok mest fra håndboldens verden, man kender Kim. Han spillede sin første kamp som landsholdsspiller i håndbold i oktober 1980, og siden har han har spillet 83 landskampe og scoret 91 mål.

Kims forældre Else og Erik

Som søn af halinspektørparret ved Brønderslevhallen, Else og Erik Jensen, kom Kim med i hallen, som var forældrenes arbejdsplads fra tidlig morgen til sen aften. Her begyndte han som ganske ung at spille håndbold, og man fandt hurtigt ud af hans talenter. Gennem nogle år spillede han på Brønderslevs bedste hold i divisionen. Brønderslev var dengang på det danske håndbold-landkort, og håndbolddrengene fyldte Brønderslevhallen med tilskuere søndag efter søndag.

I 1989 spillede Kim landskamp mod Japan i Brønderslevhallen. Det var meget specielt for ham at skulle spille så stor en kamp i den sportshal, hvor hans far var halinspektør, hvor hans mor var leder af cafeteriet, og hvor Kim havde tilbragt mange timer i barndommen.
Danmark vandt 29 –

22, og Kim scorede 3 mål. Kim var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Idrætsforening.

Ved sin konfirmation brugte Kim nr. 39 i sko og året efter nr. 44. En dag besvimede han hos sine bedsteforældre, og på hospitalet mente lægen, at det var fordi, Kim voksede for hurtigt. Det gav problemer med anklerne, så han skulle gå med specialbind og blev behandlet med ultralyd, hvilket Erik var imod. Faderen mente, at Kim blev pacet for hurtigt frem.

Engang spillede Kim landskamp i Jugoslavien med ondt i foden, og det viste sig senere, at der var brud på en knogle.

Sine håndboldmæssige ambitioner skruede Kim dog voldsomt ned for på grund af sit politiske engagement. I 1984 meldte Kim fra til bruttotruppen til OL i USA.

Det skuffede mange af de personer, som havde lært Kim det, han kunne. De mente, han svigtede dem og sit talent, som et af de store håndboldhåb i Nordjylland.

Han slap dog ikke håndbolden, for han trænede ugentlig i Aalborg Håndboldklub, hvilket gav ham en plads på førsteholdet.

At den fysiske træthed var en begrænsning, accepterede Kim. Det var dog tydeligt for en af holdkammeraterne, daværende skuespiller på Aalborg Teater og nuværende ørkensøn, Niels Olsen, at der var noget galt.  ”Du vil noget mere end det her,” sagde han en dag til Kim.

Kim havde flere ambitioner, end han ville erkende.

Håndboldklubben fra barndommen i Brønderslev havde flere gange prøvet at få ham tilbage, men han var ikke parat til at give håndbolden fuld gas, men i 1987 gik han ind i sin anden håndboldperiode.

Han ofrede dog ikke alt til håndbolden, for året efter pakkede han og Connie deres rygsække og tog til Kina i seks uger med den transsibiriske jernbane.

Håndboldklubben havde aftalt at spille to kampe med landsholdet, og det kunne Kim ikke rigtig lade ligge, men hvis turen til Kina gik planmæssigt, og Kims far, Hal Erik, stod klar med en pakket håndboldtaske, når han kom hjem, kunne Kim lige nå at spille med.

Kim udarbejdede derfor et træningsprogram til kinaturen, så der blev styrketrænet den ene dag, løbetrænet den næste og den tredje dag var en fridag. Det var ikke altid lige nemt at holde ferie på den måde.

Planen lykkedes, og Kim nåede at spille mod landsholdet først i Jetsmark Hallen og dagen efter i Storvorde.

Så skete der noget, Kim havde drømt om i sit stille sind. Efter kampen kom landstræner Anders Dahl-Nielsen ind i omklædningsrummet og tilbød Kim at komme tilbage til landsholdet.

Det tilbud sagde Kim straks ”ja” til og oplevede igen den følelse af stolthed og tilfredshed, det er, når arbejdet lykkes.

I 1996 blev Kim Jensen tilbudt jobbet som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold. Han fik jobbet som landstræner i en tåbelig konstellation. Indtil Jan Pytlick var færdig med sit trænerjob for herreholdet i GOG, skulle han hjælpe Kim, når han havde tid.

Ulrik Wilbek var træner for kvinderne i Viborg og skulle også være assisterende træner for Kim, når han havde tid.

Denne konstellation blev droppet efter en måned, da GOG accepterede, at Dansk Håndbold Forbund købte Jan Pytlick fri fra jobbet i klubben.

Så Kim var landstræner for kvindelandsholdet i håndbold i en måned. I den periode tabte holdet ikke en eneste kamp – nå – de spillede heller ikke nogen.

Under OL i Athen i 2004 kom Kim galt af sted på et spørgsmål fra en journalist om Kims holdning til kongehuset, medens de danske prinser så på, og Kim svarede, at han syntes, prinserne var nogle fine fyre, og han var sikker på, at der kunne blive plads til dem på et nordjysk jord- og betonsjak, når kongehuset blev nedlagt. Det blev hverken opfattet som et kompliment eller en morsomhed.

Det gav en voldsom kritik, men det opvejedes af den respekt, Kim normaler nød for at give udtryk for sine holdninger.

Engang kvindelandsholdet havde vundet guld ved OL, kom dronning Margrethe og prins Henrik hen på hotellet for at ønske til lykke. Prins Henrik ville gerne se, hvordan pigerne boede og lukkede op ind til et af værelserne: ”Det ligner vist noget, hvor en bombe er sprængt,” udbrød Prinsen.

Der var ikke ryddet op, og der hang BH’er rundt omkring, og pigerne havde hængt billeder op på væggene.

Hal Erik, Kims far, ville gerne have været med til OL i Sydney, men det var alt for dyrt. Kim kom så hjem fra OL og kunne fortælle, at Dansk Håndboldforbund havde arrangeret rejer for interesserede, og det var meget billigere end, hvis Erik selv skulle arrangere, så det ærgrede Kims far, at han ikke havde fået kendskab til det arrangement.

I 2012 fik Kim Jensen overrakt prisen, Aalborgmanden, af borgmester Henning G. Jensen. Aalborgmanden blev indført i 1964 og er byens tak til personer, der har ydet en værdifuld indsats for Aalborg eller har gjort byens navn kendt rundt om i verden.

Prisen er en lille statuette, en miniatureudgave af skulpturen Aalborgmanden foran administrationsbygningen på Boulevarden.

For Kim Jensen, der var assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold og underviste på Aalborg Sportshøjskole, betød statuetten utrolig meget. ”Jeg er hamrende stolt,” sagde han og fortalte, at hans familie havde en stolt tradition med at arbejde på skibsværftet. Min oldefar var skibstømrer på værftet, fortalte Kim Jensen, der selv arbejdede der i et par år i 1984-85.

Det var dog ikke som værftsarbejder Kim Jensen var mest kendt. Borgmesteren understregede, at Kim var kendt for sit arbejde med kvindelandsholdet. ”Og du gør et meget sympatisk indtryk,” sagde Henning G. Jensen blandt andet.

Kim Jensen takkede med en fortælling om, hvor glade og integrerede de unge fra Sjælland bliver for Aalborg, når de kommer som elever på sportshøjskolen. De tror Aalborg er et skodsted, men de opdager, at byen har sjæl, at de bliver budt velkommen, og man hilser på hinanden, lød det fra Kim Jensen, som er stolt af sin by.

Efter OL i London sammen med kvindelandsholdet i håndbold sagde Kim igen farvel til eliteidrætten.

I sin håndboldkarriere har Kim været med til:

• Spillet 84 landskampe i herrehåndbold og scoret 91 mål
• EM-guld 1996 i Danmark med kvindelandsholdet
• VM-guld 1997 i Tyskland med kvindelandsholdet
• EM-sølv 1998 i Holland med kvindelandsholdet
• OL-guld 2000 i Sydney med kvindelandsholdet.
• EM-guld 2002 i Danmark med kvindelandsholdet
• OL-guld 2004 i Athen med kvindelandsholdet
• EM-sølv 2004 i Ungarn med kvindelandsholdet

• Den værste dag i Kims liv

Fredag den 9. december 2011 er en dag Kim aldrig vil glemme. Det var en af de værste dage i hans liv.

Årsagen var, at generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, i et interview med Jyllands-Posten fortalte, at man skulle have en ny hjælpetræner i stedet for Kim Jensen, som havde haft posten i mere end 15 år.

Det blev af mange udlagt som, at Kim var blevet fyret, men sandheden var, at han selv havde valgt at stoppe, når hans kontrakt udløb til december det følgende år.

Morten Stig Christensen troede, at journalisterne var orienteret om, at Kim ville stoppe, så denne misforståelse gav voldsomme overskrifter den følgende dag.

”Det er ultimativt den værste dag, jeg har oplevet med landsholdet. Det var ikke rart at læse, at man var blevet fyret fra et job, man ikke selv havde ønsket at fortsætte i,” sagde Kim Jensen. Og så skyldtes det hele en misforståelse!

Længe før havde Kim sagt til landstræneren Jan Pytlick, at han ikke ville fortsætte efter OL i London. Kim var ikke blevet træt af at arbejde med kvindelandsholdet i håndbold, men han havde fået mulighed for at stå i spidsen for en hel ny retning på Aalborg Sportshøjskole.

Han skulle uddanne outdoor leaders, der kunne instruere andre i blandt andet kano og kajak, klatring, mountainbike og rafting.

Det havde han ikke villet fortælle om indtil nu, fordi han frygtede en reaktion fra spillerne, som skulle spille verdensmesterskab og derfor skulle fokusere på det og ikke på, at Kim var på vej væk fra landsholdet.

Kim var rigtig træt af, at sagen kom til at fylde så meget, som den gjorde, og han fandt det vanvittigt at skulle sidde på et pressemøde og tale om en begivenhed, der først skulle finde sted om et år, imens holdet var ved at forberede sig til en kamp under VM i Brasilien.

Fravær og afsavn

At være assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold betød mange rejsedage, hvor Kim ikke kunne være sammen med familien.

Da børnene var små og Kim var ude med landsholdet og Connie, som var jord- og betonarbejder, mødte meget tidligt på arbejdet, kom Elses far hver morgen for at køre Ditte i dagpleje.

I den periode deltog Kim heller ikke i mange af familiefesterne, fordi hans arbejdet var så langt fra hjemmet. Det harmonerede ikke helt med Kims holdning til fællesskab, som også omfatter samvær med familien, men livet er fyldt med kompromiser.

Politik

Udover det sportslige var Kim meget optaget af politik, hvor hans egen holdning lå og ligger meget til venstre for midten.

Kim Jensen har altid godt kunnet lide at diskutere, så i gymnasietiden blev der diskuteret politik.

Allerede som 17-årig havde Kim og kæresten Connie meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, som var det parti, der især varetog industriarbejdernes interesser.

Der er sket en meget stor udvikling i samfundet de sidste 30 år, men den grundlæggende ide i socialismen holder Kim stadig fast ved.

Politisk stemmer Kim ikke efter, hvad der gavner ham selv bedst, men efter, hvordan han synes, samfundet skal indrettes, og han forstår virkelig ikke, at folk bare stemmer efter, hvad der er godt for deres egen økonomi.

I en periode, hvor Kim arbejdede på værftet, var han meget engageret i politisk arbejde både i DKP/ML og i Faglig Ungdom. Her var han formand en tid og spillede en meget aktiv rolle i de heftige arbejdskampe, der var i begyndelsen af 1980’erne.

Det kunne nogle gange gå for vidt for Kim, men det var også dér, de mest aktionslystne samledes. Faglig Ungdom kunne fra svejsekurset på værftet forsyne havnearbejderne med partisansøm til brug i blokader og gadekampe, der betegnes som de mest voldsomme siden Anden Verdenskrig.

Kim Jensen kunne dog også på fredelig vis tage sin tørn med at sælge dagbladet Arbejderen, som hans Connie stadig i perioder var journalist på.

Kim var engang opstillet til folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Kims mor, Else, mener, det kun var Kims mormor der stemte på ham.

En dag, medens Kim boede i den store flotte bygning, Nørrehus, i Brønderslev, kunne man se et stort flag med hammer og sejl hænge ud ad vinduet. Det forargede mange, og da måtte Erik lige besøge sin søn og tale lidt alvor med ham, og så blev flaget taget ind igen. Kim gjorde normalt, som faderen sagde.

Det politiske arbejde deltager Kim ikke mere så aktivt i, men han har stadigvæk de samme holdninger som i ungdommen.

Arbejder – tænk før du taler

Kim har også prøvet kræfter med hårdt arbejde på arbejdsmarkedet. I en periode arbejdede han som jord- og betonarbejder, og han blev også uddannet kloakmester.

Da Kim Jensen var blevet student og var flyttet til Aalborg, blev han værftsarbejder, som hans far også havde været i Frederikshavn engang. Målet var at tjene penge til at studere for.

Han befandt sig godt, men tænkte ikke altid før han talte. En dag han gik sammen med nogle arbejdskammerater henad kajen, talte han højlydt om, at han ville på universitetet og ikke spilde sin tid på hverken værft eller fabrik.

En ældre kollega sagde roligt og besindigt til ham, at der var mange af hans arbejdskammerater, der var stolte af deres arbejde.

Kim ville gerne på en måde sende en tak til den arbejdskammerat for de kloge ord, men han kan ikke huske, hvem det var. Den rolige reprimande lærte Kim meget af.

Det var også mærkeligt, at netop Kim udtalte sig på den måde, som ikke stemte overens med hans politiske holdning om, at alle er lige meget værd.

Hans udtryksform er blevet mere velafbalanceret i forhold til den meget kontante og provokerende måde, han udtrykte sig på i ungdommen.

Uddannelse

Planen med at gå på universitetet gjorde Kim Jensen alvor af og læste historie i et år. Han havde dog svært ved at vænne sig til kulturen på Universitetet, hvor det meste af tiden kunne gå med at vente på, at hele gruppen blev samlet. Så skulle der spises frokost, og man skulle under alle omstændigheder sørge for at komme tidligt hjem

På værftet skulle man ikke stemple ind senere end kl. 6:46, for så blev man trukket i løn, og den disciplin med at holde arbejdstiderne havde bidt sig fast i Kim, som ikke brød sig om slendrian.

Interessen for historie blegnede ved, at den uddannelse ikke så ud til at før til noget job, og motiverede derfor ikke til at fortsætte studiet.

Skule der læses historie, kunne han gøre det der hjemme.

Uddannelsesmæssigt er Kim den, der i Danmark har den højeste uddannelse indenfor håndbold.

Fællesskab og hårdt arbejde

Fællesskabet har altid været en grundværdi for Kim og hustruen Connie, og nogle af deres bedste venner stammer fra gamle dage.

Som barn havde Kim også det sociale gen, hvilket blandt andet viste sig ved, at han legede med, vi kalder ham Søren, som han egentlig ikke brød sig særligt om. ”Hvorfor leger du så med ham?” blev han spurgt. Kim svarede: ”Der er ikke andre der vil.”

En gang fik Kim et ur som årets sportsnavn. Det lånte han beredvilligt ud til en kammerat, som fik det stjålet, men sådan noget hænger Kim sig ikke i. Fællesskabet med kammeraten betød mere end en død ting som et ur.

I den lille by Valsted, hvor de bor, nyder beboerne også godt af den sociale indstilling, som både Connie og Kim har. De deltager i næsten alle aktiviteter, og er gode venner med alle i byen.

Connie og Kim har også flere gange haft flygtningepar med til juleaften, fordi de ellers ikke havde nogen steder at være.

Om sommeren, når de er på ferie, låner de deres hus ud til københavnere, der er med i partiet, så når Connie og Kim skal overnatte i København, er der altid et sted, de kan være.

I håndbold var der spillere, der forventede fuld spilletid, ellers blev de sure. Kim var holdspiller, når han blev skiftet ud, så var det i orden, og kom han ind i kampen igen, spillede han med uændret entusiasme. Han var ikke individualist – han var holdspiller.

Fællesskab udvikler ofte venskaber, og Connie og Kim kommer stadig sammen med nogle af de gamle fra håndboldlandsholdet f.eks. hører Karen Brødsgaard og Jan Pytlick til familiens vennekreds.

Da Kim arbejdede på værftet, fik han et job indendørs, hvilket han ikke brød sig om, så derfor sagde han op og begyndte at arbejde som asfaltarbejder og derefter som jord- og betonarbejder.

Det var arbejde der passede ham. Her var han en del af et arbejdssjak, et fællesskab, der arbejdede ude i det fri og med eget ansvar for at få arbejdet gjort.

Her følte han den stolthed, som han var blevet mindet om af arbejdskollegaen på kajen dengang for længe siden.

På sin underfundige måde fortæller Kim, at han godt kunne finde på at køre en omvej med børnene for at vise dem et stykke arbejde, han havde lavet. Stoltheden ved veludført arbejde.

Nogle gange savner Kim Jensen, at der kommer noget konkret, noget håndgribeligt ud af det, han laver. Men det var fysisk hårdt at arbejde som jord- og betonarbejder.

Kim kan stadig huske de bemærkninger, som forbipasserende kom med, og han efterligner dem gerne: ”Se – nu står de igen og læner sig op ad skovlen.”

De skulle bare vide, hvor hårdt den type arbejde er. Man er nødt til at finde et tempo, man kan holde til hele dagen, så man kan gå på arbejde hver dag, hele ugen, resten af måneden ja flere år frem. Der kommer skarphed i stemmen, når Kim snakker om det.

Aalborg Sportshøjskole

Kim Jensen drømmer ofte om fremtiden, men han sætter sig ikke mål. Han er også god til at få drømmene til at gå i opfyldelse.

Kim føler sig meget heldig i livet og nyder at få de unge mennesker, han dagligt omgås på Aalborg Sportshøjskole, til at få deres drømme til at gå i opfyldelse.

Eleverne er meget forskellige. Nogle er ambitiøse i at nå deres mål. Andre skal lære at fokusere på, hvad de gerne vil, men alle skal bidrage til at få fællesskabet til at fungere.

På sportshøjskolen kommer mange af eleverne for at få et år, hvor de kan gøre de ting, de er gode til og gerne vil dyrke.

Mange andre elever er målrettede og kommer på skolen for at kvalificere sig til job eller uddannelse indenfor politi eller som ambulanceredder. Disse målrettede elever er vanskelige at få til at interessere sig for kreative fag, men når de får interessen vakt, synes de faktisk om for eksempel at spille musik.

Af få eleverne til at ville fællesskabet er én af de virkelig vigtige ting, der arbejdes med, siger Kim Jensen.

Kim var god til at skabe fællesskab og kammeratskab. På et tidspunkt havde han noget sygdom i foden og var sygemeldt. En morgen stod hele hans hold fra Sportshøjskolen med morgenmad til alle ved sygesengen. Det gør man kun, hvis der er en gensidig sympati.

Der er elever, som ikke ved, at de virker irriterende og arrogante på andre. Konfronteret med det, kan de slet ikke forstå, at det virker som om, de ikke respekter de øvrige.

Andre elever kan have et meget lavt selvværd, fordi de ikke føler at kunne leve op til andres forventninger til dem.

I begge tilfælde har lærerne en stor opgave i at få begge til at blive og føle sig som en del af fællesskabet, skabe den nødvendige selvtillid og ikke modsat føle sig hævet over fællesskabet.

Kim er meget optaget af at bygge hold og få mennesker til at fungere i teams. Det er den interesse, der har gjort ham til en efterspurgt håndboldtræner og foredragsholder.

Reprimanden fra arbejdskollegaen den dag på kajen har han bygget ovenpå, være stolt af at være håndboldtræner og være stolt af at være lærer på Sportshøjskolen.

Det var den samme følelse, som da han gav sig i kast med klatring, kajak eller windsurfing, men med den forskel, at der i håndbold var den dimension, at hvis han øvede og øvede på noget, kunne det en dag komme holdet til gode.

Kim glædede sig til de nye udfordringer, jobbet som lærer på Sportshøjskolen ville give.

At en ide kan udvikle sig til et fag på en højskole, er noget positivt, men når det tager udgangspunkt i den tragedie, der fandt sted ved Præstø i 2011, hvor 16 efterskoleelever og to lærere kæntrede i en dragebåd, var det med blandede følelser, at Kim gik ind i den instruktøruddannelse, som forsikringsselskaberne stillede krav om til alle ledere med ansvar for udendørsaktiviteter på vand.

Kim havde aldrig hørt om kanoulykker på Gudenåen eller andre åer, og han syntes derfor, at dette krav var noget overdrevet. Det var i orden, når det for eksempel gjaldt kajak eller klatring.

Kravet åbnede dog for nye muligheder på Sportshøjskolen og for Kim, som i flere år havde drømt om at koncentrere sig om udendørsaktiviteter.

Helt tilfældigt var den del af sportsverdenen kommet ind i Kims tilværelse, da han efter endt uddannelse som håndboldtræner fik ansættelse på skolen, der hed Danmarks Trænerskole, som lærer i håndbold og andre boldspil.

Skolen stod på det tidspunkt og manglede en lærer i friluftsaktiviteter, og de havde lige fået bygget en klatrevæg.

Det var lige noget for Kim, som derefter klatrede op og ned ad vægge i mange år. Det blev senere til kajak og windsurfing, men det løb efterhånden sammen i en helhed.

Kims børn – drømme og ambitioner

Kims egne børn, Mikkel på 30 år og Ditte på 32 år, har også forfulgt deres drømme.

Som et led i sin uddannelse var Mikkel i USA i praktik som arkitekt og er nu ansat som arkitekt i Tivoli.

Datteren Ditte er uddannet i på et kunstakademi i Amsterdam som smykkedesigner, men er nu i lære som bager. Ditte arbejdede nogen tid på Conditori La Glace i København, og blev tilbudt at komme i lære som konditor, men det kunne hun ikke på grund af bopæl i Aarhus.

Mikkel går ikke op i sport, men har en stærk vilje. Beslutter han sig for ikke at drikke sodavand i en måned, så gør han det ikke.

Da barnebarnet Isak var helt lille, sagde moderen, Ditte: ”Ja – far får ikke et forhold til Isak, før han kan få en våddragt på.” Men det forhold er allerede etableret.

Privat

Kim far, Erik, havde gennem mange år været en ivrig frimærkesamler og havde altid tilskyndet Kim til at få frimærker med hjem, når han var ude. Det skete så i London, hvor Kim fik lavet frimærker med sig selv, hustruen Connie og begge børnene som illustration.

Kim samler også, men det er på ting, der betyder noget for ham. For mange år siden fik Connie sin mors gamle bestik, som bestod af gafler med skæve tænder og skeer; det vides ikke, hvor knivene var blevet af.

Kim vil ikke spise med andet bestik, fordi dette gamle bestik har en historie med betydning for Kim. Det samme har en gammel gyngestol fra morforældrenes hjem, og et bord og en reol fra forældrenes hjem. Disse gamle ting betyder så meget for Kim, at han aldrig vil kunne finde på at skille sig af med dem. Det er disse ting, der giver hjemmet historie.

Hvis noget går lidt i stykker, bliver det repareret så vidt, det er muligt, ikke noget med bare at købe noget nyt og så smide det gamle ud.

Det kan virke grotesk på trafikanter, som passerer Kim ejendom, når de ser to våddragter hænge i garagen og ligner to, som har hængt sig.

Kim har det synspunkt, at de unge skal have noget i bagagen, for ingen ved, hvordan deres livsbane vil forme sig, og så er det godt at have ressourcer at tage af.

Mange mennesker synes, de unge skal vælge deres karrierevej på et tidligt tidspunkt. Det forstår Kim ikke, for han synes, det er vigtigere, at de unge vil noget end, at de nøjagtigt ved, hvad de vil.

Det er vigtigt at de unge drives af motivation og ærgerrighed for at blive bedre, siger Kim på 59 år.

Kim har ikke fra begyndelsen lagt en plan for sin karriere, men livet og måske tilfældigheder har givet ham et liv og en tilværelse, som han ikke har kunnet ønske sig bedre.

Tonny Bistrup

september 2021

I midten af 1950’erne begyndte jeg at gå til møde hver torsdag aften i KFUM-huset, som lå overfor Tygelsgade eller næsten overfor Krog Jensens bilhandel. Bygningen eksisterer ikke mere.

Her holdt de civile KFUM-spejdere til (Kristelig Forening for Unge Mænd). Vi var ca. 20 til 30 medlemmer, og gruppen blev ledet af Andersen, jeg husker ikke fornavnet, men han var ansat på lageret hos M. S. Madsen, Papir en Gros. Andersen var en lidt brysk herre med en dyb stemme, men han var god til vi drenge, som var fra ca. 8 til 18 år.

En anden leder var Svend Aage Nielsen, der var tegner på Pedershaab Maskinfabrik A/S, og han stammede fra København, hvilket sproget tydeligt afslørede.

Jeg husker også en meget venlig mand Georg Nielsen, som først kom til, da jeg havde været med i nogle år.

Vi havde ikke uniform, derfor De Civile Spejdere, men vi lavede de samme ting, som de uniformerede spejdere, hvoraf der var flere grupper i Brønderslev. Der var de gule spejdere, de blå spejdere (det var piger), de grønne spejdere og FDF’ere, som vist ikke ville kaldes spejdere.

Der blev knyttet knob af forskellige slags, vi lærte at håndtere en dolk på forsvarlig vis. Dengang måtte børn gå med dolk, i dag må voksne ikke gå med kniv over syv cm længde.

Der var aftener med oplæsning af spændende bøger, og sommetider fik vi besøg af gæster, som underholdt med et eller andet.

Der blev arrangeret ture ud i det blå. Blandt andet cyklede vi til Thise Bakker med madpakke og sodavand og lavede forskellige aktiviteter.

Der blev lavet adskillige byløb, hvor man skulle gå/løbe efter et kort, der var markeret med punkter, hvor vi skulle finde poster med opgaver, vi skulle løse.

To gange deltog jeg i sommerlejr på Knolden, som var en stor træhytte, der lå inde i en skov ned til Mariager Fjord på nordsiden, jeg tror det er det, der hedder Låenhus Lejrskole, som ligger syd for Kielstrup sø. Huset lå på et højt punkt, derfor navnet Knolden.

Der var sovesal med køjer i to etager, en stor spisesal, et stort køkken. Toilettet gravede vi i god afstand fra huset og placerede nogle træstammer over, så man kunne sidde på rad og række og forrette sin nødtørft.

Noget af det sidste der skete, inden vi drog hjem igen, var at dække toiletterne til med jord. Det blev gjort rituelt som en begravelse med præst og degn.

Der var ingen brusebad, men der var en lang udvendig stålvask med koldtvandshaner monteret med passende mellemrum, og her kunne vi børste tænder og vaske os, hvis det var nødvendigt.

Maden blev lavet af nogle ”medbragte tanter” fra Brønderslev, og vi drenge skulle skiftes til at skrælle kartofler og vaske op.

I godt vejr gik vi i samlet trop ned til fjorden for at bade. Den første gang, jeg var afsted, var vandet meget klart, og der var næsten ingen bundplanter. Vi kunne gå langt ud, før der blev dybt vand, så det var meget sikkert at bade her.

Nogle år senere var jeg afsted anden gang, og da havde vegetationen bredt sig meget på bunden af fjorden næsten så meget, at det føltes ubehageligt.

Der gik en færge over til Mariager fra et lille færgeleje ikke så langt fra, hvor vi badede. Det var sjovt at sejle med Stygge Krumpen, som færgen hed, og når vi rokkede i takt, kunne vi få færgen til at vippe temmelig meget, hvilket vi syntes var sjovt, men var der andre passagerer, var det ikke alle, der brød sig om det, og så bad kaptajnen os om at lade være.

Sidste gang, jeg var på Knolden, var vi ude for en bizar begivenhed. En aften kom en af de store drenge løbende ind i huset og var helt ude af den. Han havde lidt blod i ansigtet, og der blev et stort postyr. Han var blevet overfaldet af en mand, som havde slået ham, men han slap fri. Kort tid efter kom en anden stor dreng og så ud på samme måde og kunne fortælle samme historie.

Vi kunne ikke kontakte politiet, for telefonen virkede ikke, så vi blev inddelt i hold og skulle ud at lede efter gerningsmanden.

Der var mørkt, så vi var ikke trygge ved at skulle ud, men vi blev udstyret med lommelygter og måtte ud at lede.

Nogle gange så vi noget løbe forbi ude foran, men vi kunne aldrig finde ud af, hvad det var.

Stemningen blev så angstfuld, at vi alle blev kaldt hjem til hytten og opgav at lede.

Vi fik cacao og nybagte boller med smør, og sad trygt og hyggede os.

Så blev der banket på døren, og en fremmed mand kom smilende ind.

Han blev præsenteret som gerningsmanden til overfaldene. Det hele var arrangeret af lederne, men det var nok for voldsom en leg.

Nogle af drengene skrev breve hjem til forældrene og fortalte om begivenheden, og nogle af forældrene rejste en del hård kritik af ”overfaldene” overfor lederne.

En dag skulle vi alle pakke noget tøj i vores rygsæk, og soveposen skulle rulles sammen og puttes i den tilhørende pose, der var mere eller mindre vandtæt.

Vi skulle nemlig på hike (vandretur), og et sted på turen skulle vi i en skov bygge bivuakker af naturens egne produkter. Vi havde vist nok presenninger med til at gøre bivuakkerne vandtætte med, hvis det blev nødvendigt.

Vi vandrede i samlet flok og i godt humør ud ad landevejen, da det pludselig begyndte at regne. Regnen tog til i styrke, og vi fandt læ i en indkørsel til en gård.

Indkørslen var som en hvælvet tunnel igennem en bygning, og der kunne vi stå i tørvejr.

Den glæde varede kun fem minuttet, for da kom gårdejeren ud og bad os om at forsvinde, han kunne ikke have sådan en flok drenge til at stå og hænge i hans indkørsel.

KFUM – De Civile Spejdere

De voksne ledere prøvede at tale ham til fornuft, men nej – de kunne ikke engang låne telefonen.

Vi måtte ud i regnen igen, og en af de voksne løb til den nærmeste købmand, hvor han lånte telefonen og ringede efter en vognmand.

Efter nogen tid kom en stor lastbil med åbent lad. Vi blev hevet op på ladet og sad tæt sammenkrøbet, medens vi blev kørt hjem til Knolden i silende regn.

Det var dejligt at komme ind og få tørt tøj på, men det var vanskeligt at finde tørreplads til så meget tøj på en gang.

Midt i alt det miserable bredte der sig en vidunderlig duft over hele den store hytte helt ind i sovesalen – cacao og nybagt brunsviger.

Vores tanter vidste lige præcis, hvad vi drenge trængte til.

Hvad får en voksen bondemand til brysk at smide en flok drenge og nogle få voksne ud af sin indkørsel i ruskende regnvejr – ondskab?

Ham kunne vi ikke lide.

Udover sommerlejr gik tiden på de ugentlige møder med at synge alle de kendte spejdersange, og alle aftener sluttede med en bøn og fadervor.

Jeg synes, det var nogle hyggelige aftener.

Jeg tror ikke, ret mange i Brønderslev kendte til, De civile Spejdere, for vi deltog aldrig i optog sammen med de rigtig mange uniformerede spejdere, men vi levede vores eget spejderliv i en boble.

Tonny Bistrup

august 2021

Katy Stagsted Jepsen blev født i Brønderslev den 19. april 1916. Som ung blev hun uddannet indenfor isenkram hos sin far, Jens Stagsted. Hun valgte senere at uddanne sig til indretningsarkitekt på Skolen for Boligind- retning i København.

Katys hjerte har altid brændt for at hjælpe mennesker i nød, derom vidner hendes engagement i de organisationer, hun har været tilknyttet og ofte som formand.

Katy Stagsted Jepsen deltog gerne i debatter om ældre menneskers vilkår, for eksempel om tilstrækkelige pladser på plejehjem og antal ældreboliger, som for eksempel, da der i 1996 blev opført 26 ældreboliger på P. N. Jensens Plads, var hun meget aktiv i debatten.

I sin fritid læste Katy gerne bøger, og var en årrække også jæger. Som badmintonspiller opnåede hun et nordjysk mesterskab i single.

I 2001 mistede Katy Stagsted Jepsen sin mand, arkitekt M. Johs. Jepsen.

Røde Kors

Katy Stagsted Jepsen engagerede sig i 1945 i Dansk Røde Kors’ afdeling i Brønderslev, og året efter blev hun formand.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Katy Stagsted Jepsen formand for Røde Kors i Nordjyllands Amt, hvilket gav hende en plads i organisationens hovedbestyrelse. Som hovedbestyrelsesmedlem kom Katy Stagsted Jepsen rundt i hele verden til Røde Kors-projekter.

Især et projekt i Nepal fandt hun meget interessant. Her uddannede man jordemødre og de såkaldte barfodslæger.

Lokalt har Katy Stagsted Jepsen været med til at opføre fire børnehaver og en vuggestue i Røde Kors regi. Den første børnehave blev opført i 1955. Alle fem institutioner er senere blevet kommunale.

Inden Katy Stagsted Jepsen trak sig ud af Røde Kors, fik hun lige oprettet en genbrugsforretning.

I 1991 valgte hun at trække sig tilbage efter mere end 45 års arbejde for Dansk Røde Kors. Gennem de mange år har hun opnået tre dekorationer, senest Dansk Røde Kors’ hæderstegn, der er den fornemste hæder i Røde Kors.

Jydsk Chenillefabrik

Sammen med Ivan Jalk etablerede Katy Stagsted Jepsen Jydsk Chenillefabrik i Skovsgaard ved Brovst. Fra 1956 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen direktør for virksomheden.

Administrationen var i Brønderslev, men selve produktionen var på virksomheden i Skovsgaard.

På et tidspunkt var der 20 medarbejdere i virksomheden, medens 300 personer arbejdede for virksomheden i hjemmene. Virksomheden producerede piberensere og alle mulige ting, der kunne fremstilles af piberensere. Der blev produceret nisser, kyllinger og mange andre små ting til pynt.

I 1978 brændte fabrikken, men blev genopført, da Katy Stagsted Jepsen følte et stort ansvar for de 300 hjemmearbejdere.

Det var en stor glæde for hende, når børn kunne få nyt matrostøj for de penge, deres mor havde tjent på at arbejde på Jydsk Chenillefabrik.

Danske Kvinders Beredskab

Fra 1970 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen med til at oprette Danske Kvinders Beredskab i Brønderslev. Hun var instruktør omkring kemisk og biologisk krigsførelse og i brugen af gasmasker.

Brønderslev byråd

I to perioder – fra 1966 til 1974 – var Katy Stagsted Jepsen medlem af Brønderslev Byråd, valgt på den upolitiske borgerliste.

Brønderslev Erhvervsråd

Katy Stagsted Jepsen var formand for Brønderslev Erhvervsråd i den periode, hvor konfektionsfabrikken HCA-dress og Rias, der producerede plastplader, etablerede sig i Brønderslev.

Dansk Arbejde

I seks år var hun med i bestyrelsen for Dansk Arbejde, heraf fire år som formand.

Ældre Sagens Ældrepolitiske udvalg

Det sociale område har altid stået Katy Stagsted Jepsen nær, og hun har i en årrække været formand for.

Socialpolitisk

Katy Stagsted Jepsen fulgte til det sidste med i politik og ikke mindst indenfor det socialpolitiske område, der stod hendes hjerte nært.

Inner Wheel

Katy Stagsted Jepsen var initiativtager til oprettelse af Inner Wheel i Brønderslev. Klubben blev stiftet den 30. oktober 1965, og hun satte i sin tale til deres 25-års jubilæet ord på, hvorfor det for hende var fascinerende at være medlem af Inner Wheel: ”Det er den tanke, at man er med i en venskabskreds, der slynger sig omkring hele jorden, og selv om vi er et lille led, er vi med i kæden, og vi har pligt til at lyde mottoet ’Venskab og hjælpsomhed’. Til gengæld vil vi kunne finde venskab og hjælpsomhed over hele kloden.”

Inner Wheel i Brønderslev har i 50 år skabt venskaber og netværk mellem kvinder. ”Venskab og hjælpsomhed” er deres motto, og klubben er en upolitisk og usekterisk kvindeorganisation med 100.000 medlemmer kloden rundt.

Inner Wheel er en velgørende organisation, som hjælper svagt stillede mennesker, og det er helt i tråd med Katy Stagsted Jepsens egne værdier, og det var derfor naturligt for hende at chartre, som det hedder i organisationen, den lokale afdeling.

Tonny Bistrup

september 2021

 

 

 

 

 

Jeg har i tydelig erindring, hvordan jeg stod med min arm løftet op over mit hoved for, at min lille hånd kunne nå op i min fars store grove næve, mens han skulle snakke læææænge med nærmest hvert eneste menneske, vi mødte på lørdagshandleturen ned til byen. Eller sådan føltes det, altså som om han skulle snakke med hver og en og i utrolig lang tid. Og samtidig var det nok noget af det mest trygge, jeg kendte til. At stå der med min lille barnehånd pakket ind i varme, kærlighed og omsorg, mens min far talte med mennesker, som havde brug for hans forsikrende ord om, at han forstod dem, at han ville hjælpe dem.

Min far var vognmand i en mindre nordjysk by. Og jeg har ikke tal på, hvor ofte han mødte op med sin lastbil meget tidligt om morgenen, om natten eller på andre tidspunkter, hvor det var muligt for en kvinde, hvis tur det var til at erkende, at hun lige nu og her måtte ud af et fysisk eller psykisk voldeligt forhold. Så bar han alle hendes ting ud af boligen, støttede hendes slidte sjæl ind på førersædet af lastbilen og kørte hende til en ny start et andet sted i Danmark. Og han sendte aldrig en regning.

Jeg har altid vidst, at ikke alle mennesker altid er i stand til at tage de valg, der i grunden nok ville være bedst for dem. Og jeg har også altid vidst, at ikke alle mennesker er født ind i et liv uden økonomiske begrænsninger, og at det letteste i verden er at fortælle andre, hvad de burde gøre, og at det sværeste i verden er selv at efterleve det perfekte regelsæt for livet.

Hvorfor jeg så blev akademiker og ikke socialrådgiver eller pædagog er/ var vist en gåde for mange. Jeg tror i grunden også, at det var lidt af en tilfældighed, fordi det studie stod som mit andenvalg på ansøgningsskemaet til en videregående uddannelse. Og min nu afdøde far syntes da i dén grad, at jeg spildte mit liv på det universitet. Han havde langt hellere set, at jeg var blevet hjemmehjælper, som det hed den gang. I tidslommen, mellem HF blev afsluttet og jeg skulle åbne døren til Aalborg Universitetscenter første gang, arbejdede jeg som hjemmehjælper i et år, og jeg oplevede nok ikke siden, at min far var SÅ ambitiøs omkring min karriere.

”Jeg havde nok håbet, at du var blevet områdeleder i hjemmeplejen i stedet for 6½ år på SU”, nævnte han sådan lidt bombastisk. Men kun den ene gang. For jeg brugte min cand. mag. i dansk og kommunikation til at bestride diverse lederjobs, der havde ”udsatte grupper i vores samfund” som den røde tråd. Og det var han ret stolt af. Men det sagde han også kun én gang. En overflod af den slags rosende ord hang ikke på træerne omkring den Nedergårdske matrikel.

Jeg tror, at det var i årene som leder for De Frivilliges Hus i Aalborg, at jeg mærkede, hvor meget det betød for mig, at finde nye måder, at få andre mennesker engageret i at bidrage til at løfte mennesker, der for en stund ikke var i stand til at løfte sig selv. Et mantra for mig blev født dengang: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”

Vi tilbyder vores praktiske hjælp til et medmenneske, der har brækket begge arme, fordi det er åbenlyst, at de ikke selv kan købe ind, snitte løg, røre den frikadellefars. Men når folk har brækket sjælen, hvis livet pludselig taget et brat sving til højre, og vi falder af livets vilde hest, så får andre straks en berøringsangst. Og den må vi til livs. Fordi det er her, der for alvor er brug for, at vi ”snitter løg og rører den fars”.  De usynlige problemer, mennesker har, er de letteste at lade som om, man ikke ser. Og hvis du vender dit blinde øje til, så giver du det menneske en følelse af, at han/hun ikke har værdi i dine øjne, at det menneske ikke er værdig til at få din hjælp.

Efter 6 år i De Frivilliges Hus blev jeg voldsomt fristet af et stillingsopslag fra Boligforeningen PM og Kuben her i Brønderslev. Boligsocial Koordinator, stod der vist som overskrift. Jeg havde aldrig hørt om et job med den titel. Men jeg vidste instinktivt, at dette job ville jeg have. Så jeg lavede en ansøgning med et Johnny Cash citat øverst om at være det menneske, der var på de udsattes side. Og d. 1/7 2008 var min første arbejdsdag på Niels Bohrs Plads 2, hvor jeg mødte op til en tom lejlighed, en limegrøn kontorstol og to store papkasser fra Ikea med ét skrivebord og én rumdeler – og et ringbind med en kopi af en helhedsplan, dvs. et ringbind med forventningerne til hvad jeg skulle få styr på, få ændret de næste 5 år.

Jeg forstod det sådan, at man i Boligforeningen PM følte, at man havde haft to valg:

1) en dynamitstang under boligforeningens afd. 11, hvor man ikke kunne få lejet sine boliger ud

eller

2) at lave en helhedsplan og ansætte et menneske som mig til at tage hånd om menneskene, mens boligforeningen tog hånd om murstenene.

 

Udover de mål, som Landsbyggefonden og Boligforeningen PM havde, så fik jeg personligt et mål: At skabe sammenhængskraft, interesse og respekt beboerne imellem. Og det viste sig, at ved at gå gennem børnene, lave en Børneklub, så fik jeg også fat i forældrene. Og siden de fleste os, der har børn, bliver glade, når vores børn har nogen at lege med, får en bedsteven, får gode oplevelser, der hvor de bor, så var det at få forældrene til at tale sammen ikke så svært. Og pludselig var folk ikke delt op i nationaliteter, men man hilste på kryds og tværs af nationaliteter, aldre, civilstand etc. Helt så enkelt, som jeg beskriver det her, var det naturligvis ikke, men begrænsningens kunst tvinger mig til at gøre en lang historie kort.

I årene 2008-2015 havde jeg verdens mest berigende og meningsfyldte job. Området gennemgik en fysisk renovering, og beboerne fik Fælleshuset som deres sted. Her var der altid hjælp at hente, om du kunne tale dansk eller ej, om du blot havde brug for at vide noget om din varmeregning, eller om du havde det rigtig svært i dit liv. Jeg var ikke kun mig, der kom flere ansatte, efterhånden som jeg fik søgt og bevilliget midler fra forskellige fonde og puljer, og ikke mindst så var der så mange skønne mennesker, der hjalp til i deres fritid. Ét stort mangfoldigt sammensurium af ansatte, praktikanter, frivillige og beboere der ”hang ud”, drak sin eftermiddagskaffe, blev set ind i øjnene, lyttet til og grinet sammen med.

Jeg er utrolig stolt af det fundament for at søge hjælp til udfordringerne i sit liv, der blev skabt i Knudsgade i disse år. Jeg er stolt af, at beboerne og jeg blev inviteret i Godaften Danmark for at fortælle om succesen med at skabe venskaber på tværs af nationaliteter i projektet Nabo til Nabo. Jeg er stolt af, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden og Prinsgemalen var på besøg i Fælleshuset, og den snak om mangfoldighed Majestæten og jeg efterfølgende fik omborg på Kongeskibet. Jeg er stolt af, at andre boligforeninger i Danmark hentede inspiration i Fælleshuset til, hvordan man skaber et fællesskab. Og jeg er også ret stolt af prisen som Årets Kvinde, som forhenværende borgmester Lene Hansen uddelte til mig på en indstilling fra det skønne menneske, nu afdøde Valborg Jensen, som var en opmærksom og kærlig kvinde.

”Du lagde grunden til et rummeligt og venligt fællesskab i Fælleshuset, og alle der kommer her mærker, at her er man velkommen – her er der nogle, der bekymre sig, her er der hjerterum og tid til at lytte til folks problemer på alle tider af døgnet. Lone var aldrig begrænset af en fast arbejdstid, for hvis der opstod behov for nærvær og samtale, så var hun parat”, sagde Lene Hansen blandt andet. Disse ord hæftede jeg mig især ved dengang – og igen nu hvor dette bidrag til ”Historier om Brønderslev” skal skrives. Jeg er stolt af at være nomineret til en pris for udvist næstekærlighed under coronaen uddelt af Falck, og af at være nomineret til Frivilligprisen her i kommunen her i 2021. At andre ser ens arbejde er jo en skøn anerkendelse, men hvis andre kunne blive inspireret til også at række ud og give sit nærvær til mennesker, der mangler, så er meget opnået i mine øjne.

 

Da jeg søgte nye veje ved udgangen af 2015, var det fordi jeg følelsesmæssigt var slidt. Jeg trængte til en pause, hvor andre menneskers tilværelse ikke afhang af, om jeg havde flere kræfter tilbage.

Selvfølgelig kom jeg til at savne og mangle den nærhed, man får og har på en arbejdsplads som Fælleshuset. Så jeg kastede mig efter et par år over stiftelsen af Foreningen GRIB og Netværket for ensomme i Nordjylland. I dette netværk, som har sin base på Facebook, er vi pt. lige over 700 medlemmer. Det er rigtig mange mennesker, der mærker hver dag i deres liv, at de er langt mere alene, end de kan holde til at være. Tænk så på, hvor mange ensomme nordjyder, der ikke ved Netværket eksisterer.

Ensomhed var så heldig at blive nævnt af Hendes Majestæt i Nytårstalen 2019. Det gav ligesom en blåstempling af, at den følelse er vi nødt til som samfund og som medmennesker at hjælpe folk med at komme til livs. Så kom corona og overtog vores verden. Det betød store forandringer i vores måde at leve på, og mennesker, der aldrig før havde mærket ensomhedens altødelæggende klamme hånd om sit hjerte, fik nu en nyfunden respekt for det at være udfrivilligt alene i sit liv. Hver gang Statsminister Mette Frederiksen gik på nationalt TV og bedyrede flere restriktioner, så voksede antallet af medlemmer i Netværket for ensomme i Nordjylland. Tiltaget fik en dobbeltside i Oplandsavisen, i Nordjyske og et indslag på TV Nord. Jeg var eneste tovholder på Netværket, og min selvudnævnte opgave var at mobilisere folks mod til at mødes udendørs på forskellige måder. Vi travede de nordjyske skove tynde; vi drak kaffe udenfor hinandens hjem, ”Skraldespandskaffe” kaldte vi det, hvor vi havde vores egen kop med; vi holdt adventssøndagene i Rhododendronparken indtil vores tæer frøs til is. Og nu hvor coronaen er blevet mere eller mindre forvist fra at have indflydelse på vores hverdag, så mødes folk hos hinanden. Næste etape af Netværkets udvikling er at lave en kursusdag for alle de, der ønsker at blive By-koordinator i sin by, og dermed lokalt lægge sine kræfter i at få ensomme mennesker til at finde modet til at møde fremmede, nye, kommende venner. Og her i skrivende stund er den kursusdag under udvikling. Alt er stærkere, når det kan finde et lokalt fundament, og jeg har jo også erfaret mere end én gang, at der stadig kun er 24 timer i et døgn, så der må flere tovholdere til.

Mit mantra, grundlagt i min barndom, stadfæstet i De Frivilliges Hus og efterlevet i Fælleshuset: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”, er det mest enkle og det vigtigste grundlag for at skabe et rummeligt og givende fællesskab – både i små sammenhænge og i hele samfundet. Vi ved alle udmærket godt, at der findes et menneske i vores omgangskreds, på vores vej, i vores opgang, på vores arbejdsplads, i vores forening, som føler sig ufrivilligt meget alene. Og ensomhed, at føle sig usynlig for andre, kan man i yderste konsekvens dø af.

Så når du ser Hus Forbi mennesket foran Føtex, så smil med ægthed og øjenkontakt, også selv om du ikke køber en avis. Det handler alt sammen om at give hinanden værdighed. Når du kigger væk, fordi du vil undgå at bruge tid eller penge på at stoppe op og købe en avis, du måske aldrig får læst, så viser dit ”kiggen-væk”, at du ikke under det menneske foran Føtex, at føle værdighed. Og er nogle af os i grunden i stand til at afgøre, hvem der er berettiget til at stå med værdighed. Vi kender ikke hinandens bagage. Der kan være 1000 forskellige årsager til, at vores liv vælter: en skilsmisse, en rådden barndom, en konkurs, en sygdom, en ulykke, en krig – og skal vi være hinandens dommer? Mit svar på det spørgsmål har du helt sikkert gennemskuet. Vi skal give hinanden vores øjenkontakt, en lille bid af vores tid og dermed bidrage til et andet menneskes følelse af at være værdig. Og pludselig vil du opdage, hvordan netop den indstilling til andre mennesker også giver dig selv værdighed.

 

 

 

 

Brønderslevdrengen Jan Lunde er født i 1958 og kom som 17-årig i lære hos tømrer Børge Larsen i august 1975 og blev udlært februar 1979.

I læretiden boede Jan sammen med sine tre søskende hos sine forældre, indtil hans mor en dag sagde: ”Jan – enten bygger du et hus til dig selv, eller også skal du betale for at bo her.”

Jan fandt hurtigt ud af, at det var bedre at bruge sine penge på et hus til sig selv end at betale for kost og logi, så han byggede et hus på Sølvmågevej.

Grøntsagsfarm i Sudan

Efter huset stod færdigt, søgte man indenfor Det Danske Spejderkorps, som Jan var med i, frivillige til at tage til Sudan for at bygge en grøntsagsfarm.

Der var allerede en kyllingefarm i Sudans hovedstad Khartoum, som er muslimsk, og så skulle der bygges en grøntsagsfarm i Juba i Sydsudan, som er kristen. Juba er hovedstaden i Sydsudan og verdens nyeste hovedstad med en befolkning på over en halv million.

”Der sker ikke noget ved at prøve at søge, du kommer nok ikke med alligevel,” tænkte Jan.

Ansøgningen blev sendt, og kort tid efter kom der svar – Jan skulle med. Der skulle bygges en bolig til lederen af grøntsagsfarmen. Det var svært at få håndværkere med, så det blev en gruppe på 40 mennesker, hvoraf de fem var håndværkere.

De havde nogle weekender sammen for at lære hinanden at kende inden de skulle afsted.

I læretiden havde Jan sparret en del feriedage op, for han ville hellere tjene penge end holde ferie, så der var tid til at prøve kræfter med et sådant projekt.

Gruppen fløj til Khartoum, men flyet videre til Juba var inddraget til krig.

Gruppen tog i stedet ud på kyllingefarmen, som var blevet til en hønsefarm, da den var ikke blevet passet. Deltagerne begyndte straks med at få nogle æg i rugemaskinen, så der kunne blive kyllinger igen til kyllingefarmen.

Der var flere tusinde høns på farmen.

Der var de i en uge. Så blev der hyret fem lastbiler til at fragte de 40 danskere til Juba. De sad ovenpå salt, som er et vigtigt fødemiddel i Afrika. Det var en meget fascinerende oplevelse. De vågnede en morgen med 20 krigere med spyd og krigsmaling i kreds omkring sig. De kom hurtigt op i lastbilerne og kørte videre.

Turen varede en hel uge, hvor de hverken fik børstet tænder eller blev vasket. Der var ingen veje, så de kørte i terrænet, og meget af tiden kørte de langs Nilen.

Da de kom til Hvide Nil, var båden, som skulle fragte dem over, sunket.

Fem deltagere sejlede over floden i små træstammer og fik båden på land. På betingelse af, at de fik deres fem lastbiler over først, fik de båden svejst sammen og repareret.

Da de kom over på den anden side, stod der flere hundrede soldater, som ikke havde fået noget at spise i den uge, hvor båden ikke havde sejlet, og derfor kunne de ikke komme over for at proviantere.

Danskerne blev fuldstændig overmandet af soldaterne, som stod og jokkede ovenpå dem i lastbilerne og skød efter gazeller og andre dyr. Patronhylstre, møg og skidt røg om ørerne på dem. Da de havde skudt noget mad, hoppede soldaterne af lastbilerne, som så fortsatte mod Juba.

På grund af borgerkrigen måtte de fortsætte det sidste stykke vej om natten, hvor der blev skudt efter bilerne, hvor de 40 danskere lå fladt ud på ladet.

Jan mener ikke, de var rigtig bange, de var så unge og tænkte: ”Der sker ingenting.”

Straks de kom til målet begyndte de at bygge, men blev ikke færdige, fordi de kom med så mange dages forsinkelse.

Der blev dog støbt sokkel, rejst spær og lavet tag, og de fik udbygget et hus til ham, der skulle lede grøntsagsfarmen. Personalet boede i deres egne hytter rundt omkring farmen.

Vand til vandig af grøntsagerne blev samlet op i en olietønde, for man kunne ikke skaffe brændstof til den tilstedeværende generator, og derfor kunne vandet ikke pumpes ud til vanding.

Der skulle dyrkes alle mulige slags grøntsager. Størrelsen på farmen er nøjagtig lige så stor, som man vil have den, da ingen ejer jorden, så man bruger bare løs.

Udover danskerne var der masser af sudanesiske spejdere, der hjalp til med projektet, og det var en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med dem.

Den unge Jan fandt det meget eksotisk at stå på en palle en mørk aften med en vandslange med nogle huller i og tage brusebad sammen med en sudanesisk spejderpige.

Nogle danskere besøgte grøntsagsfarmen for nogle år siden, og måtte konstatere, at farmen var i forfald, fordi ingen havde følt ansvar for farmens drift.

Der var også sket det, at fem år efter Jan og holdet havde forladt projektet, blev lederen af farmen dræbt. Jan vurderer, at netop den leder havde den rette holdning til projektet og ville have været i stand til drive farmen.

Spejderlivet

I 35 år var Jan Lunde medlem af Det Danske Spejderkorps, hvor han sad som divisionschef i 6 år, som er det maksimale antal år, man må have denne post.

Jan fortsatte som gruppeleder i Brundurs Gruppe i Brønderslev.

Det Danske Spejderkorps’ Vendelbo Division havde på tvangsauktion købt Mosbjerg Plantecenter, ca. fem tønder land eller 28.000 kvadratmeter, og det blev lavet om til Mosbjerg Spejdercenter, som var rammen om Jamboretten i 1997 med deltagelse af næsten 1100 spejdere, hvoraf de 100 var fra Brundurs Gruppe i Brønderslev.

Jan Lunde var lejrchef på denne Jamborette sammen med Bodil Nielsen. Han var lejrchef på i alt 3 internationale lejre for spejdere fra 17 forskellige lande.

En så stor begivenhed i Mosbjerg gav sved på panden af brugsuddeleren, som fik firedoblet sin omsætning i ugen med jamboretten. Der blev dagligt drukket 400 liter mælk, spist ca. 100 kg kød plus en masse ris, grøntsager og kartofler.

Med så mange unge samlet i en uge skulle der planlægges mange ting til at aktivere dem, og de mange nationaliteter skulle også lære hinanden at kende.

Der var arrangeret hejk, hvor 39 seniorspejderne fik besked på at tage gode sko på og forsyne sig med hæfteplaster. Så fik de nye navne, 200 kr. hver og en færgebillet til Sverige.

Tre svenske instruktører tog imod på svenskekysten, og så skulle spejderne ellers op at klatre i fjeldene.

142 minispejdere skulle på et dagsløb og afslutte med et karneval. Alle skulle medbringe karnevalskostume hjemmefra samt et rytmeinstrument til brug under karnevallet.

Således skulle der være aktiviteter for alle på alle dagene, og der var mulighed for at prøve at være smed med esse og ambolt, og de lærte at lave små knive eller lampestandere. Spejderne kunne lære træskæring, rebslagning eller lave legetøj, som bedstefar gjorde.

Pizzabagning, madlavning som i vikingetiden, lave marmelade, lave hjemmesider og meget andet stod også på programmet.

Jan Lunde var en meget dedikeret spejder, og han hævder, at udover sin uddannelse som tømrer, har han lært alt om lederskab, samarbejde, planlægning og kropssprog indenfor Det Danske Spejderkorps i løbet af de 35 års medlemskab – ja al erfaring kommer derfra.

ap facader a/s

Jan Lunde har mange års erfaring indenfor vinduesbranchen. Som 25-årig grundlagde han sammen med en kollega i 1983 ap facader a/s i Brønderslev. Han var gennem 36 år direktør for firmaet og ansvarlig for udvikling og salg af aluminiumsfacader.

Firmaet leverede på et tidspunkt alle alu. facader og alle indvendige skydedøre til et indkøbscenter på 8 tdr. land i Weissenfeld i Østtyskland. Jan opholdt sig rigtig meget af tiden på projektet, der varede 3½ år. Jans far var også tilknyttet projektet i Østtyskland.

Senere lavede ap facader a/s et tilsvarende projekt på 5 tdr. land.

Firmaet projekterede også til et Ramadan-hotel i Tyskland, men det var ikke så godt. Det var for bøvlet.

Da Jan solgte sin halvdel af ap facader a/s, måtte han aflevere sin firmabil og telefon og mailadressen blev lukket ned. Han kunne intet foretage sig i 3 uger, så han måtte cykle frem og tilbage til sin virksomhed i Vrå i en måned.

Landsoldaten – et dagsværtshus

Efter at have ligget i dvale nogle år kom Landsoldaten tilbage igen.

På åbningsdagen den 5. marts 1999 kom der rigtig mange gæster, som var glade for at have fået værtshuset tilbage.

Forlystelsesstedet var solgt til Jan Lunde og en forretningspartner, som havde moderniseret stedet, så det lignede sit gamle jeg.

Det strømmede ind med gæster på åbningsdagen, og et par hundrede mennesker kom til selve åbningen.

Det moderniserede Landsoldaten skulle drives som et dagsværtshus, og traditionen med kaffebord i weekenden blev genindført. Men der skulle stadigvæk være diskotek.

Den daglige drift blev varetaget af den kun 29-årige Lone Kristiansen, der tidligere var daglig leder af Brunderhus

Det Bette Apotek – et ejendomsselskab

I 2001 besluttede Jan Lunde og hans partner at etablere ejendomsselskabet Det Bette Apotek på grunden i Skolegade, hvor værtshusene Landsoldaten og Det Bette Apotek lå. Det blev et byggeri på to etager med 600 kvadratmeter etageareal fordelt på otte lejligheder på mellem 66 og 96 kvadratmeter.

Det var oprindelig tænkt som en andelsboligforening, men blev til ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.

Der støder ofte problemer til, når iværksættere vil realisere sine ideer, og dette projekt var heller ingen undtagelse fra reglen. Bygherrerne ville gerne have bygget i tre etager, men det tillod kommunen ikke, derfor blev det to etager.

Desuden krævede kommunen, at der skulle etableres parkeringspladser, og derfor måtte der købes en grund mere til P-pladser. Der var en retssag i forbindelse med projektet, fordi man havde revet den tidligere bygning ned uden at få den nødvendige tilladelse fra kommunen. Der blev fundet en olietønde på grunden, hvilket også gav problemer, så der var årsager nok til at forsinke starten på projektet.

Projektet var budgetteret til ca. 6 mio. kr., men det endte med næsten 7 mio. kr.

I talen ved ceremonien med det første spadestik udtrykte Jan Lunde en følelse af vemod ved at bygge boliger her, hvor Landsoldaten og Det Bette Apotek havde været stedet, hvor byens unge mennesker tidligere morede sig, men det kunne være et plaster på såret, at ejendomsselskabet fik navnet Det Bette Apotek ApS.

For Jan Lundes vedkommende sluttede æraen med ejendommen, da han solgte bygningen i 2020, men han beholdt ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.

Nygårdsminde Vingård

Nygårdsminde Vingård er smukt anlagt på en lille bakketop uden for Brønderslev. Selve hovedhuset er vinbønderne Gitte og Jan Lundes private hjem.

Ved hovedhuset ligger også det fine vinsmagerum med vinbar. På gårdspladsen er der hyggelige spisepladser til gæster, som har booket private arrangementer.

Ved ankomst til Nygårdsminde Vingård & Parkgolf ligger ‘Det Gule Hus’, hvor udlån af udstyr til parkgolf foregår. Her er også opholdsrum til parkgolfspillere og toiletter. Uden for huset et der bænke og borde til picnic for gæsterne.

Alle bygninger er omkranset af den smukt anlagte parkgolfbane og naturligvis vinmarkerne.

Vindyrkning og vinfremstilling

Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård, som Gitte og Jan Lunde driver som erhvervsavlere med stor passion.

Vingården er beliggende Tolstrupvej 102, 9700 Brønderslev.

Navnet Nygårdsminde stammer fra en ejendom, der tidligere lå syd for den mark, der nu er tilplantet med vinstokke. Jan købte grunden i 2007, mens han boede på nabogården. Det var en sydvendt skråning, og så var det en nærliggende tanke at dyrke vin der.

De første 500 vinstokke blev plantet i januar 2010, mens huset var ved at blive bygget, men det fik en dramatisk udvikling, da vinplanterne blev stjålet kort tid efter, de var sat i jorden. Tyvene var åbenbart blevet forstyrret, for vinstokkene blev heldigvis fundet i læhegnet ved siden af marken omhyggeligt bundtet. Efter at have fået førstehjælp med masser af vand blev vinplanterne plantet igen, og de udgør i dag parcel ét.

Den 18. oktober 2013 blev de første druer høstet. Det var en stor dag, og det har siden motiveret til at udvide vinmarkerne:

• I 2014 blev der plantet yderligere 500 stokke.
• Igen i årene 2015, 2016 og 2019 blev der plantet 500 stokke.
• Nu er der 2.500 vinstokke fordelt på fem parceller.

I 2015 blev Gitte og Jan Lunde registrerede som erhvervsproducenter af vin. Det hele begyndte som en hyggelig hobby, men er i dag blevet til en lille kommerciel vingård, som drives ved siden af deres arbejde.

Udover det smukke hus og vinmarkerne består Nygårdsminde Vingård af en stor og flot anlagt blomsterhave, en lille frugtplantage og en skøn køkkenhave.

Jan Lunde fremviser stolt tre specielle træer, som er de eneste korkeg, der findes i Danmark.

”Skal du så lave korkpropper?” bliver Jan spurgt. – ”Ja!”

Vinstokkene er økologisk certificerede, da de dyrkes uden brug af kemiske hjælpemidler.

Når høsten er veloverstået i efteråret, transporteres vindruerne til Glenholm Vingård i Vesthimmerland, hvor vinmageren står for vinificeringen, altså fremstilling af vinen.

Dyrkning af vindruer kræver stor indsigt i hvilke druesorter, der er egnede til vinproduktion i Danmark. Hvad er den bedste opbindingsmetode? Hvor hårdt skal druerne udtyndes? Hvor længe kan høsttidspunktet trækkes for at opnå den bedste sødme i druerne?

Det danske klima og vejret har meget stor indflydelse på kvaliteten af de høstede vindruer. Vil det regne og blæse under blomstringen af vinen med risiko for skade på druerne? Vil sommeren modne druerne tilstrækkeligt? Hvordan sikres sygdomsbekæmpelse i vinmarken? Og vil vinterfrosten forvolde skader på vinstokkene?

Vin made in Denmark

Det kræver sin vinbonde at dyrke vin i Danmark, men Gitte og Jan Lunde er efterhånden blevet specialister på området.

For mange klinger vin “Made in Denmark” stadig mærkeligt, men faktum er, at der bliver dyrket vin i Danmark. Gitte og Jan har taget udfordringen op, men deres produktion er dog ikke stor nok til, at de kan leve af det, og derfor har de begge fuldtidsjob.

Deres drivkraft er at starte nye ting op, at opbygge samarbejder, at møde mennesker og etablere netværk, godt understøttet af personlige egenskaber som vedholdenhed og engagement, kombineret med godt håndværk og høje kvalitetskrav.

Vinbondekonen og akademikeren

Gitte er relationschef på Danmarks Tekniske Universitet, hvor hun er ansvarlig for at opbygge og udvikle universitetets relationer til strategisk vigtige interessenter. Gitte er uddannet dekoratør, inden hun blev uddannet fra Københavns Universitet.

Gitte står i dag bag markante begivenheder på Danmarks Tekniske Universitet som for eksempel, når kongefamilien er æresgæster, eller ministre og ambassadører skal besøge universitet.

Gitte Lunde var i 2020 også ansvarlig for et stort partnerskab af virksomheder, uddannelsesinstitutioner med mere kaldet HCØ2020, der i hele 2020 fejrede H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.

Besøge vingården

Er man interesseret, kan der aftales rundvisning på vingården med en time i vinmarken, hvor der fortælles om dyrkning af vin, og hvorfor Jan er den allerdygtigste vinbonde i hele landet. Derefter er der vinsmagning i en time.

Strategimøder

Har et firma brug for et fredeligt sted at holde strategimøde er Nygårdsminde et godt sted, hvor noget af den flotte bygning er indrettet til konferencebrug.

Parkgolf

Foran hovedhuset blev i 2019 anlagt en smuk parkgolfbane med 27 huller fordelt på tre mindre baner, der alle er prydet med forskellige planter og træer.

Parkgolf er en god ide. Uden golfen ville der ikke være alle de firmaarrangementer, som afholdes. Konceptet er:

• Rundvisning i vinmarken.

• Vinsmagning – kan kombineres med tapas.

Parkgolf er et sjovt spil for alle aldre. Det er meget lettere end almindelig golf, så alle kan være med. Reglerne er helt simple og udstyr til spillet lejes ved ankomst. Udstyret består af en kølle og en bold på størrelse med en tennisbold og en lille tee, som bruges fra hvert udslagssted.

Der udleveres et scorekort, og der kan spille to til fem personer ad gangen. Man kan låne en lille trækvogn til turen.

Parkgolfbanen består af tre mindre baner, som kaldes sløjfer. En sløjfe er ca. 500 meter lang og består af ni huller. Hvert hul har et udslagssted. Her skal bolden lægges op på en tee og slås ud. Der er mulighed for at spille på alle 3 sløjfer, og for to personer tager det ca. 1,5 time.

Hvert år inviteres de dygtigste parkgolfspillere til Nordjysk Mesterskab i Parkgolf.

Fremtiden

Der er forskellige planer for fremtiden på Nygårdsminde Vingård. Indtil videre skal der ikke plantes flere vinstokke end de 2500, der er plantet.

Vinsalget går godt. Der er solgt langt over 1000 flasker i 2021, og der kan lave 2500 flasker om året. Alt salget er til danskerne.

Fremstilling af gin

Der eksperimenteres med fremstilling af gin tilsat aroniabær. Der er lavet 600 flasker gin tilsat 150 flasker rosé og 35 kg aronia, som skal markedsføres i den nærmeste fremtid.

Velkomstcenter

Ved indkørsel til gården skal der bygges et velkomstcenter, hvor vinsmagningen skal foregå. I dag ryddes garagen, når der arrangeres vinsmagning, men i et nyt velkomstcenter, kan der være en permanent bordopstilling.

Yogakurser

Hustruen Gitte har den store eksamen som yogainstruktør, og der planlægges udendørs område til kurser i yoga.

Ventisol A/S

En dyrlæge på Salling havde opfundet et specielt staldvindue, der skulle åbnes indad således, at dyrene ikke blev udsat for unødigt træk.

Virksomheden Ventisol A/S i Vrå blev grundlagt i 1982, og den fremstiller denne type staldvinduer. Jan Lunde ejer i dag virksomheden og fungerer som arbejdende bestyrelsesformand.

I starten af 2010 fusionerede Ventisol A/S med produktionen af plastvinduer hos ap facader a/s i Brønderslev. Med ”a” for aluminium og ”p” for plast har ap facader a/s siden 1983 produceret mange facader i aluminium og plastvinduer og -døre, men med den geografiske afstand på kun 13 km imellem sig, fandt de fire ejere for de to virksomheder tiden moen til en fusion.

Produktion og salg blev samlet i Vrå, på adressen Ventisol A/S, Nordre Ringvej 9, 9760 Vrå, og herfra betjenes kunderne.

Vinduerne og dørene bliver stadig produceret i det velkendte kvalitetsprofilsystem fra VEKA, som begge virksomheder havde haft som leverandør i over 25 år og Ventisol nu i over 35 år.

Virksomheden beskæftiger godt 20 medarbejdere.

Moderne produktion

Ventisol A/S har udviklet sig til en moderne virksomhed, der producerer vinduer og døre af genanvendeligt plast til både bolig- og erhvervsbyggeri.

I produktionen anvendes topmoderne bearbejdningsanlæg, der betjenes af erfarne produktionsmedarbejdere for at opnå den bedste kvalitet og finish.

Medarbejderne i administrationen har også flere årtiers erfaring fra vinduesbranchen.

Jan Lunde overtog ejerskabet af Ventisol, da han afhændede sin halvdel af ap facader, men finansieringen gik ikke så glat som håbet. Jan har mange fagligt kompetente bekendtskaber, som hjalp med de sidste brikker.

Helbredet

I skrivende stund sidder 63-årige Jan Lunde midt i sin egen drøm, en herskabelig vingård omgivet af vinmarker og blomstrende botanik i alle efterårets farver.

Vingården kostede mange penge at opføre, og Jan havde selv tegnet en del af projektet, og det er en fryd for øjet at se den smukke bygning, når man kører forbi på Tolstrupvej. Et rigtigt lille dansk vinslot.

Men for få år siden så det pludselig ikke ud til, at drømmen med sikkerhed kunne realiseres, da helbredet pludselig gjorde knuder.

Da Jan kørte på en motorvej på Sjælland, mærkede han pludselig en forkert følelse i højre side af kroppen med sitren og snurren, og han ringede til sin hustru Gitte og spurgte, i hvilken side hjertet sidder og fortalte hende om sin tilstand. Gittes svar beroligede Jan, men Gitte insisterede på, at han skulle holde ind i nødsporet og ringe efter en ambulance.

Jan listede dog videre til Hørsholm, hvor en ambulance hentede ham.

På sygehuset i Glostrup var lægerne ikke i tvivl. Jan Lunde havde haft en forbigående blodprop. De kunne også sige, at han havde haft en blodprop før, men ikke hvor.

Jan Lunde var dengang ejer af virksomheden ap facader a/s med ca. 60 ansatte og talrige projekter.

Jan er en detaljernes mand og vil gerne have indsigt i alle projekterne. Han arbejdede derfor næsten i døgndrift og havde svært ved at sove. Han kunne vågne midt om natten for at stå op og sende en mail, og han stod op klokken fem om morgenen, så kort tid efter lægernes dom var han i fuld gang igen.

Erhvervsmand og vinavler

Lægernes dom gjorde dog alligevel indtryk på ham, og da lejligheden bød sig, købte han Ventisol i Vrå og solgte ap facader a/s. Disse handler gav et pænt beløb i banken, og der blev løftet et stort ansvar fra hans skuldre.

Ventisol drives stadig af Jan Lunde og ligeledes vinproduktionen. Desuden ejer han fire udlejningsejendomme med 37 lejligheder i Brønderslevs midtby, ni lejligheder og 3 erhvervslejemål i Rådhusgade, samt fire lejligheder og tre erhvervslejemål i Bredgade, så der er stadig opgaver, der skal løses.

Jan Lunde er en kendt erhvervsmand i Nordjylland med et stort netværk i hele Danmark. Jan er engageret i flere netværk og organisationer, blandt andet i Dansk Byggeri, men også i det lokale netværk, Vendsyssel Mesterforening.

Han er medlem af repræsentantskabet i Jyske Bank og har haft eller har stadigvæk sæde i Vendsyssel Mesterforening og Alusektionen under Dansk Byggeri.

Lokalt har han været statsminister i Brønderslev Borgerlige Skyttelaug, og han har også haft indflydelse i den lokal rideklub.

Karriereforløb

Som ung drømte Jan om at blive arkitekt. Han tegnede altid huse, og skoletiden i Brønderslev var ikke den bedste. Han blev regnet for en bondeknold, og det gav ikke mange point på gaden, når han blev hentet af sin far på traktor, når der var snestorm.

Han forlod skolen efter tiende klasse og vinkede farvel til arkitektdrømmen.

Da han senere går sammen med en partner og stifter ap facader a/s, er det begyndelsen på 39 år med succes og tusindvis af arbejdstimer.

Det Jan ejer i dag, er han ikke kommet sovende til. Det er ikke kommet af sig selv. Han har arbejdet op mod 75 timer om ugen i 40 år.

Det eneste Jan har fortrudt, er købet af værtshuset Det Bette Apotek. Han troede på, at værtshuset kunne blive en god forretning. Men efter at have brugt op mod et par millioner måtte han bare erkende, at det var en fejl.

Han mener selv, at han er blevet mere medgørlig med alderen, men han har sine meninger, så det kan godt slå gnister.

I tidens løb har Jan Lunde udstukket mange skideballer, og de var nok ikke retfærdige allesammen, men det falder ham meget tungt at sige undskyld.

Jan Lunde er 63 år og med hjælp fra sin kone Gitte Lunde Andresen, har han øvet sig på at sige undskyld, men han er ikke god til det.

Alderen taget i betragtning og med flere millioner kroner placeret i virksomheder, ejendomme og på bankbogen, er Jan begyndt at spekulere på, hvad der skal ske med det alt sammen om nogle år.

Han har ikke selv nogle børn, men hans kone, Gitte, har en datter, Anne, som er er midt i tyverne og jurist, så hun er med i hans tanker om fremtiden. Jan Lunde kalder også Anne sin datter i daglig tale.

Tonny Bistrup

September 2021

Kilde: Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen, september 2007.

 Denne artikel kortlægger Skolegade, som den så ud i sidste halvdel af 1940’erne og i begyndelsen af 1950’erne.

Gaden var, som de fleste sidegader dengang, belagt med grus.

Ilse Svanvig, født Kjær og Birte Jensen, født Henriksen, er begge vokset op i Skolegade. Ilse husker man som den datter, der spadserede med sin far, som hun holdt tæt ind under armen, mens de ivrigt talte med hinanden. Faderen var dyrlæge, og i dyrlægens hjem var der altid en åben dør for alle. I haven var der mange legeredskaber, som børnene i gaden flittigt benyttede.

Birte blev født i Randers, men kom til Brønderslev i 1945, hvor hun skulle bo hos sin mormor og morfar i Skolegade. I Randers blev hendes hjem en nat ved et uheld bombet af en engelsk flyver. Faderen, moderen og en bror blev dræbt, men Birte og den mindste bror blev reddet. Lillebroderen kom i pleje hos sin faster og onkel, men Birte kom til sin mormor og morfar i Brønderslev.

På hjørnet af Bredgade og Skolegade til venstre, når man kom fra Bredgade, boede kørelærer Gjedsig, hvis kone havde en slikbod i ejendommen. Skolebørnene var flittige kunder i skoletiden så snart de så deres snit til at løbe derhen. Det måtte de egentlig kun i spisepausen, ellers kunne der vanke smæk med stokken, men rigtig mange tog den risiko i frikvartererne. For 10 øre kunne man få en salmiakstang, og havde man 5 øre mere, kunne man få en klat flødeskum dertil. I dag er der parkeringsplads på dette sted, fortæller Birte Jensen.

Efter hjørneejendommen kom lærer Dehns hus, som det blev kaldt, og derefter Baptistkirken.

Så kom Skolegades skole, som i dag er flot renoveret, således at man kan genkende den. Ifølge postmester Klitgaards forskning har Aalborg Stift været bedst forsynet med skoler, inden der i 1739 blev påbudt oprettelse af sogneskoler i hele landet. Der omtales skole i Thise i 1626 og i Vester og Øster Brønderslev i 1630. Dengang var det kun for dem, der kunne betale en skoleholder for undervisning. Denne kom ud på gårdene og underviste, men i 1640 omtales skolehuset, der lå ved den gamle kirke. Der ligger i dag et beboelseshus på Kirkevej lige uden for kirkegården. Det var tidligere et skolehus. I 1634 var der her en skolemester Niels Hansen, der havde opholdt sig på forskellige herregårde. Han var ved siden af sin lærergerning foged over Jørgen Gubbes gods her på egnen. Han blev halshugget, fordi han ved slagsmål på kroen i V. Brønderslev dræbte en Peder Jensen ved at stikke ham i bugen med en kniv. Tilsyneladende var der mange problemer med de tidligere skolemestre, der rent økonomisk havde svære kår. De boede tilsyneladende i skolehuset, der i 1649 havde så stort et hul i taget, at et menneske kunne krybe igennem det. To kvinder fra Himmerland tilstod, at de havde stjålet brød fra skolemesteren. De blev bortvist fra Vendsyssel under straf af deres ”hals’ fortabelse”, hvis de viste sig igen.

I 1888 opførtes den første fløj af Skolegades skole og i 1949 den sidste. Fra 1934 var Johs. Sørensen skoleinspektør på Skolegades skole, og det var han indtil april 1958. – Vi er jo rigtig mange, der igen og igen – for de allerflestes vedkommende – med glæde tænker tilbage på vores skoletid på Skolegades skole, siger Ella Pedersen.

Efter skolen lå pedellens bolig, og derefter kom brandstationen. Der går rygter om, at frihedskæmperne under krigen havde gemt ammunition i brandstationen.

Derefter kom dyrlæge Kjærs ejendom, hvor Ring Christiansen boede på 1. sal.

Så kom frk. Mogensens hus, hvor telefonist Agate også havde bopæl.

Derefter kom huset med Visse og Ingemann Jørgensen, som havde bedstemor boende på 1. sal.

Så lå der et hus, hvori der boede 4 familier: Alma og Martinus Thomsen, Ester og Børge Nielsen, Mathilde og Erik Thomsen – Erik Thomsen kartede uld og Mathilde Thomsen spandt. Den sidste familie i dette hus havde to døtre og manden hed Albert.

Starter man på vestsiden af Skolegade fra Bredgade, lå den ret store røde murstensbygning, der er fra 1950. Her havde avisen ’Ny tid’ til huse en overgang, ligesom herreekviperingshandler Agerbæk havde sin første forretning i Brønderslev i denne ejendom. Desuden var der lejligheder som i dag, hvor bl.a. lærerinde frk. Madsen boede.

I ejendommen på hjørnet af Skolegade og Mejerigade boede personale fra elværket.

På det andet hjørne boede portør Christensen og hans kone og to sønner. Den ældste hed Robert.

Inæste hus boede en familie Pedersen, hvor datteren hed Lillian.

I det lidt tilbagetrukne hus boede en familie, hvor datteren hed Elna.

Så kom huset, hvor familien Regner Kornum boede med deres fire børn.

I det hvide hus derefter boede Niels Peter og Kristine. Kristine var rullekone. Familien Sørensen boede til leje i det hvide hus. De havde datteren Nanny.

Så kom huset, hvor Katrine Nielsen, der havde datteren Laila og sønnen Hans, boede sammen med børnenes bedstemor i den ene ende af huset. I den anden ende boede mælkemand Manne med sin kone Mary og datteren Vivi. Vivi var en ven af huset i Ilse Svanvigs hjem. De to var næsten altid sammen.

I det næste hvide hus boede Maren og ’Fætter’ og familien Bernhard Jürs med hustru og to børn.

Så kom Tværgade, der førte over til Thygelsgade.

Derefter lå der et stort gulligt hus, inden man kom til det sidste hus, som hørte under Algade.

Skolegade var som sagt en grusvej dengang. Her legede børnene næsten uforstyrret på gaden. Ilse fortæller, at hun fik en hest forærende af sin far, og hendes onkel i Aalborg havde en fenne i Søndergade, hvor hesten kunne være. Derfra red Ilse indtil byen. Mælkemanden Manne havde en iskiosk ved Centralhotellet. Der red Ilse hen, og hesten gik op på fortovet og fik sin is, og når de to kom ned ad Skolegade, standsede hesten ved nr.10, hvor Ilses mor kom ud med en godbid.

Både Birte og Ilse husker, at der under krigen skulle spares på vandet. En dag, da det blev bekendtgjort, at der blev lukket for vandet, blev badekarret hos nogle bekendte fyldt op med vand, og så kunne folk hente vand der. Men da manden i huset kom hjem, lukkede han vandet ud. Han blev ikke populær. I 1940’erne boede en fransk pige et halvt år i Ilses hjem, og da tiden kom, hvor hun skulle hjem, ville hun ikke derfra. Hun blev sat på toget i Brønderslev, men hoppede ud igen. Da toget så endelig var sat i gang og nåede til Aalborg, sprang hun ud igen. Tilfældigvis var Ilses moster på stationen i et andet ærinde, og hun fik så klaret situationen, og pigen kom til Frankrig.

Både Ilse og Birte har gode minder om tiden i Skolegade.

 

Af Mette Telefoni, opvokset i Hollensted

Plads til store armbevægelser og fantasi

De første minder, jeg har fra min barndom, er solvarme småsten under mine bare fødder, duften af syrener ved skumringstid, store vidder og lærkesang.
Den opmærksomme læser vil nok tænke, at jeg ikke kan være opvokset i indre Brønderslev, og nej, jeg kommer fra Hollensted – den vendsysselske steppe!
Min barndom var fyldt med et væld af kæledyr, skovture i alt slags vejr, lydbøger med Fru Pigalopp og Kalle Kodreng, musikundervisning, sommerferier på Sjælland hos min fars familie og masser af tid sammen med min mormor i Kærby.
Ret tidligt blev jeg vild med historier. Jeg indtalte historier på kassettebånd, og jeg læste for de andre børn i børnehaven – jeg havde dog ikke lært at læse, så jeg sad bare med en bog og digtede en historie, som passede til mit publikum. Da jeg fik lært at læse og skrive, fyldte jeg kladdehæfter med digte, skrev madpakkeføljetoner, som mine forældre fik med i sammen med rugbrødsmadderne hver dag, og jeg opførte dramatiske teaterstykker for min lillesøster, Marianne.

Vild med ord
Kærligheden til ord fulgte mig gennem hele min skoletid, både i indskolingen på Ø. Brønderslev Centralskole og i udskolingen på Jerslev Skole. Dansk var mit yndlingsfag, især når vi skulle skrive stil, og det peakede, da jeg i 9. klasse tog på forfatterweekend med Brønderslev Forfatterskole, hvor vores underviser var et af mine forbilleder, Hanne Vibeke Holst.

Matematik var til gengæld hadefaget i folkeskolen, så det faldt ret naturligt, at jeg forsatte på sproglig linje på Brønderslev Gymnasium. Gymnasietiden var forvirrende og præstationsangstpræget, og jeg husker det som om, de mange hjemmeopgaver tog pusten lidt fra dét at skrive – det blev noget, der bare skulle overstås, så man kunne nå at følge med. Det ubetinget bedste fra de tre år på Brønderslev Gymnasium, var en gymnasiekæreste, og tre skønne veninder som jeg stadig ses med og holder utrolig meget af.

Ud i verden
Plads, luft og fødder placeret i den jyske muld er godt, men jeg var ikke ret gammel, før jeg følte en længsel efter at opleve andre steder end hjemme.

Så efter jeg havde taget en sproglig studentereksamen, rejste jeg til Sydfrankrig, hvor jeg passede tre børn og studerede fransk på sprogskole hver formiddag.
Opholdet i forstaden til Lyon satte endnu mere gang i rejselysten, så de efterfølgende tre år vekslede jeg mellem at arbejde hjemme i Danmark og bo i udlandet. Fantastiske fire år som au pair i Frankrig, sandwichmaker i England, glad turist på langt familiebesøg i USA og miljøarbejder i New Zealand – verdens skønneste land, som jeg endda fik set fra både en faldskærm og fra en gletsjer.
Tongaøerne fik jeg også besøgt – en drøm jeg havde haft, siden jeg så en udsendelse med Troels Kløvedal, som besøgte danskeren Tavi på Tonga. Tilfældet ville, at jeg kom til hovedstaden Nuku’alofa midt i en folkefest, fordi Kong Taufa’ahau Tupou fyldte 80 år. Så hele mit ophold blev fyldt med musik, optog, skønhedskonkurrencer, militærprocessioner, fester og middagsselskaber. På dag to blev jeg adopteret af to søstre, hvis onkel var øens rigeste, så jeg blev inviteret med til alle de store fødselsdagsevents og måtte låne mig til fint tøj, da jeg kun kom med praktiske sko og jeans i rygsækken.
Jeg ved, at det ikke er mange unge i dag, der får mulighed for fire sabbatår mellem gymnasiet og videre uddannelse, og jeg er så taknemmelig for de oplevelser og bekendtskaber, jeg fik med mig videre i livet.

Pludselig stod han der
De fire år blev også brugt til at finde ud af, hvilket studie jeg skulle søge optagelse på. Jeg overvejede både at blive fotograf, arkæolog og sociolog, men det endte med, at jeg fulgte min interesse for andre kulturer og folkeslag og søgte ind på socialantropologi på Aarhus Universitet.

Da jeg havde læst et par år, skulle jeg et semester til Brunel University i England, og kort før semesterstart mødte jeg en tall dark stranger – en arkitektstuderende fra Iran, som havde boet i DK, siden han var otte år gammel. Som spillede guitar, malede og gik op i astrologi og madlavning. Og som var så anderledes fra mig og de kærester, jeg ellers havde haft.
Vi så hinanden en måneds tid, inden jeg skulle rejse til England, uden helt at vide, om vi var kærester eller ej. Jeg sagde, en smule nonchalant, at jeg ikke forventede, at han ville vente på mig, mens jeg var væk. Til dét svarede han, at selvfølgelig ville han vente, for det var jo mig, han skulle giftes med en dag.
Og sådan blev det.
Halvandet år senere fik vi vores første søn, Sebastian, og da han var to år gammel, blev vi gift i Mårslet Kirke.

Kulturberigelse
Min mands familie er spredt ud i Europa, og mine svigerforældre, svigerinde, svoger og niece bor i Spanien, mens min mands lillebror og nevø bor i Sverige. På trods af de store geografiske afstande, har jeg dog aldrig oplevet en familie, som har så meget kontakt med hinanden, og min mand taler med sin nærmeste familie hver dag – der er vel en god grund til, at vi hedder Telefoni til efternavn!

Dét at være gift ind i en kultur som er en diametral modsætning til den danske kultur, har været både berigende og sommetider frustrerende. Iranere er enormt åbne, varme, højrøstede, generøse, overdrevne og sociale mennesker og er fantastisk selskab. Men for en underdreven vendelbo som mig, der også er glad for ro og mit eget selskab, har det ind i mellem krævet kompromiser både fra min side og fra min mands.
Når alle i den nærmeste familie er samlet, foregår samtalerne på farsi, spansk, engelsk, dansk og svensk – det synes jeg er vildt fedt, og jeg taler lidt af det hele.

Smør på brødet
Da jeg fik min kandidateksamen i socialantropologi med sidefag i medievidenskab, gled jeg direkte over i et fuldtidsjob, efter at have haft studiejob samme sted, i et mindre filmselskab. Jeg arbejdede med salg, udarbejdede drejebøger og afholdt kundemøder, lige indtil jeg blev gravid med vores anden søn, Marius. Da min barsel var overstået, var filmselskabet gået konkurs, så jeg måtte ud på jobsøgningsmarkedet.

Siden har jeg arbejdet i mange spændende, og meget forskellige, brancher, hvor den røde tråd hele tiden har været kommunikation i forskellige former. Jeg har arbejdet med skole-IT, økologi, socialøkonomi og iværksætteri.

På tasterne
Samtidig har jeg skrevet i fritiden. De sidste fem-seks år har jeg været en del af Aarhus Litteraturcenter, hvor jeg er med i en skrivegruppe. Vi mødes to gange om måneden, hvor vi giver feedback på hinandens tekster og snakker om skriveteknikker og litteratur. Sammen har vi udgivet en novellesamling, som vi hver har leveret to noveller til. Novellesamlingen hedder Det er de andres skyld, og den blev til i forbindelse med Aarhus som Kulturhovedstad under overskriften Rethink dyder – vi gentænker det gode liv.

Novellerne er jeg fortsat med at skrive. En del af dem har jeg solgt til Hendes Verden.

Mange ser lidt ned på triviallitteratur og forbinder ugebladsnoveller med skabelonagtige plot og entydige karakterer.
Men jeg synes, det er sjovt at arbejde med genren og forsøge at mane fordommene i jorden. Og set helt nøgternt på det, så bliver Hendes Verden læst af over 300.000 mennesker hver uge – bliver mine noveller       læst af bare halvdelen af de læsere, så synes jeg, det er ret godt gået.

Mit hjerte banker dog mest for børnelitteratur, da jeg også er vild med illustrationer.

Jeg har fået udgivet tre børnebøger, som er blevet illustreret af virkelig dygtige illustratorer.

Det er så fascinerende at se, hvordan en illustrator kan give ens historier liv, og hvordan de har fortolket ens ord og omsat dem til billeder.
Jeg er så småt i gang med redigeringsfasen på en bog til udskolingen, som udkommer i starten af 2022 hos Gyldendal. Gyldendal har altid været et forlag, jeg har drømt om at udgive hos, så det betyder virkelig meget for mig at få en trane på ryggen på en af mine egne bøger.

Der ligger også en roman i skuffen og venter på, at jeg får sat mig ned og skrevet den færdig. Mon ikke nok det tidspunkt pludselig kommer.

I dag arbejder jeg på Aarhus Rådhus, hvor jeg er ansat til at lave et omfattende kommunikationsmateriale for afdelingen Innovation og Medborgerskab. Så tasterne er i brug hver dag, for jeg skriver om en masse spændende projekter og interviewer nogle af de mennesker, som er involverede på forskellige måder.

Vores sønner er blevet 11 og 18, og er ret selvkørende. Så jeg har sneget et frivilligjob ind i hverdagen, hvor jeg arbejder som ungerådgiver hos headspace Aarhus. Her har jeg samtaler med unge mellem 12 og 25 år, som kæmper med forskellige problemer og har ondt i livet. Det er et job, som giver supergod mening for mig, og det er en skøn følelse, når en ung går fra vores møde og har det bedre, end da hun kom.
Det er mit håb, at jeg kan få rejst nogle penge til at lave en anderledes selvhjælpsbog til unge med angst – for sådan en er der virkelig brug for!

Et halvt liv senere
Ham den høje, mørke fremmede er heldigvis stadig min mand, nu tyve år senere, og vi bor med drengene i en hyggelig landsby, syd for Aarhus.
Da vi første gang var ude og se på vores hus, gik jeg en tur ud i haven. Her hørte jeg lærken synge højt og tydeligt, og så var der ingen vej tilbage – her ville jeg gerne bo.
Her er ikke helt så stille og landligt som i Hollensted. Men mine forældre bor stadig i det gulkalkede hus på Hollenstedvej, så heldigvis kan jeg altid tage nordpå, når jeg savner de store vidder og et knus fra min mor og far.

 

Fortalt af: Agnete Svendsen, Buurholtvej 41, Ø. Brønderslev

Jeg er født den 08.02.1936

Fødeegn: Klæstrup, Jerslev

Familiens dagligdag

Husstanden bestod af far og mor, en 3 år ældre bror og jeg. Min far og mors arbejde bestod i dyrkning af ca. 20 tønder land jord, og med pasning af dyr, som køer og heste samt hund og kat. Engang imellem købte min far et lille gedekid, som vi børn legede med til det blev stort. Så slagtede min mor det mens vi børn var i skole. Alt kødet blev lavet i pålæg, vi børn ville ikke smage det.

Katten fik af og til killinger, hvoraf vi måtte vælge den pæneste, de grimmeste druknede min mor i en spand. Vi havde ondt af det med de ”grimme”.

I skolen havde jeg ingen grund til gode minder. Vi havde en lærerinde, Frøken Havredal, hun var frøken og boede i samme hus, som skolestuen var. Hun blev også kaldt frøken Havregrød. Hun havde en hund, en hvid grønlænderspids, som hed Tenna, den lå altid ved hendes fødder, når hun sad ved katederet, der sad hun altid, når hun ikke rendte rundt og bankede os oven i hovedet, når vi skulle læse højt. Det gjorde hun ved mig fra første dag, jeg var i skole, fordi jeg ikke læste højt sammen med de andre. Jeg var genert, og turde ikke åbne munden.

Hun var en fin dame med hvidt hår og guldbriller. Hun var altid i blå kjole med hvide prikker eller små blomster, og hun lugtede meget godt af creme, pudder og parfume.

Når hun blev gal, som hun gjorde tit, blev hun ildrød i hovedet, helt ned til halsen, så vankede der ”Ørefigner” og hun slyngede øgenavne ud, som vi så senere blev kaldt af de andre elever. For eks. var der en syg første skoledag efter jul kunne hun sige ”Du har nok spist for meget, kald ham/hende ”julegrisen”.

Hun kunne ikke synge, men spillede på et lille orgel, så hun vendte ryggen til eleverne, pludselig kunne hun vende sig og skælde ud, for eks. Sige: I laver alt for stor en sløjfe på det Halleluja (Et barn er født i Betlehem), jeg tror nok, det er Agnete: Nej, jeg synger ikke med – hva synger du ikke med? Så løb hun ned mellem bænkerækken og gav mig en ordentlig ørefigen.

De børn hun gjorde mest ud af, var dem hvis forældre gav hende høns, ænder, stege og lignende.

Når hun havde fødselsdag, var vi inde i hendes stue, så fik vi kakao, så var hun en helt anden. Hun boede også fint, det var mærkeligt at opleve.

Påklædning

Pigerne var som regel ret pæne i tøjet, samt nogle af drengene, men der var nogle af drengene, der var meget dårlige i tøjet. De havde en dårlig mor, der ikke kunne sy og holde tøjet pænt rent. Det var på en betingelse at moderen måtte holde sammen på alt, samt sylte og bage, for at det kunne fungere både ude og inde. En episode som jeg tit tænker på, var en stor dreng som pludselig sang disse linjer” du var i en kjole fin og jeg i stumpetrøje”. Han var i en alt for lille trøje, med trævler. Min bror og jeg var altid pæne i tøjet, da vores mor havde lært at sy fra ung af, hun havde også været på husholdningsskole, det fik vi altid at vide når vi roste hende.

Hun havde blot et dårligt helbred, og min far var også tit syg, han døde i mit 19. år efter svær sygdom, kun 62 år gammel.

En oplevelse som jeg i min voksenalder tit tænker på, var da min bror og jeg var ca. 12. og 9 år. Min mor havde sendt bud efter lægen til os, han kom kørende på en motorcykel. Vi havde gemt os imellem nogle høje kartoffelrækker, der lå vi, og de kunne ikke finde os. Min mor råbte, Egon – Agnete, men uden resultat. Hvad mon lægen tænkte? Hvad mon vi fejlede? Vi var jo ellers søde og velopdragne børn fra et ordentligt hjem – FY (det var min brors ide)

Da jeg blev født af 43årige forældre, der havde dårligt helbred, blev min bror og jeg tidligt involveret i landbrugets drift, som at høste, tørvegravning, roelugning og meget mere.

Jeg skulle for eks. når jeg kom hjem fra skole vaske op, bære tørv ind, vaske 4 store mælkespande rene, samt skrubbe rent på bryggersgulvet, først derefter måtte jeg lege.

Det var mest nabogårdens egne børn og deres fodermesters børn vi legede med, men vi legede mest med de små dyrebørn, som små føl, små kalve, det lille gedekid, som vi kørte med i en trækvogn, og selvfølgelig med hunden og katte, samt den ”pæne” kattekilling.

P.S. 

Jeg havde 3 ældre søskende, som var 16 – 18 og 22 år ældre end jeg, dem husker jeg ikke, at have haft så meget med at gøre som barn. Kun at min 22 år ældre storesøster havde tre piger hvoraf den ældste var 3 år yngre end jeg og derefter 2 år imellem de næste to. – dette var mere mine ”søstre”.

Jeg blev syg

Jeg var fyldt 5 år i februar. I oktober fik jeg skarlagensfeber, det var min bror der havde smittet mig. Han gik i skole, men fik det ikke selv. Jeg husker tydeligt turen med ”Sygebilen”, som vi kaldte det dengang. Jeg blev indlagt på sygehuset, som lå 8-10 km fra mit hjem. Der var fyldt med børn i alle aldre, vi lå på ”epidemien”. Forældrene måtte ikke komme ind, de stod udenfor ved vinduerne, når der var besøgstid. De var nødt til at råbe ind. Det var naturligvis bedst at ligge tættest ved vinduerne.

Jeg fik mellemørebetændelse og nyrebetændelse, jeg måtte ikke ligge hvor der var koldest eller i træk, så derfor skulle min tremmeseng stå i inderste hjørne af sygestuen, vi var 8 til 10 børn. Jeg kunne derfor ikke høre hvad mine forældre sagde, da de jo stod sammen med de andre besøgende. Det var mest min far der kom, han cyklede de ca. 10 km. En lidt større pige som lå ved vinduet var en slags tolk. Der lå jeg så i 7-8 uger, de andre lå ca. 4-5 uger inden de kom hjem.

Jeg kunne ikke komme hjem, da jeg havde nyrebetændelse. Jeg blev flyttet over på det ”store” sygehus. Jeg husker tydeligt, at en portør bar mig hele vejen udenom. Jeg var svøbt i et gråt tæppe med brune striber.

Det var en stor dag i 1942 da jeg blev overflyttet til det store sygehus.

Når der var luftalarm, kom sygeplejerskerne ind og skubbede alle sengene ud til væggen. Det vil altså sige, at jeg lå i det inderste hjørne, så alle sygesengene i den side blev skubbet ind mod min. Når så alarmen lød blev sengene spredt igen.

Jeg skulle ligge på en stor 8 sengs stue i det ene hjørne i en tremmeseng.

Der var ene voksne damer på stuen, de snakkede mest om sygdomme, de ville give mig pebernødder, det var 14 dage inden jul, jeg ville ikke have dem, jeg var flov og gemte mig under dynen. Om eftermiddagen kom min bror og mine forældre, det var jo en stor dag, da de endelig måtte komme ind og besøge mig. Jeg var meget genert og flov, jeg var også bange for, at de ikke skulle nå at komme ud, når sygeplejersken havde sagt ”besøgstid forbi”

Jeg fejrede juleaften på sygehuset, min seng blev kørt ud på gangen, hvor juletræet stod, denne aften eller hele julen. Jeg husker ikke den jul som noget særligt, heller ikke da jeg fyldte 6 år i februar. Jeg blev udskrevet i april måned, med den besked, at jeg ikke var blevet bedre, end da jeg kom, men måske kunne jeg gro fra det, hvilket jeg også gjorde.

Den dag jeg skulle hjem, kom min mor efter mig. Jeg havde ikke været af sengen i de 7 måneder, så da jeg kom ned på gulvet, dinglede jeg rundt som en fuld. Det var sikkert en stor dag. Vi gik ned til Rutebilstationen, derfra kørte vi ca. 8 km. Vi stod af ved købmanden, der stod min mors cykel med en pude bagpå bagebæreren. Så cyklede vi det sidste stykke hjem.

Jeg fik en god modtagelse, ikke mindst af min bror, som straks skulle vise mig vores kat, som havde små killinger.

Mine forældre havde redt op i en udtræksseng, for nu var jeg jo vant til at ligge for mig selv. Jeg kan ikke huske, at jeg følte mig alene, jeg var jo vant til at finde mig i det der nu bød sig, nu havde jeg jo dyrene. Mine forældre havde travlt ved landbruget.

Jeg havde mareridt hver nat på sygehuset. Hver nat lå der en skikkelse på gulvet ved siden af min seng, den var i hvid munkekittel med hætte, der gik i en spids. Når jeg satte mig op i sengen, kunne jeg se den lige så tydeligt. Når det var slemt, lod sygeplejersken lyset brænde over min seng, så dæmpede hun lyset fra den hvide kuppel med et viskestykke. Jeg har hele tiden tænkt på den hvide skikkelse, jeg kunne ikke lide når der lå noget hvidt tøj på gulvet, helt op til 50års alderen, hvor jeg gik til et selvudviklingskursus og fortalte det. Ja men, det var jo din skytsengel, var der en der udbrød, så har jeg tænkt, at det var jo sådan set godt hun lå der og passede på mig.

Den tid jeg lå på sygehuset, var der mange der havde ”fnat”, det lå de voksne damer og talte meget om, bl.a. hvem der var, det måtte jo nok ikke overgå det fine borgerskab. Dem der havde fnat blev lagt på badeværelset et døgn. Derefter kom de ind på stuen. Jeg har fået fortalt, at jeg lille pige også hørt hvad de snakkede om, så en dag da der blev en patient kørt ind på stuen udbrød jeg: Er det også en der har fnat? Det var en fin dame.

Der var ingen personale der kom og underholdt og læste for mig, jeg sad blot i sengen og legede og lyttede til de ældre. Afdelingssygeplejersken var sød, hun løftede mig op til sig hver dag. Min far havde inden sin egen fødselsdag, købt en urkæde til sig selv, som min mor så havde med til mig. Jeg skulle forære ham den i fødselsdagsgave. Jeg viste overlægen den en dag. Han spændte den på sit eget ur. Han gik så ud og kom så gående ind med åben kittel og viste hvor pæn den var, når den hang rundt på hans bryst, det glemmer jeg aldrig.

Jeg skulle drikke en stor kande vand når jeg skulle røntgenfotograferes, det blev jeg hver 14. dag, hvis jeg ikke drak det, truede de mig med at så tog de ”vandet” ligesom damerne lå og snakkede om gjorde så ondt. Jeg måtte ikke få salt, så jeg fik fiskeboller og kogte æg uden salt, jeg husker ikke lækker mad, det var streng diæt.

Jeg husker at jeg tog en teskefuld salt da jeg var kommet hjem.

Sygehuset var Brønderslev sygehus

Overlægen hed: Thorvald Pedersen

Oversygeplejersken hed: Frøken Jørgensen

Min barndoms jul

I min barndoms jul begyndte forberedelserne til julen allerede først i december. Der blev gjort rent, gulvene blev skurede og ferniserede.

Der blev bagt småkager og kogt klejner, de kunne jo holde sig i dåser. Dåserne blev forseglet med klæbebånd, så de ikke blev spist inden jul, vi havde da fået lov til at smage de grimme og lidt brændte småkager.

Der var ikke nogen der købte julekalender. Jeg fik med nød og næppe lov at få bagsiden af min mors og fars sølvbryllups telegrammer. (jeg var tre år, da de havde sølvbryllup). Så lavede jeg låger og tegnede nisser m.m. Den blev meget fin og hjemmelavet og gratis.

Min mor havde travlt med mange ting. Hun skyllede grønkål, som hun hentede på marken og kogte dem – det var traditionelt julemad. Dertil fik vi sul – ”Vendsysselske Grønlangkål”

Der blev slagtet en gris tæt op mod jul, og der skulle helst blive koldt i vejret, så kødstykkerne kunne blive afkølet, der var jo ingen køleskab dengang. Ude vendte vi en stor balje på hovedet, så kunne madvarerne holde sig under baljen.

Vores mor til den nærmeste by, gående eller cyklende – tog så med rutebilen til Brønderslev og købte julegaver, det var en stor dag, og spændende når hun kom hjem med alle pakkerne, der blev gemt godt væk, men hun havde vist også lidt julegodter – uhm.

Juleaften

Vi købte juletræet, der blev pyntet inde i soveværelset dagen før, så blev det båret ind i stuen, lige før vi skulle danse omkring det.

Vi skulle opholde os i køkkenet, så blev træet løftet ind i stuen, pakkerne blev lagt under træet og lysene blev tændt. Så måtte vi komme ind, det var et stort øjeblik. Vi dansede omkring træet med hinanden i hånden. Så blev pakkerne delt ud, der var ingen dyre eller mange gaver, men det var hyggeligt. Bores ældre søskende kom gerne hjem sammen med deres børn. Vi sang salmer og sange når vi dansede omkring træet.

Senere på aftenen fik vi altid konditorkager, vores mor havde slev bagt og fyldt dem med creme og flødeskum samt en gele´ klat – uhm.

Vores far gik en ekstra tur ud i kostalden og gav dyrene en ekstra godbid.

Vi havde hund og kat, de var i stuen sammen med os andre, de var jo en del af familien.

Både i dagene op til jul og i juledagene spillede vi ludo eller andre spil. De voksne spillede kort, også juledag, det var kedeligt at se og høre på. Vi måtte ikke lave håndarbejde, så som at strikke eller brodere – så sagde mange, at så fik man bulne fingre hele året.

Ænderne vi slagtede til jul!

Vi købte andeæg, så havde vi selv nogle høns, der kunne så være en af dem der gik rundt og gav skrukkelyde – Skruk – Skruk -Skruk den blev lagt i en rede som min mor lavede af noget halm, så skulle den ligge på 10-12 æg ca. 30 dage, så åbnede skallen sig og der kom søde små gule ællinger ud af dem. Hønen var så deres plejemor, hun troede jo at det var hendes egne.

De blev hvide da de blev store, de hvide var bedre end nogle grå ænder, for vores mor skulle bruge fjerene af dem til at fylde i dyne og puder.

Ællingerne havde et godt liv, de gik løs sammen med deres hønemor, hun kaldes en ”Skruk”, mens de var små, sov de under dens vinger og hun gik tur med dem, de fik malet korn blandet med vand. De fik en gammelstegegryde gravet ned i jorden, så kunne de svømme i den.

Når så efteråret kom og julen nærmede sig – blev de fanget – da var de blevet store og fede. Min far slagtede dem, så blev fjerene plukket af dem. Nabokonen og alle os hjalp, fjerene blev gemt til senere brug. Min mor syede selv dyner – med nogle af fjerene i. Nogle af fjerene blev foræret væk. Vi vidste godt hvad ællinger skulle bruges til, vi børn havde ondt af dem, men de havde et godt liv.

Grønkål

Der blev pløjet og harvet et lille stykke jord, og sået grønkålsfrø. Frøene blev købt i Brugsen, de små planter blev plejet med lugning og udtynding. Når de så var blevet til store frodige grønkålstoppe og julen nærmede sig og de skulle helst have en smule frostgrader på marken, vist nok for at småkravl kunne drysse af på marken, skulle de skæres af toppene og blev herefter kørt hjem i trillebør, hvorefter de skulle skylles i bryggerset og koges i en gruekedel. Gruekedlen var også den vi kogte vore hvide tøj i når der blev vasket storvask.

Når så kålene var møre, altså kogte, smagte vi på dem. De fik så lov at afkøle lidt hvorefter de blev krystet op og lavet i boller i hånden.

 

Vi fik grønkålsboller skåret lidt i stykker og varmet på stegepanden med fedt og fløde, salt og lidt sukker. Vi fik det kogte flæsk, samt syltede græskar eller rødbeder til plus sennep og rugbrød.

Grønkål var en del af vores mad hele julemåneden og alle juledagene. Det hørte julen til.

Grisen

Vi havde nogle grisesøer, som fik små grise. (grisenes mand kaldes en Orne) Den blev kørt rundt i en vogn eller bil – det var en mand der tjente penge på, at køre rundt til landmændene med disse Orner. Vi kaldte ham ”Ornemanden”. Så fik soen små grise når den havde været på besøg. De var så søde de små grise, de blev større, nogle blev fodret med god kost og når de så var vokset store, blev de sendt på slagteriet for at blive slagtet og kødet blev så solgt videre. De havde et godt liv ude i svinestaldene og det var det bl.a. at landmanden tjente penge på at fodre dem op til slagtning. Landmanden fik så en afregning fra slagteriet medens pengene blev afregnet til landmandmandens konto i et pengeinstitut. Der kunne de hæves når landmanden havde brug for dem.

Vi børn vidste godt, at når der blev lukket en hun gris ind i en sti for sig selv, så var vi godt klar over hvad den skulle bruges til. Den fik lidt ekstra god mad og madrester, den kunne blive lidt forkælet. Så en dag kom der en hjemmeslagter, mens vi var i skole. Da vi kom hjem, hang grisen i to halve, i bryggerset. Den så ren og pæn ud. Den blev herefter parteret da den var blevet afkølet, så henkogte vi og et stort kar som var halvt fyldt med groft salt, blev alt flæsket lagt deri, så kunne det holde sig i lang tid, lang tid. Hvis det blev for salt udvandede vi det, altså det blev lagt i noget vand et par dage. Den store skinke, altså bagenden, blev også saltet. Den kunne jo holde sig i lang tid, så skar vi af den efter behov, det var meget lækkert. Der blev kogt noget flæsk af det letsaltede til kålene, det kunne ligge under en balje til senere brug. Der blev hakket fars og fyldt i tarme, det blev til medisterpølse.

Denne fortælling er skrevet bl.a. til mine børnebørn for at de kan få en forståelse for, hvordan deres bedsteforældrede levede som børn.

 

Fortællingen om Brønderslev pigen Lone Dencker Wisborg

BLÅ BOG: LONE DENCKER WISBORG

Født 31. januar 1966, Brønderslev

Uddannelse
1991 Cand.jur., Aarhus Universitet

Karriere
2019- Danmarks ambassadør i USA
2017-2019 Direktør for ressourcer og organisationsudvikling, Udenrigsministeriet
2015-2017 Direktør for udenrigspolitik, Udenrigsministeriet
2011-2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra, sideakkrediteret i Algeriet
2009-2011 Ambassadør, Chef for Center for Global Sikkerhed
2007-2009 Kontorchef, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
2007 Tjenestefrihed (Fondschef, Bikuben-Fonden)
2004-2006 Ambassaderåd på Danmarks ambassade i Warszawa, Polen
2001-2003 Ministersekretær for udenrigsministeren
2000-2001 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1999-2000 Tjenestefrihed (Folketingets Internationale Afdeling)
1998-1999 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1995-1998 Ambassadesekretær på Danmarks ambassade i Tallinn, Estland
1992-1995 Fuldmægtig i Udenrigsministeriet, København.

Kilde: Udenrigsministeriet

 Hun var fra 2011 til 2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra og senest blev hun i 2019 udnævnt til ambassadør i USA. Hun har siden 1992 arbejdet med udenrigs- og sikkerhedspolitik i Udenrigsministeriet.

Lone voksede op i en familie hvor moderen var lærer på Søndergades skole i Brønderslev og faderen var ingeniør og senere direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Det lå ikke i kortene af Lone skulle ende med at varetage Danmarks politiske, kommercielle og kulturelle interesser i USA.

Da hun som ung flyttede fra Brønderslev, var det for at studere jura. Hun overvejede at blive advokat og gennemførte sin uddannelse.

I 1990erne mødte hun via en af sine bekendte en medarbejder fra Udenrigsministeriet, som fortalte om sit arbejder der. Det syntes hun lød ret spændende.

Det internationale fik hun næsten ind med modermælken. Hendes far arbejdede på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han tit havde internationale kunder med hjemme, og når hun var med ham på arbejde, kunne hun jo se telefaxen spytte internationale nyheder ud. Da hun fik muligheden, skiftede hun spor.

Lone er ikke typen, der er bekymret for nye udfordringer eller lader sig begrænse af, at noget kan virke uoverskueligt. Hun er opvokset i Brønderslev med mor, far og en fire år ældre storebror, og hun har for nogle år siden skrevet sin historie i bogen ”Barn af Vendsyssel”.

Det var en tryg og vel nok en meget traditionel opvækst hun havde i Brønderslev, hvor man kunne cykle til næsten alt, og hvor sport var vigtigt. Både hendes mor, bror og Lone spillede rigtig meget tennis, og hun havde mange venner gennem sporten. De to søskende elskede og hadede hinanden, som søskende nu gør, men de havde et godt forhold selv om broderen var fire år ældre. Hver gang han måtte eller kunne et eller andet, så syntes hun også, at hun var klar til det.

Da han fik kørekort, argumenterede hun stærkt for, at det var forkert at have et alderskriterium. Det samme skete, da han flyttede til Aarhus som 19-årig for at bo på kollegium og læse. Allerede da var hun også klar til at rykke hjemmefra. Lone har altid været ret utålmodig. Der skal ske noget, og helst lidt før, det egentlig kan lade sig gøre og altid klar på noget nyt.

Skulle der måske prøves et eller andet nyt, så var hendes svar ofte: Ja, det kan jeg godt tænke mig, det lyder vildt spændende. Hun har altid godt kunne lide at blive placeret i noget nyt.

Når hun er blevet rigtig god til noget, så er det nu hun skal videre, for så keder hun sig. Hun føler at det godt må være lidt svært og uoverskueligt. Hun skrev også i ”Barn af Vendsyssel”, at det første, sundhedsplejersken sagde, da hun så hende i vuggen: ”Hun bliver en livlig én, hende der!”

Det stod også hurtigt klart, at hun ikke ville blive i Brønderslev hun ville se noget andet, for når man bliver ældre og selv får børn, så forstår man bedre, hvad der er af fordele ved sådan et trygt og nært miljø, men som ung, handlede det om at komme ud og opleve noget. Og det præger hende stadig. Både Lone og hendes søn elsker at rejse. Den liste de har er lang og så lang, at de er nødt til at have flere liv til rådighed for at komme igennem den. De synes der er så mange spændende steder ude i verden.

Måske var det midt i hendes argumentation for et tidligt kørekort, at det gik op for hende, at hun ville læse jura. Det var sådan, det endte, efter at hun havde været en tur omkring økonomistudiet, som hun syntes var kedeligt og alt for teoretisk.

Juraen var lige hende. Retssystemet er rygraden i ethvert demokrati, og hvis det ikke fungerer, så smuldrer alt andet. Det gode ved jurastudiet var, at det er meget konkret. Det interesserede hende ikke med store fine teorier. Hun er meget sådan, okay, skal vi gå til højre eller venstre? Og hvis det, hun læser, kan hjælpe hende til at finde ud af det, så er det godt.

Der er også mange veje, man kan gå, som jurist. Og det var det bedste – og måske eneste – karriereråd, hun fik af sine forældre. De sagde, at hun skulle vælge noget, hvorfra der var mange døre, når man var færdig. Man aner jo typisk ikke, hvad man vil lave, når man er 18-19 år. Og faktisk har hun ikke beskæftiget sig særlig meget med jura, siden hun blev færdig. Hun var advokatfuldmægtig i halvandet år, men var ikke særlig optaget af at tjene penge, og hun syntes, at der var for mange sager, som var utrolig kedelige.

Hun tog til Frankrig og læste fransk i tre måneder, og da hun kom hjem, søgte hun uopfordret ansættelse i Udenrigs- og Justitsministeriet. Hun fik tilbudt en syv måneders stilling i Udenrigsministeriet og en fastansættelse i Justitsministeriets departement, og så valgte hun Udenrigsministeriet. Hendes mor og far syntes det var forfærdeligt. De syntes, det var det mest vanvittige, at hun ikke tog den faste stilling. Men hun kunne mærke, at der var noget, der trak, når hun gik på gangene i Udenrigsministeriet, og der blev talt om eksotiske steder som Ouagadougou og Bangkok.

Lone har fortalt at – Det er de store linjer der driver hende. Krig og fred. Hvor skal verden hen? Og hvad er Danmarks interesser? I Udenrigsministeriets mission står der, at vi kæmper for Danmarks interesser og værdier i verden, og det synes hun, er fantastisk. Det kan hun sætte sit vækkeur efter hver eneste morgen. Hun synes, det er rigtig spændende, at vi giver vores bidrag til, at verden indretter sig på en måde, der er til gavn for Danmark, og at vi kan være med til at præge den med de ting, vi synes, vi gør godt og rigtigt.

Når man arbejder på den måde, og bor mange år i udlandet, så oplever man meget. Det holder hun meget af. Hun er ikke så god til det der leverpostej. Der må godt være nogle udsving. Hvilket så også nogle gange ikke er så sjovt, men sådan er det. Det hører med. Og så er der også noget med den måde, man lever livet på. Kollegaerne bliver næsten som en familie. Især når man er ude, kommer man rigtig tæt på hinanden, fordi man ikke har den omgangskreds og det netværk, som man ellers har.

Hun har haft to små afstikkere fra Udenrigsministeriet, siden hun blev ansat i 1992.

Hun var i et år sekretær for Forsvarsudvalget, og i ni måneder var hun fondschef i Bikuben fonden. I sin tid i Udenrigsministeriet har hun været udstationeret som ambassadesekretær i Estland, som ambassaderåd i Polen og som Danmarks ambassadør i Spanien.

Hendes søn Oscar var med som helt lille i Polen og senere i Spanien. Hun har altid været alene med Oscar, for han er donorbarn.

– Hun var blevet 37 år og tænkte, nu kunne hun ikke lade det bero på skæbnen længere, om hun møder prinsen på den hvide hest. For hende var det helt afgørende og nærmest eksistentielt at få børn. Sådan lidt det-er-vel-derfor-vi-er-her-agtigt. ”Jeg har en veninde, der havde fået barn alene året før, og det ligger nok meget i min natur, at det ikke skal være skæbnen, der bestemmer, om jeg skal have et barn eller ej. Så jeg bestemte, at jeg ville få et barn med en donor. Med alle de overvejelser, der ligger bag sådan en beslutning”, har Lone fortalt.

Det er ikke noget, man bare lige gør. Hun var åben for, at der senere kunne støde en mand til, men det er ikke sket. Så det er ikke et bevidst fravalg, at hun lever alene med min søn, det er bare sådan, det er blevet. Det er klart, at ”med min livsstil – med mange udstationeringer – er det heller ikke nemt at få og bevare et parforhold”, siger Lone.

– Da Oscar han var helt lille, syntes hun, det var hårdt at være alenemor. Ikke på grund af de praktiske ting med bleskift og tøjvask, men hun savnede nogen at dele alle de gode og fine øjeblikke med. Det første smil. Det første ord. Det var ikke altid, der lige var nogen, når det opstod. Og det var meget ensomt, måske også mere, end hun havde forestillet sig. Hendes forældre involverede sig meget, og så dem tit, men der var jo kun hende selv i hverdagen.

”Efterhånden som Oscar er blevet ældre, er der et helt andet modspil i vores samvær, og det nyder jeg utrolig meget. Vi er en lille meget, meget tæt enhed, så nu synes jeg bare, det er fantastisk, at vi kun er os to. Og uden at det på nogen måde er derfor, så har det altså også bare vist sig at være temmelig meget nemmere, når man lever det her liv i Udenrigsministeriet. Der er ikke andre end os to at tage hensyn til. Og konkret i forhold til Washington var det faktisk Oscar, der startede med at sige, at han godt kunne tænke sig at bo nogle år der, hvis jeg kunne få en udstationering. At der så samtidig skulle skiftes ud på posten, var jo bare heldigt”, siger Lone.

Desværre kan man ikke være med til alle fødselsdage, bryllupper og den slags, og man kan heller ikke bare lige komme forbi til en kop kaffe. Det betyder noget i forhold til familie og venner.

Selvfølgelig får man nye venner der, hvor man er, men det bliver aldrig dybe venskaber. Man ved, at man er der fire år, og så er det videre. Jeg synes dog, at det er prisen værd. Men igen, det er nok også, fordi jeg ikke har nogen partner. Jeg kan jo se på mine kollegaer, at det er partneren, der betaler den største pris ved at skulle rykke til steder, hvor man måske slet ikke kan få arbejde.

Det er første gang nogensinde, at Danmarks ambassadør i USA er en kvinde.

Hun synes, det er godt hver gang, at der er en ”første kvinde”, der gør et eller andet. Det er vigtigt, for man må gå ud fra, at kompetencer og evner er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, og derfor skal man da   selvfølgelig også udnytte det, som kvinderne kan. Det er godt, hver gang kvinder træder ind på nyt territorium og viser, at man selvfølgelig, som kvinde, kan indtage poster som den hun har indtaget. Og hun håber, det kan være et signal til andre kvinder om, at man skal række ud efter det, man har lyst til og synes, man er kvalificeret til.

Jeg har også oplevet, at det kan være en fordel at være kvinde i et job som ambassadør, for der er ikke så mange kvinder, så folk kan bedre huske en. Det er ret praktisk, for det vigtigste for en diplomat er netværk og forbindelser, fortæller Lone.

– Det er noget, jeg har lært at synes, er vigtigt. For helt ærligt, jeg blev opdraget til, at der ikke var en pind forskel på min bror og mig. Jeg tror, at jeg var ret gammel, før det overhovedet gik op for mig, at der var en forskel.

Mine forældre var meget ligeværdige, og min bror og jeg blev opdraget ens. Jeg mødte heller ikke spørgsmålet om køn i min tidlige karriere. Men da jeg så blev chef og begyndte at interessere mig for ledelse, gik det op for mig, at der jo var nogle udfordringer for kvinder i forhold til at komme karrieremæssigt frem. Derfor har det været vigtigt for mig at stille mig frem som en rollemodel. Jeg er både kvinde OG enlig mor, og det kan godt lade sig gøre at komme opad, så kom nu!

Der er to ting i det her med ligestilling. De mandlige chefer skal være opmærksomme på, at de ikke bare kigger sig i spejlet og ansætter en, der også har slips på. Og kvinderne skal selv række ud. Der er noget om, at en mand søger en stilling, hvis han bare kan én ud af de ti ting, man skal kunne, hvorimod en kvinde typisk kun søger, hvis hun kan alle de ti ting. Jeg vil gerne vise, at man godt kan være en okay mor og have et krævende job. Og ja, så kan det da godt være, at man ikke kommer til alle forældrearrangementer på skolen, men det går alligevel.

– Politisk synes jeg, at det er vigtigt at holde sig for øje, at USA er vores sikkerhedsgarant her i verden. De er helt afgørende for vores eksistens, og vi er på den måde dybt afhængige af dem. Der er områder, hvor vi ser helt ens på tingene og arbejder for de samme mål, og hvor vi har en meget stærk interesse i at arbejde sammen. F.eks. i kampen mod terror og i vores samarbejde i Arktis. Og så er der nogle områder, hvor vi er uenige. Klimapolitikken er et af dem. Spørgsmålet om fri abort og familieplanlægning er et andet.

For mig er det vigtigt, at vi kan arbejde sammen med amerikanerne på den store bane, vi har til fælles, og at vi samtidig kan drøfte de emner, hvor vi ikke er enige. Jeg kommer til at gøre begge dele. Det helt overordnede formål er at prøve at tydeliggøre værdien af det multilaterale samarbejde. Det er det allervigtigste for mig.

Når man er et lille land som Danmark og helt afhængig af samhandel med omverdenen, så gælder det om, at der er nogle spilleregler, ellers bliver vi kørt over af alle de store. På det kommercielle område vil jeg arbejde for at hjælpe de danske virksomheder, som er på det amerikanske marked. Jeg vil også gerne være med til at promovere de styrker, vi har i Danmark siger hun.

Da hun den 1. april 2019 flyttede hendes tilværelse fra de nuværende rammer i København til noget helt nyt i Washington D.C., er det sammen med hendes 15-årige søn og deres tre hunde.

– Han glæder sig heldigvis rigtig meget. Jeg tror, han er smittet af den samme bakterie, som jeg er – vi kan godt lide at bo i et andet land, hvor alt er nyt og anderledes, og hvor vi skal ind under huden på nye mennesker. Og så glæder han sig rigtig meget til at måtte køre bil allerede som 15-årig, så han er begyndt at se på, hvilken bil det skal være, fortæller Lone.

Inden den store flytning til USA var hun en smut omkring Brønderslev, som hun stadig har tætte kontakter til.

 

jens otto madsen -2021

 

 

Af Liane Janne Løth

Baggrund

Jeg er født i Brønderslev i 1987 og voksede op i en god og omsorgsfuld familie sammen med min bror, Søren, som kun er 17 måneder yngre end jeg. Vi gik i Fasanvejen Børnehave og boede i området, så vores skolegang blev på Søndergades Skole. Da jeg startede i skole blev vores forældre skilt, og vi fik en ny hverdag med to hjem og skift hver anden uge ligesom så mange andre børn. Begge mine forældre blev boende i byen. Jeg havde en god barndom, med gode klassekammerater, nabobørn og fritidsaktiviteter.  Min mor blev gift igen, og det var helt fantastisk, da jeg i konfirmationsalderen fik en lillesøster, Sarah, en rigtig efternøler.

Efter min konfirmation valgte jeg at flytte på Hedegårdsskolen, hvor jeg gik i 8. 9. og 10. klasse.

Ungdom og interesser

Omkring min konfirmation begyndte jeg at synge i kirkens Pigekor, hvor jeg fik mange gode og tætte venner. Jeg blev også engageret i kirkens arbejde for børn. Som frivillig var jeg med til at arrangere og afholde sommerskoler og konfirmandklubber.

Jeg er altid kommet meget i BAS. Først mange år som en del af Børne-Basserne, som også dengang opførte et teaterstykke i hver vintersæson. Senere spillede jeg med i flere ungdomsforestillinger og blev hjælpeinstruktør på større opsætninger. Der er et fantastisk sammenhold blandt de frivillige i BAS, og jeg har i dag stadig mange nære bekendtskaber, selvom det nu er mange år siden, at jeg har stået på/bag scenen.

Aasen Teater afholdt sommerkurser for unge, som jeg i de fleste af mine teenageår også tog del i. Det var et hyggeligt og givende fællesskab, som også gav mig mange tætte relationer.

Fælles for alle mine fritidsinteresser var, at det var steder, som skabte rum og rummelighed, for at være præcis den man var. Der var plads til forskelligheder, plads til at udtrykke sig og til at udvikle sig.

Jeg voksede op og blev en meget selvstændig ung kvinde, med stærke og velovervejede holdninger. Jeg lærte, at det var vigtigt for mig at bidrage til fællesskabet og at gøre en forskel, hvor jeg kunne.

Jeg startede på HF på Brønderslev Gymnasium, og i 2. HF flyttede jeg hjemmefra og ind i en lille lejlighed, sammen med en god veninde, Ellen. Det var en rigtig god tid. Også et år, hvor jeg begyndte at tænke mere og mere over fremtiden og mærke efter, hvad jeg ville opnå og opleve i tiden efter HF.

Jeg havde udlængsel og ønskede brændende at komme ud i verden og opleve, og udfordre mig selv. Det var oplagt for mig, at det skulle kombineres med frivilligt arbejde og at gøre en forskel for andre.

Udlængsel

I al hemmelighed tog jeg på en intro-weekend for en global udviklingsorganisation. Der var repræsentanter fra mange forskellige lande, som holdt oplæg om deres hjemland. En lille hjertevarm mand var fra Ghana, og han fortalte meget indlevende og godt om landet. Jeg blev fanget og grebet af ideen om at rejse til Guldkysten, Det varme Vestafrika, Ghana.

Jeg tog hjem fra weekenden, og uden at blinke tilmeldte jeg mig et års ophold i Ghana, med afrejse i august 2006. Dengang var jeg 18 år gammel.

Tilmeldingen var den nemme del af beslutningen. Jeg var ikke i tvivl. Den svære del startede, da jeg tog hjem til min mor, sad overfor hende i køkkenet og skulle fortælle hende om mine planer.

Hun blev meget chokeret og havde selvfølgelig 100 spørgsmål. Hun var bekymret og frygtede, hvordan det skulle gå. Da chokket havde lagt sig, gav hun og resten af familien den største opbakning til mig , og jeg blev sendt godt afsted.

Første år i Ghana

Vi var 3 piger fra Danmark, og i alt 12 europæere, som rejste afsted sammen. Vi ankom til Accra, Ghanas hovedstad, sent om aftenen. Først var der ikke nogen til at tage imod os uden for lufthavnen. Derimod var der flere hundrede andre, som alle gerne ville i kontakt med os, og der var helt mørkt. Nogle af os gik lidt i panik, og én blev snydt for sine penge. Godt vi havde hinanden! Endelig kom der en ung mand, som var fra organisationen. Han tog os med over til 2 taxaer. Vi sagde: ”Der er jo ikke plads”. Han sagde: ”Jo da”, og så blev vi proppet ind oven på hinanden med alle vores kufferter. Der startede eventyret og venskaber for livet. De følgende dage var vi sammen på et lille vandrehjem, hvor vi skulle lære om kulturen og maden, og vi blev døbt med lokale navne: Mit navn blev ”Ama Pomaa”. Ama har jeg heddet i Ghana lige siden.

Det hele var meget nyt og spændende. Alt var anderledes, og vi var alle udfordret på forskellige ting.

Endelig blev vi alle hentet af hver vores Host-familier. Jeg skulle bo på en privatskole, ude i en meget lille landsby. Moderen i familien hentede mig, og vi kørte med lokale busser igennem den kæmpe store by.

Til sidst endte vi ved en grusvej, hvor vi så skulle gå det sidste stykke. Skolen var halvfærdig og meget primitiv. Familien havde 3 børn, og en niece på min alder boende. De havde kun 2 rum. Forældrenes soveværelse og stuen. Jeg skulle dele seng med niecen i stuen, og så sov de tre drenge på gulvet.

Der var intet privatliv. Toilettet var et hul i jorden, og vand skulle vi hente i spande ca. 1 km. væk. Der var heller ikke noget strøm, men familien havde dog en lille generator, som blev tændt hver fredag aften, hvor et kendt tv-show ”Music Music” blev vist i fjernsynet. Det var ugens højdepunkt.

Jeg blev placeret i vuggestuedelen af skolen. Der var ca. 80 børn, under 3 år, i ét rum med betongulve og borde og bænke. Der var utrolig meget larm og meget lidt struktur. Ud over mig var der 2 andre ”madammer” i klassen. Det var overvældende.

Jeg brugte lang tid på at falde til og se tingene an. Det var en kæmpe omvæltning. Alle var søde, og jeg følte mig velkommen, men det var alligevel hårdt.

Efter et par måneder blev jeg ramt af sygdom og måtte indlægges med Malaria. Jeg blev rigtig dårlig, og for første gang fik jeg hjemve. Heldigvis kom jeg mig hurtigt igen. Dengang kunne man kun ringe kort, og sende sms’er hjem til Danmark, når man var et sted med god forbindelse. Kontakten til mit hjem var altså minimal. Min mor blev så bekymret for mig under min sygdom, at hun besluttede at komme ned og besøge mig for bedre at kunne forstå det hele. Det blev hendes første ferie af mange i Ghana. Min far, bror og bedste veninde, Ellen, besøgte mig også i løbet af det første år.

Efter 4 måneder på skolen fik jeg lyst til at prøve noget andet, som i mit hoved ville give mere mening. Sammen med en pige fra Schweiz, flyttede jeg ind hos en lokal organisation, og begyndte at lave sundhedskampagner på skoler, i kirker og små lokalsamfund. Vi oplyste hundredvis af mennesker hver dag om HIV/Aids og Kolera (som der var udbrud af dengang) og tilbød seksualundervisning. Det var helt vildt spændende.

Kojo og mødet med Ben

Siden jeg ankom til Ghana, var jeg i kontakt med et lokalt børnehjem, ”King Jesus”, som jeg besøgte i alle weekender og ferier. I samme periode blev der fundet en lille dreng i junglen, som man først troede, var død. Han overlevede heldigvis og endte på børnehjemmet men i meget dårlig tilstand. Han blev fundet på en mandag, og fik derfor navnet ”Kojo”.

Kojo var meget skadet mentalt og havde intet sprog. Han var ca. 3 år gammel. Jeg fik hjælp af en psykolog i Danmark til at håndtere hans adfærd, og langsomt indledte jeg en meget tæt relation til Kojo.

Børnehjemmet var ikke et godt sted for ham, da der ikke var personale, som kunne varetage den store opgave. Jeg søgte derfor efter et bedre sted til Kojo, igennem mange måneder, men uden held.

Helt tilfældigt og som sendt fra himlen, opdagede jeg, i en anden region, et børnehjem for handicappede børn, ejet af en Hollandsk læge. Det skulle vise sig at være det eneste i hele Ghana. Jeg henvendte mig og tiggede om en plads til Kojo. Først blev jeg afvist. Jeg brød sammen. Der var ikke plads, sagde lægen. Jeg ville ikke give op og henvendte mig igen dagen efter. Hun kiggede længe på mig og sagde endelig: ”Ok” Men det var på den betingelse, at jeg kunne flytte med og oplære et nyt personale i at håndtere Kojos adfærd. Jeg sagde med det samme ”ja”, og få dage efter flyttede jeg ind på hjemmet sammen med Kojo. Der blev ansat et personale til at have Kojo 1:1, og det viste sig, at være Ben, som i dag er min mand. Kojo trives stadig godt på Børnehjemmet. Han er nu ca. 18 år gammel.

Jeg var sammen med Kojo og Ben i 3 måneder, inden jeg måtte rejse hjem til Danmark, som det stod på min flybillet. Det var et meget sørgmodigt farvel – På gensyn – Vi ses forhåbentlig snart igen.

Hjemme igen

Det var fantastisk at vende hjem til venner og familie igen i august 2007. Jeg elskede at fortælle om alle mine oplevelser. Den første tid var jeg lykkelig og nød at være sammen med dem alle igen. Jeg flyttede, som tidligere aftalt, med Ellen til København, og fik hurtigt arbejde i en børnehave. Det skulle være starten på et nyt kapitel, et nyt eventyr. Men jeg længtes efter Ghana, og havde svært ved at vænne mig til den danske kultur igen. Jeg savnede det meget sociale Ghana, varmen, de gode relationer og ikke mindst de meget meningsfyldte projekter, som jeg havde været en del af.

I julen tog jeg tilbage til Ghana på ferie, for at finde ud af hvad jeg skulle. Turen bekræftede mig kun i, at jeg ikke var færdig med livet i Ghana. For at blive rigtig glad igen  måtte jeg tilbage.

Den beslutning var den hidtil sværeste, for nu vidste jeg pludselig ikke, hvornår jeg så ville vende hjem igen. Jeg ville rejse afsted på en enkeltbillet. Det var svært at få fortalt til venner og familie, som jo stadig glædede sig over, at jeg endelig var hjemme igen.

From Heart to Hand blev født

Jeg flyttede hjem til min mor for at spare op til at rejse tilbage til Ghana. Jeg besluttede at rejse 1. dec. 2008. Jeg fik arbejde som personlig hjælper i Brønderslev og fandt lidt ro i, at der var lagt en plan. Alligevel var jeg rastløs og tænkte meget på børnehjemmet og børnene i Ghana. Jeg skrev derfor rundt til alle i mit netværk og inviterede til et møde i min mors køkken. Jeg bad dem hjælpe mig med at samle ind til børnene i Ghana. Meget overraskende kom der ca. 20 gode mennesker til det møde. Inden mødet var omme, havde de foreslået og besluttet, at hvis de var så mange, som ville hjælpe, hvorfor så ikke lave en forening til formålet. Ugen efter var der stiftende generalforsamling og ”From Heart to Hand” blev født.

Det var i august 2008. I løbet af efteråret blev der lavet en masse PR for foreningen. Vi deltog i mange arrangementer i byen, afholdt en udsolgt kirkekoncert og fik hurtigt over 200 betalende medlemmer.

Foreningen var en kæmpe succes. Og med gode folk i bestyrelsen lovede det godt for From Heart to Hands fremtid. Inden jeg skulle rejse til Ghana, foreslog bestyrelsen, at de kunne udsende mig for foreningen og spurgte, hvad det ville koste for mig at bo i Ghana? Jeg regnede på det og kom frem til, at jeg for 700 kr. om måneden, ville kunne klare mig. Det blev vedtaget, og den 1. december 2008 flyttede jeg til Ghana som foreningens udsendte.

Ghana 2008-2017

Jeg rejste denne gang til Ghana med en følelse af varme og stolthed over at kende så mange gode mennesker. Jeg var utroligt rørt og glædede mig over, at så mange mennesker fra Brønderslev ville følge mig og støtte mig i arbejdet for at hjælpe børn i nød i Ghana.

Jeg flyttede ind på King Jesus Børnehjemmet, hvor jeg tidligere havde hjulpet til.

Her boede ca. 100 børn i alle aldre, og der var intet personale. Børnene passede sig selv og hinanden, og levede under meget dårlige forhold. From Heart to Hand sørgede for, at børnene kom i skole, med uniformer, skoletasker, bøger osv. Vi fik de syge til lægen og sørgede for, at alle havde sygesikring. Vi sikrede, at der altid var sæbe, vaskemiddel, tandbørster og tandpasta. Alt sammen noget som de ikke havde været vant til. Vi sørgede for 2 hovedmåltider om dagen, som indeholdt sund og nærende mad.

Det var udfordrende og overvældende, men også livsbekræftende og utroligt givende, at få lov til at hjælpe så mange børn, og samtidig at dele med bestyrelsen og alle vores medlemmer i Brønderslev, hvor stor en forskel deres støtte kunne gøre. Jeg lærte hen af vejen, hvordan jeg bedst muligt fik organiseret og systematiseret hverdagen for alle børnene. De store blev delt op i hold og skiftedes til at lave mad, bade de små, hjælpe med lektier, gøre rent osv.

I løbet af 2009 kom Ben til byen for at gå på universitetet. Han havde, som jeg, interesse for arbejdet på børnehjemmet. Vi blev også mere og mere glade for hinanden, og han flyttede derfor ind hos mig.

Det var en kæmpe hjælp at have ham på børnehjemmet. I samme periode begyndte vi også at få frivillige fra Danmark. Det var skønt med hjælpen, og jeg nød virkelig at kunne sparre og samarbejde med andre ligesindede. Selvom vi gjorde en enorm forskel for børnene, så er det klart, at vi aldrig kunne slå til. Vi havde simpelthen ikke nok hænder til at skabe en optimal hverdag for børnene.

I starten af 2010 blev Ben og jeg gift på rådhuset. Min mor og søster var på besøg, og sammen med Bens forældre fik vi skabt den hyggeligste og mest afslappede bryllupsdag. Ingen på børnehjemmet vidste noget om det, det var vores lille hemmelighed.

Som tiden gik, blev det mere og mere klart, at ejeren af Børnehjemmet ”Pastor Kofi” ikke satte samme pris på vores hjælp, som børnene gjorde. Han ønskede ikke, at børnene skulle have det for godt. Han var enormt korrupt, og det blev tydeligt for os, at der foregik grimme ting bag kulissen. Det var svært for mig at tage beslutningen om at rejse derfra, fordi vi så skulle efterlade alle børnene i den samme elendighed, som vi havde fundet dem. Beslutningen blev heldigvis truffet for mig, da Pastor Kofi indkaldte mig til et møde, hvor han fortalte, at jeg var fyret, fordi jeg ikke overholdt børnehjemmets regler. Hans regler var, at alle midler/donationer, som kom til børnehjemmet, skulle ind på hans kontor, så han kunne fordele dem, som han syntes. Det kunne vi selvfølgelig ikke gå med til, og vi forberedte os på at flytte. Om aftenen informerede Ben og jeg børnene om, hvad der skulle ske, og mange af dem brød helt sammen. Lyset blev slukket i deres øjne, og mange græd foran vores vinduer hele natten.

Det var en af de værste dage i mit liv. Samtidig var det også en befrielse at komme derfra og igen at kunne se fremad.

Ben og jeg flyttede ind i en lille lejlighed i en anden bydel. Vi var fortvivlede, men ønskede fortsat at kæmpe for børnene. Det viste sig, at blive en farlig kamp. Jeg skrev en lang rapport, om de forfærdelige forhold på Børnehjemmet, og afleverede den hos de sociale myndigheder. De måtte da kunne gøre noget! De viste sig at være endnu mere korrupte, og det blev til en lang strid mellem dem og os. De gav også Pastor Kofi en kopi af rapporten. Han fik os derefter anholdt to gange, med løgnagtige beskyldninger om, at vi skulle have stjålet børn fra ham. Den første gang var jeg bange. Jeg frygtede virkelig det korrupte system, som jo også fandtes på politigården. Det var en forfærdelig dag, som heldigvis endte godt, og det lærte os, at det godt kan betale sig, at hyre en god advokat. Vi fik derefter byens dygtigste advokat, Mary, tilknyttet From Heart to Hand, og hun har hjulpet os mange gange siden. Hun støtter os altid i at kæmpe for retfærdigheden.

Vi endte kampen mod King Jesus Børnehjemmet ved i hemmelighed at få 9 børn ud af Børnehjemmet og tilbage i kontakt med deres familier. Det var næsten 10% af børnene. Det var en sejr – for dem og for os!

 

De 9 børn dannede rammen for From Heart to Hands fremtid. Bestyrelsen i Danmark og jeg besluttede nemlig i fællesskab at starte vores eget projekt. Derved ville vi sikre, at hjælpe så mange så muligt og undgå alle former for korruption. I stedet for et børnehjem, startede vi et hjælpecenter, med det formål at forebygge at børn i nød ender på børnehjem.

Vi blev registreret til formålet i 2010 og åbnede hjælpecenteret i et stort lejet hus. Det var en fantastisk følelse at skabe projektet fra bunden og give de 9 børn fra King Jesus en ny chance i livet. Bestyrelsen i Danmark skiftede også kurs og forsøgte nu at finde faddere, som ville støtte børnenes skolegang og andre udgifter. Børne-antallet voksede hurtigt, og inden året var omme, hjalp vi over 60 børn og deres familier. Ben og jeg var lykkelige, og var virkelig gode til at udvikle og udrette ting sammen. I alle årene har vi formået at arbejde tæt sammen hver eneste dag, og altid med et fantastisk resultat.

Vi boede selv på ét værelse på centeret. Derudover var der plads til 8 beboere og 4 frivillige. Der blev hurtigt fyldt op. Vi fik teenagemødre ind, alvorligt syge og underernærede børn osv. Det var enormt spændende at følge familierne, dele vores hverdag med dem og gøre dem stærke nok, til igen at kunne stå på egne ben. Vi fik masser af gode frivillige fra Danmark, som kom i kortere eller længere perioder, for at hjælpe os.

I februar 2013 fik vi vores søn Alfred. Det endte i et akut kejsersnit, som heldigvis gik rigtig fint. Jeg havde de bedste læger omkring mig og følte mig tryg og glad. Alfred var det mildeste lille væsen. Han var utrolig nem, og var fra starten af en fast del af vores hjælpecenter, og var altid med os på arbejde. Han fik massere af ”søskende” og havde altid nogen at lege med.

Da Alfred var ca. 1 år gammel, fik vi et akut tilfælde ind. Det var Nana Yaw på 10 måneder, som var alvorligt i fare for at dø af underernæring. Han vejede kun 3 kg. Vi valgte at tage Nana Yaw i pleje, og han flyttede ind på vores værelse. Alfred sov alligevel i ”revnen”, så Nana Yaw fik Alfreds vugge. Han skulle have specialkost hver anden time, både dag og nat. Det var hårdt arbejde, men vi fik heldigvis god hjælp fra frivillige og de andre voksne i huset. Han var ofte syg og måtte indlægges. Det var en hård tid. Heldigvis tog han på, som han skulle, og det var en kæmpe lettelse, da han kom på normalvægt og kunne begynde at spise normal mad. Han bor i dag stadig på vores hjælpecenter, nu er han snart 9 år, og stor og stærk.

De gode historier er mange, og det var også derfor, vi kunne klare de hårde arbejdsvilkår og mange timers arbejde. Når alvorlige situationer opstod, var det hårdt og uoverskueligt, men der var altid en god grund til at kæmpe videre. Nogle gange endte det ikke, som vi havde håbet. Vi har mistet en del børn og forældre, og det har været enormt hårdt. Man vænner sig aldrig til at se mennesker, og specielt børn, lide. Det rammer mig lige hårdt hver gang, men når man har andre at kæmpe videre for, så er det på en måde nemmere at komme ovenpå igen.

Vi arbejdede tæt sammen med overlægen på et stort børnehospital, hvor jeg også i en lang periode tilbød rådgivning til gravide teenagere. Det var en spændende og utrolig meningsfuld tid.

I 2014 fik vi en stor donation, så vi kunne udleve drømmen om at bygge vores eget hjælpecenter. Vi fandt en perfekt stor byggegrund lidt udenfor byen. Her byggede vi med lokale materialer og i en stil, som skulle indbyde til hjemlig og rummelig hygge, familier og personale imellem. I maj 2016 flyttede vi ind. Familierne elskede stedet og fandt, ligesom os, hurtigt ro i den skønne have og det åbne køkken.

Vores hjælpecenter

 Jeg var blevet gravid igen, og i december 2016 fik vi Wilma. Min mor var med denne gang, det var fantastisk for mig. Jeg fik igen kejsersnit, og min mor fik lov at være indlagt sammen med mig efterfølgende.

Hun blev julen over og forkælede alle børnene på centeret med gaver og godter.

Vores søn Alfred gik i den bedste børnehave, vi kunne finde. Institutioner og skoler er meget anderledes i Ghana og ofte af meget dårlig kvalitet. Vi havde i lang tid været glade for Alfreds børnehave, men som tiden gik, blev vi klar over, at den ikke levede op til de standarder, som vi fandt rimelige. Vi tog ham derfor ud af børnehaven og var i tvivl om, hvad han så skulle.

Det, at få vores egne børn, havde i det hele taget åbnet op for mange nye spørgsmål og tanker. Var vores levemåde i Ghana det rigtige for vores børn? Da problemstillingen, med manglende institutionsplads og kommende skoleplads, opstod, så Ben og jeg hinanden alvorligt i øjnene og satte for første gang ord på, hvilke muligheder Danmark ville kunne tilbyde vores børn i forhold til Ghana. Vi tog derfor beslutningen om, at vi ikke længere ville gå på kompromis med deres velfærd. Vi valgte at flytte tilbage til Danmark for børnenes skyld.

Vi undersøgte reglerne for familiesammenføring for Ben. Det viste sig, at det dengang ikke var muligt at søge, da vi blev ramt af ”tilknytningskravet”. Vi havde som familie større tilknytning til Ghana end Danmark.

Vi besluttede alligevel, at jeg skulle flytte hjem til Danmark med børnene, og at Ben så ville rejse frem og tilbage på turistvisum. På den måde kunne han også forblive en del af Hjælpecenteret i Ghana og oplære nyt personale. Det var en svær beslutning, for selvfølgelig ønskede vi inderst inde at være sammen.

Vi flyttede i november 2017 hjem til Brønderslev. Jeg var heldig at få arbejde i Børnehaven Kornumgaard med det samme, hvor jeg har været lige siden. Børnene startede i dagpleje og børnehave og faldt med det samme rigtig godt til. Det var en kæmpe omvæltning for os, men igen at være omgivet af familien og gode venner var en gave.

I sommeren 2018 var vi heldige, at ”tilknytningskravet” blev afskaffet, og vi kunne søge om familiesammenføring for Ben. Det var en lang og meget hård proces. Vi ventede på svar i over et år, og imens måtte Ben ikke arbejde og havde ingen rettigheder i Danmark. Det var utroligt hårdt for ham og for os som familie. Heldigvis fik vi positivt svar, og vores lille familie er nu samlet igen.

Hjælpecenteret i Ghana kører, som det altid har gjort, men nu med lokalt personale, som varetager vores arbejdsopgaver. Vi er nu i stedet en stor del af foreningen her i Danmark, hvor jeg er blevet formand.

Vi har kontakt med hjælpecenteret hver eneste dag, og har altid en finger på pulsen med, hvad der sker. Det er vigtigt for os at bevare en tæt kontakt. Vi savner det hver eneste dag, men i disse år vil det være vores egne børn, som har vores største fokus.

Jeg er utroligt taknemlig for den enorme støtte og tillid, som vi altid har mødt lokalt i Brønderslev.

Uden faddere, sponsorer og gode frivillige fra byen, var Hjælpecenteret aldrig blevet til.